Putin manden uden ansigt

Rosinante

Putinmanden uden ansigt

masha gessen

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie


Masha Gessen

P U T I NManden uden ansigt

Oversat fra engelsk af

Jan Hansen

ROSINANTE


Putin. Manden uden ansigter oversat fra engelsk

af Jan Hansen efter The Man Without a Face.The Unlikely Rise of Vladimir PutinCopyright © 2012 by Masha Gessen

Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co, København1. udgave, 1. oplag, 2012

Omslag: Camilla Jørgensen, med foto af © Stephane LavoueSat med Minion hos Rosendahls – BookPartnerMedia

og trykt hos CPI / Clausen & Bosse, Leck

isbn 978-87-638-2360-9

Printed in Germany 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


INDHOLD

Prolog 7

1. kapitel Præsident ved et uheld 16

2. kapitel Valgkrigen 29

3. kapitel En bølles selvbiografi 50

4. kapitel Én gang spion ... 80

5. kapitel Et kup og et korstog 111

6. kapitel En reformpolitikers endeligt 142

7. kapitel Den dag, de russiske massemedier døde 157

8. kapitel Afskaffelsen af demokratiet 190

9. kapitel Et terrorregime 213

10. kapitel Umættelig grådighed 244

11. kapitel Back in the USSR 282

Epilog: En uge i december 2011 293

Tak 315

Kildehenvisninger 316

Register 340



PROLOG

Jeg vågnede ved, at der blev rusket i mig. Kate så rædselsslagen

ud. »De siger et eller andet om Galina i radioen,« næsten hvi-

skede hun. »Og om en revolver. Jeg tror, at ... Nej, jeg kunne ikke

rigtig forstå det.«

Jeg stod op og gik ud i vores lille køkken, hvor Kate havde lyttet

til stationen Ekho Moskvy (Moskvas Ekko), landets bedste ny-

heds- og debatradio, mens hun lavede morgenmad. Det var lørdag

og en usædvanlig lys og frostklar morgen for en novemberdag i

Moskva. Jeg var ikke spor urolig. Kates frygt smittede mig ikke.

Det, hun havde hørt – eller, hvad der med hendes noget begræn-

sede beherskelse af russisk, nok var mere sandsynligt, havde mis-

forstået – var i bedste fald indledningen til endnu en god historie.

Som journalist ved Itogi, Ruslands førende nyhedsmagasin, opfat-

tede jeg gode historier som mit domæne. Og der var masser af

gode historier i de år. I et land, der var i færd med at genopfinde sig

selv, var hver eneste by, hver eneste familie og hver eneste institu-

tion på den ene eller anden måde uudforsket territorium. Året var

1998. Siden begyndelsen af 1990’erne havde praktisk taget alle

mine artikler været historier, der ikke var blevet fortalt før: Jeg til-

bragte næsten halvdelen af min tid væk fra Moskva, på rejser til

7


konfliktzoner og guldminer, børnehjem og universiteter, affolkede

landsbyer og eksplosivt voksende oliebyer for at fortælle historier

fra disse steder. Itogi, der blev finansieret og ejedes af den samme

russiske matador, som også ejede af Ekho Moskvy, belønnede mig

for dette arbejde ved aldrig at beklage sig over mine noget ekstra-

vagante rejseudgifter og ved ofte at bringe mine artikler som forsi-

dehistorier.

Jeg var med andre ord et af de unge mennesker i Rusland, der

havde opnået en forfærdelig masse i løbet af 1990’erne. Mange, der

var ældre eller yngre end jeg, havde mistet meget i overgangsperio-

den. Den ældre generation mistede alle deres sparepenge på grund

af hyperinflationen og deres identitet på grund af det tilsynela-

dende bortfald af alle sovjettidens institutioner. Den yngre genera-

tion voksede op i skyggen af deres forældres frygt og også ofte de-

res fiasko. Men jeg var fireogtyve år, da Sovjetunionen brød sam-

men, og mine jævnaldrende og jeg brugte 1990’erne på at skabe

vores fremtidige karrierer og det, vi opfattede som et nyt samfunds

metoder og institutioner. Selv om voldskriminaliteten antog epi-

demisk karakter i Rusland i de år, følte vi os mærkeligt trygge: Vi

iagttog, og beskrev også lejlighedsvis, den kriminelle underverden,

men opfattede den ikke som noget, der kunne komme til at på-

virke vores egne liv. Desuden var jeg overbevist om, at alt kun ville

udvikle sig til det bedre: Jeg havde kort forinden købt en forfalden

kommunalka, en tidligere fælleslejlighed, i Moskvas centrum og

var gået i gang med at istandsætte den for at flytte dertil fra den le-

jelejlighed, jeg delte med Kate, en britisk redaktør for en publika-

tion inden for olieindustrien. Jeg forestillede mig, at man kunne

starte en familie i den nye lejlighed. Og netop den lørdag havde jeg

en aftale med en håndværker om at tage ud for at købe badeværel-

sesinstallationer.

Kate slog ud med armen mod ghettoblasteren, som om den var

en giftspreder, og så spørgende på mig. Nyhedsoplæseren blev ved

med at gentage Galina Starovojtovas navn, igen og igen. Hun var

en af den tids mest kendte russiske politikere, parlamentsmedlem

og en veninde af os. I slutningen af 1980’erne, hvor sovjetimperiet

8


vaklede og var på randen af en kollaps, blev Starovojtova, der var

socialantropolog, demokratiaktivist og en af de mest prominente

fortalere for befolkningen i Nagorno-Karabakh, en armensk befol-

ket enklave i Aserbajdsjan, som blev ramt af den første af de

mange etnisk motiverede væbnede konflikter, der skulle følge i

kølvandet på Sovjetblokkens sammenbrud. Som mange andre

med en akademisk baggrund, der gik ind i politik, syntes hun at

dukke op i offentlighedens søgelys fra den ene dag til den anden.

Selv om hun havde boet i Leningrad siden sin tidligste barndom,

gjorde det armenske folk hende til deres kandidat ved det første

delvis frie, demokratiske valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet, og

i 1989 blev hun indvalgt med et overvældende stemmeflertal. I Den

Øverste Sovjet blev hun medlem af den såkaldte Interregionale

Gruppe, en prodemokratisk mindretalsfraktion, som blandt andre

Andrej Sakharov og Boris Jeltsin var ledere af. Så snart Jeltsin blev

Ruslands præsident i 1990 – på det tidspunkt i realiteten kun en

ceremoniel funktion og en slags venteposition – blev Galina hans

nærmeste rådgiver, der officielt vejledte ham i etniske spørgsmål

og uofficielt også i praktisk taget alle andre, herunder spørgsmål

vedrørende ministerudnævnelser. I 1992 overvejede Jeltsin at gøre

Galina til russisk forsvarsminister, og at udpege en ikke-militær

person og en kvinde, der oven i købet nærmest var pacifist, til den

post ville have været en storslået gestus i Jeltsins klassiske stil fra

1990’ernes begyndelse, et signal om, at intet i Rusland og måske i

hele verden igen ville blive det samme som før.

At intet skulle få lov til at blive det samme som før, var kernen i

Galinas politiske arbejde, hvad der i 1990’ernes begyndelse var ra-

dikalt selv for en demokratitilhænger. Sammen med en mindre

gruppe jurister og politikere forsøgte hun uden held at få indledt

rigsretssag mod SUKP, Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Hun

skrev et udkast til en lov vedrørende lustratsija eller lustration, et

koncept, der var baseret på det oldgræske ord for renselse, men nu

blev brugt i de fleste forhenværende østlande som betegnelse for

forbuddet mod at lade tidligere medlemmer af kommunistparti-

erne og medarbejdere i det hemmelige politi varetage offentlige

9


embeder. I 1992 fandt hun ud af, at KGB havde gendannet en parti-

afdeling inden for organisationen – en direkte overtrædelse af det

forbud mod det russiske kommunistparti, som Jeltsin havde ind-

ført ved præsidentielt dekret efter kupforsøget i august 1991. Ved et

offentligt møde i juli 1992 prøvede hun at konfrontere Jeltsin med

dette faktum, og han afviste det, hun sagde, på en så uhøflig måde,

at det ikke alene kom til at signalere enden på Galina Starovojtovas

karriere i hans administration, men også afslørede hans eget mere

og mere overbærende forhold til statssikkerhedstjenesten og til de

mange gammelkommunister, der enten sad i dens topledelse eller

meget tæt på toppen. Efter at Galina var blevet afskediget som

præsidentrådgiver, koncentrerede hun sig om få lustrationsloven

vedtaget, hvilket mislykkedes, og derefter trak hun sig i en periode

helt ud af politik og rejste til Amerika, hvor hun først blev medar-

bejder ved USA’s Fredsinstitut og senere underviste på Brown Uni-

versity.

FØRSTE GANG JEG MØDTE GALINA, kunne jeg ikke se hende: Hun var

skjult bag de hundrede tusinder af mennesker, der havde samlet

sig på Majakovskijpladsen i Moskva den 28. marts 1991 for at del-

tage i en støttedemonstration for Jeltsin, efter at denne kort forin-

den havde fået en offentlig reprimande af Sovjetunionens præsi-

dent, Mikhail Gorbatjov. Desuden havde Gorbatjov den måned

ved dekret forbudt alle demonstrationer i byen. Om morgenen be-

gyndte kampvognene at rulle ind i byen, hvor de blev placeret på

en måde, der havde til formål at gøre det så besværligt som muligt

for folk at komme ind til den forbudte, prodemokratiske demon-

stration. Arrangørerne reagerede ved at dele manifestationen op i

to demonstrationer, så folk i det mindste kunne nå ind til et af de

steder, hvor det blev gennemført. Det var mit første besøg i Mo-

skva efter ti år i udlandet som emigrant. Jeg boede i min bedste-

mors lejlighed, og tilfældet ville, at den lå næsten lige ved siden af

Majakovskijpladsen. Da jeg opdagede, at gaden, Tverskaja, var af-

spærret, gik jeg gennem den ene baggård efter den anden, og da jeg

til sidst kom ud på pladsen gennem en portbue, befandt jeg mig

10


med ét midt i folkemængden. Jeg kunne ikke se andet end de for-

anståendes nakker og den ene række efter den anden af stort set

identiske grå eller sorte uldfrakker. Men jeg kunne høre en kvinde-

stemme, der rungede ud over de forsamlede og talte om, at for-

samlingsfriheden var forfatningssikret og ukrænkelig. Jeg vendte

mig om mod en mand ved siden af mig, der havde en gul plastic-

pose i den ene hånd og et barn ved den anden. »Hvem er det, der

taler?« spurgte jeg. »Starovojtova,« svarede han. I det samme be-

gyndte kvinden at anføre demonstrationsdeltagerne i et råb på

fem stavelser, der syntes at give genlyd over hele byen: »Ros-si-ja!

Jel-tsin!« Allerede mindre end et halvt år senere ophørte Sovjet-

unionen i realiteten med at eksistere, og Jeltsin blev det nye, demo-

kratiske Ruslands leder. At det var en uundgåelig udvikling, blev

klart for mig og mange andre netop den dag i marts, hvor folk i

Moskva trodsede de kommunistiske myndigheder og deres kamp-

vogne og insisterede på, at de ville tage til orde på en offentlig

plads.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang mødte Galina per-

sonligt, men vi blev veninder det år, hun underviste på Brown

University. Hun var tit gæst i min fars hjem i nærheden af Boston.

Jeg rejste frem og tilbage mellem USA og Rusland, og Galina blev

noget af en mentor for mig, når det gjaldt russisk politik, selv om

hun af og til protesterede og sagde, at hun endegyldigt var vendt

tilbage til den akademiske verden. Det må have været i december

1994, hun holdt op med at sige det, da Jeltsin indledte en militær

offensiv mod udbryderrepublikken Tjetjenien. Hans aktuelle råd-

givere havde åbenbart givet ham forsikringer om, at det føderale

magtcentrum hurtigt og smertefrit kunne tæmme dette oprør. Ga-

lina betragtede Tjetjenienskrigen som den katastrofe, det i realite-

ten var, og som den hidtil største trussel mod demokratiet i Rus-

land. Det forår var hun i Uralbjergene for at lede en kongres, der

havde til formål at genskabe hendes eget politiske parti, Demokra-

tisk Rusland, som et par år tidligere havde været den mest indfly-

delsesrige politiske kraft i landet. Jeg dækkede denne partikongres

for en af tidens førende russiske aviser, men på vej til byen Tjelja-

11


binsk – tre timer med fly, fulgt af tre timer med bus – blev jeg ud-

sat for et røveri. Det var næsten midnat, inden jeg ankom til Tjelja-

binsk, chokeret og pengeløs, og løb ind i Galina i hotellets vesti-

bule; hun var på vej ud efter en lang dags intense møder. Inden jeg

kunne nå at sige et ord, trak hun mig med op på sit værelse, hvor

hun stak mig et glas vodka og satte sig ved glassofabordet og gik i

gang med at smøre en stabel pølsemadder til mig. Hun lånte mig

også penge til billetten tilbage til Moskva.

Galina nærede tydeligt moderlige følelser for mig – jeg var

jævnaldrende med hendes søn, der var flyttet til England sammen

med sin far, omtrent samtidig med at hans mor blev en kendt poli-

tiker – men denne scene med pølsemadderne betød også noget

andet: I et land, hvor de eneste politiske rollemodeller var politiske

kommissærer i læderfrakker eller mere eller mindre affældige

gamle mænd fra partiapparatet, bestræbte Galina sig på at skabe

en fuldkommen ny figur, en politiker som også havde en menne-

skelig side. Ved en russisk feministkonference chokerede hun til-

hørerne ved at løfte op i kjoleskørtet; hun gjorde det kun for at be-

vise, at det, en mandlig politiker havde sagt om, at hun var hjulbe-

net, ikke passede. Hun var den første, der i et interview i et af de

nye ugeblade talte om, hvor svært det var for en kvinde, der var så

alvorligt overvægtig, som hun var, at finde tøj, der passede. Samti-

dig kæmpede hun ihærdigt og stædigt for at få gennemført refor-

mer på lovgivningsområdet. For eksempel forsøgte hun sidst på

året i 1997 igen at få lustrationsloven igennem – og igen uden held.

I 1998 lagde hun en masse kræfter i at undersøge en kampagne, der

havde finansieret nogle af hendes mest indflydelsesrige politiske

fjender, herunder den kommunistiske formand for Dumaen, det

russiske parlament. (Det kommuniske parti var blevet legaliseret

igen – og var blevet et af de mest populære).

Jeg spurgte hende, hvad der havde fået hende til at genoptage

sin politiske karriere, når hun udmærket vidste, at hun ikke igen

ville få den samme indflydelse, som hun tidligere havde haft. Hun

forsøgte flere gange at give mig et svar, men gik hver gang i stå, når

hun skulle forklare, hvad der havde motiveret hende. Til sidst rin-

12


gede hun til mig fra et hospital lige inden en operation; mens hun

ventede på at blive bedøvet, havde hun forsøgt at sætte ord på sit

livssyn og var omsider kommet i tanke om et billedligt udtryk for

det, som appellerede til hende. »En af de gamle græske myter

handler om harpyerne,« sagde hun. »De er skygger, som kun kan

få liv ved at drikke menneskeblod. Et liv som akademiker er et

skyggeliv af netop den slags. Men når man bidrager til at skabe

fremtiden, om så blot en lille del af fremtiden – for det er jo det,

politik handler om – så er det, at ens skygge kan få liv. Men kun

ved at man drikker blod, herunder sit eget.«

JEG FULGTE KATES BLIK. Hun stirrede stadig på ghettoblasteren,

der var begyndt at knase lidt, som om det krævede den de største

anstrengelser at få ordene ud gennem højtalerne. Nyhedsoplæse-

ren fortalte, at Galina var blevet skudt og dræbt nogle få timer tid-

ligere i opgangen til den etageejendom i Skt. Petersborg, hvor hun

boede. Hun var ankommet dertil med fly fra Moskva samme aften.

Hun og hendes juridiske assistent, Ruslan Linkov, havde først af-

lagt et kort besøg hjemme hos hendes forældre, inden de kørte vi-

dere til hendes lejlighed på Gribojedov-kajen, der ligger ved en af

kanalerne og er en af byens smukkeste gader. Da de kom ind i op-

gangen, virkede lyset ikke; attentatmændene, der ventede på trap-

pen, havde skruet alle pærerne ud. Alligevel fortsatte de op ad

trappen, mens de talte om en retssag, der kort forinden var blevet

rejst mod Galina af et af de nationalistiske partier. Så kom der en

hul lyd og et lysglimt. Galina holdt op med at tale. Linkov råbte:

»Hvad er det, I gør?« og løb lige imod kilden til lyden og lyset. Han

blev ramt af de to næste kugler, der blev affyret.

Ruslan Linkov blev tilsyneladende slået bevidstløs, men kom

bagefter til bevidsthed længe nok til at ringe en journalist op på

sin mobil. Det var denne journalist, der tilkaldte politiet. Og nu

fortalte stemmen i ghettoblasteren mig, at Galina var død, og at

Ruslan, som jeg også kendte og holdt af, var indlagt på hospitalet i

kritisk tilstand.

13


HVIS DENNE BOG HAVDE VÆRET EN ROMAN, ville min person sand-

synligvis have smidt alt, hun havde i hænderne, ved nyheden om

sin venindes død og ville, vel vidende at det skulle forandre hendes

liv for altid, være styrtet ud for at gøre et eller andet – hvad som

helst, der ville være øjeblikket værdigt. Men i den virkelige verden

ved vi sjældent, at vores liv forandrer sig ugenkaldeligt på de tids-

punkter, hvor tragedien rammer. Jeg tog af sted for at købe bade-

værelsesinstallationer til min nye lejlighed. Det var først, da hånd-

værkeren, som jeg havde med, sagde: »Har du hørt om det med

Starovojtova?« at jeg standsede op. Jeg kan huske, at jeg stirrede

ned på mine støvler og på sneen, der var grå og hårdt tiltrampet af

tusinder af håbefulde nye boligejeres fødder. »Mine folk og jeg

havde skrevet kontrakt på at bygge en garage til hende,« sagde han.

Af en eller anden grund var det netop da, mens jeg tænkte på, at

min veninde ikke ville få brug for sin nye garage, at jeg blev klar

over, hvor hjælpeløs, bange og vred jeg følte mig. Jeg skyndte mig

tilbage til min bil, kørte til stationen og tog med toget til Skt. Pe-

tersborg for at skrive historien om, hvad der var sket med Galina

Starovojtova.

De næste par år tilbragte jeg ofte flere uger i træk i Skt. Peters-

borg. Der var der endnu en historie, som ingen havde fortalt før

– selv om det var en meget større historie end nogen af dem, jeg

tidligere havde skrevet om, og endnu større end historien om mor-

det, hvor koldblodigt det end var, på en af landets mest kendte po-

litikere. Det, jeg fandt i Skt. Petersborg, var en by – Ruslands næst-

største – der udgjorde en stat i staten. Det var et sted, hvor KGB

– den organisation, Starovojtova havde kæmpet sit vigtigste og

mest håbløse slag imod – var almægtigt. Lokale politikere og jour-

nalister troede fuldt og fast på, at deres telefoner og kontorer blev

aflyttet, og det så ud til, at de havde ret. Det var et sted, hvor der

jævnligt blev begået mord på førende politikere og forretnings-

folk. Og det var et sted, hvor mislykkede forretninger let kunne

medføre, at en person havnede bag tremmer. Skt. Petersborg lig-

nede med andre ord i høj grad Rusland, sådan som hele landet

skulle komme til at se ud blot nogle få år senere, efter at magten

14


ved Vladimir Putins tiltræden som præsident blev overtaget af de

personer, der havde hersket i Skt. Petersborg i 1990’erne.

Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde givet ordre til mordet på

Galina Starovojtova (de to mænd, der med flere års forsinkelse

blev dømt for det, var bare blevet hyret til at myrde hende). Jeg

fandt heller ikke ud af, hvorfor det skete. Hvad jeg derimod fandt

ud af, var, at der hele vejen op gennem halvfemserne, mens unge

mennesker som jeg selv skabte en ny tilværelse i et nyt land, samti-

dig havde eksisteret en parallel verden i Skt. Petersborg. Der var

mange af de centrale træk ved det sovjetiske regime blevet bevaret:

Det var et regime, som arbejdede på at udrydde sine fjender – et

paranoidt og lukket system, der stræbte efter at opnå kontrol med

alt og alle og skaffe sig af med alt det, det ikke kunne kontrollere.

Det var umuligt at finde ud af, hvem der havde fået Starovojtova

dræbt, netop fordi det, at hun var stået frem som en fjende af det

regime, havde gjort hende til en mærket kvinde, en dødsdømt

kvinde. Jeg havde rejst i mange krigszoner og havde i bogstavelig

forstand måttet arbejde under granatbeskydning, men det her var

den mest skræmmende historie, jeg nogensinde havde måttet

skrive: Jeg havde aldrig før været tvunget til at beskrive en virkelig-

hed, der var så følelseskold og brutal, så entydig og så nådesløs, så

gennemkorrupt og så fuldkommen blottet for anger.

I løbet af nogle få år skulle det blive den virkelighed, hele Rus-

land levede med. Det, jeg vil fortælle om i denne bog, er, hvordan

det gik til, at det blev det.

15


1. kapitel

PRÆSIDENT VED ET UHELD

Forestil dig, at du har et land, men ingen til at regere det. Det

var denne vanskelige situation, Boris Jeltsin og inderkredsen

omkring ham mente, de stod i dengang, i 1999.

Jeltsin havde været syg længe. Han havde haft flere hjerteanfald

og havde gennemgået en hjerteoperation, kort efter at han var ble-

vet genvalgt og indledte sin anden præsidentperiode i 1996. De fle-

ste var overbeviste om, at han drak for meget – en udbredt og let

genkendelig russisk last – hvor meget folk i Jeltsins nærmeste om-

givelser end insisterede på, at hans lejlighedsvise forvirring og det,

at han ikke længere viste sig offentligt så tit som før, skyldtes andre

kroniske helbredsproblemer og ikke alkoholmisbrug. Hvad grun-

den end var, så havde Jeltsin under officielle besøg i udlandet flere

gange vrøvlet usammenhængende eller havde pludselig været for-

svundet, hvad der rystede hans støtter og skuffede hans vælgere.

I 1999 stod Jeltsin meget lavt i meningsmålingerne, og han var

ikke længere den samme politiker, som han havde været i sine vel-

magtsdage. Han brugte stadig mange af de kneb, der havde funge-

ret så fint for ham tidligere, med hyppige personudskiftninger,

med skiftevis at styre med hård hånd og at lade stå til og med at

udstille sin farverige personlighed på de strategisk rigtige tids-

16


punkter – men nu mindede han mest af alt om en bokser, der ra-

vede rundt i blinde i ringen, slog ud efter imaginære mål og ramte

ved siden af de reelle.

De sidste par år af sin anden præsidentperiode omrokerede han

desperat regeringen den ene gang efter den anden. Han afskedi-

gede en premierminister, der havde været i embedet i seks år, og

lod ham afløse af en fuldkommen ukendt 36-årig, hvorefter han

hentede den gamle premierminister tilbage et halvt år senere – og

fyrede ham igen efter kun tre uger. Jeltsin salvede den ene »kron-

prins« efter den anden, men stillede sin skuffelse over dem alle til

skue på en meget offentlig måde, der ofte var lige pinlig for den

konkrete kilde til Jeltsins mishag og dem, der var vidner til det.

Jo mere uforudsigelig præsident Jeltsin blev, desto flere fjender

fik han – og desto tættere samarbejdede hans fjender med hinan-

den. Tolv måneder inden udløbet af hans anden og dermed sidste

præsidentperiode sad Jeltsin i toppen af en endog meget vakkel-

vorn pyramide. Hans mange udskiftninger havde fjernet mere end

én generation af dygtige folk, og flere ministerier og føderale orga-

ner blev nu ledet af middelmådige yngre mænd, der var blevet su-

get opad i hierarkiet på grund af dette vakuum i toppen. Jeltsins

betroede allierede var så få og isolerede, at pressen simpelthen om-

talte dem som Familien. Familien bestod af Jeltsins datter, Tatjana,

hans stabschef Aleksandr Volosjin, den forhenværende stabschef

Valentin Jumasjev, som Tatjana senere giftede sig med, en anden

forhenværende stabschef, Anatolij Tjubajs, der var økonom og ar-

kitekten bag 1990’ernes privatiseringer i Rusland, samt forret-

ningsmanden Boris Berezovskij. Af det halve dusin såkaldte oligar-

ker – forretningsfolk, der var blevet superrige under Jeltsin og

havde sagt tak for det ved at bakke op om genvalget af ham – var

Berezovskij den eneste, der stadig stod loyalt ved præsidentens

side.

Jeltsin kunne ifølge forfatningen ikke stille op som præsident

for tredje gang, hans helbred var heller ikke godt nok til det, og

han havde al mulig grund til at frygte en fjendtligt indstillet efter-

følger. Jeltsin var nemlig ikke blot en upopulær politiker: Han var

17


den første politiker, russerne havde haft tillid til – og det gjorde, at

den bitre skuffelse blandt hans folk var lige så stor som den støtte,

han i sin tid havde inspireret til.

Landet var mørbanket, traumatiseret og skuffet. I slutningen af

1980’erne havde det oplevet en følelse af håb og sammenhold, der

kulminerede i august 1991, da folket besejrede den junta, der tru-

ede Gorbatjovs magt. Det gjorde, at folk fik tillid til Boris Jeltsin,

den eneste hersker i Ruslands historie, der var – og er – blevet valgt

ved frie valg. Til gengæld for denne tillid fik Ruslands befolkning

en hyperinflation, der slugte et helt livs opsparing i løbet af nogle

få måneder; de fik bureaukrater og forretningsfolk, der stjal fra

staten og fra hinanden, ofte helt åbenlyst; og de fik økonomisk og

social ulighed i en målestok, de aldrig havde oplevet før. Værst af

alt, så mistede mange og sandsynligvis de fleste russere enhver tro

på fremtiden – og dermed den følelse af sammenhold, der havde

holdt dem oppe i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.

Jeltsins regering begik den graverende fejl ikke at tage stilling til

folkets sorger og bekymringer. Jeltsin, der havde været en ægte po-

pulist, som kørte med bybus og stillede sig op på en kampvogn for

at holde tale – hvad som helst, de forskellige situationer krævede

– ændrede sig i løbet af dette årti og trak sig mere og mere tilbage

til en ugennemtrængelig og bodyguardbevogtet verden af sorte li-

mousiner og lukkede møder. Den første premierminister, han ud-

pegede [i 1992], den intelligente unge økonom Jegor Gajdar, der

kom til at stå som en personificering af de postsovjetiske økono-

miske reformer, lagde ikke – heller ikke offentligt – skjul på, at han

betragtede den brede befolkning som for dumme til at indgå i en

diskussion af reformerne. Det russiske folk, der var blevet glemt af

deres ledere i smertens stund, søgte trøst i nostalgien – egentlig

ikke nostalgi efter den kommunistiske ideologi, der allerede flere

årtier tidligere havde opbrugt al sin inspirationskraft, men i en

længsel efter, at Rusland igen skulle blive en supermagt. Da vi nå-

ede til 1999, var der en mærkbart aggressiv stemning, og det var en

stor del af forklaringen på, at Jeltsin og Familien med rette blev

bange.

18


En følelse af krænkelse har det med at gøre folk blinde, og det

er på samme måde med aggressioner. Så et flertal af Ruslands be-

folkning var blinde for, hvor meget der reelt var blevet udrettet i de

ti år under Jeltsin. Trods de alt for mange forkerte løsninger un-

dervejs havde Rusland formået at privatisere en stor del af er-

hvervslivet, og de største af de privatiserede virksomheder havde

rundet et skarpt hjørne og var blevet konkurrencedygtige. Trods

den voksende ulighed fik det store flertal af russere et bedre liv i

løbet af denne periode: Antallet af husstande med tv, vaskema-

skine og køleskab voksede, antallet af privatbiler fordobledes, an-

tallet af russiske turister, der holdt ferie i udlandet, tredobledes

mellem 1993 og 2000. I august 1998 indstillede Rusland tilbagebe-

talingen af sin udlandsgæld, og det udløste en betragtelig, om end

kortvarig, inflationsstigning, men bagefter var der vækst i økono-

mien igen.

Massemedierne blomstrede. I løbet af imponerende kort tid

lærte russerne at lave seriøst og smukt fjernsyn, oprettede et utro-

lig stort antal bogforlag og skabte flere elektroniske publikationer.

Mange, men bestemt ikke alle landets problemer med manglende

infrastruktur var blevet løst, intercitytogene kørte til tiden, post-

væsenet var igen begyndt at fungere, antallet af husstande med

fastnettelefon voksede. Det første private russiske firma – en mo-

biltelefonudbyder, der var startet i 1992 – indregistrerede sine ak-

tier på New Yorks børs og klarede sig rigtig godt.

Alligevel virkede regeringen ude af stand til overbevise folk om,

at de havde det bedre end et par år forinden og bestemt bedre end

for ti år tilbage. Den følelse af usikkerhed, folk havde oplevet, si-

den Sovjetunionen smuldrede under deres fødder, var så stor, at

alle tab syntes at bekræfte deres forventninger om, at det kun ville

gå ned ad bakke, og få dem til at omforme enhver ny gevinst til

yderligere frygt for fremtidige tab. Jeltsin havde ikke andet at falde

tilbage på end sin populistiske facon: Han kunne ikke udfordre el-

ler ændre folks negative forventninger; han kunne ikke lede landet

frem mod nye idealer og en ny retorik. Han kunne ikke gøre andet

end at prøve at give folk det, de ville have.

19


Og det var bestemt ikke Jeltsin, de ville have i 1999. Adskillige

millioner russere holdt ham personligt ansvarlig for alle de tilba-

geslag, de havde oplevet de foregående ti år, for deres tabte håb og

knuste drømme – endda, virkede det som om, for deres for-

svundne ungdom – og de hadede ham af et ærligt hjerte. Hvem

der end blev landets leder efter Jeltsin, ville have kunnet opnå hur-

tig popularitet ved at retsforfølge sin forgænger. Det, den aldrende

præsident frygtede mest, var, at et politisk parti ved navn Ote-

tjestvo – Vsja Rossija (Fædrelandet er Hele Rusland, en hybrid-

form af to tidligere partibetegnelser og lige så klodset og uelegant

på russisk som i oversættelse) under ledelse af en tidligere premi-

erminister og flere borgmestre og guvernører skulle få magten og

hævne sig på Jeltsin og Familien – og at han ville ende sine dage i

fængsel.

Og det er netop her, Vladimir Putin kommer ind i billedet.

Ifølge Boris Berezovskijs udlægning af historien ledte Familien

altså efter Jeltsins efterfølger. Men hans version af historien er fuld

af selvmodsigelser. En lille gruppe personer, der var isolerede og

følte sig under belejring, ledte efter nogen, der kunne overtage

magten i verdens geografisk største land, med alle dets nukleare

missilhoveder og hele dets tragiske historie – og det eneste, der var

kortere end listen over kandidater, var listen over de kvalifikatio-

ner, der blev afkrævet disse kandidater. Alle med nogen form for

reel politisk kapital eller ambitioner – alle med et minimum af

personligt indblik i, hvad embedet krævede – havde allerede fjer-

net sig fra Jeltsin. De tilbageblevne kandidater var alle kedelige,

anonyme mænd i grå jakkesæt.

Berezovskij har senere hævdet, at Putin var hans protegé. Da

han fortalte mig dette i sit herskabshus uden for London – jeg

holdt mit løfte om ikke atsløre dets beliggenhed for nogen, efter at

jeg kom ind til byen igen bagefter – sagde han, at han havde lært

Putin at kende i 1990, da han forsøgte at udvide sine forretnings-

aktiviteter til også at omfatte Leningrad. Berezovskij var dengang

en forhenværende akademiker, der var blevet bilforhandler. Det,

han tjente penge på, var at sælge Ladaer – en noget sjusket frem-

20


stillet russisk kopi af en forældet Fiat-model. Desuden importe-

rede han brugte biler fra Vesteuropa og åbnede autoværksteder,

hvor man kunne få repareret de køretøjer, han solgte. Putin, der

var ansat under Leningrads borgmester Anatolij Sobtjak, hjalp Be-

rezovskij med at opnå tilladelse til at åbne en servicestation i byen

og nægtede at tage imod bestikkelse – det sidste var grunden til, at

Berezovskij huskede ham. »Han var den første af landets bureau-

krater, der ikke ville tage imod bestikkelse,« forsikrede Berezovskij

mig om. »På æresord. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.«

Berezovskij gjorde det derefter til en vane at »kigge forbi« Pu-

tins kontor, hver gang han var i Skt. Petersborg. Hvis man har

kendskab til Berezovskijs hektiske personlighed, var det sandsyn-

ligvis lige præcis kun et »kig forbi«, hvor oligarken stormede ind,

sludrede ophidset om det ene eller andet og stormede ud igen,

temmelig sikkert helt uden at notere sig, hvordan hans vært reage-

rede. Da jeg talte med Berezovskij, havde han svært ved at huske

noget som helst, Putin havde sagt til ham. »Men jeg opfattede ham

altså som en slags forbundsfælle,« insisterede han. Han var også

imponeret over, at Putin, der var blevet ansat i bystyrets ledelse, da

Sobtjak blev byens borgmester, senere afslog et tilbud om at fort-

sætte i jobbet under den nye borgmester, da Sobtjak ikke blev gen-

valgt.

Da Putin flyttede til Moskva i 1996 for at tiltræde en ny stilling i

administrationen i Kreml, begyndte de to at se mere til hinanden i

en eksklusiv natklub, Berezovskij havde åbnet i byens centrum. Be-

rezovskij havde benyttet sig af sine forbindelser og fået indkørsel

forbudt-skilte placeret for begge ender af karréen, sådan at han i

realiten havde afmærket hele det stykke af et beboelseskvarter som

sin private ejendom. (Beboerne i de mange etageejendomme på

den anden side af gaden over for natklubben kunne ikke længere

legalt køre hele vejen hjem eller parkere uden for deres huse).

Først på året i 1999 var Berezovskij imidlertid en mand under

belejring – ligesom resten af Familien, i hans tilfælde blot i endnu

højere grad, fordi han var den eneste fra denne inderkreds, der for

alvor værdsatte sin placering i Moskvas »bedre kredse«. Grunden

21


til, at Berezovskij var begyndt at blive en paria, var, at han så tyde-

ligt var ved at tabe en desperat magtkamp med forhenværende

premierminister Jevgenij Primakov, der var blevet leder af den po-

litiske modstand mod Jeltsin. »Det var min kæreste Lenas fødsels-

dag,« fortalte Berezovskij mig. »Vi blev enige om at lade være med

at invitere en hel masse mennesker, fordi vi ikke ønskede at belaste

deres forhold til Primakov. Derfor var det kun de nærmeste ven-

ner. Men så kom en af mine bodyguards hen og sagde: ‘Boris

Abramovitj, Vladimir Vladimirovitj Putin kommer om ti minut-

ter.’ Jeg sagde: ‘Er der da sket noget?’ Og han sagde: ‘Nej nej, han vil

bare sige tillykke med fødselsdagen til Lena.’ Og han kom ti minut-

ter senere, med en buket blomster. Jeg sagde: ‘Volodja, det havde

du da ikke behøvet.’ [Volodja, Volodjka, Vova og Vovka er kæle-

navne for Vladimir, her anført efter de forskellige grader af famili-

aritet, de udtrykker.]. ‘Du har rigeligt at tænke på. Eller gør du det

kun for et syns skyld?’ Og han svarede: ‘Ja, jeg gør det for et syns

skyld.’ Det var hans måde at cementere vores relation på. Det be-

gyndte som sagt med, at han ikke ville tage imod bestikkelse. Der-

næst at han ikke var illoyal over for Sobtjak efter valgnederlaget.

Og nu dette, der overbeviste mig endeligt om, at han var en god og

meget kontant mand – KGB-mand, jo, men alligevel en god

mand.« Det steg Berezovskij til hovedet.

Berezovskij var skåret over samme læst som de øvrige første

russiske forretningsmænd efter kommunismens fald. Ligesom

dem var han intelligent, veluddannet og elskede at løbe en risiko.

Ligesom mange af dem fra denne første tid var han jødisk, hvad

der havde gjort ham til en outsider allerede som barn. Ligesom

dem havde han meget store ambitioner og en grænseløs energi.

Han havde en ph.d. i matematik og indledte sine forretningsakti-

viteter med import/eksport af biler og åbning af servicestationer.

Ved at sørge for, at hyperinflationen udhulede kreditterne, svind-

lede han i sin essens millioner af dollar fra landets største bilfabri-

kant, Lada-fabrikkerne. Først og midt i halvfemserne gik han ind i

bankvirksomhed, og samtidig med, at han fortsatte med at holde

snor i bilforretningerne, fik han andel i et af de store olieselskaber,

22


og, nok så afgørende, opnåede han aktiemajoritet i Kanal 1, det

privatiserede landsdækkende tidligere statslige tv og Ruslands

mest sete tv-kanal – hvilket gav ham direkte adgang til 98% af den

russiske befolknings stuer.

Ligesom flere andre af den tids oligarker var Berezovskij med til

at finansiere Boris Jeltsins genvalgskampagne i 1996. Men i mod-

sætning til de øvrige skaffede han sig også en række politiske ud-

nævnelser. Han rejste landet tyndt, formidlede politiske aftaler, var

fredsforhandler i Tjetjenien og nød at befinde sig i offentlighedens

søgelys. Han skabte sig et image som den grå eminence bag tro-

nen, og han overdrev absolut, hvor stor indflydelse han havde, og

troede lige så sikkert højst selv på halvdelen af det, han sagde eller

antydede, allerede mens han sagde eller antydede det. Mere end én

generation af udenlandske avis- og tv-korrespondenter i Rusland

var imidlertid overbeviste om, at Berezovskij var den reelle magt-

haver bag Jeltsin.

INGEN ER LETTERE AT MANIPULERE MED END EN MAND, der overdri-

ver sin egen indflydelse. Mens Familien så sig om efter Ruslands

fremtidige leder, blev der holdt en række møder mellem Berezov-

skij og Putin. Putin var på det tidspunkt blevet chef for FSB, den

russiske statssikkerhedstjeneste. Jeltsin havde fjernet de gamle pin-

ger fra alle poster ad flere omgange, og FSB – Den Føderale Sikker-

hedstjeneste, som KGB’s afløser var kommet til at hedde – var ikke

nogen undtagelse. Hvis man skal tro Berezovskij, var det ham, der

i forbindelse med udnævnelsen af en ny FSB-chef nævnte Putins

navn over for Valentin Jumasjev, chefen for præsidentadministra-

tionen. »Jeg sagde: ‘Vi har Putin, og han plejede at arbejde i det

hemmelige politi, ikke?’ Og Valentin sagde: ‘Jo, det gjorde han,’ og

jeg sagde: ‘Hør, jeg tror, at han vil være en mulighed. Tænk lige

over det: Han er trods alt en af vennerne.’ Og Valentin sagde: ‘Men

hans rang er meget lav.’ Og jeg sagde: ‘Hør her, der er en revolution

i gang, og der er blevet vendt op og ned på alting, så ...’«

Som beskrivelse af beslutningsprocessen i forbindelse med ud-

nævnelsen af en efterretningschef i en atommagt lød den samtale,

23


han refererede, så absurd, at jeg faktisk var mest tilbøjelig til at tro

på ham. Putins rang var ganske rigtigt meget lav: Han var udtrådt

af aktiv tjeneste i KGB med grad af oberstløjtnant og var som offi-

cer af reserven blevet automatisk opgraderet til oberst. Senere har

Putin hævdet, at han blev tilbudt forfremmelse til general i forbin-

delse med sin overtagelse af stillingen som efterretningschef, men

sagde nej tak til denne ære. »Man behøver ikke være general for at

udstede ordrer til oberster,« lød hans kones forklaring på denne

beslutning. »Man skal bare have evner for det.«

Hvad enten Putin havde evnerne eller ej, var det tydeligt, at han

følte sig usikker i sit nye job. Han gik hurtigt i gang med at ind-

sætte folk, han kendte fra Leningrads KGB, i ledende stillinger i

FSB på landsplan. Alligevel var han ikke engang tryg ved sit eget

kontor i FSB-hovedkvarteret: Hver gang han mødtes med Bere-

zovskij der, gik de ud for at tale sammen i en tom elevatorskakt

bag kontoret; det var det eneste sted i bygningen, Putin mente, at

de ikke ville blive aflyttet. Mellem disse triste og dysfunktionelle

kulisser mødtes Berezovskij med Putin stort set dagligt for at dis-

kutere sin kamp mod forhenværende premierminister Primakov

og, til sidst, for at tale om, hvem der skulle være Ruslands næste

præsident. Den potentielle kandidat stillede sig først tvivlende, hu-

skede Berezovskij fra sit eksil, men han var villig til at lytte. En af

gangene kom Putin af vanvare til at smække døren mellem eleva-

torskakten og gangen foran sit kontor, og de måtte banke løs på

den, til der kom nogen og lukkede dem ind.

I sidste ende gjorde Berezovskij, der følte sig som hele landets

repræsentant, altså kur til Putin. I juli 1999 fløj Berezovskij til Biar-

ritz på Frankrigs vestkyst, hvor Putin var på ferie. »Jeg havde ringet

til ham og meldt min ankomst,« fortalte Berezovskij. »Jeg sagde, at

jeg ville tale med ham om noget meget seriøst. Jeg ankom, og han

holdt ferie der sammen med konen og deres to døtre, i meget be-

skedne rammer. De boede i noget, der lignede en boligblok eller en

ejendom med ferielejligheder. Et lille køkken, et soveværelse eller

et par soveværelser. Virkelig utrolig beskedent.« På det tidspunkt

var de russiske millionærer – og der kan ikke herske tvivl om, at

24


Putin allerede dengang selv var en af dem – blevet vant til at holde

ferie i luksuriøse villaer på den franske riviera, hvad der var grun-

den til, at Berezovskij blev så imponeret over de relativt beskedne

rammer om Putins og hans families sommerferie.

»Vi tilbragte en hel dag med at tale sammen. Til sidst sagde han:

‘Okay, lad os gøre et forsøg. Men du er forhåbentlig klar over, at

det må være Boris Nikolajevitj [Jeltsin] selv, der siger det til mig.«

Det minder utroligt meget om en gammel jødisk shtetl-vittig-

hed. En ægteskabsmægler aflægger besøg hos en aldrende lands-

byskrædder for at drøfte muligheden for at arrangere et ægteskab

mellem skrædderens mellemste datter og arvingen til familien

Rothschilds bankimperium. Skrædderen kommer med den ene

indvending efter den anden: Han ønsker ikke at gifte den mellem-

ste bort først, så længe hendes ældre søster stadig er ugift, han øn-

sker ikke, at hans datter skal flytte så langt væk hjemmefra, og han

er ikke sikker på, at familien Rothschild er helt så fromme jøder,

som han ønsker, at hans datters mand skal være. Ægteskabsmægle-

rens svar på alle disse indvendinger er det samme: Det drejer sig

trods alt om arvingen til familien Rothschilds kæmpeformue. Til

sidst går skrædderen med til det. »Glimrende,« siger ægteskabs-

mægleren. »Så mangler jeg kun at tale med familien Rothschild.«

Berezovskij beroligede Putin. »Jeg sagde: ‘Volodja, hvad mener

du? Det er ham, der har sendt mig, bare for at være sikker på, at

der ikke er nogen misforståelser, sådan at han slipper for selv at

foreslå dig det, og du så skulle svare det samme, som du sagt til

mig flere gange, at du ikke vil.’ Så sagde han ja. Jeg tog tilbage til

Moskva og fortalte Valentin Jumasjev om vores samtale. Kort efter

– jeg husker ikke længere, hvor mange dage senere det var – kom

Putin tilbage fra ferie og mødtes med Boris Nikolajevitj. Og Boris

Nikolajevitjs reaktion var ikke helt entydig. I hvert fald kan jeg hu-

ske en af de ting, han sagde til mig: ‘Han virker sådan set okay,

men er han ikke rigeligt lille?’«

Tatjana Jumasjeva, Jeltsins datter, husker historien anderledes.

Hun husker det sådan, at Volosjin, den daværende chef for præsi-

dentens administration, tog en diskussion med Tjubajs, der var

25


den tidligere administrationschef. De var enige om, at Putin ville

være et godt valg som efterfølger, men Tjubajs tvivlede på, at det

russiske parlament ville godkende Putin, hvis han blev udpeget til

premierminister. Det var, mens de to fremlagde deres synspunkter

for Jeltsin, at Berezovskij tog til Biarritz på frierfødder – men kun

fordi han så gerne ville have, at Putin og resten af landet skulle op-

fatte ham som den nye kongemager.

Ligesom de øvrige implicerede i dette »præsidentvalg« husker

Tatjana Jumasjeva dog også deres panik, når det gjaldt den aktuelle

politiske situation og landets fremtid. »Tjubajs mente, at Dumaen

ville nægte at godkende Putin som premierminister. Det ville

medføre, at der skulle stemmes tre gange, og at parlamentet deref-

ter ville blive opløst. [Den russiske forfatning gjorde det muligt for

den siddende præsident at gennemtvinge tre afstemninger vedrø-

rende godkendelse af en af ham udpeget premierminister og der-

efter opløse parlamentet]. Men hvis der blev udskrevet nyvalg,

ville kommunisterne sammen med Primakov [den tidligere pre-

mierminister] og Luzjkov [Moskvas overborgmester] få et stort

flertal, måske endda konstitutionel majoritet. Derefter ville landet

udvikle sig i en katastrofal retning, og det ville måske føre til bor-

gerkrig. Det bedst mulige scenarium ville i så fald være, at magten

tilfaldt nykommunisterne, der i en vis grad havde tilpasset sig de

moderne betingelser, men det ville medføre, at erhvervslivet blev

nationaliseret igen, at grænserne blev lukket, og at mange af mas-

semedierne også ville blive lukket.«

»Situationen grænsede til det katastrofale,« sagde Berezovskij,

da han skulle beskrive det for mig. »Vi havde mistet tid, og vi

havde mistet vores forspring. Primakov og Luzjkov var godt i gang

med at befæste deres position overalt i landet. Omkring halvtreds

af guvernørerne [ud af landets i alt niogfirs regionale guvernører]

havde allerede meldt sig ind i Primakovs politiske bevægelse. Og

Primakov var et monster, der havde tænkt sig at vende udviklingen

og omgøre alt det, der var blevet opnået i Jeltsin-årene.«

Når nu Familien opfattede situationen som så desperat, hvad

fik dem så til at betragte netop Putin som deres redningsmand?

26


Tjubajs opfattede ham som den ideelle kandidat. Berezovskij be-

tragtede ham tydeligvis som et fremragende valg. Hvad troede de,

at Putin stod for, og hvad fik dem til at tro, han overhovedet var

kvalificeret til at være landets leder?

DET NOK MEST BIZARRE I FORBINDELSE MED PUTINS MAGTOPSTIG-

NING ER, at de mennesker, der placerede ham på tronen, vidste no-

genlunde lige så lidt om ham, som en udenlandsk læser gør. Bere-

zovskij fortalte mig, at han aldrig havde betragtet Putin som en

privat ven og ikke opfattede ham som en særlig spændende person

– en stærk udtalelse fra en mand med en så overstrømmende fa-

con, at han med sin entusiasme straks trækker enhver med intel-

lektuelle ambitioner ind i sin kreds og fastholder vedkommende

der alene ved hjælp af ren og skær menneskelig tiltrækningskraft.

Den omstændighed, at han ikke opfattede Putin som spændende

nok til at trække ham ind i sin cirkel, antyder, at han ikke kunne se

den mindste gnist af noget interessant ved manden. Men eftersom

han også selv betragtede Putin som en mulig efterfølger for Jeltsin,

må han have ment, at netop de egenskaber, der gjorde, at han selv

holdt sig på en armslængdes afstand af ham, var det, der gjorde

ham til en så ideel kandidat: At Putin åbenbart hverken havde per-

sonlighed eller sine egne, personlige interesser og derfor ville

kunne styres og manipuleres med. Berezovskij kunne ikke have ta-

get mere alvorligt fejl.

For Anatolij Tjubajs’ vedkommende, så havde han kort stiftet

bekendtskab med Putin, dengang han fungerede som økonomisk

rådgiver for Skt. Petersborgs borgmester, Sobtjak, hvor Putin

netop var blevet ansat som medlem af Sobtjaks ledelsesteam. Han

huskede Putin, som han havde været det første år i bystyret, det

havde været et spændingsfyldt år, og dengang havde Putin været

energisk og nysgerrig og havde altid stillet spørgsmål. Tjubajs flyt-

tede fra Skt. Petersborg til Moskva i november 1991, da han blev

gjort til minister, og hans indtryk af Putin stammede fra næsten ti

år tidligere.

Og hvor meget vidste Boris Jeltsin selv om den kronprins, han

27


snart skulle indsætte som sin efterfølger? Han vidste, at Putin var

en af de få af hans mænd, der var forblevet loyal over for ham. Han

vidste også, at han tilhørte en anden generation: I modsætning til

Jeltsin selv, hans nye ærkerival Primakov og hele Primakovs hær af

guvernører havde Putin ikke gjort karriere op gennem det kom-

munistiske parti og var efter Sovjetunionens sammenbrud derfor

sluppet for tage offentligt afstand fra sit hidtidige tilhørsforhold.

Han så også anderledes ud: De øvrige var alle store, kraftige mænd

og tilsyneladende permanent rynkede, hvorimod Putin var lille og

tynd og havde fået for vane at gå i velsiddende vesteuropæiske ha-

bitter – han lignede dermed meget mere Det Ny Rusland, som Jelt-

sin havde lovet vælgerne ti år tidligere. Desuden vidste Jeltsin – el-

ler troede, at han vidste – at Putin aldrig ville tillade en retssag

mod ham eller forfølgelse af ham, efter at han var gået på pension.

Og hvis Jeltsin havde bare lidt af sin tidligere så fænomenale politi-

ske tæft tilbage, må han også have vidst, at russerne ville kunne

lide denne mand, som de arvede, og som arvede dem.

Alle kunne altså udstyre denne grå og almindelige mand med

netop de egenskaber, de ønskede at se hos landets nye leder.

Den 9. august 1999 blev Vladimir Putin af Boris Jeltsin udpeget

til premierminister i Den Russiske Føderation. Ugen efter blev

denne udnævnelse bekræftet af et stort flertal i Dumaen: Han viste

sig at blive opfattet som præcis så sympatisk, eller i det mindste

præcis så harmløs, som Jeltsin havde fornemmet, at han ville blive

opfattet som.

28

Documents

Putin manden uden ansigt