Master Thesis (Danish) - Et ændret klima

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T

i

Et ændret klima En stormagtskonstruktivistisk analyse af den opståede

divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser

Kandidatspeciale Mathias Hauberg og Simon Leicht Nielsen

Vejleder: Olaf Corry

Afleveret den: 01/08/2016

Mathias Hauberg

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T

ii

Institutnavn: Institut for Statskundskab Fakultet: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Forfatter(e): Mathias Hauberg og Simon Leicht Nielsen Titel: Et ændret klima: En stormagtskonstruktivistisk analyse af den opståede

divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser Title: A changing climate: A great power constructivist analysis of the

emerged divergence between China’s and India’s climate efforts Emnebeskrivelse: International klimapolitik, stormagtspolitik Vejleder: Olaf Corry Afleveret den: 01. august 2016 Antal tegn: 335.288

Forsidebilleder: USA’s Præsident Barack Obama sammen med henholdsvis Kinas Præsident Xi Jinping og

Indiens Premierminister Narendra Modi under COP21 i Paris, 30. november 2015 (Fotos: REUTERS/Kevin

Lamarque og AP).

Mathias Hauberg

iii

Abstract The thesis examines why China’s international stance on climate change has apparently become more constructive in recent years, while India’s remains conservative. Given the traditionally close alliance between the two countries and their comparability on most dimensions related to climate change, this divergence poses a puzzle with implications for global climate efforts. To resolve it we develop a theoretical framework, great power constructivism, by synthesising insights on the social construction of great power. Using this framework, we make two main findings. First, an integrated content analysis of Chinese and Indian documents and statements on climate change from 2004-2015 shows that the divergence is explicable by a shift in Chinese state identity towards a self-understanding as a great power, which has not occurred for India. While both still see themselves as developing countries and the industrialised countries as the bearers of (historical) responsibility, this emerging Chinese identity entails greater willingness to accept special responsibilities for global challenges such as climate change. Yet, this is also linked to a more assertive idea that China is entitled to pull the international climate regime towards a model conducive to China’s perceived interest of economic growth. Second, a congruence analysis shows that China’s identity change appears to be a result of great power socialisation and a collapse of its former climate-related collective ideas, whereas the continuity in Indian state identity seems due to unsuccessful socialisation attempts. The US and EU have tried to socialise both countries into accepting special responsibilities as rising powers, but have privileged China while India has not received the social recognition that great power status merits. Along with the ambiguity of the norms underpinning the climate regime, this seems to clarify India’s ability to refuse great power responsibility as well as China’s acceptance of it, which is thus found to be a result of social incentives rather than internalisation of ambitious climate norms. However, in line with its more assertive identity, China has not just conformed to the demands of the traditional Western norm leaders, but initiated a social renegotiation of great power, moving the regime toward minilateralism, in which multilateral efforts are steered by the US and China.

Keywords: Climate change, great power constructivism, Chinese climate policy, Indian climate policy, international climate regime, state identity change and consolidation, socialisation

iv

Mathias Hauberg

v

Where there is great power there is great responsibility

Sir Winston Churchill

When the winds of change blow, some build walls and others build windmills

Kinesisk ordsprog

vi

Mathias Hauberg

vii

Indholdsfortegnelse 1 INDLEDNING ................................................................................................................... 1

1.1 Motivation ................................................................................................................................ 2 1.2 Problemformulering ............................................................................................................... 5 1.3 Teoretiske og analysemæssige afgrænsninger ...................................................................... 6 1.4 Teoretisk analyseramme og arbejdshypoteser ..................................................................... 7 1.5 Specialets opbygning ............................................................................................................... 8

2 LITTERATURGENNEMGANG ...................................................................................... 11 2.1 Specifikke forklaringer af Kinas traditionelle klimaindsats ............................................. 12 2.2 Specifikke forklaringer af Indiens traditionelle klimaindsats .......................................... 14 2.3 Gruppebaserede forklaringer af Kinas og Indiens klimaindsatser .................................. 15 2.4 Opsummering på litteraturgennemgang ............................................................................ 17

3 PRÆSENTATION AF TEORI OG UDLEDNING AF ARBEJDSHYPOTESER ............. 21 3.1 Konstruktivismens sociale teori: Ideationel-realistisk ontologi, mediativ epistemologi 21 3.2 Konstruktivismen som substantiel teori: Pragmatisk statscentreret systemteori .......... 25 3.3 Udledning af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme ................................................. 33 3.4 Opsummering af stormagtskonstruktivismen .................................................................... 38 3.5 Forskelle fra lignende teorirammer .................................................................................... 39

4 FORSKNINGSDESIGN OG ANVENDTE METODER ................................................... 41 4.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt og forskningsdesign ................................................. 42 4.2 Analysestrategi for første analysedel: Integreret indholdsanalyse .................................. 43

4.2.1 Konkret udførelse af den integrerede indholdsanalyse .................................................... 47 4.3 Analysestrategi for anden analysedel: Kongruensanalyse ................................................ 49

4.3.1 Strategi for operationalisering og afdækning af socialisering fra andre stormagter ........ 50 4.3.2 Strategi for operationalisering og afdækning af afkræftede kollektive forventninger ..... 56

4.4 Tværgående empiriske udfordringer: Kildeværdi og kildekritik .................................... 56 4.5 Samlet kvalitetsvurdering af specialets forskningsdesign ................................................. 58

5 ANALYSE AF INDIENS OG KINAS KLIMAPOLITISKE STATSIDENTITETER .......... 61 5.1 Kontinuitet i Indien: Type- og kollektiv identitet som udviklingsland ............................ 61

5.1.1 Fattigdomsbekæmpende og Bæredygtigt Udviklende Indien .......................................... 62 5.1.2 Afhængige Indien ............................................................................................................. 64 5.1.3 Principfaste Indien ........................................................................................................... 67

5.2 Udvikling i Indien: Kortvarig antydning af stormagtsidentitet? ..................................... 71 5.3 Kontinuitet i Kina: Basal selvforståelse som udviklingsland ............................................ 71

5.3.1 Typeidentitet: Harmonisk Udviklende og Moderat Velstående Kina .............................. 72 5.4 Udvikling i Kina: Gryende klimapolitisk stormagtsidentitet ........................................... 77

5.4.1 Individualisme: Afbalancerede relationer og sammenligninger med USA ..................... 77 5.4.2 Eroderende identitet som udviklingsland: Særligt kapable og Ansvarlige Kina ............. 79 5.4.3 Kina som pro-social og skabende stormagt: Fælles indsats og fælles fordele ................. 83

5.5 Sammenligning af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter ................................ 85 5.5.1 Delkonklusion: Indisk urokkelighed og kinesisk udvikling ............................................ 88

viii

6 ANALYSE AF ÅRSAGER: SOCIALISERING OG AFKRÆFTEDE FORVENTNINGER .................................................................................................................................... 91

6.1 Socialisering som årsag til Kinas identitetsforandring...................................................... 91 6.1.1 Trin 1: Sandsynliggørelse af socialisering – Det sociale miljø i klimaregimet ............... 92 6.1.2 Trin 2: Påvisning af socialisering – Overtalelse eller social indflydelse? ....................... 95 6.1.3 Trin 3: Et faktisk kinesisk adfærdsskifte? ...................................................................... 103 6.1.4 Trin 4: Fravær af materielle sidebelønninger ................................................................. 112

6.2 Afkræftede kollektive forventninger som yderligere årsag til Kinas skifte .................. 113

7 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING .................................................................... 117 7.1 Empiriske resultater ........................................................................................................... 118 7.2 Konklusion på specialets problemformulering ................................................................ 123

7.2.1 Implikationer af specialets konklusioner for Kinas og Indiens klimaindsatser ............. 123 7.3 Specialets bidrag: Stormagtskonstruktivisme og integreret indholdsanalyse .............. 124 7.4 Perspektivering: En ny dimension til stormagtsidentiteten? .......................................... 125

8 LITTERATURLISTE ..................................................................................................... 129

9 BILAG .......................................................................................................................... 149

ix

Figurer og tabeller

Figur 1: Oversigt over specialet ......................................................................................................................... 9

Figur 2: Særlige stormagtskriterier og -forventninger ..................................................................................... 36

Figur 3: Illustration af stormagtskonstruktivistisk teoriramme ....................................................................... 39

Figur 4: Illustration af sammenhængen mellem specialets arbejdshypoteser, empiri og metoder .................. 41

Figur 5: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Indien ...................... 64

Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015 .......................... 67

Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015 .............. 69

Figur 8: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Indien .......... 70

Figur 9: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aspirationel Identitet’ for Kina ................. 74

Figur 10: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Kina ...................... 76

Figur 11: Kinas artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015 .......................... 78

Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015 ............... 80

Figur 13: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Kina ........... 82

Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015 ............................ 85

Figur 15: Gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland hos Kina og Indien, 2004-

2015 ......................................................................................................................................................... 86

Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ‘climate change’ og ‘energy’ for Kina og Indien, 2004-2015 .......... 87

Figur 17: Socialiseringsprocessen for henholdsvis Kina og Indien ............................................................... 103

Figur 18: Størrelsen på hhv. Kinas og Indiens delegationer ved COP’er i perioden 2004-2015 ................. 109

Figur 19: Illustration af Kinas stormagtsskifte .............................................................................................. 122

Figur 20: Ny differentiering af klimapolitisk stormagtsansvar sfa. Kina og USA's genforhandling ............ 127

Tabel 1: Opsummering af den anvendte socialiseringstypologi ...................................................................... 33

Tabel 2: Tilgange til empiriske studier af statsidentitet ................................................................................... 47

Tabel 3: Primære fokuspunkter i den integrerede indholdsanalyse ................................................................. 49

Tabel 4: Kriterier for og operationalisering af informantudvælgelse .............................................................. 52

Tabel 5: Foretagne interviews med referencekoder ......................................................................................... 53

Tabel 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater ............................................ 66

Tabel 7: Kinas gns. antal artikulationer af hhv. de udviklede lande og USA .................................................. 77

Tabel 8: Kinas gns. antal referencer til Syd-Syd samarbejde pr. kilde, 2004-2015 ........................................ 82

Tabel 9: Kinas gns. antal benævnelser af win-win samarbejde og fælles fordele, 2004-2015 ........................ 83

Tabel 10: Udviklinger i Kinas og Indiens klimaindsatser, 2004-2015 .......................................................... 111

x

Mathias Hauberg

xi

Forkortelser

BAP Bali Action Plan

BASIC Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina (uformel gruppe)

CBDR The Common But Differentiated Responsibilities Principle

CDM Clean Development Mechanism (fleksibilitetsmekanisme under Kyoto-protokollen)

COP Conference of Parties (årlige møder under UNFCCC)

CO2 Carbon Dioxide (Kuldioxid)

DTU Danmarks Tekniske Universitet

ES Den Engelske Skole

EU Den Europæiske Union

FN De Forenede Nationer

FPA Foreign Policy Analysis (Udenrigspolitikanalyse)

GHG Green House Gas (drivhusgas)

G2 Group of Two (USA og Kina – uformel betegnelse)

G77 The Group of 77 and China

HDI Human Development Index

HFC Hydrofluorocarbon-gasser

IP International Politik

LMDC Group of Like-Minded Developing Countries

NAM The Non-Aligned Movement

OPEC Organization of the Petroleum Exporting Countries

UNDP United Nations Development Programme

UNEP United Nations Environment Programme

UNFCCC United Nations Framework Convention on Climate Change

xii

Mathias Hauberg

Indledning | 1

1 Indledning

“Paris is not Copenhagen, and China has a new, more proactive role to play in the world.”

Wang Yi, Kinas udenrigsminister, december 2015.

“I am surprised that the world is scolding us. (…) Those who have destroyed the climate are asking

questions to us. (…) [India is] not answerable to the world.”

Narendra Modi, Indiens premierminister, april 2015.

I det internationale samfund har der i de seneste år udviklet sig en udbredt enighed om, at globale

klimaforandringer i form af hastige temperaturstigninger og mere ekstreme vejrbegivenheder udgør

menneskehedens største problem i det 21. århundrede, og dermed et problem, der kun kan løses ved

et globalt koordineret samarbejde med deltagelse af alle lande. Samtidig er der dog også opstået en

konsensus om, at en succesfuld løsning er betinget af et ambitiøst bidrag fra en ret lille håndfuld

afgørende stater (Bulkeley & Newell 2010). Ofte henvises der som nøglespillerne til de udviklede

lande og historisk store udledere såsom USA og EU, men i de senere år har de såkaldte opstigende

økonomier fået meget mere opmærksomhed af både beslutningstagere, medier og akademia, og især

Kina og Indien er kommet i internationalt søgelys som følge af deres hurtigt voksende befolkninger,

økonomier og udledninger. Ingen andre stater har siden årtusindskiftet oplevet så høje stigninger i

udledninger, og situationen har nu i en tid været, at alle de årlige CO2-reduktioner opnået i Vesten

neutraliseres af stigningerne i blot disse to lande (Olivier et al. 2015). En udbredt opfattelse i alt fald

i Vesten er derfor, at Kina og Indien udgør den væsentligste udfordring i international klimapolitik

(Rapp et al. 2010).

I akademiske kredse er det samtidig bredt anerkendt, at Kinas og Indiens traditionelle positioner på

klimaområdet har været præget af en stærk uvilje til mere omfattende samarbejde med Vesten, og at

de to landes centrale roller som ledere af det såkaldt Globale Syd i form af G77 i vestligt perspektiv

har hæmmet det internationale klimaregimes problemløsningsevne siden dets oprettelse i starten af

1990’erne. De har således begge været garanter for en opfattet opdeling af klimaregimet langs en

Nord/Syd-skillelinje, for en skarp betoning af de udviklede landes historiske udledninger og ansvar

samt for en følgende strengt dikotomisk forståelse af det såkaldte Common But Differentiated

2 | Indledning

Responsibilities-princip (CBDR) (Barnett 2008). Indien og Kina har derfor traditionelt været anset

for ligesindede klima-allierede, hvilket de selv indirekte har anerkendt ved eksempelvis at deltage i

konservativt indstillede blokke i globale klimaforhandlinger. Indien og Kina er således de eneste to

stater, der er medlemmer af både G77-, BASIC- og Like-Minded Developing Countries-grupperne

(LMDC), som alle er kendt for defensive klimapositioner.

1.1 Motivation Imidlertid er der blandt observatører af global klimapolitik begyndt at brede sig en opfattelse af en

tilsyneladende divergerende policy-udvikling for de to før så allierede stater. Den består i, at Kina i

de seneste år synes at være blevet mere parat til at medvirke til den globale indsats for at bekæmpe

klimaforandringerne ved at udvise større villighed til at påtage sig klimaforpligtelser med en grad af

internationalt tilsyn og ved at tilgå de internationale klimaforhandlinger på en mere kooperativ og

fleksibel facon, hvilket blandt andet kan spores i tættere bilaterale og multilaterale klimapolitiske

relationer med andre lande. Derimod synes Indien stadig at indtage en bremsende rolle i forhold til

en i vestlig optik mere progressiv udvikling af regimet ved fortsat at udvise uvillighed til at påtage

sig klimaforpligtelser og ved at agere passivt eller direkte ukonstruktivt i forhandlingerne (Gupta og

Mandal 2015). Der synes således at kunne spores en mere fleksibel kinesisk position, der ifølge

klimaobservatører i stigende grad divergerer fra Indiens:

“The world’s two most populous developing nations once stood together to defend their rights to

emit carbon, arguing the onus for cuts should fall on industrialised countries (…). Now that China

has become the world’s second largest economy, its climate policymakers have become “more

flexible” on the division (…). But India’s attitudes have not evolved much. “India is a bit like where

China was in Copenhagen, adopting a rather defensive approach on most of the major elements””

(Li 2015)

“India’s stature as a leader of the developing world in climate negotiations has eroded

substantially. Many now see it as a regressive force, keen to use coal despite the emissions

connected with that use. (…) [Diplomats] would prefer to see India play the role of an emerging

economy, as China has often done in recent years.”

(Gupta og Mandal 2015: 22)

Også forskere har påpeget tendensen. Stokes et al. (2016) observerer eksempelvis, at Kina og Indien

i de senere år har bevæget sig væk fra hinanden på områder såsom regulering af kviksølvudledning

Indledning | 3

eller begrænsning af HFC-gasser, og Bajpai et al. (2015) bemærker ligeledes en tendens til opbrud i

kinesisk og indisk koordinering på klimaområdet.

Denne divergerende tendens er interessant set i lyset af de to staters tidligere så ligesindede tilgang

til international klimapolitik, men også set i lyset af de senere års ret sammenlignelige udviklinger i

Kinas og Indiens materielle betingelser og incitamenter på klimaområdet. Begge lande har oplevet

høje økonomiske vækstrater, og begge er netto-energiimportører, hvilket tilsammen betyder, at de

har sammenligneligt behov for at øge deres energiproduktion og -effektivitet (Afionis og Bailey

2012). Begge er også begyndt at mærke klimaforandringernes konsekvenser i form af tiltagende

ekstremt vejr og lange tørkeperioder (Barker 2012).1 Ensartetheden i deres materielle betingelser og

tidligere klimapositioner taget i betragtning virker det forundrende, at der nu synes at være opstået

en klar divergens i deres tilgang til international klimapolitik. Dermed er denne hidtil uforklarede

divergens et såvel akademisk som praktisk interessant puzzle, som vi i dette speciale forsøger at

nærme os en forklaring på.

At se den divergerende tendens i Kinas og Indiens tilgange til internationalt klimasamarbejde som

et puzzle følger en komparativ logik, fordi vores undren skyldes, at de to lande er kommensurable

på en række vigtige parametre, hvorfor det synes besynderligt, at de tilsyneladende har gennemgået

forskelligartede adfærdsudviklinger (Meckstroth 1975). Samtidig synes det netop som følge af den

kommensurabilitet metodisk oplagt at undersøge puzzlet videnskabeligt. Specialet skal dog ikke ses

som et komparativt casestudie som sådan, da puzzlet i sig selv udgør specialets motivation, hvorfor

staterne ikke er udvalgt som cases på en større population af lignende enheder eller et generelt

socialt fænomen (Seawright og Gerring 2008: 294).2

Således er specialet baseret på vores argument om, at det i en international klimapolitisk kontekst er

meningsfuldt at sammenligne Kina og Indien. En udfoldelse af det argument synes derfor behørigt.

Et første umiddelbart modargument imod sammenlignelighedsargumentet kunne være, at der nu er

forskel på Kinas og Indiens udviklingsniveauer, og at en mulig simpel forklaring på puzzlet derfor

kunne være, at Kinas relativt højere velstandsniveau har gjort de relative omkostninger ved at øge

klimaindsatsen lavere for Kina end Indien. Det argument kan dog ikke forklare, hvorfor Kinas

adfærdsændring skulle være sket netop i de seneste få år. De to lande var på et sammenligneligt

udviklingsniveau ved klimaregimets fødsel—eksempelvis var det såkaldte Human Development

Index (HDI) 0.457 for Kina og 0.404 for Indien i 1985. Kinas HDI har imidlertid været noget over

Indiens siden årtusindskiftet, og forskellen på deres HDI-niveau har reelt ikke ændret sig siden 2005 1 Dertil er de fleste vidende om problemerne med luftforening i kinesiske storbyer, men indiske storbyer er om muligt endnu hårdere ramt (Shirley 2016). 2 Mere herom i specialets metodeafsnit.

4 | Indledning

(UNDP 2014). Hvis forklaringen på deres divergerende klimaindsatser havde været deres relative

udviklingsniveau, burde vi derfor have set Kinas ændring allerede før 2005, hvor man eksempelvis

så sig i stand til at firedoble sin samlede udviklingsbistand i forhold til 1990 (Li 2008).3 Desuden

kan argumentet ikke umiddelbart forklare, hvorfor Kinas materielle udvikling pludselig skulle have

overtrumfet ideerne om CBDR og de udviklede landes historiske ansvar, der som nævnt har været

afgørende for Kinas ageren siden klimaregimets oprettelse.

En anden mulig forklaring på puzzlet kunne med afsæt i postmaterialistisk logik argumentere for, at

Kinas relativt højere udviklingsniveau kan have medført et kinesisk værdiskifte, så man nu i højere

grad er begyndt at prioritere klimabeskyttelse over egne økonomiske behov. Problemet med den

forklaring er dog, at den postmaterialistiske teori blev udviklet til at forklare værdiændringer i

vestlige lande, der allerede dengang var markant længere i deres udviklingsproces, end tilfældet er

for Kina, hvor der fortsat er over 350 mio. fattige mennesker (Inglehart 1977; World Bank 2016).

Det synes uklart, hvorfor disse mennesker skulle have skiftet fra materielle til postmaterielle behov

og derved foranlediget en samfundsmæssig værdiændring. Det kunne muligvis være tilfældet for de

politiske beslutningstagere i Kina som følge af disses bedre økonomiske forhold sammenlignet med

den øvrige befolkning, men det fremstår uvist, hvorfor det så ikke også er sket i Indien. Derfor

vurderes en postmaterialistisk forklaringsmodel ikke som anvendelig her.

Endelig kunne et tredje modargument imod vores sammenlignelighedslogik være, at Kinas relativt

højere udviklingsniveau kan have givet bedre mulighed for at købe og modtage grøn teknologi fra

Vesten, hvilket kan have mindsket marginalomkostningerne ved at bekæmpe klimaforandringerne.

Det er korrekt, at Kina har gavnet af en tilstrømning af teknologibaserede projekter som resultat af

Kyoto-protokollens såkaldte fleksibilitetsmekanismer, men de opnåede teknologioverførsler har for

det første været mindre, end hvad Kina havde håbet på (Schröder 2012), og for det andet har Indien

oplevet en lignende tilstrømning af projekter. Begge lande har været værter for langt flere Clean

Development Mechanism-projekter (CDM) end nogen tredje stat, og siden 2013 har Indien faktisk

startet langt flere projekter end Kina (UNEP-DTU 2016). Teknologioverførsler har altså muligvis

sænket Kinas relative omkostninger, men de kan umiddelbart hverken forklare tidspunktet for Kinas

skifte, eller hvorfor en lignende tilstrømning ikke har haft samme effekt for Indien.

Opsummerende mener vi altså at have belæg for at sammenligne Kinas og Indiens klimaindsatser

og for at anskue de senere års divergens som et puzzle. På en længere række centrale parametre er

3 Udviklingsniveau-argumentet kan heller ikke forklare, hvorfor et land som Australien trods verdens andet-højeste HDI ofte kritiseres stærkt for sin klimaindsats og f.eks. blev udnævnt som verdens værst præsterende land på klimaområdet i 2014 (se f.eks. Burgess 2014).

Indledning | 5

de to lande meget sammenlignelige, og de relativt få parametre, hvor de adskiller sig, synes ikke at

kunne forklare det observerede puzzle.

Ser man endvidere på den forskningslitteratur, som har forsøgt at forstå Kinas og/eller Indiens

klimapolitik, har ingen endnu forsøgt at forklare årsagen til den divergerende tendens i deres adfærd

teoretisk. Der kan dog afgrænses en litteratur, der forsøger at forklare de to landes klimapolitik

mere generelt, men ingen bidrag i denne litteratur tilbyder en analyseramme, der giver en plausibel

forklaring på vores puzzle. Som specialets litteraturgennemgang uddyber, argumenterer majoriteten

af disse bidrag for, at en forklaring på Kinas eller Indiens klimapolitik ikke kan basere sig på en

udelukkende nationalt fokuseret materialistisk-rationalistisk analyseramme, hvilket synes yderligere

at støtte vores argument om, at den opståede divergens i deres klimaindsatser ikke skyldes forskelle

i materielle udviklingsniveauer. I stedet er litteraturen karakteriseret af en generel konstatering af et

behov for at inddrage socialt-ideationelle faktorer, der betoner vigtigheden af kinesiske og indiske

ideer om karakteren af og deres egen rolle i det internationale system, men har alligevel en tendens

til kun at inddrage disse faktorer som supplement til en primært nationalt fokuseret og materialistisk

grundmodel. Der er både videnskabsteoretiske og praktiske problemer forbundet hermed, da det har

skabt en litteratur, der hovedsageligt tager form som teoretisk eklektiske, empiriske analyser baseret

på ad hoc-inddragelse af indsigter fra forskellige—og reelt modstridende—paradigmer i forsøget på

at opnå en tilfredsstillende teoriramme. Det har resulteret i ofte underspecificerede og ontologisk

inkonsistente analysemodeller. Hertil kommer, at selvom litteraturen konstaterer et behov for at

inddrage socialt-ideationelle faktorer om de to landes ideer og sociale adfærd i det internationale

system, har meget få bidrag anvendt disse faktorer som den primære analyseramme, og fokus har

konsekvent været at vise ideernes kontinuitetsskabende effekter på Kinas og Indiens klimaadfærd.

Ingen har endnu foldet et socialt-ideationelt analyseapparat fuldt ud og forsøgt at begrebsliggøre,

hvordan deres klimapolitiske ideer bliver til i interaktioner med andre stater, og om disse ideer også

kan forklare klimaadfærdsændringer. Det leder os frem til specialets problemformulering:

1.2 Problemformulering Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de

senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser i det

internationale klimaregime?

6 | Indledning

1.3 Teoretiske og analysemæssige afgrænsninger I specialet findes konstruktivismen som grundteori mest egnet til at besvare problemformuleringen,

og den ideationelle karakter af det internationale system forstås derfor som de sociale strukturer, der

giver ‘det internationale’ en struktur og en vis orden og forudsigelighed i staternes interaktioner

(Wendt 1999). En konstruktivistisk forståelse af regime-begrebet anvendes ligeledes, således det

internationale klimaregime forstås som de “social institutions around which actor expectations

converge” bestående af klimapolitiske “principles, norms, rules, and procedures.” (Ruggie 1982:

380). Vi ser dette regime som manifesteret ved samarbejdet under the United Nations Framework

Convention on Climate Change (UNFCCC). Endelig benytter specialet sig af vores eget begreb

klimaindsats, der defineres som en given stats opfattede medvirken til den globale indsats for at

afbøde klimaforandringerne gennem statens villighed til at forpligte sig til en internationalt aftalt

løsning samt graden af konstruktivitet og fleksibilitet i dens tilgang til globale klimaforhandlinger.

Systematiseringen og operationaliseringen af klimaindsats uddybes i specialets metodeafsnit.

Specialet afgrænses ved, at vi ikke anlægger et udenrigspolitisk fokus på Kinas og Indiens særskilte

klimapolitikker, men tilgår problemstillingen fra et International Politik-perspektiv (IP) fokuseret på

betydningen af den internationale sociale struktur og interaktionerne mellem stater. I kontrast hertil

fokuserer Udenrigspolitikanalyse (FPA) “not primarily on the international system as the generator

of behaviour but on the importance of unit-level factors and actors for understanding and

explaining state behaviour” (Carlsnaes 2012: 332). Dét synes netop at være tilgangen i hovedparten

af de eksisterende litteraturbidrag, og fordi disse som nævnt ikke synes at opnå en tilfredsstillende

forklaringskraft i forhold til at forstå specialets puzzle, tilgår vi emnet anderledes. Vi starter således

med en teoretisk formodning om, at en stats klimaadfærd ikke skabes uafhængigt af systemets

øvrige stater, og vores hensigt er i en konstruktivistisk, idefokuseret ramme at undersøge, om det

internationale har haft en selvstændig effekt på den tilsyneladende opståede divergens i Kinas og

Indiens klimaindsatser, og i så fald hvordan (Wendt 1999; se også Rosenberg 2010).

Ydermere afgrænses specialet ved at afholde sig fra substantielle vurderinger af rigtigheden eller

tilstrækkeligheden af Kinas og Indiens klimarelaterede policies. Diversiteten i eksempelvis staters

materielle, historiske og kulturelle kontekster gør det umuligt at fastslå progressiviteten af de

enkelte staters klimapolitikker, og det fundamentalt politisk-normative aspekt i selve ideen om at

bekæmpe klimaforandringer gør det problematisk at bedømme, hvad progressivitet egentlig er, for

hvem og med hvilket formål (se Cox 1981). Af den grund undlader vi at tage stilling til rigtigheden

af Kinas eller Indiens klimaindsatser, men holder alene disse indsatser op imod de forventninger og

Indledning | 7

normer, der kan observeres i det internationale samfund. Vi placerer os dermed på det internationale

niveau og er i lighed med eksempelvis Bjørkum (2005: 14) “mainly concerned with the political

aspect of problem-solving with regards to climate change, not with solving the problem of climate

change per se”. Således afholder vi os også fra at undersøge national policy-implementering.

1.4 Teoretisk analyseramme og arbejdshypoteser Som beskrevet vælger vi konstruktivismen som teoretisk hovedtilgang, fordi de materialistiske

klimamæssige incitamenter synes sammenlignelige for Kina og Indien, og da de eksisterende forsøg

på at forklare kinesisk og indisk klimapolitik konsekvent synes at finde behov for at integrere mere

ideationelle variable i deres forklaringsmodeller, om end dette sjældent følges helt til dørs. Vores

udgangspunkt er derfor, at den tilsyneladende divergens i de to landes klimaindsatser kan have en

idemæssig forklaring, der handler om, hvordan en stat opfatter sin rette rolle og passende adfærd i

det internationale klimaregime.

Konstruktivismen er som teori udviklet netop med det formål at undersøge, hvordan staters adfærd,

interesser og bagvedliggende identiteter formes i interaktion med det øvrige internationale system,

der igen opfattes som bestående af mere eller mindre kollektivt anerkendte ideer, som påvirker,

hvordan stater opfatter sig selv og hinanden. Konstruktivismen adskiller sig fra andre systemiske

IP-teorier ved at antage, at en stats interesseformulering ikke sker isoleret eller eksogent ved dens

relative placering i det internationale systems materielle struktur—som eksempelvis neorealismen

og neoliberalismen gør—eller som en alene intern interesseformationsproces via politiske kampe

mellem nationale interessegrupper—som for eksempel intergovernmentalismen gør (se f.eks. Waltz

1979; Keohane og Nye 1977; Moravcsik 1998). I stedet antages det, at ideer og interesser skabes

gennem interstatslige interaktionsprocesser, hvor stater lærer accepterede normer og adfærdsformer

i et socialt internationalt system og derefter inkorporerer den lærdom i deres beslutninger.

Som grundteori er konstruktivismen imidlertid ikke i sig selv stand til at give en plausibel forklaring

på specialets puzzle, da indsigten om, at staters identiteter og dermed adfærd udvikles i interaktion

med andre stater ikke umiddelbart forklarer konkret, hvorfor Kinas klimaindsats pludselig skulle

bevæge sig i en anden retning end Indiens. Vi udvikler derfor en forgrening, der tilbyder en sådan

sandsynlig forklaring ved at tage afsæt i, at både Kina og Indien ofte ses som opstigende magter på

vej mod stormagtsstatus. Vi argumenterer for, at stormagter i konstruktivistisk optik adskiller sig fra

andre stater ved en særlig social status, der både må give dem en oplevelse af socialt velvære og

bedre indflydelsesmuligheder i relationer med andre stater, men også medfører udefrakommende

forventninger om at indfri de intersubjektivt anerkendte kriterier, der følger med den status. Derfor

8 | Indledning

må stater, der opfatter sig selv som stormagter, forventes at være særligt bekymret om at indfri disse

kriterier, fordi de er dét, der konstituerer staterne med en stormagtsidentitet. I specialets teoriafsnit

viser vi, at et stormagtskriterium i dag handler om at påtage sig et pro-socialt internationalt ansvar,

og at stater, der ser sig selv og ønsker at anerkendes som stormagter må forventes at adskille sig i

deres klimaindsats fra andre stater for at indfri det kriterium. Vi argumenterer dertil for, hvordan

dette udgør en plausibel forklaring på divergensen i Kinas og Indiens klimaindsatser ved at give

anledning til to arbejdshypoteser, der danner grundlag for empirisk afprøvning i specialets analyse:

H1: Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan

forklares med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en

stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.

H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra

de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative

konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.

1.5 Specialets opbygning Specialet er struktureret som følger. I andet afsnit gennemgår vi den relevante litteratur for dels at

belyse og udnytte de eksisterende indsigter og dels at påvise utilstrækkeligheden af de nuværende

forklaringsmodeller på området til at undersøge specialets puzzle. I tredje afsnit redegør vi for den

konstruktivistiske analyseramme, hvis basale teoretiske antagelser baserer sig på Alexander Wendts

arbejde, men som for at kunne give en forklaring på puzzlet suppleres med indsigter fra andre

konstruktivistiske IP-forskere for dermed at udvikle en specifik konstruktivistisk teoriafgrening om

stormagter, som vi benævner stormagtskonstruktivisme. I specialets fjerde afsnit systematiserer og

operationaliserer vi stormagtskonstruktivismen i et abduktivt forskningsdesign med henblik på at

afprøve teoriens udledte arbejdshypoteser empirisk. Specialets femte afsnit præsenterer analysens

første halvdel, hvor det ved hjælp af en integreret indholdsanalyse bekræftes, at der i tråd med den

første arbejdshypotese er belæg for at påstå, at Kinas klimapolitiske statsidentitet har ændret sig i

perioden 2004-2015, mens Indiens ikke har. I sjette afsnit udføres analysens anden halvdel, som via

en kongruensanalyse undersøger, om Kinas identitetsudvikling skyldes socialiseringsdynamikker i

det internationale system og/eller et nationalt idékollaps. Slutteligt afrundes specialet i afsnit otte

med en konklusion på og besvarelse af problemformuleringen samt refleksioner over, hvordan

specialets stormagtskonstruktivistiske teori, metodiske design og konklusioner indskriver sig i og

bidrager til IP-litteraturen og fremtidige forskningsmuligheder. Figur 1 nedenfor illustrerer.

Indledning | 9

Figur 1: Oversigt over specialet

Puzzle: Tilsyneladende divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser

Problemformulering: Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser

i det internationale klimaregime?

Teori: Udledning af stormagtskonstruktivistisk teoriramme

Arbejdshypotese 1 (H1) Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan forklares med en udvikling i

Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har

fundet sted for Indien.

Arbejdshypotese 2 (H2) Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og

negative konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.

Analysedel 1 Integreret indholdsanalyse af udviklingen i Kinas og

Indiens klimapolitiske statsidentiteter, 2004-2015

Analysedel 2 Kongruensanalyse af, om Kinas identitetsudvikling

skyldes socialiseringsdynamikker i det internationale system og/eller et nationalt idékollaps

Konklusion og perspektivering

Konstatering af litteraturens indsigter og mangler

10 | Indledning

Mathias Hauberg

Litteraturgennemgang | 11

2 Litteraturgennemgang

Et udgangspunkt for at besvare problemformuleringen er at klarlægge den eksisterende forskning,

så etablerede indsigter kan udnyttes, og så eventuelle mangler kan synliggøres (George og Bennett

2005: 70). En del for os relevante bidrag sigter ikke mod at forklare Indiens eller Kinas individuelle

adfærd, men bidrager alligevel til en øget forståelse gennem de indsigter, de skaber. For eksempel

fokuserer en del bidrag på det Globale Syd som en væsentlig, særskilt gruppe i de internationale

klimaforhandlinger.4 Selvom sådanne bidrag har et andet forskningsfokus end vores, anser vi dem

for relevante, hvis de indirekte bidrager til vores forståelse af Indiens og Kinas klimaadfærd. Vi

præsenterer således de forskellige bidrag efter, om de primært forholder sig til Kinas klimapolitik,

til Indiens eller til større forhandlingsgrupper eller koalitioner, hvor Kina og Indien spiller centrale

klimapolitiske roller, såsom G77 eller det Globale Syd.

Som nævnt og som gennemgangen vil demonstrere, er den eksisterende litteratur ikke egnet til at

besvare specialets puzzle. En mindre gruppe bidrag opererer med rent materialistisk-rationalistiske

og nationalt fokuserede forklaringer. Disse synes dog som beskrevet i indledningen ikke at kunne

forklare specialets puzzle, da Kina og Indiens materielle forudsætninger anses for sammenlignelige.

Den klart største gruppe bidrag anerkender netop også begrænsningerne ved rent materialistiske

forklaringer og tager form som teoretisk eklektiske analyser. Den typiske model synes her at tilgå

landenes ageren først i en materialistisk-rationalistisk teoriramme centreret om nationale interesser,

men supplerer så denne med ideationelt-normative pointer for at opnå en tilfredsstillende forklaring

på de adfærdstendenser, som ikke kan forklares af den materialistiske model – typisk for at forklare

kontinuitet i Kinas og Indiens klimaindsatser på trods af materielle ændringer. Litteraturen har altså

forsømt at undersøge potentialet i en rent ideorienteret teori, og om ideer også kan foranledige

adfærdsændringer frem for kun adfærdskontinuitet, hvilket gør litteraturen ude af stand til at give

en tilfredsstillende forklaring på specialets puzzle.

Hertil kommer et i vores perspektiv videnskabsteoretisk problem, da litteraturens eklektiske tilgang

måske øger det enkelte bidrags forklaringskraft, men samtidig bevirker en risiko for et ontologisk

inkohærent paradigme: “It is generally the case that some or all of the theories that eclectics are

drawing upon have fundamentally opposing metaphysical assumptions” (Sanderson 1987: 321).

4 Der er i litteraturen forskellige måder at referere til udviklingslandene; det Globale Syd, den Tredje Verden, Periferien, osv. Det er vores opfattelse, at alle disse betegnelser grundlæggende henviser til de samme lande.

12 | Litteraturgennemgang

Hvis grundlæggende forskelligartede forklaringsfaktorer kontinuerligt blandes uden overvejelse af

de ontologiske og epistemologiske konsekvenser heraf, risikerer man et paradigme, der forsømmer

at overveje, om mere koncise eller eksplicit holistiske teorirammer kan opnå en bedre forståelse af

undersøgelsesobjektet. Vores kritik af eklekticismen i litteraturen kan altså ses som et lakatosiansk

argument om, at dens vidensproduktion faktisk er degenererende, fordi “its auxiliary propositions

increasingly take on the characteristic of ad hoc explanations” (Vasquez 1997: 900). Problemet er i

vores optik, at integrationen af ideationelle faktorer synes at medføre en blindhed for de basale

problemer i det fortsat rationalistiske fundament: “[One] theory can simply be replaced by another

in incremental fashion without ever rejecting the shared fundamental assumptions” (ibid.). I

gennemgangen nedenfor fremhæver vi disse problemer og trækker samtidig de indsigter frem, som

vi tager med i specialets videre arbejde.

2.1 Specifikke forklaringer af Kinas traditionelle klimaindsats Heggelund (2007), Hallding et al. (2009) og Lewis (2013) anlægger alle overvejende rationalistiske,

indenrigsorienterede forklaringsmodeller, som søger at forklare Kinas adfærd på klimaområdet via

de materialistiske nødvendigheder, som landets udviklingsstrategi ifølge lederskabet kræver – især

sikringen af energiressourcer betones. Ifølge denne gruppe bidrag har Kinas typisk konservative

position i de internationale klimaforhandlinger altså været drevet af materielle, nationale faktorer

(ibid.: 219). Heggelund (2007: 161) opsummerer meget koncist den overordnede argumentation:

“China’s energy policy is the country’s climate policy.” Disse materialistiske og rationalistiske

forklaringsmodeller kan dog kritiseres, da de som beskrevet ikke synes at kunne forklare de senere

års tilsyneladende udvikling i Kinas adfærd på klimaområdet. De materialistiske omstændigheder

og incitamenter for Kina har ikke ændret sig markant i de seneste år, og modellerne kan ikke give

en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der skulle være opstået et prioritetsskifte i Kinas energi-

og klimapolitik i modsat retning af, hvad disse bidrag betoner.

Den anden—og langt større—eklektiske fløj i litteraturen søger at forklare kompleksiteten i Kinas

adfærd på klimaområdet ved i ét stort sammensurium at kombinere materielle og immaterielle

faktorer på såvel nationalt som internationalt niveau. Eksempelvis viser Christoff (2010), Schröder

(2009; 2012) og Zhang (2013), at en rent rationalistisk cost-benefit-model er utilstrækkelig, og at

der er behov for at afdække Kinas forudgående interesseformation på klimaområdet, der blandt

andet også er baseret på idéer om suverænitet, klimaretfærdighed og globalt samarbejde. En fuld

forståelse af Kinas klimaadfærd er altså umulig uden en form for passendehedslogikmodel, der også

kan afdække de ideationelle faktorer, der former hvad Kina opfatter som fair—eksempelvis ideer

om udviklede landes klimaansvar og en retfærdig byrdefordeling mellem Nord og Syd. Disse bidrag


forsømmer dog at eksplicitere, hvornår og hvorfor Kina bør følge den ene logik frem for den anden

og ender med underspecificerede, eklektiske modeller, der ikke tilbyder nogen klar syntetisering af

de grundlæggende modstridende aktørantagelser, eller giver nogen egentlig retning for, hvordan et

puzzle som vores kunne afdækkes.

Wan (2015) anvender en mere specificeret eklektisk forklaringsramme i form af en tre-strenget

analysemodel, hvor Kinas ageren på klimaområdet undersøges ud fra både magt-, interesse- og idé-

baserede forklaringsfaktorer. Wan konkluderer, at selvom kinesisk tænkning på klimaområdet til

tider er baseret på unikke kinesiske idéer om klimaet, anvendes disse ideer i hans optik overvejende

retorisk. I stedet mener han at kunne identificere en kinesisk tænkning på klimaområdet, der

grundlæggende skal ses som informeret af en præ-moderne vestlig forståelse af global klimapolitik

som blot en ny stormagtspolitisk arena: “China played a nineteenth-century-style foreign policy in

the environment arena.” (ibid.: 283). Wans model er dermed også uegnet til at afdække ændringer i

kinesisk klimaadfærd, da denne forklares med et forældet og uændret klimapolitisk verdenssyn, der

ikke umiddelbart kan begrebsliggøre opblødning i Kinas positionering. Den giver heller ikke en

forklaring på, om Kinas interesser og ideer skal ses som nationalt eller internationalt betingede,

eller om magtfaktoren skal ses som en interesse eller ide. Torney (2015) opstiller også en eksplicit

eklektisk model, der supplerer en primært materialistisk forklaringsramme med idebaserede

faktorer. I modsætning til de fleste andre bidrag fokuserer Torney dog ikke kun på indenlandske

forklaringsfaktorer, men på hvorvidt Kinas eksterne interaktioner5 har foranlediget en kinesisk

accept af klimabeskyttelsesnormen. Trods visse tegn på begrænset normativ emulering og læring

konkluderer Torney dog, at Kinas positionering stadig skal forklares mere ud fra materielle

interesser end interaktioner med EU. I det omfang ideer har spillet en rolle, har disse handlet om

rimelighed og dikotomisk differentiering af ansvar mellem Nord og Syd, og har altså været årsag til

manglende kinesisk villighed til at rykke sig (ibid.: 143-44). Dermed kan Torneys model heller ikke

anvendes som plausibel forklaring på vores puzzle. Endelig ses tendensen til at forklare Kinas

adfærd eklektisk hos Stalley (2016), som på trods af et argument om, at Kinas interesser er

informeret af idéer, også ender med at tilslutte sig en primært materialistisk forklaring. Stalley

mener, at Kinas position på klimaområdet styres af et sammensurium af forskellige materielle og

immaterielle faktorer af såvel national som international karakter, og lægger ligesom majoriteten af

bidrag vægt på spørgsmål om suverænitet og rimelighed i skabelsen af kinesiske nationalinteresser

på klimaområdet. Stalleys konklusion er, at det kinesiske lederskab følger en nyttekalkulerende

proces ved at afveje materielle såvel som immaterielle fordele og omkostninger i formuleringen af

en ‘rationel’ klimastrategi. Et vitalt problem i Stalleys analyseramme er imidlertid, at hans ekstremt 5 Specifikt fokuserer Torney på Kinas relationer med EU.


eklektiske tilgang resulterer i en overspecificeret model, der reelt kan forklare adfærdsændringer i

enhver given retning for Kina og dermed efter vores opfattelse ender med ikke at kunne give en

konkret teoretisk forklaring på noget.

2.2 Specifikke forklaringer af Indiens traditionelle klimaindsats I litteraturen findes også et mindre antal bidrag med fokus på at forstå Indiens klimaindsats historisk

og i de senere år. Den ligeledes eklektiske tendens i denne underlitteratur skaber dog den samme

form for problemer som ovenfor.

I litteraturen om Indien benyttes således også primært rationalistiske analyserammer,6 og i tråd med

Kina-litteraturen lægges typisk vægt på materielle forhold som landets stærkt stigende energibehov

og den store befolkningsandel, der fortsat er afhængig af traditionelle energikilder, hvortil Indiens

fragmenterede indenrigspolitik og energiadministration ofte tilføjes. Tilsammen fortrænger disse

faktorer til en vis grad fornybare energiformer og hindrer eksterne aktørers mulighed for at påvirke

Indiens klimaposition (Fisher 2012; Torney 2015).

Foruden disse materielle årsager findes dog også her behov for at integrere faktorer, der trækker på

ideationel teori. Ligesom for Kina er omdrejningspunktet i det argument indiske politiske diskurser

eller ‘normative frames’ om global retfærdighed, de industrialiserede landes historiske ansvar og

udviklingslandes ret til at prioritere økonomisk udvikling over klimahensyn, hvilket medfører en

stærk indisk uvilje til at forpligte sig internationalt. Det er også i den kontekst, at Indiens betoning

af CBDR-princippet bør forstås. Fisher argumenterer for, at Indien således alene blev en del af

klimaregimet ved at underskrive UNFCCC i 1992, fordi det lykkedes at undgå bindende

udledningsmål, at opnå enighed om finansielle og teknologiske overførsler fra Nord til Syd og at

kodificere Nords anerkendelse af sit historiske ansvar for klimaforandringerne. Vihma (2011b)

tilføjer hertil, at ideerne om vestlige landes historiske ansvar og Indiens ret til en fair andel af de

globale klimaressourcer har givet Indien et dårligt ry på området og derfor kritik. Han påpeger dog,

at Indien har mistænkt Vestens klimaambitioner for at dække over en form for neokolonial

klimaimperialisme med det formål at hindre Indiens økonomiske opstigning, hvilket har gjort landet

ret uimodtageligt for vestlig kritik. I modsætning til majoriteten af bidrag påpeger Vihma altså

erfaringer med det internationale system som en selvstændig forklaringsfaktor, selvom dette mere

blot konstateres end udledes analytisk. Ifølge disse bidrag synes Indiens klimaindsats altså at handle

mere om interesser vedrørende energisikkerhed og økonomi end klimamæssige overvejelser, samt 6 Fisher benytter eksempelvis rationalistisk policynetværk-teori, hvor Indiens klimaindsats ses som formet af “a set of relatively stable relationships which are of non-hierarchical and interdependent nature linking a variety of actors, who share common interests with regard to a policy and who exchange resources to pursue these shared interests” (Compston 2009: 728, egne fremhævninger).


om ideer om global retfærdighed og ret til udvikling. Ligesom i litteraturen om Kina gives der dog

ingen fyldestgørende forklaring på, hvordan de vidt forskellige handlingslogikker bag disse faktorer

egentlig kan forenes, eller på årsagerne til skabelsen af disse centrale ideer i Indien.

Joshi (2013) er klarere om skabelsen og konsekvensen af disse indiske ideer. Han peger på, at de

omtalte indiske forestillinger om landets rette klimapolitik skyldes en social konstruktion af det

globale Syd som gruppe, i hvilken stater selvidentificerer sig grundet en følelse af fælles sårbarhed,

samt at Indien som selvproklameret leder af det Globale Syd har ageret nøgleaktør i skabelsen af

dikotomien mellem Nord og Syd. Denne socialt skabte dikotomi gør det muligt via løbende

reproduktion at overkomme den materielle heterogenitet, der faktisk præger landene i Syd, og den

er institutionaliseret gennem en række globale FN-aftaler, hvor særlig vægt må tilskrives UNFCCC-

konventionen, der nedfældede ideerne om retfærdighed, historisk ansvar og CBDR, samt

Kyotoprotokollen der introducerede bindende udledningsmål for udelukkende de såkaldt Anneks I-

lande i Nord. Ifølge Joshi ser Indien altså sig selv som et udviklingsland, og de udviklede landes

argumenter om differentiering mellem lande på forskellige udviklingsniveauer opfattes som en del-

og-hersk-strategi. Det kan muligvis forklare kontinuiteten i Indiens adfærd, men Joshi er tavs om

Kinas klimaindsats og kan derfor heller ikke anvendes som afsæt for en besvarelse af vores puzzle.

2.3 Gruppebaserede forklaringer af Kinas og Indiens klimaindsatser Joshis artikel udgør en naturlig overgang til de eksisterende bidrag, der ikke specifikt forsøger at

forklare Indiens eller Kinas adfærd, men alligevel bidrager til vidensfundamentet for vores speciale

gennem deres producerede indsigter. Flertallet af disse fokuserer nemlig på det Globale Syd som

central gruppering i international klimapolitik. I dette afsnit præsenterer vi denne underlitteratur og

dens bidrag, men understreger også løbende, hvorfor de gruppebaserede forklaringer i vores optik

har de samme problemer som de landespecifikke.

En lille gruppe forskere har fokuseret på betydningen af det Globale Syd som forhandlingsgruppe

for centrale traditionelle dynamikker i international klimapolitik, herunder Indiens og Kinas ageren,

men ligesom i de fleste landespecifikke bidrag er argumentet også typisk her, at denne gruppering

kun kan forstås i en analyseramme, der både kan konceptualisere interesse-, ide- og institutionelt

baserede årsager til gruppens adfærd (Williams 2005; Parks og Roberts 2008).

Det Globale Syd som gruppe opstod under den Kolde Krig som udviklingslandenes forsøg på at

formulere en fælles overlevelsesstrategi for at undgå at blive inddraget i en atomar konfrontation

blandt stormagterne gennem skabelsen af the Non-Aligned Movement (NAM). Senere er gruppen

udvidet i både medlemsantal og rækkevidde til at dække andre områder såsom handels- og


klimapolitik, hvor de delte interesser på klimaområdet er et fælles ønske om at forbinde den globale

klimaindsats med økonomisk udvikling samt krav om finansiel-teknologisk bistand til eksempelvis

klimarelateret kapacitetsopbygning i Syd. Rationel alliancedannelse er dog ikke den eneste årsag til

skabelsen af det Globale Syd, for et normativt aspekt har influeret både koalitionens konstruktion

og løbende opretholdelse, og globale ulighedsstrukturer og uretfærdighedsopfattelser er primære

årsager til det mangeårige dødvande i internationale klimaforhandlinger (Williams 2005). Det ses

blandt andet ved, at gruppen altid har været præget af socioøkonomisk heterogenitet, om end dette

er blevet endnu mere markant ad åre, og ved at ideen om et Globalt Syd refererer mere til identitet

end materialitet. Derfor opfattes solidarisk aggregering af diplomatiske ressourcer som en fælles

interesse på trods af landenes ofte modstridende materielle interesser bestående i forskellige

udviklingsniveauer, grad af klimasårbarhed og status som energiimportør eller –eksportør. Kina og

Indien har været afgørende for denne solidaritet, dels fordi de har gavnet af at blive grupperet med

fattigere lande, der ikke rimeligt kan afkræves store bidrag til løsningen af klimaproblemet, men

også fordi de traditionelt har delt selvforståelsen som marginaliseret og undertrykt land som følge af

historiske erfaringer med imperiale stormagter. Parks og Roberts (2008: 631-632) argumenterer i

den kontekst for, at majoriteten af lande i det Globale Syd, herunder Kina og Indien, har en holistisk

opfattelse af international politik og derfor indimellem gengælder på klimaområdet for opfattede

uretfærdigheder på andre områder. Disse forklaringer kan altså bidrage til en generel forståelse af

Kina og Indiens klimapolitik, men da de opfatter det Globale Syd som en ganske fasttømret gruppe,

kan vi ikke bruge dem til at undersøge den øjensynligt opståede divergens mellem Kinas og Indiens

klimaindsatser, og den eklektiske forklaringsmodel giver igen anledning til bekymring om intern

kohærens.

Der findes imidlertid også forskere, der fokuserer mere på opbrud i det Globale Syd, og som derfor

umiddelbart synes mere relevante. Ingen af disse bidrag tilbyder dog en optimal forklaringsmodel.

Nogle forskere pointerer eksempelvis, at den materielle lighed, der demarkerede det Globale Syd

som en særskilt international gruppe, ikke er så udpræget som tidligere, hvilket ifølge eksempelvis

Kasa et al. (2008) medfører incitamenter og muligheder for de mest succesfulde udviklingslande for

at agere selvstændigt. Derfor bør man forvente en gradvis fragmentering af grupper som G77, der

altså formentlig vil have en mindre betydning for de største udviklingslande i fremtiden. Der stilles

således spørgsmålstegn ved det Globale Syds fremtidige sammenhængskraft, og om gruppen stadig

vil udgøre en relevant ramme for at forstå blandt andre Indiens og Kinas adfærd sammenlignet med

mindre og svagere udviklingslande. Logikken tilbyder dog ikke umiddelbart nogen forklaring på,

hvorfor Kinas og Indiens adfærd skulle begynde at adskille sig fra hinanden, da de begge kan ses


som relativt succesfulde udviklingslande. Andre påpeger, at lande som Kina og Indien har interesse

i at modarbejde et opbrud i G77, da gruppen opererer på tværs af en lang række områder, hvormed

sammenhold stadig er rationelt, men at dette sammenhold hæmmes af modstridende interesser hos

andre interne grupper såsom OPEC-landene (Barnett 2008). G77 er altså ikke blot et værktøj for

store udviklingslande til at undgå forpligtelser og kritik, hvorfor man bør være forsigtig med at

forkaste idéen om det Globale Syd og G77 som fortsat relevant gruppe. Igen synes modellen altså

uegnet til at forstå de senere års tilsyneladende divergens mellem Indien og Kina.

Et sådan forsigtighedsargument om det Globale Syds fortsatte relevans genfindes i mere eklektiske

bidrag, der igen betoner vigtigheden af at tilføje ideationelle faktorer til de ovenstående materielle.

Disse bidrag accepterer typisk, at opstigende magter såsom Kina og Indien komplicerer billedet af

en verden delt mellem et dominerende Nord og et marginaliseret Syd, og at disse til tider fremfører

klimapolitiske krav ud fra instrumentelle og egeninteressebaserede grunde, men advarer samtidig

mod at overdrive betydningen af materielle forandringer. Disse forandringer er nemlig komplekse

og forekommer på både det internationale forhandlingsniveau og internt i staterne, hvormed det er

usikkert, om de opstigende magter reelt får større kapacitet til at påvirke det globale klimaregime.

Samtidig—og vigtigst—kan de opstigende magters ageren ikke ses isoleret fra deres historiske

erfaringer, og det er derfor ikke givet, at den identitetsbaserede solidaritet, som kendetegner G77 og

det Globale Syd, har mistet relevans (Hurell og Sengupta 2012; Najam 2005; Vihma et al. 2011).

Selvom de materielle ligheder, der demarkerede det Globale Syd som gruppe nu er mindre, og de

opstigende magter har en større forhandlingsmagt i forhold til Nord, er der stadig en række

ideationelle faktorer, som ifølge disse bidrag fastholder det Globale Syds sammenhængskraft: “A

common history of colonial and imperial experiences and the perception of being victims of an

unjust world order are still clearly visible” (ibid.: 331, egen understregning). Disse bidrag giver

altså heller ikke anledning til at udlede en plausibel forklaring på specialets puzzle, da de ville have

forventet fortsat tilsvarende klimaindsatser fra Kina og Indien.

2.4 Opsummering på litteraturgennemgang Som ovenstående gennemgang har vist, er den litteratur, der forholder sig direkte eller indirekte til

Kina og Indiens klimaindsats kendetegnet ved forsøg på at besvare forskellige specifikke empiriske

spørgsmål, der dog sjældent bygger på hinanden, og ved analytisk eklekticisme, hvor materialistisk-

rationalistiske og ideationelle forklaringsfaktorer sammenblandes. Dette øger muligvis hvert enkelt

bidrags empiriske forklaringskraft, men indebærer samtidig en risiko for paradigmatisk inkohærens.

Endvidere danner den form for eklektisk ad hoc-teoretisering ikke et fornuftigt afsæt for at forklare


puzzlet om, hvorfor Kina skulle have skiftet kurs i de seneste år, når Indien ikke har. Blandingen af

materielle interesser, idéer og værdier i internt inkohærente modeller skaber ingen klar ramme for at

forstå, hvilke faktorer der har ledt til ændringer i Kinas adfærd, og de materielle faktorer synes som

nævnt i det hele taget ikke at kunne forklare skiftet. Dertil kommer, at integrationen af ideer er sket

sporadisk og med fokus på disses bidrag til kontinuitet, ikke udvikling, og med forsømmeligt fokus

på, om Indiens og Kinas interaktion med det omgivende internationale system udgør en selvstændig

forklaringsfaktor for skabelsen af disse ideer. Der er altså typisk foretaget det, der kan betegnes som

udenrigspolitikanalyser, hvor ideer om egen rolle i det internationale system kun behandles som

sekundær faktor, mens det primære fokus er på nationale, materielle forhold. Det synes derfor mere

oplagt for os at anvende en analyseramme med et eksplicit ideationelt og internationalt fokus, frem

for en hvor ideer kun supplerer materielle faktorer.

På indsigtsmæssigt plan er det dog ikke vores ønske at afvise de eksisterende bidrag. Vi tager især

med os, at selvom de fleste eksisterende bidrag indlejrer deres analyser i rationalistisk-tenderende

teorirammer, finder næsten alle behov for også at inddrage et mere ideationelt fokuseret aspekt. Der

kan her spores en enighed i litteraturen om, at både Kinas og Indiens traditionelle uvilje til at påtage

sig internationalt bindende CO2-reduktionsforpligtelser kan forklares med en fælles selvforståelse

som udnyttet og marginaliseret udviklingsland. Det har affødt en opfattet dikotomisk differentiering

mellem Nord og Syd, hvor udviklede lande bør påtage sig den primære opgave for løsningen af

klimaforandringerne som følge af deres historiske ansvar for problemet. Udviklingslande—inklusiv

Kina og Indien—har kun et ansvar, hvis det kan forenes med deres kapacitetsbegrænsninger og

retten til udvikling. Denne selvforståelse er desuden institutionaliseret i forhandlingsalliancen G77,

der gennem sit holistiske syn på klimaregimet som indlejret i et større, internationalt system bevarer

sin sammenhængskraft og relevans på trods af materiel heterogenitet landene imellem. For både

Indien og Kina udfordres den selvforståelse dog af vestlige regeringers og mediers kritik for ikke at

harmonere med deres nye status som opstigende magter. Forskningen har imidlertid kun i meget

begrænset grad behandlet de to landes reaktion på den kritik, og som nævnt har intet bidrag

foretaget en analyse af den forskel i udviklingen i deres klimaindsatser, som observatører er begyndt

at påpege.

Kombinationen af disse motiver—litteraturens eklektiske tendens, dens betoning af vigtigheden af

ideer men negligering af det internationales betydning herfor samt om ideer kan være årsag til ikke

kun adfærdskontinuitet men også adfærdsændring, og endelig den manglende behandling af den

tilsyneladende divergens mellem Kina og Indien i de senere år—giver i vores optik anledning til at

bruge konstruktivismen som overordnet teoriramme for besvarelsen af vores problemformulering.


Konstruktivismen er netop udviklet for at undersøge, hvordan både opfattede materielle interesser

og bagvedliggende identiteter hos stater formes—og ændres—i sociale, internationale interaktioner.

Dog konstaterer vi også et behov for at udvikle en variant af konstruktivismen, der kan tilbyde en

plausibel konkret forklaring på, hvorfor Kinas og Indiens klimaindsatser tilsyneladende er begyndt

at divergere. Det leder os til specialets teoriafsnit.


Mathias Hauberg

Mathias Hauberg

Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 21

3 Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser

I dette afsnit præsenterer vi specialets analyseramme og teoretiske bidrag til feltet, hvilket består i

introduktionen af en teoriramme, som vi benævner stormagtskonstruktivisme. Teorien er baseret på

en videreudvikling af eksisterende indsigter fra det konstruktivistiske IP-paradigme med det formål

at gøre os i stand til at formulere en plausibel forklaring på den tilsyneladende divergens i Indiens

og Kinas klimaindsatser. Fundamentet er den såkaldt konventionelle eller moderate konstruktivisme

(herefter konstruktivismen), som vi supplerer med de tilgængelige indsigter om konstruktionen af

stormagtsstatus og særlige forhold, der gør sig gældende for stormagter i det internationale system.

Vores udgangspunkt er, at selvom mange af konstruktivismens antagelser om statsadfærd også er

gældende for Kina og Indien, er de ikke fuldt tilstrækkelige til at forstå specialets puzzle uden vores

stormagtskonstruktivistiske tilføjelse.

I det følgende redegør vi først for de grundlæggende antagelser i konstruktivismen som social teori,

hvorefter vi præsenterer konstruktivismen som substantiel IP-teori. Tilsammen udgør disse basale

teoretiske antagelser grundstenen i vores teoriramme. Vi anvender her primært teorien som udlagt

af Alexander Wendt, men supplerer med øvrige indsigter; særligt Alastair Iain Johnstons teori om

interstatslig socialisering. Derefter forklarer vi, hvorfor vi for at besvare problemformuleringen har

behov for en konstruktivisme fokuseret specifikt på stormagter, og endelig præsenterer vi en sådan

teoriramme som en syntese af de indsigter, som den relevante litteratur tilbyder, hvor vi foruden

afsættet i Wendt og Johnston integrerer Jeffrey Legros teori om kollektive ideers skabelse af fælles

forventninger og betydningen af, om de forventninger be- eller afkræftes af virkelige begivenheder.

På baggrund heraf formulerer vi to arbejdshypoteser, som danner ramme om specialets analyse.

3.1 Konstruktivismens sociale teori: Ideationel-realistisk ontologi, mediativ epistemologi

Som nævnt vælger vi konstruktivismen som teorifundament for at maksimere forklaringskraften i

forhold til den idefokuserede problemformulering, og idet den eksisterende litteratur påviser et

behov for at integrere ideationelle forklaringsfaktorer for at forstå Kinas og Indiens klimaindsatser.

Konstruktivismen er relevant, da den udgør et alternativ til rationalistisk IP-teori ved at formulere et

forskningsprogram til at undersøge den påstand, at aktørers identiteter og interesser ikke er givet

eksogent, men socialt gennem aktørernes interaktion. Samtidig antager konstruktivismen, at disse

22 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser

processer og identiteter dog generelt er så faste, at de fleste af positivismens metoder fortsat finder

anvendelse (Klotz og Lynch 2007: 14; Abdelal et al. 2010: 13). Foruden konstruktivismen findes

også den såkaldt postmoderne eller kritiske konstruktivisme, som helt forkaster positivismens

videnskabsidealer og i stedet betoner forskerens bevidste eller ubevidste rolle som medskaber af en

virkelighed, der først og fremmest ses som diskursivt skabt og en konsekvens af samfundsmæssige

magtforhold (ibid.; Hopf 1998: 183).7 Hvor konstruktivismen antager, at de primære vidensobjekter

eksisterer uafhængigt af vores undersøgelse af dem, er den kritiske konstruktivisme baseret på en

ontologisk tro på—og et de facto forsvar for—forskerens evne til at forandre den sociale verden via

diskursive bidrag (ibid.: 184). Dermed afspejler vores valg af konstruktivismen en ambition om at

undersøge Kinas og Indiens klimapolitiske statsidentiteter som skabt i interaktion med andre stater i

det globale klimaregime, mens kritisk konstruktivisme er forankret i en normativ-emancipatorisk

ambition, som vi ikke deler i dette speciale.8 Adler forklarer eksempelvis, at konstruktivismen “is

interested neither in emancipation per se, nor exclusively in uncovering the power structures that

affect the marginalized in history, but in providing better explanations of social reality. Unlike

poststrucutralists and postmodernists, (…) constructivists do want to know, in detail, how norms

constitute (…) identities and interests of international and transnational actors in particular cases”

(1997: 333-334). Vi antager dermed, at normer er konstituerende for aktørers identiteter, der igen er

konstituerende for deres interesser og adfærd.

I IP-disciplinen har en lang række forskere bidraget til konstruktivismens udvikling, og teorien kan

således ses som et antal rimelig kohærente indsigter om dynamikkerne i international politik baseret

på en fælles underliggende socialkonstruktivistisk ontologi. Den ontologi gør konstruktivismen til

en social teori, hvilket vil sige en teori, som forholder sig til socialvidenskabens grundlæggende

antagelser om menneskelig agens, aktør/struktur-forholdet, ideers og materielle kræfters rolle osv.,

men som ikke forholder sig til noget specifikt socialt område (Wendt 1999: 5). I modsætning til

rational choice-modellen, som med et materialistisk-individualistisk afsæt antager, at interaktioner

kan ændre aktørernes adfærd, men aldrig deres identiteter eller grundlæggende interesser, advokerer

socialkonstruktivismen som social teori for en idealistisk og holistisk tilgang til socialvidenskaben

7 Den kritiske eller postmoderne konstruktivisme er delvist overlappende med den IP-tilgang, der især i europæisk sammenhæng ofte benævnes poststrukturalisme og forbindes med bl.a. Richard Ashley, R.B.J. Walker, Michael Shapiro og i dansk kontekst Lene Hansen og Ole Wæver. Vi holder os dog her til den benævnelse, som er mest udbredt og som anvendes af for eksempel Wendt (Wendt 1999: 3–4; Abdelal et al. 2010: 13). 8 Hermed skal ikke forstås, at den kritiske konstruktivisme er emancipatorisk på samfundsplan som f.eks. den historiske materialisme, men typisk alene på et erkendelsesmæssigt plan, hvor formålet er at afsløre og kritisere undertrykkende diskurser, magtstrukturer og dominerende teorier (se f.eks. Adler 1997: 333).


(Wendt 1992: 391f).9 Ved at tage afsæt i, at menneskelige aktører i kontrast til naturvidenskabens

forskningsobjekter er reflekterende subjekter, der må tilskrive mening til egne og andres handlinger

for at kunne forstå dem, fremhæver konstruktivismen nødvendigheden af, at socialvidenskabens

begrebsapparat formår at begrebsliggøre og undersøge sådanne processer (Barnett 2014: 162). Ved

at bruge konstruktivismen placerer vi os dermed i en ideationel position, der prioriterer vigtigheden

af meningstilskrivning for menneskelig interaktion, hvilket medfører et syn på materielle kræfter

som sekundære. Det betyder ikke, at materialitet ikke har en selvstændig effekt, men at betydningen

af materielle kræfter altid afhænger af, hvordan de af forskellige ideer konstitueres med bestemte

meninger. I kontrast til hovedparten af de eksisterende bidrag på området ser vi ikke blot ideer som

supplerende variable, der kan inddrages, når en materialistisk analysemodel viser sig utilstrækkelig,

men som selve grundlaget for at forstå den sociale verden og dens materielle basis (Wendt 1999:

190). Denne epistemologiske position kaldes indimellem mediativ (se f.eks. Adler 1997: 324), og

den fortæller os, at Kina og Indiens opstigning ikke eksisterer uafhængigt af sociale konstruktioner,

og at selv hvis en sådan opstigning kan siges at ske, kan den ikke alene forklare deres klimaindsats.

At vi opfatter ideer som ontologisk primære, mens materielle kræfter tildeles en sekundær rolle,

indebærer at vi grundlæggende ser strukturer som sociale, hvilket vil sige som delte opfattelser af

sociale situationer og relationer. Det betyder dog ikke, at sociale strukturer er svagere eller mindre

virkelige end materielle, for disse delte opfattelser og de praksisser, som de giver anledning til, vil

konfrontere aktører som naturlige og selvfølgelige, eller som det der typisk betegnes sociale fakta

(Wendt 1999: 24).10 Konstruktivismen ræsonnerer her, at ikke blot materielle kræfter konstitueres

med mening, før de kan have betydning, men at ideer ligeledes konstituerer aktører med identiteter

og derved interesser (ibid.: 78). Den position er rodfæstet i arven fra sociologisk strukturationisme

og symbolsk interaktionisme, hvor menneskelige aktører ses som konstituerede af intersubjektive,

sociale strukturer såsom diskurser og normer, men på samme tid udøvende en aktiv og indimellem

bevidst indflydelse på de selvsamme strukturer (f.eks. Mead 1934). Konstruktivismen er dermed en

holistisk teori, der afviser muligheden for at kunne reducere sociale strukturer til karakteristika ved

enkeltaktørerne (Wendt 1999: 1). Samtidig betyder antagelsen om gensidig konstituering mellem

aktør og struktur, at aktører trods deres socialt konstruerede selvforståelser besidder en rationalitet,

der kan være både instrumentelt og altruistisk drevet, og som konstruktivismen derfor ofte betegner

9 I IP-sammenhæng ligger rational choice-modellen bag dominerende perspektiver såsom neorealismen og neoliberalismen, som konstruktivismen netop definerer sig op imod. 10 Durkheim var først til at anvende termen ‘sociale fakta’, som han så som sociologiens forskningsobjekt. I Durkheims forståelse var sociale fakta alle de adfærdsmåder, som udøver en slags ekstern begrænsning af individernes handlerum i et samfund, og som eksisterer uafhængigt af enhver individuel manifestation (se f.eks. Durkheim 1895).


intentionalitet (Finnemore og Sikkink 2001: 392f). Menneskelige aktører opnår altså først en ide

om, hvem de er og hvad de ønsker i sociale interaktionsprocesser, men de opfattes som aktive

beslutningstagere i forhold til at opnå de ønsker, som de formulerer. Således eksisterer et delvist

sekventielt forhold mellem identitet og intentionalitet, hvor aktørernes selvforståelser nødvendigvis

eksisterer forud for deres formulering af interesser. Wendt beskriver, hvordan “agents themselves

are in process when they interact. (…) Agents still choose behaviors in response to incentives, and

so this model does not preclude the rationalist model, but the assumption is made that (…) actors

are also instantiating and reproducing identities, narratives of who they are, which in turn

constitute the interests on the basis of which they make behavioral choices.” (1999: 366).11

Selvom vi altså opererer med en ideationel, holistisk ontologi, baserer vi os med konstruktivismen

samtidig på en forholdsvis positivistisk epistemologi (Hopf 1998: 183), der mener, at selvom den

sociale verden eksisterer uafhængigt af forskningens undersøgelse af den, så er centrale, virkelige

aspekter—og her tænkes især på sociale strukturer—ikke direkte observerbare. Denne position, der

benævnes scientific eller critical realism, argumenterer i den sammenhæng for, at disse fænomener

dog ikke bør forkastes som forskningsobjekt, blot fordi de er uobserverbare, men at vi som forskere

må undersøge dem gennem deres afledte effekter. Vores opgave er altså teoretisk at ‘inferere til den

bedste forklaring’ ved at vurdere, om et givet ikke-observerbart fænomens eksistens kan infereres

ud fra en række observerbare effekter af det (Wendt 1999: 62). Adler beskriver arbejdsmåden som

“a type of rational persuasion that must aspire, but cannot always be assimilated, to models of

deductive proof or inductive generalization” (1997: 329), og det er denne abduktive metode, der

gør scientific realism—og dermed vores anvendte version af konstruktivismen—realiserbar som

videnskabsteoretisk position (Jackson 2011: 76). Tesen om, at Kinas og Indiens klimaindsatser er

informeret af deres klimapolitiske identiteter, betyder altså ikke, at vi ikke kan undersøge vores

problemformulering, blot fordi identitet ikke kan observeres direkte. I specialets metodeafsnit

vender vi tilbage til, hvordan vi operationaliserer denne pointe.

Den abduktive tilgang gør også konstruktivismen kritisk overfor en skarp skelnen mellem forståelse

og forklaring, fordi forklaringer af adfærd altid må baseres på fortolkninger af mening, ligesom

forskning fokuseret på at forstå meningstilskrivninger, sprog eller sociale strukturer også vil fungere

adfærdsforklarende (Klotz og Lynch 2007: 15). Uanset om en forsker mener at begå forståelses-

eller forklaringsorienteret videnskab, findes der ingen neutral position, hvorfra objektiv viden om

11 Johnston formulerer det lignende: “Identity provides definitions of material interests that are associated with particular social categories and roles. Actors, however, rationally act to optimize these interests, and their behavior can be analyzed using standard expected utility models.” (Johnston 2007: 150).


den sociale verden kan opnås, hvorfor fortolkning er socialforskningens grundvilkår. Endvidere bør

de samme empiriske krav eksistere for begge typer bestræbelser, hvilket ligeledes taler for en

betoning af overlap frem for forskelle (Wendt 1999: 85). Analytisk er der imidlertid en distinktion,

der går på, hvorvidt kausale eller konstitutive spørgsmål forsøges besvaret. Kausale spørgsmål tager

typisk form af årsags-virknings- eller ‘hvorfor’-spørgsmål, mens konstitutive spørgsmål er optaget

af ‘hvordan’- eller ‘hvad’-spørgsmål, som hvordan kombinationer af materielle og sociale strukturer

konstituerer aktører med identiteter. Alligevel har selv konstitutiv forskning forklaringsmæssige

funktioner, fordi validiteten af kausale forklaringer typisk afhænger af dybtgående beskrivelse og

forståelse (ibid.: 87). Det relaterer sig til konstruktivismens kausalitetsforståelse, der i modsætning

til hårdere positivistiske tilgange (f.eks. King et al. 1994: 208) ikke ses som lovmæssigheder, der

kun kan eksistere på tværs af sociale enheder såsom individer eller stater, men som et processuelt

fænomen, hvor X rimeligt kan siges at forårsage Y. Eksempelvis er socialisering en delvist kausal

proces, hvor aktører lærer nye normer; mere herom senere. Konstruktivismens metodologi er derfor

pragmatisk og muliggør studier af både forstående og forklarende og såvel konstitutive som kausale

spørgsmål, hvis forskeren gør sig klart, at enhver forklaring er betinget af den sociale og materielle

kontekst (Wendt 1999: 79-82; Finnemore og Sikkink 2001: 394; Jackson 2011: 111). På den måde

er det naturligt, at specialet behandler både et primært konstitutivt identitetsspørgsmål og et delvist

kausalt socialiseringsspørgsmål, og vi opholder os derfor ikke yderligere ved denne sondring.

3.2 Konstruktivismen som substantiel teori: Pragmatisk statscentreret systemteori Ifølge Wendt kan konstruktivismen som social teori gøres til en domænespecifik substantiel teori

ved at udvælge et givet socialt system med et sæt primære aktører. Konstruktivismens argument for

muligheden for en sådan domænespecificering støttes oftest i et rationale om, at enhver teoritilgang

til et empirisk analyseområde beror på en a priori udvælgelse af analyseniveau og -enheder (Wendt

1999: 5–7). Vi tager som nævnt udgangspunkt i den tilpasning til IP-disciplinen, som især forbindes

med Wendt, men som et antal forskere har udviklet over de seneste 30 år. Ifølge Wendt foretager

denne teoriramme et valg af socialt system og privilegerede aktører, der minder om neorealismens,

nemlig det internationale system med stater som hovedaktører. Den helt anderledes bagvedliggende

sociale teori gør imidlertid, at perspektivet på staternes interaktion i det internationale system er

grundlæggende forskelligt fra neorealismens. Selvom begge teorier er ‘strukturelle’ i bred forstand,

forstår neorealismen den internationale struktur som en fordeling af materielle kapabiliteter, mens

konstruktivismen opfatter det som en fordeling af ideer, der påvirker staters handlerum, men som

staterne via gensidig konstituering samtidig er medskabere af og derfor ikke kan adskilles fra (ibid.:

5-12). Denne fordeling af kollektive ideer skaber forventninger om andre aktørers adfærd, hvilket er


det, der skaber international stabilitet og orden (Finnemore og Sikkink 1998: 894). En anden central

forskel er, at statscentrismen i konstruktivismen ikke er ontologisk funderet som i neorealismen,

men mere motiveret af den observation, at staterne stadig synes at være de dominerende subjekter i

international politik. Derfor giver det “no more sense to criticize a theory of international politics

as “state-centric” than it does to criticize a theory of forests for being “tree-centric.”” (Wendt

1999: 9). Vores konstruktivistiske teorifundament er altså egnet til at afdække Kinas og Indiens

interaktioner med andre stater i klimaregimet, selvom vi kunne have inddraget andre aktørtyper i

undersøgelsen også (ibid.; Finnemore og Sikkink 2002: 401).

Selvom konstruktivismens prioritering af staten som aktør i det internationale system er empirisk

funderet, indebærer den stadig et behov for at kunne retfærdiggøre, hvordan ‘staten’ kan ses som en

reel aktør mere end blot en politisk arena. Vi tilslutter os her det abduktive argument, at idet næsten

alle relevante aktører (akademikere, medier, politiske beslutningstagere) konsistent tillægger staten

de opfattelser og interesser, som reelt tilhører dens repræsentanter, bliver det naturligt at behandle

den som en enhedsaktør. Denne længe-eksisterende antropromorfisering har nemlig konstitueret

staten med en intern beslutningsstruktur, der muliggør kollektiv handlen og resulterer i observerbare

adfærdsmønstre, som ikke kunne forklares uden at anerkende staten som en virkelig aktør (Wendt

1999: 195-216; Johnston 2007: 95; Jackson 2011: 89). Konstruktivismens pointe er her, at stater

konstruerer sig selv og hinanden via ideer om Selv og Anden baseret på hver enkelt stats narrativ

om et afgrænset Vi med en kollektiv identitet og historie, der sammen konstruerer en statsidentitet.

Det gør staten til en speciel social entitet, der er i stand til at udøve intentionel handlen, og som

således er aktør såvel som struktur (Wendt 1999: 218–219).

En udfordring for os og for konstruktivismen som sådan er, at der aldrig er opnået konsensus internt

i paradigmet om det konkrete indhold i begrebet identitet (Finnemore og Sikkink 2001: 399). Der

hersker dog udbredt enighed om en grundlæggende forståelse, der definerer identitet generelt som

en aktørs ideer om, hvem man er i en given situation, hvor disse ideer er konstitueret både internt af

aktørens selvforståelse og eksternt af graden, hvormed andre aktørers repræsentationer stemmer

overens med og anerkender denne selvforståelse. Dermed er identitet en såvel subjektiv som

intersubjektiv kvalitet, der danner udgangspunkt for aktørers adfærdsmæssige dispositioner og

motiver (Wendt 1999: 170, 224).

Endvidere betoner konstruktivismen, at stater altid besidder en flerhed af identiteter. Som regel

fremhæves især to identitetstyper som væsentlige for at forstå staters selvforståelse og ageren i

internationale relationer. En typeidentitet er en social kategori, der beskriver stater, der deler nogle


bestemte karakteristika, som opfattes som socialt meningsfulde, såsom bestemte regimetyper eller

regeringsformer (f.eks. demokratisk), stat/samfund-relationer (f.eks. kapitalistisk), geo-kulturelle

profiler (f.eks. europæisk) eller socioøkonomiske forhold (f.eks. industrialiseret). En stat har mange

kontekstspecifikke typeidentiteter, og de karakteristika, der danner udgangspunkt for de identiteter

er intrinsiske eller præ-sociale (ibid.: 225-227). Bestemte typeidentiteter nyder større legitimitet og

giver nogle stater favorable internationale indflydelsesmuligheder, men hvilke typeidentiteter der

privilegeres på et givet tidspunkt betinges af den internationale sociale strukturs til enhver tid

gældende karakter.

Udover multiple typeidentiteter har stater også en række rolleidentiteter eksisterende alene i kraft af

dyadiske relationer til andre stater. En rolleidentitet er derfor defineret som modidentiteten for en

andens identitet og består som en fjende-, rival- eller vennerelation (ibid.; Finnemore og Sikkink

2001: 399). Dermed er rolleidentiteter aldrig intrinsiske, men af natur sociale. Wendt forstår de tre

typer modidentitet som udtryk for forskellige kulturer, hvor fjendskab betegner rollerne i en såkaldt

hobbesiansk kultur, i hvilken stater forsøger at dominere eller sågar udrydde hinanden. I kontrast

hertil betegner rivalisering en lockeansk kultur, hvor stater anerkender hinandens eksistensret, men

konkurrerer om eksempelvis territorium eller rigdom, mens venskab endelig betegner en kantiansk

kultur, hvor stater løser uoverensstemmelser fredeligt og er villige til at kæmpe sammen, hvis én af

dem trues af en tredjepart (Wendt 1999: 259-299). De dominerende rolleidentiteter definerer altså

kulturen i et socialt eller politisk system.

Som en tredje identitetstype påpeger Wendt kollektive identiteter, der er en kombination af type- og

rolleidentiteter. Ligesom en rolleidentitet er en kollektiv identitet et delvist socialt konstrueret Selv

skabt gennem inkorporering af en Anden, men hvor en rolleidentitet positionerer disse i forskellige

roller, forener en kollektiv identitet dem i en slags fælles identitet. Denne fælles identitet bygger

ligesom typeidentiteter på delte kendetegn—opfattet homogenitet—der dog her får en særlig social

signifikans og via altruistisk gruppeidentifikation giver anledning til gruppebaseret handling ved at

muliggøre løsningen af kollektive handlingsproblemer (ibid.: 229).

Det er disse antagelser om staters multiple identiteter, der leder os til at formode, at enhver stat altid

vil have en konkret klimapolitisk statsidentitet. Denne kan være specifikt klimapolitisk eller udledt

fra andre politiske sfærer, og den kan tage form som forskellige kombinationer af type-, rolle- eller

kollektive identiteter, men der må altid være en distinkt identitet, der danner udgangspunktet for en

given stats klimaindsats.

At vi ser staters identiteter som konstituerende for deres interesseformation, hvormed interesser

altså skabes endogent i sociale interaktioner og derfor essentielt er foranderlige ideer, betyder dog


ikke, at ide- og interesseændringer sker let eller tit. Med afsæt i konstruktivismen forstår vi derimod

staten som en sammensat aktør bestående af relativt stabile identiteter og interesser, der konstituerer

den med opfattede nationalinteresser, der kun langsomt ændres (Klotz og Lynch 2007: 86). Selvom

identiteter og interesser altid er i proces, hvor stater gennem deres interaktion konstant producerer

opfattelser af Selv og Anden, er interaktionsprocesserne ofte så stabile, at identiteter og interesser

reproduceres og fremstår som givne eller naturlige. Det har primært at gøre med, at stater ligesom

andre aktører typisk føler en stærk forpligtelse til deres identiteter og af den grund har behov for

den ontologiske sikkerhed forbundet med konvergens mellem egen og andres forståelse af ens Selv,

mellem ens nuværende og tidligere selvforståelse og mellem ens nuværende og tidligere forståelse

af Andre. Identiteter og dermed interesser tager derfor ofte form som selvopfyldende profetier, der

fastholdes gennem løbende reproduktion. Af den grund er det hovedsageligt, hvis en aktørs identitet

udfordres af andre, at man bør forvente ændringer, fordi manglende social identitetsanerkendelse

skaber kognitiv dissonans, som aktører vil forsøge at rette op på (Wendt 1999: 319, 331–340).

En forudsætning for, at en stats identitet anerkendes som overensstemmende med dens adfærd og

ikke udfordres, er at staten overholder de sociale forskrifter eller normer, som andre stater ser den

som bundet af. Normer kan defineres som standarder for passende adfærd for aktører med en given

identitet (Barnett 2014: 164). Konstruktivismen taler her om, at normer kan have såvel regulative

som konstitutive effekter. Regulative normer kan siges at have kausal påvirkning på adfærden hos

aktører med givne identiteter, hvorimod konstitutive normer er skabende for selve disse aktørers

identiteter og interesser (Wendt 1999: 346; Finnemore og Sikkink 1998: 891).

Normer opstår ofte ikke ved, at en stat på eget initiativ beslutter sig for at ændre sin adfærd eller

identitet, men ved at ikke-statslige aktører såsom politiske bevægelser eller akademia danner stærke

ideer om passende adfærd på et område og forsøger at overtale stater til at agere i overensstemmelse

hermed. Konstruktivister beskriver oftest sådanne aktører som normentreprenører, hvis intentionelle

men normative adfærd kan beskrives som en form for strategisk socialkonstruktion. Når og hvis

normentreprenører lykkes med at overbevise en stat om rigtigheden af en norm, vil staten typisk

forsøge at overtale eller påvirke andre til også at agere efter normen, og gennem disse såkaldte

normledere vil visse normer over tid opbygge et større antal statslige normfølgere og derved reelt

opnå normstatus (ibid.: 897).12 En pointe er her, at hvor ikke-statslige normentreprenører generelt er

afhængige af at overbevise stater, så kan stater vælge at overholde en norm ud fra strategiske

overvejelser om mulige sociale belønninger og omkostninger forbundet med overholdelse eller

12 I specialet er vi således ikke interesseret i at undersøge tilblivelsen af normer på klimaområdet, men i deres betydning for staters klimapolitiske identiteter og klimaindsats, når de har opnået en vis international status.


afvisning af normen, ligesom de kan benytte sig af tvangsstrategier i forsøget på at påvirke andre

stater til normefterlevelse. Som vi vil uddybe nedenfor, er begge pointer særdeles relevante for

stormagter. Det er dog samtidig tilfældet, at kontinuerlig efterlevelse ofte gradvist fører til en stats

reformulering af identitet og interesser, hvor normen tages mere for givet, og efterlevelse bliver en

vanesag, hvilket igen kan forklares med behovet for ontologisk sikkerhed (Klotz og Lynch 2007:

93; Wendt 1999: 360–361).

Det er selvsagt ikke alle normer, der opnår universel udbredelse eller fungerer lige succesfuldt, hvis

de gør. Finnemore og Sikkink (1998: 906-907) argumenterer for, at flere faktorer har betydning for,

om en norm bliver indflydelsesrig. For det første er stater typisk mere villige til at acceptere en

norm, hvis de har brug for legitimering, hvilket for eksempel kan skyldes, at de er usikre på deres

internationale status eller oplever intern uro. For det andet opnår normer ofte større udbredelse, hvis

de støttes af stater, der opfattes som succesfulde forbilleder—f.eks. stormagter—hvorved prominens

ofte spiller en rolle. Endelig er normens intrinsiske karakteristika et vigtigt parameter, da specifikke

og entydige normer oftest klarer sig bedre end andre. En række forskere på den konstruktivistiske

fløj har uddybet dette sidste punkt, hvoraf flere synes at have relevans for specialet. Eksempelvis

kritiserer Shannon med udgangspunkt i politisk psykologi og Costa-Buranelli i et Engelsk Skole-

perspektiv konstruktivismen for en tendens til at overvurdere graden, hvormed normer fortolkes ens

af alle. Ifølge Shannon (2000: 294) bør konstruktivismen kvalificeres, så den kan håndtere, at stater

nogle gange vælger at ignorere eller bryde en norm, hvis en konflikt opstår mellem normen og en

stats opfattede nationalinteresse, mens Costa-Buranelli (2015: 501–509) påpeger, at internationale

normers indhold kan forstås forskelligt i forskellige geografisk-kulturelle kontekster, og at disse

potentielt modstridende forståelser kan konkurrere på globalt niveau. Begge pointerer dog, at idet

stater både er selviske og sociale aktører, der også bekymrer sig om international status og kognitivt

velvære, bør de kun forventes at bryde normer, som er så tvetydige—eller polysemiske—at der

efterlades så meget rum for fortolkning, at en stat kan retfærdiggøre over for sig selv og andre at

være undtaget.13 Heri ligger en advarsel mod homogenisering af staterne, blind for deres potentielt

forskellige forståelser af bestemte normer.

Adler-Nissen argumenterer ligeledes for, at anfægtelse af en norm oftest sker, når den bevæger sig

på tværs af forskellige sociokulturelle kontekster, typisk manifesteret ved statsgrænser (2014: 151–

13 Costa-Buranellis ES-afsæt adskiller sig i et vist omfang fra vores konstruktivistiske tilgang. Der er dog så mange ligheder mellem de to tilgange, at vi finder hans indsigter anvendelige her. ES og konstruktivismen deler en midterposition i IP-disciplinen, da begge anvender en social ontologi, der ser det internationale samfund som en social sfære af delt viden, hvor stater konstitueres som aktører og socialiseres til at følge bestemte normer og regler (Dunne 2013: 133–137).


155). Derfor har det internationale samfund ofte behov for at kritisere eller ligefrem stigmatisere en

stat for ikke at efterleve en given norm for dermed at skabe ontologisk sikkerhed om den passende

forståelse og overholdelse af normen.14 Problemet er dog, at “international shaming is not likely to

have the desired effects (norm compliance) unless the moral authority of the stigmatizer is accepted

(…). Moreover, stigma imposition requires substantial effort on the part of the stigmatizers because

of the ambivalent norms that underpin an ultimately heterogeneous international society.” (Ibid.:

171). Altså hæmmes normudbredelse af tvetydige normer og manglende moralsk autoritet hos de

stigmatiserende stater, da stater ønsker at undgå kritik og derfor udnytter muligheder for at undvige.

De Franco et al. (2015: 1000) opsummerer det ret præcist: “When a norm is still openly contested, it

will be impossible to stigmatize countries that do not comply and difficult for norm entrepreneurs to

exercise political pressure.” De indsigter gør det muligt for os at undersøge, om normtvetydighed

har haft konsekvenser for Indiens (og nu i mindre grad Kinas) afvisning af Vestens argumenter om

at øge klimaindsatsen.

Selvom ikke alle forsøg på at udbrede og fremme overholdelsen af en given norm er succesfulde, er

sådanne processer i konstruktivistisk optik en af de primære dynamikker i international politik og

refereres oftest til som socialiseringsprocesser. Der er forskellige definitioner af socialisering, men

de fleste fokuserer på processer, hvor en stat ‘opdrages’ til at lære et systems praktiserede normer,

værdier og adfærdsformer (Johnston 2007: 21). Wendt foretrækker begrebet kulturel selektion frem

for socialisering for at fremhæve, at disse processer udgør den evolutionsmekanisme, der forårsager

et socialt systems udvikling. Han skelner i den forbindelse mellem to typer. Imitation beskriver

situationer, hvor stater relativt instrumentelt adopterer normerne hos de stater i systemet, som de

opfatter som materielt eller statusmæssigt succesfulde—eksempelvis stormagter—i et håb om, at de

normer også vil fungere for dem. Social læring betegner processer, hvor en stat lærer og tillige

internaliserer identiteter og interesser, som andre socialt relevante aktører finder passende for den

og behandler den som havende. Logikken er, at ved at behandle—eller altercaste—hinanden med

bestemte identiteter og en bestemt passende opførsel kan aktører opbygge nogle fælles ideer, som

genererer netop den opførsel og derved gør både Selv og Anden til meningsfulde identiteter (Wendt

1999: 325–331).

14 Adler-Nissen (2014: 149) beskriver stigmatisering som en proces, der kan “clarify the boundaries of acceptable behaviour and identity and the consequences of nonconformity, that is, shame, exclusion or other forms of punishment. (…) Stigmatization helps clarify the norms and achieve conformity by distinguishing between “us” (the normal states) and “them” (the transgressive ones).”


I denne opgave benytter vi os imidlertid af Alastair Johnstons socialiseringsteori, som tilbyder en

vigtig videreudvikling af Wendts arbejde ved at udvikle en typologi med tre i stedet for kun to

socialiseringstyper, og ved at fokusere mere på de reaktionsmuligheder, som stater der udsættes for

socialiseringsforsøg har. Det gør Johnstons teori egnet til at kommunikere med de ovenfor nævnte

indsigter om normanfægtelse, der som vi vil uddybe nedenfor synes endnu mere centrale i en

stormagtskonstruktivisme. Desuden formulerer Johnston et antal brugbare kriterier for, hvordan de

respektive socialiseringstyper kan påvises empirisk, hvilket også er fraværende hos Wendt. En basal

antagelse hos Johnston er, at internationale institutioner kan behandles som sociale miljøer, hvor

socialisering kan ske. Det er en udbredt konstruktivistisk antagelse, der begrundes i det argument, at

institutioner skaber social viden og fikserer bestemte meninger ved at definere internationale

opgaver eller nye aktørkategorier og sprede diverse normer (Barnett og Finnemore 1999: 699). Vi

opfatter således internationale institutioner som relativt stabile identitets- og interessestrukturer, der

ofte er kodificeret i formelle regler, men hvis egentlige betydning ligger i socialiseringen af aktører

og facilitering af kollektiv videnskabelse (Wendt 1992: 399). Dette er dermed vores teoretiske afsæt

for at anskue det internationale klimaregime generelt og UNFCCC specifikt.

Johnstons første socialiseringstype er imitation, der minder om, men alligevel adskiller sig fra

Wendts kategori af samme navn. Hvor Wendts fokus er på en stats tilegnelse af succesrige staters

selvforståelse, betoner Johnston i stedet situationer, hvor en stat imiterer alle de andre i et socialt

system, fordi denne stat er ny i systemet og navigerer i et usikkert miljø. Imitation er således en

strategi, som stater kan vælge, hvis de er usikre på, hvilke præskriptive normer, der gælder i et

socialt miljø. Ifølge Johnston bør den mekanisme, som Wendt beskriver, betegnes efterligning,

fordi den involverer bevidst søgen efter succesfulde aktører, analyse af årsagen til den succes og

applicering af disse indsigter med et nyttemaksimerende formål. Imitation i Johnstons forståelse

sker typisk, når en stat tilslutter sig en international institution i håb om at opnå fordele herved, men

ikke er fuldt bevidst om institutionens logik eller adfærdsnormer og derfor vælger at imitere de

andre medlemmers adfærd, indtil en sådan bevidsthed opnås (Johnston 2007: 45–46).15

Den anden form for socialisering hos Johnston kaldes social indflydelse. Her tages udgangspunkt i,

at statsidentiteter som nævnt ofte dannes dels via skabelsen af begrænsede kollektive identiteter.

Logikken er, at i takt med at en stat udvikler en højere grad af identifikation med en given gruppe,

15 Johnston benævner selv denne første socialiseringstype mimicking og den mere bevidste efterligning af succesfulde stater emulation. Vi har dog valgt at referere til både Wendts og Johnstons typer som imitation af formidlings- og oversættelsesmæssige årsager.


opstår en følelse af ensartethed og fællesskab og et ønske om at akkumulere de statusmarkører, som

gruppen tildeler de medlemmer, der overholder dens normer. Her ligger således en antagelse om, at

stater værdsætter status nøjagtig som magt og velstand, og at statusincitamenter kan trumfe andre

overvejelser, hvis de kommer i konflikt. Det indebærer, at gruppen for at sikre normkonformitet kan

lægge socialt pres på stater, der identificerer sig med den, gennem sociale belønninger såsom ros og

status eller via social straf såsom udskamning (shaming), nedgørelse eller eksklusion, hvis en stat

bryder normer, der opfattes som passende for dens sociale kategori (se også Finnemore og Sikkink

1998: 902). Johnston opsummerer, at “an actor’s self-categorization may be internalized enough

such that certain behaviors are considered appropriate for its social category. When its behavior is

perceived by the group to be inconsistent with this self-categorization and runs into group

opprobrium, the actor changes its behavior because of cognitive discomfort from inconsistency with

or the violation of the norms of behavior appropriate to its identity.” (2007: 76).

Sådanne gruppenormer kan både være deskriptive eller præskriptive, hvilket afhænger af, om de

beskriver hvad de fleste gruppemedlemmer gør, eller hvad de fleste gruppemedlemmer mener, at

man bør gøre. En norms styrke vil dog som regel afhænge af antallet af normoverholdende stater.

Social indflydelse handler dermed ikke nødvendigvis om, at en stats præferencer ændres, men at de

forbindes på nye måder som følge af gruppeidentifikation, ved for eksempel at præferencer på

klimaområdet forbindes med præferencer for status. Social indflydelse er altså et resultat af en stats

forudgående gruppeidentifikation kombineret med dens ønske om at maksimere sociale belønninger

og minimere sociale straffe fra gruppen. Under social indflydelse kan den socialiserede stat således

hverken siges at agere helt ud fra en passendeheds- eller en konsekvenslogik (ibid.: 25, 79-151).

Johnstons sidste socialiseringstype benævnes overtalelse og beskriver en socialkognitiv proces,

hvor en holdningsændring ikke sker som følge af materielt eller socialt pres, men via skabelsen af

ny social viden. Der er altså tale om en kommunikativ proces, hvor en stat ændrer sin position efter

at være blevet udsat for overbevisende argumenter om passende adfærd, fordi den overtalte opfatter

den overtalende som vidende og/eller som havende legitime intentioner. Overtalelse adskiller sig

derved som socialiseringsform markant fra social indflydelse, da den socialiserede stats pro-sociale

adfærd her er defineret ved såvel offentlig normkonformitet som privat normaccept, mens den ved

social indflydelse kendetegnes ved offentlig normkonformitet uden privat accept, fordi efterlevelsen

sker som følge af socialt pres (ibid.: 80).

Vi bruger primært Johnstons teoriapparat, fordi det udvider den socialiseringsform, som Wendt

kalder social læring, i de to former overtalelse og social indflydelse, der adskilles af karakteren af


socialiseringsdynamikken, og af hvorvidt denne giver anledning til normkonformitet som følge af

substantiel norminternalisering eller socialt pres for at agere i harmoni med en ny gruppeidentitet

(ibid.: 155-160). Disse to socialiseringsformer virker umiddelbart mere relevante end imitation i en

undersøgelse af adfærdsskifte hos Kina og Indien, der har været med i klimaregimet så længe, at

simpel adfærdskopiering synes unødigt. Vores anvendte typologi kan opsummeres som nedenfor.

Tabel 1: Opsummering af den anvendte socialiseringstypologi

Imitation Social indflydelse Overtalelse

Motivation for normkonformitet

Reduktion af usikkerhed om normerne i et nyt socialt miljø

Forbedring af status ift. en nyoptaget gruppeidentitet

Overbevisning om en ‘ny’ norms substantielle passendehed

Socialiseret stats handlingslogik

Primært konsekvenslogik

Hverken ren konsekvens- eller passendehedslogik

Primært passendehedslogik

Socialiserings-mekanisme

Egen kopiering af andre medlemmers adfærd

Socialt pres i form af sociale belønninger og/eller straffe

Argumentation, skabelse af ny social viden

Det gennemgåede konstruktivistiske fundament for specialet er udgjort af indsigter, der er gældende

for alle stater, om end vi løbende har noteret deres relevans for en stormagtsteoretisk ramme. Den

generiske konstruktivisme fortæller os, at Kinas adfærdsskifte sandsynligvis har at gøre med et

identitetsmæssigt skifte, men den tilbyder ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor et sådan skifte

er sket for Kina, men ikke Indien. Vores argument er dog, at udledningen af en stormagtsfokuseret

tilføjelse giver en plausibel forklaring på det spørgsmål. I det følgende udfolder vi det argument og

præsenterer dermed vores bud på et teoriapparat.

3.3 Udledning af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme I et konstruktivistisk perspektiv adskiller stater, der af sig selv og andre opfattes som stormagter, sig

fra de resterende stater i det internationale system ved at nyde en særlig social status. Social status

giver både en stat følelsen af socialt velvære og bedre muligheder for at påvirke det internationale

systems indretning og normer (ibid.: 75). Det er denne basale pointe, der giver os anledning til at

argumentere for, at sådanne stater må bekymre sig særligt meget om at blive ved med at indfri, og

hvis muligt påvirke på en for dem gunstig måde, det, som på et givet historisk tidspunkt udgør

kriterierne for at have status af stormagt, da det netop er de kriterier, der konstituerer stormagterne

med en favorabel identitet.


Stormagtsidentitet er imidlertid en kompleks størrelse med multiple kriterier. For det første er det

muligt at se stormagtsidentitet som dels en slags typeidentitet, der dermed er et eksempel på det

beskrevne forhold, at bestemte typeidentiteter nyder større international legitimitet og prestige end

andre. Typeidentiteter er som nævnt kategorier af stater, der deler visse intrinsiske eller præsociale

kvaliteter, der opfattes som meningsfulde i det internationale system. For stormagter har disse

kvaliteter historisk vedrørt såkaldte kapabiliteter, hvor en stormagt med Waltz’ berømte citat kan

defineres som en stat med en høj “score on all of the following items: size of population and

territory, resource endowment, economic capability, military strength, political stability and

competence.” (1979: 131). Denne kapabilitetstilgang til stormagtstatus, som har rødder tilbage til

Weber, har været afsættet for IP-disciplinens realistiske tradition (Neumann 2008: 130).

Med tiden er de intrinsiske kriterier for stormagtsidentitet imidlertid blevet udvidet til mere end kun

materielle kapabiliteter. Brittingham skriver, at “[states] do not simply become great powers once

they reach a particular level of development or military prowess. Being a great power is an identity

that must be enacted by a state, and recognized and reinforced by its peers.” (2007: 85). Stærke

materielle kapabiliteter er altså nødvendige betingelser for at kunne påberåbe sig stormagtsstatus og

udgør dermed kernen i identiteten, men er utilstrækkelige i sig selv, fordi stormagtsidentitet først

konstitueres via en stats efterlevelse af identitetens konstituerende normer og sociale formål, og via

de andre stormagters anerkendelse af dette. Ifølge Brittingham har stormagt længe også handlet om

regimetype, hvor det at udleve en demokratisk regeringsform er blevet et yderligere kriterium for at

blive anerkendt som en stormagt. Dette illustrerer både dynamikken i den sociale konstruktion af

stormagtsidentitet over tid og bekræfter også vores antagelse om, at etablerede stormagter forsøger

at forme kriterierne for ‘stormagt’ for at bevare deres privilegerede sociale status. USA er det nok

tydeligste eksempel: “[The] United States does not view economic and military capabilities as

sufficient (…) To put it simply, the United States has attempted to raise the bar for acceptance as a

great power.” (ibid.: 102). En uddybning af demokratikriteriet findes desuden hos Neumann, som

med afsæt i Foucaults governmentality-tilgang viser, hvordan en ny styringsrationalitet langsomt

udbredtes i Europa fra 1700-tallet, der baserer sig på indirekte frem for direkte styring af borgerne

ved via avancerede midler at fremelske en selvdisciplin, der uden direkte statslig magtanvendelse

får borgerne til at agere i nogenlunde harmoni med statens ønsker. Den styringsform blev gradvist

en ny civilisationsstandard og dermed et kriterium for stormagtsanerkendelse (Neumann 2008: 133,

se også Corry 2013).


For så vidt konstruerer kravene om materielle kapabiliteter, politisk stabilitet og demokrati stormagt

som en typeidentitet, idet de refererer til intrinsiske kvaliteter. Der er dog også centrale aspekter af

stormagtsidentiteten, der bedre kan beskrives som aspekter af en kollektiv identitet, hvilket som

nævnt er en identitetsform, der gør løsningen af kollektive handlingsproblemer mellem stater mulig

gennem altruistisk gruppeidentifikation. Således argumenterer Johnston for, at det at “maximize

status markers as a major power today may require increasingly pro-social behavior, in contrast to

major powers of the past.” (2007: 87). De konstituerende normer for stormagterne som gruppe

handler altså ikke længere blot om nationale karakteristika, men også om staternes internationale

adfærd, hvor en konsensus er opstået om, at det at være en stormagt kræver en ‘proaktiv’ tilgang til

internationale institutioners arbejde for at løse globale problemer, også når dette fordrer accept af

disses indimellem suverænitetsbegrænsende normer (ibid.: 76, 149). Bukovansky et al. uddyber, at

et kriterium for stormagtstatus i dag udgøres af internationalt ansvar, og hvordan accept af et sådant

ansvar derfor er vitalt for at blive anerkendt som stormagt: “Special responsibilities reflect existing

distributions of material power, while at the same time also reconfiguring the social relations of

power within its sundry policy domains” (2012: 5).

Alligevel adskiller stormagtsidentitet sig fra ‘normale’ kollektive identiteter på flere måder. For det

første er en kollektiv identitet almindeligvis knyttet til en afgrænset gruppe stater, som det enkelte

medlem udvider Selvet til at inkludere. Det adskiller sig fra stormagtsidentiteten, der i sit forsøg på

at løse globale problemer forventes at handle på vegne af det internationale samfund som helhed.

Det adskiller sig også ved, at idet stormagter defineres ved en særlig social status, må en stat der ser

sig selv som stormagt forventes at selvidentificere sig mere individualistisk end kollektivistisk, altså

som noget distinkt og særligt mere end som del af en gruppe lignende stater – og sammenligne sig

mere op imod andre stormagter inden for gruppen end op imod andre grupper. Endvidere bruges

kollektiv identitet normalt til at beskrive grupper, hvis samlende princip er en kombination af delte

kendetegn og en følelse af altruistisk fællesskab, hvormed identitetsindehaverne “define the welfare

of the Other as part of that of the Self” (Wendt 1999: 229). En normal kollektiv identitet er altså

defineret ved en kantiansk kultur internt i gruppen, hvilket ikke kan antages altid at være gældende i

kulturen mellem stormagter, der afhængigt af interaktionerne ligeså vel kan antage en lockeansk

eller hobbesiansk form defineret ved henholdsvis rivalisering eller fjendskab.

Selvom det at være en stormagt altså hverken kan defineres som en ren typeidentitet eller kollektiv

identitet, er det en socialt konstrueret identitet. Ligesom typeidentiteter bygger denne på et antal

intrinsiske karakteristika, hvortil der imidlertid kommer et klarere socialt element, der mere minder


om en kollektiv identitet og indebærer udøvelse af selvbeherskelse og accept af ansvar for globale

udfordringer. Her ligger dog også en mulig indre konflikt for stormagter, hvis stormagtskriterierne

fordrer modsatrettede adfærdslogikker på et politikområde. I det globale klimaregime må det anses

for en oplagt problematik i form af et muligt skisma mellem incitamenter til at styrke sin økonomi

og sit omdømme som klimamæssigt ansvarlig.

Figur 2: Særlige stormagtskriterier og -forventninger

Opsummerende bør vi forudse, at stater der ser sig selv og ønsker at anerkendes som stormagter vil

have en adfærd, der er påvirket af, at de kærer sig særligt meget om at bevare og helst styrke deres

økonomiske velstandsniveau, militære kunnen, politiske stabilitet og demokratiske profil, samt at

udvise—eller i alt fald fremstå som udvisende—ansvarlig og pro-social international adfærd. Stater

der opfatter sig som stormagter bør derfor ventes at ønske at blive set som ansvarlige internationale

ledere. De vil samtidig opfatte sig som noget distinkt og særligt og sammenligne sig individualistisk

med de øvrige stormagter snarere end kollektivistisk med andre grupper. Figur 2 illustrerer. På

klimaområdet må det betyde, at en stat, der opfatter sig selv som en stormagt, vil forsøge at fremstå

som særligt bidragende til den internationalt anerkendte løsning på klimaforandringerne. Det giver

anledning til specialets første arbejdshypotese:




Stormagts-identitet

Stærke kapabiliteter

Politisk stabilitet

Demokrati

Pro-social adfærd

Særligt globalt ansvar

Individualistisk selvforståelse

Intrinsiske kriterier

Sociale kriterier


Argumentet bag hypotesen er, at stormagters adfærd ligesom andre staters må være formet af deres

bagvedliggende identiteter, der betinger deres interesseformationer og adfærdsdispositioner. Det

følger heraf, at en adfærdsændring, der ikke er forklarlig ud fra materialitet alene må være delvist

foranlediget af identitetsmæssige ændringer. I den logik giver hypotesen en plausibel forklaring på

puzzlet, som kan efterprøves.

Identitet er dog som nævnt en ganske robust kvalitet, og identitetsændringer kræver derfor typisk

særlige omstændigheder. For stormagter kan vi identificere to plausible veje til identitetsændring,

der ville kunne forklare Kinas skifte, og begge disse illustrerer vigtigheden af det internationale.

For det første er socialisering som allerede beskrevet en potentiel årsag til identitetsændring. I en

stormagtsammenhæng må det dog tilpasses til, at det primært er de andre stormagter, der udgør den

relevante gruppe, der potentielt vil kunne socialisere en given stormagt. Vores argument er her som

ovenfor, at for stormagter er en vital ambition at (vedblive at) indfri kriterierne for stormagt, både

de materielle og sociale. Hvis de andre stormagter ændrer deres forventninger til en etableret eller

opstigende magt, må vi derfor under de rette forhold forvente en modtagelighed over for dette. De

andre stormagter kan således have socialiseret Kina til at påtage sig en stormagtsidentitet. Det er

vores tilpasning af Johnstons pointe om, at det der afgør, hvilken gruppe, der er relevant for en stat,

er at “it is the social norms of this particular audience that matter (…). If, say, an actor completely

rejected the social norms of a particular group, then (…) it could not generate [socialization, red.]

effects.” (2007: 86). Det er usandsynligt, at en stormagt vil påvirkes af ikke-stormagter, idet disse

ikke vil opfattes som ligeværdige eller har en social højstatus at anvende. Med Wendts ord: “Not all

Others are “significant” Others. But where there is an imbalance of relevant material capability

social acts will tend to evolve in the direction favored by the more powerful.” (1999: 331).

Samtidig må man forvente, at stormagter vil bruge flere ressourcer på at søge at socialisere andre,

herunder andre (opstigende) stormagter, end en standard rationel nyttekalkule ville foranledige. Det

er således både i stormagters interesse at styrke den eksisterende normative globale orden eller søge

at tilpasse den til egen fordel, og en måde at maksimere statusmarkører og opnå kognitivt velvære

ved at udvise internationalt ansvar via socialisering af afvigende stater. Dog må det også forventes,

at en (opstigende) stormagt i højere grad end almindelige stater vil anfægte en norm, som andre

stormagter forsøger at socialisere den til at efterleve, hvis den opfattes som stridende imod statens

interesse i at opnå eller bevare sin status som stormagt.

En anden mulig årsag til identitetsændring hos stormagter, som vi tilpasser fra Legro (2007), er når

en stormagts tidligere udenrigspolitiske identitet eller ideer om det rette forhold til det internationale

system genererer nogle stærkt uønskede sociale og/eller materielle konsekvenser, der bringer dens


status som stormagt i fare. Legro tager afsæt i konstruktivismens socialinteraktionistiske antagelser

om staters identitets- og interesseformation, men fokuserer på en identificeret mangel i teorien om,

hvornår sådanne identitetsforandringer er mest sandsynlige. Hans argument, baseret på analyser af

historiske ideskifter hos stormagter, er at en stats identitet eller konstitutive ideer på et givet

udenrigspolitisk eller internationalt område genererer nogle kollektive forventninger, der fungerer

retningsgivende for denne stats internationale adfærd. En statsidentitet består således af en række

kollektive—ikke subjektive—ideer, der begrænser selv statsledernes handlerum, og den kan derfor

ikke manipuleres af enkeltpersoner, men ændres i interaktioner med det internationale system. Hvis

en stats kollektive forventninger kolliderer med den virkelige verdens begivenheder på en tilpas

uønsket måde i form af chok eller i mere trinvist negative udviklinger, kan der opstå et incitament

eller ligefrem pres for at udskifte disse forhenværende ideer, der således kan kollapse. Det kræver

dog, at det er muligt at opnå enighed om et alternativ, og typisk også at dette alternativ konsolideres

gennem en form for initial succes, der kan fungere internt overbevisende (Legro 2007: 15). Hertil

kommer Legros betoning af, at ide- eller identitetsændringer er internationale fænomener, hvor

andre stater ofte er medvirkende årsag til idekollaps i en stat – f.eks. gennem deres anvendelse af

materielle kapabiliteter eller sociale status. Det relative styrkeforhold såvel materielt som socialt

mellem stater indvirker altså på sådanne ideationelle forandringsprocesser (ibid.: 40), hvilket efter

vores mening gør Legros pointer forenelige med Johnstons og med vores udvikling af en specifik

stormagtskonstruktivisme. Dermed kan vi nu formulere vores anden arbejdshypotese, som sammen

med H1 udgør en plausibel forklaring på puzzlet og besvarelse af problemformuleringen, og som

derfor danner afsæt for udformningen af vores undersøgelsesdesign: H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra



3.4 Opsummering af stormagtskonstruktivismen Legros indsigter afslutter vores udvikling af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme, som vi af

heuristiske hensyn illustrerer i Figur 3. Stormagter adskiller sig fra andre stater ved at besidde en

særlig social status, som de konstitueres med via deres indfrielse af de internationalt anerkendte

stormagtskriterier, som i en given historisk periode dominerer. På nuværende tidspunkt handler det

om kapabiliteter, politisk stabilitet, demokratisk styre og pro-social, ansvarlig international adfærd.

Et kinesisk skifte hen imod en selvforståelse som stormagt og et manglende indisk ditto ville derfor

forklare divergensen i deres klimaindsatser. Et sådan skifte burde være synligt ved, at Kina i højere


grad end tidligere drives af at styrke sin indfrielse af både intrinsiske og sociale stormagtskriterier,

samt i højere grad end tidligere ser sig selv som noget særligt og sammenligner sig individualistisk

med andre stormagter.

Vi forventer endvidere, at en sådan identitets- og adfærdsændring ville have krævet noget særligt,

og at mulige årsager er socialisering udført af en eller flere andre stormagter og/eller idekollaps som

resultat af en negativ kollision mellem de kollektive forventninger, som Kinas tidligere identitet

medførte, og de virkelige konsekvenser, som identiteten reelt forårsagede.

Figur 3: Illustration af stormagtskonstruktivistisk teoriramme

3.5 Forskelle fra lignende teorirammer Inden vi går videre til vores operationalisering af stormagtskonstruktivismen i et konkret metodisk

design, diskuterer vi kort, hvordan vores teoriramme adskiller sig fra lignende tilgange.

Vores stormagtskonstruktivistiske ramme har visse lighedstræk med realistisk konstruktivisme, der

typisk forbindes med J. Samuel Barkin, men som andre også har tilsluttet sig (f.eks. Brittingham

2007). Både vores stormagtskonstruktivisme og den realistiske konstruktivisme gør det muligt at

have øje for såvel materielle som ideationelle faktorer og at forstå både altruistisk og magtfokuseret

statsadfærd. Der er dog væsentlige forskelle imellem de to tilgange. For det første er realistisk

konstruktivisme et forsøg på at forene realismen og konstruktivismen, selvom teoriens egne

udviklere erkender, at det reelt er umuligt grundet teoriernes forskellige ontologier. Realismens

materialistiske magtfokus er således inkompatibelt med konstruktivismens fokus på identitet:

“[The] core concepts of the two approaches are orthogonal to each other, located not on different

ends of a dimension (…), but on different dimensions altogether. As such, whatever their

compatibilities, the two approaches remain distinct.” (Barkin 2010: 167). Endvidere er realistisk

Klimapolitisk statsidentitet

KlimaindsatsOpfattet medvirken til den globale indsats for at afbøde klimaforandringerne

Socialisering fra andre stormagter

- (Imitation,)- Social indflydelse el.- Overtalelse

passendehed

Afkræftelse af kollektive

forventninger skabt af forhenværende international identitet og som truer stormagtsstatus

tilbagevirkning


konstruktivisme et forsøg på at udvikle en magtbetonet konstruktivisme for alle stater, hvilket efter

vores mening skaber problemer i forhold til at forstå adfærden hos alle de stater, der ofte ikke synes

at handle ud fra magtdrevet realpolitik.16 I modsætning hertil er vores stormagtskonstruktivisme

udviklet ud fra det argument, at stormagter for hvem materiel magt som fortsat stormagtskriterium

er konstituerende for selve deres identitet og status, er konfronteret med særlige forhold, hvorfor

deres adfærdsdispositioner og handlerum netop ikke er som andres. Dermed er vores teoriramme

ikke et forsøg på at forene grundlæggende ikke-kombinerbare teorier, men en specialiseret teori, der

til fulde baserer sig på konstruktivistiske pointer, og som samtidig ikke har et problem med ikke at

kunne forklare ikke-stormagters adfærd, da de netop ikke er teoriens fokus. Dette gør i vores optik

stormagtskonstruktivismen overlegen sammenlignet med realistisk konstruktivisme.

Stormagtskonstruktivismen har også fællestræk med Engelsk Skole (ES), der typisk ser stormagter

som en klub af stater, hvis medlemmer er “recognised by others to have, and conceived by their

own leaders and peoples to have, certain special rights and duties” (Bull 1977: 196). I lighed med

vores teoriramme ser ES altså stormagt som et socialt fænomen skabt i statslig interaktion frem for

et materielt faktum (ibid.: 194). ES kan dog kritiseres for at have et relativt konstaterende forhold til

staters identiteter og interesser og er således ikke egnet til at undersøge ændringer i disse, sådan

som et konstruktivistisk perspektiv er. Derfor er ES uegnet til at besvare specialets puzzle.

16 F.eks. de skandinaviske lande, Canada, Bhutan og efterkrigstidens Japan.

Forskningsdesign og anvendte metoder | 41

4 Forskningsdesign og anvendte metoder

I dette afsnit beskriver og diskuterer vi specialets forskningsdesign og anvendte metoder, der udgør

vores operationalisering af en analysestrategi, som kan besvare specialets problemformulering ved

at undersøge de to arbejdshypoteser udledt fra den stormagtskonstruktivistiske teoriramme og vores

videnskabsteoretiske afsæt i scientific realism. Forskningsdesignet er således på en og samme tid

udledt fra vores teoretiske ramme, og samtidig gennem de opnåede analyseresultater en anledning

til at reflektere over og potentielt tilpasse teorien. Afsnittet tjener den funktion at præsentere så

gennemsigtigt som muligt, hvordan vi når specialets konklusioner, så læseren har mulighed for at

forholde sig kritisk til den metodiske fremgangsmåde og de selvsamme konklusioner. Samtidig gør

kapitlet det muligt for den kritiske læser—i alt fald i princippet—at eftergøre vores analyse. På den

måde har afsnittet såvel et operationelt-informativt som et forskningsprincipielt sigte.

Nærværende metodekapitel og den efterfølgende analyse er derfor struktureret efter specialets to

arbejdshypoteser, som Figur 4 illustrerer, og som dette kapitel uddyber.

Figur 4: Illustration af sammenhængen mellem specialets arbejdshypoteser, empiri og metoder

I det følgende præsenterer vi igen kort vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, og hvordan dette

har guidet specialets forskningsdesign. Derefter præsenterer vi vores empiri, operationalisering af

kernebegreber og analysestrategi for hver af de to overordnede analysedele, som via forskellige

Mixed Methods-designs undersøger henholdsvis vores første og anden arbejdshypotese gennem en

komparativ analyse af Kina og Indien. Dernæst beskriver vi specialets empiriske problemstillinger i

AN

ALY

SED

EL 1

Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan forklares

med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en stormagtsidentitet,

hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.

Kina:Nationale klimapolitiske dokumenter.

Udtalelser fra statsrepræsentanter.

Indien:Nationale klimapolitiske dokumenter.

Udtalelser fra statsrepræsentanter.

Integreret indholdsanalyse mhp. at afdække Kinas artikulerede klima-politiske statsidentitet 2004-2015.

HYPOTESE EMPIRI METODE

AN

ALY

SED

EL 2

Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra


konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for

Indien.

Kina:Interviews, avisartikler,

sekundær litteratur, anden data.

Kongruensanalyse mhp. at afdække evt. betydning af socialisering hhv. negativ

kollision ml. identitetsskabte forventninger og reelle konsekvenser

Integreret indholdsanalyse mhp. at afdække Indiens artikulerede klima-politiske statsidentitet 2004-2015.

Kongruensanalyse mhp. at afdække evt. betydning af socialisering hhv. negativ

kollision ml. identitetsskabte forventninger og reelle konsekvenser

Indien:Interviews, avisartikler,

sekundær litteratur, anden data.

42 | Forskningsdesign og anvendte metoder

forhold til især kildekritik, samt hvordan vi håndterer disse. Til sidst reflekterer vi over den samlede

kvalitet af vores forskningsdesign.

4.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt og forskningsdesign Som nævnt placerer vi os med vores afsæt i den moderate konstruktivisme i en videnskabsteoretisk

position, der kaldes scientific realism, og som antager, at den sociale verden eksisterer uafhængigt

af vores forsøg på at undersøge den, men at centrale aspekter af den virkelighed ikke er direkte

observerbare. Via den abduktive inferenslogik er det derfor forskerens opgave at undersøge disse

uobserverbare fænomener ved at tage udgangspunkt i effekter og mønstre, som de giver anledning

til, og som er observerbare (Wendt 1999: 62). Abduktiv logik handler om at slutte fra observerbare

data til forklaringer på de dybereliggende fænomener og sammenhænge ved at generere plausible

hypoteser om årsagerne til de observerbare data, som derefter kan undersøges (Jackson 2011: 83).

Selvom vi altså antager, at verden eksisterer ‘objektivt’, vil vores forsøg på at skabe viden om den

altid bygge på fortolkning og derfor altid producere en objektivitet betinget af en specifik social

kontekst og meningssammenhæng.

Den abduktive logik er både det, der gør scientific realism til en realiserbar ontologisk position, og

udgangspunktet for vores konkrete forskningsdesign, da den abduktive metode netop fungerer ved

at tage afsæt i et puzzle som vores. Schwartz-Shea og Yanow skriver, at “abductive reasoning

begins with a puzzle, (…) and then seeks to explicate it by identifying the conditions that would

make that puzzle less perplexing and more of a “normal” or “natural” event. In this puzzling-out

process, the researcher tacks (…) back and forth in iterative–recursive fashion between what is

puzzling and possible explanations for it” (2012: 27). Denne sidste beskrivelse af abduktion som

vekselvirkning mellem teori og empiri er nok den mest udbredte opfattelse af, hvad logikken

indebærer, men bør mere ses som en praktisk følge af den grundlæggende epistemologiske pointe

om at kunne inferere fra observerbare mønstre til underliggende uobserverbare fænomener: “[The]

effort to resolve the puzzle and make the theory-event (…) contrast less anomalous is what

’abducts’ the researcher’s reasoning” (ibid.: 29). Et puzzle-drevet forskningsprojekt starter altså

med identificeringen af en kontrast mellem et empirisk forhold og en teoretisk forventning. Den

underliggende logik i vores konkrete puzzle er komparativ, da Kina og Indiens sammenlignelighed

på relevante ‘tredjevariable’ såsom traditionel klimapolitisk position, økonomisk vækst, status som

netto-energiimportør, grad af klimasårbarhed samt allerede oplevede klimaforandringer både er

årsagen til, at vi ser deres nu øjensynligt divergerende klimaindsatser som forundrende og selve

udgangspunktet for meningsfuldt og internt validt at lave en komparativ analyse af dem (Andersen


2010: 110; George og McKeown 1985). Denne logik betyder dog ikke, at vi har udvalgt Kina og

Indien ud fra en komparativ case-logik, for i vores abduktive ramme er de to ikke udvalgt som

eksempler på en større population af lignende cases, til hvem resultaterne kan generaliseres, sådan

som tankegangen er i en typisk case-udvælgelsesproces (Seawright og Gerring 2008: 294). Puzzlet

og dermed specialet vedrører alene Indien og Kina, og vi opfatter det som tilstrækkeligt interessant i

sig selv til at berettige undersøgelsen. Valget af de to lande følger således uvilkårligt af puzzlet:

“[A] very different style of case study (so-called) aims to elucidate features specific to a particular

case. Here the problem of case selection does not exist (…), for the case of primary concern has

been identified a priori.” (ibid.: 296). Generalisering er derfor ikke et primært formål med vores

abduktive metode: “Unlike inductive (and deductive) reasoning, (…) the explanations it generates

are as situated as the puzzle with which it begins” (Schwartz-Shea og Yanow 2012: 28). Vores

begrænsede generaliseringsevne bør altså ikke som en metodisk svaghed, fordi maksimering af

ekstern validitet ikke er centralt for os. På metateoretisk plan kan specialet dog måske bidrage til

bedre viden om, hvorvidt vores stormagtskonstruktivisme kan bruges som teoretisk udgangspunkt

for at forstå lignende puzzles, men vores kontekstsituerede tilgang gør det umuligt at slutte, om

Kinas eller Indiens konkrete identitetskonstruktioner antageligt kan genfindes hos andre stater.

4.2 Analysestrategi for første analysedel: Integreret indholdsanalyse I analysens første halvdel undersøger vi vores første arbejdshypotese ved hjælp af en integreret

indholdsanalyse af centrale dokumenter fra Kina og Indien i perioden 2004-2015. Det overordnede

princip for vores indsamling af dokumenter har været at indsamle og producere et udtømmende

empirigrundlag, der gør det muligt at vurdere, om den teoretisk informerede hypotese fremstår som

en plausibel forklaring på vores puzzle. Da identitet som nævnt ikke kan observeres direkte, er

dataindsamlingen gjort for at indsamle empiri, der kan give indblik i det uobserverbare, og vi har i

denne proces støttet os til vores epistemologiske udgangspunkt i scientific realism og den abduktive

inferenslogik om muligheden for at afdække latente fænomener gennem deres observerbare

manifestationer. Dette er netop udgangspunktet i indholdsanalysen som metode, hvor man ud fra

indholdet i tilgængelige tekster infererer om uobserverbare fænomener (Krippendorff 2004: 38).

For at operationalisere og få indblik i Kinas og Indiens klimapolitiske statsidentiteter har vi fulgt

Wendts (1999: 366) pointe om, at staters identiteter er “narratives of who they are” og Legros

argument om, at en stats dominerende idéer om sig selv, sit formål, sin rolle og relationer til andre

aktører på et givet område kan udledes fra nationale dokumenter og udtalelser fra statsledere og

statsrepræsentanter—det vil sige i den officielle diskurs (2007: 42; 183). Vi har derfor indsamlet

Kinas og Indiens nationale klimapolitiske dokumenter i perioden 2004-2015 og suppleret disse med


udtalelser i samme tidsrum fra relevante repræsentanter såsom ministre eller delegerede ved de

internationale klimaforhandlinger. Vi baserer vores argument om anvendeligheden af det materiale

til at afdække Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter på flere forhold.

For det første antager vi, at de nationale klimapolitiske dokumenter må reflektere løbende udfald af

en kontinuerlig proces, som hvert lands politiske system har undergået for at kunne definere sin

selvforståelse og dermed formulere en officiel position i relation til løsningen af klimaproblemet.

Det gør i vores optik disse dokumenter til gode primærkilder i forhold til at undersøge henholdsvis

Kina og Indiens identitet på klimaområdet (Klotz og Lynch 2007: 17). Samtidig er det årsagen til, at

vi har fravalgt alternative kilder såsom ytringer fra civilsamfundet eller klimapolitiske diskussioner

i aviser eller lignende. Selvom sådanne kilder også kunne bruges som udtryk for diskurser på

klimaområdet i et givet land, kan de ikke bruges som udtryk for den officielle diskurs. De nationale

dokumenter, som vi anvender, kan derimod antages at reflektere udfald af en fortløbende proces,

hvor elementerne i en bestemt klimapolitisk statsidentitet artikuleres og konsolideres og herefter vil

gennemsyre de officielle dokumenter. Dette indebærer ikke nødvendigvis fuld national enighed om

disse elementer, men at de har opnået en sådan grad af accept, at de kan siges at reflektere en

statsidentitet på området. For det andet er nationale klimapolitiske dokumenter offentligt

tilgængelige, hvilket af ressourcehensyn gør dem attraktive for os. At begge lande først begyndte at

producere reelle nationale klimapolitiske dokumenter i 2004 og kun har fremstillet et begrænset

antal siden gør desuden, at vi ikke bekymrer os om, hvorvidt vores dokumentstikprøve udgør et

repræsentativt udsnit af den officielle diskurs relateret til klimapolitik. Vi analyserer med andre ord

den fulde population af relevante tekster (Krippendorff 2004: 113). Endelig har Kina og Indien

offentliggjort mange af disse dokumenter tidsmæssigt tæt på hinanden, hvilket gør det muligt for os

at sammenligne eventuelle udviklinger i deres klimapolitiske identitetskonstruktioner diakront.

Bilag 1 giver en oversigt over det samlede tekstmateriale. I alt har vi til indholdsanalysen analyseret

35 kilder (904 sider) for Kina og 21 kilder (786 sider) for Indien.

At udsætte den empiri for en integreret indholdsanalyse giver os mulighed for at reducere data til et

antal analyserbare enheder og derigennem undersøge både mere manifeste mønstre i, hvordan hvert

land beskriver sig selv og sin rolle i det internationale klimaregime, og simultant foretage en

dybere, fortolkende analyse af mere latent indhold i disse beskrivelser, dvs. af de underliggende

identitetselementer. Det gør det muligt for os at undersøge, om Kinas klimapolitiske statsidentitet

som forventet bevæger sig hen imod en selvforståelse som stormagt, mens Indiens ikke gør, ved at


afdække karakteren af og forholdet mellem artikulerede type-, rolle- og kollektive identitetsaspekter

over tid (Wendt 1999: 229).

Det kvantitative aspekt af vores indholdsanalyse gør os i stand til at identificere nogle systematiske

mønstre i hvert lands klimarelaterede kommunikation, der kan danne basis for følgeslutninger om

deres underliggende identiteter. Den kendteste definition er således, at kvantitativ indholdsanalyse

er en “research technique for the objective, systematic and quantitative description of the manifest

content of communication.” (Berelson 1952, citeret i Bryman 2008: 274). Det særlige i denne type

tekstanalyse er en regelbaseret kodeproces, hvor ord og/eller tekststykker i et tekstuelt råmateriale

kodes som tilhørende i bestemte kategorier, som så kan præsenteres kvantitativt. Det maksimerer

muligheden for valide slutninger ved at mindske risikoen for, at forskerens egen forforståelse leder

til ikke-understøttede fortolkninger (Bryman 2008: 275; Krippendorff 2004: 18-19). Dette betyder

dog ikke, at kvantitativ indholdsanalyse ikke baserer sig på fortolkning, blot at denne fortolkning

støttes så meget som muligt af mønstrene i det manifeste tekstindhold. Vi følger her Krippendorffs

argument om, at kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse reelt er to sider af samme sag, fordi

“[ultimately], all reading of texts is qualitative, even when certain characteristics of a text are later

converted into numbers” (2004: 16). Vores integrerede indholdsanalyse er derfor motiveret af at

kunne foretage dyberegående fortolkninger af vores empiri, men undgå, at disse fortolkninger har

“no backing except by the authority of the researcher” (ibid.: 39).

Vi opererer altså med den grundsætning, at tekster nødvendigvis må fortolkes og kontekstualiseres

for at skabe meningsfuld viden, men at de fortolkninger bør substantieres for at sikre, at forskerens

egne forventninger ikke fører til uunderstøttede empirilæsninger, og at en sådan underbygning

delvist kan opnås ved at holde fortolkningerne op imod kvantitative tekstsammenfatninger såsom

størrelsen af og forholdet mellem frekvenserne, hvormed bestemte ord eller budskaber ytres i en

given tekst. Logikken er for eksempel, at frekvensen af et bestemt ord udtrykker dets saliens for

kommunikatøren, eller at frekvensen af to ords samforekomst vidner om deres opfattede association

(ibid.: 90).

På den måde kan de kvantitative og kvalitative aspekter af vores integrerede indholdsanalyse siges

at fungere som metodiske kontroller af hinanden. Den kvalitative del kan sikre, at kun substantielt

meningsfulde kvantitative repræsentationer tillægges signifikant betydning, mens den kvantitative

kan sikre, at de kvalitative fortolkninger af tekstens latente mening har nok grundlag i teksten selv.

Eskjær og Helles (2015: 131) skriver, at “de kvantitative fund kan krydstjekkes med kvalitative

analyser”, og Berg (2001: 242) formulerer det således: “[Content] analysis is (…) a passport to

listening to the words of the text, and understanding better the perspective(s) of the producer of


these words”, hvorfor man bør anvende “a blend of qualitative and quantitative analysis”, der kan

“examine ideological mind-sets (…) and similar phenomena, while grounding such examinations to

the data.” En integreret tilgang bør altså maksimere validiteten af vores fortolkninger. Det skal dog

ikke forstås som en ide om at kunne opnå en fuldt validerbar analyse, hvilket er umuligt i analyser

af ikke-observerbare fænomener (Krippendorff 2004: 18).

Den kvalitative del af vores indholdsanalyse er altså mere fortolkningspræget end den kvantitative,

hvilket vi har fundet naturligt i en analyse af et så komplekst forskningsobjekt som identitet, hvor

“[meaning] is not always manifest and clear at first sight. Sometimes it is necessary to read a text

in more detail to determine what exactly it means. Some aspects may appear only once in a text.

This does not necessarily imply that such aspects are less important than aspects that are

mentioned more frequently” (Schreier 2012: 13). Dette aspekt af vores integrerede tilgang giver os

eksempelvis mulighed for ikke kun at anvende såkaldte in vivo-koder, der ordret anvender de

termer som teksten selv gør, men også integrere såkaldt sociologiske konstruktioner, der formuleres

af forskeren på basis af socialvidenskabelig viden, hvormed vores løbende vurderinger af hvad et

tekststykke udtrykker bliver en vigtig del af kodeprocessen. Disse koder kan vi så både behandle

kvalitativt-fortolkende og kvantitativt-analyserende. Samtidig giver den kvalitative del af analysen

os mulighed for at anlægge en mere åben kodetilgang, end kvantitativ indholdsanalyse normalt

tillader. Selvom vi inden kodningen kunne identificere et antal spørgsmål til teksternes indhold på

baggrund af vores stormagtskonstruktivisme og herudfra formulere et antal koder og forventninger

til bestemte ord- og sætningsfrekvenser, har vi også haft et behov for at kunne ‘lade data tale’ i en

abduktiv proces baseret på også empiridrevet kodning (Jakobsen og Harrits 2010: 179; Schreier

2012: 89).17 Til et sådan formål er en rent kvantitativ indholdsanalyse uegnet, i modsætning til en

integreret tilgang, der også inkluderer et kvalitativt aspekt og er åben for ændringer i kodeskemaet

for at opnå en udtømmende analyse.

Vi tilslutter os altså Allans (2016: 32-34) argument om, at intersubjektivt fokuserede tilgange til at

undersøge identitet er bedre end objektivistiske og subjektivistiske tilgange, da disse er uegnede til

at afdække det afgørende intersubjektive aspekt af identitet. Intersubjektive tilgange er bedre, idet

de netop studerer “identities from their traces in the common stock of knowledge”, hvilket vil sige i

offentligt tilgængelige tekster. Der er dog ifølge Allan udfordringer med de typiske intersubjektive

tilgange. Den rent kvantitative indholdsanalyse formår ikke at tilpasse sig induktivt i løbet af

kodeprocessen og har svært ved at indfange teksters mere subtile mening, mens rent fortolkende

17 For eksempel har vi ikke kunnet formulere antagelser om det specifikke indhold af Kinas eller Indiens klimapolitiske statsidentiteter udover det foranlediget af indsigterne opnået i litteraturgennemgangen.


tilgange såsom diskursanalyse har udfordringer med at sikre tilfredsstillende reliabilitet. Efter vores

opfattelse løser en integreret indholdsanalyse disse udfordringer ved at kombinere det bedste fra

mere reliable og mere valide tilgange. Tabel 2 illustrerer vores tilgang sammenlignet med andre

tilgange til at studere statsidentitet.

Tabel 2: Tilgange til empiriske studier af statsidentitet Objektivistiske

analyseenheder Subjektivistiske analyseenheder

Intersubjektive analyseenheder

Præteoretiserede kategorier

Demografisk analyse Surveys med lukkede spørgsmål

Kvantitativ indholdsanalyse

Induktivt-skabte kategorier

— Surveys med åbne spørgsmål

Etnografisk analyse Diskursanalyse

Abduktion (præteoretiserede og induktive kategorier)

— — Integreret indholdsanalyse

Tilpasset fra Allan 2016: 32

I modsætning til nogle integrerede tilgange, hvor man går sekventielt frem og for eksempel først

foretager en kvantitativ og derefter en kvalitativ analyse, anvender vi altså de to tilgange simultant i

én samlet analyse for derved at maksimere både validitet og reliabilitet. Vores fokus på fortolkning

og kontekstspecificitet gør dog, at vi ultimativt prioriterer validitet over reliabilitet, hvilket giver sig

udslag i vores valg af en mere åben kodeproces end i en typisk rent kvantitativ tilgang. Det betyder

også, at det ikke ville give mening at foretage en striks interkoderreliabilitetstest, som kvantitative

analyser ofte benytter sig af, da disse tests er udviklet til lukkede kodetilgange. Vi opfatter derfor

ikke fraværet af en sådan test som en svaghed i vores design, men en naturlig konsekvens af vores

epistemologi. Her positionerer vi os som eksempelvis Schreier (2012: 16), der argumenterer for, at

indholdsanalyser fokuseret på latent mening må vægte validitet før reliabilitet, hvorfor det ikke altid

giver mening at kvantificere interkoder-enigheden. Eskjær og Helles (2015: 131) fremfører et

lignende argument: “I den integrerede indholdsanalyse vil brugen af kvantitative og kvalitative

metoder ofte være asymmetrisk vægtet, således at den ene af de to tilgange er den bærende eller

dominerende i analysen.”

4.2.1 Konkret udførelse af den integrerede indholdsanalyse

Det første trin i vores integrerede indholdsanalyse har været at afgrænse (det kvalitative aspekt af)

analysen til de dele af teksterne, som vi har vurderet relevante for problemformuleringen (Schreier

2012: 81-82). Det indebærer, at vi f.eks. ikke har koncentreret os om afsnit, hvori det beskrives,

hvilken styrelse under et ministerium, der har ansvar for en konkret opgave, medmindre vi har


vurderet det som salient, at det pågældende ansvar lægges et bestemt sted frem for et andet.18 Det

næste trin har været at udvikle et kodeskema for at muliggøre en analyse af vores data. En af de

vigtigste aspekter i indholdsanalyse er, at kodningen skal fungere datareducerende, således vi gør

datamaterialet mere analyserbart end i sin rå form (ibid.: 5). Selvom vi har haft som formål at

foretage dybdegående analyser af tekstmaterialet for at analysere Kinas og Indiens klimapolitiske

statsidentiteter, har vi set det som en forudsætning for at kunne foretage denne analyse at nedbryde

teksterne i mindre kodeenheder, der reducerer materialets kompleksitet – også fordi vores primære

interesse jævnfør arbejdshypotesen er at afdække eventuelle identitetsforandringer over tid, hvilket

har gjort datamaterialet relativt omfattende. Vi har derfor udviklet vores kodeskema, så det alene

omfatter koder, der reducerer data, dvs. som kategoriserer sætninger, beskrivelser, metaforer osv.19

Vi har generelt ikke kodet enkeltord alene, idet dette for det første ikke fungerer datareducerende,

og fordi vi til analysen har benyttet NVIVO, der let kan håndtere kvantitativ analyse af enkeltords

forekomster. Sådanne ord kan kun meningsfuldt analyseres kvantitativt, da det kvalitative aspekt af

analysen har behov for at se ordene i deres kontekst.

I kodeskemaet har vi haft fokus på flere ting. For det første har vi foretaget en såkaldt assertions

analysis (Krippendorff 2004: 45) for at afdække, hvordan bestemte objekter beskrives i teksterne.

For eksempel har vi villet afdække, hvordan Kina og Indien karakteriserer sig selv og andre stater,

om og hvordan de betoner type-, rolle- eller kollektive identitetselementer, samt om beskrivelserne

bekræfter vores teoretiske forventning om, at Kina har bevæget sig hen imod en stormagtsidentitet

og derfor i kontrast til Indien bekymrer sig særligt om andre stormagter og om at indfri kriterierne

for stormagt. Vi har fokuseret på prædikater (adjektiver, adverbier og verber), og hvordan disse

artikulerer henholdsvis Indien og Kina med bestemte identiteter og differentierer dem fra andre

stater (Doty 1993: 306). Specifikt har vi fokuseret på tre elementer: om bestemte aspekter af en

artikuleret identitet vurderes positivt, negativt eller neutralt (valens), om forskellige fremtidige

aspekter af identiteten ønskes opnået eller undgået (aspiration vs. aversion) og hvordan signifikante

andre beskrives (eksempelvis andre stormagters ideer og adfærd i dag eller egne tidligere ditto)

(Hopf og Allan 2016: 216).

For det andet har vi haft fokus på absolutte og relative frekvenser af bestemte nøgleord over tid,

hvoraf nogle er udledt teoretisk fra vores stormagtskonstruktivisme, fra konstruktivismens pointer 18 Det betyder, at den kvalitative del af indholdsanalysen kun beskæftiger sig med de dele af teksterne, som vi har vurderet som relevante, mens den kvantitative del også beskæftiger sig med resten af teksterne i de optællinger, der beskæftiger sig med specifikke ord. Vi ser dog ikke dette som et problem, idet logikken i den kvantitative del ikke er så kontekstbundet som i den kvalitative, men pointerer, at der er information at hente i et ords samlede forekomst i en tekst, f.eks. om den vigtighed, som forfatteren har tildelt det. 19 Kodeskemaet findes i Bilag 2.


generelt eller de opnåede indsigter fra den tidligere litteraturgennemgang, mens andre har vist sig

som nøgleord i takt med analyseprocessen. Tabel 3 opsummerer indholdsanalysens fokuspunkter.

Tabel 3: Primære fokuspunkter i den integrerede indholdsanalyse Assertions analysis Kvantitativ og kvalitativ kodningsbaseret analyse med afsæt i prædikater og

beskrivelser knyttet til henholdsvis Kina og Indien samt forskellige Signifikante Andre, med fokus på artikuleret valens og aspiration/aversion

Analyse af nøgleord Abduktiv-kvantitativ identifikation af nøgleord knyttet til henholdsvis Kina og Indien på klimaområdet med fokus på absolutte og relative frekvenser

4.3 Analysestrategi for anden analysedel: Kongruensanalyse I analysens anden del undersøger vi vores anden arbejdshypotese. Som analysen vil demonstrere, er

denne sidste analysedel relevant, da vi kan bekræfte vores første hypotese. Vi undersøger hypotesen

via en kongruensanalyse baseret på et triangulerende studie af forskellige kvalitative (og enkelte

kvantitative) kilder, herunder primært egne interviews, informationer fra avisarkiver, sekundære

kilder i form af eksisterende empirisk forskning samt andre brugbare datakilder. Samtidig anvender

vi hvor relevant også indsigter fra den forudgående indholdsanalyse. Logikken i kongruensanalysen

er at fastslå hypotesens og den underliggende teoris berettigelse ved at specificere og sammenholde

hypotesens forventelige identificerbare implikationer med de tilgængelige og/eller producerbare

empiriske observationer (Annamalai 2010: 210). Metoden minder dermed om den mere udbredte

process-tracing analyse, men adskiller sig især på to vigtige punkter, der gør kongruensanalysen

mere passende for vores formål. For det første er process-tracing baseret på en mere empiricistisk

epistemologi, der ganske vist bygger på abduktion, men som formulerer undersøgelsen af empiriske

observationer i test-termer og derfor stiller krav om, at den empiriske bevisførelse er utvetydig

(Beach og Pedersen 2013: 7). Kongruensanalyse bygger derimod på en fortolkende epistemologi,

der er “much more reflective on the relationship between concrete observations and the plurality of

abstract meanings that can be associated with these observations” (Annamalai 2010: 211), og som

derfor har mere fokus på, hvordan mening eksempelvis konstitueres i sprog og sociale interaktioner.

Denne tilgang passer bedre overens med vores fokus på identitet. For det andet er process-tracing

fokuseret på formulering af konkrete, sekventielle kausalmekanismer, som typisk ikke tillader

tilbagevirkende effekter. Derved udelukker metoden sig fra at kunne undersøge sociale fænomener,

der helt eller delvist bygger på gensidigt konstitutive logikker. Som tidligere nævnt gør det sig

gældende for vores undersøgelsesobjekt, hvor en stats klimaindsats ses som betinget af dennes

bagvedliggende klimapolitiske statsidentitet, men samtidig som udøvende en indflydelse tilbage på

denne gennem de interaktioner med andre stater, som den foranlediger. Kongruensanalyse kræver


ikke en striks sekventiel kausalmekanisme, men er åben for komplekse fænomener, hvilket gør den

mere egnet her: “In congruence analysis, predictions are not limited to the expected covariation

between dependent and independent variables. Instead, predictions (…) should include not only

data-set observations (…) and causal process observations (e.g., sequence of events) but also

predictions about the most important actors, their perceptions, and their motivations” (ibid.).

4.3.1 Strategi for operationalisering og afdækning af socialisering fra andre stormagter

For at undersøge, om Kinas ændrede klimapolitiske statsidentitet er delvist bevirket af socialisering

fra andre stormagter, og om socialiseringsprocesser også har været på spil i Indiens tilfælde, følger

vi i vidt omfang Johnstons (2007) operationalisering. Som behandlet i specialets teoriafsnit findes

socialisering ifølge Johnston i typerne imitation, social indflydelse og overtalelse. Den eventuelle

tilstedeværelse af en af disse socialiseringstyper kan derfor undersøges empirisk via en søgen efter

deres observerbare implikationer. Johnston skriver: “[How] would one know if mimicking, social

influence, or persuasion had led to pro-social/pro-normative behavior (…)? First, (…) one would

have to show that social environments in institutions are conducive to mimicking, social influence,

or persuasion. Second, one would have to show that (…) attitudes or arguments for participation

have indeed changed, converging with the normative/causal arguments that predominate in a

particular social environment, or that they reflected social influence pressures emanating from that

environment. Third, one would have to show that behavior had changed in ways consistent with

these arguments. Finally, one would have to show that material side payments (…) were not part of

the decision to conform to pro-social norms.” (2007: 32). Disse fire punkter sætter rammen om

første del af analysens anden halvdel.

For at undersøge det første parameter om hvilken type socialisering det sociale miljø omkring de

globale klimaforhandlinger er mest befordrende for, fokuserer vi på socialiseringstyperne social

indflydelse og overtalelse, da imitation som nævnt i opgavens teoriafsnit ikke synes passende, fordi

såvel Kina som Indien har været del af de globale klimaforhandlinger siden regimets start og derfor

har kendt dets normer længe. Vi analyserer fire parametre som anbefalet af Johnston (2007: 31, 94):

• Antallet af medlemsstater: Jo flere medlemsstater desto større mulig effekt af social kritik

eller ros og dermed højere sandsynlighed for social indflydelse. Jo færre stater desto større

sandsynlighed for identificering med de andre og derved for overtalelse.

• Beslutningsregler: Hvis de dominerende beslutningsregler er baseret på flertalsafgørelser, og

staternes stemmeadfærd føres til protokol, øges sandsynligheden for social indflydelse, da


stater offentligt kan dømme hinandens adfærd. Hvis de derimod baseres på konsensus, øges

sandsynligheden for overtalelse, idet nødvendigheden af fleksibilitet øges.

• Mandat: Hvis institutionens mandat er forhandling, er social indflydelse mest sandsynligt,

hvorimod overtalelse er mest sandsynligt, hvis institutionens mandat er deliberation, som

kræver mere aktiv overvejelse af hinandens argumenter.

• Repræsentanters autonomi: Jo mere autonome staternes udsendte repræsentanter er, desto

større er sandsynligheden for overtalelse, hvorimod sandsynligheden for social indflydelse

stiger, hvis repræsentanter har begrænset autonomi og derfor i højere grad overfører social

kritik eller ros direkte tilbage til deres statsledelse.

Vi undersøger dette parameter ved at se på de institutionelle omstændigheder omkring de globale

klimaforhandlinger, herunder UNFCCC’s medlemsantal og procedureregler, og ved via læsning af

forskellige kvalitative kilder at afdække graden af autonomi hos Kinas og Indiens forhandlere.

For at undersøge det andet parameter om, hvorvidt Kinas klimapolitiske positioner og argumenter

faktisk har ændret sig som følge af norminternalisering eller socialt pres, og om kontinuiteten hos

Indien eksisterer på grund af manglende socialiseringsforsøg fra Vesten eller på trods af sådanne

forsøg, sammenholder vi nøgleelementerne fra den integrerede indholdsanalyse med information

opnået via især vores afholdelse af en række interviews. Her har vi udvalgt interviewpersoner med

det formål at afdække de dominerende normer i det globale klimaregime, og hvorvidt der synes at

have været socialiseringsforsøg rettet mod Kina og/eller Indien.20 Vores stormagtskonstruktivisme

foranlediger her et fokus på klimaregimets andre stormagter, hvorfor vi har udvalgt repræsentanter

fra de to traditionelle stormagter Frankrig og Tyskland for at undersøge, om henholdsvis Kinas og

Indiens klimamæssige selvbillede er blevet anerkendt af de relevante Andre (Wendt 1999: 224).21 I

udvælgelsen har vi forsøgt at maksimere hver interviewpersons erfaring med de internationale

klimaforhandlinger for at optimere deres udsagnskraft (Ankersborg 2009: 118). Som vi vil uddybe

nedenfor, nødvendiggør vores speciales undersøgelsesfelt dog en kildekritisk tilgang, hvorfor vi har

suppleret med et interview med en forhandler fra et mindre europæisk land for at dobbelttjekke og

kontekstualisere stormagtsrepræsentanternes udtalelser.22

20 Der er således tale om formålsbestemt udvælgelse (Harrits et al. 2010: 161) 21 Vi har forsøgt at opsætte interviews med repræsentanter fra USA’s og Englands forhandlingsdelegationer også, men har efter gentagne forsøg pr. mail og telefon måttet opgive som følge af travlhed eller manglende villighed hos de adspurgte. Fordi der dog har været andre kilder tilgængelige om især USA’s opfattelse af og interaktioner med Kina og Indien, vurderer vi ikke dette som en altafgørende svaghed. 22 Denne triangulering garanterer på ingen måde validiteten af den indsamlede empiri, da vi fortsat ikke kan sikre, at vi formår at afkode og kontekstualisere interviewpersonernes eventuelt strategiske ytringer. Tids- og


Foruden disse repræsentantinterviews har vi også foretaget fire informantinterviews med eksperter

på henholdsvis kinesisk og indisk klimapolitik (Harrits et. al 2010: 162). Ved at interviewe disse

personer ’udefra’ har vi søgt at supplere og dobbelttjekke de oplysninger, som vi opnår ‘indefra’,

hvilket vil sige fra indholdsanalysen og interviewene med de vestlige stormagtsrepræsentanter, samt

at kunne afdække, om Kinas identitetsskifte faktisk skyldes socialisering fra de øvrige stormagter,

sådan som vi forventer teoretisk. Endvidere er det vores ambition at kunne vurdere, om en eventuel

socialisering er sket via overtalelse eller socialt indflydelse. Som det fremgår af Tabel 4, er vores

udvælgelse af informanter sket på basis af tre kriterier for at maksimere deres kildeværdi, hvilket vi

forstår som deres kombinerede evne til at udtale sig kyndigt og dermed maksimalt validt om emnet

samt deres forventede neutralitet og uafhængighed (Ankersborg 2009: 110).23 Vi ser sidstnævnte

som særligt vigtigt, da ledelsen i især Kina er kendt for at udøve kontrol over eksempelvis forskere.

Tabel 4: Kriterier for og operationalisering af informantudvælgelse Udvælgelseskriterium Operationalisering

Maksimering af udsagnskraft (validitet)

1. Informanten skal være så stærk ekspert på området som muligt. 2. Informanten skal have maksimal politisk-kulturel indsigt, operationaliseret som havende samme nationalitet som det land, denne er ekspert på.

Maksimering af troværdighed

3. Informanten skal samtidig være så forventeligt ‘neutral’ som muligt, operationaliseret som besiddende international epistemisk anerkendelse via f.eks. tilknytning til tænketanke, forskningsinstitutioner eller NGO’er uden for henholdsvis Kina og Indien.

Eliteinterviews er relevante i studier som vores, da de giver mulighed for at dobbelttjekke opnåede

indsigter fra andre kilder samt at rekonstruere begivenheder og interaktioner (Tansey 2007: 766).

Desuden er denne interviewtype brugbare i situationer, hvor de relevante aktører har vurderet deres

egne handlinger og overvejelser for sensitive til at dokumentere skriftligt (ibid.: 767), hvilket meget

vel kan være tilfældet for vestlige forhandlere, hvis de har begivet sig ud i forsøg på socialisering af

Kina og/eller Indien. Vi antager altså, at hvis de vestlige stormagter har forsøgt at socialisere Kina

og/eller Indien til at efterleve bestemte klimapolitiske normer, vil dette ikke nødvendigvis være

officielt erklæret, men der vil i vores interviews opstå observerbare indikationer på det og på Kinas

og Indiens reaktioner. Den samlede liste af interviewpersoner er præsenteret i Tabel 5. ressourcemæssige omstændigheder taget i betragtning, har vi dog ikke fundet det muligt at begrænse denne risiko yderligere. 23 Med validitet og neutralitet mener vi ikke, at de kan tilbyde endegyldigt sand information, da enhver kilde altid har en tendens og i et vist omfang baserer sig på ophavsmandens subjektivitet og påvirkning fra normer og ideer (se f.eks. ibid.: 88). I stedet mener vi maksimering af kildens indsigt og af sandsynligheden for, at “interviewpersonen efter bedste evne udtaler sig i overensstemmelse med, hvad vedkommende selv opfatter som sandt.” (ibid.: 110).


Tabel 5: Foretagne interviews med referencekoder Interviewtype Interview-

varighed Interview-person

Interviewpersons position

Reference-kode

Repræsentant 39.25 Anonym Topforhandler for Tysklands delegation til UNFCCC

AN1 2016

Repræsentant 45.28 Eloïse Divol

Forhandler for Frankrigs delegation til UNFCCC ED 2016

Repræsentant 50.11 Anonym Forhandler for mindre europæisk lands delegation til UNFCCC

AN2 2016

Informant (Indien)

35.54 Navroz Dubash

Senior Fellow ved tænketanken Centre for Policy Research (CPR) og koordinator af CPR’s Climate Initiative. Mangeårig ekspert på indisk klimapolitik og forfatter til flere bøger og forskningsartikler.

ND 2016

Informant (Indien)

55.58 Manish K. Shrivastava

Fellow ved tænketanken The Energy and Resources Institute (TERI), the Science and Climate Change Division. Forsker i klimaforhandlinger og indisk klima- og energipolitik. Forfatter til adskillige forskningsartikler.

MS 2016

Informant (Kina)

41.40 Ranping Song

Developing Country Climate Action Manager ved forskningsinstitutionen og NGO’en World Resources Institute (WRI). Tidligere leder af WRI’s China Climate Program.

RS 2016

Informant (Kina)

45.02 Li Shuo Senior Global Policy Advisor og Kina-ekspert, GreenPeace East Asia.

LS 2016

Da der udelukkende er tale om elite-interviews, har vi forberedt os specifikt til hvert interview ved

at studere interviewpersonens professionelle historie og eventuelle udgivelser, og ved at udarbejde

personspecifikke interviewguides (Zuckerman 1972: 163). Samtidig afholdte vi dog interviewene

semi-struktureret for at give interviewpersonerne mulighed for at forklare og uddybe deres svar,

hvilket er en god ide i elite-interviews, og for at gøre det muligt at følge op på interessante svar

(Aberbach og Rockman 2002: 674). Vi har altså planlagt en bestemt rækkefølge af temaer og

spørgsmål på forhånd, men er forblevet åbne over for ændringer både i rækkefølge og temaer i takt

med interviewets forløb (Kvale 1996: 124). For at give interviewpersonerne et passende indtryk af

interviewets kontekst og formål, foretog vi en briefing inden og debriefing efter selve interviewet

(ibid.: 127). For at skabe en naturlig stemning og samtidig muliggøre korrekt transskribering uden

informationstab, optog vi hvert interview med interviewpersonens tilladelse (Aberbach og Rockman

2002: 657: Zuckerman 1972: 169). For nogle interviewpersoner kan det skabe en grad af utryghed,

men det er sjældent tilfældet for eliter (ibid.) og var heller ikke vores oplevelse. Endelig prioriterede

vi at få så omfattende information som muligt og tillod derfor anonymitet for de to informanter, der

ønskede det.


For at undersøge det tredje parameter om, hvorvidt Kinas adfærd—eller klimaindsats—også reelt

har udviklet sig i overensstemmelse med landets klimapolitiske statsidentitet, og om den ændring i

så fald adskiller sig fra Indiens adfærd, er der behov for en eksplicitering af, hvordan vi forstår og

operationaliserer ‘klimaindsats’. Idet begrebet er vores eget, findes der nemlig ingen umiddelbar

operationaliseringstilgang at tage afsæt i, og da operationalisering af kernebegreber påvirker både

dataindsamling og validiteten af vores analyse, er transparens vital (Sartori 1970: 1052; Adcock og

Collier 2001; Gerring 1999: 361).

Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser er udgangspunktet

for vores puzzle og derfor vigtig at påvise empirisk. I en konstruktivistisk forståelse ville et forsøg

på en ‘neutral’ måling og sammenligning af deres klimaindsatser dog være en meningsløs, naivt

empiricistisk ambition, hvilket beror på to forhold. For det første ville ethvert forsøg på at

sammenligne staters klimaindsatser neutralt nødvendigvis bero på vurderinger af den enkelte stats

socioøkonomiske omstændigheder, egeninteresse i igangsatte klimatiltag mv. At foretage en neutral

måling af landes klimaindsats er derfor umuligt. Nogle forskere har dog alligevel forsøgt sig, og en

kortlægning af disse illustrerer netop deres ufrugtbarhed. Aldy og Pizer (2016: 170) har gennemgået

de indikatorer,24 som hidtil er blevet forsøgt, og de demonstrerer, at ingen indfrier kriterier såsom

indholdsvaliditet, målbarhed og universalitet fuldt ud. Aldy og Pizer må endvidere erkende, at også

den syntese af materielle indikatorer, som de selv foreslår for at etablere en sammenlignelighed

mellem staters indsatser, er hindret af databegrænsninger, manglende konsensus om modellering af

fremtidsscenarier samt umuligheden i at vurdere kontrafaktiske situationer (ibid: 175).

For det andet vil enhver stats ‘indsats’ altid for en konstruktivist handle om graden, hvormed den

indfrier nogle bestemte forventninger og altså være en intersubjektiv størrelse. Schröder skriver om

staters vurdering af hinandens klimaindsats, at “[ultimately,] (…) what constitutes constructive and

responsible behaviour is in the eye of the beholder” (2012: 103). Schröders pointe illustrerer, at

etableringen af et lands klimaindsats altid baserer sig på en social meningskonstitueringsproces

funderet i mere eller mindre fælles normative forventninger til den pågældende stat. Staterne

anvender ganske vist nogle materielle variable og metoder til at vurdere hinandens klimaindsatser,

men den endelige dom sker på grundlag af interstatslige normer om, hvad der udgør passende

adfærd på klimaområdet. Idet disse normer imidlertid netop er normer, er de typisk uskrevne og

derfor altid til debat, hvilket eksempelvis giver sig udslag i debatten om måling, rapportering og

verifikation, der har vist sig i klimaforhandlingerne, hvor der ofte er uenighed mellem landene om

de specifikke standarder til at vurdere hinandens indsatser (Mucci 2012; Bushey & Jinnah 2010).

24 Aldy og Pizer (2016) diskuterer indikatorer som udledningsniveauer, udledningsintensiteter, udlednings-reduktioner, karbonpriser, energipriser og energiskatter samt reduktionsomkostninger.


Alligevel er det substantielt meningsfuldt at tale om et nogenlunde fælles normativt grundlag for at

bedømme hinanden, fordi vi ellers ikke burde se staterne kritisere eller rose hinandens bidrag til den

globale klimaindsats eller differentiere hinanden efter graden af progressivitet. Som vist tidligere

finder dette dog netop konstant sted – det er den dynamik, der er grundlag for specialets puzzle som

sådan.

Af disse årsager konceptualiserer vi klimaindsats som en stats opfattede medvirken til den globale

indsats for at afbøde klimaforandringerne. I stedet for at se klimaindsats som noget kvantificerbart,

tager vi altså udgangspunkt i, at andre staters opfattelse af et lands klimaindsats er den eneste

meningsfulde proxy for denne klimaindsats som sådan, da vi som forskere ikke kan komme det

nærmere, og fordi det er på baggrund af disse opfattelser af hinanden, at staternes virkelige

interaktioner i det globale klimaregime faktisk sker.

Derfor tager vi i vores operationalisering af indikatorer for henholdsvis Kinas og Indiens opfattede

medvirken til de globale klimatiltag udgangspunkt i de forventningsparametre, som staterne selv må

bruge. Staterne må således basere deres vurderinger af et bestemt land på henholdsvis hvad dette

land siger, at det vil gøre for at løse problemet, og hvad det faktisk synes at gøre. Vi ser følgelig på

to indikatorer:

1. Det de siger, de vil gøre: Graden af henholdsvis Kinas og Indiens villighed til at acceptere

internationale klimaforpligtelser.

2. Det de faktisk gør: Relevante Andres (primært andre stormagters) opfattelse af Indiens og

Kinas indsatser, herunder deres opfattede ageren i internationale klimaforhandlinger.

Efter vores mening maksimerer vi med denne fremgangsmåde specialets økologiske validitet ved at

anvende de indikatorer, der må ligge til grund for de virkelige aktørers adfærd over for hinanden

(Andersen 2010: 106). Samtidig undgår vi den metodiske problemstilling, der for en empiricistisk

tilgang ville opstå fra det, at Kina og Indien har lidt forskellige økonomiske udviklingsniveauer,

hvorfor ‘neutral’ sammenligning ville kompliceres. I en konstruktivistisk tilgang er dette et mindre

problem, idet det intersubjektive forventningsrum for hver af dem naturligt kan tage højde for

eventuelle forskellige udviklingsstadier. Selvom det ultimativt er umuligt at konkludere, at det ene

lands indsats er mere ambitiøs end det andets, kan vi med vores operationalisering undersøge,

hvorvidt udviklingen i Kinas klimaindsats er sket i mere ambitiøs retning end Indiens, forstået som

at Kina i højere grad end tidligere indfrier det internationale samfunds forventninger, mens Indien

ikke i samme grad gør. Vi undersøger indikatorerne ved at se på de to landes officielle tilsagn og


adfærd og ved gennem vores interviews at analysere, hvordan hvert lands tilgang til klimaproblemet

og de internationale klimaforhandlinger opfattes af deres vestlige modparter, herunder særligt af

stormagtsrepræsentanterne.

Endelig undersøger vi, om Kinas mere norm-overholdende adfærd og Indiens mangel på samme

kan ses som et resultat af materielle belønninger frem for socialisering ved at afdække om sådanne

materielle belønninger har været til stede, og om de synes at have været afgørende for Kinas skifte.

Også her tager vi udgangspunkt i interviewene og offentligt tilgængelige datakilder. Vi finder dog

Johnstons formulering af betingelsen unødvendigt indskrænkende og omformulerer det, så kravet i

stedet er at vise, at materielle sidebelønninger ikke alene kan forklare Kinas ændrede adfærd i mere

pro-social retning, og at sociale faktorer har spillet en rolle.

4.3.2 Strategi for operationalisering og afdækning af afkræftede kollektive forventninger

For at undersøge, om en (yderligere) årsag til Kinas ændrede klimaindsats og Indiens mangel på

samme er—for Kinas vedkommende—en negativ kollision mellem på den ene side Kinas tidligere

klimapolitiske statsidentitet og de kollektive forventninger og adfærdstendenser, den gav anledning

til, og på den anden side de virkelige materielle eller sociale konsekvenser, som dette reelt synes at

have skabt, tager vi igen afsæt i de foretagne interviews. Her går vi ganske induktivt til værks og

undersøger, om nogle specifikke chok eller mere trinvise negative udviklinger synes at have skabt

et pres for at udskifte de forhenværende ideer. Med udgangspunkt i stormagtskonstruktivismen har

vi samtidig fokus på, at hvis denne dynamik er en af årsagerne til skiftet hos Kina, så må vi også

kunne finde tegn på, at lederskabet som resultat af dette pres har fundet et identitetsalternativ, og at

dette alternativ er blevet konsolideret gennem en form for initial succes, der har fungeret internt

overbevisende. Med tråd til socialiseringsanalysen har vi også øje for, om de andre stormagter har

medvirket til Kinas tidligere ideers kollaps via anvendelse af status eller materielle kapabiliteter.

4.4 Tværgående empiriske udfordringer: Kildeværdi og kildekritik En gennemgående udfordring på tværs af de to analysehalvdele vedrører som nævnt den anvendte

empiris kildeværdi i forhold til specialets puzzle. Vi har i gennemgangen af metodestrategien for

hver analysedel ekspliciteret de operationelle rationaler bag empiriindsamlingen, men der resterer et

behov for en kort refleksion over kildeværdien og –behandlingen af vores empiri.

Igennem hele analyseprocessen har vi tilgået empirien kildekritisk og med opmærksomhed på, at

vores kilder har ophavssituationer, der ikke nødvendigvis harmonerer med vores analyseformål


(Ankersborg 2009: 79). De nationale kinesiske og indiske klimapolitiske dokumenter, udtalelserne

fra repræsentanter samt vores interviews er alle rodfæstet i bestemte tidsmæssige kontekster, har

bestemte ophavspersoner med egne dagsordener og bestemte målgrupper for øje. Derfor indeholder

de alle en tendens, hvilket fordrer et skarpt analytisk fokus på deres kontekst, og som umuliggør

dekontekstualiserede fortolkninger. For eksempel er det klart, at fordi Kinas og Indiens nationale

klimapolitiske dokumenter er oversat til engelsk, har de haft et formål om at informere et

udenlandsk publikum, og dokumenternes indhold kan derfor være framet strategisk. Vi mener dog,

at problemet er beskedent, da statsidentiteter er kollektive idéer, der er “difficult to manipulate for

short-term strategic purposes” (Legro 2007: 183). Dette hænger sammen med, at de nationale

dokumenter—klimapolitiske handleplaner, programmer mv.—også har haft et internt signalerings-

og koordinationsformål, hvorfor det ville skabe handlingslammelse og kognitiv dissonans, hvis

statsledelsen udlagde en selvforståelse udadtil, som herefter blev afvist indadtil. Dertil kommer, at

strategisk kommunikation i vores konstruktivistiske optik er interessant i sig selv. Statsidentiteter er

relationelle, og strategisk kommunikation kan derfor via korrekt anvendelse af kildekritisk metode

anvendes som en indikator for, hvordan den enkelte stat ønsker at blive opfattet internationalt, og

dermed om statens eventuelle normkonformitet skyldes socialt pres eller reel norminternalisering

(Johnston 2007: 32). Den kildekritiske tilgang er her et redskab for os til at håndtere, at selvom både

Kina og Indien er kommunikativt strategiske for at fremstå på bestemte måder over for andre, kan

kilderne netop derved sige noget om de to staters klimapolitiske statsidentiteter og om potentiel

stormagtssocialisering. Kildekritikken er altså for os ikke kun et forsøg på at øge validiteten af vore

fortolkninger, men en mulighed for at tilgå et vigtigt aspekt af vores ontologiske genstandsfelt.

Operationelt er vores kildekritiske tilgang baseret på flere elementer. For det første triangulerer vi

vores datakilder, så de kan dobbelttjekke hinanden. Indefra har vi således de nationale dokumenter

og udtalelser fra Kina og Indiens statsrepræsentanter,25 fra de relevante Andre har vi interviewene

med repræsentanter fra vestlige lande, og udefra har vi interviewene med ekspertobservatører af

kinesisk og indisk klimapolitik. For det andet anvender vi metoder, som efter vores opfattelse vil

kunne finde empiriske mønstre selv på trods af forsøg hos Kina og/eller Indien på at kommunikere

strategisk – f.eks. det kvantitative aspekt af vores integrerede indholdsanalyse, der kan bistå os i at

anslå vigtigheden af bestemte ord og kategorier på tværs af mange dokumenter og adskillige år. For

det tredje har vi igennem processen brugt indsigter fra kildekritikken og eksempelvis været mindre

25 At vi vælger disse tekster som kilderne indefra frem for eksempelvis interviews med kinesiske og indiske repræsentanter har også delvist at gøre med den kildekritiske overvejelse, at et interview med os ikke ville tjene noget internt formål for disse lande, og at pålideligheden af udtalelserne derfor ville være ringere.


kritiske i situationer, hvor en kilde fremstiller sin ophavsmand i et suboptimalt lys, men derimod

mere kritiske, når det modsatte er tilfældet (Ankersborg 2009: 90).

4.5 Samlet kvalitetsvurdering af specialets forskningsdesign Det overordnede princip for vores forskningsdesign har været at opstille en litteratur-informeret og

transparent empirisk undersøgelse af arbejdshypoteserne for at besvare problemformuleringen. I det

følgende diskuterer vi slutteligt, i hvilket omfang designet lever op til relevante kriterier. Det skal

her fremhæves, at fordi specialets forskningsdesign er baseret på en mediativ, scientific realism-

epistemologi, forstår vi metodiske begreber såsom validitet og replicerbarhed anderledes end i den

mere udbredte neopositivistiske epistemologi. Derfor er kvalitetsvurderingen af forskningsdesignet

også naturligt anderledes (Adler 1997: 323-324; Woolgar 1983).

Det neopositivistiske ideal om, at vores konklusioners gyldighed, overførbarhed og gentagelighed

på nogen måde kan garanteres via valget af et bestemt forskningsdesign eller en bestemt metode

afvises i specialet. Det betyder imidlertid ikke, at ‘alt gælder’ metodisk set. Et forskningsdesign skal

altid stemme overens med det af problemformuleringen udstukne formål, ligesom empiriske

uoverensstemmelser vil svække en analyses validitet og beviskraft (Klotz og Lynch 2007: 20).

Vores analyse er til en vis grad bundet til dens empiriske kontekst, hvorfor dens gentagelighed og

konklusionernes gyldighed og overførbarhed gennem tid og rum kun kan sikres principielt og

foreløbigt. Det gøres ved, at vi er transparente om vores empiri og metode, er refleksive om vores

rolle i videnskabelsen, erkender begrænsningerne ved vores konklusioner og løbende igennem

processen enten kan finde forklaringer på empiri, som umiddelbart strider imod de foreløbige

konklusioner eller tilpasser disse konklusioner. Formålet er at etablere en troværdig og pålidelig

forskningsproces, så konklusionerne fremstår valide og overbevisende.

Vi sikrer principiel replicerbarhed via dette metodekapitel, der præsenterer empirien og de anvendte

metoder, men der er ingen garanti for reel replicerbarhed, da disse metoder ikke garanterer, at andre

ville fortolke empirien ligesom os: “The epistemic authority of any scientific study, whether using

interpretive or positivist methods, depends on publicly available evidence and the possibility that its

conclusions might in some broad sense be falsified” (Wendt 1999: 373).

I modsætning til neopositivismens afkontekstualiserende generaliseringsideal, som søger at opstille

generelle lovmæssigheder via metoder, der forventes at fjerne betydningen af kontekst og forsker,

accepterer vores forskningsdesign behovet for en kontekstualiseringsproces. Faktisk er designets

forskerbundne kontekstualiseringsproces årsagen til vores validitetspåstand, da det er denne proces,


der muliggør fyldestgørende afdækning af meningstilskrivninger, der er nødvendig for at undersøge

komplekse sociale fænomener som identitet og socialisering (Jensen 1994: 401). Vores resultater er

dermed potentielt gyldige inden for lignende puzzles, og selvom konklusionerne er betinget af deres

kontekst, kan de måske bidrage til teoridannelse, der kan anvendes i sammenlignelige cases. Vores

stormagtskonstruktivistiske teoriudvikling og udledte forskningsdesign kan dermed opnå en form

for epistemisk eller analytisk gyldighed ud over vores samtid og kulturelt-geografiske lokation, hvis

analyserammen kan bidrage til at forstå og undersøge stormagter mere generelt. Konklusionerne

kan ikke påstås at være sandheden, men en foreløbig forklaring på de observerbare mønstre—eller

såkaldt kontingente sandhedspåstande (Hopf 2002: 24), hvilket netop ifølge vores epistemologiske

positionering er det meste, man kan opnå gennem forskning.


Mathias Hauberg

Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 61

5 Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter

Denne første analysehalvdel undersøger som beskrevet specialets første arbejdshypotese, der lyder:




Hypotesen bekræftes. De grundlæggende identitetselementer udviser for begge stater en ret stærk

kontinuitet over tid, men forskellene mellem landene bliver både større og flere fra omkring 2012,

hvilket synes at hænge sammen med en gryende selvforståelse som stormagt hos Kina, som ikke

gør sig gældende for Indien. Vi strukturerer derfor præsentationen af denne analysehalvdel, så hvert

land først gennemgås individuelt og med fokus først på kontinuitet i landets klimapolitiske

statsidentitet og derefter på graden af udvikling i denne over tid. Sammen tjener det til at præsentere

kernen i hvert lands selvforståelse på klimaområdet, men samtidig illustrere udviklingen i Kinas

identitet og Indiens mangel herpå. Herefter foretages en opsamlende sammenligning for at uddybe

de vigtigste fund yderligere og for at sammenholde resultaterne med lignende analyser. Derefter

fortsætter vi til analysens anden del.

5.1 Kontinuitet i Indien: Type- og kollektiv identitet som udviklingsland Det gennemgående træk i Indiens klimapolitiske statsidentitet synes mere eller mindre direkte afledt

fra den økonomiske sfære og kan opsummeres som et selvbillede som et fattigdomsbekæmpende og

udviklende land. En dominerende del af Indiens selvforståelse på klimaområdet udgøres altså af en

typeidentitet som udviklingsland, hvilket er i fuld overensstemmelse med eksisterende analyser som

præsenteret i litteraturgennemgangen. Denne konstitutive selvforståelse betyder, at Indien på trods

af høje økonomiske vækstrater ser sig som en stat, hvis største udfordring er at sikre økonomisk

udvikling, hvorimod klimapolitiske overvejelser kommer i anden række:26

26 I analysen vil vi løbende inddrage illustrative tekstuddrag og indimellem fremhæve centrale ord heri vha. understregninger. Medmindre andet angives, er understregninger således vores tilføjelse.

62 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter

As a developing country, India faces many challenges. Poverty eradication stands as our foremost priority. We have huge social (…) constraints and have to address large unmet energy needs...

(Udtalelse Natarajan 2013: 1-2) No strategy to deal with Climate Change should foreclose for developing countries the possibilities of accelerated social and economic development.

(Udtalelse Sen 2007: 3)

5.1.1 Fattigdomsbekæmpende og Bæredygtigt Udviklende Indien

Selvom fundamentet i Indiens selvforståelse på klimaområdet synes adopteret fra den økonomiske

sfære, artikuleres den dog i en særlig klimapolitisk form gennem et proklameret mål om ikke blot at

opnå udvikling, men bæredygtig udvikling (eng. sustainable development). Et nøgleord i denne

sammenhæng fremstår som ideen om balance, der optræder kontinuerligt i Indiens klimapolitiske

dokumenter gennem hele undersøgelsesperioden på en måde, hvor det relativt nye begreb27 om

bæredygtig udvikling kobles til traditionelle indiske kulturelle værdier og ideer ved eksempelvis at

påpege, at “India has a long history and tradition of harmonious co-existence between man and

nature. (…) This is part of our heritage and manifest in our lifestyles and traditional practices. (…)

The ancient practice of Yoga, for example, is a system that is aimed at balancing contentment and

worldly desires, that helps pursue a path of moderation and sustainable lifestyle.” (India’s INDC

2015: 1). Der udtrykkes altså en gennemgående ide om at tilstræbe en balanceret udviklingsproces,

hvor økonomisk vækst i sig selv ikke er et endemål, men et middel til at opnå en harmonisk balance

mellem såvel mennesker og natur som mellem nuværende og fremtidige generationer af mennesker.

Når Indiens ansvar altså i ligeså høj grad er over for nuværende generationer som fremtidige, kan

det internationale samfund kun forvente, at Indien påtager sig et klimamæssigt ansvar i det omfang,

de enkelte tiltag er forenelige med landets udviklingsbehov: “India's development path is based on

(…) the overriding priority of economic and social development and poverty eradication, and its

adherence to its civilizational legacy that places a high value on the environment and the

maintenance of ecological balance. (…) Our vision is to create (…) an economy (…) mindful of our

responsibilities to both present and future generations.” (India’s NAPCC 2008: 3).

I de nationale klimapolitiske dokumenter kan således spores et forsøg på at bygge bro fra Indiens

klimapolitiske ideer til ældre og mere grundlæggende dele af landets selvforståelse ved at afvise, at

hensyntagen til klima er en ny—eller udefra påduttet—ide hos Indien, men tværtimod en del af den

27 Ideen om bæredygtig udvikling blev prominent i forbindelse med udgivelsen af den såkaldte Brundtland-rapport (Brundtland et al. 1987).


indiske identitet, der har eksisteret i årtier. Det synes dermed vigtigt for Indien at bevare en følelse

af ontologisk sikkerhed ved at fremhæve overensstemmelse mellem den nuværende klimaindsats og

Indiens oprindelige ideer om sig selv. For eksempel trækkes der tråde til gennemgående fællestræk i

de store indiske religioner såsom disses fokusering på balance mellem jordiske behov og spirituel

frigørelse eller implicit til eksempelvis ideen om reinkarnation som sikring af intergenerationel

balance. Den internationale ide eller norm om bæredygtig udvikling gives altså mening for Indien

gennem en kontekstualiserings- eller lokaliseringsproces, hvorved der skabes kongruens mellem

normen og veletablerede nationale opfattelser og praksisser (Archarya 2004). Dermed forenes en

selvforståelse som udviklingsland og en aspiration om fattigdomsbekæmpelse og vækst med en

forventning fra det internationale samfund om stræben efter bæredygtig udvikling ved at fortolke

bæredygtighed som et grundtræk, der altid har eksisteret i indisk civilisationsarv og på tværs af

religioner og etnicitet. Et typisk træk er her at drage paralleller til ideer fremsat af den måske mest

samlende figur i indisk historie: “Much before the climate change debate began, Mahatma Gandhi,

regarded as the father of our nation had said that we should act as ‘trustees’ and use natural

resources wisely as it is our moral responsibility to ensure that we bequeath to future generations a

healthy planet.” (India’s INDC 2015: 1).

Her ses også essensen af den væsentligste aversive identitet, som Indien synes at ønske at undgå at

udvikle sig til i fremtiden; et dekadent og grådigt, vestligt inspireret Selv, som samvittighedsløst

forbruger ressourcer på en klimaskadelig måde: “Our objective will be (…) inspired by Mahatma

Gandhi's wise dictum—The earth has enough resources to meet people's needs, but will never have

enough to satisfy people's greed. Thus we must not only promote sustainable production processes,

but equally, sustainable lifestyles.” (India’s NAPCC 2008: 3). Figuren nedenfor viser de hyppigste

ord i tekststykker, der artikulerer værdier eller adfærd, som Indien ønsker at undgå og som derfor er

tildelt koden Aversiv Identitet.28 Det fremgår tydeligt af den hyppige forekomst af ord såsom

‘excessive’, ‘wasteful’, ‘intensive’, ‘lifestyles’ ‘threat’, ‘developed’, ‘path’ og ‘follow’, at Indien

opfatter sig selv som en stat, hvis ansvar det er at undgå at følge i de industrialiserede landes

emissionsintensive vækstfodspor med eksorbitante livsstilsmønstre i klimamæssig ubalance. I stedet

skitseres en indisk identitet defineret ved en fornuftig og bæredygtig levestil, der har været udøvet

af indere i århundreder.

28 I figuren angiver størrelsen på ordene deres relative frekvens, sådan de hyppigst optrædende ord er størst.


Figur 5: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Indien

5.1.2 Afhængige Indien

At Indien så vægtigt formulerer en aversion mod de udviklede landes livsstils- og vækstmodel er

også indikerende for Indiens dominerende artikulation af en Signifikant Anden på klimaområdet,

nemlig de udviklede lande som gruppe. Selvbilledet som udviklingsland er dermed ikke blot en

typeidentitet, men i ligeså høj grad en kollektiv identitet, der indebærer, at det for Indien synes

meningsfuldt og i vid udstrækning tilstrækkeligt at forstå sig selv som medlem af en gruppe fattige

udviklingslande med fælles historie og interesser. I klimapolitisk sammenhæng oversættes denne

gruppe stater til de såkaldte Non-Anneks 1-lande, over for hvem den relevante Anden er Anneks 1-

gruppen eller de såkaldte industrialiserede eller udviklede lande. Hos Indien udtrykkes relationen

mellem disse to grupperinger endvidere i ganske negative termer, hvor de udviklede lande ses som

årsagen både til klimaproblemet per se og til det, at en tilfredsstillende international løsning på

problemet ikke er nået. Der eksisterer en klar opfattelse af, at mens de udviklede lande har skabt

problemet og besidder evnerne til at løse det, er udviklingslandene som gruppe både skyldfrie og

stærkt hæmmede i deres interventionsmulighed. Selvbilledet som underudviklet og marginaliseret

land betyder altså for Indien, at man gennem hele den undersøgte periode anser sin klimaindsats for

afhængig af de udviklede landes bistand, men at sådan bistand også anses for rimelig grundet de

growthpath

countries

developedintensive

sustainable

development

emulate

follow followed

fossil

fuel

help

must

need

past

remain

threat

ability

accessing

accretion

accumulated

achievingalso

anthropogenically

atmosphere

believe

broader

change

climate

consumption

contradiction

createcreative

ecologically

economic

economy

emanates

emissionsenergies

excessivefact

future

gas

generatedgenerations

global

goods

greenhouse

high

include

industrial

lies

life

lifestyles

long

merelymindful

objectivespeople

perspective

present

problem

prosperous

quality

quantitative

rapidresource

responsibilities

self

services

society

sustaining

term

terms

unleash

usage

vision

wasteful


udviklede landes culpa. Selvforståelsen som hæmmet og afhængig stat giver sig særligt udslag på to

måder.

For det første indebærer den en ide om, at Indien er ude af stand til at gøre en reel forskel i forhold

til klimaproblemet uden finansiel og teknologisk støtte fra Anneks 1-landene. Indien anerkender, at

målsætningen om bæredygtig udvikling kræver tiltag af energieffektiviserende og klimabeskyttende

art, der dog opfattes som de facto umulige at gennemføre fuldt for Indien alene. International

finansiering er derfor påkrævet, og artikulationer af behovet for støtte er således den hyppigste kode

i tekstmaterialet for Indien overhovedet og tager typisk form som formuleringer om, at “our efforts

to avoid emissions during our development process are also tied to the availability and level of

international financing and technology transfer (Indiens INDC 2015: 33), eller at “India could do

more if additional finance and technology were available. Unfortunately, there is little evidence of

long term finance being available from (…) industrialized countries.” (Udtalelse Mehrishi 2012: 3).

For det andet ser man hos Indien også en ide om mere principiel afhængighed i form af en meget

stærk fremhævning—og dikotomisk opfattelse—af de mest centrale begreber i det internationale

klimaregime, herunder særligt CBDR og ideen om retfærdighed (eng. equity). Denne dikotomiske

forståelse betyder, at ansvaret for såvel som den konkrete evne til at løse klimaproblematikken

ligger fuldt og helt hos udviklede lande, hvorfor årsagen til regimets fiasko hverken kan placeres

hos udviklingslandene eller i regimets grundlæggende regler og principper såsom CBDR, som i

Indiens optik netop bekræfter den dikotomiske ansvarsfordeling. Faktisk italesættes Konventionens

principper som ukrænkelige eller endog hellige. Tabel 6 viser et display med typiske eksempler for

Indien på kodede tekststykker om henholdsvis de grundlæggende principper i det internationale

klimaregime og regimets evne til at skabe resultater i forhold til at løse klimaforandringsproblemet.

Som displayet illustrerer, opfatter Indien klimaregimets grundlæggende principper som kodificeret i

Konventionen ekstremt positivt, fordi de efter den indiske opfattelse udlægger den internationale

ansvarsfordeling dikotomisk og dermed sikrer klimaregimets retfærdighed. Der er ikke en eneste

negativ indisk beskrivelse af klimaregimets principper i datamaterialet. Derimod er artikulationerne

af regimets evne til at skabe resultater præget af negativ valens, og her betones de udviklede landes

manglende overholdelse af deres internationalt aftalte forpligtelser konsekvent som primær årsag.

Selv i positive beskrivelser af regimets opnåede resultater påpeges typisk, at disse er præliminære

og ufuldkommene.


Tabel 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater Positivt artikuleret Negativt artikuleret

Regimets konstitutive principper (CBDR mv.)

Our entire approach (…) is anchored in the sanctity of the troika—the UNFCCC, the Kyoto Protocol and the Bali Action Plan. We believe that the well-known and widely accepted principles of (i) common but differentiated responsibility; and (ii) historical responsibilities are sacrosanct. The principles of equity and common but differentiated responsibilities must remain the bedrock of our collective enterprise across all areas-mitigation, adaptation and means for implementation. Anything else would be morally wrong.

N/A

Regimets evne til at skabe gode resultater

On the positive side, the Convention has succeeded in focusing global attention on one of the most serious environmental challenges of our times. Climate change is now accorded high priority on the international agenda... On the positive side, we have seen the emergence of a vigorous carbon market, one that has the potential to unite the Annex I and non-Annex I countries in their common but differentiated efforts to address climate change.

A major disappointment is the now clearly looming failure of several key Annex I countries to fulfil their legally binding GHG abatement commitments under the Protocol. The cumulative accumulation of greenhouse gases (GHGs) (…) is further compounded by the tepid and inadequate response of the developed countries even after the adoption of the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC)

Kilder: Udtalelse Raja 2004; Udtalelse Meena 2006; Udtalelse Ramesh 2009; Udtalelse Modi 2015; India’s INDC 2015.

Figur 6 nedenfor viser disse koders gennemsnitlige frekvenser i løbet af den undersøgte periode.29

Som det fremgår, er tendensen ganske stabil over tid, da de dominerende koder konstant udgøres af

henholdsvis positive beskrivelser af regimets konstitutive principper og negative beskrivelser af

regimets reelle problemløsningsevne.

De positive artikulationer af Konventionens principper tager dog et spring opad i perioden 2008-09

og falder så igen, hvilket nok må tilskrives, at COP15 i 2009 jævnfør den såkaldte Bali-køreplan jo

havde til formål at finde en internationalt bindende indsatsplan for klimaregimets fremtid efter

2012, hvorfor Indien i den kontekst sandsynligvis har følt det særligt vigtigt at understrege, at man

ønskede Konventionens principper videreført direkte.30 Dette fremgår af udmeldinger om, at “the

mandate of the fifteenth Conference of Parties (COP) in Copenhagen is to enhance long-term

29 Med gennemsnitlige menes, at vi har taget antal anvendelser af en given kode delt med antal kilder for det givne land i en given delperiode. Dermed tages højde for forskelle i datamængder i forskellige delperioder. 30 At alle kurver dykker i perioden 2010-11 skyldes primært, at den tilgængelige datamængde er mindre her.


cooperation on Climate Change under the Bali Action Plan (BAP). It is not about re-negotiating the

UN Framework Convention on Climate Change (UNFCCC)” (India’s PCCI 2009: 2-3).

Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015

Vi ser altså, at Indien igennem hele perioden opfatter sin egen rette position i regimet som uændret

og regimets basale principper som normativt rigtige, men samtidig de udviklede landes og dermed

regimets indsats som utilstrækkelig. Figuren indikerer ingen forandring over tid—snarere en svag

styrkelse af tendensen.

5.1.3 Principfaste Indien

Denne moralistiske tendens hos Indien har også at gøre med en selvforståelse som en stat, der ikke

blot taler på egne vegne, men for alle fattige landes ret til udvikling og alle udviklede landes pligt

til at øge deres klimaindsats. En klar selvidentificering som det, der kan kaldes Principfaste Indien

gør sig altså også gældende for Indiens klimapolitiske statsidentitet og medfører et selvbillede som

et land, som ikke kun agerer målrationelt og nyttelogisk, men også på baggrund af etik og moral.

Dermed betyder den kollektive identitet som udviklingsland, at Indien udvider det Selv, som man

agerer altruistisk på vegne af, til at indbefatte alle fattige lande og mennesker: “The number of poor

people in the world is more than twice the combined population of Europe. (…) We in India are

committed to protecting the interests of the poor.” (Udtalelse Javadekar, 2014b: 2).

Det opfattede behov for en sådan principfasthed synes at bunde i en stærk mistillid til de udviklede

lande som følge af dels disses manglende indfrielse af deres klimapolitiske løfter og dels en indisk

frygt for en slags neo-imperialistiske motiver hos de industrialiserede lande. I 2005 udtalte minister

0.0

0.5

1.0

1.5

2.0

2.5

3.0

2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015

Gns

.ant

alan

vend

else

rafk

ode

Regime - Resultater - Negativ Regime - Resultater - Positiv

Regime - Principper - Negativ Regime - Principper- Positiv


Raja eksempelvis, at “I do believe that calls for developing countries to take up GHG abatement

commitments in some guise or other, are (…) responsive to agendas other than genuine mitigation

of climate change.” (2005: 2), og i 2007 erklærede Indiens klimatopforhandler, at “[the] developed

countries have followed a kind of Ecological Kuznets Curve except that they have externalized the

problem (the effects of pollution) on to the developing world and there are some trends that they

also wish to externalize the cost of the solution.” (Udtalelse Sen 2007: 1).

Denne mistillid til de industrialiserede lande synes at hænge sammen med en vigtig del af Indiens

selvbillede som udviklingsland, nemlig ideen om landets kolonifortid som en historisk Anden, som

man forsøger at løsrive sig fra. Gennem hele undersøgelsesperioden er der adskillige eksempler på

artikulationer af opnåelsen af uafhængighed som et afgørende skifte mellem et nuværende, positivt-

opfattet Selv og et tidligere, negativt-opfattet Selv, hvor koloniseringens udbytning splittede og

forarmede Indien:

The single most important feature of our post-colonial experience is that the people of India have conclusively demonstrated their ability to forge a united nation…

(India’s INCCC 2004: 210)

India has (…) made progress in reducing poverty (…), which is commendable considering the fact that at the time of Independence (…), the country was among the poorest in the world.

(India’s SNCCC 2012: 47) Som resultat opfatter Indien sin relation til de udviklede lande som ret stærkt konfrontatorisk, og

den kollektive identitet som udviklingsland bevirker altså en rolleidentitet præget af en lockeansk

rivaliseringskultur vis-a-vis Anneks 1-gruppen. Indimellem trækkes endda tråde til kolonifortiden,

hvor forholdet mellem Indien og de industrialiserede lande må beskrives som hobbesiansk, da de

udviklede lande dengang ikke respekterede Indiens suveræne eksistens. Det rivaliseringsprægede

forhold giver sig blandt andet udslag i en ide om et nulsumsspil i form af en kamp om et begrænset

atmosfærisk eller kulstofmæssigt rum, som kan opdeles i retmæssige andele, hvortil Indien og andre

udviklingslande har et legitimt krav. Principfaste Indiens rolle er altså at tale på de marginaliseredes

vegne og sikre, at de industrialiserede lande indfrier deres ansvar og faciliterer udviklingslandenes

retmæssige ambition om dels at tilpasse sig klimaforandringerne dels bekæmpe fattigdom:

It is India’s view that the planetary atmospheric space is a common resource of humanity and each citizen of the globe has an equal entitlement to that space. The principle of equity, therefore, implies that, over a period of time, there should be a convergence in per capita emissions.

(India’s PCCI 2009: 6-7)


The (…) requirements of developing countries like India for an equitable carbon and development space to achieve sustainable development and eradication of poverty needs to be safeguarded.

(India’s INDC 2015: 4) Indien synes altså at se sig selv som et regulært—om end særligt principfast—udviklingsland, og

dette er en identitet, man konsekvent reproducerer gennem hele den undersøgte periode. Det reelt

eneste punkt, hvor landets klimapolitiske statsidentitet afviger fra det, der følger af tilhørsforholdet

til den kollektive identitet som udviklingsland er, at man undertiden artikulerer sig selv som et stort

udviklingsland. Det sker imidlertid relativt få gange, selvom det er et selvbillede, der er til stede

over næsten hele perioden. Figur 7 illustrerer den gennemsnitlige frekvens af kodede tekststykker,

hvor Indien artikulerer sig selv som henholdsvis normalt udviklingsland og specielt udviklingsland.

Vi ser her, at selvforståelsen som almindeligt udviklingsland dominerer stærkt over hele perioden,

selvom der muligvis kan spores en svag nedadgående tendens. Selvbilledet af Indien som et land,

der adskiller sig fra flertallet af udviklingslande er langt mindre fremtrædende, og ingen forandring

synes her at ske over perioden. Indien artikulerer altså en meget kollektivistisk identitet og ikke en

individualistisk identitet, som man ville forvente, hvis de så sig selv som stormagt.

Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015

Lige så vigtigt i vores stormagtskonstruktivistiske analyseramme er det, at Indiens geografiske og

befolkningsmæssige størrelse ikke synes at give anledning til et selvbillede som en særligt kapabel

eller ansvarshavende stat med undtagelse af et enkelt tilfælde, hvor man kæder sin størrelse sammen

med ansvar for international konstruktivitet: “India, like other major developing countries, would

be willing to be an active participant…” (India’s PCCI 2009: 7).

0

1

2

3

4

5

6

2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015

Gns

. ant

al an

vend

else

r af k

ode

Normalt udviklingsland Specielt udviklingsland


Derimod forbindes Indiens størrelse i stedet med en særligt markant sårbarhed over for effekterne

af klimaforandringerne. Figur 8 nedenfor viser de hyppigste ord i tekststykker, som vi har tildelt

koden Specielt Udviklingsland, der dækker de situationer, hvor Indien beskriver sig selv som andet

eller mere end et ’almindeligt’ udviklingsland. Ord såsom ‘vulnerable’, ‘sensitive’, ‘poor’, ‘rural’,

‘large’, ‘population’ og ‘challenge’ viser, at Indien ikke opfatter sin store befolkningsmæssige og

geografiske størrelse som noget, der nødvendigvis fordrer en større international rolle, men som

noget, der øger Indiens klimasårbarhed og derfor faktisk udgør en yderligere udfordring for landets

udviklingsaspiration: “Few countries in the world are as vulnerable to the effects of climate change

as India is with its vast population that is dependent on the growth of its agrarian economy”

(India’s INDC 2015: 4-5).

Figur 8: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Indien

Fordi Indien først og fremmest ser sig selv som et normalt udviklingsland, kan man observere en

stærk modvillighed mod at påtage sig internationale klimaforpligtelser, der ses som upassende. Man

finder sin egen klimaindsats fuldt tilstrækkelig og ansvarlig, men argumenterer med reference til

Konventionen for, at internationalt ansvar ikke fordrer internationale forpligtelser. Den indiske

topforhandler sagde eksempelvis i 2007, at “[the] time is not ripe for developing countries to take

quantitative targets as these would be counter-productive for their development processes”

populationindia

vulnerable

growth

countries

developing

climate

change

large

dependence

majority areas

billion

coastal

coming

decades

high

impactsincrease

like

low

one

particularly

projected

resources

share

vast

160

1994

active

adaptive agrarianagriculture

approach

cant

capacity

capita

challenge

committedcontinue

coupled

economy

effectsemerging

essential

face

fed grow

households

incomes

indi

initiative

interestslet

living

maintaining

marginally

market

million

mind

natural participant

people

per

poor

problem

protecting

rain

rate

reducing

renders

rural

sensitive

sheries

signifi

standards

summarises

thoughts

urbanization

willing

world


(Udtalelse Sen 2007: 3), hvilket for nyligt bekræftedes af Minister Javadekar: “We firmly believe

that the INDCs are to be ‘nationally determined’. We do not see any role for any ex-ante review in

this process.” (2014b: 4).

5.2 Udvikling i Indien: Kortvarig antydning af stormagtsidentitet? Det er imidlertid netop i forhold til uvilligheden til at påtage sig internationale forpligtelser, at den

eneste forandring synes at kunne spores hos Indien. Selvom Indien aldrig har påtaget sig absolutte

forpligtelser vedrørende emissionsreduktion, synes tonen at ændre sig for en stund omkring 2009:

“Deeply conscious of our international responsibilities (…) [we] have recently unveiled projected

GHG emissions profiles till the year 2030. Aware of the need for enhanced transparency, we have

suggested using the National Communication process (…) to reflect internationally the nature and

impact of actions taken domestically.” (Udtalelse Ramesh 2009: 3). En større anerkendelse af et

internationalt ansvar og af nødvendigheden for en stærkere kobling mellem nationale og globale

indsatser er altså her synlig, hvilket kunne tolkes som en spirende stormagtsidentitet. Interessant er

det derfor, at denne indstilling synes at forsvinde så hurtigt, som den opstod. I 2013 sagde Minister

Natarajan således: “Many parties have been repeating the view that the proposed new architecture

is applicable to all. I would like to inform and reiterate that the UNFCCC Convention and the

Kyoto Protocol are also applicable to all. Universality does not mean uniformity.” (2013: 4).

Tilbage er her den principfaste, defensive position, der advokerer for en dikotomisk tolkning af

Konventionens principper og ikke anerkender behovet for øget internationalt ansvar for Indien. Det

tyder således på, at dette skifte var kortvarigt og knyttet specifikt til Miljøminister Ramesh, hvilket

Vihma (2011b) og Torney (2015) også har observeret. Torney skriver eksempelvis, at der var

“indications that Ramesh was considerably more flexible concerning Indias’ international

orientation on the climate issue”, og at udviklingen efter Ramesh’ erstatning med Natarajan i 2011

var at “reverting the ministry to a more traditional Indian approach.” (ibid.: 172).

5.3 Kontinuitet i Kina: Basal selvforståelse som udviklingsland I lighed med Indiens og i tråd med den eksisterende litteraturs indsigter synes Kinas klimapolitiske

statsidentitet også i overordnede træk afledt fra den økonomiske sfære og på basis af den dikotomi

mellem udviklede og udviklende lande, som har præget det internationale klimaregime siden dets

begyndelse. Over den undersøgte periode fremstår et selvbillede som Udviklende Kina kontinuerligt

som typeidentitet for Kina, og ligesom for Indien medfører denne selvforståelse for Kina en stærk

understregning af, at landet fortsat er i en vital udviklingsperiode, og at denne udvikling ikke må

kompromitteres unødvendigt af internationale forpligtelser. Forhandler Liu har eksempelvis udtalt,


at “China is still a developing country. Despite relatively rapid economic development in the past

over 20 years (…) China stays at a modest level of development” (2005: 1), og Kinas INDC

pointerede ligeledes, at “[as] a developing country (…), China is currently in the process of rapid

industrialization and urbanization, confronting with multiple challenges including economic

development, poverty eradication, improvement of living standards, environmental protection and

combating climate change.” (2015: 2).

5.3.1 Typeidentitet: Harmonisk Udviklende og Moderat Velstående Kina

Selvom baggrunden for Kinas selvforståelse på klimaområdet synes at være hovedsageligt udledt af

den økonomiske sfære, så får den dog ligesom Indiens også en særlig klimapolitisk form, idet Kina

ligeledes synes at internalisere idéen om bæredygtig udvikling. Det ses ved, at Kina sammenbinder

begrebet med traditionelle kinesiske kulturelle værdier og på baggrund heraf formulerer en idé, som

man konkretiserer i ideen om en økologisk civilisation. I den sammenhæng optræder logikken om

harmoni eller rettere harmoni mellem menneskeheden og naturen som central for Kina:

Since ancient times, China has had a traditional thinking that “harmony outweighs all” and an ecological idea that “Man and Nature are integrated”. China attaches extreme importance to the harmony between human beings and the harmony between Man and Nature.

(Udtalelse Hua 2006: 3)

[The] government has constantly advocated the concept of harmonious development between Human and Nature through (…) ideas as the Scientific Outlook on Development, establishing a harmonious society and sticking to the sustainable development road.

(China’s WPPACC 2008: 45) Tekststykkerne illustrerer, hvordan Kina ligesom Indien inkorporerer bæredygtighedsnormen i sin

klimapolitiske selvforståelse gennem en lokaliseringsproces og dermed gør begrebet om bæredygtig

udvikling meningsfuldt og operationaliserbart i kinesisk kontekst. Den kinesiske kontekstualisering

af bæredygtighed med reference til ideen om harmoni mellem mennesket og naturen stammer fra

Kinas konfucianske kulturarv, hvori harmoni er et gennemgående tema både i filosofien generelt og

i dens implicitte miljøetik: “The distinguishing feature of Confucian ecological ethics [is that] it

does not give humans dominion over nature, nor does it sacrifice human development at the altar of

pristine nature. Confucians maintain the oneness of humankind and nature, the harmony and unity

between the two.” (Tianchen 2003: 3). Denne måde at forstå bæredygtig udvikling i konteksten af

konfucianismens harmonilogik ses også i Kinas nuværende socioøkonomiske udviklingsdoktrin i

form af ideen om et ‘Scientific Outlook on Development’, hvilket understreger graden af


norminternalisering: “Sustainable development is development that promotes harmony between

Man and Nature” (Gabriel Peri 2007). Dermed bliver bæredygtig udvikling både et selvstændigt

kinesisk mål og selve midlet til at nå det, hvorfor det må ses som en central del af Kinas

aspirationelle Selv på klimaområdet. Dette er muligvis også årsagen til, at ideen ekspliciteres og

konsolideres yderligere gennem formuleringer af to for Kina gennemgående og forbundne idéer,

hvor den ene dog hovedsageligt relaterer sig til bæredygtigheds- og den anden til udviklingsaspektet

af ideen om bæredygtig udvikling.

Den til bæredygtighedsaspektet knyttede ide kommer til udtryk i Kinas ønske om at opbygge en

såkaldt Økologisk Civilisation, som det fremgår af betoninger af, at “China will stick to a human-

oriented, comprehensively harmonious and sustainable development path, (…) so as to (…) realize

a harmonious development between Mankind and Nature. China will endeavour to construct an

ecological civilization” (Udtalelse Xie 2007: 3), eller at ville “vigorously promote the construction

of ecological civilization and promote the green and low-carbon development.” (China’s PACC

2015: 70).

Ideen om en økologisk civilisation er altså et resultat af en lokaliseringsproces, hvor normen om

bæredygtighed sættes i meningsfuld sammenhæng for at kunne passe til den kinesiske identitet som

udviklingsland og konfuciansk civilisation. Den tilpasning til Kinas unikke kontekst ses også i, at

ideen om økologisk civilisation forankres i en kritik af tidligere industrialiseringstilgange, hvormed

bæredygtig udvikling bliver et særlig kinesisk telos. Ma (2007) har uddybet dette: “The idea of

“ecological civilisation” is based on a reconsideration of the unsustainable model of development

that has arisen out of the industrial civilization. (…) Industrial civilisation requires that nature be

conquered and moulded to our needs. Ecological civilisation, however, requires that humans live in

harmony with our environment, because environment is the foundation of our existence.” Vi vender

tilbage til denne kinesiske kritik af tidligere udviklingsmodeller, men noterer, at ideen om en

økologisk civilisation rodfæstet i konfuciansk miljøetik synes at forene både Kinas miljømæssige

og udviklingsmæssige ambitioner og fungerer derved legitimerende for sidstnævnte. Ideen om, at

naturen ikke bør ofres for menneskets skyld, men at menneskets udviklingsmuligheder samtidig

ikke bør hindres af et overdrevet hensyn til naturen tilbyder en løsning for både menneske og natur,

der netop ligger i opnåelsen af harmoni mellem hensyntagen til begge.

Den til udviklingsaspektet knyttede ide artikuleres af Kina som et aspirationelt Selv rettet mod at

skabe et Moderat Velstående Kina i Alle Aspekter (eng. moderately prosperous in all aspects):

“China is now at the immediate stage of industrialization and in a crucial period in building up a


moderately prosperous society in all aspects.” (China’s WPPACC 2009: 68). Et Moderat

Velstående Kina i Alle Aspekter er det oftest optrædende aspirationelle Selv i vores datamateriale,

og refererer i sin simpleste fortolkning til en målsætning, der har eksisteret i landet siden 1970’erne

om at transformere Kina til et middelindkomstland med en stærk middelklasse: “China has defined

its strategic goals to complete the construction of a moderately prosperous society in an all-round

way (…) It has identified transforming the economic development pattern, constructing ecological

civilisation and holding to a green (…) path as its policy orientation.” (China’s INDC 2015: 6; se

også People’s Daily Online 2007).

Kontinuiteten af denne målsætning og indlejringen heri af ideen om bæredygtig udvikling vidner

altså om, at Kinas aspirationelle Selv har et udpræget økonomisk afsæt, der dog også indeholder en

klar klimanuance, da man kobler udviklingsmålsætningen med indfrielse af bæredygtighedsnormen

og konstruktionen af en økologisk civilisation. Derved integreres klimaindsatsen i konstitueringen

af et aspirationelt Selv som et moderat velstående land i alle aspekter. Dette ses også i Figur 9, der

illustrerer Kinas aspirationelle identitet.

Figur 9: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aspirationel Identitet’ for Kina

Figuren viser de hyppigste ord i tekststykker kodet som udtryk for Kinas aspirationelle Selv, hvor

ord såsom ‘prosperous’, ‘moderately’, ‘harmonious’, ‘ecological’, ‘civilization’, ‘sustainable’,

‘resource’ og ‘conservation’ fremstår som de mest saliente nøgleord, hvilket fremhæver vægten af

prosperousfriendly

conservation

harmonious

moderately

resource

development

green

socialist

carbon

low

modernization

circular

environmentally

innovation

society

country

culturallycivilization

urbanization

democratic

environment

nature

open

orientedsaving

strong

advanced

balance

democracy

efficiency

energy

higher

man

round

standard

sustainable

way

well

arge

catch

characteristics

china

chinese

coordinated

eco

ecological

economic

economy

enhance

fledged

full

future

healthy

high

inclusive

inevitable

learning

living

mankind

market

medium

nuclear

onto

option

overall

path

present

recycling

reliance

resourceconserving

scale

self

suitable

system

viable

whole


bæredygtighedsnormen i Kinas konstituering af det Selv, man aspirerer til. Ideerne om harmoni og

mådeholdenhed gør det altså muligt for Kina at overkomme de modsætninger, der ellers kunne være

mellem samtidige mål om økonomisk udvikling og miljøbeskyttelse. Kina ønsker udvikling, men

moderat og bæredygtig udvikling i harmoni med klimaet, hvormed målsætningen om vækst bliver

naturlig og legitim. En central del af idéen om et Moderat Velstående Kina kan således legitimt

være et mål om at indhente de udviklede landes levestandardsniveau. Denne ide om at indhente de

udviklede lande har naturligvis et primært økonomisk aspekt, men synes også at indikere et ønske

om at opnå en øget status som ligeværdig stat og dermed en løsrivelse fra konstruktionen af et

inferiørt og underudviklet Selv:

With the improvements of the living standard of the people, the average life expectancy of the Chinese people has also steadily increased (…) Nevertheless, China has a fairly long way to go before it can catch up with the developed countries in this regard.

(China’s INCCC 2004: 19)

Through efforts for another decade, the (…) development of the strategic emerging industries will catch up with the developed countries.

(China’s SNCCC 2012: 108)

5.3.1.1 Aversiv identitet: Den vestlige udviklingsmodel

Ligesom i Indien gives ideen om bæredygtig udvikling således mening i Kina gennem en

lokaliseringsproces, hvor den kobles med Kinas civilisatoriske arv, især konfucianismens idé om

harmoni. Endvidere ekspliciteres den i to nutidige idéer om Kina som økologisk civilisation og et

moderat velstående samfund i alle aspekter, der primært knytter sig til bæredygtigheds- henholdsvis

udviklingsdelen af begrebet.

Samtidig er det netop som en spejling af dette aspirationelle Selv, at de identitetselementer, som

udgør Kinas vigtigste aversive identitet, kan udledes. Ligesom for Indien handler disse for Kina

primært om at undgå værdier og adfærd, som de udviklede lande ses som repræsenterende.

I Figur 10 nedenfor ses de nøgleord, der optræder oftest i tekststykker kodet som udtryk for Kinas

aversive identitet, og her ses det også af ord såsom ‘old’, ‘path’, ‘avoid’, ‘repeat’, ‘unchecked’,

‘unsustainable’ og ‘developed countries’, at Kina ligesom Indien har et relativt negativt syn på de

udviklede lande – nærmere bestemt de udviklingsidéer, der var udgangspunktet for de udviklede

landes industrialiserings- og moderniseringsstrategier: “China will not repeat developed countries’

old path of unlimited greenhouse gas emissions during their industralization period (…) [Instead],

China will endeavor to explore a sustainable development path.” (China’s PACC 2014: 74).


Figur 10: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Kina

Gennem hele analyseperioden fremstår de udviklede lande derfor også for Kina som en Signifikant

Anden. De udviklede lande omtales som gruppe i samtlige nationale klimapolitiske dokumenter og

udtalelser, og de kinesiske forventninger til rollefordelingen i det internationale klimaregime

artikuleres også primært i forhold til det enkelte lands placering i henholdsvis Anneks-1 eller Non-

Anneks 1-grupperingerne. I hele perioden er det ligesom for Indien vigtigt for Kina at påminde de

udviklede lande om deres historiske ansvar for skabelsen af klimaproblemet, og om at dette fordrer

et særligt sæt forpligtigelser for netop disse lande, som Non-Anneks 1-gruppen ikke rimeligt kan

forventes at påtage sig. De udviklede lande har et moralsk ansvar for både at gå forrest i at

stabilisere drivhusgas-effekten igennem egne nedbringelsesinitiativer og hertil også assistere de

udsatte lande med finansiel støtte og teknologioverførsler.

Ved første øjekast synes Kina altså at se sit tilhørsforhold til den kollektive identitet som

udviklingsland som en i vid udstrækning tilstrækkelig selvforståelse, som endvidere fordrer en

antagonistisk kultur vis-a-vis de udviklede lande. Imidlertid kan der i den undersøgte periode spores

en tydelig identitetsmæssig udvikling for Kina, herunder en ændring i hvordan Kina opfatter sin

rolle som et udviklingsland i det internationale klimaregime både i relation til de udviklede lande

som gruppe, men også over for andre udviklingslande. Det samlede billede skabt af en række

tendenser indikerer, at der er sket et identitetsmæssigt skifte hos Kina hen imod en gryende

klimapolitisk stormagtsidentitet, hvilket bekræfter vores første arbejdshypotese. I det følgende

uddybes dette.

oldpath

countries

developed

avoid

first

greenhouse

industrialization

repeat

takenafterwards

china cleaning

countries'

emissions

emitted

gas

gaseshardindustrial

later

life manner

never

period

pollutingpollution

process

production

take

treatment

trying

unchecked

unlimited

unsustainable

way


5.4 Udvikling i Kina: Gryende klimapolitisk stormagtsidentitet En første central udvikling, der kan observeres i perioden er, hvordan Kina tolker sin rolle som

udviklingsland vis-a-vis de udviklede lande, og den øjensynligt forbundne tendens til at konstruere

USA som en Signifikant Anden efter omkring 2012.

5.4.1 Individualisme: Afbalancerede relationer og sammenligninger med USA

Tabel 7 viser diakront antallet af artikulationer af henholdsvis de industrialiserede lande og USA i

gennemsnit pr. kilde, differentieret efter om artikulationen gøres med negativ eller positiv valens.

Det ses af tabellen, at negative artikulationer af de udviklede lande er relativt konsistent over tid,

om end der synes at ske et fald i sådanne ytringer efter 2012-2013. Samtidig er antallet af den type

artikulationer særligt højt i 2008-2009, hvilket formodentlig afspejler den mere kritiske tone, der

karakteriserede opløbet til COP15 i København.

Tabel 7: Kinas gns. antal artikulationer af hhv. de udviklede lande og USA 2004-

2005 2006-2007

2008-2009

2010-2011

2012-2013

2014-2015

Udviklede lande: Negativt artikuleret 1 2.4 2.6 2 2.25 1.4 Udviklede lande: Positivt artikuleret 1.3 0.0 0.1 0.0 2.0 1.2 USA: Negativt artikuleret 0.0 0.0 0.1 0.0 0.3 0.0 USA: Positivt artikuleret 0.3 0.0 0.0 0.0 1.5 1.0

De negative artikulationer består typisk i, at Kina ligesom Indien minder de udviklede lande om

deres historiske ansvar eller kritiserer deres manglende indfrielse af deres klimamæssige løfter ved

eksempelvis at “appeal to the developed countries to sincerely fulfill their commitments under the

Convention to provide financial assistance and transfer technology to developing countries so as to

enhance their capacity to address climate change.” (China’s NCCP 2007: 59).

Dette synes at indikere en antagonistisk rolleidentitet vis-a-vis de udviklede lande, men som det ses

af tabellen, opstår der fra omkring 2012 en inklination til også at omtale interaktionen med de

udviklede lande i mere positive termer. Kina begynder i højere grad at anerkende og påskønne de

udviklede landes indsats, hvilket er en tendens, der er meget lidt til stede i første halvdel af den

undersøgte periode, og som aldrig ses hos Indien. Man fremhæver for eksempel nu, at “developed

countries should (…) continue to provide support to developing countries after 2020, thus laying

the foundation of mutual trust for the success of the Paris Conference.” (China’s PACC 2015: 63)


Generelt indeholder de positive artikulationer primært fremhævninger af, at man har etableret og

udvidet dialogen med de udviklede lande, hvilket sker med en implicit positiv valens, hvor Kina

fremhæver gavnligheden af at kunne lære af de udviklede lande og tilsyneladende i højere grad

finder det centralt at fremhæve udbygninger af klimarelaterede partnerskaber med dem. Dette må

fortolkes som en mere venskabelig rolleidentitet vis-a-vis de udviklede lande, eller i hvert fald en

udvikling fra en antagonistisk til en mere afbalanceret og mindre konfrontatorisk relation, end

tilfældet er for Indien. Udligningen mellem negative og positive artikulationer antyder altså, at

udviklingslandsaspektet af Kinas klimapolitiske statsidentitet ikke vedbliver at fordre udelukkende

en lockeansk kultur i forhold til de udviklede lande, men i modsætning til Indiens en kultur, som i

stigende grad udviser kantianske træk. Dette ses også i Kinas artikulerede valens vedrørende

klimaregimets basale principper og evne til at skabe resultater.

Figur 11: Kinas artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015

Figur 11 viser, at Kina ligesom Indien ytrer stærk tilslutning gennem hele den undersøgte periode til

de principper og normer, der ligger til grund for rollefordelingen i klimaregimet. Kina artikulerer

ligesom Indien sin tilslutning til en dikotomisk opfattelse af CBDR-princippets ansvarsfordeling

mellem udviklingslande og udviklede lande, men som det ses, falder denne principbetoning over

tid, mens der også synes at ske en øget tendens til at rose klimaregimets opnåede successer, særligt i

perioden 2012-2013. Vigtigst er dog, at Kina efter 2010-2011 fuldstændig ophører med at beskylde

de udviklede lande for at blokere for klimaregimets evne til at skabe resultater, hvilket stemmer

overens med den beskrevne tendens til i højere grad at anerkende de industrialiserede landes

0.00

0.50

1.00

1.50

2.00

2.50

3.00

2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015

Gns

. ant

al an

vend

else

r af k

ode

Regime - Resultater - Negativ Regime - Resultater - Positiv

Regime - Principper - Negativ Regime - Principper- Positiv


indsats. I kontrast til Indien synes Kina i aftagende grad at føle behov for at minde de udviklede

lande om principperne om CBDR og retfærdighed eller klandre dem for manglende efterlevelse af

deres forpligtelser. I stedet skifter man til en mindre polariserende og moralsk tilgang med en mere

optimistisk, konstruktiv tone, hvor man fremhæver regimets succeser ved eksempelvis at fremhæve,

at “ [thanks] to joint efforts of all Parties since the United Nations Framework Convention on

Climate Change entered into force over 20 years ago, global actions on climate change have made

substantial progress” (Udtalelse Xi 2015: 1).

Endvidere viser Tabel 7, at der hos Kina opstår markant flere artikulationer af USA efter 2012, som

ellers er stort set fraværende tidligere. Disse artikulationer er derudover langt overvejende positivt

betonede, og især sino-amerikansk samarbejde og konsensus på klimaområdet betones ved f.eks. at

påpege, at “China and United States (…) reached a crucial consensus on strengthening dialogues

and cooperation in climate change (…) which helped to reinforce exchanges on their domestic

climate change policies and bilateral practical cooperation” (China’s PACC 2014: 59) eller at

“China’s Ministry of Science and Technology has conducted fruitful joint research with its US

counterpart in the areas of clean coal technology, energy-efficient building technology, and electric

automobiles.” (China’s PACC 2013: 62).

Denne tendens synes yderst central, da den signalerer, at USA begynder at forekomme som en

Signifikant Anden for Kina på klimaområdet, samt at det øjensynligt synes mere meningsfuldt for

Kina at sammenligne sig selv og sin rolle i klimaregimet med stormagten USA. De kontinuerlige

sammenligninger af sig selv med gruppen af udviklede lande indikerer, at man vedbliver at se sig

selv som medlem af udviklingslandsgruppen, men den opståede tendens til også at sammenligne sig

individualistisk med USA—verdens eneste anerkendte supermagt—antyder, at der tilsyneladende

også sker et skifte i Kinas klimapolitiske selvforståelse.

5.4.2 Eroderende identitet som udviklingsland: Særligt kapable og Ansvarlige Kina

Denne tendens i Kinas klimapolitiske statsidentitet kan også aflæses i forhold til en ændring i Kinas

måde at beskrive sig selv som udviklingsland. Selvom Kina fortsætter med at definere sig selv som

udviklingsland, synes det i stigende grad at blive set som en utilstrækkelig karakteristik, da man

gradvis synes at opfatte sig selv som noget mere end blot et udviklingsland. Figur 12 illustrerer

antallet af artikulerede selvbilleder som henholdsvis et normalt versus et specielt udviklingsland

hos Kina. Det ses, at frekvensen af artikulationer som specielt udviklingsland stiger i perioden—og


særligt fra 2012—hvorimod antallet af selvbeskrivelser som et normalt udviklingsland er relativt

konsistent indtil 2013, hvorefter det falder markant:

Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015

Endnu vigtigere end tendensen i antallet af selvbeskrivelser som udviklingsland er indholdet af

disse. Ligesom i Indien er en vigtig del af, hvorfor Kina ser sig selv som et specielt udviklingsland,

hvordan landets geografiske og befolkningsmæssige størrelse gør klimaforandringerne til et særligt

udfordrende problem for Kina: “China is the world’s biggest developing country, with a large

population and unbalanced regional development. As China is still in the process of

industrialization and urbanization, it is faced with huge challenges (…) addressing climate

change” (Udtalelse Xie 2013: 2). For Kina indebærer dette også en følelse af utilstrækkelighed og

et behov for assistance: “China is the world’s largest developing country with a large population,

diverse natural conditions, underdeveloped economy and insufficient capacity in technology (…)

China needs funds, technologies and capacity building from developed countries.” (China’s

INCCC 2004: 149). Gennem hele den undersøgte periode ser Kina sig således ikke blot som et

udviklingsland, men som verdens største udviklingsland, hvilket skaber en øget sårbarhed over for

klimaforandringerne.

Selvom Kina altså ligesom Indien synes at konstruere et delvis inferiørt selvbillede fra identiteten

som verdens største udviklingsland, synes man efter 2012 samtidig i stigende grad at fremhæve, at

Kina dog netop i kraft af sin position som verdens største udviklingsland har et særligt ansvar for

det internationale samfund og en reel evne til at bidrage til den globale klimaindsats:

0.0

0.5

1.0

1.5

2.0

2.5

3.0

3.5

2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015

Gns

. ant

al an

vend

else

r af k

ode

Normalt udviklingsland Specielt udviklingsland


To tackle climate change and speed up development of green and low-carbon lifestyles are the internal requirements to implement sustainable development (…). To adjust the economic structure and speed up the revolution of new industries is also an important obligation of a responsible big power like China.

(China’s NPCC 2014: 1)

China will blaze a path of sustainable development that leads to both economic growth and effective tackling of climate change (…) [Responding] to climate change is what China needs to do to achieve sustainable development as well as fulfill its due international obligation as a responsible major country.

(Udtalelse Zhang 2014: 1) Kina begynder altså at italesætte en forståelse for og accept af, at de internationale forventninger til

Kinas klimaindsats fra både de udviklede lande og udviklingslandene er ændret. Forbundet hermed

er en erkendelse af, at ens tidligere forståelse af egen rolle og ansvar var utilstrækkelig, hvilket for

eksempel kommer til udtryk i påpegninger af, at “China has seen rapid economic growth (…).

However, this has taken a toll on the environment and resources. Having learned the lesson, China

is vigorously making ecological endeavours to promote green, circular and low-carbon growth.”

(Udtalelse Xi 2015: 4). Kina erkender altså og tager eksplicit afstand fra en historisk Anden udgjort

af ens tidligere Selv, der ses som ‘sort’ og ubæredygtig, og hvis adfærd ganske vist ledte til

økonomisk vækst, men med et stort klimafodspor og international kritik som sideresultat. Kinas

fremtidige udviklingsvej vil derfor løsrive sig fra dette tidligere Selv og indfri landets forpligtelser

som et stort udviklingsland.

5.4.2.1 Horisontal differentiering af det Globale Syd

I Figur 13 nedenfor fremgår de hyppigste nøgleord i tekststykker kodet som selvbeskrivelser som

specielt udviklingsland hos Kina, og her synes ord som ‘major’, ‘international’, ‘responsible’,

‘cooperation’, ‘south’, ‘support og ‘assistance’ netop at indikere, at Kinas selvbillede som stort land

ikke kun ses som en svaghed, men også som fordrende en særlig forpligtelse til som minimum at

sætte et indenlandsk ambitionsniveau uafhængigt af de udviklede lande samt hjælpe de svageste og

mest klimaudsatte stater med finansiel støtte, teknologioverførsler og videndeling.

Fra cirka 2012 synes der således i Kinas selvbeskrivelser som udviklingsland at indgå elementer,

der ikke afspejler en kollektivistisk identitet som et marginaliseret, svagt udviklingsland, men i

stigende grad som en stat, der—som resultat af sin størrelse og kapabiliteter—har en særlig rolle og

et principielt ansvar over for de mest udsatte stater i klimaregimet, og som kan bidrage substantielt

til den internationale klimaindsats. I vores stormagtskonstruktivistiske analyseramme synes det at

indikere en selvforståelse præget af en gryende stormagtsidentitet på klimaområdet.


Figur 13: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Kina

En tendens i denne sammenhæng er kinesiske referencer til Syd-Syd-samarbejde, der især bliver

fremherskende fra omkring 2012. Af Tabel 8 fremgår det, at Kina i stigende grad føler behov for at

fremhæve sin villighed til og indsats for at hjælpe de mindst udviklede lande i det Globale Syd, så

disse selv kan bidrage til bekæmpelsen af og tilpasningen til klimaforandringerne. Man fremhæver

for eksempel, at “China will take on international commitments (…). [China] will establish the

Fund for South-South Cooperation on Climate Change, providing assistance and support to other

developing countries, including the small island states, the least developed countries and African

countries.” (China’s INDC 2015: 18).

Tabel 8: Kinas gns. antal referencer til Syd-Syd samarbejde pr. kilde, 2004-2015

2004-2005

2006-2007

2008-2009

2010-2011

2012-2013

2014-2015

Gns. antal artikulationer af Syd-Syd samarbejde… 0.0 0.0 0.3 0.5 2.5 4.8

Denne tendens synes at understøtte argumentet om en langsom fragmentering af det Globale Syd

som omtalt i specialets litteraturgennemgang, idet den signalerer Kinas anerkendelse af en intern

horisontal differentiering af denne landegruppe. Ved både diskursivt og materielt at tilslutte sig

ideen om Syd-Syd samarbejde anerkender Kina, at det Globale Syd ikke længere er en homogen

størrelse. I stedet antyder man en opfattelse af, at der eksisterer to kvalitativt forskellige grupper

internt i det Globale Syd, og ved at italesætte sig selv som den finansierende og assisterende part i

countrieschina

climate

change

developingdevelopment

south

cooperation

internationalcountrydeveloped

national

sustainable

small

african

alsoleast

support

addressing

chinese

energy

island

major

address

among

circumstancescommunity

due

emissions

especially

promote

responsiblesecurity

strengthen

well

withinworld

achieve

actual

adaptation

assistance

basic

building

capabilities

capacity

carbon

continue

continues

contribution

economic


Syd-Syd samarbejdet artikulerer Kina sig selv i en privilegeret position. Det synes altså at være

tilfældet, at Kinas tilhørsfølelse til den kollektive identitet som almindeligt udviklingsland mister

vigtighed over tid til fordel for en øget selvidentifikation som et særligt og mere overlegent Selv.

Det understøttes desuden af en ny tendens i det kinesiske sprogbrug til at anvende termer, der typisk

ses af forskere som udtryk for en stormagtsselvforståelse (se f.eks. Forsby 2015: 261). Eksempelvis

begynder man at formulere sine ambitioner som “rejuvenating the country” og “strengthening the

nation” (China’s SNCCC 2012: 44; 47).

5.4.3 Kina som pro-social og skabende stormagt: Fælles indsats og fælles fordele

Skiftet synes også at kunne aflæses i flere nye diplomatiske begreber, som Kina begynder at betone

fra omkring 2009 og med særligt tryk fra omkring 2012. Særligt ideerne om win-win samarbejde og

fælles fordele (eng. mutual benefits) er bemærkelsesværdige. Tabel 9 viser det gennemsnitlige antal

benævnelser af disse begreber pr. kilde over perioden.

Tabel 9: Kinas gns. antal benævnelser af win-win samarbejde og fælles fordele, 2004-2015 2004-

2005 2006-2007

2008-2009

2010-2011

2012-2013

2014-2015

Gns. antal artikulationer af win-win samarbejde og fælles fordele 0.00 0.00 0.98 1.00 1.50 2.60

Eksempel: “We should (…) make our endeavour on climate change a win-win for both developed and developing countries and a win-win for both the interests of individual countries and (…) of humanity.”

Kilde: Udtalelse Hu 2009: 3 Denne stigning i betoning af ideer om win-win samarbejde og fælles fordele synes central i vores

stormagtskonstruktivistiske analyseramme, både fordi de viser en styrket kinesisk selvidentifikation

som pro-social klimamæssig stormagt, og idet de er koblet til en ny generel diplomatisk ide i Kina

om at etablere et bedre samarbejde med stormagten USA, som udenrigsminister Wang har udtrykt

således: “The most important outcome is that China and the United States agreed to build a new

model of major-country relations (…) [This] model include number one, “no conflict or

confrontation”, number two, “mutual respect” and number three, “win-win cooperation” (2013).

Konceptet fremhæves af eksperter som en indikation på en øget kinesisk tro på egen styrke og en

selvforståelse som stormagt,31 samt at man søger bekræftelse af sin stormagtsstatus fra netop USA:

31 Ordet for stort land er på kinesisk synonymt med ordet for stor magt, hvorfor det kan være svært at fastslå, om Kinas artikulation af major country reelt afspejler en selvforståelse som stormagt. Ordet, dàguó (大国),


“Embedded in the ‘New Type of Great Power Relations’ is [China’s] hope for an international

environment more conducive to its development. (…) At the same time, China wants to be viewed as

an equal. By using the term ‘Great Power’ to (…) refer to China and the United States, China aims

to elevate itself to a level playing field.” (Li og Xu 2014). Den stigende artikulation af win-win

samarbejde på klimaområdet kan derfor også ses som en indikator på en øget tendens hos Kina til at

se sig som en opstigende klimapolitisk stormagt. Samtidig indikerer det øgede fokus på at skabe et

klimaregime, der sikrer fælles fordele, at Kina i kontrast til Indien ikke fastholder en nulsums-

mentalitet gennem den analyserede periode, men begynder at opfatte det som muligt at indrette

klimaregimet, så det tilgodeser både udviklingslandenes og de udviklede landes ønsker – og at USA

og Kina har et ansvar for at facilitere et sådan regimeskifte. Dermed synes Kina også her at skifte

fra en først ret ufleksibel, dogmatisk rolleforståelse mellem Anneks 1- og Non-Anneks 1-grupperne

til en klart mere pragmatisk, pro-social position i tråd med en stormagtsidentitet.

5.4.3.1 Indre konflikt? Et mere Selvhævdende Kina

Samtidig er der dog også indikationer på, at Kina ikke er villig til passivt at acceptere de normer,

som traditionelt har dannet udgangspunkt for klimaregimets procedurer og virke. Kina begynder fra

2010 og løbende derefter at fremhæve et ønske om, at klimaregimet—foruden at fastholde den

differentierede ansvarsfordeling mellem udviklede lande og udviklingslande—også skal følge et

princip om at være partsdrevet (eng. party-driven). Ideen om en mere partsdrevet proces synes at

signalere et ønske om, at aftaler indgået ved forhandling i klimaregimet bør være fleksible og ikke-

bindende. I stedet for en juridisk-bindende top-down tilgang, hvor landes klimaløfter og handlinger

aftales ovenfra, ønsker man en mere bottom-up tilgang, hvor lande selv indmelder deres respektive

klimaløfter i overensstemmelse med egne forhold. Xi Jinping påpegede eksempelvis i sin tale ved

COP21, at “we should (…) accept harmony without uniformity, allowing individual countries to

seek their own solutions (…). It is imperative to respect differences among countries (…). A one-

size-fits-all approach must be avoided” (2015: 4). Således synes der for Kina at kunne observeres

en mere selvsikker tilgang til klimaregimets struktur og praksisnormer, hvor man i bytte for sin

øgede ansvarsvillighed ønsker mere selvdetermination i forhold til, hvordan man bidrager. Her

synes altså at kunne spores en vis indre konflikt for Kina mellem hensynet til økonomiske interesser

og ønsket om at fremstå ansvarsfuld, i tråd med vores stormagtskonstruktivistiske forventning.

bruges dog uden forskel i litteraturen og af kinesiske meningsdannere i engelsksprogede værker, og det synes derfor rimeligt at forstå ordet som den kinesiske pendant til det vestlige begreb om stormagt (Chase 2012).


5.5 Sammenligning af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter Som analysen indtil videre har vist, er Indien fortsat i høj grad præget af en stærk følelse af

tilhørsforhold til en kollektiv identitet som udviklingsland, der på klimaområdet oversættes til Non-

Anneks 1-gruppen. Kina artikulerer ligeledes en følelse af tilhørsforhold til denne gruppe, men en

klar tendens synes at indikere, at den del af Kinas klimapolitiske statsidentitet bliver mindre salient

over tid—nærmere bestemt omkring 2012—og at ideen om Anneks 1-gruppen som den eneste

relevante, rivaliserende Signifikante Anden mister prominens, mens man i højere grad begynder at

identificere sig op imod USA. Figur 14 nedenfor angiver antal gange i datamaterialet, hvor Indien

og Kina eksplicit har nævnt henholdsvis USA32 og hinanden. Den viser, at Indien kun nævner USA

ganske få gange—1 gang før 2012 og 5 gange efter—hvorimod de nævner Kina 14 gange før 2012

og 16 gange efter. For Kina er billedet omvendt, idet de nævner USA 11 gange før 2012 og hele 26

gange efter, men kun Indien henholdsvis 1 og 3 gange før og efter 2012.

Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015

Det bekræfter billedet fra analysen hidtil, nemlig at mens der for Kina sker en udvikling imod en

øget tendens til at sammenligne sig selv med USA frem for med de udviklede lande som gruppe,

holder Indien fast i en selvforståelse som almindeligt udviklingsland, hvorfor det synes irrelevant at

sammenligne sig med den industrialiserede stormagt USA. Indien sammenligner sig derimod med

Kina, men selv her ser vi den stærke konstruktion af Selvet som inferiør. I Indiens anden Nationale

Kommunikation til UNFCCC (2012: 16) står f.eks.: “Despite this rapid economic growth, (…)

[the] country’s Human Development Index is only at 0.612 as compared to China (0.663) (…) The

Technology Achievement Index of India is 0.201, which is comparable to China”. Her ser man

tendensen til at fremhæve forskellen i de to landes udviklingsniveau, selvom man også kunne have 32 Her har vi adderet det antal gange, hvor hvert land nævner henholdsvis ‘United States’ og ‘U.S.’

0

5

10

15

20

25

Før 2012 Efter 2012 Før 2012 Efter 2012

Indien Kina

Benævnelser af USA

Benævnelser af Kina

Benævnelser af Indien


argumenteret for deres sammenlignelighed – forskellen på disse HDI-niveauer svarer til den mellem

eksempelvis Australien (0.933) og Østrig (0.881) eller Finland (0.879) i dag (UNDP 2014).

Som nævnt ser vi også tendensen i antal og indhold af selvartikulationer som normalt henholdsvis

specielt udviklingsland. Indien italesætter meget sjældent sig selv som et land, der adskiller sig fra

andre udviklingslande, og på en altid negativt associeret måde som et land, der som resultat af sin

store størrelse og befolkning er særligt sårbar over for klimaforandringer. Hos Kina kan man dog

især efter 2012 spore en gryende selvforståelse som et stort og ansvarligt land, der på trods af sit

relativt lave økonomiske udviklingsniveau er villig til at påtage sig en øget grad af forpligtelse for

det globale bedste på klimaområdet. Figur 15 sammenligner for heuristiske formål frekvensen af

selvbeskrivelser som normalt versus specielt udviklingsland for de to lande. Hvor de orange kurver

viser kontinuiteten i forholdet mellem sådanne selvbeskrivelser hos Indien, illustrerer de blå kurver,

at forholdet for Kina skifter imod et selvbillede som specielt udviklingsland fra omkring 2012.

Figur 15: Gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland hos Kina og Indien, 2004-2015

Ideen om et passende øget ansvar, der synes at opstå for Kina omkring 2012, men aldrig for Indien,

handler således om en øget villighed til i højere grad at agere på vegne af det internationalt bedste

frem for det individuelt bedste. Som specialets litteraturgennemgang tidligere har vist, har både

Indiens og Kinas klimaindsatser traditionelt været stærkt influeret af deres energibehov, og et oplagt

tjek af de resultater, vi mener at have fundet, er derfor at undersøge, om Kina faktisk synes at have

skiftet imod en øget betoning af det globale samfunds interesser på klimaområdet frem for ens egne

0

1

2

3

4

5

2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015

Gns

. ant

al an

vend

else

r af k

ode

Normalt - Kina Normalt - Indien Specielt - Kina Specielt - Indien


energiinteresser. Som operationalisering af dette viser Figur 16 ratioen mellem, hvor mange gange

hvert land nævner klimaforandringer (eng. climate change) henholdsvis energi (eng. energy) ud fra

et argument om, at det kan ses som en indikator for den vægt, det enkelte land lægger på løsningen

af internationale henholdsvis egne egoistiske udfordringer.33

Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ‘climate change’ og ‘energy’ for Kina og Indien, 2004-2015

Figuren viser, at tendensen for Indien er at fremhæve landets energibehov og –interesser oftere end

den globale interesse i at løse klimaforandringsproblemet.34 I næsten alle år italesættes energi oftere

eller meget oftere end klimaforandringer, og der synes klart at kunne spores en tendens over tid til,

at denne tilbøjelighed faktisk styrkes, selvom forbehold skal tages for de ret store udsving. Et typisk

eksempel er at påpege, at “[a] number of steps are being initiated to develop renewable sources of

energy in a systematic manner. However, coal being abundant, cheap and locally available would

remain mainstay of the Indian energy system for energy security reasons.” (India’s INCCC 2004:

12). For Kina ser billedet anderledes ud. Selvom tendensen i starten af den undersøgte periode

(2004-06) og til dels indtil 2012 er sammenlignelig med Indiens i dens relative prioritering af egne

energibehov, sker der efter 2012 et skifte imod en øget inklination til at italesætte den internationale

udfordring med klimaforandringerne oftere end Kinas individuelle energiinteresser.

33 Figuren er lavet på baggrund af landenes nationale klimapolitiske dokumenter alene, da mange udtalelser ikke indeholder konkrete benævnelser af enten klimaforandringer eller energi, hvorfor det er meningsløst at forsøge at udregne ratioer til brug for sammenligningen ved inklusion af disse. 34 Det skal påpeges, at det er umuligt at drage konklusioner på baggrund af denne afkontekstualiserede form for frekvensanalyse alene, da fremhævninger af klimaforandringerne eller egne energibehov kan ske på vidt forskellige måder, hvilket figuren ikke tager højde for. Figuren kan derfor ikke stå alene, men vi mener, at den i lyset af den samlede indholdsanalyse bidrager til forståelsen.

0.4

0.6

0.8

1

1.2

1.4

1.6

2004-2006 2007-2009 2010-2012 2013-2015

Rat

io m

l. cl

imat

e cha

nge

og e

nerg

y

Kina

Indien


5.5.1 Delkonklusion: Indisk urokkelighed og kinesisk udvikling

Denne analyse har vist, at både Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter præges af en type-

og kollektiv identitet som udviklingsland. Det bekræfter litteraturgennemgangens primære indsigt.

For begge landes vedkommende artikuleres denne dog på en særligt klimapolitisk måde gennem en

lokaliseringsproces, hvor den internationale norm om bæredygtig udvikling gives mening og

internaliseres i indisk eller kinesisk kontekst via en sammenbinding med traditionelle ideer. I Indien

kobles normen især med ghandianske ideer om spirituel mådehold og balance mellem generationer

og mellem mennesker og natur, mens den i Kina forbindes med den konfucianske miljøetik og

ideen om harmoni mellem menneskehed og natur, hvilket resulterer i en aspiration om en økologisk

civilisation og moderat velstående samfund. For begges vedkommende ligger dog her også kimen

til en aversiv identitet, nemlig Vestens ubæredygtige udviklingsmodel, hvormed de udviklede lande

formuleres som en Signifikant Anden, der i både indisk og kinesisk optik menes at have skabt

klimaproblemet og derfor har ansvaret for at løse det.

For Indien gør billedet sig gældende i hele den undersøgte periode, og Indiens artikulationer må

siges at reproducere en rivaliseringskultur mellem Anneks 1- og Non-Anneks 1-landene og en

identitet, hvor Indien kontinuerligt synes at finde det tilstrækkeligt at forstå sig selv som intet mere

end et almindeligt—om end særligt principfast—medlem af det Globale Syd. Indien fastholder et

selvbillede som normalt udviklingsland og tilskriver ikke sin geografiske eller befolkningsmæssige

størrelse nogen substantiel betydning udover som en yderligere klimasårbarhedsskabende faktor.

Derfor sammenligner Indien sig sjældent med stormagten USA, og selv artikulationer af Kina sker

sådan, at det indiske Selv konstrueres inferiørt. Et selvbillede som afhængig kan således udledes,

hvor Indiens klimaindsats ses som både reelt afhængig af udviklede landes finansielle-teknologiske

støtte og principielt afhængig heraf, som følge af en stærkt dikotomisk opfattelse af de centrale

begreber i klimaregimet, herunder især CBDR og retfærdighed. Hos Indien kan ikke findes en

følelse af behov for at øge sin klimaindsats, da man principfast fastholder, at ens primære ansvar er

i forhold til ens egen befolkning, herunder specifikt at afskaffe økonomisk og energimæssig

fattigdom. Internationale forpligtelser opfattes således af Indien som upassende, med undtagelse af

en periode omkring 2009-11, hvor Miljøminister Ramesh syntes at udtrykke et vist skifte, som dog

tilsyneladende forsvinder igen efter hans degradering i Singh-administrationen. Dette synes altså at

bekræfte vores forventning om, at idet statsidentiteter består af kollektive og ikke subjektive ideer,

begrænser de statsrepræsentanternes ideationelle handlerum, hvormed en repræsentants forsøg på at

“challenge dominant ideas or think differently about foreign affairs can bring social and political

stigmatization” (Legro 2007: 162).


For Kina er billedet i første halvdel af den analyserede periode meget sammenligneligt med Indien,

men fra omkring 2012 synes en forandring at ske. De udviklede lande vedbliver at udgøre en central

Signifikant Anden, men Kinas relation til dem artikuleres noget mindre antagonistisk og mere

afbalanceret, og man begynder særligt at italesætte fælles interesser og gensidig læring. Samtidig

begynder der at opstå artikulationer af USA, som i stigende grad har positiv valens og indikerer, at

Kina begynder at se sig selv individualistisk som en stat, der meningsfuldt kan sammenlignes med

stormagten USA i international klimapolitik. I takt hermed falder tendensen til at opfatte sig selv

som almindeligt udviklingsland til fordel for selvbilleder som et særligt udviklingsland, der ganske

vist har øgede klimatilpasningsudfordringer som følge af sin størrelse, men som på grund af denne

størrelse også er forpligtet til—og implicit forstået i stand til—at påtage sig et særligt internationalt

pro-socialt ansvar for at løse klimaproblemet. Dette involverer både et styrket ambitionsniveau

nationalt, en mere konstruktiv tilgang til globale klimaforhandlinger og et ansvar for at assistere de

fattigste udviklingslande, hvor sidstnævnte baseres på hierarkisk differentiering af det Globale Syd

gennem ideen om Syd-Syd-samarbejde, hvor Kina artikulerer sig som særligt kapabel og ansvarlig.

Endelig ser vi dog også, at Kina kobler sin øgede villighed til at påtage sig et internationalt ansvar

med en mere selvhævdende ide om en deraf følgende ret til at kræve ændringer af regimet hen imod

en mere såkaldt partsdrevet model, hvor hver stat definerer sit klimabidrag til UNFCCC nationalt.

I tråd med specialets første arbejdshypotese synes der altså at være sket et identitetsmæssigt skifte

for Kina imod et mere stormagtspræget selvbillede, hvor Kinas styrkede kapabiliteter opfattes som

fordrende både en mere internationalt ansvarlig og en mere selvhævdende rolle i klimaregimet. Et

sådan skifte synes ikke at være sket for Indien.

Vores identificering af en sådan udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet synes også at finde

støtte, når vores resultater sammenholdes med konklusioner draget af forskere, som har undersøgt

Kinas overordnede internationale identitet. Zeng og Breslin (2016) tilslutter sig eksempelvis det

overordnede mønster, vi finder. De konkluderer på baggrund af en analyse af perioden 1998-2015,

at der omkring samme tidspunkt som påpeget i dette speciale sker “a fundamental shift of China’s

evaluation of the power status of itself and others. (…) [There] is a range of understandings of the

country’s identity including rising power, world power, No. 2 power and superpower. Nevertheless,

we argue that there is a clear and broad consensus that China really is a Great Power.” (Ibid.:

793). I analysens anden del søger vi som nævnt at forklare dette skifte i identitet.


Mathias Hauberg

Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 91

6 Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger

Denne anden analysehalvdel undersøger som beskrevet specialets anden arbejdshypotese, der lyder:




For at undersøge, om Kinas ændrede klimapolitiske statsidentitet bør ses som et delvist resultat af

socialisering fra de øvrige stormagter, og hvorvidt socialiseringsdynamikker også har været på spil i

Indiens tilfælde, lader vi os som udførligt beskrevet i metodeafsnittet inspirere af den af Johnston

anbefalede fire-trins operationaliseringsmåde. Det udgør den første, og primære, del af denne anden

halvdel af den samlede analyse. Derefter afdækker vi, om forklaringen på Kinas ændrede identitet

og klimaindsats samt Indiens mangel på samme endvidere til dels kan findes i en kollision mellem

de kollektive forventninger (og adfærdsformer), som Kinas tidligere klimapolitiske identitet skabte,

og de materielle eller sociale konsekvenser, som disse faktisk afstedkom. Begge analyser tager som

beskrevet form som kongruensanalyser, hvori vi sammenligner de hypotetisk-teoretisk forventede

observerbare implikationer med faktiske empiriske observationer.

6.1 Socialisering som årsag til Kinas identitetsforandring Som beskrevet forventer vi at finde belæg for de følgende fire kriterier, hvis socialiseringsforsøg fra

de øvrige stormagter bærer en del af forklaringen på Kinas identitetsforandring og Indiens mangel

på samme. For det første forventer vi, at det såkaldte sociale miljø omkring de internationale

klimaforhandlinger sandsynliggør socialisering i form af enten social indflydelse eller overtalelse.

For det andet forventer vi, at Kinas identitetsskifte og Indiens manglende ditto faktisk kan forklares

som (for Kina) en succesfuld socialiseringsproces og (for Indien) et forfejlet eller manglende forsøg

på socialisering. For det tredje forventer vi, at vi kan finde belæg for, at Kinas klimaindsats reelt er

ændret på en måde konsistent med identitetsskiftet, mens Indiens i højere grad er uændret. For det

fjerde forventer vi endelig, at Kinas mere pro-sociale klimaindsats ikke kan forklares alternativt

som et resultat af materielle sidebelønninger fra andre stater (Johnston 2007: 32). Vi analyserer i det

følgende disse kriterier punkt for punkt.

92 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger

6.1.1 Trin 1: Sandsynliggørelse af socialisering – Det sociale miljø i klimaregimet

Som beskrevet i specialets metodeafsnit mener vi at kunne undersøge, om det sociale miljø omkring

staternes interaktion på klimaområdet overhovedet er befordrende for overtalelse og/eller social

indflydelse ved at se på medlemsantallet i UNFCCC-regimet, dets dominerende beslutningsregler,

UNFCCC’s generelle mandat samt autonomien hos de af staterne udsendte repræsentanter i

klimaforhandlingssammenhæng.

Antallet af parter i UNFCCC er i dag 197 inklusiv den Europæiske Union. Der er således tale om, at

omtrent samtlige stater i det internationale samfund deltager i det globale klimaregime og i dets

begivenheder såsom de årlige COP-møder. Dette høje antal medlemmer taler i vores optik for, at

omstændighederne for social indflydelse er bedre end for overtalelse, fordi den mulige effekt af

social kritik eller ros af et givet lands klimaindsats er betydelig. I UNFCCC-sammenhæng kan et

land altså risikere isolering fra store dele af det internationale samfund, hvis dets klimaindsats ses

som utilstrækkelig – eller det kan opnå ros fra hele dette samfund, hvis det formår at positionere sig

som klimamæssigt ambitiøs. Derimod er muligheden for oprigtig overtalelse og norminternalisering

suboptimal, fordi det store antal medlemmer gør det usandsynligt, at den enkelte stat vil identificere

sig med gruppen som helhed. Generelt vil det gøre staten mindre modtagelig for modargumenter

(ibid.: 31).

UNFCCC’s beslutningsregler tegner imidlertid et mindre entydigt billede af den forventelige

socialiseringstype end medlemsantallet. UNFCCC’s procedureregler angiver således at: “The

Parties shall make every effort to reach agreement on all matters of substance by consensus. If all

efforts to reach consensus have been exhausted and no agreement has been reached, the decision

shall (…) be taken by a two-thirds majority vote of the Parties present and voting” (1996: 12).

Klimaregimets dominerende beslutningsregler som deduceret fra UNFCCC’s procedurer er altså

baseret på en ambition om konsensusafgørelser, hvilket øger sandsynligheden for, at socialisering

kan finde sted som reel overtalelse, fordi konsensusbeslutninger kræver deliberation, mere fleksibel

evaluering af informationer og argumenter samt en overordnet mere kompromissøgende tilgang.

Imidlertid fastslår procedurereglerne samtidig, at selvom målet er konsensus, så skal beslutninger

træffes ved kvalificeret flertal, hvis konsensus ikke kan nås. Det betyder, at staternes stemmeadfærd

i sådanne tilfælde føres til protokol, hvilket betyder, at staterne kan vurdere hinandens adfærd og

konsistens over tid. Det muliggør offentlig kritik eller ros af hinandens adfærd og indsatser, hvilket

er befordrende for social indflydelse som socialiseringsdynamik (Johnston 2007: 94). Det er altså

usikkert, om beslutningsreglerne i UNFCCC taler mest for overtalelse eller social indflydelse som


mest oplagt dynamik, såfremt Kinas ændrede klimapolitiske statsidentitet og klimaindsats skyldes

socialisering.

Det samme gør sig i et vist omfang gældende for UNFCCC’s generelle mandat. I de tilfælde, hvor

konsensus er muligt at opnå, synes modus operandi delvis at minde om deliberation, der som nævnt

primært taler for overtalelse som socialiseringsdynamik. Under COP21 i Paris enedes staterne

eksempelvis om en målsætning om at holde den globale temperaturstigning på under to grader

celsius i forhold til det præindustrielle niveau, hvilket syntes at være sket gennem et forløb, der i alt

fald mindede om kompromisorienteret, oplyst diskussion (Appunn og Egenter 2015). Alligevel må

klimaregimets forsamlinger primært karakteriseres som ganske hårde forhandlinger, hvor staterne

på grund af procedurereglerne har mulighed for at modsætte sig forslag, de er uenige i, og hvor

blandt andet klimapolitikkens klare kobling til økonomisk politik gør staterne optagede af at undgå

regler eller bestemmelser, der kompromitterer deres individuelle interesser. Dette ses eksempelvis i

reglen om, at “decisions on matters of substance shall be taken by consensus, except that decisions

on financial matters shall be taken by a two-thirds majority vote.” (UNFCCC 1996: 12). På

økonomispørgsmål har staterne således ikke været villige til at overlade afgørelsen til den mere

usikre konsensusbestemmelse, hvilket nok bør ses i lyset af regimets svage definition af konsensus,

som bekymrer staterne. Vihma skriver eksempelvis, at “decision-making in the COPs exists in a

legal vacuum. (…) [There] is no crystal clear definition of consensus. The mainstream opinion (…)

would have it that consensus is denoted by the Chair’s perception that there is no stated objection.”

(2011b: 4).35 UNFCCC’s mandat tager altså mest form som forhandling, hvilket taler for social

indflydelse som den mest sandsynlige socialiseringsdynamik.

Det er ligeledes tilfældet for graden af autonomi hos de udsendte repræsentanter for Kina og Indien.

For begges vedkommende er autonomien hos udsendte forhandlere lav, hvilket gør sandsynligheden

for social indflydelse større end for overtalelse, da disse agenter så primært blot repræsenterer

principalens position og derfor overfører social kritik eller ros tilbage til statsledelsen. Klarest er det

hos Kina, idet kinesiske forhandlere i internationale klimaforhandlinger typisk øjensynligt har haft

meget lav autonomi. I Paris deltog Kinas øverste leder, Xi Jinping, for første gang selv, men det var

aldrig tilfældet inden 2012, som jo er omtrent det tidspunkt, hvor vi synes at se et identitetsskifte

hos Kina. I stedet sendte man repræsentanter uden frihed til at rykke sig fra ledelsens befalinger.

Dette sås eksempelvis under COP15, hvor udsendte premier Wen Jiabaos forhandlingsrum var

begrænset af strenge ordrer: “Wen had not been granted the authority to make decisions at the 35 Faktisk er UNFCCC’s procedureregler aldrig formelt vedtaget. De opererer dog alligevel de facto, hvorfor vi stadig finder dem relevante. Se Vihma 2011b.


meeting. Rather than being embarrassed by his lack of mandate, he chose to stay away. (The

Chinese official who replaced him protested that he too couldn’t make any decisions—because his

cell-phone battery had run out.)” (Foroohar 2010).

Autonomien hos Indiens udsendte forhandlere er umiddelbart sværere at fastslå, men også her må

empirien siges at pege i retning af en lav grad af uafhængighed. Eksempelvis fortæller den ledende

forhandler i den tyske delegation til UNFCCC, at “I would say that India (…), their agenda is set

by the national agenda, (…) I remember at the COP in Durban and the time before—I would say

three or four years until Durban—the Indian delegation was very active in the negotiations on the

technical but also on the political level (…). But then the years after that, my sense is that they were

a little bit more quiet than before, and I'm not sure if that was due to the national circumstances…”

(AN1 2016: 1). Det tyder på, at de indiske klimaforhandleres autonomi er bundet til deres nationale

diktater, og at deres forhandlingsrum i de internationale forhandlinger er bundet af, hvorvidt disse

diktater stemmer overens med den globale stemning under en given forhandling. Hvis de indiske

forhandlere havde høj autonomi, ville vi forvente, at de blev opfattet som omtrent lige aktive i de

forskellige forhandlinger, da der i Indien er stor konsistens i, hvem der har været udsendt. Det tegn

på lav autonomi ses også i en udmelding fra den tidligere minister på området, Ramesh: “The

negotiators negotiate from a political brief. The negotiators are not autonomous of the political

leadership.” (Sharma 2015). Endelig ses det i det faktum, at Ramesh som topforhandler selv som

nævnt blev forflyttet, fordi han fik kritik for at være mere fleksibel i forhandlingerne, end han havde

mandat til (Torney 2015: 172; Sethi 2010; Dasgupta 2014).

Opsummerende må det sociale miljø omkring de globale klimaforhandlinger altså siges at være

befordrende for socialisering i form af både overtalelse og social indflydelse. Overtalelse er en

mulig socialiseringsdynamik, idet UNFCCC’s procedureregler vægter konsensusafgørelser ret højt,

hvilket øger behovet for deliberation og kompromissøgen. Alligevel synes social indflydelse at

være den mest sandsynlige socialiseringsdynamik. Dette skyldes det høje medlemstal, UNFCCC’s

primære forhandlingsmandat og afstemning som officielt sidste udvej ved uenighed og endelig den

lave grad af autonomi hos de kinesiske og indiske forhandlere. Tilsammen øger det den potentielle

effekt af social kritik eller ros, muliggør vurdering og kritik af hinandens klimaindsats og gør social

kritik og ros til noget, der udveksles mellem staterne per se frem for mellem deres forhandlere.


6.1.2 Trin 2: Påvisning af socialisering – Overtalelse eller social indflydelse?

Efter at have sandsynliggjort tilstedeværelsen af socialisering i det globale klimaregime ser vi nu

på, hvorvidt der faktisk kan påvises en socialiseringsproces i form af enten overtalelse eller social

indflydelse som årsag til Kinas identitetsskifte, og en fejslagen eller manglende socialisering som

årsag til Indiens manglende ditto. Som analysen nedenfor vil demonstrere, er udviklingen i Kinas

klimapolitiske statsidentitet hen imod en mere stormagtspræget selvforståelse en udvikling til en

identitet, som langt mere end tidligere afspejler de normer, som klimaregimets normledere har

advokeret for længe, og meget tyder på, at en socialiseringsproces har fundet sted.

6.1.2.1 Forsøg på socialisering

Det ser vi blandt andet ved at sammenligne Kinas nye artikulerede selvbillede med de normer på

klimaområdet, som europæiske lande har forsvaret over for lande som Indien og Kina. Der hersker

udbredt enighed om, at de europæiske lande selv har internaliseret normen om, at de globale

klimaforandringer fordrer en meget ambitiøs global politisk løsning, og at de nu forsøger at agere

normledere ved at udbrede denne ambition internationalt til andre stater (Zwolski og Kaunert 2011;

se også Finnemore og Sikkink 1998). Dette er en opfattelse, der klart genfindes i vores empiri. Den

franske UNFCCC-forhandler beskriver eksempelvis EU som “carrying the voice of ambition” ved

de internationale klimaforhandlinger, og forhandleren for det mindre europæiske land beretter, at

“we have worked really hard in the progressive alliance (…) and helped to really develop the

thinking behind how such a deal could be put together to be ambitious.” (ED 2016: 4; AN2 2016:

14). Det er tydeligt, at EU ser sig selv i en normledende rolle, hvis mission det er at bringe regimet

videre og sikre, at både egne og andres klimaindsatser er ambitiøse nok.

Samtidig betyder den selvtildelte rolle, at Kinas og Indiens klimaindsatser hverken nu eller tidligere

opfattes som acceptable af EU. Den tyske topforhandler fortæller, at “both India and China are not

the easiest partners”, og at Indiens argument om fattigdom er “correct on the one hand but on the

other they kind of neglect that they have a growing middle class (…), and they overestimate,

because they think it’s in their interest of course, (…) the aspect of poverty eradication and neglect

the other national developments.” (AN1 2016: 1; 5). Forhandleren for det mindre EU-land siger

endnu mere eksplicit om de to landes indsats, at “we do not think it is sufficient.” (AN2 2016: 6).

Der har således længe været et klart ønske i EU om en mere ambitiøs klimaindsats fra Kinas og

Indiens side på trods af deres udviklingsudfordringer, og der er klare indikationer på europæiske

socialiseringsforsøg rettet mod begge lande. På tværs af vores interviews med de vestlige

forhandlere fremstår det som en central europæisk ambition at overbevise kineserne og inderne om

nødvendigheden i, at de øger deres indsats. Den europæiske strategi beskrives eksempelvis som at


“emphasize that we as industrialized countries recognize our historical responsibility (…), but we

can’t solve this problem unless everyone contributes. (…) And that also means that we should

interpret this principle of common but differentiated responsibility in a dynamic way and not this

binary division. I think that is the overall narrative we have towards them.” (Ibid.: 8). EU forsøger

altså at overbevise Kina og Indien om behovet for en fortolkning af CBDR-princippet, som i stedet

for at opdele stater i udviklingslande og udviklede lande opdeler dem mere dynamisk og tildeler

opstigende økonomier som Indien og Kina en større rolle og ansvar end fattigere og mindre lande.

Et interessant fund er her, at selvom man efter denne ide om dynamisk differentiering faktisk ser et

større ansvar for Kina end Indien—på grund af landets relativt højere udviklingsniveau—tilgår man

begge meget ensartet i forhandlinger: “[We] of course don’t expect the same of India as we expect

of China. But in the negotiation game (…), you have these categories in your head. There are the

Least Developed Countries, the Island States, and then there are the large emerging economies.”

(Ibid.: 2). Den tyske forhandler siger ligeledes om EU’s tilgang til Indien, at “because both have

rising emissions and a huge population (…) we approach them comparing them with China all the

time” (AN1 2016: 1). I forhandlinger argumenterer man altså—delvist taktisk—for, at både Kina og

Indien bør tage et ‘større ansvar’, men er privat af den holdning, at Kina bør tage mest ansvar. Det

giver sig også udslag i konkrete samarbejder, gennem hvilke man håber at fremme mere ambitiøse

indsatser fra de to lande. Både Torney (2015: 150) og Afionis og Bailey (2012: 67) observerer et

“appreciable mismatch in the attention paid by the EU to India compared to China”, der også kan

spores i vores egne interviews. Den tyske forhandler beskriver eksempelvis, at man overlader meget

af samspillet med Indien til Storbritannien, mens majoriteten af EU-landene—og fællesorganet i

form af EU-Kommissionen—koncentrerer sig om Kina: “[On] the European level we tried to have

a kind of division of labour, for instance the UK was one of those partners where it was very

apparent to offer them to cooperate very closely with India and for us it was more China, but also

the Commission would do a lot with China, and so we also tried to play with different roles.” (AN1,

2016: 6). I de europæiske overtalelsesforsøg synes der altså at være en vis kontrast mellem tale og

handling, specifikt mellem en uniform europæisk argumentation over for Kina og Indien, men en

mere differentieret socialiseringsadfærd over for dem. Mere herom senere.

Foruden overtalelsesforsøget synes EU også at anvende offentligt, socialt pres i forsøget på at

socialisere Kina og Indien til at styrke klimaindsatsen. I 2007 kritiserede en britisk topforhandler

eksempelvis Indien og Kina for utilstrækkelige mål: “They are talking about climate change but

doing very little in reality” (Watts og Ramesh 2007), og Sveriges statsminister udtalte, at “[the] EU

is not enough to make a change. We need to make (…) China, India and other countries commit


themselves to actions." (Hurriyet 2007; Reinfeldt 2009). En central del af EU’s forsøg på at

socialisere Kina og Indien handler altså om at få deres accept af en internationalt forpligtende

aftale. Dette så man også efter den i europæisk perspektiv forfejlede COP15, hvor den britiske

premierminister Brown og andre kritiserede, eller shamede, Kina for at blokere et ambitiøst resultat:

“Never again should we let a global deal to move towards a greener future be held ransom by only

a handful of countries.” (Vidal 2009).

På trods af disse konkrete eksempler på shaming synes brugen af socialt pres dog primært at ske

gennem trusler, hvor de europæiske lande opfordrer Kina og Indien til at øge deres ambitionsniveau

for at undgå shaming: “If we can’t agree on something, and if you [Kina eller Indien, red.] are the

ones blocking, then it would look really bad in the eyes of the world and ultimately in the eyes of

your own citizens. Everyone has a basic interest in looking constructive, and of course one uses

that.” (AN2 2016: 10). Vihma (2011: 75) pointerer ligeledes, at EU’s udøvelse af socialt pres på

Kina og Indien hovedsageligt sker gennem uofficielle trusler i margenerne ved større internationale

møder. I den kontekst agerer de europæiske lande i forening for at øge deres indflydelsesmuligheder

over for eksempelvis Kina og Indien, hvilket den franske forhandler bekræfter: “[It] is really

important for us to be represented by the EU, because it really gives the EU the status of big player

in the climate negotiations (…) with other big countries.” (ED 2016: 4). EU-Kommissionens

præsident Juncker har formuleret flere af disse pointer ret koncist: “Our intention is to cut emission

by 40% compared with 1990, and I would strongly welcome China to take on (…) commitments to

have the same ambition (…). Climate change is an important matter for the entire human kind, and

both China and Europe have to bear particular responsibility” (Bendavid 2015). Her ser vi både,

hvordan de europæiske lande agerer i fællesskab for at kunne påberåbe sig en form for

stormagtsstatus, der tillader dem at sammenligne sig med eksempelvis Kina. Vi ser også EU’s

ambition om at få de opstigende økonomier til at påtage sig internationalt bindende forpligtelser, og

endelig ser vi også her tendensen til i højere grad at anerkende Kina som ny stormagt end Indien,

selvom man officielt afkræver dem samme ansvar.

EU forsøger altså gennem både overtalelse og social indflydelse at socialisere Kina og Indien til at

øge deres klimaindsatser, og aggregerer sine indsatser for at opnå en art stormagtsstatus. Om denne

dobbelte strategi er bevidst eller udtryk for EU’s egen internalisering af normen om klimaambition

eller behov for at konstruere et unikt europæisk Selv er svært at fastslå, men heller ikke et primært

spørgsmål for os (se også Adler-Nissen 2014).

Vi ser ligeledes indikationer på socialiseringsforsøg rettet mod Kina og Indien fra USA, som dog

primært synes at have benyttet sig af social indflydelse som socialiseringsdynamik i alt fald inden


2012. Dette er sket både implicit via krav om ækvivalens i USA's, Indiens og Kinas klimaindsatser

og eksplicit i argumentationer om, at (opstigende) stormagter har et øget internationalt ansvar også

på klimaområdet.

Det implicitte aspekt ses eksempelvis i, at USA står uden for Kyoto-protokollen, netop fordi Kina

og Indien gør (Harris 2012: 77). Præsident Bush udtalte f.eks., at USA tager klimaforandringerne

alvorligt, men er imod “the Kyoto Protocol because it exempts (…) major population centers such

as China and India, from compliance, and would cause serious harm to the U.S. economy” (2001).

Ved at betinge sin egen indsats på disse to landes konstruerer USA en social ophøjelse af dem til en

art klimamæssig stormagtsstatus. Det sker dog i et negativt lys, da ingen af dem—i alt fald indtil for

nylig—har levet op til sit særlige sociale ansvar som stormagt. USA udviser samtidig præcis den

stormagtsadfærd som vi ville forvente, ved at være bevidst om et særligt ansvar for stormagter, men

samtidig ekstremt fokuseret på at fastholde sit eget høje niveau på de materielle stormagtskriterier.

Det eksplicitte aspekt ses i, at USA også udtrykkeligt artikulerer en ide om et særligt ansvar for

stormagter. Her ses dog i tråd med tilfældet for EU en privilegering af Kina. USA’s handelsminister

Locke sagde eksempelvis i 2009, at “[as] the two biggest emitters of carbon dioxide, the United

States and China have a special responsibility to take action.” (Xinhua News Agency 2009),

udenrigsminister Clinton brugte samme udtryk to år senere (BBC 2011), og præsident Obama sagde

i 2014, at “[as] the world’s two largest economies, energy consumers and emitters of greenhouse

gases, we have a special responsibility to lead the global effort against climate change.” (Hoye og

Yan 2014). Det er desuden interessant, at Obama nævner størrelsen på de to landes økonomier før

størrelsen på deres reelle udledninger, fordi det kan ses som en konstruktion af et særligt ansvar

som følgende direkte af deres absolutte størrelse snarere end af deres konkrete klimapåvirkning.

Fra såvel EU’s som USA's side har man således forsøgt at socialisere både Kina og Indien til at tage

et større klimaansvar. Der er endda indikationer på, at man har koordineret indsatsen (European

Parlament 2009). Meget tyder imidlertid på, at man har fokuseret mest på og diskursivt privilegeret

Kina, mens opmærksomheden rettet mod Indien har været mindre og mere sporadisk. Dertil synes

der at være visse nuanceforskelle i indholdet af socialiseringsforsøgene fra henholdsvis Europa og

USA. Hvor de europæiske lande har forsøgt at socialisere Kina og Indien til mere ‘substantielt’

ambitiøse og internationalt forpligtende klimaindsatser, har USA mest fokuseret på nødvendigheden

af, at Kina og Indien tager et øget internationalt ansvar, men uden samme grad af eksplicitering af,

hvordan det præcist skal indfries. Endvidere synes det amerikanske socialiseringsforsøg primært at

have taget form af social indflydelse, mens EU synes at have forsøgt både social indflydelse og reel

overtalelse.


6.1.2.2 Resultater af socialiseringsforsøgene

Ser man dog på de øjensynlige resultater af disse socialiseringsforsøg, virker det til, at udviklingen

i Kinas klimapolitiske statsidentitet og klimaindsats fortrinsvis skyldes social indflydelse som

effektfuld socialiseringsdynamik, mens manglen på indisk udvikling som forventet synes at have at

gøre med et mislykket socialiseringsforsøg. Rationalet for, at social indflydelse og ikke overtalelse

har udgjort socialiseringsdynamikken i det kinesiske tilfælde hviler på to hovedobservationer.

For det første synes det at kunne udledes i Kinas egne forsøg på at begrebsliggøre behovet for at

skifte klimaposition. I den første analysedel viste vi, at Kina efter cirka 2012 begynder at italesætte

behovet for at indfri en “important obligation of a responsible big power” eller en “international

obligation as a responsible major country.” Fremhævningen af et internationalt ansvar antyder, at

Kina hovedsageligt ser et behov for at ændre sin klimaindsats, fordi det internationale samfund

kræver det, mere end fordi Kina selv ser det som substantielt nødvendigt og rigtigt. Kina har altså

konstateret et øget internationalt pres i takt med sin økonomiske opstigning, og det tyder på, at dette

pres i stigende omfang er blevet set som passende, ikke primært fordi man pludselig internaliserer

normen om den intrinsiske værdi og nødvendighed i at øge klimaindsatsen, men fordi man i stadigt

stigende grad selvidentificerer sig som stormagt og anerkender disses særlige ansvar. Det ser vi

eksempelvis i et argument om, at “[as] international consensus on addressing climate change

continues to deepen and China’s strength increases, China is faced with a new situation regarding

the climate change issue.” (China’s WPPACC 2013: 3). Det er i synet på Kina som en opstigende

stormagt både i det internationale samfund og nu også i Kina selv, at et skifte er sket, hvilket sætter

Kina i en situation, hvor et øget internationalt ansvar i form af en styrket klimaindsats er nødvendig.

Det er ikke primært et skifte i Kinas ‘private’ syn på behovet for en ambitiøs klimaindsats.

Som støtte til denne observation kan også fremhæves Kinas egne definitioner af, hvad skiftet i deres

klimaindsats primært handler om. Typiske beskrivelser centrerer her om, at Kina nu i højere grad

forsøger at “actively participate in international negotiations in tackling climate change, exhibiting

responsibilities of a major country” (China’s NPCC 2014: 3). Et andet eksempel er nedenstående,

hvor det i et interaktionistisk perspektiv er centralt at bemærke, hvilken vægt Kina lægger på at

spille en passende rolle for at blive set internationalt som havende den status, man identificerer sig

med: “China's international standing has been fully raised. (…) We have acted as a responsible

major power and played an important leadership role in enhancing global cooperation on climate

change.” (Wang 2015).

Disse kinesiske beskrivelser af Kinas klimapolitiske skifte passer med konklusionen i specialets

første analysedel om et kinesisk identitetsskifte hen imod en øget selvforståelse som stormagt også


på klimaområdet, og de stemmer ligeledes overens med et idealtypisk billede af social indflydelse

som en proces, hvor en stat udvikler en ny selvkategorisering, der “may be internalized enough

such that certain behaviors are considered appropriate for its social category. When its behavior is

perceived (…) to be inconsistent with this self-categorization and runs into (...) opprobrium, the

actor changes its behavior because of cognitive discomfort from inconsistency with or the violation

of the norms of behavior appropriate to its identity.” (Johnston 2007: 76). Der er således i vores

interviews klare indikationer på, at Kina tidligere ikke tog kritikken fra det internationale samfund

til sig, men i takt med sin nye selvforståelse følte sig ramt af denne kritik og derfor styrkede sin

klimaindsats: “I think they for a long time perceived how they are perceived as a bit unfair. I think

this still exists (…), but I think they are also (...) trying to shift how they themselves are perceived by

the rest of the international community. And I think already it is shown (...) that you don't have as

heavy a China-criticism as you had (...) because of what they have been doing” (LS 2016: 4).

Skiftet på klimaområdet var dermed et forsøg på at udvise konstruktivitet over for især USA, som

man havde svært ved at vise på andre områder såsom demokratisering eller menneskerettigheder:

“If you look at U.S.-China relations, (…) it’s purely human rights, South China Sea, a lot of very

difficult issues that they cannot make much progress on. (…) [They] wanted to send a point that

they can make some breaks too, and that was climate change.” (Ibid.: 2).

For det andet peger meget på, at overtalelse kan afvises som socialiseringsdynamikken i Kinas

tilfælde. Johnston fremhæver, at den primære forskel mellem overtalelse og social indflydelse er, at

mens social indflydelse defineres ved offentlig normkonformitet men uden privat accept, defineres

overtalelse ved offentlig normkonformitet med privat accept (2007: 80).

Havde Kinas forbedrede klimaindsats været udtryk for overtalelse, ville vi derfor forvente, at deres

grad af konstruktivitet og fleksibilitet var ens på tværs af alle forhandlingsniveauer, da de i så fald

ville have internaliseret normen om klimaambition og derfor oprigtigt ønsket at implementere den

fuldt ud både nationalt og globalt. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet.

I flere interviews med de vestlige repræsentanter fremhæves således, at Kina ofte har en markant

mere konstruktiv fremtoning og adfærd i forhandlinger på politisk niveau end på det lavere såkaldt

tekniske niveau. Eksempelvis siger forhandleren for det mindre europæiske land, at “[another]

thing we have experienced with China is that sometimes … but this may also be strategy from their

side … that they are more of a hardliner on the officials level than on the ministerial level” (AN2

2016: 12). Samme mønster beskrives af forhandleren for den tyske UNFCCC-delegation: “[When]

you look at the technical level (...), and when you look at the political level, there is quite a

difference. Because on the technical level, they are very hard many times (...). And there they have


no problem also to expose themselves with very conservative positions (...). But when you look at

the political level, (...) they were much more open, and for instance (...) indicated on the political

level—and that's also a huge difference from the technical level—that they see also obligations for

themselves in a climate treaty” (AN1 2016: 1-2). Disse udtalelser antyder stærkt, at Kina finder det

centralt at fremstå ambitiøs på klimapolitikken og er parat til at foretage de nødvendige politiske

indrømmelser for at opnå dette, men—når det kommer til stykket—er markant mindre villig til at

finde de tekniske og implementeringsmæssige kompromiser, der er krævet for reel gennemførelse.

Graden af privat accept synes altså så lav, at vi mener at kunne udelukke, at normativ overtalelse er

den bedst understøttede måde at forklare den socialiseringsproces, Kina har gennemgået.

For Indien er der, som allerede nævnt, ikke tale om manglende socialiseringsforsøg, for både EU og

USA har forsøgt at socialisere også Indien til at påtage sig større klimaansvar. I stedet synes det at

være tilfældet, at Indien har afvist disse socialiseringsforsøg. I 2015 sagde premierminister Modi

f.eks. at “I am surprised that the world is scolding us (...). Those who have destroyed the climate

are asking questions to us.(…) [India is] not answerable to the world.” (Indian Express 2015).

Samme billede træder frem i vores interviews. De vestlige landes kritik har ikke medført en indisk

genovervejelse af sin klimaindsats, fordi kritikken ses som fejlplaceret: “I don't think India ever felt

pressurised because of those criticisms, and that was because of India’s conviction on the principle

of historical responsibility combined with the overriding priority for poverty eradication.” (MS

2016: 5).

Tværtimod synes kritikken at have afstedkommet en øget indisk betoning af principper såsom

CBDR og historisk ansvar. I denne kontekst fremstår det helt centralt, at Indien har kunnet fortolke

de grundlæggende normer i regimet anderledes end de såkaldte normledere i Europa (Harris 2012:

81). Regimets parter er aldrig blevet enige om tolkningen af så vigtige ideer som differentiering af

statsansvar: “ [Differentiation] (...) is a well established principle. But it's operational aspect varied

considerably from agreement to agreement. (…) What has happened in the case of climate change

is that (...) the principle remains, but its operational interpretation has been modified.” (MS 2016:

6). Klimaregimets manglende evne til at skabe konsensus om indholdet i normen om, at staters

passende klimaindsats er differentieret efter deres udviklingsniveau og historiske udledninger kan

altså ses som et eksempel på normtvetydighed eller polysemi. Hvor EU og USA advokerer for en

dynamisk CBDR-fortolkning, taler Indien for en statisk eller dikotomisk tolkning af normen, hvilket

muliggøres af dens intrinsiske uklarhed. Samtidig gør disse modsatrettede fortolkninger det muligt

for de enkelte stater at reproducere deres egne selvbilleder ved at definere sig selv gennem deres

fortolkning af de centrale normer i regimet. Hvor EU forstår sig selv som “the voice of ambition”,


er den dikotomiske fortolkning af CBDR med til at konstruere en indisk selvforståelse som “the

voice of principle” (ND 2016: 6), som vi også fandt i analysens første del. På den måde bidrager

polysemien i klimaregimets normative grundlag til denne robuste rolleforståelse i Indien, og var

således også medvirkende til, at Kina kunne fastholde en lignende position i mange år.

Endvidere fremstår Indiens evne til at modstå socialiseringsforsøgene som et klart eksempel på, at

“international shaming is not likely to have the desired effects (norm compliance) unless the moral

authority of the stigmatizer is accepted” (Adler-Nissen 2014: 171). Det ser vi i Modis citat ovenfor

og i vores interviews, hvor en af Indien-eksperterne blandt andet påpeger, at “there is a level of

hypocrisy there that reinforces the sense in India that many industrialised countries aren’t serious

about this” (ND 2016: 6). USA's ofte vævende position og især manglende ratifikation af Kyoto-

protokollen synes særligt vigtigt, men også de senere års amerikanske forpligtelser på klimaområdet

ses af Indien som uambitiøse, og som at USA har “gotten away with a relatively light pledge”

(ibid.). Selv EU-landenes indsats opfattes som utilstrækkelig i forhold til deres historiske ansvar.

Indien anerkender altså ikke de udviklede landes moralske autoritet på klimaområdet, fordi man

ikke mener, at de selv lever op til normerne. Vestens artikulerede klimanormer ses således af Indien

som præskriptive, men ikke deskriptive, hvorfor man kan retfærdiggøre at afvise dem.

Kombinationen af klimanormernes tvetydighed og Vestens lave normative autoritet gør, at Indien er

uimodtagelig for det sociale pres fra Vesten, fordi dette pres ses som en bekræftelse af den indiske

selvforståelse som udviklingsland og mistroen til Vestens underliggende motiver. Derfor ser man

med stolthed snarere end skam på sin evne til at modsætte sig Vesten, og socialiseringsforsøgene

synes derfor faktisk at tjene til at reproducere Indiens klimapolitiske statsidentitet og adfærd mere

end til at fordre en ændring.

Indien opfatter altså ganske enkelt ikke sig selv med samme ansvar som Kina, da man ikke ser sig

selv som havende samme rolle som Kina. Specifikt ser Indien ikke sig selv som en klimastormagt:

“[The] rest of the world looks at India as a major player in this whole arena, India looks at itself as

a five percent player.” (ibid.: 3). Selvom Indien kun overgås af USA og Kina i samlede udledninger

(Torney 2015: 4), ser man ikke dette som udtryk for en klimamæssig stormagtsrolle, men betoner

tværtimod, at man endnu ikke er på niveau med disse to lande. Når EU og USA afkræver Indien et

ansvar, som om Indien er en klimamæssig stormagt, opfatter man det derfor som misforstået, og

meget peger i den sammenhæng på, at det har at gøre med EU og USA's ageren over for Indien.

Vi har allerede berørt, hvordan Vesten officielt afkræver Kina og Indien det samme ansvar som

opstigende stormagter, men at man i sin diskurs og reelle tilnærmelser har privilegeret Kina, mens

opmærksomheden på Indien har været sekundær. Dette synes at have haft konsekvenser for


socialiseringsforsøget rettet mod Indien, idet Indien i høj grad synes at afvise argumentet om et

særligt indisk stormagtsansvar, fordi man ikke føler sig anerkendt og behandlet som stormagt. Både

Torney (2015: 145) og Afionis og Bailey (2012: 67) påpeger, hvordan kontrasten mellem det store

klimaansvar, EU afkræver af Indien, og den forsømmelige adfærd, man faktisk har haft over for

dem, har medvirket til Indiens uvillighed til at styrke sin klimaindsats. Begge påpeger endvidere, at

Indien ser klimapolitikken som indlejret i mere generelle forhold, hvoraf det for vores speciale især

synes vigtigt, at begge pointerer EU’s manglende imødekommelse af det indiske ønske om et

permanent medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Præcis det forhold betones nemlig også i vores

interviews (MS 2016: 5), og en del af forklaringen på det fejlslagne socialiseringsforsøg mod Indien

synes derfor at være, at man har afkrævet Indien ansvar som en stormagt uden at give Indien den

sociale anerkendelse og de privilegier, som stormagtsstatus normalt berettiger. Derfor identificerer

Indien sig endnu ikke tilstrækkeligt som stormagt til at se et klimamæssigt stormagtsansvar som

passende—i kontrast til Kina, der i sin interaktion med Vesten i markant højere grad synes at være

blevet anerkendt og behandlet som stormagt. Dermed illustrerer situationen, at stormagtsstatus er en

social identitet, der konstrueres i interaktionen mellem stater og ikke kan eksistere, hvis den ikke

anerkendes af andre i såvel tale som handling. Figur 17 illustrerer de to socialiseringsprocesser.

Figur 17: Socialiseringsprocessen for henholdsvis Kina og Indien

Frit tilpasset efter Johnston 2007: 18.

6.1.3 Trin 3: Et faktisk kinesisk adfærdsskifte?

Efter at have påvist tilstedeværelsen af en tilsyneladende succesfuld socialisering af Kina i form af

social indflydelse og et mislykket forsøg på socialisering af Indien, vil vi nu afdække, om empirien

Social (normativ) struktur

Socialt miljø: Primært UNFCCC

Socialiseringsforsøg fra EU og USA

Kina

Succesfuld socialisering i form af social indflydelse sfa.

selvidentifikation som stormagt

Styrket klimaindsats

Social (normativ) struktur

Socialt miljø: Primært UNFCCC

Socialiseringsforsøg fra EU og USA

Indien

Mislykket socialisering sfa. manglende selvidentifikation og

anerkendelse som stormagt

Uændret klimaindsats


tillige er kongruent med, at Kinas klimaindsats også har ændret sig konsistent med identitetsskiftet,

og hvorvidt Indiens reelt synes uændret. Som forklaret i metodekapitlet fokuserer vi på to faktorer i

denne analyse; graden af hvert lands villighed til at acceptere internationale forpligtigelser og de

Relevante Andres opfattelse af deres respektive klimaindsats.

6.1.3.1 Grad af forpligtelsesvillighed

Fra 2004 til omkring 2009 var Kinas villighed til at acceptere internationale klimaforpligtelser reelt

ikkeeksisterende. For det første meldte man i perioden kun få konkrete CO2-reducerende initiativer

ud internationalt.36 For det andet var Kina konsekvent afvisende over for enhver form for juridisk-

bindende international aftale, der ville kunne pålægge Kina reduktionsmål, ligesom man var stærkt

afvisende over for internationale transparens- eller sanktionsmekanismer, hvormed staterne ville

kunne udveksle information og afhjælpe potentiel free-riding. I opløbet til COP15 i 2009 synes der

dog at påbegyndes en gradvis opblødning, idet Kina nu udmeldte en frivillig forpligtelse om at

reducere sin kulstofintensitet med 40-45% fra 2005-niveauet (Lewis 2011). Det er imidlertid først

nogle år senere, at adfærdsskiftet synes at tage en mere robust form, ved at man gradvis begynder at

udvide sine egne klimaforpligtelser og samtidig i handling synes at acceptere et større ansvar over

for det internationale samfund. Det ses særligt i offentliggørelsen af en række fælles præsidentielle

erklæringer med USA begyndende i 2014, hvor Kina for første gang forpligtede sig til et såkaldt

absolut mål i form af en målsætning om at nå et maksimum for landets årlige CO2-udledninger

senest i 2030, og at 20% af Kinas primære energiproduktion skal bestå af fornybare energikilder før

2030 (The White House 2014). Selvom disse erklæringer ikke har juridisk-bindende karakter, synes

de at udtrykke en gensidig anerkendelse mellem Kina og USA af et behov for at forpligte sig over

for såvel hinanden som det øvrige internationale samfund i forhold til håndteringen af de globale

klimaforandringer. Udmeldingerne må således siges at have en socialt bindende karakter for begge,

da man ved at udmelde konkrete målsætninger til et internationalt publikum frivilligt øger risikoen

for social kritik og statustab, hvis det erklærede ambitionsniveau ikke indfries.

Udmeldingerne lagde også tonen for Kinas intenderede klimabidrag (INDC) til Paris-aftalen i 2015,

hvor man bekræftede energistrukturmålsætningen og målet om et absolut peak-year, og dertil øgede

sin ambition om at sænke kulstofintensiteten til nu 60-65% under 2005-niveau samt tilføjede et

yderligere mål om at øge sit skovareal med 21,6 mio. hektarer frem mod 2030 (Kinas INDC 2015:

5). Det skal pointeres, at Paris-aftalen hverken fastsætter et forhandlet top-down mål, som forpligter

36 Desuden tog tiltagene primært form som mindre administrative og juridiske indgreb med det formål at omstrukturere energiproduktionen for at optimere energisikkerheden. Der var få konkrete målsætninger og tidsrammer. Se f.eks. Heggelund 2007.


Kina juridisk eller indeholder en mekanisme, som kan bruges til at sanktionere Kina, hvis ikke man

indfrier sine klimaløfter, men der synes at kunne spores en klart større villighed til at styrke sine

internationale forpligtelser. Som påpeget medfører dette en øget risiko for international kritik og

isolation, hvis Kina skulle unddrage sig disse tilsagn, så fra tidligere at afvise behovet for kinesiske

løfter, synes man mere villig til at tillade en international granskning af sin klimaindsats. Den

tendens påpeges også i vores interviews: “China didn’t have international commitments before

Copenhagen (...), in Copenhagen you see [China] commit to an energy intensity reduction (…). And

in Paris, in the INDC, they submitted a peaking year (...) so from no international commitments to

more easy and flexible international commitments to more robust international commitments” (RS

2016: 3).

Et sammenligneligt niveau af villighed til at påtage sig internationale forpligtigelser synes ikke at

være sket hos Indien, der i sin INDC kun indvilliger i en kontinuation af den frivillige målsætning

om at sænke den indiske kulstofintensitet med 33-35% inden 2030. Det er kun en svag forbedring,

siden Ramesh i 2009 tilkendegav et mål om at reducere kulstofintensiteten med 20-25% før 2020

netop som reaktion på Kinas udmelding om at reducere med 40-45% (Yardley 2009; Plucinska

2015). Siden er der ikke sket signifikante hævninger af ambitionsniveauet i Indien, og i forbindelse

med USA og Kinas fælles udmeldinger pointerede Modi også, at Indien ikke følte socialt pres for at

annoncere tilsvarende nye CO2-udledningsinitiativer: “It’s my feeling that the agreement, that has

just been concluded between the United States and China, does not impose any pressure on us”

(Sharma 2015b). Indien afviser således fortsat at påtage sig nogen absolut klimaforpligtelse uagtet

Kinas tilsagn.

6.1.3.2 Relevante Andres opfattelse

Ser vi på udviklingen i de Relevante Andres opfattelser af Kinas og Indiens klimaindsatser over

analyseperioden, er mønstret en smule mere uklart, om end der kan spores et gradvist skifte til

fordel for mere positive opfattelser af Kinas klimaindsats efter 2012-2013.

Frem til i hvert fald 2009 må det formodes på baggrund af socialiseringsforsøgene fra EU og USA,

at de vestlige stormagter opfattede begge landes klimaindsatser som utilstrækkelige og med

omfattende rum for forbedring. For USA's vedkommende kan det som nævnt ses direkte i senatets

vedtagelse af den såkaldte Byrd-Hagel resolution og Bush-regeringens følgende tilbagetrækning fra

Kyotoprotokollen i 2001: “[The] United States should not be a signatory to any protocol to, or

other agreement regarding, the United Nations Framework Convention on Climate Change of

1992, (…) unless the protocol or other agreement also mandates new specific scheduled


commitments to limit or reduce greenhouse gas emissions for Developing Country Parties within

the same compliance period” (US 105th Congress 1997; Blanchard 2007).

EU’s opfattelse i første halvdel af perioden synes ligeledes at være, at både Kina og Indien kunne

gøre mere, men i modsætning til USA's mere uforsonlige og betingende strategi var EU's mere

rettet mod at involvere og via dialog overtale Kina og Indien til at øge deres klimaindsatser (Torney

2015: 107). I 2007 skal Tysklands kansler Merkel ved et besøg have opfordret Kina til at gøre mere

for at bremse klimaforandringerne, og Frankrigs præsident Sarkozy udtalte i en tale i Kina samme

år, at “I ask China to join us in a new global contract (…). We must absolutely find a way as

industrialised, emerging and developing countries working together to divide greenhouse emissions

in half by 2050 (…) China can and must play its full part.” (Al Jazeera 2007; Hepher 2007). Den

britiske udenrigsminister og topforhandler skal også året forinden have advokeret for en styrkelse af

Indiens klimaindsats (BBC 2006).

Opfattelsen af Kinas og Indiens klimatiltag som utilstrækkelige og det negative syn på deres ageren

i globale forhandlinger synes at kulminere ved COP15 i 2009, hvor begge blev udråbt som de

primære spoilere, der forhindrede en ambitiøs aftale. En øjenvidneberetning beskriver, hvordan de

kinesiske forhandlere agerede blokerende og passivt gennem forhandlingsforløbet og—bakket op af

Indiens forhandlere—i forhandlingernes døende minutter saboterede USA og EU’s forsøg på at nå

et kompromis (Lynas 2009). Et lignende billede tegnes i Der Spiegel, som kom i besiddelse af en

lydoptagelse fra topmødet, hvor forhandlingerne syntes at bryde sammen. Fra optagelsen får man

eksempelvis indblik i, hvordan den franske præsident Sarkozy udbryder: “With all due respect to

China (…) we have pledged to reduce greenhouse gas emissions by 80 percent (…), and in return,

China, which will soon be the biggest economic power in the world, says to world: Commitments

apply to you, but not to us (…). This is utterly unacceptable!” (Rapp et al. 2010). EU’s opfattelse af

Kinas og Indiens adfærd synes altså ikke at være ændret i 2009.

Det amerikanske syn på Kina og Indiens klimaindsats i 2009 er imidlertid en smule mere tvetydigt,

da USA deltog i udarbejdelsen af den udskældte København-aftale og derfor selv blev genstand for

kritik (Sachs 2009). Ved COP15 indikerede USA's topforhandler Stern dog en fortsat opfattelse af

Kina og Indien som nogen, der forsøgte at undslippe deres ansvar: “[There] is no way to solve this

problem by giving the major developing countries a pass (…). We are not talking about the same

kind of need for action from the vast majority of developing countries, but from the major ones. It is

essential that they step forward” (US State Department 2009). Den amerikanske opfattelse af Kinas

og Indiens klimaindsatser og forhandlingsadfærd bør derfor ses som overvejende negativ, selvom

de endte med at afslutte forhandlingerne med en form for aftale. I et efterfølgende interview udtalte


Obama også blandede følelser omkring forhandlingerne, fordi “at a point where there was about to

be a complete breakdown and the prime minister of India was heading to the airport and the

Chinese representatives were essentially skipping negotiations, (...) we were able to at least agree

to non-legally binding targets for all countries – (…) also for China and India” (Lehrer 2009).

Selvom USA altså heller ikke opfattede Kinas og Indiens klimaindsatser som tilstrækkelige på det

kritiske tidspunkt i 2009, synes billedet en smule mere tvetydigt end i EU, hvilket kan have at gøre

med USA's eget dårlige ry på området, der har hæmmet muligheden for at udtale kritik af andre.

På et tidspunkt efter 2009—og i hvert fald fra cirka 2013—synes der imidlertid at indtræffe en

ændring i de Relevante Andres opfattelse af Kinas klimaindsats imod det mere positive. Fra USA's

side kommer det primært til udtryk i den øgede bilaterale dialog og de fælles erklæringer med Kina:

“Over the past three years, climate change has become a pillar of the U.S.-China relationship (…).

[With] their joint announcement of ambitious climate actions President Barack Obama and

President Xi Jinping sought to lead by example (…). In Paris, the United States and China (…)

played a critical role in crafting a historic ambitious global climate change agreement” (The White

House 2016). Selvom den første fælleserklæring offentliggjordes i 2014, havde drøftelserne mellem

de to lande pågået siden i alt fald 2013 (LS 2016: 1; Footer 2014), hvilket antyder, at USA allerede

da havde ændret sit syn på Kinas ambitionsniveau. Det bekræftede udenrigsminister Kerry implicit

efter COP21, da han påpegede vigtigheden af Kinas mere konstruktive tilgang for opnåelsen af

Paris-aftalen, men ikke nævnte Indien som en vigtig faktor: “I think (...) the most important steps

were (…) the meetings we had early on, the initiative we undertook with China, fundamentally

calculated in 2013 (…). [Because] we got together and it became serious as a result for a lot of

countries, and because you had a developing country and somebody who had been leading the

efforts against us in Copenhagen, that opened up the door.” (US State Department 2015). Kinas

konstruktive tilgang ved COP21 ses også i, at kinesiske forhandlere ifølge vestlige embedsmænd

løste en afgørende kontrovers mellem USA og et antal udviklingslande i forhandlingernes sidste

minutter (King 2015). Det tegner et billede, som positionerer Kina i en diametralt anderledes rolle

end under COP15.

Fra EU’s side ser vi samme mønster, om end billedet fremstår lidt mere blandet sammenholdt med

USA’s opfattelse. I vores interviews med europæiske embedsfolk tæt på forhandlingerne kan man

observere en udbredt opfattelse af, at Kina sammenlignet med Indien virkelig synes at være blevet

mere konstruktive og imødekommende i forhandlingerne. Repræsentanten fra det lille europæiske

land beskriver, at Kina og Indiens positioner tidligere var mere ens, men at landene i de senere år


har bevæget sig væk fra hinanden: “China goes through much more effort to be seen as someone

who does a lot, someone who is ambitious, is responsible and doing their part. Despite their being a

developing country, they do a lot to mitigate their emissions. India on the other hand is more like

“we cannot do very much, since we aren’t getting the financing, technology transfer and capacity

building from the industrialized countries” (AN2 2016: 1). Den franske forhandler påpeger også, at

Kina er blevet mere proaktiv i forhold til at skabe alliancer med andre lande, og at det eksempelvis

bidrog til at nå en aftale i Paris: “[Speaking] of the negotiations in general (…) China was more

proactive and more willing to go to more ambitious landing grounds [end Indien, red.] (…) and

helped also more to find a compromise in Paris.” (ED 2016: 5). Endelig understreger også den

tyske topforhandler, at selvom hverken Kina eller Indien er lette partnere, “I would say that India

as such, they are more complicated than China if I would compare the two.” (AN1 2016: 1). Den

tyske forhandler tilkendegiver endda en opfattelse af, at Indiens forhandlingstilgang er skiftet i en

negativ retning i de senere år fra en i alt fald marginalt mere aktiv og åben periode til en højere grad

af passivitet. Ramesh fremhæves ikke overraskende som frontfiguren for den mere åbne periode:

“When Ramesh was minister, the whole approach was more constructive, and he was more open

and innovative towards new ideas (…). But then after he was gone and looking at the ministers

after him, the position hardened, and it was less open, less innovative (…). In Paris I haven’t seen

India being very active (…). There I would think more of China than of India.” (Ibid.).

Selvom Kinas indsats således opfattes som forbedret, er den europæiske opfattelse dog som nævnt

fortsat, at hverken Kinas eller Indiens indsats er fuldt tilstrækkelig. Topforhandleren for den tyske

delegation tilkendegiver eksempelvis om Kinas INDC, at “there are some parts of the Chinese

INDC which are positive but there are also parts (…) which are absolutely not sufficient and should

be improved”, og ligeledes om Indiens, at “there were parts which were really ambitious, (…) but

there were other parts that really were unambitious (…). [It] was a very mixed picture.” (Ibid.: 5).

EU positionerer sig således fortsat som normleder og ‘ambitionens stemme’ og ser derfor blandet

på udviklingen af både Kinas og Indiens indsatser, men der træder alligevel et klart billede frem af,

at Kina i den europæiske opfattelse spiller en mere aktiv, konstruktiv og faciliterende rolle i globale

forhandlinger sammenlignet både med tidligere og med Indien i dag.

Denne opfattelse hos de Relevante Andre synes ikke ubegrundet, når man eksempelvis ser på et af

de tydeligste signaler, som en stat kan sende om sit eget klimamæssige ambitionsniveau. Figur 18

nedenfor viser således antallet af udsendinge fra henholdsvis Kina og Indien til hver enkelt COP i

perioden 2004-2015, udarbejdet på baggrund af data indhentet fra UNFCCC.


Figur 18: Størrelsen på hhv. Kinas og Indiens delegationer ved COP’er i perioden 2004-2015

Af figuren ses det, at Kinas og Indiens delegationsstørrelser følger hinanden ganske tæt under de

forskellige klimaforhandlinger frem til 2009.37 Inden da sender begge lande typisk mellem 20 og 40

deltagere. Ved COP15 stiger størrelsen på både Kina og Indiens delegationer imidlertid stærkt, men

Kinas i langt højere grad end Indiens. Herefter falder størrelsen på de indiske delegationer til deres

oprindelige niveau indtil COP21 i 2015, hvorimod de kinesiske delegationer vedbliver at ligge på et

markant højere niveau end tidligere. Begge eksploderer reelt ved COP21. Sammenlignet internt har

begge landes delegationer altså deres maksimumstørrelser ved henholdsvis COP15 og COP21,

hvilket sandsynligvis kan forklares som et resultat af den særlige betydning, som disse konferencer

havde for klimaforhandlingsprocessens udvikling. Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at Kinas

tilstedeværelse selv ved mindre betydningsfulde forhandlinger er markant større efter 2009 end før,

hvilket kan antyde, at klimaforhandlingerne er blevet en mere salient begivenhed for Kina, og at

man finder det vigtigere at signalere sin løsningsorienterethed og prioritering af den multilaterale

proces. Det støttes også af, at Kina ved COP21 for første gang sendte sin øverste leder, Xi Jinping,

hvor man i 2009 kun sendte sin premierminister, Wen Jiabao, der kun anses for nummer to i den

kinesiske magtrækkefølge (Chen & Zhong 2005).

37* De manglende data for COP12 i 2006 skyldes manglende deltagerregistre. Vi har anmodet UNFCCC’s Sekretariat om listerne, men ifølge sekretariatet er de gået tabt.

0

50

100

150

200

250

300A

ntal

uds

endt

e de

ltage

re

Kina

Indien


En udvikling magen til den kinesiske kan ikke spores hos Indien, og anomalien ved COP21 kan

måske forklares med den særlige betydning, som netop den COP blev italesat som havende (Green

2014) – i hvert fald var Kinas delegation stadig her markant større end Indiens. Mere herom senere.

Opsummerende synes der i overensstemmelse med vores forventning at kunne observeres et reelt

skifte i Kinas klimapolitiske adfærd gennem den undersøgte periode, hvorimod empirien for Indiens

vedkommende ikke indikerer nogen egentlige ændringer i landets klimaindsats. Der var ganske vist

en kort periode under Ramesh, hvor Indien for første gang forpligtede sig til at nedbringe sin

kulstofintensitet og også blev opfattet af de Relevante Andre som en mere konstruktiv medspiller i

forhandlingerne, men denne periode synes som tidligere bemærket stærkt knyttet til Ramesh’

ministerperiode. Siden er kulstofintensitetsmålet ikke blevet markant styrket, da man fortsat afviser

et absolut reduktionsmål, og Indiens forhandlingsparter i Vesten giver ikke udtryk for at se en øget

indisk kompromisvillighed—snarere tværtimod. En evaluering af Indiens klimapolitik har for nylig

foretaget nogenlunde samme konklusion ved blandt andet at påpege, at udviklingen i Indiens

klimaindsats er paradoksal, idet den indeholder flere modsatrettede ambitioner om eksempelvis at

øge både anvendelsen af kul og solenergi, og da Indien stadig agerer moraliserende og ufleksibelt i

forhandlingerne (UNFCCC 2015). Både vores og andres resultater peger altså på, at Indiens indsats

er ret uændret, og at landets klimapolitik stadig primært defineres af landets energipolitik. En af de

interviewede indiske eksperter formulerer det som at “in some ways India is substantially doing

some pretty big things. (…) [But] those things are driven again by a sense that India has a serious

energy problem, they are not necessarily driven by climate” (ND 2016: 3).

Kina synes derimod at have ændret sin klimaindsats på et tidspunkt efter 2009 og fremstår nu

betragteligt mere villig til at påtage sig omfattende klimaforpligtelser og et ansvar for at sikre, at

klimaforhandlingerne gør fremskridt. Ligeledes er der over tid sket en udvikling imod en mere

positiv opfattelse af Kinas klimaindsats fra de Relevante Andre, især USA. Den konklusion synes

også at finde støtte i en nylig evaluering, hvor det blandt andet bemærkes, at “Back in 2006, (…)

China was kind of invisible. It did not really play an active role in the climate negotiations proces

(…). Now we see things have changed amazingly, not only the fact that U.S. and China are now

acting shoulder to shoulder, acting in concert. But also the Chinese approach is now much more

constructive, and (…) China is now internationally undeniably a leader in this” (UNFCCC 2015).

Tabel 10 opsummerer udviklingen i Kinas og Indiens klimaindsatser over analyseperioden.


Tabel 10: Udviklinger i Kinas og Indiens klimaindsatser, 2004-2015 Kina Indien

Grad af forpligtelsesvillighed

Absolutte målsætninger Markant opjustering af karbonintensitetsreduktionsmål fra 2005-niveau, fra 40-45% til 60-65% inden 2030

Ingen absolutte målsætninger Mindre opjustering af karbonintensitetsreduktionsmål fra 2005-niveau, 33-35% inden 2030

Generelle opfattelse fra Relevante Andre

Gradvist skifte begyndende fra 2012-2013 imod mere konstruktivitet

Momentvist udsving i 2009-2011, herefter tilbagevenden til oprindelig position

Signalering af klimaambitioner gennem

delegationsstørrelser

Markant større efter 2009-2010 Stabilt, dog med anomali i 2015

Om end vores resultater er i overensstemmelse med denne opsummering, skal det fremhæves, at

Kina ikke synes blot at have tilpasset sig den adfærd, som særligt de europæiske, traditionelle

normledere har efterlyst. Selvom man med mere ambitiøse løfter på klimaområdet og det absolutte

mål om at nå sit udledningsmaksimum inden 2030 frivilligt har åbnet døren for mere fremtidig

international kritik, tager disse klimaforpligtelser stadig netop kun form som frivillige målsætninger

og ikke juridisk-bindende forpligtelser, der vil kunne sanktioneres ved manglende indfrielse. Det

har ellers altid været forhåbningen hos de europæiske lande: “[We] as Europeans for instance

preferred, for many years, a regime with more top-down features, more like the Kyoto-Protocol.

That was not very probable to happen in the end.” (AN1 2016: 3). Derimod synes Kina gennem de

fælles erklæringer med USA at have bidraget til en de facto ændring af regimets funktionelle

struktur imod en mere ‘minilateralistisk’ form, hvori disse to stormagter sammen sætter rammerne

og ambitionsniveauet for de multilaterale forhandlinger. En interviewperson påpeger eksempelvis,

at “the joint statements have always been timed before key or important international moments. So,

that very much shows you that those statements are intentionally made to guide the international

community. (…) I think to some extent it is fair to say that the Paris Agreement was unlocked by the

G2. (…) [It] is indeed a multilateral negotiation (…) but I do think at the end of the day, if you look

back, it is to a large extent a G2-created model” (LS 2016: 3-4). Samtidig ses en vis urolighed i EU

over denne udvikling, da man opfatter det som manglende anerkendelse af EU som klimapolitisk

stormagt, hvilket kan underminere EU's historisk markante indflydelse på området: “What we (…)

feared was whether China and the U.S. would join forces in setting an unambitious agenda in the

climate negotiations. (…) [There] has definitely been an anxiety that the EU would be sidelined (...)

and that’s how it is with negotiations with the big countries versus the EU, which in a way is a


great power, and sometimes isn’t.” (AN2 2016: 13-14). Alligevel har man tilsyneladende følt sig

presset til at acceptere regimets formændring, da “[no] responsible Great Power wanted to be left

out of the newly emerged climate consensus.” (Falkner, under udgivelse: 12).

Dermed synes Kinas adfærd på flere måder at have ændret sig i overensstemmelse med en mere

udpræget stormagtsidentitet. Man har påtaget sig det øgede klimaansvar, som var påkrævet af de

Relevante Andre for at blive anerkendt med denne identitet, men det er ikke foregået gennem en

envejsproces, hvor Kina blot er socialiseret til at acceptere de traditionelle normlederes forståelse af

indholdet af dette ansvar. I stedet synes man at have indledt en slags social forhandlingsproces med

særligt USA om, hvad indholdet af identiteten og rollen som stormagt indebærer på klimaområdet,

hvor man øjensynligt har opnået en vis enighed om en mere ‘balanceret’ hensyntagen til både

klimamæssige fællesinteresser og økonomiske interesser, end hvad EU og andre ‘klimaprogressive’

stater ønskede, samt om at nedtone betydningen af f.eks. overholdelse af menneskerettigheder for

indfrielse af stormagtsansvar.38 I overensstemmelse med identifikationen i indholdsanalysen af et

kinesisk ønske om at skabe et klimaregime med et mere bottom-up-drevet princip er de to

stormagter enedes om en struktur, der “allows some countries to cross categories when it deems fit

as China has done by pledging a peaking-year for its emissions” (Dubash 2015). Heri ligger

endvidere måske en forklaring på den markant større indiske delegation ved COP21, da denne

regimeændring hen imod en model, der udvander den dikotomiske ansvarsfordeling, og hvor man

kan ‘skifte kategori’ og påtage sig større ansvar når muligt, lægger et større implicit pres på Indien

for at følge i Kinas fodspor. Ifølge begge indiske klimaeksperter betyder det, at “India has lost

ground.” (MS 2016: 6; ND 2016: 8). I det lys giver det mening, at Indien sendte ualmindeligt

mange forhandlere til COP21 for netop at undgå denne regimeændring, hvormed anomalien faktisk

kan ses som en stadfæstelse af den robuste indiske position snarere end varslende et skifte i denne.

6.1.4 Trin 4: Fravær af materielle sidebelønninger

Socialiseringsanalysens sidste trin jf. Johnstons operationalisering er at sandsynliggøre empirisk, at

Kinas mere pro-sociale klimaindsats og Indiens mangel herpå ikke er forklarligt udelukkende med

henvisning til materielle sidebelønninger, da det vil bringe tvivl om socialiseringsforklaringen. Som

nævnt argumenterer vi dog for, at Johnstons formulering af kriteriet er unødvendigt indskrænkende,

da han sætter krav om helt at kunne udelukke, at materielle sidebelønninger har været tilstede. Dette

kan kritiseres for utilsigtet a priori at privilegere en materialistisk-rationalistisk forklaringsmodel

38 Se Brittingham (2007: 103) for en lignende pointe om, at ‘ansvarlig’ international adfærd nu i højere grad end tidligere synes at kunne overflødiggøre behovet for demokratisk styreform.


over en social, da man med denne logik skulle afvise socialiseringsforklaringen selv efter at have

påvist dens tilstedeværelse, såfremt man blot også kunne observere tilstedeværelsen af materielle

sidebelønninger. I stedet har vi ændret dette sidste trin til et krav om at kunne afvise, at materielle

sidebelønninger udgør en fuld forklaring på Kinas adfærdsskifte, hvilket reelt allerede er opnået ved

i det foregående at have påvist tilstedeværelsen af socialisering. Dertil er der dog et antal yderligere

argumenter for, at materielle sidebelønninger ikke udgør en egentlig udfordring af vores argument.

Som beskrevet i specialets indledning sker der materielle overførsler fra de udviklede lande til både

Kina og Indien igennem primært Kyoto-protokollens CDM-fleksibilitetsmekanisme, hvor udviklede

lande delvist kan indfri deres reduktionsmål ved at oprette og overføre midler til fælles bæredygtige

energiprojekter i udviklingslande.39 Kina og Indien har begge været store modtagere af disse midler,

men hvis disse materielle belønninger var forklaringen på Kinas skifte i klimaindsats, burde vi have

set en anden tidsmæssig sekvens end den, der har fundet sted. Kina begyndte således allerede at

modtage midler gennem fleksibilitetsmekanismen i 2001, og på det tidspunkt synes der som påvist

ikke at være sket noget adfærdsskifte i Kina. Hvis årsagen til adfærdsændringen havde været disse

midler, burde vi ikke først have set skiftet indtræffe over et årti senere.

Dertil kommer, at Indien som nævnt også har været stor aftager af CDM-midler siden 2004, men

uden at deres klimaindsats synes at være ændret til følge. I en rationalistisk forklaringsmodel giver

det ikke mening, selv hvis Kinas adfærdsskifte kunne sammenkædes med disse midler. Endelig kan

det argument fremføres, at CDM-midler—eller andre midler udvekslet i regi af UNFCCC—slet

ikke bør ses som sidebelønninger, hvis de er bundet til konkrete klimatiltag, som tilfældet er med

CDM. Midlerne administreres i så fald i fællesskab med de udviklede lande, og Kina og Indien har

ikke fuld kontrol over midlernes anvendelse eller nogen egentlig fordel af dem udover i relation til

deres klimaindsats. Derved adskiller disse midler sig fundamentalt fra typiske sidebelønninger som

f.eks. udviklingsbistand tildelt på betingelse af modtagerlandets afholdelse af demokratiske valg.

CDM-midler er i modsætning hertil en del af et lands klimaindsats snarere end noget adskilt herfra.

6.2 Afkræftede kollektive forventninger som yderligere årsag til Kinas skifte I denne sidste del af analysen undersøger vi, om en yderligere del af forklaringen på Kinas ændrede

klimapolitiske statsidentitet og klimaindsats også skyldes en negativ kollision mellem de kollektive

forventninger og adfærdsformer, som Kinas tidligere selvforståelse foranledigede, og de materielle

eller sociale konsekvenser, som de faktisk afstedkom. Som nævnt går vi nu mere induktivt frem og

39 Der kunne potentielt findes andre materielle sidebelønninger, men vi har ikke fundet tegn herpå. Desuden fremstår det uklart, hvorfor sådan yderligere belønning skulle gøre sig gældende for Kina, men ikke Indien.


afdækker, om enten specifikke chok eller trinvist negative udviklinger synes at have skabt et pres

for at udskifte de tidligere ideer ved at bringe Kinas stormagtsstatus i fare. Fordi det synes fastslået,

at der i Indien ikke er sket markante identitets- eller adfærdsændringer, koncentrerer vi os om Kina.

Kinas tidligere selvbillede som normalt udviklingsland og ikke-stormagt på klimaområdet indebar

som redegjort for en opfattelse af, at Kina retteligt kunne afvise enhver international forpligtelse, og

at international kritik herfor ville være misforstået og uberettiget. Der kan på den måde siges at

have været en kollektiv forventning om, at den internationale kritik, Kina eventuelt kunne modtage,

primært ville være de udviklede landes forsøg på at skyde skylden for klimaforandringerne på lande

som Kina for selv at undgå kritik for deres ubæredygtige vækstmodeller. Kritik af Kina ville altså

ikke være et resultat af, at der var noget galt med den kinesiske klimaindsats eller selvvalgte rolle i

det internationale klimaregime.

Meget tyder imidlertid på, at den enorme globale opmærksomhed, som COP15 i 2009 fik, og den

massive internationale shaming, som Kina modtog for tilsyneladende at blokere en ambitiøs aftale,

medvirkede til at ændre det billede. Opmærksomheden og kritikken afstedkom nemlig en pludselig

større bevidsthed internt i Kina om klimaforandringernes konsekvenser, og en stadigt mere udbredt

idé i befolkningen om, at landets tidligere position var problematisk og måske endda forkert. Denne

opfattelse hos den kinesiske befolkning synes dog ikke primært båret af en pludselig ansvarsfølelse

for det globale klima, men snarere af en nyopstået sammenkædning af klimaforandringerne og

luftforureningen i de kinesiske byer: “[Although] Copenhagen is considered a failure in terms of

international negotiations, the attention that Copenhagen got within China was actually quite a

success. All media was mobilized, the message was really well received across different spectrums

of the society and (…) there was a huge spike of awareness and understanding of climate change,

and the need to act (…), and it was around Copenhagen that things started to change (…). I think

the climate [klimaspørgsmålet, red.] is actually riding on the momentum for air pollution, rather

than changing it.” (RS 2016: 8-10).

Denne sammenkædning er ikke fuldstændigt rationel, idet de globale klimaforandringer og lokal

luftforurening er forskellige (om end forbundne) fænomener. Meget tyder dog på, at den pludseligt

mere udbredte idé om deres sammenkædning skabte et pres på landets ledelse for at ændre sin

klimaposition, fordi man nu i modsætning til tidligere havde “a very strong domestic driver within

China to act on the issue of climate change, or maybe not climate change per se, because (…) this

is still a bit intangible, and it doesn't really resonate with ordinary people (…). But you do have a

really strong domestic driver to act on issues such as air pollution. And the issue of air pollution is

very much linked to climate change” (LS 2016: 2-3). Selvom de globale klimaforandringer fortsat


er for uhåndgribelige til i sig selv at drive en ideationel ændring i den kinesiske befolkning, gjorde

deres opfattede kobling til luftforurening, at Kinas afvisning af at øge sin klimaindsats nu synes at

blive opfattet internt i Kina som en afvisning også af at bekæmpe luftforureningen. Derved

kolliderede den tidligere kollektive forventning om, at al international kritik ville være ubegrundet

med den trinvist mere negative udvikling, som den urbane luftforurening i Kina udgjorde, og som

gennem en ændring i den sociale meningstilskrivningsproces øjensynligt blev sammenkædet af den

kinesiske befolkning med lederskabets defensive internationale klimaindsats, især som følge af den

særligt markante negative internationale opmærksomhed i forbindelse med COP15. Dermed skabtes

et yderligere pres på det kinesiske lederskab for at undgå kritik for sin klimaindsats ud over det

bevirket direkte af ønsket om at blive set som ansvarlig stormagt—måske fordi det interne pres

skabte tvivl om Kinas evne til at indfri stormagtskriteriet om politisk stabilitet. Det mindre EU-

lands forhandler udtrykker det således: “It [Kinas skifte, red.] was also because they have massive

air pollution that is a side-effect, or which also comes with the emissions. (…) China has a much

bigger middle class that problematizes the air pollution, which the leadership has to satisfy.” (AN2

2016: 4). Det tyder derfor på, at dette interne pres var medvirkende til det kinesiske lederskabs

genovervejelse af sin internationale indsats, og at man i årene efter 2009 arbejdede på—og lykkedes

med—at formulere det identitetsalternativ, som vi påviste i indholdsanalysen. Dette alternativ var

som nævnt blandt andet i langt højere grad baseret på en ambition netop om at undgå international

shaming, så man eksternt kunne blive opfattet som en ansvarlig og stabil klimastormagt og internt

som en regering, der arbejder for at bekæmpe byernes luftforurening. Den tyske forhandler beretter

eksempelvis om, hvordan “during the last years and in the run-up to Paris, it was very clear that

they [Kina, red.] didn’t want to be the scapegoat. Some people saw them in that role after

Copenhagen, or in Copenhagen. That was something they clearly wanted to avoid.” (AN1 2016: 2).

Det tyder endvidere på, at dette alternativ konsolideredes gennem en initial succes, der primært

bestod i USA's tilkendegivelse af villighed til at indlede en mere minilateralistisk dialog om at

arbejde for en stormagtsdrevet ændring af klimaregimet imod en mere bottom-up—eller med den

kinesiske formulering en mere partsdrevet—form. Som nævnt ved vi, at den dialog indledtes senest

i 2013 og sandsynligvis før, hvilket stemmer overens med, at Kina forinden havde brugt nogle år

efter 2009 på at formulere et identitetsalternativ og lægge en strategi på baggrund heraf. Med USA's

positive reaktion og resultatet af det stormagtssamarbejde i form af fælles erklæringer og den heraf

følgende Paris-aftale, kan Kina nu fremstå som ansvarlig og mere selvforpligtende, og samtidig

mindske risikoen for i fremtiden at få skarp international kritik: “[With] the Paris Agreement the


name of the game is a mutual non-aggression pact. Nobody casts judgement on what anybody else

has done, formally. (…) [You] don’t get to say it, that’s the whole deal.” (ND 2016: 5).

Afkræftelsen af den kollektive forventning i Kina om kun at ifalde uberettiget international kritik

kan således ikke ses adskilt fra den internationale socialiseringsproces, da det var den massive kritik

fra især EU og USA i forbindelse med COP15, der foranledigede det interne pres for at udskifte de

konstitutive kinesiske ideer på klimaområdet. Kinas skifte bekræfter således Legros argument om,

at ”idea change is often an international or transnational phenomenon in that the actions of other

governments (…) can influence collapse and consolidation.” (2007: 39). Kinas idekollaps og den

efterfølgende konsolidering af en ny klimaidentitet var altså ligeså meget en international som en

national proces. Alligevel synes der at være en selvstændig forklaringsfaktor i denne ‘nationale’

ideudskiftning som følge af en ny social tilskrivning af mening til luftforureningen. Kinas ideskifte

var dermed primært et resultat af interstatslig socialisering, hvis hovedeffekt dog tilsyneladende

blev udløst i samspil med et nationalt idekollaps.

Konklusion og perspektivering | 117

7 Konklusion og perspektivering

Dette speciale har forsøgt at opnå en forklaring på, hvorfor Kinas internationale klimaindsats har

udviklet sig i en—i vestligt perspektiv—mere ambitiøs eller konstruktiv retning i de senere år, mens

Indiens er forblevet relativt uændret. Afsættet har været, at den opståede divergens udgør et puzzle,

fordi de to stater traditionelt har været nære allierede på klimaområdet, fordi de er sammenlignelige

på en række relevante klimapolitiske faktorer, og fordi de materielle forskelle, der ér imellem dem,

ikke synes at kunne forklare divergensen. I dette afsluttende afsnit opsummerer vi først specialets

fremgangsmåde og empiriske resultater, hvorefter vi konkluderer på specialets problemformulering.

Derefter reflekterer vi over fremtidige implikationer af konklusionerne og over specialets teoretiske

og metodiske bidrag. Endelig perspektiverer vi specialet i forhold til litteraturen om konsekvenserne

af Kinas opstigning.

Til at afdække puzzlet konstaterer specialet på baggrund af en indledende litteraturgennemgang, at

de eksisterende forklaringsmodeller er utilfredsstillende. Det begrundes i, at disse som oftest finder

behov for at inddrage ideationelle faktorer for til fulde at kunne forklare Kina og Indiens generelle

klimapolitik, men alligevel typisk forsøger at reducere disse forklaringsfaktorer til et supplement til

overvejende materialistisk-rationalistiske og nationalt fokuserede analyserammer. Dermed tager den

eksisterende litteratur hovedsageligt form som eklektiske ad hoc-analyser, hvor både materialistiske

og ideationelle faktorer inddrages på en ofte uovervejet måde, hvilket anses for suboptimalt. Derfor

anvendes i stedet en konstruktivistisk IP-analyseramme, der eksplicit retter fokus mod ideationelle

faktorer ved at koncentrere sig om betydningen af staters sociale interaktion for deres identitets- og

interesseformation og derved adfærd. Det foranlediger specialets problemformulering, der lyder:

Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de

senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser i det

internationale klimaregime?

I anvendelsen af IP-konstruktivismen trækkes der primært på Alexander Wendts arbejde, men også

på Alastair Johnstons socialiseringsteori og indsigter om internationale normer og disses udbredelse

fra Martha Finnemore, Kathryn Sikkink, Filippo Costa-Buranelli, Rebecca Adler-Nissen og andre. I

stedet for at anvende en generel variant af konstruktivismen udvikles dog en ny teoriafgrening, der

benævnes stormagtskonstruktivisme, og som også trækker på blandt andre Michael Brittingham og

118 | Konklusion og perspektivering

Jeffrey Legro. Denne specialiserede teori tager udgangspunkt i en antagelse om, at stater, der ser sig

selv og ønsker at anerkendes som stormagter, er mødt med nogle særlige handlingsimperativer, som

gør deres forventelige adfærd anderledes end andre staters. Stormagter nyder en særlig social status

i det internationale system, men er samtidig konfronteret med eksterne forventninger om at indfri de

intersubjektivt anerkendte kriterier, der følger med den status. Disse drejer sig både om intrinsiske

karakteristika som stærke materielle kapabiliteter (økonomi, population, militær), politisk stabilitet

og demokratisk styreform, men også om at ville påtage sig et særligt stort ansvar for opretholdelsen

af det internationale systems stabilitet og løsning af fælles problemer. Vi udleder på baggrund heraf

en klimapolitisk forventning om, at en stat, der opfatter sig selv som en stormagt og ønsker at blive

anerkendt som sådan, blandt andet vil forsøge at fremstå særligt bidragende til den internationalt

anerkendte løsning på klimaforandringerne. Anvendt på specialets problemformulering foranlediger

det to arbejdshypoteser, der sammen udgør en plausibel forklaring på puzzlet, og som derfor danner

rammen om specialets empiriske analyse:







7.1 Empiriske resultater I første halvdel af analysen afprøves H1 gennem en integreret indholdsanalyse af et datamateriale

bestående af approksimativt den samlede population af kinesiske henholdsvis indiske klimapolitiske

dokumenter og officielle udtalelser i perioden 2004-2015. Analysen viser, at både Indiens og Kinas

klimapolitiske statsidentitet igennem hele perioden indeholder en type- og kollektiv identitet som

udviklingsland, der for begges vedkommende artikuleres på en særligt klimapolitisk måde, hvor den

internationale norm om bæredygtig udvikling internaliseres via en lokaliseringsproces og kobles

med traditionelle indiske eller kinesiske værdier i henholdsvis ghandiansk og konfuciansk miljøetik.

For begges vedkommende foranlediger det også en aversiv identitet i form af Vestens ubæredygtige

udviklingsmodel, hvormed de udviklede lande konstrueres som en Signifikant Anden, der i begge

landes perspektiv menes at have skabt klimaproblemet og derfor har ansvaret for at løse det.


For Indien gør dette billede sig gældende frem til i dag, og Indien synes kontinuerligt at finde det

tilstrækkeligt at se sig selv som et ganske almindeligt medlem af det Globale Syd. Indien fastholder

et selvbillede som normalt udviklingsland og tilskriver ikke sin størrelse betydning udover som en

yderligere klimasårbarhedsskabende faktor. Som forventet jævnfør H1 sker der ingen udvikling i

Indiens klimapolitiske statsidentitet hen imod en stormagtsidentitet. Derfor sammenligner Indien sig

sjældent med stormagten USA, og selv sammenligninger med Kina artikuleres inferiørt. I stedet kan

et selvbillede som afhængig udledes, hvor Indien ser sin klimaindsats som både reelt afhængig af de

udviklede landes finansielle-teknologiske støtte og som principielt afhængig heraf grundet en stærkt

dikotomisk opfattelse af klimaregimets principper om ansvar. Hos Indien kan således ikke findes en

følelse af behov for at øge sin klimaindsats, og man fastholder, at ens primære ansvar er at afskaffe

den indiske befolknings økonomiske og energimæssige fattigdom. Med undtagelse af en periode

omkring 2009-2011, hvor Miljøminister Ramesh syntes at udtrykke et mindre skifte, opfatter Indien

enhver form for internationale forpligtelser som ekstremt upassende.

For Kina er billedet i første halvdel af den analyserede periode meget sammenligneligt med Indiens,

men fra omkring 2012 synes en forandring at have manifesteret sig. De udviklede lande vedbliver at

udgøre en central Signifikant Anden, men Kinas relation til dem artikuleres mindre antagonistisk,

og man begynder at italesætte fælles interesser og gensidig læring. Samtidig begynder der at opstå

mange artikulationer af USA, som endvidere i stigende grad har positiv valens, hvilket indikerer, at

Kina begynder at se det som meningsfuldt at sammenligne sig med stormagten USA på en mere

individualistisk måde, og at den opfattede kultur mellem de to undergår en forandring. Imens stiger

tendensen til at omtale sig selv som et særligt udviklingsland, der har klimatilpasningsudfordringer

som følge af sin størrelse, men som også på grund af denne størrelse er forpligtet og i stand til at

påtage sig et pro-socialt internationalt ansvar for at løse klimaproblemet. Dette involverer både et

øget nationalt ambitionsniveau, en konstruktiv tilgang til globale klimaforhandlinger og assistance

til de fattigste udviklingslande, hvor sidstnævnte baseres på en diskursiv, hierarkisk differentiering

af det Globale Syd via ideen om Syd-Syd-samarbejde. Endelig kobler Kina dog sin øgede villighed

til at påtage sig et internationalt ansvar med en mere selvhævdende ide om en deraf følgende ret til

at kræve ændringer af regimet hen imod en mere partsdrevet bottom-up model, hvor hver enkelt stat

definerer sit klimabidrag til UNFCCC nationalt.

Dermed bekræftes den første arbejdshypotese, idet der synes at være sket et identitetsmæssigt skifte

for Kina hen imod en mere stormagtspræget selvforståelse, hvor landets styrkede kapabiliteter ses

som fordrende en mere ansvarlig (om end også mere selvhævdende) rolle i klimaregimet, hvilket er


en udvikling, der ikke synes at være sket for Indien. Dette synes således at forklare divergensen i de

to landes internationale klimaindsats i de senere år.

I anden analysehalvdel undersøges H2 gennem en triangulerende kongruensanalyse baseret på både

kvalitativ og kvantitativ data—herunder egne interviews, avisartikler og sekundære kilder i form af

eksisterende empirisk forskning. Vi undersøger først tilstedeværelsen af socialisering fra de andre

stormagter i klimaregimet gennem et design inspireret af Johnstons fire-trins socialiseringsanalyse,

hvorefter vi afdækker effekten af afkræftede kollektive forventninger for Kinas skifte.

Socialiseringsanalysen viser indledningsvist, at det sociale miljø omkring klimaforhandlingerne må

ses som generelt mest befordrende for socialiseringstypen social indflydelse. Dette skyldes især det

høje medlemsantal, UNFCCC’s primære forhandlingsmandat og den lave grad af autonomi hos de

kinesiske og indiske forhandlere, der tilsammen øger den potentielle effekt af social kritik eller ros,

muliggør vurdering og kritik af andre staters klimaindsats, reducerer muligheden for overtalelse og

gør social kritik og ros til en udveksling primært mellem staterne per se, ikke deres forhandlere.

Dernæst viser analysen, at såvel EU som USA har forsøgt at socialisere både Kina og Indien til at

øge deres klimaindsatser. EU har som selvbetitlede normledere—ambitionens stemme—forsøgt sig

med både overtalelse og social indflydelse ved at prøve at overbevise de to lande om rigtigheden i,

og samtidig presse dem ved hjælp af social kritik til, at påtage sig et større ansvar på klimaområdet.

USA har derimod primært forsøgt sig med social indflydelse i form af pres både implicit via krav

om ækvivalens i USA’s, Indiens og Kinas klimaindsatser og eksplicit i påstande om, at (opstigende)

stormagter også har et særligt ansvar på klimaområdet. Meget tyder dog på, at både EU og USA har

prioriteret og diskursivt privilegeret Kina i deres tilnærmelser, mens opmærksomheden på Indien

har været sporadisk. Dette synes at have været afgørende for socialiseringsforsøgenes resultater.

Kina er i sine interaktioner med Vesten gennem mange år og ikke mindst på klimaområdet blevet

behandlet i både tale og handling som en stormagt, hvilket øjensynligt har medvirket til landets

identitetsudvikling og til en gradvis øget modtagelighed for kritik om ikke at leve op til sit ansvar

som stormagt. Den succesfulde socialiseringsdynamik synes altså at være social indflydelse og ikke

overtalelse, idet skiftet er sket i det internationale samfunds syn og Kinas eget syn på sig selv som

stormagt. Skiftet er ikke primært sket i Kinas private syn på behovet for en ambitiøs klimaindsats,

hvilket blandt andet ses i, at Kina er markant mere konstruktiv på det politiske end på det tekniske

forhandlingsniveau. Der er altså ikke tale om en pludselig kinesisk internalisering af normen om

nødvendigheden i at øge sin klimaindsats, men at man i stigende grad identificerer sig som stormagt

og anerkender disses særlige ansvar for håndteringen af det internationale systems problemer.


Vestens socialiseringsforsøg viser endvidere ved deres tilstedeværelse, at kontinuiteten i Indiens

identitetskonstruktion og adfærd ikke skyldes manglende, men snarere mislykket socialisering. En

central del af forklaringen synes at være, at selvom både EU og USA officielt har krævet, at Indien

ligesom Kina tager et stormagtsansvar, har man i sine interaktioner ikke givet Indien den sociale

anerkendelse og de privilegier, som stormagtsstatus normalt berettiger, og som man har givet Kina.

Vestlige landes kritik af Indiens klimaindsats har derfor ikke medført en indisk revurdering af den

indsats, da normen om ambitiøst klimaansvar ikke ses som en passende adfærdsstandard for Indien,

der ikke identificerer sig som stormagt på klimaområdet. En årsag til, at Indien har kunnet modstå

denne kritik konstateres i den sammenhæng at være den tvetydighed eller polysemi i klimaregimets

kerneprincipper om CBDR og ansvarsdifferentiering og særligt USA's egen manglende normative

autoritet på klimaområdet, der har gjort det muligt for Indien at tolke disse principper på en striks

dikotomisk måde og se sig selv som en princippets stemme.

Endelig konkluderer socialiseringsanalysen, at der i tråd med vores påvisning af socialisering kan

observeres et reelt skifte i Kinas klimapolitiske adfærd, mens Indiens klimaindsats ikke synes reelt

ændret. Under Ramesh forpligtede Indien sig for første gang til at nedbringe sin kulstofintensitet og

blev også opfattet af de Relevante Andre i Vesten som mere konstruktiv i forhandlingerne, men den

periode konstateres at være knyttet til Ramesh som minister. Siden er Indiens kulstofintensitetsmål

ikke styrket markant, man afviser fortsat ethvert absolut reduktionsmål, og de vestlige forhandlere

giver ikke udtryk for øget indisk kompromisvillighed—tværtimod. Kina kan derimod konkluderes

at have ændret sin klimaindsats fra i hvert fald omkring 2012-2013 og er nu markant mere villig til

at påtage sig omfattende—herunder absolutte—forpligtelser samt et ansvar for at sikre fremskridt i

klimaforhandlingerne, hvilket anerkendes af de Relevante Andre, særligt USA.

Alligevel synes Kina ikke kun at have tilpasset sin adfærd som ønsket af de traditionelle normledere

i EU. Til europæisk bekymring synes man derimod sammen med USA at have foranlediget en de

facto ændring af regimets struktur hen imod en mere minilateralistisk form, hvor de to stormagter

sætter rammerne og ambitionsniveauet for de multilaterale forhandlinger, og hvor EU er henvist til

en sekundær rolle som ikke-anerkendt stormagt. Kinas adfærd synes dermed på flere måder at have

ændret sig i retning af en mere udpræget stormagtsidentitet. Man har som påkrævet for at få de

Relevante Andres anerkendelse påtaget sig et øget klimaansvar, men man har gjort det via en social

genforhandling med USA om, hvad stormagtsrollen betyder på klimaområdet, og dermed om hvad

stormagtsidentiteten indebærer som sådan. I den proces har Kina ændret sin klimaindsats i mere

pro-social retning, men USA har samtidig gennem sin de facto accept af dette som Kinas indfrielse


af sit stormagtsansvar indirekte imødekommet Kinas ønske om eksempelvis at nedprioritere

signifikansen af demokratisk styre som kriterium for anerkendt stormagtsstatus.

Specialets sidste delanalyse konkluderer, at en medvirkende faktor i socialiseringsprocessen var et

idekollaps i Kina som følge af den kritik, man fik i kølvandet på forhandlingsfiaskoen ved COP15 i

2009. Fordi kritikken her var ualmindeligt massiv, steg den kinesiske befolknings opmærksomhed

på klimaforandringerne drastisk, og fordi disse gennem en ændret meningstilskrivningsproces blev

koblet idemæssigt til den store luftforurening i Kinas storbyer, kollapsede den hidtidige kollektive

forventning om, at enhver international kritik af Kinas indsats var uberettiget. Koblingen til den

forhadte luftforurening, der for den kinesiske befolkning er markant mere håndgribelig end globale

klimaforandringer, medførte en kollision med ideen om, at den internationale kritik var ubegrundet,

og Kinas afvisning af at øge sin klimaindsats opfattedes derfor internt nu i højere grad som en

afvisning også af at bekæmpe luftforureningen.

Det skabte et yderligere pres på det kinesiske lederskab for at undgå kritik for sin klimaindsats ud

over det skabt af ønsket om at blive set som en ansvarlig stormagt, blandt andet fordi det såede tvivl

om Kinas evne til som ægte stormagt at bevare sin indre stabilitet. Dette må derfor anses for en

medvirkende, hvis ikke udløsende, faktor for adfærdsskiftet, og bidrager derved til vores viden om,

hvorfor skiftet indledtes netop efter 2009 og havde konsolideret sig i både artikulationer og adfærd

omkring 2012. Endelig konkluderes det, at en vigtig faktor for den konsolidering øjensynligt var

den initiale succes for det nye idekompleks, som USA's villighed til at indlede en minilateralistisk

dialog med Kina om klimaregimets fremtid udgjorde. Figur 19 illustrerer Kinas skifte.

Figur 19: Illustration af Kinas stormagtsskifte

Ny klimapolitisk statsidentitet:

Stormagtsidentitet

Styrket klimaindsats

Kinas medvirken til den globale indsats for at afbøde klimaforandringerne opfattes som markant øget

Socialisering fra vestlige stormagter

i form af social indflydelse læring af norm

om stormagtsansvar

internt pres

passende-hed

Afkræftet fælles forventning om uberettiget kritik

sfa. ny meningstilskrivning i befolkningen (kobling af luftforurening og klima-indsats) og følgelig risiko for politisk ustabilitet

(nye forventninger)

(positiv reaktion på

socialisering)

(genfor-handling)


7.2 Konklusion på specialets problemformulering Som svar på specialets problemformulering kan det samlet konkluderes, at det internationale system

har haft afgørende betydning for den opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser.

Systemets socialt-ideationelle struktur består af en række væsentlige ideer, adfærdsnormer og

forventninger, der i klimaregimet blandt andet gør sig gældende som ideen om en form for social

stratifikation, hvor nogle få særlige stormagter forventes at oppebære det primære ansvar for at løse

klimaproblemet for til gengæld at nyde en speciel social højstatus og bedre muligheder for at udøve

indflydelse på regimets form og udvikling. Det konstateres, at disse ideer og normer som de facto

sociale fakta har spillet en afgørende rolle både som foranledning til socialiseringsforsøgene rettet

mod såvel Kina som Indien og for den identitets- og adfærdsudvikling, som de socialiseringsforsøg

synes at have afstedkommet for Kina, men ikke for Indien.

Samtidig kan det imidlertid konstateres, at strukturen af det internationale system ikke som sådan

har determineret hverken Kina eller Indiens klimaindsats eller den opståede divergens mellem dem,

men at årsagen skal findes i karakteren af de statslige interaktioner, der har udspillet sig inden for

denne sociale struktur mellem især Vesten og henholdsvis Kina og Indien. For det første viser

analysen, at selvom de dominerende ideer og normer i systemet har givet anledning til skærpede

forventninger til og socialiseringsforsøg rettet mod både Kina og Indien, var disse kun succesfulde i

Kinas tilfælde, for hvem interaktionerne i klimaregimet og det internationale system generelt synes

at have fremmet en gradvis modtagelighed over for at påtage sig en stormagtsidentitet og –ansvar. I

Indiens tilfælde har disse interaktioner imidlertid været både kvalitativt og kvantitativt anderledes

og derfor ikke fordret en identitetsmæssig forandring. For det andet kan det konstateres, at staterne

selv har afgørende agens i forhold til deres klimaindsatser, og at deres adfærd har tilbagevirkende

effekter på systemets sociale struktur som sådan, hvilket blandt andet kan ses i Kinas indledning af

en social genforhandlingsproces med USA om substansindholdet af stormagternes klimaansvar og

dermed af den sociale konstruktion og reproduktion af selve stormagtsidentiteten.

7.2.1 Implikationer af specialets konklusioner for Kinas og Indiens klimaindsatser

Konklusionerne i specialet giver for både Indien og Kina anledning til fremtidige forventninger.

Hvad angår Indien, ansporer vores analyse ikke en forventning om et markant indisk klimapolitisk

adfærdsskifte i de næste år. Nogle enkelte forhold kunne måske antyde et skifte—såsom den noget

større indiske delegation ved COP21 sammenlignet med tidligere år—men analysen i sin helhed

peger på kontinuitet. Dette skyldes primært, at karakteren og omfanget af interaktionerne mellem

Indien og Vesten synes uforandret gennem de senere år, hvorfor en indisk genovervejelse af sin


ansvarsvillighed fremstår usandsynlig. Mere plausibelt virker det, at Indien i en rum tid vil holde

fast i selvforståelsen som marginaliseret udviklingsland og i den konfliktfyldte opfattede kultur med

Vesten. I den kontekst kan et spørgsmål stilles ved fornuftigheden i Vestens forsøg på at socialisere

Indien gennem social kritik. Den tilgang vil formentlig være ufrugtbar, så længe Indien fastholder

identiteten som udviklingsland, og EU’s arbejdsdelingsstrategi om at betro den primære engagering

af Indien til landets tidligere kolonimagt Storbritannien fremstår eksempelvis relativt uovervejet, og

desuden umulig fremover givet den seneste tids ændringer internt i EU. Alligevel er konklusionerne

ikke udelukkende nedslående i europæisk optik, da de antyder, at socialisering af opstigende magter

er muligt på klimaområdet – det kræver dog tilstrækkelig social anerkendelse fra Vesten.

For Kinas vedkommende er fremtiden usikker. Fordi landets mere pro-sociale klimaindsats skyldes

social indflydelse snarere end normativ overtalelse og dermed offentlig normkonformitet uden dyb

privat accept, er det ikke garanteret, at Kina fortsætter sin mere normoverholdende adfærd, hvis de

sociale kriterier for stormagt ændres. En sådan ændring er bestemt mulig, da den sino-amerikanske

genforhandling af stormagtsrollen vil fortsætte og måske lede til en situation, hvor Kina kan indfri

forpligtelserne for stormagter tilfredsstillende uden klimapolitisk konformitet. Det illustrerer, at den

sociale forhandling af stormagt udgør et strategisk dilemma for USA, fordi det i så fald er uvist,

hvordan Kina vil forholde sig. Et konstruktivistisk perspektiv er dog bevidst om, at i jo længere tid

Kinas adfærd er i overensstemmelse med normen om klimaambition, desto mere sandsynligt er det,

at man vil have integreret denne adfærd i sin identitet og ikke skifte tilbage selv hvis socialt muligt.

7.3 Specialets bidrag: Stormagtskonstruktivisme og integreret indholdsanalyse Specialet bidrager såvel teoretisk som metodologisk til den eksisterende IP-litteratur og kan på den

måde bruges som afsæt for yderligere forskning.

Teoretisk består bidraget primært i vores udvikling af stormagtskonstruktivismen, som er forankret i

det IP-konstruktivistiske forskningsparadigmes grundantagelser, supplereret med antagelsen om, at

stormagter adskiller sig kvalitativt fra andre stater. Teorien er udviklet med det konkrete formål at

forklare vores empiriske puzzle, men er også analytisk generaliserbar, da det principielt er muligt at

applicere teorien på lignende puzzles eller andre politikfelter end international klimapolitik for at

forklare ændringer i stormagters eller potentielle stormagters adfærd. I vores anvendelse behandler

vi de nuværende normative standarder for stormagt, men teorien tager højde for det internationale

systems dynamiske struktur/agens-forhold, da vi ved at betone betydningen af statsinteraktioner kan

tydeliggøre, at disse normative standarder ikke er statiske eller naturgivne, men netop kontingente

og skabt gennem eksisterende og opstigende stormagters løbende interaktioner. Ved at syntetisere


Johnstons socialiseringsteori og Legros teori om effekten af afkræftede kollektive forventninger

mener vi ligeledes at kunne tilbyde en plausibel forklaring på, hvordan identitetsforandring sker ved

at påpege socialisering og idékollaps som centrale mekanismer. Stormagtskonstruktivismen tilbyder

således efter vores opfattelse en holistisk analytisk teoriramme til at forstå og afdække, hvordan det

internationale systems måske mest betydningsfulde aktørers identitetskonstruktioner påvirkes af

systemets normative struktur, men også samtidig reproducerer denne struktur via deres interaktion.

Specialet yder dertil et selvstændigt metodisk bidrag i den efter vores opfattelse første anvendelse af

integreret indholdsanalyse til at tilgå statsidentitet empirisk. Sammenlignet med alternative tilgange

til at studere identitet intersubjektivt er fordelen ved den integrerede indholdsanalyse som metode,

at de kvantitative og kvalitative aspekter fungerer som metodiske kontroller af hinanden, hvor den

kvalitative del kan sikre, at alene substantielt meningsfulde kvantitative repræsentationer tillægges

betydning, mens den kvantitative del kan sikre, at kvalitative fortolkninger af tekstens mening har

tilstrækkeligt grundlag i teksten selv. Dermed ignoreres forskerens forventninger og forforståelse

ikke, men accepteres og inkorporeres som indledningsvis strukturering af analysens fokus. Samtidig

er metoden alligevel fleksibel, idet den også har et induktivt og kontekstuelt fokus, hvormed nye

identitetselementer kan opdages løbende igennem processen. Dermed er metoden hverken for rigid,

så kun tekststykker der passer på a priori opstillede koder kan bruges, eller for bundet til forskerens

autoritet og vilkårlige indskydelser, da resultaterne af fortolknings- og kontekstualiseringsprocessen

kan suppleres med en meningsfuld kvantitativ kontrol. På denne måde sikres en høj gyldighed af

fortolkningsprocessen.

7.4 Perspektivering: En ny dimension til stormagtsidentiteten? Specialet indskriver sig i flere pågående akademiske diskussioner, hvoraf den vigtigste nok er den

forgrening, der beskæftiger sig med identitetsbaserede bud på konsekvenserne af Kinas opstigning,

hvilket vil sige den identitetsfokuserede gren af den såkaldte ‘China threat’-litteratur. Sætter man

specialets resultater op imod de nyeste bidrag herfra, opstår et antal interessante pointer.

Forsby (2015: 374, 531) finder eksempelvis, at Kinas generelle udenrigspolitik siden 2009-2010 har

rykket sig mod såkaldt engageret revisionisme. Kina engagerer sig altså i højere grad internationalt,

men på en selvhævdende og destabiliserende måde, hvor man udfordrer frem for at tage ansvar for

stabiliteten af den eksisterende internationale orden, hvilket Forsby forklarer med et identitetsskifte

i retning mod netop en selvforståelse som opstigende stormagt. Kopra (2016: 28) konstaterer ligeså,


at Kina i højere grad end tidligere opfatter sig selv som stormagt, men argumenterer i modsætning

til Forsby for, at der i den selvforståelse også ligger en kinesisk erkendelse af et øget internationalt

ansvar. Kopra mener imidlertid ikke at kunne komme det konkrete indhold i dette ansvar nærmere

og forklarer det med, at Kina nu har en dualistisk identitet som både udviklingsland og stormagt,

hvilket har forhindret en afklaring af eget passende ansvar. Zeng og Breslin (2016: 793) istemmer:

“Within China, there is a range of understandings of the country’s identity (…). [There] is a clear

and broad consensus that China really is a Great Power. However, (…) it is less clear how

understandings of “power” link with understandings of global leadership and the provision of

global public goods.” Ligesom Kopra forklarer Zeng og Breslin uklarheden med, at det kinesiske

selvbillede som udviklingsland hæmmer villigheden til globalt ansvar, om end ikke fuldstændigt.

I kontrast til disse bidrag tyder vores resultater på, at Kina—i alt fald på klimaområdet—på trods af

den dualistiske identitet som både stormagt og udviklingsland faktisk formår at koble sin styrkede

selvforståelse og anerkendelse som stormagt med et klarere begreb om, hvilket større internationalt

ansvar, det fordrer. Samtidig peger vores resultater på, at Kina endvidere har formået via en social

genforhandling med USA at skabe international anerkendelse af denne kobling, således Kinas egen

forståelse af sin status og ansvar er blevet praktisk operationaliserbar. Konkret kan Kinas kobling af

stormagt og klimaansvar måske bedst forstås som, at man er lykkes med at tilføje en ny dimension

til stormagtsidentiteten, der handler om udviklingsniveau, på en måde hvor Kinas udviklingsstadie

ikke er i modstrid med stormagtsrollen, men blot modererer denne. Det kinesiske identitetsskifte og

interaktionsprocessen med USA kan altså siges at have afstedkommet en reformulering af stormagt,

således stormagter ikke længere nødvendigvis er fuldt udviklede—eller fuldt demokratiske—men at

graden og formen af ‘stormagtsansvar’ afhænger af udviklingsniveauet. Som udviklende stormagt

har Kina primært et ansvar for at indlejre sin klimaindsats i en legitim udviklingsambition samt for

at bistå fattigere udviklingslandes indsats via eksempelvis Syd/Syd-samarbejde, mens USA's ansvar

som udviklet stormagt er stærkere og for eksempel inkluderer konkrete emissionsreduktioner.

Figur 20 illustrerer, hvordan Kinas identitets- og adfærdsskifte har udvidet differentieringen af

stormagt og klimaansvar gennem tilføjelsen af udviklingsdimensionen. EU’s udviklingsniveau og

historiske udledninger giver dem et ansvar større end Kinas, selvom EU ikke anerkendes som rigtig

stormagt, men Kinas status som stormagt giver dem et større lederskabsansvar end almindelige

udviklingslande som Indien. USA har endelig som såvel stormagt som udviklet land et maksimalt

ansvar både for sin egen indsats og for at påtage sig globalt lederskab på klimaområdet.


Figur 20: Ny differentiering af klimapolitisk stormagtsansvar sfa. Kina og USA's genforhandling

På den måde kan specialet samtidig siges at skrive sig ind i diskussionen om tilstedeværelsen af en

eurocentrisk eller occidental bias i konstruktivismen som teoretisk analyseapparat. En udbredt kritik

af konstruktivismen og beslægtede teoriapparater såsom Engelsk Skole er, at teorien har en tendens

til at fokusere på vestlige eller europæiske ideer og implicit eller eksplicit vurdere rigtigheden af

også ikke-vestlige staters adfærd op mod den vestlige modernitetsmodel. Dermed forsømmer man,

at der findes multiple og potentielt lige så legitime værdisystemer. På vores område betyder det, at

“the pattern of Western modernity cannot simply be emulated by non-Western emerging powers.”

(Xiaoyu 2012: 23; se også Finnemore og Sikkink 2002 og Acharya 2004).

En sådan kritik kan utvivlsomt rettes mod den underliggende logik i specialets teoretisering. Ved at

vurdere Kinas og Indiens klimaindsatser som mere eller mindre konstruktive eller ambitiøse efter i

hvor høj grad de indvilliger i at påtage sig et særligt stormagtsansvar, kan vi siges at holde deres

adfærd op imod vestlige ideer. Li (2009) skriver eksempelvis at, “[for] centuries, the international

structure has been dominated by the West (…). [The] concept of ‘great powers’ responsibility’ is

defined by the Western world (…). [Whether] to be responsible for the world, from the Western

perspectives, is literally evaluated by how much responsibility you have assumed for the West.” Vi

ser os ikke i stand til at afvise denne potentielle kritik, og specialets resultater skal derfor ses i lyset

af, at Kina og Indiens indsatser ganske vist er bedømt op imod de dominerende og derfor efter vores

opfattelse også mest interessante klimapolitiske normer, men ikke nødvendigvis de rigtigste.

Stormagt

Ikke-stormagt

Udviklet land Udviklingsland

USA Kina

Indien m.fl. EU m.fl.


Med det in mente kan man dog argumentere for, at specialets resultater tjener til at afvæbne noget

af denne kritik, fordi de i høj grad kan siges at udgøre et modargument imod konstruktivismens

occidentale bias. Et centralt fund er således, at selvom en dominerende andel af de globale normer

muligvis har vestlig oprindelse, er dette ikke ensbetydende med disse normers succes og universelle

udbredelse. På klimaområdet ser vi blandt andet dette i Indiens påviste evne til at afvise forsøgene

på socialisering fra EU og USA, og i særdeleshed i Kinas evne til undergå en socialiseringsproces,

hvor man ikke blot er passiv modtager af vestlige normer, men derimod bliver en aktiv former og

udvikler af klimaregimets normative basis ved at åbne en genforhandlingsproces om stormagt med

USA. Ændringerne i den materielle og sociale magtfordeling i det internationale system skaber altså

en situation, hvor de etablerede socialiseringsdynamikker gradvist synes at erodere til fordel for en

ny situation med normative centre også uden for Vesten. Vi synes altså hverken at se en udpræget

fortsat vestlig dominans ej heller en så konfliktvarslende revisionistisk ambition i Kina, som Forsby

(2015) eksempelvis finder. Derimod ser vi en udvikling, der synes at bekræfte, hvad Xiaoyu (2012)

kalder tovejs-socialisering og Terhalle (2011: 345) gensidig socialisering, og som beskriver “how

rising powers are socialized into the order, while at the same time reshaping it when they enter.”

Den seneste tids opbrud internt i EU kan meget vel bidrage til en styrkelse af denne tendens.

I takt med sin styrkede stormagtsidentitet agerer Kina ganske vist mere klimapolitisk selvhævdende

end tidligere, men på en indtil videre konstruktiv og normativt fleksibel måde, hvor man hverken

fuldstændigt afviser eller accepterer kriterierne og handlingsimperativerne for stormagter, men dog

kræver en indflydelse på udviklingen af disse. I lyset af teorien udviklet i dette speciale må det ses

som ganske forventelig—og på mange måder helt normoverholdende—stormagtsadfærd.

Litteraturliste | 129

8 Litteraturliste

Abdelal, R., Blyth, M., Parsons, C. (Eds.), (2010). Constructing the International Economy, Cornell

Studies in Political Economy. Cornell University Press, Ithaca, NY.

Aberbach, J.D., Rockman, B.A., (2002). Conducting and coding elite interviews. Political Science

& Politics 35, 673–676.

Acharya, A., (2004). How Ideas Spread: Whose Norms Matter? Norm Localization and Institutional

Change in Asian Regionalism. International Organization 58, 239–275.

Adcock, R., Collier, D., (2001). Measurement Validity: A Shared Standard for Qualitative and

Quantitative Research. American Political Science Review 95, 529–546.

Adler, E., (1997). Seizing the Middle Ground: Constructivism in World Politics. European Journal

of International Relations 3, 319–363.

Adler-Nissen, R., (2014). Stigma Management in International Relations: Transgressive Identities,

Norms, and Order in International Society. International Organization 68, 143–176.

Afionis, S., Bailey, I., (2012). Ever Closer Partnerships? European Union Relations with Rapidly

Industrializing Countries on Climate Change, i: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the

Heat: The Politics of Climate Policy in Rapidly Industrializing Countries. Palgrave Macmillan,

s. 97–122.

Aldy, J.E., Pizer, W.A., (2016). Alternative Metrics for Comparing Domestic Climate Change

Mitigation Efforts and the Emerging International Climate Policy Architecture. Review of

Environmental Economics and Policy 10, 3–24.

Allan, B.B., (2016). Recovering Discourses of National Identity, i: Hopf, T., Allan, B.B. (Eds.),

Making Identity Count: Building a National Identity Database. Oxford University Press.

Al Jazeera, (2007). China hits out on climate change - German leader’s call for more action draws

criticism against Western nations. Al Jazeera. Tilgængelig på

http://www.aljazeera.com/news/asia-pacific/2007/08/200852513658255615.html [Besøgt d.

28/6/2016]

Andersen, L.B., (2010). Forskningskriterier, i: Andersen, L.B., Hansen, K.M., Klemmensen, R.

(Eds.), Metoder I Statskundskab. Hans Reitzel Forlag.

Ankersborg, V., (2009). Kildekritik i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, 1st ed. SAXO.

Annamalai, T.R., (2010). Congruence Analysis, i: Mills, A., Durepos, G., Wiebe, E. (Eds.),

Encyclopedia of Case Study Research. SAGE Publications.

130 | Litteraturliste

Apunn, K., Egenter, S., (2015). COP21 - Day 11: New draft, pressure to compromise, finish in

sight. Clean Energy Wire. Tilgængelig på https://www.cleanenergywire.org/news/cop21-day-11

[Besøgt d. 10/7/2016]

Bajpai, K., Huang, J., Mahbubani, K., (2015). China-India Relations: Cooperation and Conflict.

Routledge.

Barker, T., (2012). Climate Policy: Issues and Opportunities for Rapidly Industralizing Countries,

in: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate Policy in Rapidly

Industrializing Countries. Palgrave Macmillan, s. 97–122.

Barkin, S., (2010). Realist Constructivism: Rethinking International Relations Theory. Cambridge

University Press.

Barnett, J., (2008). The Worst of Friends: OPEC and G-77 in the Climate Regime. Global

Environmental Politics 8, 1–8.

Barnett, M., (2014). Social constructivism, in: Baylis, J., Smith, S., Owens, P. (Eds.), The

Globalization of World Politics: An Introduction to International Relations. Oxford University

Press. s. 155-168

Barnett, M.N., Finnemore, M., (1999). The Politics, Power, and Pathologies of International

Organizations. International Organization 53, 699–732.

BBC, (2011). China’s Hu Jintao and Barack Obama pledge stronger ties. BBC News. Tilgængelig

på http://www.bbc.com/news/world-asia-pacific-12223965 [Besøgt d. 11/7/2016]

BBC, (2006). UK in India climate change plea. BBC. Tilgængelig på

http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/6108932.stm [Besøgt d. 28/6/2016]

Beach, D., (2012). Analyzing Foreign Policy. Palgrave Macmillan.

Beach, D., Pedersen, R.B., (2013). Process-Tracing Methods: Foundations and Guidelines.

University of Michigan Press.

Bendavid, N., (2015). EU Urges China to Get Tough on Climate Change. The Wall Street Journal.

Tilgængelig på http://blogs.wsj.com/chinarealtime/2015/06/30/eu-urges-china-to-get-tough-on-

climate-change/ [Besøgt d. 15/7/2016]

Berelson, B., (1952). Content analysis in communication research. Free Press, New York, NY, US.

Berg, B.L., (2001). Qualitative Research Methods for the Social Sciences. Allyn and Bacon.

Bjørkum, I., (2005). China in the International Politics of Climate Change - A Foreign Policy

Analysis. The Fridtjof Nansen Institute. Tilgængelig på http://www.fni.no/pdf/FNI-R1205.pdf/

[Besøgt d. 19/6/2016]


Blanchard, O., (2007). The Bush Administration’s climate proposal: rhetoric and reality? HAL -

archives-ouvertes. Tilgængelig på https://halshs.archives-ouvertes.fr/halshs-

00199616/document [Besøgt d. 27/6/2016]

Brittingham, M.A., (2007). China’s Contested Rising: Sino-U.S. Relations and the Social

Construction of Great Power Status, i: Sujiang, G., Shiping, H. (Eds.), New Dimensions of

Chinese Foreign Policy. Lexington Books, Lanham, MD.

Brundtland, G., Khalid, M., Agnelli, S., Al-Athel, S., Chidzero, B., Fadika, L., Hauff, V., Lang, I.,

Shijun, M., Morino de Botero, M., Singh, M., Okita, S., Others, A., (1987). Our Common

Future (’Brundtland report’). Oxford University Press, USA.

Bryman, A., (2008). Social Research Methods, 3 edition. ed. OUP Oxford, Oxford ; New York.

Bukovansky, M., Clark, I., Eckersley, R., Price, R., Reus-Smit, C., Wheeler, N.J., (2012). Special

Responsibilities: Global Problems and American Power. Cambridge University Press,

Cambridge.

Bulkeley, H., Newell, P., (2010). Governing Climate Change (Global Institutions), 1st ed, Global

Institutions (Book 37). Routledge.

Bull, H., 1977. The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics. Basingstoke:

MacMillian Press.

Burgess, M., (2015). Umbrella and LMDC countries take fossil for failing on concept of

“negotiation.” Climate Action Network International. Tilgængelig på

http://www.climatenetwork.org/node/4834 [Besøgt d. 13/7/2016]

Bushey, D., Jinnah, S., (2010). Evolving Responsibility - The Principle of Common but

Differentiated Responsibility in the UNFCCC. Publicist 6, 1. Tilgængelig på

http://heinonline.org/hol-cgi-bin/get_pdf.cgi?handle=hein.journals/public6&section=3 [Besøgt

d. 25/6/2016]

Bush, G.W., (2001). Text of a Letter from the President to Senators Hagel, Helms, Craig, and

Roberts. The White House - George W. Bush Archieves. Tilgængelig på https://georgewbush-

whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/03/20010314.html [Besøgt d. 11/7/2016]

Carlsnaes, W., (2012). Foreign Policy, i: Carlsnaes, W., Risse, T., Simmons, B.A. (Eds.), Handbook

of International Relations. SAGE Publications Ltd, Los Angeles, s. 298–325.

Chase, M.S., (2012). China’s Search for a “New Type of Great Power Relationship.” The

Jamestown Foundation. Tilgængelig på

http://www.jamestown.org/single/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=39820 [Besøgt d.

11/7/2016]


Chen, W., Zhong, Y., (2005). Leadership in a Changing China: Leadership Change, Institution

building, and New Policy Orientations. Springer.

Christoff, P., (2010). Cold climate in Copenhagen: China and the United States at COP15.


Compston, H., (2009). Networks, resources, political strategy and climate policy. Environmental

Politics 18, 727–746.

Corry, O., (2013). Constructing a Global Polity. Palgrave Macmillan UK, London.

Costa-Buranelli, F., (2015). “Do you know what I mean?” “Not exactly”: English School, global

international society and the polysemy of institutions. Global Discourse 5, 499–514.

Cox, R.W., (1981). Social Forces, States and World Orders: Beyond International Relations Theory.

Millennium - Journal of International Studies 10, 126–155.

Dasgupta, C., (2014). Raising the heat on climate change. Business Standard. Tilgængelig på

http://www.business-standard.com/article/opinion/chandrashekhar-dasgupta-raising-the-heat-

on-climate-change-114070701144_1.html [Besøgt d. 10/7/2016]

De Franco, C., Meyer, C.O., Smith, K.E., (2015). “Living by Example?” The European Union and

the Implementation of the Responsibility to Protect (R2P). Gender, Work And Organization 53,

994–1009.

Doty, R.L., (1993). Foreign Policy as Social Construction: A Post-Positivist Analysis of U.S.

Counterinsurgency Policy in the Philippines. International Studies Quarterly 37, 297–320.

Dubash, N.K., (2015). A climate more congenial to India. The Hindu. Tilgængelig på

http://www.thehindu.com/opinion/op-ed/cop-21-and-paris-agreement-a-climate-more-

congenial-to-india/article7992802.ece [Besøgt d. 11/7/2016]

Dunne, T., (2013). The English School, i: Dunne, T., Kurki, M., Smith, S. (Eds.), International

Relations Theories: Discipline and Diversity. Oxford University Press, Oxford.

Durkheim, E., (1895). Durkheim: The Rules of Sociological Method: And Selected Texts on

Sociology and Its Method. Palgrave Macmillan.

Eskjær, M.F., Helles, R., (2015). Kvantitativ indholdsanalyse. SAXO.

European Parliament, (2009). European Parliament resolution of 26 March 2009 on the state of

transatlantic relations in the aftermath of the US elections (2008/2199(INI)). Tilgængelig på

http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P6-TA-2009-

0193+0+DOC+XML+V0//ENe [Besøgt d. 28/6/2016]

Falkner, R., (under udgivelse) 'The Paris Agreement and the New Logic of International Climate

Politics', International Affairs 92(5) (2016)


Finnemore, M., Sikkink, K., (2001). Taking stock: the constructivist research program in

international relations and comparative politics. Annual Review of Political Science 4, 391–416.

Fisher, S., (2012). India and Climate Change: Energy, Equity and Development, i: Bailey, I.,

Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate Policy in Rapidly

Industrializing Countries. Palgrave Macmillan. s. 143-148

Footer, M., (2014). How a deal was sealed: behind the scenes of historic US-China climate pact.

South China Morning Post. Tilgængelig på http://www.scmp.com/magazines/post-

magazine/article/1664632/behind-scenes-historic-us-china-climate-pact [Besøgt d. 28/6/2016]

Foroohar, R., (2010). It’s China’s World We’re Just Living in It. Newsweek. Tilgængelig på

http://www.newsweek.com/its-chinas-world-were-just-living-it-69207 [Besøgt d. 27/6/2016]

Forsby, A.B., (2015). The Logic of Social Identity in IR: China’s Identity and Grand Strategy in the

21st Century. Faculty of Social Sciences - University of Copenhagen. Tilgængelig på

http://www.diis.dk/files/media/documents/activities/phd_dissertation.pdf [Besøgt d. 11/7/2016]

Gabriel Péri, (2007). Introduction to the Scientific Outlook on Development. Gabriel Péri

Foundation. Tilgængelig på http://www.gabrielperi.fr/1380.html [Besøgt d. 11/7/2016]

George, A.L., Bennett, A., (2005). Case Studies and Theory Development in the Social Sciences.

The MIT Press.

George, A.L., McKeown, T.J., (1985). Case Studies and Theories of Organizational Decision

Making, i: Coulam, R.F., Smith, R.A. (Eds.), Advances in Information Processing in

Organizations: Research on Public Organizations. Jai Pr, Greenwich, Conn.

Gerring, J., (1999). What makes a concept good? A criterial framework for understanding concept

formation in the social sciences. Polity 357–393.

Green, F., (2014). “This time is different”: The prospect for an effective climate agreement in Paris

2015. London School of Economics. Tilgængelig på

http://www.lse.ac.uk/GranthamInstitute/wp-content/uploads/2014/10/This-Time-is-

Different.pdf [Besøgt d. 27/6/2016]

Gupta, J., Mandal, T., (2015). Hot Air - Climate negotiations and India. India Climate Dialogue.

Tilgængelig på

https://s3.amazonaws.com/cd.live/uploads/content/file_en/8365/hot_air_v8_rgb.pdf [Besøgt d.

9/7/2016]

Hallding, K., Han, G., Olsson, M., (2009). A balancing act: China’s role in climate change.

Stockholm: Government Offices of Sweden, Prime Minister's Office. Tilgængelig på

http://www.government.se/sb/d/11736/a/123891 [Besøgt d. 26/6/2016]


Harris, P.G., (2012). The United States and Rapidly Industralizing Countries: Climate Policy in

Bilateral Relations, i: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate

Policy in Rapidly Industrializing Countries. Palgrave Macmillan, s. 97–122.

Harrits, G.S., Pedersen, C.S., Halkier, B., (2010). Indsamling af interviewdata, i: Andersen, L.B.,

Hansen, K.M., Klemmensen, R. (Eds.), Metoder I Statskundskab. Hans Reitzel Forlag.

Heggelund, G., (2007). China’s Climate Change Policy: Domestic and International Developments.

Asian Perspective 31, 155–191.

Hepher, T., (2007). Sarkozy urges China to act on climate change. Reuters India. Tilgængelig på

http://in.reuters.com/article/idINIndia-30707420071127 [Besøgt d. 28/6/2016]

Holsti, K.J., (1995). International Politics: A Framework for Analysis. Prentice Hall.

Hopf, T., (2002). Social Construction of International Politics: Identities & Foreign Policies,

Moscow, 1955 and 1999. Cornell University Press.

Hopf, T., (1998). The Promise of Constructivism in International Relations Theory. International

Security 23, 171–200.

Hopf, T., Allan, B.B. (Eds.), (2016). Making Identity Count: Building a National Identity Database.

Oxford University Press.

Hoye, M., Yan, H., (2014). U.S. and China reach historic climate change agreement. CNN.

Tilgængelig på http://www.cnn.com/2014/11/12/world/us-china-climate-change-

agreement/index.html [Besøgt d. 28/6/2016]

Hurrell, A., Sengupta, S., (2012). Emerging powers, North-South relations and global climate

politics. International Affairs 88, 463–484.

Hürriyet, (2007). Swedish PM targets US over climate change. Hürriyet Daily News. Tilgængelig

på http://www.hurriyetdailynews.com/swedish-pm-targets-us-over-climate-

change.aspx?pageID=438&n=swedish-pm-targets-us-over-climate-change-2007-08-15 [Besøgt

d. 28/6/2016]

Indian Express, (2015). India will set Climate Change conference agenda: Narendra Modi. The

Indian Express. Tilgængelig på http://indianexpress.com/article/india/india-others/india-will-

set-climate-change-conference-agenda-narendra-modi/ [Besøgt d. 28/6/2016]

Inglehart, R., (1977). The Silent Revolution: Changing Values and Political Styles Among Western

Publics. Princeton University Press.

Jackson, P.T., (2011). The Conduct of Inquiry in International Relations: Philosophy of Science and

Its Implications for the Study of World Politics, 1 edition. ed. Routledge, London ; New York.


Jakobsen, M.L., Harrits, G.S., (2010). Kvalitativ analyse: kodning og dybtgående tekstanalyse, i:

Andersen, L.B., Hansen, K.M., Klemmensen, R. (Eds.), Metoder I Statskundskab. Hans Reitzel

Forlag.

Jensen, T.K., (1994). Livsverden og politisk kultur. Politica 4. Tilgængelig på

https://tidsskrift.dk/index.php/politica/article/view/8631/16260 [Besøgt d. 5/7/2016]

Johnston, A.I., (2007). Social States, China in International Institutions, 1980-2000. Princeton

University Press, Berlin, Boston.

Joshi, S., (2013). Understanding India’s Representation of North-South Climate Politics. Global


Kasa, S., Gullberg, A.T., Heggelund, G., (2008). The Group of 77 in the international climate

negotiations: recent developments and future directions. International Environment Agreements

8, 113–127.

Keohane, R.O., Nye, J.S., (1977). Power and interdependence: world politics in transition. Little,

Brown.

King, E., (2015). China rescues US from Paris climate deal “typo” fiasco. Climate Home.

Tilgængelig på http://www.climatechangenews.com/2015/12/12/china-rescues-us-from-paris-

climate-deal-typo-fiasco/ [Besøgt d. 28/6/2016]

King, G., Keohane, R.O., Verba, S., (1994). Designing social inquiry: Scientific inference in

qualitative research. Princeton University Press.

Klotz, A., Lynch, C., (2007). Strategies for Research in Constructivist International Relations. M.E.

Sharpe.

Kopra, S., (2016). Great Power Management and China’s Responsibility in International Climate

Politics. Journal of China and International Relations 4. s. 22-44

Krippendorff, K., (2004). Content Analysis: An Introduction to Its Methodology. Sage.

Kvale, S., (1996). InterViews: An Introduction to Qualitative Research Interviewing. SAGE

Publications, Inc, Thousand Oaks, Calif.

Legro, J.W., (2007). Rethinking the World: Great Power Strategies and International Order, Cornell

Studies in Security Affairs. Cornell University Press, Ithaca, NY.

Lehrer, J., (2009). Newsmaker: Obama on Health Reform Politics, Copenhagen Climate Outcome.

PBSNewsHour. Tilgængelig på http://www.pbs.org/newshour/bb/white_house-july-dec09-

obama_12-23/ [Besøgt d. 28/6/2016]

Lewis, J.I., (2013). Chapter 8: China’s Environmental Diplomacy: Climate Change, Domestic

Politics, and International Engagement, i: Rosemary, F. (Eds.), China Across the Divide: The

Domestic and Global in Politics and Society. OUP USA, s. 200–225.


Lewis, J.I., (2011). Energy and Climate Goals of China’s 12th Five-Year Plan. Center for Climate

and Energy Solutions. Tilgængelig på http://www.c2es.org/international/key-country-

policies/china/energy-climate-goals-twelfth-five-year-plan [Besøgt d. 11/7/2016]

Li, X., (2008). China’s Foreign Aid and Aid to Africa: overview. Organization of Economic

Cooperation and Development. Tilgængelig på

http://www.oecd.org/dac/povertyreduction/40378067.pdf [Besøgt d. 16/7/2016]

Li, H., (2009). Reflect on China’s responsibility. People’s Daily Online. Tilgængelig på

http://en.people.cn/90002/96417/6619895.html [Besøgt d. 11/7/2016]

Li, C., Xu, L., (2014). Chinese Enthusiasm and American Cynicism Over the “New Type of Great

Power Relations.” The Brookings Institution. Tilgængelig på

http://www.brookings.edu/research/opinions/2014/12/05-chinese-pessimism-american-

cynicism-great-power-li-xu [Besøgt d. 16/7/2016]

Li, J., (2015). The new divide: China and India diverge on approaches to climate change. South

China Morning Post. Tilgængelig på

http://www.scmp.com/news/china/society/article/1886272/new-divide-china-and-india-diverge-

approaches-climate-change [Besøgt d. 13/7/2016]

Lynas, M., (2009). How do I know China wrecked the Copenhagen deal? I was in the room. The

Guardian. Tilgængelig på https://www.theguardian.com/environment/2009/dec/22/copenhagen-

climate-change-mark-lynas [Besøgt d. 28/6/2016]

Ma, J., (2007). Ecological civilisation is the way forward. ChinaDialogue. Tilgængelig på

https://www.chinadialogue.net/article/1440-Ecological-civilisation-is-the-way-forward [Besøgt

d. 11/7/2016]

Mead, G.H., (1934). Mind, Self, and Society. The University of Chicago Press Ltd. London.

Meckstroth, T.W., (1975). “Most Different Systems” and “Most Similar Systems” A Study in the

Logic of Comparative Inquiry. Comparative Political Studies 8, 132–157.

Moravcsik, A., (1998). The Choice for Europe: Social Purpose and State Power from Messina to

Maastricht, Cornell Studies in Political Economy. Cornell University Press, Ithaca, NY.

Mucci, M., (2012). Measurement, Reporting and Verification: A note on the concept with an

annotated bibliography. Tilgængelig på http://www.iisd.org/pdf/2012/mrv_bibliography.pdf

[Besøgt d. 25/6/2016]

Najam, A., (2005). Developing Countries and Global Environmental Governance: From

Contestation to Participation to Engagement. International Environment Agreements 5, 303–

321.


Neumann, I.B., (2008). Russia as a great power, 1815–2007. Journal of International Relations and

Development 11, 128–151.

Olivier, J.G.J., Janssens-Maenhout, G., Muntean, M., Peters, J.A.H.W., (2015). Trends in Global

CO2 emissions; 2015 Report. PBL Netherlands Environmental Assessment Agency Institute for

Environment and Sustainability (IES) of the European Commission’s Joint Research Centre

(JRC). Tilgængelig på http://edgar.jrc.ec.europa.eu/news_docs/jrc-2015-trends-in-global-co2-

emissions-2015-report-98184.pdf [Besøgt d. 28/7/2016]

Parks, B.C., Roberts, J.T., (2008). Inequality and the global climate regime: breaking the north-

south impasse. Cambridge Review of International Affairs 21, 621–648.

People’s Daily Online, (2007). The “three-step” development strategy. The 17th National Congress

of the Communist Party of China. Tilgængelig på

http://english.cpcnews.cn/92460/6285870.html [Besøgt d. 11/7/2016]

Plucinska, J., (2015). India Pledges to Reduce Carbon Emissions by 33-35% by 2030. Time.

Tilgængelig på http://time.com/4059051/india-indc-climate-change-carbon-emissions/ [Besøgt

d. 11/7/2016]

Qi, Y., Tong, W., (2015). China’s “yes” to new role in climate battle. Brookings - Tsinghua Center.

Tilgængelig på http://www.brookings.edu/research/articles/2015/12/04-chinas-yes-new-role-

climate-battle-qi-wu [Besøgt d. 15/7/2016]

Rapp, T., Schwägerl, C., Traufetter, G., (2010). The Copenhagen Protocol: How China and India

Sabotaged the UN Climate Summit. Spiegel Online. Tilgængelig på

http://www.spiegel.de/international/world/the-copenhagen-protocol-how-china-and-india-

sabotaged-the-un-climate-summit-a-692861.html [Besøgt d. 15/7/2016]

Reinfeldt, F., (2009). ”Nu måste USA och Kina följa EU i klimatfrågan”. Dagens Nyheter. DN.SE.

Tilgængelig på http://www.dn.se/debatt/nu-maste-usa-och-kina-folja-eu-i-klimatfragan/ [Besøgt

d. 28/6/2016]

Rosenberg, J., (2010). Basic problems in the theory of uneven and combined development. Part II:

unevenness and political multiplicity. Cambridge Review of International Affairs 23, 165–189.

Ruggie, J.G., (1982). International regimes, transactions, and change: embedded liberalism in the

postwar economic order. International Organization 36, 379–415.

Sachs, J., (2009). Copenhagen Was A Total Failure And It’s Barack Obama’s Fault. Business

Insider. Tilgængelig på http://www.businessinsider.com/copenhagen-was-a-total-failure-2009-

12 [Besøgt d. 28/6/2016]

Sanderson, S.K., (1987). Eclecticism and its Alternatives. Current Perspectives in Social Theory 8,

313–345.


Sartori, G., (1970). Concept Misformation in Comparative Politics. The American Political Science

Review 64, 1033–1053.

Schreier, M., (2012). Qualitative Content Analysis in Practice. SAGE Publications.

Schröeder, M., (2012). Supporting China’s Green Leap Forward: Political Strategies for China’s

Climate Policies, i: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate

Policy in Rapidly Industrializing Countries. Palgrave Macmillan, s. 97–122.

Schröeder, M., (2009). The Construction of China’s climate politics: transnational NGOs and the

spiral model of international relations, i: Harris, P.G. (Ed.), The Politics of Climate Change -

Environmental Dynamics in International Affairs. Routledge, s. 51–71.

Schwartz-Shea, P., Yanow, D., (2011). Interpretive Research Design: Concepts and Processes, 1

edition. ed. Routledge, New York, NY.

Seawright, J., Gerring, J., (2008). Case Selection Techniques in Case Study Research a Menu of

Qualitative and Quantitative Options. Political Research Quarterly 61, 294–308.

Sethi, N., (2010). Jairam suggests new climate team, drops critics from list. The Times of India.

Tilgængelig på http://timesofindia.indiatimes.com/india/Jairam-suggests-new-climate-team-

drops-critics-from-list/articleshow/5639184.cms [Besøgt d. 10/7/2016]

Shannon, V.P., (2000). Norms Are What States Make of Them: The Political Psychology of Norm

Violation. International Studies Quarterly 44, 293–316.

Sharma, B., (2015a). Jairam Ramesh Interview: India Is failing to tell its climate change story to the

world. The Huffington Post India. Tilgængelig på

http://www.huffingtonpost.in/2015/11/25/climate-change-_n_8653388.html [Besøgt d.

28/6/2016]

Sharma, N., (2015b). India Faces No Pressure to Curb Carbon Emission: Modi. The New Indian

Express. Tilgængelig på http://www.newindianexpress.com/business/news/India-Faces-No-

Pressure-to-Curb-Carbon-Emission-Modi/2015/01/26/article2637652.ece [Besøgt d. 28/6/2016]

Shirley, A., (2016). Which are the world’s most polluted cities? World Economic Forum.

Tilgængelig på https://www.weforum.org/agenda/2016/05/which-are-the-world-s-most-

polluted-cities/ [Besøgt d. 9/7/2016]

Stalley, P., (2016). China, i: Backstrand, K., Lovbrand, E., (Eds.) Research Handbook on Climate

Governance. Edward Elgar Pub. s. 202-212

Stokes, L.C., Giang, A., Selin, N.E., (2016). Splitting the South: Explaining China and India’s

Divergence in International Environmental Negotiations (SSRN Scholarly Paper No. ID

2733872). Social Science Research Network, Rochester, NY. Tilgængelig på

http://papers.ssrn.com/abstract=2733872 [Besøgt d. 13/7/2016]


Tansey, O., (2007). Process Tracing and Elite Interviewing: A Case for Non-probability Sampling.

PS: Political Science & Politics, 765–772.

Terhalle, M., (2011). Reciprocal Socialization: Rising Powers and the West. International Studies

Perspectives 12, 341–361.

The White House, (2016). U.S.-China Joint Presidential Statement on Climate Change. The White

House - Office of the Press Secretary. Tilgængelig på https://www.whitehouse.gov/the-press-

office/2014/11/11/us-china-joint-announcement-climate-change [Besøgt d. 15/7/2016]

The White House, (2014). U.S.-China Joint Announcement on Climate Change. The White House -

Office of the Press Secretary. Tilgængelig på https://www.whitehouse.gov/the-press-

office/2016/03/31/us-china-joint-presidential-statement-climate-change [Besøgt d. 28/6/2016]

Tianchen, L., (2003). Confucian ethics and the environment. Culture Mandala: The Bulletin of the

Centre for East-West Cultural and Economic Studies 6. Tilgængelig på

http://epublications.bond.edu.au/cm/vol6/iss1/4 [Besøgt d. 28/6/2016]

Torney, D., (2015). European climate leadership in question, policies toward China and India. Earth

System Governance (Series). MIT Press.

UNEP-DTU, 2016. CDM/JI Pipeline Analysis and Database. United Nations Environment

Programme & Danmarks Tekniske Universitet. Tilgængelig på

http://www.cdmpipeline.org/cdm-projects-region.htm#1 [Besøgt d. 9/7/2016]

UNFCCC, (2015). China Dialogue Trust: “Asia’s giants: India and China, key to the climate.”.

Paris. Tilgængelig på http://unfccc6.meta-fusion.com/cop21/events/2015-12-01-10-00-china-

dialogue-trust-asia-s-giants-india-and-china-key-to-the-climate [Besøgt d. 28/6/2016]

UNFCCC (1996). Organizational Matters: Adoption of the Rules of Procedure - Note by the

secretariat. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på http://unfccc.int/resource/docs/cop2/02.pdf

[Besøgt d. 15/7/2016]

UNDP – United Nations Development Programme (2014). Human Development Index 1980-2014.

Datasæt udleveret af UNDP’s Human Development Report Office. Kan rekvireres af forfatterne

efter henvendelse

US 105th Congress, (1997). Byrd-Hagel Resolution. The National Center for Public Policy.

Tilgængelig på https://www.nationalcenter.org/KyotoSenate.html [Besøgt d. 27/6/2016]

US Department of State, (2015). Transcript of Secretary Kerry’s Remarks, Paris, France (COP21).

U.S. Department of State. Tilgængelig på

http://www.state.gov/secretary/remarks/2015/12/250590.htm [Besøgt d. 28/6/2016]

US Department of State, (2009). Press Briefing by Todd Stern - December 9. U.S. Department of

State. Tilgængelig på https://cop15.state.gov/pressroom/133343.htm [Besøgt d. 28/6/2016]


Vasquez, J.A., (1997). The Realist Paradigm and Degenerative versus Progressive Research

Programs: An Appraisal of Neotraditional Research on Waltz’s Balancing Proposition. The

American Political Science Review 91, 899–912.

Vidal, J., (2009). Ed Miliband: China tried to hijack Copenhagen climate deal. The Guardian.

Tilgængelig på https://www.theguardian.com/environment/2009/dec/20/ed-miliband-china-

copenhagen-summit [Besøgt d. 28/6/2016]

Vihma, A., (2011a). A Climate of Consensus - The UNFCCC Faces Challenges of Legitimacy and

Effectiveness. The Finnish Institute of International Affairs. Tilgængelig på

https://www.ciaonet.org/attachments/17848/uploads [Besøgt d. 10/7/2016]

Vihma, A., (2011b). India and the Global Climate Governance: Between Principles and

Pragmatism. The Journal of Environment Development

Vihma, A., Mulugetta, Y., Karlsson-Vinkhuyzen, S., (2011). Negotiating solidarity? The G77

through the prism of climate change negotiations. Global Change, Peace & Security 23, 315–

334.

Waltz, K.N., (1979). Theory of International Politics, 1 edition. ed. Waveland Pr Inc, Long Grove,

Ill.

Wang, F.-L., (2005). Preservation, Prosperity and Power: what motivates China’s foreign policy?

Journal of Contemporary China 14, 669–694.

Wang, Y., (2015). A Year of Flying Colors for Pursuing Major-Country Diplomacy with

Distinctive Chinese Features. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.

Tilgængelig på

http://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjb_663304/wjbz_663308/2461_663310/t1329609.shtml

[Besøgt d. 15/7/2016]

Wang, Y., (2013). Toward a New Model of Major-Country Relations Between China and the

United States. Brookings Institution. Tilgængelig på

http://www.brookings.edu/~/media/events/2013/9/20%20us%20china%20foreign%20minister%

20wang%20yi/wang%20yi%20english%20prepared%20remarks.pdf [Besøgt d. 15/7/2016]

Wan, M., (2015). China and International Cooperation on the Environment: Historical and

Intellectual Roots of Chinese Thinking about the Environment, i: Ikenberry, G.J., Feng, Z., Jisi,

W. (Eds.), America, China, and the Struggle for World Order: Ideas, Traditions, Historical

Legacies, and Global Visions. Palgrave Macmillan, New York, NY, s. 275–298.

Watts, J., Ramesh, R., (2007). Fighting for air: frontline of war on global warming. The Guardian.

Tilgængelig på https://www.theguardian.com/environment/2007/mar/26/globalwarming.china

[Besøgt d. 28/6/2016]


Wendt, A., (1999). Social Theory of International Politics. Cambridge University Press.

Wendt, A., (1992). Anarchy is what States Make of it: The Social Construction of Power Politics.

International Organization 46, 391–425.

Williams, M., (2005). The Third World and Global Environmental Negotiations: Interests,

Institutions and Ideas. Global Environmental Politics 5, 48–69.

Woolgar, S., (1983). Irony in the Social Study of Science, i: Knorr-Cetina, K., Mulkay, M. (Eds.),

Science Observed: Perspectives on the Social Study of Science. SAGE Publications, London;

Beverly Hills.

The World Bank, (2016). Country Indicators – China. Tilgængelig på

http://povertydata.worldbank.org/poverty/country/CHN [Besøgt d. 16/7/2016]

Xiaoyu, P., (2012). Socialisation as a Two-way Process: Emerging Powers and the Diffusion of

International Norms. The Chinese Journal of International Politics 5, 341–367.

Xinhua News Agency, (2009). U.S. commerce, energy secretaries highlight co-op with China on

climate change. Xinhua News Agency. Tilgængelig på http://news.xinhuanet.com/english/2009-

07/15/content_11713207.htm [Besøgt d. 28/6/2016]

Yardley, J., (2009). India Announces Plan to Slow Greenhouse Gas Emissions. The New York

Times. Tilgængelig http://www.nytimes.com/2009/12/04/world/asia/04india.html [Besøgt d.

11/7/2016]

Zeng, J., Breslin, S., (2016). China’s “new type of Great Power relations”: a G2 with Chinese

characteristics? International Affairs 92, 773–794.

Zhang, H., (2013). China and International Climate Change Negotiations. Welt Trends - Potsdamer

Wissenschaftverlag. Tilgængelig http://welttrends.de/res/uploads/Zhang_China-and-

International-climate-change-negotiations.pdf [Besøgt d. 29/6/2016]

Zuckerman, H., (1972). Interviewing an Ultra-Elite. Public Opinion Quarterly 36, 159–175.

Zwolski, K., Kaunert, C., (2011). The EU and climate security: a case of successful norm

entrepreneurship? European Security 20, 21–43.

Kildehenvisninger over nationale dokumenter og udtalelser til indholdsanalyse – Kina

OBS: Nogle dokumenter er udleveret af UNFCCC’s sekretariats arkiv-afdeling, hvorfor de ikke

foreligger online. For de dokumenter der ikke er tilgængelige online henvises der til vedlagte USB,

hvorpå der er vedlagt en pdf-kopi.


China’s INCCC, (2004). The People’s Republic of China Initial National Communication on

Climate Change to the UNFCCC. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

http://unfccc.int/resource/docs/natc/chnnc1exsum.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

China’s INDC, (2015). China’s Submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDC).

UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

http://www4.unfccc.int/submissions/INDC/Published%20Documents/China/1/China's%20IND

C%20-%20on%2030%20June%202015.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

China’s NCCP, (2007). The People’s Republic of China National Climate Change Programme

(China’s NCCP). National Development and Reform Commission (NDRC). Tilgængelig på

http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/200706/P020070604561191006823.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

China’s PPCCC, (2009). Implementation of the Bali Roadmap - China’s Position Paper on the

Copenhagen Climate Change Conference. National Development and Reform Commission

(NDRC). Tilgængelig http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/200905/t20090521_280382.html

[Besøgt d. 17/7/2016]

China’s NPCC, (2014). China’s National Plan on Climate Change for 2014-2020. Kinesisk version

tilgængelig på The State Council of the People's Republic of China (SCIO):

http://www.scio.gov.cn/xwfbh/xwbfbh/wqfbh/2014/20141125/xgzc32142/Document/1387125/1

387125.htm [Besøgt d. 17/7/2016]. Tekststykker frit oversat til engelsk af forfatterne. Engelsk

kopi tilgængelig på USB under filnavn: NKD_2014_China's National Plan on Climate Change

2014-2020

China’s PACC, (2015). China’s Policies and Actions for addressing Climate Change - Progress

Report (PACC). China Meteorological Administration. Tilgængelig på

http://www.cma.gov.cn/en2014/climate/featutes/201511/P020151120633951236905.pdf

[Besøgt d. 17/7/2016]

China’s PACC, (2014). China’s Policies and Actions for addressing Climate Change - Progress

Report (PACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på

http://en.ccchina.gov.cn/archiver/ccchinaen/UpFile/Files/Default/20141126133727751798.pdf

[Besøgt d. 17/7/2016]

China’s SNCCC, (2012). The People’s Republic of China Second National Communication on

Climate Change to the UNFCCC. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

http://unfccc.int/resource/docs/natc/chnnc2e.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

China’s WPPACC, (2013). China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate

Change - Progress Report (WPPACC). National Development and Reform Commission


(NDRC). Tilgængelig på

http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/201311/P020131108611533042884.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]


Change - Progress Report (WPPACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på

http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File1324.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]


Change - Progress Report (WPPACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på



Change (WPPACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på


Delegation of China, (2009). Statement of the Delegation of China in the LCA Plenary. UNFCCC

Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2009.10.09) - Delegation of China

Permanent Mission of the People’s Republic of China to UN, (2008). Position Paper of the People’s

Republic of China at The 63rd Session of the United Nations General Assembly on Climate

Change Issue (Extract). Permanent Mission of the People's Republic of China to the UN.

Tilgængelig på http://www.china-un.org/eng/hyyfy/t512988.htm [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Amb. Xie, H., (2009). Climate Change - China’s Perspective: Statement by H.E. Amb.

Xie Hangsheng. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China. Tilgængelig på

http://www.fmprc.gov.cn/ce/cedk/eng/zdgx/t566227.htm [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Hua, J., (2006). Statement by State Councilor Hua Jianmin at the Inaugural Ministerial

Meeting of the Asia-Pacific Partnership on Clean Development and Climate. Ministry of

Foreign Affairs of the People’s Republic of China. Tilgængelig på http://jm.china-

embassy.org/eng/xw/t231123.htm [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Hu, J., (2009). President Hu Jintao’s Speech at the Opening Plenary Session of the United

Nations Summit on Climate Change. Permanent Mission of the People's Republic of China to

the UN. Tilgængelig på http://www.china-un.org/eng/gdxw/t606111.htm [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Hu, J., (2008). Remarks at Collective Meeting of Leaders of Five Developing Countries.

Ministry of Foreign Affairs of the People's Republic of China. Tilgængelig på

http://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjdt_665385/zyjh_665391/t473737.shtml [Besøgt d.

17/7/2016]

Udtalelse Jiang, W., (2006). Statement by Vice Chairman Jiang Weixin at COP12. UNFCCC

Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2006.11.15) - H.E. Mr. Jiang Weixin.pdf


Udtalelse Liu, J., (2005). Statement by Vice Chairman Liu Jiang at the Round Table Meeting of

Energy and Environment Ministers from Twenty Nations. China Climate Change Info-Net.

Tilgængelig på http://en.ccchina.gov.cn/Detail.aspx?newsId=38497&TId=98 [Besøgt d.

17/7/2016]

Udtalelse Liu, J., (2004). Statement by Vice Chairman Liu Jiang at COP10. UNFCCC Secretariat.

Tilgængelig på USB under filnavn: (2004.12.15) - Mr. Liu Jiang.pdf

Udtalelse Song, Z., (2009). Speech by H.E. Ambassador Song Zhe, Head of the Mission of the

People’s Republic of China to the European Union at the Conference of the European

Technology Platform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plans. China Climate Change Info-

Net. Tilgængelig på http://en.ccchina.gov.cn/Detail.aspx?newsId=38546&TId=98 [Besøgt d.

17/7/2016]

Udtalelse Su, W., (2009). Statement at the Closing Plenary of LCA-7 by Mr. Su Wei, Head of

Delegation. Ministry of Foreign Affairs of the People's Republic of China. Tilgængelig på

http://qhs.ndrc.gov.cn/gwdt/200911/t20091116_313409.html [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Su, W., (2007). Statement by Su Wei, Director-General for the Office of National

Leading Group on Climate Change, National Development and Reform Commission, China at

COP13. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2007.12.07) - Mr. Su

Wei.pdf

Udtalelse Wen, J., (2008). Strengthen International Technology Cooperation and Address Climate

Change Actively - Speech at the Beijing High-level Conference on Climate Change:

Technology Development and Technology Transfer. China Climate Change Info-Net.

Tilgængelig på http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File367.pdf [Besøgt d.

17/7/2016]

Udtalelse Xie, Z., (2013). Speech at the High Level Segment of COP19 Delivered by Vice

Chairman Xie Zhenhua.UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

http://unfccc.int/files/meetings/warsaw_nov_2013/statements/application/pdf/cop19_hls_people

s_republic_of_china.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Xie, Z., (2011). Speech at the High Level Segment of COP17 Delivered by Vice

Chairman Xie Zhenhua. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2011.12.06)

- Mr. Xie Zhenhua.pdf

Udtalelse Xie, Z., (2010). Speech at the High Level Segment of COP16&CMP6 Delivered by Vice

Chairman Xie Zhenhua. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2010.08.12)

- Mr. Xie Zhenhua.pdf


Udtalelse Xie, Z., (2008a). Opening Remarks at the Press Conference by Minister Xie Zhenhua at

the publication of China’s White Paper on Policies and Actions for Addressing Climate Change.

National Development and Reform Commission (NDRC). Tilgængelig på USB under filnavn:

(2008.10.29) - Mr. Xie Zhenhua (Press Con)

Udtalelse Xie, Z., (2008b). Statement by Mr. Xie Zhenhua at the joint High-Level Segment of

COP14 and CMP4. China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på

http://en.ccchina.gov.cn/Detail.aspx?newsId=38878&TId=130 [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Xie, Z., (2007). Statement by H.E. Mr. Xie Zhenhua, Minister and Vice-chairman of the

National Development and Reform Commission of P.R. China at the Joint High-level Segment

of 13th Session of the Conference of the Parties to the Convention and the 3rd Session of the

Conference of the Parties Serving as the Meeting of the Parties to the Kyoto Protocol. UNFCCC

Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2007.12.12) - Mr. Xie Zhenhua.pdf

Udtalelse Xi, J., (2015). Work Together to Build a Win-Win, Equitable and Balanced Governance

Mechanism on Climate Change.UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

http://unfccc.int/files/meetings/paris_nov_2015/application/pdf/cop21cmp11_leaders_event_chi

na.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Yu, Q., (2008). Statement by H.E. Ambassador Yu Qingtai, China’s Special

Representative for Climate Change Talks, at the Thematic Debate of the United Nations

General Assembly on Climate Change.Permanent Mission of the People's Republic of China to

the UN. Tilgængelig på http://www.china-un.org/eng/lhghyywj/ldhy/ld62/t406936.htm [Besøgt

d. 17/7/2016]

Udtalelse Zhang, G., 2014. Build Consensus and Implement Actions for a Cooperative and Win-

Win Global Climate Governance System. United Nations. Tilgængelig på

http://statements.unmeetings.org/media2/4628014/china_english.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Zhang, P., (2008). Statement by Chairman Zhang Ping at the Beijing High-Level

Conference on Climate Change.China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på


Kildehenvisninger for nationale dokumenter og udtalelser til indholdsanalyse – Indien

OBS: Nogle dokumenter er udleveret af UNFCCC’s sekretariats arkiv-afdeling, hvorfor de ikke

foreligger online. For de dokumenter der ikke er tilgængelige online henvises der til vedlagte USB,

hvorpå der er vedlagt en pdf-kopi.


India’s INCCC, (2004). India’s Initial National Communication on Climate Change to the

UNFCCC.

UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på http://unfccc.int/resource/docs/natc/indnc1.pdf [Besøgt d.

17/7/2016]

India’s INDC, (2015). India’s Submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDC).


http://www4.unfccc.int/submissions/INDC/Published%20Documents/India/1/INDIA%20INDC

%20TO%20UNFCCC.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

India’s NAPCC, (2008). India’s National Action Plan on Climate Change. Government of India:

Prime Minister's Council on Climate Change. Tilgængelig på

http://www.moef.nic.in/sites/default/files/Pg01-52_2.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

India’s SNCCC, (2012). India’s Second National Communication on Climate Change to the

UNFCCC. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

http://unfccc.int/resource/docs/natc/chnnc2e.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

India’s PCCI (2009). The Road to Copenhagen - India’s Position on Climate Change Issue.

Ministry of External Affairs Government of India. Tilgængelig på

http://www.indembassy.be/pdf/India's_Position_On_Climate_Change.pdf [Besøgt d.

17/7/2016]

Udtalelse Chidambaram, P., (2007). Statement by Minister P. Chidambaram at the High-Level

Segment of the UN Thematic Plenary on “The Challenge of Adaptation.” Permanent Mission of

India to the UN. Tilgængelig på

https://www.pminewyork.org/adminpart/uploadpdf/72050ind1339.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Javadekar, P., (2014a). Statement by HE Mr. Prakash Javadekar, Minister of State (IC) of

Environment, Forests & Climate Change, Information and Broadcasting (IC), and Parliamentary

Affairs at United Nations Secretary General’s Climate Summit, New York, September 23.

Permanent Mission of India to the UN. Tilgængelig på

https://www.pminewyork.org/pages.php?id=1979 [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Javadekar, P., (2014b). Statement by Minister Prakash Javadekar at COP20. UNFCCC

Secretariat. Tilgængelig på

https://unfccc.int/files/meetings/lima_dec_2014/statements/application/pdf/cop_20_hls_india.pd

f [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Mehrishi, M., (2012). Statement by Special Secretary Mira Mehrishi at COP18. UNFCCC



http://unfccc.int/resource/docs/cop18_cmp8_hl_statements/Statement%20by%20India%20(CO

P%2018).pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Modi, N., (2015). Statement by Prime Minister Narenda Modi at COP21. UNFCCC


http://unfccc.int/files/meetings/paris_nov_2015/application/pdf/cop21cmp11_leaders_event_ind

ia.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Meena, S.N., (2006). Address by Hon. Shri Namo Narain Meena Minister of State for

Environment & Forests, India at the High Level Segment of the 12th Conference of Parties to

the UN Framework Convention on Climate Change and the 2nd Meeting of Parties to the Kyoto

Protocol Nairobi, 16 November 2006. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under

filnavn: (2006.11.16) - H.E. Shri Namo Narain Meena

Udtalelse Natarajan, J., (2013). Opening Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP19.


https://unfccc.int/files/meetings/warsaw_nov_2013/statements/application/pdf/cop19_hls_india.

pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Natarajan, J., (2011). Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP17. Ministry of

Environment and Forests - Government of India. Tilgængelig på

http://www.moef.nic.in/downloads/public-information/MEF%20statement_HLS_CoP17_Dec-

07.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Raja, T.A., (2005). Statement of Thiru A. Raja, Minister for Environment & Forests,

India at COP11. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2005.12.08) - Mr.

A. Raja.pdf

Udtalelse Raja, T.A., (2004). “The Convention After Ten Years: accomplishments and future

challenges” - Opening Statement of Mr. A. Raja Honorable Minister of Environment and

Forests India. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2004.12.15) - Mr. A.

Raja.pdf

Udtalelse Ramesh, J., (2010). Statement by Minister Jairam Ramesh at COP16. Ministry of

Environment and Forests - Government of India. Tilgængelig på

http://www.indiaenvironmentportal.org.in/files/2010-12-

08%20MEF%20Speech%20at%20Cancun.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Ramesh, J., (2009). Statement by Minister Jairam Ramesh at COP15. Tilgængelig på

http://www.moef.nic.in/downloads/public-

information/Minister's%20speech%20on%2016.12.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]


Udtalelse Sen, N., (2007). Statement by Permanent Representative to the UN, Nirupam Sen at the

Thematic Debate on Climate Change in the 61st UN General Assembly. Permanent Mission of

India to the UN. Tilgængelig på

https://www.pminewyork.org/adminpart/uploadpdf/72050ind1339.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Udtalelse Sharma, V., (2008). Statement by Mr. Vijai Sharma Secretary, Ministry of Environment

& Forests Government of India at the High Level Segment of the 14th Conference of the Parties

to the United Nations Framework Convention on Climate and 4th Meeting of the Parties to the

Kyoto Protocol. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2008.12.12) - Mr.

Vijai Sharma.pdf

Udtalelse Sibal, K., (2006). Address of H.E. Mr. Kapil Sibal, Minister of Science & Technology

and Earth Sciences, Government of India at the 13th Conference of Parties of the United

Nations Framework Convention on Climate Change. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på

USB under filnavn: (2007.12.12) - H.E. Mr. Kapil Sibal.pdf

Udtalelse Singh, M., (2011). Speech by Prime Minister Manmohan Singh at the inaugural session

of the Delhi Sustainable Development Summit. TERI - The Energy and Resource Institute.

Tilgængelig på http://www.teriin.org/docs/pm_speech_dsds2011.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]

Bilag | 149

9 Bilag

Bilagsoversigt Bilag 1: Oversigt over nationale klimapolitiske dokumenter og udtalelser for hhv. Kina og Indien

Bilag 2: Kodemanual til den integrerede indholdsanalyse

Bilag 3: Tabeller bag indholdsanalysens grafer

Bilag 4: Eksempel på spørgeguide til vestlige repræsentanter

Bilag 5: Eksempler på spørgeguider til ikke-vestlige informanter

Bilag 6: Interviews (transskriberinger vedlagt på USB)

Bilag 7: NVivo-fil (vedlagt på USB)

150 | Bilag

Bilag 1: Oversigt over nationale klimapolitiske dokumenter og udtalelser for hhv. Kina og Indien Kopier af nationale klimapolitiske dokumenter og udtalelser er blevet indhentet for perioden 2004-

2015 primært fra Kinas China Climate Change Info-Net (http://en.ccchina.gov.cn/) og UNFCCC’s

arkiv over de forskellige COP’er (http://unfccc.int/2860.php). Enkelte udtalelser er rekvireret ved

henvendelse til UNFCCC’s arkivarafdeling. Af hensyn til transparens er alle analyserede tekster

gjort tilgængelige på den vedlagte USB som PDF-filer (se mappen Nvivo-fil og dokumenter anvendt

i indholdsanalysen). Nedenfor er en oversigt over alle tekster anvendt i specialets analysedel 1.

Bemærk at grundet teksternes lange titler og til tider manglende officielle forfattere er henvisninger

forkortet til eksempelvis China’s INCCC. I oversigten vil den henvisning, der anvendes i opgaven,

stå først og dernæst dokumentets fulde titel. Se litteraturlisten for yderligere information om, hvor

teksterne er indhentet.

Kina Indien 2004 China’s INCCC: The People’s Republic of China

Initial National Communication on Climate Change to the UNFCC. Udtalelse Liu: Statement by Vice Chairman Liu Jiang at COP10.

India’s INCCC: India’s Initial National Communication on Climate Change to the UNFCCC. Udtalelse Raja: Statement by Minister A. Raja at COP10.

2005 Udtalelse Liu: Statement by Vice Chairman Liu Jiang at the Round Table Meeting of Energy and Environment Ministers from Twenty Nations.

Udtalelse Raja: Statement by Minister A. Raja at COP11.

2006 Udtalelse Hua: Statement by State Councillor Hua Jianmin at the Inaugural Ministerial Meeting of the Asia-Pacific Partnership on Clean Development and Climate. Udtalelse Jiang: Statement by Vice Chairman Jiang Weixin at COP12.

Udtalelse Meena: Statement by Minister Shri Namo Narain Meena at COP12.

2007 China’s NCCP: The People’s Republic of China National Climate Change Programme. Udtalelse Su: Statement by Director-General Su Wei at COP13. Udtalelse Xie: Statement by Minister Xie Zhenhua at COP13.

Udtalelse Sen: Statement by Permanent Representative to the UN, Nirupam Sen at the Thematic Debate on Climate Change in the 61st UN General Assembly. Udtalelse Chidambaram: Statement by Minister P. Chidambaram at the High-Level Segment of the UN Thematic Plenary on “The Challenge of Adaptation”. Udtalelse Sibal: Statement by Minister Kapil Sibal at COP13.

2008 Permanent Mission of the People’s Republic of China to UN: China’s Position Paper at the 63rd UN General Assembly. China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change. Udtalelse Hu: President Hu Jintao’s Remarks at the Collective Meeting of Leaders of Five Developing

India’s NAPCC: India’s National Action Plan on Climate Change. Udtalelse Sharma: Statement by Secretary Vijai Sharma at COP14.

Bilag | 151

Countries. Udtalelse Xie (2008a): Statement by Minister Xie Zhenhua at the publication of China’s White Paper on Policies and Actions for Addressing Climate Change. Udtalelse Wen: Statement by Premier Wen Jiabao at the Beijing High-Level Conference on Climate Change. Udtalelse Zhang: Statement by Chairman Zhang Ping at the Beijing High-Level Conference on Climate Change. Udtalelse Yu: Statement by Ambassador Yu Qingtai at the Thematic Debate of the United Nations General Assembly on Climate Change. Udtalelse Xie (2008b): Speech by Minister Xie Zhenhua at COP14.

2009 China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change – Progress Report. China’s PPCCC: China’s Position Paper on the Copenhagen Climate Conference. Udtalelse Xie: Statement by Ambassador Xie Hangsheng at the Local Government Climate Change Leadership Summit. Udtalelse Hu: Statement by President Hu Jintao at the UN Climate Summit. Delegation of China: Statement of the Delegation of China in the LCA Plenary. Udtalelse Song: Statement by Ambassador Song Zhe at the Conference of European Technology Platform for Zero Emission Fossil Fuel Power. Udtalelse Su: Statement by Director-General Su Wei at the Closing Plenary of LCA-7.

India’s PCCI 2009: The Road to Copenhagen: India’s Position on Climate Change Issues. Udtalelse Ramesh: Statement by Minister Jairam Ramesh at COP15.

2010 Udtalelse Xie: Speech by Minister Xie Zhenhua at COP16.

Udtalelse Ramesh: Statement by Minister Jairam Ramesh at COP16.

2011 Udtalelse Xie: Speech by Minister Xie Zhenhua at COP17.

Udtalelse Singh: Statement by Prime Minister Manmohan Singh at the inaugural session of the Delhi Sustainable Development Summit. .Udtalelse Natarajan: Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP17.

2012 China’s SNCC: Second National Communication on Climate Change to the UNFCCC. China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change.

India’s SNCC: Second National Communication on Climate Change to the UNFCCC. Udtalelse Mehrishi: Statement by Special Secretary Mira Mehrishi at COP18.

2013 China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change. Udtalelse Xie: Speech by Minister Xie Zhenhua at COP19.

Udtalelse Natarajan: Opening Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP19.

152 | Bilag

2014 China’s PACC: China’s Policies and Actions for addressing Climate Change. China’s NPCC: China’s National Plan on Climate Change for 2014-2020. Udtalelse Zhang: Address by Vice-Premier Zhang Gaoli at the UN Climate Summit.

Udtalelse Javadekar (2014a): Statement by Minister Prakash Javadekar at the UN Climate Summit. Udtalelse Javadekar (2014b): Statement by Minister Prakash Javadekar at COP20.

2015 China’s INDC: China’s Intended Nationally Determined Contributions (INDC). China’s PACC: China’s Policies and Actions for addressing Climate Change. Udtalelse Xi: Speech by President Xi Jinping at COP21.

India’s INDC: India’s Intended Nationally Determined Contributions. Udtalelse Modi: Statement by Prime Minister Narenda Modi at COP21.

Bilag | 153

Bilag 2: Kodemanual til den integrerede indholdsanalyse Kodemanual opstillet før kodeprocessen (startkodeliste) Teoretiske kode(r) Underkode(r) Beskrivelse Tekst-eksempel

Beskrivelse af Selv

Selv - Positivt

Positiv beskrivelse af

ens nuværende Selv,

dvs. af sig selv som stat

“India has a long history and tradition of

harmonious co-existence between man and

nature. Human beings here have regarded

fauna and flora as part of their family. This

is part of our heritage and manifest in our

lifestyle and traditional practices.”

Selv - Negativt

Negativ beskrivelse af



“Meanwhile, as a developing country at a

low development stage, with a huge

population, a coal-dominant energy mix

and relatively low capacity to tackle

climate change, China will surely face more

severe challenges when coping with climate

change...”

Selv - Neutralt

Neutral beskrivelse af



“China is the most populous country in the

world.”

Beskrivelse af fremtidigt

Selv

Fremtidigt

selv -

Aspirationelt

Beskrivelse af en eller

flere kvaliteter, som

man ønsker, at man som

land skal opnå i

fremtiden

“India’s vision is to create a prosperous, but

not wasteful society, an economy that is

self-sustaining in terms of its ability to

unleash the creative energies of our people

and is mindful of our responsibilities to

both present and future generations.”

Fremtidigt

selv –

Aversionelt

Beskrivelse af en eller

flere kvaliteter, som

man ønsker, at man som

land skal undgå i

fremtiden

“China (…) will never repeat the old path

taken by developed countries in their

industrialization process, which emitted

greenhouse gases in an unchecked

manner.”

Beskrivelse

af Signifikant

Anden

USA USA - Positivt


USA som Signifikant

Anden, dvs. som en

relevant aktør at

sammenligne sig med

“China’s Ministry of Science and

Technology has conducted fruitful joint

research with its US counterpart in the

areas of clean coal technology, energy-

efficient building technology, and electric

154 | Bilag

automobiles.”

USA -

Negativt


USA som Signifikant

Anden, dvs. som en

relevant aktør at

sammenligne sig med

”The US account for over 16% each of the

total global emissions, while India trails

with just 4%, despite its very large

population and its rapidly growing

economy.”

USA -

Neutralt


USA som Signifikant

Anden, dvs. som en

relevant aktør at

sammenligne sig med

N/A

Udviklede

lande

Udviklede

lande - Positivt

Positiv beskrivelse af de

udviklede lande som

samlet gruppe som

Signifikant Anden, dvs.

som en relevant aktør at

sammenligne sig med

“China and the EU have long-standing

cooperation on climate change. In 2005, the

two sides established partnership on climate

change and developed a rolling work plan.”

Udviklede

lande -

Negativt


de udviklede lande som

samlet gruppe som



sammenligne sig med

“the global threat of climate change (…)

emanates from accumulated greenhouse gas

emissions in the atmosphere,

anthropogenically generated through long-

term and intensive industrial growth and

high consumption lifestyles in developed

countries”

Udviklede

lande -

Neutralt


de udviklede lande som

samlet gruppe som



sammenligne sig med

”The next step is the consideration of

commitments of the Annex I Parties (…)

for the second commitment period.”

Tidligere

Selv

Tidligere Selv

- Positivt


ens egne tidligere

værdier eller kendetegn

som Signifikant Anden,

dvs. som en relevant

aktør at sammenligne

sig med

“China has had a traditional thinking that

"harmony outweighs all" and an ecological

idea that " man and nature are integrated"”

Tidligere Selv Negativ beskrivelse af “Prior to Independence, India suffered from

Bilag | 155

- Negativt ens egne tidligere





sig med

frequent, devastating famines and

stagnation in growth.”

Tidligere Selv

- Neutralt


ens egne tidligere





sig med

N/A

Beskrivelse

af

eksisterende

regime

Regime –

Afledte

resultater

Regime

resultater -

Positivt

Positiv artikulation af

policy output eller

konkrete resultater

frembragt af det

internationale

klimaregime

“On the positive side, the Convention has

succeeded in focusing global attention on

one of the most serious environmental

challenges of our times. Climate change is

now accorded high priority on the

international agenda and there is wide

public and corporate awareness of the risks

and challenges it poses to mankind.”

Regime

resultater -

Negativt

Negativ artikulation af

policy output eller

konkrete resultater

frembragt af det

internationale

klimaregime

“While recognizing the progress of

Convention after 10 years, we should not

lose sight of some unsatisfactory aspects.

Some important provisions of the

Convention are yet to be fully

implemented; progress has been slow in

negotiations on technology transfer,

financial mechanism, capacity-building and

some other issues. It is even more

disappointing when it comes to concrete

actions.”

Regime

resultater -

Neutralt

Neutral artikulation af

policy output eller

konkrete resultater

frembragt af det

internationale

N/A

156 | Bilag

klimaregime

Regime –

Regler og

principper

Regime –

R&P - Positivt

Positiv artikulation af

det eksisterende

internationale

klimaregimes

institutionelle regler og

principper, dvs. som

man ønsker at bevare og

om nødvendigt beskytte

“Our entire approach (…) is anchored in

the sanctity of the troika—the UNFCCC,

the Kyoto Protocol and the Bali Action

Plan. We believe that the well-known and

widely accepted principles of (i) common

but differentiated responsibility; and (ii)

historical responsibilities are sacrosanct.”

Regime –

R&P -

Negativt

Negativ artikulation af

det eksisterende

internationale

klimaregimes


principper, dvs. som

man ønsker reelt ændret

eller fjernet

N/A

Regime –

R&P -

Neutralt

Neutral artikulation af

det eksisterende

internationale

klimaregimes


principper, dvs. blot

konstateringer af dem

uden valens

“In accordance with the Convention, each

party has the obligation to submit its

national communication on climate change,

including the national inventories of

anthropogenic emissions by sources and

removals by sinks, the overall description

of the measures taken or envisaged for the

implementation of the Convention as well

as other information that the party

considers suitable to submit.”

Koder genereret induktivt under kodningsprocessen Teoretiske

kode(r) Underkode(r) Beskrivelse Tekst-eksempel

Nøgleord

Normalt

udviklingsland

Selvbeskrivelser som

almindeligt udviklingsland

(eng. developing country).

“Given the lack of resources, and access to

technology and finances, developing countries such

as India have limited capacity to develop and adopt

strategies to reduce their vulnerability to changes in

climate.”

Specielt

udviklingsland

Selvbeskrivelser som specielt

udviklingsland, der på en eller

“responding to climate change is what China needs

to do to achieve sustainable development at home

Bilag | 157

flere – og på positivt eller

negativt opfattet måde –

adskiller sig fra andre

udviklingslande.

as well as to fulfill its due international obligation

as a responsible major country. This is not at others’

request but on our own initiative. China was the

first among developing countries to formulate and

implement a national climate change program.”

Teknologiske og

finansielle

overførsler

Artikulationer af behov for at

modtage teknologiske og

finansielle overførsler for at

øge sin klimaindsats

“Technology is a key enabler in our efforts to tackle

climate change. It is imperative that international

efforts significantly enhance availability of cost

effective advanced clean technologies to developing

countries many of which rely on fossil fuels as a

major source of energy.”

Bæredygtig

udvikling

Artikulationer af ambition om,

at ens udviklingsproces skal

være bæredygtig

“China holds the principle of ‘addressing climate

change under the framework of sustainable

development’”

Fremtidige

udledninger

Artikulationer om, hvordan

man ser størrelsen af sine

fremtidige udledninger

udvikle sig.

“Achieving these development priorities will

require a substantial increase in energy

consumption both at macro and micro levels, and

consequent rise in GHG emissions. Coal, being the

most abundant domestic energy resource, would

continue to play a dominant role. The per capita

emissions, which are currently a fifth of the world

average, can therefore be expected to rise.”

158 | Bilag

Bilag 3: Tabeller bag indholdsanalysens grafer Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 3 4 4 0 4 7 Regime-Resultater-Positiv 2 1 1 0 3 0

Regime-Principper-Negativ 0 0 0 0 0 0 Regime-Principper-Positiv 4 2 14 3 6 10 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 1.0 1.0 0.8 0.0 1.3 1.8 Regime-Resultater-Positiv 0.7 0.3 0.2 0.0 1.0 0.0 Regime-Principper-Negativ 0.0 0.0 0.0 0.0 0.0 0.0 Regime-Principper-Positiv 1.3 0.5 2.8 1.0 2.0 2.5 Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 16 10 8 6 12 9 Specielt udviklingsland 2 0 3 1 3 2 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 5.33 2.5 1.6 2 4 2.25 Specielt udviklingsland 0.7 0.0 0.6 0.3 1.0 0.5 Figur 11: Kinas artikulerede valens i forhold til klimaregimets principper og resultater, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 8 7 10 0 0 0 Regime-Resultater-Positiv 3 0 1 2 6 1 Regime-Principper-Negativ 0 0 0 0 0 0 Regime-Principper-Positiv 4 8 16 3 5 3 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 2.67 1.40 0.63 0.00 0.00 0.00 Regime-Resultater-Positiv 1.00 0.00 0.06 1.00 1.50 0.20 Regime-Principper-Negativ 0.00 0.00 0.00 0.00 0.00 0.00 Regime-Principper-Positiv 1.33 1.60 1.00 1.50 1.25 0.60 Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 7 3 7 3 6 1 Specielt udviklingsland 1 2 8 3 12 14 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 2.3 0.6 0.4 1.5 1.5 0.2 Specielt udviklingsland 0.3 0.4 0.5 1.5 3.0 2.8

Bilag | 159

Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015

Indien Kina

Før 2012 Efter 2012 Før 2012 Efter 2012

Benævnelser af USA 1 5 11 26 Benævnelser af Kina 14 16

Benævnelser af Indien

1 3 Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ’climate change’ og ’energy’ for Kina og Indien, 2004-15 Indien: Antal benævnelser 2004-2006 2007-2009 2010-2012 2013-2015 Climate change 592 177 998 53 Energy 574 251 1075 108 Ratio 1.03 0.71 0.93 0.49 Kina: Antal benævnelser-. 2004-2006 2007-2009 2010-2012 2013-2015 Climate change 304 766 837 634 Energy 619 705 831 442 Ratio 0.49 1.09 1.01 1.43

160 | Bilag

Bilag 4: Eksempel på spørgeguide til vestlige repræsentanter Research questions Interview questions Briefing

First of all, thank you very much for taking the time to speak with us. Before we begin the interview, I would like to start with a short introductory briefing. I will also be the one primarily asking the questions. As a start, however, I have to ask you some formal questions: Firstly, is it okay that this interview is being recorded? Secondly, can we quote you directly in our dissertation, or would you prefer some level of anonymity? [If yes: Then I have to ask you how we may refer to your statements? Like, can we indicate which country you are from or would you prefer to be referred to as, say, an anonymous official from an unnamed western country, etc.?] Okay then, before we begin, let me set the context for the interview. As mentioned in our email to you, we are writing about the evolution of climate change negotiations between western countries and India and China respectively. We are focusing on the characteristics of that cooperation over the last ten years or so, including similarities and potential differences in China and India’s approaches to international cooperation on climate change, and the strategies they employ in negotiations with western countries as well as the strategies that western countries use in these negotiations. For this purpose, we would like to hear about some of your experiences and impressions.

Introductory question: How does interviewee perceive China/India as an actor in int.nat. climate politics? What is the interview person’s general impression of China’s and India’s role in international climate politics? How do other actors/great powers see China and India’s roles in international climate politics?

Okay, to jump right in: If you were to briefly describe how you see India’s overall approach to or position in international climate negotiations, how would you describe it? What adjectives would you use? … How would you then characterize China’s approach or position?

How do India and China verbalize themselves and their role in international climate politics (e.g. “Who are we? And what role do we see ourselves have? – especially in the climate negotiations and in interactions with other countries. Perhaps also how much they accentuate these views in interactions. Differences between China’s and India’s self-perceptions and views on individual responsibility towards dealing with climate change Holistic view on international climate politics?

When you meet with Indian and Chinese officials at international meetings or negotiations, how do they tend to describe their country’s wishes and visions for the international climate regime? In your view, how do they describe their own country and their priorities and responsibilities in international climate politics? Have these (descriptions, priorities and sense of responsibility) changed in any way over the last 10 years? Do you think there are any differences between the two countries’ approaches? [If yes:] What do these differences consist of? Have differences always been evident? Do you ever experience that Indian and Chinese representatives link questions about climate change with other issues? [If Yes:] What other issues?

Bilag | 161

Are China and India’s current efforts towards solving the climate problematiqué perceived by other Great Powers as compliance with their role and responsibility? (Related to: How are we and our actions perceived by the relevant Other? What role do other actors (relevant Other) expect we have? Has a development in expectations for respectively India and China occurred in the last 10 years?

If we look again at India particularly, would you describe India’s general contribution to the international effort to minimize climate change as sufficient? Would you say that their effort is an adequate fulfillment of their responsibility? Why / Why not? If we look instead at China, what would then be your assessment? Would you say that the world’s expectations towards China and India have changed in any way over time regarding their appropriate climate effort? [If yes:]: In what ways? And why?

What does India’s and China’s cooperation with the other Great Powers (western countries) on the issue of climate change consist of, and do western powers try to persuade/pressure India or China? [Questions relating to their interaction with the Western Great Powers – i.e. the Relevant Other] Do China/India listen to arguments and ideas from western countries? What is the western countries’ collective approach to engaging with China and India? How does the international community perceive the Joint Presidential Announcement on Climate Change between China and the U.S. in 2014

What would you say is the primary purpose of or motivation for ___ (or the EU’s) engagement with China and India? How would you characterize ___ approach or strategy when it comes to negotiating with India and China, respectively, on climate issues? (Is it the same approach you have for both countries? [If No:]: In what ways do your approaches differ?) In negotiations with India and China respectively, is it your impression that the Chinese and Indian representatives listen to your arguments and take them into consideration? It seems reasonable to say that the EU often acts as the prime negotiator on behalf of the European countries in negotiations with countries such as China and India. In your view, what is the main motivation --- to negotiate through the EU? Okay, can you recall any instances where ___ or the EU has attempted to put some kind of pressure on India or China to make them change positions on a climate-related issue and, say, take on more commitments? [If Yes:] What did this attempt consist of, and how did they react? Did it work? [If No]: Why not? China and the U.S. made a joint commitment in 2014 on the issue of climate change, and it seems climate change has become a quite significant pillar in the U.S.-China bilateral relationship, given joint statements also in 2015 and 2016. What is your opinion of these statements? [Do you have any thoughts of why there might not exist a similar agreement between the U.S. and India?]

Debriefing

Those were all the questions we had, thank you very much. Is there anything that you yourself would like to ask? Or elaborate on, which

162 | Bilag

you couldn’t during the interview? Or just remembered? Otherwise, we just want to say thank you very much for taking the time to participate!

Bilag | 163

Bilag 5: Eksempler på spørgeguider til ikke-vestlige informanter

Spørgeguide til kinesiske informanter Research questions Interview questions Briefing

First of all, thank you very much for taking the time to speak with us. Before we begin the interview, I would just like to start with a short introductory briefing. I will also be the one primarily asking the questions. Before we begin, however, I do have to ask you some formal questions: Firstly, I have to ask you if it is okay that this interview is being recorded? [If yes: Great, I will however ask you this question again at the beginning of the recording, so we have your consent on record.] Secondly, would you prefer the interview to be anonymous? [If yes: Then I have to ask you how we may refer to your statements in our dissertation? Like for example, would you prefer to be referred to as an anonymous informant from the think tank community, a specific organization etc.?] Before we begin, let me set the context for the interview. As we mentioned in our request, we are writing about the evolution of climate cooperation between western countries and India and China respectively. We are focusing on the developing characteristics of that cooperation over the last couple of years, including potential differences and similarities in China and India’s approaches to international cooperation on climate change, and the strategies that they employ in their interaction with western countries.

Introduction question What is the informant’s position, and what potential insights could he/she expect to have?

Would you please start by briefly describing your position and your responsibilities at [insert organization]?

Questions related to how China sees itself as an actor in int.nat climate politics What is the interviewee’s general impression of China’s role in international climate politics?

If you were to briefly characterize China’s overall approach to international climate politics, how would you describe it? What adjectives would you use?

How does China verbalize itself and its role in international climate politics (e.g. “Who are we? And what role do we see our selves have? – especially in the climate change negotiations and in interactions with other countries. Perhaps also how much they accentuate these views in interactions. Holistic view on international climate politics?

When you talk with or hear statements from Chinese officials and politicians involved in Chinese climate policy, how do they describe the country’s visions for the international climate regime? Would you say that these have changed in any way over the last 10 years? In your view, how do they describe China and its priorities/responsibilities in international climate politics? Have these changed over the last 10 years? [developing country, green, one with nature, pragmatic, responsible etc.] Do you ever experience that Chinese representatives would rather talk about other issues than climate change, when you meet – or that they link questions about climate change with other issues? [If Yes:] What other issues?

164 | Bilag

How do other actors describe/see China’s role in international climate politics? Are their current efforts towards solving the climate problematiqué perceived as an adequate playing/compliance of that role? (Related to: How are we and our actions perceived by the relevant Others? What role do other actors (relevant Others) expect we have? Has a development in expectations to China’s responsibilities occurred in the last 10 years? Normative opinion about adequacy

In your view, what expectations do other countries seem to have of China in terms of China’s responsibilities towards solving the climate change issue? How do they describe China’s contributions to the international efforts? And its responsibility? [inadequate, proactive, laggard etc.]. Do you think it makes sense to say that a development has occurred in the expectations that other countries have to China in international climate politics over the last 10-15 years? [If yes:] What do you think this development reflects? Is it your impression that other countries deem China’s domestic efforts and approach to the international climate negotiations as adequate compliance with China’s responsibilities? In other words, does China live up to the expectations of other countries on the climate issue?

What does China’s cooperation with the other Great Powers (western countries) on the issue of climate change consist of? [Questions relating to China’s interaction with the West or the other Great Powers] What is China’s approach to interacting with other great powers on climate politics? – specifically the U.S. and the EU.

- Annual MOU - Exchange of technology and

knowledge – primarily one-way transfer?

- Financing - Exchange of researchers - Institutionalized meetings – for

example annual ministerial-meetings, consultations between officials, joint conferences on climate-related issues?

What does the seemingly deepening bilateral partnership between the U.S. and China on the issues of climate change, mean for China? Is the critique of China for lacking climate efforts strategic shaming/socialization – and does it work?

In your opinion, what is China’s approach when it comes to cooperating and negotiating specifically with western countries on issues of climate change? [possible elaboration: What does China seem to have identified as the best way to attain its objectives, in its interaction with western countries?] More specifically, how would you characterize China’s relationships with respectively the U.S. and the EU on climate change? Have those relationships changed in any significant way over the last, say, 10 years? [If Yes:] In what ways? And how would you describe that change? In your view, is China’s approach to climate change collaboration with respectively the U.S. and EU, in harmony with their approaches to cooperation with China? Why / Why not? China and the U.S. made a joint commitment in 2014 on the issue of climate change, and it seems climate change has become a significant pillar in the U.S.-China bilateral relationship, given another joint statement in 2015 and one more this year. What is your opinion of this agreement? In spite of their cooperation on many issues, western countries sometimes criticize China for blocking international progress on the climate change issue. In your view, what is China’s reaction to such criticism? In your assessment, how should we understand such criticism from western countries?

Bilag | 165

“The Self’s” conceptualization or understanding of key normative concepts in the international climate regime – i.e. how do China interpret concepts such as fairness, common but differentiated responsibilities, respective capabilities and equity

In the international climate change regime, some key concepts stand at the forefront of international discussions. When you talk with Chinese officials or read public statements, how do they seem to understand the principles of, say, common but differentiated responsibilities? What about the respective capabilities-principle? Normative concepts such as fairness and equity seem to play a role in China’s view on international climate cooperation – in your view, how does China seem to interpret these principles when it comes to international climate change negotiations?

Specific question to Li Shuo Now I would like to refresh your memory about an interview that the South China Morning Post did with you in December 2015. In the article you said that China has: “created a new category for itself (used in the context of China’s offer to peak carbon emissions no later than 2030), (…) What has evolved from the Copenhagen negotiations six years ago is the gradual blurring of the bifurcation, and much middle-ground language has emerged” (…) You also said: “India is a bit like where China was in Copenhagen, adopting a rather defensive approach on most of the major elements, making it easier to become target of criticism”. Would you say a few words about what you mean when you say that China has created a “new category” for itself? You seem to be arguing that India and China are diverging a bit in their approaches to the international climate negotiations, is that correct? [If Yes:] In what ways do you think they are beginning to differ, and how come?

Debriefing

Those were all the questions we had. Is there anything that you yourself would like to ask us? Or something you would like to elaborate on, which you couldn’t do during the interview? Or something you recalled later in our talk? If not, we would just say thank you very much for taking the time to participate!

166 | Bilag

Spørgeguide til indiske informanter Research questions Interview questions Briefing

First of all, thank you very much for taking the time to speak with us. Before we begin the interview, I would just like to start with a short introductory briefing. I will also be the one primarily asking the questions. Before the briefing, however, I do have to ask you some formal questions: Firstly, I have to ask you if it is okay that this interview is being recorded? [If yes: Great, I will however ask you this question again at the beginning of the recording, so we have your consent on record.] Secondly, would you prefer the interview to be anonymous? [If yes: Then I have to ask you how we may refer to your statements in our dissertation? For example, would you prefer to be referred to as an anonymous informant from the think tank community, from the Centre for Policy Research etc.?] Before we begin, let me set the context for the interview. As we mentioned in our request, we are writing about the evolution of climate cooperation between western countries and India and China respectively. We are focusing on the developing characteristics of that cooperation over the last couple of years, including potential differences and similarities in China and India’s approaches to international cooperation on climate change, and the strategies that they employ in their interaction with western countries.

Introduction question What is the informant’s position, and what potential insights could he/she expect to have?

Would you please start by briefly describing your position and your responsibilities at the ___?

Questions related to how India sees itself as an actor in int.nat climate politics What is the interviewee’s general impression of India’s role in international climate politics? (Specific question to N. Dubash) (Specific question to M. Shrivastava)

If you were to briefly characterize India’s overall approach to international climate politics, how would you describe it? What adjectives would you use? You've often described India’s approach to climate policy as a co-benefits approach. Could you elaborate a little on what you mean by that? In some of your work, you have described India’s international climate policy as driven by both material and ideational factors. Could you elaborate on that?

How does India verbalize itself and its role in international climate politics (e.g. “Who are we? And what role do we see our selves have? – especially in the climate change negotiations and in interactions with other countries. Perhaps also how much they accentuate these views in interactions. Holistic view on international climate politics? (specific to M. Shrivastava)

When you talk with or hear statements from Indian officials and politicians involved in India’s climate policy, how do they describe the country’s visions for the international climate regime? (Would you say that these have changed in any way over the last 10 years?) In your view, how do they describe India and its priorities/perceived responsibility in international climate politics? Have these changed over the last 10 years? [developing country, green, one with nature, pragmatic, responsible etc.] Do you ever experience that Indian representatives would rather talk about other issues than climate change, when you meet – or that they link questions about climate change with other issues? [If Yes:] What other issues? In some of your work, you have described India’s climate policy as embedded in wider policy concerns. Would you say a few words

Bilag | 167

about what you mean by that?

How do other actors describe/see India’s role in international climate politics? Are their current efforts towards solving the climate problematiqué perceived as an adequate playing/compliance of that role? (Related to: How are we and our actions perceived by the relevant Others? What role do other actors (relevant Others) expect we have? Has a development in expectations to India’s responsibilities occurred in the last 10 years? Normative opinion about adequacy

In your view, what expectations do other countries seem to have of India in terms of India’s responsibilities towards solving the climate change issue? How do they describe India’s contributions to the international efforts? And its responsibility? [inadequate, proactive, laggard etc.]. Do you think it makes sense to say that a development has occurred in the expectations that other countries have with regards to India in international climate politics over the last 10-15 years? [If yes:] What do you think this development reflects? [If not addressed directly by interviewee:] Is it your impression that other countries deem India’s domestic efforts and approach to the international climate negotiations as adequate compliance with India’s responsibility? (In other words, does India live up to the expectations of other countries on the climate issue?)

What does India’s cooperation with the other Great Powers (western countries) on the issue of climate change consist of? [Questions relating to India’s interaction with the West or the other Great Powers] What is India’s approach to interacting with other great powers on climate politics? – specifically the U.S. and the EU.

- AnnualMOU- Exchange of technology and

knowledge – primarily one-waytransfer?

- Financing- Exchangeofresearchers- Institutionalized meetings – for

exampleannualministerial-meetings,consultations between officials, jointconferences on climate-relatedissues?

What does the seemingly deepening bilateral partnership between the U.S. and China on the issues of climate change, mean for India? Is the critique of India for lacking climate

In your opinion, what is India’s approach when it comes to cooperating and negotiating specifically with western countries on issues of climate change? [possible elaboration: What does India seem to have identified as the best way to attain its objectives, in its interaction with western countries?] More specifically, how would you characterize India’s relationship with respectively the U.S. and the EU on climate change? Have those relationships changed in any significant way over the last, say, 10 years? [If Yes:] In what ways? And how would you describe that change? In your view, is India’s approach to climate change collaboration with respectively the U.S. and EU, in harmony with their approaches to cooperation with India? Why / Why not? China and the U.S. made a joint presidential statement and commitment in 2014 on the issue of climate change, and again in 2015 and 2016. We have not seen the same kind of announcement on that level from India and the US. Why do you think that is? (What is your opinion of the US-China agreement?)

168 | Bilag

efforts strategic shaming/socialization – and does it work?

It is also evident that western countries sometimes criticize both India and China for blocking international progress on the climate change issue. In your view, what is India’s reaction to such criticism? And, in your assessment, how should we understand such criticism from western countries?

“The Self’s” conceptualization or understanding of key normative (but ambiguous) concepts in the international climate regime – i.e. how does India interpret concepts such as fairness, common but differentiated responsibilities, respective capabilities and equity?

In the international climate change regime, some key concepts stand at the forefront of international discussions. When you talk with Indian officials or read public statements, how do they seem to understand the principles of, say, common but differentiated responsibilities? What about the respective capabilities-principle? Normative concepts such as fairness and equity also seem to play a vital role in India’s view on international climate cooperation – in your view, how does India seem to interpret these principles when it comes to international climate change negotiations?

Specific questions to Navroz Dubash After the Paris Agreement had been reached you commented that, with regards to the distinction between developed and developing countries, the Agreement (and I quote) “allows some countries to cross categories when it deems fit, as China has done by pledging a “peaking year” for its emissions, while allowing others, like India, to persist with an emissions intensity pledge, which allows emissions to rise.” What do you mean by ’crossing categories’? Should we see China as having created a “new category” for itself? You seem to be arguing that India and China are diverging a bit in their approaches to the international climate negotiations, is that correct? [If Yes:] In what ways do you think they are beginning to differ, and how come?

Specific questions to Manish Kumar Shrivastava

Some years back you wrote an article with a few others about what shapes India’s climate policy. In that article, you identified what you called a ‘new normative perspective’ in India’s position, which to a large extent you attribute to the appointment of Jairam Ramesh as Minister for Environment and Forests and his re-framing of the Indian position. However, you also highlight the fact that he received much internal criticism for his approach – and indeed, he was later replaced in July 2011. In your assessment, why do you think was he replaced? Does it mean anything for the ‘shift’ in normative perspective, that you identified back then?

Debriefing

Those were all the questions we had. Is there anything that you yourself would like to ask us? Or something you would like to elaborate on, which you couldn’t do during the interview? Or something you recalled later in our talk? If not, we would just say thank you very much for taking the time to participate!