Nummer4 • Oktooer200128.årgang

-=<

KontoretMenighedsfakultetets kontor. Katrinebjergvej 75, 8200 Århus N, 86-166300

Foretntngsfører: Birgit Poulsen, Skejbygårdsvej 394, 8240 Risskov (lok.nr. IO) bp@menighedsfa!,:ultctct,dk

Lineratursekrel;:er: K.uin Christensen, Ed:ersbergsgade 29, st., 8000 Århus C, 86·760041 (Iok.nr. 15) kc@menighedsfakultelel.dk

Assistent: Inger Broe Klausen, Ottosminde 2, 8900 Randers, 86-404032 (loknr. II) ibk@mcnighedsfakultetet.dk

landssekretær. Michael Lerche Nygaard, MøllevangsAlle 1948, 8200 Århus N, 86-103883 (Iok.nr. 24) min@menighedsfakultetet.dk

Rejsesekretær: Frede R. østergaard, Emmasvej 8, l.tb., 8220 Brabrand, 86-254773 (loknr. 26) fro@menighedsfakultetct.dk

Lokainumre: Ring 86-166666 + lokalnurnmeret i parentes

Sludentertelefon: 86·166143

FakultetslederCand.th«lt lngolfHenoch Pedersen, Takslunden 22,Romalt, 8900 Randers,86-403855 (lok,nr. 12) ihp@meoighedsfakultetCl.dk

Formand for MF's repræsentantskabArne Nørgaard, AS. ØJ1itedsvej 39, 8800 Viborg, 86623059, anlorp@wannadoo.dk

Lærerrådet ved MFformand: Docent, prof. dr.theol. Peter V. Legarth, Vorregårdsalle 71, 8200 Århus N, 86-161818, (lok.nr. 22).

pvl@menighedsfakultetel.dk

Sekretær: Ole Rasmussen, Engblommevej 12, 84JO Rande, 86-370308 (Johr. 18), or@menighedsfakultelet.dk

Lektor, theol.dr. Nicolai Winther-Nielsen, Frederiksborgvej 205 B, 2400 København NV, 39·697929 nwn@menighedsfakultelet.dk

Lektor, theol.dr. Asger Chr. Højlund, Møllevangsalle 172, 8200 Århus N, 86·105092 (Iok.nr. 14) ach@menighedsfalrultetet.dk

Professor, Agne Nordlander, Sverige

Lektor, cand.theo!. Carsten Vang, Elmsager 62, 8240 Risskov, 86-215404 (Iok.nr. 20). cv@menighedsfakultelet.dk

Professor, dr.theo!. Aksel Valen.Seodstad, Rosenberg Ringgale 28, N-4790 Lillesand, Norge, 0047-37273242, lok.nr. 21)

Docent, dr.theo!. Kurt Christensen, Enemærket 19, 8240 Risskov, 86-212810 (lok.nr. 19) kch@menighedsfakultetet.dk

Teologisk lærer, cand.theol. LeifAndersen, I.C. Lembrechts Alle 30, 2650 Hvidovre, 36-716535. la@menighedsfalrultetel.dk

Lektor, phD. Kun E. Larsen, Maj\·ej 32, 8210 Århus V, 86·751504. kl@menighedsfakultetet.dk

Adjunkt, candtheol. Georg S. Adamsen, Febwarvej28, 8210 Arhus V, 86752856 (lok.nr. 11) gsa@menighedsfakultetel.dk

Kandidatstipendiater ved MFCand.theol. Per Damgaard Pedersen, Vestergade 127, 8464 Galten, 86-944922 (loknr. 21) pp@menighedsfa~, ..ulletel.dk

Candlheol. Flemming Hansen, FebrualVej 14,8210 Århus V., 86-752807 (lok.nr. 16) fh@menighedsfakulletel.dk

Studenterrådet ved MFFormand: Magnus Norgård Sørensen, Tammerisvej 38, 8240 Risskov, 28716334

Poul Nyborg, Risvangsa1l6 71 K, 8200 Århus N, 86-147025

lissi Winther, Skovvangsvej 26, 2.mf., 8200 Århus N., 86-102782

Peter Holm Ambjerg, Skejby Vænge l, l.1ej1.6, 8200 Århus N., 82-508243

Ulrik Hartvig, Goteborg Alle 14, 12a, 8200 Århus N., 26581307

Studienævnet ved MFFormand: Ulrik Jensen, Emmasvej 26, SI.Iv., 8220 Brabrand, 86-259702, jcnsen_u@hotmail.com

Peler V. Legarth, Vorregårdsalle 71, 8200 Århus N., 86-161818, pvl@menighedsfakullelet.dk(LR-fonnand)

Christa Nyborg, Emmasvej 9, 3.1v., 8220 Brabrand. 86·257565, christa@mobilixnel.dk(studievejlederreligion)

Judith Legarth, Katrinebjergvej 130, 8200 Arhus N 86·165530 (studievejleder teologi)

Tom Skuldbal, Lyøgade S, l.IV., 8200 Århus N, 86-103538 (studievejleder teologi)

Torben Jensen, Næringen 13, 8240 Risskov, 86·211427, torlene@v.'orldooline.dk

IXe~ nr. 4, 2001

Andagt

- -=< -----------------------

Troen af Nåde

"For o/den nåde er I/relst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds." (Ef2,S)

Som kristen kan man godt nogen gange komme i tvivl om det der med troen. Vi skal jo ikkegøre noget for at blive frelst, hører vi gang på gang, men - vi skal da tro på Jesus, ikke?Troen kan godt komme til at virke som en hårdere og strengere befaling end nogen af debud, vi ellers ikke kan opfylde og ikke skal opfylde for at blive frelst. Men her hører vi så,at troen selv er en gave. Der kan måske være tvivl om, hvorvidt det Paulus henviser til i an M

det halvvers er troen eller nåden, men da der tales om forudbestemmelsen til frelse i versenefør og efter, ser det nu mest ud som om, nåden og troen her er en og samme ting. Troen ersåledes ikke en befaling på linje med de ti buds Hdu skaP\ men en gave som skænkes os. Viskal altså ikke præstere nogen tro over for Gud som en art betaling for hans nåde i Kristus,men i stedet ty hen til den nåde han har givet ved sin søn, for den nåde er også den nåde, derskaber troen på ham. Troen skænkes sammen med nåde og er så at sige Guds måde at giveos del i nåden. Det er klart, at vi kan afvise nåden og dermed troen, men det paradoks må ståfast, at modtager vi nåden, da er det alene Guds gerning, og afviser vi den, er det vores egenskyld. Men hvad skal vi så gøre? Hvad har vi at holde os til, så vi kan få del i den nåde, nårvi ikke en gang selv kan præstere troen. Jo, Gud har jo indstiftet nogle midler, hvorved hanskænker os troen og dermed Helligånden; de selvsamme midler hvormed vi får del i Jesufuldbragte offer. Det er for det første ordet, Bibelen, undervisningen og forkyndelsen. Herfår vi fremstillet Guds vilje med vores liv; loven, der fører os hen til syndserkendelsen ogderefter evangeliet, som er Guds herlige løfter om vores frelse ved Jesus Kristus. Når vi hø­rer evangeliet, da skaber Jesus eller Jesu ånd selv troen, så det, der er troens genstand, ogsåbliver troens egentlige skaber. De andre nådemidler er de ordninger, Gud har indstiftet vedet synligt element, så vi klart og utvetydigt har et bevis for, ja ikke blot det, men også del i,vor stedfrotræders død og opstandelse. Det er den hellige dåb og den hellige nadver. Hergøres vi helt konkret delagtige i Jesus Kristus og de gaver, han har vundet for os ved sinjordiske gerning. Ved at holde os til disse Guds nådemilder har vi intet at frygte fra djæve­len, men Helligånden kan til stadighed virke en retfærdiggørende tro på Jesus Kristus.

Stud. theol. Magnus Nørgaard Sørensen

lX9YE nr. 4.2001 149

Leder

---------------------- >-=-

FundamentalismeFundamentalisme er kommet på mode. Måske primært i visse dele af den arabiske verden.Men også el andet sted, nemlig i de danske aviser. Alle mulige intellektuelle typer finder detnødvendigt at analysere fænomenet, for at finde ud af hvordan sådan noget dog kan opståblandt almindelige mennesker. Og jeg skal ikke begræde, at det finder sted. Sociologiskeanalyser er eo ipso interessante, og den ll. september viser jo, at fænomenet ikke altid erproblemfrit. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Analyserne kan forenklet inddeles i togrupper. Den første gruppe analyserer islamisk fundamentalisme, som man møder denblandt visse befolkningsgrupper i visse arabiske lande. Den anden gruppe analyserer fæno­menet fra en generel, tværkulturel og tværreligiøs vinkel.

Analyserne af fundamentalisme hævder ofte, at der ikke væsentlig forskel på muslimsk ogkristen fundamentalisme. Årsagerne, principperne og resultaterne ligner tilsyneladende hin­anden til forveksling. Fundamentalismen har efter sigende rod i en manglende evne til atforholde sig til den verden, man lever i. Verden kan fx være for fattig eller for kompleks til,at man kan overskue at manøvrere i den. Derfor finder man nogle enkle principper, somman ophøjer til at være universelle. Resultatet bliver, at de, der ikke anerkender principper­ne, afskyes som vantro, og bekæmpes. Og i den forbindelse er det ligegyldigt, om dette skerved at flyve ind i World Trade Center eller ved at prædike folk lige lukt i helvede fra taler­stolen i missionshuset. Det er udtryk for det samme, nemlig intolerance, frygt for foran­dring og ringeagt for det enkelte menneskes ret til at skabe sit eget liv.

Visse steder kan man læse, at problemerne opstår, når mennesket begynder at sætte ende­gyldige instanser over sit eget subjekt. Derved mister mennesket sin frihed og kan derfor sesig tvunget ud i irrationelle handlinger til skade for sig selv og andre. Det er ret nemt atkomme med historiske eksempler, hvor dette er tilfældet. Og det er ikke kun muslimsketilfælde historien kan give eksempler på. Også kirken er en syndig størrelse og skyldig iovergreb på uskyldige mennesker. Men historien er også vidne til regimer, der ideologiskset har fjernet Gud som autoritet og indsat mennesket i stedet. Mange mennesker kunne iden forbindelse bevidne, at drømmen om at genvinde det tabte paradis forblev en drøm ­desværre. Historien kan i det hele taget give eksempler på så meget, at det bliver megetsvært at finde rigtige helgener. Derfor er det måske også bedst at give folk ret, når de kom­mer med gruopvækkende historier om, hvor slemt det var at være i kristne miljøer, hvorman satte Gud over mennesket og ønskede at følge bibelen, også når det føltes ukærligt. Fordet er såmænd sandsynligt, at der var nogle syndige kristne, der kom 'til at behandle deresmedmennesker på ubannhjertig måde. Men som kristen må man så også have lov til atspørge, om dette ikke også finder sted andre steder. Og som kristen må man sige, at det ikkeer fair i den forbindelse at skyde skylden på kristendommen; man må skyde skylden på dekristne i stedet. Ligeledes er det heller ikke fair at beskylde islam for at være skyld i terro­risme. Man står sig bedre ved at beskylde terroristerne for den slags.

Problemet er med andre ord ikke, at Gud sættes over mennesket - tværtimod forholder detsig lige omvendt. Hvis mennesket virkelig respekterede Gud, og adlød hans vilje i alle ting,ville vi have paradis på jord. Gud står på den undertryktes side. Gud har skabt hvert enkelt

150 IX9YE nr. 4, 2001

Leder- =< ----------------------menneske til at leve et liv i frihed fra andres undertrykkelse, for Gud er enkernes og de fa­derløses Gud. Gud hader social uretfærdighed. For social uretfærdighed er synd. Gud hader,at børn misbruges seksuelt. Gud hader, at børn slåes ihjel, før de bliver født. Gud hader, atkvinder undertrykkes af religiøse eller kulturelle årsager. Gud hader, at narkomanen skalhave sit fix. Gud hader, at et menneske bliver bagtalt og holdt ude af det gode selskab. In­gen hader synden så meget som Gud. For synden ødelægger livet - og Gud er livets og fre­dens Gud.

Når ansvaret for uretten skal placeres må den kristne, muslimen, humanisten, buddhisten ogMaren i kæret tage det. Men ingen må placere ansvaret hos Gud.

Julen er en vigtig højtid af mange grunde. Mest fordi den minder os om Guds ufatteligekærlighed. Om hvordan Gud selv træder ind i verden som fredens fYrste. Fredens fYrstetrådte ind i ufreden og tog al ufred på sig og med op på korset, for at menøesket ikke selvskulle bære på sin skyld, men få del i den sande fred. Gud står også på undertrykkerens side.Selv undertrykkeren ønsker Gud at give det gode evige liv.

Med ønsket omjulefred.

Stud.theol Klaus Vibe (ansv. red.)

IX8YE nrA, 200 I 151

IngolfHenoch Pedersen---------------------- >c>-

MF • og Guds ords sandhedAf Ingolf Henoch Pedersen

Ved MF's vennestævne i 2000 holdt fakultetsleder IngolfHenoeh Pedersen et foredragmed tItelen: Dit ord er sandhed! Vi har bedt ham redigere og gentage sit foredrag hertil inspiration for os i den fase, vi nu befinder os i på MF, hvor vi gør os mange tankerom fi'emtidens teologiske uddannelse her på stedet. I artiklen ses der bl.a. tilbage påstarten og udviklingen på det norske MF.

"Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: uJesus fra Nazaret, jøderneskonge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus var korsfæstet. lå nærved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nutil Pilatus: HSkriv ikke: I'Jødernes konge", men: "Han sagde: Jeg er jødernes konge"." Pila­tus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." (Joh 19,19-22).

Det har slået mig, at sådan som jødernes ypperstepræster behandlede den indskrift, Pilatushavde sat på korset, sådan behandler mange teologer Bibelen i dag. I Bibelen står Gudssandhed skrevet sort på hvidt på hebraisk, aramæisk og græsk. Desuden har vi Bibelen ioversættelse til dansk og til en mængde andre sprog, så alle kan læse dens ord. Når Pilatushavde ønsket, at indskriften på korset skulle stå på hele tre forskellige sprog, var det, for atdet klart skulle fremgå, hvem den Jesus var, der var korsfæstet her, og hvad han var ankla­get for af sine egne.

Sådan har Gud handlet, når det gælder hans ord og åbenbaring i Bibelen. Det er skrevet så­dan, at vi alle skal kunne læse det, i en form og på et sprog, vi alle kan forstå. Det gælderåbenbaringen af det, der skete helt i begyndelsen ved skabelsen. Det er ikke skrevet i et tek­nisk-videnskabeligt sprog, som kun kan læses af en lille del af befolkningen med de nød­vendige forudsætninger. På samme måde indeholder resten af Bibelen Guds klare åbenba­ring af det, som er sandheden om livet og døden, om begyndelsen og enden, givet os i enform og i et sprog, så vi alle kan forstå, hvad det handler om.

Men vi oplever i dag nogle i samme rolle som jødernes ypperstepræster, der blev forargedeover det, de læste, og kom og sagde til Pilatus: HSkriv ikke: "Jødernes konge", men: "Hansagde: Jeg er jødernes konge". De ville ikke vide af ham som deres konge. Så det var altsammen bare noget, han havde sagt.

Det er sådan, den liberale teologis forkæmpere langt på vej har behandlet det, der står skre­vet i Bibelen. Det gælder overordnet spørgsmålet om Jesu person. Det er ikke sådan, at hanreelt var Guds Søn, men det var blot noget, han gjorde krav på at være. Man giver så for­skellige forklaringer på, hvad der ligger i begrebet "Guds Søn". Og meget rigtigt og sandtkan på den måde komme frem. Men tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Var hanGuds Søn, eJler var det bare noget, han sagde, at han var? For fastholder man ikke, at hanreelt var Guds Søn, så bygger man ikke længere på Bibelens og bekendelsens grund, menhar forladt den.

Det samme gør sig gældende i forholdet til Jesu undere: Skete de i virkeligheden, eller erberetningerne herom bare udtryk for den tids menneskers virkelighedsopfattelse? Igen er

152 IX9YE nr. 4, 200 I

MF - og Guds ords sandhed

- <::>< -----------------------

der tale om et helt afgørende spørgsmål, der må tages stilling til. For hvis underne ikke ersket i virkeligheden, så bringes selve troens grund hurtigt til at vakle. Underne skulle jo be­vidne, hvem han var. Hvis de slet ikke har fimdet sted, hvor er vi så henne?

Eller hvordan forholder det sig med Jesu ord, hans forkyndelse? Er det Jesu egne ord, vikan læse i Bibelen, eller er det bare evangelisternes ord eller den første kristne menighedsord, når de skulle tolke deres tro? Hvis det sidste er tilfældet, vil vi i Jesu ord blot høre engenklang af, hvad man i menigheden ønskede, at Jesus skulle have sagt.

Hvordan ser det siden ud, når vi kommer til det for vores kristne tro og bekendelse allermestcentrale: Jesu død og opstandelse? Hvad var det reelt, der skete? Døde Jesus bare en for­bryders død, offer for et justitsmord begået af et komplot bestående af både jøder og hed­ninger, eller var hans død, som vi har lært: en stedfortrædende soningsdød som Guds offer­lam? Liberalteologerne vil igen sige, at dette blot er kirkens tolkning af det hele. Som enpræst udtrykte det for nogle år siden i "Politiken": "Jeg har altid betragtet talen om forso­ningen som noget bevidstløst sludder!" Og der rejste sig ikke engang en storm af protest ikirken. Nej, for en stor del af præstestanden mener vel det samme som hende. For de harværet udsat for den samme skæbnesvangre påvirkning i deres studietid, hvor tolkningen afJesu død som en soningsdød er blevet henført til primitive religiøse forestillingers indblan­ding i NT's budskab. Derfor bliver det ofte "en tynd kop te", når der skal prædikes langfre­dag.

Var påstanden om Jesu legemlige opstandelse fra de døde på samme måde blot et udslag afen forestilling, som de første kristne havde inde i deres hoveder om, at der var sket nogetunderfuldt med deres mester? En af vore tidligere biskopper er blevet citeret for at havesagt, at "fandt man Jesu krop en dag i Israel, ville det ikke være afgørende for den kristneopstandelsestro, så ville den såmænd overleve også det!" Det er det modsatte, Paulus læreros: "Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom..." (1Kor15,14). Er en biskop da mere end en apostel? Sagen er vel, at også denne biskops bibelsyntog alvorligt skade, da han som lmg sled universitetets auditoriums bænke. Og det fik kata­strofale følger for ham.

På MF vil vi gerne være med til at rejse bolværk mod en teologi, som i stedet for at byggepå bibelordet og dets sandhed, vil være nedbrydende for troen og virke ødelæggende på kir­kens liv. Den vil efterlade en kirke i ruiner, hvor fjenden har let spil til al slags forførelse.,for man efterlades uden at have nogen instans til at prøve tingene på - andet, end hvad manselv finder for godt og i pagt med det, man selv oplever som værende sandt og godt.

I kampen for at stå på Guds ords grund og proklamere dets sandhed kan vi i dag tage vedlære af dem, der er gået forud for os. Jeg vil i denne sammenhæng opholde mig ved startenfor vores søsterinstitution i Norge, Menighedsfakultetet i Oslo, som på mange måder har gi­vet inspirationen til oprettelse af et .MF her i Danmark. Desværre er udviklingen på MF iNorge, når det gælder bibelsynet og en række dermed forbundne kirkelige spørgsmål, ikkepå alle måder fortsat i samme gode spor, som blev lagt ved starten. Alligvel kan vi lade osinspirere at det, som skete i Norge tilbage i begyndelsen af forrige århundrede. Jeg er kom­met over et lille skrift, som indeholder et foredrag, som blev holdt af en af pionererne vedMF i Norge, professor Ole Hallesby, i Stockholm i 1931. Her fortæller Hallesby om starten

IX6Y1i nr. 4, 2001 153

IngolfHenoch Pedersen------------------------ ><:> -

for MF i Oslo ca. 25 år tidligere under overskriften: "Erfaringer fra Menighedsfakultetet iNorge".

Hallesby siger her, at anledningen til oprettelsen af MF helt klart var den liberale teologisindtrængen på Det teologiske Fakultet i Oslo, som på det tidspunkt havde monopol på ud­dannelse af præster i Norge. Da doktor Ording, som klart havde fornægtet centrale punkter ikirkens bekendelse, i 1906 blev forordnet som professor i dogmatik ved universitetet, vardet dråben, der fik bægeret til at flyde over. Professor Odland indgav sin afskedsansøgningbegrundet i, at han ikke længere kunne tage medansvar for kirkens præsteuddannelse, nårkirkeministeriet havde udnævnt en professor, hvis holdninger var i modstrid med kirkensbekendelse. Hallesby siger i sit foredrag: "Denne professor Odlands mandige og offervilligehandling var den egentlige begyndelse til MF. Hans handling vakte opmærksomhed i helelandet. De, der endnu ikke havde viet denne strid en eneste tanke,. måtte nu tænke over det,og de, som nok havde tænkt, men aldrig rigtigt havde forstået sagens alvor, fik nu deres øj­ne åbnede".

Tilslutningen til tanken om et frit fakultet på bekendelsens grund var straks enorm. [ løbet afnogle få måneder fik man løfte om 150.000 kroner i støtte fra det norske kirkefolk, hvilketpå den tid må betegnes som et enormt beløb, nok til 5 års drift af MF. I 1907 holdt man sådet stiftende møde i Oslo "båret af en dyb ansvarsfølelse og megen bøn", som Hallesby ud­trykker det. På dette møde var der imidlertid to linier, der stødte sammen. Den ene ønskedeikke noget eget fakultet, for det ville lede til to slags præster og sprænge kirken, anså man. Istedet skulle man indgå et samarbejde med de liberale kræfter og søge at få tilsat et par "po­sitive" teologer ved universitetet, som man så skulle love at lønne med private midler.

Men det var den anden linie, der sejrede. Her ville man skabe et frit og selvstændigt fakul­tet. Uden det ville man ikke få den præsteuddannelse på Bibelens og bekendelsens grund,som kirken havde brug for. Med overvældende majoritet besluttede man at oprette et egetfakultet. Hallesby siger om dette i 1931: "Når vi ser tilbage på denne beslutning, sker detmed inderlig tak til Gud, som gav disse mænd tilstrækkeligt klart syn og nok tro til at vælgedenne linie. Den samarbejdslinie, som den anden retning foreslog, har siden vist sig ikkeblot skadelig, men umulig".

Så begyndte man i 1908 med 3 professorer og 14 studerende, men uden eksamensret. Detfik man imidlertid i 1913, altså fem år senere. I de fem år havde modstanderne systematisksøgt at skræmme stortinget til at nægte :MF eksamensret og fik, som Hallesby siger, "efter­hånden mobiliseret vort lands største navne og fineste skribenter imod os i pressen, menStortinget lod sig ikke skræmme". Stortinget indså den livskraft i det norske folk, som stodbag Menighedsfakuitetet. Hal1esby mener ikke, det skyldtes religiøs overbevisning, mensnarere politiske hensyn, når Stortinget endte med ikke at ville nægte :MF eksamensretten.

I 1920 kaldte man sammen i Oslo til det møde med repræsentanter fra det frivillige kirkeli­ge arbejde i hele Norge, som siden blev kendt som Callmeyergatemødet. Her fattede man enenstemmig beslutning om, at man ikke ville have nogen form for frivilligt samarbejde medde liberale teologer. Det åbnede en diskussion om, hvem der er liberal teolog. Svaret, manfik fra MF, var: teologer, som har en sådan tro på Skriften, at de ikke deler kirkens beken­delse, men enten fornægter den eller giver den en anden betydning eller fortier den.

154 IXe~ nr. 4. 200 I

MF - og Guds ords sandhed

- <:>< ------------'-----------

Mange bibeltroende var dybt bekymret for, om ikke studenterne nu ville flygte langt bort fraMF og lige i favnen på universitetet? Men det gik lige modsat. Under kirkestriden voksedeantallet af studenter, så det blev meget større end før, og da Hallesbys foredrag blev holdt i1931, kunne han oplyse, at der nu var 300 studenter ved MF i Oslo, og at 320 kandidaterallerede var udgået fra MF.

Hallesby så samtidigt en lang række positive frugter af :MF's oprettelse og mente, at udenet :MF ville den norske kirke ikke længere kunne betegnes som en bekendelseskirke. For­uden en masse gode præster havde MF givet bibeltro teologer mulighed for at forske og ofretid og kraft på det videnskabelige arbejde, sådan at der forelå større videnskabelige arbejderved MF-teologer i alle teologiens discipliner.

Hallesby nævner flere sådanne ting, der måtte ses som frugter af:MF's arbejde, bl.a. en stør­re forbindelse og forståelse lægfolk og præster, læg og lærd, imellem. MF havde været medtil at mindske afstanden ved at fremstå som menighedens fakultet, ikke bare af navn, menogså af gavn. Og han konstaterer med forundring og glæde, at det også havde været muligthos lægfolket at samle økonomisk opslutning omkring MF i en grad, man ikke skulle tromuligt.

Når jeg hører og læser dette i lyset afMF's historie her i Århus godt 30 år efter opstarten, såfinder jeg mange slående paralleller. Vi kan kun glæde os over, hvad MF har betydet for atbevare vores kirke på Guds ords grund og som en bekendelseskirke. Vi kan også hos osglæde os over, at MF har gjort det muligt for nogle at bruge tid og ressourcer på at forske,og at missionsfolket i vort land oven i købet har støttet dem i arbejdet og har været med tilat betale "gildet" i erkendelse af, at det må ses ind i en større sammenhæng, som gælder vo­res kirkes fremtid, og hvor vi ønsker at stå i første række med et sagligt teologisk arbejde påSkriftens og bekendelsens grund.

Det er tankevækkende, hvordan man i Norge tog de nødvendige skridt i forholdet til en kir­ke- og præsteuddannelse, som var i skred bort fra bibel og bekendelse, og man gjorde detuden at tøve. Og man valgte ikke den mest forsigtige løsning, som ville tilsløre den alvor,hvormed man så på hele situationen i kirken i forhold til den liberale teologis indtrængen.

Med oprettelsen af Sammenslutningen til oprettelse af et Menighedsfakultet i Danmark harvi også taget et stort og vigtigt skridt. Men er vi, der i dag på mange måder har overtaget etMF, fortsat rede til at kæmpe og tage medansvar for vores kirkes udvikling på sandhedensgrund? Vi ønsker at se et MF, der ikke blot bliver betragtet som en kuriositet på "højreflø­jen", men som er med til at præge udviklingen i en dynamisk missional leder- og præsteud­dannelse i vores kirke.

De fik eksamensretten på MF i Norge. Men de havde den ikke, da de begyndte, og der varmegen modstand mod det fra universitetets side. Alligevel gik de i gang med undervisningog akademisk, teologisk dygtiggørelse. Det må også være den fortsatte vej fremad for os,selvom vejen til at opnå en større grad af selvstændighed på mange måder har vist sig van­skeligere hos os, end den var i Norge for snart 100 år siden. Men også for os vil det fortsatvære sådan, at vi får ikke noget, med mindre vi selv vil satse og kæmpe for det i åbenhed ogærlighed om det, som er vort mål.

IX8YE nr. 4,2001 155

Ingolf Henoch Pedersen-------------_..:...-_------ >= -

Vort mål skal ikke være at få magt i kirken. Heller ikke eksamensretten kan være et mål isig selv. Målet er, at Guds ords sandhed skal fastholdes i vores kirke til frelse for menne­sker, til gavn for missionen i Danmark og fra Danmark ud i den store verden.

156 JX6Yli nr. 4. 2001

Pinsebevægelsen i 100 år...

- ~ ----------------------

Pinsebevægelsen i 100 år - en slags folkelig katolicisme?

Af lektor Ph.d Kurt E. Larsen

Den l. januar 1901 dedicerede paven i Rom det nye århundrede til Helligånden ved at synge"Kom Helligånd" på århundredets første dag. Den selvsamme dag - men på et helt andetsted i verden - blev pinsebevægelsen til, da en amerikansk kvinde begyndte at tale i tunger.Et århundrede efter kan man konstatere, at pinsebevægelsen blev 1900-tallets mest betyd­ningsfulde bevægelse i den kristne kirke. Der har aldrig før i kirkehistorien været en missi­onsbevægelse, der er vokset så hurtigt. I dag er pinsebevægelsen - bredt forstået - den næst­største af de kristne traditioner, kun overgået af den romersk-katolske kirke. I det følgendeser jeg dog bort fra den karismatiske bevægelse i de gamle kirker og de utallige uafhængigekarismatiske kirker og focuserer på den klassiske pinsebevægelse.

Målet med artiklen er at pege på en - for nogen sikkert ret overraskende - tæt samhørighedmellem den klassiske pinsebevægelse og romerkirken. Mange vil anse de to for at være hin­andens absolutte modpoler - man kan blot tænke på de afgørende forskelle i sakramentsynetog i kirkeopbygning. Historisk har forholdet mellem de to også været meget belastet, idetden romersk-katolske kirke ofte for pinsefolk har stået som indbegrebet af kirkelig traditio­nalisme og ufrihed - ja som den "store skøge" fra Abenbaringsbogen - mens katolikker tilgengæld ofte har anset pinsefolk for at være svænneriske proselytmagere. Heroverfor stårså en ledende forskers vurdering af pinsebevægelsen som en slags folkelig katolicisme: "Ifane is not prepared to consider Pentecostalism as a kind of popular Catholicism, a catholicpiety without the theological and juridieal Uherbau af the eatholie Chureh, ane would at le­ast have to see Pentecostalism as a denomination sui generis"l. I det følgende vil jeg påpegenogle forhold i pinsebevægelsens baggrund og udvikling for nærmere at indkredse forholdetmellem romersk katolicisme og pinsebevægelse.

Begyndelsen i 1901På en bibelskole i Topeka, Kansas, i USA havde man studeret Apostlenes Gerninger og varnået frem til at tegnet på at være døbt med Helligånden var tungetalens nådegave. Og korttid efter, i 190l, oplevede man, at een af eleverne talte i tunger. Det epokegørende ved den­ne begivenhed var ikke, at hun talte i tunger. Det var ikke et ukendt fænomen i amerikanskevækkelseskredse i 1800-tallet endsige i kirkens ældre historie'. Det nye var heller ikke, atder lagdes en sådan vægt på Helligåndens dåb, for det var meget udbredt i slutningen af1800-tallet i Holiness-bevægelsen. Det nye var kombinationen: TW1getalens gave som selvetegnet på, at man var døbt med Helligånden. På grund af begivenhederne i Kansas, kan pin­sebevægelsens begyndelse fastsættes til 1901.

Holiness-bevægelsen som forløberDen schweiziske ex-pinsepræst Walter HolIenweger, der er nestor inden for den videnska­belige behandling af pinsebevægelsen på verdensplan, taler om pinsebevægelsens 5 rødder,

1 Hol1enweger i: Kiirkkainen, p. 230r. Se også Hollemveger 1997, p. 177. 184f

2 Synan 87ff. IJOf. 237f Pedersen, p. 23.49ff. 85f. 95.

JX8YE nr. 4,2001 157

Kurt E. Larsen

---------------------- >c:> -

hvoraf de fire var taget i arv fra Holiness-bevægelsen, der fra 1867 var udbredt i mangeamerikanske kirkesamfund - og som igen i høj grad byggede videre på arven fra JohnWesley. Opstillingen kan diskuteres i detaljerne, men utvivlsomt har han ret i at pinsebe­vægelsen i høj grad byggede videre på Holiness-bevægelsen - som den store danske kenderaf de internationale vækkelsesbevægelser, Elith Olesen, i øvrigt har gennemgået megetgrundigt i sin disputats fra 1996: "De frigjorte og trællefollet". Holiness-bevægelsen varkendetegnet af ønsket om et liv i størst mulig hellighed - et liv i fuld overgivelse til Gud.Almindeligvis talte man i holiness-kredse om helliggørelse som en "second blessingU

- enbegivenhed, adskilt fra omvendelsen (og naturligvis dåben), hvor man momentant oplevedeen frigørelse til et højere kristenliv. J 1800-taIlets slutning, en tid med voksende velstand iUSA og med stigende vægtlægning på præsternes teologiske uddannelse og på kirkernessociale og kulturelle betydning, var holiness-bevægelsen på mange måder en reaktion. Manville genoplive UThat Old Time Religion" fra vækkelsestiden. Langt på vej var der også taleom en genoplivelse af træk fra metodismens vækkelse, idet man genoptog traditionen forCamp Meetings, hvor stærke følelsesmæssige udbrud forekom som i metodismens stor­hedstid. Jgen forekom der tungetale og folk kunne råbe og gø ved møderne. De samme trækforekom for øvrigt også i mormonernes sekt, der på den måde også kan ses som en - helt af­artet - del af det amerikanske vækkelsesmiljø. Allerede før 1900 var vægtlægningen på då­ben med Helligånd og ild og forventningen om en ny, kommende pinsetid så udbredt iHoIiness-kredse, at det var populært at benævne kirker "Pentecostal Churches of America"eller "Pentecostal Holiness Church". Det var altså ikke først begivenheden i Kansas, derskabte pinsebevægelsens navn. Fra at tale om dåben med ild som en "third blessing" - efteromvendelsen og helliggørelsen - var der ikke langt til hævdelsen af tungetalen som selvetegnet på dåben med Helligånden'.

Der var på mange måder langt fra holiness-bevægelsen til romerkirken, men der var dog og­så nogle fællestræk: Wesley var som nærmest højkirkelig engelsk præst præget af katolskeopbyggelsesbøger. Han - og hele hans tradition frem til pinsebevægelsen - var anniniansk isin teologi, dvs. lægger vægt på menneskets afgørelse og valg i omvendelsen. Den katolskekirke har som bekendt noget af den samme tradition, modsat den lutherske kirke, der har setdybere i syndens alvor5

•

Inspiration fra Restoration-bevægelsenPræsten Irving og hans katolsk-apostolske kirke, der sprang frem i 1830'ernes England øn­skede at genskabe det oldkirkelige menighedsliv. Her forekom også tungetale og profeti vedgudstjenesterne. Irvingianerne var en udpræget restoration-bevægelse, og som sådan udgørden en vigtig del af pinsebevægelsens forhistorie. Allerede navnet peger jo frem mod denfløj af pinsebevægelsen, der kalder sig Apostolsk Kirke, der dog har voksendåb, mens Ka­tolsk-Apostolsk kirke med sin bamedåbspraksis stod folkekirken nær. Genrejsningstanke­gangen har hele pinsebevægelsen fælles med Irving. Apostolsk Kirke har en stadigt stigende

3Hollenweger 1997, p. 14. Madsen, p. 293, nævner med rette også som tros·helbredelsesbevægelsen og reslomtion­

bevægelsen som cn del afpinsebevægelsens baggrund.4 Se foruden Olesens nævnte bog, Synan p. II fT. 49fT. 63fT. 82. 282 og Anderson, p. 12fT.

5 Synan, p. x og 3. Hollenweger 1997, p. 165.169 Kiirkkåinen, p. 104fT. 119

Isa IX9YE nr. 4, 2001

Pinsebevægelsen i 100 år...- =< ----------------------grad af genrejsning af kirken som sin selvforståelse: Luther genrejste retfærdiggørelseslæ­ren, Calvin genrejste tanken om bibelsk menighedsorden, Wesley genrejste helliggørelses­læren, med pinsevækkelsen kom åndsdåben og de åndelige nådegaver tilbage - og top­punktet var Apostolsk Kirke, der genrejste de 5 tjenester til ledelse af kirken: apostel, pro­fet, evangelist, hyrde og lærer.

Der er på nogle punkter langt fra Apostolsk kirke til romerkirken, men ved ønsket om atville bygge menighedslivet op efter bibelske idealer kommer den alligevel til at minde omromerkirken. Romerkirken lagde også vægt på vigtigheden af kirkens ydre orden og konti­nuiteten med det apostolske udgangspunkt, blot ved en vægtlægning på successionen. Vedfokuseringen på den ydre kirkeorden adskiller begge sig fra den lutherske tradition, hvorman traditionelt har anset kirkeordningsspørgsmål for adiafora6

•

Den afrikanske baggrnndBlandt Hollenwegers fem rødder til pinsebevægelsen findes også "den sorte mundtligerod". Lederen af bibelskolen i Topeka var Charles F. Parham - en hvid og ret racistisk ind­stillet prædikant. Derfor måtte den sorte W. J. Seymour, søn af en negerslave, stå uden fordøren på bibelskolen, hvis han ville lytte med. Seymour tog pinsebevægelsens lærdom medsig, da han i 1906 blev prædikant i en holiness-kirke i Los Angeles. Seymour skabte strakssplittelse i sin menighed med den nye lære om tungetale som tegnet, og han lejede så enbygning i Azusa Street til sine møder. Los Angeles havde aldrig set et kirkeliv mage til det,der udspillede sig hos Seymour. Der var møder næsten hele døgnet; folk råbte og skreg,faldt omkuld, begyndte at tale i tunger, sang i Anden, fik uddrevet onde ånder. Folk af beg­ge køn og alle aldre og racer og sociale lag prædikede og vidnede og bad.

Hvad der skete i Azusa Street var blandt andet dette, at pinsebevægelsen fik præg af denmundtlige kultur i de afro-amerikanske miljøer. En vis arv fra de afrikanske religioner varfulgt med negerslaveme over i de afro-amerikanske kirker, så der var blevet tale om en sær­lig mødekultur i de farvedes kirker. Dans og trommer indgik i gudstjenesten, der også blevpræget af en høj grad af emotionalitet, bevægelighed, engagement og spontanitet. Pinsebe­vægelsen har ikke Uindført" disse ting, men blot videreført dem. Pinsebevægelsens særligebudskab om nådegaverne passede dog specielt godt ind i dette miljø, for det begrundedehvorfor alle kunne/ burde medvirke ved gudstjenesten. Pinsebevægelsens understregning afHelligåndens umiddelbare ledelse og indgreb støttede også tanken om en spontan gudstjene­stefonn. I den sorte, mundtlige kultur fik man et fromhedsliv og en gudstjenestefonn, dervar ganske anderledes end det, der er vokset ud af en vesterlandsk, skriftlig kultur og inspi­reret af en teologiprofessor som Martin Luther eller en jurist som Calvin. Hans Haugesammenlignede i Kr. Dagblad med rette Desmond Tutus medvirken på Danske Kirkedage i2001 med LokalTV-gudstjenesterne fra Århus pinsemenighed. Sammenhængen skyldes ik­ke, at Desmond Tutu tilfældigvis har samlet lidt inspiration op hos de mange pinsefolk iSydafrika, men fordi såvel han som pinsebevægelsen er af afrikansk rod. For afrikanernevirker hele pinsebevægelsens stil og mundtlighed med rette hjemligt - og de er stolte af, at

6 Se jubilæumsbogen: Apostolsk Kirke i Danmark 1924-1974, Roskilde 1974, p. 12-20. Karkkainen, p. 99 Mad­sen, p. 67ff

IX9Y~ m. 4, 2001 159

Kurt E. Larsen---------------------- ><:> -

der endelig er et kirkesamfund, der kan siges at være vokset ud af en afrikansk kultur7• Som

det fremgår affølgende tabel vokser pinsebevægelsen specielt hurtigt på Afrikas kontinent'.

Figur l: Pinsebevægelsen - fordelt på verdensdele

Verdensdel tilknyttede 1960 tilknyttede 1995 Vækst

Afrika 1.731.000 20.851.000 1204 %

Oceanien 68.000 754.000 1109 %

Asien 1.375.000 12.461.000 906%

Amerika 7.872.000 68.345.000 868 %

Europa 1.123.000 3.345.000 298 %

i alt 12.168.000 105.756.000 869%

Der er tilsyneladende langt fra afrikansk kultur til den vestligt prægede romerkirke. Menden afrikanske forståelse af de åndelige kræfters betydning i verden giver en forbindelses­linje til romerkirken, der via sit traditionsbegreb ikke har glemt den oldkirkelige forståelseaf livet som en kamp mellem Gud og Djævelen. Ad forskellige veje når begge traditioner tilet før-moderne standpunkt og dermed tættere på det bibelske.

Fra Azusa Street til verdens endeVækkelsen i Los Angeles i 1906 blev hastigt kendt ud over jorden. Det lå i vækkelsens selv­forståelse, at Helligånden var blevet udgydt på en særlig måde i endetiden, fordi der skulledrives mission, og en stærk missionsvirksomhed blev følgen over hele jorden. Hjemme iAzusa Slreet blev bevægelsen derimod ret kortvarig. Det kom til et brud mellem Parham ogSeymour. Racespørgsmålet og mødeformen adskilte dem, og Parham tog også afstand fra,at møderne havde givet plads for folk fra okkulte bevægelser. Til gengæld kom Parham un­der anklage for moralske fald'.

7 Synan, p.l78ff Anderson, p. 15 Jongenecl1992, p. 74f8 Her ~ og i de følgende statistikker - stammer tallene fra World Christian Handbook, London 1997.9 Synan, p. lOOff

160 IX9YE nr. 4, 2001

Pinsebevægelsen i 100 år...

- <:>< -----------------------

Allerede fra første færd led den nye bevægelse under interne splittelser, moralske fald og envis leddeløshed i læremæssige spørgsmål. 1USA blev det hurtigt sådan, at sorte og hvide fikhver deres egne pinsekirker. Netop de splittelser, der var bevægelsens svage side, kan dogogså ses som dens styrke. Fordi alle pinsefolk i princippet var missionærer og prædikanter,blev bevægelsen udpræget lægmandsorienteret - og dermed tog pinsebevægelsen mere endnoget andet kirkesamfund præg af sine omgivelser. Den blev meget opsplittet, netop fordiden blev præget af det sociale lag, den race og subkultur, den enkelte virkede iblandt. Der erpå een måde langt fra den splittede pinsebevægelse til den hierarkiske romerkirke, menbegge kirker er dog fælles om i praksis at være "katolske" - således at der bliver plads tilfolk med forskellig social, kulturel og sproglig baggrund. Katolsk tradition har været rum­melig med hensyn til fx spiritualitet og nye bevægelser - kirken skulle jo være "katolsk".Pinsebevægelsen forbinder man normalt ikke med rummelighed, men på sin vis er den detdog. Fordi den ikke holdes sammen af nogen formuleret lære, findes der inden for bevægel­sen store lærernæssige forskelle: Der findes pinsekirker, der afviser treenigheclslæren og an­dre, der praktiserer barnedåbIO. Først og fremmest er bevægelsen rummelig, fordi den i såhøj grad har formået at tage skikkelse af den kultur, den virker i. De evangeliske kirker vilogså være "katolske" i den forstand, men bliver vist alligevel ofte mere fastlåste i deres ud­tryk og virkeformer, jf. den udbredte danske tanke om orgelet som det helt selvfølgelige oguerstattelige kirkernusikinstrument.

Fattige menneskers kultur er som regel mundtlig, og fra begyndelsen fik pinsebevægelsenheld til specielt at samle de fattige og marginaliserede i samfundet ind i egne menighedermed egne ledere. 1 1995 var pinsebevægelsen med 23 millioner tilknyttede den tredjestørstekristne konfession i USA - efter den romersk-katolske kirke (59 millioner) og baptisterne(43 millioner). Men USA er dog ikke længere pinsebevægelsens højborg, idet vægten erflyttet til tredje verden, hvor tre fjerdedele af verdens pinsefolk boede i 1995! 11

Figur 2: Pinsebevægelsens højborge i verden

Tilknyttede pinsebevægelsen 1960 1995

Brasilien 1.532.000 30.953.000

USA 4.411.000 23.210.000

Nigeria 321.000 6.677.000

Indonesien 801.000 5.660.000

Zaire 284.000 3.490.000

Chile 739.000 2.961.000

IO Hollemveger 1997, p. 196 Anderson, p. 22.

11 Synan, p. 203 Shaun, p. 44. Ifølge WCH boede 47 % afpinsefolkene i USA, Canada og Europa i 1960, mens det i

1995 kun var 26%.

IX8YE nr. 4. 2001 161

Kurt E. Larsen

---------------------- ><::>-

Det er karakteristisk, at pinsebevægelsen fortsat er vokset hos meget fattige og socialt ud­stødte mennesker. I Brasilien har væksten været usædvanlig stOf, og som grunde hertil kanen række faktorer overvejes l2

:

l) Pinsebevægelsens budskab om omvendelse og et forvandlet liv i hellighed har gode so­ciale følgevirkninger, bl.a. styrkes familiesammenholdet - derfor er der specielt mangekvinder med - og man får i menigheden et (nyt) socialt netværk.

2) Pinsebevægelsen er meget lægmandsorienteret og bliver derfor også meget lokal. Bud­skabet føres frem af mennesker fra deres eget miljø og på deres eget sprog. Både den katol­ske kirke og de ældre protestantiske kirker i Brasilien har lidt under at være præget af ud­lændinge. Med pinsebevægelsen er der for første gang tale om en virkelig brasiliansk kirke.

3) Det almindelige præstedømme betyder, at man kan bruges - det giver en værdighed tilmennesker, der ellers ikke regnes for meget.

4) Mennesker, der føler sig bundet af udefra kommende magter - fx sociale magtstrukturereller onde åndsmagter - vil være specielt modtagelige for pinsebevægelsens forkyndelse afJesu magt over alle onde magter. Netop i Brasilien er åndedyrkelsen voldsomt udbredt, lige­som mange lever under stadigt mere håbløse sociale forhold. For folk, der i øvrigt ingenmuligheder ser, virker det stærkt at høre, at Gud er mulighedernes Gud. Det giver dem ethåb om, at Gud i dag - eller en anden dag - hører deres bøn og befrier dem. Det giver nythåb i håbløsheden.

5) Det understreger min pointe, at pinsebevægelsens højborg i dag er Brasilien - et land medgammel katolsk tradition.

Pinsebevægelsen og katolsk traditionSer vi på pinsebevægelsens udbredelse i dag er det et faktum, at pinsebevægelsen er specieltfremgangsrig i lande med en romersk-katolsk kirkelig tradition. Det kommer frem, når visammenligner bevægelsens fremgang i forskellige lande i Europa:

Figur 3: Om pinsebevægelsen i Europas forskellige kirkelige traditioner

Land 1960 1995 Vækst

Lande med overvejende274 %Protestantisk tradition

Danmark 10.000 13.000

Norge 63.000 66.000

Sverige 127.000 178.000

Finland 62.000 91.000

12 Smilh p. 2Iff Shaul1 p.8ff. 90ff. 139ff. 154fT. 193ff Mortensen, p. 49.

162 IXaYE nr. 4, 2001

Pinsebevægelsen i 100 år...- '=< ----------------------

Storbrittanien 112.000 749.000

Tyskland 89.000 195.000

Lande med katolsk tradition 869%

Italien 23.000 410.000

Frankrig 59.000 221.000

Spanien 4.000 210.000

Lande med overvejende608 %

Ortodoks tradition

Grækenland 2.000 7.000

Rumænien 62.000 360.000

Bulgarien 10.000 83.000

Bevægelsen fik forholdsvis ringe indgang i Danmark, efter at den kom hertil straks efter1906. Det kunne hænge sammen med, at den ledende skikkelse, Sigurd Bjørner, skabte læ­remæssig uro ved at afvise den dobbelte udgang og siden splittede bevægelsen ledelses~

mæssigt, da han blev apostel og i 1924 fik en del af bevægelsen forvandlet fra løst organise­ret pinsevækkelse til en centralt styret Apostolsk Kirke". I de andre nordiske lande fik pin­sebevægelsen generelt en noget større indgang, men bevægelsens vækst siden 1960 er doglangt større i europæiske lande med en katolsk baggrund. Desværre må vi lade det ellersmeget spændende spørgsmål om den mulige sammenhæng mellem den ortodokse (og denorientalske) kirketradition og pinsebevægelsen ligge, og nøjes med at se på romerkirken.

Der kan være forskellige forklaringer på pinsebevægelsens stærke vækst i de katolske lande.Der kunne være tale om et mangelsymptom inden for romerkirken. Måske vokser pinsebe­vægelsen, fordi romerkirken har forsømt at lære lægfolket at bruge Bibelen, eller måskefordi der nogle steder i den katolske kirke er en forfærdelig præstemange!.

Jeg vil dog mene, at man snarere skal søge forklaringen i nogle teologisk-strukturelle træk,som pinsebevægelsen kan siges at have fælles med de romersk-katolske:

1) Den katolske kirke har aldrig glemt Helligånden og de ekstraordinære nådegaver. I mid­delalderen erfarede folk som Ansgar, Bernhard, Hildegard og Frans de ekstraordinære nå­degaver som fx helbredelser og tungetale. Den folkelige katolicisme har en stærk tradition

13 Neiiendam 1958, p. 139 og Apostolsk Kirke i Danmark 1924-1974, Roskilde 1974 Madsen, p. 295

IXsn nr. 4.2001 163

Kurt E. Larsen

------------------------ >= -for vægtlægning på undere og helbredelser. Katolikker valfarter til bl.a. Lourdes for at bliveraske, det svarer nøje til at pinsefolk tager til møder med helbredelsesprædikanter. Derforhar det også været katolsk tradition at bede om en fortsat pinse med udgydelse af Helligån­den og de åndelige gaver. Det viste sig da også, at den katolske kirke havde lettere ved attage imod og inkorporere den karismatiske bevægelse, da den opstod i 1960'eme. Mankendte i forvejen dette anliggende og følte det ikke som noget helt fremmed; man var gene­relt åben for flere typer af spiritualitet og liturgi - og via 2. Vatikanerkoncil var man blevetmere opmærksom på at kunne opdage skatte hos andre traditioner og på at lægge mere vægtpå bibellæsning. Pinsebevægelsen lægger vægt på tungetalen som tegnet på Åndsdåben,men i den katolske kirkes første mange hundrede år forekom tungetalen også ved gudstjene­sten - og pga. det katolske traditionssyn har det været lettere at acceptere, at det kom indigen l4

•

I protestantisk teologi har vi med rette set Helligåndens virke, overalt hvor mennesker levertroens liv - også uden at de ekstraordinære nådegaver forekom. Det har givet et sundere synend det, man kan møde når pinsebevægelsens egne folk vurderer kirkehistorien. Hans P.Pedersen fra den danske pinsebevægelse har skrevet en kirkehistoriefremstilling, og trodsmange spændende iagttagelser er det hans svaghed, at han fører alle ekstraordinære oplevel­ser tilbage til Helligånden, også selvom de sker hos helt svænneriske bevægelser, hvis lærehan typisk nok er tilbageholdende med at kritisere. I luthersk Helligåndsteologi understregervi mest - og med rette - at Helligånden er Sandhedens Ånd. Denne vægtlægning betyder ik­ke, at Helligåndens ekstraordinære gaver har været helt glemt i luthersk tradition, og da sletikke hos Luther selv. Kun enkelte protestanter som B.B. \Varfield har været direkte "cessa­tionister", dvs tilhænger af det synspunkt, at de ekstraordinære nådegaver kun hørte apo­ste!tiden til. Alligevel er spørgsmålet dog om ikke denne side af Bibelens budskab alligeveler blevet forsømt i vores tradition15.

2) Katolikkerne lægger vægt på konfinnationen som et selvstændigt sakramente, der for­midler Helligånden til konfinnanden. Denned virker det ikke så fremmed, når pinsefolk til­svarende taler om en fra omvendelsen adskilt second blessing, en Åndsdåb l6

•

3) Katolikkerne har deres munkeregler og orclensvæsen for folk, der vil leve et mere indvietog fuldkomment kristenliv - denned er det heller ikke så fremmed for dem at møde pinse­folks tale om et højere kristenliv i glæde og krale'.

4) Den katolske kirke har sine helgener, der spiller en stor rolle i folkefrombeden, og foku­seringen på biskoppen! paven. Pinsebevægelsen har tilsvarende en tradition for at fremhæveden karismatiske lederskikkelse, der i øvrigt også ofte kaldes biskop (fx Afrika).

5) Den katolske kirke har forstået at gøre kirke og tro meget synlig i hverdagen: Krucifikserved vejen, korstegn før fodboldkampe og optog gennem byen. Pinsebevægelsen tager også

14 Pedersen, p. 69. 91ft' Synan p. x. og216. 235ft'. 244ft' Kårkkiiinen, p. 79f. 228ft

15 Kiirkkiiinen, p. 123f. 131. Pedersen, p. 26f. 52. 64. 167f. 174. Om cessationismen, se Max Turner: The Holy Spi.

rit and Spiritual Gifts Then and Now, revised ed., London 1999, p. 278ff

16 Madsen, p. Hollenweger 1997, p. 165 Kiirkkiiinen, p. 78 (note 85)

17 Kiirkkiiinen, p. 125

164 IX9YE nr. 4, 200 I

Pinsebevægelsen i 100 år...- =< -----------------------

troen med ud blandt folket: Gademission, friluftsmøder og efterhånden en intensiv brug afmassemedier - og det virker ikke så usædvanligt i en katolsk sammenhæng som i lande,hvor kristentroen er blevet gjort til noget mere "indre,,18,

6) Katolsk teologi lærer, at Anden også virker uden for kirken - og tilsvarende har pinsebe­væfgelsen en tro på Åndens direkte ledelse af mennesker gennem åbenbaringer og drøm­me.

Emnet er stort; det er svært at drive teologi på en uteologisk bevægelse - og pladsen tilladerdesværre ikke at gå nærmere ind i en drøftelse af de mange spørgsmål, disse iagttagelserrejser. Jeg håber dog, at artiklen har givet en fornemmelse af, at kirkehistoriske linjer påoverraskende måder kan gå på kryds og tværs.

Litteratur:

Anderson, Allan: The Significance of Pentecostalism in the Third World, i: Mortensen.Viggo (red.): The Charismatic Movement and the Churches, Aarhus 2001

Hollenweger. Walter 1.: Charismatisch-pfingstliches Christentum - Herkunft, Situation,0kumenische Chancen, Gottingen 1997.

Jongeneel, lA ,B. (red,) Pentecost, Mission and Ecumenism - Essays on Intercultural Theol­ogy - Festschrift in honour ofProfessor Walter J. Hollenweger, Frankfurt am Main 1992

Kårkkåinen, Yeli-Matti: Ad ultimum terrae - Evangelization, Proselytism and CommonWitness in the Roman Catholic Pentecostal Dialogue (1990-1997), Frankfurt am Main,1999

Madsen, Ole Skjerbæk: Genoprettelse - En bog om Helligånden, kirken og den karismatiskefornyelse, Kbh 1995

Mortensen, Viggo (red.): The Charismatic Movement and the Churches, Aarhus 2001

Neiiendam, M.: Frikirker og sekter, 4. udgave, Kbh. 1958

Pedersen, Hans P.: 2000 år med Helligånden, København 1999

Shaull, R. & Cesar, W. : Pentecostalism and the Future of the Christian Churches, GrandRapids 2000

Smith, Brian H.: Religious politics in Latin America, Pentecostal vs, Catholic, Notre Dame,Indiana, 1998

Synan, Vinson: The Holiness-Pentecostal Tradition - Charismatie Movements in the Twen­tieth Century, 2. udg., Grand Rapids 1997

18 ShauI1, p. ISff

19 Karkkiiinen, p. 74fT. 15lf

IX8YE nr, 4. 2001 165

Rene V. Jensen

--------------------}C>-Kristologien hos Irenæus

Af Stud.theol Rene V. Jensen

Resume:Irenæus er en særdeles interessant person i oldkirken. Han har et klart sigte med sine teo~

logiske udredninger, og hans skrifter hører til blandt oldkirkens væsentligste teologiskeværker. I hans værk Adversus haereses (Adv. Iwer.) tager han et kraftigt opgør med samti­dens gnosticisme. I denne artikel er det Irenæus' beskrivelse afJesu Kristi person, der vilvære genstand for en nærmere undersøgelse. Jesu Kristi person omtales adskillige steder iIrenæus' foifatterskab, men i slutningen afAdv. haer. 3. bog bruger han et længere afsnitpå at behandle netop denne problemstilling mere indgående. Først beskriver Irenæus JesuKristi enhed, dernæst Jesu Kristi guddommelighed og til sidst Jesu Kristi menneskelighed.Delfor tager artiklen udgangspunkt i Adv. haer. 3. bog kap. 16-22, men med udblik til re­sten afIrenæus' skrifter. For at forstå Irenæus' teologi er det nødvendigt af have hans teo~

logiske kontekst for øfeJor hans teologi bliver til netop i forhold til denne kontekst. Det/ol'indgår en beskrivelse afIrenæus' teologiske modstandere som en naturlig del afdenne arti­kei.

Kirkehyrde og teologMan skal ikke læse meget fra Irenæus' hånd for at opdage, at han skiller sig ud fra oldkir­kens teologer. For ham er teologisk reflektion ikke en luksusbeskæftigelse, men noget, derbliver til i en nødsituation. Irenæus risikerede sit liv ved at være kristen - og endnu mere vedat være en kristen leder og forfatter.

I løber af min studietid er jeg flere gange stødt på Irenæus, men min nysgerrighed blev vaktførste gang. dajeg læste Leif Granes omtale afIrenæus som kirkehyrde: "Hvis man kommerfra Justin eller de andre apologeter til Irenæus, er det som at træde ind i et helt andet rum.Her finder man ingen bestræbelser på at gøre kristendommen begribelig på den hellenistiskekulturs betiny:elser, men man finder en kirkehyrde, der vil beskytte sin hjord mod fremmedindflydelse. II Dette er en af de bedste drivkræfter. jeg kan forestille mig for en kirkehyrde,og jeg tror. Grane har ret i sin karakteristik af Irenæus. Irenæus ønsker at leve op til sit an~

svar som hyrde for menigheden i Lyon. og det/ol' bliver Adv. haer. til. Dog er den helleni­stiske kultur efter min mening baggrunden for Irenæus' skrifter, da Irenæus' kontekst er af­gørende for, hvordan han lægger sit stof til rette. Desuden er det vigtigt at få med, at Irenæ­us er både kirkehyrde og teolog. Adv. haer. er et teologisk værk, som er skrevet med detformål at beskytte Irenæus' menighed.

Om det lykkedes for Irenæus at beskytte sin hjord, ved vi ikke, men Adv. haer.·s udbredelseog oversættelse vidner om, at kirken i dette skrift fik et vigtigt redskab til at modstå frem­med teologisk indflydelse og besinde sig på sin egen arv. Senere teologers flittige anvendel­se af Irenæus viser også, at Irenæus tilførte kirken noget nyt og afgørende.

l LeifGrane: "Om at læse lrenæus", Fønix l 1986, pSS.

166 IX6YE nr. 4. 200 I

Kristologien hos Irenæus- ~ ---------------..,.-------Man må kende modstanderneArtiklen har sin disposition efter Adv. haer. 1 Adv. haer. 3. bog kap. 16-22 har Irenæus enklar tredeling (kap. 16-18, kap. 19-21, kap. 22), så det er tydeligt, at der er tre modstandere,han må forsvare sig imod - valentinianeme, ebjonitterne og doketisteme. Hver på sin mådeforvrænger de evangeliet om Jesus Kristus. Først gør Irenæus rede for modstandernes syns­punkter. Dernæst kommer han med en fyldig argumentation for sit eget standpunkt.

Ved en artikel som denne er der en fare for at være anakronistisk og læse senere kristologi­ske bekendelser tilbage til Irenæus. Derfor er det vigtigt, at f.eks. Chalcedonense ikke læsesind i Irenæus' værker, da det vil blokere for en ret forståelse af Irenæus selv. Denne fareundgås efter min mening ved at lade dispositionen for artiklen følge strukturen i Adv. haer.3,16-22.

En beskrivelse af Irenæus' modstandere indgår som en del af artiklen. Irenæus er nøjereg­nende i fremstillingen af sine modstandere, og han siger, at han har beskrevet dem med Ildenstørste omhyggelighed" (omni diligentia - Adv. haer. 4, prae, 2). Det grundige kendskab tilgnosticismen har været en nødvendighed for at kunne hjælpe de trængte kristne: tiDen, somønsker, at de [gnostikerne] skal vende om, må præcist kende deres standpunkter og argu­menter. Det er heller ikke muligt for et menneske at helbrede syge, hvis han ikke ved, hvor­for de har ondt." (Adv. haer. 4,prae,2). 1 forskningen er det da også en udbredt holdning, atIrenæus er særdeles anvendelig til at belyse gnostikernes lære.

Irenæus' liv og forfatterskabIrenæus voksede op i Smyrna i Lilleasien. Han lægger vægt på, at han mødte Polykarp', dahan selv var bam/ung. Da Polykarp sandsynligvis døde i ca. 155, må Irenæus være blevetfødt ca. 140. Polykarp var en vigtig læremester for Irenæus, og Irenæus kunne nøje huskePolykarps taler.

1 ca. 177 blev Irenæus biskop i Lyon efter Pothinus, som også var elev af Polykarp. Dettemå betyde, at Irenæus er kommet til Lyon noget før (160-erne?), for han var den naturligeefterfølger til Pothinus. Irenæus har altså levet det meste af sit voksenliv i det vestlige Euro­pa, men det satte sit tydelige præg på ham, at han var vokset op i Lilleasien.

Af Irenæus' værker er kun Adv. haer. og Epideiksis (Epid.) bevaret i deres helhed. Adv. ha­er.'s oprindelige titel er "Gendrivelse og tilbagevisning af den falske såkaldte erkendelsen3

og dermed minder titlen om en formulering i l Tim 6,20: UTimotheus, tag vare på det, der erbetroet dig, og vend dig bort fra den ugudelige, tomme snak og indvendingerne fra denkundskab, der med urette kaldes sådan II (min kursivering).

Irenæus har to fonnål med Adv. haer. For det første at de kristne ikke mere skal trækkesmed af gnostikerne og falde fra troen. De døbte skal blive i kirken og forblive kristne. Ire­næus ønsker at undervise de kristne, så de er rustede til at modstå gnostikernes lære. Her erbibelundervisning et vigtigt redskab. De kristne behøver ikke at vide alt om deres modstan-

2 Polykarp var elev af disciplen Johannes, så der er kun et led mellem Irenæus og disciplene.

3 "EÅEYXOU KU\ 'aVUtpOTrfy; ti'l~ *Eu&.lV4JOU yv<tXJHu1;"

IX9YE nr. 4, 200 l 167

Rene V. Jensen

---------------------- >=-dere, for man "behøver, som ordsproget siger, ikke at drikke hele havet for at vide, at vandeter salt" (Adv. haer. 2,19,8). For det andet ønsker Irenæus, at gnostikerne skal omvende sig.Dette er ifølge Irenæus muligt, hvis sandheden bringes frem.

Irenæus bruger tre midler i fonnidlingen af sit budskab. Dels de bibelske skrifter, for demhavde gnostikerne forsøgt at "erobre" fra kirken. Irenæus vil rrtilbageerobrell skriften til kir­ken og denned lIslå fjenden med hans egne våben fl4

• Dels holder Irenæus sig til traditionenog gør brug af ældre teologer, bl.a. Justin Martyr. Endelig bruger Irenæus list, for gnosti­kerne skal overvindes, som man overvinder et vilddyr (Adv. haer. 1,31,4). Dette sker ved, atIrenæus bruger et gnostisk sprog i sin fremstilling. Irenæus udtrykker bibelske sandheder ien sprogdragt, som er bestemt af gnosticismen. Dermed kan Irenæus få sine modstandere itale.

Irenæus' teologiske opponenter (gnosticismen)5Begrebet gnosticisme dækker over en bred vifte af retninger i oldkirken. Det er en samletbetegnelse for flere grupperinger i oldkirken, bl.a. valentinianismen, ebjonitismen og doke­tismen, som vil blive beskrevet særskilt senere i denne artikel. Det, som samlede de for­skellige grupper, var deres fokusering på gnosis - kundskab. De gnostiske retninger fandtesi både Lilleasien og Europa og gnosticismen var en udbredt lære på dette tidspunkt.

Mennesket frelses ifølge gnostikerne ved kundskab (Adv. haer. 1,21,4), og denne kundskabbestår af viden om, hvorfra mennesket kommer, og hvordan mennesket vender tilbage der­til. Gnostikerne anser sig selv for at være de sande kristne, for de har den sande gnosis. Je­sus har en vigtig plads i de gnostiske systemer, da han anses for at være midleren mellemGud og mennesker. Desuden ser man Jesus som den store lærer, der kan meddele gnosis tilmennesker.

De fleste forskere mener, at det er uvist, hvor gnosticismen begyndte. Kirkefædrene er enigeom, at Simon Mager var ophavsmand til gnosticismen, men det bekræftes ikke af ikke­kristne kilder.

Jesu Kristi enhed

ValentinianerneValentinas var ophavsmanden til valentinianernes lære. Han kom til Rom under biskop Hy­ginus (Adv. haer. 3,4,3) ca. 140 og hans ideer bredte sig, så han fik mange tilhængere. Derer altså ganske kort tid mellem Valentinas og Irenæus. Valentinianismen er en stor fare forden kristne kirke på dette tidspunkt, da den anser sig selv for at være kristen. Derfor er envæsentlig del afIrenæus' polemik rettet mod netop denne del af gnosticismen.

Det er ikke noget problem for valentinianeme at holde sig til bekendelsen om en JesusKristus, men de lægger ifølge Irenæus noget andet i det, end han gør. De kan sagtens be­kende et og tænke og sige noget helt andet. Ifølge Irenæus lægger gnostikerne stor vægt på

4Grane p. 89.

5 l denne beskrivelse af gnosticismen vil kun de dele blive medtaget, som vedrører denne artikel. Ønskes en mere

bred og grundig præsentation af gnosticismen og gnostiske tanker, henviser jeg til Irenæus. Mod kætterne. 5. bog,

indl. ved Anders-Christian Jacobsen, Frederiksberg 1999.

168 IX8YI: nr. 4. 2001

Kristologien hos Irenæus- '=< ----------------------

deres teologiske systemer og knap så stor vægt på den kristne bekendelse i menigheden. Detligner kristendom, men ifølge Irenæus er det noget helt andet. Irenæus sammenligner valen­tinianemes lære med kalkvand, som man forveksler med mælk. Derfor er Irenæus ekstrahård i sin kritik af valentinianeme - de kristne må vide, at valentinianismen ikke kan forenesmed kristendom.

Valentinianeme opererer med en opdeling mellem Jesus og Kristus. Deres lære om JesuKristi enhed er velovervejet, for de kan f.eks. sige, at Jesus og Kristus deltes om navn ogkraft. Denne opdeling mellem Jesus og Kristus er en nødvendighed, for ifølge gnostikerneer det en umulighed, at Gud/Guds Ord kan inkarnere sig som et menneske.

Mennesket Jesus var en VIS mand, men det, der gjorde ham til noget særligt, var, at Kristussteg ned i ham ved hans dåb. I beskrivelsen af Jesu dåb kommer "adskillelses-kristologien"stærkest til udtryk: liMen Jesus, som blev undfanget ved jomfruen og Guds indgriben, varvisere, renere og mere retfærdig end alle andre mennesker; ham er Kristus, forenet med So­fia, steget ned i, og således fremkom Jesus Kristus"(Adv. haer. 1)0,12 -min kursivering).

Ved korsfæstelsen kom spaltningen mellem Jesus og Kristus også stærkt til udtryk. Indenkorsdøden blev Jesus forladt af Kristi ånd, således at det var mennesket Jesus, der døde - ogikke Kristus. Kristus var på daværende tidspunkt vendt tilbage til det himmelske; det varkun den kødelige Kristus, som led og døde på korset. Jesus kunne ikke opstå ved egen kraft.Derfor sendte Kristus noget af sin energi til Jesus, så opstandelsen blev mulig.

Dermed er det tydeligt, at valentinianeme opererer med en dualisme mellem Jesus ogKristus. De bibelske skrifter bliver tolket, så de kan bekræfte denne dualisme. På dettepunkt sætter Irenæus ind med en kraftig polemik imod valentinianismen.

Irenæus: Jesus Kristus er en

Irenæus mod gnostikerneFor Irenæus er det afgørende at imødegå valentinianernes lære, for valentinianeme er envigtig gruppe blandt gnostikerne. Kan han vælte den valentinianske lære, er der en reel mu­lighed for, at hele det gnostiske system vil kollapse: "For de, som modsiger dem [valentini­anerne] på en passende måde. modsiger alle, som har onde tanker, og de, som ødelæggerdem, ødelægger ethvert kætteri ll (Adv. haer. 4, prae, 2). I striden om Jesu Kristi person erdet derfor vigtigt for Irenæus at vise, at valentinianeme tager fejl, når de påstår at JesusKristus er delt i Jesus og Kristus.

Unus-begrebetDet afgørende begreb på latin er Hunust! (en). Irenæus bruger ordet i betydningen lien, og ik­ke flere". Dette ord dukker op gentagne gange i kap. 16-18. Et vigtigt skriftsted er Rom5,17, som citeres i Adv. haer. 3,16,9: "... få herredømme og liv ved en eneste, JesusKristus". I det efterfølgende bruger Irenæus dette vers som begrundelse for, at Jesus Kristuser en, og at Kristus ikke forlod Jesus på korset. Dog må det bemærkes, at Irenæus lægger enbetydning ind i Rom 5,17, som i forhold til versets oprindelige kontekst kun er sekundær.Verset er primært et udsagn om, at mennesker kan få liv ved Jesus Kristus, og ikke ved an­dre. Samtidig skal det siges, at verset kan bruges som argument af Irenæus. Verset viser og-

IX9YE nr. 4. 2001 169

Rene V. Jensen

---------------------- >=-så, at der er frelse i en person. Jesus Kristus er en og ikke to. Der er ikke frelse i ham, hvisdet blot var Jesus, der døde på korset og ikke Kristus.

Undfangelse, fødsel og barndomI Irenæus' argumentation for Jesu Kristi enhed er undfangelse, fødsel og opvækst et vigtigtled. Med udgangspunkt i Es 7,14 viser Irenæus, at det hele tiden har været planen, at Kristusskulle fødes som menneske. Guds søn skulle blive menneske, og han skulle fødes af en jom­fru (Adv. haer. 3,16,2)6. Gnostikernes tanker om, at Kristus skulle stige ned i Jesus har ikkenoget belæg hos de gammeltestamentlige profeter. Skrifterne udtrykker ingen steder, atKristus skulle komme fra Pleromaet og stige ned i et menneske, som allerede var født.Tværtimod taler de bibelske skrifter om, at Guds søn blev født af en kvinde (Gal 4,4). Dadenne kvinde var Maria, som var af Davids slægt, blev Guds søn også en del af Davidsslægt. (Adv. haer. 3,16,3)7.

Nogle af gnostikerne mener ifølge Irenæus, at Guds søn ikke eksisterede før sin fødsel. Ire­næus gør meget ud af at sige, at der ikke skete en skabelse ved Jesu Kristi fødsel, men at detvar en inkarnation. Forudsætningen for at tale om en inkarnation er netop, at det inkarnerede(Logos/Ordet) allerede eksisterede inden inkarnationen. Irenæus anfører en række steder iskriften, som bekræfter, at Jesus Kristus eksisterede inden sin undfangelse og fødsels.

Jesu Kristi enhed understreges ved, at det nyfødte barn kaldes Kristus. Ja, allerede indenbarnets fødsel er der tegn på, at barnet er et særligt barn. Da Johannes Døber i fostertilstandkommer nær den gravide Maria, hopper Johannes Døber af glæde over Jesu Kristi nærvær(Adv. haer. 3,16,4). Inden da har Maria hørt budskabet om, at hun skal føde et særligt barn;da englen besøgte Maria ved undfangelsen af Jesus, blev det sagt til Maria, at barnet skullevære Guds søn og Davids søn på samme tid: uHan skal blive stor og kaldes den Højestessøn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids Irone ll (Lk 1,32 - min kursivering).Lige fra undfangelsen var Jesus Kristus en person uden adskillelse mellem guddommelig­hed og menneskelighed.

Jesu Kristi dåbJesu dåb ved Jordan-floden omtales kun sjældent af Irenæus. Som nævnt afviser han gnosti~

kernes tanker om, at Kristus ved dåben steg ned i Jesus. Dette sker ved en henvisning tilapostlene, som intet sted omtaler dåben som en nedstigning af Kristus i Jesus. Hvis dettevar, hvad der skete ved dåben, ville det have været beskrevet således af apostlene. NT's for­fattere beskriver, hvad der virkelig skete (Adv. haer. 3,17,1). Det er altså skrifterne, dersætter rammerne for forståelsen af begivenhederne. Når guostikerne ikke har belæg i de bi­belske skrifter for deres påstande, bliver det ifølge Irenæus til ugyldige påstande.

6 I GT-forskningen er der uenighed om delte vers. På hebraisk kan ordet for jomfru også betyde "ung kvinde", mensdet i den græske oversættelse (LXX) kun kan betyde jomfru. lrenæus har tydeligvis ikke været i tvivl om, at dettevers taler om en jomfru.

7NT omtaler ikke Maria som værende af Davids slægt. Både i Matt og Luk er det Josef, der beskrives som en slægt­

ning til David.SJoh 1,lf; 8.58; 17,5; I Kor 8,6; KoIl,16

170 lXeYlJ nr. 4. 200'

Kristologien hos Irenæus-cx

På dette punkt udtrykker Irenæus sig tvetydigt. Det er muligt at forstå ham i retning af, athan støtter tanken om, at Kristus ved dåben Ilføjes til" Jesus. Det siges klart hos Irenæus, atKristus ikke steg ned i Jesus, men samtidig siges det, at Jesus blev til Jesus Kristus: limenGuds ord, ... som er Jesus, ... som er blevet til Jesus Kristus U9 (Adv. haer. 3,9,3 - min kursi­vering). Fonnuleringen kan selvstændigt også forstås som om Guds Ord blev til JesusKristus ved undfangelsen, men ud fra konteksten må det forstås som værende sket ved då­ben.

Lidelse, død og opstandelseOgså når det gælder afslutningen på Jesu Kristi liv på Jorden, beskriver Irenæus enheden ihans person. Dette kommer stærkt til udtryk, når Paulus kan bruge begge navne til at be­skrive den samme begivenhed: nag når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor ijer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde ... "JO (Adv. haer. 3,16,9). For Paulus er detaltså ikke så afgørende, om Jesus Kristus betegnes som Jesus, Kristus eller Jesus Kristus.Det er den samme person, der er tale om. Der er ingen antydninger af en spaltning mellemJesus og Kristus.

Ved beskrivelsen af korsfæstelsen bruger Irenæus Kristus-navnet til at vise enheden i JesuKristi person. Ifølge Irenæus taler de bibelske skrifter ikke om en delt Jesus Kristus, mender tales om, at rtGud lovede at sende den salvede Kristus, og han sendte Jesus, som mankorsfæstede" (Adv. haer. 3,12,2). Noget lignende ses i Adv. haer. 3,12,4, hvor Irenæus medhenvisning til ApG 4,8 siger, at "de forkyndte for folket, at Kristus er Jesus, som er blevetkorsfæstet". Vil man vide, hvem Kristus er, må man se hen til Jesus, som er den salvede(Kristus).

Som tidligere nævnt er det en gnostisk tanke, at Kristus fra Himlen sendte kraft til Jesus, såJesus kunne stå op af graven. Denne tanke imødegår Irenæus ved at påpege, at skrifternetaler om Kristi opstandelse fra de døde. Dette ses i Epid. 41, men bliver endnu tydeligere iAdv. haer. 5,7,1, hvor der henvises til Rom 8,11: Ithan, som opvakte Kristus fra de døde".Kristus stod op fra graven i et legeme af kød, og derfor var han også et menneske efter op­standelsen. Irenæus viser, at tanken om Kristi opstandelse er af afgørende betydning for kir­ken. Hvis gnostikerne har ret i, at Kristus ikke er opstået, får det alvorlige konsekvenser:"Hvis Krislus ikke er opstået, så er jeres tro tom" (Adv. haer. 5,13,4 ud fra l Kor 15,17).Denned viser det sig, at Irenæus' modstandere også på dette punkt har skrifterne imod sig.Irenæus holder sig til de bibelske skrifter og henviser til dem, når han vil argumentere forsine udsagn.

Irenæus gør det efter min mening klart, at der ikke er bibelsk grundlag for at påstå, at JesusKristus er delt. Vil man holde sig til de bibelske skrifter, må man fastholde, at Jesus Kristuser en. Dog er der uklarhed om Irenæus' forståelse af Jesu Kristi dåb, og det er problematisk.Valentinianerne lægger netop stor vægt på denne, fordi de mener, at Kristus her forenedesig med Jesus.

9 "sed verbum Dei, ... qui est Iesus, ... lesus Christus factus est".

IO Rom 8,11. I den sidste del afsætningen har enkelte tckstudgavcr "Kristus Jesus", men ingen tekstudgavcr har "Jc·

sus" som i den første del afsætningen.

IX9VE nr. 4.2001 171

Rene V. Jensen

-------------------------- ><= -

Jesu Kristi guddommelighed

EbjonitlerneEbjonitterne var en gruppe jødekristne, som havde en særlig opfattelse af Jesu Kristi gud­dommelighed, Disse jødekristne, som levede på Irenæus tid, havde vanskeligt ved at til­slutte sig den kristne bekendelse om, at Jesus Kristus er Gud. De levede som jøder, og deholdt fast i de jødiske skikke, bl.a, omskærelse og overholdelse af Moseloven i Det gamleTestamente (GT), Derfor blev de efterhånden marginaliserede i de kristne fællesskaber,

Jesus bliver af ebjonitteme opfattet som et ægte barn af sine forældre Maria og Josef. Dervar ikke sket en guddommelig undfangelse ved Helligånden, men det var gået til på almin­delig menneskelig vis. Dermed står de i opposition til Irenæus, som anser det for afgørende,at Jesus er guddommelig allerede fra undfangelsen.

Baggrunden for benægtelsen af Jesu Kristi guddommelighed er ebjonittemes ønske om atfastholde monoteismen i deres tro. Det er vanskeligt for dem at opfatte Jesus som Gud, nårde samtidig mener, at tlHerren er en" (5 Mos 6,4). Skal der være sammenhæng i deres op­fattelse af Gud, er det nødvendigt at anse Jesus for at være et ægte barn af Josef. I stedetmener de, at Jesus fik en særlig guddommelig udrustning ved sin dåb, og denned kan deressyn på Jesus minde om valentinianernes syn på Jesus og Kristus.

Irenæus: Jesus Kristus er Gud

Irenæus og hans samtidPå mange punkter ligger Irenæus på linie med sine teologiske forgængere. Men hvad angårJesu Kristi guddommelighed, bidrager lrenæus med væsentligt nyt - det ses tydeligt ved ensammenligning med f.eks. Justin. Justin betegner Jesus Kristus som "en anden Gud"(oE\lup", a.",). Dermed bliver det problematisk at fastholde monoteismen. Irenæus griberderimod tilbage til den johannæiske tradition for at beskrive Jesu Kristi guddommelighed.Ifølge Irenæus skal Jesus Kristus ikke opfattes som en anden Gud, men som Gud selv.

JomfrufødslenIrenæus bruger jomfrufødslen som argument for Jesu Kristi guddommelighed. Dels fremfø­rer han, at Josef ikke kan være far til Jesus, dels at Maria blev gravid ved Helligånden.

Ud fra en sammenligning mellem Adam og Jesus gør Irenæus det klart, at Josef ikke kanvære Jesu far. Tidligere er det blevet anført af Irenæus, at Jesus skulle dannes af jomfrukød,ligesom Adam blev dannet af jomfruelig jord. Nu henviser Irenæus til en anden side vedAdams skabelse: Adam havde ikke jordiske forældre, men var skabt af Gud. Derfor kan Je­sus heller ikke have to jordiske forældre, men må være blevet undfanget ved Guds indgri­ben: "Hvis altså den første Adam havde haft et menneske som sin far og var blevet født afen mands sæd, så ville man passende kunne sige, at også den anden Adam er blevet dannetaf Josef' (Adv. haer. 3,21,10)". Der er i NT en tydelig parallel mellem Adam og JesusKristus. Her mener jeg dog, at Irenæus går for langt i sammenligningen. Skulle man fort-

Il på lrenæus' tid var del en almindelig antagelse. at kun faderen var det fysiske ophav til barnet. Man sammenligne­

de mandens sæd med sædekorn. som plantes i frugtbar jord,

172 IX9VI: nr. 4, 2001

Kristologien hos Irenæus

sætte Irenæus' argumentationsrække, kunne Jesus Kristus ikke have en jordisk mor, daAdam ingen jordisk mor havde. Derved ses det, at argumentet mister sin styrke.

Irenæus' vigtigste argument/ar Jesu underfulde undfangelse er de bibelske skrifters omtaleheraf. Matt 1,18 viser, at undfangelsen fandt sted inden Maria og Josef var sammen: "før dehavde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden." Ebjonit­terne anklages af Irenæus, fordi de ikke vil anerkende, hvad skrifterne lærer på dette punkt.De vil hellere holde fast i deres egen overbevisning end indse, hvad de bibelske skrifter læ­rer.

De bibelske skrifter omtaler Jesus Kristus som GudFor Irenæus er skrifternes ord en autoritet i sig selv. Ved at holde sig til det, som de bibelskeskrifter siger om Jesus, far man ifølge Irenæus del i sandheden: rrSkrifteme havde ikke vid­net således om Ham, hvis Han havde været et menneske på samme måde som alle andrell

(Adv. haer. 3,19,2)12. De bibelske skrifter har talt, og dermed er det sandt - ifølge Irenæus.

Es 9,5 taler om et barn, som skal fødes. Dette barn kaldes bl.a. lIVældig Gudll, og hermedsiges det direkte, at barnet er Gud. Irenæus knytter dette vers tæt sammen med Es 7,14, somhan mener taler om Jesus Kristus. Derfor mener han også, at Es 9,5 handler om JesusKristus - og dermed om Jesu Kristi guddommelighed (Epid. 54). For Irenæus er Es 7,14 etnøglevers i GT til at påvise Jesu Kristi guddommelighed. Barnet, som skal fødes, skal kal­des "Immanuel"; det betyder nGud med OSIl, og Irenæus tolker det som om barnet er Gud:tilSet, siger han, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en sønt, og denne, der er Gud,skal være med osu (Epid. 54 - min kursivering). For Irenæus er navnet "Immanuel" altså ik­ke blot et navn til barnet, men også en beskrivelse af barnet - og dermed en beskrivelse afJesu Kristi guddommelighed.

Også i NT finder Irenæus solide argumenter for, at Jesus Kristus er Gud. Hos Irenæus be­tegnes Jesus Kristus ofte som Logos/Ordet. Dermed kan Irenæus bruge Joh 1,1 til at vise, atJesus Kristus er Gud: lIOrdet var Gud ll (Adv. haer. 5,18,2). Dette vers er af afgørende be­tydning for Irenæus og ligger sandsynligvis bag Irenæus' omtale af Jesus Kristus som Lo­gos/Ordet. Når mennesker i NT møder Jesus, omtaler de ham ifølge Irenæus som flGud fl :1I0g derfor omtalte alle ham som Kristus, mens han var tilstede, og de kaldte ham Gud ll

(Adv. haer. 4,6,6). Dette kan dog langt fra siges at være en generel regel i NT, og Irenæushenviser kun til enkelte situationer, bl.a. da dæmonerne kalder Jesus !lGuds Hellige rt

- mendæmonerne er netop ikke mennesker.

Det tætte forhold mellem Jesus Kristus og Gud FaderJesu Kristi guddommelighed er altså et gennemgående træk i Irenæus' kristologi. Noglegange drages der klare paralleller mellem Jesus og Gud, og det vises, at både Faderen ogSønnen er Gud.

12Se også Adv. haer. 3,6,1, hvor det endda siges endnu tydeligere, at Jesus er Gud: "Derfor ville hverken Herren,

Helligånden eller apostlene have omtalt ham, som ikke er Gud, som den definitive og absolutte Gud, hvis ikke han

var sand Gud".

IXBYE nr. 4, 200 I 173

Rene V. JensenK>-

Både Jesus og Faderen kaldes IlHerre" i den samme sætning; dette gælder Adv. haer. 5,22,1:ltHerren [Jesus] har altså klart vist, at Herren [Faderen] er den sande og ene Gud. 1l Jesus erdenned ikke mindre Herre end Faderen. Denne enhed mellem Jesus og Faderen må medfø­re, at også Jesus Kristus er Gud. Et andet sted omtaler Irenæus det samme forhold: nVorHerre Jesus Kristus ... Derfor overgav Gud Herren ..." (Adv. haer. 4,36,2). Irenæus har heren kristologi, som viser, at Jesus er ligestillet med Faderen, og at Jesus er Gud på sanunemåde, som Faderen er Gud. Der er kun en Herre, og denne Herre er både Gud Fader og GudSøn.

Irenæus mener, at de bibelske skrifter beskriver Jesus Kristus som Gud. Når Irenæus frem­fører logiske argumenter for Jesu Kristi guddommelighed, viser det sig, at de har en tvivl­som værdi. Derimod er der en klar styrke i de argumenter, Irenæus finder i skrifterne. Ire­næus får efter min mening gjort det tydeligt, at de bibelske skrifter beskriver Jesus Kristussom værende Gud.

Jesu Kristi menneskelighed

DoketisterneDer er tydelige paralleller mellem valentinianernes lære om den delte JesuslKristus, somblev omtalt tidligere og doketisternes lære, som skal beskrives i dette afsnit. Dette er grun­den til, at en del af beskrivelsen og vurderingen er sammenfaldende. Årsagen til, at de tofonner for lære gennemgås hver for sig er, at Irenæus behandler dem i to forskellige afsnit.

Det vigtigste punkt i doketisternes kristologi er fremhævelsen af den guddonunelige Kristuspå bekostning af den menneskelige Jesus. Doketisteme opererer med en modsætning mel­lem det guddommelige og det menneskelige, og demled bliver der ikke plads til begge sideri beskrivelsen af Jesu Kristi person.

Det er lidt uklart, hvordan doketisteme helt præcist forestiller sig, at inkarnationen er sket.Gnostikerne mener - ifølge Irenæus - at Jesus "passerede geIUlem Maria som vand passerergennem et rørll (Adv. haer. 3,11,3). Dette betyder, at Jesus ved inkarnationen ikke modtognoget menneskeligt fra Maria, men forblev guddommelig. Jesus lignede et menneske udenat være det, og deraf fremkommer doketistemes navn (6oKElv = se ud som om, synes at væ­re). Dog må man fonnode, at doketisteme også opfatter meIUlesket Jesus som en konkretperson og ikke f.eks. en ånd eller et spøgelse, men dette redegør Irenæus ikke for.

Også når det gælder Jesu lidelse og død, fastholder doketisterne, at det kun tilsyneladendefandt sted: "Andre [doketisterne] siger, at han kun tilsyneladende led - han var af natur ikkei stand til at lide" (Adv. haer. 3,16,1). Det så ud, som om Jesus led på korset, men i virke­ligheden var han helt upåvirket i det, der skete ved hans lidelse og død. Hele lidelsesberet­ningen var et skuespil, hvor virkeligheden var en helt anden end den, tilskuerne så.

Hvem var doketisterne? Det hører vi ikke så meget om hos Irenæus. De jødekristne varmodtagelige for den ebjonittiske lære om, at Jesus kun er et menneske og ikke Gud - detguddommelige var forbeholdt den ene Gud. Mange af de hedningekristne havde derimodinden deres omvendelse været præget af den græske tankegang om en modsætning mellemdet guddommelige og det menneskelige. Denne modsætning var en udfordring for dem nu,hvor de bekendte sig til den kristne tro på, at Jesus Kristus er Gud og menneske. De stod i

174 rx9Y.E nr. 4. 2001

Kristologien hos frenæus

- <=< -----------------------

fare for at lade den græske tænkning fonne deres kristne tro, så Jesus Kristus som Gud ikkeogså kunne være menneske. Derfor må det fonnodes, at doketisteme var hedningekristne.Doketisterne opfattede sig selv som kristne.

Irenæus: Jesus Kristus er menneske

Jesus var af menneskelig slægtIrenæus' argumenter for Jesu Kristi sande menneskelighed spænder vidt. Det er afgørendefor ham, at de bibelske skrifter omtaler Jesus som et menneske. Hvis Jesus ikke var fødtsom et sandt menneske, ville det få konsekvenser for flere' dele afhans liv. Irenæus viser, atdet er ulogisk, at Jesus kaldte sig selv "Menneskesønnen", hvis han ikke var et menneske.Desuden er Jesu fødsel afgørende for forståelsen af hans død. Hans død som menneske erikke mulig, hvis han ikke var blevet født som et menneske (Epid. 38-39). Her fremfører Ire­næus et - for ham - vægtigt argument for Jesu menneskelighed. Dog rammer det ikke doke­tisterne, da de både anser Jesu fødsel og død for at være mulige, uden at han denned er etsandt menneske.

Jesus Kristus er et menneske i kød og blodIrenæus understreger Jesu sande menneskelighed ved at vise, at Jesu legeme var reelt ogkonkret kød (carnis). Gud sendte ikke sin søn i et skinlegeme, men i "kødets substans rt (car­nis substantia - Adv. haer. 4,41,4). Jesu krop kunne bløde, svede og græde som andre men­neskers kroppe, for det var rigtigt kød. Det, som Jesu krop bestod af, var lige så ægte, somdet kød Adams krop bestod af. Jesus havde en ægte menneskekrop. Når det altså siges i Joh1,1 at Ordet blev kød, har Irenæus en helt bogstavelig forståelse af, hvad derte kød er. Somved andre uenigheder mener han også her, at de bibelske skrifter må afgøre sagen. Ved den­ne konkrete tale om Jesu krops konsistens, udelukker Irenæus alle muligheder for en doke­tisk forståelse af inkarnationen.

Enkelte steder er Irenæus upræcis i sin beskrivelse af Jesus som menneske. Han siger, at detikke var muligt at forstå Jesu menneskelighed, før han kom til Jorden. (Adv. haer. 4,26,1)Dermed antyder Irenæus, at Jesus også var menneske inden inkarnationen. Dog ses det i debibelske skrifter, at Ordet først er et menneske fra det tidspunkt, hvor det undfanges i Mari­as liv.

l den lutherske tradition er det almindeligt at opfatte synden som noget grundlæggende hoset menneske. Er man et menneske, er man per definition en synder over for Gud. Derforindfører man en reservation, når man skal beskrive, hvorledes Jesus var et menneske: "AtKristus er sant menneske ... med den viktige reservasjon den (skriften) selv uttaler 'dog utensyndml3

• Det er fremmed for Irenæus at indføre en reservation hos Jesus. I stedet er Jesus etfuldkomment menneske, netop fordi han ikke syndede. Jesus er menneske sådan som detoprindeligt var Guds intention, at mennesker skulle være. Skulle Irenæus fonnulere dettedogmatisk, ville det nærmere være: Alle mennesker er sande mennesker - dog uden syndfri­hed.

13Aksel Vaten-Sendslad, Troens fundamenter, Århus, 1996, p401.

IX8VE nr. 4, 200 I 175

Rene V. Jensen

----------------------)C> -Irenæus' argument for, at Jesus Kristus er et ægte menneske, er de bibelske skrifters beskri­velse af Jesus. Der er ikke gjort noget for at skjule, at Jesus er et menneske. Tværtimod erJesus helt åbenlyst skildret som værende et menneske. Mange små tegn viser, at Jesus er etægte menneske af kød og blod: Han blev suiten, spiste, var træt, sov osv. (Adv. haer. 3,22,2;4,31,2). Vil man påstå ud fra skrifterne, at Jesus ikke er et menneske, kræver det kreativtolkning eller en påstand om, at hele Jesu liv på Jorden var et bluff-nummer fra hans side.

Irenæus mener, at disse menneskelige sider ved Jesus er beskrevet, for at man skal vide, athan er menneske: rtderefter led han sult ... Det er et kendetegn for mennesket, at det kan lidesult" (Adv. haer. 5,21,2). Jeg mener, at Irenæus har ret i denne vurdering - f.eks. spiser Je­sus også et stykke fisk efter sin opstandelse for at vise disciplene, at han er et menneske ogikke en ånd (Lk 24,36-43).

Endelig er det også ved Jesu korsfæstelse tydeligt, at han er et sandt menneske. I beretnin­gerne vises det, at Jesus havde en menneskekrop, som reagerede ligesom enhver menneske­krop reagerer. Der kom blod og vand ud af hans side, da han var død. Dette er i videnskabenet sikkert tegn på, at man står over for en død menneskekrop af kød og koaguleret blod.Hans venner lagde liget i en grav. Der er intet "tilsyneladende" ved Jesu korsfæstelse ogdød.

Forligeise ved Jesu Kristi kød og blodDer var et klart fonnål med inkarnationen i kød og blod. Målet var dels at døden skulle op­hæves, så mennesket kunne gøres levende (Epid. 37); dels (og især) at mennesket kunneforsones med Gud (Adv. haer. 3,4,2). Dette kunne kun lade sig gøre, hvis Jesus var et ægtemenneske af kød og blod: 1I0g hvis han ikke er blevet hvad vi er [menneske i kødets sub­stansJ, gjorde han ikke noget særligt i det, som han led og udholdt" (Adv. haer. 3,22,1).

I Adv. haer. 5,14,3 har Irenæus en argumentationsrække, som underbygger, at Jesus ved siteget kød og blod bragte forsoning mellem mennesker og Gudl'. Ved at bringe sin egen kropaf kød og blod som et perfekt sonoffer til Gud, blev mennesker forligt med Gud. Irenæuskalder Jesu kød for "det retfærdige kød'" fordi han var uden synd, og derved kunne Jesus fø­re alle menneskers syndige kød "ind i venskab med Gud".

Irenæus bruger de bibelske skrifter som argument for, at Jesus Kristus er menneske. Enkeltesteder udtrykker Irenæus sig i doketiske vendinger om Jesus. Dog mener jeg, at Irenæus haret solidt grundlag i skrifterne for at kunne sige, at Jesus Kristus er menneske. Irenæus viser,at Jesus Kristus i de bibelske skrifter beskrives som et sandt menneske allerede fra undfan­gelsen, gennem hele sit liv og efter opstandelsen. Det er afgørende for Irenæus, at JesusKristus havde en krop, som var af konkret kød som alle andre menneskekroppe. I sin påvis­ning af, at Jesus Kristus var et menneske som alle andre - men et menneske i dets oprindeli­ge betydning - viser Irenæus, at synden ikke er en oprindelig del af mennesket, men kom­met til ved syndefalde!.

Det er afgørende for forsoningen mellem Gud og mennesker, at Jesus Kristus er et menne­ske. Ved en doketisk forståelse af Jesus Kristus, kunne han ikke være det offer, som forso-

14Hos Irenæus citeres især Ef 1,7; 2,13-15 og KolI,2I-n.

176 IXBYE nr. 4. 2001

Kristologien hos Irenæus

- C>( ----------------------

nede Gud med mennesker. Forsoningen var ikke mulig, hvis Jesu krop ikke var af kød ogblod. For mig at se, er dette afsnit et af de klareste hos Irenæus, og han viser, at der er al­vorlige uoverensstemmelser mellem doketismen og de bibelske skrifter.

KonklusionDe afgørende punkter hos Irenæus, som hver for sig beskriver noget vigtigt ved JesusKristus, er beskrevet i de foregående hovedafsnit: Jesus Kristus er en. Der er ingen delingmellem en menneskelig Jesus og en guddommelig Kristus. Kun Jesus Kristus er Kristus, daKristus-navnet oprindeligt er en titel. Det var Jesus Kristus, som blev undfanget, fødtes, le­vede, døde, opstod og for til himmels, og Jesus Kristus sidder ved Faderens højre hånd. Je­sus Kristus er Gud. Jomfrufødslen er en garant for dette. Selvom Irenæus udtrykker siguklart om Jesu dåb, er det et gennemgående træk, at Jesus Kristus var Gud fra undfangelsen.I de bibelske skrifters beskrivelse af Jesu liv ses det, at han var Gud på samme måde, somFaderen er Gud. Jesus Kristus er menneske. Skrifterne beskriver Jesus som et konkret men­neske, og Jesus gør ting, som et menneske gør. Det var netop Jesu kød og blod, som forso­nede mennesker med Gud.

For Irenæus er alle tre dele afgørende for en ret forståelse af, hvem Jesus Kristus er. Samti­dig skal alle tre sider ved Jesus fastholdes, fordi de bibelske skrifter gør det, og fordi det ernødvendigt for kristendommen. En begivenhed har en særlig betydning for Irenæus kristo­logi - inkarnationen. Undfangelsen ved Helligånden og jomfru Maria viser, at Jesus Kristuser Gud og menneske. Irenæus bruger de bibelske skrifter som argument for jomfrufødslen.Desuden viser Irenæus, at det får konsekvenser for forståelsen af Jesu Kristi person, hvisman omtolker undfangelsen.

Jesus er ikke en skabning som andre mennesker, men Gud - derfor er det vigtigt, at Jesusikke har en jordisk far. Jesus er et menneske i kød og blod - derfor er det vigtigt at Jesus haren jordisk mor. Irenæus' lære om jomfrufødslen skal forstås konkret - Jesus Kristus blevfødt afjomji'uen og kvinden Maria.

Som jeg har påvist, er Irenæus' argumentation fyldt med henvisninger til skrifterne. Han eraf senere teologer blevet betegnet som "skriftteolog lf

, og denne betegnelse må siges at værepræcis. Når der er uenigheder mellem Irenæus og hans modstandere, er det afgørende forlrenæus: Hvad siger de bibelske skrifter? I skrifterne finder man ifølge Irenæus klarhed ogfuldkommenhed, og derfor kan de bibelske skrifter bruges som direkte begrundelse for kir­kens lære.

Irenæus' betydning for sin samtid og eftertidBlandt Irenæus-forskere er det en udbredt holdning, at Irenæus' teologi fik vidtrækkendebetydning for den senere teologi. På mange punkter tænkte Irenæus nye tanker, selvom hanselv blot ønskede at holde sig til den kristne tradition og skrifterne. For Apologeterne førIrenæus var Jesus Kristus en slags mellemvæsen. Hos Irenæus er der en reel inkamationste­ologi, (det var Gud selv, som blev kød), og dette blev normdannende for de senere kristnebekendelser. Dermed havde Irenæus forsynet kirken med de teologiske våben, der skullebruges til at slå den senere arianisme.Ser man fra nutiden tilbage på Irenæus kan man sige, at han er meget ortodoks - selvom detbegreb først defineres senere. Også når det gælder læren om treenigheden eller læren om

IX9YE nr. 4, 2001 177

Rene V. Jensen

---------------------- ><:> -

frelsen, kan man se Irenæus' tydelige fingeraftryk på de senere kristne bekendelser og densenere kristne teologi. Samlet set fik Irenæus stor betydning både for sin egen samtid og forkristenbeden i eftertiden.

178 rxBYE nr. 4. 2001

Artikelforlåltere

- =< ----------------------

Artikelforfattere

Ingolf Henoch PedersenStilling: theo!.cand., Fakultetsleder på Menighedsfakultetet, ArhusKarriereforløb: Student 1968, østre Borgerdyd, København. Teo!. cand. 1976, Lund. Læ­rer på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød 1976-84. Generalsekretær for Kri­steligt Forbund for Studerende 1984-91. Præst i Fjellerup valgmenighed 1991-2000. Under­visningskonsulent i Indre Mission 1991-95. Præst i Kronjyllands valgmenighed 1996-2000.Leder af Menighedsfakultetet i Arhus 2000.Publikationer: I1Fårehyrde Dg samfundsrevser - studier over Amos' bog" l København 1986,Credo forlag., "Lederen - boss eller tjener?", København 1989, Credo forlag., flSom i Elias'dage", København 1997, Credo forlag., "Vi tror på.... '.. Fredericia 1999, Lohses Forlag.Adresse: Takslunden 22, Romait, 8900 Randers, 86-403855, ihp@menighedsfakultetet.dk

Kurt E LarsenStilling: lektor, PhD.Karriereforløb: Født 1955; cand. theo!' fra Arhus universitet 1981; landssekretær vedMenighedsfaknltetet 1982-84; ansat ved projekt Indre Missions historie 1985-86; sog­nepræst i Skarrild sogn 1986-1998. Siden 1998 lektor i kirkehistorie ved MF.Pnblikationer: Uddrag afpublikationer:"Jngoslavien hvorfor? - om folkeslag, historie og religioner", 1995; "Bibelværk for

menigheden - kommentarer til Habbaknk, Haggag, Zefanias, I. og 2. Korintherbrev ogGalaterbrevet" 1997; "Fra kirkens historie 1500-1700" 1998; "Lys udefra" 1999"Vilhelm Beck, kirken og den indre mission - en srudie i forholdet mellem vækkelses­bevægelse og folkekirke i perioden 1849-1901", PhD-afhandling ved Teologisk faknl­tet, Arhus universitet 2000; "Vilhelm Beck - missionspræsten" 2001Adresse: Privat: Majvej 32, 8210 Arhus V, 86-751504, kl@menighedsfaknltetet.dk

Rene V. JensenStilling: Stud.theolAdresse: Tomebakken 62, 8240 Risskov, renelise@post.tele.dk

IX8Yl; nr. 4, 2001 179

-------4fi?l-------Boganmeldelser

Teser ompædagogik

ogkristendom

Teser om pædagogik og kristendomCarsten Hjorth PedersenKristent Pædagogisk Institut, Hillerød, 200 l36 siderGratis

Med stor fornøjelse og 15 års forsinkelse, har jeg læst CarstenHjorth Pedersen's teser om pædagogik og kristendom. Der ertale om et solidt stykke arbejde, som med stort udbytte kanlæses af mange faggrupper.

Teserne er overskueligt opbyggede. Der er 5 hovedafsnit. De første to afsnit er klargøring afdet kristne grundstanclpunkt, mens de sidste tre afsnit er reserveret de mere pædagogiskeaspekter.

En Evangelisk~Luthersk Ukatekismus-forklaring", hvor menneskets forhold til Gud, med­mennesket og verden i øvrigt udlægges i teser og billeder.

Den lutherske to-regimente-lære udlagt som et tolkningsprincip for forholdet mellem GudsRige og de jordiske riger.

Et meget kort definitionsafsnit om pædagogisk mandat og om pædagogiske institutioner,som er ganske klart og præcist, og virker til gode for den følgende læsning.

Pædagogisk virksomhed på kristen grund, sådan helt generelt. Det er f.eks. her, læreren ogfodboldtræneren kan finde konkret inspiration til pædagogisk tænkning i sit fagområde, udfra det kristne ståsted.

Den specifikt kristne oplæring, som i Danmark typisk er blevet en privatsag. Det er det blotikke kun hos CHP, for i tese 5.7.b læser vi, at den kristne oplærings rum er det kristne hjem,menigheden og kristne institutioner (skoler og børnehaver). Det er altså også her, både fade­ren, moderen og den kommende præst kan finde nærmere indføring i religionspædagogiskeovervejelser.

En anmeldelse må naturligvis også indeholde nogle kritiske bemærkninger, men jeg menernok, at de må holde sig til det formelle niveau, da jeg synes udspillet er så epokegørende ogstærkt, at initiativet må stå uimodsagt. Der findes simpelthen ikke noget lignende på dansk.

Det kan virke lidt forvirrende, at nogle teser er sat med petit, men det er sket udfra klart pæ­dagogiske motiver, idet disse teser ikke har samme almengyldige karakter, men nærmere ersmå eksempler til at lette læsningen.

IX9YE nr. 4, 2001 180

_~ B_O_g_an_m_e_Jd_C_Jse_r

Ligeledes er det fint, at CHP har forsøgt at illustrere nogle af de svære ting i de første parkapitler, men de har et abstraktionsniveau, som kræver nøje læsning af teksten samtidigtmed. Lidt enklere illustrationer ville være godt - og så gerne nogle flere, tak... l

At CHP ikke bryder sig om udtrykket uregimente" men hellere bruger ordet "regi" er et ku­riosum, der kunne siges meget om. Jeg vil blot nævne, at det naturligvis er et kendetegn påen god pædagog, at han forsøger at gøre stoffet letforståeligt, men når det kun drejer sig omat udskifte et ord uden nænnere definition, virker det nu lidt pjattet."Regimente" er nu engang et indgroet udtryk for det, CHP udtaler sig om, så....

Tanken med teserne er, at der i dem kan være inspiration for alle de mange forskelligegrupper fagfolk, der beskæftiger sig med pædagogik og opdragelse. Jeg tror dog nok, at dehar en sådan sværhedsgrad, at en "folkeudgavelI er påkrævet, for at også ubelæste forældre,søndagsskoleledere og spejderførere vil kunne læse den med tilstrækkeligt udbytte.

Da jeg for ca. 15 år siden gik på lærerseminariet efterlyste jeg ved flere lejligheder et skriftsom dette, og fandt det ikke. Det havde været godt at kunne "spille bold op ad" i min per~

sonlige udviklingsproces som pædagogisk fagperson. At CHP er klar over, at han ikke eralene i verden, spiller tydeligt ind, og han ønsker da også kun at bidrage med Het kristentlivs- og menneskesyn" i stedet for "det kristne Iivs- og menneskesyn". Tilsvarende har CHPheller ikke taget patent på en bestemt kristen kristen pædagogik. Alene teseformen antyderdette. Samtidig udtaler CHP sig med en autoritet, som han kun kan have ud fra solide studi­er, og han har da også et klart standpunkt, man kan forholde sig til.

Bogen er gratis, men koster 25 kr at fremstille, hvilket den til fulde er værd. Har man ikkemulighed for at finde bogen på MF's boghylder, kan teserne også læses på www.kpi.dk.

Stud.theol Ole Rasmussen

IX9YE nr. 4,2001 181

)C>-

IXeYEMenighedsfakultetets studenterblad. Udgives afStudenterrårlet ved MF

RedaktionenStud.theol. Klaus Vibe (ansv. red.), Absalonsgade 47, 2. tv., 8000 Arhus et 86·120037

Stud.theol. Søren Overby Christensen (redaktionssekretær), Mollevangs Alle 149, 1.lh., 8210 Arhus V. t 86-166327

Stud.theol. Jacob Bank Møller (fejlfinder), Kalendervej 28. 8210 Århus V, 86·153402

lay-out og satsSøren Overby Christensen

AdresseIX0Y.E, Menighedsfakultetct, Kairinebjergvej 75, 8200 Århus N, 86-166300ichtys@menighedsfakultC1Ct.dk

www.teologi.dk

TI)/kSvend Age Tolstrup, Frihedsvej 60, 6700 Esbjerg, 75-133182

Deadlinel. februar; 15. april; l. september; L november

IX8YE, Menighedsfakultctcts studenterblad, ønsker at være et bibeltro teologisk tidsskrift, der udkommer fire gan­

ge årligt, og som primært henvender sig til teologiske studenter.

Enhver er velkommen til at indsende artikler og debatindlæg for optagelse i bladet, dog er redaktionen ikke for·

pligtet til at bringe alt, ligesom den forbeholder sig retten til at forkorte. Anonyme og pseudonyme artikler og ind·

læg kan bringes, dog skal redaktionen have navn og adresse. Artikler og indlæg fra Menighedsfakultetets studenter

prioriteres.

Artikler tilsigtes en længde på ca. IO A4-sider, debatindlæg 3·5 A4·sider (3200 anslag (inel. mellemrum) pr. side).

Det foretrækkes at artikler foreligger i Microsoft Word format. Andet er også velkomment.

Redaktionen er ikke ansvarlig for de i artikler og debatindlæggene anforte synspunkter, ligesom de ikke nødven·

digvis er udll)'k for redaktionens mening. Relevante artikler optages i flg. indeks: Elenchus Bibliographicus Bibli·

cus; Internationale Zeitschriftenshcau mr Bibelwissenschaft und Grenzgebiete; New Testament Abslracts og DidTestament Abstmcts. Endvidere oploades artiklerne på internettet på vores webside (se adresse ovenfor).

OmslagHenrik Wiirtz (grafisk designer)

CopyrightIX8Y~ 2001

IXa~ nr. 3. 2001

IX8YE Nummer 4 • Oktooer 200 I

IndholdAm/agt:Troen af nllde 149

Let/er:Fundamentalisme 150

Pedersen, IngolfHenoe"MF - og Gnds ords sandhed 152

Larsen, KurlPinsebevægelsen i 100 lir - en slags folkelig katolicisme 157

Jensen, Rem! VejenKristologien hos Irenæus 166

Artll<elforfaltere 179

Bogfluweltlelser:Teser 0111 pædagogik og kristendom 180

ISSN 0105-4791