A R T I K L E R
Leder: Læger og andet sundhedspersonale må aldrig medvirke ved tortur!
Ungdomskommission bakker netværksmøde-projekt op
Sårene heles i Sierra Leone
Vejen til en succesfuld rehabilitering
KONVENTIONSTEMA
RCTs arbejde mod tortur
Torturkonventionen er et vigtigt fundament i kampen mod tortur
Det absolutte tortur-forbud under pres
Danmark på kant med konventionen
Rehabiliterings- og
Forskningscentret for
Torturofre, RCT
Borgergade 13
Postboks 2107
1014 København K
Tlf.: 33 76 06 00
Fax: 33 76 05 10
e-mail: [email protected]
http://www.rct.dk
Giro 7 38 39 40
ISSN 1606-5827
December 2009Årgang 10Nummer 4 R C T N Y T
Med ny konvention vil FN skabe bedre forhold for verdens fanger
Forebyggelse. Manfred Nowaks årlige rapport afdækker uhyrlige fængselsfor-
hold og foreslår en særlig konvention, der skal beskytte fanger mod tortur og andre overgreb.
FNs konvention mod tortur fylder 10. de-
cember 25 år. Den og den nyere tillægs-
protokol fra 2002 sætter vi fokus på i dette
udvidede nummer af RCT NYT.
Tortur, politistationer og fængsler har
traditionelt været tæt forbundne begreber.
Tortur forstået som organiseret statslig
vold mod personer med det formål at få
informationer eller som led i en straf er en
svøbe, som plager verden uanset mange
kampagner og flere internationale traktater.
Forholdene i verdens fængsler er desværre
ofte så forfærdende, at indespærringen i sig
selv må betegnes som grusom, umenneske-
lig eller nedværdigende behandling.
Det er baggrunden for, at FNs særlige
rapportør for tortur, østrigeren Manfred
Nowak, i sin årlige rapport til FNs gene-
ralforsamling i oktober foreslog FN at tage
initiativ til at lave en særlig konvention,
der fastsætter fængsledes rettigheder, så de
bl.a. beskyttes mod tortur, mishandling og
livstruende sundhedsforhold.
- Tiden er inde til at udarbejde og ved-
tage en særlig FN-konvention om fangers
rettigheder, hvor en af de vigtigste er ret-
ten til tilstrækkelig kontakt med verden
uden for fængslet, sagde Nowak, der også
understregede fangers grundlæggende ret-
tigheder, herunder retten til at ytre sig og til
at stemme.
Fattige – ikke politiske modstandereSelvom 146 lande har tiltrådt FNs konven-
tion mod tortur begås der tortur i flere end
halvdelen af verdens 194 lande, og den er
oftest ikke politisk motiveret. Snarere er der
tale om almindelige fattige mennesker, der
bliver udsat for mishandling eller politivold.
- I virkeligheden er flertallet af ofrene
for vilkårlig tilbageholdelse, tortur og
umenneskelige indespærringsforhold al-
mindelige mennesker, der oftest tilhører de
fattigste og dårligst stillede grupper i sam-
fundet, siger Nowak.
Et klart flertal af de indsatte lever
ifølge Nowak under forhold, der krænker
den menneskelige værdighed. Et udbredt
problem er de overfyldte fængsler, hvor
fangerne af pladsmangel må sove på skift.
Andre gange bliver fanger ikke alene næg-
tet mad og medicin, men også tvunget til
at betale en afgift for deres ophold i fæng-
selscellerne. Hundredvis af dømte og vare-
tægtsfængslede i et land opholdt sig i må-
neder og år i små metalkasser – også kaldet
blikdåser – hvor temperaturen kunne nå op
på 60 grader celsius.
Hver tiende indsat er et barnForsigtige vurderinger anslår, at over en
million børn tilbageholdes i alt fra fængsler
til børnehjem og politistationer. Det svarer
til, at hver tiende af de 10 millioner indsat-
te i verdens fængsler er børn, konkluderer
Manfred Nowak.
- Men mere generelt er jeg alarmeret
over den meget lave kriminelle lavalder i
mange lande. Under mine besøgsrejser har
jeg set drenge og piger så unge som ni el-
ler ti år, som var frihedsberøvede, mange
af dem i langvarige varetægtsfængslinger,
siger Nowak.
Mange steder er børnene ikke adskilt
fra voksne indsatte. Blandt andet derfor
bliver en stor del af dem udsat for misbrug,
for eksempel voldtægt, primært påført af
voksne medfanger. Børnene er oftest før-
stegangskriminelle og anklaget eller dømt
for mindre lovovertrædelser, mens kun
en lille brøkdel af børnene er dømt for en
voldsforbrydelse. Børn i særdeleshed har
ikke noget at gøre i et fængsel, men mange
lande har ikke råd til at etablere børne-
institutioner og vælger i stedet at fængsle
børn. n
Af Tue Magnussen, advocacykoordinator
LEDER
Det har gennem lang tid været kendt,
at læger og andet sundhedspersonale,
især psykologer og sygeplejersker, har
været aktive i eller til stede ved tortur,
bl.a. i Tyskland under 2. verdenskrig,
Latinamerika i 70erne, Sovjetunionen
og senere Mellemøsten. Argumentet fra
personalet har bl.a. været at »forhindre, at
torturen går for langt« eller »vurdere, hvad
han tåler«.
Særlig tydeligt er dette forfærdelige
fænomen blevet i den igangværende ’krig
mod terror’, hvor forskellige uafhængige
undersøgelser indikerer, at amerikansk
sundhedspersonale efter årtusindskiftet
har deltaget i udformningen af eller
dækket over tortur i militærfængsler
og andre detentionscentre. Professor i
medicin, Steven H. Miles fra Minneapolis
har i sin bog Oath Betrayed på grundlag af
frigivne dokumenter fra den amerikanske
administration og interviews med tidligere
militær-personale beskrevet, hvordan
foregik. De professionelle læge- og
psykologorganisationer i USA (AMA og
APA) har taget skarpt afstand fra disse
handlinger. Selv kom jeg i ophedet debat
med en reservelæge i den amerikanske
hær om dette i forbindelse med en
international smertekongres for nogle år
siden.
Det er derfor så meget desto mere
glædeligt, at FNs Menneskerettighedsråd
i foråret vedtog en resolution om læger
og andet sundhedspersonales rolle
og ansvar i forhold til tortur. Efter flot
forarbejde af RCTs menneskeretlige
jurister blev resolutionen fremlagt af
Danmark sammen med 52 medfor-
slagsstillere. Resolutionen bygger på
etiske principper, som er vedtaget af
sundhedspersonalet selv, og inde-
holder blandt andet bestemmelser om
sundhedspersonalets forpligtelse til at
arbejde for det bedste for patienten og
aldrig gøre skade eller begå uret, herunder
aktivt eller passivt at deltage i tortur.
De skal tillige rapportere om enhver
torturhandling, de måtte få kendskab til.
Der er også bestemmelser om, at staterne
skal respektere sundhedspersonalets
professionelle uafhængighed og dets
forpligtelse til at rapportere om tortur, og
de skal give frihedsberøvede adgang til
helbredsundersøgelser og behandling.
Man kan kun være enig i udenrigsminister
Per Stig Møllers udtalelse: »Jeg er
derfor meget tilfreds med, at FNs
Menneskerettighedsråd har vedtaget
den resolution om læger og andet sund-
hedspersonales rolle og ansvar i forhold til
tortur, som Danmark har fremlagt. Vi ved,
at medicinsk viden, som er udviklet med
henblik på helbredelse, kan blive misbrugt
på det groveste i tortursammenhæng,
men der er heldigvis også mange læger
og andet sundhedspersonale, som udviser
det største mod, den største dygtighed og
det stærkeste engagement i kampen mod
tortur – individuelt og i organisationer
som for eksempel RCT, IRCT og Amnesty
International. Resolutionen vil være en
støtte i deres arbejde.«
Bengt H. Sjölund
Direktør for RCT
Læger og andet sundhedspersonale må aldrig medvirke ved tortur!
Ungdomskommission bakker netværksmødeprojekt op Af Nanna Kold, projektleder
shops om traumer for en bredere kreds af
medarbejdere i de medvirkende kommu-
ner, da RCT – i lighed med Ungdomskom-
missionen – mener, at viden om og fokus
på traumer giver bedre mulighed for en
fokuseret og relevant indsats overfor trau-
matiserede familier.
Projektet i de seks kommuner har til
formål at implementere netværksmøde-
modellen med henblik på at forebygge
kriminalitet blandt 7-14 årige børn og unge
fra traumatiserede flygtningefamilier, hvor
ældre søskende eller en forælder har været
indblandet i kriminalitet. n
Projektet nævnes direkte i betænk-
ning som et godt eksempel. Kommis-
sionen betoner vigtigheden af en tidlig
og helhedsorienteret indsats, hvilket
RCT kun kan hilse velkommen. Den hel-
hedsorienterede indsats er det centrale
omdrejningspunkt i netværksmødemo-
dellen, som nu implementeres i Brøndby,
Fredensborg, Hillerød, Kolding, Skive og
Århus kommuner.
De medvirkende kommuner ønsker
netop at styrke det tværfaglige og tværsek-
torale arbejde samt at opnå endnu større
ekspertise indenfor målgruppen af trau-
matiserede flygtninge.
I projektets opbygning indgår work-
Forebyggelse. I sin betænkning frem-hæver Ungdomskommissionen RCTs
projekt om netværksmøder.
Regeringens Ungdomskommission offent-
liggjorde i september sine anbefalinger til
forebyggelse af ungdomskriminalitet. Den
766-siders betænkning er særlig interes-
sant for RCT, da den anbefaler et øget fo-
kus på forebyggende familierådslagninger
og netværksmøder, og en styrket indsats
over for børn og unge fra traumatiserede
familier. Det er et rygstød til det banebry-
dende projekt om netværksmøder, som
RCT gennemfører i samarbejde med seks
kommuner.
Konventionstema
RCTs arbejde mod tortur
Med afsæt i FNs torturkonvention har RCT i årevis arbejdet på at forebygge tortur – i Danmark såvel som udlandet.
Siden afslutningen af 2. verdenskrig har tortur været
ulovligt på verdensplan. Det første internationale
forbud mod tortur blev indført i 1948 med vedtagelsen
af FNs verdenserklæring om menneskerettigheder,
og forbuddet er siden blevet udbygget i flere
internationale konventioner – vigtigst af alle er FNs
torturkonvention, der 10. december i år har eksisteret
i 25 år.
Konventionen cementerer det absolutte forbud
mod tortur og forpligter bl.a. de deltagende stater til
at gøre tortur strafbart i national ret, at undersøge
enhver anklage om tortur og at retsforfølge
torturbødlerne. Konventionen blev i december 2002
suppleret med vedtagelsen af en tillægsprotokol, der
etablerer det første verdensomspændende system
af overvågning af steder, hvor personer holdes
frihedsberøvede. Der er tale om et tostrenget system
bestående dels af en international komité, og dels af
nationale mekanismer, der via besøg i bl.a. fængsler
og på politistationer skal sikre, at tortur ikke finder
sted.
Disse internationale dokumenter er helt centrale
i RCTs både globale og nationale arbejde med at
forebygge udbredelsen af tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Fire strategierRCT arbejder tæt sammen med en række
partnerorganisationer i Afrika, Asien, Mellemøsten,
Latinamerika og Østeuropa om at styrke deres
arbejde med at fremme statens overholdelse af
torturforbuddet. Arbejdet bygger på fire strategier,
der alle er baseret på torturkonventionen og
tillægsprotokollen.
Tre af strategierne skal ses i forlængelse af
hinanden og strækker sig fra kapacitetsopbygning
af civilsamfundet over fremme af statens og
civilsamfundets fælles ansvar for torturforebyggelse
til direkte samarbejde med statsinstitutioner, der
udøver tortur. Strategierne gennemføres i flere lande
side om side. Valget af strategier afhænger af en lang
række forhold, herunder staternes politiske vilje
til at gennemføre et forpligtende samarbejde med
civilsamfundet for at forebygge tortur. RCTs fjerde
strategi er international fortalervirksomhed, der
gennemføres parallelt med de øvrige strategier.
Forebyggelse i DanmarkDanmark har længe været et foregangsland i den
internationale kamp mod tortur og har aktivt
fremmet vedtagelsen af internationale konventioner
på området, samt ydet stor bistand til etableringen af
torturforebyggelse i den tredje verden.
For at sikre, at Danmark også på hjemmefronten
overholder de internationale forpligtigelser, fokuserer
RCT løbende på udviklingen i dansk lovgivning og
praksis. I tilfælde, hvor RCT vurderer, at et lovforslag
eller en praksis er på kant med konventionen,
påpeges det klart overfor regering og folketing, og når
den danske stat hvert fjerde år eksamineres ved FNs
Torturkomité, udarbejder RCT en alternativ rapport
om Danmarks overholdelse af konventionen.
Derudover deltager RCT aktivt i den uafhængige
mekanisme, der under ledelse af Ombudsmanden
foretager regelmæssige besøg i bl.a. fængsler,
arresthuse og psykiatriske afdelinger. RCT stiller både
læger og jurister til rådighed.
Da tortur i altovervejende grad finder sted i
forbindelse med retshåndhævelsen, underviser
RCT også både civilt og militært retshåndhævelses-
personale. Det sker på Politiskolen, hvor samtlige
politiskoleelever undervises i torturforbuddet og
hvordan de skal håndtere mødet med en tortur-
overlever, og indenfor forsvaret, hvor personale,
der skal udsendes til internationale brændpunkter,
undervises i de folkeretlige bestemmelser om tortur
og behandling af krigsfanger. n
Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder, og Therese Maria Rytter, juridisk rådgiver
Vigtige årstal i arbejdet mod tortur
1948 Verdenserklæringen om menneske-
rettigheder med forbud mod tortur vedtages
1982 RCT stiftes
1984 FNs konvention mod tortur vedtages
1987 Danmark ratificerer FNs konvention
mod tortur, som træder i kraft 26. juni
1989 Europarådets konvention til
forebyggelse af tortur træder i kraft
1997 FNs internationale dag til støtte for
torturofre (den 26. juni) indstiftes
2002 FN vedtager Tillægsprotokol til FNs
konvention mod tortur
2006 Tillægsprotokollen træder i kraft 22.juni
Torturkonventionen er et vigtigt fundament i kampen mod tortur
Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder
10. december er det 25 år siden, at FNs General-forsamling vedtog den første konvention, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur. Men hvad betyder FNs torturkonvention egentlig for de stater, der har tilsluttet sig den?
FNs torturkonvention, der blev vedtaget af
FNs Generalforsamling 10. december 1984, er
banebrydende ved at være det første bindende
juridiske internationale dokument, der udelukkende
drejer sig om udryddelse af tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf. Til dato har 146 stater tilsluttet sig
konventionen.
Et af konventionens helt centrale bidrag er en
klar definition af tortur. Ifølge konventionens artikel
1 er der tale om tortur, når en person som en bevidst
handling påføres stærk smerte eller lidelse, enten
fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at
fremtvinge en tilståelse, informationer eller at straffe,
og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på
dennes opfordring eller med dennes samtykke.
Samtidig understreger konventionen, at det
internationale forbud mod tortur er absolut, og under
ingen omstændigheder kan retfærdiggøres – det
være sig under truslen om terror eller krig. Det står
også sort på hvidt, at tilståelser eller udsagn, der er
fremskaffet under tortur, ikke må bruges i en retssag.
Alle stater, der har tilsluttet sig konventionen, er
forpligtiget til at gøre tortur strafbart i deres nationale
lovgivning. Danmark har ikke i straffeloven en
selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur.
Det har RCT i samarbejde med Amnesty International
arbejdet målrettet på at få ændret, og et vigtigt skridt
i den sammenhæng blev taget i 2008, hvor tortur blev
gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i
sager om bl.a. vold, grov vold og trusler.
Stater skal beskytte torturofrePersoner, der hævder at være blevet udsat for tortur,
har ret til at få deres sag undersøgt hurtigt og upartisk
af de nationale myndigheder. Staten skal også sikre,
at torturofret og eventuelle vidner beskyttes mod
mishandling og trusler. Er det dokumenteret, at en
person er blevet udsat for tortur, skal staten sikre,
at denne får oprejsning, en rimelig og tilstrækkelig
erstatning, samt en så fuldstændig rehabilitering som
muligt.
Konventionen oplister også klare retningslinier
for håndteringen af torturbødler. Den siger klart,
at hvis en torturbøddel befinder sig i en stat, der
har tilsluttet sig torturkonventionen, skal denne
pågribes og retsforfølges straks. Det understreges dog
samtidig, at den sigtedes basale juridiske rettigheder
skal sikres. Hvis torturbødlen er udlænding eller har
begået torturen i udlandet, kan staten udlevere ham
til retsforfølgning i hjemlandet, medmindre han
dér risikerer at blive udsat for tortur eller dødsstraf.
Denne bestemmelse om enten retsforfølgning
eller udlevering skal sikre, at torturbødler ikke har
noget fristed i verden, hvorfra de kan unddrage sig
retsforfølgning.
Udvisning til torturstat helt forbudtEt andet vigtigt aspekt af konventionen er forbuddet
mod at udvise personer til stater, hvor der er vægtige
grunde til at antage, at de vil være i fare for at blive
underkastet tortur. Konventionen fastslår klokkeklart,
at det ikke må ske, og at stater med deres ratificering
af konventionen sætter denne bestemmelse i stedet
for eventuelle udvisningsaftaler indgået med andre
lande.
Vurderingen af risikoen for om den udviste kan
blive udsat for tortur skal bygge på vedkommendes
familiemæssige baggrund, politiske aktiviteter,
tidligere fængslinger eller efterlysninger,
tilhørsforhold til etniske minoriteter samt om
vedkommende tidligere har været udsat for tortur
eller forfølgelse, og om risikoen for at det vil ske igen
stadig er til stede.
Tredelt konventionKonventionen består af i alt 33 artikler, der kan deles
op i tre grupper. De første 16 artikler indeholder de
substantielle bestemmelser, som de ratificerende
stater skal implementere i deres nationale lovgivning,
mens artikel 17 til 24 omhandler FNs Torturkomité
og dennes mandat. Komitéen er det internationale
organ, der skal overvåge, hvordan konventionen
praktiseres i de enkelte stater.
Den sidste gruppe af artikler – fra 25 til 33
– omhandler tekniske forhold i forbindelse med
staternes ratificering af konventionen, samt
procedurer for forbehold og ændringer. n
Konventionstema
Det absolutte torturforbud under pres
Selvom forbuddet mod tortur er absolut bliver det alligevel forsøgt udhulet fra sider.»Ingen omstændigheder af nogen art, hverken krigstil-
stand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller
nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til
retfærdiggørelse af tortur«.
Sådan er ordlyden i FNs torturkonventions
Artikel 1, stk. 2, der dermed stadfæster, at forbuddet
mod tortur er absolut, og at tortur under ingen
omstændigheder kan retfærdiggøres. Alligevel er
forbuddet under pres fra flere fronter. Det skyldes
primært svaghederne i det internationale retssystem,
der besværliggør en international håndhævelse
af konventionen, samt udviklingen i international
politik i kølvandet på krigen mod terror, hvor statens
sikkerhed i flere tilfælde sættes over respekten for
menneskerettighederne og konventionerne.
Konvention er ingen garantiAt et land har tilsluttet sig torturkonventionen er
således ingen garanti for at det i praksis vil efterleve
bestemmelserne i den. I sidste ende drejer det sig om
politisk evne og vilje. Tag Sri Lanka, der har ratificeret
konventionen, men hvor samfundet stadig lider
under systematisk tortur, samt overfald og drab på
regimekritiske journalister og jurister.
Internationalt er det FNs Torturkomité, der skal
overvåge og påpege, når staterne ikke lever op til
deres konventionsbaserede forpligtigelser, men i
praksis har komitéen kun meget få muligheder for
reelt at påvirke staterne til at ændre deres praksis.
Det er nemlig staterne selv, der oplyser komitéen
om, hvordan tortursituationen er i netop deres land,
og på den baggrund kan komitéen så komme med
anbefalinger, men en egentlig retshåndhævelse, som
man kender det fra domstole og politi i Danmark, er
der ikke tale om.
Komitéen og de organisationer, der arbejder med
at bekæmpe og forebygge tortur kan i stedet sikre,
at verdenssamfundet bliver holdt orienteret om de
stater, der handler i strid med torturkonventionen,
samt styrke civilsamfundene i de pågældende lande,
så de i samarbejde med det internationale samfund
bliver bedre i stand til at lægge pres på deres
respektive regeringer.
Tortur i terrorens skyggeEfter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er
det absolutte forbud mod tortur kommet yderligere
under pres.
Flere regeringer, bl.a. USAs under tidligere
præsident George W. Bush, har fremført et argument
om, at det enten drejer sig om at overholde menne-
skerettighederne eller at sikre statens sikkerhed.
Med det argument bliver det legitimt at udøve tortur
eller mishandling for at fremskaffe de oplysninger
hos fangerne, der kan sikre den nationale sikkerhed
– som det bl.a. er set i Abu Ghraib-fængslet i Irak eller
på Guantanamo-basen i Cuba.
På lige fod med en lang række internationale
organer og eksperter, som bl.a. FNs særlige rapportør
på torturområdet, Manfred Nowak, fastslår RCT, at
det er helt forkert at antage, at den internationale
terrorisme kun kan bekæmpes, hvis man får lov til
at bøje menneskerettighederne, herunder retten til
ikke at blive udsat for tortur. Der er ikke tale om en
modstilling mellem sikkerhed og overholdelse af
basale rettigheder. n
Konventionstema
Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder
Tegning: PCATI/Gerstien
Danmark på kant med konventionen
Af Tue Magnussen, advocacykoordinator
Danmark har i mange år været regnet for et fore-gangsland i kampen mod tortur, men har også i flere tilfælde været på kant med FNs torturkonvention.
Som foregangsland i arbejdet mod tortur har skif-
tende danske regeringer både før og efter, at FNs
konvention mod tortur blev vedtaget for 25 år siden,
understreget, at Danmark konsekvent har til hensigt
at efterleve konventionen, som Danmark ratificerede
27. maj 1987.
FNs Torturkomité har ofte understreget, at
Danmark på internationalt plan har været blandt
hovedaktørerne i kampen mod tortur. Danmark
har bl.a. arbejdet for, at andre lande undertegner
torturkonventionen og har i mere end ti år været
forslagsstiller til FN-resolutioner for at fremme
overholdelse af torturkonventionen – senest 10.
november, hvor FNs Generalforsamling vedtog en
omfattende resolution mod tortur, der senere i år skal
bekræftes i plenarforsamlingen.
På nationalt plan har de danske myndigheder
spillet en mindre markant rolle, især har man i
mange år været nærmest fodslæbende, når det gjaldt
at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur med
i straffeloven.
Huller i dansk praksisIfølge folkeretten skal den danske regering
sikre, at personer, som mistænkes for tortur,
enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til
retsforfølgning i en anden stat. Men et par sager har
vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på
det punkt.
I 1998-99 afviste Rigsadvokaten og
Justitsministeriet at iværksætte en strafferetlig
efterforskning for at få Chiles forhenværende
diktator og præsident Augosto Pinochet udleveret
til retsforfølgning i Danmark. Sagen viste, at tortur
begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke
kan straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden
befinder sig i Danmark.
Når det gælder udlændinge, der bor i Danmark
og har begået tortur i udlandet, viste sagen i 2001 om
Israels nyudnævnte ambassadør, Carmi Gillon, andre
huller i den danske praksis. Han vedstod på dansk
TV, at han som chef for Israels sikkerhedstjeneste
i mange tilfælde havde været ansvarlig for brug af
»moderat fysisk pres«, men i sidste instans måtte
retsforfølgning for tortur vige for ambassadørens
immunitet. Efter Gillons ankomst indgav en
gruppe torturofre en politianmeldelse, men de
danske myndigheder fastslog, at Gillon ikke kunne
retsforfølges pga. sin diplomatiske immunitet.
Udvisninger og isolationsfængslingUdlevering, udvisning og tvangshjemsendelser er et
andet punkt, som har bragt Danmark på kant med
torturkonventionen. Konventionen og forbuddet
mod tortur indebærer, at Danmark ikke må udvise,
udlevere eller hjemsende til et land, hvor personen
risikerer at blive udsat for tortur eller anden
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf.
Alligevel har man konkrete eksempler på
personer, som er blevet udvist til lande, hvor de er
blevet udsat for tortur. I 1999 blev den unge iraner
Ashkan tvangshjemsendt, hvorefter han i et iransk
fængsel i over to år blev udsat for systematisk tortur.
Det lykkedes ham at flygte og via Grækenland komme
tilbage til Danmark, hvor han siden fik asyl.
Danmark er også af FNs Torturkomité og FNs
rapportør mod tortur, Manfred Nowak, blevet advaret
om at være på vej ud over kanten af forbuddet mod
tortur, når man overvejer at få udstedt »diplomatiske
garantier« mod tortur, før man udleverer udviste til
lande, hvor der er risiko for det.
Dansk politi og fængselsmyndigheder har
siden 2. verdenskrig været karakteriseret ved en
human retshåndhævelse. I enkelte tilfælde har
danske betjente dog overskredet grænsen for lovlig
magtanvendelse. I 1992 blev den 18-årige Benjamin
Schou under en anholdelse lagt i benlås. Med
håndjern og tre betjente liggende over sig i så lang tid,
at han fik hjertestop, blev han alvorligt hjerneskadet
og kom ikke til bevidsthed igen inden han døde i
september 2008.
Endelig er isolationsfængsling et område, hvor
Danmark er på kant med forbuddet mod tortur.
FNs rapportør har bl.a. kritiseret Danmark for alt
for omfattende brug af isolationsfængsling med
henvisning til den klart dokumenterede negative
virkning på det psykiske helbred. Nowak påpeger
således, at isolationsfængsling kun bør anvendes
i undtagelsestilfælde eller når det er absolut
nødvendigt af hensyn til efterforskningen. I alle
tilfælde bør isolation anvendes kortest muligt. n
Konventionstema
Projekter i SYD. I november besøgte RCTs bestyrelse partnerorganisationen
CAPS i Sierra Leone. Det vestafrikanske land er kun så småt er ved at komme på benene igen efter den ti år lange og brutale borgerkrig.
Sierra Leone er på FNs humanitære ud-
viklingsindeks placeret som et af ver-
dens fattigste lande - kun efterfulgt af
Afghanistan og Niger. Hver anden person
lever for under en dollar om dagen. To ud
af tre voksne er analfabeter. Hver sjette
kvinde dør under barsel, og hvert fjerde
barn overlever ikke det femte leveår.
Behovet for massiv udviklingshjælp er
stort.
RCT er én af de få organisationer, der
har valgt at sætte fokus på krigstraumer,
befolkningens mentale sundhed og
forebyggelse af, at væbnede konflikter
blusser op på ny. Det sker igennem
samarbejdet med Community Association
for Psychosocial Services (CAPS).
Ar på krop og sjælKrigen er beskrevet som en af de mest
barbariske nogensinde. Terror og grufulde
overgreb var dagligdag for befolkningen,
der er en smule større end Danmarks.
Halvdelen af befolkningen har været
tvunget til at flygte. 75.000 personer er
Sri Lanka. RCT præsenterede i slutnin-
gen af september en rapport med om-
fattende dokumentation af tortur i Sri
Lanka. Det skete i forbindelse med ses-
sionen i FNs menneskerettighedsråd
i Genève.
Nye ansigter. RCTs rehabiliterings-
afdeling kunne 1. oktober byde
velkommen til socialrådgiver Tina
Tofting. 16. november tiltrådte Mette
Christensen som økonomikoordinator i
RCTs planlægnings- og supportafdeling.
1. december tiltrådte Claus Kold som
forsker i RCTs forskningsafdeling.
Honduras. RCTs partnerorganisation
CPTRT offentliggjorde i begyndelsen af
november en rapport om de menneske-
rettighedskrænkelser, der har fundet
sted siden kuppet 28. juni i Honduras.
Rapporten dokumenterer hele 475
tilfælde af tortur eller anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende
behandling. Under kuppet har orga-
nisationen i snit modtaget 118 tortur-
ofre om måneden; sammenlignet
med mellem to og tre torturofre om
måneden i de foregående to år. CPTRT
kræver, at den honduranske stat
undersøger sagerne og retsforfølger de
ansvarlige for torturen, samt at ofrene
får den behandling og oprejsning, som
de har behov for. CPTRTs stifter og leder
Juan Almendares besøgte kort RCT, hvor
han 23. november deltog i et offentligt
møde om situationen i Honduras.
Resolution. FNs Generalforsamlings
3. udvalg vedtog 10. november en
omfattende resolution mod tortur og
anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller
straf, som Danmark har fremlagt.
Resolutionen skal senere i år bekræftes i
plenarforsamlingen.
- Tortur er et meget sensitivt politisk
emne for alle lande, og disse resolutioner
betragtes som meget tunge. Trods vanskelige
forhandlinger er det gennem et tiår fortsat
lykkedes at styrke resolutionen, samtidig
med at den har bevaret en faglig dybde med
snævert fokus på bekæmpelse af tortur,
siger Udenrigsministeriet i en presse-
meddelelse. Resolutionen erindrer om,
at frihed for tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf er en ufravigelig
rettighed, som skal beskyttes under alle
omstændigheder uden undtagelse.
Sårene heles i Sierra Leone Kort nyt
dræbt og mange flere lemlæstet, mens
det anslås, at mere end 250.000 kvinder er
blevet voldtaget og mishandlet. Desuden
har mange børn og unge været bortført og
indrulleret i oprørsbevægelsen og har været
vidner til eller selv deltaget i forfærdelige
rædselsscenarier. Historierne er talrige om
disse børnesoldater, som både blev krigens
ofre og bødler.
I rebellernes vuggeEn dagsrejse fra hovedstaden Freetown ad
mudrede og hullede grusveje mødte RCTs
bestyrelse CAPS’ medarbejdere i det østlige
distrikt Kailahun. Det er her, at befolkningen
har været mest udsat. Krigen begyndte her,
da rebeller fra Liberia gik ind over grænsen,
og lederen af oprørshæren Revolutionary
United Front (RUF), Foday Sankoh, slog sig
ned i landsbyen Pendembu, hvor et af CAPS’
kontorer nu er etableret. CAPS antager, at
syv ud af ti unge mænd i landsbyen er eks-
kombatanter.
- Min bror og min onkel var rebeller,
vi spiser sammen med dem, vi kan ikke
bare udstøde dem, fortæller en CAPS-
medarbejder.
Det er et skrøbeligt samfund, hvor dybe
sår skal heles. Her giver det meget lidt
mening at tale om retfærdighed. Viljen til at
komme videre synes alligevel at være stærk.
Fortsættes på næste side
Af Heidi K. Tokle, science writerAf Heidi K. Tokle, science writer
Delegationen sammen med CAPS medarbejdere foran den »Peace Hut«, en rund bygning, som er
rammen for de terapeutiske forløb. De tre rejsende bestyrelsesmedlemmer var Thorkild Høyer, Hans
Otto Sano og Poul Jaszczak. Endvidere ses leder for International afdeling Jan Ole Haagensen, samt
ekstern konsulent Jan Sigismund. Foto: RCT
R C T N Y TDecember 2009 • Årgang 10 • Nr. 4
R C T N Y TR C T N Y TR C T N Y TR C T N Y T
Vejen til en succesfuld rehabiliteringAf Heidi K. Tokle, science writer
Rehabiliteringsforskning. Et år efter RCTs internationale rehabiliterings-
konference er de vigtigste konklusioner om vejen til en succesfuld rehabilite-ring samlet og udgivet i en videnskabe-lig artikel.
Flere og flere undersøgelser peger på at
et markant antal af verdens flygtninge
er torturofre. Det seneste studie i Dan-
mark konkluderer, at op mod 45 % asyl-
ansøgere har været udsat for tortur i det
land, de er flygtet fra.
Torturoverlevere er en særlig
gruppe klienter, der for de flestes
vedkommende lider under en kom-
pliceret kombination af somatiske,
psykiske og sociale problemer. Trau-
merne efter torturen påvirker deres
måde at agere i samfundet og overfor
andre mennesker samt hæmmer deres
integration. Det er derfor vigtigt for
rehabiliteringscentre verden over – i
Vesten såvel som i den tredje verden – at
dele den eksisterende viden indenfor
feltet og identificere de komponenter,
der medvirker til en succesfuld
rehabiliteringsproces.
Kendsgerningen er imidlertid, at
kun få tilstrækkelige undersøgelser af
effekten af rehabilitering af torturofre
foreligger, hvilket var grunden til, at
RCT i december 2008 arrangerede en
international og evidensbaseret rehabi-
literingskonference i København.
Konklusionerne fra konferencen,
hvor 175 forskere og praktikere fra 30
lande deltog, er netop blevet samlet
og udgivet i en videnskabelig artikel
i Journal of Rehabilitation Medicine.
Artiklen understreger vigtigheden
af en interdisciplinær tilgang til
rehabiliteringen af torturoverlevere.
Da de somatiske, psykiske og sociale
problemer er knyttet tæt sammen hos
torturofrene er det også nødvendigt, at
disse problemer undersøges og behand-
les samlet – akkurat som tilfældet er på
RCT.
Artiklen udstikker en række områder,
der bør forskes mere i for at sikre en
sammenhængende, succesfuld og
evidensbaseret rehabilitering. Det gælder
eksempelvis traume-fokuseret kognitiv
adfærdsterapi samt interdisciplinær
smerterehabilitering med et stærkt fokus
på kontekstuelle sammenhænge. n
Artiklen er publiceret i Journal of
Rehabilitation Medicine, 2009 Sep; 41 (9):
689-96. Den er skrevet af Bengt H. Sjölund,
Edith Montgomery og Ann L. Persson fra
RCT samt overlæge Marianne Kastrup fra
Videnscenter for Transkulturel Psykiatri ved
Rigshospitalet. Link til artikel kan findes på
www.rct.org.
fortsat fra forrige side
CAPS’ store indsatsIgennem psykosociale tilbud hjælper
CAPS klienter med blandt andet at
bearbejde sorg og skyld, med at tackle
svære traumer, genfinde værdigheden
og genetablere en dyb kontakt med dem
selv og lokalsamfundet. Det handler ikke
kun om at leve i fredelig sameksistens,
men om følelsesmæssig forsoning,
om at komme overens med det skete,
genopbygge tillid og finde en ny mening
for at komme videre. CAPS arbejder derfor
også med Community Healing-ritualer som
genbegravelser eller renselsesceremonier.
CAPS´ medarbejdere er såkaldte bar-
fodsbehandlere. De er oprindeligt blevet
rekrutteret i guineanske flygtningelejre
af den amerikanske organisation Center
for Victims of Torture og er derefter igen-
nem flere år blevet trænet i forskellige
psykoterapeutiske metoder. Bestyrelses-
formand Thorkild Høyer siger om mødet
med CAPS:
- Det er et prisværdigt stykke
arbejde, som CAPS-behandlerne udfører.
Disse mennesker er dybt engagerede i
deres virke og i deres lokalsamfund. Vi
ønsker at støtte CAPS i opbygningen af
en selvbærende organisation, der for-
håbentligt vil kunne nå endnu længere
ud i landdistrikterne. Set fra vores stol, er
det vigtigt at nå ud til de særligt sårbare
grupper. Vi ved, at ubehandlede traumer
kan vandre i generationer. Derfor er
Infrastrukturen lader som sundhedsvæsenet meget tilbage at ønske. Foto: RCT
det vigtigt, at CAPS når kvinderne, og
derigennem børnene. Mental sundhed
udgør en af grundpillerne i et stabilt og
produktivt samfund. Sierra Leone er en
skrøbelig stat, og CAPS´ indsats er derfor
meget vigtig for at forebygge, at en væbnet
konflikt bryder ud igen. n
Recommended