1

2

indholdREDAKTIONELTOm forårets komme

SPRING KAMMERAT, DEN GAMLE VERDEN ER EFTER DIGOm kunstens aktionsformer i det offentlige rum

UTROSKAB OG ANDRE HALVE REVOLUTIONEROm lidenskab og borgerlig moral

LYKKEPILLER, TERAPI OG ANARKIOm at holde tungen lige i munden mellem patienter og terapeuter

KUNG FU OM NATTENEn sludder for en sladder om næsten ingenting

BAG OM AKTIVISMENEfterskrift til Opgiv aktivismen, som blev bragt i Sabot #1

ANARCHIST BLACK CROSSSolidaritet med politiske fanger. Historie og aktuelt

POLITIVOLD I USAHistorien om Gil Barber

DEN SPANSKE BORGERKRIG RASER ENDNUEn blodig beretning fra fronten

3

4

9

12

16

18

26

30

34

Sabot er et anarkistisk tidsskriftudgivet af en uafhængigredaktion.

Målet med bladet er at formidleog udvikle udogmatiskanarkistisk teori og praksis for atstyrke kampen modundertrykkende og udbyttendesamfundsformer og foropbygningen af et alternativbaseret på selvstyre, solidaritetog gensidig hjælp. Historiskdefinerer vi anarkismen som denantiautoritære strømning i denoprindelige arbejderbevægelse ogligesom den autoritæresocialismes utallige fraktioner,har anarkismen udviklet sig tilen vidt forgrenet ideologi medmange organiseringer og udtryk.

Sabot er ikke ukritisk talerør fornogen. Sabot forholder sig kritisktil alt, hvad enten det gældermagthavere eller magthavernesmodstandere. En ærlig kritik afmodstanden og dermed os selv,ser vi som uundværlig.

Redaktionen er ikkenødvendigvis enig i deholdninger, der kommer tiludtryk i de enkelte artikler.

Sabot er åben for indlæg ogartikler udefra, ligesom det ermuligt at indrykke annoncer ibladet. Få nærmere informationved henvendelse til:

SABOTc/o 1000FRYDKattesundet 109000 Aalborge-post: sabot@direkteaktion.dkhttp://direkteaktion.dk/sabot

Abonnement / 4 numrePersoner, caféer o. lign. 100,-Institutioner o. lign. 200,-

Merkur Bank:Reg. nr.: 8401Kontonr.: 1045873

3FORÅR2003 UNDSKYLD,

BROEN VAROPPE

3

anarki eller kaosREDAKTIONELT

Foråret er over os, forårsvarmen sniger sig langsomtmen sikkert ind på os, et nyt og håbefuldt kuld afkåde teenagere springer ud i parkerne med kassevisaf øl, mens hullet i ozonlaget vokser sig stort påny.Jo, foråret er i sandhed en vidunderlig tid, en tidhvor alt det gamle fejes bort og det nye og friske kanspire frem. Vi må da også på Sabot-redaktionensande, at det er svært ikke at lade sig rive med,særligt når vi hører de fantastiske nyheder fra Irak –den virkeliggjorte anarkismes vugge. Vi må stille osselv det spørgsmål om al den krigsmodstand ikkevar et sandt fejlskud, når det nu viste sig at USA blotønskede at etablere et anarki.

For at svare på dette spørgsmål bliver vi nok førstnødt til at se lidt nærmere på det anarkistiske Irak.Hvad er det egentlig for en type anarkistisksamfund, der har set dagens lys? Tjaa, anarkiet iIrak er bl.a. plyndringer af hospitaler og museer,mænd med skarpladte Kalashnikovrifler, derorganiserer private vagtværn til at beskytte butikker,og et mylder af amerikanske og britiske soldater ogkampvogne. Men hov, kampvogne og soldater?! Erdet ikke statsmagt? Er private vagtværn det sammesom fravær af autoritet? Og betyderselvorganisering og selvforvaltning at man plyndrerhospitalerne og tømmer museerne? Måske er derslet ikke anarki i Irak!?

Mange kloge hoveder harværet parate til at give deresbud på, hvorfor det gik sågalt i Irak. Ét bud er atsammenbrudet afSaddam Husseinsregime har skabt etmagttomrum, oghvad er mere fæltend magttomrum?Disse tomrum ladermennesket synke nedpå dets urstadie, hvoregoisme og vold er destyrende magter, hvorenhver er sig selvnærmest, ogdagsordenen sættes afden med det størstegevær. En andenforklaring betonerSaddam-regimetstotalitære ogundertrykkendekarakter. Et sådant

regime må nødvendigvis skabe et overtryk, som pået eller andet tidspunk skal ud. Begge parter errørende enige, når de skal pege på en løsning:Etablering af en ny statsmagt – gerne en stærk en afslagsen! Umiddelbart kan dette virke logisk, men deter det langt fra. Anarkiet i Irak er nemlig ikke nogetanarki, snarere et autoritetens og magtens kaos.Irak hærges af det kaos, som autoriteten og magtenskaber, når det gennem længere tid har fået lov til atforkrøble mennesket gennem dens tyveri afbefolkningens selvbestemmelse og ansvar. Det eraltså ikke fraværet af statsmagt, mentilstedeværelsen af statsmagt der muliggør det kaos,som vi har set i Irak. Derfor er der også kun én tingat sige om den løsning, som går ud på at etablere enny stærk statsmagt i Irak – man skal ikke tisse ibukserne for at holde varmen, det bliver koldt, førsommeren er ovre.

Med disse ord vil vi gerne byde vores læserevelkommen til Sabot #3, som i øvrigt ikkeindeholder ét ord om uretfærdige krige. Til gengældkan man læse om alt fra lykkepiller til streetart overanarkistiske militssoldater og utro ægtefælleraltsammen serveret i en lidt ny indpakning... ja også kommer vi vel ikke uden om det: “Undskyldforsinkelsen!”

4

AF KASPER OPSTRUPSkrevet i forbindelse medaktivitetsugen ‘Offentlig Uro’ved Det Jyske Kunstakademi

Drivende omkring i bymiljøetbombarderes øjenkrogene uafladeligtmed et flimmer af visuel støj. Guleglimt af reklameindsmurte busserblander sig med neon over byen,blinkende billlboards på pladserne,samt plakater, tags, pieces ogklistermærker i sidegader og stræder.Overalt er der synsindtryk, derkappes om din adspredteopmærksomhed. Det er dindagligdag, din livsverden, det miljø,som du færdes i og som sætter sitpræg på dig, hvor du modtager dineinputs og producerer dine outputs.Samtidigt er det et livsrum, somkunsten, siden futurismens og dadasopgør med institutionens „indenfor“,har elsket at boltre sig og sættedagsordener i, netop fordi det erlivsrummet, og fordi avantgardenforstår sig selv som en mentalitet, enmåde at leve sit liv på, hvor kunstener en aktivisme, den direkte aktion ilivet, en direkte handling, hvor manbare gør det. Handlingen er blevetmålet i sig selv.

Denne kunst lover frihed til atgøre og være hvad man vil, hvorforden fra magthavernes synspunktresulterer i et anarkisk rum, hvoringen længere kan kalde sigmagthavere, da individet er blevetselvstyrende. Dette giveravantgardekunsten dens præg afæstetisk modkultur. De folkevalgte

(professionelle) politikere harfået demokratisk

legitimitet til atbestemme, hvad der errigtigt og forkert,hvordan det offentligerum skal se ud oghvem der skal brugedet. Reklamer formagten, formultinationale

“That which tends to remainunreal is empty babble.“Guy Debord (1955): Introduction to acritique of urban geography

5

selskaber og deres produkter er penge i kassen.Reklamer for individet, dets frie udfoldelse oglokalmiljøet, hvor hverdagslivet udfoldes erkriminalitet. Da dette er skrevet med et ønske om atdebattere kunstens forhold til det politiske ogsandheden som bekendt er relativ, er absolutteholdninger udelukkende brugt for korthedens skyld.

Lysten til at gøre sin individuelle stemmegældende i det offentlige rum, bidrage til denoffentlige debat, som er et af demokratietsfundamenter, har en lang tradition bag sig og blevradikaliseret med det 20. århundredesavantgardebevægelser (futurisme, dada,surrealisme, konstruktivisme og situationisterne).De opfattede sig alle som værende en mentalitetfremfor kunst -ismer og med futurismen somundtagelse var de alle anti-kapitalistiske ogvenstreorienterede. For avantgarden er legen og detspontane aktiviteter med et revolutionærtpotentiale. De ønskede at bruge kunsten som etprojektil, med Benjamins ord, der ramte betragterenog igangsatte en mentalitetsrevolution, der villeomvurdere alle den borgerlige kulturs værdier.Avantgarden var en antikunst med et utopiskprojekt, baseret på en modvilje mod det borgerligesamfund, dets korporative kultur og økonomi meddets rationalitet, dets instrumentalisering aflivsprocesserne, samt den fremmedgørelse dettemedførte.

Målet var et samfund, hvor individet er frit til atudtrykke og udfolde sig, til at skabe sit hverdagsliv.Midlet var at reintegrere kunsten i den socialepraksis og gøre den kunstneriske handling til ensocial handling.

Som modkultur søgte avantgarden at bringefantasien og det irrationelle, legen og det spontanetilbage til en plastikverden, hvor to plus to altid erfire. Det er en subversiv æstetik. Ofte er den skabtmed raseriet og forurettelsen som drivkraft.Samtidig er det en æstetik, der har tilknytning til engenindtagelse og frisættelse af det seksuelle ogerotiske, et tema især surrealismen har beskæftigetsig med, samt brugen af humor og absurditet somvåben, som i dada. Til tider endte den i ren politiskpropagande, som dele af konstruktivismen efter denrussiske revolution i 1917 og SituationistiskeInternationale (SI) efter revolten i Paris i maj 1968.

Trangen til direkte handling, til civil ulydighed,knytter an til tanken om det offentlige rum, som detsted, hvor det direkte demokrati udfoldes.Avantgardekunsten er aktivistisk. Den bruger civilulydighed til at genindtage et offentligt rum, retten

til at ytre sig frit og styre sit liv uden kontrol afdiverse magtinstanser, medier og bureaukratiskeprocesser. Den formoder at demokrati ikke handlerom flertalstyranni, men om dialog og beskyttelse afmindretallets interesser. Byen og gaden bliver detstore galleri i opgøret, der erstatter institutionenslukkede helhed med gadens åbne fragment.

Avantgardebevægelsernes modkultur fusioneredeop igennem halvfjerdserne med ungdoms- ogpopulærkulturerne, samt flerevenstrefløjsgrupperinger fra anarkister tilsyndikalister og diverse subkulturelle grupperinger,der har følt sig i et modsætnings- elleroutsiderforhold til det etablerede, borgerligesamfund, kunstnere heriblandt. Tendensen til atplacere sig i mellemrummet mellem kunst ogpolitik, eller snarere i overskridelsen af begge dissebegreber, hvor kunsten er integreret i det socialesamfund, og vi alle, med Joseph Beuys’ ord, erblevet kunstnere, er i de seneste år blevet synlig igenog kan i dag genfindes over en bred scene. FraAdbusting, Street Art, Culture Jamming og Reclaimthe Streets til punkens politiske graffiti oghiphoppens, der har udviklet sig fra 1970‘ernes NewYork med navne som Taki183, Terror og Stitch til idag, hvor det er en verdensomspændende scene, derdækker over flere former for gadeaktivitet framosaikker over spraycanpieces og -skabeloner tiltags, klistermærker og plakatophæng. Fælles fordisse bevægelser er, at den direkte aktion involvereren civil ulydighed, der insisterer på sin ret til atudtrykke sig. Det er en global modkultur i detoffentlige rum. På antikapitalistisk grundlagkæmper den for retten til et personligt og frit rum iden virkelighed, der siden massekulturens opkomsti 1960‘erne og multinationale selskabersefterfølgende mediehjulpne invasion af detoffentlige rum og dets brugere som reklamesøjle påreklamesøjle er blevet en verden, hvor penge aldrigbare er penge, men altid er noget mere, altid nogetandet og hvor de altid har det sidste ord.Avantgarden ønsker frihed til kreativ, selvstændigudfoldelse midt i mylderet af valgplakater oglivsstilstilbud i et samfund, der kun kenderøkonomisk frihed.

Eftersom reklamer og valgplakater er dele afkapitalens og magtens sprog, er det dissemodkulturen prøver at vende på hovedet i en kritikaf det mærkede, kapitalstyrede oginstrumentaliserede samfund. Kunsten bliver enblandt flere måder at forholde sig til sinomkringliggende virkelighed på og dermed

spring kammeratOM KUNSTENS AKTIONSFORMER I DET OFFENTLIGE RUM

den gamle verden er efter dig

6

italesætte og debattere det historiske rum, vi erblevet placeret i. En mening med adbusting ogculture jamming er at pege på selvebetydningsdannelsen, den måde betydningerknyttes sammen i fiktioner omkring identitet,seksualitet, politisk overbevisning og værdisæt, meni en dobbeltbevægelse, hvor den samtidig bliver siteget budskab, en opfordring til bare at gøre det, etfokus på kunsten som en livsproces, der afspejler enprocessuel virkelighedserfaring, en pegen på detalternative og erfaringen med det.

Fælles for bevægelser som Adbusting og CultureJamming er, at de bruger æstetikken ogmarketingsstrategierne fra den korporative kultur,og knytter an til en af avantgardens æstetiskeformgreb par excellence, hvad situationisternekaldte for detournement (fordrejning, omvending).Situationisterne skrev i tidsskriftet InternationaleSituationniste #1 (juni 1958), at der ikke findes ensituationistisk kunst, kun en situationistisk brug afkunst. Detournement er „en fordrejning af alleredeeksisterende æstetiske elementer“ (ibid.).Kunstnerne vender systemets våben mod det selv,en praksis der i den semiotiske guerillakrig, der harhærget USA, også er blevet kaldt subvertizing, dadet udgør reklamens modsprog. Denne venden-tingene-på-hovedet, der er beslægtet med pop-art,fluxus og konceptkunst, knytter sig ikunsttraditionen tilbage til dada og MarcelDuchamps brug af ready-mades, hverdagsobjekter,der blev udstillet som kunst, f.eks. pissoirkummenFountain (1917), samt sammes L. H. O. O. Q (1919),hvor han malede overskæg på en reproduktion afMona Lisa (titlen betyder udtalt på fransk hun haren varm røv). Brugen af humor som et våben, derkan bringe det irrationelle og absurde ind i en alt forrationel virkelighed, ses i dag på gadeplan hos HuskMit Navn og Itso, der indtager offentlig vægpladsmed humor og fantasi.

Detournement er forskellig fra det simpletyveriagtige plagiat, som undergraver kilden til detmaterielle. Den adskiller sig også fra det ironiske,postmoderne plagiat, der undergraver detmaterielles mening. I effekt er det en form forplagiat, hvor både kilden og meningenundermineres for at skabe et nyt værk. Den oplagtsammenligning er musikkens brug af samples ogbeats fra allerede eksisterende musik til at skabe enmusik, der netop bliver ny ved at destruere nogetallerede eksisterende som hos f.eks. Public Enemyog DJ Shadow. Brugen af samples kan anskues somen afstandtagen fra forbrugersamfundets brug-og-

smid-væk-mentalitet i kraft af selve genbrugsideen,en ide magten åbenbart ikke kan lide, hvis man skaltro f. eks. det danske forbud mod at klunse ioffentlige containere, samt utallige copyright-retsopgør. I den kommercielle kulturindustri, deraltid coolhunter modkulturen, er formsproget ogsåhyppigt anvendt, men denne producerer, ifølgeAdorno, udelukkende en kunst, der er „socialcement“ og fastholder masserne i den eksisterendemagtstruktur.

Indenfor situationistisk kunst er noget af detmest kendte herhjemme Asger Jornsmodifikationer, hvor han malede farvestrålendefantasmagorier oven på anonyme marskandiserbil-leder, som f.eks. Den Forunderlige Ælling (1959),der er malet oven på et romantisk billede medbondegård og andedam. På gadeplan kan tendensenses i Freaks Gallerys rekonstrueringer der i august2002 hang i det københavnske byrum. Det ervalgplakater for Dansk Folkeparti, der er taget ned,omarbejdede og ophængte igen i det offentlige rum,men med en omvurdering af værdierne, enrekonstruering af det Danmark, Dansk Folkepartirepræsenterer, en genindtagelse af det danskelandskab, de bruger i en højreorienteret diskurs. Detdirekte politiske engagement fremgår også afsvenske Akayisms plakatophæng, der i formenmimer massemedier som avis og reklame.Plakaterne bliver en form for uafhængige vægavisermed oplysninger til samfundsborgerne, dereventuelt kan fremprovokere en kritisk stillingtagentil f.eks. globaliseringen eller blot opfordre folk til attænke selv.

Kalle Lasn, der var med til at grundlægge detcanadiske magasin Adbusters (www.adbusters.org)kæmper i sin bog Culture Jam (2000) modkonsumerismen og mediernes magt, og udtrykkerønske om, at culture jammers vil følge op, hvorsituationisterne slap. Den situationistiske kunst (SIbetegnes af mange som den sidste egentligeavantgardebevægelse og eksisterede officielt fra1957-1972) bestod oftest af tegneserier, nogle kunmed ændrede talebobler, samt kollager ogdetournement. Det vigtige var, at kunsten var selvelivet, den var den direkte aktion, en mentalindstilling til tingene, en livsstil som er den måde,man perciperer og agerer i det offentlige rum, enomskabelse, der er både destruktiv og konstruktiv,da den ødelægger for at skabe nyt, den river detgamle ned for at bygge det nye. (Bevægelsen mellemkonstruktion og destruktion gentages også i selveplakatmediet, der i kraft af placeringen i det

Fotos: BLANK / Pulsk Ravn

7

offentlige rum udsættes for vind og vejr, og skaberen kunst for nuet, en kunst, der er forgængelig, menpå samme tid iscenesætter sin egen form for urbanarkæologi, for „Kilroy was here“. Individets stemmei plakatophænget bliver et udtryk for lokalområdetstilstedeværelse lige her og nu, samtidig med atplakaterne danner lag på lag på murene, destrueresaf omgivelserne, så de tidligere lag og den rå murtræder igennem til det yderste lag i en storfragmenteret og iturevet kollage, der på samme tider lokalavis og lokalhistorisk arkiv).

Situationisterne er på mange måder de vigtigstekunstneriske forudsætninger for Street Art ogbeslægtede gadeaktiviteter. Situationisterne startedeen kontekstuelt defineret, urban udtryksform,inspireret af en fascination af storbyen og densudformning. Det kommer til udtryk i f. eks. Con-stants overdækkede modelbyer, der giver rum til legog udfoldelse, men også i teorierne om dérive ogpsykogeografi. Dérive er en eksperimentel adfærdbetinget af det bymæssige samfund, som består ihurtig passage gennem varierende omgivelser og påbaggrund af dette reflektere over urbane miljøer.Psykogeografien beskæftiger sig med den præciseeffekt af geografisk placering på individets følelserog handlinger. Hele byen er en psykogeografiskoplevelse, hvor bygninger kan analyseres ud frabrug, historie og hvad de kollektivt kan generere afassociationer, meninger og stemninger.Situationisterne ønskede at konstruere ensammenhængende omverden, en unitary urbanismpå baggrund af dérive og psykogeografi, medrespekt for at et velfungerende byrum er et varieretbyrum. Et eksempel på en sådan praksis idag erPulsk Ravns ophængte sofaer på Vesterbro for et parår siden, der omstrukturerede byrummet ved atskabe en konceptuel hvileplads i et rum kendetegnetved bevægelse.

Kunsten der befinder sig „udenfor“, er tætforbundet med arkitekturen, idet den i kraft af atvære en del af vores konkrete byrum bliver noget, deforbipasserende perciperer adspredt i en kollektivsammenhæng, istedetfor den koncentrerede,individuelle perception, der bliver kunsten til godepå gallerier og museer. Det er en åben ogdemokratiseret kunst, hvor den der ser det altid erparat til at blive den, der gør det.

Situation som begreb er inspireret af Jean PaulSartres eksistensfilosofi, der anskuer menneskelivetsom en række af situationer, der alle har indflydelsepå vilje og bevidsthed. Da individet træffer sine valgpå baggrund af disse situationer, prøvede

situationisterne at konstruere situationer pågadeplan gennem aktioner og happenings, hvormennesket opnår indsigt i de fremmedgjorteforhold, det lever sit hverdagsliv under, og eventuelttræffe det valg at prøve at ændre det. I kampen modmyndighederne og den borgerlige kultur tilegnedede sig hurtigt guerillaens metoder og taktik.Situationisterne var fra starten en politisk-revolutionær kunstgruppe. SituationistiskeInternationale (SI(1957-1972)) blev dannet ved ensammenslutning af to kunstgrupper, LettristInternational og International Movement for anImaginary Bauhaus, ledet af henholdsvis GuyDebord og Asger Jorn (som forlod SI i 1961). I 1962splittede den sig op i en politisk og en kunstneriskbevægelse. Den politiske linje udviklede en radikalsamfundskritik. Kunstnerne arbejdede med at skabeen ny kunstnerisk plasticitet, der ækvivalerede denmoderne virkelighedserfaring.

Den politiske gren kulminerede iungdomsoprøret i maj 1968 og teoretiseredes i GuyDebords hovedværk og manifest Society of theSpectacle (1967), hvor han argumenterer for at TV,biografer, aviser og reklamer alle udtrykker etverdensomspændende overherredømme af magt,hvor nogle få magtfulde organisationer har lært atherske med et minimum af magtudøvelse, idet degør alt til en mediebegivenhed. Underforstået er, atal magt er korrupt, hvorfor staten skal erstattes medet system til selvstyre, hvor kunsten udstrækker sigover hele den sociale sfære, som i Joseph Beuys’Soziale Plastik. Indkøbscentre og fastfood-forretninger er en del af dette skuespilssamfund,idet de smadrer gaden og lokalmiljøet, til der tilsidstikke længere er noget sted, man kan undslippemediernes diskursive hjernevask, som dagligt sælgeros billeder af revolution og oprør, der kanuskadeliggøre og pacificere protest og uenighed,f.eks. med Diesels ACTION!-kampagne.

Diskussionen er aktuel i debaten om uafhængigemedier, hvor det viser sig at den statsligemediedækning af fundamentale demokratiskerettigheder til at protestere, demonstrere og ytre sigfrit i det offentlige rum ofte ender med atuenigheden kriminaliseres for at legitimere ogopretholde den økonomiske og finansiellemagtstruktur. Et andet eksempel er magtens brug afdet offentlige rum til at reklamere for sig selv f.eks.vha. monumentet. Dette bringer vandalisme-begrebet i spil, idet vandalisme er betegnelsen forødelæggelsen af monumenter eller dissesomgivelser, f.eks. gennem plakater eller flytning.

8

Plakaterne kan anskues som modmagtens forsøg påat etablere et sted, hvorfra den kan gå i demokratiskdialog med magten, men magten kriminalisereruenigheden og kalder den vandalisme, et begrebAsger Jorn i Ting og Polis (Skandinavisk Institut forSammenlignende Vandalisme,meddelelse nr. 4, 1964) sætterlig enhver form for nybyggeri.

Den kunstneriske gren, deralle mere eller mindre blevekskluderet i 1962, fordi deikke ville opgive at arbejdeindenfor kunstverdenen, harhaft stor indflydelse på voredages masse- ogpopulærkultur fra King Mobog Jamie Reids pladecoversfor Sex Pistols med kollage ogudklippet tekst, der næstenhar monopoliseret punkens æstetik til ideernesoptagelse i forskellige anarkistiske og syndikalistiskegrupperinger i både USA og Europa. Punken blevden første store tilegnelse af situationistisk teori i ensubkulturel sammenhæng,hvor den siden er blevet en delaf rave-, indie- oghiphopscenerne. Herhjemmeskabte kunstnere som JørgenNash, Jens Jørgen Thorsen m.fl. efter ekskluderingen i 19622. SituationistiskeInternationale i København ogSituationistisk Bauhaus iSverige med tidsskriftetDrakabygget. Aktiviteternestrakte sig fra provokerendehappenings til „urbanistiskeaktioner“, hvor de prøvede at erobre ellergenindtage den Indre By til halshugning af havfruenog arrestationer for graffiti og „plankeværksmaleri“bl.a. på Strøget, som et led i kampen mod en grå by.Aktion i det offentlige rum som en happening erSolvognen, der var tilknyttet miljøet omkringChristiania, eksponent for med deres„aktionsteater“. I lighed med King Mob i London ogMotherfuckers i New York, har Solvognen udklædtesom julemænd foræret børnene legetøj fraindkøbscentrenes hylder, indtil politiet har blandetsig, taget legetøjet fra børnene og givet det tilbage tilstormagasinet (Julemandshæren, 1974). Sammegruppe stod også bag et overfald, udklædte somindianere, på de mennesker, der havde valgt at fejre

200-års dagen for USAs uafhængighed ved RebildBakker d. 4. juli 1976.

Reklamesproget har overtaget meget afavantgardens formsprog, modsproget har overtagetselve avantgardementaliteten, dens mål og æstetik.

En af de vigtigstereminiscenser fra denhistoriske avantgarde harværet gør-det-selv-mentaliteten. Ideerne om dendirekte aktion er forbundnemed ideerne om det offentligerum som udfoldelsesstedet fordet direkte demokrati. Detteinvolverer civil ulydighed.Målet har historisk været etselvstyrende samfund, hvorkunsten er bredt ud over allesociale sfærer som en

livskunst, og individet fritstillet til at lege ellerarbejde alt efter synsvinkel. En kunst hvisrevolutionære potentiale ikke kommer af væbnetkamp og byguerilla i Baader-Meinhoff-stil, men af at

være en modpol, der åbnerfor andre erfaringer, og evnerat debattere og sættespørgsmålstegn ved nogle afde problemstillinger, der erforbundet med at leve imassesamfundets kollektiverum med medieovervågning,globalisering og uligekapitalfordeling.

Avantgardementaliteten ogden subversive æstetikgennemsyrerpopulærkulturen fra MTV-

hits til kunst, design, arkitektur, reklamesprog ogsubkulturelle grupperinger, fra punk og hiphop overkooltur til Street Art, Adbusting, Culture Jamming,til direkte aktion og interaktion med det offentligerum og dets forbipasserende vha. flyers, graffiti,plakater, skabeloner, happenings m. m. ogpåminder om, at det individuelle udtryk har lige såstor en berettigelse i det offentlige rum som detkollektive og kapitalstyrede, samt at det bedstemiddel til at dræbe avantgardekunsten i densreneste form er at købe den.

Titlen Spring, kammerat, den gamle verden erefter dig! er graffiti fra de parisiske mure underrevolten i maj 1968.

I DON’T NEED A CUREI DON’T NEED A CUREI NEED A FINAL SOLUTIONPere Ubu (1975): Final Solution

9

utroskabog andre halve revolutioner

AF CRIMETHINC.Artiklen er oprindelig bragt i Harbinger #3

Hvis parforholdets tosomhed er højdepunktet afmenneskelig kærlighed, grundlagt gennem tusinderaf års udvikling, hvorfor er utroskab så et såalmindeligt og tabufrit emne i borgerskabetsvittigheder... og hvordan kan det være, at en hel hæraf ægteskabsvejledere holdes i arbejde? Hvis alt,hvad vi alle virkelig ønskede var vores eneste ene,hvorfor kan vi så ikke holde fingrene fra andres?

Hvis vi virkelig ønsker at vide det, bør vi gådirekte til kilden og spørge den utro selv. Ellermåske behøver vi ikke at gå så langt endda – måskehar vi selv vores affærer og sidespring, somstatistikken jo siger.

ET GODT ÆGTESKAB ER HÅRDTARBEJDEAt vokse op i et miljø domineret af kapitalistiskøkonomi giver én visse psykologiske lektioner, somofte er svære at slippe af med igen: Alt af værdi erkun tilgængeligt i et begrænset omfang! Gør dit kravgældende nu, ellers får du intet! Vi lærer at afmåleengagement og medfølelse efter, hvor meget vi fårigen, uden at tænke på at størrelser som kærlighedog nydelse kunne være ting, der vokser, når debliver delt. I et sundt forhold, det gælder bådemellem venner og kærester, gør vi hinanden i standtil at gøre, føle og leve mere. Hvis du føler, med dithjerte eller din hjerne, at monogami betyder, at dumå give afkald på noget (din frihed, som de siger),så har de udbyttende strukturer tvunget sig helt indi dit kærlighedsliv. Den slags cost-benefitberegninger fungerer ikke.

Vi ved alle, at et godt ægteskab kræver hårdtarbejde. Der er det igen; arbejde: Hjørnestenen ivores fremmedgørende kultur. Lønarbejde, arbejdemed sit forhold – har vi da aldrig fri? Accepterer dukvælende begrænsninger mod at få hengivenhed ogbekræftelse, på samme måde som du bytter tid forpenge på arbejdsmarkedet? Når du arbejder formonogamiet, er du tilbage i udbytningen: Dinintim-økonomi bliver styret, nøjagtig ligesom denkapitalistiske, af knaphed, trusler og forbud, og dener beskyttet ideologisk med forsikringer om, at derikke er noget levedygtigt alternativ... igen nøjagtigligesom den kapitalistiske økonomi. Når forholdbliver til arbejde, når lyst bliver kontraktmæssigtorganiseret, med regnskaber og troskabsudbytning,nøjagtighed ligesom udbytningen i lønarbejdet, altdette organiseret som en hjemlig ægteskabsfabrik

kontrolleret gennem en rigid fabriksdisciplindesignet til at holde kvinder og mænd fanget imaskineriet af ansvarlig reproduktion – så kan detikke overraske, at nogle individer ikke ser andenudvej end at gøre oprør.

Utroskab kommer, i modsætning til Det GodeÆgteskab, helt naturligt, helt uden at være blevetinviteret. Pludselig føler du dig forandret: Vågnetfra den kirkegård af engang-lidenskaber, som ditforhold havde udviklet sig til, vågnet for at følespændingen igen. Du må ikke føle det, for fanden,og alligevel er det første gang i gud ved hvor langtid, at du fyldes af ren, utvungen glæde – og åh, dendejlige optimisme af noget nyt, noget der ikke er såforbandet forudsigeligt... Det er som omoverraskelse, risiko, tilfredsstillelse og fuldbyrdelseigen bliver tænkelige muligheder. Hvis de vidstehvad du følte lige nu, kunne de så få sig til at kræve,at du skulle lade være.

STJÅLNE ØJEBLIKKEDen utro får et lynkursus på den hårde måde i, hvormeget hendes tid og rum er besat. Det står pludseligklart, hvor lidt fri tid hun har, tid hvor hun ikke erovervåget. Det viser sig, at arbejdsdagen slet ikke erslut, når fabrikken forlades, men også at den i højgrad omfatter tiden før og efter. Den konsumererpraktisk talt hele hendes dag. Også dominansen afrummet omkring os afslører sig: Hvor mange stederer der, hvor hun kan bruge tid med sin nye elsker,

10

steder som ikke skal lejes for penge, respekteredeforklaringer eller et billede af social ansvarlighed?Hvilke få øjeblikke af vores liv, er vi ikke fastlåst afregler, der er uden for vores indflydelse. Regler somhovedsageligt intet har at gøre med voresfølelsemæssige eller fysiske behov?

Den utro bliver en mester i tyveri, som et efter etstjæler øjeblikke af sit liv fra de ‘retmæssige ejere’:hendes ægtefælle, arbejdsgiver, familie eller andresociale forpligtigelser. På sammemåde som vandalen gør hunoprør, på den eneste måde somhun kender, mod ejerskabet afhendes verden – gennem små ogstore daglige men i høj gradsymbolske oprørshandlinger,gennem hvilke hun konstruereret alternativt men uendeligtskrøbeligt univers. Her gemmerhun sig i håbet om ikke at blivefundet eller stillet til regnskabfor, hvad hun er blevet: Enforræder mod hele den civilisa-tion, som har opfostret hende.

MED ÆRLIGHED KOMMER MANLÆNGSTSamfundet, personificeret i hendes uheldigeægtefælle, kræver at den utro skal være ærlig ogåben omkring alle forhold, selvom det vil straffehende. Det forsøger at sikre hendes føjelighedgennem rutinemæssige afhøringer (”Hvem var det,der ringede, skat?”), overvågning (”Tror du ikke, atjeg lagde mærke til, hvor lang tid du talte medham?”), eftersøgning og beslaglæggelse (”Og hvadfanden vil du ha’ at jeg skal tro at det her er?”) ogmere seriøse intimideringsteknikker: Truslen omtotal udstødelse fra det måske eneste hjem ogfællesskab hun kender. Den utro, som gerne villekunne fortælle sandheden, er tvunget til at brugeUlykkelighedsFormellen for at regne ud om hunkan bør gøre det: Dividér din nuværendeutilfredshed med de smertelige konsekvenser ved attilstå din utroskab, gang dette med din frygt for detukendte, og overvej så en ekstra gang om duoverhovedet skal foretage dig noget. Det er den

samme formel der bliver brugt af udbyttedeimmigranter og børn indespærret i privatskole-helveder, af mishandlede hustruer og sexmisbrugtesekretærer.

Det, vores samfund i dette tilfælde ikke forstår,er, at det at fortælle sandheden ikke kun erfortællerens ansvar. Hvis du virkelig ønsker at høresandheden, bør du gøre det let for folk at fortælledig den: Du må udvise ægte forståelse og støtte og

være forberedt på hvad der endmåtte komme, ikke bare stilleselvretfærdige krav eller lege goodcop/bad cop (”Fortæl mig detbare, jeg lover, at jeg ikke bliversur... HVAD gjorde du?!”). Detkan kun føre tilundvigelsesmanøvrer, eller ibedste fald at offeret forkrydsforhøret finder nye måder atlyve overfor sig selv og andre på.Hverken vores samfund, ellerfølgelig, dets hanrej’er m/k, erklar til at høre den sandhed, somden utro kan fortælle; kun i denutros ulovlige elskers øre er

sandheden sikker.

FOLK BLIVER SÅRETDet er uundgåeligt, på trods af de bedste intentionerog de allerhemmeligste aftaler, at nogle vil blivesåret. Men folk er faktisk allerede såret, såret afpåtvungne til-døden-os-skiller forhold. Ellers villeså drastiske midler til at vække det døde hjerte tillive igen ikke havde været nødvendige i førsteomgang. Ville det være bedre, hvis ægteskabetsrutiner og illusioner forblev uforstyrrede for altid, såalles livslede og kedsomhed kunne fortsætte til denbitre ende? Ville det være at foretrække for denumistænksomme partner at fortsætte med at målesin egen værdi som elsker og ægtefælle i forhold tilen troskab, som, når alt kommer til alt, ikke er andet

DEN UTRO BLIVER ENMESTER I TYVERI, SOMET EFTER ET STJÆLERØJEBLIKKE AF SIT LIVFRA DE ”RETMÆSSIGEEJERE”: HENDESÆGTEFÆLLE,ARBEJDSGIVER, FAMILIEELLER ANDRE SOCIALEFORPLIGTIGELSER

11

end selvbedrag; en troskab der har mistet enhverbetydning, hvis ikke bogstaveligt, så i hvert fald iånden? Selvfølgelig, i stedet for utroskab burde dualtid tale om problemerne, være ærlig over for dinægtefælle i stedet for dig selv, og vende dig væk frade nye landskaber som blev født i din potentielleelskers øjne, prøve at opnå en tåleligefterligningserstatning sammen med din officielttildelte partner – eller ty til følelsesløs underkastelsemed fjernsyn eller lykkepiller, hvis alt andetmislykkes.

For at gå til sagens kerne: Er det virkeligt forkertat ønske ikke at ende som følelsesmæssigt død?Hvilke uhyre mængder af selvtillid og selvværd villedet ikke kræve, for at den moderne ægtemand/kvinde turde risikere at føle sig levende, ubevæbnetmed dobbelt-våbnet selvretfærdighed ogselvfornedrelse, forklaringer og undskyldninger ogde gensidige beskyldninger? Den utro opdager, athun er fanget i det liv, hunaccepterede efter den etablerederomantiske standards opfordringerog trusler, og har på trods af hendesforsøg på at beherske sig selvpåbegyndt planlægningen af etflugtforsøg. Hvor hun reflektererfornuftigt over sin situation,begynder hendes hemmelige jeg atgøre oprør og stille de vigtigespørgsmål: Hvilket liv higer jegvirkelig efter? Hvor meget frihed ogtilfredsstillelse fortjerner jeg at føle?Hvordan er det kommet der til, atjeg sårer andre, bare ved at forsøge at tilfredsstillemine egne behov?

Faktum er at nogle mennesker vil blive såret hvergang en eller anden rejser tvivl om den etableredeorden, endda uskyldige mennesker, og nogle gangeikke de samme uskyldige, som led under detteregime. Det er derfor, at alt andet end totalt knæfaldfor status quo regnes for dårlig moral. Men når førstlængslen efter at begå mytteri har meldt sig bliveralle alternativer utænkelige (tænk på hvor mangeovervejelse dem, der bakker ud, gør sig)... Så denutro tager opgaven på sig, ofte mod sig, og gør det,der, uden det er hensigten, vil såre andre, men dogikke mere end højst nødvendigt. Hvis hun var parattil at vedkende sig og stolt proklamere sine forbudtefølelser (i stedet for til syvende og sidst at afvisedem i et anfald af undskyldende revisionisme: ”Jegvidste ikke, hvad jeg gjorde!”), og tage ansvaret forde sårede følelser, som dette ville medføre, så villehun bringe sig selv i en position, hvorfra hunendelig kunne tage skridtet ud af den smerteligekærlighedens mangel-økonomi. Men hun manglermodet og analysen til at kunne tage dette sidsteskridt: Og derfor er hun stadig blot en simpel utroægtefælle, en som laver halve revolutioner og vel atmærke den halvdel, som gør mest ondt.

HVAD MED BØRNENE?”Hvad med børnene?” lyder det chokeret fraborgerskabets moralens vogtere, når de hører, at

endnu et ægteskab er i fare på grund af en affære,rædselsslagne for at deres egne sidespring bliver denæste, som kommer frem i lyset. Nå, men hvad såmed børnene? Tror du, at man kan beskytte dennæste generation mod det tragiske misforholdmellem behovenes og lysternes kompleksitet ogforsimplede sociale normer alene ved at undertrykkedig selv? Hvis du kvæler dine egne behov for lykkeog erstatter dem med håb for fremtidigegenerationer, vil du ende med at undertrykke dinebørn såvel som dig selv. Dine børn ville være bedretjent med at vokse op i en verden, hvor menneskertør være ærlige i forhold til deres egne følelser,uanset konsekvenserne. Vil du hellere have at dinebørn lære at slukke deres brændende længsel meden syndflod af skyld og skam, på samme måde somdu selv har lært det?

Det er værd at nævne at kernefamiliensmonogami, som disse selvudnævnte dommere vil

beskytte mod det angreb, somutroskab udgør, er den familieformsom erstattede de bredere mereflydende storfamiliestrukturer, somfandtes før. Under alleomstændigheder have børnene detbedre i dette miljø, og deres forældrehavde også større frihed. Kan dettænkes at utroskab er en blind,desperat griben fra detkontraktmæssige forholds bur efterdet bredere netværk, vi havde engang– eller i det mindste et springbræt tilen eller anden ny form af dette?

UTROSKAB ER ÆGTESKABETS LOYALEOPPOSITIONI sidste ende er utroskab kun muligt, fordi despørgsmål, som det rejser, forbliver ubesvaret. Påsamme måde som butikstyven, hooliganen ogselvmorderen laver den utro kun en halv revolution:Hun overtræder dekreterne for autoritærekonventioner og love, men på en måde hvor disseforbliver intakte og stadig dikterer hendeshandlinger. Det ville være bedre, hvis hun udenskyld eller skam afslører for hele verden, hvad huner og ønsker, og kræver at der er plads til hende oghendes behov, uanset hvad de måtte være. Dettekunne gøre den utros kamp til udgangspunktet foren revolution i de menneskelige relationer, hvoraf vialle kunne drage nytte. Utroskab kunne være andetog mere end et isoleret glimt af lidenskab og oprør,som bremses, før det overhovedet når at blive sigselv bevidst.

Lad os beskytte og forsvare den utro modskammen fra samfundet, hver gang hun træderfrem, så hun vil gøre dette – for hun handler, som vigør, ud fra lidenskab og en brændende længsel efteren ny verden.

”Ja, gu’ var jeg utro!”

Oversættelse: Lars Gaardsøe.

NÅR FØRSTLÆNGSLENEFTER AT BEGÅMYTTERI HARMELDT SIGBLIVER ALLEALTERNATIVERUTÆNKELIGE

12

AF RUDDI WELZELForfatteren færdes mellem patienter ogterapeuter, men forsøger selv at holdetungen lige i munden.

Vi oplever i disse år en psykopatisering afsamfundet. Hertil bidrager lykkepiller ogpsykoterapeuter. En psykopat defineres i ordbogensom en ”person med unormalt sjæleliv præget afmangel på etiske og moralske hæmninger”. Der ertale om en egoistisk, asocial person, som ikke er istand til at sætte sig ind i andre menneskers følelser,som er parat til at træde på andre for at fremmeegne interesser. Nogle psykopater er charmerendeforførere.

Efterhånden som pengene får mere og mere magti samfundet – man taler om privatisering ogglobalisering – bliver det legitimt at behandle andremennesker udelukkende som midler. Tag ud itrafikken og oplev hensynsløsheden for fuldudblæsning! Alt kan købes: jeg bestemmer farten,politiet bestemmer bøden. Og hvad der ikke kankøbes, forsvinder efterhånden: omsorgen fra familieog venner erstattes af lykkepiller og ’terapeutiskkærlighed’ – et begreb, som psykoterapeuter faktiskanvender om deres særlige, ophøjede form forkøbeomsorg.

Mennesker, der for år tilbage ville være blevetbetragtet som unormalt asociale, anses i dag forganske normale. Ordet ’egoist’ er ved at miste sinnegative klang. (En rigtig egoistbil f.eks. er ikkenogen dårlig ting.) Det er i dag normalt at være

mere eller mindre psykopatisk. Samtidig stigerantallet af de mere unormale, ægte psykopater. Deter selvfølgelig vore amerikanske venner, der viservejen, idet undersøgelser konstaterer, ”athyppigheden af dyssocial personlighedsforstyrrelse[dvs. psykopati, RW] er 10-15 gange større i USAend i det mere traditionsbundne Taiwan.”1

Anarkiet forekommer mere og mere utopisk.Alligevel er det livsnødvendigt at fastholde ideen omet sted, hvor pengene ikke findes og derfor ikkestyrer noget som helst. Et sted, hvor mennesker harstyr på sig selv og har respekt for hinandens følelserog argumenter. Hvor man mødes som helemennesker uden at reducere andre eller sig selv tilroller.

STRESS OG LYKKEPILLER”Kan du lide at have travlt?” lokkerstillingsannoncerne. Det kan de fleste. Travlhedgiver en følelse af betydningsfuldhed og er enalmindelig accepteret begrundelse for ikke at tagesig af sin familie, sine venner (hvis man har nogen)og alt muligt andet. I virkeligheden siger den travle:”Jeg prioriterer mit arbejde og mig selv højere endalt andet.” Man skal ikke bore meget for at findetravlhedens rod: den travle spræller vildt for at ydesit bidrag til den stadige forøgelse afkonkurrenceevnen. Han og hun er med til atopretholde tempoet i den hidsige – mere og mereglobale – jagt omkring guldkalven.

På et tidspunkt får en del af de travle nok, mereend nok. De bliver stressede og udvikler en langrække sygdomme. Lægerne står parate til at

lykkepillerterapi og anarki

13

behandle symptomerne, og måske kan det heltundgås, at man bliver nødt til nedsætte tempoet ogtænke sig lidt om. At ryge bag af dansen i den helligeog almindelige arbejdslejr er ren ulykke.

Nogle af de stressede ryger ind i en depression.De mister arbejdsglæden og får svært ved at give densom gode og effektive kolleger. Selvfølelsen svækkes,idet menneskers værdi i høj grad måles påarbejdsmarkedet. De kommer ind i en ond spiral,der drejer ned i et sort hul af manglende livsmod.Måske går det så vidt, at de mister enhver glæde veddet overforbrug, der ellers er med til at dække overog kompensere for en ret indholdsløs ogumenneskelig tilværelse. Alt, hvad der før havdebetydning, virker nu meningsløst, inklusiveamerikanske film i fjernsynet. En særdelesubehagelig situation, der får nogle til at vælgedøden.

Når nøden er størst, er hjælpen nærmest:lykkepillen. Efter et par ugers indtagelse af dettevidundermiddel kan man fåarbejds- og forbrugsglædenigen og fortsætte, som omintet var hændt.Lykkepillen må kunnelukke munden på enhversamfundskritiker. Hvorforændre samfundet, nårman med et simpeltmiddel kan tilpasse demennesker, der begynderat melde fra? Cirka hver10. voksne dansker er idag på lykkepiller.

Hos personer, derrammes af stress ogdepression, sker der det, atde får en unormal lille mængde af stoffet serot-onin mellem nerveenderne (mere behøver vi ikke atudpensle det her), hvilket betyder, at de fungerermindre godt. I stedet for at bearbejde årsagerne tilstress og depression hæver man med lykkepillerneserotonin-koncentrationen, og personerne fungererigen.

De griske medicinalfirmaer forsøger med held (ogbestikkelse) at bilde lægerne to ting ind: at det laveserotonin-indhold er årsagen til depression, og atlykkepillerne har få og små bivirkninger.

Angående årsager: hvis en grov person sparkermig, og jeg af den årsag får ondt i røven, så foregårder naturligvis nogle kemiske processer i min krop,der så at sige formidler smerteoplevelsen. Det er

forvrøvlet at sige, at det er de kemiske processer, derer den egentlige årsag til mine smerter – også selvom man en dag opfinder en pille, der kanneutralisere de kemiske processer, og andre (meretilpasningsdygtige) personer ikke mærker, når debliver sparket. Lige så tåbeligt er det at gøre serot-onin-indholdet til årsag.

Lykkemidlets få og små bivirkninger bliverfremhævet igen og igen: ”Det har bivirkninger, deroftest er lette og forekommer i starten afbehandlingen i form af kvalme og opkastninger.Men nogen oplever også søvnforstyrrelser,mundtørhed, svedtendens, hovedpine og rysten. Ognogen også nedsat seksuel formåen.”2 Der er herrigtignok tale om nogle forholdsvis lette fysiskebivirkninger, der er for intet at regne i forhold til entung depression.

Men pillerne har også psykiske bivirkninger, somman ikke interesserer sig for. Faktisk kan man sige,at lykkepillernes primære virkning er én storbivirkning. Pillerne hjælper til at fortrænge stress og

umenneskelige livsvilkår; desætter gang iselvbedraget. Pillernebevirker ufølsomhedover for egne følelser– og dermed ogsåover for andresfølelser; hvis man erude af stand til at føle,har man heller ingenmedfølelse. Vejen tilen udvidet egoisme erbanet. Jeg kalder detpsykopatisering.

Hvad er forskellenmellem lykkepiller ogandre former for

doping eller narkotika? Jo, mens de forbudtenarkotiske stoffer hæmmer eller helt dræber lystentil arbejde og forbrug, så bereder lykkepillerne vejenfor den gode samfundsborger, der elsker sit arbejdeog sit overforbrug. Begge slags stoffer nedbryder detfornuftige og følende menneske. Der bliver ikkelavet undersøgelser af lykkepillernes reduktion afsjælelivet, men mine egne erfaringer med brugerederaf får mig til at føle, at jeg er i selskab medrobotter.

Når svinene for få år siden begyndte at øffe på enunderlig måde, gav man dem rigelige mængderpenicillin – i stedet for at forbedre vilkårene pågrisefarmene. Nu er turen kommet til menneskene.

14

Jeg vil ikke benægte, atlykkepiller kan reddemenneskeliv. Men bagden uhyggeligt udbredtebrug af dem ligger enideologi om, at livetskal være så let ogbehageligt sommuligt. Ethvertmenneske har rettil lykke.FilosoffenJohn StuartMill mente, atdet var bedre at være etulykkeligt menneske end en gladgris.3 Hermed ville han forsvare begrebetværdighed. Dette begreb har svært ved at findeforsvarere i dagens Danmark.

PSYKOTERAPIMennesker, der finder livet lidt for svært, har fleremuligheder end at æde lykkepiller. De kan henvendesig til det stigende antal psykoterapeuter. Der findestre slags: psykiatere, der er uddannede læger (medret til at ordinere medicin), og som tager sig af desværeste tilfælde; psykologer, der også er kandidaterfra universitetet; og så alle de andre. For alle tregrupper gælder, at de som regel har taget et ellerflere kurser, der afholdes af allerede etableredeterapeuter inden for de mange konkurrerendeterapiretninger, ligesom mange selv har gået iterapi.

Enhver kan nedsætte sig som psykoterapeut.Psykiatere og psykologer gør ofte et nummer ud af,at de er ’videnskabelige’. Imidlertid viserundersøgelser, at det afgørende for, om man harsucces som terapeut, ikke er, om man bekender sigtil denne eller hin mere eller mindre ’videnskabelige’retning. Det afgørende er terapeutens personlighed.Endnu er det slet ikke kortlagt, hvad det præcis er,en god terapeut gør. Så påstanden om at være’videnskabelig’ er mest en besværgelse – derselvfølgelig godt kan skabe tryghed hos såvelterapeut som patient, hvis deres smag går i retningaf det ’videnskabelige.’

Hvad foregår der i en psykoterapi? Der snakkes,mest af patienten. Det vil være forkert at brugeordet ’samtale,’ hvis man dermed menerkommunikation mellem ligeværdige personer. Somekspert, autoritet er terapeuten hævet overpatienten, der netop ved sit fremmøde

demonstrerer, at vedkommende ernede på knæene. Det er min erfaring, at

forbavsende mange terapeuter selv haret trist og ulykkeligt privatliv (der ofte er

årsagen til, at de tiltrækkes af terapierne).Det er et grundprincip, at terapeutens

privatliv skal holdes uden for terapien.Hvem ville tage imod gode råd fra en person,

om hvem man ved, at hun ikke selv kan findeud af det?

Terapeuten sidder ikke i sin stol som en helperson på godt og ondt med fejl og mangler. Hun

er en rolle, en maske. Hun skal være rummelig ogvise en forståelse grænsende til det umenneskelige.

Hun må ikke moralisere og fortælle patienten, atvedkommende er en uudholdelig, selvoptagetpsykopat. Personer, som selv en mor har svært vedat holde af, møder hos terapeuten forståelse ogaccept. Terapeuten giver den med andre ord somden helt igennem gode mor (eller far, hvis hun er enhan), et over-menneske, der ikke befinder sig langtfra den tilgivende Gud. Det kan være svært forterapeuter at undgå storhedsvanvid (der ikke kanforenes med et ordentligt privatliv).

Patienten snakker altså løs. Bestræbelsen går ikkeud på i fællesskab at finde sandheden om patientensliv. Der indkaldes ingen vidner, der foretages ingenundersøgelser, som går uden for snakkerummet. Deto sammensvorne er ikke primært interesseret ivirkeligheden, men i det man kalder denpsykologiske realitet, dvs. de knudepunkter, sompatienten tillægger betydning. Gennem dissepunkter skal der tegnes en linje, som giver fornyetmening til patientens liv. Terapeut og patient skalsammen nå frem til en historie, som begge ertilfredse med. De er gået ind i den terapeutiskecirkel af gensidig bekræftelse.

Gennem et sæt punkter kan der tegnes et utal aflinjer, der hver for sig alle bringer punkterne isammenhæng. På samme måde kan der ud fra det,patienten fortæller, opstilles et utal af historier, deralle bringer sammenhæng og mening. Terapeuter ogpatienter har naturligvis deres præferencer medhensyn til historier. På det frie terapimarked vilpatienterne finde hen til de terapeuter, der fortællernetop de historier, som patienterne gerne vil høre.Nogle foretrækker jungianernes4 pseudo-videnskabelige religiøsitet, andre vil hellere tageudgangspunkt i det tidlige mor-barn-forholdsenorme betydning. Der er noget for enhver smag,også den meget dårlige. I stedet for ’historie’ kunneman også tale om ’livsløgn,’ idet historien ikke

15

vurderes på dens forhold til sandhed og virkelighed,men på, om den fungerer, om den gør patientenmere glad.

Hvorfor skal du være mere glad? Fordi dufortjener det! Because you’re worth it! (Af præcissamme grund, som du skal købe et opreklameretkosmetikmærke.) Psykoterapeuternes grundlovlyder således: ”Terapien skal styrke patientensselvfølelse.”5 Du skal lære at holde af dig selv, du erværd at elske, lyder terapeuternes evangelium til allepatienter. Og det lyder jo godt, meget demokratiskog menneskekærligt. Det glade budskab kunne ogsåformuleres på denne måde: Du er værd at elske –ligesom enhver anden idiot. Men sådan formuleresdet netop ikke. Patienten skal føle, at han er nogetganske særligt. Og det må han vel også være, når enhøjtuddannet og meget seriøs terapeut gider siddeog høre på ham i time efter time? Vi ser her bort frabetalingen.

Man skal lære at holde af sig selv, sit arbejde ogsit forbrug. Man skal vende tilbage til det sygesamfund med en styrket selvfølelse og med styrke tilikke at tænke alt for meget. Psykoterapeuterne,sjælens kræmmere, giver dig en hånd. Jeg vil ikkebenægte, at nogle mennesker har brug for den håndbare for at overleve. Men der findes i dag mangeselvoptagede egoister, der gerne vil bruge nogle afderes mange penge på at få styrket en i forvejennoget overdreven selvfølelse. Jeg kalder detpsykopatisering.

ANARKI OG LYKKEDet rene anarki defineres6 som det sted, hvor derikke findes autoriteter i betydningen: personer, somstjæler andre menneskers beslutninger. Autoriteterhar ret og magt – der skelnes ikke mellem de tobegreber – til at sige: ”Du skal gøre sådan, fordi jeg(der har en bestemt status eller blot har penge)siger det!” Den slags ordrer er i anarkiet afløst afsamtaler og argumenter mellem ligeværdigepersoner. Ingen bruger andre menneskerudelukkende som midler for egneinteresser eller en større sag.Kort sagt: i anarkietblomstrer moralen.

Moralen har trange kår ivort pengedyrkendesamfund, der fremmertendensen til udelukkende atbruge andre mennesker sommidler. Det primære mødemellem mennesker foregår ikke

i en samtale mellem hele personer, men netop ipengetransaktionen, hvor man køber andrepersoner, der påtager sig bestemte roller (somsørgelige fragmenter af personer), til at tilfredsstillespecifikke behov. Vi bruger andre og os selv sommidler.

Lykke- og navlepilleri er to perverse eksempler.Når jeg får det dårligt, eller ikke synes, at jeg har detså godt, som jeg fortjener, vil jeg ikke belaste familieog venner med mine problemer; de har sikkert ogsåfor travlt til den slags; og de er ikke specialiseredeeksperter. I stedet smækker jeg nogle kroner idisken og får et glas lykkepiller og/eller enomsorgsfuld terapeut, der med professionel minebevidner mit navlepilleri og giver mig ’terapeutiskkærlighed.’ Heldigvis er mit begreb om ægtekærlighed og venskab ved at fordufte; det gør dethele lidt mindre pinefuldt. Pillefabrikanter ogpsykoterapeuter vil selvfølgelig bare hjælpe. Demedvirker til en psykopatisering ogafpersonalisering af samfundet.

Den enkelte persons krav til sig selv om at opføresig ordentligt, det moralske krav, er afløst af kravetom lykke. Vi har ikke blot ret til lykke, men nærmesten pligt dertil. Man er nødt til at gøre sit yderste forat forsøge at få succes. Jeg har succes, altsåeksisterer jeg. Man kan beslutte at opføre sigordentligt, at holde sine løfter og at tale sandt f.eks.Man kan ikke beslutte sig til at være lykkelig.Huskede du at købe en lottokupon? Det er en sygløgn, at enhver er sin egen lykkes smed. Vi er på vildflugt bort fra vor menneskelighed, vi kan ikke holdeos selv ud. Værdighed afløses af det mest tåbelige,der nogen sinde er opfundet: travlhed, tomhedensrotation om sig selv.

1 Erik Simonsen: Personlighed ogpersonlighedsforstyrrelser (PsykatriFondens Forlag1998), side 76.

2 Liselotte Hergel: ”Lykkepiller hjælper” iBerlingske Tidendes lægerubrik, onsdag den25. august 1999.

3 I sit værk om utilitarisme, der findes iutallige udgaver.

4 Efter C.G. Jung, 1875-1961.5 Thorkil Sørensen: ”Detpsykoterapeutiske univers” i Psykiatri-Information, nr. 1, 5. årgang, februar1998, side 6.

6 For en nærmere beskrivelse se RuddiWelzel: Det anarkistiske menneske(Berlingske Forlag 1979).

16

AF JOHS BUSTEDForfatteren studerer kampsportsfilosofi

Gaden ligger hen i en form for stasis, mellem vinterog forår, mellem aften og nat. Det er koldt oghverdag, så der er ikke mange folk på gaden. De derer, går hurtigt forbi mig, da vi kun har gløderne påvores cigaretter at varme os på. Mindet om en linie iet digt, springer op i min bevidsthed: ”Vi kasterbrosten efter månen.”Jeg ved ikkehvad detbetyder, menpå en elleranden mådeved jeg at deter rigtigt, ihvert fald ligenu og her.Gåturen har intetandet formål end sigselv. Så jeg siksakkergennem gaderne ogprøver panisk at finde etemne eller tema for minklumme. Efter nogle halvestrøtanker kommer jeg fremtil, at jeg nok ikke har nogetpå hjerte. Bliver afklaret meddet, og så forlader panikkenmig igen, og tankerne løberfrit.

Et 2 meter i diameter”Atomkraft – nej tak!”-tegn, der ermalet på en husmur, fanger mit blik. Detvidner om en tid, hvor de mange syntes dehavde noget at kæmpe for. En fornuftig reaktionpå en ufornuftig politik, hvor fornuften for en gangsskyld sejrede. Men på mange måder, var det blot enreaktion. Den borgerlige stat kom med et udspil, derblev stoppet af folket. Det var ikke folket, der varden udspillende part. Det var en vigtig sejr i envigtig kamp, men blot én sejr, ud af mange kampe,hvoraf mange blev tabt. Kampe hvor initiativetnæsten altid lå hos den borgerlige stat, detbestående. Vi har brugt en aikido taktik, brugt deresdårlige argumenter imod dem selv. Når de lavede eturetfærdige udfald, brugte vi deres slag mod demselv. Mange gang har aikidoen virket rigtig godt.Men aikido er bedst til forsvar, og derfor kommer vitit til at vente på de uretfærdige slag. Derudoverkommer vi til at kæmpe for det bestående, når vi

bruger aikidoen. Vi kommer til at indgå i detborgerlige demokrati, vi bliver demokratietsvagthund. Jeg har hørt mange demokrater sige, atde yderliggåendes eksistens er god, da denopretholder den ’gode’ midterkurs. Anarkistenkommer til at spille en paradoksal og pinlig rolle,som demokratiets beskytter. Derudover er aikidoenneutral, på den måde at politikernes spindoktorerogså kan lære den. De kan også bruge aikidoen imodos, og den er ret let at undværge. Medierne skal itale for at kunne lave politisk aikido. Når vi brugeraikidoen er vi nødt til at blive en del af debatten, endebat med regler der ikke er lavet på vorespræmisser, men på det beståendes. Vi bliverafhængige af medierne, i stedet for det merenaturlige, nemlig at medierne er afhængige af os.Derfor kan politikerne ret let forsvare sig imodaikidoen, ved at kriminalisere enhver modstand.

På mange måder spiller vi et spil, der i detlange løb kun kan tabes. ”Vi er nødt til at

tage initiativet en gang imellem!”tænker jeg, mens jeg prøver at

finde sidegaderne; finde degader jeg ellers ikke

ville gå ad, ellervidste fandtes,fordi jeg aldrigville kigge efter

dem. Da jegkommer ind på

sidegaderne, og kanlugte urinen de erplastret ind i, indserjeg, at det er lettere

at tænke sig til attage initiativet, end

reelt at gøre det. Vikunne bruge en anden

kampform end aikidoen. Vikunne bruge kung fu. I kungfu bruger man overraskelsen,man rammer der hvormodstanderen ikke venter det.Men den er svær; man skal tageinitiativet. Man kommer til atstå åben for slag, når manangriber. Man kommer til at løbeind i mange knubs. Men man erfri for at vente, man er dennyskabende. Tit har jeg til endemo eller aktion, følt migmagtesløs eller fået følelsen af at

kung fu om nattenELLER EN SLUDDER FOR EN SLADDER OM NÆSTEN INGENTING...

17

det var ligegyldigt,fordi politikerne varligeglade, fordi alle indslagene imedierne dagen efter ville være platte, og fordi detblot var endnu en kamp for det bestående. Hvis manbare kunne lave de nyskabende aktioner, ramme detborgerlige demokrati der, hvor det gør allermestondt. Derefter være lidt ligeglad med mediernesomtale eller debatten. Lade fornuften tale for sigselv, fordi befolkningen også godt kan indse, at det

man laver er fornuftigt: Aktioner somændrer livet for os selv og for andre

til det bedre, her og nu, ellersom bare kan få en til

at føle sig lidt

mindremagtesløs. Så kunne vi foralvor bestemme hvor, hvornår og hvordanvi ville slås. Den første kamp ville være vundet,allerede før den begyndte.

Jeg går ned mod kunstakademiet og kommer tilat tænke på en debat, jeg overhørte dernede for etstykke tid siden. Den handlede om kritisk kunst. Detinteressante ved kunsten er, at den i sin natur ernyskabende i et eller andet omfang. Nogle gangevender den bare verden på hovedet, andre gangetilfører den noget helt nyt. Den kan godt havdereferencer til resten af verden, men den vil altid ståuden for debatten og have en dimension af dettidløse. Den står uden for debatten, fordi du ikkekan argumentere mod et maleri, da ingen helt kansige, hvad det fortæller. Kunst kan vise dig nyemåder, at se verden på. Dog er den nye måde hvorpådu synes den fremstiller verden for dig, ikkenødvendigvis den fremstilling andre ser. Kunst kanramme hårdt, der hvor man mindst venter det.Kunst kan være kung fu, uden det nok er ikke deneneste kong fu.

Jeg går lidt længere ned af gaden; jeg ser folk indepå cafeerne. De ser ud til at hygge sig i deresforbrugssamvær. Jeg kan rigtig mærke kulden nu ogvender næsen hjemad. Da jeg drejer op ad min gade,kommer månen frem bag skyerne og fanger mit blik.En linie fra et digt, ”Vi kaster brosten efter månen”,kommer frem i min bevidsthed. Jeg kigger ned påvejen, ser en brosten og tager den op. Jeg træder etskidt tilbage og kaster…

18

AF ANDREW XForfatteren har også skrevet ‘OpgivAktivismen’, der bl.a. er trykt i Sabot #1

Mange af artiklerne der blev trykt i Reflections onJune 18th pamfletten gentog nærmest til udødelighedat kapitalismen er en social relation, som ikke kunhandler om store banker, transnationalevirksomheder eller internationalefinansinstitutioner. Det er en vigtig pointe, som erværd at påpege, men Opgiv aktivismen havde heltandre ting på programmet.

Derfor danner konklusionen, som disse artiklernåede frem til, udgangspunktet for denne artikel;hvis det er sandt at kapitalismen er en social relationfunderet i produktionen og forholdet mellemklasserne, hvilken betydning har dette så for voresaktiviteter og vores måder at angribe kapitalismenpå? Kernen af denne tekst, og den oprindelige idéder inspirerede til at skrive den, er Form og indhold-afsnittet. Det var faldet flere ind, at der var nogetsmåunderligt ved en aktionsdag mod kapitalismen.Den oprindelige inspiration, der lå bag artiklen varet forsøg på at udpege, hvad det var der fik ideen tilat virke lidt underlig og selvmodsigende.

Det virkede som om der var en lighed mellem denmåde vi som aktivister aktionerede modkapitalismen på, som om den bare var endnu etenkeltstående spørgsmål, endnu en sag, ogVaneigems kritik af partisoldaterne, hvis politiskeengagement består af et sæt pligter udført på vegne

af en overordnet sag. Det er sandt at aktivisten ogpartisoldaten deler denne karakteristik, men det erogså omtrent alt, hvad de har tilfælles. Jeg begik denfejl at tage alle de øvrige karakteristika somVaneigem tilskrev partisoldaten og derefter overføredem til aktivisten, selv om de egentlig ikke passede.Resultatet af dette blev, at store dele af Opgivaktivismen fremstår som en alt for grov ogunøjagtig beskrivelse af direkte aktions-bevægelsen.Situationisternes karakteristiske galde var måskemere passende rettet mod partisoldater end som enbeskrivelse af den form for politik, der udfoldede sig18. juni. Selvopofrelsen, martyriet og skyldfølelsensom Vaneigem indentificerede som værendecentrale elementer i partisoldatens politik, er etmeget mindre centralt træk ved direkte aktions-orienteret politik, som så til gengæld ofterekritiseres for at falde i den modsatte grøft;livsstilspolitikens.

Som det meget nøjagtigt er blevet fremlagt i enfremragende kritik i det amerikanske tidsskrift TheBad Days Will End! [i artiklen The necessity andimpossibility of Anti-Activism, i nr. 3, red.], var denoprindelige idé og motivationen bag artiklen ogdenne genoplivning af Vaneigem – at overførekritikken af partisoldaten på aktivisten, hvilket ivirkeligheden er en absurd sammenkædning, somender med at skabe en klodset forveksling af detobjektive (Hvilken social situation befinder vi os i?Hvilke former for aktioner er passende?) og detsubjektive (Hvorfor føler vi os som aktivister?

bag om aktivismenFORFATTERENS EFTERSKRIFT TIL ‘OPGIV AKTIVISMEN’

19

Hvorfor har vi denne mentalitet? Kan vi ændre denmåde vi opfatter os selv på?). Det er ikke så megetdet, at det subjektive aspekt af aktivisme bliverfremhævet på bekostning af det objektive, mensnarere det at de egentlige problemer, der kanknyttes til det at agere som aktivister, bliver set somudelukkende at være et udslag af at have denneaktivistmentalitet. Opgiv aktivismen kan såledeslæses på en måde, så den bytter om på årsag ogvirkning og derved antyder, at hvis vi bare opgiverdenne mentale rolle, så vil de objektiveomstændigheder også ændres:

”[Opgiv aktivismens] …største svaghed er denneensidige vægt på den ’subjektive’ side af det socialefænomen aktivisme. Vægten peger på enindlysende implicit konklusion gennem heleargumentationen: Hvis aktivisme er en mentalindstilling eller ’rolle’, kan den ændres som manændrer mening, eller bortkastes som en maske elleret kostume… Den underforståede meddelelse erklar: hold op med klamre dig til rollen, ’opgivaktivismen’, og en betydelig forhindring for denønskede forandring vil således være fjernet.” [Thenecessity and impossibilityof Anti-Activism i The BadDays Will End!, nr. 3]

Artiklen påstodselvfølgelig aldrig, at vi barekunne tænke os ud afproblemet. Den varudelukkende ment som etforslag til at vi kunne fjerneen forhindring og enillusion om vores situationsom en forudsætning for at udfordre den, og at viud fra dette kunne begynde at udforske en mereeffektiv og passende måde at agere på.

Det står nu klart, at den sjuskede anvendelse afVaneigem på et spørgsmål om, hvad det var, der varselvmodsigende og mærkværdigt ved at have en én-dags aktion mod kapitalismen, var en fejl, tilskyndetaf en overivrig anvendelse af de situationistiskeideer, uden overvejelse om hvor stor forbindelse deregentlig var mellem disse og den oprindelige idé bagartiklen. Rolleteorien er måske den svageste del iVaneigems ideer, og i sin Kritik af denSituationistiske Internationale går Gilles Dauvéendda så langt som at sige at: ”Vaneigem var detsvageste led i SI, dét, der afslører alle denssvagheder”. Dette er muligvis en anelse hårdt. Men

ikke desto mindre; den form for forfald, som desituationistiske ideer gennemgik efter post-1968-opløsningen af SI, tog de værste elementer fraVaneigems radikale subjektivitet som deresudgangspunkt, hvorved de i de værste tilfældedegenererede til borgelig individualisme. At det erdette element i den situationistiske tænkning, derhar vist sig at være det der lettest vinder gehør,burde få os til at tænke os om, før vi overivrigt tagerdet til os.

REVOLUTION I DIT HOVEDDenne massive vægt på rolleteorien og densubjektive side af tingene i Opgiv aktivismen, hargjort at nogle mennesker ikke har kunnet se denoprindelige idé bag artiklen. Udgangspunktet, ogforudsætningen for dette, blev måske ikke gjort klartnok, fordi nogle mennesker lader til at haveformodet, at meningen med artiklen var at sige eteller andet om individuel psykologisk sundhed.Opgiv aktivismen var ikke ment som en artikel omeller en øvelse i radikal terapi. Hovedintentionenmed artiklen, hvor ukyndigt den end blev fremlagt,har hele tiden været at overveje vores kollektive

aktiviteter – hvad vi gør oghvordan vi måske kunnegøre det bedre.

Imidlertid var der dog enmening medsubjektivismen istørstedelen af artiklen.Grunden, til at Opgivaktivismen beskæftigedesig så meget med voresideer og voresselvforståelse, er ikke, at jeg

tror, at hvis vi ændrer vores ideer, så er alt i orden,men fordi jeg ikke havde noget at sige om voresegentlige aktivitet. Det var tydeligvis en kritikskrevet inde fra bevægelsen og var derfor også enselvkritik, og jeg er stadig meget involveret iaktivistpolitik. Som jeg gjorde det tydeligt, har jegikke nødvendigvis en klarere idé end nogen andreom, hvordan man udvikler nye aktionsformer, derpasser bedre til et antikapitalistisk perspektiv. 18.juni var et hæderligt forsøg på at gøre netop dette,og Opgiv aktivismen var ikke en kritik 18. juniaktionerne som sådan. Jeg kunne i hvert fald ikkehave fundet på noget bedre selv.

Selvom artiklen hedder Opgiv aktivismen, vardet på ingen måde min intention at foreslå, at folkskulle holde op med at ødelægge genmodificerede

20

afgrøder, smadre finanscentrene og forstyrre de rigeog magtfuldes møder, eller nogen af de myriader afandre former for modstand aktivister er involvereti. Det er mere den måde, hvorpå vi udfører disseting, og hvad vi mener, vi gør, når vi udfører dem,jeg forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved. FordiOpgiv aktivismen kun havde lidt, hvis nogetoverhovedet, at bidrage med med hensyn tilpraktisk aktivitet, virkede betoningen af detsubjektive, som om jeg mente, at disse problemerudelukkende eksisterede i vores hoveder.

Men selvfølgelig, det, at tænke på os selv somaktivister og som tilhørende et aktivistmiljø, er bareen erkendelse af virkeligheden, og det er der ikkenoget forkert i. Problemet, som jeg prøvede at stilleskarpt på, var identificeringen med aktivistrollen; atvære glad og tilfreds som en radikal minoritet. Jegville sætte spørgsmålstegn ved rollen; at gøre folkutilfredse med rollen, selv om de ville forblive i den.Det er kun på den måde, at vi har en chance for atbryde ud af den.

Vi er selvfølgelig begrænsede af vores specifikkeomstændigheder. I en nedgangsperiode i

klassekampen, errevolutionære i endnuhøjere grad end normalten minoritet. Vi haråbenbart ikke nogetandet valg end atfremstå som en underligsubkultur. Men vi har etvalg, når det kommer til

vores indstilling til denne situation, og hvis detlykkes os at droppe vores mentale identifikationmed rollen, vil vi måske opdage, at der faktisk er envis bevægelsesfrihed inden for aktivistrollen, nok tilat det i et vist omfang er muligt at bryde ud af dennepraksis. Pointen er at udfordringen af det subjektiveelement – vores aktivist-selvforståelse – i detmindste vil være et skridt på vejen til også at kommeud over rollens objektive element. Som jeg skrev iOpgiv aktivismen, vil kun et generelt opsving iklassekampen gøre aktivister i stand til at løsrive sigfuldkomment fra deres rolle, men i mellemtiden:”(...) vil det alligevel, i den grad det er muligt, værenødvendigt i forsøget på at bryde med rollen somaktivist – konstant at forsøge at rykke ved vorebegrænsinger”. Det var netop dét der var artiklenspointe.

For hvis vi ikke engang kan tænke ud over rollennu, hvilke forhåbninger kan vi så overhovedet gøreos om nogensinde at undslippe den? Vi bør i detmindste være utilfredse med vores position som enradikal minoritet og prøve på at udvide modstandenog få det nødvendige opsving til at finde sted. Atfjerne aktivistmentaliteten er nødvendigt, men ikketilstrækkeligt til at fjerne rollen i praksis.

FREM MED ARBEJDERNESelvom Opgiv Aktivismen undlader at foreslåegentlige forandringer i vores handlemønstre,udover at sige at vi har behov for denne forandring,så er det måske passende at sige noget om det nu.Hvordan kan vores politik bryde ud af den separateboks, der er adskilt fra vores hverdag, hvor politikbliver en sag, vi tager på vores skuldre?

En stor del af kritikken af direkte aktions-bevægelsen udspringer af lignende pointer.Kapitalismen baseres på arbejde, og vores kampemod den tager ikke udgangspunkt i vores arbejde.Tværtimod er kampen adskilt fra vores arbejdsliv.Vores kampe er baseret på vores umiddelbare behov(som f.eks. at strejke for højere løn); Det virkerisoleret og uden sammenhæng. Vores aktionsdageog lignende har ingen forbindelse til nogen bredereigangværende kampe i samfundet. Vi behandlerkapitalismen, som om den er noget eksternt, ogignorerer vores egen relation til den. Disse pointerbliver gentaget igen og igen af direkte aktions-bevægelsen (i Opgiv aktivismen, men også mangeandre steder).

Problemet er ikke nødvendigvis, at folk ikkeforstår, at kapital er en social relation, der drejer sigom produktion lige såvel som banker og børser både

21

her og i den tredje verden, eller at kapital er enrelation mellem klasser. Sagen er, selv når alt detteer erkendt, at vi stadig forholder os somudenforstående, der kigger ind og beslutter påhvilke punkter, vi vil angribe dette system. Voreskamp mod kapitalismen er ikke baseret på voresrelation til værdiskabende arbejde. I det store heleer folkene, der er involveret i direkte aktions-bevægelsen, placeret i marginale positioner isamfundet som arbejdsløse, studerende eller iforskellige tilfældige og midlertidige jobs. Vi haringen base i produktionen, men lever i høj grad icirkulations- og forbrugssfæren. Det fællesskab, somdirekte aktions-bevægelsen bygger på, kommer ikkeaf en tilknytning til en bestemt beskæftigelse eller etbestemt lokalområde. Det er et fællesskab baseret pået intellektuelt engagement i et bestemt idesæt.

Opgiv aktivismen var til en vis grad ikke oprigtig(som så mange andrekritikker med lignendepointer) i sine påstande ogformulerede aldrig klart,hvor jeg ville hen, hvilketåbnede op formisforståelser. Forfatterentil kritikken i The Bad DaysWill End gjorde ret i påpegehvad artiklen antydede,men undlod at sige direkte:Det grundlæggende pro-blem med aktivismen er, atden ikke er arbejderneskollektive massekampgennem deres placering iproduktionen, som er denmåde revolutioner burdeforegå på.

Den form for aktivitetsom opfylder allekriterierne i artiklen - at den er baseret påumiddelbare behov, i en igangværende massekamp,i direkte forbindelse med vores hverdagsliv og somopfatter kapital, som noget uden for os selv - erdenne klassekamp. Det virker lidt uretfærdigt atkritisere direkte aktions-bevægelsen for ikke at værenoget, som den ikke kan være, og aldrig har påståetat den var, men ikke desto mindre er det nødvendigtat vide, hvor vi fejler, hvis vi ønsker at kommefremad.

Grunden til, at denne form for klassekamp er detindlysende svar på, hvad vi mangler, er at den ermodellen for revolution, som er overleveret til os

gennem de sidste hundrede år, og som vi erudsprunget af. Men skyggerne fraarbejderbevægelsernes fiasko hænger stadig over os.Hvis dette ikke er måden at lave revolution på, hvader så? Ingen har noget overbevisende svar på dettespørgsmål.

EN LARMENDE MINORITETVi står altså tilbage med spørgsmålet; hvad skal vi

stille op som en radikalminoritet der ønsker atskabe en revolution i enikke-revolutionær epoke?Så vidt jeg kan se, har vi iøjeblikket to muligheder.Den første mulighed er aterkende, at vi som radikaltmiljø af meget ringestørrelse i det store billedekun kan få relativ lilleindflydelse, og at hvis ognår et opsving iklassekampen sætter ind,vil det sandsynligvis ikkehave meget med os at gøre.Derfor er det bedste, vi kanforetage os, indtil den storemytiske dag oprinder, atfortsætte vores radikale

aktioner, at føre en politik som drejer udviklingen iden rigtige retning, samtidig med at vi forsøger at fåså mange andre mennesker med som muligt, mengrundlæggende at affinde os med det faktum, at vivil vedblive at være en minoritet. Det vil sige, atindtil der sker et opsving i klassekampen, er detprimært et spørgsmål om at konsolidere ogfastholde nogle positioner. Vi kan forsøge atforhindre, at tingene bliver værre, stoppe hullet idæmningen, forsøge strategisk at ramme svagepunkter i systemet, hvor et slag kan have en elleranden effekt, udvikle vores teori, leve vores liv på enså radikal måde som muligt, opbygge en bæredygtigmodkultur som kan fortsætte med at gøre alle disseting over en længere periode… og forhåbentlig, enskønne dag, når en udvikling, som ligger uden forvores kontrol, fører til en general radikalisering afsamfundet og et opsving i klassekampen, vil vi væreparate til at spille en rolle og bidrage med de ting, vihar lært og de færdigheder, vi har udviklet som enradikal subkultur.

Svagheden ved denne type tilgang er, at dennærmest fremstår som en form for deterministisk

22

marxisme – en term sombruges til at gøre nar af demarxister, som mener aten revolution vil opstå,når modsætningernemellemproduktivkræfterne ogproduktionsforholdene ermodnet tilstrækkeligt, når

de objektive forhold er rigtige. Revolutionen synesifølge denne logik nærmest at være en proces, somsker uden behov for menneskelig indblanding, hvorman blot kan læne sig tilbage og vente på at detsker. Disse ideer har også fundet plads på den mereradikale venstrefløj. Som det forklares i The BadDays Will End!, har mange radikalevenstrefløjsgrupper erkendt, at de inedgangsperioder nødvendigvis vil være enminoritet og har argumenteret imod at kompenserefor dette ved partiopbygning eller forsøg på aterstatte den samlede arbejderklasses kamp med enrevolutionær gruppe. Nogle radikalevenstrefløjsgrupper har ført denne tankegang til denfor dem logiske slutning, og har gjort det at gøreingenting til deres politiske princip. Selvfølgelig vilvores svar aldrig være at gøre ingenting. Hvis alle påsamme måde bare venter på, at et opsving skalopstå, vil det helt sikkert aldrig ske. I realiteten erdet, vi gør, når vi bare venter på at opsvinget skalopstå, at vi formoder, at nogle andre vil lavearbejdet for os, og derved opretholder vi skelletmellem os og de almindelige arbejdere – dem somskal give os opsvinget i klassekampen.

Alternativet til dette scenarie er at stoppe med attænke på klassekampens opgangs- ognedgangsperioder som naturkræfter, der barekommer og går uden at vi er i stand til at påvirkedem overhovedet, og begynde at tænke over,hvordan man kan opbygge en klassemagt og gøre enende på den uorganiserede og atomiserede tilstand,som arbejderklassen befinder sig i i disse tider.Problemet er, at over de seneste 20 år eller

deromkring, har det socialelandskab ændret sig så hurtigtog radikalt, at det har taget ospå sengen. Omstruktureringerog forflytninger har nedbrudt ogsplittet mennesker. Vi kunneforsøge at genskabe en nyenhed, i stedet for at affinde osmed at yde vores del og ellersvente på opsvinget. Vi kunne

forsøge, at få opsvinget til at komme. Vi vil sikkertstadig agere som aktivister, men i en mindre gradend før, og i det mindste vil vi øge muligheden for,at vi i fremtiden fuldstændig kan lægge aktivismenbag os.

Én måde at gøre dette på bliver foreslået ikritikken i The Bad Days Will End!:

”Måske vil det første skridt hen imod en ægteanti-aktivisme være at rette opmærksomhedenmod disse specifikke hverdagskampe, somustandseligt finder sted. Hvordan bekæmper densåkaldte almindelige arbejder kapitalismen netopnu? Hvilke mulighederligger der allerede nu i deigangværende kampe?Hvilke netværk har dissekampe allerede nugennem deres egenindsats frembragt?” [Thenecessity and impossibil-ity of Anti-Activism i TheBad Days Will End!, nr. 3]

Et aktuelt eksempel påpræcis dette findes i denundersøgelse af tele-service centraler som dentyske gruppe Kolinko hargennemført, og somomtales i The Bad DaysWill End! og i Undercur-

23

rent nr. 8. Ideen bag dette projekt er, at tele-servicecentralerne repræsenterer informationsøkonomiensnye sweatshops [mindre virksomhed der udnytteruorganiserede arbejdere, og som ofte erleverandører til større firmaer, red.] og at hvis en nybølge af arbejdermodstand skal opstå, vil detsandsynligvis ske fra et sted som dette.

Det er måske også værd at overveje, at deændrede forhold vil arbejde til vores fordel –omstruktureringen af velfærdsstaten tvinger flere ogflere aktivister i arbejde. De tele-service centraler,som den tyske undersøgelse beskæftiger sig med,kunne udgøre en mulighed for os. Tele-servicecentraler er netop den type arbejdsplads, hvor folk,der tvinges væk fra bistandshjælp eller dagpenge,typisk vil finde arbejde, ligesom det ofte også er idisse midlertidige og flygtige jobs, at mangeaktivister fra de radikale venstrefløjsmiljøer finderen indtægtskilde. Dette forhold kunne helt afgjorthjælpe til at skabe en forbindelse mellemkapitalismen og vores egne umiddelbare behov ogmåske gøre det muligt for os at deltage i udviklingenaf nye fronter i klassekampen. Eller måske vil denneufrivillige arbejdsbyrde blot ende med at gøre voressituation endnu dårligere, end den er i forvejen,hvilket helt sikkert er, hvad magthaverne håber påvil ske. Deres mål er, at få kagen serveret, og derefterspise det hele selv. Målet for magthaverne er entilbagevenden til den situation, hvor store dele afbefolkningen lever på et eksistensminimum, menhvor arbejderklassen samtidig er så fragmenteret ogsplittet som følge af tyve års angreb, at engenoptagelse af den kamp, som i sin tid skabte deforbedringer, der prægede velfærdsstatens epoke, erumulig. Kun tiden kan vise, om de vil have succesmed deres forehavende, eller om vi vil have succesmed vores.

Som en slags konklusion vil jeg sige, at denbedste tilgang måske vil være at forsøge at benyttebegge de ovenfor nævnte metoder. Vi er nødt til atfastholde vores radikalisme og støtte til den direkteaktion og ikke frygte at handle som den minoritet, vi

er. Men samtidig børvi ikke bare stille ostilfredse med at viblot er en lille radikalsubkultur og ellerstræde vande, mens viventer på at allemulige andre skalskabe detrevolutionære

opsving for os. Vi burde måske også se nærmere påmuligheden for at inddrage den direkte aktion i deforskellige arbejderkampe, som vi har mulighed forat deltage i. I begge de mulige scenarier, som erskitseret ovenfor, vedbliver vi mere eller mindremed at handle inden for aktivistens rolle. Menforhåbentlig vil vi i begge disse scenarier være istand til at ryste den mentale identifikation medaktivistrollen af os og aktivt forsøge, så vidt det ermuligt, at bevæge os ud over vores status somaktivister.

HENVISNINGERKellstadt J.: “The Necessity andImpossibility of Anti-Activism”. Artikel fratidsskriftet The Bad Days Will End! - ForCouncil Communism / Libertarian Socialismnr. 3, USA, 2000. S. 6. Artiklen kan ogsålæses på Infoshop.org:http://www.infoshop.org/rants/antiactivism.htmlMan kan læse mere om Kolinko-gruppenserfaringer på deres hjemmeside:http://www.nadir.org/nadir/initiativ/kolinko/engl/e_index.htmMan kan desuden læse bogen Hotlines – callcentre:http://www.nadir.org/nadir/initiativ/kolinko/lebuk/e_lebuk.htm

Oversættelse: Martin Æks og DaniellMarcussen

24

25

26

AF MARTIN ÆKS

Som du kan læse om senere i bladet, er der iKøbenhavn en gruppe ved navn Anarchist BlackCross, som har til formål at hjælpe politiske fanger ide danske fængsler. Men ABC er ikke et lokalt danskfænomen, som navnet også afslører. Bevægelsen erspredt ud over store dele af den såkaldte vestligeverden, og har en lang og spændende historie, somdu kan læse lidt om her:

ABC’s første spæde skridt blev taget i Rusland ibegyndelsen af det 20. århundrede. I detindustrialiserede Vesteuropa havde de forskelligesocialistiske ideer vundet indpas i de forgangneårtier, og borgerskabet havde her, så godt det kunneforsøgt at undertrykke de nye bevægelser. På trodsaf Ruslands tilbagestående udvikling i forhold tilVesteuropa, havde disse idésæt dog også spredt sig idet enorme land, og var begyndt at finde fodfæste idele af den undertrykte befolkning. Men hvor hårdrepressionen mod venstreorienterede end var i devestlige lande, var det intet i sammenligning medRuslands zaristiske terrorregime; utallige politiskeaktivister blev fængslet, sendt i eksil eller myrdet.De, der blev fængslet, sad under forfærdeligeforhold og blev udsat for en umenneskeligbehandling. For at hjælpe disse fanger blev derstiftet en støtteorganisation ved navn Political RedCross (PRC), som ikke kun ydede konventionelhjælp, men også i mange tilfælde deltog iplanlægningen af fangeflugter. Men som det så titsenere er set i mange andre sammenhænge, blevorganisationen lidt efter lidt overtaget af marxister,her i form af det russiske socialdemokratiske parti,og følgelig blev anarkister og andre politiske fanger,der ikke havde den ’rigtige’ overbevisning, nægtethjælp fra PRC.

Som reaktion på den selviske overtagelse af PRC,blev det i det anarkistiske miljø besluttet at dannesin egen støtteorganisation, der kunne varetageanarkistiske fangers interesser. Præcis hvornårorganisationen, der fik navnet Anarchist Red Cross(ARC), blev grundlagt vides ikke, men det anslås afRudolf Rocker til at have fundet sted mellem 1900og 1905 ved et møde i London, hvor en vis VeraFigner skulle have været til stede. Da det vides, atFigner først blev løsladt fra fængslet i 1905, virkerdet dog usandsynligt, at grundlæggelsen skulle havefundet sted før dette år. Selvom selve dateringen formødet er usikker, kendes der nogle facts fra mødet;på trods af at ARC blev grundlagt i et anarkistiskregi, blev det besluttet af samtlige mødedeltagere, at

organisationen ikke kun skulle hjælpe anarkister,men alle socialistiske revolutionære fanger, der blevnægtet hjælp fra PRC. ARC spredte sig hurtigt iRusland; i 1906 var der lokalafdelinger i Kiev,Odessa og Bialystok og mange andre større byer. Engrund til den hurtige udbredelse har uden tvivlværet den mislykkede revolution i Rusland i 1905,der afstedkom arrestationer i tusindvis. Dette betødogså at ARC spredte sig til andre lande, da deltagerei revolutionen flygtede fra rettergangene; allerede i1907 blev der dannet en afdeling i London, hvorblandt andet Pjotr Kropotkin og Rocker slog deresfolder, og det følgende år nåede ARC tilNordamerika, hvor afdelinger blev etableret, først iNew York, og snart også i Chicago, Philadelphia,Detroit, Baltimore og flere andre byer. Selv om disseafdelinger altså ikke lå i Rusland, var ét af dereshovedformål stadig at samle penge ind til fanger i derussiske fængsler. Dette betød, at det amerikanskeARC i 1917 blev opløst, da Den russiske Revolutionvar en realitet, og det meddeltes at alle politiskefanger i landet var blevet løsladt. Revolutionære ihobetal, inklusive mange ARC-medlemmer, drog tilRusland for at deltage i revolutionen, hvor de blevmodtaget med åbne arme.

Glæden skulle dog vare kort. Som hosmarxisterne i PRC, var der heller ikke ibolsjevikkernes virkeliggjorte socialisme plads tildissidenter, og de russiske fængsler skulle snartbugne af uønskede individer igen. I 1919, mindreend to år efter revolutionen, blev ARC gendannet iUSA, og i Rusland arbejdedes der som aldrig før.Navnet på organisationen var dog nu ændret tilAnarchist Black Cross (ABC), for at forhindresammenblanding med Røde Kors (InternationalRed Cross) og PRC. I den sydøstlige del af Ukraine,som havde været en del af Storrusland, men som nuhavde opnået en vis selvstændighed, forsøgtes enanarkistisk revolution gennemført af en bondehærkaldet Makhnovisterne, der var samlet omkring dencentrale figur Nestor Makhno. Makhnos bondehærhavde i perioder kæmpet sammen med Den rødeHær mod de kontrarevolutionære kræfter iborgerkrigen, der fulgte i kølvandet på Den russiskeRevolution. Bondehæren måtte dog snart se sigforrådt af bolsjevikkerne, og efterfølgende stod detklart, at man var omringet af fjender; Den røde Hæri nord, en ukrainsk national-liberal hær i vest ogmonarkistiske hære i syd og øst. Dette betød, at ABCi Ukraine organiseredes dels som ambulance-enheder, som hos Røde Kors, og, hvad der måskevar endnu vigtigere, dels som forsvarsenheder, der

anarchistblack cross

HISTORIEN OM

27

havde til opgave at forsvare arbejderne i byerne fraangreb fra de forskellige fjender. ABC havde held tileffektivt at forsvare byerne indtil 1921, hvor Denrøde Hær definitivt slog Makhnos bondehær. I selveRusland var repressionen fra det totalitære regimeså stærk, at ABC omkring 1924-25 var ødelagt, efterår med forfølgelser, konfiskation af nødhjælp ogmord på aktivister i organisationen.

Det lykkedes dog flere ABC-medlemmer atundslippe bolsjevikkernes blodrus, og ved et møde iBerlin blev ABC reorganiseret. Her havdeorganisationen til huse i flere år før den flyttede,først til Holland, og senere til Paris. I USA skødafdelinger der skulle støtte kammeraterne i derussiske fængsler op igen, men omkring 1936begyndte kontakten med disse fanger at svigte, og i1940 ophørte den helt. Senere blev det kendt, athovedparten, hvis ikke alle, af de anarkistiske fangervar blevet myrdet under Stalinsudrensningsprocesser. I mellemtiden var flereeuropæiske lande faldet til fascismen, og Denspanske Borgerkrig var brudt ud. ABC skiftede nu tilet mere internationalt perspektiv, og forsøgte athjælpe kammerater på flugt fra fascismen, menbehovet for hjælp var på dette tidspunkt så stort, atde fleste af ABC’s afdelinger i USA og Europabukkede under for det enorme arbejdspres. Enrække afdelinger overlevede dog, og fortsattehjælpearbejdet under andre navne i flere årfremover. Men i 1958 var det slut, da den sidsteafdeling, i Paris, måtte lukke og slukke på grund af

mangel på ressourcer.9 år senere, i 1967, dukkede ABC op igen i

England, hvor organisationen primært arbejdedemed at støtte fanger fra modstandskampen iFrancos fascistiske Spanien. På opfordring fraLondon-afdelingen på den Internationale AnarkistKonference i Carrara, Italien, i 1968 begyndte nyeafdelinger påny at skyde op i Europa, USA ogAustralien, og snart var ABC back in business. Denydannede ABC-grupper skulle dog ikke få det sværtlettere end deres forgængere. Fra starten og opgennem 70’erne blev flere medlemmer fængslet ogenkelte endda myrdet af politiet. I Italien blev etmedlem af Milano-afdelingen, Guiseppe Pinelli,anholdt for at skulle stå bag en omfattendebombekampagne i landet. Gennem tre dage blevPinelli afhørt for til slut at blive smidt i døden frapolitistationens fjerde sal. Selv påstod politiet atPinelli havde tilstået anklagerne, før han selvhoppede ud af vinduet. Senere kom det frem, atbombekampagnen var nyfascisters værk. Dissearbejdede ud fra en strategi, der skulle skydeskylden for bombningerne på venstrefløjen, ogderved skabe et folkeligt krav om lov og orden, derkunne give dem magten. I øvrigt blev dissekampagner støttet af både CIA og NATO.

Selvom der nu eksisterede ABC afdelinger i flerelande, var den internationale kontakt mellem disseminimal, og i 1979 foreslog en amerikanskanarkistisk fange, Lorenzo Kom’boa Ervin, at manburde organisere et internationalt netværk. Hansforslag havde stor virkning på ABC’s vækst op

28

gennem 80’erne, men et egentlig netværk kom ikkefør 1989, da Emergency Response Network (ERN)blev dannet. Formålet med ERN var, at være i standtil internationalt at reagere på ranssagninger,dødsstraffe, sultestrejker og lignende. En ERN-mobilisering betød, at ABC-grupper og andre inetværket, ved hjælp af telegrammer og/ellertelefonopkald, kunne alarmere hele netværket iløbet af 48 timer. Desværre kom ERN aldrig rigtigop at køre, og gik hurtigt i sig selv igen. I 1994 blevnetværket genoplivet, og allerede i 1995 kom detførste egentlige ABC-netværk, Anarchist BlackCross Federation (ABCF), da afdelingerne NewJersey, Bronx, Washington DC og Brew City(Milwaukee, som populært kaldes Brew City pågrund af byens nu tidligere status som centrum forflere af USA’s største bryggerier) gik sammen. Flereamerikanske afdelinger sluttede sig snart til ABCF,men allerede mindre end et år efter ABCF’sdannelse, blev netværket splittet op på grund afuenigheder om føderationens mål og midler. Deafdelinger der forlod ABCF, dannede efterføgendeAnarchist Black Cross Confederation (ABCC), mendette netværk overlevede kun i få år. ABCFeksisterer dog stadig, men bliver til stadighedkritiseret for de samme ting, som førte til splittelseni ’95; konflikter med anarkistiske fanger, manglendestøtte til sociale fanger, Earth Liberation Front-fanger og andre, samt en systematisk træning ibrugen af skydevåben. For nyligt har et nyt netværk,Anarchist Black Cross Network (ABCN), set dagenslys i USA og udviklingen af dette netværk arbejdesder stadig på.

I Danmark har anarkistiske støtteorganisationerhistorisk set været ikke-eksisterende, hovedsageligtaf den grund at anarkismen aldrig nåede at vindeindpas på samme måde som i andre lande. Dendanske anarkismes heyday var uden tvivl omkring1918-19, i forbindelse med den syndikalistiskebevægelse Fagoppositionens Sammenslutning(FS), der havde eksisteret siden 1910. De ledendekræfter i FS, heriblandt Chr. Christensen, havdetraditionelt sværget til en mere marxistisk-inspireret syndikalisme, men efter Stormen påBørsen i 1918, blev disse folk fængslet. I demarxistiske syndikalisters fravær, blev FS’ adminis-tration nu domineret af anarkosyndikalisterne.Omtrent samtidig oplevede FS et stærkt opsving dade danske arbejdere i utilfredshed med deressituation i kølvandet på 1. Verdenskrigradikaliseredes i en hidtil uset grad. At sige at dedanske arbejdere var direkte anarkister, endsige

syndikalister, ville nok være en overdrivelse, menden måde mange af dem organiserede sig på i disseår, var i høj grad inspireret af anarkismen oganarkosyndikalismen, ikke midst takket være FS.Egentlige hjælpeorganisationer som ARC/ABCeksisterede ikke, men en del af den direkte aktionder blev udført i perioden, havde karakter afhjælpearbejde: Hvis en familie f.eks. blev smidt udaf sit hjem, når huslejen ikke blev betalt på grund afarbejdsløshed, troppede en mindre hær afarbejdsløse op, og bar deres ejendele ind i husetigen. Denne situation, hvor arbejderne og dearbejdsløse var i brechen, blev dog hurtigt vendt, daborgerskabet i løbet af 1919-20 fik held til at knusedet gryende oprør. I 1921 gik FS ind i et samarbejdemed Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), ogblev snart opslugt af dette. Herefter hører man stortset intet til anarkismen i Danmark førungdomsoprøret satte ind i slutningen af 60’erne. Iløbet af 1980’erne kom så den første danske ABC-afdeling, der dog bar det mere lokale navn SorteKors. Sorte Kors havde ’hovedkvarter’ i Slagelse, ogvar involveret i en del fangearbejde. Afdelingenudgav i en periode bladet Bulldozer, og havdesenere en klumme ved navn Sorte Kors Bulletin ibladet Direkte Aktion, der først blev udgivet afAnarko-Syndikalistisk Organisation (ASO), og somefter ASO’s opløsning i 1991 blev kørt videre som etselvstændigt projekt. Sorte Kors ebbede dog ud iløbet af 90’erne, og i dag bliver vores kammerater ide danske fængsler støttet af den nye ABC-afdeling,ABC København.

29

AF ABC KØBENHAVN

ABC København har eksisteret siden foråret 2000,men til at starte med bestod vores arbejdeudelukkende i at samle penge ind til fængsledeaktivister fra det venstreradikale miljø. I efteråret2001 begyndte vi at fungere som en egentlig gruppe,der arbejdede for at skabe kontakt til og arbejde forfængslede kammerater.

Vores motivation for at opstarte en ABC gruppe iKøbenhavn var, og er stadig, at sørge for at ingenkammerater bliver glemt bag fængselsmurene.Staten bruger ikke kun fængselssystemet til atumyndiggøre og frihedsberøvefangerne, men også til at gøre demusynlige; ikke-eksisterende. Det erblandt andet derfor langtidsfangerofte har meget svært ved at kommetil at leve bare et halvvejs normalt livigen, når de har udstået deres strafog bliver sluppet fri. De er blevetknækket af systemet.

Den danske stat bruger oftevaretægtsfængsling som pression,enten for at få den sigtede til attilstå, eller som skræk og advarsel tilalle, som kan finde på at sætte sig opmod magthaverne. I vores øjne erder ingen tvivl; varetægt ogisolationsfængsling er tortur.

Men hvis vi kan hjælpe fængsledekammerater til at huske, at de ikkeer alene, at de stadig kan slås og atder er nogen der støtter dem, så kanvi være med til at gøre fængselsindustriens ogdermed statens forsøg på at knække dem sværere,måske umuligt. Alene det at modtage et brev medhilsener fra den anden side af murene kan betydealverden for en fange. Nogle vil sikkert, mene at detvil batte mere at køre en gummiged gennemfængselsmurene. De har ret, men det er desværreikke altid praktisk muligt, så vi må gøre det vi kan.

Vi har valgt at beskæftige os med politiske fangerfra det venstreradikale miljø (ikke kun anarkister),mennesker som er blevet spærret inde fordi de harvalgt at bryde systemets regler i deres kamp modundertrykkelse. Dét er desværre kun en lille niche afet meget større område; der sidder menneskerfængslet rundt omkring i Danmark, som er(socialistiske) politiske fanger, men som vi ikke er ikontakt med, måske fordi de sidder i den andenende af landet og vi ikke har hørt om dem, måske

fordi de er flygtninge, eller simpelthen fordi vi kuner en lille gruppe og ikke har uanede ressourcer.ABC grupper fungerer bedst lokalt, så lav din egen!

Arbejdet i ABC består helt konkret i: At tage ud tilfængslerne med tøj, breve og penge til de indsatte,skabe kontakt mellem den fængslede, dennesadvokat og familie og venner. At sørge for at findeen ny forsvarer, hvis den fængslede ikke er tilfredsmed den hun/han har. At skrive breve til de indsatteog sørge for at de får besøg, hvis der er tale omudlændinge eller folk, der er langt hjemmefra.Derudover har vi en del forpligtigelser somretsgruppe.

ABC RETSGRUPPENKøbenhavn havde i mange år envelfungerende Retsgruppe, engruppe der har bestået af aktivistermed en vis erfaring i de retsligeproblemer man uværgeligt bliverkastet ind i, når man er en del af detvenstreradikale miljø. Hvad gør jeg,hvis jeg bliver anholdt? Hvordan fårjeg en advokat? Hvem kan vidne formig? Hvordan forholder jeg mig iretten? etc. etc. Sådanne spørgsmåler især rare at kunne få svar på, hvisdet er første gang man er i konfliktmed loven. Desuden er det godt atvide at man ikke er alene i kampenmod ‘rets’systemet, og at der ernogen der kan minde én om, hvemde egentlige røvhuller er.

Det var ikke vores hensigt atovertage Retsgruppens arbejde da vi startede ABCKøbenhavn. Vores ønske var at lave en gruppe, somudelukkende kunne hellige sig fangesolidaritet. Mendesværre gik Retsgruppen langsomt i opløsning itakt med at vores gruppe blev mere velfungerende.Til sidst var der ingen Retsgruppe længere og vivalgte, efter en del overvejelser, at overtage densarbejde.

ABC retsgruppens arbejde består i, foruden detovenstående, at sørge for at der bliver samlet op påmasseanholdelser, hjælpe med erfaringer ogbegrænset juridisk bistand. Vi sørger desuden forudgivelsen af ‘knaldhæftet’; et lille hæfte ilommeformat indeholdende basale rettigheder oggode råd i forhold til anholdelse,varetægtsfængsling mm. Det findes på 6 sprog ogkan bestilles gratis ved at kontakte os.

anarchistblack cross I KØBENHAVN

Anarchist Black CrossKøbenhavn

Jagtvej 692200 København N.tlf.: 23392169eller 29213379www.anarchistblackcross.dkabc-kbh@animail.net

30

AF HANS DITTMANN

Efter at sagen om den unge sorte mand, RodneyKing, der d. 3. marts 1991 blev tæsket af fire hvideamerikanske politibetjente, var gået i glemmebogenverden over, hørte man ikke meget til den fortsattepolitivold i de amerikanske gader, og hovedsageligt ide fattige kvarterer. Sagen om Rodney King og defire betjente var et stjerneeksempel på, hvordan detamerikanske retssystem fungerer. På trods afvideooptagelser af de fire betjente, der med deresknipler slår den forsvarsløse mand, blev betjentenefrikendt i retten i første omgang. Dette ledte til de såkendte Los Angeles opstande, og efter stort pres blev

betjentene dømt ved enanden retssag. Men

at tro at

politivolden ophørte med dommen over de firebetjente, er vist mere end bare naivt. Før sagen omRodney King og lige siden, har volden begået af detamerikanske politi, trivedes utroligt godt, og her erhistorien om en ung sort mand, der blev skudt ogdræbt af en hvid politibetjent, der derefter lagde sagan mod den dræbtes forældre.

MORDET PÅ GILBERT BARBER OGPOLITIETS EFTERFØLGENDE LØGNE

Gil (som han blev kaldt blandt venner og familie)var blot 23 år, da han skulle opleve sin sidste dag.Sent om aftenen d. 18. maj 2001 kørte han galt i sinbil i High Point, North Carolina. Ved politibetjentThomas Gordys ankomst til ulykkesstedet var Gilendnu ikke død, men havde fået sig et slemtkraniebrud. Gordy beordrede den hårdt sårede ud afbilen og ned på jorden. I sit forsøg på dette sprayede

Gordy peberspray i øjnene på Gil, og hvad derderefter skete, er der mangeteorier om, men Gordy valgtehurtigt at trække sin pistol ogskyde Gil 3 gange, hvoraf en

af kuglerne ramte ham ibrystkassen. Gil døde påstedet, mens også Gordyblev ramt af et skud i

benet. Gil var underhele episodenubevæbnet og ædru, og

fra Gordy’s ankomst til atGil lå død, gik der kun 113sekunder.

Der er som før nævntuenighed om, hvorvidtGil og Gordy sloges om

Gordy’s pistol inden handræbte Gil.

Politiet hævder den dagi dag, at de sloges ompistolen, og Sheriffen for

Gordy’s afdeling, Barnes,beskrev Gil som enrasende tyr på etpressemøde umiddelbartefter drabet. Dog har etvidne forklaret, at Gil på

intet tidspunkt under episoden rørteGordy, og ud fra den påstand har en

borgerkoalition mod politivold(October 22nd Coalition to stop

police brutallity, repression and

politivolden i usaHISTORIEN OM GIL BARBER

31

the criminalizationof a generation), dersiden drabet blev begået, har hævdet Gordy’s skyld,opstillet en teori om at Gordy trak sin pistol, og ipanik kom til at skyde sig selv i benet. Senere påpressemødet beskyldte sherif Barnes Gil for at værepå stoffer. Dette blev dog senere afkræftet af flereforskellige tests. Barnes havde nemlig først iværksaten test på Gil for marihuanapåvirkning, og da denviste negativ, foretog han tests for PCP osv.. Alletests var negative, og det tog 2 måneder at få lavetdem alle, således at pressen glemte historien. Ingenuafhængige undersøgelser blev på noget tidspunktforetaget. Kun en intern gennemgang af episodenfandt sted, og det var Gordy’s egen afdeling, der stodfor den. Rapporten af politiets gennemgang fandt,at Gordy handlede i nødværge, og denne rapportblev senere godkendt af dommer Stuart Albright,der blot nogle få måneder tidligere, havde godkendtet lignende tilfælde, hvor politiets skarpskytterdræbte en ubevæbnet og ikke aggressiv psykisk sygmand fra samme by som Gil, efter at denne mandhavde lavet telefonfis med en sygeplejerske, derarbejdede på et psykiatrisk hospital. Straks efterdrabet på Gil besluttede hans forældre, JessieBarber og Calvert ”Butch” Stewart, at undersøgehvad der nøjagtigt var sket på gerningsstedet denaften, men de nåede ikke langt med dereshenvendelser hos politiet. Jessie og Butch blevnægtet kassettebåndene med optagelserne frapolitiets radio (911 båndene) med den begrundelse,at efterforskningen stadig var i gang. Tilsammenligning blev et 911 bånd spillet i enradioudsendelse blot tre dage efter et stadiguopklaret mord på en politibetjent i New York (EdPons). Under hele forløbet efter drabet blev Jessieog Butch holdt hen af politiet med løgne og dårlige

undskyldninger, og underen lokal radioudsendelse

fortalte Sherif Barnes, at hanhavde været i dialog med Gil’s

forældre, men det kender Jessie og Butch intet til.

RETSSAGEN MOD GIL’S FORÆLDREEfter drabet på deres søn havde Jessie og Butchbeskrevet betjent Gordy som en ‘morder’ i pressen,men dette skulle senere komme til at koste dem. Dadommer Albright konkluderede, at betjent Gordyhavde handlet i nødværge, lagde Gordy sag an modJessie og Butch med krav om erstatning for svige ogsmerte. Han påstod, at de havde tilført ham storpsykisk smerte. Ud over at retssagen var rettet modJessie og Butch, prøvede Gordy’s advokat, Hill, atpresse dem til at oplyse navnene på de mennesker,der var, og er aktive i borgerkoalitionen modpolitivold, og de personer der har sprayet graffiti tilfordel for Gil i High Points naboby, Greensboro.Jessie, Butch og deres advokat frajuristorganisationen ”advokatkomiteen forborgerrettigheder” har hele tiden påstået, at politietmed denne retssag ville holde munden lukket pådem, der protesterede over, at Gordy var blevetfrifundet. Butch sagde i et interview ”Hvis de tror,at de kan lukke munden på mig, ved at fortælle migat jeg ikke må bruge det ord [morder, red.], såkalder jeg ham bare en dræber. Vi vil ikke holdekæft!” Selve retssagen varede gennem flere måneder,men d. 7. oktober 2002 kendte dommer Craig Jessieog Butch skyldige i forsagelse af svige og smerte, ogdømte dem til et erstatningskrav på 500amerikanske dollars til betjent Gordy. Udover de500 dollars skulle Gil’s forældre også betale forretssagens omkostninger. Dog nægter de at betalefor hverken erstatning til den mand, der slog deressøn ihjel eller for sagens omkostninger, så lige nuser de frem til at skulle i fængsel.

32

USA OG PROBLEMERNE MED NARKOOG TERRORDommen mod Jessie og Butch var hård og helt udeaf proportioner. Hvad enten om man tror, eller ikketror på Gordys skyld, så burde dommeren have hafti baghovedet, at Jessie og Butch havde mistet deressøn, og at dette var en tung nok byrde i forvejen.Endvidere burde Gordy aldrig have lagt sag an modJessie og Butch, men der har nok været en heltanden motivation for at lægge sag an fra politietsside, end Gordys psykiske smerter efter drabet.Allerede da drabet rygtedes rundt omkring i byen ogdele af North Carolina, forholdt mange sig skeptiskeoverfor Gordys optræden den pågældende aften ogpolitiets efterfølgende forklaringer. Modstandenmod politiets vold voksede, og blev mere organiseretpå baggrund af drabet på Gil. Denne modstandoverraskede tydeligvis ledelsen i Gordysdistriktsafdeling, og det er nok mere sandsynligt, atdet er på dette grundlag, at retssagen blev indledt.

I USA har sorte op gennem historien altid måttetaffinde sig med at være generelt dårligere stillet endhvide.

I 80’erne og 90’erne har enpåstået indædt kamp modnarkokriminalitet gjort siggældende i de store byersfattige kvarterer.

Steder hvor majoriteten

af beboere har været, og er, sorte ellerspansktalende.Denne påståede bekæmpelse afnarkokriminalitet har ført til mange indskrænkelseri sortes liv. Bygninger er blevet omringet afmeterhøje hegn med kun én udgang, øgetkameraovervågning inden for hegnene og stærktintensiveret politipatruljering, hvilket har medførtstigning i vilkårlige kropsvisitationer oganholdelser. Efter terrorangrebet d. 11. september erbilledet vendt lidt; nu handler marginaliseringen afsorte primært mere om bekæmpelse af terrorisme,og her er araberne kommet mere i søgelyset.Kongressen har indført nye anti-terror love, dergiver politiet mulighed for bl a. at båndoptagemøder og samtaler mellem advokater og deresklienter, gennemsøge husstande udendommerkendelse og på ethvert tidspunkt af døgnet,holde udenlandske statsborgere i USA i isolation påubestemt tid uden sigtelse og krav om at dentilbageholdte bliver stillet for en dommer (der findeshistorier om nogle, der har siddet i isolation sidend. 11. september 2001, og mens dette bliver skrevet,endnu ikke er sluppet ud).

Om det hedder bekæmpelse af narkokriminaliteteller terrorisme, så har det altid været primært desorte eller spansktalende, der har stået for skud. Atder inden for narkomiljøerne findes en del sortehænger sammen med, at sorte generelt er fattigereend hvide i USA. Det er altså den sociale ulighedmellem den hvide overklasse/øvre middelklasse ogde sorte, der tilhører arbejderklassen, som har skabtfordelingen mellem hvid og sort i narkomiljøerne.Gilbert Barber var hverken involveret inarkokriminalitet eller terrorvirksomhed, han var

bare en ung sort fyr, der blev ofret i entragisk og ekstrem absurd begivenhed.Men han er ikke den første, detamerikanske politi har dræbt; i 1999udkom en bog i USA, der dokumentererover 2000 drab på civile siden 1990 aflandets politibetjente ogsikkerhedsvagter. Her er majoriteten af dedræbte af en anden hudfarve end hvid oglangt størstedelen fattige arbejdere ogarbejdsløse. Gil er bare endnu en tilføjelse

til listen over ofre, endnu enpåmindelse om hvem det

amerikanske retssystem erskabt af og for.

33AF DANIEL MILAN

34

AF DANIELL MARCUSSENForfatteren er -=BI=-*Cmrd*Makhno

Det er tidlig morgen, og solens stråler har endnuikke brændt morgendisen væk over den lille gruppemennesker, som langsomt sniger sig langshovedgadens husmure frem mod floden, der delerden lille by i to. Denne morgen er ikke som alleandre og personerne, som langsomt men sikkertbevæger sig frem mod floden og broen, er heller ikkehelt som alle andre; de har en mission! Broen, somforbinder de to halvdele af byen, er af afgørendestrategisk betydning og må for alt i verden ikke faldei fascisternes hænder - og hvem er bedre til at sikre,at dette ikke sker end den anarkistiske militsBrigadas Internacionales? Militssoldaterne når fremtil floden og tager opstilling i dækning af den lavemur, som løber langs flodbredden på begge sider afbroen. De gamle Mauser rifler bliver ladt,granaterne i bæltet efterses en sidste gang ogsnigskytten tager plads i ly af et lille buskads lidtlængere væk fra broen – nu er der ikke andet at gøreend at vente. Alle ved, at stilheden ikke vil vare ved,og ventetiden synes uendelig lang. Pludselig sker dernoget, ”Enemy spotted!” lyder det, da en skikkelsemed et lille stramt overskæg og nazi-armbind (jegsyntes bestemt, at jeg har set ham før) stikkerhovedet op over muren på den modsatte side -sekundet efter er luften tyk at krudtrøg, brag ogsmæld fra de gamle rifler, og granaterne flyver tværsover floden fra begge sider. Nu går det løs – treanarkister med rød/sorte tørklæder om halsen ogskråhuer på hovedet kaster sig ud over muren ogfalder de 3-4 meter ned i det grønne flodvand.Herfra fortsætter de i løb mod den modsatte side og

trappen, som fører op til fascisternes snigskytter påden øverste etage af det gamle hotel. To afanarkisterne når frem, men den tredje bliverliggende livløs i det kolde flodvand. Tre andreanarkister forsøger nu at udnytte den forvirring,som blev skabt ved det første angreb, til at stormefascisterne af den direkte vej tværs over broen – detlykkedes dem på forunderlig vis, og anarkisterne harnu de vigtigste strategiske punkter for at kunneholde broen og forhindre fascisterne i at sprængeden i stykker. ”No pasaran!” bliver der råbt frahotellets øverste etage, og de andre anarkisterbesvarer det med et rungende ”Pasaremos!”, mensde krydser broen og stormer de sidste fascistiskestillinger og den lille gruppe som har søgt tilflugt itårnet af den katolske kirke lidt længere nede adhovedgaden. Efter få minutters ildkamp fra hus tilhus er det hele overstået, og de overlevende samlesfor at diskutere slagets gang. Jeg kryber frem fra mitskjul og løber ud på hovedgaden, hvor jeg møder,hvad der efter min overbevisning må være deneneste anarkistiske guerillamilits i verden. Dette erjo en enestående chance, jeg må simpeltheninterviewe disse mennesker til Sabot – og i minnærmest euforiske begejstring glemmer jeg alt omikke at være talerør for nogen; jeg glemmerfuldstændig at være kritisk og begiver mig ud i enren reklamekampagne for denne lille gruppe aftilsyneladende revolutionsromantikere og voldeligefanatikere. Hvad der følger herefter er nemlig ikkeandet end en hyldest til anarkisternes sande fortrop– dem der bare HAR ret! Enhver der ønsker atbevare forestillingen om Sabot som et kritisk ogselvkritisk magasin bør ikke læse videre.

Riflerne og granaterne bliver lagt til side for en

den spanskeEN BLODIG BERETNING FRA FRONTEN

borgerkrigraser endnu

35

stund, og vi bliver enige om at finde et merefredeligt sted at lave interviewet – få sekundersenere befinder vi os flere hundrede kilometer væk,på en strand ved den franske Atlanterhavskyst. Vislår os ned i sandet og de, der er gamle nok til denslags, finder tobakken frem, før snakken går i gang.

For vores pacifistiske læseres skyld må vi nokhellere lige stoppe op her og afsløre, at hverkengranaterne, de susende geværkugler ellerblodpletterne på husmurene er andet end ettaller ognuller. Den anarkistiske milits’ medlemmer er ivirkeligheden også spredt over hele verden og sidderbag hver deres computerskærm, mens de udkæmperdet ene slag efter det andet mod fascisterne,amerikanske marineinfanterister og en gangimellem stalinisterne. Vi befinder os icomputerspillenes verden, nærmere betegnet i ‘FirstPerson Shooter’-spillet [skydespil set fra ‘heltens’øjne, red.] Medal of Honor Allied Assault (MOHAA)som udspiller sig under 2. Verdenskrig. Denanarkistiske milits Brigadas Internacionales (BI) erda heller ikke en milits, som vi kender dem fra Denspanske Borgerkrig men en såkaldt klan afcomputerspillere, som spiller mod andre klaner ogenkeltpersoner via servere på internettet. Alt detteændre dog ikke stort ved alvoren i projektet – detgælder kampen for anarkiet! BI har så at sigeerobret et computerspil, som i udgangspunktetpropaganderer for den amerikanske hær, men somifølge medlemmerne af BI sagtens kan være etudmærket redskab for anarkister, hvis det bliverbrugt eller misbrugt rigtigt.

Tilbage på stranden i Frankrig spørger jeg derygende og snakkende militssoldater om, hvordan

ideen til en anarkistisk klan overhovedet opstod. Enaf de mere erfarne kammerater, og grundlægger afklanen, som i denne verden bærer navnet Durruti,svarer: ”Jeg har tidligere været i en anden klan, ogder var der et meget strengt hierarki. Jeg så,hvordan alle kæmpede for at vinde ære og magt iklanen, og det fik mig til at tænke, at dette måttekunne være anderledes. En klan bør bestå afvenner, hvor alle er lige og kæmper for et fællesmål – og hvad skal vi så bruge hierarki og militæretitler til? Derfor blev der dannet en anarkistiskklan, som kunne bevise, at vi ikke har brug for demagtliderlige generaler, og at der findes andremåder at organisere sig på.” Durruti forklarervidere, at BI ikke benytter militære titler. I stedet forer alle kammerater, og ingen bestemmer overandre. Når klanen skal tage beslutninger, foregår deti klanens forum, hvor alle har tale- og stemmeret, oghvor alle kan fremsætte forslag. Klanens opgaver erfordelt mellem dens medlemmer, én er repræsentanti de ligaer, som klanen er en del af, andre skriver ogopdaterer nyheder og beskeder på hjemmesiden, éndesigner uniformer til klanen og nogle indsamlertekster og andet relevant til hjemmesidensuddannelses sektion. ”Uddannelses sektion, hvad erdet for noget?” spørger jeg, og Durruti fortsætterivrigt: ”Ja, altså, vi vil gerne give

36

klanensmedlemmer og

alle andre mulighedfor at lære mere om

anarkismen, dens teori oghistorie. Derfor har vi lavet enpolitisk sektion med tekster oglinks til anarkistiskeinternetsider – det er ikke nokat kunne affyre et gevær!” Enanden militssoldat, Fingolfin,ser op og siger: ”De eneste, derhar lidt magt i klanen er milits-instruktørene, som ofte blivervalgt mellem de mest erfarnemedlemmer. De har til opgaveat undervise de nye

kammerater i vores strategierog taktikker.”

Det har altid været etstridspunkt mellem anarkister

og de mere autoritære socialistiske retninger,hvorvidt det er muligt at gennemføre et militærtforsvar af en revolution gennem militser organiseretdemokratisk og uden hierarkier, eller om det ernødvendigt at danne en egentlig hær, og pludseligslår det mig, at de personer, som sidder omkringmig på stranden her, måske er de nærmeste til atbesvare dette spørgsmål. Jeg læner mig frem moddem og spørger: ”Helt ærligt kammerater, er det såmuligt at vinde uden en leder? Eller bliver vi nødttil at give de autoritære socialister ret?” Smilene ogden spontane latter taler sit eget sprog ”Selvfølgeligkan man vinde uden ledere!” siger Guasu ogDurruti uddyber: ”Vi kan bevise at man kan vindeuden ledere! Men det kræver selvfølgelig at alletager ansvar og deltager aktivt. Vi må f.eks. væregodt forberedte, derfor er vores træning megetvigtig. Når vi træner vælger vi en instruktør somfår ansvaret for at undervise og rådgive de øvrigemedlemmer – på den måde bliver vi så øvede at viikke behøver befalingsmænd, når det virkeliggælder!” Fingolfin tilføjer: ”Vi tror på at en strategilagt af 15 personer er bedre end en, der er lagt af 2personer, så derfor er vi alle generaler før kampenog de mest stolte og modige krigere, når vi gribervores våben og drager i kamp igen.”

Det slår mig, at der ikke er en eneste kvinde tilstede, ”Hvor er de kvindelige militssoldater?”

spørger jeg drillende. ”Tjaa, der erikke nogen endnu!” svarer Fingolfin

og forklarer: ”Der er i det hele taget ikkeret mange kvinder der spiller MOHAA!” “Men vihar designet en uniform [et såkaldt ‘skin’, red.] tilde kvindelige militssoldater. De skal bare kommeog tage den på!” tilføjer Bocca, som er klanensskrædder, mens han smiler bredt. ”Er det enopfordring?” spørger jeg. ”JA!” lyder det i kor. ”Jeghåber virkelig, at de kommer en dag!” nærmestsukker Guasu.

Jeg rømmer mig og kigger ned i sandet. På minindre nethinde ser jeg billederne af gale teenagere,der er gået amok og har skudt hele deres skoleklasseog et par af deres lærere efter at have spille voldeligecomputerspil. Mit blik flakser et øjeblik rundtblandt militssoldaterne i sandet før jeg endelig fårfremstammet mit næste spørgsmål: ”Ermedlemmerne af BI ikke bare en flok asocialeteenagere uden venner og med en syg fascinationaf vold?” ”LOL!” [‘Laughing Out Loud’ –computerlatter, red.] lyder det fra Fingolfin somfortsætter: “Aldrig har jeg hørt så mærkeligt etspørgsmål. Jeg kan selvfølgelig kun tale for migselv, men jeg er i hvert fald ikke nogenmarginaliseret asocial teenager. Mennesker villeleve et meget bedre liv uden volden, men i nogletilfælde kan den være uundgåelig. Hvis jeg levedeunder Den spanske Borgerkrig, ville jeg gerne gå ikamp, men situationen i dag retfærdiggør ikkebrugen af vold!” ”Folk der slå ihjel i et computerspildeltager jo bare i et eventyr!” forklarer Guasu,mens han kigger ud over det computeranimeredeAtlanterhav. ”Men MOHAA er da et krigsspil!”forsøger jeg at argumentere, ”Så er det vel også iorden med en krig mod Irak ikk’?” Fingolfin serundrende på mig: ”Det er da helt ulogisk. Jeg erimod enhver krig I den virkelige verden!” ”Måskekan man forklare det sådan her:”, siger Guasu, ogfortsætter: ”Jeg elsker bil-spil, men det betyder daikke, at jeg synes, at det er i orden at drøne afstedmed 200 km/t i den virkelige verden. – Det bliver iøvrigt slet ikke noget problem med den spand af enbil som jeg kører rundt i nu! LOL!” Da jeg laderblikket glide rundt på personerne omkring mig, gårdet op for mig, at jeg virkelig har taget fejl. Mange afmilitssoldaterne bærer tilføjelsen [NO WAR] efterderes BI-navn; det jeg troede var en gruppe blodigekrigere er i virkeligheden en fraktion afantikrigsbevægelsen.

”Men I er da en flok revolutionsromantikere, detmå I da indrømme . - Hvorfor kan I ikke bare

37

indse, at Den spanske Borgerkrig er forbi, og at vitabte?” forsøger jeg lidt provokerende. ”Vores klaner jo i virkeligheden meget mangfoldig og der erhelt sikkert revolutionsromantikere blandt os!”svarer Fingolfin. Et par stykker griner forsigtigt,mens han fortsætter: ”Der er mange forskelligesynspunkter repræsenteret i klanen, blandt andetdet at en borgerkrig aldrig er til nogen nytte,uanset hvem der vinder den. Tænk bare på deuhyrligheder, som blev begået også på denrepublikanske side i borgerkrigen. Jeg beundrerkun de mennesker, som kæmpede for frihed ogretfærdighed, og samtidig brugte deres hjerner.De, der ikke gjorde det, endte i en afgrund affanatisme. Jeg er tilbøjelig til at sige, at enuretfærdig fred ofte er bedre end et korstog forretfærdighed!” Durruti løsner lidt på sit rød/sortetørklæde og siger: ”Vi ved godt at krigen blev tabt,men det var jo ikke alle anarkister, der døde, ogsiden er der kommet mange nye til, og der vilkomme endnu flere i fremtiden!”.

”Hold nu op!” udbryder jeg spontant ”Det er velbare et computerspil. – Er det ikke mere sjov endpolitik?” ”Tjoo, det er da bare et spil, og vi har detrigtig sjovt, når vi spiller sammen!” siger Durrutiog fortsætter: ”Men det er faktisk også muligt atkæmpe for vores ideer ad denne vej. Der er mangeandre måder at lave politik på end at gå i demon-stration, skrive artikler og lave happenings – ogdet er jo ikke forbudt at have det sjovt samtidig. Vibenytter bare et nyt middel, men det er egentligtdet samme, vi laver, bare på en sjovere måde!”

Fingolfin afbryder: ”Helt ærligt, deter da selvfølgelig bare for sjov. Det

er et spil og ikke politik!” Durruti er ikke helt enig:”Man kan da på en måde sige, at vi realisereranarkiet inden for rammerne af et computerspil.Det er en slags direkte aktion, hvor alle andre, derspiller med os, ser, at der findes et alternativ tilhierarki og autoritet…!”

Durruti bliver afbrudt, idet en kugle hvisler henover hovederne på os og slår ned i sandet få meterfra vandkanten. Alle søger dækning og forsøger atfinde ud af, hvor kuglen kom fra. Bocca, somallerede ligger i sandet med sin riffel parat, kaldermig hen til sig: ”Se her!” siger han og rækker migriflen. Jeg lægger riflen til min kind og ser ind ikikkertsigtet, og til min store overraskelse ser jegStalin kravle rundt på toppen af den store bunker iklitterne. ”Hvem er det?” spørger Durrutinysgerrigt. ”Bare endnu en mand med overskæg!”svarer Bocca tørt, og de andre griner. ”Skal vi så gi’Stalin den røvfuld?” spørger Bocca og serafventende på mig. Jeg tager sigte igen og holdervejret. Alles øjne hviler på mig… BANG!

BRIGADAS INTERNACIONALEShttp://www.supercable.es/~biclan/ http://www.bi-clan.tk

KLANENS SERVER[GAMESNET.IT][RENT] MOH 1.11 #11 - BI-CLAN.TKIP adresse: 195.36.6.11:12343

38

39

sabotsabotsabotsabotsa

FORHANDLERE AF SABOT

1000FRYDKattesundet 10, 9000 Aalborg

BlitzPilestedet 30A-C, Oslo, Norge

DemosElmegade 27, kld., 2200 København N

GlassfabrikkenKristianstadsgatan 16, Malmö, Sverige

Internationalt ForumGriffenfeldsgade 41, 2200 København N

Jaap BokcaféHjelms Gate 3, Oslo, Norge

ABONNÉR PÅ SABOTFå Sabot leveret lige til døren! Det koster 100 kr, og så får du fire

numre. Pengene indbetales på vores konto i Merkur Bank,Reg. nr.: 8401 Kontonr.: 1045873. Læs mere på vores hjemmeside

http://direkteaktion.dk/sabot

Kafé 44Tjärhovsgatan 44, Stockholm, Sverige

Kafé KaffaanVestre Troggaten 6, Bergen, Norge

Rock UglenFrederiksborggade 40, 1360 København K

Sex-Beat RecordsStudiestræde 18, 1455 København K

SpidsrodenPrins Jørgensgade 14A, kld., 2200 København N

Syndikalistiskt ForumHeurlins Plats 15, Göteborg, Sverige

Usmaliac/o Ungdomshuset, Jagtvej 69, 2200 Kbh N

40