Fagre nye Europa konference referat.

Oplægsholdere og debattører: Eduardo Chagas, formand, European Transport Workers’ Federation. Asbjørn Wahl, formand, Alliansen for Velferdsstaten, Norge. Marie-Louise Knuppert, forbundssekretær, LO. Bente Sorgenfrey, formand, FTF. Dennis Kristensen, formand, FOA. Finn Sørensen, MF, Enhedslisten.Ole Christensen, MEP, Socialdemokraterne Søren Søndergaard, MEP, Folkebevægelsen mod EU.

Program:10.00 Velkomst og indledende oplæg: Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær, Landsorganisationen i DanmarkEduardo Chagas, formand European Transport Workers' Federation

11.00 Faglig paneldebat: Finansstyring og fagbevægelseDeltagere: Bente Sorgenfrey, formand FTF, Dennis Kristensen, formand FOA, Anders Olesen, næstformand, 3F BJMF

12.30 Frokost

13.30 Oplæg: Asbjørn Wahl, formand Alliansen for Velferdsstaten, Norge

14.00 Politisk paneldebat: Europagt og velfærdDeltagere: Finn Sørensen, MF Enhedslisten, Ole Christensen, MEP Socialdemokraterne, og Søren Søndergaard, MEP Folkebevægelsen mod EU.

Referat:

Efter Ole Jensen, Folkebevægelsen Mod Unionen, havde budt velkommen, gav han ordet til LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.

Oplæg: Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær, Landsorganisationen i Danmark.Europa er i krise, fastslog Marie-Louise Knuppert. Det står ret skidt til. Der er 22,1 pct. ledige i Europa.

Der skal skabes job, og det er noget af det, Europa skal tage sig sammen til nu.

Med hensyn til finanspagten fastslog hun, at vi er afhængige af hinanden, og at Danmark er en åben økonomi, hvilket vil sige, at vi er afhængige af at kunne afsætte vore produkter til andre lande.

Det er i dansk interesse at være med, hvor beslutningerne tages. Hvis vi kigger på finanspagten, så står der det samme som i regeringsgrundlaget for den danske regering, nemlig, at der skal være styr på økonomen.Finanspagten lægger sig op af den aftale, som ligger i regeringsgrundlaget.

Hvorfor er LO for finanspagten, når Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) er imod? spurgte hun og svarede:

Det er vi, fordi vi siger, at finanspagten ikke kan stå alene. Vi skal sikre, at der skabes job til de mange arbejdsløse i Europa. Men den finansielle stabilitet er afgørende for, at dette skal lykkes. Det er vores mål, at der skal sikres grønne job, at ungdomsarbejdsløsheden skal bekæmpes med videre, og derfor skal der være styr på økonomien.

Marie-Louise Knuppert talte også en del om 2020 strategien, (som er EU’s vækststrategi, der blandt andet har til formål at sikre høj beskæftigelse i EU-landene, ref. bem.).

Hun mener, at vi (Danmark) skal prøve at få vores erhvervsskolesystem ind i den europæiske tankegang.

Når den finansielle strategi er sikret, og vi koncentrerer os om at forøge væksten, sætte arbejde i gang osv., så er det jo sådan, at vi ikke står alene. Der er også nogle økonomier i Asien, som vi skal forholde os til. Der skal investeres. Og der er faktisk penge i EU-systemet, som kan investeres.

Oplæg: Eduardo Chagas, formand European Transport Workers' Federation.Eduardo Chagas indledte med at fastslå, at han ikke er imod EU. Men han mener ikke, at det handler om at være for eller imod.

Han finder det vigtigt, at europæiske arbejdere udveksler synspunkter om den rolle, som fagforeningerne kan spille i EU i lyset af den nuværende ubalance til fordel for nyliberale og finansielle interesser, som ønsker at bestemme over vore liv og samfund, som han udtrykte det.

Han er generalsekretær for European Transport Workers Federation (ETF), der repræsenterer 2,5 millioner transportarbejdere fra alle transportsektorer på basis af 243 fagforeninger i 41 lande.

Det væsentligste for ham er, at vi får afgjort, hvordan vi skal forholde os til de mange forskellige angreb på arbejderne i Europa.

-Der er gennem de seneste 30 år foregået en voldsom forskydning af magten i Europa, der gør, at arbejderbevægelsen er svækket. Og det underminerer den europæiske sociale model, sagde han.

Arbejdsgiverne trækker sig gradvist ud af den sociale pagt, som udgjorde basis for den sociale model i efterkrigstidens Europa. De er begyndt at angribe, hvad de førhen accepterede som del af et bredt socialt kompromis.

Vi har på vores seneste kongres vedtaget en række resolutioner om finanskrisen.

Arbejdsløsheden stiger som følge af krisen til rekordhøjt niveau i de fleste europæiske lande, og unge mennesker er blandt de hårdest ramte.

Usikkert arbejde eksploderer i mange lande. Fleksibilitet – inklusive en pyntet version af den såkaldte flexicurity – underminerer arbejdsforhold og arbejdsregler.

Socialt serviceniveau, pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse bliver angrebet over hele Europa, og kollektive overenskomster og kollektiv forhandling undermineres af EU-domstolen.

De berygtede domme i Viking-, Laval-, Rüffert- og Luxembourg-sagerne er stadig virksomme, og de betegner en dramatisk ny udvikling i Europa.

Budskabet, der udgår fra EU-domstolen, er, at arbejdsmarkedsregler ikke længere er nationalstaternes eget ansvar, men at de skal underordnes kapitalens, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed og adgang til markedet.

Disse domme har ydermere gjort det klart, at enhver faglig aktion kan dømmes ulovlig, hvis EU-domstolen finder, at aktionen ikke står i forhold til det aktuelle problem.

Disse domme repræsenterer et enormt angreb på faglige rettigheder i Europa. Massiv social dumping vil kun blive ét af de alvorlige resultater.

Kombineret med den finansielle og økonomiske krise bliver det endnu mere ødelæggende.

Dommene signalerer en mere autoritær og undertrykkende politik imod fagforeningerne for at ”løse” krisen til fordel for spekulanternes og virksomhedernes interesser.

Fagbevægelsen er derfor nødt til at møde disse udfordringer med stærk modstand for at modvirke dommene og korrigere lovgivningen.

Nogle mener, at jeg er alt for kritisk i forhold til den politisk korrekte kompromissøgende vej.

Men flere undersøgelser viser, at andelen af medlemmer, der engagerer sig i fagforeningernes beslutningsprocesser, står i voldsom kontrast til, hvor meget fagtoppen lader sig involvere i regeringernes beslutninger for at afgøre hele arbejdsstyrkens skæbne.

Ud fra vore erfaringer i transportsektoren er der plads til at kæmpe imod denne politik uden at undeminerer arbejdernes livs- og arbejdsvilkår.

Vi behøver en genregulering og demokratisering af økonomien. Vi bliver nødt til at genoprette magtbalancen, som vi har tabt.

Fagforeningerne må møde denne situation med en mod-offensiv. Det er tid til at slå igen. Vi kan lære af vores historie, at i den sidste ende er det fagforeningernes styrke og vores evne til at aktionere og vores

gensidige solidaritet, som er afgørende.

Uden falsk beskedenhed kan ETF melde, at vi har haft succes med at få stoppet to af EU’s havnepakker. Vi mener, at den vigtigste faktor i denne succes var, at vi troede på, det var muligt at stoppe yderlige liberalisering af alle havnetjenester.

Og de europæiske blokader og demonstrationer i Bruxelles, Rotterdam og Strasbourg understregede vores beslutsomhed.

En ting var dog evident: kampagnerne, vi førte, måtte planlægges i god tid med massiv information til medlemmerne, med personlige kontakter til politikere og især medlemmer af Europa-Parlamentet.

Man kan ikke mobilisere sine medlemmer med e-mail. Uanset de mange fordele, informations-teknologien har bragt os, også fagforeningerne, kan den direkte kontakt med medlemmerne på ingen måde erstatte administrative og bureaukratiske procedurer.

ETF er derfor fast besluttet på at organisere flere transportarbejdere, styrke vore fagforeninger, bygge alliancer indenfor og udenfor fagbevægelsen, udvikle alternativ politik og mobilisere vore medlemmer.

Og dette er, tror vi, også på denne måde, at resten af den europæiske fagbevægelse, ETUC, må gentænke sine analyser og strategier.

Spørgsmål fra salen:Hvordan kan man være så glad for den finanspagt, Marie-Louise Knuppert?

Marie-Louise Knuppert Finanspagten er ikke en hindring for en kickstart af økonomien. Men finanspagten kan ikke adskilles fra en række sociale initiativer.

Spørgsmål fra salen:Det kan da ikke være rigtigt, at man skal lade EU bestemme over vores økonomiske politik?

Marie-Louise Knuppert Det afgørende er, at vi også får en social pagt, hvor arbejdsmarkedets parter i Europa er involveret – og den skal ikke ligge i finanspagten.

De faglige rettigheder er ikke truet af finanspagten, det er noget vrøvl at påstå i noget sådant.

Marie-Louise Knuppert går i øvrigt ind for den skat på finansielle transaktioner, som Sarkozy har foreslået.

Hun mener også, at vi kan sagtens kan vedtage en budgetlov, som vi stemmer om hvert år, så vi ikke har givet vores beslutningsret i pagt til EU for evigt.

Spørgsmål fra Søren Søndergaard, Folkebevægelsen mod EU:Hvad er det for penge, der ikke er brugt i EU, som du taler om, der kan investeres?

Marie-Louise Knuppert: Jeg kan ikke svare konkret, for jeg kan ikke huske beløbene, men der er tale om den sociale fond mv.

Spørgsmål Asbjørn Wahl, Alliansen for Velferdsstaten:Asbjørn Wahl refererer til, at Marie-Louise Knuppert siger, at de faglige rettigheder ikke er truet af EU. Derefter nævner han alle de domme, hvor EU faktisk blander sig i de faglige rettigheder, bl.a. Laval-dommen.

Marie-Louise Knuppert Knuppert giver Asbjørn Wahl ret i, at der er dommere i EU-domstolen, som aldrig har været på en arbejdsplads, og som intet ved om konfliktløsning på arbejdsmarkedet.

Men hun gør opmærksom på, at LO har i EFS fået vedtaget for otte år siden, at vi går ind for et europæisk konfliktløsningssystem. Og det er det, vi arbejder for at få gennemført.

Faglig paneldebat: Finansstyring og fagbevægelse.Deltagere: Bente Sorgenfrey, formand FTF, Dennis Kristensen, formand FOA, Anders Olesen, næstformand, 3F BJMF

Dennis Kristensen, formand FOA:Dennis Kristensen indleder med at fastslå, at konkurrencepagten og finanspagten hænger sammen.Og vi er i fagbevægelsen nødsaget til at finde en skillelinje mellem,

hvad vi kan acceptere og ikke acceptere.

Det er legitimt, at man på europæisk plan sikrer arbejdernes rettigheder. Men det er afgørende, at vi selv kan forhandle på egne vegne.

Og her er problemet: Ifølge konkurrencepagten skal vi som forhandlere sikre, at vi indenfor det offentlige område tager hensyn til det private arbejdsmarkeds konkurrenceevne – og det er bekymrende.

I Danmark har vi tværtimod fået sikret, at det offentlige område får andel i den almene lønudvikling på det private område, så vi ikke sakker bagud.

Angående gældskrisen anførte Dennis Kristensen, at det er logisk nok, at når de europæiske lande skal hjælpe hinanden, så må der også stilles krav til de lande, der har behov for hjælp.

Men han er bange for, at pagten vil blive brugt til alt muligt andet. Det har vi allerede set før: At man udnytter økonomiske aftaler til at angribe de sociale rettigheder og velfærden.

Hver gang vi støder på et økonomisk problem, skærer vi bare en velfærdsydelse fra. Sådan går det, når man vælger sparevejen.

Noget, der var positivt på det seneste statsministermøde i EU, er, at man besluttede ikke blot at kigge på besparelser, men også se på, hvad der kan gøres for at sikre investeringer i vækst.

Og det er vigtigt, at vi ikke kun håndterer gældskrisen, vi skal også håndtere beskæftigelseskrisen, sagde han.

Bente Sorgenfrey, FTFVi har hørt Helle Thorning sige, at det stadig er muligt at sætte vækst i gang. Men vi er bekymrede over udviklingen, og vi har skrevet til statsministeren for at få bekræftet den garanti, vi har fået fra den forrige statsminister. En garanti for, at der ikke vil blive grebet ind i vores forhandlingsret.

Budgetloven vil dog helt sikkert betyde, at vi skal forholde os til en meget stram økonomi.

Det er skrevet ind i finanspagtens tekst – på Danmarks foranledning – at der skal sikres vækst og beskæftigelse. Og det er godt, men der står også, at de administrative byrder på de små og mellemstore virksomheder skal mindskes.

Og det betyder jo, at virksomhederne skal slippe for det bureaukrati, som f.eks. arbejdsmiljøreglerne medfører.

Vi mener, at pagten kan være nødvendig, men hvis vi ikke får en social garanti samt vækst- og beskæftigelsesgarantier, er det bestemt ikke vores kop te, sagde Bente Sorgenfrey.

Anders Olesen, næstformand 3F BJMFAnders Olesen gjorde indledningsvis opmærksom på demoer/aktioner 28.2-29.2 forud for finansministrenes møde d. 1.3, hvor finanspagten forventes underskrevet. EFS har indkaldt til europæisk aktionsdag imod finanspagten den 29.2.

Anders Olesen fastslog, at det jo ikke er den almene befolknings velfærd, der er skyld i finanskrisen.

På de finansielle markeder omsættes der hver dag ligeså meget, som der omsættes i den almindelige økonomi. Og hvis man begiver sig op nord for København, er det jo ikke til at skovle sig frem for luksus-yachter mv. Og det er et udtryk for en helt forkert fordelingspolitik.

Vi peger konkret på, at man skal sætte en klimarenoveringsindsats i gang. Folketinget kan beslutte det, og for hver milliard, man investerer, vil man få 100.000 flere i arbejde, og samtidig vil man få masser af penge i statskassen fra alle disse mennesker, som arbejder, fastslog han.

Spørgsmål Maj-Britt Berlau, Dansk Socialrådgiver Forbund til Dennis Kristensen:Maj-Britt Berlau vil vide mere om det, Dennis nævnte, at de offentlige overenskomster skal understøtte de private virksomheders konkurrenceevne.

Dennis KristensenHan kan ikke rigtig uddybe det. Han regner med, at der i dette ligger en hentydning til, at man f.eks. i Grækenland har offentlige overenskomster, som er bedre end de private, og hvor tankegangen er, at disse hiver de private overenskomster op på et niveau, hvor de private virksomheder ikke kan være konkurrencedygtige.

Bente Sorgenfrey: Det står meget tydeligt i væksterklæringen, at der skal sikres en sammenhæng mellem produktivitet og løn, og hvad ligger der så i det? Vi ved jo f.eks., at Danmark ligger i bund, hvad angår produktivitet i sammenligning med andre OECD-lande, uden at vi ved hvorfor. Dér har vi en særlig udfordring.

Dennis Kristensen: Dette gælder det private område. Det er ikke sådan, at personalet på hospitalerne, som har forøget deres produktivitet enormt meget de senere år, skal have mere i løn, det kan jeg godt love jer for.

Spørgsmål fra en repræsentant for BUPL ÅrhusJeg synes, vi er naive, når vi går ind for en pagt, sålænge der bare er aftaler om en social dimension med videre. For vi ved jo, at hver gang der vedtages en pagt i EU, så indskrænkes vores handlemuligheder i Danmark.

Bente Sorgenfrey: Jeg tror, at måske er vi efterhånden blevet mere europæere, og dermed er vi allerede på vej ned ad slidsken? – og måske er vi for konsensussøgende….

Anders Olesen: Jeg lægger vægt på, at det er vanskeligt i vores begrebsverden at forholde os til alle de tal, vi præsenteres for. Når vi får at vide, at der investeres for 10 milliarder, er det så meget eller lidt? Og hvad er forskellen på 10 og 18 milliarder? Hvis man tænker på, at 10 milliarder svarer til, at alle danskere fik en forlænget weekend på Lalandia, kan man jo godt se, at de ikke forslår så meget.

Dennis Kristensen: Der er mange tilfælde, hvor det er tosset at tænke for og imod EU. Vi må i stedet tage udgangspunkt i, om et forslag eller et initiativ peger fremad eller ikke peger fremad.

Spørgsmål fra Ulla, Arbejderen:

Vi ved, at finanspagten fører til nedskæringer på det offentlige område: Hvad vil I, Dennis og Bente, gøre i den kommende måned, hvor pagten endnu ikke er tiltrådt, og hvor der kan være mulighed for at påvirke situationen. Vi hører, at der er andre steder, hvor man laver aktioner imod pagten, hvad har I planlagt?

Dennis KristensenDennis Kristensen mener, at vi har en anden dagsorden i Danmark. Han er meget bekymret for udviklingen, men FOA har ikke planlagt at gå i aktion.

Bente Sorgenfrey: Det, der er afgørende for os, er, om vi kan få gennemført den kickstart af økonomien, som regeringen har lovet, og det ved vi jo ikke endnu, da vi ikke kender den endelige tekst.

Som det er nu, kan vi ikke se noget alternativ til at følge finanspagten op med en social pagt eller lignende.

Stadigvæk – uanset pagten – er vi i Danmark på vej ad sparevejen, og det er problemet for os.

Der er vedtaget en europæisk aktionsdag, men det er vores vurdering, at vi ikke kan mobilisere folk til at gå på gaden. Det kan selvfølgelig være, jeg tager fejl…

Spørgsmål Jan Hoby, næstformand, FOA LFS:Jan Hoby er utilfreds med, at Sorgenfrey siger, at der ikke findes alternativer til at få finanspagten fulgt op af en social pagt mv. Der findes mange alternative forslag i fagbevægelsen på lavere niveau, men LO og FTF har været bovlamme i forhold til at bekæmpe markedsgørelsen af den offentlige sektor. Det var George Bush, der introducerede den holdning, at skat er en byrde, men for Jan Hoby er skat den eneste måde, hvorpå man kan foretage omfordeling af værdierne i samfundet. Hvorfor foreslår LO og FTF ikke bare, at vi skal sætte skatten op – men samtidig sikre, at beskatningen bliver progressiv?

Anders Olesen:

Ander Olesen nævner, at han selv er imod pagten, men han tror ikke, man får samling om dette. Til gengæld mener han, at der må gøres mere for at få skabt grøn vækst og investeringer i arbejdspladser, ikke kun i Danmark, men i hele Europa, og det burde der kunne skaffes samling omkring.

Oplæg: Asbjørn Wahl, formand, Alliansen for Velferdsstaten, NorgeEn højtudviklet velfærdsstat er et resultat af en samfundsmæssig kamp – en kamp baseret på folkelig mobilisering og konfrontation med modkræfterne. Den er muliggjort af, at en stor del af økonomien blev taget ud af markedet og underlagt politisk styring.

Den private kapital blev inddæmmet af en række kontrolforanstaltninger, som for eksempel monopollovgivning, etablerings- og kreditkontrol, arbejdsmiljølov og faste vekselkurser samt en stor offentlig sektor.

Men med 70’ernes krise i verdensøkonomien opgav man fastkurspolitikken, sikrede fri kapitalbevægelighed og fri handel. Nyliberalismens offensiv og hegemoni slog igennem sammen med en politisk-ideologisk krise i arbejderbevægelsen, op begge afspejlede klassekompromissets opløsning.

Og den nyliberale offensiv førte til, at alle de bestemmelser, der inddæmmede kapitalen, efterhånden blev afskaffet. Og den nuværende situation er, at vi har fået reduceret den offentlige sektor, og at arbejdsmiljølovgivningen er under angreb.

Vi er nået til en fase, hvor industrikapitalismen er afløst af finanskapitalismen, hvilket betyder, at kapitalismen har skiftet karakter fra at være realkapitalens tjener til at være dens herre. Finansbobler er det naturlige og nødvendige resultat.

Dette har ført til en omfattende ændring af magtforholdene og en massiv omfordeling af samfundets værdier. Dette skyldes ikke ”grådighed”, men systemsvigt.

Den omfattende omfordeling fra løn til profit, som var resultatet af finanskapitalens dominans, spillede en afgørende rolle for udviklingen af finanskrisen. Der blev ikke købekraft nok til at aftage alle de varer og tjenester, som blev produceret.

Dette blev delvist kompenseret med øget låneoptag, som medførte en gigantisk finansboble.

Den nyliberale offensiv fra omkring 1980 lagde vejen åben for finanskapitalens hegemoni. EU’s udvikling og institutionelle opbygning fik sin form ud fra disse nye magtforhold. Og den har sikret finanskapitalens Europa.

Dette er sket helt uden demokratisk legitimering. Socialdemokrater og socialister ved magten – samt LO i Danmark – støttede denne udvikling.

Resultatet er, at lønningerne i den offentlige sektor nu er reduceret uden forhandlinger i mindst ti EU-lande.

Et andet resultat er omfattende fyringer i det offentlige, massive angreb på pensioner og sociale ydelser, samt påtvunget privatisering af offentlig ejendom.

Europas sociale model er de facto forladt, og det har betydet en dramatisk svækkelse af velfærdsstaten. Hellere end en regulering af finansmarkederne udnyttes chancen for at foretage yderligere privatiseringer. Og fagbevægelsen evner ikke at stå imod.

Systemkritikken udeblev i kølvandet på krisen, der var ingen forsøg på magtpolitisk mobilisering. Og ingen tiltag af betydning for at svække finanskapitalens magtposition i samfundet.Krisen er blot omdefineret til ”offentlig uansvarlighed”.

Et af problemerne er, at Socialdemokratiet har været en drivkraft i udviklingen af EU som en entydigt nyliberalt projekt. De har konsekvent støttet det ”indre marked” i form af afregulering og markedsorientering.

Socialdemokraterne har kun haft flertallet i EU i en periode i slutningen af 90’erne, men forspildte chancen. Og de har aldrig stået så svagt, som de gør i dag.

Med vedtagelserne af de nye pagter tegner sig en ny styringsmodel.

Europa-Parlamentet er i høj grad sat til side, og det er endda i endnu

større grad tilfældet med de nationale parlamenter.

Konsekvensen af finanspagten og de andre tiltag er i princippet, at keynesianismen forbydes ved lov. Der foregår en afdemokratisering af den økonomiske politik. Det er en chok terapi.

Ingen skønner, at stramningerne i Europa vil føre til øget vækst og beskæftigelse. De gennemføres for at reducere løn- og velfærdsomkostningerne i Europa.

Dersom udviklingen fortsætter, står vi over for et historisk nederlag for fag- og arbejderbevægelsen i Europa. På nuværende tidspunkt er der ikke meget, der tyder på, at det kan undgås.

Hvad vi kan se frem til, er en mere autoritær, overnational stat med forsvar for privatejendom og kapitalmagt.

Hvis vi skal have en demokratisk løsning, kræver det, at krisen udnyttes til at tøjle kapitalkræfterne og afvæbne finanskapitalen.

Den offentlige sektor må bruges til at stabilisere økonomien.

Kun fagbevægelsen har potentiale til at presse denne type løsninger frem. Men potentiale er én ting, praksis er noget andet, der kræves en formidabel mobilisering.

Der er tilløb til modstand, men for lidt og for spredt.

Klassekompromisset er i opløsning, den sociale partnerskabsideologi står for fald.

Mange påpeger faren for social uro. Andre af os håber på og erkender nødvendigheden af socialt oprør, sluttede Asbjørn Wahl’s oplæg.

Politisk paneldebat: Europagt og velfærd.Deltagere: Finn Sørensen, MF Ø, Ole Christensen, MEP Socialdemokraterne, og Søren Søndergaard, MEP Folkebevægelsen mod EU.

Søren Søndergaard, MEP, Folkebevægelsen mod EUSøren Søndergaard erklærede sin enighed med med Asbjørn Wahl. Det er en fejl, hvis man ser finanspagten som noget isoleret. Den kan

kun forstås sammen med de andre pagter, som er vedtaget gennem de senere år. Også Euro+ pagten (om konkurrence) og Sixpack-pagten, der tvinger landene til at sende finanslovene til vurdering i EU, går i samme retning.

Og alle sammen handler om det samme. Søren Søndergaard gennemgik forløbet omkring efterlønnen. Afskaffelsen var skrevet ind i to pagter, før den danske regering besluttede at gå til valg på afskaffelsen. Hvilket gjorde, at den kunne ”udfases”…

Der er ikke noget i finanspagten, der kan lade sig gøre uden at foretage nedskæringer. Og fremover, når vi har en diskussion om rimeligheden af konkrete nedskæringer i det offentlige, vil svaret lyde, at det er vi nødt til, fordi vi har forpligtet os i henhold til denne pagt eller denne anden pagt.

Når spanierne og grækerne og irerne fik gæld, er det ikke fordi, de har levet over evne. Men fordi de ikke havde reguleret bankernes udlån. Det betyder, at da boligmarkedet brød sammen, måtte man ind og sikre bankerne, så de ikke brød sammen.

Dette gjorde, at staterne måtte optage ny gæld, så finanskrisen blev til en gældskrise. Og den regning skal betales af de mennesker, som ellers har tilkæmpet sig en velfærd.

Ole Christensen, MEP, SocialdemokraterneOle Christensen lagde i sit indlæg vægt på kampen mod spekulanterne, som skalter og valter med vores allesammens værdier. Derfor må der først og fremmest en regulering af finanssektoren til.

Og han vil gerne forsvare socialdemokraternes rolle i forhold til Asbjørns angreb. Han nævner for eksempel, at der stadig er forskel på venstre- og højreregeringer, og at der har været mange højreregeringer, som har et ret stort ansvar for udviklingen i EU-landene.

Han mener, at de sydeuropæiske lande selv har en vis del af skylden for deres problemer. Da det gik godt, satte de deres indkomstskatter ned i stedet for at investere i fremtiden. Og det straffes de for nu.

Omkring budgetloven og det, at bygge det ind i dansk lovgivning: Jeg

mener, at det er godt at få mere styr på økonomien, og vi er nødt til at få enderne til mødes i hele Europa, ikke kun i Danmark.

Finn Sørensen, MF, EnhedslistenFinn Sørensen indledte med at anføre, at finanspagten er en meget vidtgående traktat. Man binder sig til nogle endnu ikke fastlagte regler, og det er EU-domstolen, der skal tage stilling til konfliktspørgsmål….

Og det nytter jo ikke, at dronning Margrethe troner på forsiden af mønten, hvis spekulanterne boltrer sig på bagsiden.

Det er rigtigt, at der ikke i finanspagten står noget om, at der skal være mulighed for, at EU blander sig i det faglige arbejde og forholdene på arbejdsmarkedet.

Men for eksempel ifølge sixpacken skal EU overvåge, hvor store udgifter, de enkelte stater har, for ikke at true euroens eksistens. Dette gælder også for Danmark, selv om vi ikke er med i euroen.

Han forstår ikke, at finanspagten på nogen måde skulle være i stand til at sikre styr på økonomien. Er den voksende arbejdsløshed og fattigdom, som vi ser i Europa, noget, der tyder på, at EU har styr på økonomien?

Finn er enig med Ole Christensen i, at der skal sættes ind mod spekulanterne. Spørgsmålet er, om man er villig til at gøre lige netop det, der skal til.

Der skal indføres skat på finansielle transaktioner, og vi skal gøre noget ved ejendomsretten til de store formuer. Hvorfor skal staten kun overtage banker, som går dårligt? Måske skulle vi se på, om bankernes overskud ikke kunne anvendes bedre.

Og så leverede Finn Sørensen en opsang til fagbevægelsen: Ikke så meget, fordi vi i fagbevægelsen er uenige om EU. Nej, det handler om, at vi finder frem til, hvordan vi kan gå frem og forsvare os.

Desværre ser det ud til, at fagbevægelsen er ved at gøre den samme fejl som under Nyrup: at man ikke vil gøre noget som helst, og hvis nogen vil, skal de bare tage det roligt.

Spørgsmål fra en arbejdsløs murer, til Ole Christensen fra det tidligere arbejderparti, Socialdemokratiet, som det udtrykkes.Hvornår forsvandt ordet solidaritet fra dit partis program? Du slynger om dig med store tal. Hvorfor kan du ikke bare sige klart hvem, der skal betale for krisen..

Ole Christensen: Jeg synes stadig, at jeg er med i et arbejderparti. Og vi ved, at når økonomien går dårligt, går det altid ud over de mest udsatte grupper.

Derfor er det vigtig at stabilisere økonomien. Selvfølgelig skal spekulanterne også betale penge tilbage til samfundet. Solidaritet skal vi vise med for eksempel den græske befolkning, som absolut ikke er skyld i den græske gældskrise.

Spørgsmål fra en repræsentant for LFS til Ole Christensen.

Spørgeren vil vide, hvorfor Socialdemokraterne ikke går mere ind for regulering af finansmarkederne og Tobin-skat.

Ole ChristensenJeg går ind for både regulering af finansmarkederne og Tobin-skat, lyder svaret.

Finn Sørensen, en kommentar til Ole Christensen.Jeg er enig i, at det ikke er den almindelige græker, der er skyld i den græske krise, og at vi skal vise solidaritet overfor den græske befolkning. Det er så en mærkelig solidaritet, der går ud på, at man sætter lønningerne ned for de offentligt ansatte, at man griber ind i kollektive overenskomster og skærer ned på de offentlige ydelser.

Man kan dog også være selvkritisk og spørge, hvor meget vi som dansk venstrefløj har gjort for at vise solidaritet med de græske arbejdere.

Finn gør også opmærksom på, at finansskat ikke skal gå til EU, men til dem, der er ofre for finanskrisen. Det var den oprindelige idé, og derfor skal den forvaltes af de enkelte medlemsstater,

Søren Søndergaard, en kommentar til Ole Christensen: Folkebevægelsen mod EU støtter ikke nogen som helst skat, som går til EU. At sige, at alle skal være med i en finansskat, er det samme som

at sige, at den ikke skal vedtages, for man får aldrig alle med.

Derfor opfordrer han til, at man organiserer en coalition of the willing, hvor de lande, der vil være med, bare indfører den.

Det er rigtigt, at Grækenland er et demokratisk land, men det har jo ikke selv valgt premierministeren. Ham der sad, Papandreu, blev jo skreget ud, da han havde den vanvittige ide, at befolkningen skulle spørges, før man kunne gennemføre EU’s nedskæringsplaner. Han blev kaldt til Bruxelles og fik læst og påskrevet, og dagen efter gik han af.

Ole Christensen:Vi kan jo også forestille os, at alle 27 lande tilsluttede sig euroen. Jeg er sikker på, at hvis alle lande var med i euroen, ville de være mere konkurrencedygtige.

Jeg synes stadig, at EU har været til fordel for Danmark, hvis vi ikke havde været med - eller associeret som Norge - havde vi ikke haft den velfærd, vi har.

Finn Sørensen:Det her er til Ole: De traktater er jo som støbt i beton, og de fører til det modsatte af, hvad du og jeg vil. Og det, som er en god økonomi for en god socialdemokrat, er jo det samme som for en god enhedslistemand: Fuld beskæftigelse, sikring af investeringer og gode sociale forhold.

Derefter uddybede han Enhedslistens forslag om at kigge på pensionsformuerne: de kunne beskattes, og pengene kunne bruges til investeringer.

Det sidste medførte også lidt debat, da en af tilhørerne var kritisk overfor, at Finn Sørensen med den sidste bemærkning skabte usikkerhed blandt pensionsopsparerne og pensionsselskaberne.

Således refereret, Kim Ingemann 7.2.2012