244

NFT 3/1993

Begrebet grov uagtsomhed

af professor, dr. jur. Bo von Eyben, Retsvidenskabeligt Institutved Københavns Universitet

Artiklen er en forkortet udgave af forfatterens skriftligeindlæg om ”Begrebet grov uagtsomhed på forskelligeretsområder” til Det 33. nordiske Juristmøde i Køben-havn, 18.—20. august 1993.

Bo von Eyben

ønsket om at kunne ramme “skjult forsæt” pånogle områder har været afgørende for inddra-gelsen af den grove uagtsomhed under detstrafbares område. Dette motiv kan derimodikke være afgørende på områder, hvor udgang-spunktet er, at al uagtsomhed er strafbar.

Et velkendt forsøg på en almen karakteristiker den af bl.a. Lassen formulerede sætning,hvorefter grov uagtsomhed er en tilsidesættel-se af den agtpågivenhed, som selv skødesløsepersoner plejer at udvise.4 Der er almindeligenighed om, at dette kriterium er endnu mereuanvendeligt og fiktivt end den bonus pater-formulering af culpareglen, som det knytter sigtil.5 Det kan derfor snarere undre, at formule-ringen til stadighed dukker op, når begrebetsøges defineret i en given sammenhæng —

1. Indledning

Tidligere tiders forsøg på at give en almengyl-dig definition af begrebet grov uagtsomhedtillægges ikke stor betydning eller værdi. Derer således enighed om, at det romerretligeudgangspunkt — hvorefter culpa lata er en tildolus (forsæt) knyttet tilregnelsesform — erfor snævert.1 Imidlertid hævdes det også, atbegrebet i hvert fald på nogle områder er såsnævert, at det kun omfatter tilfælde, der stærktnærmer sig området for forsæt,2 mens det afandre gøres gældende, at tilfælde, hvor derforeligger en ikke-beviselig mistanke om forsæt,er en blandt flere grupper, hvor et krav om grovuagtsomhed — især — vil være opfyldt.3 In-den for strafferetten er der ingen tvivl om, at

1) Se f.eks. Bernhard Gomard: Forholdet mellemerstatningsregler i og uden for kontraktsforhold,1958, s. 256 f.2) Se f.eks. om forsikringsaftalelovens § 7, PrebenLyngsø: Forsikringsaftaleloven med kommentarer,4. udg. 1992, s. 71.3) Jf. f.eks. A. Vinding Kruse: Erstatningsretten, 5.udg. 1989, s. 53.

4) Formuleringen genfindes også i andre retssystemer,se f.eks. Prosser og Keeton: Torts, 5th ed. 1984, s. 211f.5) Jf. bl.a. Jan Hellner: Försäkringsgivarens regress-rätt, 1953, s. 59, Bernhard Gomard: Forholdetmellem erstatningsregler i og uden for kontraktsfor-hold, 1958, s. 63, Bertil Bengtsson: Om jämkning avskadestånd, 1982, s. 76 f og A. Vinding Kruse:Erstatningsretten, 5. udg. 1989, s. 53.

245

senest i bemærkningerne til forslaget om dennuværende formulering af reglen i lov om be-talingskort § 21, stk. 3, nr. 2 (om kortindehave-rens ansvar for adfærd, der har muliggjortuberettiget brug af kortet).6 Man fornemmer etvist behov hos lovkoncipisten for at forklarebegrebets betydning, og man vælger derfor —i mangel af bedre formuleringer — en af de merevelkendte uden at lægge noget særligt i den.

Den hyppigst forekommende almindeligekarakteristik ligger dog nær op ad den tilsva-rende strafferetlige, nemlig grov uagtsomhedsom en markant normafvigelse,7 men også herbegrænses den vejledende værdi af, at deroftest ikke gøres noget forsøg på at klarlægge,hvad der nærmere skal lægges i dette krav.Dette gælder navnlig ved lovgivningens brugaf begrebet. Der findes flere eksempler på, atmotiverne på det nærmeste synes at haveopgivet en nærmere beskrivelse,8 idet man blotkonstaterer, at forskellen mellem grov og sim-pel uagtsomhed kun er en gradsforskel, såle-des at grænsen ikke kan trækkes mere præcist,hvorfor den nærmere udformning af begrebetgrov uagtsomhed må overlades til retsprak-sis.9 I den betænkning, som ligger bag regleni erstatningsansvarslovens § 19, udtalte manendda,10 at begrebet var uhensigtsmæssigt,dels fordi det aldrig er blevet klart defineret ilitteratur eller praksis, dels fordi det traditioneltomfattede et større område end det, man herhavde for øje (nemlig tilfælde, hvor skade-volderen havde udvist en så høj grad af uagt-

somhed, at den måtte ses som udtryk for “hen-synsløs ligegyldighed”). Alligevel valgte manat bruge begrebet, fordi man ikke ønskede, atområdet for reglens anvendelse skulle blivesnævrere end området for anvendelsen af for-sikringsaftalelovens § 18, jf. herom nedenforafsnit 2.1. I bemærkningerne til lovforslagetfindes kun følgende lakoniske udtalelse: “Af-grænsnin-gen af grov uagtsomhed skal skegennem domstolenes praksis. Også andet endbevidst uagtsomhed vil efter omstændig-hederne kunne anses for grov uagtsomhed.”11

Dette er al den vejledning, som gives om en afde vigtigste civilretlige anvendelser af begre-bet i dansk ret; end ikke betænkningens omtaleaf forholdet til forsikringsaftaleloven omtalesher. Eksemplet kan sammenholdes med enanden konsekvens, som er blevet draget af denmanglende afklaring af begrebet og ønsket omat markere en indsnævring af anvendelsesom-rådet, nemlig ændringen af reglen omforsikringsselskabets regres mod den ansvar-lige for en trafikskade, hvorefter aftale heromkun har gyldighed i tilfælde, hvor skaden erforvoldt ved en uagtsomhed, som kan beteg-nes som “grov hensynsløshed”.12

Forsøg på at udbygge karakteristikken afgrov uagtsomhed ikke bare med nogle konkre-te eksempler, men med nogle momenter, dermere generelt skulle præge vurderingen, ernavnlig gjort af Jan Hellner med særligt hen-blik på den — endnu gældende — sven-skeudformning af reglen i forsikringsaftalelovens§ 25.13 Ifølge Hellner må et grundlæggendeprincip være, at bedømmelsen i første rækkepåvirkes af de samme faktorer, som indgår i denalmindelige culpavurdering, dvs. først og frem-mest risikoen for skadens indtræden og det

6) Lovforslag nr. 60, Folketingstidende 1991-92, s.12 (vedtaget som lov nr. 184 af 23/3 1992); senærmere nedenfor afsnit 2.4.7) Jf. herved Bertil Bengtsson: Om jämkning avskadestånd s. 77 og som et eksempel, Nils Nygaard:Skade og ansvar, 4. utg. 1992, s. 223 (om grovuagtsomhed som betingelse for retten til oppreisningefter norsk ret).8) Jf. herved Bertil Bengtsson ibid. s. 71 f og JanHellner: Försäkringsgivarens regressrätt, 1953, s. 58.9) Jf. f.eks. betænkning 839/1978 s. 109 (om køb påkredit).10) Jf. betænkning 829/1978 s. 14.

11) Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A,sp. 111.12) Færdselslovens § 108, stk. 2, jf. herom bet. 1036/1985 s. 102 og 116 og nedenfor afsnit 2.2.13) Jf. Jan Hellner: Försäkringsgivarens regressrätt,1953, s. 65 ff.

246

sandsynlige omfang af denne skade — hvortilvel må føjes mulighederne for at undgå skadenog (sammenhængende hermed) den pågæl-dendes muligheder for at indse risikoen forskade.14 Med denne formulering understregesendnu kraftigere, at forskellen mellem grov ogsimpel uagtsomhed alene er en gradsforskel,ikke en artsforskel. De momenter, der hereftersærligt skulle tale for statuering af grov uagt-somhed, er således, at der er fremkaldt ensærligt stor risiko for indtræden af betydeligskade, hvilket også kan udtrykkes på denmåde, at risikoen er “nærliggende” og dermedogså, i hvert fald typisk, let erkendelig (“åben-bar”) — og for så vidt også let afværgelig —for den pågældende.15 Blandt de omstændig-heder, som kan indicere, at disse betingelser eropfyldt, fremhæves, at risikoen udgår fra envarig indretning (i modsætning til den meremomentane uopmærksomhed), at den risika-ble adfærd gentages (f.eks. trods tidligere in-dtrådte skader), og at risikoen fremkaldes vedovertrædelse af udtrykkelige forskrifter, der ermøntet på forebyggelse af skader.16

Til denne formulering af begrebet grov uagt-somhed kan siges, at den i nogle tilfælde tøm-mer begrebet for betydning, fordi den fornød-ne elasticitet følger af selve culpareglen. Somfremhævet af navnlig Bernhard Gomard17 erdet ofte overflødigt at opstille regler om, atf.eks. et vist ansvar skulle være begrænset tilgrov uagtsomhed el. lign., fordi tilstrækkeligthensyn til de særlige forhold, man herved harfor øje, kan tages inden for rammerne af denalmindelige culparegel. Når det således ofte

hævdes, at ansvaret for“gæstebuds(tings)skader” er begrænset tilgrov uagtsomhed, er det i virkeligheden blotudtryk for, at de almindelige momenter i culpa-bedømmelsen (risikoen for skadens indtræ-den, skadens sandsynlige omfang, byrdenved at skulle udvise en adfærd, der mindskerrisikoen) vil pege i retning af, at der ikke pålæg-ges ansvar.18 Dette er selvsagt ikke nogenprincipiel indvending mod begrebsbestemmel-sen på de områder, hvor lovgivnin-gens brugaf begrebet gør en vis begrebsbestemmelsenødvendig, men er blot udtryk for, at anven-delsen af begrebet i denne udformning påandre områder kan være et unødvendigt om-svøb.

Dertil kommer imidlertid spørgsmålet, omdet er tilstrækkeligt at karakterisere grov uagt-somhed som blot “kvalificeret” culpa. Gomar-ds konklusion på undersøgelsen af begrebetvar,19 at det ikke har “noget bestemt indhold,men betegner en ikke nærmere angiven lempel-se i det normale skyldbegreb”, der i nogletilfælde (som f.eks. det ovenfor nævnte) ikke erstørre, end at den kan rummes i den almindeligeculparegel, mens der i andre tilfælde (f.eks. omregres fra den lovpligtige ansvarsforsikrer formotorkøretøjer) foreligger en “større afvigel-se”, end selv culpareglens elasticitet kan rum-me. Hertil må imidlertid føjes, at også graden afdenne “større afvigelse” utvivlsomt må gradue-res. Det er således f.eks. påfaldende, at denretspraksis, som var genstand for Hellnersundersøgelse, blev karakteriseret som megetrestriktiv,20 hvilket står i klar modsætning tilretspraksis efter den tilsvarende, tidligere re-gel i den danske forsikringsaftalelovs § 25. Ud14) Jf. Jan Hellner: Skadeståndsrätt, 4. uppl. 1985, s.

95 ff.15) Jf. tilsvarende om “oppreisning”, Niels Nygaard:Skade og ansvar, 4. utg. 1992, s. 223.16) Jf. herved også Niels Nygaard ibid. om tilfælde,hvor der foreligger klare handlenormer på detpågældende område.17) Jf. Bernhard Gomard: Forholdet mellemerstatningsregler i og uden for kontraktsforhold,1958, s. 263 ff.

18) Jf. herved Henry Ussing: Erstatningsret, 1937, s.71 f, der på den ene side fremhæver det manglendebehov for opstilling af særregler, der betinger ansvaretaf grov uagtsomhed, men på den anden side acceptereren sådan særregel ved gæstebudsskader.19) Jf. Bernhard Gomard: Forholdet mellemerstatningsregler i og uden for kontraktsforhold,1958, s. 280 f.

247

fra almindelige ønsker om at begrænse regres-retten var der derfor et langt større behov foren reform i Danmark end i Sverige, og somnævnt ovenfor tilsigtedes herved (i betænk-ningen) en begrænsning, der kun skulle omfat-te visse former for (grov) uagtsomhed, karak-teriseret ved ordene “hensynsløs ligegyldig-hed”.21 Den af Gomard efterlyste sprogligemarkering af det særligt snævre område forbilansvarsforsikrerens regres mod den ansvar-lige trafikant er som nævnt ovenfor også sene-re blevet imødekommet (ved hjælp af begrebet“grov hensynsløshed”).

Der forekommer i stigende grad formulering-er af denne type (og varianter heraf, som f.eks.særlig eller udpræget nonchalance over fortruede værdier), uanset om det finder sprogligtudtryk i den pågældende lovbestemmelse, el-ler den gør brug af begrebet grov uagtsomhed,således at præciseringen overlades til motiver-ne. Der tilsigtes åbenbart en eller anden in-dsnævring af begrebet eller i hvert fald enmarkering af, at det skal opfattes restriktivt,men problemet flytter med — nu som et spørgs-mål om, hvad det er, som nærmere adskiller den“kvalificerede” grove uagtsomhed fra sådan-ne former for (grov) uagtsomhed, som ikketilsigtes omfattet. Er dette udtryk for en almin-delig tendens, kan det rejse det spørgsmål, omman burde foretrække formuleringer (ikke kuni motiverne), der bedre udtrykte den tilsigtedeindsnævring, og om man på andre områderkunne klare sig med den elasticitet, der liggeri selve culpareglen. I så fald er begrebet grovuagtsomhed således enten utilstrækkeligt el-ler overflødigt — og det burde vel så helt udgåaf det juridiske vokabular.

Uanset ordvalget er det væsentligt at un-

dersøge, hvad der nærmere sigtes til ved demere restriktive formuleringer af begrebet. Deantyder en mere subjekt-afhængig vurderingend efter selve culpamålestokken, for så vidtsom de peger på en bestemt indstilling hosden pågældende til risikoen — i form af be-vidsthed om den eller i form af særligt bebrej-delsesværdig mangel herpå.22 Dette er ikkenødvendigvis i modstrid med de almindeligeculpa-elementer, som Hellner fremhævede,men det betyder, at den pågældendes mulighe-der for at erkende og afværge risikoen får enmere fremskudt plads ved bedømmelsen. Jomere man nærmer sig et krav om, at uagtsom-heden skal være bevidst for i denne forstandat være “grov”, jo mere plads åbnes der for attage hensyn til den pågældendes individuelleforudsætninger for at erkende og afværge risi-koen. Spørgsmålet vil derfor navnlig være, omsærlige, individuelle “undskyldningsgrunde”tillægges større betydning ved vurderingenaf, om der foreligger grov uagtsomhed, endved den almindelige culpavurdering.

2. Erstatningsansvar m.v.

2.1. Ansvar ved forsikringsdækning

Efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1,

20) Jf. Jan Hellner: Försäkringsgivarens regressrätt,1953, s. 64; se også SOU 1975:103 s. 85.21) Se herved formuleringen hos Bernhard Gomardog Ditlev Wad: Erstatning og godtgørelse, 1986, s.125: “- - - letsindighed, kådhed eller hensynsløshed,der må betegnes som uacceptabel og ikke rimeligviskan passere uden en retlig reaktion.”

22) Jf. f.eks. Bertil Bengtsson: Om jämkning avskadestånd, 1982, s. 81. Også Niels Nygaard: Skade ogansvar, 4. utg. 1992, s. 223 og 226 antyder en - stærkt- individualiserende vurderingsmålestok (omfattendebåde bevidsthed om risikoen, men også individuelle“plus- og minusfaktorer” i øvrigt, f.eks. konkretsærkundskab til risikoen overfor særlige vanskelig-heder ved at leve op til normerne). Se tilsvarendeProsser og Keeton: Torts, 5th ed. 1984, s. 212, om“gross negligence” enten som en ren gradsforskel fraculpa, eller som en “artsforskel”, hvorefter der kræves“wilful, wanton or reckless misconduct”. Med denneformulering lægges der særligt vægt på den pågældendesbevidste ligegyldighed over for konsekvenserne af denudviste adfærd, men det er erkendes samtidig, at deti praksis ofte er umuligt at sondre mellem de toforskellige former for uagtsomhed, fordi denneligegyldighed (el. lign.) kan indlægges i en “markantnormafvigelse” (“highly unreasonable conduct,involving an extreme departure from ordinary care”,jf. Prosser og Keeton ibid. s. 214).

248

gælder som hovedregel, at der ikke ererstatningsansvar for skader, der er dækket afen tingsforsikring eller en driftstabsforsikring.En af undtagelserne fra denne regel er § 19, stk.2, nr. 1, hvorefter ansvaret fastholdes, hvisskaden er forvoldt forsætligt eller ved grovuagtsomhed. Som nævnt ovenfor tilsigtedeshermed et betydeligt mere vidtgående bortfaldaf erstatningsansvaret end efter praksis i hen-hold til forsikringsaftalelovens § 25, idet derdels skulle gælde et krav om “en meget høj gradaf uagtsomhed”, dels et krav om, at handlingen(eller undladelsen) må ses som udtryk for “enhensynsløs ligegyldighed over for andresværdier”. Selv om man mente, at begrebet grovuagtsomhed “traditionelt” nok dækkede etvidere område end det, man sigtede til, fandtman det ikke muligt at anvende noget snævrereudtryk end det, der anvendes i forsikringsaft-alelovens § 18. Begrundelsen var den, at dentredjemand, som har fremkaldt forsikringsbe-givenheden, ikke bør være stillet bedre i for-hold til selskabet end den sikrede selv.23 Deterstatningsretlige begreb grov uagtsomhedmåtte derfor mindst dække samme område somdet forsikringsretlige.

Efter motivernes fremhævelse af, at ogsåubevidst uagtsomhed i bestemmelsens fors-tand kan være “grov”, er det klart, at deterstatningsretlige begreb er videregående, hvisdet antages, at det forsikringsretlige begrebkun omfatter bevidst, grov uagtsomhed, jf.nedenfor afsnit 3.2.2.24 Selv om det ikke skalbestrides, at det kan forekomme urimeligt, attredjemand skulle være bedre garderet mod atifalde ansvar, end sikrede er mod at gå glip afforsikringsdækning, kan der fremføres flereindvendinger mod betænkningens slutning.

For det første udelukker de forsikringsretli-ge regler ikke aftaler om, at også den sikredessimpelt uagtsomme fremkaldelse af forsik-ringsbegivenheden i særlige tilfælde får kon-

sekvenser for forsikringsdækningen, jf. forsi-kringsaftalelovens § 20, 2. pkt. Erstatningsan-svarslovens regel kan derimod ikke fraviges tilugunst for den ansvarlige, jf. lovens § 27, stk.2. Der vil derfor kunne forekomme tilfælde,hvor den sikrede er stillet dårligere end tredje-mand. På den anden side må det fremhæves, aterstatningsansvarslovens regel er et enten/eller, hvorimod forsikringsaftalelovens § 18principielt giver mulighed for en gradueringunder hensyn til bl.a. skyldgraden. Konse-kvensen af, at der statueres grov uagtsomhedhos den sikrede, behøver derfor ikke at være såvidtgående som konsekvensen af, at det statue-res hos den erstatningsansvarlige. Denne fors-kel kan tale for, at tærsklen for den groveuagtsomhed sættes højere i sidstnævnte til-fælde.25

For det andet lider ræsonnementet af denmangel, at det udelukkende ser på den sikredessituation, efter at forsikringsbegivenheden erfremkaldt. I denne situation har man selvsagten interesse i, at udtrykket grov uagtsomhedfortolkes så snævert som muligt, men man er joselv med til at betale for den forbedring afdækningen, som kan henføres hertil. Indenforsikringsbegivenheden fremkaldes, er detderfor ikke sikkert, at de sikrede generelt vil sederes interesse i at skulle bidrage til at finansie-re en sådan forbedring for de få, der i løbet afforsikringstiden vil fremkalde forsikringsbegi-venheden ved en uagtsomhed, som er grov,men ikke så grov, at den tillægges betydningefter en særligt restriktivt fortolkning af begre-bet i § 18. Det er derfor ikke tilstrækkeligt athenvise til, at den sikrede — modsat tredje-mand — har betalt vederlag for dækningen,26

idet dækningsomfanget har betydning for stør-

23) Jf. betænkning 829/1978 s. 15.24) Jf. A. Vinding Kruse og Jens Møller:Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 3. udg.1993, s. 297 og Preben Lyngsø: Dansk Forsikringsret,5. udg. 1987, s. 260.

25) I modsat retning kan dog tale den omstændighed,at erstatningsansvaret trods grov uagtsomhed kanvære dækket af ansvarsforsikring, hvorimodnedsættelse eller bortfald af forsikringsdækningendefinitivt rammer den sikrede selv. Selv om der ikkeforeligger ansvarsforsikringsdækning, kan enmellemløsning opnås i kraft af en anvendelse aflempelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 24, stk.1, jf. f.eks. UfR 1990.136 V om nedsættelse afansvaret for en groft uagtsomt handlende biltyv.

249

relsen af vederlaget — selv om betydningenpå dette punkt sikkert kun er marginal.

Det kan indvendes, at der kan være grund tilat stille større krav til agtpågivenheden overfor andres goder end over for egne goder, menogså denne betragtning kan vendes om: Risi-koen for misbrug af forsikringen er utvivlsomtstørre i relation til de sikredes fremkaldelse afforsikringsbegivenheden, bl.a. fordi dereskendskab til de faktisk foreliggende forsikring-er generelt må være større end tredjemands, iforhold til hvem forsikringsdækningen typiskvil være en tilfældig og upåregnelig omstæn-dighed.27

De fleste af de (forholdsvis få) foreliggendedomme om erstatningsansvarslovens § 19,stk. 2, nr 1, vedrører regres fra bilkaskoforsik-rere, navnlig mod biltyve, der har kørt i spiritu-spåvirket tilstand og i øvrigt overtrådt færd-selsreglerne. Det kan ikke undre, at resultateti disse tilfælde er blevet en fastholdelse afansvaret.28 Spørgsmålet i praksis har navnligværet, om den forsætlige handling (tyveriet)efter et casus mixtus-princip skulle indebære etvideregående ansvar, når selve skaden påbilen ikke skyldtes grov uagtsomhed. Detteblev afvist i UfR 1990.27 H, i øvrigt i modstridmed tidligere praksis om det tilsvarende spørgs-mål efter forsikringsaftalelovens § 18.29 Detkan heller ikke undre, at ansvaret bortfaldt i ettilfælde, hvor det blev rettet mod en passageri en stjålet bil30 eller mod en 9-årig cyklist, derikke havde set sig ordentligt for.31 Mere tviv-lsom er en afgørelse, der statuerede grov uagt-somhed hos en (spirituspåvirket) fodgænger,der løb ud på kørebanen uden at se sig for.32

Uagtsomhedsgraden var ganske vist høj, mendet var i mindre grad andres værdier, der blev

sat på spil, end den pågældendes egen sikke-rhed - uden at det formentlig ville have fåetkonsekvenser i form af egen skyld efter færd-selslovens regler, hvis skaden havde ramtfodgængeren selv.

Uden for dette område er grov uagtsomhedkun blevet statueret i UfR 1990.926 H (UfR1990.123 V) om en brandskade forvoldt af to9—10 årige børn. Også denne afgørelse erdiskutabel.33 Opfattes situationen som en sim-pelt uagtsom følge af en forsætlig adfærd,harmonerer afgørelsen næppe med bilsagerne,og hvis der i stedet er anlagt en samlet vurde-ring af, om forholdet er groft uagtsomt, er dernæppe taget tilstrækkeligt hensyn til børnenesalder. Der er i hvert fald ikke blevet skelet tilprincippet i forsikringsaftalelovens § 19 (omend denne regel er deklaratorisk).

2.2. Regres efter færdselsloven

Reglen om færdselsansvarsforsikrerens regresmod den ansvarlige for motorkøretøjet vartidligere udformet i overensstemmelse medreglen i forsikringsaftalelovens § 18, men ipraksis havde reglen et betydeligt snævrereanvendelsesområde.34 Regresret blev stort setkun indrømmet i tilfælde af spirituskørsel meden betydelig promille, hvor der samtidig forelågrove kørselsfejl. Der blev derfor i stedet valgten formulering, som bedre skulle svare til prak-sis, idet (aftale om) regresret kun skulle omfattetilfælde af “grov hensynsløshed” — altså iprincippet samme indsnævring, som erstat-ningslovsudvalget havde ønsket ierstatningsansvarslovens § 19. Det område,

26) Jf. herved Preben Lyngsø i Juristen 1993 s. 31 ff.27) Jf. herved Jan Hellner: Försäkringsgivarens reg-ressrätt, 1953, s. 60 f (der konkluderer, at de modstrid-ende hensyn nærmest må føre til den konklusion, atbegrebet grov uagtsomhed fortolkes ensartet i de toregler); se også Jan Hellner: Försäkringsrätt, 2. uppl.1965, s. 183.28) Jf. UfR 1988.786 V og UfR 1990.136 V.

29) Jf. UfR 1980.496 H, men se hertil om nyerepraksis i Ankenævnet for Forsikring, Preben Lyngsø:Forsikringsaftaleloven med kommentarer, 4. udg.1992, s. 125; se i øvrigt om spørgsmålet, MichaelWiisbye og Michael Hertz i Nordisk Forsikringstids-skrift 1992 s. 97 ff.30) Jf. UfR 1989.643 Ø.31) Jf. UfR 1992.179 V.32) Jf. UfR 1987.587 Ø.33) Jf. Jørgen Gawinetsky og Henning Jønsson:Familieforsikring, 2. udg. 1990, s. 224 f.

250

man havde for øje, var alene “den bevidstetilsidesættelse af trafiksikkerheden” (f.eks.bevidst hasarderet kørsel, i modsætning til denmomentane uopmærksomhed, uanset om den-ne isoleret set var grov).35 Det var imidlertidikke tanken, at den meget restriktive linie iretspraksis skulle ændres herved. Formule-ringen rammer dog ikke særligt præcist detilfælde, hvor regresret er blevet indrømmet;det er ikke tilstrækkeligt, at tilsidesættelsen aftrafiksikkerheden er “bevidst”, og det er påden anden side heller ikke nødvendigt (med-mindre man generelt vil hævde, at al spiri-tuskørsel med høj promille må indebære enbevidst tilsidesættelse af trafiksikkerheden).Reglen er så snæver, at den ikke har nogenpraktisk betydning.36 Den er således ogsåklart snævrere end reglen i erstatningsan-svarslovens § 19, men det må herved tages ibetragtning, at begrænsningen af regresrettenikke har betydning i de tilfælde, hvor skade-volderen ikke er sikret ved policen; som detfremgik, er det navnlig i disse tilfælde, at ansva-ret for kaskoskaden er blevet fastholdt eftererstatningsansvarslovens § 19.

2.3. Tilsidesættelseaf ansvarsbegrænsninger

Lovgivningen om forskellige former for trans-portaftaler indeholder muligheder for mere el-ler mindre vidtgående begrænsninger af an-svaret for transportens udførelse m.v., men etlige så fast punkt i lovgivningen herom er, atansvarsbegrænsningerne ikke — eller ikke fuldtud — kan opretholdes, hvis der er handletforsætligt eller udvist grov uagtsomhed.37

Sølovens forskellige ansvarsbegrænsnin-

ger gælder således ikke, hvis den ansvarligehar forvoldt tabet eller skaden forsætligt ellergroft uagtsomt og med forståelse af, at skadesandsynligvis ville blive forårsaget, jf. sølo-vens § 120, stk. 6, § 122, stk. 3, § 194, § 197, stk.2, og § 237. Tilføjelsen må principielt forståssom et krav om bevidst (grov) uagtsomhed,hvilket — i de tilgrundliggende internationalekonventioner — må ses på baggrund af kravom “wilful misconduct” og lign.38 I nationalsammenhæng synes man dog ikke at føle sigbundet heraf.39 Spørgsmålet i relation til sølo-ven har i øvrigt navnlig været kravet om, at detforsætlige eller groft uagtsomme forhold skalvære udvist af den ansvarlige selv.40

En tilsvarende tilføjelse findes ikke i CMR-lovens § 37, hvorefter lovens regler om udeluk-kelse eller begrænsning af fragtførerens an-svar (samt regler, der ændrer bevisbyrden)ikke kan påberåbes, når fragtføreren eller no-gen, han er ansvarlig for, har forvoldt skadenmed forsæt eller ved grov uagtsomhed. Det erimidlertid også i relation til denne bestemmelseblevet gjort gældende, at den internationalekonvention, som den bygger på, tilsigtede ensnævrere udformning.41 Begrundelsen herforskulle være, at begrebet “forsæt” — i overens-stemmelse med fransk opfattelse — kun omfat-tede det “direkte” forsæt, således at der sigte-des til tilregnelsesformer, der efter denne op-fattelse kun er sidestillet med forsæt, men somefter vor opfattelse er forsæt. Dette har imidler-tid ikke fundet udtryk i reglen i CMR-lovens §37, men efter motiverne sigtedes der hermed tilen snæver udformning af begrebet grov uagt-somhed, se om praksis nedenfor.

For så vidt angår jernbanetransport gælder

34) Jf. betænkning 1036/1985 s. 103 ff.35) Jf. ibid. s. 116.36) Jf. Bo von Eyben: Kompensation for personskadeI, 1983, s. 322 og 424; den svenske regel om regresved grov uagtsomhed tilsigter ikke en tilsvarendebegrænsning, jf. Proposition 1975/76:15 s. 50 f og 87.

37) Jf. Per Ekelund: Transportaftaler, 1991, s. 225ff.38) Jf. ovenfor afsnit 2 med note 37 og PeterWetterstein i Festskrift till Kurt Grönfors, 1991, s. 427ff.39) Jf. særligt om luftfartsloven, Finn Hjalsted i UfR1957 B s. 13 f og Per Ekelund: Transportaftaler,1991, s. 228.40) Jf. f.eks. Allan Philip og Jørgen Bredholt: Sølovenmed kommentarer, 2. udg. 1986, s. 311 f.

251

tilsvarende, at ellers gældende ansvarsbe-grænsninger ikke kan påberåbes ved forsæt oggrov uagtsomhed, jf. om nationale transporter,DSB-lovens § 37 og § 15, stk. 2, og om interna-tionale transporter, CIM-konventionens art.37.42

I nyere retspraksis har navnlig CMR-lovens§ 37 haft betydning. Som nævnt tilsigtedeshermed en snæver udformning af begrebetgrov uagtsomhed, særligt til tilfælde, “hvorfragtføreren har behandlet godset på subjek-tivt hensynsløs måde, hvor skaden skyldesberuselse, eller hvor i øvrigt elementære reglerfor befordringens udførelse og godsets be-handling er tilsidesat.”43 Navnlig i det først-nævnte led betones således det subjektiveelement, der — også henset til den tilgrundlig-gende konvention — kunne opfattes således,at kun den bevidste (grove) uagtsomhed kankomme i betragtning. Dette synspunkt er daogså blevet gjort gældende i praksis, der isærhar vedrørt tilfælde, hvor godset er blevetstjålet, men der er ikke i dommene belæg fordenne særlige indsnævring af begrebet.

Synspunktet er senest blevet fremført i af-gørelsen UfR 1991.826 H, hvor der skete tyveriaf radio- og musikinstrumenter fra en lastbil,der i en week-end henstod ubevogtet på et frittilgængeligt sted i et øde industrikvarter. Ty-veriet var sket ved, at presenningerne blevskåret itu. Det blev gjort gældende, at CMR-lovens § 37 efter dens forhistorie kun omfatte-de bevidst grov uagtsomhed, og at dennebetingelse ikke var opfyldt. Retten fandt, at derforelå grov uagtsomhed under henvisning til,at varerne var blevet udsat for en “betydeligtyveririsiko” (der var skabt gode mulighederfor, at tyveri kunne gennemføres uforstyrret).Højesteret tilføjede yderligere, at det ikke var

dokumenteret, at den anvendte fremgangsmå-de var sædvanlig. Der er ikke i præmisserne —eller i øvrigt i sagen — holdepunkt for atantage, at spørgsmålet om fragtførerens muli-ge bevidsthed om tyveririsikoen er blevet til-lagt nogen betydning. Om det fremførte syns-punkt vedrørte fortolkningen af bestemmel-sen udtaltes det blot, at det “efter tilfældetskarakter” ikke kunne føre til noget andet resul-tat. Heri ligger næppe en forudsætning om, attyveririsikoens omfang faktisk var fragtføre-ren bekendt, men snarere om, at subjektiveforhold ikke har betydning i tilfælde, hvor derobjektivt var fremkaldt en (så) nærliggende ogåbenbar risiko, som tilfældet var. Afgørelsenkan sammenholdes med UfR 1988.777 SH, hvorder på tilsvarende måde var sket tyveri i løbetaf en week-end, hvor godset henstod ubevog-tet på et offentligt tilgængeligt sted; i dettetilfælde drejede det sig imidlertid om en contai-ner, der var aflåst med en bolt, der kun kunneåbnes med en boltsaks el. lign., og hvor frem-gangsmåden var sædvanlig inden for bran-chen; der forelå ikke her grov uagtsomhed.

Ret vidtgående forekommer afgørelsen i UfR1987.952 SH, hvor noget af godset var bort-kommet under en kortere transportstrækning iSchweiz, uden at der forelå nærmere oplys-ninger om, hvordan bortkomsten var sket.Retten statuerede grov uagtsomhed underhenvisning til, at chaufføren havde undladt atsikre vogn eller ladning. I denne afgørelse mådet være endnu klarere, at der ikke er lagt vægtpå den subjektive indstilling hos fragtføreren.Man vidste i realiteten ikke, hvad der var sket,og derfor heller ikke, hvad det var for en risiko,som fragtføreren i givet fald skulle have for-holdt sig bevidst (eller bevidst ligegyldigt)overfor.

Om andre forhold end godsets bortkomstforeligger der en enkelt nyere afgørelse, der harstatueret grov uagtsomhed (UfR 1984.903 SH),hvor en hastende forsendelse var blevet væ-sentligt forsinket, bl.a. på grund af en enkelt

41) Jf. Kjeld Regnarsen: Lov om fragtaftaler vedinternational vejtransport, 1985, s. 238 f.42) Se herom Th. Jensen: Jernbanefragtkontrakten,1975, s. 150 ff.43) Betænkning 319/1962 s. 37; se også betænkning858/1978 s. 65 f.

252

ansats udeblivelse fra arbejdet. Retten lagdevægt på, at forsinkelsen skyldtes helt interneforhold i virksomheden, og at man ikke havdegivet nogen underretning herom. Tilsammenudgjorde dette “en så graverende tilsidesæt-telse af de normer, som må gælde for udførel-sen af en befordring og for godsets behand-ling”, at der statueredes grov uagtsomhed.Heller ikke her er der noget holdepunkt for athævde, at der er lagt vægt på andet end denbetydelige, objektive normafvigelse.

Der er således ikke grundlag for at antage, atgrov uagtsomhed i CMR-lovens § 37 skullevære begrænset til tilfælde af (ikke-direkte)forsæt (dvs. sandsynlighedsforsæt og doluseventualis), eller at kun den grove uagtsom-hed, som tillige er bevidst, skulle komme ibetragtning. De tilfælde, hvor der i praksis erstatueret grov uagtsomhed, falder ikke indunder motivernes to første kategorier (subjek-tivt hensynsløs adfærd og beruselse), bortsetfra at den manglende underretning om forsin-kelsen i den sidstnævnte sag kan opfattes somen særligt urimelig tilsidesættelse af hensynettil kundens interesser. Det afgørende er, at derobjektivt set er skabt en betydelig risiko forbortkomst m.v. Det forekommer da overflødigtat fremhæve, at risikoen skal være opstået vedovertrædelse af “elementære” regler el. lign.,og tilsvarende overflødigt — eller ligefremfiktivt — at hævde, at risikoen da er af en sådankarakter, at den “må” have stået den pågæl-dende klart. End mindre kan der stilles krav om,at der skal være indtrådt en skade af netop denkarakter, som bevidstheden om risikoen om-fattede.44

Uden for CMR-lovens område findes i nyerepraksis navnlig eksempler på tilsidesættelse afansvarsbegrænsningen i Nordisk Speditør-forbunds Almindelige Betingelser (NSAB).

Det skete i UfR 1984.591 SH (om fejludleve-ring af en vare til en kunde, for hvem forveks-lingen medførte betydelig skade; speditørenhavde fået klare instrukser om at holde depågældende varer adskilt, men alligevel skete

der en sammenblanding, der skabte en nærlig-gende risiko for fejludlevering) og i UfR 1984.906SH (om beskadigelse af en maskine underaflæsning hos speditøren; maskinen viste ikkeumiddelbart tegn på, at der var sket nogenskade, og speditøren videresendte den derforuden at orientere om uheldet; dette fandtes atvære groft uagtsomt og var “udtryk for ensådan tilsidesættelse af hensynet til kundensinteresser”, at ansvarsbegrænsningen ikkekunne påberåbes. Som i eksemplet ovenfor ommanglende underretning om forsinkelsen kandet sidstnævnte moment med en vis rimelig-hed karakteriseres som en hensynsløs tilsi-desættelse af elementære hensyn til kunden).

NSAB indeholder ingen regler om tilsidesæt-telse af ansvarsbegrænsninger ved grov uagt-somhed. Det er muligt, at den nye regel i § 4, stk.2, hvorefter kun forsætligt forhold bevirker, atansvarsbegrænsningen ikke kan påberåbes,og den skete forhøjelse af ansvarsbe-grænsningsbeløbet bevirker, at den omtaltepraksis ikke længere har gyldighed.45 Mendenne praksis tyder ikke på, at tilsidesættelseaf en ansvarsbegrænsningsklausul ved grovuagtsomhed forudsætter særlig lovhjemmel(eller at det drejer sig om personskader), ellerat særlige lovbestemmelser har betydning foromfanget af muligheden for tilsidesættelse.46

2.4. Andre eksempler

Som et andet eksempel på, at et ansvar udvi-des, når skade eller tab er forvoldt ved et groftuagtsomt forhold, kan nævnes reglen i lov ombetalingskort § 21, stk. 3, nr. 2, om kortindeha-verens ansvar for tab som følge af uberettigetbrug af betalingskortet. Lovens udgangspunkter, at sådant tab skal bæres af kortudstederen,men efter den nævnte regel brydes dette ud-gangspunkt bl.a. i tilfælde, hvor kortindehave-ren (eller nogen, som denne har overladt kortettil) ved “groft uforsvarlig adfærd” har mulig-

44) Jf. ovenfor om sølovens regler og hertil PeterWetterstein i Festskrift till Kurt Grönfors, 1991, s. 443f.

253

fælde, hvor tidsrummet ikke var væsentligtlængere end i den nævnte dom. Der er ingentvivl om, at denne praksis er strengere end påandre områder vedrørende grov uagtsomhed,jf. f.eks. nedenfor om forsikringsaftalelovens §18. Det er blevet anført,49 at dette bl.a. må sespå baggrund af, at ansvaret er begrænset. Detvar det ikke efter kreditkøbsloven, men der ersom nævnt ikke i motiverne til betalingskortlo-ven noget holdepunkt for, at den beløbsmæssi-ge maksimering af ansvaret skulle have nogenbetydning for fortolkningen af begrebet grovuagtsomhed.

Med den nye formulering af reglen er dertilsigtet en “væsentlig skærpelse af ansvars-betingelsen i forhold til hidtidig praksis i Penge-institutankenævnet”,50 således at ansvaret ipraksis kun skulle kunne gøres gældende “i etfåtal af tilfælde”. Bemærkningerne sigter imid-lertid (kun?) til tilfælde af opbevaring af be-talingskortet sammen med den dertil hørendekode, og der er således ikke taget udtrykkeligtstilling til, i hvilket omfang opbevaring i uaflå-sede lokaler el. lign. i sig selv kan udgøre engroft uforsvarlig adfærd. Ifølge bemærkning-erne kan der næppe lægges nogen selvstæn-dig betydning i, at ordet uagtsomhed er blevetudskiftet med ordet uforsvarlig; “grovheden”antages generelt at omfatte “sløseri, der erpræget af ligegyldighed i forbindelse medopbevaring af kortet”. Det er vel tvivlsomt, omder i disse bemærkninger er tilstrækkeligt grund-lag for at hævde, at den nævnte praksis fraPengeinstitutankenævnet ikke vil kunne opret-holdes.

Som et sidste eksempel på et særligt udvidetansvar, der er betinget af forsæt eller grovuagtsomhed, skal nævnes reglen om oppreis-ning efter den norske erstatningslovs § 3—5.Denne regel er det nærmeste, man i nordisk

gjort den uberettigede brug. Ansvaret er somhovedregel begrænset til et beløb på 8.000 kr.Reglen blev ændret i 1992. Efter den tidligereformulering indtrådte ansvar bl.a., når kortin-dehaveren mistede kortet ved grov uagtsom-hed; dette ansvar var begrænset til 5.000 kr.Denne regel afløste i sin tid reglen i kreditkøbs-lovens § 34. Som nævnt ovenfor afsnit 1henskød motiverne til denne bestemmelse blotafgørelsen til domstolene uden nogen nærme-re vejledning, og den fik man heller ikke, dareglen blev overført til loven om betalings-kort.47

I praksis er spørgsmålet navnlig opstået itilfælde, hvor kortet er blevet opbevaret på enmåde, som har skabt en vis større risiko for, atdet blev stjålet.

Fra retspraksis kan nævnes UfR 1985.466 Ø(om kreditkøbslovens § 34), hvor kortet varblevet stjålet i et omklædningsrum til en svøm-mehal, idet kortindehaveren havde anbragt sittøj i et skab og låst det, men glemt at tagenøglen med, da han i ca. 5 min. var ude ibaderummet. Retten fandt, at han havde hand-let uagtsomt, men ikke groft uagtsomt.

Uanset at reglen i lov om betalingskort(oprindeligt) skulle forstås på samme mådesom reglen i kreditkøbslovens § 34, har kla-genævnet på området (Pengeinstitutankenæv-net) anlagt en mindre restriktiv linie, idet tyve-rier fra uaflåsede biler, arbejdslokaler m.v. ialmindelighed er blevet anset for at opfyldekravet om grov uagtsomhed.48 Selv om detnaturligvis spiller en rolle, hvor længe kortethar været henlagt i uaflåset lokale m.v. udenopsyn, foreligger der afgørelser fra klagenæv-net, som har statueret grov uagtsomhed i til-

45) Jf. Per Ekelund: NSAB med kommentarer, 1991,s. 96.46) Jf. Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del1991, s. 228; sml. J. Günther Petersen: Ansvarsfra-skrivelse, 1957, s. 47 f og Henry Ussing:Obligationsretten alm. del, 1967, s. 162.47) Jf. Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillægA, sp. 812.

48) Jf. Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Klager over pengeinstitutter, 1991, s. 53 f.49) Jf. ibid. s. 53.50) Jf. lovforslag nr. L 60, Folketinget 1991-92, s. 12

254

(erstatnings)ret kommer begrebet “punitivedamages”, dvs. en bodslignende overbyg-ning på de sædvanlige erstatnings- og godt-gørelsesposter, som forudsætter en vis kvali-ficeret skyld.51 Betingelserne for at kræveoppreisning er dog ikke så restriktivt udformetsom betingelserne for krav om punitive dama-ges, der — ud over forsætligt forvoldte skader— navnlig sigter på den bevidste og hen-synsløse tilsidesættelse af hensynet til an-dre.52 Selv om reglen om oppreisning ikke harhaft stor praktisk betydning i norsk ret, tyderretspraksis ikke på, at der i samme subjektiveforstand skal foreligge graverende skyld.53

Ældre praksis vedrører især spirituspåvirkedebilister og andre (grove) færdsels-lovsovertrædelser, mens nyere praksis i højeregrad vedrører visse forsætlige forhold (sæde-lighedsforbrydelser m.v.).54 Forskellen mel-lem punitive damages og oppreisning gør detparadoksalt, at det pønale element reelt er merefremtrædende i norsk ret (kun skadevolderenselv ifalder ansvaret herfor, og det dækkes ikkeaf ansvarsforsikring).

3. Egen skyld og lign.

3.1. Erstatningsretten m.v.

3.1.1. Almindelige reglerTendensen i nordisk (erstatnings)ret til attillægge sondringen mellem grov og simpeluagtsomhed betydning — derved at der skalses bort fra den simpelt uagtsomme skadefor-voldelse — er endnu mere udpræget, når ska-den rammer den uagtsomt handlende selv, endnår den rammer tredjemand. Den sidstnævntebegrænsning af ansvaret er, som det er fremgå-et, knyttet til særlige omstændigheder (f.eks. atskaden er dækket af forsikring). Længst i ret-51) Se herved Bo von Eyben: Kompensation forpersonskade I, 1983, s. 428 ff og SOU 1992:84 s. 61ff.52) Jf. Prosser og Keeton: Torts, 5th ed. 1984, s. 9 f.53) Se om praksis, Peter Lødrup: Lærebog ierstatningsrett, 2. utg. 1987, s. 365 f og Nils Nygaard:Skade og ansvar, 4. utg. 1992, s. 225 ff.

ning af at beskytte de skaderamte ved per-sonskader er svensk ret gået, idet der efter dengenerelle medvirkensregel kun kan ske ned-sættelse af erstatningen ved forsætlig ellergroft uagtsom medvirken, jf. skadeståndsla-gen 6 kap. 1 §, 1. stk.; tilsvarende generellebegrænsninger i medvirkensreglerne er blevetovervejet i de øvrige lande, men det er blevetved overvejelserne.55

Af motiverne til den svenske regel fremgårdet, at begrebet grov uagtsomhed i denneforbindelse skal opfattes restriktivt, således atnedsættelse af erstatning for personskade kunbliver aktuel i helt særlige situationer. Dersigtedes til tilfælde, hvor der foreligger enhensynsløs eller klart nonchalant adfærd fraskadelidtes side, som også indebærer betyde-lig risiko for andre end den pågældende selv,eller hvor der i øvrigt er udvist en åbenbarligegyldighed for eget liv eller helbred.56 Ogsåher pegede man på det forsikringsretlige be-greb grov uagtsomhed, særligt praksis omanvendelsen af forsikringsaftalelovens § 25.57

Som nævnt ovenfor afsnit 2.1. hævdes detimidlertid ofte, at der bør kunne stilles størrekrav til den tredjemand, der udsætter andresgoder for risiko, end i tilfælde, hvor man udsæt-ter sig selv for en risiko.58 Rent bortset fra, atdette synspunkt som nævnt er diskutabelt,udviskes forskellen i nogen grad, når det sam-tidig fremhæves, at der ved vurderingen af, omder foreligger grov egen skyld, skal tagessærligt hensyn til, om den udviste adfærd ikkekun rummede en fare for den pågældende selv,men også for tredjemand.59 Henvisningen tilforsikringsaftaleloven skal formentlig nærme-st opfattes som et (yderligere) generelt signaltil praksis om, at der skal “meget til” for, atnedsættelse af erstatningen kan komme på tale— og da navnlig i tilfælde, hvor risikoen forskade kun omfattede skadelidte selv. Det an-

54) Jf. SOU 1992:84 s. 169 f.55) Jf. Bo von Eyben: Kompensation for personskadeI, 1983, s. 480 ff (med henvisninger).

255

tages, at der skal tages vidtgående hensyn tilde subjektive forhold (f.eks. således, at ned-sættelse så godt som aldrig kan finde stedoverfor børn60), således at der i realiteten stil-les krav om bevidst (grov) uagtsomhed.61 Denmeget sparsomme praksis giver dog næppesikkert belæg for den sidstnævnte begræns-ning.62 I NJA 1983.522 I (om en person, derunder et epilepsianfald kastede sig ud foran enbil) fremhævedes det, at skadelidte ikke havdeen sådan bevidsthed om sin handling, somkrævedes, for at nedsættelse af erstatningenkunne finde sted. Bevidsthed om risikoen kanimidlertid principielt ikke gradueres; enten erden — såvidt man efter bevisførelsen mener atkunne fastslå dette — til stede, eller også erden det ikke. Ud over de rent bevismæssigeproblemer er det netop svagheden ved dettekriterium.

3.1.2. Objektivt ansvar m.v.Som følge af den nævnte generelle regel iskadeståndslagen er medvirkensreglerne somudgangspunkt de samme, uanset om ansvaretstøttes på almindelige erstatningsregler, påregler om objektivt ansvar eller på særligeerstatningsordninger. Der henvises enten tilskadeståndslagens regel, eller der findes tilsva-rende regler i speciallovgivningen. Det sidst-nævnte gælder således om trafikskadelagensregel (12 §, 1. stk., der dog tillige indeholder ensærlig adgang til at nedsætte erstatningen tilen fører ved simpel uagtsomhed, hvis han

herved har gjort sig skyldig i strafbar spiri-tuskørsel). Udgangspunktet var den opfattel-se, at erstatningsnedsættelse ikke bør anven-des til “repressive” formål, men kun i undtagel-sestilfælde, hvor det ville virke “stødende”,om der skulle ydes fuld erstatning. Grov uagt-somhed skulle herefter begrænses til tilfælde,hvor der foreligger alvorlig overtrædelse affærdselsreglerne, og der herved er udvist åben-bar hensynsløshed og ligegyldighed især forandre trafikanters sikkerhed.63

Lignende synspunkter kom til udtryk i mo-tiverne til reglen i den danske færdselslovs §101, stk. 2,64 hvorefter erstatningen kan ned-sættes eller i særlige tilfælde bortfalde, hvisskadelidte (eller afdøde) ved grov uagtsom-hed har medvirket til skaden. Heller ikke densvenske regel udeluker erstatningsbortfald(“lempelse til 0”) ved grov uagtsomhed.65 Envæsentlig nuance er dog, at der ikke eftermotiverne til den danske regel skal tages særlighensyn til, om der er fremkaldt en risiko forskade på andre end den pågældende selv.Omvendt fremhævedes tydeligere i de danskemotiver, at ikke enhver grov uagtsomhed ertilstrækkelig til, at erstatningen kan nedsættes,men der tænktes herved særligt på tilfælde,hvor subjektive forhold i nogen grad “und-skylder” en uagtsomhed, som hos andre villevære meget betydelig (egen skyld hos børn ogunge, gamle og handicappede),66 jf. ovenforom skadeståndslagen. Dette spørgsmål harmidlertid ikke (endnu) foreligget i trykt rets-praksis, der navnlig har vedrørt tilfælde, hvorpassagerer kommer til skade under kørsel medspirituspåvirkede førere og lign.67

Disse tilfælde skal efter motiverne bedøm-mes på samme måde som andre tilfælde afmedvirken.68 I disse tilfælde er det ikke af-gørende, om føreren udgjorde en fare for andre

56) Jf. SOU 1973:51 s. 237 ff og 316 f og Proposition1975:12 s. 131 ff.57) Jf. SOU 1973:51 s. 317.58) Jf. Bertil Bengtsson: Om jämkning av skadestånd,1982, s. 75 (der derfor snarere vil parallellisere tilreglen i forsikringsaftalelovens § 18).59) Jf. ibid. s. 80.60) Jf. ibid.; sml. ovenfor afsnit 2.1. om dansk praksisvedrørende erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr.1.61) Jf. ibid. s. 81.62) Se om praksis, Jan Hellner: Skadeståndsrätt, 4.uppl. 1985, s. 184 f.

63) Jf. SOU 1974:87 s. 175 ff, Proposition 1975/76:15 s. 69 og Ulf K. Nordenson: Trafikskadeersätt-ning, 1977, s. 163 ff.64) Jf. betænkning 1036/1985 s. 76 f.

256

(hvad han selvsagt — objektivt set — ogsågjorde), men om passageren var eller burdevære klar over førerens uegnethed til at køre.Faktorer af betydning er derfor graden af spi-rituspåvirkethed og passagerens kendskab til,hvad føreren havde indtaget. I UfR 1988.231 Øblev erstatningen nedsat med 1/3 i overenss-temmelse med motivernes anvisning på om-fanget af nedsættelsen i de tilfælde, hvor uagt-somheden findes at være tilstrækkelig grov. IUfR 1990.688 V forelå så kvalificerede omstæn-digheder, at erstatningen helt bortfaldt (endnuhøjere spirituspromille, føreren og passagerenhavde drukket sammen på en restaurant, pas-sageren var klar over, at føreren ikke havdeførerbevis, og passageren tog selv initiativettil køreturen). Man kan næppe hævde, at disseafgørelser er mindre restriktive end forudsat imotiverne. Det samme gælder afgørelsen i UfR1988.583 V (nedsættelse til 1/3 ved grov fejl —bilisten kørte over i venstre banehalvdel — afstærkt spirituspåvirket fører), hvormod afgørel-sen i UfR 1992.900 V forekommer mere vidtgå-ende (tilsvarende nedsættelse ved samme formfor kørselsfejl, men her forelå ikke bevis forspirituspåvirkethed, og årsagen til ulykken vari øvrigt uopklaret). Det bemærkes i øvrigt, atbegge de to sidstnævnte førere blev dræbt;efter de svenske regler ville de efterladteserstatning ikke blive nedsat trods grov uagt-somhed fra afdødes side.69

Der foreligger således ingen domme om grovuagtsomhed hos fodgængere m.v., hvor sond-ringen mellem fare for én selv og for andrekunne tænkes at få særlig betydning. Spørgs-målet om særlig subjektiv underlegenhed harheller ikke foreligget til pådømmelse.

De dansk/svenske regler står i modsætningtil reglen i den norske bilansvarslov, der kun

undtager tilfælde, hvor der er “lite” at læggeskadelidte til last.70 Dette svarer således til, atder kun skal ses bort fra culpa levissima —hvilket der vel overhovedet også bliver alenei kraft af, at der generelt ses bort fra egen skyld,der ellers skulle takseres til mindre end 1/3nedsættelse af erstatningen.71 Forskellen mel-lem dansk og svensk ret er derimod, at be-grænsningen af egen skyld til groft uagtsommedvirken i dansk ret kun er sket på områder,hvor der er indført objektivt erstatningsansvareller i øvrigt objektivt virkende erstatnings-ordninger.

Eksempler herpå er reglen i undergrundslo-vens § 35, stk. 2, naturgasforsyningslovens §7, stk. 2, rørledningslovens § 5, stk. 2, ogluftfartslovens § 127, stk. 2. Disse regler byg-ger ikke på nogen bestemt opfattelse af, hvadder skal forstås ved grov uagtsomhed, menfremtræder blot som en udbygning og konse-kvens af det objektive ansvar — i modsætningtil ældre egen skylds-regler herom. Reglernehar desuden ingen praktisk betydning. Luft-fartslovens ansvarsregel har kun givet anled-ning til erstatningssager om skader på dyr pågrund af støj fra fly, og herunder om manglen-de afmærkning af en (mink)farm var groftuagtsom, jf. UfR 1956.742 H (der besvaredespørgsmålet bekræftende, hvilket kan undre;forholdet var snarere et spørgsmål om acceptaf risiko). Sammenlignet med andre ældre reg-ler om egen skyld m.v. ved skærpet ansvar erdet tydeligt, at man nu er mindre betænkeligved at bygge på sondringen mellem grov ogsimpel uagtsomhed.72

Som eksempler på regler om skadelidtesmedvirken inden for andre særlige erstatnings-ordninger kan nævnes reglen i patientforsik-

65) Jf. Proposition 1975/76:15 s. 118.66) Jf. betænkning 1036/1985 s. 78 og 161.67) Jf. Henrik Waaben m.fl.: Færdselsloven medkommentarer, 1992, s. 653 f og Gert Drews Jensen iUfR 1988 B s. 383 ff.68) Jf. betænkning 1036/1985 s. 79.

69) Jf. herved Bo von Eyben: Kompensation forpersonskade I, 1983, s. 483 f.70) Se herom Nils Nygaard: Bilansvar, 1990, s. 189ff.71) Indstillingen i Norge synes at svare til den, dertidligere kom til udtryk i Danmark i betænkning 179/1957, se hertil Bo von Eyben: Kompensation forpersonskade I, 1983, s. 476 f og 479 f.

257

ringslovens § 6 (der næppe får særlig praktiskbetydning73) og i lov om forsikring mod følgeraf arbejdsskade § 29, der imidlertid ikke brugerbegrebet grov uagtsomhed: Nedsættelse ellerbortfald af erstatningen kan ske, når skadelidte“forsætligt eller ved retsstridig handling ellerundladelse” har fremkaldt eller væsentligt bi-draget til arbejdsskadens indtræden.

Reglen afløste pr. 1/1 1993 den tidligerearbejdsskadeforsikringslovs § 14, hvorefternedsættelse eller bortfald af erstatningen kun-ne finde sted ved handling eller undladelse,som frembød alvorlig risiko for skadeforvol-delse, ved bevidst tilsidesættelse af elementæreforsigtighedshensyn og ved selvforskyldtberuselse. Ifølge motiverne til denne bestem-melse krævedes hermed en “særlig høj grad” afuagtsomhed,74 der “stort set” svarede til deterstatningsretlige begreb gov uagtsomhed.75

I praksis blev erstatningen kun nedsat (typiskmed 1/4) i tilfælde af beruselse (med en visstørre promille) og ved grovere overtrædelser(i øvrigt) af færdselsloven. Denne praksis fand-tes imidlertid uforenelig med den af Danmarkratificerede ILO-konvention om minimumsnor-mer for social tryghed, hvorefter kun forsætli-ge forhold og “lovovertrædelser” kunne tagesi betragtning.76 Praksis blev derfor ændret, ogden nye regel i lovens § 29 tilsigter at opfyldekonventionens krav.

Bortset fra tilfælde af forsætlig medvirkenkan erstatningen herefter kun nedsættes, hvisder foreligger en “ulovlig” handling (eller und-ladelse) fra skadelidtes side; beruselse ellerovertrædelse af “elementære forsigtigheds-hensyn” kan således ikke længere i sig selvbegrunde nedsættelse. Bortset herfra erspørgsmålet imidlertid, om ændringen virkeligindebærer — eller nødvendiggør — en in-dsnævring af egen skylds-reglen. Hvis f.eks.skadelidte har overtrådt færdselsloven (uan-

set om overtrædelsen alene består i spiritus-eller promillekørsel, eller der er tale om andreformer for overtrædelser), foreligger der jodermed en “ulovlig” handling, således at ned-sættelse af erstatningen ikke synes at kommei modstrid med ILO-konventionen, selv omovertrædelsen ikke er “grov”. Formelt stårreglen dermed i skærende modsætning til reg-len i færdselslovens § 101, stk. 2. I praksis harman imidlertid ikke — siden konventionsreg-len blev indskærpet over for Arbejdsskade-styrelsen i 1985 — nedsat erstatningen i disse(eller andre) tilfælde, hvilket tyder på, at selv enegen skyld, der ville medføre nedsættelse aferstatningen i henhold til færdselsloven, ikkelængere tillægges betydning. Det kan blot ikkeudledes af lovens regel.

3.2. Forsikringsretlige regler

3.2.1. Undladelse afat give risikooplysninger

De forsikringsretlige regler, der gør brug afbegrebet grov uagtsomhed, rubriceres mestnaturligt under regler om egen skyld m.v., fordide vedrører adfærd fra skadelidtes side, somkan bevirke, at han helt eller delvist misterretten til en ellers tilkommende erstatningsyd-else. Den vigtigste regel herom findes i fors-ikringsaftalelovens § 18, stk. 2, jf. herom ne-denfor, men også forsikringsaftalelovens § 7bør nævnes, idet reglen efter den danske ud-formning sidestiller groft uagtsom undladelseaf at give oplysninger med uagtsom meddelel-se af urigtige oplysninger, jf. § 6. En tilsvaren-de begrænsing findes ikke i de norsk/svenskeregler, som — højst — tillader, at der ses bortfra ringe uagtsomhed ved fortielser.77 Dennesærlige begrænsning ved fortielser er næppevelbegrundet, da grænsen over for urigtige

72) Se herved Stig Jørgensen: Erstatningsret, 1966,s. 240 f.73) Jf. herom Bo von Eyben: Patientforsikring, 1993,s. 245 f.

74) Jf. betænkning 792/1977 s. 52.75) Jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 929;se herved Bo von Eyben: Kompensation forpersonskade I, 1983, s. 474.76) Jf. betænkning 1142/1988 s. 133.

258

oplysninger er flydende; ufuldstændig bes-varelse af spørgsmål i forsikringsbegæringenhenføres under § 6, og selv uden den særligebegrænsning ville man formentlig sjældent nåfrem til, at det var uagtsomt ikke at give oplys-ning om forhold, der ikke blev spurgt om ibegæringen. Reglens betydning er derfor be-grænset. Efter Lyngsøs opfattelse skal begre-bet grov uagtsomhed her forstås på sammemåde som i § 18, jf. nedenfor, men der forelig-ger ikke praksis, der kan bekræfte eller afkræftedette.78

3.2.2. Fremkaldelse afforsikringsbegivenheden

En af de vigtigste, civilretlige regler, der gørbrug af begrebet grov uagtsomhed, er regleni forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, hvorefterden sikredes fremkaldelse af forsikringsbe-givenheden “ved en uagtsomhed, der underde foreliggende omstændigheder må beteg-nes som grov”, indebærer, at det under hensyntil skyldgraden og omstændighederne i øvrigtafgøres, om erstatning skal ydes og i bekræf-tende fald med hvilket beløb. Reglen er dekla-ratorisk, men begrebet grov uagtsomhed vilalligevel altid have betydning (bortset fra detilfælde, hvor forsikringsselskabet har udnyt-tet adgangen efter § 20, 2. pkt., til at forbeholdesig ansvarsfrihed ved skader, der simpeltuagtsomt er forvoldt ved beruselse); fravigel-sen betyder kun, at ansvaret uden videre falderhelt bort ved grov uagtsomhed. Det legislativespørgsmål i nyere, nordisk ret her netop hove-dsagelig været spørgsmålet, om reglen burdegøres præceptiv.79 I praksis opstår spørgsmå-let om grov uagtsomhed navnlig ved tyveri afting, som omfattes af almindelige indboforsik-ringer (familieforsikring m.v.), der ikke fraviger

§ 18, samt ved ulykkestilfælde i henhold tilsyge- og ulykkesforsikringer, der sædvanlig-vis fraviger § 18, således at retten til forsik-ringsbeløbet helt bortfalder ved grov uagt-somhed.

Reglens store praktiske betydning har be-virket, at teorien navnlig i denne relation harforsøgt at definere betydningen af begrebetgrov uagtsomhed. Et gennemgående træk veddisse definitioner er, at begrebet søges in-dsnævret til tilfælde, der ligger “nær” op adforsæt.

Den nærmere udformning varierer:80 Under-tiden lægges der vægt på, at begrebet grovuagtsomhed kun omfatter tilfælde, hvor der erbegrundet mistanke om et forsætligt forhold,men hvor dette ikke kan bevises (eller dogsåledes, at forsikringsselskabet derved frita-ges for at skulle påberåbe sig forsikringsbe-drageri el. lign.). En anden formulering går udpå, at grov uagtsomhed kun foreligger, hvisder er udvist en adfærd, som må antages atvære begrundet i forsikringens eksistens. Entredje formulering — der indebærer en visafsvækkelse i forhold til de øvrige — er, at kunden bevidst grove uagtsomhed omfattes afreglen (samtidig med, at grov uagtsomhedbestemmes som den grad af uagtsomhed, som“ligger nærmest” området for forsæt).81

Normalt ledsages disse opfattelser ikke af

78) Jf. Preben Lyngsø: Forsikringsaftaleloven medkommentarer, 4. udg. 1992, s. 71.79) Dette er sket i Norge, jf. Knud S. Selmer:Forsikringsavtaleloven med forarbejder, 1990, s. 88(om § 4-9, 2. led) og s. 252 f (om § 13-9, 1. led). Efterden svenske forsikringsaftalelov er aftalefrihedenderimod endnu mere vidtgående, idet også § 20 kanfraviges; kun efter konsumentförsäkringslagen gælderpræceptivt, at erstatningen kan nedsættes (men altsåikke uden videre bortfalde) ved grov uagtsomhed, jf.om reglerne Bertil Bengtsson: Försäkringsrätt, 4.uppl. 1992, s. 67 ff. Selv efter denne lov kan der indgåsaftale om nedsættelse af erstatningen også ved simpeluagtsomhed (som ikke er ringe). Dette må netop sespå baggrund af den restriktive udformning, begrebetgrov uagtsomhed i øvrigt har fået i svensk ret, jf. SOU1977:84 s. 151 f og 235. Se hertil endvidere AnnaCaroline Baur og Carl Martin Roos: Vad täckerhemförsäkringen, 1979, s. 101 f.

77) De norske regler er således modelleret efterbilansvarslovens medvirkens-regel, jf. ovenfor ogKnut S. Selmer: Forsikringsavtaleloven medforarbejder, 1990, s. 73 f (om § 4-2, 2. led) og s. 233f (om § 13-2, 2. led) og tilsvarende om den svenskekonsumentförsäkringslag, SOU 1977:84 s. 150 og226 (der udtrykkeligt tager afstand fra en - yderligere- begrænsning til grov uagtsomhed).

259

nogen konkret dokumentation for, at praksisopererer med en sådan indsnævring af begre-bet. Det er således f.eks. påfaldende, at Lyng-søs opfattelse, hvorefter kun den bevidst gro-ve uagtsomhed kan komme i betragtning, ikkeunderstøttes af én eneste af de af ham anførteafgørelser:82 Hverken de afgørelser, der tilken-der erstatning, eller de, der ikke gør det, inde-holder præmisser, der må eller kan forståssåledes, at det er blevet tillagt betydning, omforsikringstageren faktisk indså forsikrings-begivenhedens indtræden som en mulig følgeaf den udviste adfærd. Alle kan enes om, at derskal “meget til” for at statuere grov uagtsom-hed, men spørgsmålet er, om dette “meget”skal søges i en særlig “nærhed” til betingelser-ne for forsæt eller (i øvrigt) i krav om en faktiskforeliggende, subjektiv indstilling (“bevidst”uagtsomhed, som jo netop grænser tæt op tilforsætsformen dolus eventualis).

Den foreliggende praksis tyder imidlertidikke på, at det forholder sig sådan. Tværtimodkan den helt tvangfrit indpasses i den opfattel-se, hvorefter grovheden principielt vurderesud fra de samme momenter, som indgår i selveuagtsomhedsbedømmelsen, jf. ovenfor afsnit1. Tydeligst er dette i tyveritilfældene, hvorproblemet oftest opstår ved, at forsikringstage-ren stiller en kuffert el. lign. fra sig, fordi han iet kortere eller længere tidsrum bliver optagetaf noget andet. De forhold, som tillæggesbetydning ved vurderingen, er navnlig:83

Hvilken lokalitet, det drejer sig om; hvor langtid effekterne har været efterladt uden opsyn;værdien af effekterne; forsikringstagerensmuligheder for at tage kuffert m.v. med sig

under sit ærinde. Dette er objektive momenter,der uden videre kan indpasses i elementerne iuagtsomhedsbedømmelsen: (1) Omfanget afrisikoen for skadens indtræden (dvs. risikoenfor tyveri); (2) størrelsen af den skade, somrisikoen omfatter (dvs. værdien af effekterne);(3) mulighederne for at afværge eller formind-ske risikoen (dvs. forsikringstagerens prakti-ske mulighed for at undgå den situation, hvoreffekterne efterlades uden opsyn). Hertil kanså — i forlængelse af (3) — føjes det subjektiveelement, dvs. forsikringstagerens (individuel-le) forudsætninger for at forstå og vurdererisikoen og afværgemuligheden. Det er natur-ligt, at individuelle forudsætninger, særligt iform af subjektiv underlegenhed, tillæggesstørre betydning ved den “trinhøjere” vurde-ring af, om uagtsomheden er grov, end vedselve culpavurderingen, men den foreliggen-de praksis giver ikke grundlag for at vurdere,hvor stor gradsforskellen egentlig er på netopdette punkt.

I nyere retspraksis er spørgsmålet navnligopstået i forbindelse med tyveri fra biler, somstod parkeret uden opsyn. Sagerne er for såvidt ganske parallelle til nogle af dem, dervedrører CMR-lovens § 37, jf. ovenfor afsnit2.3. Selv om der ikke foreligger sager fra de toområder, hvor faktum er (nogenlunde) det sam-me, er der intet, der tyder på, at vurderingen af,

80) Jf. herved omtalen hos Preben Lyngsø: Forsik-ringsaftaleloven med kommentarer, 4. udg. 1992, s.127 og hos Bertil Bengtsson ibid. s. 68.81) Jf. Preben Lyngsø ibid. s. 126 f og i DanskForsikringsret, 5. udg. 1987, s. 127 f; se også BertilBengtsson ibid. s. 70 om forslaget til ny svensklovgivning om skadesforsikring.82) Jf. Preben Lyngsø ibid. s. 127 ff; hos JørgenGawinetsky og Henning Jønsson: Familieforsikring,2. udg. 1990, s. 130 gengives Lyngsøs opfattelse, ogder omtales

dér (samt s. 115 f) en række afgørelser fra Ankenævnetfor Forsikring, men der tages ikke stilling til forholdetmellem den teoretiske definition og den anførtepraksis. Kun en enkelt afgørelse (AK 9872, jf. ibid. s.131) kan støtte Lyngsøs opfattelse (efter tidligeretiders tyverier “måtte” det have stået forsikringstage-ren klart, at hun løb en betydelig risiko ved sin adfærd),men hertil må siges, at der naturligvis ikke er noget tilhinder for at antage, at bevidsthed om risikoen kantillægges betydning ved vurderingen af, omuagtsomheden er grov. Lyngsøs opfattelse erimidlertid, at grovheden og bevidstheden er toselvstændige betingelser; rigtigheden heraf måtte altsåforudsætte en afgørelse, hvor der objektivt set forelågrov uagtsomhed, men hvor selskabet alligevel blevfrifundet under henvisning til, at uagtsomheden ikkevar bevidst.83) Jf. Jørgen Gawinetsky og Henning Jønsson ibid.og Michael Wiisbye i Forsikring 1992 s. 160 ff og i UfR1993 B s. 83 ff (se også Forsikring 1991 s. 41).

260

om uagtsomheden er grov, er forskellig. Af-gørende er således først og fremmest det ob-jektive moment, navnlig omfanget af den risikofor tyveri, som forsikringstageren har udsatgodset for.

Det kan således ikke undre, at der ikke blevstatueret grov uagtsomhed i UfR 1987.718 Ø,hvor bilen stod parkeret om natten på en of-fentlig parkeringsplads i en by i Italien, idetparkeringspladsen her befandt sig lige over forhotellet foran indgangen til byens hoved-politistation — hvilket dog ikke hindrede tyvei at knuse ruder i bilen og stjæle bagagen.Forsikringsselskabet, der åbenbart havde stu-deret teorien grundigt, henviste til, at forsik-ringstageren faktisk havde indset forsikrings-begivenheden som en mulig følge af sin ad-færd, eller at han ikke ville have efterladt bilenpå en sådan måde, hvis der ikke havde forelig-get en forsikring. Rettens begrundelse for, atuagtsomheden ikke kunne anses for grov, varimidlertid netop ikke, at en af disse betingelserikke var opfyldt, men derimod, at der ikkehavde foreligget “en sådan ganske særlig risi-ko for tyveri”, at forholdet kunne anses forgroft uagtsomt. Afgørende er altså, om der varskabt en tilstrækkeligt stor tyveririsiko, jf. oven-for afsnit 2.3. om UfR 1991.826 H. Intet tyder på,at der udover kravet om en objektivt set “mar-kant normafvigelse” stilles krav om en faktiskbevidsthed om risikoen eller andre særligesubjektive indstillinger.

Heller ikke i UfR 1984.301 SH om tyveri afnoget bohave fra en flyttebil blev der statueretgrov uagtsomhed, selv om bilen blev efterladtubevogtet på en parkeringsplads ved en mo-torvej i Italien. Væsentligt for resultatet harformentlig været, at chaufføren på grund afbilens havari blev nødt til at forlade den for atgå til den nærmeste benzintank for at få hjælp;han havde således næppe nogen praktiskmulighed for at undgå eller mindske risikoen.

Ved motorkøretøjsforsikring opstår oftesærligt spørgsmål om betydningen af berusel-

se, idet der normalt indgås aftale i overenss-temmelse med reglen i forsikringsaftalelovens§ 20, 2. pkt. Som følge heraf argumentererforsikringsselskabet da gerne på dette vilkårog gør dernæst gældende, at kørselsuheldet iøvrigt — dvs. bortset fra spiritusindtagelsen— skyldes grov uagtsomhed. Man synes der-ved gerne at overse, at spiritusindtagelsennaturligvis også kan indgå i vurderingen af, omuagtsomheden er grov, se f.eks. UfR 1983.94 H.

Om grov uagtsomhed i forsikringsaftalelo-vens § 18 skal opfattes særligt restriktivt, af-hænger således af en vurdering af, om de krav,der i praksis stilles til omfanget af (f.eks.)tyveririsikoen, er meget betydelige. Den almin-delige vurdering er nok, at kravene i så hense-ende er store — og i hvert fald større end f.eks.i Pengeinstitutklagenævnets hidtidige praksisom stjålne betalingskort, jf. ovenfor afsnit 2.4.Dette kan hænge sammen med, at ansvaretved betalingskort som nævnt er begrænset,mens man i forsikringssager normalt ikke ud-nytter adgangen til at graduere erstatningenefter bl.a. skyldgraden, selv om det er denløsning, forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2,anviser.84 Dette er imidlertid netop kritisabelt;når det understreges, at grovheden principieltvurderes ud fra samme kriterier som selveuagtsomheden og derved, at forskellen er enren gradsforskel, er det særligt betænkeligt, atsondringen gøres til et spørgsmål om alt ellerintet.

For så vidt angår ulykkestilfælde indehol-der forsikringsbetingelserne som nævnt nor-malt et vilkår om, at der ikke ydes nogen dæk-ning, hvis det er fremkaldt ved grov uagtsom-hed. Spørgsmålet er også her, om der kræveset forsæts-grænsende forhold (herunder sær-ligt begrundet mistanke om selvmord m.v.),eller dog kræves bevidst, grov uagtsomhed.

Lyngsø er dog her gået det skridt videre, atder slet ikke skulle kunne foreligge et“ulykkestilfælde”, hvis det er fremkaldt vedgrov uagtsomhed.85 Denne opfattelse stem-mer ikke med policernes definition på ulykke-

261

stilfælde, og den ville tømme reglen i forsik-ringsaftalelovens § 18, stk. 2, for indhold pådette område.86 Den harmonerer heller ikkemed samme forfatters opfattelse af egen skylds-reglen i færdselslovens § 101, stk. 2, der opfat-tes som et “logisk” korrelat til forsikringsaft-alelovens § 18, stk. 2,87 idet færdselslovensregel “reelt” skulle stille skadelidte på sammemåde, som “hvis han havde været dækket af enulykkesforsikring”, dvs. at der skulle “havefundet en graduering sted i tilfælde af grovuagtsomhed fra den pågældendes side”. Mennogen graduering ville der jo netop ikke blivetale om, hvis tilstedeværelsen af grov uagt-somhed generelt udelukkede, at der overhove-det forelå et ulykkestilfælde.

Retspraksis tyder heller ikke på dette områ-de på, at grov uagtsomhed skal forstås pådenne måde. Tydeligst er dette i tilfælde, hvorden pågældende indtager farlige stoffer i dentro, at de er ufarlige.

Fra praksis kan nævnes UfR 1949.705 Ø,hvor en mand ville demonstrere over for sinhustru, at nogle sovepiller var virkningsløse.Demonstrationen heraf var imidlertid ikke gan-ske overbevisende, idet han som følge af ind-tagelse af et betydeligt antal piller — i forbin-delse med spirituspåvirkethed — nogle få ti-mer efter afgik ved døden som følge af sove-middelforgiftning. Uagtsomheden i dette til-fælde var netop alt andet end “bevidst”.88 Detafgørende var jo ikke, at manden faktisk var klarover, at det var sovepiller, han indtog, menderimod, at han i sin omtågede tilstand faktiskmente, at de var ufarlige; ellers ville han næppehave handlet, som han gjorde. Retten lagde daogså vægt på, at farligheden af eksperimentetburde have stået ham klart — altså en normativ

vurdering, og ikke en konstatering af en faktiskbevidsthed om risikoen. Se tilsvarende UfR1928.708 H, om indtagelse af en cyankaliumo-pløsning, der befandt sig i sodavands- ogølflasker. Der var — naturligvis — heller ikkeher tale om, at manden bevidst løb en risiko,idet han jo netop ikke gjorde sig klart, at derkunne være gift i flaskerne; det var derfor, handrak af dem. Derimod burde han selvsagt havepasset bedre på ved opbevaring m.v., fordi detdrejede sig om en så farlig gift.

Dette udelukker ikke, at spørgsmålet omgrov uagtsomhed på dette område i praksisofte opstår i tilfælde, hvor der er mistanke omforsæt (selvmord), som vanskeligt kan bevi-ses, jf. f.eks. om personer, der falder over bordfra færger og drukner, UfR 1987.7 H (hvor dersubsidiært procederedes på grov uagtsom-hed) og UfR 1981.101 H (hvor man ikke gjordedette). Men intet tyder på, at grov uagtsomhedkun skulle kunne statueres i sådanne tilfælde.Noget andet er, at uforsigtigheden også pådette område skal være endog meget betyde-lig, for at der kan statueres grov uagtsom-hed.89

Også i visse ansvarsforsikringer (f.eks. ad-vokatansvarsforsikringen) er det normalt, atforsikringsselskabet forbeholder sig ansvars-frihed ved grov uagtsomhed. Heller ikke pådette område kan begrebet begrænses tilforsæts-grænsende forhold; det omfatter bl.a.også (grov) uorden og smøleri i sagsbehand-lingen m.v.90

Konklusionen er således, at et krav om be-vidst (grov) uagtsomhed virker helt malplace-ret. Det karakteristiske for nogle af de heromtalte sager er netop, at uagtsomheden varså grov, at den vanskeligt kan tænkes at værebevidst! Den, der gjorde sig risikoen klart —84) Jf. Jørgen Gawinetsky og Henning Jønsson ibid.

s. 346; anderledes dog ved brandforsikring, jf. MichaelWiisbye i UfR 1993 B s. 90 (samt de s. 86 f anførteeksempler).85) Jf. Preben Lyngsø: Forsikringsaftaleloven medkommentarer, 4. udg. 1992, s. 397.86) Jf. Ivan Sørensen: Den private Syge- og ulykkes-forsikring, 1990, s. 72.

87) Jf. Preben Lyngsø: Færdselsansvar, 2. udg. 1986,s. 75.88) Jf. Ivan Sørensen: Den private Syge-og ulykkes-forsikring, 1990, s. 168; ikke desto mindre accepteresher (s. 170) reelt et krav om bevidst uagtsomhed (“--- denne risiko har stået ham klart ----”).

262

eller blot tænkte over den — ville næppe havehandlet, som der blev handlet. Grovhedenligger snarere i selve tankeløsheden.

4. Konklusioner

Resultatet af undersøgelsen kan sammenfat-tes i følgende hovedpunkter:(a) Den beskrivelse af begrebet grov uagt-

somhed, som er fremherskende i både denstrafferetlige og den civilretlige teori, hvoref-ter det omfatter en — i objektiv forstand —“markant normafvigelse” er principielt den mestdækkende, der findes. Den er blot ikke særligtoplysende, fordi den ikke antyder forskellenei de krav til normafvigelsens “markante” karak-ter, som stilles på de forskellige områder, jf. (b),fordi den intet udsiger om de faktorer, derindgår i vurderingen af, om normafvigelsen harden krævede “markante” karakter, jf. (c), ogfordi den intet udsiger om betydningen af densubjektive indstilling til normafvigelsen, jf. (d).(b) Det er tydeligt, at der opereres med en

finere graduering, end sondringen mellemgrov og simpel uagtsomhed lader ane. På denene side forekommer særligt restriktive ud-formninger, hvorefter uagtsomheden skal være“meget grov” (især ved regler om egen skyld).På den anden side indebærer kravet om grovuagtsomhed på andre områder ikke andet, end

at der skal ses bort fra uagtsomhed, som ikkehar en vis, “betydeligere” karakter (eksempel-vis i tidligere dansk praksis i henhold til fors-ikringsaftalelovens § 25). Det er imidlertid gi-vet, at tilsvarende begrænsninger også fore-kommer i praksis på områder, hvor der ikkestilles krav om grov uagtsomhed (hove-deksemplet er straffelovens regel om uagtsomtmanddrab). Den variabilitet, som ligger i selveuagtsomhedsbegrebet, kan således være tils-trækkelig til at give samme resultater, somopnås ved hjælp af begrebet grov uagtsom-hed.

Det er imidlertid også givet, at der findesområder, hvor den grove uagtsomhed hverkener begrænset til den “meget” grove uagtsom-hed eller udvidet til den “betydelige” uagt-somhed (f.eks. reglerne om ansvar for be-talingskort).(c) På nogle områder vurderes grovheden

ud fra de samme momenter, som indgår i denalmindelige culpavurdering. Dette gælder —ikke overraskende — navnlig på områder, hvordet drejer sig om en vurdering af adfærd, somogså er (eller kunne være) undergivet alminde-lige principper om deliktsculpa (f.eks. tilsi-desættelse af ansvarsbegrænsninger). De“støttemomenter”, der gerne henvises til somsærligt væsentlige ved vurderingen (om uagt-somheden vedrører forhold af mere varig kar-akter, om uagtsomheden gentages, og om derforeligger overtrædelse af “elementære” reglerpå området), spiller generelt ingen større rolle,men de er naturligvis ikke betydningsløse.Trods den ofte forekommende fremhævelse af,at begrebet grov uagtsomhed bl.a. skal tjene tilat friholde den “momentane” uagtsomhed, måman se i øjnene, at de fleste tilfælde, hvor derstatueres grov uagtsomhed, faktisk falder in-den for dette område. Mest udpræget er dettemåske ved vurderingen af egen skyld, hvor depågældende momenter kun sjældent er til ste-de. Henvisningerne til overtrædelse af “elemen-tære” regler rummer desuden oftest kun en

89) Jf. Ivan Sørensen ibid. s. 173, Preben Lyngsø:Dansk Forsikringsret, 5. udg. 1987, s. 444 f og MichaelWiisbye i Forsikring 1992 s. 160 og i UfR 1993 B s.88 f (der mener, at der skal mere til, for at der statueresgrov uagtsomhed ved ulykkesforsikring end f.eks. vedmotorkøretøjsforsikring, og at dette kan forklaresmed forskellen mellem person- og tingsskade, jf. s. 90;de anførte eksempler vedrører dog ikkesammenlignelige skadessituationer. Situationen mådog formentlig ikke helt sjældent foreligge vedtrafikulykker, der medfører både person- og tingsskade;det er dog nok tvivlsomt, om man i et sådant tilfældekan differentiere kravene til den grove uagtsomhed,sml. dog ibid. s. 92 om (ankenævns)praksis omspirituskørsel). Den seneste afgørelse om spørgsmålet(UfR 1990.250 H om ihjelfrysning på Grønland)stillede ikke spørgsmålet om kravene til grovuagtsomhed på spidsen; det væsentligste her var denpågældendes spirituspåvirkethed, men den havde ingenstørre betydning for ulykkens indtræden.90) Jf. A. Vinding Kruse: Advokatansvaret, 6. udg.1990, s. 146 ff (ved Kjeld Søgaard).

263

formel omskrivning af problemet, og når der istedet tænkes på egentlige “lovovertrædel-ser”, opstår blot uklarhed om grovheds-kravet(jf. særligt om egen skylds-reglen i arbejdsska-deforsikringen).(d) Spørgsmålet om betydningen af subjek-

tive forhold er formentlig det mest usikre ibeskrivelserne af kravet til den grove uagt-somhed. Gennemgående betragtes det nær-mest som en selvfølgelig konsekvens af begre-bet, at der må tages hensyn til alle individuelle,subjektivt betingede forudsætninger hos denpågældende for at erkende de momenter, derindgår i vurderingen af, om der foreligger enmarkant normafvigelse. Dette er imidlertid kunen selvfølge, hvis man antager, at uagtsomhedfor at være grov tillige må være bevidst. Der erimidlertid ikke i praksis belæg for denne anta-gelse, bortset fra områder (især inden for straffe-loven), hvor der navnlig sigtes til tilfælde, hvorbevis for forsæt volder særlige problemer. Selvom der ikke i begrebet grov uagtsomhed ind-lægges denne begrænsning, antyder de —navnlig i forbindelse med nyere lovgivning —ofte opstillede krav om, at den pågældendesadfærd skal være udtryk for en særlig hen-synsløshed, ligegyldighed el. lign., at densubjektive indstilling er et moment af selv-stændig betydning — og dermed også, atvurderingen heraf i hvert fald i et vist omfangmå være subjekt-afhængig.

Undersøgelsen har imidlertid vist, at dennesærlige kvalifikation i hvert fald på de flesteområder ikke har nogen selvstændig betyd-ning, heller ikke i tilfælde, hvor den er fremhæ-vet i motiverne til den pågældende lovbestem-melse. Spørgsmålet bør i stedet formuleres påen anden måde, nemlig dels som et spørgsmålom, i hvilket omfang der skal tages hensyn tilden pågældendes muligheder for at undgå denpågældende situation eller for at mindske risi-koen ved den, og dels som et spørgsmål om, ihvilket omfang der skal tages hensyn til denpågældendes forudsætninger for at forstå risi-koen og mulighederne for at afværge eller

mindske den.Det førstnævnte spørgsmål vedrører imid-

lertid i virkeligheden et led i den objektivenormafvigelse, jf. ovenfor. Det egentlige pro-blem er derfor kun, om der i relation til detsidstnævnte spørgsmål skal tages særligt hen-syn til en subjektivt betinget “underlegen-hed”, dels i form af mere generelt virkendeomstændigheder (alder m.v.), dels i form afmere konkrete, individuelle “undskyldnings-grunde”, der knytter sig til omstændighedernei det enkelte tilfælde. Den gennemgåede prak-sis viser, at heller ikke dette moment har nogenstørre praktisk betydning. Forklaringen herpåer formentlig følgende: På nogle områder stil-les der så store krav til normafvigelsen, for atden kan anses som grov, at den vanskeligt kantænkes undskyldt med subjektivt betingedeforhold, uanset disses nærmere karakter; omman vil, kan man i sådanne tilfælde hævde, atnormafvigelsen er af en sådan karakter, at denpågældende “må” have forstået, at en andenadfærd skulle have været udvist, men det vilvære en misforståelse heri at lægge en særlig,subjektivt betinget kvalifikation. På andreområder er kravene til normafvigelsen mindre(reelt ikke væsentligt større end efter en almin-delig culpanorm), og det kan i disse tilfældeikke undre, at subjektive forhold heller ikketillægges væsentligt større selvstændig be-tydning, end tilfældet er ved almindelige cul-pavurderinger.

På nogle områder har man betonet, at detsubjektive moment navnlig har den betyd-ning, at der særligt skal tages hensyn til denævnte, generelle former for subjektiv “under-legenhed” (især ung alder ved egen skylds-vurderinger). Men som det er fremgået, er derogså eksempler på, at motivernes betoning afkrav om “hensynsløshed” el. lign. ikke i prak-sis nødvendigvis giver sig klart udslag i, at dertages sådanne hensyn.(e) Et gennemgående træk ved lovgivnin-

gens anvendelse af begrebet grov uagtsom-hed er, at den ikke tilstrækkeligt eksplicit tager

264

stilling til de under (b)—(d) nævnte momenter.Oftest nøjes man med at udtrykke sig i generel-le vendinger, herunder generelt holdte formu-leringer om en “restriktiv” anvendelse af be-grebet, og overlader i øvrigt den nærmerefastlæggelse til retspraksis. Det kan naturlig-vis være vanskeligt at overskue de situationer,der kan komme til at foreligge, og det er for såvidt forståeligt, at man ikke ønsker at lægge altfor snærende bånd på praksis. De mere ekspli-cite formuleringer, der undertiden anvendes(f.eks. om tilsidesættelse af “elementære for-sigtighedshensyn” og lign.), giver ingen reelvejledning, jf. ovenfor. Henvisninger til dengamle Lassen’ske formulering bør ikke fore-komme i lovmotiver i 1991!

Det, der navnlig er behov for, er en klareremarkering af, hvor på “skalaen” for kravene tilnormafvigelsens karakter man befinder sig,91

og af betydningen af subjektive forhold. Deru-dover er det givet, at det ofte er muligt at angivenogle type-situationer på tilfælde, der tænkesat opfylde, henholdsvis ikke opfylde, kravenetil grov uagtsomhed. Mulighederne herfor erstørre, jo mere afgrænset den kreds af adfærds-situationer er, som reglen er møntet på; type-situationer kan f.eks. lettere opregnes i relationtil egen skylds-reglen i færdselsloven (er detf.eks. grov uagtsomhed, når en fodgængerløber ud på kørebanen uden at se sig for ogpåkøres af en bil — uden at være særligt ungeller gammel eller spirituspåvirket?) end i rela-tion til den almindelige egen skylds-regel. Ogtilsvarende: Er opbevaring af et betalingskorti et kortere tidsrum i et uaflåst lokale groftuagtsomt? Hvis færdselslovens regresregelkun skal kunne finde anvendelse i tilfælde afspirituskørsel med en promille over en visgrænse, kombineret med andre grove overtræ-delser af færdselsloven, hvorfor så ikke sigedette eksplicit i stedet for at bruge udtrykket“grov hensynsløshed”? Undersøgelsen harvist, at manglen på eksplicit vejledning inde-bærer en vis risiko for, at retspraksis ikke fuldtud respekterer de begrænsninger i begrebets

anvendelse, som lovgiver tilsyneladende hav-de tænkt sig.(f) En vis generel indikator for, om man

befinder sig i det “øvre” eller det “nedre”område for grov uagtsomhed, er, om udgangs-punktet for reglen er de forsætlige forhold,således at sigtet er en vis udbygning i forholdhertil (eller om man vil: en vis “effektivisering”af forsæts-reglen på grund af særlige bevis-problemer m.v.), eller om sigtet kun er en visindsnævring i forhold til regler, der omfatter aluagtsomhed. Dette gælder både inden for straf-feretten og inden for civilretten, men det først-nævnte udgangspunkt har særlig betydningpå straffelovens område, mens eksempler pådet sidstnævnte findes både inden for straffe-særlovgivningen og inden for civilretten. Fors-kellen i udgangspunkt synes at influere påpraksis, også selv om forskellen i sigte ikkefremtræder eksplicit.(g) Undersøgelsen har vist, at vurderingen

af grov uagtsomhed kan påvirkes af andrefaktorer end de ovenfor nævnte. Det bør manderfor være åben overfor og forholde sig eks-plicit til. Særligt må fremhæves betydningen af,om statuering af grov uagtsomhed er et spørgs-mål om alt/intet, eller om der er mulighed for engraduering. Det er forståeligt, at begrebet —alt andet lige — indsnævres i førstnævntetilfælde, men begrebets karakter gør, at reglerom alt/intet så vidt muligt bør undgås; detforekommer uforståeligt, at der forekommereksempler på, at gældende gradueringsmulig-heder ikke udnyttes. Men heller ikke dettesynspunkt kan stå alene: Egen skylds-regler-ne giver altid mulighed for graduering, og de

91) Se herved Henrik Waaben m.fl.: Færdselsloven,1992, s. 652 om et forslag om, at færdselslovens egenskylds-regel blev formuleret som et krav om “megetgrov uagtsomhed”; justitsministeriet anførte herimod“at der ved formuleringen af erstatningsretlige reglerså vidt muligt bør anvendes almindeligt anerkendtebegreber som forsæt, simpel uagtsomhed eller grovuagtsomhed. En fravigelse af disse sædvanligeerstatningsretlige begreber vil let kunne give anled-ning til vanskelige tvivlsspørgsmål”. Denne opfattelsekan således ikke tiltrædes.

265

“restriktive” af dem er antagelig snævrere endf.eks. erstatningsansvarslovens § 19, der ikkegiver denne mulighed; denne regel må imidler-tid ses i sammenhæng med, at ansvaret forskader forvoldt ved grov uagtsomhed kanvære — og oftest er — dækket af ansvarsfors-ikring, og at særlige lempelsesregler (og der-med gradueringsmuligheder) griber ind, nåransvaret rammer en uforsikret.

Synspunktet kan imidlertid generelt bidragetil at forklare, hvorfor begrebet har mindrebetydning i strafferetten end i civilretten. Reg-lerne om strafudmåling giver under alle om-stændigheder muligheder for en meget nuan-ceret graduering. Men springet mellem, om etforhold er strafbart eller ej, er dog naturligvisprincipielt altid større end det, der findes mel-lem mere og mindre strenge straffe.

Også andre faktorer er blevet fremhævet iteorien, herunder især, at der tages hensyn tilkarakteren og betydningen af de truede goderog dermed også til konsekvenserne af, omgrov uagtsomhed statueres (f.eks.: Der stillesstørre krav til agtpågivenheden over for an-dres goder end over for egne goder; der skalmere til at statuere grov uagtsomhed ved per-sonskade end ved tingsskade; man er meretilbøjelig til at graduere forsikringsbeløbet vedbrandforsikring — hvor det typisk drejer sigom betydelige beløb — end ved familieforsik-ring m.v.). Disse hensyn må dog først ogfremmest opfattes som legislative hensyn, deroverhovedet kan motivere, at der opstillesregler om, at der skal ses bort fra simpel uagt-somhed (tydeligst ved egen skyld i forbindel-se med personskader). I et vist omfang kanhensyn af denne karakter indgå i den alminde-lige uagtsomhedsvurdering og dermed for såvidt også i vurderingen af, om uagtsomhedener grov. Men fuldt ud gælder det ikke; deøkonomiske konsekvenser af, at der statueresgrov uagtsomhed, vil jo netop være vidtgåen-de i tilfælde, hvor store værdier sættes på spil.Der skulle derfor for så vidt kunne stilles størrekrav til f.eks. den forsikringstager, der udsæt-

ter sit hus for risiko for nedbrænding, end tilden, der udsætter noget indbo for risiko fortyveri.(h) Undersøgelsen har ikke bekræftet hy-

potesen om, at begrebet grov uagtsomhed er(blevet) overflødigt. Den har derimod vist, atbrugen af begrebet bør begrænses til de tilfæl-de, hvor man virkelig mener “grov uagtsom-hed” — hverken mere eller mindre. Med ensådan begrænsning er det muligt, at begrebetsbetydning på strafferettens område vil blive såbegrænset, at det kunne undværes, men det erikke sandsynligt, at det forholder sig på tilsva-rende måde inden for civilretten.

266