Her er så fortællinger på nogle af de Profeter vi kender, disse fortællinger er skrevet af nogle af vores Søskende på www.blivmuslim.dk (islam-online.dk) og al respekt og ære tilgår dette smukke stykke arbejde som de har udført. Må Allah være tilfreds med dem.

Det er mig en ære, at dele disse tekster med jer og lade dem forblive tilgængelige i fremtiden til enhver,som ønsker ,at lære lidt om vores Profeter.

Søster Aminah Naila Johansen.Esbjerg 2014.

25 Profeter i Islam

Hvor mange profeter har Gud sendt til menneskeheden ?

Det er et debatteret emne , men hvad vi ved er , hvad Gud har fortalt os i Koranen.Gud siger, at han sendte en Profet til hver nation .

Han siger :"For vi visselig sendt blandt alle folk en Budbringer , ( med kommandoen ):» Tjen Gud , og undgå det Onde « af folk var der nogle , som Gud havde vejledt , og nogle på hvem Fejl blev uundgåeligt ( etableret). Så rejs gennem jorden, og se, hvad der var slutningen af dem, der benægtede ( sandheden ) "( Koranen 16:36 )

Dette skyldes, at et af de principper, som Gud arbejder med, er , at han aldrig vil tage et folk til en opgave, medmindre han har gjort det klart for dem, hvad hans forventninger er.

Koranen nævner navnene på 25 profeter og viser, at der var andre. Der står:" Af nogle budbringere Vi har allerede fortalt dig historien , af andre har vi ikke - og Moses Gud talte direkte . " ( Koranen 4:164 )

Navnene på de 25 profeter Nævnt er som følger:

AdamIdris ( Enoch )Nuh ( Noah )Hud ( Heber )Salih ( Methusaleh )Lut (Lot)Ibrahim ( Abraham )Ismail ( Ismael )Ishaq ( Isaac )Yaqub ( Jacob )Yusuf ( Josef )Shu'aib ( Jethro )Ayyub (Job )Dhulkifl ( Ezekiel )Musa (Moses )Harun ( Aaron )Dawud (David )Sulayman ( Solomon)Ilias ( Elias )Alyasa ( Elisa )Yunus ( Jonas )Zakariya ( Zacharias )Yahya ( Johannes Døberen )Isa ( Jesus)Muhammad

Fred være med dem alle .

Profeten Adam (as)

Koranen beretter os historien om Adam (as) efter at Gud færdiggjorde sin skabelse og sagde til englene:

"Jeg vil indsætte en stedfortræder på jorden."[1]

Det var naturligt at englene intet vidste om visdommen af sådan en statholder, da de ikke kendte sandheden bag skabelsen, så Gud forslog englene efter at det var bekræftet for dem, at Adam og hans efterkommere ville være lavere end englene hvad angår gudsfrygt, lydighed og dyrkelse. Guds forslag fik englene til at spørge Den mægtige skaber:

”Vil Du anbringe folk, der vil anstifte ufred og udgyde blod der? – når vi dog fejrer Din pris og ophøjer Din hellighed.”[2]

Denne forudsigelse af det ukendte kom af den del af englene som spurgte om hvad

denne mand ville være og hvad historien og de efterfølgende begivenheder ville være i overensstemmelse med, at ikke én periode i historien ville forløbe uden korruption, krige, ødelæggelse og blodsudgydelse.

Svaret fra Gud, som Han alene kendte var:

”Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved.”[3]

Englenes hjerter fyldtes med tryghed og usikkerheden forsvandt efter svaret fordi deres spørgsmål var hverken en protest eller tvivl på Guds visdom. Hvordan kan sådan en ting ske når englene er pålidelige over for Gud og er Guds tilbedere og adlyder Hans ordrer?

Den lovpriste og mest mægtige Gud lærte Adam alle navne. Formålet med hans læring er realiteten og karakteristisk for ting, og ikke sproget. Med andre ord, gav Gud Adam de informationer som han kan bruge til at kende tingene. Det er fordi fornemmelsen af realitet ikke er tilstrækkelig nok til at dømme denne kendsgerning og forstå dets virkelighed, så de foregående informationer er nødvendige til at forklare denne realitet. Så den mest Mægtige Gud lærte Adam navnene på alting. Dette udtryk af den pragtfulde Koran ”navnene” betyder, at Koranen har udstedt navnet, men målet bar dette navn som det er anerkendt af kendsgerningen.

Derfor kendte Adam målet og ikke sproget, fordi alt der kan blive kendt samt virkeligheden af hvad der kan blive afsløret er en genstand af viden. Sproget er en simpel betydning af udtryk.

Så verset var nævnt for at pointere at udtrykket ”alle navnene” betyder genstanden, det vil sige karakteregenskab. Adam (as) i hans konstitution og i hvad hans hoved rummer af fattet system er en perfekt skabning, kompetent, efter at have skænket ham fem sanser og givet hver del af de forskellige synlig og usynlig dele af hans kroppe en specifik funktion til at udføre forbavsende og utrolige ordre af præcision og fuldkommenhed. Adam (as) er kompetent til at forpligte gennem hjernen, mellem kendsgerninger og informationerne.

Som et resultat af denne forpligtelse havde han evnen til at forstå virkeligheden af tinge og udpege dem. Med sådan talenter og enorm magt som gjorde det muligt for Adam (as) til at følge vejen til evolutionen, blev han i stand til at rette og bygge jorden. Som et resultat velfortjente han at blive stedfortræderen på jorden i stedet for englene, der ikke blev givet de talenter og evner som var givet til Adam (as).

Den lovpriste og mægtigste Gud, udsatte navnene af skabninger til englene, for at bekræfte de evner han skænkede Adam (as) og sagde:

”Meddel Mig deres navne, hvis I er sanddru.”[4]

Englene var forbavsede og prøvede at søge i hjertet af deres tidligere kendskab men de fandt ikke noget svar og sagde:

”Vi har ingen viden udover hvad du har lært os, thi Du er den Alvidende, den Alvise.”[5]

Nederlaget af englens svar fremførte et andet tegn på rang som Gud gav Adam (as), som gjorde ham både bedre end englene og fortjent til at være stedfortræderen på jorden. Er Adam (as) ikke æret med tanke og tro han var givet? Gennem denne ære, Adam (as) fik fra hans herskers flod og lærte fra Guds lys af kundskab.

Efter at han var blevet givet denne evne af visdom, blev Adam (as) beordret af Gud til at fortælle englene hvad de ikke kunne, for at fortælle og informere dem hvad de ikke kunne forstå. Adam (as) fortalte englene om den virkelighed som Gud ønskede at afsløre. Derefter sagde Gud til englene:

”Sagde jeg ikke at jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og Jeg ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.”[6]

I påbuddet om at prise Adam (as) mere og adskille ham med hvad andre skabninger behersker, og vise hans viden, beordrede Gud englene til at knæle for Adam (as), for at vise, at de også satte ham højt. Siden at englene vidste besked om Adams (as) rang, fandt

de ingen andre udveje end at knæle, så de knælede for ham.

Ja, knælet af englene til Adam (as) var en knæle af ære og ikke af tilbedelse.

Adam (as) som var i stand til at forstå alt muligt og nå hans videnskabelige liv, det fjerne formål fortjente sådan en ære skænket af englene, som har indset at Adam (as) er en hellig skabning, som måtte blive respekteret og æret for hans store talenter. For at relationen skulle fuldendes mellem skabelsen, bygningen af jorden og hvad der vil ske på denne jord efter menneskets skabelse, og for at vise hensigten som Gud ønskede ved at fortrække visdommen som er en iboende egenskab af en mand, som kunne adskille det rigtige fra det forkerte, mellem det gode og det onde. Gud ønskede at vise virkeligheden af den vantro Iblis[7] som var blevet beordret til at knæle foran Adam (as), men han nægtede og var alt for stolt, så han blev en af de ikke-troende som strøm efter det forkerte og det onde. Gud sagde:

”Så underkastede englene sig alle til hobe, Men Iblis (gjorde det) ikke. Han var hovmodig og var en af de vantro.”[8]

Derpå sagde Gud:

”O Iblis, hvad har hindret dig i at underkaste dig det, Jeg har skabt med Mine hænder. Er du stolt, eller er du en af dem, der ophøjer sig (med urette)?”[9]

Iblis svarede:

”Jeg er bedre end han. Du skabte mig af ild, medens Du skabte ham af ler.”[10]

Hvis forskeren ønsker at skelne mellem ild og ler ville han finde ud af at ildens oprindelse er jorden og uden jorden ville ild ikke have eksisteret. Kilderne af ild er ikke kendt af alle, men det gør ingen forskel og det er lige meget om kilden er træ eller energi, med forskellen om hvis kilden er træ eller energi, med den forskellige slags energi inkluderet den termoenergi som elektricitet og brænd olie og de stoffer, der kommer ud af det og alle disse elementer har deres oprindelse i jorden. Desuden er maskinerne som medfører elektriskenergi fremstillet af metal som er fundet i jorden.

Derfor er jorden moderen og kilden af ild. Sådanne kendsgerninger er utvivlsomme.

Så, hvis Iblis anser sig selv som værende bedre end Adam (as), fordi han er skabt af ild, har han glemt, at ildens oprindelse er jorden, som er den samme herkomst som Adam (as) blev skabt fra, men Iblis blev blind af had og var ikke klar over hvad hans stolthed skyldtes, så han legemliggjorde, ubevidst, det andet billede af skabningerne som afviger fra den rigtige vej. Men straffen for afvigelse fra den rigtige kurs er uundgåelig, så Iblis var straks straffet ved at nedkalde en forbandelse over ham og blev smidt ud af Paradiset indtil Dommedagen, og dette er den hårdeste straf en skabning kan lide.

Adam (as) fulgte med i hvad der skete omkring ham og følte kærlighed og frygt; Kærlighed for Gud som skabte og hædrede ham og lod englene knæle for ham, og frygt for Gud som smed Iblis ud fra Paradiset. Adams (as) forbavselse var skyld i denne skabning, (Iblis) som hadede Adam uden at kende ham godt og som tænkte at han var bedre end Adam (as) uden at have lejlighed til at vise hans overhøjhed over ham. Adams (as) forbavselse voksede og han undrede sig over Iblis’ argument. Hvordan kan Iblis tro at ild er bedre end ler? Hvorfra har han lært sådan noget? Det er antaget og afgjort at kun Gud kender disse udstedelse, og det har været bekræftet at englene kun kender det som de har lært fra Gud som skabte ler og ild og som vidste hvad der var bedst af det to.

Adam (as) blev klar over, ved at lytte til samtalen mellem Gud og Iblis, at han var anderledes end ham og at han er en vantro. Adam (as) vidste altså at Iblis vil blive hans evige fjende, men Guds mildenhed er stor og hans forsynlighed er smukkere. Derfor påførte Gud ikke Iblis en stor kval som en straf, men han åbnede den venstre dør til Iblis velopdragen. Adam (as) forstod at den skabte mand har den frihed til et valg hvilket der er en original eksisterende stof som Gud ønskede. Denne frihed er skænket til skabningerne hvorpå som et hverv er pålægget, og i sådan frihed, belønning og straf, inden for strukturen af en dom er basis.

Adam indså at han har overhøjheden som er et støttepunkt for Guds viden og for skabelsen, så han takkede Gud for hans guddommelige lys og begavelse og han sov i fred.

En dag vågnede Adam for at finde en skabning af en anderledes slags nær hans hoved der kiggede på ham med tegn af kærlighed og omsorg.

Adam spurgte:

”Hvem er du? Og hvor kommer du fra?”

Skabningen svarede:

”Jeg kommer for din skyld. Gud skabte mig for dig. mens du sov. Vil du have at jeg kommer til dig når du er vågen?”

Adam følte sig overbevist og tryg, så han svarede:

”Jeg er glad for at se hvem der er en del af mig og hvis eksistens har afskediget min ensomhed. Takker Gud for hans gave.”

Den lovpriste og mægtige Gud skabte en nær én for mig som jeg føler mig sikker mod og Adam vidste at denne skabning er Eva, som var skabt for ham. Adam levede med Eva i Paradiset i glæde, de talte sammen og lyttede efter fuglenes kvidren, betragtede henrykt skabningerne af den lovpriste Gud og nød den musik, som fyldte alle steder og horisonter i verden. Den uendelighed, som kun er kendt af dens skaber. En verden fuld af sikkerhed og tilfredshed.

Adam levede med hans kone i denne verden, og nød livets glæder med alle dets elementer, men én ting var forbudt: Frugten af et træ som Gud beordrede dem til ikke at røre eller spise af.

Men Adam er et menneske og kan glemme, hans hjertes følelser kan ændre sig, og hans vilje kan svækkes som Gud sagde:

”Og Vi sluttede visselig en pagt med Adam tidligere. Han glemte, men Vi fandt ikke nogen fast beslutning i ham (til ulydighed).”[11]

Iblis besluttede sig for at udføre planen som han havde fundet på. Den eneste vej for ham til at opnå hans mål var at benytte sig af Adams svage punkt, som lå i hans fysiske og psykologiske kreation. Men til trods for at Adam var et menneske, var han mistænkelig over for Iblis’ hensigt. Derfor bestræbte Iblis sig på at friste Adam og fandt ud af, at den eneste vej var igennem Eva, ledsageren og Adams partner i dette liv. Besidder Eva de samme talenter som Adam besidder?

Iblis kom for at se Eva og forsøgte på at stimulere i hendes følelser og sindsbevægelse. Han pegede på træet og sagde til Adam:

”Skal jeg vise dig det træ af udødelighed og styrke som ikke kan gå bort?”

Eva var overbevist om at det forbudte træ var udødelighedens træ og hun forslog Adam at spise af træets frugter. Adam tøvede, men Eva insisterede indtil han troede på at dette træ virkelig var udødelighedens træ. Er der bedre end at leve et evigt liv i fred og sikkerhed?

Det var Adams drøm der plagede ham siden hans eksistens. Han glemte Guds løfte til ham:

”Du skal visselig ikke sulte eller være nøgen i den, Og du skal ikke tørste der eller udsættes for solens brand.”[12]

Men Iblis var klog og talte til Adam og hans kone under ed:

”Og han tilsvor dem, (idet han sagde): Jeg er jer en hengiven rådgiver”[13]

Og han sagde til dem:

”Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive to engle eller blive af dem, der lever evigt.”[14]

Således lykkedes det første kneb i menneskets liv og usandhed vandt kampen over

evigheden, og sådan succes var forudbestemt og præget på himlens komité for at gøre det muligt for mennesket, at benytte sig af dets evner og talenter. Det valg som Gud gav mennesket var: Enten vil han tilpasse sig over for velfærd eller for ondskab, i det sidste tilfælde vil han være ulydig og utaknemmelig.

Iblis erkendte, at han vandt kampen mod Adam med hans klogskab og ondskab og at han besejrede Adam som har en ædel karakter, en fredelig sjæl samt en ren samvittighed. Men det var uundgåeligt for Adam at glemme sig selv for et øjeblik, og spise fra det forbudte træ. I modsat fald ville anstrengelseshistorien mellem det gode og det onde ikke have eksisteret, og mennesket ville ikke være fremragende gennem tillid og velfærdsgerninger som er tilpassede over for idealer, som tilfredsstiller Gud og de troende. Ligeledes ville mennesket ikke gå ned gennem dets tro og tilpasse sig de fortrin som er fundet i ham over for egoisme som gjorde Gud utilfreds.

Adam og Eva følte smerte og skam og blev straks vemodige. Miljøet omkring dem forandrede sig og den lykkelige sang som kom ud fra dem selv stoppede, og de blev klar over hvad de havde gjort. De dækkede hurtigt deres nøgne kroppe med blade fra træet. Så Adam og Eva var ulydige mod deres Guds ordre og derfor afsatte Gud dem af hans Paradis og sagde til dem:

”Forbød Jeg jer ikke dette træ og sagde til jer: Satan er jer visselig en åbenbar fjende?”[15]

Det var uundgåeligt for Iblis, efter at det lykkedes for ham, efterfulgt i han fristelse at spørge Gud at skænke ham nok liv og tilladte ham nok tid indtil Dommedagen, sådan at han vil være i stand til at vildlede de han ønsker og send dem væk fra den rigtige vej. Gud svarede ham:

”Du skal visselig være blandt dem, der har fået udsættelse.”[16]

I stedet for at takke hans Gud for at have skænket ham denne lange periode, svarede Iblis til sådan en gave med vantro, utaknemmelighed og hans hensigter var tilpasset over for had mod Adam og i beslutsomhed for at hævne sig på efterfølgere gennem tiden. Han sagde derfor til sin Herre:

”Fordi Du har dømt mig som vildfarende, så vil jeg visselig ligge i baghold efter dem på Din rette vej. Da vil jeg visselig komme over dem forfra og bagfra og deres højre og fra deres venstre side. Og Du vil visselig ikke finde de fleste af dem taknemmelige (mod Dig).”[17]

Den mægtige Skaber sagde til Iblis:

”Gå ud herfra, foragtet og fordrevet. Alle, der følger dig iblandt dem – jer vil Jeg visselig fylde Helvede med.”[18]

Adam og hans kone følte anger over hvad de havde gjort, og de tilstod for deres Gud, at de var skyldige og bad ham om barmhjertighed og nåde for at undgå det store tab. Gud accepterede deres anmodning og sagde til dem:

"Fald ned, den ene fjende til den anden! Der vil være beboelse for jer på jorden og omsorg for en tid."

Adam og Eva tænkte at tolerancen og nåden fra deres Gud ville stryge deres bommert og at de ville blive i Paradiset.

Gud vidste hvad de tænkte og sagde til alle:

”Gå alle ud herfra, og de, der – når der kommer retledning fra Mig – følger Min retledning – over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.”[19]

Således havde den lovpriste og mægtigste Gud igen givet mennesket chancen til at prøve dets gode formål og tilpasse evnerne som blev skænket for det for at tilfredsstille Gud, så hele scenen af hvile var over og nu begyndte en nye scene i hvilken der er to veje: tro eller vantro, gode eller onde. De som vil følge Guds instruktioner og følge den rigtige vej, vil de blive uimodtagelig for Satans fristelse. De som følger den forkert vej, vil deres tilværelse blive dårlig og det er dem, hvis ”.. anstrengelser er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt.”[20]

Adam og Eva gik ned hver især og begyndte det nye livs system især da Eva gjorde sig selv parat til at modtage den første blomst i menneskehedens have. De var meget ivrige efter at se deres efterkommere fylde jorden, gå på den og spise fra Guds gaver. Adam havde voldsom længsel for at se sine sønner, og Eva var optimistisk med deres ankomst trods graviditetens smerter hun led.

Eva fødte to tvillinger som de kaldte for Kabil og Habil. Børnene voksede under beskyttelse fra deres forældre og med gensidig kærlighed. Da de blev unge forlod Adam sin kone og gik sammen med hans to sønner for at tjene til livets opretholdelse. Kabil var en landmand, mens Habil var en fårehyrde. Sikkerhed og glæde fyldte Adams familie på grund et fuldstændigt samarbejde mellem dens medlemmer. Med tiden, eftersøgte Kabil og Habil hver en kone. Gud skabte to kvinder for dem som han havde skabt Eva desforinden. Adam gav hans sønner besked om at ægte dem, og han fortjener at blive adlydt, men menneskets lune og dets tendens til at falde i tab gjorde at Adam ikke blev adlydt af hans sønner. Menneskets iver og begær er baseret på ærgerrighed.

Én der kan stoppe sit begær og bryde dets herredømme i ham, er en af dem som Gud var gavmild mod i denne verden og i den kommende. Men én som er domineret af hans begær og optræder uden klogskab er en af disse, hvis ”.. anstrengelser er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt.”[21]

Adam så at den ene af brødrene ikke var tilfreds og misundte hans broder for hans kone. Han bad derfor hver af sine sønner at tilbyde et offer til Gud, så de kunne se deres egne hensigter.

De gik hver til sit for at finde på noget de kunne ofre for Gud. Hyrden, Habil, fandt det bedste og største får han havde og kom med det for at ofre det. Kabil, som var landmanden, tænkte i sig selv, at Gud ikke havde brug for det som han ville ofre ham, og derfor kunne han lige så godt ofre noget som ingen betydning havde. Han tog en bunke tørt hvede og placerede det på det aftalte sted.

Gud sendte en ild fra himlen som brændte Habils får og ignorerede Kabils hvede som et tegn på, at Gud accepterede den ene broders ofring og afviste den andens. Dette gjorde at Kabils misundelse og had til sin broder steg.

En dag truede han sin bror og sagde til ham:

”Jeg skal dræbe dig for at undgå dit selskab, skønt du er glad og jeg er skuffet.”

Habil svarede hans bror:

”Du er uberettiget og følger den forkerte vej. Det er bedre for dig at angre og spørge Gud om at tilgive dig og ændre dit sind. Hvis du agter at dræbe mig, har jeg ikke i sinde at dræbe dig fordi jeg frygter Gud Herren over folket, og hvis du dræber mig, går du til helvede: dette er straffen for de uberettigede.”

Broderskabsforholdet var foran en bitter had som Kabil fremmede for Habil. Hans frygt for Gud og hans lydighed til forældrene var ikke tilstrækkelig nok til at afholde Kabil fra at begå den første forbrydelse på jorden. Kabil dræbte sin broder Habil i vildmarken uden at vide hvad han skulle gøre af liget. Han bar ham på hans ryg uden en sæk. Da sendte Gud to ravne, der kæmpede mod hinanden indtil den ene dræbte den anden, derpå gravede den i jorden med sit næb og fod en grav til den anden og derpå kastede den i graven, mens Kabil så på. Dette syn påvirkede ham betragteligt.

Allah (jwa) siger om dette i Koranen:

”Da sendte Allah en ravn, som skrabede i jorden, så den kunne vise ham, hvorledes han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: O ve mig, er jeg ude af stand til at væres som denne ravn og skjule min broders lig? Og han blev da en af de angrende.”[22]

Ja barmhjertigheden og nåden af Gud kom ned til jorden inden han sendte de to ravne for at lære mennesket at hans oprindelse er fra jorden og at han vil vende tilbage til jorden, og for at bevare Adams værdighed og værdigheden af hans efterkommere og for at give morderen en hård lærestreg.

Efter Habils død fødte Eva en søn, Profeten Sheeth (as), som blev en efterfølger for Habil og Adam betragtede ham som en udøver af hans vilje og som hans efterfølger. Kabil gik ængsteligt væk og slog sig ned i Aden af Yemen. Iblis led Kabils tanker hen

imod at ilden spiste Habils ofring fordi Habil var en ildtilbeder og rådede ham til at tænde en ild. Derfor byggede Habil et ildhus, og således var han den første mand, der dyrkede ild, og hans sønner spildte deres tid med alkoholdruk, ildtilbedelse og i misbrug. Det siges at Gud druknede dem i syndfloden som skete i Noahs tid.

[1] Koranen: 2 : 30

[2] Koranen: 2 : 30

[3] Koranen: 2 : 30

[4] Koranen: 2 : 31

[5] Koranen: 2 : 32

[6] Koranen: 2 : 33

[7] Iblis er Satans navn.

[8] Koranen: 38 : 73-74

[9] Koranen: 38 : 75

[10] Koranen: 38 : 76

[11] Koranen: 20 : 115

[12] Koranen: 20 : 118-119

[13] Koranen: 7 : 21

[14] Koranen: 7 : 20

[15] Koranen: 7 : 22

[16] Koranen: 7 : 15

[17] Koranen: 7 : 16-17

[18] Koranen: 7 : 18

[19] Koranen: 2 : 38

[20] Koranen: 18 : 5

[21] Koranen: 18 : 5

[22] Koranen: 5 : 31

Profeten Abraham (as)

Profeten Abraham (as) var en af Allahs mægtigste Profeter. Den Hellige Koran siger om ham:

”Abraham var visselig et forbillede i moral, lydig mod Allah, altid underdanig (mod Ham), og han var ikke en af afgudsdyrkerne. Men taknemmelig for Hans nådegerninger. Han udvalgte ham og ledede ham ind på den rette vej. Og Vi skænkede ham godt i denne verden. Han vil i den kommende være en af de retfærdige.”[1]

Profeten Abraham blev født i Syrien i den tid, hvori Namrud var konge. Namrud var en stolt mand, og han tvang folket til at tro på ham som deres Gud. Eftersom folket var idoltilbedere som allerede tilbad idoler lavet af træ og sten, accepterede de ham med glæde som deres gud. Efter noget tid, besluttede Allah sig for at sende dem Profeten Abraham (as), så de kunne blive vejledt.

Kort tid før Profeten Abraham (as) blev født, fik Namrud at vide af sine astrologer, at et barn snart ville blive født, som i fremtiden ville stå imod ham samt opfordre folket til

ikke at tilbede idoler. Efter denne advarsel gav Namrud ordre til at undersøge ethvert nyfødt barn, for at se, om det gav nogle tegn fra sig på mirakler.

Profeten Abrahams moder fik ikke fremvist tegn af graviditet, da hun bar ham, så hun vidste at sit barn var specielt. For at beskytte ham fra Namruds mænd, gemte hun Profeten (as) i en grotte, og derefter vendte hun tilbage til byen. Allah fremkaldte mælk til at strømme ned fra Profeten Abrahams (as) fingre og således forsynede Han Profeten (as) med mad.

Profeten Abraham (as) voksede op uden for byen i tretten år, førend at hans moder hemmeligt bragte ham tilbage til sit hjem. Hans fader, Taraq, var allerede død, så han blev adopteret af Azar, som var hans faders bror. Azar var en kendt skulptør som plejede at lave idoler ud af sten. Hans sønner plejede at sælge disse idoler til folket. Azar gav Profeten Abraham samme opgave som sine sønner.

Allerede i sin unge alder troede Profeten Abraham på Allah og han afskyede idolerne. På hans første arbejdsdag bandt han et reb rundt omkring nogle idoler og derefter slæbte han dem bag sig gennem snavs til markedspladsen. Så råbte han til folket:

”Kom og køb disse livløse idoler, som hverken kan gavne eller skade nogen!”

Folket så på de snavsede idoler og blev vrede over den respektløshed, som Profeten Abraham (as) havde vist deres guder. De klagede til Azar som forbød Abraham (as) i at sælge flere idoler.

Som tiden gik, prøvede Profeten Abraham (as) at vise folket fejltagelsen ved at fortsætte deres vej. Først talte han med sin onkel, som var som en far til ham. Han rådede ham til at tilbede Allah alene og forlade idolerne. Koranen viser i følgende vers hans samtale med Azar:

”O min fader, hvorfor tilbeder du det, der hverken kan høre eller se eller gavne dig i nogen måde. O min fader, til mig er der kommet en viden, som ikke er kommet til dig, følg mig derfor, og jeg vil føre dig på en lige vej. O min fader, tilbed ikke Satan, thi Satan er ulydig mod den Nådige. O min fader, jeg frygter, at en straf fra den Nådige

skal ramme dig, så du bliver en ven af Satan. Han(s fader) sagde: Vil du vende dig bort fra mine guder, O Abraham? Hvis du ikke afstår fra (dette), så vil jeg visselig lade dig stene. Og skil dig nu fra mig for en tid. (Abraham) sagde: Fred være med dig. Jeg vil bede min Herre tilgive dig, thi Han har været nådig mod mig.”[2]

Selvom at det mislykkedes ham at tale Azar til fornuft, mistede Profeten Abraham (as) ikke sit håb. Han begyndte at tale til folkets fornuft og sagde:

”Kan jeres idoler høre jer? Kan de nogensinde hjælpe jer eller skade jer?”

De svarede:

”Vi tilbeder dem fordi vores forfædre tilbad dem!”

Derefter plejede Profeten Abraham (as) at lære dem, at kun Allah, Skaberen af himlene og jorden, burde blive tilbedt.

Selvom folket ikke kunne modbevise Profeten Abrahams (as) argumenter imod deres idoler, var de meget stædige, og kun få mennesker begyndte at tilbede Allah. Abraham (as) besluttede sig at vise folket hvor uanvendelige deres idoler var ved at smadre dem. Han tog chancen ved den årlige festival, som blev holdt uden for byen.

På festivalsdagen, da alle mennesker, store så vel som små, havde efterladt byen, var Profeten Abraham (as) alene. Han gik ind i hovedtemplet, hvor alle de vigtigste idoler blev opbevaret. Han tog en økse og smadrede alle idolerne på nær det største idol. Idoler som var blevet opbevaret pænt og nydeligt lå nu i stykker på jorden. Før Profeten Abraham (as) forlod templet, lagde han øksen i hånden på det store, ubrudte idol.

Den Hellige Koran siger:

”Da han sagde til sin fader og sit folk: Hvad er det for billeder, som I er så hengivne (tilbedere af)? De svarede: Vi fandt vore forfædre tilbedende dem. Han sagde: Sandelig, I og jeres forfædre har været i en åbenbar vildfarelse. De sagde: Er du kommet til os

med sandheden, eller hører du til dem, der driver spot? Han svarede: Nej, jeres Herre er himlenes og jordens Herre, Som skabte dem, og jeg er en af dem, der bevidner dette. Og ved Allah, jeg vil visselig lægge en plan mod jeres gudebilleder, efter at I er gået bort og har vendt (mig) ryggen. Så slog han dem i stykker undtagen den øverste, for at de måske kunne vende tilbage til Ham.”[3]

Da folket vendte tilbage fra festivalen og så, hvad der var hændt med deres guder, blev de chokerede og sagde:

”Hvem har opført sig så grusomt mod vores guder?”

En af dem sagde:

”Det må være Abraham. Han har altid hadet tilbedelsen af idoler!”

Profeten Abraham (as) blev hentet for domstolen til at stå over for en retssag for at have skadet idolerne. Da han blev spurgt, om han var skyldig, svarede han:

”Det må være den store idol der er skyldig. Spørg ham om det!”

Så svarede folket:

”Vores idoler kan ikke tale og ej heller svare på spørgsmål!”

Profeten Abraham (as) tog lejligheden til at få folket til at forstå, hvor ubrugelige deres idoler var. Han sagde:

”I skulle skamme jer! Hvordan kan I dog tilbede idoler lavet af sten og træ? De ved intet og kan hverken gavne eller skade jer.”

Alligevel var der ingen, der ville høre på ham, og han blev erklæret skyldig. Folket begyndte at råbe:

”Brand ham levende, før ham til sin Herre!”

Namrud besluttede sig for at brænde Profeten Abraham (as) levende for at behage sine idoler. Han gav ordre til at samle en masse brande for at lave et enormt bål. Der blev bragt så meget træ, at da bålet blev tændt, var der ingen, der kunne gå tæt nok på bålet for at smide Profeten (as) i det. Selve fuglene brændte sammen, da de fløj over det.

Namrud besluttede sig derfor for at bygge en stor katapult, som skulle bruges til at kaste Profeten Abraham (as) ned i bålet med. Imens at Profeten fløj i luften imod bålet, kom englen Gabriel ned for at spørge ham om han havde brug for noget hjælp. Profeten Abraham (as) svarede:

”Nej, jeg har kun brug for Allahs hjælp!”

Den Hellige Koran siger:

”De sagde: Brænd ham og hjælp jeres guder, hvis I (overhovedet) vil foretage jer noget. Vi sagde: O ild, vær kølig og sikker for Abraham”[4]

Da Profeten Abraham (as) landede ned på bålet, bad han Allah om at beskytte sig. Med Allahs ordre blev ilden kold og uskadelig. Namrud og hans tilhængere var forbløffede over at se Profeten Abraham roligt og bekvemmeligt sidde i midten af den brændende ild. Mange af dem, som så dette mirakel indså sandheden, men andre, specielt Namrud, forblev stædige og stolte.

Efter noget tid kom Profeten Abraham (as) ud af ilden. Han mødte Namrud som fortalte ham:

”Du skaber forvirring i mit samfund ved at invitere folket til at tilbede en anden Gud ud over mig. Fortæl mig, hvem er din Herre?”

Den Hellige Koran siger:

”Har du ikke hørt om ham, der stredes med Abraham angående hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongedømmet? Da Abraham sagde: Min Herre er den, der giver liv

og død. Han sagde: Jeg giver (også) liv og død. Abraham sagde: Men Allah er sandelig den, der lader solen stå op i øst. Lad du den så stå op i vest. Da blev den vantro slået med målløshed. Og Allah retleder ikke det uretfærdige folk.”[5]

Profeten Abraham fortalte Namrud at Allah er den Ene som tager og giver liv. Namrud sagde:

”Det kan jeg også! Hvis jeg henter to fanger som skal hænges. Så kan jeg lade den ene frigøres og den anden blive hængt. Hermed har jeg givet det ene menneske livet og det andet døden.”

Profeten Abraham (as) svarede:

”Du har kun ret hvis du bringer en død til live igen. I så fald kan min Herre få solen til at stige i øst. Hvis du er så magtfuld, lad solen så stige i vest!”

Namrud kunne ikke besvare Profeten Abrahams argument denne gang, og han blev besejret. Alligevel var han stadig stædig og accepterede ikke Profeten Abraham (as) budskab.

Namrud vidste, at han ikke kunne skade Profeten Abraham (as), da han var under Allahs beskyttelse. Derfor befalede han Profeten til at forlade kongeriget og stoppede enhver som fulgte hans religion. Således forlod Profeten Abraham (as) sit hjemland. Han tog sin familie - heriblandt sin hustru Sara og fætter, Profeten Lut (as)- og rejste til Bayt-ul-Maqdes i Palæstina.

Hans kone Sara var en meget smuk kvinde og Abraham (as) bevogtede hende fra menneskernes øjne. Derfor lod han hende sætte sig i en kasse, da de ankom til en by, og da de kørte ud i ørkenen lod han hende komme ud igen.

Efter noget tid kørte de ind i et nyt land, som blev styret af en arabisk konge. Vagten, som stod ude ved grænsen ville tjekke hvad der var i kassen, hvori Sara lå gemt. Abraham (as) nægtede og sagde:

”Du må formode at kassen er fuld af guld og sølv, og jeg vil betale skatten for det, men åben ikke kassen.”

Alligevel insisterede vagten at se hvad Profeten Abraham (as) havde med sig i den kasse, så han åbnede kassen. Da han så Sara, tog han Profeten Abraham (as) med sig til kongen.

Da de så stod foran kongen, blev kongen tiltrukket af den smukke Sara så han rakte sin hånd imod hende for at røre ved hende. Profeten Abraham (as) bad Allah om at beskytte sin hustrus ære og værdighed. Ved denne bøn blev kongens hånd forvandlet til en massiv træklods.

Kongen bad og tiggede Profeten Abraham (as) om at bede Allah om at give ham sin hånd tilbage, og han lovede ikke at se på Sara mere. Profeten Abraham (as) tilbad Allah og kongens hånd blev normal igen.

Efter at have talt lidt med Profeten Abraham (as), så kongen op på Sara og kunne ikke modstå at begå samme fejl igen. Som han prøvede at røre hende, tørrede hans hånd som et stykke træ.

Han vendte sig mod Profeten Abraham (as) igen bedende om Allahs tilgivelse og han bad om at få sin hånd tilbage igen. Profeten Abraham (as) sagde til ham at han for sidste gang ville bede for ham. Han (as) sagde:

”O min Herre, hvis denne mand virkelig er ked af det, så ændre hans hånd til dens rigtige form.”

Under hans bøn blev kongens hånd helbredt. Han blev imponeret over Profeten Abrahams (as) styrke og fik tillid til ham. Han behandlede Profeten Abraham (as) med stor respekt og forærede dem en tjenestepige, der blev kaldt for Hajer, og som kunne tjene Sara, og han gav dem tilladelsen til at gå til det sted, de havde lyst til.

På vejen til Bayt-ul-Maqdes kom Profeten Abraham (as) forbi en gruppe mennesker, som tilbad himmellegemer. Disse mennesker blev kaldt for magierne. Han besluttede

sig for at vejlede dem hen imod Allah. Høfligt prøvede han at lære dem fejltagelsen ved deres vej. Profeten Abraham (as) præsenterede sig selv som en stjernetilbeder og sad sammen med dem om aftenen for at tilbede med dem.

Den Hellige Koran siger:

”Og således viste Vi Abraham himlenes og jordens rige, og for at han kunne høre til de faste i troen. Da nu natten overdækkede ham, så han en stjerne. Han sagde: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Jeg elsker ikke dem, der går ned. Og da han så månen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Hvis min Herre ikke retleder mig, vil jeg visselig høre til de vildfarendes folk. Da han så solen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Denne er størst! Med da den gik ned, sagde han: O mit folk, jeg siger mig fri af det, som I sætter op ved siden af (den eneste Gud). Jeg har sandelig vendt mit ansigt i al oprigtighed til Ham som har skabt himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne”[6]

Profeten Abraham (as) fik folkets opmærksomhed ved først at påstå at stjernerne, derefter månen og til sidst solen var hans guder. Men for hver af disse, vendte han sig fra dem sigende:

”Jeg er træt af disse evigt foranderlige skabninger. Jeg tror på Allah, som er Skaberen af himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne.”

Selvom Profeten Abraham (as) brugte sin høflige måde til at lære og bevise for dem hvor uanvendelig deres tilbedelse var, fortsatte magierne med at skændes og diskutere med ham.

Han sagde:

”Hvorfor skændes I med mig om Allah, når Han har vejledt mig til den rigtige sti?”

Folket afviste at tro på hans ord og truede ham med at skade ham, og advarede ham mod stjernernes hævn. Til sidst efterlod han disse idiotiske mennesker og fortsatte sin vej mod Bayt-ul-Maqdes.

Profeten Abraham (as) og Sara kunne ikke få nogen børn, og det gjorde ham meget trist. Derefter foreslog Sara Abraham at blive gift med hendes tjenestepige, Hajer, så hun måske ville føde ham et barn.

Profeten Abraham (as) og Hajer blev gift og Allah velsignede dem med en søn, Profet Ismail (as).

5 år senere fødte Sara også. Det blev profeten Isaac (as)

Profeten Abraham (as) bliver kaldt for Profeternes fader, idet fra hans ene søns afkom, Profet Ismail (as), kom de arabiske Profeter inklusivt Den Hellige Profet (sa). Og fra hans anden søn, Profeten Isaac (as), kom de jødiske Profeter inklusiv Profeten Moses (as) og Jesus (as).

Profeten Abraham (as) havde titlen ”Khalilullah”, som betyder ”Allahs elskede”. Da han dødstime kom, fortalte han de engle som kom for at tage hans sjæl:

”Spørg Allah om en elskede tager livet af sin egen elskede?”

Han mente, at Allah ikke skulle give ordre til Profeten Abrahams død, fordi han var Hans elskede. Dødsenglen Izraeel kunne ikke besvaxre hans spørgsmål, så han vendte tilbage til Allah. Allah befalede englen til at gå tilbage til Profeten Abraham (as) for at sige tilbage:

”O Abraham, bør en elskede afvise en invitation til at møde sin elskede?”

[1] Koranen: 16 : 120-122

[2] Koranen: 19 : 42-47

[3] Koranen: 21 : 52-58

[4] Koranen: 21 : 68-69

[5] Koranen: 2 : 258

[6] Koranen: 6 : 75-79

Profeten Ayoub (as)

Profeten Ayoubs (as) historie, er en af de mest fascinerende hvad angår tålmodighed og modgang. Profeten Ayoub levede i Huran, en by i Syrien nær Damaskus, hvor der var en moske, som blev opkaldt efter ham. Den lå omkring tre 4,8 km fra byen Nawa, hvor Profeten plejede at opholde sig med sin kone når han havde modgang i sit liv. I omtrent de nitten år, levede han som en prædikant, som kun adlød og tilbad Gud, der skænkede ham rigdom og arvinger. Han plejede at tilbyde mad til de sultne og fattige, og vand til de tørstige. Han plejede også at tilbyde bolig til de forældreløse børn og hjælpe de undertrykte og de svage.

Folk så ham takke og tilbede Gud, som gav ham rigdom samt mange andre gaver. Jo

rigere han blev, jo større blev hans frygt for Gud, og jo mere han fik velvilje, og jo mere gav han til de andre, som trængte til det, og hans tilbedelse af Gud voksede. Hverken penge eller afkom kunne friste ham. Hans første bekymring var Guds nådighed over ham.

De daværende folk var ikke særligt tilfredse med at se en mand, som tilbad Gud trods hans rigdom, og uden at blive påvirket af hverken rigdom eller af afkom. Hver gang han prædikede Guds navn, tilskyndede folk sig til at adlyde og rette sig efter ham og han advarede dem imod Guds ulydighed. Desuden, var han meget velvillig over for sine forældre, og passede sit arbejde. Han ville tildække de nøgne, befri de fængslede og hjælpe dem som var i nød.

Profeten Ayoubs (as) samtidsmænd var ikke tilfredse. Derfor fandt de som den eneste udvej at støde ham ved at sprede rygter om ham. I deres tale sagde de bl.a. at Profeten Ayoub (as) ikke tilbad Gud med den hensigt at tilbede Ham, men for at Gud skulle give ham rigdom og sønner og derfor var han tvunget til at takke og tilbede Gud for at redde sådan en rigdom og velvilje. Desuden tilføjede de, at hvis profeten Ayoub (as) blev frataget sin rigdom, så ville han undlade at tilbede og rette sig efter Gud.

Profeten Ayoub (as) kendte godt til disse rygter, men han tillagte dem ikke nogen betydning. Gud ønskede at fremstille Profeten Ayoub (as) som et godt forbillede for menneskeheden, et klart mærke af troskab og et fremragende eksempel af udholdenhed og tålmodighed. Han ramte ham med stor modgang. Alle Profetens penge forsvandt, hans forældre og venner holdte sig væk fra ham, og hans helbred blev dårlig, så han ikke længere kunne stå op, bevæge sig eller gå.

Folk overværede Profeten Ayoubs (as) lidelser og på baggrund af lidenskab og lune spredtes mange forskellige meninger omkring ham. En gruppe mennesker foregav, at hans forudsigelser var tvivlende og at hans tilbedelse af Gud var falsk.

En anden gruppe sagde, ”Hvis Gud var i stand til at afværge modgang eller skænke velvilje, ville hans Profet Ayoub (as) fortjene mere end andre at blive reddet fra sådanne kvaler.”

Så vidt det er angående hyklerier, siger de, ”Hvis Gud gjorde sådan noget er det for at fortvivle Ayoubs venner og glæde hans fjender, og i begge tilfælde fortjente Ayoub sådan modgang” De få mennesker, som troede på ham, plejede at bede Gud om forladelse og godt helbred for Profeten Ayoub (as), beundrede hans tålmodighed i hans tilstand og sagde, ”Ayoub må være glad fordi mennesket er født til at lide kvaler. Denne verden er et sted for prøvelse, og dets indbygger er sårbare over for katastrofer og den Store Gud sagde, ”At han måtte prøve, hvem af jer der var bedst til at lide.” Satan som hviskede sådanne tanker til den gruppe af mennesker, tænkte på at modgangen af Profeten Ayoub (as) ville udslette hans troskab, men uanset hvad, var den retfærdige tilbeder blevet stærkere i troen. Syv år gik af Profeten Ayoubs liv og han led stadigvæk af et dårligt helbred: farveløs og afkræftet krop. Sygdommen ødelagde ham fuldstændigt. Selv hans kød var rådnet og hans venner, forældre og sønner forlod ham. Alene hans kærlige kone som forblev loyal over for ham, lavede ham mad og passede på ham. Profeten Ayoubs (as) kone holdt hendes ord taknemmeligt, tålmodigt, og var ligeglad med hvad folk sagde. En stærk beslutsomhed, der hverken kunne svækkes af hendes forældres kritik eller en fremmede til at få hende væk fra hendes mand.

Men de onde folk undlod ikke og de plantede ondskaben i den gode jord, og frembragte strid i den mest rene sjæl, skønt de var i stand til sådan en handling. En dag kom de for at se Profeten Ayoubs (as) tilstand. Denne retfærdige kvinde var ved at forlade sin mand, da hun kom hen til ham og sagde, ”Hvorfor påfører din Gud dig sådanne kvaler? Hvor er dit gode helbred? Hvor er dine forældre og venner? Hvor er din ungdom? Hvor er styrken og fastheden?”

Profeten Ayoub (as) svarede med tålmodighed, ”Satan hviskede et eller andet til dig. Skal du sørge over en herlighed som forsvandt og en søn som døde?”

Konen svarede, ”De kvaler vi lider er nok. Vil du ikke opfordre din Gud til at sprede sorg og katastrofe væk fra dig?”

Profeten Ayoub (as) kiggede overrasket på hende og sagde, ”Hvor lang tid har du ført

et luksuriøst liv?”

Hun sagde, ”fyrre år.”

Igen sagde han, ”hvor lang tid har du lidet kvaler?”

Hun sagde, ”syv år.”

Her sagde Profeten Ayoub (as) til hende, ”Så vær skammelig over at kræve af mig at bede Gud om at sprede mine kvaler.” Han tilføjede, ”Jeg er forbavset over at høre sådanne ting fra dig. Jeg er skuffet over din opførsel. Og det er gået op for mig at din tro er blevet svagere og at dit sind kan ikke mere bære vilje for Gud. O kvinde! Gå væk. Jeg vil genvinde mit helbred og jeg vil piske dig hundrede gange. Jeg vil ikke have dig. Hold dig væk fra mig indtil Gud opnår sin vilje.”

Det lykkedes for de medsammensvorne at skabe adskillelse mellem den ulykkelig og den tilfredse kone, så Profeten Ayoub (as) blev tilbage med sine smerter og sygdom.

I hans højdepunkt af modgangen beklagede han sig til Gud og sagde til Ham, ”Kvalerne har plaget mig og Du er den mest barmhjertige af alle de barmhjertige.” Sikken et smukt kald!

Profeten Ayoub (as) begrænsede sit kald ved at beskrive sig selv som ulykkelig.

Profeten David (as)

Israelitterne, som var blevet bragt ud af Ægypten af Profeten Moses (as), slog sig ned i Palæstina. Alligevel var de i en evigvarende krig mod palæstinenserne, som til sidst formåede at landsforvise dem fra deres hjemme.

I den sidste kamp, var den Hellige Skrin, som indeholdte de originale blade af Toraen, tabt, og dette demoraliserede israelitterne. De tilbragte mange mørke år i landsforvisning, før de tog til Profeten Samuel (as) og bad ham om at udnævne en stærk

konge til dem, så de kunne genvinde deres land.

I Allahs befaling, udnævnte Profeten Samuel (as) Taalut (Saul) til deres konge. Israelitterne protesterede over dette valg, og sagde, at Taalut var en fattig og ukendt mand. Alligevel informerede Samuel (as) dem, at Taalut var blevet valgt på baggrund af hans viden, visdom og styrke, og at han uden tvivl ville føre dem til en sejr.

Det tog Taalut 20 år at genvinde den Hellige Skrin og da den var gengivet til folket, marcherede de imod Palæstina. Palæstinenserne var leddet af en frygtsom leder; en kæmpestor mand ved navn Jaalut (Goliath). Synet af Jaalut gjorde israelitterne bange, og ingen turde bekæmpe ham.

Profeten David (as) var tilstedet i Taaluts hær. Han var kun en ung mand på det tidspunkt, og var ikke kommet for at kæmpe. Hans opgave var at tage sig af hans tre ældre brødre som var soldater, og for at bringe nyheder tilbage til deres fader.

Da Taalut så at Jaalut havde forfærdet hans hær, prøvede han at opmuntre hans mænd ved at love dem store belønninger, hvis de stod overfor Jaalut. Han lovede også at ægte sin datter til den mand, der dræbte ham.

Forundret over tumulten i valpladsen, forlod Profeten David (as) sin post og gik ud for at finde ud af, hvad der var ved at hænde. Han havde aldrig kæmpet i en duel før, men da han så denne scene, nærmede han sig Taalut og sagde:

”Jeg er den passende mand til at dræbe denne djævel, de jeg både har dræbt en tiger og en bjørn, som angreb min faders får.”

Profeten Davids (as) modige ord rørte Taalut. Han gav ham en rustning på, og opfordrede ham til at være forsigtig.

Før Profeten David (as) nærmede sig Jaalut, tog han den tunge rustning af, da den begrænsede hans bevægelser. Han stod foran fjenden, kun bevæbnet med en slangebøsse og en stav som han normalt styrede sine får med.

Førend at Jaalut kunne reagere på udfordringen, skød Profeten David (as) en sten mod ham via sin slangebøsse. Stenen ramte Jaaluts pande med en frygtindgydende styrke, og medførte at han fortumlet faldt ned på jorden. Så træk Profeten David (as) Jaluuts tunge sværd ud, og huggede hans hoved af. Synet af deres mesters død knuste palæstinenserne, som forlod slagmarken i panik. I påskønnelsen af Profeten Davids (as) ekstraordinære mod, ægtede Taluut ham til sin datter Mikaal.

Om dette siger Allah (jwa) I den Hellige Koran:

”Så slog de dem på Allahs bud. Og David dræbte Jaalut, og Allah gav ham kongedømmet og visdommen og lærte ham, hvad han ville.”[1]

Profeten David (as) var blevet gjort til Taluuts hærs øverstbefalende, og hans tætte venskab til Taluuts søn Jonatan (Yunathaan), gjorde ham meget stærk og populær i landet. Efter Taaluts død, blev Profeten David (as) konge. Allah gav ham visdom og den Guddommelig Bog, Zaboor[2], som han plejede at recitere af i en melodiøs stemme for at tiltrække folket til Allahs ord.

Profeten David (as) fik mange velsignelser af Allah. Da han priste Ham, sluttede bjergene og fuglene sig til ham.

Jern var ligesom voks i hans hænder, og han plejede at designe og forme specielle, letvægtige kamprustninger lavet af jern. Ved at sælge dem til hære, tjente han til livets ophold. Den Hellige Koran siger:

”Og Vi skænkede visselig David nåde fra Os (og sagde): I bjerge, gentag (Allahs pris) med ham, og (også I) fugle! Og Vi gjorde jernet blødt (og brugbart) for ham.”[3]

Profeten David (as) plejede at fordele de forskellige forpligtelser over forskellige dage. Han til sidesatte en dag til for at tilbede Allah, en dag for at høre folkets klager, en dag for at prædike, en dag for at hvile sig, og så videre. På hans hviledag, tillod Profeten Davids (as) vagter ingen at komme ind i hans hus. På sådan en dag kom to engle i menneskeform ind i hans hus fra taget, og forskrækkede Profeten David (as).

Den Hellige Koran siger:

”Da de trådte frem for David, blev han angst for dem. De sagde: Frygt ikke. (Vi er) to stridende, hvoraf den ene har begået overgreb mod den anden. Døm du da mellem os i sandhed og begå intet uretfærdigt og led os til den rette vej. Se, dette er min broder. Han havde 99 moderfår, og jeg havde (kun) ét moderfår. Så sagde han: Betro det til mig. Og han besejrede mig i ordstriden.”[4]

Profeten David (as) hørte klagen, og sagde i første omgang, at manden, der krævede det får af hans broder, var uretfærdig.

”(David) svarede: Han har visselig øvet uret imod dig ved at kræve dit moderfår (i tilgift) til sine (egne) moderfår.”[5]

På det øjeblik indså David (as), at dette var en test af Allah.

”Men David mærkede, at Vi blot prøvede ham, så han bad sin Herre om beskyttelse og faldt ned (for Allah), idet han bøjede sig (i tilbedelse), og han vendte sig (til sin Herre).” [6]

Han fortrød hans hurtige beslutning, hvori han ikke havde krævet bevis af dem, samt ikke havde hørt begge parters historier. Han realiserede, at han i hans stilling som dommer iblandt folket, ikke bare kunne tage forhastede beslutninger. Han vendte sig angrende til Allah, og bad om Hans tilgivelse for hans fejltagelse.

”Derfor beskyttede Vi ham i denne sag, thi han besad nærhed til Os og (fik) en god og skøn tilbagevenden (til Os).”[7]

Profeten David (as) reagerede i mange år, og hans trone blev arvet af hans yngste søn Salomon (as).

[1] Koranen: 2 : 251

[2] Zaboor = Davids salme (I Biblen)

[3] Koranen: 34 : 10

[4] Koranen: 38 : 22-23

[5] Koranen: 38 : 24

[6] Koranen: 38 : 24

[7] Koranen: 38 : 25

Profeten Hud (as)

Folket af Aad stammen boede I Ahgaaf, som er et område mellem Yemen og Oman. De boede i fred og velvære. Allah havde skænket dem mange velsignelser. De var nogle begavede mennesker, der blandt andet havde bygget flotte byer. Fysisk var de meget stærke og der var ingen sygdomme i deres samfund.

Til trods for alt det, som Allah havde skænket dem, troede Aad folket ikke på den Eneste Gud, og de tilbad idoler som de selv skar ud af sten. Da der skete dem noget godt, takkede de deres idoler, og da de kom ud for noget slemt, tilbad de deres idoler og bad dem om hjælp.

Efter nogle år begyndte stammen Aad at miste deres enighed. Det stærke folk behandlede de svage og fattige medlemmer meget dårligt. For at vejlede de stolte og uvidende mennesker sendte Allah (jwa) Profeten Hud (as) til dem.

Profeten Hud (as) var selv et medlem af Aad stammen, og var højt respekteret på grund af sin adelige familie og hans velopdragenhed. Han var søn af Abdullah, barnebarn af Sam og oldebarn af Profeten Noah (as)

Profeten Hud (as) var en meget tålmodig og venlig mand. Da han modtog Allahs befalinger for at sprede Hans budskab, gik han hen til folket og sagde:

”O brødre! Hvorfor tilbeder I sten som I selv har skåret? Disse idoler kan intet give jer – ej heller kan de tage noget fra jer. I er ikke dumme, men det I gør er imod jeres intelligens. Jeres Gud er kun Én, og Han alene skal blive tilbedt. Han har skabt jer, givet jer helbred og velstand, og Han har gjort jer til et stærkt folk. Gør ikke oprør imod Allah, for I har jo set Profeten Noahs (as) folks skæbne.”

Profeten Hud (as) prøvede stærkt at få folket til at indse fejltagelsen ved at fortsætte deres vej, men i stedet for at lytte til ham blev de mere stædige. De sagde:

”O Hud, du siger dumme ting. Hvorfor skal vi tilbede én Gud og holde op med det, som vor forfædre plejede at gøre?”

Profeten Hud (as) prøvede at forklare dem, at idolerne kun havde i hensigt at tage dem yderligere væk fra Allah, og at han var en Profet, som var sendt for at vejlede dem.

Den Hellige Koran siger:

”Og til Aad (sendte Vi) deres broder Hud. Han sagde: O mit folk, tjen Allah (alene), thi I har ingen gud undtagen Ham. (Ved at sætte guder ved siden af Ham) opdigter I visselig løgne. O mit folk, jeg beder jer ikke om nogen belønning herfor. Se, min belønning er ene og alene hos Ham, som har skabt mig. Mon I ikke vil forstå? ”[1]

Ikke desto mindre gjorde hans (as) ord Aad folket vrede. De sagde:

”O Hud, hvad giver dig retten til at tale til os på denne måde? Du drikker og spiser som os – du er ikke bedre end os andre! Hvorfor skulle du blive valgt som en Profet? Vi tror du er en løgner, eller måske har en af vores idoler forbandet dig og ladet dig gå fra forstanden!”

Således gjorde folket nar af Profeten Hud (as). Hans utrættelige prædiken gav ham kun

nogle få tilhængere. Da han advarede Aad folket mod Allahs straf, siger Den Hellige Koran at de svarede:

”.. bring os da det, du har truet os med, hvis du er en af de sanddru.”[2]

Da Aad folket selv inviterede på at modtage Allahs straf med deres egne stolte ord, stoppede det med at regne i tre år og der hændte en voldsom tørke.

I løbet af denne tid bad Profeten Hud (as) folket om at fortryde deres handlinger og søge tilgivelse hos Allah, førend at det blev for sent. Men de var blinde og kunne ikke se sandheden, så de fortsatte med at tilbede deres idoler og bede dem om regn. Til sidst gav Profeten op, og han sagde:

”I kan gøre hvad I vil! Jeg er kun afhængig af Allah, som er min beskytter!”

Endelig fik de Allahs straf. Pludselig kom en enorm stor og sort sky frem. Da Aad folket så skyen, troede de, at det ville regne, men i stedet begyndte en meget stærk og rædselsfuld vind at ødelægge deres huse og kaste deres dyr op i luften. I stedet for regn kom der regnbyger af gnister ned fra den sorte sky. Den voldsomme storm fortsatte i otte dage, og da den endelig stoppede, var det stolte Aad folk helt færdige . Den Hellige Koran siger:

”Og hvad Aad angår – så blev de ødelagt af en voldsomt hærgende vind. Som Han tvang (til at blæse) mod dem (i) syv nætter og otte dage i træk, så du ville have set dets folk kastet omkuld, som om de havde været gamle faldende palmestammer.”[3]

I stormens første tegn havde Profeten Hud samlet sin familie og tilhængere og taget dem med sig til et sikkert sted. De var de eneste overlevende efter Allahs voldsomme straf. Da stormen var over, tog profeten Hud (as) sine ledsager til Hazramaut, hvori de tilbragte resten af deres dage.

[1] Koranen: 11 : 50-51

[2] Koranen: 7 : 70

[3] Koranen: 69 : 6-8

Profeten Idris (as)

Allah (jwa) siger i Koranen:

”Og ihukom I Bogen Idris, thi han var sanddru (og) Profet. Og vi oprejste ham til en ophøjet stilling.”[1]

Profeten Idris [Enok] (as) var Profeten Sheeths (as) tipoldebarn, og han blev født 100 år efter at Profeten Adam (as) døde. Han var Allahs tredje Profet på jorden.

Profeten Idris (as) plejede at kalde folket til at tilbede Allah og at afholde sig fra at begå synder. Han var en begavet mand og lærte menneskene mange nye færdigheder. Han var den første mand til at indlede skrivekunsten, og lærte folket hvordan man måler en vægt med balance. Han lærte dem ligeledes om planeternes bevægelser. Han var den første, der lavede jagtvåben, og våben til selvforsvar. Han lærte også menneskene at sy tøj.

I Profeten Idris’ (as) tid regerede der en grusom konge, som havde fuld magt over menneskenes liv og ejendom. En dag gik kongen ud af hans hovedstad på udflugt. På vejen så han en meget smuk have som han fik meget kærlighed for. Han kaldte på ejeren og bad ham at aflevere haven til sig. Ejeren, som var en meget gudfrygtig mand, fortalte ham, at haven forsørgede familien, og at han ikke kunne aflevere den. Kongen tilbød at købe haven, men ejeren afviste stadig. Så vendte kongen tilbage til sit palads i vrede.

Kongens kone var en ondskabsfuld kvinde. Da hun hørte hvad der havde hændt, rådede hun kongen til at hente nogle af hans vantro venner som vidner i retssalen. Hun bad dem sværge på, at ejeren af haven ikke længere var én, der troede på Allah, og desuden var han ved at intrigere mod kongen. Da de her løgnere gav vidneforklaringer i retssalen, blev ejeren hentet og beskyldt for disse forbrydelser. Selv om han sværgede, at han var uskyldig, hørte kongen ikke på ham og dræbte ham. Derefter tog han den dødes have til sig selv.

Mordet begået af den grådige konge misfornøjede Allah (jwa), og Han beordrede Profeten Idris (as) til at tage over til kongen og fortælle ham, at ikke nok med at han har dræbt en uskyldig mand, har han også stjålet hans stykke land og efterladt hans familie fattige. Profeten Idris (as) var også beordret til at fortælle kongen, at Allah vil straffe ham ved at tage al hans ejendom fra ham, og ødelægge hans hovedstad, og at Han vil lade hans onde kones kød blive ædt af hundene.

Da profeten Idris (as) bragte denne besked til paladset, blev kongen rasende og fortalte ham:

”Det er bedst, at du går før jeg dræber dig med mine egne hænder!”

Profeten Idris (as) forlod stedet, men dronningen besluttede sig for at sende nogle mænd efter ham for at dræbe ham.

Profeten Idris (as) vidste så, at hans liv var i fare, og forlod derfor byen og skjulte sig. Han lod sig beskytte i en hule i et nærliggende bjerg, og en engel sørgede for han mad og drikke. Han bad til Allah (jwa), sigende:

”O min Herre, send ikke Dine velsignelser over denne by.”

Profeten Idris’ (as) bøn blev hørt, og Allah straffede kongen og hans uretfærdige folk. Han mistede sin trone og døde en skammelig død. Hans hovedstad blev tilintetgjort, og hans kvindes kød blev ædt af vilde hunde. Kongeriget kom i en anden grusom konges hænder.

Tyve år forløb efter Profeten Idris’ (as) forsvinden. I løbet af denne tid faldt der ikke en eneste dråbe regn, og folket led forfærdeligt. De indså at deres genvordigheder skyldtes Profeten Idris’ (as) forbandelser, så de anråbte Allah om at tilgive dem.

Allah hørte deres bønner, og sendte Profeten Idris (as) tilbage til byen. Menneskene samlede sig omkring ham, lovede at de ville adlyde ham og tilbede Allah alene. Derefter anråbte de om regn, og der var ikke tørke længere.

Profeten Idris (as) vejled hans folk i mange år. Han var en Profet, som var elsket og respekteret af alle sit folk. Til sidst opløftede Allah (jwa) ham (as) til himmelen, hvori han stadig er i live i dag.

[1] Koranen: 19 : 56-57

Profeten Isaac (as)

En kvindes glæde er så stor når hun har fået sit første barn efter mange års venten og længsel. Specielt hvis hun var blevet meget gammel. Sarah, Abrahams kone, fik sit første barn Isaac med en stor og ubegrænset glæde. Isaacs fødsel var ikke en almindelig begivenhed, men en enestående begivenhed, der lå helt op på mærkerne, især fordi englene havde forudsagt det og i samme øjeblik nævnt hans søn Jacob.

Denne enestående begivenhed fremviser, at Sarah blev gravid efter at have nået alderdommen og hendes hår var blevet gråt. Mellem drøm og virkelighed, smerte og desperation, er den glædelige nyhed opnået og miraklet sket: Isaac bliver født adskillelige år efter sin bror Ismaels fødsel, søn af Hajar som var Sarahs slavinde. Hajar som Abraham giftede sig med efter sin kone Sarahs ønske. Isaac, fred være med ham, voksede op i Profetiernes have under sin fader Abrahams overvågning.

”Tilliden til din far Abraham (er din). Han havde udnævnt dig som muslim for lang tid siden.”

Da Isaac nåede manddommen, fik hans far ham til at gifte sig med en kvinde, som fødte ham mange børn før hun døde. Efter hendes døde giftede Isaac sig med en anden kvinde, som var beslægtet med ham og de fik Jacob, fred være med ham. Abraham, fred være med ham, og hans kone Sarah overværede deres søns barndom, hans ungdom og hans ægteskab og de levede sammen i det samme hus og Gud skænkede dem renhed og afklaring:

”Må Allahs barmhjertighed og Hans velsignelse være over jer, O folk af dette hus.”

Årene passerede og Isaac, Fred være med ham, påtog sig ansvaret efter Abrahams død og han blev betroet at fortsætte sin fars mission. Isaac fulgte i sin fars spor og var blandt en af Guds udvalgte Profeter for kaldet til virkeligheden af troen på Gud og til at sørge for retfærdighed, vejlede folk til den rigtige kurs og han fyldte sin tid med at tilbede indtil sin gamle alder. Da han følt sig træt og ud af stand til at bære byrden længere af bekymring kaldte han på sin søn Jacob og sagde til ham:

”Gud gav mig et stort evne da du blev født, og han gjorde dig til en person af meget god karakter og skænkede dig gode egenskaber, der udgør et stærkt bevis på Hans styrke: Er renlighed og renhed ikke beviser på Skaberens eksistens? Desuden skænkede Gud mig en gave: Han gjorde dig intelligent og social.”

Derpå blev Isaac stille i et stykke tid, og fortsatte:

”Sådanne gode egenskaber, fordele og dyder har været blandt en af grundene til min elendighed siden din ungdom. Bliv ikke forbavset min søn, jeg er ikke ligesom andre fædre, der bliver glade når de ser deres sønner have gode egenskaber. Desuden var dine egenskaber kilden til min frygt og elendighed.”

Jacob kunne ikke bære det han hørte, så han bøjede sig for at kysse sin faders hånd og bøjede sig over hans bryst for at fylde det med tårer og sagde:

”Jeg er klar til at ofre mit liv for dig O kærlige fader! Hvilken synd gjorde jeg da jeg gjorde dit liv ubekvemt og dit sjæl foruroliget. O fader, tilgiv mig! Og fortæl mig om min forkerte gerning i at gøre dig lykkelig.”

Isaac var ked af at se sin søn lide, så han trak ham hen imod sit hjerte, stoppede hans tårer med sine læber og trøstede ham med blide ord:

”Du lindrer mine kvaler og tager mine bekymringer når du er mig nær. Du er den omsorg, der dækker mig og håbet, der følger mig. Jeg sørger ikke over nogle af dine gerninger, men årsagen ligger i din ældre bror som har dårlige hensigter over for dig og udviser stor fjendtlighed mod dig. Han føler sig sikret fordi han er stærk og har sine forældres støtte, men hvem vil hjælpe dig hvis han brugte vold og forræderi mod dig? Dette er grunden til mine lidelser og det piner mig stadigvæk.”

”- Men jeg gjorde intet for at han skulle hade mig.”

”- Ja min søn, men det er hans begærlighed, der frister ham og jalousien er ved at dræbe ham.”

”- I tilfældet af at min bror vil skade mig, vil jeg række ham broderskabets hånd, en hånd fuld af ømhed og kærlighed.”

”- O min søn! Du er en god bror, men dit liv er i fare og på grund af det har jeg bedt dig komme til mig, så jeg kan give dig mit sidste ønske i dette liv.”

”- O min fader! Jeg er til din tjeneste og du vil altid finde mig lydig mod dig.”

”- Lyt godt til det jeg siger til dig.”

Jacob lyttede, skønt han så med sorg på sin fader som sagde:

”Jeg er nået mine sidste dage og Gud gjorde dig til Profet; så jeg foreslår dig efter min død at tage til Aramin Iraq; der vil du finde din onkel Labans søn af Betwill. Du kan gifte dig med en af hans døtre og blive der i hans hus i et stykke tid for sikkerhedens skyld, derefter vender du tilbage til dette land for at fortsætte din faders og forfædres mission: Vejlede folk hen imod Enheden, hjælpe de undertrykte, afstraffe de uretfærdige og sprede retfærdigheden.

Jeg beder den Store Gud om at beskytte dig og værne om dig. Jeg håber at du vil leve et godt liv og få et rent afkom, der er bedre end din broder.”

Dette var Isaacs vilje betroet til sit søn Jacob, så han kunne forlade livet med tilfredshed.Hvad angår Jacob, var han for chokeret til at indse sin broders hensigt overfor ham og han var for vemodig over at skulle erkende at hans fader lå i sine sidste dage og snart ville forlader livet for altid.

Dagene passerede og Jacob tøvede i et stykke tid om hvorvidt han skulle blive tilbage i sit land eller forberede sig på at forlade landet.

Faderen følte hans tøven så han kaldt ham ind til sig og sagde:

”- O min søn! Det er din faders vilje og jeg er sikker på at du vil respektere sådan en vilje så hvorfor tøve? Beslut dig til at tage af sted ved daggry og Gud vil hjælpe dig, englene vil følge med dig.”

”- Åh fader!”

”- Jeg ved hvad du ønsker at sige min søn. Lad mig ikke dø ved at sørge over det håb som har hjulpet mig til at leve.”

Da solen stop op næste dag, drog Jacob af sted. Folk kom for at se til hans fader Isaac som var glad og tilfreds, som om at hans sjæl klamrede sig til en hemmelighed, svævende i det ukendte.

Sådan var Profetens liv, det var fuld af smerte og udholdenhed indtil tiden kom hvor han skulle stige til himlen, så forsvandt han fra verdenen og indhyllede sig i lys og varme.

Profeten Ismael (as)

Da Profeten Ismael (as) blev født, var hans fader Profeten Abraham (as) 86 år. Det nyfødte barn var faderens øjesten, idet at han fik ham i sin alderdom efter mange år uden børn. Da Sara betragtede dem sammen, blev hun trist over at hun ikke selv kunne få en søn. Efter et stykke tid, kunne hun ikke længere holde ud at se på Hajer og hendes søn, og derfor bad hun Abraham om at tage dem til et andet sted. På Allahs ordre, tog Profeten (as) Hajer og sønnen til Mekka. I denne ørken efterlod han Hajer og barnet under Allahs beskyttelse, og han rejste derefter tilbage til sit hjem i Palæstina.

Ifølge den Hellige Koran, bad han:

”Vor Herre, se, jeg har bosat en del af min efterkommere i en ufrugtbar dal, nær ved Dit Hellige Hus, O vor Herre, for at de må holde bøn. Gør du da menneskers hjerter tilbøjelige til (at elske) dem, og forsyn dem med (alle slags) frugter, for at de må være taknemmelige.”[1]

Skønt Hajer var alene i ørkenen, havde hun lært af sin mand at have tillid til Allah og at

være tålmodig. Da hun blev sulten og tørstig, og kunne ikke længere mælke sit barn, kiggede hun sig omkring efter noget vand. Hun ledte ved Safa og Marwa bjergerne, men hun fandt intet. Til sidst vendte hun tilbage til sin søn skuffet og ked af det. Men hun så en vandstrøm flyde ud fra det sted, hvori Profeten Ismael havde stukket sine ben ned i sandet. Hajer blev lykkelig, drak sig mæt og kunne endelig mælke sin lille søn igen.

I mellemtiden, havde vandet tillokket en flok fugle som fløj højt over vandkilden. Nogle beduiner fra Jurhum- stammen, som boede i omegnen, fulgte fuglene søgende efter vand. Da de så Hajer og Profeten Ismael alene i ørkenen, blev de forundrede over miraklet, der var hændt dem og over vandet og spurgte dem straks om lov til at flytte tæt på dem.

Efter at have spurgt Abraham (as), accepterede Hajer bønnen og lod Jurhum- stammen flytte tæt på hende og kilden, og dette var Allahs (jwa) opfyldelse af Abrahams bøn i det ovennævnte Koranvers.

Abraham plejede at besøge dem en gang i mellem og i en af hans besøg, da Ismael (as) var omkring de tretten år, drømte Abraham (as), at han var i gang med at ofre sin søn. Det var den 8. Dhil-Hajj – også kendt som Yawm-e-Tarwiyyah (dagen for den første drøm)! Profeten Abraham plejede ofte at modtage sine befalinger i drømmen, men da han denne gang blev bedt om at dræbe sin søn og ofre ham, undrede han sig over hvorvidt det er sandt eller ej.

Næste dag så han samme drøm igen, og var nu sikker på at det var en sand befaling. Derfor er den 9. Dhil-hajj kendt som Yawm-e-Arafat (dagen om den sikre viden)

Om dette siger Allah (jwa) i Koranen:

”Og da han [Ismael] nåede (den alder), hvor han kunne arbejde sammen med ham, sagde (Abraham): Min kære søn, jeg har set (en drøm) under søvnen, at jeg ofrede dig; overvej derfor, hvad du mener (derom). (Ismael) svarede: O min fader, gør som du er blevet befalet; du vil – om Allah vil – finde, at jeg er en af de udholdende.”[2]

Profeten Abraham tog et stykke reb og en kniv, og førte sin søn Ismael til ørkenen. På vejen viste Satan sig som en gammel mand, og prøvede på at overbevise Abraham (as) om at han vil lave en forfærdelig fejltagelse, hvis han dræbte sin søn. Tre gange kom Satan, og hver gang lod Abraham ham forsvinde ved at stene ham med syv sten.

Da han nåede Mina, lagde Abraham sin søn Ismael på jorden og tog sin kniv frem. Profeten Ismael så hvor meget hans fader sørgede over at skulle dræbe ham. Derfor sagde han til ham: O fader, bind mine ben og hænder, så jeg ikke kæmper imod. Og læg bind for dine øjne, så du ikke ser mig dø, og stram din kappe, så min moder ikke ser mit blod plasket på dit tøj, og gør din kniv skarp, så du kan fuldføre din byrde hurtigt, således vil jeg ikke føle smerte.

Abraham (as) gjorde som sin søn havde bedt ham om. Derefter bevægede han hånden for at skære halsen af ham, men da han tog bindet væk fra øjnene, blev han overrasket over at se sin søn stående uskadt ved siden af ham, og at han havde slagtet en vædder i stedet for.

Allah (jwa) siger i den Hellige Koran:

“Og Vi råbte til ham: O Abraham, Du har visselig opfyldt synet (du havde i din drøm), thi således belønner Vi dem, der handler smukt og godt. Dette er visselig en åbenbar prøvelse. Og Vi løskøbte ham med et mægtigt offer. Og Vi efterlod over ham blandt de senere (slægter hilsenen): Fred være over Abraham.”[3]

Således meddelte Allah (jwa) Profeten Abraham (as), at Han vil belønne ham for hans tillid, ved at beskytte hans søn. I stedet for hans søn, kom velsignelsen af ofringen på Allahs sti til at tilgå en anden skikkelse i fremtiden. Denne var ingen andre end Imam Hussein (as), som ofrede sig selv, sine familiemedlemmer og sine ledsagere på Karbalas slette, for at islam skulle overleve.

Efter at hans søn var blevet sikret, vendte Abraham (as) tilbage til Palæstina for at besøge Sara. Allah gjorde Abrahams og hans families handlinger obligatoriske for alle muslimerne til Dommedagen. Derfor skal muslimerne, når de valfarter til Mekka, vandre imellem Safa og Marwa som Hajer gjorde og ligeledes vandrer de til Mina,

hvori de ofrer et dyr, og stene stolperne, der symboliserer Satan.

På en af Abrahams besøg, beordrede Allah (jwa) ham til at genopbygge Hans Hellige Hus – Ka’baen, som var ruineret.

Om dette siger Allah (jwa) i den beærede Koran:

“Og da Abraham og Ismael oprejste Husets grundvolde, (idet de bad): Vor Herre, modtag (dette) af os, thi Du er den Althørende, den Alvise.”[4]

De hjalp hinanden om at bygge Ka’ben, sådan så, at Profeten Ismael (as) bragte stenene, og Profeten Abraham (as) brolagde stenene på plads. Ærkeenglen Gabriel (as) vejled dem ved hvert trin og viste dem, hvor de skulle lægge den hellige Sorte Sten. Den vedbliver stadig på samme sted til den dag i dag. Efter at bygningen var færdig, udførte de valfart. Profeten Ismael bosatte sig i Mekka, og levede der resten af sit liv, og blandt hans efterkommer er vor hellige Profet Mohamad (sa).

[1] Koranen: 14 : 37

[2] Koranen: 37 : 102

[3] Koranen: 37 : 104-109

[4] Koranen: 2 : 127

Profeten Jakob (as)

Allah siger det følgende om Profeten Abraham (as) I den hellige Koran.

”Og Vi skænkede ham Isak og Jacob (som) foræring, og dem alle gjorde Vi retfærdige. Og Vi gjorde dem til ledere, som skulle lede (folket) på vores befaling, og Vi åbenbarede dem at øve gode handlinger og holde bøn og give Zakat. Og de tilbad Os (alene).”[1]

Profeten Isak var den yngre søn af Profeten Abraham (as) af sin hustru Sarah. Profeten Isak (as) giftede sig med hans onkels datter Rafqa, og de blev velsignet med tvilling sønnerne Isu og Profeten Jacob (as).

Profeten Jacob (as) var højtelsket af sine forældre, og det gjorde, at hans tvillingebror blev jaloux. For at forhindre tvistepunkter mellem brødrene, rådede profeten Isak (as) sin søn, Profeten Jacob (as), til at flytte væk fra deres hjem i Palæstina til Fidaan Aram, hvori hans morbror Labaan boede. I Fidaan Aram skulle han tjene sin onkel. Senere blev han gift med hans onkels datter Laylah.

Efter at perioden af sin tjeneste var forbi, forlod han stedet med sin familie og ejendom, og vendte tilbage til Palæstina. I Palæstina sendte han gaver til sin broder, for at vise kærlighed. Hans broder tog imod gaverne, og gav ham en varm velkomst. Med tiden blev misundelsen mellem brødrene glemt.

Profeten Jacob (as) bestemte sig for at bygge sit hus i landet Kaanan, og Allah velsignede ham med tolv sønner. Hans tolv sønner blev berømte, kendt som ”Isaks børnebørn”.

Hans anden hustru Raheel døde tidligt, og derfor tog han særligt hensyn til hendes sønner Benjamin og specielt til Profeten Yussuf (as), og behandlede dem med kærlighed og hengivenhed.

Hans kærlighed til Profeten Yussuf (as), var senere blevet en kilde for jalousi for hans ældre sønner, som besluttede sig for at gøre det af med deres yngre bror. Men Allah (jwa) valgte Profeten (as) til at være Hans sendebud, og beskyttede ham fra hans brødres ondskabsfulde hensigter.

[1] Koranen: 21 : 72-73

Profeten Jesus (as)

En nat forlængede Maryam (as) sin bøn med en time, hvor hun blev ved med at prise Gud, indtil hun blev afrevet fra alt omkring hende. Hendes sjæl kommunikerede med himlen mens hun gentog de vers, som priste Skaberens Storhed og beretningerne som forøgede Hans Velvilje og skænkede hende værdighed og ære, mens de skænkede det til de retfærdige udvalgte mennesker. Imens at hun var koncentreret i disse fordybelser, følte hun pludselig nogle hårde rystelser i sin krop og nogle stærke følelser rystede hende. Hun så sig omkring, for at finde et menneskeligt væsen, som gjorde hende domineret af ærefrygt og tanken om at løbe fordi hun troede manden måtte være en kriminel, som udnyttede beboerne af templets uagtsomhed og gled langsom hen til sit tilflugtssted.

Men trods hendes frygt for det som skete, kontrollerede hun sine følelser og sendte Satan væk fra hende, og nægtede at være den skræmte, for hun var den uberørte, hengivne, rene og den kyske kvinde, som foragter at blive domineret af sådan en skælven.

Hun så spørgende på manden. Det gik op for ham hvad hun tænkte, og han sagde til hende:

”Frygt ikke eller sørge. Jeg er kun en budbringer af din Herre, Han har sendt mig for at forkynde for dig, at du snart skal føde en fejlfri søn."

Hun svarede spørgende:

"Hvem er du?"

Han svarede:

”Jeg er kun et sendebud fra din Herre, der skal give dig en søn."[1]

Da Maryam (as) hørte Gabriels ord følte hun ærefrygt og blev domineret af ængstelse. Men hun mistede ikke kontrollen over sig selv eller lod overraskelsen gøre hende mundlam på trods af det faktum, at hun følte sig træt. Hun så grundigt på ham, og samlede al sin fokus og sagde:

"Hvordan kan jeg få en søn, når ingen mand havde rørt mig og ej heller har jeg været ukysk?"[2]

Han svarede:

"Således (skal det være). Din Herre siger: Det er let for mig, og (Vi vil skabe ham) for at gøre ham til et tegn for menneskene og en barmhjertighed fra Os. Og (dette) er besluttet sig.”[3]

Gabriel trådte frem og tørrede hendes ansigt med sine hænder, mumlende nogle uhørlige ord og så pustede han i hendes ansigt, et stærkt pust og forsvandt.

Maryam forblev, hvor hun stod og huskede det Gabriel havde sagt til hende uden at vide væsentligheden af det han havde sagt:

”Hvordan kan jeg have en søn, når jeg er en jomfru? Og hvordan kan jeg blive gravid og føde en søn, når jeg ikke er gift og aldrig har kendt en mand?”

Hun følte en frygt for de kommende dage og måden hun ville møde folk på. Hun tvivlede på at hun ville få støtte af folk. Hun begravede sin frygtelige hemmelighed i sit indre og passerede efterfølgende måneder med angst. Stadig med sin hemmelighed intakt og når lidenskaben stimulerede hende plejede hun at sige:

”Gid jeg var død før dette og var fuldstændig glemt og gået af minde.”[4]

For at gemme sig selv fra folks øjne, besluttede hun at flytte fra sin afsondrethed i Jerusalem til et nyt afsondret sted i El-Nasira, hvor hun var født for at føde sit barn i det landlige hjem, som var tømt for enhver pragt. Hun gemte glansen af fromhed og betragtede stedet som et tilflugtssted, hvor hun kunne skjule sig selv fra de iagttager og de ubudne gæster. Maryam (as) ønskede at holde sig væk fra sit folk. Hun mødte ingen af dem og ingen kontaktede hende, selv hendes beskytter Zacharia, som anbefalede hende, at holde sig væk fra folk for at undgå stimulerende rygter om hende og for at undgå de ondskabsfulde tunger og så at ærbarheden ikke falder i de folks øjne, som altid har betragtet Maryam (as) som den vidunderlig og perfekte og som et symbol på renfærdighed. Hendes håb var, at Gud ville høre hendes bønner og acceptere hendes bønfald så ingen vil tvivle på hendes opførsel. Hun kom af en familie, som var kendt for dens ærbarhed og dens renhed, og hendes fader var ikke en slet mand ej hellere var hendes mor en tøjte; hun valgte den samme vej som sin familie og Gud valgte hende til at være den udvalgte tilbeder, så det er uhørligt for hende at være en genstand for beskyldning, skønt hun hverken begik en synd eller en forbrydelse. Det er rigtigt, at hun ikke kan gøre noget imod Guds vilje, så hendes eneste redning var gennem hendes tillidsfulde bønfald til den store Gud, den Mægtige, den barmhjertige over for dem, som klamrer sig til Hans reb.

Tiden for hendes fødsel nærmede sig, og hun følte smerter af fødselsveer, hun listede væk fra landsbyen og hen imod vildniset hvor hun tyede til stammen af et tørt palmetræ. Hun klamrede sig til den under stødende af fødselsveernes smerter, skønt hun var alene uden nogen til at hjælpe hende eller en jordemor, som kunne vise hende

barmhjertighed og tilbyde hende behandling. Timen til fødslen kom og jomfruen fødte sit barn. Hun kiggede på barnet, og var ked af at se dette menneske blive født i en fuldkommen isolation. Hun betragtede barnet godt og var glad for at se ham, men hendes tungsindighed var stærkere. Så hun ønskede livet til ham og for hende selv ønskede hun en grav, som kunne skjule hende og følgelig forlade dette liv og folk vil glemme hende.

Maryam var meget forvirret og vidste ikke hvad hun skulle stille op med barnet eller hende selv. Der var ikke noget mad hun kunne spise for at pleje barnet, ingen vand til at slukke hendes tørst og ingen venner til at hjælpe hende. Selvom at hun var forvirret og vemodig, hørte hun en stemme kalde under palmetræet til træstammen, som hun klamrede sig til i fødselsveernes øjeblik.:

”Da kaldte (englen) hende fra (et sted) neden under hende: Vær ikke bedrøvet. Din Herre har frembragt en strøm under dig. Og ryst palmetræets stamme mod dig, så vil det lade friske, modne dadler falde over dig.”[5]

Alt ændrede sig omkring hende. Vandet strømmede i det tørre jord, og den tørre palmetræ fældede friske dadler over hende. Den indtrængende stemme anmodede hende til, at være dybt tilfreds med sig selv. Hvad der gjorde hende mere rolig var den gennemtrængende stemme af Gabriel (as), der rådede hende til ikke at tale til noget menneske i løbet af dagen:

”Og hvis du møder et menneske i dag, så sig: Jeg har lovet den Nådige en faste, derfor vil jeg ikke tale til noget menneske i dag”.

Han anbefalede hende ikke at snakke med de, der passerede forbi hende, og ikke at tillægge nogen betydning til deres forbavselse over at se barnet liggende i hendes skød, og at afholde sig fra, at sige noget som helst indtil den næstkommende dag. Da hun kom tilbage til folket bærende på sit barn, gav hun ham som en gave til dem fra Gud, som blæste i hende gennem Hans Hellige Sjæl for, at gøre barnet en varsel til menneskeheden og en nåde til verdenen, og dette var Hans uundgåelig ordre og Hans beslutsomme skæbne.

Hun fremvist barnet til sit folk for at forsvare hendes ære og hendes ærbarhed, men de afslog det hun bar i hendes arme og gav hende de værste beskyldninger:

”O Maryam, du har visselig bragt noget forunderligt.” [6]

Deres beskyldninger stoppede ikke ved grænsen, men nåede til yderpunktet. De sagde til hende:

”O Arons søster, din fader var ikke nogen slem mand, og din moder var ikke ukysk.”[7]

Folket var uvidne og indså derfor ikke virkeligheden af den guddommelige magt. Lige meget hvor meget hun forsvarede sig selv, ville de ikke lytte til hende, men hun ejede et magtfuldt våben, som ingen kunne trodse, og et tilholdssted som intet ondt menneske kunne nærme sig. Hun stod foran folket, da tiden kom til at bevise sit uskyldighed:

”Da pegede hun på ham. De sagde: Hvordan kan vi tale med en, som (stadig) er et barn I vuggen. (Jesus) svarede: Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Bogen [Evangeliet] og gjort mig til Profet. Og Han har gjort mig velsignet, hvor jeg end er, og Han har befalet mig bøn og almisse, så længe jeg lever. Og pligtfuld optræden mod min moder, og Han har ikke gjort mig hovmodig (og) elendig. Og fred være med mig den dag, jeg blev født, og den dag, jeg dør, og den dag, jeg genopstår til nyt liv (i Dommedagen). Denne er Jesus, Marias søn. (Dette er) en sand beretning, om hvilken de tvivler.”[8]

Det hellige barn kom sin mor til undsættelse, da de troløse israelere bagtalte hende.

Mens Jesus lå i vuggen, talte han i forsvar for hans mor. På det tidspunkt udspurgte folk Maryam (as) om hendes holdning til det at have et barn uden en ægtemand da den hændelse tog sted, og ikke da årerne var gået og Jesus var vokset op.

Da Jesus talte i vuggen, sagde han at han var en apostel sendt af Gud og at have fået bogen (Injeel; Evangeliet). Folk mistænkte hans mor ved hans fødsel uden en mandlig forælder.

Tallet af bønner var beordret til ham af Gud, det betyder ikke at beordringen var til at gennemføre for ham, men som en del af hans mission, som den apostel af Gud. Han ville gennemføre missionen og hjælpe virkeligheden til folket, eksempelvis havde Jesus (as) bragt budskabet om at tilbede med ham og barmhjertighed til folket. Desuden betyder ordet ’tilbede’ ikke kun de højtidelige bønner hvor der gives udtryk for nogle fysiske bevægelser af kroppen, men sjælen være bedende til Vor Herre og det strålende ved sjælen af en apostel ville naturligvis altid være i samhørighed med den Almægtige, som sendte sjælen ned til jorden med nogle særlige formål.

Og ordet ’barmhjertighed’ er ikke kun handlingen at give noget, men renheden af tænkning, opførsel og hele livet af Guds apostel ville naturligvis trænge til at være ren og ideel i ordet og handlingen som forbillede til hans tilhængere.

En af de vigtigste grunde til, at ordene var blevet udtalt af det hellige barn var for at meddele, at han ikke var forbandet af nogen uægte fødsel, men en velsignelse af den Almægtige Herre. Gud beordrede Maryam (as) til at iagttage sig i tavshed og ikke sige noget som helst til folket for at glemme begivenheden om barnet Jesus (as), og for at han selv skal forsvare sig selv for hans egen stilling og afsløre, at han var sendt til jorden, som et Guds tegn på Hans Almagt og Styrke. På det tidspunkt, var der tre typer af mennesker: Folk som troede på Jesus (as) og hans profetiske sending, folk som tvivlede på Jesus (as) og var imod hans fødsel uden en mandlig forælder, og folk som antog Jesus (as) for bærende Guds søn.

I et andet vers i den Hellige Koran siger Allah (jwa):

”Og Vi gjorde (Jesus) Marias søn og hans moder til et tegn, og vi skænkede dem tilflugt i et højland med dale og strømmende vand.”[9]

Ifølge dette vers var Maryam (as) beordret af Gud til at søge ly i Betlehem, hvor der var et frugttræ at spise af og en kilde at drikke af. Denne plads var på det højeste sted i Palæstina, som ligger i nærheden af Jerusalem, omgivet af vinmarker, frugthaver og enge med kreaturer græssende i dem. Historien giver os ikke nogen pålidelig informationer om Maryam og Jesus’ (as) liv, og om hvordan denne hellige moder og

hendes barn tilbragte deres først dage af Jesus’ barndom, indtil at han viste sig til folket i nogle af hans Apostel tjenester.

I et andet vers i den Hellige Koran siger Allah (jwa):

“Og da Jesus, Maria søn, sagde: O Israels børn, jeg er visselig Allahs Sendebud til jer, som bekræfter og opfylder det, som er før mig af Torahen, og som bringer glædeligt budskab om et Sendebud, som skal komme efter mig, hvis navn er Ahmad. – Men da han kom til dem med de klare beviser, sagde de: Dette er åbenlys magi.”[10]

Dette vers blev studeret længe sammen med henvisningerne i det gamle og nye testamenter. Det skal huskes, at den hellige Profet Mohmmad (sa) var kaldet Ahmad – begge navne kommer ud af den en og samme kerne ’Hamd ”: pris. Man kunne let sige, at grunden til, at dette ikke er inkluderet i nutidens Bibel kan være at tilhængerne af at Jesus var søn af Gud ikke har kunnet lide, at dette var i offentlighedens lys.

I Biblen læser vi:

”Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.”[11]

Jesus (as) bekendtgjorde, at den der ville komme efter, ville blive kaldet for ´sjælevarmer´. Dette kommer til at bevise, at Jesus (as) ikke var den sidste Profet, og et yderligere bevis kan ligeledes være læses i versene, hvori der bevidnes at Jesus ikke kom med hele sandheden, men med dele af den, og at den, der vil komme efter ville åbenbare hele sandheden:

“Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.”[12]

Historien beretter om, at flere kristne og jødiske lærde og munke, med kendskab til denne forudsigelse i deres originale Bibel, ventede på den hellige Profets kommen. Og

de, som kom til at vide om hans kommen, omfavnede islam.

Den beærede Koran siger:

“Og der er ingen blandt Skriftens folk, undtagen han visselig vil tro derpå førend sin død, men på Opstandelsens dag vil han [Jesus] være et vidne mod dem.”[13]

Nogle få af mange mirakler som Jesus (as) udførte:

Da Jesus (as) stadig var en dreng, legede han med to fugle på en søndag. En Jøde klagede til Joseph. Da Joseph nærmede sig Jesus (as) for at irettesætte ham, slap Jesus (as) de to fugle løs og befalede dem om at flyve væk, og bort fløj de. Og sandelig stod hele folkemængden lamslået. I en anden begivenhed af et mirakel af Jesus (as), tog det sted under hans drengetid. På et tidspunkt mens han var i et maler hus, dyppede han alle det tøj, som trængte til at blive farvet i de forskellige farver. Maleren blev chokeret af den handling og hævede et råb af vrede og kval. Jesus (as) sagde, ”Hvorfor laver du forstyrrelser! Jeg skal hente dig tøj ud af denne samme potte, i de farver du ønsker,” og han hentede begge tøj fra den samme potte og farvede det i adskillige farver som maleren ønskede hver især af dem blive farvet i.

Mange folk undrer sig i disse dage over og spørger sig selv, ”blev Jesus (as) virkelig korsfæstet?”

I Koranen fortæller Allah (jwa) os:

”Nej, men Allah har hævet ham op til Sig, og Allah er Almægtig, Alvis.”[14]

Forsvindingen af Jesus fra jorden er lige så mystisk, som hans fødsel. Bortset fra de tre år af sin regering, resten af hans liv er altså ukendt. Ifølge den kristne tro, døde Jesus (as) på skrå og blev begravet. Men på tredje dagen genopstod han med intakte sår og vandrede omkring; talte til sine discipel og spiste sammen med dem, og bagefter drog han til himmels.

Islam nægtede denne indbildning i ordene af vers 158 af kapitel 4 og ligeledes vers 158,

ved at sige at Gud ikke tilladte Jesus (as), at blive dræbt ej heller ikke at blive anbragt på skrå, men løftede ham op til Sig selv. Sandheden om denne hændelse er, at da Jesus (as) kendte jødernes plan om at arrestere og anbringe ham døden, gik han og tog beskyttelse i et tomt hus. En af hans disciple, som kendte det skjulested var blevet bestukket med tredive mønter af sølv og han tog de jødiske soldater med sig til huset. I mellemtiden havde Gud løftet Jesus op til himlen, så da forræderen trådte ind i huset og søgte efter ham, fandt han ham ikke der. Gud gjorde det samme med den forræderiske discipel, så da han kom ud af huset for at rapportere til soldaterne, at Jesus ikke var til at finde i huset, tog soldaterne ham med sin lighed for at være selve Jesus. Lige meget hvordan han end råbte; grædende sagde at han ikke var Jesus, korsfæstede soldaterne ham. Det var rent faktisk forræderen, en af Jesus disciple der blev korsfæstet og ikke den rigtige Jesus (as). Alle de korsfæstelseshistorier, som er elementerne fra de kristnes tro, er anset som forkerte i Islam. I et andet vers i den Hellige Koran i kapitel 3 siger Allah (jwa):

”Og den, der strides med dig herom, efter at erkendelsen er kommet til dig, (til sådanne) skal du sige: Kom, lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner, og vore kvinder og jeres kvinder, og os selv og jer selv, og så bede hengivent og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.”[15]

Dette vers henviser til den berømte begivenhed af ’Mubahila’, som tog sted den 10 efter udvandringen mod de kristne af Najran ledet af Abdul Mashih, som var deres vigtigste præst. De kom og diskutere med den hellige Profet (sa) om Jesus (as) personlighed. Den hellige Profet (sa) fortalte dem, at de ikke skulle tilbede Jesus, for han var kun en dødelig skabning af Gud, og ikke selve Gud. Derpå spurgte de ham om hvem faderen til Jesus var. Af dette, de tænkte at siden Jesus blev født uden en far, der ville den hellige Profet (sa) hjælpeløs acceptere, at Jesus’ fader var selve Gud. Som svar på dette spørgsmål, reciterede Profeten (sa) et vers, hvori Jesus var sammenlignet med Adam, som var skabt uden en far eller en mor. Men dog alligevel var de kristne ikke enige med nogen af argumentationerne. Profeten (sa) kaldte de kristne til ’Mubahila’ (en åndelig strid som indebærende forbandelsen af Gud mod løgneren). Til dette var de kristne enige, men de ønskede at vende tilbage til deres plads og først udføre ’Mubahila’ næste dag. Tidligt næste dag sendte Profeten (sa) Salman til den åbne plads og aftalte med dem på forhånd at mødes En del af Profetens (sa) ledsagere samleds i moskéen for og forventede, at Profeten ville tage dem med sig til kampen.

På den modsatte side mødtes de kristne med deres udvalgte hellige mænd, kvinder og børn. I den aftalte tid samlede de kristne sig og den hellige Profet (sa) trådte frem på marken med Hussein i sit skød, Hassan holdende hans hånd og gående ved siden af ham, fulgt af hans datter Fatima, og med sin svigersøn Ali bagved sig. Profeten (sa) udpegede stedet, posterede sig selv sammen med hans datter, hendes to sønner, og hendes mand, løftede sine hænder til himlen og sagde:

”Herre disse er folket af mit hus.”

Af den optræden af disse hellige sjæle og med det lys, som udstrålede fra deres ansigter, begyndte den ledende præst, som havde bragte de udvalgte gruppe af kristne med sig at stirre på ansigterne og sagde:

”Ved Gud! Jeg ser ansigter, som ville formå, hvis de bede til Gud at få bjergene til at flytte sig fra deres plads, så vil bjergene straks flytte sig.”

Den førende præst spurgte om hvem disse var, som Profeten (sa) havde bragt med sig. Han blev informeret om, at det barn, som var i Profets (sa) skød, var hans unge barnebarn, Hussein; barnet der holdt Profetens (sa) hånd med sin lille hånd var hans ældste barnebarn. Kvinden som kom bag ham var hans datter, og den ene som fulgte efter kvinden var hans svigersøn, Fatimas mand. Den førende præst, lederen af det udvalgte hellige gruppe af de kristne, vendte sig til den enorme menneskemængde af hans folk, som havde samlet sig ved stedet, og talte til dem:

”O troende på Jesus af Nazareth: Jeg vil fortælle jer sandheden hvis I ikke kunne undlade at nå til enighed med Mohamad og hvis disse hellige sjæle, som Mohamad havde bragt med ham, forbande jer, vil I blive tilintetgjort fra denne verden til den sidste dag af livet på jorden.”

I et andet vers i den hellige Koran siger Allah (jwa):

”Og han vil visselig være et tegn på (Domme)timen(s kommen). Vær da ikke i tvivl om den og følg Mig (alene). Det er den rette vej.”[16]

Lige nu spekulerer du sandsynligvis over, ”Hvem han er?”

Den time som er Dommedag, vil Jesus være det tegn for begyndelse af Dommedagen. Lige før Dommedagen, vil Jesus komme ned fra himlen og udslette idolet i kirken, som folk etablerede i hans navn og ødelægge korset. Han vil nedlægge det én gang for alle; det falske doktrin af treenighed, og derefter vil han bane vejen for det universelle forståelse af Gud som findes i den hellige Koran.

[1] Koranen: 19 : 20

[2] Koranen: 19 : 21

[3] Koranen: 19 : 22

[4] Koranen: 19 : 23

[5] Koranen: 19 : 24-25

[6] Koranen: 19 : 27

[7] Koranen: 19 : 28

[8] Koranen: 19 : 29 : 34

[9] Koranen: 23 : 50

[10] Koranen: 61 : 6

[11] Johannesevangeliet 14:16

[12] Johannesevangeliet: 16:12-13

[13] Koranen: 4 : 159

[14] Koranen: 4 : 158

[15] Koranen: 3 : 60

[16] Koranen: 43 : 61

Profeten Jonas (as)

Der står i den hellige Koran:

”Og sandelig var Jonas blandt apostlene.”[1]

Jonas, søn af Mati, var udpeget som et Sendebud for indbyggerne i Nainawah (nær byen Mosul) i en alder af 30 år. Profeten Jonas (as) inviterede dette folk, som var idoltilbedere, til at tilbede Gud alene, men de afviste hans invitation og sagde:

”Hvad er disse ord, som du fortæller os? Vores forfædre tilbad disse idoler og da vi er efterfølgerne af vores fædre, så skal vi gøre det samme.”

Jonas fortalte dem:

”Vend jer til jeres egen visdom og se om disse idoler fortjener at blive tilbedt.”

De svarede:

”Sæt dig ikke i så meget besvær og prøv ikke på at invitere os til din Gud forgæves for vi hverken tror på dig og din Gud eller er bange for din Guds plager. Gør så hvad du ønsker at gøre.”

Profeten Jonas fortsatte med at prædike i 33 år til, for flere hundrede tusind idoltilbedere, men der var kun to troende. Robeel, en lærd og klog mand, var den første troende. Tanookha, en from mand, som bragte træ fra skoven og solgte det og på denne måde kunne tjene sit levebrød, var den anden troende.

Profeten Jonas (as) troede, at han havde opfyldt sin mission, og at hans invitation ikke havde nogen effekt. Han mistede alt håb om, at hans folk ville tage imod den sande tro, og derfor bad han den Almægtige om at straffe dem. Han blev bedt om at vente og være tålmodig, men fordi, at han vedblev med at insistere, blev deres straf befalet, og det blev meddelt folket. Profeten Jonas (as) gemte sig i et bjerg sammen med hans ledsagere.

Robeel stod på bjerget og huskede folket på straffen, der var lovet af den Almægtige Gud. Han bedte dem om at angre og have tro i Gud og hans Profet Jonas (as). Efter at Jonas havde forladt dem, viste tegnene på Guds straf sig iblandt folket fra stammen. Himlen blev mørk og en forfærdelig storm startede, og det fik folket fra stammen til at indse, hvilken stor fejltagelse, de havde begået. Iblandt folket fra stammen var der en

meget vis og klog mand, som var venlig og menneskekærlig mod hans folk. Efter at have forstået katastrofen, der ventede dem, kaldte han på folket og råbte:

”Disse er tegnene på Guds straf. Derfor, bekendtgør jeres tro i Gud; den Almægtige er nådig mod hans tjenere. Vis ham, at I har angret. Tag spædbørn og få dem til at græde. Tag jeres dyr væk fra græsmarkerne. Gør dem sultne, så de græder højlydt.”

Efter dette skyndte alle mænd og kvinder, unge og gamle sig hen til ørkenen for at bede og sørge til Gud og bede Ham om ikke at sende dem sådan en stor plage. De bedte i sådan et højt tonefald, at deres sorg og gråd kunne blive hørt over hele ørkenen.

Gud velsignede dem med Hans barmhjertighed og nåde og stoppede Hans guddommelige plage på grund af deres oprigtige fortrydelse og deres beslutsomhed om at træde på den rette sti. Så de sorte skyer blev gradvist spredt, og den klare blå himmel begyndte at komme til syne.

Næste dag da Profeten Jonas (as) kom ned fra bjerget, havde han det indtryk at byen sammen med de vantro var blevet ødelagt. Han var derfor overrasket over at se folkene sunde og raske. Men Profeten Jonas (as) gik ikke til byen for ikke at blive betragtet som en løgner; så han gik mod det Mediterranske Hav, og nåede kysten efter at have gået en lang vej. Den hellige Koran gør rede for denne historie med følgende ord:

”Og Sandelig var Jonas blandt Apostlerne. Da han flygtede til et skib fuldt lastet, så han delte (med dem), men var blandt dem der blev kastet af. Så hvalen slugte ham mens han gjorde det for hvad han beskyldte ham selv, men havde det ikke været for at han var blandt dem, der ærer (Os), så ville han sandelig være forblevet i dens mave til den dag, hvor de bliver genoprejst. Derefter kastede Vi ham på den ledige overflade på jorden, mens han var syg. Og Vi fremkaldte til at vokse op for ham en græskarplante. Og Vi sendte ham til et hundrede tusind, hellere at de overstiger. Og de troede, så Vi gav dem velvære for en tid.”[2]

Da han nåede stranden efter at have flygtet fra byen så han en gruppe mennesker, der var ombord på et skib og var ved at sejle. Jonas spurgte dem om at lade ham komme ombord. De accepterede hans anmodning og lod ham ombord. Mens de sejlede på

havet begyndte en stor storm at hærge og frygtelige bølger begyndte at ramme skibet så hårdt, at alle passagerne var ved at blive kastet over bord. Der var en fare for at skibet skulle synke, da det var overbelastet og folkene have en mistanke om, at der var en bortløben slave på skibet. I de dage troede man, at hvis sådan en person var ombord på et skib ville det synke. Så de besluttede sig for at kaste nogen i havet ved at trække lod. Loddet faldt på Jonas, men fordi Jonas var deres gæst og de blev nødt til at respektere ham, trak de lod igen. Igen faldt loddet på Jonas (as), men ingen var rede til at tro, at han var en bortløben slave, fordi han virkede så anstændig og from. De trak lod for tredje gang men resultatet blev det samme. På dette tidspunkt forstod Jonas, at han sikkert var blevet sat i dette besvær fordi han forlod sin stamme uden Guds tilladelse.

I den tro, at der havde været guddommelig visdom bag den lodtrækning, hoppede han i havet uden tøven og Gud beordrede en stor hval til at sluge ham uden at skade ham. I tre dage var Jonas i fiskens mave og fisken svømmede dybt ned i havet gennem det mørke vand. Der led Jonas stor sorg og bedrøvelse.

I denne depressive tilstand tog Jonas tilflugt til Gud og begyndte at bede i mørket ved at sige:

”Der er ingen anden Gud i hele universet end Dem og De er glorværdig og undtaget fra enhver fejl eller undertrykkelse.”

Der står i den hellige Koran:

”Og Jonas, da han gik væk i vrede, således tænkte han at Vi ikke ville bringe ham i vanskeligheder, så han kaldte ud gennem lidelser: Der er ingen Gud end Dem, æret er De; sandelig er jeg blandt dem der får dem selv til at lide tab. Så Vi svarede ham og reddede ham fra sorgen og således redder Vi de troende.”[3]

Gud besvarede hans bønner og beordrede hvalen til at tage Jonas til kysten. Idet han kom ud af fiskens mave med hans krop kraftigt forbrændt pga. syren inde i fisken, fandt han ud af, at han ikke kunne holde solens varme ud, som på en eller anden måde brændte hans hud. Han lå der syg, ekstremt svag og hjælpeløs, som et nyfødt barn. Så Gud beordrede en græskarplante[4] til at vokse der, så at han kunne hvile i dens blades

skygge og blive beskyttet mod solen og fluerne.

En vildtlevende ged ville efter beordring fra Gud komme hen til Jonas og give ham føde for at han kunne genvinde sin tabte styrke. Efter et kort stykke tid blev Jonas (as) rask og sund igen. En dag da hen vendte tilbage til stedet, havde græskarplanten visnet væk. Profeten Jonas blev ked af denne forandring.

Gud sagde, henvendt til Profeten Jonas:

”O Jonas, du følte ikke for de hundrede tusind eller flere af dine medmennesker der skulle omkomme for deres oprør mod dig, og du føler for blot at elske en græskarplante som du ikke har brug for mere.”

Gud sendte ham denne åbenbaring:

”Jonas, gå tilbage til din egen stamme for dit folk tror nu på Gud og har stoppet med at tilbede idoler og venter ivrigt på at møde dig.”

Da Jonas nåede byens område hændte det, at han mødte en fårehyrde som ikke troede, at han var Jonas (as), da det blev troet, at han var druknet. Profeten Jonas (as) bad til Gud og et får vidnede om hans identitet og folket troede ham. På denne måde blev Jonas (as) sendt tilbage til hans folk, og de glædede sig over et herligt liv så længe, det blev fastsat for dem af Gud.

[1] Koranen: 37 : 139

[2] Koranen: 37 : 139-148

[3] Koranen: 21 : 87-88

[4] Græsplanten er af en sort der er kendt for at vokse meget hurtigt og har store brede blade, og som vokser i området, hvor Profeten (as) lå.

Profeten Josef (as)

Profeten Josef (as) er søn af Profeten Jakob (as). I bibelen er han benævnt som Josef, Jakobs søn. Den hellige Koran har omtalt hans historie i et smukt kapitel, ved titlen: ”Kapitlet om Josef”. Profeten Josef (as) havde 11 brødre. Han var én af de yngste, og havde en udmærket personlighed og gode maner. Hans far elskede ham inderligt.

Profeten Josef (as) drømte engang, at elleve stjerner, solen og månen knælede for ham. Han fortalte sin fader om drømmen. Profeten Jakob (as) indså at denne drøm angav sin søns skæbne og storhed, og advarede ham mod at fortælle sine brødre om drømmen.

Hans brødre var jaloux over den nåde han nød i hans faders øjne, og bestemte sig for på en eller anden måde at komme af med ham. Hver gang de gik ud for at lade deres geder græsse, spurgte de faderen om Josef (as) måtte tage med dem. Profeten Jakob (as) afviste dem altid ved at sige, at drengen var for ung til det. Da Profeten Josef (as) fyldte de 16 år, insisterede brødrene nu på, at han var gammel nok til at ledsage dem. Med ulyst lod deres fader dem tage ham med dem.

Lige så snart at de var tilstrækkelig langt væk fra deres bopæl, begyndte de at lægge planer om hvordan de gør det af med Profeten Josef (as). Da de kom over til en tør brønd, tog de Profeten Josefs (as) skjorte af ham, og kastede ham ned i brønden. De ignorerede deres broders råb og efterforlod ham hjerteløst. På vej tilbage slagtede de en ged, og plettede Josefs skjorte med dens blod. Grædende vendte de hjem igen og fortalte deres fader, at de efterlod Josef ved deres ting og løb om kap. Imens kom der en ulv og åd ham. Han troede ikke på deres historie, og kunne intet andet gøre end at forblive tålmodig og vente på, at Allah skulle genforene ham med hans elskede søn.

I mellemtiden kom en købmandskaravane passerende forbi brønden, og den stoppede for at hente noget vand op. De blev overraskede over at se Profeten Josef (as) komme op, mens han holdt fast på spanden. De gemte ham mellem deres handelsvarer, og solgte ham til nogle slavehandler for nogle få stykker sølvstykker.

Profeten Josef (as) I Ægypten

På denne måde kom Profeten Josef (as) til Ægypten. På slavemarkedet blev alle købere tiltrukket af ham, fordi han var en meget køn ung mand. Nyheden om den bemærkelsesværdige unge mand gennemstrejfede hele byen. Aziz, herskeren af Ægypten, og kongens chefofficer, hvis navn var Fotifaar, gav en høj pris som ingen kunne slå. Han bragte Profeten Josefs (as) med hjem, og fortalte sin hustru, Zuleikha, at de ville adoptere ham som deres søn, da Fotaifaar ikke kunne få børn.

Zuleikha var så tiltrukket af Profeten Josefs (as) skønhed, at hun forsøgte på at få et ulovligt forhold til ham. En Profet af Allah ville aldrig være en del af sådan en ond handling, hvorfor Profeten Josef (as) skubbede Zuleikha væk, da hun nærmede sig ham. Som han løb mod døren, rev hun i hans skjorte bagfra. Ved døren mødte de Aziz. Da hun så sin mand, gav hun Josef (as) skylden for at have prøvet på at røre hende. Før at han rasende kunne nå at skælde Josef (as) ud, talte et barn fra vuggen, og den Hellige Koran siger:

”Og et vidne fra hendes husholdning bevidnede: Hvis hans skjorte er sønderrevet forpå, så taler hun sandt, og han er af løgnerne. Men hvis hans skjorte er sønderrevet i ryggen, så lyver hun, og han er en af de sanddru.”[1]

Skjorten var selvfølgelig i ryggen, og Aziz blev ekstremt vred på sin hustru, idet hun havde forsøgt på at begå sådan en usømmelig handling. Byens kvinder hørte om Zuleikhas adfærd, og begyndte på at bagtale og gøre nar ad hende. For at forklare dem hendes tiltrækning, lod hun dem selv se Profeten Josef (as).

Hun inviterede fjorten af dem til paladset over et måltid. Så snart alle havde en kniv til at skære noget frugt med, kaldte hun Profeten Josef (as) ind til det rum for nogle påskud. Så blændede af hans skønhed og ydre blev de, at de skar deres fingre over af vanvid og udbrød:

”Dette er ikke et menneskevæsen. – Denne er ene og alene en ædel engel!”[2]

Zuleikha var rasende på Profeten Josef (as), idet han var skyld i at hun blev latterliggjort. I hendes vrede og frustration, lod hun ham blive fængslet på en falsk påstand om overfald.

Profeten Josef (as) i fængslet

Forfalden til vedvarende pres fra sin hustru Zuleikha, besluttede Aziz af Ægypten sig for at fængsle Profeten Josef (as) til trods for hans uskyld. Grunden til det var, at folk ville glemme hans hustrus handling, imens Profeten Josef (as) var i fængslet, og hendes ophøjethed vil blive givet hende tilbage. På samme dag, hvori Profeten Josef (as) blev sat i fængsel, blev to andre mænd også fængslet. En af dem plejede at servere vin for kongen, mens den anden var den royale kok. Begge mænd var anklagede for at have prøvet på at forgifte kongen. På den følgende dag sagde manden, der plejede at servere vin til Profeten (as):

”Jeg har visselig set mig selv (i en drøm) presse vin (af druer).”[3]

Kokken sagde:

”Jeg har visselig set mig selv (i en drøm) bære brød, hvoraf fuglene spiste, på mit hoved.”[4]

Begge mænd så, at Profeten Josef (as) var en nobel og gudfrygtig person, så de spurgte ham om han kunne fortolke deres drømme. Profeten Josef (as) benyttede lejligheden til at prædike Allahs religion til fangerne. Han lovede at fortælle dem drømmenes betydninger, og fortalte dem at det var en speciel styrke han havde fået af Allah. Før han gjorde det, forklarede han dem hvor sanseløst det var at tro på adskillige guder, og fortalte dem om Allahs enhed, og om genoplivelsesdagen. Til sidst sagde han:

”O mine fængselsfæller, hvad den ene af jer angår, så skal han give sin herre vin at drikke. Og hvad den anden angår, skal han korsfæstes, og fuglene skal æde af hans hoved. Sagen, som I har spurgt mig til råds om, er afgjort.”[5]

Profeten Josef (as) tænkte på at frigøre ham selv fra fængslet ved hjælp af manden, der skulle servere vin igen, og bad ham om at påminde kongen om hans uskyld når han ser ham.

Begge mænds drømme kom i opfyldelse, lige efter at han havde forudsagt dem. En af fangerne blev frigjort, mens den anden blev korsfæstet. Desværre glemte manden, der serverede vin, alt det som Profeten Josef (as) havde bedt ham om at overbringe kongen.

Profeten Josefs (as) løsladelse fra fængslet

Den hellige Koran siger:

”Og kongen sagde: Jeg har visselig (i en drøm) set syv fede køer, som magre opåd syv grønne aks og andre (syv) visne. O I stormænd, giv en kendelse angående min drøm, hvis I da forstår at tyde drømme. De svarede: (Det er kun) forvirrede drømme, og vi kender ikke drømmes fortolkning.”[6]

Kongen var meget bekymret over hans drøms betydning, og selv om hans vise mænd tænkte over den alvorligt, kunne de ikke forstå den. Kongens drøm blev en udvej for frigivelsen af Profeten Josef (as) fra fængslet. Så snart at manden, der serverede vin for kongen, hørte om drømmen, kom han i tanke om den gang han sad i fængslet, og han huskede hans fængselskammerats specielle styrke. Han huskede også at Profeten Josef

(as) havde bedt ham om at fortælle kongen om hans uskyld. Han gik over til kongen og fik en tilladelse til at se Profeten Josef (as).

Profeten Josef (as) tydede kongens drøm ved hjælp af den styrke som Allah havde velsignet ham med. Han sagde:

”I vil så syv år i træk, og hvad I høster, skal I efterlade i aksene, undtagen en lille smule, som I spiser. Så vil der da komme derefter syv strenge (hungers)år, som vil fortære, hvad I har lagt op for dem, undtagen en smule, som I kan bevare. Så vil der efter dette komme et år, hvor folk vil blive hjulpet (ved ny frugtbarhed), og hvor de vil give gaver (for at fejre deres frelse).”[7]

Kongen blev henrykt over at høre denne fornuftig og mærkbare fortolkning af hans drøm fra manden, som serverede vin for ham. Han beordrede at Profeten Josef (as) skulle blive bragt foran ham, så han kunne udnytte hans visdom til at løse landets problemer med.

Skønt at han havde været ned i den underjordiske fangehul i så lang tid, nægtede han at forlade fængslet, før hans uskyld blev erklæret. Han sagde til tjenerne:

”Jeg vil ikke komme ud af fængslet, indtil kongen forhører sig om min sag. Bed kongen om at spørge de noble mænds hustruer om den tid de skar deres fingre, da de så mig.”

Tjenerne overførte hans besked til kongen, som sendte bud efter kvinderne for en forklaring. De indrømmede alle det sande, og Zuleikha, Aziz’s hustru, bevidnede at Profeten Josef (as) var uskyldig i enhver anklage. Derfor blev Profeten Josef (as) frigjort fra fængslet med hans ophøjethed og ære gengivet.

Profeten Josef (as) i det kongelige slot

Den hellige Koran siger:

”Og kongen sagde: Bring ham hid. Jeg vil udvælge ham for mig selv. Efter at han havde talt med ham, sagde han. Sandelig, du er fra i dag hos os (en mand, hvis stilling

er) stærk (og) betroet.”[8]

Da kongen mødte Josef (as), syntes han, at han var en vis og tolerant mand. I svar til Profeten Josefs (as) efterspørgsel, hvad angå verset ovenover, gjorde kongen ham til ansvarlig for landets statskamre, og beordrede hans ministre og embedsmænd til at betragte Profeten Josefs befalinger som hans egne.

Sådan blev Profeten Josef til Ægyptens nye Aziz, og begyndte hans nye pligter øjeblikkeligt. Han var målbevidst om, at når hungersnøden kommer, så skulle ingen lide nød.

Floden Nilen oversvømmede dens brede regelmæssigt for at sørge for frugtbar jord til det groende korn, og Profeten Josef (as) var vidende om at hungersnøden ville formindskes ved hjælp af Nilens vand. Han besluttede sig for at lave en kort tur til Ægypten, for at vurdere de bedste steder hvori intensivt landbrug kunne gennemføres. Han fordelte ekstra penge til landmændene i Nilens mest frugtbare områder, så de kunne være i stand til at dyrke den maximale mængde korn. Han beordrede også til bygningen af umådelig store varehuse og kornmagasiner, der skulle være i stand til at rumme flere hundrede tons korn, af det der er til overskud.

I løbet af de første syv år, gav han korn til de mennesker alt efter deres nødvendige forbrug, og han bevarede resten i de nybyggede kornkamre. I løbet af de syv år, blev kamrene også fyldt. Nilens vand sank kolossalt, og landet blev ramt af en voldsom tørke. Passende til hans forudseenhed og planlægninger, blev landet ikke udsat for mangel på mad.

Hungersnøden spredte sig også til Palæstina og Kanaans land, hvori Profeten Jakob (as) boede med sine sønner. En dag kaldte han på dem og sagde:

”O mine sønner! Vi er i stor nød grundet manglen på mad. I skal tage over til Ægyptens Aziz, hvis rygte for at være en venlig og retfærdig mand er spredt ud over hele landet. Efterlad Benjamin hos mig til selskab, så jeg ikke bliver ensom!”

Som befalet af deres fader, gav Josefs (as) brødre sig til at vandre til Ægypten, for at købe

korn og bringe det med sig tilbage til Kanaan.

Profeten Josefs (as) brødre i Ægypten

Da hans brødre ankom til Ægypten, blev Profeten Josef (as) meget behaget over at se dem. De kunne slet ikke genkende ham, aldrig havde de forventet, at han skulle være i live. Profeten Josef (as) var meget skuffet over ikke at møde sin fuldblodsbror, Benjamin. Han bad dem fortælle lidt om sig selv. De præsenterede sig selv, og fortalte ham om deres fader og moder. Profeten Josef (as) blev lettet over at høre, at Profeten Jakob (sa) stadig var i live, og oprigtigt bød han sine brødre velkommen. Han forsynede dem med det hvede de havde brug for, og i smug lagde han deres penge tilbage i deres sække. Profeten Josef (as) bad dem også at tage deres anden bror med næste gang de kom, til bevis for at de talte sandt om deres familie.

Dette følgende vers, fra den Hellige Koran, fortæller om denne episode:

”Og Josefs brødre kom og trådte ind til ham. Da genkendte han dem, medens de var uvidende om ham. Og da han havde forsynet dem med deres forsyning (af korn), sagde han: Bring mig jeres broder på fædrene side. Har I ikke set, at jeg har givet jer fuldt mål, og at jeg er den bedste af (alle) værter.”[9]

Da de vendte tilbage til deres hjem, fortalte brødrene deres fader om deres oplevelser, lovprisende Profeten Josefs (as) gavmildhed og gæstfrihed. Da de åbnede deres sække, glædede de sig over at se, at deres penge var blevet returneret. Snart efter var de igen løbet tør for korn, og var ivrige efter at vende tilbage til Ægypten for at hente noget mere. Men de kunne ikke tage tilbage uden deres broder Benjamin, så de prøvede på at overbevise deres fader om at lade ham gå med dem. Profeten Jakob (as) nægtede at lade dem tage Benjamin med, og sagde, at de vil gøre det samme ting mod ham, som de gjorde ved Profeten Josef (as). Efter at de fremsagde nogle løfter, overbeviste brødrene til sidst faderen om at de oprigtigt ville holde øje med Benjamin, så han lod ham ledsage dem til Ægypten.

Da de nåede Ægypten, fortsatte brødrene til Profeten Josefs (as) slot, og præsenterede deres broder Benjamin for ham. Profeten Josef (as) blev ekstremt glad over at se sin

yngre broder og inviterede dem alle til middag med ham. Senere gav han dem husly i hans eget hus, og bad Benjamin sove i hans rum.

I løbet af natten, afslørede Profeten Josef hans identitet til Benjamin. Han forklarede ham hvordan han blev hævet fra at være en ydmyg slave, til denne magtfulde stilling ved Allahs nåde. Dog bad han ham ikke at fortælle deres brødre noget om deres samtale.

Profeten Josefs (as) plan om at tilbageholde Benjamin

Efter at de havde modtaget hvede efter deres behov, forberedte Profeten Josefs (as) brødre til deres hjemrejse. I mellemtiden, efter Allahs befalinger, planlagde Profeten Josef (as) at tilbageholde hans fuldblodsbror Benjamin. Han beordrede hans mænd til at lægge et guldbæger, som tilhørte kongen, i hans bagage. Den hellige Koran beskriver denne hændelse i det følgende vers:

”Da han nu havde forsynet dem med deres forsyning (af korn), anbragte han sit drikkebæger i sin broders sadeltaske. Da råbte en herold: O (I folk i) karavanen, I er visselig tyve.”[10]

Profeten Josefs (as) brødre var nået langt frem, da de blev stoppet og anklaget for at stjæle. De benægtede det, og sagde at enhver som blev fundet for tyveri, måtte blive holdt som Josefs (as) slave. Karavanen blev gennemsøgt, og guldbægeret blev fundet i Benjamins sæk.

Da brødrene blev bragt foran Profeten Josef (as), sagde han:

”Ifølge jeres egne ord, så vil vi lade benjamin blive hos os.”

De svarede:

”O Aziz, hans fader er visselig en olding. Tag derfor en af os i hans sted, thi vi ser, at du er (en) af dem, der handler godt.”[11]

Alligevel sagde Profeten Josef (as), at han ikke kunne tilbageholde én, som ikke var skyldig. Brødrene havde intet andet valg end at vende tilbage til Kanaan. Den ældste broder, Yahuda, nægtede at rejse tilbage uden benjamin.

Han forblev tilbage i Ægypten, - hellere det, end at stille sig ansigt til ansigt med hans fader.

Sammenkomsten af Profeten Jakobs (as) familie

Da brødrene rejste tilbage til Kanaan og fortalte Profeten Jakob (as) om det, der havde hændt, blev han sorgbetynget.

Han havde allerede mistet sit syn af al den gråd over sin højtelsket søn, Profeten Josef (as), og hans næste tab var næsten for meget for ham til at kunne bære. Nu ihukom han tabet af begge sine sønner, og græd.

Han bad sine sønner omgående til at vende tilbage til Ægypten, for både at se efter Profeten Josef (as) og Benjamin. Efter deres faders vejledninger, kom brødrene til Ægyptens Aziz for tredje gang, og bad ham indtrængende om Benjamins løsladelse, ligeså vel som de bad for noget korn.

Profeten Josef (as) påmindede dem om hvor dårligt de havde behandlet deres broder Josef, og forårsagede adskillelsen mellem ham og hans fader. Brødrene blev forbløffede over at høre deres hemmelighed fra Aziz, som nu talte på Kanaans sprog.

”Er du da visselig Josef? Han sagde: Jeg er Josef, og dette er min broder. Allah har visselig været os nådig. Sandelig, for dem, som er retfærdig og udholdende, og for dem, som handler godt, lader Allah visselig ikke belønningen gå til spilde.”[12]

Efter at have hørt dette, hængte de med deres hoveder af skam, og anråbte ham om tilgivelse. Han sagde:

”(Der skal) ingen anklage (være) mod jer i dag. Måtte Allah tilgive jer. Og Han er den Barmhjertigste af (alle) dem, der viser barmhjertighed. Gå med denne min skjorte og

læg den over min faders ansigt, så vil han genvinde sit syn. Og kom til mig med hele jeres familie.” [13]

Den hellige Koran fortsætter:

”Og efter at karavanen var brudt op, sagde deres fader: Hvis der ikke var, at I ville mene, jeg har uret, (ville jeg sige), at jeg sporer lugten af Josef.”[14]

Efter at have fået sit syn tilbage, og de gode nyheder om hans søn, besluttede Profeten Jakob sig straks for at rejse til Ægypten. Profeten Josef (as) frydede sig ved at møde dem, og han omfavnede sin moder og fader. Som et tegn på deres taknemmelig til Allah over denne sammenkomst, bøjede de sig dybt ned på jorden.

På denne måde gik Profeten Josefs(as) drøm i opfyldelse, da han så de elleve stjerner, solen og månen liggende foran ham. Efter mange prøver, hævede Allah hans stilling fra en slave til den højeste rang i landet.

I hans søns anmodning, slog Profeten Jakob (as) sig ned i Ægypten med sin familie, og deres stamme blev kendt som Bani Israil, israelitterne.

Profeten Jakob (as) levede i Ægypten i 17 år, og døde i 147-års-alderen. Profeten Josef (as) døde nogle år efter i 110-års-alderen, og hans kongerige kom i herskernes hænder, hvis titel var Faraoer.

[1] Koranen: 12 : 26-27

[2] Koranen: 12 : 31

[3] Koranen: 12 : 36

[4] Koranen: 12 : 36

[5] Koranen: 12 : 41

[6] Koranen: 12 : 43-44

[7] Koranen: 12 : 47-49

[8] Koranen: 12 : 54-55

[9] Koranen: 12 : 58-60

[10] Koranen: 12 : 70

[11] Koranen: 12 : 78

[12] Koranen: 12 : 90

[13] Koranen: 12 : 92-93

[14] Koranen: 12 : 94-96

Profeten Lot (as)

Den hellige Koran siger:

”Og (Vi sendte) Lot, da han sagde til sit folk: Begår I en skændighed, som ingen i alverden begik før jer? Sandelig, I går med begær til mænd i stedet for kvinder. Nej, I er et folk, som overskrider (alle) grænser. Og hans folks svar var kun, at de sagde: Uddriv dem af jeres by, thi de er mennesker, som ønsker at forblive rene. Da reddede Vi ham og hans familie med undtagelse af hans hustru: hun var af dem, der blev tilbage. ”[1]

Profeten Lot (as) var Profeten Abrahams (as) nevø. Han tog imod Profeten Abrahams (as) tro og udvandrede fra Babylon med ham.

Profeten Abraham og Profeten Lot var rige mennesker i Egypten, og de ejede en tilstrækkelig besætning og rigdomme. Derefter flyttede de fra Egypten til det Hellige Hus i Palæstina, hvor de bosatte sig. Der havde de brug for mere plads på grund af overfloden af deres kvæg og personlige ejendomme.

Derfor udvandrede Profeten Lot (as) med Profeten Abrahams (as) tilladelse til et sted i Sadum distriktet i Jordan og bosatte sig der. Folket i dette distrikt var uanstændige og vellystige, da de tillod sig afskyelige og umoralske ting. Disse folk plejede at udplyndre enhver rejsende, som kom forbi deres by, en efter en, og berøve hans ejendele og derefter lod de ham gå som en fattig person.

Den følgende beretning er citeret fra en egyptisk forfatter, og den fortæller os hvor elendige disse mennesker var:

”Profeten Abrahams hustru, Sara, sendte sin slave til Sadum distriktet for at vende tilbage med Profeten Lots tilstand. Da slaven nåede stedet, slog en mand ham på hovedet med en sten, så det begyndte med at bløde. Derefter tog manden fat i hans krave og sagde:

”Hvis dette blod havde forblevet inde i din krop, ville det have været skadeligt for dig. Derfor skal du betale mig for at have gjort dig denne tjeneste.”

Slaven afviste at betale noget til manden. Denne sag blev meldt til domstolen. Dommeren gav et dekret mod slaven og bad ham betale manden for besværet, han havde forårsaget ham. Da slaven så denne egenmægtighed og denne store uretfærdighed, kastede han en sten på dommeren, så hans hoved også begyndte med at bløde. Da sagde han til dommeren:

”Du bør betale denne mand, hvad end jeg fortjener for besværet, jeg gennemgik for din skyld.””

Således var Profeten Lots (as) folk skyldige i sådanne afskyelige synder, som man ikke havde hørt magen til før. Nogle af sådanne foragtelige handlinger var, at de offentligt tillod sig homoseksualitet. Desuden begik de alle slags billige og vellystige handlinger, deriblandt munterhed, de sang, gamblede, kastede skrald på de forbipasserende og en masse andet ondt. Den Almægtige Allah sendte Profeten Lot (as) til dem, så han kunne vejlede dem. Profeten Lot var en meget vis mand. Han gjorde sit bedste for at vejlede sit folk, så de ville opgive deres afskyelige vaner og udføre adelige gerninger. Men de

havde gået til den ekstreme nedværdigelse af moral i den grad, at Profeten Lots (as) prædiken ikke påvirkede dem. Det var som at kaste perler for svin.

Omkring tredive år af Profeten Lots (as) undervisning og vejledning gav ingen særlige resultater. Kun nogle få mennesker, som kunne blive talt med fingerspidsen, godtog vejledningen, mens resten af menneskerne forblev modbydelige mennesker, der fortsatte deres afskyelige gerninger. Da de så, at profeten Lot (as) ofte blandede sig i deres affærer, besluttede de sig for at udvise ham og hans få tilhængere fra byen. Men Profeten Lot (as) forøgede sin indsats for at bringe dem til den rette sti, og han advarede dem mod Allahs vrede, som ville overvælde dem uden forudgående varsel.

De dømte personer, som de var, hånede Profeten Lot (as) skamløst for at lade den Guddommelige forbandelse overgå dem, siden de overhovedet ikke bekymrede sig om den.

Profeten Lot blev meget skuffet over folket uforskammede opførsel, og han indså, at de var en gruppe uvidende tåber, og at det ikke længere var nyttigt at prøve på at vejlede dem. De var blevet ondartede svulster i samfundet, og som et organ, der lider af ondskab, har behov for en amputering fra kroppen, fortjente de en udryddelse fra samfundet. Derfor rejste Profeten Lot (as) sine hænder op mod himmelen, og bønfaldt Allah (jwa) om at sende Sin pinsel over folket.

Den Almægtige Allah (jwa) hørte Profeten Lots (as) bønner, og Han overdrog Sine engle til at straffe de stædige mennesker. Først kaldte disse engle i en forklædning af mennesker på Profeten Abraham (as), som var i sit hus. Han troede englene var nogle rejsende, som kom forbi hans hus og ville overnatte eller hvile sig lidt. Derfor bød Profeten Abraham (as) dem velkommen med åbne arme, og han serverede dejligt mad til dem, men de rørte tilmed ikke maden. Dette gjorde Profeten Abraham (as) bange og bekymret. Men englene, som var forklædte som mennesker, præsenterede sig for den begejstrede Profet og sagde:

”Vi har en god nyhed til dig. Ved Allahs Nåde, vil du blive velsignet med en dreng, hvis navn vil være Isaak!”

De fortalte også Profeten Abraham, at de var på en vigtig Guddommelig mission for at ødelægge Profeten Lots folk og var derfor på vej mod Jordan.

Da Profeten Abraham fik at vide, hvem sine gæster var, forsvandt hans frygt, og han mæglede, så Allahs Vrede på Profeten Lots folk ville blive tolereret. Men englene svarede ham:

”Du burde hellere holde dig væk, da Allahs befaling allerede er blevet afsluttet nu, og ødelæggelsen af Profeten Lots folk er en afgjort sag. Kun hans familie og tilhængere vil forblive i sikkerhed udtagen han hustru, som er blandt lovbryderne, der vil blive straffet sammen med resten.”

Da de kom ud af Profeten Abrahams hus, fik englene udseendet af meget smukke og ungdommelige mænd. Da de nåede Sadum, bankede de på Profeten Lots (as) dør. Profeten Lot følte fortabelse, da han så disse smukke personer. På den ene side ønskede han at byde dem velkommen helhjertet og være gæstfri mod dem, og på den anden side frygtede han en stor risiko, da han kendte sit folks forringede mentalitet. Der var ingen alternativer tilbage for Profeten Lot (as) end at byde dem velkommen i sit hus og behandle dem godt.

Da gæsterne var ankommet i Profeten Lots hus, gjorde Profetens hustru tegn til folket om ankomsten af de smukke unge mænd i sin ægtefælles hus. De vrimlede alle sammen rundt om Profetens (as) hus, og de krævede af ham, at han skulle give dem sine gæster for deres nætters store glæde, så de kunne nyde selskabet af smukke unge mænd.

Profeten Lot (as) bad indtrængende folket om ikke at bringe skam over ham foran sine fine gæster, men folket brød sig ikke om det, han bad om, så de brød ind i hans hus som dyr. Profeten Lot kunne ikke gøre noget, derfor sagde han:

”Hvis jeg havde en form for styrke, havde jeg givet jer en lærerstreg ved at bringe jer til jeres forstand!”

Da englene så denne underlige hændelse, sagde de til Profeten Lot (as):

”O Lot! Vi er sendt til dig fra Allah til at beskytte dig og straffe disse mennesker.”

Ikke et øjeblik havde gået, før disse mennesker gik amok ud fra ren og skær frygt, og de skyndte sig for at søge tilflugt i deres huse. Profeten Lot (as) kom tilbage til sin oprindelige tilstand, da hans frygt blev dæmpet af englene. Englene rådede Profeten Lot (as) til at forlade byen og søge et sikkert sted, hvor han kunne være med sin familie og tilhængere, så den Guddommelige vrede og Allahs rædselsfulde pinsel snart kunne overgå hans oprørske folk.

Da Profeten Lot (as) var vandret væk til et sikkert sted ud af byen sammen med sin datter, overvældede en rædselsfuld jordskælv byen og rokkede jorden i en frygtelig opadgående bevægelse og derefter blev folket slået ned af sten. Ved denne Guddommelige styrke fik folket en skandaløs ende.

[1] Koranen: 7 : 80-83

Profeten Moses’ (as) moder

En af de kvinder, den hellige Koran nævner, er Jochebed, Profeten Moses’ (as) moder. Hun var en unitar som i kløften af polyteisme var iblandt de tætteste mennesker på Allah (swt).

Efter Profeten Jakobs (as) død, blev Israels børn under lederskabet af Profeten Josef (as), som egypterne elskede højt.

Jøderne voksede stort i antal og levede meget godt, dog varede dette kun i kort tid. Da Josef derefter døde, blev jøderne ydmyget og undertrykt af ægypterne. Det stadigt voksende jødiske befolkning havde forfærdet de ægyptiske faraoer som havde fået tronen efter Josef; derfor undertrykte de og dræbte jøderne. Den værste af dem var faraoen i hvis regeringstid Moses (as) blev født.

Den hellige Koran siger:

”Og (ihukom den tid) da Vi frelste jer fra Faraos folk, som pålagde jer en hård straf, idet

de dræbte jeres sønner og lod jeres kvinder leve. Og heri var der en svær prøvelse fra jeres Herre.”[1]

Et andet sted siger den hellige Koran:

”Men Vi ønskede at skænke Vor nåde til dem, der var agtet ringe i landet, og at gøre dem til ledere og gøre dem til arvinger (af Vor nåde).”[2]

Nogle historiker fortæller, at de nyfødte jødiske børn blev dræbt fordi, at Farao havde drømt en væmmelig drøm, som blev fortolket til, at et israelsk barn ville blive født og derefter fjerne ham fra sin trone.[3]

Farao blev skræmt, og derfor beordrede han alle jordmødre til at dræbe ethvert israelsk drengebarn så snart det blev født.

Men Allah (swt) ønskede, at Moses (as) skulle blive født for at frelse sit folk, israelitterne, fra Faraos og hans ledsagers undertrykkelse. Moses’ moder, Jochebed, blev gravid og fødte sin søn i skjul.

Den hellige Koran siger:

”Og Vi åbenbarede til Moses’ moder: Am ham, men når du frygter for ham, så sæt ham i floden, og frygt ikke og sørg ikke; thi Vi vil bringe ham tilbage til dig og gøre ham til et Sendebud.”[4]

Et andet sted siger den hellige Koran:

”Da Vi åbenbarede til din moder, hvad Vi åbenbarede. Anbring ham i kurven og sæt den i vandet, så vil floden kaste den op på bredden, og Min og hans fjender vil tage ham op. Og jeg kastede Min kærlighed på dig, og for at du måtte vokse op under Mine øjne. Da din søster kom gående og sagde: Skal jeg vise jer en, der kan tage vare på ham? Så lod Vi dig vende tilbage til din moder, for at hendes øje kunne frydes, og for at hun ikke skulle sørge. Og du dræbte et menneske, og Vi reddede dig fra sorgen, og Vi prøvede dig på forskellig vis. Derpå forblev du nogle år blandt Midians folk, og så

nåede du til et mål (fastsat af Os), O Moses.”[5]

Med ro i sindet, gjorde Moses’ moder hvad Allah (swt) havde beordret hende, og tre dage senere blev barnet bragt tilbage til hende.

Det er blevet berettet, at Imam Mohamad al-Baqir (as) har berettet hændelsen således:

”En dag var Asia, Muzahims datter, nede ved flodbredden, da hun så en mærkelig kurv flyde hen ad floden gennem vandplanterne, så hun sendte sin husassistent for at hente den.”

Den hellige Koran siger:

”Så samlede Faraos familie ham op, så at han kunne blive en fjende og en sorg for dem. Sandelig, Farao og Haman og deres hærskarer var syndere. Og Faraos hustru sagde: (Han vil blive) en øjentrøst for mig og dig. Dræb ham ikke. Måske kan han blive til gavn for os, eller vi kan tage ham som søn. Og de anede ikke.”[6]

Farao og Asia besluttede sig for at hente en plejemoder, som kunne amme barnet, men Allah (swt) havde forbudt dette!

Den hellige Koran siger:

”Og Vi havde allerede dekreteret, at han skulle afslå de kvinder, som ville amme ham. Så sagde hun [Moses’ søster]: Skal jeg vise jer en familie, som vil opfostre ham for jer, og som vil være ham hengiven? Således bragte Vi ham til hans moder, så at hendes øje kunne glædes, og så at hun ikke skulle sørge, og for at hun kunne vide, at Allahs løfte er sandt. Med de fleste af dem ved det ikke. Og da han nåede sin modenhed og var fuldvoksen, skænkede Vi ham visdom og kundskab. Således belønner Vi dem, der handler godt.”[7]

[1] Koranen: 2 : 49

[2] Koranen: 28 : 5

[3] Qassasul Anbia af al-Tba’alabi: side 174

[4] Koranen: 28 : 7

[5] Koranen: 20 : 38-41

[6] Koranen: 28 : 8-9

[7] Koranen: 28 : 12-14

Profeten Noah (as)

Efter Profeten Adam (as), blev samfundets mennesker bestikkelige og onde. De fleste folk tænkte ikke meget på Allah (jwa), og jorden blev fyldt med umoralskhed. De tilbad og tjente underlige guder og overgav sig til Satans ondskab. Derfor besluttede Allah (jwa) at sende Profeten Noah (as) til dem, der så kunne vejlede dem.

Profeten Noah var en meget veltalende, vis og tolerant person.

Den hellige Koran siger:

”Vi sendte visselig Noah til hans folk, og han sagde: O mit folk, tjen Allah, I har ingen gud undtagen Ham. Jeg frygter sandelig en stor dags straf for jer.”[1]

Noahs folk boede på den del af Jorden, som i dag bliver kaldt for Irak. Han indbød sit folk til at tilbede Allah (jwa), men de vendte deres ansigter væk fra ham. Han advarede dem mod Allahs vrede, alligevel gav de ham deres døve øre. Han prøvede også på at overbevise dem om at gøre gode gerninger til en veltjent belønning fra Allah (jwa),

men de ville ikke høre på ham.

Den hellige Koran siger:

”Hans folks fører sagde: Vi ser dig i sandhed i åbenbar vildfarelse.”[2]

”De sagde: Hvis du ikke holder op, O Noah, så vil du visselig blive (en) af dem, der er stenet (til døde).”[3]

Med stor tålmodighed og meget beslutsomhed fortsatte Profeten Noah sin mission ved at vejlede sit folk. Han brugte de bedste midler til at prædike og sprede sin mission og Profetskabet med mellem folket, og hver gang det blev nødvendigt, inviterede han folk til sit kald.

Han tiltrak deres opmærksomhed til universets mysterium og verdens mirakel. Han plejede at fortælle dem, at alle de mørke nætter, himlene, månen, den blændende sol, Jorden, de strømmende floder og vandløb var nogle af Hans Mægtigheds tegn – Allah (jwa).

En lille gruppe mennesker accepterede hans Profetskab, men andre gjorde ikke og besluttede sig i stedet at torturere ham. Profeten Noah (as) levede samt prædikede flere hundreder år, og han udholdte modigt alle de trængsler og vanskelligheder, hans folk forårsagede. Da Profeten Noah indså, at folket var blevet håbløse, og at det ikke nyttede at give dem ræsonnementer, blev han udmattet og mistede sin tålmodighed.

Den hellige Koran siger:

”Og Noah sagde: Min Herre, efterlad ikke i landet en eneste af de vantro. Thi hvis Du efterlader (nogen af) dem, vil de (kun) lede Dine tjenere vild og kun avle syndere og vantro.”[4]

Det blev derefter åbenbaret til Noah:

”Ingen fra dit folk vil tro undtagen dem, der allerede har troet, men vær ikke bedrøvet

over det, de plejer at gøre.

Og byg skibet for Vore øjne og efter Vor åbenbaring. Men tal ikke til Mig om dem, der er uretfærdige; thi de skal lide druknedøden.”[5]

For at udføre sin beordrede Guddommelige opgave, udvalgte Profeten Noah (as) et sted uden for byen, hvor han startede sit arbejde med at bygge Arken. Folket begyndte at håne og latterliggøre ham.

Herom fortæller den Hellige Koran:

”Og han byggede skibet, og hver gang hans folks anførere gik forbi, spottede de ham. Han sagde: Hvis I spotter os, så vil vi (snart) spotte jer, ligesom I nu spotter os. ”[6]

Profeten Noah (as) brød sig ikke om deres hånende og sarkastiske bemærkninger, så i stedet lod han sig travlt beskæftige med at viderebygge Arken og ventede på Allahs næste befaling.

Derefter sendte Den Almægtige Allahs sin åbenbaring:

”(Sådan var det), indtil Vi, da Vor befaling udgik, og (jordens) strømme brød frem, sagde: Bring om bord i det to af alle, et par, og din familie – undtagen dem, mod hvem ordet allerede er udgået – og dem, der tror. Og der var kun få, som troede sammen med ham.”[7]

Derefter startede det pludseligt med at regne kraftigt, og strømme af vand brød ud fra jorden. Bakkerne sank ned under vandet. Vandet spredte sig alle vegne og dækkede de øde steder og bjergene. Profeten Noah gik ombord på Arken og tog alt det med sig, Allah havde beordret ham til.

Den Hellige Koran siger:

”Da åbnede Vi himlens porte med strømmende vand. Og Vi kløvede jorden til kilder, og vandet mødtes for en sag, som allerede var bestemt. Og Vi bar ham på (et skib) lavet

af planker og nagler. Som flød af sted for Vore øjne – en belønning for den, som var blevet forkastet. Og Vi efterlod det som et tegn, men er der nogen som vil tænke sig om?”[8]

Derefter startede Arken med at sejle på vandets overflade ved Allahs befaling. Den altødelæggende vandoversvømmelse tog ved sin raseri imod ateisterne og tjente dem ved at blive deres begravelsespladser, og vandets skum tjente dem ved at bliver deres svøbeklæder.

Profeten Noah (as) så, at hans søn Kanaan, som ikke havde taget imod troen, kastedes af bølgerne, mens han forsøgte at finde en måde eller et middel til at redde sit liv med.

Det fremkaldte Profeten Noahs faderlige kærlighed, og tegn af smerte viste sig i hans ansigt. Han kaldte på sin søn i håb om han ville tage imod troen. Han sagde:

”O kære søn! Hvor skal du hen? Der er intet, som kan redde dig i dag. Tag imod troen og kom ombord på Arken, så du kan blive reddet. Kom ombord på skibet og være ikke iblandt oprørerne!”

Den hellige Koran fortæller:

”Og det sejlede med dem over bølger (så høje) som bjerge, og Noah råbte til sin søn, som holdt sig tilbage: O min kære søn, gå ombord sammen med os og bliv ikke sammen med de vantro.”[9]

Faderens sidste minuts prædiken påvirkede ikke sin søn Kanaan. Herom fortæller den Hellige Koran:

”Han svarede: Jeg vil tage min tilflugt til et bjerg, som vil beskytte mig mod vandet. Han sagde: Der er i dag ingen beskyttelse mod Allahs befaling (for nogen), undtagen (for) den, som Han har vist barmhjertighed. Og en bølge kom imellem dem, og derpå var han blandt de druknede.”[10]

”Og Noah anråbte sin Herre og sagde: Min Herre, se, min søn hører til min familie, og

Dit løfte er visselig sandt, og Du er Den retfærdigste af (alle) dommere. Han sagde: O Noah, han hørte visselig ikke til din familie, thi han var (en mand af) onde gerninger. Spørg mig da ikke om det, hvorom du ingen viden har. Sandelig, Jeg formaner dig, for at du ikke skal være (en) af de uvidende. Han sagde: Min Herre, se, jeg søger min tilflugt hos Dig mod, at jeg skulle spørge Dig om det, hvorom jeg ikke har viden. Og hvis Du ikke beskytter mig (mod fejltagelse) og er mig barmhjertig, så vil jeg være (en) af de fortabte.”[11]

Og på det øjeblik kom en kæmpestor bølge mellem Profeten Noah og hans søn. Da Allahs (jwa) vrede nåede sit højde og alt var omkommet, stoppede det med at regne og vandet sank ned i Jorden.

Den hellige Koran fortæller:

”Og der blev sagt: O jord, slug dit vand, og O himmel, hold op (med at regne). Og vandet begyndte at synke, og sagen var afsluttet. Og (arken) stod fast på Aljudi (bjerget), og der blev sagt: Bort med det uretfærdige folk.”[12]

”Der blev sagt: O Noah, stig ned (herfra) med fred fra Os og velsignelser over dig og over folkeslag (der skal udgå) fra dem, der er sammen med dig. Og (der vil være andre) folkeslag, som Vi vil forsørge (for en tid), derpå skal en smertelig straf fra Os ramme dem.”[13]

Profeten Noah blev befalet at stige ned på jorden sammen med sit folk og derefter starte deres liv under Allahs velsignelser og godgørenhed.

[1] Koranen: 7: 59

[2] Koranen: 7 : 60

[3] Koranen: 26 : 11

[4] Koranen: 71 : 26-27

[5] Koranen: 11 : 36-37

[6] Koranen: 11 : 38

[7] Koranen: 11 : 40

[8] Koranen: 54 : 11-15

[9] Koranen: 11 : 42

[10] Koranen: 11 : 43

[11] Koranen: 11 : 45-47

[12] Koranen: 11 : 44

[13] Koranen: 11 : 48

Profeten Salih (as)

Aad folkets land blev overtaget af stammen Thamud. De var hårdtarbejdende, lavede mange haver og parker og byggede flotte bygninger.

For at beskytte sig selv, byggede de deres huse inde i bjergene. Thamud folket levede et nemt og komfortabelt liv. Til trods for dette var de ikke taknemmelige for Allah for Hans mange velsignelser, og de var stolte. De troede at deres gode liv var en følge af deres egen styrke. I stedet for at tilbede Allah, plejede de at tilbede en del af bjergene og ofrede ofringer til dem.

Allah sendte Profeten Salih (as) til Thamud, for at vejlede dem til den rette vej. Han var fra deres egen stamme, og var højt respekteret fordi han var godhjertet og vis, selv da han var en ung mand.

Profeten Salih (as) inviterede folket til kun at tilbede Allah, som var deres Skaber. Han prøvede at lære dem hvor gavnløst det er at tilbede et bjerg, som ikke kan gøre nogen

fortræd, og ej heller hjælpe nogen. Han huskede dem på, at han var fra deres egen stamme, og havde deres bedste interesse i hjertet. Han sagde til dem:

”I er alle mine brødre. Jeg vil ikke have sagt noget, der vil skade jer. Kom og søg Allahs tilgivelse, og så vil Han besvare jeres bønner, og give jer jeres ønsker.”

Dog gav Thamud folket ham deres døve øre. De sagde:

”O Salih. Vi troede du var en fornuftig mand. Vi så på din godhed - og visdomssider, og ville stole på dine råd i svære tider. Hvorfor er du begyndt på at sige alt det vrøvl? Vi du have os til at stoppe med at tilbede dét som vores forfædre tilbad i lang ting. Vi vil aldrig høre på dig.”

Tålmodigt prøvede Profeten Salih (as) at lære dem det sande. Han gjorde det klart, at han kun vejled dem, så det kunne gavne dem selv, og han forlangte ikke noget af dem. Profeten Salih (as) sagde at det er Allah, som vil belønne ham. Han huskede dem på alle de velsignelser Allah havde velsignet dem med og advarede dem mod at fortsætte i deres retning, da det vil forårsage at Allah vil sende sin straf over dem.

Da Profeten Salih (as) startede sin mission, var han kun 16 år gammel. Selvom han blev ved med at prædikede til han blev 120 år gammel, var det kun få mennesker, der accepterede hans ord. De fleste af Thamud folket kaldte ham øgenavne, ved at sige, at han var vanvittig eller en løgner. Profeten Salih (as) svarede dem ved at sige:

”O folk, jeg er ingen løgner. Jeg har klare argumenter fra Allah som bevis på mit Budskab.”

Lederne af Thamud hørte ikke på Profeten Salih (as), da de frygtede, at han vil blive stærk, og at det vil forårsage, at de vil miste deres stillinger som lederne af samfundet. Og derfor besluttede de sig for at gøre profeten Salih (as) svag foran folket.

De opfordrede ham derfor til at bevise sine ord, ved at fremkalde en hunkamel fra deres Hellige bjerges side. Profeten fremkaldte miraklet ved Allahs tilladelse. Folket havde ikke set sådan en kamel før i deres liv. En dag vil den drikke alt vand i denne by og i

den næste vil den tillade folket drikke vandet. På dagen hvor hunkamelen drak al vandet, ville den give folket så meget mælk de ønskede.

Den Hellige Koran siger:

”Og til Thamud (sendte Vi) deres broder Salih. Han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen gud undtagen Ham. Der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre. Dette er Allahs hunkamel, et tegn for jer. Lad den da være, at den kan æde på Allahs jord og gør den ikke noget ondt, så at en smertelig straf indhenter jer.”[1]

Dette stærke mirakel lod en masse folk tro på Profeten Salihs (as) ord og de omfavnede hans tro. Det gjorde også stammens ledere bekymrede, da de vidste, at så længe folket kunne se hunkamelen, ville de høre på profeten Salih (as). De grusomme ledere bestemte sig for at dræbe dyret, selvom at Profeten Salih (as) havde fortalt dem, at de vil blive straffet af Allah hvis de gjorde hunkamelen ondt.

Nogle få ondskabsfulde mænd lokkede hunkamelen i baghold, da den kom tilbage efter at have drukket vandet. En mand skød en pil på hunkamelens ben og en anden kom forrest og skar dens bagerste bens muskler så hunkamelen faldt den. Derefter slog en mand, ved navn Qader, dyrets hals med hans sværd og dræbte det. Til sidst kom de hen til profeten Salih (as), og sagde stolte:

”O Salih! Giv os afstraffelsen hvis du virkelig er en Profet.”

Profeten Salih (as) fortalte dem, at de havde begået en stor synd, og han bad dem om at vende tilbage til deres hjemme i tre dage for at bede Allah om tilgivelse. Men folket grinte kun ad ham. Efter tre dag modtog Profeten Salih (as) en befaling fra Allah (jwa) om at han skulle forlade byen med hans tilhængere. Derefter kom Allahs straf over Thamud folket. Et mægtigt lyn kom ned fra himmelen, og en kraftig jordskælv fik byen til at ryste, og ødelagde deres bygninger og huse en fuldstændig ødelæggelse. Menneskene faldt døde om, og ilden fra himmelen omdannede deres legemer til aske. Intet menneske var efterladt levende efter denne grusomme dag.

Da Profeten Salih (as) så den tragiske ende af folket fra hans stamme, vendte han sig til

deres rester og sagde:

”O folk. Jeg videregav jer Allahs meddelelse, og vejled jer til den rette vej, men I troede altid at jeg var jeres fjende.”

Den Hellige Profet Mohamad (sa) sagde:

”Det mest ondskabsfulde menneske fra de gamle dage, er manden som dræbte Profeten Salihs (as) uskyldige hunkamel, og den mest ondskabsfulde person i denne tid, er den der vil dræbe Imam Ali (as)!”

[1] Koranen: 7 : 73

Profeten Salomon (as)

Profeten Salomon (as) var den yngste søn af Profeten David (as), og det var ham, der arvede sin far. Allah skænkede ham den største kongerige som ingen anden konge nogensinde har regeret. Han havde magt over vinden, og kunne bruge den til at dirigere sin trone igennem luften. Både mennesker og jinner tjente ham trofast, og han kunne beordre fuglene til at gennemføre hans befalinger ved at tale til dem med deres eget sprog. Som resultat af disse specielle velsignelser, var Profeten Salomons (as) kongerige meget mægtig og han havde mange lande under sin magt.

Når Profeten Salomons hær marcherede på en mission, var det et respektindgydende syn. Den Hellige Koran beskriver sådan en episode, som følgende:

”Og Salomons hærskarer af jinner og mennesker og fugle blev forsamlet for ham, og de (stod opstillede) i afdelinger. Man da de kom til myrernes dal, sagde en myre: O myrer, gå ind i jeres boliger, så at Salomon og hans hærskarer ikke skal træde jer ned, uden at de lægger mærke til det.”[1]

Profeten Salomon (as) hørte myrernes overhoveds advarsel, og bad den om at komme frem. Han sagde til den:

”Troede du, at én af Allahs Profeter nogensinde kunne finde på gøre et af Hans kreaturer fortræd?”

Myren svarede:

”Nej, det gjorde jeg ikke, med det bekymrede mig, at mine myrefæller ville undervurdere Allahs gaver til dem og ikke være taknemmelige, når de ser din storslåede hær. Det er af denne grund jeg bad dem krybe i skjul.”

En dag bemærkede Profeten Salomon at hans sendebudsfugl, hærfuglen, ikke var til at se. Den Hellige Koran siger:

”Og Han inspicerede fuglene og sagde: Hvordan kan det være, at jeg ikke ser hærfuglen? Eller er han blandt de fraværende? Jeg vil visselig straffe ham med en streng straf eller slagte ham, hvis han ikke kommer med en klar fuldmagt (som forklaring på sit fravær).”[2]

Allah (jwa) fortsætter:

”Og han ventede ikke længe (med at komme), og han sagde da: Jeg har erfaret, hvad du ikke ved, og jeg er kommet til dig fra Saba med en sikker underretning. Jeg har visselig fundet, at en kvinde hersker over dem, og det er blevet givet hende alle ting, og hun har en mægtig trone. Jeg har fundet, at hun og hendes folk kaster sig ned (i bøn) for solen i stedet for Allah, og Satan har forskønnet deres gerninger for dem, så at han har vendt dem fra den (rette) vej, således at de ikke er retledede.”[3]

Profeten Salomon (as) sendte et brev til Belqees, dronningen af Saba, hvori han sagde:

”Det er visselig fra Salomon, og det lyder: I Allahs den nådiges den barmhjertiges navn. Gør ikke oprør mod mig, men kom til mig, idet I underkaster jer.”[4]

Da Belqees modtog brevet, spurgte hun sine rådsherrer om deres meninger om sagen. De svarede, at de havde mægtige hære og at de var ikke bange for at gå i krig, men den sidste afgørelse var hendes.

Bilqees ville afgøre sagen fredeligt, så hun sendte sine sendebud til Profeten Salomon (as) med kostbare gaver, og ventede hans reaktion. Da Sabas repræsentanter ankom til Profeten Salomons’ (as) kongerige, var de forbløffede over at se hans bygningers og palads’ pragt.

Profeten Salomon (as) bød dem velkommen og spurgte efter svaret på hans brev. Da de forærede ham gaverne, lagde han dem irriteret til side og fortalte dem:

”Hvad er de her rigdomme? Det Allah har givet mig, er bedre end det, Han har givet jer. Ja, sandelig, I fryder jer selv med jeres gaver. Vend tilbage til jeres land og informer jeres dronning om at jeg vil sende sådan en hær til Saba, som ingen vil kunne modstå.”

Da Belqees modtog denne meddelelse og meldingen om Profeten Salomons (as) styrke, besluttede hun sig for at underkaste sig selv for ham og acceptere hans invitation til at slutte sig til islam. Da profeten Salomon (as) fik at vide at hun var på vej til hans kongerige, vendte han sig til sit folk, og sagde:

”Hvem iblandt jer kan bringe mig Sabas dronnings trone, før hun selv kommer her?”

En Jinn sagde:

“Jeg vil bringe den, før du rejser dig fra dit sted.”

Men Asif søn af Barqiah som Profeten Salomon (as) havde lært Allahs Hellige navn, sagde ifølge den Hellige Koran:

”En, som havde noget kundskab fra Bogen, sagde: Jeg vil bringe dig den, førend dit blik vender tilbage til dig. – Og da han så den stå hos sig, sagde han: Dette er en nåde fra min Herre, for at Han kan prøve mig, om jeg er taknemmelig eller utaknemmelig.”[5]

I forberedelse af Bilqees’ ankomst, havde Profeten Salomon (as) beordret til at bygge et slot af glas. Under glasgulvene var der en dam af vand med forskellige arter af fisk svømmende i den. Da Bilqees ankom, førte han hende til paladset.

Den Hellige Koran siger:

”Man sagde (derpå) til hende: Træd ind i paladset. Men da hun så det, mente hun, at det var et udstrakt vand og blottede sine ben. (Salomon) sagde: Det er visselig et slot, belagt med glas(fliser). Hun sagde: Min Herre, jeg har handlet uret mod mig selv, men nu underkaster jeg mig sammen med Salomon til Allah, verdenernes Herre.”[6]

Bilqees blev narret af vandets udseende, og hun spændte hendes kjole for til knæene, for at beskytte den fra at blive våd. Først da, realiserede hun sin misforståelse og forstod den snedige pointe som Profeten Salomon (as) havde forberedt hende. Han viste hende, at tingene ikke altid er, som de ser ud til, og selv hvis solen som hun tilbad, var den mægtigste kraft hun kunne se, er der en anden mere mægtig kraft bag den!

Den intelligente kvinde forstod budskabet og vendte sig til Allah i anger og tro.

Profeten Salomon (as) sendte hende tilbage til Saba og tillod hende at herske i hans navn. Profeten Salomom (as) herskede over sit folk med retfærdighed i lang tid. Hans styrke omfattede det meste af den kendte verden. Denne enestående velsignelse var et svar på hans bønner, som er blevet udtrykt i Koranen:

”Han sagde: Min Herre, beskyt mig og skænk mig et rige, som ikke vil tilkomme nogen anden efter mig, thi du er visselig den Gavmilde.”[7]

[1] Koranen: 27 : 17-1

[2] Koranen: 27 : 20-21

[3] Koranen: 27 : 22-24

[4] Koranen: 27 : 30-31

[5] Koranen: 27 : 40

[6] Koranen: 27 : 44

[7] Koranen: 38 : 35

Profeten Yahya (as)

Profeten Yahya (as) er Profet Zakariyas (as) søn. Allah (jwa) skænkede ham visdom og viden i hans barndom og udvalgte ham til at være Hans Profet og Sendebud.

Fra hans barndom tilbad Yahya (as) Allah og lovpriste Ham. Iblandt hans egenskaber, nævnes der i den Hellige Koran, at han altid var venlig mod sine forældre, og talte aldrig skarpt til dem. Yahya (as) er nævnt i Bibelen som Johannes Døberen.

Profeten Yahya (as) var velbevandret i de guddommelige bud, som var nævnt i Toraen. Han plejede at undervise folk i de religiøse grundsætninger, og påbyd dem at tage afstand fra at begå synder. Han var særlig omhyggelig med at udføre hans pligter som Profet, og tøvede ikke til at udtale sig, hvis han fik en mistanke om, at noget forkert var ved at hænde.

En dag fandt Yahya (as) ud af, at kejseren af Palæstina ville gifte sig med sin niece Herodya. Han ærgrede sig meget, da denne slags ægteskab var i strid med religionen, og var blevet forbudt i Toraen. Hans mening om at dette ægteskab begyndte at sprede

sig rundt i landet, og folket begyndte at sladre om kongens ulovlige slægtskab med hans niece.

Herodiya ville giftes med kongen så hurtigt som muligt, da hun ønskede inderligt at blive Palæstinas dronning, men da hun hørte om Yahyas (as)’s modvilje til ægteskabet, blev hun hans dødelige fjende.

Engang, medens kongen nød sin vin og musik, viste hun sig for ham på en skamløs måde. Kongen blev mere forblindet med hende end nogensinde før og lovede at give hende alt hvad hun begærede. Hun krævede at Profeten Yahya skulle dræbes, førend at han måtte røre hende. Kongen, som havde mistet sin selvbeherskelse som følge af hans kærlighed til sin niece, udstedte en ordre på drabet af Profeten Yahya (as).

Ikke længe efter, bragte kongens hofmænd Profeten Yahyas (as) hoved til kongen, dræbt på groveste vis. Hvor end det hellige blod af den noble Profet af Allah dryppede, begyndte det at koge. De prøvede at fjerne det kogende blod ved at dække det med sand, men det blev ved med at koge. Til sidst blev der dannet en klit, men blodet blev ved med at flyde.

Dette mirakel stoppede først da Bakhtun Nasr angreb Palæstina og hævnede Profeten Yahyas (as) uskyldige bold, ved at dræbe 17.000 israelitter og sætte dem på klitten.

Profeten Zakariya (as)

Profeten Zakariya (as) var sendt til israelitterne og var en efterkommer af profeten Jacob (as). Han var elsket og respekteret af sit folk på grund af sine venlige manerer. Han var lederen af Baytul Maqdes moskeen i Jerusalem, og forkyndede Allahs religion derfra. Han vejled folket efter reglerne, som var fastlagt i Toraen, og som var nedsendt over Profeten Moses (as); den sidste Budbringer (en Profet nedsendt med en bog) før ham.

Profeten Zakariya (as) var også betroet til at passe på Vor Frue Maria (as): Jesus’ (as) moder. Han forsynede hende med et kammer i Baytul Maqdes. Skønt Maria (as) altid befandt sig i sit kammer, beskæftiget med at tilbede Allah, bemærkede Zakariya (as), at hun altid havde frisk frugt i sit værelse. Men da han vidste, at hun ikke havde kontakt til nogen andre end ham, undrede han sig over, hvor maden kom fra. Maria (as) fortalte ham, at Allah nedsendte hende frugterne hver morgen og aften, og dette var et tegn på hans nåde. Profeten indså at han var beskytteren af en meget speciel kvinde som Allah (jwa) havde udvalgt til en betydelig ære.

Profeten Zakariya (as) var nået de halvfems år, og trods hans venlige og rolige natur, var

han ked af, at han ikke havde en søn som kunne arve efter ham. Efter at have hørt Maria (as) overvejede han de ubegrænsede velsignelser som Allah skænkede Hans tjenere, og spekulerede over om han vil blive velsignet med en søn, på trods af hans alder. I samme nat gik han over for at bede under helligdomsbuen i Baytul Maqdes, som var et meget specielt sted for at bede til Allah. Hans bøn er blevet nævnt i Koranen som følgende:

”(Dette er) en ihukommelse af din Herres barmhjertighed mod Sin tjener Zakariya. Da han påkaldte sin Herre, idet han anråbte Ham i hemmelighed. Han sagde (da): Min Herre, mine knogler er svækkede i mig, og mit hoved flammer i gråt, og jeg har aldrig, når jeg bad til Dig, min Herre, stået tilbage elendig. Jeg frygter mine slægtninge(s opførsel) efter mig, og min hustru er gold. Giv Du mig derfor fra Dig en arving, Som vil arve efter mig og arve efter Jakobs slægt, og gør ham, min Herre, til en, (der er Dig) velbehagelig.”[1]

Og ligeledes i versene:

”Min Herre, skænk Du mig en god efterkommer, thi Du er Den, der bønhører. Da kaldte englene ham, medens han stod og bad i kammeret: Allah giver dig glædeligt budskab om Yahiya, der skal bekræfte et ord fra Allah, og (som skal være) ædel og ren, en Profet, en af de retfærdige.”[2]

Zakariyas bønner blev besvaret, og han blev velsignet med en anselig og dydig søn, Yahya (as). Allah skænkede barnet visdom og viden i hans barndom og gjorde ham til en Profet og Sendebud.

[1] Koranen: 19 : 2-6

[2] Koranen: 3 : 38-39

Hulens beboere

Allah (swt) siger i Koranen:

”Eller mener du, at Hulens og Indskriftens folk var et under blandt Vore tegn? Da de unge tog deres tilflugt til hulen og sagde: Vor Herre, giv os barmhjertighed fra Dig og skænk os retledning i vor sag. Så forseglede Vi deres ører i hulen et vist antal år. Derpå vakte Vi dem, så at Vi kunne vide, hvilket af det to partier var bedst til at beregne tid, de havde dvælet (i hulen). Vi beretter dig nu deres historie i overensstemmelse med sandheden: De (der boede i hulen) var unge mænd, som troede på deres Herre (alene), og Vi skænkede dem øget retledning. Og Vi styrkede deres hjerter, da de stod op og sagde: Vor Herre er himlenes og jordens Herre. Vi vil aldrig påkalde nogen (anden) gud ved siden af Ham. (Om vi gjorde det) ville vi visselig sige noget uhyrligt.”[1]

I Rom distriktet reagerede en konge, som var meget venlig mod sit folk. Han reagerede i lang tid, og indbyggerne levede i fred og velstand.

Da kongen derefter døde, opstod der konflikter mellem hans indbyggere, og det blev årsagen til deres ulykke. Deres nabolands konge, Daquis, tog derefter landet til sit kongerige.

Daquis byggede et pragtfuldt palads til sig selv og dekorerede det med al mulige udsmykninger. Han udvalgte seks kloge og velkvalificerede mænd iblandt menneskene fra det erobrede land og gjorde dem sine ministre. Derefter forpligtede han folket til at tilbede ham som deres herre. De uvidende mennesker accepterede ham som deres herre, og de begyndte med at tilbede ham ved at knæle ydmygt for ham.

På samme vis passerede tiden indtil de blev tid til Festivalsdagen. Kongen, ligeså vel som hans tjenestefolk og de generelle borgere, deltog med stor begejstring. Mens alle nyd festivalens fejren, kom et sendebud for at give kongen et brev. Så snart kongen læste meddelelsen, ændredes hans ansigtsfarve på grund af en truende katastrofe, som snart ville overgå ham og hans kongerige. I brevet stod der, at Persiens Kejser havde udsendt hære, som allerede var nået Roms grænser og var på vej mod hovedstaden.

Da en af de seks ministre opdagede Kongens underlige ansigtsudtryk, efter at have set vreden og smerten i hans ansigt, kastede han et hurtigt blik på sine fem kollegaer med en betydningsfuld forespørgsel, og de besvarede ham med deres betydningsfulde blikke. På denne måde var de, de eneste, som havde dechifreret, at der snart ville ske en stor historisk begivenhed.

Da festen blev færdig, vendte alle mennesker hjem igen. Selv ministrene gik hjem, hvor de plejede at indkalde til møde. Da de alle sad sammen, talte de om den samme ting, de tidligere havde set.

En af dem sagde:

”Så I ikke kongens ulykkelige ansigt? Han påstår at være folkets herre, som han behandler som sine slaver. Var han virkelig folkets herre, burde han ikke være blevet så tilstrækkeligt bekymret efter at have modtaget det uventede, ubehagelige brev. Denne tilstand af hjælpeløshed har givet os meget stof til eftertanke, og nu er vi skeptiske over at tro, at han virkelig er menneskernes herre.

O mine kollegaer! Sandelig er vi stødt på et stort problem. Hvem har bygget dette vidunderlige firmament, og hvem har oversået de strålende stjerner i det? Ved hvem

kan solen og månen bevæge sig rundt i deres baner? Hvorfor skulle jeg gå længst borte og tale om solen og månen? Hvorfor skulle jeg ikke tale om mig selv? Hvorfor skulle jeg ikke spekulere over, hvem det er, der har ladet mig eksistere i min moders mave, og den, der bragte mig ud og skaffede mig midler til livets opretholdelse lige så vel som fysisk styrke?

Jeg er nu positivt overbevidst om, at alt dette er blevet udrettet af den Almægtige Gud, Som er Verdenernes Herre, og denne Mægtige Herre kan ikke være Daquis! Allah er langt over, hvad denne ubetydelige skabnings intellekt kan begribe.

O mine venner! Vores liv har været en skam, efter at vi har været Daqius’ slaver, og dette kan ikke fortsætte. Lad os frifinde os selv fra alle verdslige ting, fornøjelse og overdådighed, samt hellige os selv til Allahs tilbedelse og søge Hans Tilgivelse af vores synder!”

Denne vise mand sagde de her ting på sådan en kraftfuld måde, at alle hans kollegaer blev meget imponeret. Alle seks besluttede sig at flygte fra dette land og føre et afskærmet liv i en ufrugtbar og forladt sted, hvor de ville vie dem selv til Allahs tilbedelse.

På den næste dag flygtede de seks venner hemmeligt fra deres hjem og begav sig hen mod det forladte sted. Da de nåede frem til en strækning på fem mil fra deres hjem, mødte de en fårehyrde, som passede nogle får. De bad ham om noget vand at drikke. Fårehyrden svarede:

”Jeg kan fra jeres ansigter se ædelmodighed og fromhed. Hvem er I, og hvor skal I hen?”

De svarede:

”Vi er kongens seks ministre, men vi har givet afkald på vore stillinger hos myndighederne. Vi er på vej til en afskærmet sted, hvor vi vil hellige os selv til Allahs tilbedelse, verdenernes Herre, for sandelig har tilbedelsen af Daquis ødelagt os spirituelt og vi har oplevet de dårlige effekter på vore sjæle!”

Fårehyrden sagde:

”Jeg har også samme mening, og jeg ønsker, jeg kunne ledsage jer på jeres rejse og tilbede Allah (swt) sammen med jer!”

De gik med til fårehyrdens forslag. Han tilbageleverede sin flok får til ejeren og ledsage dem på deres rejse. Fårehyrdens hund fulgte efter dem. De protesterede imod, at hunden skulle tage af sted med dem, da de frygtede dens gøen ville spore til deres opholdssted. De sagde:

”Vi burde hellere forlade denne hund og derefter fortsætte vores rejse.”

Således prøvede de hårdt på at efterlade hunden bag dem, men hunden fortsatte med at følge efter sin ejer. De havde ingen andre valg end at tillade hunden at ledsage dem.

Fårehyrden tog sine seks ledsagere til en lille bakke. På dens anden side var der en dal med grønne områder og frugtbærende træer. Der var også floder, der strømmede gennem dalen. En behagelig brise fejede over den. De spiste af frugterne, drak af vandet og derefter gik de ind i bjerggrotten, som bliver kaldt for Kahf.

En sols lysglimt strømmede ind i grotten gennem en åbning. De slappede lidt af i en stund, og derefter blev de optaget af at tilbede Allah (swt).

Den lange søvn

”Og således oprejste Vi dem, for at de kunne spørge hinanden indbyrdes. En af dem sagde: Hvor længe har I dvælet (her)? De sagde: Vi har været her en dag eller noget af en dag. (Andre) sagde: Jeres Herre ved bedst hvor længe I har opholdt jer her. Send derfor en af jer til byen med disse jeres mønter og lad ham se, hvilken føde er renest. Og lad ham være venlig og mild og ikke underrette nogen om jer. Thi hvis de skulle opdage jer, ville de stene jer eller tvinge jer tilbage til deres religion, og så ville I aldrig blive lykkelig.”[2]

Snart sov disse trofaste mennesker sammen, og deres hund sov også ved grottens åbning ved at hvile sit hoved på sine forben.

Den søde og behagelige brise fejede over dem blidt og solen skinnede også på dem gennem grottens åbning, men de var helt uvidende om, hvad der skete i deres omgivelser, da de var faldet i en lang, dyb søvn. Grottens folk sov i over 300 sære år, og i løbet af deres lange søvn blev de ikke ældre. Men efter denne tidsperiode vågnede de ved Allahs vilje, og de begyndte at stirre rundt på hinanden.

Derefter begyndte de at tale med hinanden. En af dem sagde:

”Vi har sovet en hel dag!”

En anden sagde:

”Nej, men noget af en dag!”

Men det, som overraskede dem meget, var at hele plantevæksten var forsvundet og de var meget sultne. De spekulerede kun på, hvordan den grønne plantevækst og vandstrømmen var færdig på en dag. De besluttede sig til sidst at sende efter noget mad fra byen, da de ikke kunne udholde hungeren mere. Dette skulle dog ske meget hurtigt, så ingen kunne finde spor til deres opholdssted, ellers ville folk dræbe dem eller tvinge dem til afgudsdyrkernes religion igen.

Således tog en af de erfarne mænd fårehyrdens tøj på, og han begav sig derefter mod byen for at hente noget brød med de penge, de havde bragt med sig.

Da han nåede udkanten af byen, så han den i en fuldstændig ændret tilstand og inde i byen så han, at alt så mærkeligt ud. Vejene og husene var fuldstændig anderledes. Menneskernes tøj var også absolut forandret. Han blev helt overrasket over at se denne store forandring af alle ting i byen. Han tænkte hvorvidt det var virkeligheden eller om han drømte. Var han kommet ind i en forkert by ved en fejltagelse? Hvorfor var han ikke i stand til at genkende nogle af menneskerne?

Til sidst kom han ind i en bager. Han ville købe nogle få brød med de penge, han havde med sig. Da butiksindehaveren så hans mønter, sagde han.

”O du unge mand! Har du opdaget en ældgammel skat?”

Manden svarede:

”Nej, de her mønter er nogle, jeg tjente i forgårs, da jeg solgte mine dadler! Derefter har jeg været ude af byen.”

Bageren var utilfreds med udtalelsen, og i stedet tog han ham til kongen og sagde:

”Denne mand har fundet et skat. Beviset er de mønter, han er i besiddelse af.”

Kongen sagde til manden: ”O unge mand! Vær ikke bange for mig. Fortæl mig sandheden. Vi vil ikke gøre dig fortræd. Vor Profet, Jesus søn af Maria, beordrede os til at betale énfemtedel af enhver fundet skat til de fattige og resten er din.”

Manden bønfaldt kongen om at lytte til hans appel. Han sagde:

”Jeg er en beboer af denne by. To dage siden gik jeg sammen med mine ledsagere til en grotte i bjerget for at hellige os selv til at tilbede Den Almægtige Allah. På det tidspunkt var der en konge, der blev kaldt for Daquis, som reagerede over denne by og som tvang folk til at tilbede ham ved at knæle foran ham. Siden vi ikke troede på, at han var vores herre, udvandrede vi fra byen og søgte tilflugt i en grotte i et øde sted. Mine ledsagere sidder allerede i grotten og venter min ankomst!”

Kongen sagde:

”Vi vil tage med dig for at finde ud af, hvad der er hændt og for at se, om du taler sandt, for det, du er i gang med at fortælle, lyder ekstremt mærkværdigt. Det er over 300 år siden, at Daquis reagerede over det her sted!”

Kongen tog af sted mod grotten sammen med sine tjenestemænd, og de folk, som hørte

om denne hændelse fulgte også efter kongen til grotten.

Da de nåede bjerget, sagde grottemanden til kongen:

”Det er bedst du forbliver her. Hvis du pludseligt går hen til dem, vil mine ledsagere blive bange for dig. Måske vil denne overraskelse vise sig at være meget dyr for dem. Lad mig i første omgang forklare dem, hvad der nu er sket!”

Manden gik alene ind i grotten og sagde til sine ledsagere:

”Mine kære kammerater! Jeres søvn varede ikke kun en eller en halv dag, som I tænkte. Den strakte sig dog over århundreder. Jeg har lige været i byen og set, at alt har ændret stilling. Tyrannen Dequis har været død i over 300 år, og der er ingen spor tilbage fra ham eller hans kongerige. I mellemtiden, som den Almægtige Allah havde besluttet, havde Han sendt en mand ved navn Jesus søn af Maria til menneskene som en Profet og et Sendebud, og folket i dag er hans efterfølgere. Jeg stod over for stort besvær, da jeg var i byen. De mønter jeg viste folket var anderledes for dem. De troede, jeg havde opdaget en skat, så de tog mig til kongen. Efterhånden blev jeg overbevist om, at vi har sovet, ved Allahs vilje, i over 300 år. Kongen og hans tjenestemænd står og venter udenfor. De er kommet for at bekræfte min udtalelse. Hvis I tillader mig det, vil jeg hente dem herind.”

Ledsageren troede ikke på deres kammerat. De troede, han ville få dem arresteret af kongen. De besluttede sig for at bønfalde Allah (swt), så Han kunne tilbagevende dem til deres oprindelige tilstand. De rejste deres hænder og sagde:

”O Vor Herre! Beskyt os fra dette besvær, og send os tilbage til vores oprindelige tilstand!”

Den Almægtige Allah (swt)hørte deres bøn, og Han (swt) lod dem igen sove i en lang og dyb søvn. Kongen og hans tjenestemænd ventede i lang tid, men grottemanden vendte aldrig tilbage. De trådte ind i grotten, men ved Allahs vilje, var grottefolkene skjult for deres syn.

Kongen befalede, at der skulle bygges en moske ved stedet, hvor Allah kunne blive tilbedt.

Denne hændelse var en af Allahs (swt) tegn, som blev vist for folket, så de kunne lære om Den Almægtige Allahs Storslåethed, verdenernes Herre!

[1] Koranen: 18 : 9-14

[2] Koranen: 18 : 19-20

Ras folket

Ras folket levede mellem Azerbaijan og Armenien nær floden Ras’ breder i tiden efter Profeten Salomons (as) død. De boede i 12 byer beliggende langs floden. Den største af disse byer var Isfander, hvoro kongen Tarqooz boede. Kongen Tarqooz var den grusomme kong Narmuds efterkommer, som havde hersket i Profeten Abrahams (as) tid.

Ras folket tilbad ”Sanobar”, som var et kæmpestort fyrretræ. Oprindelig var det blevet plantet i Isfander af Yafas, Profeten Noahs (as) søn, efter den store oversvømmelse. Ved foden af fyrretræet var der en kilde. Ingen havde tilladelsen til at drikke af vandet, da den blev anset for at være gudens hjerteblod.

Ras folket dyrkede jorden omring floden, og Allah velsignede dem med et passende klima og et behageligt liv. Til trods for dette, var de ikke opmærksomme på Hans gaver og velsignelser, og tankeløst henvendte de sig til træet for at få opfyldt deres behov og løst deres trængsler. Således blev kviste fra træet taget med hjem, og tilbedt på samme vis. I løbet af deres højtidelige dage, blev dyrenes kød brændt og ofret til træet.

For at oplære og vejlede disse uvidende mennesker, sendte Allah (jwa) Hans Profet til dem. Selvom Profetens navn ikke er nævnt i historien, ved vi, at han var efterkommer af Yahuda, Profeten Jacobs (as) søn.

Profeten (as) prøvede på at appellere til deres forstand ved at udpege fejltagelserne i deres liv. Han fortalte dem om Allahs velsignelser og gaver, og advarede dem mod at tilbede noget ved siden af Ham. Alligevel og til trods for hans vedvarende indsats, gav folket Profeten (as) deres døve øre, og fortsatte med at tilbede deres fyrretræ.

På deres højtidelige dag, så Profeten beklageligvis folket forberede sig på deres ceremonier. Idet han observerede hengivenheden og begejstringen som de forherligede deres træ med, anråbte han Allah om at tørre træet ud, så folket kunne realisere tåbeligheden af deres tilbedelse.

Bønnen blev hørt af Allah, og de chokerede folk så deres fyrretræ visne og begynde på dø foran deres øjne. I stedet for at få en lærestreg, hævdede de, at deres gud var blevet irriteret over Profetens forstyrrelser, og besluttede sig for at ofre ham til at forsone deres gud.

Ras folket bemægtigede Profeten og smed ham i en stor udgravning. Derefter tildækkede de hullet og således begravede de ham i live. I noget tid kunne profetens (as) råb høres, men senere var der stille, da hans (as) sjæl afrejste denne verden. Folket vendte tilbage til deres træ, for at se om den havde kommet sig. I stedet bemærkede de tegnene på den Guddommelig Straf.

Som et lyn fra en klar himmel udbrød Allahs vrede over hele stammen. En rød voldsom blæst fejede dem igennem og tilintetgjorde befolkningen fuldstændigt.

Alt hvad der var tilbage var et sort sky, som hang op over hele egnen og forårsage dens totale formørkelse. Således falmede Ras folket i dunkelhed, og gav eftertiden en værdig lektion.

Den Hellige Koran nævner dem i de følgende vers:

”Og ’Ad og Thamud og Ras folket og mange (andre) generationer mellem dem. Og for enhver af dem prægede Vi de (klare) lignelser, og enhver af dem tilintetgjorde Vi fuldstændigt.”[1]

”Før dem forkastede Noahs folk, Ras’ folk og Thamud (sandheden). Og (også) ’Ad, Farao og Lots folk. Og skovboerne og Tubba’s folk – alle forkastede de Sendebudene, så Min trussel gik i opfyldelse.”[2]

[1] Koranen: 25 : 38-39

[2] Koranen: 50 : 12-14'

Sabt folket

Profeten Moses (as) lærte israelitterne (jøderne) at udnævne en særlig dag, specielt til tilbedelsen af Allah. På sådan en dag måtte ingen arbejde, og de skulle forlade deres fritidsinteresser. Oprindeligt var det om fredagen, men efter israelitternes anmodning blev det til lørdag. Denne dag, Sabbatten, blev en jødisk Helligdag, og om lørdagen plejede Profeten Moses (as) at henvende sig til en speciel menighed, og prædikede til dem. I mange år, efter Profeten Moses (as), forblev Sabbatten iagttaget trofast som en religiøs dag. Men i Profeten Davids (as) tid overtrådte en gruppe israelitter, der boede i havnebyen Ela, den Guddommelige lov. Folket fra Ela var hovedsageligt fiskere, og de fiskede i havet hver dag - bortset fra om lørdagen. Allah afprøvede deres tro, ved at gøre det meget nemmere at fange fisk om lørdagen end i de øvrige dage.

Den Hellige Koran siger:

“Og spørg dem om byen, som lå ved havet, da de begik overtrædelser på Sabbatten, da deres fisk kom til dem på deres sabbatdag, svømmende synlige (nær overfladen). Men når de ikke holdt Sabbat, så kom de ikke til dem. Således prøvede Vi dem, fordi de var

oprørske. Og, da et samfund blandt dem sagde (til et andet): Hvorfor formaner I et folk, som Allah vil tilintetgøre eller straffe med en streng straf? De svarede: Som undskyld overfor jeres Herre, og for at de må blive retfærdige.”[1]

Fiskerne blev fristet af det lette fangst om lørdagen, og lavede derfor en plan for at komme rundt om den Guddommelig begrænsning. De besluttede sig for at grave nogle grøfter og kanaler til at omdirigere fiskene. Om lørdagen blev kanalerne åbnet, og fisk kunne svømme ind i dem i store mængder. Om natten, før fiskene kunne nå at svømme tilbage til havet, blev kanalerne inddæmmet. Om søndagen kunne fiskerne nemt fange alle de fisk, der var blevet lokket i fælden.

De vise og fromme folk fra stammen, tilrådede de grådige fiskere til ikke at krænke Allahs befalinger. De anså det som deres pligt at vejlede de, som fejler, for ellers vil konsekvenserne også være deres skyld. Alligevel var fiskerne ulydige mod den Guddommelig befaling, endog pralede de af deres klogskab.

Til sidst blev de straffet af Allah, og deres ansigter blev forvandlet til dyreansigter. Efter tre dage og nætter var alle de syndige tilintetgjort. Den Hellige Koran siger:

”Og I kender visselig dem blandt jer, som begik overtrædelserne på sabbatdagen. Da sagde Vi til dem: Bliv (som) foragtede aber. Således gjorde Vi dette til et advarende eksempel for dem, der var dengang, og for dem, som kom efter – og til en formaning for de gudfrygtige.”[2]

[1] Koranen: 7 : 163-164

[2] Koranen: 2 :6 5-66