3kuøøforemn£ø 5. AARG. NR. 17

autoer 23

aug 1932

i

Den gamle 'Kornbo henter ,{#oa“t Tbrugsen -

!

Dy namo=Cykle=Lygten „Stifinder ff Kr. \T/i

Forchromet og sorHakeref, meget elegant og

kraftigt lysende, flammet og forsølvet Reflek=

tor. Præcisionsarbejde, lydløst og let Løb.

Automatisk Strømregulering. — Driftssikker.

*

F. D. B. bar Eneretten for Danmark.

~k

Nyhed! Model 1932! ~k

Faas i Brugsforeningen

4‘Nej, saa meget vil jeg ikke betale for Olie,” sagde MANDEN, DER IKKE VIDSTE BESKED Han havde købt en god Vogn, og var vant til

at værdsætte Kvalitet, men da ban skulde købe

Smøreolie, sagde ban: “Nej, saa meget vil

jeg ikke betale (or Olie." For barn var Olie

kun Olie.

HAN TÆNKTE IKKE PAA, at Stemplerne

i bans Motor bevæger sig op og ned 3000

Gange i Minuttet, og at kun en Oliebinde,

tyndere end det tyndeste Papir, beskytter

de arbejdende Dele mod Slid.

HAN VAR IKKE KLAR OVER, at nogle Olier “tynder ud" i Mo¬

torens Varme og forbrænder for hurtigt, medens

andre afsætter Sod og Slam, som binder Stempel-

ringene og stopper Olietilførsien.

HAN VAR UVIDENDE OM, at over 50 %

Automobilreparationer kan føres tilbage til Bru-

gen af daarlig eller uegnet Olie. Han vidste ikke,

at kun Gargoyle Mobiloil yder “lige saa god"

Smøring som Gargoyle Mobiloil, ellers bavde

ban aldrig udsat sin Motor for Smøring med

tilfældige Olier, men forlangt det

Mærke Gargoyle Mobiloil,

der e^er Gargoyle-Tabellen

er det rigtige til bans Motor.

Gargoyle-Tabellen findes bos Forbandlerne, paa Reparationsværksteder

og i Garager over bele Landet— ja, for den Sags Skyld over bele Verden.

GARGOYLE MOBILOIL VACUUM OIL COMPANY A/s . KØBENHAVN

DETTE NUMMER INDEHOLDER: Forsidebillede: Den gamle Hornbo henter »Goa« i Brugsen. — Søslangen, S. 387. — Pakkede \arer 1 Brugsforeningen. Af P. Frank, S. 389. — Hønsefoder i Brugsforeningen, S. 390. — Varer og Priser, S. 391. — Flaget er hejst, S. 392. — B. B.s Billedside, S. 393. — Hvor Smalhals altid regerer. Af J. Toft, S. 394. — Vore Læsere har Ordet, S. 396. — Den uventede

Arv. Af A. Chr. Westergaard, S. 398. — Hjemmets Opgaver, S. 400. — Lille P. Brugs, S. 402. — S. Vims, S. 403.

T og for sig »kan det vel ikke A forbavse, at den Tid, vi er

inde i, i særlig Grad giver Grundlag for, at Modsætningsfor-holdet imellem Andelsforeninger og pri-vate Foretagender indenfor dé forskel-lige Omraader giver ~sig til Kende noget stærkere end sædvanligt. Men det er ganske interessant og belærende at be-tragte, hvorledes der fra de to nævnte Sider tages forskelligt paa Forhold og Spørgsmaal, som staar i Forbindelse med det omtalte Modsætningsforhold. Thi medens man har Lov at sige, at der utvivlsomt indenfor Andelsbevægelsen paa de fleste Omraader gør sig en Ten-dens gældende i Retning af øget Tilslut-ning og Benyttelse af Andelsforetagender til Udøvelse af den paagældende Virk-somhed, og der jo ogsaa i den seneste Tid har vist sig betydningsfulde Resul-taler i saa Henseende, giver Stemningen indenfor særlig den private Handels Kredse sig navnlig til Kende gennem en Række Angreb paa, hvad Modparten — altsaa Andelsbevægelsen — foretager sig og gennem Forsøg paa Mistænkeliggø-relse af saavel Bevægelsens Hovedprin-cipper som de Former, hvorunder det praktiske Arbejde udøves.

Vi har her i Brugsforenings-Illadet søgt i videst muligt Omfang at give Plads for det positive Arbejde til Fremme af Andelsbevægelsens Virksomheder og specielt Brugsforeningsbevægelsen, til Trods for at der egentlig har været me-re end tilstrækkeligt Grundlag for Ret-ledning af • mange af de Uhyrligheder, som bl. a. fra visse Sider indenfor den private Handel er kommet til Orde gen-nem den specielt dertil afrettede Presse. Vi har da ogsaa set, at vor Tavshed er blevet udnyttet og udlagt som Bevis for de fremsatte Paastandes Rigtighed. Men til Trods for den Risiko at blive tillagt forskellige mindre smigrende Egenska-ber i Handelspressen og indenfor den-nes Læsekredse, har vi af Pladshensyn og for at forskaane vore Læsere for ad-skillige Liniers Læsning dog holdt Svær-det i Skeden.

Det forekommer os imidlertid, at der nu, naar vi ser tilbage paa de sidste Maaneders forskelligartede og efterhaan-den meget kraftige Angreb paa Andels-foreningerne og specielt Brugsforeninger og andre Indkøbsforeninger, er et en-kelt Punkt, som vi maa ofre nogle Ord for ikke at fæstne Misforstaaelsen af vor

SØSLANGEN Tavshed alt for meget og paa den anden Side ogsaa for at holde vore Læsere un-derrettede om de Front-Punkter, hvor Angrebene —• for at bruge et smukt Ud-tryk — rettes.

Fin trods Sommervarme og Tørke stedse rindende Kilde til Drøftelse og Vedtagelse af harmdirrende Resolutio-ner m. m. indenfor specielt Detailhande-lens Cirkler er Brugsforeningernes og an-dre lignende Indkøbsforeningers Beskat-ning. Det er den stadig spøgende Søslan-ge, hvorom der kan tales og skrives i det uendelige. Under mange forskellige For-mer har man gennem Aarene søgt at presse en Smule sund Fornuft af den uforgængelige Citron. Man har vendt og vredet Synspunkter og Grundlaget for dette Krav, man har til visse Tider søgt at skubbe Detaillerne til Side og se paa den store Linie i Spørgsmaalet, og man har til andre Tider set bort fra Prin-cipperne og søgt at drage Sagen ind i et udpræget praktisk Plan — men uden at man dog har formaaet at finde Vejen frem til den fornødne Anerkendelse af de vedtagne Resolutioners Idé.

Ved de forskellige Møder, som Køb-mandsorganisationerne har afholdt i den første Del af indeværende Sommer, har Skattespørgsmaalet paany maattet holde for, og den Motivering, som er kommen til Orde, er naturligvis præget af de øko-nomiske Forhold og de dermed følgende Vanskeligheder ogsaa for Købmændene. I Almindelighed hæfter Kravet om Be-skatning af Brugsforeninger m. m. sig da til den Opfattelse, at naar der skal skrabes Skat sammen, er der ingen Me-ning i, at Andelsforeningerne med deres Omsætning skal gaa fri, ganske bortset fra det ubegrundede og uholdbare i denne typiske 1932-Betragtning.

Købmandsmødernes almindelige Syns-punkt har bl. a. sat sig fast i, at den Skatteudgift, som en almindelig Køb-mandshandel har, ikke paa samme Maa-(je paahviler en Brugsforening, og at denne Skattefrihed er Brugsforeningens egentlige og eneste Eksistensgrundlag. F. Eks kan i denne Forbindelse nævnes en Korrespondance til en Række kon-servative Blade, der netop siger, at »For-holdet er omtrent del samme, som hvis

Brugsen boede husfrit, medens Købmanden maatte betale sin Bu-tiksleje.«

Netop hvor det drejer sig om den saakaldte almindelige Købmandshan-del, der jo for den væsentligste Del udøves af Enkeltmands-Firmaer, ligesom de For-samlinger, der har vedtaget Beskatnings-Resolutionerne, for den overvejende Del bestaar af saadanne Enkeltmands-Fir-maers Indehavere, kan der være Grund til at se lidt nærmere herpaa, og fordi paa den anden Side en Præcisering af. hvorledes Sagen i Virkeligheden ligger, muligt kan skabe ønskelig Klarhed.

Vi tænker altsaa paa den almindelige Købmandshandel, hvor Købmanden be-taler Skat af sin Indtægt og med Mis-undelse tænker paa, at hans Nabo, Brugs-foreningen, er »skattefri«, eller i hvert Fald, naar han er til Møde med sine Kol-leger, deltager i Vedtagelsen af Resolu-tioner, der med Harme udtaler sig imod denne Uretfærdighed.

Vi kan tænke os, at Købmanden med en almindelig Omsætning og en almin-delig Fortjeneste har en Indtægt sva-rende til, hvad der kan leves jævnt og godt for af ham selv og hans Familie.

Og nu den »skattefrie« Brugsforening. Vi ser i denne Forbindelse ganske bort fra den Brugsforening, der fordeler Va-rer ikke alene til sine Medlemmer, men ogsaa til en aaben Kundekreds. En saa-dan Forening, der altsaa har Nærings-bevis, er jo nemlig fuldt ud skattepligtig baade af Indtægten fra den aabne Han-del til udenforstaaende og af Overskud-det ved Varefordelingen til sine Medlem-mer. Naar Skattefriheden drøftes, maa altsaa disse Foreninger, der dog beløber sig til over 40 pCt. af samtlige, allerførst holdes ude.

Men altsaa de sluttede Foreninger — de, der kun fordeler Varer til deres Medlemmer. Har de slet ingen Skatte-udgift svarende til Købmandens Skatte-udgift i Forhold til hans Indtægt af sit Arbejde som Varefordeler? Glemmer mon ikke Købmændene — i hvert Fald naar de er udenfor Sognets Grænser og sid-der til Møder i Centralforeninger og an-dre Steder — at der er noget, der hed-der, at den Uddeler, der forestaar den sluttede Brugsforenings Omsætning, be-taler Skat af sin Indtægt ved dette Ar-bejde, og at denne Skatteudgift, som selvsagt til syvende og sidst maa udredes af Varefordelingen, altsaa ifølge Sagens

I BY 06 PAA LAND

I BY OG PAA LAND bruger man F. D.B.s SYREN Sæbe, der er en meget fordelagtig Haandsæbe for dem, der virkelig ønsker at faa noget for Pengene. SYREN Sæben giver et fyldigt, rensende Skum; den er vellugtende og saa mild, at selv den sarteste Hud taaler den — og den er drøj, meget drøj. Kun Brugsforeningen kan byde Dem denne Sæbe. Prisen er 25 Øre pr. Stk.

RD.B. Syren

1932 BRUGSFORENINGS-BLADET 389

Natur ogsaa paahviler Brugsforeningen. Vi har ved en tidligere Lejlighed frem-draget Eksempler fra Kommuner, hvor en Brugsforeningsuddelers Skat er sam-menlignet med en stedlig privat Køb-mands — og vi maa sige med det Resul-tat, at Købmandens ikke var den største. Men netop naar vi nu i den forløbne Sommer har set saa umaadelig megen Skatteharme fra Købmændene og deres Forsamlinger, bliver vi tvungne til at minde om dette Punkt i hele Agitationen.

Ogsaa i tidligere Tiders Skattedis-kussioner er denne Betragtningsmaade kommet frem. Bl. a. skrev Severin Jør-gensen herom for en Række Aar siden følgende, der slaar Hovedet paa Søm-met: »Hvis Købmanden — i Lighed med Brugsforeningerne — til sin Indkøbspris kun lægger en Avance paa Varerne, der dækker hans Udgifter og tillige giver ham et passende Vederlag -— lig Brugs-foreningernes Uddeleres— for hans Ar-bejde, da vil jo Købmanden og Brugs-foreningsuddeleren være ligestillet med Hensyn til Skat.«

Vi skal ved denne Lejlighed afholde os fra' yderligere at rode rundt i den Po-se, der hedder den private Handels-stands evindelige Skattejammer, men vi

kunde have Lyst til lige til Slut som en Prøve paa, hvorledes der nappes i Spørgsmaalet paa alle mulige Maader, at fremdrage, hvorledes Dgbl. »Børsen«, der bl. a. ogsaa har forsøgt at optrække den store Linie i Spørgsmaalet, ikke desto-mindre gaar i Gang med en efter vor Mening ret usmagelig Detaille ved at omtale, hvorledes den enkelte Andels-haver gennem sin Deltagelse i et Andels-selskab, f. Eks. en Landmand ved Ind-køb af Gødning og Foderstoffer, kom-mer i Modstrid med »Børsen«s Retfær-dighedssans. Bladet skriver, at han gen-nem Indkøbsselskaberne »maa betale si-ne Varer med en Overpris, der forøger hans Driftsomkostninger og forringer hans skattepligtige Indtægt« (udhævet af »Børsen«), og fortsætter med en elskvær-dig Bemærkning, der dog naturligvis er et nødvendigt Supplement, for at Tanke-slutningen kan komme i Stand, saaly-dende: »og i hvilken Grad dette regu-leres ved en senere Tilbagebetaling gen-nem Udbytte eller Bonus er i alt Fald problematisk« (udhævet af os).

Vi skal ikke udbrede os i en unødig Kommentar, hverken med Hensyn til den første Dels Rigtighed eller den sid-ste Dels Smagfuldhed.

„Pakkede Varer" i Brugsforeningen. L'or blot en Menneskealder siden fik A man de fleste Varer fra Butikken i »løs Vægt«, Købmanden og Uddele-ren foretog Afvejningen og Indpak-ningen. Kun saadanne Ting som To-bakker, Cikorie, Chokolader og en-kelte andre Fabriksvarer var pak-kede. Nu er F'orholdet ved at blive omvendt; i den moderne Kolonial-butik er et meget stort Antal af Vare-sorter afvejet og originalt indpakket af Importøren eller Fabrikanten. Og-saa Brugsforeningerne har selvfølge-lig fulgt med i denne Udvikling, og største Parten af F. D. B.’s Fabrikata til Kolonialbutikken er »pakkede Va-rer«: Margarine, Chokolade, Sukker-varer, Krydderier, Sæber, Vaskemid-ler, Kaffetilsætning, Te, Mel i plom-berede Afvejninger, Sværte og andre kemisk-tekniske Varer. De private Fabrikker har det paa samme Maade, og selv fra Udlandet faar vi Ting som »Sun Maid«-Rosiner, Corn Flakes, foruden hermetiske Sager. I Sverige er man endnu længere fremme og le-verer »hel brændt Kaffe«, Sukker og Knækbrød i Pakninger.

De pakkede Varers stærke Frem-trængen i Handelen, til Trods for at man oftest kan faa tilsvarende i Løs-salg, er fuldt berettiget. Forbrugeren faar nemlig gennem Producentens el-ler Importørens omhyggeligt behand¬

lede og pakkede Vare, der ofte bærer Datostempel, Garanti for en ren, hold-bar og ublandet Standardvare, han som Køber sætter Pris paa. Ingen Fa-brikant vil sætte sit Navn paa en saa-dan Varepakning, hvis han ikke er ganske sikker paa, at man ikke kan møde med noget bedre i Løssalg til lignende Pris — den originale Ind-pakning er maaslce hans bedste Re-klamemetode? Der skabes et gensi-digt Tillidsforhold mellem Fabrikant og Forbruger med Købmanden som Mellemled, men denne er egentlig uden nogen Indflydelse paa Varen. Det er da ganske rigtigt, hvad For-manden for Københavns Detailhand-lerforening fremhæver i Ugebladet »Danske Hjem« angaaende pakkede Varer, at Købmandens personlige Ga-ranti for Varen forflygtiges, gaar over paa Fabrikanten«. Købmanden bliver i dette Tilfælde Uddeler af saadanne Varer i Specialpakning, som oven i Købet ofte er paatrykt Udsalgspris.

Er det altsaa et vist Indgreb i De-tailhandlerens Stilling i Omsætnin-gen, maa man absolut betegne det som et Fremskridt, at Muligheden for Blanding med ringere Sorter, Over-gemning i Spekulationshensigt o. 1. ved de pakkede Varer er udelukket. Detailhandelens Betydning forringes, i samme Grad som Importørens og

Fabrikantens Indflydelse stiger ved de pakkede Varers Sejrsgang, men rigtignok under Ansvar overfor For-brugeren paa Grund af det »officielle Stempel«, man ved Firmanavn, Kva-litetsbetegnelse og andet giver sin Vare. Detailhandleren kan skubbe Ansvaret for en Vares mulig angribe-lige Kvalitet over paa en af Kunden ukendt Leverandør.

Set fra Brugsforeningens Syns-punkt er der flere Fordele ved den pakkede Vare. Den giver langt min-dre Svind end den »løse«, er mere hygiejnisk og hurtigere — altsaa bil-ligere —- at ekspedere. Fordringerne til Lokaler for Lager og Afvejning vil kunne indskrænkes meget, naar Pak-ningen af et Flertal af alle Kolonial-varer foretages fabriksmæssigt, før de naar Butikken! Den nævnte køben-havnske Detailhandlerformand udta-ler rigtignok, at »Pakningssystemet begrænser sig selv« — men der turde dog være en stor Mængde Varer, som Kakao, Sukker, alle Sorter tørrede Frugter, Gryn og Mel, der med For-del kunde gøres til Genstand for Spe-cialpakning. —- Vi kender alle, at der er intet saa ærgerligt for en Husmo-der som f. Eks. at være udsat for, at Købmanden eller Uddeleren, der fø-rer li—6 Sorter Mel, i Stedet for »prima« i Farten stikker hende en sekunda Sort ud, saa hele hendes Festbagning eventuelt mislykkes. Det Ideal foresvæver da os Brugsforenings-medlemmer, at det engang skal blive muligt fra een Mølle at levere alle Medlemmers Forsyning af prima Mel i alle originale Afvejninger! Den Dag, dette kan gennemføres, vil vi faa et mægtigt Plus i Konkurrencen med den private Handel.

Set under en større Horizont er Fremstillingen af ensartede, stan-dardiserede Eksport-Varer en Lands-opgave for os danske. Vort danske Smør er i Kvalitet og Ensartethed uovertruffet, vi mangler maaske kun en original Pakkemetode for at faa det ind i Londons og Paris’ samtlige Butikker, ligesom det hermetisk pak-ket i Daaser kan finde Købere Klo-den rundt. Vore Andelsslagterier har allerede gjort et vellykket Fremstød med en Konservesfabrik, og en større er maaske under Opsejling for Varer baade til Udførsel og indenlandsk Forbrug. Dette ved hermetisk Pak-ning at kunne fremstille en letforsen-delig og holdbar Spisevare af gode, men letfordærvelige Raastoffer, vil gøre vort Landbrug mindre afhængig af Markedets ugentlige Svingninger og derigennem virke med til en haardt tiltrængt Stabilisering af Priserne. Fabrikkerne vil kunne aftage og for-ædle til senere Salg den eventuelle »Overproduktion!«

Med Hensyn til Prisen kommer vi maaske til det ømmeste Punkt i Om-

300 BRUGSFORENINGS-BLADET 1032

talen af de pakkede Varer. Det kan ikke nægtes, at mange Firmaer i Kraft af deres Specialpakninger og en stærk Reklame er i Stand til at no-tere en ofte meningsløs høj Overpris for deres Produkter i Sammenligning med Priserne paa lignende Varer i Løssalg. Og her turde der, baade paa Grund af Brugsforeningernes almin-delige Opgave og vel særlig med Hen-syn til Tidens Krav, blive en Opgave for F. D. B. at drage flere pakkede Artikler ind under sin Fabrikspro-duktion — for at sikre Forbrugerne rimelige Priser ogsaa paa disse. Det maa jo være mange foruden Hus-holdningseksperter paafaldende, at en Prisforskel noteret for Havre-gryn for nogen Tid siden paa op mod 100 pCt. henholdsvis 36 og 70 Øre pr. kg i løs og pakket

1 Net er sagt saa tit, at det er Byernes ^ og Stationsbyernes Hønseholdere, der er de interesserede Hønseavlere her i Landet, at det er dem, der i Lø-bet af de sidste Aartier ved maalhe-vidst Avlsarbejde har forbedret vor Gennemsnitshøne fra en 70 Ægs- til en ca. 150 Ægs-Høne, medens den egentlige Landbefolkning, Landmæn-dene, nok er Hønseholdere, men ab-solut ikke forstaaende Hønseavlere. Hønseriet har blandt disse sidste i det store og hele været overset, ringeag-tet som noget uvæsentligt. — Lad dette nu være, hvad det er, saa er det i hvert Fald en Kendsgerning, at For-holdet nu er et ganske andet. Land-manden har faaet Øjet op for, at det kan betale sig at skænke Hønsene lidt mere Interesse; han følger op-mærksomt med overalt, hvor der tales eller skrives om Hønseavl og Fodring, og ved saa udmærket, at Fodringen skal være rationel, om Udbyttet skal blive godt. Derfor spørges der atter og atter om, hvorledes et godt Foder skal være sammensat, og hvor man kan købe et saadant. Der er her et stort Marked for Hønsefoder, som det nok var værd for Brugsforenin-gerne at være lidt opmærksomme paa, da Fællesforeningen de sidste Aar har taget den Opgave op at frem-stille Hønsefoder og har haft Held til at fremstille et Foder, der er aner-kendt som godt og særlig med Hen-syn til Indholdet et billigt Foder.

F. D. B.s Hønsefoder Ago, frem-stilles under Kontrol af Den kgl. Ve-terinær- og Landbohøjskoles land-økonomiske Forsøgslaboratorium og garanteres at indeholde 28 pCt. Renpro-tein (Æggehvidestoffer). Den væsent-ligste Indvending, der er gjort mod

Tilstand — ikke har sin Grund alene i Pakningsomkostningerne! Skal Pakningen koste omtrent lige saa meget som selve Varen, har vi sande-lig betalt dette »Kulturfremskridt« for dyrt! Der tiltrænges Konkur-rence her som paa flere Omraa-der. Pakningen er et absolut Gode, men den burde komme alle Forbru-gere af Havregryn til Nytte og ikke blot en Haandfuld Aktionærer. Med F. D. B.’s stærkt stigende Salg af dette udmærkede Næringsmiddel, der i 1931 udgjorde ialt 2,4 Mili. kg, tør vi haabe paa ad Aare at faa vor egen Havre-grynsmølle for prima pakkede Gryn i Lighed med den svenske Fællesfor-ening. Men der skal naturligvis en større Omsætning til, før et saadant moderne Foretagende kan startes.

Peter Frank.

Foderet, er, at denne Procent er alt for høj. Forøvrigt varierer den me-get i de i Handelen forekommende Foderblandinger, men ligger i Regelen mellem 20 og 25 pCt. Men da det er Proteinstofferne, der er de dyreste Stoffer i et Foder, bliver en saadan Indvending ikke af de alvorlige. Man kan altid udligne ved at give lidt mere Kernefoder, hvis man synes, Fritfoderet er for proteinholdlgt, og derved bliver det samlede Foder bil-ligere. Desværre grunder Meningerne om, hvorledes det mest rationelle Hønsefoder skal sammensættes, sig endnu i alt for høj Grad paa private Iagttagelser, og først i Aar er der her-hjemme paabegyndt Forsøg over Fodring af æglæggende Høns, og disse Forsøg vil forhaabentlig give den til-trængte Viden paa dette Omraade. Men indtil da kan der ikke gives Brugsforeningsmedlemmer et bedre Raad paa dette Omraade end at bruge Hønsefoderet »Ago« og Kyllingefoderet »Goa«, der er under samme Kontrol.

.la, Foder stof foreningerne frem-stiller ogsaa Hønsefoder og kan selv-følgelig fremstille det lige saa godt og billigt som F. D. B., og ingen vil jo heller benægte, at de er lige saa gode Andelsforeninger som Brugsforenin-gerne, men man vilde vel dog finde det naturligt, at i hvert Fald de Med-lemmer, der ikke paa anden Maade har Forbindelse med en Foderstof-forening, fik deres Forbrug af Høn-sefoder gennem Brugsforeningen. Og blot dette skete, vilde der, som foran nævnt, være en betydelig Omsætning at indvinde for Brugsforeningerne, til lige Gavn for disse som for de enkelte Medlemmer.

Men Omsætningen kommer ikke af

sig selv. Brugsforeningen maa her gøre et Oplysnings- og Agitationsarbejde, ellers bliver det Foderstof foreningen — hvad der jo heller ingen Ulykke var ved — eller Privathandelen, der tager Forretningen.

Der er en særlig Fare herfor i dette Tilfælde, idet Foderet i Brugsforenin-gen behandles som en Kolonialvare og følgelig maa paalægges 15—20 pCt. Forhandleravance, hvorved det i Ud-salg bliver betydelig dyrere end f. Eks. Foderstofforeningens. For den ideelt indstillede Andelsmand vil det jo om-trent komme ud paa eet, om han be-taler den virkelige Pris, eller han be-taler denne plus en halv Snes Procent, som han senere faar tilbagebetalt som Overskud. Men hvor mange ræsonne-rer altid saaledes — særlig i penge-knappe Tider?

Nu skulde det jo være overflødigt at bemærke, at det selvfølgelig ikke lier er Meningen at give Direktiver, hvorefter man har at rette sig. Det er klart, at man hvert Sted maa indrette sig, som man finder bedst, under Hen-syntagen til de stedlige Forhold. Men for en uhildet Iagttager synes det uri-meligt at lægge Kolonialavance paa et Foderstof, og det synes at være en alvorlig Hindring for Indarbejdelse af Varen.

Hønsefoderet maa ved Prisansæt-telsen behandles som en Grovvare.

Der har været forespurgt F. I). B., om man ikke derfra kunde levere Fo-deret noget billigere, som en ikke divi-dende-berettiget Vare, men man sva-rer, at det regnskabsmæssigt set vilde være forbundet med alt for store Van-skeligheder, men at Foderet fakture-res saa lavt, at der faktisk ikke vilde blive nogen nævneværdig Forskel, om Foderet blev beregnet uden Divi-dende. 1 Brugsforeningen er det an-derledes. Der handles baade med Bu-tiksvarer og Grovvarer, Varer med og Varer uden Dividende, saa det regn-skabsmæssige vil ingen Hindring være. Hvad var da naturligere end al beregne Hønsefoderet, som man be-regner Kul, Frø eller Cement? I dette Tilfælde kunde det sælges til omtrent den af F. D. B. fakturerede Pris, idet de 5 pCt. Dividende fra F. D. B. noget nær vilde kunne dække alle paalø-bende Omkostninger. Og saa vilde det sikkert hjælpe paa Salget.

Man indvender, at det vilde være et Indgreb i Uddelerens Løn, og frem-hæver, at han ikke kan være tjent hermed, da han jo maa udveje Fode-ret i Smaaportioner som en anden Kolonialvare. Det er rigtigt, at hvis han skat dette, kan han ikke være tjent hermed. Men F. D. B. leverer Foderet i Afvejninger paa 10, 25, 50 og 75 kg, og saa maa enhver Afvej-ning i Brugsforeningen være overflø-dig. Og det maa dog være betydeligt

(Fortsættes Side 392.)

Hønsefoder i Brugsforeningen.

1932 BRUGSFORENINGS-BLADET 391

Tilberedningen. »Over en flammende Ild skal du sætte et Kar med tre Fødder. Karrets Form og Farve skal vise, at det liar været flittigt brugt. Fyld dette Kar med rent Vand af smeltet Sne og bring det til den Varmegrad, der gør Fisken hvid og Krebsen rød. Slaa dette Vand i en Skaal med spæde Blade af en ung Te-busk. Lad det staa saa længe, at de første Dampe, der danner en hvid Sky, forsvinder, og der kun svæver en let Taage ved Overfladen. Drik saa denne kostelige Drik — langsomt og i Andagt. Og du bliver glad og stærk, saa du kan overvinde de fem Sorger, der plager dit Sind. Men det, du derefter føler, kan ikke udsiges, det maa op-leves. «

Saaledes skrev Digterkejseren Lien Long, der levede i Kina for sekstenhundrede Aar siden, altsaa i det fjerde Aar-

hundrede efter vor Tidsregning. Han skrev det naturligvis paa fineste Kinesisk og i Verseform, og havde vi været i Stand til at læse ham paa Originalsproget, vilde vi sikkert i langt højere Grad end nu have kunnet mærke Ømheden i Beskrivelsen af Tilberedningen af den kostelige Drik, der kan fordrive »de fem Sorger«. Men allerede den Gang maa Teen have været kendt og anvendt i lang Tid, siden man var naaet til en saa fuldkommen Tilberedningsmetode. Den Fremgangsmaade, de kyndige nu anbefaler, adskiller sig ikke væsentligt derfra. Se her:

1. Skyl Tepotten med varmt Vand forinden Brugen. 2. Brug altid frisk Vand. 3. Benyt Vandet straks, naar det spilkoger. 4. Anvend rigelig Teblade. 5. Lad Teen trække 5—8 Minutter, men aldrig over Ild. 6. Omrør Teen, forinden den udskænkes, saa Bladenes

Kraft helt kan Udløses i Vandet. Ikke sandt, der er ikke synderlig Forskel, og naar vor

Tids Tekendere tilføjer, at Ler-Tepotter er de bedste, at Fa-jance- eller Porcelænspotter ogsaa er anvendelige, men at Tepotter af Metal aldrig burde anvendes, selv om de er emaillerede, da Te, tilberedt deri, ikke opnaar den Velsmag og fine Aroma, den kan udvikle, saa vilde Lien Long sikkert ogsaa have været i fuld Overensstemmelse dermed.

Tilbereder man nu her i Landet Teen paa den rigtige Maade? Nej, det gør man desværre kun i meget faa Hjem, og derfor er Forbruget ogsaa saa lille, som det er. En meget almindelig Maade at lave Te paa er denne:

En Tepotte, ofte rummende 8—12 Kopper, fyldes paa det nærmeste med Vand, to Teskefulde Te kommes i, og er Vandet ikke tilstrækkelig varmt — det har maaske slet ikke været i Kog — sættes Potten over en sagte Ild, til den snur-rer lydeligt, og saa skænker man i Kopperne. I de første fire—fem Kopper faar man en svagt gullig Vædske, i de følgende bliver Farven stærkere, og den sidste Kopfuld er mørk og bitter i Smagen.

Det er ikke sært, at Folk omkring et Tebord her i Lan-det har et saa fastende Udtryk i Ansigtet. »De fem Sorger« synes i pinlig Grad at være nærværende.

Det er underligt nok, at Teen behandles saa stedmoder-ligt, thi Kaffen forstaar man jo at behandle næsten til Fuld-kommenhed. I England anvender man sædvanligvis en stor Teskefuld kraftige Teblade til hver Kop, men saa blander man den ganske vist meget ofte med Mælk. En saa kraftig Te vil de fleste herhjemme ikke synes om, men mindre end en halv Teskefuld pr. Kop hør man ikke anvende.

Tedrikningens Oprindelse og Udbredelse. TV^ina er sikkert Hjemstedet for Tedrikningen, og derfra er

Kendskabet til Brugen efterhaanden trængt ud til de omliggende Lande, for saa tilsidst at blive udbredt over den ganske Verden.

I det 6. Aarhundrede begyndte man i Japan at drikke Te; dog trængte den dér kun langsomt igennem som Folkedrik. Men meget længere varede det, før Teen kom til Europa. Først omkring Midten af det 17. Aarhundrede, da Kaffen var vel-kendt, hører vi om den dér. Da berettes det, at det hollandsk-ostindiske Kompagni importerer Te til Moderlandet, og sam-tidig omtales den nye Drik i Frankrig og Rusland. Til det sidste Land kom Teen første Gang som en Gave til Zaren fra en centralasiatisk Fyrste. I det hele var Teen til at be-gynde med en meget fornem Drik, som kun de rige kunde tillade sig at nyde; thi Prisen for den var høj, over 100 Kr. pr. kg. — Først da den kunde faas til en mere overkommelig Pris, var Betingelsen til Stede for, at den kunde blive en almindelig Konsumartikel, og det er den nu i høj Grad i en Mængde Lande. Nedenfor opgiver vi Forbruget pr. Individ i de syv af dem:

England ca. 5'A kg. Australien » 4'/2 » U. S. A » 2‘/s » Holland » ll/s » Rusland » 3U » Tyskland » Vs » Danmark » Vs »

Her i Danmark er Forbruget altsaa kun ringe, navnlig paa Landet, hvad der som før nævnt sikkert hænger sammen med den uheldige Tilberedningsmaade.

Teens Virkninger og Bivirkninger. U' n god Kop Te vil smage de aller fleste, og alle, der drikker

god Te, ved, at den virker meget oplivende og stimu-lerende. Dette sidste hænger sammen med, at den ligesom Kaffen har et ret stort Indhold af Koffein, og Folk med et svagt Hjerte maa derfor som Regel lige saa lidt drikke Te som Kaffe. Derimod er Forholdet helt anderledes, naar det drejer sig om Folk med Mave- og Tarmsygdomme; thi me-dens Lægen som oftest vil forbyde saadanne al Kaffedrik-ning, findes Te paa saa godt som alle Mavepatienters Diæt-seddel. Teen har altsaa ikke den kedelige Bivirkning, som Kaffen har, at den virker forstyrrende paa Fordøjelsesorga-nerne. Der er derfor ogsaa sikkert noget sandt i den ofte fremsatte Paastand, at Kaffedrikning i Overmaal giver daar-lig Teint, medens Tedrikning virker modsat.

Inden vi forlader dette Afsnit, skal det lige nævnes (som omtalt andetsteds i Bladet), at kold Te, tilsat lidt Sukker og Citron, er den mest tørstslukkende Drik, man har.

Teens Voksesteder. 'T'eplanten hører hjemme i det sydlige Østasien, hvor den A delvis vokser vildt. Det er en Busk eller et lille Træ,

der er i nær Familie med den velkendte Kamelia, den pragt-fulde, rødblomstrende Stueplante, hvis latinske Navn er Thea japonica; men der er iøvrigt flere Arter. De friske Teblade har ingen Lugt og er af en nærmest ubehagelig Smag. Deres højtskattede Aroma, der skyldes Indholdet af flygtige Olier og af Tein (Koffein), fremkommer først ved den Behandling, der bliver dem til Del efter Afplukningen.

For hundrede Aar siden var al den Te, der gik i Han-delen, kinesisk. I mange Aarhundreder har man altsaa kun kendt kinesisk Te, og det er derfor ikke underligt, at nu, da Forholdet er anderledes, er Vare- og Kvalitetsbetegnelsen ki-nesisk, hvor Teen end er høstet.

Men nu avles og eksporteres der Te fra en Mængde Lande; men Kina, Ceylon, engelsk og fransk Indien, Japan og hol-landsk Ostindien bringer vel nok de største Mængder i Mar-kedet. Den samlede aarlige Eksport fra samtlige teprodu-cerende Lande udgør ca. 400 Millioner kg.

(Fortsættes Side 404.)

BRUGSFORENINGS-BLADET 1032 302

HØNSEFODER I BRUGSFORENINGEN Fortsat fra Side 390).

behageligere Arbejde at forhandle saadanne Afvejninger end f. Eks. Kul.

Hvor man kan indvinde Foder-handelen uden Forandring i den gængse Prisberegning, er det jo kun godt, og man behøver ikke dér at skænke det her fremsatte nogen In-teresse. Men mon ikke der mangfol-dige Steder er Uddelere, der kunde se deres egen Fordel ved at skabe en stor Omsætning, med Grovvare-Avance, fremfor som nu en forholdsvis ube¬

tydelig Omsætning med stor Avance. I hvert Fald er det ikke Tanken her at komme Uddeleren til Livs — tvært-imod. Det gælder om at erobre Mar-kedet, som foreligger, mens Tid er, til Gavn for Brugsforeningen og der-ved for Uddeleren med. Maalet kan vi vel være enige om, og kan nogen vise bedre Vej, saa lad os høre.

Det kunde være interessant at høre, om man noget Sted har forsøgt i den her nævnte Retning og da med hvilket Resultat.

K. — n.

' I 'irsdag den 1. August afholdt 1 Brønserød Brugsforening, Vis-

senbjerg Sogn, 25-Aars Jubilæum ved en Festlighed, som Bestyrel-

sen havde indbudt Medlemmerne til. Ga. 130 Medlemmer og enkelte indbudte deltog i Festen. Formanden, Gdr. F. Andersen, Kjelstrup, bød de tilstede-værende Velkommen og gav derefter en Beretning om Foreningens Udvik-ling gennem de 25 Aar. Formanden meddelte, al Foreningen i Tidens Løb har haft 2 Formænd; den første var iV. Andersen, St. Himmelstrup, som var Formand fra 1. Aug. 1907 til 1. Aug. 1921. Derefter overtog F. Andersen Formands-pladsen, som han indtager endnu. End-videre har Foreningen haft 3 Regnskabs-førere; den nuværende, Lærer Christen-sen, Skovsby, har været det i 17 Aar. Af Uddelere har Foreningen kun haft een, nemlig den nuværende Uddeler Hans J. Jensen, som altsaa nu kan fejre Jubi-læum sammen med Foreningen.

Brønserød Brugsforening begyndte med et Medlemstal af 4(5 og del første Aars Omsætning var 13,800 Kr. 1925 var Foreningens største Omsætningsaar, som var paa 219,630 Kr. Senere er Omsæt-ningen gaaet noget ned og var 1. Aug. i Aar 139,356 Kr. Den samlede Omsæt-ning har i de 25 Aar været ialt 2,441,684 Kr., og i Overskud er der ialt udbetalt 129.389 Kr.

Efter Beretningen fik Uddeler Jensen som Tak for de 25 Aars Virke i Forenin-gens Tjeneste af Formanden overrakt et smukt Egetræs-Stueur.

Festen fortsattes med Taler og Sange, og endelig afsluttedes med en lille Svingom.

*

HEJST- man u< I bød Arbej-det ved Bygningen, indkom der ingen Tilbud paa Murer-

arbejdet, man gav dog ikke op, og en af Bestyrelsesmedlemmerne Murer Hans Schulz paatog sig Arbejdet.

Den 24. Juli 1907 aabnede Ulbølle Brugsforening sin Bod, med E. B. Boss som Uddeler, denne fratraadte sin Stil-ling den 1. Juli 1908, og afløstes af For-eningens nuværende Uddeler J. Chr. Bjørnild, der trofast støttet af sin Hu-stru i de forløbne Aar har udført et sær-deles godt Arbejde i Foreningens Tje-neste.

Foreningens Omsætning det første Aar var 28.000 Kr., i 1931 var Omsætnin-gen 95.500 Kr.

Der er i de 25 Aar tilbagebetalt Med-lemmerne Overskud med ialt 123.523 Kr., de foretagne Afskrivninger og Henlæg-gelser til Medlemmernes Andele og Re-servefonden udgør ialt ca. 34.000 Kr.

Foreningens første Formand P. Pe-dersen fungerede fra 1907 til 1913, den nuværende Formand Jørgen Pedersen valgtes 1927. Som Regnskabsfører og Sekretær for Bestyrelsen har forhenvæ-rende Lærer Rendbæk virket fra For-eningens Start til 1930. Det skyldes ikke mindst Lærer Rendbæk, at Ulbølle Brugs-forening staar som en af Fyns gode vel-ledede og velkonsoliderede Foreninger.

Jubilæet fejredes ved en Fællesspis-ning i Ulbølle Forsamlingshus.

Her bød F oreningens Formand Vel-kommen til den store Forsamling og til de indbudte Gæster. Ved Bordet holdtes en lang Række Taler, vi nævner For-eningens Formand, Uddeler Bjørnild, Lærer Vinther, Niels Madsen, Lærer Mortensen, V. Aaby, S. Mikkelsen, Afde-lingschef Kruse, F. I). B., Svendborg, Ud-deler Kristensen, Hundstrup, Sønder-gaard, V. Skerninge, Kredsrevisor Erik Hansen, Odense m. fl. Mellem Talerne blev sunget flere af vore gode danske Sange, tre i Dagens Anledning skrevne Sange vakte fortjent Bifald.

Den røde Traad, der gik gennem Ta-lerne, og som ligeledes prægede Festen, var »Samarbejdets Betydning«, ikke alene ved Starten, men i Tiden, der er gaaet, og i Tiden, der kommer.

Den vellykkede Fest sluttede med en Svingom. H.

Den 24. Juli fejrede Ulbølle Brugsfor-ening pr. V. Skerninge 25-Aars Ju-

bilæum, Foreningen stiftedes ved et Mø-de, der afholdtes først paa Aaret 1907, hvor Formanden for Vester Aaby Brugs-forening, Lærer Mortensen, indledede om Brugsforeningssagen.

Et Forslag om at købe en af Byens tre Købmandsforretninger blev ikke gen-nemført, men derimod købtes en Bygge-grund i Nærheden af Mejeriet, og man .vedtog at bygge i Sommerens Løb. Da

Et Guldbryllup.

Linder ualmindelig stor Opmærksom-hed fejrede Formanden for Skjød

Brugsforening, ./. S. K. Nielsen og Hu-stru deres Guldbryllup den 1. August. .1. S. K. Nielsen er en af sin Egns dyg-tigste og mest ansete Mænd. Mange er de Hverv, han har faaet betroet i Løbet af det halve Hundrede Aar, han har boet i Skjød, bl. a. som Formand for Sogne-raad, Sygekasse og Brugsforening m. m.; den sidstnævnte har han ledet i 22 Aar

og er fremdeles dens Formand. Og han har ikke nøjedes med at se til, medens andre gjorde Arbejdet, men redeligt og pligttro har han røgtet sin Gerning.

Ved Siden af det store offentlige Ar-bejde har han, bistaaet af sin udmær-kede Hustru, drevet sit lille Husmands-sted som et Mønsterbrug.

Den 1. August samledes om Aftenen over 200 Mennesker af Sognets Beboere med Guldbrudeparret i Forsamlingshuset for at hylde det afholdte Par, (ler nu nyder et velfortjent Otium i deres lille Villa i Skjød. .4.

*

Indvielsesfest i Nr. Borup Brugs-forening.

Oøndag den 31. Juli indviedes Nr. Bo-^ rup Brugsforening ved Randers. Den nyoprettede Forening har ladet opføre en ny, tidssvarende Bygning, som blev forevist for Medlemmerne forud for Festen i Forsamlingsbygningen. De smuk-ke Lokaler og det ikke mindre smukke Butiksinventar, som Fællesforeningens Arkitektkontor havde givet Forslag til. gav Anledning til mange anerkendende Udtalelser.

Ved Festen i Forsamlingshuset, hvor der var fælles Kaffebord, holdt Forenin-gens Formand, Gdr. P. S. Pedersen, Ind-vielsestalen og redegjorde for Forenin-gens Oprettelse samt oplyste, at den nye Bygning med Inventar og Byggegrund havde kostet knap 17,000 Kr.

Der blev endvidere talt af Forret-ningsfører Andersen, Randers, og M. Befsgaard-Thøgersen, Kristrup, der beg-ge var indbudte som Repræsentanter for Fællesforeningen, samt af Murerm. Vad, Asferg, der paa Haandværkernes Vegne bragte en Tak for godt Samarbejde og for den Tillid, Foreningen havde vist dem ved at overdrage dem Arbejdet.

P. S. Pedersen sluttede den vellyk-kede Fest med at give forskellige Oplys-ninger om Foreningens Forhold og med-delte, at han som tidligere bebudet trak sig tilbage som Foreningens Formand, og al Sognefoged, Gdr. Chr. Fisker var valgt i hans Sted. Han udtalte til Slut de bedste Ønsker for den nye Forening og for lTddeler Buhi og Hustru.

Foreningen begynder med ca. 50 Medlemmer.

*

Den gamle Hornbo, hvis Billede vi bringer paa Forsiden denne Gang, er en af Skuldelev Brugs-forenings mest trofaste Medlemmer. Tænk Dem blot, at gamle Ludvig Gødje, der nu har rundet de 88 Aar, den Dag i Dag vandrer den 3 km lange Vej til »Brug-sen«, hvor han nu har handlet i sam-fulde 54 Aar og derfra selv bærer alle sine Varer hjem til Husholdningen og — som vi ser paa Billedet — til Hønsene.

Paa hosstaaende Billedside vil Læ-serne nederst til højre finde et »Knips«, der ogsaa er hentet fra Skuldelev. Bil-ledet forestiller tre gamle »Hornboere« mellem 82 og 88 Aar. Baade Anders J e n s e n (længst til venstre paa Billedet ), L u d v i g Gødje og N i e l s K n u d-s e n har været med til at stifte Brugs-foreningen i Skuldelev for 54 .4ar tilbage og har handlet dér uafbrudt siden. — I Sandhed et trofast og vel nok enestaa-ende Eksempel til Efterfølgelse, der nok kan gøre dem fortjent til en lille Præ-sentation i Brugsforenings-Bladet.

*

Foroven: Brønserød Brugsforening efter Ombygningen i højre: Formanden, Fr. Andersen — Regnskabsføreren.

stensen — Uddeler H. J. Jensen.

Foroven: Ulbølle Brugsfo Foreningens første Formand V

Nuv. Regnskabsf. J. Hansen.

Nuværende Forind Jørgen Pedersen.

Tidl. Regnskabsf. J. Rendbæk.

Foroven: »En af Dixon's Veninder« (Inds.: E. Skaa-rup, Thorsager).

Ilosstadende: »En lykkelig Fa-milie«. (Inds. A.

Østergaard, As-ferg).

Musse gaar til »Brugs«. (Inds. Mel Sjler, Maarup Mølle)

Titv.: »Stilleben«. (Inds. P. Nielsen, Øresundsvej 66, Kbli.). — Øverst: »Dybbøl Mølle«. (Inds. H. Pedersen, Norringi. — Nedenunder: »Et Landevejsløb« (Inds. Ka-ren Roland, Skuldelev). — Nederst til højre: »De tre

Ilornboere«. (Inds. af Sv. Roland, Skuldelev).

*

1 »

304 B R U G S F O R E N I N G S - B L A D E T 1032

Tal om Krise! Nej, kom til Meksiko, min Far, — saa skal De se et Land,

hvor Krise og Arbejdsløshed virkelig er Enehersker, og har været det i mange, mange Aar, lige siden Diktatoren Por-firio Diaz maatte fortrække i Landflyg-tighed og overlade Magten til »Folket«.

Forestil Dem en Hovedstads vigtigste Forretningsgade med Halvdelen af Bu-tikkerne »til Leje«, tydeliggjort ved de nedtrnkne Jerngardiner, som ellers klin

Øverst: Gammel mexikansk Indianer. / Midten: Over Kirkegaardsmuren vælder en

Kaskade af purpurrøde Slyngplanter, høje Pinjetræer rager op ved Siden af Klokke-taarnet — alt i Meksiko virker malerisk.

Nederst til venstre: Typisk meksikansk Indi-anerpige, altid med et Smil paa Læben. Hun læner sig op ad Kaktushegnet.

Nederst til højre: Luder sit Besøg i Meksiko i 1928 traf Flyveren Lindberg for første Gang Miss Morrow, med hvem han nu er gift. Her ser man den kække Flyver sammen med sin tilkommende Svigerfader, Ambassadør Mor-row, blive staget ned ad Xochimilco-Kana-len i en blomstersmykket fladbundet Pram.

HVOR SMALHALS ALTID REGERER

tjener til Beskyttelse mod natlige Indbrud.

Paa et Hjørne knejser el i Marmor og fine Træ-sorter komponeret halv-færdigt Palads: National¬ teatret, hvis Opførelse nu bar staaet paa siden Nitten Hundrede og Hvidkaal. For en lille Menneskealder si-den hejste min Ven Inge-niør Trælvik fra Trond-hjem ved Hjælp af sin be-rømmelige Kran Teatrets Kuppel i Ligevægtsstilling; sidst jeg saa ham, i 1930, sad han igen deroppe og puslede.

For Enden af Gaden skimtes et tilsvarende Rigs-dagspalads, hvis Staalskelet øjensynlig ruster op. Lan-det fattes Penge. Stakkels Meksiko! jo længere man opholder sig derovre, desto mere undres man. Hvad lever Befolkningen egent-lig af? 1 sin Tid, og særlig under Krigen, randt Ind-

Det er jo ikke nogen særlig opmuntrende Overskrift at sætte over en Artikel — el-ler over et Land. Men Jens Toft, der i flere Aar har op-holdt sig i Meksiko, giver —

som vore Læsere sikkert vil indrømme — i sin Skildring en fuldgyldig Begrundelse derfor, . alt mens han for-tæller om de højst egenarte-de Forhold i Landet derovre mellem Nord- og Sydamerika.

AF JENS TOFT

tægterne i Overflod fra Tampicos svulmende Petroleumskilder, men disse er løbet mer eller mindre tørre; efter-haanden har derfor de amerikanske Oliemagnater, lede og kede af det evin-delige Arbejdervrøvl, de havde i Til-gift, flyttet deres Rørledninger til mere medgørlige og ydedygtige Lande nede i Sydamerika. Og Pachuca, Hjemstedet for Verdens rigeste Sølvmine, ligger saa godt som død hen. Paa samme Maade med Landbruget —- hvem gider dyrke de store Godsarealer, naar Jor-den hele 'liden trues fra Regeringens Side med Ekspropriation?

Hærget som det er af Revolutioner, Banditten, Græshopper, Cykloner, Vul-kanudbrud og Stormflod staar Meksiko sikkert øverst paa Listen over kriseerfarne Lande. Med sine uhyre Na-turrigdomme i Metaller og frugtbar Jord, hvorpaa der kan avles indtil tre Afgrø-der aarlig, lige fra Bananer til Boghvede, frembyder Republikken et trøstesløst Billede paa en Fattigdom, som har varet længe, og som skal ophøre —- hvornaar?

Dette stedse tilbageven-dende Emne sad vi en Mid-dagsstund og drøftede i Alamedaen, den skyggefulde Eucalyptuspark midt i Mek-siko City. Her samledes i Tidens Løb de mærkværdig-ste Mennesker, Folk fra alle Lande og af enhver tænke-lig Profession. Afskedigede Ingeniører, forhenværende Kontorchefer som var fal-den i Unaade hos den nye Regering, eller som ikke længere gad vente paa deres i over et Aar lovede Løn; »tropiske Trækfugle« med udtømmende geografiske Kundskaber om hele det

1932 B R U G S F O R E N I N G S - B L A D E T 395

Øverst: Ungdommelig Æseldriver. / Midten: Der sælges Pulque paa Gaden. Pul-

quen er Underklassens Læskedrik, den ud-vindes af Magey-Kaktus og minder i Lugt og Smag oin sød-syrlig Valle.

Nederst til venstre: »Den, som sover, spiser« — siger et spansk Ordsprog.

Nederst til højre: Fem Majspandekager for en Centa vo!

havde endnu Hr. Kohlmans sørgelige Skæbne i for friskt Minde. Kohlman, oprindelig Overretssagfører fra Oslo, havde for kort Tid siden begivet sig til en Landsby ude i Bjergene for at prak-tisere so«i »klog Mand«. Skønt han i Aarevis havde gennemtravet Meksiko paa Kryds og tværs og forstod sig paa Indianere og deres Tænkesæt bedre end de fleste, kom hans Eksperi-ment med Kvaksalveri til at koste ham Livet, idet de Indfødte stenede ham til Døde, fordi man (hed det sig i Bladberetningerne) havde troet, hans hemme-lige Ærinde var at udvinde Fedt af Børnenes Legemer! Saa middelalderlig er Mek-siko paa sine Steder. Lige før Hr. K„ hvem vi alle-sammen udmærket kendte fra Alamedaen, drog ud paa sin sidste Færd i Haab om at kunne tjene lidt Penge, havde jeg overladt ham en gammel Overfrakke, — sand-synligvis var han bleven stenet i den.

»Derimod har min Lands-mand. Hr. W„ fundet sig

lun. .>aa Klappene Sr. Lopez energisk Næverne sammen og erklærede:

»Med 30 Pesos Driftskapital vilde jeg nedsætte mig som Læge ude i Forstaden Tlalpam. Bare leje et lille Hus og hælde nogle Medikamen-ter paa Flasker af for ellige Kulør. De skulde se, hvor-dan Patienterne vilde strømme til. Alle Indianerkvin-der lider af ind-bildte Sygdomme. Naar Prisen sæt-tes til 1 Peso pr. Flaske, vil jeg tje-ne mine 25 Pesos om Dagen. Jeg kendte en gammel Mand, der købte sig et Par store sorte Briller «

Nej, den Idé vandt ingen rigtig Anklang blandt Stamgæsterne. Vi

spansktalende Amerika, en og anden Kommunist, hvem U. S. A.’s Tredje Grads Forhørsmetode var gaaet paa Nerverne, Tysk-Amerikanere opfyldt af Forargelse over Ølknapheden i Nordamerika, Sø-mænd, som over svimlende Afgrunde var vandret hertil ad Jernbaneskinnerne lige fra Vera Cruz — alt ialt en broget Samling af Eventyrere og ufrivillig Ar-bejdsløse.

Adskillige af Stamgæsterne kunde tale med om Meksikos Forarmelse af dy-rekøbt Erfaring. Saaledes gamle Heijser, Sukkerfabrikkernes Bygmester, hvem den næstsidste Regering skyldte et Par Hun-drede Tusind Pesos, men som nu ikke engang havde Raad til at forny sit itu-slaaede Brilleglas. Eller hans Lidelses-fælle, den gemytlige Købmand Lopez, der havde mistet et mægtigt Sækkelager un-der en af de sidste Revolutioner. Han rendte stadigvæk Regeringen paa Døren i Anledning af sin ulyksalige Erstatnings-sag, og hver Gang han kom forpustet til-bage til sin Bænk under Eucalyptustræ-erne, hilstes han af et muntert Kor: »Naa, Sr. Lopez, fik De saa de 70,000 Pesos?«

Sr. Lopez maatte med et Suk indrøm-me, at han heller ikke denne Gang hav-de opnaaet noget Resultat, omend Er-statningskravet naturligvis var bleven anerkendt.

Her smilede Forsamlingen. Høflige Tilsagn i Meksiko betyder saa grumme

en god Fidus i disse sløje Tider,« indskød en Tysker. »Han laaner Penge ud til Konerne i Markedshal-lerne, ikke over 5 Pesos ad Gangen, men han beregner sig 2 Pesos i Rente om Maaneden. Afdragene opkræves med 25 centavos daglig hos hver Laantager. Det lever han stolt af, og Konerne skaffer ham stadig nye Kun-der. Men for at drive den For ret-ning maa man jo være Storkapita-list''—,« lagde han eftertænksomt til.

Inden for den meksikanske Jern-baneetat foregaar den samme Tra-fik. De ledende, som i Kraft af poli-tisk Øjentjeneri, sidder med ufor-holdsmæssig høje Gager, anbringer deres Penge i en Sparekasse, hvor. f de daarligt lønnede Kontorister kan laane indtil i000 Pesos hver mod en

maanedlig Rente af 10 pCt. og med ved-kommendes Gage og Stilling som Sik-kerhed. Derved opnaar mange af Che-ferne at faa deres Indtægter mere end fordoblede. Om det idiotiske i at be-tale saadanne Aagerrenter gør den al-mindelige Meksikaner, Barn som han er,

.—...

BRUGSFORENINGS-BLADET 1932 396

sig ingen særlig Tanke. Blot der viftes ham om Ørene med Kontanter, roder han sig gladelig ind i det mest fortviv-lede Gældsforhold, som han aldrig slip-per helskindet ud af igen. Mange er paa den Maade i Kløerne paa de syriske Manufakturhandlere, hos hvem de let-sindigt engang har stiftet nogen Kredit.

Efterhaanden som det paa Grund af Usikkerheden og Stramningen i Er-hvervslivet bliver vanskeligere at bjerge Føden ude i Landet, flytter Provins-boerne ind i Føderaldistriktet omkring Hovedstaden, hvor de saa hutier sig igennem paa bedste Beskub. Ved Han-del med Slikkerier, især Ispinde, eller ved at rende omkring med Lotterised-ler; saa at sige hver Stat i Republikken har nu sit eget Lotteri, indbringende navnlig for de politiske Bengnavere, af hvilke der findes et Utal, thi alle dan-nede Meksikanere tragter naturligvis ef-ter at blive forsørget af Regeringen hel-lere end at bestille noget nyttigt. Som Regel varer Forsørgelsen kun i een Re-geringstermin, for saasnart en ny Præ-sident kommer ti! Fadet, skiftes hele Personalet lige fra Departementchefen t Spyttebakkerenseren. Saavel i For-retning som Politik gælder det først og fremmest om at »have Venner«, Dygtig-bed i Gerning spiller en underordnet Rolle. Hvor forstyrrende denne Svik-mølle virker paa Regeringsmaskineriet ses ved første Øjekast: ingen har Rede paa noget som helst, men da alt jo allige-vel forudsættes at ende i Pjat derovre, gør det i Grunden ingenting.

Fraregnet Politik, Handel med Lotte-risedler og Slikkerier og nogen Sjakren paa Markedspladsen foretager ^leksika-nerne sig intet produktivt, saa vidt man kan se. De allerfattigste klarer sig paa den Maade, at de om Lørdagen gaar Tiggergang fra Hus til Ilus og bogsta-veligt kæmmer Byen for Smaamønt. Hos hver Handlende faar de nøjagtig en Gentavo stukket ud. For al tjene en Peso maa de aflægge et Hundrede Besøg. »Her er 10 Centavos — giv mig 9 til-bage,« hører man K 'hinanden raabe bag sin Disk. Og Tiggeren, et Fugleskræm-sel at se til, som han staar dér ynkvær-digt med den spidspullede Straahat i sin Ravneklo, løser pligtskyldigst op for Byttepengene og iler lidt efter ud af Butikken med et »Jomfruen af Guada-loupe belønne Dem for Deres Godhed« til Afsked. Denne Form for T'attighjælp > aktiseres overalt i Meksiko. Andre Tiggere, de professionelle, sidder langs Fortovene eller paa Kirketrapperne og rækker deres r.f Spedalskhed opædte Armstumper frem mod de forbipasse-rende for at paakalde Barmhjertigheden. Enkelte giver Valuta for Pengene. 1 et Hjørne af Alamedaen hvor vi sad, laa paa Maven en Stakkel, hvis Arme og Ben var helt forkrøblede. Gennem et Glasrør, som han havde i Munden, blæ-ste han en Ært mod en Papskive i en halv Snes Meters Afstand, og saa utro-lig var hans Sigtefærdighed, at Centrum ramtes næsten hver Gang, og da det var oversmurt med Krudt, lød der i det samme et stær) Knald til Henrykkelse for de omkringstaaende. Et .andet Sted i Nærheden saa man en Halvblods danse paa Ild og spise knuste Glasstum-per, mens Blodet sivede frem mellem Mundvigene paa ham.

Om Lørdagen halser ligeledes Inkas-satoreriie gennem Byens Gader med de-ns tunge Pengeposer paa Nakken. Ind-til Meksiko for nylig indførte Papirs-penge var Betalingsmidlet Sølv eller (sjældnere) Guld. Og da Sølvmønterne vejer godt til, stønner Opkræverne i Solheden som overbebyrdede Lastdyr. Mærkeligt nok hørte man næsten aldrig om Overfald paa disse P 'iigebude.

»Hvorfor,« spurgte jeg gamle Heyser, »aflægger Chieagos Banditter mon ikke en lille Lynvisit og aarelader Meksiko City for denne saa let tilgængelige Sølvstrøm?«

Heysers Forklaring lød i sin Sim-pelhed paa, at Poserne var for tunge, Chieagos Røvere er store k Slaget, de bryder sig ikke om Smaamønt, naar de med nogenlande Sikkerhed ved, de bli-ver skudt ved Paagribelsen.

»Men de kunde jo lige snubbe en Pengepose, smide den ind i deres Bil og forsvinde med det samme!«

»Hvor skulde de flygte hen? I Nord-amerika løber den ene store By ud i den anden, og det vrimler med Biler; dér er det let nok at lave et hurtigt Forsvindingsnummer. Men her — saa snart man kommer uden for Bygrænsen, befinder man sig i Kaktusland og Ør-ken, hvor enhver usædvanlig Manøvre bemærkes af Æseldriverne. — —«

Maaske, jeg tror nu alligevel, der her ligger et af amerikanske Plyndrings-mænd upaaagtet Felt; atter en af disse hyppige meksikanske Selvmodsigelser, de fyldte Pengeposer om Lørdagen paa Baggrund af den bundløse Armod til Hverdags. Begaas der ikke daglig Mord i Pulquerierne blot for nogle faa Cen-tavos’ Skyld? De myrdedes Fotografier hænger i lange Rækker uden paa Politi-stationernes Facader; Dragere med Reb om Halsen, skillende Fuglefængere iført pjaltede blodbestænkte zarapes — et sandt Rædselskabinet!

Overfald paa Turister foregik jævn-lig. Sidst var en rig Amerikaner, Mr. Rosenstein, bleven »holdt op« paa Stræk-ningen mellem Meksiko City og den 4000 Fod lavere beliggende Halvtropeby Cuernavaca. Hans Slægtninge kom for sent med Løsepengene — vistnok 50,000 Dollars —; Mr. R. bødede med Livet. 1 andre Tilfælde plejede Banditterne, naar det trak i Langdrag med Løsepengene, at indsende pr. Kurer eller Pakkepost Ofrets Fingre, en ad Gangen! Intet Un-der, at amerikanske Millionærdamer nærede en vis Mistillid til Færdselssik-kerheden i dette ellers saa bedaarende næsten jomfruelige Turistland. Og jævn-sides med denne Utryghed, som plud¬

selig kan stikke sit grimme Fjæs frem, finder man i Meksikos fjerneste Afkroge hengemte Landsbyer prægede af en ube-skrivelig Idyl og Fred, og beboet af de fineste ufordærvede Menneskebørn!

Gamle Heyser havde under sit 50-aarige Ophold i Republikken undertiden tilbragt lange Perioder som Eneboer i Staten Guerrero; hans Føde var da, bogstavelig talt, vild Honning og vilde Kalkuner, idet han iøvrigt levede en fat-tig Guldvaskers Liv.

»Gid jeg igen kunde drage ud med min Bøsse paa Nakken,« sukkede han ofte — »men hvem ønsker at begaa Selvmord, — Tiderne har forandret sig. Respekten for den hvide Mand gaaet fløjten — —«

Stamgæsterne i Alamedaen bandtes sammen ved det mest fuldendte Fri-mureri. Naar en havde Penge, havde alle det. Saa slog man Følge ned til San Juan Markedet for at fejre Begivenheden med et til Kapitalen svarende Fest-maaltid. I Yderkanten af Markedshallen holdt Kogekonerne til med deres Træ-kul :fyrbækkener, over hvilke der t'l-beredtes de herligste nationale Retter: Kalkun i sort Pebersauce, Suppe brygget paa Hvidløg og Tomater, eller de vel-smagende Tamales indrullede i et Dæk-sel af Majsblade, men fremfor alt kunde man for nogle faa Centavos stille sin Hunger paa de drøje, sprøde Majspande-kager, »haandklappede« under Éns Op-sigt, og naar galt skulde være nøjedes man med en svingende Tallerkenfuld brune Bønner, tilsat grøn Chile-Pebcr-sauce.

Bagved Bænkene humpede Tiggerne omkring, Stakler, som til daglig spiste stegte Kaktusblade og drak Kanelvand dertil i Stedet for Mælkekaffe. For at minde En om deres Tilstedeværelse rørte de lempeligt ved Ens Skulder, ved hvilket Signal den spisende, uden saa meget som at dreje Hovedet, kastede en tre-fire Pandekager i hurtig Rækkefølge bagover mod et Par fremstrakte Hæn-der.

Thi i Meksiko som overalt søger den fattigste aldrig forgæves Hjælp hos sin Lidelsesfælle.

Jens Toft.

Vore Læsere har Ordet Hvem skal have Brugsforeningens

Post?

Maa jeg have Lov til gennem Bladet her at rette en Forespørgsel til Fæl-

lesforeningens Ledelse. Kunde det ikke være lige saa rigtigt,

eller mere rigtigt, om Fællesforeningen i højere Grad end hidtil lod sine Med-delelser til Brugsforeningerne gaa til For-mændene for Foreningerne end, som Til-laddet er nu, til Uddelerne?

Selv den flinkeste Uddeler kan jo glemme en Ting — det er menneskeligt — og der kan ogsaa være Ting, som man i sit stille Sind ønsker at glemme, og saa sker det jo, mærkværdig nok, at det glemmes.

Og saa kan det somme Tider være lidt flovt for en Formand, naar han spørges om dette eller hint, at maatte sige: »Det har jeg ikke hørt noget om«. Eller at et Kredsmøde er afholdt, inden man ved det. Og hvis alt for meget gaar uden om Formand og Bestyrelse, vil det selvsagt medvirke til, at vi glider fra Folkestyre til Enevælde.

Jeg kan sige, at jeg spørger paa »fle-res Vegne«. Men for at der ikke skal

stikles særlig til vor Uddeler, underteg-ner jeg mig som

en trofast Læser af »Rrngsublariet.

*

/^Avenstaaende Indlæg rører ved et v ' Spørgsmaal, der jo ingenlunde er nyt,

og som ogsaa har Interesse og har været behandlet indenfor andre lokale For-eninger af andelsmæssig Art som f. Eks. Mejerierne o. 1.

I Almindelighed tror vi, at Forholdet ligger saaledes, at Hovedforeningerne paa dette Omraade vil være uhyre lyd-høre overfor, hvad de enkelte Forenin-ger ønsker. Det er i saa Henseende fra Hovedforeningerne kun et Spørgsmaal af rent ekspeditionsmæssig Art, idet det jo maa erindres, at det er den paagæl-dende Forening som saadan, der skal korresponderes med — altsaa, udtrykt ved en Person, den, hvem Foreningen bestemmer som Modtager af Posten.

1932 BRUGSFORENINGS-BLADE T 397

For Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeningers Vedkommende er For-holdet da ogsaa ordnet saaledes, at Kor-respondancen i Almindelighed sker un-der Adresse: Brugsforeningen. Hvem der da skal modtage og aabne Posten paa dennes Vegne, bliver et indre lokalt Spørgsmaal, der i Praksis i mange Til-fælde ordnes rent lokalt f. Eks. ved, at Postbudet eller Posthuset er bekendt med, at Breve o. 1. alene forsynede med Adressen: Brugsforeningen, skal afleve-res til Formanden eller en anden Tillids-eller Tjenestemand indenfor Foreningen.

De rent praktiske Forhold, saavel set fra Hovedforeningens Standpunkt som navnlig set fra Foreningens under Hen-syn til at skabe størst mulig Sikkerhed, vil utvivlsomt i det lange Løb fastholde eller medføre den nugældende Frem-gangsmaade som den mest brugbare.

Red.

Agitationen for Brugsforenings-bevægelsen.

Der har lejlighedsvis, naar Formen for Agitationen drøftedes, været frem-

hævet, at den personlige Agitation, alt-saa Talen om Brugsforeningens Mulighe-der Mand og Mand imellem, er den Form, der om ikke bunder bedst, saa dog den, der har gode Resultater at opvise, og det er vi vistnok mange, som er eni-ge i.

Vi har jo ogsaa nu vort Brugsior-enings-Blad, som paa de flest mulige Fel-ter bringer Bud ud til Medlemmerne og paa denne Maade gør os til en fastere Enhed, og der har gentagne Gange været skrevet i vort Blad om at udvide det, samt at lade det udkomme en Gang ugentlig. Jeg vil gerne give denne Tan-ke min Tilslutning, og jeg synes, at Ti-den til Drøftelse af dette Spørgsmaal er inde nu, da Købmandsbladet »Danske Hjem« er gaaet heden; det lovede jo el-lers saa godt.

Naa, vi vil ikke græde over andres spildte Mælk, men forfølge Tanken om at udvide vort Blad og gøre det til et Ugeblad.

Uden at være ubeskeden, tør vi maa-ske tro, at netop det, vi virker for, den praktiske Erkendelse af Fællesskabets Betydning paa Forbrugets Omraade, her hvor ingen lades ude, men hvor alle med Tak ønskes Velkommen, ved vort Blad kunde udfylde en Mission i danske Hjem.

Men Agitationen kan altsaa prakti-seres paa forskellig Maade, og jeg vil gerne ved denne Lejlighed gøre opmærk-som paa en bestemt Form, nemlig »Bage-kursus«.

Denne Agitationsform er nærmest møntet paa vore kvindelige Medlemmer. Det er dem og deres velvillige Forstaa-else af Brugsforeningssagen, der har saa stor Betydning. Det er dem, der maa ville vor Bevægelses Udvikling, fordi det er dem, der i Almindelighed administre-rer et Hjems Indtægter.

»Bagekursus« — ja, man samler nu bedst Kvinderne om deres egne Opgaver, og til disse hører jo i mange Tilfælde ogsaa Hjennnebagning.

Er der saa en Kursusleder, som kan og vil demonstrere Bagningens forskel-lige Finesser og sidste Nyheder for os, og ganske særlig gerne vil demonstrere for os Brugsforeningsfolk?

Ja, der er en saadan til Tjeneste, nem-lig Fru Margrethe Andersen, Tvede, Ran-ders. Hun har nu i Forsommeren be¬

rejst Grenaa-Egnen og arrangeret Bage-kursus i mange Brugsforeninger, ogsaa i Grenaa By for Grenaa og Omegns og Grenaa Havns Brugsforenings Medlem-mer.

Der var god Tilslutning til oven-nævnte Kursus, og jeg har alle de del-tagende Kvinders Tilladelse til paa den-ne Maade at sige Fru Andersen Tak for Demonstrationen, og jeg vil meget an-befale kvindelige Medlemmer Landet over at søge denne Form for Komsam-men udviklet. Fru Andersen er forøvrigt villig til al berejse hele Landet, hvis det maatte ønskes.

En saadan Sammenkomst en Gang imellem kan foruden at være interessant ogsaa være morsom. Og en Ting til — og ikke den mindst vigtige —, den er Brugsforeningssagen nyttig, fordi alle de Produkter, Fru Andersen benytter til Bagværk, er fra F. D. B., og da dette særlig fremhæves, er jeg som Brugsfor-eningsmand glad ifor Fruens Nærværelse her. Ved andre Bagekursus finder Le-deren sig kun beføjet til at fremhæve alle andres Produkter.

Viggo Nielsen, Formand for Grenaa og Omegns

Brugsforening.

*

TTi har med Glæde givet Plads for v ovenstaaende Indlæg, da det er saa

fuldstændig i Traad med, hvad vi ved forskellige Lejligheder har taget til Orde for her i Bladet, nemlig at Arbejdet i Brugsforeningerne med Udbytte kan knyttes til Husmoderens Virksomhed. I andre Lande spiller Bestræbelserne i saa Henseende adskillige Steder en ret frem-trædende Rolle — f. Eks. i England og Sverige, hvor der under forskellige For-mer afholdes særlige »Husmoder-Afte-ner« inden for Brugsforeningens Ram-

mer. Bage-Kursus med særlig Anvisning

paa de Varer, som Brugsforeningerne fø-rer, vilde efter vor Opfattelse være en god Begyndelse paa noget saadant — saa lad os blot faa begyndt, nu da Efter-aaret og Vinteren staar for. Der gaar jo altid lidt Tid med Forberedelserne, og kan Brugsforenings-Bladet i dette plan-læggende Arbejde være til Nytte, stiller vi os gerne til Disposition i enhver Hen-seende. Red.

Honningavl. ATu er vi inde i den for Biavleren saa i-N gyldne Tid, hvor Nektaren af Mar-kens og Havens Blomster er omsat til den fineste af alle vore Produkter — Honning. Mange har allerede taget den første Honning, den saakaldte Jomfru-honning, som tages af den Magasintavle, hvori der aldrig har været ynglet.

Det synes at blive en god Høst grun-det paa den gode Varme sidst i Juni og først i Juli, som i Forbindelse med den større Dyrkning af Hvidkløver giver baade megen og god Honning.

Men nu melder sig det Spørgsmaal, som jeg i Fjor skrev en Artikel om, nemlig Honningens Afsætning. Det er jo saaledes, at Honningen aftages af Købmænd og Grossister til en Pris, som gerne ligger under dens virkelige Værdi, og det er jo ogsaa, som en Honninggros-serer en Gang sagde til mig: »Biavlere er jo hovedsagelig Smaakaarsfolk, som

trænger til Penge, og derfor kan vi ofte faa den for, hvad vi byder.« Dette bur-de nu ikke være saaledes. Da Honnin-gen er et Produkt, som ikke alene kan tjene som Surrogat for Smør og Marga-rine, men ogsaa er et udmærket Middel til Forebyggelse af mange Sygdomme, burde den indtage en meget større Plads i Husholdningen, idet den næsten er uvurderlig.

Men hvorledes skal man da faa Hon-ning af Betydning ind i de mange tusin-de Hjem i vort Land? Det sker ved, at den kommer ned i Pris, saaledes at alle eller de fleste har Raad til at købe i den Tid, Udslyngningen staar paa. Naar først Biavleren skal have et stort Ar-bejde med at faa Honningen krystallise-ret, omhældt og ekspederet til købman-den, da gaar der store Omkostninger paa, og den bliver da dyr at købe; den kan let stige 50 pCt. i Pris.

Jeg kunde tænke mig, at F. D. B. opret-tede Opkøbscentre, hvor alle Brugsfor-eninger, som ikke har Honning, kunde rekvirere fra. Men ogsaa dér vilde der blive en Mellemhandleravance, som maa betales af Konsumenten. Nu er Tiden ikke til dette i Aar, eftersom Høsten al-lerede i Midten af August almindeligvis er sluttet.

Det, jeg kunde tænke mig, og som kunde afhjælpe den Forlegenhed, man-gen Biavler ofte er i for at faa sin Hon-ning afsat til en rimelig Pris, var, at Brugsforeningen (som jo almindeligvis er Sognets Handelscentrum) opslog en Seddel i Butikken om, at Honning kunde bestilles til en rimelig Dagspris, og de, der saa havde Honning at sælge, kunde opgive det omtrentlige Kvantum, og Ud-deleren kunde faa 5—10 Øre pr. Pd. i Fortjeneste. Men Honningen skulde for at undgaa Forfalskning være paaklæbet Emballagen Biavlsforeningens Garanti-mærke (Etikette). Naar Honningen blev hældt paa Spande straks efter Udslyng-ningen, kunde Køberen selv tjene de 10 a 20 Øre pr. Pd. for at behandle den færdig.

Dette er i det smaa; men i del større kunde alle Landets Uddelere have et Bu-reau, hvortil alle Tilbud af Honning kun-de indgaa fra de Egne, der har Honning, samt indgaa Bestillinger fra Egne, som ikke har Honning. Paa den Maade blev der Gang i Omsætningen af vor gode danske Honning, og den daarlige uden-landske kunde undværes.

Der kunde være andre Udveje, men disse synes mig er mest farbare og kan benyttes straks. Jeg ved, der er Udde-lere, som for at imødekomme Medlem-mernes Ønske tager imod deres Honning, men døjer med at komme af med den igen. Det skulde ikke gerne gøres nø-digt. at vi, naar vi afgiver Smør, Æg og Flæsk ad Andelsvej, og faar Kolonial m. m. gennem en Andelsforening, da skal gaa til en privat Købmand eller Gros-serer med vor Honning og sælge til en Underpris.

Honningavlen andrager adskillige Mil-lioner Kr. for vort Land, saa den burde ikke være upaaagtet af Brugsforeninger-nes højeste Autoriteter.

A. P. N i e 1 s e n, Vennebjerg.

Dette Nummer af Bladet er leveret paa Posthuset d. 23. August.

Redaktionen sluttet d. 12. August.

398 BRUGSFORENINGS-BLADET 1932

A.O/r. JerfjAArj.

Tegninger af 3. Søndergaard.

K re Søren og Laurine skulde arve. Det var en sær uventet Overraskelse, men det

stod i Brevet, de havde modtaget. Det var en fjern Slægtning, der var død, og Kre Søren skulde, om det var muligt, møde næste Dag i afdødes Hjem.

»Saa skulde vi alligevel have været med til Begravelsen,« sagde Laurine med stille An-dagt i Stemmen.

»Ja, det skulde vi,« sagde Kre Søren og sukkede i forsinket Sorg. »Han var jo et skønt Menneske, er sær god Mand.«

Det var Kre Søren, der var i Familie med den afdøde. De havde gerne besøgt ham en Gang om Aaret, og han dem lige saa tidt; varmere havde Slægtskabet og Venskabet ikke været.

Laurine snøftede lidt og tørrede Øjnene, bare saadan flygtigt. Hun syntes, der var et Par Taarer.

»Han har jo nok en Del Penge,« sagde hun. »Det har han sikkert.« — Kre Søren var en Smule be-

væget, om end ikke til Taarer. »Han fik jo ikke saa lidt fra, da han solgte Gaarden, og han har kun haft sig selv at ko-ste paa.«

Laurine og Kre Søren sad ude i Køkkenet, hvor den store Overraskelse havde fundet dem. Den var kommet over dem midt i deres Formiddagsmaaltid, og ingen af dem tænkte mere paa Legemets Behov.

»Vi faar vel ikke det hele?« spurgte Laurine tøvende og strøg en graa Haartjavs fra Øjnene.

Kre Søren betænkte sig et Øjeblik og svarede saa med en lidt vemodig Klang i Stemmen:

»Det kan jeg ikke tro. Der er jo Mads og Knud, hans Søstersønner. De kom der ikke saa lidt — naturligvis kun for at gøre deres Hoser grønne. Men flere Slægtninge er der nok ikke, saa ... Ja, der bliver vel nok en lille Skil-ling til os.«

Laurine havde aldrig kunnet fordrage den afdøde; sær-lig galt havde det været, naar han skulde have et Maaltid hos hende, hvorimod hun havde set med lidt mildere Øjne paa ham, naar hun var bedt til Spisning dér .Men nu var han borte, og Døden forsoner. Laurine vilde gerne sige no-get pænt om ham, ledte lidt efter det og sagde saa:

»Der var saadan — noget — noget fint over ham —, jeg mener saadan indvendig. Han lignede ikke andre.« — Hun stoppede op og fortsatte i en mere forretningsmæssig Tone: »Hans Husholderske skal vel ogsaa have noget? Hun stred haardt for at faa slæbt ham til Alteret; han har sikkert maattet love hende en god Skilling for at slippe for den Tur.«

»Ja, det skal hun vel nok,« sagde Kre Søren og kløede sig i Nakken. »Hun faar maaske Huset. Det kan da være nok til hende.«

Det blev en sær underlig Dag haade for Kre Søren og Laurine. Der var saa meget ude, der skulde ordnes, men Kre Søren havde ikke Ro paa sig til noget, gik ustandselig ud og ind. Laurine skulde bage og ordne til Vask, men det blev heller ikke til noget for hende.

Der var jo med eet meget, der trængte sig paa og maatte overvejes. Kre Søren kunde tænke sig at købe en 5—(i Tønder Land ind til Ejendommen, saa den blev til to Heste. Saa megel fik de jo nok, at det lod sig gøre. Laurine vilde have bygget til Stuehuset, bare et Fag. Det afviste Kre Søren pure; den Slags var død Udgift. De var ved at blive uenige derom, men da Kre Søren lovede, at Stuer og Køkken skulde blive gjort i Stand, og at de skulde have en

rigtig Lysekrone ligesom Naboens, endda lidt større, drev Sammenstødet over.

Engang før Middag kom Laurine ud i Stalden, hvor Kre Søren stod og var ved at reg ud, hvor mange Kreaturer, store og smaa, der kunde være derinde. Hun vilde fortælle ham, at hun naturligvis tog med derhen. Han holdt paa, at han skulde ene af ^ æd. Der stod ikke i Brevet, at hun skulde komme, og der skulde jo da ogsaa være nogen hjemme. Til Gen-gæld lovede han, at han skulde komme hjem, saa snart han havde faaet Be-sked om, hvor meget der blev til dem.

Før Aften gik Kre Søren ind for at fortælle, at de vist helst maatte sælge og saa købe nyt. Laurine var af samme Mening. Hun vilde, de skulde købe en Gaard, ikke alt for stor, men med et nyt, moderne Stuehus. Kre Søren holdt paa, at det først og frem-mest var Jorden, det kom an paa; Stuehuset kom i anden Række.

Dagen gik, uden at de blev færdige med deres mange forskelligartede Overvejelser. De fortsatte med dem, efter at de var kommet i Seng.

Kre Søren vilde flytte østpaa, ud af Sognet. Det vilde Laurine nødigt. Han kom med en Bemærkning om, at det var hendes Kaffesøstre, hun ikke vilde fra, og hun blev fornærmet og tav, vilde ikke svare ham. Men da Vreden havde varet en halv Snes Minutter, kunde hun dog ikke tie længer; hun havde nemlig faaet en udmærket Idé.

»Kan vi ikke købe Jens Andersens Gaard?« spurgte hun. Den laa der i Sognet, og Stuehuset var temmelig nyt.

Kre Søren tog velvilligt mod Forslaget; Laurines kort-varige Tavshed havde gjort sin Virkning. De snakkede frem og tilbage om, hvad Gaarden kunde koste, og hvad de kunde faa for deres egen lille Ejendom. Skønt den første blev vurderet temmelig lavt, og den sidste stiveligt nok, blev det en pæn Sum, de skulde raade over. Men de var enige om, at de sikkert kunde regne med disse Penge.

Lidt ud paa Natten spurgte Laurine: »Hvorfor mon vi egentlig skal være med til at arve ham?

Vi er jo da kun langt ude i Slægt med ham.« Der var ingen af dem, der havde tænkt over det før. Laurine havde kort forud fornærmet Kre Søren ved at

sige, at han altid havde faaet lidt nok ud af Jorden, og han svarede derfor:

»Du siger hele Tiden, at vi skal arve. Men det er mig, ikke dig. Det er da mig, der er i Slægt med ham.«

Hans Svar gav Anledning til et kraftigt Mundhuggeri, under hvilken Kre Søren fik yderligere understreget, at det var ham, der arvede. Hun havde vel nok altid været knotten og sur, naar den gamle var der, selv om hun ikke havde noget imod at sætte sig til Stads ved den gamles Bord. Han derimod havde gjort ham saa mange smaa Tjenester de havde altid kunnet godt sammen.

»Hvad Tjenester har du gjort ham, den gamle Stork?« snerrede Laurine og vendte sig demonstrativt.

»Aah, der er vel saa mange,« lød Kre Sørens Svar. Han forsøgte at komme i Tanker om en eller anden.

»Saa nævn nogen af dem,« kom det haanligt fra Laurine. Kre Søren rømmede sig. Han var ked af den Vending,

Samtalen havde taget. Der var jo endnu saa meget at over-veje og tale om, og de havde ellers haft det saa rart sam-men Dagen igennem, siden det Brev kom.

»Han kørte da med mig til Markederne, efter at han hav-de solgt Gaarden,« sagde han saa. Hans Stemme indbød til Forsoning.

Men Laurine vilde ikke give til; han havde ladet hende forstaa, at de arvede til Trods for hendes Adfærd mod den gamle.

»Naa, og saa tror du, han giver os en halv Snes Tusinde eller mere, fordi han har kørt til Marked med dig nogle Gange,« kom det spidst.

Kre Søren forsøgte endnu et Par Gange at formilde sin Kone, men nu tav hun, og han opgav det. Han fortsatte de mange Overvejelser paa egen Haand. Summen, han ventede,

1032 B R U G S F O R E N I N G S - B L A D E T 399

voksede, som Nattetimerne gled, og han maatte stadigvæk søge nye og større Ejendomme. Laurine sov ikke, det kunde han høre, men naar han nævnte hendes Navn, for at l'aa hende med i Overvejelserne igen, svarede hun ikke.

Da Dagen begyndte at gry, kunde Laurine ikke længere fastholde sin Tavshed, hun drejede sig med et Dump og hvi-skede helt indsmigrende:

»Kre Søren! Kre Søren! Sover du?« »Nej,« kom det. »Det gør jeg heller ikke. Det er egentlig saa sært, at vi

skal flytte.« »Ja, det er det,« indrømmede han. Han var helt rørt

over, at Laurine var blevet god igen. »Tror du saa, det bliver Jens Andersens Gaard?« spurgte

hun. »Hvis der bliver Penge nok,« lovede han. »Ellers køber

vi en lidt mindre.« »Ja, men her i Sognet,« bad hun. Det gik han ind paa. Han var venlig stemt mod Lau-

rine nu. Hun sukkede dybt og sagde saa: »Det passer ikke, det du sagde, at jeg var knotten imod

ham. Det var bare den Gang, du ved nok, at du . . . .« »Nej, det har du heller ikke været,« skyndte han sig at

indrømme. »Det er bare noget, jeg kom til at sige. Jeg har jo spekuleret saa meget, siden vi fik det Brev; det er derfor.«

De var atter forligte og genoptog i Fællesskab de mange Overvejelser, som rummede Stof nok, til de stod op. Ingen af dem havde lukket el Øje hele Natten, men de var begge lysvaagne.

Da Kre Søren ved Middagstid kørte af Sted, stod Laurine udenfor og saa langt efter ham. Han havde endnu en Gang lovet, at han skulde komme tilbage saa hurtigt som muligt.

Laurine oplevede en lang Eftermiddag, og glad Forvent-ning gjorde hende stundesløs. Flere Gange følte hun en brændende Lyst til at gaa over til Nabokonen og fortælle hende om Arven — hun vidste, at det vilde ærgre Ane Mads’ —- men Kre Søren havde paalagt hende at tie med det, og hun betvang sin Lyst.

Mod Aften gik hun som i Feber og maatte ustandselig om Østen for Stuehuset for at se, om ikke Kre Søren snart viste sig. For hver Gang blev hun mere gram i Hu og ærgrede sig over, at hun ikke havde sat igennem, at hun kom med.

Endelig dukkede det gamle Øg frem oppe paa Bakken, og Kre Søren fik det til at slaa over i el stivbenet Trav. Laurine løb ham i Møde; hun var ved at sprænges af Nys-gerrighed.

Da hun nærmede sig Køretøjet, raabte hun: »Naa, Kre Søren, hvor meget blev det saa?« Kre Søren pegede med Pisken om bag i Vognen, og

Laurine opdagede først nu, at han havde nogle Møbler, eller hvad det var, med sig.

»Blev det saa ti Tusinde?« spurgte hun. Hun var naaet helt hen til Vognen.

»Blev det ikke een Ting andet,« svarede han tvært. »Det blev de Kasser deromme med deres Indhold af Djævelskab og ikke andet.«

Laurine saa nu, at der stod tre Bistader paa Vognen. Hun tog sig til Hjertet og spurgte lavt:

»Vil det sige, at vi ikke faar en Øre?« »Ja.« Kre Søren lo arrigt. »Vi kunde have sparet os at

regne ud, hvad vi skulde bruge Pengene tii. Mads og Knud fik det hele. Ja, den gabmundede Husholderske fik Huset.«

Laurine gik ved Siden af Vognen; hun syntes, at Benene havde ondt ved at bære hende.

»Det er dog for galt,« stønnede hun. »Har man høri no-get lignende. Er det at arve! Jeg vil ikke have det Skidt i min Have; det siger jeg dig. Hvor kunde den gamle Stod-der komme i Tanker om, at vi skal have hans Bier at ligge og føde paa.«

»Naa, de er vel selv ude om Føden,« mente Kre Søren, »men en led Historie er det. Jeg har engang sagt, at jeg godt kunde tænke mig ai have nogle Bier; det er vel nok derfor, men . . .«

»Ja, det er jo dig, der har arvet —- ikke mig,« kom det haanligt fra Laurine. »Glem ikke det. Saadan en gammel Stork, saadan en gammel Gnier, saadan en . . .!« Laurine var meget nær ved at græde.

— Bistaderne fik Lov til at staa paa Vognen Natten over; Laurine holdt bestemt paa, at i Haven skulde de ikke kom-me. Næste Morgen stillede Kre Søren dem op Østen for Ejen-dommen i Nærheden af en Kløvermark; men da han lukkede op for Flyvehullerne, fik han en lille uvenlig Hilsen fra et af sine ny Smaahøveder. En Bi forsaa sig paa ham og til-føjede ham et Stik ved Øjet.

Da Kre Søren kom ind i Køkkenet for at faa det badet i Spiritus, var det ikke fri for, at Laurine saa noget ho-verende ud.

»Dem kan du faa megen Fornøjelse af,« trøstede hun ham. »Der er vel ti Tusinde. Skal du hilse paa dem alle sammen, skal der megen Sprit til. Jo, det er en skøn Arv, du der fik. Glem ikke, det er dig, der har arvet ham — for de mange Smaatjenester, du gjorde ham — og at jeg nær kunde have forpurret det hele.«

Kre Søren undlod at svare. Naar Laurine var i det Hu-mør, var det klogt at lie; det havde han Aars Erfaringer for.

Faa Dage senere blev Laurine stukket, og det endda af tre Bier paa een Gang. Flun havde lagt noget Vasketøj ud paa Grønjorden, og da hun kom for at tage del ind, skete Overfaldet. Til alt Uheld var Kre Søren ikke hjemme —-han kom ikke hjem før ved Midnat — og Laurine havde in-gen at udøse sin Vrede over. Som Smerterne steg og hen-des Ansigt hovnede op, voksede hendes Forbitrelse over Arven, de ikke fik, og den, de havde faaet. Til sidst blev den saa stor, at den maatte give sig Udslag i Handling, og hun besluttede at faa de smaa vingede af Vejen.

Da Solen var gaaet ned, og de sidste Bier vendt hjem, lukkede hun Flyvehullerne til, slæbte Stade for Stade ned til Mergelgraven og styrtede dem ud. Hendes Øjne var næ-sten lukkede til af Stikkene, men hun gennemførte sin Ak-

tion, og da det sidste Bistade forsvandt med el Plump, mumlede hun helt veltilfreds:

»Saa, der ligger nu Arven. Den gamle Stod-der skulde have haft dem med i Jorden.«

Laurine lod som hun sov, da Kre Søren kom hjem, men da han næste Morgen kom stormende ind i Køkkenet og fortalte, at Bistaderne var borte, sagde hun kort:

»Ja, jeg har smidt din Arv i Mergelgraven, der kan du finde den. Hvis du har andre Stoddere i din Familie, vil jeg bede dig om ikke at vise dem alt for mange Smaatjenester. Nu har vi prøvet, hvad det vil sige at arve; lad os ikke komme ud for det mere.«

Kre Søren lod en Bemærkning falde om, at de da kunde have solgt dem, men Laurine svarede, at han maaske vilde have koblet dem alle i eet Kobbel og trukket dem til Marked, tav han.

— Men naar nogen efter den Dag spurgte Kre Søren om, hvad han havde gjort af sine Bi-stader. svarede han, Bierne var fløjet og havde taget dem med sig. — Der var mange, der spurgte, for der var en, der havde set Laurine sende dem i Mergelgraven og havde ladet det gaa videre.

En vovede at spørge Laurine selv og fik til Svar:

»Hvis du engang arver ti Tusinde — af den Slags — og vil have formøbet dem i en Fart, kan du komme, saa skal jeg fortælle dig det.«

Mere vilde hun ikke sige om den Sag. Laurine havde før været glad for en Hon-

ningmellemmad og havde nu og da købt et Par Pund Honning. Men det var forbi nu. Hun spiste aldrig mere Honning.

400 B R U G S F O R E NI N G S - B L A D E T 1032

IOO% HYGIEJNE

DEGO (DIAMANT AVE NA)

gryn

Der tindes ikke bedre Havregryn eiul

DEGO tidligere kaldet DIAMANT AVENA, og

disse besidder en yderligere Fordel fremfor

andre Havregryn, ved at de sælges i den

nye hermetisk tillukkede Sundheds-

pak n i n g, der fuldstændig beskytter Grynene mod Afsmag af andre Varer, og

Indtrængen af Fugt og skadelige Stoffer.

„Jeg er kun en Pige!“ Daa et Engageringskontor i en større Provinsby mødte en. A Dag en tyveaarig Pige for at søge en Stilling. Der blev

spurgt hende, hvad hun havde lært. Ja! Hun havde »været i Huset som ung Pige«. — Om hun kunde selvstændig Madlavning? Nej! De to Pladser, hun havde haft som Hus-assistent, havde været i Hjem, hvor Husmoderen selv lavede Maden, gjorde Indkøb o. s. v. — Den unge Pige havde gjort rent efter Ordre, besørget Byærinder efter Ordre — i det hele taget aldrig prøvet at tage Arbejde op paa eget Initiativ.

Og hjemme var det jo Moderen, der regerede. — »Mor siger altid, at hun kan det meget bedre og hurtigere selv«, forsvarede hun sig lidt forknyt, da Kontorets Indehaverske mente, at i Hjemmet maatte hun da have forsøgt sig selv-stændigt med Arbejdet.

Der var nogle beskedne Stillinger ledige. Der var en som Ekspeditrice i en Bagerforretning. 50 Kr. om Maaneden i Løn og alt frit. Men den Stilling krævede Dygtighed i Regning. Ja! Hun havde ikke lært saa meget i Regning, havde maattet forsømme meget i Skolen, fordi hun havde været paa Sanatorium. Saa et Sted, hvor hun skulde regne hurtigt, kunde ikke nytte. Saa var der en Stilling som Ene-pige i et Hjem, hvor Husmoderen havde Selverhverv. Men i denne Plads krævedes der, at hun skulde forstaa sig paa Indkøb og »daglig Madlavning«. — Selvfølgelig ogsaa være i Stand til at levere et Regnskab for de Penge, hun havde modtaget til Hjemmets Indkøb. Det var naturlige Fordrin-ger at stille til en tyveaarig Pige, som i seks Aar - altsaa siden Konfirmationen i fjorten Aars Alderen — havde be-skæftiget sig med husligt Arbejde som Fag og Erhvervs-arbejde. Hun kunde ikke opfylde dem. Ikke saaledes, at hun var daarligt begavet, eller durn, doven eller paa anden Maade af en ringe aandelig Kvalitet. Men kun, fordi vi har en umulig Skik at oplære vore unge Døtre paa, naar de skal klare sig som det ubestemmelige Væsen: »ung Pige«.

Denne unge Pige havde tre Brødre, som faktisk, hvad Evner angik, var hende meget underlegne; men de havde alle taget deres Realeksamen og var i Lære, saa de fik en ordentlig Start i Tilværelsen. De kunde sige bestemt, naar de søgte Arbejde: Det og det kan jeg! Men Pigebarnet her havde tjent i seks Aar som underordnet, uden at nogen af hendes Arbejdsgivere følte sig forpligtet overfor hendes Ud-dannelse. Paa Grund af Hjemmets mere og mere vanskelige Stilling, ramt af Krisen som det var. skulde hun absolut forsørge sig selv helt.

Der var ingen anden Udvej for hende end at søge Fa-briksarbejde. Det gjorde hun. Og saa opnaaede hun, at Familien og dens Venner var ikke saa lidt forargede paa hende. De syntes ikke rigtig, det passede sig for en »pæn Pige«.

Naar man taler med unge Piger af denne Type om, hvor-for de ikke rigtigt er uddannede, saa svarer de altid: »De siger hjemme, at jeg nok gifter mig en Gang, og saa ri-den Bekostning med Uddannelse spildt«. Filler ogsaa: »Far siger, at jeg er jo kun en Pige!« — En Dag faar denne Datter at vide, at Samfundet kræver akkurat samme Ind-sats af hende, som den kræver af hendes Broder. Ægte-skabsloven fastsætter samme Forsørgerpligter for Hustruen som for Manden. Il vis det glipper for den ene, maa den anden tage fat. Hvorfor saa ikke se det som en naturlig Ting, at Datrene maa have samme gode Arbejdsuddannelse som Sønnerne? Hvorfor ikke kræve, at Husmoderen, der tager vore Døtre i Lære, maa uddanne dem saaledes, som vi kræver, at vore Sønner skal uddannes? Det huslige

1932 B R U G SF O RE N 1 N G'S - B L AD E T 401

Arbejde maa gøres til et Erhvervsarbejde, der staar lige saa højt som andet Arbejde. Saa kan de unge Piger være tjent med at bruge fem-seks Aar af deres bedste Ungdom til det, men ikke, som det er til-rettelagt nu, hvor det i Reglen ikke kan gøre dem i Stand til at klare sig blot nogenlunde beskedent i et selvstændigt Arbejde. C—e.

*

Læskende Sommerdrik til næste Aar! Vi har fra et Par Sider modtaget Anvisninger paa

gode Sommerdrikke, hvortil den forløbne varme Sommer ganske naturligt har forhøjet Trangen — og inspireret vore Meddelere.

Omend der altsaa maaske i Aar bliver mindre Brug for Opskrifterne, bringer vi dem alligevel til vore La’-seres Kundskab, for om de muligt kan have dem i Erin-dring til næste Aar.

I.

T den svundne Sommer, hvor Varmegraderne syntes at have f fulgt Kronens Eksempel og revet sig løs fra Kviksølvet, var jo det stadige Omkvæd overalt: »Puh, hvor er jeg tør-stig!« Hvorfor da ikke, da det jo er blevet en hel Modesag at købe fra England i videst mulig Udstrækning, gratis im-portere og optage en af Englændernes sunde Skikke? Lige-som vi herhjemme drikker 01, tager Englænderne Te med paa Arbejde og drikker den kold. Uden at sige noget ondt om den saa højt lovpriste danske »Bajer«, tør man vel nok paastaa, at det ikke er nogen ublandet Fornøjelse paa en smeltende varm Sommerdag at drikke surt og gæret Øl. Hvor mange daarlige Maver er der mon ikke opstaaet ved at drikke dette væmmelige Stads? Te kan derimod, selv under den værste Hedebølge, holde sig i flere Maaneder uden at tage nogen som helst Skade.

Kold Te, tilsat en lille Smule Citron og Sukker danner faktisk Sommerens allermest tørststillende og mest økono-miske Læskedrik. Te er billigere end det billigste og daar-ligste 01. Folk, der ikke kan lide varm Te, vil i de fleste Tilfælde synes om kold Te. Ja, selv Børn drikker det med stor Begærlighed. Har man først prøvet det een Gang, vil man gaa tilbage til det. Naar man har drukket en Kop eller et Glas Te, er Tørsten forsvundet, og man er blevet veder-kvæget paa en behagelig Maade. C. K.

\\. Lj ermed bringer jeg Ilrugsforenings-Bladet’s mange Læsere 1 A Opskrift paa en Sommerdrik, som er en Erstatning for Sodavand og meget billig at fremstille:

5 Liter Vand, 1 Brev F. D. B.’s Citronsyre, 1 Glas F. D. B.’s Ananasessens, A Glas F. D. B.’s Frugtfarve (gul, rød eller grøn), ca. 4,50 Gram st. Melis.

Denne Blanding sammenrøres, og er straks færdig til Brug. .4. M.

*

Honningens Behandling. VIai i bør aldrig tage Honningen, før Tavlerne er fuldt for-

seglede. Alle Tavler, hvor der har været ynglet, bør ud-slynges for sig og sælges som sekunda Honning.

Efter Udslyngningen bør Honningen holdes i en større Beholder og henstaa en Dag eller to. Alle opskydende Voks-dele, umoden (tynd) Honning skummes af og kan anvendes i il Mjød eller i Husholdningen. Honningen maa omrøres daglig, til der bliver lysegraa tykke Striber efter Sleven, naar man rører i den. Den er da tjenlig til at sættes paa Glas eller Daaser. Dagen efter kan opstaaede Luftblærer slaas ud med en Strikkepind el. 1. Laaget sættes paa, og den hehstaar i et køligt, friskt Rum, indtil der har dannet sig et hvidt Flødelag foroven. Skal Honningen opbevares i større Glas, gør man bedst i at stille en ren Pind midt i Glasset og trække den op, inden Honningen er krystallise-ret. Hullet lukkes straks, og man undgaar det, som ofte sker, at Glassene sprænges, og Bunden gaar fra.

(Fortsættes Side 404.)

En Fjerdedel af Dan-

marks samlede Forbrug

af Høstbindegarn leveres

af F. D. B. til Brugs-

foreningerne.

De gode Kvaliteter for-klarer det store Salg —

det store Salg forklarer

de billige Priser.

Køb i Åar Høstbindegarnet i Brugsforeningen.

402 BRUGSFORENINGS-BLADET 1932

Hovedbetingelsen for, at Syltning skal lykkes helt,

er holdbare, rene og uforfalskede

Krydderier.

F. D. B.s Krydderier besidder i

højeste Grad disse Egenskaber.

Prøv dem til Deres Syltning i Aar.

Resultatet vil da komme til at

svare til Deres Forventninger.

Faas kun i Brugsforeningerne.

KRYDDERIER

Faas overalt.

Fin og let at stryge — Tekniske Prøver har godtgjort, at Titanhvidt har en større Dække-evne end nogen anden hvid Maling.

LIDT DYRERE I INDKØB. . . MEGET BILLIGERE I BRUG

Generalagent: »Det Hempelske Handelshus«, København K.

KRONOS' TITANHVIDT

Lille Peter Brugs’s store Oplevelser. Peter lufter sin høje Hat.

Peter: Jeg havde en dejlig Dag forleden. Husholdersken sendte mig ud for at lufte min høje Hat, for at der ikke skulde gaa Møl i-den — men det ser jo tosset ud at gaa Formiddagstur med høj Hat

Peter: Saa kiggede jeg efter i Avisen, om der ikke skulde være et Bryllup, man pas-sende kunde gaa med til, og der var da og-saa et mig ubekendt Par, der skulde giftes herude

Peter: Jeg og inin høje Hat overværede saa Brylluppet — det var noget saa yndigt, og bagefter gratulerede jeg Parret, som saa inviterede mig med til Middag paa Hotellet.

Peter: Man skal jo ikke gøre Folk ked af det, saa jeg gilt med. Der var ingen Mangel paa Mad og Drikke, og jeg holdt en glimrende Tale, skønt jeg ikke engang kunde huske Brudeparrets Navn ...

Peter: Desværre kom jeg hjem med en Sixpence i Stedet for min høje Hat — men ellers var det en dejlig Fest. Brudeparret har sikkert troet, at jeg var Sognefoged her el-ler saadan noget.

Husholdersken: Vær-ten paa Hotellet for-talte mig lige, at Bru-den vidste, at hendes Mand havde en Onkel her i Nabolaget, der var lidt til en Side, og at hun troede, del var Dem!

1932 BRUGSFORENINGS-BLADET 403

cDøien cfJt7ns skriver hjem:

Brugsen, 16. ds.

Kære Moder!

Ja, det har du Ret i, hvad du

skrev, at det har været en ligefrem anstrængende Sommer i Sommer, og at vi har haft me-

get af den i Modsætning-til saa mange andre Aar, hvor Sommeren næsten faldt paa en bestemt Dato og var forbi, inden den fik be-gyndt. Man maa sige, at de i Aar har været ualmindelig oplagte inde paa Meteorologisk Institut, hvor de jo som bekendt sidder og fabrikerer Vejret — lille Pjevs mener, at de maa ha’ faaet ny Ledelse derinde eller i al Fald Gageforhøjelse, men han er nu ogsaa saa klog, det Fjols. Rlvrigt er det forbløffende, saa det har været et Telt aar i Aar — det er næsten, som om Feltraabet (jeg var nærved at skrive Teltraabet) er blevet: Hver Mand sit Telt! -— og Sejlmagerne maa da have faaet mægtig Vind i Sejlene. Naa, det kan jo" være meget hyggeligt og sundt med Teltlivet, men det er efterhaanden blevet saadan, at det er helt livsfarligt at gaa Aftentur i Udkanten af Skoven eller nede ved Stranden, for ved hvert andet Skridt staar man paa Næsen over et Telt. Paa Marken bagved Brugsens Have var der i forrige Uge hele to Familier inde fra Købstaden, der havde slaaet hver sit Telt op, og de var begge to fuldstændig fanatiske, hvad Teltlivet angik. De kogte Mad i Teltet — de sov i Teltet — ja, de vilde leve og dø i Teltet, erklæ-rede de, men det var nu da en mild Overdrivelse. For ser du — en skummel Nat, hvor Regnen regnede og Stormen blæste, blev det alligevel den ene Familie for broget, og hele Styrken kom tænder-klaprende og drivvaade og hankede os op og bad om Nattelogi. Det fik de ogsaa — og en Kop varm Te til at sove paa, men alle-rede ved Daggry var de paa Tæerne igen. De vilde , nemlig luske

tilbage til deres Rede, in-den deres Teltnaboer vaagnede, for at disse ikke skulde opdage, at de havde været fejge nok til at svigte Lejrlivet. Men lige da vi skulde til at skraa over Marken, hvem tror du saa, der kom li-stende ud fra Skomage-rens? Selvfølgelig det an-det Sæt Teltholdere, som ogsaa var søgt i Hus den Nat, og som ogsaa vilde skjule deres Troløshed.

Begge Familier søgte jo efter hedste Evne at besmykke deres Hand-linger — men der var i al Fald en, der morede sig — og det var mig, for jeg hjalp nemlig til med at bære Tæpper ned, saa jeg var Vidne til Scenen Visse personlige Erfaringer har ogsaa i nogen Grad svækket min Interesse for Telt- og Lejrlivet, hvorom jeg nu skal udvikle mig. »Ungdomsklubben«, der jo altid er med paa Noderne, har ogsaa slaaet sig paa Lejrbevægelsen og sammen med en lignende Forening fra Købstaden holder den Lejr hver Lørdag og Søndag ude ved Stranden, som ligger en halv Snes Kilometer eller næsten en halvanden Mil her fra Lillemose. Gennem I-’.D. B.s Manufakturafdeling havde en Masse Medlemmer anskaffet sig et billigt Telt — og i forrige Uge købte Pjevs og jeg saa ogsaa et i Kompagni. I Lørdags skulde vi for første Gang tage Del i Lejr-livets Glæder, men da \i jo bliver temmelig sent færdig i Brugsen den Aften, havde vor Ven Napoleon taget Teltet med derud og lovet at sætte det op. Inden vi naaede Lejren, var Klokken næsten elleve, og hele Styrken var gaaet til Køjs — og der stod vi to saa og kiggede ud over en Vrimmel af næsten ganske ens Telte uden at ane, hvis der var hvems og navnlig vort. Vi besluttede at prøve os frem, men gik forkert i Byen mindst 15 Gange — for i alle de Telte, vi kiggede ind i, laa der et eller flere trygt slumrende In-divider. lindelig fandt vi et tomt Telt, som vi saa tog til os som vort eget, men vi var daarlig nok kommen til Køjs, før der lød hviskende Stemmer udenfor. ».leg saa, de listede herind«, sagde en — »Lad os smække Teltet sammen om dem, saa har vi dem,« foreslog en anden, og inden vi blev i Stand til at protestere, laa vi og rodede rundt i Teltdug og Soveposer og Tøj og Spisevarer. Vi blev tilmed puffet og dunket og slaaet og maset, saa vi næsten blev sorteblaa over det hele, og vore Bødler skreg samtidig saadan op, at der ikke var nogen, der kunde høre vore Nødraab. Til sidst blev vi bogstavelig talt rystet ud gennem Teltaabningen, og saa blev det jo opklaret, hvem vi var. Det var en af Lejrfolkene, der havde set os luske rundt fra Telt til Telt, og som i den glade Tro, at vi var nogle fæle Tyveknægte — havde alarmeret sine Naboer. Naa — alt endte jo paa hedste Maade, og jeg siger nu alligevel, kære Moder — betænk dig to Gange, før du slaar dig paa Teltlivet, og dermed være du kærligst hilset fra din hengivne Søn

Søren.

Allerede nu — begynder Damerne at tænke paa, at faa Efteraarsgarderoben i Orden.

Husk, at med

OPAL Opskylnings- og Kogefarver kan De selv omfarve Kjoler og Strømper i smukke moderne Nuancer. Ved at omsy en saadan omfarvet Kjole, og købe lidt ny Besætning, kan De selv fremtrylle en smuk og moderne Efteraarsgarderobe.

OPAL Hjemmefarve kaster 25 Øre til 250 gr. Staf.

Faas i alle Brugsforeninger.

BURNUS NAP Metoden

SEJREDE ogsaa l USKADELIGHED ! BURNUS NAP

Styrke efter 50 Ganges Vask med BURHUS HRP

Styrke efter 50 Sanges Vask

med

SODA-SÆBE.

SELVVIRKENDE VASKE-Q MIDDEL

<'Styrke efter 50 Ganges

Vask med

Selvvirkende, Vaskemiddel.

ifølge Viddrag af Rapporten fra f/asboldnings-

laboratoriet i o) orø bier di tyrken af fø/stykkerne

prøvet efter SO Sanges Vask. Resultatet

blev for fdærred: S A B R O E S. STERMENSEN — KØBENHAVN

404 BRUGSFORENINGS-BLADET 1032

HJEMMETS OPGAVER (Fortsat fra Side 401.) Skal Honningen holde sig frisk og god, maa den ikke

hensættes i længere Tid i et Spisekammer eller en fugtig Kælder, da de fremmede Dunster bringer Honningen i Gæ-ring, og den ødelægges. Derfor maa Honningen helst sættes paa Glas med Gummiring, da andre Glas med Skruelaag samt Daaser let kan have en Utæthed. A. P. N.

Rugelystne Høner skal straks fjernes fra Rederne.

(Tilsendt Brugsforenings-Tiladet af Statens Ægudvalg.) VTu i Sommertiden giver de mange rugelystne Høner An-

ledning til en betydelig N e d g a n g i Æ g p r o-duktionen samtidig med, at de i høj Grad forrin-g e r Kvalitet e n af alle de Æg, de har haft Lejlighed til al ruge paa, selv om det kun drejer sig om faa Timers Rugning.

Blommen i et Æg, der er ruget blot i kort Tid, viser sig ved Lysning at skygge, det vil sige, at Ægget er s e k u n d a. Nogle faa Timers Rugning paa et befrugtet Æg er tilstræk-kelig til Kimens Livsvækkelse, og hertil kommer, at de ruge-lystne Høner let tilsnavscr og ituslaar de i Rederne lagte Æg. Det er derfor at stor Betydning, at Æggene ikke udsættes for selv den mindste Rugning.

Faar de rugelystne Høner Lov til Dag ud og Dag ind at ligge paa Rederne, som Tilfældet desværre ofte er mange Steder, vil Afvænningen kræve længere Tid, men sker denne derimod straks, vil Hønerne ofte lægge Æg igen i Løbet af en god Uges Tid.

Det er derfor i enhver Ægproducents Interesse hurtigst muligt at faa de rugelystne Høner fjernet og sat til Afvæn-ning i et dertil egnet Afvænningsbur, som enhver selv let kan lave. Dette kan bestaa af en Tremmekasse med tæt Tag anbragt i Nærheden af Hønsehuset. Gennem Forsidens Tremmer skal Hønsene kunne naa Foder- og Drikketrugene, og Gødningen bør kunne falde gennem Bundtremmer ned paa et Bræt eller paa Jorden.

Det er ikke alene Dyrplageri, men ogsaa i bøj Grad ufor-maalstjenligt, om de rugelystne Høner anbringes under et omvendt Kar, neddykkes i Vand eller holdes uden Æde i flere Dage. Det gælder netop om, at saadanne Høner passes godt og regelmæssigt, saa de under Afvænningen kan tiltage i Vægt og hurtig komme i Gang med Æglægningen igen. Foruden Korn, dog ikke den varmeydende Majs, samt even-tuelt et velsammensat Blødfoder gives rigeligt med saftigt Grønt og rent, koldt Drikkevand.

Statens Ægudvalg.

VARER OG PRISER, THE (Fortsat fra Side 391.) Teen, vi bruger her i Danmark, kommer fra Ceylon, In-

dien, Kina, Java, Sumatra og Formosa; for de tre sidste Lan-des Vedkommende drejer det sig. dog kun om meget smaa Mængder. Kinas Produktionsmetoder staar stadig paa et me-get primitivt Standpunkt, hvorimod man i Indien og navn-lig paa Ceylon arbejder efter meget rationelle Principper. De sidste Lande har derfor helt taget Luven fra Kina, som langt op i det nittende Aarluindredc var omtrent eneraadende paa Markedet. I I8G6 konsumeredes saaledes i England ca. 100 Millioner Pund Te, hvoraf kun 4 Miil. var indisk, 90 Miil. kinesisk. I 1910 importeredes der alene til England 183 Mil-lioner Pund indisk (herunder Ceylon) Te; men siden 1904 har den engelske Import af kinesisk Te ligget nede mellem 5'A og 9 Millioner Pund aarlig.

Paa samme Maade er det gaaet her i Landet. Gaar vi blot 20 Aar tilbage, kommer vi til den Tid, da Kina-Teen var Ho-vedmængden i vore Blandinger; nu har Ceylon-Teen indtaget dens Plads.

Teens Blanding og Pakning.

TÆma-Teen besidder den største og fineste Aroma, men den er af forholdsvis svag Styrke. Indisk Te er meget kraftig,

men den mangler noget i Aroma. Ceylon-Teen har baade Kraft og fin Aroma, i hvert Fald de fine Kvaliteter af den.

For nu at faa en passende Handels- og Brugsvare, er det nødvendigt at foretage en Blanding af forskellige Sorter, og der skal stor Kyndighed og en fin Tunge til at komponere en Blanding, der baade er velsmagende og kraftig. I mange Til-fælde maa der 8—12 forskellige Sorter til i et ganske bestemt Forhold, før der opnaas et Resultat, som den kyndige kan godkende, og Maalet naas kun gennem mangfoldige Eksperi-

menter. I F. D. B.’s Tepakkeri i København, hvorfra saa godt som

al den Te, Brugsforeningerne leverer deres Medlemmer, bli-ver udsendt, fremstilles 10 Blandinger pakket Te. Vi nævner nedenfor Bestillingsnumre og Priser for disse Blandinger:

Indiske Blandinger (meget kraftige): Nr. 2 pr. kg Kr. 0,50 » 4 » » » 9,50 » 8 — i Daaser.. » » » 14,50

Kina-Blandinger (meget aromatiske og velsmagende): Nr. 17 pr. kg Kr. 5,50 » 19 » » » 8,50 » 21 » » » 12,50

Ceylon-Blandinger (kraftige og aromatiske): Nr. 20 pr. kg Kr. 7,50 »27 » » » 9,00 » 31 » » » 11,50

Special-BIanding: Lakkawella Pakker

do. » do. do. do. do. do.

» Daaser

å 25 gr. å 50 » . å 100 » . å 200 » . å 125 » . å 250 » . å 500 » .

pr. Pk. Kr. 0,30 0,55 1,05 2,00 1,05 3,00 5,50

Priserne, der er anført for de første tre Grupper, gælder for 100 gr’s Pakninger; de kan alle ogsaa leveres i Pakker å 50 gr til en lidt højere Pris, og Numrene 4—8—21 og 31 tillige i Daaser, hvilken Pakning naturligvis ogsaa medfører en Fordyrelse.

Sidstnævnte Blanding, Lakkawella, hvori det rent over-vejende Salg ligger, leveres i flere Pakninger end de andre, og vi har til Orientering nævnt dem alle.

Denne Blanding blev første Gang fremstillet i 1922, og Afsætningen af den viste hurtigt, at den i særlig Grad pas-sede for den danske Smag. I 1923 naaede Salget af Lakka-wella saa højt op som til 58 pCt. af den samlede Mængde, der udgik fra Tepakkeriet, i 1928 udgjorde Salget af den 8014 pCt., og i 1931 faldt ikke mindre end 91,2 pCt. af det ud-leverede Kvantum paa Lakkawella. Det er en Sukces, man kan lede længe om Magen til.

Te er en af de mest sarte og ømfindtlige Konsumartikler, vi har, og Kartonerne, den sendes ud i, maa derfor være fuldstændig lufttætte. I modsat Fald vil Indholdet meget snart ødelægges. Pakkerne har derfor som Regel et Omslag af Aluminiumsfolie eller andet lufttæt Materiale; man ser ganske vist nu og da Te pakket i almindeligt Papir, men det er ganske ødelæggende for Varen.

I Hjemmene bør Teen op-bevares i tæt tillukkede Blik-daaser eller lignende.

Til Slut skal kun nævnes, at de før omtalte Ler-Tepot-ter, der er af engelsk Frem-stilling, er meget billige, de billigste, man har, og at de kan leveres af enhver Brugs-forening. Af. Æ W.

Redaktør: cand. polit. A. Axelsen Drejer. — Redaktion: Njalsgade 15, København S. Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger.

Postekspedition: Søndre Boulevard 88, 1. Sal, København V.

Det Hoffensbergske Etabi.

-S

Den friske, danske Tandpasta er nu faldet- saa betydeligt" i Pris, at enhver kan bruge den.

Den gør lænderne skinnende hvide, og efterlader Tandkødet velplejet og friskt.

Brug derfor den danske Pankre=

dent Tandpasta, — den kan faas

hos alle Købmænd og i Brugsfor=

eningerne.

TANDPASTA NU ER DEN BILLIG = LANGT DEN BEDSTE DEN NATIONALE

Stor Tube før Kr. 2,00 nu 1,50

Mellem Tube,, „ 1,50

„ 1,00

Mindre Tube „ „ 0,75

„ 0,50

FÆLLESFORENINGEN FOR DANMARKS BRUGSFORENINGER

ODERNEoo BILLIGE

.YSEKRONER FAAES

GENNEM BRUGSFORENINGEN

SE VORT NYE

KATALOG

FrisK.. styrkende S I-KO er forskellig fra al anden Tandpasta, fordi den indeholder Frugtsyre. — Dens revolutionerende Princip aner-kendes som epokegørende. S I-KO anbefales af over 1000 skandinaviske Tandlæger, fordi den renser Munden paa natur-lig Maade. Frugtsyre opløser Hinden og fremmer Spytsekre-tionen. — Den er frisk i Smagen og styrker Tandkø-dets og Svælgets Slimhinder. Begynd med S I-KO i Dag!

SI-KO — anbefales af over 1000 skandinaviske Tandlæger.

Tlf. C. 13.864 A/S SI-KO, København Tlf. C. 14.447

Den første Fløjtekedel var dansk

Den blev opfundet for ca. 35 Aar siden

og er blevet den typiske

danske Kedel. Hvorfor

saa købe den fra Ud-

landet — til Skade for

den danske Krone.

W)5S - Kedlen er dansk.

Fremstilles i

KOBBER - RUSTFRI STAAL - ALUMINIUM

til

GAS - PRIMUS - KOMFUR - ELEKTRICITET

SOM GØR HAARET LEVENDE,

GLANSFULDT OG BLØDT..

ESSEX LAK FABRIKERET I LONDON FOR F.D.B

Brug ESSEX GULVLAK ESSEX LINOLEUMSLAK ESSEX HVIDLAK

Essex Universallak Essex Bodylak Essex Egetræslak Essex Vognlak Essex Mobeliak Essex Slibelak Essex Ahornlak Essex Godsvognlak Essex Baadlak Essex Farveblandir.gsiak ESSEX ER ENGELSKE KVALITETSLAKKER. MEGET HURTIGTØRRENDE, GLANSFULDE, HOLDBARE OG BILLIGE.

FAAS I ALLE BRUGSFORENINGERNE

Havdrup Trævarefabrik ved L. PEDERSEN &. SØNNER, telefon 33

Anbefaler sig med

Hjulbører — Havemøbler — Trappestole Høkasser — Strygebrædder — Trapper og Stiger i alle Arter — Vaskemaskiner

Mangeaarig Leverandør til Fællesforeningen. -

Butywave siger: »Køb baade Dansk og Engelsk«, for Butywave Shampoo og Tørshampoo er af ren engelsk Afstamning og fremstilles i Danmark under den engel-ske Fabriks Kontrol. Butywave Shampoo ikke alene renser Haaret, men giver det et fortryllende, solskinsfyldt Skær og et levende, blødt Fald. — Butywave Tør-Shampoo giver Haaret den daglige Opfrisken, der holder det smukt hver Time paa Dagen. — Køb det i Brugsen.

Butywave Vand-Shampoo .. .. 0.45 passer til enhver Tør- — (stor) 1.50

Haarfarve — — dille) 0-60

Nu gælder det mere end nogensinde om at spare. Kun Koste med dette Mærke er en Garanti for, at De køber bedst og billigst

A. P. Pedersen, Skive.

KONFEKTIONS AFDELINGER!

F. D. B. Konfektion Fører alle de sid=

ste Nyheder i Konfirmationsudstyr,

saavef hvide Konfirmationskjoler som

fikse, moderne Andendagskjoler og

Overstykker. *

I vore Konfektionsafdelinger i følgende Byer:

Kjøbenhavn — Aarhus — Odense — Aalborg

Nykjøbing F. — Næstved — Fiolbæk — Svend=

borg — Vejle — Hosens — Randers

Hjørring — Skive — Varde — Kolding

vil De altid kunne finde noget, der passer Deres

Smag. — Deres Brugsforenings Uddeler giver

Dem gerne en Rekvisition.