Små udsving af Miriam Toews

små udsving

Tiderne_Toews-Sma udsving-P.indd 1 01/03/14 13.15

Af Miriam Toews på dansk

Livet som det kunne have været. Roman, 2006

De flyvende Troutmans. Roman, 2009

Før og efter. Roman, 2012


miRiam Toews

små uDsvingHistorien om min far

oversat af ninna Brenøe

TiDeRne skiFTeR


Små udsving –Historien om min far

oversat fra engelsk efter „swing Low“

Copyright © 2005, miriam Toews

Dansk udgave: © Tiderne skifter, 2014

Forlagsredaktion: Claus Clausen

sat med minion hos an:sats, espergærde

Tryk: Holm Print management, Tjele

isBn 978-87-7973-509-5

Udgivet med støtte fra

Tiderne skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 københavn k

Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk


„Til sidst er der kun tilbage at løfte blikket en enkelt gang

og ånde ud. i det sekund kan mennesket sandsynligvis

overskue hele sit liv. For første – og sidste gang.“

franz kafka



prolog

„intet udrettet.“

Jeg ved ikke, hvad min far mente, da han sagde det. Dagen før han

tog sit eget liv, havde jeg spurgt ham, hvad han tænkte på, og det

var det, han svarede. To ord fulde af håbløshed, fremhvisket af en

mand, som følte, at han havde svigtet på ethvert tænkeligt plan.

Denne bog er mit forsøg på vise, at min far tog fejl.

i en alder af sytten blev han diagnosticeret med den psykiske

sygdom, man dengang kaldte maniodepressivitet og i dag kal-

der en bipolar lidelse. Hans selvforsvarsmetode, sammen med de

store doser medicin han fik ordineret, var tavshed. og det funge-

rede, måske, for ham. Det lykkedes ham, i direkte modstrid med

sin psykiaters anbefalinger, at blive gift, at opfostre en familie, og

at undervise i grundskolen i mere end fyrre år. Hans psykiater

advarede ham, helt tilbage i starten af 1950’erne, om at oddsene

for at han kunne leve et normalt liv, var temmelig meget i hans

disfavør. Da det kom til stykket faldt min fars liv direkte inden

for det typiske mønster for vores lille by, steinbach, manitoba:

en velordnet tilværelse lagt an på arbejde, kirke og familie med

spredte, forventelige bump på vejen. at det lykkedes ham at leve

et almindeligt liv, var en ganske usædvanlig bedrift. Det er et bevis

på hans styrke, hans høje (nogle vil sige umuligt høje) personlige

mål, og hans ekstreme selvdisciplin, at det lykkedes ham at for-

blive mentalt rask, organiseret og normal så længe.

omkring et års tid efter han var blevet pensioneret, var mine


forældre ude at køre en tur i oplandet omkring byen. „nå,“ sagde

min far, efter at de havde kørt i tavshed i et stykke tid, „jeg gjorde

det søreme.“ „Du har gjort så mange ting, mel,“ sagde min mor.

„Hvad tænker du lige på?“ „Jeg gjorde det de sagde, jeg aldrig ville

kunne gøre,“ sagde min far.

og han gjorde det usædvanlig godt. Han blev en højtelsket

og respekteret lærer, især kendt for sin venlighed, gavmildhed og

rungende stemme, og derhjemme havde min mor og min søster

og jeg alt, hvad vi kunne ønske os eller havde behov for. Der var

kun én ting, vi savnede, og det var at høre ham tale. Jeg har tit

spekuleret på, hvad han ville have sagt om sig selv, hvis han ellers

havde sagt noget. Han talte aldrig om sin fortid, ikke engang om

sin barndom, og ganske ofte talte han slet og ret ikke. Hele hans

verden, forekom det, udspillede sig inde i et klasselokale. og når

han var der, gav han alt, hvad han havde i sig. min søster og jeg,

der begge havde ham som lærer i en periode, plejede at sidde

fuldkommen målløse i klassen. var denne morsomme, energiske,

åbenhjertige mand virkelig vores far? Det må have været lærer-

gerningen, det daglige ritual at træde ud af sig selv og ind i denne

vigtige rolle, som holdt ham oppe igennem alle de mange år.

Havde vi vidst de ting, vi ved i dag, ville vi have forstået, at

slutningen på hans arbejdsliv som lærer dybest set også ville be-

tyde begyndelsen på slutningen for mel. efter hans selvmord sad

vi tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det her ske?

spurgte vi os selv igen og igen. mange mennesker har svært ved

at gå på pension, men trods alt uden at de nødvendigvis ligefrem

begår selvmord. Jeg blev nærmest besat af tanken om at finde ud

af alt, hvad jeg kunne om hans liv, formentlig i en slags søgen efter

ledetråde der i sidste ende ville føre mig på sporet af, hvorfor han

døde. med god hjælp fra min mor og min søster, min fars venner

og kolleger og slægtninge, er det lykkedes mig at sætte nogle af

brikkerne sammen til det gådefulde puslespil, som hans liv ud-

gør. men på trods af mange teorier og store spekulationer er der


i realiteten kun ét svar, og det er depression. et klinisk, uendeligt

utilstrækkeligt ord for dyb fortvivlelse.

i slutningen af sit liv bad min far mig, i en af vores sjældne

samtaler, om at skrive nogle ting ned for sig, ord og sætninger

som kunne føre ham ud af forvirringen og tungsindet, og ind i

en tid og et sted, hvor han måske rent faktisk igen ville forstå. „Du

vil blive rask igen,“ skrev jeg. „skriv det en gang til,“ bad han mig.

Jeg skrev mange ting igen og igen og igen, hvorefter han læste hver

eneste sætning, hver eneste erklæring og information højt. efter

et stykke tid holdt det op med at give mening for ham. „Du vil

blive rask igen?“ kunne han spørge mig, og jeg svarede: „nej, far.

Du vil blive rask igen.“ „Jeg vil blive rask igen?“ spurgte han så.

„Ja,“ sagde jeg. „Jeg vil blive rask igen,“ gentog han. „vær sød at

skrive det ned.“

snart sad jeg og fyldte side efter side på notesblokken med ting

skrevet fra hans synsvinkel, sådan at han kunne forstå dem, når

han læste dem højt for sig selv. efter han var død, da jeg begyndte

at skrive på denne bog, fortsatte jeg med at skrive på samme

måde. Det var en naturlig forlængelse af de ting, jeg havde skrevet

for ham på hospitalet, og en metode, om end ikke den perfekte,

til at høre hvad min far måske ville have fortalt, hvis han ellers

nogensinde havde givet sig selv lov til det. Hvis han nogensinde

havde troet, at det kunne betyde noget for nogen.

efter han var død, læste jeg alt, hvad jeg kunne støve op om

psykisk sygdom og selvmord, granskede fakta og statistikker,

overlevendes beretninger, årsager, spor, hvad som helst der kun-

ne hjælpe mig til at forstå, eller om ikke forstå, så i det mindste

acceptere, min fars beslutning og lære at leve med den. ved at

trække nogle af de frygtelige detaljer frem i lyset, bliver de straks

mindre skræmmende. Jeg må indrømme, at min far nok ikke følte

det sådan, men han fandt en måde at lindre sin smerte på til sidst,

og det samme har jeg.


et

Bethesda Hospital, steinbach, manitoba. i flere uger har jeg

forsøgt at få tingene til at give mening. For eksempel hvorfor

jeg er her? Jeg har fyldt adskillige notesblokke, helt ud til mar-

ginen, med ord og sætninger og fragtmenter af sætninger, men

alligevel forstår jeg ingenting. når jeg genlæser mine optegnelser,

kan jeg se, at der tilsyneladende er nogle bestemte ting, jeg har

skrevet igen og igen, såsom „Få en ny livsstrategi.“ netop denne

sætning optræder på næsten hver eneste side, og det samme gør

hjerter (jeg tegner hjerter!) med ordene „jeg elsker“ indeni. Jeg

tænker, at jeg vel må have glemt navnene på dem, jeg elsker, eller

også har jeg ikke tegnet hjerterne store nok til, at de alle sammen

kan være der, eller også bekræfter jeg slet og ret min evne til at

elske over for mig selv. Det generer mig, at jeg ikke har skrevet

navnene inden i dem.

For to dage siden bestemte jeg mig for, at jeg ville teste min

lillebror, som er leder af hospitalet her. Han sad i fodenden af

min seng og så på mig, og jeg sad oppe ved hovedgærdet og så på

ham. (Hvad var der også at sige?) Til sidst røg det ud af mig: Jeg

er psykisk syg. Jeg sagde det, fordi jeg ville have ham til at sige,

at det var jeg ikke, eller at hvis jeg var, ville jeg snart få det godt

igen, eller at sådan var livet indimellem for masser af mennesker,

at jeg ikke var alene, at jeg ikke havde noget at skamme mig over,

og at jeg nok skulle blive rask igen i løbet af nul komma fem.

min bror svarede: Ja, det er du. Hverken mere eller mindre,

en kort (livstids)dom der hang i luften mellem os som en løftet

knytnæve. Jeg sad på sengen og stirrede ud ad vinduet. efter et


stykke tid gik min bror videre ved at sige, at han syntes, at min

„indlæggelse“ var et stort skridt i den rigtige retning, en helt nød-

vendig del af helbredelsesprocessen, og at jeg nu, måske, ville være

i stand til at åbne mig over for min psykiater. Du er nødt til at

være åben og ærlig, mel, sagde han. og selvfølgelig har han ret.

men først er man nødt til at finde de rigtige ord, og ord kommer

ikke helt så let til mig.

og ikke for at lyde respektløs, men sagen er, at her ikke er

nogen psykiater, som jeg kan „åbne mig over for“. Jeg kunne godt

tænke mig at spørge min bror, hvornår og om jeg nogensinde

kommer til at tale med en, men heller ikke det kan jeg finde

de rigtige ord til at sige, og desuden skammer jeg mig. i stedet

bruger vi så tiden på at sidde og glo på hinanden. og dagene går.

Reg har sagt til mig, at han står over for et svært valg, som er, om

han skal behandle mig som sin bror, eller sådan som en regional

sundhedsfaglig direktør og autoritet ville gøre det, og han har så

valgt „bror“, hvilket betyder, at han kommer og besøger mig, men

ikke blander sig i min behandling. Det giver vist også meget god

mening, tænker jeg, og det lyder godt, men jeg ville have foretruk-

ket det, hvis han havde valgt „hospitalsleder“, fordi jeg jo trods alt

har en familie, og det jeg har brug for, i det mindste ifølge Reg, er

en psykiater, jeg kan være ærlig over for, og jeg kunne godt bruge

noget støtte fra hans side, en håndsrækning, og måske … måske

kunne han fremtrylle en psykiater til mig, fordi jeg faktisk tror,

at jeg gerne vil have noget hjælp. Jeg mener, det er dejligt, at han

er der for mig som bror, men det rejser samtidig det spørgsmål,

hvem der egentlig har ansvaret for mig her. i mellemtiden har jeg

så besluttet, at jeg vil skrive nogle ting ned. Ting om mig selv, mit

liv, etc., sådan at jeg, når tiden er kommet til, at jeg skal forsøge at

åbne mig, hvis den ellers kommer, ved lidt om, hvad jeg skal sige.


Bethesda Hospital, steinbach, manitoba, dato: Find en avis, fast-

slå datoen, skriv ind her. (Hospitalets opsynsmand kommer med

avisen til mig hver morgen. Han er en af mine venner og tidligere

pedel på elmdale school.)

Jeg er et metodisk menneske, så det her med at miste forstanden

er meget frustrerende. Jeg holder styr på alt, hver eneste transak-

tion, hvert eneste køb, hver eneste tegning mine børn har lavet,

hvert eneste kladdehæfte, de har fyldt i deres skoletid. alt. men

det hjælper mig alt sammen ikke meget nu.

i mine rejsedagbøger noterer jeg familiens siddepladser: min

kone, elvira, og min datter miriam til venstre i det lille seks-

personers fly. en pilot, jeg selv og min anden datter, marj, til

højre. vinden kommer ind fra nord, elvira stråler i en ny, farve-

rig buksedragt, brændstofmåleren viser, at tanken er halvt fuld,

etc. Jeg skrev min egen lærebog om Canadas historie, da jeg ikke

fandt den eksisterende, undervisningsgodkendte tekst tilstræk-

kelig fyldest gørende. Jeg har tre arkivskabe med chartekker, der

er nøje mærket med etiketter og sat i omhyggelig orden. i min

boks i banken har jeg, i toogfyrre år, opbevaret kvitteringen på de

vielsesringe min kone og jeg købte hos Birks Jewellers, foruden

kvitteringen fra hotellet hvor vi tilbragte vores bryllupsnat … el-

leve dollars. Jeg sov overhovedet ikke den nat. ikke et sekund. Jeg

var et nervevrag. Jeg forsøgte at tvinge mine hænder til at holde

op med at ryste. Jeg ville have råbt af dem, hvis ikke jeg havde

været så bange for at komme til at vække elvira. Jeg er et tem-

melig nervøst anlagt menneske med tendens til panikanfald og

neglebidning. Jeg bekymrer mig.

Der er to ting, som kan fordrive min nervøse energi: at skrive

og at gå. engang, for en del år siden, holdt jeg op med at gå og blev

liggende i min seng i flere måneder. engang, her for nylig, gik jeg

en tur og endte i en by over tyve miles herfra. når jeg siger skrive,


mener jeg at skrive fakta og detaljer og lister og instruktioner

ned til mig selv. Jeg har researchet på en række vigtige canadieres

liv, blandt andet emily Carr, Lucy maud montgomery og Foster

Hewitt. ved at skrive detaljer vedrørende disse fremtrædende per-

soners liv ned, lærer jeg, hvordan man skal leve.

Jeg bør vist tilføje, at en del af forklaringen, ud over mine egne

indlysende begrænsninger, på den abrupte stil i de ting jeg skriver,

skyldes sygeplejerskerne, som med jævne mellemrum kommer

ind på min stue med deres spørgsmål og drikke og piller og clip-

boards. De er begyndt at blive nysgerrige i forhold til, at jeg sidder

og skriver, og hver gang de kommer ind på stuen, stopper jeg og

nikker og smiler venligt. nogle gange siger jeg ting som: sikken

i dog knokler rundt, eller: Det er godt nok noget af et effektivt

system, i har der, hvilket ikke nødvendigvis er sandt, men jeg kan

godt lide at komme med en opmuntrende bemærkning, hvor jeg

kan.

når jeg begynder at skrive igen, har jeg tit fuldstændig glemt,

hvad jeg var i gang med at skrive om. Flere af sygeplejerskerne er

mine tidligere elever og kalder mig stadig mr. Toews. Den syge-

plejerske, som satte et strejferarmbånd rundt om mit håndled,

huskede mig på det år, hvor vi byggede en kopi af Hudson Bay

Trading Post og drev den som en rigtig butik igennem hele skole-

året. Jeg har stadig billederne, sagde hun, og tilbød at tage dem

med og vise mig dem. Jeg sagde, at det ville jeg blive glad for.

nogle af sygeplejerskerne er mødre til nogle af mine tidligere ele-

ver, og de fortæller mig, hvad deres børn laver i dag. Dengang jeg

blev indlagt her på hospitalet, i går eller for to uger eller for otte

år siden, snakkede jeg med sygeplejerskerne i lang tid ad gangen.

Jeg stillede dem spørgsmål såsom: Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her?

Hvor er min kone? (det sidstnævnte igen og igen og igen) indtil

de begyndte at blive korte for hovedet. Jeg bemærkede, at en af

sygeplejerskerne havde skrevet følgende hen over sit clipboard:

„Patient taler ud i én køre, er tydeligt opmærksomhedssøgende.“


mange af dem er ikke desto mindre meget bevidste om, at deres

chef er min bror, og de gør sig stor umage for ikke at blive irrite-

rede på mig. Jeg er taknemmelig for enhver venlighed.

men det med at jeg skulle være „opmærksomhedssøgende“,

gjorde mig så flov, at jeg lovede mig selv, at jeg ville holde helt op

med at tale. i øvrigt var det ikke så meget opmærksomhed, jeg

søgte, som en afklaring. men de har travlt, alle disse sygeplejesker,

og jeg forstår godt, at jeg virker forvirrende på dem. Jeg forvirrer

også mig selv. Hvad det at gå angår, min kaosfordrivende ynd-

lingsaktivitet nummer to, så giver det dem bekymrede rynker i

panden. De er bange for, at jeg ikke skal komme tilbage. (også

selvom de ikke ved, hvorfor jeg overhovedet er her.) efter at jeg

blev indlagt for anden gang, gav de mig som sagt et strejferarm-

bånd på med en lille chip, som får en klokke til at ringe inde

på kontoret hos sygeplejerskerne, hvis det skulle lykkes mig at

komme så langt som til udgangen. Jeg var faktisk gået min vej før;

det var derfor, de gav mig strejferarmbåndet på. sygeplejerskerne

lovede min ældste datter, marj, at jeg ikke ville blive udskrevet i

løbet af weekenden. Han vil sige, at han har det fint, sagde hun,

og han vil lyde meget overbevisende, men i må virkelig ikke tro på

ham. Der er ingen at komme hjem til, min mor er dybt udmattet

og selv på randen af et nervøst sammenbrud (udløst af at passe

mig, hvilket de ikke siger) og er inde winnipeg weekenden over.

i må endelig ikke lade ham gå.

De lovede, at de nok skulle beholde mig. mindre end en time

efter var jeg ude.

Det gik ikke så godt. Jeg ved ikke, præcis hvad der skete, eller

hvorfor mine fødder er fulde af smertende vabler. Jeg har selvføl-

gelig spurgt, men en velmenende sygeplejestuderende må have

forvekslet mig med en fireårig og sagde: åh, du har vist haft tem-

melig travlt her de sidste par dage. Travlt, tilføjede en læge, med

at få et psykotisk sammenbud. Det eneste jeg selv ved er, at alting

ligesom eksploderede inde i min hjerne.


Det er ekstremt svært at få et klart svar herinde. Jeg forestiller

mig, at jeg først vandrede rundt og rundt adskillige miles, hvor-

efter jeg kom tilbage til et tomt hus, eller at jeg først gik hjem og

derefter vandrede femten miles rundt og rundt i byen, enten det

ene eller det andet. Jeg kan ikke finde elvira. under alle omstæn-

digheder er jeg tilbage under min brors forsorg igen i et stykke tid,

og mine døtre er meget oprevede over, at jeg overhovedet fik lov

til at gå. Formentlig fordi de vil beskytte mig fra at se blodet eller

opdage, hvad der i virkeligheden er sket med elvira. Jeg har stadig

ikke fået at vide, hvor min kone er, bortset fra „inde i byen, for at

hvile ud“, og jeg har fået den mistanke, at hun er død. Jeg har den

mistanke, at jeg måske har slået hende ihjel. en af mine venner

kom og besøgte mig, og han fortalte, at han, den dag jeg ved et

uheld var blevet udskrevet, havde givet mig et lift et stykke vej, og

at vi havde siddet og småsludret, sådan som vi altid havde gjort

det, men selv kan jeg intet huske. min bror sagde til min yngste

datter, miriam, at jeg lugter grimt. Heldigvis nåede jeg at skifte til

mit katatonisk stirrende blik ud i intetheden for at skåne ham for

den forlegenhed, at han skulle tro, at jeg havde hørt ham. også

lige en anden ting: Jeg ved ikke, hvorfor der er blod hjemme på

køkkengulvet, eller hvis blod det er. Jeg spurgte ham, hvor elvira

var, og han sagde, at pigerne havde fortalt ham, at hun var meget,

meget træt. og inde i winnipeg for at komme lidt til hægterne.

Jeg tror ikke på ham. Jeg tror ikke på nogen. Hvad jeg deri-

mod tror, er at jeg intet har fået udrettet her i livet, intet. at jeg

har forsømt mine børn og slået min kone ihjel. Der er ikke noget

tilbage, jeg kan gøre nu, bortset fra at nedfælde kendsgerningerne,

sådan som jeg altid har gjort det.


to

Jeg blev født her, på dette hospital, måske endda på selvsamme

stue, d. 31. maj 1935, midt under Depressionen (hvor passen-

de), det samme år som elvis Presley blev født i Tupelo, mississip-

pi. Jeg medtager denne kendsgerning udelukkende af den årsag,

at jeg læste det i hospitalets eksemplar af The Winnipeg Free Press

netop her til morgen. Det er en fast del af mine morgenrutiner.

Det, og så at se til min ven Hercules længere nede af gangen, og

at gå et par af mine runder. For at se hvordan alting står til.

og hvad så efterfølgende? så boede jeg her vel bare, sammen

med mine forældre og min storesøster, her i steinbach. Lidt nord-

vest for steinbach ligger den store by winnipeg, mod syd går

grænsen til usa, og mod øst ligger søerne og det klippefyldte

område som er The whiteshell Provincial Park, foruden en skov

ved navn sandilands. stik vest er der landbrugsjord, meget frugt-

bar, den bedste i landet, hvor der dyrkes solsikker, raps, lucerne,

alt muligt. midt i det hele ligger så steinbach, manitoba, en driftig

by på omkring ti tusinde sjæle, grundlagt af en håndfuld menno-

nitiske familier i slutningen af 1800-tallet. De mennonitiske sam-

fund på denne side, østsiden af Red River, bliver kaldt Ditzied,

som på plattysk betyder „denne side“. De mennonistiske samfund

på den vestlige side af floden bliver kaldt Yantzied, som betyder

„den anden side“. For de mennonitter, som bor på den vestlige

side af floden, er det selvfølgelig lige omvendt. Begge sider me-

ner, at dem fra Yantzied er mindre sofistikerede og mere religiøst

konservative. Det er naturligvis en diskussion uden ende.

min farfar, kun en baby dengang, var det yngste medlem af


den „udvandring“, der tog rejsen hele vejen fra Rusland til denne

plet land, som var blevet dem lovet af dronning victoria og for-

æret til dem kvit og frit af en regering, der var stærkt optaget af

at få landet koloniseret og under plov. Han var tæt på at dø, og

var nær blevet kastet over bord undervejs. mennonitterne har

en lang tradition for at flytte rundt fra sted til sted i deres søgen

efter religionsfrihed. Her havde de, tilsyneladende, fundet netop

det. Tusindvis af de mennonitter, der blev tilbage i Rusland, blev

siden brutalt myrdet af hæren, bortset fra dem som det lykkedes

at flygte for. min ven Henry, for eksempel, flygtede fra Rusland

som barn engang under anden verdenskrig, og vandrede i flere år

rundt igennem europa sammen med sin mor. Den sidste ting jeg

kan huske at have fået at vide om Henry – og som han selv fortalte

mig til en barbecueaften – var, at han havde leaset en spritny Ford

saturn; en glimrende økonomisk aftale, hvad antallet af kørte

kilometer og vedligeholdelsen angik.

engang som toårig fik jeg en peanut galt i halsen, og min mor

siger, at hændelsen måske har rykket rundt på den måde, min

hjerne er skruet sammen på og gjort mig til den nervøse mand,

jeg er i dag.

Tre et halvt år gammel blev jeg sendt over til naboerne med en

besked. min lillesøster var død, og tusind tak for suppen. Huske-

de du at takke hende for suppen? spurgte min mor, da jeg kom

tilbage. Ja. og du huskede at være høflig? Ja. og den anden be-

sked? Ja. et år efter kom min lillebror til verden for at tage min

døde søsters plads, og min mor forgudede ham simpelthen, for-

ståeligt nok. Hun understregede med stor alvor over for mig og

min store søster, Diana, at vi aldrig måtte give ham peanuts eller

isterninger. ingen havde nogensinde fortalt mig, at jeg havde haft

et uheld med en isterning, og faktisk tror jeg, det var noget min

mor fandt på, på stående fod, men jeg satte bestemt pris på, at

hun tog isterninger med på sin korte liste over ting, det var for-

budt at give til en baby. i min fireårige tankegang, der, som man


bør huske, var noget forvirret og bar præg af peanuthændelsen,

opfattede jeg min mors inklusion af ordene „og isterninger“ som

et udslag af ømhed, der havde til formål at befri mig for en del af

den byrde, jeg følte som en person min lillebror helst ikke skulle

komme til at ligne. Lad være med at få en peanut galt i halsen,

ellers ender du bare ligesom mel. åh, og pas også på med … ister-

ninger! inde i mit hoved var der i hundredvis af små drenge som

mig, der havde haft uheldige oplevelser med isterninger, og som

derfor var lige så „forkerte“ på samme måde som mig, hvilket fik

mig til at føle mig mindre skyldig og alene, og jeg var derfor min

mor taknemmelig for, at hun havde befriet mig fra noget af det

pres, jeg havde følt dengang.

apropos babyer så er der en uden for min stue, direkte over for sy-

geplejerskernes kontor. kun på et landdistriktshospital ville man

kunne finde en psykiatrisk patient og en for tidlig født baby lige

ved siden af hinanden. De er nødt til at overvåge ham meget tæt.

Hans navn er Hercules, og han vejer lige under fire pund, selvom

sygeplejerskerne fortæller mig, at han er flink til at tage på. min

bekymring for Hercules har gjort mig så urolig for ham, at jeg tit

står henne ved siden af hans vugge og ser på ham i lange peri-

oder ad gangen, mens jeg venter på det næste måltid eller en gæst

eller på at klokken skal blive 9.30, hvor jeg foretager mit daglige

telefonopkald ind til byen. er det virkelig normalt, at han sover

så meget? spørger jeg sygeplejerskerne. Ja, mr. Toews, han har det

fint. skal den der slange virkelig gå ind under madrassen på den

måde? Ja, mr. Toews, bare rolig. undskyld, øh, men Hercules ser

lidt utilpas ud. okay, mr. Toews, vi kommer. glimrende, siger jeg

så, glimrende. Hvis jeg sidder inde på min stue, sådan som nu, og

jeg kan høre en af hans maskiner begynde at bippe, så farer jeg op

og styrter over til hans vugge. vi er på vej, mel, siger sygeplejer-

skerne så, eller: mel, du virker lidt anspændt i dag.


Jaså, okay … men der er ikke meget, man kan tage sig til her. i

går spurgte jeg en af mine døtre, hvor længe jeg havde været her.

Cirka ti dage, svarede hun. Ti dage! sagde jeg. Det er da temmelig

lang tid! Der er så meget, der skal gøres hjemme i huset, sagde jeg,

alle blomsterne, haven, ting der skal pakkes. Det ved jeg godt, sag-

de hun, alting skal nok blive ordnet, du skal bare tænke på at hvile

dig. Lad være med at bekymre dig om noget, okay? Det skal nok

gå alt sammen. Det lover jeg. Det lover jeg. Hvorefter jeg kaster

mig direkte videre ud i det store spørgsmål: Hvor er jeres mor?

Hvor er jeres mor? er hun død? og mine døtre fortæller mig, at

nej, det er hun ikke, men at hun har brug for hvile, at hun bare

er meget, meget træt. Jeg har lovet højtideligt, at jeg nok skal få

det bedre. Det er min skyld, hun er træt, men mine døtre siger, at

det er det ikke, det ikke er nogens skyld. sig til hende, at jeg elsker

hende, siger jeg, og de lover, at det skal de nok. Hun elsker også

dig, far, det gør vi alle sammen. indimellem tror jeg, at jeg har

talt med hende i telefonen. Pigerne siger: men det har du også!

Det har du også! Hver morgen klokken 9.30 taler du med hende

i telefonen. Hun siger, at hun elsker dig, og du siger til hende, at

du elsker hende. Du spørger, om hun nu får hvilet sig. i går talte

i om baseball. Du taler med hende! kan du slet ikke huske det?

Jo, nogle gange. Jeg har skrevet det ned, sådan at jeg skal kunne

huske det. elvira elsker mig. Det samme gør pigerne. Jeg elsker.

Jeg elsker. inde i et hjerte, som en skoledreng. Pigerne siger, vi nok

skal komme igennem det her. Pigerne siger, at haven har det fint,

og at min selvangivelse er afleveret. Pigerne siger, at ingen i byen

ser skævt til mig. Pigerne siger, at bilforsikringen er blevet betalt.

De siger, at airconditionen er blevet repareret. De siger, vi snart vil

være tilbage sammen igen, meget snart. Det er en anden ting, jeg

skriver ned igen og igen. De siger, vi snart vil være tilbage sammen

igen. nogle gange skriver pigerne det ned for mig, når jeg ikke kan

selv, med store blokbogstaver på min gule notesblok. vi eLskeR

Dig. moR eLskeR Dig. DeT HeR eR ikke Din skYLD. Du eR


en goD FaR. vi eR sToLTe aF Dig. PRØv aT Få HviLeT Dig.

Du skaL ikke BekYmRe Dig om nogeT. Du viL snaRT vÆRe

TiLBage sammen meD moR igen. sToL På os. vi eLskeR Dig

og viL aLTiD eLske Dig.

i går råbte min datter ude på gangen foran min stue: Hvornår

vil han blive tilset af en psykiater? Burde han ikke blive overflyttet

til et psykiatrisk hospital? Han har jo selv sagt til jer, at han gerne

vil hjælpes! Hvornår får han hjælp?

Jeg er fuldkommen knust over at høre hende sige sådan, og

samtidig urolig for at Hercules skal vågne af hendes råben, og at

min bror også skal høre det og blive forlegen. når jeg hører mine

døtre drøfte min situation, forsøger jeg at lade være med at lytte.

For at distrahere min opmærksomhed i forhold til de ting, der

foregår ude på gangen foran min stue, forsøger jeg at fokusere på

genstandene inde i rummet.

Jeg har adskillige af det, sygeplejerskerne kalder mine person-

lige effekter med mig. et maleri, lavet af mit barnebarn, af en rød

sejlbåd med gule sejl og en blå himmel med titlen „sommermin-

der“. Der står kun én lillebitte skikkelse ude på dækket af båden.

Jeg har sat det fast i spejlet på mit toiletbord, under de små beslag,

som holder glasset fast. Jeg har også en bog med digte, jeg har

fået af elvira, engang før jeg blev indlagt. Digteren er en af mine

første elever, en mand som nu er over halvtreds, og som selv har

voksne børn. Jeg har en smuk, mundblæst vase, med flere gule

tulipaner i, henne i vindueskarmen, og to meget store snickers-

chokoladebarer liggende på sengebordet.

Jeg har også nogle pjecer, som jeg har fået af mine forskellige

besøgende, og en bibel og en andagtsbog med udgangspunkt i ko-

rintherbrevene og en reklame for et nybyggeri i udkanten af byen.

På en af mine gåture, efter at jeg havde fået strejferarmbåndet af

igen, var jeg inde i et af de modelhuse, de bruger som kontor,

og hvor jeg tog en brochure uden nogen fornuftig forklaring.

Jeg viser den til mine gæster indimellem i håb om at kunne føre


samtalen væk fra mig selv, og ganske ofte bøjer mine gæster sig for

at være imødekommende, og vi småsludrer, akavet, om fordele og

ulemper ved endnu et byggeprojekt som det, der er beskrevet i

brochuren.

Jeg tog det, de kalder en køkkentest forleden. Jeg ved ikke rigtig

hvorfor. Resultatet? Patienten er i stand til at riste brød, men kan

ikke huske, hvordan man bruger en dåseåbner. en hemmelighed:

Jeg har aldrig kunnet finde ud af at bruge en dåseåbner. Du gisper,

det er chokerende, jeg ved det. Jeg har løjet for køkkentesterne.

Jeg benyttede mig af min glemsomhed og sagde til dem, at det at

bruge en dåseåbner simpelthen var endnu en af de ting, som jeg

havde glemt, hvordan man gør. åh, den samfundsomstyrtende

fryd jeg, som skolelærer, følte ved at lyve i min køkkentest … Jeg

har også fortalt et par andre hvide løgne i løbet af den tid, jeg har

været indlagt, når det føltes mere enkelt. Hvordan går det, mel?

Fint, fint. Husk at hilse Jake fra mig. er han stadig glad for sin

tjans i kopirummet? Ja, det kan du tro, mel, men han savner, at

du kommer ind med din The Class News. vi får se, hvornår du

har et nyt projekt klar. åh, jeg arbejder skam på det, mrs. H., det

gør jeg skam, jeg skal bare bruge lidt ekstra tid.

Jeg kan ikke huske, hvordan Jake ser ud. Jeg vil tro, mrs. H. er

irriteret på mig, jeg savner elvira. Jeg har ikke lyst til at åbne dåser

med tomatsuppe. Jeg bryder mig ikke om at måtte låne ti dollars

af min datter, jeg vil ikke klippes i en gammelmandsfrisure oppe

på plejehjemmet, og jeg bryder mig ikke om selv at måtte bede om

rent undertøj. De har taget mit kørekort fra mig, mine ejendele er

blevet pakket ned i kasser. Jeg har ikke et nyt projekt på vej, mrs.

H.

mine elever og jeg lavede hvert år en avis. Rejsende rapportere

undersøger fødslen af et kuld killinger på familien Penners farm,


Jason brækker armen for anden gang inden for otte uger, en tur

til British Columbia, et bryllup i familien, et højtelsket kæledyrs

død, alle de små episoder, mine elleve-tolvårige elevers liv. The

Class News. Høje stakke af papir anbragt ud over bordtennis-

bordet, som jeg gik og samlede til aviser hele natten, rundt og

rundt om bordtennisbordet, med slipset stoppet ind mellem to

knapper i skjorten og opsmøgede ærmer, mens min familie lå

intetanende og sov oppe ovenpå; tusindvis af eksemplarer som

skulle ombæres i hele byen næste morgen, og mig som glædede

mig til at se mine elevers ansigtsudtryk, når de så deres ord, deres

liv, på tryk! Det var helt utroligt! at skabe et skrevet dokument

i fast form som et vidnesbyrd om det virkelige liv var bedre end

tusinde fotos, var simpelthen ubeskriveligt.

mine tanker blev vakt af de ord, som beskrev begivenhederne,

snarere end af begivenhederne i sig selv. Jeg har meget stor tiltro

til ordene, det skrevne ord.


Documents

Små udsving af Miriam Toews