oen under havet

øen under havet

87109_oeen under havet_.indd 1 03-05-2011 13:47:41

isabel allende

øen under havet

roman

På dansk ved Iben Hasselbalch

Gyldendal


5

Til mine børn, Nicolás og Lori

Zarité

I de fyrretyve år, jeg har levet, har jeg, Zarité Sedella, været heldigere

end andre slavinder. Jeg kommer til at leve længe endnu, og min alder-

dom bliver glad, for min stjerne – min z’etoile – skinner også, når det

er overskyet. Jeg har oplevet glæden ved at være sammen med mit hjer-

tes udkårne og mærke hans store hænder vække min hud. Jeg har fået fire

børn og et barnebarn, og de, der endnu er i live, er frie. Det første lykke-

lige øjeblik, jeg husker, var, da jeg som en mager snotunge med forpjusket

hår bevægede mig i takt til trommerne, og det er også mit seneste lyk-

kelige minde, for i aftes dansede jeg af hjertens lyst på Place du Congo,

uden tanker i hovedet, og i dag er min krop varm og træt. Musik er en

vind, der bortvejrer årene, minderne og angsten, dette dyr, der lurer i mit

indre. Med trommerne forsvinder hverdagens Zarité, og jeg bliver igen

den lille pige, der dansede, før hun knap kunne gå. Jeg tramper i jorden

med fodsålerne, og livet stiger op gennem mine ben, løber gennem min

krop, fylder mig totalt, fjerner min uro og forsøder mine minder. Verden

skælver. Rytmen opstår i øen under havet, banker gennem jorden, skyder

op igennem mig, lyner mod himlen og tager mine bekymringer med sig,

så Papa Bondye kan tygge dem, sluge dem og efterlade mig ren og glad.

Trommerne besejrer frygten. Trommerne er arven efter min mor, kraf-

ten fra Guinea, som ligger i mit blod. Så kan ingen hamle op med mig,

jeg bliver uimodståelig som Erzuli, kærlighedens loa, og hurtigere end

pisken. Muslingeskallerne om mine ankler og håndled smælder, djembe-

trommerne svarer med deres skovstemme og timbalerne med deres røst

af metal, djun-djun-trommerne, der kan tale, inviterer, og den store

maman-tromme buldrer, når man slår på den for at tilkalde loa’erne.

Trommerne er hellige, gennem dem taler loa’erne til os.


I det hus, hvor jeg boede i de første år af mit liv, stod trommerne

tavse i det rum, jeg delte med den anden slave, Honoré, men de var ofte

ude omkring. Madame Delphine, min ejerinde på det tidspunkt, ville

ikke høre på negerstøj, kun den melankolske klagen fra sit clavichord.

Mandag og tirsdag underviste hun de farvede piger, og resten af ugen

underviste hun i herskabshusene hos les grands blancs, „de store hvide“,

hvor døtrene havde deres egne instrumenter, fordi de ikke måtte bruge de

samme, som mulatpigerne spillede på. Jeg lærte at rense tangenterne på

clavichordet med citronsaft, men jeg kunne ikke spille på det, for madame

ville ikke have, at vi kom i nærheden af det. Det behøvede vi heller ikke.

Honoré kunne få musik ud af en kasserolle, alt hvad han fik mellem

hænderne, havde takt, melodi, rytme og stemme; han havde lydene i sin

krop, han havde haft dem med fra Dahomey. Mit legetøj var en hul

kalabas, som vi slog på; senere lærte han mig at kæle for trommerne og

frembringe sagtere lyde. Og det lige fra begyndelsen, da han endnu bar

rundt på mig og havde mig med til voodoodans og voodooceremonier,

hvor han slog rytmen an på hovedtrommen og de andre fulgte med.

Sådan husker jeg det. Honoré så meget gammel ud, fordi hans knogler

var blevet kolde, men på det tidspunkt var han ikke ældre, end jeg er nu.

Han drak tafia for at udholde de smerter, han havde, når han bevægede

sig, men ud over denne beske sukkerrørsbrændevin var musik hans bedste

medicin. Hans klager blev til latter ved lyden af trommerne. Honoré

kunne knap nok skrælle en kartoffel til fruens middagsmad med sine

forkrøblede hænder, men når han spillede tromme, var han utrættelig,

og når det kom til at danse, var der ingen, der løftede knæene højere

eller slog kraftigere med nakken eller vrikkede med hofterne med større

fryd. Før jeg overhovedet kunne gå, fik han mig til at danse i siddende

stilling, og så snart jeg kunne stå oprejst på mine to ben, opfordrede han

mig til at forsvinde i musikken som i en drøm. „Dans, dans, Zarité, en

slave, der danser, er fri … mens han danser,“ sagde han. Jeg har altid

danset.


Første del

Saint-Domingue, 1770-1793


9

Det spanske onde

toulouse valmorain kom til Saint-Domingue i 1770, samme

år som den franske kronprins giftede sig med den østrigske ærke-

hertuginde Marie Antoinette. Før han rejste til kolonien og endnu

ikke havde nogen anelse om, at skæbnen ville komme til at spille

ham et puds, og at han en dag ville havne uden for lands lov og ret

mellem nogle sukkerrørsmarker på Antillerne, havde han deltaget

i en af de fester, der blev afholdt til ære for den nye kronprinsesse,

en blond lille pige på fjorten år, der gabte utilsløret på trods af det

franske hofs strenge etikette.

Alt det var fortid nu. Saint-Domingue var en anden verden.

Unge Valmorain havde et temmelig vagt begreb om det sted, hvor-

fra hans far efter bedste evne brødfødte familien i håb om at skabe

sig en formue. Han havde læst et sted, at øens oprindelige beboere,

arawakerne, havde kaldt den Haiti, før de spanske erobrere havde

ændret navnet til Hispaniola og gjort det af med de indfødte. Efter

knap halvtreds år var der ikke en eneste arawak tilbage at vise frem.

Alle døde som ofre for slaveriet eller europæiske sygdomme eller

begik selvmord. Det var en race med rødlig hud, tykt, sort hår og

en urokkelig værdighed, men så frygtsomme, at en enkelt spanier

kunne nedkæmpe ti af dem med de bare næver. De levede i poly-

game samfund og dyrkede jorden varsomt for ikke at udpine den:

søde kartofler, majs, kalabasser, jordnødder, peberfrugter, kartofler

og maniok. Jorden havde som himlen og vandet ingen ejermand,

før de fremmede bemægtigede sig den for at dyrke ukendte plan-

ter med arawakerne som tvangsarbejdere. Fra den tid stammede

skikken med at „aperrear“. Ordet kom af „perro“, hund, og betød

at dræbe mennesker ved at pudse hundene på dem. Da de havde

udryddet de indfødte, importerede de slaver, enten sorte, som de


10

havde fanget ind i Afrika, eller hvide straffefanger, forældreløse,

prostituerede eller oprørske sjæle fra Europa.

I slutningen af 1600-tallet overgav Spanien den vestlige del af

øen til Frankrig. Frankrig kaldte området Saint-Domingue, og det

skulle snart blive den rigeste koloni i verden. På den tid da Toulouse

Valmorain kom dertil, udgjorde råvarerne fra øen – sukker, kaffe,

tobak, bomuld, indigo og kakao – en tredjedel af Frankrigs eksport.

Der var nu ingen hvide slaver mere, men flere hundrede tusind sorte.

Den mest krævende afgrøde var sukkerrørene, koloniens søde guld;

at skære sukkerrørene ned, knuse dem og omdanne dem til saft var

ikke et arbejde for mennesker, men for dyr, hævdede plantageejerne.

Valmorain var lige fyldt tyve år, da han blev kaldt over til kolo-

nien af et presserende brev fra faderens handelsagent. Da han gik

fra borde, var han klædt efter sidste mode – kniplingsmanchetter,

pudret paryk og højhælede sko – og overbevist om, at de bøger

om opdagelsesrejser, han havde læst, rigeligt satte ham i stand til

at rådgive sin far i nogle uger. Han medbragte en valet, en kam-

mertjener, som var næsten lige så flot som han selv, adskillige kister

med klæder samt sine bøger. Han betragtede sig selv som en dannet

mand og agtede at beskæftige sig med videnskab, når han kom til-

bage til Frankrig. Han beundrede filosofferne og encyklopædisterne,

der havde haft sådan en betydning i Europa i de seneste årtier, og

han delte nogle af deres liberale ideer. Samfundspagten af Rousseau

havde været hans yndlingsbog, da han var atten. Aldrig så snart

var han gået fra borde efter en sørejse, der nær var endt tragisk på

grund af en orkan i Caribien, før han fik sin første ubehagelige

overraskelse: Hans far var ikke i havnen for at modtage ham. Han

blev i stedet modtaget af handelsagenten, en elskværdig jøde klædt

i sort fra isse til fod, der oplyste ham om de nødvendige forsigtig-

hedsregler, når man skulle bevæge sig rundt på øen, skaffede ham

heste, et par muldyr til bagagen, en guide og en militssoldat til at

følge ham til faderens habitation eller plantage, Saint-Lazare. Den

unge mand havde aldrig før været uden for Frankrig og havde ikke


11


lyttet særlig til de – i øvrigt ganske banale – historier, som fade-

ren plejede at fortælle på sine sjældne besøg hos familien i Paris.

Han havde ikke forestillet sig, at han nogensinde skulle rejse til

plantagen; den stiltiende aftale var, at hans far skulle konsolidere

formuen på øen, mens han selv tog sig af sin mor og sine søstre og

styrede forretningerne i Frankrig. Det brev, han havde fået, talte om

helbredsproblemer, og han havde regnet med, at der var tale om en

forbigående febersygdom, men da han ankom til Saint-Lazare efter

en dags halsbrækkende rejse gennem en grådig og fjendtlig natur,

gik det op for ham, at hans far lå for døden. Han led ikke af malaria,

som han havde troet, men af syfilis, der hærgede blandt hvide, sorte

og mulatter i flæng. Sygdommen var i sit sidste stadium, og faderen

var næsten sat helt ud af spillet, havde bylder over det hele, løse

tænder og var uklar i hovedet. De gruopvækkende kure bestående

af åreladninger, kviksølv og ætsninger af penis med rødglødende

jern havde ikke hjulpet, men han praktiserede dem stadig som en

bodshandling. Han var lige fyldt halvtreds år, men var blevet til en

olding, der ikke havde kontrol over sin vandladning og altid lå i

en hængekøje med sine kæledyr, et par små negerpiger, der knap

havde nået puberteten, og uddelte vanvittige ordrer.

Mens slaverne pakkede Toulouse Valmorains bagage ud efter

ordre fra hans valet, en laps, der havde haft svært ved at klare sø-

rejsen og var forfærdet over stedets primitive forhold, tog han ud

for at tage den store ejendom i øjesyn. Han anede intet om suk-

kerrørsbrug, men hans gåtur var nok til at fortælle ham, at slaverne

sultede, og at plantagen kun havde undgået fallit, fordi verdens

grådighed efter sukker var stigende. I regnskabsbøgerne fandt han

forklaringen på faderens dårlige økonomi, der ikke var god nok til

at holde familien i Paris på et niveau, der svarede til dens position.

Produktionen var en katastrofe, og slaverne døde som fluer; han

var ikke det mindste i tvivl om, at faderens commandeurs – slave-

fogeder – benyttede sig af deres herres miserable tilstand og stjal

fra ham. Han bandede over sin skæbne og beredte sig på at smøge


12

ærmerne op og tage fat, noget som ingen ung mand fra hans miljø

ellers kunne finde på, den slags havde man folk til. Med hjælp

fra faderens handelsagent og hans forbindelser til bankverdenen

skaffede han først et klækkeligt lån, derefter sendte han slavefo-

gederne ud i sukkerrørsmarkerne for at arbejde side om side med

dem, de havde plaget før, og erstattede dem med nogle, der var

mindre ondskabsfulde, han gjorde straffene mildere og ansatte en

dyrlæge, der blev to måneder på Saint-Lazare, hvor han prøvede at

bringe negrene i en rimelig helbredstilstand igen. Dyrlægen kunne

ikke redde hans valet, som på mindre end otteogtredive timer blev

ekspederet ud af verden af en galoperende diarre. Valmorain fandt

ud af, at faderens slaver holdt i gennemsnitligt atten måneder, før

de flygtede eller faldt døde om af slid, og det var langt mindre end

på andre plantager. Kvinderne levede længere end mændene, men

ydede mindre i det udmattende arbejde i sukkerrørsmarkerne og

havde desuden den dårlige vane at blive gravide. Da meget få børn

overlevede, havde plantageejerne regnet ud, at fødselsraten blandt

negrene var så lav, at det ikke var rentabelt at have slavinder. Unge

Valmorain foretog de nødvendige forandringer mekanisk, uden

planlægning og i al hast, opsat på at komme derfra igen i en fart,

men da hans far nogle måneder senere døde, var han nødt til at

acceptere den uimodsigelige kendsgerning, at han var fanget. Det

var ikke hans mening at strande i denne myggebefængte koloni,

men hvis han rejste før tiden, ville han miste plantagen og dermed

indtægterne til familien i Frankrig og dens sociale position.

Valmorain gjorde ingen forsøg på at komme i kontakt med

andre kolonister. Les grands blancs, „de store hvide“, som ejede de

andre plantager, opfattede ham som en vigtigper, der ikke ville holde

længe ud på øen. Af samme grund blev de forbløffede, da de så ham

i mudrede støvler og solbrændt i huden. Modviljen var gensidig. I

Valmorains øjne var disse franskmænd, der var blevet transplante-

ret til Antillerne, nogle bondeknolde og en diametral modsætning

til den omgangskreds, han havde haft, og som hyldede tanken,


13


videnskaben og kunsten og aldrig talte om penge eller slaver. Han

kom lige fra „fornuftens tidsalder“ i Paris til en primitiv og voldelig

verden, hvor levende og døde gik hånd i hånd. Han blev heller ikke

venner med les petits blancs, „de små hvide“, hvis eneste kapital var

hudfarven, de var nogle sølle stakler forgiftet af misundelse og ond

snak, som han udtrykte sig. De kom fra alle fire verdenshjørner,

og det var umuligt at vide, om de var renblodede, eller hvad deres

fortid var. I bedste fald var de købmænd, håndværkere, munke af

tvivlsom dyd, sømænd, militærfolk eller lavere funktionærer, men

der var også banditter, ruffere, forbrydere og fribyttere iblandt, der

udnyttede hver en afkrog af Caribien til deres slyngelstreger. Han

havde intet tilfælles med den slags folk.

Blandt de mulatter, der var fri eller affranchis, var der over tres

forskellige klassificeringer alt efter procentdelen af hvidt blod, som

afgjorde deres sociale niveau. Det lykkedes aldrig Valmorain at

kende forskel på hudfarverne eller at lære betegnelserne på hver

enkelt kombination af de to racer. De affranchis havde ingen politisk

magt, men håndterede mange penge; derfor var de forhadt af de

fattige hvide. Nogle levede af lyssky forretninger lige fra smugleri

til prostitution, men andre var uddannet i Frankrig og havde for-

mue, jord og slaver. Bortset fra de spidsfindige farveforskelle var

mulatterne forenet af deres fælles ambition om at blive opfattet som

hvide og deres dybe foragt for de sorte. Slaverne, hvis antal var ti

gange så stort som antallet af hvide og affranchis tilsammen, blev

ikke regnet for noget, hverken i folketællinger eller i kolonisternes

bevidsthed.

Da det ikke var en god ide at isolere sig helt, omgikkes Toulouse

Valmorain fra tid til anden nogle af de rige, hvide familier i Le

Cap, den by, der lå nærmest hans plantage. På disse rejser købte

han de forsyninger, han havde brug for, og hvis han ikke kunne

undgå det, tog han en tur forbi Kolonialforsamlingen for at hilse

på sine ligemænd, på den måde glemte de ikke hans navn, men han

deltog ikke i møderne. Han benyttede sig også af chancen til at


14

gå i teatret, deltage i festerne med les cocottes – de frodige franske,

spanske og raceblandede kurtisaner, der dominerede nattelivet – og

møde opdagelsesrejsende og videnskabsmænd, der gjorde ophold på

øen på vej til andre mere interessante lokaliteter. Saint-Domingue

tiltrak ikke besøgende, men nu og da kom der nogle for at studere

naturen og økonomien på Antillerne, og dem inviterede Valmorain

til Saint-Lazare for blot for en kort stund at genopleve glæden ved

samtaler på et lidt højere niveau, den slags, der havde prydet hans

år i Paris. Tre år efter sin fars død kunne han med stolthed fremvise

sin ejendom; han havde forvandlet en menage af syge negre og tørre

sukkerrørsmarker til en af de mest velfungerende plantager af de

otte hundrede, der var på øen, han havde femdoblet produktionen

af uraffineret sukker til eksport og etableret et destilleri, hvor han

producerede nogle eksklusive tønder rom, der var langt finere end

den, man plejede at drikke. Hans gæster tilbragte en eller to uger i

det rustikke træhus, hvor de gjorde sig til gode med landlivet og på

nært hold oplevede den fantastiske opfindelse, sukker var. De red

gennem tætbevoksede marker, hvor vinden hvislede ildevarslende,

skærmet mod solen af store stråhatte og gispende i Caribiens fug-

tige hede, mens slavernes magre skikkelser huggede planterne af i

jordhøjde uden at ødelægge rødderne, så de kunne give udbytte igen.

På afstand lignede de insekter mellem de brogede sukkerrørsplanter,

der var dobbelt så høje som de selv. Arbejdet med at rense de hårde

rør, findele dem mellem maskinernes tænder, kvase dem i presserne

og koge saften i dybe kobberkar for at forvandle den til mørk sirup

fascinerede disse bymennesker, der kun havde set de hvide krystaller,

som sødede deres kaffe. Disse gæster holdt Valmorain orienteret om

begivenhederne i Europa, der forekom ham fjernere og fjernere, om

de nye teknologiske og videnskabelige fremskridt og de filosofiske

tanker, der var på mode. De åbnede en lille luge for ham til verden

og forærede ham nogle bøger. Valmorain nød at have gæster, men

han nød endnu mere, når de rejste; han brød sig ikke om at have

vidner i sit liv eller på sin ejendom. De fremmede iagttog slaveriet


15


med en blanding af væmmelse og morbid nysgerrighed, som han

fandt stødende, for han betragtede sig selv som en retfærdig herre.

Hvis de bare vidste, hvordan andre plantageejere behandlede deres

negre, ville de give ham ret. Han vidste, at flere af dem ville vende

tilbage til civilisationen som abolitionister, modstandere af slaveriet,

klar til at sabotere sukkerforbruget. Før han var blevet tvunget til

at bo på øen, ville han også være blevet chokeret over slaveriet, hvis

han havde kendt nærmere til det, men hans far havde aldrig bragt

emnet på bane. Nu hvor han havde hundredvis af slaver under sig,

havde hans opfattelse i den henseende ændret sig.

De første år gik for Toulouse Valmorain med at få bragt Saint-

Lazare på fode, han fik ikke en chance for at rejse. Han havde ingen

anden kontakt med sin mor eller sine søstre end lejlighedsvise breve

i en formel tone, der kun indeholdt banaliteter om dagligdag og

helbred.

Han havde forsøgt sig med et par plantageforvaltere, som han

havde hentet i Frankrig – kreolerne havde ry for at være korrupte –

men det havde været en fiasko. Den ene blev bidt af en slange og

døde, og den anden faldt for rommens og konkubinernes fristelser,

indtil hans hustru kom over for at redde ham og tog ham med

hjem uden at høre på hans protester. Nu prøvede han med Prosper

Cambray, der som alle andre frie mulatter i kolonien havde tjent tre

år i den milits – La Marechaussée – der havde til opgave at garan-

tere respekt for loven, opretholde ro og orden, opkræve skatter og

forfølge maroner, undslupne slaver. Cambray havde hverken formue

eller forbindelser og havde valgt at leve af den utaknemlige opgave

at jage bortløbne negre i denne utæmmede natur bestående af

fjendtlig jungle og stejle bjerge, hvor ikke engang muldyrene kunne

finde sikkert fodfæste. Hans hud var gullig og koppearret, hans hår

krøllet og rustrødt og hans øjne grønlige og altid irriterede, og hans

stemme, der var velmoduleret og blød, stod i spottende kontrast

til hans brutale gemyt og hans kraftige statur. Han krævede total

underkastelse af slaverne, og samtidig krøb han for dem, der stod


16

over ham. I begyndelsen forsøgte han at vinde Valmorains agtelse

med intriger, men han forstod snart, at der lå en afgrund af race

og klasse imellem dem. Valmorain tilbød ham en god løn og en

mulighed for at udøve autoritet og lokkede med muligheden for

at blive slaveforvalter.

Nu fik han mere tid til at læse, gå på jagt og rejse til Le Cap.

Han havde mødt Violette Boisier, den mest eftertragtede cocotte i

byen, en fri ung kvinde, der gik for at være ren og sund og var af

afrikansk afstamning, men så ud som en hvid. Med hende ville

han i det mindste ikke som sin far ende med „det spanske onde“ i

blodet.

Nattens fugl

Violette Boisier var datter af en anden kurtisane, en prægtig mu-

latkvinde, der døde i en alder af niogtyve, spiddet på en sabel til-

hørende en fransk officer – muligvis Violettes far, men det blev

aldrig bekræftet – der var ude af sig selv af jalousi. Den unge pige

begyndte på erhvervet som elleveårig under moderens opsyn; som

trettenårig, da moderen blev dræbt, mestrede hun nydelsens ud-

søgte kunst, og som femtenårig overgik hun alle sine konkurrenter.

Valmorain undgik at tænke på, hvem hans petite amie muntrede

sig med, når han ikke selv var der, for han var ikke indstillet på at

betale for eneretten på hende. Han havde sat sin hu til Violette,

der var lutter bevægelse og latter, men var koldblodig nok til at be-

herske sine lyster, til forskel fra den militærmand, der havde dræbt

moderen og dermed spoleret sin karriere og sit navn. Han affandt

sig med at tage hende med i teatret og til herrefesterne, som ingen

hvide kvinder deltog i, og hvor hendes blændende skønhed tiltrak

alles blikke. Den misundelse, han vakte hos andre mænd, når han

kom med hende under armen, gav ham en pervers tilfredsstillelse;

der var mange, der ville sætte deres ære på spil for at tilbringe en


17


hel nat med Violette og ikke bare en eller to timer, som var det

afmålte tidsrum, men det privilegium havde kun han. Det troede

han i hvert fald.

Den unge dame rådede over en treværelsers lejlighed med en al-

tan med jerngitter i fleur-de-lis-mønster, beliggende på førstesalen

i en ejendom lige ved Place de Clugny, den eneste arv, som hendes

mor havde efterladt hende ud over nogle kjoler, der var velegnede til

hendes erhverv. Der boede hun i rimelig luksus sammen med Lou-

la, en tyk, mandhaftig, afrikansk slavinde, der fungerede som tjene-

stepige og bodyguard. Violette brugte dagens varmeste timer på at

slappe af eller pleje sin skønhed: massage med kokosmælk, hårfjer-

ning med karamel, oliebade til håret, urteteer til at klare stemme og

blik. I særlig inspirerede øjeblikke lavede hun og Loula hudlotioner,

mandelsæbe, sminkecremer og pudder, som hun solgte til kvinder i

sin omgangskreds. Hendes dage var langsomme og dovne. Sent på

eftermiddagen, når solens stråler havde mistet deres kraft og ikke

længere kunne skænde hendes teint, spadserede hun sig en tur, hvis

vejret tillod det, eller blev transporteret i en bærestol af to slaver, som

hun lejede af en naboerske; så slap hun for at blive svinet til af he-

stepærerne, affaldet og mudderet i Le Caps gader. Hun klædte sig

diskret for ikke at støde andre kvinder, for hverken hvide eller mu-

latter så med milde øjne på så skrap konkurrence. Hun gik i butik-

ker og gjorde sine indkøb og slog et slag ned om kajen for at skaffe

sig smuglervarer hos sømændene, hun besøgte sin syerske, sin frisør

og sine veninder. Med en frugtsaft som påskud satte hun sig ind på

et hotel eller en café, hvor der altid var en herre, som var klar til at

invitere hende hen til sit bord. Hun kendte de mest indflydelsesrige

hvide i kolonien godt, selv den højest rangerende militærmand, gu-

vernøren. Siden tog hun hjem igen for at stadse sig ud til arbejde,

en kompliceret sag, som krævede et par timer. Hun havde kjoler i

alle regnbuens farver af prægtige stoffer fra Europa og Østen, sko

og tasker, der passede til, fjerprydede hatte, sjaler broderet i Kina,

små pelskapper at slæbe efter sig, for det var for varmt at have dem


18

på, og et skrin fuldt af billige smykker. Hver aften gik hun med den

heldige ven, der stod for tur – han blev ikke kaldt for kunde – til en

eller anden forestilling og ud at spise til aften, derefter til en fest, der

varede til ud på de små timer, og til sidst gik han med hende hjem til

hendes lejlighed, hvor hun følte sig tryg, eftersom Loula sov på en

madras inden for hørevidde og kunne hjælpe hende med at komme

af med en voldelig mand, hvis det skulle blive nødvendigt. Hendes

pris var kendt, den talte man ikke om; pengene blev lagt i en lak-

æske på bordet, og næste møde afhang af drikkepengenes størrelse.

I et hulrum mellem to brædder i væggen, som kun Loula kendte

til, gemte Violette et etui af gemseskind med værdifulde smykker,

nogle af dem gaver fra Toulouse Valmorain, om hvem man kunne

sige alt andet, end at han var fedtet, og nogle guldmønter erhvervet

i tidens løb og lagt til side til fremtiden. Hun foretrak pjankede

smykker uden værdi for ikke at friste tyve eller give anledning til

sladder, men hun tog de fine smykker på, når hun gik ud med en

af dem, hun havde fået dem af. Hun gik altid med en beskeden

opalring af gammeldags tilsnit, som den franske officer Étienne

Relais havde sat på hendes finger som et bevis på deres forlovelse.

Hun så meget lidt til ham, for han tilbragte livet til hest i spidsen

for sin enhed, men når han var i Le Cap, tilsidesatte hun andre

venner for at opvarte ham. Relais var den eneste, hun nød at blive

beskyttet af. Toulouse Valmorain anede ikke, at han delte det privi-

legium at blive hos Violette hele natten med denne rå soldat. Hun

kom ikke med nogen forklaringer og var aldrig blevet tvunget til

at vælge, for de to mænd havde aldrig været i byen samtidig.

– Hvad skal jeg dog gøre med disse to mænd, der behandler

mig som deres forlovede? spurgte Violette på et tidspunkt Loula.

– Den slags problemer løser sig af sig selv, svarede slavinden og

tog et dybt drag af sin cerut af råtobak.

– Eller også ender det blodigt. Tænk på min mor.

– Det kommer ikke til at ske for dig, min engel, for jeg passer

på dig.


19


Loula havde ret. Tiden sørgede for at fjerne den ene af bejlerne.

Efter et par år blev forholdet til Valmorain erstattet af et kærligt

venskab, der ikke længere var præget af samme lidenskab som i de

første måneder, da han kunne finde på at skamride en hest for at

favne hende. Der blev længere mellem de dyre gaver, og sommetider

tog han til Le Cap uden at opsøge hende. Violette bebrejdede ham

det ikke, for hun havde altid set begrænsningerne i dette forhold,

men hun holdt kontakten ved lige, for den kunne komme dem

begge til gode.

Kaptajn Étienne Relais var kendt for sin ubestikkelighed i et

miljø, hvor uvaner var normen, hvor æren var til salg, hvor love

var til for at blive brudt, og hvor man gik ud fra, at den, der ikke

misbrugte magten, ikke fortjente at have den. Han var alt for ret-

skaffen til at berige sig som andre i en lignende position, og ikke

engang fristelsen til at spare sammen til rejsen tilbage til Frankrig

som pensionist, som han havde lovet Violette Boisier, kunne få ham

væk fra det, som han anså for militær hæderlighed. Han tøvede ikke

med at ofre sine mænd i et slag eller tortere et barn for at skaffe

oplysninger om dets mor, men han ville aldrig have tiltusket sig

penge, som han ikke havde tjent på ærlig vis. Han var øm om sin

ære og sin ærlighed. Han ville have Violette med hen et sted, hvor

ingen kendte dem, hvor ingen vidste noget om, at hun havde levet

af et lidet ærbart erhverv, og hvor det ikke var så tydeligt, at hun

var af blandet race: Man skulle have et trænet øje på Antillerne for

at se det afrikanske blod, der flød i årerne under hendes lyse hud.

Violette var ikke særlig vild med tanken om at rejse til Frankrig,

for hun var mere bange for kolde vintre end onde tunger, som hun

var uimodtagelig over for, men hun havde sagt ja til at tage med

ham. Relais havde regnet ud, at hvis han levede nøjsomt, påtog sig

højrisikoopgaver, som han fik ekstrabetaling for, og blev hurtigt

forfremmet, ville han kunne opfylde sin drøm. Han håbede på,

at Violette på det tidspunkt ville være blevet en moden dame, der

ikke længere vakte så stor opmærksomhed med sin skamløse latter,


20

sit lidt for frække glimt i de sorte øjne og sin rytmisk vuggende

gang. Hun ville aldrig undgå opmærksomhed, men måske ville hun

kunne påtage sig rollen som hustru til en pensioneret militærmand.

Madame Relais … Han smagte på de to ord, gentog dem som en

trylleformular. Hans beslutning om at gifte sig med hende skyldtes

ikke en nøje tilrettelagt strategi sådan som resten af hans tilværelse,

men en indskydelse så stærk, at han aldrig drog den i tvivl. Han

var ikke noget følelsesmenneske, men han havde lært at stole på

sit instinkt, der kom ham til gode, når han var i krig.

Han havde mødt Violette et par år tidligere på søndagsmar-

kedet midt mellem råbende sælgere og vrimmelen af mennesker

og dyr. I et miserabelt teater, der kun bestod af en tribune med en

overdækning af nogle sammenstykkede lilla laser, spankulerede en

fyr med en overdimensioneret moustache og slyngede tatoveringer

frem og tilbage, mens en lille dreng af sine lungers fulde kraft priste

hans egenskaber som Samarkands mest fantastiske troldmand. Den

ynkelige forestilling ville ikke have lokket kaptajnen til, hvis det ikke

havde været for Violettes lysende tilstedeværelse. Da troldmanden

bad om en frivillig blandt publikum, banede hun sig vej mellem de

nysgerrige og trådte op på tribunen med barnlig entusiasme, mens

hun lo og vinkede med sin vifte. Hun var kun lige fyldt femten år,

men havde allerede en krop og en holdning som en erfaren kvinde,

sådan som man tit så i dette klima, hvor pigerne, ganske som frugt,

modnedes tidligt. Violette fulgte tryllekunstnerens anvisninger og

krøb sammen i en kiste overmalet med egyptiske symboler. Ud-

råberen, en negerdreng på ti år klædt ud som tyrker, lukkede låget

med solide hængelåse, og en anden tilskuer blev kaldt op for at

kontrollere, at de var ordentligt låst. Manden fra Samarkand slog

nogle sving med sin kappe og gav så den frivillige tilskuer to nøgler

at åbne hængelåsene med. Da kistelåget blev åbnet, kunne man se,

at pigen ikke længere var derinde, men et øjeblik efter annoncerede

en trommehvirvel fra negerdrengen hendes underfulde tilsynekomst

bag publikum. Alle vendte sig for måbende at få øje på pigebarnet,


21


der havde materialiseret sig ud af den tomme luft og stod med et

ben på en tønde og viftede sig.

Étienne Relais vidste med det samme, at han ikke ville kunne

drive denne pige af honning og silke ud af sit hjerte. Han følte det,

som om noget eksploderede i hans krop, han blev tør i munden og

mistede orienteringssansen. Han måtte gøre en kraftanstrengelse for

at vende tilbage til virkeligheden og fatte, at han stod på et marked

omgivet af mennesker. Han prøvede at beherske sig og tog nogle

dybe indåndinger af den fugtige middagsluft med stanken af fisk

og kød, der lå fremme i solen, af fordærvet frugt, affald og dyreeks-

krementer. Han kendte ikke navnet på den skønne, men regnede

med, at det ville være let at finde ud af det, og han sluttede sig til,

at hun ikke var gift, for ingen ægtemand ville tillade sin hustru at

udstille sig selv så frimodigt. Hun var så vidunderlig, at alles øjne

hang ved hende, og kun Relais, der var trænet i at observere den

mindste detalje, bemærkede tryllekunstnerens trick. Under andre

omstændigheder ville han måske have afsløret kistens dobbelte

bund og lemmen i podiets gulv af lutter kværulanteri, men han

tænkte, at den unge pige nok stod i ledtog med troldmanden, og

valgte derfor at undgå den ubehagelighed. Han blev ikke hængende

for at se den tatoverede sigøjner trække en abe op af en flaske eller

hugge hovedet af en frivillig, som udråberdrengen annoncerede.

Han banede sig vej gennem mængden med albuerne og fulgte

efter pigebarnet, der hurtigt gik derfra med en uniformeret mand

under armen, muligvis en soldat fra hans eget regiment. Han nå-

ede hende ikke, for han blev brat standset af en negerkvinde med

muskuløse arme dækket af billige armringe, der spærrede vejen for

ham og bad ham om at stille sig i kø, for han var ikke den eneste,

der var interesseret i hendes ejerinde, Violette Boisier. Da hun så

kaptajnens forvirrede udtryk, bøjede hun sig frem for at hviske ham

i øret, hvad hun skulle have i drikkepenge for at stille ham forrest

i køen blandt ugens kunder. Således gik det op for ham, at han var

faldet for en af de kurtisaner, Le Cap var berømt for.


22

Relais mødte op for første gang i Violette Boisiers lejlighed,

stiv i sin nypressede uniform, med en flaske champagne og en

beskeden gave. Han lagde betalingen der, hvor Loula sagde, og

indstillede sig på, at det var hans fremtid, han satte på spil i de

næste to timer. Loula forsvandt diskret, og han blev alene tilbage,

svedende i den lille, varme, overmøblerede stue, lettere væmmet

ved den sødlige duft fra de modne mangoer, der lå på en tallerken.

Violette lod ham ikke vente i mere end et par minutter. Hun kom

stille listende ind i lokalet og rakte ham begge hænder, mens hun

studerede ham under de halvt lukkede øjenlåg med et vagt smil.

Relais tog disse lange, smalle hænder mellem sine uden at vide,

hvad det næste skridt skulle være. Hun gjorde sig fri, strøg ham over

kinden, smigret over, at han havde barberet sig for hendes skyld,

og gav tegn til ham, at han skulle åbne flasken. Proppen sprang, og

champagneskummet sprøjtede ud, før hun nåede at række glasset

frem, og vædede hendes håndled. Hun lod de fugtige fingre løbe

over halsen, og Relais følte sig tilskyndet til at slikke dråberne, der

skinnede på hendes perfekte hud, men stod fastnaglet på stedet,

stum, totalt viljeløs. Hun skænkede op i glasset og stillede det fra

sig på et lille bord ved divanen uden at smage på indholdet, så gik

hun hen til ham og knappede med kyndige fingre den tykke uni-

formsjakke op. „Tag den af, det er så varmt. Og støvlerne ligeså,“

sagde hun og rakte ham en kinesisk slåbrok med malede hejrer.

Relais syntes, den var upassende, men tog den over skjorten, kæm-

pende med de store, vide ærmer, og så satte han sig ængsteligt på

divanen. Han var vant til at give ordrer, men forstod, at inden for

disse fire vægge var det Violette, der gav ordrer. Lydene fra pladsen

trængte ind gennem sprækkerne i persiennen, og solens sidste lys

faldt ind i lodrette striber og oplyste stuen. Den unge kvinde var

iført en smaragdgrøn silketunika bundet stramt om livet med et

guldbånd, tyrkiske tøfler og en kunstfærdig, perlebroderet turban.

En lok krøllet, sort hår hang ned over hendes ansigt. Violette drak

en mundfuld champagne og bød ham af det samme glas, som han


23


tømte i et enkelt begærligt drag som en skibbruden. Hun fyldte det

igen og holdt det i den tynde stilk, afventende, indtil han kaldte

hende hen til sig på divanen. Det var Relais’ sidste initiativ. Herefter

sørgede hun for at styre samværet på sin maner.

Dueægget

Violette havde lært at behage sine mandlige venner på den afmålte

tid uden at give dem fornemmelsen af hastværk. Alt dette koketteri,

al denne spøgefulde underkastelse i den unge pigekrop afvæbnede

Relais fuldstændig. Hun løste langsomt sin turbans lange bånd, så

den landede på trægulvet med en raslen af perler, og rystede håret

som en sort kaskade ned over skuldre og ryg. Hendes bevægelser

var glidende, ganske uaffekterede, friske som i en dans. Hendes

bryster havde endnu ikke nået deres fulde størrelse, og hendes

brystvorter stak frem under den grønne silke som småsten. Hun

var nøgen under tunikaen. Relais beundrede denne mulatkrop, de

faste ben med de spinkle ankler, den kraftige bagdel og de runde

lår, den smalle talje, de elegante fingre, der bøjede sig bagover, uden

ringe. Hendes latter begyndte som en dyb knurren i underlivet og

steg langsomt op, krystalklar og højlydt, gennem den lange pulse-

rende hals til det løftede hoved med det levende hår. Violette skar

med en lille sølvkniv et stykke mango af og stak det begærligt i

munden, så en stribe saft havnede i hendes brystudskæring, der var

fugtig af sved og champagne. Med en finger fjernede hun sporet

efter frugten, en gylden, tyktflydende dråbe, og gned den på Relais’

læber, mens hun satte sig overskrævs på hans skød, let som en kat.

Mandens ansigt var nu begravet mellem hendes mangoduftende

bryster. Hun bøjede sig forover og svøbte ham i sit vilde hår, kys-

sede ham midt på munden og gav ham med tungen det stykke

frugt, hun havde bidt af. Relais modtog det tyggede frugtkød med

en overrasket gysen. Aldrig havde han oplevet noget så intimt, så


24

chokerende og så vidunderligt. Hun slikkede hans hage, tog hans

hoved mellem hænderne og dækkede ham med hurtige kys som

en fugl, der hugger med næbbet, på øjenlågene, kinderne, læberne,

halsen, legende, leende. Manden lagde armene om livet på hende

og rev med desperate hænder tunikaen af hende, så han blottede

den slanke, moskusduftende pige, der bøjede sig, smeltede, smuld-

rede mod hans soldaterkrops kompakte knogler og hårde muskler,

garvet af kampe og afsavn. Han ville løfte hende op i sin favn og

bære hende hen til sengen, som han kunne se i værelset ved siden

af, men Violette gav ham ikke tid til det; hendes odaliskhænder

åbnede den kinesiske slåbrok med hejrerne og trak hans hoser

ned, hendes yppige lår slyngede sig kyndigt hen over ham, indtil

hun anbragte sig på hans stenhårde lem med et dybt suk af fryd.

Étienne Relais følte det, som om han sank ned i et hav af nydelse,

uden erindring eller vilje. Han lukkede øjnene, kyssede den vel-

smagende mund, nød duften af mango, mens han lod sine garvede

soldaterhænder glide hen over hendes huds utrolige blødhed og

hendes hårs overdådige rigdom. Han sank ind i hende, overgav

sig til den unge kvindes varme, smag og duft med en følelse af, at

han omsider havde fundet sin plads i denne verden efter at være

rejst rundt alene og uden mål. Efter få minutter eksploderede han

som en forstyrret halvvoksen knægt med en krampagtig stråle og

et skrig af frustration, fordi han ikke havde givet hende nydelse,

for han ønskede overalt i verden, at hun skulle forelske sig i ham.

Violette ventede på, at han skulle gøre sig færdig, ubevægelig, våd,

gispende oven på ham med ansigtet gemt i hulningen ved hans

skulder, mumlende uforståelige ord.

Relais vidste ikke, hvor længe de lå der med armene om hinan-

den, før han igen begyndte at trække vejret normalt og den tætte

tåge, der indhyllede ham, lettede lidt, og da gik det op for ham, at

han stadig var inden i hende, fastholdt af hendes elastiske muskler,

der masserede ham rytmisk, strammedes og slappedes. Han nåede

lige at spørge sig selv, hvordan pigebarnet havde lært denne kunst,


25


som ellers kun erfarne kurtisaner mestrede, før han på ny forsvandt

i begærets magma og forvirringen ved denne pludseligt opståede

kærlighed. Da Violette følte ham hård igen, lagde hun benene

om livet på ham, krydsede fødderne bag hans ryg og gjorde en

bevægelse i retning af soveværelset ved siden af. Relais bar hende

i favnen, stadig med sit lem i hende, og faldt om med hende på

sengen, hvor de så fornøjede sig, som de lystede, til langt ud på

natten, adskillige timer mere end det, som Loula havde fastsat. Fru-

entimmeret kom ind et par gange for at sætte en stopper for disse

udskejelser, men Violette sendte hende uden videre bort igen, blød

om hjertet ved denne hærdede soldat, der hulkede af kærlighed.

Étienne Relais havde aldrig mødt kærligheden før, og den væl-

tede ham omkuld som en kæmpemæssig bølge af energi, salt og

skum. Han tænkte, at han ikke kunne konkurrere med denne piges

andre kunder, der var flottere, rigere og mere magtfulde, og derfor

besluttede han ved daggry at tilbyde hende noget, som kun få hvide

mænd ville være indstillet på at give hende: sit efternavn. „Gift dig

med mig,“ bad han mellem to favntag. Violette satte sig med benene

over kors på sengen, med det fugtige hår klistret til huden, glødende

øjne og læberne opsvulmede af kys. Resterne af tre uddøende tæl-

lelys, der havde ledsaget dem under deres endeløse akrobatøvelser,

lyste på hende. „Jeg egner mig ikke som hustru,“ svarede hun og

tilføjede, at hun endnu ikke havde blødt med månens cyklus, og

Loula sagde, at det var for sent nu, hun ville aldrig kunne få børn.

Relais smilede, for ham var børn en plage.

– Hvis jeg giftede mig med dig, ville jeg altid sidde alene, mens

du tog i krig. Jeg har ingen plads blandt de hvide, og mine mandlige

venner ville afvise mig, fordi de er bange for dig, de siger, du er

blodtørstig.

– Det kræver mit arbejde, Violette. En læge amputerer en le-

gemsdel med koldbrand i, og jeg opfylder min pligt for at undgå

et større onde, men jeg har aldrig gjort nogen ondt uden at have

en god grund til det.


26

– Jeg kan give dig alle mulige gode grunde. Jeg vil ikke lide

samme skæbne som min mor.

– Du skal aldrig frygte mig, Violette, sagde Relais, idet han tog

hende om skuldrene og så hende længe ind i øjnene.

– Det håber jeg du har ret i, sukkede hun til slut.

– Vi gifter os, det lover jeg dig.

– Din løn er ikke stor nok til at forsørge mig. Jeg ville komme

til at mangle alt med dig: kjoler, parfumer, teater og tid tilovers.

Jeg er doven, kaptajn, dette her er den eneste måde, jeg kan tjene

til dagen og vejen uden at ødelægge mine hænder, og det kommer

ikke til at vare længe endnu.

– Hvor mange år er du?

– Ikke mange, men i denne branche har man ikke mange år.

Mænd bliver trætte af de samme ansigter og de samme popoer. Jeg

må udnytte det eneste, jeg har, som Loula siger.

Kaptajnen prøvede at se hende, så tit hans ekspeditioner tillod

det, og efter nogle måneder var det lykkedes ham at gøre sig uund-

værlig; han passede hende og rådgav hende som en onkel, indtil

hun ikke længere kunne forestille sig livet uden ham og begyndte

at overveje muligheden af at gifte sig i en poetisk fremtid. Relais

regnede med, at de kunne gøre det efter cirka fem år. Det ville give

dem tid til at sætte deres kærlighed på prøve og spare penge op

hver for sig. Han affandt sig med, at Violette fortsatte som altid,

og betalte for hendes ydelser ligesom de andre kunder, taknemlig

over sommetider at blive hos hende hele natten. I begyndelsen

elskede de, til de segnede, men siden blev lidenskaben til ømhed,

og de lå i timevis i hinandens arme i Violettes varme, halvmørke

lejlighed og snakkede og lagde planer. Relais lærte pigens krop og

personlighed at kende, kunne forudsige hendes reaktioner, undgå

hendes raserianfald, der var pludselige og korte som tropiske uvejr,

og glæde hende. Han opdagede, at dette sensuelle pigebarn var

oplært til at give nydelse, ikke til at modtage den, og han gjorde sig

umage for at tilfredsstille hende med tålmodighed og godt humør.


27


Aldersforskellen og hans autoritære temperament kompenserede for

letheden hos Violette, der lod sig lede på visse praktiske områder

for at glæde ham, men bevarede sin selvstændighed og forsvarede

sine hemmeligheder.

Loula administrerede pengene og håndterede kunderne med

koldt hoved. Engang fandt Relais Violette med et blåt øje, og han

blev rasende og ville vide, hvem den skyldige var, så han kunne

få uforskammetheden betalt. „Det har Loula sørget for. Vi klarer

os glimrende alene,“ lo hun, og det var ikke til at få navnet på

manden ud af hende. Den uforlignelige slavinde vidste, at hendes

ejerindes helbred og skønhed var den kapital, de begge levede af, og

at begge dele på et tidspunkt ville tage af; man måtte også tænke

på konkurrencen fra de nye kuld af unge kvinder, der hvert år løb

storm på branchen. Det var en skam, at kaptajnen var så fattig,

tænkte Loula, for Violette fortjente et godt liv. For Loula var det

ligegyldigt med kærligheden, for hun blandede den sammen med

lidenskab og havde set, hvor kort den varer, men hun turde ikke ty

til listige kneb for at blive af med Relais. Den mand var der grund

til at frygte. Desuden lod Violette ikke til at have travlt med at blive

gift, og i mellemtiden kunne der vise sig en anden bejler, der var

økonomisk bedre stillet. Loula besluttede at begynde at spare op

for alvor; det var ikke nok at samle billigt skidt i et hul, de måtte

gøre sig umage og foretage nogle mere opfindsomme investeringer,

i fald ægteskabet med officeren ikke skulle blive til noget. Hun skar

ned på udgifterne og satte sin ejerindes tarif op, og jo højere prisen

blev, des mere udsøgte ansås Violettes ydelser for at være. Loula

satte sig for at øge Violettes berømmelse ved hjælp af rygter: Hun

sagde, at hendes ejerinde kunne beholde en mand inden i sig hele

natten eller genoplive energien hos den trætteste tolv gange i træk,

det havde hun lært af en maurisk kvinde, og hun øvede sig med et

dueæg, hun gik på indkøb, i teatret og til hanekampe med ægget

oppe i sig, uden at det gik i stykker eller faldt ud. Der var dem, der

duellerede med sabler om den unge poule, hvilket bidrog enormt til


28

hendes prestige. Selv de mest formuende og indflydelsesrige hvide

skrev sig føjeligt på listen og ventede på deres tur. Det var Loula,

der fandt på den plan at investere i guld, for at sparepengene ikke

skulle forsvinde mellem fingrene på dem som sand. Relais, der ikke

var i stand til at bidrage med meget, gav Violette sin mors ring, det

eneste han havde tilbage fra familien.

Bruden fra Cuba

I oktober 1778, det ottende år han var på øen, foretog Toulouse

Valmorain endnu en af sine korte rejser til Cuba, hvor han havde

forretninger, som der helst ikke skulle tales om. Som alle andre

kolonister på Saint-Domingue måtte han kun handle med Frank-

rig, men der var tusind opfindsomme måder at omgå loven på, og

han kendte flere af dem. Han følte det ikke som nogen synd at

undgå skatter, der i sidste ende havnede i kongens bundløse kiste.

Den forpinte kyst var velegnet til, at en diskret båd om natten uset

kunne sætte kurs mod andre vige i Caribien, og den gennemtræn-

gelige grænse til den spanske del af øen, der var mindre befolket

og langt fattigere end den franske, muliggjorde en konstant trafik

bag myndighedernes ryg. Alskens smuglergods lige fra våben til

forbrydere kom igennem, men frem for alt sække fulde af sukker,

kaffe og kakao fra plantagerne, som så gik videre til andre desti-

nationer uden om toldvæsenet.

Da Valmorain var kommet ud af sin fars gæld og begyndte at

få mere afkast, end han have drømt om, besluttede han at anbringe

sine pengereserver på Cuba, hvor de ville være sikrere end i Frankrig

og inden for rækkevidde, hvis det skulle blive nødvendigt. Han

ankom til Havana i den hensigt at blive en uge, bare for at møde

sin bankmand, men besøget trak længere ud end planlagt, fordi han

til et bal på det franske konsulat mødte Eugenia García del Solar.

Fra et fjernt hjørne af den prætentiøse salon fik han øje på en yppig


29


ung pige med krystalklar hud, kraftigt, kastanjebrunt hår og klædt

som en provinsbo i modsætning til den elegante Violette Boisier,

men i hans øjne ikke mindre smuk. Han opdagede hende straks

i balsalens mængde, og for første gang følte han sig ved siden af.

Hans tøj, købt flere år tidligere i Paris, var ikke moderne længere,

solen havde brændt hans hud til læder, han havde hænder som en

smed, parykken kløede ham i hovedet, kniplingerne om halsen tog

vejret fra ham, og de lapsede, spidse sko med de svungne hæle, der

tvang ham til at gå som en and, klemte. Hans optræden, der før

havde været fornem, virkede bondsk sammenlignet med cubanernes

lethed. Årene på plantagen havde forrået ham både indvendig og

udvendig, og nu da han havde mest brug for det, havde han glemt

den høviske belevenhed, der havde faldet ham så let i hans ungdom.

Og så var de moderne danse oven i købet et hurtigt miskmask af

piruetter, reverenser, vendinger og hop, som han var ude af stand

til at gøre efter.

Han fandt ud af, at den unge pige var søster til en spanier,

Sancho García del Solar, der tilhørte en lavadelsfamilie med et

pompøst navn, men uden formue i det sidste par generationer.

Moderen havde taget sig af dage ved at springe ud fra et kirketårn,

og faderen var død ung efter at have formøblet familiens formue.

Eugenia var opdraget i et iskoldt kloster i Madrid, hvor nonnerne

havde lært hende det, der skulle til for at pryde en dames karakter:

ærbarhed, bønner og broderier. I mellemtiden tog Sancho til Cuba

for at prøve lykken, for i Spanien var der ikke plads til så vild en

fantasi som hans; denne caribiske ø, hvor der kom eventyrere af

alle slags, var derimod fremragende til lukrative, om end ikke altid

lovlige forretninger. Der førte han et livligt ungkarleliv på sine

gældsposters slappe line, udeståender, som han kun lige akkurat

fik tilbagebetalt og altid i sidste øjeblik takket være lidt held ved

spillebordene og hjælp fra sine venner. Han så godt ud, var så godt

skåret for tungebåndet, at han kunne besnakke folk, og gjorde sig

sådan til, at ingen nærede mistanke om, hvor dybt hullet i hans


30

lomme var. Pludselig, da han mindst ønskede det, sendte nonnerne

hans søster over sammen med en anstandsdame og et ordknapt

brev, hvor de forklarede, at Eugenia manglede religiøst kald, og at

det nu var hans opgave som hendes eneste slægtning og værge at

tage sig af hende.

Med denne jomfruelige unge pige under taget var det slut med

soldeturene for Sancho, han havde pligt til at finde hende en egnet

ægtemand, før hun forpassede chancen og endte som gammeljom-

fru, hvad enten det var med eller uden kald. Han agtede at gifte

hende bort til den bedste byder, en, der kunne hale dem begge ud

af de trange kår, som deres forældres ødselhed havde bragt dem i,

men han havde ikke troet, at fisken ville blive så stor som Toulouse

Valmorain. Han vidste udmærket, hvem han var, og hvor meget

franskmanden var værd, han havde ham i kikkerten for at foreslå

ham nogle forretninger, men han havde ikke præsenteret ham for

sin søster til ballet, fordi hun slet ikke kunne måle sig med de

berømte cubanske skønheder. Eugenia var genert, havde ikke den

rette garderobe, og han havde ikke råd til at købe den til hende, hun

havde ikke forstand på at sætte håret, selvom hun heldigvis havde

nok af det, og hun havde ikke den spinkle bygning, som moden

foreskrev. Af samme grund blev han overrasket, da Valmorain den

følgende dag bad ham om lov til at besøge dem med seriøse hen-

sigter, som han sagde.

– Det må være en gammel skævbenet nar, spøgte Eugenia, da

hun hørte det, og daskede til broderen med den sammenfoldede

vifte.

– Det er en dannet og rig herre, men om han så var pukkelryg-

get, skulle du giftes med ham. Du fylder snart tyve og har ingen

medgift …

– Men jeg er smuk! afbrød hun leende.

– Der er mange kvinder, der er smukkere og slankere end du i

Havana.

– Synes du, jeg er tyk?


31


– Du kan ikke tillade dig at gøre dig kostbar, og slet ikke, når

det drejer sig om Valmorain. Han er et fremragende parti, og han

har adelstitler og ejendomme i Frankrig, men størstedelen af hans

formue består af en sukkerplantage i Saint-Domingue, forklarede

Sancho.

– Santo Domingo? spurgte hun foruroliget.

– Saint-Domingue, Eugenia. Den franske del af øen er helt

forskellig fra den spanske. Jeg skal vise dig det på et kort, så du

kan se, at det er lige i nærheden; du kan komme på besøg hos mig,

når du vil.

– Jeg er ikke helt uvidende, Sancho. Jeg ved, at den koloni er et

helvede af dødelige sygdomme og oprørske negre.

– Det bliver kun for en tid. De hvide kolonister rejser derfra,

så hurtigt de kan. Om nogle år vil du være i Paris. Er det ikke alle

kvinders drøm?

– Jeg taler ikke fransk.

– Det lærer du. Fra i morgen har du en lærer, afgjorde Sancho.

Hvis Eugenia García del Solar havde planer om at modsætte

sig sin brors planer, opgav hun tanken, så snart Toulouse Valmorain

stillede hos dem. Han var yngre og mere attraktiv, end hun havde

ventet, middelhøj, velproportioneret, med brede skuldre og et man-

digt ansigt med harmoniske træk, solbrændt hud og grå øjne. Der

var et hårdt drag om hans smalle læber. Under den skæve paryk

stak nogle blonde hårlokker frem, og han så ikke ud til at have det

godt i sit tøj, der var for stramt til ham. Eugenia kunne godt lide

hans ligefremme måde at tale på og klæde hende af med øjnene,

og hun følte en syndig kildren, som ville have forfærdet nonnerne

i det skumle kloster i Madrid. Hun tænkte, at det var en skam, at

Valmorain boede i Saint-Domingue, men hvis hendes bror ikke

havde narret hende, ville det kun blive for kort tid. Sancho bød

bejleren på en læskedrik af sukkerrørssaft i pergolaen i haven, og på

under en halv time anså de stiltiende aftalen for indgået. Eugenia

hørte ikke noget om de efterfølgende detaljer, som blev fastlagt af


32

mændene bag lukket dør, hun tog sig bare af sit brudeudstyr. Hun

bestilte det i Frankrig efter råd fra konsulens kone, og hendes bror

betalte det med et lån til ågerrente, som han opnåede takket være

sine uimodståelige talegaver. I sine morgenbønner takkede Eugenia

inderligt Gud for det enestående held at indgå et fornuftsægteskab

med en, hun kunne komme til at elske en dag.

Valmorain blev på Cuba et par måneder og kurtiserede Eugenia

på improviseret vis, for han havde mistet vanen med at omgås kvin-

der som hende. De metoder, han brugte over for Violette Boisier,

duede ikke i dette tilfælde. Han kom hos sin forlovede dagligt fra

fire til seks om eftermiddagen for at få en forfriskning og spille kort,

altid under tilstedeværelse af den helt sortklædte anstandsdame,

der kniplede med det ene øje og overvågede dem med det andet.

Sanchos hjem lod meget tilbage at ønske, og Eugenia følte ikke

noget husligt kald og gjorde intet for at bringe tingene lidt i orden.

For at undgå at skidtet på møblerne ødelagde brudgommens tøj,

modtog hun ham i haven, hvor den grådige tropiske bevoksning

væltede ud over det hele som en botanisk trussel. Sommetider gik

de tur, ledsaget af Sancho, eller de fik et glimt af hinanden i kirken,

hvor de ikke kunne tale sammen.

Valmorain havde bemærket de trange kår, de to levede under, og

sluttede, at hvis hans forlovede havde det godt der, ville hun have

det endnu bedre på habitation Saint-Lazare. Han sendte hende

betænksomme gaver, blomster og formelle breve, som hun gemte i

et fløjlsforet skrin, men ikke besvarede. Indtil da havde Valmorain

ikke haft meget at gøre med spaniere, hans venner var franske, men

han forstod snart, at han befandt sig godt med dem. Han havde

ikke noget problem med at kommunikere, for fransk var det andet

sprog for overklassen og de dannede på Cuba. Han opfattede sin

forlovedes tavshed som ærbarhed, en eftertragtet kvindelig dyd

efter hans mening, og den tanke strejfede ham ikke, at hun knap

forstod ham. Eugenia havde ikke noget godt sprogøre, og lærerens

anstrengelser var ikke nok til at lære hende det franske sprogs fi-


33


nurligheder. Eugenias diskretion og hendes klosteragtige manerer

forekom ham at være en garanti for, at hun ikke ville forfalde til

den uanstændige opførsel, man så hos så mange kvinder i Saint-

Domingue, der glemte blufærdigheden med vejret som undskyld-

ning. Da han først havde forstået den spanske karakter med dens

overdrevne æresfølelse og manglende ironi, følte han sig godt tilpas

med pigebarnet og accepterede godvilligt tanken om at kede sig

grundigt med hende. Det betød ikke noget for ham. Han ønskede

en ærbar hustru og en mønsterværdig mor for sit afkom; hvis han

skulle underholdes, havde han sine bøger og sine forretninger.

Sancho var et modstykke til sin søster og de andre spaniere,

Valmorain kendte: fræk, jovial, immun over for sentimentalt pjat

og jalousidramaer, ugudelig og god til at gribe en chance i farten.

Selvom der var visse sider ved den vordende svoger, der chokerede

Valmorain, morede han sig med ham og lod sig dupere af ham,

forberedt på at miste en sum penge bare for fornøjelsen ved at føre

en intelligent samtale med ham og le en stund. Hans første skridt

var at gøre ham til partner i et smuglerparti af franske vine, som

han planlagde at bringe fra Saint-Domingue til Cuba, hvor de var

meget skattede. Dette blev begyndelsen til en langvarig og stærk

samhørighed, der skulle forene dem til deres død.

Slaveejerens hus

I slutningen af november vendte Toulouse Valmorain tilbage til

Saint-Domingue for at forberede sin vordende bruds ankomst.

Som alle plantageejendomme havde Saint-Lazare sit „store hus“,

som i dette tilfælde ikke var meget andet end en rektangulær hytte

af træ og mursten, hævet op på stolper tre meter over jorden som

værn mod oversvømmelse i orkansæsonen og mod oprørske slaver.

Det havde en række mørke soveværelser, adskillige af dem med

rådne brædder, samt en rummelig stue og spisestue udstyret med


Documents

oen under havet