Film i Glostrup Bio Medlemsblad for Sofarækken

Nr. 79 - september 2017

Brødrene Avaz Man skal realisere sine drømme

Mehdi Misam Milad

2 2

Film i Glostrup Bio Medlemsblad for

Ansvarshavende: Arne Christensen

Redaktør: Holger Pedersen redaktionen@glostrupbio.dk

Eget tryk Oplag: 550

Glostrup Bio Bryggergårdsvej 2, 2600 Glostrup Billetter: 4396 0201 / www.glostrupbio.dk

Biografleder: Lotte Warming, 4396 0806 / glostrupbio@glostrupbio.dk

Sofarækken Formand : Arne Christensen, Højmarksvej 14, 2600 Glostrup 4363 0664 / 4061 7180 (mobil) formand@glostrupbio.dk

www.glostrupbio.dk/sofa

Få et uforpligtende, ugentligt nyhedsbrev som mail tilmeld dig på www.glostrupbio.dk/nyhedsbreve

3 Invitation til gratis film

4 Formandens klumme mm.

Brødrene Avaz Man skal realisere sine drømme

5 Næsten ukendte - lidt endnu Et møde i Wildersgade

Tre brødre - tre forskellige jobs En drøm tager form

10 Mens vi lever - en dansk debutfilm En knallertulykke i Helsinge

En film til 2 millioner

Filmhold fra Los Angeles Velvilje fra mange sider

Kollegiale råd

Bent Fabricius-Bjerre Skuespillerne med passion

Film om stærke følelser Festivalen i Cannes

19 Teheran - Tisvilde - Los Angeles Dengang i Teheran Til Danmark midt under fodboldsfeber

Med indvandrerbaggrund i Danmark

22 Et kig ind i fremtiden Produktioner på begge sider Atlanten

Planer for de næste seks år Man skal realisere sine drømme

Se de sidste års medlemsblade på www.glostrupbio.dk/sofa

3 3

Mød brødrene Avaz til forpremiere i

Almindelig Premiere

Forpremiere i Glostrup

Sæt er stort kryds i din kalender den 21. oktober kl. 17. Denne dag inviterer Sofarækken til fri film for medlemmer.

Rygterne fra Cannes og Tisvilde fortæller, at denne film er noget helt særligt.

Brødrene Avaz’s debutfilm er lavet på et meget lavt budget, men er kompro-misløs med hensyn til skuespillere og det amerikanske filmhold, der blev hentet til Herfølge og omegn.

En stilfærdig film om store følelser.

Medlemmer får en fribillet ved at vise medlemskortet i billetsalget.

Ikke-medlemmer af Sofarækken betaler normal billetpris.

Gratis for medlemmer af Sofarækken

4 4

Formandens Klumme

Vi kunne godt bruge nogle flere weekender

Efterår, vinter og forår er der rigtig meget gang i Glostrup Bios sal!

Årets bedste film dukker traditionelt op i denne periode, og vi vil gerne vise så mange som muligt af dem - og helst på de tidspunkter, hvor du har mest lyst til at gå i biografen. Vi lægger meget vægt på at vise så mange film som muligt på premieredagen. Men vi har kun én sal.

Ikke mindst børnefilmene ligger os på hjerte, og dem er der naturligvis mest interesse for lørdag og søndag i dagtimerne. Derfor er der virkelig bud efter vores lørdage og søndage! Biografens egen OperaBio optager 10 søndagsefter-middage i sæsonen. Hertil kommer de tre foreninger, der holder til i huset.

Glostrup Filmklub for Børn og Unge har stor succes ved at vise film for de yng-ste. Det går der 6 eftermiddage med på lørdage og søndage. BogartBio, der vi-ser reprisefilm for sine medlemmer, disponerer over 7 søndage (inkl. general-forsamling med film). Foreningen Glostrup Kulturhus afvikler de fleste af sine koncerter fredag aftener, men har også BabyBio og SeniorBio i dagtimerne tirs-dage og torsdage. Og så er der lige Glostrup Byorkester, Glostrup Kulturnat mm.

Vi er glade for og stolte af, at vores gamle biograf på den måde lægger sal til så mange, og så forskelligartede tilbud til byens og egnens borgere af alle aldre.

Tak for den støtte, du giver os ved at være medlem af Sofarækken!

Arne Christensen

Kom og vær med som aktiv

Ca. 90 frivillige tager sig af afviklingen af film, koncerter og mange andre opgaver. Derved sparer biografen mange penge - og får en særlig hygge-lig og entusiastisk stemning.

Aktuelt er der brug for flere til at passe billetsalg og kiosk. Det kan tilrettelæg-ges, så det passer til dig. Kom og få en snak med Sarah Skov-Frederiksen om hvad du - og vi - kan tilbyde. Skriv evt. til cafegruppen@glostrupbio.dk.

5 5

Brødrene Avaz Man skal realisere sine drømme

Næsten ukendte - lidt endnu Så skete der alligevel noget dansk i Cannes!

Danmark havde en enkelt kortfilm i hovedkonkurren-cen, og så havde vi en dansk skuespiller, Claes Bang, med i en svensk film, Ruben Öst-lunds' The Square. Den vandt guldpalmen.

Ser vi bort fra det, var det et tyndt år for dansk filmkunst i Cannes.

Men så blev der alligevel no-get at skrive hjem om.

Den danske film, Mens vi lever, blev – udenfor konkurrencen – vist for interna-tionale filmindkøbere og en håndfuld danske journalister.

En film, der er lavet på et latterligt lavt budget og af et par ukendte, autodidak-te brødre. En lille, følsom historie med fine danske skuespillere. Det gav over-skrifter i de danske medier.

Man undrede sig: Hvem pokker er Mehdi Avaz? Og så er der ovenikøbet to brødre, idet broderen Milad har skrevet manuskriptet. Senere viste det sig, at der er hele tre brødre Avaz, idet den mellemste bror, Misam, også lige nåede at være med til at lave filmen. Han har nu sagt sit job op for at være med på fuld tid hos brødrene Avaz.

Der må være en god historie her!

6 6

Et møde i Wildersgade

Glostrup Bios biografleder, Lotte Warming, der har gode kontakter i branchen, forhørte sig hos SF-Studios, der distribuerer filmen, om der kunne arrangeres et interview med én eller to af brødrene. Det syntes de ude i Wildersgade var en rigtig god idé, så de ville få fat i alle tre. Publicity Manager Camilla Baggesen var yderst behjælpelig med af få interviewet arrangeret. Der var bare lige den besværlighed, at to af brødrene nu bor i Los Angeles, hvor de også har fuld gang i amerikanske opgaver. Men de var da hjemme ind imellem.

10. august var en af de ret gode sommerdage i et år, hvor sommervejret har været ret trist. Christianshavn er et af de skønneste steder i byen sådan en dej-lig dag. Wildersgade ligger ganske tæt på den idylliske Overgaden Neden Van-det og den travle Torvegade. Der er mange gamle huse på Christianshavn, fak-tisk mange af de ældste i København, og det er der også i Wildersgade. SF-Studios holder dog til i et helt moderne hus, Wildersgade 8.

Camilla Baggesen tager imod mig, og i et mødelokale sidder Mehdi, Misam og Milad klar. Afslappet klædte med kasketter på hovedet. Et par af dem har tato-veringer, hvor Mehdis viser sig at være fra filmens verden, Chaplin, Marilyn Monroe og James Dean f.eks.

Jeg bliver mødt med stor venlighed og en vis nysgerrighed. De fortæller den spændende historie om tilblivelsen af deres film og undervejs om deres egen fantastiske historie fra Teheran, hvor de er født, over Tisvilde, hvor de voksede op og til nu, hvor Mehdi (35) og Milad på (29) bor i Los Angeles. Misam (33) bor i Danmark med sin familie.

Han er det sidst tilkomne blad på trekløveret, der udgør produktionsselskabet Rocket Road Pictures.

7 7

Tre brødre – tre forskellige jobs

Inden spillefilmen kom på tegnebrættet, lavede I alt muligt andet, der ikke havde specielt me-get med film at gøre. I er alle tre studenter og har gået på handelsskole, men ingen af jer har

en egentlig filmuddannelse. Mehdi, hvordan begyndte det?

Mehdi: Det er faktisk Milad, der for mange år siden lærte mig noget om Photoshop, som jeg blev fascineret af. Jeg gik hen i Elgiganten og købte et kamera. Sådan et kan jo både tage billeder og videoer, så derved begyndte jeg også at interessere mig for filmmediet.

Jeg startede med at arbejde som stillbillede-fotograf. Efterhånden udviklede det sig til, at jeg kom til at lave mange musikvideoer og reklamefilm. Fælles for det hele var, at jeg godt kunne lide at fortælle en historie i de forskellige medier.

Jeg mener selv, at min spidskompetence er at arbejde med mennesker. Så det førte logisk frem til, at jeg gerne ville instruere.

Efterhånden blev det naturligt for mig, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle gå over til at fortælle mine historier som fiktion.

Milad, du har en længere uddannelse som cand.merc. fra CBS.

Milad:

Ja, i strategi og ledelse. Jeg arbejdede i en in-vesteringsfond, inden det med film for alvor kom ind i billedet for et par år siden.

Jeg havde et studiejob hos Mehdi, hvor jeg lærte noget om reklamevideoer.

8 8

Misam, du har arbejdet med salg af elektronik, bl.a.

som salgschef i 3 og i Fona.

Misam: Jeg begyndte først at arbejde med film for alvor i april i år. Jeg har ikke været med til at producere Mens vi lever, men jeg har væ-ret med i det afsluttende arbejde, post-produktionen. Allerede mens Mehdi og Mi-lad lavede filmen, kom de og spurgte, om jeg ikke ville være med. Det ville jeg gerne, men på dette tidspunkt var der nogle løse ender, der først skulle lukkes.

Vi følte alle tre, at det rette tidspunkt var fra april i år. Jeg har været med på sidelinjen hele tiden, og det har været sjovt at følge den kreative proces. Det er jo også en del af det at være familie, at man hjælper hinan-den.

Nu udgør vi tilsammen produktionsselskabet Rocket Road Pictures.

En drøm tager form

Inden vi begynder at tale om jeres kommende film, skal vi til Los Angeles, hvor du lavede videoer, Meh-

di.

Mehdi: Jeg rejste til LA i 2014, fordi der skulle ske noget nyt i mit liv. Jeg begyndte at lave musikvideoer og fik smag for livet derovre. Du skal ikke kende nogen der for at få arbej-de. Hvis du er talentfuld, kan du få arbejde. Så jeg valgte at blive derovre. På et tidspunkt kom Milad over til mig på ferie.

Milad: Jeg havde sagt op på mit arbejde lige før ferien. Jeg var blevet lidt træt af at arbejde i investeringsfonden og vidste ikke rigtig, hvad jeg så skulle tage mig til. Jeg skulle ligesom finde mig selv, og så sagde Mehdi: "Kom over og besøg mig". Jeg havde ikke nogen idé om, at jeg skulle blive derovre. Skulle jo bare over til brormand for at se, at han havde det ok – og drikke en øl med ham.

Mehdi på arbejde i LA. © Privatbillede

9 9

Mehdi: Jeg havde fuld gang i en masse reklamevideoer og den slags, da Milad kom. Jeg har jo længe haft en idé om at lave en film om knallertulykke og dens følger. Faktisk havde jeg allerede sammen med en anden skrevet et manuskript til en kortfilmversion. Jeg syntes, det var for stor en mundfuld at lave en hel spillefilm over den historie.

Så snakkede Milad og jeg om det, og efterhånden fik vi blod på tanden. Vi blev til sidst enige om at lave en hel spillefilm, og så gik Milad i gang med at skrive.

Milad: Jeg flyttede til Los Angeles i 2015, og derefter begyndte vi så at realisere en drøm om at lave filmen. Jeg begyndte at skrive på manuskriptet. Samtidig hjalp jeg Mehdi med produceringen og økonomien omkring hans musikvideoer. Jeg var med ham rundt og med til et par af hans opgaver.

Efterhånden begyndte jeg at finde ud af, at det måske var film, jeg gerne ville lave fremover.

Du har også forsøgt dig med at lave film Faktisk vandt din kortfilm, Et Lift, EKKOs Short-list Award i 2016 blandt de 15

nominerede.

Jeg noterer mig lige i forbifar-ten, at Julie Christiansen og Henrik Prip, som også er med i Mens vi lever, spiller de to

roller i din film.

Milad: Vi var begge hjem-me i Danmark i en perio-de bl.a. for at finansiere Mens vi lever.

I denne periode lavede jeg så lige den kortfilm.

Det øverste billede er fra Et Lift. © Milad Avaz og Michel Copeland Toft

Shortlist Award uddeles hvert år af filmmagasinet EKKO. Her er prisen overrakt til de to instruk-tører, Milad Avaz og den dansk/amerikanske filmfotograf mm. Michel Copeland Toft. I midten Julie Christiansen. Milad udtalte ved overrækkelsen: ”Det er den første rigtige blåstempling, jeg har fået som filmskaber”.

EKKO © Anders Rye Skjoldjensen

10 10

Mens vi lever – en dansk debutfilm En knallertulykke i Helsinge

Filmens baggrund er en knallertulykke, der fandt sted i Helsinge 2000. I kendte nogle af dem, det gik ud over.

Mehdi: Ja, det involverede både Misam og mig. Ham, der gik bort, var en af Mi-sams venner, og ham der overlevede, gik jeg i klasse med. Da jeg gik i gymnasi-et, kom to drenge på en tunet knallert galt af sted. De havde fået noget at drik-ke og kørte ud foran en bil. Den ene mistede livet, og den anden lå i koma nog-le måneder. Filmen tager udgangspunkt i denne begivenhed. Når der sker en sådan en ulyk-ke i et lille samfund, er det ligesom ringe i vandet. Alle bliver påvirket af det, og meget falder fra hinanden. Selve historien omkring det er fiktion. Ulykken skete i Helsinge, og filmen er optaget der samt i Tisvilde, Hundested, Gribskov og Ramløse. Vi har lavet en lille historie om tilgivelse og accept. En lille, blød, menneskelig historie. Milad: Med stor afstand til de personer, der var involveret. Det er mere et studie af mennesker omkring en ulykke, der sætter en handling i gang.

Stillbilleder fra Mens vi lever. Øverst til højre Maria Boda og Nikolaj Groth. Til venstre Sebastian Jessen og Julie Christiansen. Nederst Sebastian Jessen og Nicolas Bro.

© Rocket Road Pictures og SF-Studios

11 11

En film til 2 millioner

Det koster normalt 20-30 millioner at lave en gennemsnitlig dansk spillefilm. Heraf er en stor del som regel tilskud fra Filminstituttet, mens f.eks. tv-kanaler ofte er med til finansieringen. Jeres film har ikke opnået støtte fra Filminstituttet, ikke engang fra puljen New Danish Screen, der ellers har til formål at hjælpe nye aktører i gang. Jeres film har et budget på om-kring 2 millioner, og I har fløjet et professionelt filmhold hertil fra USA. Filmen har en rolleliste med navne som Nicolas Bro, Julie Christiansen, Sebastian Jessen, Nikolaj Groth og Henrik Prip. 2 millioner – det burde da slet ikke kunne lade sig gøre? Mehdi:

Vi diskuterede, om vi skulle bruge fire år af vores liv på at gå på filmskole, eller om vi skulle satse hele vores sjæl og tid på at forsøge at skaffe pengene selv. Hvis det lykkedes, kunne vi kalde os uddannede filmmagere – i praksis. Jeg har et stort netværk, som jeg kunne trække på, så vi var ude at snakke med en mas-se mennesker om økonomisk støtte. Kommuner, institutioner og private. Nu har vi lavet den film og har tjent vores værnepligt.

Så nu er vi film-makers!

Når I ikke kunne få almindelig støtte til filmen, skyldes det altså, at I ikke har den formelle

uddannelse fra filmskolen nogen af jer?

Mehdi: Man kunne godt se på dem, at de ikke troede på, at vi kunne lave en film for et par millioner, som kunne komme ud i de danske biografer.

Milad: Jeg kan godt indse, at der bør opfyldes nogle kvalitetskrav til sikring af, at skatteydernes penge ikke spildes. Men vi kunne bevise, at vi faktisk kunne gen-nemføre det - vi havde lavet pilotprojekter og den slags. Jeg synes godt, man kunne have tænkt lidt udenfor rammen.

Hvis kvalitetskravet er, at vi skal gennem en systematisk proces og have en film-uddannelse, ville vi aldrig være kommet i gang med at lave noget i den danske filmbranche.

Når man så har vist noget af kvalitet, får man måske støtte næste gang?

Milad: Måske!

Mehdi, du stod i en foodtruck og flyttede hjem til forældrene for at spare husleje.

Mehdi: Vi er aldrig for fine til at smøge ærmerne op for at realisere en drøm. Hvis det kræver, at vi står i en foodtruck og sælger flæskestegsandwich for at kunne betale regninger og lave det, vi drømmer om. Jamen, så er det bare det, vi gør.

To millioner er altså ikke mange penge,

I kor: De var altså også hurtigt væk!

12 12

Filmhold fra Los Angeles

I fløj et helt filmhold ind fra Los Angeles. Det bliver vilde-

re og vildere.

Mehdi: Jeg var flyttet derover 3. september 2014 med henblik på at skabe mig et netværk derov-re. Inden Milad kom derover havde jeg f.eks. mødt den fantastiske fotograf, Daniel Cotroneo, der på det tidspunkt ikke havde lavet så meget endnu. Siden har han været med til at lave Spi-derman, Mad Men og andre fantastiske film.

Han havde en kammerat, Carlos Baker, der har været lysmand hos selveste Tarantino. De hav-de lige arbejdet sammen med en anden foto-graf, Michael Ross. Fantastiske filmmennesker. De tre sad Milad og jeg og snakkede med. Vi sagde, at hvis de ville give os en chance for at skabe vores første film, skulle vi nok være trofa-ste overfor dem i resten af vores karriere.

De tog hele vejen til Danmark til en meget lille løn og blev installeret i et som-merhus. Vi sørgede for nogle kasser irsk øl, og så stillede de op hver morgen og lavede et fantastisk stykke arbejde hele dagen. De er også med på vores næste film og vores tv-serier – alt det vi har planlagt flere år frem.

Milad: De var altid villige til at blive et par timer ekstra, hvis det var aktuelt. Den der amerikanske arbejdsmoral er enestående.

Mehdi: De arbejder med hjertet, for de lever simpelthen for at lave film. Det er lige meget, om de arbejder for Tarantino på en stor produktion eller sammen med os. Der er hundredvis af teknikere med på de store amerikanske produkti-oner, og vi var vist 18 på settet.

Milad: Når man kommer op i de helt store sets i USA, begynder det langsomt at pacificere den filmpassion, man havde fra start. De takkede os faktisk for at få lov at være med i så lille et projekt – med ingen penge. Hvis der er mange pen-ge, forsvinder hjertet, og hvis der er meget hjerte, behøver man ikke helt så mange penge. De vil gerne med i alle vores næste produktioner, fordi der er så meget hjerte i det.

Daniel Cotroneo med filmpris i USA.

© danielcotroneo.com

13 13

Velvilje fra mange sider

Kollegiale råd

I fik lidt kollegiale råd, før I gik i gang med filmen.

Milad: På denne film rådførte vi os med Nikolaj Scherfig og Jørgen Kastrup, som hjalp mig med manuskriptet. På vores næste spillefilm får vi rådgivning af Per Fly og Lone Scherfig. De har set Mens vi lever, og kunne rigtig godt lide den og den måde, Mehdi instruerer, og jeg skriver på. De er de sødeste mennesker i verden, og jeg er dem evig taknemmelig for hjælpen.

Bent Fabricius-Bjerre

Det er da også fantastisk, at I fik Bent Fabrici-

us-Bjerre til at lave musikken.

Mehdi: Jeg var til Grøn Koncert for nogle år siden og skulle lave en dokumentar, hvor han skulle spille piano med et band. Det skulle være en overraskelse.

Så sad han back-stage med en Magnum-is, og jeg sad ved siden af ham på bænken. Han kiggede på mig og spurg-te, om jeg vidste, at man kunne få så-dan en is for en femmer i 1920-erne.

Senere var jeg hjemme hos ham for at lave et interview. Da jeg var på vej ud ad døren, fortalte jeg ham, at jeg skulle til at lave en kortfilm.

Jeg fortalte ham lidt om idéen med Mens vi lever og sagde, at det kunne være en stor ære og opfyldelsen af en drøm, hvis han ville komponere et stykke mu-sik til det, jeg dengang troede skulle være en kortfilm. Han sagde bare: "Lad os snakke om det, når du har manuskriptet".

Tre år senere sendte jeg ham manuskriptet til en hel spillefilm. Han skrev straks tilbage: "Jeg er klar!". Oprindeligt skulle han kun have lavet temasangen, men han sad i 8-9 dage i studiet og lavede mere underlægningsmusik. Jeg skal mø-des med ham i morgen for at tale om vores næste film. Han er en mand der holder, hvad han lover.

Bent Fabricius-Bjerre og Mehdi Avaz. © Thomas Shulz

14 14

Skuespillere med passion

Skuespilleren Mikael Birkkjær boede i sommerhus i Asserbo og kom en dag ind i jeres foræl-

dres bageri for at købe morgenbrød.

Milad: Min mor fortalte ham, at hendes søn skam også lavede film. Der skete vist ikke mere den dag, men et par dage efter havde han hørt mere om projektet og var blevet interesseret. Han blev så præsenteret for os, og vi fandt ud af, at vi lige manglede en til at spille præst i slutningen af filmen. Det gjorde han så, og nu skal han også med i den tv-serie, som vi skal lave.

Det er sjovt, som I bruger de samme skuespillere igen og igen, også Julie Christiansen, Sø-

ren Prip og andre.

Milad: Hvis folk arbejder rigtigt hårdt og med passion, vil vi gerne arbejde sam-men med dem. Du nævnte også det med, at Mehdi arbejdede i en foodtruck for at tjene penge til at lave film for.

Rigtig mange i filmbranchen kan godt lide alt det udenom at lave film, al gla-mouren; og er ikke villig til at arbejde hårdt for at realisere en film. Men hvis man ikke er for fin til at lave alt det, der skal til, er man den rigtige til vores hold.

Øverst fra venstre er det: Christoffer Jindyl (restauratør), Paw Henriksen, Mehdi Avaz, Mia Jexen, Milad Avaz og Henrik Prip. Nederste række: Julie Christiansen, Sebastian Jessen og Julie Brochorst Andersen. © SN.dk

15 15

Og den travle Nicolas Bro fik I også fat i. En af vores allerstørste skuespillere på teater og

film – og derfor en meget travl mand.

Milad: Det sjove er, at vi faktisk havde lavet kontrakt med en helt anden skue-spiller til rollen. Han skulle så pludselig rejse til udlandet til en stor rolle. Det var to dage, før vi skulle bruge ham. Vi havde en underskrevet kontrakt, men vi ville ikke fratage nogen deres chance i udlandet. Vi ringede rundt for at finde en anden skuespiller, og så stødte Nicolas Bro på vores manuskript. Han sagde med det samme: "Den rolle vil jeg spille!". Det var stort held i uheld. Nicolas er et meget bedre bud på rollen, men vi havde bare aldrig drømt om, at vi kunne få ham.

Sebastian Jessen, det var ham vi så i Susanne Biers dejlige film, Den skaldede frisør. Den lidt usikre unge mand med den meget

sikre far (Pierce Brosnan). Hvorfor lige ham?

Mehdi: Han har mest lavet ungdomsfilm og ellers været med i en tv-serie på Kanal 5: Heartless. Jeg mødte ham til en premiere. I 10 sekunder midt i virvarret havde vi øjenkontakt og hilste på hinanden. Ganske overfladisk, som sådan noget nu er. Jeg lagde mærke til at lyset i hans øjne ligesom var slukket. Hans far var lige død, og Sebastian var slet ikke rigtig til stede. Da vi så skulle besætte rollen som den overlevende fra knallertulyk-ken, kom jeg i tanke om dette blik og foreslog ham for Milad.

Milad: Jeg sagde straks fra. Det er jo ham fra Rich Kids, ham kan vi da ikke bruge. Men Mehdi var bare helt sik-ker og stod fast. Og han havde jo ret.

Har du sådan et castingkartotek med rolleemner oppe i hovedet,

Mehdi?

Mehdi: Næh, men jeg er god til at se mennesker, uden at de gør noget. Jeg me-ner, jeg kan se gennem et vindue ind til deres sjæl. Nogle gange kan man blive overrasket over, hvilke mennesker der kan spille hvilke roller. Nu må vi se, om det sker igen (griner afvæbnende).

Filmen blev optaget over 22 dage. Det er også meget hurtigt. Og den blev klippet løbende, så

I hele tiden vidste, hvad I havde i kassen.

Mehdi: 20 dage og to opsamlingsdage.

Sebastian Jessen i Den skal-dede frisør (2012).

© Doane Gregory

16 16

Film om stærke følelser

Filmen er blevet vist i Tisvilde Bio til en lukket forestilling allerede 21. februar. Borgmesteren, byrådet, medvirkende, statister og naboer osv. var inviteret. Der er jo ofte blan-dede følelser omkring en film, hvor folk husker den virkelige historie.

Var de glade for filmen?

Mehdi: Det må man sige. Mange græd, og alle rejste sig op og klappede til sidst. Alle kan identificere sig med de følel-ser, filmen viser.

Alle har historier hos deres familiemedlemmer, venner eller naboer, hvor nogen har gjort noget ondt og ønsker at blive tilgivet.

Jeg tror, man kan finde sig selv i filmens konstellation – et el-ler andet sted.

I amerikanske film synes jeg per-sonligt, at følelser udtrykkes med mere skematiske og tydelige virke-midler end det, vi ser i Skandinavi-

en.

Milad: Vi brødre er et rigtigt godt team på den måde, at jeg er meget tilbagehol-dende med at beskrive følelser i manuskriptet, mens Mehdi arbejder på en me-get sanselig måde og er meget udtryksfuld i sin måde at instruere på.

Vi kender hinanden så godt, at vi kan afslutte hinandens sætninger. Vi bor sam-men, og min storebror har altid været der.

Milad og Mehdi på gaden i Helsinge, hvor en del af hand-lingen er optaget. Brødrene er vokset op i Tisvilde og i

Helsinge (10 km. derfra).

© SN.dk.

Mehdi og Milad foran Tisvilde Bio.

© Allan Nørregaard

17 17

Jeg kan skrive meget minima-listisk vel vidende, at Mehdi bagefter kobler kroppen på det, så følelserne kommer fuldt til udtryk. Han finder ud af, hvordan folk skal stå og bevæge sig. Vi finder sammen enkelte steder i manuskriptet, hvor vi slipper følelserne løs for fuld skrue. På dette sted lader vi folk få udløsning for alt det, vi har lagt op til tidlige-re i filmen. Det kan godt være, det kræver 20 forsøg at få den helt rigtige følelse på. Men så kan det altså også mærkes.

Mehdi: Jeg talte med en af cheferne fra TV2 forleden. Han sagde, at når min lille-bror skriver manuskript, kan vi se, at han skriver det til mig. Regibemærkninger som "manden kommer ind ad døren, lyset skinner og et gardin blafrer" har nog-le instruktører brug for. Jeg har ikke, for jeg tænker i billeder og forstår øjeblik-keligt, hvad Milad har set for sig.

Er der ikke stor forskel på at vise følelser på film, når man arbejder i henholdsvis Danmark og

USA?

Mehdi: Jeg glæder mig til, at du ser vores film. Vi har netop taget de amerikanske og såmænd også vores egne persiske følelser og puttet dem ind i et dansk uni-vers. Vi synes, det virker ret godt.

Milad: Rent teknisk er vi meget glade for den amerikanske måde at lave film på. Når det kommer til dialogen er vi mere glade for den danske model. Du skal ikke forklare det alt for tydeligt med ord, for publikum skal nok selv finde ud af det.

Følelserne skal ikke overforklares. Visuelt tænker Mehdi meget amerikansk og arbejder ikke så minimalistisk og ultra-realistisk som mange danske instruktø-rer.

Du må godt vide, at det er fiktion, du ser.

Billedet er fra Gribskov Kultursal i Helsinge, hvor brødrene afholdt åben casting til Mens vi Lever. Gribskov Kommune

har støttet filmen med 200.000 kr.

SN.dk. © Hanne Guldberg Mikkelsen

18 18

Festivalen i Cannes

Mehdi, du var i Cannes, hvor filmen blev vist udenfor konkurrencerne som nævnt i indledningen. Den

blev godt modtaget.

Mehdi: Det var en meget sjov oplevelse.

Det sjoveste var næsten, at jeg ikke engang kunne komme ind at se min egen film. Der var ikke flere billetter.

Det gjorde ikke meget indtryk på kontrollørerne, at jeg sag-de, at det altså var min egen film. Jeg brugte derfor to en halv time på at rende rundt i byen og endte med at købe en billet til 250 euro.

Jeg kampsvedte og var godt frustreret, da jeg endelig slap ind. Der sad opkøbere fra hele verden og en flok danske jour-nalister.

Jeg sagde højt: "Hej, det er altså mig, der har instrueret filmen, så I skal ikke snakke lort om den". Folk grinede.

Da filmen var slut, skyndte alle de udenlandske opkøbere sig ud for at nå at se flere film. Men alle de danske journalister blev siddende, til jeg rejste mig op.

Så skynde de sig også ud, men jeg hørte de stod udenfor – jeg tror de var 8 – og aftalte, at de ville drikke kaffe sammen bagefter.

Filmjournalister er jo vant til at se mange film, men på mig virkede det som om, de for første gang i lang tid var blevet rigtig rørt. Så rullede bolden bare.

Journalisterne begyndte at skrive en masse. Og filmen blev på stedet solgt til Kina, Australien og New Zealand.

En helside i Eksta Bladet med en afslappet Mehdi på café i Cannes. Billedet er fundet på hans mors Facebook.

Ekstra Bladet © Kim Kastrup

19 19

Teheran – Tisvilde – Los Angeles Dengang i Teheran

De ældste af jer kan vel

huske Teheran?

Mehdi: Jeg var 10, Mi-sam var 7 og Milad var 4, da vi sammen med vores mor kom til Danmark.

I 1979 skete der dramati-ske omvæltninger i Iran. Det vestligt orienterede land med en shah blev gennem en revolution erstattet af et islamisk

præstestyre.

Det blev efterhånden farligt for jeres far at passe sit arbejde som apoteker i byen. Var han

politisk aktiv?

Milad: Jeg ved ikke, hvor politisk aktiv han egentlig var. Han var apoteker i sha-hens regeringstid, og da ayatollah Khomeini døde i 1989, opstod der en propa-gandabevægelse med det formål at arrestere endnu flere af dem, der i sin tid havde støttet shahen. De ville gerne have fat i min far for at gøre ham til et ek-sempel.

Så han måtte flygte. Det var i juli 1989. Han kom til Danmark og boede to år i Sandholmlejren. Han gik straks i gang med forsøget på at få os herop også.

Misam: Mens han kæmpede med det, boede vores mor og os tre drenge i en kælder i et ufærdigt hus i to et halvt år. Jeg var jo den lille, så jeg husker ikke ret meget fra den tid. Mehdi og jeg blev fulgt i skole, spillede fodbold og levede nogenlunde normalt.

Mehdi: Jeg kan huske en dag i skolen, hvor der lød en alarm, hvorefter vi alle skulle skynde os ned i kælderen.

Det var under Iran-Irak krigen, hvor der døde 9 millioner mennesker.

Milad og Mehdi. Fra rocketroadpictures.com Fra rocketroadpictures.com © privat

20 20

Hvordan gik det til, at jeres mor og I tre fik lov at rejse op til jeres far i Danmark?

Misam: Jeg tror, det var shahens søn, der fra sit kontor i USA sendte et andragen-de til Teheran om, at denne familie skulle have lov at blive genforenet. Det blev bevilget. Vi har stadig det brev – det er lamineret!

Til Danmark midt under fodboldfeber

Så kom I endelig til Danmark.

Mehdi: Vi kom hertil 4. april 1992, da Danmark lige havde fået at vide, at fod-boldlandsholdet havde fået et wildcard til VM. Vi var mega glade, for vi var vilde med at spille fodbold. Vi tænkte "Yes! Vi er kommet til et land, hvor fodbold er noget stort!".

Jeres far havde fået job, inden familien blev genforenet?

Milad: Selv om vi kom til at bo i Nordsjælland, hvor der ikke var denne ghetto-dannelse, havde min far haft mange forskellige og tilfældige jobs, selv om han faktisk er veluddannet som farmaceut.

Både min mor og far havde ofte to jobs hver – ofte på skæve tidspunkter – og alligevel havde de det ofte svært med at få det økonomiske til at hænge sam-men. Der skulle jo også betales for, at vi kunne gå på privatskole og alt muligt.

Vores forældre har virkelig kæmpet og påtaget sig alt, for at vi skulle havde alle de muligheder, vi har haft.

Senere fik de et bageri med café, Madhus Nord i Asserbo.

Mehdi: Nu er det snart vores tur til at betale tilbage. Vi vil gerne lave nogle film og sælge nogle biografbilletter, også fordi vi så kan købe dem ud af deres bage-ri, så de kan få det godt, når de bliver ældre.

De arbejder alt for meget nu.

De er stolte af jer?

Mehdi: Det må man sige! Det er lige meget, hvor vi er i verden – Milad og jeg har f.eks. lige været i Japan – så får vi hver eneste dag en hilsen på telefonen fra vores far.

Misam: Vi snakker hver dag med vores forældre. Uanset, hvor vi er i verden.

21 21

Med indvandrerbaggrund i Danmark

I kom jo ikke til at bo i Tingbjerg eller Mjølnerparken, men i

landlige Tisvilde.

Milad: Vi kom lidt før den bølge, hvor den store ind-vandring satte ind. Der var indvandring inden da, men der var ikke kommet denne klassificering af indvandrerne. Denne stereotyp, som mange dyr-ker og fornemmer nu. Vi virkede nok mere eksoti-ske end farlige dengang. Den frygt, mange menne-sker føler for unge indvandrere, har også noget at gøre med den måde, vi i Danmark har marginalise-ret vores samfundsproblemer.

Føler I, at I skal være en smule dygtigere, end hvis I havde

været danske i flere generationer?

Milad: Jeg tror, vi altid har følt, at vi skulle være pragteksempler. Der har ligget et ansvar på vores skuldre. Hvis man har haft held med sig og repræ-senterer et folkefærd, hvor mange ikke har været lige så heldige som en selv, giver det en slags an-svar.

Mehdi: Vi føler os meget danske. Mit hjemland er Danmark, og ikke Iran.

Jeg har læst, at det første jeres far gjorde, da han hentede jer i lufthavnen, var at købe røde pølser til jer. I skulle føle jer som danske fra første øjeblik. Det stødte åbenbart ikke imod en

muslimsk baggrund.

Misam: Vores familie har ikke været muslimsk på den måde. Hvis man spørger dig, er du garanteret kristen, men du går måske ikke i kirke hver søndag. Vi har det på samme måde. Vi deltager dog i nogle ceremonier, f.eks. barnedåb. Vi er lige som vores forældre opdraget på en moderne måde. Vi har aldrig fået for-bud mod at spise svinekød f.eks. Vores forældre har mere været akademikere, end de har været muslimer.

Mehdi: Jeg tror, det kan ses i vores film, at vi ikke er vokset i et helt almindeligt, dansk hjem, hvor vi fået Paradis-is og Peter Beier-chokolade i hele vores barn-dom. Vi har nok lidt ar på sjælen, som vi formidler videre til vores følelsesregi-ster.

Øverste billede er fra Milads 6 års fødselsdag, altså et par år efter, at familien var blevet samlet i 1992. Her sammen med far Aziz. Nedenunder et nyt billede af Aziz Jannat Avaz og hans kone, Kobra Jorkohe.

Fra Facebook © Kobra Jorkohe Avaz

22 22

Et kig ind i fremtiden Produktioner på begge sider Atlanten

Mange af jeres aktiviteter foregår nu i USA. Er du også på vej til

Los Angeles, Misam?

Misam: Jeg har to børn, så det er ikke aktuelt. Jeg elsker at være i Los Angeles og besøger ofte mine brødre. Mine børn elsker også at være derovre.

Hvis du spørger den mindste, min dreng, påstår han, at han bor hos sine onkler i Los Angeles. Vi vil forsøge at tage nogle måneder derover på et tidspunkt.

Vi har en masse projekter i gang lige nu, hvoraf nogle gennemføres i Danmark og andre i USA. Herhjemme skal vi til at lave en tv-serie nu, og vores næste spille-film har allerede været under planlægning i et års tid.

Der er rigeligt at lave, også for mig. Vi drømmer også om, at vi kan lave flere projekter på én gang.

Mehdi: Vi laver en dansk tv-serie i foråret og en dansk spillefilm, der kommer til at hedde Liv.

Næste efterår skal vi lave en amerikansk spillefilm. Milad tager sig først og fremmest af tv-serien, og den sidder vi alle tre og arbejder på lige nu.

Når vi er kommet godt i gang med serien, rykker Misam og jeg over på spillefil-men, mens Milad og hans hold sidder og skriver. Vi hopper lidt rundt, men når vi skal optage spillefilmen, er Milad sikkert med på settet.

Milad: I november regner vi med at tage hjem – altså til Los Angeles. Det kom-mer lidt an på markedsføringsplaner og den slags. Vi prøver at være så meget som muligt i LA, hvor vi nok er kreativt mere udfoldende. Når vi skal eksekvere vores danske opgaver, kommer vi så til Danmark.

Vi har nu været hjemme nogle uger, og bliver et par måneder mere. Så tager vi til LA for at komme til Danmark igen i januar eller februar.

Privat © Misam Avaz

23 23

Planer for de næste seks år

I er citeret for, at I stort set ved, hvad I skal lave de næste seks år.

Mehdi: Ja, vi ved faktisk, hvad vi regner med at lave de næste seks år, fordi vi har så mange idéer liggende. Vi ved jo ikke, hvordan Mens vi lever bliver modtaget. Om det bliver en fiasko eller en succes, og hvad dette så giver af nye mulighe-der. Vi ved jo heller ikke, om vores amerikanske tv-serie bliver så stor en suc-ces, at de ringer og siger, at vi skal lave den næste James Bond. Hvis alt står stille, ved vi godt selv, hvad vi skal lave de næste seks år.

Milad: Vi venter ikke på noget. Det er ikke sådan, at vi siger, at vi lige må vente og se, hvordan det går med dette her projekt, før vi går i gang med det næste. Vi ved præcist, hvad vi skal lave, men viser der sig nye muligheder, forfølger vi naturligvis også dem.

Bruger I også det amerikanske filmhold til jeres kommende danske produktioner?

Mehdi: Vi bruger de samme folk på alle vores projekter.

Misam: Det er meget vigtigt for os. Når vi har skabt et godt filmhold, og alle har ydet deres bedste under vanskelige økonomiske forhold. Ja, så er holdet med hele vejen!

Mehdi: Det er meget vigtigt, at især manuskriptforfatter, instruktør, fotograf og lysmand kender hinanden godt. Hvis jeg nu skulle lave en film med en ny manu-skriptforfatter og en ny fotograf, skulle jeg jo starte helt forfra. Milad og jeg er fuldstændig i sync. På samme måde er fotografen og lysmanden i sync. Når vi kommer med nogle visuelle idéer, tager de bolden og forstår, hvad vi gerne vil. Farveholdninger, bevægelser og blocking (placering af skuespillere i forhold til kamera og lys /Red.) Det er lige som et fodboldhold: Jo mere vi træner, jo bed-re bliver vi til kampen. Vi har et meget stærkt fællessprog, når vi laver en film.

I skal stadig rejse penge hele tiden. Det er jo ikke sikkert, at I hver gang kan lave en film for to

millioner.

Milad: Mangel på penge har aldrig stoppet os. Har vi et kamera og 100.000 kro-ner, kan vi lave en spillefilm.

Mehdi: Vi er sikre på, at Glostrup Bio altid vil vise vores film. Vi skal nok skaffe en Oscar til Danmark indenfor et par år.

24 24

Man skal realisere sine drømme

Da jeg luftede, at jeg skulle møde brødrene Avaz, sagde

de fleste: "Hvem?".

Jeg tror, jeg var heldig med at få dette interview nu, for om et par måneder vil alle de rigtige journalister ga-ranteret gerne have fat i

jer. Tak skal i have alle tre!

Mehdi: Det er os, der takker. Vi kan godt lide små, entusiasti-ske biografer som Glostrup Bio. Vi har en speciel kærlig-hed til Tisvilde Bio. Vores nabo ejede biografen, så vi sad altid der-henne, hvor vi spiste og hyggede os – og så en masse film.

I er citeret i flere medier for udtalelser om, at man skal realisere sine drømme, og at man skal

kæmpe for det, man vil.

Mehdi: Hvis man kan drømme om noget, kan man også realisere det.

Hvis man virkelig vil.

Bag kameraet. Sebastian Jessen i to vinkler under optagelse på hospital. Kameraet står på en såkaldt dolly, som kan bevæges i alle retninger,

© Daniel Cotroneo