KUNST_KULTUR_RELIGION_IDENTITETSOMMER 2010

Jeg en menneskesmugler: Carsten Nagel drømmer om at gøre modstand. Og ind

imellem går drømme i opfyldelse Jeg sætter min hat som jeg vil: Følg bowlerens

uransagelige veje fra den britiske gentlemans isse til toppen af den bolivianske

kvindes hårpragt Speak out loud: Non fiktion er essentiel for at afsløre løgnen. Gå i

køkkenet med forfatter Monica Ali Manden med dokumentarpistolen: Kloaksystemer

er blevet nye hovedveje. Gå under jorden med palæstinensisk dokumentarinstruktør

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETVINTER 2008

Kunsten er transcenderende: Paul Brickhills åndehul i Zimbabwe har magiske kræfter Logik for burhøns: Ud

med ensretning og perfektionisme, billedkunstner Andreas Schulenburg gider ikke udrydde fejl Majoriteten

sætter dagsordenen: Interview med Najad M. Ahmed om at være i undertal Monokultur er unaturligt: Spørg

bare en gartner Revolution i Vega: Harlem rapperen Immortal Technique gejler op Se min smukke ghetto:

Libanesisk filminstruktør sættes løs i Mjølner-parken

EN KRAMMER TIL OBAMA

S002

Livjægergade 24, 5. tvDK - 2100 KBH. Ø

Telefon: 22 44 90 86Mail: kurt@drk.dkwww.kurtmagasin.dk

Læs de første 9 numre af KURT på www.kurtmagasin.dk og facebook

Ansvarshavende RedaktørAnnette Max Hansen

Redaktion:Thomas Brolyng, Pawel Wedrowski, Dina Haffar, Gitte Broeng, Jesper Korndal, Kristian Bruun

Gæsteskribenter:Tom Kise, Zia Krohn, Peter Bjørn Franceshi, Thomas Burø, Carsten Nagel, Daniel Henschen, Stine Bork Kristensen

Forside foto:

Fotografer:Tom Kise, Kristian Bruun, Stephen Freiheit, Benjamin Enzen, Lena BjørnIllustratorer:Karsten/Ghost

Grafik:Jens Burau/supergreen.dk

Tryk:Johansen Grafisk

Distribution:KURT er gratis og ligger på cafeer, i butikker, bio-grafer og teatre og kan rekvireres ved henvendelse til redaktionen

Artikelforslag er meget velkomne og sendes til kurt@drk.dk

KURT udkommer 3 gange om året og produceres af frivillige skribenter, fotografer og journalister.Artikler og illustrationer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT

November 2005 # 1 Street Art issue

Byen inte

grerer k

unsten

integrer

er byen

Tema: S

treet_ar

t

Islamisk tr

ossamfund

er ikke

en militæ

rzone

Intervie

w med Imam Abu Laban

Pimpon

g

flytter

til sten

broen

Intervie

w med en

raketry

kker

En muter

ende

nordisk

identitet

Det Kong

elige Te

ater

tager ka

mpen op med

den fors

ømte virke

lighed

At s

kabe

tea

ter te

ater

som

man

byg

ger ki

rker

Euge

nio

Barb

a fo

rtæ

ller om

den

rom

ansk

e m

etod

e, v

erde

ns tea

tret

s m

angf

oldi

ghed

s pr

incip

005

Forår 2006 # 1 Street Art issue

Relig

iøse

rev

olut

ionæ

rer og

for

stok

kede

tilh

æng

ere

Forh

envæ

rend

e ov

erra

bine

r Ben

t M

elch

ior om

kon

serv

atis

me

og re-

serv

ered

e pl

adse

r i sy

nago

gen

007

Mun

go P

ark

søge

r as

yl p

å Sa

ndho

lm. T

eate

r om

de

usyn

lige

vi h

ele

tiden

kæ

fter op

om

029

Sier

ra4

på a

rabi

sk. Po

ltitie

t på

sko

lebæ

nken

029

Efte

rlysn

ing:

Pro

gres

sive

kræ

fter

Inte

rvie

w m

ed for

fatter

til

boge

n Is

lam

i Dan

mar

k Ad

am H

olm

019

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITETSommer 2006 # 3

Hvo

rdan

ser

en

terr

oris

t ud

?M

enne

sker

ettigh

eder

ne o

p af

lom

men

At b

ygge

tår

ne i A

mm

anKlo

den

rund

t –

hvor

dan

disk

uter

er v

i?Bru

nt s

ukke

r og

uto

pier

Unds

kyld

, m

en e

r de

r no

gen

der ha

r se

t fo

lkek

irken

?Im

ages

of th

e M

iddl

e Ea

stC

lota

ire K

Fot

o: P

atri

ck A

bisa

lloum

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITETVinter 2006 # 4

Foto

: Jen

s Bur

au

Jeg

har fe

m fi

ngre

men

de

er ikk

e al

le e

ns

Hyb

ridi

dent

itet –

Vel

kom

men

i K

orea

klub

ben

Hvo

r ko

mm

er d

en b

læks

orte

DNA

fra?

På

rygg

en a

f id

eale

r –

sam

tale

med

Tøg

er S

eide

nfad

en

Ejen

dom

sret

ten

– ve

jen

til yt

ring

sfrihe

d?

– Deb

atku

ltur

i U

krai

ne Den

jur

idis

ke B

erm

udat

reka

nt

Shar

ia o

g fe

min

ism

e i M

elle

møs

ten

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETFORÅR 2007

Er fæ

ring

er N

orde

ns

mus

limer

? M

elle

m

hom

ofob

i, te

okra

ti o

g gr

inde

drab

Kuns

ten

som

Dan

mar

k ig

nore

rer

En v

erde

n til fo

rske

l – ø

st

og v

est fo

r St

oreb

ælt

Nus

rat Dja

han

– en

løg-

kupl

et m

oské

i Hvi

dovr

e

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETEfTERåR 2007

Hokus pokus jeg er i fokus – talkshow med mønsterbryder Erik Clausen

Næsten ikke et ord om tørklæder – samtale med Asmaa

Glad Teater – når spastikeren er et røvhul

Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan – en ægte P.E.R.K.E.R.

fra øer af MIG til JEG-kollektivisme, KURT har taget pulsen på tendenserne i Europa

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETFORåR 2008

En muslim kan godt arbejde med svinelæder sålænge han ikke propper det i munden – interview med DR2 chef Arne Notkin

Integration og hemmelige udvisninger- hvor er sam-menhængen? Jonas Christof-fersen i sit Jura Hjørne

Hvis vi ikke kan lide dem kan vi jo bare lave dem om – kunstner og sam-fundskritiker Colonel om hykleri, kunstne-rens rolle og navlepil-leri

Aviserne får deres forsider på kort sigt, men samfundet taber på den lange bane – forsanger fra Outlandish Isam spiller op

KUNST_KULTUR_RELIGION_IDENTITETSOMMER 2009

Stilheden er kvælende: Tanzaniansk sangerinde bryder igennem lydmuren Frygt og bæven i terrorens tid:

Ex-PET chef Bonnichsen tør hvor andre tier Jesus i technicolor: Frelseren i pastel farvet cartoon Facebook

på hjul: Er du inviteret eller er natten en lukket fest? En lyserød elefant: Ghandi i rød plast I’ve got the war

– what do you have?: Libanesisk satiriker om kunst og krig

Kan man gøre en forskel?I dette nummer af KURT kan du læse

hans kronik om at være menneskesmugler samt en række historier om hvordan små initiativer kan gøre en forskel. Der er pa-læstinenseren og israeleren som teamer op for at kampagnere for fred. Der er bil-ledkunstneren som tager til Calcutta for at hjælpe en række udstødte på et indisk sindsygehospital, og der er instruktøren som tager til Afganistan for at søsætte et projekt der skal give undertrykte irakere en stemme.

Verden er fuld af modige mennesker,

der tør følge deres overbevisning og forføl-ge en sag, som de ikke ved om kan betale sig – eller er tabt på forhånd. Men de gør det alligevel – og de giver os andre håb. Og måske kan de også få os op af stolen. Om ikke andet, kan vi jo starte med at lytte og læse og næste gang tage imod den hånd, som bliver strakt ud.

God fornøjelse!

ChefredaktørAnnette Max Hansen

Er det ikke ligemeget hvad jeg gør, hvis de andre alligevel er ligeglade og har givet op på forhånd. Klimakatastrofer, krige og un-dertrykkelse – vil de ikke bare altid komme og gå uanfægtet mine handlinger? Og hvad hvis det nu ikke har nogen konsekvenser, hvad jeg foretager mig, fordi mine handlin-ger drukner i et stort hav af usynlige ger-ninger, som ikke får nogen nævneværdig indflydelse? Skal det ikke starte oppefra med at politikere og medier sender et sig-nal, lægger en linie. Er det ikke op til magt-haverne at ændre, forbedre og skabe foran-dring gennem lovgivning og initiativer? Jo, men hvad hvis de udebliver?

For et par uger siden vandt præsten fra Brorson kirken, Per Ramsdal, Politikens Byens Bedste pris som Årets Københav-ner og Kirkeasyl fik prisen som Årets Håb. Modige mennesker som fulgte deres hjerte og deres overbevisning fremfor en rationel kalkule, da de kæmpede for en række iraki-ske flygtninges fremtid. Nogle af familerne har siden fået asyl og midlertidigt ophold. Andre er blevet sendt hjem.

Måske er målet ikke at redde verden – men at redde et enkelt menneske. Et ad gangen. Carsten Nagel, forfatter og psyko-log hjalp en ung pige, en afvist asylansøger til Sverige. Han gjorde hvad han syntes var rigtigt i øjeblikket, lod sig guide af sit hjerte og en medmenneskelighed, han ikke kunne gå på kompromis med.

S003

Ingen vej uden om demokratietDirektør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christof-

fersen taler med Pawel Wedrowski om moral, demokrati og

den sårbare ukrænkelighed.

Racing 4 PeaceSet fra et politisk perspektiv er konflikten mellem Israel og

Palæstina nærmest uløselig. Men zoomer man ind på men-

neskene bag, individerne, ser virkeligheden ofte anderledes

ud. Her er lysten, viljen og evnen til at samarbejde pludselig

en anden. Og nogen gange skal der en racerbil til.

De tavse stemmer Noget stof, lidt sytåd, en visonær indisk organisation og en

dansk kunstner. Det kan være opskriften på en tålelig hver-

dag for patienterne på Calcuttas sindsygehospitaler. Læs om

Peter Bjørn Franceshis oplevelser og erfaringer med nogle af

Indiens mest udstøtte.

Se din ånd tage form Et essay om metalbandet Neurosis, aforismer, meditationer

og kærligheden til lyden i ni ukronologiske kapitler. Følg

Thomas Burøs tankegang når han kaster sig ind i et metal-

lisk uforudsigeligt univers.

Jeg - en menneskesmugler For irarkerne og andre tvangsudsendte er det for sent, men

flere er i nød. Carsten Nagel drømmer om at gøre modstand.

Og ind imellem går drømme i opfyldelse.

Jeg sætter min hat som jeg vil Hattens veje er uransagelige. I hvert fald bowlerens, som har

taget ruten fra den britiske gentlemans isse til toppen af den

bolivianske kvindes hårpragt. Tag med på langfart.

Speak out loud Non fiktion er essentiel for at afsløre løgnen. Fiktion er

fundamental for at afsløre sandheden. Den engelske forfat-

ter Monica Ali er gået i køkkenet for at fortælle endnu en

historie om de usynlige.

Manden med dokumentarpistolen Han bruger kunsten til at skyde med skarpt. Den palæsti-

nensiske fotograf og dokumentarinstruktør Khaled Jarrar har

været i Danmark for at vise en af sine film, der fortæller hi-

storien om hvordan kloaksystemer er blevet nye hovedveje.

Huset er dit Konflikter skal ikke altid løses ved skrivebordet. Nogen

gange skal der en joker og et par modige kvinder til. Den

danske teaterinstruktør Lena Bjørn er rejst til krigszonen for

at arbejde med undertrykte kvinder i et skrøbeligt Afgani-

stan.

S005

S010

S013

S018

S022

S024

S024

S029

S031

Mit DanmarkCitatet Voxpop LyrikQuizzFotoreport

KURT anbefaler –Film_Galleri_Teater_Musik_Bog

S004

S028

S035

S020

S038

S009

S017

MIT DANMARK

S004

Vi fortsætter serien med Danmarksportrætter,

denne gang præsenteret af Tom Kise

Tom Kise, chefkonsulent i IT-branchen, født og

opvokset i Norge, har boet i København i 10 år.

Aktiv medlem i kunst og kulturforeningen Det

Poetiske Bureau, hvor han arbejder i galleriet og

på forlaget. Titulerer sig ofte med titlen ’frem-

medarbejder’ i et forsøg på at udvande den

negative konnotation ordet har i Danmark.

Dette flade stykke bondeland, hvis grænser er lige så åbne som landskabet.

Her synes fraværet af mure og begrænsninger at være en geologisk funderet naturlighed. Her i

det danske samfund, som i århundreder har formet den danske folkesjæl, der rundhåndet har delt omfavnelser ud til alle

gæster og besøgende! Vil du ha’ en øl?

Og dog…fraværet af mure i et åbent landskab er også fravær af beskyttelse mod vejr&vind og stora bror, das groβe Vaterland, bloody union jack eller hvem der nu kunne

finde på at komme farende for at sætte den danske kongemagt på plads. Fra alle himmelretnin-ger kan det se ud som om nabolandskabet ligger på et højere niveau over havet og således bevirker at

et besøg til Danmark fører ned ad en bakke. Hvor meget af den danske fremmedfrygt har rod i det geologi-ske landskab, formet som en spiseklar pandekage af sand og kalksten?

S005

INTERVIEW

INGEN VEJ UDEN OM DEMOKRATIETPawel Wedrow-ski taler med direktør for In-stitut for Menne-skerettigheder, Jonas Christof-fersen, om de-mokrati, moral og den sårbare ukrænkelighed.

På vej over Knippelsbro og igennem et styk-ke pæredansk efterår skimter jeg Udenrigs-ministeriet i silende regn. Tankerne løber langfart igennem hovedet. Fra Afghani-stans højtbelagte bjergområder til flygtnin-gelejre nord for København, henover euro-pæiske paskontroller. Skæbner skåret ud af drømmestof, som skygger af liv i bevægelse ude af takt, svajende skrøbeligt ved ver-dens ende. Jeg flyder med strømmen mod Christianshavn, forbi cyklister, trafiklys og trummerum. I den anden ende, på tredje sal sidder Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder. Vi skal gøre status. Hvad betyder retten til at være menneske? Hvordan institutionalise-rer man sådan en størrelse? Hvorfor er det i grunden nødvendigt at definere grundlæg-gende menneskelige krav? Jeg stirrer frem i gråheden og læser tavst den sorte skrift på en bagklap i mylderet – Dansk Værdihånd-tering – et professionelt valg.

Kan man forestille sig menneskerettigheder uden demokrati … eller demokrati uden menneskerettigheder?

Jeg tror ikke, at man kan forestille sig et demokrati uden menneskerettigheder, men jeg tror godt, at man kan forestille sig mange virkeliggjorte menneskerettigheder uden et demokrati. Et diktatur, som ikke torturerer eller frihedsberøver vilkårligt, kunne være tilfældet. Et diktatur, som har retsprincipper, love og domstole, der fun-gerer. Et diktatur som har ytringsfrihed uden at lytte og forsamlingsfrihed uden at tage stilling. Men det er vanskeligt at fore-stille sig retten til valg og retten til fri del-tagelse i samfundslivet uden demokrati. Så hvis man skal implementere den fulde skala af menneskerettigheder, kommer man ikke uden om demokratiet.

Handler det ikke i sidste ende om, hvorvidt en menneskeret er objektiv eller relativ? I

S006

hvilket omfang har et menneske rettigheder overhovedet, og hvilken målestok kan man benytte for i givet fald at definere og lodde dybden af dem?

Det kommer an på hvem man spørger. En filosof eller en jurist?

Jeg spørger en jurist

Juristen ville svare, at menneskeretten som et retsligt fænomen må være menneske-skabt. At det er retsregler, som er aner-kendt i den retsorden, vi kalder menneske-rettigheder. I den retsorden og ud fra de principper, som vi opererer med i dag, er menneskerettigheder følgelig relative, som retslige forhold i al almindelighed - i og med, at de er forud-sat af en bestemt tid og et bestemt sted. Eksempelvis aner-kendte man ikke i Danmark i 70´erne, at forældres rev-selsesret var et indgreb i børns rettigheder, hvorimod man nu betragter børnenes ret til ikke at blive slået som en menneskeret. Homoseksuelles rettigheder er først i 80´erne i Europa blevet anerkendt som hørende under menneskerettigheder. Derudover er der, som antydet, kulturelle betingelser og omstændigheder, som også er med til at differentiere menneskerettig-hederne overordnet set. Menneskerettig-heder er således forskellige fra tid til tid, og fra sted til sted. Fra et juridisk perspektiv.

Ville du have lyst til at svare ud fra et fi-losofisk perspektiv eller lade det være op til filosofferne?

Det behøver ikke nødvendigvis at være et filosofisk perspektiv. Det kan være et per-spektiv af religiøs eller moralsk karakter. Ståsteder er der lige så mange af, som der er mennesker. Det kan være en tanke om, at menneskerettigheder er funderet på no-get, som gælder uanset juraen. Man kan mene, at man ikke kan have et moralsk for-svarligt menneskesyn uden basale rettighe-der. At disse rettigheder kommer i første række. Man kan mene, at et krav på respekt og anstændighed for det enkelte individ i virkeligheden betinger de retslige princip-per. Konsekvensen af en sådan tankegang er, at en samfundsorden, som ikke først og fremmest respekterer en grundlæggende ramme af værdier tilskrevet ethvert men-neske, ikke er en moralsk samfundsorden.

Apropos filosoffer beskriver amerikaneren J. Rawls samfundets behandling af dets sva-geste medlemmer som en målestok for sam-

fundets moralske rygrad. Var man alene i en skov med nogle blåbær ville spørgsmålet virke irrelevant, men vi har valgt at leve i fællesskaber såvel privat som offentligt. Det må være mere end blot formgivende praktiske grunde, som skaber en så stædig tilbøjelighed. Retten til at være menneske blandt andre mennesker. Og i så fald hvilke forpligtigelser og krav kan man diskutere ud fra menneskeretslige hensyn?

Ud fra tanken om menneskets frihed og værdighed følger eksempelvis tanken om privat ejendomsret og dét grundlægende krav, at denne ret og retten til en privat sfære i det hele taget ikke må invaderes. Set i dette liberale lys er det urimeligt, at staten

kan opkræve skatter af privat optjent indkomst for at fordele midlerne blandt alle samfundets medlemmer. Man kan ikke påtvinge nogen at give andre noget. Man kan godt have civile og politiske rettigheder i disse rammer. Andre ville mene, at det er

meningsløst, at leve i et fællesskab over-hovedet, hvis nogle skal lide unødigt, hvor andre kunne hjælpe. Altså at man har en pligt til at hjælpe andre. I dag lever vi i en samfundsorden, der har vedtaget overord-nede kulturelle og sociale spilleregler, og hvor vi accepterer en centralt styret om-fordeling af goderne. Velfærdsstaten er en slags modsætningernes enhed, hvor på den ene side retten til privat ejendomsret og på den anden side retten til et anstændigt liv skal mødes. Valget er i sidste ende politisk, fordi vi lever i et demokrati. Medmindre man anskuer det fra en religiøs synsvinkel, hvor værdier har et på forhånd defineret hierarki.

Det religiøse er et interessant aspekt, hvis man forudsætter demokratiet som den bedste politiske ramme til implemen-tering af forskellige rettigheder. Demokra-tiet udspringer trods alt også af en religiøs dagsorden, som ikke mindst arbejder med moralske overvejelser. Et ståsted, hvor man definerer værdier ob-jektivt i lyset af, at alle er lige for gud eller andre åndelige overhoveder. Er det så ikke et implicit element i demokratiet, overordnet juridiske og praktiske forhold, som fælles-skab at basere sig på et underliggende sæt af værdier?

Alle demokratiske samfund respekterer menneskerettigheder i en-eller-anden for-

stand. Intet demokrati baserer sig på de-spekt for individets rettigheder, og når det sker, at vi enige om, at der ikke er tale om ’rigtige’ demokratier.

Den internationale retsorden har si-den 2. verdenskrig været grundlagt på en idé om, at man inddrager menneskeret-tigheder centralt i samfundsudviklingen. FN-pagten nævner, som et af sine bærende principper, respekten for menneskerettig-hederne. Man udarbejder fra begyndelsen i FN en række menneskerettighedskon-ventioner, som indgår i de fleste vestlige landes udenrigspolitiske overvejelser. Det samme er senere blevet gældende indenfor EU. Siden hen er udviklingen entydigt gået i retning af en markant styrkelse af menne-skerettigheder verden over. I Afrika er der eksempelvis en menneskerettighedskom-mission, en menneskerettighedsdomstol, en lang række nationale menneskerettig-hedsinstitutioner og en bunke dokumenter, som taler om god regeringsførelse og de-mokrati. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er tilbageslag. Nogen vil kalde det vestlig ekspansionisme, men man skal være forsigtig og ikke virke nedladende. Jeg tror, at mange befolkninger verden over ønsker sig demokratiske spilleregler og menneske-rettigheder, som vi kender dem i mange veludviklede lande.

Er der ikke, som i forbindelse med Kina, generelt tale om en overrepræsentation af falske motiver, hvor man akkurat benytter begreber som menneskeret og demokrati for at gennemføre skjulte dagsordener? Man kan i kølevandet håbe, at der dukker noget godt ud af disen men, hvor langt kan man som formidler af menneskerettigheder så-vel juridisk som praktisk imødegå den slags svinkeærinder? I hvor høj grad kan man med andre ord tillade at midlet hel-liger målet?

Det er umuligt at svare på, da FN ikke ope-rerer med en global standard. Selv hvis man havde én uni-versel standard, ville den ikke kunne im-plementeres i praksis. Forskellige lande be-finder sig på forskel-lige niveauer retsligt,

politisk og socialt. Man kan ikke lave en facitliste. Rettigheder er progressive. De er i stadig forandring mod forskellige positive mål. På den måde er der en idealisme ind-bygget i menneskerettighederne. Og derfor vil en udvikling i ét land måles i forhold til dét lands tidligere niveau. Selv om det en-delige mål ikke opfyldes, vil man i lyset af udgangspunktet kunne sige, at standarden er forbedret. Danmark opfylder til overmål mange internationale menneskerettighe-

Hvis man skal implementere den

fulde skala af menneskerettigheder,

kommer man ikke uden om demokratiet

Menneskerettigheder er således forskellige fra tid til tid og fra sted til sted

S007

der, men kan naturligvis udvikle sig endnu mere.

Relativitetens vej. Enhver menneskeret-tighed bør følgende måles i lyset af enkelte landes udviklingstrin. Hvis man følgelig be-tragter Danmark ud fra det perspektiv, står det vel mindre sukkersødt til?

Det bliver et henholdsvis politisk og juri-disk anliggende. Hvis man anskuer menne-skerettigheder isoleret set kunne Danmark i forhold til vedtagne standarder spare mange milliarder ved eksempelvis at fjerne efterlønnen uden at krænke nogen social menneskeret. Danmark har frit valgt at overimplementere menneskerettigheder i forhold til sine internationale forpligtelser – her retten til en social ydelse. Der er truf-fet mange politiske valg inden for området sociale rettigheder, hvor man ikke kan sige, at der er en ret til en bestemt ydelse, men hvor de politisk fastsatte ydelser er statens måde at levere varen til befolkningen på. Så selv om man på mange områder bevæger sig over et internationalt minimumsniveau, betyder det ikke, at der ikke er områder, hvor der juridisk er plads til forbedringer.

Det tyder på, at menneskerettigheder i for-hold til mange politiske og juridiske institu-tioner er betingede og må underordne sig? Er det ikke vanskeligt, hvis man spejlvender begrebet og kalder det retten til at være menneske?

Der findes fuldstændig ukrænkelige men-neskerettigheder. Nogle menneskerettig-heder definerer handlinger som under in-gen omstændigheder må foretages. Tortur er en krænkelse af menneskerettighederne på det grundlæggende niveau. Politiet må ifølge menneskerettighederne ikke bruge mere magt end nødvendigt. Menneske-rettigheder sikrer, at man ikke må straffes unødigt i forbindelse med, at man ytrer sig frit. Men hvad ligger der i begreberne krænkelse, nødvendig og unødigt? I sidste ende er det overvejelser, som inddrager en række politiske, retslige og sociale elemen-ter. Først da kan man definere, hvor græn-serne går.

Ukrænkeligheden virker tydeligvis sårbar. I forlængelse af diskussionen om danske for-hold har man de seneste år på en række om-råder i forbindelse med Danmarks forhold til indvandrere pillet ved denne ukrænkelig-hed. Ikke mindst grundlovsrelaterede om-råder og rettigheder, som indenfor landets grænser vægtes på højde med en hellig ko i New Delhi. Hjemsendelses-processer for lukkede døre, administrative udvisninger uden mindstemål af grundlovssikret ret-tergang, tilbageholdelse af børnefamilier i dét vi kalder asylcentre. Hvor er jernnæven

”Det er min vision, at institut-tet skal være blandt de absolut førende nationale menneske-rettighedsinstitutioner, og på alle områder være præget af troværdighed, omtanke og kreativitet.”

S008

i forhold til Lundin og Jønke? Benhårde kri-minelle med dansk baggrund tilbydes egne talkshows, hvor de kan agere erfarne vis-mænd med beskrivelser fra livets skyggesi-der - Det kan man selvfølgelig muntert også kalde for en overimplementering af menne-skerettigheder, men ærlig talt, udenom alt politisk snik snak – når man betragter det enkelte menneske nøgternt og nøgent er der så ikke tale om en vis form for racisme eller kulturdespotisme? Kunne man ikke forven-te at Institut for Menneskerettigheder tager højlydt stilling?

Jeg køber ikke fortællingen om, at alt går galt i Danmark og beskrivelsen af glide-baner på vej mod helvedes forgård. Nogle ting forbedres, andre går skævt og andre igen tilpasses ud fra nye omstændigheder. Institut for Menneskerettigheder er en del af en selvejende statslig institution og ikke en interesse-organisation. Derfor udtrykker vi ikke po-litiske holdninger. Vi argumenterer derfor heller ikke for udste-delse af opholdstilla-delser til mennesker, hvis de ikke har et menneskeretsligt krav herpå. Dét er vores opgave som en uafhængig organisation med udgangspunkt i Danmarks nationale og internationale forpligtigelser at beskytte og fremme menneskerettigheder. Vi skal rådgive regering og Folketing ud fra de vurderinger, vi foretager. Derudover skal vi yde bistand til frivillige organisationer, som beskæftiger sig med menneskerettig-heder. Vi er i øvrigt underordnet budgetter og kapacitetsbegrænsninger, som betyder, at vi ikke har ressourcer til at behandle alle sager. I forbindelse med afviste irakiske asylansøgere, er det først og fremmest det politiske og juridiske system, som må tage stilling til og debattere, om hvorvidt asyl skal gives eller ej. I den debat indgår sam-fundets interesseorganisationer. Indtil der opstår menneskeretslige problemstillinger, blander vi os ikke.

Er det ikke en menneskeretslig problemstil-ling, når børn udsættes for overgreb, når mennesker transporteres på samlebånd til brændpunkter, hvor Udenrigsministeriet kraftigt advarer mod at befinde sig og når retsplejeloven justeres efter forgodtbefin-dende? Og bliver det da ikke en betingelse, for en institution som den du er leder af, at markere sig meget tydeligt?

Nej! Vi skal ikke reagere, fordi politikere handler efter deres eget ’forgodtbefinden-de’. Politikere har efter grundloven ret og pligt til at handle efter egen overbevisning.

Vi er ikke sat i værk for at kommentere alt, hvad jeg personligt, min bestyrelse eller mine medarbejdere måtte ønske skulle la-ves om i samfundet. Vores opgave er som sagt at drage omsorg for, at menneskeret-tigheder beskyttes og fremmes i Danmark. Hvis folk blive udsendt til Irak på ’samle-bånd’, kører dette ’samlebånd’ igennem flygtningenævnet først, som vurderer, hvem der skal udsendes og, hvem der skal blive. Flygtningenævnet har de seneste par år omgjort mange af Udlændingeservice’ afgørelser. Og flere minoritetsgrupper har fået opholdstilladelse. Institut for Menne-skerettigheder har ikke fundet anledning til at gøre større anskrig ud fra menneske-retslige hensyn. Man kan så spørge, om Flygtningenævnet er en tilstrækkeligt tro-værdig institution, om diverse advokater er tilstrækkeligt kompetente, og om Institut

for Menneskerettig-heders vurdering har været tilstrækkeligt tilbundsgående. De spørgsmål kan man altid stille sig.

Tilbage står to plat-ter med resterne af et par højtbelagte smør-

rebrød, nogle flasker halvtomme mineral-vand med citrus, endeløse rækker af bog-rygge i ro på reolen og en idyllisk udsigt til Christianshavns-kanal. Vi sunder os geval-digt ovenpå en elegant ballet, hvor sabler har raslet, bestikket klirret og ord er blevet skåret ud af cellofan med kirurgisk nøjag-tighed. Jeg kommer i tanke om en anekdote engang fortalt. Om en lille dreng, som med barnlig iver overtager en skolekammerats marsvin. Marsvinet bliver hastigt til be-svær for hushold-ningen og dren-gens egne legesyge projekter. Snart er den lille gnaver blot iført pels og en på-stået snue lagt un-der vand i en balje. Drengen holder dy-ret under overfla-den. Stramt med sin spinkle hånd overbe-vist om situationens alvorlige berettigelse. Boblerne flyder og krampetrækningerne tager til. I drengens hoved tegner sig skyg-gen af et dilemma. Hånden vil hjertens ger-ne give slip og lukke livet ind. Men armen, tættere knyttet til hjernebarken, bevæger sig ikke. Forbliver stiv, besluttet på at løse den ubarmhjertige opgave. Mon retten til at være menneske kan miste vejret? Blæn-der systemernes indbyrdes afhængighed klarsynet? Efterlader vi samvittigheden i en skov med for mange træer? Og glemmer

vi at se hinanden i øjnene? Jeg fornemmer, at begrebet menneskerettighed er spundet ind i besværlige og komplekse procedurer, som på den en eller den anden måde be-sværliggør en mere direkte vej til menne-sket bag nummeret.

Selv hvis man havde én universel standard, ville den ikke kunne

implementeres i praksis

Jeg køber ikke fortællingen om, at alt går galt i

Danmark og beskrivelsen af glidebaner på vej mod

helvedes forgård

S009

CITATET

For at værne om

ytringsfriheden råber jeg

røvhul efter min nabo

Peter Poulsen

Foto: Jens Burau

S010

Racing 4 PeaceIsraelske Aric Lapter og palæstinensiske Rasheed Nashas-hibi har, på trods af deres forskellige religiøse, kulturelle og sproglige baggrunde, fundet sammen gennem deres

fælles passion, racerkørsel og deres frustration over den aktuelle situation i området. Sammen har de skabt

non-profit organisationen Racing4peace.

Formålet er at køre til British Formula Vee sammen og sende et budskab til verden og regionen om, at det faktisk er muligt for is-raelere og palæstinensere at samarbejde.

Aric er født og opvokset i Israel og har været tæt på konflikten hele sit liv. Men som Tel Aviv-borger har han også haft mulighed for at gemme sig i den bobbel, som Tel Aviv blandt folk i Israel og Palæstina beskrives som. Tel Aviv er hovedsageligt jødisk, og udover Jaffa, det gamle havneområde, er byen ikke præget af udveksling mellem jø-der og arabere. Den moderne, fortrinsvis sekulære europæisk-prægede metropol-stemning bevirker, at man nemt glemmer, at man befinder sig i Mellemøsten og et af verdens mest ophedede brændpunkter. Derfor er folks forestillinger om ’den anden’ ofte baseret på stereotype, medieskabte bil-leder, fremfor reelle erfaringer.

Rasheed er født og opvokset i Jerusalem. Byen, som de tre monoteistiske religioner ser som hellig. Byen, som både palæstinen-serne og israelere opfatter som deres legiti-me hovedstad. En tvedelt by hvor øst-delen siden 1967 har været besat af Staten Israel. I modsætning til Tel Aviv er Jerusalem præget af religiøse og politiske spændinger, som til tider eskalerer i mødet mellem de forskellige befolkningsgrupper. Men Jeru-salem er også er en by, hvor disse forskel-lige befolkningsgrupper agerer i det samme rum dagligt, og derfor er forestillingen om ’den anden’ i mindre grad medieskabt, men baseret på et stykke reel virkelighed.

Første gang Rasheed og Aric så hinan-den var i år 2006 på en go-card bane, ca. tyve minutter uden for Jerusalem. Det var til en konkurrence, kaldet ’Sparco Champi-onship’ , som finder sted hvert år. Rasheed lagde mærke til Arics t-shirt, som havde et tryk af brasilianske Ayrton Senna, en af ver-dens bedste Formel 1 kørere. Aric måtte vide noget om racerkørsel, tænkte Rasheed. Han vidste endnu ikke, at han var palæstinenser, men regnede med at han med hans perfekte engelsk måtte være fra USA eller England. Men da Rasheed tog sin racerdragt på, så Aric at den var pyntet med et lille diskret Pa-læstinensisk flag.

Tilbage i Tel Aviv brugte Aric nogle

Af Zia Krohn

S011

dage på at gå og tænke, og til sidst beslut-tede han sig for at spørge Rasheed, om han havde lyst til at være den anden halvdel af et racing team. Sammen skulle de stille op til den britiske Formula Vee-konkurrence i Arics formula vee-bil. Rasheed skulle re-præsentere Palæstina, og Aric – Israel. ”Jeg var meget åben overfor ideen”, fortæller Ra-sheed ”… At deltage i den britiske Formula Vee konkurrence og samtidig tjene en god sag, det er en virkelig god erfaring. At få muligheden for at udleve sin drøm, ’with a touch of peace’ .”

Tanken var, at de skulle dele sæsonen og køre en halvdel hver og på den måde vise, at israelere og palæstinensere kan andet end at bekæmpe og bekrige hinanden.

Rasheed havde israelske venner i for-vejen, men for Aric var Rasheed den før-ste palæstinenser han lærte godt at kende. Folk omkring dem var overraskende posi-tive overfor deres projekt.” Det var faktisk chokerende, at ingen reagerede negativt. Jeg havde forventet at en eller anden ville havde sagt: ’Er du dum?’... men det var der ingen, der gjorde”, tilføjer Rasheed. For Aric var det også en positiv oplevelse at præsen-tere projektet for sin omgangskreds. I be-gyndelsen var folk lidt mistroiske, men da de først mødte Rasheed, blev de vilde med ham. Når de tager ud i ørkenen for at træne [I Israel, findes der ingen rigtig trænings-bane for racerkørere, så de træner i Negev ørkenen på en forladt landingsbane] brin-ger de ofte deres venner sammen og mødes på kryds og tværs.

For Rasheed og Aric er det vigtigt at blive set, at få opmærksomhed og dermed kunne agere som rollemodeller. ”Vi vil have folk til at se, at vi har opnået succes sammen, gen-nem dette samarbejde” fortæller Aric. ”Vi vil have dem til at forstå, at de kan opnå

den samme succes som os. Folk ser ikke, at vi kan være sammen som mennesker”. Aric og Rasheed mener, at samarbejde er midlet til at nedbryde nogle af de skarpe opdelin-ger, der hersker i regionen, og opbløde de stivnede stereotyper, der begrænser mu-ligheden for fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinensere. Som Rasheed udtrykker det, så handler Aric og han selv i det mindste, i modsætning til landets po-litikere, som bare snakker og snakker uden nogen konkrete handlinger eller resultater. ”Hvis tusinder og tusinder begynder at gøre det, som vi gør, ville det være muligt at ændre situationen i dette land.”

Rasheed havde på trods af sine venska-ber med israelere ingen idé om, at der fand-tes en stor del af den israelske befolkning, som rent faktisk ønskede fred. Aric havde aldrig rigtig kendt palæstinensere: ”Jeg tro-ede at de var potentielle terrorister, og at de alle ville slå os ihjel.” Efter jeg har mødt Rasheed, er jeg begyndt at få en lille smule bedre forståelse [for det palæstinensiske folk red.], jeg forstår ikke det hele, men nu er jeg mere villig til at lytte” Ifølge Aric mangler der kommunikation mellem de to grupper. De har begge forestillinger om, hvordan en ideel fremtid ser ud for regio-nen. ”Den perfekte situation her ville være ingen mur og at begge lande kunne leve sammen i fred uden kampe. Muren er anti-fred, siger Rasheed. Han pointerer, at før 1948 levede folk sammen. ”Hvis du rejser til udlandet, for eksempel til England, ser du israelere og palæstinensere leve side om side i den samme gade. Hvis det er muligt der, hvorfor kan vi så ikke her?” Han me-ner at grænserne skulle åbnes. ”Med åbne grænser, kunne folk udveksle forretninger, dyrke sport sammen, fx kunne et israelsk fodboldhold tage til Ramallah og spille.”

Det kan ikke lade sig gøre, endnu. Men begge håber og tror på, at fremtiden kan se helt anderledes ud.

FAKTA:

Aric Lapter er født i 1976 i Tel Aviv. Han har en bachelor-uddannelse i Mechanical Engineering fra Tel Aviv Universitet og arbejder pt. som Mechanical Design Engineer på et design-kontor i Tel Aviv. Aric har i samarbejde med en gruppe venner designet og bygget Israels første og eneste Formula Vee bil.

Rasheed Nashashibi er født i 1984 i Østjerusa-lem. Han er uddannet på Cypern og i England og har en bachelor grad i computer science. Han har sideløbende med sine studier deltaget i racer-konkurrencer for Kingston University i England. Nu er han tilbage i Jerusalem og arbejder på sin fars hotel som IT-manager, og samtidig undervi-ser han unge i go-card-kørsel.

S012

S013

STEMMER

De tavse stemmerAt være handicappet, fysisk eller mentalt fører i store dele af verden for det meste til en meget tragisk skæbne. Mange kulturer udstøder de handicappede og behand-ler dem som noget samfundet skal beskyttes imod, en gruppe der helst skal gem-mes væk. De ender på anstalter, hvor forvaringen prioriteres frem for behandling.

Andre steder i verden ender de på gaden, udstødt af familie og overladt til sig selv. Billedkunstner Peter Bjørn Franchesci har været i Indien og arbejde med patienter

på to hospitaler og fortæller her om sine oplevelser fra Calcutta.

Interview med billedkunstner Peter Bjørn Franceschi

Af Annette Max Hansen,

S014

STEMMER

Hvordan blev du involveret i projektet?

Hvert år tager jeg til Indien og arbejder på mine malerier, og det har jeg gjort de sidste fem år. Under et ophold i Shanti-niketan, hvor jeg arbejdede på en udstil-ling, mødte jeg Ratnaboli Ray, grund-læggeren af Analji, i mine venners guest house, hvor mit studio ligger. Analji er en frivillig organisation, som arbejder med behandling af mentalt handicappede. Da Ratnaboli så mine billeder, følte hun, at de mindede om nogle af hendes patien-ters, som hun arbejder med som del af et rehabiliterings program på et stats-hospital i Calcutta. Analji engagerer ofte

kunstnere og musikere i deres arbejde, og hun spurgte om jeg havde lyst til at lave et projekt. Jeg er den første ikke-indiske kunstner de har samarbejdet med.

Dit projekt hedder ’I Witness’ og tager ud-gangspunkt i at lade patienterne sy dukker som redskab til at udtrykke deres følelser. Hvordan kom du på ideen med dukker?

På det tidspunkt var jeg optaget af et foto-grafisk projekt, et bogprojekt med gude figurer i Indien, de religiøse pujaer (rituel ceremoni indenfor hinduisme og buddhis-me red.), og det var jeg fuldstændig opslugt af og levede i dén verden. I den forbindelse kom jeg på dukkerne. Når jeg synes de eg-nede sig, var det blandt på grund af deres stoflighed. Der ligger en masse ømhed i det rent umiddelbart. Og kvinderne er jo vant til at sy, så det ville ikke være fremmed for dem. De har broderet fra de var små, hvori-mod det er sværere og mere avanceret at arbejde med fx maleriet.

Er det utraditionelt at arbejde med kunst som terapeutisk redskab i Indien?

Ja, jeg tror ikke at det er så almindeligt. Jeg var meget forbløffet over at det overho-vedet fandtes. Jeg havde kun hørt om de forfærdelige vilkår på sindssyge hospita-lerne. Men Analji er en meget progressiv organisation. De har også lige modtaget en innovationspris. Det er ret fantastisk. De arbejder indenfor de statslige hospitaler, og det betyder at de kan gøre det meget billi-gere og ikke skal bruge deres ressourcer på bygninger osv. Det er også en måde at for-søge at påvirke systemet indefra på. Der er jo masser af dårlige ting i det system. Analji består af et konsulat med 10 ansatte, juri-ster, sociologer, psykologer og socialarbej-dere. Bag dem står store private fonde som fx Tata. Man må sige, at det er en ret an-erkendt organisation, og de arbejder også intensivt på at være synlige, så de kan opnå større indflydelse.

I hvilket omfang anvender man kunstterapi herhjemme?

I en vis udstrækning, fordi der har været en række psykiatere der har været me-get interesserede i art brut og været med til at udbrede kunstterapien som følge af deres interesse for denne retning. Men det har vist været mere udbredt tidligere. Som jeg har forstået det, har der været et paradigme skifte inden for psykiatrien, så man nu vægter arv højere end miljø. Men min tilgang har sådan set heller ikke været terapeutisk, det har jeg ikke forudsætnin-gerne til. Det der har interesseret mig har været at give stemme til nogle mennesker der lever skjult og upåagtet, og at gøre det

gennem en kunstnerisk proces.Hvad er art brut?

Det er en retning tilbage fra 40’erne. Det er en fransk maler, Dubuffet, der har kon-ciperet den. Det står for en kunstretning, som i sin udtryksform er upoleret, intui-tiv, utæmmet og uskolet. Et koncept som beskriver kunst produceret udenfor det officielle kunstmiljø – eller mainstream kulturen. Og Dubuffet fokuserede netop på patienter på sindssyge anstalter. På engelsk, og herhjemme, kalder man det outsider kunst. Sidenhen er det også kommet til at referere til autodidakte kunstnere.

Har du altid været interesseret i outsider-kunst?

Ja. Det kom sig af at jeg besøgte en udstil-ling i Sunderland, mens jeg var på et ud-vekslingsophold i England. En af mine venner tog mig med til et gammelt pak-hus, hvor der arbejdede 20 kunstnere, som alle havde været hospitaliseret og var un-der psykiatrisk behandling. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Det var fuldstæn-dig fabelagtigt. Energien i den bygning var overrumplende. Der var så meget knald på. Det var vanvittigt og befriende. Det var en kunstner fra The Royal Academy som kørte projektet og drev bygningen som var blevet tildelt kunstnerne. Den oplevelse kombi-neret med en generel interesse for art brut har inspireret mig til at skabe ’I Witness’ projektet.

Når man ser dine fotos, så der det ud som om, at der er mange ældre herrer blandt patienterne?

Ja, nogle af dem har været der meget læn-ge. Det er jo det tragiske, at selvom de godt kunne eksistere ude i samfundet, så er der ikke nogen til at tage over, der er ikke en familie til at tage sig af dem. Det er enormt stigmatiserende at være psykisk syg i Indi-en. Det er meget tit deres familie, som an-bringer dem. Og det kan der være mange grunde til. Det kan være fordi de er ustabile eller deres familie ikke har tid til at tage sig af dem. Der kan være meget groteske og urimelige årsager Der kan være historier om arvespørgsmål. Arvesituationen er me-get kompliceret, så hvis man kan få nogle verfet væk og umyndig gjort, så er der mere til en selv. Og så er der nogle magtstruk-turer, også indenfor familien, som gør sig gældende. Der er mange barske historier iblandt. Det er en meget ulykkelig situation at være i og meget råt at se på. Og efterhån-den så bliver de jo til en slags ikke-menne-sker, efterhånden bliver de jo fuldstændig institutionaliseret. Medmindre de er så hel-dige at blive inkluderet i det program som Anjali tilbyder. Her går de i almindeligt tøj,

Kunstterapi:

I Danmark blev de tidligere sindsygeanstalter omdannet til behandlingshospitaler i slutningen af 1700-tallet. De sindslidende blev til patienter. Indtil da havde indespærringen udelukkende været for samfundets skyld. Nu begyndte man at medtænke patientens behandling. Ca 150 år efter introducerede man kunstterapi som et red-skab til at helbrede sindsyge. I 1988 blev Institut for Kunsterapi grundlagt.

Kunstterapi tager udgangspunkt i at kreative processer kan være både healende og direkte livsforlængende. Som med andre terapeutiske tilgange er formålet at bruge kunsten til at forbedre det mentale helbred og patientens følelsesmæssige tilstand. Kunstterapien menes at kunne hjælpe patienter til at udtrykke sig non-verbalt og sætte billeder på indre oplevelser og tilstande. Kunsten er ikke målet men redskabet. Kunstterapi bruges hovedsageligt på psykiatri-ske hospitaler, og behandlingsformer stammer tilbage til 40’erne hvor kunstnere, der arbejdede på psykiatriske hospitaler opdagede, at kunst som kommunikation mellem terapeut og patient kunne medvirke til at patienten kunne udtrykke skjule og følelser. Jung har allerede skrevet om kunstens funktion indenfor terapien så tidligt som i starten af det forrige århundrede.

Projektet:

’I Witness’ projektet var en uforglemmelig ople-velse for de patienter, der indgik i billedkunstner Peter Bjørn Franceshis workshop på to mental-hospitaler i Kolkata, Indien i 2008. I samarbejde med nonprofit organisationen Analji, som arbejder med mentalt handicappede på indiske statshospitaler, udarbejdede de workshops, hvor patienterne syede dukker og med udgangspunkt i et nonverbalt og stofligt medie, fik mulighed for at udtrykke sig sanseligt og fortælle om deres følelser, længsler, erindringer og formidle deres historier. Dukkerne blev siden hen udstillet sammen med tilhørende tekster forfattet af de enkelte patienter.

S015

laver havearbejde, udfylder funktioner osv. Men resten går fortabte rundt i forvaskede grønne dragter, kronraget i forskellige af-skygninger. Det er forfærdeligt. For dem er det eneste tilbud medicinsk behandling, og det kan man se. De er væk for omverdenen. Og deres verden bliver så lille. Der er ingen oplevelser. Der er ingen input. Jeg ville ikke overleve tre dage sådan et sted.

Enkelte vender tilbage til samfundet og klarer sig. Men de fleste af dem gør ikke, og de kommer hurtigt tilbage på hospita-let. Mange lever rædselsfulde tilværelser på gaden. Man kan se, at de er fortabte. Det er noget med blikket. Noget i deres øjne. Det er som et spotlight på hjælpe-løshed.

Hvordan fungerede det blandt dem du ar-bejde med?

I den gruppe jeg arbejdede med var der en meget varm atmosfære. Der var en utrolig stor varme da jeg kom. Jeg blev godt mod-taget. Og de forventer også jeg kommer igen. Og det gør jeg. Meget af kommunika-tionen er overladt til empatiske og sympa-tiske gestusser. Nogle af dem talte engelsk i

et eller andet omfang. Men ellers er det jo en meget speciel relation.

Du har blandt andet sagt, at udfordringen var ikke at komme til at insistere på sit eget blue print – hvad mener du med det?

Ja, det synes jeg var vigtigt. Jeg havde i begyndelsen en assistent, som havde helt andre ambitioner. Hun ville helst sy duk-kerne selv. Og så blev det meget nuttet. Og det var slet ikke det jeg ville have. Jeg ville jo have udtrykkene råt for usødet. Deres

udtryk og ikke noget som vi forcerede frem eller bearbejdede. Det var hele ideen – at de fik mulighed for at udtrykke sig selv, med

al den sårbarhed der ligger i det. Det hand-lede jo netop ikke om dygtighed, målet var ikke at skabe kunstværker – men at bruge kunsten som et værktøj. Selv om der helt klart er nogle af dem som jeg ville kalde kunstværker. Vi afsluttede derfor samar-bejdet – assistenten og jeg – og i stedet fik jeg en psykolog, som også fungerede som det verbale bindeled.

Der var en, der den første uge udelukken-de snakkede om dinosaur. Og så fik jeg sådan et billede af en 15 meter høj dinosaur. Jeg gik

over til ham men så så, at han havde lavet en lille kanin. Og jeg blev hurtigt klar over, at det skulle jeg ikke blande mig i. Han havde sin egen plan. Så, ja, det var vigtigt at lade patien-terne arbejde intuitivt – og det er helt klart lykkedes ikke at være for styrende.

Nogle var også meget snedige og syede puder. De havde jo ikke andet end tæpper – og her var chancen for at få sig en pude. Nogle af dem ville heller ikke af med dem igen. Der var mange forskellige typer. Nogle syede dyr, andre syede dukker af deres børn. Der var én som snakkede om sine børn hele tiden. Så en dag fortalte de mig på hospitalet, at han slet ikke havde børn og aldrig havde haft det. Men han talte om dem som om de var lyslevende, beskrev farven på deres hud og hvor legesyge og dejlige de var. En anden som havde mistet sine børn, tænkte på dem ustandseligt og bad til gud om at få lov at glemme dem, for at blive befriet for bare lidt af den smerte han følte.

Dukkerne er meget enkle – men meget ud-tryksfulde. Der er fx dukken med det store hoved og den lille krop.

Ja, det er en personlig beskrivelse af hvor-dan verden hænger sammen for ham. Folk har meget store hoveder og meget små hjerter. Og folk der glemmer næstekær-

Det er enormt stigmatiserende at være

psykisk syg i Indien

S016

lighed og omsorg. Og egoet der vokser sig meget meget stort. Og det gjorde det også på hans dukker.

Hvordan har I formidlet ’I Witness’?

Vi lavede en udstilling, som kunne vandre. Så der er en 30-40 plancher, dukkerne og teksterne. Og så er det intentionen at den skal vises rundt omkring i Indien og inspi-rere til at etablere tilsvarende projekter. Og det tror jeg også den kommer til. Derfor var selve udstillingen i sig selv også meget vigtig, for her præsenterede vi den for of-fentligheden, og det gav en masse opmærk-somhed.

Og hvordan gik udstillingen – var det en succes?

Ja. Vi havde dog én superstjerne for lidt til at hele pressekorpset kom. Men der var nogle store kanoner. Og en af de ting som var meget positive, var, at hospitalsledel-sen jo også var inde og se udstillingen, og de havde ellers været meget skeptiske til at starte med. Faktisk var det lige før vi ikke var blevet lukket indenfor, fordi der netop havde været en fotograf som havde taget nogle meget rå fotos, og pressen havde bragt en historie som følge af en korrup-tionssag, og det gad de altså ikke igen. Så der skulle en del overtalelse til. Der var re-portager på tv og i aviser – så på den måde gavnede det jo dem frem for at skræmme folk væk. Så ledelsen var glad. Sundheds-ministeren kom også, og han talte med pa-tienterne. De havde faktisk en god dialog med ham. Han var der en times tid. Det var netop en af de ting der gjorde det til en meget stærk oplevelse, at patienterne var til stede. Det gav en hel særlig stemning. Og de var stolte, meget stolte. De mødte skue-

spillere og alle mulige. Vi havde maskeret deres navne. Det var de kede af, at vi havde anonymiseret dem.

Hvorfor gjorde I det?

Ja, hvorfor egentlig. Det spurgte jeg faktisk også om. Det var et hensyn man tog til fa-milien for der ville være nogle, som ikke var særlig glade for at blive sat i forbindelse med en patient i et psykiatrisk forløb. Det var for at beskytte dem, og hospitalet var meget klar omkring den beslutning.

Du har også lavet projekter i flygtningelejre?

Ja, i 1996. Sammen med en billedkunstner, Peter Severin, som lavede et stort projekt – en karavane, som jeg blev involveret i. Jeg var rundt i Avnstrup og Kongelunden og arbejde med flygtninge. Og derfra fik jeg også interessen til at arbejde med udsatte mennesker som befinder sig i en meget sår-bar situation.

Er det noget du vil arbejde videre med?

Ja, det var meget berigende på et person-ligt plan – og jeg kunne mærke, at det også var det for dem. Og på en eller anden måde er det også noget der fører tilbage til den måde jeg selv startede med at lave kunst på.

Hvad kunne du godt tænke dig at projektet førte til?

I Risskov, på Psykiatrisk Institut, har de et værksted som er åbnet for brugerne, også dem som tidligere har været indlagte. Hvis vi kunne skabe noget tilsvarende i Indien – så ville det være fantastisk. Men der mang-ler faciliteter – det er ikke fordi der mang-ler mennesker som gerne vil hjælpe.

Patienterne skrev også små tekster, som ledsa-gede dukkerne til udstillingen. Her er et par af deres historier.

ShaktiEt menneske er blevet sygt. Han er træt og kæmper ubønhørligt. Han er sengeliggende og beder om hjælp. Han er meget glad for Hilsa, fisk og papegøje. Han tænker over hvor han nu skal få dem fra, nu hvor han ligger i sengen. Han er syg nu – men engang var han stærk og sund. Jeg er denne mand – og dette er mit livs historie. Jeg håber jeg en dag bliver rask igen.

AshokHvid dukkeJeg har lavet denne dukke mens jeg tænkte på min søn og min datter, som ikke er her længere. I plejede at elske børn i min barndom. Jeg plejede at se film med min familie og svigerforældre. Jeg husker mine børn så meget. Jeg beder til gud om at glemme.

ChirasreeBlå dukkeJeg havde mange venner i min barndom. Vi plejede at lege sammen og gå i skole sammen. Hendes navn (dukkens) er Tumpa. Hun er gift nu. Jeg var inviteret til hendes bryllup. Hun græd. Hun plejede at advare mig. ’Hvorfor vandrer du meget rundt i gaderne, du skal ikke gå på vejene.’ Hun er så lykkelig nu og jeg lever i dette fængsel. Hvis jeg havde været hjemme, hvis jeg ikke havde fået denne sygdom, så ville jeg også have været gift nu. Jeg har tænkt på hende og lavet denne dukke.

PranjalLotusLotus er min yndlingsblomst. Min onkel havde en dam som var fuld af lotus blomster. Jeg plejede at kigge på dem, men jeg måtte ikke plukke dem. Lotus blomster minder mig om min barn-dom. Denne her ligner slet ikke en lotus blomst, men det er en lotus.

QU¿Z

SVAR 1) 1948 2) Bodil Begtrup 3) Ja 4) Ja, de er universelle 5) Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 6) 47 7) 50.000 8) Frederik Wiedemann 9) Gennemsyret af menneskerettigheder 10) Sagen skal først prøves ved en national domstol

Menneskerettigheder?1. Hvilket år blev Verdens-erklæringen om Menne-skerettigheder til?194817891864

2. Hvad hed den danske kvinde, som var en af hovedkræfterne bag tilbli-velsen af Verdenserklærin-gen?Bodil BegtrupLine LuplauNathalie Lind

3. Findes der en særlig konvention om handicap-pedes rettigheder?JaNejDen er undervejs

4. Gælder menneskerettig-hederne for alle?Ja, de er universelleNej, der er undtagelserNej, menneskerettighederne varierer fra

land til land

5. Hvad hedder klage-instansen som borgere i Europarådets medlems-lande kan klage til hvis de mener at staten har krænket en eller flere af menneskerettighederne i Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention? Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stolDen Europæiske HøjesteretEuroparådets Klagekomite

6. Hvor mange lande har underskrevet Den Europæ-iske Menneskerettigheds-konvention?234754

7. Hvor mange sager blev bragt for Domstolen i 2009?20.00050.000 100.000

8. Hvem var Direktør for Institut for Menneskeret-tigheder, Jonas Christof-fersens livline, da han deltog i Hvem vil være millionær?Hassan PreislerFrederik WiedemannHans kone

9. Er Danmark ifølge Di-rektør for Institut for Men-neskerettighederGennemsyret af menneskerettighederUhyggelig langt bagefter på menneskeret-

tighedsområdetIkke særlig optaget af rettighedsproblema-

tikker for tiden

10. Hvad er forudsætnin-gen for at man kan klage til Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstol?Sagen skal først prøves ved en national

domstolMan skal have statsborgerskab i et europæ-

isk landMan skal være født efter 1953 (Da Den

Europæiske Menneskerettighedskonven-

tion trådte i kraft)

“Lille spejl på væggen der,hvem er klogest i landet her?”

S017

S018

ESSAY

Se din ånd tage formEt essay om Neurosis, aforismer, meditationer og

kærligheden til lyden, i ni ukronologiske kapitler

Af Thomas Burø

1. Hvis livet opførte sig som beret-termodellen påstår at historier opfører sig, ved man så selv når

man står ved det ominøse point of no re-turn? Altså, ville man i det øjeblik vide at der ikke længere er nogen vej tilbage og således kunne aflægge sig valgets angst-fulde vægren, fordi valget er afløst af det lavmælte, men insisterende ’fremad, intet kompromis’? Eller er et sådan punkt altid allerede indfoldet i ens handlinger som en varsling om et liv og et skæringspunkt, der afventer dets udfoldning som uafværgelig konsekvens af fortsat færden?

2. På et eller andet tidspunkt bør det blive afgjort at sekstetten Neurosis fra San Francisco er

verdens tungeste band. Der er angiveligt orkestre der spiller højere, langsommere

og længere, men ingen der gør det med så megen dybde og affektion som Scott, Steve, Noah, Dave, Jason og Josh lægger for natten. Kun Neurosis kan få deres instrumenter til at skabe en sådan rum-melighed, hvori et imperium af mørke let finder dets plads. Hvis sønnen skal over-gå fader, så er Neurosis Black Sabbaths sande sønner: mørke, forvrængede guita-rer, buldrende trommer, ambiente flader og grove, brølende vokaler der afleverer et lyrisk ambivalent og urovækkende univers. Et af den slags bands, der tager patent på en æstetik der ikke kan danne genre uden at alle andre bands lyder som en forbandet kopi. Møjsommelige og langsomme sange uden logiske struktu-rer og let genkendelige former, men med repetitioner af basale riffs eller dissone-rende akkorder.

3. Måske er fastlæggelsen af et point of no return en retrospektiv, måske endda posthum dom? For hvordan

forstå et hele der endnu ikke er helt, eller et plot der endnu ikke har nået sin afslut-ning? Neurosis er med deres niende stu-diealbum siden 1987 (hvis man ikke tæller deres hav af sideprojekter med) stadig et aktivt band, der plade for plade udvikler og opdaterer deres sangskrivning uden nogen sinde at underminere deres identitet. Det er altid muligt at genkende deres univers af lyd. Således er det ikke et færdigt band, selvom der både er kommet ølvom, børn og grå hår til. Deres udgivelser holder fast i at være et rockband med en eksperimentel profil, hvilket ikke blot betyder en trofast fanskare men også en strygen mod hårene. Hørt udtalt om den meget sammensatte The Eye of Every Storm (2001): ’Det er jo en

Neurosis blev dannet i 1985 og be-skrives ofte som pionerer indenfor deres genre – hvis man kan tale om en genre.

S019

musical, det er forfærdeligt’. Det er hævet over en enhver tvivl, at Neurosis bedste plade er Times of Grace fra 1999. Ikke alene rummer den de mest helstøbte og afba-lancerede sange og markerer, med valget af producer Steve Albini, et enormt skift i produktionskvalitet. Den udgør en mar-kant forskydning væk fra et udtryk baseret på endimensionel malurt og elendighed mod en mere afmålt sørgmodighed og me-lankoli. Der flirtes med sungne vokaler og udtrykket er nuanceret om end endnu vold-sommere end hidtil. Måske stod det klart, at de efter den anerkendte og formørkede Through Silver in Blood (1996) ikke kunne synke dybere ned i armodet, hverken per-sonligt eller kunstnerisk, uden at gå i styk-ker. Hvis deres point of no return skal pla-ceres meningsfuldt er det ved albummets afslutning, der med ordene ’silently praying for enclosure within the flame of origin’ konkluderer, at nulpunktet er nået. Herfra er der enten ophør eller den fortsatte gen-opfindelses vej, den fortsatte overskridelse af mulighedernes (be)grænsninger.

4. Amor fati – kærlighed til skæbnen - er et af Friedrich Nietzsches min-dre brutale begreber, skønt dets

bekræftelse af nuet er militant. Mens ’grib dagen’ er den nemme måde at vælge det nødvendige, så stiller kærligheden til skæb-nen en anden fordring. Givet muligheden for at leve igen og vælge en anderledes livs-bane, så skal man kunne ville gentage sit liv i dets detaljer. Først da er bekræftelsen af kærligheden til skæbnen egentlig, og med den vilje til gentagelsen kan man teste sit nu. Er der monstro et sted man hellere ville være om man fik chancen? En interviewer spørger den ene af Neurosis’ to forsangere og guitarist Scott Kelly hvor meget af Neu-rosis’ 25 årige karrieres materiale han kan se kærligt tilbage på. Han svarer: ’Det hele’. Men denne bekræftelse af diskografien besvarer ikke spørgsmålet, om de i forføl-gelsen af deres mål har gjort som de har udfra nødvendighed eller vilje. Besvarelsen skal findes i deres vilje til at gøre alt selv. De udgiver deres plader på eget selskab Neurot Recordings, bestyret af Steve Von Tills Kone, booker selv egne turneer, desig-ner al art work, pakker kasser med plader, har total kontrol over egen skæbne. Med erfaringer fra tre plader på det store metal pladeselskab Relapse Records, hvor Neuro-sis nød kreativ frihed, fælder Steve Von Till følgende dom: ”At være med Relapse var godt, fordi de havde flere penge og kunne promovere os og bruge penge på os. Men uanset hvor mange penge man bruger på marketing, så vil vi altid være den freak der sidder ovre i hjørnet.” Underforstået, hvis man ikke er topprioritet i andres forretnin-ger, hvorfor så ikke blive det i sine egne? Én ting er at udgive sine egne plader som et

udtryk for en forretningsstrategi. En anden ting er tage kontrol over sin egen skæbne og, som Nietszche udtrykte det, give stil til ens karakter.

5. ”Mere eller mindre alle Neurosis-sange udtrykker på den eller anden måde en vrede”, siger Scott Kelly.

Denne generalisering udsiger en kerne, der har løbet igennem al Neurois’ musik gennem 25 år. Skønt deres albums rum-mer ambiente og afdæmpede passager, så er der altid et element af vrede, en vrede, der kan fremstå uden objekt, fordi deres musik eller tekster ikke angiver noget mål eller årsag til vreden. Og skønt det er nemt at tolke, biografisere deres tekster som et udtryk for deres privatliv, så er det måske derfor så meget mere interessant at forstå og værdsætte Neurosis som et udtryk for en trods. En trods mod endelighed og un-dergang. På samme måde som deres plader og koncerters tidslige væren er et udtryk for langsommelighedens styrke, så er selve opmærksomheden på tid også et memento mori. Vi er alle værender med et begræn-set antal minutter og sekunder til rådighed. Fordi vi har en tendens til at betragte livet, det liv hvis form vi endnu ikke forstår i dets helhed, som en uudtømmelig brønd, så glemmer vi at de fleste ting, vi oplever faktisk kun sker et begrænset antal gange. Hvor mange har du set fuldmånen stå op og hvor mange gange kan du forvente at se den?, spørger Neurosis på Enemy of the Sun (1993). 20 gange, måske 30? Måske færre. Den vrede som Neurosis udtrykker er en vrede over menneskelivets begrænsning, dyb og konstant. Og derfor kan den kun forstås i sammenhæng med en lyst til at leve. I lyset af den store død bliver skaben en trods mod det løfte om udligning som dødsbegivenheden lover. Hvorfor forsøge at bringe noget til verden, når alt alligevel forgår? Pointen er, at der ikke er nogen god grund, kun lyst og trods.

6. Overgivelsen er Neurosis’ natur, overgivelsen til en større ting end personlige egoer og rockstardrøm-

me. Det er altid musikken der er det vigtig-ste. Siger Steve Von Till: ”Vi er … som me-dier og musikken flyder igennem os. Vi har aldrig skulle håndtere success eller berøm-melse, så det har aldrig kunnet stige os til hovederne’. Det er denne tilegnelse til mu-sikken, til lyden, der har placeret Neurosis som et fuldstændig unikt band der hverken falder ind i hardcore punkrockens stramme æstetik, fra hvilken Neurosis er udsprun-get, eller i metallen. De falder midtimel-lem eller ved siden af. Men hvor dette for mange bands kan betyde at de taber eller ikke appellerer til den genreloyale del af et publikum, så er det for Neurosis angiveligt en velsignelse, der er fulgt med at være tro

mod kreativiteten og ikke dogmerne. De er deres egen genre. Given to the Rising fra 2007 er det seneste bevis herpå, unægteligt Neurosis og dog ulig alle tidligere plader.

7. Med den volumen hvormed en Neurosiskoncert skal afvikles og opleves er koncerten ikke blot for

ørerne, det er for hele kroppen. Det er som om lydpresset ikke blot er en effekt, der som med så mange andre bands skal dække over ringe sangskrivning og fremførsel, el-ler blot tænkt som en metode til at gøre musikken overvældende. Lydbølgerne går i dialog med kroppen, med organerne, med hjertet, maven, underlivet. Kroppen bli-ver et resonanskammer, en medspiller. En Neurosis er altid en ensom oplevelse, den kan ikke deles med andre.

8. ”Vi vil lave musik der er sand, ær-lig”, siger Steve von Till i forbin-delse med udgivelsen af A Sun that

Never Sets (2004), underforstået, i kontrast til den musik, der er finansieret og formet af musikindustriens majorlabel forestillin-ger og viden om hvad der sælger. Hvis Neu-rosis som et kollektiv er nødt at etablere interne kompromisser, så er der tydeligvis ingen eksterne kompromisser. Med A Sun that Never Sets blev det erklæret, at udgi-velsen ikke blev fulgt op af turneaktivitet overhovedet. At turnere var ikke længere. Kommercielt selvmord for et band, der næ-sten ingen eksponering har udover koncer-ter og de alternative medier. Til tider kan den strøtanke indtræde, at de egentlig ikke behøver et publikum, men kun muligheden for at skabe deres musik. Som eksempel da de i 2009, angiveligt fejlplaceret søndag eftermiddag, mere eller mindre tømmer Roskilde Festivals grøn scene for publikum, men knap lader sig det bemærke, indsvøbt og indhyllet i lyd.

9. Stockholm, midsummer 2007. Neurosis’ to og en halv time lange koncert afsluttes med The Door-

way. En gennemsvedt, forhutlet Scott Kelly benytter sin mikrofon til at administrere to kontante slag mod panden, der åbner sig i en nydelig flænge. Mens blodet løber ned over næseryggen lyder det med kafkaske referencer ’my end has seen the figure of my lightkeeper, standing in the doorway’. Midt i vores post-industrielle verden af kopi, replika, simulakra, brand og lækkert, minimalistisk design er blodet ægte, blodet der pumpes af hjerter ud i kroppe der lever, lugter, lider og går under.

S020

FOTOREPORTAGE

Den 15. maj 2009 rykkede 30 afviste irakiske asylansøgere ind i Vor Frue Kirke for at undgå at blive sendt hjem til Irak. Et par dage efter, d. 18. maj flyttede de videre over i Brorsons Kirken, hvor flere siden sluttede sig til. Natten til torsdag den 13. august ryddede politiet Brorson Kirken og anholdte 19 af asylansøgerne. KURT besøgte kirken og dens midlertidige beboere.

S021

Første gang bragt som kronik i Politiken

Forleden nat drømte jeg, at jeg var men-neskesmugler. Efter mange års arbejde som flygtningepsykolog drømmer jeg tit om børn og unge på flugt. Måske udsprang drømmen også af, at nogle af de irakiske flygtninge, der tidligere havde søgt tilflugt i Brorsons kirke, netop var blevet tvangs-hjemsendt i nattens mulm og mørke. Un-der alle omstændigheder fik hele den indre film mig til at sitre uroligt. For jeg har i vå-gen tilstand oplevet disse tvangshjemsen-delser og de efterfølgende konsekvenser for mange gange. Foruden al mulig anden po-litisk motiveret, umenneskelig behandling af folk som har søgt beskyttelse i vort land. Men ’menneskesmugler’. Alene ordet asso-cierede kriminelle bagmænd og økonomisk udnyttelse af nødstedte stakler i fare.

Drømmen foregik i sidste halvdel af 1990’erne, dét ved jeg, for det var efter mas-sakrerne i og omkring Srebrenica, og før Øre-sundsbroen endnu var bygget færdig.

Mor voldtaget, bror skudt Min drøm handlede umiddelbart om Leyla, en mørk 16-årig skønhed, som jeg lærte at kende, da jeg arbejdede som psykolog i Dansk Røde Kors’ center for uledsagede flygtningebørn.

Leyla havde fået afslag på asyl i Flygtnin-genævnet, hvor man, i modsætning til de rigtige, juridiske domstole, arbejder med omvendt bevisbyrde. Den enkelte trau-matiserede flygtning skal kunne bevise, at han/hun er personligt forfulgt. Dette krav havde Leyla ikke på overbevisende måde kunnet leve op til den formiddag, hun blev tilsagt møde i næv-net. Leyla var ikke fra Irak, men fra Eksju-goslavien. Hun havde søgt beskyttelse i Danmark og opholdt sig her gennem længere tid. Ud over et land i krig havde hun på nærmeste hold over-været sin mor blive voldtaget. Senere blev en bror skudt og resterne af den i øvrigt etnisk blandede familie splittet. Desværre vandt hun ikke i lotteriet, sukkede Leylas kontaktperson, en erfaren flygtningemed-arbejder, den dag pigen blev meddelt sit

afslag om beskyttelse i Danmark. Jeg vid-ste, hvad hun mente, for som behandlende psykolog, der kender de enkelte menne-skers baggrund ned i detaljer, har jeg ofte tænkt, at afgørelserne i dette det allerhø-jeste nævn, hvis dom ikke kan appelleres, bygger på lige så bred og forskelligartet en fortolkning af lovgivningen, som forskel-lige imamer og præster fortolker Koranen og Bibelen. De hellige bøger og lovene med dens bemærkninger inficeres af det politi-ske liv med skæbnesvangre menneskelige konsekvenser.

’Politisk’ bedre end ’humanitær’Om end hverken Flygtningenævnet eller lovene er noget at være stolte af, er de dog heller ikke komplet idiotiske. Hvor det er relevant, lægges der naturligt op til en vi-dere sagsbehandling på ministerielt niveau,

hvor den ansvarlige minister kan give hu-manitær opholdstilladelse til det enkelte traumatiserede, syge eller døende men-neske. Desværre er en minister tit under stort politisk pres, det være sig fra sin egen regering eller fra et eventuelt støtteparti. Hvilket ikke just er til gavn for de men-nesker, loven omhandler. I Leylas tilfælde valgte den ansvarlige minister at undlade at benytte sig af sin mulighed for at udstede humanitær opholdstilladelse – som i øvrigt er det mest stressende og dårligst tænkelige ophold, et nødstedt menneske kan tildeles, da det modsat det politiske asyl er tidsbe-grænset og skal fornys igen og igen. ’Poli-tisk’ er meget sigende bedre end ’humani-tær’. Når man har arbejdet mange år med flygtninge, er det som om historien gen-

tager sig. Flugtlan-denes navne skifter. Det samme gør vore hjemlige regeringer og de ansvarlige mi-nistre. Nogle er værre end andre, men afgø-rende forskel er der

sjældent. Og hvad angår graden af lidelse hos de enkelte mennesker på flugt, er det li-gegyldigt, hvor de kommer fra. Individuelle forskelle, lande og krige gør ingen forskel på fornedrelsen. Når vildskaben bryder igennem den pæne overflade, kan den øde-lægge ethvert menneske og ethvert land.

Leyla havde efter lang ventetid fået det

S022

For irakerne og andre tvangsudsendte er det for sent. Men flere er i nød. Carsten Nagel drømmer om at gøre modstand.

KRONIK

Den enkelte traumatiserede flygtning skal kunne bevise, at han/hun er

personligt forfulgt

S023

absolutte afslag med besked om straks at forlade landet, i modsat fald ville hun blive hentet af politiet og tvangsudsendt. Hendes eneste over-levende slægtning, som det var lykke-des at finde, boede i Sverige. Som følge af Dublinkonventionen kunne Leyla imidler-tid ikke få lov at tage til Sverige. To gange havde hun selv forsøgt at krydse Sundet. Hun var blevet taget både ved Helsingør-Helsingborg og København-Malmø. Deref-ter blev hun ført til fornyet afhøring i Sand-holmlejren, senere tilbage til det center for uledsagede flygtningebørn, hvor jeg havde haft hende i langvarig psykologisk behand-ling.

– Hvis du virkelig vil hjælpe mig, sagde hun med tvangsudsendelsesbrevet i hån-den – så hjælp mig væk herfra.

– Væk?– Ud af Danmark. Hvis politiet tager

mig igen …Den unge pige brød igen sammen og

hikstede sig endnu en gang igennem den jugoslaviske rædselsberetning, jeg kun kendte alt for godt, og som for hende umuliggjorde en til-bagevenden til det land, der i mere end én forstand var eks. Hele aftenen kørte mine tanker på høj-tryk. Behandlingsmæssigt var vi nået langt, men i den givne situation var der ikke mere at gøre psykoterapeutisk. Var der andre måder?

Frihedskæmperne lyste kraftigstI den urolige søvn blandede Pia Kjærsga-ards politiske far sig pludselig: Fra skat-tesnydere, som i virkeligheden var fri-hedskæmpere, gik det over stok og sten til mænd og kvinder, der ikke længere var rigtige danskere, men landsforrædere, og muslimer, der avlede som rotter … hov, der kom Leni Riefenstahl lige ind fra højre … Billederne fortsatte i én uendelighed, det blev en frygtelig nat, men da jeg våg-nede, holdt min kæreste fast om mig. Han

talte om Thoreau, mindede mig om On the Duty of Civil Disobedience, han nævnte Mahatma Gandhi, Martin Luther King og

generalstrejken i 1943 under den tyske be-sættelse af Danmark, og da så jeg pludselig for mig sildekassen, som min egen gamle slægtning lå skjult i, da hun i sin tid måtte over Sundet. Carsten,

følg din samvittighed, sluttede kæresten, og så var det ikke længere rotterne, men fri-hedskæmperne, der lyste kraftigst.

– Hjælp mig ud herfra, hjælp mig til Sverige, bad Leyla igen dagen efter, da hun havde tørret øjne og næse og fået nogen-lunde kontrol over vejrtrækningen.

Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg i enhver

henseende, undtagen hvad angik medmen-neskelighed, var ude på et skråplan, der ikke automatisk sikrede Leyla. Det er ikke let at være illegal i noget land. Men pigen havde den danske kniv på struben, der skulle vin-des tid og søges hjælp hos fætteren. Erfa-ringsmæssigt var de svenske myndigheder også at foretrække frem for de danske, for i Danmark handlede det i stadig højere grad

om at tilgodese den politiske dagsorden. Det hændte, at man i Sverige ligefrem til-sidesatte stive skrive-bordsregler om kon-ventioner, for alvor lyttede til og tog ud-

gangspunkt i det enkelte menneske, udvi-ste fleksibilitet og tog humanitære hensyn. Hvad angik mig selv var jeg ikke i tvivl om, at menneskesmugling var uforeneligt med min jobbeskrivelse. Og at mit psykologi-ske arbejde, hvis vi blev taget ved grænsen, fremover ville blive gransket med endnu større lup end hidtil. Det var velkendt, at alle vi – læger, psykologer, advokater – som offentligt udviste positiv interesse for de mennesker, der havde brug for vores hjælp og beskyttelse, ofte fik gennemgået vore erklæringer og udtalelser med største nid-kærhed.

Jeg havde allerede år tidligere fået efter-prøvet mine skrivelser i Justitsministeriets retspsykiatriske afdeling og havde således

på skrift deres ord for, at alt var i orden. Det var stressende, hvilket formentlig også var meningen, men generede mig ikke længere synderligt at blive udfordret/overvåget på mit professionelle virke, som jeg altid søgte at udføre efter højeste faglige standard og med største akkuratesse.

Med flyvebåden til SverigeDa Leyla og jeg næste eftermiddag forlod min lejlighed, var hun mere blond i toppen end de fleste danskere. Ekstra Bladet i hen-des hånd gjorde også sit til det danske look. Billedet af min ’kusine’ lå side om side med svenske og danske kroner i min tegnebog, da vi sammen begav os mod flyvebådene. Jeg havde taget en prøvetur og vidste, at den egentlige udfordring nærmest var en slags hul i det svenske hegn. Når flyvebå-den lagde til, skulle vi gå få meter og der-

efter forsøge at komme uhindret ind gen-nem det dørsnævre ’hul’ til Sverige. På hver side af indgangen stod to hærdebrede uniformerede mænd og hev de mennesker fra til kontrol, som ikke så tilstrækkeligt skandinaviske ud. Vi fik placeret os på en række for os selv på flyvebåden. Vi havde aftalt kun at tale dæmpet og begrænset undervejs. Leyla bladrede i Ekstra Bladet. Jeg faldt et øjeblik i staver. Jeg så igen for mig min egen slægtning, der som lille pige forcerede det samme sund, som vi nu kryd-sede. Jeg hørte Leylas ængstelige åndedræt blande sig med avissidernes knitren og tænkte: Hvordan fortælles et liv? Hvordan høres, forstås og modtages det fortalte? Hvad er sandt, og hvad er falsk? Afhænger det af lyttevinkel eller fortællevinkel – vi-deregivet gennem en tolk, der efter bedste evne oversætter og fortolker (ikke alle ord og begreber er identiske, endsige eksiste-rende, sprogene imellem). Kan der være mere end én sandhed? Hvorfra indhentes de ’objektive’ informationer, som lægges til grund for Flygtningenævnets vurderinger? Er det, i lighed med den sejrende part i en krig, altid magthaveren, der opstiller ram-merne for det sande og det falske? Hvor på linjen mellem de interagerende parter opstår kollisioner og misforståelser? Hvem er egentlig mest partisk, hvem er styret af udefrakommende (politisk) magt og kraft? Hvor en ærlig og uvildig retssal med an-klager, forsvarer, en upartisk dommer og

Desværre er en minister tit under stort politisk

pres, det være sig fra sin egen regering eller fra et

eventuelt støtteparti

Når man har arbejdet mange år med flygtninge, er det som om historien

gentager sig

S024

almindelig appelmulighed dog ville være en velsignelse! Men en flygtning i en rets-sal i en retsstat ville være en trussel mod den særlige variant af demokrati, som DF & medløbere med årene har formået at modellere i det Danmark, de søger at tage patent på.

– Carsten, jeg er bange …Leylas hånd søgte min, mens vi lagde

til kaj. Jeg signalerede, at det var for meget med hånden og trak den til mig, mens jeg med blikket prøvede at indgyde pigen en smule ro. Så fik jeg øje på en høj, sort mand.

– Kom, sagde jeg – vi går nu.

Let smilende småpludrede jeg som aftalt til Leyla, da vi fulgte tæt efter den sorte mand. Min intui-tion var rigtig. Som forudset blev manden hevet til side til kontrol. Leyla og jeg kom gennem ’hullet i hegnet’ og spadserede frie videre mod banegården. Toget mod Göteborg ventede allerede på sporet, da jeg havde købt billet. Vi fandt en tom kupé og omfavnede hinanden, før jeg gik tilbage på perronen. Leyla havde rullet vinduet ned, da jeg kom derud. Aftenen var så kold, at vores ånde et øjeblik dannede deres eget flygtige sprog i små skylignende formatio-ner, mens toget satte i gang.

Nu er du menneskesmuglerJeg blev stående vinkende på perronen, lige indtil Leyla og toget i det fjerne blev opslugt af mørket. Jeg mærkede, hvor godt det er at følge sin samvittighed og at turde gøre modstand.

Mens jeg gik tilbage mod flyvebåden, der fuldt legalt skulle sejle mig tilbage til de 45.000 km2 landjord, der hedder Danmark, slog en stemme ned i mig: – Carsten, nu er du menneskesmug-ler. Er jeg virkelig det, tænkte jeg med søvn i øjenkrogene og kunne godt se, at der var noget om snakken, selv om jeg ikke havde smuglet nogen ind i mit fædrene land, men blot hjulpet et menneske ud.

Drømme er noget mærkeligt noget, tænkte jeg over havregrynene og morgen-tandbørstningen. Uforståelige resultater af psykokemiske forbindelser, forvrængede dagsrester, fantasier, der syder og bobler i natten og er mere eller mindre væk om morgenen. Så er der de dage, hvor drøm-men uden større besvær lader sig knytte til en vågen virkelighed. Ja, nogle morgener kan drømmen stå så lysende klart frem, at den får karakter af erindring. Livet igen-

nem har jeg hørt, at jeg drømmer for me-get, hvilket måske ikke er så dårligt for en poet, men min erfaring siger mig alligevel, at det i længden kun er handling, der giver forvandling.

Andre børn og unge kom mig i møde, allerede mens jeg parkerede cyklen ved centeret for de børn og unge, der hverken har en mor eller far eller anden nær voksen hos sig her i Danmark. De børn og unge, som alle hver især skal ind og granskes og

vurderes i det høje nævn – og som efterfølgende kun har den ansvarlige ministers nåde at håbe på. Rundt om i Danmark havde forældre som det

naturligste i denne verden ønsket deres elskede børn en god dag. Det var tid til morgenrunden blandt de senest tilkomne og psykisk mest lidende, der skulle tilses og om muligt hjælpes.

For irakerne og andre tvangsudsendte er det for sent. Men mange andre er i nød. Jeg håber, at jeg snart igen drømmer, at jeg tør gøre modstand. Om jeg så skal være en slags menneskesmugler.

OM KRONIKØREN

Carsten Nagel er forfatter og psykolog og udgav sidste år aktuel den store flygtningeroman ”Zeh-ras flugt”. Nagel har gennem årene været en flittig bidragyder med kronikker og artikler, især i Politiken og Ekstra Bladet, hvor han har været med til at sætte såvel danske som internationale forhold under debat. Fra Sovjet rapporterede han tidligt i et (selv)opgør med kommunismen, fra Rom handlede det om terrorister & transvestitter samt hjemløse på Tiberens bred, fra Iran skrev og demonstrerede han mod præsteskabets undertrykkelse af kvinder og ikke mindst henret-telserne af homoseksuelle, fra New York førte han dag- og natbog om livet i the big apple. Som psykolog har et væsentligt arbejdsområde været traumepsykologien, hvor han i særlig grad har beskæftiget sig med krigsofre, torturoverlevere og andre traumatiserede flygtninge samt med svært integrerbare unge.Se mere på carstennagel.dk

Jeg mærkede, hvor godt det er at følge sin samvittighed og at turde

gøre modstand.

Hvis du virkelig vil hjælpe mig – så hjælp mig væk

herfra

S025

Jeg sætter min hat som jeg vilKultur fusion i det bolivianske højland

– hattemode på tværs af tid og sted

se kvinder, også kaldet ’cholas’, med deres bowlerhatte som en karakteristisk del af bybilledet rundt om i Bolivia.

Bowlerhattens udbredelse på højsletten, El Altiplano, tog sin begyndelse i forbindel-se med, at de blev forsøgt solgt til europæ-ere, blandt andet engelske jernbanearbej-dere, som arbejdede i området i 1920’erne.

En velkendt historie i lokalområdet for-tæller, at bowlerhatten blev udbredt ved, at en sælger som forgæves forsøgte at sælge

Af Stefan Klink

Umiddelbart kan det forekomme besyn-derligt, at engelsk hatte mode fra forrige århundrede i dag udgør en af de mest iøj-nefaldende og betydningsfulde beklæd-ningstraditioner blandt indfødte aymara og quechua befolkningsgrupper i det bolivian-ske højland.

Ikke desto mindre er det et faktum, at den i England for længst kasserede bowler-hat, som bl.a. Egon Olsen forstod at værd-

Måden hvorpå aymara kvinden bærer hatten – om den hælder mere eller mindre ned af – kan indikere kvindens ægteskabe-lige status. Unægtelig temmelig langt fra den oprindelige intention med hatten. Den blev nemlig designet efter et ønske fra en-gelske jagtbetjente om at udforme en hat, som kunne beskytte hovedet fra lavt hæn-gende grene, når man kom galoperende på sin hest.

MODE

sætte herhjemme, igennem mere end 100 år stadig bæres med stolthed og elegance til såvel hverdag som fest af Aymara og Quechua kvinder i Bolivia. Vi kender dis-

hattene til europæiske mænd, for at undgå at brænde inde med de mange hatte, bildte de lokale piger ind, at hvis de bar hatten, ville de opnå maksimal frugtbarhed. Med en så lovende egenskab er der ikke noget at sige til, at hatten hurtigt blev populær blandt de lokale, og der gik ikke mange år-tier fra europæerne introducerede hatten, til den blev en fast del af ’chola’ kvindernes beklædning.

Præsident Evo Morales og den genvundne værdighed

I dag bærer ’chola’ kvinden bowler hat-ten og den fint mønstrede nederdel i tykt velour, de rigt udsmykkede forklæder og bylter bundet sammen af klæder af den eftertragtede alpaca uld med sjældent set værdighed.

Evo Morales, tidligere llama hyrde og selv af aymara oprindelse, har formået at gøre op med århundredes diskrimination begået af bolivianere med europæisk oprin-delse mod de oprindelige befolkningsgrup-per, som udgør flertallet i Bolivia. Gennem taler i parlamentet, og ikke mindst i kraft af hans påklædning, har han bidraget til, at de oprindelige folk kunne genvinde en stolthed over deres kulturelle traditioner. Således bad Evo Morales, før han tog imod embedet som præsident, en designer om at konfektionere statsmandsklæder som dels ikke krævede brug af slips og dels kunne identificeres med den 2000 år gamle ayma-ra kultur.

Så bowlerhatten må i sandhed siges at have været på en lang rejse fra at skærme hovederne på engelske jagtbetjente til at blive et etnisk symbol for oprindelige be-folkningsgrupper i Bolivia og Peru. Fæl-les for bolivianske ’cholas’, Egon Olsen og jagtbetjentene er, at den altid bæres med værdighed.

S026

Speak out loud

By Pawel Wedrowski

You speak about Gabriel’s identity crisis - Gabriel being the main character i your new book In The Kitchen – is it a reflection on the identity crisis Europe is going through these years as well?

I deal with fiction. Politicians would give you the political answer. Fiction gives me

the possibility to explore complexity, hu-man tragedy, fear. I touch on issues closely related to integration through my books and my background. In The Kitchen, lo-cated in a restaurant, personally having grown up in the mill-districts of northern England, all that contributes to a descrip-tion of diversity in the UK or even diversity as such, placing my first book in a tiny Por-tuguese village.

The UK has changed immensely over the last 20 years. Political wings have be-come much less transparent and predicta-ble. In terms of immigration the younger generations coming up now are much less interested in pleasing the establish-ment or playing down the role of their cultural background. Leaders of minority communities have for years been media-tors between the political establishment

How can a novelist on the basis of fiction contribute to an ongoing debate on im-migration and multiculturalism? KURT has had a word with Monica Ali on the subject as she visited Copenhagen to promote her new novel ‘In The Kitchen’.

INTERVIEW

S027

and immigrant groups. Those structures are disintegrating. Youth seeks its roots in a more radical and less compromising way.

You speak of identity and nationality-tests. Of multiculturalism in a London restau-rant.Throughout the last twenty years there has been a hope that time would stick out a helping hand. It seems as if things could turn in a whole different direction. A 30-year old guy with a north African background once told me that we haven´t even seen the top of the iceberg. The political establishment throug-hout Europe is becoming gradually more conservative, playing on fear and identity – and so respectfully living the democratic tradition we gather like cattle around the ballot box doing our thing. So returning to the steams and sounds of a kitchen, can we mix flavours in such a way that sound pro-gression will tastefully evolve?

I am not in the business of predicting the future. To me it´s more a question of what is going on now and interpreting that. Gro-wing up like I did in very traditionalist Eng-lish surroundings in a quite conservative mentality, I would never have predicted the rebellion that has come about. But di-scussing matters of what if this and what if that… to me its all about what is.

But what ‘will be’ has a lot to do with ‘what is’…no?

Evidently so, but to describe the shape of the future is hard. It´s a matter of who speaks for whom. What kind of re-presentation do the different groups of society have. What we as ordi-nary people dare say and not say. In my situation it is of very great importance to discuss what writers can do, how far they can stretch. There is much fear around, creating a certain reluctance to speak out loud. I believe that is a problem. There has been a massive change in post war UK in terms of cultural diversity and demography – very few writers have actually taken these issues up.

If a writer could be considered a voice of a cer-tain group. And if fiction could be considered a description of reality, what could be conside-red the obligation of a writer, if any?

I believe my duty is to deliver the truth. You have to tell the truth. That is what art

is all about. Exploring truth trough fiction gives you the possibility of inhabiting dif-ferent points of view. Which is a valuable instrument in searching for the truth. I

read a non-fiction novel on hurricane Katarina that made me discover the lacks and misdoes of the whole tragedy. How the governments passivity influen-ced people’s lives. In

some strange way non-fiction is essential for uncovering the lies whereas fiction is essential for uncovering the truth. It can work very powerfully.

Fiction reveals the truth. Marx speaks of alienation in terms of industrialisation. You speak of the alienation while descen-ding through the floors of a grand London hotel, where people in the basement rarely have any papers of identity. The Palesti-nian writer Mourid Barghouti speaks of the intriguing position of not having a coun-try. Identity and ali-enation must give a specific relation to the truth. This considers not the least yourself?

Does my mixed background give me a different angle? I don´t think so. I believe that being a writer always leaves you in the doorway. In the shade. You are peering in, observing life.

But the observations that you make are influenced by the eyes that see. Having

another cultural step-ping stone makes a difference. Sometimes foreigners make an even greater effort to become part of what they have

arrived at. I mean, often enough the ’out of context’ situation cuts edges in discovering truth.

In terms of talking about what I do - the establishment, the British society, the un-derbelly – there is a discrepancy. People not necessarily want to hear about that and particularly not from me; A story about a white man in a heavily male dominated environment speaking about social issues, told by a woman with my background. And a housewife. To answer the question of a writers obligation, I believe it´s a matter of truth and freedom. Feeling free to go out of the box. Not to let yourself be limited by whoever has the inclinations to limit you. To cross boundaries in terms of what is so-

cially accepted. I write and will write about anything. My initial drive derives from developing characters but the stories take place in certain environments.

Does your new book take that attitude further than Brick Lane?

Reactions to Brick Lane were more of a media stunt than really a matter of clash. On the day of demonstrations against the movie and the book, there were more jour-nalists at the spot than older men from the community feeling misunderstood by my story about a certain immigrant part of London – a street. And that emphasises my thoughts about my work. My writing is not a political act. In the Kitchen is just a description of and a reflection on a specific environment.

Describing life through characters situated in somewhat contro-versial environments must to a certain de-gree be a conscious act. On its way towards a political statement. Assuming Western societies are living through an identity

crisis, how can we make the political estab-lishment and the media world acknowledge that we need to unite rather than sensationa-lise out of fear and alienation?

The difficulties of a multicultural commu-nity are, that we usually focus on diffe-rences instead of things that we have in common. And we pick our fights on very dubious grounds. Seperation at schools, food-programs, clothing. Identity today is far more complex than ever before. We operate not only in reality but also in a vir-tual universe. First and foremost we need to acknowledge a whole new concept of belonging in a whole new world of identity.

Political wings have become much less transparent and

predictable

There is much fear around, creating a certain reluctance to speak out

loud

I believe my duty is to deliver the truth

Monica Ali

British writer and the author of Brick Lane, her first novel, which was shortlisted for the Man Booker Prize for Fiction in 2003. Ali was voted Granta’s Best of Young British Novelists on the basis of the unpublished manuscript.Ali was born 20th October 1967 in Dhaka, Bangladesh to a Bangladeshi father and English mother, moving to Bolton, England at the age of three, where she was raised. Her father is originally from the district of Mymensingh. She went to Bolton School and then studied Philosophy, Politics and Economics at Wadham College, Oxford. She lives in South London with her husband, Simon, a mangament consultant and their two children, Felix and Shumi.

VOXPOP

Hvad må en kirke bruges til? KURT har været på gaden for at høre nærmere. af Dina Al Haffar & Benjamin Enzen

Amalie Mosbæk, 24 år, studerende. En kirke skal være et sted, hvor man kan sørge – hvor man kan finde

ro – et smukt sted. Det er guds hus, men der bør ikke være nogle grænser for hvad en kirke kan bruges til – den skal følge med udvikling og det behov der opstår med tiden.

S028

Giacomo Gambernecci, 21 år studerende og gademusikant. I am from Italy – and in my homeland

the church is very strong and not including every-body. The church in Italy is very political and a kind of business – and that is wrong. It should involve people in a broad sense and show so-lidarity with the people.

Daniel Chaim Kawa, 26 år, flashprogram-mør/grafisk designer. En kirke bør bruges til gudstjene-

ster – skal være et sted, hvor man kan søge ro og fred i – et sted at søge ly. Men den skal først og fremmest bruges til kirke-lige formål, selvom rockkoncerter er ok – men jeg sy-nes ikke at fx en housekoncert vil være passende.

Ricky Wallace, 46 år og Elaine Wallace 44 år, fra Skotland, Abeerdeen – arbejder begge for olieindu-strien.There shouldn´t be any limitations to what a

church is used for as long as it is re-spectfull. In Scot-land we have old churches that are used as bars and shoppingmarkets.

Carin Faaborg, 66 år, Billedkunstner.Kirker er store offentlige rum – når vi er heldige, så er kirkerne smukke

rum, der åbne for enhver og det kan jo være en helt utrolig skøn følelse at træde ind i en kirke og føle roen der. Der er ikke mange steder, hvor vi bare kan træde ind af døren og føle os velkomne.

Johannes Qvistgaard(sammen med nr 5 Carin Faaborg), 5 år, går i børnehave. Det er hyggeligt at være i kirke juleaften.

Martyna Koperkiewicz, 21 år, fra Po-len, sommerjob som rickshawcyklist.The church should be a place where

people can get spiritual help. It shouldn´t re-cieve money – it shouldn´t be a business. I think it is ok that rerugees choose to take refuge in a church – it is exactly in that kind of situation that the church should help.

Giorgos, 34 år, fra Grækenland, rickshawdriver. I think that the church should be used for rituals such as weddings. It shouldn´t be the politicians that con-trol the churches. It could also be a place where there are happenings, musi-cal events, charity events and a place where you help poor people. And I think it is also ok that refugees live in a church – the church should be an open place that also has room for the new challenges in our time.

S029

Manden med dokumentarpistolenInterview med Khaled Jarrar, palæstinensisk instruktør og fotograf

Af Daniel Henschen

Instruktøren Khaled Jarrar er en alsidig bil-ledmager, som udtrykker sig både genem film og foto. Festivalen Palestine in Copen-hagen præsenterede hans seneste film ’Jour-ney 110’, som havde premiere tidligere i år. KURT mødte ham under festivalen, som var arrangeret af Center for kultur og ud-vikling i anledning af ’Jerusalem Capital of Arab Culture 2009’.

”Kunst har ingen effekt på samfundet.” Mener han virkelig dét? Tja, sådan ser det ud. Khaled Jarrar læner sig lidt tilbage og smiler hen over kaffekoppen. Her på en af de sidste varme septemberdage i Køben-havn er det svært at spore en politisk akti-vist i den unge palæstinenser. Hvis det ikke lige var for et minikamera i mavebæltet, en slags dokumentarpistol, der virker som en naturlig forlængelse af hans krop.

Så hvad skal man tro? I går blev Kha-led Jarrars seneste film ’Journey 110’ vist på ’Palestine in Copenhagen’ – en doku-

mentar om de palæstinensere, der bruger kloaksystemerne til at undgå de israelske checkpoints. Det er levende og anonymi-serede mennesker, der bevæger sig i de un-derjordiske gange, men sproget er poetisk og drømmeagtigt uden dialog i de godt 20 minutter, filmen varer. Efter den klaustro-fobiske oplevelse, er det svært at forestille sig, at instruktøren bag ikke har ambitioner om at ændre noget med sine film. Den kun 33-årige billedmager har nemlig et langt bagkatalog med værker, der alle sammen forholder sig direkte til den aktuelle vir-kelighed – eller ligefrem griber ind i den. Det mest kendte eksempel er fra 2007, hvor Khaled Jarrar fik international opmærk-somhed for sin kontroversielle foto-ud-stilling ’At the Checkpoint’. Billederne skil-drede vilkårene for de mennesker, der hver dag passerer mellem selvstyreområderne og staten Israel. Og de var ophængt midt i begivenhederne på et af de checkpoints, som adskiller de to områder.

Lidt efter trækker Khaled Jarrar dog lidt i land, og nuancerer en smule: Det er ikke fordi hans film er upolitiske. Det handler mere om relationerne: ”I virkeligheden så hænger alting sammen på et politisk plan. Lad mig give dig et eksempel: Her i Dan-mark har I et genbrugssystem for flasker; det har vi ikke. Godt, jeg laver en doku-mentar om dét, som viser, hvordan folk bruger flaskerne til vand og smider dem ud bagefter. Men på den måde kommer jeg også til at beskrive kampen om vandres-sourcerne, som gør, at der ikke er adgang til vand i store dele af Palæstina.”

SamfundsrevserenFor Khaled Jarrar handler det at være kunstner om at være en kritisk iagttager af samfundet, dets politik og traditioner. Der-for drejer hans værker sig om den mentale og identitetsmæssige side af konflikterne. Så når han ikke mener, at filmene i sig selv påvirker noget, handler det mere om et be-

DOKUMENTAR

S030

hov for skelne mellem storpolitik og sam-fundskritik. En meget naturlig holdning for en, der selv er vokset op midt i brændpunk-tet af en af verdens store konflikter.

Khaled Jarrar er født i byen Jenin, der nok er mest kendt for flygtningelejren af samme navn. Da han var ung og havde ud-længsel, gjorde Israel-Palæstina-konflikten det umuligt for ham at forlade området, selv om han ønskede at komme væk. I ste-det blev han og begyndte at forholde sig til konflikten på sin egen måde.

Khaled Jarrar er oprindelig uddannet som interior designer. Men i 2003 valgte han at satse på fotografiet og læser i dag på det Internationale Kunstakademi i Ra-mallah. Nu hvor han har muligheden for at rejse ser Khaled Jarrar det at blive i Palæ-stina som en bevidst protest mod besættel-sen. Og det er hér han har udfoldet sig som fotograf og instruktør.

Han udtrykker sig i flere medier, men på festivalen var det filminstruktøren Khaled Jarrar, der fik positive reaktioner. Til trods for manglende dialog og et setting i en gang flere meter under jorden gik filmen rend hjem hos publikum.

Og interessen var gensidig. ”Jeg er virke-lig glad for den her mulighed for kulturud-veksling”, siger Khaled Jarrar og dokumen-taristen fornægter sig ikke: ”Jeg har venner

her i forvejen, men jeg forstår først rigtig Danmark, når jeg kan gå i gaderne, smage maden og høre sproget. Det giver en ene-stående baggrund for at forstå kunsten, der bliver skabt her.”

På den måde er han et godt eksempel på den film-revolution, som Palæstina oplever lige nu. Med instruktører som Annemarie Jassir og Najwa Najjar - der også blev vist under ’Palestine in Co-penhagen’ - dokumen-teres og debatteres det palæstinensiske liv som aldrig før.

”For fem-ti år siden var det billedkunst, der var i fokus i Palæstina. Men i dag har vi In-ternettet, og man kan relativt billigt købe et kamera og lave film. Det giver mulig-heder for at sprede kunsten, som vi ikke har set før.” Så selvom den palæstinensiske filmmager ikke mener, at kunstnerne laver politik, er der vægt bag ordene, når han op-summerer sin mission: ”Jeg laver film, fordi jeg elsker kunst!”

En halv time senere står Khaled Jarrar på Nytorv og filmer københavnerne, der viser sig fra deres bedste side i solen foran Domhuset.

I virkeligheden så hænger alting sammen

på et politisk plan

S031

HUSET ER DITDet er meget nemt at få folk til at tie stille i

Afghanistan. De er så vant til at ingen lytter,

at det at få folk til at åbne munden, kræver

stor pædagogisk snilde, fortæller Lena Bjørn,

skuespiller, instruktør og medstifter af Daca-

po Teater. Men det lykkes. I juni 2009 op-

holder hun sig i Kabul for at igangsætte et

projekt i samarbejde med Center for Kultur

og Udvikling, der med teater som afsæt skal

få befolkningen til at handle gennem ord.

Teaterformen hedder forum teater og blev

startet af Augusto Boal i 60’erne som et mid-

del mod undertrykkelse. Her fortæller Lena

Bjørn om sine oplevelser i Afghanistan.

Af Stine Bork Kristensen

KVINDER

S032

”Der er mange tiggere i området, de fleste er kvinder i burka med et spædbarn på ar-men. Pludselig er en lille dreng på 5-6 år kommet op på siden af mig. Han bærer på nogle bøger og mumler et eller andet med udslukte øjne, og jeg griber til pengene gre-bet om hjertet af dette barn. Jeg giver ham lidt penge – han ser lige udslukt ud og jeg spekulerer på om han er på opium eller no-get.(…)Modsætningerne er grelle her i Ka-bul. I Kabul City Center er der en hel etage med smukke butikker – smukke smykker, smagløse smykker af sølv og ædelstene. I hele underste etage er der kjolebutikker. Festkjoler – så meget fest, at I slet ikke fan-tasi til at forestille jer det. Overbroderede med sten og perler og sølv og guld. En kjole lavet af rene påfuglefjer. Alle disse indtryk sammen med drengen med de døde øjne indenfor blot 10 min.”

Lena Bjørn, Kabul, Juni 2009.

”Man må have håb” siger Lena Bjørn, ”for det hele er meget skrøbeligt.” Hun har ar-bejdet i Kabul tre uger i juni, med at lære afghanske skuespillere at spille Forum Tea-ter. Forum Teater er en form Lena Bjørn tog til sig for 15 år siden. Ideen med Fo-rum Teater er at udspille temaer, der har umiddelbar relevans for publikum i deres hverdag. Det specifikke er en såkaldt Joker; en spiller, der går ud blandt publikum for at høre deres bud. For publikum er ikke bare publikum, men Spect-Actors, med-spillere. Denne særlige spillestil blev star-tet af instruktøren Augusto Boal, da han i 1960´erne udviklede ’De Undertryktes Te-ater’ som et modsvar til diktaturet. Ved et tilfælde. En frustreret kvinde blandt publi-kum var uenig i et stykkes slutning og ind-tog scenen for at give sin mening til kende. Den første spect-actor havde uden selv at vide det set dagens lys.

”I Forum Teater stopper stykket der, hvor problemet er gået i hårdknude, hvor-efter jokeren går ud blandt publikum og spørger: ”Hvad kan man gøre ved det her problem? Har du en ide?” Man kom-mer aldrig med slutninger. Aldrig. Det er involverende teater med den tese, at det til enhver tid vil være publikum, der har løsningen. Forum Teater er dybest set de-mokrati-træning. Man træner folk i at ta´ ordet og turde mene noget. Hvad synes du? Hvad kunne man gøre i stedet?” ”En teater-form der må gøre ethvert dansk publikum genert?” Det er ikke Lena Bjørns erfaring: ”Der sker det samme overalt i verden, på en

dansk virksomhed eller i en landsby i Af-ghanistan. Folk kommer ind i salen og sæt-ter sig aldrig på de første to rækker, altid på de bagerste, med armene over kors, sådan! Jeg skal i hvert fald ikke deltage i det her. Men så går vi i gang og folk glemmer tid og sted. De springer op af stolene og enga-gerer sig.” Lena Bjørn taler sig varm, hun brænder for sit projekt: ”Ens valg af jokere er altafgørende. De er bindeleddet mellem teater og virkelighed, mellem skuespiller og publikum. Så hvis man har en joker, der skælder ud på folk, så dur det ikke. Derfor måtte den ene af mine grupper fyre deres joker. Hun forstod simpelthen ikke det de-mokratiske princip, der bygger på at lytte. Det er meget nemt at få folk til at tie stille i Afghanistan. De er så vant til, at ingen lyt-ter, at dét overhovedet at få folk til at turde åbne munden, kræver stor pædagogisk snilde. En af de to mandlige jokere havde meget nemt ved selv at have ordet og stå og være charmerende, og det er så min opgave at guide; det er ikke dig, der skal snakke, det er publikum. Du skal bare stille spørgs-målene. Men han blev en fremragende jo-ker; rigtig god til at invitere folk ind og til at rose dem. Under en af forestillingerne var der pludselig dobbelt så mange publikum-mer på scenen som skuespillere.”

De 18 afghanske skuespillere, ni kvinder, ni mænd, som Lena Bjørn arbejdede med

på sit hotel, og senere i et nedlagt møbel-lager, kom fra tre afghanske teatertrupper. ”De to af trupperne blev ledet af to ærvær-dige ældre herrer, der lidt lagde en dæmper på deres spillere. Jeg var lettet, da de tabte interessen, og gav deres spillere friere tøj-ler. Og så var der Leena Alam, lederen af den tredje trup, en ren kvindegruppe. Hun blev en fantastisk hjælp. Leena Alam er hjemvendt eksil-afghaner og hun nægter at gå med tørklæde. Hun modtager dødstrus-ler, men tørklædet det tager hun ikke på. ”

De afghanske skuespillere havde selv valgt deres temaer ud fra det overordnede emne ’Vold mod kvinder’. Og det er ikke for børn: voldtægt; tvangsægteskab; datter der skal giftes for at dække sin fars spillegæld; kvinder har ret til at stemme, men får ikke lov; gravid kvinde vil på hospitalet, men må ikke; kvinders vold mod kvinder. Denne volds-problematik er en vægtig grund til den ekstrem høje selvmordsrate for kvin-der i Afghanistan. Med disse tabubelagte emner turnerer de afghanske skuespillere nu rundt i landet. Ud for at finde deres slut-ninger blandt det afghanske folk.

Dagens spil: To mænd diskuterer – den ene skylder den anden penge – og medde-ler, at hvis han ikke kan betale, så vil han kræve, at den andens datter gifter sig med hans bror, som er en ældre mand. Datte-ren er 13 – 14 år. Faderen kommer hjem,

KVINDER

er meget ulykkelig, men ved ikke, hvordan han skal løse problemet, for han har ikke pengene. Konen råber, at det kan han ikke gøre. Manden bliver vred, løfter hånden til slag og siger: ”Ti kvinde!” Moderen tier, datteren skriger: ”Hvis I tvinger mig til det, tager jeg livet af mig!” – og det bliver spe-cificeret, hvad hun vil gøre, nemlig over-hælde sig med olie og brænde ihjel.

4 spørgsmål til Lena

Hvordan laver man teater, når man ikke ta-ler hinandens sprog?

”Teater er jo kropsligt”, svarer Lena Bjørn, ”man taler med kroppen, så sproget var ikke det største problem. Det var derimod de mange regler kønnene imellem. Bare så-dan noget som at kvinder og mænd ikke må røre ved hinanden gør jo en kæmpe forskel. Jeg sad og forberedte mig på et hotel i Ka-bul med alle de øvelser, jeg plejer at lave og kunne se, at det gik slet ikke. Jeg måtte kas-sere halvdelen af mine øvelser, fordi skue-spillerne ikke må have fysisk kontakt med hinanden. Bare det at stå i en rundkreds. Men man finder udveje. Vi løste det ved, at jeg blev det ene bindeled i kredsen. Jeg er sådan et intetkøn, fordi jeg kommer et andet sted fra, mig kan det være lige meget med; jeg kan stå både mellem en mand og en kvinde. Leena Alam, der som tidligere eksilafghaner har valgt at være uafhængig af traditioner, blev det andet bindeled. Så-dan kunne vi lave en cirkel uden, at nogen gjorde noget, de ikke ville. Og så det rent praktiske. Når f.eks. kvinde-truppen skulle ud at turnere, kunne de ikke tage længere væk fra Kabul, end at det var muligt for dem at komme hjem samme aften. De må ikke overnatte ude. Og her taler vi endda bykvinder, der er rimelig frie.”

Hvordan ser du fremtiden for Afghanistan?

Jeg talte meget med hoteldirektøren, der har boet mange år i Tyskland. Og en af de ting, han sagde, var at stemningen i Kabul er bedre end sidste år. Folk er fortrøst-ningsfulde og begynder at tro på, at der er mulighed for en fredelig fremtid. Han sag-de, at en af grundene til det stemningsskift, måske bare er, at nu virker elektriciteten hver dag. ”For bare et år siden havde vi kun elektricitet hver tredje dag, og der havde vi hele tiden strømsvigt. Nu fungerer det. Det giver folk en følelse af normalitet og nor-

malitet giver håb.” Uden normalitet føler al-mindelige mennesker sig magtesløse, fordi volden er så voldsom. I en rundkørsel nær hotellet, hvor jeg gik med L., oversætteren, stod der en mand midt i rundkørslen og pe-gede rundt med et maskingevær. Jeg blev faktisk forskrækket. Hvad sker der, spurgte jeg. Han sørger bare for sikkerhed i trafik-ken, svarede L.

Var du bange under dit ophold i Afghani-stan?

Nej, egentlig ikke og så alligevel…En dag efter jeg er kommet hjem og er på vej op ad gågaden i Odense, oplevede jeg en uven-tet reaktion. Det var en meget varm dag i juli, dagen efter, jeg var kommet hjem. Folk var mere eller mindre afklædte og meget, meget afslappede. Pludselig begyndte jeg at græde. Det der med, at det var så afslappet. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg alligevel havde været bange.

Hvad har gjort størst indtryk på dig under dit ophold i Afghanistan?

Jeg synes, den smukkeste oplevelse er, at møde de mennesker, jeg skulle arbejde sammen med. ”Hvor er vi glade for at lære noget nyt”, sagde de igen og igen. Deres vil-lighed til at lære var så stor! Det afghanske teater har jo ikke kunnet udvikle sig i 30-40 år på grund af krig og Taleban. Det var som om de hele tiden sagde ”Hvor er vi glade for, at du er kommet!” Menneskene er mine smukkeste oplevelser.

5 spørgsmål til LeenaLeena Alam, 30-årig film- og teaterinstruk-tør, dertil Afghanistans mest feterede skue-spillerinde og aktiv NGO´er, har fravalgt en tryg tilværelse i USA, hvor størstedelen af hendes familie stadig bor, for at bidrage til Afghanistans genopbygning. Den tidligere Miss San Fransisco gennemførte under Ta-libans styre en rejse til Kabul for at se og føle, hvad hendes medsøstre gennemleve-de. Leena Alam gør alt på sin egen kompro-misløse måde; kommer som hun er og altid uden tørklæde. Hun beskæftiger sig med kunst og kultur for at ændre det afghanske samfund, intet mindre.

Hvad synes du om Forum Teater?

Forum Teater er en revolution og en velsig-nelse for det afghanske teater! Afghanistan

er plaget af så mange sociale problemer, der behøver løsninger. Problemer der med den rette vejledning og ledelse kunne løses permanent. Forum Teater hjælper med at tematisere problemerne. Og det er meget let at få engagerer folk og skabe kontakt med publikum.

Har du oplevet problemer undervejs?

Det svære var at få tilladelse fra regerin-gen til at turnere. De tøvede. Da vi skulle indhente tilladelse hos Kulturministeriet, sendte de vores anmodning videre til Det Nationale Teaters formand Qadir Farokh, der svarede, at det skulle gå gennem Kul-turministeriet. Grundlæggende ignorerede man vores anmodning. Men vi tog af sted og optrådte alligevel.

Hvordan reagerede publikum?

Jeg er så glad for at kunne fortælle, at der var fantastisk respons, og især fra det kvin-delige publikum! Publikum tog ideen med Forum Teater til sig og blev helt sikkert

S033

AUGUSTO BOAL

Den brasilianske teaterinstruktør, Augusto Boal, udviklede de undertryktes teater op gennem 50’er og 60’erne. I et forsøg på at gøre teatret interaktivt, eksperimenterede han med et utal af former. Hans mål var at flytte teatret væk fra den traditionelle envejs kommunikation og skabe dialog mellem scene og sal, mellem kunstner og publikum. Hans undersøgelser byggede på den antagelse at dialog er den grundlæggende, sunde dynamik mellem mennesker, at alle men-nesker ønsker dialog og er i stand til at skabe den – og når dialogen forstummer i monolog, så er der åbnet for undertrykkelse og diktatur. Han betragtede teatret som et udsædvanligt værktøj til at transformere denne monolog til dialog.. Augusto Boal døde i 2009, 78 år gammel.Læs mere i hans hovedværk – De undertryktes teater og på www.theatreoftheoppressed.org

S034

Lena Bjørn, Kabul, Juni 2009Kender I det, at komme til et sted, hvor I oplever, at der er rart, men mere end rart. Der er fred, dyb fred. Sådan er denne mands hus. Hans kone har et åbent blik og hil-ser os velkommen. 6-7 børn kommer ind på skift og sætter sig generte og nysgerrige. Vi har været undervejs i næsten 4 timer – nu får vi morgenmad: stegte æg, hjemmelavet yo-ghurt, hjemmelavet ost og dejligt brød. Jeg føler mig fuld-stændig lykkelig i fl ere timer. Han snakker ikke engelsk, men jeg får Leena til at sige, at jeg synes hans hjem er et vidunderligt sted og han kigger på mig (eller måske snarere ind i mig) med sine isblå øjne og siger: ”Huset er dit.” De andre siger, at han mener det alvorligt. Jeg smiler og siger hjertelig tak og at det nok er lidt langt væk for mig at ha´ mit sommerhus. Så snakker de noget mere og jeg ny-der, at jeg ikke forstår noget. Manden med de blå øjne er en historiefortæller, han fortæller, de andre griner. Så spiller han lidt musik på et mærkeligt indisk instrument og de snakker og griner noget mere. Så er det tid at bryde op. Han kigger igen på mig og siger, at næste gang jeg kommer tilbage til mit hus, så har han bygget et badeværelse. Jeg siger mange tak.

positivt påvirket af det. Vi havde stor, stor deltagelse fra publikum. Især det kvinde-lige publikum havde tydeligvis altid ønsket at få håndteret de temaer, som vi optrådte med, men har aldrig før haft chance for det. Gennem vores teater kunne de endelig ud-trykke deres følelser.

Hvad er dit stærkeste minde fra din tid på turné med Forum Teater?

Et af mine sødeste minder er fra vores performance i Jalalabad. Inden vores spil fortalte man os, at det sikkert ville blive en fi asko; p.g.a. sikkerhedsrisikoen, og fordi publikum i Jalalabad ikke ville acceptere vores temaer. Men der skete det modsatte. Vi fi k kontakt med en kvinde-ejet radiosta-tion ledet af en Mrs. Shjahla Shaiq, hvor man var lykkelige for at samarbejde og tog varmt imod os. Først og fremmest publi-kum, ca. 100 kvinder fra området. På grund af advarslerne forventede vi ikke megen deltagelse fra disse kvinder, men det er her, det søde minde kommer ind. Kvinderne deltog over måde i teatret. De var så glade for det, at de foreslog nye emner. Emner

som de bad os arbejde med, så vi igen kun-ne komme og give deres løsninger form.

Var du på noget tidspunkt bange ?

På trods af folks advarsler, overhovedet ikke. Vi følte, at det vi kom med er, hvad det afghanske folk efterspørger og behøver lige nu.

KVINDER

S035

LYRIK

DØDSDIGT

Af Jumah al Dossari

Tag mit blod.

Tag mit ligklæde og

resterne af min krop.

Tag billeder af mit lig ved graven, alene.

Send dem til verden,

til dommerne og

de samvittighedsfulde,

send dem til de principfaste og retfærdige.

Og lad dem bære for verdens ansigt

den skyldige byrde af denne uskyldige sjæl.

Lad dem bære byrden, for deres børns og historiens ansigt,

af denne spildte sjæl uden synd,

af denne sjæl som har lidt i hænderne

på ‘fredens beskyttere’.

Foto: BandarRaff ah

S036

JESUS KOMMER26. AUGUST – 12. SEPTEMBER

S037

Mine Verdensbilleder26. august – 12. september 2010

Center for Kultur og Udvikling præsente-rer My World IMAGES, den 8. landsdæk-kende internationale IMAGES festival med nytænkende billedkunst, film, musik, scenekunst og litteratur frisk fra fad. My World IMAGES er årets største festival for kunst og kultur fra udviklingslande verden over. Festivalen finder sted fra 26. august til 12. september 2010 i 14 byer. Der åbnes i Skørping i Nordjylland hvorefter festiva-len rejser mod København med ankomst 3. juni. I København er festivalen centreret omkring Blågaards Plads.

Allerede nu mødes kunstnere fra Dan-mark og en lang række lande for at udvikle og forberede deres værker til festivalen. Et af My World IMAGES nye initiativer er nemlig bl.a. at producere splinternye vær-ker specielt til festivalen skabt i samarbejde mellem danske og udenlandske kunstnere. My World IMAGES tager som titlen anty-der udgangspunkt i kunstnerens verdens-billeder. Så i stedet for at præsentere bille-der af verden – verdensdele og kontinenter, som det tidligere var tilfældet med Images of Asia, Images of Africa og den seneste fe-stival, Images of the Middle East, så er det kunstneren der præsenterer sine verdens-billeder. 170 individer, 170 verdener,170 fortællinger af 170 kunstnere fra omkring 35 lande.

Der bliver rig mulighed for at dykke ned i den kunst som for et dansk publikum nor-malt er temmelig utilgængelig – hvis man overhovedet vidste, at den fandtes. Som fx punk fra Nepal eller støjkunstnere fra Kina. KURT anbefaler her et par absolut musts fra festivalen. I det kommende særnummer af KURT, som produceres i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling, kan du læse om festivalens kunstnere og tema-tikker.

www.images.dk

Tid & sted

Uden for Kirken på Blågårds Plads, København, 9., 10. september 16.55 - 17.00, 11., 12. september 15.55 - 16.00. Fri entré

Jesus kommer ...og denne gang danser han! Sydafrikanske Beezy Bailey er manden bag en kort, anarkistisk, Pop Art fejring af Gud i os alle og af mulig-heden for at overskride døden. Den stepdanssende Messias har alle-rede flere gange henrykket og provokeret Johannesburgs indbygge-re. Til sommer er det københavnernes tur. Kunstneren Beezy Bailey født 1962 i Johannesburg, Sydafrika, arbejder med både maleri, skulptur, tegning, grafik og keramik. Han er manden bag flere pro-vokerende, smukke - og sjove - værker, der bryder både med myten om den selvhøjtidelige kunstner og det konventionelle kunstpubli-kums forventninger. Den dansende Jesus har gjort sig i kunstneriske identitetsskift siden 1991, hvor han skabte sit sorte, kvindelige alter ego Joyce Ntobe - en reaktion på den positive særbehandling, som han mente havde taget overhånd. Herefter indsendte Beezy Bailey to kunstværker til en sydafrikansk biennale. Det ene signeret Beezy Bailey, det andet Joyce Ntobe. Værket i eget navn blev afvist. Men sidstnævnte nu er en fast del af det sydafrikanske nationalgalleris permanente samling.

Skrig med kineserne

Det kinesiske avantgarde støjrock-band Torturing Nurse leverer shows, der udfordrer øregange og forestillinger om kinesisk musik. Bandet blev grundlagt i 2004 af Misuzu og Junky, begge med en for-tid i det Shanghai-baserede No Wave/støj-band Junkyard. Siden er bandet blevet suppleret og består i dag af Youki, Misuzu, Miriam og Junky. I modsætning til andre bands inden for genren bruger Tortu-ring Nurse hverken bærbar computer eller software, lyden kommer udelukkende fra mikrofoner, pladespillere, pedaler og guitarer. Ban-det har en stor diskografi bl.a. med udgivelser på Roil Noise, Indu-strial Culture Records og den tyske label Indie-ziert.

Punk fra NepalRai Ko Ris er et nepalesisk punk-band startet i 2000 i hovedsta-den Katmandu. Med en fusion af amerikansk hardcore og britisk anarcho-punk kombineret med lokale inspirationer har bandet helt sit eget udtryk. Teksterne kommenterer på både den lokale og glo-bale politiske dagsorden, og Rai Ko Ris synger om håb og modstand – håb om en mere retfærdig og friere verden, og modstand imod de magtfulde kræfter, der undertrykker mennesker. I Nepal og resten af verden.

Tid & sted

1000fryd, Aalborg, 2. September 20.00 - 24.00 EntréSkanderborg scenen, Århus, arr. Århus Festuge. 3. September 18.00Støberiet, København, 4. september 20.00 - 24.00. Entré

Tid & sted

Mayhem, København, Ragnhildgade, 10. september 1. Filmfremvisning 19.00. Koncert 21.30. Entré Filmfremvisning starter 19.00 koncerterne starter 21.30. Det vil være muligt at købe mad og drikke.

Statens Museum for Kunst16. april – 24. oktoberwww.smk.dk

RE–MODELLING THE WORLDUdstillingen er en retrospektiv præsentation af den kom-promisløse kunstner, Bjørn Nørgaard. Som del af den eksperimenterende kunstscene udfordrede han radikalt og provokatorisk forestillingerne om kunsten og dens forhold til institutionerne og virkeligheden. Kunsten skulle ned fra piedestalen og ud af isolationen. Siden har han vedholdende insisteret på kunstens sociale relevans, ikke mindst gennem talrige værker, der udfordrer og om-former det offentlige rum. Om ganske kort tid er han b.la. også aktuel med en installation på Nørrebro med titlen Farvel til våbnene, en slags reclaim the street initiativ som en reaktion og kommentar til de mange bandesky-derier i bydelen.

S038

BILLEDKUNST

Den Sorte Diamant, Søjlesalen24. april 2010 - 11. septemberwww.kb.dk

UNDERCOVER, Hotel Pro Forma

Først var det multikunstneren Robert Wil-son, nu er det Hotel Pro Forma som har væ-ret i gemmerne og taget kulturarven under kærlig behandling. Udstillingen afdækker og afslører udvalgte værker fra Det Kongelige Biblioteks omfattende samlinger. Afdelings-ledere og bibliotekarer får stemme og bliver selv en del af afdækningen og fører publikum rundt ad nye spor til steder og ting, vi måske har glemt eller slet ikke kendte.

ARoS draperes i Kvadrat-tekstiler 27. marts – 12. septemberwww.aros.dk

I LOVE YOU

Kærlighed, kunst og kilometervis af teks-tiler er omdrejningspunktet for samarbej-det mellem tekstilvirksomheden Kvadrat og ARoS Aarhus Kunstmuseum. Drape-rede tekstiler fra loft til gulv iscenesætter den internationale udstilling I LOVE YOU og tager publikum med på en sanselig og

æstetisk rejse ind i kærlighedens univers. Udstillingen præsenterer knap 40 interna-tionale kunstnere fra en halv snes lande, heriblandt Auguste Rodin, Pablo Picasso, Damien Hirst, Jeff Koons, Louise Bour-geois, Pipilotti Rist, Yoko Ono, Tracey Emin og Nan Goldin.

Roskilde Festivalentjek dato på:www.roskilde-festival.dk

BOBAN I MARKO MARKOVIC ORKESTARHan er ikke længere med til at dyste, når den serbiske blæserfestival i Guca uddeler priser for bedste håndtering af instrumen-terne. Boban Markovic betvinger balkan-genren så totalt, at man bad ham trække sig fra konkurrencen. De andre skulle jo også have en chance. Sønnike – vidunderbar-net Marko Markovic – er i dag forrest og med ved roret, når brass-bandet fortsæt-ter den internationale karriere, der tog fart med soundtracket til Kusturicas galgenhu-moristiske krigsfilm Underground. Far og søn har et orkester, som efterlader lytteren svimmel i en sky af østeuropæisk brænde-vin, messingblæsere, spraglede tonefarver og høje tempi.

RUNDTUR

MUSIK

BILLEDKUNST

S039

HEART herning museum of contemporary art13. marts – 12. september www.heartmus.dk

INDIAN HIGHWAY

Det vestlige kunstmarked som verdens cen-trale er under afvikling. Indian Highway er et eksempel på globaliseringens realitet og ikke mindst på en økonomi i stormende udvikling, en ud af flere som konkurrerer om 1. pladsen i en verden under hastig for-andring.

Indian Highway reflekterer over vejens centrale betydning for bevægelse, udvik-ling og migration, vejen som det afgørende link mellem land og by. Titlen referer også til teknologien og informations superhigh-way’en, der har været afgørende for Indiens økonomiske boom, og den kunstneriske udvikling landet har været igennem de seneste årtier. Værkerne i Indian Highway tager fat på globale problematikker såsom demokrati, miljø, religion, race, køn og klasse.

ARoS Kunstmuseum20. februar - 5. septemberwww.aros.dk

TRO, HÅB OG KÆRLIGHED – JACOB HOLDTS AMERIKA

Efter en stormende succes på Louisiana rykker Tro, Håb og kærlighed nu nordpå. Udstillingen præsenterer Jacob Holdts bil-leder fra starten af 1970’erne og frem til 2009. En fascinerende fortælling om Ame-rika gennem fire årtier. Og om et menneske med et kamera, en enorm følsomhed og åbenhed og et særligt nærvær. Som foto-graf og menneske lykkes det ham at indfan-ge motiver, der brænder fast på tilskuerens nethinde: Pigen, der viser det brev, hun har skrevet til sin afdøde mor. Parret, der kys-ser gennem fængslets tremmer. Familien, der sidder sammen i sofaen og pudser vå-ben. Ku Klux klan-medlemmer samlet til en søndagsmiddag.

Tag KURT med på sommerferie