2. å

rgan

g n

r. 8

- 24

. Mar

ts 2

010 Satsningen gav sejr

Historisk. Da det kom til stykket, turde Obama satse, hvor Clinton i sin tid tøvede. Men sundhedsreformen har også givet Republikanerne

noget: en sag at samles om.

DANMARK: Tid til magtskifte? Svar fra Peter Nedergaard og David Garby

KULTURMINISTEREN: Ny kultur med ny minister?UK: Cameron - en djævel, som vælgerne ikke kender

TAIWAN: Taiwans fremtid afgøres i 2012SPANIEN: Ligestillingsflagskib på slingrekurs

ANNE E. JENSEN (V): En ny europæisk landbrugspolitik

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: Socialdemokraterne, De Konservative, The White House, Flickr Commons, Wikimedia Commons. Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

I søndags [d.21.marts 2010, red.] blev præsident Obamas sundhedsreform efter et års tovtrækning og forhandlinger vedtaget i Kongressen med et snævert flertal. RÆSON har spurgt Carl Pedersen (CP) fra Amerikanske Studier ved CBS, politisk kommentator David Gress (DG) og Michael Ehrenreich (ME), medredaktør på Kristeligt Dagblad, hvilke konsekvenser reformen får for amerikanerne samt det politiske landskab i USA.Af RÆSONs redaktion

Hvor markant er reformen? CP: Reformen er historisk og kan sammenlignes med vedtagelsen af Social Security [pensionsreform i 1935, red.] og Medicare/Medicaid [sygesikring til hhv. ældre og fattige i 1965]. DG: Den er meget markant, fordi den udvider statens rolle i sundhedsvæsenet kraftigt. Den pålægger forsikringsselskaberne at handle i strid med normale forsikringsprincipper ved at forbyde dem at sortere blandt kunderne. Det kan med tiden føre til, at det private marked helt uddør, og staten – skatteyderne – bliver eneste betaler. Få, der har erfaring med amerikansk offentlig styring, kan have tillid til, at det vil resultere i et mere effektivt sundhedsvæsen! Det risikerer snarere at blive dyrere og dårligere. Tilhængerne af reformen, hvortil også mange læger hører, håber givetvis på, at reformen vil holde, hvad den lover: at gøre sundhedsvæsenet mere effektivt. ME: Der er tale om den største social- og sundhedspolitiske omlægning i USA siden præsident Johnsons store velfærdsreformer i midten af 1960’erne. Sundhedsreformen har i årtier været en mærkesag for det Demokratiske parti, og selvom den ikke blev så omfattende, som mange i partiet havde håbet – og som præsident Obama oprindeligt selv forestillede sig – så er det et meget betydeligt politisk resultat. Man kan roligt kalde reformen historisk.

Hvem er reformens vindere/tabere i befolkningen? CP: De absolutte største vindere er de ca. 32 millioner amerikanere, der ikke er forsikret, og som vil have mulighed for at tegne en forsikring under den nye lov. Der er dog også mange, der ikke berøres. De private forsikringsselskaber er ikke ligefrem tabere; langt de fleste amerikanere – ca. 95 % – vil stadig tegne forsikring med private selskaber. Disse selskaber vil til gengæld være tvunget til at forsikre amerikanere med "pre-

existing conditions", dvs. folk som allerede har en sygdom. Så deres råderum for at nægte nogen forsikring vil blive indskrænket DG: Vinderne er de folk, der nu kan tillade sig at opgive deres forsikring, fordi de ved, at de på grund af sygdom ikke vil kunne afvises som kunder. De står til at kunne spare mange tusinde [dollars] om året. Taberne er alle de andre, som risikerer at stå over for et endnu mere bureaukratisk system end det nuværende, og som betaler for det hele. ME: Vinderne er næsten hele den amerikanske befolkning, med lavindkomstgrupperne, herunder mange små erhvervsdrivende, som de største vindere. Men også mange i middelklassen vil – særligt når reformens senere faser udmøntes – kunne mærke klar forskel i form af bedre og billigere sygeforsikringer. Taberne er i første række forsikringsbranchen, der fremover vil blive reguleret mere end i dag. Til gengæld vil de få flere kunder.

Hvornår vil amerikanerne opleve en forskel som følge af reformen?  CP: Nogle dele af reformen træder i kraft med det samme, fx at børn kan forblive under deres forældres forsikring, indtil de bliver 26 år, og at børn under 19 år ikke kan blive nægtet en forsikring pga. sygdom. Men den del af lovpakken, som forpligter alle amerikanere til at tegne en sygeforsikring, træder ikke i kraft før 2014. Som nævnt [jf. spørgsmål 2, red] er der mange, der ikke vil opleve den store forskel. DG: Også her er der meget delte meninger. Pessimisterne mener, at folk vil kunne mærke forringelser og fordyrelser allerede inden 2012, mens optimisterne mener, at de gode virkninger – at alle nu kan og skal forsikres – vil vise sig gradvist. Hvis optimisterne har ret i, at reformen i sidste ende vil spare penge, vil det kunne mærkes i hele økonomien op mod 2020, eftersom sundhedsvæsenet allerede i dag fylder næsten en femtedel af den amerikanske samfundsøkonomi.

INT

ER

VIE

W 2

4. m

arts

201

0 SUNDHEDS-REFORMEN:Obama turde satse, hvor Clinton tøvede

ME: Nogle vil mærke en forskel allerede til næste år. For andre vil det komme senere. Tempoet kan få stor betydning for størrelsen af den gevinst, som det Demokratiske parti håber at høste. Skal Demokraterne få fordele, kræver det at tilstrækkeligt mange vælgere tilstrækkeligt hurtigt kan mærke en forskel til det bedre, og det kan næppe nås inden midtvejsvalgene til Kongressen i november. Valgene kan godt blive et endnu større problem for partiet end det hidtil her set ud netop i kraft af sundhedsreformen og ikke mindst det Republikanske partis fortsatte angreb på den.

Hvorfor lykkedes det denne gang – og ikke for ’Billary’ [Hillary og Bill Clinton] i 1994? CP: Det mislykkedes, blandt andet fordi Clinton-regeringen foreslog en sundhedsreform uden først at rådføre sig med Kongressen. Obama-regeringen lærte lektien og overlod en del af initiativet til Kongressen. Men strategien havde også en slagside – Obama blev kritiseret for ikke at involvere sig nok i selve processen i det første år. Men efter at Demokraterne tabte Ted Kennedys plads i Senatet til Republikaneren Scott Brown i januar, begyndte Obama for alvor at genoplive ånden fra sin kampagne ved at gøre brug af sin organisation ”Organizing for America” og rejse rundt i USA og holde taler. DG: Obamas team har været bedre organiseret og har arbejdet mere målrettet end Hillary Clintons, som heller ikke havde sin mands udelte opmærksomhed i sagen. Det lykkedes desuden denne gang reformens bagmænd at overbevise langt flere folk med baggrund i sundhedsøkonomi om, at den var nødvendig og gavnlig. ME: Først og fremmest, fordi Obama turde satse på at gøre sundhedsreformen til sin altoverskyggende indenrigspolitiske mærkesag. I 1990’erne vovede Hillary og Bill Clinton ikke at satse deres sidste skjorter, da det kom til stykket. Men det var faktisk, hvad Obama gjorde, efter at han havde fået gennemført de økonomiske vækstpakker i foråret 2009, og efter at han sidste sommer var tæt på at tabe den offentlige debat om reformen. Han kom stærkt igen i løbet af vinteren. Det hører også med, at udgifterne til sygesikring for mange amerikanere bare er steget og steget gennem de forløbne 15 år, og det har yderligere aktualiseret behovet for reformen.

Hvad har Obama måtte betale for at få de sidste demokratiske stemmer i hus? CP: Han skulle opgive tanken om det, som amerikanerne kalder "The Public Option", dvs. en form for offentlig sygesikring, som amerikanere som hverken er fattige eller ældre kunne blive dækket af. Offentlig støtte til abort har aldrig været en del af lovpakken, selvom Republikanerne og en del konservative Demokrater har sagt det modsatte, men sproget i sidste version af lovpakken er blevet strammet lidt.  DG: Store særgaver til en række kongres-medlemmer. Det kan være alt fra tilskud til grønne arbejdspladser til nye veje eller andet, der kan gavne økonomien i en valgkreds.

ME: Der er i løbet af de seneste måneder indgået et hav af studehandler, og man vil i den kommende tid opleve, at der pludselig dukker offentlig finansiering op til de mærkeligste projekter rundt omkring i USA. Og til allersidst lykkedes det præsidenten at overbevise en gruppe konservative Demokratiske kongresmedlemmer om, at reformen ikke baner vejen for skatteyderbetalte aborter. Det gjorde han ved at love at udstede en ”executive order” [et direktiv fra præsidenten, red.], der forbyder, at føderale midler, som udløses af lovpakken, bruges til at finansiere abortindgreb.

Hvilken betydning får reformens gennemførelse reelt for Obama og hans administratiosn? Står han svækket eller styrket politisk efter den langstrakte proces? CP: Han står absolut styrket! De fleste amerikanere har en ret kort historisk hukommelse og vil hurtig glemme alle de diskussioner, tovtrækkerier mm., der har fundet sted i det sidste år. Det, som de til gengæld husker, er en præsident, der formåede at gennemføre en lovpakke, der kan sammenlignes med de landvindinger fra præsident Roosevelts ”New Deal” og præsident Johnsons ”Great Society”. Det, som er gået tabt for Obama, er hans ønske om at store reformer skulle vedtages bredt og ikke snævert partipolitisk. DG: Reformens kritikere mener, at dens dårlige virkninger vil slå tilbage på Demokraterne ved de næste valg. Men selv om de skulle få ret, står han i hvert fald styrket nu. Hans opinionstal var meget langt nede for en præsident så tidligt i sin embedsperiode, og alene det, at han kunne få reformen vedtaget i Repræsentanternes Hus, vil styrke ham i målingerne. Endnu mere er han dog styrket internt i regeringen. ME: På den korte bane fremstår Obama klart styrket. Sejren puster nyt liv i et præsidentskab, der har slingret noget gennem de senere måneder og med tabet af et Demokratisk mandat ved suppleringsvalget i Massachusetts i januar som lavpunktet. Ved at satse så stort – og ved at vinde – har Obama genvundet politisk autoritet. På den lidt længere bane er udsigterne mere usikre. Det vil helt afhænge af, hvem der vinder det skarpe ideologiske slagsmål om reformen, som vil fortsætte - også efter lovpakkens vedtagelse. Det bliver selvfølgelig også afgørende, hvordan de amerikanske vælgere vil opleve udmøntningen af reformen.

Hvad betyder reformen for Republikanerne? CP: Republikanerne var dygtige til at mane til folks frygt for det ukendte, men de fremstår nu som partiet-der-siger-nej [The Party of No, red.]. Eftersom langt de fleste amerikanere ikke vil opleve den store forskel i deres forsikringsordning efter lovpakkens vedtagelse, men nogle vil opleve en forbedring – i form af nemmere adgang til forsikring – har den Republikanske strategi spillet fallit!  DG: Uanset hvordan de vender og drejer det, har de lidt et gevaldigt nederlag ved overhovedet

ikke at ville gå på kompromis i forhandlingerne. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe eller straffe dem, når der er valg. Det vil afhænge af, hvordan vælgerne opfatter reformen på det tidspunkt, og det er vanskeligt at sige nu. ME: Republikanerne har fået et ideologisk samlingspunkt, og man skal ikke undervurdere betydningen af, at denne sag kan bruges til at ryste højre side af USA bedre sammen og hverve nye tilhængere. Det Republikanske parti har haft betydeligt held med deres afvisningsfront over for den Demokratiske præsident, og der er alle udsigter til, at man fortsat vil afvise ethvert samarbejde med det formål at ødelægge Obamas præsidentskab.

Kan vi forvente, at det vil blive et tema i midtvejsvalget – og hvordan? CP: Det kommer afgjort til at spille en stor rolle i midtvejsvalget! Demokraterne vil gå til valg som det parti, der efter næsten et århundredes diskussion, opnåede sygesikring til næsten alle amerikanere. Republikanerne bliver nødt til at køre i samme rille ved at kalde sundhedsreformen for en form for europæisk socialisme. Men Obama tager nu fat på en immigrationsreform, som muligvis vil komme til at blive et endnu større tema i midtvejsvalget, fordi den formentlig kommer til at trække ud ligesom sundhedsreformen. Dertil kommer, at det er de ca. 12 millioner udokumenterede indvandrere, der udgør den største gruppe af dem, som ingen sygeforsikring har. Immigrationsreformen kommer især til at dreje sig om at finde en "vej til statsborgerskab" for de udokumenterede indvandrere. DG: Republikanerne vil forsøge at beskrive reformen som et bundløst hul i statskassen og dermed for at være skyld i underskud og høje renter. Det vil de gøre uanset de faktiske forhold. Demokraterne vil lige så konsekvent fremdrage solstrålehistorier om folk, der ikke kunne få forsikring før og nu kan. Hvilken taktik, der vil vinde, vil afhænge af de generelle politiske og økonomiske vinde, som blæser til den tid. ME: I høj grad. For at gennemføre sit vigtigste indenrigspolitiske valgløfte, nemlig sundheds-reformen, måtte Obama opgive sit næst vigtigste løfte, nemlig at blive katalysator for et bredt politisk samarbejde i Washington. Den politiske polarisering er så skarp som nogensinde, og dette bekymrer mange vælgere, der først og fremmest ønsker holdbare løsninger på USA's strukturelle problemer. Republikanerne vil forsøge at udstille Obama og Demokraterne som yderliggående, der ønsker at omforme landet i venstreorienteret retning. Debatten op til sundhedsreformens vedtagelse viste, at argumentationen fandt lydhørhed, også blandt mange midtervælgere, så midt i triumfen er situationen ikke uden problemer for præsidenten og hans tilhængere.

Carl Pedersen (CP) er adjungeret professor ved Amerikanske Studier ved Copenhagen Business School. Han har skrevet adskillige bøger om USA, bl.a. ”Barack Obama: Bending the Arc of

History” (2009), ”Det andet USA: Fornyelse og frihed i fremtidens Amerika” (2008) og ”USA i det 21. Århundrede” (2005).

David Gress (DG) er historiker og politisk kommentator og har blandt andet skrevet for Jyllands-Posten og Politiken. Han er desuden medstifter af den liberale tænketank CEPOS, hvor han i dag er tilknyttet som forsker.Han har skrevet adskillige bøge, heriblandt: ”USA mellem drøm og virkelighed: Amerikanernes syn på sig selv og verden efter den Kolde Krig” (1996), ”Velstandens kilder” (2007).

Michael Ehrenreich (ME) er medredaktør på Kristeligt Dagblad. Han er tidligere redaktør på Berlingske Tidende og har tidligere været udenrigskorrespondent i London og Washington samt politisk medarbejder på Christiansborg. Forfatter til "Hillary: En amerikansk historie" (2007).

RÆSONs redaktion introducerede i sidste uge [#7, d.17.marts 2010, red.] en interviewserie om oppositionens planer, muligheder og udfordringer med iagttagere både på venstrefløjen og udenfor. I denne uge svar fra: professor Peter Nedergaard (PN) og politisk kommentator og redaktør David Garby (DG).Af RÆSONs redaktion

1.Vælgerne har tilsyneladende taget pænt imod planerne om en ny Millionærskat og udskydelsen af skattelettelserne for de højestlønnede. Er disse udspil udtryk for en markant mere venstreorienteret stil hos S-SF i fordelingspolitikken? Er det testforslag, som vil blive fulgt op af flere nye skatter - eller er det ekstraordinære tiltag, fremkaldt af krisen? PN: Millionærskat og udskydelsen af skattelettelserne er først og fremmest udtryk for en symbolpolitik, som består i, at man signalerer at de virkeligt velstående også skal bære deres del af byrderne som følge af krisen. Derfor anvendes altid begrebet "bankdirektør" i forbindelse med dem, som rammes heraf. Omvendt bevares skattelettelserne for de store vælgergrupper. Resultatet er, at skatteprovenuet er meget begrænset. Det er således kun med hensyn til retorikken, at S-SF på dette område er rykket til venstre, med mindre der dukker nye person-skatteforslag op, hvad jeg ikke tror. Alt tyder på, at de nye skatteforslag kommer til at vedrøre afgifter (cigaretter, slik, sukker mv.) og selskabsskatterne. Indførelsen af de første skatter rejser grænse-handelsspørgsmålet, men de andre skatter kan være problematiske, fordi der lige nu foregår en skattek-onkurrence i Europa, hvor bl.a. Tyskland planlægger lavere selskabsskat med henblik på at kunne tiltrække flere firmaer.

DG: Millionærskatten er i mine øjne mest af symbolsk karakter, der skal illustrere en kant til regeringen i forhold til skattepolitikken. Målt i kroner og ører er der jo ikke tale om en markant omfordeling mellem de rigeste og os andre, hvis man da kan bruge det som en målestok på, om noget er mere eller mindre venstreorienteret. Skattepolitikken har jo længe været et ømt punkt for Socialdemokraterne, så jeg tror ikke det er et område, man vil bruge til at sende prøveballoner op – det skaber for meget usikkerhed hos vælgerne.

Om der kommer andre skatteomlægninger? Ja, de har jo meldt ud, at skatten på at have det sjovt skal stige og at vi derfor alle sammen skal betale mere for slik, smør og smøger.

2. S-SF fremlægger efter sigende en økonomisk kriseplan efter påske. Hvad vil den indeholde? Hvad vil den IKKE indeholde? PN: S-SF skatteplanen vil indeholde nye skatter som nævnt under punkt 1). De vil derimod ikke berøre de store vælgergrupper.

DG: Den vil i hvert fald indeholde allerede kendt stof, som udskydelsen af indkøbet af kampfly og sikkert også gammelkendte travere som lukning af skattehuller, nedskæring i diverse erhvervsstøtteordninger og et eller andet som går ud over landbruget. Det vil ligne dem. Kriseplanen vil til gengælde helt sikkert ikke indeholde hverken stigende boligskatter, afskaffelsen af efterløn eller reduktion i dagpenge.

3. Ifølge Hans Engell [EB d.14/3 2010, red.] vil Margrethe Vestager afvise S-SF-planen og markere sit parti i modsætning til S-SF – og Helle Thorning-Schmidt vil til gengæld ikke give R nogen indrømmelser for regeringsdeltagelse. Ifølge Engell er R's markeringsiver en foræring til regeringen. Har han ret? PN: Succes eller fiasko for R's markeringsiver afhænger af, hvordan R selv og regeringen lykkes med at få den italesat. Lykkes det oppositionen at gøre R til et reformvenligt parti, der samler reformvenlige vælgere op på samme måde, som DF samler indvandrerkritiske vælgere op, har oppositionen vundet. Lykkes det regeringen at få italesat R som det tydeligste tegn på, at oppositionen grundlæggende er et hus i splid med sig selv, har regeringen vundet.

INT

ER

VIE

W 2

4. m

arts

201

0 DANMARKTid til magtskifte?

DG: Hans Engell er jo en meget vidende mand, og han har langt hen af vejen ret! Alting ville naturligvis blive nemmere for S og SF hvis de radikale ikke eksisterede. Det gælder i forhold til uenigheden om den økonomiske politik og det gælder også med værdipolitikken. Det ville selvfølgelig være meget nemmere hvis oppositionen kunne tegne en enig front i forhold til regeringen, men når det er sagt, så tror jeg ikke, det er noget der betyder så meget for vælgerne, dels fordi de radikale er så små som de er, og ikke mindst fordi deres frontfigurer virker som om de kæmper alene.

4. SF har mistet det meste af sin kæmpefremgang i meningsmålingerne [Politiken 14/3 2010, red.]. Hvorfor? Vil faldet få partiet til at ændre kurs?PN: SF’s vælgertilbagegang skyldes, at S er lykkedes med den strategi, som Per Hækkerup i sin tid anbefalede ved omgang med SF: man skal kun samarbejde med dem med henblik på at gøre dem små. Når S og SF i den grad markerer sig sammen, er det svært at fortælle, hvorfor det lige er, at man skal vælge SF frem for statsministerpartiet S. Omvendt vil SF være tilfredse, hvis de både kan få et regeringsskifte og samtidig bevare rekordvælgerfremgangen fra sidste valg.

DG: Jeg køber ikke den grundlæggende præmis om, at SF har mistet det meste af sin kæmpefremgang. De står stadigvæk til at gå 3-4 procentpoint frem og det er i dansk kontekst en ”kæmpefremgang”, men mon ikke Villy Søvndal for fremtiden vil prøve, at holde lidt igen med de værdipolitiske markeringer. Det ville være helt hul i hovedet, hvis SF på nuværende tidspunkt gik væk fra den strategi, der har bragt dem så langt. 5. Jan Trøjborg (S), som bliver KL's næste formand, har sagt at efterlønnen må reformeres – og vil i øvrigt øge brugerbetalingen. Er disse udmeldinger aftalt med partiledelsen? Vil S turde dagsordensætte en sådan diskussion på denne side af et valg? PN: Jan Trøjborgs udmeldinger er ikke nødvendigvis koordinerede med S-ledelsen al den stund, at øget brugerbetaling for rige ældre er traditionel KL-politik, samtidig med at en hurtigere indfasning af efterlønsreformen også vil lette statens økonomiske pres på kommunerne.  DG: Jeg er grundlæggende ikke enig i, at Jan Trøjborg har sagt efterlønnen skal afskaffes, han har bare efterlyst uspecificerede reformer. Forslaget om et hæve brugerbetalingen, er jo et klassisk KL-synspunkt, som både Anker Boye og Erik Fabrin turnerede rundt med da de var formænd for KL, og som der er mange i det kommunale bagland der bakker op om. Så Trøjborgs udmelding er nok i højere grad afstemt med kollegerne i KL, end det er noget der er aftalt med Henrik Sass Larsen.

Om der kommer omfattende reformer efter et valg? Det må man da sandelig håbe, ellers er der ikke mange gode grunde til at skifte den nuværende regering ud. At det så ikke bliver de liberale reformer Anders Samuelsen, CEPOS og de radikale ønsker, det er nok en anden sag.

6. Bliver de følgende ministre i en S-ledet regering: Mogens Lykketoft, Henrik Dam Kristensen, Poul Nyrup Rasmussen? PN: Henrik Dam K. bliver beskæftigelsesminister. Mogens Lykketoft bliver udenrigsminister.

DG: Mogens Lykketoft virker til at blive kørt i stilling til posten som formand for Folketinget, Henrik Dam Kristensen kunne godt blive minister, men jeg ser ham mere i rollen som gruppeformand og den sidste har jo travlt med at redde planeten, i sin egenskab af formand for de europæiske socialdemokrater. Men det er selvfølgelig et issue, at S-gruppen ikke ligefrem vader i folk med ministererfaring og at der derfor spekuleres i om Thorning-Schmidt ville hive nogle af de gamle veteraner fra Nyrup-tiden frem, hvis og såfremt, S igen kommer i regering. Problemet er bare, at de fleste af dem der var med dengang efterhånden er godt op i årene, eller for længst har forladt enten politik og Partiet eller begge dele.

7. Hvordan klarede Helle Thorning-Schmidt efter din vurdering sin første duel med Statsministeren? Hvad fortalte mødet os om de to kandidater, og om det år (?) der er tilbage inden næste valg? PN: De to klarede det cirka lige godt. Alt er på vippen lige nu.

DG: Jeg synes det er åndssvagt, at skulle uddele stilkarakterer for den slags, som om det var en eller anden talentkonkurrence. Deres debatstil er jo lidt forskellig, men der er jo ingen af dem, der falder Naser Khader-style igennem. Jeg synes heller ikke, at der kom nogen nye argumenter eller banebrydende forslag på banen - hverken fra S eller V, og det illustrerer vel meget godt, den fastlåste situation som dansk politik står i, med to blokke der står rimelig stejlt overfor hinanden, hvilket de jo vil gøre frem til valget.

Peter Nedergaard (PN) er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og blogger på Jyllands-Posten.

David Garby (DG) er politisk kommentator, blogger og redaktør på www.dansk-politik.dk

David Cameron er gennem de seneste år blevet spået en sikker sejr ved det kommende britiske parlamentsvalg. Efter Ashcroft-skandalen ser valget dog ud til at blive uhyggeligt tæt [jf. Mads Qvortrups artikel i RÆSON ugemagasin #7]. Samtidig viser Ashcroft-skandalen fire fatale fejl i den konservative valgstrategi.Af Christian Severin Larsen

I de seneste år har David Cameron, lederen af det konservative oppositionsparti i Storbritannien, af mange eksperter været spået til at skulle overtage posten som premierminister efter det kommende parlamentsvalg. Mens først Tony Blair og nu Gordon Brown har kæmpet med interne fløjkrige, dårlige økonomiske nøgletal og for Browns vedkommende en massiv kritik af hans lederskab, har Cameron haft enorme forspring i meningsmålingerne. Men i løbet af de sidste par måneder har dette billede ændret sig. Til trods for at der har været kupforsøg mod Gordon Brown, hvor tidligere ministre har forsøgt at tvinge Brown ud af Downing Street nr. 10 for at undgå et valgnederlag, og der samtidig har været anklager mod premierministeren om voldelig adfærd over for sine ansatte, er De Konservatives forspring i meningsmålinger snævret ind til sølle to procentpoint. Det er det mindste forspring i over 2½ år, og mens De Konservative stadigvæk står til at blive det største parti, viser meningsmålingerne, at de ikke får nok mandater til at kunne danne regering. Både journalister, politiske eksperter og det konservative Tory-parti [De Konservative, red.] spørger sig selv, hvorfor det pludselig går så drastisk ned ad bakke for Camerons konservative?

Fire fatale fejl i Camerons strategi Svaret hedder Michael Ashcroft. Ashcroft er mangemilliardær, næstformand hos De Konservative og centrum for den seneste af en lang række politiske skandaler i Storbritannien. For nogle uger siden kom det frem, at mens Ashcroft gav millioner i valgkampsstøtte til De Konservative, betalte han ikke en eneste penny i skat i England. Dette har rejst et storm af protester, og sagen har domineret de britiske medier de forgangne uger. Der er blevet rejst

spørgsmål om den indflydelse, Ashcroft har på det konservative parti. Men derudover er det kommet frem, at Ashcroft blev medlem af det britiske Overhus for ti år siden netop mod et løfte om, at han fremover betalte sin skat i England. Dette løfte er ikke blevet indfriet, og hvad værre er: det har den konservative ledelse vidst i lang tid, uden at de har gjort noget ved det. Sagen er derfor en bombe under Camerons chancer for at blive premier-minister. Men samtidig afslører sagen også fire fatale fejl i den konservative strategi, som er et langt større problem for Cameron, og som Ashcroft-sagen blot er et symptom på.

Cameron har ødelagt eget imageLabour-regeringen er efter tretten år dybt mærket af adskillige skandalesager, fx den såkaldte ’Cash for Honors’, hvor der blev sået tvivl om partidonationer, og udgiftsskandalen fra sidste år, hvor parlamentsmedlemmer brugte offentlige penge til private gøremål, fx pornofilm eller rensning af voldgraven omkring deres herregård. Derudover er der, blandt andet på grund af Blairs massive brug af fokusgrupper og spindoktorer (Alistair Campell m.fl.), en udbredt folkelig opfattelse af, at alle regeringens udmeldinger blot er spin. Cameron har med fokus på ’ærlighed’ og ’forandring’ søgt at opbygge et image, der skulle gøre op med Labours spin. Nu er Ashcroft-sagen dog med til at så tvivl i vælgernes sind om, hvorvidt Cameron virkelig repræsenterer forandring. Dels forstærker sagen indtrykket af et parti, hvor den gamle britiske overklasse stadig har uforholdsmæssig meget indflydelse. Men derudover fremstår Cameron efter sin håndtering af sagen også som alt andet end ærlig; først afviste han at kommentere sagen, som blev affejet som rent medieskabt. Derefter forsøgte han at ’spinne’ sagen som værende et rent privat

VE

RD

EN

24.

mar

ts 2

010 STORBRITANNIEN

Cameron - en djævel, som vælgerne ikke kender

anliggende for Michael Ashcroft. Da medierne ikke købte den påstand, gik Cameron til sidst i offensiven og påstod, at Labour også fik partistøtte fra ikke-skattebetalende personer. Hele håndteringen harmonerer dårligt med Camerons selverklærede image som ærlig og anderledes end andre politikere. Heri ligger den første strategiske svaghed i den konservative strategi: netop fordi De Konservatives image er bygget op omkring temaer som ”forandring” og ”ærlighed”, er de ekstra sårbare over for anklager om manglende troværdighed og urent trav, fx hvad angår partidonationer.

Ingen politik at falde tilbage påDette ville ikke være så alvorligt for ’The Tories’, hvis Cameron havde en populær politik, et visionært valgprogram eller et stærkt shadow cabinet [skyggeregering, red.] at falde tilbage på. Da den upopulære Gordon Brown for en måned siden blev anklaget for at være aggressiv, truende og endda voldelig over for sine ansatte, kunne Labour læne sig trygt tilbage i vished om, at deres succes ikke afhang af Browns personlige popularitet, men af regeringens resultater og politiske løfter. Dette kan Cameron ikke gøre. De Konservative har endnu til gode at præsentere et politisk program, der skaber begejstrede bølgebevægelser blandt de britiske borgere. I stedet har de præsenteret politik i overskriftsform og ført en politisk zig zag-kurs, hvor de med jævne mellemrum har skiftet holdning. Fx lovede De Konservative at bruge ligeså mange penge på velfærd som Labour, indtil de vendte 180 grader og lovede at skære drastisk i det offentlige forbrug på grund af den stigende statsgæld. Det at iscenesætte David Cameron som et personligt alternativ til Gordon Brown – i stedet for at bygge De Konservative op som et politisk alternativ til Labour – er den anden store fejl i den konservative strategi. Fraværet af klare politiske mærkesager betyder ikke bare, at De Konservative har gjort sig sårbare over for anklager mod Camerons karakter, men samtidig også at mange vælgere ikke rigtigt ved, hvad de får med en konservativ regering. Usikkerheden om, hvad De Konservative egentlig vil, når de er i regering, giver anledning til bekymring hos de marginalvælgere, som afgør britiske valg. Denne bekymring er ikke just blevet mindre efter, Ashcroft-skandalen og Labour-partiet vil udnytte det skånselsløst til at skræmme vælgerne fra at stemme konservativt.

De Konservative har taget sejren for givetDermed afsløres den tredje fejl i den konservative strategi: Cameron & co. har taget deres markante forspring over Labour for givet og troet, at Labours enorme upopularitet var tilstrækkeligt til

at give De Konservative en solid sejr på valgdagen. Men et nederlag til Labour er ikke ensbetyden-de med en konservativ sejr. Det britiske valgsy-stem med flertalsvalg i enkeltmandskredse betyder, at De Konservative skal have mobiliseret deres egne stemmer for at give dem et sikkert flertal i Underhuset. Camerons midtsøgende kurs har i forvejen været et turnoff for mange konservative vælgere, der ønsker Thatcher tilbage og ikke bryder sig om, at De Konservative lægger sig så tæt op af Labour. Hvis også midtervælgerne efter Ashcroft-skandalen begynder at tvivle på, om Camerons image er ægte, kan resultatet blive, at mange vælgere i stedet for at stemme konservativt stemmer på et tredje parti eller helt undlader at stemme. Camerons vage politiske formuleringer og midtsøgende kurs udgør ikke et positivt alternativ til Labour, som kan begejstre og mobilisere vælgerne. Dette kan frarøve De Konservative et flertal og dermed muligheden for at danne regering.

Skeletter i skabeneDe sidste fem år har Cameron kunne bade sig i positiv presseomtale, mens medierne har dækket en Labour-regering, der har været ved at knække sammen under vægten af interne stridigheder og skandalesager. Men Ashcroft-sagen indvarsler, at dette free ride nu er slut. Efterhånden som valgdatoen drastisk rykker nærmere, har medierne – og især vælgerne – indset at Cameron faktisk står til at blive premierminister, og med den erkendelse har de fået en stigende interesse for, hvem det egentlig er, de er ved at vælge. Derfor burde David Cameron have brugt tiden på at klargøre sig til den dag, det kritiske søgelys blev rettet væk fra Gordon Brown og mod De Konservative. Aschroft-sagen viser, at De Konservative netop ikke har været forberedt: de har kendt til Aschrofts manglende skattebetalinger i ti år, men har intet gjort for at afmontere den tikkende bombe. Dette er den fjerde, fatale fejl i den konservative strategi. Efter Aschroft-skandalen er vælgerne begyndt at spørge sig selv om, hvor mange flere skeletter der gemmer sig i Camerons klædeskab. Og medierne, der har fået blod på tanden, vil gøre alt for, at de vælter ud af skabet i dusinvis. Hvis medierne finder frem til flere historier, vil de med al sandsynlighed komme til at dominere valgkampen, koste de konservative en snes mandater og dermed frarøve dem regeringsmagten.

En gentagelse af 1992?De Konservative bliver nødt til at se Aschroft-sagen som et wake up call. Indtil videre har afsløringerne om Aschroft ikke påvirket

meningsmålingerne, men det kan alligevel blive afgørende for valgets udfald. Camerons overordnede problem er, at han ikke har fået skabt et klart politisk alternativ til Labour, men at vælgerne derimod stadig er usikre på, hvad en stemme på De Konservative egentlig indebærer. Hvis oppositionen ikke opfattes som troværdig eller ”tryg” at stemme på, har vælgerne en tendens til at foretrække den siddende regering, selv hvis den er upopulær. For at finde et eksempel på dette, kan Cameron blot kigge på Labours tidligere leder, Neil Kinnock. Ved valget i 1992 tabte Kinnock, til trods for at Labour havde været foran i meningsmålingerne i årene op til valget, ja endda under hele valgkampen. Det skete i følge Philip Gould, én af Labours valgstrateger, fordi vælgerne til foretrak ”the devil you know” frem for ”the one you don’t” [den kendte frem for den ukendte ’djævel’, red.]. Selvom vælgerne afskyede den daværende konservative regering, var frygten for en Labour-regering afgørende for, hvor de satte deres kryds: Vælgerne vidste ikke, hvad de ville få, hvis de stemte på Labour. Michael Aschroft kan meget vel blive årsagen til, at vælgerne ved valget i 2010 igen foretrækker ”den djævel, de kender”, i ren og skær frygt for de dæmoner, der lurer i Camerons konservative parti.

Christian Severin Larsen er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidligere forbundsstyrelsesmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Sjældent – om nogensinde – er en tiltrådt minister blevet mødt med så høje forventninger og positive tilkendegivelser, som dem Per Stig Møller har modtaget fra et samlet dansk kultur- og åndsliv. Selv har han haft travlt med at nedtone forventningerne. Men hvad vil Per Stig Møller gøre som kulturminister? Vil regeringen føre anderledes kulturpolitik? RÆSON har spurgt en af landets førende kulturpolitiske forskere, lektor Peter Duelund fra Københavns Universitet.Af Lars Theil Münster

Dan

mar

k 24

. mar

ts 2

010

Kan man forvente nogen mærkbare politiske ændringer i regeringens kulturpolitik efter Per Stig Møllers udnævnelse?”Overordnet set kan han være med til at ændre værdigrundlaget for kulturpolitikken for samtlige kunstområder i Kunstrådets forskellige afdelinger. Man kan forestille sig, at han vil lægge mere vægt på den rent kunstneriske side af kulturpolitikken og derved støtten til den professionelle kunst i dens forskellige former for til gengæld at lægge mindre vægt på den oplevelsesøkonomiske del. Sidstnævnte er i høj grad blevet en del af kulturpolitikken gennem de seneste årtier. Han har en typisk klassisk konservativ – og dermed også klassisk kunstorienteret – dannelse som udgangspunkt for at tænke kultur.” Hvad kan man forestille sig, at det vil betyde konkret politisk? ”Man kunne forestille sig, at han vil tilføje eksempelvis Kunstrådet midler fra andre af kulturens områder. Disse midler kan eksempelvis blive taget fra de mere underholdningsmæssige aktiviteter. Derudover kan han tænkes at give Kunstrådets afdelinger større dispositionsfrihed til at tildele midler ud fra en rent faglig kvalitetsdiskussion. Jeg tror, han vil tage armslængdeprincippet alvorligt, og dér tror jeg, at der vil komme et markant skift i forhold til den tidligere kulturminister og især til Brian Mikkelsen, der selv om han også var konservativ, ville styre kunststøtten ideologisk.” Så man vil kunne forestille sig en afpolitisering af kulturpolitikken?

”Ja, der vil formentligt ske en afpolitisering og vores armslængdemodel – som hører til et demokratisk samfunds grundstruktur – vil i højere grad blive taget alvorligt. Den professionelle kunst vil blive vægtet højere, hvilket betyder en værdimæssig opprioritering af en klassisk kulturforståelse, hvor kunsten anses som et dannende redskab i samfundet.”

Public service skal fortolkes som et dannelsesbegrebBlandt Per Stig Møllers første sager som kulturminister er den kommende forhandling om medieaftalen, som bestemmer de grundlæggende vilkår for blandt andet DR de næste fire år frem. Her forestiller Peter Duelund sig ligeledes, at Per Stig Møller vil sætte et markant aftryk, og den nye kulturminister har da også allerede givet udtryk for, at DR skal opprioritere dybden og ikke kun tilgodese bredden i deres programpolitik. Peter Duelund forudser blandt andet, at kvalitetsdiskussionen bliver et tema: ”Vi skal turde sige, at noget er bedre end andet, og at det ikke nytter noget, hvis der kun bliver oplysning i stuen og ikke blandt seerne. Jeg forestiller mig en markering, som ligger i forlængelse af en større prioritering af kunstpolitikken. Jeg er sikker på, at han og Michael Christiansen [formand for DR’s bestyrelse, red.] sammen vil sætte deres aftryk, således at dannelsessiden af DR’s programpolitik bliver orienteret mere mod dybden. Vi skal have et DR, der er vores mediemæssige fyrtårn med oplysning og dannelse

KULTUR-MINISTEREN: Kunst skal have en dannende funktion

som øverste målsætninger. Per Stig Møller mener formentlig, at public service skal fortolkes som et dannelsesbegreb, og at alt det andet må vi give ud til rent private hænder.”

Det Kongelige Teater og det konservative frihedssyn Men i forhold til to af forårets andre kulturpolitiske spørgsmål – genforhandlingen af film- og teaterloven – forestiller Peter Duelund sig knapt så markante aftryk. Også selvom Per Stig Møller ifølge Peter Duelund formentlig gerne så, at filmstøtten blev omlagt til en egentlig kvalitativt funderet kunststøtte og således gjort uafhængig af bidraget fra DR og TV 2.I dag tegner disses bidrag sig for næsten en tredjedel af støtten, og tv-kanalerne kræver et breddehensyn tilgodeset, når støttepengene uddeles til forskellige projekter. En omorganisering af støtten er imidlertid ikke mulig uden tilførsel af flere midler, hvilket realpolitisk er urealistisk. Ligeledes forestiller Peter Duelund sig heller ikke, at genforhandlingen teaterloven eksempelvis kommer til at rokke ved Det Kongelige Teater, selvom der ellers er begyndt at lyde kritiske røster om ræsonnementet bag, at så mange penge går til finansiere den fysiske institution. I stedet forestiller kritikerne sig en turnerende nationalscene, der spillede rundt om i landet. Men Det Kongelige Teater vil under Per Stig Møller i god konservativ ånd forblive et nationalt symbol med monumental bygning og med et klassisk repertoire, der skal afspejle den danske kulturarv. Derimod forventer han, at den stramme administrative styring af kulturinstitutionerne fra Kulturministeriet – med brugen af resultatkontrakter og kvantitative evalueringsredskaber, som har været en tiltagende tendens siden 90’erne – opblødes under Per Stig Møller. ”Jeg tror, man kunne forestille sig, at han vil overlade større selvforvaltning og dispositionsfrihed til kulturinstitutionerne og ikke gå ind i en detailstyring af mål og indhold, som det har været tilfældet de sidste 10 år. Der tror jeg, at hans konservative frihedssyn skal tages alvorligt – det giver jo også ham mulighed for at sige, hvad han mener. Vi må have nogle overordnede mål, men inden for de rammer skal de have større selvforvaltning, det kunne jeg forestille mig. Måske ikke så bombastisk iværksat, men han kan skabe en debat og en udvikling i ministerierne, hvor man går væk fra detailstyringen.”

National eller kosmopolitisk orienteret kulturpolitik Et springende punkt er ifølge Duelund, ”hvordan Per Stig Møller vil håndtere den meget nationalorienterede kulturpolitik, som har været fremherskende siden systemskiftet i 2001, hvor Brian Mikkelsen førte en decideret nationalistisk

orienteret kulturpolitik med vægt på danskhed og national identitet. Spørgsmålet er om Per Stig Møller vil åbne op for en dansk kosmopolitisk orienteret kulturpolitik med en international horisont. Det tror jeg, at han vil.”Hvordan kan det rent konkret gøres?”Det kan blandt andet gøres ved at fremme den kulturelle dialog – ved at satse på kulturudveksling med udlandet uden, at det skal være kultureksport af dansk enhedskultur, men i stedet en mere ligevægtig kulturudveksling. Men det springende punkt bliver om, han vil sammenkoble en sådan politik med konservative dyder, der har det nationale som ideologisk omdrejningspunkt. Vil han fastholde den meget indadvendte selvbeskyttende politik, eller vil han gøre national identitet til en del af et kosmopolitisk fællesskab?”

En ærespostMen ud over den potentielle konflikt mellem et nationalistisk eller kosmopolitisk rationale i kulturpolitikken, hvordan flugter de forventede kulturpolitiske markeringer fra Per Stig Møller ellers med regeringens samlede politik? “Den første indikator af regeringens vægtning af kulturpolitik overhovedet kan måske indirekte aflæses af det nyligt fremlagte regeringsprogram: Danmark 2020 – viden, vækst, velstand, velfærd. I det lille afsnit der omhandler kulturpolitikken lægges der op til, at kulturen skal bruges som et middel i integrationspolitikken, men jeg tror ikke, han betragter kulturpolitik som integrationspolitik i den forstand, og dér kan han komme i klemme.” Er kulturministerposten ikke i virkeligheden mest en signalpolitisk platform – langt de fleste midler er jo bundet i form af armlængdeorganer og støtte til de forskellige kunstinstitutioner. Hvor meget er der egentligt tilbage for en kulturminister at foretage sig?”Det er meget vigtigt at få sat en debat i gang om kunstens rolle i samfundet og en kvalitetsdiskussion For Stig Møller handler om at forfægte et traditionelt borgerligt synspunkt – at noget kunst er bedre end andet.Det, tror jeg, er en kultur- og kunstpolitisk diskussion, han kan være med til at sætte i gang, og så kan det måske godt være, at flere frie midler bliver lagt på bordet på længere sigt, selv om det er svært at se, hvor de skal komme fra. Det er noget af det bedste og eneste, han kan gøre. Kulturministeren er i vores system nærmest tvunget til at føre værdipolitik.” Men tror du, at resten af regeringen ønsker, at kunstdiskussionen skal være på dagsordenen fra nu af og frem til næste valg?”Det ønsker de andre i regeringen ikke. Han får lov til at komme med sin personlige vurderinger, men det er ikke en del af regeringens program at inddrage kulturdiskussionen i valgkampen, tværtimod kan man forestille, at der forsøges at lægge en dæmper på ham først og fremmest fra

Venstre, som decideret ikke er interesserede i kulturpolitik på et konservativt grundlag. Der ligger dybest set en stor uenighed imellem Venstre og De Konservative dér. De Konservative er et kunst- og kulturorienteret parti, Venstre er et økonomisk orienteret liberalt parti. Venstre ville satse på privatiseringer og en oplevelsesøkonomisk orientering af kulturproduktionen. Hvis det stod til dem, skulle kunst og kultur klare sig på markedspræmisser, og det ville De Konservative aldrig acceptere. De Konservative kunne kulturpolitisk langt bedre finde sammen med Socialdemokratiet. Derfor tror jeg heller ikke, kulturpolitikken vil komme så tydeligt frem, for der lurer en stor uenighed. Man kunne vel også forestille sig at DF ville stille sig kritiske over for den implicit meget elitære kunstopfattelse?“Ja, men på den anden side, har de det nationale tilfælles. Man kan sagtens forestille sig, at Dansk Folkeparti vil lægge vægt på, at de er enige om at fremme vores nationale kultur, men de er da dybt uenige, når det kommer til stykket.” Er udnævnelsen af Per Stig Møller et udtryk for en opprioritering af kulturpolitikken, eller skal den i højere grad tolkes som en æresbevisning til en snarligt afgående politiker?”Jeg tror, det er en æresplads. Der ligger ikke et ønske om hos hverken Venstre eller De Konservative om, at kulturpolitikken nu skal opprioriteres eller fornyes. Det er ligesom de livsvarige ydelser til kunstnere, som jo er hædersstipendier, så er det her også en ærespost, hvor han kan blive hyldet som en kulturpersonlighed, der har præget landet. Og det er også årsagen til, at han er så beskeden. Han er godt klar over, at det er en æresplads.”

Peter Duelund er lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.Han har i en årrække været Nordisk Ministerråds konsulent for det nordiske kultursamarbejde og repræsenteret de nordiske lande i Europarådets kultursamarbejde. Han har desuden været forskningsleder på flere kulturpolitiske forskningsprojekter og publiceret 17 monografier i bogform samt artikler i videnskabelige artikler i ud- og indland.

Præsident Ma vandt overbevisende ved valget i 2008; populariteten var høj – ude som hjemme. Vigtigst er den tilnærmelsespolitik, han har ført over for Kina. Den er imidlertid truet både af en slagkraftigere opposition og af Mas egen dalende popularitet. Ma er langt fra sikker på genvalg i 2012 – og Taiwans forhold til Kina kan igen blive konfrontatorisk.Af Jonas Parello-Plesner, international kommentator ved East Asia Forum og medlem af RÆSON chefredaktion

Taiwans præsident Ma blev valgt for to år siden med et solidt flertal. Desuden vandt Mas natio-nalistparti (KMT)også flertallet i parlamentet. Det har givet ham mulighed for at gennemføre sin tilnærmelsespolitik over for Kina symboliseret ved direkte flyafgange, store turistgrupper af fastlandskinesere på Taiwan og en række økono-miske og tekniske aftaler, der øger samarbejdet. Mas politik har vakt begejstring først og fremmest i Kina, men også i USA og Europa. Præsidenten står i kontrast til forgængeren Chen Shui-bian, der skabte ustabilitet og rokkede ved de hårfine balancer omkring Taiwans selvstændighed. Men halvvejs igennem sin præsidentperiode er Ma ikke længere populær derhjemme – menings-målingerne er raslet ned. Det skyldes dels fejl-håndteringen af tyfonen ’Morakots hærgen, dels at finanskrisen har blæst økonomien omkuld, selvom det går den rigtige vej nu. Oppositionen har også fået held til at udbrede ulemperne ved Mas tilnærmelsespolitik over for Kina og har dermed sået tvivl i befolkningen om nytten af den. Slagsmålet står lige nu om en frihandels- og økonomisk aftale (ECFA) mellem Taiwan og Kina. For Ma og regeringen er aftalen adgangsbilletten til at koble sig på fremgangen i fastlandets økonomi. Det er også adgangen videre ud i Asien og særligt i Sydøstasien, hvor en frihandelsaftale mellem Kina og ASEAN-landene [Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, red.] trådte i kraft fra januar i år.

Oppositionen kræver folkeafstemningTaiwans regering vil gerne have aftalen forhand-let hurtigst muligt, mens oppositionen prøver at få presset en folkeafstemning igennem om afta-len. Den siger, at de interne forhandlinger dækker over, at Taiwans regering sælger ud til Beijing. Aftalen kommer næppe til folkeafstemning, men oppositionen har sat emnet på dagsordenen og rejst en tvivl hos mange taiwanere om, hvad aftalen egentlig indebærer. Det bliver altså svært for præsidenten at gennemføre og fastholde tilnærmelsespolitikken.

Det hænger også sammen med Taiwans demo-kratiske system, der indebærer en slagkraftig opposition. Det er både en fordel og en ulempe for Mas tilnærmelsespolitik. Fordelen består i, at Taiwan gennem det demokratiske system kan presse Kina og dermed få mere ud af forhand-lingerne om en økonomisk samarbejdsaftale. Taiwans forhandlere kan nemlig påberåbe sig den stigende negative folkestemning i Taiwan. Det gør det muligt at vride flere indrømmelser ud af fastlandet på frihandelssiden uden at give tilsvarende åbninger. Det drejer sig om kinesiske landbrugsvarer eller kinesisk arbejdskraft til Taiwan. Oppositionen appellerer netop til landbrug og industriarbejdere om, at Ma sælger deres job til fastlandet. Og fastlandet vil undgå, at oppositionen, der står for en mere uafhængig-hedssøgende linje, styrkes på vej mod præsident- og parlamentsvalget i 2012. Derfor har den råd til at give Ma en god aftale med hjem. Kinas interesse i den økonomiske aftale er primært politisk. Styret i Beijing er autoritært og kan derfor lettere give handelsadgang for Taiwan på forskellige områder uden at skulle slås med interne lobbygrupper.

Vil Kina tro på en fredelig genforening uden Ma?Ulempen ved tilnærmelsespolitikken er, at Ma for Kina står som bedste bud på en folkevalgt tai-wansk leder, der kan føre parterne sammen. Men selv med Ma er der grænser for, hvor langt man reelt kan komme i den endegyldige retning, som Kina vil. Præsidentvalget i 2012 truer forude. Ma kan tabe det, hvilket Kina i stigende grad er be-vidst om. Kina vil derfor heller ikke give for store gulerødder og særligt ikke udvide Taiwans diplo-matiske manøvrerum, hvis oppositionen så kom-mer til magten i 2012 og høster landvindingerne. Derfor kan Mas embedsperiode også paradoksalt nok blive den præsidentperiode, hvor Kina konkluderer, at man selv under de bedste omstændigheder ikke kan forhandle sig fredeligt frem til genforening. Det er derfor ikke sikkert, at

VE

RD

EN

24.

mar

ts 2

010 TAIWAN-KINA:

Taiwans fremtid afgøres i 2012

økonomisk integration kommer til at pege videre mod politiske løsninger på genforening-spørgs-målet. En sådan konklusion kan skubbe til de interne kræfter i Beijing, der finder, at Kina som stormagt ikke kan og bør blive ved at vente i evighed på at forene moderlandet. Taiwan er den manglende brik efter Hong Kong og Macau. Men hvis Ma ikke kan levere Taiwan tilbage til fastlandet, hvilken leder på Taiwan kan så? Ingen, kan svaret lyde i Beijing. Og så kan den nye stor-magts tålmodighed med at vente på genforening slippe op i 2012, særligt hvis Ma ikke genvælges.

Med Lissabontraktaten har Europa-Parlamentet fået medbestemmelse over EU's landbrugsbudget; der arbejdes nu på tværs af politiske skel på en fælles landbrugspolitik efter 2013. Spørgsmålet er dog, hvilken fremgangsmåde man bør anlægge. Jeg vil mene, at kompromiser er bedre end ingenting – der er brug for en mere nuanceret debat om fremtidens landbrug.Af Anne E. Jensen (MEP, V)

Med Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 fik Europa-Parlamentet medbe-stemmelse over de ca. 40 pct. af EU's budget, der vedrører landbruget. Parlamentet fik i samme omgang medbestemmelse over reguleringen af love og regler på EU's landbrugspolitik. Men hvordan vil Parlamentet forvalte den nye indfly-delse? Vil reformerne af EU’s landbrugspolitik i mere liberal retning fortsætte? Nej, desværre. Der tegner sig et billede af et Parlament, hvor flertallet er meget skeptisk over for yderligere beskæring af landbrugsstøtten. Ja, stærke kræfter ønsker oven i købet at rulle udviklingen tilbage og lave skrappe reguleringer af produktionen. Dermed vil fortsatte reformer kræve hårdt arbejde, hvis der skal skabes forståelse for, at pengene kan bruges bedre, og at der skal ske en drejning af landbrugspolitikken, der sikrer et konkurrencedygtigt og mere grønt landbrug i EU. Samtidig er det vigtigt at understrege, at den fælles landbrugspolitik skal bevares fælles. Det værste, der kan ske, vil være frit løb for konkur-rence mellem statskasserne om at støtte det nationale landbrug. For trods store statsunder-skud er der i visse lande stor vilje til at åbne for national støtte til kriseplagede landmænd. Og det trækker jo alle andre med. Der er sket meget med EU’s landbrugspolitik over de seneste godt 20 år. Det har betydet en reduktion af landbrugsstøtten fra ca. 75 % af EU-budgettet i 1985 til under 40 % i år. De seneste 5 år har vi oven i købet været begavet med en dansk landbrugskommissær, der med hårdt arbejde og politisk snilde, har sikret en fortsat reduktion i landbrugsstøtten. Det er en udvikling, der på ingen måde er kommet af sig

selv, og det er en udvikling, som mange regeringer, parlamentarikere og interesse-organisationer gerne så rullet tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi samler alle gode kræfter for at sikre, at den seneste positive udvikling ikke blot bliver en parentes i EU's historie. CAP'en 2013 - en strategi med hold i virkelighedenArbejdet med formuleringen af den fælles landbrugspolitik efter 2013 er i fuld gang i Europa-Parlamentet, og alle de politiske grupper arbejder på en fælles strategi. Det er ingen enkel sag. For der er store nationale forskelle i synspunkterne – herunder ikke mindst store forskelle nord-syd. I den liberale gruppe bakker vi varmt op om ændringen af den fælles landbrugspolitik fra at være markedsforvridende til markedsorienteret. Ved at reducere markedsinterventionen er vi kommet de "oksekøds-" og "smør-bjerge" til livs, hvor overskudslagre hobede sig unødigt op. Desværre er liberaliseringen indført i forskellige tempi i de forskellige lande. Det var nødvendigt for at få reformer igennem, men det gør det sværere at komme videre, fordi landene har forskellige udgangspunkter. Dertil kommer den særlige problemstilling omkring de nye medlemslande, der ikke har landbrugsstøtten fuldt indfaset endnu. De ønsker samme hektarstøtte i hele EU. Og det er klart rimeligt, at der kommer mere lige vilkår, men der skal også tages højde for, at der er forskellig omkostningsniveau i medlemslandene. Ellers vil man overkompensere og forgylde ineffektive landmænd i de nye medlemslande, forvride

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

24.

mar

ts 2

010

Europa-Parlamentet har med Lissabontraktaten fået medindflydelse på EUs landbrugsbudget. RÆSON har spurgt Anne E. Jensen, hvordan Parlamentet bør forvalte denne indflydelse.

EU-LANDBRUGLissabontraktaten skaber nye muligheder for europæisk landbrugspolitik

økonomien, og det er der ingen, der kan have interesse i. Et tema, der i stigende grad er kommet på dagsordenen, og berettiget, er, at der skal leveres klare goder for skatteborgerne for støtten. I dag er den afkoblede støtte historisk bestemt. Den histo-riske binding bør udfases, og al støtte kædes sammen med, at landmændene leverer offentlige goder i form af naturpleje, bedre dyrevelfærd og miljø. Altså at landmændene kompenseres for det tab af konkurrenceevne, der måtte følge af skrappere miljøkrav, og får økonomiske incitamen-ter til at gøre det rigtige set i forhold til miljø og dyrevelfærd. Endelig vil det klassiske formål med land-brugspolitikken – at sørge for sikker forsyning af sikre og sunde fødevare – fortsat være vigtigt, ligesom der bør komme mere fokus på landbru-gets rolle i energipolitikken, fx gennem fremme af energiafgrøder. Kommissionen bør blive skrappere til at sikre, at regler for f.eks. miljøbeskyttelse og dyrevelfærd gennemføres korrekt og rettidigt i de enkelte medlemslande, og at der er sanktioner, når dette ikke er tilfældet. Samtidig kunne man forestille sig en incitamentsstruktur, hvor medlemslande belønnes for rettidig implementering og overhol-delse af reglerne. Endelig er det afgørende med en forenkling af reglerne og en langt mere ensar-tet kontrol i medlemslandene. Det vil utvivlsomt komme Danmark til gode.   Halvgode kompromiser er bedre end ingen resultaterMed Parlamentets voksende indflydelse må man gøre op med sig selv, om man vil forsøge at skabe kompromiser og dreje dem i så liberal retning som muligt, eller om man vil stå fornærmet på side-linjen og holde fast i den rene liberale vej. For en ting er helt sikkert – den liberale vej vil få en svær gang gennem Parlamentet. De liberalsindede, som ønsker en kraftig nedskæring af landbrugsstøtten er et meget, meget lille mindretal. Efter valget til Europa-Parlamentet sidste sommer blev magtfordelingen rykket mod højre, så den kristendemokratiske/konservative gruppe i dag står stærkere end før. I relation til ønsket om en liberal landbrugspolitik er det ikke nødvendig-vis en dårlig ting. Kristendemokraterne er ganske vist meget mindre reformvillige end den liberale gruppe, men forhåbentlig kan der samles opbak-ning til en accept af det nuværende niveau for landbrugsstøtten. Til gengæld finder man i den socialistiske og den grønne gruppe stærke kræfter, der ønsker at tilbagerulle de liberale reformer, regulere mere, men med en grønnere profil. På tværs af politiske tilhørsforhold prøver vi nu at samarbejde om en mere liberal dagsorden blandt de nordeuropæiske medlemmer og se om det ikke i det mindste kan lykkes at sikre en konsolidering af de liberale reformer, samtidig med at der sikres en grønnere profil – det kunne

måske i overordnede træk være et kompromis, der ikke er så ringe endda. Jeg vil arbejde for at sikre indflydelse og prøve at dreje tingene i en rigtig retning, også selv om det kan betyde, at de kompromiser, vi når, ikke er de allerbedste. Men det tegner til at blive svært – som udgangspunkt. Det vil kræve en markant mobilisering af de mere liberalt tænkende blandt socialister og de konservativkristelige partier. Måske kan budgetdebatten blive en murbrækker. Det står klart, at vi ikke kommer af med det absurde system for bidrag til EU – med britisk rabat og rabat på rabatten for andre lande – førend landbrugsudgifterne er bragt yderligere ned. Et øget fokus på prioriteringerne af EU’s budget og nye veje til at stabilisere landbrugets indtjening vil muliggøre en mere åben debat om, hvilket fremtidigt landbrug vi ønsker i EU, og hvordan vi opnår det. Det vil jeg arbejde for i Budgetudvalget, når vi skal til at se på rammerne for EU’s budget efter 2013.   Det nationale ansvarEU er jo karakteriseret ved, at der nok træffes mange og vigtige beslutninger i Bruxelles, men at udmøntningen af disse beslutninger oftest foregår i medlemsstaterne. Det er en detalje, der tit over-ses i den hjemlige debat, men detaljen er vigtig. Det er nemlig ikke kun vigtigt hvordan vi håndte-rer forhandlingerne i EU, men også hvordan de nationale myndigheder forvalter EU-midler og -regler. Vi har brug for fokus på gennemførslen for at sikre mere lige konkurrencevilkår på landbrugsområdet. En del af EU's landbrugsstøtte er afsat til de såkaldte landdistriktsmidler, hvor medlemslandene medfinansierer EU-støtten. Denne del af støtten er indført ved at overføre penge fra markedsord-ningerne. Spørgsmålet er, om denne tendens skal fortsætte, eller om de midler, der nu er afsat til erhvervsudvikling og støtte af miljø- og kultur-initiativer på landet er alt rigeligt. Det er i alt fald en del af EU-støtten, der ofte er blevet latterlig-gjort i dansk dagspresse, med fremhævelse af særlige projekter som f.eks. penge fra EU til en skibakke på Bornholm. I stedet for at fortsætte reformerne i et lineært spor med flere penge til landdistrikter, lidt omrokeringer af hektarstøtten og krav om at sikre et bestemt beløb, burde fokus drejes mod en moderne fælles landbrugspolitik, hvor pengene overføres til forskning og innovation, der på en gang kan sikre landbrugets konkurrenceevne og miljøet. Ved blot at flytte en lille del af de midler, der er afsat til landbrugsbudgettet over til forskning og uddannelse, vil vi kunne gøre en kæmpe forskel. Forskning og uddannelse er grundelementerne i en forbedring af EU's konkurrenceevne, der i fremtiden skal sikre vækst og sociale forbedringer for EU's borgere. Udvekslingsprogrammer, midler til grundforsk-

ning og mere gennemsigtige ansøgningsproce-durer vil kunne mærkes med det samme. Hvis det første ben i EU's landbrugspolitik drejer sig om kroner og øre, er det andet ben den daglige drift af landbruget. Også her er udmønt-ningen og implementeringen i høj grad lagt ud til medlemsstaterne. Da der er tale om, at EU leverer en omfattende rammelovgivning for et erhverv i benhård konkurrence, er det vigtigt, at denne implementering foregår så ens som muligt i alle lande, så man undgår konkurrenceforvridning. I Danmark bryster vi os jo tit af at være i top, når det gælder implementering af EU-lovgivning, og når det gælder lovgivning på miljøområdet.  Det skal vi være stolte af, men der er en uheldig sideeffekt ved vores dygtighed.   Lad mig nævne to eksempler. Når landmænd modtager direkte støtte fra EU, foregår det på betingelse af, at en række bestemmelser vedrøren-de fx dyrevelfærd og miljø overholdes. Det er de såkaldte krydsoverensstemmelsesregler. Her er der i landbruget en oplevelse af, at kontrollen foreta-ges meget tilfældigt og med helt forskellig konse-kvens fra dag til dag. Man skal selvfølgelig over-holde reglerne, men det er vigtigt, at det bliver gjort på samme måde i alle lande.   Et andet eksempel drejer sig om noget så sexet som løsdriftsstalde. I 2013 bliver det nemlig et lovkrav, at drægtige søer skal gå i løsdriftsstalde. Danske landmænd har allerede investeret kraftigt for at kunne overholde disse krav, når loven træder i kraft. I Spanien er der pt. 10 pct. af drægtige søer, der går i løsdriftsstalde. I Italien har Berlus-coni antydet, at italienske landmænd ikke skal frygte sanktioner fra EU – dem skal staten nok sørge for at kompensere. I begge tilfælde er der tale om, at vi i Dan-mark går langt for at overholde forpligtelserne i EU-samarbejdet. At reglerne ikke implementeres ens, og at kontrollen ikke foregår på en rimelig måde er bekymrende. Konkurrencen bliver for-vredet, og man straffer indirekte de erhvervs-drivende, der forsøger at leve op til reglerne. Det er et alvorligt problem, og det er et problem, vi skal gøre noget ved. Mens vi i Danmark ofte fokuserer ensidigt på en afskaffelse eller i hvert fald kraftig reduktion af landbrugsstøtten, er debatten i Bruxelles temmelig anderledes. Det er vigtigt at arbejde for en grundig analyse af, hvordan pengene bruges bedst, hvordan man sikre ens konkurrencevilkår og mere simple regler. Og det er vigtigt, at vi også i Danmark får en mere nuanceret debat om landbrugets fremtid, og ikke bare står på sidelinjen med korslagte arme – især hvis vi ønsker indflydelse. Danmark har formandskabet i EU i foråret 2012, når de sidste ender skal bindes sammen på den fælles landbrugspolitik og rammerne for EU’s budget efter 2013 skal fast-lægges. Vi skal ruste os til

den opgave ved at gå seriøst ind og søge indflydelse og arbejde for et godt kompromis.

Fra Bruxelles skriver i RÆSONS UGEMAGASIN: Bendt Bendtsen, Morten Messerschmidt, Anne E. Jensen, Dan Jørgensen og Emilie Turunen

I Spanien har ligestilling stået højt på den politiske dagsorden, siden den nuværende præsident José Luis Rodríguez Zapateros valgsejr i 2004. Hans politik på området fik internationale kommentatorer til at kalde Spanien for et 'ligestillingsflagskib' i Europa. I 2010 falder statistikkerne imidlertid fortsat ud til mændenes fordel.Af Astrid BergV

ER

DE

N 2

4. m

arts

201

0

Det har ellers ikke skortet på ros til den spanske regerings politik på ligestillingsområdet på den internationale feminist-arena i de sidste år. Blandt heppekoret er den danske socialdemokrat og medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen, der har kaldt Spanien for ”et flagskib for lige-stilling i Europa”. Den spanske regeringsleder Zapatero har da også gjort en bemærkelsesværdig indsats på områ-det siden Socialistpartiet (PSOE) kom til magten i 2004. Vedtagelse af forhøjet strafferamme for vold udøvet af en partner eller tidligere partner, køns-kvotering i offentlige institutioner og private virk-Somheder samt oprettelse af Spaniens første lige-stillingsministerium er bare nogle af de tiltag, Zapateros regering har gennemført. Men hvor ligestillingskommentatorer udenfor Spanien næsten ikke kan få armene ned, så er be-gejstringen inden for landets grænser til at overse. Og det er der flere grunde til. I marts 2007 vedtog man en lovpakke for lige-stilling (Ley de Igualdad), og Zapatero lovede med den en 'radikal ændring' i det spanske samfund. Ét af de ni vigtigste punkter i lovpakken var kønskvo-tering med målet om, at kvinder i løbet af otte år skulle udgøre 40 % af de ansatte i alle virksomhe-der og institutioner med over 250 medarbejdere. På den måde skulle kvinder sikres lige vilkår samt lige adgang til indflydelse. I dag ser det imidlertid sløjt ud, når det gælder kvinder og beslutningsposterne. Som man kan læse i en rapport udarbejdet af ”Instituto de la Mujer” [Institut for Kvinder, red.] for Ministeriet for Ligestilling for nylig, udgør kvindelige ledere knap en tredjedel i virksomheder og institutioner. I virksomheder og institutioner med mere end 100 medarbejdere reduceres antallet af kvindelige ledere til 24 %.

Selvom disse tal viser tegn på fremgang, så er det en langsom en af slagsen. Det spanske Ibex35, der er et børsindeks over de 35 vigtigste virksom-heder i Spanien, fungerer heller ikke som fore-gangsmodel. Med et gennemsnit på kun 10 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer har virksom-hederne langt fra de anviste 40 % kvindelige medlemmer – og syv ud af de 35 virksomheder har ikke en eneste kvinde i deres bestyrelse. Det ser heller ikke for godt ud i partierne. I en rapport fra 2010, udarbejdet af Fundación Alternativas – der beskriver den omtalte lovpakkes indflydelse på det politiske liv – får Zapateros eget parti kritik for knapt at overholde kvoterne med præcis 40 %. Endnu værre ser det ud for opposi-tionspartiet Partido Popular (PP), der ikke når op på 30 % kvindelige parlamentsmedlemmer. Til trods for lovgivningen udgør andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer da også kun 37 % og 25 % i Senatet, mens det ser mere positivt ud i de selvstyrende lokalparlamenter, hvor andelen af kvinder er oppe på 45 %. Rapporten forklarer den fortsatte ulighed i for-delingen af magten med en ”ikke udtømmende” lovgivning, hvad angår kønskvotering. Det skyldes, at lovpakken ikke indeholder formuleringer om, hvor de to kvinder ud af fem medarbejdere skal placeres. Hvis kvinderne skal have lettere adgang til magten, er der altså behov for, at loven dikterer mere specifikt hvordan.

Behov for sanktionerEn anden forklaring på den mangelfulde imple-mentering er fraværet af sanktionsmuligheder. Mens Norges kønskvotering omfatter sanktioner for de aktieselskabsbestyrelser, der ikke har 40 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer, har Spanien i stedet valgt en gulerodsmodel: de virksomheder, der har 40 procent kvinder i bestyrelserne, får

SPANIENLigestillings-flagskib på slingrekurs

fortrinsret i offentlige licitationer, mens det ikke får konsekvenser for de bestyrelser, der ikke opfylder kvoterne. Danmark er godt eksempel på, at den frivillige model kommer mænd til gode. I danske bestyrel-ser er halvdelen af Danmarks befolkning kun re-præsenteret ved 10 % kvindelige medlemmer. Sanktionerne må derfor ses som et vigtigt redskab og som forklaringen på, hvorfor nordmændene allerede for to år siden nåede i hus med deres kvoter modsat Spanien, der stadig har lang vej endnu. I Frankrig, hvor man netop er ved at vedtage kønskvotering i aktieselskabsbestyrelser-ne, har man da også kopieret den norske model frem for den spanske. Sanktioner og strammere lovgivning er imid-lertid også vejen til ligestilling, hvis man lytter til det tredjestørste spanske parti Izquierda Unida (IU). I forbindelse med den nyligt afholdte Kvin-dernes Internationale Kampdag appellerede partiet på deres hjemmeside til PSOE-regeringen [den nuværende regering, red.] om indførelse af foranstaltninger, der sikrer reel ligestilling i an-sættelse og beskæftigelse. De foreslog bl.a. at de ligestillingsplaner [Planes de Igualdad, red.], der blev vedtaget i lovpakken i 2007, bliver obligato-riske. Idéen med Planes de Igualdad er, at virk-somheder med over 250 medarbejdere udarbej-der en plan for ligestilling. Men tre år efter ved-tagelsen af lovpakken er det kun en tredjedel af de spanske virksomheder, der har fulgt opfor-dringen til at udarbejde en plan. IU beskylder samtidig Zapateros regering for at misbruge deres ligestillingspolitik til at pynte sig med under Spaniens nuværende EU-formand-skab. Misbruget består i, at IU finder Zapateros ligestillingspolitik ”langt fra virkeligheden”. IU's kritikpunkter går især på ”en skuffende imple-mentering” af lovpakken og manglende reelle interesser i at forbedre kvinders vilkår. Det forkla-rer de med det lave beløb, regeringen har afsat til politik vedrørende kvinder, og de opfordrer derfor regeringen til, at 5 % af statsbudgettet for det kommende år afsættes til ditto. IU gør i øvrigt opmærksom på, at den manglende implemente-ring har store konsekvenser for de spanske kvin-der, som lider hårdt under den økonomiske krise.

Kvinder i kriseDet var også opråb som ”Ja til ansættelse, nej til krise!” og ”Uden arbejde, ingen ligestilling”, man kunne læse på bannere til demonstration på Plaza de Jancinto på Benavente i Madrid på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts. I fagbevægelsen CCOO's (Confederación Sindical de Comisiones Obreras) lejr blev der

råbt: ”Más empleo, ya tenemos trabajo!” [”Flere ansættelser, vi har allerede arbejde”, red.] med en ironisk henvisning til, at arbejde i hjemmet er ubetalt. Zapateros lovpakke har nemlig heller ikke for-mået at redde kvinderne fra den økonomiske krise, og det er netop kvinderne, der rammes hårdest. Ifølge nye tal i den spanske avis El Pais, er det 66,4 % af den mandlige del af befol-nin-gen, der kan og vil, som er i arbejde, mens det kun gælder for 53 % af kvinderne. Spanien er dermed det EU-land, der har den højeste andel af arbejdsløse kvinder med 16 %, hvilket er 8 procentpoint over EU-gennemsnittet. Ddet må alt andet lige give regeringslederen – der er erklæret feminist – hovedpine, at krisen har øget antallet af fyringer og aftrædelsesordninger med 20 % for kvinder på barselsorlov, som man kan læse i en undersøgelse foretaget af Fundación Marina. I samme undersøgelse kan man læse, at otte ud af ti kvinder "har meget begrænset ad-gang til job eller bevarelse af deres job, eller udsættes for alvorlige sanktioner i henhold til forfremmelser og løn”. Den økonomiske krise har altså ikke hjulpet de politiske intentioner på vej – tværtimod. Retfær-digvis skal det dog tilføjes, at Zapateros regering ikke kan pålægges hele ansvaret for den uventede krise og de deraf følgende konsekvenser for kvindekønnet, selvom de to oppositionspartier, IU og PP, har travlt med beskyldningerne. IU anerkender dog også, at én af årsagerne til kvindernes dårlige situation under krisen skyldes den historiske ulighed. Og man skal da heller ikke længere tilbage end til Franco-tiden, for at mindes at kvinderne ikke havde stemmeret, samt at gifte kvinder ikke havde adgang til arbejdsmarkedet.

En ringe rollemodelLigestillingslovpakke eller ej – situationen for de spanske kvinder i 2010 tyder altså på et ligestil-lingsflagskib på slingrekurs. Zapateros lovpakke er uden tvivl et rigtig godt initiativ, men den mang-ler at blive ført ud i livet. Til trods for de formelt set forbedrede vilkår for spanske kvinder, er det svært at få øje på en ”radikal ændring” i samfun-det til gavn for kvindekønnet. Begejstringen over Zapateros ligestillingspolitik må derfor tages med et gran salt. Det betyder imidlertid ikke, at kønskvotering ikke nytter. I en rapport fra 2010 om køn og ligestilling foretaget af World Economic Forum placeres Spanien på en andenplads på verdens-plan, når det gælder andel af kvinder fordelt på alle fag. Én af forklaringerne på denne relativt høje placering skyldes kønskvotering. Men så

længe man ikke drages demokratisk til ansvar for sine valg, så vælger mænd mænd, som Rune Lykkeberg skrev i en leder i Information for nylig [den 7. marts 2010, red.] i forbindelse med Kvin-dernes Internationale Kampdag. Og det er den spanske kønskvotering et glimrende eksempel på. Et løsningsforslag til den spanske ligestillings-minister Bibiana Aído er en konkretisering af kønskvotering, der dikterer hvor kvinderne skal placeres foruden indførelse af sanktioner. Og hun får brug for løsninger, hvis Spanien skal nå i mål med 40 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer i Ibex35 inden 2015. Lytter man til rådet fra den føromtalte rapport udarbejdet af Fundación Alternativas, der udkom i 2010, er én af løsnin-gerne ”politisk vilje til at nå målene”. Og når Socialistpartiet, Aídos eget parti. kun med nød og næppe opfylder kønskvotering, er det ikke nogen nem opgave. Kan sådan et parti danne forbillede for Europa, som situationen er nu?

Astrid Berg er bosat i Madrid, hvor hun studerer en master i politisk kommunikation på Universidad Rey Juan Carlos. Hun har en bachelor i film- og medievidenskab med statskundskab på tilvalg. Hun har forinden arbejdet med kommunikation samt fungeret som journalist i Udlændingeservice i 2 ½ år, hvor hun arbejdede som hhv. student og bachelorfuldmægtig.