TEL 2, 2009

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

E T S PA D E S T I K D Y B E R E

I B I B E L E N S V E R D E N

Nr. 2 | Juli 2009 | 20. årgang

Bagsiden | Kongens tjener...

Side 3 | Familieliv i Bibelen: Lad de døde begrave deres døde Side 8 | Jesus og/eller familien?Side 10 | Uanselige skatte i støvet

E T S PA D E S T I K D Y B E R E

I B I B E L E N S V E R D E N

Bibelskbegravelse

Selskab for Bibelsk ArkæologiLykkegårdsvej 26, 6000 Kolding

Tlf. 4826 3855E-Mail: [email protected]: www.bibelskarkaeologi.dkBank: Sydbank konto 7920-1014 846Norge: Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion:Morten Hørning Jensen (ansv. red.),Hartvig Wagner (red. sekr.),Carsten Vang

Forsidefoto:Motiv fra Oliebjerget med jødisk gravplads iforgrunden. Foto: © Morten Hørning Jensen.

Links i TEL:De fl este nyheder i TEL følges op af links til hjemme-sider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk.

Layout:Freehand.dk, Herning

Tryk:Økotryk, Videbæk

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlem-mer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Kontingent:Danske kr. 165,- / norske kr. 180,-(For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-).Kontingent opkræves via PBS først på året.Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling.

Selskabets bestyrelse:Bibelunderviser Jan Højland (formand),tlf.: 2396 8383 · [email protected], ph.d., cand.theol.Morten Hørning Jensen (redaktør),tlf.: 8742 0242 · [email protected]. Jacob Bank Møller (kasserer),tlf.: 8615 3402 · [email protected] sk designer Ben Haman Jensen(webmaster),tlf.: 2263 0321 · [email protected]

© SBA og artiklernes forfattere.Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives.

ISSN 0905 - 5827

Israelsk politi havde i begyndelsen af maj held med at forpurre et salg af en illegalt udgravet skriftrulle. Desværre er det ikke lykkedes at fastslå præcist, hvor ’gravrøverne’ fandt den bortset fra et sted i Judæas ørken.

Rullens hebraiske tekst er speciel ved at angive årstallet for dens affattelse: ”År 4 efter Israels øde-læggelse”. Der er efter al sandsyn-lighed tale om 4 år efter templets ødelæggelse år 70, selvom romer-nes nedkæmpelse af Bar Kochba-opstanden i år 135 kunne være en anden mulighed.

Vi kan videre læse, hvem der skrev teksten, nemlig en enke ved navn ”Miriam Barat Jakob” (Miriam Jakobs datter). Vi ved fra Josefus, at Israel efter krigen i år 70 kun havde overfl od af én ting: hjem-løse og fattige enker.

Tidligere illegalt udgravede skrift-ruller som denne har ved salg kunne indbringe mellem 25 og 50 millioner kroner.

Ny skriftrullefra Jesu tid fundet

© Israel Antiquities Authority.© Israel Antiquities Authority.

2 Selskab for Bibelsk Arkæologi

FAMILIELIV I BIBELEN

Huset

Jorden

Ære og skam

Begravelse

Lad de dødebegrave deres døde– om begravelser og Guds rige

Af lektor, ph.d. Morten Hørning Jensen

”I syv dage sørgede han (Arkelaos,

Herodes den Stores søn) over fade-

ren, og for folket lod han afholde et

kostbart begravelsesmåltid. Det er

en jødisk skik, som allerede har bragt

mange til tiggerstaven, da det er ab-

solut nødvendigt at beværte folket;

for hvis man undlader det, anses det

for manglende ærefrygt” (Josefus,

Den jødiske Krig, 2,1)

En grav fundet nær Megiddo med en rullesten

som dør. Foto: © www.bibleplaces.com.

3www.bibelskarkaeologi.dk

BEGRAVELSENS BETYDNING

Sådan beskriver den jødiske historieskriver Josefus den begra-velse, som Arkelaos gav sin far, Herodes den Store. Storslået og prangende – en konge værdig.

Men på Jesu tid var det ikke alene konger, der fi k en storslået begravelse. Det gjorde enhver, som havde en familie, der kunne

betale for det! En god begravelse var nemlig den største ære, man kunne give en afdød.

I denne sidste artikel om familieliv i Bibelen skal vi se på begravelsens afgørende plads og betydning og på den baggrund tolke det måske mest anstødelige udsagn af Jesus i evangelierne: ”… lad de døde begrave deres døde” (Matt 8,22, jf. Luk 9,60).

EN ÆREFULD BEGRAVELSE

Familiens overhoved – patriarken – besad, som vi har set i de tid-ligere artikler, en næsten uindskrænket autoritet og magt. Når han døde, var familiens fortsatte eksistens kastet ud i usikkerhed. Den ældste søn skulle nu træde i karakter og sikre faderens eftermæle og familiens overlevelse.

Det skete først og fremmest ved, at sønnen ærede sin far med en fl ot begravelse.

I 1 Mosebog kan vi læse, hvordan Isak begravede sin far Abra-ham (25,9-11) og selv blev begravet af sine sønner, Jakob og Esau (35,29), ligesom Josef gav Jakob en prægtig begravelse (50,2ff). Begravelsen nævnes specifi kt, fordi den var betydningsfuld.

Det var i særlig grad den ældste søns pligt at stå for begra-velsen, og i jødiske skrifter fra 250-100 f.Kr. fi nder vi formaninger til sønnen om at ære sin far og mor med en værdig begravelse (f.eks. Tobits bog 4,3-4).

På den måde blev faderens navn holdt i hævd, og familiens arv, ære og velsignelse gik videre til sønnen.

Salomo sætter det på spidsen, når han siger, at selvom ”en mand får hundrede børn og lever i mange år, men i alle sine leve-

Et familiegravsted fra Mt. Scopus i det nordlige Jerusalem fra det første århundrede. Forrest ses de borde, der ifølge nogle forskere blev brugt til et

mindemåltid. Bagerst ses de smalle nicher, de døde blev lagt i til forrådnelsesprocessen var ovre. Efter et år blev benene samlet sammen og lagt i

en lille benkiste. Foto: Morten Hørning Jensen.


år ikke mættes af livets goder og end ikke får en grav, så siger jeg: ’Lykkeligere end han er det dødfødte barn!’” (Præd 6,3).

DØD I VANÆRE UDEN BEGRAVELSE

Den største form for vanære var nemlig at blive nægtet begravelse!

I 5 Mosebog opregnes det som en forbandelse, hvis et lig bliver ”til føde for alle himlens fugle og jordens dyr” (28,26. Jf. Jer 7,33 og andre steder).

Det var sådan en ed fi listeren Goliat slyngede mod David, da han trådte op mod ham kun med sin stav: ”Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav? … Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop!” (1 Sam 17,43f).

I 2 Makkabæerbog kan vi læse om, hvordan den onde kong Antiokus Epi-fanes, der havde rejst et alter til Zeus i jødernes tempel, havde besluttet at nægte jøderne ”selv retten til begravelse for tværtimod at kaste dem ud sammen med spædbørnene som føde for fugle og vilde dyr” (9,15). Større hån og vanære kunne ikke tænkes.

Vi hører tilsvarende om en vis Jason, der uretmæssigt havde tilranet sig ypper-stepræsteembedet. Da han dør, blev der ”ikke holdt sorg over ham, der selv havde kastet en mængde døde ud uden begra-velse, og han fi k slet ingen begravelse og ingen grav hos sine fædre” (2 Makk 5,10, jf. 13,7).

Der er derfor ikke noget at sige til, at den unge profet, som Elisa sendte til hær-føreren Jehu med dette budskab: ”Hun-dene skal æde Jezabel på Jizre’els jord, og ingen skal begrave hende” – straks åbnede døren ”og fl ygtede”, da han havde afl everet sin profeti (2 Kong 9,10).

ET LANGVARIGT RITUAL

Det jødiske begravelsesritual fulgte et nøje planlagt mønster, sådan som vi kan se det ud af evangelierne og i senere rabbinske skrifter.

Hovedtanken var, at døden straks satte al anden aktivitet i stå. Gravlæggel-sen fandt sted allerede samme dag, hvor-efter sørgeperioden begyndte. Den skulle hjælpe de efterladte tilbage til landsbyens normale liv igen.

I alt kan seks etaper skelnes:

1: LIGET KLARGØRES

Først blev liget klargjort. Det blev ikke, som hos os, lagt i en kiste, men viklet ind i et lagen og salvet med parfume.

Vi læser om Lazarus, at han ”kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet” (Joh 11,44).

Tilsvarende beretter Markus (15,46) om, hvordan Josef af Arimatæa købte et lagen efter Jesu korsfæstelse, som han ”svøbte ham i” inden begravelsen.

2: LARMENDE LIGKLAGE

Herefter begyndte vandringen ud mod familiens gravsted, der lå uden for lands-byen. Kontakt med lig gjorde ifølge loven uren (4 Mos 19,11-22), og gravstederne skulle derfor ligge uden for byen.

Gravene skulle også efter gængs skik være kalket hvide, så rejsende tydeligt kunne se dem og undgå dem. Var de ikke det, virkede de nærmest som fælder, der gjorde rejsende urene. Jesus sammen-ligner et sted farisæerne med sådanne uafmærkede grave: ”Ve jer! I er som grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det” (Luk 11,44).

Vandringen ud mod graven formede sig som en ligklage – en larmende lig-klage. Folk fra landsbyen stimlede sam-men og fulgte efter den sørgende familie med råb og klage.

Da Jesus kommer til Jairus’ hus, møder

ENDNU EN GRAVFRA JESU TID FUNDET

For nylig, under noget byggear-bejde ved universitetet ved Betle-hem, faldt faldt nogle arbejdere til deres egen overraskelse pludselig igennem jorden – og ned i hvad der viste sig at være en forseglet grav fra Jesu tid. Gravkomplekset indeholdt i alt fi re ossuarier eller benkister (stadig med skeletter) i to gravkamre.

Rige indbyggere i Jerusalem på Jesu tid brugte formuer på at give sig selv en fornem begravelse.

Her ser vi nogle af de mest spektakulære gravmonumenter fra Kedrondalen. Foto: Morten

Hørning Jensen.

han ”en larmende hob, som både græd og jamrede meget” (Mark 5,38), og i bypor-ten ved Nain møder han en ligprocession, der bærer en enkes eneste søn ud til gra-ven, mens ”en stor skare fra byen fulgte med hende” (Luk 7,12).

Jeremias omtaler nogen, han kalder ”grædekoner” (9,16), og Matthæus


fortæller om fl øjtespil i forbindelse med begravelse (9,23, jf. 11,17).

Pointen er tydelig: når en person dør, går landsbyens arbejde i stå. Alle samler sig. Konerne græder højt. Har familien råd, lejes der fl øjtespillere. På lang afstand kan folk se og høre, at en begravelse er i gang.

3: GRAVLÆGGELSEN

Processionen havde retning mod familiens gravsted. Arkæologiske udgravninger fra Jesu tid peger på, at et typisk gravsted bestod af en gravhule i tre dele: først en smal og lav indgang, der kunne lukkes med f.eks. en rund rullesten.

Dernæst fulgte et større opholdsrum, hvor den nærmeste familie kunne tage en sidste afsked med den afdøde, inden vedkommende blev ført ind i gravens tredje del og lagt i en af de nicher, der var hugget ud i klippevæggen. Nogle forskere mener, at der blev afholdt et mindemåltid i graven, da der i mange grave er fundet en større mængde service.

Gravlæggelsen var dermed afsluttet – men sørgeperioden først lige begyndt.

4: SYV-DAGESPERIODEN

Herefter fulgte nemlig en intens sørge-periode på syv dage, hvor de sørgende skulle blive hjemme og hverken arbejde eller deltage i det offentlige liv.

Derimod skulle de modtage besøgen-de, der kom for at sørge med dem. Præcis som Johannes fortæller os, at ”mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror”, da Jesus ankommer fi re dage efter gravlæggelsen (Joh 11,19).

Perioden bliver i de rabbinske skrif-ter kaldt syv-dagesperioden, Shiv’ah på hebraisk.

Enkel benkiste fra det første århundrede med

den bevægende indskrift: ”Mor” (ima).

Foto: Morten Hørning Jensen.

To berømte benkisterArkæologiske udgravninger viser, at der i Jerusalem og Judæa i perioden fra ca. Herodes den Store og frem til Bar Kochba-opstanden i år 135 e.Kr. spredte sig en skik med brug af små benkister (ossuarier). De to mest kendte og omtalte er hhv. Jakobskisten og ypperstepræsten Kajfas’ benkiste.

Jakobskisten blev med et slag kendt i 2002, da en række eksperter bevidnede, at en kiste, der havde været i privat eje i en længere årrække, med en vis sand-synlighed kunne have tilhørt Jesu bror Jakob. Kisten er simpel, men på siden bærer den indskriften: ”Jakob, Josefs søn, bror til Jesus”.

Vi har i TEL fulgt denne historie siden 2002 og skildret, hvordan det efterføl-gende er blevet til en stor farce om forfalskninger, forsikringssvindel, korruption m.m. En lang retssag om sagen kører stadig. Mange ikke-eksperter hælder til den antagelse, at indskriften er en forfalskning, mens næsten alle skrifteksper-ter holder på dens ægthed.

Kajfas’ kiste er der derimod ingen, der betvivler ægtheden af. Den blev fundet i 1990 under udgravning af et gravkammer i Jerusalems sydlige bydel og bærer på den ene ende indskriften: Yehosef bar Kayafa – Josef, søn af Kajfas.

Mens evangelierne (Matt 26,3.57 og Luk 3,2) blot kalder ypperstepræsten på Jesu tid for Kajfas, benævner Josefus ham et sted som ”Josef Kajfas” (Ant. 18.35), og tidsfæster hans embedsperiode fra år 18-36 – altså også i det år, Jesus blev korsfæstet.

Dette fund understreger dermed, hvor stor en betydning familienavnet havde på Jesu tid. Selvom Kajfas’ fødselsnavn var Josef (jf. kisten), blev hans offi cielle kaldenavn altså Kajfas efter sin far – sådan som vi har det i evangelierne, og sådan som Josefus også bekræfter det et andet sted, hvor han skriver: ”Josef, også kaldet Kajfas” (Ant. 18.95).

I 2002 blev denne kiste med ét

verdensberømt. Indskriften på

siden læser: Jakob, søn af Jo-

sef, bror til Jesus. Foto: © Bib-

lical Archaeological Review.

også kaldet Kajfas” (Ant. 18.95).også kaldet Kajfas” (Ant. 18.95).

Kajfas’ benkiste er smukt orna-

menteret modsat de fl este ben-

kister fra denne periode. Foto:

Hartvig Wagner.

sef, bror til Jesus. Foto: © Bib-



menteret modsat de fl este ben-


Hartvig Wagner.




Hartvig Wagner.

5: TREDIVE-DAGESPERIODEN

Derefter gik de sørgende ind i tredive-dagesperioden, Shloshim, der langsomt skulle sluse dem tilbage ind i den normale

tilværelse. Skridt for skridt blev de gamle pligter

og rutiner genoptaget, som vi f.eks. kan læse om det i skriftet Talmud: ”På den


Ved tårekirken på Oliebjerget kan man se

en grav fra det første århundrede fyldt med

benkister. Læg mærke til de små rosetter,

der var en yndet udsmykning i denne pe-

riode. Foto: Morten Hørning Jensen.

PAVEN LAVERSIGHTSEEING-VIDEO

I forbindelse med pavens netop overståede besøg i Israel har Va-tikanet udsendt en fem-minutters video om Israels herligheder. Selvom det nok ikke er det pri-mære formål med videoen, kan den fungere som en smagsprøve for alle Israelsfarende. Se den selv via TELs linkside.

første sabbat (efter begravelsen) skal den sørgende ikke gå til synagogen. På den anden må han gå ind i synagogen, men ikke sidde på sin plads. På den tredje må han sidde på sin plads, men ikke sige noget. På den fjerde skal han være som alle andre”.

6: ET-ÅRSPERIODEN OG GENBEGRA-VELSEN

Begravelsesforløbet er først endelig afslut-tet på et-årsdagen for døden, hvor man samlede afdødes benknogler sammen.

1 Mosebog fortæller f.eks. om, hvor-dan Josef befalede sine slægtninge at samle hans ”ben” sammen og tage dem med til det forjættede land (50,25; Jos 24,32).

På Jesu tid var det blevet en ud-bredt skik i Jerusalem og Judæa at lægge afdødes knogler i en særlig benkiste – et såkaldt ossurarium.

En benkiste er en lille boks på typisk 60x35x30 cm med låg. De fl este er simple enten helt uden dekorationer eller også med mindre fi gurer så som palmegrene, rosetter, torahskrin mv. En del af dem har indgraveret navnet på den afdøde.

Kisten kunne nu stilles til en side i familiegraven. Dermed var den afl ange ni-che klar til næste gang, der blev behov for det. Den afdøde var ”gået til sine fædre” (f.eks. 2 Kong 8,24).

NÅR EN FAR DØR …

Når et familiemedlem dør, hører alt andet altså op for en tid. Det bærer en pointe i sig selv, at den jødiske skik tog højde for, at sorg kræver tid og må gennemleves i faser fra det akutte over en proces med en langsom tilbagevenden til livet.

Når en far dør, er situationen ekstra tilspidset. Hvem skal overtage arven? Er der en søn tilstede? Er han myndig? Er der fl ere sønner? Hvordan skal arven da deles? Hvordan undgås det, at familien splittes, og hvordan holdes faderens navn og ære i hævd?

MULIGE UNDTAGELSER

Første svar blev givet ved begravelsen. Den blev betragtet som en hellig og uomgængelig pligt, og i hele GT er der kun ganske få eksempler på noget, der kan ophæve denne pligt:

-En ypperstepræst, der gjorde tjeneste i templet, måtte ifølge loven ikke deltage i en begravelse selv ikke af sin far og mor for ikke at blive uren: ”Han må ikke gå ind til nogen afdød, end ikke ved sin far eller mor må han pådrage sig urenhed” (3 Mos 21,11).

-Hvis man havde afl agt et særligt løfte, et naziræerløfte, kunne det også gøre, at man var nødsaget til ikke at deltage i en begravelse (4 Mos 6,6-7).

-Endelig får to profeter – Jeremias og Ezekiel – i nogle meget kritiske situatio-ner besked på ikke at holde ligklage over deres afdøde som udtryk for, hvor alvor-ligt det stod til med Israel (Jer 16,5-7; Ez 24,16-24).

HVAD KAN JESUS HAVE MENT?

På den baggrund kan vi tydeligt fornem-me, hvor chokerede Jesu disciple må være blevet, den dag en discipel fi k beskeden: ”Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige” (Luk 9,60).

Det var ikke fordi, disciplen ikke gerne ville følge Jesus, men han havde netop sagt: ”Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far” (Luk 9,59).

Hvad kan Jesus have ment? Disciplens situation kan have været

en af to: Enten har han lige fået at vide, at hans far er død, og han må skynde sig hjem og være med til gravlæggelsen, eller også er de første tredive dage overstået, og han ønsker nu tid til at gøre begravel-sesritualet af sin far helt færdigt.

I begge tilfælde rummer Jesus svar – præcist som vi har set det i de foregående artikler – en radikal udfordring til omprio-ritering.

Som det argumenteres i artiklen i dette nummer ”Jesus og/eller familien?”, så var Jesus ikke modstander af familien som sådan.

”Nøglen” ligger snarere i det lille ord ”først.” Jesus afviser ikke familien, men udfordrer sin samtids prioriteter om, hvad der er ”først” til det yderste. Enten måtte man acceptere, eller også afvise, at Gud og Guds rige er kommet så nær i Jesus, at alle andre prioriteter måtte nedjusteres.

Se links og litteratur på TELs linkside.

Gravhaven i Jerusalem, der giver besøgende en god fornemmelse af, hvordan området omkring

Golgata kan have set ud på Jesu tid. Foto: Morten Hørning Jensen.


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Af lektor, ph.d. Morten Hørning Jensen

”BIBLENS VERDEN VAR FAMILIENS VERDEN.”

Sådan indledte vi denne artikelserie, og for hvert ’spadestik’ er det kun blevet tydeligere for os, i hvor høj grad alle livets forhold centrerede sig rundt om familien.

Familiefællesskabet gik forud for den enkelte. Jord, hus og an-dre ejendele måtte bevares til kommende generationer. Familiens ære måtte forsvares. Børn måtte lære lydighed mod deres foræl-dre, og en god begravelse sikrede et godt eftermæle.

UNDTAGELSEN JESUS?

Ind i en sådan verden virker det næsten utroligt, at nogen kunne sige: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel” (Luk 14,26).

Eller: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kom-met for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender” (Matt 10,34-36, jf. Luk 12,51-53).

Så, var Jesus en direkte modstander af familien og en trussel mod samfundets beståen?

JESUS BESKYTTER FAMILIEN

Selvom dette af og til hævdes, er det ikke det billede, vi får ved en samlet læsning af evangelierne. For samtidig med, at Jesus var

en stor udfordring for sin samtid, var hans udfordring ikke rettet mod familien som sådan.

Det kan vi se af to ting. Dels udfordrede Jesus meget andet end familien, der i lyset af hans syn på sig selv som Messias kom til at stå i vejen for Guds rige (f.eks. sabbatsbuddet, renhedsreg-ler, spiseforskrifter, templet osv.).

Dels, og det er det afgørende her, så er der faktisk en lang række steder, hvor Jesus beskytter familiens beståen: han bekræf-ter det femte bud om at ære sin far og mor, han tager sig af små børn, han beskytter familien mod skilsmisse, han modtog ofte selv husly hos familier, ligesom familieudtryk og billeder bruges positivt i forkyndelsen (f.eks. af Gud som ’far’). Endelig slutter han sit liv på korset med at sikre, at en anden overtager hans forpligtigelser over for hans mor, Maria (jf. oversigten nedenfor).

PRIORITERINGER OG ’FØRST’

’Nøglen’ til at holde dette sammen ligger i det lille ord ”først” (jf. Matt 6,33; 8,21). Jesus udfordrede sin samtid kraftigt på de rette prioriteringer.

Som vi har set, var der al mulig grund til ”bekymring” i et landbrugssamfund som Israels. Og en arving kunne ikke blot uden videre ”sælge alt”, hvad han ejede, for at følge Jesus, lige så lidt som en søn kunne undslå sig pligten til at ære og begrave sin far (jf. Matt 6,24-34; Mark 10,21; Luk 18,22).

Familien stod her som Jesu samtids mest forudgivne og sikre institution, og loyalitet mod den var ikke til forhandling.

Præcist dette gør Jesus op med. Ikke med familien – men med prioriteringen af familien ”først”.

Jesu forkyndelse af Gudsrigets nærhed i ham og hans virke følges af et nyt syn på den forudgivne verden, der må resultere i omprioriteringer.

GUDSRIGE OG KALD

Det er derfor ikke tilfældigt, men meget sigende, at versene umiddelbart efter Jesu første offentlige forkyndelse i Markusevan-

Jesus og/eller familien?

Motiv fra Nazareth Village, hvor en tømmer oplærer sin søn i faget.

Foto: Morten Hørning Jensen.

Landbrugsjord var yderst kostbart og meget krævende at vedligehol-

de, som det tydeligt fremgår af disse terrassemarker. Foto: Morten

Hørning Jensen.


Artikelserien ”Familieliv i Bibelen i lyset af arkæologien og historien” er bragt i TEL 2008-03, 2008-04, 2009-01, 2009-02, og indeholder følgende syv artikler:

1. Introduktion.

2. Familie, hus og landsby.

3. Fra ens telte til forskellige huse.

4. ”… for landet er mit”. Helligt jord aldrig på udsalg.

5. ”Er det ikke tømrerens søn?” – lydighed, ære og skam i familien.

6. ”Lad de døde begrave deres døde” – om begravelser og Guds rige

7. Jesus og/eller familien?

JESUS BESKYTTER FAMILIEN JESUS UDFORDRER FAMILIEN

Det 5. bud:Matt 15,4-5; 19,19. Mark 7,10-13; 10,19.Små børn:Matt 19,14; Mark 10,14; Luk 18,16.Skilsmisse:Matt 5,31f; 19,3-9. Mark 10,2-12; Luk 16,18.Husly hos familier:Matt 8,14; Mark 1,29; 2,15; 7,24; 9,33 mv. Familiemetaforer:Matt 7,7-11; 21,28-32; Mark 8,38; 11,25; 13,32; 14,36; Luk 11,5-13 mv.Sørger for Maria:Joh 19,26-27.

Discipelkald:Matt 4,18-22; 9,9-13; Mark 1,16-20; 2,14.Splid med egen familie og Nazaret:Matt 12,46-50; 13,53-58; Mark 3,21.31-35; 6,1-6a; Luk 4,16-30; 8,19-21; 11,27-28.Forlade familie:Matt 19,27-30; Mark 10,28-31; Luk 18,28-30.Had og splid:Matt 10,21-22.34-39; Mark 13,12-13; Luk 12,49-53; 14,26-27; 21,16-17. Ikke begrave sin far:Matt 8,18-22; Luk 9,57-62.Leve ugift:Matt 19,10-12.

geliet: ”Tiden er inde, Guds rige er kom-met nær; omvend jer og tro på evangeli-et!” (1,15) - følges af Jesu kald af de første fi re disciple, Peter, Andreas, Jakob og Johannes, der må efterlade deres arbejde og far i fi skerbåden for at følge ham (1,16-20). Mere dramatisk kunne ’nyheden’ og omprioriteringen i Jesu forkyndelse ikke gøres.

Pointen er ikke, at Jesus kalder dem på trods af deres familie (senere helbre-der Jesus faktisk Peters svigermor, 1,30-31), men præcist den, at i Jesus er Gud kommet nær på en måde, der sætter selv det mest forudgivne i anden række.

FORFØLGELSE OG HAD

Denne omprioritering måtte føre til mod-stand, sådan som Jesus også forudsiger,

at den vil (f.eks. Matt 10,34-36 og Mark 13,9-13).

Og det er ind i den situation, Jesus taler om, at man ikke kan komme til ham uden at hade sin far og mor (Luk 14,26). ’Had’ skal her ikke forstås som en følelse, men som en handling. Hvordan skal en far, der ikke deler sin søns syn på Jesus, kunne se det som andet end ’had’, hvis sønnen nedprioriterer alle sine forpligti-gelser over for ham og den øvrige familie for at følge Jesus?

Det giver ikke sønnen ret til ikke at gøre sit yderste for at ære sin far og mor (jf. Mark 7,10-13), men stillet i et valg må han som discipel ”tage sit kors op” og følge efter Jesus (Matt 10,38).

I den vestlige verden, hvor religion i høj grad er en privatsag, er dette ofte ren teori. Jesus og familieliv kan ofte forenes.

Men i andre kulturer og andre dele af verden er det en smertelig hverdagser-faring. Valget består mellem Jesus eller familien.

Huse gik i arv fra generation til generation. Her motiv fra Katzrin Village på Golan. Foto: Morten

Hørning Jensen.

Piger på marken for at hjælpe til med hus-

holdningen. Nazareth Village. Foto: Morten

Hørning Jensen.

En pige i gang med at kærne smør. Naza-

reth Village. Foto: Morten Hørning Jensen.


Af lektor Carsten Vang

Arkæologiske fund, som kan forbin-

des direkte med kendte personer i

Gammel Testamente, er uhyre sjæld-

ne. Hvor de endelig forekommer,

stammer de ikke fra prangende mo-

numenter eller kongelige inskriptio-

ner, men fra bittesmå segl og klumper

af ler, som let kan overses under gra-

vearbejdet. Vi skal her se nærmere på

disse uanselige skatte gemt i støvet,

og hvad de gemmer af værdier.

SEGL OG SEGLAFTRYK

Ved mange arkæologiske udgravninger gør man værdifulde fund i form af segl og aftryk af segl i ler, kaldet bullae. Seglene er ikke særligt store, kun 1-1½ cm på den lange led, og undertiden mindre. De kan være lavet af kostbare smykkesten eller af mere simple materialer og rummer et eller fl ere navne, som kan identifi cere ejeren. Skriften på seglet blev skåret spejlvendt, så at teksten kom til at stå retvendt på aftrykket og dermed kunne læses.

En bulla opstår, når en person vil forsegle et dokument. Papyrusrullen rulles sammen og bindes med et stykke snor,

en lille klump ler placeres på snoren, og seglet presses ned i det friske ler. Doku-mentet er nu forseglet. Ingen kan åbne og læse det uden at bryde seglet, og mod-tageren kan hurtigt forvisse sig om hvem, der har sendt det. Mange af de fundne bullae har tydelige mærker på undersi-den efter papyrus og snor. Det skrevne materiale er forsvundet. Tilbage er kun seglaftrykkene, som engang har siddet på dokumenterne. I tilfælde af brand i huset går bogrullerne til, men aftrykkene med afsendernes navne brændes hårde og bevares for eftertiden.

Man fi nder også andre typer aftryk end bullae. Mange hundrede hanke på store forrådskrukker er blevet fundet, hvor bestemte symboler er påstemplet sam-men med ordene ”for kongen”. I det føl-gende vil vi imidlertid koncentrere os om de personlige segl og aftrykkene fra dem.

HVOR MANGE OG HVORNÅR?

I dag har vi kendskab til godt fi re hundre-de segl; men når det gælder aftrykkene,

er der fundet mere end 1200, og hvert år føjer nye eksemplarer til bunken. De fl este stammer desværre fra illegale udgravnin-ger og bliver solgt på det sorte marked. Derfor ved man ikke, hvor de kommer fra, eller hvilke lag, de har ligget i. De kan alene dateres ud fra skriftformen.

I de senere år har man også fundet segl og enkelte aftryk fra Moabs, Ammons og Edoms områder; men langt de fl este stammer fra det bibelske Israel. Derimod har man næsten ingen segl og aftryk fra de store aramæisk talende områder nord for Israel. Det er meget overraskende.

De allerfl este segl og aftryk kommer fra en forholdsvis kort periode, fra det 8. til 6. årh. f.Kr. Meget få kan dateres til ti-den før ca. 800, og relativt få kan dateres til tiden efter hjemkomsten fra eksilet. Perioden for segl og aftryk falder dermed sammen med skriftprofeternes tid.

Seglene og deres aftryk er som regel formet efter en bestemt skabelon. De er oftest ovale og har to linjer tekst adskilt af en eller to vandrette linjer. Teksten rummer ejerens navn, gerne efterfulgt af faderens navn. Personer i vigtige stillinger angiver ofte deres titel i stedet for farens navn, f.eks. ”Elishama, kongens søn”, ”Asajahu, kongens tjener” eller ”Natan, hofchef”. De vil snarere kendes på deres position i samfundet end på deres slægt. Man har også fundet ca. 35 segl og bul-lae, som ud fra navnene at dømme har til-hørt kvinder. Det viser, at enkelte kvinder har haft en sådan position i datiden, at de havde deres personlige segl til at forsegle skrivelser med.

Uanselige skattei støvet

– Om segl, seglaftryk og bibelske personer

des direkte med kendte personer i

ne. Hvor de endelig forekommer,

Bagsiden af mange bullae har stadig mærker

efter de snore, som engang var bundet om

rullerne. © BAR 1998/3.


STORE ARKIVER

Undertiden fi nder arkæologerne ikke bare enkelte eksemplarer af aftryk, men store bunker på ét og samme sted. Da den israelske arkæolog Y. Shilo gravede i Davidsbyen i 1980’erne, fandt han en skat på 51 bullae liggende i et hjørne i et hus. Alle aftrykkene havde identisk form: ”Tilhørende XX, søn af YY”. Denne sam-ling dateres til perioden umiddelbart før Jerusalems fald, ca. 600-587 f.Kr. Det er en yderst vigtig samling, da den stammer fra en kontrolleret arkæologisk udgravning og ikke fra illegal opgravning. Det lag, skatten lå i, er helt sikkert fra begyndelsen af det 6. årh. f.Kr. Vi har sandsynligvis her at gøre med rester fra et offi cielt arkiv, da der kun er ganske få gengangere blandt de mange navne på disse bullae.

For 30 år siden dukkede en samling på mere end 250 bullae efterhånden op på det sorte marked for antikviteter i Jeru-salem. Forskerne mener, at disse mange aftryk må stamme fra samme lokalitet i Juda, selv om man ikke har været i stand til at fi nde ud af hvor. Tidsperioden er den samme som for Shilos fund i Jerusalem. Aftrykkene stammer øjensynligt fra en bygning, som har været udsat for brand, fordi de er brændt hårde.

I nyere tid har byen Ke’ila i nærheden af Hebron leveret en usædvanlig stor samling af en særlig type bullae. Ifølge Robert Deutsch, som omtalte fundet på en konference i Boston i november 2008, har lokale beboere fremdraget omkring

1400-1500 eksemplarer, som fortrinsvis stammer fra kong Hizkijas tid (728-685 f.Kr.). De adskiller sig fra de normale bul-lae (som vi som ovenfor nævnt kender ca. 1200 af), fordi teksten på dem er ander-ledes. De har øverst en datoangivelse efterfulgt af navnet på en bibelsk by og sluttende med ordet lmlk, d.v.s. ”tilhøren-de kongen”. Disse aftryk menes at hidrøre fra indbetalinger af afgifter til kongen, og de bliver derfor kaldt ”skatte bullae”.

Sådanne fund af mange bullae på samme lokalitet fortæller os, at der i det gamle Israel må have eksisteret omfat-tende arkiver, som har haft fl ere hundrede dokumenter liggende. Arkiverne med deres depot af forseglede dokumenter fandtes ikke blot i regeringsbyen Jerusalem, men også i byerne ude i landet. Mange men-nesker har kunnet læse og skrive. De har henvendt sig til myndighederne på skrift og markeret deres ejerskab til dokumenter ved at bruge personlige segl.

GRÆDEMUREN REDDET

I TEL 2003/4 bragte vi et dramatisk foto af et kollaps øverst i Grædemuren. Den gamle mur er sammensat af lag fra fl ere forskellige byggeperioder. Kun den ne-derste del er fra Herodes’ tid og bygget i den kendte solide stil.

Selvom myndighederne længe har vist, at den gamle mur har været i elendig for-fatning, så har politiske omstændigheder og hensyn til stedets hellighed gjort en udbedring vanskelig.

Men nu sker der noget. Byggelifter og mørtel har været taget i brug for at sikre muren mod yderligere kollaps. Det skulle igen være sikkert at besøge dette fan-tastiske sted, der bringer os tæt på den bibelske verden på Jesu tid.

© Israel Antiquities Authority.© Israel Antiquities Authority.

har lokale beboere fremdraget omkring

På seglet (til venstre) står på de to linjer ”Tilhørende Ja’azanja, kongens tjener”. Teksten er gra-

veret spejlvendt. Nederst er afbilledet en hane. Til højre ses et aftryk af seglet, hvor teksten står

retvendt. Kongens identitet er ukendt. Seglet er fundet på Tell en-Nasbeh, det bibelske Mizpah.

© BAR 1995/6.


SEGL MED BILLEDER – OG UDEN

De ældste segl bestod for det meste af grafi ske symboler som skibe eller forskellige dyr (fi sk, fugle, krybdyr). Meget hurtigt får seglene imidlertid både billeder og navne. Motiverne bliver ofte hentet fra fønikisk kultur, der på sin side videreførte egyptiske religiøse motiver, som fønikerne havde indoptaget mange hun-drede år tidligere. Således fi nder vi på hebraiske segl og bullae f.eks. den vingede skarabæ og kobraslangen, som begge er gamle egyptiske symboler.

Et usædvanlig smukt segl, lavet af smykkestenen karneol, viser en stor solskive med gedebukkehorn. Oven over hornene anes tre kroner, sådan som den egyptiske gud Osiris udstyres med. På hver side af solen ses en kobraslange, der rejser sig. Det er alt sammen egyptiske religiøse symboler; men skriften forneden på seglet er ægte hebraisk og siger: ”Tilhørende Ushna, Akaz’ tjener”. Denne Ushna er ikke kendt fra Bibelen, men ud fra seglet at dømme må han have været en fornem person. Han har været en højtplaceret embedsmand hos Judas konge Akaz (744-728 f.Kr.). De egyptiske billeder på hans segl betyder ikke, at han har været tilbeder af egyptiske guder. Symbolerne har mistet deres oprindelige religiøse betydning og signalerer nu ejerens styrke, magt og autoritet over for dem, som modtog et dokument med hans segl på.

Et andet forment segl fra en lidt tidligere tid (9. årh.) har for-mentlig tilhørt den berygtede dronning Jezabel. Navnet, der kan tydes som Jezabel, står skrevet ind imellem de mange symboler på seglet. De består af en vinget sfi nks, en sol med vinger, en falk og to kobraslanger, og peger på, at ejeren må have været en meget fornem kvinde af kongelig byrd og af fønikisk afstamning. Seglets mange symboler er blevet graveret først, og til sidst er Jezabels navn blevet føjet ind på de få ledige steder på seglet. Man ved ikke, hvor det er fundet.

Ushnas segl har tilhørt en fremtrædende embedsmand under kong

Akaz. © BAR 1998/3.

Man ved ikke, hvor det er fundet.Man ved ikke, hvor det er fundet.

Dronning Jezabels segl.

Et lille stykke er slået

af seglet foroven, hvor

de første bogstaver i

hendes navn har stået.

Givet som gave til Isra-

els Arkæologistyrelse i

1964. © BAR 2008/2.

Ushnas segl har tilhørt en fremtrædende embedsmand under kong


I løbet af det 8. århundrede ændres stilen. Moden skifter, billederne forsvinder mere og mere, og seglene består efterhånden bare af ren tekst, bestående af to eller tre linjer. Som eksempel kan nævnes et segl, der blev fundet for nyligt i Davidsbyen, og som kun har påskriften ”Tilhørende Refaihu, søn af Shalem”, men uden noget billede. Den store samling af bullae fra Davidsbyen i Jerusalem er alle uden bil-ledlige symboler.

SEGL OG BULLAEFRA BIBELSKE PERSONER

Mange ostraka (d.e. tekster skrevet på potteskår) er blevet fundet i byer som Sa-maria, Lakish og Arad. Men ingen af dem er skrevet af personer kendt fra Bibelen eller er sendt til sådanne, og ingen omta-ler bibelske skikkelser. I 1993-94 blev tre stumper af en kongelig stele fundet på Tel Dan. Her fi nder vi vendingen ”kongen af Davids hus”. Til dato er dette det eneste sikre navn på en bibelsk person, der er fundet på en inskription.

Derimod har man efterhånden fundet mange segl og seglaftryk, som synes at stamme fra bibelske personer, eller som omtaler skikkelser, vi kender fra Bibelen. Det gør dem særligt betydningsfulde.

KONGER PÅ SEGL

Ovenfor har vi beskrevet et fornemt segl, som har tilhørt kong Akaz’ embedsmand Ushna. Seglets ejermand er ukendt, men den konge, som han har været i tjeneste hos, kendes fra 2 Kong 16 og Es 7. Andre konger er tilsvarende omtalt på segl.

Et smukt segl, skåret i smykkestenen kalcedon, bærer indskriften ”Tilhørende Abdi, Hoseas tjener”. Ordet ”tjener” står her ikke for en simpel slave, men beteg-ner en højtstående embedsmand hos en konge (jf. 2 Kong 22,12), som har haft myndighed til at forsegle dokumenter i sit eget navn. Denne Abdi har været en betydningsfuld embedsmand for en konge ved navn Hosea. Det kan kun være Nord-rigets sidste konge, kong Hosea af Israel (2 Kong 17,1-6). På seglet ses en person, som skridter til venstre med et papyrus-scepter i hånden og venstre arm løftet. Allernederst ser vi den vingede solskive. Seglet er typisk egyptisk i stilen ligesom adskillige andre segl fra den tid. Motivet med den vingede solskive var oprinde-ligt et kongeligt symbol. Senere blev det

opfattet som et magisk tegn til at afværge det onde. Profeten Hoseas fortæller, at kong Hoseas regeringsår var præget af kaos og nød, inden Nordriget til slut blev løbet over ende af assyrerne. Alligevel kan en af kongens ministre anvende et yderst fornemt segl i denne periode.

Flere segl og bullae fra kongelige embedsmænd er fundet, f.eks. et segl, som har tilhørt kong Jeroboam IIs (796-752 f.Kr.) minister Shema eller et par segl, som har været ejet af ”tjenere” hos kong Uzzija af Juda (767-740 f.Kr.).

KONGELIGE SEGL

Ikke blot kender vi segl og aftryk fra kon-gelige embedsmænd. Vi har også enkelte bullae, som har tilhørt bibelske konger. Dronning Jezabels bemærkelsesværdige segl har vi allerede omtalt ovenfor.

En bestemt bulla går med stor sand-synlighed tilbage til kong Hizkija af Juda (716-685 f.Kr.). I midten ses en bille med store vinger, som skubber en kugle – igen et typisk egyptisk motiv og et vidt udbredt symbol på det guddommelige. Under bil-len står ordene:

Abdis segl. Han var minister hos Hosea, den sidste konge i Nordriget. Fundet og handlet illegalt.

© BAR 1995/6.


”Tilhørende Hizkija, (søn af) Akaz, Judas konge”. Ordet ”Juda” står oven over billen.

Også en bulla tilhørende Hizkijas far Akaz er fundet. Den har intet billede, men alene ordene ”Tilhørende Akaz, (søn af) Jotam, Judas konge”, fordelt på tre linjer. Bare med disse to bullae er tre judæiske konger bevidnet i rækkefølge.

BARUKS SEGL

Den mest fascinerende af alle fundne bullae med bibelsk tilknytning tilhører dog ikke en konge, men en skriver. Tilmed har vi hele to eksemplarer af den. Den ene befi nder sig i Israelsmuseet i Jerusalem, den anden er i privat eje. Begge bullae er ganske små, kun 10,5 x 12 mm. Og begge har samme inskription fordelt på tre linjer: ”Tilhørende Berekja, søn af Nerija, skrive-ren”. Det er tydeligvis samme segl, som er blevet brugt. Ud fra skriftformen må disse to bullae dateres til ca. 610-580 f.Kr., og de stammer uden tvivl fra Jeremias’ skriver Baruk.

Da Jeremias vil skrive sine profetier ned, tilkalder han en offi ciel skriver ved navn Baruk, søn af Nerija (Jer 36,4). I Jer 36,32 kaldes han ”Baruk, Nerijas søn, skriveren”, altså med nøjagtig de samme ord som på de to bullae. Navnet Baruk er en forkortet skrivemåde for Berekja. Baruk

var også med, da Jeremias skrev et skøde, forseglede det og bad ham gemme skødet til senere tider (Jer 32,6-15).

De to bullae bringer os helt tæt på én af de personer, som spillede en afgørende rolle for, at det profetiske ord blev bevaret for eftertiden i Juda riges sidste kaotiske år. Det ene af de to aftryk har tilmed noget af Baruks fi ngeraftryk bevaret på bagsiden.

ANDRE BULLAE FRA JEREMIAS’ TID

Netop Jeremias’ tid har givet os særligt mange bullae fra personer, som er omtalt i Jeremiasbogen. Det gælder f.eks. en bulla med teksten ”Gemarja, Shafans søn” (Jer 36,10). Andre aftryk har tilhørt ”Jerakme’el, kongens søn” (36,26), ”Jukal, Shelemjas søn” (37,3), ”Gedalja, Pashkurs søn” (38,1), mens et segl fundet i Lakish taler om en ”Gedalja, som er over huset” (Jer 40,7).

Et aftryk af et segl, som har tilhørt Judas konge Hizkija. Billedet af billen med vinger har en dominerende plads på aftrykket. Fundstedet er ukendt.

© BAR 1999/2.

Den ene af de to bul-

lae, som går tilbage til

Jeremias’ skriver Baruk.

Aftrykket bruger hans

fulde navn ”Berekjahu”,

mens Bibelen har en

forkortet form af nav-

net, Baruk, uden endel-

sen ”-jahu”, der gen-

giver Guds egennavn

Herren. Man ved ikke,

hvor den er fundet.

© BAR 1996/2.


Få meget mere at vide på www.freehand.dkidé | markedsføring | illustration | design | web

Design, layout

og trykning af

kirke-, skole- og

foreningsblade.

Design og

programmering

af kundestyrede

hjemmesider.

D ET M O B I L E R E KLA M E B U R E A U

Få meget mere at vide på www.freehand.dk

Design, layout

og trykning af

kirke-, skole- og

foreningsblade.

Få meget mere at vide på www.freehand.dk

Design, layout

og trykning af

kirke-, skole- og

foreningsblade.

Design og

programmering

af kundestyrede

hjemmesider.

Freehand tilbyder fast pris på:

Denne bulla har tilhørt Gedalja, Pashkurs søn, som var en af profeten Jeremias’ modstandere.

Aftrykket er fundet for få år siden ved udgravninger i Davidsbyen. Bullaen er ca. 1 cm stor. © Eilat

Mazar og Hebrew University of Jerusalem.

BETYDNING

Fundet af de mange segl og aftryk viser, at ganske mange mennesker har kun-net læse og skrive i det 8.-6. årh. f.Kr. De fl este segl rummer kun navne og ingen grafi ske symboler. De er så små, at det har krævet læsekundskaber for at kunne skelne bogstaverne på aftrykket og dermed afgøre, hvem der har sendt bogrullen. Aftrykkene er ikke kun fundet i de store administrative centre, men også i mindre byer og på militære udposter. De viser, hvor udbredt skrivekunsten har været, og antyder, hvor mange dokumen-ter, der har været i omløb. Rullerne er desværre borte; de er enten brændt eller rådnet væk; men de seglaftryk, der var sat på de sammenfoldede ruller, er bevaret.

Desuden giver aftrykkene et fantastisk godt indblik i navneformer på GTs tid. Vi kan forvente, at navnene på endnu fl ere bibelske personer fremover vil blive fundet i støvet.

Læs mere om de enkelte segl og bullae i

tidligere numre af TEL, som fi ndes på TELs

linkside på www.bibelskarkaeologi.dk.

Nogle af de vigtigste fundPERSON HVAD PERSONEN OMTALT

Dronning Jezabel Segl 1 Kong 16,29-33; 19,1-2; 21,1-24; 2 Kong 9,9-10. 30-37

Kong Akaz af Juda Segl og bulla 2 Kong 16,1-20; Es 7,1-17

Kong Hizkija af Juda 2 bullae 2 Kong 18-20

Skriveren Baruk Bulla Jer 32,9-16; 36,4-32; 43,1-3; 45,1-5


Afsender: Jacob Bank Møller, Lykkegårdsvej 26, 6000 Kolding

Adresseændring meddeles til: [email protected]. Eftersendes ved varig adresseændring.

Af lektor Carsten Vang

Mange gange dukker segl og aftryk af segl frem af jorden, hvor navne-ne på dem er bibelske. Ofte kan vi bare ikke vide, om aftrykket virkelig har tilhørt en bibelsk person. Infor-mationerne på det er for få. Der kan jo sagtens være tale om andre, som tilfældigvis har delt navn med perso-nen, som vi møder i Bibelen.

SHEBNAS BULLA

Et sådant eksempel er Shebnas seglaf-tryk (også kaldet en bulla). Da man for mange år siden udgravede et lagerrum i den bibelske by Lakish, fandt man bl.a. en krukke, der viste sig at indeholde 17 aftryk på små lerklumper. En af disse bullae var knækket. På den bevarede del stod ”Tilhø-rende Shebna … kongen”.

Dette satte straks tankerne i gang: Hvilken position havde denne Shebna over for kongen? Var han kongens søn, altså af kongelig slægt? Eller var han kongens

tjener i betydningen højtstående embeds-mand? Det afgørende ord mangler.

Selve navnet Shebna er bibelsk. Profe-ten Esajas udtaler et skarpt domsord mod en vis Shebna, der var hofchef og øverste embedsmand for kong Hizkija i Jerusalem (Es 22,15-16). I storhedsvanvid havde kongens tjener Shebna ladet udhugge en prangende klippegrav.

Spørgsmålet er, om det ødelagte aftryk fra Lakish stammer fra den Shebna, som Esajas satte i rette. Det er en spændende tanke; men indtil nu har vi ikke haft grund-lag for at fastslå det. Hvis der havde været bare ét bogstav mere på aftrykket, havde vi kunnet afgøre spørgsmålet, om denne Shebna var kongens søn eller tjener.

LØSNINGEN

Helt uventet dukkede der i 2007 et nyt aftryk op på antikvitetsmarkedet. Det er identisk med Shebna-aftrykket fra Lakish. Der er ingen tvivl om, at det er samme segl, som har været brugt til at præge både det gamle aftryk og det nye. Også

Aftrykket til venstre er det gamle fra Lakish, mens det til højre er dukket op for nylig. De to aftryk

er helt identiske. © BAR 2009/3.

det nye aftryk mangler den nederste højre del. Men der er bevaret så meget af nederste linje, at vi kan ane bogstavet ”d” før ordet ”kongen”. Dette bogstav er det sidste i det hebræiske ord for ”tjener”, mens det ikke forekommer i ordet ”søn”.

Vi kan hermed se, at Shebna-aftrykket fra Lakish har tilhørt en Shebna, der var ”kongens tjener”, altså en højtstående embedsmand. Bogstavformen passer med kong Hizkijas tid. Aftrykket blev fundet i et lag, der må dateres til denne periode. Meget taler derfor for, at denne ”Shebna, kongens tjener” er identisk med hofche-fen fra Es 22. Det nye fund har dermed bidraget til, at endnu en bibelsk person nu er dukket op på et aftryk.

Litteratur: Se TELs linkside.

Shebna, kongens tjener

Documents

TEL 2, 2009