2. å

rgan

g n

r. 3

- 17

. Feb

ruar

201

0

Kan Europa samle sig om krisen?

OK 2010: Store lønstigninger udelukket - fagbevægelsen skal tænke kreativt

USA: Obama i offensivenIRAN: Det lange indre oprør

KOMMENTAR: Bananrepublikken Italien - og EUBRUXELLES: Bendtsen om EU’s 2020-strategiKOMMUNIKATION: 5 dogmeregler for politisk

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann, Emma Knudsen (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits bl.a.: The White House, Dansk Industri, De Konservative, Flickr Commons, Wikimedia Commons. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

Forhandlingerne er i gang. ”Håbet er hjælp fra Christiansborg,” ifølge arbejdsmarkedsforsker Dorte Pedersen fra Copenhagen Business School, som mener, at parterne vil gå efter en såkaldt ’nulløsning’ og i stedet afvente politiske reformer. ”Nej,” siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, ”politisk indblanding er naivt, politikerne vil holde sig udenfor”. Begge venter dog en aftale uden den store dramatik – parterne er pressede på grund af krisen. Af Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON

I sidste weekend mødtes arbejdsmarkedets parter, Dansk Industri og industrifagenes kartel, CO-Industri, og tog fat på de afgørende forhandlingsrunder. Forhandlingsforløbet var oprindeligt forventet afsluttet omkring d.12.februar, hvordan kan det være, at de har trukket i langdrag?FI: Dansk Industri skal skabe et forhandlingsgennembrud sammen med CO-Industri, der kan tænkes at finde sted i den kommende weekend. Forbundene har arbejdet længe i de forskellige underudvalg og der er intet dramatisk i, at overenskomstforhandlingerne er udskudt.

Danmark er midt i en økonomisk krise – hvad betyder det for overenskomstforhandlingerne? DP: ”Den private sektor står i en meget svær situation i øjeblikket. Efter en markant økonomisk optur, hvor man har haft betydelige lønstigninger i det private, men også i det offentlige – hvor der har været en lønstigning på ca. 15 % – skal man vænne sig til andre økonomiske forhold. Med en økonomisk situation, der i høj grad er præget af økonomisk krise og nedgang, er begge parter pressede i forhandlingerne. Der vil ikke blive tale om en prangende aftale for nogen af parterne, men derimod et temmeligt ydmygt resultat.”FI: ”Pointen er, at begge parter befinder sig i en kritisk situation pga. den økonomiske krise. Det afstemmer man selvfølgelig forventningerne efter.”

Hvad er parternes forhandlingsudspil – og hvilke forventninger har de til resultatet?DP: ”Begge parter er pressede. Du har dels alle virksomhedsejerne, som siger, at ”hvis ikke vi får lettelser, og nærmest lønnedgang, eller i hvert fald finansieringslettelser – det kan også være skatte- eller afgiftslettelser – så outsourcer vi simpelthen og nedlægger dermed danske arbejdspladser”.

Man er under et ekstremt pres for at ende på en såkaldt ”nulløsning”, hvor lønresultatet er det samme som udgangspunktet. Den er svær at sælge i de faglige forbund, som skal komme hjem til deres medlemmer og sige, at ”Nu skal i være tilfredse med ’nul’”, fordi man har været vant til, at overenskomstforhandlinger resulterer i forbedringer. Man leder nu med lys og lygte efter kvalitative forbedringer, som stort set ikke koster nogen penge.”Fl: ”Fagbevægelsen forventer ikke store lønstigninger. Som udgangspunkt har DI en styrkeposition pga. den stigende arbejdsløshed og faldende efterspørgsel efter arbejdaskraft. Også selvom mange af deres medlemmer også har problemer.”

Nulløsning = stor succesHvilke indrømmelser kan fagforbundene forvente, hvis lønniveauet forbliver det samme?DP: ”De faglige organisationer er sat i verden for at skabe forbedringer, det vil sige, at de skal på én eller anden måde, kunne sælge den nulløsning som et godt resultat til deres bagland og det er her jeg tror, at kreativiteten virkelig kommer i spil. Man søger derfor fra fagforbundenes side at vinde nogle principielle sejre, som ikke nu og her ser så dyre ud for arbejdsgiverne – fordi de altså har brug for noget, som ikke koster penge i den økonomiske krise. Det kan eksempelvis være en aftale vedr. ”social dumping”, hvor fagforbundene ønsker en aftale om, at arbejdspladser ikke vil blive udliciteret til eksempelvis østeuropæiske arbejdere til lavere lønninger. Det vil ikke koste arbejdsgiverne noget på kort sigt, men det vil have karakter af en principiel sejr for fagforbundene.”

INT

ER

VIE

W 1

7. f

ebru

ar 2

010 OK 2010

Fagbevægelsen ved, at store lønstigninger er urealistiske – der skal tænkes kreativt

Er politisk indblanding tænkelig?FI: ”Nej, politikerne vil bestemt ikke ønske at komme indover. De vil holde sig langt væk, som de gjorde i også under konflikten i OK 08. ”DP: ”Det er ikke usandsynligt, at der vil blive lagt et pres på det politiske system. Det så vi i overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor man bankede på Christiansborgs døre, for en hjælp til at løse ligestillingsproblemet osv. Det private arbejdsmarked kunne også sagtens være interesseret i, at få politiske løsninger. Arbejdsgiverne vil gerne have en form for finansieringslettelse – selv en nulløsning, vil de ikke synes er god nok, da de vil søge at lette deres omkostninger. Begge parter kan tænkes at ville appellere til Christiansborg. Arbejdsgiverne vil have lettet de administrative byrder, og hvis ikke de kan få lønnen længere ned end en nulløsning, så kan de sige til Christiansborgpolitikerne,” ja, så må I fritage os, for nogle afgifter eller skabe nogle administrative lettelser, som kan lette erhvervslivets muligheder for at klare sig i Danmark”. FI: ”En storkonflikt ville betyde, at fagbevægelsen får tømt sine strejkekasser, og gevinsten vil slet ikke være til at få øje på. Det samme gælder virksomhederne, de vil tabe ordrer til konkurrenter. Det vil være særdeles problematisk for dansk erhvervsliv at gå ud i en storkonflikt. Jeg tror, at parterne vil være ekstremt forligsorienterede. Derfor tror jeg også på et forhandlingsgennembrud i weekenden.”DP: ”Nej, der vil næppe komme nogen direkte politisk indblanding. Det eneste fortilfælde var i 1998, da Lykketoft var finansminister. Der gik man jo ind, tog en del af mæglingsforslaget, og ophøjede det til lov. Man gav dertil lønmodtagerne feriefridage, der var et gode, som Christiansborgpolitikkerne indførte på tværs af parterne. Dengang diskuterede man efterfølgende heftigt, om det var udtryk for, at de centrale parter ikke længere var herrer i eget hus og ikke længere kunne levere varen? Og der så man store koncerner, som eksempelvis Danfoss, have store helsidesannoncer i landsdækkende aviser om, at ”København ikke kunne levere varen”. Dermed signalerede virksomhederne: ”de centrale parter kan ikke levere varen, vi kan godt finde ud af det herude i vores enkeltvirksomhed”.

Hvad tror I resultatet bliver?FI: ”En storkonflikt er usandsynlig – de forekommer hovedsagligt under højkonjunkturer. Der vil ikke blive nogen egentlige vindere i forliget. Især fagbevægelsen er presset – og den svage part i den her forhandling.”DP: ”Man vil formentlig nå frem til en nulløsning med mulige ’kreative tilføjelser’, som eksempelvis en aftale i forhold til social dumping.”

Flemming Ibsen er professor i økonomi ved Økonomi, Politik og Forvaltning, og tilknyttet Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA), ved Aalborg Universitet.

Dorte Pedersen er lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School. Hun forsker i offentlig ledelse, offentlig politik og arbejdsmarkedet.

Stemningen var præget af dystre udsigter for EU's økonomi, da Europas regeringschefer i sidste uge mødtes i Bruxelles til et uformelt topmøde. De økonomiske prognoser for Europa er nu så alvorlige, at regeringscheferne ikke fik tid til at diskutere øvrige punkter på dagsordenen, såsom klimatopmødet i København. Det blev i stedet Grækenlands milliardstore underskud på statsbudgettet og diskussioner om EU’s nye vækststrategi, der løb med opmærksomheden.Af Rikke Brøndum, Bruxelles

EU

17.

feb

ruar

201

0

Topmøde. På trods af et snedækket Bruxelles havde de sorte skyer på forhånd samlet sig over byens gamle bibliotek Solvay, som i sidste uge udgjorde rammerne for årets første EU-topmøde. Europas nye faste formand, belgiske Herman Van Rompuy, optrådte for første gang som mødeleder for EU’s stats- og regeringschefer, efter Lissabon-traktaten blev vedtaget for få måneder siden. Der var dog alt andet end europæisk optimisme at spore i korridorerne. Med en europæisk økonomi, der er bombet tilbage til 1990´ernes produktionsniveau, syv millioner tabte arbejdspladser på blot halvandet år og et græsk budgetunderskud i 2010 på næsten 300 mia. euro, var den økonomiske byrde til at tage og føle på.

En græsk tragedie Det blev derfor også et topmøde, hvor Europas ledere gjorde sig det klart, at det er på tide at styre EU med fast hånd gennem krisen ved de konkrete handlinger og muligvis ubehagelige beslutninger, som det undervejs måtte kræve. Ét af de mest presserende punkter på dagsordenen krævede da også en beslutning med det samme, nemlig spørgsmålet om det milliardstore underskud på Grækenlands statsbudget. De resterende 26 medlemslande blev i første omgang enige om at stille op med fuld støtte til den græske regering. Landets økonomi havde i dagene op til topmødet givet anledning til diskussioner om, hvorvidt resten af Europa – navnlig de lande, som er med i euro-samarbejdet – ville give landet en finansiel indsprøjtning. Landet har i øjeblikket et budgetunderskud på 12, 7 procent af BNP, hvilket er fire gange så meget, som EU tillader. Imidlertid var der ifølge Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen

ingen konkrete planer om en finansiel redningsaktion af Grækenland: ”Den støtteerklæring, som alle medlemslande i dag har vedtaget, er et solidt signal om opbakning til de beslutninger, den græske regering nu har taget for at rette op på økonomien. Det er en solidaritetserklæring til en regering, der skal tage nogle svære beslutninger, som ikke vil vække glæde i gaderne i Athen. Men Grækenland har ikke bedt EU om nogen økonomisk støtte,” sagde han og ville ikke forholde sig til, hvorvidt Danmark skulle bidrage til en eventuel græsk redningspakke. ”Skulle det blive aktuelt, må vi diskutere, hvordan sådan en pakke skal skrues sammen. Indtil da er det et hypotetisk spørgsmål,” sagde han. Spørgsmålet om en samlet europæisk kapitalindsprøjtning til Grækenland havde ellers floreret blandt diplomater i Bruxelles i dagene op til mødet, ikke mindst fordi Frankrig og Tyskland på forhånd havde diskuteret muligheden for økonomisk støtte. Få timer inden selve topmødet havde Angela Merkel og Nicholas Sarkozy holdt intense samtaler med formanden for euro-gruppen, Luxembourgs Jean Claude Juncker, samt den europæiske centralbankchef Jean Claude Trichet og Van Rompuy. Den græske statsminister, George Papandreou og hans kollega José Zapatero fra Spanien – der i øjeblikket har EU-formandskabet – havde også deltaget i mødet. Resultatet var en erkendelse af, at det var nødvendigt at erklære fuld støtte til Grækenland og åbne muligheden for økonomisk støtte for at bevare tilliden til euroen. En erklæring, som skal vedtages endeligt af EU’s økonomi- og finansministre i næste uge. Efter mødet var det dog klart, at Grækenland foreløbig kun har bedt om teknisk hjælp fra EU-

TOPMØDERansagelsens time i Europa

Kommissionen og fra Den Internationale Valutafond, IMF. Deres assistance skal sætte skub i regeringens planer om at reducere det enorme statsunderskud med fire procent. Til gengæld skal Grækenland nu finde sig i at blive holdt under tæt observation af både Kommissionen og Den Europæiske Centralbank i de kommende måneder. Allerede til marts skal Grækenland således stå skoleret. ”Vi giver den støtte til Grækenland, hvis det skulle blive nødvendigt. Men det er ikke uden betingelser,” lød det fra Jean Claude Juncker, som undlod at kommentere på, hvilke økonomiske midler, euro-landene måtte stille til rådighed i tilfælde af en økonomisk indsprøjtning. En udmelding, som Papandreou alligevel tog gladelig imod: ”Europa har vist, at man er parat til at holde euro’en stabil, uanset hvad der måtte ske. Jeg ser det her som et tegn på, at EU har politisk vilje til føre os helskindet gennem krisen som en samlet union,” sagde han efter mødet og understregede, at Grækenland foreløbig kun har bedt om teknisk assistance. Én af årsagerne til det galoperende underskud i Grækenland er, at regeringen har udstedt for mange statsobligationer for at få flere penge i statskassen. Da der ikke har været penge, når obligationerne er blevet indløst, har regeringen været nødt til at udstede endnu flere obligationer. En ond cirkel, som – hvis den ikke afsluttes – kan betyde, at der ikke længere er tillid til, at den græske stat kan betale for obligationerne. Populært sagt er staten gået bankerot.

Ny vækstmotor på vejDet var dog ikke kun de græske skrækscenarier, der blev diskuteret i Bruxelles. Regeringscheferne tog således første skridt i den debat, der til sommer skal munde ud i en ny vækststrategi for Europa, der blandt andet tager fat på forskning, uddannelse og arbejdsmarkedsreformer. EU-2020 skal afløse den hidtidige og delvis fejlslagne Lissabon-strategi. I modsætning til tidligere blev ministrene i torsdags enige om, at EU’s vækstmål fremover skal styres med fast hånd, så de enkelte medlemslandes indsats på områder som forskning og uddannelse bliver benchmarket (dvs. sammenholdt med en given standard, red.) hvert år. EU’s faste formand, Van Rompuy, foreslog desuden at tilbyde en økonomisk gulerod – i form af tilskud og øgede lånemuligheder – til de lande, som hurtigst opfylder målsætningerne i strategien. Samtidig erkendte ministrene, at de nu bliver nødt til at tage større ansvar for at nå målene. EU-2020 skal indeholde færre, men til gengæld klarere mål, hvis den skal have en chance for at blive gennemført. Ifølge den danske statsminister er det nødvendigt, da Europa ellers bliver overhalet indenom af nye økonomier som Kina, Brasilien og Indien: ”Vi havde en meget ligefrem og ærlig debat om, hvor Europa egentlig står henne i

verden i dag. Selv om vi ikke nåede at diskutere klimatopmødet i København i dag, lå det alligevel i baghovedet, at EU er udfordret globalt af nye vækstlande som Kina. Vi ser nogle nye strukturer på den internationale scene,” sagde Lars Løkke.Han mente dog, at EU nu har taget et første, betydeligt skridt med sin EU-2020-strategi, der viser en vej frem efter krisen: ”En af Lissabon-strategiens fejl var, at den indeholdt for mange uklare målsætninger. Nu får vi både klare mål og klare opfølgninger. Samtidig er det også en måde at undgå den protektionisme, som nogle lande har haft en tendens til at indføre i forbindelse med krisen,” forklarede han. Statsministeren og hans europæiske kollegaer diskuterede blandt andet den ny vækststrategi på baggrund af en høring blandt samtlige medlemslande, som Kommissionen skød i gang i november, og som blev afsluttet midt i januar. Kommissionens formand, Jose Manuel Barosso, har i mellemtiden evalueret Lissabon-strategien. Selv om strategien blev fornyet i 2005 med fem år på bagen, har den ikke bragt Europa i førerposition på forsknings- og innovations-området. Den har heller ikke bragt EU’s beskæftigelsesfrekvens op på de 70 procent, som ellers var målsætningen, blandt andet fordi den ikke har været koordineret med EU’s andre strategier som for eksempel EU’s stabilitets- og vækstpagt. Derfor har indsatsen for at nå målsætningerne i medlemslandene været vidt forskellig. På baggrund af den evaluering og høringssvarene præsenterede Barosso derfor i torsdags de 27 regeringschefer for et samlet forslag til en EU-2020 strategi. De danske fodaftryk på strategien viste sig ifølge statsministeren især på forslagets fokus på grøn vækst. ”Danmark ønsker et grønt indre marked, hvor teknologi, miljø, innovation og vækst går hånd i hånd. Vi tror på, at benchmarking kan hjælpe med at nå målene, men det er ikke nok. Ikke alt kan måles og vejes, som for eksempel et grønt indre marked eller fælles standarder for energieffektivitet. Det skal ganske enkelt bare besluttes,” lød det fra Lars Løkke. Det er dog knap så sandsynligt, at EU-2020-strategien bliver positivt modtaget i Europa-parlamentet. Formanden for de den liberale gruppe ALDE, Guy Verhofstadt, udtalte således allerede inden topmødet, at ansvaret for en ny strategi ikke burde lægge i hænderne på regeringscheferne: ”Regeringsledere tænker på deres eget bagland og vil aldrig sanktionere sig selv, hvis ikke målene bliver opfyldt. Derfor vil det være et tilbageskridt til mellemstatsligt samarbejde, hvis det forbliver i deres hænder. Hvis Europa skal gå samlet ud af krisen, så er det afgørende, at Kommissionen tager ansvar for strategien,” udtalte han i en pressemeddelelse torsdag morgen.Parlamentet havde netop i sidste uge nedstemt et kommissionsforslag om adgang for amerikanske myndigheder til europæiske bankkonti og dermed

bliver opfyldt. Derfor vil det være et tilbageskridt til mellemstatsligt samarbejde, hvis det forbliver i deres hænder. Hvis Europa skal gå samlet ud af krisen, så er det afgørende, at Kommissionen tager ansvar for strategien,” udtalte han i en pressemeddelelse torsdag morgen.Parlamentet havde netop i sidste uge nedstemt et kommissionsforslag om adgang for amerikanske myndigheder til europæiske bankkonti og dermed for første gang vist sin øgede magt i EU’s beslutningsproces under Lissabon-traktaten. ”Hvis ikke vi får en vækststrategi, som er europæisk hele vejen igennem, vil parlamentet ikke tøve med at gentage den manøvre,” udtalte Verhoftstadt. I marts finder det første formelle topmøde sted mellem stats- og regeringscheferne. Ud over fortsat at diskutere EU-2020 skal de blandt andet disku-tere EU’s rolle i de globale klimaforhandlinger, ligesom Lars Løkke Rasmussen skal redegøre for forløbet under COP15.

Rikke Brøndum er freelancejournalist med speciale i EU og Master i international politik.

Præsident Obama forsøger at udfordre republikanerne foran rullende kameraer. Han har netop startet en ny offensiv, men virker den, og hvad foregår der egentligt i forholdet mellem Obama og det Republikanske Parti? RÆSON har snakket med en præsidentiel ekspert. Af Jakob Jessen, Washington, D.C.

For tre uger siden stod en presset mand foran sin nation. I Massachusetts havde en truck-kørende republikaner, en tidligere nøgenmodel, vundet det afdøde demokratiske ikon, Robert Kennedys senatsæde. Konsekvenserne i Washington var til at få øje på: demokraternes superflertal i senatet var forsvundet, og sundhedsreformen var kuldsejlet. Dertil kom en arbejdsløshed på mere end 10 procent. Dårlige meningsmålinger. Undertøjsterrorister. Før han gik på talerstolen kunne Barack Obama i dagens Washington Post konkludere, at ”Præsidenten er i problemer, partiet er i uorden”, mens New York Times diagnosticerede krisen som: ”den værste storm under denne administration”. Det gik ikke godt. ”Hvor Clinton drejede til højre, pløjer Obama fremad”, hed overskriften næste dag i New York Times. I sin tale havde Obama lanceret en ny offensiv; republikanerne skulle udfordres. Og det blev de. Allerede dagen efter sin tale rejste Obama ud til Baltimore for at møde republikanere til en fjernsynstransmitteret spørgsmål-svar-session. De møgirriterende republikanere – der havde nægtet at tage ansvar i forhandlinger om den sundhedsreform, de kaldte et ”socialistisk plot”, og som havde omtalt demokraternes nederlag i Massachusetts som amerikanernes hævn over en præsident, der prøvede at ”presse en sundhedsreform ned i halsen på det amerikanske folk” – skulle sættes på plads. Og det gik godt for præsidenten. Rigtig godt, faktisk. Men tre uger efter er spørgsmålet imidlertid: Går det stadig godt; har offensiven ændret andet end overskrifter?

Obama skal vurderes på resultaterStephen Wayne – professor i amerikansk politik ved Georgetown University og forfatter til en bunke bøger om amerikanske præsidenter – har ikke set tegn på, at Obamas nye strategi fungerer. Endnu. ”Om det virker, afhænger jo ikke af ændringer på et eller to point i meningsmålinger. Obamas offensiv skal vurderes på resultater. Og dem har vi

ikke set nogle af endnu”, siger han i et interview med RÆSON. Obama satte i sin tale arbejdsløshed og økonomien øverst på agendaen, dog uden at forlade ambitionerne om at gennemføre en omfattende reformering af det amerikanske sundhedssystem. Og han opfordrede republikanerne til at deltage helhjertet i forhandlinger om sundhedsreformen: ”Her er hvad jeg beder kongressen om: I må ikke forlade forhandlingerne. Ikke nu. Ikke når vi er så tæt på. Lad os finde en måde at finde sammen og fuldføre arbejdet for det amerikanske folk. Lad os få det gjort. Lad os få det gjort!”, sagde præsidenten. Den opsang presser republikanerne til at vælge; samarbejde eller sabotage. Og hvis ikke republikanerne vælger samarbejde åbner det en strategisk mulighed for Obama og demokraterne, mener Stephen Wayne:”Obamas offensiv har sat republikarne i en position, hvor de – hvis de ikke samarbejde – kommer til at fremstå som obstruktionister. Og det giver Obama muligheden for at føre en kampagne, som den Harry Truman førte imod 'the do-nothing Republicans' i 1948”.

Republikanerne er fanget i en fældeMed invitationen til endnu et tv-transmitteret møde i slutningen af februar mellem Obama og republikanerne – denne gang med sundhedsreform på dagsordenen – har Obama givet republikanerne en mulighed for at afkræfte billedet af 'the do-nothing Republicans'.Men.Republikanerne ved, at de ikke kan matche Obamas mundtøj. Præsidenten gjorde det så godt, da parterne mødtes i Baltimore, at adskillige republikanske kilder efterfølgende fortalte NBC's reporter Luke Russert, at de fortrød at have inviteret præsidenten. Og omvendt: møder republikanerne ikke op til sundhedstopmødet bekræfter de netop billedet af ”the do-nothing Republicans”. Obama har således – med den konservative kommentator Andrea Tantaros' ord - ”fanget republikanerne i en fælde”, hvor de enten må

VE

RD

EN

17.

feb

ruar

201

0 DEMOKRATERNE VS. REPUBLIKANERNEObama i offensiven

acceptere invitationen og lade sig rykke rundt retorisk i direkte fjernsyn eller fremstå som en flok mavesure obstruktionister. Og de inviterede republikanere har da også åbenlyst svært ved at bestemme sig; ”do-something” eller ”do-nothing”? ”Jeg ønsker ikke at gå lige i Obamas fælde. […] Jeg ønsker at gå derind og føre en reel samtale”, fortalte John Boehner, der er leder for republikanerne i Repræsentanternes hus, til Fox News i sidste uge. Men Stephen Wayne er ikke så sikker på, at det kun er Obama og demokraterne, der vil drage nytte af en tv-transmitteret forhandling om sundhedsreformen. ”Der er helt bestemt en masse frustrationer i den amerikanske befolkning, fordi regeringen ikke synes at fungere. Og hvis Obama – som et resultat af de her møder – kan skabe et billede af, at der arbejdes sammen, tror jeg både republikanere og demokrater vil få noget ud af det”, fortæller professoren og tilføjer, at præsidentens tv-tække ikke er nogen garanti for succes i et set-up, Wayne anser for at være ”et tricky spil”. ”Der er intelligente mennesker på begge sider af det politiske spektrum”, understreger professoren.

Det her handler om midtvejsvalgetObamas offensiv er altså et forsøg på at bringe republikanerne på banen i spillet om de store reformer; job, økonomi, sundhed. Men det handler ikke alene om at tvinge de republikanske parlamentarikere til forhandlingsbordet. Det handler også om et midtvejsvalg. I november skal amerikanerne stemme om samtlige 435 sæder i Repræsentaternes Hus – et valg, der har afgørende betydning for Obamas manøvremuligheder. ”Hvad vi ser, er altså Obama og demokraterne, der går i offensiven for at minimere deres tab”, forklarer Stephen Wayne. Mens Obama holder næsen – men måske ikke længere munden – over vandoverfladen med målinger, der viser, at næsten halvdelen af amerikanerne er tilfredse med præsidenten, synker Det Demokratiske Parti lige så stille mod bunden. I den seneste måling – foretaget af Rasmussen Reports – siger 44 procent af adspurgte, at de vil stemme republikansk, hvis der var valg i dag, mens 36 procent vil stemme demokratisk. For et år siden var tallene 42 procent over for 38 procent i demokraternes favør. Ifølge Stephen Wayne er der tre årsager til, at Obama klarer sig, mens demokraterne er i problemer: ”For det første: Præsident Obama er moderat, mens demokraterne, der kontrollerer kongressen, er liberale. Der er altså en politisk kløft. For det andet: Kongressens resultater – som bestemt ikke er ubetydelige i Obama-administrationens første år – er blevet overskygget af en sundhedsdebat, der er blevet trukket utroligt i langdrag. Det har betydet, at offentlighedens syn

på kongressen er utroligt negativt, mens Obama til en hvis grad har holdt sig for god til slåskampene i kongressen. Men det er også en del af problemet. For den tredje årsag er netop, at Obama har uddelegeret alt for meget magt til kongressen. Han troede, han kunne uddelegere magt og ansvar til kongressen og stadig kontrollere resultatet. Han uddelegerede ganske rigtigt både magt og ansvar til kongressen, men har ikke kunnet kontrollere resultatet.” Men betyder den her splittelse, at Obama ikke vil være i stand til at påvirke udfaldet af midtvejsvalget i november?”Hans rolle vil ikke være at få amerikanerne til at tænke: ’aha, Obama siger, ham dér er en flink fyr. Ham stemmer jeg på!’. Men han spiller en vigtig rolle i to sammenhænge. For det første spiller han rolle i forhold til at rejse de økonomiske midler. Og for det andet har han en vigtig rolle i forhold til medierne. Han skal bruge sin position til at flytte opmærksomheden væk fra intern ballade og hen imod de positive politiske tiltag, der er blevet overset. Hvis det lykkedes, vil det være en stor hjælp for de demokratiske kandidater”, fortæller Wayne.

Clinton kom aldrig ud af krisenI amerikansk politik er det nærmere reglen end undtagelsen, at den siddende præsidents parti mister sæder i kongressen. Demokraternes nedtur kan derfor dårligt komme som en overraskelse, mener Stephen Wayne. ”Det er jo ganske normalt, at oppositionspartiet vinder sæder ved midtvejsvalgene, og det vil også være resultatet efter dette års midtvejsvalg. Men hvor mange sæder, og hvorvidt det reelt kommer til at gøre en betydelig forskel, er stadig uklart”, forklarer han Når det er sagt, ser professoren en slående lighed mellem de problemer, Obama oplever for tiden, og de ubehageligheder, hans demokratiske forgænger, Bill Clinton, måtte igennem, før han opgav at gennemføre en omfattende sundhedsreform. ”Det ligner 1993 forfærdeligt meget. Her har vi en ny præsident. Han har lovet en masse – har skabt en masse forventninger – men han bliver viklet ind i en sag med et resultat, der ikke ligefrem er fordelagtigt.”Kan han lære noget af Clintons vej ud af den politiske krise? ”Clinton kom aldrig ud af krisen! Krisen bestod i, at republikanerne overtog kongressen, og at Clinton var tvunget i defensiven de næste seks år.”

Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American Univeristy, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.

”Det er meget svært at forestille sig, at præstestyret i sin nuværende form har en lang, sikker fremtid foran sig. Men den manglende samling i oppositionen, regimets effektive nedslag og befolkningens frygt for alternativet kan sagtens skubbe en – i mine øjne uundgåelig – reformproces, hvor radikal den så end ender med at være, flere år ud i fremtiden.” - BarnekowInterview med Alireza Nader fra den amerikanske tænketank ”The Rand Corporation” og Katrine Barnekow Rasmussen, ekstern lektor ved Syddansk Universitet. Af Martin Wøldike, New York og Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON.

Efter valget i juni 2009 har der været betragtelige uroligheder i Iran. Hvordan skal vi vurdere forløbet af årsdagen for den Iranske Revolution i torsdags (11.februar)?BARNEKOW: De større demonstrationer mod styret udeblev, og de demonstrationer, der var, blev hurtigt opløst. Omvendt var der påfaldende massive demonstrationer for styret. Det kunne jo tyde på at styret har gjort sit forarbejde i begge retninger [ift. pro- og kontra-demonstranter, red.] meget grundigt – hvilket der da også er rygter om på nettet.NADER: Store folkemængder kom ud på gaderne. Der var blevet spekuleret en del i, om ”Den Grønne Bevægelse” [den regimekritiske oppositionen, red] ville møde talstærkt op, men det skete – af flere årsager - ikke. Mange har tolket dét som et nederlag til Den Grønne Bevægelse. Selvom det kan ses som et midlertidigt tilbageslag, så betyder det ikke desto mindre, at det i denne omgang er lykkedes for styret at holde oppositionen nede.

Siden valget har vi set styret bruge ganske hårde metoder: demonstranter er blevet beskudt med maling, så de senere kunne genkendes; styret har truet demonstranter med, at de ville komme til at sidde i fængsel indtil april, og i sidste måned så vi de første henrettelser som resultat af de store protester, der har fundet sted siden præsiodentvalget-NADER: Ja, regeringen har ganske rigtigt arresteret langt flere, og er decideret gået målrettet efter højtstående personer i oppositionen. Ikke nødvendigvis de allerhøjeste personer, men i stedet personer lige under oppositionslederne. Man er også gået målrettet efter specifikke personer med forbindelse til reformbevægelsen samt forkæmpere for kvinders rettigheder.

Oppositionen fik i forbindelse med præsidentvalget stor tilslutning, og her opstod den såkaldte ‘Grønne Bevægelse’. Hvordan er den organiseret?NADER: Det er meget svært at sige, hvis jeg skal være ærlig. Den er helt sikkert meget decentraliseret. Vi har en ledelse bestående af Mir

Hossein Mousavi and Mehdi Karroubi, og så har vi en række personer, der opererer omkring disse to. Men de fleste demonstranter er blot almindelige mennesker, der går med i demonstrationerne, og ellers får de fleste informationer via websider, Twitter og Facebook. Så på den måde eksisterer der ikke en stærk ledelse af en samlet oppositionsbevægelse. Der er en symbolsk ledelse i form af Mousavi og Karroubi, men derudover minder det mest af alt om en græsrodsbevægelse.

Hvad betyder det for bevægelsens gennemslagskraft?NADER: Jeg tror netop, at ét af de store problemer er, at Den Grønne Bevægelse ikke er særlig godt organiseret. Det er imidlertid også dens styrke, fordi det derfor kan være svært at splitte den. Men samtidig giver det styret mulighed for at lægge meget pres på oppositionslederne og afbryde kommunikationen – fx ved at spærre internettet eller forstyrre udenlandske nyhedstjenester. Alt dette er med til at forhindre Den Grønne Bevægelse i at kunne samle folket.

Hvad er der sket i Iran efter præsidentvalget sidste år?NADER: Det virker som om situationen så småt er stabiliseret. Jeg tror ikke, at den Islamiske Republik eller den religiøse leder Ayatollah Khamenei er i fare for at blive væltet lige foreløbig. Men styret står helt sikkert overfor en krise i form af manglende legitimitet. Og det er en mere langvarig krise. På den korte bane har styret måske nok forhindret demonstranterne i for alvor at få vind i sejlene, men på længere sigt står regeringen altså overfor det problem, at store dele af befolkningen er uenige i dens politik eller ikke bakker op om dens styreform.

Hvilken effekt havde de ugelange demonstrationer i midten af januar?NADER: Flere hundredetusind mennesker mødte op til demonstrationerne, og det viste, at regeringen møder stor modstand fra store dele af befolkningen. Selvom der [i torsdags] ikke mødte

VE

RD

EN

17.

feb

ruar

201

0 IRANDet lange indre oprør

nær så mange mennesker op, så har demonstrationerne alligevel rystet magtstrukturen i Iran. Man kan så småt spore uenigheder i regeringseliten, fx hos tidligere præsident Hashemi-Rafsanjani. Den kortsigtede effekt af valget og den efterfølgende uro har helt klart været en destabilisering af den Islamiske Republik men også en styrkelse af Revolutionsgarden og måske en øget militarisering. På længere sigt er jeg dog overbevist om, at uroen har skadet tilliden til status quo i det politiske system.

Udgør demonstrationerne en reel bekymring for præstestyret?NADER: De er helt sikkert meget bekymrede. Hvis vi for eksempel ser på, hvad der skete i torsdags [11. februar 2010, red.], så sendte styret i titusindvis af sikkerhedsstyrker på gaden og en masse mennesker gik ud for at vise deres støtte til regeringen. Men mange af dem var sendt ud af styret eller var medlemmer af Revolutionsgarden, og det viser jo helt tydeligt at regeringen mangler folkelig legitimitet. Den har stadig støtte fra en del af befolkningen, men ikke fra flertallet.

Har regimet stadig støtte nok udenfor byerne til at kunne fortsætte som hidtil? NADER: Det er svært at sige. Den generelle opfattelse er, at landbefolkningen støtter regimet, og det kan der også være noget om. Men vi skal også huske på, at [hovedstaden] Teheran er helt altafgørende for politiske reformer i Iran. Det er ganske enkelt nervecentret i Iransk politik – det så vi også under revolutionen: det er altafgørende, hvad der sker i Teheran. Jeg siger ikke, at vi helt skal glemme andre områder i Iran, men hvis der sker noget, så sker det i Teheran. BARNEKOW: Jeg synes, at man kan se af styrets reaktion, at de tager urolighederne meget alvorligt. Det er de også nødt til - omkring 70 % af Irans befolkning er urbaniseret, og protester har også fundet sted i mange andre byer end Teheran. Hvor længe styret så kan fortsætte som hidtil, ved at opretholde den intensive undertrykkelse af enhver opposition, vil tiden vise.

Netop nu har Iran flere fængslede journalister end noget andet land i verden, og det kan forekomme svært for styret at opretholde den hårde facon, hvis det vil forsøge at skabe legitimitet. Hvad er egentlig styrets strategi?NADER: Netop fordi de mangler legitimitet, så er den hårde magtanvendelse én af de få måder hvorved det kan opretholde magten. Når vi ser på den Islamiske Republik, så er den blevet gradvist mere militariseret under Revolutionsgarden. Og hvis regimet ønsker at forblive ved magten, så er de afhængige af deres sikkerhedsstyrker – i særdeleshed netop Revolutionsgarden. Så strategien ser ud til at være at fortsætte den hårde magtanvendelse, men måske samtidig vise tegn på opblødning. Information er altafgørende, så en del af strategien vil givetvis også være at styrke propagandakampagnen mod oppositionen, ved at

sørge for at regeringens linje er den gennemgående, hvilket ikke er så svært, da staten kontrollerer medierne og hele informationsmiljøet. Men magtanvendelse ser ud til at være den primære strategi. Vi kommer højst sandsynligt til se flere arrestationer, flere drab og flere henrettelser.

Hvad håber oppositionen på? Håber de på en mere moderat konservatisme – eller bliver reelle politiske reformer overhovedet diskuteret?BARNEKOW: Der er ikke noget entydigt svar på, hvad oppositionen vil sætte i stedet for det nuværende system. Alle ønsker, fra ønsket om en gradvis og meget moderat reformproces inden for rammerne af det nuværende styre (nok håbet hos de fleste) til en fuldstændig sekulariseret stat eller endda et genindsat, vestvenligt monarki (meget få), er repræsenteret indenfor oppositionen. Den politiske eksklusion af reformbevægelsens førsterepræsentanter - Khatami, Mousavi og Kerroubi, der alle taler for reformer indenfor rammerne af det nuværende styre - viser tydeligt, at de nuværende magthavere ikke er parate til at diskutere reformer under nogen omstændigheder.NADER: Jeg er overbevist om, at oppositionen ønsker politisk fornyelse. Særlig Mousavi og Karroubi. De ønsker at reformere den Islamiske Republik for at sikre at republikken kan overleve. Der er andre dele af oppositionen, der ikke nødvendigvis ønsker at den Islamiske Republik skal overleve. De ønsker at nedlægge det religiøse styre. Så oppositionens motivationer er mange og forskellige. Der er dem, der ønsker at reformere det politiske system, der er dem der ikke anerkender den religiøse leder Khanenei - og der er dem, der måske anerkender Khamenei, men ikke bryder sig om præsident Ahmedinejad eller hans politik.

Hvordan er styrkeforholdet mellem Ahmedinejad og Khamenei?NADER: Khamenei har støttet Ahmedinejad meget kraftigt. Uden hans støtte var Ahmedinejad aldrig blevet genvalgt. Der er blevet spekuleret i, om der har været spændinger mellem dem, men Khamenei har sagt, at Ahmedinejads politik ligger hans hjerte meget nært, og at han støtter ham mere end tidligere præsidenter. Uanset hvad, så er det i hvert fald politisk et meget stærkt forhold.BARNEKOW: Khamenei viste efter valget, at Ahmadinejad var hans mand. Den anklage, der melder sig både internt i Iran, og i en række vestlige lande (senest udtalt af USAs udenrigsminister Hillary Clinton) er, at Revolutionsgarden har brugt denne støtte fra Khamenei, til at lave et de-facto militærkup i Iran, med Ahmedinejad, bakket op af Khamenei, som frontfigur.

Hvor afhængig er Ahmedinejad af Khamenei?NADER: Han er meget afhængig af ham. Som præsident har Ahmedinejad været meget magtfuld - ikke nødvendigvis kun på grund af hans

vestlige lande (senest udtalt af USAs udenrigsminister Hillary Clinton) er, at Revolutionsgarden har brugt denne støtte fra Khamenei, til at lave et de-facto militærkup i Iran, med Ahmedinejad, bakket op af Khamenei, som frontfigur.

Hvor afhængig er Ahmedinejad af Khamenei?NADER: Han er meget afhængig af ham. Som præsident har Ahmedinejad været meget magtfuld - ikke nødvendigvis kun på grund af hans forfatningsmæssige magt. Den iranske forfatning siger, at præsidenten er den næstmest magtfulde person i den Islamiske Republik. Men det er ikke altid tilfældet. For eksempel var Ahmedinejads forgænger, præsident Khatami, ikke i stand til at udøve så meget magt, fordi Khamenei og Revolutionsgarden var imod ham. Så fordi Ahmedinejad rent ideologisk er tættere på Khamenei, og de har støttet hinanden gensidigt, så er deres forhold meget stærkere.

Og Rafsanjani [tidligere præsident (fra 1989-1997), red.] – hvordan er hans rolle i iransk politik i dag? BARNEKOW:Rigmanden Rafsanjani har tidligere været en meget magtfuld figur i Iran. Han var Khomeinis fortrolige, og var præsident efter Khomeinis død. Valget af den relativt ukendte Khamenei som Khomeinis efterfølger tilskrives ham. Han har vist sig som en dygtig politisk overlever, der har formået at beholde en central position i Irans magtstruktur, trods diverse korruptionsanklager, og nederlag i to præsidentvalg. Siden valget i sommer, hvor Rafsanjani havde forsøgt at relancere sig selv som en del af reformbevægelsen, er han imidlertid blevet kørt ud på et politisk sidespor. Hans datter blev fængslet i forbindelse med urolighederne efter valget i juni, og han taler stort set ikke længere til fredagsbønnen på Teheran Universitet. Det lader til at Rafsanjani har valgt at holde lav profil - i erkendelse af, at ærkefjenden Ahmadinejad ikke skal tirres yderligere, hvis han selv skal have en chance for politisk overlevelse.

Hvor meget betyder det internationale pres fra blandt andet menneskerettighedsorganisationer for iransk indenrigspolitik?NADER: Den Islamiske Republik er meget følsom overfor problemer med menneskerettigheder, fordi Iran stadig ønsker at blive betragtet som en regional leder, og retorikken fra styret har ofte gået på, at Iran er mere frit, og at befolkningen i højere grad deltager i politik end det er tilfældet i resten af regionen. Den politiske deltagelse har derfor været en af grundpillerne i den Islamiske Republik – men efter præsidentvalget sidste år, er den grundpille blevet godt og grundig rystet.

Hvordan ser fremtiden for regimet ud?NADER: Meget dyster. Den Islamiske Republik er nødt til at være baseret på ikke blot religiøst autoritet, men også på viljen og anerkendelsen af folket. Regimet mangler ganske enkelt både

religiøs og folkelig legitimitet. Religiøs legitimitet, fordi Khamenei ikke har lige stor status blandt alle i præsteskabet, og fordi ikke alle mener, han repræsenterer Shia Islam på den bedste måde. BARNEKOW: Det er meget svært at forestille sig, at præstestyret i sin nuværende form har en lang, sikker fremtid foran sig. Hertil er for stor en del af befolkningen tilsyneladende utilfreds. Men den manglende samling i oppositionen, regimets effektive nedslag mod enhver synlig mod-organisering og befolkningens frygt for alternativet (med en blodig revolution, krigen mod Irak og de nuværende forhold i Irak og Afghanistan in mente) kan sagtens skubbe en – i mine øjne uundgåelig – reformproces, hvor radikal den så end ender med at være, flere år ud i fremtiden.

Alireza Nader er Iran-forsker ved den amerikanske tænketank The Rand Corporation, der blandt andet rådgiver den amerikanske regering og Pentagon i udenrigsspørgsmål. Katrine Barnekow Rasmussen er Stud.Scient.Soc. i Udviklingsstudier (Roskilde Universitetscenter) og Religionssociologi (Københavns Universitet). Hun har været tilknyttet DIIS med speciale i Iran og er ekstern lektor ved Institut for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet

.

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

17.

feb

ruar

201

0

Danmark og EU befinder sig endnu i en krisetid. Arbejdsløsheden i Europa er steget til 10 %, og krisen er i nogle europæiske lande ved at udvikle sig til en social krise. Det er derfor afgørende, at vi får en fremsynet strategi for vækst og jobskabelse i Europa i årerne frem mod 2020, mener Bendt Bendtsen (MEP, K)Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

RÆSON: Hvorfor har EU behov for en 2020-strategi? Den økonomiske situation er i dag fortsat i en krisetilstand, som intet medlemsland i EU kan se sig ud af uden udefrakommende hjælp. For at komme videre har vi brug for, at EU-landene står sammen, som det vil være tilfældet med den 2020-strategi for vækst, som præsenteres endeligt af Kommissionen her i foråret.De offentlige finanser i EU-landene er i laser: medlemslandenes offentlige gæld var i slutningen af 2009 gennemsnitligt på ca. 80 % af BNP, og statsunderskuddene nåede gennemsnitligt 7 % af BNP. Dertil kommer arbejdsløshedstallene, som allerede her i starten af 2010 er på gennemsnitligt 10 %. Enkelte lande er så hårdt ramt, at 15-20 % af arbejdsstyrken nu er arbejdsløs, som det er tilfældet i blandt andet Spanien og de baltiske lande. Dertil kommer den eskalerende ungdomsarbejdsløshed, hvor vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet – i øvrigt vel at mærke den generation, som på grund af den demografiske udvikling i de kommende år skal sikre vores teknologiske fremdrift og velstand.

Vi står over for en alarmerende situation. Omstillingen til ny teknologi og bæredygtige produktionsformer er helt afgørende for Europas fremtidige vækst og velfærd. Krisen har understreget det, som måske før ikke var helt tydeligt for alle, nemlig at de enkelte landes økonomiske handlemuligheder er utilstrækkelige i den globale konkurrence. Kina, Indien og Brasilien stormer i disse år frem, og pludselig konkurrerer vi ikke kun med disse lande ift. de lavtlønnede job, der ligeså godt kan outsources, men også på selve vidensdelen, dvs. udviklingen af teknologi. Den nye globale konkurrencesituation på videns- og forskningsområdet gør, at det er absolut nødvendigt at agere på EU-niveau. Vi har brug for en integreret strategi, som definerer, hvad der skal til for at højne vores produktivitet og skærpe vores konkurrenceevne – og hvordan vi når vores mål.

RÆSON: Den eksisterende Lissabon-strategi er blevet kritiseret for ikke at være effektiv nok. Hvad er læren fra Lissabon-strategien?Da Lissabon-strategien blev lanceret i 2000, var målet, at EU skulle være den mest dynamiske og vidensbaserede økonomi i verden i 2010. Med relanceringen i 2005 kom der et mere strømlinet fokus på vækst og job. Hvor effektiv har Lissabon så været? Isoleret set er strategiens effekt svær at bedømme, da den jo ikke har eksisteret i et lufttomt rum, men i samspil med andre faktorer såsom nationale offentlige politikker, omfanget af reformprogrammer og endelig krisen. Inden krisen brød ud, var der skabt 18 millioner job mere i EU sammenlignet med 2000. Omvendt må man holde fast i, at strategien ikke har opfyldt sine to overordnede mål, nemlig at 70 % af arbejdsstyrken i EU skulle være i arbejde i 2010, og at 3 % af landenes BNP skulle gå til

EU's regeringschefer mødtes i sidste uge til et topmøde i Bruxelles, der hovedsagligt kom til at omhandle hjælp til det kriseramte Grækenland. Derudover diskuterede regeringscheferne indholdet af en ny vækststrategi for EU, den såkaldte 2020-strategi. RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet, Bendt Bendtsen om behovet for en 2020-strategi.

STRATEGIEU's nye 2020-strategi: EU bør stå sammen om vækst og velfærd i Europa

research og udvikling. Selv inden krisen var der ikke tilnærmelsesvis udsigt til at nå disse målsætninger. Så hvad kan vi lære af Lissabon-strategien? På EU-niveau har Lissabon vist, at det er uhyre vigtigt, at der består en klar sammenhæng mellem en overordnet vækststrategi på den ene side og konkrete instrumenter og politikker på den anden. Strategien skal modsvares af konkrete tiltag i virkelighedens verden. Dette gælder i den grad også, når vi taler EU-budgetmidler, og det har ikke været opfyldt godt nok under Lissabon. På medlemsstatsniveau må man drage den konklusion, at Lissabon ikke har taget tilstrækkelig højde for graden af gensidig afhængighed mellem medlemslandene. En anden lære er, at en "one fits all"-tilgang ikke er effektiv. Først fra 2005 er det blevet praksis at knytte specifikke mål til de enkelte medlemslandes udgangspunkter og udarbejde landespecifikke anbefalinger samt nationale reformprogrammer. Det er afgjort noget, man skal arbejde videre med. En anden central konklusion er, at vi med 2020-strategien har brug for mere ejerskab og en klarere fordeling af opgaver og ansvar. Med andre ord skal vi have klarere governancestrukturer både på EU-, medlemsstats-, regional- og lokalniveau. Hvem skal gøre hvad, og hvordan skabes der engagement? Et sidste kritisk punkt har været manglen på formaliserede og bindende formater for evaluering og udveksling af "best practice". Siden 2005 har man delvist haft held med at bruge den såkaldte åbne koordineringsmetode (OMC), men det har alligevel ikke ført til systematisk policy learning og benchmarking. Her skal vi have bedre mekanismer. For at konkludere, mener jeg, at Lissabon først og fremmest har vist os, at vi skal blive bedre til at omsætte vores strategiske mål. 2020-strategien kommer jo til at indeholde mange af de samme prioriteter som Lissabon. Kernen ligger i, hvordan vi får sikret en mere effektiv implementering.

RÆSON: Hvad bør de centrale punkter være i 2020-strategien, og hvordan sikrer man sig, at den konkret kommer til at levere løsninger på fremtidens udfordringer?Kommissionen har i sit udkast til strategien defineret det som hovedmålet at gøre EU til ”en bæredygtig social markedsøkonomi og en mere intelligent og mere grøn økonomi”. Kommissionen har spillet ud med tre hovedprioriteter: For det første skal der skabes vækst baseret på viden. Fokus skal ligge på uddannelse, research og innovation. Der skal skabes bedre researchinfrastrukturer, flere offentlige og private partnerskaber og bedre synergieffekter mellem forskning og erhvervsliv. Dertil kommer bedre sikring af immaterielle rettigheder, udnyttelse af

potentialet på det digitale marked og bedre muligheder for små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Den anden hovedprioritet handler om at sørge for social sammenhæng og om at undgå fattigdom. Her skal der satses på livslang læring samt bedre tilpasning på arbejdsmarkederne via bl.a. flexicurity og fremme af iværksætteri. For det tredje skal vi sikre en mere konkurrencedygtig, integreret og grøn økonomi, bl.a. i overensstemmelse med EU's klima- og miljømål. Det drejer sig om bedre energiudnyttelse og om at modernisere den traditionelle industripolitik. Principielt er jeg enig med Kommissionen i de overordnede fokusområder. Men i den endelige udgave af 2020-strategien skal vi altså have de ting til at fungere, som netop ikke har været optimale med Lissabon. Som sagt kommer 2020-prioriteterne ikke til at afvige drastisk fra Lissabon-prioriteterne, men denne gang skal vi have skabt flere resultater i praksis. For mig at se betyder det for det første, at vi skal have målrettet EU's budgetprioriteringer mere. Strukturfondsmidlerne skal tilpasses endnu mere til vækstfremmende investeringer end hidtil. Vi skal putte pengene i projekter, der skaber merværdi på bundlinjen! Dette gælder også andre EU-budgetlinjer. Lad mig tage landbrugsbudgettet som eksempel. På trods af at jeg har sympati for de landmænd, hvis besætninger med udsigt til mindre landbrugsstøtte har en mørk fremtid, kommer vi altså ikke uden om, at de enorme beløb, vi bruger på landbrugsstøtte, ikke skaber merværdi, men blot holder liv i en sektor, som ikke kan klare sig godt nok på markedsvilkår. Det er trist, men løsningen er ikke mere støtte, men en gradvis reduktion og omstrukturering af sektoren. Et andet budgetområde er forskning og innovation. 2020-prioriteterne skal afspejles i flere penge til EU's rammeprogram for forskning og til det såkaldte Konkurrence og Innovationsprogram (CIP). Ud over selve størrelsen på beløbene skal disse budgetter også gøres mere tilgængelige i form af forenklede søgeprocedurer og færre krav til dokumentation. For at 2020-strategien kan blive effektiv skal vi for det andet sikre, at der er tilstrækkelige fonde og lånefaciliteter til at fremme vores erklærede dagsorden. Især SMV’er oplever i disse krisetider, at iværksætterånd og gode erhvervsidéer ender i en blindgyde pga. manglende adgang til finansiering. Vi har med Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank nogle strukturer, vi kan bygge på, og de skal udbygges betydeligt. For det tredje kommer 2020’s succes til at afhænge

Den Europæiske Investeringsbank nogle strukturer, vi kan bygge på, og de skal udbygges betydeligt. For det tredje kommer 2020’s succes til at afhænge af, at strategien omsættes ordentligt i forhold til konkrete politikområder. Jeg tænker her navnlig på EU's klima- og energimål og den Strategiske Energiteknologiplan (SET). Vores klima- og miljøprioriteringer skal integreres i al konkrete lovgivning. Også hensynet til SMV’erne, som vi ved skal levere de gode idéer og innovationen, skal være strømlinet i vores konkrete lovgivning. EU har her allerede vedtaget en række SMV-principper, og dem skal der altså gøres alvor af ved at reducere administrative byrder og gøre det mere attraktivt at starte egen virksomhed. Her har den nye Kommission en forpligtelse. Den nye Kommission har også forpligtelse til at sørge for, at det Indre Marked kommer til at fungere bedre, så det kan levere sit egentlige vækstpotentiale. Det skal bl.a. gøres ved udvikle det digitale marked med bedre e-services og bedre fælles standarder. Samtidig skal Kommissionen på konkurrenceområdet sørge for, at vi kommer væk fra den tendens til statsstøtte og protektionisme i medlemsstaterne, som krisen har affødt. Fri konkurrence er den eneste vej frem; ikke favorisering af sektorer med forældet teknologi! For at runde af er det vigtigt, at vi med 2020-strategien for alvor erkender EU-landenes gensige afhængighed. Desuden har vi brug for, at 2020 indeholder klare evaluerbare mål og metoder til bedre ansvarsfordeling, policy learning og benchmarking. Der skal også tænkes i bedre incitamenter og evt. i sanktioner. Frem for alt kræver det dog mere politisk vilje, hvis vi skal lykkes med 2020. Det gælder på alle niveauer: Mellem EU og medlemsstaterne, medlemsstaterne imellem og mellem forskellige politikområder. Uden viljen til handling bliver 2020 ikke mere værd end det stykke papir, den er skrevet på. Og som situationen og fremtidsudfordringerne pt. ser ud for Europa, har vi ikke råd til at vise halvhjertet engagement.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

Kommunalvalget er veloverstået. Måske endda glemt for de fleste. Men det er interessant at se nærmere på valget, som faktisk adskilte sig fra tidligere på flere centrale punkter: Hvad kan forbedres? Hvor ligger fremtidsmulighederne? Eller kort sagt: Hvem er med på noderne? Her følger 5 dogmeregler for politisk kommunikation i 10’erne. Af Martin Vinæs Larsen og Sigge Winther Nielsen

Dette kommunalvalg havde en række spændende resultater i forhold til tidligere valg. Størst omtale er gået til SF og Dansk Folkeparti grundet deres fremgang i en lang række kommuner samt Socialdemokraterne, der generobrede de fire største byer. Mere interessant, og langt mindre beskrevet, var dog de nye kommunikationsværktøjer. Både over og under overfladen bød valgkampen på hidtil usete politiske fænomener, manifesteret klarest ved de flere hundredetusinde døre, som socialdemokratiske aktivister bankede på, og de mange valgdata, partierne samlede ind om vælgerne.Det danske kommunalvalg lå omkring et år efter Obamas, på mange måder banebrydende, valgmaskine, som vandt præsidentvalget i USA. Netop Obama blev trukket frem, da man i medierne skulle forklare, hvad Socialdemokraterne havde gang i, når de gik fra dør til dør, når SF lavede phonebanks, eller når kandidater brugte Youtube og Facebook til at kommunikere med vælgerne. Det er givetvis rigtigt, at de danske partier har søgt at efterligne Obamas kampagne. En kampagne. som flere medlemmer af de danske partier havde rejst til USA for at være med i. Det er dog naivt at tro, at Obamas kampagne alene var skyld i disse nye tendenser. Det stikker dybere. De nye værktøjer er et symptom på en ny måde at forstå valgkampen på. En ny måde at forstå politik på.De nye trends i den kommunale valgkamp kan nemlig føres længere tilbage end Obama og stammer fra et flertydigt koncept, der opstod i USA og England i løbet af 90erne under navnet politisk marketing. Politisk marketing bruger teori om markedsføring og brands til at forstå politik og marketingsværktøjer, som segmentering, branding, kundepleje og markedsdata til at understøtte partiernes politiske strategi. Selvom det lyder som fremtidsmusik og meget dyrt, kan det være yderst konkret, enkelt og forholdsvist billigt at føre politik ud fra marketingsprincipper.

Selvom vi så flere tendenser, der peger i retning af politisk marketing ved sidste kommunalvalg, er det stadig meget sporadisk og kan gøres mere udbredt og effektivt. Her følger fem dogmeregler, som ligger grunden for, hvad vi kan forvente af 10’ernes politiske kommunikation.Opbyg relationer til forbrugerne Helt centralt i politisk marketing er at skabe en forbindelse til vælgerne. For at kunne distribuere sin politik skal der skabes en kanal, hvorigennem partiet kan kommunikere med vælgerne. De sidste 40 år har den foretrukne distributionskanal for politikere været massemedierne. Især landspolitisk har mange haft stor succes med at ’spinne’ historier. Det har dog aldrig på samme måde været muligt for de danske lokalpolitikere at komme i kontakt med vælgerne gennem massemedierne, da de i Danmark er næsten udelukkende landsdækkende. Her kan lokalpolitikere lære meget af politisk marketing, der foretrækker distributionskanaler, som går uden om massemedierne og direkte til vælgerne. Lokalpolitikere har en unik mulighed for at netværke inden for et overskueligt område og komme i kontakt med et stort antal af deres mulige vælgere. Samtidig skaber nye kommunikationsfora som Facebook muligheder for at skabe en nær relation uden om medierne og direkte mellem en stor mængde af vælgere og politikere. Vi så Youtube anvendt i stor stil under kommunalvalget, men der ikke blev skabt en kontaktflade, der gik på tværs af forskellige internetmedier. Internettets sociale mødesteder skal integreres i en internetstrategi, der går på tværs af Facebook, Twitter og Youtube, og som giver et samlet indblik i kandidaten eller partiet. Det er imidlertid ikke nok at komme i kontakt med vælgerne. For at relationerne bliver permanente og transformerer de troløse vælgere til kernevælgere, skal relationen have bestemte karakteristika. For det første skal de indeholde eksklusivitet og dermed skabe en følelse af, at vælgerne får en række unikke informationer og

DA

NM

AR

K 1

7. f

ebru

ar 2

010

KOMMUNIKATION5 dogmeregler for politisk kommunikation i 2010

muligheder, som andre vælgere ikke kan bryste sig af. Herudover skal vælgeren kunne se en grund til, at netop DE bliver opsøgt – relationen skal være målrettet. Endeligt er det nødvendigt at være opmærksom på, at disse relationer skal være gensidigt forpligtende, hvilket nødvendiggør feedback mellem vælger og politiker. Forstå din rolle på markedetGrundlæggende må politikere anse sig selv som aktører på et marked. Aktører på et marked har forskellige roller, og selvom det nogle gange godt kan betale sig at bryde ud af dem, er det vigtigt at forstå forholdet til de andre markedsaktører. Bevidstheden om ens rolle er essentiel, hvis man ønsker at kommunikere meningsfyldt med vælgerne. Et eksempel fra regionsrådsvalget var Vibeke Storm Rasmussens slogan: ”Nogen skal slå i bordet”. Som nuværende regionsrådsformand og amtsborgmester siden 1992 har Vibeke Storm Rasmussen haft rigelig tid til at slå i bordet, og det virker som meget uambitiøst, at det eneste man kan efter 17 år er at protestere. Et sådant slogan passer bedre til et oppositionsparti. Forståelse for sin rolle på markedet betyder, at det er muligt at arbejde med den og udarbejde en strategi for, hvordan partiet kan redefinere sin rolle. Hvis ens rolle på markedet ikke er udgangspunkt for ens strategi, risikerer partiet i bedste fald at blive misforstået, eller i værste ikke at blive taget seriøst af vælgerne.Segmenter dine forbrugere De politiske forbrugere, vælgerne, varierer meget fra kommune til kommune. Det er derfor langt fra sikkert, at en god kampagne i København er en god kampagne i Ishøj. Alle partier har en række mærkesager, og når man skal udvælge, hvilket fokus der skal lægges i mødet med borgerne, så er det en god idé at vide, hvem ens vælgere er. Næsten alle partier bruger i dag geo-matic, der giver mulighed for at vide, hvem der bor i hvilket område, og hvad de stemmer. Det drejer sig dog ikke kun om at vide noget om vælgerne, det drejer sig også om at bruge denne viden. Politisk marketing anerkender den grundlæggende sammenhæng mellem individers præferencer og deres demografiske situation, men i stedet for at bruge dette til at afgrænse, hvilken gruppe af vælgere, ens politik appellerer til, anses disse forskelle som en måde at segmentere de politiske forbrugere. Segmentering er altså forståelse af, at vælgerne har systematisk differentierede ønsker. Hvis man på den måde kan kortlægge, hvilke politiske ønsker, forskellige dele af befolkningen har, bliver det muligt at skræddersy sin politiske kommunikation til den enkelte gruppe. Det drejer sig grundlæggende om konstant at overveje den forbrugergruppe, varen sælges til. Det behøver ikke at være mere opfindsomt end at tage en flyer om uddannelse med, når man besøger et gymnasium, og en om ældre, når man besøger et plejehjem. Brug dine politiske berømtheder Lokalpolitikere er meget ukendte selv i deres egen vælgerbefolkning, hvilket gør det svært at blive husket. Det er der dog råd for. Forskellige virksomheder bruger ofte diverse berømtheder, når de skal reklamere for deres

produkt. Det fungerer delvist som en kvalitetsstempling af produktet, samtidig knytter det et kendt ansigt på et ellers ukendt produkt. Det samme princip kan bruges af partier og kandidater til kommunalvalget. Det behøver ikke at være landskendte skuespillere eller sportsfolk, der giver støtte, når det gælder politik, det skal blot være en, der er vellidt i befolkningen. Mest oplagt er en partiformand, en minister eller et højtstående partimedlem, der kommer fra kommunen. Støtten kan alternativt også komme fra fagforeninger, gamle borgmestre, personligheder i medierne eller en vellidt virksomhedsdirektør.Under kommunalvalget så vi især Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal medvirke på en lang række af de lokalpolitiske flyers, ligesom Pia Kjærsgaard medvirkede i landsdækkende aviser og appellerede til at ”stemme dansk – også lokalt”. Det vigtigste er at få hul igennem til vælgerne ved at bruge deres eksisterende kendskab til en ”kendis”. Denne taktik kan med fordel anvendes meget mere.Læg langsigtede strategier Det er vigtigt ikke kun at tænke på, hvordan man løbende gebærder sig i forhold til sin rolle på markedet eller i sin brug af politiske berømtheder. For at skabe et sammenhængende billede af ens parti i vælgernes bevidsthed er det nødvendigt at lægge både kortsigtede og langsigtede strategier. Strategier er med til at skabe længerevarende konkurrencefordele ved at fokusere på, hvordan man opbygger resurser i fremtiden. Dette kan være ved at lade segmenteringen af vælgerbefolkningen indgå i dannelse og ”framing” (vinkling, red.) af ny politik eller ved at markedsorientere partiets organisation. I en omskiftelig politisk hverdag med en vælgerbefolkning, der i stigende grad ikke identificerer sig med et bestemt parti, kan en sådan form for konsistent strategizing være med til at give en afgørende fordel ikke bare ved næste valg. Dette er blot fem dogmeregler fra en politisk marketingtradition, der favner langt bredere. Afslutningsvis kan det dermed siges, at der er langt endnu for alle danske partier, hvis de ønsker at bruge de værktøjer, som politisk marketing stiller til rådighed. Men politisk marketing er mere end en række værktøjer, det er erkendelsen af, at demokratiet grundlæggende består af et bytteforhold mellem vælgeren og partiet. Der sælges og købes et politisk løfte, en politisk vision. Med denne grundlæggende antagelse kan man som lokalpolitiker begynde og se frem mod 2013.

Martin Vinæs Larsen er stud scient pol. og medarbejder i Beskæftigelsesministeriet. Arbejder på en række forskningsprojekter om politisk marketing og politisk psykologi.

Sigge Winther Nielsen er cand.scient.pol. og ph.d stip. Forsker i politisk marketing og politisk psykologi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”Europas højrepartier holder hånden over Berlusconi”, skriver Ida Krogh Mikkelsen i sit indlæg i Ræsons Ugemagasin # 1 (3.februar, red.) Midt i al sin indignation overser hun imidlertid en række fundamentale forhold i europæisk og italiensk politik, hvilket gør artiklen ensidig.Af Simon Pasquali

VE

RD

EN

17.

feb

ruar

201

0

Som Ida Krogh Mikkelsen (IKM) selv er inde på i sin artikel, er de nordeuropæiske mediers reportager om italiensk politik farverige. Det er mildt sagt. Jeg ville snarere kalde dem karikaturer, der som oftest tjener til at bekræfte indgroede forestillinger om Italien og italiensk politik frem for at bibringe læserne indsigt. Desværre gælder det også for IKM’s egen artikel, der snarere er præget af forargelse end analytisk klarsyn. Det fremgår af hendes fremstilling af europæisk politik i almindelighed og italiensk politik i særdeleshed.For at tage fat i sidstnævnte pointe først: I sin omtale af italiensk politik tegner IKM den sædvanlige nordeuropæiske karikatur af ”Bananrepublikken Italien”. Hun skriver, at det ofte fremføres ”i debatter, at hvis Italien på ny skulle optages i EU, ville de ikke opfylde de mest basale krav om magtens tredeling, pressefrihed og nu også systematiske brud på bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” Det er stærke ord, særligt når hun ikke dokumenterer sine påstande. At henvise til ”debatter” uden angivelse af tid, sted og debattører er aldeles utilstrækkeligt. Til sidst i artiklen sætter hun trumf på og skriver ligefrem om ”Italiens åbenlyst udemokratiske tilbøjeligheder” – igen uden skyggen af dokumentation eller belæg.

Italien – en ung og decentraliseret statMit ærinde er ikke at hævde, at Berlusconi er blandt Guds bedste børn, eller at Italiens politiske system er fejlfrit, men at bidrage til at nuancere de ensidige fremstillinger af italiensk politik, som IKM – og med hende mange nordiske journalister – gang på gang leverer. Når man analyserer italienske forhold, er det afgørende at holde sig landets politiske historie for øje.

Italien er først og fremmest et ungt land. Samlingen af det, der tidligere havde været 7-8 forskellige kongeriger, hertugdømmer, storhertugdømmer og ikke mindst Kirkestaten, begyndte først i 1848. I 1870 blev Rom – efter indtagelsen af byen og dermed sejren over Kirkestaten – hovedstad.

Hvilken betydning har Italiens sene samling? Den betyder, at Italien i mange italieneres øjne er en kunstig størrelse. Man er romer, venezianer, sicilianer, florentiner, sarder og milaneser mere, end man er italiener. Der er altså tale om et meget regionaliseret og lokalpatriotisk land. I Italien kalder man det ’campanilismo’, der kommer af ’campanile’ (klokketårnet i hjembyen). For italiensk politik indebærer det en betydelig modstand mod den centrale italienske stat. Rom er for mange italienere, der ikke samtidig er romere, synonym med bureaukrati og herskesyge. Mange vil hellere passe sig selv og deres egen region – og den trang blev ikke mindre efter erfaringer med det fascistiske i årene 1922-43. Det gælder naturligvis især nord for Rom, hvor velstanden er betydelig og organiseringen af den offentlige sektor god.

Silvio Berlusconi inkarnerede – fra han dannede sin første regering i 1994 – i høj grad denne modstand mod en stærk, central stat. I begyndelsen af 1990’erne blev det Kristendemokratiske Parti (Democrazia Cristiana) afsløret som korrupt, hvilket kompromitterede mange italieneres tiltro til den italienske stat yderligere. Den ekstremt succesrige forretningsmand fra Milano blev derfor set som manden, der skulle bringe orden i sagerne og i øvrigt begrænse statens magt rundt i Italien.

Det image har ikke ændret sig synderligt siden, hvilket ikke mindst skiftende svage, venstreorienterede regeringer i perioderne

RÆSON bragte i årets første ugemagasin - #1, årgang 2 - en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. RÆSON bringer her en kommentar til artiklen af Simon Pasquali.

KOMMENTAR Bananrepublikken Italien – og EU

1994-2001 og 2006-2008 har bidraget til. Det er derfor forkert at betegne italienerne som ”Berlusconi-trætte”, sådan som IKM gør. Ved det seneste valg i 2008 fik koalitionen bestående af Berlusconis parti, ”Il Popolo della Libertá”, og ”Lega Nord” ca. 55 pct. af pladserne i såvel deputeretkammeret som i senatet.

Italiens korte, politiske historie kan altså forklare ganske meget af italiensk politik, men langt fra alt. Også temaer som immigrationspolitik, som også IKM interesserer sig for, optager italienerne. Mange italienere er bekymret over den store – legale og især illegale – indvandring, som landet har oplevet fra 1990’erne, og som betyder, at der eksempelvis befinder sig knap 800.000 rumænere i Italien i dag (ifølge Istat, Italiens nationale institut for statistik, red.). På dette område – såvel som på andre for italienerne vigtige områder, såsom et godt forhold mellem stat og kirke, skolerne og skatten – mener mange italienere, at Berlusconis regering kan gøre det bedre, end oppositionen ville kunne. Derfor er aftalen mellem Libyen og Italien blevet modtaget positivt af mange italienere. Det er realiteterne i Italien, uanset om IKM bryder sig om det eller ej.

EU’s primære fokus er: europæerneTilbage står nu at kommentere IKM’s behandling af europæisk politik. Hendes forestilling om, hvad EU kan og bør, er meget idealistisk – og som forfatteren selv afslutningsvis antyder – ”muligvis utopisk”. Hun taler ligefrem om et ”overstatsligt værdifællesskab, der forsvarer menneskerettighederne i sine medlemslande”. Men forestiller IKM sig, at den ganske vidtgående rettighedsbeskyttelse, som traktatgrundlaget og EU-domstolen sikrer unionsborgere (dvs. personer, der er statsborgere i et EU-land) på EU-territorium, skulle udstrækkes til at gælde borgere fra de afrikanske lande, der befinder sig i deres hjemland? I hvert fald er det ikke en forestilling, der har gang på jord i EU, hvor de fleste landes befolkninger – og altså ikke kun Italien – har givet magten til centrum-højre regeringer de senere år. Fuldstændig samme tendens så vi ved EP-valget i juni 2009.

Tværtimod har EU i en årrække arbejdet i samme retning som Italien på immigrationsområdet: At forsøge at stoppe migranterne før de ankommer til EU. Det ses bl.a. derved, at Frontex (Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser, red.) til stadighed er blevet udbygget, og at den tidligere søjle to (Retlige og Indre Anliggender) er blevet gjort overstatslig. På den måde bliver det lettere at opbygge det område med fred, sikkerhed, retfærdighed og stabilitet, som EU-landene ønsker, at Europa skal være.

Til sidst vil jeg understrege, at Italien er et land, der kulturelt, politisk, religiøst og socialt er meget forskelligt fra Danmark. Derfor kan det være vanskeligt at forstå landet – og ikke mindst dets politiske system – fra et dansk synspunkt. Det betyder ikke, at kritik er en umulighed. Men det betyder, at kritikere må sætte sig ind i sagerne. Ellers bliver deres kritik blot ensidige holdningstilkendegivelser og for et ellers glimrende tidsskrift som RÆSON, er det næppe vejen frem.

Simon Pasquali (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab ved KU og har tidligere læst ved Universitá degli studi di Bologna i Italien. Tidligere ansat i Finansforbundet, Statsministeriet og arbejder nu for De Konservative i Folketinget.