ÅRBOG FOR

ARBEJDERBEVÆGELSENS

HISTORIE 2

1972

M

Redaksiumlmmit

DORIUT ANDERSEN

CLAUS BRYLD

0mm CALLESEN

NlELS FINN cHRIsTmsEN

Lmr LARSEN

VAC-N oLL'r NIELSEN

ÅRBOG FOR

ARBEJDERBEVÆGELSENS

HISTORIE 2

1972

UdgivetafSelskabet tilfankning i

arbejdnbewgelsen:hixtnn'z

FREMAD

Bvx/mv

Årbog [nx uheidcrbevxgclummmm 2

© samme Lil fanhüng i

ubejderbevzsclxms historie 1972

Bogen af at med Bukervllle

og uylu ; Gentoile BuguykkgziPrima in Denmark 1972

ISBN 57 557 0525 7

Redaktionskomilecn er imeremxet i

.nedan-bejde m Inn-nel hid: og opfordrerm indundelse af mmuxkripler

.nu Inrslag m sådanne en;

,39kang ;il forskning i

ayqunbeusgdmn: hmmm:

eller nl redakdunxkomileem ulinær.

zrldvax norm Andcuen)

szrglmlt zaj 5200 ;mm

ÅrbajderbevægeæensBibliotek on A.va

UDGIVET MED STØTTE

AF STATENS HUMANISTISKE

FORSKNXNGSRÅD

Indhold

Claus Lanen: Loui; Pio, baggrund og udvikling 1868712371 7

T eve Lund: Fagbevægelsen: forhold til samarbejdspoüük-

ken194042 ... .. v. 71

Socialdemokrau'em taktik under mgeñngxkn'sen1913 Nog.le breve Ira Th. Smuning, ved Bent L. Johansen. 124

Anmeldcller 133

msr lægger op m debat mn: skolebønnms indhold. Vlgn 01m Nm.

5m. , Danmark: kummunimh pm; 50 1:. md. al' Alma Jensen 0g

Pe) Kristensen, Gerd Clllgsgn. _ Vagn Dybdlhl: Paniu og Erhvm,1m Jurmbizk. , Rüdiger mm: Die pcliu'xhe smmur der dam.

:Chen Widmmdshmgung im zweitm Welka-Izg, Mogan: Nichen. -

Jem Engberg: Luu'u Pia og slaget gi Padledm, Vagn om Nizlsgn, ,

J. 0. Krag eg x 5. Andersen: Kmp og (omyelx. Sodaldenwkrnigu

induu i dansk politik 1955,71, Hi Jalgzn Nielsen Kurt Konzyk: Die

Plum du deutschen Sazmamokmie. Ein: Bibliographie, Willy Mm.

vad. * Tidukrifwvcnigt 196849", Gud Callesen.

Louis Pio

Baggrund og udvikling 1868-1871 (1)AF CLAUS LARSEN

I. Indledning

Da Oluf Bench i efteråret 1959 arbejdcdc på sin anüml dl

Dansk Biografisk Leksikon om Lnnjs Pia, igangsæncrcn af

den socialdemokraiske arbejderbcvxgclsc i Danmark, sendte

han Hnnry Bruun et udkast dl kritisk gmnemsynn. I sit eller!

meget anerkendende nal-brev af 13. dec. 1939 anholder Bmun

den “iøjnefaldende Dixprnpuniun, ;n kun un 5 % al Anildcn

handler om Tiden før 1871, Halvdelen af Mandens Liv og dm,hvorfra hans stum Karakter og Oanzdcn egundlg skulde

forklares”. Formemlig har Bench straks indrammet, al. dette

var en alvorlig mangel, men du nu udbedring, som Bruun selv

bemærker, ville "kræve megen Tid l Forbindelse med en Lek-

sikonaxtikel”, har man måttet afstå (lethal Desværre fik han

haler ikke senere, Eksempclvis under udarbejdelsen af første

bind til En bygning Ul' 1?er fra 1954, den nødvendige tid til-

dvcn. Det lykkedes ham derved aldrig at supplere sine gmnd.liggende studier af Pins liv :har 1871 med noget tilsvarende

lør det skelsættende års. Heller ikke andre i på en enkelt und-

lagclsc nær4 , har siden 1939 gjort noget alvorligt forsøg i

denne retning.Skam Bartok og Bruun sålcdcs sandsynligvis begge ha: er-

kendt en udlmækkelig viden om den tante halvdel af Pias

liv, har de dog alligeval flere steder på dette spinkle grundlagdraget m vidtgåendckonklusionerö, Dette :x jo langtfra Ene›

slåmdc og kan vd i visse sammenhængevære nødvendigt; men

deres konklusioner vczln Flo har imililcrlid fået en for dem

gansk: utilsigtet virkning. Gennem disse er de nemlig kommet

lil at sætte videnskabens sltmpd på den traditionelle og endnu

i nutiden udbredte opfattelse af Pio, der i Virkeligheden kan

7

[en-es tilbage til 18704cmcs hetz mod socialismen i (lilnindclig-hed og mod ,.overløberen“ Pio i særdeleshcd.

Ifølge denne npfanelse, som man i mere eller mindre af.

dæmpet Iurm møder i alle senere iransrillinger, var Pio nok

velbegavet' men han var også en flagrende 0g impulsiv natur,der aldrig l længere tid lod sig tilfredsstille ved det samme

arbejde. 'Dette bygger man på, at han gjnrde flere lotgæves

forsøg på at skabe sig en alsndemisk karriere, at han søgte

stillinger man hér, snnrs dén samt at han: da han endelignpnåede en sikker stilling :men ved hæren eller i postvæsenet,inden så længe atter opgav den

Med henblik på hans senere udvikling ellngger man ligeledesde sociale følger af denne påståede ubcslandighed stor vægtHvis han var kommet frn et velsüllet hjem, ville hans ssadigeskiften arbejde ingen rolle have spilch; men des fremgår, at

familiens og navnlig hans egne midler vnr yderss beskedne.

Alt i alt iromsdllcdss han således mm en person, der r trods

sine evner - havde meget svaert ved at finde sig u'lretre i'

et,

og som derfori flere perioder så at sige måtte hurle sig igen-nern. Dfsess helt direlssn hævdes du yderligere, ar det var hans

persnnlige og sociale nederlag, der var, ernend ikke den eneste,så den udslaggivcnde årsag til him politiske virkmmhcd fra;

sommeren lun. ved at forerage denne følgesluming får man

rilrned Pin til er ligne den ,,lypiske”revolutiommand eller sam›

illndsstormnn Fnr denne, siges der, har Livet som regel kun

bragt ydmygende nederlag og deraf følgende social nød, og

skylden hrrfnr tillægger han nmgiwlserne og i sidsre instans

snniundess. Opfattet på denne måde skulle det alrså hoved

sagelig være negneive følelser af hsevn og had. drr inderst inde

drev Pin fremad.

En væyentljg del al den foreliggende artikel kammer derfor ti|

at bestå i en gennemgang af Pias ydre liv i arene, fnnrd for

hans polirislse gennembrud aamr en vurdering af, om den

hidlidige opfattelse af Pin herefter vil kunne holde. Men dette

er kun et delmål. Den cgtmligc npgave er gennem en behand-

ling af bide ham ydre eg hum indie. liv i årene 186871871

E

nr belyse famdiæmingmla fin og :tudl'eme i Luul'J Pin: polilisk.idevlogirlrr udvikling henimod :utiall'rmens

Med ;omdsorninger iomsás, er der i deste arbejde gris ud

im, nt Pios overgang til sucialismcn, hvor pludselig og hvor

afhængig si en aktuel ydre påvirkning den end måtte fare-

kemme, siiigevel ior en del kan føres tilbage til iorhoid og be-

givenheder i hans liv, der ligger ier sommeren 1871, Med

nudler menu inser i et bestmt forløb, der mere eller mindre

klan; lodes sig opdele. Dette nes også ni, at der tales om Pins

ndvilrling. Thi dette udtryk må jo implicere, at der opereresmed er begyndelsestidspunkt, et slntpunkt og nogle punkterderimellern, der alle er forskellige fra, men alligevel iornd.

sætter hinanden. Pio kan bevæge sig frem og tilbage, og han

kan gøre det i skiitende tempi; men hele tiden ioregir der i

forhold til et begynddsespunkl og et slukpunkl. Skadicmc er

således de mellemliggende punkter, idet det dog skal hemserkes,at en udvikling kan iorrne sig mere Hydende og derior sværere

opdelelig, end valget af udtryk mâskc antyder.PalitiJk-idvaløgixk skal forstås sådan, at Pics politiske opiac.

telse vil blive set i sammenhæng med de ,.dybcmliggcndc“iilosoiiske og religiøse overvejelser, han samtidig måtte have

gjnrt sig e ogsri selvom de skulle være meget langt Ira os ind-

tage en klar og logisk plads i en inet, velinnrleret tnnkebygning.De må med, dels iordi der kan have vaeret ad denne vej, Pia

naede irern til socialismen, dels lordi socialismen sædvanligvis

oprettes som en ideologi, rl.v,s, et svssem ni ideer, der nmspaamder så at sige hele menneskelivcx, de "dybereliggendr' log in

klmivc. Endelig med Jacialiime menn« hverken en ,.utopük“,en .hidenslmbeligz en ”rvuirimlistl'sk'r eller en hele fjerde ude

lægning. Som order her til blive anvcndt, betegner det ude.

lukkende det meget brede spektrum ai politiske fornemmelser,betragtninger og ideer, der i simindelighed enhringes under

denne etikette. Hvor i spektree Pini 1371 selv reite sig hjemme,eller hvor han oslfre en nutidig betragtning mirte befinde sig,er indtil videre uden imeresse. Foreløbig skel kun inlges ham

inssve iorsign'ge skride i retning af opintselses, der har substans

9

nok til at blive katalogisemdc sum socialistiske, men endnu cl'

for løse u'l, at de kan henføres til én buslcmt retning. Føml sc-

nere i denne lrernslilling, i samme min som Pin mer-mer sig et

(estate, personligt standpunkt, vil en nærmere bestemmelse af

hans politisk-idculugiskc placering indenfor mcialismen blive

fumgt.Hvad üdsafgrænxningm 1868-1871 angår, er den valgt efter

en gennemarbejdelsc af de indsamlede oplysninger. Herunder

fremkom et kildcmalcrialc, der - iomdem at danne at efter

bedrle skøn Lileraekkeligt kildemæssigl grundlag for en under-

søgdde som denne e ihøj grad bekræftede en førch, umiddel›

har lommrlnirlg om, at den til dette brug mest oplysende periodeiPios liv val' tidEn lige lør og under hans politiske gennembrud.Afgrænsningen til den ene side blev mere pmcist lag: i

januar mes. skønt de eneste kilder til Pics indre udvikling [ømstammer fra 1869, blev dene tidlige tidspunle allin rere

trukket. Derved skabtcs der nemlig mulighed for at inddmgeoplysninger om hans ydre liv, der skønnch af betydning for

hans incelldttucllc udvikling. Til den anden side blev valgtdecember 1871, fordi han på dette tidspunkt brød ud af sin

danske isolation, som han hidlü, trods en vis konelspondancemed udlandet saml. læsningen al udenlandske aviser, pjecer og

bøger, havde befundet sig i. Få dage før udgangen af 1871

m hnn således ankommet til socialismeus daværende ,,hoved-

stad” Genêve, hvor han trådte i direkte inrhindelse med

ledende europæiskemeningrleller. At også Pin relv oprnuededette ophold som afslutningen på et afsnit og begyndeldm til

ec nyt på den bane, han syv måneder før var slået ind på, rel

af, at han ved sin hjemkomst omsider ofl'cmligt Vedsted nn

socialistiske overbevisning. klan må derfor kunne betraglc de

foregående fire år som en relativt algraensel enhed. Der var i

denna periode, del aigørende ormving i hans liv skete, hvis

årsager,forløb og indbuld det er denne ariikels mål at afdække.

Det her trykte omfatter kun eiden før september 1870; men

i en senere afhandling vil intimtan føre fremstillingen videre

til december 1871.

10

II. Fra jam/lv 1868 til .reptzmbør1870: Farberedebe og

ansættelxe

I januar 1353 føl-rettede Pip tjeneste som sekondløjmant

ved 13. balaljon, der havde hjemsted i Sølvgades Kaæme

i København. Del havde han gjort riden august året før, hvor

han med link havde modtaget e| tilbud om at genindkæde i

limen.

Efter at Piu i begyndelsen af 1360'erne tre gange forgæves

havde forsøgt at bestå opmgehesprøven lil Polyteknisk Lære-anstalt og i et halvt år havde undervist ved Østre Borger-dydskoleu, meldte han sig ved kn'gsudbmddct i januar 1864 til

hærenl. Han gennemgik rescrveofñcersuddannelsen, blev raid:

lil immen, men kom aldrig i kamp. I november samme år

hjamscndtes han med rang af sergent og modtag samtidig løfteom ved en :men: indkaldelse at blive anvendt til officemtjcnu-steg. Dem: blev indfriet, da han i juli 1867 modtog ordre om

at gøre tjeneste i august og september måned. Han udnævntcs

til sekundløjmam ved injamerleLs krigxreserve og alkommnnde,

ledes 13. bataljonl Hermed var han imidlertid ikke Lilfreds.

Da hamljonen tilbød sine sekundløjtnantet en yderligere tjene-stetid på er år, kunne Pio næsten ikke hum'gt nok svar: bekræf-

Lande. Ovedor bataljonen begrundede han sig tilsagn ,,i min

Lyst til at uddanne mig yderligere i milimir Retning, ligesomogsaa i Ønsket om nmligen at kunne opnaa en for mig hæder-

lig stilling i Emnlidwa,

i løbet al sin tjenestctid, der men bestod i vagttjenate ved

officielle og mililzre bygninger og anlæg i byen, blev Pio en

enkelt gang idmm 43 timers vagtan'est lor en mindre lor«

sømmelsel, Af stime betydning i denne sammenhaeng er imid-

lerdd, m han i maj 1868 på en forespørgsel meddelu batal-

jonen, at "jeg ikke ønsker min Tjeneste forlængelus. Efter at

have deltaget i balaljonens lejmphold i Hald i de lølgende

sommermåneder, hjemsendles han derfm min planlagt i alm.

ningen af september issue

Il

Hans militære ioresanes bedømmelse nl ham som mldat. og

oflicer må påkalde en vis interesse. Af den irerngär det således,

at. han, såfremt han havde modtaget tilbuddet om forlængetljenesçeud, ikke ville være blevet indlemmet; dmil var han

,,enclnu ücke“ egnet. Videre hedder det, al. hnn ,har erhvervet

sig et ret godt Kjendskab dl Tjenesren; han har været udhol.

dende og ufonrøden i Lejrrirlenå Bemærkelsesvaerdigler det,at ham evner min befalingsmand bedømmes ril az være "miledre gode, og han mangler Anlæg :31 at undervive Mnndskabet".

Han menes heller ikke at have været ,,synderlig duelig ved

Øvelserne i Marken”, men tilgengæld har han: ,,Fnrhold været

gode ng ham Legemidlsland er gudW.Om denne blandede bednmmelse har Pin dog sikken værer

ganske uvidende ved sin hjemsendelse, ellemm den var im'-

lmlig; men selv hvis han havde kendt den, ville han have haft

god grund til at vaere tilfreds e mindst Ligeså tilireds, som da

han året. før fik mulighed for atter at overgå til aktiv tjenesteHans nlslag i maj på Lilbuddet om endnu et ar i hæren kan

naeppe have vaerer nogen lillaeldigherl. For at linde Årsagenhertil må vi tilbage i tiden.

I årene efter den slesvigske krig foretog Pia sig meget for-

skelligi.. Han havde nu definitivt opgivel forsøget på at. skabe

sig en akademisk løbebane; mms han nprethnldl livet ved

privatundervisning, [og han kumn i regnskahwzsen og bagholderi og søgte. henimod slutningen af 1865 anrserlelse ved

Nalinnaibankcn og i finamministeriet. Samlidig overvejede han

iflg. egne opgivelrel, da hans lnmkellige ansøgninger blev al.

slået, at søge ind ved poslvaencts. Først 16. april 1866 gjordehan imidlenid alvor zl denne plan; men også denne ansøgningblev afslåel". Dette iik Pio til at anmode om en personligsamtale med generalpostditektør Danneskjold-Samsøe, hvor-

under han modmg lølle om al. kunne i betragtning, næste gang

en stilling skulle besættesmv Du derfor et embede blev opslåetledigt i december samme år, mindede han skriftligt generalpostdlrcktøl'enom der. afgivne løllc, saml tilføjede en bemærk-

ning om, ai han tillige høne til dem. der "ifølge det Reserver

I)

oliicereme givne Tilsagn, skulde komme i særdeles Betsngtningved Besættelsen'ql,

Denne tilføjelse var i dette tilfælde på sin plads. I den

annonce, Pio reflekterede på, haddcr det nsmlig, til der i her\-

hold Lil iusalutiunøn af 29. szlømbcr 1860 til den ledige stilling.er indrømmtt Resewc-Olficerer fortrinsviis Adgang, trusse.

vidt de have erhvervet den nødvendige specielle anuddannelseog overhovedet besidde de fornødne Q'alifikalioner“'2.

Den kgl. resolution af 29. september 1850 var resulmtet af

et kompromis, som finansministen'et, hvorunder postvæsenet

snnerede, havde indgåetmed krigsministcyict, Delte havde læn«

ge hnft ret til at anbringe veltjente militaerpersoner i sikre stillin.

ger indenfor bl. n. postvæsenet, når de ikke laengere kunne bru›

ges i hæren. Ved den nye ordning i msn overgik denne ret i

princippet til finnnsministerlet; men det skulle dog k)an vaere

sådan, at meweol'ficefer hevde en fondnmêl til embeder

som pnstmester og postskriver, ,naar de forøvrigt ere i Besid-

delse af de fornødne Qvalifikadoner og derhos hnve erhvervet

behørig Fagdannelse“13. Herved filt postvæsenet mulighedfor at bremse den hidtidige praksis, nemlig ansaettelsen af milj-

tserpersoner, selvom de var fagligt ukvalifircmde. Og for yder.ligere at sikre et vist professionelt niveau lod generalpostdirelt-tøl'erl kan efter de løst ansatte pøstlunlttiorizrer vide, at de,hvis de ønskede et embede, forinden ,,hus Krigsministerietmaatte søge Adgnng til et blive nddnnnede som Resen'wffice,

[EHth For i fremtiden at blive ansaL luxvcdcs således lo Ling:faglige kvalifikationer i lige så høj grad som en reserveomcerse

uddannelse.

Dette havde Pin endnu ikke, i hven fald ikke i Lilsfrækkeligt

omfang. Stillingen, hnn søgte ons, gik til en andens Imidlertid

gav men han. ogsådenne gang et håb at leve på, og nu havde

det et mere konkret indhold. I sti:ch for stillingen blev det

ham tilbudt et begynde som ,sVolontsiiN ved pestkontoret i

i Køhmøgergnde. Skønt dette arbejde var ulønnet og ikke

nogen egentlig nspdtsntstilling, tog hnn imod det og tiltrådte i

januar 1867”, Årsagen hertil var vel først og fremmest, at

13

det gav ham mulighed for er tilegne sig den faglige indsigLsnrn han :af gode gnmdn mzngledr; men et sådant tilbud måne

yderligere kunne opfattes som en antydning af, at han, såfremthan klarede sit arbejde tilfredsstillende, kunne regne med en

egenrlig snsasrrelse på lidr laengere sigt. 1 nverensstemmelse hen

med skriver hen således i en senere ansøgning Lil postvmet,er han ,som Velonrsir har hele Tilladelse til ar gjøre sig bc-

kjendl med Expeditioncn saavcl i Bmpost- som i Pakkeposk-afdelingen'qå En garanli for en senere amaelleee var det ikke;men der var, som han skriver, en "Tilladelse", der gav ham

mulighed for efterhånden at gøre sig kvalificeret.

Som sådan og med denne formål arbejdede VicJ indtil han

indkaldves ril hæren i augusr llie7. Denne tumânedelstjenutevar tvungen, så den kunne han ikke sige sig lri for; men hvorfor

gik han ind på denldover at forblive et helt år ved hæren *

i stedet for at vende tilbage til sit arbejde ved poswnenel?Fjemede han sig derved ikke lse det mål, han silsyneladende i

det mindste ilden april året før havde sat rig?Hvilke fremlidsplarler, Pia hal haft i eftemmmcran 1367, er

der umuligt at sige noget om. Men hvis man tænker sig, ar kan

fortsat drømte nm en karriere indenior pessvaesenez, ion-.kam-

mer han! ansøgning om ar genindrraede i nlrriv rjenesre særdeles

velavervejet.I foråret 1867 må Pia, i beuagming af det uhyre lille antal

nybesseslelser indenfor postvæsenet i disse i: og det sandsynlig-vis ret store antal kvalificerede ansøgere til diüe stillinger, være

komme'. til det nedslående resultat, at hans chancer på dem:

område indenior en overskuelig fremtid var meget små”.

Samtidig mi han have spurgt sig selv, hvar kvalificeret han

egenng selv rar, både i forhold sil de Øvrige ansøgere mg til

de krav, der srilledes. Bomet ;ni en studentereksamen og noglekurser ville han fagligt kun kunne henvise til nogle måneders

arbejde som volontør, Og hvad hans mililaere srarus angik,havde han gjers sjeneze imindre end et år og var endnu kun

offioersaspilant. Hverken det ene eller det andet måtte virke

saerlig imponerende eller kvalilieerende.

14

Så er det, kan i iurbindelse med genindkaldelsen i eftersom-

metan ms7 dels udnævnte til sekendlejermnt, dels fár tilbud

om er gere tjenesre som sådan i et ar. Hvis han genneminrtedette, mens ansaeetelseenruliglredeme alligevel var minimale,med hvor megen seer-re veegt kunne lran sir ikke i irerntiden på-heråbe sig reserveomcemmes ret dl at komme i .,saerdeles Be-

Iragming“ ved nybesaetaelser? Ville han så ikke med udsigt til

en bedre virkning end følste gang kunne spille dene kort ud?

Den: ræsonnement bygger min naevnt ikke på kilder, men gå:alene ud fra hypotesen orn, ai han endnu i eliermmmeren

1357 drømte om at blive posternbedsmand. Imidlertid synes der

ihøj grad at iinde støtte i de eitedølgende bcgivcnhcdsforløbrFor det første giver iran under sin iøjnzfaldende iver for at

kumme til at rjene i et år aldrig udtryk for ønsket om at gøre

karriere indenfor lim-ren Ganske vist begrunder han sin ansøg-

ning med, at han vil uddanne sig ,yderligere i rnilirair Reie

ning“; men straks ener tilføjes det, at den tigre skyldes endtet

nm at opnå en ,Jiaderlig Stilling i Fremtiden: På denne måde

må dee relative i begrundelsens første del undcmrdnns det alrso.

lune i dens anden del, d.v 5. en ,,lrsederlig Stilling* er

ikke en linjeeiiieersuddannelse. Tværtimod ma denne iornru.

lering fontås adan, at den militære uddannelse skal hjælpeham til en civil srilling engang ude i fremtiden. Og for det

andet afslår han i maj 1368 at få forlænget sin tjeneste med

yderligere et ar. Selvom han narurligvis kan have skiiter meningsiden auguse årer inr, må cgzå dette pege i rerning af, ae han

havde andre tanker med sin løjtnantsljcneste end en fremtid

indenior lraeren. Hen var nu sekendlejtnant og havde en læn-

gere tjenesrerid bag sig; dermul lrelmvede han ikke at uddanne

sig videre militaert.

Skønt risikoen ler ettermtionalisering ikke kan udelukkes,må det endvidere bemzrkes, at Pie, nål' han senere så tilbagepå sin miliraere tjenestend, anbragie den i netop dene perspek-Liv. 1 en ansøgning .il postvæscnet im auguse 1870 lredder det

således:“

. .i 1867 laa jeg et Aar ., til Tjenerve eg erkvervede

mig dm'ed iielge Bestemmelserne ee inmget Krav paa at kom-

15

me i Bcrmgming ved Bortgiveleen .i mindre mmnhder".

Også i en ansøgning fra januar 1869 anbringer han begiven-hederne i denne sammenhæng; men derudover føjer han en

intcmsant detale til. Efter at have fortalt om sin tid som

vulnntør og om den følgende rid, hvor han Lê ,,ti1 inet Tjenestesom Lleutenant”, skriver hz '

, , ng kort eller min Permission

remme jeg gjen rnit Arbeide i Postmnioimt“|5.

Der må således vaere god grund til at nu, at Pin i ertemrn.

meren 1867 gik ind i hæren med den klare hensigt at forbedre

sine muligheder ler en fremtidig ansættelse ved postvæsenet.Ikke blm tik han derigennem ,,ilelge Bestemmebeme et loregetKmv“ på en stilling; så man han igen var civil fortsatte han

sit arbejde som volontør. Nu var hans militære status km-nmet

op på et virt niveau, så nu gjaldt det igen hank teglige kvali›

likationer.

Endelig efter yderligere fire måneders arbejde mm vnlnntnr

lykkedes det omsider for Pio at blive indstillet til en arbejds-apyvc, der var lønnet. På grund af en posukrivers midlertidigebonrejse konstitueredes han i januar 1359 i dennes sted, og som

sådan arbejdede han indtil den horuejstes tilbagevenden ved

udgangen :d juni samme år lv.

Beretter vendLe han ikke tilbage vil stillingen som volontør;

efter ialt 11 måneders frivilligt arbejde og et halvt år som kon«

stitueret postskriver kan han meget vel have følt, er han både

fortjente og var kveliiicem til noget bedre. Men da der ikke

lor øjeblikket var ledige stillinger at søge, ophørte for en dd

hans direkte iorhindelse rned pnetvnereneeEn medvirkende Årsag til, at Pin trak rig tilhnge til en vente-

periden, kan også have været, at han siden sin hjemsendelseinet før havde haft ansættelse som lærer ved Østre Borger-

dydxskolen. Som nævnt havde han allerede undervist dér i efter«

Året 1863; fra mmmuen 1368 var hans ældre bmr Jean, der

var klzuiik filnlog, tiltrådt som forstander for skolen, og det

var givetvis ham, der fik sin ikke helt så sutcærigc lillebror

genansat på skolen”.I skoleåret 1868-69. rl.v.s. til dels sammenfaldende med Pins

lä

tid som konstitueret postskriver, underviste han de levere klas-

ser i ing som gengraii, fysik og matematik. 0g således lort.

satte han jaevnsides med sine andre nktiviteter hen til vende

punktet i iorsornrneren 187121, Bortset ira dette vider naesten

ingenting orn Pics iorlreld snrn underviaer.

En ai iulgerne af afskndcn med postvaesenet i sommeren 1859

var sikkert, at han nu mr tid til at ga i ing med en helt ny

opgave. Tidligere hnvde han litet antaget nogle oversatte bi.

storier i underholdende og oplysende tidsskriitern; men i det

iolgende efterår iorsogte han sig i en større målestok indenior

joumalisükken.i begyndelsen af oktober startede Harald Brix, Pioa ;netter

og senere kampfællc i arbeidetirevaegelsens iorste âr dcl dagblad,der hed bagt-Avisen. Brix var dels udgiver, en Julius Jnoobsendels redaktør, og ionnatet var fire ret små sidern. Ifølge pre.

sentationsartiklen i det fame nummer, den 5. oktober, skulle

det ikke veere en almindelig aids, men et specielt annoncer og

adæsseblad, der xpædedesop med anekdoter og sma'myt.Dette

program iulgtes imidlertid kun til hen imod rlutningen ai ok.

teber måned. Fra dette tidspunkt begyndte bladet at bringeudenlandske og danske nyheder, hentet irn den hjemlige og

også fra den europæiske presse, og der korn i den følgmdc tid

længere anikelserier om hovedsagelig politiske og kirkelige em.

ner. Denne nye linie varede dog kun ved til omkring midten ai

doaember, hvomfter ikke kun lneswlkt blev mindre, men

også nnnoneer-ne færre. Endelig den 30. deeernher udkom Dagr.Avuen med sit 62, og ridste nummer,

Hvis man laeser aviren igennem, vil man ikke et sted iinde

Pics navn. Alligevel kan der kun meget dårligt herske tvivl om,

at han i en periode var med til at præge den. I Louis Pia. En

biogm/itk Skim, der i deoemher 1872 udkom uden tot-latter-

angivelse, men som efter alt at dumme er skrevet ud den biogru.lerede selv, hedder det således, at "borger Pia” i ”169 ,,for en

kort Tid overtog Redaktionen at Dagx›AUiJørl,som Brix udgav,og hvis hele Retning stemte med den senere socialistiske, men

da Feretagendet var for stort anlagt i forhold til de disponible

172 Arbeiderbemsherrs Himmiik: saruiurtn

Penge, maatte det opgives, og Pia lovede i det sidste Nummer,

at Publikum man skulde høre fra luqu igen“2'1.Også i sine

"officiellc" erindringer fra 1877 nævner han dette lorllolrl,

ligcwm C. W. Klein bmgæ DngJ-Avnøn's økonomiske fallit

mod Pio under pnm'stridighedeme i 187625.

Hvis man ydcxligcm ser de enkelln nnnsro nøje eller, vil man

hist og her iinde nmiskendelige tegn på hnns tilstedeværelsew.

I den nævnte afskedsartikel omtales “en Lmdic Mand" som den

udlarendc krsit på blsdet. Pio fortæller, at de to igangsættem,hvormed iorrnentlig menes Brix og Jacobsen, efter nogen u'd

ville gøre Dags-A vinen mere samfundskritisk. Dette turde de dogikke selv påtage sig og opsøgte derlor ,en tredie der

kunne være ,.vort Sværd”. i betragtning af, at de artikler, der

tydeligvis er skrevet af Pio, alle ligger etter den konstaterede

omlægning af bladets linje sidst i oktober samt, at signalementetaf dtn pågældende iøvrigt har :en stor med Pia, må det

være nærliggende at tro, at miullltn rned sværdet var Pie selv.

Selvom Pin altså forblev anonym under hele sit medarbejder-vsknh, er det sikkert, at han arbejdede på bladet, og sandsynligt.at det drejede sig om perioden fra slutningen si oktober hem

til dets lukning og inuit sidst i december.

Langt mane held havde han med sig, da han i samme died!

fik udgivet Sagnet om Holger Danske Den Udbrsdslrs og Fare

hold til Mythalvgien, Op gennem GU'eme havde han arbejdetmed sagn- og religionsl-iiswriske emncrv hvilket hl, s. hans bety-

delige hjemlån irs Det kgl, Bibliotek indenfor dette. (imrådc

klart viserM; men først med denne meget omtalte afhandling

gjorde han sig offentligt human-kat som sagnfoxskcr.Set i lyset af begivenhederne i 1371 indeholder Holger Danv

sknbogen, snm det senere vil fremgå, meget al interesse. Dét,

rnnn imidlertid i senstiden bed mærke i og lovpriste var, at han

prøvede den i Tyskland og Frankrig udviklede, såkaldte kone

paralive mythologi på nu segngrnppe, hvis danske udløber var

segnet om Holger Danske I Danmark, skriver Pia i sit forord,findes ,,ikke saa fza Samlinger al nordiske Folkesngnll; men

mdnu er der ikke "gjort noget Folsøg paa at gruppcm Sag-

18

nene, nt vire deres slægtskab med ln-mrnede, eller _ hvad der

er Hovedsagen at vise, hvilken Rolle de har spillet i Folke-

mmmeme« religirllse L'dviklingahisleriem.Efter anmeldemer nzslcn udelre mening laldl Pics forsøg

på at bibringe dansk sagnierskning nye impulser heldigt ud.

Københavnske aviser og blade aflede megen plads på bogen,og ogaa nderrlanddre Eldsskxiltex gav den en maende omtale”.

Højdepunkternc i denne henseende var Pias ven. Maximillian

Bruhns kritik på forsiden af Fedeelandel, Efter en naearen

ubrudt nekke af Jovord sluLLel' denne af med ar udtrykke ior.

vimingen om, at lodatterm i sine iremu'dige arbejder, som

udenlandrke vddenskabsmaends anerkendende ermale al hans

bog må have opmuntret hnrn ril, ,,med endnu arme Lerbed

vil kunne bahuske der rige sæl, den komparative Mythologiallerede frembydcl'KKN.

Hvor venskabdig denne kddk end var, så må en sådan og

bedadgcede anmeldelser i andre blade i høj grad have styrketPics selvtillid og også ham anaeelre samtldana 1 den ialgendetid arbejdede han da også videre med sag'nhismn'en og iik i

løbet ai 1370 udgivet tm mindre ,,Fol.kebøger“,indeholdendr

genoplrvk af aeldre bcmminger om mærkelige hrendeher

blandt almneiolk. Selvom de tre småbøgcx blev rigeligt (1th

i pressen, kan de ikke vaere blech nogen større suocus, idet en

ljeide udgivelse, der annonccredes på bagsiden af de ut fame,aldrig udkemal.

Under ah dene, i iorbindelse med rin jævnlige huden påDer kgl. Bibljerek, begyndte Pia rilsyneladend: at drømme om

en levevej rom aagninrsker eller bibliotekar, eller måske kunne

disse to erhverv lorenea. Den 16. augukt lam søgte han ihvert

fald en ledig assisoempladx på Der kgl. Bibliorek, og det var

ikke fame gang "Siden jeg sldsle Gang ansøgte om en Plads

paa Bibliothekct”,skriver han således] rin ansøgning”. Men

endnn engang akiilieder han; ai de afslag på ansøgninger lra

Pia, der kendds, var dette der avvende.På dene ddrpnnkr var der over et. år siden, han havde forladt

postvæsenet. I rnellmin'den havde han arbejdet som kerer,

19

journalixt og saguiorsker, men man tager nok ikke fcj i. at han

konstant fulgw med i udbuddet af ru'llinger ved poatvaetenet.Som det vil forstås, va: dene ikke en uoverkomrnelig opgav-e,

Således reagerede han prompte lorste gang, et embede blev

opslået ledigt, der svarede til han loyhåhnlnger.Det var i

marts 11170, og i ansøgninan gør han som så ofte før rede for,hvad han er, og hvad han kan; men som noget helt nyt slutter

han ;I med _,tillige at paakaldc Dams Excellcuccx Godhcd".

Årsagenhertil var, hævder han, at ”jeg e der siden rnit symm-de Aar har væltet henvist til at cmæn: mig selv, r i den sidsle

Tid mer og mer har mangch det fornødne, lønnede Arbeide

ior at kunne exiateee og saaledes kun med Ængstelse kan see

endog blot. den nærmest: Fremtid imøde““. Men hellcr ikkc

dét hjalp, han rnltte leve videre med en eilrltert svindende

tro på sig selv og på fremtiden.

Også næste gang en slilling blev eonuneezet ledig, .ellektorede

han, Da: oflicielle meddelelse kom ud dm 20. juli, men denne

gang gik der hele ti dage, inden han fik udlormet sin ansøg-

ning. Grunden hertil var naeppe tvivl, om han ville have den

eller ej; men han havde siden midten ai juni og lrern til sidst

i juli gjort pligtig officerstjmeslc i lejren ved Hald, hvortil

kommer at den hamletvdee krig, der netop var brudt ud, havde

skabt et stærkt røre i det daxuke tout e Pio givetvis Lang-dra

nndtagetu. Iflg. annoncen skulle ikke mindre end the embedet

som pnsteltspedient vaere besat fra den 1. september, og tilmed

vil de alle lorbehnldt reserveofficerer”, I sin ansøgning af 1.

august understreger Pie da også p'a det kraftigste, at han nu

igennem de sidste fire-fem år havde bestrsz sig på at komme

til at opfylde bcggø de opstillede kravss. Del-far, men også lordi

det denne gang drejede sig om ikke færre end fire ledige sdlv

linger, ha. han fom'lemlig selv følt, nt hans chunwr var større

end nogensinde før.

Så meget desto dybere rn'a skquc-Jscn have vaeret, da han

endnu på den anførte ansættelsesdalo, den I, september, var

uden svar im postvæsenet, Uiuntåleligt ville det derlor absolut

ikke være. om han nmkring dene tidspunkt helt havde (abl

20

modet og desperut søgte etter en udvej. I sine erindringer tor.

tælle! han, at han kon efter den fransk-tyske krigs udbrud,hn'lket .ne være i disse dage, alvorligt overvejede at melde sigsom frivillig på den iranske side. Han forsøgte helt tydeligt at

give det udseende et, at det kun var hans irenrke svrnpstier,der drev ham; heride taler dog, at han ikke lcqu den 1.

august søgte postvæsenet, men også den 16. i samme måned

havde søge om assistentplildscn på Det kgl. Bibliotek, dvs. i

god tid efter krigsudbruddci. Hans drømmcricr om at bidrageaktivt til Frankrig: forsvar synes derfor snarere, eller i det

mindste i lige så høj grad, at være bestemt af den desperatesituation, hnns fortsatte mislykkede iemg på et sksiie sig en

seilling havde bragt ham i. Det tidspunkt, hvor han ikke laengereville kunne udholde det ydre og indre pres, han givetvis længehavde lem under, måtte forekomme ham famiruende nær.

Men du var det, ionmller han videre, mens ,jeg stod i Begrehmed ut eirejse derhen s. Tilfældet vilde, at jeg netop samme

Dag iik Vished om, et Jeg var udnævnt til Postskrivur i Køben.

hnvn og denne ,,Lykke“, sum Folk kaldte det, bestemte migtil at büve“57. Denne deg vnr den 6. september, hvor han ion

uden sin udnævnelse modtvg besked om at melde sig Tje-neste ved Kjøbenhavns Overposmeslcrcmbedl: den 1' næste

Maanedwa.

Selvom Pie l 1877 overlegene forsøger at dhtsneerc sig fra

begivenheden, var den åbenbart i 1370 også [er ham sier nuk

til, at han aflyste sin udlandsrejsr eller måske blot holdt op med

at drømme om den. l,Min Fremtid var hikret“, tilføjede han

dog e

og hvsd ha: det ikke betydet for en mand som Pie pådet pågældende tidspunkt? Efter sine talrige, mislykkede iomggerman de sidste fire-(em år på.at opnå en ”hædeng Stilling*han kunne leve af, var han nu omsider blevet mbødmmnd 4

med alt hvad det indeher af social eryghed og prestige.

Når man beskæftiger sig med Pies ydre liv forud tet han!

politiske gennembrud, udgør den 1, nktnher 1870 simpelthenvendepunktet,

21

Som søn af en officer var Pio voksel Up i en lainilie og et

miljø, der satte militære værdier hejm. Økonomisk sad ismilien

meget hårdt i det, og heller ikke samlivet medens forældrene

synes at have været gndzêñ; alligevel lykkedes det at lm de

m nsnner, jean ng Louis, lrem til en sludcnlueksamen. Da lam

det mål var nået, var du komme: over én af de sværest pauahleog mest sigørende iorhindringer på vejen op ad tidens sociale

rangslige. Hemflex målte del belmgtes som aldeles urænkcligi.at de skulle :øge en uddannelse eller C1. erhverv .,undcx“ et vist

nimau, disemptlvis indmior hisndvserkel og den mindre han.

del. I kraft al dens eksamensbevis havde de nemlig skaffet sigadgang til de lag i befolkningen, der lor næsten alt i verd:n

ville undgå at skulle ernære sig ved rent lysisk arbejde. Iøvrigtvar Jean og Louis så alt sige født til et liv blandt disse; ikke

ét medlem af Pio-.velacgteni lide det 19 århundrede tjente sit

bmd som håndværker eller arbejder”. Dette betyder imidlertid

langtfra, at de var født ind i samfundets øverste sociale lag. Som

sønner af en lavere officer måne der for dem at se være betyde-

ligt højen til samfundets (op, end der var dybt til dets bund.

Jean havde held til såvel uddmalsesmæsigt som ægteskabelig!at løfte sig højt dlvejrsu; Louis derimod, for hvem studierne

mislykkedes, gik det allerede i IEGO'lzmc ganske anderledes.

1 dt:th lii: kom han til at tilhøre det yderste og derlor mest

udsalle lag af borgcnkabeu undexside, der ikk: blüt kæmpedehårdt lor at stige lilvejzs, men også og måske endnu mere lm

at undgå al synkc til bunds Han og hans ligesdllede kan derior

karakteriseres ved, at de på den ene side søgte at holde sig in'

al den fremvcksende arbejderklasse og på den anden havde

vanskeligt ved at skalfe sig del i bourgeoisiets privilegier.I arkivpdkkeme i Rigsarkivet ira dens og de følgtndc tiåx,

det indeholder ansøgninger til ledige embedet indenlor staten.

iindes cang vidnesbyrd nm denne gruppes eksisnens og rel

betydelige nmiang. Til en enlwli: stilling kan der vere snesevis

al ansøgninger, og de menneskeskæbner, der heri bloslagges, har

en har slående lighed med Pics i 1860'erne. Talrige er appelvlerne lil modiagerens gndhed, ligesnni oplysninger om livsvilkår,

22

der svarer til Pias, går igen og igen. Adskillige fortæller naesten

som han, at de siden, de forlod skolen, havde måttet. ernaere sigselv, og at deres materielle situation nu var så ussel, at de kun

med aengstelse så fremtiden imnde. sa gennemgående en hb

standdel af tidens ansngninger er disse triste levnedsloo iml ›

lertid, at man kunne få en mistanke om, at de var et alminddiglaeeepleret virkemiddel i sådanne skrivelser, at de med andre

ord i hojere gmd vnr et lersdg på et hledgnre modtngeren end

en snnrl beskrivelse af ansøgemes virkelige forhold. Dog fordi

historier om fattigdom og hioloshed er almindelige, behøver de

jo ikke at vaere usande, For Pins vedkommende gælder det i det

mindste, at han havde overordentlig god grund til at iøle net.

tet snarnme taettere og miele omkring sig. sa sent som i sit

23. år havde han endnu ikke lormâet at skaffe sig hverken en

egentlig uddannelse eller en fast stilling med fremtid i. Bag en

inende af nobel, kultiteret og selvsikker hongerlighed har han

lonnentlig savel legernligt sem sjaeieiigi levet fm kanden og i

munden.

Foruden de direkte. ndnvk for, hvordnn det var at tilhøre

borgerskabets nederste lag, indeholder arkivpakkeme et andet

vidnesbyrd om ansøgernns nødsituation, Tydelig-ds har det

vaeret yderst almindeligt, at en ansøger ikke nøjedes med over

en arraekke alene at søge én form for stilling og kun dm. Nogetsådant kunne man simpelthen ikke tillade sig, hvis man ville

gere sig håb om et embede. Nogle prøvede sig lrern indenfor en

række heslaegtede områder, mens andre henvendte sig så et sig:overalt, hvor en stilling blev opslket ledigds. Også dette kendes

Jo mere eller mindm fra Pin; ni ansøgninger fm hans hånd

har vi viden om, afsendt i løbet af en'emes sidste halvdel til

forskellige statslige instnreer. Men det er der altså ikke nogetoverraskende eller usaedvnnligtved. sdm sine standsfa-lles have

de han måske mere lyst til det ene end til det andet arbejde,men at kunne nelgs imellem [0 eller flere mniigheder har været

en tilstand, han kun kendte til i fantasien, Med den ene e rnen

ril gengæld overordentlig vigtige _ begrænsning, at det ikke

måtte fore ham socialt ,,nedad“, her han uden hensyn til, hvad

2.?

der egentlig interesserede ham, måttet søge naesten alle de ledi.

ge jobs, han mødte på sin vej, og vaere man end glad til, når

det en enkelt gang lykkedes.

_

ya denne baggrund kunne man evenaakes over, at l>io tmda

alt havde overblik og udholdenhnd nok Lil gennem mere end

iire år at iaaehalde postenrbedet som de mål, hvis det han i

ventetiden ellers fomøgte sig indenler skulle mislykkes. Den

,,Ivee og store lnrerease iet Fosu/mener”, han påberåber sig i

ansøgningen fra januar 1869, virker uoværdig og må have

været ovrmrdcmlig. På den samme baggrund vil man naeppe

heller kunne undre sig, hvis Pio indenier de samme “rt-fun åx

udviklede et ringet anspaenrlt forhold til den burgerlighod i vide.

ste forstand, han på sin måde vedhlivende levede indeninr.

Spørgsmålet;er fejlen kun min? må i hans vekslende tilstand ai

hablashed ag desperatien have ligget han. snublende naer.

Men så den 1. ekeeher 1870 tiltrådte han som ppsnekapedientved pestgnrden i København. Såvel i andres som i egne øjnemåtte hans hideidige liv med ét tage sig ganske anderledä ud.

Udefra set var det nu blevet muligt ler perninneret kaptajnVilh. Pins yngste søn, pmieseer Jean Pie: lillehrnr, at påbegyndeen for ham “passende”kam'cxe. Som så mange andre [rn del

lavcrv borgr'nkab havde han han visse vanskeligheder mcd at

komme rigtigt igang, og det var svæn helt at mene, at han i

sin tid havde måLch opgive en akademisk labebane; men nu

d.v.s. eiter ansættelhen, var dette naeppe ai aigatende betydningfor hans almindelige omdømme' Til hans undskyldning tjente

jo iøvxigt, at de vanskeligheder, han havde måttet slås med, var

gældende for næsten hvemmmhelst med et n'lsvatende socialt

udgangspunkt som hans. Hverken uddannelse eller stilling var

blcvct ham givet ved fødslen; dem begge skulle han slås for r

og

alligevel havde han lennået gennem ea mange år at insthelde

sit oprindelige ønske! Da det endelig lykkedes for hane, må det

være blevet respekteret som en mr pemmljg triumf,

Allerede forinden sin ansættelse _ men ved et tilbageblik i

høj grad lnrekannet al denne e havde han på nogle områder

24

gjon sig fordelagtig: bemærket. Han havde gennem sin delu-

gelse i den elavigske krig og sin et år lange tjenesLe min sekund-

løjtnant bevist sit patrimiske sindclag, og han havde udsendt en

sagnllislclxisk allinndling, der skañede ham en rosende omtale

i mm og udlandet. Allerede inden ansættelsen har disse to for

hold utvivlsomt skabt en vis uspckt omkring ham, og efter

ansættelsen må de have givet ham en ansedde, der var ret ene-

stående for en 28-årig postcmbndsmand, På ét punkt kunne

han til gengæld lei mere kommet galt afsu-dl Hvis det havde

været almindeligt kendt, at det var ham, der i DagJ-Aviim i

eiteråret 1869 havde kritiseret sin samtid, så ville han: chancer

for at gøre karriere indenim staten formodentlig helt være gået

Labl, og også hans forhold til sine nærmeste omgivelser kunne

have lidt :kadc44. Man dette undgik han jo fornuftigvid ved om-

hyggcligt ni helde si: navn udenfor bladets spalter. På denne

måde blev det billede, det københavnsk: borgerskab havde af

ham i september 1870: den kuldveiede sagnforskcr, den patriwtiske sekondløjtnant ag den nu vclcmblcrcdc pustcmlzcdsmande sikkert uden nævneværdige slagxkygger.Også indeim se«, d.v.54 for Pie selv, må udnævnelden have

kastet et nyt lys over hans Liv i 60”:me. Skønt han havde stridt

hårdt for at opnå en gud stilling samtidig med, at lnm skulle

skaffe til det daglige brød, hnvde han jo grund til den aller-

;tømt Iilfrcdshcd. Når han kastede et blik tilbage, har han

derfor naeppe iøli sig :pmm forfulgt af skæbnen eller samfune

det. Dels havde han nået det, han havde kmpet fur, del:

var de vanskeligheder, han havd: kæmpet imod, de almindeligebetingelser lo: iolk af hans slags. Og på visse områder havde

han jo endda han ovuskurl dl at gøre sig leidelngdgc bemær-kec. Foruden sin nyemvervede polition i samlunde: og de demi

ilydende indtægterkunne han sáledes bryste sig med beviser påbåde dannelse og fædvølandskævlightd. I en tid og cl samiund,

livnr netop dine værdier var nei-lig værdsatte, må del i høj

glad have styrth hans sclnillid. Han må have føl! sig mere end

zkrcpteml ide middelstdndxkreddc, nen iaexdcdes i til daglig, og

yderligere konstateret en vis zespeld og inieresse for sin person

25

i ,,del bedre selskab", han gennem sin larnder nu og da havde

laet duften at.

Uden diskussion var Pins liv op til ansæltdscn nrseget al

en voksende nød og usikkerlnad og stirn ialge. herat sikkert ogsåal en stigende mindreværdsfølelse. Dette rnritte kunne disponeraham for aL udvikle sig i samflmdskxilisk retning. Ikke blot

ville han kunne deltage i en kritik af de forhold, der blev budt

det lag af småborgue. han selv tilhørte; han ville ionnentligogså kunne ,,fl›mlå“,hvis folk fra den egentlige underklasse

heldagede sig hver en tilvaerelse, der, så vidt han kunne se, stod

i et skærende mislarhuld til det liv, han vidsæ, det vnlbjærgede

horgcnkab (arte.

Eiter ansættelsen har han vel ikke fortrængt disse bitre rnin.

der; men hvnr de. har kunne danne haggninden for en lsritisls

huldning til sarnlundet, iorekomrner det mest sandxynligg at de

i lrenitiden sltulle id den stik modsatte virkning L'ndersngelserindenlnr ioüalpsylsulugien har således vist, at folk ira lavere

sociale lag, der ved egne kræfter har svunget sig dlvcjrs i sani-

fundet, i' reglen bLivez mere ubøjelige fuxsvarel'e af den ehisær

rende sarnrundsardning end folk, det på grund af iadsel eg

hedre sociale kår er kommet lettere til deres positioner. Det

tilsyneladende paradoks bestar almâ i, at selvom de kommer

,,nedefm“, modarbejder de si at sige enhver slags forandring,også ng måskr navnlig hvis den er til iurdel for de snriale lag,de selv kurnrner fra. Arsageme hcnjl er flere, men den afgø-rende er utvivlsomt lrvglen let. at soaialpulidshe indgreb sltal

undergrave deres surt erlrvenede positioner og dermed under

en eller anden Ion-n bringe dun ubehagelige tonid tilbage. Når

de si ihærdigt modsætter sig sociale aendringer, er det altså

ikke på rrntls ai dcrcs fnrlidt men netnp [ni grund af denne,

Vel var Piu ikke tra den egentlige undedtlasse, ej heller var

han endnu kernrnet sæxlig højt tilvejrs; men han havde dog lra

en yderst vanskelig udgangspnsitinn ng ved egen hjaelp erobret

det vigtigste. nemlig adgangen til de øvre sociale lag. Før l.

alttnher 1870 ville han i tiliaelde ai en tilbundsgående sam-

iundsaendring sandsynligvis ikke have ret meget at tabe, men

25

muligheden for at vinde alle eller denne dag ville han derimod

have noget yderst knnklel at tage vare på, mens da, han

muligvis kunne vinde, ikke var blevet mindre usikkert end im'.

Han kunne dcrfor fra nu af meget vel tænkes at. ville bekæmpe

enhver person, ide eller bevægelye, der vovede at anfægte hans

egne og bourgooieime privilegier samt disses forudsætninger i

videste forstand: lememes åndelige og materielle establish-

ment. OpiaIleL på denne måde burde Pin umiddelbart forud

for sit poliu'ske gennembrud have vaerei mere konservativ end

de konservative.

Men dene gaelder som nam-n kun, hvis han har fulgt reglen.Mindre spekulativt er det imidlertid, at det i indledningen refer

rerede, rraditinnclle syn på ein, som han var på det tidspunkt,hvur hen formodes at være kommer i kontakt med socialismen,ikke laengere hulderü Pherandene om, at han var en begavet,men omilakkende, ubestandig ng socialt mixlykkct persun, der

derfor mere af private, psykologiske grunde end er egentligsocial indigneiion og kølig overvejelse kunne nenkee at rette

sine aggressioner rnod semiunder, er dels direkte forkerte, dels

meget lidr troværdige. Mere flakkende, end så mange andre

af hans smndsieeller vnr tvunget til at være, var han ikke, og

Ymds de hårde betingelser arbejdede han igennem iirerfem år

Vedholdene henimod Et ng samme måde Endvidere var han

efter sin amælteide socialt her særdclcs godt kørende, og han nød

sandsynligvis en ior en postekspedient ret stor respekt i sin sam-

tid, Endelig skulle han i heungining af sin sociale oprindeleeefter ansættelsen være betydeligt mere tilbøjelig til at forsvare

end til at bekæmpe det herskende samfunds- og kulrnrrnønner.

III. Videnskab og engagement

1. Sagnet om Holger Danske

For de samtidige enmeldere vnr enn afhandling rn inlervssanl

og værdifuld lomvelre af den hjemlige sagnforhkningl. For den,der vil følge hans nej til socialismen, giver den derimod e!

indblik i hans intellektuelle liv i foråret 1869, hvor han må

27

have lagt sidste hånd på værket. Navnlig giver den mulighedfor at undclsøgc, om der i den del af hans mnkcvcnlen, der

kommer til udtryk i denne bog. iorelronimer synsplmkter og

raeeonneinenree mm peger herned rnod begivenhederne i som-

meren 1871, Kun under dumt synsvinkel vil den i det føl-

gende blch betragtet.pio indleder med at placere sagnet mn Holger Danske i lor.

llold til andre danske og udenlandilre sagn Det rilhører den

sagnkreds, lomeller han, der omhandler kampen mellem men-

nerheliven gode og onde lnelrer. Oprindelig: udspringer denne

sagnqu af nacunnennækets iagttagelser af modsætningenmel

lem lys og mørke. varme og kulde, der udvikler sig lil med

sætningcnmellem dag ng nat, sommer og vinter, og som ender

med menneskehedens kamp mod dn egen undrmgaxlg på den

yderste deg. Ligesom vinteren sejl-er over sommeren, uældtcr

livets onde kraelrer de gode med sig i faldet; rnen ligtsom mm-

merel'l igen vil rejse sig og fortrænge vinteren, vil der efter var

dens undergang opstå ,,eu ny Himmel og en ny Jord, hvor Aser

og Mennesker skal gjenfinde den tabt: Guldzdders Glæder”.

Holger Danske :r det danske navn for én af dem, der under

det store ragnamk kæmper for nienneilrene og xmd.« det uund-

gåeligc nederlzg giver dem håb um en lykkeligere ninrgendeg,Dette grundreme: voldsom undergang og irydeiuld genop-

reendelee, genlinder i n-.enen alle lullreelugr sagnverden, men

dog med vekslende styrlm. Det viser sig nemlig, at et sagn ai

denne type er men udbredt, "naar og hvor Duspoti eller Adels-

welde er steget til den hoiesre Grad, aller naar irore Ulykker

bryder ind paa el enkelt Folk. Derior finder vi det i Orienlen,hvnr Undersaatten er sin Fyrstes Slave, del-[or hlumsirede dat

mellem Borger og Bonde i Middelalderen, drrfor fremtraadte

det saa stærkt på Christ' Tid, da Religion og Samfundsforhold

var i Opløsning og Peuperinnon ;taget til en inrizidelig Højde,medens Nationeme udsugedes og undmrykkcdcs ai Oligzrchiml Rom“. Modsat findes det overlmvedet Ikke "i den mmemke

Republik; gyldne Periode, ikke heller i det demokraliskc Gm-

kenland; skjøndt Sag'net trivedes i hele det øvrige Norden,

2t?

kunde det ikke fæste Rod i Frl'staten Island, og hos de engelskeCeinniscer i Nordamerika table det sin Berydning og blev ril en

dnnkel Erindring, da Frihedskampeu mod Modcrlandct sejer

rigl var lldkæmpet“.Kun bhndi. undertryku: folk iindes det

nlnå, iordi alcnc de har brug lor de lldILet og pmfetiur, sagnee

indeholder, ,,n.n en gylden Tidenlder, da Vold og Uretfacrdig-hed skal ophøre. da Flith eg Lighed. Velstand, Fred eg Rate

færdighed skal henke pne hele Jorden", mt ,nrn Befrielse og

neeinnel Selvstændighed“,hvor dét er ,der [15mm Fomødnc".

Efter dene ielger en mligionshismlisk vurdering af denne

sagmypcs indhold. Pias udgangspunkt er vishcdcn om, al alle

mennesker i sig rneree håbet om ,Jdealets endelige OpneoelseK-zrnen, føjer han lil, der er to diametmh modsatte opfattelscri sagnet om Holger Danske. Idealet hen' er ,,det materielle,Menneskelivers Ideal“, og det findes i ,det egentlige Sme

legeme, Folkemassel'l“; det er ,NOK popnli, der her høres“. For

det almindelige folk følrs ,,legernlige snvn ng Lidelser som den

nærmeste Byrde“, eg det er derfor med bcfn'clsen fm' disse

konkrete, jordiske preblerner, dm. retter sin opmærksomhedog

inrh'nhning. Heriil behøver det i sagens natur en jordisk iylste:en kriger eller levgiver rned overjordiske eller guddommeligekræfter og egemluber e

eg horn er det, der lindes i HolgerDnnske eller i en lignende folkehelt.

Den anden opinuelse er den krisme eller de denned beslæg-iede. Hen' er idenlee ,,l'mmaterielt“, og det findml i ,,de rnere

nendelige udviklede Klasser og individer i samfundew. For

dem er det nlrnindelige folks forhåbninger uden inieresse, fordi

de ikke selv kender nl matsrielle pmblcmer. De er “hævede

lreeover og kan derfor henvende deres Opmærkmmhed paa vore

aandeljgc Mangler”, som er menneskets ,,eendelige Aihningig.hed el Skuffet eg Mnierienig ni det, der ”christeligrnlr kaldse

syndehevidnheden«, relgelig må overklnnens ideel ikke blot

få et andet indhold end folkets, det må også i sin virkeliggørehereekke ud over det almindelig: jmdeliv. Det levere folks håb

,nm Beiriehe irn de joedinke, legemlige 0nder ind-ene deeler

hos det enenkende Menneske blive ei Haab ern Porløsning in.

29

svnden, Forventningen om en verdslig nine til Forvaltningenom en himmclsk FIrIszr'i

Denne brydning imellcm ,,l<'olkcuo og Theologi” kan klnæal

følges i udviklingm al den jødiske Messiasaopfanelscl Den Mas

:lan: jademe i den tidlige historie så han til, var tydeligvis en

lulkafømr,det villl: gcnnpretm Israels frihed og amin/ed Senere

dukkede forestillingen om den lidende og [ammende frelser

bp, hvis rige ikke var nl denne vstden. Selv blandt Jnsu disciplemøder man den opn'ndeljge Mexsizs-opfanclxc, ug den lcvcdc

videre i de følgende århundreder, bl, 21. med støtte i Johannes'ÅbEnbaring.Heri findes "rn Opblusen af de ældre jødiskeIdeer om et politisk Vcrdcnshemdømme“, og skønt den krisme

kirke kmhigt mudarbcjdede delte misbrug af Kn'stus-skikkelsen,"benyttede szxmcm og umliga Hovedu sig dog hyppigt af

Aabcnbaringen som af en phamaaliak Løfmtang, der i det

mindste hos Menigmand let kunde upvsje alle :mr: Dogmcr'iMan behøver blot "ac nævne et Navn sum Thomas Münzers,lm- at vække Erindringen om alle de Ulykker min apokalyptiskeIdeer om det >cudndaarige Rige' har bragt over Samfundet-2.

Endclig i iin afslutning vender Pia tilbage lil. hvor han alapden danske lalkehrll, idet han søger at vurdere Holger Danske-

sagncls betydning for ain egen sal-mid. Fox aJmulen, hævder han,et Holger Danske vadblivande ,den nationale Heh“, du' en-

gang skal,, jenopüvc dm hcnxygnende Selvfølelse og Kmft hos

det danske Folk”, Endnu har detta sagn “et Værd lm' Menigemand, som den Udenfuntaacndc, den Dannede, ikke almen

Under Landbufolkningens :nsfomlige Liv. hvnr den ene Dagligner den anden fra Vuggcn lil Graven, maa Phanzaaian maade[i] for ac udlylde den Tanketomherl, .wm vilde opnaa ved Man-

gclen al virkelige Begivenheder. Den aabner Dull-ene fnr sine

rige skatte og Høne! Banden ved Synet al dem [0x hans Liva

Intelhed“. Delle, at sagnet endnu er Det fuldblodigt, levende

Produkt af Fochmasscns Yhanmsi og Forhaabninger“, visar,konkluderer Pia, at ,der mods all: natiurlalc Ydmygclscl' og,

hvad Mere er, trods vor Tids hclc Retning mod det Materielle.

endnu hos det danske Folk lever en umkkelig Tm paa vor

30

Kmft ril ar iare et delvxtændigtpolitisk Liv; det henpeger til

svære Ulykker og Trengrler, der skal knmme over Lander, e

ug sum lor en Del jo allerede er kernne; _ men der lover ogsaa.

at naar Den kommer, der kan samle al Hu, al Tanke, al Sirac-

ben, al Villie mod eel Mzal, du skal Fjauden drives udenfor

vore Graerrdser, og det skal blive ,atter Dag' iDanmark!“.For Pie er der altså en forbindelse mellem de religiøse brydr

ninger og sarnlundels lagdth epbygning. Hvad der er årsag

og hvad virkning, lager lran ikke praeeisl stilling til; men når

overklasrens ideal er ,,in1materielt“ hænger det. udtrykkeligtrammen med, ar den lor sit eget vedkommende ikke kender til

fyxisk besvær og elemenraer sull, Omvendt er der netop disre

forhold, der gør alrmrens ideal ,,mzterlelt“, ligerern der er den

danske hundes enslermige alid fra fødsel eil død, der skaber

behovet for den trøst, sagnener eventyrlige verden gir-er, Den

religiøse wedeling i ,,Folkelro og Tllcologi” lølger saledes de..

soeiale skillelinje mellem alrmre og everklasse, og den lrrr i

der mindsee delvist sin oprindelse i de foñkclligc livs. og ar.

lrejdrvilkar for de ro belelkniagslag,Almuenx ideal :z ,,n|ateñelt“,lredder det, lerdl deLs altdomi-

nemnde problem er ,,legemlige savn og Lidelseft Hvad Pio

egenelig mener hermed, da af de forhåbninger, de underlrykælolkemasrer til alle tider siges at mere til den nye verden. Der

skal ,,Veld og Umdzrdightd“ vaere afløst af ,,Fn'hed og Lig.lred, Velstand, Fred og Retfærdighed“ samt at ,,nariennl Selve

stændighed“, deri Lillrelde af en udenlandsk besaerrelse er den

første lomdsaeming. Ulri og undertrykte lelkegnrpper finder

man eksempler på såvel i Oricnlcn, i den errmpamrke Middel.

alder som i Middelhavrlandene på Jesu u'd, lrver ,.Dcspoü“og

,,Adclsvlzlde“,,,Pauperi§me“og almindelig ,,Op1øsning“ var

fremherskende At folket lmidlerdd også kan føle sig lr-lr, ses

under den romerske republik, i det gamle Gradrenland, på 1r.

land og i de nordamerikanske fristaler,

Eksemplerne på din' lelk må vise, at undemykkelsen kan

være palm af ydre, men sandelig også af indre ljender. Både i

Orienren og i den europæiske Middelalder er det lokale eller

31

national: kræfter, der tyrdzmiserer det almindelige Iolk, I over

ensseennnelse hermed mâ eksemplerne på jn'r folk vire, at hvor

tymnnicts åg er brudt, ur i lande med demokmtiske og republi-knmke siymlonner, d.v.s, hvor folket har andel i den politiskemagt. Fulket er kun iris, når også den indre ljende er besejret.og den politiske magt erobrer. Gamke vist kan nedkmpelsenaf en indtrængende ljende være ,der fante Fomødne”, men

når den er overvundet, kommer turen til den indre At denne

kamp efter Pics opfattelse virkelig kan føre: til sejr, rer under

den romerske republik, det gmkc demokrati og ne pal seeder

til. Hil var sagn om en kommende folkeføl'er helt eller næsten

ukendte, hvilket jo for Pia skulle være udtryk fnr, at (ulket er

trio Håbet om et bedre liv på jorden er sälndcs ikke kun sagn

og mnrvr, der lun "usle almnernanden overlor sit livs "Intel-hed". Når han kan mene, at virkeliggørelsen ud det Wmaterielle"ideal er en hiswn'dk realitet, så må det for ham at se også være

en dennesidig mulighed, der står åben for menneskene den dag

idag.Imidlertid synes Pia ikke at fastholde denne opfattelse. Under

sir forsøgpå at bringe sagn af Holger Danske-typen i forhold til

udviklingen indenier den jodidee Messing-tro ender han nemligi det modsatte standpunkt. anr han har positivt herknver rnr.

ventningen til iolkeiøreren, dels ahrrrekt som nlrnuenr sagn, der

:ruter de undemykte og giver håb om en inrandring, delr kon-

krct gennem nogle historiske ekrenipler på iorhisbningernes virr

keliggorelre, tager han nu sker-pr afstand fra den tilsvarende

indiske ng jødidc-inspiæredeudlægning af den pmfetexede nel.

rer. Thomas Münzer er en al de "Sværrnere og umlige Hove-

deñj der med bibelen i den ene hånd og sværdet i den anden

har søgt at virkeliggøre de "apokalyptiske Ideer om det ,,eurind.

nan'ge Rige“. Årsagen til dette rkred i hans lrernseilling skal

givetvis søges i, at han undervejs har indført den kristne opfat-ielse ai Messins, For ham, fremgårdet klart, er denne religions-historisk set hojere udviklet og erkendelsesmæssigtbedømt sal-ir

dere end den gammeltesumemlige.Efter den kristne oplncielse måtte det være umuligt al: dele

32

folkcmssemes tm på en verden i fuldkommen frihed, dlemom

den egentlige lær-kk: på den menneskelige frihed ikke Iandtea

udenfor, men i mennesket. Det var derfor ikke andre menne«

sker, tyranner, dcspoter og lignende, der stillede sig i vejen lor

irilredens fuldstændige sejr hér på jorden, men mennesker selv.

Thi det har i sig en medfødt "Ufuldkommenhed“; der var kri-

rtelig tal: ,,syndigt“eller ,,faldet“. Ilver gerne del end ville befri

xig, hvor ihærdigt det end prøvede derpå, rå nyuede der ikke

det miridxhe * fordi der var menneske. På dette sted i afhand-

lingen mener Pin bestemt ikke, at virkeliggørelsen af folkmas›

sernes ,,maten'elle“ ideal er en dennesidig mulighed; at forsøgeville i al sin enkelhed være at gå imod den menneskelige natur.

Vi må altså konstatere, at Pia det en: sted indgående og med-

følende skildrer det undenrvkre folks forventninger ril en kens.

mende befrier -

og det andet sted afskrækkende skriver om

folk af Thomas Münzers slags, der har taget teorien om m nyverden så bugsfavdigl, at de er ,gået over lil praksis. Desva

nå.: hm internal! frem til at diskutere eller blot formulere som

en pmblenrrrilling dette forhold mellem folkeføreren og folke-

førførercn. Er folkets befrielse en realirlisk mulightd? Eller er

det er verdensfjcm! fantasteri? Pin lægger op cil, men hverken

srlller eller besvarer dette spørgsmål.Denne mangel kunne tulker sådan, at han slet ikke har været

sig sin modsigrlso bevidst. Alligevel kunne det se ud ell, han

henimod arbejdcu færdiggørelse er blevet klar over, at nogethaltede. Ganske vist ksn men ikke udpege smderi selve seksten,der positivt udtrykker en sådan usikkerhed; men hvis man gen.nemlner bens afslunende kapitel, må man på baggrund af bn.

gens øvrige indhold undres. Hvor man i dette afsnit måtte for-

vente en sammenfatning af de indvundne resultater, da frem'

træder det iforhold til de foregåendemm påfaldendefragmen-rarisk eller ligelrenr uin-rdigr uden at indeholde noger som helst

rersng på at binde afhandlingens rordrellige ender sammen,

SDmUm han slet ikke har gennemgået Messinsopredelsensudvikling og spslming, indskrænker han sig til nogle betragtnin-ger over Holger Danskesagnels udbredelrc og betydning i sin

33

3 Mtiduboqelrmr unionen. Smfund

samtid. Trods beskrivelsen af almuem "gasformige Liv", :i til-

væmlscns ”hrdhed” for den hårdtarbejdde Iandbcfclkning:mener han ikke, sagners fortsatte og usvældtede popularim i

det danske folk har noget med disse forhold at gøre. Trods

sin vi'an om, at der overfor aImuen står en beiolltningsgruppeal "nærmede", der ikke ,.ahncr“, hvad der rører sig ude i tale

ker, er det heller ikke i denne lagdeling el lselolkningen, årsagenskal iindes. Den nutidige danske nlrnue er altså ikke tynget :af

.JDgtmllgc Savn og Lidelser", ron-i det almindelige folk oftest

har været det i Ioniden; den spinnet ikke, mm folket, i de

flesLe andre århundmdcr har gjort det, .de mere aandcligt ud.

viklede Klasser” som frihedens ijundcr. Alene naboen mod syd,der beiintler sig indenlcr ,Mere Grændser”, er årsagen Ikke

mindre lorbavsende virker det, at men", der engnng skel drive

lienden ud, uden vaklen opfattes som en felkebelrier. Frygtenfor “Skærmen og urolige Hovedeñ* er ibenbm helt glemt.

Er forklaringen på denne matte alslutning på en ellers inter-

essant afhandling, at Pin fornemmer en modsigclse, man ikke

rigtig kan få hold på den? i det mindste virker det påfaldende,at han så klan kan behandle bugcns to hovcdlinjcr hver for

rig; men når han skal til at konkludere, så er han enten tavs

eller må ly Lil iorenklinger, der ikke engang yder Holger Dan-

ske-sagnet retleerdighed. som Pio fremlægger sagerne, såvel

[urstår som støtter han begge de stridende oplattelrer; almuen

ltnr grund til nt opiatLe den kommend som en vadslig fyrsts.der vil virkeliggøre det ”materiell

'

deal og overklassen

har grund til at tro, et et jordisk ,,tueindztrsrige“er en farligvildfnrdge, der kun vil bringe ulykke aver mennerkene.

Sammenialtende kan det konstateres, at to vigtige temaer i

Sagnef nm Holger Damien peger klart fremad med 1971.

Det på kortere sigt vigtigste må vsere hans oplettelre af al-

muens zldgnrnle (m på en bedre, måske en fuldkommen

verden. Denne tro er folkets egen, iordi den er bestemt af de

materielle forhold, kun der lever under. Den er dennesidig.fordi det er gennem en jordisk befrielse [er de daglige hyrder,den søger sin opfyldelse. Heroverlor står ovetklnssenr tro på

34

menneskets mediadte ,,Uiuldltemmenlre der i sig selv ude-

lukker muligheden for en jordisk befrielse Selvom Pie i over-

ensuemmelse hermed i histrm'm find" afskrækkende eksemplerpå, at lolltet e helt eller delvis e har beiriet sig ier den ”men

meste layrdeu og har embrer den politiske magt i samfundet.

Imidlertid viser alslutningskapitlet, at Pio i lodret 1869

ikke ;er større ligheder mellem folkes ljvsiorhold før og nu,

Han ger ltun et nalvlrjertrr forsøg på at everiøre de problem-stillinger, han selv siger var de dominerende i iertiden, på sin

egen samtid. På dene tidspunkt må han vel mene, at verden

og Danmnrk har aendret sig [01 meget xidcn da til, at en ret-

iaerdig sammenligning kan loretages. Således mener han til.

synelaelende ikke, at den europæiske situation i slutningen nl

1860'erne på mindste mide lignet har.. egen beskrivelse af

tiden omkring Kn'sij ludsel, da rdigien og samfund var i opløs-

ning, ,.Pauperidmen“umådelig og den romcnke underirykkelseuudholdelig. Og han mener tilsyneladende heller ikke, at det

almindelige inllts længsel efter en ny og bedre morgendag, som

han har lundet tegn på var til stede både i naturmenuesket og i

alle sener: historiske perioder, ugtlå rr levende i nutidens dan'

ske almuc r

og (ansat vil være det, selvom Dannevirke alter

skulle blive Danmarks sydgrænse.Såvidl Pio i øjeblikket har indblik i almuens iortstillings-

verden, sidder Holger Danske altså udelukkende og venter påat kunne tage del i det lareslående opgør med Danmark ydrefjender. Det, der for Pins vedkommende ipeeielt peger fremad

mod 1871 er du, at han har udviklet en opfattelse af historien,der tildeler det almindelige iolk en selvstændigrolle i det histo-

riske lorløb, klan adskilt fra andre befolkllingslags. Hv og når

denne erinriug blev inddraget i hans nutidsopfattelae, ville det

give Holger Danske-skikkelsen en anden og mindst lige så vigtigngav: som den nationale beinielsesltamp - foruden narurligvisat der ville bringe den nutidige tolkebelr i langt bedre overens.

stemmelse med han: hismn'skt: Jeg, som Pio beskriver det.

Kan det mon ,de denne baggrund vare laenge, før Pio bliver

sig bevidst, at den kmft, han selv kalder folkets ældgamle drøm

35

3.

om ,,Frihed eg Lighed, Velstend, Fred eg Retfærdighch ogsåer med til at gixe helten hans nutidige popularitet, selv i Dan.

mark?

Flere gange etter 1871 haevder han selv, at det nclnp var

sådan, det hele begyndteS. Mest indgående behandler han sin

udvikling med socialismen i erindringerne fm 1877. Heri hedder

det, at han i begyndelsen ai 60'erne lettede interesse ier studiet

af den aeldie Iolkedigtning. I de ialgende år stiltede han be

kendtskab med med og store ienzllinger aI mere eller mindre

ianteetisk indhold;

,,men samtidig fik jeg et gudt indblik i Peeletariatets Maade

at taenke og tale paa ng blev bekendt med de Fnrbanbninger,der midt i Elendigheden næredea ai hele den undenrykte Fol›

kemne. Disse Fantasier om en kommende Guldaldee vakte

navnlig min opmserksnmhed, og ved at undenege dem nøjere,iandt jeg, at der ikke gaves et eneste Folkeslag, uden et de var

bekendt med dem. Dette paaflzldt mig naturligvix, og jeg kom

omsider til det Resultat, at en iaa laellee og ensartet Følelse

maatte have sin Grund i noget Alménmenncskcligt, i Nogct,som paa en eller anden Maade maatte indeholde en Gran al

Sandhed, At der ikke vilde komme en Tid, dn Floderne skulde

løbe med Mælk og Honning eller stegte Duer flyve nm i Luften,var begribeligt nek, men det havde derimod ikke noget Unatue

ligt i sig at vcmc, at Menneskeheden maatte kunne maa lreinnd

til en nogenlunde snegle' Tüvzælse, og at denne vilde kunne

naas temmelig hurtigt, lm's Alle blev enige om aL asbejde hen.

imod dene Maal".

Denne undenegdae ai Sngnet om Halgn Damkø må siges i

meget høj grad at undeistette pim egen fremstilling nl en del

at begivenhedsforløhetforud har 1371. sa taet ved de opnåederesultater ligger den, at sætningen, der begynder: ,,Dette paa.

faldt mig naturligvis . sandsynligvis kan iuies tilbage til og

udtrykker den periode af selv-kritik, overvejelse og udvikling,

36

som Holger Dsnskebogen synes at vise, dens teriatter var påvej ind i.

Det andet, på længere sigt vigtigste al bogens remser, der

peger fremad, vedrører den dybe overensstemmelse, Pie påstår,der er, mellem almuens og overklasseus eplnttelse af idealcts

sande indhold. Var det ,,msterielt“ eller ,,imrusterielt“? Et

klsn valg imellem de bo muligheder lozetug luns mærkværdig-vis ikke, skønt hans egen indgåde behandling .sl dens beggeburde have overbevist han om, at den ene måtte udelukke den

anden, Kun én af dem kunne være sandheden,

Ikke desto mindre er de to Dpfanelsu identiskc på ét i denne

sammenhæng centralt punkt. Almuens sagntvpe handlede om

den gamle verdens voldsomme undergmg, der skulle efterielgesaf en ny, hvor menneskene skulle ,,gjenlinde den tabt: Guld-

aldefñ Engang bar menneskeslægtenaltså lever i en lykkethstand hér på jorden, som den er blevet tvunget ud al eg des-lor

håber engang at kunne vende tilbage til. Overklassens teologiskespekulationcr byggede på påstanden om menneskeu medfødte

viden om, at. det var “faldet” på det. der ,,chn'shcligt talt kaldes

Syndsbcvidslheden“. Også her er der altså tale om en oprindeligtilstand ai fuldkommenhed, l-.vurtre mennesket er faldet, og

hvortil det håber engang at .komme np igen. I begge tlllaelde

er det oprindelige fuldkomment, det nuværende ufuldkcmmcnt

og det kommende en tilbagevenden til det fuldkomne. Hvor

alrnuen opfatter udviklingslnrløbersom en bevægelse fra frihed,over undertrykkelse til beln'else, forestiller overklassen sig, at

den går fra uskyldiglsed, over synd til genopstandelseSom bekendt arbejd" socialismen-mancümn med et lig-

nende tredelt edviklingslorlab, man kunne beskrive som en be.

vægdse lra fællesskab over arbejdsdeling til samarbejde. l'or

filosofien Villy Sørensen, der har fået øje pa dette påfaldend:sammentræf, har Marx faktisk kun ersmttet det kride ”synde-faId” med _,fremmedgøre]xen“,der er det ,,sæ.kularisemde,det

uskyldige syndefald“.Thi det er, skriver han, ,,ejendommeligt“sr iagttage, at ,,det gamle skern skyldiglsed, sved, genopstan-delse. i social-historisk skikkelse: laellessksb, arbejdsdeling, sam-

37

arbejde, smidig ligger til gnrnd ior den iilesoii, der gmndigrtville irigbre menneskene fra den religiøseverdeneiortdlkning og

dermed fra ,,synden“.0g, slutter kan, ,når denne højst ratio«

nelle teori, (wdalismenvmamismen), uods sin vanskelige eb.

strakre karakter, fik så stor praktisk virkning, rkvlder dc: mårkø

i n'dne inxtaru dens forankring i denne rnysirlre irretimh'ret,

Hen' ligger en medsigelre, som mandsmen ikke har ophsevews.Således skulle ikke kun sagnet, myten og religinnen, men ogsåsocialismen e mm bevaegeise, ikke som teori e stikke sine dybeeste redder i irrationalitetens og iantasieus underverden og der-

med i virkeligheden blot blive er sidste skud på en aeidgnmmelstamme.

Set i detre perspektiv er Pics devserende srandpnnkr inter.

ermne Fnr det imste er han sam Marx blevet opmærksom på et

ndviklingsskema, der Lmds sin formelle lighed med det kristne

reele er i klsr modstrid hermed. Almnens ønske om befrielse

kraever ing. Pio sin virkeliggørelsc hér p; jorden Skønt inrskele

lige i meget er Msrx og den slrnne, der laeses om hos Pie, enige

pi dette væyentlige punkt, For dem begge er idealer ,,materielt“.

For det andet lorløber udviklingen i den samme bølgebevaegelsesåvcl eiter Marx' som eiter det ndviklingsskema, Pia tillæggernlmnen. Selvom den socialistiske trekleng: iaelleerkeb, arbejds-deling, samarbejdt, naeppe kan betegnes som ganske klar, er den

naturligvis præcisere end almnens mere absemkie: irihed,

undertrykkelse, beiridse. Men dene ændrer ikke det iorbold,

der i denne forbindblsc er det eigerende, et begge lsder men.

neskeheden kamme im neget, der vnz bedre end det nuvæ-

rende, og som den derlor nstandselig søger tilbage ril. Endeligler det tredie er der et fuldsiændigt sammenfald i opbygningmellem alle de naevnte ndviklingekemaer, Såvel Marx', al.

mnenr som overkiassens, ni hvilke Pie iorrsat idretradeker del

eidrmaevnte, er uedelt, Så påfaldende er denne lighed i gnmde

opintrelse, nt man på linje med Villy Sørensen knnne inrestiue

sig, de alle henlede deres iolkelige tiltrækningskrafldet samme

sted Er i i menneskle inderste, islelsesmamsige iervenminger og

iorhdbningen

38

Pins udvikling fra engngeref iagueger af almucns åndeligelivtil srifuer eg leder af den socialistiske arbejderbevægelse i Dan-

mark kunne derfor opfattes som :1 levende udtryk for det blo«

deLs bånd, Villy Søreneen formoder, binder folkereligionen ng

arbejderbevægelsen sammen. Endnu mens Pio arbejder med

Helger Danske-bogen tilslutter han sig dei krisrne, “immate-riella" ideal. Samtidig har han dog kendskab fil almuens ideal,der er ”mave-rem; men som iøvrigt :mr eil der krirene ved

at være fredelr. På ef eller andet fidepunke må det rom rage

raenkes, hm opdager. at almuene idæl også har ein bereffigelrepå hans cgtn kid, Og når dene punkt en mini, kan der ikke

være langt til det sidste spring _ springer over i enn'alisrnen,hvis ideal ligner elmuens ved at vaere "materielt" eg bide

aknuens og nverklnseene ved .lt vaere fredele. Følgelig kan dene

spring ikke have forekommer bern overvældende stort. Tvan-

imod kunne denne undersøgelre al Sagnel em Holgdv Denrke

megef stærkt tyde på, at Pin, den deg kan for elver konfron-

feredes med reeielienren, ikke har opfattet den nye laere som

noget egenfligr nyt, men hlm min en moderniseret udgave af

den bengeel efter frihed, kan vidne, folkemasserne fil alle tider

nnvde næmll

Da Pio i 1877 skal huske tilbage, skriver han, at da han var

nået frem til erkendelsen af drømmen nm en bedre verden som

neger almenmenneskeligt, der indenfor visse greenrer burde kun

ne virkeliggøres, så

_,fulgce Resten saa femmelig af sig selv. jeg stødte sum pen

Berefninger ein de ionkellige ældre kriefelige Sekfee, der havde

sandanne Formaal, jeg opdagede den snrnrne Tanke i Munke-

livet og i mange andre nl Middclaldcrcns Fremmningerl Ender

lig blev jeg paa det Rene med, at dieee ,,utopiske“Ideer, som

Mndsienderne kalder dern, egsaa i Nutiden eksisterer, ikke som

fantastigke Drønimerier, men enni en i Prakeis udførlig Læn, ng

fre dette øjeblik var jeg denne Lære! nmkkelige Tilhængeñ.”

Endnu er der intet konsiaferef om Pias imeresse for de ur.

kn'sfne menigheder, ler munkeerdner eg andre middelelderlige

39

.,metoninger“; men vi noterer, at han seks-syv år eller, at

det faktisk havde fundet sted, husker det første møde mad

socialismen som en opdagelse al, at fortidens såkaldte ,litu-

piske'Åidcer lever videre i nuleÆn. I dette tilbageblik var den

eneste funkcl, at soeinliernen var grundigere gennemtænkt ogmere prnku'sk edenrem end fortidens ubestemte drernmcrier,hvilket vel kun yderligere må have Liltmkkec ham. I hvert fald,husker han, kunne han øjeblikkeliggå ind for den nye here.

På den baggrund, som gennemgangen al Sagnet om HalguDansk: har skabt, forekommer denne fremstilling af den sidste

del af begivenhulsforløhezforud for 1871 særdeles troværdigMen hvis meget i denne ling raler jer en tilnærmelse til socia-

lismen, er der også noget, der direkte kunne modarbejde en

sådan. Het tænkes på Pics dlslnrning n'l det kristne mennmke

svn og (men på en himmelsk helse som den enerre mulighed i

på trods af en udtalt sympati for dm. almindelige folk i den

undertrykkelse, Mens Marx ønskede at held menncskct fra

lernemmeken rd at vsere ,,synrlig“,vedkende: Pia sig en mii-

giøs tro, der modsat ville hjælpe mennesker til bevidsthed om

den medfødte ,,Ufuldkommenhed“. Hvor velbegrundet og ret-

færdig Pio end synes at ville opfatte folkets bein'else, så må det

for øjeblikkethave været ham nrnnligr er tro på den fuldkomne

og definitive virkeliggørelseet zlmuens ideal.

For hvordan, ville han kunne spørge, skulle et uiuldkommenr

væsen som mennesket dog kunne skabe noget luldkommem?

Og hvor larligl er ikke det menneske, der tror sig lnldkomrnem

eller tror at kæmpe for en fuldkommen sag! Han kan derim-

hava lomlülcl sig, al hvis man lettede almucmmdcn for en del

nl hans ”nærmeste Byrde", så ville også han som ,,den Dan.

nede“ før ham komme til at indse sin egen og alle menneskers

ululdkommenbed. Klamsl sell den: i bemærkningen om ,.dc

mere nandeligt udviklede Klasser“, der ikke kender til man.L

rielle problemer og a'ørfm kan ,,l-lenvende deres Opmærksom-hed pnn vore aandelige Manglel-“rSå vidt han på dene tidspunkt har nvrrskner sin egen mod-

sigelse, må dec således vere menkeligr, at hen fuldt og helt

40

lmr delt idlkemassemes tro på en uaivendelig dommedag, der

skulle indmrsle det jouiiskc ,,tusindâzsn'ge“.På samme måde

måtte han _ hvis han allerede dengang havde kendt M213: e

have taget afstand im dennes ligeså inderlige tm på, at eiter

den nuværende samiundmrtlees uundgåelige semmenbrud ville

det klasseltsse snmluud med lovmæssig nødvendighed rejse sigpå minerne. Dertil, ville han sikkert have følt, kendte han det

,,syndige“menneske for godt. Den modsigelse, Villy Sørensen

påpeger mentisrnen rummer mellem den mtienelle teori pa den

i-ne side og dens tilitaedgeres inderch itrationelle dlskvndelsetil at slutte sig til bevægelsenpå den anden, var således ikke

Pics; ham modsigelse hesmd i, at han delte det elmindeligefolks laengsel efter frihed e på trods al sin dybe rnistro til, at

laengslen nogensinde skulle gå i opiyldelaet

2. Dngs.AvisenHvis mnn gennemser ssmtlige 52 numte, som bladet udkom i

fra den 6. akwbex til den 30. december 1859, vil min bemærke,at der tm den 29. oktober til omkring midten af december

hver anden eller hver tredie deg blev bmgt en starre artikel.

Enten behandler den et selvstændigtemne eller også indgå: den

i én af de iire artikelserier, der afløste hinanden elterdret igen.nem. Ud at disse ialt 21 artikler er der kun én, som i kmtt ni

et sitet med fuldstændig sikkerhed kan siges at vsere skrevet al

PioV. Denidever er der dog endnu to, der etter al sandsynlig.hed ligeledes er hans værks,

Når man alligevel lør tillaegge Pia ansvaret for samtlige 21

artikler, har det nere årsager, For det første lyder meget på,et det Er en person, der stå: bug alle artikler, fordi de har en

klar indbyrdes lighed og dermed et bestemt særpræg i forhnld

til bladets øvrige stof. Mens Dags-Avisen i almindelighed be.

grumser sig til kone meddelelser, klip fra den øvrige presse og

snekdntiske ienaellinger, indeholder disse artikler en ret ind.

gående og otte kritisk behandling af vigngere sagen Demdover

forekommer de stilisu'sk et lige hinanden meget naer, ligesnrnde indholdsntsessigt behandler nogle få bestemte emnenmrader.

41

Når redaktionen, xom det vil huskes, i bladet: afskedsanikcl

taler om de mange kritiske udfald, der er blevet brugt, kan det

kun være på disse 21 artikler, der tænkes Og de var, som det

tydeligt pointeres, skrevet el en ,,tredje Mand; der var blevet

knyttet dl bladet med denne specielle opgav??At forskellige omstændigheder sandsynliggjol'de, at denne

person vnr Pia, er tidligere vist; men også nogle helt konkrete

lorhold peger i den samme retning Foruden den kendsgerning,at ue nl nrükleme efter alt at dømme er skrevet af Pia) er der

intet, hverken i (om: eller i indhold, som taler imod, at dette

ikke også skulle gælde de øvrige. Tværtimod minder den reto-

riske iremstillingsmådr,der i modsætning til tiden almindelige

joumzlisüskc stil ligger nær det talte sprog, oveloldcntlig megetom hans artikch fra 1871, og tmds stedvis: uklarhedcr inde-

holder flere artikler synspunkter og meninger, der genfindes i

Sugnet um Halgn Dumke. Også på dette grundlag har man

dertor konkludere, at det var en mand, der stod bag samtligeaniklel', samt at denne ene var Pin.

Artiklerne tordeler sig i en mindre gruppe om politiske og

sociale problemer i samtiden og i en større, der tager sig et kir.

kelige spørgsmål.(Im den indenrigspolith situation i Danmark lomd fur

åbningen af rigsdagssamlingen menn) bringes en længere ani«

kel. Segelyset retter sig hen' mod konnilspræsidenten, grev

Frijs. der på det daværende tidspunkt gennern fire kr havde

ledet en regering, udgået fra de kredse, der riden nederlaget i

64 kaldte sig ,,de nationale gudsejerew I denne længere rege.

n'ngrpennde tager artiklen sit udgangspunkt, idet den kalder

det et gode, landet. ikke har været lorvænt med under sit hid.

tidige kmstitutiunelle liv. Årsagernehertil må søges i landet;

udprægedebehov lor ro elter den sidste krig, hver wPartiernes

særegne Interesser maatte opgives for det almindelig Bedstes

Skyl De gamle "udprægede Parti-Førere“ målte række sig

tilbage for et give plads til andre politiske ledere, af hvilke

ingen ”var stærkt pnavil'ket fra den ene eller anden Side”.

Denne frihed i forhold til panieme sikrede minisbel'irt Frijs en

42

udbredt Iillid i rigsddgen, således at kunseilspræsidementrods

en ,.nemmelig kraitig tilnærmelse til ,,en af de hondevenligeFraktioneñ* hele tiden kunne regne med støtte fra de nationalli-

berale. Vel, slutter artiklen, kan regeringen ikke trernvise de

store resultater, men den må takkes for den ,,mlige og liden.

skabslma Tid, som Landet har tilbragt under dcns Æglde”.Herunder har det kunnet genvinde sine kræfter, urdne adniini.

suetionen, udvikle kommunikatiommidlemc, gendpbvgge sit

forsvar og forbedre lorhcldet til udlandet. Håbet er darlot. at

,,tlen ;ammende Rigsdagsscssion ikke maa bringe nogen Per-

sanfommdrlng, navnlig ikke med Hensyn u'l Konseilspmiden-ten'W.

i efteråret 1869 går Pias politiske sympatier altså klart i kan-

servativ eg national retning. Selvom personen Fn'js tydeligvisspiller en større rolle for hans standpunkttagen end de kredse

og personer, der støttede kenseilsprasidenten, må Flo alligevelalene på grundlag af sin tankegang karakteriseres rent konser-

van'v, endog med en tiltaetning al despekt overfor partipoliti-kcme. Den m og stabilitet, der hævdes at have væmt påkrævctefter nederlaget i 64, mener han ejenrynlig lunle var vigtlgrxr.med noget andet endnu fem år efter, selv vigtigere end de store

reformer, han må erkende, mgerlngsn havde lommt et saette

igang. Og de gamle partier og partiiarere, hvormed .må menes

navnlig de nationalliberale, men også bondevennerne, siges at

have plejet deres ,,særegne“ interesser; mens rigsdagens nye

medlemmer, de nationale gudsejere, der var uden påvirkninng

,)fra den ene eller anden Side“, repræsenterede og arbejdedefor ,det almindclige Bedste”.

Anden gang, der bringes en aru'kel med hovedvægt på en

enkelt penton, er det en kritisk behandling af grev Friis' politiske

mudpul, nemlig lmnkrnanden Henri Reehetnrt. Denne, der se›

nere blev leder af den social; tiske arbejderbevægelsei Frankrig,var i efteråret 1859 under dramatiske omstændigheder vandt

tilbage ita sit udenlandske eksil for at deltage i de peritieke

omvalg sidst i nuvcmheln Herunder, hedder det i aniklen, ved

sine voldsomme udfald mod kejscrdømmel og den bestående

43

ssrninndsinrrn er han blevet centnirn for alle: opmærksomhed;

,,de ældre Republikanere, Ledm-Rollin og Louis Blanc, Heltene

lre 1848, træde aldeles i Skygge ved Siden af denne gigantiske.Lygte'-Mand“n, Men hvor, spørges det, skal man iinde grun-den lil, at denne middclmâdige taler uden tvivl vil blive valgtmed en “enorm Majcdtet"? Den skal findes l,urlenlm' ham”,lyder svaret: Hden :mm Massc, der instinkunæssigl føler, at

Samfundets nummndr: abxmrme Forhold, Arbeidemes clundjgeStilling, Staremes Gjæld og Fyrstemes Ødselhed, ikke kan ved.

val'c, sætter sig kommunistiske ng socialistiske Ideer i Hovech

og pønser paa at nlvcllcm hele den bestaaende Uliglied i Livs-

vilkaarene hos de fuñkjellige Stænder”, Til date fom'lål behø-

ver dm en fører, "der ikke lader sig afsknække fra at stræbe ef-

ter en Ting, iordi den er uopnaaelig", og som "kan følge med

den store vaegelsindede Hob gjennem Ordskvalder og Blodsud›

gydelse". I sig selv er han ingenting; ,,han er blot det Tzlerør,

kvorigjennern Folket udhmler sine Trudsler mod det Bestes.

ende". Ham politiske fremtid beror derfor ene og alen: “paa

Styrken af de revoluijonzm Klaner, der drive ham frem, eller,med andre 0rd, paa hvomzr Landet staasr ved sin næste

poljdske Omveeltning--12.Opfattelser) a! fulkcu leder som et spejlbillede af folkeme

sernes vrede og forventninger kender jo fra Sagnet om HolgerDunxkø. Inleressml er det derior i denne artikel at iagttage,hvorledes han. hvad der savn:ch ihans sagnhiswriske afhand-

ling, lor første gang lor alvor bringer sin hismtixke indsigt i au-

vendelse på nnliden. l iorssget på at forklare Rockieiom ufor-

ståeljge, men indiskuczlble popularitet i den psrisiske belolk.

ning benytter han sig tydeligvis af de resullaler, han under nur

die« af forholdet mellem [olket og Messing-skikkelsen er nået

frem til. Bemærkelsesvserdigt er det ligeledesr at den modsigelseeller Uklarhed i hans fortolkning af Holger Danskosagnct, der er

konstateret, fortsat er Lil stede og heller ikke synes at være kom-

mer nærmere sin afklaring. Også denne artikel rejser nemligspørgsmålet, om folkets ,,Taletør“, i dette rilirelde Rochelan,var en folkefører eller en folke/orløær.

44

Umiddelbart kan det jo ikke diskulexes, at Pie tager skarptafstand fra drtlc redskab ler den ,,vicgclsl'.ndedc Half; der ledes

af instinkter ng ielelser, rnen det må ikke overses, at han påden anden side skriver indinrseaet nrn ,,Arlaeidernes elendigeStilling* og ,,5arrriundets nuvaeeende aknenne Forhold”, At der

med sikkerlred ikke blot er tele om en gengivelse ai nogle pi-stende, som han iøvrigt selv iinder uhyrlige, må irerngå ai, al

lean i andre artikler benytter lignende eller identiske synspunktersom sine egne. Eksempelvis hævder kan under en kritik ai

militzxndgiheme både i Denmark og i udlandel, at påstandulom hensynet til den europæiske ligevægt kun er et skaikeskiul.,,Den egentlige Fjende, som saavel Preussens, sern Frankrigsenerrne H- re skulde bekjæmpe, er e Folket, det arbeidende og

sultende Folk, der cftcxhaznden er kommet til den Overlaevis.

ning, at de nuvaerende Regjeringer paa en altfor hensynsløs og

ufmskammet Maade glemmer, hvilke Klasser al Belelkningen,der udgiare Majeriteten. I 'rillelde at en Arbeidnmpuznd vilde

Louis Napoleon og Blsmazck kun have deres villielese, veldres

serede Haer at støtte sig til, og for at kunne vedligeholde denne

Helvedsrnaskine, udsuges det Folk, der engang i Fremtiden selv

vil aigive Skiverne for de hensigtsmæssige "KuglesprøjlcrmqlSkønt lol-fanen" ef disse linjer sikken ligeså godt kunne lraue

vaeret Reckeiort som Pie, synes det altså ikke -at have nogen

indflydelse på Pick bedmmelsc ai Rochelorts og ielkernassernes

optræden. Rndlelon-miklms aivisning af angrebene på det

bestående er ikke lil at tage fcil ai, eg beskrivelsen af det almin-

delige folk som ,den store vregelsindede. Hu“

er ikke mindre

tydelig.

Yderligere er det inLeI'cuant at iagttage, aL Pio i denne lu'u'-

kel, så vidt vides, ler iarste gang skriirligt berømt de politiskestrømningeri sas-istiden,han kalder ,,kDmmunistiske og seeiaiisti.

ske Ideer“, At han endnu i elteráret 1859 afviser både den. og

Rochefort må selvsagt bemærkes, men kan naeppe overraske.

Til folståelsen af leans senere udvikling er det derimod saerdeles

lsetvdningdultlt, at han allerede i dette eiterdr saetter lighedseregn mellem folkeis irrationelle iorestiliinger. sens sagnhismrien

45

il

1

4il

rummer så mdnge eksempler på, og de soeielisuske ideer i sam-

iiden, Natop dette punkt betragtede! jo nvenlor mm en væmm-

lig årsag til, at han eule så gnidningdmk kunne gå .her til m-

cialismeu. Dét, der på delle tidspunkt swd rilbuge, VM altså

,,blot“, at han (re at ii'ng folkets hein'else og hade den, ielske

pmierer _ skulle lil at tro på lalket og endog selv blive én si

profet/sma,I en lamgrvmanlkelsrrie rettes en kraftig kritik mod de: kon-

stitucinnelle monarki eller komtizuliawm, som denne xlatsform

nu kaldes I principper skulle den vsere ,,en Mellemvej mellem

Absolutismc ng Demokrati, den skulde forene Fordelene ved

Monarkicts Cenkz'alisatinn af Bestymlsen med den i Republikken bcmncde personlige Frihed og Lighed lor Loven; den

skulde iorllindm Scivhexskcmns Overgreb og det lavere Folks

Udskeielser“. I praksis han den imidlertid vane' en stnr fiasko.

i England har folket ikke fået del i magtcn, ogi Frankrig er

staten hult uden effektivitet og handlnkmit. I stedet bør man

vælge: enten må man lægge sig fast på den ebsolun'sziske sms.

form ell” også på den demokruriske oge når man har valgt .

gennemføre den foretmkne i sin men konsekvente farm". Fur

Pio måne et klan Valg uanset ,,ianen“ være langt at Iorezrække

fremfor det uldne midtentandpunkt, der ingen vegne rene.

Denne inrsrnng for de ,,rene“ standpunkter i politiske spørgs›mil vender Lilbage igen og igen i Pics artikler. Eksempelvisskriver han under en umlale af udviklingen i Frunkrig, zu detdér mm Y:ide fleste andrc konsütutiondlc Lande vil blive Mid-

Lei-panic', den ,)gyldne Mldddnmadighrd“, der isaer Magten.Tims-Partiet bestaaer al hlennesker, der igmnden cm blottede

lor enhver pnliLisk Farve, og hvis Optræden ganske afhængerBI de nu chrpartier, Bliver Demokraterne for radikale, saa

flygch Tim-Partiet til de Reaktionære; skulde de gjøre dem

det for broget, sea ville de igjen forene sig med de Rndikzle;

Hovedsagen lor dem er at ierhinrlre enhver chrlighcd, men

dermed tillige enhver kmnig Beslutning"15.Hvis man derfor skal. Iorsøge at denne sig ei overblik over

Pias politiske sympnlier og meninger i ellerårel 1359, må de

46

narurligvis tage sig en smule ilersydige ud. Der må srå iasr, er

han i den aktuelle danske sisuaridn smiler ministeriet Fn'js og

vender sig imnd de narinnalliherale eg bondcvcnncme. I mere

principielle og også i udenlandske sager har han imidleriid ikke

kun konservative sympatiet, men synes i nogen grad er respek-rere andm standpunkter, hlnr de vel at mærke er konsekvenre.

Der grisene everkngs peliu'k er under alle omslaendigheder der

værst tænkelige; Egger den peliu'ske sandhed efter hans meningoftest Lil højre. så. kan den måske i visse siruadener heiinde sigril vamlre e men aldrig midt imellem. Indril videre er han dagen meget skarp modstander af en mand som Reeheierr og de

ideer, denne gør sig til talsmand ler; men heller ikke engang i

denne forbinddse kan han skjule en modsætningsfmd inrererse

tor det almindelige folk. Dets uheregnelighed irasmder og gør

ham bange, rneu ders ulykke .varer eg dlrmkker ham også

Kvanairaeivr spiller em'klerne om kirkelige erruier den ddmi.

nerende rolle i Dagndeiseds 62 numre. De hesrar af to anikcL

serier, der løber i ierlaengelse ai hinanden. Den ene handler om

det :omsiiende kirkemøde i Rom. den anden em kirkerraagen i

København.

Anikleme om kirkemader er i virkeligheden en gennemgang

af remerlrirlrens hisrorie. I begyndelsen, da kristendommen .,ud.

gik fra sin Sriirers Haand”, indeholdt den ”de vigtigste eg mest

velgjarende Sandheder“, der ,,i en ganske simpel og ukunstlet

Pmmxdlling“reg sigte på at fremme ,Menneskenes R0 og Til-

fredshed“. Men denne Iilmnd at naturlig ng ædel "simpelhecr'varede ikke længe. Der udviklede rig eharhanden et przsmskab,der hævede sig chr menigheden, og heroppe murede skn'iren

på en sradig mere kompliment eg innen-.kr måde. Fra disse

udskilre sig igen hisperne og paverne, og fra da af degeneaeredesåvel religionen som kirken lor alvor. De skiirende paver

,gjorde Rehgjenen til en Seere og Finanssag“, de ”dng Gjen.stande ai det almindelige Liv ind under Religionen eg aiheldr

de Verdslige fra ar bruge deres Filmland". Dette vaktr, narur.

47

il

i

iiiI

ligvis modsrand, og navnlig i l7DO'Lalle: var kampen mod

..Klerkernes inmuiidnehende Favntag" ellekriv. Virkningenheraf knm iil sync under den iranske reveluden, og trods re.

siauvuzionen har dm i dette århundrede ikke vaere muLig1 ior

romerkirken ,ai iorhindre Udbredelsen af de ved den suarre

Oplysning irernkomne in'ere kirkelige Ideer: Såvel i Frankrigsom i Tyskland proiesnerer ogsa kmnlikker mod begrænsningeral den pelsoulige, polidske, videnskabelige og åndelig: irihed.

Der må derfor forventes, at den romerske ,,Falanx, der nyrederai een Villie og var uheren af alle nsiienale og pemmüge Fø-

lelser, iremmed fm' Palrimisme som for Famüi'ebaand, vil op.løse sig; de enkelie Landes Geisilighed vil uaede i :l inderligereForhold u'l Full-iet og Regeringen og blive mere medingelig idr

verdng Pasvirkning“.For de protestantiske lande vil denne udvikling kun få indi.

rekte iolger, der til gengældvil vaere uberegneüge. Til aue tider

har kamlieismen vaerei ,,uadskillelig forbundet med den abso-

[ute Kongemagt; et Presseherrednrnme og et Tyranni inrdre de

samme Betingelser ier at kunne exisiere. Bliver nu det første:

Magt brudt, vil det ander ikke have langt tilbage, og von Aar-

hundrede vil da se hele Europa befriet fra den politiske mn.

hed, der for øiehlikker i narre eller mindre Grad herske. i alle

Seaier". Fm disse er Danmark dog undingee, men vi vil slipperer et ellers uundgåeligt opgør med den udenlandske reakiion.

Derinr er det også en dansk inuerewe, at der slås ,ee Slag (er

den ssg, som vort Aarhundrede har sat paa sin Faue: Menne.

rkals og Mønnukealz'rlderu Frihedüc.

Som kn'slcndommen :fler nes opfanelse oprindelig var, har

den tydeligvis hans slore sympati og interesser Han ireudiaever

dens sirnpeused og aedeJhed, det gjorde den både forståelig og

LiLfredssijllenrle for menigmand. Han finder der pn'svamiigt,at der indenfor unnenighedeme ikke havde udskilt sig ct lag af

lserde eller gejstligc, der stod over og ledede de øvrige;elle ind.

tog deres Iigebeteuigede plads, og enhver var sin egen leder ng

me Endelig understreger han krairige, at kirken dengangudelukkende samlede sig om gejstlige sager og ikke optrådte

42/

som en fjende af fomuften, oplysningen og den personlige frie

hed. Der må være denne tilstand al sandt kristenliv, der elter

Pios mening er ved er vende tilbage i hans egen tid. Lnlte.

stangen er fornuften og oplyrningen, og rarslenie om det lure.

stdende gennembrud er de _,friere kirkelige Ideer”, der lloreier

overalt. i stedet for den moser-ske enhedskirlte skulle kommenationale og fcthelig'c kirker, der var praktiske og udadvendte

samt åbne overfor tidens kretv om in'hed.

For Pio er der sålcdcs ingen modsætning mellem den sande

kristendom og den virkelige frihed Tvaerrirnod må genoprettel-sen af en kirke, byggende på de oprindelige idealer, betragtesenten som en [undsætning for dler mm en følge af frihedens

kommende scjr. Dette ses også af, at han saetter iriheden på det

kirkelige umxâdc i forbindelse med friheden på det pulitiskenmråde. Menneske. og samfundslivet må betragres som en turne

litet; enten her man frihed, eller også har man det ikke.I sine artikler om kirketrangen i København haevder Pio,

at de københevmke kirker står tomme seks af ugens syv dage,og præsterne holder tilsvarende fri. Man kunne måske ind-

vendte, at .hvis en kjøbmliavnsk Præst vilde besøge de Fam'gei ham Sogn, saa vilde hon faa nok at bestille ogsaa de sex

Dage“. Men han loreuækkcr som alle de andre at tjene fedt

på konlinnationer og begravelser. Den samme særbehandling al

velhavende folk meder man også under selve gudstjenölen.Som i teatret kan man reservere de bedste stole i kirken, prae-diken bliver holdt på en effekteret og onaturlig måde, og man

udsættes konstant for opfordringer til at beraenke kirken øko-

nomisk. Hvis dene blev afskdllet, kunne man maske få rnenig.heden ril at føle, at "om ikke andre Steder, saa exislerer der dogendnu i Guds Hus Lighed lor Alle“. Indtil det er sket, må men

forslå, at folk ikke kommer i kirken.

0g alligevel vil det nok ikke vaere tilstrækkeligt, Hvis man ser

på det store nertal af byens befolkning, kan man dele den i

"den arbeidende Klasse“ og i ,den egentlige Middelstand“.Den første består af ,.se›avelDagleiren, sorn Fabrikarbeideren ogden uhemidledc Haandværkrr”, og blendt disse er der en ud-

494 Axheidårhrvlzcllulu “morale Samfund

bredt ligegyldighed overfor kirken og religionen rem kådan. At

en mand ira dette beiolkningslag ioler sådan, kan ikke fm'-

hnvse. ,,liolge sin fortrykle stilling, der ofte bringer ham til at

modtege Søndagsadreide, er kan næsten afskaaret fra lsenyr.telse nl Kirkerne; paa Grund ai Hovedsradens saeregne For-

hold kjender han ikke sin Sogneprut, eller ved rnseske knaptil hvad Sogn han hørcr“. Den anden gruppe, middelrranden,

udgøres at ”dt velstaacndc Haandværkere og Handlendel samt

de mindre Embedxmænd“, De inler ikke ligegyldighed, men

snarere .et Slag: Fjendskab mod den moderne Kristendom'x

På demre baggrund, lyder konklusionen, er det udelukket, at

noget stum tal skulle benytte sig a: kirkerne".

Den kririk, der i denne artikelserie reites med den kolren.

havnske kirke, har elrså inter med den herskende teologi at gøre;

den tager udelukkende sigte pir kirkens iorhold til menigheden

ogi en vis forstand til det omgivende samiunel. Hovedps'otandener, at størstedelen al den københevnske befolkning narrer eneen

ligegyldighed eller direkte ijendskab ovedor præsterne ng kil-

ken. At fjendskahet specielt forbeholdes middelrtarrden begrun.des ikke; derimod nævnes der jo flere torlrold til belysning al

den ligegyldighed, man møder i ,_den arbeidende Klzss=“.

Kirken gores næppe direkte ansvarlig ior, at de soeialt ringeststillede her svaerr ved at iinde tid ril at gir i kirke, og at. de har

vanskeligt ved at identificere sig med en besrems præst og hans

rogn. Til gengældtillægges den med citeru'yk skylden for andre

iorhold, der fvntævkh skadevirkningeme al de saerlige arbejds-

ng livsvilkirr i hovedstaden nens praester gor intet for i det

daglige in kontakLe de fattige og andre traengende medlemmer

af menigheden, men bruger dden på at indkaxsere penge ire

de rige. På samme måde er selve g'udsljmesten praegei ai en

despekt og ligegyldighed overfor almindclige mennesker, der

står i tydelig kdnrrast til den hensynragerr og opmærksomhed,der vises de velhavende. Den .,Lighed ror Alle”, Pie mcncr, man

burde kunne lorvente af og i kirken, eksisterer ikke mere.

“Guds Hus“ er med praesremes aktive medvirken blot blevet et

spejlbillede af der omgivende semiund.

50

I disse artikler kommer Pio imidlertid også til at demon-

strere en anden side nl sir syn på forbindelsen mellem kirke og

samlund. Eiler hans opiattelse er der nemlig iolka sacial: lil-

hmsforhold, der spiller ind i forholdet til kirken; men der.

ndoser, iremgâr det, mit dette tilhorslurhold for det store Her-

rals vedkommende være til enten “den arbeidende Klasse'* eller

nl ,den egentlige Middelstand”. Hvis man tilhører den fmte

gruppe, er man ligeglad med kirken, hvis man indgår i den en-

den, nærer man derimod ijendskab. Som naevnt aniores ingenforklaring på borgerskabots ijendskab, der jo genfindes udover

hele Europa på denne tidm; men ilndcxklassens ligegyldighedlorklares jn › foruden med kirkens egne fejl e med de arbejdseog livsfm'hold. der er specielt gældende for denne gruppe men.

nesker. Hvor ridt denne socialt bestemte tvedeling af byens br-

lolkning spiller en rolle i erlnert eller dog i andre spørgsmålom sym og nntipatiet, fremgår ikke; men det står fast, at der,der efter Pick opfattelse primært afgør ens syn på kirken, er de

sociale omgivelser.Taget under et viser Pics artikler om kirkelige emner, at han

ser et ideal i det billede, han har dannet sig al den første krist-

ne kirke. Han roser forholdene iornd für den teologiske oghiorerkiske degenemtion, og han kritiserer såvel den kawlske

kirke som den erablerede danske kirkc i nutiden. Dét, han synesom i lortiden og savner i nutiden, er kirkens enkelhed, ærlighed,iolkelighed og vcrdsljghcd; efter alL at dømme genlinder hnn

netop disse træk i sin sasntids ”frikirlmligc”ideer og bevaegeleer.l disse forenes eller kombineres den ægte, oprindelige kristen.

dom med den iornnit og oplysning, der i løbet al det srdste

århundrede har banet sig vej iron.. En positiv udvikling påbåde det religiøse og det videnskabelige felt er alrsss blot to

sider al den samme sag, som et "Menneskets og Menneskeaan.

dens Fn'hcd". Mon hvis kristendommens forhold til iornniten

optager ham, er han ikke mindre interesseret i kirkens forhold

til folket i det moderne snmiund. Dette burde veere nært., men

er i hvert fald i Kobenhavn sserdolos ijernt. chlcn er i høj

grad kirkens og prnesternes egen; men de sociale og økonomiske

51

4.

iurliula i den store by harogså deles særlige skyld. For drt første

er de medbestemmendc ved udformningen :11 det mudeme

bymenneskes oftest negative syn på kirkrn, ng for det andet

har de skabt en så dybtgående fomkel på de! laveste og det

mellemste belolkningslug, at to klart fonkelligc gnmdupfallelserhar udskilt sig.

1 lyset af begivenlirdrmc i 11371 kan du om Pics 21 miklcr

som helhed siges, at. de viser hen til Lo sider al mms inlrllukiu.

elle liv i efteråret 1869, der er nl sæl-lig intemsse.

Pics sympati med minisleriet al nationale godsejere og navn'

lig med personen Fn'js kan ikke overraske, nål man betænker

det miljø, han kom 1m og fældede: i. l hans familie og blandt

hans officerskammerarer og kolleger indenfor postvæsenet har

man sandsynligvis i vid udstrækning støtte! og delt .lrn kunnen

vatismc, de national: godscjrre ned for. Ligcmm knngehuxcl ,

hvilke: lor dum givetvis ikke har være'. uden betydning › har

tlqu kredse sympaljscrct med mgcringcns forsøg på, hen over

llovadal på de “gamle” politikere, at føre en politik til gavn

for hele samiunder samt m genoprette et tålelng [orhold til ml.

luntlet. Pics anikcl afspejler i høj gmd denne opfattelse af

ministeriet som en mm'arml regering, højt hævet over de parti.

politiske sacdnberesser.

For hans sløtLe til Fn'js har det. dog sikkert også været af stor

betydning, at hans bror Jean 1' årene lur sin ansættelse som

leder ai Østre Burgerdydkskolnn var huslærel' lor gmvrm bumw.

Hvor ofte eller om overhovedet Flo lim besøgt Frijscnborg og

dér muligvis truiiet dets Ejer, vides ikke; men en vis personligkontakt synes der alligevel at have været imellem dem Således

kun Pics lommer i august 12173 under højesteretssagen imod

ham fremlægge en men fra gm Frijs, der ialt: til gunst lur

den anklagean I betragtning af "klimaet" omkring denne

retssag må en sådan anbefaling 11m Iomdsar et mere end al.

mindclig! kendskab u'l og en udtalt sympati for Pio.

I grev Frijx kan Piu muligvis have mt en mand. du i xig før.

5?

mede mange af de egenskaber og sympunkter, han i .sine artik-

ler enten lavpriser eller efterlyser. Den handlekmft og insthed,han påstår mangler under konstitntionelle regimer og hos een.

(rum-politikere, kan han have inndet hos greven. Interessantere

er det imidlertid, at Pin i Frijs var stødt på en mand, der prak-tiserede den hjælp til det almindelige folk, han så ofte hævder

er tiltrængt.Han kunne beundre Frijs' patriarlsalske, rnrn nære

forhold til den lokale bondcbcfolkning, og han kunne følgeFrijs' ledende rolle i iorwgcne på nt emblem et politirk samr

virke mellem ”de stole og de :må bønder”, med andre ord en

tømning af de e i laudbmgslandcl Danka e vigtigste anti-

libemlisliske kræfter”.

Mens dig-,e politiske intentioner vel var forbeholdt en mini-

dre kreds zf agmrer og særlige sympatisører, stod Friis lnngtfrnisoleret med sine mciale interesser. Adskillige godsejere delte

dem, ng også knnservative kredse i byerne havde taget denne

opgave op; lor begge grupper var det såkaldte ,,arbeiderspørgs.mål” blandt tidens allerstørste problemer. Skønt man utvivlsomt

skal være særdeles varsom med at prioritere motiverne til folks

handlinger, er det i dette tilirelde givet, at ønsket om et undgået ialligmandsoprør var blandt de vigtigste åmager til de nævnte

gruppers meiale interesse. I disse kredse måtte man nemlig er.

kende, at tiden: ukontrollerede industrialisering og den dermed

forbundne politiske liberalizme hamle skabt målelige forhold for

et meget stort antal mennesker. For at undgå, at det dere:

følgende _

og dednr både forståelige og beleLLigezIe e had til

de besiddende skulle komme til eksplosivt udbrud, måtte man i

tide gennemført sociale lorbedringer. Betingelsen var dog, at

disse indgreb under ingen omstændighedermåtte berøre vitale

dele af det bestående samlundsmlanster; tværtimod va: det jonetop deres udtrykkelige formål at beskytte det vigtigste al del

beetiende, og otte ville sådanne indgreb iøvrigt kun betyde en

tilbagevenden til iørliberalistiske tilstande”.

Såvel i opfattelsen al' lnlkets uionjente og uionkyldte nød

som i frygten for dets blinde kræfter ligner denne konservative

interesse i sociale forbedringer den wetydighed, der er konsts.

5.7

lcrcl hus Pio i det samme spørgsmål Selvnm han aldrig for al-

vor begrunder denne blanding af sympati og frygt, når han

skriver om det. almindelige iolk, kan der derfor næppe vaere

tvivl om, at han i sit sociale syn var Stærkt præch al denne

vigtige side al sin samtick konservaiisme Selvom han således

i denne sag både var for og imod, måtte han alligevel på det

krafügsue vende sig imod folk sem Rouheiort. Denne og de

ideer, han reprarmzmde, var jo netop udtryk ior den løsning

på .nrbejderepørgsrnåletá Pin frygtede, og som han gennem

sociale ierhedringer ønskede at undgå.I overensstemmelse hermed er der ingen tegn på, at Pie også

var påvirket at den seende stramning, man ligeledes, omend i

mindre grad, finder indenfor 6de liberalisme. En iøjnefal-dende talsmand herfor i Danmark vzr C4 V. Rimcnad, der

ioruden at vaere rigadagxmand ng rcdaklar af de: vigtige diag-blad Dngr-Telegm/en stod i spidsen for Københavns så langtslørsle arbejderlorening, Arbejdedorøningen af 1850. Med ho›

vedvaegeen på ,,oplysning og dannelse* eg ,hjaelp til selv.

hjaelp“ forsøgte denne såkaldte ,,arhejderkonge“ at afhjælpe

tidens sociale nød. Selvfurskyldt eller ej, så var det iflg hans

iilosoli (øm og sidst op ril den nødstedte :alt er løse sit pror

blem”. 1111615de i dét, Pin skriver i dene efterår, støder man

på dette eller lignende synspunkter. Muligvis har han ikke

desto mindre deltaget i nugle df adrejderloreningem møder,

men medlem var han ikke24 Til gengæld må det beuugees som

sikkert, at han aldrig har vist sig i den men radikale Køben-

havm Arbejdnfumning, der muligvis endnu var i live, ligesnmhan ingen forbindelse havde til de smâgmpper i byen, der pådette tidspunkt Lumlede med endnu mere vidtgående forslag til

løsning af ,,arbejdenpørgsmâlet“?5.Skønt Pin nlte henyuede sig ai tidens liberalistiskrprzgede

slagord om individets ,,iri|led“ i Iomkellige varianter, må det så

ledes slå fast, ar hans sociale inltnsse, som den fremtræder i

Dagx-Aviævl, har henret en meget væxentligdet af dn inspiraeLion og sit indhold i en null-liberalistisk konservatisme. I lyset af

Pins senere udvikling knn denne komtatering kun udfra en over.

54

lladisk betragming forekomme overraskende, En kendsgerninger det jo nemlig, at mnialdemokrztcr ag konservative ud nver

Europa i sidste ljerdedel al forrige århundrede, almnt uenige i

meget, var fælles om at opfatte libemlismcn som hovedårsagentil. tidens dårligdom. Det var dén; der havde givet los for den

hæmningsløse industridle ekspansion, der brngle samfunds-

balancen i fare, og det var den, der havde skåret. de bånd over,

der knyttede den enkelte til et familien fagligt og inlkeligvfællesskad I løsningen af ,,arbejdenpørgsmâlet“ mine socialr

demokraternes aistand til de konservative derfor blive mind"

end til liberalisterne”. For at komme fra dit nuværende stand-

punkt 'il sit fremtidig! skulle Pio altså slet ikke gå så langt,som man umiddelbart kunne tm.

Men Pie tænkte på andet og mere end politisk og social knn-

servalisme i dette efterår. Religiøse og kirkelige spørgmål var

Lydeligvis hans største inneresse, som allelvde Holger Dan-

ske-bogen klart viste. Men hvor han i denne bruger sig sum

den kølige videnskabsmnnd inden lor et kirke- ng religions-historixk emne, er han i sine avisartikler engagerer, aggressivng nutidig i kritikken af kirken og præstesknbet. Dette var

ikke ualmindeligt i disse år.

Op gennem hele 1800-tallet, men navnlig fra 1860'erne og

lmnelter skød et Stun antal kirk ge, frikirkelige og sekteriske

bevægelserfrem al den folkelige undergnlnd. I de llesle tilfælde

i skarp opposition til den etablerede kirker Med våben, drr for

de brdsæs vedkommende var overtaget elmr Søren Kierke

gaard, gik de løs på den udveudjghed og sltinlielliglied, de på-stod behenkede kirken. Bled andre våben, fortrinsvis hentet fra

at naenen tilsvarende vedtkelsemie i England, langede de lige-ledes voldsomt ud mod den lenen lor de dannch og velbjacr-gede, de mente at finde blandr præsteme. En af de imam.

melser, hiükcmc i denne sammenhæng ultust tog fat på, var

kirkens manglende engagement i løsningen ni ,,arbejdenpørgs-rnålei“. Prætteme, hævdedes det, demonstrerede cmcn passivi-let eller direkte ljendskab overfor det. voksende antal menne-

sker i de større byer, der al udviklingen var tvunget ud i nød

55

og fattigdom. Det kunne vaere svaerl nok at acccherc den imm.

herskende ulighed eg forskelsbehandling nde i samlnndet; men

der virkede inmrgeligt ng nprnrende, er de samme uretiaerdig.heder nu også rådede indenfor kirken. Den kirke og rm, der

einer kritikkens mening oprindelig hdvde været de iattiges og

undenryktes beskytter, var i tidens lab ai et snehbet prsesneskabblevet forvandlet til et ñdslordn'v fur de velhavende eg seivnl.

frrdscnr

Ar Pin i sine angreb på de københavnske kirker og praearer er

påvirket ai denne kritik forske-mme: åbenbart. Næsten ud i

dernljen svares de til de beskyldninger, vaekkelsespmediknnter i

disse År med så stor etiekt skriftligt såvel som mundtligt ietiede

med den etablerede kirke. Men var han på linje med de vakre

idetre spørgsmål,så var han det også i et ander og i denne sam-

menhxng ikke mindre væsentIigK.Indenier mange ai disse

iolkereliginse strømninger iandr man nemlig der positive alter.

nadv til de nnvaeiende tilstand: i det, der Dpfaltcs som en gen.

opdageise af den ægte, d.v.ss oprindelige kristendom. I alt hvad

man foretog sig, var det målet at vende riibage til de oldkh-ke«

lige rider, og når man byggede sin nrgsniserien ern, reg man sir

iorbillede i de følste kxisLne menigheder. Dengang, hævdedes

dei, eksisterede der et virkeligt menighedsliv, hvor alle var lige,hver fællesskabet var det bærende, hver troen gav sig udtryk i

medmenneskelig virkrnrnhed e kok-L sagt: hvnr krisrendnm, mer

nighed og kirke sted i et ægte forhold ril hinandenn. Som det

vil vsere iremgket. vnr Pia givetvis i vid ndsrmkning enig i

denne bedømmelse ni de første menigheder og sikkert også i

bestræbelserne på at vende tilbage ril det oprindelige grundlag,Men er der derier ingen kvivl om, at Pio i sit kirke. og

religionssyn var snerkt ,meget ai sin samlids vaekkelser og [de

kirkelige bevægelser, er det vanskeligt at nignre hvilken ai

rerningerne, der betød mest ior ham Bedmrnelsesgrundlageter næsten ior spinkelt dertil; men den stærke understregningni kirkens pligt til at påtage sig et speeielt nmejde kunne taikes

derhen, at han har kendt til de engelsknnspirerede kirkesam.

fund. Muligvis har det helt sin virkning, at Pio på denne tid gav

56

primundervisning til vennen, nurdmandcn Christian Treider,der var på methodjsiisk præsteskolc i Københavnwg i hvert

fald lægger med-lodismen overordentlig vægt på de gode ger.

ninger, der i England gjorde denne irikirke til én af de mest

aktive indenior det kristne hjælpearbejd: blandt industrialis.

mens eire, og heller ikke i Danmark iersemte men denne op.

gave. Men også Pics npiattelse al den almindelige kristendoms

særlige kvaliteter kunne lede tanken hen på såvel mediedismens

trosindhold som dens kirkeopiateelsesn.Imidlertid må det være tilstrækkeligt at påpege, at Pin med

sine kirkelige artikler aislører nogle synspunkter på dette telt,der peger udover det egentlig mligime liv. men som i høj grader præget ni dette. I det sande kristne menighedrllv i fortiden

og i nutidens iorsng på dets genoprettelse er han stødt på idealer

som lelznktzb, lighed og folkelighsd. Selvum han efter alt at

domme. allerede har visse iorestillinger om, st disse også lsurde

prasge det verdslige liv, er det dog højst tvivlsomt, om han i

eiterårer 1869 har bestemte, mere vidtgående plsner lor, hvor-

Lede: noget sådsnt skulle kunne realiseres. Men ligesom irilneds.

idealet, som Pie selv lisevder, ,.srnitter“, på samme måde må det

lonnedes, at han i sin optagethed ai de nye ideeler før eller

senere vil lorsoge dem udvidet til ugså at præge det omkring«liggende samfund. Erlañngsmæssigl synes det i hvertfald attest

at vaere sådan, at hvad der gaelder (er den ene side af menne-

skelivet også vil gælde ler den anden, ligesom der er talrigehistoriske eksempler på, at en person eller en havzgdse i begyn-ddsen kun var mligiøst vakt, men senere som en konsekvenskemi bevægede sig videre ud. Netop denne rækkefølge: tnrst

religion'. demsest religion ng politik, ietekemmet så bemærkel-

sesværdigt ene.

Kirkehistorikeren F. G. Lindhardt, der i lorskellige iorliin.

delser liar beskseltiget sig med dette emne, har således påvist, ar

lawtallets religiøse vsekkelser, skønt udsprunget si de samme

seeial.skonomiske årsager,gik jam/:l ior den ielkelige, seeiale og

politiske rejsningf” Herira gør han deg en undtagelse, der påen vis måde allerede fra begyndelsen var både religiøs og poli-

57

l

l

ll

i

tisk, Han uenker på v den socialdemokraeiske arbejderbevæ-

gelser Al. denne må indrangeres blandt ådmndzedem religinsevækkdser bør ikke overraske, hævder han, Socialt udgik den fra

de samme belollrningslag som de avrige, Dg ugså den var ,,me-

nighedsdannmde“, ider den udvalgte flok. som den 21 ”histo-

rien“ havde fået til opgave ar helri, havde grænser tilfælles

med arbejdcrklsssen, Som helhed følte bevægelsen sig derudover

tiltalt al den såkaldte ægte og oprindelige krisrendom, personi-ficeret i chus, der kaldtes nverdens første socialist". Der var

dcrior udelukkende mod den ai præsterne borgerliggjorre kirke,

hevargelsen vendre sig, hesremr ikke imod kristendommen,som man iøvrigt nu selv på sin egen ,,religiøse“ måde ville

virkeliggøre i friheden, ligheden og bmderskabeu ånd, Selvom

"kulturradikale ideerK' vandt et Vist fodfæste i bevægdaen, kon-

klnderer Lindhardr, må rejsningen af de danske arbejdere ”derfor alligevel regnes med til århundredets religiøse Vækkelrzr.32

Den ovenfor naevnee formodning nm, ae fnlkemlig'innen og den

socialirriske arbejderbevægelsehavde en fælles kmftkilda i men-

neskets underbevidsthed, der skulle iorklnre den overraskende

folkelige tilslutning til en så indviklet teori som den socialistiske,må herved væie blevet styrket. Såvel i Operaen, limnemsden mm

i selvopiauelse ligner den soeialisrikke arbejderbevægelse dc

samtidige loureieligiase mmlser,

Delle må kaste yderligere nyt. lys over Pins udvikling. Ved

siden af sin konservativt-orienterede sociale interesse er han i

dette efterår også stærkt prægel af dele af sin samtids vækkelsese

bevægelser l overenssremmelse med de gamle idealer som hele

lesskab, lighed og folkeljghed, som han har fundet i de første

kristne menigheder, bør en ny kirke hygges op, Nået hertil må

der på den baggrund, der netop er blevet ridser op, anses for

særdeles sandsynligt, at han i højeregrad end [er betragter det

verdslige og der gejrrlige liv som en helhed, indenlor hvilken de

:amme idealer så vidt muligt bør råde. Når det et sket, vil der

herelcer naeppe være større iorhindringer på hans vej hem til

socialismen. Hvad han måtte møde, der trak ham i denne ret-

58

ning. viue iermentlig uden større vanskeligheder kunne ind-

passes i eller udvikle de ideer, han allerede har.

De Pie i 1577 skal beskrive sin politiske udvikling; hedder

det sem nævnt, ar de him leret havde iorstaet Hülger Danske.

sagnet og lignende. iertaellinger som udtryk lor folkets kampfor et bedre liv, sa ,,iulgte Resten saa temmelig at sig selv",

.Jeg stødte snart paa Beretninger om de folskdlige ældre kriste.

lige Sekter, der havde saadanne Fermaal, jeg opdagede den

samme Tanke i Munkelivet og i mange andre af Middelalde.

reru Flemmninger“35. Endnu har vi ikke han om hans møde

med munkcvæsenet og andre middelalderlige kristeligt insplrerede iællesskaber; men at han bevæger sig laa sagnhisterienhem til den kristne kirker ældste historie, finder afgjm'l støtte

i hans artikler im eiterâret 18694

IV. Kanklun'on

Ved udgangen ai september 1870 måtte det lor den, der ikke

nærmere kendte Pie, se ud til, at den nyudnævnte mbedsmand

nu nmxidcl kunne påbegynde en karriere, som under normale

lorhold kun alder, sygdom eller død ville bringe til afslutningHans vej hertil havde været ;møder og nu og da afbrudt ai

nogle aisu'kkere i forskellige retninger; men i dette var der ikke

noget usædvanligt. Som repræsentant lor det laveste sociale lag,der oplattede sig selv sam tilhørende bm'gemkahet, var hans

ydre liv i sidste halvded el 1860'erne på ingen måde undtagel-

sen, men efter alt at dømme Harman reglen. skønt han havde

måuet udstå meget for at sikre sig en fremtid under gode mater

rielle kår, va: Iran ikke og her rimeligvis heller ikke selv følt

sig som specielt foriulgr al skæbnen, semiundet eller noget

tredie. Dét, han havde måttet døje med, var simpelthen bem-l«

gelserne for (allt at hans slags At han af den grund i særlig

grad skulle være samfundsstormer i svøb forekommer ikke sunde

synligt; i så fald måne der være ikke så lå på denne tid. Med

sine saerlige eriai-inger burde han tværtimod efter sin ansæt.

59

relse være blevet en mere end almindelig m) tilhænger af sam.

fundsferholdene, som de var, Intel i hans ydre vilkår i 60'eme

er så usædvanligt, at det alene synes at kunne [øre hem frem

ril er brud mrd der borgerlige, sikken konserverivresrienrerede

miljø, han var født ind i bg fortsat levede i.

Desværre foreligger ingen kilder til belysning af Pins nøjaglige

politisk-ideologiske standpunkt i reprember 1570. 0rd hvordan

eller hvor lengr han havde udvikler sig siden efteråmt 1359, om

hans ansærrelse sern pnsrekspediem skulle have ændret, md-

dsernpef dler nsdskr aeeelereref hans udvikling, kan der derfor

infer sikken siges. Hvad der kendes til hans indre liv indenfor

den behandlede periode stunmer udelukkende fra Sagnzz om

Holger Danske og lrn artiklerne i Dsgndviren. På dette grund.lag er evenfor forsøgt at indkredse, beskrive og analysere sider

af kens intellektuelle liv, der peger frem mod hans soeialiseiske

bekendelser i sommeren 1571. Herunder har der vist sig mu-

ligr at besrensrne rækkefølgeneller stadieme i hans politisk-ideo-logiske udvikling, Men, kunne man afslunende sporge, hvor.

ledes lorholder disse sig egendig til hinnnden?

Selv hævder Pia jo, at der var hans sagnhisroriske studier,der havde bragt bevægelse og uro i hans sind. Han blev her

under ,,bekendr med de Forhonbninger, der rnidr i Elrndighe-den næredes ai hele den undertrykke Folkemasse“, og han op

degede efterhånden, at ,.der ikke gaves et eneste Folkeslag uden

at de var bekendt med dem". Men selvom han til den: fejer, ar

,en saa fælles og ensarrer Følelse maatte have Grund i neger

Alrnfnnsenneskeligf, i Noget, som pae én eller anden Maade

maaue indeholde en Gran af Sandhed”, så har denne undcrr

røgelse vist, ar han på drtta niveau langs fre var enrvdig i sir

svn paa folkets længsel Efter et bedre liv. Både i Holger Dan.

ske-bogen og i sine evisardkler, hvor han behandler sagen hen.

holdsvis i en Iunjdig og nutidig sarnrnenhsmg, lrerngsir der

klart, er nok fomtod hen det underrrykre l'qu i dels ulykke,mm han frygtede der endnu mere, I den sagnhisroriske ens-.ind-

ling bundede denne frygt i er krisrenr grundsvn, der afvist: den

jordiske frelse som en urnulighed, fordi mennesker var ,,syn-

50

digt“. Endnu i ettetim 1869 synes frygten lor følgcme ai et

lauigmandsopmr at have overtaget, ng vs: ånagcn hertil dybestset. [om-al hans kristnc mcnneskeopfanelse, så kom den til ud-

tryk i en socialt-orienteret konservalimle: lolket skal hjælpes,lotdi det er i ned; men det skal ogaå hjælpes, for at det kan hole

de sig i to. Men dette hindrer selvsagt ikke, som denne afhand-

ling skulle have dokumenteret, at hans sagnhistoriske interesser

var det iørch stadium i hans politisk-ideulngiske udvikling. Det

gav ham en viden om og en opfattelse nl lalkets lu'sediiike rolle,der peger hult min til, så at sige lægger op til han; senere over

gang til snn'alismcn.

Det naeste, det itlg. Pio selv eltete, var, at han stødte ,paa

Beretningei nm de forskellige ældre kristelige Sekter, der havde

saadanne F0nmlal“. Også dette andet stadium har denne al-

handling kunnet dokumentere, han kom ind i. Sandsynligvistem en lølge af de sagnhisturiskc studier, nien givetvis også under

indtryk al rl: folkeligt: vækkclscr og frikirkelige malinger i sum-

Lidcn, udvidede han sit inlcmsxcområdc til også at omlalüe den

krisLne kirkes ælthte og ældre kirkelüsmriee I de første kristne

menigheder finder han en krisoendcm, der forekom ham langtsandere end den, der praktiseredes i nutidenx etablerede kirkc.

Men derudover opdagede han sammesteds en livsform, der i

üvemnntømmclxc med den oprindelige krixtendam byggede pålælletskeh og lighed i alle lod-told. Dette er det centrale punkt,del' kaster ly: frem og tilbage e dette er utvivlmml vendepunkteti hans udvikling frem mod socialismen. vel var det græske

demokrati: den mmerske republik, irislalcn Island og de nord-

amerikanske stater steder og pcriuder, hvor lolkel var lette:

lur de tungeste :J dets hyrder; men i de kristne urmenighederhavde han to. første gang .nødt et konsekvent lomg på et rea-

lisere menneskehedens ældgamle drøm om et bcdre liv, der ikke

kumpromiuemdes at de udskejelser, der plejede at ledsage. den

slags ekspedmenter. Det dilcmma, han hidtil havde befundet

sig i, mellem livgten for folkets vilde kræfter på den ene side

og medfølelsen med det undem-ykte folk på den anden, syntesher at have lundet sin løsning. sagnenes iorhåhninger om (01.

6!

kets befrielse gennem opbygningen al et iolkeiigt iallesskab var

ikke kun utepi, der ikke kun burde, men kunne virkeliggøres,Fra nu af kunne han være både kristen og far folkets

På kort sigt iik dette den virkning på Pie, as der ved siden

af hans konservativt bestemte interesse for de dårligst stillede i

samiundet udviklede sig et socialt engagement, der hyggede påen blanding af religiøs tro 0g tillid til fællesskabet som likanrm.

i selve kravet om hjaelp til de fattige kunne der ikke npstá

noget modsætningsforhold mellem en konservativ og en religiøs

tankegang; men de bagvedliggende bevæggmnde var vidt for-

skellige. Hvor konservatismen med sit sociale arbejd: havde til

formål - i opposition til liberalismen e at vende tilbage kilebevare og konsolidere det Lnderdelte sarninnd, repræsenteredeiolkereligienen et iersag på at nedbryde enhver slags torskene og

i stedet bygge en verden op, der hvilede på lighed og broder-

skabr Med denne ,,kommunistiske“ tankegang, der etableres

forbindelsen fra sagnenes iantasier om en morgendag, hvor alle

mennedmr hliver brødre. til de kristeligt inspirerede iællegkabeli fortid ag nutid, anbringer folkereligionen rig hlands knuser.

vadxmms modstandere. Med andre ord' jo naermere Pio måtte

knytte sig til den kristne fælleukabsvisiom jo laengere ville der

blive til kunservarismem syn på ,,aibejdenpørgsmålet“.Imidlertid er der ikke noget, der tyder på, at dette Endnu er

gået op lor ham. i sociale spørgsmål er begge opfattelser reprær.senterede hos ham, og på trods ai en vis usikkerhed i hans tens

politiske udsagn, må de fortsai kamkieriseres som konservativt

prægede. Alligevel tager man naeppe fejl i, at det er hans kristne

engngesnent, der før eller senere vil tvinge ham bort ira den

konservative gnmdopiattelse larst i sociale, dernaest i politiskespørgsmål. Haus viden om de kristne [ællaskz'oer og hans tro

på styrken i den kristne næstekærlighedvil vise ham en vej trem

mod inlkera heis-ielse og neddæmpe hans lrygr lor dets ubereg-neligheds Sammen med den iontådse for menigmands urgan-.le

laengsel, mm hans sagnhistnriske studier havde hihragt ham,vil dette blive den kraft, der pnliüsk-idenlngiskfører ham ud af

den kunscwatiimc, han hidtil havde repræsenteret.

62

Således kan man tilslutte sig Pics egm bemning nm. at han

gmnemgik to stadier, at nagnhismrisk og et kristeligt, føl' han

på el tidspunkt kom på det mic med, at ”aim ,uwpiskc' ldær,'lam Modstandcmc kalder dem. ogs-.m i Nuliden eksisterer, ikke

som [uimka Drømmerier, men som en i Praksis udførlig

Lære"; men du name iik (øm sin fulde betydning i kraft al

det andet.

5!!

NOTEK OG KILDEHENVISNINGER

L Indlminmgx 0. B., 1391-1953. Mala', 1.5ch

;1 Arbejderbtvzgelsem 511,110.

[ek og Arlnv (ABA) 19mm,Inrlzrter nu en hug række bø-

gu! dg made: um pemner

og begivenhedzr i den danskc

axbejdezbtvzgdie. 1-13, 1903-

1970. Dr. phil., nvuzrkivzr ved

Rigsarkivet, (mmm at' 1:11.,

Du: /øglx'gt Arbejdolbwagaluog Damm indtil Am 19170, 1,

Kbh. 19584

2 Louis PM arkiv, mm,

5 Navnhg han: Pir/Miu. Mun-

dm 1m Halvizurdxzmn 411m:dubsnægelul Kbh. 19311.

4 Bmg: Schmidt: ao Lani: Pin

Bmg 1m. 1550, der sammen

...ed de ledsagende hxogxabskeog bibholile Oplysninger er :1

andele! værdifuldt og tidsbe-

spmnde hjælpemxddel fo: den

Piminmresszredb

[5 Om Pin ;kriwx mmm er :ud:

"12: noget mm lav-nedethpræget :af ummdssüun .higcnog Mærk'. dam imzrmx" (En

hygning m' man, Kbh. 1555, b,

1., s. 49). 12« Exuun ager han

dg således ud: "Allerede hele

denne ommmlzde Kmm ,;17m lnduyk ar et 1m men mu›

digt chd, af ophhuunde

64

Energi, men ringe Udholden-

hed” (Den /aglm Arszdnburvægclxz 1 Danmark, Kbh. 1933,› m).

1 Om denne .typi5ke' revolution!-

mand :B om. Brinum: Th.

Anatomy ol Kavaludon, New

vm (1935) 1965, s. 101 1.,hvor du! :her en hmfmmalion

med den himka virkglighedvixer sig, «1 han mme er :ny-

pisk,

Il. Fm januav 1868 nt

Jøptzmbm 1870: Forbercchtø

0g amætteke

1 Bench. Pim'mrevi am., 5. 50,Indbydmmknp nl de a//mt-lige Aanprlnsv x' Borgudyd-mm 1' hmmm", Kbh.

1869, d 13, ag Suzmbog forSalondlisuknanler, Hmm Ar.

kiv (HA), Rigsarkivet

Kundgjlrdre im Armani, d.

29.10.1354,, nr 56, og stam-

bagen,a 51mm” 21 5.3.11357 Lil 19.133.

mjon. Kun 00 dage nu var

tilbuddet Navn 011mm;ngfm' bataljnnuu mandskab, duvar hmmm i 's'ybmg (19'512112111071: Btfalingybog, dm

2V )› Fam m dage eller har

m

11

11

IS

hm de; skriftlig meddelelscherom. Forklaringen må Værn,

3.! Pia har madluget et privat

Lip om muligheden for en im.

limngllse af tjenesleüdm :man

d 1 eller 5., som ;i noge! nær

øjeblikkeligt har udim han!

nnsngning d. 5. (19- Bataillon/1.91 Iannzan-Rzgimuin E14

Irakrbag [ar mdkummøndø ng

udgaaemis Skriv/sku, HA).

Indbelzming af 11.1.1868 i

13. bataljnm axkiv, behlings-

bogen d. 11.1.111611 og 5m.

b175211,HA. Om bluljimcmliv og virkmmhsd i disse år n:

Niels m , Slexvigske Fudxcgi-mm i Krig og Fred, Ha-

dnnlev 1953, s. 135 ir.

Skrivelse af 27.5.1355 i haml.

jontru arkxv, HA.

Stnmbog for Semndhemman.

m, HA.

Fadjolker under 1.125 Cannel-

mmmandn, 1559, Fay/mmm.inline Nr. 1 fm Summum.

mmlzr Af 13' Butuillun, HA.

Anxøgning om immune vad

[20:01:me ni 15.1.1806, ron,

“min” Arkiv (PA), pnmim 1 sgnnndç, um.. I. 131. An-

mg-ningunn u'I Nalionalbam

km og finansminist har

ikke kunne: ermipoms.Ansøgning til puxlvzsencc af

141211165, PA, Schmidt, i,

19.

SSL.

511.

Civkuluxi: [va GlnIYalledl-mmm, Nr. 25, 1866.

Om reformen og den: loxhhu).

tie sie 17.”. Olmn: anni-ni.

AnnqanemgeI-m “incline Summum

14

1:1

m

11

IS

ta

en

31

pandimhe. Grev 0. s. Dan-

nakjald-Smusøe i 17,; 1mm.liga dam/ç: Paul/Inari gennem

.7017 Aar, 152471924, 151g".

Busse: ind, Kbh. 1921, 5.

12211.

Fm Gansmlpuxrdx'uctuumn,Cirkulain, Nr. 17, 1860.

Amngning, til pain-mm ni

2711569, PA. Schmidt, 1.21

1.

Ansøgning iii pmwæsenei ai

24.3.1970, PA. Schmidg n. 22

i.

De årlig! Wuuglcr øver de

ialt 19 ansatte “udi-.r generaLpmuhldnøren og overpmune.surtmbedet i Dumk Hoi ag

Stun Calendar JMHB vucr

ingen eller kun en enkelt :nu

anmækn.

Amagningu ul postvæsenet n:

1.3,1370 01: 27111169, PA,Schmidt, ., 231. og 5. 211.

Anwg'ning til postvæsenet ni

21.3.1370, PA, Schmidt, x. 21

1. Om den imsz korrespon-dam-e i [orbmllelne med pcsb

skum, sekundlzjmam H F.

A. mmm hunrljsz og Pia;

konsmuuing le qu 12m.nøvemvials Kunztpandmicemmm [var 1869, 1, 11.211.

1359, m'. 209 og 210, PA.

Ham ansøgning ai 27.1.19591)le aim imøddmmmel.

E. Gigas (H. A. mndnn) mn

Jean Pia 1 Dmk biagm/(xkLnkn'kun, Einar Andnmn,red.: Øsue Borgerdydxkalen,17117 [937, Kbh. 1957] s. 75.

Indbydelieuknh 211 Ja oljnlkliga Ampmw . Bargwdydx-

55

ud

2:

2.

rlmlrn ;Ki-brnhavn. Udgiuct

af Inari Pia, Kbh. 1859 til

1372; i Ikrifml fra le72 næv-

nu P'io ilrlrr lzngel'e blandt

nkolms lærere.

Jvf. hm irn Pia vil dr. Mn'

rhiu StmanIp i anledning af

rl ”sidstt Honorar", Det kgl.Bibliomkl Hindnkxlfuamüng,

Schmidl, r. 12. Drr rr daleret

153., men er uden Antal,

Schmidt folleår men, idet

Slrrnrlrnp i drnr ir lrn apriludsendt: tidxskrihct HuüetL

mer; i bumgwlng af damn

rr 1861 dog mere sandsynligt,hvur Sletmuup nd,” min):

Maanzdlxkrilr Chr. Bahrens

meddelelicr i Fm Louis pinr

Ungdom, Sociammnhrirrn,d. 7.6.1932) om "Hem Bidrag"til Hvillinva dokumcmulcs

ind

Om Brix se Eenqu pianrrrr

og artiklen i 17an hmgrdfxikern'kon, Julius Jacobstn ;u'r

bejdede sidst i lBGU'eml rom

[mogl'at Fra lm og de 'øl'

gnide lle lr opgmr hm sin

stilling til nt være joumalisx,men denim vmdu: hm alle!

tilbage til nr nprindelig: dr.

hverv: Kmkl quixn, respkl.smaa-gr.Om :it kildefovla-g min-r inn

laurrrn, at luns oplysninger,,drlr rr maddelr nr af en hule

Erland; nl Pin (i :n lodnmc:

,,Der ejer en Samling Bmve

lrn hnrn, hvori han hrrlrrivrr

flere af dr nzvme Begivenhe-

der"), dels suppleret ved rn.

müieehermtningrr ng rg-ne

66

Erindringer" (s. 16). Under

alle umulzmliglledu dr kend

Hubs'. til den blograferede im.

bavsmde indgående og min

svaxande til rrindrlngeme lrn

1377. Bugenl dc! tmdl sig udrrylrrr åmzl ma udkom påPics lødsrhdng, d. 14.12.1572

(Saøialuun pi dd). M' tyde.

ligvis skrevet og udland'. lor

at understøtte dr fankzllige:mg i din... måneder på at

il Pin lnrlndr. En admin mzd

5.000 underskvihm, drr klar

gede om pollueu [rungxngs-måde i dagene omkring d. 5.5

1372, var Engl/eret til folk:-

nngrrr iormand d. 10.12., og

d. 20.12, nzdsullex el folke.

(ulgsudvnlg ril hrhindling nl

klaggn. 1 et brev (u Pin til

boghandler Lorin, der forhgdx:den biog-leiske rum, emnhx

forskellige lorhold vrdr. både

adrexien ng lolketingxudwlgel,min dateret hmm til bes-y".delsen af dacembez 1872. 1 et

NB al den: hm xkrivar Pin:

“Den lille Bag maa trykker.med damke Typer og helu ik-

ke: legen [ol dyrt, mg inml

Hmmm ul Ovenkud“ (brev i

pl.. 5575/1572, Judtz'tsdepaxtpmel-(eu 2 cnnrnir, Rigssxki.

vet). I 187243 lorlngde 1.«ri, kun kn bøg!! far eller om

Pio. Den [mm var der

Indlæg i Sedum-Saga: nmr

Kn'mnuzlv og Pulx'zinmnl

Dam, Udgiurr ai -y- denne

bog kom den lmr eirrr d.

29.3.1372, hvor kriminalr dg

pclikirzuens drnn mdr, og drn

an

m

ks

u

au

:1

5.

u trykt mad gotiske bagnavcr.Den anden var Imi; rm. En

bmgm/nk smug, du som

nzvnz udknm .1. 111211172,

og som netop ei 5.21 med 11m.

ike lyver. Det kan derfor ikke

vaem andre end denne bog,der hemydex 111 1 bxcvel .

og

hvem Andm md Engang 1mm.

nu kunne ;2111: krav om own.

ning eg, ikke mindn , om

piben?

Edminngzv /va Ruduklium.

kardon! og hmm, Kbh.

11177, 1. 11, og c. w, min-

Socialiunm og den! Ledert.

1451.. 111715,;.11.

JVf mumier i. 411.

Biblivtekeu udllnypmmkcller(1116540). Det kgl. Biblio-

zeki 1rth

s. 2.

Dagmx madu, 16.11.1859,miniuuu Tidende, 24.11).

1159, Fm 1.1;' og Vxlkelxghtd,okt. 11165, 5011:1: Ann, 511.

11159, Bnlingika Tidzndc, 23.

11.1st, Fadnlandn, 15,4.

11170 og Daghladøl, 23 5.11170

mn Lilønmnhxn Cemmb

blatr, Nr. .1, 1370, mm m'.

11m, Nn 7› 1370 og om. 31,Anzeig., .. 12907515, 1870.

Maximillmn Eruhni anmelder-

eksemplar med 12105 dzdåkakian

ng Bruhn: lign: kummemarlr

:r 1 Pia; arkiv) ABA.

1) 1). vidtbekiendlr Molbov

er: vi” Gjerninger og mme

nei-1mm. ved Professor R

Raks, 2) 151 forfærch Hu:-

kan i Ringe, ved 1).. Joh

Brummmd ny: :1) Cypñanuxuhm' 1:1 Llanuxkript pm« dc:

,nu konggl. nibiimhek, 41111.11. 11m 112111121: D. Grøl

1.1m Elm-1mm” om du 1

mb: By (ni Hexeri brændte

Mguneiku. Hisluria um Dr.

johan Faust, den Vidtberyg.tede Tmldkarl os Smickunsb

nel.

H 11mm i Du kgi. Bxbliomkx

Mndskvifusamling, sdirnidi, i.

24.

58Ansøgning s! 241.

sauna., i. 221.

1* Nyhbder om Iuigxudhmddct er

nået Lil ham. men: han op

1101111 ig 1 lejren ved Hald.

Frede 11031111,der 119mm m

genuidkaldi, ;im i sine ciin.

dringer en måden ammfmra-

matul bcxkvivekc af dm min.

ningnhølge, lejrdelmgrrnr blev

;min at', da nyhudzn kom

117011111110 enndrinlu, Kbh.

1963, 1 47), Om de Luiliæxe

reuku'oner hexpi, du ;ik hg.

wdan 101 Pia, i. rum, “A

5. 1.15 1. uLu 11: :01mm mk.

uom, se brevvekslingen mgL

lem c. 52. A 111115,Vini. Top.m ug 1>. v. Grave: Omkringhmmm i 11170, ndg, og

komm. ni K. 1-1 JørgL-mm,Danske Magma. 115. Hk, 2.

1›., 1952-55,

“5 011111411,maddag" im P011-

vaimn opmurynkn, Nr.

15, .1, 20.7.1870, i. 9.

1° Aniegning af 1.11.1570, PA,Schmidt, s. 25 I,

37 En'ndnngzv, s, 9.

18701

57

:w

w

4'

42

.u

n

Fame sekremmnr Kunaspunrdun" Pvalnkul for 1870, U,

PA, d. 53.187DJ nr. '20574

Om forældrene og hjemmel ie

Pmnnn, :v 415 [L I .$1er Ann

jubilæum, Kbh. mil. bringerVilh. Pia soldaæniden, kongen

og fædztlandet sin hyldat.

I begyndeleen ni laau'ernc

blev [nrzldreue skik, se (1.

Klitgaard: Oprngneleer om

slzgren Pin, Yennnzlhismriik

Tidskrift, 64. årg., 1945, i

m.

Su., s. 122 ii.

Jean blev med liden en kendt

skolemand ng pædagog,i 1875

muL-zx meeuur. l der/:mbar

lasx blev han gik med kom.

lem Eliubekh Smal-m: Suphie

Sponneek, diner at ligsgreve,depumer, kammeriinrre, iinli.

gere ñnaruminiszer, ere., Spon-neck; se Dun-fk Mom/iik Leir.

likon.

D ec oplysninger akyldts irlri.

var .Frank Jørgenren. mmrki

vet, samt i nu vi; udstrækning

egne iagttagcbexiSvend Thorsen nievnnr den

riiiko, navnlig ambedsmamd

løb, når de under eger nnrn

blandede liig i tidgnx dehm.

Der. dnnrkr Dagspmus, Khh.

1952, bv In, a, 24 I. 5; :bull-

pel nerpi er den i 60'erne og

7ü'cmzs kulturdclmk så nhch

c. Rorenlærg der i 1855 på

grund ni nogle avinnrn'klcr

mine opgive sit embede; sc

annn Slangerup; Kultur-

kmpen, Kbh. 1946, I. s. 125

68

n. nK Dumk bingmfuk ukri.

kun.45 Jvl. ovenlnr i. 76.

111. Videnrinb og engagement1

Jvl. nveninr s. lil2 Thmnu Miinzer var du 50-

dal-teligiøsr leder at nu ryd.tyske bandeopmr i kølvnnrler

på den Iurhruke reiorrnnnnn

Med Luther: verbale Hatte

blev bønderne slaer ned hmm

hunch og i 1525 hattenv

der Münzer.

i Såledex i Lnnir pin, En Magn;fill. skare, Kbh. 1873, s. 7) og

under lorhørcnc efter Emili'

tionen i m' 1372, re Krim:

nal- og Puli erienr Dnm r Sri.

cinlnltmn Søg. Udgiv-u al

GnMg Kn'ngdbazh, Khh. ma

i, 29.

Erindringer, r,

nen mm.

5 Karl Marx. Økmmmi ng mo.

mli Ungdnmrrkrilrer. Udvalg

og indledning ved Villy Søren.

ren, Kbh. 1952, i. 24.

ErmAvm/lør, i. 3

l Dag:-Avi5:n,l1r. 17, d. 5.ll.,benyttes i m anth mn grev

Friis følgde :ira - Tom r'nr.

rnnge en rilnnm dnni le riecle

nei nous sommes, at den par

lu diner: qu'on gnuverne les

hmnmes. Samme sim rm Pin

nedxkrevev. i el rulelienn, der

er damer "Kiøbenhmvn 1853-

em, men min tydeligvis han

være'. i brug op gennem 50'er.

ne: Pias arkiv, Alm

a; udhxvnixh

10

11

er

14

IS

er

11

de

19

kr.

1 nr, 11, 11. 29,9. og 1 nr. 62.

d. 50.12. nmeales nyllee og

lrulddumrlmgen Eypn'anux,rern m udgav året efter

blimllt line ,.Fulkel›øger“; M.menlnr nore 31 under 11.

JVL ovenfor se 17.

Nr, 17, d. 5.11'

En hcntydning til Rocheluru

dengang bckcndue lidrekrm La

Lmtøma, mm han udgav 1m

:it eksil i Bruxellei, indlil han

i mvunber :og tilbage til Pn-

rir ; re P, de la Gmc: Hismin:

du Second Empire, Pzris

1901, LV,5. 395:.

NL 81, 122.11.

Nr' 43, d. 11?.

Nr. 15, d. 3.11., nr. 20, :1.

5.11› og ur. 24,11. Hell.

Nr, 15, d 4.11 Tierepirnelvar upxindclig dedie xmndx

panl i n-mdrzening til de 10

andre ylzndcrt .Idol og gejst.lighad. 1 lasn'erne buyder del

burgnmkzbelz eller det liberal:

pnrrl, der redvanligvir placeresimellem de'. radikale og det

kumcrvaüve pMn.

Nr. 33, d. 21.11 nr 34) d.

25.11, nr. 35, d. 25.1L0g11nsal :1. 5011.

Nr. 22, d 12.11., nr. 25, d.

16.11.) nr. 23, d. 18.11. u;

nr. 30, d 20,11.

Réginc Yum/aud: Hircone de

la bwgeolrie en France, Pa-

ris, r. [1, s. 515 11.

155553 se Damk biagmlixkLeknkan.

Berlingrke Tidende, d.

11373.

7 '8.

n Vlgn Wåhlin: 10. Okwhel'l'cr-

eningen 135mm, lemrie,jyxke Snullingu', Ny :nu: 1x,2.1971,r.27411.

SA vidt Vida: forallgger der

ikke en behandling al dette

emne i Danmark. Men at del

rkildrede ikke kul-1 var grund.

holdmngm i nogle konserva-

live kredse l udlzndn (c. 13

1-1. Cole & x. Poslgmc. T11..-

Cmmmon People nærme,London (1931) 1958) i. 597

1., 11.1. Grebmge Geschich.

t: du dcumcliun Albmtcrh

wegunøe München (1955)

1970, al 751i., Fernando Line

derberg: Biskop lçerleler og

Snniaüsmm i Tyskland, min.

1919, r. 316m), men ng'xherhjemme lm 1560'erne og

fremefter, 155 af udene prag)

dens bogudgivelier og konkrete

i Vel som Højrer arbeg.der og velgedorenlnger. Se

lekxe godiejemes organ D11-

mr Nyhødn og Nyt Allan-blad, der kom igang henholds.

vis l 1868 og i 1359) alene i

11155 udlmm tr: langer, der lå

på denne linje, nuan V.

Munk: Om Fanigdommen i

Kjøbenhnvn, I. 0. Holck: 0m

Godgjmmhcd us frivilth Pal.

rigmen i Kjabenhaan og F.

1'. Ulrik: Ved hvilke Midler

lmr Farligdummen mndarhei.

des? Blandl nere ledende k

kelnlk gjorde hixkop Mama.

sen sig olie lil talsmand fm en

lignende rocidlx-nriemem kon-

rervaeirme, se A) mit Leunsd,xbllv 111124321,b. 11, 5 mm.

69

1;

11

Michael Walk: 1)., 111113..

hawuke ubejderiureningun111111111113111 socialismen 111-17,

1871, Kbh. 1971, aplcmlup-gm 111 faget 1111111111,1111111.17

:klcvuk Eksaum 1 ABA, 1

151111.

Mzdlzmslislæme 5.1' 1.4. og

30311870 mm 31311371 vi.

se., ;1 Pias 17111111,boghandhrV1111. 171° var 111111111111.((1,14050 1m ram 1/1111, Fars

skellige 1111111111 Arbejdcrlm.1111111111, Unannimuhahuam.

111111 1 1.111111111111; 111111,11171, 111. 1, 1. 13, 11111111«

1710 Avbtjdn/ou'ningøn af11150 .;1 en 1111;, 111111 om han

havde 1111111 111.

Henry Bruun. ;151111111om, 11

P111 1111111111m 112111 blandt

de ,9 5111111151111;1111 11:11”1 1151 a: Lmnu 111111111 ar-

1111g=1e11=11101111 1111111111111

11. 21.4.1170 um Ingliga .411

1111111112311”, 1. 146), 1111

helt llvises. M 11 111111,1.0

11111 Pnenen 1 111.1557

skrev 111 Ole C111. Andemn,der undsynligvis 1111111;1 1111

1111111111 møde, 1mn1g11 del

klam :1 1011 som Andemn

“111, A11111a11 1411111112111,L'

Kugbaus og 111111110111 1:11:11

ingen faxbindelxe havde 111 1=11›

1111 1871 (01; 13111.1111111111111

111111;111111).Krlgballe 101-121.

111 11:: samme 1 11111 11111111-1...

70

111

:E8

.111 (011111111411111.11,111111111111.; 1/1111, [10111111 og 11,011..111111,Kbh. 1501, s. 1501.).111m mm 112151'. tyder pÅ, at

12111 1 1559 eller .70 111111 1 11

danne kradse, og 111ng1 . 111111

1111 senere vil fremgå pege!

på de'. 111111111111.

M. nvcnlor 1-1011 21 111.151 11.

P. G. 1.111111111111:Vækkelm 0g

111111111”1111111191)Kbh. 1959)Mid-md Neüendam: 11111111”

og Sekm, Kbh. 1939.

Neiiendam) la., 1, 241 »Vi111111 111111: Sekttypuu 11111111.

13111111111111 11m 0111, 111- 1111

14mm. af 11 171111111111111111

1.1.1111 111111 1111 11111 111111

1411111111111, 111 11 /01111111111, 17g ;Magma ;11 111 111

11m 1411111111111«Pim 110m, Augusta, 1. Jørgen.1111, 1111111mangt 11 11111 111111

11a11 rm bucming om 111111liv 1

Amerika 111111111111i [1111111111

1111111111eje, 1111,111 nu; manABA). 1 1111111111111111 1111,111

Pia :har sin mlmmsl til Chi.

Lagu i 1877 ual ”Pastor chr'

'11111111,111 norsk 101111111111.

111m) 1111111 P111 hsvde 11111111.

vin i et Pal' Flg, di de Bagge1111 unge Mzud ; 1111111111havn"›

Neiiendam, 1.1. 11 1111 11,

Lindhardg 11.1., 1, 411

5111..1. 142.

M. 11111111011V 19.