LO-dokumentation · med den teori om sammenhængen mellem etableringen af et kollek-tivt forhandlingssystem og mellem organisationernes interne og eks-terne strukturer, der er udviklet

LO-dokumentationN r. 1/2001

Marts 2001

LO-dokumentation nr. 1/2001ISSN: 1600-3411ISBN: 87-7735-550-4Varenr: 2121Udgivet af: Landsorganisationen i Danmark, marts 2001Oplag: 1.300 stk.Forsidefoto: Stefan Fallgren/Billedhuset/2 majProduktion: Jydsk CentraltrykkeriPapir: Scandia 2000, 200g./100g.Layout: LO’s grafiske værkstedSat med: Officina Sans og New Century Schoolbook 10/13

I LO-dokumentation 1/2001

Fagbevægelsens struktur i det 20. århundredeForhandlingssystemet som problemløser og hindring for udvikling

af Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, FAOS, Sociologisk Institut

Fagbevægelsens struktur er under hastig forandring i mange europæiskelande. Et forskernetværk organiseret af den europæiske fagbevægelsesforskningsinstitut i Bruxelles, ETUI, er i gang med at foretage en dybt-gående analyse af, hvad det er der gennem tiden har påvirket fagbevæ-gelsens struktur, og hvordan nyere tendenser til decentralisering og de-regulering har sat de faglige organisationer under pres. Det er den dan-ske del af denne undersøgelse, der hermed præsenteres. Den historiskeanalyse af udviklingen i fagbevægelsens struktur i Danmark påviser enbemærkelsesværdig stabilitet, men dog med tendens til større foran-dringer i de senere årtier. Bestemmende forhold har først og fremmestværet udviklingen i overenskomstsystemet og ændringer i den statsligeregulering af arbejdsløshedslovgivningen.

Indholdsfortegnelse

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

2. Den danske organisationsstruktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

3. Udviklingen i organisationssammenlægninger. . . . . . . . . . . . . . . . 37

4. Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

5. Liste over forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

6. Litteratur og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100

7. Liste over tabeller og skemaer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

8. Bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104

1. IndledningHistorien om udviklingen af fag-foreningsstrukturen i Danmark erhistorien om, hvordan en stærktdifferentieret opbygning præget afet stort antal forbund, hvorafmange er meget små organisatio-n e r, er blevet fastholdt gennemmange årtier, fordi de åbenlysesvagheder ved strukturen er blevetovervundet gennem et stærkt cen-traliseret overenskomstsystem.Forhandlingerne er foregået entendirekte gennem eller med betyde-lig medvirken af hovedorganisatio-

nerne (LO i den private sektor)eller gennem forhandlingskartel-ler (centralorganisationerne i denoffentlige sektor). Derved har for-handlingsstrukturen i første om-gang virket som problemløser fororganisationsstrukturen, men dener i anden omgang blevet en barri-ere for forandring.

Det skal tilføjes, at historien omudviklingen af fagforeningsstruk-turen i Danmark også er historienom, hvordan de markante ænd-ringer, der trods alt er sket under-

Mod en ny balance mellem kollektivisme og individualisme I Side 5

Fagbevægelsens struktur i det 20. århundredeForhandlingssystemet som problemløser og hindring for udvikling

Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, FAOS, Sociologisk Institut

vejs i betydelig grad har været etresultat af overenskomstsystemetsopbygning. Når der er sket væ-sentlige ændringer i forhandlings-strukturen, som de eksisterendeorganisationsstrukturer kommer ikonflikt med, så sker der også æn-dringer i organisationernes opbyg-ning, hvis sådanne ændringer eren forudsætning for en fortsat ef-fektiv interessevaretagelse vedrø-rende de berørte medlemsgruppersløn- og arbejdsforhold. Dermed erogså sagt, at det i høj grad er be-slutninger i organisationerne forarbejdsgivere, som – via ændringeri forhandlingsstrukturerne – harværet afgørende for udviklingen affagbevægelsens struktur.

På den måde har den danske orga-nisationsudvikling stor udstræk-ning fungeret i overensstemmelsemed den teori om sammenhængenmellem etableringen af et kollek-tivt forhandlingssystem og mellemorganisationernes interne og eks-terne strukturer, der er udvikletinden for den britiske forskning omarbejdsmarkedsrelationer (Indus-trial Relations) af Hugh A. Clegg.Etableringen af en forhandlings-s t r u k t u r, hvis centraliseringsgradofte dikteres af arbejdsgiverne sombetingelse for at indgå kollektiveo v e r e n s k o m s t e r, presser fagfor-eningerne til at tilpasse deres be-slutningsproces, så den fungerer

effektivt i forhold til de afgørendef o r h a n d l i n g s n i v e a u e r. Hvis de ek-sisterende organisationsstrukturerer en hindring for en sådan tilpas-ning, så vil organisationernes op-bygning blive ændret. Hvis organi-sationsstrukturerne derimod ikkeer i vejen for en effektiv beslut-ningsproces, vil forhandlingssyste-met i realiteten virke som en legiti-mering af den eksisterende organi-s a t i o n s s t r u k t u r. Derved vil en or-ganisationsmæssig opbygning, somellers bredt vurderes som uhen-sigtsmæssig og tjenlig til udskift-ning, kunne overleve mange årtier.Og så vil det ofte først være nyeændringer i forhandlingsstruktu-ren, som vil sætte organisations-strukturerne under pres, hvis devel at mærke herved bliver en hin-dring for tilpasningen af beslut-ningsprocesserne til de nye for-handlingsformer (Clegg 1976, Dueet al. 1993, 1994).

Anvendte begreber

Når der tales om fagforeningerness t r u k t u r, skelnes der såledesmellem på den ene side deres in-terne struktur eller magtstruktur,dvs. fastlæggelsen af de niveauer,der træffer de afgørende beslut-ninger, og på den anden side dereseksterne struktur eller organisa-t i o n s s t r u k t u r, dvs. de kriterierhvorefter organisationerne er byg-get op, og hvormed de afgrænser

Side 6 I LO-dokumentation nr. 1/2001

sig fra andre fagforeninger. Orga-nisationssammenlægninger hand-ler om ændringer i den eksternestruktur enten gennem fusionereller gennem optagelser. En fusiondefineres som en sammenlægningaf to eller flere fagforeninger til enny organisation. En optagelse defi-neres som en eller flere (som regelmindre) fagforeningers optagelse ien allerede (og som regel større)eksisterende organisation. Når fxS n e d k e r- og Tømrerforbundetsammen med Tr æ i n d u s t r i a r b e j-derforbundet danner TIB, er dersåledes tale om en fusion. Når fxMurerforbundet bliver en afdelingi SiD, er der tale om en optagelse.

Forhandlingssystem og organisa -tionsstruktur

Vi har med ovenstående indleden-de afsnit allerede besvaret den væ-sentligste del af spørgsmålet om,hvad der er årsag til udviklingen ifagbevægelsens struktur eller – imeget lange perioder – den mang-lende udvikling i fagbevægelsens

s t r u k t u r. Vi har på god journalis-tisk vis startet med konklusionen,men da der her er tale om etforskningsbaseret arbejde, vil vi idet følgende præsentere allemellemregningerne. Det gælder iden resterende del af denne indled-ning den mere uddybende teoreti-ske baggrund for forskningsarbej-det, og det gælder i den efterføl-gende gennemgang af de konkreteudviklingslinier en kortlægning afde faktiske ændringer – og mang-len på samme. Hensigten er der-igennem at dokumentere voresindledende antagelse.

Vores udgangspunkt er den histo-riske institutionalisme, der harpræget IR-forskningen i alminde-lighed, og som også har været eninspiration for vores arbejde1.Hermed bliver det første spørgs-mål, hvad det er, der betinger or-ganisationsstrukturen i fagbevæ-gelsens etableringsperiode. Hvor-for opbygges de faglige organisa-tioner efter bestemte linier, der –ved at afgrænse dem fra hinanden

Fagbevægelsens struktur i det 20. århundrede I Side 7

1 Vi tænker her først og fremmest på IR-traditionen i dens britiske udgave, som den i andenhalvdel af det 20.århundrede blev udviklet først i den såkaldte Oxford-skole og i forlængelseheraf i den såkaldte Warwich-skole af forskere som Flanders, Clegg og Sisson. Men vi tænkerogså på den amerikanske IR-tradition, der ganske vist med Dunlops banebrydende værk In-dustrial Relations Systems fik en systemteoretisk forankring inspireret af Parsons, men somlige fra Commons (i første halvdel af det 20. århundrede) over Dunlop og Galenson (i århun-dredets midte) til Kochan, Katz og McKersie (i slutningen af det 20. århundrede) i høj grad måbetegnes som institutionalisme. For en udmærket, kortfattet gennemgang af IR-forskningenshistorie kan henvises til en række artikler af Elvander (1998, 2000a og 2000b).

– fastsætter deres eksterne struk-tur? Og hvad er det, der betingerudviklingen i magtstrukturen ellerderes interne struktur?

Den interne struktur eller magt-strukturen i de faglige organisatio-ner er ifølge Clegg direkte bestemtaf udviklingen af det kollektiveforhandlingssystem.

"Kort sagt fastslår teorien, at magteni fa g l ige org a n i s a t io ner ko nc e nt re re spå det niveau, hvor de kollektive for-h a nd l i nger ud ø v e s." (Clegg 1976, s.41, vores oversættelse).

Det er en lige så kort som indly-sende antagelse ud fra det grund-synspunkt, at opnåelsen af aftale-retten og dermed muligheden forat indgå kollektive overenskoms-t e r, der regulerer medlemmernesløn- og arbejdsforhold, må ansesfor at være enhver faglig organisa-tions raison d’être. Med etablering-en af et forhandlingssystem aner-kender arbejdsgiverne de eksiste-rende faglige organisationers rettil at repræsentere deres medlem-mers interesser gennem indgå-elsen af kollektive overenskomster,dvs. en fælles regulering af løn- ogarbejdsforhold. Som vi beskrev detindledningsvist var de danske ar-bejdsgiveres modkrav, at forhand-lingerne skulle centraliseres, ogdermed blev der tale om en tilsva-

rende centralisering af beslut-ningskompetencen – om ikke for-melt så i hvert fald reelt.

Det er arbejdsgivernes struktur ogh a n d l i n g e r, der – på baggrund afindustrialiseringsgrad og teknologi– i hovedtrækkene kommer til atbestemme etableringen af og ind-holdet i det kollektive overens-komstsystem i de enkelte lande.Det er Cleggs grundopfattelse.Samtidig tillægger han, at denneudvikling i visse tilfælde understøt-tes af staten (Clegg 1976, s. 10).Cleggs efterfølger som leder af Wa r-wich-skolen, Keith Sisson, nuance-rer denne opfattelse ved at fremhæ-ve fagforeningernes selvstændigeindflydelse. Arbejdsgivernes acceptaf kollektive forhandlinger skersom regel i forhold til og er dermedogså præget af arbejdernes forudgå-ende organiseringsproces (Sisson1987, s. 190-91). Etableringen afkollektive aftalestrukturer er sagtpå en anden måde et historisk kom-promis, der som regel indtræder isammenhæng med konflikter rela-tivt tidligt i industrialiseringspro-cessen, og hvor udviklingen indenfor den fremtrædende jernindustriofte er afgørende for forløbet og re-sultatet (Sisson 1987, s. 10-11, 187,Due et al. 1993, s. 30-43).

Det er dog samtidig en hovedtesehos Sisson, at selve forhandlings-


niveauet først og fremmest er etresultat af arbejdsgivernes forsøgpå at presse netop den form forforhandlinger igennem, der virkeroptimal i forhold til deres interes-se i at fastholde ledelseskontrolleni virksomhederne (Sisson 1987, s.13-14, 188-89)2. Og når arbejds-giverne bestemmer forhandlings-niveauet kommer de derved også,hvis vi følger Cleggs antagelse omden interne struktur, til at be-stemme fastlæggelsen af beslut-ningskompetencen i de faglige or-g a n i s a t i o n e r.

Der er ikke en tilsvarende form fordirekte årsagsvirkning mellem for-handlingsstrukturen og den eks-terne struktur. Hvor forhandlings-strukturen dikterer indholdet iden interne struktur, forholder for-handlingsstrukturen sig nærmestneutral i forhold til den eksternes t r u k t u r. Clegg formulerer sinhovedtese om denne særlige sam-menhæng på følgende måde:

" Kollektive fo r h a nd l i nger er ko m p a-tible med enhver org a n i s a t io ns s t r u k-t u r, og arbejdsgivernes eller statensa ne r ke ndelse (af en fa g l ig org a n i s a-t ion) med fo r h a nd l i nger som fo r m å ls t a b i l i s e rer og legitime rer de eksiste-

re nde (eksterne) strukture r." (Clegg1976, s. 39, vores oversættelse ogi nd s k udte pare nteser).

Det, der sker ved etableringen afet kollektivt forhandlingssystem,er en legitimering af de eksiste-rende organisationsstrukturer(eller eksterne strukturer) påanerkendelsestidspunktet. Dogunder den udtrykkelige forudsæt-ning – som også fremgår af detindledende ræsonnement ovenforom organisationsudviklingen iDanmark – at den kompetence-centralisering eller centralise-ringsgrad (den interne struktur),som forhandlingssystemet forud-s æ t t e r, kan realiseres inden for degivne organiseringsprincipper(den eksterne struktur). Hvisdenne forudsætning opfyldes, lig-ger der i forhandlingssystemetikke noget yderligere pres for æn-dringer af de organisatoriske af-grænsninger i fagbevægelsen. Meddenne indirekte legitimerende ef-fekt virker forhandlingssystemetkonserverende på den eksisteren-de organisationslinier. Derfor re-flekterer den eksterne strukturunder kollektive forhandlinger –med Cleggs formulering – ikke såmeget de nuværende metoder til


2 Sissons hovedværk fra 1987 var netop en komparativ analyse af arbejdsgivernes organise-ring i en række udvalgt lande, hvor Cleggs bog fra 1976 var en tilsvarende komparativ analyseaf fagforeningernes opkomst og udvikling. På den måde kompletterer de to værker hinanden.

regulering af løn- og arbejdsfor-hold som tidligere metoder og nu-værende ideologi (Clegg 1976, s.10 og 30-31).

Cleggs teori om fagbevægelsenseksterne struktur kan i kompri-meret form samles i de fire følgen-de faktorer. For det første er deneksterne struktur et resultat afdet teknologiske udviklingsniveauog den industrielle organisering(eller erhvervsstrukturen) i denhistoriske tilblivelsesproces. Meden håndværkspræget produktionmed fortrinsvis små og mellemsto-re virksomheder i etableringspe-rioden i sidste tredjedel af det 19.århundrede var organisering efterfaglige (eller uddannelsesmæssi-ge) linier i forhold til de forskelligehåndværksfag det naturlige ud-gangspunkt for opbygningen affaglige organisationer alene forfaglærte, de såkaldte "craft uni-ons". En samling af alle ansatte ivirksomheder inden for de sammeindustrigrene, såkaldte industri-forbund, blev derimod und-tagelsen fra reglen.

For det andet er den eksternestruktur betinget af den regule-ringsmetode, som anvendes i forsø-get på at sikre bedre løn- og ar-bejdsforhold. Her var monopolise-ring af arbejdsområdet bl.a. gen-nem udelukkelse af ufaglærte via

opstilling af specifikke uddannel-seskrav et væsentligt middel for deopvoksende håndværksbaseredef a g f o r e n i n g e r. De ufaglærte vardermed overladt til at starte deresegne organisationer, der ofte gik påtværs af håndværksmæssige ogbranchemæssige skillelinier, de så-kaldte "general unions".

For det tredje er den eksternestruktur betinget af de ideologier,der udvikles i sammenhæng medorganiseringsprocessen, og fagfor-eningsmedlemmernes sociale vær-dier og holdninger. Her er fagbe-vægelsens grundlæggende ideologiifølge Clegg fællesskabet eller soli-dariteten, og det medfører et ideo-logisk pres i retning af industrifor-bund. Det skal dog tilføjes, at ensupplerende og til dels konkurre-rende ideologi med uddannelseneller professionen som grundlagogså er en del af en fagbevægelse,der har udviklet sig med de enkel-te håndværk som udgangspunkt,og det er en ideologi, der styrkes afden senere organisering af forskel-lige professionsgrupper.

I Danmark har der – som vi skal se– netop været et sådant vedvaren-de pres for en gennemgribendestrukturreform efter industrifor-bundsprincippet, men de eksiste-rende organisationer og deres pro-fessionsbaserede grundlag har –


sammen med andre faktorer – ud-gjort en barriere mod realiseringenaf en sådan reform.

Spørgsmålet om medlemmernesegne værdier og holdninger har idenne sammenhæng en generelbetydning. Hos Clegg inddragesmedlemmernes holdninger i rela-tion til deres forhold til staten i for-bindelse med de opvoksende funk-tionærgrupper (herunder ikkemindst offentligt ansatte), somholdningsmæssigt ser deres inter-esser som adskilt fra de manuellearbejderes interesser og derfor harudviklet deres egne organisationer– i det omfang de overhovedet erblevet organiseret.

For det fjerde er den eksternestruktur betinget af såvel statenssom arbejdsgivernes anerkendelseaf de eksisterende organisationer.Det handler først og fremmest om,at anerkendelsen legitimerer deeksisterende strukturer. De kollek-tive forhandlinger er – som vi for-mulerede det med Clegg ovenfor –kompatible med enhver organisa-tionsstruktur og legitimerer ogstabiliserer dermed den eksiste-rende eksterne struktur på aner-kendelsestidspunktet. Men det for-udsætter dog, at der inden for deneksisterende organisationsopbyg-ning kan etableres en kompetence-centralisering, som fungerer i for-

hold til forhandlingsniveauet i detetablerede overenskomstsystem,et niveau, der er forudsætningenfor arbejdsgivernes (og evt. sta-tens) accept af regulering af løn- ogarbejdsforhold gennem kollektivef o r h a n d l i n g e r, så vil den eksternestruktur komme under et voldsomtforandringspres. På den måde fin-des der en særlige sammenhængmellem den eksterne og den inter-ne struktur (Clegg 1976, s. 10, 30,36-37 og 39).

Cleggs teori handler først og frem-mest om organisationsstrukturer-nes historiske opkomst. Men detkan antages, at senere ændringer ide faktorer, som Clegg opstiller, vilføre til et forandringspres, som føreller siden vil medføre ændringer iden eksterne struktur. Fx må detjf. pkt. 1 formodes, at indførelsenaf ny teknologi og ændringer i denindustrielle organisering, her-under større forskydninger i er-hvervsstrukturen, vil betyde, atdet bliver uomgængeligt at gen-nemføre forandringer i organisa-tionsstrukturerne. Det samme måjf. pkt. 4 formodes i endnu højeregrad at være tilfældet, hvis dersker ændringer i forhandlings-strukturen, og der dermed forud-sættes ændringer i beslutnings-kompetencen, som vanskeligtlader sig realisere under den ek-sisterende eksterne struktur.


Det fremstår ikke eksplicit afCleggs egen fremstilling, men detkan med stor sikkerhed udlæses,at den nævnte 4. faktor har ganskesærlig vægt. Netop legitimeringenaf den eksisterende eksternestruktur kan meget let have someffekt, at selv en relativt omfatten-de teknologisk og erhvervstruktu-rel udvikling (jf. pkt. 1), som umid-delbart set burde afstedkomme entilpasning af fagbevægelsens orga-n i s a t i o n s s t r u k t u r, alligevel ikkefører til ændringer.

Som vi skal se det, så er der sketo r g a n i s a t i o n s s a m m e n l æ g n i n g e r,der kan tilskrives ændringer iteknologi og erhvervsstruktur. Enstor del af de sammenlægninger,der har fundet sted har været etsimpelt resultat af, at fagområderhar fået undergravet deres grund-lag som følge af ny teknologi. Detdrejer sig både om organisations-sammenlægninger tidligt i proces-sen (fx manufakturprægede orga-n i s a t i o n e r, der forsvandt i førstehalvdel af 1900-tallet), og det gæl-der sammenlægninger inden fordet seneste tiår (fx først sammen-lægningen af alle organisationerog derefter den totale fjernelse afen selvstændig organisering indenfor den grafiske branche.

Men det er ikke sådanne ændring-er, der fremstår som hovedindtryk-

ket. Der er derimod, at forhand-lingsstrukturens legitimerende ef-fekt har betydet, at fagbevægel-sens eksterne struktur i høj gradhar været resistent over for foran-dringspresset. Dertil kommer, atde større strukturændringer, dertrods alt har fundet sted, også kantilskrives forhandlingsstrukturen,som det er fremgået af de ind-ledende afsnit ovenfor.

Cleggs fjerde faktor om arbejdsgi-vernes anerkendelse af fagforening-erne i forbindelse med etableringenaf et kollektivt forhandlingssystemindeholder også betydningen af sta-tens evt. anerkendelse af de fagligeo r g a n i s a t i o n e r. Spørgsmålet om re-lationerne mellem staten og de storeinteresseorganisationer på arbejds-markedet er generelt set underbe-lyst i Cleggs teori. Clegg behandlerikke den evt. betydning for struktu-ren af mere overordnede trepartsar-rangementer og lignende former forforbindelser mellem staten og par-terne. Det er kun i det omfang, sta-ten direkte indvirker på forhand-lingsstrukturen, at det tages op.

Forbindelsen mellem a-kasser ogfagforeninger

Selv om man i væsentlig grad kanbetegne den danske aftalemodelsom en del af et trepartssystemeller som en model præget af en højgrad af korporatisme, så kan der –


som det vil fremgå i vores efterføl-gende analyse – ikke spores nogendirekte betydning for eller indfly-delse på udviklingen i fagbevægel-sens organisationsstruktur afdenne korporatisme. Måske fordiselve forhandlingssystemet er vo-luntaristisk, dvs. karakteriseret afen høj grad af partsautonomi.

På et specifikt punkt slår korpora-tismen dog stærkt igennem, og herhar det politiske system som aktørspillet en væsentlig rolle. Dethandler om den tætte sammen-hæng mellem arbejdsløshedskas-ser og fagforeninger i Danmark. A-kasserne er opstået som en del afde faglige organisationer, og dennetætte sammenhæng blev fastholdti forbindelse med indførelsen af enarbejdsløshedsunderstøttelse medstatslig andel af finansieringen.Fagforeningerne har siden den før-ste lov i 1907 via deres a-kasseradministreret systemet understatslig kontrol, dvs. et klart kor-porativt arrangement (Nørgaard1997, s. 169-80). Formelt set varder tale om en adskillelse mellemfagforeningsmedlemskab og med-lemskab af arbejdsløshedsforsik-ringen, men reelt blev systemetkørt af fagforeningerne gennemoprettelse af landsdækkende a-kasser svarende til de eksisterendefagforbund, dvs. opdelt efter desamme faglige linier. Denne opde-

ling blev fastslået i de første møn-stervedtægter for a-kasserne, derblev udformet i et tæt samspilmellem fagbevægelsen og de stats-lige myndigheder i forlængelse afgennemførelsen af loven i 1907.Det blev samtidig en anerkendtpraksis, at der kunne være person-sammenfald i ledelsen, og desudenblev det gjort obligatorisk for for-bundenes medlemmer også atvære medlemmer af a-kasserne.

Det sidste punkt var afgørende for,at også de borgerlige partier kunneacceptere det nye system. Lovenkunne kun fungere, hvis så mangesom muligt forsikrede sig uanset ri-sikoen, og det forekom indlysende,at man aldrig kunne få arbejderemed en relativ lille arbejdsløsheds-risiko til at forsikre sig, hvis ikkeman opbyggede et system, som ak-tivt kunne støttes af de faglige or-g a n i s a t i o n e r. Den samme konserva-tive politikere, L.V. Birck, som fast-slog, at der aldrig kunne være taleom at give tilskud til en forening,som af arbejdsgiverne blev opfattetsom en kamporganisation rettetmod dem, sagde derfor også, at a-kasserne skulle have fuld autono-mi, og at ingen ville blande sig i,hvem der blev valgt til deres ledelse(Nørgaard 1997, s. 175-76).

Den tætte sammenvævning mellemfagforeninger og a-kasser har


stærkt bidraget til at sikre fagbe-vægelsens position. Uden den u-middelbare kontrol over a-kassernehavde man ikke opnået så høje or-g a n i s a t i o n s p r o c e n t e r. "Den kends-gerning, at medlemskab i fagfor-eninger og arbejdsløshedskasservar sammenfaldende havde væretog var stadig nøglen til medlems-mobilisering og organisationernesoverlevelse" (Nørgaard 1997, s. 311 ,vores oversættelse). Men sammen-kædningen betød også, at de fagligeorganisationer blev afhængige af a-kasserne og dermed af statsaner-kendelsen. Derfor fik det vidtgåen-de konsekvenser for fagbevægel-sens struktur, da det politiske sy-stem ændrede på regelsættet for op-nåelse af denne anerkendelse. Detskete – i perioden mellem midten af1960’erne og midten af 1980’erne –gennem nye lovgivningsinitiativer,der øgede kravet til størrelsen afmedlemstallet som forudsætningfor at opnå statsanerkendelse. I før-ste omgang til 1.000 ved en lovænd-ring gennemført i 1970 med en 3-årig overgangsperiode. Og i andenomgang til 5.000 medlemmer veden lovændring gennemført i 1979med virkning fra 1.1.1985. Detundergravede på LO’s organisa-tionsområde de mindste fagfor-bunds mulighed for overlevelse ogførte i to omgange til en bølge afo g a n i s a t i o n s s a m m e n l æ g n i n g e r(Nørgaard 1097, s. 322, 331).

Hovedårsagen til opstramningen afkravet til medlemstallet skal findesi tidens tendens til centralisering ogrationalisering, der bl.a. kom til ud-tryk i reformen af det offentlige af-talesystem, der blev startet medTjenestemandsloven af 1969, og iKommunalreformen af 1970, derindebar en kraftig reduktion i an-tallet af kommuner. Det var ”admi-nistrative hensyn”, der blev frem-hævet både i 1970 og i 1979. ”Løs-ningen af disse opgaver kræver en-h e d e r, der er tilstrækkeligt store til,at der kan etableres et hensigts-mæssigt kontorapparat, samtidigmed at sådanne større enheder villette og effektivisere arbejdsdirek-toratets tilsyn med kasserne.” (Fol-ketingstidende 1978-79, Tillæg A ,Bind III, sp. 2699, Folketingstiden-de 1969-70, Tillæg A, Bind II, sp.2 4 11, Betænkning nr. 551, s. 19).

Ændringerne i arbejdsløshedslov-givningen i anden halvdel af1960’erne indeholdt desuden indfø-relse af en statslige arbejdsanvis-ning eller arbejdsformidling, A F.Det var en begrænsning af a-kas-sernes hidtidige position på detteområde, men den var acceptabel forfagbevægelsen, når man i øvrigtfastholdt kontrollen over a-kasser-ne. Selv da forsikringsprincippet iloven samtidig i realiteten blev op-givet, og staten overtog det økono-miske ansvar for understøttelsen,


blev der ikke foretaget nogen ænd-ringer i den tætte relation mellema-kasser og fagforeninger.

Samlet er den politiske reform afsystemet i anden halvdel af1960’erne blevet karakteriseret somet højdepunkt af LO’s og DA’spartsindflydelse, hvor Folketingetnærmest agerede som et rent gum-mistempel for det kompromis, derpå forhånd var indgået mellemdisse to hovedorganisationer. Detkunne gøres, fordi LO og DA p r o a k-tivt tog hensyn til andre aktørersønsker (Nørgaard 1997, s. 336-37),men der var næppe blevet ændretpå spørgsmålet om medlemstallet,hvis ikke LO havde accepteret det.3

Det samme kan siges om den senereændring i 1979, hvor kravet til med-lemstallet steg til 5.000. Der var –som vi skal se det – i LO et udbredtønske om strukturreformer, mendet var vanskeligt at gennemføredem på grund af de modstridendeinteresser i de forskellige toneangi-vende organisationer. Derfor var detikke uvelkomment, at ændringerne

i arbejdsløshedsloven også havde enfremmende effekt på organisations-sammenlægningerne. ”Indimellemer dette hjulpet på vej gennem æn-dringer i lovgivningens krav om a-kassernes minimumsstørrelse.” (Ni-colaisen og Andersen 1998, s. 221).4

Organisationskonservatismen

Opsummerende kan man betragteden anden og den tredje faktor (or-ganisationernes metoder til atopnå indflydelse samt ideologi/-holdninger og værdier) som inter-ne forhold, der påvirker organisa-tionsstrukturen. Den første og denfjerde faktor (henholdsvis teknolo-gi/erhvervsstruktur og arbejdsgi-vernes (statens) anerkendelse aforganisationerne gennem etable-ring af et kollektivt aftalesystem)er omvendt udtryk for det ydrepres på organisationsstrukturen.Og her synes den første faktor atvirke fremmende på forandringer,mens den fjerde faktor (bortset fradet særlige eksempel med arbejds-løshedslovgivningen) mest har vir-ket konserverende.


3 Det er et karakteristisk eksempel på den danske model i aktion. LO og DA sikrer sigindflydelse på den ene side, fordi de gennem et kompromis leverer et forslag, som dermedmed stor sandsynlighed vil kunne implementeres effektivt, og på den anden side, fordi detager hensyn til og kommer med konkrete forslag til løsning af de problemer, som det poli-tiske system ser som væsentlige.

4 Nørgaard omtaler ikke denne effekt på LO's organisationsstruktur, som ikke er en delaf hans problemstilling. Han fremhæver, at øgede krav til medlemstal var i LO's interesse,fordi det gjorde det vanskeligt for nye organisationsdannelser at etablere sig og dermedstyrkede det LO's position (Nørgaard 1997, s. 322, 331).

Når det sidste har virket så effek-tivt, hænger det måske sammenmed yderligere en faktor, som ikkenærmere behandles i Cleggs teori.Det drejer sig om den organisa-tionssociologiske tese om etablere-de organisationers (og institutio-ners) konservative tendens – i kortform: organisationskonservatis-men. Det er en intern faktor, sombygger på antagelser om såvelstrukturelle kendetegn ved etable-rede organisationer som psykologi-ske og socialpsykologiske kende-tegn hos aktørerne i organisationer-ne. Derved udvikles en tendens tilbevarelse af eksisterende forhold afet omfang, så det endda kan sætteoprindeligt formulerede ideologiskemål og gældende værdier og hold-ninger til side. Enkelt udtrykt drej-er det sig om de mange valgte mereeller mindre professionelt arbejden-de organisationsfolk, som ikke udenvidere siger farvel til vundne posi-t i o n e r. Og det drejer sig om et pro-fessionelt bureaukrati, som efter-hånden etableres, og hvis ansattenødvendigvis må se med bekymringpå beskæringen eller nedlæggelsenaf dette apparat. Som den britiske

IR-forsker Michael Poole har for-muleret det i sammenhæng med in-stitutionaliseringen af arbejdsmar-k e d s r e l a t i o n e r n e :

"… når institutioner bliver formalise-ret, har de en tendens til at udviklepersonel, der opfatter hensynet til in-stitutionens overlevelse som en veler-hvervet re t t ig he d." (Poole 1984, s.89, vores oversættelse).

Den svenske IR-forsker Nils El-vander har med et træffende ud-tryk kaldt denne konservative ten-dens for "organisationsbevaren-det" (Elvander 1988). Det skalunderstreges at organisationskon-servatismen ikke alene kan tilskri-ves de involverede aktørers ten-dens til at forfølge personligeinteresser. Den er i sit grundlag etudtryk for, at komplekse sociale or-ganisationer udvikler strukturellekarakteristika, der fremmer kon-servatismen. Fx er det almindeligedemokratiske beslutningssystemmed en langvarig behandling påflere forskellige niveauer ofte i sigselv en barriere for at få gennem-ført nyskabelser.5


5 Tesen om organisationskonservatismen har sine rødder tilbage i eliteteoretikeren Ro-bert Michels klassiske værk Political Parties. A Sociological Study of the Oligarchical Ten-dencies of Modern Democracy fra 1911. Michels hovedtese var, at udviklingen af fåmands-vælde i demokratiske institutioner som fx arbejderbevægelsens partier og fagforeninger varuomgængelig. Han talte om "oligarkiets jernlov". Synspunktet er siden blevet moderet ognuanceret af bl.a. S.M. Lipset i Political Man fra 1960 - bl.a. på baggrund af empiriske stu-dier af amerikanske fagforeninger.

Vi har i den efterfølgende analysetil dels inddraget spørgsmålet omorganisationskonservatismen. Detdrejer sig om den tydelige effekt af,at organisationerne i spillet omstrukturændringer og dermed føl-gende organisationssammenlæg-ninger er tilbøjelige til ensidigt atforfølge snævre egeninteresserfrem for mere overordnede fællesmål. Men vi har ikke foretaget enmere omfattende analyse af fæno-menet. Det gælder bl.a. den måskei dag mest interessant del af denneorganisationssociologiske problem-stilling, der handler om professio-naliseringen af interesseorganisa-tionerne. Vi kan konstatere en væ-sentlig ændring i organisationernefra 1970’erne og frem, hvor der ersket en opbygning af et stadigtmere omfattende lag af ansattemedarbejdere i form af forskelligeformer for eksperter og lignende.samtidig med at flere og flere af devalgte politiske ledere også er ble-vet professionelle (dvs. heltidsar-bejdende) fagforeningsledere. Vihar ikke i denne sammenhænghaft mulighed for nærmere at kort-lægge denne udvikling, og den erderfor stærkt under belyst i voresanalyse. Men der er ingen tvivl om,at den har haft betydning, og atden kan antages at få endnu størrebetydning for fremtidens organisa-t i o n s s a m m e n l æ g n i n g e r. Kravenetil organisationernes professionel-

le apparat som forudsætning for eneffektiv interessevaretagelse vilformentlig blive så omfattende, atselv mellemstore faglige organisa-tioner ikke har ressourcer til atløfte dem. En fortsat forskning om-kring fagbevægelsens struktur måderfor ikke mindst tage denne pro-blemstilling op.

Indhold

I det følgende vil vi fortælle histo-rien om udviklingen af fagbevæ-gelsens organisationsstruktur iDanmark med hovedvægt på pe-rioden fra 1950 til 2000. Det sker idet store afsnit 3, hvor vi først op-ridser nogle generelle udviklings-træk og derefter analyserer forlø-bet på de forskellige hovedorgani-sationsområder for sig. Hvadangår LO trækkes linierne tilbagetil etableringen af denne førstehovedorganisation i Danmark i1898 under navnet De samvirken-de Fagforbund. Dermed bliver gen-nemgangen i realiteten en historieom fagbevægelsens strukturudvik-ling gennem hele det 20. århundre-de. Derudover er der i kort formtegnet perspektiver for fremtidensstrukturudvikling.

Som udgangspunkt for beskri-velsen og analysen af strukturud-viklingen vil vi i det følgende afsnit2 give et signalement af den sam-lede fagbevægelses organisa-


tionsopbygning suppleret med engennemgang af den kollektive for-handlingsstruktur, der jf. ovenstå-ende spiller en så væsentlig rolle.

Det arbejde, der hermed præsente-res er en bearbejdet dansk udgaveaf vores bidrag til den engelskspro-gede antologi om "Union Merger" ien lang række lande. A n t o l o g i e n ,der forventes udsendt ultimo 2001eller primo 2002 er udarbejdet afet forskernetværk med udgangs-punkt i den europæiske fagbevæ-gelses forskningsinstitut, ETUI.

2. Den danskeorganisationsstruktur

2.1 HovedorganisationsstrukturDe faglige organisationer i Dan-mark er i dag fordelt på fire hoved-o r g a n i s a t i o n e r, LO (Landsorga-nisationen i Danmark), FTF(Funktionærerne og Tjenestemæn-denes Fællesråd), AC (Akademi-kernes Centralorganisation) og LH(Ledernes Hovedorganisation). Irealiteten har disse hovedorgani-sationer delt markedet mellem sig.Man kan betragte dem som et kar-tel i den økonomiske betydning afordet, dvs. et samarbejde, hvor-igennem konkurrencen helt eller idet mindste delvist bliver ophævet.Det er tydelige overlapninger isærmellem LO og FTF på den ene side

og FTF og AC på den anden side.Det fører til tilbagevendende stri-digheder og til eksistensen af envis konkurrence, men de storegrænselinier ligger fast og medfø-rer et fravær af en ødelæggendekonkurrence i forhold til organisa-tionernes relationer til arbejdsgi-verne. Der har således de senestetre årtier eksisteret en egentligborgfredsaftale mellem LO og FTF.Den indebærer en gensidig forplig-telse til at løse grænsestridigheder.Det er væsentligt at påpege, atdenne deling har været mulig bl.a.på grund af en kontinuerlig med-lemsvækst og stadig udvikling affagbevægelsen fra år 1900 og op til1990’erne, hvor man for førstegang kan ane tendenser til ikkealene et stop i væksten, menmåske også et begyndende fald idet samlede medlemstal.

Der findes i Danmark heller ikkereligiøst betingede skillelinier, somkunne skærpe konkurrencen ogundergrave markedsdelingen. Der-imod har der fra starten været enprincipiel politisk uoverensstem-melse. Det gælder spørgsmålet om,hvorvidt man skal have et tilhørs-forhold til det store arbejderparti,Socialdemokratiet, eller om manskal indtage en streng partipoli-tisk neutral position. Det er hoved-grunden til skillelinien mellem LOog FTF. En forskel, som igen kan


finde sin forklaring i, at LO’s med-lemsorganisationer har haft sittraditionelle tyngdepunkt blandtfaglærte og ufaglærte arbejder,mens FTF’s tyngdepunkt er funk-tionærgrupper i den offentlige ogden private sektor. Et skel mellemsocialdemokratisk orienterede ogkommunistisk orienterede organi-sationer har der aldrig været iDanmark. Venstrefløjen har – medskiftende held gennem tiderne –forsøgt at skaffe sig indflydelseinden for de eksisterende organisa-tioner og institutioner. Men dethar aldrig givet en afgørende ind-flydelse, og i 1990’erne har denværet uhyre svag.

LO er den mest vidtspændende afde fire hovedorganisationer og byg-ger som den eneste af hovedorgani-sationerne stadig på det grundlæg-gende synspunkt, at alle fagfor-bund egentlig burde kunne samlesunder LO – dog måske med akade-mikerorganisationerne i AC somundtagelse. Dvs. at LO alene skul-le kunne udgøre en enhedsfagbe-vægelse. LO er også den ældstehovedorganisation. LO blev undernavnet De samvirkende Fagfor-bund i Danmark stiftet i 1898. Al-lerede året efter kom den nyesammenslutning af fagforbund forfortrinsvis faglærte og ufaglærtearbejdere ud i et afgørende slagmed den ligeledes relativt nystar-

tede sammenslutning for arbejds-givere, DA(Dansk Arbejdsgiverfor-ening). Relativt set var det denhidtil største storkonflikt i Europa(Crouch 1993), og den endte medindgåelsen af den første hovedafta-le mellem parterne, det såkaldteSeptemberforlig, der udgør grund-laget for det kollektive forhand-lingssystem i Danmark (Due et al.2000, Strøby Jensen et al. 2001).Septemberforliget danner ogsåbaggrund for den relativt lillehovedorganisation for ledere, LH.Arbejdsgiverne fik i Septemberfor-liget indføjet en bestemmelse om,at ledere, der kunne betragtes somarbejdsgivernes repræsentanter,ikke skulle kunne organiseres isamme organisationer som de øvri-ge ansatte. Derfor opstod efterhån-den en række organisationer for le-dere i den private sektor. I den of-fentlige sektor var det derimodmere almindeligt, at ledere og an-satte var i samme organisation.

LO har i dag næsten 1,5 mio. med-lemmer (heraf godt 1,2 mio. aktive)fordelt på 22 fagforbund. LO harikke kompetence til at gennemføreo v e r e n s k o m s t f o r h a n d l i n g e r, menhar– specielt i perioden mellem1950 og 1980 – været i stand til atudøve betydelig indflydelse, nårforhandlingsprocessen overføres tilForligsinstitutionen. LO har enomfattende repræsentation i of-


fentlige råd, nævn mv. og spiller envæsentlig rolle i forsøget på atfremme medlemmernes interesse igenerelle politiske spørgsmål påsåvel det nationale som det inter-nationale niveau.

Som den første store sammenslut-ning har LO – som nævnt – sinerødder i den traditionelle arbejder-klasse med faglærte og ufaglærtearbejdere, men begyndte også rela-tivt hurtigt at organisere funktio-nærgrupper i den private sektor,dog flest med relativt kortvarigeu d d a n n e l s e r, fx kontoransatte.Derudover organiserede LO megethurtigt store grupper af offentligtansatte – fortrinsvis lønmodtageresom kan rubriceres som faglærteeller ufaglærte, men også en delegentlige funktionærgrupper.6

Efterhånden som antallet af funk-tionærer er steget i den privatesektor, og antallet af offentligt an-satte er steget, er det i meget højgrad lykkedes for LO’s medlems-forbund at organisere de nye grup-per af lønmodtagere. Det har giveten vedvarende vækst i LO’s samle-des medlemstal gennem hele det20. århundrede – nærmere be-

stemt frem til midten af 1990’erne.Trods de nye lønmodtagergruppersfremvækst er det således lykkedesfor LO at bevare positionen somden både størrelsesmæssigt og ind-flydelsesmæssigt dominerendesammenslutning for lønmodtage-re. Det er således karakteristisk,at LO’s medlemsorganisationer or-ganiserer op mod 60 pct. af detsamlede antal fagforeningsmed-lemmer i den offentlige sektor.Men samtidig har væksten i funk-tionærgrupperne i almindelighedog i de ansatte i den offentlige sek-tor i særdeleshed betydet, at de or-ganisationer, som alene har de nyelønmodtagergrupper som medlem-m e r, er vokset i et endnu størreomfang. Det er en udvikling, derhar ført til dannelsen af to nyerehovedorganisationer FTF (medhovedvægt på de mellemuddanne-de grupper) i 1952 og AC (der dæk-ker de akademisk uddannedegrupper) i 1972. (Se tabel 2.2).

FTF har 104 medlemsorganisatio-ner med 350.000 aktive medlem-m e r. FTF, der repræsenterer funk-tionærer (månedslønnede) og tjene-stemænd, var oprindeligt dannet


6 Det skal nævnes, at ansatte i den offentlige sektor som hovedregel er omfattet af Funk-tionærloven og som sådan dermed som helhed juridisk må defineres under kategorien funk-tionær. Opdelingen i arbejdere og funktionærer for de offentligt ansattes vedkommende hen-fører sig således først og fremmest til arbejdsfunktionernes karakter og baggrunden for atudøve funktionen (manuelt arbejde over for ikke-manuelt arbejde, ikke-uddannede samtkortvarigt uddannede over for mellem uddannede/højt uddannede).

som et egentligt alternativ til LO.FTF indtog fra starten en neutralholdning, hvad angår partipolitikog lagde dermed afstand til LO’sforbindelseslinierne til Socialdemo-kratiet. (I midten af 1990’erne blevde formelle forbindelser – gennemgensidig repræsentation i de kom-petente forsamlinger – mellem LOog Socialdemokratiet fjernet. Der-ved blev afstanden mellem de toh o v e d o r g a n i s a t i o n e r, LO og FTF,reduceret). Næsten 75 procent afF T F ’s medlemmer er lønmodtagerei den offentlige sektor. FTF’s med-lemsorganisationer spiller en væ-sentlig rolle i den offentlige sektorskollektive aftalesystem. Men FTFhar ikke selv formel kompetence tilforhandle eller indgå kollektiveo v e r e n s k o m s t e r. FTF spiller på denpolitiske scene en betydende rollepå både det nationale og det inter-nationale niveau. FTF er repræ-senteret i et væld af offentlige råd,nævn og lignende.

AC har 22 medlemsorganisationermed 150.000 lønmodtager medlem-m e r. AC er en samling af profes-s i o n s g r u p p e r, dvs. kandidater frauniversiteter og andre højere læ-r e r a n s t a l t e r. Omkring 40 procentaf medlemmerne arbejder i den pri-vate sektor. Som en sammenslut-ning af "professionelle" dækker A Cogså akademikere, der er selvstæn-dige. AC fremmer politisk medlem-

mernes interesser – igen på såveldet nationale som det internationa-le niveau, og er ligeledes repræsen-teret i mange offentlige råd ognævn. I modsætning til LO og FTFhar AC direkte kompetence til atforhandle og indgå kollektive over-enskomster på medlemmernesvegne – dog kun for akademikernei den offentlige sektor.

LH har næsten udviklet sig til ensamlet enhedsorganisation formellemledere med den absoluttehovedvægt i den private sektor. Ialt er der omtrent 80.000 aktivem e d l e m m e r. Der er kun tre med-lemsorganisationer tilhørendegruppen af lederorganisationer.Det er to mindre organisationerog LH selv, som dækker 90 pct. afdet samlede medlemstal. LH haren særlig væsentlig forhandlings-rolle i relation til DA, og LH ersom de øvrige hovedorganisatio-ner præsenteret i en række offent-lige råd og nævn.

Gennem opbygningen af de firehovedorganisationer og deres reel-le deling af markedet er det ikkealene lykkedes at fastholde et højtmedlemstal i de faglige organisa-tioner i Danmark. Det er også lyk-kedes at sikre en kontinuerlig ek-spansion. Der har været tale om enstadigt stigende organisationspro-cent i anden halvdel af 1900-tallet.


Det samlede medlemstal er blevettredoblet fra knap 700.000 i 1950til 2,2 mio. medlemmer i 2000. (Setabel 2.1). Og selv om der samtidighar været en voldsom vækst i ar-bejdsstyrken, bl.a. med kvindernesindtog på arbejdsmarkedet, erogså organisationsgraden blevetmarkant forbedret. Den såkaldtebruttoorganisationsprocent er ste-get fra omkring 55 i 1950 til ca. 90pct. I 2000. Dog var ikke alle orga-nisationer talt med i statistikkenfor 1950, så tallet for 1960 giver etmere præcist billede af organisa-tionsgraden i midten af det 20. år-hundrede. Den lå på godt 60 pct.Samme niveau – med en svag stig-ning – var der tale om i 1970, hvor-efter der i løbet af 1970’erne sketeen markant stigning til knapt 88

pct. i 1980. I 1990 nåede organisa-tionsgraden op på 89 pct. (Ebbing-haus 2000). Et niveau, som stadiger fastholdt år 2000.7

Målt i absolutte tal blev det hid-tidige højdepunkt nået med2.172.000 medlemmer i 1999. Tal-let er faldet med 10.000 frem til år2000. Bag denne mindre nedganggemmer sig flere tendenser. De tremindre hovedorganisationer, FTF,AC og LH, har alle en fortsat stig-ning og har nået det hidtil højestemedlemstal i år 2000, mens LO-forbundenes medlemstal derimodkulminerede i 1994 med 1.510.000medlemmer og siden har haft ensvagt faldende kurve. Det liggersåledes i 2000 ca. 50.000 medlem-mer lavere. Noget kunne tyde på,


Tabel 2.1 Oversigt over hovedorganisationernes samlede medlemstal 1950 – 2000

LO FTF AC FR/LH Andre Total

1950 656.406 - - - 54.641 677.7211955 687.364 88.465 - 20.831 43.006 838.6661960 775.457 112.221 - 23.789 42.341 954.8081970 895.995 156.101 - 30.285 54.945 1.137.3261975 953.318 210.190 44.047 21.178 85.450 1.314.1831980 1.249.562 277.374 69.692 23.986 135.563 1.756.1771990 1.422.969 324.585 102.597 70.529 145.684 2.066.3642000 1.458.742 350.255 150.060 79.778 118.007 2.156.842

K i l der: Statistisk Årbog samt ho v e do rg a n i s a t io ne r nes årsbere t n i nge r. Ta l l e ne for LO er – i mo d s æ t n i ng tilde øvrige ho v e do rg a n i s a t io ner – inkl. hvilende me d l e m mer (pens ionister og efterløns mo dt a ge re), ind-ka l dte mv. LO’s andel er således svagt overvurde ret. Ta l l e ne for AC er ekskl. de selvstænd ige, dvs. kunl ø n mo dt a ge re. For 2000 er fra den of f ic ielle statistik fra t r u k ket me d l e mstallet for Bra nc he a fde l i ngen Po s tD a n mark fra ”A ndre” og ”To t a l ”. Afde l i ngen er som en del af HK/Stat allere de talt med under LO.


Tabel 2.2 Oversigt over hovedorganisationernes andel af det samledemedlemstal i de faglige organisationer i Danmark 1950 – 2000


1950 92% - - - 8% 100% 1955 82% 11% - 2% 5% 100%1960 81% 12% - 3% 4% 100% 1970 79% 14% - 3% 5% 101%1975 73% 16% 3% 2% 6% 100%1980 71% 16% 4% 1% 8% 100%1990 69% 16% 5% 3% 7% 100%2000 68% 16% 7% 4% 5% 100%

Kilder: Statistisk Årbog samt hovedorganisationernes årsberetninger.

at toppunktet for lønmodtageror-ganiseringen er nået, men det fårmåske ikke større indflydelse påorganisationsgraden, da der i dekommende år – med mindre ung-domsårgange og stigende frafaldtil pensionisternes rækker – blivertale om en faldende arbejdsstyrke.

Målt i absolut medlemsfremganghar LO fra 1950 til 2000 godt ogvel fordoblet medlemstallet. Dethar ikke været nok til at holde tritmed de øvrige områder, hvor FTFog LH har stået for en firedobling iperioden 1955 til 2000 og AC for entredobling fra 1975 til 2000. Nårdet gælder den relative andel, erder da også tale om en klar ned-

gang for LO’s vedkommende og entilsvarende stærk stigning for deøvrige hovedorganisationer. Detskal fremhæves, at tallene for 1950giver et misvisende billede, fordiden officielle statistik kun medta-ger en del af organisationerne,nærmere bestemt LO’s medlemsor-ganisationer og nært beslægtedeorganisationer udenfor. Først fra1955 er hovedparten af organisa-tioner med, og dvs. at LO’s maksi-male andel af medlemstallet i pe-rioden efter 2. verdenskrig har lig-get på godt 80 pct. Fra dette top-punkt er det så faldet til 67 pct.Men det er altså stadig to ud afhver tre fagligt organiserede, derer med i en LO-organisation.

7 Ebbinghaus’ tal ligger på samme niveau, som de beregninger, der bl.a. er foretaget afDA, som angiver organisationsprocenten til 88 (DA2000, p. 172). Ifølge LO’s seneste analy-se er det udtryk for en vis overdrivelse. Her udgør de organiserede i forhold til de samledeantal af beskæftigede og arbejdsløse lønmodtagere 82,5 pct. (Madsen 2000, s. 38-41. For-skellen ligger i nævneren, dvs. beregningen af arbejdsstyrkens størrelse.

FTF nåede tilsyneladende et høj-depunkt for 25 år siden, hvorimodder er en stadigt stigende del, derer medlemmer af AC og LH. Dersynes at være en fortsat tendenstil, at det stigende antal funktio-nærer og offentligt ansatte får etkontinuerligt forøget uddannelses-niveau, og det virker styrkende påA C ’s medlemstal. Det er såledesikke nogen tilfældighed, at FTF idet seneste tiår har mistet fleremedlemsorganisationer til A C .Selv om det kan forventes, at AC’sandel fortsat vil stige, vil der for-mentlig kun blive tale om margi-nale forskydninger i det størrelses-mæssige forhold mellem hovedor-ganisationerne. Selv om LO mistermedlemmer i disse år, så vil LO ien overskuelig fremtid fortsatvære størrelsesmæssigt klart do-minerende.

Der er et stadigt mere samarbejd-spræget forhold mellem hovedorga-nisationerne, bl.a. er både LO, FTFog AC tilsluttet de samme interna-tionale faglige sammenslutninger,og der er en koordinering af aktivi-teterne både i forhold til det nor-diske og det europæiske niveau.Der har tilbagevendende været røs-ter fremme om en sammenslut-ning. Efter at LO på kongressen i1995 kappede de formelle bånd tilSocialdemokratiet, skulle den vær-ste hindring være ryddet af vejen,

da det var netop disse bånd, dervar en af hovedbegrundelserne forF T F ’s etablering i begyndelsen af1950’erne. Men der er på det prak-tiske plan og i mere uformellesammenhænge fortsat så stærkebindinger mellem LO og Socialde-mokratiet, at det i hvert fald liggeren del år ude i fremtiden, før dis-kussionerne om sammenlægningkan omsættes til handling (Due &Madsen 1996b).

De fire hovedorganisationer. LO,FTF, AC og LH, tilhører, hvad dersamlet kan betegnes som den etab-lerede fagbevægelse i Danmark.Dvs. konføderationer, som (selveller via deres medlemsorganisa-tioner) har opnået forhandlings- ogaftaleret og dermed anerkendelseaf arbejdsgiverorganisationerne pådet private og offentlige arbejds-marked, og som er anerkendt afdet politiske system og derfor ind-drages i forberedelsen, gennemfø-relsen, implementeringen og admi-nistrationen af lovgivning vedrø-rende reguleringen af arbejdsmar-kedet og lignende. Her er det fort-sat LO – og LO’s hovedmodpart iden private sektor, DA– der spillerden afgørende rolle. Men de øvrigesammenslutninger inddrages i be-tydeligt omfang. Samlet har dentraditionelle fagbevægelse megetstor indflydelse. Den har i sine re-lationer med de modstående ar-



bejdsgiverorganisationer væretmed til at sikre et voluntaristisksystem for reguleringen af arbejds-markedsrelationerne, dvs. en regu-lering hvor parternes egne aftaler– i stedet for lovgivning – er det af-gørende. Hovedorganisationernedækker – fortrinsvis gennem deresmedlemsorganisationer – omkring85 pct. af arbejdsmarkedet medkollektive overenskomster (LO-do-kumentation 1/2000, DA 2000). Oghovedorganisationerne har somhovedregel en udslagsgivende ind-flydelse på den supplerende lovgiv-ning, der er gennemført vedrøren-de fx det arbejdsretlige system ogforligsinstitutionen, ligesom orga-nisationerne har betydelig indfly-delse vedrørende anden lovgivningmed relevans for arbejdsmarkedet.Samlet karakteriseres dette systemofte med betegnelsen den danskemodel (Due et al. 1993, 1994).

Alternativ organisering

Der har fra starten omkring år1900 været forsøg på at skabe al-ternativer til den etablerede fag-bevægelse. Dele af FTF blev af LOopfattet som et sådant forsøg. Menderudover er det eneste vedvaren-de alternativ Den kristelige fagbe-vægelse, som blev etableret samti-dig med dannelsen af LO, mensom aldrig har kunnet udvikle sigtil mere end en marginal for-eningsdannelse. Per 1.1.2000

havde Kristelig Fagforening (theChristian Trade Union) knap60.000 medlemmer. I den tilslutte-de kristelige arbejdsløshedskasseer medlemsskabet dog næstendobbelt så højt.

2.2 Den kollektiveforhandlingsstrukturReguleringen af løn- og arbejds-forhold på det danske arbejdsmar-ked sker i hovedsagen gennemsektorbaserede centraliserede for-handlinger på nationalt niveau.Det er et system, der blev byggetop fra starten af det forrige år-hundrede, og som har fungeretefter de samme hovedprincippersiden 1930’erne. I de senere årtierer der dog sket en udvikling i ret-ning af en forøget udlægning afforhandlingskompetence til virk-somhedsniveauet – først i den pri-vate sektor i løbet af 1980’erne ogmed voksende omfang op gennem1990’erne, siden i den offentligesektor med introduktion af et lo-kalt baseret lønsystem i slutning-en af 1990’erne. Men der er stadigtrods den øgede lokale forhand-lingsandel tale om centralt fast-satte rammer på sektorniveauetog til dels hovedorganisationsni-veauet. Dette kollektive forhand-lingssystem udgør kernen i densamlede regulering, som vi oven-for karakteriserede med udtryk-ket den danske model.

Tabel 2.3 Lønmodtagere efter arbejdsgiverorganisering (1.000 fuldtidsbe-skæftigede)

1999 Med over- Uden over- Alle Andel m/ Andel af Andel afenskomst. enskomst overensk. hvd.sektor alle beskæf.

Privat 1.083 323 1.406 77% 99% 64%DA 584 53 637 92% 45% 29%FA 56 3 59 95% 4% 2,5%SALA 55 3 58 95% 4% 2,5%Andre/uorg. 388 264 652 60% 46% 30%

Offentlig 777 - 777 100% 100% 36%Stat 150 - 150 100% 19% 7%Amt/kom. 542 - 542 100% 70% 25%Off. virks. 85 - 85 100% 11% 4%

Alle 1.860 323 2.183 85% - 100%

Kilde: DA’s egne beregninger på baggrund af specialkørsler fra Danmarks Statistik og oplysninger fra FAog SALA (DA 2000, s. 174).


Som nævnt indledningsvis er deren klar sammenhæng mellem op-bygningen og udviklingen af detkollektive forhandlingssystem pådet danske arbejdsmarked og ud-viklingen af organisationsstruktu-rerne. Det gælder både den privates e k t o r, herunder ikke mindst dettoneangivende LO/DA-område,men også i høj grad den offentligesektor. Tabel 2.3 giver en oversigtover de store overenskomstområ-der på det danske arbejdsmarked.

LO/DA-området i den private sektor

Det område, der dækkes af over-enskomster indgået mellem LO’sog DA’s medlemsorganisationer, erdet toneangivende overenskomst-område på det danske arbejdsmar-

ked. Det er her, der – som regelmed udgangspunkt i industrien –indgås de aftaler, som fastsætterniveauet generelt. I princippetdækker DA den samlede privatesektor, men der er dog tale om enklar deling med to andre hovedor-g a n i s a t i o n e r, SALA ( S a m m e n s l u t-ningen af Landbrugets A r b e j d s g i-verforeninger) og FA (Finanssekto-rens Arbejdsgiverforening).

D A dækker således industri, byg-geri, transport og service medundtagelse af skov- og landbrug ogde dertil hørende industrier samtfinanssektoren. På landbrugsom-rådet er det LO-medlemsorganisa-t i o n e r, der udgør den største over-enskomstpart for SALA’s med-l e m s o r g a n i s a t i o n e r, mens det i fi-


nanssektoren er organisationerunder FTF, herunder den næstenaltdækkende sammenslutning Fi-nansforbundet (FF). SALA og FAdækker hver 4 pct. af virksomhe-derne på det private arbejdsmar-ked, mens DA dækker 45 pct. Der-udover findes enkelte udenforstå-ende organisationer samt et stortuorganiseret område, alt i alt 46pct. Men selv her er overens-komstdækning, via tiltrædelsesaf-taler og lignende. udbredt. 60 pct.af de beskæftigede er her – tiltrods for, at arbejdsgiverne ståruden for hovedorganisationerne –dækket af en overenskomst. Forhele det private arbejdsmarked erifølge DA 77 pct. overenskomst-dækket, jf. tabel 2.3 (DA 2000). Vikoncentrerer os i denne sammen-hæng hovedsageligt om LO/DA-områdets udvikling, der – somnævnt – har været toneangivende,ikke alene hvad angår det materi-elle udfald af de kontinuerligttilbagevendende overenskomstsi-t u a t i o n e r, men også vedrørendeudviklingen i forhandlingsproce-durerne, herunder fx fastsæt-telsen af centraliseringsgraden iforhandlingerne. Finansområdethar dog hvad angår løn- og ar-bejdsforhold også haft en rækkekarakteristika, der svarer til prin-cipperne i den offentlige sektor.Det gælder bl.a. et anciennietsba-seret lønsystem.

Etablering af reelt centraliseredeforhandlinger på hovedorganisa-tionsniveau har sine rødder helt til-bage til det skelsættende Septem-berforlig, den første hovedaftaleindgået mellem DA og LO i 1899.Og de væsentligste elementer i cen-traliseringsprocessen var på pladsomkring midten af 1930’erne. Cen-traliseringen indebar ikke, at LOsom selvstændig enhed domineren-de medlemsorganisationerne. Detvar stadig de enkelte forbundso v e r e n s k o m s t e r, og de fastholdtderes kompetence. Men forhand-lingerne foregik samlet om de bety-dende generelle krav og med mag-ten placeret i LO’s snævre forhand-lingsudvalg, hvor de store forbundog LO’s daglige ledelse var place-ret. Det var her kompromiserneblev skabt, men resultatet blev ihovedlinierne ens for alle. Det varsåledes kun de særlige, speciellek r a v, som de enkelte organisatio-ner forhandlede selv – og enddaofte med hjælp fra LO i de tilbage-værende forhandlingsrunder omfornyelse af overenskomsterne, derefterhånden som hovedregel fore-gik hvert andet år.

Denne centraliserede struktur varpresset igennem af arbejdsgiverne.DA havde en tilsvarende opsplittetorganisationsstruktur. Dertil kom,at den danske erhvervsstrukturdengang var og fortsat er præget af

mange meget små virksomheder.De organiserede arbejdsgivere op-fattede det derfor som en forudsæt-ning for at kunne varetage deresinteresser over for de faglige orga-n i s a t i o n e r, at de kollektive over-enskomster blev forhandlet cen-tralt. DA fik således fra starten enstærkt centraliseret beslutnings-kompetence og kunne reelt be-stemme over medlemsorganisatio-nerne. Tilsvarende kompetencekunne LO ledelsen ikke få. Herholdt medlemmerne, dvs. de natio-nale fagforbund, fast i deres ret tilselv at forhandle og indgå aftaleom overenskomster. Men på grundaf centraliseringen, der blev styr-ket gennem lovgivningen om for-ligsinstitutionen i 1930’erne, vardet kun rent formelt, at LO’s med-lemsorganisationer beholdt deressuverænitet. Reelt var deres for-handlinger sammenkoblet.

Et mere decentralt overenskomst-system havde stillet de mangemeget små medlemsorganisationeri LO over for en nærmest umuligopgave. For mange af dem havdeden været umulig at løfte i mangeårtier ind i det 20. århundrede. Dehavde ikke haft de nødvendige res-sourcer til selv effektivt at gen-nemføre deres overenskomstfor-h a n d l i n g e r, hvis de var blevetoverladt til sig selv. Men med cen-traliseringen af forhandlingerne

opstod den effekt, at de mange småorganisationer, der fortsat eksiste-rede i hele perioden fra LO’s startog etableringen af det kollektiveoverenskomstsystem omkring år1900 og frem til 1960’erne, reelt fikløst deres hovedopgave – vareta-gelsen af medlemmernes løn- ogarbejdsmæssige interesser via LO.Tilskyndelsen til sammenlægningmed andre forbund var dermedreelt fjernet. Det var således ikkeden generelle lønmodtagerideologi,men den partielle fagideologi (styr-ket af den iboende konservativetendens i komplekse organisatio-ner), som fik lov til at bestemmeudviklingen – eller rettere sagtmanglen på udvikling. De organi-s a t i o n e r, der trods alt forsvandt idenne lange periode, var organisa-tioner, hvis fag helt blev undergra-vet af den teknologiske udvikling.

Fra 1980’erne og med stigendevægt op i 1990’erne er der sket envis decentralisering af forhandling-erne på LO/DA-området, men derer fortsat en stærk koordinering viaD A af de sektorbaserede forhand-l i n g e r. En oversigt over nogle af destørste og mest toneangivende over-enskomster på LO/DA-områdetfremgår af skema 2.1.

Den offentlige sektor

Frem til 1960’erne var den størsteog helt dominerende gruppe i den



Skema 2.1 Væsentlige overenskomster på LO/DA-området

DA-organisationer: LO-organisationer: Omfattede

Industri Dansk Industri CO-Industri Timeløns-ok:(Metal, SiD, KAD m.fl.) 152.000

Funkt.-ok:(HK/industri, TL) 56.000

Dansk Industri TIB 20.000

Handel og service Dansk Handel & Service HK/Handel 37.000DH&S HK/Service 11.000HORESTA RBF 21.000

Transport AHTS (fællesoverenskomsten) SiD/Transport 9.000AHTS/ATL SiD/Transport 24.000AHTS/Servicebr.arb.giv.fore. KAD/Dansk Funktionærfb. 13.000

Anlæg og byggeri Danske Entreprenører SiD/Anlæg&Byg 19.000BYG TIB 18.000BYG SiD/Anlæg&Byg 15.000ELFO Dansk Elforbund 13.000

Kilder: Oplysninger fra organisationerne. De 13 nævnte overenskomster dækker 408.000 lønmodtageresvarende til 70 pct. af de overenskomstdækkede inden for DA’s medlemsorganisationer, jf. tabel 2.3.

offentlige sektor tjenestemænd,dvs. en gruppe af ansatte, der somudgangspunkt ikke havde hverkenforhandlings- eller aftaleret i for-hold til fastsættelsen af løn- og ar-b e j d s v i l k å r. De blev ensidigt fast-sat ved lov, dvs. en unilateral regu-lering. Tjenestemændene fik førsten formel aftaleret med Tjeneste-mandsreformen af 1969. Men reeltblev der allerede med Tjeneste-mandsloven af 1919 givet tjeneste-mændenes organisationer en for-handlingsret. Det var for den stør-ste gruppe af statsansatte tjene-stemænd fra starten relativt cen-traliserede forhandlinger, derfandt sted samtidig mellem densiddende lønningsminister og re-

præsentanter for tjenestemænde-ne. Systemet udviklede sig i for-bindelse med den tilbagevendendefornyelser af tjenestemandslovensl ø n b e s t e m m e l s e r, hvor organisa-tionernes repræsentanter blev ind-draget. Det gav betydelig indfly-delse, men man kan formentligførst tale om en egentlig de-factoaftaleret efter 1946 (Bundvad1980, s. 231).

Det er klart, at statens hovedfor-handler ikke kunne sidde sammenmed et hav af repræsentanter fra demange organisationer, der efterhån-den var blevet dannet. De blev der-for hurtigt samlet i hovedgrupper,de såkaldte centralorganisationer.

Og selv om de formelt var selvstæn-dige, udviklede der sig en praksis iretning af samlede forhandlingermellem formændene for de fire cen-t r a l o r g a n i s a t i o n e r, der blev etable-ret, og lønningsministeren.

Vi kan illustrere centralorganisa-tionsopbygningen med et par ek-s e m p l e r. Inden for DSB var fxhovedparten af de tjenestemands-ansatte, der arbejdede i togene,medlemmer af DJF (Dansk Jern-baneforbund) og andre mindre or-ganisationer, der var tilsluttet COI (Statstjenestemændenes Central-organisation I), mens de tjeneste-mænd, der arbejdede på kontorer-ne, var medlemmer af Jernbane-foreningen og andre mindre orga-nisationer, der var tilsluttet CO II(Statstjenestemændenes Central-organisation II). På samme mådevar der i ministerierne og i institu-tioner under ministerierne ansat-te, fx betjente, som var medlem-mer af CO I-organisationer, mensandre, fx tjenestemandsansattekontorfolk, var med i CO II-organi-sationer. Her var der så tillige enstor gruppe akademisk uddannedetjenestemænd, der var medlem aforganisationer tilsluttet den tredjecentralorganisation, DanskeStatsembedsmænds Samråd, idaglig tale Samrådet. Mange afmedlemsorganisationerne i CO I,CO II og Samrådet var ganske små

– under 100 medlemmer var ikkeualmindeligt. Antallet har variereten del gennem tiderne, men et al-mindeligt billede har været, at dervar ca. 35 CO I-organisationer, ca.45 CO II organisationer og godt 50organisationer i Samrådet. Den re-elle forhandlingsret lå ikke i disseorganisationer, men i centralorga-nisationerne, og da der med Tje-nestemandsloven af 1969 blevgivet tjenestemændene en egentligaftaleret, blev denne også placeret– via lovgivning og hovedaftale – icentralorganisationerne.

Den fjerde "centralorganisation"var et enkeltstående fagforbund,Danmarks Lærerforening (DLF).Folkeskolelærerne var en af de stør-ste personalgrupper på det offentli-ge arbejdsmarked og tilhørte fremtil 1993 det statslige område. Førsti midten af 1970’erne gik DLF sam-men med en række mindre læreror-ganisationer og dannede en egent-lig centralorganisation, LC (Lærer-nes Centralorganisation).

De 4-5 toneangivende organisatio-ner i CO I var medlemmer af LO,mens CO II og Samrådet samt DLFblev en del af FTF, da denne hoved-organisation blev startet i 1952.Selv om der var et skisma mellemLO og FTF var der således vedrø-rende det offentlige område også etpraktisk fungerende samarbejde.



Centralorganisationerne forhand-lede i et skiftende omfang på detuformelle plan sammen fra 1919og frem. Indimellem var der kon-flikter bl.a. om lønpolitikken, hvorCO I stod for en solidarisk lønpoli-tik, der hævede de lavest lønnedeop, mens de øvrige ønskede at fast-holde lønrelationerne. Det førte tilen afbrydelse af samarbejdetmellem dem fra slutningen af1940’erne, men da der med tjene-stemandsloven i 1958 blev indførtet lønsystem, som fjernede grund-laget for denne konflikt, blev sam-arbejdet genoptaget og endda alle-rede i 1960 formaliseret med etab-leringen af SLF (Statstjeneste-mændenes og Lærernes Fællesud-valg). Med indførelsen af den for-maliserede aftaleret for tjeneste-mændene i 1969 blev denne ret –som nævnt – placeret i centralor-ganisationerne, og det blev desu-den fastlagt, at disse skulle for-handle samlet med lønningsminis-teren gennem det nye fælles for-handlingsorgan, TFU ((Stats)Tje-nestemændenes Fællesudvalg).

Samtidig var der dog i løbet af1960’erne sket en stigende over-gang til overenskomstansættelse iden offentlige sektor – ikke mindstpå det akademiske område. Detvar de allerede eksisterende pro-fessionsbaserede organisationer –samlet i AS (Akademikernes Sam-

arbejdsudvalg) – der stod for ind-gåelsen af de nye overenskomster.Med dannelsen af AC i 1972 somen sammenslutning af AS og Sam-rådet blev de mange små organisa-tioner i Samrådet opslugt af deprofessionsbaserede organisatio-n e r. Med starten af AC forsvandtakademikergrupperne fra FTF, ogAC blev en selvstændig hovedorga-nisation for akademikere ud overat fungere som centralorganisationi det offentlige aftalesystem.Under AC blev etableret et særligttjenestemandsudvalg som forbin-delsesledet til TFU, og dermedblev det markeret, at TFU stadigvar en tjenestemandssammenslut-ning, og at tjenestemændenes for-handlinger udgjorde kerneområdeti det offentlige aftalesystem.

I løbet af 1970’erne blev der på detamtslige og kommunale områdeetableret en tilsvarende centralise-ret forhandlingsstruktur. Her varde omkring 60 forbund på områdetdirekte tilsluttet den nye sammen-slutning KTU (Kommunale Tjene-stemænds Udvalg). Organisatio-nerne fungerede dog i hovedorga-nisationsgrupper i forhold tilK T U ’s forhandlingsudvalg, dergennemførte de generelle forhand-linger samlet for alle kommunaltog amtsligt ansatte med de kom-munale arbejdsgiveres fælles for-handlingsdelegation. Herefter var


der specielle forhandlinger med deenkelte fagforbund. På det kom-munale område var og er det somhovedregel de samme organisatio-ner, der organiserer tjenestemændog overenskomstansatte. Med denfortsatte vækst i antallet af over-enskomstansatte i anden halvdelaf 1970’erne og i 1980’erne var detderfor en relativ enkel operation atinddrage de overenskomstansattedirekte i det (amts)kommunale for-handlingssystem. Det skete i 1988,hvor KTU blev omdannet til KTO(Kommunale Tjenestemænd ogOverenskomstansatte).

I 1989 blev de overenskomstansat-te også direkte inddraget i detstatslige forhandlingssystem. Her-efter skiftede TFU navn til CFU(Centralorganisationernes Fæl-lesudvalg). I realiteten var de over-enskomstansatte allerede med iAC. CO I gik i slutningen af 1986sammen med en sammenslutningaf organisationer med overens-komstansatte i den statslige sek-t o r, CO-Stat, hvis største med-lemsorganisation var LO-forbun-det HK’s statssektor. Den nyesammenslutning fik navnet StK(Statsansattes Kartel) og blev offi-cielt et kartel under LO.

CO II forblev stort set en ren tje-n e s t e m a n d s s a m m e n s l u t n i n g ,mens andre FTF-organisationer og

organisationer uden for hovedorga-nisationerne dannede OC (Over-enskomstansattes Centralorgani-sation). Den største medlemsgrup-pe i OC tilhører en sammenslut-ning for professionelle soldater. OCgik sammen med LC i forbindelsemed den store gruppe af folkeskole-læreres overgang til det kommuna-le aftalesystem i 1993. LC’s pladssom en af de fire centralorganisa-tioner i CFU blev herefter overta-get af den nye overbygning mellemLC og OC, TOK (Tjenestemænd ogOverenskomstansattes Kartel).

Selv i disse nye sammenslutningerkan ses omridset af det oprindeligestatslige organisations- og aftalesy-stem for tjenestemændene med demange og ganske små etatsorgani-s a t i o n e r, der samtidig var delt ophierarkisk i CO I og CO II. Dogskete der efterhånden en fordeling,således at organisationerne i de tid-ligere etater/statslige områder blevsamlet område for område i densamme centralorganisation. Derskete også en vis sammenlægning,men et stort antal af de gamle orga-nisationer blev bevaret. CO II harsåledes stadig mere end 20 med-l e m s o r g a n i s a t i o n e r, og der er stadiget tilsvarende antal af de gamle COI-organisationer med i StK.

Der er derfor stadig i stort omfangden samme effekt på organisa-


tionsstrukturerne på det offentligeområde, som der var i forbindelsemed etableringen af det statsligeorganisations- og aftalesystem iførste halvdel af det forrige år-hundrede. En samlet centraliseretforhandling, hvor det meget storeantal ofte meget små organisatio-ner indgik via tilslutning til for-h a n d l i n g s k a r t e l l e r, de såkaldtec e n t r a l o r g a n i s a t i o n e r. Resultatetvar som i den private sektor, men i

endnu stærkere grad. Den storeunderskov af ganske små organi-sationer kunne fortsætte deresvirksomhed. Der var ikke noget in-citament til egentlige sammenlæg-ninger, fordi den afgørende opgave– varetagelsen af medlemmernesløn- og arbejdsmæssige interesser– blev klaret gennem centralorga-nisationerne. Karteldannelsen varher et løsning på et problem bådefor arbejdsgiverne og de offentligt

Skema 2.2 Strukturen på det offentlige aftalesystem

Arbejdsgivere: Lønmodtagere:

Den statslige sektor:F i na ns m i n i s t e r ie t C F U : C e nt ra l o rg a n i s a t io ne r nes Fællesudvalg (225.000 me d l e m me r ) .

StK: Statsansattes Kartel. 41 fortrinsvis LO-tilsluttede organisatio-ner med 136.000 medlemmer.

CO II: Statstjenestemændenes Centralorganisation II. Kollektivttilsluttet FTF. 24 organisationer med 35.000 medlemmer.

TOK: Tjenestemænds og Overenskomstansattes Kartel bestående afLC (Lærernes Centralorganisation) og OC (Overenskomst ansattesCentralorganisation). 21 organisationer med 21.500 medlemmer.

AC: Akademikernes Centralorganisation. 21 organisationer med 33.00 medlemmer på statsområdet.

Den lokale og regionale sektor:De (amts)kommunale arbejdsgive- KTO: Kommunale Tjenestemænd og overenskomstansatte (638.500res fælles forhandlingsdelegation medlemmer)

KL: Kommunernes Landsforening 14 LO-tilsluttede organisationer med 399.000 mdl.(273 kommuner) (DKK: Det Kommunale Kartel)

ARF: Amtsrådsforeningen i 26 FTF-tilsluttede organisationer med 198.000 mdl.

Danmark (14 amter) (FTF-K)

København og Frederiksberg 15 AC-tilsluttede organisationer med 36.000 mdl.4 organisationer med 5.500 medlemmer fra LH eller uden for hovedorganisationerne

Kilder: Oplysninger fra CFU og KTO samt KL og ARF. Forhandlingsmæssigt er der, som det ses, to hoved-områder, og ikke tre områder, som det er angivet i skema 2.1 Den tredje gruppe her, offentlige virk-somheder, er fordelt aftalemæssigt på de to hovedområder.


ansattes organisationer: hvordansikre effektive overenskomstfor-handlinger med en organisations-struktur præget af mange og oftemeget små faglige sammenslut-ninger. Men samtidig betød det såogså en legitimering af den opsplit-tede eksterne struktur.

2.3 Den traditionelleorganisationsstrukturDe faglige organisationers ekster-ne struktur er i høj grad et resultataf de historiske omstændighederved deres etablering, herunder afdet teknologiske niveau af indu-strialiseringsgraden og erhvervs-strukturen i etableringsperioden(Clegg 1976). Således også i Dan-mark, hvor en svag industrialise-ringsgrad og endnu stærke hånd-værksmæssige laugstraditionerbetød oprettelse af fagforeninger,der fulgte de håndværksmæssigeeller faglige uddannelseslinier –såkaldte ”crafts union” – hvor for-udsætningen for medlemskab varuddannelsen, og hvor svendeneshåndhævelse af deres interesser iforhold til mestrene bl.a. sketegennem en monopolisering af ar-bejdet, som også betød en udeluk-kelse af de ufaglærte.

Væsentlige faktorer er derudoverfagforeningsmedlemmernes hold-ninger og ideologier, hvor den fag-lige organiseringsproces i Dan-

mark både i etableringsfasen og iden videre udvikling var præget afto til dels modstridende ideologier.For det første en professions- ellerhåndværkstankegang, som bådeprægede håndværksgrupperne ogde egentlige professioner, og sombetød oprettelse af organisationerbaseret på uddannelsesmæssigeksklusivitet. For det andet enlønarbejderideologi, som byggedepå en fælles solidaritet mellemalle arbejdere som forudsætningfor at varetage de fælles interesseri forhold til arbejdsgiverne, og somderfor havde dannelsen af indu-striforbund med fælles organise-ring af alle arbejdere på tværs afuddannelsesmæssige skel sommål. Håndværksideologien vejedetungest, når det gjaldt etablering-en af faglige organisationer. Stær-ke organisationer for faglærte blevdominerende. Derfor blev indu-striforbundene en sjældenhed iDanmark, og i stedet dannede deufaglærte, der var udelukket frade faglærtes fællesskab, deresegen ”general union”, ligesomefterfølgende de ufaglærte kvinderpå samme måde måtte oprettederes egen organisation (Due et al.1993, 1994).

Fælles for disse organisationsdan-nelser var en fagforeningsideologi,dvs. en opfattelse af at kollektiv or-ganisering og om nødvendigt an-


vendelse af militante kampmidlersom strejker og blokader er en for-udsætning for at opnå resultater.De kunne derfor også samles i enfælles hovedorganisation. Men dervar samtidig så meget der skilte,at den ikke kunne danne baggrundfor udvikling af industriforbund.

Etableringen af faglige organisa-tioner i Danmark er sket af to re-lativt adskilte hovedlinier. Den før-ste hovedlinie er den netop be-skrevne oprettelse af faglige orga-nisationer på det private arbejds-marked i takt med indførelsen afen markedsbaseret økonomi. Disseorganisationer blev for de flestesvedkommende etableret i løbet afdet 19. århundredes sidste tredje-del. Den anden hovedlinie er star-ten af faglige organisationer i denoffentlige sektor, som for alvorførst kom i gang ved skiftet til det20. århundrede, og hvor målet varat opnå indflydelse på egne løn- ogarbejdsforhold i forhold til statensom arbejdsgiver. Det er som ud-gangspunkt to forskellige relatio-ner: fagforeningen i forhold til denprivate arbejdsgiver og fagfor-eningen i forhold til staten som ar-b e j d s g i v e r, og derfor er der ogsåblevet tale om organisationer medforskellige rødder og forskellig op-bygning. Denne forhistorie er sta-dig synlig i nutidens organisa-tionsdannelser, selv om der er sket

betydelige tilnærmelser, og selv omder også er og altid har været taleom en del overlapninger, dvs. nogleorganisationer som både organise-rer medlemmer i den private ogden offentlige sektor.

Dertil kommer – som nævnt oven-for – yderligere nogle forgreningeri form af en selvstændig organise-ring af mellemledere i den privates e k t o r, i form af organisering affunktionærgrupper uden for LO iden private sektor, og i form af or-ganisering af de akademisk uddan-nede grupper. Men disse forgre-ninger har – selv om de også hargivet anledning til to af de etable-rede hovedorganisationer i Dan-mark – i en eller anden forstandforholdt sig til de to hovedlinier.

Set med udgangspunkt i LO er dendanske fagbevægelse opvokset frabunden – baseret på faglig uddan-nelse, dvs. "crafts unions". De er såblevet suppleret med general uni-ons for de ufaglærte mænd ogkvinder, der blev holdt uden for defaglærtes organisationer. Der erkun nogle få eksempler på indu-striforbund. Ikke desto mindre harLO stort set altid haft det officiellesynspunkt, at der burde etableresindustriforbund. Der har gennemde godt 100 år, LO har eksisteret,været gennemført mange og megetomfattende debatter om fagbevæ-


gelsens struktur, og de har allebygget på det hovedsynspunkt, atmålet var etableringen af industri-forbund. Der har så været foreslå-et forskellige former for karteldan-nelser som en mellemløsning. Mentrods de store anstrengelser harden traditionelle opbygning vistsig at være for stærk at overvinde.Først i det seneste årti tegner dersig konturerne af en udvikling iretning af store, sektorbaseredeforbund. Nogen simpel løsningsynes dog ikke at være realisabel,da virkeligheden har det med atændre sig hurtigere end fagbevæ-gelsens struktur. De seneste ten-denser synes at gå i retning af enudviskning af grænserne mellemsektorerne. Det gælder på den enesiden mellem den offentlige og denprivate sektor, og det gælder påden anden side mellem service ogindustri i den private sektor.

I den offentlige sektor har der værettale om en virksomheds(etats) base-ret struktur, hvor alle i den sammeetat eller det samme statslige områ-de har været organiseret samlet,men hierarkisk fordelt på to eller treselvstændige organisationsdan-nelser: de såkaldte sølvsnore og desåkaldte guldsnore samt i nogen til-fælde desuden en gruppe af akade-misk uddannede. Disse organisa-tionsdannelser for tjenestemændvar allerede på vej ved indgangen til

det 20. århundrede. De var prægetaf en tjenestemandsideologi, somofte var knyttet tæt sammen medden enkelte etat, der gav et særligtloyalitets- og tilhørsforhold og der-med også baggrund for etablering aforganisationer til varetagelse af løn-og arbejdsmæssige interesser. Medden enkelte etat/det enkelte virk-somhedsområde som udgangspunktsammen med opdelingen efter hie-rarkiske- og uddannelsesmæssige li-n i e r, blev der tale om et hav af orga-nisationer – meget typisk kun medet par håndfulde medlemmer i hver.

Dertil kommer – igen specielt iden offentlige sektor – en del pro-fessions eller semi-professions ba-serede organisationer, fx for syge-p l e j e r s k e r, skolelære, læger, inge-niører mv. Her var det i høj graden fælles professionsideologi, dervar afgørende for organisationer-nes etablering. Mange af de aka-demisk uddannede tjenestemændvar herigennem ofte ude i et dob-belt medlemskab, idet de var med-lemmer af den uddannelsesbase-rede organisation for fx læger ellerj u r i s t e r, men samtidig måtte væremedlemmer af den særligeetatsorganisation, der via tilslut-ningen til centralorganisationerne(i dette tilfælde Danske Statsem-bedsmænds Samråd) havde mulig-heden for at forhandle deres løn-og arbejdsforhold.


3. Udviklingen i organisa-tionssammenlægningerDe store hovedlinier i strukturud-viklingen vil i det følgende blivegennemgået. Vi anvender i densammenhæng – for overskuelighe-dens skyld – en opdeling på hoved-o r g a n i s a t i o n s o m r å d e r, men somdet vil fremgå er det faktisk mereændringer i på den ene side lovgiv-ning om arbejdsløshedsforsikringog den anden side de kollektive for-h a n d l i n g s s y s t e m e r, som markereren tilsvarende nyudvikling i struk-turudviklingen, end det er hovedor-ganisationernes interne processer.

Når man tager udgangspunkt i, atLO har godt fire gange så mange

medlemmer som FTF og næsten 10gange så mange medlemmer somAC (tabel 2.1), fremstår det somom, at processen med organisa-tionssammenlægninger har væretmest vidtgående i LO. Der er sketen reduktion på 48 forbund på dethalve århundrede fra 1950 til 2000og heraf har næsten hele reduktio-nen fundet sted efter 1960. To tred-jedele af forbundene i midten af for-rige århundrede er blevet skåretvæk. Som vi skal se det nedenfor,ser det ud af mere end det er, idetdet først og fremmest er de helt småo r g a n i s a t i o n e r, der er forsvundetgennem optagelser i større forbund.Relativt set er denne reduktionmarkant større end reduktionen af

Tabel 3.1 Antal medlemsorganisationer i hovedorganisationerne i Danmark 1950 – 2000

LO CO I* FTF* AC* FR/LH* Andre T

1950 70 24 (101) - (4) 12 2111960 68 16 125 (15) 8 6 2381970 56 14 167 17 7 6 2671980 40 6 133 19 8 19 2251990 30 16 100 21 5 16 1882000 22 8 104 22 3 10 169

Kilder: Statistisk Årbog og hoved- og centralorganisationernes årsberetninger.

* CO I er forhandlingskartel på det statslige område med nogle medlemsorganisationer i LO og periode-vis også FTF, men derudover en del uden for hovedorganisationerne. Det er sidstnævnte gruppe, der ermedtaget her, for at få et korrekt billede af det samlede antal organisationer.

FTF blev stiftet 1952, men vi har me dre g net et skønnet antal me d l e ms o rg a n i s a t io ner i 1950, da stort setalle me d l e ms o rg a n i s a t io ner eksistere de fo r ud for FTF’s da n ne l s e. På tilsvare nde måde gælder det samme n-s l u t n i ngen for arbejdslede ro rg a n i s a t io ne r, der først er me dt a get i statistisk årbog fra og med 1953.

AC blev stiftet 1972, og her har vi lige l e des angivet det ke ndte antal me d l e ms o rg a n i s a t io ner i åre ne fo r ud.


det samlede antal faglige organisa-tioner i alt. I tabel 3.1 er det højesteniveau 267 organisationer i 1970.Men hvis vi tager udgangspunktåret forud, hvor den absolutte topblev nået med 277 organisationer,så er der i forhold til de 169 organi-sationer i 2000 skåret 108 organisa-tioner væk svarende til 39 pct. i for-hold til toppunktet. Også FTFnåede toppunktet i 1969 med 173m e d l e m s o r g a n i s a t i o n e r. Det er ble-vet reduceret til 104 i 2000, dvs. etfald på 40 pct.

Den tredje store hovedorganisa-tion AC blev først etableret 1.1.1972 og i forhold til startpunkteter der stort set tale om status quo.Det giver imidlertid – som vi skalse – et helt fortegnet billede af denbetydning, dannelsen af AC fik forprocessen med organisationssam-menlægninger i Danmark. AC kannemlig bedst beskrives som en gi-gantisk optagelsesproces på hoved-organisationsniveauet, hvor de tid-ligere omkring 58 små organisatio-ner i Samrådet blev fordelt på deomkring 20 eksisterende profes-sionsbaserede organisationer forakademikere i det daværende AS.Hvis man skal sammenligne de 22AC-organisationer i dag med start-punktet, så er det snarere med deca. 73 organisationer for akademi-kere i Samrådet og AS tilsammenomkring 1970. Og så er det godt to-

tredjedele af organisationerne, derer blevet skåret væk.

Perioden fra 1950 til 2000 har så-ledes generelt set været præget afet betydeligt fald i antallet af fagli-ge organisationer. Faldet sker dogførst i løbet af 1970’erne. Indtil davar der tale om en stigning i detsamlede antal organisationer. Deter et udtryk for, at 1960’erne og til-dels 1970’erne var en fortsat etab-leringsperiode for faglige organisa-tioner i Danmark. Med funktionæ-rernes vækst og introduktionen afnye teknologier er der kommet endel nye organisationer i den priva-te sektor, og tilsvarende har opbyg-ningen af velfærdsstaten ført til enrække nye organisationsdannelser.Set i det perspektiv forekommerdet samlede fald for hele periodenmarkant, men at der stadig findes169 faglige organisationer i et lilleland som Danmark, er udtryk for,at organisationsstrukturen fortsatmå betegnes som relativt fragmen-teret. Den er endnu præget af detraditionelle skillelinier med "craftunions" i den private sektor og demange og meget små etats/virk-somheds baserede organisationer iden offentlige sektor. Med et sam-let medlemstal på 2,1 mio. er dengennemsnitlige størrelse på etdansk fagforbund 12.762 medlem-mer. Som det fremgår nedenfor erdet ganske vist 5 gange større i


LO. Men til gengæld kun godt enfjerdedel i FTF. Derfor kan detsamlede gennemsnit ses som etsymbol på en fragmenteret struk-tur med mange meget små organi-sationer – specielt i den offentliges e k t o r. En struktur, der kun kanoverleve, fordi der er skabt forskel-lige former for forhandlingskartel-ler, som reelt løser de fundamenta-le fagforeningsopgaver, herunderikke mindst overenskomstforhand-lingerne, for de små.

Det er ikke umiddelbart muligt atsammenligne statistikken over an-tallet af forbund (tabel 3.1) med op-gørelsen af det faktiske antal orga-n i s a t i o n e r, der forsvinder vedsammenlægninger (både opta-gelser og fusioner). Det skyldesbl.a., at der er tale om en periode,hvor der specielt i første halvdelfortsat udviklede sig nye faglige or-g a n i s a t i o n e r. Det skyldes også, atder hele tiden skete ind- og udmel-

delser mellem hovedorganisatio-nerne, ligesom nogle organisatio-ner i perioder var helt uden forhovedorganisationerne og hellerikke blev medtaget i den officiellestatistik. Det har også været typiskfor mange af de små organisationeri den offentlige sektor, at de er gåetind i sammenlægninger, der sidenopløses, for så på et senere tids-punkt at gå ind i nye sammenlæg-n i n g e r. Det er ikke på det forhån-denværende grundlag (den officiel-le fortegnelse over organisationer-ne i Statistisk Årbog, der ikke erudtømmende, og hoved- og central-organisationernes årlige opgørelserover antallet af medlemsorganisa-tioner) muligt at holde fuldstændigstyr på alle de optagelser og fusio-n e r, der er sket, ligesom man ikkekan lave en præcis registrering afde modsatrettede bevægelser, hvorgennemførte sammenlægninger op-løses igen. Der er således i en visudstrækning tale om en skønsmæs-

Tabel 3.2 Antal organisationer, der er forsvundet ved sammenlægninger(både fusioner og optagelser) i Danmark 1950 – 2000


1950-59 6 9 - 0 0 151960-69 6 12 - 0 0 181970-79 21 43 42 0 0 1061980-89 16 44 1 2 1 641990-99 12 23 2 2 4 43Total 61 131 45 4 5 246

Kilder: Statistisk Årbog og hoved- og centralorganisationernes årsberetninger.


sig opgørelse, men det er en opgø-relse, der kommer så tæt på, somdet er muligt, uden at skulle fore-tage et større historisk studie medhjælp af primært kildemateriale ilangt større omfang, end vi her harkunnet gøre.

Generelt fremgår det af tabel 3.2,at det er 1970’erne, der har haftdet største omfang af sammenlæg-n i n g e r. Men det er en proces, derallerede tager fart i anden halvdelaf 1960’erne og fortsætter ind i1980’erne. Det er den periode, hvorhovedparten af optagelser findersted i LO, hvorved de fleste af desmå organisationer – først under1.000 og derefter under 5.000 med-lemmer – forsvinder som følge afændrede krav i arbejdsløshedslov-givningen. Overenskomstsystemetløser helt frem til 1970’ernes slut-ning problemerne for de små orga-nisationer i øvrigt gennem syste-met med LO’s forhandling af de ge-nerelle krav, og først efter lovind-grebet i overenskomstforhandling-erne i 1979 begyndte krisetegneneat melde sig. Arbejdsgiverne skif-tede strategi, og en decentralise-ring pressede sig på. Det var dogførst et tiår senere, at den for alvorblev realiseret og dermed skabte etnyt behov for strukturændringer.

For FTF’s og A C ’s vedkommendevar det ikke mindst forskydningen

mellem overenskomstansættelseog tjenestemandsansættelse oggennemførelsen af tjenestemands-loven i 1969, som satte skub isammenlægningsprocessen. Denblev fulgt op, da der skete en inte-gration af de overenskomstansattei tjenestemændenes aftalesystem ianden halvdel af 1980’erne. Hervar det med andre ord i høj graddet kollektive forhandlingssystem,der var motor for den udvikling,der fandt sted. Lovgivningen om a-kasser, der havde så stor effekt påLO-området, fik ingen større be-tydning her, fordi der som en und-tagelse for lovgivningens regler omfaglige a-kasser blev etablerettværgående a-kasser for funktio-nærerne i FTF og akademikerne iAC. Derfor var der ikke her – ogspecielt ikke i FTF, som holdt fast iden gamle etatsstruktur – et ud-slagsgivende incitament tilsammenlægning af de mange,meget små organisationer.

3.1 Organisationssammenlæg-ninger i LOKan tallene for antallet af forbundtages som en indikator for deneksterne strukturs udvikling, erdet bemærkelsesværdigt, hvor sta-bil LO’s organisationsmæssige op-bygning har været. De første 20 årvar De samvirkende Fagforbund,som LO hed frem til 1950’erne,stadig præget af opbygning, hvor


nye organisationer blev etableret.Men fra omkring 1920 og helt til1960 var der kun tale om margi-nale ændringer.

Bag udviklingen skjuler sig delvistmodgående tendenser. I periodenfra 1898 frem til 1940 blev opret-tet omkring 40 nye fagforbund,langt de fleste i perioden indtil1920. Men samtidig forsvandtgodt 10 forbund, enten fordi denteknologiske udvikling fjernedefaget, eller fordi de blev sluttetsammen med beslægtede organi-s a t i o n e r. Organisationsliniernefra fagbevægelsens etableringsårmed flest "craft unions" suppleretmed "general unions" og enkelteindustriforbund blev stadig fulgt.Blandt de nye forbund var mangesmå håndværkergrupper, hvorafen del siden er blevet opslugt afDansk Metal og SiD, efterhåndensom håndværk blev specialarbej-de. En enkelt stor gruppe var elek-trikerne, der stiftede Dansk El-Forbund i 1904. Derudover var derorganisationer for ufaglærte, fxHusligt Arbejderforbund, stiftet i1904 og Dansk Kommunalarbej-derforbund på det offentlige områ-de, stiftet i 1901.

"Den fortsatte organiseringsprocesbidrog på denne måde snarere til atstyrke end at svække den fragmen-terede karakter, der kendetegnede

fagbevægelsen. Det understregergyldigheden af Cleggs og Sissonstese om, at etableringen af kollekti-ve forhandlinger legitimerer ogunderstøtter den eksisterende eks-terne struktur. Nye organisations-dannelser fulgte på den måde de li-n i e r, der så at sige var blevet fast-lagt med Septemberforliget i 1899."(Due et al. 1993, s. 288)

Nogle forbund forsvandt dog.Blandt disse var træskomagerneså tidligt som i 1900, pottemagernei 1917 og Hvidgarvernes og Loh-garvernes Forbund i 1919. De tosidste blev sammensluttet tilDansk Garverforbund, den førstefusion i LO. En fusion, som senereskulle vise sig ikke at danne til-strækkeligt grundlag for fortsatselvstændighed. En vigtigere op-tagelse fandt sted i 1934, hvorLandarbejderforbundet eftermange års grænsestridigheder gikind i A r b e j d s m a n d s f o r b u n d e t( D A F, i dag SiD). Det forbedredemulighederne for at organisere etområde, der ellers blev ved med atvære svagt organiseret. Men detskal nævnes, at det – selv medsamlingen af kræfterne – aldrigblev den store succes. Problemetmed en svag organisationsprocentpå landbrugsområdet blev førstløst, da industrialiseringen aflandbruget i 1960’erne mere ellermindre udryddede gruppen af


Tabel 3.3 Udviklingen i DsF’s struktur 1900 – 1940

Forbund Enkeltstående Afdeling Mdl.tal Fb.s gst. Medlemmerfagforeninger størrelse pr. afd.

1900 56 39 1.166 96.392 1.721 831920 74 12 3.101 362.363 4.897 1171940 78 4 3.554 543.971 6.974 153

Kilder: DsF’s årsberetninger. Tallene inkluderer uden for DsF/LO stående organisationer, der udgjorde enstor gruppe i de første årtier. Det drejer sig om 12 forbund og 13 enkeltstående fagforeninger i 1900,19 forbund og 12 enkeltstående fagforeninger i 1920 samt 7 forbund og 4 enkeltstående fagforeningeri 1940. Medlemstallet i disse udenforstående organisationer udgjorde 20 pct. i 1900, 23 pct. i 1920 og5 pct. i 1940.

medhjælpere, der i stedet blev op-slugt af den fremvoksende industri– og blev organiseret der.

Det er et interessant træk vedstrukturen i LO’s/DsF’s første årti-e r, at lokale fagforeninger udenforankring i et nationalt forbundstadig kunne tilsluttes densammenslutning, der ellers bog-staveligt talt hed de samvirkendefagforbund. Det blev dog strammetop, så kun enkeltstående fagfor-e n i n g e r, der ikke havde mulighedfor at tilslutte sig et nationalt for-bund, kunne være medlem af LO,og det betød, at de enkeltståendestort set var forsvundet, da mannåede på den anden side af 2.verdenskrig.

Derudover er det væsentligt atnævne det relativt store antal for-bund, der naturligt tilhørte LO’sorganisationsområde, men allige-vel stod uden for. Det er et klart

udtryk for forbundenes ønske omat bevare en selvstændig status ogherunder også aftale deres egneoverenskomst for egne medlem-m e r. Mange af de faglige organisa-tioner forsøgte at modvirke konse-kvenserne af den udvikling, dervar sat i gang med Septemberforli-get af 1899: en proces, der efter-hånden centraliserede overens-komstforhandlingerne. Det var så-ledes kun det massive pres fra ar-bejdsgiverne, som sikrede reeltcentraliserede forhandlinger, ogdet var kun med lovgivningsmag-tens hjælp, at man med opstram-ningen af Forligsmandsloven i1930’erne fik skabt et instrument,som reelt sammenkædede alle demange faglige organisationersoverenskomstforhandlinger til ensamlet runde, hvor det var de toh o v e d o r g a n i s a t i o n e r, der tog sig afde generelle spørgsmål. Dermedskete der om ikke formelt så reelten centralisering af kompetence-


strukturen i LO. Denne de factocentralisering var medvirkende tilat samle flere og flere organisatio-ner inden for DsF, fordi der allige-vel ikke var reel mulighed for atføre sine egne selvstændige for-h a n d l i n g e r. Det hele blev sam-menkædet til sidst gennem ar-bejdsgivernes centraliseringsstra-tegi og forligsmandens sammen-kædning af afstemningen om mæ-glingsforslag. Det var ikke medmange af organisationernes godevilje, at denne centralisering fandtsted, men realiteten var, at derdermed blev sikret et system, derovervandt problemerne ved denfragmenterede struktur. Paradok-salt nok betød den centralisering,som blev mødt med modvilje, atorganisationerne dermed fik sik-ret deres formelle selvstændighedog var i stand til at overlevemange årtier frem. Hvis de havdefået opfyldt deres ønske om atfastholde den selvstændige for-handlingskompetence, så de selvalene skulle have varetaget egneo v e r e n s k o m s t f o r h a n d l i n g e r, er detnok tvivlsomt, hvor længe mangeaf de små organisationer villehave overlevet. Nu klarede de fles-te af dem skærene helt frem til1960. Og på det tidspunkt skulleder i to omgange ændringer i lov-givningen om arbejdsløshedskas-ser til for at sikre gennemførelsenaf organisationssammenlægning-

e r. Det var ikke muligt gennem deinterne processer i LO, hvor defleste større forbund og den dagli-ge ledelse kunne se nødvendighe-den af strukturændringer, at nådet ønskede resultat.

CO-Metal

Der var ikke fordi, første halvdel afdet 20. århundrede var uden struk-turdiskussioner i fagbevægelsen.Det blev forsøgt gennem DsF atændre ved de traditionelle organi-seringslinier ud fra grundsyns-punktet, at industriforbund bådevar en mere hensigtsmæssig og ide-ologisk korrekt struktur, der i høje-re grad levede op til fagbevægelsensidealer om fælles solidaritet. Denførste strukturdiskussion i DsFfandt sted allerede omkring 1910som en reaktion på den syndikalis-tiske bevægelse, der netop byggedepå udviklingen af industriforbundsom en forudsætning for en effektivkamporganisation. Der blev sat etudvalgsarbejde i gang, men organi-sationerne kunne ikke blive enige,og på LO’s kongres i 1913 vedtogman en resolution, der fastslog, atman kun kunne gå "frivillighedensog erfaringens vej". (Due et al.1993, s. 296). Det kunne kun anbe-fales at fremme udviklingen veddannelsen af karteller, som det alle-rede var sket på enkelte områder,og som der kom flere eksempler påi de følgende årtier. Disse karteller


var dog uden videre praktisk betyd-ning bortset fra et enkelt, Central-organisation af Metalarbejdere,CO-Metal, som allerede blev etable-ret i 1912 som et svar på en tilsva-rende sammenslutning på arbejds-giversiden. CO-Metal var dog i deførste årtier kun en relativ svagsammenslutning af nogle af de fag-lærtes forbund med Metal i spidsen.Først efter 2. verdenskrig kom deufaglærte arbejdsmænd og kvinde-lige arbejdere med. CO-Metal blevet effektivt fungerende forhand-lingskartel, der fra 1950 fik over-draget forhandlingsretten på områ-det. Og fra 1951 var alle organisa-tioner i jernindustrien med i kartel-let. Også lokale konflikter blev ensag for kartellet, når flere forbundvar involveret. Kartellet var domi-neret af de faglærte smede- og ma-skinarbejdere, men det var kungennem en inddragelse af arbejds-mændene i de afgørende beslut-n i n g s p r o c e s s e r, at CO-Metal fik enenestående placering, som den væ-sentligste overenskomstpart på løn-modtagersiden i den private sektor.CO-Metals styrke hvilede på enmagtbalance mellem DSMF (i dagMetal) og DAF’s fabriksgruppe(siden DASF og i dag SiD).

Hvad er årsagen til, at det kunnelade sig gøre at give CO-Metaldenne forholdsvis omfattende be-slutningskompetence, mens det

alle andre steder – den offentligesektor delvist undtaget – ikkehverken dengang eller senere harværet muligt? Dertil må man fordet første sige, at CO-Metals særli-ge autoritet skal ses på baggrundaf den stærkt industrielt udvikledejern- og metalindustri, hvor fag-grænserne mere og mere blev ud-visket. Men udviklingen af CO-Metal hænger for det andet sam-men med arbejdsgivernes organi-sationsdannelse på området, dermå betragtes som den udslagsgi-vende faktor. Sammenslutningenaf Arbejdsgivere i Metalindustrienblev allerede startet lige efter detforrige århundredeskifte og var enstærk organisation med en central-iseret ledelse inden for sit område– svarende til DA’s ledelses gene-relt. Med den senere udvidelse islutningen af 1980’erne og begyn-delsen af 1990’erne først til Indu-striens Arbejdsgivere og siden tilDansk Industri blev sammenslut-ningen endda så stærk, at denkunne udfordre DA’s ledelse. Sam-tidig blev CO-Metal til CO-Indu-stri (Due et al. 1993).

De mange forskellige arbejderorga-nisationer havde derfor svært vedat klare sig i forhandlingerne medSammenslutningen hver for sig.Derfor endte det med, at CO-Metalfra 1950 fremstod som et relativtstærkt forhandlingskartel trods de


mange stridigheder forbundeneimellem, og specielt mellem Metalpå den ene side og SiD samt KADpå den anden side. Samtidig vardet lettere for forbundene at accep-tere en samlet overenskomstindgå-else, fordi jern- og metalindustriensiden 1900 havde fået fastlagt etminimallønssystem, der gjorde detmuligt lokalt at forhandle lønfor-bedringer i overenskomstperioden– en mulighed som ikke mindst defaglærtes forbund var og er dygtigtil at udnytte.

Med andre ord kan man fastslå, atudviklingen af CO-Metal gjorde detmuligt at fastsætte en overens-komstindgåelse, som såvel den in-dustrielle udvikling som arbejdsgi-vernes organisering stillede kravom, uden fundamentalt at ændrefagbevægelsens struktur. Demange forbund inden for metalin-dustrien bevarede deres selvstæn-dighed. Og først i 1960’erne og1970’erne kom – som vi skal se – en

sammenlægningsproces i gang.CO-Metal, som fra starten vartænkt som en organisation, derskulle fremme industriforbunds-dannelsen, kom dermed i stedet tilat bremse op for udviklingen af fag-bevægelsens struktur, på sammemåde som det var tilfældet foroverenskomstsystemet generelt.

LO’s dikotomisering

Den fortsatte relative stagnation iL O ’s organisationsstruktur frem-går af nedenstående tabel overudviklingen i antallet af forbund,medlemstal og forbundenes stør-relse fra 1950 til 2000. Fra 1950til 1960 faldt antallet af medlems-forbund kun med 2, og som detfremgår af tabel 3.2, så fandt derkun 6 optagelser og ingen fusionersted 1950-59.

Den usædvanlige stabilitet frem til1960 fremgår også, når man ser påde lokale fagforeningers antal.Forbundene blev ved med at udvi-

Tabel 3.4 Udviklingen i LO’s struktur 1950 – 2000

Forbund Afdeling Mdl.tal Fb.s gst. Medlemmerstørrelse pr. afd.

1950 70 3.541 656.406 9.377 1851960 68 3.568 776.457 11.418 2181970 56 2.120 895.995 16.000 4291980 40 1.453 1.249.562 31.239 7901990 30 1.309 1.422.969 47.432 1.0872000 22 988 1.458.742 66.306 1.476

Kilder: DsF’s/LO’s årsberetninger, Statistisk Årbog.


Tabel 3.5 LO medlemsorganisationernes størrelse 1950 – 2000 (antal samt pct.)

1950 1960 1970 1980 1990 2000

Under 1.000 23-33% 23-34% 14 -25% 3-8% 0-0% 0-0%Under 5.000 46-66% 42-62% 34 -61% 16-40% 3-10% 2-9%5000-25.000 19-27% 22-32% 16 -29% 16-40% 17-57% 9-41%25.00-75.000 4-6% 1-1% 3-5% 3-8% 5-17% 6-27%Over 75.000 1-1% 3-5% 3-5% 5-13% 5-17% 5-23%

Total 70-100% 68-100% 56-100% 40-100% 30-101% 22-100%De 5 størstes 62% 64% 67% 72% 70% 76%andel i mdl.tal

Kilder: DsF’s/LO’s årsberetninger, Statistisk Årbog.

de antallet af lokale afdelinger.Først efter 1960 sker der en reduk-tion, så der i 2000 kun er godt enfjerdedel tilbage. Og det er førstefter 1970, at der generelt begyn-der at ske en strukturudvikling,som sætter sig tydeligt spor i talle-ne. Forbundenes gennemsnitligestørrelse er blevet mere end seksdoblet, men det skal dog med i vur-deringen, at det samlede medlems-tal samtidig er mere end fordoblet.Hvis medlemsstigningen frem til2000 indregnes i forbundenes stør-relse i 1950, så svarer det til etgennemsnit på godt 20.000 per for-bund. Den reelle strukturudvik-ling i retning af færre og større en-heder svarer derfor kun til, at derer sket en tredobling.

De anførte gennemsnitstal giverdog kun en meget bred indikatorfor strukturudviklingen i LO. Forat forstå, hvordan forbundene i LO

er sammensat er det nødvendigt atse nærmere på deres størrelse. Deter først og fremmest forholdetmellem nogle få meget store for-bund og en modsvarende megetstørre gruppe af ganske små orga-n i s a t i o n e r, der springer i øjnene,når man vurderer LO’s som hoved-organisation i den første halvdel afden periode, vi her undersøger,dvs. fra 1950 og frem til 1970’erne.

Man kan karakterisere LO som enhovedorganisation med en diko-tomiseret organisationsstruktur.På den ene side havde en tredjedelaf forbundene mindre end 1000medlemmer i både 1950 og 1960 ogandelen faldt kun til 25 pct. i 1970.Hvis vi ser på forbund med under5.000 medlemmer, så udgjorde deto tredjedele i 1950 og godt 60 pct.både i 1960 og 1970. Det er medandre ord i denne kategori af småforbund, at vi frem til og med 1970


har langt den største del af forbun-dene i LO. På den anden side varLO også i denne periode præget afnogle ganske få – i forhold tilhovedgruppen – meget store med-lemsforbund. De 5 største organi-sationer repræsenterede såledesallerede i 1950 over 60 pct. afsamtlige medlemmer i LO og ande-len steg til to tredjedele i 1970, forat nå helt op på tre fjerdedele2000. (Se Bilag 3 med oversigt overudviklingen i LO-medlemsorgani-sationernes størrelse 1950-2000)

Den væsentligste ændring i perio-den fra 1970 til 2000 er, at de småorganisationers andel efterhåndener faldet og nærmest er blevet re-duceret til ingenting i 2000. Her er46 organisationer i 1950 blevet re-duceret til 2. Det er et udtryk for,at det væsentligste træk ved LO’sstrukturændringer i anden halvdelaf det 20. århundrede netop harværet, at de små organisationerunder 5.000 medlemmer er blevetskåret væk. Til gengæld sker deren stigning i mellemgruppen påmellem 5.000 og 25.000 medlem-mer frem til 1990, hvor det er denklart største gruppering. På dettidspunkt kom der fart i en udvik-ling af det kollektive forhandlings-system kombineret med en profes-sionaliseringstendens i organisa-tionerne, der også gjorde det van-skeligt for organisationer af denne

størrelse at klare sig. Og man serderfor også et fald i de mellemsto-re organisationer frem til 2000.Endnu i 1990 udgjorde andelen afforbund med op til 25.000 medlem-mer to tredjedele af organisatio-nerne i LO. Det er først i 2000, atforbundene over 25.000 er kommetop på at udgøre halvdelen. Som viskal se det nedenfor, er det en ud-vikling, som kan forventes at fort-sætte efterhånden som det samle-de antal medlemsorganisationeryderligere vil blive reduceret.

Strukturdiskussioner

I LO var der tilbagevendende initi-a t i v e r, der havde til formål atsætte gang i strukturudviklingen.Den første runde i tiden efter 2.verdenskrig fandt sted i perioden1952-55. Resultatet blev en ny rap-port, der blev tiltrådt på kongres-sen. I realiteten var det et skøn-maleri af den traditionelle opbyg-ning efter de faglige linier, men detblev dog fremhævet, at sammen-lægninger mellem små, beslægtedeforbund burde fremmes. I princip-pet fremstod vel stadig industrifor-bundet som det fremtidige principfor strukturen, men rapportenkonkluderede, at det kun varinden for jern- og metalindustrien,at tiden var moden til mere funda-mentale ændringer. Her blev derlagt op til en relativ hurtig dan-nelse af et industriforbund gen-


nem en videreudvikling af for-handlingskartellet CO-Metal. Menheller ikke på dette område skerder noget reelt i årene derefter. Allerede i første halvdel af1960’erne startede dog en ny rundemed strukturdiskussioner. Denblev afsluttet på LO’s kongres i1971, hvor man vedtog et ambiti-øst forslag om samling af de næs-ten 60 LO-organisationer i 9 in-dustriforbund. I realiteten forblevdet dog en teoretisk konstruktion,der aldrig kom i nærheden af enrealisering. Det eneste, der sketevar, at en række af de helt små for-bund efterhånden blev opløst gen-nem optagelser. Men det var merepå grund af ændringer i lov om ar-bejdsløshedsforsikring, der gjordedet umuligt for dem at opretholdeegne a-kasser, end som følge af dis-kussionerne i LO.

Hovedproblemet var, at alt formange forbund frygtede at fåundermineret deres magtpositionved en omdannelse i retning af in-dustriforbund. Det er klart, atDansk Metal gik ind for et samletforbund for jern- og metalindustri-en, som Metal ville dominere. Menlige så tøvende var forbund somSiD, KAD og Dansk El-Forbund,som har medlemmerne spredt overmange brancher, og som derforville få medlemmerne fordelt på enrække forbund, hvor de i de fleste

tilfælde ville udgøre mindretallet.Dvs. en proces, der set fra fx SiD’ssynspunkt nærmest lignede enatomisering af de ufaglærtes stær-ke "general union". Heri kan liggeen begrundet frygt for medlem-mernes interesser, men det er ogsået eksempel på, at de etableredeorganisationers og herunder en-keltpersoners positioner, der trues.Det er fx karakteristisk, at man inæste fase af strukturdiskussio-nen, hvor antallet af industrifor-bund blev reduceret kraftigt, så enholdningsændring hos Metal. Daforbundet for jern- og metalindu-strien skulle ændres til i første om-gang et kartel for hele industrienvar det pludselig betænkeligt forMetal, fordi de faglærte metalar-bejdere dermed ikke længere ud-gjorde majoriteten. Det er således ihøj grad den konservative tendensved etablerede organisationer, somhar været med til gennem årene atforsinke gennemførelsen af struk-turændringer i LO.

I forlængelse af 1971 kongressenvar Metal dog ihærdig tilhænger afrealiseringen af forslaget om 9 in-dustriforbund, og da der ikke sketenoget, forsøgte forbundet at presseudviklingen frem ved at melde sigud af forhandlingskartellet CO-Metal per 1.4.1976. Det gav dogkun negative resultater, fordi ar-bejdsgiverne holdt fast i, at det var


CO-Metal, der havde overens-komsten på området, og derfor førstforhandlede med de tilbageværendeo r g a n i s a t i o n e r. Det var således ikkeSiD og de andre medlemsorganisa-t i o n e r, men derimod Metal selv, derfik et problem. Metal måtte derforhurtigt melde sig ind igen.

SiD’s modspil til industriforbunds-planerne var at foreslå, at manforetog et endnu mere radikaltskridt – nærmere bestemt at om-danne LO til ét stort forbund. Set ilyset af situationen omkring år2000 kan det godt betragtes somvisionært, fordi man både sikreren samlet forhandlingsmæssigstyrke gennem en gruppedelingbaseret på sektorer uden, at dennyere tendens til udviskning afgrænserne mellem sektorernegiver interessekonflikter mellemselvstændige organisationer. Ogfordi man samtidig kunne opbyggeen stærk og professionel lokal-struktur, der effektivt kunne mat-che decentraliseringen af overens-komstsystemet. Da forslaget blevfremlagt i 1970’erne kunne detimidlertid kun opfattes som enundvigelsesmanøvre, da det ikkehavde nogen som helst udsigt til atsamle tilstrækkelig tilslutningblandt de øvrige forbund.

På LO’s kongres i 1979 forelå en nystrukturpjece, uden at der kunne

træffes nogle nye fremadrettedeb e s l u t n i n g e r. Og dermed var derstilstand på LO-siden ved udgang-en af 1970’erne, hvor de centralise-rede overenskomstforhandlingerefter tre politiske indgreb i trækhavde spillet fallit, og hvor arbejds-giverne begyndte at snakke om op-rettelse af sektordækkende organi-sationer på begge sider og til gen-gæld en øget direkte forhandlings-kompetence lagt ud på de enkeltev i r k s o m h e d e r, dvs. centraliseretdecentralisering (Due et al. 1993).

Inden LO kom videre med planer-ne havde arbejdsgiverne på deresgeneralforsamling i 1989 vedtageten ny sektoropdelt struktur. Dervar med Industriens Arbejdsgivereblevet etableret en stærk samletarbejdsgiverorganisation for heleindustrien, og den gik forrest i be-stræbelserne på at skabe en orga-nisations- og forhandlingsstruktur,der sikrede princippet én virksom-hed – én organisation – én over-enskomst. Ideen var at reducereantallet af medlemsorganisationerpå såvel lønmodtager- som ar-bejdsgiverside til ganske få sektor-dækkende organisationer, somkunne indgå samlede rammepræ-gede overenskomster, der gav stør-re fleksibilitet for den efterfølgen-de udfyldning af rammerne vedforhandlinger på de enkelte virk-s o m h e d e r. Det gav et markant


pres, som satte fart i LO’s struk-t u r d i s k u s s i o n e r, og presset blevstyrket i de efterfølgende år, hvorI A udviklede sig videre og ved enfusion med erhvervsorganisatio-nen Industrirådet blev omdannettil Dansk Industri. Ganske vist gikdet mindre stærkt i de øvrige sek-t o r e r, men der var sat en ny ten-dens for udviklingen, som LO ogforbundene måtte reagere på. Detvar igen udviklingen i det kollekti-ve aftalesystem initieret af ar-bejdsgiverne, der satte skub i orga-nisationsændringerne i LO.

Siden den fortsatte strukturdis-kussion på kongressen i 1983 for-søgte LO’s permanente organisa-tionskomite at skabe et effektivtbeslutningsgrundlag. Det stodefterhånden klart, at 9 forbunds-tanken ikke kunne realiseres. Der-for blev der på kongressen i 1987foretaget en opblødning. Nu skulleder arbejdes på at skabe 8 – 12karteller, heraf de to i den offentli-ge sektor. På kongressen i 1987blev fremlagt en betænkning om"Fagbevægelsens fremtidige struk-tur", men trods smukke formule-ringer kunne intet konkret skridtvedtages. For at undgå en åbenkonflikt mellem Metal og SiD blevbeslutningerne udskudt til en eks-

traordinær strukturkongres i no-vember 1989 (Due et al. 1993).

Det førte til et intensiveret arbejde iL O ’s organisationskomite, der i 1988fremlagde en ide om i alt kun 5 kar-teller (Nicolaisen og Andersen 1998,s. 232-36). Inden den kunne udviklesog realitetsbehandles på kongresseni efteråret 1989, havde arbejdsgiver-ne taget initiativet med deres be-slutninger i foråret 1989. Det virke-de formentlig fremmende på mulig-hederne for i LO at gennemføre dennye idé med i alt kun 5 karteller, 3 iden private sektor og 2 i den offent-lige sektor: Et kartel for industrien(CO-Industri), et for bygge- anlæg-og træområdet (BAT-kartellet), et forhandels-, transport og serviceområ-det (HTS-kartellet), et for den kom-munale sektor (Det KommunaleKartel, DKK), og et for den statsliges e k t o r, (StK)8. Det var lidt af et C o -l u m b u s - æ g, fordi man her fik en op-bygning, som overvandt modstan-den i de fleste forbund, herunderSiD. Med så få karteller ville deufaglærte blive en betydende gruppei alle kartellerne. Til gengæld vend-te Metal sig imod forslaget, og detsamme gjorde El-Forbundet, derfortsat ville blive splittet op, og degrafiske forbund, der ønskede etselvstændigt kartel for den grafiske

8 Navnene i parentes er navnene på de karteller, som blev oprettet efter kongresbeslut-ningen i 1989 - bortset fra StK, der allerede var blevet dannet i slutningen af 1986.


industri. 5-kartelforslaget var i hov-edlinierne i overensstemmelse medarbejdsgivernes langsigtede målsæt-ning, men mere vidtgående endderes første skridt vedtaget på DA’sgeneralforsamling i foråret 1989.

Det endte med, at LO’s ekstraordi-nære kongres vedtog den nyestrukturplan i november 1989 medde nævnte forbund imod. Efterføl-gende har det vist sig vanskeligt atrealiseres kartelstrukturen og spe-cielt at give kartellerne en afgøren-de placering både overenskomst-mæssigt og vedrørende en rækkeandre tværgående opgaver. Efteren del turbulens blev der dog enig-hed mellem Metal og SiD’s indu-strigruppe om at omdanne CO-Metal til CO-Industri. Det var nød-vendigt for at matche DI, den nyeorganisation på arbejdsgiversiden.CO-Industri blev en stærkerevidereudvikling af CO-Metal, menbortset fra den offentlige sektor,var det ikke muligt at udvikle entilsvarende styrke i de andre kar-teller. I første omgang gik det no-genlunde i BAT-kartellet, hvorman forhandlede overenskomstersammen over for byggeriets ar-bejdsgivere. Men det stod efter-hånden klart, at forestillingerneom, at der ud af de nye kartellerkunne vokse en struktur med kun5 medlemsforbund i LO ikkekunne realiseres. Ikke mindst SiD

lagde hindringer i vejen. De 5 kar-teller er siden blevet til 7, idetHTS-kartellet er splittet op i to, ogdertil kommer et grafisk kartel.

Det ser ud til, at strukturen i LOnu vil udvikle sig ad "den tredjevej", hvor man via optagelser i destørste af de nu eksisterende orga-nisationer efterhånden kan om-danne LO til en hovedorganisationmed mellem 5 og 10 medlemsfor-bund. Det må dog forventes at tageflere årtier endnu, før denne ud-vikling er tilendebragt.

Vi skal på baggrund af denne gen-nemgang af strukturdiskussioner-ne i LO i det følgende nærmerepræsentere de faktiske optagelserog fusioner, som er blevet realise-ret i LO i perioden fra 1950 til2000. Det sker med udgangspunkti en oversigt over forløbet i Skema3.1 (Se næste side).

Fusioner i LO gennem 50 år

Der er i alt i de 50 år foretaget 7 fu-sioner – alle sammen inden for deseneste tre årtier. De to fusioner i1970’erne var mellem nærmestfuldstændigt jævnbyrdige parterstørrelsesmæssigt set, henholdsvisBeklædningsarbejderforbundet ogTextilarbejderforbundet, der dan-nede DBTF, og Snedkerforbundetog Tømrerforbundet, der dannedeS T, Alle organisationer på lidt


under 20.000 medlemmer, hvoref-ter de to nye organisationer fikmellem 35.000 og 40.000 hver.

Fusionen i 80’erne mellem fire for-bund i nærings- og nydelsesmid-delindustrien (Bageri- Konditori-og Mølleriarbejderforbundet, Suk-kervare- og chokoladearbejderfor-bundet, To b a k s a r b e j d e r f o r b u n d e tog Dansk Slagteriarbejderforbundvar anderledes. Her var det enstørrelsesmæssigt dominerende or-ganisation (sidstnævnte med næs-ten 22.000 medlemmer), der slut-tede sig sammen med tre mindre(der havde mellem knapt 2.500 oggodt 7.500 medlemmer). Det nyeforbund, NNF, var storebroderenog de tre mindre brødre.

Fusionerne i 90’erne var som talle-ne antyder meget forskellige. Detene yderpunkt var dannelsen afF O A i den (amts)kommunale sek-tor som en fusion mellem DKA ogHAF med henholdsvis omk.120.000 og 75.000 medlemmer,dvs. den tredjestørste og sjettestør-ste LO-organisation. Det var enfremadrettet fusion af to storegrupper inden for bl.a. ældrepleje-området. Det andet yderpunkt varTelekommunikationsforbundet –en sammenslutning af LO organi-sationen Dansk Teleforbund og 5små FTF-organisationer underDansk Telesamvirke, der tilsam-

men ikke kom op over 15.000 med-l e m m e r, og som i forlængelse aftelesektorens privatisering næppehar en fremtid som selvstændig or-ganisation. Formentligt er en opta-gelse i Dansk Metal sandsynliginden for en kortere årrække. Her-imellem er tre andre fusioner, derformentlig alle har det til fællesmed Te l e k o m m u n i k a t i o n s f o r b u n-det, at der med de nye organisatio-ner ikke er fundet en form, der hol-der langt ud i fremtiden. Nyesammenslutninger venter. 2 ud afde 3 fusioner er faktisk alleredeopløst igen per 1.1. 2000.

Sammenslutningen i 1990 af 4mindre forbund (mellem 5.000 og9.000 medlemmer) til Restaura-tions- og Bryggeriarbejderforbun-det kan ses som et forsøg på atstyrke et organisationsmæssigt re-lativt svagt område. De traditions-bevidste bryggeriarbejdere var vedat blive for små til at overlevealene og kunne bibringe restaura-tionsfagene noget fagforenings-mæssig styrke. Eksperimentet ud-viklede sig ikke i heldig retning ogendte i forlængelse af en lang stridom indgåelse af en overenskomstmed restauratørerne i forlystelses-gaden Nyhavn.

RBF forsøgte at skabe et forbundfor fuldtidsansatte og tog derforikke hensyn til de mange deltid-


Skema 3.1 Organisationssammenlægninger i LO 1950 – 2000

1950-59: 6 organisationssammenlægninger – i altOptagelser: 6 org.; Antal mdl. i alt: 3.173; Gst.: 529; Variation: 113- 1.580

1960-69: 6 organisationssammenlægninger – i altOptagelser: 6 org.; Antal mdl. i alt: 951; Gst.: 159; Variation: 54-349

1970-79: 21 organisationssammenlægninger i alt.Optagelser: 19 org.; Antal mdl. i alt: 27.359; Gst.: 1.440; Variation: 16-9.975Fusioner: 2 (med 4 org.: 2 plus 2, dvs. -2 org.); Antal mdl. i alt.: 72.812; Gst. i de nye org.: 36.406; Variation i de nye org.: 33.545-35.321;Gst. i de gl. org.:18.203; Variation i de gl. org.: 16.057-20.596

1980-89: 16 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 13 org.; Antal mdl. i alt: 21.716; Gst.: 1.670; Variation: 162-3.380Fusioner: 1(med 4 org., dvs. -3 org.); Antal mdl. i alt: 35.123;Gst. i de gl. org: 8.781; Variation i de gl. org.: 2.455-21.902

1990-99: 12 (18)* organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 4 org. (5)*; Antal mdl. i alt: 38.201 (43.792): Gst.: 9.550 (8.758) Variation: 3.008-17.229Fusioner: 5(med 4,2,4 2 + 1(6)*, dvs. -8(-13)*); Antal mdl. i alt: 329.821; Gst. i de nye org.: 65.964; Variation i de nye org.: 13.607-197.131;Gst. i de gl. org.:18.323; Variation i de gl. org.: 220-119.408

1950-2000: 61 (67)* organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 48 org. (49); Antal mdl. i alt: 91.400 (96.991); Gst.: 1.904 (1.979);Variation: 16-17.229Fusioner: 8(med 21(26)* org., dvs. -13(-18)*); Antal mdl. i alt: 437.756;Gst. i de nye org.: 54.719; Variation i de nye org.: 13.607-197.131Gst. i de gl. org.:16.837; Variation i de gl. org.: 220-119.408

Kilder: LO’s beretninger og Statistisk Årbog.

Tallet i den første linie for hvert tiår (og for den samlede periode) angiver antallet af organisationer,der er forsvundet gennem organisationssammenlægninger. "Antal mdl. i alt" under fusioner angiver detsenest registrerede medlemstal i de gamle organisationer.

* I 1994 blev Dansk Teleforbund (9.359 medlemmer) omdannet til Telekommunikationsforbundet(14,487 medlemmer) som resultatet af en fusion med 5 organisationer (5,128 medlemmer) under FTF-gruppen, Dansk Telesamvirke. (Kun en organisation (for ledere) i denne gruppe forblev i FTF). Dennefusion, der således skabte et industriforbund, ændrede ikke ved antallet af forbund under LO og er der-for ikke inkluderet i opgørelsen over forbund, der forsvinder som et resultat af organisationssammen-lægninger. Men antallet af omfattede medlemmer er talt med. Per 1.1.1998 blev Dansk Post- og Giro-forening (DP&GF) – som stod uden for hovedorganisationerne, men var tilsluttet StK – gennem en op-tagelse en del af HK/STAT som en særlig brancheafdeling. Vi har i parenteser indikeret antallet af orga-nisationssammenlægninger, hvis disse FTF-foreninger samt DP&GF var inkluderet.


sansatte – i stor udstrækning stu-derende – der arbejder et sæson-præget sted som Nyhavn. De endtederfor med både at have arbejdsgi-verne og en del af de ansatte imodsig og måtte til slut gå med til atindgå en mere fleksibel overens-komst. Efter en dom i Arbejdsret-ten måtte den ophæves igen, fordiden var i modstrid med den aftale,forbundet havde indgået med DA-organisationen HORESTA.

Nyhavns-konflikten endte derefteri et rent nederlag, da den KristeligFagforening efterfølgende indgik enaftale med arbejdsgiveren medsamme indhold. Det er stort set deneneste overenskomst, det er lykke-des den kristeligt fagbevægelse atindgå – udover aftaler med arbejds-givere i den modsvarende kristeligea r b e j d s g i v e r s a m m e n s l u t n i n g .R B F ’s økonomiske problemer tiltog,og det endte med, at Bryggeriarbej-derforbundet forlod sammenslut-ningen, der skiftede navn til Re-staurationsbranchens Fagforbund.Bryggeriarbejderne er efterfølgendeblevet enige om en tilslutning tilSiD, hvor de efter et positivt uraf-stemningsresultat i november 2000indtræder 1.1. 2001.

Per 1.1. 1994 blev ved fusionmellem 4 mindre organisationer(mellem 1.804 og 8.473 medlem-mer) skabt et enhedsforbund på

det grafiske område, Grafisk For-bund. Trods det stærke pres fraindførelsen af ny teknologi varmange tidligere forsøg bristet, mennu lykkedes det endelig. Det varblot for sent til at sikre overlevelse.Efter få år løb forbundet ind i enfaglig strid med HK om betjeningaf den nye teknik, og det endtemed at GF tabte sagen. Dermedvar en væsentlig del af forbundetsoverenskomstområde faldet væk,og det var reelt et dødsstød. Per1.1. 2000 er forbundet holdt opmed at eksistere og medlemmerneer fordelt på en række andre for-bund, først og fremmest HK, menderudover også en større gruppeinden for kartonnageindustrien tilSiD. Her var det altså en kombina-tion af ny teknologi og en dermedhørende undergravning af over-enskomstområdet, der førte tilstrukturændringen.

Selv om man umiddelbart kunnese det som noget radikalt nyt, at1990’erne har set flere fusionerend optagelser, hvor årtierne forudhar været helt domineret af opta-gelser, så er der i fusionerne ikkenogen radikale løsninger af struk-turproblemerne. Det er sammen-lægninger ud fra en relativ svag-hed – bortset fra FOA og til delsTIB. Selv i FOA går ambitionernevidere med hensyn til fortsattes a m m e n l æ g n i n g e r, og heller ikke


TIB vil formentlig i længdenkunne fastholde selvstændighe-den. TIB er således en fusion, sombygger videre på en tidligere fu-sion – sammenlægningen af sned-kere og tømrere tilbage i 1970. Detnæste skridt vil efter al sandsyn-lighed være en samling i forhold tilde ufaglærte i SiD’s Anlægs- ogBygningsgruppe. (Her støder vi såind i det fundamentalt problemmed SiD, der ikke vil splittes op).

Den anden tidlige fusion, DBTFfra 1979, holdt ikke som selvstæn-digt forbund århundredet ud. Med-lemstallet i det sammensluttedeforbund blev næsten halveret, førDBTF per 1.1.98 gik ind i SiD’s in-dustrigruppe. Den tredje store fu-sion, NNF, fra 80’ernes begyndelsekan næppe heller holde mange årendnu. Nærings- og nydelsesmid-delindustrien er ikke tilstrække-ligt grundlag for et selvstændigtforbund. Også her vil fusionspart-neren efter al sandsynlighed væreSiD’s industrigruppe.

Samlet set har 26 organisationerværet involveret i fusioner i perio-den fra 1970 til 2000 – heraf langtden overvejende del i det senestet i å r. 13 LO-organisationer er for-svundet som følge af disse fusioner,og tallet når op på 18, hvis vi tagerde FTF-organisationer med, derblev fusioneret ind i Te l e k o m m u-

nikationsforbundet. Alt i alt har438.000 fagforeningsmedlemmerværet berørt af fusionerne, menheraf tilhører alene godt 193.000FOA, svarende til 44 pct. Denneene fusion giver et overdreventindtryk af fusionernes omfang.Som det er fremgået, er stort setalle andre fusioner at regne somforsvarshandlinger. Det er relativtsvage organisationer, der begynderat få problemer med effektivt atvaretage medlemmernes interes-ser, der slutter sig sammen. Og ty-pisk har det ikke været tilstrække-ligt radikale eller vidtrækken fu-sioner, der er kommet ud af det.

Optagelser i LO gennem 50 år

Hvis vi ser på optagelserne, så vardet samlet set 48 organisationer,der forsvandt gennem indlem-melse i større forbund på de 50 år.I alt omfatter disse optagelser91.400 medlemmer, dvs. 1.904 igennemsnit per organisation. Vari-ationen er til gengæld stor med etudsving fra 16 til 17.229 medlem-mer. Billedet for de første fire årti-er fra 1950 til 1990, at det var dehelt små organisationer, der for-svandt. I alt 44 organisationer blevnedlagt gennem optagelse i andreforbund i denne periode. Hoved-årsagen var ændringerne i ar-bejdsløshedslovgivningen, der harstor betydning på grund af dentætte tilknytning mellem fagfor-


bund og a-kasser, der har karakte-riseret reguleringen af arbejds-markedet i Danmark. Den førsteændring, der blev gennemført i1970 med en 3-årig overgangspe-riode, indførte et krav om mindst1.000 medlemmer som betingelsefor at opnå statsanerkendelse ogdermed økonomisk tilskud til en a-kasse. Den anden ændring, derblev vedtaget i 1979 med virkningfra 1985, indførte et krav ommindst 5.000 medlemmer. Dermedvar de mindste organisationersdage talte. Først forsvandt de heltsmå under 1.000 medlemmer oghurtigt efter fulgte den næstegruppe med under 5.000 medlem-mer. Den gennemsnitlige størrelsepå de organisationer, der er for-svundet ligger et godt stykkeunder 1.000 de første to årtier og etgodt stykke under 2.000 medlem-mer de næste to årtier.

Sammenhængen mellem de småorganisationers forsvinden ogændringerne i lov om arbejdsløs-hedsforsikring fremgår tydeligt,når man nærlæser tallene. Somdet fremgår af Skema 3.1 blev deri 1970’erne og 1980’erne gennem-ført de fleste optagelser – hen-holdsvis 19 og 13. I første halvdelaf 1970’erne trådte kravet ommindst 1.000 medlemmer for atopnå statsanerkendelse i kraft ogfra 1970 til 1975 forsvandt alene

13 af de 19 organisationer. I 1979blev den næste lov med en forhøj-else af kravet til 5.000 medlemmergennemført med ikrafttræden per1.1. 1985. Af de 13 optagelser, derfandt sted i 1980’erne, blev de 11 afdem gennemført i perioden frem til1.1.85 (LO’s beretninger 1970-89).

Der var utvivlsomt en udvikling,der blev fremmet af LO, hvor der –som det er fremgået ovenfor – varet ikke ubetydeligt ønske om struk-t u r r e f o r m e r, som blot ikke kunnegennemføres på grund af de mod-stridende interesser i de forskelligetoneangivende organisationer. Der-for er det næppe for meget sagt, atLO direkte benyttede lovgiv-ningsarbejdet omkring a-kassernetil at få ryddet op i underskoven afs m å o r g a n i s a t i o n e r. Som det er for-muleret i LO’s 100 års jubilæums-skrift: ”Indimellem er dette hjulpetpå vej gennem ændringer i lovgiv-ningens krav om a-kassernes mini-mumsstørrelse.” (Nicolaisen og A n-dersen 1998, s. 221).

Billedet af de mange små organi-sationer, der forsvandt blev ændreti 1990’erne. Her havde de til gen-gæld kun 4 organisationer, der lodsig optage i andre forbund, en gen-nemsnitlig størrelse på 9.500 med-l e m m e r. Og selv et forbund somBeklædnings- og Textilarbejderfor-bundet med over 17.000 medlem-


mer opgav selvstændigheden. Etandet forbund med godt 13.000,Murerforbundet, måtte også ophø-re som selvstændig organisation ogindrette sig som en del af SiD’s An-lægs- og Bygningsgruppe.

Der er formentlig to faktorer, derførst og fremmest har ført tildenne udvikling, hvor organisatio-n e r, der tidligere i dansk sammen-hæng blev regnet som relativtstore, har fået stadigt vanskelige-re ved at klare sig selv. Den enefaktor er hele den professionalise-ring, der er sket af organisationer-ne fra slutningen af 1970’erne ogfrem. Der er udviklet stadigt stør-re sekretariater, bl.a. med akade-misk uddannede konsulenter mv.Det synes at være forudsætningenfor at sikre en effektiv interesse-varetagelse i forhold til det politis-ke system og i forhold til overens-komstsystemet, der bliver stadigtmere omfattende og har fået bådestørre bredde og dybde. Ikkemindst i de sidste tendenser liggerden anden faktor: overenskomst-systemets decentralisering. Det erfx nu omkring 85 pct. af alle an-satte på DA/LO-området, som haroverenskomster med et bevægeligtlønsystem, hvor lønnen reelt fast-sættes ved forhandlinger i de en-kelte virksomheder. De centralesektoraftaler fungerer som ram-mer for lokale beslutninger ikke

alene om løn, men også om ar-bejdstid og andre spørgsmål ved-rørende arbejdsforholdene. A thåndtere et sådant mere decen-tralt aftalesystem stiller storekrav til organisationerne. Og deter krav, som mange af LO’s med-lemsorganisationer får mere ogmere vanskeligt ved at leve op til.

Murerforbundets optagelse i SiDsætter hele udviklingen i fagbevæ-gelsens struktur fra organisatio-nerne start i sidste tredjedel af1800-tallet og frem i relief. Den-gang var de stolte faglærte mureremed deres egen "craft union" højthævet over murerarbejdsmænde-ne, der fungerede som rene hånd-langere for murerne. 100 år eftermåtte de selvsamme murere af-finde sig med at blive en del af deufaglærtes sammenslutning. A tdet kunne lade sig gøre, handlerselvfølgelig om, at der er sket væ-sentlige forandringer på arbejds-markedet siden da. Forandringer,der har udvisket skellene mellemfaglærte og ufaglærte. Men dethandler også om, at en "generalunion" som SiD har udvist storevne til at give nye medlemsgrup-per råderum og plads. Det skyldesformentlig, at SiD i forvejen har ensektoropdeling med relativt selv-stændige sektorgrupper. Når detgælder overenskomster, er der der-med ikke tradition for topstyring.


De gamle forbund forsvinder der-med ikke helt i mængden, men fårsom regel en relativ selvstændigstatus som særlige afdelinger iSiD. SiD er ikke nogen "meltingpot", men har klare konføderativetræk og kan med en vis ret karak-teriseres som en slags mini-LO.

42 pct. af samtlige optagelser kanhenføres til to af de store LO-orga-nisationer. Den ene organisation erMetal, der har optaget 11 organi-sationer i perioden – alle forud for1990. Metal har som den store"craft union" inden for jern- og me-talindustrien optaget alle de småf a g o m r å d e r, som efterhånden erblevet teknologisk forældet, ellersom er blevet så små, at det er van-skeligt at opretholde selvstændigefaglige organisationer. Metal harsåledes bidraget til den proces, dersamlet set dominerer opta-gelserne: Elimineringen af de småorganisationer under 5.000 med-lemmer. De 11 organisationer hav-de således tilsammen kun 11 . 4 2 4medlemmer, dvs. en gennemsnitligstørrelse på 1.039 medlemmerspændende fra 200 medlemmer iden mindste til 1.812 medlemmer iden største organisation.

Den anden af de store LO-organi-sationer, der har spillet en hoved-rolle i optagelsesprocessen, er SiD.Denne "general union" har optaget

9 organisationer fordelt på perio-den fra 1970 og frem til og med1999. Tager vi 2000 og 2001 med,kommer tallet op på 12 organisa-tioner – med optagelsen af en delaf Grafisk Forbunds medlemmer(ca. 7.500) per 1.1.00 samt DanskPostforbund (11.281 medlemmer)og Bryggeriarbejderforbundet(4.608 medlemmer) per 1.1.01.Som "general union" er det et kon-glomerat af organisationer fra vidtforskellige brancher, som er blevetoptaget i SiD. Det er samtidiglangt større organisationer, der erblevet optaget i SiD. Der er noglehelt små – derfor er udsvinget fra265 i den mindste til 17.224 i denstørste – men flere må betegnessom mellemstore forbund. Dengennemsnitlige størrelse på de 12organisationer er da også på 6.472medlemmer. Alt i alt har SiD gen-nem de 12 optagelser fået 77.669nye medlemmer.

I anden halvdel af 1990’erne be-gyndte også LO’s største medlems-forbund, HK, at vinde medlemmergennem optagelser. Fra 1. januar1998 blev således Dansk Post- ogGiroforening med mere end 5.000medlemmer en del af HK’s stats-sektor som en særlig brancheafde-ling, der kom til at omfatte tjene-stemændene i den hidtidigeDP&GF og de overenskomstansat-te kontorfunktionærer, som allere-


de var medlemmer af HK. Opta-gelsen var det første væsentligeskridt i HK/Stats planer om atskabe et egentligt forbund forstatsansatte. Det næste skridt blevtaget med optagelsen af Jernbane-foreningens ca. 3.500 medlemmersom en tilsvarende branchefor-ening per 1.6.2000. Men på dettidspunkt var planerne om etstatsforbund – som vi skal vendetilbage til om lidt – allerede blevetoverhalet af virkeligheden.

Fremtidens strukturudvikling i LO

SiD’s optagelser – specielt i løbet af1990’erne og frem i starten af detnye århundrede – fortæller for-mentlig historien om fremtidensorganisationsforandringer i LO.En proces, der vil følge den tidlige-re nævnte "tredje vej", hvor destørste medlemsorganisationerefterhånden vil opsluge mange afde mellemstore organisationer, sådet samlede antal medlemsorgani-sationer i LO bliver reduceret frade nuværende 22 til et sted mellem5 og 10 fagforbund. (Se Bilag 4med tallene for optagelserne iMetal, SiD og HK).

Denne udlægning styrkes ved, atdet største medlemsforbund, HK,som nævnt, nu også er begyndt atfå nye medlemmer gennem opta-g e l s e r. Som omtalt ovenfor underfusionerne, så delte HK’s og SiD’s

industrisektorer således GrafiskForbunds medlemmer, da dennerelativt nye fusion blev opløst per1.1.2000. Det gav HK ca. 12.000nye medlemmer. Dertil kommer såHK/Stats nævnte optagelser afhenholdsvis Dansk Post- og Giro-forening og Jernbaneforeningen i1998 og 2000.

Der er allerede seriøse drøftelserom El-Forbundets optagelse iMetal. Herudover er der sat enproces i gang, der inden for dagin-stitutionsområdet skal føre til ensammenlægning af LO-organisa-tionen PMF med FTF-organisatio-nen BUPL. Spørgsmålet er, omB U P L’s professionsbevidste med-lemmer vil acceptere sammenslut-ningen, og hvis det lykkes, er detendvidere et åbent spørgsmål, omden nye fusion skal være medlemaf FTF eller af LO. Hvis det bliverdet sidste, kan en fusion med detandet store forbund for pædagoger,nærmere bestemt døgninstitu-tionspædagogerne i LO-forbundetSL, formentlig hurtigt komme pådagsordenen.

Af mere oplagte muligheder, somendnu ikke er under direkte for-handling, kan nævnes, at NNF ogKAD kan blive tilsluttet SiD – forK A D ’s vedkommende måske op-delt på SiD og FOA. HK kanmåske på sigt optage på den ene


side det lille frisørforbund ogFunktionærforbundet og på denanden side den lidt større organi-sation for mellemuddannedeteknikere, Teknisk Landsforbund.HK/Kommunal arbejder desudenseriøst for at få gennemført ensammenslutning med Dansk Soci-alrådgiverforening, hvor den stør-ste medlemsgruppe i de kommu-nale socialforvaltninger har et di-rekte arbejdsmæssigt fællesskabmed de HK-organiserede social-formidlere.

Et åbent spørgsmål i strukturud-viklingen er, hvad der skal ske påbygge- og anlægsområdet. Hvis fxMalerforbundet og Blik- og Rørar-bejderforbundet går ind i TIB vok-ser denne fusion til næsten100.000 medlemmer. Det er måsketilstrækkeligt til at danne basis foret levedygtigt bygningsarbejder-forbund. Men "Blik og Rør" harogså Metal som en alternativ – ogformentlig mere sandsynlig – mu-lighed. Og hvis både blikkenslage-re og elektrikere kom med i Metal,så var der samlet en væsentliggruppe af bygningsarbejdere her.Man kunne også forestille sig ensammenslutning af TIB og SiD’sanlægs- og bygningsgruppe til etsamlet industriforbund for næstenhele bygge- og anlægssektoren.Spørgsmålet er, om det skal væreet selvstændigt forbund uden for

SiD – den form for opsplitning harSiD som helhed hidtil bremset for– eller om TIB skal indgå i SiD’sgruppe på området. Det har TIBhidtil været imod – på sammemåde som det vil være utænkeligt,at Dansk Metal via industrikartel-let, CO-Industri, bliver en del afSiD. Her synes det at være den lo-giske videreudvikling at gøre deteneste effektivt fungerende LO-kartel i den private sektor, CO-In-dustri, der har aftaleretten på om-rådet, til et selvstændigt sektor-dækkende forbund.

Et afgørende spørgsmål i struktur-debatten forbliver dermed, omnogle vil være parate til at splittesig selv for at bidrage til at skabeen bæredygtig løsning med nogleganske få og fortrinsvis sektor-dækkende medlemsorganisationer– jf. omtalen af LO’s strukturdis-kussioner ovenfor. SiD har plæde-ret for "den tredje vej", dvs. en fort-sat strukturudvikling gennem op-t a g e l s e r, der reducerer antallet afmedlemsorganisationer i LO fra 22til mellem 5 og 10 – og formentlignærmere de 5. Men spørgsmåleter, om denne tredje vej er realistiskmulig, hvis SiD overhovedet ikkevil afgive medlemsgrupper. Måskekunne brikkerne falde på plads,hvis SiD ville acceptere, at CO-In-dustri blev omdannet til et selv-stændigt industriarbejderforbund.


HK har med sin opdeling i hen-holdsvis en statslig, en kommunal,en industri, en handels- og en ser-vicesektor for længst gjort sig klartil realiseringen. Fra starten varHK på det nærmeste det eneste afde helt store forbund, der reeltville gå linen ud og udvikle LO’splan om 5 karteller i retning af 5egentlige sektorforbund. Men deter som om, at udviklingen sidenslutningen af 1980’erne, hvor disseplaner blev fremlagt, til dels haroverhalet den stramme sektorop-deling. Med udlicitering og privati-sering, herunder dannelsen afstatslige aktieselskaber, der efter-følgende gøres private ved salg afstatens aktier, er grænsernemellem den private og den offentli-ge sektor blevet flydende. Det be-t y d e r, at HK/Stat i realiteten haropgivet planerne om et statsfor-bund, fordi det under de nye om-stændigheder anses for at være enfor snæver løsning. Derfor talesder nu internt i HK om at slå nogleaf sektorerne sammen. En væsent-lig rationalisering, der kunne for-bedre sektorernes interessevareta-gelse ville være at sammenslutteHK/Stat og HK/Kommunal, mendet er ikke – set i forhold til gråzo-nen mellem det offentlige og detprivate serviceområde – længeretilstrækkeligt. Dermed bliver detmere logisk, at en sådan sammen-lægning også kommer til at omfat-

te HK/Service. Samtidig er der fraHK/Industris side også blevetfremsat en invitation til ensammenlægning med HK/Service.Hvad enten man vælger den eneeller den anden løsning eller enkombination, så vil det betyde, atHK dermed på samme måde somSiD får en struktur, der gør detvanskeligt at opsplitte medlemmerpå nye, større sammenslutninger.

Gråzonen mellem den offentlige ogden private sektor har ført til vold-somme interne grænsestridighedermellem LO-forbund. Det gælder fxpå transportområdet i forbindelsemed udliciteringer mellem SiD’stransportgruppe, der organisererbudchauffører i private selskaber,og FOA’s medlemsorganisation,Trafikfunktionærernes Fagfore-ning, der organiserer offentlige an-satte chauffører inden for HT. Deter et slagsmål om aftaleretten, somer selve grundspørgsmålet for en-hver faglig organisation. En tilsva-rende konflikt foregik i lang tidinden for postområdet mellem SiDog Dansk Postforbund. Årsagen varomdannelsen af postvæsenet til etstatsligt aktieselskab, Post Dan-mark, og Finansministeriets be-slutning i den forbindelse om ikkelængere at ansætte tjenestemænd.Det betød, at SiD, der har haft af-taleretten for de overenskomstan-satte postarbejdere, fik fat i den


lange ende i forhold til Dansk Post-forbund, der har haft aftalerettenfor tjenestemændene. Postforbun-det forsøgte forgæves at opnå en rettil at indgå aftaler for overenskom-stansatte – evt. i form af en paral-lel overenskomst – på området. Dadet ikke lykkedes, var Postforbun-dets skæbne i realiteten beseglet,og det endte med, at parterne fiklagt de opslidende stridigheder tilside. Slutningen blev den nævnteoptagelse af Dansk Postforbundsmedlemmer i SiD per 1.1. 2001.

Udover gråzonen mellem offentligog private service, er der også ty-delige tegn på en øget udviskningaf grænserne mellem sektorernepå det private arbejdsmarked – detgælder ikke mindst, som en følgeaf den nye IT-teknologi, mellem in-dustri- og serviceområdet. Det erogså tydeligt, at de to store ar-bejdsgiversammenslutninger idisse sektorer, Dansk Industri ogDansk Handel & Service, er ude ien væsentlig konkurrence.

Disse tendenser antyder, at SiDsom "general union" måske er vedat have fat i den lange ende efter iflere årtier at være dømt til opsplit-ning. En opdeling af de faglige or-ganisationer med skarpe grænsermellem sektorerne vil tilbageven-dende føre til grænsestridigheder,fordi en betydelig medlemsgruppe

vil blive placeret i gråzonernemellem sektorerne. Udviklingen påarbejdsgiversiden antyder dog ikke,at man er på vej tilbage til en situ-ation, hvor konføderationen DA f å rden absolutte magt og dermed kansikre en løsning af stridighedernemellem sektororganisationerne.Selv om disse nye store sammen-slutninger strides indbyrdes, er deri hvert fald en ting, de er enige om,og det er, at det er sektororganisa-tionerne og ikke DA, der skal væreomdrejningspunktet i arbejdsgiver-nes organisering og den dertil knyt-tede overenskomstindgåelse. Hvisvi fortsat holder os til Cleggs teoriom sammenhængen mellem for-handlingssystemet og fagforening-ernes interne og eksterne struktur(Clegg 1976), så er der noget, dertyder på, at der vil blive lagt et prespå LO’s strukturudvikling, så denkommer til at følge de samme liniersom arbejdsgiverne. Det vil for-mentlig være en forudsætning forat håndtere et sektorbaseret kollek-tivt forhandlingssystem med over-ordnede fleksible rammeaftaler, derskal udfyldes gennem lokale for-handlinger på virksomhedsniveau.

I den fortsatte håndtering af "dentredje vej" i retning af en reduktionaf LO’s medlemsorganisationer tilmellem 5 og 10 er der derfor fortsatbrug for en vilje til ikke alene atoptage, men også at afgive med-


lemmer, hvis brikkerne i struktur-puslespillet skal falde på plads.Uden en sådan vilje kan forudsesnye opslidende interne konfliktersom slagsmålene på busområdetog på postområdet. Det er konflik-ter, der næppe kan undgå at skadefagbevægelsens almindelige anse-else og de politiske magthaverestro på, at man i fremtiden kanbruge fagbevægelsen som en seriøssamarbejdspart.

3.2 Organisationssammenlæg-ninger i FTFEn samling af funktionærorganisa-tioner i en konføderation uden forLO blev først en realitet i 1952. Påden ene side bestod den nyesammenslutning af en gruppe aforganisationer i den private sektor,med finanssektoren som det størsteområde. Her var der ikke nogen di-rekte konkurrence med LO-organi-s a t i o n e r, fordi det var FTF-organi-sationerne, der suverænt organise-rede området og havde sikret sigoverenskomstretten. Organisatio-nerne på bank- og sparekasseområ-det var en form for industrifor-bund, der dækkede alle fra top tilbund. En del af de øvrige funktio-n æ r o r g a n i s a t i o n e r, som organise-rede kontoransatte i private virk-

s o m h e d e r, fx Sammenslutningen afF i r m a f u n k t i o n æ r e r, var i åben krigmed LO-organisationen HK i kam-pen om organiseringen af de kon-toransatte. Set fra HK’s synsvinkelvar det mest en form for personale-f o r e n i n g e r, der ikke udøvede reelfagforeningsvirksomhed. Derforblev de betragtet som såkaldt"gule" fagforeninger, der skulle be-kæmpes. Det var dette skismamellem HK og SFF, der var bag-grunden for, at FTF blev opfattetsom en sammenslutning af ”gule”f a g f o r e n i n g e r. Krigen var allerede i1940’erne blevet skærpet af, at desmå funktionærgrupper blev sam-let i en fælles sammenslutning medfinanssektorens organisationer,Centralforeningen af DanskeF u n k t i o n æ r f o r e n i n g e r, CDF. Der-ved følte HK og LO sig i et åbentslagsmål med hele den private delaf den nye hovedorganisation FTF(Pedersen 1980, s. 137-38).9

På den anden side bestod FTF frastarten af en stor gruppe af organi-sationer for ansatte i den offentligesektor. Det var bl.a. to af centralor-ganisationerne på det statslige tje-nestemandsområde, CO II, de så-kaldte "guldsnore", og DanskeStatsembedsmænds Samråd, der

9 CDF var den svage part i forhold til HK uden for finanssektoren, og allerede i 1958 blevCDF ophævet. Det tog den værste brod ud af slagsmålet mellem LO og FTF, fordi det nu irealiteten kun var en konkurrence om medlemmer mellem HK og nogle relativt få små ogsvage personaleorganisationer (Pedersen 1980, p. 144-45).


dækkede de akademisk uddannedeembedsmænd. Den tredje "central-organisation", Danmarks Lærer-forening, var også med i FTF påsamme måde som det var tilfældetmed en anden af de store organisa-tioner for mellemuddannede pro-fessioner (eller semi-professioner)Dansk Sygeplejeråd. Dengang somnu var det de mange offentligt an-satte, der dominerede FTF. LOhavde nær forbindelse med denfjerde af centralorganisationerne,CO I, de såkaldte "sølvsnore", hvisstørste medlemsorganisationerinden for postvæsenet og statsba-nerne var medlemmer af LO. Dervar således reelt set en deling afdet offentlige arbejdsmarkedmellem de LO-beslægtede organi-sationer for "blue-collar" ansattepå den ene side og FTF-organisa-tioner for "white-collar" ansatte –herunder akademikerne – på denanden side. Der var altså fra star-ten ikke noget skel mellemmellemuddannede og højtuddan-nede. Først i 1972 blev der meddannelsen af AC en opsplitning,således at de højtuddannede blevsamlet i AC, dvs. i deres egenhovedorganisation uden for FTF.

Nu var perioden, hvor FTF blevdannet, præget af et relativt dår-ligt forhold mellem centralorgani-sationerne, hvor CO I havde brudtsamarbejdet med de øvrige for at

fastholde den solidariske lønpoli-tik, som de øvrige centralorganisa-tioner ønskede at få afskaffet. Detvar nok med til at øge spændinger-ne i forhold til LO, at CO II ogSamrådet aktivt deltog i dan-nelsen af en ny hovedorganisation,der kunne betragtes som en i detmindste potentiel konkurrent tilLO (Pedersen 1980, s. 144). Hoved-skellet var dengang – bortset frakonflikten mellem HK og de oven-nævnte mindre organisationer iden private sektor – forholdet tildet politiske system. LO havde for-melle bånd til Socialdemokratiet.Det var derfor FTF’s raison d’être,at sammenslutningen skulle værepartipolitisk neutral. LO’s væsent-ligste organiseringsprincip var frastarten ganske vist også, at de fag-lige organisationer skulle væreuafhængige i forhold til de politi-ske partier – netop ud fra erken-delsen af, at alle skulle være med ien fagforening. Alligevel voksedefagforeningerne op som en del afen samlet arbejderbevægelse, hvorSocialdemokratiet var den andenhovedgren. Og det samarbejde varinstitutionaliseret gennem gensi-dig repræsentation i de kompeten-te organer. Mange embedsmændog private funktionærer var poli-tisk set ikke socialdemokrater også det derfor som et problem, hvisde direkte eller indirekte skulle til-slutte sig en hovedorganisation


Tabel 3.6 Udviklingen i FTF’s struktur 1950 – 2000

Forbund Medlemstal Forbundenes Sammenlignetgst. størrelse m/LO fb.s gst.str.

1950 (101) (80.000) (792) 9.3771960 125 112.221 898 11.4181970 167 156.101 935 16.0001980 133 277.374 2.086 31.2391990 100 324.609 3.246 47.4322000 104 350.255 3.371 66.306

Kilder: FTF’s beretninger, Statistisk Årbog. FTF blev først officielt stiftet i 1952. Tallene fra 1950 er der-for et skøn, der angiver de medlemsorganisationer, der eksisterede forud for starten på FTF.

med en tæt forbindelse til detteparti. Her tilbød FTF sig som et al-ternativ, som LO meget gerne villehave været foruden.

Det fremgår af tabel 3.6, at FTF –specielt sammenlignet med LO –fra starten har været præget af enspredning af de organiserede løn-modtagere på et meget stort antal,ofte meget små faglige organisatio-n e r. I perioden fra FTF’s start ogfrem til slutningen af 1960’ernevar der fortsat en omfattende orga-nisationsudbygning. Der kommange nye medlemsorganisationerind. Dels en del små organisatio-n e r, der hidtil ikke havde væretmedlem af nogen konføderativsammenslutning, dels mange nyeorganisationer, der opstod eller ud-viklede sig ud fra eksisterende for-eninger som en følge af udbygning-en af velfærdssystemet i den of-fentlige sektor og nye former forservice og produktion i den privates e k t o r. Men hovedvægten var på

det offentlige område, hvorfra om-kring trefjerdedele af FTF’s med-lemmer kommer.

Det er karakteristisk, at FTF’smedlemsorganisationer har engennemsnitlig størrelse, der ermarkant lavere end på LO-områ-det. Selv om FTF’s organisationerer blevet mere end fire gange stør-re fra 1960 til 2000, så er derendda tale om, at forskellen er ble-vet udvidet. LO’s medlemsorgani-sationer er i samme periode voksetnæsten seks gange. Hvor FTF-or-ganisationerne er steget fra knapt800 til knapt 3.500, er LO-organi-sationerne vokset fra 11.500 tilknapt 66.500 i gennemsnit.

Forskellen på de to hovedorganisa-tioner kan for det første findes i, atde største organisationer i LO haret markant højere medlemstal endde største organisationer i FTF. I1960 var fx de to største organisa-tioner i FTF, Dansk Sygeplejeråd


og Danmarks Lærerforening, medhenholdsvis 30.000 og 19.000 med-lemmer. I LO var SiD og Metal destørste med 240.000 og 88.000m e d l e m m e r. I 2000 har DSR ogDLF byttet plads og har henholds-vis 60.000 og 52.000 medlemmer,mens HK i LO er blevet største for-bund med 374.000 medlemmerfulgt af SiD med 315.000. De 5største organisationer i FTF ud-gjorde i 1960 55 pct. af medlem-merne. Det steg til 61 pct. i 2000. ILO udgjorde de 5 største organisa-tioner i 1960 allerede 64 pct., ogdet voksede til 76 pct. i 2000.

Men det er nok endnu mere karak-teristisk for FTF, at forskellen i for-hold til LO for det andet ligger i detstore antal små medlemsorganisa-t i o n e r. Som det fremgår af tabel 3.7havde mere end en tredjedel afmedlemsorganisationerne i 1960

under 100 medlemmer, og det varkun reduceret til godt en femtedel i2000. Langt den overvejende del afFTF-organisationerne havde mind-re end 1.000 medlemmer i 1960, ogselv om også deres andel er faldetlidt, så udgør de fortsat næsten totredjedele i 2000. Det er ikkemindst centralorganisationsstruk-turen i den offentlige sektor, derhar sat sit præg på FTF (jf. det ind-ledende afsnit om forhandlings-strukturen og organisationsstruk-turen i den offentlige sektor).

I 1960 var stadigvæk både Samrådet(med 50 fortrinsvis små organisatio-ner) og CO II (med, tilsvarende små,32 organisationer) med som en del afF T F. Efter 1970 var kun CO II tilba-ge, men til gengæld kom i en periodemange af de små organisationer i COI ind i FTF. De har siden igen – somvi skal se – forladt FTF. Men tilbage

Tabel 3.7 FTF medlemsorganisationernes størrelse 1960 – 2000 (antalsamt pct.)

1960 2000

Under 1.00 45 – 36% 23 – 22%

Under 1.000 102 – 81% 65 – 63%1.000-5.000 21 – 17% 27 – 26%5.00-10.000 1 – 1% 7 – 7%Over 10.000 2 – 2% 5 – 5%Total 126 – 100% 104 – 101%De 5 størstes 55% 61%andel i mdl.tal

Kilder: FTF’s årsberetninger, Statistisk Årbog


er endnu mange små CO II-organi-s a t i o n e r, ligesom der er en del orga-nisationer i samme størrelse i den øv-rige del af den offentlige sektor. (Sebilag 5 for en nærmere oversigt overudviklingen i FTF-organisationernesstørrelse fra 1960 til 2000).

Til sammenligning var der i LOendnu i 1960 omkring en tredjedelaf organisationerne, der havdeunder 1.000 medlemmer og herafnogle stykker under 100. Men i2000 var de fuldstændig væk. Dervar faktisk kun 2 ud af 22 LO orga-nisationer tilbage, som havde min-dre end 5.000 medlemmer. Somnævnt under analysen af LO’ss t r u k t u r, var årsagen til de små or-ganisationers forsvinden i LO ænd-ringen i arbejdsløshedslovgivning-en, der strammede betingelsernefor statstilskud til a-kasserne tilførst 1.000 og siden 5.000 medlem-m e r. Disse ændringer havde ikkeden samme effekt på FTF’s område(og A C ’s område). Det var for detførste, fordi de mange statstjeneste-mænd som udgangspunkt ikkehavde den store tradition for at for-sikre sig mod arbejdsløshed. Da detblev mere almindeligt at forsikresig – bl.a. fordi opnåelse af efterløn-nen, der blev indført i 1979, kræve-de forudgående medlemskab i en a-

kasse i en længere periode – sketeforsikringen gennem tværgående a-k a s s e r. De var blevet oprettet somen undtagelse for lovens generellebestemmelse om, at a-kasser skalopbygges efter faglige linier. Det vilsige, at medlemmerne af de småforeninger også kunne sikre sig fxgennem FTF’s tværgående a-kasseFTF-A. Der var derfor ikke i FTFnoget incitament for sammenlæg-ning. De små kunne fortsætte rela-tivt uanfægtet.

FTF’s tværgående a-kasse, FTF-A,opnåede allerede anerkendelse i1963 til stor misfornøjelse i LO og iL O ’s medlemsorganisationer. Pa-radoksalt nok var den socialdemo-kratiske arbejdsminister, der gen-nemførte anerkendelsen, ErlingDinesen, tidligere formand for HK.Nu fejede han LO-modstanden tilside, fordi de politiske partier pådette tidspunkt konkurreredevoldsomt om tilslutning fra denstærkt stigende gruppe af funktio-nærer – ikke mindst i den offentli-ge sektor. Der opstod derfor en for-skel på den socialdemokratiskepartiinteresse og LO’s interesser iat fastholde den dominerende posi-tion, og det var partiinteressen,der fik forrang (Nørgaard 1997, s.310-12).10 Resultatet blev, at FTF-

1 0 Siden fik også AC mulighed for at oprette den tværgående a-kasse, AAK. Før FTF-A e k-sisterende kun en enkelt tværgående A-kasse oprettet af den konkurrerende kristelige fagbe-»


organisationerne på dette områdealdrig blev underlagt det sammepres som LO-organisationerne.

Størrelsesmæssigt er der derforforblevet en verden til forskelmellem FTF og LO. Men det ænd-rer ikke ved, at det i FTF – som iLO – set i et magtperspektiv er destore organisationer, der besætterde afgørende poster og bestemmerde lange linier i politikken. Detgælder bl.a. i høj grad de to storeorganisationer DLF og DSR, som idet meste af perioden har indtagetformandsposten i FTF.

I denne sammenhæng skal ogsåinddrages et andet karakteristisktræk ved FTF. Det er, at sammen-slutningen fra starten har haftmulighed for både indirekte og di-rekte tilslutning. Samrådet og COII udgjorde således kollektivt til-sluttede grupper i FTF, og deresmedlemsorganisationer var kunindirekte med. Da disse centralor-ganisationer også fungerede somudøvere af forhandlingsretten i dekollektive overenskomstforhand-

l i n g e r, kan man diskutere, om demange små organisationer reeltset kan karakteriseres som fagfor-bund. Man kan således opgøreFTF’s medlemsorganisationer somantallet af grupper (med indirektetilsluttede organisationer) og dedirekte medlemmer, og derved re-duceres medlemstallet målt somorganisationer/grupper til omkringdet halve. Problemet med denneopdeling er, at nogle af de få rela-tivt store organisationer, fx i CO II,vil blive fjernet som selvstændigeforbund. Det gælder i dele af perio-den Dansk Post- og Te l e g r a f f o r-ening og Jernbaneforeningen (medmellem 5.000 og 10.000 medlem-mer) og senere også Dansk Politi-forbund med omkring 10.000 med-l e m m e r. Der er ikke nogen tvivlom, at disse organisationer i enhver forstand må betragtes somselvstændige forbund. CO II funge-rer eksempelvis netop som et for-handlingskartel og ikke som enselvstændig organisation. Det harsåledes været karakteristisk, atformanden for CO II samtidig harværet formand for en af de store

vægelse. Den blev anerkendt i 1927 under en Venstre-regering, men anerkendelsen blev op-hævet igen i 1937, da det parlamentarisk blev muligt for den socialdemokratisk-radikale re-gering. I 1950 skete der igen en anerkendelse af Kristeligt dansk Fællesforbunds a-kasse. Hersom et kompromis mellem de fire "gamle" partier, Socialdemokratiet, De radikale, De konser-vative og Venstre. Socialdemokratiet accepterede det , ikke fordi den principielle modstandmod denne a-kasse var blevet forladt, men fordi det var forudsætningen for at opnå et kom-promis, der også indeholdt en betydelig økonomisk hjælp til de vanskeligst stillede a-kasser,herunder specielt arbejdsmændenes kasse (Nørgaard 1997, s. 310, LO Beretning 1950, s. 26).

»


m e d l e m s o r g a n i s a t i o n e r. CO II ersåledes en sammenslutning afselvstændige organisationer, og desmå organisationer er formelt setikke mindre selvstændige end destore. Dertil kommer yderligere etproblem ved at beregne FTF’s med-lemstal ud fra grupperne. Det er,at nogle af de direkte tilsluttedeorganisationer også tilhører kate-gorien af helt små foreninger, og devil altså i givet fald tælle med,mens de indirekte tilsluttede isamme størrelse ikke gør det.

Når det gælder en beskrivelse affagbevægelsens organisations-s t r u k t u r, er det derfor vores kon-klusion, at man får det korrektebillede ved at tælle både indirekteog direkte tilsluttede organisatio-ner med. Det viser den fragmente-rede struktur, der har kunnet over-leve netop fordi, de mange små or-ganisationer fik løst deres primæreopgave vedr. interessevaretagelsengennem kartellerne.11 Men når detgælder spørgsmålet om magten iF T F, skal grupperne med i billedet.Her er det klart, at CO II, der somsamlet gruppe fx ville være den 3.største organisation i 1960, dermedogså har haft en vis indflydelse.Med det statslige tjeneste-mandsområdes vigende størrelse erCO II dog også blevet mindre og

ville i 2000 samlet set kun være nr.5 med ca. 30.000 medlemmer, hvorde fire første ligger mellem 40.000og 60.000. Det er i øvrigt den stør-ste medlemsorganisation i CO II,Politiforbundet i Danmark, dermed sine godt 10.000 medlemmerer placeret som nr. 5 i FTF.

Endnu et karakteristisk træk vedF T F ’s opbygning skal nævnes. Deter opdelingen i sektioner. I startenvar der op til 6 sektioner, der dæk-kede hvert sit område inden for detoffentlige og det private arbejdsmar-ked. Men opdelingen er siden blevetforenklet, så der i dag kun er tre sek-tioner: en for statsansatte, en for an-satte i amter og kommuner samt enfor privat ansatte. Denne tredelingblev vedtaget på FTF’s kongres i1978 (Pedersen 1980, s. 164).

FTF har ikke som hovedorganisa-tion nogen beføjelser i forbindelsemed medlemmernes overens-komstforhandlinger, men der skervia sektionsopdelingen en vis koor-dinering. Men det er i høj gradmedlemsorganisationerne (og her-under centralorganisationerne),der selv står for denne koordine-ring i forhold til deres respektiveo v e r e n s k o m s t o m r å d e r. I 2000 varder 214.000 medlemmer i SektionK, den kommunale sektor (61%),

11 Se bilag 7, hvor der redegøres for problemer med optællingen.


48.000 i Sektion S, den statsligesektor (14%), og endelig 88.000medlemmer i Sektion P, den priva-te sektor (25%). Sektion K domine-res af FTF’s tre største organisa-tioner, DLF, DSR og BUPL, der viaden fælles forhandlingsgruppe,FTF-K, er centralt placerede i desamlede kommunale forhandlingermellem KTO og de (amts)kommu-nale arbejdsgivere. I Sektion S ind-tager CO II en væsentlig positionsammen med organisationer forprofessionelle soldater, der viaTOK, sammen med CO II er en delaf de centrale statslige forhand-linger mellem CFU og finansmi-nisteren. I Sektion P er der ingenfælles, samlede forhandlinger.Men her indtager det fjerdestørsteforbund, Finansforbundet, en do-minerende position på et væsent-ligt forhandlingsområde i den pri-vate sektor.

Optagelser og fusioner i FTF

Selv om antallet af organisations-sammenlægninger sammenlagtkan forekomme relativt stort, så erdet tydeligt – specielt når man serpå optagelserne, at det reelt ikkedrejer sig om mange medlemmer.Der har mest af alt været tale omen proces, hvor en del af de heltsmå medlemsorganisationer er for-svundet. Men den har – som detfremgår ovenfor – ikke været mereomfattende, end at det stadig i

2000 er en femtedel af organisatio-nerne, der har under 100 medlem-mer. Som det fremgår af skema 3.2havde flere af de små foreninger,der er forsvundet ved optagelser, etmedlemstal, der ikke en gangnåede op på 10.

Når man ser på fusionerne, er detsamlede omfang noget større. Mender er i den sammenhæng specielten fusion, der vejer til. Det ersammenslutningen af tre organi-sationer inden for finanssektorentil Finansforbundet per 1.1.1992.Finansforbundet fik i alt mere end50.000 medlemmer og dækker så-ledes halvdelen af de medlemmer,der samlet set i de 50 år har væretomfattet af fusioner. De resterende17 fusioner har i gennemsnit eftersammenlægningen hver 3.607medlemmer. Den mindste ligger på358 medlemmer i den nye organi-sation. Den største nåede 11 . 5 5 8medlemmer, og denne fusion fandtogså sted i 1990’erne, hvor Politi-forbundet i Danmark per. 1.1.1999blev dannet af de tre hidtidige for-eninger på området.

Hvis vi ser på, hvordan sammen-lægningsprocessen er forløbet (jf.skema 3.2), er det tydeligt, at derhelt frem til 1970 næsten ikkeskete noget. Det var kun småjuste-ringer, og som det fremgår af tabel3.6 steg antallet af medlemsfor-


bund op til slutningen af1960’erne. 1970’erne er derimodpræget af en større bølge afsammenlægninger – om end det errelativt små organisationer, detdrejer sig om. Af i alt 43 sammen-lægninger i perioden fandt alenede 24 sted i 1970, dvs. mere endhalvdelen på et enkelt år. Det varåret efter gennemførelsen af tje-nestemandsloven af 1969, der varet forsøg på at tilpasse det statsli-ge forhandlingssystem for tjene-stemændene til en ny tid, hvoroverenskomstansættelse op gen-nem 1960’erne var blevet stadigmere almindeligt – ikke mindst forakademisk uddannede. Det var deprofessionsbaserede organisatio-ner for akademikere, som fx for-bund for læger, jurister, ingeniørerog økonomer, der påtog sig op-gaven med at overenskomstdækkeakademikerne. Og det betød, at demange og små akademikerorgani-sationer inden for Samrådet kom iklemme. Og en sammenlægning afSamrådet og de øvrige organisatio-n e r, der havde dannet A k a d e m i-kernes Samarbejdsudvalg, A S ,kom på dagsordenen.

I løbet af 1960’erne blev tjeneste-mændene lønmæssigt overhalet afde nye overenskomstgrupper, ogtjenestemandsloven af 1969 varegentlig et forsøg på dels at genop-rette balancen lønmæssigt mellem

grupperne og dels at sikre, at tje-nestemandsansættelse fortsat ud-gjorde kernen i den offentlige sek-t o r, samtidig med at tjenestemæn-denes kollektive forhandlingssy-stem fortsat var omdrejnings-punktet for reguleringen af ar-bejdsmarkedsrelationerne i heleden offentlige sektor. De overens-komstansatte akademikere ople-vede tjenestemandsloven som entrussel mod deres nye overens-komstsystem, og det førte til etab-leringen af en 40 dage lang akade-mikerkonflikt i efteråret 1969.Udfaldet af konflikten blev i reali-teten, at langt de fleste akademi-kere i fremtiden ville blive ansatpå overenskomstvilkår. Det bleven understregning af realiteterne iudviklingen på det offentlige ar-bejdsmarked i retning af stadigtflere overenskomstansatte og sta-digt færre tjenestemænd (Floryan& Lindholm 1980, s. 182-86).

Samrådet og AS blev – efter en langog sej strid mellem tilhængerne aftjenestemandsansættelse og over-enskomstansættelse – fusioneret ogi stedet blev oprettet en egentlighovedorganisation for akademikere,Akademikernes Centralorganisa-tion, AC, der samtidig kom til at fun-gere som forhandlingskartel for aka-demikerne i den offentlige sektor.AC fik således i modsætning til LOog FTF en væsentlig beslutnings-


Skema 3.2 Organisationssammenlægninger i FTF 1950 – 2000

1950-59: 9 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 9 org.; Antal mdl. i alt: 1.819; Gst.: 202; Variation: 9-491

1960-69: 12 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 11 org.; Antal mdl. i alt: 3.319: Gst.: 302; Variation: 14-1.346Fusioner: 1 (med 2 org., dvs. -1 org.) Antal mdl. i alt: 2.989 (1.585 plus 1.404)

1970-79: 43 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 28 org.; Antal mdl. i alt: 4.262; Gst.: 152; Variation: 5-879Fusioner: 4 (med 19 org.: 5,5,7 og 2 org., dvs. -15 org.) Antal mdl. i alt: 9.139; Gst. i de nye org.: 2.298; Variation i de nye org.: 1.142-3.728Gst. i de gl. org.:485; Variation i de gl. org.: ca. 10-2.456

1980-89: 44 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 19 org.; Antal mdl. i alt: 1.232; Gst.: 65; Variation: 9-184Fusioner: 8 (med 33 org.: 2,4,3,9,5,2 og 3 org., dvs. -25 org.) Antal mdl. i alt: 25.836; Gst. i de nye org.: 3.230; Variation i de nye org.: 358-9.100Gst. i de gl. org.:783; Variation i de gl. org.: ca. 10–ca. 4.000

1990-99: 23 organisationsammenlægninger – i alt.Optagelser: 12 org.; Antal mdl. i alt: 5.448; Gst.: 454; Variation: 6-3.110Fusioner: 5 (med 16 org.: 2,3,2,6* og 3 org., dvs. -11 org.) Antal mdl. i alt:73.863; Gst. i de nye org.: 14.733; Variation i de nye org.: 2.040-50,568Gst. i de gl. org.: 4.942; Variation i de gl. org.:220-35.576

1950-99: 131 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 79 org.; Antal mdl. i alt: 16.080; Gst.: 204; Variation: 5-3.110Fusioner: 18 (med 70** org., dvs. -52 org.); Antal mdl. i alt: 111.881;Gst. i de nye org.: 6.216; Variation i de nye org.: 358-50.568Gst. i de gl. org.: 1.598; Variation i de gl. org.: ca. 10-35.576

Kilder: FTF’s beretninger, Statistisk Årbog, CO II-beretninger. *Kun 5 var medlemmer af FTF. De forlodalle FTF. Den nye organisation blev medlem af LO. **Kun 69 FTF-organisationer.

kompetence på forhandlingsområ-det. Fusionen var i realiteten en eli-minering af Samrådets organisatio-n e r, hvis medlemmer blev optaget ide organisationer, de uddannelses-mæssigt tilhørte (Floryan & Lind-holm 1980, s. 184-85, 186-87).

AC blev først en realitet per 1.1.1972, men allerede i årene forudbegyndte Samrådets organisatio-ner tilpasningen. Og det var som etled i den proces, at ikke mindre end23 organisationer under Samrådetforsvandt per 1.1.1970. De er her-


med medregnet som optagelser, derfinder sted i FTF, hvor Samrådetstadig var med. I og med dannelsenaf AC var akademikergrupperne irealiteten ude af FTF, og derfor harvi opført den næste bølge af opta-g e l s e r, hvorved de resterende orga-nisationer under Samrådet – bort-set fra 6 rene tjenestemandsorgani-s a t i o n e r, der blev medlemmer afAC – forsvandt, ind i de andre A C -o r g a n i s a t i o n e r. Men egentlig kun-ne man med en vis ret også regi-strere dem under FTF, som de in-direkte var medlemmer af til dendato, de forsvandt som selvstændi-ge organisationer.

Efter denne store bølge, hvor en afF T F ’s centralorganisationer for-svandt og genopstod i form af enhelt ny hovedorganisation, AC, blevsammenlægningsaktiviteten igenaf begrænset omfang. I FTF var derbestræbelser på at fremme struk-t u r æ n d r i n g e r. Tvangsmidler kunneman ikke anvende. Det ville ikkekunne samle flertal. I stedet forsøg-te man at styrke tendensen til atsamle organisationerne i grupper,svarende til centralorganisationer-ne. I 1971 blev der skabt formelbasis for, at de enkelte organisatio-ner kunne slutte sig sammen ig r u p p e r. "Hensigten med gruppe-

dannelserne skulle være at tilskyn-de til dannelsen af større og mereeffektive organisationer." (FTF-be-retning 1982-84, s. 218). Det målblev søgt yderligere fremmet påF T F ’s kongres i 1978, hvor vedtæg-terne blev ændret på en måde, sågrupperne i højere grad skulle op-træde samlet. Der kom faktisk flereog flere gruppedannelser, men dethørte til den absolutte sjældenhed,at de udviklede sig til et mere tætsamarbejde. De blev opfattet somrene "betalingsfællesskaber".

Man forsøgte at rationalisere for-retningsgangen ved, at FTF somhovedorganisation kommunikeredemed grupperne via en enkelt orga-nisation, men det betød ofte, at deøvrige organisationer blev megetlangsomt og nogen gange sporadiskeller slet ikke informeret. Derformåtte man vende tilbage til den di-rekte kontakt mellem FTF og deenkelte organisationer. Det hjalp påkommunikationen, men medførte,at gruppedannelserne i de fleste til-fælde netop kun kom til at fungeresom en tom skal. (FTF-beretning1982-84, 218-19).1 2

I 1980’erne kom der igen gang i ak-tiviteterne, men også her var langtde fleste organisationssammenlæg-

12 Denne udlægning af gruppernes funktion understreger det rigtige i, at man - som vi harvalgt det - betragter alle medlemsorganisationerne som selvstændige forbund.


ninger samlet på et enkelt år. Ikkemindre end 23 ud af i alt 44 fandtsted per 1.1. 1988. Det var det år,hvor den tilbageværende store cen-tralorganisation i FTF, CO II, fore-tog en markant reduktion i antalletaf medlemsorganisationer fra 48 til26. 22 organisationer blev fjernetenten gennem fusioner eller gen-nem optagelser. Fx blev for tjene-stemænd i institutioner og lignen-de. under dels A r b e j d s m i n i s t e r i e tog dels Kirkeministeriet skabt or-g a n i s a t i o n s d a n n e l s e r, der samledehenholdsvis 5 organisationer (med ialt 436 medlemmer) og 3 organisa-tioner (med i alt 615 medlemmer).

Der blev også lavet en hovedorga-nisation for 5 foreninger med tje-nestemænd i forsvaret. Dennesammenslutning havde fra startennæsten 3.000 medlemmer, og denblev i øvrigt på et senere tids-punkt, per 1.1.94, fusioneret medden tilsvarende sammenslutningfor officerer i AC. Derudover for-svandt nogle mindre foreningerhelt, mens andre blev slået sam-men med den tilsvarende CO I-medlemsgruppe på området. Detgjaldt fx Rigshospitalets Persona-leforening og Statshavnenes ogKystvæsenets Fællesforening.

Alt i alt var det en omfattendesammenlægningsproces, men denhavde så tydeligt det præg, som

gælder sammenlægningerne gene-relt: At det næsten udelukkendevar en proces, hvorigennem en delaf de helt små organisationer for-svandt. Det kan også diskuteres,om der var tale om reelle sammen-lægninger, eller det blot var en nyform for relativt løsere gruppedan-n e l s e r. Fx forsvandt i 1990’ernesorganisationsdannelsen i A r b e j d s-ministeriet og de gamle små orga-nisationer for de enkelte institutio-ner blev igen registreret som selv-stændige medlemmer i CO II.

Baggrunden for processen var cen-tralorganisationernes forsøg på attilpasse sig et nyt aftalesystem,hvor de overenskomstansatteefterhånden blev den største grup-pe og dermed til sidst også måtteintegreres med tjenestemændenesforhandlingskarteller. Ganske visthavde man med tjenestemandslo-ven i 1969 fået sikret, at statstje-nestemændenes forhandlingssy-stem forblev kernen i den generel-le regulering af løn- og arbejdsfor-hold. Men spørgsmålet var, hvorlænge de overenskomstansattekunne holdes i anden række. Alle-rede i starten af 1970’erne opstodde første planer om at sammen-slutte de to centralorganisationer,CO I og CO II. På den måde villeman samle medarbejderne i destore etater, herunder ikke mindststatsbanerne og postvæsenet, i en


forhandlingsorganisation. Forsø-gene løb dog ud i sandet. Indtil dahavde CO II, som nævnt, væretkollektivt tilsluttet FTF, mens COI indirekte via nogle af de store or-ganisationers medlemskab, havdeforbindelse med LO. En af de storeo r g a n i s a t i o n e r, Dansk Politifor-bund, ønskede dog ikke tilslutningtil LO, men ville fastholde den par-tipolitiske neutralitet. Men hver-ken politiet eller de andre organi-sationer, hvoraf de fleste var gan-ske små, var tilsluttet den alterna-tive sammenslutning FTF. Fra be-gyndelsen af 1970’erne skete deren gradvis indmeldelse i FTF afbåde politiorganisationerne og deøvrige, og i midten af 1970’erne varmere end 20 CO I-organisationermedlemmer af FTF.

Dermed var der lagt op til ensammenslutning med dobbelthovedorganisations tilhørsforhold,hvis samlingen af CO I og CO IIskulle blive til noget. Men i førstehalvdel af 1980’erne vendte bille-det. Der blev nu arbejdet effektivtpå en samling, der skulle endemed, at det nye fælles forhandling-skartel fik tilslutning til LO.Fremtrædende i disse bestræ-belser var de to organisationerinden for postvæsenet, DanskPostforbund og Dansk Post- ogTelegrafforening, der i denne pe-riode besad formandsposterne i CO

I og II. Som et led i planen begynd-te på den ene side CO I-organisa-tionerne igen at udmelde sig afFTF, mens CO II’s kollektive med-lemskab af FTF ophørte. Samar-bejdet omkring overenskomstfor-handlingerne blev intensiveret, ogder blev i 1983 afholdt et fælleshovedbestyrelsesmøde, hvor derblev nedsat et kontaktudvalgmellem CO I og II (CO II 75 år, s.44). Samtidig forsøgte postorgani-sationen i CO II at få medlemmer-ne overbevist om, at man skulle til-slutte sig LO. Det lykkedes atsamle et knebent flertal, men detvar så lille, at foreningen var vedat blive splittet. Derfor måtte LO-medlemskabet stilles i bero. Da defleste organisationer i CO II – medomkring 75 pct. af medlemmerne,tilsluttede sig FTF direkte, såendte det med, at sammenslut-ningen af centralorganisationernei LO-regi måtte opgives. Dog valg-te to af de store Dansk Post- ogGiroforening (nyt navn for Post- ogTelegrafforening) og Jernbanefor-eningen at stå uden for FTF (FTF-Beretning 1982-84, s. 215-18, Due& Madsen 1988, s. 108-9).

Derefter blev der arbejdet på atgøre CO I til et stort forbund ogherunder direkte inddrage de over-enskomstansatte – herunder ogsådem, der var organiseret i LO for-bund, der både har medlemmer i


den private og den offentlige sek-t o r, ikke mindst SiD. Derved for-søgte CO I at slå en ny sammen-slutning af organisationer for over-enskomstansatte i den statsliges e k t o r, CO-Stat af banen. I CO-Stat var flest LO-organisationer,men også organisationer inden forlederområdet med i forsøget på atsikre de overenskomstansatte enligestilling i overenskomstforhand-lingerne. Da planerne om et stortCO I-forbund heller ikke kunne re-aliseres, bl.a. fordi SiD ikke villeafgive medlemmerne, så endtehele processen med, at CO I valgteat gå i samarbejde med CO-Stat.De dannede et nyt kartel, Statsan-sattes Kartel, StK, i slutningen af1986. Og efter overenskomstrun-den i 1987, hvor CO-Stat var ob-servatør i TFU, overtog det nyekartel pladsen i de statsansattesforhandlingsudvalg, der samtidigskiftede navn til CFU, Centralor-ganisationernes Fællesudvalg.Hermed var de overenskomstan-satte blevet en del af forhandling-erne på lige fod med de tjeneste-mandsansatte. I StK var der deførste år en sektionsopdeling påtjenestemænd og overenskomstan-satte, men de er siden blevet inte-greret. (Due og Madsen 1988, s.109-16, Due og Madsen 1996a).

Det var netop samtidig med etab-leringen af StK i 1986-87, at man

i CO II gennemførte den storesamling af organisationer, derskar medlemsforbundenes antalkraftigt ned per 1.1.88. Det kanses som et forsøg på at styrke COII ved at samle nogle af de små.Det ændrede dog ikke ved, atskiftet i forhandlingssystemetgenerelt set betød en svækkelseaf CO II, fordi sammenslutning-en i modsætning til CO I forbleven ren tjenestemandsorganisa-tion. Med den fortsatte udviklingfra tjenestemandsansættelse tiloverenskomstansættelse er COI I ’s størrelse både absolut og re-lativt blevet formindsket, og denreelle indflydelse nok også tilsva-rende svækket.

S t K ’s dannelse skete samtidigmed aktualiseringen af planerneom at samle LO’s organisationer ikun 5 karteller, 3 på det privateområde, og 2 for det offentlige ar-bejdsmarked. StK fik dermed offi-cielt position som statskartel i LO.Forbindelseslinierne til LO havdeallerede forinden fået Dansk Poli-tiforbund og Kriminalpolitifor-eningen til at forlade CO I og gåind i CO II. Der var også i andreorganisationer betænkelighedo v e r, at man med StK’s nye rollefik en mere direkte LO-tilknyt-ning. Men betænkelighederneførte ikke til de den store udmel-delsesbølge. Organisationerne fik


mulighed for selv at holde sigudenfor LO og de fik også mulig-hed for kollektivt at framelde sigdeltagelse i den økonomiske støttefra LO til Socialdemokratiet. Sam-tidig forlod de, der havde været til-sluttet FTF, dog alle, på nær nogleenkelte små organisationer, FTF.

Med integrationen af tjeneste-mænd og overenskomstansatteskete også en udvikling på over-enskomstområdet. Her opstod der– ikke mindst presset frem af ar-bejdsgiverne – et ønske om samle-de rammeaftaler for centralorga-nisationerne, således at man i sti-gende grad kunne lægge beslut-ninger ud i de enkelte etater ogstatslige institutioner. Det var enudvikling, der var parallel til ænd-ringerne af overenskomstsystemeti den private sektor fra slutningenaf 1980’erne og frem. Forudsæt-ningen var et opgør med dengamle centralorganisationsstruk-t u r, hvor både CO I og CO II havdemedlemmer i de samme etater,men med en hierarkisk opdeling afde ansatte på de to karteller. Der-for kom der hurtigt i gang i en op-delingsproces, således at fx alle or-ganisationer for postvæsenet ogstatsbanerne blev samlet i StK,der dermed fik Post- og Girofor-eningen og Jernbaneforeningenind som medlemsorganisationer,mens alle organisationer for politi-

et og domstolene og for told- ogskatteområdet blev samlet i CO II.Hele den organisatoriske sam-mensætning i de to traditionellecentralorganisationer blev såledesmarkant forandret som følge af af-talesystemets inddragelse af deo v e r e n s k o m s t a n s a t t e .

Man kan se 1980’ernes organisa-tionssammenlægninger mest afalt som et resultat af ændringernei CO II og CO II’s relationer til deøvrige organisationer i det statsli-ge forhandlingssystem. Ikkemindst tendensen til deling afetaterne/de statslige institutionerog selskaber mellem centralorga-nisationerne, har fortsat gjort siggældende op i 1990’erne. Fx skifte-de per 1.1.1991 Den danske To l d e-tats Forening navn til Dansk To l d -og Skatteforbund, hvor medlem-merne fra CO I blev integreret iforeningen. Og per 1.1.1993 blevStatsskatteforvaltningens Tjene-stemandsorganisation optaget idet nye Told- og Skatteforbund.Per 1.4. 1994 blev Forsvarsgrup-pen i CO II med godt 3.000 med-lemmer rykket over i A C ’s for-ening for officerer. Per 1.1. 1995forlod 5 ud af 6 organisationer iFTF-gruppen Dansk Te l e s a m v i r k eFTF for at fusionere med LO-orga-nisationen Dansk Teleforbund, derskiftede navn til Te l e k o m m u n i k a-tionsforbundet. Og endelig slog de


tre CO II-organisationer på politi-og domstolsområdet sig sammenper 1.1. 1999 i Politiforbundet iD a n m a r k .1 3

Den mest bemærkelsesværdigefusion i 1990’erne fandt dog sted iden private sektor. Det er samti-dig langt den mest omfattende fu-sion i hele FTF’s historie. I 1991blev Finansforbundet en realitetved samling af tre beslægtede or-g a n i s a t i o n e r. Forbundet fik i altgodt 50.000 medlemmer. Dennefusion kan også ses som et resul-tat af ændringerne i det kollekti-ve aftalesystem. Der var ensammenhæng til processen i ret-ning af centraliseret decentralise-ring og sektordækkende ramme-overenskomster med mulighedfor større fleksibilitet i virksom-hederne, der var sat i gang af DAi 1989. En underliggende årsag tiludviklingen af FinanssektorensArbejdsgiverforening og Finans-forbundet var dog en ændring i

erhvervsstrukturen på området.Den betød en sammenslutning afbanker og sparekasser, og dermedblev grundlaget fjernet for bådeen selvstændig organisering og enselvstændig overenskomst påhver af de to områder.

Samlet kan det om organisations-sammenlægningsprocessen i FTFsiges, at selv om der har været enomfattende aktivitet, er det kunbegrænset, hvad der er kommet udaf den. Det er betegnende, at FTFfortsat har over 100 tilsluttede or-ganisationer, at godt 20 pct. af demhar mindre end 100 medlemmer,og at næsten totredjedele fortsathar under 1.000 medlemmer (jf.tabel 3.7). Trods en fusion sometableringen af Finansforbundeter der da heller ikke i 90’erne sketnoget mærkbar ændring af med-lemsorganisationernes gennem-snitlige størrelse. Den er kun ste-get marginalt til knapt 3.500 med-lemmer (jf. tabel 3.6).

1 3 Denne tendens er blevet styrket gennem omdannelsen af statslige etater og virksom-hedsområder til i første omgang statslige aktieselskaber og i anden omgang almindelig ak-t i e s e l s k a b e r. Fx blev hele teleområde samlet i Tele Danmark, der siden blev solgt til en ame-rikansk koncern. Telekommunikationsforbundet var stadig per 1.1.2000 med i StK, men virk-somheden er reelt set en del af det private arbejdsmarked. Derfor er der planer om sammen-slutning af forbundet med Dansk Metal og dermed tilslutning til det store forhandlingskar-tel på industriens område, CO-industri. På samme måde blev fx postvæsenet omdannet tildet statslige selskab Post Danmark, som måske også vil blive solgt ud. Tidligere i 1990'erneskete der en sammenslutning af Giro-området med Bikuben til BG-Bank. Hermed blev de an-satte på dette område en del af finanssektoren og deres aftaleforhold overflyttet hertil. Denresterende del af Dansk Post- og Giroforening blev, som omtalt under organisationssammen-lægningerne i LO, i 1998 en del af HK/Stat som en særlig brancheafdeling.


3.3 Organisationssammenlæg-ninger i ACA C ’s organisationsstruktur er i rea-liteten forblevet uforandret i heleperioden fra den nye hovedorgani-sations etablering per 1.1. 1972 ogtil 1.1. 2000. Det er kun selve etab-leringsprocessen, der betød en væl-dig sammenlægningsbølge, hvormere end 60 små organisationer forakademisk uddannede embeds-mænd blev nedlagt gennem med-lemmernes optagelse i de som ud-gangspunkt større professionsbase-rede organisationer. Det mest be-mærkelsesværdige siden etable-ringsperioden er 90’ernes fusionmellem de to sammenslutninger fori n g e n i ø r e r, der i forvejen var A C ’s tostørste medlemsorganisationer. Detkan ses som et symbol på, at der ersket en betydelig vækst i specielt destore medlemsorganisationers stør-relse (jf. tabel 3.9). Det er ikkemindst udviklingen af velfærdssta-ten og herunder ændringer i ar-

bejdsorganiseringen, der har haftbetydning. Den har medført, at aka-demisk uddannede anvendes i sta-digt større omfang.

Medlemstallet er dermed – somdet fremgår af tabel 3.8 – voksetmere end tre gange i de 30 år, AChar eksisteret. Og samtidig ermedlemsorganisationernes gen-nemsnitlige størrelse blevet væ-sentlig forøget. Før dannelsen afAC var akademikerorganisationer-ne faktisk markant mindre end or-ganisationerne i FTF generelt.Efter at Samrådets små organisa-tioner blev fusioneret ind i profes-sionsorganisationerne, blev detgennemsnitlige medlemstal seks-doblet. AC-organisationerne erdermed generelt set blevet betyde-ligt større end FTF-organisationer-ne. Og forskellen i den gennem-snitlige størrelse er blevet forøget– ikke mindst i løbet af 1990’erne.Men bortset fra fusionen mellem

Tabel 3.8 Udviklingen i AC’s struktur 1950 – 2000

Forbund Medlemstal Forbundenes Sammenlignet med Sammenlignet medgst. størrelse LO fb.s. gst. størrelse FTF fb.s. gst. størrelse

1970 (73) (40.000) (548) 16.000 9351980 19 67.615 3.559 31.239 2.0861990 21 102.597 4.886 47.432 3.2462000 22 150.060 7.146 66.306 3.371

Kilder: AC’s beretninger, Statistisk Årbog. AC blev først officielt stiftet i 1972. Tallene fra 1970 angiverantallet af organisationer, som eksisterede i 1970, og som sammen gik ind i AC, dvs. de daværendemedlemsorganisationer i Samrådet og i AS.


ingeniørforeningerne er det – somnævnt – mest et udtryk for, at detakademiske arbejdsmarked er ek-spanderet hurtigere end arbejds-markedet for de mellemuddannedef u n k t i o n æ r e r, som FTF organise-r e r. Det er ikke på grund af enmere omfattende organisations-sammenlægningsproces i AC –snarere tværtimod.

Det skal dog med i billedet, atFTF’s største organisationer har etvæsentligt højere medlemstal endA C ’s største organisationer. FTFhar med DLF, DSR, BUPL og Fi-nansforbundet fire organisationer,der alle har mere end 40.000 med-lemmer i 2000. I AC er kun IDAnæsten på samme niveau medknapt 40.000 medlemmer, mens deefterfølgende DJØF og Dansk Ma-gisterforening ligger på lidt over oglidt under de 20.000 medlemmer.Selv om AC’s 5 største medlemsor-

ganisationer udgør 69 pct. af detsamlede medlemstal, mens FTF’s 5største medlemsorganisationerkun udgør 61 pct., så er AC’s orga-nisationsstruktur langt mindre di-kotomiseret end FTF’s. Der er ikkeså stor forskel på medlemstalletmellem organisationerne i AC, ogder er fremfor alt ikke så mangesmå organisationer som i FTF.

Som det fremgår af tabel 3.9, erdet i 2000 mindre end en fjerdedelaf A C ’s medlemsorganisationer,der har under 1.000 medlemmer. IFTF er det stadig næsten to tredje-dele. Det viser, at AC ved sin etab-lering slap af med problemet medde mange meget små organisatio-ner i den traditionelle centralorga-nisationsstruktur. Et karakteristi-kon, som fortsat præger FTF.

Selv om A C ’s medlemsorganisatio-ner er mere end dobbelt så store

Tabel 3.9 AC medlemsorganisationernes størrelse 1980 – 2000 (antal samt pct.)

1980 2000

Under 1.000 5 – 26% 5 – 23%

Under 5.000 13 – 68% 15 – 68%5.00-10.000 5 – 26% 2 – 9%Over 10.000 1 – 5% 5 –23%

Total 19 – 99% 22 –99%

De 5 størstes 55% 69%andel i mdl.tal

Kilder: AC’s årsberetninger, Statistisk Årbog


som FTF’s medlemsorganisatio-ner i gennemsnit, så er de dogstadig meget små, hvis vi i stedetsammenligner med LO. Det skyl-des på den ene side, at LO i endnuhøjere grad end AC har været gen-nem en proces, der har fjernet desmå organisationer, og at de stør-ste organisationer i LO med fraknapt 200.000 til godt 300.000medlemmer er i en helt andenvægtklasse end både FTF- og A C -organisationerne. FTF’s samledemedlemstal er ikke meget størreend medlemstallet i det størsteLO-forbund, HK, og A C ’s samledemedlemstal overgås af de tre stør-ste enkeltorganisationer i LO.Selv om det i høj grad er nogle afdisse organisationer, bl.a. SiD ogHK, der i løbet af anden halvdel af1990’erne er begyndt at få proble-mer med at fastholde og rekrutte-re medlemmer, så er det derforvanskeligt – inden for et oversku-eligt tidsperspektiv – at forestillesig en udvikling, hvorved AC ogFTF og deres medlemsorganisa-tioner kommer til at matche LO-o m r å d e t .

Optagelser og fusioner i AC

Hovedtendensen i A C ’s sammen-lægningsproces, som den her erblevet fremstillet, fremgår tyde-ligt af skema 3.3. Det skal præci-seres, at ikke alle organisations-sammenlægninger i det første 10

år kan tilskrives nedlæggelsen afde mange organisationer i Samrå-det. Den væsentligste undtagelsevar fusionen mellem Juristfor-bundet og Økonomforbundet tilDanmarks Jurist- og Økonomfor-bund, DJØF. På det tidspunkthavde det nye forbund kun knapt5.000 erhvervsaktive lønmodta-germedlemmer i Danmark. Mendet tal er siden steget til over20.000, hvilket gør DJØF til dennæststørste organisation i A C .Men allerede i 1972 havde fusio-nen en afgørende betydning forAC. Hermed blev nemlig samletde to akademiske hovedgrupperpå det offentlige område – og her-under ikke mindst centraladmini-strationen. Derved fik man fjer-net det meste af det, der varhovedproblemet ved den nye pro-fessionsbaserede struktur, derfølger uddannelseslinierne: atmedarbejderne på den samme ar-bejdsplads splittes op i flere selv-stændige enkeltorganisationer.Det var den store fordel ved Sam-rådets opbygning, at den vararbejdspladsorienteret og sikredeen fælles interessevaretagelse foralle akademisk uddannede indenfor de samme virksomhedsområ-der/etater (Floryan & Lindholm1980, s. 170-74).

En del af problemet er blevet løstved, at AC i modsætning til de øv-


rige hovedorganisationer i denstatslige sektor samt den amtsligeog kommunale sektor har forhand-lingsret på medlemsorganisatio-nernes vegne. Der indgås forud forhver forhandling en forhand-lingsaftale mellem medlemsorga-nisationerne og dermed bliver dertale om en fælles forhandling. Ipraksis er det AC, der forhandlerde generelle krav, mens der sidelø-bende foregår en forhandling af despecielle krav delt op på med-lemsorganisationerne. Bagefter

bliver administrationen af de ind-gåede overenskomster også en sag,der i høj grad vedrører de enkelteorganisationer. Og derved kommerman ikke udenom problemet med,at medarbejdere på samme ar-bejdsplads ikke har præcistsamme vilkår, fordi de har forskel-lige uddannelser og dermed ogsåer organiseret i forskellige for-bund. Det er med forskellige for-mer for tværgående samarbejder –bl.a. på universitetsområdet – ble-vet forsøgt at minimere problemer-

Skema 3.3 Organisationssammenlægninger i AC 1970 – 2000

1970-79: 65 (42) organisationssammenlægninger – i alt.O p t a g e l s e r : 61 org.; Me d l e mstal i alt: 7.479; Genne msnit.: 123; Udsving: 5-879Fusioner: 2 (med 6 org.: 2 og 4., dvs. -4 org.) Medlemstal i alt 6.961;Gst. i de nye org.: 3.481; Variation i de nye org.: 2.332-4.629Gst. i de gl. org.:1.160; Variation i de gl. org.:90-ca. 2.500

1980-89: 1 organisationssammenlægning – i alt.Optagelser: 0 org.Fusioner: 1 (med 2 org., dvs. -1 org.) Medlemstal i alt 1.006;Variation: 165-307 (Plus medlemmer uden for AC)

1990-99: 2 organisationssammenlægninger – i alt.Optagelser: 1 org.; Medlemstal: 50Fusioner: 1 (med 2 org.: dvs. -1 org.) I alt 35.978 mdl.;Variation: 16.208-18.754

1970-99: 68 (45) organisationssammenlægninger – i alt.O p t a g e l s e r : 62 org.; Me d l e mstal i alt: 7.529 mdl.; Genne msnit: 121; Udsving: 5-879Fusioner: 4 (med 10 org., 2, 4, 2 og 2, dvs. -6 org.) Medlemstal i alt: 43.945; Gst. i de nye org.: 10.986; Variation i de nye org.: 1.006-35.978;Gst. i de gl. org.: 4.395; Variation i de gl. org.: 90-18.754

Kilder: AC’s beretninger, FTF’s beretninger, Statistisk Årbog. Tallene i parentes under 1970-79 og 1970-99 angiver det samlede antal organisationssammenlægninger, hvis vi ikke medregner de optagelser ogfusioner, der fandt sted mellem forløberne Samrådet og AS i årene forud for AC’s officielle etablering.


ne ved den uddannelsesbaseredes t r u k t u r. Men spørgsmålet er, omden fremtidige udvikling af organi-sationsstrukturen ikke er en sam-ling af AC til ét enhedsforbund forakademikere, hvorunder der fin-des en række professionsbaseredes a m m e n s l u t n i n g e r. Så kan de va-retage de professionsrelateredei n t e r e s s e r, mens AC centralt ogAC-klubber på virksomhedsniveaukan tage sig af forhandlingerne omløn- og arbejdsforhold i øvrigt.

På det private arbejdsmarked harAC ikke nogen forhandlingsret, ogher er det meget vanskeligt forakademikergrupperne at formå ar-bejdsgiverne til at indgå overens-komster. DA og DA’s medlemsorga-nisationer holder således fast i, atde ikke ønsker overordnede kollek-tive overenskomster for akademi-kere. Formentlig på grund af tradi-tionerne tilbage fra Septemberfor-liget, hvor arbejdslederne ikkemåtte være medlemmer af de øvri-ge ansattes organisationer. Medden forøgede akademikergruppe erdet efterhånden de færreste akade-misk uddannede ansatte, der haregentlige ledelsesfunktioner. A l l i-gevel har arbejdsgiverne holdt fasti deres modstand mod kollektiveoverenskomster på dette område.Her er det individuelle aftaler påvirksomhedsniveau, der skal værenormen. Det har derfor været et

væsentligt mål for AC-organisatio-nerne – og er fortsat et fremtræ-dende mål – at gennembryde deprivate arbejdsgiveres modstand,men hidtil uden held. Den størsteakademiske gruppe på det privatearbejdsmarked er ingeniørerne, ognår to så store organisationer somTIF og IF blev slået sammen til enenhedsorganisation for ingeniører,IDA, så hænger det nok i ikkeuvæsentlig grad sammen med si-tuationen på det private overens-komstområde. Ingeniørerne for-søgte at styrke sig i bestræ-belserne på at få indført kollektiveoverenskomster som reglen mereend undtagelsen for ingeniørerne iden private sektor.

Et væsentligt træk i A C ’s udvik-ling har været tilslutning af nyeorganisationer – som et udtryk forudvidelsen af det akademiske ar-bejdsområde. I alt 5 nye organisa-tioner er kommet til, og det erårsagen til, at det samlede antalorganisationer i AC trods et mind-re antal sammenlægninger er ste-get fra 19 til 22 i de seneste årtier.Specielt skal nævnes tilslutningenaf Civiløkonomforeningen i 1984,Bibliotekarforbundet i 1992 og Er-hvervssprogligt Forbund i 1994.Tilsammen har de nye organisatio-ner per. 1.1. 2000 mere end 20.000m e d l e m m e r, dvs. næsten lige såmange medlemmer som den næst-


største forening, DJØF, svarendetil 14 pct. af det samlede antal ak-tive lønmodtagermedlemmer i AC.Der er tale om en forskydning frade mellemuddannede organisatio-ner i FTF’s område til AC. Ve j e nfor denne udvikling er blevet banetgennem en blåstempling af akade-miske uddannelser på bachelorni-veau. Det kan derfor meget velvise sig at blive en tendens, der vilfortsætte. Lovgivningsmæssigt erder ved indgangen til det nye år-hundrede sket en ændring, hvor-ved de mange uddannelsesinstitu-tioner på mellemniveauet samlesog tildeles en status som centre forhøjere uddannelse. Derved vil dekomme på linie med de etableredehøjere uddannelsesinstitutionersb a c h e l o r e r, som der allerede eråbnet for i de traditionelle A C -o r g a n i s a t i o n e r. Dertil kommer, atnogle af de mellemuddannedegrupper har ambitioner om athæve sig op fra semi-professionertil egentlige professioner. Det gæl-der fx sygeplejersker og folkeskole-lærere, der derfor også har etable-ret videreuddannelse på kandidat-niveau. Det er ikke usandsynligt,at organisationerne for nogle afdisse grupper vil søge at ændre til-hørsforholdet fra FTF til AC.

3.4 Ledernes HovedorganisationDen fjerde hovedorganisation, derorganiserer mellemledere med

hovedvægten i den private sektor,har i 1990’erne været gennem envæsentlig organisationssammen-lægning. Som nævnt har dennesammenslutning sine rødder tilba-ge til Septemberforliget mellem DAog LO i 1899, fordi det i denne før-ste hovedaftale blev fastslået, atarbejdsledere, der fungerede somarbejdsgivernes repræsentanter,ikke kunne indgå i samme organi-sation som de øvrige ansatte. Der-for udvikledes forskellige organisa-tioner for disse mellemledere, ogorganisationerne blev samlet i Fæl-lesrepræsentationen for danske A r-bejdsledere og Tekniske Funktio-n æ r f o r e n i n g e r, FR. I perioden, somvi her specielt undersøger, fra 1950til 2000, var der i begyndelsen 8 or-ganisationer med i denne relativeløse sammenslutning, herunder fxForeningen af Arbejdsledere i Dan-mark, Foreningen af Værksteds-funktionærer og MaskinmestrenesForening. Også Teknisk Landsfor-bund, der mere var en funktionær-forening end en lederforening, varmed i starten, men forsvandt rela-tivt tidligt ud af Fællesrepræsenta-tionen for i 1990’erne at ende sommedlem af LO.

Efterhånden skete der en vissammenlægning, så antallet afmedlemsorganisationer i FR islutningen af 1980’erne var nedepå 5. Men det var stadig en rela-


tivt opsplittet sammenslutning.Langt den største organisation,Foreningen af Arbejdsledere, medomkring 40.000 medlemmer, var iet tiår uden for FR og kom førstmed igen per 1.1. 1987. Det kanses som startpunktet på en proces,der ikke alene omdannede FR tilen egentlig hovedorganisation,men nærmest skabte en énhedsor-ganisation for ledere i den privates e k t o r. Det afgørende skridt blevforetaget per 1.1. 1992, hvor de tostørste medlemsorganisationer,Arbejdslederne og Foreningen afVærkstedsfunktionærer blev fu-sioneret under navnet LedernesHovedorganisation. LH fik frastarten godt 63.000 medlemmer.Dermed var Fællesrepræsentationreduceret til i alt tre foreninger,det vil ud over LH sige den oven-nævnte Maskinmestrenes For-ening og Dansk Formandsfor-ening. De to organisationer havdetilsammen kun godt 7.000 med-l e m m e r, så LH var totalt domine-rende. Det er ikke siden lykkedesat få foretaget det endelige skridt,og der er derfor stadig tre organi-sationer i sammenslutningen.Men FR er blevet opløst, såledesat det er LH, der varetager de fæl-les interesser og dermed repræ-senterer ledergruppen på det poli-tiske område. Tilsammen repræ-senterer LH derigennem per 1.1.2000 næsten 80.000 medlemmer.

Lederne havde som udgangspunktikke nogen egentlig overenskomstmed arbejdsgiverne, men havde lø-bende konsultationer med DanskArbejdsgiverforening. Det er førstinden for det seneste tiår, at dennekonsultationsproces har udvikletsig til noget, der ligner en egentligkollektiv aftale mellem LH og DA.Det er dog i meget høj grad enoverordnet rammeaftale, der ty-pisk ikke har nogen lønbestem-m e l s e r. Lønnen er fortsat et for-hold alene mellem den enkelteleder og dennes arbejdsgiver.

Decentraliseringen i den offentliges e k t o r, hvor forhandlinger om løn-og arbejdsforhold rykkes længereog længere ud, har medført et be-gyndende opbrud i organisations-mønsteret. Det klassiske har – spe-cielt på professionsområderne –været, at ledere og medarbejderevar medlemmer af den samme or-ganisation, fx pædagoger og ledere idaginstitutioner i BUPL og inspek-tører og lærer i folkeskolen i DLF.Men med decentraliseringen får le-derne i stigende omfang egentligea r b e j d s g i v e r f u n k t i o n e r, og det giveren øget risiko for interessekonflik-ter mellem grupperne. Det har førttil forskellige tiltag i de etableredeo r g a n i s a t i o n e r, fx en ny opdeling irelativt selvstændige fraktioner, enstyrkelse af en allerede eksisteren-de gruppedeling eller separat sags-


behandling for lederne, således atlederne ikke skal forhandle medar-bejdernes løn med en lokal tillidsre-præsentant eller organisationsre-præsentant, som efterfølgende skalforhandle ledernes forhold. Nogleledergrupper er alligevel brudt udaf deres gamle organisationer. Detgælder på undervisningsområdet,hvor der per 1. marts 2001 blev stif-tet et nyt forbund med navnetSammenslutningen af Undervis-ningsledere. SaU er dannet i etsamarbejde mellem fire organisa-t i o n e r, Danmarks Skolelederfor-ening, Landsforeningen af Ung-domsskoleledere, PrivatskolernesLederforening og Foreningens afLedere ved Sprogcentre. Forbundetrepræsenterer i alt ca. 2.500 ansat-te med ledelsesbeføjelser inden forden offentlige og den private under-v i s n i n g s s e k t o r. Det hedder i det nyeforbunds egen pressemeddelelse omnydannelsen:

”Medlemsforeningen i det nye forbundhar alle brudt med de lønmodtageror-ganisationer, de før har været en delaf. Dette som følge af, at lederrollenhar ændret sig væsentligt gennem deseneste ti år, hvilket de traditionelleo rg a n i s a t io ner ikke har magtet atfølge op på.”

Problemet for denne nye organisa-tion og tilsvarende sammenslut-ninger er, at aftaleretten på områ-

det stadig ligger i det først etable-rede forbund på området. Det gæl-der fx for skolelederne, selv om denu har ca. halvdelen af landetsskoleinspektører mv. i deres for-ening. Hvis udviklingen fortsætter,er der en vis sandsynlighed for, atdet efterhånden vil være det mar-kante flertal, der er i de nye selv-stændige lederforeninger, og så erdet et spørgsmål, hvor længe mankan hindre dem i at få deres egneaftaler med arbejdsgiverne.

Denne tendens åbner også et nytperspektiv for Ledernes Hovedor-ganisation, som vil være et natur-ligt overordnet samlingssted for denye foreninger. LH har da ogsåmarkeret offentligt, at det er en op-gave, som organisationen megetgerne vil løfte.

4. KonklusionOpsamlende vil vi genoptage dis-kussionen i indledningen om årsa-gerne til den strukturudvikling,der har fundet sted gennem det se-neste halve århundrede, dvs. pe-rioden 1950-2000. Vi tager ud-gangspunktet i Sissons og Cleggsteser om de faktorer, der påvirkededannelsen af den oprindelige orga-nisationsstruktur (Clegg 1976, Sis-son 1987). Antagelsen er, at æn-dringer i de samme faktorer ogsåvil påvirke udviklingen i organisa-


tionsstrukturerne efter den op-rindelige etableringsperiode. Detskal fremhæves, at vi ikke ser så-danne ændringer som automatiskvirkende årsagsvariable. Det ertendenser, som har betydning – ogofte også afgørende betydning – foraktørernes strategiske og taktiskevalg i deres gensidige relationer,men det er gennem disse valg denendelige retning fastlægges (Dueet al. 1993, s. 291).

Det grundlæggende ydre pres kom-m e r, jf. indledningen, fra den førstefaktor: den teknologiske og er-hvervsmæssige udvikling. Den harværet meget omfattende i sidstehalvdel af det 20. århundrede. Fraslutningen af 1950’erne og fremkom i Danmark det, der er blevetbetegnet som den anden industria-liseringsfase. Samtidig er med sti-gende hast fulgt vækst i service-sektoren, herunder ikke mindstmærkbart en stadig forøget offent-lige sektor. Det har i stigende om-fang formindsket andelen af de tra-ditionelle arbejdergrupper (blue-collar workers) og ført til en tilsva-rende vækst i funktionærgrupper-nes (white-collar workers) andel afarbejdsstyrken. Endelig er derinden for det seneste årti sket enstigning i anvendelsen af højtekno-logi. Det har gjort en del fag foræl-dede og har ændret forholdetmellem faglærte og ufaglærte, men

i modstrid med tidligere forestil-linger er det ikke gået i retning afen stor ensartet lønarbejdergruppe.Der er snarere blevet tale om ensegmentering på baggrund af kravom nye specialiserede faglige kund-skaber (Hernes 1991, s. 241-43).

Alt i alt er det ændringer, der ska-ber et væsentligt pres mod en tra-ditionel organisationsstruktur ba-seret på faglige linier i den privatesektor og opdelingen med mange ogsmå etatsorganisationer for tjene-stemænd i den offentlige sektor.Der er også set væsentlige forand-ringer i det samlede organisations-m ø n s t e r. Som vi har set det har nyeh o v e d o r g a n i s a t i o n e r, FTF og A C ,etableret sig. Men de grundlæggen-de linier, organisationerne er byg-get op efter, har alligevel været for-bavsende resistente mod det for-andringspres, som teknologisk for-nyelse og ændringer i erhvervs-strukturen har ført med sig. Det erher den fjerde – ligeledes udefravirkende faktor – arbejdsgivernes(og statens) anerkendelse af de fag-lige organisationer gennem etable-ring af et kollektivt aftalesystem,har haft en legitimerende (og der-med fortrinsvis konserverende) ef-fekt. Ganske vist har der været etpres på strukturen på grund afkravet om centraliserede forhand-l i n g e r, men presset er blevet neu-traliseret på forskellige måder.


Det er fremgået af den ovenståen-de gennemgang af de realiseredeo r g a n i s a t i o n s s a m m e n l æ g n i n g e rinden for hovedorganisationerne,at det væsentlige middel til atsikre de eksisterende organisatio-ners overlevelse har været etable-ringen af forhandlingskarteller,som har kunnet sikre varetagelsenaf fagforeningernes væsentlige op-gave: forhandlingerne af medlem-mernes løn- og arbejdsmæssigei n t e r e s s e r. Det har specielt væretmetoden i den offentlige sektor,men også inden for jern- og metal-industrien – og siden den samledeindustri – på det private arbejds-marked. Forhandlingskartellernehar dermed i første omgang funge-ret som en løsning på problemetmed de mange små organisationeri et relativt hurtigt etableret cen-tralt kollektivt forhandlingssy-stem med sektordækkende aftalergennemført på nationalt niveau. Ianden omgang er kartellerne ble-vet en hindring for den videre ud-vikling af fagbevægelsens struk-tur. I og med at kartellerne klare-de de forhandlingsmæssige opga-ver var incitamentet til for-a n d r i n g e r, der kunne tilpasse or-ganisationerne i forhold til krave-ne fra det ydre pres, blevet fjernet.

I den private sektor var det – bort-set fra industriens område – selvecentraliseringen af forhandlings-

strukturen, der var en afgørendefaktor for, at de små organisatio-ner overlevede, fordi de via hoved-organisationernes generelle for-handlinger fik løst deres væsent-ligste opgave: indgåelse af kollekti-ve overenskomster, der sikrer med-lemmernes løn- og arbejdsforhold.Det var en ikke-tilsigtet konse-kvens (Merton 1949) ved en cen-tralisering, som blev sikret gen-nem et pres fra arbejdsgiverne ogen holdningsændring i LO, da So-cialdemokratiet i 1930’erne blevdet regeringsbærende parti i Dan-mark. Centraliseringen kunneførst institutionaliseres med indfø-relsen af en supplerende lovgiv-ning i 1930’erne. En lovgivning,der øgede Forligsinstitutionenskompetence og gav forligsmandenmulighed for at sammenkæde af-stemninger om mæglingsforslag ogdermed sikre en samlet løsning påde tilbagevendende overenskom-strunder trods de mange små orga-nisationer og det dermed følgendestore antal overenskomster.

Der blev gennem den lovgivnings-mæssigt understøttede centralise-ringsproces og kartellerne skabten de facto centralisering af deninterne struktur i fagbevægelsen,der gjorde det muligt at sikre en ef-fektiv interessevaretagelse i decentraliserede aftaleforhandlingersom både de private og de offentli-


ge arbejdsgivere havde pressetigennem. Udviklingen af den dan-ske organisations- og aftalestruk-tur har dermed bekræftet Cleggsantagelser om sammenhængenmellem forhandlingsstrukturen ogde faglige organisationers interneog eksterne struktur. Magten i defaglige organisationer placeres pådet niveau, hvor centrum i for-handlingerne bliver fastlagt – somregel presset igennem af arbejdsgi-verne som betingelser for at accep-tere en regulering gennem kollek-tive overenskomster. Hvis den eks-terne struktur, de linier organisa-tionerne er bygget op efter, kom-mer i strid med den nødvendigeplacering af magten i organisatio-nerne, dvs. den interne struktur,kan man formode, at der opstår etuovervindeligt pres for forandring-er af organisationsopbygningen.Men hvis den eksterne strukturikke skaber vanskeligheder for denreelle placering af forhandlings-kompetencen, så vil etableringenaf det kollektive forhandlingssy-stem virke legitimerende på deneksterne struktur (Clegg 1976). IDanmark skete tilpasningen gen-

nem etableringen af de nævntekarteller og centraliseringen af for-handlingerne ved hjælp af forligs-mandens kompetence. Da først detvar på plads, var der ikke længereet pres på de traditionelle organi-sationsstrukturer, og de har derforkunnet overleve – selv om sam-fundsudviklingen og den økono-miske og teknologiske udvikling iøvrigt vel allerede siden 1960’ernehar tilsagt gennemførelsen af engrundlæggende strukturreform.14

Vi har med den særlige måde,o v e r e n s k o m s t f o r h a n d l i n g e r n e scentralisering i Danmark er blevetgennemført på, allerede taget hulpå omtalen af det politiske systemsbetydning for fagbevægelsenss t r u k t u r. Mere generelt har denfortsatte udbygning af velfærds-staten medført forskydninger i or-ganisationsopbygningen. Forskyd-ninger, som vi ovenfor har påvist.

Specifikt er det ikke mindst ænd-ringer i lovgivningen om arbejdsløs-hedsforsikring, der har sat skub påsammenlægningsprocessen. Somdet er fremgået er der næppe nogen

14 Udviklingen i Danmark viser dog også, at den interne struktur ikke bare per automatiktilpasser sig arbejdsgivernes krav til forhandlingsstrukturen. Aftalesystemet er et relatio-nelt system, og derfor bliver etableringen af forhandlingsystemet ofte - som Sisson har frem-hævet det - skabt gennem et historisk kompromis (Sisson 1987). De enkelte fagforbund for-søgte at fastholde deres suveræne overenskomstmæssige rettigheder, og derfor skulle der etstærkt pres og den nævnte supplerende lovgivning til, før den interne struktur var bragt ioverensstemmelse med den centraliserede forhandlingsstruktur.


anden enkelt faktor, der har haft enmere gennemgribende effekt. Detgælder dog fortrinsvis udviklingenaf organisationsstrukturen på LO-området, hvor først organisationerunder 1.000 medlemmer og derefterorganisationer under 5.000 med-lemmer praktisk talt blev udryddet,da lovgivningen skærpede kravet tilmedlemstallet i arbejdsløshedskas-ser som betingelse for opnåelse afstatstilskud. Denne proces var over-stået omkring 1985, og den virkedeså stærkt, fordi fagbevægelsen iDanmark er vokset frem i et tæt til-hørsforhold til a-kasserne. Det erikke mindst denne sammenhæng,der har skabt de meget høje organi-s a t i o n s p r o c e n t e r. Når virkningenikke blev tilsvarende stor for FTF ogAC, skyldes det, at disse sammen-s l u t n i n g e r, der mest opererer i denoffentlige sektor, havde fået mulig-hed for at etablere tværgående a-kasser som en undtagelse fra hoved-reglen i loven om, at kasserne skalfølge faglige linier. Derfor har desmå organisationer kunnet overlevei de to andre hovedorganisationer,og ikke mindst FTF er stadig præ-get af fortsat at have et meget stortantal ganske små medlemsorgani-s a t i o n e r, herunder endda nogle medmindre end 100 medlemmer.

Udover disse sammenhængendeydre faktorer skal fremhæves be-tydningen af de interne processer i

organisationerne. Det er her vifinder den anden og tredje faktor,som er nævnt i indledningen. Denanden faktor er den regulerings-metode, som anvendes af de fagligeorganisationer i forsøget på atsikre bedre løn- og arbejdsforhold.Det var her, hvor de faglærtesmonopolisering af fagområdet gen-nem uddannelsesmæssige kriteri-er betød en organisationsstruktur,der udelukkede de ufaglærte ogoverlod dem til at skabe deres egneorganisationer. Dermed blev skabtskillelinier, der – som vi har set –fortsat præger fagbevægelsen. Fxhar det været umuligt at skabestore sektordækkende forbund,fordi de indebærer en sammenslut-ning af faglærte og ufaglærte ogdermed en opløsning af de gamles k i l l e l i n i e r. I dag vil de faglærtegerne havde de ufaglærte med,men nu vil de ufaglærte ikke oplø-se deres egen stærke organisation,som går på tværs af skellenemellem brancher og sektorer.

Den eksklusive metode har ogsåspillet en væsentlig rolle i forbin-delse med de organisationer, somer dannet af de mange professions-grupper. Kontrol over uddannelse,sikring af en formel eller uformelautorisation har fx været stærkemidler i disse gruppers kamp for atsikre bedre løn- og arbejdsforhold.Det har yderligere fremmet ten-


densen til opbygningen af fagbe-vægelsen efter uddannelsesmæssi-ge linier i stedet for tværgående in-dustriforbund.

Den tredje faktor er de faglige ide-o l o g i e r, værdier og holdninger, derpræger medlemmerne og organisa-tionerne. I den tidlige fase i organi-sationsopbygningen i første halvdelaf det forrige århundrede – og velogså i perioden lige efter 2.verdenskrig – var der forventningom udvikling i retning af industri-forbund gennem en styrkelse af enfælles solidaritetsopfattelse, bl.a.fremmet af udviskningen af skelletmellem faglærte og ufaglærte. Mendet har vist sig, at de håndværks-og professionsbaserede holdningerstadig har gjort sig gældende, ogdermed er fastholdt en barrieremod sammenlægninger, fordi desom regel opfattes som en trusselmod den fagbaserede identitet.Samtidig har der dog tilbageven-dende, bl.a. ikke mindst i LO,været meget omfattende diskussio-ner om strukturændringer, og selvom disse strukturdiskussioner ikkekan siges at have ført til afgørendeh a n d l i n g e r, kan de godt have haften vis effekt ved at virke fremmen-de på de sammenlægninger, derrent faktisk har fundet sted.

Den måske mest effektive hindringmod mere fundamentale struktur-

ændringer – bortset fra den etable-rede forhandlingsstrukturs legiti-merende effekt i forhold til den ek-sisterende eksterne struktur – ud-gøres af det fænomen, vi i indled-ningen kaldte for organisations-konservatismen eller kompleksesociale organisationers og institu-tioners iboende konservative ten-dens. Denne tendens hænger påden ene side sammen med dentredje faktor. Det er et spørgsmålom etablerede holdninger og vær-d i e r, der vanskeligt lader sigændre, og det er et spørgsmål omarbejdsmarkedets specialiserings-og segmenteringstendenser, dersnarere fører i retning af profes-sionsideologi end ren lønarbejder-ideologi, På den anden side skalden konservative tendens ses somet udtryk for en institutionalise-ring af magt og ressourcer. Storeetablerede administrative og poli-tiske apparater skaber deres egeninerti alene som et resultat af denkendsgerning, at strukturænd-ringer vil true en lang række per-soners og gruppers positioner.

Det skal dog tilføjes, at opbygning-en af komplekse politiske og admi-nistrative apparater også kan haveen fremmende virkning på struk-t u r æ n d r i n g e r. Der skabes et pro-fessionelt hierarki af både valgteog ansatte, som typisk vil ønske ateffektivisere og rationalisere orga-


nisationen for at optimere interes-sevaretagelsen. Selv om de perso-n e r, der indgår i dette hierarki,måske nok vil have en egeninteres-se i at forsvare deres egne positio-ner mod trusler udefra, kan desamtidig være interesseret i og ak-tivt kæmpe for såvel indre refor-mer som erobring af nye områderudenfor. Samlet set må konklusio-nen for udviklingen af fagbevægel-sens struktur i Danmark dog være,at de interne faktorer, dvs. de fag-lige ideologier, professionalisering-en og den konservative tendens,mest af alt har virket som en ef-fektiv bremse mod mere gennem-gribende strukturændringer, somellers set i lyset af de samfunds-mæssige forandringsprocesser måforekomme at være rimelige. A tder trods alt er sket en del ænd-ringer – som ikke alene kan til-skrives ændringerne omkring ar-bejdsløshedslovgivningen – viser,at der også er fagforeningsfolk, derbåde ønsker og effektivt arbejderfor forandring. Men noget videreheld med deres bestræbelser harde – som det fremgår – ikke haft.

Tilbage står som den afgørende fak-tor det kollektive overenskomstsy-stems betydning. Så længe detteforhandlingssystem har fungeret,har forandringspresset været forsvagt til, at den interne modstandmod forandring i organisationerne –

bortset fra enkelte særlige tilfælde –har kunnet overvindes. Til gengældviser udviklingen i Danmark såogså, at når forhandlingssystemetændres, så kommer det også til atpåvirke organisationernes eksternes t r u k t u r. Det var tydeligt i den of-fentlige sektor omkring skiftet i for-holdet mellem tjenestemandsan-sættelse og overenskomstansæt-telse. I hele aftalesystemets tilpas-ning til en ansættelsesstruktur,hvor de overenskomstansatte over-tog pladsen som den største gruppe,og hvor de derfor skulle integreres iforhandlingssystemet, blev for-andringspresset så voldsomt, atman fx omkring etableringen af A Ci begyndelsen af 1970’erne så enmarkant udvikling, der fjernede etmeget stor antal organisationergennem optagelser og fusioner. Detvar en proces, der påvirkede bådeden etablerede hovedorganisationFTF og den nye AC. Og den påvir-kede også de tjenestemandsorgani-s a t i o n e r, der havde forbindelseslini-er til LO. Der blev vendt op og nedpå opbygningen af de traditionellec e n t r a l o r g a n i s a t i o n e r, der i detmeste af det 20. århundrede harfungeret som forhandlingskartelleri den offentlige sektor.

Forhandlingsstrukturen i den of-fentlige sektor har også – ud overrelationen mellem tjenestemændog overenskomstansatte – påvirket

organisationsstrukturerne. Dencentralisering, som arbejdsgivernefik fastslået på hele det offentligearbejdsmarked i 1970’erne, harsom en ikke-tilsigtet konsekvenshaft en cementering af den diffe-rentierede organisationsstrukturmed de mange små organisationer.Fx blev det i den (amts)kommuna-le sektor det almindelige, at man isammenhæng med de centralisere-de generelle forhandlinger indgikoverenskomster for alle personale-grupper – næsten uanset størrelse.

Derfor fik man et system med etmeget stort antal overenskomsterog dermed et arbejdsmarked præ-get af mange faggrænser. Sålængeder blev forhandlet centralt, havdedet ikke så store konsekvenser,men i og med at man i løbet af1990’erne har set en decentralise-ring, hvor forhandlinger om løn- ogarbejdsforhold i stigende omfanglægges ud i de enkelte amter ogkommuner og videre til de enkelteafdelinger og institutioner, træderde indbyggede faggrænser i detcentraliserede system frem i lysetog skaber problemer. Ligesom detvar arbejdsgiverne, der ønskededen centraliserede forhandlings-s t r u k t u r, er det arbejdsgiverne,der nu har presset en decentralise-ring igennem. Det ses som en nød-vendighed på grund af decentrali-seringen af opgaveudøvelsen og

nye former for arbejdsorganise-ringen, der præger den offentligesektor. Men spørgsmålet er, om etdecentralt system kan fungeremed den eksisterende organisa-tionsopbygning. De små organisa-tioner presses voldsomt, og derkan opstå et pres for strukturæn-dringer fra neden.

Der er stadig tale om en etable-ringsperiode, hvor et nyt decen-tralt forhandlingssystem ikke erfuldt etableret. Derfor er det fortidligt at sige noget om dets effek-ter, men efter al sandsynlighed vildet komme til at lægge et stærktpres i retning af nye og mere om-fattende organisationssammen-l æ g n i n g e r. Dertil kommer – somen følge af decentraliseringen i denoffentlige sektor og de arbejdsgi-verfunktioner, som lederne dermedfår – en mere eller mindre gen-nemgribende organisatorisk opde-ling af ledere og medarbejdere,som ellers traditionelt set i stortomfang har været medlemmer afde samme faglige organisationer.

Tendensen i retning af decentralise-ring blev tydelig i den private sektori slutningen af 1980’erne, hvorDansk Arbejdsgiverforenings med-lemsorganisationer skiftede strategiog tog initiativ til en forandring i detkollektive aftalesystem, så man påden ene side gennemførte nye sek-



tordækkende organisationer somforudsætning for indgåelse af mereomfattende, rammeprægede over-e n s k o m s t e r, der kunne give mulig-hed for en koordineret decentralise-ring af forhandlingskompetence tilparterne på virksomhederne og der-med sikring af større fleksibilitet.Denne centraliserede eller organise-rede decentralisering (Traxler 1995,Due et al. 1993,1994) betød startenpå en gennemgribende ændring afarbejdsgivernes eksterne struktur.En forandringsproces, der også har

præget diskussionerne i LO og harført til starten på nye organisations-d a n n e l s e r. Vi har i perioden frem tilårhundredeskiftet kun set førstefase af denne forandring. Der synesfortsat – bl.a. på grund af den fort-satte tendens til globaliseringen aføkonomien – at være tale om et ydrepres, som vil få arbejdsgiverne til atfortsætte deres egne struktur-æ n d r i n g e r. Derfor kan der også for-ventes en ny bølge af organisations-sammenlægninger i fagbevægelseni løbet af det næste årti.


5. Liste over forkortelser

AC Akademikernes Centralorganisation. (The Danish Confederation ofProfessional Associations).

A R F Amtsrådsforeningen i Danmark. (Danish Federation of County Councils).

AHTS Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service. (Federationof Employers for Trade, Transportation and Service). Medlem af DA..

AS Akademikernes Samarbejdsudvalg. (The Co-operation Committee ofAcademics). Forløber til AC.

BAT-kartellet Bygge-, Anlægs- og Trækartellet. (Federation of Building, Construc-tion- and Wood Workers Unions). LO-kartel.

BUPL Forbundet for pædagoger og klubfolk. (The Danish Federation of EarlyChildhood and Youth Education). Medlem af FTF.

CDF Centralforeningen af Danske Funktionærforeninger. (The Central Fe-deration of Danish Associations of White-collar Employees). Tidligeregruppe af FTF-organisationer.

CFU Centralorganisationernes Fællesudvalg. (The Danish Central Federa-tion of State Employees). Forhandlingsudvalg for centralorganisatio-nerne i den statslige sektor.

CO I Statstjenestemændenes Centralorganisation I. (The State Public Ser-vants Trade Union – Central Organisation I).Tidligere forhandling-skartel i den statslige sektor. Nu en del af StK.

CO II Statstjenestemændenes Centralorganisation II. (The State Public Ser-vants Trade Union – Central Organisation II). Forhandlingskartel iden statslige sektor. Tilsluttet FTF.

CO-Industri Centralorganisationen af industriansatte i Danmark. (Central Organi-sation of Industrial Employees in Denmark). Forhandlingskartel forLO-forbund med medlemmer inden for den industrielle sektor.

CO-Metal Centralorganisationen af Metalarbejdere. (Central Organisation ofMetal Workers in Denmark). Tidligere forhandlingskartel for LO-for-bund med medlemmer i jern- og metalindustrien. Nu erstattet af CO-Industri.

CO-Stat Tidligere sammenslutning for overenskomstansatte i den statslige sek-tor. (Cartel of Agreement-covered Employees in the State Sector). Nuen del af StK.

DA Dansk Arbejdsgiverforening. (Danish Employers’ C o n f e d e r a t i o n . ) .Hovedorganisation for danske arbejdsgiverorganisationer – med und-tagelse af organisationer inden for land- og skovbrugssektoren, den fi-nansielle sektor og det offentlige arbejdsmarked.

DAF Dansk Arbejdsmandsforbund. (The Danish General Wo r k e r s ’ U n i o n ) .Forbund for ufaglærte arbejdere under LO. Nu SiD.

DBTF Dansk Beklædnings- og Textilarbjderforbund. (The Union of ClothingIndustry and Textile Workers). Medlem af LO. Nu en del af SiD.


Dansk Metal Se Metal.

DASF Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund. (The Danish GeneralWorkers’Union). Forbund af specialarbejdere under LO. Nu SiD.

DE Danske Entreprenører. (Danish Contractors’ Association). A r b e j d s g i-verorganisation inden for anlægssektoren. Medlem af DA.

DH&S Dansk Handel og Service. (Danish Commerce and Services). Arbejdsgi-verorganisation inden for handels- og servicesektoren, som varetagermedlemsvirksomhedernes såvel overenskomstmæssige som deres ar-bejdsmarkedspolitiske og erhvervsmæssige interesser. Medlem af DA.

DJF Dansk Jernbaneforbund. (The Danish Union of Railway Wo r k e r s ) .Medlem af StK og LO.

DI Dansk Industri. (Confederation of Danish Industries). Sammenslut-ning af industrielle arbejdsgivere, der varetager medlemmernes over-enskomstmæssige, arbejdsmarkedspolitiske og erhvervsmæssige inter-esser. Største medlemsorganisation i DA.

DJØF Danmarks Jurist- og Økonomforbund.( The Danish Lawyers’ and Eco-nomists’Association). Medlem af AC.

DKA Forbundet for Offentligt Ansatte, Dansk Kommunalarbejderforbund.(The National Union of Municipal Workers). Nu en del af FOA.

DKK Det Kommunale Kartel.(The Danish Confederation of Municipal Em-ployees) LO-kartel bestående af fagforbund på det (amts)kommunaleområde.

DLF Danmarks Lærerforening. (The Danish Te a c h e r s ’ Union). Medlem afFTF.

DM Dansk Magisterforening. (Danish Association of Masters and Ph.D.s).Medlem af AC.

DP Dansk Politiforbund. (The Union of Danish Police Officers). Fusionere-de i 1999 med to andre forbund for at danne Politiforbundet i Dan-mark. Medlem af CO II.

DPF Dansk Postforbund. (The Union of Danish Postal Workers). Medlem afStK og LO. Per 1.1.2001 en del af SiD.

DP&GF Dansk Post- og Giroforening. (The Association of Danish Postal andGiro Workers). Tidligere medlem af StK. Per 1.1.1998 optaget somBrancheafdelingen Post Danmark i HK/Stat.

DP&TF Dansk Post- og Telegrafforening. (The Association of Danish Postal and Telegraph Workers). Tidligere medlem af CO II.Ændret navn til DP&GF.

DsF De samvirkende Fagforbund. (The Federation of Danish Trade Uni-ons). Nu LO.

DS&MF Dansk Smede- & Maskinarbejder Forbund. (The Danish national unionof smiths and fitters). Nu Metal.

D S R Dansk Sygeplejeråd. (The Danish Nurses’Organisation). Medlem af FTF.


DTF Dansk Teleforbund. (The Union of Danish Teleworkers). Medlem af LO.Nu gennem fusion ændret til TKF.

El-Forbundet Dansk El-forbund. (The Union of Danish Electricians). Medlem af LO.

FA Finanssektorens Arbejdsgiverforening. (Danish Employers’Associationfor the Financial Sector). Hovedorganisation , der er uafhængig af DA.

FF Finansforbundet. (Financial Services’ Union). Fusion af forbund, derdækker hele den finansielle sektor – bortset fra forsikringsområdet.Medlem af FTF.

FOA Forbundet af Offentligt Ansatte. (Danish Trade Union of Public Em-ployees). En fusion af DKAog HAF. Medlemmerne er fortrinsvis ansati den (amts)kommunale sektor. FOAer medlem af LO.

FR Fællesrepræsentation for danske Arbejdsledere og Tekniske Funktio-nærforeninger. (The Joint Representation of Organisations of Work Su-pervisors and Technical Employees). Forløber for LH.

F T F Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. (The Confedera-tion of Salaried Employees and Civil Servants in Denmark). Hoved-organisation for fagforbund, hvis medlemmer fortrinsvis er mellem-uddannede funktionærer med mellemindkomster i den offentlige ogprivate sektor. De fleste medlemmer findes i det offentlige samt i fi-n a n s s e k t o r e n .

GF Grafisk Forbund. (Graphic Union). Fusion af fire forbund inden for dengrafiske industri. Opløst per 1.1.2000.

HAF Husligt Arbejderforbund. (The National Union of Cleaners and Domes-tic Workers). Nu en del af FOA.

HK Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund. (Union of Commercialand Clerical Employees in Denmark). Medlem af LO.

HORESTA Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening. (The Na-tional Employers’ and Trade Association of the Hotel, Restaurant andTourism Industry in Denmark). Medlem af DA.

HTS-kartellet Handel-, Transport- og Servicekartellet. (Confederation of Employeesin Trade, Transport and Services). LO-kartel stiftet i 1989. Nu delt i to.

H a n d e l s k a r t e l l e t (The Federation of Employees in Trade). LO-kartel. Tidligere del af HTS.

IA Industriens Arbejdsgivere. (Industrial Employers). Fusion af Sammen-slutningen af Arbejdsgivere i Jern- og Metalindustrien og Industrifa-gene. Nu en del af DI.

IDA Ingeniørforbundet i Danmark. ((The Union of Danish Engineers). AC’sstørste medlemsorganisation.

Industrifagene Industrifagenes Sammenslutning. (The Industrial Trades Association).Forening af arbejdsgiverorganisationer i industrisektoren, fortrinsvis ihjemmemarkedsorienterede brancher. Nu en del af DI.

IR Industrirådet (The Federation of Danish Industries, direct translation:the Industrial Council). Erhvervsorganisation, der fusionerede med IAfor at danne DI.


JA Jernets Arbejdsgivere. (The Metal Industry Employers). Nyere navnfor Sammenslutningen. Nu en del af DI.

JF Jernbaneforeningen. (The Association of Railway Public Servants). Op-rindelig medlem af CO II. Siden medlem af StK. Per 1.6.2000 en del afHK/Stat som en særlig brancheafdeling.

KAD Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark. (The National Union of Fema-le Workers). Medlem af LO.

KF Kristelig Fagforening. (The Christian Trade Union).

KL Kommunernes Landsforening. (The National Association of LocalAuthorities in Denmark). Forhandler på kommunernes vegne som ensamlet arbejdsgiverpart og repræsenterer derudover kommunernes øv-rige politiske interesser.

K T O Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte. (The A s s o c i a t i o nof Local Government Employees’Organisations). Et forhandlingskartel,der varetager de generelle overenskomstforhandlinger og andre over-ordnede opgaver for fagforbundene på det (amts)kommunale område.

KTU Kommunale Tjenestemænds Udvalg. (The Committee of Public Ser-vants in the Municipal Sector). Forløber for KTO.

LC Lærernes Centralorganisation. (The Central Organisation of Teachers’Unions).

LH Ledernes Hovedorganisation. (Organisation of Managerial and Execu-tive Staff in Denmark). Hovedorganisation for arbejdsledere – fortrins-vis i den private sektor.

LO Landsorganisationen i Danmark. (The Danish Confederation of TradeUnions). Hovedorganisation for fagforbund med medlemmer i både denprivate og den offentlige sektor. Dækker traditionelt fortrinsvis for-bund med faglærte og ufaglærte arbejdere beskæftiget på det privatearbejdsmarked, men har i stigende grad fået privat ansatte funktio-nærer og offentligt ansatte som medlemmer.

Metal Dansk Metalarbejderforbund. (The National Union of Metalworkers).Medlem af LO og CO-industri.

NNF Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet. (The National Unionof Food and Beverage Workers). Medlem af LO.

OC Overenskomstansattes Centralorganisation. (The Central Organisa-tion of Agreement-covered Employees).

PMF Pædagogisk Medhjælper Forbund. (The National Union of Nursery andChildcare Assistants). Medlem af LO.

SALA Sammenslutningen af Landbrugets A r b e j d s g i v e r f o r e n i n g e r. (DanishConfederation of Employers’Associations in Agriculture) Hovedorgani-sation for arbejdsgiverorganisationer inden for gartneri, land- og skov-brug samt landbrugs tilknyttede industrier. Uafhængig af DA.

S a m m e n s l u t n i n g e n Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien.(The Federation of Employers in the Metal Industry). Nu en del af DI.


Samrådet Danske Statsembedsmænds Samråd. (The Joint Council of Public Ser-vants in the State Sector). Forløber for AC.

SFF Sammenslutningen af Firmafunktionærer. (The Union of White-collarWorkers in Firms). Tidligere medlem af FTF.

SL Socialpædagogernes Landsforbund. (Union for pedagogical staff). Med-lem af LO.

SLF Statstjenestemændenes og Lærernes Fællesudvalg. (The Joint Com-mittee of Public Servants and Teachers). Forløber for TFU og CFU.

SiD Specialarbejderforbundet i Danmark. (The General Workers’ Union inDenmark). Forbund for ufaglærte og specialarbejdere. Medlem af LO.

ST S n e d k e r- og Tørmrerforbundet. (The Union of Joiners and Carpten-ters). Medlem af LO. Nu ændret til TIB.

StK Statsansattes Kartel. (The Association of Danish State Employee Or-ganisations). LO-kartel, der dog også rummer nogle forbund uden forhovedorganisationenerne. StK er en centralorganisation med kompe-tence til at forhandle og indgå aftaler for tjenestemænd og overens-komstansatte i den statslige sektor.

TFU (Stats)Tjenestemændenes Fællesudvalg. (The Danish Central Federa-tion of Public and Civil Servants). Forløber for CFU.

TIB Forbundet Træ, Industri, Byg. (The Union of Joiners, Carpenters andWood Industry Workers). Medlem af LO.

TKF Telekommunikationsforbundet. (The Union of Danish Telecommunica-tions Workers). Medlem af LO.

TL Teknisk Landsforbund. (The National Union of Technical Wo r k e r s ) .Medlem af LO.

T&B Textil- og Beklædningsindustriens Arbejdsgiverforening. (Federation ofDanish Textile and Clothing Industries). Medlem af DA.

TOK Tjenestemænds og Overenskomstansattes Fællesudvalg. (The Associa-tion of Danish Trade Unions for Public Servants and Agreement-cove-red Employees).

Transport- og LO-kartel, der dækker transport- og servicesektorerne. (The Federa-Servicekartellet tion of Employees in Transport and Services). Omfattede som HTS tid-ligere ligere også handelsområdet.


6. Litteratur og kilderAC beretninger.

Betænkning nr. 551. 1970. Forslag om Revision af Arbejdsløshedsforsikringen. Afsluttendebetænkning, afgivet af det af arbejdsministeriet den 9. april 1964 nedsatte udvalg. Kø-benhavn: Statens Trykningskontor.

Buksti, Jacob A. (red.). 1980. Organisationer under forandring. Studier i organisationssy -stemet i Danmark. Århus: Politica.

Bundvad, Jens. 1980. “Forhandlingssystem og organisationsstruktur på det offentlige ar-bejdsmarked”, s. 215-47, i Buksti (red.) 1980.

Callesen, Gerd, Christensen, Steen & Grelle, Henning (eds.). 1996. Udfordring og omstil -ling. Bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996. København: Fremad.

Clegg, Hugh A. 1976. Trade Unionism under Collective Bargaining: ATheory Based on Com -parisons of Six Countries. Oxford: Blackwell.

CO II. 1984. Statstjenestemændenes Centralorganisation II. 1909 – 8. marts – 1984. Køben-havn: CO II.

Crouch, Colin. 1993. Industrial Relations and European State Traditions. Oxford: OxfordUniversity Press.

Crouch, Colin & Traxler, Franz (eds.). 1995. Organized Industrial Relations in Europe: WhatFuture? Aldershot: Avebury

DA2000, Arbejdsmarkedsrapport – Juni 2000, København: DA.

DAberetninger.

Due, Jesper & Madsen, Jørgen Steen. 1988. Når der slås søm i. Overenskomstforhandlingerog organisationskultur. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Due, Jesper, Madsen, Jørgen Steen & Strøby Jensen, Carsten. 1993. Den danske Model. Enhistorisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesystem. København: Jurist- og Øko-nomforbundets Forlag.

Due, Jesper, Madsen, Jørgen Steen, Strøby Jensen, Carsten & Petersen, Lars Kjerulf. 1994.The Survival of the Danish Model. A Historical Sociological Analysis of the DanishSystem of Collective Bargaining. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Due, Jesper & Madsen, Jørgen Steen. 1996a. Forligsmagerne. De kollektive forhandlingerssociologi. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Due & Madsen 1996b. "Socialdemokratiet og fagbevægelsen i en opbrudsperiode", s. 485-534, i Callesen et al. (red.) 1996.

Due, Jesper, Madsen, Jørgen Steen & Strøby Jensen, Carsten. 2000. “The “September Com-promise”: AStrategic Choice by Danish Employers in 1899”, s. 39-66, i Historical Studies inIndustrial Relations, no. 10, Autumn 2000. Keele University Centre for Industrial Relations.


Ebbinghaus, Bernhard, in co-operation with Steen Scheuer. 2000. “Denmark”, s. 157-99, iEbbinghaus and Visser (red.) 2000.

Ebbinghaus, Bernhard and Visser, Jelle (red.). 2000. Trade Union in Western Europe since1945. London: Macmillan.

Elvander, Nils. 1988. Den svenska modellen. Löneförhandlingar och inkomstpolitik 1982-1986. Stockholm: Almänna Förlaget/Publica.

Elvander, Nils. 1998. "Industrial Relations – Från Webb til Warwick", s. 171-85, i Arbets -marknad & Arbetsliv, Vol. 4, nr. 3, Hösten 1998. Stockholm.

Elvander, Nils. 2000a. "Industral Relations i USA", s. 5-17, i Arbetsmarknad & Arbetsliv,Vol. 6, nr. 1, Våren 2000. Stockholm.

Elvander, Nils. 2000b. "Industrial Relations – Internationalt, svenskt, allmänt", s. 139-58, iArbetsmarknad & Arbetsliv, Vol. 6, nr. 3, Hösten 2000. Stockholm.

Floryan, Jan Jakob og Lindholm, Susanne. 1980. “Akademikernes organisering – udvikling,struktur og problemer”, s. 170-214, i Buksti (red.) 1980.

Folketingstidende 1969-70, Tillæg A, Bind II. 1970. København: Schultz.

Folketingstidende 1978-79, Tillæg A, Bind III. 1979. København: Schultz.

FTF beretninger.

Grelle, Henning (red.). 1998. I takt med tiden. LOs historie 1960-1997. København: ForlagetFremad.

Hernes, Gudmund 1991. "The Dilemmas of Social Democracies. The Case of Norway andSweden". Acta Sociologica, s. 239-60, Vol. 34, nr. 4.

Lipset, Seymour Martin. 1960. Political Man. London: Mercury Books. Norsk udgave 1968.Det politiske menneske. Oslo: Universitetsforlaget.

LO beretninger.

LO-Dokumentation 1/2000, juni. København: Landsorganisationen i Danmark.

Madsen, Morten. 2000. “Fagbevægelsens rekrutteringsgrundlag”, s. 33-55, i LO-Dokumen -tation, 1/2000. København: LO.

Merton, Robert K. 1968. Social Theory and Social Structure. 1968 Enlarged Edition. 1.ud-gave 1949. New york: The Free Press.

Michels, Robert. 1962. Political Parties. A Sociological Study of Oligarchical Tendencies ofModern Democracy. Optryk af 2.udgave 1915. 1.udgave 1911. New York: The Free Press.

Nicolaisen, Frode Møller og Keld Andersen. 1998. ”Strukturudviklingen i fagbevægelsen”, s.220-57 i Grelle (red.) 1998.

Nørgaard, Asbjørn Sonne. 1997. The Politics of Institutional Control: Corporatism in DanishOccupational Safety and Health Regulations & Unemployment Insurance, 1870-1995.Ph.D.-Dissertation, Århus Universitet.

Pedersen, Christian A. 1980. “FTF”s dannelsen og udvikling”, s. 133-169, i Buksti (red.) 1980.

Sisson, Keith. 1987. The Management of Collective Bargaining. An International Compari -son. Oxford: Blackwell.

Statistisk Årbog, 1945-2000.

Strøby Jensen, Carsten (red.) Med bidrag fra Anders Kjellberg, Ari Nieminen, Torgeir Aar-vaag Stokke, Jørgen Steen Madsen, Jesper Due. 2001. Arbejdsgivere i Norden. En socio -logisk analyse af arbejdsgiverorganiseringen i Norge, Sverige, Finland og Danmark. Nord2000: 25. København: Nordisk Ministerråd.

Strøby Jensen, Carsten, Madsen, Jørgen Steen & Due, Jesper. 2001. “Arbejdsgiverorganise-ring i Danmark – et institutionssociologisk perspektiv på arbejdsgiverorganiseringensbetydning for den danske arbejdsmarkedsmodel, s. 83-154, i Strøby Jensen (red.) 2001.

Tr a x l e r, Franz. 1995. “Farewell to Labour Market Associations? Organized versus DisorganizedDecentralization as a Map for Industrial Relations”, s. 3-19, i Crouch & Traxler 1995 (red.).



7. Liste over tabeller og skemaer

Tabel 2.1 Oversigt over hovedorganisationernes samlede medlemstal 1950-2000, s. 22

Tabel 2.2 Oversigt over hovedorganisationernes andel af det samlede medlemstal i defaglige organisationer i Danmark 1950-2000, s. 23

Tabel 2.3 Lønmodtagere efter arbejdsgiverorganisering (1.000 fuldtidsbeskæftigede),s. 26

Skema 2.1 Væsentlige overenskomster på LO/DA-området, s. 29

Skema 2.2 Strukturen på det offentlige aftalesystem, s. 33

Tabel 3.1 Antal medlemsorganisationer i hovedorganisationerne i Danmark 1950-2000, s. 37

Tabel 3.2 Antal organisationer, der er forsvundet ved sammenlægninger (både fusio-ner og optagelser) i Danmark 1950-2000, s. 39

Tabel 3.3 Udviklingen i DsF’s struktur 1900-1940, s. 42

Tabel 3.4 Udviklingen i LO’s struktur 1950-2000, s. 45

Tabel 3.5 LO medlemsorganisationernes størrelse 1950-2000 (antal samt pct.), s. 46

Skema 3.1 Organisationssammenlægninger i LO 1950-2000, s. 53

Tabel 3.6 Udviklingen i FTF’s struktur 1950-2000, s. 65

Tabel 3.7 FTF medlemsorganisationernes størrelse1960-2000 (antal samt pct.), s. 66

Skema 3.2 Organisationssammenlægninger i FTF 1950-2000, s. 72

Tabel 3.8 Udviklingen i AC’s struktur 1950-2000, s. 79

Tabel 3.9 AC medlemsorganisationernes størrelse 1980-2000 (antal samt pct.), s. 80

Skema 3.3 Organisationssammenlægninger i AC 1970-2000, s. 82


8. Bilag

Bilag 1: Antal fagforbund og organisationssammenlægninger i hovedorga-nisationerne 1948 - 2000

LO CO I* FTF AC FR Andre TotalFfb. Sam. Ffb. Ffb. Sam. Ffb. Sam. Ffb. Sam. Ffb. Sam. Ffb. Sam.

1948 72 - 24 101 - - 4 - 12 - 213 -1949 71 1 24 101 - - 4 - 12 - 212 1

1950 70 1 24 101 - - 4 - 12 - 211 11951 69 1 24 101 - - 4 - 12 - 210 11952 68 1 24 101 - - 6 - 12 - 209 11953 71 - 24 101 - - 8 - 6 - 210 -1954 71 1 24 105 - - 8 - 6 - 214 11955 70 - 24 106 - - 8 - 6 - 214 -1956 71 - 24 111 - - 8 - 6 - 220 -1957 70 - 23 121 1 - 8 - 6 - 228 21958 69 1 22 118 7 - 8 - 6 - 223 81959 69 - 20 121 1 - 8 - 6 - 224 1

1960 68 - 16 125 - 15 - 8 - 6 - 238 -1961 69 - 16 126 6 15 - 8 - 6 - 240 61962 68 1 14 132 1 15 - 8 - 6 - 243 21963 67 - 14 138 - 15 - 8 - 6 - 248 -1964 66 - 14 145 - 15 - 8 - 6 - 254 -1965 66 - 14 155 - 15 - 8 - 6 - 264 -1966 65 - 14 163 - 15 - 8 - 7 - 272 -1967 62 3 15 167 - 15 - 8 - 6 - 273 31968 61 1 13 172 3 15 - 7 - 6 - 274 41969 60 1 16 173 2 15 - 7 - 6 - 277 3

1970 56 3 14 167 24 17 - 7 - 6 - 267 271971 51 6 15 166 - 17 7 - 6 - 262 61972 50 1 8 131 - 23 39 6 - 6 - 224 401973 49 1 8 129 - 23 - 6 - 6 - 221 11974 46 3 8 128 5 23 - 7 - 6 - 218 81975 44 2 8 133 4 23 - 7 - 6 - 221 61976 42 1 8 132 - 20 3 7 - 12 - 221 41977 40 2 8 130 7 20 - 7 - 13 - 218 91978 41 - 8 131 1 21 - 8 - 13 - 222 11979 40 2 8 133 2 21 - 8 - 11 - 221 4


LO CO I* FTF AC FR Andre TotalFfb. Sam. Ffb. Ffb. Sam. Ffb. Sam. Ffb. Sam. Ffb. Sam. Ffb. Sam.

1980 40 - 6 133 1 19 1 8 - 19 - 225 21981 35 5 6 136 - 20 - 8 - 19 - 224 51982 37 - 6 132 7 19 - 8 - 19 - 221 71983 33 4 8 137 1 19 - 6 - 22 - 225 51984 34 2 15 126 1 19 - 6 - 21 1 221 41985 31 3 13 123 9 20 - 6 - 20 - 213 121986 30 1 12 123 1 20 - 6 - 19 - 210 21987 32 - 12 123 1 20 - 7 - 18 - 212 11988 31 1 12 102 23 21 - 5 2 16 - 187 261989 30 - 15 95 - 21 - 5 - 16 - 182 -

1990 30 - 16 100 - 21 - 5 - 16 1 188 11991 28 3 14 107 - 21 - 4 1 13 - 187 41992 27 1 14 103 5 21 1 3 1 13 - 181 81993 26 1 12 99 4 21 - 3 - 12 1 173 61994 25 3 7 105 1 22 - 3 - 15 - 177 41995 24 2 7 102 6 22 1 3 - 13 - 171 91996 24 - 7 104 - 22 - 3 - 13 - 173 -1997 23 1 8 105 - 22 - 3 - 12 - 173 11998 22 1 8 103 5 22 - 3 - 11 1 169 71999 23 - 8 105 2 22 - 3 - 10 1 171 3

2000 22 1 8 104 1 22 - 3 - 10 - 169 2

* CO I: Kun medlemsorganisationer uden for LO and FTF (efter 1952).

Kilder: Statistisk Årbog i perioden samt hovedorganisationernes og centralorganisationernes årsberet-ninger. Oplysninger vedr. LO (og "Andre") er per 31.12. i perioden 1948-1971. Oplysninger vedr. CO I,FTF og FR er per 1.4. i perioden 1952-1971. Fra 1972 er alle tal per 1.1.

Det første understregede tal er det første år med officielle tal fra hovedorganisationen eller området iStatistisk Årbog. Fx kan det nævnes, at FTF først blev etableret i 1952 og AC i 1972, men mange af defagforbund, der blev medlem af disse nye hovedorganisationer, eksisterede som en del af den samlededanske fagbevægelse mange år forud. Vi har derfor foretaget et skøn fra det tidspunkt forud, hvor dethar kunnet gøres med nogenlunde nøjagtighed.

Vi har for årene 1998-2000 fjernet Brancheafdelingen Post Danmark, der i den officielle statistik erplaceret under kategorien ”Andre”. Denne brancheafdeling – den tidligere Dansk Post- og Giroforening -blev per 1.1. 1998 en del af HK/Stat og er således ikke længere et selvstændigt forbund uden forhovedorganisationerne.


Bilag 2: Antal medlemmer i de danske hovedorganisationer 1948-2000

LO FTT AC FR/LH Andre Total

1948 602.380 - - - 54.101 677.7211949 635.845 - - - 55.101 690.946

1950 656.406 - - - 57.275 713.6811951 662.383 - - - 58.946 721.3291952 671.149 - - - 28.936 700.0851953 687.675 83.873 - 21.673 42.594 835.8151954 686.630 87.064 - 21.694 42.711 839.0991955 687.364 88.465 - 20.831 43.006 839.6661956 705.469 94.708 - 21.079 40.409 861.6651957 714.827 99.529 - 21.786 40.196 876.3381958 719.063 102.690 - 22.363 40.387 884.5031959 753.098 109.517 - 22.557 41.302 926.474

1960 776.457 112.221 - 23.789 42.341 954.8081961 789.654 110.259 - 26.088 43.690 969.6911962 802.637 114.102 - 27.914 44.064 988.7171963 818.077 117.954 - 29.471 43.814 1.009.3161964 833.980 124.695 - 30.510 44.181 1.033.3661965 840.797 132.113 - 32.106 44.438 1.049.4541966 829.412 140.759 - 33.737 57.099 1.061.0071967 849.372 151.467 - 35.016 50.947 1.086.8021968 865.316 152.193 - 35.662 51.003 1.104.1741969 894.350 151.137 - 29.242 49.907 1.124.636

1970 895.995 156.101 - 30.285 54.945 1.137.3261971 909.469 174.475 - 31.237 41.276 1.156.4571972 909.469 186.822 - 19.648 35.964 1.151.9031973 924.178 190.789 40.235 19.800 34.644 1.209.6461974 930.137 199.842 42.582 20.786 34.942 1.228.2891975 953.318 210.190 44.047 21.178 85.450 1.314.1831976 1.011.691 227.611 45.349 21.745 109.416 1.415.8121977 1.087.196 240.723 48.098 21.876 115.108 1.513.0011978 1.141.558 251.493 49.507 22.642 124.051 1.589.2511979 1.212.048 265.644 65.840 23.306 106.860 1.673.698


LO TFT AC FR/LH Andre Total

1980 1.249.562 277.374 67.615 23.986 135.563 1.754.1001981 1.277.748 286.075 71.125 23.900 143.288 1.802.1361982 1.320.841 297.140 64.258 23.723 154.957 1.860.9191983 1.342.608 303.480 65.781 23.868 163.241 1.898.9781984 1.380.043 287.940 65.561 22.913 191.533 1.947.9901985 1.399.136 308.969 74.059 23.750 184.144 1.990.0581986 1.411.753 321.386 77.271 24.097 179.744 2.014.2511987 1.429.408 359.084 80.357 67.427 138.099 2.074.4251988 1.420.225 317.556 93.263 68.299 130.595 2.029.9381989 1.412.767 320.210 100.543 69.347 135.664 2.038.531

1990 1.422.969 324.585 102.597 70.529 145.684 2.066.3641991 1.440.186 328.169 106.044 70.547 136.659 2.081.6051992 1.446.354 338.800 112.736 72.037 144.834 2.114.7611993 1.471.064 338.306 116.592 72.939 142.289 2.141.1901994 1.509.828 331.775 127.786 73.344 113.548 2.156.2811995 1.509.698 332.256 131.541 74.638 114.626 2.162.7591996 1.502.429 338.372 137.231 75.908 115.783 2.169.7231997 1.495.850 340.991 141.170 76.601 116.238 2.170.8501998 1.483.828 344.360 143.420 77.314 112.828 2.161.7501999 1.478.440 347.244 146.270 79.161 116.913 2.168.028

2000 1.458.742 350.255 150.060 79.778 118.007 2.156.842

K i l de: Statistisk Årbog. For åre ne 1998-2000 er dog fjernet me d l e mstallet i Bra nc he a fde l i ngen Post Dan-mark, da de n ne fo re n i ng som en afde l i ng under HK også er talt med i tallene for LO i de pågælde nde år.


Bilag 3.1 De 5 største og de 3 mindste medlemsorganisationer i LO samtde 5 størstes andel af det samlede medlemstal i 1950

De 5 største:

1. Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF, nu SiD) 241.2482. Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (DSMF) (i dag Metal) 51.848 3. Dansk Handels- og Kontormedhj.forb. (HK) 51.7994. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) 34.9165. Dansk Textilarbejderforbund* 29.846

De 5 største i alt 409.657 62%De samvirkende Fagforbund (i dag LO) i alt 656.406 100%

Det er interessant, at lige efter DTF følger Skrædderforbundet det senere Beklædningsarbejderforbundmed ca. 22.000 medlemmer. Senere blev disse to forbund lagt sammen til DBogTF, der igen i 1990’erneer blevet en afdeling under SiD. Et udtryk for den danske industrialisering, der efterhånden har reduce-ret de løntunge industrier.

De 3 mindste:

1. Stukkatørernes Fagforening af 1920 522. Dansk Tandteknikerforbund 903. Forgylderforbundet i Danmark 96

Antal organisationer under 1.000 medlemmer 23 33%Antal organisationer under 5.000 medlemmer 46 66%Antal organisationer mellem 5.000 og 25.000 19 27%Antal organisationer mellem 25.000 og 75.000 4 6%Antal organisationer over 75.000 1 1%

LO i alt 70 100%

LO er her endnu i høj grad en hovedorganisation, der er domineret af de mange små organisationer.En tredjedel ligger på under 1.000 medlemmer og en anden tredjedel mellem 1000 og 5.000, dvs. attotredjedele af medlemmerne er i organisationer med under 5.000 medlemmer. En fjerdedel ligger imellemgruppen på fra 5.000 til 25.000 medlemmer. Af de 5 største er der kun et enkelte forbund over75.000 medlemmer.



De 5 største:

1. Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DASF, i dag SiD) 237.737 2. DSMF (i dag Metal) 88.1803. Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK) 83.0724. KAD 52.2515. Dansk Kommunalarbejderforbund (DKA) 21.251

De 5 største i alt 498.491 64%LO i alt 776.457 100%

Det er første gang, at en organisation alene med offentligt ansatte medlemmer, her DKA, kommer medpå listen. I den mellemstore gruppe er gennem det meste af perioden Dansk Jernbaneforbund ogDansk Postforbund, men efterhånden glider de ned i den lave ende, og DPF går ind i SiD per 1.1.2001,mens DJF er blevet den tredje mindste organisation. DKA overtager Dansk Textilarbejderforbunds plads- et udtryk for den begyndende nedgang i denne sektor. Det betyder så også, at det så faktisk ikke eralle de 5 største, der ligger over 25.000 medlemmer.

De 3 mindste:

1. Stukkatørernes Fagforening af 1920 322. Dansk Tandteknikerforbund 983. Forgylderforbundet i Danmark 106


LO i alt 68 100%

Der er næsten ingenting sket fra 1950 til 1960. Der er stadig en tredjedel af forbundene, der liggerunder 1.000 medlemmer, og organisationerne med et medlemstal under 5.000 er kun faldet marginalt.I toppen er dog en vis udvikling i gang, idet der nu er 3 organisationer over 75.000 medlemmer


De 5 største:

1. DASF (i dag SiD) 256.9642. HK 142.0433. DSMF (i dag Metal) 102.9974. KAD 62.0435. DKA 38.784

De 5 største i alt 602.831 67%LO i alt 895.995 100%

HK har overhalet Metal som det næststørste forbund – et udtryk for væksten på fiunktionærernes ar-bejdsområde. De 5 største tager godt for sig af fremgangen for LO som helhed. Der er kommet104.340 nye medlemmer i de 5 forbund fra 1960 til 1970. Det er 85 pct. af den samlede medlemsfrem-gang for LO som helhed, der er på 122.538 nye medlemmer.

De 3 mindste:

1. Stukkatørernes Fagforening af 1920 162. Handskemagerforbundet i Danmark 813. Dansk Lokomotivmands Forbund 99


LO i alt 56 100%

Det er et enkelt forbund (Snedker- og Tømrerforbundet - en netop gennemført fusion per 1.4.70 – dermed godt 35.000 medlemmer er nr. 6 på listen) som sniger sig op over mellemgruppen (5.000-25.000),hvor desuden 2 af de 5 største, KAD og DKA, befinder sig. Det er perioden med den første store ned-gang i antallet af medlemsorganisationer (fra 68 til 56). Men der er dog stadig en fjerdedel af forbun-dene, der har under 1.000 medlemmer, og andelen af forbund med under 5.000 medlemmer ligger sta-dig på næsten det samme niveau. Det er fortsat over 60 pct. De små med under 1.000 er dog på vejud i forbindelse med en ændring i arbejdsløshedsloven gennemført i slutningen af 1960’erne. Den fast-slog 1.000 medlemmer i en a-kasse som undergrænse for statsanerkendelse.




De 5 største:

1. Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) 311.8682. HK 273.3193. Dansk Metalarbejderforbund (Metal) 122.6774. DKA 95.3505. KAD 94.833

De 5 største i alt 898.047 72%LO i alt 1.249.562 100%

DKA har overhalet KAD - et udtryk for væksten i den of f e nt l ige sektor. De 5 største tager go dt for sig aff re mg a ngen for LO som he l he d. Der er ko m met 295.216 nye me d l e m mer i de 5 fo r b u nd fra 1970 til 1980.Det er 83 pct. af den samlede me d l e ms f re mg a ng for LO som he l he d, der er på 353.567 nye me d l e m me r.

De 3 mindste:

1. Dansk Lokomotivmands Forbund 1312. Privatbanefunktionærforeningen 2763. Dansk Jern- og Metalsliber Forbund 712

Det er måske typisk, at det nu er to fo r b u nd fra det ”halvof f e nt l ige” privatbane område, der tilhører de trel a v e s t e, som nu er de eneste under 1.000 me d l e m me r, jf. krav til ane r ke ndelse af A- ka s s e r, der var sat op til1.000. I øvrigt er alle tre org a n i s a t io ner blevet opslugt af større i løbet af får år. Det stra m mer til for de nnæste større l s e s m æ s s ige gruppe med en ny lov, der blev ge n nemført i 1979 med virkning fra 1985. Dens t i l l e de krav om mindst 5.000 me d l e m mer for at opnå statsane r ke nde l s e. Det viser sig i tallene for 1990.


LO i alt 40 101%

Hu s l igt Arbejde r fo r b u nd med go dt 55.000 me d l e m mer er nr. 6 på listen (og har me re end fo rdoblet me d l e m-stallet fra 1970 til 19980, igen et udtryk for den of f e nt l ige sektors vækst),. HAF lig ger de r med i ka t e go r ie nl ige under de 5 største (der nu alle har passeret de 75.000 me d l e m mer) sammen med Beklædnings- og Tex-t i l a r b e j de r fo r b u ndet (ca. 32.000) og Sne d ker- og Tømre r fo r b u ndet (ca. 42.000). Det er de to store fusio ne r,som er ge n nemført.. Det er perio den med den største ne dg a ng i antallet af me d l e ms o rg a n i s a t io ner (fra 56 til40). Og nu er org a n i s a t io ne r ne under 1.000 me d l e m mer ved at blive udr y ddet. Også org a n i s a t io ne r ne unde r5.000 er kra f t igt på vej nu. De er blevet re duc e ret med en tre d j e del – fra 60 til 40 pct. af fo r b u nde ne i LO.



De 5 største:

1. HK 322.9902. SiD 313.2353. Metal 140.7714. DKA 121.2975. KAD 96.653

De 5 største i alt 994.946 70%LO i alt 1.422.969 100%

HK er nu blevet det største forbund, hvilket viser den fortsatte vækst af funktionærområdet. Men derudover er det mest DKA, der har haft en meget markant vækst. De 5 størstes andel er samlet stagne-rende og er i 1990 på 70 pct. af det samlede medlemsltal. KAD er helt stagnerende og er ved at bliveindhentet af HAF, hvilket igen er et udtryk for væksten i den offentlige sektor.

De 3 mindste:

1. Fotografisk Landsforbund 1.8702. Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) 4.4953. Landsforeningen Danske Klubfolk 4.629

Nu er der faktisk kun disse tre medlemsorganisationer under de 5.000. Det er lovgivningens opstram-ning af kravet til medlemsskabet i A-kasserne, der har haft sin virkning. I modsætning til i FTF og AC,hvor der er etableret tværgående fælles A-kasser, som en undtagelse for lovens krav om, at A-kassersom hovedregel skal være faglige, så har LO's medlemsorganisationer derfor ikke haft mulighed fort atsmyge sig uden om kravet. Det gælder dog netop ikke for disse tre forbund, der havde mulighed for atvære med i lidt bredere faglige A-kasse for henholdsvis pædagogområdet, bogtrykfaget og statstjene-stemændene (CO I), og derfor var de ikke alene på grund af opstramningen i loven nødt til at læggesig sammen med andre.

Antal organisationer under 1.000 medlemmer 0 0%Antal organisationer under 5.000 medlemmer 3 10%Antal organisationer mellem 5.000 og 25.000 17 57%Antal organisationer mellem 25.000 75.000 5 17%Antal organisationer over 75.000 5 17%

LO i alt 30 101%

Som nævnt er nu de fleste fo r b u nd under 5.000 væk.. Herved ko m mer der et nyt tyngdepunkt i org a n i s a-t io ner mellem 5.000 og 25.000 me d l e m me r. Men der er samtid ig blevet flere af de lidt større over 25.000.En af disse er NNF (med go dt 42.000 me d l e m mer) den næste store fusion, der er blevet ge n nemført inde nfor nærings- og ny de l s e s m idde l i ndu s t r ien mv. I alt 10 fo r b u nd er fo r s v u ndet i perio den. Selv om det erf æ r re end det fo r r ige 10 år, så er det udtryk for en ikke ubetyde l ig strukturtilpasning – specielt i fo r hold tilde små org a n i s a t io ne r. Men her er det altså først og fre m mest lovgivningen, der kan angives som årsag.



De 5 største:

1. HK 374.1202. SiD 315.3793. Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) 198.6954. Metal 138.6745. KAD 84.637

De 5 største i alt 1.115.505 76%LO i alt 1.458.742 100%

Den nye fusion FOA - mellem DKA og HAF- har overhalet Metal og indtaget tredjepladsen. Det er førstog fremmest på grund af fusionen, men også på grund af den fortsatte vækst i den offentlige sektor.Derimod er Metal og SiD stagnerende, mens KAD ligefrem har tilbagegang. Det er fusionen mellem DKAog HAF, der først og fremmest betyder, at de 5 største får en stigende andel af det samlede medlems-tal. De 5 største udgør nu godt trefjerdedele. Den største andel i hele tidsrummet fra 1950 til 2000.

De 3 mindste:

1. HKKF 4.3282. Bryggeriarbejderforbundet 4.6083. Dansk Jernbaneforbund 6.215

Der er nu kun 2 forbund under 5.000 medlemmer, og egentligt er det kun HKKF, idet Bryggeriarbejder-forbundet midlertidigt var selvstændigt efter at have forladt den opløste fusion RBF og allerede var påvej ind i SiD, hvor de er optaget per 1.1.2001. Stagnationen på det statslige område af den offentligesektor kan ses ved, at DJF nu er gledet ned blandt de mindste forbund..

Antal organisationer under 1.000 medlemmer 0 0%Antal organisationer under 5.000 medlemmer 2 9%Antal organisationer mellem 5.000 og 25.000 medlemmer 9 41%Antal organisationer mellem 25.000 og 75.000 6 27%Antal organisationer over 75.000 5 23%

LO i alt 22 100%

Det er et enkelt forbund (Husligt Arbejderforbund, der med godt 55.000 medlemmer er nr. 6 på listen(og har mere end fordoblet medlemstallet fra 1970 til 19980, igen et udtryk for den offentlige sektorsvækst), som sætter grænsen op til 56.000 mellem de 5 største og mellemgruppen. Den kunne dog ikkesættes til 25.000, da der er yderligere to organisationer over 25.000 med ca. 32.000 (BogT) og ca.42.000 (ST). Det er de to store fusioner, som er gennemført.. Det er perioden med den største nedgangi antallet af medlemsorganisationer (fra 56 til 40). Og nu er organisationerne under 1.000 medlemmerved at blive udryddet. Også organisationerne under 5.000 er kraftigt på vej nu. De er blevet reduceretmed en tredjedel – fra 60 til 40 pct. af forbundene i LO.


Bilag 4 Optagelser i Metal, SiD og HK i perioden 1950 - 2001

Metal SiD HK

1950-59 1. Specialarbejderforb.(1.4.57, 1.580 mdl.)

1960-69 2. Dansk Metaltrykkerforb.(1.10.67, 125 mdl.)

3. Gørtler- og Metalarb.forb.(1.4.68, 1.468 mdl.)

4. Kobbersmedenes Forb.(1969, 200 mdl.)

1970-79 5. Dansk Formerforbund 1. Dansk Glarmesterforbund(1.4.70, 1.341 mdl.) (1.9.71, 265 mdl.)

6. Dansk Kedel- og Maskin- 2. Dansk Gartnerforbundforb. (1.10.72, 2.021 mdl.) (1.1.72, 6.367 mdl.)

7.Dansk Karetmager- og 3. Dansk BrolæggerforbundKarosseribyggerforb. (1973, 277 mdl.)(1.4.76, 1.212 mdl.)

8. Dansk Skibstømrer-, Rig- 4. Chaufførernes Forbundger & Sejlmagerfb. (1.4.76) (1978, 9.975 mdl.)(1.812 mdl.)

1980-89: 9. Dansk Maskinbesætngsforb. 5. Dansk Papirindustriarb.(1.1.81, 1.200 mdl.) Forb. (1.1.83, 1.853 mdl.)

10. Dansk Jern- og Metalsli- 6. Keramisk Forbundberforb. (1.1.83, 665 mdl.) (1.1.88, 2.202 mdl.)

11. Guld- og Sølvarbejdernes Forb. (31.12.84, 919 mdl.)

1990-99 7. Murerforbundet i DK 1. Dansk Post- & -(i 1994, 13.104 mdl.) Giro-Forening

8. Sømændenes Forbund (1.1.98, 5.591 mdl.)(1994, 3.008 mdl.)

9. DBTF (1.1.98, 17.229 mdl.)

2000-01 10. Grafisk Forbund 2. Grafisk Forbund(1.1.00, ca.7.500 mdl.) (ca.12.000 mdl.)

11. Bryggeriarb.forb. 3. Jernbaneforeningen(1.1.01, 4.608 mdl.) (1.6.00, 3.440 mdl.)

12. Dansk Postforbund(1.1.01, 11.281 mdl.)

1950-2001

Antal org.: 11 organisationer 12 organisationer 3 organisationer

Medlemmer: 11.424 77.669 ca. 21.000

Gst. pr. org: 1.039 6.472 ca. 7.000

Variation: 200-1.812 265-17.229 3.440-ca. 12.000


Bilag 5.1 De 5 største og de 3 mindste medlemsorganisationer i FTF samtde 5 størstes andel af det samlede medlemstal i 1960

De 5 største:

1. Dansk Sygeplejeråd 29.6262. Danmarks Lærerforening 19.1993. Danske Bankfunktionærers Landsforening 9.3564. Dansk Post- og Telegrafforening 4.8025. Jernbaneforeningen 4.527

De 5 største i alt 67.510 55%FTF i alt (126 foreninger) 121.985 100%

Her er anvendt FTF's opgørelse som kilde. Ta l l e ne kan varie re fra den of f ic ielle statistik, hvor kun aktive erme dre g net. Det er SÅ's tal, der er brugt i den samlede statistik over ho v e do rg a n i s a t io ne r nes ud v i k l i ng .

Hvis CO II (19.056) og Samrådet (12.387) var regnet for en organisation hver ville de indtage 3. og 4.pladsen. Tilsvarende ville Københavns Kommunalforening (5.061) indtage 5 pladsen. Når det gælderspørgsmålet om magtpositionerne i FTF er størrelsen på disse grupper afgørende, men når det gælderen karakteristik af den fragmenterede eksterne struktur, er det de mange selvstændige organisationerunder disse grupper, der må tælles med.

Det er karakteristisk, at der ikke er tale om den samme koncentration som i LO, hvor de 5 største orga-nisationer udgjorde 64 pct. af det samlede medlemstal i 1960.

De 3 mindste:

1. Foreningen af Statsadvokater 82. Foreningen af juridiske- og statsvidenskabelige kandidater

i institutioner under Forsvarsministeriet 103. Foreningen af Forsvarets Auditører 13

Antal organisationer under 100 medlemmer 45 36%Antal organisationer under 1.000 medlemmer 102 81%Antal organisationer mellem 1.000 og 5.000 medlemmer 21 17%Antal organisationer mellem 5.000 og 10.000 1 1%Antal organisationer over 10.000 medlemmer 2 2%

FIF i alt 126 101%


Bilag 5.2 De 5 største og de 3 mindste medlemsorganisationer i FTF samtde 5 størstes andel af det samlede medlemstal i 2000

De 5 største:

1. Danmarks Lærerforening 59.6532. Dansk Sygeplejeråd 51.9123. BUPL 47.5264. Finansforbundet 44.5655. Politiforbundet i Danmark 10.527

De 5 største i alt 214.183 61%FTF i alt (126 foreninger) 350.255 100%

Her er anvendt FTF's opgørelse som kilde. Ta l l e ne er nu ide nt i s ke med opgørelsen til Danmarks Statistik.

Hvis CO II (30.123) var regnet for en organisation ville den indtage 5.pladsen. Når det gælder spørgs-målet om magtpositionerne i FTF er CO II-organisationernes samlede størrelse væsentlig (der er dog enenkelte ganske lille StK organisation med). Men i den sammenhæng er det også interessant, at CO IIer røget fra at ville indtage en 2.plads til at ville indtage en 5.plads. Når det gælder en karakteristik afden fragmenterede eksterne struktur, er det de mange selvstændige organisationer under grupperne,der må tælles med. Et udtryk for de gamle tjenestemandsgruppers relative svækkelse kan ses ved, atKøbenhavns Kommunalforening, der nu regnes for én organisation, rasler ned på listen. KKF er nu med6.248 medlemmer kun den 9.største medlemsorganisation. Dansk Socialrådgiverforening (8.289) erkommet op på 6. pladsen, mens Økonomforeningen (7.9902) er på 7. pladsen og Danske Forsikrings-funktionærers Landsforening (7.032) nr. 8.

Det er karakteristisk, at der ikke er tale om den samme koncentration som i LO, hvor de 5 største orga-nisationer udgjorde 76 pct. af det samlede medlemstal i 2000. Der er dog sket en lille stigning i de 5største FTF organisationers andel af det samlede medlemstal, men det er der så også sket i LO.

De 3 mindste:

1. ABAS - Denmark 112. Foreningen af assistenter ved Det Kongelige Operakor 123. Foreningen af AF-regionschefer i Danmark 14

Der er stadig mange meget små, kuriøst lydende medlemsorganisationer i FTF. Og vi har endda undladtat medtage Foreningen af Kommunale Biografledere, som er med som forening på listen, selv om dener registreret med 0 medlemmer.

Antal organisationer under 100 medlemmer 23 22%Antal organisationer under 1.000 medlemmer 65 63%Antal organisationer mellem 1.000 og 5.000 medlemmer 27 26%Antal organisationer mellem 5.000 og 10.000 7 7%Antal organisationer over 10.000 medlemmer 5 5%

FIF i alt 104 101%


Bilag 5.2 fortsat

Der er sket en vis udvikling i retning af større organisationer. Det er nu kun godt en femtedel modgodt en tredjedel, der har under 100 medlemmer, mens antallet af organisationer under 1.000 er faldetfra 81 til 63 pct. Men det er stadig næsten to tredjedele af organisationerne i FTF, som ligger på etmedlemstal under de 1.000. Der er lidt flere af organisationer mellem 1.000 og 5.000. Selv om antalletaf organisationer over 5.000 medlemmer er steget kraftigt - fra 3 til 12 organisationer - så er det altsåstadig ikke mere end 1 ud af 10 FTF-organisationer, der ligger i denne gruppe. Specielt de 4 største LOorganisationer . med lidt over eller lidt under 50.000 medlemmer - er blevet mastodonter i forhold tilalle de øvrige. Men set i sammenhæng med forbundene i LO er det kun mellemstore organisationer.


Bilag 6. De 5 største og de 3 mindste medlemsorganisationer i AC samt de 5 størstes andel af det samlede medlemstal i 1980 og 2000

1980

De 5 største:

1. Ingeniør-Sammenslutningen 13.5732. Ingeniørforeningen 10.0003. DJØF 8.2744. Den alm. danske Lægeforening 7.8435. GL 7.268

De 5 største i alt 36.958 55%AC i alt (19 organisationer) 67.615 100%

De 3 mindste:

1. Navigationslærerforeningen 532. Skibsinspektørforeningen 743. Mejeriingeniørforeningen 296

Antal organisationer under 1.000 medlemmer 5 26%Antal organisationer under 5.000 medlemmer 13 68%Antal organisationer mellem 5.000 og 10.000 5 26%Antal organisationer over 10.000 1 5%

AC i alt 19 99%

2000

De 5 største:

1. IDA 39.9872. DJØF 21.3323. Dansk Magisterforening 18.6604. Den alm. danske Lægeforening 12.3145. GL 10.973

De 5 største i alt 103.266 69%AC i alt (22 organisationer) 150.060 100%

De 3 mindste:

1. Skibsinspektørforeningen 612. Dansk Kiropraktorforening 983. Handelskolernes Lærerforenings Adjunkt- og Lektorgruppe 176

Antal organisationer under 1.000 medlemmer 5 23%Antal organisationer under 5.000 medlemmer 15 68%Antal organisationer mellem 5.000 og 10.000 2 9%Antal organisationer over 10.000 5 23%

AC i alt 19 99%


Vedr. LO-organisationer m.fl.

Oplysningerne kan hentes både iStatistisk Årbog og i LO's årsbe-retninger. Der er dog i nogle perio-der i SÅ en rubrik med andre orga-n i s a t i o n e r, hvor de små stykkessammen. Disse organisationer ind-går også i LO's statistik, som for-bund uden for LO. Derfor må detpræcise antal medlemsorganisatio-ner her tages fra årsberetningerne.Det er også disse, der er kilde tilstatistikken over antallet af orga-nisationssammenlægninger.

Vedr. optælling af CO I-organisationer

Rubrikken med CO I-organisatio-ner er rent teknisk set en rest-gruppe. Det betyder, at det kun eret mindre antal af medlemsorgani-sationerne i CO I, der er medreg-net. Det er nærmere bestemt de or-ganisationer, som ikke samtidig ermedlem af en af de to store hoved-organisationer LO og FTF.

Indtil 1970 var det almindelige, atkun de store CO I-organisationerfra jernbane- og postområdet ogenkelte andre var medlem af enhovedorganisation, nærmere be-stemt LO. Dog dækkede en rækkeaf organisationerne både CO I ogCO II (fx Forsvarets Civil Etat,

Foreningen for Personale iStatsanstalten for Livsforsikring,Finsensinstituttets Tjeneste-mandsforening m.fl.), organisatio-nerne havde samme navn, menmedlemmerne var opdelt efter ar-bejdsfunktion o.lign., således atderes forhold forhandledes viahenholdsvis CO I og CO II. Mankan således tale om to afdelinger idisse organisationer, men næpperegne dem som to selvstændigefagforeninger. Derfor er de define-ret som én organisation, og somsådan er de talt med under FTF.Derfor skal de ikke tælles medigen som CO I-organisation.

Fra 1.4. 1970 blev Dansk Politifor-bund, Dansk Kriminalpolitiforeningog Dansk Toldtjenestemands For-bund medlemmer af FTF, og pr. 1.4.1972 var Dansk Fængselsforbundplus en række andre CO I-organisa-tioner også blevet medlem af FTF,der dermed i alt nåede op på 11 COI-medlemsorganisationer – hvortilkommer de 10 organisationer, somvar der i forvejen via CO II. En en-kelt organisation Forsvarets CivilEtat var allerede registreret som di-rekte medlem af FTF (ud over athave medlemmerne fordelt hen-holdsvis på CO I og CO II). Det vilalt i alt sige 22 FTF-organisationer.

Bilag 7. Notat vedr. optælling af organisationssammenlægninger og detsamlede antal fagforbund


CO I havde således pr. 1.1.1972 ialt 34 medlemsorganisationer.Heraf var 4 medlemmer af LO, 22af FTF (Jf. FTF’s medlemsliste, SÅog CO I’s medlemsliste). Tilbage er8 organisationer, som alene er re-gistreret som CO I-medlemmer.Det er dermed disse 8 organisatio-ner, der medregnes i listen over detsamlede antal fagforeninger i Dan-mark for 1972.

For 1.4.1970 medregner vi kun 3CO I organisationer som direktemedlemmer af FTF plus 10 (viaCO II) plus Forsvarets Civil Etat,dvs. i alt 14 FTF-organisationerog 5 LO-organisationer (DanskFængselsforbund udtrådte først afLO pr. 1.7.1970, og meldte sigførst derefter ind i FTF) CO Ihavde per 1.4.1970 33 medlemsor-g a n i s a t i o n e r, hvoraf de 19 varmedlem af enten LO eller FTF.Dermed medregner vi 14 CO I-or-ganisationer i listen over det sam-lede antal fagforeninger i Dan-mark for 1970.

For 1.4. 1971 er der ifølge SÅ ikkesket en yderligere indmelding iF T F, dvs. at Dansk Fængselsfor-bund her står udenfor hovedorga-nisationerne. Det giver 4 LO-orga-nisationer og 14 FTF-organisatio-n e r, i alt 18 af 33. For 1970 skaldermed 15 CO I-organisationermedregnes i den samlede liste.

For perioden før 1970 har vi tagetSÅ’s samlede tal for CO I-organisa-tioner og har fratrukket de organi-sationer (4-5), som ifølge SÅ samti-dig er medlem af LO. Derfra har viså yderligere i tallene fra 1960 til1969 trukket 11 organisationer,som er talt med via FTF-statistik-ken (herunder tallene for CO II,hvor der er en række gengangere iforhold til CO I blandt de mangesmå organisationer). I perioden fra1952 til 1959, hvor FTF blev eta-bleret og først efterhånden fik etøget medlemstal, er kun fratruk-ket 8 for 1959, 6 for 1958 og 5 forde forudgående år.

Beregningerne vedr. CO I er byg-get på tal fra SÅ, LO samt CO I'segne medlemslister.

Vedr. opgørelse af det samlede antal FTF-organisationer

Medlemskab af FTF er - og haraltid været - enten direkte ellerindirekte. I sidstnævnte tilfælde erdet via en af de centralorganisatio-ner eller grupper, som kollektivthar tilsluttet alle sine medlemmertil FTF, fx CO II, Samrådet, Kø-benhavns Kommunalforening,Dansk Telesamvirke.

Det afgørende spørgsmål er, ombåde de direkte og indirekte med-lemsorganisationer skal medreg-nes som selvstændige fagforening-


e r. I FTF's egne tal angives somregel kun de direkte tilsluttede(minimums-princippet). Det sam-lede antal medlemsorganisationerbliver derved kun en brøkdel aftallet for både de direkte og in-direkte tilsluttede (Ved FTF's starti første halvdel af 1950'erne fx om-kring 20 og omkring 100 organisa-tioner). Når formålet med optæl-lingen er at nå frem til en liste overdet samlede antal fagforeninger iDanmark, synes det umiddelbartat være mere korrekt at bruge etmaksimums-princip, hvor alle or-ganisationer (både direkte og in-direkte tilsluttede) tælles med.

Vi har valgt at følge maksimums-princippet og har derfor medtaltalle små og store organisationer,der kun indirekte via grupper/cen-tralorganisationer er med i FTF.Det gælder først og fremmest COII i hele perioden, Samrådet fremtil begyndelsen af 1970'erne, hvordenne centralorganisation opslu-ges af AC, og derudover Køben-havns Kommunalforening og for-skellige grupperinger inden forkoncessionerede selskaber (førstog fremmest telefonselskaberne).

Med denne optælling kommer enlang række meget små organisa-t i o n e r, ofte med under 100 med-l e m m e r, med som selvstændigef a g f o r e n i n g e r. De fleste af dem er

organisationer for tjenestemændDet kan diskuteres, om det er kor-rekt, specielt da forhandlingsret-ten for medlemmerne gennem detstatslige kollektive aftalesystemhar været placeret i centralorgani-sationer (som følge af lovgivningog/eller hovedaftaler).

Det kan diskuteres om fx en for-ening for amtmænd på 22 medlem-mer kan karakteriseres som enfagforening. Det kunne tale for an-vendelsen af minimums-princip-pet, men problmet fjernes ikke der-ved. Hvis man fx tæller CO II somkun en medlemsorganisation i ste-det for godt 30 organisationer, be-tyder det ganske vist at noglemeget små organisationer fjernes,men det betyder også, at store or-ganisationer som fx Dansk Politi-forbund ikke ville blive registreretsom selvstændig fagforening. Ogselv om DP også udøver sin for-handlingsret via CO II, så er dernæppe nogen som vil mene, at DPikke er en egentlig fagforening.Dertil kommer, at der også blandtde direkte tilsluttede medlemmerfindes en del af de meget små,nærmest kuriøse organisationer.

Vi fastholder derfor maksimums-princippet. Det kan også fastholdes,at alle de indirekte tilsluttede orga-nisationer må betragtes som formeltselvstændige enheder, der vælger


egen ledelse mv., men som på grundaf det statslige aftalesystem er nødttil at udøve forhandlingsretten viaeksempelvis CO II. Det er jo netoppointen, at denne karteldannelse,som effektivt har kunnet sikre vare-tagelsen af fagforeningernes funda-mentale opgave, har været et alter-nativ til større sammenslutningerog derigennem til dels også været enbarriere for sådanne sammenslut-n i n g e r. I og med CO II's tilstedevæ-relse er behovet for sammenlæg-ninger blevet stærkt formindsket.

Det skal dog tilføjes, at vi anven-der princippet pragmatisk, og detb e t y d e r, at grupperinger/kartel-d a n n e l s e r, der i stigende grad erkommet til at fungere som egentli-ge fagforbund med de tilsluttedeorganisationer i en underordnetrolle som en slags afdelinger, der-med også bliver registreret somkun én organisation. Det gælder fxKøbenhavns Kommunalforeningfor de seneste årtier og DanskTelesamvirke (der siden er bleveten del af LO-organisationen Te l e-kommunikationsforbundet). Detsamme kunne til dels siges om fxCO II, men CO II er samtidig etkonglomerat af mange forskelligeområder, hvoraf en del består af or-ganisationer, som helt entydig måkarakteriseres som selvstændigefagforbund. De ovennævnte ek-sempler er derimod mere afgræn-

sede enheder, der dækker en en-kelt sektor eller et enkelt område.

Selv om FTF anvender minimums-princippet, når antallet af med-lemsorganisationer angives, så kanman også via FTF's egne tal få enopgørelse efter maksimums-prin-cippet, idet beretningerne fra FTFangiver de indirekte tilsluttede. (Ienkelte tilfælde er det suppleretmed tal fra den ene af de kollektivttilsluttede grupper, CO II). I SÅ'stal over FTF-medlemmer er kunnævnt de større organisationerunder grupperne, og det giver der-for et resultat midt mellem mini-mums- og maksimums-opgørelsen.

FTF stiftes først i 1952, og vi harkun tal fra FTF fra og med 1956,men der kan derudfra skønnes vedat tilbageføre antallet af organisa-tioner under CO II og Samrådetsamt fra de koncessionerede selska-ber og den private sektor. Vi vil til-lade os at tilbageføre dette tal til ud-gangspunktet for statistikken, dvs.1.4. 1949. Vi kan her fratrække deo r g a n i s a t i o n e r, der ifølge SÅ førstkommer med i perioden fra 1952 til1956. For årene 1949, 1950 og 1951angiver vi skønsmæssigt sammeantal organisationer som i 1952.

Statistisk Årbog har frem til ogmed 1951 ingen FTF-organisatio-ner med. Der angives kun LO-or-


ganisationer og derudover enrække organisationer uden for LO,hvoraf alle – på nær 2 organisatio-ner for ledere – er potentielle LO-medlemmer. Der bliver derfor ikketale om en dobbeltregistrering vedat lave den nævnte tilbageføring afFTF-organisationer.

Vedr. optælling af CO II-organisationer

Vi har som supplerende materialetil FTF's beretninger anvendt med-lemslister fra CO II for perioden fra1976 til 2000. I denne periode an-vendte FTF til tider også en formfor gruppedeling, herunder et for-søg på at samle nogle af de megetsmå organisationer. Det blev imid-lertid aldrig andet end et valg-teknisk arrangement. I stedet forat tælle grupperingerne har vi der-for talt de organisationer, som ermed i dem - bortset fra de tilfælde,hvor grupperingerne reelt bliver tilsamlede organisationer. I så fald erder tale om en sammenlægning –enten i form af en fusion eller enoptagelse – og så har vi talt grup-peringen/den nye organisation medsom en, mens de forsvundne orga-nisationer er talt med på listenover antal sammenlægninger.

Vedr. optælling af AC-organisationer

AC blev først stiftet med virkningfra 1.1. 1972 og kan dermed først

her officielt indgå i statistikken.Forud for det var akademikernefor tjenestemændenes vedkom-mende indpasset i det statslige af-talesystem gennem Danskestatsembedsmænds Samråd, i dag-lig tale Samrådet, der samlede detilsvarende små etats/virksom-hedsområde baserede organisatio-ner, som dem der indgår i CO I ogCO II. Samrådet var fra starten i1952 med i FTF og udtrådte førstved AC's dannelse i 1972. Samrå-det var direkte medlem af FTF,mens de mange medlemsorganisa-tioner kun var indirekte tilsluttet.Vi har – som det fremgår ovenfor –valgt det samme maksimums-prin-cip, hvad angår Samrådet, som vianvendte vedrørende CO II.

Udover de små Samråds-organisa-tioner har der (i kortere eller læng-ere tid) eksisteret en række profes-sions/uddannelses baserede organi-sationer for akademikergrupperne,fx for læger, ingeniører, juristerm.fl. Akademikerne havde derforofte et dobbeltmedlemsskab delsfor at få varetaget løn- og arbejds-forhold, dels for at få varetaget pro-fessionelle interesser. I tiden efter2.verdenskrig blev efterhånden an-sættelse uden tjenestemandsstatusmere og mere almindeligt, og detbetød, at de professionsbaseredeorganisationer begyndte at stillekrav om og med held gennemføre


forhandlinger om indførelse afoverenskomster for disse nye grup-p e r. I løbet af 1960'erne blev sådan-ne overenskomster mere og merealmindelige. Det betyder, at profes-sionsorganisationerne fra og med1960'erne må siges at have en væ-sentlige fagforeningsmæssig rolle.Organisationerne dannede en fæl-les forening, Akademikernes Sam-menslutning, AS. De overenskom-stansatte blev efterhånden lønfø-rende og de væsentlige organisatio-ner i medlemmernes bevidsthed. Iforlængelse af gennemførelsen afTjenestemandsreformen i 1969 ogen akademikerstrejke, som havdedet formål at sikre den overens-komstansatte gruppes fremtid,blev indledt fusionsforhandlinger.De førte til en sammenlægning afSamrådet og AS til A k a d e m i k e r n e sCentralorganisation, og der sketeherunder en sammenlægning af or-ganisationerne på den måde, at demange Samråds-organisationerblev opslugt af professionsorgani-sationerne.

Det er først med AC's dannelse, atde professionsbaserede akademi-kerorganisationer er med i den of-ficielle statistik (jf. SÅ). Før dentid er det kun Samråds-organisa-tionerne, der er med, og hvis mananvender minimums-princippether kan man komme i den grotes-ke situation, at der før 1972 kun

registreres en enkelt organisationfor akademikere i Danmark, nem-lig Samrådet. Vi har med anven-delsen af maksimums-princippeten langt større gruppe med. Der-ved får vi illustreret den megetomfattende sammenlægningsbøl-ge, der er resultatet af dannelsenaf AC. Med det er uhensigtsmæs-sigt, at de eksisterende profes-sionsorganisationer, der fungeredesom effektive fagforeninger for deoverenskomstansatte akademike-re i hvert fald i 1960'erne ikke ermed i opgørelsen over det samledeantal fagforeninger. Vi har derforfor perioden 1960 til 1971 medta-get disse organisationer. Ta l l e n efor 1970 og 1971 bygger på datavedrørende sammenlægningen(AS-Debat 1971), mens tallene for1960'erne er et skøn herudfra.

Vedr. organisationer uden for hovedorganisationerne

Per 1.1. 1998 blev Dansk Post- ogGiroforeningen en del af HK/Statsom Brancheafdelingen Post Dan-mark. Siden overflytningen fra COII til StK i slutningen af 1980’ernehar DP&GF stået uden for hovedor-ganisationerne og været registreretunder denne gruppe i Statistisk År-bogs statistik over lønmodtageror-ganisationernes medlemstal. Og derer organisationen stadig registreretogså efter tilslutningen til HK/Stat.Det betyder, at den officielle stati-

for for de tre år fjernet medlemstal-lene fra Brancheafdelingen PostDanmark og samtidig undladt attælle den med i det samlede antalfaglige organisationer.


stik tæller denne nye brancheafde-ling med to gange i 1998, 1999 og2000 – både som en del af HK under”Landsorganisationen i Danmark,og som sig selv under ”Uden forhovedorganisationerne. Vi har der-

Documents

LO-dokumentation · med den teori om sammenhængen mellem etableringen af et kollek-tivt forhandlingssystem og mellem organisationernes interne og eks-terne strukturer, der er udviklet