I udkanten af Berlin ligger Wagendorf Wuhlheide. Det er en trailerpark bestående af campingvogne, gam-le busser og husvogne. Beboerne lever i vognene af alle mulige forskellige grunde. Men ens for dem alle er, at de søger et andet liv, end det man får i en lejlighed. Her kan de gøre, hvad de vil, og der er ingen, der blander sig. De søger et frit liv, hvor de kan spille ligeså højt musik, som de vil. Nogle lever mere primitivt end andre, men de har alle adgang til strøm, vand og toiletter. Wagendorf Wuhl-heide er en blandt cirka 40 wagendorfs spredt udover Tyskland, bare i Berlin findes der fem. Fælles for bebo-erne er, at mange synes, at fladskærmen og lejligheden er som håndjern, der begrænser deres frihed. Her byg-ger de deres hjem, som de vil og lever et liv, hvor hjem-met altid kan tages med.

Et liv på hjulAf Gorm Olesen

Der bor omkring 80 mennesker i Wagendorf Wuhlheide, ingen ved præcis hvor mange, for nogle kommer og går. Den yngste er halvandet og den ældste 73 år. Kommunen har givet dem en gammel campingplads i udkanten af byen. Her betaler de 100 € i måneden for deres plads, og resten er op til dem. Her lever kunst-

nere, folk i job, selvstændige erhvervsdrivende, men hovedparten af beboerne kan lige få det hele til at gå op gennem tilskud fra staten. Menneskene er ligeså forskelligartede og farvestrålende, som vognene de bor i.

Manuel ”Casi” Reich flyttede fra Berlin til Wagendorf Wuhlheide for fire år siden. Han kom med en ryg-sæk, bukserne han gik i, to t-shirts, en trøje og en sovepose. Kæresten Sophia Ziehe havde nogle venner, de kunne bo hos i starten. Der gik ikke lang tid, før Casi fik foræret sin første vogn af den tidligere ejer. Han

renoverede den, og de flyttede ind. Siden er det blevet til i alt fire vogne, én til Sophia, én med værksted, én han snart skal renoverer og den han selv bor i. Casi lever på understøttelse og er stolt over at have bygget det hele op selv. ”Tænk sig, at jeg kom med så lidt, og nu har jeg alt det her.”

På mange måder er dagligdagen i Wagendorf Wuhlheide ikke så forskellig fra andre steder. Om mor-genen tager folk på arbejde, de handler ind og klager lidt over naboen til vennerne. Men fælles for alle er drøm-

men om frihed til at gøre, hvad de vil. Der er ingen, der bestemmer over beboerne i Wagendorf Wuhlheide.

Christine Brehm er lige kommet hjem fra sit arbejde som fysioterapeut. Hun har besøg af sin ven Rein-hold, der hjælper hende med at repare hendes bus. Christine bor sammen med sin 15-årige teenagesøn Leo i to trailere og en harmonikabus, der fungerer som køkken. Hun har boet her, siden før sønnen blev født. Han

spørger hende nogle gange, hvorfor de ikke flytter i lejlighed. Det er hun også villig til, men så har de ikke råd til den årlige skitur. På mange måder lever Leo et helt almindeligt teenageliv, i stedet for eget værelse har han blot sin egen vogn.

Efteråret bruges på at forberede den kommende vinter. Beboerne hugger træ til brændeovne, efterisolerer og udfører de sidste reparationer før kulden kommer. Det er vidt forskelligt, hvordan folk bor. Nogle i moderne

campingvogne, med gasovne og køkken. Andre finder eller stjæler byggematerialer og langsomt udbygger de deres hjem.

Theodore er Wagendorf Wuhlheides yngste beboer på kun halvandet år. Han er flyttet hertil med sin mor, Tina, for et år siden. Han løber rundt og leger lidt for sig selv, mens Tina drikker kaffe med naboen. I mellem

husvognene er der masser af gemmesteder, og spændende ting man kan lege med. Theodore bor alene med sin mor. Han bliver storebror om fem måneder.

Mange lægger vægt på, at deres hjem er på hjul, og de altid kan tage videre. Hvis de flytter videre, er det ofte til en af Tysklands andre wagendorfs. Men hovedparten af Wagendorf Wuhlheides beboere har boet her

i mange år og vil ikke flytte. De nyder at bo så tæt på Berlin samtidig med de har fred og ro. Her skaber de deres eget hjem, og at de bor sammen med folk, der tænker på samme måde som dem selv.

Manuel ”Casi” og Sophia Ziehe står for at passe Wagendorf Wuhlheides lille udendørs bar. Hver dag laver de morgenmad og aftensmad, som beboerne køber til billige priser. Derudover sælges der mest øl og kaffe. For nogle af de ældre beboere er baren den eneste måde de kan få et ordentligt måltid. Priserne kan lige nøjagtig få baren til at løbe rundt, men der er ingen løn til Casi og Sophia, kun gratis øl.

Om vinteren flytter baren indenfor i varmere lokaler. Her i efteråret bruger de tiden på at male og restaurere den indendørs bar, så den ser godt ud, når den åbner igen midt i oktober. Især Sophia synes, det er en travl tid, når hun både skal male indenfor og lave mad i den udendørs bar.

Den gamle tilgroede pavillon plejede at være fællesspisestedet i Wagendorf Wuhlheide. Christine Brehm fortæller om, hvordan beboerne lavede mad sammen i den tilstødende vogn, og alle spiste sammen. Nu bliver pavillonen brugt som udstillingslokale for en kunstner, der bor ved siden af. Det er over femten år siden, der

sidst har været fællesspisning. Christine kan godt savne, at man gjorde mere sammen, ”Man var mere sam-men om tingene, nu er vi bare folk, der bor ved siden af hinanden.”