Kulturforstaaelse for stenalderhjerner

Af Dennis Nørmark

Kulturforståelsestenalderhjerner

for

Kulturforståelse for stenalderhjerner© Dennis Nørmark og Det Andersenske Forlag, 20111. udgave 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Sat med Swift 10/14

Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Specialtrykkeriet Viborg

Tryk: Specialtrykkeriet Viborg

ISBN 978-87-92240-18-7

Website knyttet til bogen:www.kulturforstaaelse.dk

www.andersenske.dk

Kapiteloversigt

Indledning Kapitel 1 En realistisk bog om kulturudfordringer .................................................. 5

Del 1 Kulturel bevidsthedKapitel 2 Antropologi i det små ................................................................................. . 19

Kapitel 3 Kultur og sammenstød ............................................................................... . 25

Kapitel 4 Kulturel intelligens ..................................................................................... . 53

Kapitel 5 Kulturel forståelse....................................................................................... . 73

Kapitel 6 Hvem er vi selv?........................................................................................... . 85

Del 2 Mapping – hvor er vi forskellige?Kapitel 7 Kan man sammenligne lande? .................................................................. . 117

Kapitel 8 Nogle er mere lige end andre..................................................................... . 123

Kapitel 9 Dem vi kender, og dem vi ikke kender så godt ...................................... . 137

Kapitel 10 For min skyld eller gruppens?................................................................... . 159

Kapitel 11 Hvor meget forandring er tilladt?............................................................. . 179

Kapitel 12 Gorilla eller hønemor? ............................................................................... . 191

Kapitel 13 Må man vise sine følelser?.......................................................................... . 205

Kapitel 14 Er tid en begrænset ressource?.................................................................. . 215

Del 3 Bridging – samarbejde med forskelleKapitel 15 Brug den kulturelle viden rigtigt ............................................................. . 229

Kapitel 16 Hvordan man vælger sine kulturelle kampe .......................................... . 239

Kapitel 17 Hvad enhver bør vide om kulturmøder ................................................... . 265

Kapitel 18 Kommunikation og forhandling ............................................................... . 303

Kapitel 19 Informanterne – intet slår lokal viden..................................................... . 315

Kapitel 20 Hvad har jeg lært, og hvordan kommer jeg videre? ............................... . 321

Litteratur og noter.............................................................................................................. . 325

Index.................................................................................................................................... . 346

Om Living Institute ................................................................................................................... 351

indledning.

En realistisk bog om kulturudfordringer

”Modsat den populære antagelse, er den absolut største forhindring for succes i forretningslivet, den kulturelle forhindring”. Citatet stam-mer fra den amerikanske antropolog Edward T. Hall, som gennem hele sit professionelle liv forsøgte at forstå, hvad kultur er, og hvad det gør ved os.

Hans konklusion er nok ikke særlig politisk korrekt, men den er sand. For skønt den populære antagelse er, at den flerkulturelle og mangfoldige arbejdsplads er en kilde til inspiration og kreative løs-ninger, så går det galt, hvis man ikke forstår at tackle den kulturelle udfordring, der ubehandlet langt overgår fordelene. Så lærer man al-drig at tappe af denne mangfoldige kilde til nyudvikling og opfind-somhed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at nøglen til fremtidens succes som samfund, som virksomhed og som nation, består i at løse ulemperne ved kulturmødet, erkende dem og handle på dem, så man når frem til alle fordelene.

Derfor er det også denne bogs grundlæggende indstilling, at kul-turmøder umiddelbart skaber flere problemer end de løser – men at det ikke behøver at være sådan. Ikke fordi kultur som sådan skaber problemer, for mennesket ville ikke være meget klogere end en chim-panse, hvis vi var foruden evnen til at skabe kultur. Problemet opstår, når der er flere kulturer på banen på samme tid, eller samme sted. Det bliver vi nødt til at forholde os åbent og ærligt til.

Den slags problemer løb vi ikke ind i, da vi i en egentlig ikke så fjern fortid vandrede rundt på den afrikanske savanne og kun samarbej-dede med folk af vores ”egen slags”; altså folk fra vores egen gruppe. Nu er situationen temmelig anderledes. Det er derfor, denne bog hed-der ”Kulturforståelse for stenalderhjerner”: fordi vi måske nok selv

6.•.indledning

føler os hævet over stenalderstadiet, men vores hjerner ikke er fulgt med. De kæmper faktisk i det daglige for at følge med vores ambitioner om at være moderne, globale, omstillingsparate og – ikke mindst – kulturelt intelligente. Den biologiske evolution af vores hjerne går nemlig meget langsommere end vores kulturelle evolution. Vi er med andre ord stadig udstyret med hjerner, der tænker som i fortiden. Derfor har vi her i nutiden så svært ved at tænke udover forskellene og ”samarbejde med dem, der ikke er ligesom os selv” – som er bogens undertitel.

I virkeligheden burde jeg også understrege, at især danske hjerner tilhører stenalderen, for det er min påstand, at danskere på det kulturelle område er mere udfordret end så mange andre vestlige nationer. Det skyldes, at vi i sær-lig grad har fået lov til at fortsætte vores ”stenaldertilværelse”; forstået som en isoleret tilværelse uden ret meget kulturelt input udefra. Det er ikke bare en løs påstand, men en observation, hvor jeg har samfundsforskningen og tallene med mig. Det vil blive uddybet senere, men det er dog klart for dem, der dykker ned i fakta, at danskere ikke er særligt forvænte med at skulle opøve ”kulturelle kompetencer” og, at vi aldrig rigtig har været det. En for-holdsvis ensartet ”familie” på godt 5,5 millioner mennesker er ikke det mest oplagte sted at blive kulturelt udfordret. I den seneste undersøgelse af dan-skernes generelle ”kompetencer” udarbejdet af Undervisningsministeriet, nåede forskerne frem til, at kun 5% af danskerne har høje kulturelle kompe-tencer. Det vil i undervisningsministeriets definition sige, at kun meget få af danskerne har erfaring med andre kulturer og er gode til at samarbejde med og forstå folk med anden kulturbaggrund end deres egen. Samtidig er hele 66% af danskerne decideret dårlige til det, når man måler på deres ”indsigt i og evne til at kunne forstå dagligdagens kulturelle kompleksitet samt at kunne kommunikere fordomsfrit med mennesker fra andre kulturer. ”Alt sammen færdigheder, der hører til det at være kulturelt kompetent eller kulturelt intelligent.

Det kan ganske enkelt ikke blive ved med at gå. For selvfølgelig er det netop enormt besværligt at have med andre kul-

turer at gøre, det var den præmis, jeg også indledte med. Men vi kan ikke stikke hovedet i busken af den grund og lade som om, at de andre ikke er der, eller håbe på, at de blot begynder at efterabe os, fordi de indser, at den danske kultur og praksis er deres egen overlegen. Ikke blot er ”de andre”

Kulturforståelse.for.stenalderhjerner.•.7

nødvendige at invitere indenfor – fordi vi ikke kan finde ud af at reproducere os selv tilstrækkeligt, og fordi vi ikke har uddannet nok i de færdigheder, der efterspørges på arbejdsmarkedet – men i grunden kan vi også få noget ud af at ryste posen og samarbejde med folk, der ikke tænker på helt samme måde som os selv.

Faktisk viser en forskningsrapport fra Forsknings- og Innovationsstyrel-sen fra 2007, at en virksomhed kan øge sin evne til innovation med 30%, hvis den ansætter folk med anden etnisk- eller national kultur. Undersøgelsen måler imidlertid ikke på alle de andre komplikationer, som kulturel mang-foldighed giver i form af kommunikationsproblemer, samarbejdsvanskelig-heder, misforståelser, psykologiske belastninger og fejlvurderinger. Disse ting bliver til gengæld ofte rapporteret af de virksomheder, der kommer og beder om hjælp hos konsulentfirmaer som fx Living Institute, hvor jeg selv har min erfaring som kulturkonsulent. Så gevinsten kan sikkert blive endnu større, hvis en virksomhed lærer at tackle alle de problemer, som Hall gør opmærksom på.

Kulturforskelle kan altså være en gevinst, men lad os alligevel være ær-lige og indrømme, at virksomheder og institutioner næppe arbejder i et kulturelt mangfoldigt miljø, fordi de nødvendigvis synes, at der er forretningsmæssige gevinster i kulturel mangfoldighed, men fordi det er nødvendigt at have berøring med andre folk, der tilfældigvis viser sig at være fra andre kulturer. Altså pragmatik frem for renskuret idealisme.

Det er sikkert overflødigt at nævne det over for læseren af denne bog, at den globale verden er en realitet, som betyder, at de fleste af os til dagligt arbejder med mennesker fra andre lande, og at vi således enten leder eller samarbejder med folk andre kulturer. Det kan være herhjemme eller på di-stancen eksempelvis i form af indiske programmører, der sidder tusindvis af kilometer væk, men alligevel skal have deres daglige kontakt med en dansk leder eller kollega. Og hvis ikke det, så rejser vi til udlandet for at sælge eller købe hos folk, der heller ikke bare kan behandles på samme måde, som vi behandler vores egne. Vi kan ikke længere undgå andre kulturer, og vi kan derfor heller ikke længere undgå at skulle forholde os til de færdigheder, som det kræver af os.

Vi skal altså forholde os til kultur. Ikke fordi kulturel mangfoldighed nød-vendigvis er en fordel, men fordi det er en realitet. Hvad man så kan gøre, er

8.•.indledning

at få et realistisk billede af den kulturelle udfordring og lære at minimere problemerne, så man kan høste frugten af det interkulturelle samarbejde.

Nødvendigheden af den erkendelse er ved at synke ind hos virksomhe-derne, i institutionerne og i det offentlige system. I en undersøgelse fra 2010 foretaget blandt 1.700 danske mellemledere i internationale virksomheder mente 90% af de adspurgte, at kulturel intelligens (som jeg snart vil defi-nere) er af afgørende betydning for deres virksomheds succes. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at netop multikulturelle team opnår mere end monokulturelle team. Det vil altså sige, at det virker, hvis man øger de inter-kulturelle kompetencer. I dag kan man også påvise, at man kan se resultatet direkte på bundlinjen, hvis en virksomhed har modtaget kulturtræning. Det kan ifølge nogle undersøgelser give op til 30% forbedret produktivitet!

Spørgsmålet til enhver virksomhed eller offentlig institution må derfor være: Har I også indset det? Og: Hvor langt er I kommet med at øge den kul-turelle intelligens blandt de folk, I skal levere resultater sammen med? Hvis svaret er nej, må spørgsmålet efterfølgende være: Hvad i alverden venter I på?

Hvorfor har jeg skrevet denne bog?

Mit eget udgangspunkt for at skrive denne bog er, at jeg er antropolog. Des-uden har jeg arbejdet med at kulturtræne ledere, medarbejdere, udstatione-rede danskere og herboende udlændinge siden 2007. Det har jeg gjort som head of training og seniorkonsulent i Living Institute, som siden 2004 har rådgivet nogle af landets største internationale virksomheder på dette om-råde. Bogen er altså en opsamling af en viden om kultur og mennesker, som jeg har tilegnet mig, dels som fagantropolog og dels i mit praktiske arbejde med i tusindvis af mennesker. Derfor vil bogen både have faglige referencer og anekdotiske eksempler. Det er i sin essens en håndbog, men den er bygget på en solid viden af både forskningsmæssig og praktisk karakter.

Bogen er skrevet i et så let forståeligt og populært sprog, som det overho-vedet er muligt. Af samme grund indeholder den sikkert ikke alle de lange og komplicerede akademiske definitioner, der skal til for at tilfredsstille den akademiske læser. Jeg har sat mig for at skrive en anvendelig bog til dem, der står med de praktiske udfordringer i dagligdagen – ikke en bog der skal im-


ponere mine kollegaer. Det er en bog, der forsøger at sige tingene, som de er, på et område, hvor jeg oplever, at alt for mange går på listesko og indpakker deres egen manglende stillingtagen i abstraktioner og ukonkrete floskler.

Principper i denne bog

Kultur er et følelsesladet emne, og folk investerer en hel del af sig selv i kul-turelle spørgsmål. Derfor er det på sin plads, at bogens forfatter kort fortæller, hvor han står i et par væsentlige spørgs-mål. Så kan læseren selv vælge, om han eller hun kan tilslutte sig disse princip-per eller ønsker at udfordre dem.

Man skal ikke have respekt for kultur – man skal have respekt for individer.

Kultur er blot et instrument, som mennesker anvender til at fortolke deres omgivende virkelighed med, og til at organisere handlinger med andre men-nesker med samt at skabe identitet igennem.

Det betyder, at kulturer kan og bør ændre sig, hvis menneskene opdager nyt om deres virkelighed, får nye udfordringer eller nye behov. Derfor er det kultursyn, som jeg præsenterer læseren for, ikke et statisk, men et dynamisk kultursyn. Vi har pligt til at udfordre kultur, ændre kultur og sætte spørgs-målstegn ved kultur, og det gælder i allerhøjeste grad – og måske fortrinsvis – vores egen. Men vi skal vide, hvilke forudsætninger vi gør det ud fra. Det kan lyde meget abstrakt, men i virkeligheden er det et meget konkret pro-blem for virksomheder og organisationer, hvor man ikke aner, hvor meget man må udfordre folk på deres kultur. Mit princip er, at man godt må udfor-dre folk på deres kultur, men man skal vide hvornår og hvordan. Det er den slags spørgsmål, denne bog forsøger at give svar på.

Det er vigtigt at forstå, at alle mennesker fortjener værdighed og respekt. Men mener man, at man ikke kan tale logik og fornuft med folk, ”fordi de jo har en anden kultur,” så behandler man dem i virkeligheden som børn. Helt

Sådan defineres kultur i denne bog:Kultur.er.et.fortolkningsfællesskab,.som.deles.af.en.gruppe,.og.som.styrer.grup-pens.forventninger.til.adfærd.og.normer.hos.andre..det.er.et.betydningsnetværk,.der.struktureres.af.nogle.centrale.værdi-er,.som.opfattes.som.betydningsfulde.og.rigtige.af.kulturens.medlemmer..værdier.der.har.vist.sig.nyttige.og.konstruktive.i.kulturens.møde.med.den.omgivende.so-ciale.og.økologiske.virkelighed..

10.•.indledning

uden for pædagogisk og fornuftsmæssig rækkevidde. Det er at gøre dem uret af den simple grund at:

Der er mere, der forener mennesker, end der adskiller dem.

Det betyder, at vi ikke må lægge alt for stor vægt på kultur, for i virkelighe-den skjuler de kulturelle forskelle ofte blot en kerne af noget, som er forbløf-fende ens. Vi stirrer os derfor ofte blinde på forskellene uden at se alt det, vi har tilfælles. Derfor må kultur heller ikke blive en universalforklaring, vi kan bruge til alt – og ej heller er kulturforskelle en undskyldning, der bare kan anvendes i enhver situation fordi:

Nogle gange er folk bare nogle idioter.

’Idioter’ kommer i alle farver og former. ’Idioter’ er så at sige et menneskeligt faktum. De findes over alt, og sjovt nok er langt de fleste mennesker i ver-den godt klar over, hvad der karakteriserer en ’idiot’. De ting, vi værdsætter ved andre mennesker, er ofte påfaldende ens: at man står ved sit ord, viser omtanke og omsorg, at man samarbejder, og at man forsøger at være vellidt. Vi kan have forskellige måder at vise dette på, og det er heri, udfordringen består, men alle er med på, at sådan er reglerne. Med mindre man altså står over for en ’idiot’. Problemet består i at skelne ”idioter” fra ”kulturelle for-skelle”, og det er den færdighed, som denne bog gerne skulle videregive til læseren.

Min grundlæggende pointe er altså, at kultur – både vores egen og andres – gerne må udfordres, at kultur i virkeligheden blot er toppen af isbjerget, hvor langt det meste under overfladen er noget, vi deler med de andre, og at det derfor er muligt at finde fælles forståelse mellem alle de mennesker i verden, som ikke er idioter. Og dem er der gudskelov flest af!

Hvad er det store problem i Danmark?

I mit arbejde som konsulent har jeg selv observeret følgende mangler i dan-ske organisationer, arbejdspladser og virksomheder:


• Vi mangler at tage et opgør med berøringsangsten: Vi skal turde tale om kultur og udfordre kultur. Vi skal kunne udpege det, som er anderledes og problematisk, grine lidt af forskellene og overveje at forandre noget – ikke mindst hos os selv. Vi skal blive bedre til at forklare og til at lytte. Til at give udtryk for vores undring og stille de rigtige spørgsmål.

• Vi mangler viden om de andre: Når folk opfører sig anderledes, hvad skyldes så deres kultur, og hvad er i virkeligheden blot folks individuelle personlig-hed? Hvornår kan de, så at sige, ”selv gøre for det”, og hvornår er det ”noget de er opvokset med”. Hvad kan jeg forvente mig af en tysker, spanier, kine-ser, inder osv.? Hvilken forskel gør en forskel?

• Vi mangler i høj grad viden om os selv: Fordi dansk er det ”normale”, har vi ingen anelse om, hvor besynderlige vi virker på folk med en anden kultur-baggrund end vores. Dette område bliver normalt groft underprioriteret i bøger og kurser om kulturforståelse (for vi ved jo godt, hvem vi selv er). Danskernes egen kulturforståelse er højt prioriteret i denne bog.

• Vi aner ikke, hvilke kampe vi skal vælge, og hvilke vi skal lade ligge: Hvor må man trække grænsen for, hvad man må tolerere og på hvilket grund-lag? Hvornår er kultur en ”lovlig undskyldning”,og, hvornår er det ikke. Her famles ofte i blinde, og reglen synes at være: Hvis i tvivl, så ignorer det og håb på, at problemet forsvinder af sig selv. – Det gør det ikke.

• Vi forstår ikke vores eget reaktionsmønster: Hvorfor reagerer vi ofte så stærkt på kulturforskelle, og er det overhovedet særlig rationelt, det vi tænker? Vi mangler en grundlæggende viden om, hvad det er for nogle psykologiske mekanismer, der er på spil, når vi forarges, fornærmes og forundres over ”de andre”. Vi mangler at lære vores stenalderhjerne bedre at kende, således at vi kan bremse den i at lave skadelige og helt forkerte konklusioner.

Det er disse områder, denne bog skal forsøge at styrke ved at give læseren et sprog for, hvad det er, han eller hun ser; værktøjer til at håndtere proble-merne og en viden om, hvordan folk tænker i andre kulturer, hvordan vi selv tænker, og hvordan vi træder hen over kulturkløften.

12.•.indledning

Inden vi går rigtigt i gang, skal jeg blot lige sige en anelse om, hvordan jeg har bygget bogen op:

Opbygning

Denne bog falder i tre dele: Kulturforståelse, Mapping og Brobygning. Opdelingen er ret klassisk inden for teoretisk kulturforståelse: Først får vi styr på begre-bet og fænomenet kultur, lærer, hvor det optræder, og hvordan. Dernæst ser vi på os selv og på de andre og ”kortlægger hinanden”. Derefter skulle vi gerne være bedre rustet, med viden og selvforståelse til at finde ud af, hvor-dan vi samarbejder.

Første del: Kulturforståelse

Målet med denne bog er at fortælle om de udfordringer, kulturforskelle ska-ber i vores samarbejde, og anvise løsninger på problemerne. I den første del vil jeg forsøge at give læseren nogle grundlæggende værktøjer, der kan gøre ham eller hende til en ”lille antropolog”. Altså en ekspert i hvad kultur er, og hvad kultur gør. Derfor er Kapitel 2 en introduktion til antropologien og til, hvad et antropologisk blik på kultur og kulturforskelle kan.

Dernæst må vi have styr på, hvad kultur er for noget, så i tredje kapitel prøver jeg at definere begrebet kultur udover den overfladiske minimalde-finition, jeg gav et par sider længere oppe. Det er nødvendigt, da begrebet efterhånden er temmelig misbrugt, og hvis vi ikke ved, hvad vi snakker om, bliver det svært at forholde sig til det og blive klogere på det. Her vil jeg se nærmere på, hvorfor kultur virker så stærkt på os, som det gør, hvad det i grunden skal nytte at have en kultur.

I Kapitel 4 ser vi nærmere på al den ballade, der kommer ud af kultur. Hvad sker der, når vi går fejl af hinanden, og hvordan ændrer vi vores mind set, så det bliver mere kulturelt intelligent? Igen må vi se på, hvordan vi som mennesker reagerer på kulturforskelle, for bedre at kunne forstå, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan vi får mulighed for at ændre uønsket og fjendtlig adfærd til en adfærd, der er mere rummelig og i det lange løb mere hensigtsmæssig for os.

Men det er ikke nok at forstå sine egne reaktioner, man bliver også nødt til


at forstå de andres. Kulturel intelligens handler ikke om bare at lære, hvor-dan de andre reagerer. Det er ikke nok at kunne sin ”Emma Gad for Kina” el-ler andre steder. Alt for mange tror, at kulturforståelse handler om at lære et par konkrete tricks til at begå sig. Det gør det ikke. Det handler om at forstå sig. Det handler om at forstå både sig selv og de andre dybere, end hvordan man høfligt siger tak for mad, eller hvad der er gode og dårlige konversationsem-ner rundt omkring. Vil man være kulturelt intelligent, må man gøre sig den ulejlighed at ”sætte sig ind i de andres verden”. Det handler Kapitel 5 om.

Et andet område, der alt for ofte overses i kulturtræning, er forholdet til vores egen kultur. Ofte bliver man så fokuseret på at forstå ”de andre”, at man glemmer, at man selv kommer med og af en kultur. Vi har alle vores særheder, og hvis vi skal forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør, må vi samti-dig forstå, hvorfor lige præcis sådan nogle som os reagerer på lige præcis den måde, vi gør. Derudover må vi forstå, hvordan vi virker på andre. Det er en meget væsentlig viden, og det kræver en hvis systematik, for at portrættet af danskerne ikke bare bliver en overfladisk stereotyp. Derfor er Kapitel 6 bogens mest uddybende kapitel.

I bogens første del præsenterer jeg nogle centrale pointer på flere forskel-lige måder og med lidt forskellige vinklinger. Det gør jeg, fordi erfaringer fra kulturtræning viser, at det det er svært at opnå generelle færdigheder i kulturforståelse og at ændre mind set. Vi husker meget lettere alt det sjove og spændende om de andre kulturer, det vi ofte glemmer igen er, hvordan vi omsætter den nye viden til praksis og generel forståelse. Ved at se pointerne belyst fra flere sider får læseren forhåbentlig en grundigere indsigt i nytten og bredden af denne tænkning.

Anden del: Mapping

Således bevæbnet med en større indsigt i, hvad kultur er og gør, er vi klar til at lære om alle de andre og deres kulturer i bogens anden del. I kapitlerne 8-14 ser vi systematisk på ”de forskelle, der gør en forskel”. Det gør vi, fordi det ville være håbløst at kortlægge alle verdens kulturer. Derfor er det langt lettere at se på, hvor mennesker adskiller sig fra hinanden på nogle helt grundlæggende områder, og hvor i verden man ser disse forskelle.

14.•.indledning

De forskelle, der gør en forskel, er typisk holdningerne til høj vs. lav sta-tus, individet vs. fællesskabet, forandringer vs. traditioner, relationer og til-lid vs. kontrakter og formelle regler. Kapitlerne 8-14 handler om disse og andre forskelle.

Tredje del: Brobygning

Den tredje og sidste del handler om, hvordan vi bruger vores viden fornuf-tigt. Hvordan undgår vi, at vores viden om de andre ikke bliver til en stereo-typ, og hvad er en stereotyp egentlig? Hvordan sikrer vi os, at vores viden er opdateret, anvendelig og frem for alt troværdig? Det ser vi på i Kapitel 15.

Herefter ser vi på den praktiske dagligdag med andre kulturer. Hvordan opnår vi en fornuftig balance imellem at forstå og at tage hensyn til kul-tur, uden at vi samtidig omskaber vores organisationer og virksomheder til en ”kulturel zoologisk have” med masser af spændende mangfoldighed og ingenting, der binder alle individerne sammen? Vi skal i Kapitel 16 se på le-delse, på kulturel mangfoldighed og på, hvordan man på en ordentlig måde ”forhandler” om kultur og udfordrer kultur.

I Kapitel 17 vender vi tilbage til det, vi lærte om os selv. Hvordan kan vi som danskere sørge for, at vi bliver lettere at have som samarbejdspartnere, kollegaer, værter og gæster? Vi ser på, hvor det er, vi er så pokkers vanskelige at have med at gøre, og hvad vi selv kan gøre for at lette samarbejdet.

I Kapitel 18 ser vi på de vigtigste elementer i en interkulturel kommuni-kation og på, hvordan vi med lidt større systematik lettere kommer igennem med det, som vi rent faktisk mener. Kapitlet viser, hvordan vi kan nå hen til målet sammen.

Viden gennem bøger er nyttig og en god begyndelse, men intet slår den lokale og praktiske viden. Derfor præsenterer Kapitel 19 en strategi for, hvor-dan man kan finde og anvende lokale kilder til nyttig kulturel viden bedst muligt.

For at lette forståelsen og hele tiden gøre det hele så konkret som muligt, er der masser af case stories, der kan gøre dig klogere på mødet med den flerkulturelle virkelighed. Ligeledes har jeg inkluderet ”opskrifterne” på en række øvelser, som du helt konkret kan udføre selv eller med dine medar-bejdere.


Teorien er også med, skønt den til tider kan være lidt tør, men jeg har prøvet ikke at dosere for meget af den på én gang. For husk: Man kan ikke lege sig frem til kulturforståelse alene ved at kaste tøjbamser rundt i en ring. (Ja, det er en virkelig historie fra et kursus. En helt igennem hæslig op-levelse, som jeg lærte absolut ingenting af.) Men teori kan krydres med sjove eksempler og aha-oplevelser. Jeg har forsøgt at få så meget af det med, som overhovedet muligt.

Det handler jo trods alt om mangfoldighed.

Kulturel bevidsthedDel 1

2. Antropologi i det små

Mit udgangspunkt for at skrive denne bog er som nævnt min uddannelse som antropolog. Et fag som desværre ikke altid gør så meget væsen af sig, og derfor ved de færreste, hvad det handler om.

Kort fortalt beskæftiger antropologer sig med de mange forskellige måder, man kan være menneske på i denne verden. De mange forskellige kulturelle bud på, hvordan man kan indrette sine samfund, hvad man kan tro på, og hvilke særlige normer og værdier, man kan leve efter.

Antropologer undersøger som regel alt dette ved at tage på lange forsk-ningsrejser til de folk, de vil studere. Det hedder feltarbejde og består i, at antropologer lever blandt de folk, hvis kultur de skal studere. Man bor hos en stamme i Afrika eller et andet sted, deler deres mad, hører deres historier og sover under samme tag. Et arbejde, der ofte tager rigtig lang tid. Blandt andet fordi også antropologen skal komme sig over det første kulturchok, skabe til-lid og lære de mest elementære normer, før værterne begynder at åbne sig.

Måske er det, fordi jeg er fra Århus, at jeg valgte at foretage mit første felt-arbejde på så eksotisk en lokalitet som København. Men det gjorde jeg altså. Det var blandt de såkaldt ”autonome” grupper, der ved flere lejligheder har gjort sig selv uheldigt bemærkede i form af voldelige optøjer – sidst i forbin-delse med rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

De autonome var i en periode mine ”vilde”. Det var dem, jeg skulle lære at forstå. Hvorfor gjorde de, som de gjorde, og hvilke værdier havde de? Jeg nævner ofte dette feltarbejde i mit arbejde med at kulturtræne danske virksomheder og organisationer. Ikke fordi jeg tror de nogensinde kommer i berøring med disse unge radikale venstreorienterede, men fordi det siger noget væsentligt om, hvad kultur er. Jeg tør nemlig godt påstå, at min ”auto-nome stamme” havde nogle ganske andre værdier og mål end de sælgere, in-geniører, sygeplejersker, personalechefer, direktører osv., som jeg har haft

20.•.antropologi.i.det.små

fornøjelsen af at undervise. Med andre ord, så er der selv i en kultur som den danske interne kulturelle forskelle. Forskelle som tilmed kan være ret store.

Lige meget, hvor mærkelige folk er, så er der altid mulighed for at forstå dem alligevel. Det oplevede jeg hos de autonome. Det er den grundlæggende antagelse, som hele faget antropologi bygger sin faglighed på og som jeg vil forsøge at viderebringe til læseren: Man kan godt forstå folk uden at behøve være enig eller begynde at leve ligesom dem.

Hvordan er man antropologisk

Antropologer forstår ikke folk som ”de autonome”, buskmændene i Kalahari-ørkenen eller fiskerne i Stillehavet, fordi vi er klogere end andre mennesker. Antropologer kan forstå andre kulturer, fordi vi har træning i at forstå. En træning som denne bog forsøger at videregive: Det er et håndværk, der kan læres.

Det, som antropologer siger til sig selv igen og igen ude i felten, og som kan være nyttige ledetråde for enhver, der ønsker at begå sig kulturelt intel-ligent, er nogle udtryk, jeg vil vende tilbage til flere gange:

• Der er en grund til, at de andre gør, som de gør• Grasp the natives’ point of view• Keep an open mind but not an empty head• Opdag det kendte i det fremmede og det fremmede i det kendte

– Det er en international disciplin, derfor vil der vil være enkelte engelske sætninger ind imellem.

De første råd udtrykker en grundlæggende holdning i antropologien: Man skal ikke fordømme og bedømme de kulturer, man kommer til. Antropo-loger undersøger folk ud fra deres egne forudsætninger. Derfor er det ikke an-tropologens opgave at vurdere, om det, de andre foretager sig, er godt eller skidt. Det er vi ligeglade med. Når vi forsker, er vi videnskabsmænd og ikke smagsdommere. Vi skal forstå – ikke bedømme eller fordømme.

Historien har vist os, at man kommer længst med forståelse. En af de bed-ste historier til at vise det, er historien om Nordvestpassagen:


Historien om Nordvestpassagen

Før åbningen af Panamakanalen i 1914 var der kun én vej fra Atlanterhavet og ud til Stillehavet: hele vejen neden om Sydamerika. Men alle vidste, at der måske var et alternativ. En søvej nord om Nordamerika. Gennem et farligt isfyldt farvand i det canadiske øhav i det arktiske ocean. Det var en meget attraktiv rute, og da kaptajn John Franklin i 1845 sejlede ud fra England for at finde den, var han da heller ikke den første til at gøre forsøget. Heldigvis var han heller ikke den sidste.

Det gik rigtig galt for Franklin og hans mænd. Efter godt et år i området sad skibene HMS Erebus og HMS Terror ubehjælpeligt fast i isen ved King Williams Island. Stadig meget langt fra det åbne Stillehav. Og meget meget langt hjemmefra.

Ingen fra den 129 mand store besætning overlevede. I godt og vel to år sad man fast, og besætningen vandrede i den sidste tid alene rundt på isen med deres forsyninger af dåsemad i bidende frost. De eneste vidnesbyrd om deres vandringer er de grave og små noter, de efterlod sig, samt beretninger fra de lokale inuitter, der så dem.

Franklin og hans mænd var komplet uegnede til at klare sig i det barske miljø. De var uvidende om, hvor havet frøs til og hvornår, og derfor blev kul-den den primære årsag til deres død. En anden og mere overraskende ting bidrog dog også til deres udslettelse. Da man over hundrede år senere fandt de stadig stivfrosne lig fra en del af besætningen, kunne man konstatere, at en af de væsentligste årsager til deres død faktisk var deres medbragte mad. Dåserne, de spiste af, var nemlig foret med bly, og flere af ligene viste tydelige tegn på blyforgiftning. Blyindholdet i maden var altså med til lige så langsomt at nedbryde deres i forvejen hårdt prøvede organismer.

Sir John Franklin og hans mænd døde af mangel på viden, fordi den viden, de havde med sig, ikke duede til det område, de befandt sig i. Den mand, der 30 år senere fandt passagen til Stillehavet greb tingene noget anderledes an.

Det tog tre år. Fra udrejsen i 1903 og indtil den norske opdagelsesrejsende Roald Amundsen i 1906 kunne sende et telegram fra Alaska, hvori der stod at missionen var fuldført.

Amundsen var et andet menneske end Franklin, og først og fremmest havde han en anden indstilling. Den norske eventyrer havde nemlig gjort


et helt andet hjemmearbejde end Franklin. Han havde samlet oplysninger blandt de eksperter, som vidste noget om, hvordan man overlever på isen. De eksperter var ikke norske videnskabsmænd, men de lokale inuitter (Net-silik som de hedder). Hvem andre kunne vide, hvordan man fandt mad i det barske klima; hvordan man holdt varmen; byggede en iglo; hvilket tøj man skulle have på; hvordan man jagede sin mad og endelig, hvordan man brugte slædehunde som fremdrift på isen? Inuitterne havde overlevet i årtusinder og var tilpasset miljøet. Der fandtes ingen bedre lærermestre.

Hvorfor gjorde Franklin ikke det samme? Fordi det ikke faldt ham ind, at man kunne lære noget som helst nyttigt af ”vilde” folk. Hvor Amundsens løsning var kulturelt intelligent, var Franklins tilgang kulturelt arrogant. Men for at forstå, hvorfor Franklin bar sig så tåbeligt ad, må man også forstå Franklins kultur.

Franklin var englænder og vokset op med den forestilling, at der på det øverste trin i den menneskelige udviklingsstige sad en englænder. Storbri-tannien var i alle henseender stort, og det gav englænderne den faste tro på, at alle vilde og primitive mennesker i verden helst skulle droppe deres tåbelige skikke og blive civiliserede – dvs. små englændere. Der var således intet, den hvide mand kunne lære fra inuiterne. Der var kun noget, disse vilde naturfolk kunne lære fra briterne. Derfor vendte Franklin det døve øre til inuitternes visdom. Ja, faktisk så spurgte han dem aldrig.

Måske kunne de have lært ham, hvordan man finder, dræber og tilbereder en sæl. Men Franklin foretrak den dåsemad, som han så som civilisationens ypperligste påfund, men hvis blyindhold endte med at sende en del af hans mænd i graven.

Kulturrelativismens metode

De første antropologer opførte sig meget lig Franklin. De prøvede at finde ud af, hvor højt udviklede de forskellige kulturer var. Man ønskede at finde ud af, hvor dygtige ”de indfødte” var. Hvor tæt de var på at udvikle sig til civiliserede mennesker? Var de langt nede på evolutionsstigen, eller var de ved at udvikle sig til det samme høje stadie som os selv? Sådan er der ingen antropologer, der tænker i dag. I dag tænker vi mere som Amundsen. ”Der er en grund til, at de andre gør, som de gør” – og grunden er: ”det virker for dem!”


Andre folk gør andre ting end os, fordi det igennem historien har givet de bedste resultater. Og når alt kommer til alt, vil alle mennesker grund-læggende det samme: overleve, udvikle sig, få børn; opfylde deres behov for lykke og kærlighed og den slags. Hvilke veje, vi følger for at nå de mål, afhænger af, hvor vi bor, hvordan samfundet er sammensat, og hvilken historie vi har.

Derfor gælder det om ikke at dømme og bedømme de andre. Det gælder om at forstå, hvorfor de gør, som de gør. Det betyder ikke, at man nødvendig-vis bryder sig om det, man ser de andre gøre. Noget vi nok skal vende tilbage til. Kulturrelativisme handler om at forstå folk ud fra deres egne forudsætninger. Det er en metode til at analysere og forstå kultur med, det er ikke nogen etik.

At bære sig antropologisk og kulturelt intelligent ad består i at gøre sig den ulejlighed at forstå, hvordan verden ser ud fra de andres synspunkt. ”Grasp the natives’ point of view”, som den store polske antropolog Bro-nislaw Malinowski sagde det. Det var også ham, der grundlage feltarbejdet som metode.

Malinowskis dagbøger, der blev udgivet efter hans død, afslørede faktisk at den store antropolog syntes, at de indfødte på Stillehavsøerne Trobrian-derne, som han undersøgte, var ildelugtende og ulækre. Men han behand-lede dem med respekt, og han forstod dem.

Der er altså ingen, der siger, at vi skal elske de andre kulturer, men vi kommer langt med at prøve at forstå dem. Nogle gange, som i Amundsens tilfælde, kan vi ligefrem lære af dem.

De andre er muligvis mærkelige, men deres mærkelige adfærd giver me-ning. Slædehunde er en mærkelig transportform, og spæklamper er en mær-kelig måde at få lys på. Men ikke når man bor i det arktiske område. Senere skal vi se nærmere på, hvordan vi kan komme til at forstå skikke, der er helt anderledes end vores egne, og dermed blive bedre til at forberede os på det fremmede, undgå frustrationer og måske ligefrem lære at værdsætte forskel-ligheden og lære af de andre.

Vores egen kultur ser lige så mærkelig ud fra de andres perspektiv. Eksem-pelvis vækker vores vestlige tendens til at pudse næse i et lommetørklæde anstød i eksempelvis Indien. Her begriber man ikke, at vi åbenbart sætter så stor pris på vores nasale afsondringer, at vi pakker dem pænt ind og gemmer dem på kroppen efter afstødning. I Indien gør man kort proces og tømmer


næsen i fuld offentlighed på jorden – og det synes vi så selvfølgelig, er dybt ulækkert. Men hvem har egentlig ret?

Antropologers metode består i ikke at se de andre med vores egne briller. Men det er ikke noget, vi er ene om at gøre. Det kan enhver lære. Det er blot et spørgsmål om at ændre opfattelse og se sig selv og de andre med nye bril-ler. Det er imidletid svært, fordi vores hjerner som udgangspunkt er dårligt udrustet til at forstå den slags. Det skal vi se på nu. Vi skal forstå, hvad det er, der går galt, og hvorfor de problemer, vi oplever her, virker så uoverskuelige. Vi skal se på, hvad kultur overhovedet er, og hvad der sker, når de forskellige kulturer mødes. For at forstå det skal vi en tur tilbage til stenalderen.

Documents

Kulturforstaaelse for stenalderhjerner