Embed Size (px)
DESCRIPTION
Lokalnyt Kirkens Korshær Aalborg Februar 2013
Citation preview
0
Februar 2013
1
Indhold
Leder af Jonas Jakobsen, Korshærsleder
Godt nytår!... for det er lidt endnu
starten på det nye år. Et nyt år, der er
Korshærens første i en ny 100 års
periode og dermed også starten på
en fortsættelse af fortællingen om
Kirkens Korshær. Jubilæet i oktober
sidste år, blev flot markeret rundt
omkring i butikkerne, på
arbejdsstederne og på gaden i
Aalborg. Det var en fornøjelse at
opleve engagementet og opbakningen
til jubilæet, tak til alle der deltog og
bidrog.
Når et så skarpt hjørne rundes, giver
det anledning til eftertænksomhed og
refleksion. Hvorfor er Kirkens
Side 1: Leder
Side 3: Hilsen til Korshæren – fra Sognepræst Steen Thomsen
Side 4: Korshærens Ildsjæle – besøg i butikken i Nibe
Side 7: Nytårskur i Kirkens Korshær
Side 9: Glæde ved genbrug – en frivillig medarbejders beretning
Side 12: Samarbejde med GenbrugNord
Side 13: Historisk side – Kurt og indkøbsvognen
Side 16: Julehytte i Nordkraft 2012
Side 17: Mødet med Familiearbejdet – en frivillig medarbejders beretning
Side 20: Julen hos Kirkens Korshær
Side 21: Præstens side
Bagside: Kalender
2
Korshærs arbejde fortsat nødvendigt
100 år efter vores begyndelse? Hvor
og hvornår gik det egentligt så galt,
at flere og flere havner i en
tilsyneladende håbløs livssituation?
Skal vi udføre vores arbejde
anderledes og kan vi gøre det bedre?
Der er ikke plads her til at komme
med grundige svar på alle disse
spørgsmål og måske findes der ikke
præcise svar på dem alle. Jeg vil
derfor i stedet for et svar, tillade mig
at drage nogle enkelte konklusioner:
Kirkens Korshærs tilbud til
nødstedte mennesker skal fortsat
være en ubetinget hjælp, der er
baseret på frivillig deltagelse. Alle
der kommer til vores dør, har brug
for Kirkens Korshær uanset hvor
snørklet deres vej igennem livet har
været. Kirkens Korshær er et
inkluderende fællesskab, der ikke
sorterer nogle mennesker fra til
fordel for andre - netop derfor kan vi
tillade os at kalde os Kirkens
Korshær. Det ønsker jeg ikke
anderledes for vores arbejde.
I Kirkens Korshær møder vi mange
forskellige mennesker med vidt
forskellige livshistorier. Alle er de
en del af vores fortælling. Både
fortællingen om Kirkens Korshær og
fortællingen om vores eget liv - hver
især. Den kontakt vi får med et andet
menneske, vil uundgåeligt blive en
del af os selv uanset om mødet er
kort og forbigående eller tæt og
dyberegående. Det er mødet med
brugerne på arbejdsstederne, det er
mødet med kunderne i butikkerne og
det er alle de forskellige
bekendtskaber vi gør os igennem
livet. Jeg tror på, at hvis vi tillader
os selv at blive berørt og betaget i
mødet med andre mennesker, så vil
vi selv blive bedre til at glædes over
den mangfoldighed af
personligheder vi møder i Kirkens
Korshær. Det er et af livets
grundvilkår, at vi lever sammen på
denne jord og så længe vi lever, er vi
en del af denne verden. Den måde vi
forholder os til andre mennesker på,
er med til at skabe vores og andres
liv. Den afdøde danske filosof K.E.
Løgstrup har et udsagn der meget
fint beskriver dette:
”Den enkelte har aldrig med et
andet menneske at gøre, uden at
han holder noget af dets liv i sin
hånd. Det kan være meget lidt, en
forbigående stemning, en
oplagthed, man får til at visne, eller
som man vækker, en lede man
uddyber eller hæver. Men det kan
også være forfærdende meget, så
det simpelthen står til den enkelte,
om den andens liv lykkes eller ej”
Jeg håber at Kirkens Korshær de
næste 100 år fortsat vil kunne berøre
mennesker og skabe bedre livsvilkår
for alle de, der kommer i berøring
med vores arbejdssteder og
genbrugsbutikker.
Af Jonas Jakobsen
3
Hilsen til Korshæren
af Steen Thomsen, Sognepræst ved
Sankt Markus Kirke
Åndelig gudstjeneste.
Søndag d. 13. januar havde Sankt
Markus kirke 80 års fødselsdag og i
den anledning havde vi inviteret Lena
Bentsen som gæsteprædikant. Meget
passende var dagens episteltekst
hentet fra de første vers af
romerbrevets kap. 12: "Så formaner
jeg jer, brødre, ved Guds
barmhjertighed, til at bringe jeres
legemer som et levende og helligt
offer, der er Gud til behag - det skal
være jeres åndelige gudstjeneste.”
Se, det er jo en interessant udtalelse,
Paulus her kommer med:
menneskeofringer og åndelig
gudstjeneste. Jo jo, Paulus har aldrig
været tandløs.
Meget passende er det også, at Sankt
Markus kirkes motto er ”Tro, håb og
kærlighed”, for hele romerbrevet er
skrevet over denne læst og med kap.
12 er Paulus kommet til kærligheden
og han begynder med gudstjenesten,
hvorfor han altså indleder afsnittet
med ovenstående formaning om at
bringe sit legeme som offer.
Et offer er, at man giver afkald på
noget af sit eget. Normalt i
jødedommen var det jo et dyr, man
ofrede og så havde man det dyr
mindre. Men Gud var glad! Og det
var sådan set hele pointen med
ofringer – jo større offer, jo gladere
Gud.
Men Paulus går helt tæt på: det er
dig selv, du skal ofre; du skal sætte
dit eget til side og give dit legeme til
Gud. Hvad skal Gud med døde dyr?
Nej, han vil have levende
mennesker. Mennesker, der ikke er
bange for at sætte sig selv til side,
for på den måde at have overskud til
sin næste - ja at elske sin næste. Det
er faktisk lignelsen om den
barmhjertige samaritaner, Paulus her
4
Korshærens ildsjæle Genbrugsbutikken i Nibe
af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator
Kirkens Korshærs Genbrugs Shop
ligger skinnende gul i sollyset på et
synligt og befærdet hjørne i Nibe.
Adressen er Genboløsgade 2.
Kunder kommer og går. Enkelte
kunder, har også noget med til
butikken. Nibes borgere, kender
butikken og forærer rigtig meget til
butikken, og støtter i høj grad op om
butikken. Genbrugs shoppen holder
åben dagligt fra 10 – 17 samt lørdag
fra 10 – 12.
Jeg møder Annelise Larsen, inde i
butikken i færd med at ordne noget tøj
på stativerne. Annelise er næsten lige
blevet færdig med det, hun kalder sin
”kæphest”: - at gå vinduerne igennem.
Annelise møder gerne ved nitiden og
kigger lige vinduet efter udefra. ”Det er
vigtigt at vinduesudstillingen ser pæn
og levende ud” siger Annelise,” Det er
det kunderne ser, når de går forbi”
afslutter hun. Når så kaffen er sat over,
kigger hun rundt i butikken, for at se
vil give kød og blod i den kristne
menighed. Og han kalder det en
'åndelig gudstjeneste'.
Tankevækkende er det, at det græske
ord, Paulus bruger, og som er
oversat til 'åndelig' er ordet 'logisk'.
At øve næstekærlighed er en logisk
gudstjeneste! En logisk forlængelse
af den liturgiske gudstjeneste. Det er
da værd lige at standse op ved, ikke?
Vi har 168 timer om ugen. 2 af dem
bruger vi på den liturgiske
gudstjeneste. Det er fint. Det er
nyttigt og godt. Men lad os da bruge
nogle af de resterende timer til den
åndelige gudstjeneste. Lad os
besinde os på, hvad det vil sige for
hver af os, at vi give os selv som et
levende og helligt offer og på den
måde gøre Gud (og ikke mindst: vor
næste) glad.
Det kan måske forekomme at være
noget af et projekt, men i Kirkens
Korshær er der altid brug for
mennesker, der har sat en smule af
sit eget til side og på den måde
frigjort energi og kærlighed til gavn
for sin næste.
Faktisk har vore naboer, vort
samfund brug for mennesker, der tør
sætte sit eget lidt til side.
Guds velsignelse over jeres åndelige
gudstjeneste.
Af Sognepræst Steen Thomsen
5
om alt er som det skal være. Annelise
er 77 år, og startede som frivillig i
butikken i 2001. Hun blev i 2008
formand for butiksbestyrelsen.
Genbrugsshoppen blev startet i 1985.
Dengang var adressen Genboløsgade
6. Butikken blev efter nogle år flyttet
til nuværende adresse. Butikken blev i
2010 renoveret. Der er ca. 27
frivillige. Det er et passende antal og
der er en fin sammenhæng i
dagligdagen. Der er syv frivillige i
butikkens bestyrelse. Bestyrelsen har
2 – 3 møder om året, evt. lidt flere,
hvis der er behov for det. Butikkens
personale gør noget specielt for at
hverve nye frivillige. Når nogen hører
om en de kender, er gået på
efterløn/pension eller er blevet alene,
bliver vedkommende kontaktet og
inviteret ind i butikkens fællesskab.
Det virker, og giver en god tilgang til
det at være frivillig.
Annelise er uddannet
Blomsterdekoratør og havde i en
årrække blomsterbutikken ”Karen” i
Nibe. Det sluttede i 1979, og herefter
blev Annelise tilknyttet
Hjemmeplejen frem til 2000. Det var
et tilfælde, at Annelise startede, som
frivillig i Kirkens Korshær. Hun
kendte en i butikken, som fik hende
med i butiksarbejdet. ”Jeg havde intet
forhold til Kirkens Korshær, da jeg
startede” siger Annelise, ”Men i dag
kunne jeg ikke tænke mig at arbejde
for andre organisationer”, fortsætter
hun, ”Kirkens Korshærs holdninger
og arbejde for socialt udsatte, ligger
mig meget på sinde”.
Jeg er blevet bænket i køkkenet
sammen med Annelise, Leif Hansen
og hans kone Edna. Morgenkaffen,
når vi kommer, er en vigtig
begivenhed fortæller Annelise. ”Det
er her vi får vendt mangt og meget og
en god snak er starten på en god
dag”, istemmer Leif. I det samme
kommer Karsten ind, en af butikkens
øvrige frivillige. Hvis en fra
personalet kommer forbi, kigger man
gerne ind og får en kop med.
6
Butikken holder udsalg forår og
efterår. Dette indleder sæsonskift i
tøjet. Så bliver der også lidt ekstra
plads, så det er nemmere at få gjort
rent. Butikkens personale har helt
klart det indtryk, at det er blevet
nemmere at drive genbrugsbutik.
Personalet har førhen oplevet, at
folk syntes det var flovt, at handle i
genbrugsbutik, samt gå i brugt tøj
fra butikken. Der er sket en
holdningsændring blandt vores
kunder. I dag synes mange, at det er
helt fint når man har ”lavet et kup”
og gjort en god handel i Genbrugs
shoppen.
Annelise er på arbejde i butikken to
dage om ugen. Når hun holder fri er
haven hendes store interesse. Hun
har været medlem af Dansk
Haveselskab i mange år. Hun kan
godt li at hygge sig hjemme med sin
kat Pjevs, eller Mors Mis, som den
også bliver kaldt. Annelise har også
19 høns at passe, så hun keder sig
aldrig, giver hun klart udtryk for.
Annelise er meget stolt over
butikkens resultat. ”Alle de frivillige
har gjort et stort stykke arbejde i
butikken, og det skal vi alle være
glade for”, ”Dag efter dag, uge efter
uge er medarbejderne der og laver alle
kæmpe arbejde for at indsamle penge
til Korshærens arbejde.
Jeg spørger om Annelise har nogle
ønsker for fremtiden. Annelises klare
ønske er, at de bevarer det gode
samarbejde og sammenhold, der er
blandt medarbejderne i butikken. Hun
afslutter med at sige: ”Vi går ind
imellem og ønsker os noget mere
plads til møblerne, dog vil jeg hellere
sælge godt, fra en mindre butik, end
fra en stor butik med høj husleje samt
store udgifter.”
Af Ole Kjærsgaard
7
Nytårskur i Kirkens Korshær Af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator
Et stort kirkerum med dæmpet
belysning og fyrfadslys i alverdens
forskellige stager (leveret af Kirkens
Korshærs genbrug, selvfølgelig!). Vi
er i en vis forstand på udebane, hvis
man overhovedet kan tale om at
være på udebane i en kirke. Men det
er Markus kirken og ikke som vanlig
Ansgars kirken, korshærens
frivillige og ansatte medarbejdere
med tilknytning til arbejdet i
Aalborg denne sene eftermiddag
fylder med varme og nærvær. Det er
nytårskur og vi begynder her med
sang og ord. Margrethe Grarups
stærke stemme synger rummet fuldt
af toner og Ole Bech akkompagnerer
stilfærdigt og gedigent på sin guitar.
Imellem sangene lytter vi til ord, af
bl.a biskop Helder Camara.
Det er en rolig og eftertænksom
begyndelse på det nye år i Kirkens
Korshær.
Og med nytårskuren er en ny tradition
måske skudt i gang? En tradition, der
kan udfoldes på mangfoldige måder.
Koordinerende Leder Jonas Jakobsen
bød forsamlingen velkommen til
Markusgaarden. Jonas præsenterede
de tilstedeværende arbejdssteder i
Aalborgarbejdet. Der blev knyttet
nogle kommentarer til arbejdet og
dagligdagen, på det enkelte
8
arbejdssted. Gennemgående fik alle
en stor tak, for det gode og solide
Korshærsarbejde, der bliver udført
rundt om i de enkelte arbejdsgrene.
Der blev derefter budt på
hjemmelavede sandwich, hvortil
man kunne nyde øl, vand eller
hvidvin. Senere serveredes frugt,
kaffe/te med småkager og
kransekage og lidt til den søde tand.
Vi fik, som en overraskelse, besøg af
Hendes Majestæt Dronning
Margrethe. (I substitut af
Korshærspræst Lena Bentsen).
Majestæten var, med stor værdighed,
rundt og hilse på stort set alle
tilstedeværende. Som Majestæten
udtalte, ”Vi kan så godt li Kirkens
Korshær, og Vi benytter enhver
lejlighed til at profilere os, som den
frivillige Vi gerne vil være”. ”Så kan
Henrì jo nusse lidt rundt derhjemme
alene, uden at Vi forstyrrer”. Derefter
holdt Dronning Margrethe ”Festtale”.
Flere medarbejdere, fra forskellige
arbejdsgrene, blev inviteret til at tale
med Majestæten. De blev udsat for en
del ”kritiske” spørgsmål. Majestæten
var bl.a. særdeleshed interesseret i
arbejdsstedernes og Korshærens
rygepolitik. ”Den har Vor helt store
interesse”, udtalte Majestæten.
Dronning Margrethes besøg skabte
stor moro, blandt Nytårskurens
deltagere, og var et festligt indslag.
Nytårskuren afsluttedes med en sang,
og der blev sagt tak for en dejlig
aften.
Af Ole Kjærsgaard
9
Nu kunne man nok tro, at det er
denne specielle (læs gode) adfærd -
at jeg vil udbrede mig om – eller om
de mange penge, der er at spare for
både den enkelte og for samfundet
ved at have genbrug som livsstil –
men nej – således hænger det ikke
sammen – det er ikke mit ærinde.
Men overskriften passer – for jeg
tilkender mig stilen både som
frivillig og som leverandør / som
bruger af genbrug – men i dette
indlæg er det min ”stilling” som
frivillig med ”Børnehjørnet” - at jeg
vil beskrive.
Jeg kan kun se tilbage med glæde på
min beslutning om at blive frivillig-
som en slags tilbagebetaling til
samfundet for det meget, som jeg
har modtaget – efter et endt
arbejdsliv, der sluttede alt for tidligt
pga. sygdom.
Da Kirkens Korshær i 2000
opstartede familiearbejdet igen efter
en del års dvale – var jeg som en
gammel cirkushest, der vejrede
savsmuld!! – jeg var parat tillige
med ca. 15 frivillige (mærkeligt nok
alle kvinder!!).
Det nye tiltag skulle bla. gøres ved at
åbne en genbrugsbutik for børnetøj og
med en tilknyttet familierådgivning i
den cafe, der var indrettet i en del af
”Børnehjørnets” forretning. Det stod
dog klart – ret hurtig efter start - at det
var en opgave, som vi frivillige ikke
magtede – vi fik ikke fat i brugerne.
Det var frustrerende, når vi vidste, at
de var der og at der var brug for
hjælpen – men det ”taw”=
håndelag/sindelag /indsigt må vi sige,
at Annemarie – vores daglige leder –
havde og stadig har. Men det er ikke
kun Familiearbejdets brugere, at
Annemarie har hold på /-at
Annemarie kunne/ kan skabe glæde
for. – Jeg kan kun som frivillig sige,
at jeg føler, at der er megen lydhørhed
overfor os – og at Annemarie er god
til at inspirere/ opmuntre og skabe
sammenhold mellem os frivillige.
Familiearbejdet har vokset sig stort og
stærkt og til stor glæde for brugerne
og stolthed for initiativtagerne. Jeg vil
ikke sige, at succesen er ved at kvæle
sig selv – men det er synligt, at der
skal hjælp til – for at det kan udføres
til tilfredshed.
Vi ser også disse brugere i vores butik
Glæde ved genbrug En frivillig medarbejders beretning
af Hanne Schou, Frivillig i Børnehjørnet
10
– selvom de bestemt ikke skiller sig
ud fra andre kunder – vi ved, at det er
dem magtpåliggende ikke at vise
deres afmagt /deres problemer.
Udover den salgsmæssige del – så
prøver vi at yde vores bidrag ved at
invitere til en hvil/en snak /en kop
kaffe og vi ser tit en respons på denne
invitation.
Ud fra eget vedkommende kan jeg
sige, at det er vigtigt for mig at give et
smil – at vise respekt/accept/tolerance
og at give omsorg til et
medmenneske. Det kan gøre
underværker for en person, der af en
eller flere grunde ikke har overskud til
at smile. Vi frivillige er jo Kirkens
Korshærs ansigt udadtil – og vi skal
bære denne organisations værdier og
holdninger videre – og det gøres jo
ved at møde brugere på deres
præmisser og acceptere deres
situation.
Jeg har som skrevet tidligere været
med fra start og det dejlige er, at der
stadig er en stabil lille flok tilbage fra
starten – og som stadig holder ved –
men hvis væggene ellers kunne
fortælle – ja så har der været mange
forskellige / arbejdsomme og sjove
personligheder som frivillige.
Men pudsigt nok – ja så er det også de
”gamle travere” vedr. tøjets
beskaffenhed /tilstand /priser, vi
diskuterer – også selvom der er
udskiftet personale. Visse emner
forældes aldrig – må der vist
konstateres.
En ganske almindelig ”arbejdsdag”
starter med en kop kaffe /lidt mad, da
vi alle på onsdagsholdet har været på
farten inden ”arbejdstid” – så der skal
lidt styrke til – inden vi går ombord i at
sortere sække med indkommet tøj (vi
får heldigvis meget) – mærke det –
stryge det –el. pynte vinduer /el. rydde
op på hylder i forretningen el. lageret.
Vi keder os aldrig – altid er der ting at
foretage sig for at gøre forretningen til
et pænt og godt sted at være og vi må
konstatere, at vi frivillige har det godt
med hinanden og at vi i det store hele
har dejlige og tilfredse kunder. Vi ved,
at krisen gør, at flere og flere
mennesker får psykiske skrammer – og
at de ses i gadebilledet – men vi kan
også konstatere, at selvom vi har haft
sådanne tilfælde af kunder i vores butik
– så udgør de ikke et problem i
”Børnehjørnet”.
Det er os frivillige meget
magtpåliggende - at ”Børnehjørnet”
fremstår som en ren/pæn og ordentlig
butik med realistiske priser og med et
venligt personale, så kunderne har lyst
til at komme her – igen og igen – også
selvom de måske ikke altid får varer
med hjem. Vi har jo kun de varer, vi
har fået givet – og vi kan af gode
grunde ikke sige til kunden: ”Vi har
varen du ønsker hjemme om 3 dage”!!
Men vi har trods disse vilkår mange
kunder, der er gengangere – der også
11
anbefaler os til andre og det er vi dybt
taknemmelige for.
Det er en glæde at hjælpe vore kunder
og de er meget forskellige. Der er
dem, der kommer af nød –trods det, at
vi lever i et såkaldt velfærdssamfund.
– Der kommer kunder på
kontanthjælp – el. nydanskere på
starthjælp – der er kunder, der har
genbrugstanken som livsstil – der
kommer forventningsfulde 1.gangs –
forældre. Rigtig mange er studerende
med et lille budget – ligesom der
kommer bedsteforældre, som glædes
over til en billig penge (trods måske
bedre råd) til at kunne få et lille
reservelager af tøj og legesager, til når
de kære poder kommer på besøg.
Uanset herkomst/stilling og
behov/ideologi – så er det udfra min
optik meget vigtigt, at vi forsøger at
give kunden en god og venlig service,
så de føler sig venligt behandlet – og
at forretningen fremstår indbydende –
så kunderne har lyst til at komme igen
og igen – også selvom vi ikke har
dankortapparat. –Vi har noget ganske
andet og rigtig godt: ”Vi har en meget
venlig barber”!! , der hjælper os
utroligt – også med at kigge efter os
og efter forretningen – det er
betryggende.
Der kan aldrig gives en opskrift på en
almindelig dag. Vejr og vind
/årstiderne og andre arrangementer i
byen/gode tilbud i andre forretninger
– spiller ind på om resultatet bliver
godt el. mindre godt – ligesom vores
eget UDSALG også gør det (her i
positiv retning).
På mit hold siger vi altid til hinanden
ved dagens start: ”Mon vi får travlt”?
(og ønsker bare – at vi gør! - for det er
det sjoveste) – andre spørgsmål kan
være: ”Er der mon kommet nyt og godt
tøj til vinduerne” ? (for deraf anhænger
jo kvaliteten og udseendet af
vinduerne) og som de gamblere, vi
også er – så vædder vi også vedr.
udfaldet af salget. Taberen skal
selvfølgelig give lakrids næste gang.
En hyggelig skik, der på ingen måde
ruinerer.
Det er onsdagsholdet, der står for
pyntning af vinduer og det er et
ønskejob – for jeg mener, at gode
/spændende vinduer tillige med vores
gode service er med til at trække
kunder til. – Det er SJOVT at være
kreativ – men jeg må også indrømme,
at det ikke altid er lige let at lave de
vinduer, som vi ønsker – vi må ofte sno
os – især hvis vi har et bestemt TEMA
– el. et vist farvevalg.
Vi kan jo ikke trylle – vi har jo ikke et
stort lager el. stabile leverandører at
trække på – men egentlig synes jeg, at
vi kan være meget STOLTE. Den
største glæde (men også den mest
besværlige) er, når vi under pyntningen
fanger kundernes opmærksomhed og
de vil købe fra vinduet – for så ved vi,
at vi har fat i NOGET GODT!!!
12
Glæde ved genbrug – ja den kan der
skrives meget om – men det er ganske
vist, at min dag i Børnehjørnet er BLÅ
og der er mange solskinsstriber på –
også selvom der er gråvejr.
Af Hanne Schou Christensen
13 år er gået og mit tilbageblik og min
nutidssituation gør – at det vil være
rigtigt at slutte med ordene fra sangen:
”Jeg vil male dagen BLÅ – sætte en
solskinsstribe på – vælge lyset frem for
skyggen – gi´mig selv et puf i ryggen
og tro på alting – ja selv på lykken” –
og her tænker og håber jeg på lykke og
det gode liv/lys for ”Børnehjørnet” og
dets kunder/dets frivillige og for
Familiearbejdet.
Samarbejde med Genbrug Nord
Genbrug Nord er Aalborg Kommunes
aktiveringsprojekt på Sundsholmen 29 i
Nørresundby. Kirkens Korshær blev,
kort efter åbning af ny butik på
Sundsholmen 19, kontaktet af Genbrug
Nord. De var meget interesseret i, at
finde steder til aktivering af borgere.
Det var på mange måder helt nyt for os,
men vi indledte med interesse
samarbejde omkring dette. Frem til i
dag har flere personer været i kortere
eller længere aktivering i butikken eller
med indkørsel af varer. Vi har haft
gode og positive oplevelser omkring
samarbejdet. Genbrug Nord har også
udtrykt tilfredshed og glæde ved
samarbejdet.
Senest har vi startet samarbejde
omkring specielle aktiviteter i
butikkerne på de samme dage. Dette
medfører, at vi laver fælles
markedsføring og annoncering. Dette er
der en stor besparelse i for begge
parter. Vi har efterhånden, gode
erfaring med, at to forretninger på
samme strøg trækker ekstra mange
mennesker til. Det glædelige er også, at
det ikke påvirker omsætningen
negativt. Genbrug Nords placering på
Sundsholmen var absolut med i
overvejelserne, omkring valget af butik
på Sundsholmen. Genbrugsbutikken er
derfor meget glad for, at placeringen
også har kastet dette gode samarbejde
af sig. Af Ole Kjærsgaard
Samarbejde med Genbrug Nord Af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator
13
Det var koldt og Kurt var fuld. Han
sad i en indkøbsvogn fra Føtex midt
på fortovet foran varmestuen på
Østerbro i Aalborg. Kurts røv var
solidt plantet i bunden af vognen,
hans ben og arme hang ud over
kanten. Det så ud som om han sov
eller måske var død. Engang
imellem kom der dog nogle grynt og
en masse uforståelige ord, der gjorde
det klart, at han i hvert tilfælde ikke
var død. Når der kom nogle
forbipasserende, råbte han højt efter
dem, imens han spjættede med arme
og ben, som om han forsøgte at
komme op af vognen. Men de gik i
en stor bue udenom, Så Kurt opgav
hurtigt igen.
Kurts hånd fumlede i lang tid ved
den ene brystlomme på den
blåternede skovmandsskjorte, inden
han trak et cigaretskod og en lighter
frem. Det var det sidste skod, og han
havde ikke flere guldbajere. Efter en
lang kamp fik han tændt skoddet
med lighteren, hans hænder rystede,
hans krop manglede sprut. Han tog
et langt hvæs af skoddet, imens han
tænkte: ”hvad fanden laver jeg
her?”. Kurt var hjemløs. Det var
kammerarterne fra gaden, der havde
placeret ham foran varmestuen den
Historisk Side Kurt og indkøbsvognen
af Carsten Andersen, Skurbyen
dag. Det havde de gjort før. Når de
blev trætte af at køre rundt med ham,
kørte de ham ud på Østerbro. ”Så
tager de sig nok af ham” tænkte de.
I halvfemserne fokuserede man
meget på bolig. Når man var
hjemløs skulle man have en
lejlighed. Kurt fik også en lejlighed
og det var han glad for. Men det var
ensomt, så han begyndte at invitere
kammeraterne med hjem. Dem der
ingen bolig havde, sov rundt
omkring i lejligheden. Kurts bolig
var i løbet af nogle få måneder
blevet til et herberg. Der var blevet
lavet 17 ekstranøgler. Kurt havde
kun een selv. Det blev for meget, så
han flyttede på gaden igen. Kurt sov
i div opgange og parkeringskældre.
De var nogle stykker, der igennem
et stykke tid havde sovet i et pakhus
på baneterrænet. Det var et godt
sted, men de blev vækket hver
morgen kl 6.00 når DSB arbejderne
mødte på arbejde. Der stod en trucks
lige ved siden af hvor de sov. Når
den blev startet, så vidste de at de
skulle af sted. Kurts ben var begyndt
at svigte. Når han havde drukket 8-
10 guldbajere, så forsvandt benene
under ham. Han havde altid en
flænge over øjet, eller en bule i
14
panden, fordi han væltede rundt. Når
det hele blev for meget tog Kurt et
par overnatninger på Herberget eller
på Svenstrupgaard. Men der måtte
han ikke drikke.
Kurt kom oprindelig fra Århus. Hans
forældre blev skilt da han var 2 år.
Kurt blev hos sin far, hans
lillesøster, der lige var blevet født,
blev hos moderen. Kurts far var
tjener på færgen mellem Esbjerg og
Harwich, når han ikke var hjemme
blev Kurt passet af farmor og farfar.
Kurts far drak mange øl. Kurts
farmor og farfar døde med kort
mellemrum da Kurt var 13 år.
Dengang begyndte Kurt så småt at
drikke. Kurt blev uddannet
skorstensfejer. Kurts far var med til
fest på skolen, da han havde bestået
svendeprøven. Kurts far tog hjem
nogle dage før Kurt. Da Kurt kom
hjem sad hans far i en stol og var
død. Han blev 48 år. Til hans fars
begravelse mødte Kurt sin søster for
første gang.
Kurt sad stadigvæk i
indkøbsvognen, han var begyndt at
blive ædru. Han mente nok han
kunne gå igen, men han kunne ikke
komme op af vognen.
Medarbejderne fra varmestuen kom
ud, de var ved at lukke. Kurt råbte af
dem ” vil i hjælpe mig op” de fik
ham ud af indkøbsvogne og på
benene. Kurt gik stille hen af
fortovet, nogen gange støttede han
sig op af et vejskilt eller en husmur.
Han var ikke på vej hjem, men på
vej ind til de andre inde i byen.
Måske de havde en guldbajer og en
smøg.
Finn Christiansen var dengang leder
af varmestuen. Det var blandt andre
Kurt og hans situation der
inspirerede ham, da han fik ideen
om Skurbyen i 1994. Kurt kunne
tydeligvis ikke bo som folk bor flest
og livet på gaden var for hårdt for
ham. Finn fremlagde sin ide om en
skurby for folk som Kurt på et
personalemøde i varmestuen og fik
besked om at gå hjem og skrive det
ned. Ove Sørensen fra Aalborg
kommune hjalp efterfølgende Finn
med at udarbejde en
projektbeskrivelse som senere blev
afleveret til kommunen. Aalborg
kommune syntes godt om ideen, og
3 uger efter var man allerede på
udkig efter et stykke jord i nærheden
af midtbyen, hvor man kunne bygge
en Skurby. Det var ikke så nemt,
hver gang man fandt et godt sted,
protesterede naboerne, selv i et
industrikvarter var der protester. Der
gik et par år før man fandt pladsen
på Stenosvej. Det var en plads
kommunen brugte til at opbevare div
materiel. Den lå afsides, men
alligevel tæt på midtbyen. Men igen
var der naboprotester med stormøde
i Aalborg hallen, og artikler i
Aalborg stifttidende.
Kommunen med Henning G. Jensen,
der dengang var socialrådmand, i
15
spidsen stod fast. Her skulle
Skurbyen ligge. En Skurby med
plads til seks beboere blev bygget på
Stenosvej. Den blev indviet den 24.
marts 1997. Naboprotesterne
påvirkede Skurbyen meget de første
år. Naboerne holdt øje med, hvornår
personalet var på arbejde, og om
beboerne havde overnattende gæster.
De klagede, hvis der lå affald på
cykelstien osv. Som Finn siger: “de
første år tænkte vi mere på at
tilfredsstille naboerne end
beboerne”. Man indgik et
samarbejde med beboerforeningen,
hvor man deltog i møder sammen
med herberget. Det er blevet et rigtig
godt samarbejde.
Kurt flyttede ind i Skurbyen den 7.
april 1997. Han var den første
beboer i den nye skurby på
stenosvej. Kurt drak stadig, men
efter et stykke tid begyndte han at
hænge billeder op på væggene og
tømme sin postkasse. Kurts ben
svigtede mere og mere når han drak.
Han fik en rullestol, så han selv
kunne befordre sig til og fra byen.
Kurt købte en kat med ormekur og
vaccinerne i orden. Den kom til at
hedde Balder.
Efter nogle år begyndte Kurt at
holde pauser med drikkeriet. I
begyndelsen var det små korte
pauser, men med tiden blev de
længere og længere - helt op til et
halv år. Nogle dage lavede Kurt mad
helt fra bunden, andre dage købte
han færdigretter. Kurt var mere og
mere hjemme. Han begyndte at
betale licens, han købte den store
stofapakke. Kurt drak dog stadig, i
perioder endda meget voldsomt.
Kurt nåede at bo i Skurbyen i 15 år.
Han døde den 2. juni 2012. Han blev
49 år. Katten Balder lever stadig.
Af Carsten Andersen
HUSK! Kirkens Korshær er at finde på Forårsmessen i Aalborg
Kongres- og Kulturcenter i dagene 8., 9., og 10. marts, alle
dage kl. 10 – 17. hvor vi har en informationsstand sammen
med Cafe Væxt og Cafe Parasollen. Så kig forbi. Vi
serverer kaffe med småkager, og så kan du deltage i en lille
konkurrence.
16
På baggrund af indhøstede erfaringer
fra vores første år med julehytte i
Nordkraft mødtes interesserede i
august måned for at medvirke i
arbejdsgruppen til planlægning af
arbejdet med julehytten.
Meget hurtigt kom vi i gang med
fordeling af arbejdsopgaver, så vi
kunne blive rustede til opgaven. Hen
på efteråret fik vi melding om
julehyttens åbningstider, så vagterne
kunne begynde at komme på plads.
Og utrolig mange var rundt omkring
i og uden for byen i gang med at
sikre, at der blev varer at sælge i
hytten. Den 30. november stod
hytten klar med et godt
varesortiment. Der var anskaffet
hylder til hytten, så varerne blev
præsenteret på bedste vis, og et lille
bord med rødternet dug ”bød
kunderne velkomne”. Der var sørget
for passende informationsmateriale
om Kirkens Korshær til uddeling. En
stor mængde af hjemmebagte
småkager kunne smages og købes til
rimelige priser. Der var smykker,
kort og lys. Der var varer indsamlet
fra genbrugsbutikkerne. Der var
flotte hjemmestrikkede varer, tæpper
i store og små størrelser. Der var
fine glasting. Alt sammen til salg for
et rimeligt beløb. Der var brugt lang
tid på at få alle varer mærket på
flotteste vis.
Rigtig, rigtig mange ivrige sjæle
havde været i gang med arbejdet, og
det lykkedes da også til sidst at få
alle vagterne dækket ind, og så var
vi klar til start. Stor var spændingen.
Kunne julehytten blive lige så stor
en succes som sidste år?
Julehytten skulle holde åbent fredag
– søndag de tre første weekends i
december og endvidere 21. og 22.
december. Vinteren slog hårdt til i
december, og en enkelt dag måtte vi
holde julehytten lukket på grund af
snestorm. Imidlertid viste det sig, at
der i julehytten blev solgt for lidt
mere end sidste år og det endda med
den kortere åbningstid. Jeg har haft
lejlighed til at kigge i dagbogen,
som har ligget i julehytten. Af den
fremgår det bl.a., at mange har haft
lyst til at standse op i hytten og få en
snak om arbejdet i Kirkens Korshær.
Så stor tak til alle jer, som på
forskellig vis har bidraget til at vi
kunne få Julehytten 2012 til at blive
en succes igen i år.
Af Annemarie Krogh
Julehytte i Nordkraft 2012 af Annemarie Krogh, Byarbejdet
17
Af Annemarie Krogh
Mødet med Familiearbejdet En frivillig medarbejders beretning af Else Nygaard, Frivillig i Familiearbejdet
Jeg har lovet at tænke over, hvordan
det er at være frivillig i Kirkens
Korshærs Familiearbejde.
Jamen, det er da let og hurtigt
besvaret: ”Det er bare dejligt”. Det
var nok ikke dette lette svar, der er
eftersøgt?
Hvorfor blev jeg frivillig i
Familiearbejdet, da jeg gik på
efterløn efter 18 års ansættelse på
Herberget for 2 ½ år siden. Jeg var
aldrig i tvivl om, at det var
Korshæren, jeg ville give noget af
min tid til. ”Engang Korshær – Altid
Korshær”, som man siger.
Jeg har i alle årene fulgt og beundret
det vigtige arbejde, som gøres i
Familiearbejdet, fulgt det fra
sidelinjen og deltaget i
Juletræfesterne fra de startede i år
2001. Hørt Visti fortælle om
oplevelse,
både fra Julehjælpsuddeling, lejre
som han var med på og mange flere
gode oplevelser, han har haft,
de første år i Familiearbejdets
historie.
Der lærte jeg, hvor vigtigt det er, at
give børnene gode oplevelser, de
kan tage med videre i livet.
Jeg spurgte en dag Annemarie, om
hun måske kunne bruge mig til et
eller andet, så da hun en dag
ringede og spurgte om jeg havde
ment, det jeg sagde, blev jeg meget
glad og har været med i arbejdet
siden. Det har jeg aldrig fortrudt.
Mange af de problematikker, jeg
møder, kender jeg fra
tiden på Herberget og så er der også
helt andre ting at forholde sig til. Det
er lærerigt, giver mange
nye udfordringer til mig, og det har
vi vist kun godt af at få hele livet
igennem. Jeg får også meget
glæde ved at være med, det er nogle
dejlige mennesker at være sammen
med.
Hvad sker der så i arbejdet? Det er et
vidt forgrenet arbejde, som bare
vokser og vokser Jeg har
undret mig meget over, hvordan
Annemarie har kunnet klare alt det
alene. Både det at være
praktisk, tale med alle dem der
kommer med forskellige ting, som
de vil tale om og have hjælp til.
Annemaries telefon ringer så tit om
stort og småt, at jeg aldrig har kendt
magen til det.
Vi har torsdagscafe to gange om
måneden for mødrene. Der laver vi
18
mange forskellige ting. F.eks.
Smykker, kort, jule/påske pynt, glas
har vi også prøvet, der bliver
strikket, snakket, hygget, små
korte udflugter til spændende og
lærerige ting, foredrag, ja, kun
fantasien sætter grænser.
I alle ferier har vi forskellige
arrangementer, hvor børnene er med
(også enkelte fædre). I sommerferien
tager vi først i ferien på lejr. Det er
en god oplevelse, som har betydet
meget for mig.
Når man går sammen i flere dage,
hvor der snakkes, hygges, opleves,
lærer man rigtig hinanden at
kende. Det betyder meget for mig
med de lejre, det gjorde det også i
min tid på Herberget, når vi var
afsted med beboerne. Man kommer
hinanden nærmere, de ser også mig
med morgenhår og om
aftenen, når jeg er træt. Det giver så
meget til os alle, som kan tages med
og bruges i hverdagen, når vi
kommer hjem.
Sidst i skoleferien tager vi på udflugt
igen, f.eks. til Fårupsommerland. En
oplevelse med stor
tilslutning. Det er bare så godt, så
har ”vores” børn også noget at
fortælle, når de kommer i skole
igen. For mange af børnene er det,
det eneste de har oplevet i ferien.
Derfor er disse ture så vigtige
og når jeg ser, hvordan børnenes
øjne stråler og høre deres glade
fortællinger om det de oplever, er
det, det hele værd.
Når jeg skriver, jeg selv får meget
glæde af at være med i
familiearbejdet, har jeg lyst til at
fortælle om første gang jeg var med
mødrene på udflugt. Vi var på tur til
Basaren i Århus. Da vi havde været
der et stykke tid, valgte Annemarie
og jeg at gå lidt rundt for os selv, så
vi kunne se på de grønsager, vi
måske skulle købe med hjem. Jeg
havde ikke gået rundt alene ret
længe, før en af mødrene kom og
lagde en arm omkring mig og
fortalte, at de var nogle stykker lige
”derhenne”, som jeg gerne måtte
følges med. Det var for mig
omvendt omsorg. Jeg var ny, skulle
ikke føle mig ensom, jeg følte mig
accepteret. En varm oplevelse. Dem
har jeg haft mange af siden.
Ved uddeling af julehjælp er min
opgave at tage mod de mennesker
som kommer, så de kan føle sig
velkomne, byde på kaffe eller andet
godt, medens de venter på at komme
ind til dem, der deler hjælpen ud.
Mange har det svært, føler sig på en
eller anden måde forlegne ved at
komme. Derfor er det vigtigt, de
føler sig trygge. Når de har været
inde og hente deres hjælp, slår det
mig meget, hvor
glade og taknemlige mange er, når
de kommer ud igen. Så meget glæde
der skabes over et så
forholdsvis lille beløb, de får i
19
forhold til, hvad en jul kan koste.
Ved julehjælpsuddelingen bliver
man inviteret til julefesten i Ansgar
kirke fjerde juledag. Sidste år
var tilslutningen så stor, ca. 270
deltagere, at vi valgte at have to
fester i år (2012). Det gik bedre, der
var plads til at komme rundt i
lokalet. Vi har mange, der ikke tåler
psykisk, når der er for tæt
omkring dem, akkurat som mange
andre brugere i K.K. Det er en god
gammeldags juletræsfest,
hvor børnene kommer i deres fineste
puds, danser om juletræ med
julemand Ole (det hedder vores
julemand) og hans kone.
Mange øjne står på stilke og så har
han flotte slikposer med. Der bliver
danset, sunget, spist slik og
leget, så mange går svedige hjem.
Den 29. januar i år, 2013, skal vi
prøve noget nyt. Der skal være
Spagettigudstjeneste i Ansgars
Kirken. Det glæder jeg mig til, jeg er
ikke i tvivl om, at der bliver
tilslutning. Alle har taget positivt
mod tilbuddet, så de skal nok møde
op. Vi regner med, at der skal være
Spagettigudstjeneste ca.
hver 3. md. fremover. Et godt nyt
tiltag i et Korshærs arbejder, som
vokser og vokser.
Derefter kommer Fastelavn, hvor
mange dejlige udklædte og malede
børn slå katten af tønden.
Nu er det spændende, hvad
fremtiden bringer. Efter stueetagen i
korsgade 44 blev lukket i juli md.
pga. Skimmelsvamp, har vi haft til
huse på 2. sal i alt for små lokaler.
Som man siger, hvor der er
hjerterum, er der husrum, så det går,
men det er meget små rum til alle
dem, der kommer til
torsdagscafe, og som før nævnt er
der flere, som lider, når ”man” er for
tæt sammen.
Jeg kunne ønsker mig nye store rum,
hvor der er god plads til alle, plads
til at udfolde sig og deltage
i de mange forskellige tilbud der er,
hvis ”Børnehjørnet”, som også
betyder meget i Familiearbejdet,
kunne være i samme bygning, kunne
man vist ikke ønske sig bedre
arbejdsforhold. Det ville være dejligt
og godt for det fremtidige arbejde.
Nu må vi vente, håbe og se, hvor vi
kommer til "at holde til" efter at
Korsgade 44 er blevet solgt.
Jeg vil slutte med at citerer en af
”vores piger”, der er trofast til at
komme, når der kaldes sammen.
Hun har ikke et let liv. Som hun
siger: ”Jeg kan ikke undvære at
komme her, når jeg har været her,
så er det en GOD DAG”. Hendes
ord vil jeg gøre til mine: ”Når jeg
har været med, er det en god
dag”.
Af Else Nygaard
20
Julen hos Kirkens Korshær af Jonas Jakobsen, Korshærsleder
Hos Kirkens Korshær i Aalborg er der
en god tradition for mange forskellige
arrangementer i løbet af julemåneden.
I år var ingen undtagelse og mange af
Korshærens brugere har igen i år haft
mulighed for at mærke højtidens
glæde. Der har således været fejret
julefrokoster for brugerne på
varmestuerne, på Gården i Klarup, på
Herberget, i Skurbyen og i
Familiearbejdet. Der er blevet fejret
på forskelligvis, men med både
nærhed og varme uanset hvilket
arbejdssted der blev valgt til årets
julefrokost.
Selve juleaften havde Kirkens
Korshær i år den glæde, at invitere
alle interesserede indendørs i Ansgars
Kirken til julegudstjeneste og
efterfølgende hygge, gaver og juletræ
i salen. Godt hjulpet på vej af de 16
frivillige hjælpere, Korshærspræsten
og jeg selv, lykkedes det at skabe en
god aften for de ca. 65 fremmødte.
Inden aftens julefest i Ansgars Kirke,
havde Aalborg Kommune inviteret til
julespisning i Vejgaard Hallen hvor
mange var mødt frem. Gårdens
minibusser var i transitfart mellem
Vejgaard Hallen og Ansgars Kirken
for at hjælpe alle der skulle den vej
igennem snedriverne.
Juletræsfest i Familiearbejdet er også
en tilbagevendende begivenhed i
Kirkens Korshær. Arrangementet er
altid et tilløbsstykke for mange af de
familier der har kontakt til vores
Familiearbejde. Ca. 240 deltagere
mødte op fordelt på 2 arrangementer
d. 28. december. Også ved dette
arrangement bistod en stor gruppe af
frivillige hjælpere, der sammen med
Annemarie og Lena sørgede for at
både børn og voksne havde en festlig
dag. Julemanden og hans kone
kiggede også forbi med godteposer og
gaver til alle børn.
Kirkens Korshærs julehjælp blev i år
uddelt til 230 økonomisk trængte
familier i Aalborg Kommune. I år var
julehjælpen finansieret delvis ved
vores egne indsamlede midler fra
genbrugsbutikkerne og dels ved hjælp
fra Det Obelske Familiefond,
Bikubenfonden, Y-men Aalborg samt
flere lokale menighedsråd.
Julehjælpen er et tilskud til de trængte
familier i håb om, at de derved får
mulighed for at holde en værdig jul
med deres børn. Det er vores opgave
at lindre den nød der kommer til syne
i julen og samtidig skal vi gøre
opmærksom på, at nøden findes hele
året rundt, den går bare lidt ekstra
ondt i julen.
Af Jonas Jakobsen
21
Præstens side af Lena Bentsen, Korshærspræst
Var det noget?
Et (forholdsvis) nyt år er det, så det
kan vel stadig nås med et
nytårsforsæt? Eller er den slags blevet
umoderne, fordi vi af erfaring ved, at
de sjældent holder?
Jeg har nu tænkt mig at prøve
alligevel; det handler hverken om et
halvmaraton eller om forsagelse af
søde sager. I dette år (og fremefter)
vil jeg gå ind i kampen mod
fejlfinderkulturen.
Det er et ord, jeg lige har lært,
fejlfinderkulturen. Noget nyt
fænomen er det vel ikke, men mange
af de hurtige og sociale medier har
hjulpet fejlfinderkulturen på vej, så
den breder sig, måske uden vi altid
helt lægger mærke til det. Og så er
det, det bliver farligt.
Fejlfinderkulturen – det er
saftsusemig et trist begreb. At det kan
gå hen og blive vigtigt for os at finde
de andres fejl. Og så stille dem frem
til latterliggørelse eller forargelse.
Jeg har et forbillede i kampen mod
fejlfinderkulturen. Han lever desværre
ikke mere, men han lyser stadigvæk
gennem alle de år, der er gået siden
han døde. Og nu tænker I måske, at
det selvfølgelig må være Jesus, jeg
mener, og det kunne det også sagtens
være, han må være en sand frontløber
i den kamp. Men jeg tænker nu på
Sigurd, (kunne vi jo kalde ham).
Sigurd var en lille tyk mand jeg kom
til at lære at kende i Kirkens Korshær.
Han var aldrig særlig ren, og når man
kom tæt på ham, var det en meget
sammensat odeur som bølgede om
ham. Det var hverken Sigurd eller
hans tøj, der tærede på ressourcerne af
vand og sæbe. Sigurd drak temmelig
meget, og når han var fuld rystede han
endnu mere på hænderne end ellers.
Det betød, at man altid kunne se, hvor
Sigurd havde siddet og drukket sin
kaffe og røget sine smøger. Han
insisterede på at rulle dem selv,
selvom det må have været dyrt i spildt
tobak.
Sigurd var et meget aktivt menneske.
Han kunne af mange grunde ikke
passe et arbejde, men han havde
energi for fem, og det kunne ind
imellem være den, der var hans største
problem. Den kunne i hvert fald
udmatte omgivelserne ganske
grundigt.
22
Sigurd kom i korshæren, i første
omgang fordi han ikke havde noget
sted at bo, og senere da det lykkedes
at få egen lejlighed, blev han ved at
komme for selskabs skyld. Og han var
yderst gavnlig for selskabet.
Vi tog af sted på lejre, og så kunne
man være sikker på, at Sigurd var
med. Han medbragte et væld af ideer
og forslag om aktiviteter og ture og
meget andet, så vi havde nok til de
næste tre lejre med, og så havde han
pakket sin taske med mere fyrværkeri
end tøj. Tag det helt roligt: det er
mange år siden nu! Den sidste aften
på lejren havde vi altid festaften med
god mad og underholdning, og så
rundede Sigurd af med fyrværkeri. Vi
så til med nogen angst og bæven at
Sigurd fik tændt raketterne med sine
rystende hænder, men det gik godt
hver gang. Og flot var det.
Når Sigurd er blevet mit forbillede, så
hænger det sammen med, at han var
meget dårlig til at finde fejl hos andre.
Han mødte sine omgivelser med de
åbneste øjne og en stor forventning.
Jeg tror, det var den vigtigste grund
til, at man følte sig så umanerligt godt
tilpas i Sigurds selskab ombølget af
unævnelige dufte. Han var et
menneske uden bagtanke og uden
mistro. Han ville gerne have dig med.
Han elskede fællesskab og han kunne
dele sine svageste punkter, sine
drømme og længsler og håb med
andre, fuldstændig sikker på, at de
ville blive taget godt imod og taget
vare på. Sådan var det bestemt ikke
altid. Sigurd fik mange knubs sit liv
igennem. Og set udefra kunne det hele
måske se temmelig trist ud.
Og alligevel mødte Sigurd andre med
de åbneste øjne og stor forventning.
Jeg tror det er det bedste middel i
kampen mod fejlfinderkulturen: selv
at lade være.
Det betyder ikke at vi skal være å så
søde og blinde og lulle os ind i en
drømmeverden.
Men møde verden og hinanden med
åbne øjne og uden først og fremmest
at være på udkig efter fejl. Og skulle
vi så se dem alligevel, nogle fejl, så
kan vi jo øve os i, at sige dem TIL
hinanden og ikke OM hinanden. Så
tror jeg faktisk vi kan give
fejlfinderkulturen et skud for boven,
inden den vokser os helt ind under
huden. For den er da træls at lægge
tanke og hjerte til.
Jeg håber, det lykkes at holde fast i
kampen. Og jeg håber, der er mange,
der allerede er med eller har lyst til at
komme det.
Af Lena Bentsen
23
_______________________________________________________________
Dette nummer af Lokalnyt er trykt i 500 eksemplarer.
Redaktionsgruppen består af: Lena Bentsen, Carsten Andersen, Annemarie Krogh, Ole
Kjærsgaard og Jonas Jakobsen. Gæsteskribent: Hanne Schou, Else Nygaard og Steen
Thomsen
Lokalnyt udsendes til frivillige og ansatte i Kirkens Korshær i Aalborg, samarbejdspartnere,
menighedsråd, samt til andre med interesse for Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg.
Kontakt til Kirkens Korshær i Aalborg:
Korsgade 44, 9000 Aalborg
Tlf. 98 12 94 54 – mail: [email protected]
Gironummer: 101-6393 · Konto. nr.: 7459 0001079574
www.kkaalborg.dk
Kalender
12.2 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30
8.-10.3 Kirkens Korshær er på Forårsmesse i AKKC
12.3 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30
16.3 Regionsmøde Nord i Ikast Kirkecenter kl. 9.00 - 16.00
9.4 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30
14.5 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30
11.6 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30
18.6 Medarbejderudflugt
