Ude af kontekst_

ude afkontekst

Tekster af skriveeleverne fra Næstved ungdomsskoles skriveværksted 2014/15

Ude af kontekstTekster af skriveeleverne fra ungdomsskolens skriveværksted 2014/15

Forfattere:

Adele Rigmor Victoria Barmann BolvinkelFreja Møller KristensenLiv Steenholdt TangeMadita FriedrichMarie Blædel Møller Marie Elisabeth NielsenNazifa HaidariSara Kronborg Bak

Underviser:

Dorthe Eggertsen

Udgivelse:

UngdomsskolenSkellet 294700 Næstvednaestvedung.nu

© Alle rettigheder tilhører forfatterne

We haven’t spoken in a weekWater is filling my lungs

Weed is growing in my brainAnd I can’t hear a thing

We haven’t spoken in a monthI’m screaming oceansMy mind is decaying

And I forget how to swim

We haven’t spoken in a yearMy tears have turned dry

Birds are nesting in my hairAnd I haven’t slept for days

Madita Friedrich

Memories

We haven’t spoken in a weekWater is filling my lungs

Weed is growing in my brainAnd I can’t hear a thing

We haven’t spoken in a monthI’m screaming oceansMy mind is decaying

And I forget how to swim

We haven’t spoken in a yearMy tears have turned dry

Birds are nesting in my hairAnd I haven’t slept for days

Madita Friedrich

Memories

Gaderne er grå, og skyerne er faldet ned over hovederne på de falmede tage i den stø-vede storby. Jeg går blandt regndråberne, mens jeg kigger tomt ud over det.

Jeg har alt. Jeg har storbyen. Jeg har gråt glimmer og glitrende støv.

Husene sover, og forretningerne har trukket deres kløer til sig for natten bortset fra enkelte neonskilte, der dingler lokkende i vinden.

Jeg har alt. Jeg har tomme mønter og neonfarvede løgne.

Jeg lægger gaderne bag mig som fortid og kigger ud over skarpe togskinner og fris-tende broer. Regndråberne køler den pulserende asfalt, der dunker af mennesker og omtågede sind.

Jeg har alt. Jeg har berusende veje og glemte mennesker.

Jeg undres, hvor findes der veje af græs og mennesker af guld?

Jeg har alt, jeg har ingenting. Jeg har det, der vokser i mine tanker, og det der udfolder sig for mine fødder.

Jeg mærker dampende asfalt under mine fødder, pulsårer, mennesker. Jeg har alt nu, hvis jeg ikke tænker.

Gråtglimmer

Madita Friedrich

Der er en cirkel af åben himmel over os. Vinden tager fat i hans hår. Stjernerne blinker. Mælkevejen virker overeksponeret i forhold til os to hernede. Vi burde, tænker jeg, være deroppe. Hans hånd virker kold, jeg tager hårdere fat. Han trækker den til sig - for at stryge det forvildede hår tilbage. Jeg tager den ikke igen. En af stjernerne forsvinder. Han kigger på mig, han virker skrøbelig. Han er skrøbelig. Selv her, især her, i det blege stjerneskær er det som om, de sidste drømme langsomt for-lader ham og efterlader ham tom, indsunken og sammenkrøllet. Vi skulle se nordlyset sammen, nu kigger vi på kolde stjerner. Åben

himmelMadita Friedrich

The waves rinsed over her.Glimmer of sunshine between sharp rocks.

Later - the deep blue ocean below her.Then - darkness.

WavesMadita Friedrich

Heldigvis sker der meget sjovt om vinteren. Hvor man kan være glad, selvom det er koldt. Jeg elsker nytårsfest, når vi er sammen og hygger og har varme snakke i koldt vejr. Jeg elsker når sneen dækker alle steder med sit hvide tøj. Det er vinteren der gør sommeren speciel for os, hvem synes at det er dejligt at have det varmt hele tiden og omvendt. Om vinteren har vi blandt andet jul og nytår. Selvom jeg ikke er en af dem der fyrer fyrværkeri af, elsker jeg at se på det. Jeg elsker også at træde på ny sne, som aldrig før er blevet trådt på og hører det dejlige ”pist”. Måske er der ikke så mange der lægger mærke til det. Jeg magter aldrig at færdiggøre en snemand. Jeg begynder med kroppen og ender med en snemand uden hoved.

Om vinteren når jeg ikke kan cykle til skolen, så går jeg gennem sneen og engang imellem glider jeg. Jeg kan stadig huske den gang hvor jeg om morgenen faldt i skolegården foran alle eleverne og min mund blev fyldt af beskidt sne. Ham fra niende B, som jeg har tysk sammen med, kom og spurgte om jeg var okay. Det var sødt af ham men jeg ønskede ikke at han skulle se mig på den måde. Han begyndte at børste alt det sne som var på mit hår, af. Jeg så ind i hans brune øjne, der glimtede som stjerner. Jeg har det fint, sagde jeg, selvom jeg havde ondt i numsen. Det havde jeg ikke lyst til at sige til ham. Det var ikke så længe vi havde haft tysk sam-men, så jeg turde ikke have en lang samtale med ham midt i skolegården.

Det værste ved vinteren er, når du skal ud af din varme seng, og tage de ubehagelige jeans på, og så bagefter sidde på den våde cykel hele vejen til skolen. Hvis man er heldig er der en ledig plads ved siden af klasseloka-lets radiator og man kan trykke sig ind til den hele dagen.

Jeg kigger på nogle drenge der sidder med deres store jakker på inde i klassen med mobilerne under bordet. Jeg håber på at vi skal have klippe og klistre og høre julesange. For altså jeg har glemt at lave mine tyske lektier. Det er så pinligt ikke at kunne læse op foran de andre, og det er ikke bare min klasse, for vi er også sammen med 9.b.

Nazifa Haidari Vinteren Jeg kiggede ud af ruden og sukkede. Et nyt kostskoleår med nye problemer. Eller det vidste jeg jo ikke, men i forhold til hvordan sidste år sluttede, kunne det ikke være blevet bedre over ferien. Mit højre øje begyndte at løbe i vand, og en eller anden knægt blev ved med at spørge “græder du”? Det var pænt af ham at vise omtanke, men alligevel. Jeg fik lyst til at råbe af ham, selvom det ikke ville hjælpe. Han var ny på skolen og kendte ikke ’hak-keordenen’ (som lærerene hårdnakket påstod ikke eksis-terede. Hvorfor gør lærere altid det?), men det ville han komme til. Og som alle andre ville han hakke på mig. Jeg skruede højere op for mine høretelefoner, indtil David Guetta fyldte hele min verden. Jeg stod af bussen som jeg plejede, gik hen til døren som jeg plejede. Gjorde alt som jeg plejede. Nej, det var ikke fordi jeg havde tvangstanker, det var mere en slags overlevelsesmekanisme (kig ned når du går, træk vejret dybt, se travl ud og skru så meget op for musikken som muligt). Jeg satte mig på min plads henne ved vinduet. Vores klasselærer kom ind og råbte os op, og han fortalte os hvem der skulle bo sammen på værelserne. Jeg blev sat sammen med en af drengene; Vic, den eneste af drengene jeg kunne enes med, og som ikke havde noget imod mig. Han var en af de få som ikke gav efter for hakkeordenen. De andre havde det med at være efter ham, fordi han var bøsse. Jeg var lidt ligeglad, så længe de ikke gav ham tæv, mens jeg var i nærheden. Vi havde boet sammen hele vores skolegang, så vi havde vænnet os til hinanden. Han nikkede til mig gennem lokalet, og jeg trak på skuldrene. (Hurtig forklaring. Normalt bor drenge og piger hver for sig, men da vi var 11 piger og 11 drenge i klassen, var nogen nødt til at bo sammen med det andet køn, og da jeg var vokset op blandt drenge og Vic var ligeglad blev vi sat sammen)Året gik som det nu gik: hurtigt. Det begyndte at sne allerede i slutningen af oktober. Efter efterårsferien æn-drede min faste rutine sig på få sekunder. Det var midt i timen, da vores skoleleder, Mette, pludselig hev mig ud. Uden for døren stod en dreng, på min alder. Cirka 175 cm høj, med mørkt hår og brune øjne. Normalt ville det få enhver teenagepige til at rette nervøst på sit hår og blive usikker på sig selv. Men ikke mig. Jeg havde ikke det der “pigegen”, hvor jeg begyndte at fnise ukontrolleret hver gang en fyr kiggede på mig. Jeg tog ham i nærmere øjesyn, og fandt min “favorit” del af ham (kan man have

en favoritdel af en person? Eller er det bare for mærkeligt? Lige meget), det var hans jakke. Han havde en lang sort/grå uld jakke, der mindede mig lidt om Benedict Cum-berbatch fra Sherlock. Minus den lille, fjollede hat. “Det er John, han er ny her på stedet. Jeg ville høre om du kan vise ham rundt?” Selvom det var et spørgsmål, var der ingen vej uden om. Jeg kunne høre på tonen i Mettes stemme, at jeg ikke havde noget valg. Jeg nikk-ede, mens jeg bandede indvendigt, og rakte ham hånden. “Louise” Han trykkede min hånd og mumlede et svar tilbage. Jeg viste ham rundt på skolen, fortalte ham det han havde behov for at vide, f.eks. hvor lærerværelset og kontoret var. Tilsidst gik vi ned til biblioteket, da han manglede samtlige bøger. Hvad klasse skal du gå i? “Jeg kiggede på ham. Intet svar. “Fair nok.” Jeg gik om bag skranken og tjekkede klasselis-terne. John Reynolds, 9.A. Jeg blinkede en ekstra gang. 9.A! Han skulle gå i min klasse. Jeg gik ud på lageret og nikkede til bibliotekaren, Morten, på vejen. Jeg havde rendt der så meget, at jeg kunne komme ind steder, som elever normalt ikke kunne. Jeg fandt den ene bog frem efter den anden, og til sidst stod jeg med en stor stak foran mig. Den indeholdt alle bøger i pensum + måneds-bøgerne. Dem han skulle læse senere og dem han burde have læst. Jeg prøvede at løfte den store stak, uden held. Jeg havde ikke registreret at John stod bag mig, før han åbnede munden.“Vil du ha en hånd?”Jeg nikkede og han tog halvdelen af bunken. Sammen fik vi lånt bøgerne og lagt dem ind i hans skab. Og så… ja, så stod vi bare der og så (mildest talt) dumme ud. Det virkede som om han ville sige noget, men han gjorde det ikke. Jeg vendte mig om for at gå, men da jeg nåede døren råbte han efter mig.“Kan du vise mig rundt i pausen?” Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Han begyndte at rødme og virkede en smule flov “Altså kun hvis du har lyst. Du skal ikke føle dig tvunget til det eller noget. Jeg kan godt forstå hvis du ikke gider vise den ‘nye’ elev’ rundt.” Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle svare. Hvorfor ville han have at jeg skulle vise ham rundt. Burde han ikke kunne se, at jeg ikke er den type, man ville være bedste venner med? Og så skete der det, som der altid gør. Der opstod en pinlig tavshed. Til sidst smilede jeg til ham og nikkede.“Det vil jeg gerne. Skal vi mødes her?”

Marie Elisabeth NielsenEt nyt år

Jeg kiggede ud af ruden og sukkede. Et nyt kostskoleår med nye problemer. Eller det vidste jeg jo ikke, men i forhold til hvordan sidste år sluttede, kunne det ikke være blevet bedre over ferien. Mit højre øje begyndte at løbe i vand, og en eller anden knægt blev ved med at spørge “græder du”? Det var pænt af ham at vise omtanke, men alligevel. Jeg fik lyst til at råbe af ham, selvom det ikke ville hjælpe. Han var ny på skolen og kendte ikke ’hak-keordenen’ (som lærerene hårdnakket påstod ikke eksis-terede. Hvorfor gør lærere altid det?), men det ville han komme til. Og som alle andre ville han hakke på mig. Jeg skruede højere op for mine høretelefoner, indtil David Guetta fyldte hele min verden. Jeg stod af bussen som jeg plejede, gik hen til døren som jeg plejede. Gjorde alt som jeg plejede. Nej, det var ikke fordi jeg havde tvangstanker, det var mere en slags overlevelsesmekanisme (kig ned når du går, træk vejret dybt, se travl ud og skru så meget op for musikken som muligt). Jeg satte mig på min plads henne ved vinduet. Vores klasselærer kom ind og råbte os op, og han fortalte os hvem der skulle bo sammen på værelserne. Jeg blev sat sammen med en af drengene; Vic, den eneste af drengene jeg kunne enes med, og som ikke havde noget imod mig. Han var en af de få som ikke gav efter for hakkeordenen. De andre havde det med at være efter ham, fordi han var bøsse. Jeg var lidt ligeglad, så længe de ikke gav ham tæv, mens jeg var i nærheden. Vi havde boet sammen hele vores skolegang, så vi havde vænnet os til hinanden. Han nikkede til mig gennem lokalet, og jeg trak på skuldrene. (Hurtig forklaring. Normalt bor drenge og piger hver for sig, men da vi var 11 piger og 11 drenge i klassen, var nogen nødt til at bo sammen med det andet køn, og da jeg var vokset op blandt drenge og Vic var ligeglad blev vi sat sammen)Året gik som det nu gik: hurtigt. Det begyndte at sne allerede i slutningen af oktober. Efter efterårsferien æn-drede min faste rutine sig på få sekunder. Det var midt i timen, da vores skoleleder, Mette, pludselig hev mig ud. Uden for døren stod en dreng, på min alder. Cirka 175 cm høj, med mørkt hår og brune øjne. Normalt ville det få enhver teenagepige til at rette nervøst på sit hår og blive usikker på sig selv. Men ikke mig. Jeg havde ikke det der “pigegen”, hvor jeg begyndte at fnise ukontrolleret hver gang en fyr kiggede på mig. Jeg tog ham i nærmere øjesyn, og fandt min “favorit” del af ham (kan man have

en favoritdel af en person? Eller er det bare for mærkeligt? Lige meget), det var hans jakke. Han havde en lang sort/grå uld jakke, der mindede mig lidt om Benedict Cum-berbatch fra Sherlock. Minus den lille, fjollede hat. “Det er John, han er ny her på stedet. Jeg ville høre om du kan vise ham rundt?” Selvom det var et spørgsmål, var der ingen vej uden om. Jeg kunne høre på tonen i Mettes stemme, at jeg ikke havde noget valg. Jeg nikk-ede, mens jeg bandede indvendigt, og rakte ham hånden. “Louise” Han trykkede min hånd og mumlede et svar tilbage. Jeg viste ham rundt på skolen, fortalte ham det han havde behov for at vide, f.eks. hvor lærerværelset og kontoret var. Tilsidst gik vi ned til biblioteket, da han manglede samtlige bøger. Hvad klasse skal du gå i? “Jeg kiggede på ham. Intet svar. “Fair nok.” Jeg gik om bag skranken og tjekkede klasselis-terne. John Reynolds, 9.A. Jeg blinkede en ekstra gang. 9.A! Han skulle gå i min klasse. Jeg gik ud på lageret og nikkede til bibliotekaren, Morten, på vejen. Jeg havde rendt der så meget, at jeg kunne komme ind steder, som elever normalt ikke kunne. Jeg fandt den ene bog frem efter den anden, og til sidst stod jeg med en stor stak foran mig. Den indeholdt alle bøger i pensum + måneds-bøgerne. Dem han skulle læse senere og dem han burde have læst. Jeg prøvede at løfte den store stak, uden held. Jeg havde ikke registreret at John stod bag mig, før han åbnede munden.“Vil du ha en hånd?”Jeg nikkede og han tog halvdelen af bunken. Sammen fik vi lånt bøgerne og lagt dem ind i hans skab. Og så… ja, så stod vi bare der og så (mildest talt) dumme ud. Det virkede som om han ville sige noget, men han gjorde det ikke. Jeg vendte mig om for at gå, men da jeg nåede døren råbte han efter mig.“Kan du vise mig rundt i pausen?” Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Han begyndte at rødme og virkede en smule flov “Altså kun hvis du har lyst. Du skal ikke føle dig tvunget til det eller noget. Jeg kan godt forstå hvis du ikke gider vise den ‘nye’ elev’ rundt.” Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle svare. Hvorfor ville han have at jeg skulle vise ham rundt. Burde han ikke kunne se, at jeg ikke er den type, man ville være bedste venner med? Og så skete der det, som der altid gør. Der opstod en pinlig tavshed. Til sidst smilede jeg til ham og nikkede.“Det vil jeg gerne. Skal vi mødes her?”

Marie Elisabeth NielsenEt nyt år

Man forandrer sig med tidenisær, hvis man stræber efter det nyemen når man ændrer lidtmå man ændre megetog hvis man ændrer megeter der så noget af det oprindelige tilbagefindes ens pointe i det nyeeller blev den stridt ud med det gamleblev den glemt da bølgerne ramtemed en ny inspirerende kraftblev den skyllet med udda de trak sig tilbage igenog efterlod nye ideer og følelserklar til at blive samlet op, bearbejdetog med tiden skabe noget nyt

noget der bliver erstattetsom det oprindelige blevtil sidst, når det er udviklet længe nokstår kun ordende tilbageuden kraft, uden livforladt af det, der skabte sammenhængstillet op og blandet med nye ordså det hele til sidst mangler det oprindeligeden rå og kraftfulde udstråling der opstodda meningen blev tænkt for første gang

langt tilbage og begraveti tanker og følelserder findes den stadigmen det er de færreste, der ser dende unødvendige ekstra ordde blandede tankeretningerhvisker meningen udså meget, at hvis man fortalte,hvis man berettede til forfatterenhvad man havde fundethvad der var gemt imellem linjerneville selv ikke forfatterenkunne genkende sin egen grundsten

Marie Blædel MøllerDet oprindeligesfald

Roses are redViolets are blueIf they were to goThis world would go too

Violets are blueRoses are redAll will be lostWhen they’re dead

But what if ourWorld survivesWould the loss of colourFree our eyes?

If everything staysLike it always wereWould this poem be meaninglessOr make a stir

World

viewMar

ie Bl

ædel

Møll

er

Roses are redViolets are blueI am still hereAnd I miss you too

The letter is writtenI’m trembling with fearI know for sureThe answer is near

The clearer it getsThe more I seeFloating spiritsAround the Christmas tree

Dancing is what makesWishes come trueAnd oddly shaped cardsFrom me to youC

hr

istm

as

Marie Blædel Møller

Roses are redViolets are blue

I will never forgetThe time I met you

The first day of summerTrust me or not

My sun wasn’t shiningAnd I didn’t look hot

Never believeWhat others they say

Because I got a bad commentAnd a horrible day

I took it too hardAnd I clicked out of place

I got surrounded by peopleWhen I needed my own space

Hardship


Self-aware

Violets are blueRoses are red

I think I got this oneTurned in my head

Forwards and backwardsJust like the tidesI’m sitting here

Watching their rides

Pushing and pullingForever and ever

I know it’s the moonBut you say don’t be

clever

Today it hit meAnd I got a rush

I shouldn’t ever feelLike I know too much


Roses are redViolets are white

Or lilac dependingIf they’re dark or light

Oh my!Books, pencils, teachers

School’s here againWith all its features

I’m already missingThe summer fun

The city and the beachIn the light of the sun

But not the endless HoursBy myself, on my own

Course for me most of summerWas spend feeling alone

Summer


Mandag morgen og skolen ventede. Jeg stod op omkring kl. 7, senere end jeg plejede. Min søster var heldigvis ikke oppe endnu, jeg hørte hverken råb eller beklagelser fra stuen, da jeg gik gennem den dunkle gang ind gennem den halvåbne dør. Der var næsten helt stille i huset. Jeg kunne høre fuglene udefra, mens jeg tog Cocopop’s pakken ned fra øverste hylde i køkkenskabet. Der var en god chance for at min morgenmad forblev min hertil morgen. Jeg satte mig hen til spisebordet og betragtede haven gennem de halvstore gavlvinduer over-for min faste plads. Der er normalt ikke så stille i huset, ikke om morgenen i hvert fald. Det var rart at slappe af for en gangs skyld, ikke at skulle bekymre sig om morgenmadsstjælende søstre, et ur der tikkede afsted i alt for høj fart eller … shit! Uret. Jeg havde glemt tiden. Klok-ken var mange. Jeg var sent på den. Hvilke fag? Hvilke bøger? Hvilket lokale? Og hvad med mad? Havde vi overhovedet noget i køleskabet? Hvorfor var min søster ikke oppe endnu? Hva’ var der galt med alle i dag? Ok rolig, du når aldrig noget hvis du stresser helt ud. En ting af gangen, stille og roligt. Sådan! Ok, skema, hvad skal du have af timer i dag? Jeg slog det op på computeren. Mandag den 30/03 – intet! der stod intet. Jeg stirrede på skærmen. Hvorfor? Hvor var mit skema? Var der sket en fejl med programmet? Og hvad nu? Hvordan kunne jeg vide hvilken time jeg skulle tage? Jeg gik i panik, sådan næsten, det var ikke den sædvanlige, du kommer for sent igen eller du mangler at lave en hel opgave til i morgen tidlig, og det der fulgte var ikke undskyldninger eller dårlige forsøg på hurtigt at løse problemet. Det var mørke. Sort mørke der blandede sig med solstrålerne fra vinduet og langsomt kvalte dem. Mørket, der lagde sig over hele køkken-al rummet, var næsten tyktflydende dæmpende i hele dets udtoning. Noget skete. Jeg så op. Noget skete! Hvad? Hvad skete? Hvad rørte mørket? Hvad forandrede det? Jeg samlede mig selv op. Prøvede på det i hvert fald. Jeg blev ved med at miste mig selv. Jeg forsøgte, først med komplimenter, men mørket ændrede ordlyden, æn-drede stemmen, ændrede det jeg, der forsøgte at træde vande og overleve mødet med mørket, derefter med belønninger, men igen ændredes tankerne, de blev til beskyldninger. Hårde kolde fakta regnede ned over mig. Jeg gav op, accepterede realiteten af situationen. 1: Jeg var ved at komme for sent i skole, 2: Jeg vidste ikke hvilken time jeg skulle have eller hvor den fandt sted, 3: Jeg vidste ikke hvorfor, men ingen andre var stået op endnu. Jeg blev distraheret i min opremsning af kalenderen der hang på væggen. PÅSKE. Det var Påske og jeg havde fri!

En dagikke som de

andre


Mens de voksne længes efter deres ungdom, prøver vi unge at slippe væk fra den så hurtigt som muligt. I far-ten bliver vi klogere end vores forældre - men mere æng- stelige end vores fremtidige børn. Vi hylder folk, der med flotte karaktergennemsnit og noble titler - er ble-vet voksne inden de er fyldt femogtyve, i mens stolte forældre kan stå på sidelinjen og klappe i hænderne over deres store pige, der nu virkelig er blevet til no-get. Det er så implementeret i vores kommunikation og forståelse af hinanden, at det er en selvfølgelighed, at vi skal stræbe efter at blive til noget - og ikke mindst at blive til noget mere. Det er velkendt, at jeg er blevet kaldt til karaktersamtale efter at have fået 7 - for “du kan jo så meget mere, end du viser” Men hvad nu hvis jeg er helt tilfreds med et 7’tal i dansk og matematik? Hvad nu hvis min indsats rent faktisk afspejler den ro jeg finder i at vide, at jeg har værdier og egenskaber, der rækker udover det - en intetsigende karakter kan fortælle om mig?

Men vi skal altid stræbe efter mere. Det er aldrig godt nok at dvæle ved et standpunkt, for stilstand er over-flød-igt og unødvendigt. Vi skal tænke på vores frem-tid, på vores planer og på vores mål. Det er vigtigt at have mål. Uden mål i livet bliver du en flydende sub-stans. Så tænk på din fremtid - vælg med omhu, pas din skole og høst dig nogle gode karakterer - så er du sikret. Sådan lyder det fra venner og bekendte. Og jeg grubler og væmmes ved tanken om alle de planer og mål og forventninger, der skal opfyldes. Fremtiden. Engang var den drømmen om alt det, jeg kunne blive - i dag er det ængstelsen over alt det, jeg ikke kan blive. Alt det jeg ikke kan være. Alt det “noget” jeg ikke kan opnå. For i virkeligheden ved jeg ikke rigtig, hvad der skal til, for at blive det der “noget”. Jeg ved bare, at man skal være “noget” for at blive til nogen. Det er det, min omverden fortæller mig.

Jeg har gennem min barndom og skoletid lært, at jeg er noget, når jeg kan noget. Jeg skrev flotte, lange stile - og så blev jeg rost til skyerne med, hvor dygtig jeg

var. Det blev det, jeg var. Dygtig. Så det er det, jeg er. Jeg er dygtig, når jeg gør og kan. Men jeg er ikke dygtig, når jeg bare er. Derfor gjorde jeg i sin tid, alt jeg kunne for at blive dygtig - for jeg opdagede, at folk anerkendte mig, når jeg dygtiggjorde mig. Men samtidig blev jeg mere og mere klar over, at jeg ikke var nogen, hvis ikke jeg blev ved med, at kunne noget. For hvilken prestige er der i at være et middelmådigt menneske med begge ben plantet solidt på jorden - hvilken prestige er der i at være et menneske, der kender sine grænser og værdier? Der er ikke nogen belønning, i form af karakterer der kan ganges op, til de unge som udsætter den videregående uddan-nelse et par, år for at blive klogere på sig selv. Hurtigt opnået succes der kan måles og vejes i tal og resultater derimod - har en helt anden berettigelse. Og det er da ganske vidst også svært at hamle op med et sådan facit. Men det er et valg vi tager - om vi vil defineres af resultater og kunnen. For vi bliver ikke nogen, fordi vi kan noget. Vi bliver nogen, når vi lever. Og vi bliver noget - i kraft at være nogen. Hvis vi glemmer os selv i hasten og forventningen om, at vi skal blive til noget, vil vi leve vores liv i fremtiden - men aldrig i nuet. Så måske er det ikke altid prisværdigt at stræbe efter mere og bedre - måske er det okay at dvæle i stilstand - bare for en tid - mærke efter, hvad der er rigtigt i lige netop dette “nu”. For vi har brug for hinandens kvaliteter og værdier til at bevare diversiteten i samfundet. Vi har brug for mennesker der ER - og ikke bare mennesker der KAN. Jeg vil begynde at hylde mine medmen-nesker, for dem de ER - og ikke bare for det de gør og kan. For vi er ikke, hvad vi kan. Og vi må ikke gå hen og nedbryde os selv og hinanden i troen på, at vi skal være og kunne noget for at være nogen. For vi er alle sammen en nogen - hyldest eller ej. Jeg vil have lov til at nyde, at jeg er ung. Jeg vil have lov til at bruge den tid, der er nødvendig for, at jeg med passion, iver og lyst kan gøre det, jeg brænder for. Vi har ikke noget at flygte fra - og vi har ikke noget at flygte til. For i sidste ende er vejen til noget, brolagt med nogen.

Freja Møller Kristiansen

At være nogen eller noget

Mens de voksne længes efter deres ungdom, prøver vi unge at slippe væk fra den så hurtigt som muligt. I far-ten bliver vi klogere end vores forældre - men mere æng- stelige end vores fremtidige børn. Vi hylder folk, der med flotte karaktergennemsnit og noble titler - er ble-vet voksne inden de er fyldt femogtyve, i mens stolte forældre kan stå på sidelinjen og klappe i hænderne over deres store pige, der nu virkelig er blevet til no-get. Det er så implementeret i vores kommunikation og forståelse af hinanden, at det er en selvfølgelighed, at vi skal stræbe efter at blive til noget - og ikke mindst at blive til noget mere. Det er velkendt, at jeg er blevet kaldt til karaktersamtale efter at have fået 7 - for “du kan jo så meget mere, end du viser” Men hvad nu hvis jeg er helt tilfreds med et 7’tal i dansk og matematik? Hvad nu hvis min indsats rent faktisk afspejler den ro jeg finder i at vide, at jeg har værdier og egenskaber, der rækker udover det - en intetsigende karakter kan fortælle om mig?

Men vi skal altid stræbe efter mere. Det er aldrig godt nok at dvæle ved et standpunkt, for stilstand er over-flød-igt og unødvendigt. Vi skal tænke på vores frem-tid, på vores planer og på vores mål. Det er vigtigt at have mål. Uden mål i livet bliver du en flydende sub-stans. Så tænk på din fremtid - vælg med omhu, pas din skole og høst dig nogle gode karakterer - så er du sikret. Sådan lyder det fra venner og bekendte. Og jeg grubler og væmmes ved tanken om alle de planer og mål og forventninger, der skal opfyldes. Fremtiden. Engang var den drømmen om alt det, jeg kunne blive - i dag er det ængstelsen over alt det, jeg ikke kan blive. Alt det jeg ikke kan være. Alt det “noget” jeg ikke kan opnå. For i virkeligheden ved jeg ikke rigtig, hvad der skal til, for at blive det der “noget”. Jeg ved bare, at man skal være “noget” for at blive til nogen. Det er det, min omverden fortæller mig.

Jeg har gennem min barndom og skoletid lært, at jeg er noget, når jeg kan noget. Jeg skrev flotte, lange stile - og så blev jeg rost til skyerne med, hvor dygtig jeg

var. Det blev det, jeg var. Dygtig. Så det er det, jeg er. Jeg er dygtig, når jeg gør og kan. Men jeg er ikke dygtig, når jeg bare er. Derfor gjorde jeg i sin tid, alt jeg kunne for at blive dygtig - for jeg opdagede, at folk anerkendte mig, når jeg dygtiggjorde mig. Men samtidig blev jeg mere og mere klar over, at jeg ikke var nogen, hvis ikke jeg blev ved med, at kunne noget. For hvilken prestige er der i at være et middelmådigt menneske med begge ben plantet solidt på jorden - hvilken prestige er der i at være et menneske, der kender sine grænser og værdier? Der er ikke nogen belønning, i form af karakterer der kan ganges op, til de unge som udsætter den videregående uddan-nelse et par, år for at blive klogere på sig selv. Hurtigt opnået succes der kan måles og vejes i tal og resultater derimod - har en helt anden berettigelse. Og det er da ganske vidst også svært at hamle op med et sådan facit. Men det er et valg vi tager - om vi vil defineres af resultater og kunnen. For vi bliver ikke nogen, fordi vi kan noget. Vi bliver nogen, når vi lever. Og vi bliver noget - i kraft at være nogen. Hvis vi glemmer os selv i hasten og forventningen om, at vi skal blive til noget, vil vi leve vores liv i fremtiden - men aldrig i nuet. Så måske er det ikke altid prisværdigt at stræbe efter mere og bedre - måske er det okay at dvæle i stilstand - bare for en tid - mærke efter, hvad der er rigtigt i lige netop dette “nu”. For vi har brug for hinandens kvaliteter og værdier til at bevare diversiteten i samfundet. Vi har brug for mennesker der ER - og ikke bare mennesker der KAN. Jeg vil begynde at hylde mine medmen-nesker, for dem de ER - og ikke bare for det de gør og kan. For vi er ikke, hvad vi kan. Og vi må ikke gå hen og nedbryde os selv og hinanden i troen på, at vi skal være og kunne noget for at være nogen. For vi er alle sammen en nogen - hyldest eller ej. Jeg vil have lov til at nyde, at jeg er ung. Jeg vil have lov til at bruge den tid, der er nødvendig for, at jeg med passion, iver og lyst kan gøre det, jeg brænder for. Vi har ikke noget at flygte fra - og vi har ikke noget at flygte til. For i sidste ende er vejen til noget, brolagt med nogen.

Freja Møller Kristiansen

At være nogen eller noget

Længe har hun vandretfor at finde hjem Men der syner tomthvor end hun går henDer hvor hun troede, hun hørte tilvar der tomt og forladtOg der hvor hun vil gå hen er stien ubetrådt

Hun vil hjemHjem til et sted, hvor hjertet kan boHjem til et sted, hvor hjertet kan boHjem til et sted, hvor hjertet kan bo

Verden synes ensompå endeløse stier Men noget i hendemå vandre endnu mer’ Der hvor hun søger, kaldes der ikkeHun kalder på sig selv indeni vil hjertet gerne bo

Hun vil hjem Hjem til et sted, hvor hjertet kan boHjem til et sted, hvor hjertet kan boHjem til et sted, hvor hjertet kan bo

Hun vil ikke vandre mere Hun vil ikke vandre mereHun vil ikke vandre mere

HjemFreja Møller Kristiansen

Det er mørkt. En ensom lyskegle skiller skyggerne og fletter sig ind og ud mellem stammer, søgende efter noget. Det flakker da lanternebæreren snubler over en fremspringende trærod og med en metallisk skramlen bliver alt atter mørkt. Han bander dæmpet og tager sig til knæet, der nu er varmt og klistret. Uden stjerner og måne at navigere ved, kan han kun gætte sig til, hvor slem skaden er. Det drypper ned ad skinnebenet og gør ondt som bare pokker, men han kan ikke sætte farten ned. Han flår en strimmel af sin skjorte, binder den om knæet og kommer vaklende på benene.Han ser sig om i det tætte, farveløse mørke og bliver bange. Uden sin lyskil-de er han så godt som fortabt. Nede på knæ igen, famler han desperat rundt mellem de visne blade. Skyggerne trykker sig tættere ind mod ham, nysger-rige efter hvor al den tumult kommer fra. Mørket tager form. Han tøver, ser sig over skulderen et kort sekund og fortsætter febrilsk sin søgen. En gren knækker bag ham og små skridt, lette som en mus, piler over jorden, tættere og tættere på. Han beder stille sit fadervor, klar til at sige farvel til den jord, han har så kær, da hans hånd støder ind i noget hårdt og koldt.Den er ikke gået ud, ikke endnu. En svag flamme flakker stadig derinde, stærk nok til at skræmme nattens skygger væk, men ikke til at orientere sig ved. Med rystende hænder åbner han lanternen, bange for at det mindste pust skal slukke ilden. Forsigtig, som var den et spædbarn, der havde brug for hans omsorg, holder han lanternens åbning indtil sit bryst og fisker i sin jakkelomme efter en flakon olie. Et øjeblik bliver han rædselsslagen, da han tror, at den er væk, men så strejfer hans fingre noget glat og køligt. Han udstøder et lettelsens suk. Han løfter flakonen op i skæret fra lygten. Den er halvtom. Der er ikke nok olie til at holde natten ud. Han lader varsomt et par dråber falde ned til flammen, der straks blusser op, lykkelig over at få lidt næring. Han lukker omhyggeligt lågen, peger lygten ud mod træerne og fortsætter sin gang. Ind i det ukendte.

Lanternen

Adele Rigmor Victoria Barmann Bolvinkel

Det er mørkt. En ensom lyskegle skiller skyggerne og fletter sig ind og ud mellem stammer, søgende efter noget. Det flakker da lanternebæreren snubler over en fremspringende trærod og med en metallisk skramlen bliver alt atter mørkt. Han bander dæmpet og tager sig til knæet, der nu er varmt og klistret. Uden stjerner og måne at navigere ved, kan han kun gætte sig til, hvor slem skaden er. Det drypper ned ad skinnebenet og gør ondt som bare pokker, men han kan ikke sætte farten ned. Han flår en strimmel af sin skjorte, binder den om knæet og kommer vaklende på benene.Han ser sig om i det tætte, farveløse mørke og bliver bange. Uden sin lyskil-de er han så godt som fortabt. Nede på knæ igen, famler han desperat rundt mellem de visne blade. Skyggerne trykker sig tættere ind mod ham, nysger-rige efter hvor al den tumult kommer fra. Mørket tager form. Han tøver, ser sig over skulderen et kort sekund og fortsætter febrilsk sin søgen. En gren knækker bag ham og små skridt, lette som en mus, piler over jorden, tættere og tættere på. Han beder stille sit fadervor, klar til at sige farvel til den jord, han har så kær, da hans hånd støder ind i noget hårdt og koldt.Den er ikke gået ud, ikke endnu. En svag flamme flakker stadig derinde, stærk nok til at skræmme nattens skygger væk, men ikke til at orientere sig ved. Med rystende hænder åbner han lanternen, bange for at det mindste pust skal slukke ilden. Forsigtig, som var den et spædbarn, der havde brug for hans omsorg, holder han lanternens åbning indtil sit bryst og fisker i sin jakkelomme efter en flakon olie. Et øjeblik bliver han rædselsslagen, da han tror, at den er væk, men så strejfer hans fingre noget glat og køligt. Han udstøder et lettelsens suk. Han løfter flakonen op i skæret fra lygten. Den er halvtom. Der er ikke nok olie til at holde natten ud. Han lader varsomt et par dråber falde ned til flammen, der straks blusser op, lykkelig over at få lidt næring. Han lukker omhyggeligt lågen, peger lygten ud mod træerne og fortsætter sin gang. Ind i det ukendte.

Lanternen


Jeg har aldrig forstået konceptet ‘drømme’. Jeg drømmer ikke og jeg sover aldrig og da jeg aldrig kommer til at dø, har jeg heller ingen fremtidsdrømme. Men I dødelige lader til at være meget opsatte på at have en livsdrøm eller at afkode det I har drømt om da i sov. Det er mig en gåde hvordan I kan bruge så megen energi på en enkelt ting. Men måske gør udødeligheden én lidt blind. Måske er jeg bare ved at være gammel? Jeg må indrømme at man efter 10.000 år ligesom holder lidt op med at sætte sig noget mål for fremtiden.

Jeg forstår virkelig ikke drømme. Drømmene man har når man sover er meget forskel-lige fra dem man har når man er vågen, men det ved jeg kun fordi jeg har fået det for-talt. Nogen siger at sovedrømme minder meget om at være høj på stoffer, men det kan min art heller ikke blive. Og vågne drømme er lidt ligesom håb, men ikke ligesom håb. Jeg tror heller ikke jeg ved hvad håb er. Min art sover aldrig, spiser aldrig, føler ald-rig. Vi er levende, men frarøvet livets glæder. Jeg tvivler mere og mere på mit formål. Jeg tvivler ligeledes på min skaber. Mit formål, fik jeg at vide, var at holde balance i universet sammen med mine artsfæller, men her er jeg i stedet fanget i de dødeliges verden og er tjener for en simpel magiker. Gad vide om han drømmer lige nu? Han sover ihvertfald. Jeg har fået besked på at vogte over ham. Gad vide om man kan kalde det hans drøm at vågne op i morgen. Eller om drømme er noget mere kraftfuldt end det. Som sagt, forstår jeg ikke konceptet. Drømme er mig en gåde, ligeså meget som universet er jer en gåde. Mange ting skal opleves på første hånd før de giver mening.

Dæmonen Ilthyo prøver at forstå drømme gennem essayets kraft(dog uden

meget held)


(dog uden

meget held)

Han var en af dem. Jeg vidste det med det samme. Et Manskitis-of-fer. Selvom ansigtet var skjult bag et tørklæde og

stanken overdøvet med kvalmende stærk parfume, kunne jeg se det. Hans stive bevægelser vidnede om både fysisk og psykisk smerte og de blå øjne virkede nærmest flydende. Hver gang de ramte kom, blev jeg fyldt af blandede følelser. Mest frygt og medlidenhed, men også et strejf af makaber nysgerrighed. Ingen vidste hvad de var, kun hvordan de var kommet og at man ikke kendte nogen kur. Endnu.Jeg drejede mig væk og tørrede glasset mere intenst selvom det allerede var pletfrit. Hvis jeg bare så optaget ud, ville han måske henvende sig til en anden servitrice. Nej. Den ramme lugt af falske roser blev stærkere og til sidst måtte jeg se op. Hans svømmende, men alligevel klare øjne var gennemborende og jeg var tvunget til at sænke blikket.”Skulle det være noget?” stammede jeg uden at se op. Manden nikkede og be-gyndte at vifte med hænderne. Han spurgte om jeg forstod tegnsprog. Jeg svarede ‘ja’ og hældte hans bestilling op i det glas, jeg lige havde gjort rent. Jeg havde endnu ikke mødt en af dem, som kunne tale med munden. Hvis man kunne kalde den sammenfiltrede masse under tørklædet for en mund.Han takkede og satte sig ned ved et bord, så langt væk fra mængden som muligt. I det mindste var han da betænksom over for andre. Han var rig, at dømme ud fra pelsfrakken og læderhandskerne og fik sikkert klasse A lægehjælp. Det var ikke nemt at sige, hvor slemt det egentlig stod til. Selv da han meget diskret løftede tørklædet for at tage en tår af sin kaffe, var det svært at sige. Hvor der burde have været læber og måske et skævt smil, sad nu en sammenfiltret masse af død hud og vildtvoksende knoglestykker. En skam at han skulle blive ramt. Det var tydeligt at han havde været flot inden sygdommen maltrakterede hans an-sigt. Før eller senere ville den tage over og gøre ham invalid.

Inspireret Jan Manskiaf


Liv

Stee

nhol

dt T

ange

Byen opal

Liv

Stee

nhol

dt T

ange

Byen opal

De går ned ad gaden. Et, to, et, to, et, to. De går i takt, og er alle ens i tøjet. Drengene har sorte sko, brune bukser, hvide skjorter og mørkeblå sweatshirts på, mens pigerne er i mørkeblå kjoler, brune støvler og med hvide sløjfer i håret. Drengene til venstre og pigerne til højre. De er omkring 20 i alt. Det er, hvad den lille by Opal kan støve frem af yngre borgere under 15. Både foran og bagved den lille samling, går to mænd i hvide dragter. Alle børnene har et stift smil klistret på deres an-sigter, men deres øjne afslører deres frygt. En pige snubler, og falder ud af rækken. De andre børn fortsætter, og pigen sakker længere og længere bagud. En af de to mænd river hende op ved armen, og skubber hende videre. Pigen fortsætter haltende, og indhenter langsomt de andre igen. En tåre løber ned ad hendes kind, men bliver hurtigt tørret væk. Hendes støvede fingre efterlader et mørkt aftryk, og den per-fekte pige, ser pludselig ikke helt så perfekt ud mere. Pigen bag hendes, giver hendes hånd et diskret klem, og rækken fortsætter længere ud i ørkenen.Basen ligger 14 kilometer væk fra byen. Det er langt at gå i en ørken. Selv for en vok-sen. Rækken forsvinder bag en støvsky, og jeg lister efter dem. Jeg kan nemt gemme mig for dem. Mændene har beskyttelse-shjelme på, og kan ikke dreje hovederne. Børnene ser sig ikke tilbage. Hvis de gjorde, ville mændene straks være efter dem deres pisk. De slår ikke hårdt, men rapper bare børnene én over enden. Jeg sørger for at gå i mændenes fodspor, så ingen vil undre sig over det ekstra sæt fodspor, med anderledes såler. Efter en times vandring gør flokken holdt, og børnene spreder sig ud over et lille område. Jeg gemmer mig bag en stor sten, og følger børnene med øjnene. Alle får udleveret en madpakke af en af de hvide mænd. Min tænder løber i vand. Jeg har ikke set mad i flere dage. Jeg får øjenkontakt med en pige, den

samme som snublede. Jeg ser bedende på hen-de, og gestikulerer mod min mund og mave. Pigen tager et æble fra sin madpakke, og lader som om hun taber det, mens hun løber over mod en af sine veninder. Heldigvis er der ingen der opdager det. Ingen opdager det. Børnene får omkring en halv times pause, inden for-samlingen igen må fortsætte ned ad den støve-de vej. Jeg iler over og snupper æblet. Jeg gnid-er det i min trøje, og holder det op imod lyset. Det skinner smukt. Jeg tager en bid, og saften driver ned ad mig. Det undrer mig. Hvorfor har de givet børnene så friske og lækre æbler? Måske for at give dem én sidste nydelse. Det kunne ligne dem. Jeg spiser mit æble, og følger så efter flokken igen. De er nået et par meter længere, og jeg følger hurtigt trop. Vi går yderligere et par timer, og kan snart skimte Basen i det fjerne. Et par af børnene sukker lettet. Nu er de snart ved vejs ende. Farten bliver sat en smule i vejret, og efter kort tid ankommer vi. Eller de. Eller nej, jeg ankom-mer jo også. Men jeg er jo en blind passager. En lille velkomstkomité står og venter ved in-dgangen til Basen. Der opstår som altid en del postyr, når børnene skal indskrives. Jeg sniger mig om bagerst i rækken, og falder i et med de andre. Jeg er klædt i samme tøj som de andre piger, har det samme tomme blik som de andre, og ligner i bund og grund de andre piger på 14 år. Ingen opdager, at der pludselig er kommet et ekstra barn. De krydser mig bare af som Leslie Brudson. Egentligt ikke mit navn, men min søsters. Vi har altid levet i det skjulte, og aldrig været registreret noget sted. Det er også derfor, jeg ikke fulgtes med de andre gennem ørkenen. Der er altid et lige antal børn, så det var helt sikkert blevet opdaget, hvis jeg gik sammen med dem. Derfor al det med at være blind passager. Egentligt er jeg 15 år, og hedder Evelyn Brudson. Mine forældre bor og arbejder i det skjulte. De undersøger vores samfund, og jeg skal være deres ”indre øje.”

Du smiler og ler og dit smil smitter afOg jeg trækker en grimasseMens jeg lader mine hænder glide ned over din hudNed over dine bløde kurver og de kropsdeleSom jeg ved du ikke er tilfreds med,Men som for mig er smukkere end noget andetBjerge og dale og blomsterbakkerOg du ved at vilde roser er mine yndlingsblomster,Men du giver mig en tam én,Som jeg hænger til tørre for at fjerne dens flygtighed,For blomster er et dumt kærlighedssymbolNok er de smukke, men kun i et par dageOg så dør deLigesom osIkke dig, ikke mig, men osOg pludselig er ferien forbiPludselig kommer hverdagen og river fat i mig med dræbende kraftOg jeg prøver desperat at holde fast,Men vinteren kommerOg tvinger sit mørke ned over os.Jeg tror, jeg ser lys, og det gør jeg, men det kvæles.Under fyrværkeriet taler vi sammen sidste gang,Og jeg ved at du hader mig og jeg ved at jeg hader dig,Men det føles forkertAlting føles forkertOg jeg græder hårdere end aldrig før og kan næsten ikke få luftOg jeg hader digJeg hader digJeg hader digOg selvom foråret kommer og jeg har lyst til at tage kontakt, lader jeg være,For én af mine venner har fortalt mig,At du ikke savner mig mereOg jeg siger til mig selv, at jeg heller ikke savner dig,Men det er løgn.Lige nu er det løgn.Men kun lige nu, ikke i morgen.Som blomster og kærlighed dør, skal savn og sorg også dø,Og det tør jeg godt tro på.Du er kun endnu en vild rose på min vejOg hvis der er en ting jeg ved,Så er det at alle roser visner

Adele Rigmor Victoria Barm

ann Bolvinkel

De har hængt hans sko op uden for stuevinduet. Jeg tror at han ville have kunnet lide det. Han har altid haft en lidt ’skæv’ tanke- gang. Det var nok også derfor at de ikke forstod ham. Ikke forstod hvorfor han ønskede sig et hus som dette. Skævt og anderledes. Lugten af hans sure tæer, hænger stadig i skoene. Man kan næsten forestille sig hvordan han har stået og kigget ud af det selv samme vindue, som drengen og hans forældre står og kigger ud af nu.

Et billede

Liv Steenholdt Tange

Jeg står på en stor vej. Bilerne kører hurtigt forbi mig. Jeg er på vej i skole. Jeg gik for fem minutter siden, men er underligt nok ikke kommet længere end ud til den store vej få meter fra mit hus. Jeg står bare og tænker. Jeg kommer garanteret for sent, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gå videre. Der cykler en masse folk forbi mig. Mange af dem er fra min klasse, eller nogen jeg kender fra andre steder eller tidspunkter i mit liv. Det er som om de ikke ser mig. Underligt. Er jeg blevet usynlig? Min søster kommer cyklende ud af vore indkørsel. Hun cykler lige forbi mig. Ja hun er faktisk ved at støde ind i mig. Men af en eller anden grund cykler hun bare videre. Jeg prøver at flytte fødderne men de vil ikke rykke sig. Strømmen af lærere og elever der cykler mod skolen, bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt. Kun nogle få kommer i fuld fart ned af vejen. Dem der altid kommer for sent, hvilket må betyde at klokken har ringet ind til første time.

Et billede


Jeg havde lige været inde og købe VERDENS største is inde i VERDENS bedste iskiosk ‘Em-ils’. Hjemmelavet vaffel. 7 kugler: Pistacie, vanilje, æble, jordbær, chokolade, kokos og lime. Fløde-bolle med kokos på toppen. Jeg stod uden for butikken, og nød det lækre syn, og skulle lige til at sætte tænderne i den, da en rasende dame kom skrigende ud, og løb ind i mig, så min is røg på jorden, og splattede ud over den sure dames fr-akke. Hun smilede først undskyldende til mig, men skreg så, og slog ud efter mig med sin taske, da hun kiggede ned af sig selv, og opdagede isen på sin fine pelsfrakke. Hun begyndte pludselig at danse rundt og synge for mig. En fin mand i jakkesæt og med laksko kom gående mod os og tog pludselig damens hånd. De begyndte begge at danse rundt i en blanding mellem en russisk og en spansk tango. Jeg blinkede pludselig med øjnene, og kiggede rundt. ”Denice, Denice. Hvad laver du?” Øv det var bare en drøm. Det var ellers så sjovt. ”Kommer du med?” Mine veninder beg-yndte syngende og dansende at gå ned ad gaden. Jeg fulgte trist efter. Jeg vidste at de kun sang for min skyld. De prøvede at muntre mig op, men det lykkedes ikke. De havde inviteret mig i byen med alt betalt. Men intet kunne få mig i godt humør ligenu. Intet. I dag var min sidste dag i byen. Min mor havde fået nyt arbejde i Frankrig som mod-edesigner. Hun er kendt i hele Danmark og åben-bart også i Frankrig. Hun arbejder for Dior, og er blevet forfremmet til deres største butik i Paris. Jeg kan ikke et ord fransk, da vi først får fransk i 9. og jeg går kun i 8. Jeg har taget et lynkursus, men det har virkelig også kun været et lynkursus, for jeg var kun med i 4 dage. Jeg fik det først at vide for 5 dage siden, og vi skal allerede af sted i morgen.

Et billede


Benjamin. Det er mit navn. Et ligegyldigt navn hvis du spørger mig. Lidt ligesom tilværelsen. Jeg mener, hvis du kigger på den større sammenhæng, så er 15 årige Benjamin fra Ejby, ikke særlig betyd-ningsfuld, vel? Nej det tænkte jeg nok. Det er lige meget. Alting er lige meget og hvis man alligevel ikke betyder noget, eller hvis man ikke selv har be-tydning, hvad er så meningen med det hele? Alt fra mine blå øjne til mit sjovt farvede hår, er ligegyldigt. Pigerne og drengene i klassen er næsten latterlig lig-egyldige. Skolen er ligegyldig.

Alle de her ting siger jeg jo selvfølgelig ikke højt. Mine forældre ville tage en lang snak med mig. En ligegyldig snak. For dem, er jeg en fantasifuld og klog dreng. Heldigvis er der intet der er no-get værd. For hvis intet betyder noget, så er der ingen problemer. Det er meget nemmere. En dag holder jeg nemlig op med at eksistere og så er det hele lige meget. Det er lige meget om jeg blev ad-vokat, rockstjerne eller fodbold spiller. På en eller anden måde skræmmer det mig lidt. Jeg kan ikke helt finde ud af om det er på en god måde. For hvordan kan man bare holde op med at eksistere? men det er nu ikke så meget det spørgsmål der plager mig mest. Eller måske plager de mig begge lige meget. Det jeg tænker lige så meget over er, hvad der er på den anden side af universet? Ja, hvis man nu forestiller sig universet som en kasse der hele tiden bliver større og større, så ved vi jo at der stadig er noget på den anden side af kas-sens vægge, det samme gælder for rummet kassen står i, og uden for det rum ligger hele universet, men hvad er der på den anden side af universet? Betyder det der er på den anden side af univer-set noget? måske. Jeg ved at mennesker er betyd-ningsløse. Vi er selviske og selvcentrerede. Vi er så sikre på at vi er de vigtigste i hele universet, men er det bare fordi vi er bange for at der er en større helhed? At der er noget der er vigtigere end os? Enten er vi alene i universet, eller også er vi ikke. Jeg synes begge ting er lige skræmmende. Og begge ting er lige meget. Det er irrelevant. El-ler er det? De fleste menneskers liv er nærmest sat på loop. Vi laver de samme ting, dag for dag, for dag og af hvilken grund? Vi holder alle op med at

eksistere, og inderst inde, skræmmer det en del af os. Selvom vi ikke vil indrømme det. Det er vel derfor vi har religioner. For at mindske frygten. For tanken om at komme i paradis efter døden er mere beroligende end tanken om bare at være død. Helt død. Slut. Bare død. Det skræmmer os. Det skræmmer mig.

Mandag morgen. Den er lige så betydningsløs som alle andre dage, så hvorfor hader folk den her dag mere end de andre? det er simpelt. Weekend. Måske skal jeg uddybe det lidt. Weekenden er af-sluttet og fra det øjeblik vi falder i søvn søndag aften, venter vi på fredag eftermiddag. Og selv i weekenderne venter vi på ferien. Vi venter næsten altid, men hvad venter vi på? hvad laver vi, som vi tror er vigtigere end vores uddannelse, eller arbe-jdsplads? Er der noget der er vigtigere?“Hvordan har jeres weekend været?” Det er lig-egyldigt. Et ligegyldigt spørgsmål, fra en betydn-ingsløs person. Måske ikke så betydningsløs som resten af klassen, men stadig lidt betydningsløs, ser du. En lærer er ikke lige så betydningsløs som os andre. En lærer har til job at undervise os, og gøre os klogere, og det påvirker verden. Tænk nu hvis der ikke var nogen lærere. Så ville vi alle leve i uvished. Men det gør vi jo i forvejen, bare på et andet plan. “Benjamin” mit navn bliver gentaget af Rita, lær-eren, et par gange. Jeg kigger op, for at vise at hun har fanget min opmærksomhed. “Hvordan har din weekend været? Du ser træt ud. Har du fået sovet nok?” Jeg nikker bare. Der er ingen grund til at svare. Hvad ville mit svar betyde? Ingenting. Nemlig. Heldigvis for mig, kigger hun bare på mig, før hun går videre. De andre i klassen sidder bare og småsnakker om ingenting. Det er åndsvagt. De er åndsvage. De forstår det bare ikke. De stiller ikke spørgsmål ved noget. Ingenting. De virker uintelligente.

Rødt hår. Postkasse rødt. Brager ind i klasselokalet.“Benjamin!” Rikkes lyse stemme skærer igennem luften, hun råber ofte ens navn som en hilsen.

Benjamin er ligeglad

Benjamin er ligeglad“Hej Rikke” Jeg er ikke meget for at socialisere, men Rikke er okay. “Hvornår farvede du dit hår lilla?” Alle stirrer nu på os. Jeg snakker ikke så ofte. Mest fordi jeg ikke synes at det vil have betydning det jeg siger. Hvordan har det for eksempel betydning, hvornår jeg farvede mit hår?“Fredag efter skole”. Mine klassekammerater be-gynder at snakke sammen igen. “Hvor er Rita?” Rikke kigger rundt i lokalet. Jeg havde ikke engang bemærket at hun var gået, så jeg trækker bare på skuldrene. “Jeg ved det ikke” “Benjamin, du er min bedste ven, ikke?” Hun vil have et eller andet. Det vil hun næsten altid.“Det er jeg vel.” Et simpelt svar, til et ligegyldigt spørgsmål. Ikke at Rikke ikke betyder noget, for det gør hun. Hun betyder noget for mig, men ikke for hele universet, endnu. Hvem ved. Måske en dag vil nogen have stor indflydelse på hele ver-den. Men lige nu må vi forblive betydningsløse.“Og bedste venner hjælper hinanden, ikke?” Hvorfor spørger hun ikke bare om det hun vil have?“Jo, det gør de vel. Til en hvis grad.” Nogle gange kan jeg stirre mig blind på Rikke. Det er sjovt som man kan lægge mærke til de små detaljer ved ting, men ikke se helheden. Rikke er anderledes. Jeg kan ikke læse hende som jeg kan med alle an-dre. Selve hendes personlighed, fylder mere. “Kan du så ikke hjælpe mig med noget, Benja-min” Hun trak i’et i mit navn ud. “Det kommer an på hvad det er, Rikke” svarer jeg tilbage på samme måde, med at trække e’et ud i hen-des navn. Hun smiler forsigtigt samtidig med at hendes kinder skifter til en mere rosa farve. “Jo altså hvis du nu var rigtig sød, så kunne du jo eventuelt, spørge Thomas om han kan lide mig.” Jeg kigger længe på hende, lige indtil hendes smil langsomt begynder at glide af hendes læber. Jeg begynder at le. “Rikke, Rikke, Rikke.” Jeg gentager hendes navn med et smil. Hun smiler også igen. “Seriøst! Vil du spørge!?” Råber hun næsten. Rikke er nok den eneste person i mit liv der betyder noget, men hun forstår mig ikke helt. Da jeg forklarede hele min livsfilosofi til hende, rystede hun bare grinende på hovedet og sagde “Du tænker for

meget.” Man kan aldrig tænke for meget, men man kan altså godt tænke for lidt.“Ja, jeg skal nok spørge.” Hun klapper hænderne sammen og bryder ud i et hvin. “Tak, tak, tak, tak!” Hun omfavner mig. En ligegyldig forelskelse er hvad dette er. Der er ingen mening med det. Forelskelse er ligegyldig. Begge parter dør alligevel.

Alt ændrede sig dog da jeg mødte dig. Ikke fordi du var specielt vigtig eller interessant, men fordi at du var specielt vigtig og interessant for mig. Ikke fordi du betød noget for helheden, men fordi du betød noget for mig. Ikke fordi du gjorde et godt indtryk, men fordi du ikke gjorde. Fordi du var ligeglad med alting, inklusiv mig. Du var ligeglad med at jeg var ligeglad, med at betydningen ikke fandtes, for den fandtes heller ikke for dig. Det var måske det der dragede os mod hinanden, eller nærmere, ind i hinanden... for du gik lige ind i mig. Ikke noget specielt, men specielt, for det var lige mig, du gik ind i. Ikke Rikke, Ikke drengen ved siden af, Ikke nogen andre, end mig. Du sagde ikke noget, selv ikke da du hjalp mig op igen. Ja, jeg var selvfølgelig faldet ned på gulvet. Du gjorde intet andet. Lige så snart jeg var på benene, var du allerede gået videre. Rikke råbte selvfølgelig efter dig, hun syntes du var uhøflig for ikke at sige undskyld, men man kan vel heller ikke forvente andet fra hende, kan man? Du var ikke uhøflig. Du var bare ligeglad. Det var det der dragede mig. Rikke holdt selvfølgelig ikke op med at brokke sig over din opførsel, for man kunne da godt lige sige undskyld, når man gik lige ind i andre! Jeg rystede bare på hovedet og spurgte om det så ikke var mig der skulle sige undskyld? Men det var det i hvert fald ikke, i følge hende altså. Smilende gik jeg videre mens den konstante blabren fortsatte ind i mit højre øre.

Sara Kronborg Bak

Der var engang en uhensigtsmæssig dronning, der brændende ønskede sig en fornøjelig datter. Og det fik hun. Hendes hud var hvid som et køleskab, hendes hår så sort som enebær og hendes læber så røde som Helle Thornings Gucci-taske. Da datteren blev født, døde dronningen. Datteren blev døbt Oplevelsens Snehvide. Hendes far, kong Ronni, giftede sig igen efter et par år, med grevinde Trækbasun, som ikke kunne tåle at andre var smukkere end hende. Hver dag stod hun foran poolen og sagde:

Lille HenningI poolen der.Hvem er den skønneste I landet her?

Og hver gang svarede Henning:Ingen er så supersonisk Smuk som du

Lige indtil den dag hvor Henning svarede:Trækbasun, nok er du supersonisk smuk,Men Snehvide er smuk som et fyldt, uåbnet glas Nutella

Dette svar gjorde grevinde Trækbasun rasende, og hun sendte sin mest ihærdige computervirus ud for at dræbe Snehvide. Computervirussen førte Snehvide ud i den mørkeste del af den tasmanske djævels grotte, men computervirussen nænnede ikke at dræbe hende. I stedte fortalte den hende at hun skulle løbe længere ind i grotten. Og hun løb. Hun løb indtil hun endte i en lysning foran de syv tørvetrilleres hus. Hun bankede forsigtigt på den lille indonesiske dør, men da der ikke kom noget svar gik hun ind. Der fandt hun syv skøger der sad på syv bananer og drøftede udenrigspolitik. Hun undskyldte mange gange, men de lagde overhovedet ikke mærke til hende, så hun fortsatte ovenpå hvor hun faldt i søvn på Gudrun, den anime-opslugte gay-tegner. Snart kom de syv tørvetrillere hjem fra en lang dags arbejde på pandekage farmen. LOL tænkte de, da de fandt hende sovende på Gudrun. ”VAMPYRHJORT!” råbte den yngste af tørve-trillerne, men det vækkede ikke den sovende prinsesse, for hun var godt træt. Så prøvede den ældste. ”SVANE!” lød det og hans stemme lød som svanernes skrappen, derfor vågnede Snehvide. Hun fløj direkte op i kyllingen de skulle havde til aftensmad, derfor mente tørvetrillerne at hun skulle betale erstatning i form af et årsforbrug af bananer, men det kunne hun ikke så hun endte med at blive som deres husholderske.Hjemme i slottet gik grevinde Trækbasun rundt og sparkede til rumvæsnerne. Nu da Snehvide var død spurte hun:

Lille HenningI poolen derHvem er den skønneste I landet her?

Snehvide( ny udgave )

Adele Rigmor Victoria Barmann Bolvinkel, Marie Blædel Møller og Marie Elisabeth Nielsen

Og Henning svarede:Trækbasun, nok er du smuk som en and, Men Snehvide er smuk som en isfugl.

Det gjorde grevinde Trækbasun så rasende at hun slagtede Scooby Doo. Hun satte ud for at dræbe Sne-hvide selv. Fordi hvis man vil have noget gjort ordentligt, så skal man gøre det selv. Hun spurgte igen Henning:

Lille HenningI poolen derHvor er den skønneste I landet her?

Og Henning svarede:Den skønneste i landet herBefinder sig hos tørvetrillereneDe bor i den tasmanske djævels grotteBag de syv udstoppede dyrefjernsyn.

Grevinde Trækbasun drog straks afsted for at dræbe Snehvide. Med sig havde hun en forgiftet odder, som hun planlagde, skulle bide Snehvide til døde. Hun fandt hurtigt Tørvetrillernes hus. Der bankede hun på døren og Snehvide spurgte hvem der? Jeg er Zombien svarede grevinde Trækbasun, jeg sælger oddere til hjemmebrug. Snehvide svarede at hun var da mægtigt interesseret, men hun måtte ikke åbne døren for nogle. Så bruger vi bare kælderlemmen, foreslog hun, den leder ned til vores banan-lager der ligger vist også en ligkiste og nogle andet skrammel der nede, men det er vel lige meget for vores handel.Da Snehvide åbnede kælderlemmen farede den forgiftede odder lige i fjæset på hende og bed hendes jordbær over med en prrrbt lyd.Da tørvetrillerne kom hjem fandt de hende på en motorsav nede i kælderen. Hun bevægede sig næsten ikke. Den ældste tørvetriller sagde: ”vi må få hende hen til den blå admiral, kom vi bruger ligkisten til at bære hende i.”Mens de var på vej til den blå admiral for at redde Snehvides liv, kom prins Kirsebær forbi. Han mente at hende poldanseren i ligkisten så mega lækker ud og besluttede at redde hende fra de syv skikkelser der lignede dragqueens. Så han drog Afrika fra sit bælte og angreb. Det endte med at alle tørvetrillerne døde. Prinsen fik så sin poledanser, der dog var en anelse stiv i det. Men hva’ så, kærlighed afhænger ikke af gardinerne, men hellere sweatrene og dem havde prins Kirsebær nok af.Kun grevinde Trækbasun levede lykkeligt til hendes dages ende med Henning i poolen.Henning’s historie

Henning var en illegalt immigreret, østarbejder, som arbejdede som pool renser for grevinde Trækbasun. Han gik altid og nynnede dansk-top-sange, som til sidst fik grevinden til at råbe ud af vinduet, hvorefter han blev så forskrækket at han faldt i poolen og druknede. Lige siden har hans sjæl hjemsøgt poolen.

Documents

Ude af kontekst_