14 | november 2010 | LIXEN LIXEN | november 2010 | 15FOKUSBRANCHE

De står over for hinanden. Ofte sidder de også ned. Eller ringer til hinanden. Journalisten og politikeren. De to professioner er grundstenen i den magtkamp, der udspiller sig fra Danmarks politiske magtcentrum, Chris-tiansborg. Et had-kærligheds-forhold og en gensidig afhæn-gighed gør dem til medspillere og modspillere, venner og fjender. På Christiansborgs velbevandrede gange opsporer vi to af de gamle drenge.

SPIL. I den sene aftensol i et kontor på Christiansborg sidder en politiker og en journalist over for hinanden. Fra det rummelige kontors ovenlys-vindue falder det gyldne lys ned på politikerens ansigt, mens han taler. »Ja, man kan virkelig få ørene i maskinen.«

Journalisten, ham, de kalder Peter Lautrup-Larsen, fæstner øjnene ved politikeren, der bliver kaldt Niels Helveg Petersen, og konstaterer med en snært af et smil på læben. »Ja, du har selv prøvet det engang.«

Der kommer et hurtigt svar tilbage fra politikeren.

»Ja, for satan.«Journalisten og politikeren fortsæt-

ter. »Hvor du fik en skideballe af Nyrup, var det ikke sådan det var?« »Nej, det fik jeg faktisk ikke.« »Nej, nej, men det sagde han uden-for.« »Ja, han sagde, at jeg skulle have den udenfor. Der var lidt højspænd-ing.« De nikker, når den anden snakker, griner og diskuterer frem og tilbage, journalisten og politikeren, fanget i en samtale om politiske bøger, og om hvordan de kan slå ned, selv flere år efter et citat er skrevet. Når de sidder over for hinanden, er de såmænd ikke så forskellige. Lidt aldersforskel er der. Udseendet skiller dem også ad, men de er begge velformulerede og velovervejede. De sidder også begge roligt i stolen. Det eneste, der adskiller deres fremton-ing, er politikerens trang til at tegne en krusedulle engang imellem på det gule papir foran ham. Når det kom-mer til deres viden om Christians-borg, er de også begge godt med. Begge kender de alle de mennesker og ansigter, der igennem tidens løb har vandret Christiansborgs gange tynde. Og de har begge hørt ud-talelser om alt fra minimalstater til burkaer, og lidt om det der velfærd. De har endda været kolleger tilbage i 80’erne, hvor Peter Lautrup-Larsen sad som pressechef for De Radikale.

Et ambivalent forhold Alligevel er deres professioner fyldt af modsætninger og afhængighed, af had og kærlighed, intriger og kon-flikter. Historien om journalisten og politikeren er en historie om to pro-fessioner og et spil, der aldrig stop-per. Et spil, der har foregået igennem lang tid. Ligeså lang tid som den 71-årige politiker Niels Helveg Petersen har haft sin gang på Christiansborg.

»Det politiske livs grundstof er uforanderligt. Og det har sine egne love og regler, som man ikke kan sætte sig udover,« forklarer den radi-kale politiker, der i årenes løb både har prøvet at sidde i opposition og være tung minister, og som også har gennemført interviews med journa-lister igen og igen og igen. Og så lige et til. »Når man lærer hinanden så godt at kende, så opdager man til syvende og sidst, at der er et reelt modsæt-ningsforhold. Vi vil gerne have jour-nalisterne til at skrive om det, som vi lige har fundet på, vi gerne vil have i avisen. Og journalisterne vil jo helst skrive om det, vi nødigst vil snakke om. Og man skal bare hele tiden være klar over, at der er en interessemod-sætning.«

Lautrup-Larsen sidder overfor og lytter. Overfor står han også som journalist. Her lytter han ikke kun, men stiller også de spørgsmål, som politikeren ikke vil svare på. De spørgsmål, der kan blive politik-ernes sidste på Christiansborg. Og

det forhold komplicerer spillet og de personlige relationer, der ellers kunne opstå mellem journalisten og politikeren. »Der er masser af mennesker, som jeg spiser frokost med, og som jeg kan snakke fortroligt med. Men det er ikke nogen, som jeg inviterer hjem til mig privat. Danmark er et lille land, så det kan ikke undgås, at man mødes rundt omkring til alle mu-lige sammenhænge, men jeg tror, de fleste professionelle kan overholde det. Men hvad er bekendtskaber? Der eksisterer sådan en kollegial følelse af, at man beskæftiger sig med det samme. Man er sjældent dødsfjend-er,« siger Peter Lautrup-Larsen. Når kameraer og hoveder ruller Niels Helveg Petersen er heller ikke meget for det stærke ord dødsfjen-der. Men han vil gå med til, at man kan blive stærkt uvenner, når kame-raerne ruller, og diktafonerne bliver stukket helt op i ansigtet, og der bli-ver råbt på kriser, fyringer, næser og dét der gør langt mere ondt. Lautrup-Larsen kigger på Helveg Petersen. »Ja du kan da fortælle om Simon Emil Ammitzbøl. Det var da ikke… «Han når ikke at tale ud, før politik-eren tager over.

»Nej, det var ikke behageligt. Det var for et par år siden, hvornår var det nu det var?«

En blikudveksling ender med, at Lautrup-Larsen svarer. »Det var efter sidste valg. Han kaldte

jo Margrethe for en forræder.«Niels Helveg Petersen nikker og fortsætter.

»Ja, han mente jo, at hun havde været en forræder under valgkamp-en. Det skrev han sgu oven i købet en kronik om. Det var ikke noget, han tilfældigvis sagde. Det var noget, han skrev ned på papir. Så blev hun fornærmet. Og så gik han sin vej. Så var han pludselig løsgænger. Den slags ting er ikke behageligt.«

Svaret får ikke lov at stå i mange sekunder før Lautrup-Larsen sup-plerer.

»Nej, og der var en vigtig debat, om Margrethe Vestager burde have været mere elegant og holdt på ham alligevel. Det blev virkelig endevendt, om hun var leder eller ej. Og så er der altid nogen, der siger noget, de ikke skulle have sagt, som bliver anonymt gengivet. Jeg ved ikke, hvordan I havde det dér, men der er stemning-en ikke god, når man ved, at der sid-der to omkring bordet, der siger, at hun er en nar. «

Niels Helveg Petersen lytter tål-modigt og nikker med jævne mel-lemrum, mens Lautrup-Larsens talestrøm fortsætter. »I modsætning til så mange andre arbejdspladser kan selv den sociale sladder om folks måde at lede møder på eller være som politikere ende i medierne og blive delt med den store brede offentlighed.«

Tilsammen har de to koryfæer været vidne til en god mængde poli-

tiske skandaler. Lige fra pinsepakker til påskeferier, og med en alder, der tilsammen runder godt 30 valgperi-oder, så har de to mænd godt belæg for at snakke om tidligere tider. Og dengang Snapstinget havde sin storhedstid, var der en helt anden stemning på Christiansborg, når en skandale udfoldede sig. Det husker Helveg-Petersen. Og mere til endda. »Den side kan jeg godt savne. Når der virkelig var sådan en krisestem-ning på Borgen, hvor Snapsetinget var en myretue. Det var et marked uden lige for politiske oplysninger. Det har man ikke nu. Nu må man søge sine informationer enkeltvis.« MinisterafstandTidligere på året. Klokken er seks en fredag morgen, og de danske jour-nalister klæder sig på til endnu en dag, som skal handle om mail gate-sagen. Et emne, som på det her tids-punkt kører på højtryk. Men det har indtil videre været uden en af hoved-personerne som deltager, for Uden-rigsminister Lene Espersen har ikke været til at komme i kontakt med. Derfor stiller Peter Lautrup-Larsen sammen med en kameramand sig klar på hendes adresse i et forsøg på at få en kommentar.

»Og det var en ting, som jeg ville have anset for utænkeligt for et stykke tid siden. Det var et slags modsvar på

den begrænsning, journalister op-lever og har oplevet i dækningen af ministre. Og det er udvikling, der er sket inden for de seneste tre-fire år,« forklarer Peter Lautrup-Larsen. Et – ifølge ham og hans bordherre Niels Helveg Petersen - godt eksem-pel på den udvikling, ministerierne og ministrene har taget. Væk fra journalisterne. Sådan var det ikke for blot et halvt årti siden. Her nærmest vadede reporterne ind i ministeri-erne, når rygterne begyndte at gå på Christiansborgs gange. Lautrup-Larsen husker en episode tilbage, dengang Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard for første gang var med til de endelige forhandlinger om fi-nansloven.

»En dag, hvor jeg var ovre i Fi-nansministeriet for at tjekke, om der skete noget, var de faktisk i gang med at forhandle finanslov. Så så jeg Pia Kjærsgaards to PET-folk igennem glasdøren, og så måtte hun jo være der, tænkte jeg. Så ringede jeg efter en fotograf og blev bare stående. Så-dan noget er blevet sværere nu.«

Ved siden af har Niels Helveg Pe-tersen siddet og nikket.

»Men man må jo stadig sige, at lighederne mellem gamle dage og nu er jo altså stadig større end forskel-lene. Selve det politiske livs grund-stof er uforanderlig. Forskellene er selvfølgelig tempoet og spindokto-

ren, og hvad jeg ikke havde tænkt over, før Peter sagde det, den større afstand til ministrene. Det er rigtigt,« siger han. Hvem løber stærkest?Billeder af en sprintende politiker og en journalist, der alt afhængig af alder og kondition følger med, mens mikrofonen fanger sætninger som »Ingen kommentar«, »Der er ikke noget at komme efter« eller »Jeg har ikke tid nu. Bagefter«, er ikke usæd-vanligt i nyhedsudsend-elserne. En jagtdisciplin, som TV 2 gerne viser billeder af, forklarer Peter Lautrup-Larsen.

»Jeg husker, da du forfulgte Birthe Rønn Hornbech med et kamera,« kommer Niels Helveg Petersen plud-selig i tanke om og griner så højt, at selv de, der får rundvisning ude på gangen, hører det.

»Ja, det har vi gjort flere gange,« erkender Lautrup-Larsen.

»Nej, hun ville ikke sige noget, men du blev ved.«

»Ja, det skete over to omgange, ind-en Lasse Sjørslev måtte tage over. Det var der, hvor hun stillede op til interview uden at sige noget. Så stil-lede hun sig op, der blev lavet hvid-balance, fotografen forklarede, hvor hun skulle stå, interviewet gik i gang, og så stod hun bare og holdt kæft,« erindrer Peter Lautrup-Larsen.

Gangene på »Borgen«, som Niels Helveg Petersen på en besynderlig autentisk måde konsekvent kalder sin arbejdsplads, virker i dag frede-lige og som enhver anden gang på en større virksomhed. Men det er kun, indtil statsministeren vælger at gå fra Statsministeriet ind på gangene blandt partisoldater, regeringspart-nere og oppositionskæmpere.

»Hvis Løkke kommer til grup-pemøde, og det rygtes, fordi hans PET-folk står uden for lokalet, så står begge tv-kanaler og 20 journalister der. Og det er ikke altid, vi er klar over, hvad vi vil ham. Men de andre vil ham måske noget, og så er det meget rart at høre, hvad han har at sige,« fortæller Lautrup-Larsen.

Helveg Petersen nikker genkend-ende til beskrivelsen af pressens opførsel. Men det spil, der nu spilles mellem statsminister og journalister, har ikke altid været, som Lautrup-Larsen forklarer. Mænd som Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen kunne i langt højere grad bevæge sig rundt på gangene og gå ned og få frokost i Snapstinget uden at blive passet op af hele Christiansborgs presseloge, bliver de enige om. Men tilbage i begyndelsen af 1990’erne var afstanden mellem toppolitikerne og journalisterne så småt gået i gang. Peter Lautrup-Larsen husker bedst en situation, som karakteriserer det

skel, der dengang blev skabt mellem magthaverne og den fjerde stats-magt. En forårsdag i 1992 samles alle landets socialdemokrater og stemmer om, hvem der skal være partiets formand. Men faktisk var opgøret mellem Poul Nyrup Rasmus-sen og Svend Auken begyndt flere måneder før, men ingen journalister havde lugtet den i det her tilfælde så populære lunte. »Og det var ikke sket i gamle dage, fordi der havde der siddet nogle af de der socialdemokrater og drukket lidt for mange bajere og gjort sig in-teressante. Det tror jeg virkelig. Den-gang i 92 og nu sker det meget mere officielt på gangen eller i telefonen, hvor det ikke er sådan nogen tilfæl-digheder, hvor man sidder og drikker en øl sammen,« fortæller Peter Lau-trup-Larsen. »Men det er også, fordi i dag er journalisterne slet ikke interesseret i at snakke med hinanden, fordi de vil lave solohistorier, ikke, Peter?«Lautrup-Larsen nikker, og Helveg konkluderer.

»Mindre substans. Det er ikke det, man slår sig op på, som journalist, vel? «

jamun09@student.sdu.dk

Man kan virkelig få ørene i maskinen

Ja, du har selv prøvet det““Ja, for satan“

Niels Helveg Petersen

Peter Lautrup Larsen

Niels Helveg Petersen

Foto: Jakob Balthazar Munk

Jakob Balthazar MunkCasper Fauerholdt

16 | november 2010 | LIXEN LIXEN | november 2010 | 17FOKUSFOKUS

Netop nu, om en time og hele tidenDer var engang, man kun kunne se nyheder i fjernsynet klokken 18.30, 21 og 22. Og hvor et live-interview ikke måtte tage mere end halvandet minut. Den tid er forbi. TV 2 News tog det klassiske nyhedsbillede og malede det over med en 24 timers nyhedsflade. Og det er der efterhånden kom-met et nyt og helt anderledes billede ud af.

Casper Fauerholdt

FLADE UD. Stolen ruller nogle centimeter tilbage. Hovedet ryger bagover, øjnene lukkes. Armene bliv-er lagt over kors og får sig et hvil. TV 2 News-værten Peter Grønborg har lige et par minutters reklamepause, inden han igen skal på og blandt andet præsentere seerne for en demonstration i Paris. Ude fra produceren og ind i værtens øresnegl bliver der talt ned fra 30 sekunder. Ni, otte, syv. Peter Grønborg trækker stolen ind. Seks, fem, fire. Han kigger ned i sine papirer. Tre, to, en.

»Netop nu stor demonstration i

Paris,« fortæller han kameraet, mens billeder af flere hundredetusinde franskmænd spadserer hen over skærmen.

Og det er ordene »netop nu«, og det, der ligger i udtrykket, TV 2 har brandet sig selv på i de snart fire år, kanalen har eksisteret. Urolighederne på Nørrebro, Barack Obama bliver USA’s nye præsident, et klimatopmøde i København og senest bombemanden fra Hotel Jørgensen er alle begivenheder, som i det øje-blik, de fandt sted eller udviklede sig, blev transmitteret direkte i æteren.

Går i »breaking«Når værten siger »netop nu« eller »vi har lige fået et telegram ind« og det gule breaking-skilt i venstre hjørne ryger på skærmen med rullende tekst ved siden af, er TV 2 News på hjemmebane. Så rykker journalist-erne ud, måske letter helikopteren, og hvis begivenheden er stor nok, har kanalen et ekstra hjørne med redigeringsklare computere, der kun venter på at blive tændt og levere rullende nyheder.

»Jo mere det sker lige nu og her, desto mere attention skal vi have på det. Vi håber og tror, vi har vænnet danskerne til, at når der sker noget

stort, så er det News, de skal tune ind på,« siger Morten Nymand, souschef på TV 2 News.

Siden kanalen gik i luften, har man fra redaktionel side »finjusteret strategien,« som Morten Nymand udtrykker det. Og det har ifølge lek-tor og studieleder på journalistud-dannelsen på Roskilde Universitet Mark Ørsten betydet meget for den succes og den funktion, TV 2 News har i dag.

»Man kan tale om et stilbrud, da kanalen begyndte. Som dengang Danmarks Radio fik konkurrence. Indtil da så tv ud på en bestemt måde. Det var nu ikke, fordi News startede med at være blændende, men vi fik nyheder 24 timer i døgnet. Og det var et stort stilskifte i dansk tv-journalistik, hvor man før havde faste udsendelser og slet ikke havde breaking news, som vi har på samme måde nu,« siger han.

Inde i studiet bag det matterede

plastikglas forlader Peter Grønborg demonstrationen i Paris og tager seeren med til terrorangreb i Tjetje-nien. En typisk historie, som i løbet af dagen når at udvikle sig fra at være et enkelt nyhedstelegram til, at flere eksperter gæster studiet eller er med live igennem.

»En nyhed som den bliver simpelt-hen forarbejdet, mens folk sidder og ser på det. Her siger vi, ’hov for søren, vi har lige fået et telegram,

der fortæller sådan og sådan’. Så folk ser faktisk nyhederne blive til, og det er anderledes fra de store nyhedsudsendelser,« forklarer værten Peter Grønborg, da han har overladt studiet til kollegaen Susanne Hegelund.

Det lange og tiltrængte interviewPeter Grønborg må ud og forberede en længere debat til klokken 16.30, hvor SF’eren Karl Bornhøft og den konservative Vivi Kier skal diskutere

overbetalinger af høreapparater. Det er også derfor, han nu sidder i re-daktionens hjørne, foroverbøjet og nærstuderer en artikel fra Jyllands-Posten, der har beskrevet emnet. Og det er netop de længere debatter og baggrundsanalyser, TV 2 News ud over breaking-fænomenet også sat-ser stort på. For det er der tid til.

»Vi kan gøre det over en aftenflade, hvis vi synes, emnet er stort nok til det. Eller længere tid. Og det er vores harmonika-fordel. Vi kan trække det ud og ind. Alt afhængigt af, hvad vi synes proportionerne er til. Så dermed synes vi jo selv, at vi har så at sige overhalet det der koncept inden-om. Fordi vi har den mulighed,« siger Morten Nymand.

Og det koncept overraskede i be-gyndelsen nogle af politikerne, husk-er han. Nu kunne man ikke længere stille sig op i fjernsynet med et par one liners, svare udenom en enkelt gang og så gå fri, fordi værten var nødsaget til at gå videre med et nyt indslag. Nej, her var kommet et me-die, der kunne fastholde en politiker en hel aften, hvis der ikke blev svaret på spørgsmålene.

»TV 2 News har udviklet bag-grunds-tv, og de har gjort det med det ædleste af alle midler, nemlig

talking heads. Det er det store formatskift, der har været. For det fik du ikke lov til i gamle dage. Der var det et minut og ud. Og sådan er det stadigvæk i hovedudsendelserne, og der er det, News har lavet en niche med baggrunds-tv, analytisk tv og talking heads, som, jeg mener, er vældig vellykket. Jo mere de kommer ud af helikopteren og ned på jorden, jo bedre er de blevet,« vurderer Mark Ørsten.

Taletid til politikereDer er faktisk gået et par timer nu uden gæster i stolen ved siden af værten. Og det er egentlig lidt usædvanligt for en nyhedskanal, der, selvom man også her er efterårsferieramt, snildt kan have op til 30 gæster i studiet om dagen. Også en eftermiddag som i dag, hvor det måske udefra godt kan se ud til, at der ikke sker noget overhovedet. Men »der sker jo altid noget,« som souschef Morten Nymand forsikrer.

Så handler det bare om at prioritere de væsentligste emner og få nogle relevante personer ud på Tegl-holmen til TV 2 eller med direkte fra et andet sted i landet. Og det er slet ikke noget problem, lyder det.

»Vi er begunstiget af, at det er tydeligt, at magthaverne og er-hvervsfolk ser News. Det kører på Christiansborg. Det kører hos de store virksomheder. Det betyder, at det er ret nemt at få folk i studiet. Når man ringer og siger, man er fra News, så vil folk gerne komme,« siger Mads Karby, der er projektkoordinator på TV2 News.

Morten Nymand supplerer: »Vi synes selv, vi er enormt stærke

til hovedpersoner. Det har betydet, at både almindelige seere, men også andre mediebrugere benytter News som pejlemærke, fordi vi er stærke til at få hovedpersoner ind. Folk, som har mandat til at flytte en historie hurtigt.«

Den megen tid til at fordybe sig i

temaer og gå ned i substansen har gjort det attraktivt for politikere og erhvervsfolk at debattere på kanalen. Faktisk så meget, at TV 2 News ifølge professor i Medievidenskab Frands Mortensen er i gang med at »opdrage politikerne til at tage den politiske debat alvorligt.«

»TV 2 News forsøger at genop-finde en politisk diskussion, som var på vej langt væk. Man kan se det på en anden måde: Debatterne i Folke-tinget bliver tidsmæssigt kortere og kortere. Og derfor var grunden gødet til at lave sådan noget som News, fordi der simpelthen var og er et behov for at kunne diskutere de her politiske emner. For man diskuterer dem ikke i Folketinget,« siger Frands Mortensen, som også forsker i TV 2’s historie.

Peter Grønborg er igen kommet ind i studiet og skal netop til at starte en politisk debat. For det er der tid til. Hvis der bare ikke sker »breaking news«.

”Jo mere, det sker lige nu og her, desto mere attention skal vi have på det. Morten Nymand, souschef på TV 2 News

cafau09@student.sdu.dkPeter Grønborg er på skærmen på TV News.

Foto: Daniel Axelsen

Foto: Daniel Axelsen

Konflikten er dødI radioundervisningen på SDU er konflikten som nyhedskriterium afskaffet for et semester. Eksperi-mentet skal give lytterne et mere nuanceret udbud af nyheder, og de studerende skal lære at arbej-de med kun fire nyhedskriterier.

Karina Cecilie Møller

EKSPERIMENT. 33 studerende. Fire redaktioner. En underviser og et drab. Konflikten er død. I hvert fald hvis man skal tro det A4-ark, der hænger på døren ind til radiolokalet på Syddansk Universitet. Underviser Karsten Prinds står bag. Han har dræbt konflikten – for en periode. Nu skal de studerende fokusere på at gribe nyheds-kriterierne anderledes an. Begrundelsen er, at konflikt overskygger de andre nyhedskriterier. Nu vil Karsten Prinds forny snakken om kriterierne. »Alle er enige om, at vi ikke laver aviser, som vi gjorde for 50 år siden. Hvorfor har vi så de sam-me nyhedskriterier? Jeg har altid observeret konfliktkriteriet som lidt sort-hvid-agtig i forhold til de andre kriterier. Altså enten er der en konflikt, eller også er der ikke. Og hvis der ikke er en konflikt, så er der ikke en historie,« forklarer Karsten Prinds, der siden 2004 har sendt journaliststuderende fra SDU til eksamen i radiomediet. Han startede eksperimentet en morgen i starten af september 2010.

Et nyt hold på 3. semester sad bæn-ket i radiolokalet, da Karsten Prinds introducerede dem for den nye idé. Hans erfaringer fra tidligere årgange var, at 3. semesterholdet skulle ud-fordres på håndværkskundskaberne. Derfor var læren om de klassiske fem nyhedskriterier slet ikke tilstræk-kelig, og der skulle eksperimenteres. Den traditionelle konflikthistorie blev frasorteret i idégenereringen. Overraskende for Karsten Prinds var de studerende med på hans forsøg. »Der er jo ikke nogen, der siger, at det er en god idé at annullere konflik-ten. Men det er også det, laboratorier er til for. Det er jo for at teste. Hvor-for er det overhovedet en historie, at folk er uenige? Hvorfor er det et

nyhedskriterium?« spørger Karsten Prinds. Han har arbejdet med fokusgrup-per og derigennem fået den erfaring, som også Ulrik Haagerup offentlig-gjorde for to år siden: Nutidens målgrupper vil have mindre negativ journalistik. Men hvor DR Nyheder med Haagerup i spidsen indførte de konstruktive nyheder som deres løs-ning, bevæger SDU-underviseren sig i en anden retning: »Nogen har opfundet et sjette ny-hedskriterium. På den måde lægger man det glade lag ind over histo-rierne. Men hvorfor ikke prøve at gå den anden vej? Hvorfor kigger vi ikke

lidt på de nyhedskriterier, vi allerede har i stedet for at lægge nogle nye ov-enpå?«

En rusten konfliktKarsten Prinds mener ikke, at noget er i stykker. Han kritiserer, at de resterende fire nyhedskriterier ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Ifølge ham bliver konflikten ofte et afgørende element, når historierne skal prioriteres i landets redaktionslokaler. »Jeg oplever rigtig mange historier, som bare bliver dræbt. De bliver ikke til noget, fordi journalisterne ikke kan se nogen konflikt. Hvis historien skal fortælles, skal den have en stærk sensationel karakter for at kom-

pensere for, at der ingen konflikt er. Hvorfor ikke pille den møtrik ud af maskinen og så se, hvordan maskinen kører?« spørger Karsten Prinds. Men radiolokalets konflikt er ikke gravet så langt ned endda.

Underviseren accepterer, at det kritiske nyhedskriterium kan blive fremdriften i de studerendes produktioner. For kritisk journalistik skal have lov til at overleve. Konflikten skal bare ikke være årsagen til, at historien blev lavet i første omgang. Spørgsmålet er, om radiolytterne overhovedet kan mærke, at konflikten er død. »Løsningsorienteret journalistik rummer også en masse konflikt. Lytterne vil stadig opleve historier, hvor folk er rygende uenige. Men ud-valget af historier, som lytterne får, vil der muligvis være historier, som

er beholdt i sendefladen, selvom der ikke er nogen konflikt. Det er altså udbuddet af historier, som lytteren vil opleve anderledes,« konkluderer Karsten Prinds.

Eksperimentet virker i praksisForeløbig er det kun de studerende på radiosemestret fra SDU eksperi-mentet. Men resultatet af de seneste praktiske håndværksopgaver afslø-rer, at fremgangsmåden er mulig. »Jeg kan konkret finde historier, hvor konflikten ikke var afgørende for researchen. En studerende har lavet historien om ældre, der får en ny ældrepleje og er glade for den. Det er en god historie. Hvis der er en konflikt, er det, fordi andre kom-

muner ikke kan tilbyde den form for ældrepleje. Men historien er valgt, fordi den er væsentlig,« siger Karsten Prinds. Han er pr. 1. november stoppet som underviser på SDU. Om eksperimentet, Konflikt er død, fortsætter, er op til hans efterfølger, Jesper Borup. Men ifølge Karsten Prinds er der ingen grund til at op-give ideen på dette semester. »Det er en prøve. Nu ser vi, hvad evalueringen bliver. Alt, hvad de studerende laver, ligger alligevel til-gængeligt, og så kan vi lige så godt beholde den struktur. Hvis vi synes, at det ender ud i et godt forsøg, så kan vi vise det frem til andre: Prøv at se, det var, hvad radioholdet fik ud af at arbejde med kun fire nyhedskriterier i et halvt år,« siger Karsten Prinds.

kmoel09@student.sdu.dk”Alle er vel enige om, at vi ikke laver aviser, som vi gjorde for 50 år siden. Så hvorfor har vi så de samme nyhedskriterier? Karsten Prinds, underviser SDU

Konflikten er død - i hvert fald i radiolokalet på SDUIllustration: Karina Cecilie Møller