KatolskOrientering

ØKUMENI ”Vi er allerede på vej mod fuldt fællesskab”, bekræftede pave Frans efter messen i den ortodokse Skt. Ge-org katedral i Phanar, Istanbul, hvor han fejrede Festen for apostlen Andreas sammen med den økumeniske patriark Bartholomæus I. Messen var afslutnin-gen på pavens tredages besøg til Tyrkiet i november.

Det eneste Den katolske Kirke ønsker, og jeg som Roms biskop efterstræber, er fællesskab med de ortodokse kirker, sagde pave Frans i sin tale og tilføjede, at Den katolske Kirke ikke kommer med

nogen betingelser for at opnå fuldt fælles-skab, og at der er tale om en ”irreversibel men nødvendig” proces.

Paven og patriarken var enige om, at omvæltningerne i Mellemøsten og forføl-gelsen af kristne gør en sådan enhed des-to mere presserende. ”Vi kan ikke længere tillade os den luksus at have uafhængige agendaer”, sagde Bartholomæus: ”Vor tids kristenforfølgere spørger jo ikke om hvilket kirkesamfund deres ofre tilhører”.

I sin tale belyste Frans behovet for en økumenisk dialog omkring den fulde en-hed, som kirkerne stræber efter, men un-

derstregede samtidig at det ikke betyder, at den ene Kirke må underlægge sig den anden, men snarere at man hilser hin-andens gaver fra Gud velkommen. Han nævnte, at man i verden hører røster, ”der beder vore Kirker om til fulde at leve som Jesu Kristi disciple […] Vi må ikke ignore-re disse røster”, fortsatte paven og sagde, at som kristne er vi kaldede til sammen at besejre den globaliseringens ligegyldig-hed, som nu råder, og i stedet opbygge en ny civilisation af kærlighed og solidaritet.

Efter messen underskrev Frans og Bartholomæus I en fælleserklæring – de-res anden i år. Heri fremhævede de ikke blot deres fælles ønske om at fortsætte ve-jen mod fuldt fællesskab, men også deres fælles bekymring for situationen i Irak, Syrien og hele Mellemøsten: ”Vi kan ikke forlige os med et Mellemøsten uden krist-ne, som i to tusinde år har forkyndt Jesu navn dér”.

NM

POLITIK Kina og Vatikanet ønsker i fællesskab at etablere et system til udnævnelse af biskopper. Forslaget kan bane vejen for et diplomatisk tøbrud mellem de to stater. Den regeringsvenlige patriotiske forening af katolikker i Kina har ifølge avisen The Global Times meddelt, at man regner med at høre fra Vatikanet i begyndelse af det nye år. Retten til at udnævne biskopper har skabt en alvorlig diplomatisk krise mellem Den hellige Stol og Kina.

Kirken i Kina repræsenteres af såvel den statsligt kontrollerede patriotiske forening og en uofficiel, underjordisk Kirke af katolikker, der ønsker at opretholde den fulde enhed med paven. Trods stærke modsætninger og interessekonflikter mellem disse to Kirker, er de begge dog underlagt samme vilkår, som gælder for Den katolske Kirkes virke i Kina i dag.

I et bemærkelsesværdigt brev til Kinas katolikker opfordrede Benedikt XVI i 2007 til et øget samarbejde mellem de to

grupper. Efter offentliggørelsen af brevet begyndte Vatikanet og Kina at etablere et fælles system til udnævnelse af biskopper, hvor de kinesiske myndigheder sender navnene på nye biskopper til Rom inden udnævnelsen. Systemet blev sat på standby i 2010, da landet viede en biskop uden pavelig godkendelse og tvang de biskopper, der opretholder den fulde enhed med paven, til at deltage i ceremonien.

Den kinesiske katolske patriotiske forening, der regulerer Kirkens liv i Kina, blev grundlagt i 1950’erne efter at Kina afbrød de diplomatiske forbindelse med Den hellige Stol. NM

Nr. 1712. december 2014 40. årgang

Sankt Benedikt

Intet menneske er en ø. Læs mere side 3

Jul

Juleprædiken, jul i Kirkens Korshær, Sankt Nikolaus. Læs mere side 8-9

Familiesynoden

Biskop Anders Arborelius beretter. Læs mere side 16

Kirken i Danmark

Ombygning i Stenosgade, natkirke, fyringer på bispekontoret. Læs mere side 6-7

Paven og den økumeniske patriark bad om ”at de alle må være ét”Fælleserklæring ønsker at fremme enheden mellem de to kirkesamfund.

Diplomatisk tøbrud på vej mellem Vatikanet og Kina?

Foto: NBC News

2 katolsk orientering

LÆGEGERNINGEN Lørdag den 15. november talte pave Frans til den italienske forening af katolske læger under en audiens i Paul VI’s audienshal. Foreningen Katolske Læger blev stiftet i 1944.

I sin tale kom paven ind på dødshjælp, abort, forskning i menneskelige embryoer og reagensglasbefrugtning, og hans tale blev flere gange afbrudt af klapsalver.

Her følger pavens tale:”Velkommen til alle i anledning af

70-årsdagen for stiftelsen af Katolske Læger. En særlig hilsen til kapellanen, Edward Menichelli, til kardinal Fiorenzo Angelini, som i årevis har fulgt med i foreningens liv, og til dens formand for velkomstordene. Og et stort velkommen til sundhedsminister Beautrice Lorenzin samt disse syge børn og deres familier.

Takket være de videnskabelige og teknologiske fremskridt har vi i dag forbedret mulighederne for fysisk helbredelse betydeligt; men vor evne til ”at vise omsorg” for mennesket er på retur, især når det gælder de syge, de skrøbelige og de hjælpeløse. De videnskabelige og medicinske fremskridt kan være med til at forbedre menneskers liv, så længe de ikke fjerner sig fra deres etiske grundlag. I har derfor pligt til at udøve jeres lægegerning som et menneskeligt og åndeligt kald, som et ægte lægapostolat.

Omsorgen for menneskeliv, især de mest udsatte – de syge, ældre og børn – har stor betydning for Kirkens sendelse. Kirken føler sig også særligt kaldet til at deltage i debatten om menneskeligt liv og fremsætter sine synspunkter med udgangspunkt i evangeliet. Mange steder er begrebet ’livskvalitet’ kædet sammen med en økonomisk tænkning, med ’velfærd’, fysisk skønhed og nydelse, og man glemmer derfor andre dybereliggende aspekter – de interpersonelle, åndelige og religiøse. I troens og forstandens lys er menneskelivet altid noget helligt og noget, der altid har en ’værdi’. Intet menneskeligt liv er vigtigere og mere betydningsfuldt end noget andet, uanset dets ressourcer, rettigheder, sociale og økonomiske muligheder.

I ønsker at fremhæve dette i jeres lægegerning og gennem jeres arbejde vidne om, at det menneskelige liv er helligt, værdifuldt og ukrænkeligt, og at det må elskes, plejes og beskyttes. Hvis I gennem lægeløftet er forpligtet til altid at tjene livet, forpligter evangeliet jer til at elske det endnu mere, især når de syge behøver særlig omsorg og opmærksomhed. Måtte Kirkens lære på det medicinsk etiske

område fortsat gennemsyre jeres arbejde.Den herskende mentalitet ønsker, at

man skal føle ’falsk medfølelse’ som når man hjælper kvinder med at gennemføre en abort; at dødshjælp er med til at be-vare personens værdighed; at man har ret til et barn, selv når det er videnskabeligt ’fremstillet’, i stedet for at acceptere bar-net som en gave; eller benytte menneske-liv i laboratoriet for måske at redde andre. Den evangeliske medfølelse ledsager den, der ligesom den barmhjertige samarita-ner ’ser’, ’har medynk med’ og nærmer sig den lidende for at yde omsorg og pleje (jf. Luk 10,33). I jeres opgave som læger kommer I dagligt i berøring med mange former for lidelse. Jeg opmun-trer jer til at handle som den barmhjer-tige samaritaner og på særlig måde vise omsorg for de ældre, de svagelige og de handicappede. At være tro mod evan-geliet og at respektere livet som en gave fra Gud indebærer blandt andet, at man må træffe modige valg, at turde gå imod strømmen og at nægte af samvittigheds-grunde. Denne trofasthed kan også have sociale konsekvenser. Vi lever i en tid, hvor man eksperimenter med livet. Men der er tale om dårlige eksperimenter – at ’producere’ børn i stedet for at tage imod dem som en gave, som jeg tidligere sagde.

Man leger med livet. Vær forsigtige, for det er en synd mod Gud, alle tings Ska-ber. Jeg har ofte i min tid som præst hørt personer opponere mod Kirkens hold-ning til abort, som om det var et religiøst problem. Men det er hverken et religiøst eller filosofisk problem. Det er et viden-skabeligt problem af den simple grund, at fostret er et menneskeliv, og det er ikke tilladt at dræbe menneskeliv for at løse et problem. Ordet ’at dræbe’ har samme be-tydning i dag som det har haft tidligere. Det samme også dødshjælp: vi ved alle, at med så mange ældre mennesker i vor tids smid-ud kultur sker der en skjult form for dødshjælp. Men det er alene op til Gud hvornår et liv slutter. Dødshjælp er en synd mod Skaberen! Husk det.

Jeg håber, at jeres forening fortsat må vokse, og at I stadig må samarbejde konstruktivt med alle dem og de institutioner, der deler jeres kærlighed til livet og at I må tjene livet i dets værdighed, hellighed og ukrænkelighed. Som den hellige Camillus de Lellis [lægernes skytshelgen] udtrykte det: ”Læg mere hjerte i jeres hænder” – med andre ord, læg mere kærlighed i jeres arbejde som læger! Det er mit håb.

Må den hellige Jomfru Maria støtte jer i jeres videre arbejde”.

KO menerInternationale nyheder

Skift fokusDen 25. november holdt pave Frans en historisk tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg, 26 år efter Johannes Paul IIs tale til EU’s lovgivende forsamling i kølvandet på Berlinmurens fald og Sov-jetunionens sammenbrud. Den polske pave hyldede dengang EU for at være ’et civilisationens fyrtårn’; pave Frans havde derimod ikke mange roser med til par-lamentarikerne. Nok kom han som Kir-kens hyrde med ”håb og opmuntring”, men han tegnede et billede af Europa som en aldrende og træt bedstemor, der har mistet sin frugtbarhed og livskraft – et Europa, hvor mennesket ikke længere er i centrum for det europæiske projekt.

”Det er på tide at skabe et Europa, der ikke kun handler om økonomi, men om mennesket og om uantastelige vær-dier. Tiden er inde til at vende ryggen til tanken om et frygtsomt Europa, der lukker sig om sig selv”, sagde paven og kritiserede ligegyldigheden over for den voksende fattigdom og for migranter og flygtninge, der søger hjælp i Europa.

Paven kritiserede den omsiggribende tendens til at eliminere og marginalisere enhver, der ikke gør økonomisk nytte og at betragte mennesket som en vare i ”brug-og-smid væk” samfundet. Uanset om det er de gamle, der køres ud på et sidespor med en slet skjult dagsorden om aktiv dødshjælp, eller det ufødte barn. Frans berørte også markedstænkningen og det økonomiske pres for effektivitet, der truer arbejdernes værdighed, og om de store grupper af unge, som har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Om EU’s håndtering af migranter advarede han mod ”løsninger, der ikke tager hensyn til immigranternes men-neskelige værdighed, og som dermed bidrager til slavelignende arbejdsforhold og fortsatte sociale spændinger”. Pavens budskab kommer på et tidspunkt, hvor globaliseringen og især finanskrisen har efterladt EU-politikerne rådvilde og handlingslammende i forhold til at gøre noget effektivt og transnationalt ved de mange problemer, som har ramt konti-nentet i disse år. Paven opfordrer EU-politikerne til at turde kigge ud over en national selvoptagethed og at bilægge interne EU-stridigheder for sammen at bryde det klima af frygt for fremtiden, som især præger Europa. Det er nødt til at redefinere sin rolle og politiske ambi-tioner i en globaliseret og stadig mere kompleks verden, mener paven, for ”i takt med Unionens udvidelse er […] Europa i mindre og mindre grad en ho-vedaktør i verden, der ofte betragter det med ligegyldighed, mistillid og til tider endda med mistænksomhed”. Med sin tale har paven Frans ønsket at åbne en værdidebat, der atter bringer mennesket tilbage i centrum for det europæiske pro-jekt – så at sige at ’gen-humanisere’ kon-tinentet. Et Europa, som bekymrer sig for, forsvarer og beskytter ethvert men-neske. Et selvsikkert og ansvarligt Euro-pa som et værdifuldt referencepunkt for hele menneskeheden! Kun da kan kontinentet atter blive et ’civilisationens fyrtårn’, formet af århundredes møder mellem forskellige kulturer og folkeslag, målt og vejet i kristendommens skær. Niels Messerschmidt

DIPLOMATI Pave Frans modtog den 11. november Irlands nye ambassadør ved Vatikanstaten og kunne dermed afslutte en længerevarende diplomatisk krise, der resulterede i at Irland lukkede sin ambassade i Vatikanet.

Den irske regering meddelte i november 2011, at den ville lukke sin ambassade i Vatikanet og begrundede det officielt af sparehensyn. Lukningen fulgte efter at Irlands premierminister Enda Kenny havde beskyldt Vatikanet for bevidst

at modarbejde den irske regerings undersøgelse af påståede katolske overgrebssager i landet – en påstand, der affødte en skarp reaktion fra Vatikanets side.

”Jeg blev hjerteligt modtaget af pave Frans”, siger Irlands nye ambassadør, Emma Madigan, til Vatikanradioen. ”Ceremonien omkring overrækkelsen af akkreditiverne var formel, men den efterfølgende samtale med paven var meget uformel”.

Emma Madigan oplyser, at man drøftede emner af stor betydning for Irland, fx deres udviklingsprogram og drøftelserne i Nordirland, men også den fælles bekymring for de kristnes og andre religiøse mindretals situation i verden i dag. NM

Forbedrede diplomatiske relationerIrland genåbner sin Vatikan-ambassade.

Irlands nye ambassadør ved Vatikanet, Emma Madigan, hilser på paven.

Paven til lægerne: ”Abort og dødshjælp er at dræbe menneskeligt liv”Tekst: Niels Messerschmidt

”I troens og forstandens lys er menneskelivet altid noget helligt og noget, der altid har en ’værdi’. Intet menneskeligt liv er vigtigere og mere betydningsfuldt end noget andet, uanset dets ressourcer, rettigheder, sociale og økonomiske muligheder”, siger paven. Foto: Vatikanradioen.

3

HELGENER ”No man is an island”, på dansk ”intet menneske er en ø”, sådan lyder et kendt citat fra præst og digter John Donne (1572-1631). Men er det ikke netop tilfældet med det moderne vesterlandske menneske? Det er en ø, der ustandselig støder sammen med andre øer. Hver enkelt ø er ansvarlig for, at livet lykkes både på det verdslige og det spirituelle plan. Men der er ikke nogen fælles normer, der samler alle øerne til et hele. Det er jeg, mig og mit, der er i højsædet. Mennesket er imidlertid andet og mere end en ø ensom blandt andre øer. Det er skabt i Guds billede; skabt til fællesskab. Det vidste de gamle. Selv eneboeren er og var en del af det menneskelige fællesskab, selvom han undertiden kunne synes at befinde sig uden for tid og rum.

Det begyndte i NursiaMunkefaderen Benedikt af Nursia (ca.480-547) begyndte sit liv med Gud som eneboer i en hule i Subiaco. Det ved vi fra Gregor den Stores (ca. 540-604) værk ”Dialogerne”, hvor den anden af fire bøger er viet til den hellige Benedikt. I hulen dér var han alene med Gud; afsondret fra en lastefuld verden. I Guds nærvær var han aldrig alene, og Gud sendte vejvisere til ham. Den første var munken Romanos, som iklædte ham munkedragten, og i al hemmelighed bragte ham brød (Dialogerne II 1,4 og 5). Den anden vejviser er påskebudbringeren (Dialogerne II 1,6 og 7). Påskebudbringeren er en præst et sted i omegnen, der selve Påskedag kaldes af Gud til at opsøge den fromme eneboer. Præsten, der intet steds omtales med navn, er ved at lave sig et festmåltid, da

Gud kalder på ham. Han forlader straks sit hus for at opsøge Benedikt. Det er ikke nemt at finde den hellige mand, men til sidst lykkes det. De taler sammen, de beder sammen, og til sidst siger præsten: ”Nu skal vi begynde at spise, for i dag er det påske”. Hvortil Benedikt svarer: ”Jeg ved, at det er påske. Jeg har jo mødt dig”. Benedikt har fordybet i bønnen glemt alt om tid og sted, men han har ikke glemt, at påske betyder fællesskab; fællesskab med Gud og med mennesker. Det fællesskab har sin rod i korset på Golgata. Jesus led og døde for at samle den forvildede menneskeslægt i troens fællesskab. Frelse er ikke kun for åndsfyrster. Det er heller ikke noget, mennesket skal gøre sig fortjent til. Det er en gave til alle. Om de er lydhøre er en anden sag. Mennesket er skabt med en fri vilje og kan derfor afvise Gud.

En Guds mandGregor kalder Benedikt for ”vir dei” dvs. gudsmand. Det er en titel, der går tilbage til Det gamle Testamente. Elias og Elisa er begge gudsmænd. De taler Guds ord til deres samtid. De gør undere og giver gode råd – og de blander sig også i politiske forhold (se f.eks. 1. Kong 17 og 18; 2. Kong 4 og 5). I den titel ligger implicit, at Benedikt ikke skal blive i sin hule. Gud har kaldet ham til at være sit talerør i en tid, der var lige så turbulent som dengang i Israel, hvor nabofolkene og den hedenske Ba´alskult udgjorde en stadig trussel mod landets overlevelse. På Benedikts tid var Romerriget løbet over ende i Vesteuropa. Germanske stammer var trængt hærgende ind over grænserne.

De havde bosat sig, hvor de fandt det for godt. Den gamle verdensorden var

sunket i grus efterladende en befolkning, der måtte klare sig, som bedst den kunne. I den situation var Kirken og dens tjenere et samlingspunkt. Benedikt skulle med Gregors ord være et ”forbillede for menneskene” (Dialogerne II 1,6). Han skulle ikke sætte sit lys under skæppe, men på en stage.

PåskebudbringerenDet var det Påskebudbringeren skulle lære ham. Han skulle lære, at der var en verden udenfor hulen; en verden der havde brug for hans åndelige indsigt. Budbringeren kunne på sin side også lære noget. Han var en travl mand, derfor havde han brug for at lære stilheden at kende. Bøn og arbejde hører sammen i benediktinsk tankegang. Bønnen kan tørre ud. Arbejdet

kan blive til aktivitet for aktivitetens skyld. Men sammen udgør bønnen og arbejdet en frugtbar symbiose.

Påskebudbringeren skulle kalde Bene-dikt tilbage til det menneskelige fælles-skab. Han skulle ikke være en ø, afsondret

fra alle andre, men et fællesskabsmenne-ske. Som den første havde den navnløse præst erfaret gudsmandens visdom og var draget beriget hjem. Snart skulle den hellige eremit opleve, hvad utallige ere-mitter havde oplevet før ham. De havde forladt en lastefuld og ufredelig verden for at være alene med Gud. Men alverden samledes omkring dem for at nyde godt af deres åndelige erfaringer. Efter påske-besøget bliver Benedikt opdaget af nogle hyrder, der først tror, at gudsmanden er et vildt dyr. De er selv iflg. Gregor nogle rå

børster, som blev ”civiliserede” af mødet med en højere virkelighed end den vante (Dialogerne II 1,8). Lidt efter lidt får den hellige Benedikt en skare disciple om-kring sig og kan grundlægge 12 klostre i Subiacos nærhed (Dialogerne 3,13).

Placidus og MaurusBlandt de disciple, der sluttede sig til den hellige Benedikt i Subiaco, er der to, som nævnes ved navn, nemlig Placidus og Maurus; to drenge der begge stammer fra fornemme romerske familier (Dialogerne II 3,14). De bliver overgivet til gudsmanden Benedikt af deres fædre, sådan som det var skik og brug hele middelalderen igennem; en skik der også nævnes i Regelen (RB 59). Den dag i dag fejres de to drenge i hele den benediktinske klosterverden (15.januar), og utallige munke og nonner har båret eller bærer deres navne. Om Maurus og Placidus fortæller Gregor en historie, der er lige så effektfuld, som de historier, der fortælles om Elias og Elisa i Det gamle Testamente: Gregor fortæller (Dialogerne II 7,1-3), hvordan drengen Placidus går ned til søen for at hente vand. Han taber imidlertid krukken og falder også selv i søen, hvor han gribes af strømmen.

Hjemme i klostret opholder guds-manden sig i sin celle og ser for sit indre

øje, hvad der er sket. Derfor sender han straks Maurus ned til søen. Uden at vide hvad han gør, går denne ud på søen og henter Placidus ind på land. Hvis fortje-neste er det så, at drengen bliver reddet? Abbeden mener, at det skyldes disciplens lydighed, men denne er sig ikke bevidst at have gjort noget særligt. Det er drengen Placidus, der afgør den venskabelige strid ved at sige, at det var abbedens kappe han så, da han slog øjnene op. Abbeden og Maurus er begge ydmyge, de ved, at redningen i sidste instans ikke skyldes dem, men Gud. De tjener nemlig ikke sig selv, men Gud den Almægtige, for hvem ingenting er umuligt.

En anden slags virkelighedGregors Dialoger rummer mange spek-takulære mirakelfortællinger som den om Maurus og Placidus. Det er fortællinger, der kan virke meget fremmed artede for mennesker af i dag Nutidsmennesket stræber jo som nævnt efter at være sin egen herre. Det har det derfor svært med en virkelighed, der ikke kan måles og vejes – og kontrolleres. Gregors fortæl-linger om Benedikt taler til os om en an-den slags virkelighed; en virkelighed hvor menneskets forhold til Gud og næsten er i centrum. Ved at være åbne for Guds virkelighed bliver Benedikt og Maurus Guds tjenere. De bliver hans kærlige hæn-der i en urolig og forvildet tidsalder. Det var der brug for dengang, og det er der brug for i dag. ”Intet menneske er en ø”, skrev John Donne. Det er en eviggyldig sandhed. Han slutter sin meditation med ordene:” Send ikke bud og spørg, hvem ringer klokkerne for, de ringer for dig.”

Vi er alle en uundværlig del af skaber-værket. Det gælder munkefaderen, og det gælder spritteren på hjørnet. Vi indgår alle i Guds frelsesplan, og han kan ikke undvære en eneste af os.

Sankt Benedikt

Portræt af Sankt Benedikt. Portrættet er en del af en større freske kaldet Crocofissione con i santi - Korsfæstelse med helgener af fra Angelico. Fresken findes i det tidligere dominikanerkloster San Marco (i dag museum) i Firenze. Fresken blev malet fra 1441-1442.

Storie di San Benedetto di Monte Oliveto Maggiore er en serie fresker på benediktinerabbediet Monte Oliveto Maggiore I Toscana. Freskerne er malet af Luca Signoprelli fra 1497-98 og af Sodoma, som færdiggjorde serien i 1505. En enkelt af freskerne er malet af Bartolomeo Neroni. Freskerne viser Sankt Benedikts liv i 35 scener. De 35 scener baseres på, hvad Sankt Gregor den Store fortæller om Sankt Benedikt. Her beordrer Sankt Benedikt til venstre Maurus til at komme Placidus til hjælp. Til højre mirakelscenen. Foto: Wikipedia.

Guds kærlige hænder i en forvildet verdenGudsmanden fra Subiaco.

Tekst: Sr. Rut Maria Schmidt O.S.B.

”Bønnen kan tørre ud. Arbejdet kan blive til aktivitet for aktivitetens skyld. Men sammen udgør bønnen og arbejdet en frugtbar symbiose.”

4

RESTAURERING Går man forbi Sct Knuds Kirke i Fredericia, ser den ikke ud af noget særligt. Den er udefra set en ret anonym bygning, som ligner alle de andre huse i byen. Kirken blev bygget i 1767 og fulgte efter det kapel, der i 1687-88 blev bygget som den første katolske kirke herhjemme efter reformationen for at betjene de udenlandske katolikker, der havde fået lov til at praktisere deres tro åbent i fristaden Fredericia.

Stor er overraskelsen derfor, når man kikker ind i kirken. Man føler sig hensat til sydligere himmelstrøg ved at se det

yndefulde rokokointeriør og korsvejs-stationerne fra Tyrol. Blomster, blade og englehoveder omgiver krucifiksgruppen på altret. Kirken er muligvis tegnet af samme arkitekt som det nu forsvundne østrigske gesandtskabskapel der lå der, hvor Sankt Ansgars Kirke nu ligger.

Mange dramatiske, spændende og tragiske historier kan kirken fortælle. Hele byen var på den anden ende da en ung kvinde Maren Boyesdatter forsvandt. Rygterne ville vide, at hun var blevet bortført af katolikkerne og tvunget til at gå i kloster. Der blev taget pant i kapellet, og det blev dømt til lukning, og præsterne stod til at blive udvist; men så annullerede Frederik V dommen. Byens borgere stimlede sammen her, da der i 1793 blev læst requiemsmesse for Ludvig XVI og Marie Antoinette. Ved kirkemuren kan man se fragmenter af en gravsten over Antonio Costa. Han ledede to eskadroner fra rytterregimentet Algarbe der hjalp den danske hær under Napoleonskrigen.

Sammen med sine soldater blev han omringet af danske og franske tropper under et flugtforsøg, hvor han skød sig med ordene ”Recuerdos a Espana de Antonio Costa”. Hils Spanien fra Antonio Costa.

Efter slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 under treårskrigen fra 1848-50 lå ligene i lag inde kirken. Helt op til 1860´erne blev der sunget og prædiket på tysk i kirken.

En menighed på godt 400 medlemmer fra blandt andet Danmark, Polen, Sri Lanka og Filippinerne holder i dag til i kirken, der ligger ved siden af Sct Knuds Skole og det tidligere Sankt Josephs Hospital.

Menigheden passer godt på sin smukke gamle kirke, der i dag er flottere end nogensinde. I år er Sct. Knuds Kirke nemlig blevet facaderenoveret. Kirkeværge og tidligere skoleleder ved Sct. Knuds Kirke Jørgen Braarup har styret hele det omfattende projekt med assistance fra skolens nuværende leder Joachim Grundtvig og skolens tekniske serviceleder Richard Gensborg. Projektet har kostet 500.343 kroner.

Der stilles store krav i dag med hensyn til materialevalg og arbejdsmetoder ved restau-rering af historiske bygninger. At menigheden overhovedet har haft råd til at binde an med projektet skyldes generøs støtte

fra Bevaringsfonden for fæstningsbyen Fredericia og Kulturstyrelsen, der tilsam-men har bevilget 460.000 kroner. Resten af pengene skal menigheden selv skaffe.

Under renoveringen er revnedannelser i murene blevet reparerede, facaden mod nord og vest er blevet renset med faca-depasta og højtryksrensning, gavlen på brødrene Schüttens Skole og indgang-sportalen er malet op igen. Et par døre er blevet skiftet ud, urskiverne på tårnet er restaurerede, tallene er udfyldt med blad-guld, og et nyt digitalt urværk er sat i.

Bænkeraderne i kirken og vinduerne udvendigt trænger til en kærlig hånd. Har du lyst til at støtte dette kan bidrag overføres til bispedømmets konto reg.nr. 3420 konto nr. 3205021485. Angiv gave Sct Knuds Kirke Fredericia. Beløbet er fradagsberettiget, hvis bispekontoret har dit CPR-nummer.

SKOLER Først hed bygningen Hotel Kronprinds Frederik. Den var byens fineste hotel, hvor H.C. Andersen boede, og her mødtes bedsteborgerne i deres stiveste puds. Senere blev den hovedkvarter for KFUM i byen, og så kom der bankocenter og klubværelser i bygningen. Nu skal der snart være skole i ejendommen på hjørnet af Gothersgade og Fynsgade i Fredericia. Det gamle hus

fra 1864 blev i februar sidste år købt af Sct. Knuds Skole, som hermed næsten fordobler sit kvadratmeterareal.

Sct Knuds Skoles elever rykker ind i en gedigen gammel bygning med mange spændende arkitektoniske detaljer. Bygningen står nu udvendigt ført tilbage til det udseende, den havde i 1910, og det særpræg, bygningen er født med kommer igen til sin ret. Der er kommet

nye, håndlavede vinduer, som er nøjagtige kopier af de vinduer, som sad i bygningen i 1864. Ud mod Gothersgade vil der blive lavet en Fredericiaport, en detalje, som findes i mange af byens ældre ejendomme.Facaderenoveringen vil komme til at ko-ste mellem seks og syv millioner kroner; men skolen slipper billigere, fordi A.P. Møller gennem Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia betaler halvde-len.

Skoleleder Joachim Grundtvig har de fleste af døgnets timer besat, for han er både skole- og byggeleder, fortæller han mig, mens vi går op ad den pompøse trappe og kikker ind i den store teatersal, der vil blive rammen om skolens fester og andre arrangementer for borgere i byen. Tanken er at gøre bygningen til et slags kulturhus for byens borgere, når lokaler-ne ikke bruges til undervisning, fortæller Joachim Grundtvig. Her kan du se hvad skolen er bygget af, siger han og peger på en bunke håndstrøgne Flensborgsten på gulvet. Normalt er stenene gemt væk bag puds; men man vil lade en væg stå upud-set for at give eleverne en bedre fornem-melse for de gamle håndværksmetoder, som er en del af bygningens historie.

Nu har skolen ikke en pengetank som Joakim von And, så derfor vil ombygnin-gen komme til at tage nogle år. Lige nu

undervises mange af eleverne i lejede lo-kaler, og lejemålene vil blive opsagt i takt med, at bygningen etapevis tages i brug. Bygningen vil komme til at rumme cirka ti klasseværelser, kantine og arbejdsrum til lærerne.

Sct. Knuds Skole er en af landets æld-ste privatskoler. Den blev grundlagt læn-ge, før vi fik religionsfriheden i 1849. At det netop blev i Fredericia der kom en ka-tolsk skole i skyldes, at Fredericia var fri-stad. I det strengt lutheranske Danmark var her et lille åndehul, hvor katolikker, huguenotter og jøder frit kunne dyrke deres tro. I 1686 fik præsterne Stanislaus Følkers og Aqvilanus kongeligt privile-gium fra Christian V på at drive katolsk skole i Fredericia. Der var jesuitter i Fre-dericia frem til 1800 – derefter overtog forskellige verdenspræster ansvaret for sogn og skole.

På initiativ af daværende sognepræst Johannes von Euch kom priorinde Anne Sophie Vassal i 1866 til byen sammen med to søstre, hvis navne ikke er bevaret. Efter mange års trofast arbejde på skolen og på Sankt Josephs Hospital forlod de sidste søstre Fredericia i 1981. Skolen blev nu selvejende institution. I bestyrelsen sidder to repræsentanter fra Sct Knuds menig-hed, en repræsentant for biskoppen og to medlemmer valgt af forældrene.

I 2009 blev Joachim Grundtvig skolele-der. Sct Knuds Skole har p.t. 257 elever i hovedskolen og 30 i børnehaven, der blev åbnet i 2012. Der er godt og vel ti katolske børn i hovedskolen og to i børnehaven. I dag som da skolen startede sætter troen et tydeligt præg på skolens dagligdag. Hver dag er der morgensang med Fadervor, og hver fredag er der skolegudstjeneste i Sankt Knuds Kirke. En gang om måne-den er der skolegudstjeneste i en af byens protestantiske kirker.

Frederica

Fremtidens læring rykker ind i fornem gammel byejendomA.P. Møller støtter Sct. Knuds Skole i Fredericia med millionbeløb.

Tekst: Lisbeth Rütz. Foto: Joachim Grundtvig

Før og efter. Facaden ser nu ud som i 1910. Lille billede: facaden som den så ud før ombygning.

Ny og flot kirke i FredericiaSct. Knuds Kirke facaderenoveret.

Tekst: Lisbeth Rütz Foto: Darlow Kiruparajan

5

KARMEL Med helgener som Teresa af Avila, Johannes af Korset og Thérèse af Lisieux bidrager karmeliterne til Kirkens helgenskare med flere store navne. Disse tre, som også er kirkelærere, og Edith Stein, der foruden sin helgenstatus, også har bidraget til filosofihistorien, er alle eksempler på, hvordan Karmels rige spiritualitet på forskellige måder har beriget Kirken. Men blandt Karmels mange helgener findes også mindre kendte, der måske netop på grund af deres ”storesøstre” og ”storebrødre” er blevet glemte eller oversete på trods af, at de alle har deres at bidrage med i Kirkens og den enkelte troendes liv. Blandt disse er Sankt Maria Maravillas af Jesus – en af Karmels nyeste helgener.

Barndom og ungdomMaria Maravillas blev født i Madrid den 4. november 1891 som Luis´ og Christinas fjerde barn. Hendes far var på det tidspunkt ambassadør for pavestolen, og familien var hengivne katolikker. Seks dage efter sin fødsel blev Maria Maravillas døbt i Sankt Sebastian Kirken og den 7. maj 1902 modtog hun sin førstekommunion. Maria Maravillas var et meget begavet barn. Hun gik ikke i skole, men blev undervist derhjemme blandt andet af sin mormor Patricia Muñoz, som var enke og levede et klosterlignende liv. Fra hende såvel som fra forældrene arvede Maria Maravillas en ægte og alvorlig tro, som tidligt ledte hendes tanker og længsler hen på klosterlivet. Senere fik jesuitten Juan Francisco Lupez stor indflydelse på hende og vejledte hende til at leve et karitativt liv, hvor hun brugte megen tid på at hjælpe de fattige og undervise i katekese.

Kaldet sættes på standbyI 1913 døde Maria Maravillas far. Op til hans død havde hun brugt al sin tid og alle sine kræfter på at passe ham, og bagefter bad hendes åndelige vejleder, Lupez hende om at sætte sit kald på standby for at hun kunne hellige sig omsorgen for sin mor. Men det var også i denne tid, at hun gennem sin kusine lærte karmeliterne at kende og fandt sit kald i Karmel. Under en influenzaepidemi blev Maria Maravillas ved plejen af de syge selv alvorlig syg. Hendes mor, som frygtede for at miste sin datter, indså nu, at det dog ville være langt bedre at ”miste hende til Karmel” end til døden, og Maria Maravillas fik endelig sin mors og sin åndelige vejleders velsignelse til at indtræde i et karmeliterkloster i Madrid.

I KarmelDen 12. oktober 1919 kunne Maria Maravillas så endelig indtræde i Karmel som postulant, 27 år gammel. Et halvt år senere blev hun iklædt og startede sit noviciat, og den 7. maj 1921 aflagde hun sine tidsbegrænsede løfter. Endnu ikke færdig med sit noviciat modtog Maria Maravillas sammen med tre søstre kaldet til at grundlægge et nyt kloster, Cerro de los Ángeles. Klosteret kom til at ligge i forbindelse med et monument af Jesu hellige Hjerte, som symboliserede en indvielse af Spanien til Det hellige Hjerte. Dette blev første skridt i et kald i kaldet for Maria Maravillas, nemlig at blive klostergrundlægger, ligesom hendes mor i troen, Teresa af Avila. Den 30. maj. 1924 aflagde hun sine evige løfter i det

nye kloster, hvori hun den 26. juni 1926 blev udnævnt som priorinde.

Priorinde og klostergrundlæggerResten af sit liv måtte Maria Maravillas bære på den byrde, som priorindeembedet var for hende, ”det værste, der kan ske for en karmelit”, som hun beskrev det i et brev. Byrden ved priorindeembedet blev ikke mindre af den politiske situation, som Spanien befandt sig i. I juli 1936, under Den spanske borgerkrig, blev søstrene i Cerro de los Angeles arresteret og måtte i 14 måneder leve i husarrest. I løbet af de kommende år grundlagde Maria Maravillas flere klostre i Spanien. I 1932 grundlagde hun også et kloster i Indien. Maria Maravillas ønskede selv at rejse til Indien, men hendes overordnede gav hende ikke lov. I stedet rejste otte af hendes døtre. I alt grundlagde hun over 10 klostre, samtidig med at hun var med til at genetablere og genopbygge klostre, som var blevet ødelagt under Den spanske Borgerkrig. En af grundene til de mange nygrundlæggelser, foruden Maria Maravillas overbevisning om, at det var Guds vilje, var, at der blev ved at komme nye søstre til Cerro de los Angeles og ifølge Karmels regel, måtte der højest være 21 søstre. Tilstrømningen af søstre kan blandt andet forklares ud fra Maria Maravillas evne til som priorinde at vække søstrenes tillid og kærlighed.

YdmyghedPå trods af at Maria Maravillas var elsket af alle, anså hun sig altid for uværdig til at lede sine døtre, og når hun så dem vokse i tro og hellighed, så hun det altid som et tegn på, at Gud helt havde overtaget ledelsen af dem og beskyttet dem mod den ”negative” indflydelse, som de fik fra hende. Sådan havde det imidlertid ikke altid været. Det fortælles hvordan

hun, mens hun endnu var postulant, engang til sin egen tilfredsstillelse var blevet rost. Men straks var det som om en stemme hviskede i hendes øre: ”Og de regnede mig for en dåre”. Dette gjorde så dybt et indtryk på hende, at hun for altid var kureret for sin forfængelighed og behagesyge. Senere skrev hun om denne oplevelse: ”Fra da af, blev al min forfængelige længsel forvandlet til en langt højere længsel, som jeg har haft lige siden, nemlig at blive regnet for intet; og jeg begyndte alene at se mig selv gennem Guds nåde, befriet fra denne store svaghed”. Derfor kunne hun, som gennem Guds nåde var blevet helliggjort,

også skrive: ”Aldrig har jeg som nu følt, at jeg ikke er en helgen. I stedet ser jeg med stor klarhed min egen fattigdom og elendighed”, eller ”Jeg anser mig selv for at være et rent intet, ude afstand til at øve nogen dyd. Men det forekommer mig, at Herren ønsker, at jeg lader hele dette intet forsvinde i ham, og i stedet lader ham leve i mig”. Med disse ord og denne erkendelse rammer Maria Maravillas lige ind i centrum af al helliggørelse og hellighed: Den er ikke min egen, men Guds. Først der, hvor vi opgiver vores egen hellighed og fromhed og i stedet lader ham blive vor hellighed, kan nåden for alvor begynde at gøre sit værk i os, så vi bliver hellige. Derfor kan Maria Maravillas også skrive: ”Herren lader mig se min elendighed på en anden måde end tidligere, for nu ser jeg den i hans nærvær og i fred”. Der er altså ikke tale

om et selvpineri eller et negativt selvhad, men en selvforglemmelse udsprunget af, at hun ikke forventer noget godt af sig selv. I elendigheden forsvinder hendes eget, mens Gud stråler des klarere for hende og igennem hende.

Gud alene”Vor Gud er en fortærende ild” står der i Hebræerbrevet, og Maria Maravillas kunne vidne om det samme. Jo nærmere hun kom denne ild, jo mere så hun sit eget intet; men jo mere blev hun også selv tændt i brand af Guds ild. Når Johannes af Korset beskriver den mørke nat, ses den samme dobbelthed. Længslen efter Guds lys synes at forøge vort eget mørke, men jo mere vi erfarer af dette mørke og begynder at leve i og af Gud alene, jo mere kan Guds lys skinne i vort liv. Men denne proces er en smertefuld affære. Maria Maravillas beskriver det som ”en akt af selvhengivelse eller snarere en laden sig blive taget over”, en tilstand, som på samme tid er uudholdelig og ”synes at være selve livet”, og ”den største sorg ville være, hvis den ophørte”. Derfor kan hun også skrive: ”Det eneste jeg ønsker er, at Guds vilje må blive fuldbyrdet i mig, i store ting og i små ting. Jeg ønsker af hele mit hjerte, og jeg beder Herren om at tage alt fra mig, alt hvad han vil, udadtil og indadtil, legemligt og åndeligt – for alene han er den jeg elsker og begærer”.

”Sankt Teresas føderation”Maria Maravillas er blevet kaldt en mo-derne Teresa af Avila. Dette skyldes nok til dels hendes rolle som klostergrundlæg-ger, men også hendes kamp for at kar-meliternonnerne måtte forblive på den grundvold, som var blevet lagt af Teresa af Avila. I den forbindelse stiftede hun en sammenslutning af karmeliternon-ner, som i 1972 fik pavelig godkendelse. Sammenslutningen fik navnet ”Sankt Teresas føderation”. Om føderationen hedder det: ”Sankt Teresas føderation er en gruppe af uskoede karmeliternonne-klostre dannet [...] for at styrke hinanden i at leve vort kontemplative kald i Kir-ken. Medlemskabet bygger på et ånde-ligt slægtskab snarere end på geografiske bånd, og vi deler en fælles længsel efter at være vidner i denne tid om ånden hos de uskoede karmeliternonner, grundlagt af Sankt Teresa af Avila i 1562”.

HelgenSelvom Maria Maravillas hele sit liv oplevede sig som meget langt fra helgenstatus, er hun den helgen i karmeliterordenen, som er blevet helgenkåret hurtigst efter sin død. I 1974 kunne man fejre 50-års jubilæum for Maria Maravillas første klostergrundlæggelse, og samme år dør Maria Maravillas. I 1998 bliver hun saligkåret og i 2003 helgenkåret. Hendes festdag er den 11. december.

Helgener

”Vor Gud er en fortærende ild”Sankt Maria Maravillas af Jesus – en moderne Teresa af Avila.

Tekst: Kirsten Krog

Sankt Maria Maravillas af Jesus.

”Jeg anser mig selv for at være et rent intet, ude afstand til at øve nogen dyd. Men det forekommer mig, at Herren ønsker, at jeg lader hele dette intet forsvinde i ham, og i stedet lader ham leve i mig”

6

MARIBO Sankt Birgitta Kirke i Ma-ribo har nu stået lukket i mere end tre måneder. Bispedømmets rådgivende in-geniørfirma Promana bygningsrådgiv-ning konkluderede i en rapport fra den 27. juni i år, at der er ”risiko for betrag-telige bygningsskader og personfare i situationer, der kan opstå pludseligt og uforudsigeligt”. Derfor besluttede et me-nighedsrådsmøde den 28. august, hvor biskop Czeslaw, menighedsrådets med-lemmer, kirkens præster og personale fra bispekontoret deltog, at tage kirken ud af brug. Ifølge meddelelse oplæst af menighedsrådsformand Iwona Thorsen efter messen søndag den 31. august er en gennemgribende restaurering til ”mange millioner kroner” nødvendig, hvis kirken skal tages i brug igen.

Flere i menigheden har syntes, at der manglede nogle faktuelle oplysninger om hvad, der var baggrunden for kirkens lukning. Derfor orienterede Grazyna og Kristof Lubowiecki og Barbara og Erik Bohn-Jespersen allerede søndag den 7. september ved kirkekaffen om deres initi-ativ til at starte en støttegruppe. Gruppen ville gennem en ny ingeniørundersøgelse

undersøge kirkens tilstand og derefter i tæt samarbejde med bispekontoret og menighedsrådet afklare mulighederne for at redde kirken. Bispekontoret ville ikke modsætte sig, at gruppen for egne midler lavede en ny undersøgelse. Der blev sat en frist til juni 2015 til at gennemføre den ny undersøgelse og finde midler til at finan-siere en eventuel renovering af kirken.

J.C. Jensen fra LF Consulting i Maribo har nu sammen med ingeniør Erik Bohn-Jespersen fra støttegruppen lavet nye un-dersøgelser og målinger, og et landmåler-firma har målt tårnets hældning.

Tegninger og rapporter fra tidligere renoveringer er blevet gennemgået. Rap-porten er mundet ud i, at tårnet ikke har flyttet sig og at kirken med nogle få re-noveringsarbejder vil kunne blive ståen-de de næste 100 år. Firmaet J.C. Jensen venter dog stadig på, at alle materialer dukker op, men så snart alle oplysninger foreligger, vil rapporten blive færdiggjort og sendt til bispedømmet.

Undersøgelse, renovering og vedlige-holdelse koster penge. De penge har Ma-ribomenigheden ikke. I første omgang skal menigheden selv skaffe 10-16.000

kroner til rapporten og så senere til en eventuel renovering af kirken. Så længe Promana mener, det er forbundet med nedstyrtningsfare at gå ind i kirken, vil den være lukket; men bispekontoret vil tage rapporten fra Maribo med i sine overvejelser om kirkens fremtid.

Menigheden i Maribo blev ved kir-kekaffen den 9. november orienteret af støttegruppen om, hvor langt man er kommet med undersøgelserne af kirkens tilstand. Man ser nu frem til at få stiftet

en forening til kirkens bevarelse og håber først i det nye år, at man kan sammenkal-de til stormøde og samle alle gode kræfter for at grundlægge en forening til kirkens bevarelse. Lokalt har der også uden for den katolske menighed været interesse for sagen. Budgetprovst Bjarne Abildtrup Madsen udtrykker i Folketidende den 11. november sin bekymring for kirken og dens fremtid og udtaler, at han gerne som privatperson vil give et bidrag til kirkens bevarelse. LR

Kirken i Danmark

PROJEKT Den 1. august næste år over-drager jesuitterne i Danmark Jesu Hjerte Kirke og hele Stenosgadekomplekset til Ansgarstiftelsen. Komplekset på en side-gade til Vesterbrogade er centralt belig-gende i København – blot fem minutter fra Hovedbanegården og ti minutter fra Rådhuspladsen. Det indeholder en skole-bygning, som i dag udlejes til Mariendal Friskole, og en boligfløj. Desuden er der menighedslokaler for Jesu Hjerte menig-hed, som også bruges af mange forskel-lige grupper uden for menigheden.

”Der er tale om en generøs gave fra je-suitternes side, som Ansgarstiftelsen ta-ger imod med taknemmelighed. Placerin-gen og bygningerne er enestående”, siger generalvikar Niels Engelbrecht. ”Men der er samtidig tale om bygninger fra det 19. århundrede, som har været brugt til bolig for et stort jesuiterkommunitet og derfor har et stort antal enkeltværelser. Det betyder, at vi står over for meget sto-re renoverings- og ombygningsarbejder. Huset skal blandt andet have nyt elektri-citets- og varmesystem, og ombygges til sine fremtidige formål”.

Generalvikaren oplyser, at planen er at indrette en del af bygningen til biskoppens bolig og hans møde-, gæste- og repræsentationsfunktioner, som for

øjeblikket udgøres af bispeboligen på Ehlersvej i Hellerup.

”Det vil betyde store besparelser, at

vi ikke længere skal betale leje for disse funktioner”, forklarer han.

Det er desuden planen at der skal

bygges boliger til præster, som skal betjene menigheden og arbejde på at gøre stedet til et katolsk ansigt udadtil midt i København. Håbet er også, at Caritas her vil kunne få et sted til sit indenlandske arbejde.

Generalvikar Niels Engelbrecht tilføjer, at det omfattende projekt vil koste i størrelsesordenen 15 millioner kroner.

Finansieringen af et så stort projekt kommer ikke til at ske over bispedømmets drift, siger han, men gennem fundraising fra kilder, der ønsker at støtte renovering og indretning af præsteboliger og menighedslokaler.

De tyske katolikkers Bonifatiuswerk og de tyske biskoppers Diasporakommissa-riat har allerede bevilliget et større beløb og er positive over for, i løbet af de næste år, at yde mere. NM

Fyringer på Gammel KongevejStillinger nedlægges – arbejdet omlægges.

BISPEKONTORET Som meddelt på Pastoralrådsmødet tidligere på måneden indgår fyringer på bispekontoret/institutionerne i den 9-punkts spareplan (se KO nr. 16), som skal rette op på bispedømmets dårlige økonomi. I

forlængelse heraf blev det den 27. november meddelt, at følgende stillinger/funktioner nedlægges i løbet af 2015:Jf. punkt 5 i spareplanen:* Bibliotekarstillingen ophører som lønnet ansættelse – med mindre Sankt Andreas Biblioteks bestyrelse finder den nødvendige eksterne finansiering til at videreføre stillingen efter 1. juli 2015.Jf. punkt 6 i spareplanen:* Webmasterfunktionen nedlægges.* Sekretærfunktion på Katolsk Oriente-ring omlægges.

* Arkivarfunktionen ændres til en del-tidsstilling.* Der sker ikke fyringer i Pastoral-Cen-tret i denne omgang, men centret er ble-vet pålagt at finde besparelser for i alt 200.000 kroner i for forhold til det bud-get, som er blevet fremlagt for 2015.

De ovenstående ændringer vil – når de er blevet implementeret i løbet af næste år – resulterer i en besparelse på ca. 1,5 million kroner årligt på bispekontoret og institutioner.

De ovennævnte fyringer kommer i for-

længelse af at der i 2009 blev sparet én stilling væk i administrationen, og i 2010 reducerede man ved sammenflytning lokaleudgifter m.v. med 25 procent. I 2013 blev en halvtidsstilling sparet væk i Pastoral-Centret, og i forbindelse med pensioneringer på bispekontoret blev én stilling nedlagt henover sommeren i år, hvor tre gik på pension og kun to blev nyansatte.

Fremover vil der være 14 ansatte på bispekontoret.

NM

Planerne for Stenosgadekomplekset ”En enestående gave og chance for bispedømmet”.

Fra generalvikar Niels Engelbrechts og administrationschef Thomas Larsens besøg hos de tyske katolikkers Bonifatiuswerk i Paderborn, Tyskland, i begyndelsen af oktober. Her ses de sammen med Bonifatiuswerks generalsekretær monsignore Georg Austen og projektchef Tomas Twents. Foto: Patrick Kleibold, Bonifatiuswerk.

Ny undersøgelse i MariboStøttegruppe undersøger kirkens tilstand.

7Kirken i Danmark

BØNSAKTION Over 600 kilometer var Sarah Abels og Andrea Wienhues med familie kørt fra Tyskland for den 22.11. at arrangere Nightfever i Sakramentskirken på Nørrebrogade i København. Andrea Wienhues fik Nightfever til Danmark, og siden har hun og Sarah Abels været de utrættelige ambassadører og tovholdere for dette evangeliseringsevent.

Efter en messe læst af p. Paul Marx blev sakramentet stillet frem til tilbedelse. Dørene ud til Nørrebrogade blev slået op som en konkret illustration af Johannes Paul II´s berømte opfordring: ”Åbn dø-rene for Kristus”. Ude på Nørrebrogade strømmede folk forbi – på vej i biografen eller på lørdagssjov med vennerne. Man kunne se helt op til altret, hvor Sakra-mentet var udstillet i monstransen. Synet tiltrak mange mennesker, der tog imod tilbuddet om at tænde et lys inde i kirken og høre lidt om, hvad en katolsk kirke er. Kærestepar og unge familier med børn standsede op og slog et smut ind i den kirke, de havde gået forbi så mange gange

uden at tænke nærmere over det. Perioder med stille tilbedelse vekslede med bøn og enkle, guitarakkompagnerede sange, som alle kunne nynne med på. Helt fra Flens-burg var to søstre og en postulant kom-met fra Dienerinnen vom heiligen Blut, en ny kongregation, der blev grundlagt i 80´erne af pater Winfrid Wermter. Sø-strene bor i et lille rækkehus i Flensburg, hvor de arbejder med omsorg for ældre og syge. ”Vi vil gerne støtte dette arrange-ment. Det er en ny måde at nå kirkefrem-mede på”, sagde sr. Ruth fra kommunite-tet til Katolsk Orientering.

En åben bønsaftenHele aftenen var der en stille trafik gennem Sakramentskirken. Der blev skrevet forbønsanliggender på små sedler, der blev lagt i en lille kurv oppe foran altret. Sedlerne vil senere blive givet til nogle søstre, som vil bede for de mennesker, der har skrevet dem. Pater Paul Marx tog imod skriftemål og gav velsignelser. Nightfever er en betegnelse

for åbne bønsaftener med eukaristisk tilbedelse. Initiativet opstod efter den bønnevigilie, som blev organiseret ved Verdensungdomsdagen i Köln i 2005.

Den unge teologistuderende Andreas Süß tog sammen med Katharina Fassler-Maloney initiativ til en Nightfever-aften i St. Remigiuskirken i Bonn. Konceptet spredtes hurtigt i de tysksprogede lande,

og siden 2011 har ideen bredt sig til resten af verden. I Bonn kommer ca. 1.000 mennesker – i domkirken i Köln kommer over 3.000, når der er Nightfever.

Nightfever søger hjælpere i København – både nogle der vil støtte arrangementet rent praktisk, men også mennesker, der vil bede for det. Skriv til ruetz@katolskorientering.dk hvis du er interesseret i at hjælpe.

Vær stille for GudNatkirke i Nykøbing Falster.

NATKIRKE Den meget levende menighed i Hellig Kors Kirke i Nykøbing Falster i Bispegade har barslet med et nyt initiativ. En gang om måneden har der fra september været natkirke. Man kommer ind i en meget smuk kirke, der er oplyst af et kors af levende fyrfadslys. De første to gange begyndte man kl. 19.30 med at øve latinske hymner, kl. 20 var der udstilling af Sakramentet og læsning af dagens tekst. Perioder med stilhed vekslede med bøn og stille fløjtemusik, og aftenen sluttede kl. 21.30 med velsignelse.

Men man arbejder stadig med formen. Ved sidste natgudstjeneste i november spillede en far og datter fra menigheden Bach og Telemann efter udvalgte stykker fra Salmernes Bog. Der var perioder med bøn, stilhed og latinske hymner.

”Vi prøver os stadigvæk lidt frem. Er en halv time til at øve for meget eller for lidt? Skal vi have fællesbøn? Skal vi

bede rosenkrans? Eller skal vi noget helt andet?  Endelig har vi endnu ikke  fået klart meldt ud, at man selvfølgelig er meget velkommen til at komme og gå, som man vil, og altså ikke behøver at deltage i hele natkirken, siger Benedikte Klaumann fra arrangørgruppen.

Første natkirke i det nye år bliver den 22. januar. Natkirken starter kl. 19.30 LR

Foto: Teresa Starzynski.

Åbn dørene for KristusTil Nightfever på Nørrebrogade.

Tekst og foto: Lisbeth Rütz

Søstrene fra Flensburg spillede og sang.

MINDEORD Lørdag den 29. november, dagen efter sin 82årige fødselsdag og den sidste dag i kirkeåret, døde pastor Jørgen Hviid på plejehjemmet i Helsingør, hvor han boede i flere år på grund af sit svære handicap.

Jørgen Hviid blev født 28. november 1932 på Frederiksberg og konverterede 25. februar 1950 i Jesu Hjerte Kirke i København, 17 år gammel. Han blev af biskop Suhr sendt til St. John’s Seminary, Brighton, Mass. USA, da han ønskede at blive præst. Efter et år opgav han dog i første omgang studierne og vendte tilbage til København for at studere psykologi ved Københavns universitet. Efter endte studier i 1955 rejste han til Canada, hvor

han fik stilling som klinisk psykolog.Kaldet til at blive præst meldte sig dog

igen og han blev af biskop Suhr denne gang sendt til præsteseminariet St. Sulpi-ce i Paris, hvor der i forvejen var 1 dansk præstestuderende og senere kom to an-dre til. Vi kom derfor til at udgøre et lille dansk fællesskab på seminariet. Jeg skri-ver vi, fordi det var dér, at jeg lærte Jørgen at kende personligt. I 1962 rejste tre af os til Rom for at videreuddanne os. Jørgen tog en licentiatgrad fra Alphonsianum i moralteologi. Efter denne blev han ansat som andenpræst ved Sankt Ansgars Kir-ke i København, og et år senere fik han en undervisningsstilling ved Psykologisk Laboratorium på universitetet, der også

Jørgen Hviid in memoriam gjorde det muligt for ham at skrive en doktorafhandling, som han forsvarede i 1972.

Jeg mødte igen Jørgen, da jeg kom hjem fra Rom i 1965, og vi var begge præster ved Sankt Ansgars Kirke, indtil den ny-udnævnte biskop Hans Martensen sendte os til Hillerød i 1966 som et led i en nyor-ganisering af menighederne i Nordsjæl-land.

Jørgen og jeg betjente i fællesskab den den gang beskedne menighed under ret primitive forhold. Det var en spændende men også udfordrende opgave, biskoppen havde betroet os to unge præster. Samti-dig med sin præstegerning fortsatte Jør-gen sit arbejde på universitetet. Allerede i sin studietid viste han en udsædvanlig evne til at organisere sit arbejde. Denne evne fik han hårdt brug for i Hillerød for at kunne spænde over så mange opgaver. Sin undervisning i psykologi og sit dok-torarbejde så Jørgen som en del af sin præstegerning. Han forstod at lave en syntese. Vi havde mange spændende tan-keudvekslinger i den periode om teologi og psykologi, og vi kørte sammen meget rundt i det nordsjællandske område for at besøge den ret spredte menighed. Vi hav-de fundet ud af, at vi gik godt i spænd, når vi aflagde husbesøg, og vi kunne efter et besøg evaluere besøget.

Jørgen var meget optaget af præste-fælleskab og organiserede et månedligt weekendophold i sin feriebolig i Rørvig for de yngre præster i bispedømmet. Præ-sternes trivsel lå ham på sinde, og det var også årsagen til, at han søgte om optagel-se i St. Sulpice præstefællesskabet i Paris, der havde specialiseret sig i præsteuddan-nelse og videreuddannelse af præster. I sin kondolencemail til biskoppen skriver sulpicianernes general superior, Ronald Witherup: “He was a most remarkable Sulpician”.

Vore veje skiltes i 1966, da han blev præst på Rygaard og jeg generalvikar, men vi opretholdt alligevel en personlig

kontakt. Jørgen var meget optaget af de mentalt handicappedes menneskelige si-tuation og vel nok en af pionererne på det område. Det kom til udtryk i hans lit-terære virksomhed, hans doktorarbejde og ikke mindst da han efter inspiration af grundlæggeren af Tro og Lys, canadi-eren Jean Vanier, som vi begge kom til at kende personligt, grundlagde et l’Arche fællesskab af mentalt handicappede, der først havde til huse på Valby Langgade og senere i Helsingør, hvor det stadig eksi-sterer: Niels Steensens Hus.

Dette fællesskab af handicappede blev Jørgens menneskelige og åndelige familie, som han viede hele sit liv til. Da han måtte flytte på plejehjem, der ikke lå mange hundrede meter fra Niels Steensens Hus, ”flyttede” de resterende beboere med og viste Jørgen en gribende omsorg. De kom og gik hos ham.

Det var en gave til mig, at jeg fik en aftale med Birgit, der nu ledede Niels Steensens hus, at kunne fejre messe på Jørgens stue ca. hver måned. Tilstede var beboerne fra Niels Steensens hus og ofte en og anden af husets venner. Jørgen var nu så handicappet, at han var helt lammet og stort set blind, men det var vores oplevelse, at han åndeligt set var med i messen og koncelebrerede fra sengen. Sådan gik der flere år!

Engang da jeg kørte hjem, kom jeg til at tænke på biskoppens ord under en præstevielse: ”Modtag det hellige folks gave, som skal frembæres for Gud. Forstå, hvad det er, du gør, efterlign hvad du udfører, og ligedan dit liv med Herren kors’ mysterium”. Jørgen fik lov til som præst at frembære Guds folks offergaver, og Gud lod ham i svær grad få del i Kristi kors. Hvad kan en Herrens tjener ønske sig mere? Og hvad kan Kirken få mere end en sådan præst? Jørgen viede sit liv til Herren og hans fattige brødre og søstre og fik selv lov til i absolut forstand at dele deres fattigdom. Han døde selv som handicappet. Lars Messerschmidt

8 katolsk orientering

DIAKONI Jeg har verdens bedste arbejde siger Kjeld Lundorf og smiler bredt, mens han læner sig tilbage i stolen. Kjeld er vuggekatolik. Han er søn af John Lundorf, der i mange år var fast speaker, når der var messe i radioen. I 31 år sad Kjeld i en stilling i statens luftfartsstyrelse; men en prikkerunde, hvor hans stilling blev sparet væk tvang ham til at tænke i nye baner. Han søgte og fik så jobbet som leder af Kirkens Korshær i Holbæk.

Holbæk er en nydelig, velfriseret lille provinsby, der sammen med Korsør stod model for Matadors Korsbæk. Men her er der også brug for Kirkens Korshær, fortæller Kjeld. Kirkens Korshær ligger

i en lille gade midt i byen lige over for Bymuseet. En cyklamenfarvet damecykel foran huset signalerer, at her er et hus med rummelighed og plads til skæve eksistenser. Dagens ret: biksemad står der på tavlen inden for, hvor en nisse byder velkommen mellem et hav af grønne planter. Der er gang i juleforberedelserne. Adventskransen er ved at blive hængt op, og der bliver pakket julegaver til de indsatte i Holbæk arrest.

Ensomheden har mange ansigterNår Korshæren slår dørene op klokken halv ni om morgenen, står de første brugere allerede klar til at komme indenfor og få morgenmad for otte kroner.

Her kommer psykisk syge og misbru-gere, men også bedsteborgere, som bor i parcelhus og kommer kørende i bil. En-somheden har mange ansigter. Julen kan være hjerternes fest; men mange af bru-gerne synes, den er træls at høre om, siger Kjeld. Familien gider dem ikke og har valgt dem fra for længe siden. Der kom-mer misbrugere og psykisk syge til jule-aften i Kirkens Korshær; men også helt almindelige mennesker, der har siddet hjemme og ventet på en invitation, der al-drig kom. For dem fungerer varmestuen som et fællesskab. Brugerne passer på hinanden, og der bliver lagt mærke til det, når en af de faste mangler. Er man ind-

lagt, kommer personalet fra Korshæren og prøver på at støtte. Korshæren løser en vigtig opgave for samfundets svage-ste og laver et stykke socialt arbejde, som både Socialministeriet og Holbæk Kom-mune værdsætter helt kontant. Fra næste år støtter kommunen, at der også holdes åbent om lørdagen.

Afhængig af de frivilligeSelv om Kirkens Korshær får støtte fra det offentlige, er den helt afhængig af ulønnet arbejdskraft. De 95 frivillige i Holbæk lægger samlet et antal arbejdsti-mer der svarer til 9 en halv stilling. De arbejder blandt andet i Korshærens gen-brugsbutik. Her bliver gamle skjorter til et måltid varmt mad, siger Kjeld, mens han viser mig rundt i børneafdelingen, hvor lillepigen kan udleve sin prinsesse-drøm i en shocking pink tylskjole til en tyver. Har hun en bror, er der seje mili-tærbukser til ham for en flad tier. På hyl-derne i et andet rum står mormors fine kaffestel ved siden af teaktræs møbler fra 60´erne. Genbrug er blevet trendy, og hvert år stiger omsætningen med ti pro-cent. Sidste år gav butikken et overskud på over en million kroner.

Korshæren har rødder i Folkekirken; men alle er velkomne uanset om de har en tro eller ej. Byens præster skiftes til at komme på varmestuen en gang om ugen, og der er jævnligt gudstjenester for bru-

gerne. Det er ikke helt almindelige guds-tjenester man holder i Korshæren. Bru-gerne småsnakker og kommenterer på prædikenen, og bliver det for kedeligt, går man bare udenfor. Der er plads til alle.

”Vi er et værested, ikke et gørested. Mange af vores brugere har et kaotisk liv og har ondt i psyken. De er vant til at blive mødt med handleplaner og krav. Vi vil godt vise dem, at vi følger dem sådan som de nu er”, siger Kjeld Lundorf.

Læs mere om Kirkens Korshær i Holbæk på Facebook. Korshæren i Holbæk samler i øjeblikket ind til juleaften for dem der ikke har andre steder at gå hen. Har du lyst til at give et bidrag, kan du støtte med et beløb på regnr. 0520 kontonummer 0001010286. Hvis du opgiver dit CPR nummer til Korshæren, indberetter den din gave til skattevæsenet.

Jul

JUL Alle børn i Nederlænderne ser med længsel frem til 6. december, når Sinterklaas (Skt. Nikolaus) forærer artige børn slik og gaver. At uartige børn skulle få smæk med et ris, eller måske et stykke kul i stedet for slik, er for længst gledet ud af traditionen.

Zwarte PietI disse år, diskuterer man ophidset i Ne-derlænderne, om en anden del af tradi-tionen, bør sløjfes eller ændres: Nemlig zwarte Piet. Her er den gode helgen nem-lig ledsaget af en mørklødet dreng, klædt som renaissancepage, som slæber på sæk-ken med godterne og dele ud af dem. En bevægelse er opstået med slogan: Zwarte Piet is racism og bevægelsens tilhængere kræver simpelthen, at børnenes elskede sorte Per ikke længere må være sort. Ud-over en voldsom diskussion, har de se-nere år åbenbart set alternative udgaver af Zwarte Piet, der har været sminket med blomster i ansigtet, eller flerfarvede ansigt(som fodboldfans hos os) eller hvad man nu kan finde på. Uheldigvis er det også kommet til slagsmål på gaden og forsøg på at afbryde den store festdag, cirka tre uger før Skt. Nikolaus helgen-fest, hvor han i fuldt bispeskrud og led-saget af Zwarte Piet gør sit indtog (gerne

med skib) i forskellige nederlandske byer. For selvfølgelig kan den gode helgen være flere steder på een og samme tid.

Hvad handler det egentlig om?Og her er vi måske ved at være fremme ved sagens kerne. Der er tale om en fest for børn, og om en katolsk helgen, der har formået noget kun ganske få af hans medbrødre og søstre kan. Nemlig at komme ud til alle – uanset om de er katolikker, protestanter, ateister eller børn af forældre, der ikke har taget stilling. Og både Sinterklaas og Zwarte Piet er elskede. Den kære Piet fremstilles som en charmerende gavtyv med sorte krøller, der kunne få ethvert moderhjerte til at svulme af stolthed. Der er ikke antydning af racisme hverken i hans fremtoning eller i den modtagelse han får.Ganske vist er figuren ikke særlig gammel; man mener Stk. Nikolaus først fik en ledsager her omkring 1830, så man kunne vel lave traditionen om igen, uden at det ville gøre ubodelig skade.

Traditioner kan ændres:Men skal man det? Skal vi luge ud i eventyr, helgenlegender, sagn og andre fortællinger, så de bliver politisk korrekte? Hvis vi redigerer i takt med

tidens meninger, ender vi ikke med at fortie de mindre heldige, eller direkte uheldige episoder i vores fælles historie? Ville det ikke gøre lige så meget gavn, at blive ved med at fremstille figurer, som Zwarte Piet, som sorte – og så forklarer børnene, at desværre har man ikke altid holdt af mennesker, der så anderledes ud og behandlet dem ordentligt?

Nijmegen 2014Her i Nijmegen i år, er Zwarte Piet så sandelig stadig sort. I butikkernes juleudstilling, på biblioteket, på plakater, julekort og på gaden hos udklædte voksne og børn ses kun den sorte krølltop. Men når man kigger godt efter, opdager man, at cirka en trediedel af de handlende har undladt at bruge ham i deres udstillinger. Måske ville de ikke blandes ind i diskussion, måske har de ikke taget stilling, eller måske er de modstandere, som den unge pige, tydeligvis indfødt i byen, der ekspederede i en forretning og til forundring, både for min mand, der var kunden, og andre kunder i butikken, svarede, da han efterlyste en Zwarte Piet ”Hvem er det? Jeg kender overhovedet ikke Zwarte Piet!

Hvem føler sig generet af Zwarte Piet?Måske er der statsborgere af anden etnisk baggrund i Nederlænderne, der føler sig generede af Julemandens hjælper? Jeg ved det desværre ikke. Den eneste udtalelse, jeg har kunnet finde var af fodboldspilleren Daan Bakboord, der

har udtalt, at diskussionen generer ham. Pludselig forventer hans kolleger, at han, som betegner sig selv som sort, skulle være imod Zwarte Piet, hvad han ikke er. Han og hans familie føler sig som genstand for en nyfigen interesse, de hellere ville være foruden. Fodboldspillerens femårige søn skal stolt have udtalt, ”Selvfølgelig ligner jeg Zwarte Piet, men jeg har pænere krøller.” Det siger en del om børns opfattelse af sagen. (http://www.ad.nl/)

En mulig løsningTiden vil vise, om man i Nederlænderne ændrer traditionen, eller om man gør som den flamsktalende del af Belgien, hvor der er faldet dom om, at Zwarte Piet ikke er et udtryk for racisme. En alternativ forklaring på Zwarte Piets ansigtsfarve er, at han jo er krøbet ned gennem skorstenen med gaverne. Aner I et kompromis? Det er sod han er sort af – det er ikke hans hudfarve!

Selv på biblioteket er han sortJuleskikke og politisk korrekthed.

Tekst: Elisabeth Jørgensen

Han er i øjenhøjde med dem der ligger nedBesøg på Kirkens Korshær i Holbæk.

Tekst: Lisbeth Rütz

Længselsfuld venten udenfor varmestuen. Foto: Kirkens Korshær

Generationer samles i Kirkens Korshær.

Kjeld Lundorf med de sokker en strikkegruppe laver til de hjemløse. Foto: Lisbeth Rütz.

9katolsk orientering

Et musisk åndehul på StrandvejenKONCERT Kan du ikke finde juleglæ-den? Så kom til et åndehul med fred og ro i Immaculatakirken på Strandvejen fjerde søndag i advent, den 21. december klokken 16. Her kan du høre Det danske Hildegardensemble synge enkel, flerstemmig, medi-tativ sang. Ensemblet sæt-ter ord på julebudskabet med tekster af Hildegard af Bingen og Birgitta af Vadstena, og man vil høre den gregorianske sangs skatte til juletiden. Publi-kum kan glæde sig til en eftermiddag, hvor Imma-culatakirkens dejlige aku-stik lader de middelalder-lige sangskatte komme til deres ret. Jette Thomsen leder ensemblet, der har optrådt i både ind- og udland med gregoriansk sang og musik af Hilde-gard af Bingen.

Kom til koncert i Immaculatakirken Strandvejen 91 den 21. 12 kl. 16. Der er gratis adgang og mulighed for at købe ensemblets CD-udgivelser.

LR

Jul

3. søndag i adventIndgangsversGlæd jer altid i Herren; jeg siger atter: Glæd jer!Herren er nær! Jf. Filipperbrevet 4,4.5SkriftlæsningRejs dig, bliv lys, for dit lys er kommetHerrens herlighed er brudt frem over dig.For se, mørket dækker jorden,mulmet dækker folkene;men over dig bryder Herren frem,hans herlighed viser sig over dig.Folkeslag skal komme til dit lysog konger til din stråleglans.Løft blikket, og se dig omkring:De samles alle og kommer til dig,dine sønner kommer fra det fjerne,dine døtre bæres ved hoften.Da stråler du af glæde, når du ser det,dit hjerte banker og svulmer,når havets skatte bringes til dig

og folkenes rigdom kommer til dig.Kameler i mængde flokkes hos dig,dromedarer fra Midjan og Efa,fra Saba kommer de alle sammen,de bærer guld og røgelse;de forkynder Herrens pris.Solen er ikke længeredit lys om dagen,det er ikke månen,der lyser for dig om natten;men Herren skal være dit evige lys,og din Gud er din herlighed.Din sol går ikke ned,og din måne tager ikke af,for Herren er dit evige lys,og dine sørgedage er forbi.Alle i dit folk er retfærdige,og evigt skal de eje landet– et skud, som Herren har plantet,hans hænders værk til hans ære. Esajas’ Bog 60,1-6.19-21Fra Bispedømmets bønnebog.

Vi fejrer 500-året for Teresa af Avilas fødsel med at give 45 kr. i rabat på

Grethe Livbjergs biografi om denne store spanske helgen, kirkelærer og mystiker.Andre oplagte gaveideer er Sr. Miriam Mortensens Niels Steensen-biografi ”Skønnest af alt” – nu kun kr. 50 – eller Kirsten Kjærulffs klassiker ”Den ildfyldte kraft” om middelalder mystikeren Hildegard af Bingen, som i 2012 blev helgenkåret og ophøjet til kirkelærer – nu nedsat fra 195 til 150 kr.

Se mere på www.katolskforlag.dk

+ årets gratis julegaveKatolsk Magasinsom nu er gået på nettet. Klik ind på

www.katolskmagasin.dkHer finder duNYHEDERANALYSERBAGGRUNDSSTOFKILDERBREVKASSEN: SPØRG OM TROENKIRKEN OM...: KORTE ARTIKLER OMCENTRALE TROSSPØRGSMÅL

HUSK AT TILMELDE DIG NYHEDSBREVET

kr. 150

Sr. Miriam Mortensen OSB: Skønnest af alt

340 s., illustreret,kr. 50

Kirsten Kjærulff: Den ildfyldte kraft253 s., illustreret

kr. 150

3 julegavetilbud fra Katolsk Forlag

BIBELMEDITATION Når vi taler om juleevangeliet, mener vi altid Lukas Evangeliet kapitel 2 – det med kejser Augustus og folketællingen, englenes sang om fred på jorden, hyrderne på marken og den gamle Simeon og den gamle Anna i templet. Vi ville aldrig finde på at læse Matthæus Evangeliets beretning om Jesu fødsel op juleaften og juledag. Og når vi fremstiller juleevangeliet billedligt, er det altid krybben med æslet og oksen og hyrderne på besøg, der vises. Selvom de vise mænd fra Matthæus også kommer på visit med deres gaver her. Det er nok fordi Lukas ånder af fred og ingen fare, bortset fra lidt vanskeligheder med indkvarteringen, mens Matthæus er en grum historie om terror mod civilbefolkningen og flugt fra en uberegnelig og voldelig diktator til en usikker tilværelse i et fremmed land, hvor man ikke kan vide noget om, hvordan befolkningen dér vil se på de nytilkomne. Det ville ligesom forstyrre den gode og mætte fornemmelse og spændingen ved, hvad der gemmer sig bag de flotte indpakninger under træet, at beskæftige sig for meget med angsten, volden og usikkerheden hos Matthæus. Ikke fordi historien hos Matthæus er overdrevet og urealistisk – den foregår lige for øjeblikket i stor målestok i Syrien, Irak og mange andre steder i verden, og flygtninge fra områderne når også frem til Danmark, hvor modtagelsen og behandlingen af dem debatteres livligt. Nogle vil vi godt have, andre ikke. Og den er ikke enestående for en bestemt periode, for den finder altid sted et eller andet sted i verden og har gjort det hele tiden - før og efter Matthæus.

Jeg lægger ikke op til, at vi skal vælge mellem den ene eller den anden fremstilling, for begge historier fortæller evangeliet – det glade budskab – bare på hver sin måde, nemlig at Gud bliver menneske for at være nær hos os i alt, hvad

der sker. Lukas Evangeliets overskrift for juleevangeliet er ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Han lægger i sin fremstilling vægt på, at Gud, når han bliver menneske ikke stiger ned i Rom hos kejser Augustus, men lader sig føde i periferien langt fra magtens centrum hos en familie, der står i kø for at blive talt ligesom alle de andre og derefter leve et ubemærket liv i en lille by i Galilæa. Den hellige familie er ikke en ekstraordinær familie, men en familie som alle andre.

Det tilsyneladende betydningsløse liv i periferien bliver i Guds perspektiv gjort centralt og betydningsfuldt. Besøget hos den gamle Simeon understreger samtidig, at det lys, der tændes ved Jesu fødsel ikke er for et bestemt udvalgt folk, men for alle mennesker.

Matthæus´ hovedbudskab er også, at Gud bliver som en af os. Barnet, der bliver født er ”Immanuel – Gud med os”. Men fokus er her ikke på det almindelige daglige liv, men på de ekstreme situationer, mennesker kan komme i, når deres menneskeværd bliver betydningsløst, fordi de står i vejen for magten. Gud identificerer sig med alle dem, der i tidens løb blev ofre for vilkårlig magtudøvelse. Evangeliet er ikke, at Jesu fødsel betyder pludseligt ophør af vold, undertrykkelse, sygdom og fattigdom, for menneskets frihed til at vælge mellem godt og ondt fortsætter med at være der. Men den understreger, at hvert eneste menneske er betydningsfuldt for Gud, og at han følges med i os i alt hvad der sker. Måske skulle vi i år, hvor så mange mennesker oplever historien fra Matthæus – ikke mindst kristne i Afrika og Mellemøsten – have mere fokus på Matthæus end på Lukas og lytte til pave Frans’ formaning om ikke at se væk og tie, men engagere os, der hvor vi kan hjælpe disse mennesker med at opleve, at Gud er med dem.

”Immanuel – Gud med os”Tekst: Niels Engelbrecht

Juletræ på væggen skal pyntes af menighedens unge børn den 14 december, når de kommer til en Julestue og sætter julekrybben op i Assisi-Huset.

Hygge i Assisihuset i Assens. Assensborgere lytter til foredrag om Thomas Laub.

10

VALFART I en årrække har der hvert år været en valfart til Rüdesheim og Eibingen til Hildegard von Bingens klostre. Hildegard levede 1098 - 1179 og blev 10. maj 2012 af pave Benedikt XVI officielt kåret som helgen i Verdenskirken og 7. oktober samme år ophøjet til kirkelærer.

Jeg tog første gang med på valfarten i 2012 (som protestant) uden at vide ret meget om Hildegard. Jeg havde læst lidt om hendes billeder, men ikke forstået ret meget af det, og jeg valgte turen af nysgerrighed, og fordi jeg aldrig havde rejst ret meget i Tyskland. Efterfølgende konverterede jeg i maj 2013, og siden har jeg deltaget i valfarten i 2013 og 2014 og vil også tage med igen i 2015.

Da jeg tog med første gang, havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde indladt mig på. Selve rejsen arrangeres af et rejsebureau, og vi har to rejseledere med: Kirsten Kjærulff, som vel er den, der ved mest om Hildegard i Danmark i dag, og sognepræst Erling Bjerrum-Petersen fra Abild i Sønderjylland.

Det er en bustur, som tager en dags tid for at nå frem til det kloster, hvor vi bor. Kloster Tiefenthal ligger ca. 20 km fra Eibingen og Rüdesheim. Det er et rart og fredeligt sted, som fungerer som konferencested og overnatningssted. Det drives af en orden, som hedder Jesu Fat-tige Tjenestepiger. Her bor vi fast og tager så ud for at opsøge de steder, som har tilknytning til Hildegard. I klostret er der mulighed for at deltage i søstrenes Laudes og fra tid til anden også messe om morgenen.

Om aftenen, når vi kommer hjem og har fået aftensmad, fortæller Kirsten under forskellige overskrifter om Hildegard, hendes liv og hendes betydning i samtiden og hendes betydning for vor tid.

Den danske søster i BingenHvor tog vi så hen? Først og fremmest be-søgte vi selvfølgelig det kloster, Abtei St. Hildegard, som fungerer i vore dage. Her fik vi fortalt om klosterliv, og om hvordan klostret fungerer i dag. Der er en dansk nonne, Sr. Veronica, som fortæller for de danske gæster, og hun fortæller også ger-ne og meget humoristisk om sin egen vej til klostret. Så skal vi selvfølgelig et smut ind i klosterbutikken, som har et righol-digt udbud af bøger, musik og kunstgen-stande samt en afdeling for den vin, som fremstilles på klostret og en afdeling for speltpræparater m.m. – Derefter går vi ind i klosterkirken, hvor det første, vi ser, er Kristus oppe i apsisbuen. Han sidder

med udbredte arme og byder os velkom-men – et syn, som man sent glemmer.

Når dagen så er ved at være til ende, samles vi hver aften med utallige andre gæster i klosterkirken til Vesper. Vespe-ren synges af nonnerne i klostret, og man føler sig virkelig hensat til de himmelske sfærer. Det er en fantastisk måde at af-slutte dagen på – at falde til ro i stilheden og bare lytte til nonnernes vidunderlige sang.

Vi besøgte ruinerne af klostret på Di-sibodenberg, hvor Hildegard som ganske ung kom i kloster. Det er et meget smukt område, og man fornemmer stærkt tilste-deværelsen af munkenes bønner, som de har bedt dem gennem århundrederne.

En har sagt sådan: ”Der går klang af munkenes bønner.” Det gælder både på Disibodenberg, og da vi senere besøgte det store cistercienserkloster Eberbach, som nu fungerer som museum. Når man kommer ind i klosterkirken – særlig hvis der ikke er andre til stede – så mærkes denne bønnens tilstedeværelse også der.Naturligvis besøgte vi sognekirken i Ei-bingen, som oprindelig var klosterkirke i det kloster, som Hildegard grundlagede i 1165. Nu har den status af valfartskirke, idet Hildegards helgenskrin befinder sig der. I 2012 var det en grænseoverskri-dende oplevelse for mig at være der og i ærbødighed og bøn knæle ved Hildegards skrin. Nu kommer jeg der med stor glæ-de og taknemmelighed. Der er lejlighed

til at bese skrinet tæt på og gå rundt og betragte kirkerummet, hvis altertavle er Treenigheden, et af Hildegards billeder.

Et i tilbedelsenVed sognekirken deltog vi i den store fej-ring af Hildegards dødsdag den 17. sep-tember. Det skete ved en festmesse ude på kirkepladsen for omkring 3000 menne-sker. Det, der slog mig første gang, jeg var der, var stilheden – at så mange menne-sker var så stille både under Ordets guds-tjeneste og i særdeleshed under Eukari-stien. Vi var ét i tilbedelsen. - Hildegards skrin bliver sat ud til den lejlighed. Senere bliver det sat ind i kirken igen, og så er det åbent. Der er nu mulighed for at defilere forbi det og at vise ærbødighed – også ved at knæle i bøn et øjeblik.

Om eftermiddagen var der en kort gudstjeneste, hvorefter skrinet blev båret rundt i byen ad en given rute, og alle kan følge med i optoget for så at vende tilbage til kirken. Overalt på ruten var der opsat højttalere, så alle kunne følge med i sang og læsning, som foregik ved kirken. Ved mange af husene var der også pyntet med blomster og små statuer af Hildegard.

Samme aften kom et af turens højde-punkter, da vi vendte tilbage til Abtei St. Hildegard, hvor der i dagens anledning blev sunget en udvidet og særlig festlig Vesper, og hvor vi fik lov at se nonnerne, som denne aften sidder i højkoret.

Da turen indeholder en søndag, fik vi

lejlighed til at opleve/deltage i den latin-ske højmesse i Kiedrich og høre Kiedri-cher Chorbuben, et drenge/mandskor, som synger i en gregoriansk tradition, som går tilbage til Hildegards tid.

MarienthalVi besøgte også en anden af områdets valfartskirker, Marienthal. I den kirke findes en lille Mariastatue, en Pietá, som stammer fra omkring1300. Den er et træskærerarbejde – ikke noget meget specielt; men Marias ansigt er så smukt. Det første mirakel er registreret i 1309, og når man ser de mange, mange tavler, der er sat op i kirken med ”Maria hat geholfen” – ”Maria har hjulpet” og så et årstal, så er det ganske overvældende. Maria hjælper også i vor tid. Jeg bemærkede på en af tavlerne årstallet 2010.

Rhinen var allerede på Hildegards tid Europas hovedfærdselsåre, hvor hun selv har sejlet, både når hun foretog sine lange prædikenrejser, og når hun to gange om ugen krydsede floden for at tilse sit klo-ster i Eibingen. Derfor må en valfart i Hildegards fodspor naturligvis også om-fatte en sejltur på Rhinen. Her fik vi et indtryk af den trafik, der er nu, men også den trafik, som må have været der i tidli-gere tider – og vi fik set de mange borge, som er bygget på begge sider af floden. Nogle af dem har været rene røverreder. Det fortalte Erling B.-P. om under turen. Vi måtte også op og kigge ned fra Lore-lei-klippen til flodens brusende vand. Så forstår man, hvorfor der i tidligere tider opstod sagn om skønne kvinder, som lok-kede de stakkels søfolk i ulykke på floden, jf. sangen om Lorelei.

Hvorfor tage på valfart? Det er at flytte sig – at drage ud – for at følge i sporene fra et menneske, som har været særlig tæt på Gud – for at ære dette menneske – og for derigennem selv at komme tættere på Gud. Det var det, der skete for mig, da jeg i 2012 tog af sted – uden at vide, hvad det kunne afstedkomme. Igennem alt, hvad jeg oplevede på turen, talte Gud meget tydeligt og kaldte på mig på en så-dan måde, at jeg var nødt til at svare: ”Ja, jeg kommer.” – Og jeg har ikke fortrudt, hverken at jeg tog med på valfart, eller at jeg konverterede.

Læs mere om valfarterne på: www.hildegardvonbingen.dk.

Hildegard af Bingen

Klosterkirken i Abtei Sankt Hildegard. Foto: Wikipedia.

Ruinerne af klosterkirken i Disibodenberg. Foto: Wikipedia.

Abtei Sankt Hildegard. Foto: Wikipedia.

Procesion med Hildegards relikvier på hendes dødsdag den 17. september. Foto: Kirchenzeitung der Katholiken im Bistum Speyer.

Der går klang af bønner…Hildegard af Bingens klostre ved Rhinen.

Tekst: Grethe Michelsen

11Refleksion

KIRKEHISTORIE Peter Schindler var kapellan i Svendborg. Men sognepræsten ville helst alting selv, så Schindler blev sendt til Rudkøbing med opgaven at gøre Langeland så katolsk som muligt. I sin bog: ”Tilbage til Rom” fortæller Schindler: ”Opgaven havde vanskeligheder, men havde også meget tiltrækkende sider. Man lod mig vide, at jeg ikke kunne regne med nogen støtte fra bispedømmet. Jeg måtte altså søge min støtte i udlandet! Ingen ramme, men totalt fri hænder!” Vi skriver 1923. I 1925 kunne han indvie Sankt Bendts kapel i Rudkøbing, en arkitektonisk perle, udsmykket af samtidens bedste danske katolske kunstnere Birgitte West, Aksel Theilmann og Christen Skikkild, forbilledligt honorerende den tids liturgiske krav. I dag Rudkøbings største seværdighed. Mellemstationer: lejet værelse, lejet hotelværelse til gudstjenester, indsamlinger overalt i udlandet. Penge nok til at erhverve to huse i det centrale Rudkøbing, det ene indrettet til præstebolig, det andet befriet for alt indmad til indretning af kapel. Lille spir på taget og muret klokketårn i haven. Indvielse.

Kirken i AssensUmiddelbart efter sker faktisk det samme i Assens. En nyopført sukkerfabrik vil sikket bringe en del polakker til byen. I 1925 kommer hollænderen Jan van Rijckevorsel til Assens, på samme betingelser som Peter Schindler kom til Rudkøbing, lejer sin ind i en lejlighed, hvor han samtidig fejrer messe. I 1927, to år efter sin ankomst kan han indvie sin nybyggede gedigne Vor Frelsers Kirke. Og hvordan var det i første halvdel i 60’erne omkring pastor van der Stok og St. Nikolaj i Hvidovre og pastor Paul d’Auchamp og Johanneskirken i Søborg??

Nu nærmer vi os jul og efterfølgende Helligtrekonger. Og lad os i den forbindelse vende tilbage til Rudkøbing. Anden gang Peter Schindler fejrede Helligtrekonger i Rudkøbing, altså i 1927, var der en ung journalist fra ”Langelands Folkeblad”, der som den eneste i kirkebænkene den hverdagsmorgen deltog i messen: Samme unge mand blev samme års pinsedag optaget i kirken af pastor Schindler. Han hed Niels Regnar Oppermann. Han blev én af Danmarks betydelige katolske præster, sognepræst i bl.a. Nykøbing F, Svendborg og Horsens.

Mens han var sognepræst i Svendborg, bad redaktøren af ”Langelands Folkeblad” ham skrive nogle erindringer fra de år, han havde været dette blads redaktionssekretær. Det gjorde han til jule-nummeret 1942, og af disse gengiver han i sin bog ”Oplevelser og Tanker på Vejen” (1992) et lille stemningsbillede fra ovennævnte Hellig-tre-Konger-morgen, som jeg her vil dele med jer. Altså denne gang ikke Maribo og Munk, Men Rudkøbing og Regnar!

”Den forudgående aften havde der været byrådsmøde i Rudkøbing, det

første i det nye år, og derfor med budget-behandling, – altid en lang omgang i et byråd, men endnu længere for journalisten, som bagefter skal fremstille for offentligheden, hvad de vise fædre har sagt og besluttet. Det var i de sene nattetimer, før jeg kom til ro.

Vintermorgen i RudkøbingJeg var tidligt oppe næste morgen, dog ikke så tidligt, som jeg gerne skulle have været. Jeg skyndte mig ud, og hvor husker jeg denne morgens sne. Så høj og blød lå den og lyste i vintermorgenens mørke. Det ér, som jeg endnu kan mærke min gang i den, – henad Østergade og over Torvet. Det er den fuldkomne stilhed, som julesne altid skaber. Jeg mødte vist kun den herre med træsko, som jeg altid mødte i de tidligere morgentimer i Østergade tæt ved Folkebladet.

Så nåede jeg hen til det lille kapel i Bro-gade, som var mit mål. Lyset indefra sås gennem Skikkilds vidunderlige ruder, perlen – synes jeg – blandt alverdens glas-mosaik. Så trådte jeg ind, og Gud ske lov! Jeg kom ikke, som jeg havde frygtet, for sent.

Nu kom så dét, der for mig blev det uudslettelige indtryk og den uforglem-melige oplevelse. (Jeg er helt klar over, at dette for alle andre end netop mig selv er aldeles ligegyldigt og betydningsløst. Og jeg fortæller det da også kun på udtryk-kelig opfordring):

Ved altret, hvor de seks svære vokskær-ter var tændt og brændte med store flam-mer, stod præsten i festdagens hvide dragt og forrettede den helligste handling, der kan fuldbyrdes på jorden. En dreng i hvid korskjorte betjente ham. Andre var der ikke i kapellet. Da var det, jeg fik, – som jeg tror aldrig før eller siden, – et indtryk af at være kommet ind i en anden verden, eller, rettere sagt, af at være kommet helt ud af det jordiske og dagligdags. Hvorfor det skete her på denne morgen i det lille kapel, véd jeg ikke. Jeg blev på den ba-gerste plads, men fyldtes i mit inderste af højtid og glæde på ”Herrens Åbenbarel-ses Fest”. Der var stilhed og højtid over vintermorgenens gader udenfor, – men herinde endnu mere!

På væggen over altret trådte Kristus frem som livets træ… Hvor var dette Guds hus skønt, og hvor var i denne stund verden for mig blevet af ??

Så kom, engang senere, dagen med far-vel til Langeland, hvor mit livs ’skæbne’ var blevet afgjort. Viden om gik mine veje. Seks år levede jeg i Rom i Sankt Pe-ters skygge og var hvert år med til at fejre Hellig tre Konger med østerlandsk pragt, med morgenlandenes egne sønner i Den evige Stad.

Men ingen Hellig trekongers fest i Rom fordunkler for mig mindet om hin mor-genstund i Sankt Bendts Kapel i Rudkø-bing”.

Hver gang jeg læser Oppermanns essay bliver jeg på ny bevæget... Hvad en byg-ning med en afglans af det ny Jerusalem kan befordre...

Fremtiden Om de fire her omtalte kirker findes på det ny ’katolske’ Danmarkskort? Vi får se. Ikke råd til?? Jamen, se så lige, hvad de troens og håbets mænd, der dengang var præster, kunne udrette, – nogen af dem uden en øre fra København..

Er det mangel på penge, – eller er det mangel på ’mandlige’ præster, mangel på tro, håb og kærlighed og, fra ledelsens side: (begrundet?) mangel på tillid til medarbejdernes ’totalt frie hænder’.. – og til det guddommelige Forsyn?

Jeg ved det ikke. Men ingen vil kunne påstå, at ovennævnte ikke er tankevækkende. Vi, der er her nu, står på skuldrene af bl. a. Schindler, Rijckevorsel, Oppermann, van der Stok og d’Auchamp. Hvem kommer til at stå på skuldrene af os? Umiddelbart virker det som om, at vi er bedre som glidebaner...

Et juleeventyr?Sammenlægninger, kirkelukninger, og centralstyret økonomi. Efterårets temaer. Jeg vil fortælle en anden historie fra dengang intet var topstyret, fra dengang, da økonomien ikke styrede kirken og regulerede dens gå-på-mod. Og hvor menighedsråd og pastoralråd var så inderligt ligegyldige.

Tekst: Stephen Holm. Foto: Lisbeth Rütz

Erich Fich foran kalkmaleriet på korvæggen.Kristus ses som vintræet omgivet af vinranker på dybblå baggrund. Ved vintræets fod står kunstnerens signatur. ”Sis Birgittae Vita, quia te pinxit ita”. Måtte du være livet for Birgitta, der således har malet dig.

Axel Theilmanns relief den gode hyrde i Rudkøbing.

Glasmosaikken den fortabte søn i Vor Frelsers Kirke i Assens.

Vor Frelsers Kirke i Assens.Kapellet i Rudkøbing set indefra.

12 Læserne skriver

Udvikling ikke afvikling!I Katolsk Orientering nr. 16 kunne man læse om de påtænkte besparelser i bispedømmet. Jeg hæftede mig blandt andet ved denne udtalelse fra Økonomisk Råd: ”Vi kan ikke længere sidde ’med hænderne i skødet’, når det gælder den økonomiske udvikling i bispedømmet.” Det er således glædeligt at konstatere, at man i denne kreds er ved at nå til en erkendelse af situationens alvor – nærmere bestemt det forhold, at man nu kan begynde at skimte bunden af pengekassen. Man må måske samtidig have lov at læse udsagnet som en indrømmelse af, at Rådet faktisk i alt for lang tid har siddet med hænderne i skødet og år efter år godkendt det ene dundrende underskud efter det andet - og håbe, at denne formodede selverkendelse kunne motivere et og andet medlem til at vige sædet for yngre og mere kvalificerede kræfter, nu hvor store omvæltninger står for døren. For vist skal der spares og foretages strukturelle ændringer i bispedømmet med henblik på at skabe fornyet optimisme og håb om, at Den katolske Kirke fortsat vil være nævneværdigt til stede i Danmark om - lad os sige - 10 år. Men det kræver grundlæggende, at de reformer, der nu skal besluttes, peger fremad og ikke blot kommer til at forme sig som tilfældige nedskæringer, hvor man her og nu fornemmer, at det vil give anledning til færrest konflikter. Kort sagt, fokus skal være på udvikling og ikke på afvikling. Derfor kan der være god mening i som foreslået at lade de 47 sogne afløse af 27 pastorale enheder for at imødegå udviklingen med små hensygnende sogne, hvor man år for år magter mindre og mindre. I stik modsat retning peger derimod besparelsesforslag 5 om at fratage Skt. Andreas Bibliotek driftstilskuddet fra 2015. Man opnår ikke vækst ved at fratage danske katolikker og andre interesserede adgang til viden om Den katolske Kirke og ved at lukke det vindue ud mod omverdenen, som et bibliotek også er. Helge Clausen udtrykker det så udmærket i artiklen i KO nr. 16 nederst side 6, hvor han minder os om, at et klosterbibliotek i gamle dage blev kaldt for et armarium (våbenkammer). Det er her, vi har mulighed for at forsyne os med ”ammunition” for at kunne forstå, forklare og forsvare den katolske tro. Derfor vil en afbrydelse af livlinen til biblioteket nok på kort sigt betyde en besparelse, men i det lange løb vise sig at være en fatal beslutning – ikke mindst i den aktuelle situation, hvor uvidenheden og fordommene om Kirken – både inden for og uden for vore egne rækker – er en af de største og mest skræmmende udfordringer, vi står over for. Torben Riis,4750 Lundby

Luk Sankt Andreas Bibliotek?Det forlyder, at man af hensyn til bispedømmets betrængte økonomi vil lade Sankt Andreas Bibliotek (SAB) lide kvælningsdøden ved simpelthen at fjerne driftstilskuddet. Og hvad skulle der være galt med det? Så mange lånere kommer jo heller ikke forbi, og er et bibliotek overhovedet en kirkelig ”kerneydelse”? Her må to forhold tages i betragtning.

For det første er SAB bispedømmets eneste officielle kulturinstitution. Det er ganske vist rigtigt, at det ikke er kunst og kultur, bøger og viden, men troen og det kirkelige fælleskab om vores biskop og hans fællesskab med Kirken i Rom, som gør os til katolikker. Alligevel må man sige, at der også er en række andre uundværlige ”ingredienser” i den katolske identitet. Kan Kirken trives uden det gudviede liv (klostre, ordener, bevægelser)? Kan Kirken blomstre uden liturgiens rigdom og kirkerummenes skønhed? Og er Kirken i egentlig forstand katolsk, hvis den frivilligt giver afkald på at pleje sin kulturarv bare en lille smule?

For det andet er SAB ikke bare en samling bøger. SAB er i realiteten en fusion af flere institutioner og funktioner, som tidligere var adskilt, men nu indgår i et harmonisk og effektivt hele. Det er selvfølgelig i første omgang biblioteket selv, som er en intellektuel ressource for hele bispedømmet og for alle nysgerrige og interesserede. Her er bred og dyb viden om rigtig mange sider af troen og Kirken. Men biblioteket er ikke kun et videnskabeligt tempel. Det viderefører også arven fra det hedengangne Niels Steensens Bibliotek, der fungerede som åben dør og ”katolsk folkebibliotek” for helt almindelige mennesker. Dernæst er SAB jo både fysisk og organisatorisk lagt sammen med Katolsk Historisk Arkiv, som er vort bispedømmes ”hukommelse”. Denne hukommelse har ikke kun intern betydning. Historikere, litterater, slægtsforskere og andet godtfolk bruger det også. Og så er der verdens mest fuldstændige samling af litteratur om den salige Niels Steensens videnskabelige og kirkelige virke. Han er ”vores helgen”, men også en stor personlighed i danmarkshistorien og videnskabshistorien. Samlingen ligger fysisk i SAB, men den gøres også tilgængelig digitalt – endda på engelsk, så hele verden kan være med. Det fører naturligt til den sidste vigtige funktion, biblioteket varetager: SAB opbevarer ikke kun information, SAB formidler information og svarer på ganske mange og meget forskellige spørgsmål fra mennesker i ind- og udland.

Så hvad er SAB, og hvad går tabt, hvis man lukker det? SAB er bispedømmets eneste kulturinstitution, et stykke katolsk kulturarv og en integreret del af bispedømmets informationstjeneste både internt og eksternt. At lukke SAB giver kun mening, hvis vores vision om Kirkens fremtid er en lille, indadvendt og kulturelt uinteresseret indvandrerkirke. Hvis vi vil andet og mere, er SAB en ressource, vi ikke kan undvære.

Meget mere kunne tilføjes, og jeg har selvfølgelig også en mening om, hvor pengene så skal komme fra, men det må være en anden god gang.Sebastian Olden-Jørgensen, 3200 Helsinge

Bevar Sankt Andreas BibliotekDet var virkelig deprimerende at læse referatet fra det sidste pastoralrådsmøde. Men endnu mere deprimerende var det egentlig, at der tilsyneladende ikke var nogen større debat om de mange besparelsesforslag, der blev fremlagt på mødet. Det var som om deltagerne bare tog dem til efterretning. Jamen, var de ikke klar over, at det er selve kirkens eksistens i vort land, der står på spil?

På pastoralrådsmødet nikkede man ja til at lukke Skt. Andreas Bibliotek, der har et årligt budget på små 700.000. Det vedrører ikke kun selve biblioteket med dets 40.000 bind, men også bispedømmets historiske arkiv og Niels Steensen-samlingen. Hvad der skal ske med bøgerne, arkivet og samlingen, står hen i det uvisse, så det er på ingen måde sikkert, at den besparelse opnås, der regnes med. Men er det ikke et forkert sted at spare? Det er jo bispedømmets teologiske bibliotek, der står til rådighed for vore præster, så de kan få suppleret og opdateret deres teologiske viden. Samtidig er biblioteket en velfungerende katolsk kulturinstitution, der formidler viden om den katolske kirke og dens tro og skikke i nutid og fortid til katolikker såvel som til ikke-katolikker. Biblioteket ejer desuden mange gamle, kostbare bøger, der ikke findes andre steder i landet - noget jeg som historiker har været glad for.

Efter denne lukning spørger man unægtelig sig selv: hvad bliver det næste, der må bortspares, for det er jo svært at forestille sig, at bispedømmets økonomi skulle blive meget bedre i fremtiden. Skal Katolsk Orientering ophøre at udkomme, skal Pastoralcentret nedlægges, hvor mange flere sogne skal sammenlægges? Har vi ikke også for mange præster? Og hvad med biskoppen selv? Han er, må man vist sige, en temmelig dyr herre. Hvor mange penge han har kostet bispedømmet siden 1995, er vel ikke lige til at beregne, men i 2013 beløb hans husførelse sig til 919.731 kr. Man må derfor undre sig over, at der ikke på pastoralrådsmødet var et massiv pres for at få ham til at følge pave Frans’ eksempel og fraflytte sin 13.5 mill. dyre villa i Hellerup. Her synes der jo virkelig at være penge at spare. Kort sagt: hvad er vigtigst? Skt. Andreas Bibliotek eller biskoppens villa. Jeg er ikke i tvivl om svaret. Kaare Rübner Jørgensen, 2000 Frederiksberg

Det skrevne ord er den mest tålmodige missionær!Denne udtalelse fra 1887 af grev Ludvig Holstein-Ledreborg var om det katolske ugeblad, men kan uden videre generaliseres til anden katolsk litteratur. Sankt Andreas Bibliotek (SAB) har på en måde gjort denne sætning til sit motto. De, der har med biblioteket at gøre, tror fuldt og fast på, at dets bestand af bøger og andet materiale spiller en betydningsfuld og uundværlig rolle i evangeliseringen.

At drift af katolske biblioteker er en evangeliserende aktivitet blev slået fast af Den Pavelige Kulturarvskom-mission i 1994.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de 17-18 personer, der er involveret i SAB, er meget bekymrede over dets fremtid, efter at det er blevet besluttet, at Bi-spedømmets tilskud til biblioteket bliver nulstillet fra 1. januar 2015. Vi forstår godt, at der skal spares, men er dybt uenige i prioriteringen af disse besparelser. Der har hele efteråret været stor aktivitet med henblik på at skaffe en tilstrækkelig stor ekstern finansiering. Det ville dog virke mere overbevisende på potentielle sponsorer, hvis Bispedømmet selv støttede SAB med blot en del af de samlede udgifter. Af de nævnte 17-18 personer er én lønnet (på 4/5 tid), mens de øvrige er ulønnede frivillige.

På Pastoralrådsmødet den 15.-16. november blev SAB diskuteret som muligt emne blandt i alt ni besparelses-forslag. Under denne debat blev der fra forskelligt hold

fremsat nogle udtalelser, som fortjener at blive kommen-teret og korrigeret.

SAB har i august indleveret et treårigt budget for 2015-17, hvor de samlede udgifter holder sig lige under 465.000 kr./år. Alligevel anføres 800.000 kr./år i det budgetforslag for 2015, som PR fik forelagt. Forskellen på ikke mindre end 335.000 kr. forklares med bl.a. husleje. Men SAB betaler sådan set ikke husleje, da Bispedømmet både er lejer og udlejer af lokalerne. Så den reelle udgift for Bispedømmet er ”kun” de 465.000 kr./år (hvilket ikke er meget mere end en lidt bedre stillet families indtægter efter skat). Huslejen ville først komme i spil, hvis SAB blev sat på porten og en mere velstillet katolsk lejer flyttede ind. Gad vide, om der findes sådan én? Hvorfor man så i det officielle budgetforslag anfører det uaktuelle tal 800.000, må stå hen. Men sikkert er det, at nogle mennesker lader sig påvirke af det og tænker: ”Uha, hvor dyrt! Det har vi ikke råd til! Luk det!”

På PR-mødet blev det også nævnt, at SAB evt. kunne videreføres ved hjælp af frivillige. I august havde bibliotekets bestyrelse på opfordring af Økonomisk

Råd udarbejdet en analyse af, hvad konsekvenserne ville være, hvis SAB skulle føres videre alene med frivillige. Analysen påviste, at det ikke ville være muligt.

PR-mødets mest fantastiske argument imod SAB skal også lige nævnes: ”Kirken er ikke et bibliotek, og Jesus har ikke grundlagt et bibliotek men en kirke”. For så vidt rigtigt, men at SAB derfor burde lukkes, ville svare til, at man også lukkede alle katolske skoler, hospitaler og kirkebygninger, for dem har han jo heller ikke grundlagt. Han underviste og helbredte ganske vist, og gik i synagoger, men han har aldrig sagt, at disse institutioner skulle bygges. Jesus kørte heller ikke på cykel, altså ud med cyklerne!

Der var dog adskillige, der støttede bibliotekets fortsatte eksistens, men da PR som bekendt kun er rådgivende, fik det ingen praktisk virkning.

Da man i 1813 ved den danske statsbankerot ville lukke Kunstakademiet, skal kronprins Christian Frederik have sagt: ”Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, så kan vi gerne høre op at være en stat”.

Man lukkede så ikke Kunstakademiet alligevel ...Den amerikanske forfatterinde Anne Herbert sagde i

1980: ”Biblioteker vil bedre kunne hjælpe dig gennem tider med ingen penge, end penge vil kunne hjælpe dig gennem tider med ingen biblioteker.”

Med disse to citater vil jeg slutte med at ønske og bede om, at Sankt Andreas Bibliotek, som blev grundlagt i 1648, ikke bliver nedlagt som følge af økonomiske dispositioner.Helge Clausen, formand for Sankt Andreas Biblioteks bestyrelse

13Læserne skriver

Opklarende spørgsmål fra pastoralrådsmødetDa undertegnedes tilstedeværelse på pastoralrådsmødet var af privat karakter, kunne jeg grundet manglende taleret ikke få svar på de spørgsmål, som de delegerede ikke selv tog op. Nu tager jeg chancen i Katolsk Orientering:

Myretuen.Lejrstedet er solgt pr. 1. januar 2015. Køberen skulle

være økonomen for bispedømmet Oslo. Spørgsmål: Såfremt at salget/købet af Myretuen er

sket i privat regi, har det da direkte indflydelse på de bookinger, som allerede er indgået for 2015?

Ønsker den nye ejer at bevare udlejning og stedets katolske identitet?

Hoffmanns Minde. Det blev kundgjort, at Hoffmanns Minde køber Gl.

Kongevej 15 og at bispekontoret fremdeles lejer sig ind i samme bygning.

Foruden det faktum, at Hoffmanns Minde er en stiftelse, som har ejet en bygning på Frederikssundsvej, som har huset et plejehjem af samme navn, som har været drevet af Københavns Kommune i katolsk regi – hvad er da Hoffmanns Minde egentlig?

Spørgsmål: Hvem sidder i bestyrelsen og hvad er stiftelsens vedtægter og egentlige arbejdsopgave?

Jesu Hjerte Kirke.En økonomisk oversigt for vedligeholdelsesbehovet af

Ansgarstiftelsens bygninger blev fremlagt.

Pr. 1. august 2015 overdrages Stenosgadekomplekset til Ansgarstiftelsen, men et estimat over vedligeholdelses- og renoveringsudgifter fremgik ikke af oversigten skønt bygningernes snarlige ejerskifte.

Spørgsmål: Hvor mange millioner regner man med at skulle anskaffe til det ganske givet omfattende vedligeholdelsesarbejde af både kirke og præstegård, som venter forude?

Strukturarbejdet.Planen for de nye pastorale enheder er på vej ud i

høring til samtlige menigheder i bispedømmet. Spørgsmål: Bliver udkastet offentliggjort på hjemme-

siden eller er planen kun stilet til menighedsrådene? Og er det op til hver enkelt menighedsråd om de vil offent-liggøre planen for menighedens menige medlemmer?

Kan menigmand indsende høringssvar?Bispekontoret.I sensommeren 2014 blev der ansat nye ansigter på

bispekontoret. Spørgsmål: Har bispedømmet taget pastoralrådets bemærkninger om jobopslag for ledige stillinger ad notam?Rasmus Kaare Frederiksen, 2720 Vanløse

Svar fra administrationschef Thomas Larsen:Vedr. Myretuen: Der ændres naturligvis ikke ved allerede indgåede reservationsaftaler for 2015.

Det er bispekontorets indtryk, at køber ønsker at bevare udlejning og stedets katolske identitet, men spørgsmålet må stilles til den nye ejer

Vedr. Hoffmanns Minde:Hoffmanns Minde er en fond, som har til formål at yde støtte til karitativ virksomhed, katolsk kirkebyggeri og katolske præster. Bestyrelsen består af biskop Czeslaw Kozon, Niels Engelbrecht, Stig Sørensen, Henning Fink-Jensen, Henrik Guldager og Thomas Larsen. Salget af Gl. Kongevej 15 til Hoffmanns Minde er ikke endeligt besluttet.

Vedr. Jesu Hjerte Kirke: Den uddelte oversigt angiver – som det fremgår – vedligeholdelsesbehovet pr. 1-7-2014. Stenosgadekomplekset overdrages til Ansgarstiftelsen pr. 1-8- 2015 og indgår derfor ikke i oversigten. Med hensyn til anvendelsen af og økonomien i stenosgadekomplekset henvises til artikel andet sted i KO.

Vedr. planen for de nye pastorale enheder: Forslag til ny strukturplan vil først blive sendt til høring i de involverede menigheder og umiddelbart derefter offentliggjort. Det er naturligvis altid muligt at give sin mening til kende ved at sende det skriftligt til bispekontoret.

Vedr. ansættelser på bispekontoret: Har bispedømmet taget pastoralrådets bemærkninger om jobopslag for ledige stillinger ad notam Pastoralrådets bemærkninger om jobopslag er taget ad notam, idet bispekontoret forbeholder sig ret til også fremover fra sag til sag, at vurdere den mest hensigtsmæssige rekrutteringsmodel, det være sig ved intern rekruttering, direkte headhunting, rekruttering gennem bureau eller offentlige jobopslag.

Velgørende klar tale fra pave emeritus BenediktNår pave Benedikt XVI som emeritus en sjælden gang imellem siger noget offentligt, er det naturligvis enormt vigtigt! Hvor var det velgørende at høre den klare tale om mission og dialog, hvor man kan slutte at ”det ene skal gøres og det andet ikke undlades” – dialog skal ikke undlades, men den kan ikke erstatte missionen.

Man bør altid, som det afgørende have med, når man diskuterer disse to begreber, og måske hælder til at dialog må være et mål i sig selv, at der stadig er mennesker der

faktisk konverterer fra én religion til en anden, og som måske betaler en meget høj pris for det.

Hvis vi påstår at alle er på vej det samme sted hen, uanset hvilken religion vi end har, glemmer vi let netop den pris som det koster for de mange der går over fra fx islam til kristendommen. Deres omvendelse er ikke ligegyldig, hverken for os eller for dem, ej heller deres familie og deres lokalsamfund – og allermindst for Jesus! Når de på deres egen krop mærker at det ikke er ligegyldigt hvad de tror på, om det er Allah i islamisk forstand, eller om det er Allah (ordet for Gud i den arabiske bibel) i kristen forstand, så er det en påmindelse

om at dialogens plads er underordnet i forhold til at ”gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til Jesu disciple”.

 Der hvor dialogen bliver et mål i sig selv for kirken, vil den implicit fortælle den tidligere muslim der nu er blevet kristen, at vedkommendes kamp, afsavn og lidelser under de straffe som frafaldne muslimer ofte udsættes for, egentlig var unødvendige. Det er de ikke! Jeg har mødt nok af tidligere muslimer, der har lange fængselsophold og tortur bag sig, til at jeg nok skal vare mig for at lade dialogen være nok.Henrik Ertner Rasmussen, 4733 Tappernøje

Værn om biblioteket Sankt Andreas Bibliotek skal lukke på grund af bispedømmets dårlige økonomi. Denne besked har jeg de seneste dage modtaget i flere mails.

Hvis der er noget små samfund, som vores danske katolske kirke, skal værne om, så er det om deres historie. Hele spørgsmålet om, hvordan vi nåede hertil, hvor vi aktuelt befinder os har vi brug for viden om. Det danner vores identitet som katolikker at være en del af denne historie. Mange i Danmark er blevet katolikker på grund af den måde, vi har formidlet vor kirkes historie både før og efter Reformationen. Uvidenheden om denne historie har aldrig været større i befolkningen som sådan.

Personligt har jeg haft og har uvurderlig hjælp af biblioteket og bibliotekar Kate Toft Madsen og det panel af fagpersoner, biblioteket stiller til rådighed, først i forbindelse med mit teologiske speciale, der handlede om danske katolikkers information og reaktion på Andet Vatikankoncils indførelse af modersmål i liturgien, og mit arbejde med en disputats om netop dette betydningsfulde koncil. For fremtidige forskere vil Sankt Andreas Bibliotek være af uvurderlig betydning. Man kunne så spørge, om ikke samlingen lige så godt kunne videreføres i andet regi – f.eks. foræres til et andet bibliotek. Dertil må man svare, at for det første mister Den danske katolske Kirke al indflydelse på, hvad man bør have på hylderne, og for det andet er hverken Universitetsbiblioteket, der nu tvinges ind i mindre og dårligere lokaliteter på Amager, eller Det kongelige Bibliotek i stand til at rådgive endsige indkøbe, når det gælder et så forsømt område som det katolske. Hans Christensen, Læge, cand. theol. 2720 Vanløse

Sæt ikke udenlandske præster i gabestokNår jeg lørdag morgen 28. november trisser ud i kulden til postkassen og henter Katolsk Orientering nr. 16, så ved jeg af erfaring, at der både er gode og mindre gode nyheder, der er noget der skal tages stilling til , noget der tages stilling til, noget der bliver skimmet, og der er noget der bliver sorteret fra. Sådan er det vel for de fleste, der modtager tidsskrifter.

Men så falder jeg over et læserbrev skrevet af Ole Dam, der gør mig rigtig ked af det og får en oplevelse af, at her er der en frustration, der får frit løb.

Der bliver ikke nævnt navne eller noget officielt sogn; men Østerbro er vel ikke til at tage fejl af.

Jeg finder det upassende at sætte vores udenlandske præster i gabestok i et blad, der ikke kun bliver læst i husstande, der huser de næsten 40.000 katolikker i Danmark, men også af andre uden for Den katolske Kirke i Danmark. . Hvis man er frustreret over hvad der bliver sagt eller ikke bliver sagt i sit sogn, så må man gå til sin sognepræst, menighedsrådet eller til bispekontoret.

Jeg har i hele mit katolske liv (55 år) haft udenlandske præster, hollandske præster der ikke kunne forstå hinandens dialekt, polske præster der gjorde stor lykke hos de gamle i menigheden, og senere kom der en tysk præst som ungdomspræst.

Stenosgade var fyldt med tyske præster, som vores forældre frekventerede ved skriftemål, det var også der de lidt finere i menigheden kom, og der man gik ind, når man ville konvertere, og det var ikke ualmindeligt, at sognets konvertitter mindedes præsterne i Stenosgade.

Hvis man en sjælden gang i min barndom skulle støde på en dansk præst, så var det en eller anden Rom- Assisi præst fra ens mors ungdom, der i øvrigt stammede fra

huguenotterne. Ellers var danske præster noget der hørte til i Bredgade, og så fine steder kom de børnerige familier fra provinssognene ikke.

Præster hvad enten de kommer fra Ballerup eller Basel er nu engang præster, så kan de have forskellige holdninger eller meninger; men at skyde dem i skoene, det er fordi de er udlændinge er for lavt, det er da heller ikke mange år siden, vi havde en dansk præst der ”kørte” sin helt egen liturgi, ikke fordi han var dansk, men fordi han havde en holdning.Så hvorfor ikke glæde os over vores præster, der viser deres forskelligheder og mangfoldigheder præcist som alle andre faggrupper i dette land. Charlotte Patricia Simonsen, Sankt Ansgars Sogn, 2620 Albertslund

Læserbreve Indsendte indlæg skal forsynes med navn, adresse og telefonnummer.· Kun navn og postnr. offentliggøres i bladet.· Max. grænse for læserbreve: 400 ord. (vi forbeholder os ret til at forkorte læserbreve over denne længde).·Max. grænse for kommentarer 800 ord. KO bringer en kommentar pr. nummer.·Læserbreve kan indsendes som e-mail til redaktion@katolskorientering.dk

Eller som brev til: Katolsk Orientering, redaktionen, Gl Kongevej 15, 1610 København V.Katolsk Orientering bringer ikke læserbreve eller kommen-tarer som har været trykt i andre medier.

14 katolsk orienteringLiturgisk Kalender 13

Liturgisk KalenderLiturgisk kalender 1.-31. januar 20151. hvid. Torsdag Juledags oktav. FESTEN FOR MARI A, GUDSMODER (h).Gl. Cr. Jomfru Marias pf.1.L.: 4 Mos 6,22-27;1 Sl 67,2-3.5.6+8.+ Gud være os nådig og velsigne os.2.L.: Gal 4,4-7. Ev.: Luk 2,16-21.Kollekt for det Danske Bibelselskab.

2. hvid. Fredag i juletiden.Basilius den Store (†379) og Gregor af Nazianz (†390), biskopper og kirkelærere (m)Jul.pf.1 Sl 98,1.2-3b.3c-4.+ Hele den vide jord har set vor Guds frelse.L.: 1 Joh 2,22-28. Ev.: Joh 1,19-28.

3. hvid. Lørdag i juletiden. (I Ps).Eller hvid. Jesu hellige navn.Jul.pf.1Sl 98,1.3c-4.5-6.+ Hele den vide jord har set vor Guds frelse.L.: 1 Joh 2,29–3,6. Ev.: Joh 1,29-34.Bededag for præste- og ordenskald.

4. hvid. Søndag. HERRENS ÅBENBARELSE (h).! Gl. Cr. H.åb.pf.1.L.: Es 60,1-6;1Sl 72,1-2.7-8.10-11.12-13.+ Alle jordens folk skal tilbede dig, Herre.2.L.: Ef 3,2-3a. 5-6. Ev.: Matt 2,1-12.

5. hvid. Mandag efter Herrens åbenbarelse. (II Ps).Jul. eller H.åb.pf.1 Sl 2,7-8.10-11.+ Jeg giver dig folkene som ejendomeller + Halleluja!L.: 1 Joh 3,22–4,6. Ev.: Matt 4,12-17.23-25.

6. hvid. Tirsdag efter Herrens åbenbarelse. (II Ps).Jul. eller H.åb.pf.1Sl 72,1-2.3-4b.7-8.+ Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.L.: 1 Joh 4,7-10. Ev.: Mark 6,34-44.

7. rød. Onsdag efter Herrens åbenbarelse.Knud Hertug, martyr (†1131) (m)Jul. eller H.åb.pf.1Sl 72,1-2.10-11.12-13.+ Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.L.: 1 Joh 4,11-18. Ev.: Mark 6,45-52.

8. hvid. Torsdag efter Herrens åbenbarelse. (II Ps).Eller hvid. Raymund af Penyafort, præst († 1275)Jul. eller H.åb.pf.1 Sl 72,1-2.14+15bc.17.+ Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.L.: 1 Joh 4,19–5,4. Ev.: Luk 4,14-22a.

9. hvid. Fredag efter Herrens åbenbarelse. (II Ps).Jul. eller H.åb.pf.1 Sl 147,12-13.14-15.19-20.+ Jerusalem, lovsyng Herren.L.: 1 Joh 5,5-13. Ev.: Luk 5,12-16.

10. hvid. Lørdag efter Herrens åbenbarelse. (II Ps).Jul. eller H.åb.pf.1 Sl 149,1-2.3-4.5+6a+9b.+ Herren glæder sig over sit folk.L.: 1 Joh 5,14-21. Ev.: Joh 3,22-30.

11. hvid. Søndag. HERRENS DÅB (f).! Gl. Særl.pf.1.L. : Es 55,1-11;1 Sl 12,2.3+4bcd.5-6.+ I skal øse vand med glæde af frelsens kilde.2.L.: 1 Joh 5,1-9. Ev.: Mark 1,7-11.Juletiden afsluttes efter komplet.

DET ALMINDELIGE KIRKEÅR

12. grøn. Mandag i 1. alm. uge. (I Ps)1 Sl 97,1+2b.6+7c.9.+ Alle I engle, tilbed Herren!L.: Hebr 1,1-6 Ev.: Mark 1,14-20

13. grøn. Tirsdag i 1. alm. uge. (I Ps).Eller hvid. Hilarius, biskop og kirkelærer (†367)1 Sl 8,2a+5.6-7a.7b-9.+ Du satte din søn over dine hænders værk.L.: Hebr 2,5-12. Ev.: Mark 1,21-28.

14. grøn. Onsdag i 1. alm. uge. (I Ps).1 Sl 105,1-2.3-4.6-7.8-9.+ Evigt husker Herren på sin pagt, eller + Halleluja!L.: Hebr 2,14-18. Ev.: Mark 1,29-39.

15. grøn. Torsdag i 1. alm. uge. (I Ps).1 Sl 95,6-7c.7d-9.10-11.+ Om I dog i dag ville lytte til Herren: »Gør ikkejeres hjerter hårde«L.: Hebr 3,7-14. Ev.: Mark 1,40-45.

16. grøn. Fredag i 1. alm. uge. (I Ps).1 Sl 78,3+4bc.6c-7.8.+ Lad os ikke glemme Guds gerningerL.: Hebr 4,1-5.11. Ev.: Mark 2,1-12.

17. hvid. Lørdag i 1. alm. uge.Antonius, abbed (†356) (m)1 Sl 19,8.9.10.15.+ Dit ord, Herre, er ånd og liv.L.: Hebr 4,12-16. Ev.: Mark 2,13-17.

18. grøn. 2. ALM. SØNDAG. (II Ps).! Gl. Cr. Alm.S.pf.1.L.: 1 Sam 3,3b-10.19;1 Sl 40,2+4ab.7-8a.8b-9.10.+ Se, jeg kommer for at gøre din vilje, min Gud.2.L.: 1 Kor 6,13c-15a.17-20. Ev.: Joh 1,35-42.Den økumeniske bedeuge begynder

19. rød. Mandag i 2. alm. uge.Henrik, biskop og martyr (†1158) (m)1 Sl 110,1.2.3.4.+ Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.L.: Hebr 5,1-10. Ev.: Mark 2,18-22.

20. grøn. Tirsdag i 2. alm. uge. (II Ps).Eller rød. Fabian, pave og martyr (†250)Eller rød. Sebastian, martyr (†288)1 Sl 111,1-2.4-5.9+10c.+ Herren husker på sin pagt for evigt, eller + Hal-leluja!L.: Hebr 6,10- 20. Ev.: Mark 2,23-28.

21. rød. Onsdag i 2. alm. uge.Agnes, jomfru og martyr (†ca.250) (m)1 Sl 110,1.2.3.4.+ Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.L.: Hebr 7,1-3.15-17. Ev.: Mark 3,1-6.

22. grøn. Torsdag i 2. alm. uge. (II Ps).Eller rød. Vincent, diakon og martyr (†304)1 Sl 40,7-8a.8b-9.10.17.+ Se, jeg er kommet, Herre, for at gøre din vilje.L.: Hebr 7,25–8,6. Ev.: Mark 3,7-12.

23. grøn. Fredag i 2. alm. uge. (II Ps).1 Sl 85,8+10.11-12.13-14.+ Troskab og sandhed mødes.L.: Hebr 8,6-13. Ev.: Mark 3,13-19.

24. hvid. Lørdag i 2. alm. uge.Frans af Sales, biskop og kirkelærer (†1622) (m)1 Sl 47,2-3.6-7.8-9.+ Gud drager op under jubelråb, Herren til hornets klang.L.: Hebr 9,2-3.11-14. Ev.: Mark 3,20-21.1.vesper til Sankt Ansgar.

25. hvid. ANSGAR, bispedømmet Københavns første værnehelgen, (h) (3.alm.søndag)! Gl.Cr.Sankt Ansgars pf.1.L.: Es 52,7-10;1: Sl 96,1-2a-2b-3.7-8a.10.+ Fortæl om Herrens undere blandt alle folkeslag!eller + Halleluja!2.L: 1 Kor 1,18-25. Ev.: Mark 1,14-20.Kirketælling

26. hvid. Mandag i 3. alm. uge.Timoteus og Titus, biskopper (m)1 Sl 98,1.2-3b.3c-4.5-6.+ Syng en ny sang for Herren, for han har udført undere.L.: 2. Tim 1, 1-8. eller Tit 1,1-5. Ev.: Mark 3,22-30.

27. grøn. Tirsdag i 3. alm. uge. (III Ps).Eller: hvid. Angela Merici, jomfru1 Sl 40,2+4ab.7-8a.10.11.+ Se, jeg er kommet, Herre, for at gøre din vilje.L.: Hebr 10,1-10. Ev.: Mark 3,31-35.

28. hvid. Onsdag i 3. alm. uge.Thomas af Aquino, præst og kirkelærer (†1274) (m)1 Sl 110,1.2.3.4.+ Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.L.: Hebr 10,11-18. Ev.: Mark 4,1-20.

29. grøn. Torsdag i 3. alm. uge. (III Ps).1 Sl 24,1-2.3+4b.5-6.+ Sådan er den slægt, som søger dit ansigt, Herre.L.: Hebr 10,19-25. Ev.: Mark 4,21-25.

30. grøn. Fredag i 3. alm. uge. (III Ps).1 Sl 37,3-4.5-6.23-24.39-40.+ Retfærdiges frelse kommer fra Herren.L.: Hebr 10,32-39. Ev.: Mark 4,26-34.

31. hvid. Lørdag i 3. alm. uge.Johannes Bosco, præst (†1888) (m)1 Luk 1,69-70.71-72.73-75.+ Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt sit folk.L.: Hebr 11,1-2.8-19. Ev.: Mark 4,35-41.

Liturgisk KalenderDet sker i BispedømmetDecemberFredag 12. kl. 18.00-19.30: ”Åben dør”. Personlig forbøn og samtale, v/ pastor Lars Messerschmidt m.fl., Sted: Jesu Hjerte Kirkes Menighedslokaler, Stenosgade, Kbh. Info: www.forsoningsoghelbredelsesmesse.dk

Mandag 15. kl. 19.00-20.00: Meditationsaften, derefter kaffe og te. Sted: Strandvejen 91, Kbh. Ø

JanuarFredag den 9. kl. 18.00-19.30: ”Åben Dør”. Personlig for-bøn og samtale. V/ pastor Lars Messerschmidt m.fl. Jesu Hjerte Kirkes menighedslokaler, Stenosgade 4 A, Køben-havn V. Info: www.forsoningsoghelbredelsesmesse.dk

Lørdag 10. kl. 14.30-17.00: Voksenkatekese, tema: ”For-soningens sakramente” v/ biskop Czeslaw. Sted: Sankt Ansgars Kirkes menighedslokaler, Bredgade 69, Kbh. Kr. 40,00 til materialer, kaffe og te. Slutter med messe kl. 17.00.

Første og sidste onsdag i måneden kl.17.30–19.30: Hjælp til misbrugere og pårørende ved den katolske or-ganisation Cenacolo. Rådgivningen finder sted i Bredgade 69 A, Kbh. K. Tlf.: 51 53 41 60

Skt. Thomas Fællesskabet inviterer til eukaristi, lovprisn-ing og katekese. Sted: Oratoriet, Vor Frue Kirke, Ryes-gade 26, Aarhus C. Info: p. Herbert, SJ 87 30 70 42 eller 24 27 86 89, eller Jan Zieleskiewicz 50 29 13 57, e-mail: johny.zet@gmail.comDen 17/12 kl. 19.00-21.00

Sankt Thomas Fællesskabet inviterer til tilbedelse, sted: Vor Frue Kirke, Ryesgade 26, 8000 Aarhus C. Intentionen er åndelig forberedelse til messen, der afholdes om ons-dagen med forbøn for de syge. Se ovenfor. Den 2/1.2015, kl. 19.00-24.00

Der er MobilKirke 1. og 3. torsdag mellem kl. 20.00 og 22.00. Der er mulighed for samtale, forbøn, velsignelse, samt kaffe og kage. Mobilkirken står på Gammel Torv i København. Alle er velkomne.

Konvertitkursus, Storkøbenhavn 2014/15. Tænker du på at konvertere til Den katolske Kirke? Bispedømmet har i mange år tilbudt et gratis kursus i katolsk tro og praksis.

Undervisningen varer fra september til maj og finder sted hver torsdag kl. 19.30 i Sankt Ansgars Kirkes menighed-slokale, Bredgade 69 A. Kbh. Ingen tilmelding - mød blot op! Yderligere oplysninger: www.katolsk.dk

15katolsk orientering

IPSICCInternational Psychotherapeutic

School in Christian Culture

Fokus på seksuelle, emotionelle, fysiske og åndelige overgrebsproblematikker

IPSICC - den certificerede psykoterapeutiske uddannelse -baseret på et kristent menneskesyn starter nyt hold i Kolding d. 1.-8. august 2015.

Uddannelsen foregår på engelsk, den tages over 4 år og er opdelt i 11 moduler. Den er tilrettelagt, så man samtidig kan passe et fuldtidsarbejde.Se nærmere på www.ipsicc.org for yderligere information og tilmelding.

Eventuelle spørgsmål til: International leder for IPSICC: Vibeke Møller, læge og psykoterapeut MPF: vibeke@IPSICC.org Telefon:+45 29891431

Annoncer

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende)Redaktør: Lisbeth RützLayout: Carsten Meyer-JensenAnnoncer og abonnement: Lisbeth Rønne roenne@katolskorientering.dk

Medarbejdere i dette nr.: sr. Rut Maria Schmidt O.S.B., Teresa Starzynski, Kirsten Krog, Elisabeth Jørgensen, Stephen Holm, Grethe Michelsen, Darlow Kiruparajan, Lars Messerschmidt, Niels Engelbrecht.

Redaktion og annoncer:Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15,1610 København V, tlf.: 3355 6040 kl. 9-13 mandag-torsdag, Fax 3355 6041. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk, Giro 205-7042

Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratisUdgiver Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, DK 1610 København VTryk Greentech Rotaprint - Distribueret oplag 10.727 ISSN 0902-297X

TELEFONLINIESOS FORBØN

Ønsker du forbøn, et lyttende øre,et ord fra Jesus og en velsignelse

så ring: 75 18 18 08

Torsdag, fredag og lørdag kl. 20.00-23.00 hele året

Martin Ryom - en katolsk bedemand

T 39 29 60 08

Lykkesholms Allé 9A | 1902 Frederiksberg C

Martin Ryom - en katolsk bedemand

T 39 29 60 08

Lykkesholms Allé 9A | 1902 Frederiksberg C

www.vincentgrupperne.dk

Støtter nødlidende

Udgivelsesplan for 2015 finder du på

www.katolskorientering.dk

Mariette JørgensenSteen Jørgensen

38 71 75 01 Ring og aftal et møde enten i Deres hjem eller hos os.Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

Organiseret bedemand,tilknyttet

garantiordning,v/ Steen Jørgensenwww.v-lm.dk

Vanløse BegravelsesforretningJyllingevej 8 · 2720 Vanløse

Deres lokale bedemand siden 1940...

Ord på Vejen Katolsk tidsskrift med prædikener til hver søndagÅrsabonnement kr. 190,- kan bestilles på tlf. 28 18 47 25 og e-mail: kontakt@katolik.dk

Sankt Andreas Bibliotek og Antikvariat

Tirsdag og torsdag 10-12 og 13-16.45Onsdag og fredag 10-12 og 13-16 Mandag lukket.

bibliotek@katolsk.dk Tlf: 33 55 60 90

Katolsk OrienteringIndlæg til Katolsk Orientering nr. 1-2015, som udkommer fredag den 16. januarskal være redaktionen i hænde senest

mandag den 15. december

Indlæg til Katolsk Orientering nr. 2, som udkommer fredag den 6. februarskal være redaktionen i hænde senest

mandag den 19. januarwww.catholica.dk -

et katolsk tidsskrift på internettet

Bønnens Apostolat

Januar- At de som tilhører forskellige religiøse traditioner – og alle mennesker af god vilje – må samarbejde om at fremme freden.

- At dette år, som er tilegnet det gudviede liv, må få de gudviede mænd og kvinder til at genfinde glæden ved at følge Kristus og ivrigt engagere sig i at tjene de fattige.

tilbyder reparation af alle slags ure:Standure, vægure, lommeure eller armbåndsure

på vores eget værksted

Ved større ure henter og bringer vi.Skift af batteri og rem, mens De venter

Lange-Müllers Gade 15. kld. 2100 København Ø Tlf. 22 83 01 08

www.urmagervaerkstedet.dk

En katolsk håndværker

Tømrer-murermester Keld Erik Johnsen udfører hånd-værksarbejde overalt på Lolland Falster, Sydsjælland og Københavnsområdet.

Vi har mere end 30 års erfaring inden for håndværksfa-get med blandt andet renoveringsopgaver på katolske kirker, menighedsbygninger og skoler samt nybygnings- og renoveringsopgaver for privatkunder.

Vi er medlem af Dansk Byggeri og Nyk. F. Murerlaug.

Kontakt os for et uforpligtende møde.

Tømrer-murermester Keld Erik JohnsenAnkervej 12, 4800 Nykøbing F. Tlf.: 54 43 99 08

post@keldjohnsen.dkwww.keldjohnsen.dk

Tømrer- og Murermester Keld Erik

Tlf. 54 43 99 08

Katolsk Orientering ønsker alle en glædelig jul

og et godt nytår...

16 katolsk orientering

Til Post Danmarks stregkodeAdresselabel, flytning

42512 A

fsender: Katolsk O

rientering

familie med en levende tro er et stærkt og smukt vidnesbyrd for verden, frem-hævede mange af synodedeltagerne. Og trods de mange udfordringer bør man også se vor tids positive bidrag til familie-livets udvikling, hvilket synoden fremhæ-vede, fx den øgede lighed mellem mand og kvinde i ægteskabet og betydningen af fædres nærvær i familien.

Et spørgsmål, der inden synoden fik stor opmærksomhed, var fraskilte og gengifte katolikkers adgang til sakramenterne. Hvordan blev spørgsmålet behandlet på synoden?

Mange forventede naturligt nok, at kar-dinal Walter Kaspers forslag ville afføde stor debat på synoden. Men det var fak-tisk ikke tilfældet og enkelte påpegede, at hans forslag skulle undersøges nøje. For det gælder jo ikke om at ændre Kirkens lære om ægteskabet men at finde nye veje at møde de pastorale behov, som opstår på grund af samfundsforholdene i dag. Sådan lød kommentarerne til Kaspers forslag, både fra den traditionelle og den mere progressive fløj. Selv om der natur-ligvis var forskellige holdninger til forsla-get, kan man ikke sige, at det resulterede i forskellige fløje i synodehallen. I slutdo-kumentet foreslås det, at man undersøger mulighederne for at finde en løsning à la den, der praktiseres i de ortodokse kirker. Men Kaspers forslag stod som sådan ret isoleret på synoden. Meget større gen-klang vakte derimod idéen om at forenkle processen ved annullering af et ægteskab. Dette synspunkt havde mange deltagere og Den nordiske Bispekonference har også fremført det hver gang under dens ad limina-besøg i Rom […] Paven nedsat-te før synoden en kommission, som skal kigge netop på dette spørgsmål.

Medierne har nævnt, at begrebet ’gra-dualitet’ blev nævnt under synoden. Kan du sige mere om det?

Begrebet blev nævnt i flere indlæg men kom ikke med i slutdokumentet, da man ikke anså det for tilstrækkeligt belyst. Idéen er hentet fra Lumen Gentium, 2. Vatikankoncils dokument om Kirken, med dens begreb subsistit; tanken er, at Kirkens fulde mysterium findes i Den katolske Kirke, men også i mindre grad i andre trossamfund – man kan altså i mere eller mindre grad være en del af Den katolske Kirkes fulde trosliv. Nogle af deltagerne lancerede tanken om at noget lignende også kunne gælde på familieområdet, så et borgerligt ægteskab til en vis grad kunne sammenlignes med et sakramentalt ægteskab, uden dog at være et ægteskab i den fuldgyldige betydning. Og noget tilsvarende kunne måske også gælde forskellige samlivsformer […] Efter lange drøftelser nåede man frem til, at man ikke helt vil afskrive begrebet, men at man endnu ikke er parat til at anvende det i en kirkelig sammenhæng. Også inden for det åndlige liv kan man tale om gradualitet, en gradvis udvikling hen imod et mål, som man ikke kan opnå allerede fra begyndelsen.

Et spørgsmål, som interesserer mange, er emnet homoseksualitet og hvordan det blevet behandlet på synoden. Skete der no-get nyt her?

Da deltagerne stemte om slutdokumen-tet på ny, var der enkelte punkter, der ikke fik det nødvendige 2/3 flertal for at blive antaget, herunder afsnittet om homo-seksualitet. Man kunne kun blive enige om ordlyden i Den katolske Kirkes kate-kismus, at homoseksuelle personer skal mødes med respekt og ikke må diskrimi-

neres. Det var tydligt, at det er et meget følsomt emne for de afrikanske biskop-per. De fik synoden til at tage afstand fra internationale organisationers forsøg på at sammenkæde spørgsmålet med fx visse rige landes krav til modtagerlandene om at acceptere homoseksuelle ægteskaber for fortsat at kunne modtage bistand og udviklingshjælp. De nordamerikanske bi-skopper lancerede et forslag til hvordan børn, der vokser op i homoseksuelle for-hold, kan få en kristen opdragelse, men emnet var for ladet til at de afrikanske bi-skopper kunne tilslutte sig det. Man mær-kede tydeligt her kontinenters forskellige indfaldsvinkler til emnet.Blev Pauls VI’s encyklika Humanae vitae drøftet på synoden?

Selv om jeg havde troet det, talte man ikke meget om Humanae vitae og fa-milieplanlægning. Det var stort set kun ægteparrene, der berørte emnet. Spørgs-mål om prævention fyldte kun lidt under synoden og blev slet ikke drøftet i salen. Mit indtryk var, at de fleste anså encykli-kaens udsagn som prisværdige idealer, de fleste mennesker ikke har kraft eller mu-lighed for at efterleve i praksis. Men det blev fremhævet, at naturlig familieplan-lægning bør være en del af ægteskabsfor-beredelsen.Når spørgsmålet om prævention kun spil-lede en lille rolle i sammenhængen, hvilke spørgsmål var da vigtige?

Der var mange forskellige spørgsmål, fx om hvordan man undgår vold i fami-lierne, hvordan trafficking bekæmpes og spørgsmålet om polygami. Det gjaldt også spørgsmålet om enlige forældre, som fyldte en del, fordi kvinder i visse dele af verden er alene om at forsørge børnene, og bedsteforældrene spiller da ofte en

større rolle for barnets opvækst, hvilket pave Frans har fremhævet.

Apropos paven, hvilken rolle havde han under synoden?

Paven befandt sig i salen stort set hele tiden og det betød meget for mødet. Han var med i generalforsamlingerne og lyt-tede intens til indlæggene. Han tog først ordet ved synodens afslutning, hvor han takkede alle de delegerede. En formiddag deltog han ikke på grund af en audiens, og det mærkede man. Hans nærvær var savnet, og vi følte os lidt som børn uden en far.Hvordan skrider den videre synodale pro-ces frem?

Dokumentet, vi stemte om ved syno-dens afslutning, danner grundlag for de videre drøftelser i bispekonferencerne og bispedømmerne. Inden synoden i Rom i oktober næste år vil man have udarbej-det et nyt arbejdsdokument baseret på de svar, som bispekonferencerne er kommet med.

En synode er en kollegial proces, der sker i fællesskab med Peter og under hans ledelse (som man siger: cum Petro et sub Petro). Paven opfordrede os til at tale åbent og det gjorde vi. Siden må emnerne og problemstillingerne udredes under Åndens vejledning og i Kirkens fælles-skab sammen med paven. Hvor den syno-dale proces vil føre os hen, er endnu åben. Det er ikke nok bare at opremse hvad vi allerede har sagt; vi må kigge på de udfor-dringer, Kirken står overfor i dag uden at undergrave Kirkens lære, der ligger fast.Pater Ulf Jonsson SJ er professor i reli-gionsfilosofi og chefredaktør for Signum. Interviewet har været bragt i Signum nr. 7, 2014.

Eftertanker

Katolsk O

rientering · nr. 1712. decem

ber 2014 · 40. årgang

INTERVIEW Den ekstraordinære bi-spesynode om familie- og ægteskabs-spørgsmål i Rom den 5.-19. oktober nød stor international mediedækning. Den nordiske Bispekonference var repræsen-teret ved biskop Anders Arborelius, som her fortæller om sine indtryk fra synoden.

Kan du fortælle lidt om stemningen på synoden? Medierne skrev at den var påfal-dende åben.Jeg har ikke tidligere deltaget på en sy-node, så det var en ny oplevelse for mig. Der herskede en ret åben og hjertelig atmosfære, hvor man lyttede til hinan-den på en meget respektfuld måde. Pave Frans havde jo opfordret os til åbent at give vores mening til kende, og det at ind-

læggene ikke blev offentliggjort var med til at debatten mere fri. Man mærkede, at deltagerne alle var bevidste om vigtighe-den af både veritas og misericordia – at få sandheden i Kirkens lære og Guds barm-hjertighed til at mødes.

Der var naturligvis forskellige holdnin-ger og forslag til hvordan dette kunne ske. Selv om diskussionerne til tider var lidt højtrystede, er det forkert at sige, at to fløje kæmpede om magten. Deltagerne så alvoren i spørgsmålene, men ingen mente, at de sad inde med en mirakelløsning. Og man ønskede at undgå en polarisering af debatten mellem de mere konservative og de mere liberale, men sammen finde frem til fælles løsninger.

Men selv om indlæggene ikke blev offent-liggjort kom alligevel en hel del til offent-lighedens kendskab?Ja, og ikke alle var glade for det. Men man besluttede ikke blot at offentliggøre slutdokumentet, som de delegerede stem-te om, men også midtvejsrapporten samt drøftelserne fra de ti arbejdsgrupper. Navnlig offentliggørelsen af rapporten om den første uges drøftelser vakte en hel del irritation og gav desuden anledning til mange spekulationer i medierne.

Kan du fortælle lidt om synodens delta-gere?Den største gruppe var katolske biskop-per fra hele verden. Desuden deltog kar-dinalpræfekterne fra Vatikanets dikaste-rier; personer, der var personligt inviteret af paven samt en gruppe af økumeniske delegerede […].

Hver delegerede havde fire minutter til sit indlæg, så man måtte fatte sig i kort-hed. Og det gjaldt også for kardinalerne. Da næsten 200 personer skulle tale var

der selvfølgelig en del gentagelser. Et sær-ligt indtryk på mig gjorde indlæggene fra de 13 ægtepar, som deltog på synoden. Man fornemmede, at de var velforberedte og vidste, hvad de talte om.

Da synoden havde deltagere fra hele verden, er det vigtigt at huske på, at spørgsmål, vi anser som vigtige her i Europa, ikke nødvendigvis ses som lige så vigtige af andre. Det er jo let at stirre sig blind på sine egne spørgsmål. Det be-rigende ved denne slags møder er, at må anlægge et globalt perspektiv på spørgs-målene […].

Nu til spørgsmålene, som blev drøftet på synoden. Er der et emne du især vil frem-hæve?

Man bør ikke glemme, at temaet for den synodale proces er de pastorale ud-fordringer for familien i relation til for-kyndelsen. Hvordan gives troen videre til næste generation; hvordan bliver familien huskirke, Kirkens mindste celle? En vel-fungerende Fortsættes nedenunder ▶

Synoden: En kollegial procesBiskop Anders Arborelius’ førstehåndsberetning fra familiesynoden i Rom.

Tekst: Pater Ulf Jonsson SJ