1

M I T L I V II Som jeg husker det Randerstiden januar 1944 – august 1948.

Knud Erik Guldager

2

Mit liv II

SOM JEG HUSKER DET Randers tiden januar 1944 - august 1948

3

O V E R S I G T 6 Tur uden på toget i frostvejr

8 På stop med toget 9 Flytteturen og "snifferen" 11 Den påholdende 12 Den 4. Maj 1945 13 Frihedsbudskabet fra London 14 Beskyttelsesrummet

16 Primitiv madlavning 17 Den formodede sabotør 18 Den arbejdsløse 18 Stikkersvin

21 Øret rykket af 23 Den stumme 18 Kartoffeltyskere og bævreflæsk 26 Hvordan man tæver en pige 26 Marienborgvej 16 27 En kop fuldt af gult ### 28 De onde træsko 29 Altan artisten 31 Indianer lastbilen 31 Med en cheferhund i enden 33 Banden og Kærlighedsstien 34 Psykisk terror 35 Den retfærdige gengældelse 36 Livsfarlig søvn 38 Natsygeplejersken der fik en på hovedet

4

39 Om at kælke i en robåd 39 Tørt rugbrød – Uhm! 40 Ukrudtsmiderne 43 Kun een kartoffel til 5 personer 43 Den halshuggede kattekilling 44 Bedstefar - den rare skomager 46 Stregerne i badeværelset 47 Jernhjulene der larmede 48 Den udstoppede 49 I Jesu navn 49 Dagmar den brede er vanskelig at styre 51 Kanonskud 51 Skole trit og retning 52 Doris 53 Tanddramaet i Markedsgade 54 En skarnsstreg 55 Glidebaner 56 Ægte guld 56 Fyldepenne og blækstifter 57 Skriveudstyr gennem tiderne 58 Næ - sådan står jeg da altid af 59 En l a ---- a n g cykeltur 61 Hundene med Churchills ansigt 61 Den elektriske klo og 10 øren 63 Helvedes maskinen 64 Børnene i Nyskoven 65 ”Køvenhavneren” 66 Degnen og konen 67 Den dovne Niels får bank 68 Herremands Provsten

5

70 Perikum 71 Hestevognstur i stjernenatten 72 Den elektriske hest

73 Mønterne i ”MIT LIV” 74 Rytteren i tørresnoren 74 Hjemmelavet tobak 75 Cikorie 76 Taffelanden og Komodovaranen 77 Kålrabi 78 Tørvegravning 79 Kartoffelungerne 80 Æggesamleren 81 Min 60 år gamle ægsamling 82 Kunsten at puste et lillebitte æg ud 83 Vildsvinet og krokodillen 87 Dna gennem 10.000 år 88 Simca`en og anemonerne 92 Sejle på åen 93 Tarzan-løven med de tre kugler 93 Den gamle dame og aben 95 Bjørnebøffer 95 Farlige Trikiner 96 Bilture i Ford V/8 årgang 1936 97 De nøgne piger 98 Vedrørende cykelture

100 Virkelighedens sandhed 100 Væk med dovenskaben 101 Med Georg Formby i lasten 102 På vej til Århus

6

M I T L I V II

Randerstiden. Januar 1944 - august 1948.

Sådan så vi ud da vi flyttede til Randers. En tur uden på toget i frostvejr Da vi boede i Hobro arbejdede min far samtidig for firmaet i Randers, så han skulle med toget fra Hobro til Randers, og han var tit meget sent på den. - Han kørte som regel ikke hjemmefra, før han kunne se toget komme fra Ålborg og køre hen over engen mod stationen i Hobro. - Så sprang han på cyklen og drønede ned ad bakken mod stationen og han nåede næsten altid at springe på toget, lige idet det satte i gang. - Konduktørerne lavede vrøvl fordi de skulle lukke døren op igen for min far, der stod ude på trinbrættet. Det

7

måtte de nemlig ikke, når toget var i gang, så han valgte som regel en dør, hvor der ingen konduktør stod. En meget kold vintermorgen med mange frostgrader sprang han på toget, medens det var i ret god fart. - Nu var det så uheldigt, at den dør han var sprunget op til, var frosset fast i dørkarmen og umulig at lukke op, så min far stod der i den isnende kolde blæst og kunne ikke gøre andet, fordi toget nu var oppe i så høj fart, at det ville være livsfarligt at hoppe ned på den stivfrosne jord. Han hamrede på døren og de andre rejsende fik tilkaldt konduktøren, der så forsøgte at åbne døren inde fra, medens min far mere og mere blåfrossen klamrede sig til håndtaget. Han skulle samtidig passe på ikke at falde af, hvis døren pludselig sprang ud. - Men selvom konduktøren sparkede på døren indefra gik den ikke op, men han trak ikke i nødbremsen, han havde måske set min far springe på toget flere gange før og ville give ham en lærestreg. Han råbte til min far, at han skulle holde godt fast til de kom til Onsild, som var den næste station. - Han måtte så stå ude på trinbrættet og klamre sig fast, medens toget susede af sted de ca. ti kilometer der var ud til Onsild. Her stavrede han af og vraltede hen til en åben dør og en masse ballade fra den forskrækkede konduktør. - Jeg tror ikke min far lærte noget af den historie, for han blev da ved med at komme i sidste øjeblik til toget og senere fortsatte det i Randers, for aldrig så snart var vi flyttet til Randers, før han fór med toget til Aarhus. Efter et års tid i Randers blev han nemlig "headhuntet" af et firma i Aarhus, der havde hørt om hans sælgerevner.

8

På stop med toget Men for at gøre toghistorierne færdige, var der også en anden gang jeg husker tydeligt. På en af min fars salgsture fra Randers var jeg med. Vi var havnet i Fårup nord for Randers og der var ret langt hjem på en lille drengecykel, så min far sagde: - Jeg tror vi tager toget hjem. Det var dejligt og vi cyklede hen mod stationen i Fårup. Idet vi kører over viadukten lige før stationen ser vi, at toget er sat i gang. Det var på denne skrænt på Fårup station vi slæbte cyklerne ned for at standse toget. - Vi kom altså for sent. Den slags småting generede imidlertid ikke min resolutte far. Han løftede begge cykler over hegnet og vi skyndte os ned ad skrænten til skinnerne

9

med dem og min far rakte bydende sin arm ud mod toget der langsomt var ved at komme op i fart. - Det kan man da kalde superoptimisme - Giv aldrig op. - Det lærer man af. - Nå, - historien endte ikke lykkeligt, for toget stansede ikke den dag, men den manøvre havde min far prøvet før og da lykkedes det, fortalte han. - Jeg har arvet mange af min mors hæmninger, så jeg syntes det var lidt pinligt, men - igen - den slags småting kunne min far ikke tage sig af. Han mente, at man altid skal prøve. - Selv det umulige og det har jeg selv lært meget af og brugt på andre opgaver. Vi måtte altså alligevel cykle hjem den dag, men jeg oplevede altid meget, når jeg var med min far ude på tur, og jeg ville gerne med næste gang også.

Flytteturen og ”snifferen" Som jeg fortalte i historien om Hobrotiden, flyttede vi en kold januardag i 1944 til Randers. Jeg var med i flyttebilen og husker særligt fra køreturen de høje snedriver langs landevejen, der den gang var meget smallere end i dag. Vi kørte ligesom nede i en dyb grøft meget af vejen. Vi kom til at bo på Marienborgvej 16 i den nordøstlige del af Randers.

10

Marienborgvej 16. 1946. . X 2004 Vi boede her. Der er ikke megen forandring Huset var en hjørneejendom på to etager. Der var otte lejligheder. Vi boede i stuen til venstre i den del der lå ud til Marienborgvej. Den anden del lå ud til Christiansborgvej. Til vores lejlighed hørte en butik, men den brugte min far til lager og værksted, og han købte stadig trædemaskiner op. - Han havde nu fundet ud af, at de var nemmere at sælge, hvis understellene var malet mørkebrune, ligesom stellene havde været lige før krigen. Jeg tjente lidt penge, - han var jo ikke vestjyde for ingenting, ved at rense og male dem i cellulosemaling i en farve, som han selv blandede af sort og rød. - Et sådant symaskinestel er støbt i et meget snørklet mønster, der minder om kniplinger og det skulle renses i cellulosefortynder først og siden males på både forside og bagside. - Her sad jeg så og bogstavelig talt ”sniffede” i flere timer, så jeg var helt svimmel bagefter. Dengang

11

vidste man simpelthen ikke at det var farligt og at det kunne tære på ens hjerneceller. - Heldigvis havde jeg så mange, - efter min egen mening, at der blev nogle tilbage. Jeg har dog været ude for, at når jeg fortæller historien, har nogle nikket forstående og sagt: - Nå - så det er derfor. - Jeg forstår ikke helt, hvad de mener med det. Den påholdende. Nu vi taler om penge, så fik jeg lidt faste lommepenge, men det var bestemt ikke mange og efter min mening var det alt for lidt, så da jeg fyldte ti år, spurgte jeg min far om jeg kunne få en forhøjelse, for jeg var jo nu en stor og fornuftig dreng, - syntes jeg i hvert fald selv. Han svarede, at det kunne der ikke blive tale om, for da han var dreng hjemme i Vestjylland fik han slet ingen penge overhovedet, men ved at male stel kunne jeg jo tjene nogle flere, og det var også meget sundere selv at tjene dem. Dengang kunne jeg overhovedet ikke se, at der var spor af fornuft i den begrundelse, så jeg sagde til ham: - Så ved jeg nu hvor Skotterne stammer fra. - De må være udvandret fra Ølgodegnen i Vestjylland, for her er man endnu mere nærig end i Skotland! - Skønt min far grinede lidt, fik jeg ingen forhøjelse. - I øvrigt, sagde han: - Vestjyder er ikke nærige, de er påholdende og det er noget helt andet. - Men hvorfor er de påholdende? - spurgte jeg. - Det er fordi der er meget længere mellem kornaksene på de sandede vestjyske marker end på de fede

12

østjyske - svarede han, og derfor har vi ikke så meget at gøre godt med. - Det lød fornuftigt nok, så den forklaring godtog jeg. Den 4. Maj 1945 Om aftenen den 4. Maj 1945 var jeg gået i seng, men blev vækket af min far, der fortalte at krigen nu var slut og at tyskerne havde kapituleret. - Kom op, - så tager vi ned til Rådhuspladsen, hvor statuen af en af de mest berømte frihedskæmpere mod tyskerne står, nemlig Niels Ebbesen, der i 1340 dræbte den "Kullede greve", grev Gerhardt, der var en tysk krigsherre. Niels Ebbesen var derved med til at vende krigen, så tyskerne

13

forlod Danmark dengang i Middelalderen. Min far vidste, at her ville Randersborgerne samle sig for at fejre den glædelige begivenhed. Vi cyklede derned og der var allerede kommet mange mennesker. Jeg kiggede lidt på tyskerne, der stod ved siden af deres køretøjer med ladte geværer. - De var bange kunne jeg se på deres øjne. De var parate til at forsvare sig, hvis folk pludselig gik amok og ville hævne sig efter besættelsens undertrykkelse. Men aftenen forløb nogenlunde roligt og folk havde fundet deres dannebrogsflag frem og gik og viftede med dem for næsen af tyskerne, men de reagerede ikke. De var sikkert lige så trætte af krigen, som vi var og de ville gerne hjem. - De så i hvert fald meget trætte og forstenede ud. Der var hele tiden nogle af de glade mennesker der brød ud i sang. Det var mest fædrelandssange og "Kong Christian stod ved højen mast". - Den sidste var der mest saft og kraft i lige på det tidspunkt. Den aften står meget tydelig for mig.

Frihedsbudskabet fra London Fra krigens tid husker jeg også, når min far illegalt lyttede til ”Radio Danmark" fra London og som sædvanligt sad han også og lyttede den 4. Maj og det var på den måde han havde fået det glædelige budskab. Først lød det: - BUM BUM BUM - BUM. - Så lød ”Prins Jørgens March". - Derefter kom: HER ER LONDON. - BBC SENDER TIL DANMARK. - Montegommery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Nordtyskland og i Danmark h a r

14

overgivet sig. Speakeren talte meget højt, da han skulle overdøve de tyske støjsendere der altid forsøgte at forstyrre udsendelserne fra London. - Der var hver aften også de såkaldte særmeldinger, der var specielle meddelelser til frihedskæmpere, der blandt andet skulle vide hvor og hvornår og til hvem, der fra engelske flyvemaskiner blev nedkastet våben. En sådan særmeddelelse kunne f.eks. lyde sådan: - Gertrude - Dagmar - Fatima - Edmund - Arnold - Tristan - Samuel - Aksel - og så videre. Der kunne være rigtig mange navne i træk. Speakeren sagde altid: - Jeg gentager, og så kom alle navnene en gang til for at være sikker på at de var rigtig opfattede, hvilket jo var særdeles vigtigt. Det var tit meget vanskeligt at høre ordentlig på grund af støjsenderne. - Jeg har i øvrigt en 78 grammofonplade med frihedsbudskabet. Hvis nogen, der læser dette, gerne vil høre denne plade, skal de bare bede mig om det. Beskyttelsesrummet Der var et år og tre en halv måned tilbage af krigen da vi flyttede til Randers. Nede i et kælderrum var der indrettet et beskyttelsesrum med stole og bænke så alle beboere kunne være samlede, når der var luftalarm. Når sirenerne begyndte at hyle med deres op og nedad gående toner, skulle alle straks gå ned i beskyttelsesrummet. Det var helt spændende, syntes vi børn. De voksne talte næsten altid om spændende ting de havde hørt. Det var ting om tyskere og sabotører. Bl.a. om

15

sabotørerne lige ude fra Hvidsten. De var blevet henrettet af tyskerne. - Det lød uhyggeligt. Vi syntes at de næsten havde været vore naboer. Historierne var mest uhyggelige, når vi sad dernede om natten. Det skete flere gange, at sirenerne begyndte at tude midt om natten, så måtte vi op omgående og have noget varmt tøj på og skynde os ned i det kolde beskyttelsesrum. Der var en lille ovn, som vi kunne fyre i, men den blev først tændt, når vi var kommet derned. Man kunne jo ikke vide, hvornår der kom luftalarm. Fortsatte den til over midnat, mødte man først kl. 9 i skolen den næste morgen.

Dette gamle skilt fra krigens tid stammer netop fra Randers. Jeg fandt det i et rum dybt inde i kælderen i denne ejendom fra 1625.

16

Primitiv madlavning. Min mor havde også en slags primitiv ovn til at lave mad på, når der ingen gas var. Der var smarte folk der hurtigt fik sat en lille produktion i gang af den slags ovne. De brugte jernplader fra gamle olietønder og lignende. Klippede dem op og lavede små ovne på ca. en halv meters højde og med en diameter på ca. femogtredive centimeter. Der skulle fyres med fast brændsel såsom træ, kul, brunkul, tørv ja alt der kunne brænde. - Om sommeren stod ovnene udenfor nede i gården hvis vejret var godt, for de røg for meget til at have inde i køkkenet. Når det regnede eller der var koldt vejr, stod man nede i kælderen. Jeg mener at kunne huske at de hed Hess ovne i modsætning til Bess ovne der brændte med petroleum. Her er et af de mange fabrikater af primitive ovne til at lave mad på under krigen, når der ingen gas var. De var ikke altid tilsluttet en skorsten, men kunne også stå i det fri.

17

I denne hjørnebutik i Houmeden i Randers var Pfaff symaskiner. Her startede min far sin tid med symaskiner i 1938. Dermed startede så familiens symaskineæra!

Den formodede sabotør Jeg husker pludselig en episode fra Hobro under krigen. Det var kort tid efter jernbanesabotagen, jeg fortalte om i bogen fra Hobrotiden. - Min far kom en mørk aften ved halv tolv tiden cyklende hjem fra arbejdet. Da han kommer op til jernbaneviadukten på Løgstørvej, træder der pludselig en tysk soldat ud af mørket. - Hans gevær peger på min far og han råber højt: - HALT! Han var helt sikker på, at min far var en sabotør, der har måske oven i købet været udgangsforbud. Han bad i en meget bøs tone min far om at åbne sin lædermappe. Min far forstod ikke tysk, men var klar over hvad soldaten mente. Han åbnede lædermappen og tyskeren lyste ned i den for at se efter evt. våben og sprængstoffer, - men der var jo ingenting så min far fik lov at tage hjem. Vi boede jo tæt ved viadukten.

18

Den arbejdsløse En anden gang havde min far en meget sulten og arbejdsløs mand med hjem. Han havde mødt ham i toget og min far havde spurgt ham, om han ikke ville med hjem og have noget mad. - Det ville han skam meget gerne. Min mor og os børn var lidt beklemte ved den totalt fremmede mand, der heller ikke så særlig velsoigneret ud, men han fik sin mad og noget af min fars aflagte tøj, som dog var bedre end det manden havde på. - Efter aftale med min far gik han igen. Vi var glade for at han ikke skulle sove hos os om natten, - især min mor.

Stikkersvin Men tilbage til Randers. I dagene efter 4. Maj oplevede vi børn mange ting. Pludselig vrimlede det med frihedskæmpere alle vegne. De bar et armbind på overarmen og de kørte rundt i lastbiler med høje sider. De samlede tyskervenlige folk, og folk, der åbenlyst havde arbejdet for tyskerne, men især stikkere.

19

Dette kunne være en lastbil fuld af stikkere og hipofolk. Dem vi så, var på vej til skolen i Dronningborg. Det ligner en militær- eller civilforsvarslastbil. Den har en gasgenerator bag førerhuset. Vi vidste ikke hvad hipo betød, men vi kaldte dem for Hitler politi. - Stikkere var danskere der havde angivet naboer og bekendte, som de troede, at de var frihedskæmpere. Det var ikke altid helt rigtigt, men de gjorde det for at opnå fordele hos den tyske besættelsesmagt. - De måtte nu stå på ladet af lastvognene i hastig påtaget overtøj og helt uden ejendele, medens de blev hånet af alle de mennesker, der rigtig nød at se dem komme ned med nakken.

20

Jeg håber da ikke der har været alt for mange uskyldige i mellem, for jeg stod sammen med alle de andre og råbte så højt jeg kunne: - STIKKERSVIN, hvorefter vi spyttede efter dem. Jeg kunne nu ikke rigtig lide det, og sommetider blev jeg lidt bange, for mange af dem stirrede rasende på os.

Frihedskæmperne hang to på trinbrættet i hver side, med deres maskinpistoler over skulderen. - De så meget seje og bestemte ud, syntes jeg. Min mor havde hurtigt efter befrielsen, hæklet en Royal Airforce hue. Det var en rund kalot der sad på baghovedet. Det var et engelsk Royal Airforce mærke, ligesom dem der sad på flyvemaskinerne. Det havde en rød midte med først en hvid ring og dernæst en blå. - Den gik alle drenge med og vi følte os som ”næsten frihedskæmpere". Det var en sådan Royal Airforce kalot jeg gik med. Det er dog ikke mig på billedet.

21

Øret rykket af En af de gode fordele ved at flytte til Randers var, at jeg så kunne besøge mine bedsteforældre - min mors far og mor.

Min mors forældre Marius og Jensine Hede i haven på Ankerhusvej i Dronningborg. De boede på Ankerhusvej nr. 12 i Dronningborg, der er en forstad til Randers. Det er ikke særligt langt fra Marienborgvej. Min bedstemor strikkede meget og engang, medens vi boede i Hobro, havde hun strikket en ulden trøje til mig. Hun havde den med til jul da de besøgte os, men hun må have glemt, hvor meget jeg var vokset, for da de haler trøjen ned over hovedet på mig, kan det slet ikke komme gennem halsen. - De hiver og haler, men til sidst opgiver de. Så skal trøjen bare af igen, men nu sidder mit hoved fast inde i halsen på trøjen. De haler og trækker igen og jeg

22

hylede og råbte: - I rykker mit øre af! - Pjat med dig, sagde de og hev ekstra hårdt, men de blev noget kede af det, for da trøjen endelig kommer af, har den revet min venstre øreflip løs fra hovedet og det blødte ret meget. – Jeg kan ikke huske følelsen, men det må da næsten have føltes, som at blive født på ny. Aldersrenteboligerne på Ankerhusvej. De boede i stuen i højre side. Den stumme En vinter havde vi kælket i bakkerne bagved min bedstemor. - Jeg var blevet vældig kold og frøs meget, men blev alligevel ved med at kælke. Pludselig kunne jeg til min store forskrækkelse ikke sige et ord. Min stemme var fuldstændig frosset væk. Der var tættest hen til min bedstemor, så der skyndte jeg

23

mig hen. Jeg kom ind og pegede ned i halsen og rystede på hovedet. Pludselig forstod min bedstemor, hvad der var sket og det tog hun ganske roligt. - Nu varmer jeg noget hyldebærsaft, - sagde hun - Så skal du nok få stemmen tilbage. Jeg drak saften så varm, som jeg kunne og efter et stykke tid begyndte stemmen at komme tilbage. Kartoffeltyskere og bævreflæsk Jeg spiste også sommetider ude hos dem. Jeg mener at selve huset hed "Ankerhus". Det var en aldersrentebolig og havde tolv lejligheder. Mine bedsteforældre boede i stuen i den ende af huset der var længst væk. De var begge fra landet og stammede vistnok fra indvandrede, såkaldte ”Kartoffel tyskere" der i 1759 blev inviteret herop af den danske konge for at opdyrke den jyske hede og her dyrke kartofler. Disse tyskere fik tildelt jord i Havredal og Grønhøj og nøjagtig midt imellem byggede de en kirke, som man stadig kan se. Den er hvid og ligger på højre hånd allersidst i byen Frederiks, når man kører fra Holstebro mod Skive.

24

Mine bedsteforældre var som sagt begge fra landet og havde selv haft et husmandsbrug med nogle få køer og en enkelt gris til at slagte til jul. De var vant til at spise alt fra de dyr de slagtede. Så når jeg spiste ude hos dem fik jeg både kogte grisetæer og grisehaler og jeg kunne godt lide det. - Jeg kunne endog lide at spise fem-seks centimeter tykt "bævreflæsk". Det var kogt i suppen og var helt lysegrå. Jeg kom salt på og slubrede det i mig med stort velbehag, skønt min mor ikke kunne forstå jeg kunne. Vi fik også blodpølse i skiver stegt på panden. Nogle gange havde de selv lavet den af svineblod, når de havde købt en kvart gris til jul. Min bedstefar Marius havde tre brødre der hed Karl, Josef og Rasmus. Jeg kan tydeligt huske, når de fire sad i stuen på Ankerhusvej og spillede kort. De sad på hver sin side af det firkantede bord og spillede meget koncentreret. Man skulle i hvert fald ikke forstyrre dem, det var jeg klar over.

25

Jeg mener også at de drak snaps under kortspillet. De var alle fire meget rutinerede i det spil de spillede, for de havde jo spillet det sammen fra de var børn og kendte hinandens reaktioner til det yderste, og vidste lige præcis, hvornår den eller den ville bluffe. Jeg kunne sidde i lang tid og blot kigge på. - Det var et helt specielt skuespil, når de fire var samlede til fødselsdage og spillede kort. Min bedstemor havde en dåse med aflagte knapper, og når jeg var på besøg, - da jeg var en ca. fem år og kedede mig, hældte hun dem alle sammen ud på bordet eller gulvet. Jeg kunne så få lang tid til at gå med at finde de pæneste eller finde så mange af samme slags som muligt. Hun havde også en bog med de lokale handlende i. Måske var det en telefonbog, skønt de ikke havde telefon. Jeg kan især huske en annonce med en tegning af en rutebil fra tyverne. Jeg syntes at den var så pæn og spændende. Det har sikkert været en reklame for en privat rutebilvognmand. Min bedstemor var meget bange for en telefon. Hun kunne, - når hun var på besøg hos os i Aarhus, sidde lige ved siden af en telefon der ringede, uden at turde tage den. Hun skyndte at rejse sig op, glatte sit forklæde og råbe: - Skynd jer at komme! - Telefonen ringer. Hun kunne slet ikke forholde sig til at tale med vildt fremmede mennesker, som hun slet ikke kendte. Måske var hun ikke i pænt nok tøj, til

26

at tale med fremmede. Hun følte nemlig at de kunne se hende gennem telefonen. Disse tanker foregreb på en måde fremtiden, da man jo i dag gennem en mobil telefon og en computer netop kan se hinanden. Hvordan man tæver en pige Da jeg besøgte mine bedsteforældre en bestemt sommer, blev jeg for første gang i mit liv nødt til at slå på en pige. - Når vi sad ude i haven var der sommetider en pige på min egen alder, der også besøgte sine bedsteforældre, og hun havde opdaget, at når hun løb efter mig og slog på mig, så slog jeg ikke igen, da jeg selvfølgelig ikke slog på piger. Det var meget irriterende for mig, for hun blev voldsommere og voldsommere, og en dag sagde min bedstemor: - Det skal du ikke finde dig i. Giv dog den dumme tøs en lussing. - Det var jeg lige moden til og pigen fik en ordentlig en på siden af hovedet, samtidig med at jeg sagde, at hun fik flere, hvis hun ikke holdt op med altid at slå på mig. - Det hjalp og hun var fra den dag from som et lam. Men drenge der læser dette. - Tag ikke ved lære. Man slår normalt ikke på piger, hvor fristende det end sommetider kan være.

Marienborgvej 16 Marienborgvej 16 var en vinkelbygning i to etager og på gårdsiden var der et stykke cement på ca. tre meters bredde. Der var tre kælderhalse. - Vores var den første og henne ved den sidste boede Ladefogeds. De havde to drenge

27

Finn og Erik og en storesøster der hed Anna. Hun fik senere børnelammelse. - I vores ende var vi min bror Bent og mig og vores lillesøster Kirsten. Ved siden af os boede tømrer Hansen. De havde to piger Inger og Lis. Ovenpå boede os der et lærerpar, der hed Jessen. De havde en meget beskyttet og forkælet datter, der også hed Kirsten, men hun måtte næsten aldrig komme ned og lege med os andre, i hvert fald ikke drengene. - Hun måtte højst lege med pigerne.

Vores racerbane til sæbekassevogne i gården. En kop fuld af gult # # # Min bror og jeg var tit i krig med Ladefogedsdrengene. - Jeg havde lavet en sæbekassevogn af brædder og fire gamle

28

barnevognshjul. En dag, - da jeg kom kørende i fuld fart hen mod deres kælderhals, så jeg godt, at der stod en blå emaljekop oppe gelænderhjørnet, men det tænkte jeg ikke nærmere over, jeg havde nok at gøre med at styre på det smalle stykke og kørte bare videre. - Men idet jeg passerer, bliver jeg pludselig oversprøjtet af en væske der har været i koppen. - Den var gul og smagte og lugtede fælt -. Der havde været en tynd snor fra koppen og ned til jorden. – Se, - det var jo meget smart fundet på af Ladefogeddrengene, men der var nu kun én ting at gøre. Det var at standse og få fat på dem i en fart. - Få hævnet mig, og så ind og blive vasket.

- Mit hår var sjaskvådt og jeg lugtede ikke godt. På dette kælder- gelænder stod koppen med det ubehagelige indhold.

De onde træsko En anden gang var jeg oppe at skændes med Finn Ladefoged, - tror jeg. Han stod på en ca. seks meters afstand, så han

29

hurtigt kunne løbe, hvis jeg ville have fat i ham. - Pludselig tager han sin ene træsko af og smider den efter mig. Jeg er så uheldig, at den rammer mig på mit ene knæ lige ved siden af knæskallen så benet bliver lammet og det knækker sammen under mig. - Jeg forsøger alligevel at løbe efter ham og han kaster nu den anden træsko - og nu bliver min beretning måske både utroværdig og usandsynlig, men ikke desto mindre er den helt sandfærdig. - Han rammer det andet knæ så det også bliver lammet og jeg synker til jorden og kan ikke gøre andet end at udslynge frygtelige trusler, så han ikke han kommer nærmere. - Jamen er det da ikke utroligt, som jeg er forfulgt af onde træsko. Først i Hobro og nu også i Randers. Altan artisten En af beboerne i midteropgangen havde en boxerhund der hed MAX. Det var en dejlig hund, som jeg blev meget gode venner med, når den var nede og lege i gården. En dag kom dens ”mor" ned i gården og fortalte, at hun havde låst sig selv ude. Hun boede på første sal. Da de voksne havde opgivet, fortalte jeg, at det kunne jeg da let klare for dem. - Der var altaner ud mod gården, og hvis jeg gik ud på den altan ved siden af, kunne jeg da let springe over på hendes altan, hvis dør ikke var låst, da den jo lå på første sal. De voksne sagde - og især min mor, at det var alt for farligt, men jeg overtalte dem ved at sige, at det jo ikke var værre end at springe fra gren til gren i

30

et træ og det havde jeg tit gjort. - Der er jo ikke ret langt. Da jeg kom op at stå på den første altan, syntes jeg godt nok at der alligevel var langt ned og over til den anden. Der var et rækværk af jernrør omkring altanerne. Nu havde jeg imidlertid pralet med at kunne, så jeg sprang og kom til at hænge med altanrækværket i armhulerne og med armene indvendig på altanen. Nu var det ingen sag at svinge benene op over kanten, gå ind og åbne døren og så var den sag klaret

Her sprang altanartisten. Der er langt ned når man bare er ti år!

31

Indianer lastbilen Nede på Christiansborgvej lå der et mælkeudsalg. En dag skete der noget specielt. - Der var jo næsten ingen biler efter krigen og nu havde manden købt noget så sjældent som en engelsk lastvogn der hed GUY. Jeg synes at huske, at dens logo var noget med et indianerhoved med mange fjer. - Vi var meget benovede. OBS! I 2009 så jeg en GUY på fjernsynet. Jeg tog et billede, og jeg havde husket rigtigt.

Med en cheferhund i enden En dag spurgte konen i mælkeudsalget, om jeg ville være ferieafløser for deres mælkedreng. Det ville jeg da gerne. I 14 dage skulle jeg så gå ud med mælk i flasker til de forskellige villaer i nærheden. Det gik meget godt. Omme på Dronningborg Boulevard lå der en bungalow med en høj jernhavelåge ude ved vejen og en meget lang række fliser op til huset, der lå bagerst på grunden. Jeg skulle om på bagsiden af huset og stille mælkeflaskerne nede i bunden af en lille kældertrappe. Lige ved siden af kældertrappen var der lænket en meget stor og altid rasende cheferhund. Dens jernkæde, der var

32

fastgjort i muren, kunne lige akkurat ikke nå helt hen til trappen. - Den opførte sig fuldstændig afsindig, når jeg gik ned med mælken og jeg råbte til den for at overvinde min egen skræk for den. - Det gjorde den blot mere rasende. Vi var bestemt ikke gode venner. - Da jeg en dag kom gående op ad havegangen med en literflaske i hver hånd, - jeg var vel kommet to tredjedele op, ser jeg pludselig hunden komme næsten vandret rundt om hjørnet med jernkæden daskende efter sig og en frådende mund med blottede tænder. Der var kun en ting at gøre. Hurtigt slap jeg flaskerne, vendte rundt og løb alt hvad jeg kunne tilbage ad den lange havegang, medens den rasende hund nærmede sig bagfra. Jeg kom til den høje lukkede jernhavelåge, - satte i et tigerspring op og greb fat i overkanten. - I det samme når hunden mig og bed sig fast i enden på mig. Jeg hev mig desperat op over lågen og hundens tænder gled af og havde nu kun fat i bukserne, som den sønderflængede. Da jeg kom ned på den anden side kunne jeg mærke at det gjorde ondt og at jeg blødte. Jeg tog mælketrækvognen med hjem og kom til lægen og fik en stivkrampe indsprøjtning. - Senere fik jeg et par nye bukser af forsikringen. Jeg ville dog ikke mere gå op til huset med mælken, men stillede den lige indenfor havelågen. - Jeg har da været 11 år.

33

Banden og kærlighedsstien Vi havde en bande af drenge og her var alle med. Ladefogeds drenge og nabodrengene. Vi var en ti-tolv stykker. - Vores fjender var en bande fra Dronningborg, og vores grænse lå et stykke henne ad ”Kærligheds stien”. Denne løb langs bækken, der igen lå i bunden af Christiansborgvej og gik over til togfabrikken ”Scandia” i Dronningborg. Kærligheds- stien. Dengang blot en mudret sti. Når vi gik ad stien over mod Dronningborg, var vi altid meget agtpågivende, når vi havde overskredet grænsen. Vi var jo nu i fjendeland og det var ikke helt ufarligt. Vores våben var et stykke kraftig tøjsnor med en god knude i enden og den kunne slå vældig hårdt, når den ramte en på kinden. Det ville være rigtig farligt, hvis den ramte øjet. - Det vidste vi godt.

34

Psykisk terror Vi havde en dag fanget en fra den anden bande oppe på vores side af grænsen. Han havde været alene, så det var let nok. Jeg var anfører og jeg fandt på en meget raffineret måde at pine ham på. Jeg var ikke meget for rigtig vold, men havde til gengæld en livlig fantasi. Vi lagde ham på ryggen på jorden, og bandt ham på indianervis med arme og ben spredt ud i et X. - Vi bandt en snor fra ankler og håndled ud til en pløk i jorden. Han kunne ikke røre sig, kun vride lidt med kroppen. Vi tændte nu et bål ved siden af ham og lagde en fingertyk jernstang ind i bålet for at gøre den gloende eller i hvert fald meget varm. - Jeg sendte en dreng ned til mælkeudsalget for at hente et stykke is. Dem lå der altid mange af fra isblokkene, som folk dengang brugte i deres isskabe. Da jernstangen var godt varm spyttede vi på den, så den sydede. Alt dette så fangen og han var nu blevet meget bange, for vi sagde, at når den var varm nok, ville vi stikke den ned i hans lår. - Vi prøvede at stikke jernstangen ned i isen. Det sydede godt og vi gav ham nu bind for øjnene og sagde: - Nu var det din tur! - Jeg tog så en stor issplint og pressede den ned i hans ene lår, samtidig med at vi jog den næsten gloende jernstang ned i et andet stykke is, så det sydede. Jeg vil sige jer, - han skreg højt, for han kunne ikke mærke forskel på en varm ting og en iskold ting. - Det føles i det første øjeblik ens.

35

Her var vores tortursted, hvor vi lavede bål og varmede jernstangen. Dengang var der græs. X I dag synes jeg, at det var yderst grusomt. - Det var jo rent psykisk terror, men elleve års drenge er nådesløse overfor fjender. - Jeg håber sandelig ikke, han har taget skade af det, men igen - han ville være lige så nådesløs over for os, hvis vi blev fanget. - Det vidste vi.

Den retfærdige gengældelse Nu gik det så hverken værre eller bedre end, at de fik en grusom hævn kort tid efter. Jeg skulle over at besøge min mors bror Poul Anker, der boede næsten for enden af ”Kærlighedsstien". Der var nu ikke meget kærlighed over stien den dag, for helt ude for enden, - hvor der var et lille anlæg, lå den anden bande på lur og jeg var alene. De havde noget at hævne og de fangede mig let, da jeg troede jeg lige var sluppet uset igennem og var begyndt at slappe af. - De lagde mig på ryggen på en bænk og bandt arme og ben sammen på undersiden af bænken. Nu var det mig der ikke kunne røre mig og de havde frit slag til at gøre alt ved

36

mig. – Det gjorde de så. - De slog mig med rebene og gav mig lammere, d.v.s. at slå med knoerne på muskelen lige over knæet. Det gør meget ondt, især når man en bundet og benet er bøjet. Ca. her stod bænken, hvor jeg blev tortureret. X Noget andet der også gør afsindigt ondt - det ved alle mænd, det er at blive slået på testiklerne og de både slog og kneb. Til sidst blev de heldigvis stoppet af nogle voksne og jeg slap fri. – Jeg vidste jo, at jeg fik løn som fortjent, så jeg tog ingen psykiske skader af den omgang. - Men hårdt, det var det Livsfarlig søvn Nu vi er ved grusomheder er der en anden episode der ligeså godt kunne være endt grueligt galt. Vi sov - ligesom i Hobro, alle sammen i soveværelset. Min lillesøsters seng stod ved siden af min mor, der sov i venstre side af dobbeltsengen. Min far sov så til højre og ved siden af ham

37

stod min lillebrors seng. I fodenden op ad muren stod klædeskabet til højre, så kom min seng med hovedenden op til klædeskabet. Pludselig midt om natten lyder der nogle høje brøl fra min far og jeg er klar over, at nu går han igen i søvne og oplever noget grusomt. I nat lyder det særligt farligt, så hurtigere end lynet står jeg op i hovedenden af sengen og klemmer mig op i krogen ved muren og klædeskabet. - Det var ikke et sekund for tidligt, for nu er min far henne ved min seng og hamrer sin store knytnæve lige ned midt i den. - Lige der, hvor jeg lå og sov sødeligt ganske få øjeblikke før. Slaget var så kraftigt at to af bundbrædderne i sengen knækkede midt over. Min mave ville være fuldstændig smadret og min rygrad måske brækket, hvis jeg havde ligget i sengen og jeg kunne let være blevet dræbt. - Min far var jo en stor mand og i besiddelse af nogle kæmpekræfter. Det ville jo også have været frygteligt for min stakkels far, der jo ikke selv anede, hvad han lavede, medens jeg næppe ville have nået at opfatte noget før jeg var besvimet eller døde. - Vi fik ham vækket og fik aldrig opklaret, hvad han havde drømt, - men han blev frygtelig ked af det og det varede længe før ham faldt til ro. Alt dette lyder nærmest utroligt og jeg har aldrig hørt om andre der gik så alvorligt og dramatisk i søvne. Vi må i

38

grunden have levet et ret farligt liv i det soveværelse, for det var langt fra den eneste nat han gik i søvne. Det gjorde han meget tit, og vi var vant til det. De fleste gange satte vi os blot op i vore senge, når vi kunne høre, at det ikke var så voldsomt, så kunne min mor nemlig nå at vække ham, inden han stod ud af sengen. Det var bag dette mørke soveværels- vindue vi X børn levede vores farlige natteliv! Hvis der er nogen der tænker, at jeg overdriver, kan jeg forsikre jer om, at det langt fra er tilfældet. Da min mor levede, kunne hun altid bekræfte historierne, når jeg fortalte den. - Men hun ikke kunne lide at tale om det. Natsygeplejersken der fik en på hovedet Min lille bror Bent arvede denne ubehagelige egenskab, og han blev hjemsendt fra militæret, fordi hans stuekammerater havde fået ham indlagt på infirmeriet, da de ikke kunne udholde hele tiden at blive vækket om natten. Militærlægen troede, at det var en historie for at blive

39

hjemsendt, men efter en nat, at have givet natsygeplejersken en ordentlig en i hovedet med en knytnæve, medens han gik i søvne, blev han omgående hjemsendt. - Ham kunne de alligevel ikke bruge i hæren. Om at kælke i en robåd Tømrer Hansen var vicevært i huset og han havde et værksted nede i et kælderrum. En vinter lavede han noget meget spændende til sine to piger. Han lavede den flotteste grønne robåd. Det vil sige den var bygget fuldstændig som en robåd blot i lille størrelse. Den var ca. to meter lang og havde meder under bunden, - for det var nemlig en kælk eller en slæde, som vi sagde dengang i Randers. Der var altid børn nok der gerne ville trække med de to piger, for så kunne det jo være der faldt en tur af i robåden. Tørt rugbrød - Uhm! Når jeg om morgenen, - eller efter skole løb ud for at lege, tog jeg altid en tyk skive rugbrød med i lommen. Den blev brækket over i to halvdele og lå i lommen et par timer, så var den blevet godt tør. I mellemtiden var jeg også blevet godt sulten og nu smagte det tørre rugbrød faktisk så godt, at jeg den dag i dag stadig elsker at spise en skive rigtig tørt rugbrød, - bart selvfølgelig. Det skal bare brækkes i passende bidder. - Uhm. - det er noget der smager. Prøv selv, men man skal være rigtig sulten, og det er der vist ikke ret mange danskere der er i dag.

40

Ukrudtsmiderne Vi havde en kolonihave på en vej længere ude der hed Bækkelundsvej. Her dyrkede vi kartofler, gulerødder, hvidkål, rødkål, grønkål og porrer. Der var ingen frugttræer, men der var vist nogle frugt buske. En dag gik min kammerat Niels Halkjær, der var på besøg og jeg derude og lugede ukrudt. Det var jo selvfølgelig ikke frivilligt, men noget vi var sat til. – Niels’ far Charles var vældig god til alt med nyttehaver, så Niels fortalte, at vi skulle smide ukrudtet op i hækken, når vi rykkede det op. - Så ville det tørre og ikke spire et andet sted. Det var jo en god ide, så vi smed ukrudt op alt det vi kunne. - Pludselig lyder der en vred stemme ovre fra nabo haven. Det var ejeren der kaldte på os. Vi gik hen til hækken med en vældig god samvittighed, for vi havde i hvert fald ikke lavet nogen gale streger lige nu. Det viste sig dog, at det halve af ukrudtet var havnet ovre på den anden side af hækken og det syntes han selvfølgelig ikke om. Vi sagde meget høfligt undskyld og overbeviste ham om, at det bestemt ikke var med vilje.

41

Kirsten fik en ny flot dukkevogn, som hun var meget stolt af. Hun var en rigtig dejlig lillesøster og var meget afholdt af de andre børn som legekammerat. Vi cyklede meget dengang og ofte lange ture. Engang, - da vi boede i Hobro, havde vi været i Mariager og var nu på vej hjem. I vejkanten lå der en reklame for Cirkus Miehe. Den samlede jeg op og tog med for at se de farvestrålende billeder. – Det havde jeg bagefter en meget dårlig samvittighed over, for så opdagede den gård – til hvilken reklamen var smidt, måske slet ikke, at der var cirkus i byen, troede jeg. Undervejs beundrede jeg et bredt bælte af silkegræs i en skovkant der bølgede i vinden. Det syntes jeg så utrolig flot ud, og jeg glemte aldrig synet af det. Jeg plukker hvert år en buket silkegræs til at se på om vinteren.

42

På vejen hjem var jeg ved at blive træt på min lille cykel. Jeg var cyklet lidt i forvejen og kom til en stor bakke. Her tog jeg fat i bagsmækken på en lastbil det overhalede mig. Det kunne man nemlig gøre dengang, for lastbiler kørte meget langsomt i første gear op ad stejle bakker. - Jeg havde tit set de voksne gøre det, så jeg ville da også gerne komme let og elegant op ad bakken. - Mine forældre var langt bagude, så de så det heldigvis ikke, og jeg slap derfor for en masse ballade. - Det jeg havde gjort var selvfølgelig strengt forbudt, - ja, måske ligefrem til en omgang af læderremmen, men jeg led vel af en otteårigs vovemod!

Her er et billede af en sådan situation. Her med en voksen cyklist. Sådan så det ud. Jeg holdt dog ved i højre side, da jeg dengang kørte ude på landet. Jeg tror billedet er taget på Udbyhøjvej i Randers med kirkegården på højre side.

43

Kun én kartoffel til fem personer Jeg husker to andre ting fra vores have. Der var en vandhane lige indenfor havelågen. En dag skulle jeg gå ud i haven og grave kartofler op til aftensmaden. Jeg gravede dem op, der stod lige ved vandhanen, - de var jo nærmest havelågen. Pludselig kommer der en kartoffel frem i jorden. Den var ligeså stor som en kålrabi roe. Det var den største kartoffel vi nogensinde havde set. Den var blevet så stor fordi den havde fået al det ekstra vand fra vandhanen som vi spildte, når vi brugte den. Jeg mener at kunne huske, at min mor kun brugte denne ene kartoffel til aftensmaden. Hun var desværre nødt til at skære den i mange stykker for at få den kogt, så min far fik aldrig denne rekord kartoffel at se.

Den halshuggede kattekilling Den anden ting handler om en kattekilling. Min fars stedfar Kristiansen, som jeg tidligere har omtalt, havde solgt sit landbrug i Andrup ved Hobro og flyttet til Lystrup på Norddjursland. Dette Lystrup ligger lige lidt nordligere end Nørager hvor jeg er født. Og jeg kendte ham som en rar, men lidt bestemt bedstefar. Han var nu skomager og havde en lille butik samt et værksted. - Her var jeg somme tider ude på besøg og havde under et af disse besøg fået en kattekilling fra én af gårdene i byen. Den var sort og hvid. Jeg kørte med toget hjem til Randers og kan huske, at jeg var meget glad for killingen og den kravlede rundt på mig hele tiden under hjemturen. Da jeg

44

kom hjem fik jeg ballade, for jeg havde jo ikke spurgt, om jeg måtte få en kat. Dengang havde kun få telefon og vi havde ingen, så jeg havde taget chancen. Men den gik ikke. Det var min far og mor slet ikke stemt for, så lige meget hvor meget jeg plagede, måtte jeg ikke beholde killingen. - Så en dag jeg kom hjem fra skole var den væk. Jeg spurgte min mor hvor den var henne? - Den har far aflivet, svarede hun. - Hvordan, spurgte jeg med rædsel i stemmen. - Det er lige meget, svarede hun og ville ikke sige mere. - Da min far kom hjem, spurgte jeg ham anklagende om, hvordan han havde aflivet killingen. - Jeg tog den med ud i haven og der huggede jeg hovedet af den med spaden. - Jeg syntes at det var gruopvækkende og blev meget ked af det, men det var i grunden min egen skyld, for jeg havde jo ikke spurgt om lov, så jeg var på den måde selv skyld i kattens død. - Jeg havde dog lært noget. Hvis jeg tog ansvar for nogen eller noget, var jeg nødt til at sørge for at baggrunden var i orden først. - Siden dengang har jeg aldrig haft kat, men senere, da jeg var blevet gift og havde fået børn, fik vi dog en hund, som vi havde medens børnene var små. Bedstefar - den rare skomager Nu, vi er ved bedstefar i Lystrup, er der mange ting at fortælle. Der var for mig en utrolig dejlig duft af læder i hans værksted. Jeg ved ikke hvorfor, det må have ligget i mine gener for jeg syntes, at denne lugt af læder virkelig

45

var noget jeg godt kunne lide at indsnuse og jeg stod og kiggede på, når han forsålede sko. Han havde forskellige maskiner der blev trukket af brede remme ligesom på et gammeldags tærskeværk. - Han kunne flytte dem over fra en elektromotor til de forskellige maskiner. En sad der runde skiver på der kunne raspe lædersålerne i kanten og en anden kunne polere overlæder. Han havde en sko-ambolt, hvor han satte skoen på, medens han slog træpløkker i sålerne. Nogle gange brugte han søm, men andre gange brugte han de små træpløkker. - Dem var jeg meget fascineret af. Jeg kunne ikke forstå, at de kunne holde sålen på plads og har aldrig regnet ud, hvordan det kunne lade sig gøre. Sålerne var selvfølgelig også limede, men alligevel og hvorfor af træ? Pløkkene var ca. en cm. lange og tændstiktykke.

Bedstefar Kristiansen arbejder i værkstedet

46

Stregerne i badeværelset Jeg husker også hans badeværelse, det var ret stort og havde et cementgulv der var gråmalet. Der var en åben rende tværs over gulvet fra badekarret og ud gennem et hul i ydermuren. Her løb det brugte badevand direkte ud i haven. - På indersiden af døren var der på højre dørkarm en masse streger og navne i forskellig højde. Det var alle børnebørnenes navne der stod her. Når vi var på besøg skulle vi altid ud i badeværelset for at se hvor høje vi var blevet siden vi sidst havde været på besøg. Vi blev stillet med ryggen op ad dørkarmen og en lineal blev lagt vandret ovenpå vores hoved og der hvor den mødte dørkarmen blev der slået en streg. Det var altid spændende. - (Vi bruger det stadig med vore børnebørn) Min far i en uniform af en slags? Halvsøster Krista og en nabodreng. De står foran badeværelsesvinduet og man aner hullet fra badevandet i ydermuren nederst i billedet.

47

Jernhjulene der larmede Ude i haven var der en smal støbt cementkant langs huset og en række fliser op i haven. - Han havde et lille hvidkalket muret udhus og herinde stod noget, vi altid

spurgte om at låne. - Det var en ældgammel sækkevogn lavet af træ og med jernhjul. Min lillebror Bent eller lillesøster Kirsten, stillede sig op på den lille vandrette plade forneden og vi drønede hen ad cementbanen. Det larmede dejligt fra jernhjulene og vi elskede det. Tænk! - De gamle cementfliser og udhuset ligger der endnu. - Her i 2004!

I haven var der mange frugtbuske og vi måtte spise alle de ribs vi kunne. Der var midt på plænen et stort æbletræ med gule æbler, der havde en helt speciel smag og lugt. Jeg har aldrig siden stødt på denne sort, den må være udgået. De var ikke særlig store og havde en næsten citronagtig farve. Hvert år, - i mange år, fik vi altid hen på efteråret sendende en ret stor papkasse, - hvor der havde været gummistøvler eller sko i, fyldt med disse dejlige æbler. - Det var da pænt af ham syntes vi børn.

48

Den udstoppede Under et besøg derude fandt jeg en død sangdrossel, som jeg tog med hjem. Jeg fandt et sted, hvor man kunne få den udstoppet. Den sad på et stykke af en gren med en sidegren, hvorpå den sad og så ud som om den sang. - Jeg betalte selv den ret dyre udstopning og min mor sagde: - Hvorfor vil du da bruge så mange penge på det? - Men jeg syntes, at det var spændende og jeg havde den i mange år. Skomager- huset 1935.

Fra en anden vinkel i 2004.

49

I Jesu navn Min bedstefar havde en husholderske der hed Dagmar og hun var enorm tyk og bred. - Os børn mente i hvert fald, at hun var nødt til at gå sidelæns gennem dørene for at mase sig igennem, - men hun var virkelig god til at lave mad. - I øvrigt skulle vi altid bede bordbøn før vi spiste og sidde med foldede hænder og kigge ned på gulvet. - Den lød, - så vidt jeg husker den, således: I Jesu navn går vi til bords at spise og drikke på dit ord Dig Gud til ære os til gavn, så får vi mad i Jesu navn - Amen. Så kunne vi endelig spise maden, som vi glædede os til, for det var jo Dagmar der havde lavet den.

Dagmar den brede er vanskelig at styre Min far skulle engang køre Dagmar til Assentoft ved Randers, - hvor min onkel Niels Frost Madsen, nu var blevet købmand. Min onkel Gunnar havde fået bil efter krigen. Det var en lille Austin og i den skulle min far nu transportere den særdeles kraftige Dagmar. Hun kom med meget stort besvær ind på bagsædet af bilen. - Hun havde slet ikke kunne være på forsædet. Hun satte sig så langt over til

50

venstre for ligesom ikke at fylde så meget, men det var jo i samme side som førersædet, hvor min far sad, så efter et stykke tid opdagede han, at det var meget vanskeligt at styre vognen.

Min fars familie samlet til en fødselsdag. Det er sikkert dengang, da han skulle køre med Dagmar. Man ser Dagmar i al sin vælde yderst til højre og bedstefar til venstre. Børnene er fra venstre: K.E., Kirsten og Bent foran min mor. Bagerst: Min far, Palle, Gunnar, Marie og faster Gudrun. For det første var styringen på forhjulene næsten væk, da hun jo i bagenden vejede mere end den lille Austin motor i

51

forenden, så forhjulene rørte kun vejen med et meget lille tryk. - For det andet hældede vognen fuldstændig skæv til venstre og det gjorde det jo ikke nemmere at styre, så han var nødt til at standse og - på en måde der ikke virkede sårende på Dagmar, bede hende om at flytte over i højre side. - Han turde ikke bede hende om den manøvre medens de kørte. - Det kunne let have endt med at de kørte i grøften. Kanonskud Jeg gik i Fabersvejens Skole i Randers. Det var en stor og næsten ny murstensbygning. Ved siden af skolegården var der en fodboldbane. I en gymnastiktime spillede vi fodbold og læreren syntes åbenbart ikke, at vi sparkede hårdt nok til bolden, når vi angreb, så han ville vise os hvordan. - Han fik bolden og begyndte at drible op mod målet og pludselig sender han et kanonskud af. Desværre ramte bolden en dreng lige i ansigtet, så han fik næseblod og læreren blev meget forlegen og ked af det. Men han fik da vist, hvordan man sender et kanonskud af, og lært os, at vi ikke skulle stå i vejen.

Skole trit og retning Når det ringede ind efter frikvarteret skulle vi alle sammen stille op klassevis. Vi skulle stå to og to ved siden af hinanden i en bestemt rækkefølge og vi skulle stå helt stille og ikke røre os og ikke snakke. - Det var fuldstændig militærisk og der vankede straffe som lussinger hvis vi ikke overholdt reglerne.

52

Det gjorde jeg altid så godt det kunne lade sig gøre, for jeg kan ikke huske, at jeg fik lussinger i denne skole, det gjorde jeg til gengæld, da jeg senere flyttede til Århus og kom til at gå på Ny Munkegades Skole, der var en ren drengeskole. - Men herom senere.

Fabersvejens skole, hvor jeg gik fra 2. til 5. klasse. Græsplænen, hvor vi spillede fodbold ligger på samme sted den dag i dag!

Doris På Fabersvejen var der både piger og drenge i samme klasse og der var en pige, - hun hed Doris, som jeg havde et godt øje til. - Alene navnet. Hun var lyshåret og meget pæn, syntes jeg, men jeg turde aldrig tale til hende. Tøser taler man ikke til, man driller dem højst og det eneste jeg rigtig kan huske om hende er navnet, som var usædvanligt dengang.

53

Tanddramaet i Markedsgade Skoletandlægen lå i Markedsgades Skole. Her oplevede jeg en for mig ret dramatisk episode. Jeg skulle have trukket to af mine kindtænder ud og jeg blev bedøvet omkring den tand der stod for tur. - Den kvindelige tandlæge tog godt fat med tangen og rykkede til, men tanden gav sig overhovedet ikke. Hun prøvede igen og sagde, at jeg selv skulle presse hovedet tilbage og ikke give efter. - Det prøvede jeg også på, men det var ikke så let, for det gjorde ondt selvom jeg var bedøvet. Til sidst opgav hun og kaldte på en af assistenterne, der også var en kvinde. - Hun holdt mit hoved presset tilbage mod stolen og tandlægen prøvede igen, men tanden lod sig stadig ikke rokke. Til sidst satte assistenten sit ene knæ op i ryggen af stolen, holdt med sine hænder med flettede fingre omkring panden på mit hoved, samtidig med at hun lænede sig bagud. De gjorde sig stor umage med denne opstilling. - Nu tog tandlægen rigtig omhyggeligt fat om tanden med tangen, satte sin ene fod op på soklen af tandlægestolen, lænede sig bagud og begyndte at vrikke voldsomt med tangen. Nu begyndte tanden at løsne sig og til sidst kom den ud og jeg lagde mærke til triumfen i hendes ansigt. - Hun sagde dog, at det var nok for i dag, og at jeg skulle komme igen en anden dag for at få den sidste tand trukket ud. - Ja tak. - Det kunne hun sagtens sige. Så kunne jeg gå en hel uge og tænke på, at jeg skulle ned og opleve den tandslagtning én gang til. Det var lige ved at jeg hellere ville have det overstået på én gang. - Men jeg kan mærkeligt nok slet ikke huske, hvordan

54

det gik med den anden tand. Den har måske ikke siddet så fast som den første. - Men jeg glemmer aldrig skoletandlægerne på Markedsgades Skole. En skarnsstreg Jeg må hellere tilstå en skarnsstreg, som jeg nok ikke skulle have lavet, men elleve års drenge tænker ikke så meget på de eventuelle følger, - bare det er spændende. - En vinter gik vi ned ad Østervangsvej mod byen for at lege i parken ved Skansen, som det hed dengang. Oppe fra parken er der en stejl skrænt ned til Østervangsvej. Her stillede vi os op og begyndte at kaste snebolde ned efter bilerne der kørte på vejen. Der kom jo ikke så mange dengang, så vi havde god tid til at beregne kastet. Her stod jeg og kastede snebolde ned på bilerne. Snebolden skulle kastes et stykke tid før bilen nåede ud

55

for, hvor vi stod oppe på skrænten. - Da vi havde øvet os på nogle biler fik vi sigtet rigtig godt justeret og timet. - De første snebolde var enten røget for tidligt og ramte vejen før bilen, eller for sent og ramte bagved bilen. - Pludselig var der en fuldtræffer. Den ramte ikke alene bilen, men den ramte den lige på forruden med et knald, der kunne høres helt op på skrænten. - Manden inde i bilen må have fået sig en ordentlig forskrækkelse, for han standsede bilen øjeblikkeligt og steg ud for at se på ruden og få sneen væk. Heldigvis var ruden ikke splintret. Hvis det var sket, kunne han have fået glassplinter i hovedet og i øjnene. Vi stod på spring bag nogle buske for at være væk over alle bjerge, hvis han skulle begynde at kravle op ad skrænten. - Det gjorde han nu ikke. Han kiggede sig lidt omkring og da der stod høje træer på skrænten, har han nok troet, at sneen var faldet ned fra et træ. - Vi blev enige om at den sport vist var for farlig og gik ind i anlægget for at glide på glidebane. Glidebaner Om vinteren havde vi dengang nogle rigtig lange og meget glatte glidebaner. De var som regel lavet på jævne skrånende flader og med et godt tilløb kunne vi sagtens glide ca. tyve meter. Vi stod oprejst, medens vi gled. - Den slags glidebaner er det meget længe siden jeg har set nogle børn lave og bruge!

56

Ægte guld På en sidevej til Østervangsvej boede en af mine skolekammerater. Der lå nogle flotte villaer og hans forældre var ret velhavende. En dag gav han mig skrivespidsen af en fyldepen. Den var lavet af ægte fjorten karats guld fortalte han. - Jeg var imponeret ved tanken om at eje noget af ægte guld og jeg spurgte ham, hvorfor han dog ikke selv beholdt den. - Nej - sagde han - Jeg har fået en helt ny fyldepen, også med ægte guldspids, i stedet for den gamle, der var blevet utæt og du må gerne få spidsen fra den gamle. - Den gemte jeg på i lang tid. Fyldepenne og blækstifter Til de der ikke kender en fyldepen kan jeg fortælle, at var kuglepennen måske nok lige opfundet dengang, men den var ikke kommet til Danmark endnu og da den kom, var den meget dyr, - ja så dyr, at da min fætter Palle skulle konfirmeres, skillingede hele familien sammen for at kunne give ham en kuglepen i konfirmationsgave. Han fik næsten ikke andre gaver. Alle folk skrev enten med blyanter eller blækstift til daglig. - Til højtidelige ting såsom dokumenter, kontrakter og vigtige breve skrev man med blæk. Enten med en almindelig pen med træskaft og en todelt metalspids, som man dyppede i et blækhus med blåt blæk. - Der skulle ikke for meget blæk på ad gangen for så klattede den på papiret. - Eller med en fyldepen. En fyldepen var meget finere.

57

Skriveudstyr gennem tiderne. Jeg gik ned i mine gemmer og fandt disse ting frem. Blækflaske med blæk, stålpen og penneskaft. Lille fjerpen. 16 løse penne, der alle sammen er forskellige og til flere skriftformer. Almindelig blyant med viskelæder. Blyantspidser. Blækstift. De var tit runde. Almindelig fyldepen med gennemsigtig beholder. Moderniseret fyldepen. En af de allerførste kuglepenne fra ca. 1950. De forskellige typer penne. Bemærk: Der er ikke to der er ens.

58

En fyldepen havde en lille gummisæk inden i, som man kunne suge (fylde) blæk op i. Nu kunne man have den i lommen og behøvede ikke at slæbe rundt på en flaske med blæk. - En blækstift var ligesom en blyant at se på, men når man fugtede spidsen i vand, eller som de fleste gjorde, på tungen, så blev det yderste af stiften lidt opløst så den skrev med noget der lignede flydende blæk. Skriften var violet og de der brugte blækstift gik altid med violette streger på tungen. - Det så lidt sjovt ud. Næ - sådan står jeg da altid af Nu vi er på Østervangsvej husker jeg, at jeg en dag cyklede ned ad den. Jeg havde nu fået en større cykel og min lillebror Bent havde arvet min lille sorte herrecykel, som jeg havde været så stolt af. - Jeg havde samlet små trekantede flag, som man dengang kunne købe i de forskellige byer, hvori man havde været. De havde forskellige farver og de forskellige bynavne stod på dem samt et motiv fra den pågældende by. Det kunne være Mariager, Hobro, Randers, Hadsund o.s.v. - Jeg havde bundet dem i en snor oppe fra styret og ned til fornavsakslen og det så vældig flot ud og når man kørte stærkt, smældede de i vinden. - Men de havde én fejl! - De nederste ville hele tiden gå ind i cykelegerne og så blev de slidt i stykker, så for at undgå dette fiskede jeg dem altid ud med højre tåspids. - Den dag på Østervangsvej gik det helt galt. Da jeg i ret god fart kørte ned ad bakken, var det allernederste flag kommet ind i hjulet og jeg havde besvær med at få det ud,

59

så jeg skubbede lidt hårdere med tåspidsen. - Det resulterede i at foden kom ind bag ved forgaflen og ind i egerne. - Så står forhjulet altså pludselig stille og cyklen med mig slår en kolbøtte. - Jeg lander med et brag på asfalten og har hudafskrabninger på både knæ og albuer. Det var nu ikke det, der var så usædvanligt. Hudafskrabninger havde jeg næsten altid, eller i hvert fald meget tit, - næ, det morsomme, - hvis man da kan se det i den situation, kommer nu. - Ovre på det andet fortov gik en ældre dame. Hun standsede op og kiggede forskrækket på mig og så sagde hun: - Slog du dig? - Ja, det sagde hun, medens hun stod og så på mig, der stod der med blodet drivende ned af mig. Jeg kunne næsten ikke lader være med at grine trods smerterne og jeg har lige siden ærgret mig over, at jeg ikke var kvik nok til at svare: - Næ, sådan står jeg da altid af. En la ---- ang cykeltur Nu jeg er ude at cykle kan jeg berette om en l a --- a n g tur. - En dag skulle min far ud at besøge sin søster Krista der boede i Risskov ved Århus. Jeg plagede om at komme med, men min mor sagde, at det var alt for langt at cykle for en der lige var fyldt ni år og så på så lille en cykel. - Det var før jeg havde fået den større. Det var jo rigtig nok. Min lille sorte herrecykel var ikke ret stor. Der skulle trædes mange gange rundt i pedalerne den dag, for det var en tur på over halvfjerds kilometer og det skulle gøres på én dag. - Men jeg var kæk og påstod, at det kunne jeg da let

60

klare og min mor kendte mig jo og vidste, at jeg ville blive ved med at plage, så hun har nok til sidst tænkt. Ja, Ja - lad ham så blot prøve, når han er så kæphøj. - I kan jo altid tage toget hjem, hvis det bliver for meget. Det sidste måtte min far love. Vi cyklede hjemmefra om morgenen og var i Risskov før middag. Krista var væverske og havde en kæmpestor væv opstillet i det, der var soveværelset i lejligheden. Hun var ikke gift og sov i et lille værelse. Væven fyldte hele rummet og hun vævede mange flotte ting. - Vi kørte derfra ved fire tiden. Jeg kan huske bakken ned fra Skejby mod bunden med Egåen. - Den var dengang belagt med brosten og mere smal og stejlere, da den senere er hævet op nede i bunden. - Op ad Lisbjergbakken måtte vi trække. Det ville være for hårdt at cykle. - Det gik meget godt og jeg var kun lidt træt. Men det blev jeg senere skal jeg love for, og min far sagde bagefter, at nu snakkede jeg pludselig ikke mere hele tiden, men var til en forandring ret tavs. - På en af de sidste bakker opad, ved Ølst før Randers, lagde jeg hovedet ned på sadlen og faldt næsten i søvn, medens jeg trak op ad bakken. Så træt var jeg nu blevet. - Min far spurgte om han ikke skulle tage cyklen over skulderen og mig på stangen, men det ville jeg ikke høre tale om. Jeg havde jo fortalt dem, at jeg godt kunne cykle både frem og tilbage, så det skulle de ikke have at skyde mig i skoene. - Det med at tage toget hjem var slet ikke kommet på tale i Risskov. Min vestjyske far tænkte måske også, at hvis jeg ikke sagde noget, - ja, så sparede han jo de penge. - Men måske gør jeg ham uret.

61

Hundene med Churchills ansigt På min nye cykel cyklede jeg en dag ned ad Dronningborg Boulevard med god fart. Det var jo nedad bakke. Nede i bunden, hvor vejen krydser bækken med Kærlighedsstien, gik der en mand med en kraftig boxer hund. - De var på mode dengang lige efter krigen, måske fordi hundens ”ansigt” lignede Churchills. - Nå, men pludselig springer hunden lige ud foran min cykel og jeg rammer ind i maven på den ret store hund. Jeg ryger op i luften og lander på den anden side, men jeg kommer ikke noget til, - ud over altså de sædvanlige hudafskrabninger. Min kammerat Niels fra Hobro var også med, men han ramte ikke hunden. Manden var klar over, at det ikke var vores skyld, og da cyklen ikke havde taget skade eller fået et skævt forhjul, blev der ikke gjort mere ud af det. Den elektriske klo og ti øren Min far eksperimenterede altid med elektriske ting. Det havde han gjort lige fra sin tidlige ungdom. - En af de ting han havde meget sjov med var et induktionsapparat. Jeg kan ikke huske, hvordan de første så ud, men det sidste var en stor rund glasplade med et hul i midten. Han havde fået den lavet hos en glarmester. Den spændte han op med en aksel gennem hullet i midten og placerede det hele på et trædesymaskinebord. - Yderst til højre var der en remskive af træ. Remmen fra trædemaskinens hjul kunne således trække glasskiven.

62

Der var en firkantet filtskive der gned mod glasskiven og det frembragte induktionsstrøm - det vil sige en magnetisk strøm, ved at blive sendt gennem en spole. - Disse spoler fandt han på den jernhandel jeg har omtalt i Hobrotiden. - Han fik mange gode ting fra nedskudte engelske flyvemaskiner og ovre på mit værksted har jeg endnu gemt to af disse spoler. - Jo hurtigere han trådte på trædemaskinen jo hurtigere drejede glasskiven og des kraftigere var induktionsstrømmen. Fra apparatet gik to ledninger med påloddede messingpatronhylstre fra en riffel. Når vi så tog en patron i hver hånd og han drejede glasskiven fik vi induktionsstrømmen gennem kroppen og det var på samme tid ubehageligt, men også meget spændende. Det var jo ikke farligt og det rykkede meget i alle muskler. Hvis han drejede meget hurtigt kunne vi slet ikke slippe patronhylstrene igen, men vi havde en aftale om, at når vi ville slippe fri, skulle vi bare råbe: - HOLDT. -For at få os til at deltage i eksperimenterne lagde han også en ti øre i en dyb tallerken fyldt med vand. Den ene patron blev lagt ned i tallerkenen og den anden holdt vi i den venstre hånd. - Med højre hånd skulle vi nu fiske ti øren op af tallerkenen. Vi måtte beholde den, hvis vi kunne få fat i den. Han satte selvfølgelig godt med strøm på, så vores fingermuskler straks trak fingrene sammen i en klo, når de kom ned i vandet. - Men jeg fandt på en fidus. Inden jeg stak hånden ned i vandet strakte jeg alle fem fingre så meget ud, som jeg kunne og strammede musklerne så fingrene næsten strittede bagud. Så satte jeg hurtigt hånden ned i tallerkenen og

63

strømmen gjorde så det, at fingrene uimodståeligt krummede sig sammen i en klo, og nu var det bare om at holde hånden sådan, at fingerspidserne krummede sig sammen om ti øren. - Det blev jeg til sidst ret god til, så det med pengeindsatsen holdt op igen. Nu konkurrerede vi kun om hvem der turde tage den stærkeste strøm uden at råbe holdt. Helvedes maskinen Da min far havde butikken i Nørager, som jeg fortalte om i min første bog, brugte han også at lege med induktionsstrøm. Den gang var det kunderne om aftenen, der konkurrerede. -Da det rykkede så voldsomt i musklerne havde denne induktionsstrøm fået ry for, at den var god til at lindre gigt med. En behandling ligesom lindrede gigtsmerterne et stykke tid. En aften kom en fornæret ældre bondemand ind i butikken men sin lille radmagre og gigtplagede kone. - Han spurgte min far, om han ikke kunne give hans kone en ordentlig tur med gigtmaskinen, for hun led så skrækkeligt af gigt. - Min far spurgte ham, hvorfor han ikke gik til lægen og fik noget medicin mod gigten, men det var for dyrt sagde han. - Han ville altså hellere lade sin gamle magre kone, - der nu stod ved siden af ham, rystende af skræk over at blive koblet til denne helvedesmaskine, der gav strøm, - lide, for at spare nogle af sine sammensparede skillinger. - Min far nænnede ikke at give den gamle kone strøm. Hun så også alt for skrøbelig ud. Sæt hun ikke kunne tåle

64

strømmen og faldt død om. Sikke en ballade der så ville blive. Så den digre bonde måtte gå hjem igen med konen, - og det var hun sikkert lykkelig for. Så var det trods alt bedre at lide af gigten. Børnene i Nyskoven Niels Halkærs forældre Charles og Hedvig, havde i mellemtiden købt en ejendom ude på Hvidding Skovagre. Det ligger i engene mellem Onsild og Fårup. Her cyklede jeg ud på ferie om sommeren. Den første gang sammen med min mor og far og mine søskende. Det vil sige de fulgte mig der ud og cyklede så senere hjem igen, medens jeg blev. - Det var herlige tider.

Familien Halkjær ca. 1948. Niels, Charles, Vita, Jonna, Jytte.

65

De havde to heste, nogle køer og nogle grise foruden høns, katte og en hund. Niels’ mor læste godnathistorier for os, og det var af en tyk bog der hed: - Børnene i Nyskoven. Det var spændende ting der skete og vi glædede os til hver aften, når der skulle læses op. Jeg har senere læst bogen og set filmen, men aldrig har den været så spændende som dengang vi fik den i småbidder i ti-elleve års alderen. ”Køvenhavneren” Senere lærte jeg at cykle derud selv, ”uden barnepiger". - Engang jeg var på vej derop, havde jeg taget nogle friske gulerødder, fra haven på Frederiksborgvej, med. De var ikke ret store, men de smagte meget godt. Det var min proviant på turen foruden en madpakke fra min mor. - Da det blev middag gjorde jeg holdt i en vejgrøft med en skrænt op, hvor jeg kunne sidde dejligt i solen. Der kom to lokale piger på min egen alder forbi og de spurgte: - Hvor kommer du fra? - Nu blev jeg lige oplagt til at lave lidt sjov, eller også var det for at imponere dem, for jeg svarede på det mest ”køvenhavnske” jeg kunne: - Det kan I vel selv høre, - for jeg ville ikke lyve rigtigt. - Nu gik snakken livligt. De snakkede jysk fra landet og jeg snakkede københavnsk, lige indtil jeg skulle videre og jeg sagde på almindelig jysk: - Nå, - men jeg er altså fra Randers og nu skal jeg videre. - Det blev de meget fornærmede over. - Nu havde de lige siddet og gjort sig fine overfor, hvad de troede var en københavner og så var jeg bare fra Randers, så de forsvandt lige med det samme og jeg cyklede videre.

66

Degnen og konen Niels gik i skole oppe i Hvidding. Når man skulle derop gik man ad en sti gennem det Hviding krat, som St. St. Blicher omtaler i en - Landsby Degns Dagbog -. - Degnen i Hvidding havde en bil, hvilket ikke var ret almindeligt dengang. Det var en to personers Coupé, måske en Ford A, jeg kan ikke huske det, men den var ret almindelig før krigen. Bagpå var der et ovalt hvidt skilt hvorpå der stod – DK -. Niels sagde, at det betød: - Degnen og konen, men det var for sjov. Vi vidste godt at det var det internationale skilt for en bil fra Danmark. Degnen havde ingen børn, så når han kørte i bilen var der nemlig altid kun degnen og konen. Det var et sådant skilt, der sad på degnens bil. Jeg havde et nyt ubrugt hængende i garagen.

67

Den dovne Niels får bank Niels var ikke særlig flittig i skolen og læste sjældent sine lektier. Det interesserede ham simpelthen ikke og jeg forstod ham godt, for jeg havde det lidt på samme måde. - Der var jo så mange andre ting, der var mere spændende. Han gik derfor for at være doven og dum, og nok var han doven, - men han var ikke dum. - Han fik mange bank af læreren, en kraftig tyk mand, der kunne slå nogle gode lussinger. Når Niels skulle have bank midt i timen kravlede han simpelthen med hoved og skuldre ind på hylden under skolepulten og var ikke til at drive ud, - selvom læreren tæskede løs på ryggen af ham. Han kom ikke ud før læreren havde raset ud og så blev han smidt uden for døren og måtte stå det resten af den time. Det var jo en landsbyskole, så der var flere klassetrin i samme time. Jeg har mødt læreren og kendte hans ry for at slå gode lussinger, så jeg opførte mig så eksemplarisk, at han tog mig ind til sig og sagde at jeg så ud til at være en god dreng, -med et skævt blik til Niels. Men det var nu mest fordi jeg var bange for ham, skønt han så meget venlig ud og vist var en rar mand.

68

Herremands Provsten En sommereftermiddag gik Niels og jeg neden for krattet på en grusvej, der løber der. - Pludselig ser vi et stykke henne en statelig mand komme ridende på en flot sort hest. Niels går øjeblikkeligt ind til vejsiden med front ud mod vejen og idet rytteren rider forbi, bøjer Niels sig dybt mod jorden, samtidig med at han tager sin Royal Airforcehue af og slår ud med højre arm i dyb respekt. - Rytteren ser nådigt ned og ser pludseligt strengt på mig, der jo blot står ret op og stirrer måbende på optrinnet. Han siger ikke noget, men rider blot videre. Jeg har aldrig set noget lignende. Niels opfører sig pludselig utrolig høflig. Da rytteren er udenfor hørevidde spørger jeg forundret Niels hvad i himlens navn det optrin skulle forestille. Det med himlen var ikke helt ved siden af, for Niels fortæller, at det var selve provsten, der var redet forbi og ham skulle alle vise stor ærbødighed. Jeg ved ikke, hvor han vidste det fra. Måske havde han lært det oppe i skolen af degnen. - Det var fuldstændig som i gamle dage, når bønderne hilste på Herremanden. Jeg var lidt imponeret og havde jeg vidst det, ville jeg da gerne have bukket mig for provsten, om ikke for andet, så for at prøve at lege gamle dage. - Hele sceneriet står ganske klart for mig endnu.

69

Ejendommen på Hvidding Skovagre mellem Fårup og Onsild. Her fotograferet i nutiden. Den er faktisk helt uændret siden 1947.

Hestestalden var bag den røde dør.

70

Perikum Niels og jeg havde hørt, at man kunne plukke perikum blomsterhoveder og sælge dem til spritfabrikken i Hobro, der så lavede perikumsnaps af dem. - Vi tog en stor lærredsæk med os og gik ud og plukkede perikumblomster en hel dag og vi fik en god stor sækfuld og var godt trætte om aftenen, men vi glædede os til at få de, - for os, mange penge den næste dag, når vi havde afleveret blomsterne på fabrikken i Hobro. Næste morgen fordelte vi blomsterne i to sække og tog dem på vores bagagebærer og cyklede den lange vej til Hobro. Da vi endelig ankom til spritfabrikken fik vi vist, hvor vi skulle aflevere perikumblomsterne. - Det var en rar mand der tog imod os og han hældte sækkenes indhold ud i en beholder der stod på en vægt. Vi havde fortalt, at vi skulle dele lige over. Han så og følte på blomsterne i beholderen og sagde til os: - Dem kan jeg ikke bruge. - De er ikke friske. - De må være fra i går og de skal være fra samme dag for at vi kan bruge dem. - Vi var lamslåede og dybt skuffede. Nu var hele vores indsats og den lange cykeltur forgæves. Ja, - vi var lige ved at græde af skuffelse. Nu kunne vi jo slet få alt det slik, som vi havde planlagt at købe, og som vi allerede havde lovet Niels’ tre mindre søstre. Det var næsten ikke til at bære og vi tog vores sække og gik duknakkede væk.

71

- Pludselig råber manden efter os: - Kom lige tilbage! - I vidste jo ikke, at de skulle være fra i dag og I kommer jo langt væk fra, så nu skal I se, hvad jeg gør for denne ene gangs skyld. Jeg smider det op på dyngen der allerede ligger på gulvet fra de andre samlere og så blander jeg det lidt rundt. Så er der ingen der opdager at vi har snydt lidt. - - Men husk at fra nu af skal det altså være fra samme dag. – Ja, Ja, det skulle vi nok huske. Vi var glade og fik vore penge henne på kontoret. Sådan endte den historie lykkeligt, og vi havde mødt en rar mand med en stor indlevelsesevne. Vi plukkede i øvrigt aldrig Perikum mere. Vi kunne ikke nå, både at plukke nok og cykle helt til Hobro med det på den samme dag. - Så den fidus måtte vi opgive. Hestevognstur i stjernenatten Niels far Charles skulle somme tider til Hobro efter foder til grisene og lignende og vel også gøre de indkøb til husholdningen, som man ikke kunne få i brugsen. - Det foregik med hestevogn og vi kom altid med, for det var spændende. De havde to heste. Den høje magre og spidsryggede hvide og den lille tykke og dejlig rundryggede sorte, der var så god at ride på. Vi red jo uden saddel, og red vi på den spidsryggede var det som at sidde på en træhest, medens det på den lille tykke var, som at sidde i en sofastol. - Jeg husker krystalklart nogle øjeblikke på køreturen hjem fra Hobro en sen efterårsnat ved ti-elleve tiden. - Vi

72

manglede kun fem kilometer i at være hjemme. - Hestene var trætte af den lange tur til Hobro og vognen var godt læsset og tung at trække, så de fik lov til at gå i et adstadigt tempo. - Charles var god ved sine dyr. - Vi lå omme i ladet ovenpå sækkene under et tæppe for det var ret koldt. Vi lå og lyttede til vognhjulenes rolige knasen mod grusvejen. - Vejens ujævnheder ligesom vuggede os, medens vi kiggede op på den mørke og meget stjerneklare nattehimmel. - Jeg husker, jeg fornemmede, at det var et af de gode øjeblikke i livet og vi nød det uden at tale.

Den elektriske hest En dag skulle Niels og jeg hente de to heste hjem fra marken. - Vi løb hele vejen derud for at komme først og få den lille behagelige tykke. Niels kom derud ti meter før mig og tog selvfølgelig den sorte. - Nu skulle jeg så se, om jeg kunne komme op på den høje hvide. Det kunne jeg ikke uden hjælp, men Niels ville ikke stige af igen og han sagde, at jeg bare kunne stå op på en hegnspæl og på den måde komme op på hesten. - Jeg trak den hen til hegnspælen og tog godt fat i manken på hesten, medens jeg forsøgte at komme op på den tynde træhegnspæl med højre ben. - Under disse forsøg kom jeg til at røre ved den elektriske tråd på hegnet. - Nu gik strømmen gennem mig og over på hesten. Med et sæt satte den af sted efter den sorte. - Niels var jo redet i forvejen og jeg måtte gå hjem. Det syntes de derhjemme var meget sjovt, men det gjorde jeg bestemt ikke. - Jeg var jo blevet til grin overfor alle.

73

Mønterne i ”MIT LIV ”

En halv krone! 1940 Disse gamle mønter er

fundet på min fars loft. - De er alle fra Christian den X’s regeringstid 1912-1947

74

Rytteren i tørresnoren En anden gang, da vi hentede heste, havde jeg fået den lille sorte og Niels den høje hvide. Vi red om kap hjem til stalden. Den hvide hest var den mest langbenede, men den sorte fulgte dog godt med. -Niels kom først hen mod gårdspladsen og han vender sig triumferende om og kigger efter mig. Det skulle han bare aldrig have gjort, for nu red han lige ind i sin mors tørresnor, der var spændt tværs over gårdspladsen og han blev kastet af hesten med et ryk. - Han kom heldigvis ikke alvorligt til skade, men fik selvfølgelig nogle knubs, og nu var det ham der blev til grin. - Ha! Hjemmelavet tobak Under krigen kunne man jo ikke få tobak, så nogen havde i krigens start fået fat på nogle tobaksplanter eller frø, som man nu kunne købe. - Der var mange der dyrkede deres egne tobaksplanter, og det gjorde Charles også. Når planterne havde vokset sig store blev de skåret af nede ved roden og hængt til tørre med den overskårne stængel opad. - Planterne hang på lange snore ovre i laden, hvor der var lidt gennemtræk, så de tørrede godt. Når de var helt tørrede, blev de knust og nulret så de kunne stoppes i en pibe. Charles røg kun pibe, men brugte både snus og skråtobak, hvis han kunne få fat på noget. - Han sagde dog, at den hjemmedyrkede tobak slet ikke smagte så godt som den købte tobak, men den var

75

billig og der var nok af den, og den var da bedre end ingenting.

Cikorie Dengang samlede alle drenge og piger på Richs- eller Danmarksbilleder. Richs og Danmark var kaffe erstatninger i firkantede gule pakninger. -Man kunne næsten ingen rigtig kaffe få under og efter krigen, så man blandede derfor op med denne erstatning. - Kaffeerstatning er lavet af cikorieplanter. Man tager rødderne fra etårige planter. Man tørrer og findeler dem. Rister dem ligesom kaffebønner og formaler dem, så de ligner den kaffe man er vant til. Man blander erstatningen med rigtig kaffe og nu får den bryggede kaffe en flot sort farve, - hvilket den ikke får, hvis man, - for at spare, kun bruger få rigtige kaffebønner. Der blev så mere kaffe, selvom det ikke smagte lige så godt som rigtig kaffe. - Mange vænnede sig faktisk så godt til smagen, at de brugte det helt op i 196o’erne, og måske kan det fås endnu. - De to fabrikker konkurrerede voldsomt, skønt der ikke var stor forskel på produktet. Richs skrev i reklamerne: -DET ER RICHS DER DRIKS. - og straks svarede Danmarks igen med: - MEN - DET ER DANMARKS DER DUR -. Det her foregik omkring 1947. Jeg gemmer for resten en original pakke Richs i dragkisten nede i pejsestuen. - Pakken har aldrig været åbnet. Jeg fandt den engang på et stumpemarked.

76

Taffelanden og Komodovaranen De havde begge indlagt samlebilleder, og dem jeg samlede på var Danmarksserien om: - Dyr fra alle lande - redigeret af Hans Hvass. Jeg har på et loppemarked fundet et komplet album med alle billederne. Det lykkedes nemlig ikke mig selv at få fat på alle billederne dengang, idet nogle var meget sjældne. Denne fidus brugte fabrikken for at få kunderne til at købe flere pakker for at se, om de dog ikke kunne finde de sidste billeder til et komplet album. - Jeg kan huske at jeg så forbandet meget manglede billedet af en Taffeland med et rødt hoved på side 22. Det fandt jeg aldrig og byttede mig heller ikke til det, skønt jeg altid

77

gik rundt med en stak dubletter med en elastik om i bukselommen. - Men nu kan jeg sidde og kigge i albummet og mindes alle de glæder jeg havde, når jeg fandt et billede jeg manglede. - Et billede jeg var særlig imponeret af, var et billede af en komodovaran i en zoologisk have i London. - Der står nemlig en lille dreng og klapper den på hovedet. Bag på billedet står: Komodovaranen er livsfarlig for mennesket; men i London Zoo var der engang en tam varan, som børnene kunne ride på. Kålrabi Når vi ude hos Niels på Hviding Skovagre blev lækkersultne, fik vi lov til at gå ud og tage en kålrabiroe. Den skrællede vi og skar i skiver, som vi gnavede i os ligesom hårde æbler. - I dag vil man nok synes, at det bestemt ikke er en lækkerbisken, men ude på landet dengang, var man uhyre nøjsomme og den var god at gnaske en vinteraften. - Vi lavede også sommetider lygtemænd af dem, akkurat ligesom man gør det med græskar i dag.

78

Tørvegravning Charles havde nogle enge langt ude mod åen, hvor der var meget blødt og her skar vi tørv med en speciel tørvespade. - Den var meget lang, så vidt jeg husker cirka en halv meter og femogtyve centimeter bred. Den trådte man ned i tørvemassen, lidt skråt fremad, så den var let at vippe op, når man havde trådt til bunds. - Det var slet ikke noget vi børn havde kræfter til, men Charles var meget stærk. Han lagde de aflange tørvestykker på jorden ved siden af hullet og vi skulle hugge dem over med en spade i passende stykker. Jeg tror der kunne blive fire eller fem ud af en spadefuld, hvis stykket ikke var revnet alt for meget fra hinanden. Det var meget forskelligt, hvor fast konsistensen af stykkerne var. - De tilpassede stykker blev så lagt til tørre på engen. Når de senere var nogenlunde tørre, blev de stakket i små ca. en meter høje, runde stakke i gammeldags bikubefacon, - som det ses her på billedet af min oldefar Niels Guldager. - Når stakkene var helt tørre blev de kørt hjem og brugt i komfuret og i kakkelovnen. På den måde havde man gratis brændsel til varme og madlavning, men der var et stort arbejde ved det og engene lå langt fra ejendommen.

79

Kartoffelungerne Da vi boede i Hobro tjente vi børn også penge om efteråret, ved at tage kartofler op. - Man havde allerede dengang kartoffeloptagere, men de fik aldrig alle kartoflerne med op, hvis rødderne var spredt for meget ud til siderne. Vi havde nogle små redskaber til at have i én hånd. De havde træskaft og tre krumme spidser i jern. Med dem kradsede vi jorden op i rækkerne efter at kartoffeloptageren havde været der i forvejen og taget de allerfleste kartofler. Vi havde en flettet kurv med håndtag, som vi slæbte med os efterhånden som vi kom frem. Vi fik så betaling efter hvor mange kilo kartofler vi fik samlet på en dag. Det var ikke fordi det blev til så mange penge og Niels og hans søstre skulle aflevere halvdelen hjemme hos Charles og det gjorde jeg så også. Resten måtte vi bruge ligesom vi selv ville. - Ind i mellem holdt vi en pause. Så lavede vi et bål af de tørre kartoffeltoppe og stegte kartofler i bålet. De smagte dejligt, når vi pillede den sorte skorpe af, - syntes vi. - De var jo gratis og vi kunne spise alle dem vi ville. - Det var helt godt og vi hyggede os.

80

Æggesamleren Det var også dengang jeg begyndte at samle på fugleæg. Det er strengt forbudt i dag, men dengang var det fuldt lovligt og mange på landet gjorde det. Jeg lærte det af Niels’ far. - Han var god til at finde rederne og han kendte alle navnene på fuglene. Vi fandt æg fra mange fugle. - Solsorteæg var de nemmeste at finde, de var alle vegne. Det samme var skadeæg og krageæg, men de var vanskeligere at kravle op til. Jeg kan huske, at jeg engang endelig var kommet helt op til en skaderede. Det er en lukket rede med et indgangs hul. Jeg stak hånden ind for at se om der var æg. Det var det rigtige tidspunkt. Der skulle ikke være kommet unger endnu. - Da jeg fik hånden helt ind, medens jeg samtidig hang på de tynde grene, kunne jeg mærke, at der var masser af levende ting derinde og jeg følte, at der var noget der ligesom bed eller kradsede mig på hånden. - Jeg var ved at falde ned fra træet af bare forskrækkelse, og der var langt ned. Det viste sig at reden var beboet af en egernfamilie, for da jeg havde sundet mig lidt kunne jeg godt regne ud, at det måtte være en egern rede og jeg tog forsigtigt en egern unge ud for at se den. - Den var kun halvvoksen og havde ikke så meget hårvækst endnu. Jeg lagde den forsigtigt ind igen og kravlede ned. Senere fandt jeg en skaderede med æg. Jeg tog to af dem med ned på jorden. Jeg havde en lille papkasse med til at lægge dem i, men jeg var bange for at de skulle trille rundt og slå hinanden i stykker, så jeg lagde et tykt lag sand i bunden af kassen og lavede fordybninger til æggene så de blev hvor de var. Så satte jeg kassen på bagagebæreren

81

Min nu over 65 årige ægsamling

En skaderede.

82

og cyklede hjem. - De jeg kom hjem og ville tage æggene ud, lå de rigtignok på deres plads, men skallerne var knust af at hoppe op og ned i det åbenbart for grove sand. Vejen var jo ikke altid jævn og ved at ligge på den hårde bagagebærer havde de fået for mange stød. De blev nu kun holdt hele af den hvide hinde udenom blommen og hviden. - På den måde lærte jeg, at lægge blødt vat ned i bunden af kassen, når jeg cyklede ud for at finde æg.

Kunsten at puste et lillebitte æg ud De små fugleæg fra bogfinker, blåmejse, musvitter, digesvaler og lignende småfugle var meget vanskelige at puste ud, da de var yderst skrøbelige. - Med en synål prikkede man først et lille hul i den spidse ende af ægget. Man skulle sørge for at komme igennem hinden indenfor. -Dernæst prikkede man et større hul i den tykke ende af det lille æg og her skulle man også sørge for at blommen gik i stykker. Når dette var gjort skulle man puste i den tynde ende så blomme og hvide kom ud af det lidt større hul i den runde ende. - Det lyder enkelt og let, men når æggeskallen er uendelig skrøbelig skal man godt nok holde med varsom hånd, men dog så fast at man ikke taber ægget, når man puster det ud. - Der skal nemlig sommetider pustes temmelig hårdt. Prøv selv på et solidt hønseæg. Det er lidt af en kunst på et lillebitte fugleæg, men nu er det jo heldigvis også forbudt. - Jeg har endnu resterne af min samling oppe på loftet, hvis ikke mus har ædt dem. (Det havde de så ikke helt. Jeg genfandt æggene på loftet i 2010.)

83

Vildsvinet og krokodillen Jeg har altid været interesseret i dyrelivet og nu talen er på fugle og egern, så har jeg da både et udstoppet egern og

en udstoppet vandrefalk. Vandrefalken er verdens hurtigste dyr. I et dyk kan den komme op på mere end trehundrede kilometer i timen. Egernet har jeg købt og vandrefalken har jeg fået foræret. Jeg har også hovedskindet fra en kyote, eller prærieulv, som jeg har købt af en indianer ovre i Florida.

84

Jeg har også to udstoppede krokodiller, en lille og en større på en meter og ti centimeter. De er fra Afrika. Herfra har jeg også et slangeskind, som jeg har byttet med en afrikansk sømand, der så fik en brugt symaskine i stedet for. - Hans landsby havde fanget slangen hjemme i Afrika og han fik skindet med ud at sejle, for at bytte det til andre ting, som de havde brug for.

De sidste ting hænger på væggene nede i pejsestuen. Her hænger også skindene fra en sølvræv og en mink med hoved og fødder.

85

Der hænger hele det store hoved og hals af et meget flot vildsvin, som jeg har købt i Polen og som Ulla har døbt ”Olfert”. - Der hænget et gevir fra et rådyr med pandeskal, og to meget flotte og store stejler fra urokser. En stejle er det indvendige af hornet og disse urokser må have haft nogle vældige horn da de levede for ca. 7000 år siden. Jeg har selv gravet dem ud for mange år siden, - da jeg var ivrig amatørarkæolog, sammen med en masse andre oldsager, og fået lov til at beholde dem af Nationalmuseet. Der hænger også et femogtres cm. langt, tykt stykke af en mammut stødtand der er 30 – 40.000 år gammelt, en kindtand fra en ufødt mammutunge, en halshvirvel og en lårknogle, også mammut. Samt en kindtand fra et uldhåret næsehorn. - De sidste er fisket op ude i Nordsøen af hollandske vodfiskere, og jeg har købt dem af en hollænder. Der hænger også rygskjoldet fra en havskildpadde.

86

Kindtænderne. Den øverste er fra næsehornet Den nederste er fra en mammutunge.

Uroksestejlerne Mammut-stødtand Mammut hals-hvirvel Jeg har også dette flotte oksehoved hængende i entreen over trappen til 1. sal.

87

Dna gennem 10.000 år Nede i forgangen hænger et stort oksehoved med meget flotte horn, men det er nutidigt, og det har jeg fået foræret af en slagter i familien. Garderobeknagene i forgangen består af ene store kronhjortegevirer, der er boltet vandret fast i væggen. De stammer fra den oprindelige bestand af krondyr, og den har været i Danmark i ca.10.000 år. - De lever i dag oppe i Lille Vildmose og her er disse kastestænger samlet op af skovfogeden på stedet og af ham kan man købe dem, hvis man er heldig. - Det er sjovt at tænke på, at de mange redskaber af kronhjortetak, jeg har fundet - og som nu ligger nede i mit oldsagskab og er syvtusinde år gamle, - måske indeholder

det samme Dna, som knagerækkerne, der er fra nutiden.

88

Simca`en og anemonerne

Nå - nu er vi vist kommet lige rigeligt langt væk fra Randers tiden. Jeg cyklede mange ture sammen med mine forældre, især om sommeren. Vi tog på udflugt til Østrup skoven der ligger ude ad Tjærebyvej efter Albæk. Her plukkede vi anemoner om foråret.

Her er vi cyklet ud i Østrupskoven til den gamle eg en dejlig forårsdag i 1947 for at plukke anemoner. På det nederste billede: K.E., Bent, Kirsten, min mor og Erna med lille Leif.

89

De tre billeder er fra samme dag.

Der var et dejligt stort egetræ, som vi kunne klatre i. Jeg kan huske, - da jeg engang syntes jeg var kommet vældig højt op, at jeg bad min far om at tage et billede op langs stammen, så jeg havde et minde. Det gjorde han så og det er dette billede. Jeg husker episoden fuld- stændig tydeligt.

Da Ulla og jeg, - kun otte år senere, blev forlovede den 8. Maj 1955, kunne jeg huske den dejlige skov med anemonerne og vi lånte den bil min far havde lejet, da vi var ude hos min bedstemor i Dronningborg. - Hun fyldte netop år den 8. Maj. - Bilen var en Simca Aronde og den var helt ny. Vi fandt den gamle eg igen, og da jeg havde "vist" Ulla skoven, plukkede vi anemoner til min bedstemor. - Ulla var da 16 et halvt og jeg nitten og det var herlige tider.

90

Her står vi som nyforlovede den 8. maj 1955 foran den lejede Simca Aronde. - Hele familien er til min bedstemors Jensines fødselsdag

Fra samme dag. Fætre og kusiner på min mors side. Venstre side forfra: Anny, Tove, Kirsten, Ulla. – Forrest: Else og Erik. - Højre side forfra: Thorkil, Poul, (Dengang hed han Aage), Hans Jørgen og min bror Bent. Hulda kigger på.

91

I 2004 tog jeg igen ud til Østrup skoven, for at se om jeg kunne finde den gamle eg, hvis den da stod der endnu. – Det gjorde den til min store glæde og jeg tog det billede som er vist her. X Jeg ville så gerne kravle op på den samme gren igen, her 57 år efter, men hvem skulle så tage billedet? Jeg var jo alene derude, men egetræet lignede fuld- stændig sig selv fra dengang i 1947, da jeg var elleve år. Det var her ved X jeg sad . Her står vi igen den 8. maj det samme sted, men

nu er året 2005, - altså 50 år efter og selvfølgelig plukkede vi anemoner igen.

92

Min far og mor var på ferie i København og jeg hos Halkjærs i Hobro. De sendte mig dette brevkort med Gefionspring- vandet på forsiden. Det er stemplet den 30. juli 1948 kl. 22.30. Sejle på åen Engang imellem gik vi ned til Gudenåen og sejlede med en turistbåd op til Fladbro Kro. Her gik vi tur i anlægget og fik en is eller en sodavand, inden vi igen sejlede hjem. Det var meget spændende at sejle nede i bunden af landskabet med de høje siv på begge sider. - Nogle gange følte jeg som ti årig, at det næsten måtte være som at sejler på Amazon floden. – Hvad kom der af overraskelser efter næste

93

drejning af ”floden”. - Gudenåen er rent faktisk den eneste å i Danmark, der har status som flod i henhold til dens dyre og planteliv. Tarzan-løven med de tre kugler Randers havde dengang en zoologisk have og det var her de havde den store elefant, lavet af cement der er på forsiden af den første bog af ”MIT LIV". - Man kunne gå op i elefanten fra den anden side og glide ned ad en glidebane i bagkroppen. Der var mange dyr i haven, men selvfølgelig var vi mest fascineret af ”Tarzan løven”, som vi kaldte den. Vi syntes, at den havde tre testikler, eller kugler som vi kaldte dem. Det måtte den bestemt have, fordi den var dyrenes konge og det var kun retfærdigt, at den på den måde havde lidt mere end de andre dyr og for den sags skyld også mennesker. Den gamle dame og aben Der var en stor abegrotte i haven med mange rhesusaber. De var meget livlige og sjove at se på, og hvis man var heldig, fik man at se når de parrede sig. - Det er drenge i den alder altid interesseret i, da deres nysgerrighed i den retning er stor.

94

- En dag da, - jeg stod og så på deres leg, stod der også en ældre dame med en stor sort hat med et slør ned foran. - Abeburet havde tremmer så aberne kunne stikke armen ud og tigge mad. Der var ganske vist en vandret telefonpæl nede ved jorden, for at man ikke skulle komme for tæt på. - Den ældre dame havde fået øje på noget interessant nede i bunden af abegrotten, så hun lænede sig forover for bedre at kunne se, hvad der foregik. - Det skulle hun aldrig have gjort, for hurtigt som et lyn kom der en abe ned oppe fra buret og snuppede hendes flotte hat med sløret. - Folk kunne ikke lade være med at le, for aben løb straks op på en høj gren i den bagerste del af buret og begyndte at sætte hatten på hovedet. - Sløret blev den irriteret på, så det rev den af. . Den prøvede hatten på forskellige måder i flere minutter og det så virkelig komisk ud, - faktisk så meget, at den ældre dame selv grinede med, skønt det var hendes, - sikkert ret dyre hat det gik ud over. - Til sidst blev aben dog selv træt af legen og den smed hatten ned i bunden af buret, hvor nogle af de yngre aber slogedes om den og til Abe i Randers Zoo sidst rev den helt i stykker. - Men den slags episoder husker man tydeligt, når man er barn.

95

Bjørnebøffer Der var også en stor brun bjørn, som man kunne smide æbler og kiks ned til. - Den bjørn genså jeg ti år senere, men nu var den skåret i små stykker og lå i nabobutikken i Nørregade. Det var en fiskehandel. - Randers Zoo var blevet nedlagt og dyrene skudt og nu blev kødet altså udbudt med et stort skilt i vinduet. - BJØRNEKØD - stod der. Jeg ringede omgående hjem til min mor og spurgte om jeg ikke lige skulle købe et stykke, så vi kunne få ægte bjørnebøffer til aften. Det ville da være spændende. - Men, nej, - det ville hun slet ikke gå med til. - Det var måske slet ikke dyrlæge kontrolleret og så ville hun ikke have det. - Det viste sig at være en klog tanke. - Hurra, for min kloge mor. Nogle dage efter stod der i avisen, at folk var blevet syge af at spise bjørnekødet, fordi der havde været trikiner i, og det er farligt for mennesker. Farlige Trikiner Trikiner er en parasit der ligger indkapslet i muskelvævet, især i svinekød, men altså også i bjørnekød. Når de kommer ned i mavesækken på et menneske, opløses den kalkskal de ligger i og de parrer sig hurtigt og føder levende unger der trænger ud gennem tarmvæggene og vandrer ud i organer og muskler, hvor de igen indkapsler sig. - Det er til stor gene for mennesker og kan i svære

96

tilfælde medføre døden. Trikiner anses dog for fuldstændig udryddet i Danmark, men har man først fået dem, kan de ligge indkapslet i mennesket i resten af dets levetid, så det var da godt at min mor sagde nej, for ellers havde jeg garanteret spist de bjørnebøffer.

Bilture i Ford V/8 årgang 1936 Min far tog os tit med i bilen, når han skulle ud og sælge symaskiner. Læg mærke til at bilen er proppet med trædesymaskiner, - selv bag på kofangeren. Sommetider var der også en på kofangeren foran. - Vi børn blev bare proppet ind i mellem maskinerne. - Sæderne var jo taget ud. - I dag ville dette jo være helt utænkeligt!

Se hvor langt nede skærmen er over hjulet. - Der var virkelig læs på!

97

Jeg kan huske, at jeg her var med på en tur til Skive. Vi sov i telt om natten. De nøgne piger Der var en badeanstalt nede ved Gudenåen. Den havde bassiner der var gravet ned i engen ved siden af åen. Vandet var fra Gudenåen. Her skulle vi sommetider bade med skolen. Den første gang jeg kom derned, var jeg lidt beklemt, for jeg kunne ikke svømme endnu. Vi kom ind i drengenes omklædningshus og klædte om. - Pigernes hus lå lige ved siden af. Da vi skulle hjem igen var jeg hurtigt oppe af vandet, for jeg kunne ikke rigtig lide det. Alt var jo nyt for mig, da vi var lige flyttet til byen. Jeg skyndte mig op til omklædningshuset, lukkede døren op og er pludselig omgivet af nøgne piger. - Det er noget af et mareridt for en dreng i den alder. De begyndte at skrige og skælde ud og jeg blev mørkerød over hele kroppen af skam og rædsel og skyndte mig ud.

98

Bagefter var der selvfølgelig nogle af mine klasse kammerater, der sagde, at det havde jeg garanteret gjort med vilje, men det var bestemt ikke rigtigt. - Husene var ens og nu kom jeg fra den anden side, så jeg tog simpelthen fejl. Ikke engang ti år efter ville jeg have taget fejl med vilje, - det er helt sikkert. Vedrørende cykelture. Som jeg har fortalt cyklede vi rigtig meget, da der var meget få, der dengang havde en bil. Det var mest kun læger, dyrlæger og meget velhavende mennesker. Dengang var de voksnes cykler forsynede med frakkeskånere på baghjulene. Det var nødvendigt, da de lange frakkeskøder ellers ville gå ind i cykelegerne og blive slidt flossede. Disse frakkeskånere kunne have flere farver og damernes kunne være rene kunstværker af flettede snore og disse snore var endda nogle gange besat med farvestrålende perler. Det så meget flot ud. En af de farverige frakke- og kjoleskånere.

99

Mændene skulle også bruge cykelklemmer på højre bukseben, da de vide bukseben ellers kunne gå ind og komme i klemme i kæden. Det skete for min onkel engang lige efter krigen. Han lige købt en ny habit i kamgarn. Den havde været meget svær at skaffe og han var derfor så stolt af den, at han ville cykle en tur gennem byen. - Desværre havde han glemt at sætte sin cykelklemme på, og buksebenet røg netop ind i kæden og blev revet i stykker. - Det glemte han aldrig senere.

Jeg fandt en cykelklemme i mine gemmer. Den er af tysk fabrikat. Der står: PALLAS GESETZL GESCH. Sådan bruges den.

100

Virkelighedens sandhed Da vi gik i femte klasse blev vi spurgt, om vi ønskede at komme i mellemskolen. Mellemskolen var en skoletid på fire år, hvorefter man kunne komme i realklassen, der altså var et trin over mellemskolen. - Først derefter kunne man komme på et gymnasium og få en studentereksamen, men det var der kun meget få der gjorde dengang. De fleste i vores klasse ville blot fortsætte i 6. og 7. klasse, men ca. en tredjedel ville gerne i mellemskolen. - Jeg var ikke vild med at gå i skole og blev ikke bakket særlig meget op hjemmefra, da begge mine forældre var gået ud af 7. Klasse, men på den anden side ville jeg også gerne lære noget mere. Jeg var jo meget nysgerrig. - Jeg havde ikke været særlig flittig og lå blot midt i klassen karaktermæssigt, men min klasselærerinde kom en dag hen til min skolepult og sagde, - højt: - Knud Erik, - du har sagtens evner til at komme i mellemskolen, - du skal bare tage dig meget sammen for at klare optagelsesprøven. - Du må selvfølgelig selv om det, men jeg synes, at det er for dårligt, at du ikke kommer i mellemskolen, bare fordi du er for doven til daglig. Væk med dovenskaben Se - det var jo en skrap omgang sandhed at få lige i synet, og så medens alle klassekammeraterne hørte på det. - Jeg ville jo inderst inde også gerne, men der var jo så mange andre ting, der også var spændende. Jeg havde indtil da prioriteret de spændende ting, frem for de mere

101

kedelige som at gå i skole. - Men nu blev jeg faktisk tvunget til at se lidt mere alvorligt på tingene og jeg syntes bestemt, at jeg solgte meget af min frihed. - Jeg var dog helt klar over, at jeg selvfølgelig måtte over i mellemskolen. Jeg begyndte at læse lektierne meget bedre end jeg før havde gjort. Der var nogle måneder til mellemskoleprøven, og i disse måneder indhentede jeg så det, jeg var bagud med hensyn til at kunne klare prøven. - Jeg bestod i hvert fald, selvom det vist ikke var med første karakter, men jeg havnede da i den bedre halvdel.

Med Georg Formby i lasten Min lillebror Bent og jeg gik tit i biografen nede i Randers. Vi ville gerne se Gøg og Gokke film og film med Georg Formby. En dag var vi lidt for tidligt på den og gik ned på havnen for at se på skibene. - Her lå en skonnert ved kajen. Den havde både master og motor. Vi kunne høre motoren der gik nede i bunden af skibet. Der sad en mand og røg pibe. Han spurgte os om, hvad vi gik og lavede. - Vi skal i biografen og se Georg Formby, fortalte vi. - Det behøver I da ikke at gå i biografen for, sagde sømanden. - Georg Formby sidder hernede i lasten og brummer. Kan I ikke høre det? - Vi kiggede lidt på ham og sagde, at den historie troede vi alligevel ikke på, så det kunne han ikke bilde os ind, og så gik vi ellers i biografen.

102

På vej til Aarhus Jeg begyndte nu at gå i en anden skole, da Fabersvejens skole ikke havde mellemskole, men blot var en almindelig underskole. Den nye skole hed Hobrovejens skole. - Det var en stor og statelig skole. Her gik jeg indtil vi i sensommeren 1948 flyttede til Århus, hvor min far alligevel havde arbejdet de sidste ca. tre år.

Den imponerende og flotte Hobrovejens skole. Her gik jeg i 1. og lidt af 2. mellem, før jeg flyttede til Aarhus i sensommeren 1948.

103

Aarhus tiden vil jeg skrive om i den næste bog MIT LIV III.

Knud Erik Guldager

104

105