STANDARDOPSTILLING AF FORSIDE

Fra:

KT Rasmus Heinz Sauer ved Hærens Officersskole, ANKER 1

Medarbejdernummer: 457726

Fødselsdato: 07.11.1989

Til:

Jørgen Staun, IFS + censor

Emne:

Hovedopgave: Rigsfællesskabet i Arktis

Antal anslag: 107.662 anslag

Afleveringsdato:

10.10.2019

Side ! af !1 56

Side ! af !2 56

Indholdsfortegnelse

0 Abstract 4

1 Indledning 5

2 Deskriptivt overblik 8

2.1 Rigsfællesskabet i Arktis 8

2.2 Rigsfællesskabets strategi for Arktis 2011-2020 8

3 Afgræsning 10

3.1 Det videnskabsteoretiske grundlag 10

3.2 Teoretisk tilgang 10

3.3 Analysefeltet 11

4 Teori 12

4.1 Struktur-niveauet 12

4.2 Stats-niveauet 13

4.3 Gruppe-niveauet 14

4.4 Tilpasningsteori 15

4.5 Handlerumsmodellen 16

4.6 Sammenfatning 17

5 Operationalisering af teorien 18

5.1 Eksterne faktorer 18

5.2 Interne faktorer 19

5.3 Ambitioner 19

6 Analyse 20

6.1 Eksterne faktorer 20

6.1.1 Trusselsbilledet i regionen 21

6.1.2 Bilaterale relationer 25

6.2.2.1 Rigsfællesskabet og USA 25

6.2.2.2 Rigsfællesskabet og Kina 27

6.2.2.3 Rigsfællesskabet og Rusland 29

6.1.2 Multilaterale relationer 30

6.2.4 Sammenfatning 32

6.2 Interne faktorer 32

6.3 Ambitionsniveau 35

6.4 Sammenfatning 39

7 Diskussion 40

7.1 Udvikling i det eksterne pres 40

7.2 Udvikling i det interne pres 43

7.3 Vurdering 44

8 Konklusion 46

9 Litteraturliste 48

Side ! af !3 56

0. Abstract

The Arctic has received more attention in international politics over the past few years, and there

are many indications that global dynamics can transform the Arctic into a unstable region where the

great powers act based on self-interest rather than cooperation. This presents new challenges for

The Kingdom of Denmark in the region if the current position is to be maintained.

The Kingdom of Denmark’s strategy for maintaining the position is presented in “The Kingdom of

Denmark's Strategy for the Arctic 2011-2020”. The main purpose of the strategy is to strengthen the

Kingdom’s position in the Arctic, which is an ambitious goal for a small state. The strategy follows

the general proactive tendency that characterizes Danish foreign policy after the Cold War.

However, the Kingdom’s room for maneuver has been limited due to pressure from both external

and internal factors.

The power balance in the region has changed since 2011 because Russian military armament has

not been balanced by the US, and because China’s interest in the Arctic has been increased. The

great powers interests in the Arctic have forced the Kingdom towards supporting institutions and

regulations, as this is the only way to restrict the great powers. In addition, the Kingdom has also

been pressured to consolidate its alliance with the United States because only the Americans can

provide the necessary security guarantee. The Kingdom is not only pressured by the great powers,

but there are internal disagreements in the Kingdom as well. The relationship between Greenland

and Denmark is not permanent, as Greenland wants independence in the future. The consequences

are that the Kingdom is pushed towards a strategy that primarily serves Greenland's interests, so

that the Kingdom does not disintegrate.

The Kingdom’s room for maneuver will also be limited in the future due to continued pressure from

both external and internal factors. However, the Kingdom has the opportunity to maintain its current

position in the Arctic. The assignment’s policy recommendation is that the Kingdom must continue

to strengthen multilateral cooperation and come up with diplomatic initiatives, as this is the best

way to curb the interests of the great powers. In addition, Greenland's interests must still be taken

into account by investing in the vital infrastructure in Greenland. Investments in airports and

seaports will meet the pressure from both internal and external factors, as they may have “dual-

use”. Infrastructure investments can both support the rapid deployment of US forces in a crisis,

while also supporting business development in Greenland during peacetime.

Side ! af !4 56

1. Indledning

Arktis har i mange år været præget af lavspænding og et fredeligt samarbejde, hvor de arktiske

stater sammen i Arktisk Råd har løst problemstillinger via dialog. Det fredelige samarbejde blev

sikret ved Ilulissat-erklæringen i 2008, hvor de fem stater, der grænser op til Ishavet, USA, Rusland,

Canada, Norge og Danmark/Grønland, lovede hinanden at løse uenigheder og konflikter i området

ved hjælp af internationale organer og lovgivning (Lindqvist, 2018). Ilulissat-erklæringen blev til på

dansk initiativ, og har indtil fornylig været en succes, da Arktis har været et lav-spændingsområde,

selvom forholdet mellem Rusland og Vesten har været frosset til is på grund af konflikten omkring

den ukrainske halvø Krim (Turnoqsky, 2018).

Meget er dog forandret siden Ilulissat-erklæringen, og Arktis har fået en markant større og vigtigere

rolle i international politik grundet klimaforandringerne. De drastiske klimaforandringer gør, at

regionen er blevet mere tilgængelig, og der har åbnet sig kommercielle muligheder i takt med, at

isen smelter (Clemmensen, 2015). Arktis er derfor blevet interessant for stormagterne. Dette skyldes

de store kommercielle interesser i form af olie, gas og mineraler i undergrunden, krav om

territorium, nye rentable handelsruter, og at Arktis, herunder Grønland, igen er blevet et vigtigt

militærstrategisk område på grund af det anspændte forhold mellem USA og Rusland (Lande,

2019). Samtidigt har den globale magtbalance ændret sig med et stadig stærkere Kina og et mere

aggressivt Rusland. Kina har udviklet sig til en magt med globale ambitioner, og har vist interesse

for Arktis på grund af ressourcer og handelsruter. Rusland er begyndt at forfølge statens interesser

som global aktør, og har derfor styrket sine militære kapaciteter i Arktis. Det betyder, at Ruslands

adfærd er blevet mere assertiv, og USA’s kapløb med Kina er begyndt at udspille sig om råstoffer

omkring Arktis og Grønland (ibid.). Meget tyder derfor på, at de globale dynamikker kan forvandle

Arktis til en konfliktfyldt region, hvor stormagterne handler ud fra egeninteresser frem for at

samarbejde i Arktisk Råd (Nielsen, 2019).

Konflikttendensen er blevet bekræftet ved den generelt skærpede tone fra USA overfor både

Rusland og Kina. Situationen i Arktis eskalerede i maj 2019, hvor den amerikanske

udenrigsminister Pompeo brød den gode stemning og gik verbalt til angreb på Rusland og Kina i

Arktisk Råd. Pompeo udtalte, at Kina ikke er en arktisk stat, og at staten derfor ikke bør have

interesser i Arktis. Derudover udtalte Pompeo, at Rusland er blevet utilregnelig, og at USA er

bekymret for landets oprustning i Arktis, som i USA’s øjne destabiliserer regionen. Pompeo

afsluttede med at understrege, at Arktis betragtes som et nærområde for USA, og derfor implicit at

andre stormagter skal holde sig væk (Lande, 2019; Maressa, 2019). USA’s interesse i Arktis blev Side ! af !5 56

understreget i August 2019, hvor Trump tilbød at købe Grønland, da landet har stor betydning for

USA’s geopolitiske sikkerhedsstrategi (Lynge, 2019). Med Trumps og Pompeos udmeldinger har

USA sendt et klart signal til Kina og Rusland om, at Arktis er meget vigtigt for USA. Overordnet

set tegner stormagternes generelle interessekonflikter konturerne af en ny Kold Krig i det

enogtyvende-århundrede, hvor Arktis er et af de vigtigste centre (Lande, 2019).

Den arktiske region er ikke kun vigtig for de traditionelle stormagter, men regionen er også vigtig

for Danmark. Kongeriget Danmark udgøres nemlig af Danmark, Færøerne og Grønland og betegnes

som Rigsfællesskabet. Den danske regering vedtager Rigsfællesskabets udenrigs- og

sikkerhedspolitik, og dette giver Danmark indflydelse i den arktiske region (Turnowsky, 2019;

Hansen, 2017). Rigsfællesskabet er vigtigt for Danmark af ihvertfald to grunde: det kan blive

økonomisk rentabelt, og derudover giver det politiske muligheder (Sæhl, 2018). Grønlands

geopolitiske placering gør nemlig Danmark til en interessant samtalepartner for stormagterne, og

danske ministre opnår derfor nemmere kontakt med verdens ledere. Kina og USA er f.eks.

interesserede i Danmark på grund af Grønland, og Danmark er bindeled mellem EU og den arktiske

region. Danmark sidder derudover også med i Arktisk Råd, hvor udfordringer og muligheder

omkring Arktis bliver diskuteret (ibid.).

Rigsfællesskabet er allerede en aktiv aktør i det strategiske internationale samarbejde om fremtiden

for Arktis, og denne position er Rigsfællesskabet interesseret i at fastholde. Rigsfællesskabets

nedskrevne strategi for at bevare positionen er præsenteret i “Kongeriget Danmarks Strategi for

Arktis 2011-2020”, som beskriver de overordnede muligheder og udfordringer, der tegner sig

omkring Arktis. Udgangspunktet for strategien i Arktis er internationalt forankret i Ilulissat-

erklæringen, og bygger derfor på forhandlinger og samarbejde via Arktisk Råd. Målsætningen for

den udenrigspolitiske strategi i Arktis er at forebygge konflikter, undgå militarisering af Arktis og

forsøge at bevare et tæt samarbejde med de andre stater i regionen. Rigsfællesskabets strategi frem

mod 2020 sigter dog samtidigt på at styrke Rigsfællesskabets position i regionen. Rigsfællesskabet

har derfor ambitioner om at være med til at forme fremtidens samarbejde i regionen, og samtidigt

håndhæve fællesskabets suverænitet (Udenrigsministeriet, 2011 :9).

Strategien kan imidlertid være svær at forfølge i lyset af den efterretningsmæssige risikovurdering

fra 2018. Rapporten understreger, at der er øget risiko for spændinger i regionen grundet

stormagternes interesser i Arktis (FE, 2018: 34). De seneste års udvikling i regionen har medført, at

Rigsfællesskabet øger den militære tilstedeværelse i Arktis i løbet af de kommende år. Det fremgår

af forsvarsforliget fra 2018, at engagementet i Arktis fortsætter og styrkes med en række nye Side ! af !6 56

initiativer (Forsvarsforlig, 2018). Derudover ønsker et stort flertal i folketinget, at Rigsfællesskabet

øger de militære kapaciteter yderligere i Arktis ved at bruge flere penge på overvågning og

tilstedeværelse (Pedersen, 2019).

Arktis er altså blevet et prioritetsområde for mange stater, og meget tyder på, at regionen kun bliver

endnu vigtigere i fremtiden. I det lys står Rigsfællesskabet overfor fremtidige udfordringer, som

skal håndteres via en aktiv udenrigspolitisk indsats, hvis Rigsfællesskabet skal fastholde sin

position i regionen.

Opgaven vil først undersøge, hvilke faktorer som ligger til grund for Rigsfællesskabets

udenrigspolitiske strategi i Arktis. Det er interessant at forstå, hvad der motiverer og begrænser

småstaters udenrigspolitik i en konkurrencepræget region. Derved er det også muligt at analysere,

hvorvidt Rigsfællesskabet overhovedet kan forfølge egne målsætninger, eller om Rigsfællesskabet

er begrænset af stormagternes interesser. Opgaven vil efterfølgende diskutere, hvorvidt

Rigsfællesskabet har mulighed for at bevare den nuværende position i Arktis, eller om

Rigsfællesskabet skal acceptere stormagternes dominans i regionen. Ovenstående afsnit leder frem

til opgavens problemformulering:

Hvilke faktorer forklarer Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis siden 2011? Og hvordan ser

Rigsfællesskabets fremtidige handlerum ud i forhold til at bevare positionen i Arktis ?

Opgaven undersøger først, hvilke faktorer som har motiveret og begrænset den hidtidige strategi

“Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2020”. Opgaven bidrager med en videnskabelig

undersøgelse af Rigsfællesskabets strategi med henblik på at opnå detaljeret viden om de

bagvedliggende faktorer for strategien. Efter analysen gives et kvalificeret bud på Rigsfællesskabets

fremtidige handlerum, og hvorvidt det er muligt for Rigsfællesskabet at fastholde positionen i

Arktis.

Før problemformuleringen kan besvares, så er det vigtigt at få specificeret det empiriske materiale,

som opgaven tager udgangspunkt i. Det næste afsnit vil derfor kort skitsere Rigsfællesskabets

nuværende position i den arktiske region.

Side ! af !7 56

2. Deskriptivt overblik

Dette afsnit beskriver det overordnede empiriske materiale, som senere vil være udgangspunktet for

opgavens analyse og diskussion. Først redegøres der for, hvorfor Arktis er interessant ud fra et

dansk perspektiv, og efterfølgende præsenteres Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi for

regionen.

2.1 Rigsfællesskabet i Arktis

Grønland har været en dansk koloni siden 1700-tallet, men landet blev i 1953 en ligeberettiget del

af Rigsfællesskabet. Den nye status var et resultat af nogle politiske og samfundsmæssige

ændringer, som skete under 2. Verdenskrig og årene efter. Under krigen blev Grønland og Danmark

adskilt, og den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, indgik uden godkendelse fra

København en overenskomst med den amerikanske regering om Grønlands forsvar (Beukel &

Jensen, 2008). Amerikanerne brugte Grønland under krigen som mellemstation for tankning af

bombefly på vej til Europa. Under den Kolde Krig var Grønland fortsat særdeles vigtig for USA, da

amerikanerne derfra kunne overvåge luftrummet for atomvåben med radarer fra Thulebasen. USA

meddelte derfor hurtigt, at de ikke havde til hensigt at opgive deres militære tilstedeværelse i

Grønland. I 1951 indgik Danmark derfor en ny overenskomst med USA om forsvaret af Grønland,

og denne afløste den tidligere aftale. Den nye aftale gjorde det klart for de danske politikere, at

Grønland måtte gøres til en forfatningsmæssigt ligeberettiget del af riget, hvis ikke landet skulle

glide væk fra Danmark (ibid.). Grønland blev derved indlemmet i Rigsfællesskabet som et amt i

1953. Siden fik Grønland hjemmestyre i 1979, og i 2009 fik Grønland selvstyre. Dette har givet

grønlænderne ret til selvbestemmelse, og giver Grønland mulighed for at forlade Rigsfællesskabet.

Grønland har i forhold til selvstyreloven lovgivningskompetencer på en lang række områder.

Danmark varetager dog ansvaret for 32 politikområder, herunder udenrigs-, forsvars- og

sikkerhedspolitikken (Larsen, 2018). Så længe Grønland er en del af Rigsfællesskabet, så har

danske beslutningstagere altså indflydelse i Arktis, og Forsvaret har til opgave at forsvare Grønland

samt at udføre overvågning og suverænitetshævdelse (UM, 2019).

2.2 Rigsfællesskabets strategi for Arktis 2011-2020

Rigsfællesskabets strategi vil blive struktureret efter Art Lykkes fremgangsmåde “Ends, ways and

means”, da dette skaber et velegnet fundament for analysen (Yarger, 2006).

Side ! af !8 56

Mål: Rigsfællesskabets overordnede målsætning er at styrke fællesskabets samlede position som

aktør i Arktis (Udenrigsministeriet, 2011: 11). Målsætningen er udarbejdet på baggrund af fælles

interesser i Rigsfællesskabet.

Metode: Rigsfællesskabet skal være toneangivende i forhold til den politiske udvikling i regionen,

og derved være med til at forme fremtidens samarbejde om fælles udfordringer og muligheder i

Arktis (ibid.: 15, 49-54). Rigsfællesskabet skal styrke de multilaterale relationer ved at styrke

samarbejdet i Arktis Råd og samarbejdet med EU. Rigsfællesskabet skal også opprioritere de

bilaterale relationer med både etablerede partnere og nye aktører i Arktis med henblik på at

optimere interessevaretagelsen. Rigsfællesskabet skal altså kæmpe for en styrket position via

stærkere multilaterale og bilaterale relationer. Derudover skal det danske forsvar opretholde

Rigsfællesskabets suverænitet i det arktiske område, og Rigsfællesskabet skal realisere de

økonomiske potentialer til gavn for indbyggerne i Arktis (ibid.: 23-32).

Midler: Til at opnå det overordnede mål om at styrke Rigsfællesskabets samlede position som aktør

i Arktis, så benyttes en række midler. Det danske forsvar skal være synligt tilstede i og ved

Grønland med henblik på suverænitetshåndhævelse og overvågning (Udenrigsministeriet, 2011:

20). Rigsfællesskabet vil være toneangivende i forhold til den politiske udvikling ved at deltage i

etablerede samarbejdsfora i Arktisk Råd, og Rigsfællesskabet være med til at videreudvikle på den

konkrete folkeretlige regulering af Arktis på relevante områder herunder kontinentalsokkelkravene.

I forhold til at udnytte det økonomiske potentiale, så skal der skabes optimale rammevilkår for

eksport og investeringer i Grønland. Infrastruktur er et centralt element i udviklingen, og det er

derfor væsentligt, at infrastrukturen udvikles til at kunne understøtte den voksende handel (ibid:

35).

Opgavens empiriske materiale er præsenteret i ovenstående afsnit, og det fremgår, at

Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi i Arktis handler om at styrke positionen i regionen.

Dette skal opnås ved at sikre et fredeligt og sikkert Arktis, hvor der er mulighed for at skabe

økonomisk vækst. Rigsfællesskabet har primært søgt mere politisk indflydelse, men der er også

taget militære initiativer. Analysen vil forklare, hvilke faktorer der har været årsag til netop denne

strategi. Efterfølgende vil opgaven diskutere, hvorvidt Rigsfællesskabet kan fortsætte denne

politiske linje i lyset af den generelle udvikling i regionen. En afgrænsning er dog nødvendig, så

opgavens analyse og diskussion fokuseres omkring de mest centrale faktorer.

Side ! af !9 56

3. Afgrænsning

Dette afsnit beskriver opgavens afgrænsning, og derfor også hvilke nuancer opgaven fokuserer på.

Det gælder både i forhold til det videnskabsteoretisk grundlag, den teoretiske tilgang samt opgavens

analysefelt.

3.1 Det videnskabsteoretiske grundlag

Det bør tages stilling til tre videnskabsteoretiske spørgsmål i forbindelse med en videnskabelig

opgave (Ebdrup, 2014). 1) Det ontologiske spørgsmål: Hvilke dele af virkeligheden arbejdes der

med? 2) Det epistemologiske spørgsmål: Hvordan kan man få den viden? 3) Subjekt/objekt-

modstilling: Hvordan er forholdet mellem den som undersøger og det undersøgte?

Grundlæggende har opgaven en positivistisk tilgang, hvor den samfundsmæssige virkelighed kan

observeres. Den ontologiske antagelse er, at virkeligheden kan findes og beskrives objektivt. Derfor

arbejder opgaven med, at der findes nogle grundlæggende egenskaber ved verden, som kan

erkendes objektivt, hvis der anvendes det rigtige design og metode (Andersen et al., 2012: 22).

Epistemologisk så anerkender positivismen både viden, der stammer fra den direkte erfaring af

virkeligheden, men også analytisk viden. Det vil sige viden, der stammer fra fornuften og fra

logiske slutninger. Det vigtigste er, at den viden, som bliver præsenteret i opgaven, kan begrundes

eller bevises (Jacobsen et al., 2012: 109). Opgaven bedriver derfor videnskab ved at observere

virkeligheden, og derefter skabe viden ud fra en analyse af disse observationer. Den positivistisk

tilgang kræver, at al videnskabelig viden og praksis, uanset hvad denne måtte omhandle, kan tage

afsæt i det samme perspektiv på verden (ibid.). Opgaven benytter en realistisk forståelsesramme,

hvilket bliver uddybet i næste afsnit.

I et casestudie påvirkes den objektive sandhed ikke. Opgaven tager udgangspunkt i de objektive

faktorer, og deres påviselige indvirkning på Rigsfællesskabets udenrigspolitik. Hermed betones en

årsag-virkning-tanke-gang, hvilket et casestudie over tid egner sig godt til (Andersen et al., 2012:

111). Opgaven kan derved stille skarpt på de kausale mekanismer, der har indflydelse på

Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi.

3.2 Teoretisk tilgang

En analyse af udenrigspolitik afhænger af den IP-teoretiske ramme, som anvendes (Mouritzen,

2012: 193). Opgaven anlægger et pessimistisk syn på Rigsfællesskabets mulighed for at føre den

ønskede politik. Derved bliver der også tegnet et mindre positivt billede, end andre analyser vil

kunne komme frem til. Opgaven vælger at besvare problemformuleringen inden for den realistiske

Side ! af !10 56

forståelsesramme. Fokus er derved på Rigsfællesskabets begrænsninger, som følger af

interessemodsætninger og relativ magt hos de relevante aktører (Jackson og Sørensen, 2012: 253).

Inden for den valgte teoretiske ramme ligger tilpasningsteorien og handlerumsmodellen præsenteret

af professor i statskundskab Nikolaj Petersen. Det tilpasningsteoretiske begrebsapparat har været

meget udbredt i analyser af småstaters udenrigspolitik, og teoriretningen har haft særlig status i den

politologiske litteratur om dansk udenrigspolitik (Due-nielsen & Petersen, 1995). Denne tilgang er

derfor velegnet til at besvare opgavens problemformulering, da den har fokus på småstaters

mulighed for at realisere deres målsætninger (Petersen, 2005: 46). Modellen tager højde for både de

muligheder og begrænsninger, som strukturen giver, men samtidigt også de muligheder og

begrænsninger staters interne forhold giver. Opgavens teoretiske tilgang er derved neoklassisk

realisme, hvor staters udenrigspolitik primært påvirkes af det internationale system, men der vil ofte

være andre faktorer, som har indflydelse (Wivel, 2000: 439).

3.3 Analysefeltet

Statens primære opgave er overlevelse, og dette sikres ved hjælp af statens udenrigspolitik og

herunder sikkerhedspolitik jf. realismen. Udenrigspolitikken bliver tilrettelagt, så den imødegår og

mindsker trusler, der udspringer af statens omgivelser. Sikkerhed og trusler er imidlertid

komplicerede størrelser, og derfor skal disse begreber specificeres (Branner, 2017: 57). Stater har

traditionelt været det vigtigste referenceobjekt, når man taler udenrigspolitik. Dog er de danske

grænser ikke direkte truet grundet forholdet i Arktis, og derfor er det mere nærtliggende, at

referenceobjektet er Rigsfællesskabet. Rigsfællesskabet gør Danmark til en Arktis stat, og denne

status er presset af begivenhederne i Arktis, da stormagterne er interesserede i Grønland. I forhold

til Arktis, så skal udenrigspolitikken derfor først og fremmest sikre Rigsfællesskabets overlevelse.

Truslerne mod Rigsfællesskabet skal i denne opgave forstås bredt. De militære trusler kan ikke stå

alene, men der skal også tages højde for ikke-militære sikkerhedstrusler. Særligt relevant er de

samfundsmæssige, økonomiske og politiske trusler. For at imødegå disse trusler, så skal stater

benytte både hårde og bløde midler, da truslen er af forskellig karakter (Branner, 2017: 57-65).

Opgavens analyse vil udelukkende beskæftige sig med forholdet mellem Rigsfællesskabet og de

arktiske kyststater USA og Rusland samt Kina. Opgavens analysefelt er derfor Rigsfællesskabets

strategi i den arktiske region i forhold til stormagterne USA, Rusland og Kina. Denne begrænsning

er truffet, da de andre arktiske aktører ikke vurderes at have afgørende indflydelse på

Rigsfællesskabets udenrigspolitik. Den primære trussel mod Rigsfællesskabet er nemlig fra Rusland

og Kina, og den primære samarbejdspartner er USA (FE, 2018: 33-38). Side ! af !11 56

Det næste afsnit udfolder opgavens teoretiske apparat, som skal bruges til at forstå de relevante

faktorer, der påvirker en stats udenrigspolitik.

4. Teori

Dette afsnit vil udfolde den teoretiske tilgang, som opgaven vil benytte sig af. Ole Wæver

fremhæver, at det strukturelle niveau er en god baseline, og at eventuelle afvigelser skal forklares på

andre niveauer (Wæver, 2016: 22). Den niveauinddelte tilgang blev introduceret i 1959, hvor

analysen af udenrigspolitik blev inddelt på tre forskellige niveauer: det strukturelle niveau, stats-

niveauet og gruppe/individ-niveauet (Jackson & Sørensen, 2013: 257). Denne forståelsesramme er

kompatibel med tilpasningsteorien, som gennem de seneste år er udviklet som et realistisk bud på

en udenrigspolitisk-teori. Opgaven vil derfor arbejde med tre niveauer, hvor det strukturelle niveau

vil være udgangspunktet i forståelsen af en stats udenrigspolitik, da det antages, at strukturen er den

vigtigste.

4.1 Struktur-niveauet

På det strukturelle niveau bliver udenrigspolitik påvirket af forhold i det internationale system, som

presser stater i retning af at handle på en bestemt måde. Neorealismen fremhæver, at verden er

anarkisk, og at stater kæmper om magt og sikkerhed (Wivel, 2002.: 433). Verden anses for et stort

nulsumsspil, hvor fremgang for en stat vil stille de øvrige stater relativt dårligere. I det

internationale system, som vil være karakteriseret af enten en supermagt (unipolaritet), to

supermagter (bipolaritet) eller flere stormagter (multipolaritet), vil det være alles kamp mod alle, og

staters vigtigste mål er overlevelse (Waltz, 1979). Der kan udledes to karakteristika for en stats

adfærd ud fra teorien. Alle stater vil selvstændigt varetage de samme grundlæggende funktioner

som f.eks. forsvar, da staterne selv står for sikkerheden. Derudover vil staterne kun samarbejde, hvis

de bliver tilgodeset i den relative fordeling af gevinsterne ved samarbejdet, så de ikke risikerer

relative tab. Stater kan sikre deres overlevelse ved at balancere den stærkeste magt gennem

oprustning (intern balancering) og alliancedannelse (ekstern balancering). Derved hindrer stater

andre stater i at opnå en dominerende og truende position (Wivel, 2002: 434). Enhver forskydning i

de relative kapaciteter som har betydning for en stat, vil derfor føre til magtbalancering enten i form

af oprustning eller alliancedannelse. Konflikt vil opstå på grund af utilsigtede konsekvenser af

staternes adfærd, når stater forsøger at sikre deres overlevelse i den anarkiske struktur. Staters

adfærd kan derfor føre til et sikkerhedsdilemma, hvor en stats oprustning vil medføre, at andre

Side ! af !12 56

stater vil opleve mindre sikkerhed. Derfor vil de andre stater opruste for igen at bringe det relative

styrkeforhold i balance, hvilket i sidste ende kan føre til en spiral af gensidigt forstærkende

usikkerhed og oprustning (ibid.: 435).

Småstater har i en unipolær struktur “The single option”, som er at søge sikkerhed hos hegemonen

(Hansen, 2000). Småstater kan søge sikkerhed hos andre stater, men hegemonen er mest attraktiv,

da småstaterne herved opnår sikkerhed for både hegemonen og andre stater. Derfor ses mekanismen

“Flocking”, hvor småstater flokkes om hegemonen, såfremt der er behov, eller hvis hegemonen

kræver det. I et unipolært system vil hegemonen kræve “hard work” og “burden sharing” for

sikkerhedsgaranti. Flocking vil derfor være størst, når der er behov for at vælge side. Såfremt der

ikke er et sikkerhedsbehov, så vil småstater sandsynligvis frigøre sig fra hegemonens beskyttelse

(ibid.: 124). Småstater kan i en bipolær verdensorden gemme sig bag ved en af stormagterne, da de

to stormagter vil have travlt med at balancere imod hinanden, og derfor er bange for at tabe i nul-

sums spillet, hvis en stat skifter alliance (Jackson & Sørensen, 2013: 258). I en multipolær struktur

så vil der opstå skiftende alliancemønstre, og staters adfærd vil derfor være svær at forudse ud fra

strukturen (ibid.).

For at forstå staters udenrigspolitik skal man forstå fordelingen af magt i det internationale system.

Med andre ord er en småstats udenrigspolitik bestemt af både fordelingen af magt i systemet, og

statens placering i systemet relativt til stormagterne på et givent tidspunkt (Beach, 2012: 35).

Verden skal imidlertid ikke forstås som et stort sammenhængende system, men derimod kan verden

opdeles i regioner (Wæver, 2010: 9). Staters sikkerhedsbekymringer er for de fleste, herunder

Rigsfællesskabet, et regionalt spørgsmål. Rigsfællesskabets udenrigspolitik i forhold til Arktis er

derfor påvirket af de regionale magter i regionen, og Rigsfællesskabets forhold til dem. Strukturen

præsenterer overordnet set en udmærket forklaringsmodel for Rigsfællesskabets strategi i Arktis,

men strukturen kan ikke alene forklare Rigsfællesskabets strategi for Arktis.

4.2 Stats-niveauet

Wæver (2016) forklarer, at det er naturligt at vende sig mod indenrigspolitiske forhold, da

strukturen ikke udgør en fuldkommen forklaring. En mere nøjagtig forklaring af udenrigspolitik

skal derfor inkludere stats-niveauet (Jackson & Sørensen, 2013: 259). Meget af den

udenrigspolitiske forskning i nyere tid har derfor også haft fokus på indenrigspolitiske faktorer

(Friedberg, 2005: 34). En relevant tilgang til at analysere stats-niveauet er ved at undersøge Side ! af !13 56

forholdet mellem statens beslutningstagere og samfundet. Dette forhold er vigtigt ud fra et realistisk

perspektiv, fordi det belyser regeringens evne til at mobilisere og styre landets magtressourcer.

Udenrigspolitik er ikke skabt af en stat, men af beslutningstagerne, og det afgørende er derfor,

hvorvidt beslutningstagerne kan forfølge deres mål uden begrænsninger fra samfundet (Jackson &

Sørensen, 2013: 259). Ud fra et realistisk perspektiv, så er staten en robust og autonom enhed, som

det meste af tiden kan bruge statens ressourcer, men dette er ikke altid gældende. Det er derfor ikke

nok kun at analysere den strukturelle fordeling af magt. En analyse skal også fokusere på, hvilke

begrænsninger statens beslutningstagere møder fra samfundet (ibid.: 260).

4.3 Gruppe-niveauet

En antagelse, der ofte bliver gjort i studiet af strukturen og indenlandsk pres er, at individer og

grupper er rationelle (ibid.: 81, 265; Keohane 1986: 167). Den rationelle aktør tilgang kræver, at

staten har nogle klart definerede mål, som beslutningstagerne rationelt forfølger. Disse mål kan

blive afledt fra realismen, hvor staten ønsker at fastholde deres relative position i det internationale

system (Beach, 2012: 100-101).

Der er dog kritik af denne rationelle tilgang, da individer har begrænset kognitiv kapacitet, og

derfor ikke altid handler rationelt. Begrænsningerne er forbundet med den måde, hvorpå individer

opfatter og bearbejder information (Jackson & Sørensen, 2013: 264). En realistisk analysemodel

kan derved blive forstærket ved at inkorporere individers opfattelse af f.eks. trusler (ibid. 265). På

grund af dette er der i de senere år udviklet en række mere specifikke realistiske teorier under

betegnelsen betinget realisme. Fælles for disse teorier er, at de tager udgangspunkt i neorealismen,

men at strukturens effekt på staternes ageren er betinget af nogle interne faktorer (Wivel, 2002).

Neoklassisk realisme betoner f.eks. effekten af udenrigspolitiske processer. Teorien understreger, at

staters udenrigspolitik over tid primært er påvirket af det internationale systems struktur og

staternes magtposition i denne struktur, men at udenrigspolitikken foregår gennem beslutnings-

tagernes perception (ibid.). Walt (1987) introducerede derfor et andet balanceringsbegreb “balance

of threat”, hvor stater balancerer i forhold til andre staters geografiske nærhed, aggressive adfærd og

hensigt. Beslutningstagerne forfølger derfor målet om, at staten skal fastholde eller forbedre den

relative position i det internationale system ud fra en trusselsvurdering.

Side ! af !14 56

4.4 Tilpasningsteori

Tilpasningsteorien bygger på den opfattelse, at udenrigspolitik skal forstås ud fra de tre ovennævnte

niveauer. Alle staters udenrigspolitik skal opfattes som en tilpasning til de krav og ændringer, der

enten kommer fra staten selv eller fra de ydre omgivelser (Branner, 2017: 239). En stats

udenrigspolitik afgøres derfor både af eksterne og interne faktorer, og disse skaber muligheder og

begrænsninger for en stat. Ud fra faktorerne bliver der skabt et handlerum, hvori en stat skal

navigere. Inden for denne teoretiske retning er beslutningstagere placeret mellem et nationalt og et

internationalt niveau, hvor de skal balancere mellem de forskellige krav, som opstår i de to

forskellige sfærer (Rosenau, 1970).

Teorien er primært udviklet af danske forskere med henblik på at specificere de uafhængige variable

til den teoretiske model (læs fx: Hansen, 1974; Petersen, 1977; 1979). Teorien forklarer, at stater

overlever og trives, hvis de enten er i stand til at tilpasse sig omgivelserne eller har mulighed for at

ændre disse i gunstig retning (Petersen, 1989: 174). Tilpasningsteorien arbejder med to

hovedvariable, som er determinerende for en stats udenrigspolitik. Første hovedvariabel er staters

indflydelseskapacitet, dvs. evnen til at hævde sig overfor omverden. Indflydelseskapaciteter

udgøres af en stats økonomiske og militære midler, samt statens prestige og diplomatiske evner.

Den anden hovedvariabel er staters stress-sensitivitet overfor omgivelserne, dvs. staters følsomhed

og sårbarhed overfor omgivelsernes påvirkning. Stater antages at forfølge en strategi, som afhænger

af konstellationen og balancen mellem statens indflydelseskapacitet og stress-sensitivitet (Petersen,

2005).

De to hovedvariable giver fire overordnede strategier for en stat. Disse er præsenteret i figur 1.

Dominanspolitik er den typiske strategi for stormagter, hvorimod småstater ofte fører

tilpasningspolitik (Petersen 1998; Petersen, 2005). Modellen viser staters placering i forhold til

tilpasning over en årrække, men der kan ske ændringer i placeringen. I perioder kan en stat forfølge

udenrigspolitik, som ikke nødvendigvis passer med deres placering, men afvigelser kan medføre

konsekvenser i form af sanktioner (Branner, 2017: 238).

Side ! af !15 56

4.5 Handlerumsmodellen

Med afsæt i tilpasningsteorien har Nikolaj Petersen udviklet en model til at analysere staters

handlerum (Petersen, 2005). Handlerumsmodellens fokus er ikke på udenrigspolitikkens

overordnede karakteristik, men fokus er på beslutningstagernes muligheder for at realisere

målsætninger. Denne teoretiske model er væsentlig for at besvare opgavens problemformulering.

Petersen tilføjer en ekstra dimension til de traditionelle eksterne og interne faktorer, nemlig

ambitionsniveauet hos beslutningstagerne (ibid.: 46). En stats udenrigspolitik bliver derfor til en

funktion af tre faktorer: 1) samspillet og balancen mellem staten og dens ydre omgivelser 2)

samspillet og balancen mellem beslutningstagerne og deres indre omgivelser og 3)

beslutningstagernes målsætninger og ambitionsniveau (ibid.). En stats udenrigspolitiske handlerum

kan illustreres som en trekant jf. figur 2. De eksterne faktorer skal forstås som de ydre

begrænsninger og muligheder, som andre staters politik og det internationale system udgør. De

interne begrænsninger forstås som beslutningstagernes kontrol overfor samfundet, og hvor godt

staten kan håndtere interne krav og få sin vilje truffet igennem i samfundet. Afsluttende skal

ambitionsniveauet forstås som beslutningstagernes evner og ressourcer, udenrigspolitikkens

ambitionsniveau og dens samklang med andre staters interesser (ibid. 47; Petersen, 2007: 39).

Side ! af !16 56

En stats handlerum kan derved begrænses af høje eksterne og interne begrænsninger, samt høje

ambitioner hos beslutningstagerne. Omvendt kan handlerummet øges ved lave eksterne og interne

begrænsninger, samt et lavt ambitionsniveau hos beslutningstagerne.

4.6 Sammenfatning

Opgaven benytter sig af handlerumsmodellen, som ofte er benyttet til at analysere dansk

udenrigspolitik, da netop denne analyseramme har vist sig relevant for en småstat som Danmark

(Due-Nielsen & Petersen, 1995: 14). Teorien er også tidligere appliceret på Arktis, men disse

analyser er af ældre karakter, og tager derfor ikke højde for de seneste års drastiske udvikling (læs:

Ahlburg et al., 2013; Lauritsen, 2012; Sørensen, 2011). Modellen forklarer, at en stats

udenrigspolitik påvirkes af både det systemiske og det indenrigspolitiske pres, samt af

beslutningstagernes ambitionsniveau. Derved giver modellen et nuanceret billede af, hvilke faktorer

der påvirker en stats udenrigspolitik.

Det teoretiske fundament giver opgaven mulighed for at besvare begge spørgsmål i

problemformuleringen. Første del af problemformuleringen besvares ved at undersøge på

forskellige analyseniveauer hvilke faktorer, der har påvirket Rigsfællesskabets udenrigspolitik i

Arktis. Den anden del af problemformuleringen besvares ved en vurdering af Rigsfællesskabets

handlerum i Arktis, som bygger på analysens resultater, samt en diskussion af Rigsfællesskabets

fremtidige muligheder i regionen. Figur 3 viser opgavens analysestrategi, som er dannet på

baggrund af ovenstående teori:

Side ! af !17 56

De enkelte faktorer skal imidlertid operationaliseres, hvis de skal kunne anvendes til at besvare

opgavens problemformulering. Det næste afsnit vil derfor redegøre for, hvordan de enkelte faktorer

er operationaliseret.

5. Operationalisering af teorien

Det er en forudsætning, at de enkelte faktorer bliver operationaliseret, hvis handlerumsmodellen

skal benyttes i opgavens analyse. Handlerumsmodellen er nemlig en konstruktion, hvorfor det er

nødvendigt at opstille betingelser, der definerer handlerummet. Nikolaj Petersen har benyttet

tilpasningsteorien og handlerumsmodellen til at beskrive Danmarks handlerum fra 705-2005

(Petersen, 2005). Der er dog ikke en klar operationalisering i studiet, og derfor er der søgt

inspiration hos Mariager og Wivel (2019), som arbejder med samme teoretiske ståsted. Herved

præciseres de parametre, der vil blive analyseret på.

5.1 Eksterne faktorer

De eksterne faktorer, der har indflydelse på Rigsfællesskabets udenrigspolitik, er andre staters

strategier og det internationale system. Balancen mellem Rigsfællesskabet og de ydre omgivelser er

bestemt af tre faktorer: trusselsbilledet, bilaterale relationer og multilaterale relationer. De eksterne

faktorer operationaliseres altså ved at fokusere på den internationale struktur, og Rigsfællesskabets

position i forhold til andre stater. Trusselsbilledet viser Rigsfællesskabets sårbarhed overfor trusler i

den arktiske region. Trusselsbilledet er bestemt ud fra polaritet, da de relative kapaciteter i regionen

er afgørende for det arktiske magtspil og derfor også, hvordan Rigsfællesskabet opfatter truslen. Side ! af !18 56

I regionen skabes der muligheder og begrænsninger for Rigsfællesskabet på baggrund af de andre

staters interesser. Det er derfor også relevant at analysere Rigsfællesskabets placering i forhold til

stormagterne, samt muligheden for at opnå støtte og accept hos stormagterne. Indflydelsen kan

skabes gennem både multilaterale og bilaterale relationer. Særligt relevant er det at inddrage de

bilaterale relationer til stormagterne samt det multilaterale samarbejde i Arktisk Råd.

5.2 Interne faktorer

Analysen af de interne faktorer vil fokusere på konsensus og kontrolkapacitet inden for

Rigsfællesskabet. Det er afgørende, at Danmark kan skabe konsensus og kontrollere

Rigsfællesskabet, og derved kunne forfølge den overordnede udenrigspolitiske strategi for Arktis.

Det er derfor relevant at undersøge forholdet mellem danske og grønlandske interesser. Konkret

analyseres både den danske formelle kontrolkapacitet i forhold til udenrigspolitikken i

Rigsfællesskabet, samt den uformelle mulighed som Grønland har for at påvirke Rigsfællesskabets

udenrigspolitik. Der er ikke fundet evidens på manglende generel opbakning i forhold til

Rigsfællesskabet blandt den danske eller den færøske befolkning, politikere eller offentlige

organisationer, og derfor behandles dette ikke videre (Nielsen & Petersen, 2018;

Rigsombudsmanden på Færøerne, 2017).

5.3 Ambitioner

Ambitionsniveauet er knyttet til Rigsfællesskabets beslutningstagere. Ambitioner vil blive målt ud

fra to faktorer, der samlet udtrykker Rigsfællesskabets ambitionsniveau. Den første faktor er den

overordnede udenrigspolitiske strategi, idet strategien tydeligt beskriver ambitionerne for regionen.

Den anden faktor er initiativer, som indikerer, hvor højt området reelt bliver prioriteret af

Rigsfællesskabet, samt beslutningstagernes evner og ressourcer til at forfølge ambitionsniveauet.

Her måles på, hvorvidt der bliver investeret ressourcer til at forfølge den udenrigspolitiske strategi.

Alle de relevante faktorer er opstillet i tabel 1, og tabellen vil derfor være udgangspunktet for

analysen.

Side ! af !19 56

I næste afsnit vil faktorerne blive analyseret i hvert deres afsnit. Udgangspunktet for analysen er det

“normale” handlerum, der svarer til middelværdi på alle tre dimensioner (Petersen, 2005: 47). Det

normale handlerum er en teoretisk konstruktion, hvortil virkeligheden relativt kan positioneres.

Handlerummet kan ændres af de indre og/eller ydre faktorer, samt beslutningstagernes

ambitionsniveau. Analysen fremhæver derved grafisk, hvilke faktorer der kan forklare

Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis siden 2011.

6. Analyse

I dette afsnit vil problemformuleringens første spørgsmål blive behandlet: Hvilke faktorer forklarer

Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis siden 2011? Først analyseres, hvilken indflydelse de

eksterne faktorer har haft på Rigsfællesskabets udenrigspolitik, da disse faktorer er en god baseline

for den overordnede forståelse. Derefter undersøges det, hvilken påvirkning de interne faktorer har

på Rigsfællesskabets udenrigspolitik, og hvordan beslutningstagernes ambitioner har påvirket

udenrigspolitikken. Afsnittet afsluttes med en sammenfatning, hvor en figur illustrerer, hvordan de

enkelte faktorer har påvirket udenrigspolitikken.

6.1 Eksterne faktorer De eksterne faktorer der kan forklare Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis er: Trusselsbilledet i

regionen, bilaterale relationer og multilaterale relationer. De tre eksterne faktorer har givet

Side ! af !20 56

Rigsfællesskabet specifikke muligheder og begrænsninger i forhold til statens udenrigspolitik i

Arktis siden 2011.

6.1.1 Trusselsbilledet i regionen

De politiske forhold i den arktiske region har i mange år været præget af samarbejde, hvor staterne

har løst problemerne i den arktiske region igennem Arktisk Råd. Derfor har diplomatiske relationer

været vigtigere end militære kapaciteter i en lang periode, og alle stater har ladet sig underlægge de

samme folkeretlige regler. Derfor har truslen i Arktis været lav i en årrække. I 2011 var den

efterretningsmæssige risikovurdering, at Arktis var mere præget af konkurrence og samarbejde end

konflikt og konfrontation (FE, 2011: 39-40). Arktis er imidlertid i hastig forandring på grund af det

generelt forværrede forhold mellem stormagterne. Trusselsbilledet har derfor også ændret sig,

hvilket fremgår af FE’s rapporter fra 2011-2018. Det fremgår af rapporterne, at Arktis både fylder

mere, målt i antal sider fra år til år, og at truslen fra andre stater vurderes højere fra år til år.

Tendensen er altså, at der bliver skrevet mindre om samarbejde, og mere om stater der vil forfølge

egne interesser og øge magten i regionen. Derudover introduceres truslen fra en ny aktør, Kina, for

første gang i rapporten fra 2011 (FE, 2009; 2010; 2011).

Kina, Rusland og USA er begyndt at styrke staternes position i regionen med henblik på at opnå

sikkerhed og/eller økonomiske fordele. Kina og Rusland er særligt interesseret i at etablere

handelsruter og udvinde ressourcer i regionen, og ud fra et sikkerhedsperspektiv er Rusland og USA

interesserede i Arktis på grund af regionens placering i forhold til staterne. Eksperter fremhæver, at

Arktis vil have stor geostrategisk betydning, såfremt der udbryder krig mellem stormagterne USA

og Rusland (Clemmensen et al., 2012). Stormagterne har svært ved at styrke deres position via

diplomatiet i Arktisk Råd, da alle stater er underlagt samme regler og beføjelser. Derudover

diskuterer staterne ikke sikkerhedsspørgsmål i Arktisk Råd (Arktisk Nyt, 2017). Staterne forsøger

derfor at styrke positionen ved at øge de militære kapaciteter i Arktis, hvor især Rusland er begyndt

at øge den militære tilstedeværelse i regionen (Gorka, 2018). Det relative magtforhold er derfor

ændret, og dette har konsekvenser for Rigsfællesskabets trusselsbillede.

Rob Huebert konkluderede allerede i hans rapport fra 2010, at de arktiske stater var ved at opbygge

regulære kampkapaciteter (Hubert, 2010). Denne udvikling er fortsat, hvor russerne har udvidet den

russiske hær i Arktis, og USA har øget den militære træning i Arktis (Wezeman, 2016: 13-20; Hoff

& Meizlish, 2016). Generelt har Arktis ikke været prioriteret højt blandt de amerikanske

beslutningstagere, men i 2019 har amerikanerne meddelt verdenssamfundet, at staten øger de

militære kapaciteter (DoD, 2019; Ching, 2019). De arktiske stater er altså begyndt at genopbygge/Side ! af !21 56

opbygge deres styrker og kapaciteter, så de kan operere i regionen. Militære enheder gennemfører

arktiske træningsøvelser, ubåde udvikles og forberedes og isbrydere bygges. Den militære

tilstedeværelse bliver kun vigtigere i takt med, at isen smelter, da militæret skal være til stede på et

større område (Clemmensen et al., 2012: 26). Derfor vil de fortsatte hastige klimaændringer kræve,

at staterne i de kommende år øger deres militære tilstedeværelse yderligere. Den militære dynamik

bliver en selvforstærkende effekt på grund af sikkerhedsdilemmaet, og oprustningstendensen

forventes derfor at fortsætte i regionen (Krog, 2019).

For at forstå Rigsfællesskabets udenrigspolitik, så skal man kigge på fordelingen af magt i regionen

målt som antallet af stormagter, samt Rigsfællesskabets opfattelse af stormagterne. Opgaven har

fokus på USA, Rusland og Kina, og det er derfor relevant at fremhæve, hvilken magt disse stater

har i regionen. USA er en supermagt, fordi staten har en global dagsorden og er en spiller i alle

regioner. USA’s militære ressourcer kan anvendes i hele verden som middel til at opnå statens mål

(Wæver, 2010: 9). USA har derfor midler til at forsvare statens interesser i Arktis. Selvom statens

militære kapaciteter er store, så har USA ikke haft meget fokus på at operere i det arktisk område,

hvorfor kapaciteterne hertil er meget begrænsede. Den tidligere amerikanske admiral Paul Zukunft

udtalte i 2018, at russerne er overlegne i forhold til militære kapaciteter i regionen. Russerne har 40

isbrydere imod amerikanernes 2, hvor den ene er over fyrre år gammel (The Heritage foundation,

2018: 104). Dog har amerikanerne to store lufthavnsbaser i Alaska, Eielson Air Force Base og

Elmendorf Air Force Base, som begge kan mobilisere væsentlige luftbårne styrker. I forhold til

flåden, så kan de fleste af amerikanernes hangarskibe, større krigsskibe og amfibiske krigsskibe

operere i nordlige vejrforhold på grund af deres størrelse. Derudover har amerikanerne 51

atomubåde som kan operere i Arktis (Wezeman, 2016: 18-21). Amerikanerne har genoprettet Den

Anden Flåde i 2018 med havne ved øst- og vestkysten af USA. Den Anden Flåde har

operationsansvaret i den nordlige del af Atlanterhavet, og genoprettelsen er et direkte svar på det

ændrede trusselsbillede i Arktis (Jensen, 2019; Vinther, 2019). De militære kapaciteter er primært

placeret i USA, men amerikanerne har også baser andre steder i regionen (Krog, 2017). Af militære

kapaciteter uden for USA, så findes der to mindre lufthavnsbaser i Thule i Grønland og i Keflavik i

Island, hvor basen i Keflavik er ved at blive udvidet (Wezeman, 2016: 18-21). USA’s indflydelse vil

stadigvæk være stor i regionen, selvom staten har begrænsninger i visse kapaciteter (Frøling, 2012:

5-6). Den seneste udvikling er, at USA i 2019 har opdateret deres strategi for Arktis, hvor USA vil

imødegå den øgede usikkerhed i regionen ved at øge de militære kapaciteter (Himpert, 2019).

Side ! af !22 56

Rusland har derimod haft en mere proaktiv tilgang, da staten i de senere år har genetableret de

russiske væbnede styrker i den arktiske region. Rusland har i løbet af de seneste år genopbygget og

udvidet seks fremskudte baser, og på kort til mellemlang sigt, så vil Rusland have et fuldt udbygget

system af fremskudte baser i Arktis. Basesystemet består primært af flyvepladser med

langtrækkende radarer men til dels også af luftforsvarsmissiler og sømålsmissiler (FE, 2018: 35;

Boulégue, 2019: 12). De fremskudte baser flytter den forreste forsvarslinje ud i Det Arktiske Ocean

samtidig med, at det bidrager til Ruslands suverænitetshåndhævelse i Arktis. Derudover har den

russiske Nordflåde base i Arktis, og der huses op mod to tredjedele af Ruslands søbaserede nukleare

sprænghoveder i regionen (Staun, 2018: 323). Nordflåden bliver prioriteret fra russisk side, og der

bliver oprustet blandt andet på isbrydere, destroyers og atomubåde (Boulégue, 2019: 38-42).

Ruslands militarisering af Arktis vurderes at være en del af den globale balancering af US/NATO

styrker (Staun, 2018: 325). Ruslands militære udbygning er således primært defensiv, men den

militære opbygning rummer i stigende grad også elementer, som kan anvendes til offensive

operationer (FE, 2018: 36). Det er meget sandsynligt, at Rusland vil fortsætte med at prioritere

udbygningen af sine arktiske militære kapaciteter (ibid.).

Kina har øget deres aktiviteter i den arktiske region siden de fik observatørstatus i Arktis Råd i 2013

(Jensen, 2019). I 2018 offentliggjorde Beijing, at de ser Kina som en “nær-arktisk stat” og "en

vigtig interessent i arktiske anliggender” (Sevunts, 2019). Kinas strategi for Arktis er fokuseret på at

opnå to mål: sikre adgang til kommercielle interesser i Arktis, og bygge kapaciteter til at beskytte

deres interesser i Arktis (Havens & Seland, 2019). Kina har derfor langsigtede interesser i Arktis, og

staten søger øget indflydelse på arktiske anliggender og adgang til at udnytte de arktiske søruter

samt ressourcepotentiale. Kina har allerede engageret sig i Grønland, hvor en række kinesiske

statslige og ikke-statslige aktører viser vedholdende interesse (FE, 2018: 38). Kina ser deres strategi

som værende i overensstemmelse med statens rolle som stormagt, hvor Kina skal gøre deres

indflydelse gældende i lighed med andre stormagter. Kinas aktiviteter og interesser i Arktis er stadig

under udvikling, og Kina har indtil videre kun været begrænset tilstede i regionen militært (FE,

2018: 38). Kina er dog begyndt at fylde mere i FE’s rapporter, og Kina vurderes i højere grad som

en trussel i 2018 end f.eks. i 2011 (FE, 2011: 39; 2018: 37-38). Kina investerer f.eks. massivt i deres

ubåde og højsøflåde, så de kan komme til at operere i Arktis i fremtiden (Sevunts, 2019; Jakobsen,

2019). Kina kan derfor potentielt i fremtiden komme til at udgøre en lige så stor trussel som

Rusland mod Rigsfællesskabet. Det må dog konkluderes, at Kina anno 2019 ikke er en regional

stormagt i Arktis på lige fod med USA og Rusland.

Side ! af !23 56

Selvom USA bliver betegnet som den eneste supermagt i verden, så kan det diskuteres, hvorvidt der

er tale om unipolaritet i den arktiske region. Rusland må anses som en regional stormagt på lige fod

med USA grundet statens geografiske placering og militære kapaciteter i Arktis. Rusland besidder

unikke kapaciteter til at handle i Arktis. Rusland har dog ikke de samme kapaciteter som under den

Kolde Krig, men den russiske Nordflåde er stadigvæk regionens største militære enhed. USA har

sammenlignet med Rusland få arktiske enheder, og enhederne er ikke tilpasset arktiske forhold.

Overordnet så er det amerikanske militær derfor mindre tilpasset til at operere under arktiske

forhold, da amerikanernes har haft mere fokus på f.eks. Nordatlanten. USA’s generelle militære,

økonomiske og politiske styrke gør dog, at staten kan balancere Rusland i regionen (Clemmensen et

al. 2012: 29). I regionen er USA og Rusland derfor de vigtigste aktører på nuværende tidspunkt, og

trusselsbilledet i regionen skal forstås ud fra dette forhold.

Arktis kan derfor anskues som et bipolært regionalt system, hvor USA og Rusland udgør de to

poler. Ifølge den realistiske teori, så vil de to stormagter balancere hinanden, mens småstater skal

indgå alliance med en af stormagterne. Rigsfællesskabet må betegnes som en småstat, da

Rigsfællesskabet militært ikke kan følge med stormagterne (ibid. 30). Derfor skal Rigsfællesskabet

i stigende grad konsolidere alliancer i takt med, at Arktis bliver militariseret, og trusselsbilledet

bliver ændret. Rigsfællesskabet har allerede tilknytning til USA i kraft af både NATO-medlemskab

og aftalen fra 1951. Rigsfællesskabet indgår derfor i en alliance med USA, og har på den baggrund

valgt side blandt stormagterne. I det perspektiv, så er truslen mod Rigsfællesskabet steget markant

de seneste år, da Rusland har øget statens militære og kommercielle investeringer i langt højere grad

end USA. I Udenrigsministeriets udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra 2017 omtales Rusland

derfor også som en potentiel trussel i kraft af deres militære tilstedeværelse i den arktiske region. På

den anden side, så ser russerne Rigsfællesskabet som en potentiel trussel på grund af alliancen med

USA (Rasmussen, 2018). Det kan derfor aktivere mekanismerne ved sikkerhedsdilemmaet, hvis

enten Rigsfællesskabet opruster eller indgår i et tættere samarbejde med USA. Rusland vil nemlig

betragte det som en oprustning af NATO, fremfor en defensiv national handling med henblik på at

bevare status quo (FE, 2018: 36). Den russiske ledelse vil se med stor bekymring på en øget

amerikansk eller anden vestlig militær tilstedeværelse i Arktis, da det efter russisk opfattelse vil true

landets evne til at operere frit i regionen og forsvare sin nordlige flanke (ibid.). Det er derfor vigtigt

for Rusland, at USA ikke får en mere dominerende rolle i Arktis. Rigsfællesskabet kan, på grund af

alliancen til USA, derved utilsigtet tvinge Rusland til en oprustning, der langt overgår

Rigsfællesskabets. USA vil derfor efterfølgende blive presset til at opruste kraftigere for at

Side ! af !24 56

balancere russerne. Resultat kan enten blive en øget russisk dominans i regionen eller en øget

amerikansk kontrol i regionen, hvor USA uhæmmet kan opruste i Grønland. Begge scenarier vil

påvirke Rigsfællesskabets position negativt i regionen, og derved mindske det udenrigspolitiske

handlerum. Magtbalancen i Arktis har altså begrænset Rigsfællesskabets udenrigspolitiske

muligheder for at styrke de militære kapaciteter i regionen. Rigsfællesskabets begrænsninger blev

tydelige, da Rigsfællesskabet valgte at oprette værnsfælles arktisk kommando (Forsvarsforlig,

2010: 10). Dette blev nemlig mødt med bekymring fra andre stater, hvor særligt Rusland ytrede

bekymringer (Clemmensen et al. 2012: 28). Derfor har Rigsfællesskabet heller ikke styrket den

militære position i regionen. Det danske forsvar har i skrivende stund kun 80 ansatte udstationeret

på Grønland, samt få inspektionsskibe og fartøjer i de nordatlantiske og arktiske farvande (FM,

2019). Regeringen har dog udtalt, at Danmark vil styrke forsvaret i Arktis. Der er dog intet konkret

på bordet, og det bliver formentligt en mindre udvidelse i form af investeringer i infrastruktur og

raderer (Kongstad, 2019).

Overordnet har magtforholdet i regionen ændret sig, hvor den russiske oprustning ikke er blevet

balanceret fra amerikansk side. Rigsfællesskabet er i alliance med USA, og derfor har det ændrede

magtforhold medført, at Rigsfællesskabet kun reelt har mulighed for at styrke sin position

diplomatisk, da en styrkelse af de militære kapaciteter vil have uheldige konsekvenser. Rusland vil

nemlig opfatte en øget militær oprustning negativt, og dette vil forventeligt forværre forholdet

mellem Rusland og Rigsfællesskabet.

6.1.2 Bilaterale relationer

Rigsfællesskabet fremstår som en småstat i regionen, som i høj grad er påvirket af strukturen og

forholdet til stormagterne. En væsentlig faktor der har betydning for Rigsfællesskabets

udenrigspolitik er derfor andre staters arktiske strategier.

6.1.2.1 Rigsfællesskabet og USA

Rigsfællesskabet har længe haft en tæt relation til USA, og sikkerheds- og udenrigspolitikken er

blevet brugt aktivt for at skabe et godt omdømme hos USA (Jacobsen & Møller, 2012: 109).

Rigsfællesskabet forsøger at demonstrere relevans og troværdighed hos USA, for derved at sikre

den sikkerhedsgaranti amerikanerne giver. Rigsfællesskabets manglende militære kapacitet gør, at

beslutninger om, hvor og hvornår der skal bruges magt, bliver overladt til stormagten USA (ibid.).

Denne adfærd er typisk for småstater, der søger sikkerhed hos den globale hegemon. Hegemonen

kræver dog “burden sharing” for sikkerhedsgarantien (Hansen, 2000). Danmark indgik i 1951 en

aftale, der gav USA omfattende rettigheder på Grønlands territorium. Efter den Kolde Krig i 1991 Side ! af !25 56

blev der imidlertid indgået en ny aftale mellem Danmark og USA, hvor det blev understreget, at

Thulebasen fremover vil være den eneste amerikanske base i Grønland (Søby, 2019). Derved

frigjorde Rigsfællesskabet sig fra USA, da der ikke længere var et sikkerhedsbehov efter

Sovjetunionens opløsning. I takt med, at Rusland igen begynder at være en trussel mod

Rigsfællesskabet, så bliver alliancen med USA igen relevant. Statsminister Mette Frederiksen

udtaler derfor også, at det er afgørende, at få knyttet amerikanerne endnu tættere til

Rigsfællesskabet, og at et stærkere strategisk samarbejde imellem staterne er vigtigt (Jensen, 2019).

Amerikanerne er igen interesserede i Grønland på grund af deres trusselsopfattelse af Kina og

Rusland. Amerikanernes fokus på Grønland blev klart i september 2018, hvor den amerikanske

viceforsvarsminister John Rood ytrede ønske om ny militær infrastruktur i Grønland (Andersen,

2018). Dette blev endnu tydeligere i 2019, da Donald Trump var klar med et stort engangsbeløb til

at købe Grønland. På trods af at tilbuddet blev afslået må det forventes, at der stadigvæk foregår

substantielle forhandlinger mellem USA og Rigsfællesskabet om fremtidens alliance i regionen

(Mouritzen, 2019). Det er uklart, hvad de amerikanske planer er i Arktis, hvilket kommer til udtryk i

deres “Department of Defense Arctic Strategy” fra juni 2019, som er meget overordnet. Der kan

være tale om alt fra udvidelse af lufthavne, et egentligt luftforsvar af Thulebasen eller flere nye

amerikanske fly- eller flådebaser (Søby, 2019). Dog er det offentligt, at det amerikanske forsvar skal

iværksætte et analysearbejde med det formål at identificere havne i Arktis, som er store nok til at

modtage amerikanske destroyere (Krog, 2019). Her synes tre grønlandske havne at være attraktive

for amerikanerne, da de kan leve op til de amerikanske krav (ibid.).

Interessen er imidlertid forholdsvis ny fra amerikansk side. Holdningen fra Washington har i lang

tid været, at USA nødigt ville blande sig i Grønland (Lidegaard, 2016). Dog har USA ikke ville

tillade nogen anden stat end Rigsfællesskabet at styre udviklingen på grund af Monroe-doktrinen.

Derfor har status quo været at foretrække set med amerikanske øjne, og USA har derfor ladet

Rigsfællesskabet styre egne anliggender (ibid.). Arktis har været lavt prioriteret i den amerikanske

globale strategi, og derfor ikke været en drivende faktor for Rigsfællesskabets udenrigspolitik i

Arktis før 2018. Amerikanernes nye interesse i Grønland presser Rigsfællesskabet. Det forventes, at

amerikanerne presser på i forhold til en øget dansk militær indsats i Grønland med særlig fokus på

overvågning af luftrummet og søterritoriet (Nielsen, 2019). Derudover ønsker amerikanerne øget

adgang til grønlandske lufthavne og muligheden for at placere amerikanske enheder (ibid.).

Amerikanernes generelle pres på Rigsfællesskabet understøttes af en udtalelse af USA’s ambassadør

i Danmark, Carla Sands. Hun udtalte, at Rigsfællesskabet mangler at levere i forhold til at stille fly

Side ! af !26 56

til rådighed i Grønland (Michaelsen, 2019). Amerikanernes pres kan derved have været en vigtig

faktor i forhold til forsvarsforliget fra 2018, hvor det primære fokus er på at styrke overvågning,

kommando, kontrol og kommunikation i Arktis (Forsvarsforliget, 2018: 11).

USA presser også Rigsfællesskabet i forhold til Kina. De bedst kendte eksempler er Kinas tilbud

om at finansiere to store lufthavne, samt Kinas plan om at købe den nedlagte flådebase Grønnedal.

Det endte i begge tilfælde med, at Danmark afviste begge tilbud efter pres fra USA (Svendsen,

2019). Amerikanerne frygter, at Grønland vil blive økonomisk afhængigt af Kina, og derfor blive

sårbar overfor kinesisk politisk pres (ibid.). En hjørnesten i USA’s udenrigspolitik er Monroe-

doktrinen, hvor der sendes et klart signal til den omkringliggende verden om, at tredjelande ikke

skal intervenere i den amerikanske interessesfære (Lidegaard, 2016). Grønland ligger inden for den

amerikanske interessesfære, og USA accepterer derfor ikke, at andre stater end Danmark får

indflydelse i landet (Janussen, 2019: 19; Sulesam, 2019). Det må derfor forventes, at amerikanerne i

fremtiden i høj grad kommer til at presse Rigsfællesskabet i forhold til både at tilgodese

amerikanske ønsker og til at levere i forhold til samarbejdet.

6.1.2.2 Rigsfællesskabet og Kina

Kina er blevet opmærksom på Grønland, da Kina er interesseret i arktiske ressourcer og søruter,

hvilket fremgår af statens strategi “Den Nye Silkevej". Kina har intensiveret bestræbelserne på at

etablere omfattende og stærke relationer til alle arktiske aktører, herunder Rigsfællesskabet. Kina

vil gradvist øge tilstedeværelsen i regionen, og staten vil søge mere indflydelse i Arktisk Råd, hvor

Kina har haft observatørstatus siden 2013 (Jensen, 2019). Kinas strategi for Arktis har implikationer

for Rigsfællesskabet, da den både medfører muligheder og udfordringer (Sørensen, 2018). I Kina’s

strategi understreges det, at der er tale om et “win-win-samarbejde”, som skal være til fælles gavn.

Kina lover at overholde internationale love og regler, samt respektere staters suverænitet (ibid.: 3).

Kina har derfor søgt opbakning i København i forhold til kinesiske aktiviteter i Grønland. Der er

imidlertid indikationer på, at Kina er begyndt at etablere direkte relationer til det grønlandske

selvstyre. Dette understøttes af aftalen “Memorandum of Understanding” fra 2016, hvor Kina

direkte indgik en aftale med Grønland. Derudover opfordrer Kina direkte Grønland til at styrke

landenes samarbejde (ibid.: 5). Det må forventes i de kommende år, at Arktis i stadig højere grad vil

være på den kinesiske dagsorden, når de mødes med Rigsfællesskabets beslutningstagere. Ligeledes

må det forventes, at Kina konsekvent vil komme med investeringsforslag til både danske og

grønlandske myndigheder om f.eks. potentielle silkevejsprojekter.

Side ! af !27 56

Rigsfællesskabet er altså kommet under pres fra Kina, i takt med at statens ambitioner for regionen

er steget, og særligt forholdet mellem Danmark og Grønland kan blive udfordret i de kommende år.

Grønland risikerer at komme under kinesisk indflydelse, hvis der bliver truffet de forkerte

beslutninger, og dette vil give voldsomme strategiske udfordringer for både Danmark, Grønland og

USA (Jakobsson, 2018). Kinas interesse i f.eks. lufthavnsudvidelser på Grønland blev derfor også

mødt med modstand fra både Danmark og USA. Investeringerne blev fra dansk side vurderet til at

have udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser, og derfor måtte Kina ikke gennemføre

investeringen (ibid.). USA har direkte advaret Rigsfællesskabet om kinesiske investeringer i

Grønland, da det medfører en risiko for kinesisk militær tilstedeværelse. Dette vil være en

uacceptabel situation for USA, og i direkte modstrid med den amerikanske Monroe-doktrin

(Lindqvist, 2018).

Kinas logik er, at direkte investeringer i f.eks. infrastruktur, kan medføre magt og adgang til

ressourcer på længere sigt. FE skriver, at Kinas interesser i Grønlands naturressourcer og arktiske

transportveje er så store, at kortsigtet rentabilitet ved investeringer ikke er afgørende (FE, 2018:

37-38). Kina benytter derfor økonomiske midler på kort sigt til at fremme udenrigspolitiske mål på

lang sigt. Den tidligere amerikanske forsvarsminister, James Mattis, sammenligner Kinas

nuværende adfærd med det historiske Ming-dynasti’s adfærd. Dynastiet havde ambitioner om at

etablere vasalstater, hvor stater over tid fik indskrænket suverænitet i både indenrigspolitiske og

udenrigspolitiske spørgsmål (Jakobsson, 2018). Sri Lanka er et eksempel på en sådan vasalstat, da

kinesiske investeringer i infrastrukturen har efterladt landet som en kinesisk brik i det globale

magtspil (ibid.).

Kinas strategi og ambitioner for Arktis er nu offentligt kendt, og derfor kan Rigsfællesskabet

proaktivt imødegå presset fra Kina. Rigsfællesskabet kan forsøge at påvirke de kinesiske

investeringer, så de kommer til at gavne i stedet for at skade Rigsfællesskabet. Mulighederne er, at

Kina investerer i forskning indenfor f.eks. klima og miljø, da dette kan gavne udviklingen i

regionen. Rigsfællesskabet skal dog være opmærksom på, at Grønland ikke bliver afhængig af Kina

(Turnowsky, 2018). Generelt har Rigsfællesskabet været under pres fra Kina i en længere periode,

og flere kinesiske investeringer er blevet afslået fra dansk side. Derfor må det konkluderes, at

Rigsfællesskabets udenrigspolitik har været påvirket af Kinas stigende interesse i Grønland. Det har

forventeligt presset Rigsfællesskabet i retning af øget tilslutning til samarbejde via institutioner og

regler, da disse kan tæmme stormagters ambitioner. Særligt relevant er EU’s screenings-mekanisme

Side ! af !28 56

fra 2018 (Winther, 2018). Initiativet sikrer, at udenlandske investeringer i strategiske sektorer ikke

går ud over Europas interesser og sikkerhed (Europa-parlamentet, 2019).

Det må forventes, at Kina også i fremtiden kommer til at spille en markant rolle i regionen.

Rigsfællesskabet skal derfor også i fremtiden være opmærksom på potentielt skadelige kinesiske

investeringer i Grønland. Derudover skal Rigsfællesskabet tage højde for, at Kina vil øge den

militære tilstedeværelse i Arktis i de kommende år, og at dette kan true stabiliteten i regionen. Kina

plejer nemlig først at investere for efterfølgende at sende militære styrker for at beskytte deres

økonomiske interesser (Jakobsen, 2019).

6.1.2.3 Rigsfællesskabet og Rusland

Den russiske regering har siden anden halvdel af 00’erne arbejdet for et konstruktivt samarbejde i

den arktiske region (Kristensen & Sakstrup, 2016). Russiske embedsmænd har distanceret sig fra at

bruge sikkerhedsretorik om Arktis, og de har generelt ønsket regionen som en særlig zone, hvor

internationalt samarbejde skal sikre fred. Ruslands primære interesse i Arktis er de enorme

energiressourcer, som russerne mener, befinder sig i den russiske del af Arktis (Staun, 2018: 318).

Ruslands ønske om fred og samarbejde skyldes primært tre forhold. For det første, så kræver det

fred at udvikle energifelterne og sælge energien. Derudover har russerne brug for udenlandsk hjælp

til at udforske undergrunden i Arktis, og afsluttende så ønsker russerne at sikre godkendelsen af den

russiske ansøgning hos FN’s Kontinentalsokkel-kommission (ibid: 318-319). Rusland agerer derfor

ikke som revisionistisk magt i regionen, og staten støtter op om Arktisk Råd og følger nøje reglerne

under Havretskonventionen.

Den realistiske tankegang præger inderkredsen omkring Putin, da de ser på omverdenen med mistro

og international politik som et nulsumsspil (Kristensen & Sakstrup, 2016: 27). Ruslands politik for

Arktis fremstår derfor som et dilemma. På den ene side, så ønsker russerne stabilitet og samarbejde,

og på den anden side anser russerne det som nødvendigt at styrke sikkerheden. Derfor sender

russerne et tvetydigt signal, hvor diplomatisk imødekommenhed bliver suppleret med militær

oprustning. Den russiske oprustning er dog defensiv, og handler primært om at balancere USA og

NATO (Staun, 2018: 326). Rusland foretager dog jævnligt diplomatiske og militære handlinger, der

underminerer tilliden til Rusland. Krisen i Ukraine i 2014 har ført til en voksende splittelse mellem

Rusland og Vesten, og det har startet en vestlig bekymring om Rusland intentioner i Arktis

(Klimenko, 2016). Ukrainekrisen kan derved have en form for negativ spill-over effekt på regionen,

hvor sikkerhedspolitiske problemer bliver importeret over til Arktis (Kristensen & Sakstrup, 2016:

14). En del debattører er derfor skeptiske overfor, hvor længe den russiske status quo linje varer ved Side ! af !29 56

(Staun, 2018). Realismen forklarer, at organisationer, som Arktisk Råd, opfattes af stater som et

instrument for varetagelse af statslige interesser. Rusland har derfor vurderet, at deres interesser

bedst varetages igennem en samarbejdsorienteret diplomatisk kurs, men det er ikke sikkert, at

samarbejdet vil give Rusland størst gevinst i fremtiden (Kristensen & Sakstrup, 2016: 33-34).

Overordnet så har Rusland handlet pragmatisk i Arktis, og derfor ikke direkte presset

Rigsfællesskabet til at tilpasse deres udenrigspolitik i regionen. Indirekte er situationen dog en

anden siden Ukrainekonflikten i 2014, da Rigsfællesskabet har været tvunget til at skulle balancere

flere potentielt modsatrettede interesser. Rigsfællesskabet ønsker også fred og samarbejde, men

Rigsfællesskabet har alligevel følt det nødvendigt at øge den militære indsats i Arktis (ibid.: 37).

Ønsket om fred har dog vejet tungest, og derfor har Forsvaret ikke signifikant øget indsatsen, fordi

Rusland vil opfatte det som en provokation. Rigsfællesskabet er derfor i en situation, hvor staten

sikkerhedsmæssigt bliver skubbet i retning af USA, da Rigsfællesskabet ikke kan eller har interesse

i at balancere Ruslands trussel. Fremadrettet kan presset fra Rusland dog blive mere direkte på

Rigsfællesskabet. Rusland har været drevet af økonomiske interesser, men historisk har

sikkerhedslogikken haft tendens til at få forrang. Rigsfællesskabet og Rusland gør krav på et

overlappende territorium, som går hele vejen op til den russiske 200 sømilegrænse (Staun, 2018:

319). Derfor kan Rigsfællesskabet havne i en vanskelig situation omkring et uafklaret

territorialspørgsmål med en revisionistisk stormagt (ibid.: 327). I en sådan situation, så vil

Rigsfællesskabet blive presset både diplomatisk og militært, hvilket nok vil resultere i en endnu

tættere alliance med USA.

6.1.3 Multilaterale relationer

Rigsfællesskabet har haft succes med at påvirke dagsordenen i regionen via multilateralt

samarbejde. Det er derfor relevant at analysere Rigsfællesskabets mulighed for at påvirke

stormagterne via internationale organisationer, da det reelt er den eneste måde, hvorpå

Rigsfællesskabet kan sikre indflydelse og bevare den nuværende position i Arktis. En småstat har

nemlig ikke den nødvendige militære magt til at udøve indflydelse på de store stater ved

modstridende interesser.

Småstater, som Rigsfællesskabet, er kendetegnet ved, at de har en stor afhængighed af omgivelserne

og stormagterne. Dog kan de under særlige forudsætninger øve selvstændig indflydelse på

specifikke områder (Branner, 2017: 27). I den kontekst er internationale institutioner og samarbejde

småstaternes vigtigste redskab, da småstaterne primært kan opnå indflydelse derigennem. Som

småstat er det vigtigt for Rigsfællesskabet at indgå ligeværdigt i udenrigspolitiske aftaler med Side ! af !30 56

stormagterne, da det giver Rigsfællesskabet langt mere indflydelse i det internationale system end

småstater normalt er berettiget til.

Rigsfællesskabet har konkret taget initiativ til Ilulissat-mødet mellem de fem arktiske kyststater i

2008. Formålet var, at få alle stater til at samarbejde og respektere internationale love.

Rigsfællesskabet tog igen initiativ til at mødes i 2018, hvor Ilulissat-erklæringen blev genbekræftet

af de fem kyststater (Clemmensen & Thomasen, 2018: 3). Dette samarbejde giver Rigsfællesskabet

unikke muligheder for indflydelse i regionen, og Rigsfællesskabet gør derfor meget for at øge

samarbejdets indflydelse i regionen (ibid.: 7). Rigsfællesskabet arbejder derudover for fortsat

samarbejde i Arktisk Råd, hvor Rigsfællesskabet umiddelbart fremstår på lige fod med stormagterne

i håndteringen af en række andre forhold. Rigsfællesskabet har derfor en interesse i at fastholde

Arktis som en region, hvor flere forskellige institutioner leverer løsninger på specifikke

udfordringer, og hvor særligt kyststaterne spiller en afgørende rolle i forhold til den regionale

udvikling (ibid.).

Rigsfællesskabet har gode muligheder i Arktis, så længe Arktisk Råd og Ilulissat-erklæringen bliver

accepteret af stormagterne, da Rigsfællesskabet derved har diplomatisk og politisk indflydelse i

regionen. En svækkelse af det multilaterale samarbejde vil kraftigt formindske Rigsfællesskabets

indflydelse, fordi når unilateralisme eller det bilaterale diplomati styrkes på bekostning af det

multilaterale, så bliver de reelle magtforskelle mellem stormagterne og resten af staterne tydeligere.

Det politiske handlerum som Rigsfællesskabet udnytter vil derved forsvinde, og dette vil få

alvorlige konsekvenser for Rigsfællesskabets position i regionen (Mouritzen, 2017: 43).

Dette fremgår tydeligt af Rigsfællesskabets strategi for Arktis, at samarbejde er vigtigt for

Rigsfællesskabet. Det primære fokus for strategien er, at udviklingen i Arktis skal ske i tæt

samarbejde med internationale partnere (Udenrigsministeriet, 2011: 11). Derudover vil

Rigsfællesskabet forsøge at styrke samarbejdet yderligere i fremtiden, hvor Rigsfællesskabet særligt

vil styrke samarbejdet i Arktisk Råd og videreudvikle den folkeretlige regulering (ibid: 15).

Rigsfællesskabet forsøger derfor at opretholde status quo, hvor staterne samarbejder igennem

internationale organisationer. Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi har derved i høj grad

været præget af ønsket om samarbejde, da samarbejde og koalitioner på det arktiske område udvider

Rigsfællesskabets handlerum.

Side ! af !31 56

6.1.4 Sammenfatning

Trusselsbilledet og de bilaterale relationer har i høj grad begrænset Rigsfællesskabets handlerum

siden 2011. Rigsfællesskabet har derfor reelt kun mulighed for at styrke sin position i regionen

diplomatisk via multilateralt samarbejde. Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi har i høj grad

været præget af ønsket om multilateralt samarbejde, da dette udvider Rigsfællesskabets handlerum.

Figur 4 illustrerer, hvilken påvirkning de eksterne faktorer har haft på Rigsfællesskabets

udenrigspolitik siden 2011.

6.2 Interne faktorer I 2011 var der for første gang i historien et massivt flertal i det grønlandske Landsting, som ønskede

en grønlandsk grundlov. Dette projekt kan tolkes som et markant skridt imod, at Grønland løsriver

sig fra Danmark (Sperling, 2011). I 2017 blev der videre nedsat en forfatningskommission, hvis

formål er at udarbejde en forfatning for Grønland (Pedersen & Nielsen, 2018: 48). Den danske

grundlov er dog stadigvæk gældende for Grønland i 2019, men det fremgår af en koalitionsaftale fra

2018, at Grønland, indtil fuld selvstændighed er opnået, skal have større og større medbestemmelse

og selvbestemmelse (ibid.: 7-9). Det er således den danske regerings opfattelse, at Grønland frit kan

træffe en beslutning om selvstændighed (ibid.: 46). Det er imidlertid en omfattende proces, som

Grønland skal igennem, hvis landet skal blive selvstændigt. Bestemmelserne for Grønlands

selvstændighed findes i selvstyrelovens paragraf 21. Såfremt grønlænderne træffer beslutning om

selvstændighed, så indledes der forhandlinger mellem den danske regering og Naalakkersuisut med

henblik på selvstændighed. Den aftale parterne kommer frem til skal have samtykke fra såvel

Side ! af !32 56

Inatsisartut som Folketinget, og den skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland (Janussen,

2019: 21)

En beslutning om Grønlands selvstændighed er en ganske alvorlig sag, da selvstændighed

indebærer territorial frigivelse fra dansk side (ibid.). Grønland har en særlig betydning på grund af

den geografiske placering, og derfor vil det have store konsekvenser, hvis Grønland forlader

Rigsfællesskabet (Pedersen & Nielsen, 2018: 7-9). Danmark vil nemlig få en mindre fremtrædende

udenrigspolitisk rolle, og derfor miste politisk indflydelse i regionen. Danmark betyder imidlertid

også meget for Grønland. Danmark er særligt samfundsøkonomisk vigtigt for Grønland, da

Selvstyret hvert år modtager et økonomisk tilskud på ca. 3,6 mia. kr. Derudover afholder den

danske stat også udgifterne inden for de sagsområder, som Selvstyret på nuværende tidspunkt ikke

har overtaget f.eks. politiet og forsvaret (ibid.: 9).

Danmark er den stærke part på afgørende områder f.eks. militært, økonomisk og politisk, og yder

derfor støtte til Grønland på disse områder. Det formelle ansvar for udenrigs- og

sikkerhedspolitikken er hos den danske regering jf. paragraf 11 i selvstyreloven. Grønland skal dog

høres og inddrages, hvis der laves aftaler med betydning for Grønland jf. paragraf 13. Eksperter ser

dog nogle overordnede udviklingstendenser, som kan have indflydelse på forholdet mellem

Danmark og Grønland. Grønland har i den senere tid fået stigende betydning militært og strategisk

hos stormagterne. De grønlandske politikere har derfor også i højere grad end tidligere beskæftiget

sig med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål, og er derfor begyndt at ønske mere

indflydelse på disse områder (Naalakkersuisut, 2013). Grønlandske politikere er derudover begyndt

at lufte et ønske om, at have en ligeværdig plads inden for det udenrigspolitiske område, og at

Grønland bør have ret til at forhandle direkte med USA (Jakobsen & Betak, 2019). Dette indikerer,

at den danske kontrol ikke er så fuldkommen i forhold til at bestemme udenrigspolitikken i

Rigsfællesskabet.

Samtidig er Rigsfællesskabets nuværende udenrigspolitik under pres fra Rusland, Kina og USA.

Det har medført, at Grønland er blevet interesseret i nye alliancer, der kan forsvare Grønland med

eller uden Danmark som allieret (Naalakkersuisut, 2019). I Grønlands udenrigspolitiske redegørelse

fra 2018 fremgår det, at Grønland er fast besluttet på at finde en langvarig løsning med USA for at

sikre, at Grønland får et større udbytte af den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland

(Naalakkersuisut, 2018: 12). Derudover er der stor økonomisk interesse for Grønland, hvor særligt

Kina er begyndt at lave aftaler direkte med Grønland. Dette er ikke nødvendigvis i Danmarks

interesser, og det har skabt spændinger i forholdet mellem Danmark og Grønland. Kinas interesse i Side ! af !33 56

udbygning af lufthavne i Grønland illustrerer spændingerne. Nyheden om, at Danmark ikke tillod

Kina at investere i lufthavnsprojektet af udenrigs- og sikkerhedspolitiske årsager, fik den

grønlandske regering til at gå i opløsning (Larsen, 2018). Den danske regerings investering i

lufthavnsprojektet blev opfattet af flere grønlandske politikere som en svækkelse af muligheden for

mere selvstændighed (ibid.). Grønland er nemlig interesseret i et samarbejde med Kina på en lang

række områder, og Grønland har derfor etableret en repræsentation i Kina, således at det

økonomiske samarbejde kan effektiviseres (Naalakkersuitut, 2018: 12). Grønland og Danmark kan

derved blive uenige omkring andre staters investeringer, hvilket kan sprede sig til andre

udenrigspolitiske områder. Således kan Rigsfællesskabet i højere grad blive splittet i

forhandlingerne med eksterne parter.

Forholdet mellem Grønland og Danmark er derfor presset både af stormagterne og af Grønlands

egen interesse i selvstændighed. Danmark har stadigvæk kontrolkapacitet inden for

Rigsfællesskabet, men udviklingen i regionen har skabt tvivl om en fælles konsensus mellem

Grønland og Danmark. Grønland vil nemlig selvstændigt agere på den internationale scene, og

deltage aktivt som aktør i den internationale politik med egen dagsorden (ibid. 12-13).

En væsentlig faktor, der har presset den udenrigspolitiske strategi i Arktis, er derfor forholdet

mellem Danmark og Grønland, altså selve Rigsfællesskabets eksistensgrundlag. I et realistisk

perspektiv arbejder landene kun sammen, så længe det kan betale sig for begge parter. Grønland er

afhængig af bloktilskuddet, men er begyndt at kræve politisk medbestemmelse. På den anden side,

så er Danmark interesseret i den magt og indflydelse, som Grønland giver på grund af landets

geografiske placering. Danske politikere har derved en interesse i at give Grønland

medbestemmelse og opfylde landets ønsker, så længe det modsvares af indflydelse i regionen. Det

fremgår tydeligt af Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi for Arktis, at Grønland skal

tilgodeses i alle anliggender. Strategien er først og fremmest til gavn for indbyggerne i Arktis

(Udenrigsministeriet, 2011: 10). Det fremgår også, at Danmark og Grønland vil arbejde for at styrke

det oprindelige folks ret til kontrol med egen udvikling (ibid.). Strategien er altså præget af at

tilgodese grønlandske interesser. I forhold til den tidligere strategi for Arktis fra 2008, så er der sket

et skifte i ordlyden (Udenrigsministeriet, 2008). I strategien fra 2008 var det primære fokus på

Rigsfællesskabets fælles interesser, hvorimod strategien fra 2011 i højere grad tilgodeser specifikke

grønlandske interesser. Det kan tolkes som et resultat af det grønlandske pres, som synes at være

blevet mere markant fra 2011 til 2019. Både Danmarks og Grønlands overordnede interesser er dog

stadigvæk sammenfaldende, og derfor har der ikke været større splittelse endnu. Mange forhold kan

Side ! af !34 56

dog skabe ubalance mellem Danmark og Grønland, og dette skal der tages højde for i en kommende

strategi for Rigsfællesskabet. Figur 5 illustrerer, hvordan kravet om større indflydelse fra

grønlandsk side påvirker Rigsfællesskabets samlede udenrigspolitiske handlerum.

6.3 Ambitionsniveau I Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi “Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2020”

fremgår det, hvilke forventninger Rigsfællesskabet har til den fremtidige udvikling i Arktis. Derfor

også implicit, hvilken ambition der er for regionen. Strategiens overordnede sigte er, at styrke

Rigsfællesskabets samlede position som aktør i Arktis frem mod 2020 (Udenrigsministeriet, 2011:

9-11). Konkret skal Rigsfællesskabet være toneangivende i forhold til den politiske udvikling ved at

være aktive i Arktisk Råd og videreudvikle de folkeretlige reguleringer af Arktis. Rigsfællesskabet

vil også opprioritere de bilaterale relationer med andre aktører i Arktis med henblik på at optimere

interessevaretagelsen (ibid.: 13-18). Derudover skal forsvaret styrke kapaciteterne i Arktis, så de på

troværdig vis kan værne om Rigsfællesskabets interesser i området (ibid.: 20-21).

Sammenfattende må det siges, at Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi skal forsøge at

balancere udviklingstendenserne i Arktis. Rigsfællesskabet har ikke ambitioner om at tilpasse sig

stormagternes interesser, men derimod at bevare positionen i Arktis som en ligeværdig aktør. Den

udenrigspolitiske strategi kan derfor tolkes som en balanceringsstrategi, da Rigsfællesskabet i høj

grad har ambitioner om at involvere sig i regionens udvikling. Denne tilgang er ambitiøs i forhold

til Rigsfællesskabets status som en småstat. Den proaktive strategi for Arktis er dog ikke

Side ! af !35 56

overraskende, da den følger den generelle aktivistiske tendens, som har været kendetegnet for

Danmarks udenrigspolitik efter den Kolde Krig (Pedersen, 2012). Dansk udenrigs- og

sikkerhedspolitik har nemlig været drevet af to principper: at forsvare danske interesser mod

eksterne trusler og kæmpe for danske værdier i verden (Jakobsen & Møller, 2012: 108). Strategien

for Arktis følger derfor den generelle ambitiøse linje for dansk udenrigspolitik, hvor fokus er på at

forfølge egne interesser og værdier.

Spørgsmålet er så, hvorvidt Rigsfællesskabet har suppleret de erklærede ambitioner med konkrete

initiativer. Empiriske analyser viser nemlig, at dansk aktivisme er mere nuanceret end som så. Der

er stor variation over, hvor og hvordan Rigsfællesskabet reelt forfølger statens interesser og værdier

(Pedersen & Ringsmose, 2017: 353). Derved kan Rigsfællesskabets strategi virke mere ambitiøs,

end den faktisk er. Aktivisme på en dimension, f.eks. politisk, kan modbalanceres af en højere grad

af tilpasning eller passivitet inden for andre områder (ibid.).

I forhold til den militære aktivisme i Arktis, må det på baggrund af forsvarsforlig fra 2010-2018

konkluderes, at Rigsfællesskabet i begrænset omfang har været ambitiøs. I forsvarsforliget fra

2010-2014 blev det vedtaget, at der skulle gennemføres en effektivisering af de nordatlantiske

operative kommandoers struktur, så de blev samlet i en værnsfælles arktisk kommando. Endvidere

blev der udpeget, ud fra forsvarets eksisterende kapaciteter, en arktisk indsatsstyrke, som

situationsbestemt kunne sammensættes af enheder fra alle værn med arktiske kapaciteter. Ligeledes

skulle der i forligsperioden gennemføres en analyse af forsvarets fremtidige opgaveløsninger i

Arktis (Forsvarsforlig, 2010: 10-11). I forsvarsforliget fra 2013-2017 blev der fortsat gennemført

analyse af forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis, herunder om det kunne være en fordel med

et tættere samarbejde med andre arktiske nationer. På baggrund af analysen blev der indgået en

aftale i 2016, hvor forsvaret skulle styrke overvågning, kommando, kontrol, kommunikation og

operative indsatsenheder (Forsvarsministeriet, 2016). I forligsperioden kom der derfor tilgang af

moderne kapaciteter i Arktis, der styrkede muligheden for overvågning af området. Det gjaldt f.eks.

et nyt inspektionsfartøj og nye skibsbaserede helikoptere (Forsvarsforlig, 2013: 14-15 & 41-42). I

forsvarsforliget fra 2018-2023 vil initiativerne fra Arktis-aftalen fra 2016 videreføres. Derudover

iværksættes mindre initiativer som f.eks. midler til oprydning og investering i en

beredskabsuddannelse i Grønland (Forsvarsforlig, 2018: 11). Forsvarets udgifter til nye initiativer i

Arktis for de to seneste forsvarsforlig fremgår af tabel 2.

Side ! af !36 56

Det fremgår af de seneste forsvarsforlig, at der afsættes symbolske beløb til mindre slagkraftige

initiativer. Tendensen er, at der relativt vil blive brugt færre penge på nye initiativer til det arktiske

område frem mod 2023 (forsvarsforlig, 2018: 16). I 2018 udgjorde det arktiske område 3,8 procent

mod 0,8 procent i 2023 af de samlede nye initiativer i forsvaret. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt

Rigsfællesskabets ambitioner indenfor det militære område i Arktis bliver mødt, når Arktis ikke

bliver prioriteret højere. Dette er imidlertid ingen overraskelse, da opgavens analyse netop har vist,

at Rigsfællesskabet har begrænset mulighed for at øge de militære kapaciteter på grund af det

russiske pres. Den seneste udvikling i Arktis har dog fået forsvarsminister Trine Bramsen til at

udtale, at forsvarets tilstedeværelse i Arktis skal styrkes i de kommende år. Bramsen udpeger Arktis

som en af de fem største sikkerhedspolitiske udfordringer, og derfor vil det ifølge ministeren kunne

være muligt at anvende en del af de ekstra 1,5 mia. kr., som i januar 2019 blev tilført

forsvarsbudgettet (Kongstad, 2019). Der er imidlertid ikke udpeget nogle konkrete tiltag endnu. Det

er derfor ikke ved hjælp af hårde midler, at Rigsfællesskabet gør sin indflydelse gældende. Det

virker som om, at Rigsfællesskabet i høj grad tilpasser udenrigspolitikken i forhold til stormagterne

på den militære dimension. Det er derfor relevant at undersøge Rigsfællesskabets politiske

initiativer.

Ambitionen for beslutningstagerne er, at Rigsfællesskabet forbliver en stærk partner i det arktiske

samarbejde, og at Arktis forbliver et lavspændigsområde. Fordelen ved samarbejde i forhold til

Arktis er, at Rigsfællesskabet kan nyde godt af sikkerhed og opnå indflydelse, hvilket ikke er en

selvfølge for en småstat. Rigsfællesskabet vil derfor kæmpe for et tættere samarbejde med

internationale parter (udenrigsministeriet, 2011: 11). Rigsfællesskabet deltager aktivt i Arktisk Råd

igennem diverse arbejdsgrupper, og derudover har Rigsfællesskabet taget initiativ til både Ilulissat-

erklæringen i 2008 og 10-års jubilæet, hvor kyststaterne bekræftede opbakningen for fortsat

samarbejde i Arktis (Turnowsky, 2018). I forbindelse med jubilæet etablerede Rigsfællesskabet

endnu en arbejdsgruppe, der vil komme med anbefalinger til at løse udestående grænsespørgsmål

(Arctichouse, 2018). Rigsfællesskabet har derved ført en aktiv politisk linje i både Arktisk Råd og

blandt kyststaterne (Lidegaard, 2014). Det er netop igennem multilateralt samarbejde, at en småstat

Side ! af !37 56

kan forsøge at tæmme stormagterne, og dette har Rigsfællesskabet derfor forsøgt. Rigsfællesskabet

har også vist politisk initiativ i EU, hvor Rigsfællesskabet deltager i et EU etableret forum for

arktiske aktører. Formålet er at styrke forholdet mellem EU og den arktiske region. Derudover

deltager Rigsfællesskabet i et arktisk samarbejde i nordisk regi, hvor det overordnede formål er

udviklingen i Arktis (Folketinget, 2018). Rigsfællesskabet har ikke kun været politisk aktiv i

forhold til internationalt samarbejde. Politisk forsøger Rigsfællesskabet også på eget initiativ at

påvirke udviklingen i Arktis. I 2014 krævede Rigsfællesskabet retten til at udnytte et gigantisk

stykke af den arktiske havbund. Kravet er 895.000 kvadratkilometer havbund som vil kunne gøre

Rigsfællesskabet større i verden og muligvis give Rigsfællesskabet mere indflydelse i Arktisk Råd

(Brøndum & Sørensen, 2014).

Analysen af Rigsfællesskabets ambitioner viser, at beslutningstagerne har et ønske om at styrke

Rigsfællesskabets position i regionen, hvilket er ambitiøst for en småstat. Dette opnås primært

igennem samarbejde, da forsvarets tilstedeværelse i regionen er meget begrænset. Den militære

aktivisme er derved lav i regionen og kendetegnet ved tilpasning i forhold til stormagterne.

Derimod er den politiske og diplomatiske aktivisme høj, og her forsøger Rigsfællesskabet at

balancere stormagterne ved forskellige initiativer. Strategiens overordnede mål skal derved sikres

via politiske og diplomatiske kanaler. Høje ambitioner, særligt i forhold til internationalt

samarbejde, har derfor været en afgørende faktor i forhold til den udenrigspolitiske strategi. Sat ind

i handlerumsmodellen, så betyder det høje ambitionsniveau, at handlerummet er indskrænket, da

beslutningstagerne er forpligtet til at forfølge de erklærede ambitioner om at styrke positionen i

Arktis. Dette er illustreret i figur 6.

Side ! af !38 56

6.4 Sammenfatning Figur 7 viser illustrativt, hvilke faktorer som forklarer Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis

siden 2011. Rigsfællesskabets handlerum har været indskrænket på grund af pres fra både eksterne

og interne faktorer, samt Rigsfællesskabets egne ambitioner i regionen. Rigsfællesskabet vil styrke

sin position via politiske og diplomatiske kanaler, hvilket er ambitiøst for en småstat. Strategien

følger en generel udenrigspolitisk tilgang, som Danmark har haft siden slutningen af den Kolde

Krig. Udviklingen i regionen har dog begrænset Rigsfællesskabets muligheder, da Rigsfællesskabet

militært har været nødt til at tilpasse sig i forhold til stormagterne. Dette er en konsekvens af, at

trusselsbilledet i regionen har ændret sig markant siden 2011. Rigsfællesskabet har i stigende grad

oplevet et større indirekte pres fra Rusland på grund af statens oprustning i regionen. Dette har

skubbet Rigsfællesskabet i retning af statens allierede partner USA, som dog kræver handling for

sikkerhedsgarantien. Derudover er Kina begyndt at spille en aktiv rolle i regionen, og dette lægger

et særligt pres på det interne forhold mellem Grønland og Danmark. Dette forhold bliver presset

yderligere af, at Grønland har et ønske om selvstændighed. Derfor er Danmark i høj grad blevet

nødt til at acceptere og tilgodese grønlandske interesser.

Den generelle udvikling siden 2011 har ført til, at Rigsfællesskabet primært har taget initiativer til

multilateralt samarbejde, da dette kan tæmme stormagterne, og derved sikre Rigsfællesskabets

position. Derudover har Rigsfællesskabet i stigende grad skulle tilgodese Grønland og

grønlændernes interesser, så Rigsfællesskabet ikke går i opløsning.

Side ! af !39 56

7. Diskussion

Dette afsnit vil diskutere, hvilket udenrigspolitisk handlerum Rigsfællesskabet har i fremtiden, og

hvorvidt Rigsfællesskabet kan fastholde den nuværende position i Arktis. Afsnittet vil derved give

et svar på problemformuleringens andet spørgsmål: hvordan ser Rigsfællesskabets fremtidige

handlerum ud i forhold til at bevare positionen i Arktis ?

Diskussionen vil blive scenariebaseret i forhold til at illustrere potentielle udviklingstendenser i

regionen, og hvilke muligheder Rigsfællesskabet har for at reagere på disse. I forhold til de eksterne

faktorer, så vurderes der at være to mulige udviklingstendenser. Et scenarie hvor det eksterne pres

på Rigsfællesskabet vil være uændret, og et hvor presset vil stige. I forhold til de interne faktorer

vurderes der ligeledes at være to mulige udviklingstendenser. Et scenarie hvor forholdet mellem

Danmark og Grønland i fremtiden er uændret, og et hvor Rigsfællesskabet går i opløsning. Grundet

Grønlands og stormagternes ambitioner, så forventes presset på Rigsfællesskabet derfor ikke at

blive mindre i fremtiden. Afsluttende foretages en vurdering af, hvordan Rigsfællesskabet bedst

håndterer udfordringerne. Dette vil være udgangspunkt for nogle konkrete policy-anbefalinger til

Rigsfællesskabet, som kan benyttes i den fremtidige strategi. Diskussionen vil altså resultere i et

forslag om, hvordan Rigsfællesskabet hensigtsmæssigt kan udforme den næste udenrigspolitiske

strategi for regionen.

7.1 Udvikling i det eksterne pres

Det vurderes ikke sandsynligt, at USA’s og Rigsfællesskabets alliance bryder sammen. Det vil

nemlig stille både USA og Rigsfællesskabet dårligere i regionen. USA vil blive nødt til at bruge

flere ressourcer i Arktis, hvilket kan have konsekvenser for statens globale strategiske mål

(Clemmensen et al., 2012: 31). Samtidigt vil det stille Rigsfællesskabet sikkerhedspolitisk dårligere,

både i forhold til Rusland og Kina. Derudover vil det have store økonomiske konsekvenser for

begge parter, hvis der hersker et større anarki i regionen (ibid.: 35-37). Anarki i regionen vil også

have økonomiske konsekvenser for Rusland, og derfor ønsker russerne fred og samarbejde.

Russerne har nemlig behov for fred til at udvikle energifelterne og sælge energien, hvilket er vigtigt

for russisk økonomi (Husted, 2011: 86; OEC, 2019).

Rigsfællesskabet og stormagterne vil derfor have incitament til at opretholde status quo i Arktis,

hvor der bliver opretholdt orden i regionen via samarbejde og institutioner. Staterne i regionen vil

derfor stadigvæk følge Ilulissat-deklarationen, hvor uenigheder vil blive løst fredeligt indenfor

rammen af international ret. Selvom staterne følger og respekterer de mellemstatslige institutioner,

Side ! af !40 56

så er staterne opmærksomme på, at fremtiden ikke nødvendigvis forbliver fredelig. Staterne

bevogter derfor deres interesser i regionen med militære kapaciteter, men samtidigt er staterne

opmærksomme på at bevare den eksisterende orden. Tendensen vil derfor være, at Rusland fortsat

vil være militært tilstede for at forsvare statens interesser, og at USA langsomt vil tilpasse deres

forsvar, så det effektivt kan reagere på trusler i Arktis (DoD, 2019: 1). Da stormagterne ikke ønsker

konflikt, så forventes der ingen signifikant ændring i magtbalancen i regionen. De fredelige

regionale forhold gør, at udefrakommende stormagter, som f.eks. Kina, har svært ved at forstyrre

status quo. Både Rigsfællesskabet og USA er opmærksomme på den potentielle trussel, som Kina

udgør, og der vil derfor blive handlet aktivt i forhold til at imødegå truslen. Derudover er samtlige

fem arktiske kyststater bekymrede over Kinas voksende indflydelse, og de har derfor en fælles

interesse i at få den under kontrol (Jakobsen, 2019). Det kræver, at der bliver opstillet klare regler

for Kinas tilstedeværelse i regionen. Denne fælles interesse kan blive udgangspunktet for en ny

Ilulissat-erklæring omhandlende et sikkerhedspolitisk samarbejde. Kina er heller ikke interesseret i

at forstyrre status quo ved at optræde aggressivt i Arktis, da det vil kunne skade statens vækstpolitik

(Fuglede et al., 2014: 21). Kina vil derfor fortsat følge det gældende regelsæt og indordne sig i

regionen. Kina er dog opmærksom på, at de fredelige forhold ikke nødvendigvis varer ved i

fremtiden. Kina vil derfor fortsat arbejde med statens strategi for Arktis, hvor Kina forsøger at øge

deres indflydelse ved økonomiske investeringer (Clemmensen et al., 2012: 37).

Arktis vil i fremtiden fortsat være et bipolært regionalt system, hvor USA og Rusland udgør de to

poler. Rigsfællesskabet vil fortsat tilpasse sig det russiske-amerikanske forhold militært, og

samtidigt aktivt arbejde for multilateralt samarbejde i Arktisk Råd og blandt Kyststaterne. Dette

skaber sikkerhed omkring Rigsfællesskabets status, og derved kan Rigsfællesskabet bevare sin

position i regionen. Rigsfællesskabet står derfor fortsat overfor de samme eksterne udfordringer i

fremtiden, som den ovenstående analyse fremhæver. Rigsfællesskabets næste strategi kommer

derfor i hovedtræk til at minde om den nuværende strategi. Dog giver det smeltende hav Forsvaret

et større ansvarsområde, og derved et større område som skal overvåges. Det større

overvågningsansvar og den stigende aktivitet i regionen kræver en mere systematisk overvågning,

hvis krænkelser af Rigsfællesskabets territorium skal opdages (ibid.: 41). Derfor skal

Rigsfællesskabet i højere grad konsolidere sin alliance med USA, og derigennem få støtte til

suverænitetshåndhævelse overfor russerne og kineserne.

Det er imidlertid ikke givet, at fremtiden vil være præget af samarbejde i Arktis, da et eksogent

chok kan destabilisere regionen (ibid.: 28). Da både USA og Rusland fra 2011 til 2019 overordnet Side ! af !41 56

har bakket op om den nuværende fredelige udvikling, så har der endnu ikke været et afgørende

eksogent chok. Flere potentielle handlinger fra de arktiske stater kan dog få samarbejdet til at bryde

sammen, på trods af at alle stater har været tilfredse med samarbejdet. Muligheden for konflikt lurer

altså under overfladen.

Arktis’ geostrategiske placering gør, at USA og Rusland vil være meget opmærksomme på

hinandens handlinger i regionen (ibid.: 50). Amerikanernes nyerklærede interesse i Arktis vil kunne

opfattes som en trussel for Rusland, og dette kan aktivere mekanismerne bag sikkerhedsdilemmaet.

Derved vil regionen kunne opleve en spiral af gensidigt forstærkende usikkerhed og oprustning.

Grønland vil blive endnu vigtigere for USA som støttepunkt for både defensive og offensive

strategiske enheder. Derudover vil Thulebasen blive en uundværlig forpost i USA’s varsling af

russiske missiler (ibid.). Konsekvensen vil blive, at Rigsfællesskabet må acceptere massiv

amerikansk tilstedeværelse i Grønland, og den udenrigspolitiske strategi må derfor i højere grad

tilpasse sig amerikanernes ønsker.

Konflikt mellem USA og Rusland kan også skabes på baggrund af Rigsfællesskabets krav på den

arktiske undergrund, hvor USA bliver trukket ind i en konflikt mellem Rusland og

Rigsfællesskabet. Rigsfællesskabet indgav i december 2014 krav til FN om et havbundsområde ved

Nordpolen, men Rusland gør krav på delvist overlappende område, og det forventes ikke, at

Rusland frivilligt overgiver området til Rigsfællesskabet (Lynge, 2019). FN’s sokkelkommission

har i lang tid arbejdet med en anbefaling vedrørende grænserne for de respektive stater. Det er

vanskeligt at forudsige, hvornår anbefalingen præcis kommer, men såfremt der er overlappende

krav efter anbefalingen, vil den endelige afgrænsning være genstand for politiske forhandlinger

mellem staterne (UM, 2019). Rigsfællesskabet står imidlertid overfor en væsentlig udfordring.

Rusland får formentligt svar på statens submission fem til ti år før Rigsfællesskabet. Alle parter er

enige om at følge international ret, men der er risiko for, at Rusland i løbet af perioden vil anse

kommissionens anbefaling for endelig, hvis de støtter de russiske krav (Damkjær, 2016). Derudover

er det et åbent spørgsmål, hvorvidt russerne er villige til forhandling, hvis FN’s anbefaling ikke

tilgodeser russiske interesser. FE skriver i en større analyse af Danmarks sikkerhedspolitiske

udfordringer frem mod 2030, at området omkring Nordpolen kan blive en kilde til uro (FE, 2016:

39-40). Resultatet af staternes uenighed vil i sidste ende kunne resultere i konflikt, hvor

Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi må tilpasses amerikanernes interesser, da

Rigsfællesskabet har behov for USA’s sikkerhedsgaranti.

Side ! af !42 56

I fremtiden kan en helt anden stormagtsrivalisering være intensiveret på globalt plan, nemlig

mellem Kina og USA. Magtkampen mellem Kina og USA kan have effekt på Arktis, og det vil

kunne medføre en markant øget militær tilstedeværelse i regionen. Arktis kan derfor i fremtiden

blive et multipolært regionalt system, hvor USA, Rusland og Kina udgøre de tre stormagter. Ifølge

realismen vil et multipolært system være mere ustabilt end et bipolært, og derfor vil der være en

større sandsynlighed for konflikt mellem stormagterne (Jackson & Sørensen, 2012: 81-83). Dette

skyldes, at stormagterne har sværere ved at gennemskue hinandens intentioner, og stormagterne har

derved sværere ved at holde hinanden i skak (ibid.). Der bliver derved dannet et system med

flydende alliancemønstre (Wæver, 2010: 8). Det må forventes, at Rusland vil positionere sig

nærmere Kina end USA, og derfor kan der opstå en alliance mellem Kina og Rusland (Clemmensen

et al., 2012: 51). Udviklingen vil forværre trusselsbilledet for Rigsfællesskabet, og gøre staten

meget afhængig af den militære alliance med USA. Dette vil sætte USA i en position til at stille

ubehagelige krav, som Rigsfællesskabet ikke vil kunne afslå (Jakobsen, 2019: 1).

Overordnet vil øget konflikt i regionen mindske Rigsfællesskabets handlerum på grund af pres fra

eksterne faktorer. Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi skal derfor i grove træk udarbejdes på

baggrund af amerikanske ønsker og interesser. Rigsfællesskabet skal derfor opruste militært, så

Rigsfællesskabet kan hjælpe med at håndhæve suveræniteten overfor f.eks. andre staters ubåde og

fly. Rigsfællesskabets forsvar vil derved blive en integreret del af USA’s, hvor den primære rolle er

at levere overvågning i eget ansvarsområde (Clemmensen et al., 2012: 54).

7.2 Udvikling i det interne pres

Presset fra Grønland kommer til at være højt i de kommende år. Grønlands ønske om at blive

løsrevet fra Danmark stiger nemlig, og kursen er sat mod selvstændighed. Dette støttes af både et

flertal af de grønlandske partier og et flertal af grønlænderne. Derudover har Grønland fået sin

første selvstændighedsminister, og Grønlands første forfatning er på vej (Lindqvist, 2019).

Professor Rasmus Gjedssø Bertelsen udtaler, at Danmark og Grønland er på kollisionskurs, og at

det i fremtiden kun bliver værre (From, 2018). Hvis Danmark fastholder status quo i

Rigsfællesskabet, så vil der opstå flere og flere konflikter, hvorimod hvis Danmark anerkender de

grønlandske ønsker om selvstændighed, så vil Danmark miste indflydelse i regionen. Danmarks

dilemma er derfor, hvordan det interne pres på Rigsfællesskabet skal håndteres.

Danmarks strategi for at imødegå det interne pres har været at bistå grønlænderne med at skabe job

og fremgang. Rigsfællesskabets strategi for Arktis har derfor primært været økonomisk til gavn for

Side ! af !43 56

Grønland. Det kan forekomme paradoksalt, når Danmark derved hjælper Grønland til en økonomi,

hvor landet har mulighed for at løsrive sig. Grønlændernes eneste krav er nemlig, at det ikke må

ødelægge velfærden at løsrive sig fra Danmark (Larsen, 2018). Den danske politiske linje kan dog

tjene to formål, at det gavner Grønland, og at det vil styrke forholdet og forbindelsen mellem

Grønland og Danmark. Den politiske linje blev beskrevet allerede tilbage i 1948 af statsminister

Hans Hedtoft “hvis vi bygger en erhvervspolitik mellem Danmark og Grønland .. bygger vi et

fundament for et varigt forhold mellem Danmark og Grønland, der vil være stærkere end

sentimentale talemåder om fælles nationale følelser” (Breum, 2019). Tanken bag den danske

strategi i forhold til Grønland er simpel. Ved aktivt at bistå de grønlandske politikere, institutioner

og virksomheder med at skabe udvikling i Grønland, så vil den danske regering demonstrere, at

Rigsfællesskabet er til gavn for Grønland. Spørgsmålet er så, om grønlænderne abonnerer på denne

form for understøttende logik.

Alt andet lige så skal Rigsfællesskabet i den kommende strategi for Arktis i højere grad tilgodese

Grønland. Det interne pres fra Grønland bliver ihvertfald ikke mindre i de kommende år. Såfremt

Rigsfællesskabet går i opløsning, eller der bliver tale om et ligeværdigt partnerskab i

Rigsfællesskabet, så vil det danske handlerum i regionen formindskes drastisk eller helt forsvinde.

Stormagterne vil begynde at forhandle direkte med Grønland, og Danmark vil derved miste

indflydelse, hvilket vil skade Danmarks position i regionen. Derfor er det afgørende for Danmark,

at Rigsfællesskabet ikke går i opløsning.

7.3 Vurdering

Rigsfællesskabets eksistensgrundlag kræver opbakning fra både Danmark og Grønland. Det er

derfor afgørende, at Danmark gør Rigsfællesskabet lukrativt for Grønland. Danmark vil nemlig i

meget begrænset omfang have indflydelse i regionen, hvis Rigsfællesskabet bryder samme. Derfor

skal presset fra Grønland have første prioritet i en kommende strategi.

En vurdering af stormagternes nuværende strategier er, at fremtiden fortsat vil præges af

samarbejde. Rigsfællesskabet skal dog konsolidere sin alliance med USA uafhængigt af, hvorvidt

regionen kommer til at være præget af konflikt eller samarbejde. Samarbejde i regionen vil

imidlertid betyde, at Rigsfællesskabet får en større medbestemmelse i udviklingen af alliancen

mellem USA og Rigsfællesskabet. Denne mulighed skal Rigsfællesskabet benytte proaktivt for

derved at kunne undgå de mulige konfliktscenarier.

Side ! af !44 56

Rigsfællesskabet vil altså ikke kunne undgå øget amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland, da

USA spiller en vigtig rolle i alle fremtidsscenarier. Amerikansk tilstedeværelse i Grønland behøver

dog ikke at medføre et våbenkapløb mellem stormagterne og en yderligere militarisering af

regionen, hvis det gøres rigtigt. En vigtig pointe er nemlig, at Rigsfællesskabets næste strategi er

med til at påvirke andre staters opfattelse af udviklingen i regionen. Det er derfor vigtigt, at

Rigsfællesskabet er opmærksom på den signalværdi, som den næste strategi får overfor både

stormagterne, men i høj grad også overfor Grønland. Rigsfællesskabet skal nøje overveje, i forhold

til alliancen med USA, hvordan den amerikanske tilstedeværelse kan forøges, så den afskrækker

russerne fra at angribe uden at provokere dem unødvendigt. En mulig fremgangsmåde for

Rigsfællesskabet er at handle proaktivt, og derved komme USA i forkøbet i forhold til udarbejdelse

af en strategi for alliancen. Rigsfællesskabet kan foreslå en fremgangsmåde, som minder om

Danmarks NATO-politik under den Kolde Krig (Jakobsen, 2019). USA skal ikke udstationere store

styrker permanent i Grønland, men derimod skal amerikanerne opbygge evnen til at kunne sende et

stort antal soldater afsted i en krisesituation. Dette vil forudsætte en udbygning af eksisterende

havne og lufthavne i Grønland, så de bliver i stand til at modtage amerikanske styrker. USA skal

derfor hjælpe Rigsfællesskabet med at finansiere ny infrastruktur, som også kan understøtte

erhvervsudviklingen i Grønland i fredstid.

Ved denne fremgangsmåde imødekommer Rigsfællesskabet presset fra både interne og eksterne

faktorer. Grønland bliver tilgodeset, da der investeres i vital infrastruktur, der kan gavne

erhvervslivet og den økonomiske udvikling i Grønland. USA får en stærkere position i regionen

uden uhæmmet at opruste på Grønland, og derved bevarer Rigsfællesskabet kontrollen over

Grønland. Den russiske indirekte trussel mod Rigsfællesskabet bliver derved balanceret af

amerikanerne, uden at det provokerer russerne unødvendigt. Afsluttende har Kina ikke samme

muligheder for at investere i den vitale del af infrastrukturen i Grønland, da USA er den nye store

medinvestor. Derudover kan Rigsfællesskabet overveje, hvorvidt der skal tages initiativ til en

sikkerhedspolitisk aftale mellem kyststaterne. En sikkerhedsaftale mellem kyststaterne, hvor der

opstilles spilleregler for brugen af militære kapaciteter i Arktis, kan nemlig imødegå Kinas

voksende indflydelse, og samtidigt forhindre et våbenkapløb mellem Rusland og USA (ibid.).

Det anbefales, at den fremtidige strategi de næste 5-10 år for Arktis kommer til at minde om den

nuværende strategi. Rigsfællesskabet har nemlig en reel mulighed for at fastholde positionen i

regionen. Den næste strategi skal derfor følge den generelle ambitiøse danske udenrigspolitiske

linje. Rigsfællesskabet skal fortsat forsøge at fremme en fredelig udvikling via multilateralt

Side ! af !45 56

samarbejde f.eks. ved at tage initiativ til en sikkerhedspolitisk aftale mellem kyststaterne, da dette

kan tæmme stormagternes egeninteresser. Rigsfællesskabet skal derudover stadigvæk tilgodese

grønlandske ønsker og interesser, hvor der skal være et særligt fokus på at fortsætte investeringerne

i den grønlandske infrastruktur til gavn for den grønlandske økonomi. Investeringer i lufthavne og

havne, som har “dual-use”, vil nemlig imødekomme presset fra både interne og eksterne faktorer.

8. Konklusion

Opgaven belyser, hvilke faktorer der kan forklare Rigsfællesskabets udenrigspolitiske strategi i

Arktis siden 2011. Opgaven benytter handlerumsmodellen, som ofte er anvendt til at analysere

dansk udenrigspolitik. Modellen forklarer, at en stats udenrigspolitik påvirkes af både det

systemiske og det indenrigspolitiske pres, samt beslutningstagernes ambitioner. Modellen gør det

muligt at analysere, hvilke faktorer som forklarer Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis.

Den overordnede målsætning for strategien er, at Rigsfællesskabet skal styrke sin position i Arktis,

hvilket er en ambitiøs målsætning for en småstat. Strategien er dog ikke overraskende, da den følger

den generelle aktivistiske tendens, som har været kendetegnet for dansk udenrigspolitik efter den

Kolde Krig. Arktis strategien følger derfor blot den ambitiøse linje, hvor fokus er på at forfølge

egne interesser og værdier. Rigsfællesskabets handlerum har imidlertid været indskrænket på grund

af pres fra både eksterne og interne faktorer.

Magtforholdet i regionen har ændret sig siden 2011, hvor en russisk oprustning ikke er blevet

balanceret fra amerikansk side. Ruslands oprustning har indirekte skubbet Rigsfællesskabet i

retning af USA, da Rigsfællesskabet ikke kan balancere Ruslands trussel. USA’s sikkerhedsgaranti

er dog ikke gratis, og amerikanerne forlanger derfor indflydelse og tilstedeværelse på Grønland.

Afsluttende er Kina også begyndt at interessere sig for Arktis og Grønland. Dette har presset

Rigsfællesskabet, da kinesiske virksomheder er meget interesseret i at investere i vital infrastruktur

på Grønland. Stormagternes interesser har presset Rigsfællesskabet i retning af øget tilslutning til

samarbejde via institutioner og regler, da dette kan tæmme stormagternes ambitioner. Derudover har

Rigsfællesskabet fået begrænset statens militære muligheder i Arktis, da en styrkelse af de militære

kapaciteter vil have uheldige konsekvenser i forhold til Rusland. Rigsfællesskabets

udenrigspolitiske strategi har derfor i høj grad været præget af ønsket om multilateralt samarbejde,

da dette er den eneste reelle mulighed for at styrke positionen i regionen.

Side ! af !46 56

Rigsfællesskabet er ikke kun presset af stormagterne, men også af interne uenigheder. Grønland og

Danmarks forhold er ikke permanent, da Grønland har mulighed for selvstændighed. Ønsket om

selvstændighed er voksende blandt den grønlandske befolkning, hvilket medfører, at Danmark i

stigende grad bliver nødt til at acceptere og tilgodese grønlandske interesser, hvis Rigsfællesskabet

skal bestå. Konsekvenserne er, at Rigsfællesskabet er presset i retning af en strategi, som primært

tilgodeser grønlandske interesser, så Rigsfællesskabet ikke går i opløsning.

Rigsfællesskabets handlerum vil også været indskrænket i fremtiden på grund af et vedvarende pres

fra både eksterne og interne faktorer. Rigsfællesskabet har dog mulighed for at bevare den

nuværende position i Arktis. Opgavens policy-anbefaling er, at Rigsfællesskabets kommende

strategi for Arktis kommer til at minde om den nuværende ambitiøse strategi. Rigsfællesskabet skal

fortsat styrke det multilaterale samarbejde og fremlægge diplomatiske initiativer, da dette kan

tæmme stormagternes egeninteresser. Derudover skal grønlandske interesser stadigvæk tilgodeses

ved at udbygge den vitale infrastruktur på Grønland. Investeringer i lufthavne og havne vil nemlig

imødekomme presset fra både interne og eksterne faktorer, da (luft)havne kan have “dual-use”.

Investeringer i infrastrukturen kan nemlig understøtte indsættelse af amerikanske styrker i en

krisesituation, og samtidigt understøtte erhvervsudviklingen i Grønland i fredstid.

Side ! af !47 56

9. Litteraturliste

Bøger/rapporter

Andersen, Lotte Bøgh et al. (2012). “ Metoder i statskundskaben”. Hans Reitzels forlag, 2. udgave.

Beach, Derek (2012). “Analyzing Foreign Policy”. Palgrave Macmillan

Boulégue, Mathieu (2019). “Russia’s Military Posture in the Arctic Managing Hard power in a “Low Tension” Environment”. Chatham House, The royal institute of international Affairs.

Branner, Hans (2017). “Global Politik”. Columbus, 3 udgave.

Clemmensen et al. (2012). “Forsvaret i Arktis - Suverænitet, samarbejde og sikkerhed”. Center for militære studier, KU.

Clemmensen, Jon Rahbek (2015). “Arktis og Ukrainekrisen”. DIIS report 2015: 10.

Clemmensen, Jon Rahbek & Thomasen, Gry (2018). “Learning from the Ilulissat Initiative”. Centre for military studies

DoD, Department of Defense (2019). “Department of defense Arctic Strategy”, June 2019.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2009). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2009”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2010). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2010”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2011). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2011”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2012). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2012”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2013). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2013”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2014). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2014”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2015). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2015”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2016). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2016”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2016). “Trendanalyse af Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer frem mod 2030”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2017). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2017”.

FE, Forsvarets efterretningstjeneste (2018). “Efterretningsmæssig risikovurdering 2018”.

Forsvarsforlig, Forsvarsministeriet (2010). “Forsvarsforlig 2010-2014”.

Forsvarsforlig, Forsvarsministeriet (2013). “Forsvarsforlig 2013-2017” Side ! af !48 56

Forsvarsforliget, Forsvarsministeriet (2018). “Aftale på forsvarsområdet 2018-2023”.

Frøling, Troels (2012). “Sikkerhedspolitisk Info”. Atlantsammenslutningen, forum for sikkerhedspolitik. Europanævnet

Hansen, Birthe (2000). “Unipolarity and the Middle East”. Richmond: Curzon

Huebert, Rob (2010). “The newly Emerging Arctic security environment”. Canadian Defence & Foreign Affairs institute.

Jackson, Robert og Sørensen, Georg (2012). “International Relations. Theories and approaches”. 5. Udgave. Oxford University Press.

Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2013). “Introduction to: International relations”. Oxford, fifth edition.

Jacobsen, Michael Hviid et al. (2012). “Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning”. Hans Reitzels forlag, 2. udgave

Keohane, Robert o. (1986). “Neorealism and its Critics”. New York: Columbia University press.

Mouritzen, Hans (2012). “Forklaring af udenrigspolitik”. I: Gorm Kjær Nielsen, Liv Andersson og Ditte Friese (red.): IP i praksis. Et værktøj til studiet af international politik". Jurist og Økonomforbundets Forlag.

Naalakkersuisut, Government of Greenland (2013). “ Udenrigspolitisk Redegørelse 2013”.

Naalakkersuisut, Government of Greenland (2018). “Udenrigspolitiske Redegørelse 2018”.

Pedersen, Per Vestergaard & Nielsen, Christina Keis (2018). “Grønlands selvbestemmelse og grundlov”. DLA Piper, 15. November 2018.

Rosenau (1970). “ The Adaptation of National Societies: A theory of Political Systems Behavior and Transformation”. New York: McCaledSeiler.

Staun, Jørgen (2018). “Ruslands politik i Arktis”. I Kreml i krig - Ruslands brug af militær magt, Poulsen, Niels Bo og Staun, Jørgen (red.), kapitel 14.

The Heritage Foundation (2018). “2018 index of U.S. Military Strength”. Davis Institute for National Security and Foreign Policy. Edited by Dakota L. Wood.

Udenrigsministeriet (2008). “Arktis i en brydningstid”. Forslag til strategi for aktiviteter i det arktiske område.

Udenrigsministeriet (2011). “ Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2020”.

Walt, Stephen (1987). “The Origins of Alliances”. Cornell University Press

Side ! af !49 56

Waltz, Kenneth (1979). “Theory of International Politics”. Addison-Wesley Publishing Company

Wezeman, Siemon T. (2016). “Military capabilities in the Arctic: A new Cold War in the High North”. Sipri Background paper, October 2016

Videnskabelige tidsskrifter

Ahlburg, Peter et al. (2013). “Danmarks fremtidige suverænitetshævdelse ved Grønland. Ambitioner og begrænsninger”. Tidsskrift for søvæsen. 184 årgang.

Beukel, Erik & Jensen, Frede P. (2008). “Grønlands integration i rigsfællesskabet 1945-54: mellem kold krig, normer for kolonifrigørelse og identitetspolitik”. Politica, 40 årg. nr. 2. pp. 202-216.

Due-Nielsen, Carsten & Petersen, Nikolaj (1995). “Denmark’s foreign policy since 1967: An introduction, pp. 11-54 i Carsten Due-Nielsen og Nikolaj Petersen (red.), Adaptation and Activism. “. København: DJØF Forlag.

Friedberg, Aaron L (2005). “The Future of U.S.-China Relations: Is Conflict Inevitable?”. International Security. Volume 30, Nr. 2, pp. 7-45

Fuglede, Mads et al. (2014). “Kina, Grønland, Danmark”. Center for Militære studier, KU, Januar 2014

Hansen, Peter (1974). “Adaptive Behaviour of Small States: The case of Denmark and the European Community”. International Yearbook of Foreign Policy Studies. Vol 2, pp. 143-174.

Husted, Martin Ammitsbøll (2011). “Rusland og globaliseringen - i fortid og nutid”. Politica, 43. årg. nr. 1, side 68-90

Jakobsen, Peter Viggo & Møller, Karsten Jakob (2012). “ Good News: Libya and the Danish Way of War”. Danish Foreign Policy Yearbook 2012.

Jakobsen, Peter Viggo (2019). “Hvordan undgår Rigsfællesskabet militarisering i Grønland?”. Under udgivelse, Ræson.

Janussen, Jakob (2019). “Grønlands vej til større selvbestemmelsesret: Muligheder og begrænsninger i juridiske, administrative og andre perspektiver”. Politik, nummer 1, Årgang 22

Klimenko, Ekaterina (2016). “Ruslands politik i Arktis”. Udenrigs, tidsskriftet på Dansk om Udenrigspolitik og Internationale forhold, Det udenrigspolitiske selskab, Februar 2016, Side 38-45

Kristensen, Kristian Søby & Sakstrup, Casper (2016). “Russisk Politik i Arktis efter Ukrainekrisen”. Center for militære studier, KU

Lauritsen, Palle K (2012). “Arktis: Samarbejde eller militarisering?”. Center for militære studier, KU

Side ! af !50 56

Lidegaard, Bo (2016). “USA’s strategiske interesser i Arktis”. Udenrigs, tidsskriftet på Dansk om Udenrigspolitik og Internationale forhold, Det udenrigspolitiske selskab, Februar 2016, Side 33-39

Mariager, Rasmus & Wivel, Anders (2019). “Denmark at war: great power politics and domestic action space in the cases of kosovo, Afghanistan and Iraq”. DIIS, Danish foreign policy review 2019

Mouritzen, Hans (2017). “Verdens småstater under Trump, Putin og Xi”. Ræson, 40-47

Pedersen, Rasmus Brun (2012). “Fra Aktiv internationalisme til international aktivisme: Udvikling og tendenser i dansk udenrigspolitisk aktivisme”. Politica, 44 årg. nr. 1, side 111-130

Pedersen, Rasmus Brun & Ringsmose, Jens (2017). “Aktivisme i dansk udenrigspolitik: Norden, FN, NATO og EU”. Politica, 49. årg. nr. 4, 339-357.

Petersen, Nikolaj (1977). “ Adaptation as a Framework for the analysis of Foreign Policy Behavior”. Cooperation and Conflict Vol. 12, No. 4, pp. 221-250.

Petersen, Nikolaj (1989). “Mod en generel teori om adaptiv politik”. Politica, bind 2, 2, s. 174-188

Petersen, Nikolaj (1998). “National Strategies in the Integration Dilemma: An Adaptation Approach”. CMS, Vol 36, issue 1

Petersen, Nikolaj (2005). “Danmark som international aktør 705-2005”. Politica. 37. årgang. Nr. 1 2005, s. 44-59.

Petersen, Nikolaj (2007). “Handlerummet for dansk udenrigspolitik efter Muhammed-krisen”. I streger et forvirret billede, Tidsskrift for internationale studier, 2007, side 31-60

Sørensen, Camilla T.N. (2018). “Kina som stor-magt i Arktis”. Policy Brief, Februar 2018

Sørensen, Pernille Palmelund (2011). “ Danmark i Arktis”. Institut for Statskundskab, KU

Wivel, Anders (2002). “Realismen efter Waltz: udvikling eller afvikling?” Politica, fra s. 431-447

Wivel, Anders (2017). “Aktivistisk med forbehold? Danmark, EU og den amerikanske verdensorden”. Political, 49(4), 426-450

Wæver, Ole (2010). “Verden efter Vestens vælde”. pp. 6-23

Wæver, Ole, (2016) "Danmark i krig – igen og igen (forkort.)”. i:Kessing, Peter Vedel & Laursen, Andreas, Robust mandat – juridiske udfordringer ved danske militære missioner i det 21. århundrede, Jurist- og Økonomforbundets Forlag s. 19-28

Yarger, Harry R (2006). “Toward a Theory of Strategy”, Chapter 8 in Guide to National Security Policy and Strategy, 2 edition, pp. 107-113.

Side ! af !51 56

Hjemmesider

Andersen, Marianne Krogh (2018). “Grønlands drømme om arktisk turisteventyr sætter også militære og geopolitiske interesser på spil”. -https://www.information.dk/indland/2018/10/groenlands-droemme-arktisk-turisteventyr-saetter-ogsaa-militaere-geopolitiske-interesser-paa-spil

Arctichouse (2018). “Kongeriget Danmark og Canada etablerer fælles arbejdsgruppe”. - http://arctichouse.dk/kongeriget-danmark-og-canada-etablerer-faelles-arbejdsgruppe/

Arktisk nyt (2017). “Arktisk Råd bør ikke involvere sig i sikkerhedspolitik”. - https://folkogsikkerhed.dk/arktisk-raad-boer-ikke-involvere-sig-sikkerhedspolitik/

Breum, Martin (2019). “Martin Breum: Derfor hjælper Danmark et skilsmisseparat Grønland”. - https://www.altinget.dk/arktis/artikel/martin-breum-derfor-hjaelper-danmark-et-skilsmisseparat-groenland

Brøndum, Christian & Sørensen, Bent Højgaard (2014). “Danmarks krav i Arktis går helt til Ruslands søgrænse”. - https://www.berlingske.dk/samfund/danmarks-krav-i-arktis-gaar-helt-til-ruslands-soegraense

Ching, Nike (2019). “US Wary of Chinese, Russian Military Presence in Arctic”. - https://www.voanews.com/usa/us-wary-chinese-russian-military-presence-arctic

Damkjær, Ole (2016). “Danmark frygter russisk jernnæve i spillet om Arktis”. - https://www.berlingske.dk/internationalt/danmark-frygter-russisk-jernnaeve-i-spillet-om-arktis

Ebdrup, Niels (2014). “Sådan bruger du videnskabsteori”. - https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-bruger-du-videnskabsteori

Europa-parlamentet (2019). “EU’s handelspolitik forklaret”. - http://www.europarl.europa.eu/news/da/headlines/economy/20190528STO53303/eu-s-handelspolitik-forklaret

FM, forsvarsministeriet (2019). “Opgaver i Arktis og Nordatlanten”. - https://www.fmn.dk/videnom/Pages/OpgaveriArktisogNordatlanten.aspx

Folketinget (2018). “Redegørelse om samarbejdet i Arktis”. - https://www.ft.dk/ripdf/samling/20181/redegoerelse/R2/20181_R2.pdf

Forsvarsministeriet (2016). “Aftale om styrkelse af forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arkt i s” . -h t tps : / /www.reger ingen .dk/media /3004/af ta le -om-implementer ing-af -arktisanalysen-8dec2016.pdf

From, Lars (2018). “I Grønland stiger presset for at blive løsrevet fra Danmark”. - https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10520685/i-groenland-stiger-presset-for-at-blive-loesrevet-fra-danmark/

Gorka, Alex (2018). “Militarization of Arctic: Issue of Incredible importance not given Due Attention to”. - https://www.strategic-culture.org/news/2018/10/24/militarization-arctic-issue-incredible-importance-not-given-due-attention-to/

Side ! af !52 56

Hannestad, Adam (2014). “Danmark gør krav på gigantisk stykke af Arktis”. -https://politiken.dk/indland/politik/art5556777/Danmark-gør-krav-på-gigantisk-stykke-af-Arktis

Hansen, Klaus Georg (2017). “ Forsker: Grønland er fortsat en dansk koloni" - https://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-groenland-er-fortsat-en-dansk-koloni

Havens, Heljar & Seland, Johan Martin (2019). “The increasing Security Focus in China’s Arctic Policy”. - https://www.thearcticinstitute.org/increasing-security-focus-china-arctic-policy/

Hoff, Rachel & Meizlish, Max (2016). “A Weak Arctic Posture Threatens America’s Ability to Lead”. - https://www.americanactionforum.org/research/a-weak-arctic-posture-threatens-americas-ability-to-lead/

Humpert, Malte (2019). “New U.S. Department of Defense Arctic Strategy Sees Growing Uncertainty and Tension in Region”. - https://www.highnorthnews.com/en/new-us-department-defense-arctic-strategy-sees-growing-uncertainty-and-tension-region

Jakobsson, André Ken (2018). “Kina har store ambitioner om strategiske investeringer i Grønland. Ser vi en vasalstat i vente?”. - https://www.raeson.dk/2018/ph-d-andre-ken-jakobsson-kina-har-store-ambitioner-om-strategiske-investeringer-i-groenland-ser-vi-en-vasalstat-i-vente/

Jakobsen, Peter Viggo (2019). “Der er behov for en ny aftale om sikkerhedspolitik i Arktis”. - https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11411435/der-er-behov-for-en-ny-aftale-om-sikkerhedspolitik-i-arktis/

Jakobsen, Sara K & Betak, Jens (2019). “IA og NQ efterlyser grønlandsk indflydelse på udenrigspolitik”. - https://knr.gl/da/nyheder/ia-og-nq-efterlyser-grønlandsk-indflydelse-på-udenrigspolitik

Jensen, Louise Brodthagen (2019). “Overblik USA’s kamp for Arktis: “vi er kommet ret sent til gildet””. -https://www.dr.dk/nyheder/udland/overblik-usas-kamp-arktis-vi-er-kommet-ret-sent-til-gildet

Jensen, Thomas Klose (2019). “Mette Frederiksen: Øget amerikansk tilstedeværelse i Arktis er uundgåeligt”. -https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-oeget-amerikansk-tilstedevaerelse-i-arktis-er-uundgaaeligt

Jørgenssen, Steen A (2018). “Løkke: Amerikanerne på Thulebasen giver os tryghed mod Rusland”. - https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11066506/loekke-amerikanerne-paa-thulebasen-giver-os-tryghed-mod-rusland/

Kongstad, Jesper (2019). “Regeringen vil styrke forsvaret i Arktis”. - https://jyllands-posten.dk/politik/ECE11557092/regeringen-vil-styrke-forsvaret-i-arktis/

Krog, Andreas (2017). “USA’s militære tilstedeværelse i Arktis”. - https://www.altinget.dk/arktis/artikel/usas-militaere-tilstedevaerelse-i-arktis

Side ! af !53 56

Krog, Andreas (2019). “Efterretningstjeneste: Rusland øger militær tilstedeværelse i Arktis”. -https://www.altinget.dk/arktis/artikel/efterretningstjeneste-rusland-oeger-militaer-tilstedevaerelse-i-arktis

Krog, Andreas (2019). “Grønlandske havne attraktive som USA’s nye arktiske flådebaser”. - https://www.altinget.dk/artikel/185131-groenlandske-havne-attraktive-som-usas-nye-arktiske-flaadebaser

Lande, Linnea Albinus (2019). “Kampen om Arktis - en ny kold krig?”. https://politiken.dk/podcast/dulyttertilpolitiken/art7192226/Kampen-om-Arktis-–-en-ny-kold-krig (Podcast)

Larsen, Aaja Chemnitz (2018). “Grønlandsk valg: På mange måder er det naturligt, at et folk ønsker at bestemme over sig selv i alle henseender”. - https://www.information.dk/debat/2018/04/groenlandsk-valg-paa-maader-naturligt-folk-oensker-bestemme-henseender

Larsen, Jan (2018). “Frygt for Kina koster Danmark 700 mio. til Grønland”. - https://pov.international/frygt-for-kina-koster-danmark-700-mio-til-gronland/

Lidegaard, Martin (2014). “ En proaktivistisk udenrigspolitik”. http://um.dk/da/om-os/ministrene/tidligere-ministres-taler-og-artikler/martin-lidegaard-taler-og-artikler/en-proaktivistisk-udenrigspolitik/

Lindqvist, Andreas (2018). “Dansk verdenspolitik: Derfor er Ilulissat-erklæringen vigtig” - https://www.dr.dk/nyheder/udland/dansk-verdenspolitik-derfor-er-ilulissat-erklaeringen-vigtig

Lindqvist, Andreas (2018). ”Efter kinesisk interesse: Regeringen overvejer finansiering af grønlandske lufthavne”. - https://www.dr.dk/nyheder/politik/efter-kinesisk-interesse-regeringen-overvejer-finansiering-af-gronlandske-lufthavne

Lindqvist, Andreas (2019). “Grønland udfordrer Løkke: Selvstændigheds-forfatning skal ligge klar om to år”. -https://www.dr.dk/nyheder/udland/groenland-udfordrer-loekke-selvstaendigheds-forfatning-skal-ligge-klar-om-aar

Lynge, Nauja (2019). “Kampen om Nordpolen går ind i anden fase. Putins fremfærd kan gøre rigsfællesskabet mere relevant end nogensinde”. - https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/naujalynge/ECE11257876/kampen-om-nordpolen-gaar-ind-i-anden-fase-putins-fremfaerd-kan-goere-rigsfaellesskabet-mere-relevant-end-nogensinde/

Lynge, Nauja (2019). “Trump har to muligheder for at “købe” Grønland” - https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/naujalynge/ECE11562474/trump-har-to-muligheder-for-at-koebe-groenland/

Maressa, Jette Albæk (2019). “ Pompeo brød god stemning og gik til bidet i Arktisk Råd” - https://jyllands-posten.dk/premium/international/ECE11361565/pompeo-broed-god-stemning-og-gik-til-biddet-i-arktisk-raad/

Michaelsen, Hans Peter (2019). “Militæranalytiker: Danmark er udfordret i Arktis”. - https://www.altinget.dk/arktis/artikel/danmarks-er-udfordret-i-arktis

Side ! af !54 56

Mouritzen, Kristian (2019). “Derfor er Arktis og Grønland så vigtig for Trump”. - https://www.berlingske.dk/globalt/derfor-er-arktis-og-groenland-saa-vigtig-for-trump

Naalakkersuisut, Government of Greenland (2019). “Rigsfællesskabets fremtid”. -https://glsamf.systime.dk/index.php?id=225

Nielsen, Morten (2019). “Danmark i klemme mellem stormagter - Trump kan have to ønsker med til Frederiksen”. - https://nyheder.tv2.dk/politik/2019-08-01-danmark-i-klemme-mellem-stormagter-trump-kan-have-to-oensker-med-til-frederiksen

Nielsen, Nicolas & Petersen, Jeppe Højen (2018). “Flertal af danskerne vil beholde Grønland i Rigsfællesskabet”. - https://www.dr.dk/nyheder/indland/valgigroenland/flertal-af-danskerne-vil-beholde-groenland-i-rigsfaellesskabet

OEC (2019). “Russia”. - https://oec.world/en/profile/country/rus/

Pedersen, Mette Stender (2019). “ Flertal klar til oprustning i Arktis efter krise med USA” - https://nyheder.tv2.dk/politik/2019-08-24-flertal-klar-til-oprustning-i-arktis-efter-krise-med-usa

Rasmussen, Thea (2018). “Den globale magtkamp om det store Arktis”. - http://en-udenrigsanalyse.dk/?p=2090

Rigsombudsmanden på Færøerne (2017). “Indberetning nr. 4/2017”. - https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/FÆU/bilag/16/1767269/index.htm

Sevunts, Levon (2019). “Pentagon warns of risk of Chinese submarines in the Arctic”. - https://www.cbc.ca/news/politics/china-arctic-military-submarines-pentagon-1.5123287

Sperling, Anna Von (2011). “Grønland vil have sin egen grundlov”. - https://www.information.dk/udland/2011/09/groenland-egen-grundlov

Sulesam, samarbejdspartiet (2019). “Grønlands internationale forsvarsaftale”. - https://sulesam.gl/internationale-forsvarsaftaler/

Svendsen, Jacob (2019). “Dansk “slingrekurs” i Grønland har tirret USA”. - https://politiken.dk/udland/art7361551/Dansk-slingrekurs-i-Grønland-har-tirret-USA

Sæhl, Marie (2018). “ Tre grunde: Derfor er Grønland vigtig for Danmark” - https://www.dr.dk/nyheder/indland/valgigroenland/tre-grunde-derfor-er-groenland-vigtig-danmark

Søby, Kristian (2019). “Hvad vil USA egentlig med Grønland?”. - https://samf.ku.dk/presse/kronikker-og-debat/hvad-vil-usa-egentlig-med-groenland/

Turnowsky, Walter (2018). “Grønland skal arbejde hårdt for at udnytte de kinesiske muligheder”. -https://sermitsiaq.ag/node/202829

Turnowsky, Walter (2018). “Historisk erklæring fejres i Ilulissat i dag” - https://sermitsiaq.ag/node/205982

Side ! af !55 56

Turnowsky, Walter (2019). “IA: Vi skal bestemme over egen udenrigspolitik”. - https://sermitsiaq.ag/node/215834

UM, Udenrigsministeriet (2019). “Forsvarets opgaveløsning i Arktis”. - https://um.dk/da/Udenrigspolitik/lande-og-regioner/arktisk-portal/fakta-om-arktis/forsvarets-kerneopgaver-i-arktis

UM, Udenrigsministeriet (2019). “Kontinentalsokkelkrav i Arktis”. - https://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-og-regioner/arktisk-portal/fakta-om-arktis/ilulissat-erklaeringen-og-kontinentialsokkelprojektet/

Vinther, Lars Bøgh (2019). “USA’s 2. Flåde vender tilbage”. -https://www2.forsvaret.dk/nyheder/intops/Pages/USA%27s2flådevendertilbage.aspx

Winther, Lene (2018). “EU vil hejse rødt flag for tvivlsomme kinesiske investeringer”. - https://www.berlingske.dk/globalt/eu-vil-hejse-roedt-flag-for-tvivlsomme-kinesiske-investeringer

Side ! af !56 56