RÆSONs Ugemagasin 18/11/09

1. å

rgan

g n

r. 12

- 1

8. n

ove

mb

er 2

009 Morten Messerschmidt: Vi skal vinde i Afghanistan

ITALIEN: Nu et ‘delvist frit’ demokrati

TYSKLAND: Charmeoffensiv i Polen

THAILAND: Fra præsident til afhopper

OPINION: Lars Östman om DFs danske paradis

MEDIERNES FREMTIDRasmus Nielsen,Altinget

REAKTIONDan Jørgensen vs. Jens Rohde

Troels Mylenberg om valget:KommunernetilhørerChristiansborg

Dan Jørgensen vs. Jens RohdeMissilet skyder forbi – Venstres katastrofale klimapolitikAf Dan Jørgensen MEP (S)

DEN gamle Jens Rohde er tilbage. Væk er den stramme slipseknude, statsmandsattituden og de indstuderede slogans fra sommerens EP-valgkamp. Tilbage er gadedrengen, der skyder fra hoften. Det er befriende. Og min glæde ved at se den gamle Rohde tilbage gør det let at se igennem fingre med de usaglige angreb på min person, han præsenterer i RÆSON. Tillad mig dog alligevel af hensyn til læserne af dette fortrinlige tidsskrift at rette et par misforståelser fra det løsgående missil samt vigtigere at pointere et par alvorlige mangler i dele af EU’s klimapolitik, som Venstre støtter.Rohdes vildskud Rohde skriver, at han og kollegaerne fra Venstre i EU-parlamentet ikke i løbet af de første 100 dage har ”manifesteret sig som klimapolitikere” og fortsætter, at ”vi har nu heller aldrig hørt nogen nævne Dan Jørgensen i denne sammenhæng”. Her må jeg – i al ubeskedenhed – sige, at det sidste udsagn underbygger det første. Hvis Venstres folk havde været bare en smule engagerede i klimadebatten i EU-parlamentet lige nu, ville de vide, at jeg er en af forfatterne af EU-parlamentets samlede positionspapir forud for COP-15, og at jeg er en af de blot 15 delegerede, som skal repræsentere EU-parlamentets 736 medlemmer i København. Rohde retter også sit løsgående missil mod min holdning til finansieringen af klima-aftalen. Her rammer han helt forbi målet, når han skriver: ”i Dan Jørgensens optik skal vi bare finde 800 milliarder kroner årligt til verdens fattigste lande og kombinere det med en hestekur, som gør ondt på folk. Så er den ged barberet! Underligt nok kan vi ikke finde Dan Jørgensens mange penge i socialisternes ændringsforslag til seneste budgetafstemning”. Nej, det er faktisk ikke underligt. Rohdes angreb er nærmest komisk, for havde han haft bare en smule indsigt i problemstillingen ville han vide, at diskussionen handler om årlige beløb fra 2020. Det har altså intet med behandlingen af budgettet for 2010 at gøre! Dertil kommer, at det formentlig bliver de færreste af pengene, der skal tages fra EU’s budget. Dels fordi beløbene gælder for alle de

udviklede lande, ikke kun EU. Dels fordi størsteparten af midlerne skal komme fra medlemslandene og kvotehandelssystemet.Hvordan man kan misforstå så basale og banale sammenhænge i en af de mest diskuterede problemstillinger i EU forud for COP-15 går over min forstand.

Venstres katastrofale klimapolitik Det egentlige problem med Venstres politik i EU-parlamentet er selvsagt ikke, at de skyder 100 kilometer forbi med en misforstået kritik af mig eller andre personer, der forsøger at gøre et seriøst stykke arbejde. Langt mere bekymrende er den måde, de stemmer, når EU’s holdning skal fastlægges. Mest alvorligt er det, når Venstre støtter en politik, hvorigennem det bliver muligt for EU-landenes industri at købe aflad i verdens fattigste lande for mere end halvdelen af deres reduktionsforpligtelser. På den måde opnår vi nemlig aldrig den nødvendige teknologiudvikling og omlægning af produktionen i en mere bæredygtig retning i vores egne lande, som Rohde ellers taler varmt for. Samarbejde nødvendigt Selv om Rohdes stil er frisk og på trods af, at det sikkert – ud fra rent vælgermæssige hensyn – er godt for Socialdemokraterne, så er det i længden ikke holdbart, at Venstres medlemmer af EU-parlamentet ikke har en seriøs klimapolitik. Hvis vi skal løse de kæmpe problemer, vi står over for, er det nødvendigt at lave kompromiser på tværs af partiskel. Og faktisk tror jeg, vi kan blive enige om mange ting, fx at der burde gives langt flere midler til forskning.Rohde skriver som nævnt, at Venstre i EU-parlamentet ikke endnu har ”manifesteret sig som klimapolitikere”. Det tør siges. Men potentialet er der. Anne E. Jensen er fx meget indflydelsesrig i budgetudvalget, fordi hun arbejder seriøst. Det kunne Rohde måske også blive andre steder, hvis han ville. Men så skal missilet skydes ind først.

RE

AK

TIO

N 1

8. n

ove

mb

er 2

009 I sidste uges RÆSON #11 (11/11)

angreb Jens Rohde og de andre medlemmer af Venstres Europa- Parlamentsgruppe Dan Jørgensen på baggrund af Jørgensens artikel fra Ugemagasinet #6 (7/10)

http://raeson.dk/venstre121109.pdf

http://raeson.dk/venstre121109.pdf

http://raeson.dk/ugemagasin071009.pdf


Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009

http://www.raeson.dk/konferencen2009.html

http://www.raeson.dk/konferencen2009.html

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 4 af 22

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: [email protected]. Foto credits bl.a.: Socialdemokraterne s.1+7, EU s.10+15, FDP s.12, Venstre s.2, Dept. of Defense s.4, Altinget s.17, Dansk Folkeparti s.20. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

http://WWW.RAESON.DK


mailto:[email protected]

mailto:[email protected]

http://www.raeson.dk



Kampen kan stadig vindes, hvis Vesten er villig til at ofre tilstrækkeligt med ressourcer. Men vi er samtidig nødt til at spørge os selv, om den også vil kunne vindes om 20 eller 30 år? Alle demografiske analyser viser, at Vesten med en i overvejende grad aldrende befolkning til den tid vil få endnu sværere ved at tage kampen op med en ung og kraftigt ekspanderende muslimsk befolkning.Af Morten Messerschmidt, MEP (DF)

JEG mindes, at jeg for nogle måneder siden overhørte en P1-debat med en repræsentant fra Amnesty International, hvor man diskuterede, hvilke metoder der kunne vinde krigen i Afghanistan. Særligt mindes jeg at høre en forarget debattør erklære, at Vesten ikke overholdt krigens love, når vore soldater overfaldt Taleban, mens de sov og var på toilettet. Den slags er ikke rimeligt, måtte man forstå. Hvad er det for et verdenssyn, at ens fjende skal have en fair chance? Skal vore soldater virkelig sætte livet på spil og vise Taleban hensyn, mens fjendens eneste drøm er at udsprede den jihad, vi alle oplevede den 11. september 2001, til hele den vestlige verden – med det formål at lægge alle klodens lande øde i den formørkede totalitære ideologi, som i disse vanvittige menneskers hjerne er produktet af islam? Naturligvis ikke. Tillad mig at minde om den tidligere israelske statsminister, Rabins, ord: "Man slutter ikke fred med sine fjender – man slutter fred med sine tidligere fjender". Spørgsmålet er, om man umiddelbart kan overbevise Taleban om at betragte os – Vesten, friheden og den moderne verden – som en tålelig modpart, der kan sluttes fred med. Om fjendskabet kan blive fortid? Det er der ikke meget, der tyder på. Disse mennesker, optændt og hjernevasket af en syg ideologi, der ikke levner hverken kommunismen eller nazismen meget tilbage i gru og voldsomhed over for deres fjender, lader sig ikke slå ved forståelse, venlighed og oplæsning af lange erklæringer. De lader sig slå ved magt. Spørgsmålet er, om Europa har denne magt? Eller viljen til at bruge den? Desværre er der ikke meget, der tyder på det. I kampen mod terror har de europæiske lande udvist en pinlig mangel på mod og været mere optaget af kvindagtige rapporter fra Amnesty International, fordømmelser af USA, der reelt gør

noget for at bekæmpe vore fjender, og i øvrigt at please den voksende del af Europas befolkning, som qua sine religiøse rødder vinder stadig større sympati for Talebans morderiske forsæt. At opbygge institutioner og udbrede demokratiet kan være meget godt. Men hvad hjælper det, hvis Taleban stadig er til stede, nedriver de skoler, vi bygger op, skærer fingrene af dem, der stemmer, og fremstår som et lukrativt alternativ til den i øvrigt gennemkorrupte parodi på et demokrati med Karzai i spidsen? Uden vilje ingen sejr. Og det bløde Europa, hvorfra truslen om terror i dag i lige så høj grad kommer fra befolkningen midt i blandt os som fra folk udefra, har ingen vilje. Ingen tro på sejren. I den situation er et exit utvivlsomt bedre. Lad Taleban få grobund igen, lad dem sejre – men skån i det mindste vore soldater, synes rationalet at være. At hele den vestlige verden igen må leve i ikke bare gruen for, men forventningen om,, at krigen da rykker tættere på os, er så prisen, vi må betale. Men vi kan ikke slutte fred med folk, der ønsker os, vore værdier, vor verden og hele det moderne livssyn ødelagt, fjernet og dræbt. Hvis vi trækker os ud af Afghanistan, ophører krigen dér. Men dermed flytter den blot tættere på vore grænser. De voldelige optøjer, som vi i dag oplever i de muslimske ghettoer, hvor præster bliver fordrevet, danskerne chikaneret, og fundamentalismen stiger, vil ikke længere blot være optøjer. Det vil blive til regulære raids mod europæerne, mod de kristne og andre, som ikke bøjer sig for islams altid voldelige krav til de vantro. Optøjer vil blive til oprør. Og oprør vil blive til krig. Bag vore egne grænser. Hvis vi ryster på hånden og ikke klart siger, at vi vil knuse Taleban og enhver anden totalitarisme, der truer os, vore allierede og

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

18.

no

vem

ber

200

9 Afghanistan-krigen er på vej ind i sit niende år. Hvad skal der til for at vinde krigen? Kan den vindes? Hvor vigtig er en ”sejr” for Danmarks sikkerhed? EU's udenrigsministre har erklæret, at institutionsbygningen i landet skal optrappes. Hvad bliver Europas/EU’s rolle i Afghanistan de næste fem år? Ifølge nogle iagttagere er Vesten i fuld gang med en exit-strategi: er det rigtigt? RÆSON spørger Morten Messerschmidt.

Vi skal vinde i Afghanistan




verden, kan vi godt glemme alt om en fredelig fremtid. Fjenden er allerede bag vore linjer, Han er klar til angreb og håner Vestens manglende evne – vilje – til at forsvare sig. Den, der ikke vil forsvare sig, må forberede sig på at lade sig diktere. Vi kender billedet: Afghanistan før 2001. Er det Europas fremtid? En tilbagetrækning fra Afghanistan vil blandt islamisterne blive opfattet som en entydig sejr for islam – og som et tydeligt vestligt svaghedstegn. Hvad sker der i en jungle, for den, der udviser svaghed? Det er svært og ubehageligt at sige offentligt, at vi må kalkulere med dræbte soldater. Det er svært at forklare forældre, hustruer, børn og de øvrige pårørende, at de har mistet deres kære på slagmarken. Omvendt er vi nødt til at træffe et meget svært valg: Ønsker vi begrænsede tab nu, eller vil vi udsætte kampen for så måske at gøre den langt værre i fremtiden? Kampen kan stadig vindes, hvis Vesten er villig til at ofre tilstrækkeligt med ressourcer, men vi er samtidig nødt til at spørge os selv, om konflikten vil kunne vindes også om 20 eller 30 år. Alle demografiske analyser viser, at Vesten med en i overvejende grad aldrende befolkning til den tid vil få endnu sværere ved at tage kampen op med en ung og kraftigt ekspanderende muslimsk befolkning. Den tyske økonom og demograf Gunnar Heinsohn fra universitetet i Bremen har i sin glimrende bog "Söhne und Weltmacht" fra 2003 konkluderet, at demografien er Talebans vigtigste allierede. Ifølge ham kan spørgsmålet om at vinde en krig meget simpelt "koges ned" til spørgsmålet om villigheden til at "ofre sønner" i kamp. Hvem er mest villig til at ofre? Den fattige kvinde i eksempelvis Mellemøsten med seks-syv sønner, som har udsigt til et liv uden uddannelse og arbejde, eller den oplyste, vestlige kvinde med en til to sønner, hvis fremtidsperspektiver tegner sig lyse? Det er ikke noget svært spørgsmål at svare på. Befolkningerne i Vesten spørger allerede nu sig selv, om bekæmpelsen af islamismens uvæsen virkelig er værd at dø for. Jeg vil hellere spørge, om vi kan tillade os at sidde med hænderne i skødet og risikere, at situationen om få år kommer helt ud af kontrol – en situation, hvor demografien med Gunnar Heinsohns ord besejrer os. Det er rigtigt, at der selv blandt højtstående amerikanske militærfolk er opstået tvivl om, hvorvidt krigen nogensinde kan vindes. Men lige så rigtigt er det, at mange andre er yderst optimistiske. På Dansk Folkepartis årsmøde i år viste vi en film fra Forsvaret, hvor både soldater, læger og officerer udtalte sig om genopbygningen af Afghanistan. De erkendte, at det måske gik langsommere end ønsket, men samtidig kunne de berette om en masse succesoplevelser – situationer, hvor lokalbefolkningens glæde over nye skoler og bedre infrastruktur viste, at soldaterne havde gjort en forskel. Derfor er genopbygningen af landet også uhyre vigtig. Når først mennesker oplever materiel fremgang, falder deres villighed til at ofre deres liv

for galninge som talebanerne. Der skal gøres en langt større indsats for at garantere sikkerheden i de fredelige dele af Afghanistan – de skal ganske enkelt lukkes hermetisk af for Talebans indtrængen, mens fredelige afghanere i urolige områder bør tilbydes en mulighed for at tage ophold i de sikre zoner. Det vil også i høj grad lette den militære indsats, ligesom Taleban vil få langt sværere ved at bruge civilbefolkningen som et levende våbenskjold. Jeg har selv talt med hjemvendte soldater, og en af deres største frustrationer, som ofte bliver gentaget, er, at de ikke har fået lov at gøre deres job ordentligt. Hjemvendte amerikanske soldater fra Vietnam sagde det samme. Og nej, det har intet at gøre med, at soldater har lyst til at beskyde civile eller sætte kvinders og børns liv på spil, men det har noget gøre med følelsen af at gøre en forskel. Soldaterne ville få langt lettere ved at gøre deres job, hvis civilbefolkningen blev evakueret fra de farlige zoner, hvor Taleban opererer og desuden terroriserer befolkningen med trusler om at skære arme og fingre af de formastelige, som tillader sig at stemme. Vi må ikke glemme det rædselsregime, som Taleban stod for før invasionen i 2001?.Ikke alene var man storeksportør af narkotika til det "dekadente" vesten, man forbød musik og biografer. Man straffede kvinder, som tillod sig at gå i skole eller tage en uddannelse. Man sprængte de ældgamle og enestående Buddha-statuer i luften og henrettede i hundredvis af uskyldige civilister – samt ydede husly til internationale topterrorister som Osama Bin Laden, hvilket stadig finder sted. Jeg tror desværre, at mange efterhånden har glemt omfanget af det grufulde rædselsregime, som Taleban stod for gennem en årrække, og derfor burde man måske i medierne vise nogle af billederne igen, således at frygten, hadet og burkhaerne ikke går i offentlighedens store glemmebog. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at indsatsen i Afghanistan er nødvendig. Hvis Vesten trak sig ud af landet nu, ville vi, foruden den islamistiske opfattelse af at have vundet en stor sejr over "korsfarernationerne", hverken kunne se os selv eller den afghanske befolkning i øjnene. Jeg er udmærket klar over, at præsident Karzais troværdighed kan ligge på et særdeles lille sted, og jeg er stærkt foruroliget over den afghanske regerings tendens til at "please" islamisterne med domme mod islamkritiske journalister og i det hele taget en dybt reaktionær, islamisk politik. Selv når Taleban en dag er besejret – og jeg tror, dagen vil komme – skylder vi det afghanske folk at gennemføre og sikre udviklingen af et ægte demokrati. Ellers har den militære indsats været forgæves – og dermed også de mange ofre, som Vesten har ydet i form af soldaternes liv. .

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen




Kommunerne tilhører ChristiansborgKommunalreformen har trukket politikken ud af lokalpolitikken og i stedet skabt 98 administrative enheder, som styres stramt fra Christiansborg og Finansministeriet via en række dygtige topembedsmænd. Tilbage bliver kampen om borgmesterposterne, som er den eneste regulære politiske post i det lokale/regionale Danmark. Kommunalpolitikerne er blevet fritids-administratorer lagt i spændetrøje af regeringens skattestop og i benlås af de kommunale embedsmænd, der er blevet reformens egentlige sejrherrer.

Af Troels Mylenberg

KOMMUNALVALGET i går gjorde Danmark lidt rødere på borgmester-niveauet. Selv om Socialdemokraterne gik tilbage, sikrede SF’s kanon-valg (Villy-effekten), at Helle Thorning kan ranke ryggen i sit influenza-leje.

Men den største nyhed ved kommunalvalget er en anden. Der er god grund til frustration hos de lokalpolitikere, der i nat enten mistede deres borgmesterposter eller bare måtte gå tomhændede fra konstituerings-dramaerne rundt i de 98 kommuner og fem regioner. For selv om vi her i landet højt besynger det lokale demokrati og ikke mindst alle de brede samarbejdsaftaler på det kommunale landkort, så er borgmesterposten efterhånden det eneste, der er at komme efter ved lokalvalgene. Indflydelsen for resten af det folkevalgte Danmark er skrumpet voldsomt ind. Især efter kommunalreformens intense professionalisering af alle lag i de kommunale administrationer, altså lige med undtagelse af det politiske.

For mens reformen med sine sammenlægninger og ændrede opgavefordelinger har givet kommunaldirektører og forvaltningschefer et langt større ansvar, både hvad antallet af opgaver og størrelsen af dem angår, så er kommunalpolitikeren i Danmark stadig i hovedtræk en person, der går til politik sådan som andre går til badminton.

Man møder frem til de ugentlige møder med alle papirerne under armen, men hvor opgaverne var mindre og mere overskuelige i de langt mindre kommuner fra før reformen, så viser de seneste års erfaringer landet over, at ganske mange politikere i stigende grad er tvunget til at forlade sig på embedsmændenes og borgmesterens anbefalinger, når der skal stemmes. Den stigende

kompleksitet og det øgede antal opgaver har gjort embedsværkets magt langt tungere. Kun borgmesteren er politiker på fuld tid, og kommunerne er i stigende grad blevet store virksomheder, der selvfølgelig ikke kan ledes professionelt af en samling borgere, der kigger forbi til politik og en kop kaffe hver torsdag aften.

Det var nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der som indenrigsminister stod fadder til kommunalreformen, som primært skulle sikre en bedre kommunal opgaveløsning samt fjerne amterne fra landkortet. Reelt har man i dag fået ret store kommunale enheder, der holdes i ekstremt stram snor af finansministeren. Dertil kommer de fem regioner, der er magtpolitisk amputeret, idet de kun kan styre udgifterne, men ingen magt har over indtægterne, da regionerne ikke har nogen skatteudskrivende magt. Regionerne altoverskyggende opgave er sygehusdriften, et område hvor udgifterne kun stiger, og regionspolitikernes magtbegrænsning ligger selvfølgelig i, at de alene kan tigge og bede regeringen om flere penge, og dermed igen og igen udstiller, at det ikke er regionerne, der har bukserne på i det spil.

Men på mange måder har kommunerne faktisk heller ikke denne magt i særlig udstrakt grad længere. Hvor det tidligere var sådan, at de kommunale skatter kunne sættes op og ned af den enkelte kommunalbestyrelse, så længe det samlede regnskab var status quo i de 275 kommuner, så får de nye 98 større kommuner reelt dikteret skatteindtægterne fra regeringen.

Med kommunalreformen (og finanslovsaftalen fra sidste år) fik kommunerne nemlig overdraget en række vanskelige opgaver, blandt andet sociale særydelser – drift af

STA

TU

S 1

8. n

ove

mb

er 2

009 KOMMUNAL-

VALG




handicapinstitutioner og specialskoler, og ikke mindst fra august i år det samlede ansvar for de ledige. Og udgifterne til disse ydelser har kommunerne meget vanskeligt ved at kunne gennemskue ved budgetlægningen, blandt andet fordi løsningen af opgaverne i høj grad sker i samarbejde med de nabokommuner, man tidligere delte amt med. Kommuneøkonomi er altså blevet en langt mere kompleks – og alvorlig – opgave, som ikke længere ’blot’ består af lokalplansfastlæggelse og beslutninger om timetal og normeringer i folkeskolen og daginstitutionerne. Kommunerne er blevet velfærdens helt afgørende leverandør nu også på de områder, som tidligere blev varetaget af specialister i amterne. Her siger det nok sig selv, at fritidspolitikerne har fået kam til deres hår, for ikke at tale om gode undskyldninger for at følge de til enhver tid siddende embedsmænds råd. Og derfor siger fornuften jo de fleste, at en skattenedsættelse det ene år jo næsten som naturlov vil medføre en skattestigning året efter – og hvorfor så sætte skatten ned, hvis den alligevel skal sættes op året efter? Efterårets skatteslagsmål mellem regeringen og kommunerne åbenbarede med al ønskelig tydelighed, at den kommunale skatteudskrivning i endnu højere grad end nogensinde før styres fra Finansministeriet.

På bundlinjen står, at kommunalpolitikerens opgave i dag har voldsom slagside mod det administrative og det økonomiske, hvilket jo får alle valgkampens flotte ord landet over om ’forandring’, ’vilje til handling’, ’visioner’, ’respekt’, og hvad valgplakaterne ellers har kunnet byde på af uforpligtende slogans til at klinge noget hult.

Kun de allerfærreste af de kandidater, der blev valgt i går får lejlighed til at folde så meget som en kvart vision om noget som helst ud. Fra første møde i de nye kommunalbestyrelser efter nytår vil de blive dynget til med tal og krav om stram økonomisk styring tæt overvåget gennem embedsværkets halvbriller.

De lokale dagsordener udeblevDet vil være noget af en overraskelse, hvis ikke næste kommunalvalg i 2013 i endnu højere grad bliver til et ’midtvejsvalg’ for landspolitikerne. For når man denne gang har talt om ’midtvejsvalg’ skyldes det i mindre grad at Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har haft behov for at spejle landspolitik ind i kommunalvalget, og i højere grad det faktum at kommunalpolitikerne ikke får en ærlig chance for at bedrive politik og mene noget som helst.

Valgkampen har i høj grad har udstillet netop de lokale aktørers store problemer med at sætte en politisk dagsorden. Blandt andet derfor har valgkampens samlede fokus været på de landspolitikere, der enten har været synlige alle vegne - eller, som statsminister Lars Løkke, har gjort en dyd ud af at holde sig væk og undgå at blive fedtet for voldsomt ind i den forventede

Venstre-tilbagegang, der i procenter ikke blev så stor, men til gengæld symbolsk idet statsministerpartiet nærmest er udraderet i landets storbyer.

Den kommende tid vil byde på ganske mange analyser af de landspolitiske effekter af kommunalvalget. Især SF vil give den hele armen i at udlægge deres valgsejr som en sejr for Christiansborg-strategien om en samlet rød opposition. Men skal sandheden frem, så viser konstitueringerne i kommunerne, at de steder, hvor SF har fået borgmesterposter – i region hovedstaden eksempelvis – er det med støtte fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, altså en borgerlig alliance, der sikrer SF magten på bekostning af S.

Trods al tale om ’midtvejsvalg’ er kommunalpolitik noget ganske andet end landspolitik – og i stigende grad mere administration end politik..




Ny bog: 99 kr. inkl. porto på www.raeson.dk




Imens verden fejrer 20 -året for demokratiets sejr i den tyske hovedstad, befinder demokratiet sig i en stadig større krise i en anden del af Europa: Italien. Ministerpræsident Berlusconi forsøger i øjeblikket at sikre sin magt ved at insistere på ændringer i den italienske forfatning, og Italien er nu kun et ”delvist frit” land på højde med Rumænien, ifølge den internationale NGO Freedom House. Med intern spild i oppositionen og et magtesløst EU ser Italien ikke ud til at ændre kurs foreløbigt Af Julie Hassing Nielsen, ph.d.-stipendiat, Det Europæiske Universitetsinstitut, Firenze

DOMMEN fra den italienske højesteret, der i sidste måned fratog ministerpræsident Silvio Berlusconi sin selvproklamerede immunitet, kom ikke som en egentlig overraskelse for den italienske ministerpræsident. Umiddelbart efter kunne man i et interview (på en af hans egne Tv-kanaler) høre ham recitere den nu efterhånden velkendte sang: Dommen blev afsagt af en flok venstreorienterede og stærkt politiske dommere. Efterfølgende blev lejligheden benyttet til at pointere, at Berlusconi på ingen måde havde til hensigt at træde tilbage.

Ophævelsen af immunitet har konsekvenser for Berlusconi. To retssager mod den italienske ministerpræsident kan nu genoptages. Den ene omhandler bestikkelse. Berlusconi skulle angiveligt have bestukket sin britiske forsvarsadvokat, David Mills, til at lyve under ed for at beskytte Berlusconis forretningsimperium. Mills er allerede dømt i sagen, og første appel af dommen er afvist. Den anden sigtelse omhandler skatteundtagelse. Begge sager blev sat i bero efter immunitetslovgivningen trådte i kraft i 2008. Men ingen af sagerne forventes, uanset udfaldet, at skabe alvorlige rystelser i fundamentet under Berlusconis embede. Den italienske ministerpræsident er mange gange blevet sigtet, men endnu ikke dømt. Spørgsmålet er, hvor det italienske demokrati befinder sig nu, og hvor det efter domsafsigelsen er på vej hen?

Kampen mod de røde dommereBerlusconi har prøvet det før. I 2004

ophævede den selvsamme domstol en tilsvarende immunitetslov på samme grundlag. Ifølge Berlusconi er parlamentarisk immunitet en simpel nødvendighed for, at han kan fungere i sit virke. ”Ingen i Italien kan blive anset for at være upartisk”, har han ved en tidligere lejlighed udtalt. Alle ved, at han hentyder til dommerstanden. Selv mener han, at han er udsat for et plot bestående af kommunistiske, eller i hvert fald stærkt

venstreorienterede dommere, som ønsker større politisk indflydelse og, ikke mindst, hans afgang som ministerpræsident.

Én ting er Berlusconis sikring af egen immunitet. Deri ligger såmænd intet nyt. Og forslaget om ændringer i forfatningen overrasker da heller ikke, når man betænker, at det kommer fra en mand, som udtaler, at ”myriaden af demokratiske checks and balances gør Italien uregerbart”. Men ministerpræsidentens forsøg på at åbne forfatningen for at kunne revidere den skal tolkes ind i en større ramme. Har han held til forfatningsændringer vil det betyde større politisk magt over domstolene. Og her har Berlusconi de politiske vinde med sig. Reformer af det langsommelige, bureaukratiske og ganske arbejdsbebyrdede italienske retsvæsen har længe været påtrængende. Derfor kan han ikke kun blæse til (personlig) kamp mod de røde dommere, men reelt også mod magtens tredeling.

Berlusconi taler derfor stadig om forfatningsændringer. Disse kan enten ske ved parlamentsvedtagelse, hvor 2/3 flertal skal stemme for, eller ved folkeafstemning, som kun kan udskrives med flertal i parlamentet. Sidstnævnte er forsøgt før, men med ringe held. I 2006 blev en folkeafstemning om forfatningsændringer, påbegyndt af Berlusconi og med majoriteten af parlamentet bag sig, nedstemt med hele 61,3 procent. Med de nuværende verserende retssager mod ministerpræsidenten samt en række belastende sexskandaler er chancerne for, at ministerpræsidenten gør alvor af forfatningsændringerne lille – i hvert fald indtil videre. Berlusconi kan simpelthen ikke tåle endnu et nederlag hos en befolkning, hvis tilslutning til hans popularitet har været dalende siden en prostitutionsskandale kom frem i juli. I gennemsnit har opbakningen til Berlusconi de seneste måneder befundet sig på lige under 50 procent (ifølge meningsmålinger foretaget af

VE

RD

EN

18.

no

vem

ber

200

9 ITALIENNu kun et delvist frit demokrati




avisen La Repubblica). Men det er stadig højt taget alle skandalerne taget i betragtning. Og italienerne er generelt ganske tilgivende over for ministerpræsidenten. Derfor er forfatningen langtfra fredet i fremtiden.

Et ”delvist frit” demokratiBerlusconis primære platform i kampen

mod magtens tredeling har i flere år været udgjort af den fjerde statsmagt: Medierne. En ulige kamp tegner sig her. Berlusconi kontrollerer nu tre af de i alt syv største tv-stationer. Den statsligt ejede tv-station (RAI) står til ansvar for et Berlusconi-venligt parlament. En anden større avis – Il Giornale – ejes af Berlusconis bror. Herudover har Berlusconi kontrollen over Italiens største forlag.

Før Berlusconis magtovertagelse var der ikke tradition for, at politikere anlagde sag mod aviser. Nu er alting ændret. I øjeblikket ligger han i retssag med to af de førende Berlusconi-kritiske aviser: La Repubblica og L’Unita. Ministerpræsidenten har sagsøgt La Repubblica for en million euro for kritiske spørgsmål angående ministerpræsidentens privatliv. L’Unita er sagsøgt for to millioner euro for blandt andet at hævde, at Berlusconi misbruger sin kontrol over de italienske medier. Herudover er fem journalister fra L’Unita hver blevet personligt sagsøgt af ministerpræsidenten. Værst ser det ud for L’Unita. Vinder Berlusconi er avisen lukningstruet. Men også udenlandske aviser har modtaget sagsanlæg fra den italienske ministerpræsident. Blandt dem tæller ”Financial Times” og ”the Economist”, som skulle have ført ”uhæderlig journalistik” i deres dækning af ministerpræsidentens virke.

Hændelser som Berlusconis sagsanlæg mod L’Unita og La Repubblica er en del af årsagen til det sørgelige faktum, at den uafhængige amerikanske demokrati-vagthund – Freedom House – i sin 2009-måling nedrangerede Italien til nu kun at være et ”delvist frit” demokrati. Også ”reporters without borders”, som årligt udgiver et pressefrihedsindeks, har degraderet Italien til plads nr. 49. – til sammenligning ligger Danmark nr.1. Med andre ord befinder Italien sig nu i pulje med de nyere østeuropæiske demokratier som Bulgarien og Rumænien.

De italienske journalister har dog reageret. En stor demonstration for pressefrihed med fokus på mediefrihedens sørgelige tilstand løb af stablen i Rom i begyndelsen af oktober. Men den ikke haft nogen særlig betydning – livet går sin vante gang. Tilbage står det dystre faktum, at Berlusconis kontrol over store dele af de italienske medier efterhånden har stået på så længe, at en hel generation italienere har dannet deres politiske ståsted og identitet i et Italien, hvor Berlusconi og familie kontrollerer en meget stor del af den tilgængelige presse. Betydningen heraf er skræmmende udefinerbar.

Italienerne skal selv sikre pressefrihedenProblemet er, som også flere politiske

iagttagere har pointeret, at de mange anklager og retssager mod Berlusconi faktisk kan tjene til hans fordel. Ifølge egne udtalelser er han ikke kun den ”bedste ministerpræsident nogensinde”, han er også ”den mest uretmæssigt forfulgte”. De gentagne fratagelser af hans selvpåberåbte immunitet fra den italienske højesteret kan med andre ord tjene som verificering af Berlusconis forfølgelsestese. Og heri ligger måske nøglen til forståelse af italienernes tolerance over for deres leder.

Skulle de italienske domstole konspirere mod Berlusconi, har de dog ikke haft stort held med at ødelægge hans politiske karriere. Erhvervsmanden og mediemagnaten er nu i gang med sin tredje periode som Italiens ministerpræsident efter et overraskende genvalg i 2008. Vejen blev primært banet for ham af politikere, som hverken var bedre eller værre end ham selv. Men som trods alt blev fældet på det. Italiensk politik var derfor paralyseret i begyndelsen af 1990’erne af korruptionsskandaler, da Berlusconi gjorde sin entre. Med sine mange år på bagen begynder Berlusconi efterhånden at repræsentere en eller anden form for politisk stabilitet.

Meget tyder på, at kampen for mediefriheden skal komme fra landets indre linjer. I kølvandet på demonstrationen i Rom udtalte EU-Kommissionen, at den intet agtede at gøre i sagen. Den europæiske kommissær for informationssamfund og medier, Viviane Reding fra Luxembourg, understregede i den forbindelse, at EU kun kan handle for at beskytte menneskerettigheder mod handlinger begået enten fra EU-institutionerne selv eller via medlemslandenes implementering af EU-lovgivning. Alt andet er overladt til de enkelte medlemslande. Også et fælles forsøg på at vedtage resolutioner for pressefriheden i Italien fra Europa-Parlamentets socialistiske, grønne og liberale medlemmer blev i slutningen af oktober nedstemt. Dog kun med en yderst lille margin. Men EU er ude af kampen.

Tilbage står oppositionen. Og den har ikke været uden problemer. I februar medførte et dårligt regionalvalg uro internt i partierne. Og roen har ikke sænket sig endnu. I sidste måned indsatte Italiens største oppositionsparti – det demokratiske parti – en ny formand. Her faldt valget på den 58-årige tidligere kommunist, Pierluigi Bersani. Hvad oppositionen synes mere end nogensinde før at have er behov for er arbejdsro. Arbejdsro til at udnytte Berlusconis nuværende skrøbelige situation. Og den ro kan godt blive svær at finde i en opposition, som foruden interne stridigheder også har haft sine egne sexskandaler at kæmpe med. Meget tyder derfor på, at den nuværende situation vil vare ved et stykke tid endnu.




Tysk charmeoffensiv i PolenPolen har historisk været presset mellem sine store naboer, men polakkerne er ikke tilfredse med at blive holdt udenfor. For at bedre forholdet til Polen har tyskerne på det seneste forsøgt visse officielle tilnærmelser. Men på trods af udsagn om et varmt tysk-polsk forhold er det mere besværligt end som så.

Af Troels Yde Toftdahl

TRE dage efter sin tiltrædelse som tysk udenrigsminister rejste Guido Westerwelle (foto øverst t.h.) til Polen. At ministerens første udlandsrejse gik østpå og ikke til Paris eller Washington var, ifølge Westerwelle selv, ikke noget tilfælde. Og begge parter var ikke sene til at rose det polsk-tyske forhold og benævne mødet som ”det bedste i historien”. Historien taget i betragtning siger dette desværre ikke så meget – og det polsk-tyske forhold er stadig ikke varmt.

Den nyere historie er dog et lyspunkt. Berlinmuren er faldet, Europa er genforenet, og de ydre trusler er forsvundet. I 2004 blev Polen og Tyskland endda forenet i EU. Alligevel er forholdet mellem de to lande anspændt.

Polen har siden det blev delt mellem Østrig-Ungarn, Rusland og Preussen i slutningen af 1700-tallet ikke haft det nemt. Der er blevet flyttet rundt på grænserne (Polen måtte efter Anden Verdenskrig afstå store territorier til Sovjetunionen og fik i tilgift gamle tyske områder), der er blevet invaderet, og der er blevet udraderet (omkring to millioner etniske polakker og tre millioner polske jøder døde under Anden Verdenskrig). Det skulle murens fald ændre på – Polen skulle finde sin plads i solen som bro mellem øst og vest. Tysklands genforening og kommunismens sammenbrud betød enden på sovjetisk dominans og mulighed for en ”tilbagevenden til Europa”.

Tyskland, på den anden side, havde heller ikke et for godt århundrede og fra tysk side har man efter Anden Verdenskrig været bevidst om, med Merkels ord, ikke at ”bedrive politik til last for sine naboer”. Den gængse version af tysk udenrigspolitik handler om en Sonderweg – en særlig retning. Tyskland er ikke en normal stat; man vægter internationalt samarbejde, diplomati og handel højere end nationale interesser, militarisme og særaftaler. Efter Anden Verdenskrig blev Vesttyskland hurtigt rehabiliteret og, Bonns Sonderweg skaffede hurtigt landet adgang til de

bonede gulve i nationale hovedstæder og i NATO, EU og FN. Murens fald betød derfor ikke kun DDR’s endeligt. Også den såkaldte Bonn-republik – den vesttyske politiske tradition – stod for fald med genforeningen og flytningen af regeringssædet fra Bonn til Berlin.

Normalisering af tysk udenrigspolitik?Gerhard Schröder var den første kansler i

Berlin-republikken og personificerer normaliseringen af tysk udenrigspolitik. Han satte en stopper for checkhæfte-diplomatiet i EU-sammenhæng – den procedure, der hidtil betød, at Tyskland på grund af sin særlige skyld- og ansvarsfølelse over for Europa kunne forventes i de sene nattetimer at smide ekstra penge på bordet for at få et kompromis i land.

Schröder plejede tætte kontakter med de stærke europæiske statschefer; Chirac, Berlusconi, Putin og i mindre grad Blair. Forholdet til USA – Tysklands vigtigste militære allierede – var derimod iskoldt. Modstanden mod Irak-krigen, hvor Paris, Berlin og Moskva stod skulder ved skulder mod USA’s krig var det hidtidige højdepunkt. Berlin-republikken er således mere selvstændig i sit valg af samarbejdspartnere, end Bonn måske var.

Især forholdet til Rusland er bemærkelsesværdigt. Schröder fortsatte en lang tysk tradition for ”saunadiplomati” – opkaldt efter Kohls saunatur med Jeltsin og et symbol på det tætte forhold mellem de to landes regeringschefer, der også eksisterede før murens fald (og som sandsynligvis også var medvirkende til den tyske genforening). Under Schröder blev det tætte forhold rost i høje toner som et strategisk partnerskab snarere end som den uundgåelige nødvendighed, et tåleligt forhold til Rusland havde været hidtil.

Schröder gjorde således som den første tyske kansler klart for enhver, at Tyskland faktisk havde interesser i traditionel forstand, men

VE

RD

EN

18.

no

vem

ber

200

9 EUROPA




samtidig blev det understreget, at den særlige tyske Sonderweg var det mest effektive og legitime instrument til at indfri Tysklands prioriteter. Retorikken ændrede Shröder således ikke på: Europa, Tysklands særlige ansvar, og ”aldrig mere krig” stod stadig centralt som i Merkels første regeringsperiode.

Utilfredse polakkerI forholdet til Polen betød Tysklands

opprioritering af egeninteresser, at man stod på hver sin side af skellet mellem det ”gamle” og ”nye” Europa. Fra Warszawa kunne denne nye tyske selvsikkerhed misforstås som en tilbagevenden til tidligere tiders tyske magtpolitik – en magtpolitik, som Polen ofte har været blandt de første ofre for. Bruddet med Bonn-republikkens udenrigspolitik var derfor ikke nødvendigvis noget, der blev modtaget med glæde i Warszawa.

Kort før Schröder tabte valget til Merkel i 2005 besluttede man at anlægge den nu nærmest berygtede Nord-Stream gasrørledning under Østersøen – direkte fra Rusland til Tyskland – og dermed uden om lande som Litauen, Hviderusland, Ukraine og Polen. Dette var en torn i øjet på polakkerne, der så rørledningen som en gentagelse af fordums magtpolitik med andre midler.

Ruslands jævnlige afbrydelser af gasleverancer til Ukraine og dermed til Østeuropa, inklusive Tyskland gjorde kun ondt værre. Fra Polens perspektiv er en ny direkte forsyningslinje russernes mulighed for at fortsætte med at tromle de tidligere Warszawapagt-medlemmer uden at komme på tværs af Berlin. Læg hertil konflikter om tyske Anden Verdenskrigsflygtninges ret til at erhverve sig ejendom i Polen, karikaturer i tyske aviser, der fremstillede de polske tvillinge-ledere – Kaczynski-brødrene – som kartofler og drilleri i pressen over, at premierminister Kaczynski stadig bor med sin mor. Alt i alt kunne forholdet i 2006-2007 dårligt blive værre mellem de to EU-medlemmer.

Netop Polens EU-medlemskab skabte problemer for tyskerne. Polakkerne ønskede at genforhandle stemmevægtningen i EU – igen med henvisning til Anden Verdenskrig: Tyskerne havde jo slået seks millioner polakker ihjel – og Polen ønskede, at disse også skulle tælle med. Dette og andre krav blev brugt til at holde forfatningstraktaten som gidsel – til stor frustration for lande som Tyskland og Frankrig. I 2007, under det tyske EU-formandskab, var en nøgleprioritet derfor at genforhandle den over ti år gamle partnerskabsaftale med Rusland. Igen var det polakkerne, der kom på tværs. Angiveligt på grund af russisk embargo på polske kødprodukter, men da Merkel havde fået russerne med på at afholde tekniske møder, var det polakkerne, der ikke mødte op.

Som EU-medlem demonstrerede Polen sin evne til at blokere forhandlinger om alt fra forfatningstraktatens fremtid til en ny

samarbejdsaftale med Rusland. I EU-sammenhæng er Polen således en af de største knaster og til tider ganske uberegnelig.

Forsoning?På trods af den såkaldte normalisering af

tysk udenrigspolitik spiller EU stadig en helt central rolle i forfølgelsen af tyske interesser. Et varmt forhold til Polen er således afgørende for, at Tyskland kan forstærke sin indflydelse i verden gennem EU’s fælles udenrigspolitik ganske som det har været tilfældet de seneste 60 år.

Fra tysk side har man derfor indledt en charmeoffensiv, der fortsatte med Westerwelles besøg i Warszawa den 31. oktober og vægtningen af Polen ved højtideligholdelsen af murens fald i Berlin den 9. november. Ved en tale på Warszawas universitet i 2007 takkede Merkel polakkerne for, at hun i dag var tysk kansler – uden den polske fagbevægelses protester var muren aldrig faldet. Lech Walesa væltede i samme ånd symbolsk den første sten i Berlin i november i år. Den tyske præsident, Horst Köhler, besøgte som første land efter sit valg i 2004 – og igen efter sit genvalg i 2009 – Polen. I 2007 tog daværende udenrigsminister Steinmeier på weekend med den polske premierminister og begges ægtefæller. Endvidere forsvarede Steinmeier Nord-Stream ved at sige, at den jo skulle bygges for at styrke europæisk – ikke tysk – energisikkerhed, til trods for at Gazprom forbeholder sig ret til at bestemme, hvor gassen, de sælger, transporteres hen, når den er ankommet i Tyskland. Dertil kommer, at rørledningen blev vedtaget bilateralt med Rusland uden at konsultere Tysklands naboer. Det er heri bruddet med Bonn-republikken ligger. Sproget – Europa og europæiske interesser – er der stadig, Men indholdet synes at være et andet end, da Kohl sad i Bonn.

Handel eller sikkerhedUenighederne mellem Polen og Tyskland er

derfor ikke forsvundet på trods af en fokuseret tysk indsats – og det er hverken den eller den anden parts skyld. De to lande er blot uenige om samarbejdets form og indhold – ikke om hvorvidt der skal samarbejdes.

Tyskland er en handelsstat. Indtil 2008 var man ”eksportverdensmester”: Den stat, der eksporterede flest varer i verden – flere end selv Kina. Tyske firmaer er således dybt afhængige af udenlandske kontrakter på grund af et forholdsmæssigt lavt hjemligt forbrug. Willy Brandts østpolitik i 70’erne var baseret på handel. Kohls engagement med Honecker i 1988-89 var baseret på handel og stadig mere gensidig afhængighed. Steinmeiers vision for EU’s østlige dimension, der blev præsenteret i 2007 var baseret på ”forandring gennem tilnærmelse”.

Polen derimod ses som en traditionel stat, der fokuserer på territorial sikkerhed, også i højere grad end, man forventer af et EU-medlem. Man




har den længste grænse mod ikke-EU lande i blokken, herunder grænser til Ukraine, Hviderusland og – ja – Rusland. Således kan det ikke overraske, at man i Warszawa lægger langt større vægt på NATO end på EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Skuffelsen var stor da Obama skrottede missilskjoldsplanerne; dermed havde man i Polen mistet en stor mulighed for at sikre sig amerikansk tilstedeværelse. I Polen synes logikken at være, at Polen ved en invasion ikke kan regne med EU, kun NATO. Denne politik afspejler sig i Polens ageren i EU-samarbejdet. Når det kommer til Rusland, taler Tyskland og Polen slet ikke om det samme: Tyskland taler om et strategisk partnerskab med en nær handelspartner og ønsker, at EU skal handle mere. Polen derimod insisterer på energisikkerhed og vil sikre sig, at man ikke, endnu en gang, bliver kørt over. Når Tyskland og Rusland kommer for tæt på hinanden, ryster Polen i bukserne.

Westerwelles besøg i Warszawa skal ses som led i en indsats for at forsikre polakkerne om, at Tyskland ikke har tænkt sig at lade Rusland tromle Polen. Og at man i øvrigt heller ikke selv har tænkt sig at gøre det samme. Men det ændrer ikke på det generelle misforhold mellem de to lande – man har forskellige ønskesedler til EU-samarbejdet i almindelighed og til udenrigspolitikken i særdeleshed. Og Westerwelles charmeoffensiv virker hul, når der er en udbredt forventning om, at udnævnelsen af en ny EU-præsident og -udenrigsminister bliver truffet af Brown, Sarkozy og Merkel, inden den gummistemples i EU’s Ministerråd. Dette er ikke nødvendigvis rigtigt. Men det udstiller den frygt, Polen som et – i denne sammenhæng – lille land har for, at ”de store” skal bestemme det hele hen over hovedet på de små.

Tyskland er næsten blevet en normal stat med normale interesser. Polen er det også. Desværre er de to lande brugt historien forskelligt. Tyskland har brugt sin ansvarsfølelse til at skabe en ny rolle for sig selv i verden – en verden, hvor man (igen) sidder ved højbords. Polen derimod sidder fast i historien med en følelse af altid at blive kørt over af sine magtfulde naboer. At Tyskland atter sidder med, hvor det sker og i tillæg samarbejder tæt med Rusland, forstærker denne selvforståelse. Derfor nytter det næppe, at den nyudnævnte udenrigsminister tog til Warszawa, inden han tog til Paris.

Troels Yde Toftdahl MSc, Politics and Government in the EU, London School of Economics (2009). Kandidatstuderende i statskundskab, Københavns Universitet




Thailand og Cambodja i konflikt over eks-premierminister ThaksinDen tidligere thailandske premierminister Thaksin (foto ovenfor) blev i sidste uge ansat som økonomisk rådgiver for Cambodja. Sideskiftet truer de to landes allerede spændte forhold og kan eskalerere de igangværende grænse-stridigheder. Sagen understreger Thailands fortsatte indenrigspolitiske ustabilitet

Af Anya Palm, journalist

BANGKOK: Fra store højtalere gjalder thailandske folkesange ud med øredøvende volumen, og tusinder af stemmer synger med for fuld kraft, mens skilte, billeder af kongen og flag i alle størrelser hæves mod himlen.

En mand holder et skilt op med et billede af to varaner. Øglernes hoveder er udskiftet med hovederne af to politikere, der er voldsomt upopulære i Thailand i øjeblikket – Cambodjas Premierminister Hun Sen og Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra.

”Jeg har lavet skiltet, fordi de to ødelægger Thailand,” siger Warapong Harirak. Han står foran en stor scene i det centrale Bangkok, omgivet af 15.000 andre demonstranter, der er på gaden for at vise deres modvilje mod den tidligere permierminister.

”Thaksin er en forbryder og han skal arresteres af politiet.”

Husly i Cambodja

Vreden mod Hun Sen og Thaksin skyldes sidstnævntes nylige udnævnelse til økonomisk rådgiver for Cambodja. Ved et ASEAN-møde i Bangkok i oktober meddelte Cambodjas premierminister sine planer om at udnævne Thaksin. Dage senere kunne Hun Sen præsentere en officiel udnævnelse, underskrevet af den cambodjanske kong Sihamoni.

Thaksin accepterede og den thailandske regering trak rasende sin ambassadør hjem fra Cambodja, der svarede igen ved at gøre det samme. Thaksin Shinawatra, der har været Thailands premierminister tre gange og aldrig har tabt et valg, blev afsat ved et kup i september 2006, og hans regering blev i store træk erstattet af den nuværende regering. Han forlod Thailand og flyttede til England, hvor han blandt andet købte fodboldholdet Manchester United. Ude af thailandsk politik har han dog aldrig været. Da

han i april 2008 vendte hjem til Thailand, førte det til voldsomme uroligheder, og Thaksin selv blev anklaget for korruption. Han flygtede ud af landet, er nu eftersøgt og står til to års fængsel, hvis han vender hjem.

Og det gør han, mener lektor på Aarhus Universitet med speciale i Sydøstasiatiske studier, Mikael Gravers: ”Thaksin vil gerne tilbage til Thailand, så der er meget taktik i det her,” siger han. Fire dage før udnævnelsen udtalte Thaksin sig ydermere om det thailandske kongehus i den britiske avis The Times of London. På spørgsmålet: ”Så monarkiet er en god ting – men den royale institution kan reformeres?” svarede Thaksin ”Ja, ja”, hvilket skabte voldsom debat i Thailand. Artiklen blev forbudt, og Thaksin anklaget for majestætsfornærmelse.

Det mener Mikael Gravers ikke er en tilfældighed: ”Thaksin er en mand, der siger, hvad han mener uden omsvøb. Nu roder han op i tingene ved at lade sig interviewe og udnævne til økonomisk rådgiver for Cambodja – det er et æselspark til regeringen derhjemme. Han kommer tættere på Thailand og kan nu bruge Cambodja som springbræt, samtidig med at han skaber panik og vrede i Thailand,” siger Mikael Gravers, der mener, at udnævnelsen er en vennetjeneste, de to politikere imellem. ”Hun Sen og Thaksin er gamle golfkammesjukker og forretningspartnere. Udnævnelsen er en taknemmelighedsgæld, der betales af fra Hun Sens side,” siger han. Til gengæld modtager Hun Sen Thaksins støtte til Cambodjas ret til templet Preah Vihear. De to lande har kæmpet om retten til det 1100 år gamle buddhistiske tempel i næsten 100 år, fordi det ligger tæt på grænsen mellem Thailand og Cambodja – hver især mener de, at templet ligger på deres side.

Cambodja blev tildelt ejerskab af Preah Vihear i 1962 af FN’s Internationale Domstol,

VE

RD

EN

18.

no

vem

ber

200

9ASIEN




men det har Thailand aldrig anerkendt. I 2008 blussede striden om templet op igen, hvilket førte til væbnet konflikt i området. Cambodja søgte og fik UNESCO-status på templet, og ansøgningen blev kraftigt støttet af Thaksin, selvom Thailand officielt forsøgte at stoppe den. Siden da har der været to skududvekslinger, som har kostet otte soldater livet.

Det er en sag, der kan vække stærke følelser i befolkningerne på begge sider. Preah Vihear-sagen medvirkede blandt andet til den storsejr, Hun Sen hentede hjem ved Cambodjas parlamentsvalg i juli 2008.

Konfliktoptrapning

Ikke nok med, at Hun Sen tilbyder Thaksin en toppost – han har endvidere fra talerstolen på ASEAN-mødet i Bangkok lovet Thaksin frit spil i Cambodja, selvom han er eftersøgt i Thailand.

Og det løfte holdt han, da udleveringsordren fra Abhisit Vejjajiva, Thailands nuværende premierminister, ankom timer efter, at Thaksin var landet. Cambodja havde allerede forberedt svaret på ordren: Under ingen omstændigheder.

Thailand reagerede ved at trække en fælles aftale om et område i Den Thailandske Golf, som begge lande gør krav på, tilbage. Derudover er alle bilaterale aftaler til overvejelse. ”Det er jo det mest tåbelige, man kan gøre. Vi er på kanten af en væbnet konflikt – den ligger lige og lurer under overfladen,” siger Mikael Gravers.

Konsekvenser for de lokaleDen thailandske regering har som en del af

modreaktionen frosset et planlagt lån til Cambodja på 1,4 billioner bath. Pengene skulle bruges til at et vejnet mellem den thailandske by Surin og cambodjanske Siem Reap. Men det kommer ikke til at have den ønskede effekt, mener Shane Muangkroot, der er projektleder i det thailandske firma Team Consulting, Engineering and Management Company, der er en del af det nu fastfrosne projekt.

”Der er masser af lande, der vil støtte Cambodja. Men hvis Thailand finansierer projektet, så hyrer de os, og vi kan bruge thailandsk arbejdskraft til at bygge vejen, thailandsk knowhow og thailandsk udstyr. Så de penge, de ville blive allokeret tilbage til os. Det er mere vores tab end deres,” siger han.

For Team Consulting, Engineering and Management Company udgør Muangkroots projekt 30 procent af den forventede indtægt fra Cambodja. ”De penge er væk, tror jeg. Men vi ved ikke, hvordan det hele ender,” siger Muangroot.

Ingen rådgivning – kun politikSelvom opbakningen til Thaksin er dalende,

har han stadig sine faste støtter i Thailand. I weekenden tog adskillige parlamentsmedlemmer fra partiet Pua Thai – erklærede Thaksin-støtter –

til Cambodja for at mødes med Thaksin.En af Thailands mest indflydelsesrige

debattører, dr. Pavin Chachavalkongpun, udlægger det sådan her: ”Thaksin er eftersøgt i Thailand, men nu kan han samle sine støtter et sted tæt på Thailand og samtidig ydmyge den nuværende regering, der har forsøgt at lukke munden på ham, forklarer han og fortsætter: jeg tror ikke, at Thaksin er blevet økonomisk rådgiver for at hjælpe Cambodjas økonomi. Det er ren politik, intet andet.” Gravers bakker ham op ved at pointere, at Thaksin de seneste uger har formået at kritisere alle væsentlige figurer i Thailand usædvanlig kraftigt: kongen, premierminister Abhisit og hans regering og det kongelige kabinet med præsidenten for det kongelige gehejmeråd, General Prem i spidsen.

Dertil kommer, at det er Thailand, der fortsat sidder med formandsposten for ASEAN. Derfor er det ekstra ydmygende, at det netop er ved et ASEAN-møde, at Hun Sen erklærer sit venskab med Thaksin med stor ballade som konsekvens. Ligeledes blev Thailands værtskab for ASEAN-topmødet i april i år aflyst, fordi vrede Thaksin-demonstranter – de såkaldte rødskjorter – trængte ind i mødelokalerne.

”Det er ikke heldigt, at der er indbyrdes stridigheder i organisationen, og det kan potentielt ødelægge Thailands rygte, at det sker, mens de sidder for enden af bordet,” mener Mikael Gravers.

ASEAN’s generalsekretær Surin Pitsuwan, har tilbudt at mægle mellem de to lande, fordi han vurderer, at konflikten ikke længere kan kategoriseres som interne anliggende; han er bekymret for, at forholdet får konsekvenser for ASEAN’s andre medlemmer. Det har Thailand pure afvist.

”Abhisit har afvist mægling fra ASEAN, hvilket gør, at der potentielt kan komme kampe ved templet igen. Vi må se, hvad der sker,” siger Gravers.

Thaksin spiller højt spilOm Thaksins kontroversielle strategi lykkes

på sigt er uvist. Opbakningen til den engang så populære politiker svinder ind, samtidig med at flere og flere lande afviser ham som gæst. Men i landet, hvor penge og magt betyder alt, kan det vise sig gavnligt, at Thaksin er en af Asiens rigeste mænd – rundhåndede gaver til kronprinsen har angiveligt bragt ham på god fod med tronfølgeren. Og nu puster Thaksin til ilden og samler sine tilbageværende støtter i nabolandet. Måske er Cambodja et frirum, hvor han i sikkerhed kan vente på den aldrende konges afgåen og nye muligheder i det thailandske politiske landskab? Eller også har Thaksin undervurderet Thailands stærke nationalfølelse og bliver istedet katalysator for en reel konflikt mellem Cambodja og Thailand – med katastrofale konsekvenser for begge befolkninger.




Hvad er status for danske nichemedier?Vi holder vejret før regeringens udspil til de næste fire års fordeling af de 6,4 milliarder i mediestøtte. De vil i vid udstrækning blive brugt af vores konkurrenter til at trænge ind på nettet, og derfor er de fritstående netmedier nødt til at få andel i støtten, hvis vi skal kunne klare os i den massive konkurrence. Der er alt for få fritstående netmedier i dag – til skade for pluralismen i det danske demokrati.

Hvordan ser fremtiden ud?Den ser i og for sig god ud – fremtidens medier er online nichemedier. Det er kampen om ejerskabet, det står om. Skal det være få, ofte udenlandsk ejede mediemastodonter, der skal eje onlinemedierne, eller skal det, som jeg arbejder for, være danske iværksættere, der ejer de nye medier? Det spørgsmål afgør politikerne, når de fordeler mediestøtten.

Hvad kan nichemedierne tilbyde, som de store medieproducenter ikke kan?Målrettet indhold som nyheder, debat og baggrund til afgrænsede målgrupper. Vi gider ikke omnibusavisen mere – bred information og underholdning får vi jo i tv. Vi vil have nichenyheder målrettet særligt til os selv.

Bliver der skabt for lidt – eller for ringe – originalt indhold på netaviserne? Ja, og det er politikernes skyld, fordi de hænger fast i printmedierne, som engang sikrede dem valg, men som i dag er ved at være udtjente.

Hvad er den største udfordring for den politiske journalistisk? Det er vores integritet, vores uvildighed i forhold til magthaverne. Og så er det en stærkt tiltagende konkurrence fra kommunikationsfolk i kommuner, stat og organisationer, der hver især agiterer for deres særinteresser ved hjælp af journalistiske værktøjer og onlinemedier, der til forveksling ligner vores uvildige netaviser, men som jo er noget helt andet. Dertil kommer de dygtige amerikanske opfindelser som Google og Facebook. Der er skarp konkurrence om medieforbrugernes tid.

Hvad er den største fare for journalistisk på nettet?At vi ikke kan tjene de penge, der skal til for at producere kvalitet. Og så den ulighedsorienterede mediestøtte, der fremmer DR og dagblade på bekostning af iværksætterne.

Hvad forventer du af UGC - User Generated Content

- fx blogs, ohmynews.com (nyhedshjemmeside, hvor alt indhold er brugergenereret, red.) og lignende?

DA

NM

AR

K 1

8. n

ove

mb

er 2

009 Mediernes

fremtid: Rasmus Nielsen Administrerende direktør for netavisen Altinget.dk

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted lørdag d.28/11 2009.

På konferencen vil bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, it-entreprenører, medieeksperter og politikere diskutere demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Programmet, der strækker sig fra kl.10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden, Kenneth Plummer og Henrik Dahl. Sted: Institut for Statskundskab, København K. Tilmelding: 1.000 kr. Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/ konferencen2009.html.

Interview af Tobias Fabricius Kjær, RÆSON






Jeg tror fortsat der vil være brug for kritiske, professionelle journalister, i hvert fald inden for politisk journalistik.

Er disse open source-sider rivaler for nichemedier som jer, der tager betaling for jeres indhold? Så længe de er gratis og derfor ikke kan opbygge en professionel stab, er det ingen trussel, kun trussel i form af kampen om medieforbrugernes tid.

Altinget.dk har aldrig modtaget mediestøtte. Hvorfor ikke? Fordi politikerne er teknologisk bagud, og fordi DR og dagbladene kunne sikre Fogh-regeringerne genvalg, det havde vi trods alt ikke mediestyrke til. Det er en ren politisk handel, der har fundet sted.

Hvor stort er behovet for dyb, politisk journalistisk oplysning i Danmark? Det er heldigvis stort – det vidner vores vækst og hele vores succes jo om. Altinget.dk leverer dagligt stof til stort set alle i Danmark, der professionelt arbejder med varetagelse af politik.

Læs interviews med Tøger Seidenfaden, Politiken og Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende i Ugemagasinet #9 Interviews med Mette Eldrup, TV2 og Per Mikael Jensen, gratisaviskoncernen Metro International i Ugemagasinet #10 Interviews med Kenneth Plummer, DR og Jørgen Mikkelsen, Jyllandsposten i Ugemgasinet #11





http://www.raeson.dk/raeson041109.pdf





!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34




af Lars Östman, ekstern lektor, Afdeling for Filosofi, Københavns Universitet

PÅ en valgplakat til kommunalvalget har Dansk Folkeparti aftegnet Istanbuls stormoske, som til lejligheden har fået anbragt to krydsende krumsabler på sit midterste tårn under en mørk, truende himmel og med teksten: ”Som et lyn fra en klar og fredelig dansk sommerhimmel besluttede politikerne i Københavns Kommune forleden at opføre en stormoske midt i byen.” Plakaten viser, hvordan partiets politiske brug af islam ikke foregår på realplan – hvad de faktiske omstændigheder er i en muslimsk kultur og på hvilken måde disse kunne skabe eller skaber problemer i Danmark. Dette ville også kræve, at man i et nærmere omfang præciserede sit begreb, fordi islam i Indien og Tyrkiet ikke er det samme. Og Dansk Folkeparti ved udmærket godt, at dette er et håbløst projekt, som er politisk – eller i hvert fald demokratisk – umuligt. For så vidt at Danmark og de vestlige demokratier generelt baseres mere og mere på visuelle medier, på hurtige og korte tilkendegivelser, er der simpelthen ikke tid eller ”rum” til nærmere nuancer, fordi vælgerne bombarderes med information. Hvordan sortere i alt dette? Problemet skal hurtigt identificeres og en løsning hurtigt præsentere sig i horisonten. Intet parti i Danmark gør dette bedre end Dansk Folkeparti.

PARTIET betjener sig af to fundamentale, demokratiske strategier, der tilsammen kan udgøre en introduktion til partiet: symbolet (oftest på truslen i form af nationens endeligt) og det klare budskab (problemet er enkelt og kan løses lige så enkelt). Dansk Folkeparti vil, som ”den lille mands parti”, fremsætte en klar løsning via en enkel politik. En afgørende strategi for partiet er derfor simplificeringen. Dansk Folkeparti taler, så man kan forstå det, hvilket sker ved en hyppig brug af metaforer og sammenligninger som den på valgplakaten og – dermed – ved en banalisering af viden og uddannelse. Det betyder ikke, at de hylder uvidenheden, men at viden og uddannelse ikke har nogen politisk betydning, hvis ikke den er direkte i forlængelse af det nationale. Anden Påskedag i år skriver Peter Skaarup således i partiets ugebrev: ”Gud, Konge og Fædreland er ikke alt, men det virker! Og det virker langt bedre end kunstige ideer som globalisering, fælleseuropæisk identitet, multikulturalisme og andre golde skrivebordsprodukter, som er udviklet

af abstrakt tænkende mennesker uden sans for det virkelige liv.”

PARTIET lader sig ikke som Venstre og Det Konservative Folkeparti definere i forhold til den politiske venstre-højre-linje. En afgørende idé i liberalismen er netop, at den betragter individet som ”historieløst”, dvs. borgeren har muligvis en baggrund, en kultur etc. men ud fra liberalismens synspunkt, har dette ingen politisk betydning. Dansk Folkeparti ville derimod aldrig kunne acceptere, at borgeren er en formal størrelse, hvis kultur, baggrund etc. er politisk underordnet.

PARTIET synes i stedet nærmere konservatismen. Såvel i deres partinavne som i politiske udspil minder Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti meget om hinanden. Begge ønsker at begrænse islam i Danmark. Hos Det Konservative Folkeparti er dette markant kommet til udtryk ved ønsket om at forbyde bederum for muslimer på landets gymnasier og senest i forbindelse med Nasar Khaders korstog om et burkaforbud. Helt i overensstemmelse med Dansk Folkeparti bifalder Det Konservative Folkeparti, når Bertel Haarder lader skoleelever – kristne såvel som muslimske, hinduistiske og ateistiske – synge kristne salmer i dansktimerne. De to partiers baglande var naturligvis svært tilfredse, da Fogh-regeringen ved sin tiltrædelse omdøbte ”religion” til ”kristendomskundskab”. Med dette navneskifte blev der skabt et forhold mellem folket og den kristne religion, som det igen tilkommer folkeskolen at etablere og regeringen at forvalte. Så enkel er Dansk Folkepartis interesse i skolen og uddannelsespolitikken generelt: det er simpelthen her, man bliver dansk, det er her, det danske Folk konstitueres. LOVEN er for Det Konservative Folkeparti, hvad Kulturen er for Dansk Folkeparti: selve politikkens omdrejningspunkt. Til det passede både Bent Bendtsen, der var politibetjent og Lene Espersen, der er uddannet økonom. Pia Kjærsgaard er på samme måde den perfekte partileder for Dansk Folkeparti. Hun er hjemmehjælper. Hun er ”som enhver” dansker. Hun er repræsentativ og ”kender” danskerne. Kampen mellem partilederne Espersen og Kjærsgaard er ikke alene ”kampen mellem to stærke kvinder” – en dyst

OP

INIO

N 1

8. n

ove

mb

er 2

009 Dansk

Folkeparti: Det danske ParadisPolitik som nationens frelse




Kjærsgaard ret beset allerede har vundet ved at have overlevet Espersens tidligere partiledere gennem snart tre årtier. Den er også den gamle konservatismes kamp med sig selv: på den ene side Det Konservative Folkeparti og den historie- og traditionsbevidste europæiske konservatisme, på den anden side Dansk Folkeparti og den aktivistiske konservatisme, der kræver handling i stedet for snak – og denne konservatisme er: nationalisme. Dansk Folkeparti trådte ind på den politiske scene i 1995 – mens de Konservative var i en dyb krise. Dansk Folkeparti tilbød vælgerne en ny konservatisme, der ikke var traditionel og hverken havde passet en Schlüter eller en Engell. Det var en nationalistisk og ”dansk” løsning, som passer bedre til den seneste generation af konservative partiledere – Bendtsen og Espersen – end til deres forgængere. En mand som Schlüter ville næppe dele ambitionen om stadig højere straffe for kriminalitet, der især kendetegner den laveste socialklasse og som efterhånden er Espersens eneste mærkesag.

De to partier strides om ”det rigtige” Danmark, om den ”rigtige danskere” og her findes kun én vinder. Ifølge den klassiske konservatisme kan den fremmede lære at blive en del af nationen, hvis han vel at mærke følger skik og brug. Hvor den klassiske liberalisme byder fremmede velkomne, blot de følger lov og orden, så åbner konservatismen kun døren for den fremmede, hvis han lader sig assimilere, som i dette tilfælde betyder at tage den kristne kultur etc. til sig, at tage nationen til sig. Men Dansk Folkepartis opfattelse er en anden: Danmark kan ikke lade enhver prøve lykken i landet, fordi den fremmede aldrig kan assimileres fuldstændigt. Lov og orden forbliver u-garanteret, idet den fremmede jo ikke ønsker at tage den danske kultur og kristendom til sig – og det gør han ikke, fordi han er fremmed. Argumentet er altså cirkulært: den fremmede kan aldrig indfinde sig under det danske, fordi han er fremmed og derfor per se vil forblive et fremmedelement.

MEN hvordan bliver man så dansk ifølge Dansk Folkeparti? Danskhed er nedarvet gennem generationer, altså via et slags ”politisk gen”. Det ”danske” kan ikke erhverves, som man erhverver andre former for viden. Det er nemlig i en vis forstand ikke viden, handling eller bestemte synspunkter, men en følelse – nemlig dén at føle sig som dansker. Det er den viden, der kendetegner Kjærsgaards ”kendskab” til danskerne. Derfor er det da heller ikke finansordfører Kristian Thulesen Dahl og rets- udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup, der er ideologerne – men præsterne og cand.teol.’erne – kirke- og forskningsordfører Jesper Langballe og indfødsretsordfører Søren Krarup – via deres tidehvervskristendom. Derfor er det helt naturligt, at Pia Kjærsgaard vil være kulturminister – og ikke fx videnskabsminister. Det politiske er for Dansk Folkeparti ét med dansk kultur og kristendom og som herigennem

konstituerer en styring af kunst-, kritik-, videns- og trosforhold. Til det danske kan man kun fødes. VI konfronteres her med en tanke fra den europæiske modoplysning, fra Joseph de Maistre, der var en varm fortaler for det arvelige monarki og dets hierarkiske autoritarisme, dvs. et slags sakralt monarki eller diktatur. I kapitlet Nationalsjælen, skriver han: ”Et styre er fuldstændig som en religion: det har sine læresætninger, sine mysterier, sine tjenere; at underkaste det hvert enkelt individs diskussion er det samme som at tilintetgøre det; det lever kun i kraft af den nationale fornuft, det vil sige den politiske tro, som er et symbol.”

På Maistres tid havde man endnu ikke set kommunikationen som egentlig magtform. Ikke desto mindre står det klart, at det for modoplysningen er troen og ikke viden, der bestemmer det politiske. Den demokratiske leder skal ikke være en tænker, men en taler – en formidler, en overbeviser. Taleren er ikke forpligtet på, hvad der måtte være rigtigt, sandt eller forkert. Intet parti formår i samme udstrækning som Dansk Folkeparti at udnytte denne indre fare i demokratiet, som forvandler det til et mytisk Utopia eller en slags magisk realisme, helt i overensstemmelse med de Maistres idéer om den symbolske, politiske tro. Ingen kommunikerer dette bedre end Pia Kjærsgaard. Ligesom modoplysningens idé om sammenhængen mellem Gud, konge og nation er Dansk Folkepartis Gud sekulariseret ind i det danske sprog, kultur og Folk, som nu er frelsens og sandhedens, livets og lysets vej. Det ægte liv leves i den danske nation, hvor man taler det danske sprog, lever blandt danskere og opretholder danske værdier, den danske kultur og tro, som nu er blevet lig med det politiske.

Dansk Folkeparti foretager det, den tyske jurist og retstænker Carl Schmitt kalder en poetisering af det politiske. Den er karakteriseret ved en perfid brug af romantiske aforismer, der – kunne man sige – gør ved det politiske, hvad kronhjorte-ved-skovsøer gør ved kunsten. Hos intet andet parti finder man længslen efter fortiden og angsten for fremtiden og hos intet andet parti finder man denne romantiske poetisering af det politiske som i sloganet: Gi’ os Danmark tilbage. Denne nationalistiske konservatisme forvandler sig hos Dansk Folkeparti til politisk romantik.

Forestillingen om at beskrive det politiske som en slags dommedagsprofeti, går helt tilbage til Paulus og kristendommens første århundreder og styrede i det store og hele den teologiske tænkning og kirkens politik til langt op i Middelalderen. I den politiske teori genfindes den i begrebet om naturtilstanden: et sted, hvor loven er suspenderet, fordi der ikke er brug for den, idet den højeste retfærdighed, Guds, hersker. Vi finder det tilsvarende i kristendommens forestillinger om helvedet og paradis. Her har Kirken, der ellers er forvaltere og fortolkere af Guds retfærdighed via den hellige ret, igen autoritet.




Denne grundlæggende teologiske idé var central for modoplysningens tænkere, der også arbejdede intensivt med dette begreb, idet det tillod dem at inddrage borgerens konkrete liv (baggrund, kultur, identitet etc.) i det politiske. Fælles for såvel de teologiske idéer om helvedet som de politiske idéer om naturtilstanden er i første omgang mindre et fokus på fremtiden og de såkaldte ’sidste tider’, som ellers var at forvente og mere, at nutiden må konstitueres af ’de rigtige’ for at undgå den sikre undergang, dvs. nationens forfald.

Kun ved at lade Dansk Folkeparti ”Gi’ os Danmark tilbage”, kun ved at skabe et oprindeligt Danmark, kan danskerne i fremtiden være beredte på den verden, der ligesom for modoplysningen truede nationens overlevelse. Hverken hos modoplysningen eller hos Dansk Folkeparti er der sammenfald mellem nation og verden. Måske kan man til og med sige, at de to er sekulariserede udgaver af det gamle ’paradis’ og ’helvede’. Dansk Folkepartis version af de Maistres symbol lyder: foranlediget af angsten for det u-danske går håbet om frelsen gennem politikken, der forvandles til Messias: den eneste, mulige løsning på den opstillede dommedagsprofeti.



Documents

RÆSONs Ugemagasin 18/11/09