TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk nr. 3 | oktober 2011 | 22. årgang

Spedalskhedpå Bibelens tid

Ny serie: PERSONER JESUS MØDTE

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Jesu møde med et levende lig 3

Kana – vinunderets by 10Skjulte skatte i støvet 15En usædvanlig inskription 16

Selskab for Bibelsk ArkæologiBuen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Tlf. 7586 1748E-mail: info@bibelskarkaeologi.dkInternet: www.bibelskarkaeologi.dkBank: Sydbank konto 7920-1014 846Norge: Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion:Morten Hørning Jensen (ansv. red.),Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang.

Forsidefoto:Ved de varme kilder ved Tabgha tæt på Kapernaum fi ndes en kilde, der ifølge en tradition helt tilbage til byzantinsk tid (4.-6. årh.) er blevet anset for at kunne helbrede diverse sygdomme. Den har siden muslimsk tid båret navnet Tannour Hammam el Ayoub (”Jobs bads ovn”) og blev på et tidspunkt om-kranset af dette tårn. Mange syge, også spedalske,

har i tidernes løb badet her i håb om helbredelse.Foto: Morten Hørning Jensen.

Links i TEL:De fl este nyheder i TEL følges op af links til hjemme-sider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk.

Layout:Freehand.dk, Herning

Tryk:Økotryk, Videbæk

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlem-mer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Kontingent:Danske kr. 175,- / norske kr. 195,-(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-).Kontingent opkræves via PBS først på året.

Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling.

Selskabets bestyrelse:Bibelunderviser Jan Højland (formand),tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dkLektor, ph.d., cand.theol.Morten Hørning Jensen (redaktør),tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dkCand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer),tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dkGrafi sk designer Ben Haman Jensen(webmaster),tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk

© SBA og artiklernes forfattere.Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives.

ISSN 0905 - 5827

Af Carsten Vang

Udgravningerne af fi listerbyen Gat bliver ved med

at give forbløffende fund. Denne sommer var ingen

undtagelse. Det mest bemærkelsesværdige i år var

fundet af et stenalter med to horn og ikke fi re horn.

Alteret kan dateres til ca. 830 f.Kr. Det er dermed det ældste fi listeralter, vi kender. Det måler 54 x 54 cm og 1 m i højden og har en smukt udhugget gesims under toppen. Målene er bemærkelsesværdige, fordi de næsten matcher røgelsesalterets mål i tabernaklet. If. 2 Mos 30,2 skal isra-elitternes røgelsesalter være 1 x 1 alen og to alen i højden. Alteret i Gat giver måske løsningen på spørgsmålet om, hvor lang en alen egentlig var i gammeltestamentlig tid.

Mens bibelske altre altid har fi re horn, har dette kun to horn. Og i modsætning til israelitiske altre, der har spidse horn, er Gat-alterets horn fl ade. Desuden har man ladet bagsiden af alteret være ubearbejdet. Alteret har måske ikke været fritstående som i Israel, men været muret ind i muren i et hus.

Alteret fra Gat minder meget om det bibelske røgelses-alter – og er alligevel ganske forskelligt fra det.

Alteret fra Gat

Alteret er ved at blive gravet fri. De to fl ade horn ses tydeligt.

© Tell es-Safi /Gath Archaeological Project, Prof. Aren M. Maeir,

Director.

Alteret er ved at blive gravet fri. De to fl ade horn ses tydeligt.

2 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

Af Morten Hørning Jensen, ph.d.,lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Spedalskhed var på Jesu tid en tredobbelt katastrofe.

Ikke blot var man syg, man blev også isoleret fra sin fa-

milie og sin landsby og udelukket fra at komme i templet

og synagogen. En spedalsk blev betragtet som et levende

lig, der spredte urenhed, hvor vedkommende kom frem.

Måske er det baggrunden for, at Jesus blev dybt berørt

over at møde en spedalsk og ganske overraskende rakte

hånden ud for at røre ved ham.

PROVOKERENDE ULÆRD MESSIAS

Folk rev sig i håret – eller skægget – over Jesus. Særligt de kloge på Skrifterne og de jødiske traditioner: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”, vrængede de jødiske ledere af ham efter en lang diskussion på tempelpladsen (Joh 8,48).

Problemet med Jesus var, at han ret direkte lagde sig ud med bestemmelserne i Moseloven. Han spiste med toldere og syndere (Mark 2,15-17). Han helbredte på en sabbat (Mark 3,1-6). Hans disciple spiste uden at have renset hænderne rituelt (Mark 7,2).

Jøderne var nok klar over, at Gud i skrifterne havde talt om, at der skulle komme en ny Moses – en ny lovudlægger (5 Mos 18,15-18). De kendte også profeternes tale om en ny pagt, hvor loven skulle skrives på ny i folks hjerter (Jer 31,31-34). Men hvordan kunne de vide, at Jesus var opfylderen af dette? Med hvilken ret gjorde han, som han gjorde (jf. f.eks. Mark 11,28)?

Faktisk skulle man blot have lyttet minimalt efter i sabbatssko-len for at se, at det gik den gale vej med Jesus. Lovens primære formål var jo at rense folk fra urenhed og synd, så de kunne træde frem for Gud i templet. Og når Messias kom, skulle han skrue op for renselsesprocessen. Han skulle forberede Israels folk til at møde Gud.

Forventningen om Messias var samtidig en forventning om renhed og lovoverholdelse. Og netop på Jesu tid skyllede der en stor renhedsbølge ind over det jødiske folk.

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

FATTIGE

RIGE KLOGESPEDALSKEKVINDERSPEDALSKEKVINDERSPEDALSKE LEDERE

UDSTØDTE ARBEJDEREHEDNINGER

PRÆSTERNy artikelserie | Personer Jesus mødte [1]

Jesus mødte typer af enhver slags. Fattige, rige, kloge, udstødte, fremmede osv. Tilsy-neladende var der ingen ydre restriktioner eller adgangskrav for et møde med Jesus. Én gang forsøger disciplene sig med dog i

det mindste at hindre ubetydelige børn i at tage dyrebar tid fra deres Mester – uden held! Disse møder er afgørende for at for-stå, hvad Jesus ville. Ofte kræver det dog kendskab til samtiden for at fornemme,

hvad der er på spil. Derfor begynder vi i TEL med dette nummer en ny artikelserie, der sætter fokus på Jesu møde med men-nesker i lyset af arkæologien og samtids-historien.

Jesu møde medet levende lig

3

TEL 3/2011

www.bibelskarkaeologi.dk

En række forskellige jødiske grupperinger som farisæerne, saddukæerne og essæ-erne så dagens lys. Alle kæmpede de om at tolke loven bedst muligt, så man var parate til at møde Gud.

Det var denne renhedsiver, Jesus kom i karambolage med, da han rørte ved syge og omgikkes syndere og hedninger. Jesus var ikke alene grænseløst provokerende. Han var som en ulærd elefant fra Nazaret i den jødiske ’lovbutik’.

KLOKKE AF GULD

En lille klokke af rent guld er ble-vet fundet i den kloak, der løb under Jerusalems hovedgade på Jesu tid. Fundet blev gjort neden under ”Robinsons Bue”, en stor trappe, der førte ned fra tempel-pladsen til hovedstrøget.

Den enestående guldklokke har en lille ring i toppen, så den kunne syes på en kjortel. Ypperstepræ-sten bar sådanne klokker på sin embedsdragt. Hvordan guldklok-ken kunne havne i bunden af klo-akken uden for tempelpladsen, er en gåde; men årsagen skal måske søges i de voldsomme begivenhe-der omkring templets fald i år 70. Læs mere på TELs linkside.

Denne lille klokke af guld har måske

siddet på en præstedragt.

© Israel Antiquities Authority.

SPEDALSKHED FORURENER

Renhedsproblemet med Jesus bliver spe-cielt tydeligt i hans omgang med spedal-ske. Spedalskhed blev nemlig anset for at være et særligt renhedsproblem. Havde man sygdommen, blev man betragtet som en radioaktiv kilde, der udstrålede uren-hed, hvor man kom frem.

Hvad gør uren ifølge Moseloven? En mulig rød tråd gennem de mange love er, at de skulle sikre orden og hindre omgang med de ting, der bringer uorden. ’Uor-dentlige ting’ minder om jordens forban-delse og ødelæggelse og den uorden, syndefaldet bragte med sig. F.eks. gør omgang med lig en person uren. Dér be-rører man døden. Det samme gør udfl åd af forskellige typer, fordi den normale orden er brudt (jf. 3 Mos 22,4).

Og det var præcis problemet med den kategori af sygdomme, der i Moseloven kaldes ”spedalskhed”: Kroppen er åben-lyst ikke i orden. Huden bobler, falder af, får hvide pletter mv. Faktisk tilhørte en spedalsk samme urenhedskategori som et lig. Blot endnu værre, da den spedalske som et ”levende lig” kunne bevæge sig rundt og smitte med sin urenhed.

Derfor er loven om spedalskhed den længste enkeltlov i GT (3 Mos 13-14). Nøje instrueres der om de ting, den spedalske skal gøre for at undgå at sprede sin uren-hed: For det første skal han bære ”iturevne klæder” ligesom hans hår skal hænge løst og ansigtet være tilhyllet. Dernæst skal han aktivt advare folk og råbe ”Uren, uren!” Og endelig skal han ”bo isoleret og opholde sig uden for lejren” (3 Mos 13,45-46).

Spedalskheden blev dermed en op-hobning af ulykker – en tredobbelt ulykke: Fysisk set var man syg. Socialt set var man isoleret fra sin familie i lejren. Og en-delig var det religiøst set en isolering fra telthelligdommen. Kun hvis den spedalske blev helbredt, kunne han igen bringe ofre til Herren (3 Mos 14,10-31).

VAR DET SPEDALSKHED PÅ JESU TID?

Selve pointen i loven om spedalskhed er altså tydelig nok. Der er tale om en form for sygdom, der bringer kroppen i

Spedalskhed kan spores på skeletter, da den

langsomt nedbryder knoglerne. På det første

billede ses et normalt kranium. På det næste

et middel angrebet kranium og på det sidste

et voldsomt angrebet kranium. Bemærk de

indsunkne huller ved øjnene og næsen.

Foto: © Jesper L. Boldsen.

uorden og dermed gør uren. Derfor skal den ramte isoleres for ikke at smitte andre med den urenhed.

Derimod er det mindre tydeligt, hvilken type eller typer af sygdom, der tales om i loven set ud fra en moderne medicinsk forståelse. Betegnelsen, der oversættes med ”spedalskhed” (sara’at på hebraisk og lepra på græsk), dækker tydeligvis over mere end vores moderne forståelse af

4 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

spedalskhed. F.eks. kan sara’at også ramme tøj og huse (3 Mos 13,47-59; 14,33-57), ligesom det kan gå hurtigt væk igen.

Moderne spedalskhed, også kaldet Hansens Sygdom (jf. tekstboksen side 8), er derimod en langsomt udviklende sygdom, der ikke var nogen lægelig helbredelse for i antikken. Græske kil-der begyndte derfor også at bruge termen elefas eller elefantiasis (dvs. ’elefantsygen’) om ægte spedalskhed, mens lepra bruges som en samlebetegnelse for en række forskellige hudsygdomme.

Det har været omdiskuteret i forskningen, hvor langt tilbage spedalskhed kan spores. Det ældste skelet med spor af spedalsk-hed er fra omkring 2500 f.Kr. og fundet i Indien. I Danmark er det ældste fund fra omkring år 200 e.Kr., mens vi i Israel skal hen til det 6. årh. e.Kr.

Der gives dog et par forklaringer på dette. For det første er det kun den blomstrende form for spedalskhed (lepromatøs spe-dalskhed, jf. tekstboksen side 8), der efterlader synlige spor på knoglerne i form af deformiteter.

For det andet, som foreslået af den israelske patolog og arkæolog, Joe Zias, så har de få fund af spedalske skeletter en simpel, men uhyggelig forklaring: Isoleringen af en spedalsk var i Israel så gennemført, at den også gjalt i døden. En spedalsk fi k ikke lov til at blive begravet i den normale familiegrav. Det ser vi f.eks. i 2 Krøn 26,23, der fortæller, at kong Uzzija ikke kunne begraves i de normale kongegrave, da han var spedalsk. Og da knoglefund oftest gøres i forbindelse med udgravning af grav-komplekser, kan det forklare, hvorfor arkæologer endnu ikke har fundet indicier på ægte spedalskhed på Bibelens tid.

Spedalskhed i NT

Vi møder spedalskhed følgende steder i evangelierne:

- Helbredelse af en spedalsk ved søen:

Matt 8,1-4; Mark 1,40-45; Luk 5,12-16.

- Helbredelse af 10 spedalske uden for en landsby

ved Samaria: Luk 17,11-19.

- Omtale af helbredelser af spedalske som tegn på,

at Jesus er Messias: Matt 11,5; Luk 7,22.

- Disciplene får myndighed til at helbrede spedalske:

Matt 10,8.

- Omtale af syreren Na’amans spedalskhed: Luk 4,27.

- Jesus opholder sig i Simon den Spedalskes hus

i Betania: Matt 26,6; Mark 14,3.Gebis og mundhule fra tre forskellige skeletter i hhv. normal, middel angre-

bet og stærkt angrebet stand. Igen spores spedalskhedens uhyggelige effekt

på kroppen: Knoglerne bliver porøse og knækker sammen. På en spedalsk

går kroppen langsomt i forrådnelse udefra og ind. Foto: © Jesper L. Boldsen.

5

TEL 3/2011

www.bibelskarkaeologi.dk

Betegnelserne sara’at og lepra, der i vores Bibel oversættes med ”spedalskhed”, skal altså forstås som en gruppe af synlige hudsygdomme. Herunder regnede man også ægte spedalskhed. Pointen for Bibe-lens forfattere var ikke en præcis medi-cinsk diagnose, men derimod at overholde loven omkring ren og uren. Og her var sagen klar nok: Åbenlyse hudsygdomme gjorde en person uren og til en omvan-drende smittebombe.

JØDER PÅ JESU TID:HOLD DE SPEDALSKE VÆK

Renhedsbølgen på Jesu tid har sat sig tydelige spor i kilderne i forhold til spe-dalskhed. Historieskriveren fra det første århundrede, Josefus, redegør for, hvordan spedalske skulle bo isoleret og ikke måtte deltage i tempelofringerne (Imod Apion 1.281, Krigen 6.426).

Sekten bag Dødehavsskrifterne talte også ganske tydeligt: Spedalske måtte på ingen måde komme nær det sted, hvor sektens medlemmer læste fra Skriften og indtog deres hellige fællesskabsmåltid (jf. citatet i tekstboksen side 7).

De lidt senere rabbinske skrifter fra det andet århundrede og frem bruger lan-ge afsnit på at diskutere spedalskhed, og hvordan man kunne undgå at blive smittet med urenhed. Ét sted nævner ligefrem, at man måtte kaste sten efter spedalske for

Denne reproduktion af et håndskrift fra det 14. årh. (som her ses på væggen i Museet Ribes Vikin-

ger) viser en spedalsk, der ringer med en klokke for at advare forbipasserende mod at komme nær.

Sygdommen var ikke blot fysisk ødelæggende, men betød også social isolation. Foto: © Wikipedia.

Spedalskhed i DanmarkI middelalderens Danmark drev den katolske kirke en lang række såkaldte le-prosarier eller Sankt Jørgensgårde. Her blev spedalske isoleret og levede i et samfund adskilt fra det normale samfund, indtil sygdommen langsomt tog livet af den smittede. Det var selvsagt en katastrofe for en familie, hvis et medlem blev ramt af spedalskhed. Præsten og den lokale læge blev tilkaldt, og hvis ud-bruddet blev bestemt som spedalskhed, gennemgik den smittede et helt spe-cielt ritual, som kirken havde lavet for at føre ham eller hende fra livet til dø-den. Foran familien blev den smittede erklæret for død af præsten, der kastede indviet jord på vedkommende. Alle ejendele blev taget fra ham eller hende; en eventuel ægtefælle var fri til at gifte sig igen, og familien var i øvrigt løst fra sine forpligtelser over for den syge. Når vedkommende så ankom til Sankt Jørgens-gården, lød velkomsthilsnen: “In mundo mortuus, sed in Christo vivas” – Du er død i verden, men skal leve i Kristus.

Spedalskhed angriber kroppen indefra som

udefra. Spedalskhedsbakterien går i nerve-

systemet og sætter følelsesfunktionerne

ud af kraft, ligesom den formerer sig bedst

i kroppens yderdele som fi ngre, tæer, ører,

næse mv. og fører til meget synlige defor-

miteter.

Spedalskhed angriber kroppen indefra som

6 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

at få dem til at holde afstand (Leviticus Rabbah 16,3)!Faktisk tyder noget på, at en spedalsk blev set som en

”levende død”. Allerede i GT kobles døden med spedalskhed (4 Mos 12,12, jf. 2 Kong 5,7; Job 18,13), og rabbinerne sagde, at det var ligeså nemt at opvække en død som at helbrede en spedalsk (Talmud, b. Ned 65b).

Derfor var isoleringen af de spedalske også sat i system. De spedalske skulle opholde sig uden for de normale byer, og rundt omkring blev der oprettet kolonier for spedalske. Den israelske arkæolog, Yigal Yadin, har ment, at byen Betania fungerede som en sådan spedalskhedskoloni på Jesu tid. Dels boede Simon den Spedalske dér (Mark 14,3), dels lå byen øst for Jerusalem

Loven mod deformei Dødehavsrullerne

Sekten bag Dødehavsrullerne, der sandsynligvis var den essæiske retning, var ekstremt optaget af lovoverholdel-se. Så meget, at en gruppe under ledelse af ”Retfærdig-hedens Lærer” drog ud af Jerusalem og grundlagde deres eget fællesskab. Her stod læsningen af loven og fælles-skabsmåltidet i centrum. Fordi måltidet for enhver pris skulle holdes helligt, måtte ingen syg eller deform per-son deltage i det. Følgende citat beskriver, hvordan man søgte at afskærme sig fra urenhed fra f.eks. spedalske:

”Men ingen, som er ramt af nogen som helst urenhed, der kan ramme mennesket, har adgang til Guds forsam-ling. Heller ingen, der er ramt af de følgende ting, som udelukker fra at tage plads i menigheden: enhver, der er ramt på sin krop, er lam i fødderne eller hænderne, er halt eller blind eller døv eller stum eller har en syn-lig legemsfejl, eller er så gammel og vakkelvorn, at han ikke kan holde sig selv oppe i menigheden; de må ikke komme og tage plads i menigheden af de navnkundige mænd …” (Sektreglen 2,3-9, fra Dødehavsskrifterne og de antikke kilder om essæerne i ny oversættelse, red. Bodil Ejrnæs).

Ruinerne ved Qumran. Foto: Morten Hørning Jensen.llustration fra en Bibel fra det 12. århundrede, der viser Jesu berøring

og helbredelse af en spedalsk. Foto: © Bible Review.

Et møde medspedalskhed i IndienAmerikaneren Shane Claiborne arbejdede på et tids-punkt blandt fattige i Indien og beskriver i bogen, Den uimodståelige revolution, sit møde med spedalskhed:

”Af de spedalske lærte jeg, at spedalskhed er en sygdom, der er karakteriseret ved følelsesløshed. Smitten gør hu-den ufølsom, og nerverne kan ikke længere mærke, når kroppen brydes ned. Den måde, man opdagede sygdom-men på, var faktisk ved at stryge en fjer hen over huden, og hvis personen ikke kunne mærke noget, fi k han diagno-sen spedalsk. Som behandling fi k man skåret det angrebne væv væk, indtil personen kunne mærke noget igen”.

7

TEL 3/2011

Et ben angrebet af tuberkuloid spedalskhed,

der forårsager plamager med hævet og øde-

lagt skind. Foto: © Wikipedia.

Spedalskhed på lægens bordÆgte spedalskhed kaldes også Hansens Sygdom. Den skyldes bakterien my-cobacterium leprae, der overføres ved berøring. Den er dog forholdsvis lidt smit-som og rammer især børn, mens det for voksne kræver langvarig kontakt for at smitte. Den udvikler sig langsomt i kroppen, og spedalske vil typisk leve mange år, mens kroppen bliver mere og mere ødelagt. Den danske spedalskhedsfor-sker, Jesper Lier Boldsen, anslår, at i visser perioder i Middelalderen var næsten hele den danske befolkning smittet fra barnsben af, og mellem en fjerdedel og halvdelen af de voksne udviklede sygdommen.

Spedalskhed kendes i to hovedformer: tuberkuloid spedalskhed (den glatte form), der forårsager plamager med misfarvet og hævet hud, hvor nervesyste-met er ødelagt, og lepromatøs spedalskhed (den knudrede eller blomstrende form), der forårsager knubret hud. I begge tilfælde er der tale om, at bakterien formerer sig uhæmmet i hud og nerver og langsomt nedbryder kroppen indefra som udefra.

Dertil kommer, at bakterien angriber knogler og gør dem porøse. Næsebrusken, øjenhulerne og ganebrusken nedbrydes. Det forårsager ofte indfalden næse, blindhed og tab af tænder. Disse kendetegn gør, at skeletter fra spedalske kan genkendes.

I dag kan spedalskhed helbredes ved en langvarig medicinsk behandling. Øde-lagt væv kan dog ikke genoprettes. Langt de fl este tilfælde af spedalskhed fore-kommer i Indien og andre varme og fattige lande. Ifølge verdenssundhedsorga-nisationen WHO er antallet af spedalske i verden i dag voldsomt reduceret fra 10-12 mio. i 1980’erne til under 250.000. Den sidste rest af spedalske fi ndes blandt verdens absolut fattigste og oftest blandt børn. Men med politisk og medmenneskelig vilje vil sygdommen kunne udryddes på under en generation (kilde: www.who.int/lep/en).

og dermed ikke i den normale vindretning fra vest. Tempelrullen fra Dødehavsskrif-terne fortæller, at der lå en sådan koloni øst for Jerusalem, og senere rabbinske kilder foreskriver, at man altid skal gå vest om en spedalsk for ikke at blive ramt af uren vind.

Også Lukas giver et eksempel på, hvordan spedalske var tvunget til at op-holde sig uden for byerne og leve sammen i grupper eller kolonier. På et tidspunkt er Jesus på vej ind i en landsby tæt ved Samaria. Ti spedalske står sammen uden for byen. På afstand får de øje på Jesus, hvorefter de råber ham op, så han ikke behøver at komme dem nær (Luk 17,11-19).

JESUS I SLOWMOTION

Anderledes er det med den spedalske person, Jesus møder uden for Kapernaum. Tilsyneladende er han så desperat, at han trænger sig helt hen til Jesus og kaster sig ned for hans fødder (Mark 1,40). Måske er det sygdommens ”afmenneskeliggørelse”, der får ham til at handle sådan. Den spe-dalske er isoleret fra sin familie, landsby og fra at bede til Gud i templet. Han er som et ”levende lig”, der blot venter på at blive et ”dødt lig”.

Det syn bevæger Jesus dybt. Markus fortæller, at han ”ynkedes over ham” (1,41). Ordet, der er oversat med at ynkes, splangnizomai, kommer af samme rod som ordet for ”indvolde”, splangna. Det betegner den følelse, vi kan opleve, når noget bevæger os overraskende dybt – vi mærker det som en trykken-i-maven-følelse.

Jesus forholder sig ikke diagnostice-rende og professionelt til manden ’efter loven’. Han forholder sig til ham med hjertet. Præcis som når han et par kapitler senere er ved at eksplodere i vrede over farisæernes lov-kølige test af, om Jesus vil helbrede en mand med en vissen hånd på en sabbat (3,1-6). Han kunne jo bare vente til dagen efter!

Følelsen bliver fulgt op af handling. Nærmest som i slowmotion får vi beskre-vet, hvordan Jesus reagerer på synet ved først at række hånden ud og så røre ved

En mand angrebet af lepromatøs spedalsk-

hed, der forårsager knubret hud (den såkald-

te blomstrende form). Foto: © Wikipedia.

En mand angrebet af lepromatøs spedalsk-

8 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

TUNNELSYSTEM GEMTE PÅFLOTTE SKATTE NÆR TEMPLET

Under udgravningerne af den tunnel, der løber fra tem-pelpladsen og mod syd til Siloadammen, gjorde arkæolo-ger for nyligt et bemærkelsesværdigt fund af et velbevaret romersk sværd. Selv dets læderetui var delvist bevaret. Romerske legionærer bar to sværd. Et kortere (machaira på græsk) og et længere (rhomphaia på græsk), jf. foto. Det fundne sværd er 60 cm og derfor det lange af dem. Arkæologerne mener, at det sandsynligvis blev begravet i tunnelen under den jødiske opstand mod Rom i år 66-70. Vi får altså her et direkte glimt i den historie, der førte til Jerusalems ødelæggelse.

Man gjorde også et andet opsigtsvækkende fund under disse udgravninger, nemlig en lille sten med en indrid-set menorah. Indridsningen blev sandsynligvis lavet som tidsfordriv uden et egentligt formål. Udgraverne foreslår, at den blev lavet af en person, der netop havde været i templet og set selve den syvarmede lysestage, der stod i templet på Jesus tid. Hans kunstneriske evner rakte dog kun til at få fem arme med!

Læs mere på TELs linkside og se en video fra tunnelsystemet.

Et velbevaret romersk sværd på 60 cm. Bemærk læderetuiet ved

skaftet. Foto: © Israel Antiquities Authority.

En romersk soldat bar to

sværd, et kort og et langt.

Det nyligt fundne er af den

lange type. Foto: © Ferrell

Jenkins.

En indridsning af en lysestage

på en lille sten blev fundet

lige ved tempelpladsen. Må-

ske er den lavet med selve

den syvarmede lysestage i

templet som model. Foto:

© Israel Antiquities Authority.

Et velbevaret romersk sværd på 60 cm. Bemærk læderetuiet ved

En romersk soldat bar to

sværd, et kort og et langt.

Det nyligt fundne er af den

lange type. Foto: © Ferrell

Jenkins.

ham. Jesus overskrider godt og grundigt loven om at holde sig på afstand af den smittefarlige urenhed og berører den spedalske – måske som det første raske menneske i årevis.

Og siger: ”Jeg vil, bliv ren!”

EN RENHED STÆRKERE END URENHEDEN

Der var ikke noget at sige til, at jøderne omkring Jesus ikke kunne forstå hans handlinger som andet end lovstridige. Denne helbre-delse viser i sig selv, hvad der var det nye med Jesus: Han vendte op og ned på styrkeforholdet mellem ren og uren.

Moseloven beskriver det urene som den stærkere kraft, der kan besmitte det rene, så det må renses ved ofringer i templet. Med Jesus er det modsat: Hans renhed er den stærkere kraft, der ’smitter’ det urene med renhed.

Efterhånden blev det tydeligt for jøderne, at Jesus ikke blot gjorde krav på at være en ny profet i rækken. Noget helt nyt var på spil. Med ord og handlinger fremstillede han sig selv som et nyt tempel (jf. f.eks. Joh 2,19) og et nyt mødested mellem Gud og mennesker, hvor selv synden – den største urenhed af alle – kan renses bort.

KREATIVITET TIL TIDENKREATIVITET TIL TIDEN

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

9

TEL 3/2011

www.bibelskarkaeologi.dk

Af pastor emer. Hartvig Wagner

I mange nyere Bibelatlas vil man forgæves lede efter den

by, Kafr Kana, nær Nazaret, som turister normalt præ-

senteres for som vinunderets by. I stedet fi nder man på

kortene et Kana placeret 14 km ret nord for Nazaret. Det

drejer sig om ruinhøjen Khirbet Kana, som et fl ertal af

forskere anser for et bedre bud på det ”Kana i Galilæa”,

som kun evangelisten Johannes omtaler (2,1; 4,46; 21,2),

og som var skueplads for Jesu første under (Joh 2). Her

følger en beskrivelse af stedet efter et besøg i 2008.

AFSIDES BELIGGENDE

Ikke uden grund besøges Khirbet Kana stort set ikke af turister. Man behøver en kraftig 4-hjulstrækker og en stedkendt person for at nå det spændende sted. I sommeren 2008 tog den amerikan-ske arkæolog, professor Tom McCollough pastor emer. Frode-Leth Larsen og mig med til tellen og viste os en del af de interes-sante fund. Turen gik ad en ringe grusvej hen over den udstrakte Netofa slette øst for den arabiske landsby Kafr Manda. I den nordlige del af sletten ligger Khirbet (= ruin) Kana tæt op ad en højere bjergkæde. Byhøjen er på ca. 5 hektar og rager med stejle skråninger 70-100 m op over det omgivende fl ade terræn.

FUNDENE

I 1998 begyndte nu afdøde professor Douglas R. Edwards grun-dige arkæologiske undersøgelser af stedet. Fundene viser be-byggelse fra yngre stenalder frem til ca. 1500 e.Kr. De fl este og vigtigste fund stammer fra tidlig romersk tid og fra byzantinsk tid. Stenkar og rituelle bade (mikvaot) viser en jødisk befolkning på Jesu tid. Mønter og importeret keramik vidner om mange kristne pilgrimmes besøg i det 5. og 6. århundrede. Man mener, at be-folkningstallet har toppet med ca. 1000 indbyggere.

Kana– vinunderets by [2]

Khirbet Kana. Byhøjen set fra syd med et højere bjerg i baggrunden. Billedet giver indtryk af den isolerede beliggenhed. Foto: Hartvig Wagner.

10 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

VANDFORSYNINGEN

Vi gør holdt ved højens nordøstre side. Her ser man resterne af et stort omtrent rektangulært offentligt vandreservoir. Der er ikke fundet noget kildespring nærmere end 5 km. Befolkningen har derfor været afhængig af opsamlet regnvand. På vej mod højens top passerede vi da også fl ere udhuggede cisterner. Man har registreret op mod 60 i alt og på toppen mindst 25 cisterner. Vore dages beduiner, som dyrker slettens frugtbare jord omkring højen, får vand tilført via lange rørledninger.

SYNAGOGE

Tom McCollough gjorde særligt meget ud af at vise os resterne af et større kompleks. Man antager, at det har været en synagoge – en af de ældste, som er fundet i Israel. Den er fra 50-150 e.Kr. En bænk i et hjørne er bevaret. Der er rester af 6 søjler fra bygningens indre, og en del af det pudsede gulv er bevaret. Et tilstødende rum menes at have været et såkaldt Bet Midrash, et rum beregnet til undervisning, som ofte er tilknyttet en synagoge.

PILGRIMSHULE

Næste stop på toppen bliver med et kig ud over Netofasletten og ned ad byhøjens sydskråning. McCollough peger på en plet, hvor man har fundet et huleanlæg fra 5./6. årh. med tydelige vidnesbyrd om, at kristne pilgrimme her har fejret mindet om Jesu vinunder ved brylluppet i

Det store vandreservoir ved foden af byhøjens nordøstre side. Det har antagelig været an-

vendt til vanding af dyrene. En nærmere undersøgelse af pudslaget vil give vigtig oplysning

om dateringen af fundene i byen. Foto: Hartvig Wagner.

Kana. Her har man fundet to stenkar, en græsk inskription og kors på væggenes puds. Pilgrimme er hilst velkommen på en særlig måde. Låget til en sarkofag er rejst på kant med mindst et og måske tre maltesiske kors på forsiden vendt mod de besøgende.

INDUSTRIKVARTER

Undervejs til højens østside passeres et jødisk ritualbad, en såkaldt mikveh med trin til bunden. Vi når derefter frem til nogle installationer, som menes at have været brugt til fremstilling af olivenolie. I samme kvarter har man også fundet et collumbarium, dvs. en installation til opdræt af duer med udhuggede huller i klippevæggen. Begge dele anser man for vidnesbyrd om, at byen har spillet en vigtig rolle som handelsby.

Den udstrakte synagogeruin med pudset gulv og rester af 6 søjler, der har båret taget. Udsigt

mod syd hen over synagogens indre. Den frugtbare Netofaslette i baggrunden th. Tom McCol-

lough og Frode Leth-Larsen. Foto: Hartvig Wagner.

Dekoreret søjlehoved af en af seks søjler fra synagogens indre. Foto: Hartvig Wagner.Dekoreret søjlehoved af en af seks søjler fra synagogens indre. Foto: Hartvig Wagner.Dekoreret søjlehoved af en af seks søjler fra synagogens indre. Foto: Hartvig Wagner.

11

TEL 3/2011

www.bibelskarkaeologi.dk

Vi ved fra skriftlige kilder, at jøderne betalte en høj pris for olivenolie, som var produceret af andre jøder, der overholdt renhedsforskrifterne. Derfor var der et renselsesbad netop i forbindelse med olivenproduktionen.

JØDISKE GRAVE

Turen sluttede nogle hundrede meter øst for byhøjen. Her fi k vi vist fl ere jødiske gravhuler med typiske nicher langs væg-gene. Hulerne stammer antagelig fra 1. årh. e.Kr. Desværre fl ød de med alt muligt affald.

JOSEFUS’ HOVEDKVARTER

Da Josefus forberedte Galilæa på kamp mod romerne i begyndelsen af det jødiske oprør fra 66-70 e.Kr., havde han sit hovedkvarter i byen med centrum på højens top. I sin be-skrivelse (Vita 86-90) fortæller han, at han i en bestemt anledning måtte skynde sig fra sit kvarter til Tiberias. Sammen med 200 af sine mænd nåede han frem i løbet af en nat – en tur på knap 30 km. Det stemmer

Sydskråningen. I nærheden af træerne tv. fandt man en byzantinsk pilgrimshule fra 5./ 6. årh. I hulen fandt man to stenkar, en græsk inskription og

kors på væggenes puds. Et tydeligt tegn på, at pilgrimme har anset Khirbet Kana for at være vinunderets by. Foto: Hartvig Wagner.

Industriel installation antagelig til fremstilling af olivenolie. Et nærliggende ritualbad skulle sikre

oliens rituelle renhed. Foto: Hartvig Wagner.

12 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

APOSTLEN FILIPS GRAV FUNDET?

Filips Martyrion var en otte-kantet kirke med otte kapeller. Udenom

var der rum for pilgrimmene. Den otte-kantede grundplan er typisk

for kirker bygget til minde om begivenheder i Jesu og apostlenes liv.

© Biblical Archaeology Review 2011/4.

Rummer denne nyfundne grav de jordiske rester af apostlen Filip?

© Dovgan News Agency (DHA).

Af pastor emer., Hartvig Wagner

Det vakte en del opmærksomhed, da det i juli i år blev kendt, at den italienske arkæolog, professor Francesco D’Andria me-ner at have fundet apostlen Filips grav i ruinbyen Hierapolis i det sydvestlige Tyrkiet. Byen er kun nævnt én gang i NT (Kol 4,13), men vil være kendt af mange danske turister under det moderne tyrkiske navn Pamukkale = ”Bomuldsslottet”. Nav-net skyldes de enorme hvide kalkafl ejringer, som varme kilder har afl ejret. Kalkformationerne er en verdenskendt turistat-traktion, og kildevandets helbredende virkninger udnyttes af velbesøgte moderne badeanstalter.

Stedet er også et besøg værd på grund af utallige ruiner, der vidner om en glorværdig fortid påvirket af skiftende kulturer: assyrisk, frygisk, persisk, jødisk, romersk og byzantinsk kul-tur, indtil endelig ødelæggelse som følge af jordskælv.

Blandt ruinerne er resterne af en imponerende kirke kaldet Filips Martyrion. Den er rejst på det sted, hvor apostlen Filip ifølge det apokryfe skrift ”Filipsakterne” fra 4.-5. årh. led mar-tyrdøden ved at blive spiddet til en pæl med hovedet nedad (ca. 80 e.Kr.). Selve kirken var 8-kantet, idet 8 små selvstæn-dige kapeller har båret en stor blytækt kuppel. Rundt om 8-kanten har der været et kvadratisk byggeri med mange små opholdsrum for pilgrimme.

Man har ment, at Filips grav måtte fi ndes midt i 8-kanten un-der kuplen, men her har man ledt forgæves. I sommer fandt man 40 m fra den store kirke en mindre hidtil ukendt kirke og under den et gravkammer, som efter sit udseende og en påskrift efter professor Francesco D’Andrias overbevisning må være Filips grav. Han antager, at den på et tidspunkt må være fl yttet hertil fra Martyrkirken af ukendte årsager. Gravkamme-ret er endnu ikke åbnet, så en nærmere undersøgelse må nok til, før det med sikkerhed kan fastslås, at Filips grav er fundet.

med, at Khirbet Kana dengang lå ved en vigtig farbar handelsvej fra Akko ned til Genesaret Sø.

FLERE SKRIFTLIGE VIDNESBYRD

Kana er nævnt i assyrerkongen Tiglat-Pilesers (745-727 f.Kr.) an-naler vedrørende hans felttog mod Nordriget. En jødisk kilde be-retter, at præstefamilien Eljashib slog sig ned i byen efter templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. Pilgrimsberetninger fra byzantinsk tid giver ikke noget entydigt billede af, om det er Khirbet Kana eller den traditionelle turistby Kafr Kana nær Nazaret, der er tale om. Korsfarernes beretninger peger derimod entydigt på Khirbet Kana som stedet, hvor de mindedes, at Jesus gjorde vand til vin ved et bryllup.

KAFR KANA ELLER KHIRBET KANA

Hvilken af de to steder er ”Kana i Galilæa”? Begge ligger i Gali-

læa, og begge kunne nås på tre dage fra ”Betania på den anden side af Jordan” (Joh 1,28; 2,1) og på en dag fra Kapernaum (Joh 4,46.52). Og begge steder kan arkæologer påvise bebyggelse i tilsvarende perioder. Men om det Kana i Galilæa, hvor Josefus i 66 e.Kr. havde sit hovedkvarter, siger han udtrykkeligt, at det ligger på Netofasletten, som dengang hed Asochissletten (Vita 86 og 270). Det kan derfor ikke være Kafr Kana, han taler om.

NAVNEFORANDRING

Kafr Kana betyder ”Landsbyen Kana”. Byens oprindelige navn er imidlertid Kafr Kenna, som betyder ”Svigerdatterens landsby”. Ruinhøjen i nord, Khirbet Kana, har derimod lige til vore dage hos lokalbefolkningen beholdt sit oprindelige hebraiske navn Kana (Qa–na–h) med ét n. Det betyder ”Stedet med siv” og svarer til beliggenheden ved sumpede områder på Netofasletten. Selve navnet peger altså på, at ruinhøjen er NTs ”Kana i Galilæa”.

13

TEL 3/2011

www.bibelskarkaeologi.dk

TRADITIONEN FLYTTET

Når traditionen fra ca. 1600 har været knyttet til den velbesøgte by Kafr Kana, kan der være sket følgende: Da ruinbyen Khirbet Kana af ukendte grunde blev affolket omkring år 1500, var det nærliggende at fi nde et andet sted, hvor mindet om Jesu vinunder kunne holdes i live. Hvad var da mere nærliggende end at udvæl-ge en by med et navn, der mindede meget om det gamle? Kenna blev til Kana. Det nye sted lå også mere bekvemt for pilgrimme på alfarvej mellem de to vigtige pilgrimsbyer Nazaret og Kapernaum. Et sådant traditionsfl yt er kendt fra andre steder i Israel.

DET AFGØRENDE

Selv om der er mange grunde til, at fl ertallet af forskere nu mener, at Khirbet Kana er NTs ”Kana i Galilæa”, vil traditionen knyttet til Kafr Kana uden tvivl leve videre. Man vil fortsat søge den bekræftet gennem nye undersøgelser og fund. Turister og pil-grimme betyder meget for byens 8.000 indbyggere, hvoraf 2,500 er kristne. Turisterhvervet skulle nødigt lide tab.

Men afgørende er, at evangelisten Johannes knytter to af Jesu undere til et ganske bestemt sted, som alle på hans tid vidste, hvor var. Her kunne enhver bevidne, at Johannes berettede om en virke-lig begivenhed og ikke bare fortalte en historie med en vis symbolsk betydning. Sådan udlægges beretningen om vinunderet ofte. Sandt nok er vin i overfl od et tegn på, at frelsens tid er inde (Es 25,6; Joel 2,19). Men symbolet får kun værdi og mening, når det knyttes til en konkret handling, som det skete ved brylluppet i ”Kana i Galilæa”, hvor så siden det var: I Khirbet Kana, i Kafr Kana eller i nærheden af Tyrus i Libanon, som omtalt i sidste nr. af TEL.

Ritualbad (Mikveh) i nærheden af et anlæg antagelig til fremstilling af

olivenolie. Foto: Hartvig Wagner.

Ritualbad (Mikveh) i nærheden af et anlæg antagelig til fremstilling af

Gravhule et stykke øst for byhøjen. I hulen var der nicher til begravelse

rundt i væggen. En typisk jødisk indretning. Foto: Hartvig Wagner.

14 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 3/2011

Af Carsten Vang, Menighedsfakultetet

Ingen troede det! At bunker af opgravet jord fra tempel-

pladsen kunne indeholde noget værdifuldt. Men et usæd-

vanligt arkæologisk projekt giver os væsentlig ny viden

om tempelbjergets og Jerusalems historie. Skjulte skatte

bliver fundet.

De to vigtigste redskaber er en stor si og en haveslange. Frem-gangsmåden er at hælde jord fyldt med arkæologisk materiale ud på en si og overspule det med vand, så al jord og støv skylles væk. Tilfældige småsten kan derefter sorteres fra, indtil man kun har de arkæologiske rester tilbage.

Denne fremgangsmåde har vist sig særdeles effektiv til at fi nde selv små genstande fra fortiden, som ellers let forveksles med støvede småsten og derfor overses ved en mere traditionel arkæologisk fremgangsmåde.

OPGRAVNINGER FRA TEMPELPLADSEN

Materialet, som bliver siet, stammer fra tempelpladsen i Jerusa-lem. Muslimerne forhindrer enhver undersøgelse af dette område, og denne plads er på mange måder ukendt område.

I 1999 foretog de imidlertid en stor opgravning på pladsen for at lave en ny udgang fra en underjordisk moske. Jorden blev fjernet uden at være arkæologisk undersøgt og blev smidt i Kedrondalen iblandet husholdningsaffald. Det var en historisk og arkæologisk katastrofe uden sidestykke.

En israelsk arkæolog, Gabriel Barkay, begyndte sammen med en af sine studenter et projekt, der går ud på at vådsi al det materiale, som blev fjernet fra tempelpladsen. Det er en tidskræ-vende proces, hvor man til dato har nået at gennemgå måske en femtedel af jorden, siger Barkay.

MANGE FUND FRA TEMPLETS TID

Man har fundet langt mere end forventet. De ældste fund er tre egyptiske skarabæer (amuletter) fra det 2. årtusinde f.Kr. Dertil kommer masser af keramik fra Det første Tempels tid og stumper af lerfi gurer, måske rester af de mange husguder, som profeten Jeremias fordømte i stærke vendinger. Et lille seglaftryk med præste-navnet ”Immer” lå tilbage i sien (sml. præsteslægten Immer, som for nyligt dukkede op på en benkiste; se bagsiden af dette nummer).

Utallige rester af tynde marmorplader fra Jesu tid vidner om den kostbare udsmykning, som Herodes den Store forsynede templet med. Man har også fundet mange mønter fra alle perio-der, herunder fra jødernes opstand mod romerne i år 66-70.

NY INDSIGT

Hvad der især overrasker, er fund af talrige mønter, krucifi ksstum-per og søjlerester fra byzantinsk tid (324-638 e.Kr.). Dette kunne tyde på, at der har stået offentlige bygninger på tempelpladsen i byzantinsk, kristen tid, efter at Herodes’ tempel blev ødelagt af romerne i år 70. Hidtil har vi antaget, at tempelpladsen lå hen som en ruinbunke efter år 70 og indtil muslimernes ankomst. Men de nye fund kunne tyde på, at større bygninger måske har prydet pladsen i byzantinsk tid.

ANDRE SKATTE

Den nye metode med at vådsi arkæologisk materiale er blevet taget i anvendelse ved andre udgravninger i Jerusalem, for at man kan lave en sidste minutiøs gennemgang af jorden.

Ved en sådan sining fandt man i 2010 en stump af en lertavle, som i sprog og stil svarer til de breve, som Jerusalems kana’anæi-ske konge sendte til den egyptiske farao omkring 1360 f.Kr. for at bede om hjælp. Denne lille stump af den diplomatiske korrespon-dance var ellers ikke blevet opdaget.

Det bliver spændende at se, hvilke skatte fra tempelpladsen de kommende års vådsining vil bringe for dagen.

Skjulte skatte i støvet

Denne lille rest af en kileskrift-

tavle blev opdaget ved vådsining.

Det er den ældste indskrift, som

er fundet i Jerusalem. Den er et

vidnesbyrd om, at det kana’anæi-

ske Jerusalem havde diplomatiske

kontakter med omverden omkr.

1350 f.Kr. © Biblical Archaeology

Review 2011/2.

Opgravet jord fra tempelpladsen bliver omhyggeligt undersøgt, og

mange genstande fra fortiden dukker op. © Biblical Archaeology Re-

view 2011/2.

femtedel af jorden, siger Barkay.

Denne lille rest af en kileskrift-

tavle blev opdaget ved vådsining.

Det er den ældste indskrift, som

er fundet i Jerusalem. Den er et

vidnesbyrd om, at det kana’anæi-

ske Jerusalem havde diplomatiske

kontakter med omverden omkr.

1350 f.Kr. © Biblical Archaeology

femtedel af jorden, siger Barkay.

15

TEL 3/2011

www.bibelskarkaeologi.dk

Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Af Carsten Vang, Menighedsfakultet

For nylig blev en benkiste fundet med en meget spændende inskription. Teksten kaster nyt lys over ypper-stepræsten Kajfas’ familieforhold. Det var et ledende medlem af denne Kajfas-familie, som førte retssagen mod Jesus (sml. Joh 18,13-14). Det er sjældent at fi nde benkister med navne på personer i Ny Testamente; men når det sker, er det lidt af en sensation.

INSKRIPTIONEN ER ÆGTE

For tre år siden fandt Israels Arkæologi-styrelse hos nogle oldsagstyve en benki-ste med en yderst interessant tekst. Nær-mere undersøgelser viste, at benkisten sandsynligvis var hugget fra en jødisk grav i Terebintedalen, sydvest for Jerusalem.

En videnskabelig undersøgelse af kisten og dens patina ledte til, at teksten på benkisten helt sikkert er autentisk og stammer fra det 1. årh. e.Kr. Patinaen på kisten dækker også inskriptionen.

MIRIAM, DATTER AF JESHUA

Hvad er det, som er så interessant ved denne kiste? Forsiden er domineret af to rosetter, og oven over dem står der skre-vet på aramæisk:

”Miriam, datter af Jeshua, søn af Kaj-fas, af Ma’azjas præster, fra Immers hus”.

Benkisten har altså gemt på de jor-diske rester af en kvinde ved navn Miriam. Hendes far Jeshua var præst ligesom hen-des farfar Kajfas. ”Jeshua” på aramæisk er det samme som det græske ”Jesus”.

MA’AZJAS SKIFTE

Teksten fortæller videre, at Miriams far Jeshua tilhørte ”Ma’azjas præster”. Denne betegnelse sigter til præsten ”Ma’azjas skifte”, som er omtalt i 1 Krøn 24,18 som en af kong Davids 24 præsteskifter. Det er første gang, at dette præsteskifte er omtalt i en tekst uden for Bibelen.

Udtrykket ”Immers hus” hentyder måske til, at præsten Jeshua og hans far Kajfas tilhørte en præsteslægt, der ned-stammede fra en præst ved navn ”Immer” (sml. Ezra 2,37).

KAJFAS OG HANS FAMILIE

Historieskriveren Josefus fortæller, at yp-perstepræsten, der dømte Jesus til døden, hed ”Josef, søn af Kajfas”. Når Ny Testa-mente kalder ham for ”Kajfas”, var det ikke hans personlige navn, men et tilnavn, han havde, fordi faderen hed Kajfas. I 1990 fandt man i Talpiot i Jerusalem en grav, som bl.a. rummede en usædvanlig

fl ot dekoreret benkiste med påskriften ”Josef søn af Kajfas”. Mange antager, at denne benkiste har tilhørt den ”Kajfas”, der spillede en afgørende rolle ved rets-sagen mod Jesus.

Den nye benkiste er så spændende, fordi den viser os, at ypperstepræsten Jo-sef med tilnavnet ”Kajfas” havde en bror, som hed det samme som Jesus af Naza-reth, nemlig Jeshua, og en niece, der hed Miriam, ligesom Jesu mor. Og den viser os endvidere, at ypperstepræsten Josef ”Kaj-fas” tilhørte Ma’azjas præsteskifte.

Læs mere på TELs linkside.

Ypperstepræsten ”Kajfas’” benkiste

og grav er iøvrigt omtalt i TEL 1992/2:

”Kister og indskrifter i Kajfas’ grav”.

En usædvanlig inskription

Teksten på benkisten viser, at ypperstepræ-

sten med tilnavnet Kajfas havde en bror,

der hed Jeshua og en niece, som hed Mi-

riam. © Boaz Zissu og Bar Ilan University.

Teksten på benkisten viser, at ypperstepræ-Teksten på benkisten viser, at ypperstepræ-