1. 1. rbogfor arbejderbevgelsens historie Udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevgelsens Historie ved Svend Aage Andersen, Birte Broeh, Niels Senius Clausen Hannelene Toft Jensen og Lars Torpe 1982
2. 2. Mhiv Copyright by SFAH og forfatterne ISSN: 0106-5912 1. udg. 1982 Sats: Werks Fotosats ApS, (06) 19 93 10 Tryk: Werks Offset, (06) 19 ll 39 rbogener udgivet med sttte fra Statens Humanistiske Forskningsrd og Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Manuskripter og bger til anmeldelse bedes sendt til: Selskabet til Forskning i Arbejderbevgelsens Historie, Arbejderbevgelsens Bibliotek og Arkiv, Reisbygade 1, 1759 Kbh. V. Forsidetegning: Per Marquard Otzen Arbejderbevgelsens Bibliotek Om Arkw
3. 3. Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Henning Grelle: Tag Parti - Landarbejderforbundet og arbejderbevgelsen1906-1917 . 7 Hanne Damsholt: Landarbejderforbundet og landarbejderstrejken 1921 . . . . . . . . . . .. 63 Birgitte Possing: Arbeidsdeling, kvinder og patriarkalsk tradition p landet i det 19. rhundrede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 111 Anette Eklund Hansen: Landarbejderkvindernes arbejdsforhold ca. 1870-1900 . . . . . . . . . .. 145 Anna-Birte Ravn og Maren Bak: En kvinde og hendes nste Knsarbejdsdeling og patriarkat i danske husmandsfamilier . . . . . . 153 Alun Howkins: Ingen verden uden ham: Den engelske landarbejders historie og historiogra gennem de sidste 150 r . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 Thorkil rum: Jord, brd og arbejde Agrare bevgelser i Italien 1880-1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Anmeldelser Bernt Schiller: Anmeldelse af: Hans-Norbert Lahme: Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dnemark 1871-1900 . . . . . 211 Per Boje: Anmeldelse af: Hans-Norbert Lahme: Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dnemark 1871-1900 . . . . . 219 Niels Senius Clausen: Tidsskriftoversigt 1981/82 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 235 Forfatterfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240
4. 4. Forord Arbejdernes historie opfattes traditionelt som byarbejdemes historie, og forskningen har med enkelte undtagelser vret samlet om arbejderne i by- erne. Nr vi denne gang har valgt landarbejdere som rbogenstema, skyldes det for det frste, at der i landbrugslandet Danmark indtil for f rtier siden har eksisteret en meget stor underklasse plandet. For det andet mener vi, det er vsentligt at vide noget om denne store gruppe landarbejdere for at forst den danske arbejderbevgelsesudvikling. P denne baggrund er det glde- ligt, at den frste danske doktordisputats inden for arbejderbevgelsenshi- storie netop omhandler landarbejdersprgsmlet.Det drejer sig om Hans- Nobert Lahmes afhandling Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dnemark (1871 -1900). Vi bringer i rbogen indlggene fra de to officielle opponenter, professor Bernt Schiller, Roskilde Universitets Center, og lektor Per Boje, Odense Uni- versitet. Landarbejderbegrebet er langt fra entydigt. Der er tale om en meget stor og sammensat gruppe, som vanskeligt lader sig afgrnse.Vi var derfor i redak- tionen meget i tvivl om, hvilken titel rbogenskulle have. Til landarbeideme hrer bl.a. karle og piger, husmnd med eller uden jord samt daglejere af mange slags. Gruppen er endvidere vanskelig at afgrnse, fordi mange kun tilhrte den i en periode af deres liv. Dette glder f.eks. for karle og piger, hvoraf mange senere drog til byerne og blev arbejdere her. Det er sledes ikke muligt at belyse temaet i alle dets aspekter i en enkelt rbog,hvilket vi heller ikke prtenderer at gre. Organiseringen af landarbejderne antog forskellige former. Efter 1900 gjor- des forsg herp svel fra arbejderbevgelsens som fra landarbejdernes egen side. Inden for arbejderbevgelsen var isr Dansk Arbejdsmandsforbund optaget af sagen, da landarbejderne jo sad i forstuen til DAF. rbogenindeholder to artikler om organiseringen af landarbejdeme. Hen- ning Grelle behandler perioden 1906-17, hvor den organiserede landarbej- derbevgelse var splittet mellem et socialdemokratisk/fagpolitisk og et radi- kalt/georgistisk ststed. Henning Grelle belyser uenigheden mellem socialde- mokratiet og fagbevgelsen med hensyn til formlet med at organisere landarbejderne. Skulle der dannes fagforeninger eller politiske foreninger p landet? I Hanne Damsholts artikel undersges den senere udvikling inden for land- 5
5. 5. arbejderforbundet, herunder den store strejke i 1921 . Artiklen behandler bag- grunden for de store vanskeligheder, der var forbundet med at organisere landarbeiderne. De kvindelige landarbei dere spillede ikke nogen rolle inden for den organi- serede landarbeiderbevgelse.rbogenindeholder tre artikler om de kvinde- lige landarbeideres vilkr p forskellige tidspunkter. Birgitte Possing har undersgt kvindearbeidet p landet i det 19. rhund- rede og den kvindeopfattelse, der udsprang heraf. Hun afgrnser sit emne ud fra en kns- og klasseopfattelse, som har sin baggrund i hendes kvindespeci- fikke udgangspunkt. Derefter flger en artikel af Anette Eklund Hansen, hvori hun pbaggrund af et nyligt afleveret universitetsspeciale kort redegr for landarbeiderkvin- dernes stilling i slutningen af det 19. rhundrede. Efter 2. verdenskrig og isr i 1960'erne forsvandt mange af de traditionelle arbejdspladser for landarbeideme p grund af omstruktureringen inden for landbruget. I stedet for at g p lsarbeide p de strre grde tog bla. hus- mandskvindeme p arbejde i byerne. Kvindernes stilling i disse landarbeider- husmandsfamilier belyses i en artikel af Anna-Birte Ravn og Maren Bak. P baggrund af bl.a. interviews med husmandskoner undersger de autoritets- strukturen i familierne og den materielle baggrund herfor. De udenlandske forhold er reprsenteret gennem artikler om de italienske og engelske landarbejdere. Artiklerne er skrevet af henholdsvis Thorkild rum og Alun Howkins. Vi kan i denne rbogikke bringe den traditionelle forskningsoversigt, hvil- ket vi beklager. Flere aftalte artikler er desvrre af forskellige rsagerudeble- vet. rbogenafsluttes med den rligetidsskriftsoversigt udarbejdet af Niels Senius Clausen. Redaktionen
6. 6. Tag Parti - Landarbejderforbundet og arbejderbevgelsen 1906-1917 Henning Grelle Indledning I 1917 fik dansk fagbevgelseet nyt medlem. Landarbejderforbundet blev optaget i De samvirkende Fagforbund (D.s.F.). Selvom Landarbejderfor- bundet ikke var et rigtigtfagforbund, som betalte fuldt kontingent og var pligtig til at udrede strejkebidrag eller berettiget til at modtage sdanne, var der tale om en vigtig begivenhed for bde landarbeiderbevgelsen og dansk arbeiderbevgelse.11 r tidligere havde en lille flok tjenestefolk taget initiativ til at oprette en organisation, som siden gennem mange kampe og splittelser skulle blive til Landarbejderforbundet. Dengang i 1906 havde man anmodet byarbejdeme om konomisk hjlp, og man havde fet en hndsrkning, der indeholdt et nske om at byernes og landbrugets arbejdere mtte finde samme og kmpe sammen henimod det flles ml. Flgende artikel er et bidrag til tjenestefolkenes og landarbej dernes organi- sations historie i perioden 1906-1917 og den lgger srlig vgt parbejderbe- vgelsens, dvs. D.s.F,s, Dansk Arbejdsmands Forbunds og Socialdemokra- tiets bestrbelser p at holde landarbejderbevgelsenpen kurs, som sikrede den en plads blandt byarbejdemes organisationer. Organisationsforsg blandt tyende og landarbej- dere indtil 1905 Organisering af tyende: tjenestedrenge, karle og piger og landarbejdere: da- glejere og jordlse husmnd havde ikke vret nogen strre succes for hverken arbejderbevgelsen eller for tjenestefolkene og landarbejderne selv. Socialdemokratiet havde ivrigt siden 1871 forsgte at hverve isr de gifte landarbejdere og mindre husmnd som medlemmer til partiafdelingerne, men trods gode jordprogrammer og politiske tiltag var meget lidt lykkedes i denne retning ved indgangen til det 20. rhundredel. Bedre var det ikke get for fagbevgelsen. Et spndende forsg p en egentlig faglig organisering af landarbejdeme blev foretaget af den kben- havnske fllesorganisationi beg. af 1890'erne, men det lb ud i sandet som flge af intern uenighed mellem den politiske og faglige del af arbejderbev- gelsen om hvorvidt landarbejderne skulle organiseres fagligt eller politiskz. I slutningen af 90'erne blev initiativet overladt til Dansk Arbejdsmandsfor- bund, som tvungen af den voksende industrialisering og indvandring til by- erne mtte tage problemet op. P grund af den ulste uenighed i arbejderbe- 7
7. 7. vgelsen blev det henstillet til DAF, at man koncentrerede sig om landindu- strieme - primrt teglvrkerne - men nogen synderlig succes blev det ikke til. Den manglende enighed i arbejdervgelsensyntes at virke hmmende pini- tiativer. Skuffelsen kom frem i Arbejdsmndenes Fagblad d. 15. februar 1898: Fra Partiets ledende Mnds Side synes man at mene, at Landarbejderne kun kan organi- seres politisk, og der er ingen grunde til her at skjule, at vore politiske Ledere tilsynela- dende har set med Ligegyldighed herpaa, og enkelte Gange har bebrejdet os, at vi danner Fagforeninger paa Landet. P disse betingelser kan det ikke undre at resultaterne udeblev og DAF's oplysninger om medlemstallene p landet taler da ogs sit tydelige sprog: 1904(283), 1906(336), l910(583)3. Resultatet af anstrengelserne var at landarbejdeme stod uorganiseret og uden for fagbevgelsen. For tjenestefolkene p landet var den organisatoriske situation om muligt endnu vrre. Til tjenstefolkene var der gode ord i de socialdemokratiske pro- grammer, men reelle forsgp at gre noget ved - eller helt at fjerne den bru- tale tyendelov af 1854 kunne socialdemokratiet ikke opvise. Derimod havde tjenestefolkene i Kbenhavn allerede i 1870'erne dannet foreninger og fortsat hermed i 80'erne og 90'erne, men sknt deres virksom- hed er forholdsvis ukendt s kan de nppe siges at have haft stor tilslutning. Nvnes m Tjenestetyende - foreningen Enighed stiftet 1885. Denne k- benhavnske forening, som var den strste i et Tjenestetyendeforbund (stiftet 1896), indmeldte sig enestende i De samv. Fagforbund i april 1898. I hen- hold til D.s.F.'s love skulle foreningen kun udrede administrationsudgifter, ialt 20 re for de 131 medlemmer rligt.Desvrre blev medlemsskabet kort. I 1902 blev foreningen slettet og bde forbund og forening forsvandt'. For de unge piger i Kbenhavn gik det bedre. Den 15. november 1899 op- rettede Marie Christensen Kbenhavns Tjenestepigeforening. Denne fore- ning viste sig levedygtig og kunne allerede i 1904 efter en aktiv indsats arbejde henimod en strre landssammenslutning. Gik det bedre for organiseringen i byerne, s mtte tjenestefolk p landet trste sig med, at der efter rhundredskiftet kom gang i en offentlig debat om deres elendige forhold. ren herfor havde isr socialrealistiske forfattere som Jeppe Aakjr og Johan Skjoldborg, der i en rkke kritiske samfundsromaner og artikler skildrede underklassens hverdag og dens fortvivlede livsvilkrS. Sknt pressen siden 1860erne og den socialistiske presse i 1870'erne havde skrevet om tyendeforhold og tyenderetsager, var der frst tale om et gennem- brud efter rhundredskiftet. P dette tidspunkt var ogs store dele af den ar- bejdende befolkning organiseret. Bnderne var organiseret i andelsbevgel- sen, de strre husmnd i husmandsforeningeme og byernes industriarbej- dere og hndvrkere i arbejderbevgelsen. Sidste led i kden var landarbejdere og tjenestefolk. En broget og spredt
8. 8. hr p ca. 350.000 sjle fordelt p over 100.000 husmnd og daglejere-(for- srgere) og 240.000 tjenestefolk, heraf 148.000 ved landbruget. Denne store del af befolkningen havde meget tilflles: landarbejderne havde drlige ln- ninger, lang arbejdstid og slette sociale forhold. Husmndene havde for lidt eller drligjord og flertallet mtte ernre sig ved dagleje. Tjenestefolkene var primrt unge mennesker af begge kn som var underlagt tyendelovens ydmy- gelser. Bde landarbejdere og tjenestefolk havde berettigede krav om ndrin- ger i deres forhold, men af mange naturlige grunde var det dem umuligt at fre dette frem. I tilfldet tjenestefolkene var denne kendsgerning erkendt af De samv. Fagforbund. I r 1900 skrev Jens Jensen og Martin Olsen srdeles ram- mende: ' Den for Tyendet gldende Undtagelseslov, Tyendeloven, lgger de allerstrste Hindrin- ger i Vejen for Tilvejebringelsen af en kraftigere Organisation for de mandlige og kvinde- lige Arbejdere, det staar i Tyendeforhold. Den rent vilkaarlige Arbejdstid, den, som of- test, lige saa vilkaarlige Behandling, de mindre hyggelige Sove- og Opholdsrum virker altsammen nedtrykkende, og paa Grund af de tjenende Arbejderes hele afhngigeStilling er de i Reglen afskaarne fra Adgang til det almindelige Oplysningsarbejde, der sker gen- nem Aviser og Bger eller Foredrag. Og Arbejdsgiverne eller Herskaberne, som mange af dem selv holder af at kalde sig, benytter som oftest i fuldt Maal - eller lidt til - det Herre- dmme, Tyendeloven har givet dem over deres Arbejdere. Det er derfor en af Tyendefor- bundets fornemste Opgaver at bekmpe denne Rest af Slaveriet og sge den ljrnet. Det var sledes D.s.F.-ledemes opfattelse, at tjenestefolkenes organisation som primrt forml mtte have afskaffelsen af ryendeloven. Da Tjenestetyen- deforbundet kort efter blev oplst var der ingen rammer indenfor arbejderbe- vgelsen hvorfra et sdant arbejde kunne udg- bortset fra DAF og Socialde- mokratiet. Nye initiativer kom imidlertid ikke fra ovennvnte organisationer, men fra byernes ungdom, nrmere bestemt det i 1904 oprettede Socialistisk Ung- domsforbund (SUF). I vinteren 1904 nedsatte SUF et tyendeudvalg og indledte en oplysning- kampagne med henblik p at f dannet et tyendeforbund. I et oprb fra de- cember 1904 indkaldtes der til et stort mde for at diskutere de nrmere be- tingelser og muligheder herfor. I indledningen blev det understreget, at SUF betragtede en organisering af landarbejdere og tyende som en livsndvendig opgave for arbejderbevgelsen: De daarlige sociale og konomiske Forhold, hvorunder den danske Landarbejderklasse og Tyendestand lever, medens den samtidigt stiller sig uforstaaende overfor den faglige Or- ganisations Betydning, bevirker, at store Dele af den drager til Byerne, og der optager Konkurrencen med de fagorganiserede Arbejdere, og som de fagligt stiller sig paa Over- klassens Side, saaledes ogsaa politisk. Den danske landarbejder og Tyendeklasse er ikke vaagnet til Selvbevidsthed og staar derfor som Hindring for den samlede Arbejderklasses kulturelle og politiske Fremskridt. Det ligger derfor i de organiserede Arbejderes dybeste 9
9. 9. Interesse hurtigst muligt ved alle Midler at faa vkket den udeltagende Landarbejder- klasse og Tyendestand op til faglig og politisk Bevgelse. Grunden til Landarbejdemes og Tjenestetyendets hele Stilling, maa nrmest sges i det Afhngighedsforhold,hvori de staar til den besiddende Klasse, hvorved enhver selv- stndig Optrden hmmes. Dette gr sig srlig gldende overfor de ldre, medens de unge lettere vil kunne samles til flles Handling paa samme Tid, som de er mest modtage- lige for nye Tanker". Den 18. december var der mde i Rmersgade med deltagelse af bl.a. Jeppe Aakjr og Johan Skjoldborg, Marie Christensen fra de kbenhavnske tjene- stepigers organisation og sekretr C.F. Madsen fra De samv. Fagforbund. Iflge Social-Demokratens referat fra 20. december nskede SUF at vlgeen bestyrelse i Kbenhavn, som skulle koordinere oplysnings- og agitationsar- bejdet ude i landet. Det var endelig SUF's hensigt at form D.s.F. til at give tilsagn om sttte. Dette tilsagn fik man, men det blev givet p D.s.F.'s egne prmisser og uden strre forventning om, at ungdomsforeningeme var i stand til at vre primus motor i arbejdet. Af interne notater fremgrdet, at D.s.F. havde svrt ved at se, hvordan SUF skulle magte opgaven alene. Skulle der ske noget mtte det foregi samarbejde med de endnu eksisterende tyendeforeninger, Dansk Arbejdsmandsforbund og D.s.F.,s forretningsudvalg. Det fremgik endvidere, at D.s.F.'s almindelige holdning var, at tjenestefolkenes organise- ring frst og fremmest mtte udg fra dem selv. I denne opfattelse havde D.s.F. en god sttte iJeppe Aakjr, som iflge avisreferatet udtalte, at en bestyrelse i hovedstaden skulle have fat i de stedlige dygtigheder p landet: Naar Bevgelsen blev rejst, skulde de nok mlde sig til Tjeneste blot de havde et fast Stttepunkt i Hovedstaden, og kun de vilde vre i Stand til at samle Tyendet p Landet. SUF*s videre arbejde med sagen kendes ikke, men SUF blev snart plaget af indre politiske modstninger og den russiske revolution i 1905 henledte i hj grad diskussionerne p denne begivenheds. Man kan konstatere, at tjenestefolkene p landet havde et muligt sttte- punkt i Kbenhavn i frst og fremmest D.s.F. og DAF, men initiativet var overladt til tjenestefolkene selv hvis der skulle ske et afgrende gennembrud. D.s.F. og Tjenestefolkenes Forening Fagbevgelsens beslutning om at afvente situationen betd ikke at debatten om tjenestefolkenes sociale stilling forstummede. I januar 1905 lykkedes det Socialdemokratiet med Peter Sabroe som ordfrer i folketinget at f venstre- regeringen til at nedste en tyendekommision, som skulle kulegrave tyende- klassens leve- og arbejdsvilkr.Kommissionen indledte sit arbejde i somme- ren 1905, men kom frst med en betnkning i 19109. 10
10. 10. Derimod var der ikke i 1905 mange tegn p bevgelseblandt tjenestefol- kene selv, men i 1906 ndredes situationen. I december 1906 skrev en ung tienestekarl til D.s.F.'s hovedkontor og an- modede om 200,00 kr. til et agitationsskrift og til en agitationsturn for at stifte tyendeforeninger. Den unge mand hed Carl Westergaard, og han under- skrev sig p Tjenestefolkenes Forenings vegne, p.t. formand. Hvem var nu denne Westergaard og hvad var Tienestefolkenes Forening? Carl Westergaard (1885-1954) var 20 r, havde ingen rod i arbejderbevgel- sen, men kom, som sn af en husmandsfamilie, fra underklassen p landet. Allerede som ll-rig tog han tjeneste p bnder- og herregrdeog prvede det omskiftelige liv som landarbeider, trvegraver og fodermester i sine tidlige ungdomsr.I perioden 1904-06 lykkedes det ham at komme phjskole, frst i King og senere p Askov. P Askov var der i 1906 en livlig debat om tyendesagen, og det var uden tvivl Askov-opholdet, som for alvor kastede Westergaard ind i et dybt engage- Carl Westergaard i 1907, ABA ll
11. 11. ment for denne. I april indsendte han en artikel til det i januar nystartede Tienestefolkenes Blad redigeret af Johan Sandberg. Heri slog Westergaard til lyd for sammenslutning af tjenestefolkene p landet. Hans forslag bar hur- tigt frugt og allerede d. 27. april kunne Westergaard samle en kreds af tilhn- gere og arbejdskammerater fra hele landet og pAskov stifte en Tienestefolke- nes Forening. P mdet vedtog man et forelbigt program p9 korte punkter. Hovedkravene var afskaffelse af tyendeloven, nedlggelse af usunde karle- kamre, valgret og valgbarhed til alle valg og afskaffelse af skudsmlbger.I lovene hed det, at foreningen kunne optage kvinder og mnd, der var fyldt 15 r og at den skulle ledes af en bestyrelsen. Foreningens organ skulle vre Tie- nestefolkenes Blad. Foreningen var tnkt som en landsforening, som skulle have reprsentan- ter og ikke lokalafdelinger i amterne. En sdan opbygning var formlstjenlig eftersom medlemmerne var unge og ofte skiftede arbejdsplads. Bde program og love lagde en forsigtig holdning for dagen. Ikke s meget hvad angik mlet, men i omtalen af midlerne. Stifteme var formentlig bevid- ste om, at sagen - hvor vigtig og rigtig den end var - kunne strande af mangel p tilslutning og enthusiasme. Man var enig om at tyendeloven skulle afskaf- fes og allerede heri l der en begyndende afstand til den almindelige holdning i Tienestefolkenes Blad. Men der blev som nvnt ikke sagt meget om, hvordan der skulle arbejdes for tyendets frigrelse- kun at der skulle virkes for oplys- ning. Et beskedent program og en smal organisatorisk platform. Gik det godt kunne tingene vokse og fjes til - gik det i modsat retning blev ingen anklaget for at bruge for store ord. Og bedre gik det. I brevet til D.s.F. kunne Wester- gaard oplyse et medlemstal p 200 tjenestefolk fra isr Jylland og Fyn, og han kunne forsikre, at ansgningen skulle anvendes til at honorere medlemmernes voksende nsker om at f oprettet lokalafdelinger af Tienestefolkenes Fore- ning. I D.s.F. var foreningen og dens formand Carl Westergaard et ukendt navn, men man var som nvnt interesseret i at f reist en tyende- og landarbejderbe- vgelse,og det var mske Westergaards chance. Brevet blev omgendebesva- ret med et nske om flere oplysninger. Disse indlb kort efter i et brev fra Westergaard, hvori han dels gav en fremstilling af begivenhedemes siden dan- nelsen af foreningen og dels prciserededens nsker om fremtidig virksom- _ hed. I brevet understregede Westergaard, at der var et stort behov for at ud- sende en agitator, som kunne bist med at oprette lokale afdelinger. Blev afdelingerne tilstrkkeligstore ville det iflgeWestergaard medfre, at de kunne f en mere faglig karakter. I slutningen af brevet, som var stilet til formanden Martin Olsen hed det: Jeghaaber, at De af disse Oplysninger kan se hvorledes Tienestefolkenes Forening arbej- der - og De vel forstaa, at det glder om at faa handlet iTide. Jeg tror, at det er den eneste virkelige Begyndelse til, at organisere Landarbejdeme, da det hele er kommen fra denne Klasse selv uden Medvirkning ude fra - og jeg tror, det vilde have sin store Betydning for 12
12. 12. de organiserede Arbejdere, om Landarbeideme kunne komme med, og skal det lykkes maa det vre vi unge der skal begynde, og til dette Arbejde venter vi sttte fra de organise- rede Arbejdere i Byeme. Store, men rigtige ord, som nok fr var hrt i D.s.F. bortset fra at rsten denne gang kom fra en hidtil ubemrket reprsentant fra landarbejderklas- sen. Det er derfor ingen tvivl om, at en anbefaling fra forfatteren Jeppe Aakjr til Martin Olsen talte til Westergaard fordel, nr man i D.s.F. skulle drfte hans sag. I brevet skrev Aakjr blandt andet: Jeghar aldrig hrt ham som Taler, men i private Samtaler har han rbet en klar og sober Dmmekraft og en Indsigt i sociale Foreteelser, der er usdvanlig i hans Alder. Jeg tvivler ikke paa, at han er i Besiddelse af Evner, der kan blive af den strste Betydning under en Land-Agitation for Tyendets bedre Kaar. Tyendet - landarbejdeme - Husmndene - det er de store uopdyrkede Heder og Moser i vort Folkesamfund, lnge har de ventet p Agitationens Plov for at blive jvnbyrdige med de andre Folkeslag. Her melder sig nu en ung, bondefdt Mand - opvoxet ved Hyrde- kppen og tungt legemligt Arbej de - som har Lyst til at lgge Haanden paa denne Plov. De skulle stte ham i stand dertil uden alt for njeregnendeat undersge, om han nu ogs kan plje lige - en Kunst man dog frst nemmer ved velsen ' 3 Aakjrs karakteristisk af Westergaard er tankevkkende, idet D.s.F. i de kommende r mtte udvise en bemrkelsesvrdigtlmodighedmed Wester- gaards til tider noget slingrende plovfurer, men herom senere. Westergaard kunne f sine penge pden betingelse, at han udarbejdede en plan for agitatio- nen og forelagde et regnskab nr pengene var opbrugt. D.s.F. henstillede samtidig til Tjenestefolkenes Forening, at den skulle arbejde henimod en til- slutning til D.s.F.. Naar frst Foreningen staar som Led i De samvirkende Fagforbund vil man have lettere ved i Fremtiden at hjlpe Foreningen i dens Bestrbelser for at organisere Tjenestefol- kene og til at gennemfre deres berettigede Krav, og vi tror at Tjenestefolkenes Forening vil kunne hste megen Gavn af at vre i vedvarende og s nr forbindelse med Arbejder- nes faglige Landsorganisation som muligt. Et mere positivt svar kunne Westergaard nppe have forventet og som sagen stod, lovede det godt for fremtiden - for tyendesagen og for landarbejderklas- sen. Tyendeforbundet og kampen mod tyendeloven 1907 - 1909 Tjenestefolkenes frste kongres (reprsentantmde)fandt sted i Odense d. 10.-1 1. februar 1907. Her var mdt 15 tjenestefolk som reprsentanter for 515 medlemmer, hvoraf 202 var medlemmer af hovedforeningen: Tjenestefolke- nes Forening. Oprindelig var det meningen, at der skulle vedtages et nyt pro- gram og nye love, men kongressen fik ikke forelagt noget udkast. Den diskute- 13
13. 13. 'filen DE.- LQVGNS 95%4 r s. . Vi nsker Tyendeloven af 1854 ophvet og ikke erstattet af nogen lign. Lov, og vi stiller Krav om Beskyttelseslov for Brn og unge Mennesker. Alle, som er enige med os heri' beder Vi sttte 05' Agitation mod Tyendeloven af 1954 (postkort) ABA rede istedet en rkke mundtlige oplg og vedtog resolutioner, der kunne indgi det fremtidige programarbejde og som samlet var retningsgivende for den vej tyendeorganisationen ville g. Kongressen indledtes med en diskussion om Tjenstefolkenes Blad. Johan Sandbergs redaktionelle linje blev voldsomt kritiseret af Westergaard og an- dre. Sandberg fedtede for grdmndeneog fyldte bladet med digte og stads uden betydning for tjenestefolk. Med 11 stemmer for og ingen imod vedtoges det, at bladet ikke lngere var at betragte som foreningens organ. I stedet be- sluttede man at udgive et eget blad og valgte en redaktion p 7, der skulle un- dersge muligheden herfor, og evt. forhandle med Sandberg om en overta- gelse af Tienestefolkenes Blad. Stillingen til de politiske partier og til D.s.F. blev ogsdiskuteret, omend man klogeligt undgik at tage dybere fat om problemet. I dette sprgsml n- skede man ikke at skabe uro hverken udadtil eller indadtil. Alligevel fremtr- der debatten som en begyndende markering af politiske synspunkter, der kunne f afgrende betydning for tienestefolkenes fremtidige virksomhed. Der var sympati for Socialdemokratiets arbejde for tyendeklassen, men der blev udtrykt betnkelighed, hvis partiet i tyendekommissionen gik ind for en revision af tyendeloven. Kravet var en absolut afskaffelse. Der blev endelig udtrykt tillid til Det radikale Venstre og det blev understreget, at det alene var fra socialdemokrater og radikale man kunne forvente sttte. D.s.F.'s tilbud om medlemsskab blev derimod pure afvist uden fyldig begrundelse. Det skin- nede dog igennem, at der var tjenestefolk, som ikke mente, at tyendebevgel- sen skulle flgefagbevgelsensvej, men istedet vlge den jordpolitiske ideo- logi - georgismen. Kongresforhandlingerne viste, at tyendebevgelsen forelbigville arbejde 14
14. 14. alene og opbygge en organisation med den sttte og sympati man kunne f fra det samlede demokrati, dvs. Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Man nskede ikke at indg en alliance til fordel for en bestemt politisk retning, men en uforbindende alliance med de krfter, der ville medvirke i kampen mod tyendeloven. Afvisningen af D.s.F.'s tilbud var ikke en afvisning af fagbev- gelsen som organisation, men et afslag p at foretage et valg af midler og til- hrsforhold. Medlemsskab ville indebre at tyendebevgelsen fik fagfore- ningskarakter og herom var der langt fra nogen afklaring. Tyendet ville frigre sig selv, men den resterende del af kongressen gav ikke noget svar p hvordan og i hvilken retning det skulle ske. Derimod var der enighed om hvilke krav der skulle stilles til gavn for klassen og det var natur- ligvis ikke uden betydning, organisationens korte historie taget i betragtning. Kongressen kom imidlertid ikke med meget nyt, men bekrftede mere eller mindre de krav som stod at lse i foreningens frste program. Ud over at for- kaste tyendeloven og skudsmlsbgerne og krve frie kontrakter indfrt iste- det, debatterede man oprettelsen af en egen hjskole. Det blev endelig over- ladt til Westergaard at skrive et agitationsskrift. Organisatorisk vedtog man at bibeholde hovedforeningen som en forening udelukkende for tjenestefolk. Derimod kunne lokalafdelingerne optage sym- patisrer, hvilket frst og fremmest betd ungdomsforeningerne. Endelig skiftede foreningen navn til Tyendeforbundet, som fik Westergaard til bde formand og kasserer. Kongressens vigtigste konkrete resultat var bruddet med Tjenestefolkenes Blad. Det tomrum, det trods alt gav bevgelsens kommunikation udadtil, var det op til Westergaard at udfylde. Det gjorde han p blndende vis ipjecen Tyendets Stillingi Samfundet, som udkom i slutningen af maj 1907. Heri skildrede og dokumenterede han tjenestefolkenes elendige sociale levevilkr og pvistetyendelovens urimelig- heder. Endelig rettede han en anklage mod landbrugets besiddende klasser, der trods en konomisk velstand bd deres arbejdere vilkr langt under den standard der blev tildelt kreaturerne. Pjecen var holdt i enkelt sprog, men ikke uden entusiasme. Om Tyendeforbundets ml og midler hed det: Vejen, der for Tyendeklassen frer fremad mod mere Lys, gaar gennem Organisation. Der skal sttes haardt mod haardt. Og dem, der skal begynde Arbeidet er vi unge Tjenestefolk. Vi har jo ikke Lyst til at leve det Liv om igen, som vore Fdre har levet. Vi vilde helst have lidt mere ud af von Liv - det eneste - end kun slide og slbe fra Vuggen til Graven. Vi vilde gme fle, at vi er Mennesker, og som Flge deraf leve som Mennesker. Vi er sikre paa Sejr, naar vi slutter os sammen og til enhver tid Tid krver vor Ret. Hvorfor er Husbon- den saa bange for vor Organisation? Fordi han kan se, at naar vi slutter os sammen og krver bedre Kamre, kortere Arbejdstid, hjere Ln 0.1. - ja, saa maa han bje sig. Vi skal ikke vre bange for at bruge den Magt, som vor Organisation giver os i Hnde, hvis de ikke vil bje sig for disse simple Krav. En Strejke paa Landet vil altid ende til Fordel for Arbejderne, fordi at den Virksomhed, som foregaar der, ikke kan taale at staa stille. Vi har Magten, men det ved vi endnu ikke alle, men Tyendeklasen er en slumrende Kmpe, der snart vil vaagne - og naar det sker - ja, da kan den blse alle - baade store og smaa - Agrarer over Ende. 15
15. 15. Det kunne lyde provokerende i mangen bondes rer, men forelbighavde Westergaard ikke megen mulighed for at stte magt bag ordene. Bevgelsen havde dog en betydelig fremgang. I sommeren 1907 kunne Westergaard melde om 1000 medlemmer og 12 afdelinger og mange velbesgte mder. Agitation og atter agitation, det var Tyendeforbundets eneste arbejdsmiddel, og derved levede man op til det nytrykte program og hstede gode resultater. Med udgivelsen af 1. nummer af Tyendebladet d. 6. oktober 1907 fik agita- tionen og oplysningsarbejdet endnu en indsprjtning. Bladet var financieret af forbundets midler og man havde modtaget 300 kr. fra Dansk Arbejds- mandsforbund og 200 kr. fra Socialdemokratisk Forbund. Udgivelsen af bladet skulle fremover sikres konomisk p basis af aktietegninger. Wester- gaard stod som redaktr og han havde sikret sig en rkke prominente forfat- tere og politikere som faste bidragydere til bladet. B1.a. kan nvnes Jeppe Aakjr og P. Munch. P forsiden af 1. nummer var trykt tyendets slagsang skrevet af Jeppe Aakjr: Frste vers ld: Her kommer fra dybet den mrke arm og fordrer af verden et svar; sknt dagningens glimt i vor dryppende le er al den fane, vi har, vi vover en kamp for vor nedtrdte ret og lfter i vejret p skndselens brt den tusindrs-lnke, vi har. Bladet var frst og fremmest fagblad for tjenestefolk, men der appeleredes al- lerede i det frste nummer til de faste landarbejdere og til husmndene. Bla- det skulle vre talsmand for tjenestefolkenes krav og vre kommunikations- kanal og debatforum for medlemmerne og ivrigt bringe oplysninger om for- bundets og afdelingernes virksomhed ude i landet. Selvom bladet under Westergaards redaktion til tider kunne forekomme stereotypt og ivrigt var vel rigt p Westergaard-artikler, s lykkedes det at skabe et slagkraftigt organ, som p en lsevrdig mde talte tjenestefolkenes sag, og dermed uden tvivl bidrog til bevgelsens fremgang. Men Westergaard ville mere. Efter hans opfattelse var forbundets og bladets virksomhed et eks- empel p,at tyendebevgelsenvar p vej til at danne sin egen srlige og selv- stndige kultur. Tyendebevgelsen var den ny kulturbevgelse". Forelbig viste udviklingen i ret 1908, at tyendebevgelsenvar en klassebevgelse,der var kommet for at blive. P forbundets 2. kongres i april 1908 deltog 80 delegerede og Westergaard kunne stolt oplyse om 35 afdelinger og et medlemstal pover 2000. Arbejder- bevgelsen var rigt reprsenteret til lejligheden. Fra D.s.F. (Carl F. Madsen) fra DAF (Lyngsie) og fra Socialdemokratisk Forbund (P. Sabroe). Endelig var der gster fra tjenestepigeforeningen i rhus,samt reprsentanter fra henholdsvis det radikale parti og husmandsforeningeme. Kongressen behandlede en lang rkke emner hvoraf tre skal nvnes her, 16
16. 16. nemlig forholdet til de politiske partier, jordsprgsmletog tyendeloven. Hvad det frste sprgsml angr,s lignede taktikdebatten til forveksling den forrige rs diskussion. I en enstemmig vedtaget resolution hed det: Kongressen udtaler som sin Mening, at den fomuftigste Taktik for Tiden er ikke nu at slutte sig til et bestemt politisk Parti22 Mere interessant var det, at bde Sabroe og Lyngsie hver p deres mde p den ene side accepterede dette forhold, men pden anden side understregede, at Tyendeforbundet p et tidspunkt ville indg som led i arbejderbevgelsen. Sabroe udtalte sig ud fra argumentet om, at Socialdemokratiet var underklas- sens parti og Lyngsie fremhvede, at tyendet var forstuen til arbejdsmnde- nes organisation. De socialdemokratisk orienterede reprsentanter Johs. Johansen og Niels Mortensen forelagde et jordprogram. Allerede forud for kongressen havde Westergaard i Tyendebladet kaldt iordsprgsmlet for det vigtigste for tyende- og landarbejderbevgelsen. Der var da ogstilslutning til oplgget, hvis hovedtanke var iordudstykning af de store godser og frit valg mellem selveie eller offentlig fste p gunstige betingelser". Nr diskussionen om tyendeloven fik en fremtrdende plads skyldtes det alene Sabroes tilstedevrelse og egenskab som medlem af tyendekommissio- nen. Kongressens store flertal - herunder ogsLyngsie - krvede tyendeloven afskaffet totalt, hvilket betd at den under ingen omstndigheder mtte er- stattes af en ny lov - uanset om den var bedre. Denne alt eller intet politik l ikke for Sabroe. Han forsvarede sig med, at en afskaffelse af loven ville betyde, at tyendet i tvistigheder blot ville blive dmt efter gammel sdvane. Det var et sprgsmlom at ndre mentalitet og hele retsplejen. Men Sabroes henstilling om at optrde fornuftigt i denne sag havde ingen virkning. Kongressen vedtog en udtalelse, der skarpt fordmte loven og krvede den totalt fjernet. I tilslutning hertil udtalte man sin protest mod den nye kommunale valglov, som p papiret gav tjenestefolkene valgret, men i praksis ophvede den p grund af opholdsbestemmelsenzs. Kongressen udviste ingen strre interne uenigheder. De delegerede afsl- rede forskellige opfattelser, men der var fodslag i alle store sprgsml.Wester- gaards position blev styrket. Han blev genvalgt til formand og redaktr og modtog kongressens fulde anerkendelse for veludfrt arbejde. Han kvitterede med flgende: Lad os nu atter gaa ud at tage fat paa vort Organisations- og Oplysningsarbeide, og vi vil hurtigere end nogen aner naa det Samfund, hvor der raader den Frihed og Lighed som vi tilstrber. Vr forberedt paa Modgang, og Modstand, men husk at derigennem fdes Fremgang og Seiren.2 Seiren l et stykke ude i fremtiden og forbundet mdte bde modstand og modgang i sin agitation. Den gamle landarbeideragitator og forhenvrende redaktr Jacob Ragne beretter i sine erindringer: 17
17. 17. Drengen hrte Carl Westergaard frste gang ved et mde, som den nystiftede forening i Brnderslev havde indkaldt til. Det var i 1908. Der var kun kommen syv tilhrere, og af dem var de to ikke landarbeidere, men faglige tillidsmnd i byen, der var kommen af in- teresse og for at stifte bekendtskab med den ny bevgelse. Carl Westergaard var kun faa aar ldre end dregen blandt tilhrene, men han var alle- rede prget af svre ar paa halsen efter kirtelsaar, tidens fattigmands stempel paa mange brn fra arbeiderhjemmene, fordi de ikke havde faaet den nrende og afvekslende kost, deres opvkst krvede. Westergaard talte langsomt og ligesom sgende efter ordene, men talte sig efterhaanden i gang. Alligevel virkede det - paa baggrund af mdets tilslutning - noget tamt, da han sluttede med at lufte tanken om en hststreike for derigennem at tvinge husbndeme til at gaa ind paa tyendeforeningemes berettigede krav. Det var i betragtning af, at hele bevgelsen vel kun talte et par hundrede medlemmer. Og tienestefolkenes hele retsstilling, der gjorde en streike ulovlig, som en knytnve i en halmstak. Det saa altsam- men saa magteslst ud. Og inden sommeren var gaaet havde Tyendeforeningen for Brnderslev-egnen ophrt at eksistere. Det var dog ikke alle steder, det gik saa pauert. Pioneren Marius Olsen udtalte bl.a. flgende i et interview til Social- Demokraten i 1944: - Var det haardt Arbejde at faa organiseret Landarbciderne? sprger vi Marius Olsen. - ja, det har man vist Lov til at sige. Man kunde maaske naa at faa bygget en Afdeling op, saa den var saa nogenlunde, men saa reiste de Unge ved en af Skiftedagene, og saa kunde man vre naaet lige vidt paa det Sted. - Hvorledes tog man Arbeidet op? - Gennem Tyendebladetagiteredes der, og saa ved Mder. Man var rundt paa Cyk- len fra Sted til Sted. Om Sommeren for at klbe Plakater op paa Trer og Telefonstolper 18 Carl Westergaard i sit arbeidsvrelse 1908, ABA
18. 18. om, at der den og den Aften var Mde ved Landsbykret eller et andet Sted, hvor vi nu kunde samles, altid i fri Luft om Sommeren, og saa skulde man ud til Mdet, naar Plaka- terne havde virket. - Virkede Plakaterne? - Ikke altid - det maa jeg indrmme. Jeg husker ved et Mde iAllerslev i Sydsjlland - der kom kun n Mand - og han var Skrdder: Der var ogsaa en hel Del Mder, hvor der kun kom 4-5 Stykker, men saa talte man med dem, og det kunde der godt komme noget ud af. Men mange Mder var der nu ogsaa mdt en hel Del til, og kunde man saa faa lagt Grunden til en Afdeling, var jo meget naaet. Men de Mder, der kom flest Folk til, var de Mder, der havde Tilknytning til en eller anden Affre. Der havde vi jo lrt en Del af Sabroe, der tog det op, der var aktuelt, lige oppe i Dagen". P trods af disse problemer, meldte forbundet om fortsat stor fremgang. I november 1908 oplyses om en fordobling af bde medlemstal og antal afdelin- ger og bladets abonnementer opgives til 1600. Denne fremgang for Tyende- forbundet betd flere ting. For det frste begyndte forbundet at skifte karak- ter. Som oprindelig bevgelse for og af tjenestefolk ville man nu have fat i husmndene og de ldre og faste landarbejdere. Begyndelsen hertil var alle- rede lagt med kongressens vedtagelse af et jordprogram. I slutningen af 1908 blev det ogstydeligt understreget, at man ville skabe et forbund for alle land- brugets arbejdere, med undtagelse af de under DAF organiserede landarbej- dere. I en udtalelse fra hovedbestyrelsesmdet d. 8. november 1908 hed det: Da Tyendet og Landarbeidere har samme faglige og politiske Interesser og hver Klasse for sig er forholdsvis spredt, anser vi det for heldigt, at de organiserer sig sammen i Tyende- og Landarbeiderforbundet, bortset fra de bymssig bebyggede Landsbyer og ved industrielle Virksomheder paa Landet, hvor Landarbejdeme er strke nok til at kunne danne selvstndige Organisationer under Dansk Arbeidsmandsforbund.3 Udvidelsen af forbundets rekrutteringsomrdebetd, at forml og pro- gram mtte gennemg en revision. Men vksten i medlemstallet gav ogs indre problemer. En revision af lovene var srdeles tiltrngt. Hertil korn at bevgelsen havde fostret en rkke unge talenter med ideer og initiativ, der nskede indflydelse p virksomheden. Westergaards stilling som bde for- mand og redaktr og dermed hans dominerende position som Forbundets talsmand og meningsdanner nskedes ndret. Men der var alvorligere pro- blemer for tyendebevgelsen som begyndte at trnge sig p. Blandt de v- sentlige var den indtil videre totale mangel p konkrete resultater til gavn for medlemmerne. Organisation og oplysning var ikke nok i lngden. I Tyendeforbundet var der fortsat uklarhed om valg af midler der kunne give forbundet gennemslagskraft overfor landbrugets arbejdsgivere. Her var en mulighed i indfrelsen af fri kontrakter, og forbundet havde ogs ladet sdanne trykke, men der var intet der tydede p, at de var taget i brug. I de flgende rs debatter kan det vre vanskeligt at skelne mellem personlige og principielle uoverensstemmelser i forbundet, men kendsgemingerne kom til at tale deres tydelige sprog. Enighed blev aflst af uenighed - fremgang af tilbagegang. 19
19. 19. Intern uenighed og kuppet mod Westergaard Den voksende utilfredshed med Westergaard og hans administration af Tyen- deforbundet kom til udtryk p 3. kongres som afholdtes d. 8.-9. april 1909 i Rmersgade, Kbenhavn. Arbejderbevgelsens to hovedorganisationer og DAF var igen indbudt, men i forhold til forrige kongres var der mdt langt frre reprsentanter fra tyendebevgelsen. Kongressen var frst og fremmest organisatorisk, idet den nsten ude- lukkende behandlede foreslag til ndringer i lovene. Blandt ndringforsla- gene hertil var der to centrale. Det ene var sprgsmletom hvorvidt forman- den skulle vlges af kongressen eller af hovedbestyrelsen. Til kongressen blev der stillet forslag om at bestyrelsen skulle vlge formand. Som nvnt tidligere var Westergaard bde formand, kasserer og redaktr. Tilsyneladende var alle delegerede enige om at foreningen af tre poster pn person var uheldigt, men man var delt i sprgsmletom hvilke af forbundets instanser der skulle vlge den kommende formand. Resultatet blev et kompromis. Kongressen skulle fremover vlge formand, men han mtte ikke samtidig beklde posten som kasserer. Hovedbestyrelsen skulle til gengld vlge nstformand, kasserer og div. udvalg. Den anden vsentlige lovndring drejede sig om ledelsen af forbundets blad. Det skulle nu ledes af en redaktr og en kontrolkomite, som skulle vre ansvarlige overfor kongressen. Lovndringerne betd en demokratisering af forbundets love. Det var fortsat muligt at forene formand og redaktr i samme person, men denne kunne ikke egenhndigfre og kontrollere regnskaberne. Det var sledes en sejr for de delegerede, der nskede strre indsigt i forbund- ets og bladets konomi. De kritiske rster koncentrede sig isr om bladets konomi og regnskaber. De nskede et trykt specificeret og revideret regn- skab forelagt p fremtidige kongresser sledes at medlemmerne kunne f klar besked om redaktrens ln, aktietegning og antal abonnenter. Trods kritikken, som ogsbevgede sig ind p bladets redaktionelle linje, blev Westergaard genvalgt til redaktr med akklamation. Derimod blev han vraget som formand til fordel for tyendebladets medarbejder HJ. Hansen Rjle, som fik 20 stemmer mod Westergaards 19. Til bladets kontrolkomite, som bestod af 3 valgtes A.P. Bjarnholt, A.C. Randers og Johs. Johansen. De to frstnvnte hrte til Westergaards kritikere. Westergaard var skuffet over valgnederlaget og lagde skylden pkongres- deltagernes geografiske spredning. Der var for mange sjllndere og for f fynboer, skrev han i Tyendebladet, som efter kongressen tog navneforandring til Arbejderbladet32. Der er imidlertid ikke meget der tyder p,at Westergaard havde forstet de signaler, som kongressen havde udsendt. I betragtning af, at denne ikke havde 20
20. 20. diskuteret Tyendeforbundets ml og midler, forekommer det bemrkelses- vrdigt, at Westergaard i ugerne efter kongressen totalt ndrede forbundets forml og taktik. I en overophedet artikel med den manende titel Klar til Kamp skrev We- stergaard i Tyendebladet: Det glder derfor om i de kommende Maaneder at gre os klar til Kampen! Vi maa lre de gode Agrarer at forstaa, at de ikke vedblivende kan overse os. Engang man de belres Om, at der er andre Magter her iVerden end deres Pengemagt. Vi maa lre hinanden at kende vor egen umaadelige Styrke, og derefter maa vi lre vore Modstandere den at kende. Det er for galt, synes jeg, at vi efter 3 Aars Arbejde ikke er naaet saa vidt, at Bnderne vil forhandle med os. Ja, deres Blad, Agrar-Dagbladet,vil ikke engang referere vor Kon- gres. Det vil med faa Ord sige, at de ikke endnu anerkender vorMedbesremmelsesret! Ln- gere er vi ikke naaet efter 3 Aars Arbejde. Vi ser her tydeligt, at vi ikke naar Maalet ved at tale om det. Nej, der maa handles. Vi maa ind paa Livet af dem snarest mulig - helst i denne Sommer! Efter en omtale af sommerens faglige krav afsluttede Westergaard med fl- gende: Men disse Ting naas ikke uden Svrdslag. Det glder derfor om, at vi snart kan melde Klar til K amp Landet over! Rust Jer, Ragnarok kommer! Tyraniet og Trlleriet maa nu snart have en Ende. Det er ikke for tidligt! Og husk det: Vi har intet at tabe, men alt at vinde! Sker der noget slemt, er Skylden ikke vor, men de stores. Vi siger som Jeppe Aakjr: Vi vil ikke Krig, men Fred. Men for Fredens Skyld kan hnde man en Dag vi Hanen spnde!33 Westergaard havde tidligere optrdt provokerende i bladets spalter, men denne gang lb pennen lbsk for ham. Det var naturligvis sympatisk, at We- stergaard gjorde alt for at f bnderne til at gind for frie kontrakter, men han havde ingen vben hverken i direkte eller i overfrt betydning til at fre kamp med et godt resultat p nuvrende tidspunkt. Som den efterflgendedebat udviklede sig burde Westergaard have stoppet op og set mere realistisk ptin- gene. I Venstrepressen vakte artiklerne furore og flere aviser henvendte sig til P. Sabroe og Marie Christensen med sprgsmletom der var hststrejke i vente. Og til Westergaards forargelse var det frst og fremmest Sabroe og Christensen som dmpede gemytterne. Begge tog kraftigt afstand fra artiklen med henvisning til at Tyende- og landarbejderforbundet havde et stort agita- tionsarbejde at gre fr man skred til kamp". Westergaard fastholdt og udvidede sine synspunkter og imdegik sine kri- tikere i en grov og uklog tone. Marie Christensen kaldte han for agrarspion, fordi hun havde udtalt sig om forbundets kongres til borgerlige blade og Sa- broe blev betegnet som storbondevenlig og opfordret til at tage et fagfore- ningskursus. Westergaard forsvarede sig dog ogsi mere serise vendinger. I 21
21. 21. en artikel betitlet Fagbevgelsegav han en nrmere forklaring psin hand- len. Han henviste til, at tyendebevgelsenindtil for nylig havde vret en ren agitations- og oplysningsbevgelse og han fortsatte: Det var altsammen udmrket, - saadan skulde det vre, men det var ikke nok i Lngden. En Bevgelse som vor kan ikke bestaa og fortstte sin Fremgang, hvis vi kun tnker paa Agitation og Oplysning. Det har vi faaet Beviser for - og de er mange. Sagen er nemlig den, at vi i en Bevgelse, som tager Sigte paa at samle alle de fattige paa Landet, kan ikke - som Hr. Lyngsie saa rigtig paa Kongressen bemrkede - vedblive at tale om, hvad vi vil, det er der kun faa, der sprger om nu, nej, - nu sprger alle - srlig Landarbejdeme, baade de unge og de ldre -: hvad har I udretter? Derpaa kan det ses, hvad vi vil. Dermed er Bevgelsentvungen ind paa andre Veje og har herved faaet fastere Former: Den er bleven en Fagbevgelse,der tager Sigte paa at skaffe Tyendet og Landarbejdeme konomiske Fordele - Ting af haandgribelig Vrdi! Vi er nu kommen til det Resultat, at vi alle kan se, at det frst og fremmest glder om at skaffe hjere ln og kortere Arbejdstid, bedre Boliger osv. - hvis det skal lykkes os fremde- les at have Fremgang og underbygge det vundne. Trangen til at se resultater af flere rs agitationsarbejde var stor hos Wester- gaard, og det deltes uden tvivl af forbundets medlemmer. Men nr han ved- holdende hvdede, at han havde bde forbund og medlemmer iryggen s var det ikke korrekt eftersom artiklemes indhold ikke havde vret genstand for diskussion i strre forsamlinger. En s entydig satsen p faglige sprgsmlog midler havde hverken Westergaard eller nogen kongres givet udtryk for. Tilbage str at vurdere Westergaards motiver. nsket om at se resultater var uden tvivl gte, men Westergaard burde have benyttet den netop afslut- tede kongres til en debat om hvordan de skulles ns. Var det en pludselig be- gejstring for Lyngsie og fagbevgelsensresultater der havde grebet Wester- gaard? Var det en slagen formand som ville vise at han forsat kunne udstikke strategien? Eller var det hele blot et slag for Tyendeforbundet s det kunne blive citeret i den borgerlige presse? Forklaringen p Westergaards valg af tidspunkt m st hen, men nogen fast overbevisning hos Westergaard om Ty- endeforbundets fremtidige kurs var der ikke tale - dertil skiftede Westergaard for mange gange meninger. I forbundets hovedbestyrelse gav artiklerne ikke anledning til en taktikdis- kussion. Her var kursen allerede lagt og den gik alene ud p at Westergaard skulle fjernes og at det skulle ske p grundlag af hans fortvivlede regnskaber. P hovedbestyrelsesmdet d. 18. april skaffede ledelsen sig eget juridisk grundlag for at f indsigt i forbundets og bladets konomi med vedtagelsen af en omfattende forremingsorden for al aktivitet i forbundet. Den 4. juni ret- tede Hansen-Rjle en anmodning til D.s.F. om at sende en reprsentant til forbundets hovedbestyrelsesmde d. 13. juni for at yde rd og vejledning Da flere - for vort Forbund og vor Sag overordentlige vigtige Sprgsml skal drftes og behandles 36. Den 12. juni mtte forretningsudvalget konstatere, at 22
22. 22. det var umuligt at f udleveret alle bger og bilag og dagen efter havdeet fler- tal i bestyrelsen taget sin beslutning. P forslag af kontrolkomiteens to med- lemmer - Bjarnholt og Randers - blev det med 7 stemmer mod 4 vedtaget at fyre Westergaard som redaktr og erstatte ham med A.P. Bjarnholt. Wester- gaard og Marius Olsen nedlagde herefter deres mandater. Med denne kuplignende handling havde hovedbestyrelsen foretaget det frste skridt i en sag, som dog viste sig frst at finde en afslutning i 1910. I sommeren og efterret arbejdede hovedbestyrelsen med Westergaards regnskaber, mens den samtidig frte stillingskrig med Westergaard, som i et anklageskrift med titlen Min Afskedigelseog senere iet nystartet blad Ar- bejdervennen (4. aug.) rettede kraftige angreb p forbundets ledelse. Hovedbestyrelsen havde fjernet Westergaard ved et kup. Den havde kon- gressens tilslutning til at gennemghans regnskaber, men nppe bemyndi- gelse til at fyre ham. Hertil havde en ekstraordinr kongres vret psin plads. Imidlertid mdte man ikke samarbejdsvilje nr det gjaldt om at f udleveret regnskaberne og dette forhold itilknytning til de omtalte Westergaard artikler og deres skadelige flger fik hovedbestyrelsen til at trffe beslutningen. Un- der alle omstndigheder s frte hele sagen nogle ubehagelige kendsgerninger frem i lyset og de talte ikke til Westergaards fordel. Forbundets medlemstal p 4000 hrte ikke til virkelighedens verden, men kunne hjst ud fra medlems- protokollen rkke til lidt over halvdelen, ialt ca. 2400. Bladets konomi var ogs drligereend forventet. Forbundets situation var sledes alt andet end lys selvom man i maj mned havde fet et ln p 800 kr. fra D.s.F.38 Den blev heller ikke bedre af at Arbejderbladet fik et konkurrende blad Arbejdervennen som arbejdede for Westergaards genvalg. En ekstraordi- nr kongres var derfor ndvendig sfremt forbundets virksomhed, dets an- sttelser og handlinger ikke fortsat skulle have midlertidig karakter. Denne fandt sted i Odense d. 31. oktober med deltagelse af 60 reprsentan- ter. Forud for kongressen havde Westergaard bistet af syndikalisten Chr. Christenen agiteret kraftigt for en tilbagevenden til Tyende- og Landarbej- derforbundet og kritiseret dets hovedbestyrelse for at underkaste sig Social- demokratiet. Forbundet havde ganske rigtigt indledt et samarbejde med bde Socialde- mokratisk Ungdomsforbund og De samv. Tjenestepigeforeninger, men det meste af dets energi var lagt i kulegravningen af Westergaards regnskaber. Hovedbestyrelsens 7 medlemmer var imidlertid fast besluttet pat trkke sig, hvis den ikke fik vedtaget sine dispositioner. Uanset kongressens udfald syn- tes det derfor udelukket, at der kunne blive tale om et samarbejde med We- stergaard. Kongressen var bemrkelsesvrdig i sin form og overraskende isit resul- tat. Eneste punkt p dagsordenen var Westergaards forhold og regnskaber, og straks fra begyndelsen delte kongressen sig i De 7's parti og Westergaards parti. Hver part valgte 4 hovedtalere hvoraf-bla Lyngsie og P. Sabroe talte for de 7 og Chr. Christensen for Westergaard. Der skulle en lang debat og en 23
23. 23. udvalgsbehandling til fr kongressen enstemmigt kunne vedtage en resolu- tion. I denne hed det, at svel Bjamholt som Westergaard ville betragte kon- gressens valg af redaktr som eneste afgrelsei striden. Westergaard ville en- delig opgive Arbeidervennen og undlade at skrive i eller starte konkurrenter til Arbejderbladet. Det blev endvidere stillet som betingelse at Sabroe valgtes til kontrolkomiteen. Resultat af valget blev 37 st. til Bjamholt mod 19 til Westergaard. I et forsg p at undg en evt. splittelse lykkedes det Lyngsie at fWestergaardindvalgti hovedbestyrelsen. Selvom Westergaard udadtil var tilfreds med kongressens forlb, s var den dog udtryk for et nyt nederlag. Westergaard fik lov at skrive i Arbeiderbladet, men Sabroe fulgte ham som en skygge". konomisk kom han i ufre og kunne ikke leve af at tegne annoncer til bladet mod 25% i provision. Wester- gaard blev bitter, men holdt en lav profil det nste halve r. Det samme gjorde forbundet. Ikke pga. interne stridigheder, men som flge af konomiske vanskeligheder. Bde forbund og blad var i konomisk krise. I denne situation mtte D.s.F. og dets reprsentant Lyngsie trde hjl- pende til. Det var Lyngsie, der efter Tyendeforbundets kongres i april 1909 havde anbefalet D.s.F.'s ledelse at holde denne Organisation tt ind til sig og formidlet et ln p 800 kr. til Tyendeforbundet". Det var ogsLyngsie der havde vret forsoneren pden ekstraordinre kongres, selv om han havde talt for de 7's parti.Det blev ogsham, som mtte udrede trdene i begyndelsen af 1910 mht. Arbejderbladets gld. D.s.F. gav henstand ptilbagebetaling af lnet og forestod udsendelsen af et indsamlingscirkulre til fagforenin- gerne til fordel for Tyendeforbundet. Imidlertid kunne man ikke forhindre spiren til en ny splittelse af tyende- og landarbejderbevgelsen. Selvom der ikke foreligger dokumentation for en sammensvrgelse mod Westergaard forud for kongressen d. 24.-25. marts 1910, s forekommer det bemrkelses- vrdigt, at han totalt blev stemt ud af den organiserede tyendebevgelse. Kongressen afslrede bevgelsens tilbagevendende problemer. Der kunne meldes om 94 foreninger, men kun 22 havde betalt kontingent og medlemstal- let var kun 825. Bladets gld var 5000 kr. og forbundets 593 kr. Den kono- miske situation frte til en indgende debat, som medfrte vedtagelsen af kraftige kontingentforhielsertil bde forbund og blad. Den vrige debat var velkendt. Den eneste fornyelse var, at Westergaard p alle punkter var i mindretal. I tyendelovsdebatten stillede han sig positivt til en begrnset lovgivning pomrdet, men blev nedstemt. I sin advarsel imod et for tt samarbejde med Socialdemokratiet fik han ingen opbakning, og hans anbefaling af strejkevbnet gav ikke tilslutning. Hans angreb pHansen- Rile for ikke at have indbudt det radikale parti til kongressen havde heller ingen virkning. Alligevel var hans stemmetal overraskende lave. Han blev i kampen om re- daktrposten slet stort af Bjarnholt og til Hb-valget fik han kun en enkelt 24
24. 24. stemme. Ellers gav valgene ikke anledning til overraskelser. Hansen-Rjle - som d. 1. januar var blevet redaktr af Varde Social-Demokrat - blev genvalgt til formand. Redaktr af Vestiyllands Social-Demokrat, I.P. Sundbo blev for- mand for bladets kontrolkomite. Westergaards optrden p kongressen kunne tyde p, at han p forhnd havde opgivet Tyende- og Landarbejderforbundet og kongresafslutningen gav ikke hb om fred. Westergaard og Hansen-Rjle kom i sknderi om det belb som forbundet stadig skyldte til Westergaard. Folketingsmand E. Marott mtte lgge sig imellem med en lille afslutningstale: Jeg har opdaget meget godt hos Jer, men ikke alt lige mnstervrdigt.Vi maa haabe det bliver bedre ad Aare45. T0 Forbund - To Blade - To tilhrsforhold Kongressen havde vist tilbagegang og afslret svre konomiske problemer, men ikke mangel pforslag og diskussionslyst blandt de delegerede. For ledel- sen m kongressen have vret et udtryk for en sidste kraftanstrengelse. Der var fortsat en bevgelse og et blad, men ledelsen gik i dvale og formede kun at holde t bestyrelsesmde i juli fr den blev vkket til live i slutningen af ret. Bjarnholt udgav stadig Arbejderbladet, men han havde ingen forbindelse til hovedbestyrelsen. At forbundet var ineffektivt ses ogsaf, at det intet fo- retog sig, da Westerng slog igen. Den 18. sept. stiftede han Landarbeider- nes Fagforbund sammen med de radikale og georgisteme og d. 27. oktober udsendte han pny Arbejdervennen som ugeblad. Der var nu to organisa- tioner der konkurrede om landarbejdernes gunst. I denne situation var det D.s.F. der mtte stte liv iTyendeforbundet. D. 23. august havde man fet et frste livstegn fra Hansen-Rjle, der nskede besked om resultatet af fagforeningemes indsamling til Tyendeforbundet i forret. Beskeden var 566 kr. som kunne udbetales helt eller delvis mod anvis- ning af pengenes anvendelse. Herefter skete der ingenting. At tiden var ved at lbe ud for Tyendeforbundet blev bekendtgjort for D.s.F. i et brev fra det nyvalgte Hb-medlem Chr. Christiansen. Han var tie- nestekarl og forretningsfrer for De midtsillandske Landarbeiderforenin- ger. I brevet nskede han oplysninger om fagforeningernes indsamling, og det i sig selv viste med al tydelighed, at hovedbeStyrelsens medlemmer ikke var i kontakt med hinanden. Han henviste videre til Westergaards separatbev- gelse og krvede en ekstra-kongres indkaldt, der kunne vlge ny formand og kasserer eller ogsaa gaar Bevgelsen i flere Stykker, maaske derhen hvor Pe- beret gror, hed det advarende i brevet. D.s.F.'s formand, C.F. Madsen fandt hurtigt Hansen-Rile i Varde og uden navns nvnelse henviste han til Chr. Christiansens alarmerede oplys- ninger og henstillede, at Rile indkaldte hovedbestyrelsen. Madsen under- 25
25. 25. stregede videre, at det var af strste betydning at landarbejderne blev organi- seret for gennem enig optrden at skaffe sig bedre forhold i samfundet. Rjle erkendte tingenes srgeligetilstand og var indstillet pet formands- skifte, men han ville kun diskutere rsagentil problemerne under 4 jne.Et bestyrelsesmdeblev indkaldt til d. 25. nov. P dette mde blev Chr. Christi- ansen valgt til formand og kasserer istedet for Hansen-Rjle og Niels Morten- sen. Arbejderbladets konomiske problemer var vsentligste punkt p dags- ordenen og hertil havde arbejderbevgelsenen plan. Denne var udarbejdet af Demokratens redaktr Harald Jensen, og den gik ud p, at Jensens blad Landarbejderen skulle sammenlgges med Arbejderbladet og udg som Tyendeforbundets blad. For Jensen var der frst og fremmest tale om en red- ningsaktion for Landarbejderen, idet den socialdemokratiske Presse havde besluttet at lade dette blad g ind fra d. 1. januar 1911. Planen blev omtalt p Tyendeforbundets hovedbestyrelsesmde i juli, men den var ikke genstand for diskussion. Nu kom den frem igen, men pet tidspunkt hvor Harald Jen- sen syntes klig over for den. P den ene side skulle der handles hurtigt, hvis der skulle findes en ordning inden Landarbejderen gik ind, og p den anden side havde Arbejderbladet en betydelig gld til dets trykkeri, som mtte brin- ges ud af verden. P hovedbestyrelsesmdet d. 25. november opstod ogs et andet problem. I Tyendeforbundets ledelse var der vaklen i sprgsmletom planens konsekvenser, som betd at forbundet blev et led i arbejderbevgel- sen. Mdets udgang blev derfor, at man fik betnkningstid til et nyt mde d. 7. december. Hvad der skulle ske p dette mde blev meddelt af Harald Jensen i et brev til C.F. Madsen d. 5. dec. Sundbo havde fundet en ordning med Arbejderbla- dets trykkeri. Bladets gld p 3800 kr. kunne bringes ud af verden mod beta- ling af 25% af belbet dvs. 950 kr. Sprgsmletfra Harald Jensen var derfor om D.s.F. ville dkke dette belb. Endvidere skulle Chr. Christiansen vre bde redaktr og forretningsfrer, selvom hans evner til at varetage jobbet ikke vurderedes srlig hit. Man kunne maaske give ham et Kursus i Skriv- ning skrev Jensen. Bjarnholt skulle iflge ordningen vre annonceagent. P Tyendeforbundets hovedbestyrelsesmde d. 7. dec. vedtog man oven- nvnte ordning og accepterede Harald Jensen plan. Imidlertid begyndte Harald Jensen og Sundbo nu at trkke i hver sin retning. I et brev til D.s.F. d. 10. dec. var Jensen nrmest afvisende. Jegkan ikke ngte, at jeg efterhaan- den er bleven noget klig overfor den Plan skrev han. Det samme var man iflge Jensen i Social-Demokratens kontrolkomite, hvor isr udsigten til at betale Arbejderbladets gld gjorde sagen vanskelig. Men selvom D.s.F. evt. ville betale glden var Jensen ikke tilfreds. Lbet var krt for sagen eftersom Landarbejderen skulle lukke 1. januar og den skitserede ordning med Chr. Christiansen som redaktr duede ikke. Der burde sttes en anerkendt dygtig og energisk Mand i Spidsen, en skole: Mand. Krer man videre med det gamle Forspand, kommer det til at gaa i det gamle Lundetrav og det var jo ikke Me- 26
26. 26. ningen.Nr alt kom til alt var tiden iflgeJensen for knap til at noget kunne lykkes og han konkluderede derfor: Flgen af alt dette bliver vel nok, at Tanken maa opgives og Tyendeforbundet og dets Blad maa sejle eller gaa tilbunds, som det bedst kan. Det gaar vel saa med den Bevgelse som med saamangen anden, at den rejser sig igen, naar Tiden atter er moden.54 Sundbo blev frst bekendt med Jensens modvilje og endelige afslag d. 16. december. Den 12. i samme mned havde han anmodet D.s.F. om at betale Arbejderbladets gld. Jeg henstiller som sagt paa Forbundets (Tyendefor- bundets, H.G.) Vegne, om I ikke kan betale den mindre Sum, som det dog er, for at opnaa det ubetingede Gode, som det er, at faa Bladet ind under Partiet. Harald Jensen er som du ved meget ivrig herfor...56. Trods modvilje fra H. Jensens side arbejdede D.s.F. med sagen og resulta- tet blev afholdelsen af et stort fllesmde d. 3. januar 1911 med deltagelse af Tyendeforbundet, D.s.F., Socialdemokratisk Forbund og Kontrolkomiteen for Social-Demokraten. Efter en indgendediskussion inclusiv overbevisning af Harald Jensen vedtoges en skitse til viderebehandling i D.s.F.'s forret- ningsudvalg og i kontrolkomiteen. I korthed gik den ud p flgende: 1) Den soc. Presse skulle udgive et ugeblad for Tyendeforbundet eller overtage Ar- bejderbladet. 2) Arbejderbladets gld p 950 kr. skulle udredes af den Soc. Presse. 3) Det ny blad skulle redigeres som socialdemokratisk blad og udgi- veme skulle anstte og betale en redaktr. Alt var tilsyneladende iorden og den meget positive stemning som herskede p mdet gav indtryk af, at en endelig konfirmering blot ville vre en formsag. Imidlertid blev der intet ud af bestrbelserne. Sprgsmletom hvorfor fore- ligger der ingen officielle forklaringer p. Det kan dog dokumenteres, at D.s.F. ikke ville betale glden og henviste hele sagen til kontrolkomiteen. Hvad der skete her fortaber sig i det dunkle. Alt tyder dog p,at kontrolkomi- teen ikke har villet dkke glden for et foretagende som lignede et fallitbo. Man havde lukket Landarbejderen og de 590 abonnementer fra Arbejderbla- det har ikke givet lyst til nye eksperimenter. Harald Jensens forbehold har givet ogs spillet en rolle selvom han d. 3. januar havde lovet at g ind for forslaget. Tyendeforbundets usikkerhed mht. at tilslutte sig den socialdemokratiske arbejderbevgelse har ogs spillet ind. For vel accepterede man planen for at slippe af med bladets gld,og som helhed var forbundet socialdemokratisk orienteret, men hvad der var godt for forbundet var mske ikke godt for tyen- debevgelsen!Usikker var man for konsekvenserne og det irriterede Harald Jensen og Th. Stauning, som p mdet d. 3. januar krvede at forbundet to- nede rent flag og bekendte kulr. Nogen officiel forklaring kom som nvnt ikke frem, men sagen fik heller ikke en afslutning. S sent som d. 30. april 1911 klagede Bjarnholt, som sta- dig var redaktr, sin nd til D.s.F. og henviste til rygter om at D.s.F. nskede at overtage Arbejderbladet. Selv kan jeg ikke vise mig paa en Talerstol fordi 27
27. 27. mit tj er for slidt -De (C.F. Madsen) vil kunde forstaa, at jeg lnges efter en ordning, og det er snarest. 59 Brevet afslrede bladets fortvivlende kono- miske forhold og omtalte forbundets manglende aktivitet, og det evindelige splittelsesarbejde i tyende- og landarbejderbevgelsen.Samarbejdet mellem Bjarnholt og Chr. Christiansen var p nulpunktet og en udsigt til at sidst- nvnte evt. skulle vre redaktr ville i flge Bjarnholt have alvorlige konse- kvenser for forbundet. Det er fortsat min aldeles sikre Overbevisning at et Redaktrskifte igen vil gre det af med vort Forbund til stor Moro for de radi- kale. De radikale som Bjarnholt hentydede til var Westergaards forbund, som var domineret af personer med tilknytning til Det radikale Venstre. Den strandede bladordning viste imidlertid, at arbejderbevgelsenikke ville be- tale i kontanter for at bevare en position ityende- og landarbejderbevgelsen. Men droppe den helt ville man naturligvis heller ikke. I resten af ret 1911 bevarede arbejderbevgelsen sin tilknytning til Tyende- og Landarbejderfor- bundet, men det blev i rollen som tilskuer ved en skueplads hvor der stort set ikke foregik noget som helst. Alligevel mdte arbejderbevgelsen talstrkt op p Tyendeforbundets kongres i Kbenhavn d. 19. november 1911. Sekretr Otto Schmidt fra D.s.F., Lyngsie fra DAF samt to gster fra Kbenhavns Tjenestepigefore- ning. Fra Socialdemokratisk Forbund deltog Th. Stauning. Kongressen blev Tyende- og Landarbejderforbundets sidste egenkongres. I 1912 gik forbundet i oplsningog ophrte med at fungere fra efterret. Kon- gressens beslutninger blev derfor betydningslse, da det allerede kort efter viste sig umuligt at fre dem ud i livet. Til nyvedtagelserne hrte et omfat- tende program, srdeles fyldige love og en beslutning om at arbejde for en indmeldelse i D.s.F. Forbundets stilling var ca. status quo i forhold til forrige kongres og bladet havde fortsat svre konomiske problemer. Det eneste op- muntrende var mske, at en rkke gamle pionerer fra 1907 vendte tilbage til ledelsen. Det hjalp imidlertid ikke. De opmuntrende taler fra arbejderbev- gelsens ledere indgd mske hb om bedring blandt de delegerede, men lyt- tede man opmrksomt efter, s indeholdt de heller ingen konkrete tilsagn. Efter kongressen var det ogssket med den konomiske sttte fra arbejder- bevgelsen. Den 6. januar afslog D.s.F. at yde et ln p450,00 kr. under hen- visning til, at forbundet i forvejen stod som debitor61. Hermed faldt en af kon- gressens store mrkesager: trykning af medlemsbger. Den 7. februar ng- tede D.s.F. at give et bidrag til agitationen. Det samme gjorde DAF d. 2. februar og Socialdemokratisk Forbund d. 29. februar. Disse afslag var nppe tilfldigeeftersom formndene fra de tre organisa- tioner var gensidigt reprsenteret hos hinanden. Arbejderbevgelsenhavde en anden plan med Tyende- og Landarbejderforbundet. D.s.F. trdte nu i baggrunden og overlod initiativet til Lyngsie (DAF) med Socialdemokratieti kulissen. Den 28. marts 1912 holdt Lyngsie og Johannes Nielsen fra DAF mde med 28
28. 28. Chr. Christiansen om et nrmere samarbejde. Hvordan mdet var kommet istand foreligger der intet om, men det foregik i Kbenhavn, og det er tnke- ligt at invitationen kom fra Lyngsie. Han havde ogsudarbejdet forslaget som i forkortet gengivelse gik ud p 1) at DAF sikrede Tyendeforbundets blad konomisk 2) at DAF bekostede alle agitationsudgifter 3) at DAF bistod med Tyendeforbundets administration. Alt dette kunne ske under forudstning af, at Tyendeforbundets ledelse indkaldte til en kongres inden udgangen af 1912 og p denne anbefalede a) at forbundets afdelinger indtrdte som passive afdelinger under DAF b) at forbundets kontor fik sde i Kbenhavn og c) at Chr. Christiansen midlertidigt blev valgt som redaktr. Endelig var det en betingelse, at forbundet vedtog at sge samarbejde med Westergaards for- bund og blad med DAF som mgler. ' Forslaget forklarer arbejderbevgelsens afvisning af konomisk sttte til Tyendeforbundet. Arbejderbevgelsen og specielt Lyngsie arbejdede nu for en sammenslutning og hertil tjente det ikke noget forml at sttte Tyendefor- bundet, s det kunne holde sig oppe alene. For Lyngsie var forslaget ikke noget fait accompli. For ham var det vigtigste p kort sigt en sammenslutning af de to landarbejderforbund og sikring af en konomisk sttte som gjorde det muligt for landarbejderne at f skabt en slag- kraftig organisation med mange medlemmer. En tilslutning til DAF kunne s senere komme p tale. Derfor kan det heller ikke have vret et stort nederlag for ham, da hans eget forretningsudvalg ikke kunne tilslutte sig forslaget64. Derimod fik han lov til at deltage i Landarbejdernes Fagforbunds kongres d. 3. april. Sagen var imidlertid ikke afsluttet hermed. I juli - mens Lyngsie var bor- trejst - skulle den igen behandles i DAF 's forretningsudvalg og i den anled- ning skrev Lyngsie 18. juli til Stauning: DAFs Forretningsudvalg holder imidlertid Mde Tirsdag og Onsdag frstkommende. Gaa hen og tal med Det. Du kan jo ringe frst og aftale Tidspunktet. Du br navnlig fore- holde mine Folk to Ting, for det frste Sagens store Betydning for hele Socialdemokratiet og dernst at Tyende- og Landarbejdemes Organisation vil vre en forstue til DAF. Du skal ikke stikke selve mit Forslag frem igen, men fastholde Grundtanken, der findes nppe noget andet praktisk brugelig Grundlag. Hvis Forretningsudvalget henskyder Sagen til Hovedbestyrelsen (vor), vil det vre hel- digst om dennes Mde blev naar jeg kommer Hjem midt i September. Naa, jeg behver jo ellers ikke at give dig dessinger, men jeg kender jo bedst mine Folk. H.M. Hansen var ellers den der var mest imod Sagen, men han er jo nu borte.|5 Lyngsie interesserede sig brndende for sagen og det lykkedes at f udsat behandlingen af sagen i DAF til efterret. I mellemtiden syntes begivenhe- derne at g som de skulle. P Tyendeforbundets hovedbestyrelsesmded. 31. marts accepteredes forslaget med henvisning til, at der ikke var tale om en indmeldelse i DAF, men derimod tale om konomisk sttte og opfordring til at sondere mulighederne for samling. Bjarnholdt fratrdte endvidere som redaktr og erstattedes af Chr. Christiansen. Den 2. juni udkom sidste num- 29
29. 29. mer af Arbejderbladet. Chr. Christiansen var ingen succes. C.C. anlagde sig Lorgnetter, Redaktrmappe og Stok, men glemte helt at tage i Bevgelsenog krte helt i staa efter at have redigeret Bladet et halvt Kvartal, skrev Bjarn- holdt bittert til Stauning. Den 8. sept. nedlagde Chr. Christensen sine hverv - officielt pga. en ndret holdning til tyendelovsforslaget - og han erstattedes af Laurids Nielsen. Forbundets navn opretholdtes, men det stod i en bevidst venteposition. Lyngsie fik imidlertid problemer med sit bagland. P et hovedbestyrelses- mde i DAF d. 2 okt. blev sagen forkastet trods ihrdige anstrengelser fra bde Lyngsie og Johannes Nielsens side. Selvom der var enighed om det rig- tige i at sge at f de to landarbejderforbund sluttet sammen, s var der ikke stor tiltro at landarbejder- og tyendeorganisationen kunne udvikle sig til noget positivt trods konomisk hjlp fra DAP. Lyngsie stod tilbage med en halv sejr. Det lykkedes ham senere at bringe de to landarbejderforbund sammen, mens resten af hans strategi blev slet itu. Der blev ogs udtrykt nogen utilfredshed med Westergaards forbund p mdet i DAF's hovedbestyrelse. Det blev hvdet, at forbundet arbejdede imod arbejderbevgelsens interesser. Dette forhold var ikke uden sandhed, men ogs her var man p nuvrende tidspunkt ved at ndre holdning. Landarbejdemes Fagforbund havde siden starten vret domineret af geor- gister og folk med tilknytning til Det radikale Venstre. Forbundets program og politik var p en rkke punkter forskellig fra Tyende- og Landarbejderfor- bundets. Den vigtigste forskel var, at den georgistiske id om jordbeskatning, som universalmiddel til lsning af det sociale sprgsml p landet, indtog en dominerende plads. Hertil kom en mere positiv holdning til en revision af Ty- endeloven, og forbundets definition af dets placering i forhold til andre orga- nisationer. Landarbejdernes Fagforbund ville vre selvstndigt, men sge samarbejde med alle venligtsindede politiske partier. Sidstnvnte standpunkt reprsenterede resterne af Westergaards tidligere holdning. Westergaard og hans blad Arbejdervennen orienterede sig nu henimod georgismen, ind- ledte et samarbejde med husmndene og forsgte sig med en kurs uden om arbejderbevgelsen. Selvom det gik godt et stykke tid s voksede modst- ningeme stt indenfor forbundet. En rejsning af landarbejderbevgelsen blev snart gjort vanskelig i et samarbejde med husmndene, som flte sig som un- derklassens reprsentanter p landet. Husmndene deltog p forbundets kongres i 1911, men udeblev igen i 1912. Landarbejdemes Fagforbund havde ligesom Tyendeforbundet en rkke faglige krav om kortere arbejdstid, hjere ln osv. pprogrammet. I lngden kunne en konfrontation med georgisterne i den rabiate kategori ikke undgs. Georgisterne havde en tendens til at henvise alle problemers lsen til en jord- reform. De fandt kampen for hjere ln og kortere arbejdstid for ganske util- strkkelig og de var absolut imod strejker og brd sig heller ikke om fagfore- ninger. P kongressen i 1912 kom det derfor til en voldsom debat om jordre- 30
30. 30. Onsdagen d. 1. November Kl. 8 Aften afholdes SlllllllllllllMllll i tilollslu'zmlzt,lautzastateSt, DBlll'tllllll'llllTjllllllllll'lllllllll. Frk. Kathrine Jensen, Nstformand i Kbenhavns Tjenestepigeiorening. llllllllllllllllllllllllpl'lll'lllll Mill. Hr. Laurits Nielsen, Formand for Tyendeiorbundet. Derefter Sang af Hr. Asbjrn Meyer. (Ved annuum.) lllllltltttllltlltltNlll'tlllalltlillu. tiloltsiureuiuutn,,fl'tllt,D.0.f. Indbydelsetil alle Tjenestefolk!Afholdsfolkenes Ungdomsforening, Kbenhavns Tjenestepigetorening og Tjenestekarlenes Organisation afholder Fllesmde Torsd. d. 2. Novbr. Kl. 4 Eftermiddag, Nrregade 26, 3. Taler vil blive holdt af: Hr. Poul Lund, Frk. Frida Langwagen og Hr. jrgen Hansen. Lbeseddel fra efterret 1912, ABA 31
31. 31. form contra fagforeninger og selvom forbundets ledelse fortsat efter kongressen var domineret af georgister, s var det en kendsgerning, at den georgistiske nd som herskede i forbundet blev afklet en del ude blandt for- bundets medlemmer. Selv Westergaard havde svrt ved at give georgisteme ret nr talen gik ind p ndvendigheden af de fagligt-konomiskekrav. Flgen blev en mere ben og positiv holdning til Socialdemokratiet. Den kom til udtryk i Arbejdervennens spalter og blev bret frem af Westergaard selv og af nye initiativrige folk som Oscar Levinsen og Rasmus Ankjr, som begge senere fik hje poster i Landarbejderforbundet. Der kan ikke herske tvivl om at Lyngsie gjorde sit til at overbevise Westergaard om ndvendighe- den af sammenslutningen. Selvom splittelsen ikke havde vret speciel skade- lig for tyende- og landarbejderbevgelsen- de to forbund havde delt marken mellem sig, Tyendeforbundet p midtsjlland og Landarbejdernes F agfor- bund ved Odense og p Holbk-egnen - s var den p langt sigt et onde. En sammenslutning var ogs kun en ydre ramme. Blev den gennemfrt s stod alle de gamle stridspunkter endnu tilbage, herunder srlig sprgsmlet om hvilken kurs landarbejderorganisationen ville flge. Samling og programdiskussion Den 2. februar 1913 mdtes 75 reprsentanter fra de to landarbejderforbund til kongres i Odense. Fra arbejderbevgelsen deltog folketingsmand Marott og fra DAF, Lyngsie. Trods de politiske og personlige modstninger og uenigheden om ml og midler s gjorde allerede de frste taler det klart, at ledelsen fra de to flje var kommet til kongres med en positiv holdning til sammenslutning. Denne blev ikke noget problem for kongressen, men det betd ikke, at landarbejderbev- gelsens problemer var ude af verden. Bortset fra viljen til sammenslutning s vedstod de to flje deres tidligere synspunkter. Carl Westergaard forsgte dog at vre samlende ved at tildele splittelsen en mindre betydningsfuld rolle og istedet se optimistisk plandar- bejderbevgelsens fremtidsmuligheder. Hmskoen for bevgelsen havde frst og fremmest vret arbejdsgivernes modstand og organisationens mangel p midler. Modgangen havde imidlertid - iflge Westergaard - modnet bev- gelsen og givet den en rkke erfaringer som var vigtige for dens udviklings- muligheder. Formanden for Landarbejdernes Forbund, den ivrige georgist Oluf Ander- sen, var mindre indstillet p forsoning. Efter hans mening skulle landarbej- derbevgelsen vre upolitisk og istedet hvile p et fagligt grundlag. Med sidstnvnte mente han det jordfaglige. Den konomiske kamp og kravene om bedre arbejdsforhold ans Andersen for utilstrkkelig.L.P. Nielsen fra Ty- endeforbundet imdegik disse synSpunkter. Vel kunne man ikke plgge medlemmerne et bestemt partitilhrsforhold, men det politiske liv var ikke 32
32. 32. landarbejdeme uvedkommende. Konsekvensen af Oluf Andersens opfattelse var ensbetydende med, at lovgivningen blev overladt til overklassen, og det kunne landarbejdere og tjenestefolk ikke vre tjent med, hvdede Nielsen. Af hensyn til det overordnede ml afstod man fra yderlige diskussion. Iste- det tog man beslutning om, at de to forbunds programmer og love skulle sam- les af den nyvalgte hovedbestyrelse og forelggesen kongres i 1914. Videre vedtog kongressen, at sammenslutningen skulle ske p et rent fagligt- konomisk grundlag og at der i programmet skulle lggesvgt herp.Land- arbejderforbundet skulle st uafhngigt af de politiske partier, men pforslag af Westergaard blev det vedtaget, at forbundet tillige skulle arbejde i tilslut- ning til det vrige arbejderparti og at forhandlingerne med DAF skulle fort- sttes". Sidstnvnte beslutning var formentlig en alvorlig ment tak til Lyngsie, som havde vret hovedmanden bag samlingsbestrbelserne. Den var udtryk for en mulighed der skulle prves igen, ikke et valg af en kurs - dertil var alt hvad kongressen havde besluttet kun en prve p sammenslutning. Indtil videre var det er r til at best den og give den et nrmere bestemt indhold. Efter kongressen var bevgelsens kraftcenter ingen samlet p navnet We- stergaard. Til forretningsfrer var Carl Westergaards yngre bror Sofus blevet valgt. Hovedbestyrelsen bestod af navne som Oluf Andersen, Jens Srensen, Carl Westergaard, Ingemann, Axel Hansen, L.P. Nielsen og HF. Bertelsen. En overvgt af folk fra Landarbejdernes Fagforbund, idet kun Nielsen og Bertelsen korn fra Tyendeforbundet. Det politiske styrkeforhold lod sig imid- lertid ikke mle p denne mde eftersom Bertelsen var lidenskabelig georgist. Derimod var Hansen, Ingemann og Nielsen socialdemokrater. Landarbeidemes Fagforbund var imidlertid kommet til kongres med en ubetinget fordel. Arbejdervennen eksisterede og Westergaard var ogsefter kongressen bde bladejer og redaktr. Det eneste nye var, at forbundet var blevet reprsenteret i bladets ledelse med HP. Bertelsen. Carl Westergaard var sledes i besiddelse af forbundets kommunikationsmiddel til medlem- merne og han kunne sammen med sin bror tegne landarbejderbevgelsen. Konsekvensen heraf blev, at forbundet med raske skridt bevgede sig i ret- ning af situationen fra 1909. Forelbig skulle der diskuteres program og ikke overraskende viste det sig, at hovedbestyrelsen mtte undlade at samle trdene til t program, som kunne forelggesen kongres. Programarbeidet blev istedet henlagt til afdelingerne og kredsorganisatio- nerne. Allerede i efterret blev det klart, at diskussionen ville komme til at st om et georgistisk-radikalt prget program og et socialdemokratisk ditto. Frstnvnte var med f ndringer identisk med Landarbeidernes Fagfor- bund program. Allerede forinden da var der utilfredshed med den skaldte sammenslut- ningsom den blev benvnt. I et brev Stauning d. 20. april oplyste den tidli- gere forretningsfrer for Tyendeforbundet Chr. Christiansen, at bevgelsen 33
33. 33. p Midtsjlland betragtede sig som indordnet under det Westergaardske for- bund og at der var stor tilfredshed hermed. I konsekvens heraf ville man for- sge at udgive sit eget blad og opfordre Socialdemokratiet til at danne et land- arbejderforbund, og handle mens tiden var moden ... de radikale lurer ved hver Lejlighed der gives for at dette Parti kan tage Patent paa at Tyendet og Landarbejdeme skal tilhre dem, og ikke mindst her paa Midtsjlland.7l Stauning tog det roligt og advarede mod et nyt blad hvorefter sagen blev stillet i bero. Stauning gik imidlertid ikke fri af begivenhedernes gang. Han blev gradvis den person, som de socialdemokratisk orienterede landarbejdere satte deres lid til og som snart kom til at spille en hel central rolle i samlingen af landarbejdeme. I november 1913 sendte Axel Hansen, landarbeider fra Refsvindinge - det socialdemokratiske programudkast for landarbejderforbundet til Stauning, som senere offentliggjorde det i Den soc. Presse. I brevet gjorde Hansen det klart, at mlet var en kraftig agitation for programmet, sledes at radikal- georgisterne ikke endnu engang kunne f overtaget p kongressen". Pro- gramudkastet, der var udarbejdet sammen med Rasmus Ankjr fra Lolland- Falster, krvede Landarbejderforbundets tilslutning til Socialdemokratiet, srlig DAF og undlod helt at nvne jordvrdiskatten. Istedet krvedes eks- propriation af storgodser og indfrelse af statsfste. Til kongressen, som skulle finde sted d. 9.-10. april i Odense, var der lagt op til en ideologisk konfrontation, hvis udgang mtte anses for vigtig for Landar- bejderforbundets placering fremover. Men som allerede nvnt havde sammenslutningen af de to forbund ogs medfrt andre problemer, frst og fremmest bladsprgsmlet,hvor der var lagt op til en strid med Westergaard. Endelig var det oplagt, at den socialde- mokratisk orienterede flj, som bestod af folk som Rasmus Ankjr, Axel Han- sen og Oscar Levinsen, ville forsge at f strre indflydelse i ledelsen. Uanset udfaldet af programdiskussionen var det sledes pforhnd en kendsgerning, at kongressen mtte blive indledning til en ny styrkeprve i landarbejderbe- vgelsen. Programdiskussionen tog hele kongressens frste dag. Efter en udvalgs- behandling, hvor Stauning og Marott gjorde alt for at forlige parterne vedtog kongressen et program, som alle kunne g ind for. I programmet var begge parters synspunkter tilgodeset, dog var der mindst til Oluf Andersen, som mtte undvre doktrinen om forbundets politiske uafhngighed.Istedet hed det, at landarbejderforbundet skulle tilstrbe et tt samarbejde med de vrige arbejderorganisationer. I jordsprgsmletvar jordvrdibeskatningen bibeholdt side om side med tanker om fllesdrift og ekspropriation af store godser. Programmet var et kompromis med hldning til den socialdemokrati- ske arbejderbevgelse. Det var imidlertid temmelig rummeligt og derfor af- hngig af den valgte ledelses hovedsynspunkter. For tilhngerne af Landarbejderforbundets politiske uafhngighedviste 34
34. 34. erfaringerne, at der forlbigikke var noget at frygte for programmets henstil- ling om at tilstrbe et samarbejde med de vrige arbejderorganisationer. Den 19. oktober 1913 havde Landarbejderforbundets ledelse nedsat et ud- valg bestende af brdr. Westergaard og L.P. Nielsen til at forhandle med DAF om et samarbejde. Deres mandat ld p at forhandle sig frem til en samar- bejdsaftale under den forudstning at Landarbejderforbundet bibeholdt sin selvstndighed. Hvad der er blevet sagt under forhandlingerne med arbejds- mndene vides ikke. Carl Westergaard udtalte blot p l4-kongressen, at DAF nskede overtagelse af Landarbejderforbundet og ikke et samarbejde. Lyng- sie var imidlertid blevet srdeles fornrmet. P DAF's kongres i august 1913 sagde han: Naar Tyendeforbundet ikke er indbudt, ligger det i, at Vestergaard er deres bedst egnede Mand, men han er en uregerlig Mand, en Mand, der er som et Vejrflj. Men Evne har han. Det skulde vre en Kusk paa Vognen; hans Evner skulde ledes i den rigtige Retning. Men han har modarbejdet os, saaret os, og derfor er Forbundet ikke indbudt Nrvrelsen kunde vkke en Del Ravage; han vilde spilde vor Tid. Der har vret Sprgsmaal om at etablere Samarbejde mellem Tyendeforbundet og os paa de Betingelser, at vi konomisk og moralsk ydede dem Sttte, og at vi fik Indflydelse efter visse Regler paa dets Ledelse og deres Blad. Paa de Vilkaar turde vi ikke paa egen Haand slaa til. Men nsker Kongressen Samar- bejde, maa den tage Bestemmelser og give Ledelsen den forndne Bemyndigelse i saa Henseende". Som det ses nskede Lyngsie trods skuffelse fortsat et resultat, men umid- delbart fr Landarbejderforbundets kongres i 1914 afslog hovedbestyrelsen at forhandle videre og tillige at sende Lyngsie til kongressen. Denne kongres var sledes blevet den frste uden fagbevgelsensdeltagelse og Stauning og Ma- rott var alene om at reprsentere arbejderbevgelsen. Landarbejderforbundet vedtog alligevel at gre et nyt forsg og pkongres- sens 2. dag plagdeden hovedbestyrelsen at fortstte forhandlingerne. Be- mrkelsesvrdigt nok modtog Carl Westergaard ingen kritik for dette for- handlingssammenbrud med DAF. Kritikken samlede sig alene om Arbejder- vennen og den var langt alvorligere for Carl Westergaard. Isr den socialdemokratiske flj var utilfreds med bladet. Man nskede istedet et for- bundsorgan hvor ledelsen havde en tilfredsstillende indflydelse. Dette nske blev imdekommet af kongressen som p forslag af Stauning vedtog en reso- lution, hvori det blev plagtet udvalg at fre de ndvendigeforhandlinger med Arbejdervennen. Dette udvalg bestod nsten udelukkende af Wester- gaard-modstandere: Axel Hansen, Ankjr, Ingemann og Lauritz Madsen, S. Westergaard og Oscar Levinsen. Endelig af Sundbo og Marott fra Socialde- mokratiet. Heraf havde Carl Westergaard kun sin bror og Lauritz Madsen samt muligvis Marott at sttte sig til. Det samme gjaldt forbundets hovedbe- styrelse, hvor Sofus Westergaard ganske vist blev genvalgt til forretningsf- rer, men hvor alene Oluf Andersen sad tilbage som Westergaards aktive sttte. Udadtil var brdrene Westergaard tilfredse med kongressens forlb og i et 35
35. 35. brev til Stauning udtrykte Sofus Westergaard hbet om at kongressens beslut- ninger ville danne grundlag for en virksomhed til alles tilfredshed. Brevet var skrevet 4 dage efter kongressen og det indeholdt samtidig et andragende om konomisk sttte til forbundet s det kunne overtage Arbejdervennen. Brevet var skrevet pegne vegne uden om bladudvalget. Kampen om forbundet var begyndt - snart skulle den forstrkes for siden helt at lbe lbsk. Kampen om Landarbejderforbundet Bladsprgsmlethavde vret konstant kilde til problemer og strid indenfor tyende- og landarbejdernes organisation. I betragtning af, at der siden 1908 havde hersket uenighed inden for bevgelsen var det naturligt, da bladet havde haft svrt ved at dele sol og vind lige. Bladet havde endelig - bortset fra perioden med to blade - vret strkt knyttet til navnet Westergaard. I 1914-15 blev bladsagen endnu engang udgangspunkt for strid inden for Landarbejderforbundet. Den udviklede sig dog ikke kun til sprgsmletom at finde en ordning vedr. Arbejdervennens tilknytning til forbundet, men til en afgrende kamp om ledelsen i forbundet og dets placering fremover. Den 7. juni skulle der vre mde i bladudvalget angendeArbejdervennens overgang til forbundet. Men allerede forinden havde Rasmus Ankjr - blad- udvalgets formand - skrevet til Stauning om flertallets planer. Utilfredsheden med Arbejdervennen var ved at n bristepunktet. Det udkom uregelmssigt, mistede derfor abonnementer og annonceindtgter, og hovedbestyrelsens flertal nskede iflge Ankjr, at Carl Westergaard blev udskiftet med en an- den. Bladudvalget var endvidere i besiddelse af oplysninger om, at den radi- kale bogtrykker Kr. E. Petersen, som lnge havde trykt Arbejdervennen, havde tilbudt at udgive bladet for egen regning. I brevet fortsatte Ankjr: Nu beder jeg Dem bidrage til, at vi Socialdemokrater spiller d'Hr. salonradikale Storka- pitalister en god Trumf ud, saa vi kan vinde Spillet. Dette kan ske ved, at vi socialdemo- kratiske Landarbej deres Forslag gennemfres: Lad den socialdemokratiske Presse, Soci- aldemokratisk Forbund, De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsmandsforbund fmanciere Landarbejderforbundet til straks at forberede et Landarbejderugeblad, saa det kan udkomme d. 1. Juli. Saa vil den socialdemokratiske Aand (som den br) prge Land- arbejderbevgelsen.Og de radikale vil vre forhindret i at erobre vor Bevgelse.77 Selvom bladudvalget ikke p forhnd var begejstret for at overtage Arbej- dervennen, s var det tvungen til at forhandle med Carl Westergaard herom. P mdet d. 7. juni viste det sig imidlertid hurtigt, at en overtagelse var ureali- stisk. Westergaard var nok indforstet med en ordning, men stillede betingel- ser. Bladets aktionrer skulle have indflydelse p bladets ledelse, og for- bundet skulle antage Westergaard som redaktr, i det mindste til kongressen i 1915. Disse betingelser - endsknt de kom passende for flertallets planer - vakte stormfulde protester. En overtagelse ville betyde, at forbundet mtte dkke bladets gld, kbe aktionrerne ud og lade sig ptvingeen redaktr. 36
36. 36. Det harmonerede drligtmed forbundets nske om indflydelse. Forhandlin- gerne brd derfor hurtigt sammen og endte endog i tumulter". P mdet havde Ingemann hvder, at det var bedre og billigere for for- bundet om Arbejdervennen gik fallit og at forbundet oprettede et nyt blad herefter. Nr dette ikke umiddelbart kunne lade sig gre s skyldtes det, at Westerng havde et aktiv, nemlig Arbejdervennens abonnementer. Skulle forbundet oprette et blad via kontingenteme s krvede det en kontingentfor- hjelse og ikke mindst et samlet forbund. Resultatet var, at