Natten, lysene, volden

Af samme forfatter:

Dengang vi drømte, roman 2009

Natten, lysene, volden.indd 2 15/03/13 09.01

Clemens Meyer

NATTEN, LYSENE, VOLDEN

Oversat fra tysk afHenrik Andersen


Natten, lysene, voldenOversat fra tysk af Henrik Andersen efter:

Clemens Meyer, Die Nacht, die Lichther. Stories © S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main 2008

Clemens Meyer, Gewalten. Ein Tagebuch © S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main 2010

Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, København

Copyright dansk udgave © 2013 People’sPress, KøbenhavnOmslag: Simon Lilholt/Imperiet

Sats og tilrettelægning: LYMIBogen er sat med MinionISBN 978-87-7108-719-2

1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Bogen er udgivet med støtte fra Goethe Instituttet.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelsemed overenskomst mellem Ministeriet for børn og unge og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende dansk lov om ophavsret.Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Indhold

NATTEN, LYSENE

Jeg er her stadig! 9

Natten, lysene 23

Om hunde og heste 33

Vi rejser 55

Tykke elsker 75

I gangene 87

Rejse til floden 107

Der kommer et skib 123

Den gamle mand begraver sine dyr 133

GEWALTEN

Vold 145

German Amok 163

Sagen M. 175

Byen M. 191

I hjulet 209

Uden for døren 223



NATTEN, LYSENE

Stories



9

Jeg er her stadig!

Der var tre tal, som var vigtige i hans liv. De betød ikke

alt, for der var andet i livet end boksning: hans kone,

barnet, der ganske vist ikke fandtes endnu, end ikke i hans

kones mave, et par venner. Men han tjente en del af sine

penge ved at bokse. Resten tjente han mellem kampene, til

tider hos et møbelfirma, til tider på byggepladser, til tider

som dørmand, selv om det ikke var alle natklubber i Rot-

terdam, der ville have en farvet mand stående i døren, men

han havde trods alt et godt ry som bokser.

Hans kone arbejdede også, tolv timer om dagen på en

foderfabrik i havnekvarteret, og når de engang fik det barn,

som de havde talt om i mange år, men ville vente med, ind-

til de fik lidt flere penge, skulle hun holde op med at ar-

bejde. Så ville han bokse færre kampe og rejse mindre, og

han ønskede heller ikke, at barnet skulle se hans forslåede

ansigt efter kampene. Nogle folk havde tilbudt ham at bli-

ve delejer i en lille træningssal, hvis han kunne skyde lidt

penge ind, for han havde et godt ry som bokser – på trods

af de tre tal.

18 – 32 – 3. Atten sejre, toogtredive nederlag, tre uaf-

gjorte. Han var det, man kaldte en “journeyman”, en bok-

ser, man hyrede, for at han skulle tabe. Det var ikke sådan,


10

at han altid tabte frivilligt, han gjorde sit bedste, i hvert fald

langt hen ad vejen, men de lod ham næsten altid møde

boksere, der var langt bedre, langt hurtigere og mere ta-

lentfulde, og som havde en lovende karriere i ringen foran

sig, men brug for at samle erfaring, inden de på det rette

tidspunkt skulle bokse om en stor titel, hvilket han også

havde drømt om for mange år siden. Han havde bokset i

mange lande, i Tyskland, England, Italien, Frankrig, Østrig,

Spanien, lille Belgien. Den sidste kamp, han havde vundet

– det var næsten to år siden – boksede han hjemme i Rot-

terdam. Hans attende sejr. Han havde knockoutet en rød-

håret irer med snehvid hud. Han huskede stadig mandens

tre tal: 2 – 5 – 0. Han var ikke et up-and-coming stortalent,

han var langsom, og han havde fået ram på ham i den fjer-

de af seks omgange. Det havde gjort godt at bokse mod

ireren, for han var træt af at tabe, og hans kone var til stede

i den lille, halvtomme sal i Rotterdam.

Siden da var kun det midterste tal blevet større.

26, 27, 28 ... Tyskland, Italien, Frankrig ... 29, 30, 31

... København, Bruxelles, Madrid. Sin seneste kamp hav-

de han tabt i Amsterdam, og han havde på forhånd vidst,

at han ville tabe, nøjagtig som i de forudgående kampe.

For hans modstander havde været hollandsk mester og ét

skridt fra en kamp om europamesterskabet, men var så

blevet ramt af en hård knockout og skulle nu samle selvtil-

lid med et par lette sejre. “Lad ham få et par gode slag ind,”

havde den tidligere mesters folk sagt til ham, “vis ham, at

hans slag gør ondt ... så er der en ekstra slant til dig. Lad

ham mærke, hvor god han er, forstår du?” Han forstod.

Nu var han i Tyskland, og som altid havde alt egentlig

været arrangeret på forhånd.

Han trykkede ølglasset ind mod sit hævede kindben og

studerede ansigtet i spejlet bag baren. Det var et dunkelt


11

lokale, og en masse flasker stod i vejen for hans blik, men

han kunne tydeligt se hævelserne og sårene. Boksere med

lys hud var nogle gange misundelige på hans mørke hud,

for når de fik en rigtig omgang tæsk, blev de både røde,

grønne og blå i hovedet. Hans overlæbe var hævet, her

havde modstanderen igen og igen ramt med sit jab. Han

tømte sit glas og skubbede det over bardisken. “En mere?”

spurgte kvinden bag baren. Han så, at hun studerede hans

maltrakterede ansigt, og lo for sig selv. En farvet hollænder

fra Rotterdam med forslået ansigt i en lille bar i en by i det

tidligere DDR. “Ja,” sagde han, “en mere.”

Han talte lidt tysk, for han havde bokset en hel del i

Tyskland. Han havde tidligere haft en agent i Berlin, som

af og til havde skaffet ham kampe, men nu hørte han næ-

sten aldrig fra ham. Den tidligere østblok havde overtaget

markedet, kanonføde fra Tjekkiet, Polen og Rusland var

billigere end ham, og de pressede priserne og blev som of-

test solgt som pakkeløsninger. Han var alene. En udgået

model, tænkte han, en oldtimer, der dog stadig var i okay

form. Han smilede, stak hånden i lommen, rørte ved sed-

delbundtet og så igen i spejlet bag baren. Et par kampe

mere, et par tusinde mere, et par hævelser og sår mere, så

ville han tage sine opsparede penge og investere dem i den

lille træningssal, hvor han skulle stå for træningen, sparre

lidt og forberede knægtene på deres kampe. Han så sig selv

i spejlet. Sin kone, sit barn og træningssalen. Han så sig

selv stå i ringen med de store plethandsker på hænderne,

mens en af knægtene dansede foran ham, og når han råb-

te “venstre” eller “højre” eller “venstre – venstre – højre”,

slog knægten hårdt til plethandskerne med et undertrykt

grynt.

“Du havde ellers en fin kamp i aften.” Han så manden

bag sig i spejlet. Han vendte sig om. Der var yderligere en


12

mand, men kun én af dem sagde noget. “Forstår du, good

fight, very good!”

Han nikkede. “Ja,” sagde han, “tak.” De to mænd smile-

de. De var store, mindst to vægtklasser over ham, og han,

der talte, havde næsten ingen næse tilbage, men det så

måske bare sådan ud på grund af lyset. “Very good, Hol-

land-Fighter, very good!” De to mænd smilede; han vendte

sig om, lænede ryggen op ad bardisken og anbragte hånden

ved siden af ølglasset.

“Man må sige, at du fik ram på ham,” sagde manden

med den ødelagte næse, “Raik ligger på sygehuset nu, men

det er selvfølgelig mest for en sikkerheds skyld, for der er jo

ikke noget, som kan gå i stykker inden i hans hoved. For-

står du joken, Holland-Fighter?”

Han forstod, ikke ord for ord, men han forstod. “Sorry,

I må hilse og sige ‘good luck’ til Raik. God bedring, god

fighter, very good.”

“Ja,” sagde den mand, der indtil nu ikke havde sagt no-

get, “Raik er en god bokser, han kan blive europamester

engang, champ, Raik har det i sig. Det var i hvert fald, hvad

vi troede, Holland-Fighter.”

Holland-Fighteren forsøgte at smile og pegede på sin

opsvulmede overlæbe. “God venstre, ramte mig mange

gange.”

“Skal I to have noget at drikke?” Barkvinden stod lige

bag ham, han fornemmede hendes stemme mod sin hals.

“Nej,” sagde manden med den ødelagte næse, og den anden

rystede på hovedet. “En øl mere,” sagde Holland-Fighteren,

men da hun ville fjerne det tomme glas, holdt han fast i det,

indtil hun kom med et nyt. “Tak.”

“Du fejrer nok din sejr, hva’?” De rykkede tættere på

ham, manden med den ødelagte næse lænede sig op ad ba-

ren lige ved siden af ham.


13

“Vinde, tabe, det er ikke vigtigt. Næste kamp taber jeg.

I dag vinder jeg. Jeg var lidt heldig, Raik er god mand, men

jeg vinder alligevel.” Han talte langsomt for at finde de

rigtige ord på tysk. Han løftede glasset. “På Raik, på boks-

ning!” Han drak. Han holdt øje med de to mænd, mens

han drak.

“Hvad pokker gør du, Holland-Fighter? Skåler du på

Raik?” Nu var det den tavse, der talte, mens manden med

den ødelagte næse trak vejret larmende. “Du skåler på vo-

res Raik, som du lige har slået i stykker?”

Han stillede sit glas fra sig. Slået i stykker. Han kendte

de ord. I stykker. Han havde tit selv ligget på gulvet i ringen,

i stykker, var tit blevet tæsket gennem ringen af unge, hur-

tige talenter, og han havde forsøgt at overleve det, han hav-

de ledt efter en åbning, forsøgt at slå kontra, håbet på det

ene, altafgørende slag. Og denne gang havde han fundet

åbningen, hans slag var gået ind. Raik gik i gulvet, væltede

bagover som et fældet træ og knaldede hovedet i gulvbræd-

derne. Kampdommeren behøvede end ikke at tælle, Raik

var væk, helt væk, han havde set de spjættende ben, som

om Raik stadig forsøgte at tage det skridt baglæns, der ville

have reddet ham fra den lige højre. Det var længe siden,

han havde slået en så god lige højre, hele kroppen havde

været med i det slag, og han havde mærket træfferen helt

op i skulderen. Så var han gået baglæns til sit hjørne og

havde tørret blod af læberne med handsken, mens kamp-

dommeren slog ud med armene over Raik, og han igen og

igen tænkte samme tanke, tænkte det ufattelige: Jeg har

vundet, jeg har vundet, jeg er her stadig!

Ingen jublede, ingen løftede hans arme i vejret. Jeg har

vundet, tænkte han, men der var tavshed i hallen, for den

lokale bokser, den lokale helt havde tabt, hans 14 – 0 – 0

var netop blevet slået i stykker, og selv medhjælperne i hans


14

eget ringhjørne, som arrangørerne havde stillet til rådig-

hed mod et fradrag i hyren, så væk og var tavse. Raik blev

båret ud af ringen, sanitetsfolkene ventede med en båre.

“Højre hånd,” sagde han og knyttede næven, “en god

højre, Raik not careful.” Han rejste sig op fra barstolen, an-

bragte venstre ben lidt foran det højre. Barstolen befandt

sig nu mellem ham og den ødelagte næse, den anden mand

stod skråt foran ham.

“Sig mig, hvad var det lige, fyren sagde om vores Raik?”

“Han sagde, at han ikke passede på,” svarede manden

med den ødelagte næse, “han sagde, at Raik ikke passede

på. Er det ikke rigtigt, Holland-Fighter?”

Hollænderen nikkede og pegede på sin egen næse. “Har

du været i England? Engelske fightere er hårde, meget gode,

very good. Engelske fightere er gode til at ramme næsen,

var du heller ikke careful?” Han så direkte på den ødelag-

te næse, forsøgte at smile. Han havde bokset i England to

gange, han havde været i Italien, havde stået i en ring i Bar-

celona, var sejlet til København med færge for at bokse, og

han skulle snart være delejer i en lille træningssal. De sed-

ler, han kunne mærke mod benet gennem bukselommen,

var et skridt i den retning.

Manden med den ødelagte næse slog til barstolen, så

den væltede. Da han åbnede munden, så Hollænderen, at

han manglede et par tænder. Hollænderen så også, at slaget

mod barstolen var kraftfuldt, men ikke hurtigt. Han hav-

de set slaget i mandens skulder, inden det faldt. Han blev

stående med knytnæven i hoftehøjde, helt rolig. Der var en

mand foran ham, en mand ved siden af ham, og han vid-

ste, han ikke kunne undvige alle slag, men han kunne tage

imod, han havde en stærk kæbe.

“Nu ingen ballade, drenge,” sagde barkvinden bag dem,

“ingen ballade herinde.” “Ballade? Det var en stol, der væl-


15

tede, derfor behøver der vel ikke blive ballade?” Manden

med den ødelagte næse bøjede sig ned, løftede uden at tage

blikket fra Hollænderen stolen op og stillede den langsomt

ved bardisken. “Eller vil du have ballade?”

“Nej,” sagde han og sænkede knytnæven. “Sådan skal

det være.” Da den anden mand lagde hånden på hans skul-

der, skubbede han den omgående væk med venstre hånd.

Manden med den ødelagte næse grinede. “Du er hurtig,

Holland-Fighter, du har hurtige hænder, men sorte bok-

sere plejer jo også at være ret hurtige. Ha, ha, giv ham en

øl på min regning – og også en snaps, han trænger til det.”

Manden med den ødelagte næse vendte sig langsomt

om mod barkvinden, så satte han sig på barstolen og var

nu et pænt stykke højere end hollænderen, der stadig stod

helt roligt med venstre fod forrest.

“Money,” sagde manden med den ødelagte næse og

gned tommelfingeren foran hollænderens ansigt, og han

begyndte at nynne noget, der sikkert skulle være den der

melodi fra halvfjerdserne, “Money, money, money ...”

Barkvinden anbragte en ny øl og en snaps ved siden af hans

halvfulde glas. Han vendte sig ikke om mod hende, men så

hendes hænder. Lyseblå negle.

“Nu ligger vores Raik på sygehuset,” sagde den anden

mand, “og der går lang tid, inden han kan fighte igen, hvem

ved, måske kommer han aldrig tilbage. Du ser ellers ud til

at være sådan en smart fyr, Holland-Fighter ... er du en

smart fyr?”

Han svarede ikke. Det ville blive en hård nat, det vidste

han nu, og han trak vejret dybt og pustede ud. Trak vejret

dybt og pustede ud. Hans ben skælvede, han havde bokset

otte lange omgange.

“Raik bliver sikkert glad, hvis du viser, at du tænker på

ham.” Hollænderen stirrede på manden med den ødelagte


16

næse, der nu igen gned sin tommelfinger. “Du fik jo en hel

del i aften, gjorde du ikke?”

“Jo,” sagde han, “too much – i ansigtet.”

“Hør nu godt efter,” sagde manden med den ødelagte

næse, “du, min hollandske ven, har lagt Raik på is i lang tid,

og hvem ved, om Raik nogensinde kommer ... Altså, Raik

har kone og barn, og de ville blive rigtig glade for en lille

gave.”

“Nej,” sagde hollænderen. Han tog snapseglasset, holdt

det ud i strakt arm, vippede det og lod langsomt snapsen

løbe ud på gulvet foran manden. Han mærkede sedlerne i

sin lomme, tænkte på Rotterdam og på sin kone og barnet,

de skulle have, og den lille træningssal, som han ville blive

delejer i.

Han knaldede snapseglasset i bardisken, greb fat om øl-

glasset med venstre hånd og sagde: “Nej.”

Han stod ved vinduet på det lille værelse, gardinerne var

trukket for. Han kunne høre sin kone bag sig, hun var ude

på badeværelset, hvor døren stod åben, og hun rumsterede

med sminke og kosmetik, en lille flaske klirrede, glas og

plastic, rindende vand.

Nu nynnede hun en melodi, og han lukkede øjnene.

Så skubbede han gardinerne en lille smule til siden. En bil

nede ved kantstenen. En arm ud gennem det åbne vindue

i førersiden. “Er de der stadig?” spurgte hans kone, men

det kunne ikke være hans kone, for kvinden talte tysk, og

stemmen lød også helt anderledes. “Ja,” sagde han og lod

gardinet falde på plads.

“Du kan vente her, indtil de er væk. Men ingen strøme-

re, jeg vil ikke have problemer her.”

“Ja,” sagde han, “ingen strømere.” Han gik hen til bor-

det, satte sig ned. Han var ikke i Rotterdam, det var kun


17

hans kone, der var i Rotterdam, alene i den lille lejlig-

hed.

Han drak lidt af whiskyen, som barkvinden havde stillet

frem.

“Jeg har et værelse her,” havde hun sagt til ham nede i

baren, “jeg får snart fri, så kan du komme med op og vente,

indtil svinene er væk.”

Han drak whisky, mærkede, at han begyndte at blive

beruset. Han havde ondt i nakken, ondt i arme og skuld-

re, og hævelsen under højre øje pressede mod øjenæblet.

Han var træt, han ville ikke kæmpe mere. Han tog en tår

til, glasset skælvede i hans hånd, og isterningerne klirre-

de dæmpet. Han lagde den anden hånd på bukselommen.

Hvorfor havde svinene ikke forsøgt det i baren? De gik, da

han viste, at han var parat til at bruge det tunge ølglas med

sin førerhånd. “Vi ses,” havde de sagt til ham. Nu var han

her hos hende og ventede. Han stillede whiskyglasset fra

sig, hans hoved faldt ned på brystet, han var så træt, så stod

hun bag ham. Hun sagde et eller andet, men han kunne

ikke koncentrere sig og forstod bare ordene “vente” og “tid”

og “svin”. Han var svimmel, ville holde sig fast til bordet

og væltede whiskyglasset, der næsten var tomt. Det rullede

over bordpladen og faldt ned på gulvet uden at gå i stykker.

“Sorry,” sagde han og støttede sig til bordet med den ene

hånd, mens han så op på hende. Hun smilede. “Det gør

ikke noget,” sagde hun. Hun satte sig på hug og samlede

glasset op.

Hun holdt det i hånden, så op på ham. Hun havde kort

lyst hår, og han så, at hun havde sminket sig. Lyserøde læ-

ber. Han rejste sig op og gik hen til vinduet. Da han vil-

le trække gardinet til siden, greb hun fat i hans arm. Hun

sagde: “Jeg har aldrig ... med en ... “ hun tænkte sig om,

“Black, I never ... “ hun tænkte sig igen om, “har aldrig rørt


18

ved så mørk hud.” Så lo hun. Hun holdt stadig om hans

arm. “Blød,” sagde hun. Han så på gardinerne og derefter

på hendes hånd, han var så træt, så træt. Han havde været

sin kone utro én gang, det var før en kamp i Madrid, en

lille sorthåret spanier, som han havde tilbragt hele natten

med på sit hotelværelse. Næste aften havde han taget imod

slag efter slag i ringen, venstre, højre, uppercut, lige slag,

næsten som om han ikke kunne holde paraderne oppe,

når modstanderen, en lille sorthåret spanier, lagde an til et

slag. Venstre, højre, uppercut, lige. Publikum havde buhet

ad ham, der ellers var kendt for altid at give alt, kendt for

at forsvare sig med alt, hvad han havde i sig, slå kontra,

bearbejde modstanderens krop, sætte sine modstandere på

prøve, forlange alt af dem og give dem en erfaring, de kun-

ne lære af, men den aften havde han ladet sig slå i stykker.

Hans kone græd, da han kom hjem med hævet og forslået

ansigt og sår på kindbenet. Hun havde kærtegnet hans an-

sigt, og han havde lavmælt fortalt hende om træningssalen,

som han kunne blive medejer af, hvis bare han kunne in-

vestere lidt penge. Bare et par kampe mere, nogle få kampe

mere.

“Kom,” sagde hun, “læg dig ned, hvil dig lidt. Du kan

blive her hele natten, hvis du vil.” Han nikkede, og hun før-

te ham hen til sofaen, der stod ved væggen bag bordet. Det

var en stor sofa med puder, den virkede overdimensioneret

til det lille værelse. Han lagde sig ned, og så sad hun ved

siden af ham. Hendes hænder på hans overkrop, han luk-

kede øjnene, mærkede, at hun knappede hans jakke op og

klædte ham af. Han ville sige noget, ville sige “nej”, men

hun sagde “tys, tys”, som om hun beroligede et lille barn.

Han ville rejse sig op og gå, ligegyldigt om de ventede uden

for døren eller ej, men han havde bokset otte lange om-

gange og blev liggende. Han ville hvile sig lidt, sove lidt og


19

måske også lade sig kærtegne lidt i søvnen, ikke mere end

det. Han ville ikke være sin kone utro igen, aldrig mere.

Hun pressede sin overkrop ned mod ham og sagde: “Du

kan blive her hele natten.” Det fik ham af en eller anden

grund til at falde til ro, og han tænkte på mange forskellige

ting, inden han begyndte at falde i søvn.

Han satte sig op med et ryk. Så pludseligt, at han stødte

ind i hende. Han var helt klar i hovedet. “Nej,” sagde han og

anbragte hånden på sin bukselomme. “My money, bitch.”

Seddelbundtet havde bevæget sig – var det hendes hænder,

han havde mærket? Han havde været træt og beruset og var

næsten faldet i søvn, men det havde ikke været indbildning,

og nu var han klar i hovedet igen. Han glattede sin skjorte.

“Dumme svin,” sagde hun, da han tog sin jakke og gik hen

mod døren. “De slår dig sønder og sammen, de smadrer

dit ækle sorte fjæs!” Hun lo højt og hysterisk, og han kunne

stadig høre hendes latter, da han gik ned ad trappen.

Han løb. Han tænkte på de mange gange, han havde løbet

på kryds og tværs i havneanlægget i Rotterdam for at holde

formen, tænkte på skibene og kranerne, der var forsvun-

det, kun havet var der endnu. Han hørte dem bag sig. De

var sprunget ud af bilen. Store hvide betonbygninger på

begge sider af ham, natten var mærkelig lys. Han var nødt

til at finde ind i mørket, forsvinde i mørket og hægte dem

af der. Han forsøgte at trække vejret regelmæssigt, dyb ind-

ånding, dyb udånding, dyb indånding, dyb udånding, dyb

indånding, dyb udånding. Han vendte sig kort om, de var

faldet et stykke tilbage. For et par minutter siden havde en

af dem været så tæt på, at han kunne høre hans vejrtræk-

ning. Han havde bokset otte lange og hårde omgange, men

havde luft til mindst tolv. Nej, de ville ikke få ham, han ville

rejse tilbage til Rotterdam med sine penge, tilbage til sin


20

kone, til den lille træningssal, og når det blev aften, ville

han løbe på havnen for at holde formen ved lige, løbe, ind-

til kun havet og han fandtes, og han kunne grine ad dem.

Han drejede ind i en mørk gade, hvor næsten alle gade-

lygter var gået i stykker. Han holdt sig tæt ind til husmure-

ne, for at de ikke skulle se ham.

Han løb forbi nogle gamle, forfaldne huse, og da han

vendte sig om, så han de store hvide betonbygninger bag sig,

men ikke sine forfølgere, og han løb videre, holdt tempoet.

Så var der nogen længere fremme, ved et hus stod en lil-

le gruppe mennesker i lyset fra en gadelygte, tilsyneladende

den eneste i gaden, der fungerede. De råbte til ham, da han

løb forbi, og han hørte dem grine, hørte flasker, men han så

kun fremad, så kun den mørke gade og løb, indtil kvalmen

overvældede ham, og han var tvunget til at stoppe op, og

han lænede sig op ad en mur, gled ned på knæ og kastede

op. Han brækkede sig, indtil det flimrede for øjnene, det

var, som om han hørte kampdommeren tælle. En, to, tre.

Ved otte var han på benene igen og tørrede bræk af mund

og jakke. Bag ham var alt stille. Ingen skridt, ingen råb. Han

gik langsomt videre, længere fremme mundede den mørke

gade ud i en lysere gade, igen betonbygninger, og han blev

pludselig bange. Han ville helst blive her, inde i den lille

mørke gade, indtil det blev morgen. Hans ting lå på et hotel

ved banegården, men han vidste ikke, hvor banegården var,

vidste ikke, hvor han var. Han gik langsomt videre, ingen

biler på gaden, de hvide betonblokke længere fremme vir-

kede ubeboede, store, tomme firkanter. Han var vokset op

i et højhuskvarter i Rotterdam, havde tilbragt en stor del af

sin ungdom her og kæmpet på gaden, indtil han begyndte

at bokse og træne hver dag for at slippe for at kæmpe på

gaden. Han brød sig ikke om, at han nu, i den her tyske by,

skulle kæmpe på gaden igen.


21

Senere, da taxien kørte ham til banegården, vidste han

ikke længere præcis, hvad og hvordan og i hvilken række-

følge det var sket. Men mens de kørte, sagde han igen og

igen: “Jeg er her stadig, I dumme svin, jeg er her stadig.”

Han sagde det på hollandsk, sagde det på tysk og lo op i

ansigtet på chaufføren, der holdt øje med ham i bakspejlet.

I sin hånd holdt han stadig den pengeseddel, han havde

vinket til chaufføren med. Han havde revet døren op, var

sprunget ind på bagsædet, og så kørte de. En flaske blev

smadret på gaden bag dem. De råbte noget, men han for-

stod ikke hvad, ville heller ikke forstå det, for han havde

lagt dem bag sig, og de skulle blive i deres kvarter, mens

han kørte væk.

Han havde først troet, at det var hans gamle bekendte

fra baren, som havde fundet og indhentet ham, men de to

mænd havde haft mere hår på hovedet end dem, der be-

fandt sig på begge sider af ham, mens han gik midt ude

på vejen for at have luft omkring sig, og der kunne jo også

komme en bil – han midt ude på vejen mellem store hvide

betonbygninger, dem inde på fortovene som en form for

espalier.

“Gå ad helvede til, sorte abe!”

“Du stinker!”

“Skrid hjem til junglen!”

“Skal du ha’ røvfuld?”

Han vidste, de ville kaste sig over ham, hvis han be-

gyndte at løbe. Og her var ingen dommer, som ville stoppe

kampen, når han gik ned. Han fortsatte, gik meget lang-

somt, holdt hovedet sænket, gjorde skuldrene brede i jak-

ken. Fem, seks på den ene side, fem, seks på den anden.

Han så fremad, observerede dem kun ud af øjenkrogen.

Han vidste, at en af dem ville være nødt til at begynde, en

af dem ville være nødt til at gå ud til ham på vejbanen, og


så ville de andre følge efter, så ville dansen begynde. Han

havde en kuglepen i jakkelommen, den ville han bruge.

Øjne, hals, alt det bløde.

Taxien stoppede ved hans hotel. Det var næsten blevet

lyst. Han rakte chaufføren sedlen og sagde “o.k.” og lave-

de en håndbevægelse, da chaufføren ville give ham penge

tilbage. Chaufføren nikkede, sagde “tak.” Han steg ud og

fulgte taxien med blikket, indtil den var væk. Han lagde

hovedet tilbage og så missende op mod himlen, der blev

lysere og lysere. Han ville ikke sove, han ville pakke sin ta-

ske og stige på det første tog til Berlin og derfra videre til

Köln og derfra hjem. Hans jakke lugtede af bræk. Det gjor-

de ondt at trække vejret. Benene skælvede under ham, han

kunne knap nok mærke dem nu, og han slingrede, da han

gik. Men det gjorde ikke noget. Nitten – toogtredive – tre.


Documents

Natten, lysene, volden