x2 + 3xy

P K-GRAMMATIK - et alternativ?

Romansk Institut Københavns Universitet

Njalsgade 78-80 2300 Kbh. S

Nummer 91 November 1981

. . . .:, I. .•.•

R( '1 u' .I . ' '

Gebyr 5 ,00 kr.

Indholdsfortegnelse

Forord O. Indledning 1. Parafraser og Komponenter

1.1. En ny strategi: parafrase-komponent strategien 1.2. Et konkret eksempel: den symbolske logik 1.3. Parafrasers rolle i grammatiske teorier 1.4. Problemer med transformationsgrammatikken 1.5. En alternativ strategi: PK-teorien 1.6. Om begrebet parafrase 1.7. Om komponenterne

2. Sætningskerne-begrebet 2.1. Kernekomponenter 2.2. Sætningskerne og kernesætninger 2.3. Sceniske komplementer 2.4. Komponenttypologi

3. Nogle komponenter til analyse af sætningskernen

3.1. Tre kernekomponenter 3.2. Typevariable for prædikater 3.3. Typevariable for argumenter 3 .4. Semantiske roller 3. 5. Ke.rnerepræsentation 3.6. Kernerepræsehtationens rækkevidde 3.6.l. Rækkeviddeproblemet 3.6.2. En minimal kernerepræsentation: Vejrudtryk

3.6.3. Roller og prædikater 3.6.4. Intenderet rækkevidde og tests 3.6.5. Om rollen LOCUS 3.6.6. Rolleekspansioner 3.6.6.l. Ekspansionernes intenderede rækkevidde 3.6.6.2. Ekspansion af AGENT 3.6.6.3. Ekspansion af LOCUS 3.6.6.4. Intransitive verber 3.7. Et eksempel

4. Afslutning Bibliografi

Ii

lo

12

li

li

lL

l~

r 1€

le 1€

19 21

2: 2; 2; 2·

2~

3;

Forord:

Dette RIDS er et spædt, men forhåbentligt le­vedygtigt forsøg på at skabe et alternativt gram­matisk forskningsprogram. Programmets centrale del hævder at en grammatik er bygget op af sideordne­de komponenter eller moduler og at alle væsentli­ge data består af parafraser .

Vi har selv kun arbejdet direkte med fransk, men vi vil være interesseret i at modtage kommen­tarer både baseret på fransk og andre sprog, li­gesom vi gerne modtager kommentarer uanset om de overvejende er teoretisk, empirisk eller metodo­logisk orienteret.

Vi vil gerne takke Michael Herslund for hans blinde makkerskab. De diskussioner vi har haft med ham om fransk grammatik og den adgang vi har haft til hans igangværende projekter om dativ og verbalvalens har direkte præget de analyser vi er stoppet op ved i afsnit 3.

Vi vil endvidere gerne takke RIDS-redaktionen for stor langmodighed og Bitten Brandt for hurtig, fejlfri og smuk renskrift af et umuligt manuskript.

Hanne Korzen Henrik Prebensen

Henning Nølke Finn Sørensen

II

• •! tt\, ~ I , , ..

REVUE ROMANE ETUDES ROMANES RIDS

Revue Romane Romansk Institut under Københavns Universitet udgiver foru~en t R~~ tidsskriftet REVUE ROMANE, der kom.me r med to num~:e~~96~e ~æret støttes af Statens humanistiske Forsknmgsrll.d og har s1. . d bil.de Skandinaviens eneste internationale tidsskrift for romanistik me

litteratur og sprogvidenskab.

I 1980 blandt andet:

Hilde Olrik: Michelet et Lombroso ou le discours exorciste Ebbe Spang-Hans sen: L ' analyse t ransformationnelle du com-

plement de comparai son en franc;ais . Brynja Svane: Alain Robbe-Grillet: La J alous1e. Un roman

qui a sa propre genese pour sujet? . . .. Carl Vikner: L' infinitif et le s yntagme mfm1tlf

Etudes Romanes fremstll.r som særnumre af REVUE ROMANE og rummer større sam­

lede afhandlinger.

Nr. 19 (1979) Arne Schnack: Animaux et paysages dans la description des personnages romanesques (1800-1845)

Nr. 2o (1979) Lene Waage Petersen: Le strutture dell'ironia ne "La Coscienza di Zeno" di ltalo Svevo

Nr. 21 (198o) Michael Herslund: Problemes de ~y.ntaxe de l 'ancien franc;ais. Complements datifs et gemtifs

***

• d 1 til Abonnementstegning og yderliger e oplysninger fas ved henven e se Romansk Institut, Jens Schou, Njalsgade 80, 2300 Køb1mhavn S

Telefon (ol) 54 22 11

1

O. Indledning.

Der findes to slags grammatikere. Kald dem p-grammatikere og t-gram­matikere.

P-grammatikeren er en practicus. Han tjener sit brød ved at løse sproglige adfærdsproblemer. Han må i sit arbejde skabe terminologi, definere begreber, formulere regler, undersøge deres rækkevidde osv. Han er opfinder, ingeniør, håndværker, kirurg, barber og sjælesørger. I tæt kontakt med konkrete problemer bruger han gammel teori og ska­ber forudsætningerne for ny.

T-grammatikeren, der ofte kalder sig lingvist, er en teoreticus. Han udforsker sprogenes universielle natur, arbejder med generelle hypoteser, teorier; modeller. Hans hverv er at udforme en almen teo­retisk ramme, hvori p-grammatikerens jordbundne kategorier og regler kan anbringes, systematiseres, få forklarelsens lys over sig - eller hvorfra de kastes ud i mørket som ubrugelige. Hans forpligtelse er det også at påse at sproglige fænomener beskrives på en måde der er overensstemmende med beskrivelsen af andre fænomener, ikke mindst de sprog-tilgrænsende: neurologiske, psykologiske, sociale, matematisk­logiske og filosofiske.

Vi har imidlertid fundet .at megen t-grammatik udvikler sig i el­fensbenstårne uden i tilstrækkelig grad at inddrage den vældige fond af sproglig viden som p-grammatikerne forvalter og dagligt udvider, i undervisning og på andre fronter. At t-grammatikken indvikler sig i et virvar .af teori- og skoledannelser, der ensidigt betoner dette eller hint åspekt af de sproglige fænomener og forsøger at reducere andre til variant er heraf eller til helt irrelevante, og som deref­ter straks kaster sig ud i at udvikle formalismer der kan repræsen­tere det valgte aspekt.

Mellem skolerne er det svært at skabe dialog. Undertiden kan det vises at den ene formalisme er matematisk ækvivalent med den anden. Men egentlig dialog forudsætter konsensus om grundlæggende strategi­ske, metodiske og teoretiske valg . Men grundlaget er ofte vanskeligt at finde, fordi det ved evalueringen af konkurrerende teorier viser sig at det man indledningsvis reducerede bort i den ene er centralt i den anden.

Det eneste fælles udgangspunkt er p-grammatikken. Det er den der må skabes en teori for. Det vil sige at erhvert udsagn om sprog, der har vist sig meningsfuldt i praksi s, må have en status i en sprog­teori, gerne suppleret med ny udsagn som teorien har givet anledning

2 3

til, men afgjort uindskrænket. For det andet må der skabes en syn- Her er et eksempel på den teoretiske reduktionisme:

tese, en begrebslig og logisk sammenhæng mellem disse udsagn, så de En p-grammatiker vil gerne vide hvilken erkendelsesteoretisk og kan fremtræde så vidt muligt ordnede og i hvert fald indbyrdes kon- logisk status centrale p-grammatiske begreber som led og konstituent sistente. (funktion og materiale) har. Han kender lignende distinktioner fra

Enhver sproglig ytring i videste forstand har et antal egenska- dagligdagens terminologi: træ, glas, beton, tegl, plastik er materi­ber om hvis antal og art vi ikke på forhånd kan angive noget ud ove ale-termer, mens væg, gulv, loft, dør, tag er funktions-termer. Men hvad en vis videnskabelig tradition, p-grammatikken, indeholder af er dette nok? Hvad mener t -grammatikerne? sande udsagn. Det gælder da om ikke på forhånd at etablere sig med Ældre europæisk strukturalisme er ikke til megen hjælp. En t-gram-en lukket syntese, der gør det vanskeligt at udvide sit interesse- matiker som Hjelmslev hyller sig i mystik: Alle sproglige størrelser felt til ny egenskaber. Mangel på åbenhed er en svaghed ved mange er funktiver, krydsningspunkter mellem funktioner eller relationer _ teorier. Den kan vise sig ved at en bestemt type egenskaber, f.eks. ingen er materiale i og for sig. jf . Hjelmslev (1943) . Et udsagn af dem vi kalder syntaktiske , udvælges som de essentielle i forhold ti den art synes at benægte anvendeligheden af begrebet materiale og re­hvilke alle andre reduceres eller afvises som irrelevante. En såd& ducere alt til ~·

lukkethed mener vi at kunne undgå ved at foreslå en grammatik (for- Læser p-grammatikeren i Chomsky (1965: 2.2.2 . ) finder han følgende: stået som en teori for et givet sprog) opbygget som en struktur af Begrebet subjekt er relationelt, ikke kategorialt som f.eks. begre­komponenter, der hver især beskriver en side af de sproglige enhe- bet substantivsyntagme. Derfor kan man ikke repræsentere de funktio­der. Systemet skal kunne udbygges med nye komponenter når behov for nelle kategorier (dvs. subjekt, objekt, sætningsprædikat osv.) i pro­at beskrive andre aspekter af sproglige fænomener melder sig. De duktioner af typen A - > X, hvor A er et kategorisymbol og hvor x er skal gøre det muligt at fokusere på et sammenhængende sæt af egen- en streng-variabel. De relationelle begreber er allerede repræsenteret skaber isoleret. De skal gøre det muligt at undgå en del af den kot i produktionerne. F.eks. definerer produktionen s - > NP yp subjekt-i­tra intuitive, strukturelle kompleksitet, der behersker meget ambi- relationen , idet subjekt i sætningen s er det NP, der indføres ved tiøse enhedssystemer. genskrivning af S. Subjekt-i kan derfor defineres ved konfigurationen

Faren ved en sådan komponentgrammatik er selvfølgelig at sammen- [NP,S). På samme måde kan sætningsprædikat-i defineres ved [VP ,S ) og hængen mellem k~mponenterne går tabt så man ender i den rene eklek· objekt-i ved (NP, VP) osv. Den sidste definition forudsætter gen-tisme og får en vældig mængde redundans. skrivningsreglen: VP-> •.• NP . .. .

Denne fare findes i alle empirisk-analytiske videnskaber. For at Her findes .en skelnen mellem materiale, der er leksikalsk oriente­.undgå den kan man bl.a. opstille visse undersøgelsesmetodiske ret- ret efter sine betegnelser: NP , VP, N, V, og funktion. Funktionerne ningslinier (definere et epistemologisk grundlag) der sikrer at ko!opfattes som relationelle. Men relationerne reduceres til en type, ponenterne opfylder samme metodiske krav. Endvidere benytte formaLnemlig den genealogiske, dvs. samme type som den der udtrykkes i et seringer og modeller, da disse kan underkastes formelle bevismetodestamtræ. Subjektet er det barn af S der bærer navnet NP, sætningspræ­med hensyn til indbyrdes ækvivalens. For det tredie altid have for dikatet er det barn af S der bærer navnet VP og objektet er det barn øje at undgå redundans ved at kræve en videst mulig reduktion elle: af VP der bærer navnet NP. Disse relationer er baseret på niveau og sammenbygning af komponenter.· Samme krav som stilles i naturviden- partiel ordning i forhold til andre konstituenter. Men p-grammatike­skaber: krav om empiriske metoder byggende på kontrol og måling, ren vil nok mene at hans ledbegreb er mere rigt end Chomskys reduk­krav om anvendelse af matematiske og andre formelle modeller, krav tion. Samtidig vil han føle, at mange afgørelser om niveau er arbi­om forening af forskellige teorier for tilsyneladende forskellige trære og at den partielle ordning ikke er tilstrækkelig. I sætningen områder: elektricitet og magnetisme, elektromagnetisme og lys osv. (la) genkender han let tre adverbiumssyntagmer, men hvilken niveau-! grammatik mener vi at alle "iagttagelser" i sidste ende føres ti:rækkefølge-relation er der mellem dem og den øvrige del af sætningen?

bage til en parafrastisk jævnføring, som derfor må metodiseres, fol (1) a. Paul dort toujours bien ici maliseres og indarbejdes i modeller. b . On appelle ~a la vie

Af ordene parafrase og komponent danner vi navnet PK-grammatik.

4

1 sætningen (lb) mener p-grammatikeren at genkende et substantivsyn­tagme i la vie og han mener også det er objektsprædikat . Men hvorfor er det så et objekt hos Chomsky eller kan Chomsky overhovedet skelne

mellem objekt og objektsprædikat i (lb)? Andre amerikanske t-grammatikere har foreslået andre repræsenta-

tionssystemer. I Fillmore ( 1968) f.eks. identificeres leddene med se· mantiske roller som benævnes "kasus". Dette opfylder nogle af p-gra~­matikerens forventninger. Der er jo en sammenhæng mellem led som~ · kt ob;ekt dativobiekt kasus som nominativ, akkusativ, ~ og ~· "' . ' roller som ~. GENSTAND, MODTAGER.

Proble~erne er dog også store her. Vi sse sproglige elementer syne: at optræde uden rollefunktion, men man kan alligevel tale me~ing~­fyldt om deres ledfunktion, f.eks. mådesadverbier eller attributive adjektiver.Rollemodellen udtømmer heller ikke centrale ledbegreber. Passiv-konstruktioner eller ~-~-konstruktioner giver proble­

mer med forholdet mellem led og roller. P-grammatikerens ledbegreb kan kun delvis og unøjagtigt repræsen-

teres som en genealogisk relation mellem konstituenter eller en rol­le-relation mellem aktanter i visse mønstersituationer. F.eks. er og­så visse relationer mellem sætninger med til at konstituere led-be­grebet, såAan at ledbegreberne hjælper til at holde fast i nogle struktuelle egenskaber ved en sætning der forbliver konstante selv om materialet udskiftes (substantivsyntagme som subjekt over for sæt

ning som .subjekt) . f 1 af at hans led-begreb, der P-grammatikeren får her en ornemme se

jo fungerer meget godt i praksis, er så komplekst at det ikke rigti~ lader sig reducere på denne måde.

5

1 . Parafraser og komponenter.

1.1 En ny strategi: parafrase-komponent strategien.

I indledningen har vi vist at et p-grammatisk begreb som ledfunktion er meget komplekst. Det vi ønsker er en teori der kan gøre rede for komplekse begreber uden at reducere dem ved at betragte nogle egen­skaber som rene fremtrædelsesformer for andre eller se bort fra dem uden solide argumenter.

For at belyse vor fremgangsmåde vil vi skelne mellem taktiske og strategiske teorier. l)

En taktisk teori opstår hvor forskeren i direkte berøring med da­ta angriber en specifik problemstilling og prøver at formulere et enkelt sæt af hypoteser, udsagn som anses for sande hvis teorien står for visse efterprøvelser. En taktisk teori ordner visse data (jf. gr. taktike =kunsten at ordne).

En strategisk teori angriber en hel hær af specifikke problemer, et problemfelt (jf. gr. strategikos af stratos: hær og agein: føre ) . Formålet er at systematisere og re~lere en hensigtsmæssig forskning i et stort område. Den er orienteret mod metodiske valg. En strate­gisk teori implicerer ganske vist nok hypoteser om virkeligheden, dvs. det relevante problemfelt, fordi enhver strategi vel må bygge på visse antagelser herom for at være operativ. Mens den taktiske teori, der i højere grad står og falder med resultatet af efterprø­velser på data, alt andet lige bør vælge den stærkest mulige hypote­~. der jo lettest lader sig falsificere, vil en strategisk teori med fordel kunne bygge på svage hypoteser, fordi dens væsentligste formål ikke er falsifikation af dens antagelser, men samling af man­ge enkeltresultater (hypoteser og taktiske teorier) til et helheds­billede der er brugeligt i en videre udforskning af problemfeltet.

Den teori vi her ønsker at opbygge har karakter af en strategisk teori. Dens to vigtigste strategiske antagelser .er

(a) at formaliserede grammatiske teorier skal benytte parafra­.filU: som det fundamentale redskab i beskrivelsesapparatet;

(b) at grammatiske teorier skal benytte et bredt spektrum af forskellige parafrasetyper således at de fremtræder 'som sammensat af komponenter der hver især fokuserer på hypo­tesedannelse om og beskrivelse af et specifikt problemom­råde .

(1) Denne skelnen har intet med en skelnen mellem teori og metateori at skaffe. Begge vore typer falder under begrebet teori.

6

1. 2 Et konkret arafrastisk kom onent: den s bol-

ske logik. Disse antagelser kan vi konkretisere med et eksempel på en parafras·

tisk komponent: den symbolske logik. Den symbolske logik omfatter på den ene side et formelt sprog.

Et sådant har karakter af en samling af algoritmiske regler ved hjælp af hvilke man kan udlede en (uendelig) mængde af velformede formler med bestemte ønskede egenskaber. På den anden side omfatter den nogle mere eller mindre eksplicitte oversættelsesregler, der fortæll er hvorledes en velformet formel svarer til en eller flere ytringer på et naturligt sprog og omvendt . De egenskaber ved natur­lige sprog som den symbolske logik fokuserer på er. sandhedsrelation<

mellem påstande: hvornår følger en påstand af en anden? Som eksempel på denne logiske parafrasering af sætninger kan vi

betragte følgende ytring (1) tous les hommes aiment une femme.

Den kan parafraseres med to logiske formler (2) a. V x: homme(x) => (:il: y: femme(y) 11. aimer(x,y))

b. :il: y: femme(y) A. (Vx: homme(x) => aimer(x,y)) Eksemplet viser to omstændigheder ved den logiske parafrase . Der.

kan eksplicitere en tvetydighed i (1) som er af betydning for sand·

hedsrelationerne mellem (1) og andre ytringer , f.eks . (3) Il n ' y a pas d 'homme qui n ' aime pas une femme (4) Il y a une femme qui est aimee de tous les hommes.

Til gengæld er der en mængde egenskaber ved (1), f.eks. tempus, syr. tagmestruktur (tous les hommes i (1) kan ikke genfindes som en hel· hed i (2)) og meget mere som er irrelevant for det problemområde l~ gikere arbejder i og som derfor er elimineret fra den "logiske kom·

ponent". Formålet med mange logikeres arbejde i århundredets første tre-

diedel var at opbygge et .videnskabeligt kunstsprog der var lige så

eksplicit og utvetydigt som algebra og andre matematiske discipli­ner. Dermed ville de eliminere fejlslutninger fra videnskaben. Fej. slutninger vilie få samme indlyaende status som regnefejl i en mate matikopgave. Men prisen for denne klarhed ville være en fattigdom på udtryksmidler som anvendes på alle ikke natur-videnskabelige fe.

ter . Den symbolske logiks parafraser kan således ikke danne basis fo.

en samlet teori om naturlige sprog. Logikken er ingen grammatik. Prøver man at ændre den så den vedrører flere aspekter af naturlig sprog end sandhedsrelationer mellem påstande komplicerer man den i

7 en sådan grad at dens fortrin tabes. Den beskriver imidlertid aA interessante egenskaber ved nogle sætninger i naturlige sprog at mange grammatikere, f.eks. de generative semantikere, har prøvet at bygge deres teorier på den.

1.3 Parafrasers rolle i grammatiske teorier.

Alle eksplicitte grammatiske teorier er henvist til at benytte pa­rafrastiske redskaber. Den inspiration som den symbolske logik og de matematiske teorier om formelle "sprog har givet sprogforskerne har imidlertid ført til en helt bevidst brug af disse værktøjer i f.eks. valensgrammatik, Montague-grammatik og den kendteste af dem alle, transformationsgrammatikken (TG).

TGs udgangspunkt rent historisk er en helt anden problemstilling end l~gikkens, _ nemlig hvilken type formelt sprog der er mest veleg­net til at parafrasere sætninger i et naturligt sprog sådan at dis­ses syntaktiske egenskaber, syntaktiske struktur, kan fremstilles. I Chomsky (1956) påvistes at de naturlige sprog indeholder udtryk af typen både - og, enten - eller og hvis så M k b . - , ~er an ruges teo-retisk set ubegrænset mange gange inden i· h " d inan en som parenteser i en matematisk formel:

(5) Hvis enten Peter kommer Qg Lise tager til Århus så enten

bliver eller min moster drikker vi både champagne og ci­

tronsaft til havregrøden eller spiser røget sild sammen med pandekagerne.

Derfor kunne den stærkeste hypotese, ifølge hvilken syntaktiske strukturer kunne parafraseres med de simpleste formelle sprog 1) type-3 sprog, ikke opretholdes . Man måtte gå til de mere komplic:­rede type-2 sprog, der tillader indlejringer ad infinitu.m. I 1957 påviste han yderligere at type-2 sprog kun var delvis egnede jf Chomsky (1957), idet de gav klodsede parafraser i visse tilf~ld • og ikke i an~re kunne repræsentere viden om forbindelsen mellemefor­skellige typer af syntaktiske strukturer, f.eks. verbale og nomina­le. Type-2 regler måtte suppleres med en ny slags regler, de såkald­te transformationsregler der kunne flytte, slette og tilføje struk­turelementer. Derved opstod en nødvendig skelnen mellem dybdestruk-turer, som er type-2 sproglige parafraser , og f over ladestrukturer som er den parafrase af den naturli"ge t · å sæ ning man f r når T-regler-ne har ændret type-2 parafrasen.

1.4 Problemer med transformationsgrammatikken.

TG er som just nævnt i sit udgangspunkt en taktisk t -=-=.:.:...::~:!!........::.::e~o~r~i ligesom

(1) Om formelle sprog se Maegaard m.fl. (1975)

8

Den symbolske logik. Den angriber et afgrænset problemfelt: syn­tagmatiske egenskaber ved naturlige sprog og deres beskrivelse ved

hjælp af formelle parafraser. Parafraserne består ofte~t af to grundelementer: et syntaktisk træ og en terminalstreng l), begge genereret af en type-2 grammatik. Vi kan illustrere dem ved følgen·

de meget forenklede figur (6) a. s

NP/ "-._VP

I \ V--- 'NP ~ L_),, ~

b. Pierre aime Marie En sådan parafrase ser - ligesom den symbolske logiks parafraser

bort fra mange relevante egenskaber ved sætninger i naturlige sprog, f.eks. tempus; selektionsrestriktioner, betydning for blot

at nævne nogle få. Den vej Chomsky valgte ud af disse vanskeligheder var at omdefi·

nere teorien fra at være en taktisk teori til at være en strategisk teori. Den "syntaktiske komponent" blev efter 1957 ophøjet til at være den centrale komponent i TG. Alle andre data skulle enten in­korporeres i denne komponent (f.eks. tempus) eller anbringes i sær· lige komponenter, der - ligesom mængden af T-regler - anbringes som underordnede den syntaktiske komponent, f.eks. leksikon (med selek· tionsrestriktioner) og den semantiske komponent (med betydningsreg· ler). Det syn.taktiske træ, der i det oprindelige projekt indførtes som den mest velegnede indretning til at parafrasere sæt.ningers syr: tegmatiske opbygning og kun dette, blev, billedlig talt, juletræet hvorpå al pynten hænges og som alle andre komponenter må danse om.

Denne ophøjelse af en taktisk teori til en strategisk er uhel­dig. Vi kan ikke her give en dybtgående kritisk redegørelse, men

blot nævne tre punkter: (a) Teorien rummer nogle meget kraftige hypoteser om sprogets

natur som ikke kan efterprøves med vor nuværende viden og vore aktuelle muligheder. Først og fremmest hævder TG at sætningsproduktion og sætningsanalyse er samme proces med modsat rettet læsning af de samme regler: top-down (pro­

duktion)_ eller bottom-up (analyse). (b) TGs model fører til at hævde at den matematiske derivation,

forstået som en a lgoritmisk procedure hvormed man trinvis og eksplicit sætter to formelle udtryk i regelbunden rela­tion til hinanden ligesom præmisser og konsekvens i et ma-

(1) Andre parafraser er mulige, f.eks. parentes-notation.

9

tematisk bevis, er det bærende princip i en grammatisk ud­redning. Men derivationen er kun en særlig type relation mellem parafraser som man ikke behøver priviligere på be­kostning af andre, mindre formelle parafrase-relationer l) Dette demonstreres i øvrigt med tydelighed af det forhold at moderne TG-litteratur om specielle emner aldrig i prak­sis specificerer en dybdestruktur og transformationsregler så præcist at en formel derivation er mulig. Man nøjes med skitseagtige angivelser, der gør det uigennemskueligt hvor­ledes · forskellige derivationsregler interfererer med hinan­den. Her svigter TG som strategisk teori systematik og over­blik

(c) TGs strategiske konception: en central syntaktisk komponent hvorom alt andet samles, tvinger til håndhændet reduktionis­me eller forbigåelse af problemområder som ellers anses for relevante, f.eks. verbalvalenser, semantiske roller og man­ge f~ere. Men i andre sammenhænge er det meget formelle syn­taktiske apparatur besværligt og tungt, og det kan skabe pr~blemer af "programmeringsmæssig art" der er uden lingvi­stisk relevans. Således giver den syntaktiske komponent un­dertiden alt for megen struktur til at man på en elegant m~de kan løse problemer som adverbiers indplacering og scope. Tilsvarende virker det både uelegant og kontraintuitivt at et anaforisk pronomen fremkommer ved at man først opbygger et maksimal-syntagme og derefter sletter det igen.

Denne kritik må ikke mistolkes som en total afvisning af TG. Den har som teori på det taktiske plan ydet mange fremragende bidrag til vor forståelse af sproglig struktur. Det er alene dens egnethed som strategisk teori vi drager i tvivl.

1.5 En alternativ strategi: PK teorien.

Vi foreslår her en alternativ strategi der ikke udpeger en bestemt parafrasetype eller en bestemt komponent hvori denne parafrasetype genereres som den centrale. Den arbejder med en mangfoldighed af komponenter, der kan oprettes uafhængigt af hinanden og alene af-

(1) Mere præcist sagt: derivationer er rimelige og naturlige inden for den enkelte komponents rammer, hvor udledningen af udt k~ fra andre udt~k repræsenterer relationer af specifik art,rri esom f.~~s. dåntlogiske følgerelation repræsenterer sandhedsrelati~ner ~~r ~:rlv!t~ndeitDet urhim~lige ligger i at ville forbinde komponen­ser ( ione • som vis man prøver at forbinde logiske parafra-

formler) og sr1taktiske parafraser (strukturer) med derivati -ner. Disse derivationer repræsenterer ingen "rigtige" relationer.

0

lo ·

hængigt af de områder, der ønskes behandlet. Strategien er at oplø­se hele det sproglige problemfelt i delproblemer. Til hvert pro­blemområde der tentativt er afgrænset som "naturligt" oprettes en komponent, der indeholder et parafrasesprog specielt udformet til at behandle netop det aspekt af objektssproget der er den pågælden­de komponents. Parafraserne relateres til objektssprogets udtryk som deres repræsentationer på et formelt plan. Komponenterne er ik­ke derivationelt forbundne i et hierarkisk system, men kobles sam­men i mere løst system af gensidige og ensidige afhængigheder og forudsætningsforhold. Systemet er aldrig definitivt, eftersom stu­diet af ny problemområder kan føre til oprettelse af ny komponenter.

Naturligvis skal det altid efterkontrolleres om en ny komponent lader sig reducere til eller indarbejde i en tidligere oprettet, som det gamle princip "Occams ragekniv" kræver. Men strategiens grundprincip er det kartesisk-analytiske:

diviser chacune des difficultes que j'examinerais en autant de parcelles qu'il se pourrait et qu'il serait requis pour

les mieux resoudre (Discours de la methode, IIe partie).

Man kan drage en analogi mellem komponent-opbygningen og den mer.­neskelige hjernes opbygning i moduler, som neurologien beskriver den. Når man udsættes for et (total)indtryk nedbrydes dette i en række neurologiske impulser af specifik natur der gennem bestemte nervebaner overføres fra bestemte sanseorganer til bestemte moduler i hjernen, hvert svarende til sit sanseorgan. Hvert modul forarbej­der sin begrænsede version eller sit aspekt af helhedsindtrykket, men står igen i forbindelse med andre moduler således at de forskel· lige forarbejdninger kommer til at udgøre en kompleks helhedsrepræ­sentation af det oprindelige indtryk, en repræsentation der er strul tureret på mange niveauer afhængigt af modulernes meget komplicere­de indbyrdes "kontakter" med hinanden gennem et eller flere andre

moduler (eller begge dele). Da strategien går ud på at opløse helheder for at beskrive dem

som et facetteret kompleks af mange aspekter og bl.a. derved undgå meget kraftige hypoteser om det studerede emnes indretning, vælger den svage hypotese at antage at analyse og produktion af sprog .!lsl!!

er to identiske men modsatrettede processer . Vi holder strategisk set produktion og analyse adskilte men parallelle, fordi vi ikke kan se nogen afgørende argumentation for deres identitet (jf. 1.4 (a)). Vi vil betragte dem som to processorer, sammensat af kompo­nenter som muligvis er delvis forskellige. Vi vil til disse to pro-

u·

cessorer, analyse- og produktionsprocessoren, føje en tredie in­stans, "diskursuniverset". Det er et tilstandskompleks, dvs. et system, der modtager signaler fra analyseprocessoren og derved kon­tinuerligt opdaterer sine tilstande, og som afgiver signaler til produktionsprocessoren (se tegning). Hvis vi tillader analyseproces­soren at "lytte med" på sprogproduktion, der bygger på data fra det diskursunivers hvortil analyseprocessoren afgiver signaler, har vi lagerplads for alle typer af "konversatione.l" og anden information, f.eks. om anaforiske tilstande og præsuppositioner.

sproglige udtryk medhør

1.6 Om begrebet 'parafrase'.

til standsændrende ~ignaler

~ di.skurs-univers

~ tilstande

Grammatikere har altid arbejdet med parafraser til at forstå og be­skrive sprogets funktionsmåde. Parafrasebegrebet har fået en frem­trædende placering i moderne semantik, hvor man ikke længere tror på muligheden af at begribe sproglige størrelsers betydning ved hjælp af størrelser uden for sproget:

One of the keynotes of a modern linguistic approach to seman­tics is that there is no escape from language .••• Our remedy then is to be content with exploring ••• relations within language such as paraphrase. Leech (1974).

Vi opfatter imidlertid ikke parafraser blot som en ledetråd i se­mantiske undersøgelser. Den er i sidste ende den krumtap, hvorom alle ræsonnementer i grammatik drejer sig. Et eksempel:

(7) a. Je vois Paul b. Je le vois

er sætninger som sammenstilles og benyttes i et ræsonnement om iden­tifikation af sætningsleddet objekt, fordi de accepteres· som ækviva­lente. Her er der i virkeligheden tale om en parafraserelation in­den for samme sprog . ( 7) b er en parafrase af ( 7) a .samt af en mæng­de andre sætninger. Denne parafraserelation hedder pr~nominalise­ring. På samme måde "er mange andre af p-grammatikkens tests, sub­stitutioner osv. i grunden parafraser. Andre typer af parafraser har man i oversættelser fra et sprog til et andet, f.eks. fra dansk

til fransk.

12

Det er karakteristisk for p-grammatikken at den forsigtigt hol­der sig til parafraser i naturlige sprog og baserer analyser, be­grebsapparat, regler og beskrivelser på disse intrasproglige para­fraserelationer uden at have klar rede på, hvilke metodiske prin­cipper den derved følger. Således tror eller foregiver p-grammati­kere ofte at de bruger naturlige sprog naturligt i deres arbejde, hvor de rent faktisk anvender dem som dårligt definerede kunstsprog. Man kan f.eks. i et ræsonnement over adverbier møde (9) b som en

parafrase af (9 ) a (9) a. Il a brusquement compris

b. Il a compris, et cela s'est passe brusquement. Logikere og forskellige nyere lingvistiske skoler har søgt at

bruge symbolske og veldefinerede formelle sprog til deres parafra­ser. Efter vor opfattelse må man definere mange sådanne parafrase­sprog og ad den vej præcisere og raffinere vort billede af både sproganalyse og sprogproduktion (generering), dvs. opbygge bedre grammatikker. Logiske f ormler som (2) a og b, syntaktiske træer som (6) og andre som kan afledes af p-grammatikkens analysepraksis og beskrivelser bør alle finde deres plads i lingvistik og gramma­tik.

De få eksempler vi her har nævnt på parafraser viser at parafra­ser ikke er identiske med det udtryk de parafraserer (parafrasan­dum). Der er tale om ækvivalens under bortseen fra visse egenskaber. Identitet kan anskues som en grænseværdi, dvs. en værdi som man kan nærme sig vilkårligt tæt til, men aldrig nå, ligesom man f.eks. kan afgøre hvilke af flere genstande der befinder sig nærmere horizon­ten selv om man aldrig kan nå denne. Da enhver parafrase således er relativ, ikke absolut, må man sørge for at gøre sig sin hensigt med at anvende en given parafrasetype mest muligt klar. Brugen af para­frasen som metodisk værktøj kræver altså en forståelse af hvad det er man ser bort fra når man bruger den.

Ved en parafrase vi l vi forstå et sprogligt udtryk, fortrinsvis af kunstige symboler, der sættes i relation til et udtryk, parafra­sandum, eller en klasse af parafrasanda i et naturligt sprog, idet man hævder at parafrase og parafrasandum (-da) er ækvivalente i for· hold til en bestemt hensigt.

At analysere er at parafrasere, dvs . specificere en mængde af pa· rafraser til et parafrasandum.

At generere er derimod at specificere et parafrasandum til en el·

ler flere parafraser. En analys e kan være grovere eller finere afhængigt af hvor mange

parafraser man specificer er for den.

13

Et genereret udtryk kan omvendt være mere eller mindre præcist afhængigt af hvor mange parafraser man har taget hensyn til ved dannelsen af det pågældende udtryk (parafrasandum).

De parafraser der bruges ved analyse og generering af samme pa­rafrasandum behøver alene af denne grund ikke være identiske.

1.7 Om komponenterne.

Hver komponent består af en parafrasetype, der parafraserer et be­stemt aspekt af de sætninger i et naturligt sprog som komponenten er operativ på. Dette sker på samme måde som logikken parafraserer visse semantiske aspekter med henblik på sandbedsrelationer eller som konstituentstrukturgrammatikker parafraserer visse sætninger med hensyn til syntaktisk struktur.

Komponenterne behandler de relevante aspekter i derivationel u­afhængighed af hinanden (hvilket ikke hindrer at derivationer kan foregå inden for den enkelte komponent). Lad os give et overskue­ligt eksempel. Kvantitative udtryk er på fransk ofte opbygget som genitiviske nominalsyntagmer:

(lo) un kilo de ces tomates dvs. at de syntaktisk kan parafraseres således

(11) NS

/ ""' Det NK

/ " NI P{Ps~s

I / "-un kilo de ces tomates

De adskiller sig imidlertid fra andre genitiviske nominalsyntag­mer, f.eks.

(12) a. un admirateur de ces tomates b. un gout de ces tomates c. la peau de ces tomates

ved den måde sel.ektionsrestriktionerne virker på. I (lo) er ces to­mates de centrale elementer i syntagmet som skal passe sammen med et overordnet verbal (boire, manger, cultiver, traire), mens det i (12) er admirateur, gout og peau der er afgørende for . ~elektions­

forholdene. I forhold til en syntaktisk komponent er de to typer syntagmer ens, dvs. ·parafraseres på samme måde, men i forhold til en "selektionel" komponent er de forskellige, dvs. får forskellige parafraser. Man behøver imidlertid ikke forbinde disse to parafra-

ser derivationelt, som TG gør, fordi den syntaktiske parafrase skal

14

være "bærer" af alle de andre. Faktisk er beskrivelsen ikke vanske­ligere at forstå end det forhold at to ensf ormede figurer kan have

samme farve. Man kan opnå en vældig forenkling hvis man accepterer at forskel·

lige komi.;1.onenter ikke nødvendigvis skal være deri vationel t forbund­ne og ordriede sådan at en given sætning "kører ind" i den ene ende og efter successiv behandling i forskellige komponenter kommer fær­digbehandlet ud i den anden ende hvis det drej~r sig om analysepro­cessoren. Det billede vi får af en given sætning er ikke et syntak­tisk træ og en derivationel historie (dvs. en succession af syntak­tiske træer hvor enkelte elementer er flyttet, slettet eller tilfø­jet), men et n-tupel af parafraser, hvor n er afhængig af det på­gældende udtryks komplikation og den grad af "finhed" der ønskes i

analysen. Vi kan ikke på forhånd opstille en definitiv liste over hvilke

komponenter der skal indgå i en grammatik. Vi mener imidlertid zt der må være en række "sætningskerne-komponenter", der beskæftiger sig med den del af sætningen som består af subjekt, verbal og de verbaltilknyttede led. Disse komponenter kommer vi tilbage til ne­denfor. De vil yderligere komme til at spille en rolle i forbindel­se med andre · sproglige størrelser end sætningen, f.eks. nominal­syntagmet for så vidt dette også indeholder disse led, f.eks. i form af "subjektiv" og "objektiv" genitiv, dativobjekt osv.

Mens det er ret let at postulere eksistensen af den intuitivt fundamentale sætningskerne-problematik, er det vanskeligt forlods at overskue og strukturere de områder modellen i øvrigt skal behand·

le.

15

2. Sætningskerne-begrebet.

2.1 Kernekomponenter.

Som omtalt flere gange i det foregående er det et afgørende træk ved en PK-grammatik at komponenterne ikke ordnes så de tillader de­rivation. Ingen komponent er altså den fundamentale i nogen absolut forstand. Alligevel kan man tale om en vis klassifikatorisk hierar­kisering beroende på ejendommeligheder ved sproget selv. Nogle pa­rafrasekomponenter, som vi vil kalde kernekomponenter, indtager en særstilling derved at de parafraser, de giver anledning til, er selvtilstrækkelige, ikke i det væsentlige forudsætter andre parafra­ser. En ikke-kernekomponents parafraser skal oftest ses i sammen­hæng med andre komponenters parafraser for at give anledning til grammatiske regler. Hertil kommer endvidere at kernekomponenter er relevante ved næsten alle analyser/produktioner af sætninger, mens ikke-kernekomponenterne kun lejlighedsvis finder anvendelse.

2.2 Sætningskerne og kernesætninger.

Vi.vil nu definere begrebet sætningskerne som den mængde af egenska­ber ved en sætning der kan studeres ved hjælp af kernekomponenter­ne. Begrebets ekstension er således teoriafhængig, fordi den afhæn­ger direkte af hvilke komponenter vi vil definere som kernekomponen­ter. Begrebets empiriske indhold sikres dog ved, at disse komponen­ter skal være fundamentale i ovennævnte forstand.

Mens vi : i næste afsnit 3 vil komme med konkrete bud på nogle ker­nekomponenter vil vi her se lidt på hvilke typer af egenskaber de må kunne beskrive.

Her har vi faktisk en solid p-grammatisk tradition at støtte os til . Verbalet synes at have en så central placering i enhver gram­matisk beskrivelse af natursproglige sætninger at "spillet" omkring verbalet (dvs. verbalet med dets aktanter) har forekommet os et re­levant område for kernekomponenterne, der altså skal muliggøre pa­rafraseringer af aspekter, der er knyttet til dette "spil".

Analyser af andre sproglige fænomener som reference, kvantifice­ring, modficering osv. er derimod kun relevante i forbindelse med visse sætninger. De henvises derfor til andre komponenter.

Ideen om at de kernekomponenter vi således når til er fundamen­tale i den nævnte forstand understøttes af et en stor klasse af forholdsvis enkle allervæsentligste nenterne. Sådanne

sætninger, som vi vil kalde kernesætninger, i det kan analyseres/genereres ved hjælp af kernekompo­sætninger kan man tænke sig benyttet af sprogbru-

16 gere på "begynderstadiet", hvad enten det drejer sig om børns mo­dersmålindlæring eller om elever der undervises i fremmedsprog. Be­mærk at mens begrebet sætningskerne er formelt defineret ud fra der. opstillede mængde af komponenter, er vor brug af ordet kernesætning uformel, idet dets definition indeholder den uformelle term "i det

væsentligste".

2.3 Sceniske komplementer.

Det kan synes relativt let at udskille hvad der hører med til spil­let omkring verbalet. Der findes imidlertid en bestemt type komple­menter, som vi ønsker at udelukke fra dette spil, selv om de af mange lingvister er blevet betragtet på linie med spillets egentli­ge aktører. Vi tænker her på hvad vi vil kalde de sceniske komple­menter, der angiver begivenhedens tid og sted og som vi mener må holdes klart adskilt fra den type stedsadverbielle udtryk som i an­dre sammenhænge er blevet kaldt "lokativobjekt", jf. P_rebensen

(1980) og Sørensen (1981). (1) Pierre dort a Paris (2) Pierre va a Paris

Selv om a Paris angiver noget lokativisk i begge sætninger mener vi der er en afgørende forskel: Angivelsen er rent scenisk i (1), så­dan at forstå at den blot angiver scenen for hvor spillet om verba­let foregår, hvorimod a Paris i (2) indgår i selve dette spil.

Selv om det således er vigtigt for os at skelne mellem sceniske komplementer og komplementer der tilhører sætningskernen, kan vi ik· ke i øjeblikket give noget endegyldigt kriterium for hvorledes denne skelnen bør foretages. Vi kan dog give en semantisk beskrivelse af forskellen og vi kan foreslå nogle operative tests, der oftest vir-

ker. Sceniske komplementer angiver tids- og sted~koordinater for en

sætning, dvs. at sandhedsbetingelserne ~or det udsagn sæt~)ngen ~-rer kun kan bestemmes hvis man kender disse koordinater. Kerne komplementerne derimod indgår i selve dannelsen af udsagnet. Denne forskel i semantisk status medfører en række forskellige semantiske og syntaktiske egenskaber ved de to typer komplementer, egenskaber som kan danne udgangspunkt for etableringen af tests. Vi skal her

nævne nogle vi har fundet nyttige.

(1)

Først en semantisk: Der eksisterer ikke i almindelighed nogen re·

F.eks. kræver en af~ørelse af om , . (i) le 2 mai, a Paris, le President a inaugure une exposi-

tion de peintures er sand at begivenheder på dagen 2 . maj på stedet Paris, checke af. Denne checkning er en nødvendig men utilstrækkelig betingel

17

striktioner mellem verbaltyper og sceniske komplementer, eftersom disse blot angiver en ramme. Det samme gælder ikke for kernekomple­menterne. For eksempel kan man i (1) udskifte a Paris med toute la .1ournee, mens denne substitution er umulig i (2), jf. (3):

(3) a. Pierre dort toute la journee b. xPierre va toute la journee

Dette hænger sammen med at et scenisk komplement ofte kan opfat­tes som havende tidsbetydning (specielt når det spidsstilles), hvil­ket aldrig sker med en bundet lokativ. Derfor kan en scenisk loka­tiv ofte koordineres med et tidskomplement, noget der er umuligt for et bundet komplement:

(4) Je me baigne (seulement) en Espagne et en ete (5) +Je vais en Espagne et en ete

Sceniske komplementer vil altid kunne udelades, uden at sætningen derved bliver ugrammatisk, idet i en større diskurssammenhæng de første sceniske angivelser automatisk "transporteres" videre til de næste sætninger i diskursforløbet, hvis ikke de eksplicit ændres el­ler erstattes med nye. Udeladelse er derimod sjældent mulig for kernekomplementer:

(1) b. Pierre dort (2) b. +Pierre va

De sceniske komplementer er også mere mobile end de bundne. De vil oftest - evt. med en særlig intonation - kunne findes såvel spidsstillede som mellem ubundet subjekt og verbal eller bagest i

sætningen. Endelig kunne man nævne at der ikke sker blokering mellem sce­

niske komplementer og bundne, dvs. at forekomsten af det ene ikke udelukker forekomsten af det andet . Således har vi efter denne test et bundet og et scenisk (eller i hvert fald ikke-bundet) komplement i en sætning som

(6) Pierre entra dans la chambre par la porte. Det bør vel omtales at næppe nogen af disse tests fungerer som

et ufejlbarligt "lakmuspapir", men at det samlede batteri af tests nok tillader at finde en afgørelse i næsten alle tilfælde.

2.4 Komponenttypologi.

Som afslutning på dette afsnit vil vi bemærke at sætningskernebe­grebet faktisk har givet anledning til omridset af en komponentty­pologi. Vi vil altså operere med mindst tre typer komponenter, nem­lig kernekomponenter, sceniske komponenter og resten. Vi kan også ane at mens kernekomponenter sandsynligvis er helt begrænset til

18

sætningsniveauet, så skal de sceniske komponenters funktionsmåde ses i sammenhæng med diskursniveauets regler. I dette RIDS vil vi dog kun komme nærmere ind på sætningskernekomponenter.

19

3. Nogle komponenter til analyse af sætningskernen.

3.1 Tre kernekomponenter .

Som nævnt i 1.3. går den ide vi bygger på ud på at beskrive sprog, specielt sætninger, ved h jælp af flere af hinanden uafhængige kom­ponenter. Hver enkelt komponent skal give en parafrase af et be­stemt aspekt af sætningen og summen af de parafraser som komponen­terne giver af en sætning er den pågældende sætnings grammatiske repræsentation i systemet, herunder dens betydning.

Formålet med dette afsnit er at vise opbygningen af tre kerne­komponenter.

Vi har valgt at slå ned på netop de tre valgte kernekomponenter fordi de er central e i den betydning der ligger i begrebet kerne­komponent (jf. 2.1). Vi har desuden valgt dem fordi de parafraser de giver omhandler fænomener som ikke er ganske ukendte , idet en række l ogiker e og gr ammatikere har forsøgt at få beskrevet de sam­me fænomener som vi ønsker at udtrykke med vore parafraser. Vor tilgang .til problemerne er dog væsentlig anderl edes. Afsnittet skal endelig konkret vise hvorledes tre kernekomponenter kan sam­arbejde om at give en (del-)analyse af sætninger på et sprog, i vort tilfælde moderne fransk. Ved at basere præsentationen på for­holdsvis kendte fænomener håber vi a~ undgå at vores fremstill ing bliver for tung og kompliceret og at opnå at fordelene ved vores fremgangsmå~e bliver iøjnefaldende.

De tre kernekomponenter som vi her præsenterer skal parafrase­re kernesætninger ved hjælp af typevariable for prædikater og ar­gumenter samt semantiske roller. Vi vil først introducere det cen­trale i hver . af disse komponenter og bagefter se på de mere kom­plekse forhold omkring det vi har kaldt kernedefinitionen og dens rækkevidde.

3.2 Typevariable for prædikater.

Begrebet prædikatskonstant er vel kendt i logikken. l ) Det anvendes om l ogiske primitiver der sammen med argumenter kan danne udsagns­former og som almindeligvis interpreteres som egenskaber eller re­lationer. Vi vil indføre to typer af prædikatskonstanter. Hensig­ten er at parafrasere en væsentlig side .af sætningerne i (1):

(1) a . Pierre est a Paris b. Pierre va a Paris

I (1) a. udtrykkes der med etre (a) et konstant relationsforhold

(1) Se Maegaard m.fl . (1975: 3o f).

2o

mellem Pierre's referent og Paris's referent. Det hævdes at fore­ligge uden hensyn til hvornår det er blevet etableret eller hvor­når det afsluttes. Anderledes sagt: der udtrykkes i (1) a ikke no­gen forandring i relationsforholdet mellem referenterne for de to syntagmer. Mere formelt udtrykt: På et givet tidspunkt t

0 forelig­

ger der en tilstand implicerende to entiteter, en tilstand som for­udsættes at foreligge både før og efter t

0 men om hvis begyndelse

og slutning der intet udsiges. Dette er konstituerende for en ty­pe prædikatskonstant som vi vil notere med pr~dikatsvariablen !, hvilket skal antyde ideen om tilstand eller fravær af forandring.

I (1) b hævdes der ikke noget om et konstant relationsforhold mellem referenterne for Pierre og Paris. Tværtimod hævder (1) b at der på et givet tidspunkt t

0 foregår en forandring implicerende

de to entiteter. Før t0

er personen Pierre ikke i . byen Paris, men efter t er han det . Der sker altså en forandring i tilstandene.

0 Dette er konstituerende for den type prædikatskonstan.t som vi vil notere med variablen r. hvilket skal henlede tanken på ordet for­andring.

"T" og "F" udgør parafraseværktøjet i prædikatskomponenten. Det betyder at alle verber som indfører et prædikatsforhold skal para­fraseres som "T" eller "F". Det er vigtigt at forstå at "T" og "F" ikke repræsenterer relationen mellem prædikatets argumenter, men karakteriserer to egenskaber ved prædikatskonstanter som etre a og aller a. Selve relationsforholdet mellem argumenterne parafra­seres andetsteds, nemlig i rollekomponenten.

3 , 3 Tyeevariable for argumenter.

Når vi i afsnit 3.2 har henvist til logikken og talt om prædikats­konstanter er det fordi vi mener at en variant af prædikatslogik­ken er relevant for parafraseringen af sætninger. Et prædikat tage: normalt et eller flere argumenter. Vi vil nu se nærmere på disse argumenter idet vi her, lige så lidt som i 3 . 2, ikke simpelthen låner fra logikerne, men indfører det parafraseværktøj som vi anser for relevant i denne sammenhæng.

Ligesom vi opdel te prædikatskonstanterne i to typer vil vi opde· le argumenter i typer og således operere med typevariable for de argumenter, der i en logisk form sammen med en prædikatskonstant udgør et åbent udsagn. Vi vil regne med tre typevariable. Det er ~. som står for entitet, i• som står for intension, og .12., som står for proposition. Disse tre typevariable parafraserer hver sin klas se af sproglige udtryk.

21 .

~ parafraserer et sprogligt udtryk der refererer til en enti­tet, dvs. en genstand, en mængde af genstande eller noget andet hvorom vi normalt bruger nominalsyntagmer referentielt. ~ parafra­serer således de understregede udtryk i (2):

(2) a. ~ est malade b. ~aime ~ c. Mes fils ne supportent pas l'alcool d. Ce camion transportera mes affaires quand je ren­

trerai a Tulli Det er karakteristisk for en entitet at den kan placeres i et

spatie-temporalt koordinatssystem, sådan at man kan tale om at en given entitet befinder sig på et givet sted på et givet tidspunkt.

i er en parafrase af et sprogligt udtryk der betegner en egen­skab ved en ent:tet og som derfor ikke har nogen reference men der­imod en intension, dvs. sproglige udtryk af adjektiv-typen, men og­så andre. i parafraserer altså de \mderstregede udtryk i (3):

(3) a. Pierre est intelligent b. Pauline est professeur c. Ma voiture est en panne

I (3) er det meningsløst at sige at de understregede udtryk refere­rer i samme forstand som det giver mening at sige at Pierre i (3) a refererer til en entitet. Vi mener endvidere at forskellen mellem de to typer af reference er så stor at man må skelne dem skarpt. Dette er baggrunden for at indføre ~ og i· Intensionale udtryk som parafraseres af i betegner som sagt en egenskab og afgrænser derved en potentiel mængde, nemlig den mængde hvorom det med rette kan hæv­des at dens medlemmer har den pågældende egenskab. Det er denne mængde vi kalder "intensionen for udtrykket x" . Bemærk at der ikke er nogen en-til-enkorrespondance mellem syntagmetyper og intensio­nale udtryk som skal parafraseres med i-variablen. Alle de i (3) understregede syntagmer er intensionale. Et væsentligt træk ved den grammatiske analyse af (3) er at de enkelte sætninger hævder at en bestemt entitet befinder sig i det potentielle referenceområde som bestemmes af de anvendte egenskabsudtryk. i-variablens rolle i det­te er at angive den lidt specielle måde som det relevante referen­ce- område afgrænses på.

Det sidste element i argumentationskomponenten vi vil omtale er .12. · Det parafraserer et sprogligt udtryk der kan have en sandheds­værdi. Eksempler på propositioner gives med understregningen i (4):

(4) a. Jean croyait qu'il etait malade b. La Presidente sait qu'elle sera reelue

Vi har nu indført tre typevariable som hver for sig parafrase-

22

rer en bestemt type af sproglige udtryk, nemlig de udtryk der re­fererer til entiteter, de udtryk der betegner egenskaber og de ud­tryk der kan have en sandhedsværdi. Rent definitorisk er der tale om to klasser uden fælleselementer, nemlig entiteter og egenskabs­udtryk, og e~ opdeling af entiteter i "egentlige" entiteter og pro­positioner. Den sidste klassedeling skyldes det forhold at propo­sitioner kan placeres i et spatio-temporalt koordinatsystem lige­som entiteter (dette er hvad de sceniske komplementer i en sætning gør, som omtalt i 2. 3) , mens entiteter, der ikke er propositioner,

ikke kan tillægges nogen sandhedsværdi. I fransk grammatik er der en afspejling af denne distinktion

mellem typer af argumentvariable i reglerne for valg af pronominer. Med personlige pronominer refereres der til entiteter, med neutra­

le pronominer til intensioner og propositioner: (5) a. ~ est malade - il est malade

b. Pauline sera professeur - elle le sera c. Jean croyait qu'il etait malade - i l croyait ~

3.4. Semantiske roller.

Den tredie kernekomponent vi vil omtale parafraserer sætninger ved hjælp af semantiske roller. Vi vil først antage at der findes tre roller, som vi vil benævne AGENT, LOCUS og TOPOS. Disse roller kan

indgå i følgende rollelister: (6) a. (TOPOS, LOCUS}

b. lTOPOS, AGENT} c. tAGENT, LOCUSj d. {AGENT, TOPOS, LOCUS}

Det er et postulat i det formelle system, som parafrasekomponenten for roller bygger på, at der ~ findes andre kombinationer af

roller end de fire rollelister i (6). Desuden gør vi opmærksom på at rollelisterne i (6) er uordnede.

Den rækkefølge hvori rollerne opskrives i listerne differentierer altså ikke listerne fra hinanden og er uden betydning for deres

anvendelse som parafraser. Den relation vi søger at udtrykke ved hjælp af parafrasen (5) a

er at et emne eller fænomen placeres i forhold til en eller anden lokalitet taget i videste betydning, dvs. både abstrakt og konkret. (6) a parafraserer således sætningerne i (7), hvor rollen er marke­

ret med en let gennemskuelig notation: (7) a. Pierre est a Paris

TOP LOC b . Pierre vient du Danemark

TOP LOC

23 c. Cette conclusion decoule de ces premisses

TOP LOC

d. Jean est indolent TOl5 LOC

e. Ma voiture est en panne TOP LOC

Rollelisten i (6) b. parafraserer sætningerne i (8) (8) a. Marie bat son mari

AGT TOP b. Marie chasse des lions

AGT° TOP Rollelisten i (6) b parafraserer således det forhold at noget hæv-des at udføre en handling som har et eller andet som genstand. Rollelisten i (6) c parafraserer det forhold at noget udfører en handling som vedrører en eller anden lokalitet. Dette forhold kan illustreres med sætningerne i (9):

(9) a. Pierre touche la table AGT LOC

b. Pierre pense a ces troblemes AGT OC

Den sidste rolleliste er (6) d, en liste som vel er den mest almindelige parafrase med gyldighed for franske verber. Den para­fraserer sætninger som (lo):

(lo) a. Pierre envoie la lettre a Paris AGT TOP LOC

b. Jean achete une voiture a sa mere AGT TOP LOC

Denne rolleliste, som altså er den maksimale med disse tre roller, parafrase~er det forhold at noget/nogen udfører en handling som har et ell.er andet som genstand og som placerer det i forhold til et eller andet.

Den opfattelse af semantiske roller vi lige har fremstillet ved at give rollelisterne en intuitiv interpretation er relationel. Vi

betragter nemlig semantiske roller som navne på de roller argumen­ter eller referenter spiller i forhold til hinanden. Denne rela­tionelle opfattelse af semantiske roller dikterer en opfattelse af rollelister som indeholdende to eller flere roller.

Vi har i det foregående indført semantiske roller som primiti­ver i vort komponentsystem og · fastlagt deres syntaks ved de i (6) givne rollelister. Deres interpretation (dvs. hvad de parafraserer) har vi givet eksempler på i (7) - (lo). Roller opfattes herefter som navne på størrelser der indgår i nogle få faste relationer og de valgte navne antyder hvilken rolle hver enkelt størrelse spil­ler i relationen .

Denne opfattelse af roller er afvigende fra hvad man kan finde i andre teorier, der opererer med roller, kasus eller lignende be-

24

greber. Hvor andre indfører roller som defineret ved hjælp af prædikatskonstanter og derved binder bestemte rollekombinationer til det enkelte prædikat (f.eks. verbum) i den enkelte sætning, la· der vi rollelisterne optræde som "frie" parafraser, der ikke kræver tilstedeværelsen af bestemte .prædikatskonstanter for at parafrasere en sætning, og som også kan parafrasere andre typer af sproglige udtryk. F.eks. kan man tænke sig sætningen ma mere a une maison og

nominalsyntagmet la maison de ma mere parafraseret med samme rolle· liste. Eller man kan tænke sig problemerne omkring "logisk og syn­taktisk subjekt 11

, Paul a fait faire un costume par son tailleur -il lui a fait faire un costume pour son fils aussi, kan løses ved hjælp af dobbelte rollelister, hvorved par son tailleur/lui's dob­beltstatus repræsenteres ved to parafraser. Her mener vi at rolle­komponenten åbner nogle interessante og væsentlige generaliserings· muligheder som andre teoretiske systemer har svært ved at få til­fredsstillende hold på. I dette RIDS vil vi dog holde os til kerne· sætningerne og de tre kernekomponenter vi indtil nu har introduce­ret.

3.5 Kernerepræsentation.

I afsnittene 3.2-3.4 har vi indført de tre kernekomponenter med hver sit parafraseudstyr. I 3.1 definerede vi summen af de parafra­ser komponenterne tildeler en sætning som den pågældende sætnings grammatiske repræsentation med hensyn til de involverede komponen­ter. Det sidste vil vi nu uddybe lidt nærmere med definitionen (111 som præciserer hvad der kan kombineres fra de tre kernekomponenter i en grammatisk repræsentation af en sætning:

(11) Enhver sammenstilling af en prædikatstypevariabel, en følge af argument-typevariable og en til denne følge svarende rolleliste er en kernerepræsentation hvis og kun hvis enhver rolle i den anvendte liste er tildelt en argumenttypevariabel.

At en rolle tildeles en typevariabel vil sige at der givet en følge af argumenter og en liste med roller findes et en-en-tydigt korrespondensforhold mellem argumenter og roller.

3.6 Kernerepræsentationers rækkevidde.

3.6.1 Rækkeviddeproblemet. Enhver teori og enhver del af en teori har en intenderet og en fak· tisk rækkevidde . Den intenderede rækkevidde udgøres af den mængde af genstan~e som man gerne vil nå med teorien. Den faktiske række­

vidde er mængden af de genstande man kan vise at nå. I begge til-

25

fælde er der et afgørlighedsproblem: visse genstande kan med de forhåndenværende kriterier klart vises at ligge inden for teoriens ~kkevidde, andre genstande klart uden for. Tilbage bliver i prak­sis en grå mellemzone af tilfælde som er spændende fordi de kræver mere teoretisk arbejde for at finde en løsning.

Rækkeviddeproblemet kan angribes fra to sider. Man kan hævde at en genstand ligger inden for den intenderede rækkevidde og under­søge om den også ligger inden for den faktiske. Eller man kan fin­de en g~nstand der ligger inden for den faktiske rækkevidde og sø­ge at vise at den også ligger inden for den intenderede. Vi vil her benytte begge angribsvinkler, idet vi benytter de tre kompo­nenters parafrasemuligheder og den i (11) definerede kombinatorik til at opstille en række kernerepræsentationer som vi søger at par­re med sætninger i fransk, eller finder sætninger i fransk for hvilke vi søger en tilladt kernerepræsentation, i begge tilfælde sådan at de almindelige "p-grammatiske" udsagn om sætningerne ikke kommer i modstrid med hvad der gælder for kernerepræsentationen.

3.6.2 En minimal kernerepræsentation: Vejrudtryk.

Ifølge (11) kan en prædikatstypevariabel alene udgøre en kernere­præsentation, idet en tom følge af argumenter og en tom rolleliste opfylder betingelsen i (11).

En kernerepræsentation med en prædikatstypevariabel alene para­fraserer sætninger med de såkaldte vejrverber som neiger eller pleuvoir. Syntaktisk kræver disse verber et il som subjekt og de

kan kun i ~etaforiske anvendelser få et refererende nominalsyntag­me som subJekt (eller egentligt subjekt): les balles pleuvent (il pleut des balles). Sætningerne i (12) er altså kernesætninger: ~

(12) a. il neige b. il pleut

og de kan begge parafraseres ved "T" uden tilhørende argumenter, idet de begge er tilstandsprædi kater. Forskellen mellem de to sæt­ninger ligger alene i de sandhedsbetingelser der gælder for de to verbers brug, men som ikke er en del af kernerepræsentationen. Ana­lysen af (12) er altså både i den intenderede og den faktiske ræk­kevidde for (11).

Nogle grammatiske analyser opererer med at der i (12) er både et argument og en rolle, men altså ikke en rolle~. Hvis dette er en velbegrundet analyse er det et argument mod (11). Et tilfæl­

de der kunne tænkes at hjælpe til at afklare problemet er sætninger som

(12) c . il neige beaucoup

26

Her kan beaucoup interpreteres som en kvantor. Ifølge Nølke (1980) må beaucoup i så fald have en scopekerne at gå på. Hvis denne ker­ne er argument for T er det påvist at T har et argument. Men der er to andre muligheder, nemlig at scopekernen er hele propositio­nen eller at scopekernen er den entitet der overføres fra substan­tivet neige ved afledningen af verbet neiger (jf. beaucoup de neige i il tombe beaucoup de neige). Vi vil lade spørgsmålet stå åbent i dette skrift og indtil videre hævde, at (12) a og b kan være inden for den faktiske rækkevidde af (11). De ligger i den tidligere om­talte "grå mellemzone" som et videre teoretisk arbejde skal opkla­re. Det afgørende her er at få fastslået at der kan arbejdes med det opstillede apparat og at både intenderet og faktisk rækkevidde

lader sig bestemme.

3.6.3 Roller og prædikater. Sådan som vi har formuleret (11) skulle det være muligt at finde

sætninger der parafraseres af kernerepræsentationer, hvori indgår enhver mulig sammenstilling af prædikatsvariable og rollelister. Vi giver i (13) en liste af sådanne kernerepræsentationer, idet vi

dog for overskuelighedens skyld udelader notationen af argumentty­perne; vi antager at den i alle tilfældene er ~ (entitet) og vælger

de franske sætninger derefter. (13) a. T(TOP,LOC)

b. T(AGT,TOP) c. T(AGT,LOC) d. T(AGT,TOP,LOC) e. F(TOP,LOC) f. F(AGT,TOP) g. F(AGT,LOC) h. F(AGT,TOP,LOC)

Den måde vi har opskrevet parafraserne på i (13) er uformel og alene bestemt af overskuelighedshensyn og bekvemmelighed.

Er nu alle parafraserne i (1 3) parafraser af sætninger, dvs. findes der franske sætninger som har de i (13) foreskrevne egenska· ber således at den faktiske rækkevidde støtter formuleringen af (L og dermed den del af teorien som udgøres af de tre kernekomponente Det mener vi er tilfældet. Sætningerne i (14) parafraseres efter v

res mening af udtrykkene i (13). Parafraser og sætninger passer par

vis til hinanden. (14) a. Pierre est a Paris

b. Pauline admire sa belle-mere

c. Pierette appuie sur le bouton 27

d. Paul garde son beurre au frigo e. ·Pierre est tombe dans un trou f. Pauline repare la voiture g. Pierrette entre dans le salon h . Paul offre une biere a son oncle

(14) tyder på at der ikke er noget privilegeret bindingsforhold mellem prædikatskonstanter og r ollelister. Man kunne måske over­raskes over sammenstillingen af rollen AGENT og prædikatstypen T i eksemplerne (14 ) b, c, d. Den udelukkes ofte i andre teorier. Vi mener dog at både admirer, appuyer og garder skal parafraseres ved T fordi de ikke indebærer nogen form for ændring. Vi mener også at disse verber forekommer i sætninger hvor rollen AGENT skal bruges i de tilsvarende parafraser. Dette bygger vi dels på eksistensen af verbalsubstantiver som admirateur eller gardien, der hører til klassen af nomina agentis.

3.6 .4 Intenderet rækkevidde og tests. Det problem som (14) b-d giver anledning til er mere generelt, idet de intuitive interpretationer af de primitive størrelser i kompo­nenterne ikke nødvendigvis altid er så enkle og præcise at parafra­serne uden videre kan tages som analyser af sætninger ved en slags "demonstratio ad oculos". Der vil efterhånden som teorien udbygges naturligvis blive tale om en vis "indre", tvingende nødvendighed , hvorefter selve teoriens sammenhæng giver løsninger på sådanne af­gørlighedsproblemer. Indtil videre kan man dog have udbytte af at operere med visse tests s om kan give et fingerpeg om hvorvidt en given analyse er inden for den intenderede rækkevidde eller ikke.

Hvis et verbum tillader afledning af et verbalsubstantiv på ::filll:, -teur, -ateur osv. så kræver verbet også en parafrase med AGENT. F.eks. kræver travailler efter denne test AGENT, da man har travailleur.

Hvis et verbum tillader en adjektivisk afledning med endelsen -able så kræver sætningen hvori verbet optræder parafrase med TOPOS. F.eks. kræver justifier TOPOS, fordi man har justifiable .

AGENT kan i aktive sætninger kun associeres med det p-grammati­ske subjekt.

P-grammatiske subjektsprædikater, objektsprædikater og dativob­jekter er normalt associeret med rollen LOCUS.

P-grammatiske stedsudtryk af den verbalbundne type (lokativob­jekt) associeres med rollen LOCUS.

Det p-grammatiske objekt for verber på - is, f.eks. industria­liser, der er afledt af adjektiver associeres med rolle.n TOPOS.

28

Ytringsverber som ~ lader sig parafrasere med den maksimale rolleliste. Det samme gælder overrækkelsesverber som donner.

Disse tests er ikke andet end hjælpeværktøjer ved valg af para­fraser til sætninger og dermed en antydning af hvilke elementer der tilhører den intende·rede rækkevidde. Først efterhånden som testene kan begrundes i en mere omfattende teori og dermed tilhø­rer teoriens faktiske rækkevidde kan man tale om egentlige tests. De vil da efter al sandsynlighed være udbygget med andre tests ud­

ledt af teoriens udsagn om sprog.

3.6.5 Om rollen LOCUS Rollen LOCUS har formentlig den usikreste status, bl.a. fordi den hører med til lingvistikkens nyeste opfindelser . Derfor giver vi

den et par ord med på vejen. Rollen LOCUS parafraserer et sprogligt udtryk som noget andet,

oftest en entitet, placeres i forhold til. Den parafraserer derfor stedsudtryk der indgår som en integreret del af kernesætninger, f.

eks. de understregede udtryk i (15): (15) a. Pierre est a ~: T(TOP,LOC)

b. Pierre va a ~: F(TOP,LOC) c . Pierrette ·garde sa voiture au garage: T(AGT,TOP,

LOC)

d. Pierre envoie la lettre a Paris: F(AGT,TOP,LOC) De fire analyser i (15) forudsiges af teorien bortset fra asso­

cieringen mellem de enkelte roller og de anvendte syntagmer. Rollen LOCUS lader vi også parafrasere udtryk som betegner lo­

kaliteter i en mere omfattende og abstrakt betydning . Vi følger her den tendens der er tydelig hos Jackendoff (1976), idet vi la­der p-grammatiske subjektsprædikater og objektsprædikater være as­

socieret med LOCUS i de fleste tilfælde. Således i: (16) a. Pauline est indolente: T(TOP,LOC)

b. Sa voiture est en panne: T(TOP,LOC) c. La presidente nommera Pierrette ministre:

F(AGT,TOP,LOC) d. La presidente nommera Jean au poste d'ambassade~

F(AGT,TOP,LOC)

Parafraserne i (16) er begrundet ved at det p-grammatiske subjekt eller objekt, som i alle tilfældene er en entitet, hævdes at være placeret i forhold til en lokalitet, som afgrænses af de udtryk, der fungerer som prædikatsled. Det skal bemærkes at vi her har "snydt" for enkelhedens skyld, idet vi har undladt argumenttype betegnelserne selv om argumenttypen i alle LOCUS-rollerne i (16)

29

er i· dvs. intension, ikke ~ (entitet) som vi forudsatte tidlige­re.

Endelig bruger vi rollen LOCUS til at parafrasere p-grammatiske dativobjekter. Således i (17)

(17) a. Pierre ressemble a sa mere: T(TOP,LOC) b. Pierrette a donne ses memoires a son editeur:

F(AGT,TOP,LOC) I (17) er det klart at sa mere og les editeurs er med i det ud­

sagn som sætningerne bærer. (17) er derfor kernesætninger. Intui­tivt er det også klart at Pierre/Pierrette i (17) hævdes at gøre noget så at referenterne for dativobjekterne direkte impliceres i det forhold der beskrives ved de to verber. I (17) a placeres Pierre i forhold til sa mere og i (17) b placerer Pierrette ses memoires i forhold til les editeurs. Rent definitorisk er dativob­jekter således lokaliteter og rollen LOCUS er velanbragt .

Den lige skitserede analyse af (15)-(17) give r del vis den inten­derede rækkevidde af lokalitetsegenskaberne og de findes alle inden for den faktiske rækkevidde. Den i (11 ) opsti llede definition ræk­ker dog noget videre. Givet de ovenfor gjorte antagelser om asso­cieringen af roller med syntagmer, som fungerer som enten p-gramma­tisk subjektsprædikat, objektsprædikat, lokativobjekt eller dativ­objekt, indebærer (11) for det første, at man kan finde tilfælde, hvor samme rolle er tildelt til forskellige argumenttypevariable. Det finder man i følgende tilfælde:

(18) a. Pierre est a Paris: T( eTOP' eLOC)

b. Pierette est indolente: T(eTOP' iLOC)

(19) a. Ce produit le rend malade: F(eAGT' eTOP' iLOC)

b. Jean lui rend son produit: F(eAGT' eLOC' eTOP)

Rollen LOCUS kan altså tildeles til både en entitet og en inten­sion uafhængigt af den valgte prædikatstype.

(11) indebærer for det andet, at man kan finde verber, der kræver en parafrase med LOCUS, og som indgår i konstruktioner med en eller flere af de fire nævnte p-grammatiske funkti oner, dog kun een pr. konstruktion. I (18 ) var der valgmulighed mellem loka­tivobjekt og subjektsprædikat, og i (19 ) mellem objektsprædikat (~) og dativobjekt (lui). Valg mellem objektsprædikat og lo­kativobjekt har vi i (2o):

(2o) a. Jean l'a trouvee au lit b. Jean l'a trouvee indolent e ,

og mellem lokativob j ekt og dativobjekt i (21 ):

30

(21) a. Jean enverra le paquet a Paris b. Jean enverra le paquet a Paul.

Endelig kan man finde tre konstruktioner ved et verbum som laisser: (22) a. Je lui laisse ma valise

b. Je le ·laisse au lit c. Il le laisse indifferent

Denne konstruktionsvariation i (18)-(22) forudsiges af teorien. Da rollen LOCUS ikke kan optræde to gange i samme rolleliste, forud­siger den også, at ingen af de fire p-grammatiske funktioner kan optræde i een og samme sætning.

3.6.6 Rolleekspansioner

3.6.6.1 Ekspansionernes intenderede rækkevidde Sætningerne i (23)-(25) ligger inden for teoriens intenderede række· vidde:

(23) Pierre detruira la voiture avec une bombe (24) Pauline transportera le paquet de Paris a Lyon (25) Pierre vit

En analyse af disse sætninger ligger dog ikke inden for kernerepræ­sentationens faktiske række~idde, som den fremgår af (11).

I (23) er der ikke nogen passende rolle for une bombe. I (24) er der ikke nogen passende rolle til de Paris a Lyon. (25) kan slet ikke parafraseres med en rolleliste, da der kun er lister med minds· to roller.

For at bringe (23)-(25) inden for teoriens faktiske rækkevidde vil vi nu foreslå tre ekspansionsregler, som udvider rollekompo­nentens antal af rollelister.

3.6.6.2 Ekspansion af AGENT Sætningen i (23) vil vi analysere således:

(26) F (eAGT' eTOP' eINST),

hvor INST står for INSTRUMENT, der intuitivt defineres som en enti­tet, der anvendes til udførelse af handlingen. INST er en rolle på samme linie som de øvrige roller, vi har indført; kun indføres den ved en ekspansionsregel eller genskrivning som angivet i (27):

[ ~~~T 1 AGT,INST

(27) AGT ->

(27) skal forstås således: Overalt, hvor rollen AGT forekommer i de

hidtil givne rollelister (og kun i disse), kan man erstatte den med

31

enten AGT, INST eller både AGT og INST. Den første mulighed skal blot sikre, at rollelisterne med AGT, som er givet i (6)b - d, be­vares. Den anden genskrivning forøger rollelisterne i (6) med føl­gende tre lister:

(28) a. {TOP,INST} b. {INST,LOCJ c. {INST,TOP,LOC}

(28) mener vi er parafraser af sætningerne: (29) a. La bombe detruit la voiture

b. La main appuie sur le bouton c. Le train transporte le paquet a Lyon

Den tredie ekspansionsmulighed forøger rollelisterne med følgen-de ny lister: ·

(30) a . . {TOP,AGT,INST} b. {AGT,INST,LOC) c. {AGT,INST,TOP,LOC}

(30) parafraserer følgende sætninger:

(31) a. Pierre detruit la voiture avec une bombe b. Pierre va a Paris par le train c. Pierette transporte le paquet a Paris par le train

Som man ser af (31) a, har vi med reglen i (27) fået analysen af (23) inden for kernerepræsentationens faktiske rækkevidde. (27) er dog ikke blot indført for at gøre rede for (23), men også for at forøge antallet af rollelister på en systematisk måde. Vi hævder nemlig med (27), at rollelister med INST er afhængige af rollen AGT, og som man ser af de givne eksempler, behøver vi ikke begræn­se antallet af de dermed indførte lister, da der findes en sætning for hver enkelt liste.

3.6.6.3 Ekspansion af LOCUS

Sætningen i (24) vil vi analysere som det angives i (32):

(32) F(eAGT' eTOP' e PROV' eLoc>·

hvor PROV står for PROVENIENS, der intuitivt defineres som udgangs­punkt for en bevægelse. Ligesom INST er PROV en ganske almindelig rolle; den er blot indført anderledes nemlig ved ekspansionsreglen 1 ( 33):

(33) LOC -> f ~~gv } , efter prædikatstypen F PROV,LOC

(33) skal forstås parallelt med (27): Overalt hvor en rolleliste med LOC optræder efter prædikatstypen F, kan man erstatte LOC med enten LOC, PROV eller både PROV og LOC. Den første genskrivnings-

32

mulighed sikrer blot, at rollelisterne i (6) a, c, d bevares. Den anden mulighed forøger rollelisterne med følgende ny lister:

(34) a. t TOP ,PROV} b. {AGT ,PROV J c. (AGT,TOP,PROV}

(34) parafraserer sætningerne i (35): (35) a. Pierre tombe du toit

b. Pierre saute du toit c. Pierre decroche le tableau du mur.

Den tredie ekspansionsmulighed giver følgende tre rollelister: (36) a. {TOP,PROV,LOC}

b. lAGT,PROV,LOC} c. fAGT,TOP,PROV,LOC}

Disse er parafraser af sætningerne: (37) a. Pierre tombe du toit dans la cour

spansioner for AGT og LOC. Ekspansionen af nul-rollen gives i 33 (4o):

(4o) Q -> f -~GT }

l AGT,TOP Den første ekspansionsmulighed er blot en gentagelse af nul-rolle­listen. Den anden mulighed erstatter nul-rollen med AGT. Den gør rede for det forhold at verber som nager og marcher kan knytte en agent til sig (agent i p-grammatisk forstand), jf. dannelsen af nomina agentis som nageur, marcheur. Til støtt e for denne redegø­relse tjener også at et verbum som marcher kan bruges upersonligt (i p-grammatisk forstand): 2a marche; denn konstruktion sidestiller vi med vejrudtrykkene, jf. 3 . 6 . 2. Endvidere kan marcher bruges med neutral reference: 2a marche bien , vos affaires, hvor argumentet for marcher tildeles nul-rollen. Endelig kan marcher bruges som bevægelsesverbum med animeret subjekt: Pierre marche hvor argumen­tet tildeles rollen AGT.

b . Pierette va de Paris a Lyon Den tredie ekspansionsmulighed i (4o) er indført for at gøre re-c. Pauline transporte le paquet de Paris a Lyon. de for parafraser af sætninger, hvori der forekommer et såkal dt in­

(33), der kan anvendes på de allerede givne rollelister og kun hærent objekt, dvs. et objekt med en betydning eller et reference­disse, bringer (24) inden for teoriens faktiske rækkevidde. (27) o· område der er meget nært knyttet til betydningen af verbet. Eksem-(33) tilsammen muliggør også sætninger som pler herpå har vi i (41):

(-38) Pauline transporte le paquet de Paris a Lyon par le (41) a. Pierre vit sa vie

train b. Pierre a danse . deux danses avec Marie

hvor både AGT og LOC er ekspanderede. Antallet af rollelister er c . Marie a dormi son dernier sommeil nu blevet forøget på en systematisk måde, idet rollelister med Ved hjælp af ekspansionen i (4o) har vi altså fået tildelt (25) PROV er afhængige af LOC. Hvor LOC ekspanderes til både PROV og LOCen parafrase, og vi har yderligere fået indført to nye rollelister vil LOC blive fortolket som TERMINUS, dvs. målet for den transak- som giver parafraser af faktisk forekommende sætninger, jf. (41) tion, der beskrives af prædikatskonstanten. og de intransitive konstruktioner med et subjekt der refererer til

en agent, f.eks. Pierre marche, Pierre gesticule .

3.6.6.4 Intransitive verber. Hermed har vi fået alle de i afsnit 3 . 6 . 6 . 1 nævnte sætningsty-Som nævnt kan (25) ikke umiddelbart parafraseres af en rolleliste, per inden for teoriens faktiske rækkevidde og vi har udvidet den da en sådan indeholder mindst to roller, og da verber som vivre, på en sådan måde at den ikke blot omfatter sætninger som (23)-(25), nager, dormir, marcher og gesticuler ikke involverer to entiteter. men også en række andre typer som faktisk forekommer på fransk. Vorløsning på dette problem er at (25) parafraseres ved kernere- Ekspansionerne i (27), (33) og (4o) er altså et forslag til at gøre præsentationen i (39): rede for (23)-(25) på en måde, der dels bekræfter anvendeligheden

(39) T(e) af definitionen (11), dels udvider t eoriens rækkevidde systematisk,

dvs. at sætninger med disse verber som verbal i en intransitiv dvs. på en måde der ikke giver ad hoc løsninger på problemerne. konstruktion ikke tildeles nogen rolleliste, hvilket er det samme Som afslutning på dette afsnit om ekspansioner viI vi gerne gøre som at sige at argumentet i (39) er tildelt en nul-rolle. Hermed opmærksom på at alle ekspansionerne er kontekstbundne i en vid be­er (25) også kommet inden for den faktiske rækkevidde af teorien. tydning af ordet kontekst. F.eks . kan den dobbelte lokativ der ind­Vi mener denne redegørelse for intransitive konstruktioners para- føres ved hjælp af regel (33) kun findes i konteksten F, dvs . efter frasemuligheder i forhold til kernekomponenterne har visse fordele forandringsverber, og den AGENT- rolle der indføres ved reglen (4o) idet vi vil hævde at nul-rollen kan ekspanderes parallelt med det selekteres af hvad vi i p- gr ammatikken ville kalde aqimeret subjekt .

Når vi ikke har omtalt disse kontekster nærmere, skyldes det at de forudsætter komponenter hvis opbygning og funktion vi ikke har ud­formet i detaljer og som vi ikke vil gå ind på i denne omgang.

3,7 Et eksempel. Som afslutning på dette kapitel vil vi give en skitse af hvorledes vi forestiller os analysen af en konkret sætning foretaget. Det er klart at vi med kun tre komponenter (prædikatstype, rolleliste, argum~nttyper) og omridset af en fjerde (scenlske komplementer) ik­ke kan give andet end en ganske grov analyse. Skitsen tillader dog at antyde hvorledes etaper i analysen tænkes effektueret i praksis.

Lad os tage sætningen (42) Hier, Paul a envoye une lettre a sa mere.

En analyse af sætningskernen giver os følgende tre parafraser (43) a. Prædikatstype: F

b. Rolleliste: {AGT,TOP,LOC) c. Argumenttyper: (e,e,e)

parafraser som vi i overensstemmelse med (11) kan sammenskrive så­ledes:

(44 ) F(eAGT'eTOP'eLOC)

Prædikatstypen findes ved et leksikonopslag under verbalet fil!­

voyer. Det vil sige at der ved udarbejdelsen af et verballeksikon sker en klassifikation af alle verber med hensyn til egenskaberne "TILSTAND" og "FORANDRING". I verballeksikonnet vil ligeledes være anført hvor mange argumenter og af hvilken type verbet tager i si­ne forskellige anvendelser og betydninger. envoyer vil således væ-re forsynet med oplysning (e,e,e). Andre verber kan

(45) a. ~:

b. etre : c. devenir

om at det kræver argumentfølge af formen have andre beskrivelser, f.eks.

F(e,e,e) og F(e,p,e) T(e,e) og T(e,i) F(e,i)

hvorved hævdes at dire indgår i konstruktioner med entitet eller proposition:

(46) a. Paul a dit ses projets a sa mere b. Paul a dit a sa mere quels projets il avait

at ~kan have både entitetet og intension efter sig: (47) a. Paul est a Paris

b. Paul est heureux mens endelig devenir kun kan have intension efter sig

(48) a. Pauline devient indolente b. xPauline devient a Paris

35

Der vil være andre oplysninger knyttet til verberne i leksikon, f.eks. selektionsoplysninger (animerede eller inanimerede entite­ter osv.), oplysninger om afvigelser fra de normale konstruktions­regler (særligt subjektsvalg, objektsvalg, specielle præpositio­ner) m.m.

Valg af rolleliste er derimod kun delvis bundet af verbalvalget. I nogle tilfælde (f.eks. ved envoyer) følger den direkte af argu­mentantallet. Hvis dette er tre er lAGT,TOP,LOC}den eneste mulige rolleliste. Hvis det er en eller nul er nul-rollelisten obligato­risk. Kun hvis der er to argumenter, er der flere valg. Her vil væ­re flere muligheder for leksikon-posten. Enten kan man frit vælge mellem de tre muligheder (6) a-c. Det kunne tænkes at være tilfæl­det ved frapper:

(49) a. Ce tableau frappe l'imagination TOP LOC (= emouvoir)

b. Pauline frappe ses enfants AGT TOP (= punir)

c. Le professeur a frappe sur la table avec sa main AGT LOC ( INS)

(= donner des coups dans)

Eller valget kan være forudsigeligt ud fra verbets selektionsre­striktioner. Der synes at være en klar sammenhæng mellem p-gramma­tikkens "animeret subjekt" og AGENT-rollen og mellem præpositions­brugen og såvel LOCUS-rollen (~), som de ekspanderede roller PRO­VENIENS (~) og INSTRUMENT (~). Eller der er den mulighed at en rolleliste angives blandt verbets selektioner, fordi dets konstruk­tion ellezsville føre til forkerte konklusioner vedrørende roller­ne. F.eks. er verbet parler "underligt" idet parler de 9ch a 99 ik­ke kan beskrives som en konstruktion med ekspanderet LOCUS, ligesom aller de ••• a ... , eller som scenisk komplement: llill:!2

avons parle du matin au soir, men må beskrives som en lAGT,TOP,LOC} konstruktion hvor TOPOS (mod alle regler?) konstrueres med de. Hvorledes disse oplysninger om de enkelte verber skal indføres i leksikon står os endnu uklart. Beskrivelsen af de enkelte ord i leksikon har i begyndelsen rent hypotetisk karakter. Usikkerheden om hypotesernes bærekraft vil dog mindskes efterhånden som leksi­kon struktureres.

Det sceniske sted er kontekstbestemt, idet det enten er bundet til de agerendes rumlige placering, f.eks. AGENTen Paul i (42), el­ler er poneret i den forudgående diskurs eller det fremgår af selve ytringssituationen. Den sceniske tid er i (42) udtrykt i adverbia­let hier.

Verbaltempus er dels afhængig af den sceniske tid . Det er vel-

kendt at en typologi for tidsudtryk muliggør en forudsigelse a. brugbare tempora. Dels tjener den til at placere den sceniske:

37

i forhold, til diskurstilstanden. Det er f.eks. velkendt at en der være tale om et pronominalsyntagme , idet bestemthed og speci-passe simple i en beretning flytter tidspunktet ud ad tidsakse: ficitet da er de eneste informationer der indeholdes i syntagmet . mens en imparfait er helt neutral i forhold til. tidsaksen . Hvis der er tale om nominal udfyldning med f.eks. substantiv og

En finere analyse af sætningen vil involvere komponenter soi: forskellige "adled", giver nominalkernekomponenterne parafraser af endnu ikke har opbygget. F.eks. vil de syntaktiske ledfunktione disse. l) Bestemthed og specificitet optræder da som knyttet til de­som kendes fra p-grammatikken, og "lineariseringen", som angive terminativkomplekset . En fordel ved vores måde at gribe disse pro­syntagmernes rækkefølge, kunne tænkes indført i selvstændige ka blemer an skulle være at p- grammatisk pronominalisering ikke - som ponenter. Det er imidlertid i første omgang vores tro at i hver i transformationsgrammatik - opfattes som en reduktion , hvorved der fald ledfunktionerne kan udledes af oplysninger om roller og an slettes information, som først har været bygget op i en syntaktisk menttyper, sådan at der i dette tilfælde ikke behøves en selvsb derivation, men at nominalsyntagmet opfattes som en udbygning af et dig komponent. Afvigelser fra hovedreglerne om ledfunktioner kw minimalsyntagme, pronominet, · der sættes ind i tilfælde af at speci­tænkes .løst i forbindelse med lineariseringskomponenten, der d ficitet og unicitet alene er utilstrækkelige til at sikre sætnin­indeholde anvisninger på topikaliserings- og fokaliseringsproce gens forståelighed. Denne opfattelse af pronominet , ikke som et re­rer og anvisninger på hvorledes man respekterer de anaforiske: duceret nominalsyntagme, men som en slags u-udbygget deter~inativ ,

stande i diskursen. En konstruktion som passiv vil her optræde svarer intuitivt godt til sproglige og stilistiske erfaringer. Det en afvigelse fra den normale subjektsvalgsregel, der sandsynlif er sjældent at folk bruger for mange nominalsyntagmer (dvs . glemmer s.i,ger at eller er for dovne til at br uge en transformation, der reducerer

dem til pronominer ). Det er tværtimod almindeligt at de bruger f or mange pronominer, fordi de ikke gider udbygge dem, har for travl~

(5o) Hvis der findes en AGENT vælges AGENT som subjek Hvis der findes INSTRUMENT men ikke AGENT vælges INSTRUMENT som subjekt. med at komme videre eller ikke r igtig mestrer at bruge de anaforis­HVIS der hverken findes AGENT eller INSTRUMENT w ke regler entydigt, evt. ikke kan finde det rigtige ord og derfor ges TOPOS som subjekt. benytter pronominer som cela, celui-la osv.

Denne regel respekterer den velkendte serie: De næste etaper i arbejdet vil derfor skulle bestå i at opbygge (51) a. Pauline a casse la casque d'un flic avec un~ komponenter som de omtalte, at udlede regler om samspillet mellem

b. Le pave a casse la casque du flic comme du ve: de enkelte komponenter og at søge vore traditionelle p- grammatiske c. La casque du flic a casse comme du verre begreber placeret i forhold til komponenterne som antydet i (50) .

i forhold til hvilken passiven: ( ) · , - , f par Pauline avec 52 La casque du flic a ete cassee lpar un pave

afviger af grunde der har at gøre med forholdene i diskursuniver (le flic er i focus, Pauline er "ny" i diskursen osv.)

En finere analyse vil også omfatte de syntagmer, der udfylder gumentpladserne. Vi tænker os minimalt to komponenter. Den ene lyserer udfyldningen i forhold til diskurstilstanden og fortælle om bestemthed (eller unicitet) og specificitet. Denne komponent efter alt at dømme obligatorisk ved analysen af enhver sætning. Dertil kommer en eller flere "nominalkernekomponenter", der bes ger udfyldningen af syntagmekernen. 2) Hvis de ikke træder ind,

(1) Se dog vejrudtryk, 3. 6.2 (2) Der er en interessant parallelisme mellem på den ene sige t

sceniske komponent: sætningskernekomponenterne, på den ande~

• de determinativkomponenten: nominalkernekomponenterne. De U

ste §.ituerer, de sidste beskriver.

(1) Ligesom sætningskernen vil nominalkernen blive parafraseret med rollelister og argumenttyper. Kun for så vidt angår prædi­katstyper adskiller nominalkernen sig fra sætningskernen. Til gengæld er der en klar parallelisme mellem koblingen verbal­mådesadverbial: lire rapidement og koblingen substantiv-attri­buti vt ad.iekti v: lecture rapide.

38

4. Afslutning.

Vi har nu præsenteret en skitse af hvad vi forstår ved en PK-gram­matik . Denne form for grammatik er funderet på to strategiske an­tagelser, nemlig at grammatiske beskrivelser i alt væsentligt bør benytte sig af parafraser og at disse parafraser kan leveres af et system af komponenter. Det er nogle af disse antagelsers konse­kvenser vi har undersøgt og illustreret i afsnittene 2-3. Vi mener herigennem at have vist at PK-grammatik er en både mulig og rele­

vant form for sprogteori. Naturligvis må PK-grammatikken udbygges væsentligt. Betragtet

som projekt indeholder den dog nogle perspektiver som vi finder lo­vende. Nogle har vi strejfet undervejs. Andre vil vi lade stå som

afslutning på dette RIDS. Sætningskernebegrebet indeholder et praktisk-pædagogisk og et

mere spekulativt sprogteoretisk perspektiv . En sprogunderviser får med PK-grammatikken en lidt anden ind­

faldsvinkel til sprog end de gængse grammatikker giver, specielt den at enhver sætning har en sætningskerne og at analysen af de!Ule er mere simpel end af resten af sætningen, der i øvrigt forudsæt­ter sætningskernen. Pointen i dette er ikke s å meget at PK-gramma­tikken analyserer anderledes end sædvanligt, men det faktum at den­ne analyse f Okuserer på hvordan en sætnings indhold er skruet sam­men ved hjælp af syntagmer. Led og syntagmer forsvinder ikke, men indordnes i en anden regi- Grammatik kan derefter defineres som no­get i retning af "læren om de principper og regler der gælder for at danne en sætning som har et bestemt indhold eller et bestemt

n-tupel af parafraser" . Det sprogteoretiske perspektiv hænger sammen med hele komponent-

ideen. Hvis den giver et korrekt billede af sprog, kan man hævde at sprogbeherskelse består i at nedbryde sætninger i deres para-frasemuligheder og i at sammenstille parafraser og give dem et udtryk . Rent materielt og logisk peger PK-grammatikken herved på

to negligerede forhold, nemlig at beherskelse af kernesætningsmeka­nismen er en forudsætning for beherskelse af mere udbyggede sætnin­ger og at en beherskelse af nedbrydningen (analyse) er en forudsæt­ning for beherskelse af sammenstilling og udtryksvalg (produktion). Spinkelt og upræcist som det endnu er peger dette dog på noget in­teressant, bl.a . fordi det giver et teoretisk grundlag for en fase­opdeling af sprogundervisningen hvor beherskelse af analyse går for·

ud for beherskelse af produktion . Parafraseperspektivet er endvidere interessant derved at det for

klarer n~gle ejendommeligheder omkring sprogforståelse og sprogfre~

39

bringelse . Alle kender den situation at man mener et, men kommer til at sige noget andet. Dette er et udtryk for det forhold, som forudsiges af PK-grammatikken, at en sætning har mange parafraser, flere end sprogbrugeren måske er sig bevidst eller koncentrerer sig om i ytringsøjeblikket . Modsat transformationsgrammatikkens sprogproduktionsbillede, hvor sprogbrugeren ligesom ~å forudsættes at have dannet den totale, utvetydige og maksimale sætning før han med transformationsreglerne begynder at slette, bytte om og skabe tvetydigheder samtidig med at han fjerner redundans, så giver PK­grammatikken et billede af en sætningsproduktion hvor det minimale, flertydige og foreløbige foresvæver sprogbrugeren som en første mu­lighed, som han så udbygger, præciserer og ekspliciterer ved at inddrage flere og flere komponenter og parafraser som eliminerer andre parafrase- eller tolkningsmuligheder. Processen er i teorien uden grænse; meningen er et n-tupel af parafraser, der udelukker visse parafraser, men som altid kan udbygges til n+l, n+2 osv., hvor , i transformationsgrammatikken, meningen er givet før udtryk­ket.

PK- grammatik rummer dog også nogle mere jordnære perspektiver, som vedrører beskrivelsen af sproglige enheder der har voldt andre teorier et vist besvær . Det gælder f . eks . mængdeudtryk af alle slags, som vi bl.a. vil behandle i en særlig kvantorkomponent. Kvantorpro­blemerne drejer sig ofte om at afgrænse kvantorernes scope-kerne og scope-område. Denne problematik skærpes i teorier der arbejder med derivationer. Da PK-grammatikken ikke indeholder derivationer er det at forvente at kvantorer får en enklere og elegantere behandling. Samme for ventning nærer vi til modalverbers grammatik. Diskussionen herom drejer sig væsentligt om deres valens, eventuelle transitivi­tet og/eller subjektsløftende egenskaber. I en PK-grammatik bliver modalverber først og fremmest bærere af modalitet og skal derfor parafraseres af modaloperatorer, som danner propositioner ved sam­menstilling med propositioner. Denne "transitivitet" er næppe en e­genskab af samme type som den "transitivitet" der optræder i kerne­komponenten. At modalverner er verber bliver i dette perspektiv en tilfældighed, men da de er verber får de automatisk et ~ubjekt fordi enhver fransk sætning har et sådant.

Der er i disse perspektiver stof til flere årsværk. Om forvent­ningerne holder stik er. selvfølgelig usikkert . Forskning er i den henseende som navigation: Et er at udstikke kursen, et andet at føl­ge den .

Oktober 1981.

4o

Bibliografi:

Chomsky, N. (1956): Three models for the description of language, I.R.E. Transactions on Information Theory, Vol. IT-2, pp 113-124, Proceedings of the sym­posium on information theory.

Chomsky, N. (1957): Syntactic Structures, Mouton, Haag.

Chomsky, N. (1965): Aspects of the Theory of Syntax, M.I.T. Press, Cambridge, Massachusetts.

Fillmore, C.J. (1968): The Case for Case, Universals in Linguistic Theory, pp 1-90, Holt, Rinehart and Winston, New York, red. af E. Bach og R.T. Harms.

Hjelmslev, L. (1943): Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse, Køben­havns Universitet, København.

Jackendoff, R. (1976): Toward an Explanatory Semantic Representa­tion, Linguistic Inguiry, Vol. 7,1 pp· 89-150.

Leech, G. (1974): Semantics, Penguin Books, Harmondsworth.

Maegaard, B., H. Prebensen og C. Vikner (1975): Matematik og Ling­vistik, Odense Universitetsforlag, Odense.

Nølke, H. (1980): Le champ comme notion linguistique et son utili­

sation illustree par un examen de~···~· B!· vue Romane, Vol. XV,l pp 14-36.

Prebensen, H. (1980): Prædikative relativsætninger i fransk grellll:8· lli• RIDS 76, Romansk In sti tut, Københavns Uni· versitet.

Sørensen, F. (1981): Un drole d I objet indirect, Actes de ae Congre! des Romanistes Scandinaves, Odense 1981.