K A R E N P A L L I S G A A R D

L A N G S O M L I V S S T I LKunsten at få ro på

R O S I N A N T E

L A N G S O M L I V S S T I L

© Karen Pallisgaard og Rosinante/

ROSINANTE & CO, København 2016

1. udgave, 1. oplag, 2016

Omslag: Louise Lyngbo

Fotos i bogen: Camilla Stephan,

Karen Pallisgaard og Niels Overgaard

Sat med Apercu og trykt hos Livoria Print, Riga

ISBN 978-87-638-4664-6

Printed in Latvia 2016

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter

reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med

senere ændringer.

K ARENPALL ISG A ARD.C OM

Rosinante er et forlag i ROSINANTE & CO

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019

København K

ROSINANTE-C O.DK

“A f a l l e l a t t e r l i g e T i n g

f o r e ko m m e r d e t m i g a t v æ r e

d e t a l l e r l a tt e r l i g s t e a t h a v e t r a v -

l t i Ve r d e n . . . H v a d u d r e tt e d e v e l ,

d i s s e t r a v l e H a s t v æ r ke r e ?

G a a e r d e t d e m i kke s o m

d e t g i k h i i n K o n e , d e r i

B e f i p p e l s e o v e r , a t d e r v a r I l d l ø s i

H u s e t , r e d d e d e I l d t a n g e n ?

H v a d m e r e r e d d e d e v e l u d a f

L i v e t s s t o r e I l d e b r a n d ? ”

Søren Kierkegaard 1843

Til minde om Mæry

I N D H O L D S F O R T E G N E L S E

Prolog: Velkommen til livet uden for overhalingsbanen 001

1. Sænk farten 001

2. Slap af 001

3. Fokuser & fordyb dig 001

4. Find fællesskab 001

5. Styr din skærmtid 001

6. Kom tilbage til naturen 001

7. Spis bæredygtigt 001

8. Bevæg dig 001

9. Sov zzzødt 001

10. Husk, at du skal dø 001

Epilog 001

Tak 001

Noter 001

Kilde- & inspirationsliste 001

På gensyn 001

1 3

R O PÅ !

H E Y.

S L A P.

A F.

Langsom livsstil | Prolog

V E L K O M M E N T I L

L I V E T U D E N F O R

O V E R H A L I N G S B A N E N

“A n y t h i n g w o r t h d o i n g

i s w o r t h d o i n g s l o w l y ”

Mae West

“YOU HAVE FORGOTTEN THE ART OF RELAXATION, THAT IS

YOUR PROBLEM!”, hvæsede min yogalærer med hæs stemme, mens hen-

des sorte øjne kiggede dybt ind i mine.

Jeg sad i den balinesiske jungle hos hende, en mystisk, tantrisk kvinde. Vi har

alle en medfødt evne til at slappe af og spænde af. Vi er intuitivt gode til det

som babyer og børn, men derfra begynder vi at komme væk fra vores natur og

glemmer det, sagde hun.

Et år forinden var jeg gået ned med stress hjemme i Danmark. Det blev et ven-

depunkt for mig og er også grunden til, at du sidder med denne bog i hånden.

Hej og velkommen til, kære læser.

Måske har vi mødt hinanden før ... Jeg har i hvert fald mødt mange som dig.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg også er dig.

Dig, der er en sand hverdagens helt eller heltinde, fordi du på en eller

anden måde formår at jonglere søvnløshed med deadlines, møder, madpakker,

motion, forældremøder, ferieplanlægning, frisørtid og onsdagssex, inden

du stakåndet kollapser på sofaen om aftenen og krøller dig symbiotisk

sammen med din iPhone, så du kan uploade endnu et foto på Instagram af

#detperfekteliv.

Mit navn er Karen, og jeg er speedaholic.

Jeg har altid haft travlt med at leve livet.

Det begyndte, da jeg startede i folkeskolen. Jeg fik travlt med at bevise. Jeg

fik hurtigt travlt med at blive voksen. Jeg havde travlt med at flytte hjemme-

fra. Travlt med at rejse. Travlt med at komme hjem igen og få en uddannelse.

Travlt med at få et fedt job. Travlt med at gøre karriere. Det gjorde jeg hurtigt.

Jeg brystede mig af min effektivitet. Jeg kunne nå alting på den halve tid. Jeg

var ved at eksplodere over køer i Netto. Jeg blev provokeret, når folk fyldte på

fortovet. Jeg fik travlt med at blive gift. Inden længe fik jeg travlt med at blive

skilt. Derfra fik jeg travlt med at selvudvikle mig. Og det skulle gerne gå stærkt.

Ser du, jeg har altid haft en bevidsthed om, at livet er kort, så det gælder om at

malke det hårdt. Fuld fart frem under skyggen af min kæmpe ja-hat med en

naturlig nysgerrighed og trang til at få det bedste ud af livet.

1 6 1 7

I mine hastige forsøg på dette fik jeg så travlt, at jeg sov for lidt, festede for

længe, arbejdede for meget og spiste for dårligt.

Jeg løb og løb med en følelse af, at døden åndede mig i nakken og blæste mig

frem-frem-frem. Og så.

BANG.

Lige pludselig blæste jeg ind i en mur med et kæmpe stopskilt på. Det bankede

mig i jorden, og så lå jeg der. Syg af stress.

Min lærer på Bali spurgte mig, hvordan jeg egentlig holdt pauser og slappede

af. Spørgsmålet blev hængende i min hoved. Senere på min rejse skrev jeg ti

punkter ned på et krøllet postkort og kunne se, at de tidspunkter, jeg slappede

af, også var der, hvor jeg havde det bedst.

I den efterfølgende tid begyndte jeg at udforske afslapning – blandt andet

gennem restorativ yoga og meditation. Jeg dykkede også ned i forskning

om krop og sind og fandt ud af, hvordan kunsten at slappe af og lade op er

nødvendig for, ja, hvis ikke vores overlevelse, så i hvert fald for vores livs-

kvalitet. Jo mere jeg læste, desto mere gik det op for mig, hvordan vores mod-

erne livsstil i accelerationssamfundet på mange måder har en nedbrydende

effekt på den mentale og fysiske sundhed for mange mennesker.1

Og helt ærligt – er vores eksistens ikke mere værd end et overlevelsesmodus i

højt tempo, der ultimativt risikerer at invalidere eller forkorte vores liv?

Stressstatistikkerne alene viser, at mange har et akut behov for at hive i brem-

sen. Men det kan være svært, når der er så mange ting, vi kan gøre, opleve,

forbruge. Verden er blevet én stor buffet af oplevelser og produkter. Selv vores

sprog er inficeret af vores hurtighed: “Jeg skynder mig hjem”, “jeg drøner lige

til bageren” og “kom nu, skat, vi har travlt”, som jeg hørte en mor sige til sin

lille søn i Fakta forleden. Han kiggede op på hende, satte sig så demonstrativt

ned på gulvet ved kassen og sagde: “Jeg har ikke travlt, det er dig, mor.”

Du kender det sikkert selv:

Vi går hurtigt. Taler hurtigt. Spiser hurtigt. Knalder hurtigt. Tager kurser i at

1 8 1 9

læse hurtigt. Løber hurtigt. Arbejder hurtigt. Kommunikerer hurtigt. Vi træk-

ker vejret hurtigt. Vi bombarderer vores sanser. Vi er bange for at gå glip af. Er

online konstant.

Det er menneskets natur at have fuld fart på. Vi er evolutionært disponerede til

at springe over, hvor gærdet er lavest for at spare på vores energi. Problemet er

bare, at hvis vi altid vælger de lette løsninger og aldrig stopper op, står fast og

fokuserer, så spilder vi vores energi i stedet. De kortsigtede løsninger er ikke

altid de rigtige eller mest bæredygtige løsninger.

Som jeg ser det, er bæredygtighed min generations kamp. Vi overforbruger og

udpiner jordens ressourcer, og det er op til os at stoppe det. Hverken vi eller

vores kære verden kan holde til vores hurtighed. Vi er, som ansvarlige voksne,

nødt til at melde os ind i det menneskelige fællesskab og gøre noget andet.

Vi har brug for en langtidsholdbar løsning.

Jeg tror på, at den er langsom.

En langsom bevægelseUndervejs i min research blev jeg fascineret af The Slow Movement, der handler

om livet uden for overhalingsbanen. Det er en verdensomspændende, uformel,

upolitisk bevægelse, der opfordrer til, at vi bliver mere bæredygtige og sænker

farten i alt, hvad vi laver – uanset om det er mad, arbejde, sex eller rejser.

Fænomenet Slow begyndte – sådan officielt – tilbage i slut 1980’erne i Italien,

hvor The Slow Food Movement blev stiftet af Carlo Petrini som et opgør mod

den hastige spredning af fastfood-kæder. Man kan kalde The Slow Movement

for barn af Slow Food-bevægelsen. Slow spredte sig hurtigt (!), og i dag findes

der ikke alene Slow Food, men også Slow Education, Slow Work, Slow Medi-

cine, Slow Exercise, Slow Travel, Slow Technology, Slow Fashion, Slow Design,

Slow Cities, og sådan fortsætter listen. Dette vidner om en menneskelig læng-

sel efter et liv med større bevidsthed, mere bæredygtighed, ro og nærvær.

Inden jeg begyndte at studere The Slow Movement, tog jeg den meget bog-

staveligt. Som om alt skulle foregå fysisk langsomt. Det er selvfølgelig ikke

pointen. Det handler ikke om, at vi skal snegle os over et fodgængerfelt, mens

lyssignalet går fra grønt til rødt. Et fly skal selvfølgelig flyve hurtigt for at kunne

holde sig oppe. Vi skal have løst klimakrisen hurtigt, men det kan vi ikke gøre

ordentligt, hvis vi ikke kan tænke klart på grund af træthed og travlhed. Fart er

nødvendig til nogle ting. Ikke til alting. Langsom skal ikke (kun) opfattes som

en tempoangivelse – det er en sindstilstand, der såre simpelt handler om at få

ro på og at være til stede, hvor man er, og i rette tempo.

Jeg tænker på det som at køre bil. Nogle distancer kræver første gear, andre

kræver femte. Altså gælder det om at blive god til at skifte gear alt efter kør-

selsforholdene. Der er tidspunkter, hvor det er bedst at køre langsomt, og så

er der tidspunkter, hvor man skal accelerere. Du ved bedst selv, hvad det rette

tempo er for dig. Det føles sundt, fokuseret, nærværende – du har tid til at

tænke og trække vejret roligt. Ligesom du også udmærket ved, hvornår tempo-

et over en lang periode er for højt; du mærker høj puls, stress, føler dig distra-

heret, træt og irritabel.

Mød Mr. SlowJeg stødte i min research på navnet Carl Honoré. Han er en canadisk prisvin-

dende journalist og forfatter. I 2004 skrev han bogen In Praise of Slow,2 der er

en undersøgelse af den langsomme bevægelse.

Hvis man søgte “Slow Movement” på Google dengang, var der nul hits. I dag er

der 141.000.000.

Carl Honorés bog er i dag oversat til 30 sprog, og han er blevet en slags Godfa-

ther og talsperson for The Slow Movement.

“For mig at se nærmer vi os et historisk vendepunkt. I mere end 150 år er alt

blevet hurtigere, og den hastige udvikling har i den periode gjort os mere godt

end ondt. Men i dag har vi bevæget os ind i en mere kritisk fase. Vi er afhæn-

gige af travlhed og presser mere og mere ind i hvert minut. Hvert øjeblik føles

som en kamp imod tiden, vi halser efter en målstreg, vi aldrig rigtig synes at

nå. Hele kulturen presser os til hele tiden at gøre og at nå mere og mere på

2 0 2 1

kortere og kortere tid. Vi er dybt marinerede i stimulanser og distraktioner.

Vi er bange for at spilde tiden, og det er enormt svært at hive stikket ud, tage

den med ro og fokusere. Det ironiske er, at ved konstant at kæmpe imod tiden

spilder vi vores tid – set ud fra et større perspektiv. Og det giver bagslag. Denne

hurtige kultur påvirker alt fra vores helbred, kost, arbejde, relationer og miljøet

negativt. Vi ræser gennem livet i stedet for at leve det,” siger Carl Honoré.

Rolig hverdagsrevolution og langsomme læderskoHeldigvis er der en stor appetit derude efter at gøre tingene anderledes og

skabe grundlæggende forandring i den måde, vi lever.

En del af den appetit er rettet mod at leve langsommere. Det er en spiren-

de tendens, som vi har set de senere år, med en øget bevidsthed om, at tid

er blevet vores mest eksklusive valuta, og ro vores mest eftertragtede værdi.

Folk går til yoga som aldrig før. Betaler dyrt for at komme på stilhedsretreats.

Mange lærer at meditere. Flytter på landet. Dyrker digital detox og økologiske

grøntsager. Travlheden er ved at få en modtendens i form af naturlighed, hvor

vi snakker om downsizing og simple living og går op i bæredygtighed.

“Slow er en kraftfuld filosofi. Hvis vi vil, kan vi ændre verden. For at starte

en kulturel revolution har vi brug for følgende tre faktorer: Et behov for

forandring. En bevidsthed om behovet for forandring. Mennesker, der er

villige til at handle for at imødekomme behovet og dermed skabe forandringen.

Personligt tror jeg, at The Slow Movement er dér, hvor feminismen var for 40

år siden. Vi ændrer ikke verden i morgen eller næste år. Men det vil langsomt

ske,” siger Carl Honoré.

Hvis vi skal ændre verden, skal vi starte i hverdagen og – som klicheen vil det

– med os selv; en stille og rolig hverdagsrevolution.

Jeg hørte engang en fortælling om en munk, der skulle ud at vandre i

verden for at blive klogere. Han gik på bare fødder på grusveje fulde af små

skarpe sten. Frustreret over smerten og med sår på fødderne vendte han om

og gik tilbage til sin læremester. Her bad han om, at grusvejene blev dækket

med læder, så de var til at holde ud at færdes på. Læremesteren afviste det og

gav munken to små stykker læder og sagde, at han selv kunne lave dem til et

par sko.

Mine lædersko kalder jeg for Langsom livsstil. Det er blevet min metode til at

finde ro i en travl hverdag.

Det tager afsæt i Slow-bevægelsen og er et begreb, jeg har formuleret i et forsøg

på at sætte ord på og samle noget af det, jeg ser fragmenter af rundt omkring

i tiden. Tendenser, der alle peger i retning af behovet for mere ro, mere natur

og en ny måde at gøre tingene på. Tanken er, at vi bør nyde timerne og minut-

terne i stedet for blot at tælle dem og måle dem i effektivitet og produktivitet.

Det handler om at gøre sig umage med livet i et menneskeligt tempo i stedet

for at gøre alting så hurtigt som muligt. Kvalitet frem for kvantitet. Et liv, hvor

vi er reelt til stede.

Jeg har i bogen her formuleret ti bud på en Langsom livsstil, som jeg mener,

er essentiel for vores trivsel i accelerationssamfundet. Der er meget mere i

Langsom livsstil end som så. Men “Du skal ikke ville det hele,” som Piet Hein

sagde i bedste slow-ånd:

Langsom livsstil er et opgør med travlhedens tyranni og en opfordring til at

sænke farten og skuldrene lidt. Det er et slow-fix for krop og sjæl, der inviterer

til mindre stress, mere kvalitetstid og bedre livskvalitet. Det er en livsfilosofi

med fokus på fællesskab, fordybelse, bevidsthed og bæredygtighed. Lad os få

ro på og tage os tid til at få det bedste – ikke nødvendigvis det meste – ud af

livet.

Ret til ro påIdeen til denne bog opstod, da jeg blandt nullermænd og flyttekasser for nylig

genfandt det gamle – og nu endnu mere krøllede – postkort fra Bali med min

afslappende lykkeliste nedkradset på. Jeg satte mig til tasterne og begyndte at or-

ganisere den viden, jeg havde tillært mig gennem årene efter mit stresssammen-

brud. Jeg tog kontakt til kloge mennesker, der ved en masse om disse emner. Jeg

interviewede dem. Alt dette er blevet til den bog, du sidder med her.

Det er ikke en forskningsbaseret afhandling. Det er ikke en politisk, økonomisk

2 2 2 3

eller samfundsstrukturel diskussion. Det er min udforskning af The Slow Move-

ment og min personlige (gen)opdagelse af det langsomme liv – tilsat eksperters

viden, lavpraktisk inspiration og enkle, til tider banale, tips. Til gengæld lover jeg

dig, at de er brugbare og nemme at omsætte i en travl hverdag, så du stille og roligt

kan komme i gang med at leve langsommere.

Langsom livsstil er ikke en luksus forbeholdt rige, dovne eller arbejdsfrie menne-

sker. Alle raske mennesker kan træffe et valg om at trække vejret roligt, se mindre

tv og se folk i øjnene. Alle kan selv bestemme, hvor mange aftaler de fylder i deres

kalender, hvornår de går i seng, og om de vil tage sig tid til at lege med deres

børn, når de har fri. Jeg ved naturligvis godt, at hvis man kæmper for at overleve

rent fysisk, så er det klart, at en god nattesøvn og økologiske vegetardeller ikke er

de mest presserende behov. Men for os helt gennemsnitlige hverdagsmennesker

gælder det, at når vi lever langsommere og lærer at slappe rigtigt af, påvirker det

vores krop, sind, arbejdsliv, kærligheds – og familieliv positivt.

Jeg er ikke ude på at afskaffe internettet, travlhed, madpakker, bleskift, kæreste-

problemer og alle de andre ting, der udgør vores liv. Jeg plæderer ikke for, at vi

skal gå tilbage til den stationære telefon, eller sige vores job op og flytte på landet.

Jeg er heller ikke ude på at gøre Langsom livsstil til endnu en ting eller et

selvudviklingsprojekt, vi skal stresse over at gøre for at få #detperfekteliv. Drop

kollektive to-do- eller facitlister, og slap af!

Jeg er sådan set bare ude på, at vi giver os selv lov til at slappe af og finde tilbage til

en rolig sindstilstand.

Her kan vi vende tilbage til munkens lædersko: Det handler om at tage ansvar og

ruste sig selv til at kunne klare sig i en hurtig verden og til at blive bedre til at finde

ro, tage pauser og slappe af. For nogle vil Langsom livsstil være at få sig en have og

invitere til fællesspisning. For andre er det måske at gå til yoga en gang om ugen,

købe en dumbphone eller plante tomater i drivhuset. For nogle handler det om

miljøaktivisme eller partipolitisk arbejde eller blot at kigge det menneske, man

har en samtale med, i øjnene. Det smukke er, at alle frit kan lave deres egen forto-

lkning af det og gøre det i eget tempo. Langsom livsstil-principperne henvender

sig til alle. Vi har alle en mulighed for at vælge at tage det mere roligt.

Hvis du elsker livet med høj puls og sved på panden, og det fungerer fint for dig,

så er det jo bare perfekt. I så fald vil du nok synes, denne bog er spild af tid – og

den slags er du ikke fan af, ved jeg. Intet er for alle. Hvis du derimod ikke trives

i travlhedens tyranni, så læs videre, og tag med på en afslappende rejse, der –

måske – kan blive en stille revolution af din hverdag, hvor du genopdager kun-

sten og glæden ved at få ro.

Langsom livsstil er nemlig for dig, der har lyst til at skrue ned for tempo, bekym-

ringer, aftaler, slankekure, statusopdateringer, forventninger, kontrol og to-do’s

og gerne vil have enkle tips og inspiration til hvordan.

Væbn dig med tålmodighed. Man kan ikke få ro på hurtigt. Det er en proces, der

tager tid. Et slow-fix.

Alting starter i det små.

Med dig selv.

Og med os.

Sammen.

Nu.

GOD LÆSELYST –

og som meditationsfolk siger, når de har det sjovt:

“Don’t just do something, sit there.”

Kærligst Karen

2 4 2 5

S Æ N K

FA R T E N

2 6 2 7

Langsom livsstil | Kapitel 1

S Æ N K FA R T E N

“ I f y o u d o n ’ t h a v e t h e

t i m e t o b e s l o w, t h e n y o u a r e n ’ t

r e a l l y l i v i n g p r o p e r l y ”

Carl Honoré

Vi trænger til at kurere tidssygen. Lad os forholde os til vores

tid, arbejdstid og fritid – og finde ud af, om tid virkelig er penge.

Gør dig klar til at sænke farten og dine skuldre, kram dit indre

dovendyr og risiker at blive kaldt kedelig.

Mere, mere, mere, hurtigere, hurtigere, hurtigere, nu, nu, nu. Jeg har altid haft

en utålmodig og grådig tilgang til livet. Da jeg som barn spillede klaver, var jeg

altid foran metronomen, der angav takten. “Du løber,” sagde min lærer. Min

dansklærer påtalte over for mine forældre, at jeg skrev så hurtigt, at jeg ofte

udelod ord i sætninger. Min far prøvede forgæves at lære mig “at sætte låg på”,

når jeg satte ting tilbage i køleskabet. Det foregik nemlig i hast, uden at lukke

dem – og det er der kommet meget spildt mælk ud af. Det er efterhånden ble-

vet en filosofi i min familie. At sætte låg på betyder: Gør dig umage og gør dig

færdig.

Vi er afhængige af travlhedHistorisk set satte mennesket for alvor farten op i løbet af industrialiserin-

gen, hvor vi begyndte at få redskaber til at gøre og producere alting hurtigere.

Verden blev gearet til at udnytte menneskets naturlige trang til fart. Den men-

neskelige natur er at ville have mere, og vi springer helst over, hvor gærdet er

lavest. Vores hjerner er gearede til de lette løsninger – hvorfor det også kan

være svært at ændre vaner.

“Det har altid været naturligt for mennesket at accelerere og presse mere og

mere ind i hvert øjeblik. Det er derfor, man gennem historien – helt tilbage til

det gamle Rom – har hørt stemmer advare mod livet i overhalingsbanen,” siger

den canadiske forfatter og Slow-ekspert Carl Honoré.

Faktum er, at vi er udviklingsdrevne mennesker. Fart giver os – sådan rent

fysisk – et kick!

Et kick, der kan føre til afhængighed. I dag snakker man rent faktisk om af-

hængighed af stress. Du kan blive afhængig af det adrenalinsus, som stress

giver dig, og afhængig af din egen krops kemi.3

“Det er nemt at elske fart. Ud over at det trigger adrenalin og andre herlige

hormoner, så er fart sjovt og sexet. Det er som narko, man bliver afhængig.

Men det handler også om grådighed. Vi vil have det hele. Fart er også en nem

måde at skelne vindere fra tabere. Det passer så fint med vores konkurren-

2 8 2 9

ceinstinkt, så vi belønner de hurtige igen og igen. Det medfører det problem,

at vi associerer de hurtigste med de bedste i alt, hvad vi foretager os,” siger

Carl Honoré.

Vi skal heller ikke glemme frygt. At distrahere sig selv ved at have travlt er en

nem måde at undgå de dybere, ubesvarede spørgsmål, vi har til eksistensen.

Når dit hoved er fuldt af distraktioner, spørger du ikke dig selv: Har jeg det

egentlig godt? Hvad er formålet med mit liv? For det eneste, du kan tænke på,

er næste punkt på din to-do-liste eller den næste mail, som du skal skynde

dig at besvare. Derfor er det så meget nemmere at sætte farten op i stedet for

ned. Det kan virke næsten naturstridigt at sætte farten ned. Så hvorfor egentlig

gøre det?

“Ellers glemmer vi kunsten at leve livet. Hvert øjeblik føles som noget, der skal

overstås, så vi kan komme videre. Det påvirker hele vores liv negativt. Finans-

krisen i slut 00’erne var et wakeup call, en påmindelse om, at vores fast-for-

ward måde at leve på er uholdbar. Det handlede om hurtig vækst, profit og

hurtigt forbrug, og se, hvordan det næsten påkaldte økonomisk dommedag. Vi

er så bange for at spilde tiden, at det faktisk er det, vi kommer til på den lange

bane,” påpeger Carl Honoré.

Kram dit indre dovendyrVi kender udtrykket “less is more”, og det er en af hjørnestenene i Langsom

livsstil. Det går stik imod hele vores kapitalistiske kultur og vores grådige na-

tur, der handler om at ville have mere af det hele.

“Slow er sværere at elske end fart. Selvfølgelig nyder vi alle at slappe af, fordi

det føles fysisk godt. Men det kulturelle tabu omkring afslapning er så stort, at

vi kan få dårlig samvittighed, hvis vi slapper af og ikke er i gang med at ordne

og fikse og gøre. Langsom er blevet et fyord, fordi vores teologi er fart. Da vi

bevægede os ind i den moderne æra efter industrialiseringen, blev accelera-

3 0 3 1

tion ikke blot et middel, men et mål i sig selv. For at gøre noget bedre gjorde

vi det hurtigere. Punktum. Vi er blevet vant til at glorificere fart, så derfor er

langsomhed i den brede befolkning blevet et stort, fastgroet tabu. Selv når vi

rent faktisk gerne vil hive lidt i bremsen, kan det være svært, fordi vi skammer

os over at gå imod det kulturelle flow. Vi har alle en lille stemme inden i os, der

siger, at vi skal sætte farten op og ikke spilde tiden. Så folk føler sig skyldige,

når de tager sig tid. Det er jo sindssygt. Så det første skridt er at begynde at

bryde tabuet og gøre det tydeligt, at hurtigt ikke altid er lig med bedre,” siger

Carl Honoré.

Nogle mennesker kan blive decideret hidsige eller provokerede, når andre

tager tingene roligt. Det bliver opfattet som dovent eller kedeligt; og det vil vi

helst ikke være.

Vi glemmer, at der gemmer sig nogle fine kvaliteter i at være langsom, sløv

eller ligefrem doven: Det giver os for eksempel mulighed for at genoplade

vores batterier, reflektere og således blive klogere og mere kreative.

“Der er et lækkert paradoks i det: Langsomme løsninger giver bedre resultater,

der ironisk nok også nogle gange opstår hurtigere. Derudover er det i lang-

somme stunder, at vi virkelig har tid til at kigge indad og lære os selv at kende,”

siger Carl Honoré.

Vi lider af tidssygeHvor nogle mennesker går op i at spare penge på de ugentlige storindkøb i

Bilka, var jeg hende, der gik op i at spare tid. Jeg fokuserede på, at min tid var

begrænset, så jeg skulle proppe så meget ind i den som muligt og få den til at

vare længere. Alligevel følte jeg aldrig, at jeg havde tid nok. Min stakkels kalen-

der lignede på de fleste ugedage Else-pelse-pølseskind: sprængfarlig!

Den slags tidssyge kan man næppe få konstateret henne hos sin praktiseren-

de læge, men den findes, tidssygen. Den amerikanske læge og forfatter Larry

Dossey brugte allerede i 1982 udtrykket time-sickness4 (tidssyge) til at beskrive

det, han ser, som en kulturelt betinget sygdom, og noget, som det moderne

menneske5 kan lide af. En opfattelse af, at tiden er ved at løbe ud, at der ikke er

nok tid, så man er nødt til at køre i femte gear konstant for at kunne følge med.

Problemet med dette – foruden de åbenlyse sjuskefejl, der kan opstå, når man

konstant pisker sig selv for hurtigt frem – er, at man aldrig når at være til stede,

hvor man er. Alt bliver gjort halvt. Det betyder, at man lever halvt. Eller i hvert

fald kæmper for at overleve. For man er aldrig nærværende i livet. Det eneste,

vi har, er lige nu. Fortiden eksisterer kun som minder, fremtiden kun som for-

estillinger. Tiddsyge er ikke stresssygdom, men kan føre til det. Det er en syg

kollektiv og kulturel overbevisning om, at vi altid skal løbe om kap med tiden,

før den forsvinder.

“ T h e t i m e i s n o w ”Moloko

Glæden ved at gå glip afVi får tid i fødselsgave. Den gennemsnitlige dansker lever mellem 78 og 83 år.

Vi har alle 24 timer til rådighed i et døgn. Hvordan vi vælger at bruge den tid,

definerer, lidt forenklet, kvaliteten af vores liv.

“Hvis man konstant løber rundt efter noget nyt, noget andet eller noget mere,

bliver det umuligt at leve med sindsro og i forpligtende relationer til de men-

nesker, man betyder noget for. Begrænsninger begrænser ikke bare, men be-

3 2 3 3

frier også én fra tanken om, at man skal det hele,” siger Svend Brinkmann,

der blandt andet er professor i psykologi på Aalborg Universitet og forfatter

til bestselleren Stå Fast – Et opgør med tidens udviklingstrang samt Ståsteder.

Brinkmann har også skrevet og udtalt sig om begrebet JOMO (joy of missing

out) – glæden ved at gå glip af. Han mener, at det er sundt for mennesket at

undvære.

“Endeligheden er jo et eksistentielt grundvilkår. Hvis vi tror, at vi har ret til at

opleve alt – eller så meget som muligt – så opstår angsten for at gå glip af no-

get, der fører til evig utilfredshed med det, der er. Jeg tror omvendt, at man kan

kultivere en glæde ved at gå glip af noget, hvis det at gå glip af noget hænger

sammen med at kere sig om det, der er væsentligt i livet. Hjertets renhed er

at ville ét, skrev Kierkegaard – og det forudsætter villigheden til at gå glip af

noget,” siger Brinkmann.

Når man vælger noget fra, har man således muligheden for at fokusere på det,

man kunne kalde kvalitetstid. Som jeg ser det, så er al tid kvalitetstid. Det er

en af vores vigtigste naturlige ressourcer. Desværre har vi fået et unaturligt

forhold til den.

Ting tager den tid, man har til demI 1958 formulerede den engelske marinehistoriker Cyril N. Parkinson det, der

siden er blevet kendt som Parkinsons Lov. Den viser blandt andet, at jo trav-

lere vi har, jo hurtigere gør vi tingene: Ethvert arbejde udvider sig, indtil det

udfylder al den tid, der er til rådighed for dets udførelse.

“Som demonstration heraf bruger Parkinson eksemplet med afsendelse af et

postkort. En pensionist vil kunne bruge timer på at finde postkortet, derefter

sine briller, så adressen, forfatte teksten, vurdere, om vejret nødvendiggør

medtagelse af en paraply eller ej, og endelig at foretage turen til postkassen

omkring hjørnet. En travl person vil have klaret opgaven på tre minutter.”

Kilde: Wikipedia.org

Vi er under tidspres“Time is money,” ytrede Benjamin Franklin i 1748.6 Når man bliver målt på ak-

kord eller på sin produktivitet, så er man nødt til at være effektiv, og ja, så

bliver tid lig med penge.

Vi har fået et forhold til tid som noget, der skal udnyttes og optimeres bedst

muligt.

“Efter min mening er der noget forskruet ved det; det ligner en slags fortviv-

lelse at forholde sig til tiden – som jo ellers er eksistensens primære modus

– som om den alene var en kvantificerbar ressource, der skal udpines,” siger

Svend Brinkmann.

Vi bliver anerkendt og rost for vores effektivitet, som var det en målestok for

vores menneskelige værd. I vores iver efter at være effektive og få mest muligt

ud af alting er det, som om vi behandler tid som en fjende, der skal bekæmpes.

Måske er roden til vores accelererede kultur netop vores neurotiske forhold

til tid:

“Vi presser mere og mere ind i hvert minut, og det gør hver dag til et kapløb

mod tiden. Men sådan behøver det faktisk ikke at være. Tid er tid. Hvordan

vi forholder os til den, er det væsentlige. Hvis vi behandler den som en mod-

stander, så er det klart, at vi altid vil føle, at vi skal have travlt. Men hvis vi

begynder at tænke på tid som et element, vi lever i, så kan tid blive vores ven,”

siger Carl Honoré.

3 4 3 5

7 3 p r o c e n t a f d a n s ke v i r k s o m h e d e r n æ v n e r ,

a t t i d s p r e s e r d e n f a k t o r , d e r p å v i r ke r

m e d a r b e j d e r n e m e s t .Kilde: Det Europæiske Arbejdsmil jøagentur i publikationen

Second European Survey of Enterprises on New and Emerging Risks

(ESENER-2) – Overview Repor t: Managing Safety and Health at Work

Kilde: osha.europa.eu

Vi sætter os selv under tidspres, ifølge Brinkmann, fordi vi er bange for, at vi

ikke opnår tilstrækkeligt her i vores korte liv.

“Men også fordi der ér et tidspres i det moderne samfund. Det er ikke bare

en oplevelse, men en realitet. Selvom arbejdstiden ser ud til at være kort-

ere end før, er den faktisk meget lang – også i Danmark – hvis man måler

den per husstand, fordi kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Det betyder, at der er mindre tid end før til aktiviteter i civilsamfundet og til

almindelige sysler. Vi har ikke tid til bare at sidde og falde i staver og nyde synet af

vinden i trækronerne, men skal organisere noget sådant under overskrifter som

meditation eller mindfulness, for at det er legitimt,” siger Brinkmann.

Travlhed skal ikke honoreresTidspres kan især opleves på arbejdsmarkedet. Vi kræver, at vores arbejde skal

være meningfuldt, og vi drøner rundt mellem erhvervspsykologer, coaches,

MUS-samtaler og mentorer.

“Den slags fandtes ikke for 50 år siden – til gengæld var der dengang længere arbe-

jdsdage, mindre ferie og færre hensyn. Og meget mindre stress. Dengang gik man også

mere i kirke. I dag kan man sige, at kontoret er blevet det moderne menneskes kirke:

Det er her – blandt virksomhedsværdier og CRS-strategier – vi søger efter mening i

tilværelsen” – Eva Agnete Selsing , kommentar i Berlingske den 1. 5. 2016”7

Arbejdsmarkedet oplever stigende tempo og flyvende forandring i disse år. Den

moderne maraton-triatlon-dyrkende leder, der er på evig jagt efter god bun-

dlinje og effektivisering, kræver, at hendes medarbejdere er forandringsvillige

og robuste. For nogle er det super spændende, for andre, tja, der kan vi jo lige

kigge på stressstatistikkerne i næste kapitel.

Engang var en fastansættelse med pensions- og ferieordning noget, man kunne

læne sig trygt ind i. I dag gør konstante krav om effektivisering, at man nem-

mere risikerer at blive fyret – ergo er et job ikke nødvendigvis længere lig med

tryghed.

Da finanskrisen ramte Danmark, arbejdede jeg i et lille mediehus. Vi var

omkring 40 personer, da jeg startede i 2008. Kort tid efter var vi nede på halvdel-

en. Ud over at det var ærgerligt at sige farvel til kære kollegaer, når de uge efter

uge blev fyret, så var det stressende at blive efterladt tilbage på den synkende

skude, selvom jeg stadig var heldig at have et job. Arbejdsopgaverne forsvandt

ikke med arbejdsstyrken, og vi, der var tilbage, måtte derfor løbe dobbelt så hur-

tigt.

Jo mere man laver, jo mere forventer chefen, at man kan lave. Overarbejde kan

lede til udbrændthed, hvilket i dag nærmest er blevet et statussymbol; for det

beviser, at man har nok at lave. Således kan man fejlagtigt se sig selv som værdig

og værdifuld i travlhedens spejl.

3 6 3 7

“At have sindssygt travlt skal ikke honoreres. Det bør i stedet være et advarsels-

signal. Det er begrænset, hvor megen effektivitet du kan presse ud af en medar-

bejder, inden vedkommende – og således virksomheden – begynder at lide. At

arbejde langsommere og at gøre tingene i deres rette tempo gør os på længere

sigt gladere, sundere, mere kreative, og vi vil lave færre fejl,” siger Carl Honoré.

V I D S T E D U !

Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer,

at stress koster de amerikanske virksomheder mindst

300 mia. dollar om året på grund af fravær,

jobudskiftninger og lav produktivitet.

Kilde: who.int

Arbejd mere effektivt langsomtInnovative firmaer rundt omkring har fattet, at man på længere sigt ikke får

overskud i virksomheden af underskudsramte medarbejdere.

Email-frie dage, flere pauser, mindfulnesskurser og periodevis slukkede tele-

foner er også eksempler på Langsom livsstil i virksomheder. I Frankrig vil man i

skrivende stund eksempelvis opfordre til at begrænse emails i arbejdstiden som

del af en ny arbejdsmarkedsreform.

“Jeg oplevede eksempelvis en direktør hos IBM lancere en “Slow Email Move-

3 93 8

ment” for at opmuntre til at tjekke indbakker sjældnere,” siger Honoré og op-

fordrer til, at vi revolutionerer vores arbejdsliv ved at arbejde mere bæredygtigt.

Det er noget af en omprogrammering af chippen i vores hjerner, der skal til

her. For hvordan kan man være effektiv og langsom samtidig?

“Problemet ligger i vores kulturelle definition af effektivitet; den vælger

kvantitet frem for kvalitet. Regnestykket hedder: Hvor meget kan du produc-

ere inden for en given tidsramme. Jeg mener, at kvalitet skal være den bæren-

de værdi, så vi i stedet spørger: Hvor godt kan du producere inden for denne

tidsramme. Folk køber idéen, men siger, at de ikke har tid til at være langsom-

mere. Til gengæld finder de alligevel altid tid og resourcer til at rydde op og

fikse de problemer, som deres quick-fix arbejdsgange har forårsaget. Så min

pointe er, at vi bliver nødt til at vende regnestykket på hovedet, hvis vi vil have

et bæredygtigt arbejdsliv. Det bliver mere effektivt og billigere på den lange

bane,” siger Honoré.

“ V i h a r a l l e e n l i l l e s t e m m e i n d e n

i o s , d e r s i g e r , a t v i s k a l s æ tt e

f a r t e n o p o g i kke s p i l d e t i d e n .

S å f o l k f ø l e r s i g s k y l d i g e , n å r d e

t a g e r s i g t i d . D e t e r j o s i n d s s y g t ”

Carl Honoré

3 F O R D E L E V E D A T T A G E D I G T I D

O G A R B E J D E L A N G S O M M E R E

1. Du laver færre fejl

Multitasking giver os den falske forestilling, at vi producerer mere. Men i virkeligheden

overstimulerer det hjernen, og vi laver flere fejl. Det er både stressende og ineffek-

tivt. Ved at arbejde langsommere, får vi flere detaljer med og kan tænke bedre. Du får

lavet mere og sjusket mindre, når du koncentrerer dig om én ting ad gangen.

2. Du bliver bedre til at lytte

Når vi taler hurtigt, kommer vi let til at tale over eller forbi hinanden i stedet for med

hinanden. Når vi kommunikerer langsomt, bliver vi bedre til at lytte. Det forbedrer

kommunikationen på arbejdspladsen.

3. Du bliver mere effektiv og mindre stresset

Når du hopper hastigt fra en ufærdig opgave til en anden, bliver du både udmattet,

stresset og ineffektiv. Når du tager dig tid til at gøre dig umage, at arbejde fokuseret

og holde pauser undervejs, kan din hjerne følge med. Således producerer du færre

stresshormoner. Chefer bør tænke på deres ansatte som sportsudøvere: De kan ikke

præstere og score mål uden at have restitueret sig og slappet af og ladet op inden.

Kilde: fastcompany.com

4 0 4 1

Jeg tror og håber, at der langsomt (!) vil ske en revolution i vores måde at

arbejde på. Men det vil tage tid at bryde vanen, fordi vi stadig sætter en ære i

at være hurtige. Vi vil for alt i verden ikke have, at vores chefer skal se os som

dovne, ineffektive og kedelige – hvilket mange stadig forbinder med et roligt

tempo.

Det er naturligvis op til den enkelte at finde ud af, hvor meget man har lyst, råd

og tid til at arbejde. Min grundindstilling til livet er, at onesize ikke passer alle.

Personligt sætter jeg pris på at arbejde færre timer og mere koncentreret, end

jeg gjorde tidligere. Jeg kender også masser af mennesker, der elsker at have

travlt. Uanset hvad, så betaler det sig at holde fri.

Tag dig tid til at holde friFritid er en essentiel del af et sundt liv. Når altså fritid bliver brugt som en tid,

hvor man er fri af stress.

Det kan defineres som en tidsperiode, hvor en person ikke er på arbejde, på

uddannelse eller lignende. En tid, hvor du kan gøre de ting, der har værdi

for dig, eller netop ikke gøre noget som helst. På den måde giver fritid os

mulighed for at genoplade både fysisk og mentalt. Det er også i fritiden, at

vi tænker bedst. Når vi er rolige og fri for stress og distraktioner, kan hjer-

nen glide over i et dybere og mere nuanceret tankemodus, hvad man også kan

kalde “slow thinking”.

“Vores bedste ideer, vores heureka-øjeblikke kommer bedst, når vi har tid til at

vende tingene på hovedet, gå tur med hunden, ligge i en hængekøje eller tage

et langt bad. Sjældent, når vi har fuld fart fremad og jonglerer emails og sidder

i lange møder samtidig med, at vi har korte deadlines hængende over os,” siger

Carl Honoré.

Vi føler os skyldige, når vi slapper af. Det er en mentalitet, vi har taget med os

fra arbejdslivet over i fritiden. Vi er rædselsslagne for at spilde tiden. Det kan

vi hurtigt føle, at vi gør, hvis vi ikke har gang i noget, skal møde nogen eller

på anden måde er aktive i vores fritid. Også fordi fritiden bliver så presset af

de pligter, vi ikke har tid til at ordne på andre tidspunkter, fordi vi bruger så

meget tid på at arbejde.

Kvalitet frem for kvantitet Vi kæmper med tiden – vi er enten forud eller bagud med tiden. Når vi jager

den, kommer vi til at snurre uroligt rundt og miste det, vi alle sammen gerne

vil have mere af: tid.

Man kan tænke på tid som en finit ressource, der er ved at løbe ud, eller man

kan vælge at tænke på den som den luft, vi indånder: at der er nok af den, så

længe vi er i live. Vi får det mest bæredygtige forhold til tid, når vi gør færre

ting, og gør én ting ad gangen med nærværende, kærlig opmærksomhed.

“ T h e t r o u b l e w i t h t h e

r a t r a c e i s t h a t e v e n i f y o u

w i n , y o u ’ r e s t i l l a r a t ”

Lily Tomlin

Selvom jeg efter min stressrøvtur var bevidst om at leve langsommere, så skulle

jeg nå at blive mor, før jeg begyndte at tænke over (min) tid sådan for alvor.

Min lille datter har en indbygget nærværsdetektor. Hun begynder at pive eller

hive, hvis jeg forsvinder ind i iPhone-universet, når vi er sammen. Hun bliver

rolig og nærværende, når jeg er rolig og nærværende. Hvis jeg går hastigt med

barnevognen, får hun store øjne, og jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal have

hende til at sove i den, skal jeg sætte farten ned og gå meget, meget langsomt

med barnevognen forbi buske og træer i et roligt område.

4 2 4 3

Da jeg fik serveret livet på ny i form af min datter, skete der et radikalt skift

i min måde at opfatte tid på. At nå så meget som muligt er ikke længere det

vigtigste for mig. Havde jeg set mit liv nu for bare et år par siden, havde jeg

dømt det til at være verdens mest kedelige liv. Jeg er meget hjemme, jeg kører

de samme rutiner dag ud og dag ind, jeg arbejder mindre, tjener mindre, jeg

ser færre mennesker, jeg har flere pligter, jeg kan ikke gøre, som det passer

mig konstant, jeg oplever – kvantitativt – meget mindre. Min tid handler nu om

kvalitet frem for kvantitet. Og: Livet har aldrig føltes bedre! Jeg har lært, at jeg

ikke kan eller skal nå så meget som muligt. Det er slet ikke, hvad kvalitetstid –

eller livskvalitet kunne vi med rette kalde det – er for mig længere.

Tid bevæger sig i sit eget tempo. Den er ligeglad med deadlines og outlook-

kalendre og tidsoptimering. Deri ligger det paradoks, at vi, ved konstant at

drøne rundt for at være mere effektive og spare mere tid og tjene flere penge,

i virkeligheden ender med at spilde den tid, vi har. Vi kan ikke spare tid op og

bruge den i fremtiden, som vi kan det med penge. Tid er en ressource, vi kun

har til rådighed lige nu. Så lad os kurere os for vores tidssyge.

1 2 g o d e g r u n d e t i l a t s æ n ke f a r t e n

o g l e v e l a n g s o m m e r e

1. Det giver dig mulighed for at hvile og genoplade kroppen og sindet.

2. Det forbedrer din fordøjelse og dit forhold til mad.

3. Det styrker dine forhold og fællesskaber.

4. Det giver indre ro.

5. Det frigør kreativ tænkning.

6. Det opfordrer dig til at reflektere over livet.

7. Det gør dig mere effektiv og i stand til at træffe bedre beslutninger.

8. Det mindsker stress.

9. Du får mere energi.

10. Du bliver bedre til at fokusere og koncentrere dig.

11. Du lærer at komme til stede i nuet og blive nærværende.

12. Det giver mere kvalitetstid og bedre livskvalitet.

Kilde: Carl Honoré

4 4 4 5