Strukturalisme - AAUpeople.hum.aau.dk/~mk/UV/videnskabsteori/2005/MK... · (Jf. musikanalyse og musikteori.) Stikord til Saussure, Peirce, Gregersen, Kjørup Tegn, sprog og notation

stærk betoning af det teoretiske

tendens til det overgribende og universaliserende

mistænkeliggørelse af det menneskelige subjekt

Stikord til Saussure, Peirce, Gregersen, Kjørup Tegn, sprog og notation Martin Knakkergaard 2005

Strukturalisme

Synkroni/diakroni

Hvor sprogforskeren kan forholde sig til de forskydninger og forandringer, der finder sted i sprogene over tid (diakront), befinder sprogbrugeren sig i et tidspunkts bestemte sprogpraksis (synkront). Denne praksis opfattes som statisk eller stabil.


Synkroni/diakroni

Den diakrone betragtningsmåde opfatter sproget som en kontinuerlig række af synkrone praksisser, der – glidende – erstatter hinanden: “... diakroni er synkroniske beskrivelser af sproget i en række afgrænsede epoker, lagt i den rigtige rækkefølge.”

Man taler om substitution, når bestemte elementer i en praksis går ind og erstatter elementer i en foregående praksis.


Langue/parole

Sondringen mellem synkroni og diakroni fører til en skelnen mellem sprogbrug/sprogpraksis og sprogsystem.

Det sprog som sprogforskeren, lingvisten, (typisk) har som sit objekt er sprogsystemet. Sprogsystemet kan hævdes at være statisk, mens det sprog, der anvendes – tales og skrives – til en vis grad kan siges at være dynamisk: det er i stadig bevægelse, selv om det ikke opleves sådan.


Langue/parole

Sprog er, som det siges “tanker sat i lyd”, og hvad enten det er som lyd eller lydbilleder er det, den eneste måde tanker kan materialiseres på. Dette forhold indebærer, at både betydning og lyd(billede) er eller formes i det enkelte individs hoved.

Forudsætningen for, at disse lyde eller lydbilleder kan opfattes som betydningsbærende, som sprog, er imidlertid, at sproget er et socialt fænomen, noget fælles; hvorfor det er nødvendigt at se bort fra subjektet.


Langue/parole

For sprogsystemet giver den individuelle, konkrete sprogbrug ingen mening. Systemet (langue) er før brugen (parole), det det brugen udfoldes inden for er systemet.

Pointen er at selve sprogsystemet på sin vis er et – næsten – uforanderligt tegnsystem, mens sprogbrugen, de enkelte tegns betydning, kan skifte.


Syntagme/paradigme

Sproget består for Saussure hovedsagelig af binære oppositioner og sprogets strukturer fremkommer gennem dikotomier som:

ensartethed|forskel sammenhæng|opposition


Forskellighed og ensartethed kategoriseres grundlæggende som henholdsvis syntagmatiske og paradigmatiske sammenhænge.

Syntagme/paradigme

Syntagmet er sammenhængende enheder af ord, dvs. typisk sætninger, hvorimod paradigmer er virtuelle mønstre, som ordbøjninger, synonymer. o.l.

»Ordet “mand” kan f.eks. indgå i syntagmet (sætningen) “Den gamle mand læser avis”, samtidig med at det indgår i paradigmer som mand/kvinde, eller mand/dreng, – eller mand, and, spand, vand ...«


Tegnlæren

Tegnet står centralt i semiologien og Saussure ser tegnet “... som en gensidig relation mellem to konstituerende momenter” signifiant og signifié.

Signifiant er selve tegnet som materialitet, dvs. lyden, bogstavordet, grafikken, udtrykket, mens signifié er det indhold eller den mening (ide) der dannes i de bevidstheder der bruger tegnet.


Tegnlæren

Relationen mellem signifiant og signifié er imidlertid så tæt, at det ikke er muligt at adskille dem. Den ene går således heller ikke forud for den anden.

De to er som to sider af samme stykke papir, hvor “Tanker er forsiden og lyden er bagside”.


Tegnlæren

Samtidig er forbindelse mellem udtryk og indhold arbitrær: “Når man sammenligner sprog, kan man se, at en bestemt ting lige så godt kan ‘hedde’ det ene som det andet.” - herved afviser Saussure korrespondance-teorien: dvs. at der skulle være overensstemmelse mellem tegnet og det, det henviser til.

Sproget er derimod en verden i sig selv og tegnet “er en enhed af udtryk og indhold; når der er et nyt indhold med samme udtryk eller et nyt udtryk med samme indhold, er der et nyt tegn.”


Exkurs: Den Pragmatiske semiotiks tegn

Charles Sanders Peirce’ tegn bygger på det han kalder relationslogikken eller kategorilæren. I henhold til denne kategoriseres strukturel kompleksitet i tre kategorier:

Firstness

Secondness

Thirdness



Et fænomen tilhører Firstness hvis det eksisterer i kraft af sig selv. Fænomenet kaldes en monade: det er monovalent.

Et fænomen tilhører Secondness hvis det indgår i en binær relation til noget andet. Fænomenet kaldes en dyade: det er divalent.

Et fænomen tilhører Thirdness hvis det eksisterer som en formidlende instans mellem noget første og noget andet. Fænomenet kaldes en triade: det er trivalent.


T = Tegn

O = Objekt I = Interpretant

P = Primært tegn



ikon- eksisterer i kraft af sig selv, fx lighedsrelation

indeks- eksisterer i kraft af noget første, der henviser til noget andet, fx æble|tyngdekraft

symbol- eksisterer i kraft af en tredje instans der formidler mellem noget første og noget andet, fx sprog


Tegnlæren

Strukturalismen inddrager kun Peirce’ semiotik i beskeden grad – fortrinsvis Roland Barthes – men denne særlige amerikanske variant har fået stor indflydelse inden for forskning i interfaces.


Konstruktionsmetaforen

For Saussure er sprogsystemet som objekt er imidlertid skjult, og det objekt, vi (kan) foreholde(r) os til, “skabes i og med, at man skaber videnskaben om det.”

Perceptionens teoriladethed: Vi kan kun se noget ved at anlægge et bestemt synspunkt, hvorved det, der bliver set, ses fra et bestemt sted.


Strukturbegrebet

Enhver struktur består af enheder, entiteter, som er defineret i forhold til hinanden. Fx som absolutte modsætninger gift|ugift mand|kvinde død|levende rigtig|forkerteller som relative modsætninger høj|lav varm|kold lille|stor.


Strukturbegrebet

I modsætning det intensive led (fx lav), kan det ekstensive led anvendes overalt uafhængig af sin modsætning.De relative modsætninger adskiller sproget fra logikken og matematikken.Sprogets struktur er i kraft af sig selv (sui generis), og strukturbegrebet er holistisk: “strukturer er gennemorganiserede helheder.”En struktur kan blive erstattet af en anden, men den er uforanderlig i sig selv, man kan ikke begribe en struktur i transformation.


Resten af humaniora

“... det der interesserer i fx kunstneriske tekster [er] sjældent [...] deres sætningers struktur eller det sprog de er skrevet på. Det er snarere den unikke konstellation af struktur og indhold, som teksten frembyder.”

Tekstanalyse dvs. hvad siger teksten. Tekstteori dvs. hvordan er teksten opbygget. (Jf. musikanalyse og musikteori.)


Resten af humaniora

I forhold til tekstanalyse “... bidrager strukturel sprogtænkning med tanken om betydningsstrukturer og valorisering” (Greimas strukturel semantik).

I forhold til tekstteori bidrager strukturalismen fx bl.a. med opstillingen af “regler eller generative systemer for, hvordan man skaber sammenhænge i tekster oven over sætningsgrænsen.


... og de videnskabelige spørgsmål:

Strukturalisten genskriver teksten som en strukturmodel, som fx er baseret på afdækning af modsætninger. Men hvor findes disse strukturer?

1. i videnskaben

2. i hjernen - det er vores måde at organisere indtryk på

3. som sociale fakta. Sprogstrukturerne er på niveau med samfundet

4. som regler for interaktion mellem individer


... og de videnskabelige spørgsmål:

Er strukturer – materielt – til stede i verden?

Hvis ikke: er de så udtryk for hjernens måde at fungere på (også en form for materialisme)? Eller er de blot produkter af forskning (idealisme).


Documents

Strukturalisme - AAUpeople.hum.aau.dk/~mk/UV/videnskabsteori/2005/MK... · (Jf. musikanalyse og musikteori.) Stikord til Saussure, Peirce, Gregersen, Kjørup Tegn, sprog og notation