A R T I K L E R

Leder: Læger og andet sundhedspersonale må aldrig medvirke ved tortur!

Ungdomskommission bakker netværksmøde-projekt op

Sårene heles i Sierra Leone

Vejen til en succesfuld rehabilitering

KONVENTIONSTEMA

RCTs arbejde mod tortur

Torturkonventionen er et vigtigt fundament i kampen mod tortur

Det absolutte tortur-forbud under pres

Danmark på kant med konventionen

Rehabiliterings- og

Forskningscentret for

Torturofre, RCT

Borgergade 13

Postboks 2107

1014 København K

Tlf.: 33 76 06 00

Fax: 33 76 05 10

e-mail: rct@rct.dk

http://www.rct.dk

Giro 7 38 39 40

ISSN 1606-5827

December 2009Årgang 10Nummer 4 R C T N Y T

Med ny konvention vil FN skabe bedre forhold for verdens fanger

Forebyggelse. Manfred Nowaks årlige rapport afdækker uhyrlige fængselsfor-

hold og foreslår en særlig konvention, der skal beskytte fanger mod tortur og andre overgreb.

FNs konvention mod tortur fylder 10. de-

cember 25 år. Den og den nyere tillægs-

protokol fra 2002 sætter vi fokus på i dette

udvidede nummer af RCT NYT.

Tortur, politistationer og fængsler har

traditionelt været tæt forbundne begreber.

Tortur forstået som organiseret statslig

vold mod personer med det formål at få

informationer eller som led i en straf er en

svøbe, som plager verden uanset mange

kampagner og flere internationale traktater.

Forholdene i verdens fængsler er desværre

ofte så forfærdende, at indespærringen i sig

selv må betegnes som grusom, umenneske-

lig eller nedværdigende behandling.

Det er baggrunden for, at FNs særlige

rapportør for tortur, østrigeren Manfred

Nowak, i sin årlige rapport til FNs gene-

ralforsamling i oktober foreslog FN at tage

initiativ til at lave en særlig konvention,

der fastsætter fængsledes rettigheder, så de

bl.a. beskyttes mod tortur, mishandling og

livstruende sundhedsforhold.

- Tiden er inde til at udarbejde og ved-

tage en særlig FN-konvention om fangers

rettigheder, hvor en af de vigtigste er ret-

ten til tilstrækkelig kontakt med verden

uden for fængslet, sagde Nowak, der også

understregede fangers grundlæggende ret-

tigheder, herunder retten til at ytre sig og til

at stemme.

Fattige – ikke politiske modstandereSelvom 146 lande har tiltrådt FNs konven-

tion mod tortur begås der tortur i flere end

halvdelen af verdens 194 lande, og den er

oftest ikke politisk motiveret. Snarere er der

tale om almindelige fattige mennesker, der

bliver udsat for mishandling eller politivold.

- I virkeligheden er flertallet af ofrene

for vilkårlig tilbageholdelse, tortur og

umenneskelige indespærringsforhold al-

mindelige mennesker, der oftest tilhører de

fattigste og dårligst stillede grupper i sam-

fundet, siger Nowak.

Et klart flertal af de indsatte lever

ifølge Nowak under forhold, der krænker

den menneskelige værdighed. Et udbredt

problem er de overfyldte fængsler, hvor

fangerne af pladsmangel må sove på skift.

Andre gange bliver fanger ikke alene næg-

tet mad og medicin, men også tvunget til

at betale en afgift for deres ophold i fæng-

selscellerne. Hundredvis af dømte og vare-

tægtsfængslede i et land opholdt sig i må-

neder og år i små metalkasser – også kaldet

blikdåser – hvor temperaturen kunne nå op

på 60 grader celsius.

Hver tiende indsat er et barnForsigtige vurderinger anslår, at over en

million børn tilbageholdes i alt fra fængsler

til børnehjem og politistationer. Det svarer

til, at hver tiende af de 10 millioner indsat-

te i verdens fængsler er børn, konkluderer

Manfred Nowak.

- Men mere generelt er jeg alarmeret

over den meget lave kriminelle lavalder i

mange lande. Under mine besøgsrejser har

jeg set drenge og piger så unge som ni el-

ler ti år, som var frihedsberøvede, mange

af dem i langvarige varetægtsfængslinger,

siger Nowak.

Mange steder er børnene ikke adskilt

fra voksne indsatte. Blandt andet derfor

bliver en stor del af dem udsat for misbrug,

for eksempel voldtægt, primært påført af

voksne medfanger. Børnene er oftest før-

stegangskriminelle og anklaget eller dømt

for mindre lovovertrædelser, mens kun

en lille brøkdel af børnene er dømt for en

voldsforbrydelse. Børn i særdeleshed har

ikke noget at gøre i et fængsel, men mange

lande har ikke råd til at etablere børne-

institutioner og vælger i stedet at fængsle

børn. n

Af Tue Magnussen, advocacykoordinator

LEDER

Det har gennem lang tid været kendt,

at læger og andet sundhedspersonale,

især psykologer og sygeplejersker, har

været aktive i eller til stede ved tortur,

bl.a. i Tyskland under 2. verdenskrig,

Latinamerika i 70erne, Sovjetunionen

og senere Mellemøsten. Argumentet fra

personalet har bl.a. været at »forhindre, at

torturen går for langt« eller »vurdere, hvad

han tåler«.

Særlig tydeligt er dette forfærdelige

fænomen blevet i den igangværende ’krig

mod terror’, hvor forskellige uafhængige

undersøgelser indikerer, at amerikansk

sundhedspersonale efter årtusindskiftet

har deltaget i udformningen af eller

dækket over tortur i militærfængsler

og andre detentionscentre. Professor i

medicin, Steven H. Miles fra Minneapolis

har i sin bog Oath Betrayed på grundlag af

frigivne dokumenter fra den amerikanske

administration og interviews med tidligere

militær-personale beskrevet, hvordan

foregik. De professionelle læge- og

psykologorganisationer i USA (AMA og

APA) har taget skarpt afstand fra disse

handlinger. Selv kom jeg i ophedet debat

med en reservelæge i den amerikanske

hær om dette i forbindelse med en

international smertekongres for nogle år

siden.

Det er derfor så meget desto mere

glædeligt, at FNs Menneskerettighedsråd

i foråret vedtog en resolution om læger

og andet sundhedspersonales rolle

og ansvar i forhold til tortur. Efter flot

forarbejde af RCTs menneskeretlige

jurister blev resolutionen fremlagt af

Danmark sammen med 52 medfor-

slagsstillere. Resolutionen bygger på

etiske principper, som er vedtaget af

sundhedspersonalet selv, og inde-

holder blandt andet bestemmelser om

sundhedspersonalets forpligtelse til at

arbejde for det bedste for patienten og

aldrig gøre skade eller begå uret, herunder

aktivt eller passivt at deltage i tortur.

De skal tillige rapportere om enhver

torturhandling, de måtte få kendskab til.

Der er også bestemmelser om, at staterne

skal respektere sundhedspersonalets

professionelle uafhængighed og dets

forpligtelse til at rapportere om tortur, og

de skal give frihedsberøvede adgang til

helbredsundersøgelser og behandling.

Man kan kun være enig i udenrigsminister

Per Stig Møllers udtalelse: »Jeg er

derfor meget tilfreds med, at FNs

Menneskerettighedsråd har vedtaget

den resolution om læger og andet sund-

hedspersonales rolle og ansvar i forhold til

tortur, som Danmark har fremlagt. Vi ved,

at medicinsk viden, som er udviklet med

henblik på helbredelse, kan blive misbrugt

på det groveste i tortursammenhæng,

men der er heldigvis også mange læger

og andet sundhedspersonale, som udviser

det største mod, den største dygtighed og

det stærkeste engagement i kampen mod

tortur – individuelt og i organisationer

som for eksempel RCT, IRCT og Amnesty

International. Resolutionen vil være en

støtte i deres arbejde.«

Bengt H. Sjölund

Direktør for RCT

Læger og andet sundhedspersonale må aldrig medvirke ved tortur!

Ungdomskommission bakker netværksmødeprojekt op Af Nanna Kold, projektleder

shops om traumer for en bredere kreds af

medarbejdere i de medvirkende kommu-

ner, da RCT – i lighed med Ungdomskom-

missionen – mener, at viden om og fokus

på traumer giver bedre mulighed for en

fokuseret og relevant indsats overfor trau-

matiserede familier.

Projektet i de seks kommuner har til

formål at implementere netværksmøde-

modellen med henblik på at forebygge

kriminalitet blandt 7-14 årige børn og unge

fra traumatiserede flygtningefamilier, hvor

ældre søskende eller en forælder har været

indblandet i kriminalitet. n

Projektet nævnes direkte i betænk-

ning som et godt eksempel. Kommis-

sionen betoner vigtigheden af en tidlig

og helhedsorienteret indsats, hvilket

RCT kun kan hilse velkommen. Den hel-

hedsorienterede indsats er det centrale

omdrejningspunkt i netværksmødemo-

dellen, som nu implementeres i Brøndby,

Fredensborg, Hillerød, Kolding, Skive og

Århus kommuner.

De medvirkende kommuner ønsker

netop at styrke det tværfaglige og tværsek-

torale arbejde samt at opnå endnu større

ekspertise indenfor målgruppen af trau-

matiserede flygtninge.

I projektets opbygning indgår work-

Forebyggelse. I sin betænkning frem-hæver Ungdomskommissionen RCTs

projekt om netværksmøder.

Regeringens Ungdomskommission offent-

liggjorde i september sine anbefalinger til

forebyggelse af ungdomskriminalitet. Den

766-siders betænkning er særlig interes-

sant for RCT, da den anbefaler et øget fo-

kus på forebyggende familierådslagninger

og netværksmøder, og en styrket indsats

over for børn og unge fra traumatiserede

familier. Det er et rygstød til det banebry-

dende projekt om netværksmøder, som

RCT gennemfører i samarbejde med seks

kommuner.

Konventionstema

RCTs arbejde mod tortur

Med afsæt i FNs torturkonvention har RCT i årevis arbejdet på at forebygge tortur – i Danmark såvel som udlandet.

Siden afslutningen af 2. verdenskrig har tortur været

ulovligt på verdensplan. Det første internationale

forbud mod tortur blev indført i 1948 med vedtagelsen

af FNs verdenserklæring om menneskerettigheder,

og forbuddet er siden blevet udbygget i flere

internationale konventioner – vigtigst af alle er FNs

torturkonvention, der 10. december i år har eksisteret

i 25 år.

Konventionen cementerer det absolutte forbud

mod tortur og forpligter bl.a. de deltagende stater til

at gøre tortur strafbart i national ret, at undersøge

enhver anklage om tortur og at retsforfølge

torturbødlerne. Konventionen blev i december 2002

suppleret med vedtagelsen af en tillægsprotokol, der

etablerer det første verdensomspændende system

af overvågning af steder, hvor personer holdes

frihedsberøvede. Der er tale om et tostrenget system

bestående dels af en international komité, og dels af

nationale mekanismer, der via besøg i bl.a. fængsler

og på politistationer skal sikre, at tortur ikke finder

sted.

Disse internationale dokumenter er helt centrale

i RCTs både globale og nationale arbejde med at

forebygge udbredelsen af tortur og anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Fire strategierRCT arbejder tæt sammen med en række

partnerorganisationer i Afrika, Asien, Mellemøsten,

Latinamerika og Østeuropa om at styrke deres

arbejde med at fremme statens overholdelse af

torturforbuddet. Arbejdet bygger på fire strategier,

der alle er baseret på torturkonventionen og

tillægsprotokollen.

Tre af strategierne skal ses i forlængelse af

hinanden og strækker sig fra kapacitetsopbygning

af civilsamfundet over fremme af statens og

civilsamfundets fælles ansvar for torturforebyggelse

til direkte samarbejde med statsinstitutioner, der

udøver tortur. Strategierne gennemføres i flere lande

side om side. Valget af strategier afhænger af en lang

række forhold, herunder staternes politiske vilje

til at gennemføre et forpligtende samarbejde med

civilsamfundet for at forebygge tortur. RCTs fjerde

strategi er international fortalervirksomhed, der

gennemføres parallelt med de øvrige strategier.

Forebyggelse i DanmarkDanmark har længe været et foregangsland i den

internationale kamp mod tortur og har aktivt

fremmet vedtagelsen af internationale konventioner

på området, samt ydet stor bistand til etableringen af

torturforebyggelse i den tredje verden.

For at sikre, at Danmark også på hjemmefronten

overholder de internationale forpligtigelser, fokuserer

RCT løbende på udviklingen i dansk lovgivning og

praksis. I tilfælde, hvor RCT vurderer, at et lovforslag

eller en praksis er på kant med konventionen,

påpeges det klart overfor regering og folketing, og når

den danske stat hvert fjerde år eksamineres ved FNs

Torturkomité, udarbejder RCT en alternativ rapport

om Danmarks overholdelse af konventionen.

Derudover deltager RCT aktivt i den uafhængige

mekanisme, der under ledelse af Ombudsmanden

foretager regelmæssige besøg i bl.a. fængsler,

arresthuse og psykiatriske afdelinger. RCT stiller både

læger og jurister til rådighed.

Da tortur i altovervejende grad finder sted i

forbindelse med retshåndhævelsen, underviser

RCT også både civilt og militært retshåndhævelses-

personale. Det sker på Politiskolen, hvor samtlige

politiskoleelever undervises i torturforbuddet og

hvordan de skal håndtere mødet med en tortur-

overlever, og indenfor forsvaret, hvor personale,

der skal udsendes til internationale brændpunkter,

undervises i de folkeretlige bestemmelser om tortur

og behandling af krigsfanger. n

Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder, og Therese Maria Rytter, juridisk rådgiver

Vigtige årstal i arbejdet mod tortur

1948 Verdenserklæringen om menneske-

rettigheder med forbud mod tortur vedtages

1982 RCT stiftes

1984 FNs konvention mod tortur vedtages

1987 Danmark ratificerer FNs konvention

mod tortur, som træder i kraft 26. juni

1989 Europarådets konvention til

forebyggelse af tortur træder i kraft

1997 FNs internationale dag til støtte for

torturofre (den 26. juni) indstiftes

2002 FN vedtager Tillægsprotokol til FNs

konvention mod tortur

2006 Tillægsprotokollen træder i kraft 22.juni

Torturkonventionen er et vigtigt fundament i kampen mod tortur

Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder

10. december er det 25 år siden, at FNs General-forsamling vedtog den første konvention, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur. Men hvad betyder FNs torturkonvention egentlig for de stater, der har tilsluttet sig den?

FNs torturkonvention, der blev vedtaget af

FNs Generalforsamling 10. december 1984, er

banebrydende ved at være det første bindende

juridiske internationale dokument, der udelukkende

drejer sig om udryddelse af tortur og anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende behandling

eller straf. Til dato har 146 stater tilsluttet sig

konventionen.

Et af konventionens helt centrale bidrag er en

klar definition af tortur. Ifølge konventionens artikel

1 er der tale om tortur, når en person som en bevidst

handling påføres stærk smerte eller lidelse, enten

fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at

fremtvinge en tilståelse, informationer eller at straffe,

og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på

dennes opfordring eller med dennes samtykke.

Samtidig understreger konventionen, at det

internationale forbud mod tortur er absolut, og under

ingen omstændigheder kan retfærdiggøres – det

være sig under truslen om terror eller krig. Det står

også sort på hvidt, at tilståelser eller udsagn, der er

fremskaffet under tortur, ikke må bruges i en retssag.

Alle stater, der har tilsluttet sig konventionen, er

forpligtiget til at gøre tortur strafbart i deres nationale

lovgivning. Danmark har ikke i straffeloven en

selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur.

Det har RCT i samarbejde med Amnesty International

arbejdet målrettet på at få ændret, og et vigtigt skridt

i den sammenhæng blev taget i 2008, hvor tortur blev

gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i

sager om bl.a. vold, grov vold og trusler.

Stater skal beskytte torturofrePersoner, der hævder at være blevet udsat for tortur,

har ret til at få deres sag undersøgt hurtigt og upartisk

af de nationale myndigheder. Staten skal også sikre,

at torturofret og eventuelle vidner beskyttes mod

mishandling og trusler. Er det dokumenteret, at en

person er blevet udsat for tortur, skal staten sikre,

at denne får oprejsning, en rimelig og tilstrækkelig

erstatning, samt en så fuldstændig rehabilitering som

muligt.

Konventionen oplister også klare retningslinier

for håndteringen af torturbødler. Den siger klart,

at hvis en torturbøddel befinder sig i en stat, der

har tilsluttet sig torturkonventionen, skal denne

pågribes og retsforfølges straks. Det understreges dog

samtidig, at den sigtedes basale juridiske rettigheder

skal sikres. Hvis torturbødlen er udlænding eller har

begået torturen i udlandet, kan staten udlevere ham

til retsforfølgning i hjemlandet, medmindre han

dér risikerer at blive udsat for tortur eller dødsstraf.

Denne bestemmelse om enten retsforfølgning

eller udlevering skal sikre, at torturbødler ikke har

noget fristed i verden, hvorfra de kan unddrage sig

retsforfølgning.

Udvisning til torturstat helt forbudtEt andet vigtigt aspekt af konventionen er forbuddet

mod at udvise personer til stater, hvor der er vægtige

grunde til at antage, at de vil være i fare for at blive

underkastet tortur. Konventionen fastslår klokkeklart,

at det ikke må ske, og at stater med deres ratificering

af konventionen sætter denne bestemmelse i stedet

for eventuelle udvisningsaftaler indgået med andre

lande.

Vurderingen af risikoen for om den udviste kan

blive udsat for tortur skal bygge på vedkommendes

familiemæssige baggrund, politiske aktiviteter,

tidligere fængslinger eller efterlysninger,

tilhørsforhold til etniske minoriteter samt om

vedkommende tidligere har været udsat for tortur

eller forfølgelse, og om risikoen for at det vil ske igen

stadig er til stede.

Tredelt konventionKonventionen består af i alt 33 artikler, der kan deles

op i tre grupper. De første 16 artikler indeholder de

substantielle bestemmelser, som de ratificerende

stater skal implementere i deres nationale lovgivning,

mens artikel 17 til 24 omhandler FNs Torturkomité

og dennes mandat. Komitéen er det internationale

organ, der skal overvåge, hvordan konventionen

praktiseres i de enkelte stater.

Den sidste gruppe af artikler – fra 25 til 33

– omhandler tekniske forhold i forbindelse med

staternes ratificering af konventionen, samt

procedurer for forbehold og ændringer. n

Konventionstema

Det absolutte torturforbud under pres

Selvom forbuddet mod tortur er absolut bliver det alligevel forsøgt udhulet fra sider.»Ingen omstændigheder af nogen art, hverken krigstil-

stand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller

nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til

retfærdiggørelse af tortur«.

Sådan er ordlyden i FNs torturkonventions

Artikel 1, stk. 2, der dermed stadfæster, at forbuddet

mod tortur er absolut, og at tortur under ingen

omstændigheder kan retfærdiggøres. Alligevel er

forbuddet under pres fra flere fronter. Det skyldes

primært svaghederne i det internationale retssystem,

der besværliggør en international håndhævelse

af konventionen, samt udviklingen i international

politik i kølvandet på krigen mod terror, hvor statens

sikkerhed i flere tilfælde sættes over respekten for

menneskerettighederne og konventionerne.

Konvention er ingen garantiAt et land har tilsluttet sig torturkonventionen er

således ingen garanti for at det i praksis vil efterleve

bestemmelserne i den. I sidste ende drejer det sig om

politisk evne og vilje. Tag Sri Lanka, der har ratificeret

konventionen, men hvor samfundet stadig lider

under systematisk tortur, samt overfald og drab på

regimekritiske journalister og jurister.

Internationalt er det FNs Torturkomité, der skal

overvåge og påpege, når staterne ikke lever op til

deres konventionsbaserede forpligtigelser, men i

praksis har komitéen kun meget få muligheder for

reelt at påvirke staterne til at ændre deres praksis.

Det er nemlig staterne selv, der oplyser komitéen

om, hvordan tortursituationen er i netop deres land,

og på den baggrund kan komitéen så komme med

anbefalinger, men en egentlig retshåndhævelse, som

man kender det fra domstole og politi i Danmark, er

der ikke tale om.

Komitéen og de organisationer, der arbejder med

at bekæmpe og forebygge tortur kan i stedet sikre,

at verdenssamfundet bliver holdt orienteret om de

stater, der handler i strid med torturkonventionen,

samt styrke civilsamfundene i de pågældende lande,

så de i samarbejde med det internationale samfund

bliver bedre i stand til at lægge pres på deres

respektive regeringer.

Tortur i terrorens skyggeEfter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er

det absolutte forbud mod tortur kommet yderligere

under pres.

Flere regeringer, bl.a. USAs under tidligere

præsident George W. Bush, har fremført et argument

om, at det enten drejer sig om at overholde menne-

skerettighederne eller at sikre statens sikkerhed.

Med det argument bliver det legitimt at udøve tortur

eller mishandling for at fremskaffe de oplysninger

hos fangerne, der kan sikre den nationale sikkerhed

– som det bl.a. er set i Abu Ghraib-fængslet i Irak eller

på Guantanamo-basen i Cuba.

På lige fod med en lang række internationale

organer og eksperter, som bl.a. FNs særlige rapportør

på torturområdet, Manfred Nowak, fastslår RCT, at

det er helt forkert at antage, at den internationale

terrorisme kun kan bekæmpes, hvis man får lov til

at bøje menneskerettighederne, herunder retten til

ikke at blive udsat for tortur. Der er ikke tale om en

modstilling mellem sikkerhed og overholdelse af

basale rettigheder. n

Konventionstema

Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder

Tegning: PCATI/Gerstien

Danmark på kant med konventionen

Af Tue Magnussen, advocacykoordinator

Danmark har i mange år været regnet for et fore-gangsland i kampen mod tortur, men har også i flere tilfælde været på kant med FNs torturkonvention.

Som foregangsland i arbejdet mod tortur har skif-

tende danske regeringer både før og efter, at FNs

konvention mod tortur blev vedtaget for 25 år siden,

understreget, at Danmark konsekvent har til hensigt

at efterleve konventionen, som Danmark ratificerede

27. maj 1987.

FNs Torturkomité har ofte understreget, at

Danmark på internationalt plan har været blandt

hovedaktørerne i kampen mod tortur. Danmark

har bl.a. arbejdet for, at andre lande undertegner

torturkonventionen og har i mere end ti år været

forslagsstiller til FN-resolutioner for at fremme

overholdelse af torturkonventionen – senest 10.

november, hvor FNs Generalforsamling vedtog en

omfattende resolution mod tortur, der senere i år skal

bekræftes i plenarforsamlingen.

På nationalt plan har de danske myndigheder

spillet en mindre markant rolle, især har man i

mange år været nærmest fodslæbende, når det gjaldt

at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur med

i straffeloven.

Huller i dansk praksisIfølge folkeretten skal den danske regering

sikre, at personer, som mistænkes for tortur,

enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til

retsforfølgning i en anden stat. Men et par sager har

vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på

det punkt.

I 1998-99 afviste Rigsadvokaten og

Justitsministeriet at iværksætte en strafferetlig

efterforskning for at få Chiles forhenværende

diktator og præsident Augosto Pinochet udleveret

til retsforfølgning i Danmark. Sagen viste, at tortur

begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke

kan straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden

befinder sig i Danmark.

Når det gælder udlændinge, der bor i Danmark

og har begået tortur i udlandet, viste sagen i 2001 om

Israels nyudnævnte ambassadør, Carmi Gillon, andre

huller i den danske praksis. Han vedstod på dansk

TV, at han som chef for Israels sikkerhedstjeneste

i mange tilfælde havde været ansvarlig for brug af

»moderat fysisk pres«, men i sidste instans måtte

retsforfølgning for tortur vige for ambassadørens

immunitet. Efter Gillons ankomst indgav en

gruppe torturofre en politianmeldelse, men de

danske myndigheder fastslog, at Gillon ikke kunne

retsforfølges pga. sin diplomatiske immunitet.

Udvisninger og isolationsfængslingUdlevering, udvisning og tvangshjemsendelser er et

andet punkt, som har bragt Danmark på kant med

torturkonventionen. Konventionen og forbuddet

mod tortur indebærer, at Danmark ikke må udvise,

udlevere eller hjemsende til et land, hvor personen

risikerer at blive udsat for tortur eller anden

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf.

Alligevel har man konkrete eksempler på

personer, som er blevet udvist til lande, hvor de er

blevet udsat for tortur. I 1999 blev den unge iraner

Ashkan tvangshjemsendt, hvorefter han i et iransk

fængsel i over to år blev udsat for systematisk tortur.

Det lykkedes ham at flygte og via Grækenland komme

tilbage til Danmark, hvor han siden fik asyl.

Danmark er også af FNs Torturkomité og FNs

rapportør mod tortur, Manfred Nowak, blevet advaret

om at være på vej ud over kanten af forbuddet mod

tortur, når man overvejer at få udstedt »diplomatiske

garantier« mod tortur, før man udleverer udviste til

lande, hvor der er risiko for det.

Dansk politi og fængselsmyndigheder har

siden 2. verdenskrig været karakteriseret ved en

human retshåndhævelse. I enkelte tilfælde har

danske betjente dog overskredet grænsen for lovlig

magtanvendelse. I 1992 blev den 18-årige Benjamin

Schou under en anholdelse lagt i benlås. Med

håndjern og tre betjente liggende over sig i så lang tid,

at han fik hjertestop, blev han alvorligt hjerneskadet

og kom ikke til bevidsthed igen inden han døde i

september 2008.

Endelig er isolationsfængsling et område, hvor

Danmark er på kant med forbuddet mod tortur.

FNs rapportør har bl.a. kritiseret Danmark for alt

for omfattende brug af isolationsfængsling med

henvisning til den klart dokumenterede negative

virkning på det psykiske helbred. Nowak påpeger

således, at isolationsfængsling kun bør anvendes

i undtagelsestilfælde eller når det er absolut

nødvendigt af hensyn til efterforskningen. I alle

tilfælde bør isolation anvendes kortest muligt. n

Konventionstema

Projekter i SYD. I november besøgte RCTs bestyrelse partnerorganisationen

CAPS i Sierra Leone. Det vestafrikanske land er kun så småt er ved at komme på benene igen efter den ti år lange og brutale borgerkrig.

Sierra Leone er på FNs humanitære ud-

viklingsindeks placeret som et af ver-

dens fattigste lande - kun efterfulgt af

Afghanistan og Niger. Hver anden person

lever for under en dollar om dagen. To ud

af tre voksne er analfabeter. Hver sjette

kvinde dør under barsel, og hvert fjerde

barn overlever ikke det femte leveår.

Behovet for massiv udviklingshjælp er

stort.

RCT er én af de få organisationer, der

har valgt at sætte fokus på krigstraumer,

befolkningens mentale sundhed og

forebyggelse af, at væbnede konflikter

blusser op på ny. Det sker igennem

samarbejdet med Community Association

for Psychosocial Services (CAPS).

Ar på krop og sjælKrigen er beskrevet som en af de mest

barbariske nogensinde. Terror og grufulde

overgreb var dagligdag for befolkningen,

der er en smule større end Danmarks.

Halvdelen af befolkningen har været

tvunget til at flygte. 75.000 personer er

Sri Lanka. RCT præsenterede i slutnin-

gen af september en rapport med om-

fattende dokumentation af tortur i Sri

Lanka. Det skete i forbindelse med ses-

sionen i FNs menneskerettighedsråd

i Genève.

Nye ansigter. RCTs rehabiliterings-

afdeling kunne 1. oktober byde

velkommen til socialrådgiver Tina

Tofting. 16. november tiltrådte Mette

Christensen som økonomikoordinator i

RCTs planlægnings- og supportafdeling.

1. december tiltrådte Claus Kold som

forsker i RCTs forskningsafdeling.

Honduras. RCTs partnerorganisation

CPTRT offentliggjorde i begyndelsen af

november en rapport om de menneske-

rettighedskrænkelser, der har fundet

sted siden kuppet 28. juni i Honduras.

Rapporten dokumenterer hele 475

tilfælde af tortur eller anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende

behandling. Under kuppet har orga-

nisationen i snit modtaget 118 tortur-

ofre om måneden; sammenlignet

med mellem to og tre torturofre om

måneden i de foregående to år. CPTRT

kræver, at den honduranske stat

undersøger sagerne og retsforfølger de

ansvarlige for torturen, samt at ofrene

får den behandling og oprejsning, som

de har behov for. CPTRTs stifter og leder

Juan Almendares besøgte kort RCT, hvor

han 23. november deltog i et offentligt

møde om situationen i Honduras.

Resolution. FNs Generalforsamlings

3. udvalg vedtog 10. november en

omfattende resolution mod tortur og

anden grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller

straf, som Danmark har fremlagt.

Resolutionen skal senere i år bekræftes i

plenarforsamlingen.

- Tortur er et meget sensitivt politisk

emne for alle lande, og disse resolutioner

betragtes som meget tunge. Trods vanskelige

forhandlinger er det gennem et tiår fortsat

lykkedes at styrke resolutionen, samtidig

med at den har bevaret en faglig dybde med

snævert fokus på bekæmpelse af tortur,

siger Udenrigsministeriet i en presse-

meddelelse. Resolutionen erindrer om,

at frihed for tortur og anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf er en ufravigelig

rettighed, som skal beskyttes under alle

omstændigheder uden undtagelse.

Sårene heles i Sierra Leone Kort nyt

dræbt og mange flere lemlæstet, mens

det anslås, at mere end 250.000 kvinder er

blevet voldtaget og mishandlet. Desuden

har mange børn og unge været bortført og

indrulleret i oprørsbevægelsen og har været

vidner til eller selv deltaget i forfærdelige

rædselsscenarier. Historierne er talrige om

disse børnesoldater, som både blev krigens

ofre og bødler.

I rebellernes vuggeEn dagsrejse fra hovedstaden Freetown ad

mudrede og hullede grusveje mødte RCTs

bestyrelse CAPS’ medarbejdere i det østlige

distrikt Kailahun. Det er her, at befolkningen

har været mest udsat. Krigen begyndte her,

da rebeller fra Liberia gik ind over grænsen,

og lederen af oprørshæren Revolutionary

United Front (RUF), Foday Sankoh, slog sig

ned i landsbyen Pendembu, hvor et af CAPS’

kontorer nu er etableret. CAPS antager, at

syv ud af ti unge mænd i landsbyen er eks-

kombatanter.

- Min bror og min onkel var rebeller,

vi spiser sammen med dem, vi kan ikke

bare udstøde dem, fortæller en CAPS-

medarbejder.

Det er et skrøbeligt samfund, hvor dybe

sår skal heles. Her giver det meget lidt

mening at tale om retfærdighed. Viljen til at

komme videre synes alligevel at være stærk.

Fortsættes på næste side

Af Heidi K. Tokle, science writerAf Heidi K. Tokle, science writer

Delegationen sammen med CAPS medarbejdere foran den »Peace Hut«, en rund bygning, som er

rammen for de terapeutiske forløb. De tre rejsende bestyrelsesmedlemmer var Thorkild Høyer, Hans

Otto Sano og Poul Jaszczak. Endvidere ses leder for International afdeling Jan Ole Haagensen, samt

ekstern konsulent Jan Sigismund. Foto: RCT

R C T N Y TDecember 2009 • Årgang 10 • Nr. 4

R C T N Y TR C T N Y TR C T N Y TR C T N Y T

Vejen til en succesfuld rehabiliteringAf Heidi K. Tokle, science writer

Rehabiliteringsforskning. Et år efter RCTs internationale rehabiliterings-

konference er de vigtigste konklusioner om vejen til en succesfuld rehabilite-ring samlet og udgivet i en videnskabe-lig artikel.

Flere og flere undersøgelser peger på at

et markant antal af verdens flygtninge

er torturofre. Det seneste studie i Dan-

mark konkluderer, at op mod 45 % asyl-

ansøgere har været udsat for tortur i det

land, de er flygtet fra.

Torturoverlevere er en særlig

gruppe klienter, der for de flestes

vedkommende lider under en kom-

pliceret kombination af somatiske,

psykiske og sociale problemer. Trau-

merne efter torturen påvirker deres

måde at agere i samfundet og overfor

andre mennesker samt hæmmer deres

integration. Det er derfor vigtigt for

rehabiliteringscentre verden over – i

Vesten såvel som i den tredje verden – at

dele den eksisterende viden indenfor

feltet og identificere de komponenter,

der medvirker til en succesfuld

rehabiliteringsproces.

Kendsgerningen er imidlertid, at

kun få tilstrækkelige undersøgelser af

effekten af rehabilitering af torturofre

foreligger, hvilket var grunden til, at

RCT i december 2008 arrangerede en

international og evidensbaseret rehabi-

literingskonference i København.

Konklusionerne fra konferencen,

hvor 175 forskere og praktikere fra 30

lande deltog, er netop blevet samlet

og udgivet i en videnskabelig artikel

i Journal of Rehabilitation Medicine.

Artiklen understreger vigtigheden

af en interdisciplinær tilgang til

rehabiliteringen af torturoverlevere.

Da de somatiske, psykiske og sociale

problemer er knyttet tæt sammen hos

torturofrene er det også nødvendigt, at

disse problemer undersøges og behand-

les samlet – akkurat som tilfældet er på

RCT.

Artiklen udstikker en række områder,

der bør forskes mere i for at sikre en

sammenhængende, succesfuld og

evidensbaseret rehabilitering. Det gælder

eksempelvis traume-fokuseret kognitiv

adfærdsterapi samt interdisciplinær

smerterehabilitering med et stærkt fokus

på kontekstuelle sammenhænge. n

Artiklen er publiceret i Journal of

Rehabilitation Medicine, 2009 Sep; 41 (9):

689-96. Den er skrevet af Bengt H. Sjölund,

Edith Montgomery og Ann L. Persson fra

RCT samt overlæge Marianne Kastrup fra

Videnscenter for Transkulturel Psykiatri ved

Rigshospitalet. Link til artikel kan findes på

www.rct.org.

fortsat fra forrige side

CAPS’ store indsatsIgennem psykosociale tilbud hjælper

CAPS klienter med blandt andet at

bearbejde sorg og skyld, med at tackle

svære traumer, genfinde værdigheden

og genetablere en dyb kontakt med dem

selv og lokalsamfundet. Det handler ikke

kun om at leve i fredelig sameksistens,

men om følelsesmæssig forsoning,

om at komme overens med det skete,

genopbygge tillid og finde en ny mening

for at komme videre. CAPS arbejder derfor

også med Community Healing-ritualer som

genbegravelser eller renselsesceremonier.

CAPS´ medarbejdere er såkaldte bar-

fodsbehandlere. De er oprindeligt blevet

rekrutteret i guineanske flygtningelejre

af den amerikanske organisation Center

for Victims of Torture og er derefter igen-

nem flere år blevet trænet i forskellige

psykoterapeutiske metoder. Bestyrelses-

formand Thorkild Høyer siger om mødet

med CAPS:

- Det er et prisværdigt stykke

arbejde, som CAPS-behandlerne udfører.

Disse mennesker er dybt engagerede i

deres virke og i deres lokalsamfund. Vi

ønsker at støtte CAPS i opbygningen af

en selvbærende organisation, der for-

håbentligt vil kunne nå endnu længere

ud i landdistrikterne. Set fra vores stol, er

det vigtigt at nå ud til de særligt sårbare

grupper. Vi ved, at ubehandlede traumer

kan vandre i generationer. Derfor er

Infrastrukturen lader som sundhedsvæsenet meget tilbage at ønske. Foto: RCT

det vigtigt, at CAPS når kvinderne, og

derigennem børnene. Mental sundhed

udgør en af grundpillerne i et stabilt og

produktivt samfund. Sierra Leone er en

skrøbelig stat, og CAPS´ indsats er derfor

meget vigtig for at forebygge, at en væbnet

konflikt bryder ud igen. n