Kongens klæder

Karsten Skjold Petersen

Hærens uniformer og udrustning

i D anmark-Norge

Kongensklæder

Kongens klæder

Uniformer og udrustning i den danske hær indtil 1816 og den norske hær indtil 1814

© 2014 Karsten Skjold Petersen og Historika / Gads Forlag A/S

ISBN 978-87-93229-00-6

1. udgave, 1. oplag

Projektledelse: Henrik Sebro

Omslag og grafisk design: Lene Nørgaard, Propel

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk: GPS Internationale, Slovenia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Bogen er udgivet i samarbejde med Tøjhusmuseet, Nationalmuseet – Krig og Besættelse.

01-Indledning_Kongens_klæder.indd 2 04/11/14 13.38

Kongens klæderUniformer og udrustning

i den danske hærindtil 1816

og den norske hærindtil 1814

Karsten Skjold Petersen


”… jeg anskaffede mig en helt ny uniform for egne penge og desuden pyntede mig så meget, at jeg

gjaldt for en af regimentets bedst udstyrede sergenter. Denne zirlighed faldt lige så vel i stabsoffice-

rernes som i min piges smag.”

Theodor Ulrich Nübling, sergent ved Sjællandske Infanteriregiment 1787.

Otte år i Danmark 1783-1791 (2005), s. 89.

Hvor intet andet er nævnt, er alle fotos af Tøjhusmuseets våben taget af Jens Ammitzbøl Lauridsen.


5I N D H O L D S F O R T e G N e L S e

Forord 8

Uniformer – hvordan og hvorfor 9 Uniformernes udvikling 9 Materialer 11 Fremstilling 14 Slidterminer og brug 15 Formål – eller hvorfor uniformer 19 Uniformering som udtryk for magtstatens

udvikling 20 Udenlandsk indflydelse og civil mode 21 Afgrænsning og metode 22

Kilder og forskning 23 Bevarede originale genstande 23 Billedkilder 26 Skriftlige kilder 29 Forskning 30

Hærens ledelse 31 Generaler 31 Generalstaben 48 Guidekompagniet 54 Feltjægerkorpset 1790-1808 og

Guidekorpset 1808-1816 54 Jægere/guider 54 Underofficerer 56 Officerer 56 Valdhornister/trompetere 56 Generalkvartermesteren 57 Generalauditøren 57 Generaladjudanter 60 Generalkrigskommissæren samt sø- og

landkrigskommissærer 65

Ingeniørkorpset 73 Fortifikationsetaterne 1684-1763 73 Ingeniørkorpset 1763-1816 76 Vejkorpset 1785-1816 84 Sappørkorpset 1808-1816 og andre pionertropper 86

Artilleriet 89 Artillerikorpset 90 Menige (underkonstabler) 90 Underofficerer 102 Officerer 106 Musikere og spillemænd 114 Andre personelgrupper 116 Ridende artilleri 1790-1816 120 Raketkorpset 1811-1816 124 Bornholms Milits’ artillerikompagni 124 Pionerbataillonen 1772-1774 126 Kronborgske artillerigarnisonskompagnier

1793-1799 126 Ostindiske tropper 126 Vestindiske Tropper 128 Artilleriet i Norge 128 Menige 129 Underofficerer 134 Officerer 134 Musikere og spillemænd 134 Andre personelgrupper 134

Kavaleriet 135 Livgarden til Hest 136 Gardere 136

Indholdsfortegnelse


6 KO N G E N S K L Æ D E R

Underofficerer 152 Officerer 154 Musikere 159 Rytterregimenter 162 Ryttere indtil 1735 163 Ryttere 1735-1763 171 Ryttere 1764-1784 179 Ryttere 1785-1816 183 Underofficerer 188 Officerer 191 Trompetere og paukere 204 Dragonregimenter 208 Dragoner indtil 1765 208 Dragoner 1765-1772/85 215 Dragoner 1785-1816 218 Dragongrenaderer 224 Underofficerer 228 Officerer 229 Musikere og spillemænd 236 Understaben 237 Provincialdragoner 1762 237 Husarer 237 Husarkompagniet 1737-1746 237 Husarer 238 Underofficerer 239 Officerer 239 Trompetere 239 Andre personelgrupper 239 Favins husarer 1762 239 Husarregimentet 1762-1767 240 Husarer 240 Underofficerer 242 Officerer 243 Trompetere 245 Husarregimentet 1774-1816 245 Husarer 245 Underofficerer 253 Officerer 254 Trompetere 261 Bosniakeskadronen 1791-1808 og Ulaneskadronen 1808-1816 261 Bosniakker 261 Trompetere 267 Underofficerer 267 Officerer 267 Bornholms Milits’ dragoner 268 Vestindiske Tropper 271 Kavaleriet i Norge 271 Rytterregimenter 272 Dragonregimenter 272 Dragoner 272

Dragongrenaderer 285 Underofficerer 285 Officerer 286 Musikere og spillemænd 291 Husarer 1796-1806 293 Akershusiske ridende Jægerkorps 1811-1814 293

Infanteriet 294 Drabantgarden 1563-1763 296 Grenaderkorpset 1701-1763 304 Menige grenaderer 304 Underofficerer 310 Officerer 310 Musikere og spillemænd 312 Livgarden til Fods 315 Gardere 316 Grenaderer 336 Skarpskytter 338 Underofficerer 338 Officerer 341 Musikere og spillemænd 350 Infanteriregimenter 352 Musketerer 1614-1711 355 Musketerer 1712-1757 362 Musketerer 1756-1764 371 Musketerer 1764-1769 376 Musketerer 1769-1802 379 Musketerer 1803-1816 386 Pikenerer 391 Grenaderer 393 Tømmermænd 406 Skarpskytter 409 Regimentsjægere 409 Underofficerer 410 Officerer indtil 1755 415 Officerer 1756-1768 423 Officerer 1769-1802 429 Officerer 1803-1816 435 Musikere og spillemænd 437 Andre personelgrupper 445 Landmilitsen 1701-1764 og nationalbataillonerne

1769-1774 450 Jægerkorps 457 Menige jægere (= underjægere) 457 Jægergrenaderer 466 Skarpskytter 466 Underofficerer (= overjægere og jægere) 467 Officerer 467 Valdhornister 471 Lette Infanteribatailloner 1790-1808 og

skarpskyttekorps 1808-1816 471


7I n d h o l d s f o r t e g n e l s e

Bornholms Milits’ infanteri 475 frikompagnier 477 garnisonsregimentet 1740-1763 og

garnisonskompagnierne 1764-1816 477 favins frikorps 1762 480 favins Jægerkorps 1762 481 Provincialskytter 1762 483 landeværnet 1801-1808 483 Kystmilitsen 487 langelands Infanteribataillon 1808-1816 489 Vestindiske tropper 489 ostindiske tropper 491 Infanteriet i norge 493 Infanteriregimenter 493 Musketerer 494 Pikenerer 508 grenaderer 508 tømmermænd 512 skarpskytter 512 regimentsjægere 512 Underofficerer 513 officerer 513 Musikere og spillemænd 522 landeværnet 523 skiløbere 523 Menige skiløbere 524 Underofficerer 535 officerer 535 spillemænd 537 Kongsvingerske lette Infanterikompagni 1786-1788 537 norske Jægerkorps 1788-1814 538 røråsiske Bjergkorps 1788-1814 542 norske lette Infanteribataillon 1801-1810

(Ullensakerske) 545 lærdalske lette Infanterikompagni 1801-1810 545 Akershusiske skarpskytteregiment 1810-1814 546 Valderske og Bergenhusiske

skarpskyttebatailloner 1810-1814 550 frikompagnier 551 garnisonskompagnier 1742-1814 551 fribatailloner 1813-1814 555

Uddannelsesinstitutioner 556 landkadetakademiet/-kompagniet/-korpset 556 Kadetter 556 Underofficerer 570 officerer 572 Artillerikadetinstituttet 576 holstenske militære Institut 1798-1811 og

danske militære Institut 1799-1812 577 norske landkadetkorps 1804-1814 578

Andre persongrupper inden for hæren 584 officerer uden fast ansættelse (på vartpenge

og á la suite) 584 Pensionerede officerer 586 officersoppassere 587 Volontører 587 fæstningsofficerer 589

Bilag 592 1. ordliste 592 2. Kendingsfarver og uniformsfarver 601 A. Infanteriet 602 B. Kavaleriet 612 C. Øvrige 617 d. den norske hær 620 3. oversættelsesliste (dansk til engelsk, tysk,

fransk og svensk) 628 4. typologiske oversigter 637 frisurer 637 hatte 638 halsbind 638 Kjoler 638 Ærmeopslag 639 Camisoller og veste 639 skjorter 640 Benklæder 640 støvletter 640 sko 641 gehæng 641 gehængspænder 641 Patrontasker 641 Musketerer 642 5. Kongeligt approberede uniformstegninger 645 6. Munderingsskift 653 Infanteriet 654 Kavaleriet 657 Øvrige 659 Infanteriet i norge 659 Kavaleriet i norge 661 Artilleriet i norge 661 7. Konger og krige 662 8. Quick guide til infanteriets uniformering 663

Noter 667

Kilder 711

Litteratur 715


2 9 4 KO N G E N S K L Æ D E R

Christian 4. etablerede en række nationale kompagnier

fodfolk i 1614. Disse blev i 1615 samlet i et par regimenter

og munderet med en vis ensartethed. Komplette uniformer,

hvor kongen/staten fastsatte alle uniformens enkeltdele,

skete først i sidste fjerdedel af 1600-tallet.

At tale om ét bestemt år, hvor man begyndte at unifor-

mere, er for så vidt absurd. Graden af uniformering var så-

ledes en stadigt fremadskridende proces. Faktisk gik det

endda tilbage med uniformiteten flere gange. Man kan ar-

gumentere for, at uniformeringen påbegyndtes med Chri-

stian 4.s nationale regimenter i 1615, men man kan med lige

så stor ret hævde, at det skete i 1676 eller 1685. Hvor store

dele af soldatens mundering skal være fastsat fra statens

side, førend man kan kalde den en uniform? Er det tilstræk-

keligt, hvis de blot har samme hat? Man kan også spørge,

hvor stor en del af Hæren eller en våbenart, der skal have

ens uniform, før det er tilfældet. Skal uniformen i givet fald

blot være i samme snit, eller skal farverne også være ens?

Inden udviklingen ved de enkelte afdelinger gennem-

gås, skal der her gives en beskrivelse af hovedtrækkene i

bevæbningens og uniformeringens udvikling.

Uniformen omfattede allerede tidligt i 1600-tallet en

over- og en underkjole. Overkjolen var nærmest en kappe

og den optrådte med betegnelser som piekjole, kaputrock

og brandenburger. Fra 1683 indførtes en ny type overkjole,

kasakken. Den var knælang og enkeltradet med omkring

et dusin knapper fortil. Den kunne være både med og uden

krave. Undertiden var kasakken i samme farver som un-

derkjolen, undertiden i omvendte. Så vidt vides havde ka-

sakken opslidsede ærmer, de såkaldte biærmer, hvorigen-

nem man kunne stikke armene.

Den kofte, soldaterne bar under overkjolen, blev med

kasakkens komme den egentlige uniformskjole. Denne

frakke/kjole optrådte i sidste halvdel af 1600-tallet med be-

tegnelser som livkjole, rock eller justeaucorps.

Kjolen fik i sidste halvdel af 1600-tallet stadigt større

ærmeopslag, og samtidig blev ærmerne kortere. I 1708 blev

livkjolen og kasakken erstattet af surtout og camisol. Her-

med var soldaterne uden en egentlig kappe. Når de stod på

vagt, kunne de dog iføre sig en stor skilderkjole. Denne til-

hørte dog ikke soldaten, men vagten.

De enkelte regimenter havde i 1600-tallet forskellige

farver kjoler, oftest lysegrå eller røde, og disse havde igen

forskellige kendingsfarver på ærmeopslagene og foret.

Kendingsfarven kunne suppleres med forskellige knapfar-

ver, gule eller hvide, alt eftersom knapperne bestod af mes-

sing eller tin.

Soldaterne bar knæbukser af gulligt skind til efter

Skånske Krig, men de afløstes gradvist af klædesbukser.

Disse var med smæklukning og nåede ned under knæet,

hvor de kunne bindes med bindebånd eller en lille strop

med spænde.

Hovedbeklædningen bestod af en sort eller grå filthat

med bred skygge. I begyndelsen af 1600-tallet kunne hatten

Infanteriet

07-Infanteriet_Kongens_klæder.indd 294 04/11/14 16.23

2 9 5I N F A N t E r I E t

eventuelt være prydet af store fjer. I Skånske Krig begyndte

man at kramme siderne op, og i løbet af den følgende snes

år udviklede den trekantede hat sig og blev enerådende.

Allerede under Skånske Krig var nogle regimenters hatte

kantet med ca.1 tomme bred tresse af lærred eller uld, der

oftest var i knapfarven.

Den 8. august 1661 blev det bestemt, at staten skulle

skaffe de hvervede soldater hatte, kjoler samt våben med

tilbehør.1 resten af munderingen og udrustningen måtte de

selv, eller deres chef, anskaffe. Under Skånske Krig blev an-

skaffelsen af Hærens uniformer stærkt centraliseret. Efter

krigen slap staten imidlertid igen tøjlerne og overlod det

meste til regimenterne selv.

Under Skånske Krig indførtes musketter med både

hjul- og flintelås ved de fleste afdelinger. Fra efteråret 1678

blev pikenererne afskaffet ved de fleste regimenter, og mu-

sketeren blev hermed en enhedssoldat bevæbnet med mu-

sket, kårde og svinefjeder.2 Svinefjederen var et 160-180 cm

langt stagevåben, der kunne anvendes på adskillige måder.

Odden var forsynet med lange metalbånd, som blev sømmet

fast på skaftet. I den anden ende var en jerndupsko. Skaftet

var tykkere på den nederste halvdel, og overgangen mellem

de to tykkelser midt på skaftet gjorde det muligt at stikke

svinefjedrene ind i en bjælke med gennemborede huller.

Herved fik man en kraftig spansk rytter. Omkring skaftet

sad en jernring med en hage, som kunne bruges som mu-

sketgaffel. Med en spændeskrue kunne ringens højde regu-

leres. Svinefjederen tjente i øvrigt samme formål som den

senere opfundne bajonet. Hvis man følger tøjhusregnska-

berne, kan man se, at der efter krigen fortsat udleveredes

piker til regimenterne indtil ind i 1690’erne. Som selvstæn-

dig våbenart var pikenererne dog reelt afskaffet. En anden

nyskabelse i tiden omkring Skånske Krig var indførelsen af

grenaderer med særlig funktion og særegne uniforms- og

udrustningsgenstande.

Efter Skånske Krig blev ærmeopslagene større og stør-

re, ligesom ærmelængden blev kortere. Herved kom ærmer-

ne på underkjolen til at rage frem.

I 1702 fik Livgarden til Fods besked på at lade deres ka-

sakker omsy til surtouter. I 1705 blev de nationale infanteri-

regimenter reglementeret med surtouter, og i 1706 kom tu-

ren til Grenaderkorpset. Endelig kom turen til de hvervede

infanteriregimenter i 1707, hvor kongen besluttede, at den

kasak og livkjole, som Hæren hidtil havde haft, skulle er-

stattes af hhv. surtout og camisol. Surtouten var en tora-

det kjole med knælange løse skøder og store ærmeopslag.

Camisollen var en langærmet, enkeltradet underkjole, nor-

malt i samme farve som kjolens for. Camisollen blev såle-

des i denne periode syet af den gamle kjole, når denne blev

skiftet. Kjolens for blev derved til camisollens yderside.

Uniformskjolerne omtales i slutningen af 1600-tallet

og de første år af 1700-tallet oftest som grå eller lysegrå.

Herefter benævnes de normalt som hvid-grå eller endog

hvide. Dette kan skyldes, at man begyndte at anvende ufar-

vet klæde. Hvis man ikke farver fåreulden grå, vil den frem-

stå som hvid-grå eller hvid.

I oktober 1711 besluttede Frederik 4., at hele den dan-

ske hær skulle iklædes røde uniformskjoler og kun ad-

skilles ved farven på krave, ærmeopslag, knapper og un-

derklæder.3 Indtil da havde regimenterne haft forskellige

kjolefarver. Nogle var røde, medens andre var lysegrå,

grønne, blå eller sågar gule. I det førindustrielle samfund

var det en meget stor opgave at lave nye uniformer til hele

Hæren. Det varede derfor mindst et par år, før hele Hæren

havde fået røde uniformer. Det hvervede infanteri fik ved

periodens begyndelse ny overmundering hver 25. måned,

dvs. ca. hvert andet år.4 Ved munderingsreglementet af 3.

januar 1721 blev slidterminen øget til tre år, hvilket var gæl-

dende århundredet ud.5 Som resten af arméen fik infan-

teriet ny undermundering hvert år. De nationale infante-

riregimenter fik kun ny overmundering hvert tolvte år.6

Særligt under Store Nordiske Krig var det vanskeligt at

mundere hele regimenter på én gang. Det forekom derfor,

at munderingsskift var forskudt indenfor det enkelte

regiment, f.eks. således at den ene bataillon munderedes

det ene år, og den anden det næste. Soldater fra det samme

regiment kunne derfor godt opleves med forskellige

uniformer. Selvom der efter krigen blev bragt orden på

leverancerne, kunne der stadig være uensartethed ved

regimentet og mellem regimenterne. Først i 1745 fastslog en

kongelig resolution, at alle infanteriregimenter skulle være

ens munderet mht. snit.7 Derudover blev det betydet, at det

enkelte regiment skulle skifte uniform én bestemt dag, så

alle var ens.



regimentscheferne havde i hovedparten af perioden

stor indflydelse på deres regiments uniformer. Alle æn-

dringer skulle dog i princippet godkendes af kongen og Ge-

neralkommissariatet. Der kendes imidlertid adskillige ek-

sempler på, at cheferne uden tilladelse gennemførte indkøb

af materialer, som ville forandre uniformernes udseende.

Da udgiften var afholdt, og købet ikke kunne annulleres,

fik de som regel lov at anvende de indkøbte materialer. re-

gimentscheferne havde i særdeleshed stor frihed mht. mu-

sikernes og spillemændenes uniformer og kunne lade dem

besætte med kunstfærdige og kostbare tressebesætninger.

Dette gav forskelle i regimenternes uniformering, som i dag

kun yderst sjældent lader sig påvise.

I 1756 blev der godkendt nye uniformer for den dan-

ske hær.8 Efterhånden som disse uniformer blev anlagt, op-

stod dog betydelige forskelle mellem de enkelte regimen-

ter. I 1758 blev den danske hærs regimenter derfor bedt om

at indsende tegninger af deres uniformer, så kong Frede-

rik 5. kunne danne sig et overblik. tegningerne viste, at der

var behov for en opstramning på området, så Hæren kunne

fremstå med et mere ensartet præg. Kongen udstedte der-

for bestemmelser om Hærens fremtidige uniformering: Ved

de hvervede regimenter skulle kjolerne fremover udstyres

med rabatter i kendingsfarven, ærmeopslagene skulle være

runde og åbne/opslidsede, og endelig skulle kjoleforet være

i kendingsfarven.9 De nationale regimenter skulle have kjo-

ler uden rabatter, men fremover skulle de have krave på

kjolen samt runde lukkede ærmeopslag i kendingsfarven.10

Kongen tillod dog fortsat en vis frihed, mht. hvor mange og

hvilken slags sløjfer regimenterne ville pryde deres unifor-

mer med. Det skal i øvrigt bemærkes, at uniformskjolerne

hyppigst benævnes “Frakker” i denne periodes danskspro-

gede kilder.

De nye uniformer skulle indføres, efterhånden som de

eksisterende blev slidt op iht. slidterminerne i munderings-

reglementerne. Med en treårig slidtermin på overmun-

deringen ville de hvervede regimenter i princippet have

anlagt de nye uniformer i løbet af 1761. De nationale regi-

menter havde ganske vist en 12-årig slidtermin, men den

nye mundering blev tydeligvis indført meget hurtigt.11

Den orden, man forsøgte at bibringe uniformeringen,

fik en kort levetid. I 1761 var den franske general, greve

Claude Louis de Saint-Germain, blevet ansat i den danske

hær. Han blev hurtigt øverstkommanderende og forsøg-

te at reformere Hæren på en række områder, herunder

uniformeringen. I 1764 bestemtes således, at Hærens

hovedfarve skulle være blå som den preussiske. Saint-

Germain blev væltet af sine modstandere i januar 1766,

og der udgik kontraordre om, at hovedfarven atter skul-

le være rød. Hermed var forvirringen dog ikke slut. Sa-

int-Germain genvandt sin position i marts 1767, og alle-

rede i juni udsendtes ordrer om, at hovedfarven nu skulle

være hvid som den franske hærs. Denne bestemmelse stod

ved magt til 1769, hvor man atter besluttede sig for at ven-

de tilbage til den røde farve. Det store spørgsmål blandt

uniformsinteresserede har siden været, om nogle af disse

flygtige uniformsbestemmelser rent faktisk blev ført ud i

livet.

Drabantgarden 1563-1763Drabantgarden var oprindelig tænkt som kongens hird,

hans livvagt. Garden gjorde derfor altid hoftjeneste og be-

fandt sig hyppigst på slottene, hvor de udgjorde den in-

dendørs vagt. Drabantgardens størrelse ændredes flere

gange, og først i 1666 blev den indlemmet i Hæren. Ganske

kortvarigt, 1685-86, blev garden forøget til seks kompagnier

a 32 mand samt et eget musikkorps på fem skalmejeblæse-

re. Herpå blev de samlet i et kompagni på 100 mand, som

blev halveret i 1690. I 1701 blev Drabantgarden udvidet

med en stab, der omfattede en regimentskvartermester, en

auditør, en adjudant og en feltskær. Føringen bestod af to

officerer og to underofficer. I 1730 var garden reduceret til

kun 12 drabanter, alle tidligere officerer, foruden førnævn-

te stab.

I 1740 oprettedes en ny Drabantgarde på 50 mand, en

overfører og to underførere. Den gamle, som da bestod af 16

ældre officerer, blev tjenestefri, men eksisterede fortsat på

papiret, indtil de døde.

Næste side:

Tv.: Partisan fra Brobyværk 1649. Tøjhusmuseet, uden nummer.

Th.: Partisan med guldindlæg og Frederik 3.s navnechiffer. Tøjhus-

museet, mus.nr. C 632.





Da den franske general Saint-Germain blev ansat til at

reformere Hæren, betød det enden for Drabantgarden, som

nedlagdes ved udgangen af 1763.

Drabanter

Under Frederik 2. havde korpset gule trøjer med røde stri-

ber, en kort tid dog brune striber.12 Under Christian 4. bar

de en tid røde kjoler med hvide striber. Oplysningerne om

korpsets uniformer indtil 1680’erne er imidlertid så spar-

somme, at der ikke kan sammenstykkes et klart billede.

Bevæbningen bestod af et stagevåben og en kårde. Fra

våbenfabrikken Brobyværk på Fyn blev der i efteråret 1648

fremstillet 30 særlige partisaner til Frederik 3.s kroning, og

året efter fulgte endnu en leverance. Partisanerne havde et

bredt blad over en krone, under kronen var partisanen pry-

det af røde og gule frynser.

På et maleri, der viser Wismars erobring i december

1675, ses en håndfuld drabanter med røde frakker og run-

de, røde hatte med lav puld. Begivenheden gengives også

på et koloreret stik, hvor drabanterne bærer sorte hatte og

gule frakker. Hvis det antages, at begge billeder er korrekte,

kunne det første vise drabanterne i en gallauniform, mens

den anden kunne være en daglig eller feltuniform.

I 1686 godkendtes en tegning af ny kasak, men tegnin-

gen er ikke bevaret.13 Samme år fulgte et munderingsreg-

lement, ifølge hvilket garden skulle forsynes med 70 nye

kasakker og partisankvaste.14 Kasakkerne skulle være af

karmoisinrødt klæde med blå plysopslag, blåt for samt

være besat med sølvgaloner. Endvidere skulle de have kar-

moisinrøde strømper, gehæng, kårdekvaste af sølv og blå

lidser samt patrontasker med rem. Hattene skulle være

med hvide fjer. Året efter beordredes garden til snarest

Øverst tv.: Drabanter ved Wismars erobring 1675 med røde, runde

hatte og røde frakker. Udsnit af maleri af Claus Møinichen fra 1683

i Audienssalen på Frederiksborg Slot.

Øverst th.: Drabanter ved Wismars erobring 13. december 1675 med

sorte hatte og gule frakker. Koloreret stik af Romeyn de Hooghes.

Det kgl. Bibliotek.

Næste side: Christian 5. præsiderer Højesteret. I billedets forgrund

ses fire drabanter med ryggen til. Maleri af ukendt kunstner, ca.

1697. Rosenborg Slot.





at anskaffe de manglende 30 kasakker.15 I den forbindelse

nævntes, at de skulle være foret med hvidt baj.

I 1690 godkendtes et munderingsreglement for gar-

den.16 Uniformen skulle bestå af en hat kantet med sølvga-

lon samt et hattebånd om pulden “med videre tilbehør”. En

rød klædeskasak med blå fløjlsopslag, for af blåt serge og

alenvis af sølvgaloner. Knaphullerne var også kantet med

smalle sølvgaloner. På benene skulle drabanterne bære

røde klædesbukser og røde strømper. Gehæng skulle være

beklædt med blåt plys og sølvgaloner, handskerne med

sølvgaloner og -broderi, og endelig fik de en kårdekvast af

sølv. Denne uniform blev anlagt ved nytår 1690/1691.17

I 1695 havde korpset angiveligt karmoisinrød kasak

med det kongelige navnechiffer C5 broderet på begge sider.

Herunder blev der båret en karmoisinrød kjole med mørke-

blå opslag og sølvgaloner. Både kasakken og kjolen havde

sølvknapper.

Fra omkring 1697 kendes et maleri, der bl.a. viser fire

drabanter med ryggen til. Kasakken var da en form for

kappe med lange slidser med knapstykke i siderne, hvori-

gennem kjoleærmet stak. Det føromtalte broderi kan ikke

ses på maleriet. Det kan det derimod på et maleri fra år

1700, hvor der tydeligvis var et stort, broderet spejlmono-

gram for den nye konge, Frederik 4., på venstre overarm.

På venstre arm sås ikke noget broderi. Ærmeopslagene på

kjolen fremstod i samme karmoisinrøde farve som kjolen

og kasakken. Strømperne var hvide, og gehænget og kjo-

len kantet med sølvtresser. Den trekantede hat havde til-

syneladende blot en meget smal sølvtresse. Drabanterne

bar på denne tid store, brune allongeparykker – helt i ti-

dens stil.

I 1703 fik garden nye kasakker samt 50 flintemusket-

ter.18 Partisanerne med de rød-gule kvaste bibeholdtes til

vagttjeneste. Drabanterne fik også bevilget patrontasker

beklædt med rødt fløjl og guldbroderier.19 Knapperne på de

gamle uniformer var med Christian 5.s navnechiffer. Disse

blev støbt om, så de fik den nye konge, Frederik 4.s chiffer

i stedet.20 I 1709 fik garden nye kasakker og partisankva-

ste, og samtidig fastsattes slidterminen til seks år for begge

dele.21 Kjolen nævntes ikke.

Partisan med C5 (1670-1699). Tøjhusmuseet, uden nummer.



I juli 1720 fik Drabantgarden bevilget penge til en ny

mundering.22 Af den kongelige resolution fremgik det, at

den sidste nymundering var i 1715.

Den første, virkelig detaljerede afbildning af Drabant-

gardens uniform findes i et uniformsværk fra 1728 af E.C.

Worgewitz. Hovedbeklædningen bestod da af en sort, tre-

kantet hat, der var kantet med en sølvgalon og på venstre

side havde en sølvknap. Kasakken var karmoisinrød med

hvidt for og store sølvknapper. Kasakken havde slids i sider-

ne, hvorigennem kjolens ærmer stak ud. På venstre over-

arm sad et stort ovalt våbenskjold, der bl.a. rummede en

krone og Frederik 4.s spejlmonogram i guldbroderi. Kjo-

len var knælang og af karmoisinrødt klæde. På hver side af

forstykket sad to lodrette sølvtresser; ligeledes var lomme-

klapperne kantet med sølvtresse. Ærmeopslagene var røde

med to rundtgående sølvtresser. Bukser sås ikke, men dra-

banten bar hvide knæstrømper og sorte ankelsko med kan-

tet snude og forsølvet spænde. Derudover var drabanten ud-

rustet med kravehandsker af hvidt skind, kårde, livgehæng

med dornspænde og sølvtresser samt partisan med frynser.

Kården havde sort læderskede med dupsko af messing. Den

lange allongeparyk var nu afløst af en meget kortere model.

I 1734 stod garden foran nymundering. Kongen god-

kendte da en fremlagt prøve med små ærmeopslag af pon-

ceaurødt klæde.23 Kort efter blev der indgået kontrakt med

hofskrædder Becker om levering af sådanne nye unifor-

mer.24 Kjolen skulle være af ponceaurødt klæde med ditto

for af chalon. De gamle uniformer beskrives som cramoi-

si, hvilket vil sige karmoisinrøde. Kjolen skulle være kantet

med sølvtresser, og knapperne skulle være af massivt sølv.

Frederik 4.’s kroning i Frederiksborg Slotskirke år 1700. Kongens

guldbroderede spejlmonogram pryder drabanternes venstre over-

arm. Maleri af ukendt kunstner. Rosenborg Slot.



Opslagene skulle være af samme facon som ved Livgarden

til Hest og stærkt galoneret med sølvtresser. Drabanter-

ne skulle også have nye kasakker, som nu benævntes kap-

per (Mantels), af ponceaurødt klæde med for af ponceaurød

chalon. Knapper nævntes ikke, men kappen var kantet med

sølvtresser. Det broderede våben måtte overflyttes fra de

gamle kasakker. Derudover skulle der leveres nye ponceau-

røde knæbukser og fine, strikkede islandske strømper i sam-

me farve. Hatten skulle være som hidtil, hvilket bl.a. omfat-

tede en såkaldt Point d’espagne af sølv. Befalingsmændenes

kjole skulle til distinktion være forsynet med sølvtresser i

alle syninger. Det fremgår, at befalingsmændene ikke fik

kapper. De nye uniformer skulle leveres inden årets udgang.

reglementet omtaler ikke kasak, men kun kjole og camisol.

I 1739 blev der igen approberet en ny uniform for dra-

banterne, og denne gang var oplysningerne lidt mere fyl-

dige.25 Uniformen bestod af kjole, camisol og bukser af

(ponceau)rødt klæde. Knapperne var af sølv og med det

kongelige chiffer. Kjolen og camisollen var besat med bre-

de sølvgaloner. Det fremgik af bestemmelsen, at drabanter-

ne hidtil havde holdt sig selv med camisoller, hvilket hav-

de givet for stor uensartethed. Det fremgik desuden, at den

gamle uniform var galoneret i alle sømme og havde meget

store knapper. De tegninger, som blev godkendt ved resolu-

tionen, findes ikke bevaret sammen med denne.

Året efter, i 1740, ville man udvide garden fra de

hidtidige 12 drabanter og en underfører til 60 mand og

tre underførere. I den forbindelse blev der godkendt et

munderingsreglement.26 Det fremgik, at man havde 816 af

de hidtidige sølvstøbte knapper, som nu skulle sælges for

at medfinansiere udvidelsen. Alle skulle have dybrøde ka-

sakker med kongeligt våben på armen som hidtil, dog med

forsølvede knapper. Kjolerne skulle ligeledes have rødt for

og forsølvede knapper med chiffre. Sammenlagt medgik

30 store og 24 små sådanne knapper. Kjolen og camisollen

Herover: Kjole for drabanter 1722. Miniaturetegning. Tøjhusmuseet.

Th.: Drabant med karmoisinrød kasak og kjole. Kjolens ærmer

stikker ud gennem slidserne i siden af kasakken. Det store, brode-

rede våben på venstre overarm ses relativt tydeligt. Tegning af E.C.

Worgewitz 1728. Tøjhusmuseet.



skulle besættes med sølvgaloner. Munderingsreglemen-

tet omfattede også gehæng og hat med sølvgaloner, silke-

hårbånd samt strømper og handsker. Drabanterne skulle

øjensynligt selv holde sig med sko og skjorter. De 12 gamle

partisaner med rød-hvid-blå kvaste skulle afleveres på tøj-

huset og erstattes af nye med rød-gule kvaste.

Af en kongelig resolution fra 1750 fremgik det, at dra-

banterne ved kongens salvningsfest, dvs. Frederik 5.s i

1746, fik udleveret en kappe af lys rød farve.27 Disse kapper

skulle udleveres til brug ved den almindelige tjeneste. Den

nye mundering, som garden stod overfor at skulle anskaffe,

skulle derfor være af en tilsvarende lys rød farve i stedet for

den “hidtidige mørkerøde”, dvs. ponceaurøde. Præcis hvor

stor forskel der var på disse røde nuancer, kan i dag være

umuligt at afgøre.

Den nye uniform kan ses på en tegning fra 1752, der

viser Frederik 5.s nye dronnings ankomst til København.

Drabanterne bevogter dronningen i røde kapper uden

krave men med runde røde ærmeopslag. Forstykke, hals-

åbning, ærmeopslag og ærmegabene, er kantet med sølv-

tresse. Under kappen anes røde knæbukser samt en rød

camisol kantet med sølvtresse. Strømperne har en ube-

stemmelig lyserød farve, og de sorte ankelsko er med hvi-

de vristspænder. Den trekantede hat er kantet med sølv-

tresse og har en stor, sort sløjfekokarde på venstre side.

Knap og krampe kan ikke ses på tegningen, men de har

været der.

En detaljeret gennemgang af hofregnskaberne kunne

muligvis afsløre, præcis hvornår garden skiftede uniform,

og hvilke materialer den var lavet af. Detaljer om snit og

Drabanter ved Juliane Marie af Braunschweigs (Frederik 5.s an-

den kone) ankomst til København 1752. Udsnit af akvarel af Johann

Christoph Holtzbecher. Rosenborg Slot.



farver afsløres derimod kun af de sparsomme billedkilder.

Den sidste, som kan hjælpe os, er en tegning af kjolen og ca-

misollen i Spionbogen fra Berlin. Værket stammer fra 1763,

altså samme år som garden nedlagdes.

Kjolen var da enkeltradet og rød med blodrøde ærme-

opslag og krave. Ærmeopslag, krave og lommeklapper, for-

stykke og slidsen bagpå var kantet med en sølvtresse. Om

de forsølvede knapper fortsat var prydet med det kongelige

navnechiffer, kan ikke ses på tegningen. Oven på tressen på

ærmeopslaget sad tre små knapper, og under hver lomme-

klap sad der tre store. Bukserne ses ikke på tegningen, men

de var ligeledes røde og gik til lige under knæet. Det neder-

ste af buksebenet var forsynet med knapstykke og even-

tuelt også spænde. Hertil blev der båret strømper og sorte

ankelsko med forsølvede spænder. Strømpernes farve ken-

des ikke med sikkerhed, men de var antagelig hvide. Dra-

banterne var også udstyret med en hat, men dens udseende

kendes ikke nærmere. Det antages, at drabanterne desuden

fortsat havde en rød kappe eller kasak. Man ved dog ikke,

hvordan de så ud på dette tidspunkt.

Understaben

Der kendes ingen oplysninger om, hvordan understaben

eventuelt adskilte sig i uniformeringen.

Grenaderkorpset 1701-1763Grenaderkorpset blev oprettet den 13. september 1701 ved

en sammenlægning af de hvervede infanteriregimenters

grenaderkompagnier. Grenadererne mødte i deres regi-

ments uniform, men året efter blev der udleveret en ny fæl-

les uniform.

Grenaderkorpset bestod indtil sin nedlæggelse i 1763

af 12 kompagnier, hvis størrelse dog svingede gennem pe-

rioden. Ved nedlæggelsen blev mandskabet fordelt mellem

Livgarden til Fods og det nyoprettede Danske Livregiment.

Gennem hele sin levetid var Grenaderkorpset nummer

to i rangfølgen efter Livgarden til Fods, men dets uniformer

var de mest kostbare.

De fleste skift af overmundering ved Grenaderkorpset

kan dokumenteres følgende år: 1702, 17??, 1706, 1709, 17??,

1715, 1717, 1720, 1724, 17??, 1730, 1733, 1736, 1739, 1742, 1745,

1748, 1752, 1755, 1758, 1761.

Menige grenaderer

Den første uniform for det nyoprettede Grenaderkorps blev

fastsat i et munderingsreglement den 28. marts 1702 og an-

lagt inden årets udgang.28

Korpsets officerer deltog i 1703 i Christian Gyldenlø-

ves, Christian 5.s uægte søns, begravelse. Fra denne begi-

venhed stammer et stik, som viser korpsets nye uniform.

Ifølge 1702-reglementet blev de menige grenaderer munde-

ret med en rød kjole med lyseblå (bleumerant) ærmeopslag

af plys samt lyseblåt for af baj. Ærmeopslagene havde ifølge

førnævnte stik en meget usædvanlig spids form. Kjolen var

kantet med 20 alen hvid silketresse, og derudover var der

Kjole og vest for drabant. Tegning af ukendt kunstner. Spionbogen

fra Berlin 1762/63. Tøjhusmuseet.



afsat 8 lod sølvgaloner, men det fremgår ikke til hvilket for-

mål. En del af disse mange alen tresser må dog være gået til

knaphulssløjferne fortil.

Foruden kjolen fik grenadererne en kappe (Mantel)

med broderet våben. Hvordan kappen eller våbenet så ud,

og hvor våbenet skulle sidde, vides ikke. Men det har anta-

gelig siddet på venstre skulder, som det var tilfældet ved

Drabantgarden. Våbenet har muligvis blot været Frederik

4.s kronede spejlmonogram. Endelig skulle grenaderer-

ne ifølge reglementet have en hue af pelsværk med kvast,

og fronten skulle være besat med en messingplade. På før-

nævnte stik ses ganske vist en kvast og en frontplade med

Frederik 4.s spejlmonogram, men intet pelsværk, hvilket

officererne åbenbart ikke havde. til kjole og kappe var der

i alt reglementeret 30 tinknapper. Kjolen på stikket var en-

keltradet med ca. 16 knapper, men den havde knaphulssløj-

fer på begge sider af forstykket.

reglementet omfattede kun overmunderingen, men

fra forskellige andre kilder vides dog, at undermunderin-

gen bestod af lyseblå knæbukser af klæde, hvid skjorte

og hvid halsklud. De strikkede strømper var antagelig ly-

seblå, da strømpernes farve på denne tid normalt fulgte

kendingsfarven. Patrontasken var prydet af Frederik 4.s

kronede spejlmonogram i messingblik.29

Som resten af Hærens grenaderer bar de menige ved

Grenaderkorpset gennem hele perioden et lille overskæg.

I juni 1702 bevilgede kongen penge til nye flintelåsmu-

sketter samt sidevåben, der betegnes som sabler.30 En del

folk havde været udlånt til Livgarden og var returneret med

sabler, og det blev derfor besluttet at udruste resten af fol-

kene med sabler i stedet for kårder. Så vidt vides var den

såkaldte sabel identisk med grenaderpallask M/1705.31 En-

delig blev der bevilget penge til chiffer og våben til huer og

patrontasker ved livkompagniet. Det er tydeligt, at 1. Kom-

pagni (livkompagniet) skilte sig ud på en eller anden måde,

men hvordan fremgik ikke. En speciel udrustningsgen-

stand for grenadererne var lunteskjuleren af fortinnet blik,

som blev båret foran på patrontaskebandoleret. Den havde

en lille træprop i en kæde og var perforeret med små huller.

Heri opbevaredes under kamp en ulmende lunte, hvormed

grenadererne kunne antænde deres håndgranater, inden

de kastede dem.

I maj 1703 fik korpset tilladelse til at anskaffe vokset

lærred til overtræk på ”de smaa Klapper” på grenaderhu-

erne, hvorpå chiffer og våben var hæftede.32 Det er uklart,

hvad der menes med små klapper.

I april 1706 udgik der bestemmelse om, at Grenader-

korpsets kasakker/kapper måtte syes om til surtouter, og

kjolerne til camisoller.33 Om dette blot var en engangsfore-

stilling, vides ikke, for året efter, i maj 1707, blev det slået

fast, at prøven på Grenaderkorpsets mundering fra 1702

fortsat skulle være gældende.34 tre år senere, i 1709, anlag-

de korpset ny mundering bestående af kjole og camisol.35

Om og hvorledes den i givet fald afveg fra den forrige, vides

ikke, men kappen/kasakken var dog væk. I 1708 fik korpset

bevilget lædertøj beklædt med blåt plys.36

Fra 1709 kendes en beregning over den mundering,

som blev båret 1706-09.37 Beregningen afslører mange

spændende detaljer. Grenadererne bar blå strikkede strøm-

per, og til brug ved marcher i vådt vejr havde de et par over-

strømper af sejldug. Dette var altså en forløber for støv-

letterne. Ellers fik de sko, skjorte, bukser, sort hårbånd og

handsker. Kjolen var fremstillet af kraprødt engelsk klæde

med opslag og krave af blåt klæde. Foret var af blåt baj, og i

alt medgik 26 store, forsølvede knapper.

Huen bestod af bjørneskind, og fronten af blåt klæde,

hvorpå sad det kongelige chiffer i forgyldt blik. Heri var

også en smule rødt klæde, mens der var blankt, rødt lin-

ned bag huens klap. Det hele var kantet med sølvtresse,

og endelig var huen forsynet med en kvast. Patrontaskens

låg, bandoleret og gehænget var beklædt med blåt klæde

og kantet med sølvtresse. På lågklappen var det kongelige

chiffer af forgyldt blik. Luntebjærgeren var af messing.

Endelig får vi at vide, at grenadererne havde sabelkvast.

I Slaget ved Helsingborg i marts 1710 mistede Gre-

naderkorpset mange mand og store mængder våben. I ok-

tober fastslog en kongelig resolution, at Grenaderkorpset

skulle have 418 af de musketter, som var indkøbt i Holland

til erstatning for de tabte.38

Ifølge et nyt munderingsreglement af 1714 skete der

adskillige forandringer af kjolen (surtout). Den fik krave,

der skulle være lyseblå som ærmeopslagene.39 Knaphul-

lerne skulle være kantsyet med hvidt kameluld. Hvis det

ikke allerede var sket, så fik ærmeopslagene nu den bre-



de, runde form som resten af Hærens. Kjolen var forsynet

med 34 knapper, hvoraf tre på hver lommeklap og på hvert

ærmeopslag samt to på lænden. resten sad fortil i to rader.

Bajforet og knæbukserne skulle fortsat være lyseblå.

Når grenadererne ved munderingsskift fik ny kjole,

blev den gamle vendt og syet om til en camisol. Det bemær-

kes, at hvor Hærens øvrige regimenter havde plysopslag

indtil 1735, da havde Grenaderkorpset ifølge reglementet

klædesopslag.

Ellers omfattede grenaderernes uniform et hvidt hals-

bind af crepe, hvid hørlærredsskjorte, kravehandsker af

gult skind, blå strikkede strømper med strømpebånd og

sorte ankelsko med spænder.

Når reglementet hverken nævnte handsker eller ho-

vedbeklædning skyldtes det, at soldaterne selv skulle beta-

le handskerne, mens grenaderhuerne nu var en ekstraordi-

nær erhvervelse.

Bevæbningen omfattede fortsat grenaderpallask

M/1705, musket og bajonet. I juni 1713 fik Grenaderkorp-

set bevilget 1.106 nye musketter med bajonetter.40 Kården

og bajonetten blev båret i sorte læderskeder i et gehæng fra

1708, der var beklædt med blåt plyds. Patrontasken var af

sort læder og blev båret på højre hofte i en plysbeklædt rem,

der gik over venstre skulder. Lågklappen på tasken var dog

prydet med blåt plys samt det broderedes kongelige nav-

nechiffer. Grenadererne var, som navnet antyder, også be-

væbnet med håndgranater. Disse blev dog kun udleveret til

øvelse eller felttog, og de skulle da bæres i patrontasken.

I marts 1716 blev det bestemt, at knæbukserne og

strømperne fremover skulle være røde.41 Camisollen skul-

le fortsat være lyseblå. Ved Grenaderkorpset ophørte man

først med at farve strømperne i 1755.42

I februar 1720 fik korpset ordre om snarest at fremlæg-

ge en prøve på en ny grenaderhue.43 Der kendes imidlertid

ingen kongelig godkendelse af en sådan prøve.

En resolution fra december 1722 omtaler, at der ved

korpset fandtes 12 grenaderhuer i behold, og at disse skulle

anvendes, indtil korpset ved den nye mundering i 1724 ville

få “Læderhuer”.44 Dette skal vel forståes således, at huernes

bagstykke fremover skulle være af læder. Det er da antage-

lig denne nye “Læderhue”, man ser på Worgewitz’ tegning

fra 1728.45 Christian 6.s tronbestigelse i 1730 må endvidere

have afstedkommet en mindre ændring af grenaderhuerne

og patrontaskerne.

Korpset anlagde ny overmundering i 1724, og i samme

forbindelse blev det meget gamle lædertøj med blåt plysbe-

træk erstattet af gult lædertøj.46

I 1724 fik korpset tilladelse til at købe en forsyning nye

pallasker hos sværdfeger Andreas Lyrme.47 De gamle blev

afleveret på tøjhuset i København. I 1726 fik hele den ene

bataillon nye 14-lødige musketter.48

Den hue, som ses på Worgewitz’ tegning fra 1728, var

en karakteristisk spids grenaderhue, der havde rød puld og

blå front. Fronten var prydet af kongens spejlmonogram

i en broderet sol under en krone. Under solen var diverse

krigsregalier broderet på fronten, der ligeledes var kan-

tet af en hvid galon, og endelig var huen øverst prydet af

en hvid kvast. Worgewitz viser ikke altid, hvordan tingene

faktisk så ud, så hans gengivelse af Grenaderkorpsets uni-

form skal anvendes med lidt forsigtighed.

I 1731 godkendtes det sidste munderingsreglement,

som kendes for Grenaderkorpset. Mest bemærkelsesvær-

digt var, at kraven på kjolen forsvandt, hvilket først skete

ved resten af Hæren i 1735. Antallet af knapper på kjolen

blev ændret til 28 store og 12 små. Grenaderkorpset ses nu

også at være blevet reglementeret med en almindelig, tre-

kantet hat med hvid tressekant for at skåne den kostbare

grenaderhue.49 trekantede hatte syntes dog at have eksi-

steret ved korpset allerede før 1735.

Grenaderpallask M/1705 blev båret helt frem til 1760, hvor den blev

erstattet af musketersabel M/1756. De sidste årtier bar de meni-

ge en hvid sabelkvast. Tøjhusmuseet, mus.nr. C 499/1942 (gl. nr. C

468).



Støvletter nævnes endnu ikke i 1731-reglementet, men

blot året efter nævner en kongelig ordre, at der med de nye

hvide støvletter skulle forholdes som ved Livgarden. Støv-

letterne var af hvidt lærred og gik til over knæet. Knapper-

ne omtaltes ikke. En anden ordre fra 1739 nævner, at der

skulle anvendes sorte lærredsstøvletter til alt andet end

slotsvagter og mønstringer50.

Fodtøjet bestod af sorte ankelsko med hæl og ovalt

vristspænde af messing. Skoene havde firkantede snuder

indtil 1760. Vristspændet blev afløst af snørebånd på et

tidspunkt i sidste halvdel af 1700-tallet.

Håret blev indledningsvis båret i en såkaldt hårpung. I

1732 indførtes imidlertid lange hårpiske, som var omviklet

med sort bånd.51 Indvendigt var hårpisken stivet af med et

tykt stykke ståltråd.

I 1735 godkendtes en ny kjole uden krave og med for-

andrede ærmeopslag.52 De skulle nu være mindre, runde,

Tv.: Menig af Grenaderkorpset, som han formodentlig så ud om-

kring 1728. Knaphullerne var kantsyet med hvidt kameluldsgarn.

De strikkede strømper blev holdt oppe med strømpebånd af læder.

Tegning af E.C. Worgewitz. Tøjhusmuseet.

Th.: Hat og kjole for menig af Grenaderkorpset 1730. Til daglig brug

havde mandskabet trekantet hat kantet med en hvid tresse. Kjolen

havde nu kun to knaphuller på hvert ærmeopslag i forhold til teg-

ningen fra 1728. Til gengæld ser antallet på forstykket ud til at være

øget. Tegning af Eggers 1730, der skal anvendes med forsigtighed.

Det kgl. Bibliotek.



lukkede og med røde klapper med fem knapper. Fortil skul-

le kjolen have 2x10 knapper med hvide knaphuller. Når der

indførtes 12 små knapper med 1731-reglementet, kan det

skyldes, at Grenaderkorpset allerede da, og som Hærens

første, fik klapper på ærmeopslagene.

På approbationstegningen fra 1735 kan man foruden

kjolen se grenaderhuen med Christian 6.s spejlmonogram.

I forhold til den tidligere hue var der kommet et rødt skrift-

bånd på tværs af huen med kongens broderede motto: “DEO

Et POP[U]LO”, hvilket betød For Gud og Folket. Omkring

det røde felt med chifferet var desuden kommet Elefantor-

denens ordenskæde. Huens front blev under alle omstæn-

digheder atter ændret efter Frederik 5.s tronbestigelse i

1746, men den har uden tvivl gennemgået flere ændringer

undervejs gennem korpsets levetid.

Med infanteriets munderingsreglement af 1747 genind-

førtes kraver, og klapperne forsvandt fra ærmeopslagene.

Om dette også gjaldt Grenaderkorpset nævnes ikke direkte,

men det antages at være tilfældet. Samtidig fik korpset for-

sølvede lunteskjulere samt et forsølvet emblem på patron-

taskens lågklap i form af en brændende granat.

Den hvide halsklud, som var blevet båret siden korp-

sets oprettelse, blev i 1747 erstattet af et halsbind af sort

crepe foret med stift lærred eller voksdug. Halsbindet skul-

le samles med en messinglås i nakken, og skjortekraven

skulle være så høj, at dens øverste del kunne bukkes ned

over halsbindet. reglementet oplyser i øvrigt, at der var

flade tinknapper i de hvide støvletter og træknapper over-

trukket med sort lærred i de sorte støvletter.

I 1750 bestemtes, at knæbukserne ikke længere skul-

le være røde, men blå som kendingsfarven.53 1750 var også

året, hvor der godkendtes en ny hue for korpset.54 Hvorledes

den adskilte sig fra den forrige, fremgik ikke.

Fra 1753 kendes en tegning med decoupage, der viser

en menig af Grenaderkorpset i fuld figur.55 Mest bemærkel-

sesværdig er kjolen, som har fået knaphulssløjfer af hvid

tresse. På forstykket er i alt 2x6 sløjfer, som fordeler sig i et

mønster med én øverst, to i midten og tre nederst. Det vides

ikke, hvornår sådanne sløjfer blev indført. Ifølge 1747-reg-

lementet skulle knaphullerne blot være kantsyet med hvid

tråd. tegningen viser desuden, at Grenaderkorpset havde

fået hvidt lædertøj. Det vides imidlertid heller ikke, hvor-

når dette skete. Ifølge 1747-reglementet var det således af

gulligt læder.

I 1756 fastslog en resolution, at alle grenaderhuer ved

Hæren fremover skulle have en frontplade af sort læder.56

Udsmykningen af denne bestod utvivlsomt af formpresse-

de metalstykker. Huen findes afbildet på en række tegnin-

ger fra et eksercerreglement fra omkring 1761.57 Den før-

nævnte tegning fra 1753 viser imidlertid også en hue med

Hue og kjole for menig af Grenaderkorpset 1735. Den største for-

andring på den nye kjole var ærmeopslagene i brandenburgsk

stil. Kraven var allerede forsvundet med munderingsreglementet

af 1731. Kongeligt approberet tegning. Rigsarkivet, Forsvarets Bil-

ledarkiv.



sort front. Den enkle forklaring må være, at Grenaderkorp-

set fik denne type før alle andre.

Grenadererne var på denne tid bevæbnet med pallask

M/1705, flintelåsmusket M/1746 og bajonet. I eksercerregle-

mentet ses lågklappen på patrontasken at være prydet af et

stort, rundt messingskilt, antagelig med det kongelige nav-

nechiffer. Omkring dette centrale skilt sad i hvert hjørne et

lille messingemblem i form af en brændende granat. Det vi-

des ikke, hvornår 1747-reglementets store brændende gra-

nat blev afløst af disse skilte.

I 1756 udgik en bestemmelse for hele infanteriet om, at

de fremover skulle forrette al tjeneste med opplantet bajo-

net.58

I juli 1760 bestemte kongen, at Grenaderkorpset skulle

have sabler som resten af infanteriet, og i august fik de or-

dre om at aflevere de gamle pallasker på tøjhuset og få de

nye sabler.59 Samtidig med beslutningen om at indføre sa-

bel bestemtes det, at korpset skulle have nye patrontasker

af samme slags som ved Fodgarden.60 Denne var, så vidt

vides, kun forsynet med et ovalt, sølvpletteret skilt med

et kronet C7. taskebandoleret hertil skulle fremover være

uden spænde bag på ryggen.

Som det fremgår af tegningerne i eksercerreglementet

og i Carl Bertrams uniformsværk bar grenadererne en hvid

sabelkvast.61 Hvornår den blev indført, vides imidlertid

ikke, men det bemærkes, at den ikke optræder på 1753-teg-

ningen.

I november 1760 blev Grenaderkorpset bevilget røde

flinteremme, som Livgarden til Fods allerede havde fået.62

Indtil da var geværremmene af lyst gult læder. Det øvri-

ge lædertøj (gehænget og taskebandoleret) var imidlertid

hvidt, hvilket fremgår af eksercerreglementet samt en teg-

ning fra 1753. Hvornår hvidt lædertøj var blevet indført, vi-

des ikke, men tidligere i århundredet havde det været gult.

I en resolution fra oktober 1761 hed det, at lædertøjet

ved infanteriet, undtagen ved Grenaderkorpset, Fodgarden

og Kronprinsens regiment, skulle være af lyst gult læder.63

Mærkeligt nok har Bertram dog udstyret Grenaderkorpset

med gult lædertøj, hvilket må være en fejl, hvis førnævnte

resolution blev fulgt.

På forlangende indsendte Grenaderkorpset i 1758 teg-

ninger af sin daværende uniform. Kjolen havde da 2x6

knaphulssløjfer fortil af hvide tresser. Endvidere var der

2x2 på lænden samt to på hvert opslag og tre på hver lom-

meklap. Det vides ikke, hvornår knaphulssløjfer af tres-

se afløste de mere simple, kantsyede knaphuller. Knap-

hulssløjferne fortil var placeret i samme mønster som på

1753-tegningen.

Menig af Grenaderkorpset 1753. De brede hvide striber mellem de

farvede felter skyldes, at figuren er lavet i decoupage. Manglen på

en egnet lyseblå har fået kunstneren til at anvende en mørkeblå. På

kjolen er knaphullerne ikke længere blot kantsyede, men har fået

besætning af hvide tresser. Bibliothèque national de France, Paris.



Der kendes en anden tegning af korpsets kjole fra

et manuskript fra omkring 1760, der befinder sig i H.M.

Dronningens Håndbibliotek.64 Kjolen heri ligner den fra

1758-tegningen, men knaphulssløjferne sidder jævnt for-

delt fortil, og de har fået en rombeformet facon. Denne kjole

skulle ifølge den ledsagende tekst være anlagt 1758.

Fra nogenlunde samme tid kendes også et illustreret

eksercerreglement, hvor flere af tegningerne viser grenade-

rer fra Grenaderkorpset. Heri sidder sløjferne uens fordelt

som på 1753- og 1758-tegningen, og det gør de i øvrigt også i

Bertrams uniformsværk fra 1761.

I sommeren 1760 bestemtes det, at camisollen og buk-

serne snarest skulle være paillegule i stedet for lyseblå.65 En

prøve på paillegult klæde blev godkendt, men kongen æn-

drede mening med hensyn til nuancen og bestemte, at den

paillegule farve skulle være magen til Fodgardens.66 De nye

paille benklæder og camisoller blev anlagt enten i det sene

efterår 1760 eller sammen med den nye kjole i 1761. Prøven

til denne sidste mundering blev approberet i februar 1760.67

De nye paillegule underklæder ses både hos Bertram og i

eksercerreglementet.

Den nye uniform, som Grenaderkorpset anlagde i 1761,

kendes kun fra Spionbogen fra Berlin, ifølge hvilken kjo-

len nu havde 2x8 sløjfer jævnt fordelt på forstykket.68 Det-

te skulle den også have ifølge en kongelig resolution fra juli

1760, men allerede måneden efter kom kontraordre om, at

man fortsat kun skulle have 2x6 sløjfer.69 Grenaderkorpset

nåede aldrig at få rabatuniform som infanteriregimenter-

ne.

Med den nye uniform fik korpset særlig tilladelse til at

bruge spænder (Hals-Schnallen) i deres halsbind i stedet

for de almindelige, såkaldte halslåse, der blev opfattet som

ubekvemme.70

Underofficerer

Underofficererne var generelt munderet som de menige

grenaderer. Deres kjoler var dog indledningsvist karmoi-

sinrøde og besat med sølvtresser, ligesom kjoleknapperne

var af sølv, og kasakknapperne forsølvede.71 På kasakken

havde de blå knaphuller, og fronten på deres huer var an-

giveligt broderet. De blev reglementeret med 26 alen sølv-

galoner til kjole, hue, gehæng, taske og bandoler. De mange

alen er bl.a. gået til ca. 2x16 knaphulssløjfer foran på kjolen.

Derudover adskilte de sig ved deres bevæbning. Hvor de

menige fik sabler, fik underofficererne således lueforgyldte

kårder i 1702.72

Da korpset senere fik pallask M/1705, fik underoffice-

rerne øjensynlig en variant med løvehoved på fæstet.

I modsætning til underofficererne ved infanteriregi-

menternes musketerkompagnier var Grenaderkorpsets un-

derofficerer udrustet med musket og patrontaske. På såvel

huen som patrontasken havde underofficererne broderier,

hvor de menige havde metalskilte. Hue, livgehæng og taske-

bandoler var endvidere kantet med sølvtresse.

Med munderingsreglementet af 1714 skulle underof-

ficererne have kraprøde uniformer med almindelige

tinknapper som de menige. Den eneste forskel var knap-

hullerne. De meniges skulle bestå af kameluld for 4 skilling,

mens underofficerernes skulle bestå af 2 lod kameluld til 8

skilling. Denne forskel optrådte også i 1731-reglementet.

Ifølge 1747-reglementet skulle underofficerernes knap-

huller til distinktion være kantsyet med tråd i samme far-

ve som underlaget, hvorved de blev næsten usynlige. Deres

knapper skulle nu igen være forsølvede. Herefter kendes in-

gen oplysninger om underofficererne, bortset fra at de ved

årsskiftet 1760/61 fik nye patrontasker magen til Livgar-

dens.

Officerer

Der kendes ingen særskilte bestemmelser om officerernes

uniformering ved Grenaderkorpset førend 1760. Deres uni-

form var i samme snit og farver som underofficerernes,

men den var stærkt besat med sølvgaloner, og hatten og læ-

dertøjet var smykket med sølvbroderier. Da der ikke ken-

des nogen bestemmelser, er nogle få portrætter næsten den

eneste kilde, der kan kaste lys over sagen. Disse repræsen-

terer imidlertid øjebliksbilleder, der endda ofte er udatere-

de.

Officererne var bevæbnet med kårde samt musket med

bajonet, og de fik derfor aldrig pike eller esponton som re-

sten af infanteriets officerer. Kården anskaffede man selv,

og reglementerede typer fandtes endnu ikke. Kårdegehæn-

get var beklædt med blåt plys og broderet med sølvtråd.

Spændet var forsølvet. Lågklappen på patrontasken var



beklædt med blåt plys samt det kongelige spejlmonogram

i sølvbroderi. I 1750’erne forsvandt plysbeklædningen, og

den sorte lågklap blev herefter prydet af et forsølvet skilt.

I modsætning til mandskabet bar Grenaderkorpsets office-

rer ikke overskæg.

Som infanteriets øvrige officerer bar de ringkrave,

hvoraf tre typer var i brug i korpsets levetid: Med Frederik

4.s navnetræk 1701-30, Christian 6.s 1730-46 og Frederik 5.s

1746-63.

De kongelige navntræk og spejlmonogrammer skifte-

de ikke nødvendigvis øjeblikkeligt, f.eks. fik man først nye

ringkraver med Christian 6.s navn i 1731 og lågklapper og

huer i 1732.73

Felttegn, der skulle bæres omkring kårdens hæfte, blev

reglementeret i 1731.74 Ifølge den approberede prøve skulle

felttegnet være udført i rød silke- og guldtråd og ende i en

kvast.

Skærf blev først reglementeret i 1745, hvor en kongelig

resolution fastslog, at alle officerer ved infanteriet frem-

over skulle bære skærf af rød og gul silke såvel i felten som

i fredstid.75 Skærfet var fremstillet i den såkaldte sprang-

teknik og havde tre røde og to gule striber på langs. Gre-

naderkorpset fik dog i 1747 særlig tilladelse til at have gyld-

ne striber.76 Skærfet var meget løst knyttet og fik hermed

struktur som et net. Det skulle bæres over højre skulder, og

dets to ender, der endte i gule/gyldne og røde kvaste, blev

bundet sammen ved hoften. Hvis officererne drog i felten

eller var på march, skulle skærfet dog bæres om livet. Offi-

cererne bar sandsynligvis ikke deres kjoleskøder ombuk-

kede, medmindre de var til hest. Det skal hertil bemærkes,

at det kun var stabsofficererne, som havde heste. Når de var

til hest, eller når regimentet var samlet, måtte de ikke op-

træde med støvletter, men skulle bære ridestøvler med spo-

rer.77 Skaberakket på deres heste skulle være af rødt klæ-

de. Udsmykningen herpå måtte den enkelte regimentschef

selv fastsætte; galonerne og broderierne skulle blot være i

knapfarven, dvs. af sølv ved Grenaderkorpset.

Fra perioden ca. 1735-44 kendes et portræt af Gustav

Friedrich (1715-68), greve til Ysenburg und Büdingen, der

var officer i Grenaderkorpset. På kjolen har han klapper på

ærmeopslagene med seks knapper. Forstykket og klapper-

ne er kantet af brede besætninger af sølv. Gehænget frem-

står helt dækket af sølvtresser, mens bandoleret er smukt

broderet med sølv.

Fra 1745 kendes et portræt af Prins Friedrich Georg

von Braunschweig-Bevern (1723-66), kaptajn af Grenader-

korpset. Huen er den samme som på førnævnte portræt,

men kjolen har forandret sig meget. På forstykket har den

nu fået sølvtresser i kunstfærdige mønstre.

Munderingsreglementet af 1747 beskriver, at officerer-

nes bajonet blev anbragt i en sværdtaske, som var syet fast

på bagsiden af patrontasken.78

Den næste kendte afbildning af officerernes uniform

er en gouache af J.J. Bruun fra 1757. Officererne havde da

2x6 smukt svungne knaphulssløjfer af sølvbroderi på for-

stykket. Deres vest og kjolekrave var endvidere kantet med

sølvbroderier.

Patrontasken var af sort læder med et større sølvskilt.

Motivet skjules til dels af officerens hånd. Bandoleret var

kantet med kraftige sølvbroderier. Billedet viser også Gre-

naderkorpsets officershue. Frontpladen bestod på dette

tidspunkt af stift, sort læder, medens udsmykningen sand-

synligvis bestod af forsølvede, udhamrede metaldele. En-

delig bemærkes kravehandskerne af lyst gult skind, ring-

kraven, skærfet, sølvkården og felttegnet.

Uniformen på Bruuns gouache genses i værket fra om-

kring 1760 i H.M. Dronningens Håndbibliotek, hvor det op-

lyses, at denne uniform var anlagt 1758. Dette er imidlertid

ikke den eneste uoverensstemmelse: På den tegning, som

korpset selv indsendte til kongen i 1758 af sin daværende

uniform, afveg sløjfernes form fra de to førnævnte

tegninger.

I juli 1760 blev det bestemt, at der skulle være otte sløjfer

på forstykket af den nye kjole, som korpset skulle anlægge

i 1761.79 På stadskjolen skulle sløjferne broderes direkte på

kjolens forstykke, men på dagligkjolen skulle sløjferne bro-

deres på røde klædesstykker, som så blev stukket på kjolen.

Hermed kunne de kostbare sløjfer flyttes, når der blev skif-

tet kjole. Samtidig med dette bestemtes, at der ikke længe-

re skulle være galoner eller broderi på vesten. I august kom

der dog kontraordre om, at der alligevel kun skulle være

2x6 sløjfer på forstykket af såvel stads- som dagligkjolen.80

I februar 1761 blev det tilladt officererne alligevel at have

galoner på vestene til deres stadsuniform.81 Ifølge Spionbo-



gen fra Berlin havde kjolerne otte sløjfer, men det må opfat-

tes som en fejl.

På såvel Bruuns gouache som Bertrams tegning ses of-

ficeren med en forgyldt ringkrave magen til de øvrige in-

fanteriofficerers. Det er imidlertid tankevækkende, at der i

en oversigt over arsenalernes inventar fra 1764 optræder 49

sølvringkraver med forgyldt chiffer og krone.82 At de netop

er tilgået arsenalerne året efter Grenaderkorpsets nedlæg-

gelse, tyder kraftigt på, at ringkraverne stammede herfra.

Alternative forklaringer kunne være, at de havde tilhørt

Livgarden til Fods, eller at de var resultatet af et aldrig rea-

liseret projekt.

Musikere og spillemænd

Grenaderkorpset havde et musikkorps, som bestod af en

regimentstambour og seks hoboister/skalmejeblæsere, der

var ligestillet med underofficererne. Derudover fandtes

ved hvert kompagni to tambourer, der var ligestillet med

de menige. I 1740’erne indførtes som supplement en piber

ved hvert kompagni. Hverken musikerne eller spillemæn-

dene var reglementeret med gevær, bajonet og patrontaske.

Musikerne og tambourernes uniformer blev først fastsat

ved et reglement i december 1702.83 Hoboisterne var mun-

deret som underofficererne, og til deres karmoisinrøde

kjoler og kasakker var afsat ikke mindre end 45½ alen li-

beritresser med sølv og 21 alen smalle indfatningsgaloner

af sølv og silke. Hvor de skulle sidde på uniformen, vides

ikke. Som særligt kendetegn havde hoboisterne i øvrigt

såkaldte liberiknapper, hvilket må forståes som stofbe-

trukne.

tambourerne var som udgangspunkt uniformeret som

de menige grenaderer. til forskel var deres kjole dog kraftigt

Officer af Grenaderkorpset ca. 1761 med de helt nye paillegule un-

derklæder. Vorstellung der in dem Ersten Theile des Reglements ….

Det kgl. Bibliotek..



besat med 45½ alen brede liberitresser af silke, 21 alen smal-

le indfatningstresser samt 3 lod rødt og blåt kameluldsgarn

til knaphullerne. Endelig var der afsat 6 lod sølvgaloner til

hue, gehæng, trommebandoleret og opslagene.

Ifølge en beregning over uniformen 1706-09 medgik

der til tambourernes kjole 18 alen brede liberitresser af sil-

ke, 16½ alen halvbrede ditto, 13½ alen indfatningstresser af

silke samt 2 alen silketresser til knaphullerne på lomme-

klapperne.

Ifølge munderingsreglementet af 1714 skulle hoboister-

ne have 44 alen halvbrede liberisnore af silke med sølv.84

Herover: Tambour af Grenaderkorpset ca. 1761 med tromme og

trommebandoler. “Vorstellung der in dem Ersten Theile des Regle-

ments …”. Det kgl. Bibliotek.

Tv.: Kjole for tambourer og pibere af Grenaderkorpset 1758. Hobo-

isternes var magen til, bortset fra at tresserne var af sølv. Rigsarki-

vet, Krigskancelliet.


Documents

Kongens klæder