STOP 3. VERDENSKRIG! Mellemøsten er det nye …Det er derfor selvfølgelig ikke meningen, set fra Lon-don, det europæiske oligarki og det globale finansimperi-um, at Europa og USA

Dette er en redigeret version af en tale Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Dan-mark, holdt den 3. november. Efter Obamas likvidering af Gaddafi vil krige mod Syrien og Iran være starten på 3. verdenskrig imod Rusland og Kina. Storbritannien vil have en sådan global konfrontation, og deres amerikanske lakaj, Barack Obama, vil sammen med Israel og andre være villige til at følge dem. Derfor må præsident Obama afsættes. Denne trussel kommer i kølvandet på de mislykkede forsøg på at redde eurosystemet på EU-topmødet, der kun opnåede at lægge fundamentet for afskaffelsen af national suverænitet og demokrati i Europa. Kun en Glass/Steagall-bankopdeling og afskrivelse af gæld kan vise en vej ud af finanssammenbruddet. Hele talen og den efterfølgende diskussion kan ses på: http://schillerinstitut.dk/drupal/node/538.

Hvis man kigger ud i verden og ser, hvad som er i gang, så foregår der skræmmende ting i et hæsblæsende tempo. I løbet af de seneste 14 dage, siden krigen i Libyen blev afsluttet med Gaddafis død, har verden forandret sig. I ti-merne og dagene efter Gadaffis død blev det klart, at han var blevet likvideret på ordre fra den amerikanske præsi-dent, og at vi dermed gik ind i en helt ny fase, hvor bri-terne med deres lakajer, inklusive lakajen Barack Obama, er i gang med at starte 3. verdenskrig.

Det er frygteligt konkret. Man kunne tilmed læse om det i dag på Berlingske Tidendes hjemmeside [den 3. november], i en artikel af Steen A. Jørgensen: »USA og Storbritannien

planlægger angreb mod Iran«. Hele mediemøllen er også al-lerede i gang med at forberede en krig imod Syrien og Iran som det næste logiske skridt, efter at man har »fjernet dik-tatoren i Libyen«. Men et angreb på Syrien eller Iran vil ikke være en lokal affære, men vil være en direkte konfrontation med Rusland og Kina, og netop det at ramme og ødelægge Rusland og Kina er formålet med at forberede et militært angreb på Syrien og Iran.

Det finder sted, mens vi står midt i et sammenbrud at det internationale finanssystem. Det er kun en uge siden, at den tyske kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nikolas Sarkozy »reddede det internationale finanssystem«

KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, 1551-564840835 43 00 33 • [email protected] • WWW.SCHILLERINSTITUT.DK

Nyhedsorientering november 2011

Mellemøsten er det nye BalkanSTOP 3. VERDENSKRIG!

2 Schiller Instituttet november 2011

gennem at strikke en »løsning« sammen for EFSF, Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet, der ikke engang holdt en uge. I de sidste par dage fik den græske tragedie en overgang så et tragikomisk skær, da den græske statsmini-ster Papandreou, der indtil nu har sagt ja til alle de nedskæ-ringer EU og IMF har pålagt Grækenland og den græske befolkning, pludselig sagde, at man ville lave en græsk fol-keafstemning om EU’s »hjælpepakke« til Grækenland.

Papandreous udtalelse førte til kaos på finansmarkeder-ne, børserne og blandt det europæiske politiske lederskab. Den europæiske Centralbank, ECB, følte sig i dag tvunget til at sænke renten til 1,25% for at forsøge at bevare en vis optimisme og man havde en hård kamp dag for dag for at forhindre, at hele det globale finanssystem skulle blive lagt ned. Hvis først banker begyndte at vælte, var man bange for at hele systemet ville vælte som en lang række domi-noer. G20-mødet i dag i Cannes, Frankrig, var fra Sarkozys side tænkt som hans chance for at holde hof som en ny solkonge, men det vedvarende regnvejr var et meget godt billede på den miserable stemning, der var på topmødet i kølvandet på dette lille græske intermezzo.

Til sidst vil jeg komme ind på nogle af dagens begiven-heder her i Danmark, hvor finansminister Bjarne Corydon i dag, her 7 uger efter valget, præsenterede regeringens for-slag til næste års finanslov, som giver et indblik i, hvad den nye regering har tænkt sig at gøre. Samtidig sænkede Na-tionalbanken, i lighed med ECB, renten i dag, faktisk med hele 0,35 procentpoint, så den danske diskonto nu er nede på 1,20%. Det er lavere end ECB’s 1,25%, og viser den store tillid Danmark nyder, fordi vi står uden for euroen. Derudover var der også et interview i Jyllands-Posten med Nationalbankens direktør Nils Bernstein, under overskrif-ten »Slut med forbrugsfester«, hvor han gør klart, at han ikke mener, at den livlige danske forbrugsfest, der fandt sted inden finanskrisen slog til, kommer tilbage foreløbig.

Men det mest opsigtsvækkende i hele interviewet er faktisk det allersidste afsnit, hvor der står: »Udviklingen i Grækenland viser, hvor svært det bliver at løse krisen, hvis politikerne skal søge opbakning hos vælgerne, mener Nils Bernstein. Krisen bliver kun værre, jo længere redningsak-tionen i Grækenland og muligvis også i andre lande træk-ker ud. »Det rejser det mere fundamentale spørgsmål, om hvor langt et demokrati kan træffe beslutninger. Hvad kan politikerne holde til,« spørger Nils Bernstein«. Hvad mener nationalbankdirektøren med det? Mener han, at befolknin-gerne og politikerne ikke selv kan træffe de nødvendige beslutninger, og at andre derfor må gøre det for dem? Det spørgsmål vil vi vende tilbage til senere.

Likvideringen af GaddafiJeg håber at alle har fået deres nervepiller eller andre be-

roligende midler, for den verden, som vi står med, er uhyg-gelig skræmmende. Det er to uger siden, at Gadaffi blev likvideret den 20. oktober, og det er efterfølgende kom-met frem fra mange forskellige kilder, at beslutningen om at Gadaffi skulle likvideres, blev truffet af Obama person-

ligt på et møde, der fandt sted sammen med hans militære rådgivere aftenen før. Man vidste, at Gaddafi opholdt sig i Sirte, og at han dagen efter ville forlade byen, vel vidende at slaget var tabt. Man skulle derfor beslutte, om man ville fange ham og stille ham for libysk domstol, fange ham og stille ham for Den Internationale Straffedomstol, eller give ham i kugle i hovedet. Obama traf beslutningen, at Gaddafi skulle likvideres, og at familiemedlemmer og nærtstående gerne måtte gå samme vej.

Da Gaddafi næste dag i fuldt dagslys forlod Sirte med en kolonne af køretøjer, med bevidstheden om at han hav-de tabt krigen og kun kunne flygte, blev kolonnen angrebet af et ubemandet amerikansk fly, som kastede en bombe, der raserede en stor del af køretøjerne. Kolonnen blev også angrebet af et fransk jagerfly, der på forhånd var ble-vet informeret om den amerikanske beslutning, og derefter kunne de lokale militser angribe kolonnen og tage Gad-dafi til fange. Gaddafi blev så, som Obama havde beslut-tet det dagen før, likvideret. Det er værd at bide mærke i, at alt dette skete i fuldt dagslys, hvilket er unormalt når man sådan tager flugten. Sandsynligvis havde man lavet en underhåndsaftale om, at Gaddafi ville få lov til at flygte og kapitulere senere, så Gaddafi troede, at han ville få lov til at redde livet. Sådan gik det jo som bekendt ikke.

Hvorfor ville man så ikke have Gaddafi levende? Var det bare, som det blev sagt fra de danske kommentatorers side, fordi det ville være mindre besværligt efterfølgende, hvis Gaddafi var død og borte? Var det for at lukke munden på ham, så man slap for at han kunne fortælle om alle sine mange tætte kontakter med Tony Blair og en stor del af det europæiske og internationale etablissement? Det har selv-følgelig spillet ind, men som tingene står nu, og med det vi har fundet ud af i løbet af de seneste to uger, så kom Lyn-don LaRouche i går med en udtalelse, hvor han mente, at hovedårsagen til at Gaddafi måtte dø, var at man ikke havde tid til at have et Gaddafi-show. Man havde alt for travlt med at få iværksat den næste fase af processen mod 3. verdens-krig, som man allerede har forberedt: Krigene mod Syrien og Iran. Man har ingen tid at spilde; man føler det haster.

Men hvem er man? Praktisk vil man se det som væ-rende Barack Obama, men det er ikke Obama, der er den drivende kraft, ligesom det ikke var Bush, der i sin tid var den drivende bag Irak-krigen. Det var Tony Blair. Det var Tony Blair, der sørgede for, at beslutningerne blev truffet. Det var Tony Blair, som leverede beviserne for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, der kunne true Vesten, og at man derfor uden tøven måtte gribe ind mi-litært. Han fik fremskaffet de endegyldige »beviser«, som afgjorde sagen. »Beviser«, som efterfølgende viste sig at være fabrikeret på ordre fra Blair, så man kunne få gennemtrumfet beslutningen.

Faren for 3. verdenskrig På lignende vis er det i London, at beslutningen er ble-

vet truffet, om at man nu skal have denne konfrontation, som vil føre til 3. verdenskrig. Det globale finanssystem er

Schiller Instituttet 3november 2011

i gang med at disintegrere, som en konsekvens af at det transatlantiske finanssystem mellem Europa og USA er i en systemkrise. Derfor haster det med at få reorganiseret verden gennem det, som LaRouches har beskrevet som 3. verdenskrig: En konfrontation mellem det nuværende ver-densimperium, det angloamerikanske system, der også er det nuværende monetære system, der bliver kørt fra den vestlige verden, og så Asien. Frem for alt Rusland og Kina, men også resten af Asien.

Mens man har haft travlt med at ødelægge økonomier-ne og samfundene i Vesteuropa og USA med finansspe-kulation, globalisering og afregulering, og ødelægge dem gennem nedlæggelse af produktion og promoveringen af miljø- og klimaideologien med en tilhørende afskaffelse af kernekraft og moderne teknologi, så har Kina lagt sig i overhalingsbanen. Der er i dag ved at være flere kilometer højhastighedstoglinier i Kina end i resten af verden tilsam-men, og man har verdens eneste magnettogbane i kommer-ciel drift. I hele Asien har man et ambitiøst program for bygning af kernekraftværker, og man er på vej fremad.

Det er derfor selvfølgelig ikke meningen, set fra Lon-don, det europæiske oligarki og det globale finansimperi-um, at Europa og USA skal gå tilbage til stenalderen, mens asiaterne skal have udvikling og fremskridt. Med det hastige vestlige sammenbrud vi ser nu, vil det snart være kineser-ne og russerne, der bestemmer over verden om ti år, fem år eller endnu tidligere. Derfor vil man møblere rundt på verden, og LaRouche har gjort det klart, at Mellemøsten netop nu spiller den rolle, som Balkan havde i tiden op til 1. verdenskrig. Det er der, hvor man har konflikter, som man kan manipuleres. Det er brudfladen, der, når man først har fået processen sat i gang, uundgåeligt må ende i en kon-frontation mellem de store aktører og dermed en verdens-krig. I lighed med skuddet i Sarajevo, hvor Princip skød og dræbte Ærkehertug Ferdinand i 1914, og dermed satte en proces i gang, der bredte sig som en løbeild over hele Europa. Ordrerne blev givet til at samle hærene og få dem sendt af sted, så man ikke blev fanget med bukserne nede om benene. Da først skuddet var faldet, kunne processen ikke længere stoppes.

Det er den rolle, som Mellemøsten får i dag, hvis Stor-britannien, USA og Frankrig starter en krig imod Syrien eller Iran. Danmark ville måske også komme med, for vi plejer jo at kaste os ind i de fleste krige, der bliver sat i gang nu for tiden. Ved et angreb på Syrien og Iran vil briternes kæledægger i Mellemøsten, Israel og Saudi-Arabien, selv-følgelig også spille en afgørende rolle, som de har gjort det i mange af de ulykker, vi har set i den sidste lange tid.

Denne advarsel fra LaRouche om faren for en umiddel-bart forestående 3. verdenskrig bliver desværre underbyg-get af, hvad Storbritannien og USA foretager sig netop nu. USA er i gang med at trække sine tropper ud af Irak, men man trækker dem ikke hjem, men sender dem i stedet til andre opholdssteder i Mellemøsten. Der er allerede han-garskibe på plads i Middelhavet og i Det indiske Ocean. Man er i gang med at samle størstedelen af sin slagkraft

for at kunne gennemføre disse angreb. Den nævnte arti-kel på Berlingskes hjemmeside, som har sit indhold fra en artikel i den britiske avis The Guardian, citerer en britisk militærkilde for at sige, at man skal slå til nu, for iranerne er ved at flytte centrifugerne, de bruger til at berige uran, ned under jorden, så »om 12 måneder kan vi ikke være sikre på, at vore missiler kan ramme dem. Vores vindue lukker sig, så Storbritannien er nødt til at planlægge forud. USA kan klare dette alene, men det kommer de ikke til«. Det er den klassiske britiske måde at få sat krigen i gang på, ligesom vi så det i sin tid med krigen imod Irak.

Voldtægten på Rusland og KinaHusk på, at krigen imod Libyen startede i FN’s sikker-

hedsråd, da man fik Rusland og Kina til at afstå fra at ned-lægge veto imod udstedelsen af et mandat til oprettelsen af en flyveforbudszone, hvor man kunne beskytte civile med »alle nødvendige tiltag«. Der var ikke mandat til at føre krig i Libyen, eller til at forsøge at fjerne Gaddafi fra magten el-ler lignende, men som alle ved, så var det, hvad den vestlige militærindsats kom til at gå ud på. De seks danske F16-jage-re der blev sendt til Italien som en del af Natos militærind-sats, fik til formål at bombe militære mål, der kunne hjælpe oprørsstyrkerne med at besejre de libyske regeringsstyrker og sørge for at afsætte Gaddafi.

Det har været en rystende oplevelse for Rusland og Kina, hvor åbenlyst Vesten brød alle aftaler. Man blev voldtaget. Da man først havde givet tilladelse til, at Vesten kunne forsvare civilbefolkningen, så kørte toget uden hen-syn til, hvad det egentlig var, som man havde fået lov til af FN’s sikkerhedsråd. Man gjorde, hvad man havde lyst til, inklusive at likvidere Gaddafi og andre tilfangetagne, som er en krigsforbrydelse og den type handling, for hvilken folk kunne blive dømt til døden efter 2. verdenskrig. Og den amerikanske præsident Barack Obama gjorde det sam-men med sine allierede på en så direkte og brutal måde, at ingen kunne være i tvivl om, hvad der foregik.

Det gør, at Rusland og Kina ikke har nogen illusioner længere. De vil nedlægge veto i FN’s sikkerhedsråd imod alle indgreb af betydning, som man kunne tænke sig at foretage over for Syrien og Iran. De militære angreb, der nu forbe-redes, vil derfor være uden tilladelse fra verdenssamfundet. Det vil være en brutal magtdemonstration, der per auto-matik vil indebære en direkte konfrontation med Rusland og Kina. Man har allerede sat propagandaapparatet i sving, som vi så det med denne bizarre affære for et par uger siden i Washington, hvor man anklagede to iranske diplomater for at have planlagt at myrde en saudiarabisk diplomat.

Hvis man laver et angreb på Syrien eller Iran, har Rus-land og Kina ikke noget valg, hvis de ikke ønsker at signa-lere total underkastelse gennem at rulle om på ryggen eller ved at trække bukserne ned og bøje sig forover. Et angreb på Syrien eller Iran vil omgående have konsekvenser langt ud i verden, og derfor er dynamikken, at Rusland og Kina er tvunget til at sige fra, selv om det betyder 3. verdenskrig med alt, hvad det indebærer.


Gale Obama: Dødslister og krigDet, der gør situationen ekstra uhyggelig, er også, at den

amerikanske præsident er rablende gal. Han er langt mere rabiat og ude af kontrol end Bush og Cheney var – og Che-ney var altså ret langt ude og rimelig rabiat, i alt hvad han foretog sig. Men Obama myrder bare løs. Ifølge pålidelige rapporter fra Det hvide Hus er en af de få ting, der virkelig kan give Obama tilfredsstillelse, nu hvor han er holdt op med at ryge, at være med »live« når de fjernstyrede ameri-kanske fly likviderer terrorister, der står på Obama dødsli-ste. Det gør ham høj. Det er hans sindstilstand. Derfor må man også være klar over, at nu, hvor han er færdig med Li-byen, så kan han ikke stoppe der. Han skal have den næste krig. Der skal ske noget. Han vil videre.

Man skal også huske på, at det allervigtigste projekt for Obama netop nu, at blive genvalgt i 2012, har dårlige udsig-ter. Hvorfor skulle amerikanerne genvælge ham? Er øko-nomien bedre, end da han blev valgt, og har han sørget for at skabe job og fremtidsudsigter for de mange amerikanere, der nu for alvor føler krisen? Nej, det går langt værre, end da han blev indsat som præsident. Krisen er blevet langt dybere, og Obama er ekstremt upopulær. Skal han have en mulighed for at blive genvalgt, så skal dagsordenen være en helt anden, end hvordan det går med økonomien. Det skal være krigen imod terror – og krig i det hele taget.

Situationen bliver også ekstra farlig, fordi Den ameri-kanske Kongres er en samling kujoner og krystere. USA’s deltagelse i krigen i Libyen var et brud på Den amerikanske Forfatning, for præsidenten kan ikke selv erklære krig, det kan kun Kongressen. Præsidenten kan igangsætte militære operationer, men inden for 60 dage skal han have Kongres-sens tilladelse, og den bad han aldrig om i løbet af den syv måneder lange operation. Men hvor var protesterne fra Kongressen? Hvor var den rigsretssag, der burde være en naturlig følge af Obamas brud på forfatningen? De mang-lende protester gør, at Obama tror, at han er en diktator, der kan gøre hvad han vil, og det skinner også igennem i en række nylige udtalelser af Obama til nogle af hans mange »fund raisers« for at samle penge ind til hans kommende valgkamp. Her har han sagt, at når Kongressen ikke vil sam-arbejde med ham om at gennemføre hans politik, så gen-nemfører han det bare på egen hånd uden om Kongressen.

Afsæt ObamaDet er derfor helt klart: Obama må afsættes hurtigst

muligt – inden det kommende præsidentvalg. De amerikan-ske institutioner må tage sig sammen, give Kongressen ryg-raden tilbage, og bruge de muligheder der er i forfatningen for at afsætte præsidenten. Der er to muligheder, som bør iværksættes sideløbende: For det første siger det 25. tillæg til forfatningen i paragraf 4, at når præsidenten ikke læn-gere er mentalt i stand til at udføre sit hverv på forsvarlig vis, så har hans kabinet pligt til at afsætte ham, og gøre vicepræsidenten til præsident. Dette kriterium er helt klart opfyldt. For det andet bør Kongressen rejse en rigsretssag imod ham for hans gentagne brud på forfatningen. Bl.a.

for hans oprettelse af disse dødslister over personer, som præsidenten har besluttet skal dræbes, uden mulighed for at de anklagede kan forsvare sig. De bliver hemmeligt dømt til døden per præsidentdekret, uden at der bliver lavet et anklageskrift, og uden at de har fået mulighed for kunne forsvare sig i forbindelse med en rettergang og en efterføl-gende domfældelse. På disse lister er der også amerikanske statsborgere, som i flere tilfælde allerede er blevet dræbt med fjernstyrede fly, som f.eks. Anwar al-Awlaki, der, lige-som sin 16-årige søn, blev dræbt i Yemen på Obamas ordre, på trods af at de var amerikanske statsborgere.

Hvis Obama afsættes, så er der mange andre ting, der pludselig kan lade sig gøre. Så vil den lov om genindførel-sen af Glass/Steagall, der i dag har over 50 medunderskri-vere i Den amerikanske Kongres, blive vedtaget, og man kan komme i gang med en genopbygning af den ameri-kanske økonomi med projekter som NAWAPA, Det Nord-amerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde. Så kan USA træde ind i en alliance med Rusland og Kina om økonomisk samarbejde i stedet for at føre krig. Men hvis ikke man tager sig sammen og får stoppet Obama, så er det ikke, hvad der kommer til at ske. Så er kursen sat på 3. verdenskrig, og har man først trykket på knappen, når først missilerne flyver, så er det ekstremt svært at rulle tingene baglæns. Så havner vi med overvejende sandsynlighed i en ny mørk tidsalder med en kraftigt faldende verdensbefolkning.

Så kan prins Philip, den britiske prinsgemal og grund-lægger af Verdensnaturfonden, klappe i sine hænder og juble, for han vil være kommet et stort skridt nærmere sit mål om at reducere antallet af mennesker på kloden fra de nuværende syv milliarder til under én. Ikke fordi krig i sig selv dræber så frygtelig mange mennesker, men krig øde-lægger den grundlæggende økonomiske infrastruktur og det økonomiske apparat, der skal brødføde befolkningen og tage sig af den på anden vis. Derefter dør folk i hobetal af sult, hungersnød, epidemier etc.

Hvad skabte finanskrisen?Vi står også midt i et finansielt sammenbrud. Den ame-

rikanske økonomi har længe været i dyb krise, og verdens vigtigste reservevaluta, den amerikanske dollar, ville være gået igennem gulvet for lang tid siden, hvis det ikke var fordi, at alternativerne ikke har det bedre. Euroen og euro-land er i gigantiske problemer, og er i sin krise i gang med at trække hele finanssystemet med sig i graven i det, som man har døbt »Den europæiske Statsgældskrise«. Når vi har haft diskussioner med politikere og institutioner om at stoppe finansspekulationen gennem at indføre en Glass/Steagall-bankopdeling, så siger mange: »Nåh, problemerne i Europa, det har jo ikke noget at gøre med spekulation. Det er en statsgældskrise.«

Men hvad kommer den krise af ? Den er resultatet af, at man gennem de seneste årtier har fjernet de fleste re-guleringer og har fået nationalstaterne til at afsværge sig ansvaret for og retten til at styre økonomierne. I stedet for har man ladet de private finansielle interesser og det globale


marked bestemme, hvad der skal foregå økonomisk. Glo-baliseringen har medført en nedmontering af en stor del af den produktive del af økonomien, og i stedet har mar-kedet skabt den ene finansielle boble efter den anden. De produktive arbejdspladser er i stigende grad blevet erstattet af finansielle arbejdspladser, der jo er en langt bedre for-retning, og dertil et voksende antal jobs i servicesektoren.

Årsagen til statsgældskrisen er den destruktion, der har været af økonomierne i løbet af de seneste årtiers globali-sering, afregulering og processen af at erstatte produktions-samfundet med forbrugs- og spekulationssamfundet. Man har nedlagt nyttige, produktive ting og det tilhørende viden-skabelige og teknologiske fremskridt, og har i stedet skabt spekulation, hurtige penge, og dets fup og fiduser. Man har bildt folk ind, at det ikke var noget problem, for systemet ville regulere sig selv, men pludselig har man en situation som på Island eller Grækenland, hvor man har en gæld, der er langt større, end hvad de fysiske aktiver i økonomien nogensinde ville kunne oppebære. En gæld som selv ikke i løbet af 1000 år ville kunne betales tilbage. I Island nægtede man, ligesom Argentina for 10 år siden, at følge finansver-denens og IMF’s diktater, og er nu ved at arbejde sig ud af krisen. I Grækenland derimod, hvor man stadig følger dik-taterne fra finansverdenen, EU og IMF, bliver tingene værre dag for dag, og måned for måned. Jo mere man skærer ned, jo dybere bliver det hul, som man befinder sig i.

Grækenland har opbygget en kæmpe gæld gennem at afmontere de produktive dele af sin økonomi over de sid-ste 30 år, og ved at blive lokket med i euroen, der blev frem-stillet som en blankocheck til uhæmmet at fortsætte med en hel absurd gældsætning. Man kunne altid blive ved med at låne alt, hvad man havde lyst til. Nu står man i en situation, hvor Grækenlands statsgæld er på 157% af landets brut-tonationalprodukt, BNP, og hvor man, på trods af alle de nedskæringer man har lavet indtil nu, har et dundrende un-derskud på statens finanser. Et underskud der er så stort, at selv hvis man ikke skulle betale de mange renter og afdrag på sin gæld, ville man behøve at låne penge. Det er konse-kvensen af, at man har ødelagt nationaløkonomien. Man siger så til grækerne, at de bare må blive ved med at lave stadig større nedskæringer, indtil man har skåret så meget væk, at gælden kan betales tilbage. Men for hver gang man har skåret ned, så falder statens indtægter yderligere. Da man begyndte nedskæringsprocessen for to år siden, var gælden 120% af BNP. Nu er den som sagt 157%.

Euro-flopmødetDenne »fantastiske historiske aftale« mellem Merkel og

Sarkozy sidste onsdag [den 26. oktober], som euro-landene efterfølgende tilsluttede sig, var at tvinge bankerne til en »frivillig« nedskrivning af den græske statsgæld til halvde-len. Gælden bliver dog ikke halveret, for det er kun de pri-vate lån til Grækenland, der skal nedskrives, ikke lånene til EU og IMF, så selv med denne dramatiske nedskrivning, bringer det i bedste fald blot den græske gæld ned på 120% af BNP i 2020. Det er en gæld, der alligevel er så stor, at

Grækenland aldrig vil kunne betale den tilbage. Så hele af-talen er fup. Det drejer sig ikke om at redde Grækenland ud af problemerne, men om at købe lidt ekstra tid inden Grækenland erklæres statsbankerot, og så i mellemtiden gennemtvinge drakoniske nedskæringer i den græske le-vestandard og overføre alle nationale værdier, der findes i Grækenland, til udenlandsk ejerskab. Den tid, som man dermed køber, skal så bruges til at løse problemet med alle de andre håbløst forgældede eurolande, frem for alt Italien.

Hvorfor lavede man så en »frivillig« aftale med bankerne om en nedskrivning af Grækenlands gæld til 50%, hvorfor ikke blot erklære en statsbankerot? Fordi, hvis det er en »fri-villig« nedskrivning af gælden, så håber man, at bankerne ikke kan gå til andre banker (i høj grad amerikanske) og få dækket deres tab. Mange af bankerne har nemlig forsikret sig imod tab på de græske statsobligationer ved at købe den type derivater, der kaldes CDS’ere, »Credit Default Swaps«, der betyder, at de skal have dækket deres tab i tilfælde af at Grækenland ikke kan betale sin gæld til tiden. Det er, hvad det hele drejer sig om, for man er nemlig bange for, at hvis disse CDS’ere kommer til udbetaling, vil det sende chokbølger gennem det globale finanssystem, og vil gøre det umådeligt svært at skaffe købere til statsobligationerne fra alle de andre gældsplagede eurolande.

Det indgik i eurolandenes aftale, at EU skulle sende kommandanter til Grækenland for at fortælle dem, hvad de skulle sælge af statens ejendom, hjælpe dem med at lave effektiv skatteinddrivning, skære ned på budgetterne osv. Det er altså en afskaffelse af alle former for græsk selvbe-stemmelse og en de facto besættelse af Grækenland, der er tale om. Der er tilmed kredse i EU, der taler om at sætte udenlandske politi/militærstyrker ind for at tage sig af alle de uroligheder, man kan forvente vil opstå. Og alt dette drejer sig altså om at købe tid, for selv om man indtil nu har arbejdet på, hvordan man skal »hjælpe« Irland og Portugal, så er Spanien, og frem for alt Italien, en så stor mundfuld, at man ikke vil kunne skrabe penge nok sammen til at kunne stille sikkerhed for deres gæld til bankerne.

Indtil nu har man undgået et totalt kollaps i markedet for euro-landenes statsgæld gennem at ECB har købt flit-tigt ind af portugisiske, spanske og italienske statsobliga-tioner, noget som ECB egentlig slet ikke har bemyndigelse til ifølge sine vedtægter. Derfor har man i stedet vedtaget at danne EFSF, der skulle overtage denne opgave fra ECB. Inden topmødet havde de mest kreditværdige eurolande gi-ver garantier, der gør det muligt for EFSF at låne 440 mia. euro. Da dette langt fra er nok, og man ikke kunne få Tysk-land og andre kreditværdige lande til at påtage sig yderligere forpligtelser, så blev man på topmødet i stedet enige om, at man skal »geare« dette beløb 4-5 gange, ved hjælp af en mekanisme, man endnu ikke er blevet enige om. Dette skal gøre det muligt at skabe en pulje på 2.000 mia. euro til at støttekøbe for, et beløb som man mener er det absolutte minimum, hvis man midlertidigt skal kunne opretholde en vis grad af tillid og undgå, at renten på statsobligationerne går helt amok. Som et direkte resultat af det kaos der op-

- fortsættes side 8


Begrebet kredit er en underlig ting, for når vi taler om kredit, så taler vi ikke om småpenge. Det drejer sig om investering over flere generatio-

ner. Alle de store projekter, som vi behøver nu, lige såvel som de tidligere, fordrer flere generationers investering. De kræver stiftelse af gæld, der løber over generationer. Et af de store spørgsmål, vi i denne forbindelse skal kunne mestre, er spørgsmålet om menneskets virkelige natur, eller hvad der bør anerkendes som menneskets virkelige natur og dets for-mål med at leve. Vi tror, at vi dør, og det er så det. Det er den populære antagelse, og der findes så nogle mystiske opfattelser, som ikke burde være populære, fordi de ikke giver me-ning. Men hvad kan vi gøre, der bygger bro fra det ene liv, gennem døden, til et andet? Hvad er forbindelsen?

Mennesket er nemlig ikke blot endnu en dy-reart, der dør, når tiden er inde, ligesom alle dyr gør. Mennesket er noget andet. Det har noget, som intet dyr har: det har en skaberevne, ev-nen til viljemæssigt at skabe en samfundsorden på et højere niveau, og det har ingen anden art på denne planet nogensinde været i stand til. Så vi dør ikke bare! Selv om det tit sker for os, at folk går videre, fra et liv til det efterfølgende, uden at se megen sammenhæng mellem dem. Det drejer sig om at have et formål med sit liv, der rækker ud over døden, og det er kun mu-ligt gennem det menneskelige individs kreative evner. Hvad fører det så til? Det fører frem til noget, som intet dyr kender til: Kredit! For det vi investerer i, er de ting vi skaber; noget, der rækker ud over folks, dvs. individers, død. Det ene livs investering i en overgang til det kommende liv, som er en fortsættelse af det forudgående liv, selv om de mennesker, der ef-terfulgte hinanden, er døde.

Idéen om kredit er derfor ikke et fysisk eller finansielt begreb. Idéen om kredit er først og fremmest menneskelig. Og ingen art vi ken-der til, undtagen den menneskelige, ved, hvad kredit er! Det eksisterer, så vidt vi ved, udeluk-kende for mennesker. Så vi skaber et monetært

Lyndon LaRouche: Kredit som bindeled mellem generationerEt uddrag af en webcast den 30. september 2011. Se webcasten på: schillerinstitut.dk/drupal/node/525


system eller et finansielt system, der er baseret på et kreditsystem, hvilket vil sige udviklingen af et individ, der kan videregive noget, som er brugbart for den næste generation. Dette er ikke en simpel videreførelse, men en udvik-lingsproces, og det udviklingen består af, er det der bør betegnes »kredit«.

Det er noget, som nogle mennesker har forstået for lang tid siden. Dette system, det-te kreditbegreb, er som et fungerende system enestående for USA. F.eks. var Massachusetts Bay-kolonien et kreditbaseret system. Det sy-stem man skabte, da man skrev forfatningen, var et kreditbaseret system, og det kreditbase-rede system er ikke et monetært system; det er ikke en pengeindsamling! Det kreditbaserede system er overgangen, og videreførelsen, af et enkelt livs aktivitet, gennem overførslen og fortsættelsen af en indsats, en tilsigtet præsta-tion, til et efterfølgende liv, og til endnu et liv ef-ter det. Kredit er historie, menneskelig historie.

Det, der kræves nu, for at vi kan komme ud af det rod, som man har skabt i USA og andre steder, er, at vi må kassere idéen om penge, som den forstås i dag. For den baseres på ideen om dyr, der æder eller hvad de gør, og så dør. Men menneskelig aktivitet, et men-neskeligt økonomisk system, har ikke noget at gøre med døende dyr! Et menneskeligt kredit-system betyder fremskridt for menneskehe-den, menneskets evner, menneskets bedrifter, fra generation til generation. Og forbindelsen blandt de levende og de efterfølgende menne-sker, og de, der følger efter dem, er kredit. Det er, hvad kredit virkelig betyder; at vi forpligter os over for fremtiden. Vi værdsætter og vær-ner om noget, der blev givet til os fra fortiden, af hensyn til fremtiden. Og idéen om et øko-nomisk system, et fysisk økonomisk system, er præcis dette: kreditsystemet. Men kredit-ten består ikke af kontanter, ikke af sedler og veksler. Den består af menneskelig kreativitet fra generation til generation. Mennesker dør, men menneskeheden må aldrig dø. Og når vi først har denne opfattelse, har vi forstået det rigtigt.

Lyndon LaRouche: Kredit som bindeled mellem generationerEt uddrag af en webcast den 30. september 2011. Se webcasten på: schillerinstitut.dk/drupal/node/525


stod, da Papandreou fortalte, at man ville lave en folkeaf-stemning, måtte EFSF i går opgive at sælge obligationer for 3 mia. euro, som man skulle bruge til at købe irsk gæld. Usikkerheden om projektet var blevet for stor.

EU-diktaturMan blev også på topmødet enige om at etablere en

økonomisk regering for eurolandene, der skal have overop-syn med de forskellige eurolandes økonomier og godkende deres økonomiske og finansielle beslutninger. Beslutninger, om hvad disse eurolande må eller skal, bliver altså flyttet fra de nationale folkevalgte parlamenter til denne nye eurore-gering. Som et eksempel på hvad der er i vente, fik Italiens statsminister Silvio Berlusconi tre dage inden topmødet be-sked på, at han skulle tage hjem til Italien for at hæve pen-sionsalderen fra 65 år til 67 år. Det var en bunden opgave, som han skulle udføre på 72 timer. Hans regeringspartner Liga Nord nægtede at gå med på kravet, så Berlusconi kun-ne blot levere en hensigtserklæring på topmødet, men det blev indskrevet i resultatet af topmødet, at Italien havde forpligtet sig til det. [På det efterfølgende G20-topmøde i Cannes indvilgede Berlusconi så »frivilligt« i, at der skal komme observatører fra EU og IMF på besøg hver 3. må-ned, for at overvåge, at man laver de fornødne reformer. Alligevel forsøger man at få ham afsat og hans regering er-stattet af den mere samarbejdsvillige italienske opposition].

Det, man grundlæggende set blev enige om, var, at de forskellige lande ikke længere kan have national suve-rænitet, for den økonomiske krise er nu så dyb, at hvis vi overlader det til de folkevalgte regeringer og demokratiske beslutningsprocesser at blive enige om de indgreb og ned-skæringer, der er nødvendige, så kan det ikke blive vedtaget. Det vil true hele finanssystemet, og da finanssystemet er vigtigere end de lande og befolkninger, der er en del af det, må deres ve og vel ofres for at redde systemet.

Men ligegyldigt hvor barbariske menneskeofringer man er villige til at foretage, så vil det ikke fungere – heller ikke på relativt kort sigt. Lyndon LaRouche kommenterede topmø-det dagen efter med ordene: »Det vil ikke fungere. Hele sy-stemet kollapser nu. Der er intet i den politik, man er blevet enige om, som vil gøre noget som helst godt. Alt, som man har foreslået, vil føre til en tragedie. Der er ingen mulighed for en succesfuld redning af euroøkonomien. Det eneste der nu kan redde Europa er Glass-Steagall. Alle tiltag fra USA’s regering vil være en kæmpe fiasko – og det meget snart.«

Hvor lille tiltro der er til, at det som man vedtog på topmødet løser noget som helst, har man kunnet se i lø-bet af de sidste par dage, efter at den græske statsminister Papandreou kom ud og fortalte, at Grækenland ville holde en folkeafstemning om »hjælpepakken« fra EU. Som alle ved, så ønsker den græske befolkning slet ikke at lave disse nedskæringer, så hvis den græske befolkning skal stemme om det, så stemmer de »nej«. Papandreous udtalelse skabte derfor med det samme kaos. Børserne faldt, renten på en række euroobligationer steg, og euroen faldt i værdi. Merkel og Sarkozy forbandede Papandreou hen hvor peberet gror,

holdt hastemøder, og indkaldte Papandreou til en meget alvorlig samtale.

Ultimatum til GrækenlandPå mødet med Merkel og Sarkozy blev det gjort klart

for Papandreou, at der ikke måtte være en folkeafstemning. 70% af den græske befolkning er imod EU’s hjælpepakke, men 70% er også for, at Grækenland fortsat er en del af euroen. Hvis han vil holde en folkeafstemning, så må det derfor være om at melde Grækenland ud af euroen og EU, og det vil måske ikke være det værste, der kunne ske. Man kan ikke melde sig ud af euroen uden at melde sig ud af EU, og så længe Grækenland er en del af euroen og EU, så må Grækenland følge det diktat, der kommer fra eurorege-ringen – uanset, hvor upopulært det så ellers er i den græske befolkning. Samtidigt sagde alle så offentligt, at Græken-land selvfølgelig var i deres gode ret til at være demokrati-ske og holde en folkeafstemning.

Officielt kan man ikke være imod demokrati, men selv-følgelig er man det. Man vil ikke have, at den græske befolk-ning bliver hørt. Det kan kun skabe problemer, og så kunne det jo også være, at den franske og tyske befolkning gerne ville have lov til at blive hørt. Derfor sagde man også til græ-kerne, at så længe de planlagde en folkeafstemning, så var al aftalt hjælp indefrosset. De 8 mia. euro, der ifølge aftalen skulle udbetales midt i november, vil først blive udbetalt, når man med eller uden folkeafstemning har forpligtet sig til at overholde aftalen med EU. Hvis der skal være en fol-keafstemning, så skal den afholdes så hurtigt som muligt, så man har en afklaring, inden Grækenland den 11. december skal betale 12 mia. euro af på sin gæld. Siger grækerne ja, så får man pengene til at betale renter og afdrag. Siger man nej, så kan man erklære sig statsbankerot den 11. december.

Tiden frem til en sådan afstemning kan man så bruge til at skræmme befolkningen med perspektivet om, at man bliver smidt ud af euroen og EU, og at man ikke vil se fem cent i hjælp fra EU og IMF. Derfor er man tvunget til at stemme ja til det hele, hvis man ikke ønsker at stå alene, isoleret og bankerot. Men allerede i dag har Papandreou så taget folkeafstemningen af bordet, og forsøger i stedet at få etableret en national samlingsregering, der kan stemme de upopulære tiltag igennem, uden at det bliver ham, der holdes ansvarlig for dem af den græske befolkning. Han håber tilsyneladende på, at man i fællesskab stemmer tilta-gene igennem, og så efterfølgende tager et valg og lader be-folkningen blive hørt, når det hele er vedtaget og ikke kan ændres. Lige som vi så det tidligere i Irland. Men Papan-dreou har ikke lyst til at tage hele skylden selv, mens oppo-sitionen derimod helst så, at Papandreou og hans parti får skylden for de upopulære tiltag, og at de selv kan komme til magten efter valget uden at skulle belastes af de upopulære nedskæringer.

Hele Papandreous forslag om en folkeafstemning ser ud til at have været spil for galleriet for at få andre i Græ-kenland til at træffe disse upopulære beslutninger sammen med ham, så han ikke alene får skylden for alle ulykkerne.

- fortsat fra side 8


Problemet er bare, at eurosystemet og hele verdens finans-system er i sådan en skrøbelig tilstand, at denne lille juleleg kunne have været den lille tue, der væltede hele læsset. Mer-kel og Sarkozy har bestemt ikke syntes, at dette var særligt skægt. Deres nerver er i forvejen flossede, pga. det enorme pres de er under, og den håbløse situation de befinder sig i. Der har været meget spoleret nattesøvn og kriseopringnin-ger fra bankchefer, regeringsledere osv., og da man i bedste fald blot har købt lidt tid med sine tiltag, så er der udsigt til mange flere kriser i den nærmeste fremtid. Ingen tror på, at tingene er under kontrol.

Den italienske krisePå trods af topmøderne og at ECB har købt flittigt op

af italienske statsobligationer, så nærmer renten på Italiens gæld sig nu 7%. Det vurderes som smertegrænsen, hvor Italien aldrig vil kunne betale gælden tilbage, og derfor det punkt, hvor ESFS må overtage Italiens gæld – noget man slet ikke er stand til. Det er derfor en enormt presset si-tuation, hvor alt hvad vi har set omkring Grækenland blot skulle købe en lille smule ekstra tid. Men man har ikke løst noget som helst. Grækenland står, lige som en række andre eurolande, med en ubetalelig gæld. Den samme problem-stilling gør sig gældende i hele det globale finanssystem. Man har en kæmpe mængde gæld, der aldrig nogensinde kan blive betalt.

Man har afreguleret finanssystemet, og overladt det til finanssystemet selv at lave spillereglerne. Ude i finansver-denen laver man derfor sine egne penge, sine egne finan-sielle værdier, gennem renter og renters rente, og gennem skabelsen af nye finansielle produkter, der aldrig er blevet godkendt og underskrevet af nationale regeringer. Der er derfor en ufattelig stor mængde gæld derude, gæld som al-drig kan blive betalt, og det er man tvunget til at forholde sig til. Der skal træffes en beslutning om, hvilke dele af denne gæld der skal honoreres, og hvilke der må afskrives. Man kan ikke betale alt. Når LaRouche siger, at kun Glass-Steagall kan redde Europa, så er det dét, han mener.

Glass-Steagall og gældsafskrivelseDet er med vores valgkamp lykkedes os at skabe en

debat her i Danmark om en Glass/Steagall-bankopdeling, hvor mange eksperter kommer på banen og angriber det med argumenter om, at man her i Europa aldrig helt og holdent har haft den form for bankopdeling. Man siger, at det ikke vil løse den nuværende krise, for det er jo en statsgældskrise, og at det derfor er malplaceret at tale om Glass-Steagall. Men det vigtige ved Glass-Steagall er ikke blot en opdeling af bankerne, selv om det er en del af de tiltag, som man gennemførte i 1933 for at få genetableret et sundt banksystem, men der er en proces, hvor man gen-nemgår de forskellige bankers aktiver og beslutter, hvad der skal tages for gode varer, og hvad der må kasseres. Banken har samtidigt en masse kreditorer, der gerne vil have penge, de mener, de har til gode i banken. Der er flere fordringer på banken, end den kan honorere, og banken er derfor ban-

kerot, som vi så det med Roskilde Bank, og alle de mange andre bankkrak der fulgte.

Men samfundet har stadig brug for banken. Derfor ta-ger vi de sunde dele af banken og den aktivitet, som vi mener, er vigtig for samfundet og landet som helhed, og lader de dele forsætte som en ny, selvstændig bank. Så må vi så beslutte, hvad der skal ske med de andre sørgelige rester. Vurderes det ikke vigtigt for samfundet som sådan, så smider vi det over i en bunke og lader finansverdenen selv slås med problemerne. Så kan finansverdenens mange glubske rovdyr slås om de få kødben. Det er vigtigt, at vi ikke har nogen illusioner om, at alt kan blive betalt. Det vil aldrig kunne lade sig gøre. Den samme proces foregår i en statsgældskrise. Man må lade Grækenland gå statsbankerot og i processen vælge, hvad der er vigtigt, og hvad der må ofres. I forbindelse med en statsbankerot går mange ting i stå, og man må derfor beslutte, hvad der er vigtigst for at opbygge økonomien. Det skaber man så kreditter til, så der kan komme gang i tingene igen.

Men hvis man ikke afskriver en stor del af gælden, og i stedet tager al gælden for pålydende, så vil der aldrig være nogen som helst ressourcer til investeringer, for man er alle-rede forgældet til langt op over skorstenen. Når de forskel-lige lande har renset op i gælden og de finansielle værdier med en Glass/Steagall-reorganisering, og efterfølgende er begyndt at skabe nationale kreditter til nødvendige produk-tive investeringer, så har man en fælles interesse i at samar-bejde på tværs af landegrænserne. Vi skal samarbejde med hinanden, og vi skal samarbejde med Asien. Vi skal samar-bejde om at udvikle Afrika og de mange andre presserende opgaver, som verden står over for.

Hvad mener Bernstein?Lad os vende tilbage til det nævnte citat fra interviewet

med nationalbankdirektør Bernstein: »Det rejser det mere fundamentale spørgsmål, om hvor langt et demokrati kan træffe beslutninger. Hvad kan politikerne holde til?« Han mener åbenbart, at politikerne ikke kan holde til at træffe de upopulære beslutninger, finansverdenen mener er nød-vendige, og at vi derfor ikke kan overlade disse beslutninger til folkevalgte repræsentanter eller regeringer. Der må være en højere instans, der træffer beslutningerne for dem. Det er, hvad EU nu forsøger at gennemtvinge. De folkevalgte politikere kan få lov til at sidde og vifte med flaget, når der er landskamp i fodbold, OL eller lignende, men den økono-miske politik og alt andet af betydning, skal besluttes i EU af folk, der ikke er folkevalgte, men tilsat med accept fra de ledende finansielle kredse bag ved scenen.

Nogen vil måske mene, at det ikke gør så meget, for det kan vel være lige så godt, at de beslutter for os. Men den politik man gennemfører, vil betyde kaos og krig. Den græske befolkning vil ikke acceptere, at der kommer nogle tyske kontrollanter fra EU for at fortælle dem, hvad de skal og hvad de ikke må. De vil sige, og det gør de allerede, at Tyskland nu gennemfører med økonomiske midler, hvad de ikke formåede at gøre i 2. verdenskrig med militære mid-


ler. Derfor kommer der et folkeligt oprør.Det er ikke kun i Grækenland, men også i Spanien, i Ita-

lien, i Frankrig og tilmed snart i Tyskland. Hvis man bliver ved med en politik, hvor man for at redde systemet må ofre befolkningerne, og dermed også ofre demokratiet, fordi folk ikke stemmer, som de får besked på, så sætter man verden i brand. Så har man ikke nationalstater og repræ-sentativt demokrati, men befolkninger der kæmper for at styrte de siddende regeringer uden garanti for, at der kom-mer noget bedre i stedet.

Nordisk Råd i KøbenhavnDa der var møde i Nordisk Råd på Christiansborg her i

weekenden, så lykkedes det os at rejse de større spørgsmål, som jeg har taget op i dag, på de pressekonferencer man havde. Problemet med disse diskussioner man har i insti-tutioner som Nordisk Råd er, at selv om man diskuterer tidens spørgsmål og kriser, så er det for det meste inden for de snævre rammer, der er sat fra de etablerede institutio-ner. Man diskuterer ikke spørgsmålene i deres fulde konse-kvens, og heller ikke hvilke alternativer der måtte være. Man ser derfor ikke ved egen kraft faren for 3. verdenskrig, som jeg har beskrevet den her i dag.

Se blot på, hvad der foregik her i Danmark. Hele det danske folketing stemte for, at vi skulle gå i krig i Libyen. Man havde ingen tanke på, hvilken proces man er med til at sætte i gang. Man sagde: »Det, det drejer sig om, er, at der er nogle folk i en by, som er omringet af Gaddafis tropper, og hvis ikke vi stopper det med militærmagt, så går de ind og laver et folkemord«. Hvor mange mennesker, der så ender med at dø som et resultat af den proces man har sat i gang, både i selve krigen og i det der følger bag efter, det forhol-der man sig ikke til. »Det kunne vi jo ikke vide noget om«. Som da man besluttede sig for at gå ind i Irak »for at hjælpe den irakiske befolkning«. Har den irakiske befolkning fået det bedre som et resultat af invasionen i 2003 og de seneste otte års besættelse? Nej, de har fået det langt værre. Der er ufatteligt mange mennesker, der er blevet dræbt, enten af de militære styrker man har indsat, eller pga. den forvær-rede sikkerhedssituation og et dysfunktionelt samfund. Ser man på middellevetiden i dag, i forhold til hvad den var før, og specielt i forhold til tiden inden den første golfkrig, er det skræmmende. Det samme gælder for Afghanistan.

En af grundene til, at vi i Schiller Instituttet gennem-skuer de forskellige begivenheder og problemstillinger så meget bedre end alle andre, er, at vi arbejder internatio-nalt under ledelse af Lyndon LaRouche, og at vi gennem årene har skabt et netværk af helt exceptionelle folk, der ikke blot følger med i tingene, men som er aktivt involveret i at skabe de nye politiske tiltag, der kan bringe verden igen-nem de nuværende trængsler. Den efterretning, vi dermed får indblik i, bliver i vid udstrækning publiceret i tidsskrif-tet Executive Intelligence Review, EIR, som vi publicerer i Washington, og som er et tidsskrift man er nødt til at læse, hvis man som regeringsleder eller diplomat vil følge med i de spørgsmål, der former fremtiden. Vi har også et kontor

for EIR her i København, og det er vores opgave at sørge for, at denne større virkelighed er med.

EIR-korrespondent Michelle Rasmussen var derfor til stede ved pressekonferencerne i Nordisk Råd, hvor hun havde mulighed for at rejse disse spørgsmål. Det blev det første spørgsmål på både det fælles pressemøde mellem de fem nordiske og de tre gæstende baltiske statsministre og på en senere pressekonference med de fem nordiske udenrigs-ministre. Det finske formandskab besvarede med stor alvor spørgsmålet om faren for en 3. verdenskrig rettet imod Rus-land og Kina, som en konsekvens af et angreb på Syrien og Iran. EIR’s korrespondent fik på lignende vis taget den forfejlede EU-politik og spørgsmålet om Glass-Steagall op i et interview med den islandske finansminister Steingrímur J. Sigfússon (se: www.youtube.com/user/EIRDanmark).

Regeringens finanslovFor knap syv uger siden var der valg i Danmark, og si-

tuationen minder jo desværre lidt om det, der foregik i USA efter sidste valg. Obama blev valgt på sine slogans om at skabe forandring, men da han så var blevet indsat, så førte han den samme politik som Bush-administrationen, men bare i en værre udgave. Der er mange danskere, der føler sig svigtet, for man fik langt om længe en ny regering, men det første, der så skete, var, at den arkiverede alle sine valgløfter i skraldespanden og i stedet fører den politik, der kan sikre, at man fik lov at sætte sig på ministertaburetterne. ’Hvis man skal føre en radikal politik for at få magten, så fører vi en sådan’. Det ser man i den finanslov, som finansminister Bjarne Corydon fremlagde i dag.

Finansministeren brugte mest tid under fremlæggelsen af finanslovsforslaget på at tale om en vækstpakke, der skal kickstarte den danske økonomi. Det er et af de få punkter, der er tilbage af valgløfterne. Dem, der så jublede og tro-ede, at Schiller Instituttets forslag om en massiv investering i den danske infrastruktur med motorveje, Kattegatbro og magnettog er på dagsordenen, blev desværre fælt skuffet. Man mener, at »kickstarten« på 18,75 mia. kr. vil skabe 9.000 danske arbejdspladser i 2012 og 12.000 i 2013, og det er jo ikke særligt ambitiøse tal. Ser man så nærmere på tallene viser det sig, at det blot er 800 mio. kr., der er afsat til infrastruktur i form af veje, jernbaner og kystbeskyttelse, blot 100 mio. mere end hvad den nylige danske krigsindsats i Libyen kostede. Dertil kommer 1,8 mia. kr. i nyt udstyr til sygehuse fra staten. Resten af kickstarten har intet at gøre med statens finanser, men skal finansieres på anden vis.

Der er kommunale investeringer i skoler og daginstitu-tioner på 4,9 mia. kr., 3,7 mia. kr. til renovering af almene boliger, der kommer fra Landsbyggefonden, og som det største punkt i kickstarten: investeringer pga. energiaftalen på hele 6,7 mia. kr. De skal skaffes ved, at staten pålægger elselskaberne at bygge en hulens masse vindmøller, der så skal betales over almindelige menneskers elregning over de næste mange år. Til sidst er der så 800 mio. til etablering af en betalingsring, der skal betales af de bilister, der kører ind og ud af København. Næsten ingen af pengene i kickstar-


ten er altså statslige investeringer, og det er en understreg-ning af, at dette ikke er et brud med de finansielle rammer, der er sat op af EU og finansverdenen. Man får et budget stukket ud, og så kan partierne så slås om, hvilke symbolske handlinger de sidste par promille af budgettet skal gå til. Over 99% af budgettet er disponeret på forhånd.

Det, der i virkeligheden behøves, er en helt anden til-gang, hvor man skelner mellem udgifter og investeringer. Hvilke investeringer kan vi lave i den danske økonomi, som ikke blot skaber arbejdspladser her og nu, men som gør økonomien mere produktiv, og dermed sikrer et langt større overskud i økonomien på sigt? Sådanne investeringer gør, at vi ikke blot kan betale den nyudstedte gæld til in-vesteringerne tilbage, men også få mere økonomisk frihed og en højere levestandard om 10, 25 og 50 år. Det største problem med det forventede underskud på 95 mia. kr. på næste års finanslov er ikke beløbet som sådan, men at det meste af det blot er til dækning af løbende udgifter. Det er ikke nye investeringer, der transformerer den danske øko-nomi og løfter den op på en højere teknologisk platform. Finansministeren lagde også vægt på under fremlæggelsen, at regeringen ser det som en hellig pligt at efterleve alle de krav og henstillinger, der er kommet fra EU.

Vil vi undgå fascisme?Vi sidder i Danmark til en vis grad på en grøn gren.

Vi sidder ikke i den kummerlige situation, som man har i Irland, Grækenland eller Italien. Vi sidder lidt længere inde på bænken, og er ikke de næste, der står til at blive vippet af pinden. Men vi har alligevel et skæbnefællesskab med Grækenland og alle de andre. Som vi ved af histo-risk erfaring fra 30’erne, så skal man ikke tillade en proces, hvor andre lande udsættes for et økonomisk sammenbrud, derefter overlade styringen til private finansinteresser som afskaffer demokratiet, og til sidst ender med fascisme, der kan gennemtvinge de upopulære drabelige nedskæringer. Det resulterer helt lovmæssigt i kaos og krig over det hele, hvor ingen kan holde sig udenfor. Det kunne vi heller ikke i 1940, selv om man forsøgte at ignorere, hvad der foregik syd for grænsen.

Det, som man udsætter Grækenland for i dag, vil, hvis man ikke stopper processen, være den skæbne, som en lang række andre europæiske lande snart lider under – og i løbet af kort tid vil det gælde for alle. Derfor kan vi lige så godt finde ud af, hvordan vi kan løse problemerne, og så tage kampen nu, mens vi stadig har ressourcerne og kræfterne til at kæmpe. Det ville selvfølgelig være rart, hvis vi kunne være gode venner med alle, men hvis vi ikke tager et opgør med disse magtfulde private finansinteresser, der har kørt verdensøkonomien i sænk, så er der ikke udsigt til, at nogen af os overlever.

Udsigten til 3. verdenskrig, globalt finansielt sammen-brud og fascisme er ikke just opmuntrende nyheder, men den positive side er, at vi er her. LaRouche-bevægelsen har i de seneste fire årtier arbejdet med hypotesen om, at vi kunne ende i denne situation. Vi frygtede, at vi ville se et

sammenbrud af hele det finansielle system, og at institutio-nerne, når den tid kom, instinktivt ville vælge en løsning, hvor man sætter nogle stærke folk til magten, der med hård hånd kan få gennemført det, man mener der kræves, uden tanke på de menneskelige omkostninger. På samme måde som vi så det i 30’erne. Vi besluttede derfor, at når den tid måtte komme, så skulle der være et alternativ. Så skulle der være nogle, der forstod, hvordan vi med investeringer, med menneskelig kreativitet og gennem videnskabeligt og tek-nologisk fremskridt, kunne løse disse problemer.

Det er den opgave vi har påtaget os, og som man kan se det over det seneste stykke tid, så er der også her i Dan-mark en voksende erkendelse af, at den enestående indsigt som vi repræsenterer, må have et større publikum. Jeg var på P1 Debat den 18. oktober for at debattere Glass-Steagall [som senere blev vist på DR2], som en direkte konsekvens af den øgede debat om de spørgsmål, som vi tog op i vores valgkamp. Der er en voksende åbenhed rundt omkring i Danmark, hvor forbløffende mange faktisk har set mig i Deadline eller i debatten på P1, og instinktivt forstår, at der er noget afgørende rigtigt i den diskussion vi har rejst. Der er en voksende erkendelse af, at der må noget helt andet til.

Derfor er det rigtig god timing, at vi for to uger siden fik Schiller Instituttets kampagneavis nr. 13 på gaden, som net-op har hele historien om Glass-Steagall. Den giver læseren et indblik i de ideer, der vil kunne bringe os levende igen-nem den skæbnesvangre krise, som vi befinder os i. Den er en god begyndelse til at komme i gang med den proces af at udfordre de alment accepterede meninger, som man har siddende inde i hovedet, og som forhindrer én i at tænke de nye tanker og ideer, som kan afværge den nuværende trage-die. Alle kan være med til at dele nogle af de 55.000 aviser ud og sende et bidrag til at betale for trykningen. Men frem for alt også bruge avisen som et diskussionsoplæg for at tale med familie, venner og alle mulige andre.

Nu ved alle, at der er en krise. Alle ved, at der ikke er tjek på tingene. Alle ved, at det kan gå ad helvede til. Selv fi-nansministeren gentog gentagne gange på sin pressekonfe-rence, at det kan gå langt værre med økonomien, end man har regnet med. Det, der nu mangler, når man beskæftiger sig med tingene, er en metode til at skelne mellem, hvad der er skidt og hvad der er kanel. Hvad er nyttige bidrag til vores fremtidige udvikling og hvad er blot en dræbende kræftsvulst, der må skæres fra. Hvis vi vil investere i noget til at få os ud af krisen, hvilke typer investeringer vil så udvikle økonomien i den rigtige retning, og hvad er blot et blålys, som grøn vækst og lignende, der blot vil suge kraften ud af økonomien?

Med den nuværende udvikling står vi på tærsklen til 3. verdenskrig og ny mørk tidsalder, men hvis vi kan få afsat Obama, og få et oprør imod briterne og deres inhumane politik, så er vejen åben for en ny global renæssance, der langt vil overgå noget som helst, vi har set tidligere i den menneskelige historie. Det, der kan afgøre, om det bliver det ene eller det andet, er, om du beslutter dig for at tage kampen op.


Kontakt os! 35 43 00 33 [email protected]

Læs vores nyekampagneavis på www.

schillerinstitut.dk/ka13.pdf

www.schillerinstitut.dk

Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Homebanking: 1551-5648408, Giro: 564-8408. Eget tryk. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell, Anne Stjernstrøm.

Se og hør Tom Gillesberg debattereGlass/Steagall-bankopdeling på P1/DR2www.schillerinstitut.dk/drupal/node/529

under de banker, der sørger for ind- og udlån til virksomheder, private og lokalsamfundene. Banker som Saxo Bank, der vil leve af speku-lation, må sejle deres egen sø.«

»Den nye regering må hurtigt adressere den akutte trussel imod Danmark, som sam-�� undersøgelseskommission, 2) en Glass/Stea-gall-bankopdeling og 3) massive offentlige investeringer i grundlæggende økonomisk in-frastruktur, der kan aktivere og opgradere den fysiske del af den danske økonomi.«

»Vi er selvfølgelig mennesker, men hvad er potentielt menne-skeligt, som kan gøre det muligt for os at overleve der, hvor ingen dyreart normalt ville kunne over-leve? Det er, at vi er i stand til at udvikle en form for forstand, der ikke begrænses af forestillingen om de fem sanser. Det er, når vi ... indstiller vor forstand på udførel-sen af eksperimenter, der udvirker

netop dette, at mennesket manife-sterer den virkelige forskel mellem mennesket og andre dyrearter. Den demonstrerer derved sit potentiale for at komme i besiddelse af evnen til at overleve der, hvor ingen dyre-art ville have de fornødne evner til at foretage den nødvendige tilpas-ning. ... Dette kaldes kreativitet!«

»Glass-Steagall eller kaos var det slogan, som jeg stillede op med ved det nylige folke-tingsvalg sammen med to andre kandidater fra Schiller Instituttets Venner«, skriver Tom Gil-lesberg. »Skal verden have en vej ud af den nuværende krise, må vi indføre en Glass/Stea-gall-lignende bankopdeling, så der er vand-tætte skodder mellem det normale banksystem �� -der og opdele banker af en størrelse, der kan ��-nansverdenen og om nødvendigt holde hånden

GLASS-STEAGALL- ELLER KAOS!

LAROUCHE: Kreativitet som sådan

ET NYT KREDITSYSTEM MED DEN STORE STILLEHAVSALLIANCE

FINANSIEL UNDERSØGELSESKOMMISSION

Infrastruktur for en ny økonomisk platform

Investeringer i infrastrukturen er de nulevendes mulighed for, at skabe bedre omstændigheder og muligheder for de kommende ge-nerationer.

Obama må væk!»Det, den amerikanske befolk-

ning nu må gøre, er at afsætte deres præsident, der er en marionetdukke for briterne, og så sammen med Rusland og Kina forme Den Store Stillehavsalliance, der kan redde menneskeheden.«

Finanskollaps!Den amerikanske økonom og

statsmand Lyndon LaRouche har i de seneste par uger gentagne gange betonet, at euro-systemet og hele �� inde i sin dødskamp, og at det hele kan ryge når som helst.

Atomkraft som vækstdynamo

Fremtidens placering af atom-kraftværker i Danmark skal virke som en dynamo, der i højere grad �� end bare producere strøm.

Læs side 2- 3

Læs side 5-10

Læs side 3

Læs side 11

Læs side 6

Læs side 2+5

Læs side 5

Læs side 7

www.schillerinstitut.dk 35 43 00 33 [email protected]

Den 30. september lovpriste Lyndon LaRouche Putins bril-lante strategiske træk og gennem-gik, hvorledes det kan bane vejen for et strategisk partnerskab mel-lem USA, Rusland og Kina – hvis Obama bliver fjernet fra præsident-�� -delse.

LaRouche mente, at en sådan tremagtsalliance bør være kernen i �� -�� -��

marked under kontrol af private �� til et system i ånden fra Den ame-rikanske Frihedskrig i form af et samarbejde mellem suveræne na-tioner.

Med et udgangspunkt i de tre nationer vil man etablere et nyt �� faste valutakurser og skabelse af nationale kreditter, der kan sikre nationerne og deres befolkninger udvikling og fremskridt.

Christen Sørensen, professor i økonomi, SDU og fhv. overvis-mand, skriver i denne kronik, at »det er bemærkelsesværdigt, at det i regeringsgrundlaget for S-R-SF regeringen ikke er tilkendegivet, at ��-siel kommission, der skal undersø-ge årsagerne til, at så mange pen-geinstitutter i Danmark har vovet sig ud, hvor de ikke kunne bunde«. Med udgangspunkt i »Angelides-�� -

nanskrisen i USA begrunder han ��-siel undersøgelseskommission og en række af de tiltag til regulering og kontrol, som en sådan kommis-sion bør foreslå, for at forhindre lignende kriser i fremtiden.

SCHILLER INSTITUTTETKAMPAGNEAVIS NR. 13, EFTERÅR 2011

Faren for 3. verdenskrigI en udtalelse den 7. november advarede

den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov om, at et israelsk angreb på Irans atompro-gram ville være en kæmpe fejltagelse med uoverskuelige konsekvenser. Det viser, at man i Rusland og i Kina har forstået Lyn-don LaRouches advarsler om, at et angreb på Syrien og Iran, efter at man har afsluttet Libyenkrigen med at likvidere Gaddafi, vil være starten på en 3. verdenskrig rettet imod Rusland og Kina. Det britiske Imperium har lykkedes med at få den transatlantiske verden til at ødelægge sig selv med nulvækst og finansspekulation, og derfor kollapser det transatlantiske finanssystem netop nu. Man vil så tvinge resten af verden med ind i en mørk tidsalder, der kan reducere verdens befolkning til under én milliard mennesker.

Eurosystemets dødskrampeEurosystemet er inde i sin dødskrampe med en tillidskrise, der

spreder sig. Den græske krise er allerede blevet til en italiensk krise med en omfatning, som eurosystemet ikke vil kunne magte. EU’s respons er, at tilsidesætte demokratiet og gennemføre nedskærin-ger per dekret. Det vil ikke løse krisen men lige som i 30’erne føre Europa ind på vejen til fascisme og krig. Kun en tilbagevenden til national suverænitet, gennem en Glass-Steagall-bankopdeling, afskrivning af de gigantiske fiktive finansielle værdier og investe-ringer i den fysiske økonomi, kan redde Europa.

»Glass Steagall - eller Kaos!« var det provokerende slogan som tre kandidater fra Schiller Insti-tuttets Venner stillede op med til folketingsvalget. Diskussionen om Glass-Steagall er fortsat efter val-get, hvor Tom Gillesberg var på Deadline og senere i en diskussion på P1 Debat og DR2 om en sådan bankopdeling, som man kan læse mere om i Schiller Instituttets nye kampagneavis, der er blevet trykt i 55.000 eksemplarer. Der er også en kronik af tidligere overvismand Christen Sørensen om nødvendig-heden af en finan siel undersø-gelseskommission og artikler med en beskrivelse af, hvordan Danmark kan transformeres gennem infrastrukturinvesteringer som en Kattegatbro, magnettog og kernekraft. Avisen be-skriver endvidere muligheden for en Ny Stillehavsalliance mellem USA, Rusland og Kina og indeholder en inspirerende tale af Lyndon LaRouche om den menneskelige kreativitet.

Documents

STOP 3. VERDENSKRIG! Mellemøsten er det nye …Det er derfor selvfølgelig ikke meningen, set fra Lon-don, det europæiske oligarki og det globale finansimperi-um, at Europa og USA