STEMMEKLANGENS SUGGESTION – I 1960ERNES …

1Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

S T E M M E K L A N G E N S S U G G E S T I O N – I 1 9 6 0 E R N E S B E AT M U S I K ( 1 9 7 8 )

Af Per Nørgård

”Suggestion” er et præcisere ord for musi-kens virkning end det oftest anvendte ”med-delelse”. Meddelelse er et rent menneske-ligt begreb, på linie med sprog, information osv., mens vi må erkende at der indgår virk-ningskræfter ved musik som påvirker os di-rekte som fysisk, sanselig klang, og ikke blot komposition. Begrebet suggestion omfatter at ”der”, via kompositionen, suggereres os en ”meddelelse-via-lyd”, - og at vi suggereres di-rekte af lyd. Primært erfarer vi den kombine-rede virkning som oplevelse af følelsestilstan-de af mere eller mindre stabil karakter.

Dette er jo ikke noget nyt. I daglig om-gang med musiken udtrykker vi os ofte om den ”festlige”, den ”søvndyssende”, den ”me-lankolske” stemning i musiken – og oftest forstår vi hinanden godt nok. Når derimod analysen af musik på mere højtidelig grund påbegyndes, sætter man næsten altid ind fra den modsatte side, med intellektualise-ring, tingsliggørelse gennem etikettering og dermed fremmedgørelse. Det er tanken med dette kursus at holde fast ved vores elemen-tære oplevelsesmæssige indtryk, følelsen og stemningen, som analysens udgangspunkt. Logisk pædagogisk er det, derfra, at begynde med de elementære virkekræfter og herfra nærme sig – og så langt som muligt inddrage – kompositionens mere raffinerede udtryk.1

Klangen kombineret med rytmen er en så-dan elementær virkekraft. Vi kan blot konkre-tisere ved at tænke på den menneskelige stem-meklang, som umiddelbart formidler udtryk for vrede, smerte, sang osv., eller som rytmi-seret bliver til arbejdssange, hepperåb, gade-sælgerråb, slogans osv. Vi er uanset nationa-litet sjældent i tvivl om følelsen bag disse ofte kollektive folkelige udtryksformer, hvis klang-energier får os i øjeblikkelig fysisk-emotionel medsvingning; et fænomen som militærorke-stret er et eksempel på en lige så umiddelbar appelkraft gennem messing- og trommeklang i taktfast rytmisering – og vi kender vist alle

både til den ublokerede medsvingning i os selv – og til aflukning, hvor man næsten vredt næg-ter at gå i takt eller komme i nationalstemning!

I musikens kriser og overgangstider er det et gennemgående træk at folkelige udtryk får forøget interesse, også for musiklivets raffi-naderier, komponiststanden; tænk på den ty-ske folkelige sang i perioden mellem barok og klassik, Haydns ”bøhmiske inspiration”, på Schuberts valse og marcher mellem klas-sik og romantik, og ikke mindst på dette, det 20., århundredes store optagethed af folklo-ren med Bartok i spidsen!

I dén dybtgående krise musik (ligesom alle andre kunstudtryk) gennemgår nu er det fol-kelige udtryk kommet så stærkt i fokus under betegnelser som folk, country, protest, pop, rock osv. at den i vide kredse er blevet syno-nym med ”den nye musik” slet og ret. Det er derfor både pædagogisk praktisk og i overens-stemmelse med tidens ånd at starte den sug-gestionsanalytiske praksis med disse former, som ofte særdeles entydigt demonstrerer de-res elementære, direkte suggestionskraft.

Jeg har valgt at lade en række popsange fra de gyldne tressere passere revy, eftersom det-te var tiåret for det store popularitets- og kva-litetsgennembrud for popmusiken, med nav-ne som Beatles, Dylan, Rolling Stones, Doors, Donovan, Beach Boys, Simon & Garfunkel og The Incredible Stringband som prominente eksempler. Undersøgelsen har til formål at gøre det mere muligt at tale om musiken, og ikke blot om teksterne, således som man el-lers altid ser det – simpelthen fordi kommen-tatorer sjældent véd meget andet at sige om musiken end den var ”pågående”, ”hypnoti-serende”, ”sart-blid” osv. – som vi alle har set det i aviserne så ofte.

Og som sagt er det også helt i orden med disse tillægsord – som udgangspunkt!, men samtidig med at jeg vil aktualisere dem ved de følgende eksempler, skulle det gerne lyk-kes at komme videre ind til en bevidstgørelse

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm2

af på hvilken måde disse følelsessuggestioner opstår, og dermed at komme videre ind til de mere raffinerede virkningskomplekser med de vundne (og videre forarbejdede) analyse-midler.

■

Muligvis vil 1960erne engang ses i lyset af ‘in-dividets gennemslag i populærmusiken’ - altså ikke ‘personlighedens’, for den har altid eksi-steret hos de store sangere, men individet – just den pågældende afklædte enkeltperson, med just disse særtræk – Donovans næsten femini-ne lyrisme, Dissings ekspressive blufærdighed og latente ‘kammen over’ i næsten-hysteri, osv. For indtil da var både pop- og klass-scenen do-mineret af rollefiguren: elegantieren (og per-sonligheden) Maurice Chevalier, den jævne mand (og personligheden) Oswald Helmuth; kendte og ukendte kunstnere – med større, mindre eller ingen personlighed – udfyldte en kendt kliché, eller arketype: den festlige fulde-rik, den følsomme ungpige, den bramfri kone – og trods personlighedens mulige gennem-slag blev syngestilen styret derudfra.

Anderledes med hippietidens og ung-domsoprørets musik, der for første gang la-det individet (med personlighed, ellers går det slet ikke!) komme til relativt rolleløs udfol-delse, ja, virkningen af denne musik beror i høj grad på at enhver jævnaldrende kan iden-tificere sig med den udsatte og sårbare Jim Morrison, den desperat hæmningsløse Jimi Hendrix, med de i kraft af de (så vidt muligt) ”nøgne” individualiteter til at give dækning for tidens almene følelse – som jo hovedsage-ligt var utålmodighed med de ældres uleven-de, magtfordrejede og dødsensfarlige gam-melverden. Deraf indignationen – men det er Dylans indignation – ikke nationalsangens klicheer af fremmedhad, og det er vildskaben og seksualiteten hos Rolling Stones (eller må-ske rettere var!) Mick Jaggers højst subjek-tive, (endnu) umanierede erotiske hensyns-løshed – og ikke den glatte erotiske hanrolle som en Frank Sinatra udfyldte (med person-lighed!). Dermed bliver netop individualiteten bærer af det almengyldige i just det tiår, hvor hvert enkelt ungt (og for en del også ældre og gammelt) menneske, der føler sig personligt

udsat i overmagt-magtbalance-terroren, nu henvender sig som sig selv til enhver anden i samme situation, bliver almengyldig i kraft af den personlige ægtheds autencitet. Og der-med bliver tiårets vokale udtryk en så rig stu-diemark for alle stemmens individual-udtryk – hvori vor opgave i dette seminar er at be-stemme følelsens præcise valør og så vidt mu-ligt uddrage lovmæssige strukturer vi (som abstrakter) kan genkende i de mere forfinede kompositions-lag af pop og seriøs musik.

(Det må straks fastslås at ordet ‘forfinet’ kun angiver den besværlige og bevidste pro-ces i kompositions mere komplicerede lag, men at det er min overbevisning at den biofy-siske og sjælbårne organisme som frembrin-ger en Dissings eller en Jaggers ”rå” udtryk er højst forfinet på sit plan. Netop at turde være sig selv helt ud i sine særheder, uden blusel, fordrer jo en særegen forfinelse af selvbe-vidstheden og meget mod.)

Med individualitetens gennembrud gaves der hurtigt plads for ”meta-udtrykket”, den in-dividuelt valgte rolle, som spejling af fænome-ner i tiden. Når April Stevens bliver sexkilling i Teach me, Tiger er det helt ud i parodien over-drevet, og derfor ovenpå figuren, fremmed-gjort, medvidende blinkende til os, som i Jane Birkin’s samlejestøn i Je t’aime, moi non plus.

Nye roller udmøntes og udleveres på sam-me tid, et mangelaget spejlfænomen, som vel får sit mest perfekte udtryk i Beach Boys’ glat-te reklamestemmer, der imidlertid viser en ti-dens myte i stil med Andy Warhols stereotyper – der ikke blot er stereotyper og tegneseriefor-størrelser, men suggererer bevidsthed om vor dæmoniske masseproduktions og upersonlig-hedens tidsalder – hvor altså Beach Boys med stor personlighed indgår i upersonligheder-nes rolle - i modsætning til de senere Osmond Brothers, der regrederede til ukritisk overtagel-se af popularitetens og glathedens perlerads-smilende klichéer – her viser Meta-fænomenet sin uhåndterlige farlighed ved dets nærliggen-de kortslutning i naiv reproduktion af det fæ-nomen der egentlig oprindeligt sås udefra.

(I 1970erne synes det væsentlige på pop-fronten desværre blot at være en formalise-ring af de i 1960erne opståede individualty-per til overforbrugte klichéer; man tror ikke


rigtigt på desperationen og vanviddet i punk-grupperne, og mange ”rå” popstjerner fore-kommer som fænomener beslægtet med de pæne unge schweizere, der hver weekend le-jede hippie-hår og lase-kostume i en dertil indrettet butik i Zürich. Også i 1960erne var der ”penge i ungdommen”, men nu danser den for stærkt til kapitalens rottefængerfløjte til at friskheden bevares.)

■

Følelsesudtrykket, være sig i stemmeklang, melodi, klangfølge eller rytmeledsagelse, kan ikke formuleres i ét ord uden at forråde ved overforenkling – med undtagelse muligvis af visse stereotyper som blandt de omtalte rol-ler i populærmusiken: revyens ”vrede unge mand” (der er mere vred end noget man min-des fra virkeligheden), den ”muntre tyroler” – og naturligvis den ”superlystne missekat” (fx i Teach me, Tiger – som jeg vender tilbage til). Og netop det let formulérbare vidner natur-ligvis om det ofte flade ved figurerne.

Derimod lønner det sig at spørge efter et forudlagt spektrum af grundfølelser og om disses indbyrdes dominans – således som vi senere skal undersøge de 7 toners optræden indbyrdes – man kan i hvert fald formulere et sæt af følelser der er indiskutable, også på glo-balt plan; det er så idéen der her skal belyses at ethvert udtryk består i en altid ny kombi-nation af disse følelser, således som rigdom-men af smagsnuancer udspringer af propor-tioner mellem surt, sødt, salt, bittert.

Her kan vi skelne mellem tilsvarende po-lariteter, som tillukket, åbenhed, aktivitet (po-sitiv), passivitet (negativ) – og omsætte dem i par-kombinationer til følgende kvadrant:

Hertil føjer sig så de fire grundkvaliteter hvor-ved resulterer den indifferente lukkethed og den indifferente åbenhed (hhv. den nøgterne konstateren, den i-og-for-sig følelsesforladte beretter, og den konstante overraskelse, the-fool-on-the-hill), samt den ligeledes indiffe-rente aktivitet og den indifferente passivitet (udtrykt i energi-i-sig-selv, ren vilje og i træg-hed, ren eftergivenhed).

Alle øvrige følelser lader sig forstå som in-tensitets-blandinger af disse otte. Eksempel-vis kan ”indignation” forstås som blanding af vrede og lukkethed, (kritisk konstatéren, men uden indgriben); til det konkrete udtryk i en stemmeklang må der imidlertid spørges til alle otte former, som hvis vi eksempelvis erindrer os grundklangen i Bob Dylans stem-me under sangen Like a rolling stone, og spør-ger således: hvordan er hans vrede (stærk), hans glæde (svag), hans sorg (stor), hans ny-delse (lille). Hans konstateren er meget stærk men muligheden for overraskelse tilsvarende lille. Aktiviteten er super, og eftergivenheden er lig nul.

Vi kombinerer os herudfra til et passen-de sæt konklusioner, som det vel ikke skulle være nødvendigt at fastslå ikke er erstatning for at høre, men kun bringer os i godt, solidt fælleserindringsrum når vi skal kommuni-kere med hinanden om hvad vi hører. Kon-klusioner i nævnte tilfælde kunne være ironi, sarkasme (vrede forbundet med konstatéren) af indigneret art – i modsætning til den dril-agtige, nydende-konstaterende ironi, som jo kan være en kærlighedsfuld kontaktmåde. Et så u-åbent udtryk (lukket + vred, som også er et lukke-udtryk for det eget indre) efterlader en med smag af bitterhed.

Til umiddelbar sammenligning kan iagt-tages i sangeren Arthur Lee’s klang i sangen She comes in colours (fra gruppen Love’s re-pertoire). I stedet for vrede er der her glæde, i stedet for sorg vellyst, i stedet for lukkethed en næsten tåbe-åbenhed. Kun er aktiviteten den samme, hvilket er overraskende og hvil-ket originalt hindrer al denne naive lyst til at blive fad crooner-forførelse. Det er en indivi-dualitet der vil sin lykke, og helt derud hvor den tillader sig at være åben og sårbar som en udfoldet blomst (jf. Eks. 2).

Eks. 1


WO-WO-WO-WOW (April Stevens vs. Arthur Lee)Melodisk og tekstligt genfinder vi vendingen Wowowow i både førnævnte sang She comes in colours (af sangeren Arthur Lee og grup-pen Love) og i sangen Teach me, Tiger (sun-get af April Stevens), jf. Eks. 2 og Eks. 3. Lad os undersøge, om dette modsvarer følelsen. April Stevens stemmeklang kaldes på jævnt dansk kælen. Vi skal nu se, at det er muligt at omsætte dette begreb til ”skemaet” og få no-get nyt at vide (det må betones at de originale udtryk altid vil være analyserne overlegne i at fremkalde ”klangens erindringsbillede” ved

umiddelbar suggestionskraft, men at analy-serne til gengæld muliggør at man kan ”flyt-te ind i billedet”, se begrebet indefra og fatte dets komplekse kemi).

En ejendommelig blanding af lukket/passiv, (”lidende”) og åben/passiv (”vellystig”) frem-kalder det koket kælne, der jo besidder den underforståede, overdrevne tilnærmelse som ligger i det lidelsesfyldte ”åh Tiger, se!, - hvad du dog gør ved mig, lille stakkel!” og ”åh, det er dejligt, bliv ved!” i uløselig kombination. Denne klang appellerer til en vis sadisme i partneren, siden lidelsesaspektet bringes i

Eks. 2. ”She comes in colours” (af sangeren Arthur Lee og gruppen Love).


anvendelse, sammen med udtrykket for ny-delse ved hans (Tiger’s ) behandling af hende, i en udfordrende kombination – der jo er ek-sakt så virkningsfuld som kælenskabens ud-bredelse vidner om i litteratur og film. En lille tand henimod mere aktivitet trods det lidende og vi har det direkte udfordrende, som i det ef-terfølgende ”wowowowowo-wow” (den vilde-re form, af aggressiv vellyst, kendes fra spansk erotisk dans, men optræder ikke her). En inte-ressant kombination ligger i det rent psykolo-giske raffinement: ”wo-wo-wo-wow” etc. allu-derer ikke til hende den lidende selv, men til Tiger! – som vi hører fremstillet i de imiteren-de dyrebrøl. Senere igen betones det lidende, næsten til udslettelse af opfattelig lyst i klan-gen, og orgasmens hendøen mere end anty-des, ved den totale lukkethed om egenfølel-

se, lidelsen, der bliver lidenskab ved den lige så intenst åbne hengivelse. Orgasmens klang kan forstås udfra denne paradoksale kombi-nation: på én gang ekstremt lukkede og åbne passivitet. Hvis vi hertil føjer orgasmeklan-gens voldsomhed, kan vi se en ligeså aktiv luk-kethed: Det er ikke ukendt at der ofte slutter sig stærk fysisk aggressivitet til orgasmekur-ven; følelsens dybde i menneskelig varme be-stemmer derimod hvorvidt en ligeså åben ak-tivitet udlades i det ekstreme glædesudbrud, hvilket jo ikke behøver at være tilfældet.

Vi har herved undersøgt April Steven’s og Arthur Lee’s klangspektrum og fastslår sam-menlignende at det er to vidt forskellige slags ”wo-wo-wo-wow”’er: Lees aktive og åbne og aktivt/åbne forbundet med vellystens passivt/åbne grundklang. Stevens lukket/passive og

Eks. 3. ”Teach me, Tiger” (sunget af April Stevens)


åbent/passive kælenskab, glidende til kom-binationen lukket og aktive (Tigers klang) og åbent passive (Aprils klang).

Melodisk understøtter de enkle melodier disse stemningssuggestioner2: Aprils er mest passiv som sig selv, aktiv som Tiger, aktiv ryt-misk (Tiger-rytmen) og passiv melodi-rytmisk (metrisk).

Umiddelbart kan man konkludere at der er meget mere uforudsigelighed og ægte ”skub” i Lees melodi, mens Stevens melodi er en mere stereotyp, og hvor passiviteten er overvejende, modsvarende den barne-kvin-de-offer-rolle hun spiller.3

Apropos rolle er det muligt udfra stemme-klang-analyse at undersøge om det er April Stevens natur vi hører i typisk tilstand eller om det er en tillært variant. Dette fremgår af visse ”slip” (i koncentrationen? – eller er det bevidst afvigelse fra rollen?) hvor kælen- og li-denskab (lidelse) forsvinder for en mere ordi-nær og lidt upersonlig crooner-dame. Her bli-ver man klar over at April ”lyver” – eller er hun bare ”dygtig”?

Stemmeanalysens fremgangsmåde er hierarkisk som den kompositoriske analyse senere på dette kursus2, om end der er væ-sentlig forskel i dimensionen: stemme- (og instrumental-)klang er som farven omkring tingene, der bringer bud om indre aktiviteter omkring tingene, som i stor fjernhed. Derfor er klangskifte en relativ langsom affære, mens kompositionen (melodik, rytmik etc.) kan va-riere sig lynhurtigt fra øjeblik til øjeblik med sine stigende og faldende tonerækker. Kom-positionen er nær-billede af følelsesverde-nen. Derfor sværere bestemmelig, fordi man – i modsætning til stemmeklangens umiddel-bare virkning – må tage en større strækning i betragtning før man kan sige noget om den generelle følelsessuggestion. Et andet bil-lede: i kompositionen ser vi direkte ind i vir-kekræfternes spil, men i klangen opleves den samlede virkning af virkekræfter i en anden hierarkisk dimension, hvor det er biologisk tids tusinde og milliontedele af sekunder der modsvarer kompositionens iagttagelige kraft-udfoldelse.

Noter1 Kurset (”Fire dages Sommerkursus for

gymnasiemusiklærere”, i Skjern 1978) in-deholdt, udover indledningsforedraget Bevidsthedsudvidelse og bevidstgørelse( 1978), følgende foredrag/oplæg til work-shops: Stemmeklangens suggestion (1978) Fire Danske Sange (1978, samt analyser (ba-seret på Hierarkisk Genesis, 1977) af folke-sangen Greensleeves, og værker af Mozarts og Chopins – samt dagligt sammenspil (slagtøj) udfra Nørgårds ”uendelighedsryt-mer”.

2 Kurset rummede senere, udover antydnin-gen i oplæget her, værkanalyser af bl.a. Mo-zart (Klaver-sonate i A-dur, Jupiter-symfoni) og Chopin (temaer fra Nocturner i hhv. Es, Db og g moll), baseret på analysemetode og terminologi i artiklen Hierarkisk Gene-sis, 1977 (se evt. denne), om hvilken er an-ført:

Artiklerne Hierarkisk Seminar, 1972, Musik som tilblivelse (Analytiske studier på organisk/hierarkisk basis), 1976, Hierarkisk Genesis: trin henimod en naturlig musikteo-ri? (Musikoplevelsen som interferens mellem forventning og realisering), 1977, Fire Dan-ske Sange, 1978 og Hierarkisk Opmærksom-hed, 1979 betegnes af Nørgård som ”Hie-rarkisk Genesis”-tekster, da denne var en kulmination på teoridannelsen, der på en måde har udgangspunkt i artiklen Messia-en: ”MODE” og myten – bidrag til en ny ana-lyse (af ” Mode de valeurs”), 1963.

3 Et mindre tekstafsnit, knyttet til et kort nodeeksempel med antydning af en ”hie-rarkisk genesis”-analyse af begyndelsen af hhv. Teach me, Tiger og She comes in colours (uddybet på foredraget) er her udtaget. Jf. note 2.

■

Manuskript til foredrag ved ”Sommerkur-sus for gymnasiemusiklærere”, Skjern 1978. Foredraget var samtidig oplæg til workshops, der gik videre med de her analyserede sange, samt på tilsvarende måde analyserede stem-meklangen i andre sange fra Nørgårds reper-toirebank, der (ifølge vedlagt liste) rummede følgende pop/rock-sange:


Bob Dylan (Like a rolling stone), Athur Lee/Love (She comes in coulors), April Ste-vens (Teach me, Tiger), April Stevens (I want a lip), Bob Dylan (Corinna), Bob Dylan (Lay Lady Lay), Bob Dylan/Johnny Cash (Girl from North Country), Donovan (Hurdy Gurdy Man), Donovan (Season of the Witch), Nixo & Velvet Underground (Femme fatale), Ringo/Beatles (With a little help from my friends), Beatles (I’ve just seen a face), Alla Rakbar (solo for tabla med stemme, fragment), Jim Morrison/Doors (When the music is over), Steve Winwood/Spen-cer Davis Group (When a man loves a women), Beatles & Rolling Stones (I wanna be your man – to versioner), The Incredible Stringband (Douglas Traherne).

Ikke tidligere publiceret.

Documents

STEMMEKLANGENS SUGGESTION – I 1960ERNES …