LUND UNIVERSITY

PO Box 117221 00 Lund+46 46-222 00 00

Majestæter, arkæologi og arkæologihistorie

Petersson, Bodil; Wienberg, Jes

Published in:Att återupptäcka det glömda

2012

Document Version:Förlagets slutgiltiga version

Link to publication

Citation for published version (APA):Petersson, B., & Wienberg, J. (2012). Majestæter, arkæologi og arkæologihistorie. In P. Nicklasson, & B.Petersson (Eds.), Att återupptäcka det glömda : Aktuell forskning om forntidens förflutna i Norden (Vol. 32, pp.71-81)

General rightsUnless other specific re-use rights are stated the following general rights apply:Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authorsand/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by thelegal requirements associated with these rights. • Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private studyor research. • You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal

Read more about Creative commons licenses: https://creativecommons.org/licenses/Take down policyIf you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will removeaccess to the work immediately and investigate your claim.

Aktuell forskning om forntidens förflutna i Norden

Acta Archaeologica Lundensia Series Prima in 40, No. 32

I oktober 2010 träffades arkeologer, medeltidsarkeologer, historiker, idéhistoriker, etnologer, latinare och religions- historiker i Lund för att diskutera arkeologins historia.

Symposiet blev grund för denna artikelsamling.

I boken beskriver forskare hur idéer, människor, platser, forn- lämningar och fornfynd har format synen på det förflutna: Hur har metoder uppstått och spridits? Vad fanns innan arkeologin och vem skapade den, forskare, kufar eller

kungligheter? Vad visar våra museer? Hur har arkeologer, lokalbefolkning och myndigheter mötts?

Arkeologi handlar om forntiden, men speglar också alltid samtiden.

MAN FRAMKASTADE MED EN GODSINNAD OCH SJELFBEHAGLIG NAIVITET DE DJERFVASTE OCH VIDUNDERLIGASTE

HYPOTHESER OM NORDENS FORNÅLDER.

– L. F. RÄÄF 1845

Aktuell forskning om forntidens förflutna i Norden

ATT ÅTERUPPTÄCKA

DET GLÖMDA

AT

T Å

TER

UPPTÄ

CK

A D

ET

GLÖ

MD

A

ATT ÅTERUPPTÄCKA

DET GLÖMDA

Påvel Nicklasson & Bodil PeterssonREDAKTÖRER

Påvel Nicklasson

& B

odil Petersson

Majestæter, arkæologi og arkæologihistorie

Bodil Petersson og Jes Wienberg

Majesties, archaeology and the history of archaeology. In social terms the context of archaeologyis supposed to have travelled from kings, princes and aristocracy down to the bourgeoisie and the middleclass. However, members of the royal family still have a central role, as is evident from the currentexhibition “Queen Margrethe and Archaeology” at Moesgård Museum Århus, and at the NationalMuseum in Copenhagen. The aim here is to examine royal archaeology, with King Gustaf VI Adolfof Sweden and Queen Margrethe II of Denmark as examples. What kind of archaeology did kings andqueens practise or support? Does it differ from archaeology in general? What does the engagement ofkings and queens mean to archaeology? Might royal archaeology lead to misuse? Does royal archaeologymean a win-win situation for everyone, which makes it difficult to discuss? Finally, might PierreBourdieu’s theory of distinction be relevant even to the highest elite of society, albeit with a reversedformula?

DRONNINGEN guider besøgerne i van-dreudstillingen ”Dronning Margre-the og arkæologien”, der vises først

på Moesgård Museum (2010), siden på Natio-nalmuseet i København (2010–11); eller i detmindste ledsager dronningens stemme besø-gerne. Udstillingen er fyldt med fotografier,der viser prinsessen, som graver, og sidendronningen, som besøger udgravninger. Imuseumsbutikken (Fig. 1) sælges et festskriftmed samme titel som udstillingen (Laursen& Jørgensen 2010) og en DVD, Majestæten ogarkæologien, hvor en engageret dronning in-terviewes om sit forhold til arkæologien ogforhistorien (Majestæten og arkæologien 2005).

Udstillingen, festskriftet og DVD’en er blottoppen af isbjerget. Dronningen og hendesmand prins Henrik besøger udgravninger,indvier udstillinger og rekonstruktioner, fun-gerer som protektor for projekter, præside-rer for selskaber, støtter arkæologien gennemfonde og modtager festskrifter. For at væ-re med egne ord en hobbyarkæolog mærkesMajestæten på mange felter af den danske ar-kæologi.

Men skulle den kongelige arkæologi ikke

tilhøre et passeret stadium i arkæologiens hi-storie ifølge alle oversigter – være en anakro-nisme? Åbenbart ikke! Hvad er det da for enslags arkæologi, som bedrives eller støttes ikongelig regi? Afviger den fra arkæologien iøvrigt? Og hvad betyder kongers og dronnin-gers engagement for arkæologien – tidligereog nu?

Hensigten er her at belyse og diskutere etaspekt af arkæologien, nemlig den kongeligearkæologi, der er så iøjnefaldende, at dens be-tydning let glemmes. Videre er det hensigtengennem valget af et aktuelt tema at vise, atlige som der eksisterer en samtidsarkæologiog en samtidshistorie, er der også behov foren arkæologihistorie, der kritisk nærmer sigvor egen tid.

Arkæologihistorien –et socialt perspektiv

Det vrimler med kongeligt blod i arkæologi-ens historie. Konger har taget initiativ til re-gistrering af fortidsminder, har lovgivet ombevaring af fortidsminder, har beordret ud-

71

ATT ÅTERUPPTÄCKA DET GLÖMDA ATT FORMA FORNTIDEN

Figur 1. Kongelig arkæologi til salg på Nationalmuseet. Foto: Jes Wienberg, december 2010.

gravninger og skabt museumssamlinger. Deter navne som Christian IV, Frederik III ogFrederik VII i Danmark – Johan III, Gustaf IIAdolf, Karl XI og Gustav III i Sverige. Natio-nens fortid havde i allerhøjeste grad konger-nes opmærksomhed (Lagerqvist & Odelberg1972; Klindt-Jensen 1975; Baudou 2004).

Et markant eksempel, hvor kongemagtenanvendte fortiden til at legitimere sig selv isamtiden, er Julianehøj ved Jægerspris Slotpå Sjælland. Jættestuen fik navnet Julianehøjefter Frederik V’s enkedronning Juliane Ma-rie. Jættestuen blev efter en udgravning i 1776ved arveprins Frederik omdannet på initia-tiv af gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg til et mindesmærke over JulianeMarie og det dansk-norske rige. Mindestøtterblev rejst med navne på fire sagnkonger, påde to grundlæggere af henholdsvis den dan-ske og den norske kongeslægt samt på olden-burgernes stamfader, altså stamfaderen tilden da regerende slægt – Skjold, Frode Frede-

god, Dan, Harald Hildetand, Gorm den Gam-le, Harald Hårfager og endelig Wittukind(Petersson 2003:46ff; Adriansen 2010:56ff).

Tilsyneladende kunne også arkæologer be-høve kongelig legitimering, som når SvenNilsson dedicerede sit berømte værk Skandi-naviska Nordens Ur-invånare ”Till Hans Ma-jestät Konung Carl XIV Johan” og derefterhenvendte sig til ”Stormäktigste, Allernådig-ste Konung!” med en lang og underdanighyldest (Nilsson 1838–43).

I arkæologihistorien kulminerer det kon-gelige indslag med Frederik VII, den sidsteoldenburger på tronen, der havde en egenoldsagssamling, og som tog initiativ til ad-skillige udgravninger. Frederik VII lod såle-des gravhøjene i Jelling i Jylland undersøgefor at finde Gorm den Gamles grav (Fig. 2).Frederik VII skrev også, eller rettere lod skri-ve, en lille bog om opførelsen af dysser, OmBygningsmaaden af Oldtidens Jættestuer (Fre-derik den Syvende 1862; Møller 1998:200ff;

72

BODIL PETERSSON OG JES WIENBERG MAJESTÆTER

Figur 2. Frederik VII ved undersøgelse af Sydhøjen i Jelling i 1861. Tegning af Jakob Kornerupefter Worsaae 1938.

Grinder-Hansen 2001; Petersson 2003:56ff).Efter Gustav III i Sverige og Frederik VII i

Danmark forsvinder den kongelige arkæolo-gi i princip fra arkæologihistorien. At GustafVI Adolf ikke nævnes i Stig Welinders Minsvenska arkeologihistoria kan ikke overraske,eftersom bogen dels repræsenterer et proces-suelt perspektiv på 1900-tallet, dels kun om-taler to individer, nemlig Christian Jürgen-sen Thomsen og forfatteren selv (Welinder2003:92 med note 6). Men i det seneste ogmere traditionelle arkæologihistoriske over-sigtsværk af Evert Baudou, Den nordiska arke-ologin – historia och tolkningar, nævnes GustafVI Adolf med én linje, resten er stilhed (jfr.Baudou 2004:210).

Det kongelige indslag i arkæologihistorienforsvinder med enevældet i både Sverige ogDanmark. Når kongens politiske magt mind-sker, mindsker tilsyneladende også kongensbetydning for arkæologiens udvikling. Ognår arkæologien disciplineres som en viden-skab, når arkæologien professionaliseres, dabliver arkæologihistorien skrevet af de pro-fessionelle selv og kommer til at handle omprofessionens egne medlemmer.

En mere teoretisk forklaring på denne ud-vikling er at finde i Kristian Kristiansens arti-kel A social history of Danish Archaeology (Kri-stiansen 1981; også 1989): Arkæologien skul-le ifølge Kristiansen være blevet brugt i en

national historieskrivning af skiftende socialegrupper, som har haft den politiske magt –aristokratiet til ca 1850, borgerskabet til 1901,bondestanden til 1950’erne, derefter en mo-derne middelklasse. Den kongelige arkæolo-gi hører hjemme i aristokratiets epoke, somsluttede med Grundloven 1849 og FrederikVII’s død få år senere.

Kristiansen ser den nationale historieskriv-ning som central for arkæologien hele vej-en, mens Carl-Axel Moberg så en forskyd-ning over tid fra arkæologiens brug som legi-timering af nationen til arkæologien som enunderholdende fritidsbeskæftigelse (Moberg1984).

Noget må være ukorrekt eller overset i denetablerede arkæologihistorie. For den konge-lige arkæologi har spillet og spiller endnu enrolle længe efter enevældets fald.

Aristokratiet spillede en vigtig rolle for ar-kæologien også efter midten af 1800-årenemed et navn som kammerherre N. F. B. Se-hested på Broholm, der var både arkæolo-gisk aktiv og innovativ i slutningen af 1800-tallet (Randsborg 1995; Petersson 2003:62ff).Og netop efter midten af 1800-tallet blev og-så skabt adskillige oldsagssamlinger på her-regårdene (Poulsen 2001). Arkæologiens ari-stokratiske epoke ophører således snarere iårene mellem systemskiftet 1901 og 1. Ver-denskrig.

73

ATT ÅTERUPPTÄCKA DET GLÖMDA ATT FORMA FORNTIDEN

På lignende måde forekommer industri-alister i arkæologien med navne som CarlAxel Althin og Gad Rausing i en periode, derskulle være domineret af bondestanden ogmiddelklassen. Althin og Rausing blev beggeuddannede som professionelle arkæologer.Althin forlod senere arkæologien til fordel forindustrien, mens Rausing samtidigt med ar-bejdet med Åkerlund & Rausing/Tetra Pakfortsatte med arkæologien, dels gennem egenforskning, og dels som mæcen af eksempel-vis udgravningerne på Birka i Mälardalen ogi Uppåkra i Skåne, enten som privatpersoneller via sin industri. Men lige som for denkongelige arkæologi, hvor den nyere udvik-ling glemmes, så overses industriborgerska-bets rolle. Althin nævnes i Baudous arkæolo-gihistoriske oversigt, men Rausing slet ikke(Baudou 2004:240).

Den sociale periodisering af arkæologienshistorie repræsenterer således en forenkling.Og heller ikke det nationale er forældet sommotiv og mål for arkæologien, langtfra. Menemnet her er den kongelige arkæologi mednavnene Gustaf VI Adolf og Margrethe II.

Kongen graver – Gustaf VI Adolf

Gustaf VI Adolf (1882–1973) grundlagde sinlivslange interesse for arkæologi i de unge år,opmuntret af moderen kronprinsesse Victo-ria. Allerede som 15-årig i 1898 gennemførteprinsen sin første udgravning ved TullgarnsSlot i Södermanland med tilladelse af rigsan-tikvaren; Tullgarn fungerede som forældre-nes sommerslot. Videre deltog prinsen somstudent i et kursus i ”svensk fornkunskap” i1902 ved Uppsala Universitet med arkæolo-gen Oscar Almgren som lærer.

Udgravningerne blev mange under GustafVI Adolfs lange liv som først prins, kron-prins fra 1907 og siden konge af Sverige fra1950. Udgravningerne viste stor bredde bå-de i perioder og geografi. Mange udgravnin-ger fandt sted i Sverige, enkelte i Østasien,men flest måske ved Middelhavet – Asine iGrækenland i 1922, Cypern i 1930 samt SanGiovenale 1956–59 (Fig. 3) og Acquarossa fra1966, sidstnævnte begge i Etrurien i Italien.Hans interesse for landene ved Middelhavet

Figur 3. Gustaf VI Adolf graver i San Gioven-ale i 1956. Fotograf Jan Mark.

kom til udtryk i, at han tog initiativ til op-rettelsen af de svenske institutter i Rom ogAthen i henholdsvis 1926 og 1948. Gustaf VIAdolf var også involveret i etableringen aftre museer i Stockholm – Egyptiska museeti 1929, Medelhavsmuseet i 1954 og Östasia-tiska museet i 1963.

Karakteristisk var, at Gustaf VI Adolf selvaktivt deltog i utallige udgravninger, og athan publicerede flere artikler, eksempelvisom fortidsminder ved Norrköping og om un-dersøgelsen af en gravhøj ved det kongeli-ge sommerslot Sofiero i Skåne; begge artik-ler er beskrivende, sidstnævnte med karak-ter af en udgravningsrapport (Gustaf Adolf1904; 1906; bibliografi i Lagerqvist & Odel-berg 1972:158; Mark m.fl. 2004:18).

Gustaf VI Adolfs rolle som amatørarkæ-olog resulterede i adskillige festskrifter vedrunde fødselsdage med artikler af overve-jende professionelle arkæologer om svenskforhistorie og middelalder, om fund, pladserog undersøgelser ved Middelhavet og i Asi-en – eksempelvis Arkeologiska studier (Thor-deman 1932), Arkeologiska forskningar och fynd(Stenberger 1952) og Proxima Thule (Ham-berg 1962). Det kulminerede ved Gustaf VI

74

BODIL PETERSSON OG JES WIENBERG MAJESTÆTER

Adolfs 90-års fødselsdag i 1972, da kongenmodtog ikke blot festskriftet Forntid för fram-tid (Behr & Swartling 1972), men også Medkungen på Acquarossa (Wetter m.fl. 1972) samtKungen gräver (Lagerqvist & Odelberg 1972;heri oversigt over festskrifter og andre hyl-destskrifter).

I pragtværket Med kungen på Acquaros-sa trykkes i indledningen kongens foredrag,som blev holdt, da han blev æresdoktor vedOxford Universitet i 1955; her beskriver hanglæden ved at arbejde med arkæologi og for-tiden som amatør. Ledsaget af talrige fotogra-fier skildres derefter både resultaterne fra ud-gravningerne og arkæologernes muntre livi felt. Og i Kungen gräver findes artikler omkongernes forhold til fortidsforskningen gen-nem tiderne i Sverige, om Gustaf VI Adolfsarkæologiske interesse og om en lang rækkepladser, hvor kongen har gravet eller tagetinitiativ til gravninger – fra Gillhög i Skånetil Kungaudden i Lappland.

Gustaf VI Adolf blev æresdoktor ikke min-dre end 17 gange samt æresmedlem af lærdeselskaber som British Academy 1953 og detpavelige arkæologiske akademi i 1960.

Fotografen Jan Marks billeder fra GustafVI Adolfs udgravninger i Italien blev udstil-let på Sofiero i 2002; Marks svigerfar ErikWetter var kongens hofmarskal og initiativta-ger til undersøgelserne i San Giovenale. Ud-stillingen blev snart efterfulgt af fotobogenKungen som grävde, hvor forordet er skrevetaf kongens barnebarn, dronning MargretheII af Danmark, der deltog i flere kampagner(Mark m.fl. 2004).

Som et kuriosum kan nævnes, at GustafVI Adolfs udgravningsklæder beregnet forMiddelhavslandene opbevares på Livrust-kammaren i Stockholm, dog uden at væ-re udstillede: Lyse langbukser, hvid skjor-te, hvid hat, strømper og hvide sko samtkniv (www.livrustkammaren.se). Således etudtryk for at den kongelige arkæologi er ble-vet musealiseret.

Ved udgravningerne deltog undertiden og-så Gustaf VI Adolfs familie – dronning Loui-se, børn og børnebørn – inklusive den seneredanske dronning.

Dronningen graver –Margrethe II

Margrethe II (f. 1940) grundlagde også sin in-teresse for arkæologi i meget unge år. Somprinsesse mødte hun ved det kongelige jagt-hus i Trend i Nordjylland en lokal lærer ogamatørarkæolog S. C. Sigvardsen, der havdeen samling af oldsager. Som prinsesse og fra1953 som kronprinsesse besøgte hun flere ud-gravninger, hvor den første var Illerup Ådal iJylland:

Som 12-årig fik jeg lejlighed til attilbringe en eftermiddag i Illerup,hvor de gravede det store våbenof-ferfund. Det var nok første gang, jegfik lov til at være med, hvor derblev gravet. En vidunderlig efter-middag i gummistøvler, med mud-der og masser af sjappende vand(Laursen & Jørgensen 2010:13).

Og i ferierne deltog hun i morfaderens ud-gravninger ved San Giovenale i Italien årene1956–58 (Fig. 4).

Margrethe II har selv formuleret, at detikke var realistisk som tronfølger at tageen langvarig arkæologisk uddannelse, menhun valgte at tage et diplomkursus i arkæ-ologi ved universitetet i Cambridge 1960–61og fulgte siden tilbage i Danmark i 1961–62den arkæologiske undervisning i forhistoriskarkæologi ved Århus Universitet samtidigtmed studier i statskundskab:

Det var meningen, at jeg skulle føl-ge forelæsningerne ved statskund-skabsstudiet og desuden kigge lidtpå arkæologien, hvis der var tid.Alle scient. pol.’er bedes undskyl-de, det blev vist nærmest omvendt(Dronningen 1979: 208f).

Kronprinsessen deltog også i Ole Klindt-Jensens udgravning af Slusegård gravpladspå Bornholm i 1962 og 1964 samt i en nordiskekspedition til Nubien i Sudan i 1962.

Margrethe II har siden som dronning fra1972 besøgt utallige udgravninger rundt om-kring i Danmark og på Grønland og har ind-viet og besøgt arkæologiske udstillinger og

75

ATT ÅTERUPPTÄCKA DET GLÖMDA ATT FORMA FORNTIDEN

Figur 4. Kronprinsesse Margrethe undersø-ger et etruskisk kar i San Giovenale i 1956.Fotograf Jan Mark.

pladser. Som regent er Margrethe II præsi-dent for Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab ved Nationalmuseet. Og mellemmange opgaver er hun også protektor forSagnlandet Lejre og Moesgård Museum. Hunhar videre fremmet dansk arkæologisk forsk-ning og formidling gennem Dronning Mar-grethe II’s Arkæologiske Fond samt Dron-ning Margrethe og Prins Henriks Fond. Imodsætning til sin morfar er Margrethe IIdog ikke fortsat med at deltage i udgrav-ninger. Men lige som Gustav VI Adolf erhun blevet æresdoktor, nemlig i Cambridgei 1975.

Den eneste artikel fra hendes hånd om em-net er en hyldest til arkæologien som hobbyi tidsskriftet Skalk, ”Ta’ dog en skovl” (Mar-grethe 1959); arkæologien beskrives her somen videnskab, som det er let at have som hob-by, og hvor fund og arbejde i felt er præget afglæde og eventyr. Er artiklen enkeltstående,så strækker Margrethe II’s interesser og ind-satser sig imidlertid også ind i billedkunst og

design, men det er en anden historie.Lige som sin morfar har Margrethe II’s rol-

le som amatørarkæolog resulteret i adskilli-ge rigt illustrerede festskrifter i forbindelsemed runde fødselsdage med arkæologi somtema – Danefæ (Glob 1980), Oldtidens Ansigt(Kjærum & Olsen 1990), Vor skjulte kulturarv(Hvass 2000) og senest Danefæ (Andersen &Nielsen 2010) med udstillingen ”DronningMargrethe og arkæologien” og tilhørende ka-talog (Laursen & Jørgensen 2010). I OldtidensAnsigt medvirkede kendte skønlitterære for-fattere – Ebbe Kløvedal Reich, Klaus Rifbjergog Villy Sørensen. Dertil kan nævnes pragt-værket Illerup Ådal, som blev dediceret tildronningen (Ilkjær 2000).

Fælles for festskrifternes artikler er, at defokuserer på konkrete fund og udgravningeri Danmark, alt fra rensdyrjægeres flintredska-ber til ”Bunker DORA” fra den tyske besæt-telse i 1940’erne, altså fra stenalder til nutidi kronologisk orden. Meget er danefæ i guld,sølv og bronze, og mange af metalsagerne erdetektorfund. Og hvad gælder den geogra-fiske afgrænsning bemærkes, at ud over detnuværende Danmark medtages også enkeltefund fra Hedeby i Sydslesvig og fra Fogd-arp, Kivik og Stockhult i Skåne, altså fra det”Gamle Danmark”.

Af interesse er DVD’en Majestæten og ar-kæologien (2010) samt udstillingen og bogenDronning Margrethe og arkæologien (Laursen &Jørgensen 2010), da her præsenteres et udfør-ligt billede af Margrethe II’s forhold til ar-kæologien. Det fremgår, at arkæologien ogforhistorien er en brændende interesse, og atdronningen også er kyndig om fund og plad-ser. Det fremgår, at hun reelt ikke skulle havegravet så meget, bortset fra i Illerup, men deter nok en underdrivelse. Og hun hylder ama-tørernes rolle i dansk arkæologi og mener, atarkæologi har en stor folkelig opbakning. Ogom Danmark og arkæologien siger Margre-the II på DVD’en, at citat ”vi har været hervældig længe”.

Kontinuiteten kommenteres også i udstil-lingen og på DVD’en i anledning af genbe-gravelsen i Jelling af det skelet, som formodesat være kong Gorm den Gamle. Og Margre-the II beretter:

76

BODIL PETERSSON OG JES WIENBERG MAJESTÆTER

Jeg kan huske, jeg var i Jelling Kirkefor at se udgravningen, da de hav-de fundet Gorms grav. Jeg stod dermed mine små drenge, de var ik-ke ret gamle, Kronprinsen og PrinsJoachim, og jeg tænkte: ’Det er altsåmærkeligt at tænke sig, hvis det errigtigt nok, at de ben er Gorms, så erdet hans efterkommere, jeg står medi hånden her’ (Laursen & Jørgensen2010:183).

Atter som et kuriosum kan nævnes, at Mar-grethe II’s studenteropgave om ”Før-romerskjernalder i arkæologi” udstilles i ”Dronnin-gen og arkæologien”.

Nationalvidenskaben

Det er fristende at sammenligne svensk ogdansk arkæologi med udgangspunkt i denkongelige arkæologi hos Gustaf VI Adolf ogMargrethe II. Begge har deltaget i udgravnin-ger og interesseret sig for arkæologi både i ogudenfor hjemlandet. Festskrifterne viser der-imod en forskel, hvor de svenske peger udi verden, mens de danske peger indad modnationen. Men festskrifters indhold afgøresjo ikke af festens midtpunkt, men af redak-tørerne og de udvalgte forfattere, af hvad deselv synes er interessant, og hvad som de tror,festens midtpunkt gerne ville læse.

Arkæologien i Danmark er ved flere tilfæl-de blevet betegnet som en nationalvidenskab,eksempelvis af etnologen og redaktøren An-ne Knudsen i en anmeldelse af festskriftetVor skjulte kulturarv (jfr. Knudsen 2000). Ar-kæologien skulle besidde en international højstandard og en unik folkelig opbakning, derkommer til udtryk i tidsskriftet Skalk’s mangeabonnenter. Arkæologer som Peter VilhelmGlob kunne opnå status af kendis. Amatørar-kæologer danner lokale foreninger, medvir-ker ved udgravninger på hjemegnen og erhelt afgørende for de senere års talrige de-tektorfund. Og gennem fund af fremståendeoldsager skabes et særligt bånd mellem for-tiden og folket, mellem den nationale fortæl-ling om Danmarks tilblivelse og den lokalehistorie (Wienberg 2007).

I Sverige er det nok utænkeligt, at arkæ-ologien skulle kunne opfattes som en folke-lig nationalvidenskab. Arkæologiske udgrav-ninger bedrives her med få undtagelser afprofessionelle i projekter, der påminder omanlægsarbejder, hvilket udelukker amatører.Og detektorbrug kræver tilladelse. Ikke til-fældigt er arkæologien her blevet knyttet tildet moderne projekt (Rosén 2007). Fremkom-sten af en såkaldt ”publik arkeologi” i netopSverige (jfr. Svanberg & Wahlgren 2007; Hög-berg 2008) kan efter vor opfattelse ses somet forsøg på at overvinde den kløft, som enstærk professionalisering af arkæologien harskabt mellem uddannede arkæologer og alleandre, og som risikerer at underminere arkæ-ologiens legitimitet.

Men i Danmark er dronningen et fremrag-ende forbillede for, at nationalvidenskabenkan bedrives som hobby.

Nationalhobbyen

Arkæologi som en nationalhobby må væremulig også for kongelige. Både Gustaf VIAdolf og Margrethe II viser et stort engage-ment og stor kundskab om arkæologien ogfortiden. Hvem kan da bebrejde de kongeligemunter afkobling under åben himmel langtfra hverdagens pligter og indrammede liv?

Gustaf VI Adolf og Margrethe II indfangesbegge af arkæologien og oldtiden i en ung al-der, som så mange andre. Det begynder meden brændende interesse i skolealderen, der imange tilfælde kan lede til både studier ogarbejde. Her måtte det imidlertid forblive enhobby og en rolle som mæcen, for en andenfremtid ventede.

Arkæologi kan bedrives som hobby, mendet bliver ikke en hvilken som helst arkæolo-gi. Det, som fascinerer både Gustaf VI Adolfog Margrethe II, er udtrykkeligt arkæologi-ens eventyrlige og praktiske sider, fundeneog udgravningen. Gustaf VI Adolf og Mar-grethe II’s arkæologiske interesser er megetbrede, men den kongelige hobbyarkæologi erikke en teoretisk eller metodisk arkæologi;her findes ingen diskussioner om postkoloni-ale eller posthumanistiske perspektiver ellerandet i tiden. Den kongelige hobbyarkæolo-

77

ATT ÅTERUPPTÄCKA DET GLÖMDA ATT FORMA FORNTIDEN

gi bliver heller ikke en nødarkæologi, hvorudgravningen foregår omgivet af gravema-skiner og spunsvægge. Og vi ser heller ik-ke kongelige detektorarkæologer, som tålmo-digt vandrer op og ned ad markerne.

Folkeligt kapital

Kongen eller dronningen som statsoverho-ved har en symbolsk funktion distanceret fraandre eliter og fra befolkningen. Den politi-ske magt er dog for længe siden flyttet bort.Og efter enevældets ophør og fremvækstenaf et borgerskab, af videnskab og industri, ogmåske især efter 1. Verdenskrig, måtte nyeroller formuleres.

Gennem århundreder har medlemmer afkongehusene engageret sig på forskellige fel-ter i samfundet præget af en traditionel køns-opdeling mellem det hårde og det bløde.(Kron)prinser og konger har engageret sig idet militære og hurtigt gjort karriere som of-ficerer; og de har deltaget i eksklusive jagter.(Kron)prinsesser og dronninger har i stedetarbejdet med kultur, helse og velgørenhed.

For at introducere lidt teori: Den franskesociolog Pierre Bourdieu fik stort gennemslagmed sin teori om eliternes distancering vedhjælp af økonomisk og kulturel kapital; ka-pital som kan veksles (f.eks. Bourdieu 1988).Kongehuset og adelen har distanceret sig fraandre ved ikke selv at behøve arbejde. Jagtenhar været en opvisning, ingen nødvendighedfor at få mad. Men for at forstå den kongeligearkæologi må man vende Bourdieus teori påhovedet.

Kongehusets medlemmer behøver ikkesamle kulturel og økonomisk kapital for atdistancere sig fra andre; de tilhører alleredeen egen kategori distanceret fra andre, sommåske kan konkurrere indbyrdes om prestigei rødder og rigdom. Det er tværtom: Konge-huset behøver for sin legitimering nærme sigsit eget folk; kongehuset behøver folkelig ka-pital. Og her er arkæologien det perfekte valgsom hobby.

Arkæologien har relativ høj status i be-folkningen, er rimelig politisk neutral, gårpå tværs af traditionelle kategorier af køn,den forener ånd og hånd, kan være eventyr-

lig, kan i bedste fald skabe en legende frizo-ne udendørs – og arkæologien kan bedriveskvalificeret på amatørbasis; derimod forven-ter eller ønsker ingen en læge, advokat el-ler bankdirektør, som er amatør. Men måskeførst og fremmest, så knytter arkæologien antil fortællingen om nationen, hvor kongehu-set er en vigtig byggesten.

Kongelig arkæologi i tiden

Er den kongelige arkæologi en harmløs hob-by? I udgangspunkt ja, men der findes dog enrisiko for akademisk eller politisk (mis)brug.

For det første kan den kongelige interesseog mæcenat forstærke arkæologiens traditio-nelle fokus på fund og udgravninger, i hverttilfælde i Danmark. Hvis man foretrækkerteoretisk og metodisk udvikling, vil det væ-re en fejl retning; men andre vil applaudere.Efter vor opfattelse behøves selvfølgelig alledele i en helhed.

For det andet findes en tendens til, at denkongelige arkæologi anvendes til at legitime-re kongehuset selv. Det er således påfalden-de, at arveprins Frederik, kong Frederik VIIog dronning Margrethe II alle retter blikketmod netop Gorm den Gamle og Jelling, altsåmod kongeslægtens stamfader og det, som erblevet kaldt ”Danmarks Dåbsattest”, HaraldBlåtands store runesten. Også dagens glücks-burgske dynasti, som fulgte efter oldenburg-erne, kan hævde og hævder slægtskab medGorm. Men hvem kan ikke følge slægtentilbage til Gorm den Gamle i nogen spin-kel gren? Vore egne børn kan, men uden atdet kan anvendes til at legitimere noget somhelst.

For det tredje kan den kongelige arkæolo-gi anvendes til at legitimere Danmark somnation. Når Margrethe II i Majestæten og ar-kæologien siger, at ”vi har været her vældiglænge”, så kan man undre: Hvem er ”vi”? Erdet danskerne? Hvem er da danskerne? Fø-des man til at være dansk, eller er det noget,som man kan opnå? Og i så fald hvordan?Her rammer den kongelige arkæologi direkteind i et aktuelt politisk minefelt, som hand-ler om Danmark og danskheden, altså om

78

BODIL PETERSSON OG JES WIENBERG MAJESTÆTER

identitetspolitik. ”Vi” er både inkluderendeog ekskluderende.

Hvad som mere end noget andet symboli-serer Danmark og danskheden er kongehu-set. Men paradoksalt har netop kongehusetmere end de fleste kosmopolitiske rødder. Enlinje må gå til Gorm den Gamle, men destoflere forgrener sig i Europas mange fyrstehu-se. Også de rige arkæologiske fund peger udover nationens relativt sene grænser.

Tilbage til arkæologihistorien

Den kongelige arkæologi her repræsenteretved Gustaf VI Adolf og Margrethe II er et”win-win” projekt! Den er nyttig for bådekongehuset og den professionelle arkæologi.Men uanset, at alle her har nytte af det kon-gelige engagement i arkæologien, så må detikke betyde, at fænomenet skal være tabu atdiskutere, være hævet over analyse og kom-mentarer – og dermed fri af ris og ros.

De mange festskrifter og bøger og nu sen-est udstillingen ”Dronningen og arkæologi-en” er ikke et udtryk for, at de kongeligehar bidraget med en afgørende videnska-belig indsats, med epokegørende nye opda-gelser eller en omfattende produktion. Hergiver en bibliometrisk analyse intet udslag.Festskrifterne og udstillingen tilkommer der-imod som en hyldest til nogen, som gennemsin interesse, kundskab og besøg har støttetarkæologien.

Med Proxima Thule ville Svenska Arke-ologiska Samfundets ordførende WilhelmHolmqvist takke den ”person som mera ännågon annan nu levande svensk befordratden kulturhistoriska forskningen.” (Ham-berg 1962). Og daværende rigsantikvar OlafOlsen formulerede det utvetydigt i sit forordtil Danefæ: ”Vi skylder vor Dronning dennetak for den indsigtsfulde støtte og den varmeinteresse, hun altid har vist arkæologien – tiluforlignelig gavn for Danmarks arkæologi-ske udforskning og til glæde og opmuntringfor Danmarks arkæologer.” (Olsen 1990:7).

Den kongelige arkæologi er med sin prak-sis og lige som anden hobbyarkæologi endel af en større socialt mangesidig arkæolo-gi. Den kongelige arkæologi udgør dertil et

vigtigt fundament, ikke mindst økonomisk,under en del af forskningen og formidlingen.Endelig, den kongelige arkæologi har væretog er fortsat en ideologisk faktor, der kan på-virke arkæologiens praksis og prioriteringer.Hører da den kongelige arkæologi hjemme iarkæologiens historie? Bestemt!

Tak til Inge Dam (Nyborg) for korrekturlæs-ning og til Jan Mark (Billdal, Göteborg) forfotografier.

Henvisninger

Adriansen, I. 2010. Erindringssteder i Danmark.Monumenter, mindesmærker og mødesteder. Kø-benhavn: Museum Tusculanum.

Andersen, M. & Nielsen, P. O. (red.) 2010.Danefæ. Skatte fra den danske muld. Til HendesMajestæt Dronning Margrethe 2. København:Nationalmuseet.

Baudou, E. 2004. Den nordiska arkeologin –historia och tolkningar. Stockholm: KVHAA.

Behr, U. & Swartling, I. (red.) 1972. Forntid förframtid. Festskrift till kung Gustaf Adolf den 11november 1972. Stockholm: Svenska arkeolo-giska samfundet & Sveriges Radio.

Bourdieu, P. 1988. Distinktionen. Kultursoci-ologiska texter, 237–304. D. Broady & M. Pal-me (red.). Skeptronserien. Stockholm: BrutusÖstlings Bokförlag Symposion.

Dronningen 1979. Det urolige Paradis. Stu-dent i Århus. Femten erindringsbilleder. G. Al-beck (red.). 208–210. København: Gyldendal.

Glob, P. V. (red.) 1980. Danefæ. Til Hendes Ma-jestæt Dronning Margrethe II, 16. April 1980.København: Nationalmuseet.

Grinder-Hansen, P. 2001. Neger. Skalk2001:4:10–12.

Hamberg, P. G. (red.) 1962. Proxima Thule.Sverige och Europa under forntid och medel-tid. Hyllningsskrift till H. M. Konungen den 11november 1962. (Udg.) Svenska Arkeologiskasamfundet. Stockholm.

H. K. H. Prins Gustaf Adolf 1904. Fornläm-ningar i trakten kring Norrköping. Medde-landen från Östergötlands Fornminnesförening1904: 1–6.

79

ATT ÅTERUPPTÄCKA DET GLÖMDA ATT FORMA FORNTIDEN

H. K. H. Prins Gustaf Adolf 1906. Undersök-ning af en grafhög vid Tinkarp nära Sofiero.Fornvännen 1906:53–62.

Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendetil Danmark 1862. Om Bygningsmaaden af Old-tidens Jættestuer. Kjöbenhavn.

Hvass, S. (red.) 2000. Vor skjulte kulturarv.Arkæologien under overfladen. Til Hendes Ma-jestæt Dronning Margrethe II, 16 april 2000.København/Århus: Det kongelige NordiskeOldskriftselskab.

Högberg, A. 2008. ”Community Archaeolo-gy” – en samskapandets arkeologi. M. Bur-ström (red.). Arkeologi i förorten. Berättelserfrån norra Botkyrka, 119–140. Södertörn Ar-chaeological Studies 7. Huddinge.

Ilkjær, J. 2000. Illerup Ådal – et arkæologisk tryl-lespejl. Højbjerg: Moesgård.

Kjærum, P. & Olsen, R. A. (red.) 1990.Oldtidens Ansigt. Til Hendes Majestæt Dron-ning Margrethe II, 16. April 1990. Køben-havn/Århus: Det kongelige Nordiske Old-skriftselskab/Jysk Arkæologisk Selskab.

Klindt-Jensen, O. 1975. A History of Scandinav-ian Archaeology. The World of Archaeology.London: Thames & Hudson.

Knudsen, A. 2000. Nationalvidenskaben.Weekendavisen, Bøger 31 maj – 8 juni 2000:15.

Kristiansen, K. 1981. A social history ofDanish Archaeology (1805–1975). G. Daniel(ed.). Towards a History of Archaeology, 20–44.London: Thames & Hudson.

Kristiansen, K. 1989. ”Fortids Kraft og Kæm-pestyrke”. Om national og politisk brug affortiden. L. Hedeager & K. Schousboe (red.).Brugte historier. Ti essays om brug og misbrugaf historien, 187–218. København: AkademiskForlag.

Lagerqvist, L. & Odelberg, M. 1972. O. Isaks-son (red.). Kungen gräver. En bok om arkeologeroch arkeologi. Stockholm: Askild & Kärnekulli samarbete med Statens historiska museum.

Laursen, J. & Jørgensen, L. (red.) 2010. Dron-ning Margrethe og arkæologien. København:Gad.

Margrethe 1959. Ta’ dog en skovl. Skalk1959:4:3–5.

Mark, J. & Classon, C. & Labud, G. 2004.Kungen som grävde. Gustaf VI Adolf i Italien.Stockholm: Carlsson.

Moberg, C.-A. 1984. Den nyttiga fornforsk-ningen. En skiss till en åskådnings historiaoch karakteristik. Lychnos, LärdomshistoriskaSamfundets Årsbok 1984:133–157.

Møller, J. 1998. Frederik 7. En kongeskæbne. Kø-benhavn: Sesam.

Nilsson, S. 1838–43. Skandinaviska NordensUr-invånare, ett försök i komparativ ethnografienoch ett bidrag till menniskoslägtets utvecklings-historia. Lund.

Petersson, B. 2003. Föreställningar om det för-flutna. Arkeologi och rekonstruktion. Lund: Nor-dic Academic Press.

Poulsen, K. Løkkegaard 2001. Oldsagssam-linger på danske herregårde. Kuml. Årbog forJysk Arkæologisk Selskab 2001:71–110.

Randsborg, K. 1995. Arkæologien somlivsregnskab. Omkring Frederik Sehested(1813–82) til Broholm. Arkeologiska liv.Om att leva arkeologiskt. J. Nordbladh (red.).GOTARC serie C: Arkeologiska Skrifter 10.27–39. Göteborg: Institutionen för arkeologi,Göteborgs universitet.

Rosén, C. 2007. Uppdragsarkeologi och mo-dernitet. Modernitet och arkeologi. Artiklar frånVIII Nordic TAG i Lund 2005. L. Ersgård (red.).9–24. Stockholm: Riksantikvarieämbetet.

Stenberger, M. (red.) 1952. Arkeologiska forsk-ningar och fynd. Studier utgivna med anledningav H. M. Konung Gustaf VI Adolfs sjuttioårs-dag 11. 11. 1952. (Udg.) Svenska ArkeologiskaSamfundet. Stockholm.

Svanberg, F. & Wahlgren, K. H. 2007. Publikarkeologi. Stockholm: Historiska museet.

Thordeman, B. (red.) 1932. Arkeologiska studiertillägnade H.K.H. Kronprins Gustaf Adolf.(Udg.) Svenska Fornminnesföreningen.Stockholm.

Welinder, S. 2003. Min svenska arkeologihisto-ria. Ett ekonomiskt och socialt perspektiv på 1990-talet. Lund: Studentlitteratur.

80

BODIL PETERSSON OG JES WIENBERG MAJESTÆTER

Wetter, E. & Östenberg, C. E. & Moretti, M.(red.) 1972. Med kungen på Acquarossa. Denarkeologiska utgrävningen av en etruskisk stad.Malmö: Allhem.

Wienberg, J. 2007. Kanon og glemsel. Arkæo-logiens mindesmærker. Kuml, Årbog for Jyskarkæologisk Selskab 2007:237–282.

Worsaae, J. J. A. 1938. Af en Oldgrandskers Bre-ve. (Udg.) Victor Hermansen. København.

Internet

Livrustkammaren: www.livrustkammaren.se(2012-03-01).

DVD

Majestæten og arkæologien. Samtale med en hob-byarkæolog. Skalk DVD 1. Højbjerg 2005.

81