Diskret og professionel behandling på Orelund Gods

– en del af Behandlingscenter Tjele.Mere end 20 års erfaring

med afhængighed.

www. tjele.com/orelundDøgntelefon 70 20 40 80

Vi har hjulpet tusinder til et bedre liv

uden alkohol og /eller medicin.

Orelund Gods, Sjælland

Alkoholbehandling på Sjælland

Postordre: Fragtfrit ved køb over 500 Kr.Butikker: Grønnegade 31 & 36 • Kbh. K • Tlf. 33 17 00 70 • pureshop.dk

Valgt som nr. 1af pure shops

kunder blandt1275 økologiske

produkter

økologisk ansigtsløftSe yngre ud med aktivAnti-oxidant Face Gel ogFace Firming Serumfra det eksklusive mærkeThe Organic Pharmacy

Besøg Danmarks størsteøkologiske parfumerii Grønnegade og fåprofessionel rådgivning

250

620

10

The Organic Pharmacy • sukí skin care • Logona • Jane Iredale m. fl.

LAYOUT: LENA THURMANN KORREKTUR: FLEMMING GERTZ

# 14 8. april 2011Weekendavisen

Ansvarshavende chefredaktør Anne Knudsen Redaktionschef og samfundsredaktør Lili Ochsner loc@weekendavisen.dk Kulturredaktør Henrik Wivel hw@weekendavisen.dk Udlandsredaktør Ole Nyeng ony@weekendavisen.dk Debatredaktør Pernille Bramming opinion@weekendavisen.dk Bogredaktør Anna Libak anl@weekendavisen.dk Bøger er i denne uge redigeret af Bo Bjørnvig bbj@weekendavisen.dk Videnskabsredaktør Tine Eiby ideer@weekendavisen.dk Faktiskredaktør Vibe Termansen vibe@weekendavisen.dk

Udgivet af Weekendavisen A/S Pilestræde 34, 1147 København K. Telefon 33 75 25 33 Telefax 33 75 20 50 e-mail bwa@weekendavisen.dk www.weekendavisen.dk Abonnement 33 75 36 33 Tryk Berlingske Avistryk Annoncesalg Front Media Høgevej 5 D, 3400 Hillerød Telefon 48 22 44 50 Telefax 48 24 43 47 e-mail weekendavisen@frontmedia.dk

Af JOAKIM JAKOBSEN

En apriltirsdag ved middagstid er Blågårds-gade tæt på at myldre med mennesker. Cyklister undgår hinanden og de gående, mens de slår sving rundt om butikkernes blomsterstativer og fortovsskilte. Det mest dramatiske på dette Nørrebro-strøg er fak-

tisk de trafikpropper, som et stort antal varebiler forårsager. Inde på Harbo Bar forklarer sociolog Aydin Soei:

»Det er en meget dynamisk gade med butikker og cafeer, et gå-i-byen sted. Det er hovedgaden i Blågårdskvarteret. Lige her er det mest andels- og ejerlejligheder og derfor her, de mest ressourcestærke beboere bor. Hvis du går få hundrede meter hen, kan du kigge ned ad sidegaderne og se alle parabolerne poppe op: Flere brune hoveder, lidt mindre købekraft. Nede for enden ligger Rantzausgade, som er den anden hovedgade med butikker og cafeer. Der bor jeg. Men se derovre ...«

Aydin Soei peger over på facaden på den modsatte side af Blågårdsgade. Det er et hus i røde firsertegl. Streamers på vin-duerne i stueetagen fortæller: »Rabarberlandet – vi skaber job.«

»Vi sidder her på en ultrahip café, hvor ni ud af ti kunder er studerende eller folk fra de kreative erhverv. Men udsigten er altså til et boligsocialt projekt, hvor folk møder op for at få jobrådgivning. Det fortæller jo, at det er et mangesidet kvarter. Hverken cafeen eller Rabarberlandet er helt repræsentativ, men de er her begge to, side om side. Det indebærer ikke nødven-digvis, at der er den store kontakt mellem de nye og de gamle beboere. De studerende og de venstreorienterede, som er flyttet hertil, fordi de er tiltrukket af mangfoldigheden, sidder jo på cafeerne og kan kigge ud på indvandrerdrengene, der hænger ud på pladsen, siger Aydin.«

– Hvori består den grænse?»Det er en usynlig barriere, som især består i uddannelse.

Der er stadig flere af drengene herinde, som tager en uddan-nelse og kommer i job. På det punkt er det gået stærkt de sene-ste ti år. Men de er stadig vrede unge mænd. De føler ikke, at de trods uddannelsen er fuldt ud anerkendte som ligeværdige medborgere.

De usynlige grænser er emnet for Aydin Soeis nye bog »Vre-de unge mænd – Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark«. Aydin Soei (født 1982) er sociolog fra Syddansk Universitet og underviser i dag på Krogerup Højskole i blandt andet journalistik og medborgerskab. I sin bog gennemgår Aydin Soei baggrunden for de uroligheder, som i februar 2008 blussede op i Blågårdskvarteret og på få dage spredte sig til andre boligområder i hele landet. Med stenkast, hærværk og 700 ildebrande. Aydin Soei skriver i sit forord:

»Vreden bag de landsdækkende gadeoptøjer (...) er ikke blot udtryk for en forbigående tilstand. En afdækning af medier-nes, folkeskolens, politiets, politikernes – og selvsagt de unges – rolle i begivenhederne dengang hjælper os forhåbentlig til at forstå, hvordan vi undgår, at vreden udvikler sig til en perma-nent tilstand.«

Den udløsende faktor bag urolighederne i 2008 var ifølge Aydin Soeis bog de visitationszoner, som Københavns Politi indførte omkring årsskiftet 2007/8. Begrundelsen var en række knivstikkerier i Indre By. I syv bydele, herunder Blå-gårds-kvarteret, fjernedes restriktionerne for kropsvisitation, så politiet kunne standse borgere på gaden og undersøge dem, uden at der forelå konkret mistanke. Det kræves ellers i dansk retspleje. Zonerne blev ophævet i 2010 efter en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men forinden følte talrige unge mænd med indvandrerbaggrund sig forulempet og ydmyget af politiet.

Aydin Soei, der også har en journalistisk uddannelse, har talt med mange af kvarterets unge, men han fastholder to unge mænd – Omar og Abas – som gennemgående skikkelser og kilder i bogen. Pointen er, at de to ikke deltog i urolighe-derne. Men de nærede den samme vrede som de unge, der gik amok.

Omar og AbasOmar gik dengang i 2008 i gymnasiet, mens Abas var i lære som tømrer. De blev begge kropsvisiteret flere gange om ugen op til urolighederne. Abas oplevede sågar at måtte trække buk-

serne ned på åben gade, mens en betjent lyste med en lygte på hans kønsdele. Abas fik senere en undskyldning fra politiet for denne episode, men han siger til Aydin Soei: »Jeg er håndvær-ker. Hvis jeg nu skal hjem hos en eller anden på Nørrebro for at udføre et job, og han har set mig blive tjekket af politiet, så vil det få en eller anden konsekvens for mit arbejde.«

Abas er siden udlært tømrersvend, mens Omar studerer på universitetet. Omar forklarer om vreden over at blive kropsvi-siteret: »Han, der er tilfreds med sit liv, vil ikke risikere at miste alt ved at sætte ild til ting. Mange af dem, der startede optø-jerne, var dem, der havde nothing to lose. Men da optøjerne så gik i gang, var der andre, der også hoppede med. Det her samlede folk, for de var forargede. Gymnasieelever oplevede jo den samme diskrimination som kriminelle. Ligegyldigt om folk deltog eller ej, så var alle i kvarteret frustrerede og vrede.«

Kropsvisiteringen på åben gade tydeliggjorde et skel. For Omars gymnasiekammerater med blond hår blev ikke standset af politiet. Denne udskillelse demonstrerede ifølge Aydin Soei, hvad han kalder de ekstra »gebyrer«, som unge indvandrermænd må betale i samfundet: Et gebyr for at være brun, et gebyr for at have et bestemt postnummer, et gebyr for at være ung mand og et gebyr for at blive identificeret som lav samfundsklasse.

Det nye punkt er hudfarven. De tre sidstnævnte gebyrer har de unge mænd i Blågårdskvarteret til fælles med tidligere generationer af arbejderungdom på Nørrebro. De kunne også blive bortdømt som skidt selskab.

I bogen fortæller flere unge, hvordan de ofte omformulerer deres bopæl for ikke at blive stemplet: »Jeg bor ved Søerne.« Men ofte hedder det også med stolthed: »Os fra Pladsen«. Aydin Soei taler om »bydelsnationalisme«, som også tidligere blev vist frem med machoattituder.

»Det er der adskillige eksempler på fra fortidens Nørrebro. Dengang var det også en del af de her arbejderteenageres iden-titet, at de var de seje og de fysisk stærke. Hvis der kom nogen fra Vesterbro og spillede op, kunne de få nogen på lampen,« uddyber Aydin Soei på cafeen. Det fællesskab ser han også i dag.

»De drenge, der har taget en uddannelse, måske en univer-sitetsuddannelse, og har fået et fedt job, har jo venner, som måske er bandemedlemmer eller kontanthjælpsmodtagere. De har gået i skole sammen eller er vokset op i samme blok. Blågårdskvarteret adskiller sig jo på flere punkter fra mange af de andre boligområder, som statsministeren har omtalt som stenørkener. Det ligger så centralt, at de, der får en uddannelse og klarer sig godt, bliver boende. Det gør de jo ikke i samme grad i Tingbjerg eller Taastrupgaard. Så der eksisterer et sam-menhold på kryds og tværs. Det er en styrke, men det kan også være problematisk.«

De farlige ord– Hvordan?

»Det er farligt, når bydelsnationalismen udvikler sig destruktivt. Det så man under bandekrigen i 2009, hvor selv-bestaltede vagtværn stod og holdt vagt i hver ende af Blågårds-gade. De visiterede ligefrem folk, for det havde de jo lært af politiet. Her tog de unge loven i egen hånd og generede andre beboere. Det var dybt ubehageligt.«

I den forbindelse hjælper det ifølge Aydin Soei ikke, at rege-ringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har udpeget Blågårdskvarteret som et ghettoområde.

»Selve begrebet ghetto er jo en trusselskategori. Og historisk har det så negativ en ballast, at det skygger for løsninger. Jeg finder det absurd at bruge betegnelsen for områder, hvor man gennem historien har afgrænset jøder og sorte, om sociale problemstillinger i Danmark i 2011. Det betyder ikke, at medierne skal vaske deres mund og lade være med at skrive om dårlige sider af de her boligområder. Men medierne har et ansvar for ikke at udråbe dem som dødsensfarlige zoner. Lige-som det har en destruktiv effekt, når statsminister Lars Løkke Rasmussen taler om huller i danmarkskortet.«

– Hvad er der galt med regeringens ghettoplan?»Det er for let bare at pege fingre ad nogle områder, hvor

beboerne ofte ikke vil råbe højt. På den måde løser man ikke de sociale problemer, som virkelig findes. Det, der kan irritere mig allermest i den danske integrationsdebat, er faktisk ikke

folk, der udtaler sig om, at mennesker fra Mellemøsten er ude af stand til at forstå demokratiets spilleregler. Jeg har det langt værre med velmenende antropologer, som hævder, at alle de problemer, som fremhæves omkring etniske minoriteter, bare er sociale konstruktioner, og at statistikkerne bare skal renses for social baggrund, og så er der slet ikke nogen problemer at tale om.«

– Hvorfor er de værre at høre på?»De gør de etniske minoriteter en bjørnetjeneste. Der er jo

netop problemer at tale om. Og uanset hvor meget man renser for alder og arbejdsløshed, ændrer det ikke på den kendsger-ning, at der er større risiko for at blive slået ned af Ali end af Peter. Ali gør det bare ikke, fordi han er brun.«

Til gengæld citerer Aydin Soei i sin bog talrige eksempler på sund selvransagelse blandt politiet.

»Det er vigtigt for mig, at min bog ikke fremstår som en enøjet kritik af politiet. Efter min mening gør politiet generelt et fremragende stykke arbejde, også her i kvarteret. Det er et lille mindretal af betjente, der har anvendt ulovlig visitering, hvor de afklæder unge. Problemet var, at der ikke var flere inden for politiet, der skred ind for kollegerne og sagde: Stop nu med det der – du ødelægger det for hele politistyrken. Da ledelsen i Københavns Politi blev opmærksom på problemet, reagerede de jo enormt hurtigt og satte en stopper for det,« siger Aydin Soei.

»Det er jo pointen: Det er et lillebitte mindretal blandt de unge og et lillebitte mindretal blandt journalister og politiet, der ødelægger det for alle de andre. De unge har også selv et ansvar for at træde ind i den demokratiske proces. Derfor var det en enormt positiv historie, da de skrev en erklæring om baggrunden for optøjerne. Det kom faktisk bag på dem, at de blev lyttet til: Politiken trykte deres erklæring, og politiledel-sen inviterede dem ind til en samtale. Men nu har de jo prøvet det.«

Aydins egen historieMed den sociale Nørrebro-arv er det efter alt at dømme en stor udfordring for det lovlydige flertal af de unge mænd at værge sig imod stigmatiseringen. En lang stribe sociale og kulturelle koder skal skiftes ud, så personen ikke signalerer indvandrer-knægte i flok med gyngende skuldre. Aydin Soei fortæller, hvordan han selv som skoledreng kunne mistolke den socialt betingede kode.

Hans familie kom til Danmark fra Iran i i 1986, da Aydin var fire år. Familien fik anvist en lejlighed i Avedøre Stationsby på Københavns Vestegn. Soei-familien havde tradition for høj uddannelse. Men i skolen gik Aydin sammen med børn af de arbejderfamilier, som netop var rykket ud fra de nedslidte københavnske brokvarterer, som blev saneret.

»Jeg lærte meget. De her arbejderdrenge havde virkelig lært at klare sig selv. De skulle ikke have hjælp til noget som helst. Det har jeg taget med mig i livet,« fortæller Aydin Soei. Han skriver i bogen:

»De ’nye’ drenge i Avedøre og arbejderklassens drenge var ofte socialt tæt på hinanden, hvorfor der ofte opstod naturlige venskaber og en fælles identitet som dem, der laver ballade.«

Blandt disse brune og hvide drenge herskede den velkendte kultur, hvor man konstant afprøvede hinanden i slåskampe og så op til de stærkeste, som også var gode beskyttere eller repræsentanter i opgør med drenge fra andre boligblokke eller andre skoleklasser. I midten af 1990erne flyttede familien Soei til Gladsaxe. Et område, som var domineret af langt flere ældre beboere, og hvor der blandt drengene herskede helt andre ad-færdsnormer. Det havde Aydin bare ikke opdaget, så i løbet af den første uge lagde han op til en slåskamp med en klassekam-merat. Ellers kunne han jo ikke markere sig. Men den anden dreng tog ikke imod udfordringen. Så lossede Aydin ham over skinnebenet. Aydin Soei ryster på hovedet ved cafébordet.

»Det var helt forkert. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hele klassen bare stirrede på mig: Hvorfor gør du dog det?«

For nylig besøgte Aydin Soei sin gamle folkeskole i Avedøre.»I dag er der kun det halve antal elever. De ressourcestærke,

både etniske danskere og indvandrerfamilier, er flyttet eller har rykket deres børn til naboskolen, som så er overnormeret. Men Nørrebro er det mest ekstreme tilfælde: Over 50 procent af børnene i den skolepligtige alder går slet ikke i skole på Nør-rebro. Deres forældre sender dem ud af Nørrebro, fordi de ikke har tillid til, at de lokale skoler kan klæde dem ordentligt på til livet og en fremtidig uddannelse. Det er en kæmpe falliterklæ-ring. Her kan der gøres noget. Men det er også kompliceret. Det er meget lettere at rive en boligblok ned, end at overbevise de ressourcestærke forældre om, at de skal vælge den lokale folkeskole.«

– Det kan også kollidere med målsætningen om frit skolevalg, der blev indført i 2004.

»Det er i hvert fald et problem. Svensk forskning har vist, at præcis fra midt i 1990erne, hvor Sverige indførte frit skolevalg, skærpedes den etniske og sociale polarisering i den svenske folkeskole. Med det frie skolevalg fik de ressourcestærke foræl-dre et incitament til at flytte deres børn. Og det gælder både etnisk danske og minoritetsforældre. Førhen kunne de vælge en privatskole. Det står dem jo frit for. Men med det frie skole-valg er det jo det offentlige, der betaler hele gildet. Det hænger ikke sammen med tanken om en stærk folkeskole, en skole for folket. Førhen var det af idealistiske grunde vanskeligere for alle de venstreorienterede forældre her i området at skifte skole, fordi de så skulle forklare vennerne: Vi vælger en privatskole, fordi vi ikke stoler på den lokale folkeskole. Det var lidt suspekt. Nu kan de uden problemer flytte deres barn til en folkeskole et andet sted i byen.«

– Foretrækker du betondanmark, hvor man sagde: Her er din folkeskole – ti stille eller betal dig fra det?

»Det er et punkt, hvor jeg er meget i tvivl. Men staten kan efter min mening godt sætte fastere rammer, når den finansierer en dyr folkeskole, for effekten er meget stor. Vi får nogle enormt skæve folkeskoler, som er langt mere etnisk og socialt opdelte, end kvartererne er i forvejen. Så opdelte, at skolen ikke længere svarer til befolkningssammensætningen i byen.«

Aydin Soeis bog »Vrede unge mænd – optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark« udkommer på forlaget Tiderne Skifter 12. april.

Integration. »Det er et lillebitte mindretal blandt de unge og et lillebitte mindretal blandt journalister og politiet, der ødelægger det for alle de andre,« siger sociolog Aydin Soei, der har undersøgt baggrunden for de uroligheder, som i februar 2008 blussede op i Blågårdskvarteret.

Vrede unge mænd

Sociolog Aydin Soei: »Det er farligt, når bydelsnationalismen udvikler sig destruktivt. Det så man under bandekrigen i 2009, hvor selvbestaltede vagtværn stod og holdt vagt i hver ende af Blågårdsgade. De visiterede ligefrem folk, for det havde de jo lært af politiet.« FOTO: MARIE HALD/SCANPIX