Arbog for

arbejderbevægelsenshistorie

Udgivet af

Selskabet til forskning i arbejderbevægelsenshistorie

ved

Erik Christensen, Jens Christensen,Niels Senius Clausen og Peter Søndergaard

1977

Copyright by SFAHISBN 87-980315-9-7

1. udgave 1977

Werk”s Offset, Århus.

Årbogen er udgivet med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd samt

Ministeriet for Kulturelle Anliggender.

Manuskripter og bøger til anmeldelse bedes sendt til:

Selskabet til forskning i arbejderbevægelsensHistorie,Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv,Rejsbygade l, 1759 Kbh. V.

Forsidetegning: Per Marquard Otzen

Indhold

Forord................................................................................................. ..

Artikler

Vagn Oluf Nielsen: Socialdemokratiets politik i 1960,eme. Teori ogpraksis .............................................................................................. ..

Hans Erik Avlund Frandsen: Socialdemokratiets politik II .................. ..

Asger Juul Pedersen: Socialdemokratiet og kommunalvalget den 5. maj1943

................................................................................................. ..

John Logue: Socialistisk Folkeparti anno 1974.

Beretning fra en medlemsundersøgelse............................................... ..

Ejner Friis Pedersen: Socialistisk Ungdoms Forum 1961-71. Med hoved-vægten på en behandling af organisationens interne politik og organisa-toriske brydninger 1968-71

................................................................. ..

Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen: VS,s historie - et uudforsketområde

............................................................................................. ..

Steen Bille Larsen: Mellem partihistorie og socialhistorie. Nogle sider afhistorieskrivningenom dansk arbejderbevægelseefter 1945 ..................... ..

Anmeldelser

Henning Lund: Udviklingen i Danmarks kommunistiske Parti 1956-58,1977 - Jens Kragh: Opbrud på venstrefløjen. Striden i DKP og SFsdannelse 1956-60, 1976 - Jens Kragh (red.): Folkesocialisme. Udvalgtetaler og artikler 1958-60, 1977 - Gert Petersen: Et kort rids af SF”s histo-rie 1958-1974, 1976 - Ursula Schmiederer: SF og den tredje vej til socia-lismen, 1974. Anm. af Niels Ole Pors

.................................................. ..

Georges Haupt: Socialism and the Great War. The Collapse of the SecondInternational, 1973 - Martin Grass: Friedensaktivität und Neutralität.Die skandinavische Sozialdemokratie und die neutrale Zusammenar-beit im Krieg, August 1914 bis Februar 1917, 1975 - Horst Lademacher:Die Zimmerwalder Bewegung. Protokolle und Korrespondenz I-II,1967. Anm. af Helge Torm

................................................................. ..

Jørgen Peter Christensen: Lønudviklingen inden for dansk håndværk ogindustri 1870-1914, I-II, 1975. Anm. af Jørgen Lingaard Pedersen ......... ..

Tidsskriftoversigt 1976/77. Ved Gerd Callesen ......................................... ..

Rettelser til Årbog1976........................................................................ ..

54

84

135

176

194

208

21 8

224

228

235

.

_...9*A,

um...,3.

FORORD

Temaet for denne årbog er Socialdemokratiet og venstrefløjen - kronologisk af-

grænset til tiden efter 1945. Tiden efter -45 er af naturlige grunde et forsknings-mæssig jomfrueligt område. Meget kildemateriale er ikke tilgængeligt og de histo-riske begivenheder ligger så tæt på, at de griber ind i en dagsaktuel politisk debat.Ikke mindst på grund af den politiske debat er det imidlertid vigtigt at få belysttiden efter 1945, hvor der har været tale om et Opbrud i den danske arbejderbevæ-gelse. Socialdemokratiet, som helt frem til 2. verdenskrig næsten havde monopolpå at repræsentere arbejderklassen, er i efterkrigstiden for første gang blevet stil-let over for en venstreopposition af betydning. I 1973 oplevede Socialdemokra-tiet desuden et parlamentraisk nederlag, der bragte det tilbage til niveauet fra1906.

En række artikler i denne årbog søger at fremstille 0g analysere nogle aspekter af

udviklingen efter 1945. Asger Juul Pedersen: Socialdemokratiet og kommunevalget5/5-1943 markerer på en måde overgangen til efterkrigstidens situation. Veddette valg blev Socialdemokratiets ledelse klar over, at en 'styrket venstreopposi-tion var under dannelse. Det illegale kommunistparti opstillede i en række byerarbejderlister, der gjorde indhug på Socialdemokratiet og varslede den storekommunistiske valgsejr i det første efterkrigstidsvalg. DKP”s styrkede positionefter besættelsen blev af kort varighed. En vis socialdemokratisk venstredrejningog »den kolde krig« skabte tilbagegang for partiet. Først med dannelsen afSocialistisk Folkeparti i 1958 blev grunden lagt til en ny større venstreoppo-sition. Vagn Oluf Nielsen: Socialdemokratiets politik i_1960 'erne - teori og praksistager udgangspunkt i partiets principprogram fra 1961 og forholdet til venstre-

Højen, som det kom til udtryk i samarbejdet med SF efter folketingsvalget i1966, hvor SD og SF havde det parlamentariske flertal - det såkaldte arbejder-

« flertal. Vagn Oluf Nielsens artikel er bl.a. et forsøg på at indkredse begrebetsocialistisk reformisme, som det forstås af Socialdemokratiet. I en efterfølgendekommentar diskuterer Hans Erik Avlund Frandsen Vagn Oluf Nielsens artikel ognår frem til andre konklusioner, der kan stå som en del af venstrefløjens syn påSocialdemokratiets politik.

Det SF, der i 1966 med 20 mandater blev venstrefløjens talerør, var et megetsammensat parti. John Logue: Socialistisk Folkeparti anno 1974 - Beretning fra en

medlemsandersøgelseer et uddrag af en større afhandling om SF. Artiklen un-

dersøger partiets ideologiske og medlemsmæssige grundlag.

Et billede af 60,ernes og 70'emes venstrefløj fås i Ejnar Friis Pedersen: Socia-listisk Ungdoms Forum 1961-71. SUF, der en overgang fungerede som SF,s ung-domsafdeling, var i 60”erne samlingssted for unge på venstrefløjen og amestedfor en række af de organisationer, som i dag udgør en broget venstrefløj. SUFendte som en ren trotskistisk organisation.

Venstresocialisteme, der dannedes efter splittelsen af Socialistisk Folkeparti i

1967 har også været præget af mange fløje, fraktioner og grupper. En introduce-

rende oversigt til studiet af VS' historie gives i Per Askholm Madsen og Jens Otto

Madsen: VS' historie - et uudforsket område.

Årbogen afsluttes med en artikel af Steen Bille Larsen: Nogle sider af historie-

skrivningen om dansk arbejderbevægelseefter 1945, der trækker linierne op omkringtradition og nyere tendenser i historieforskningen

Som tidligere år indeholder årbogen anmeldelser og en tidsskriftoversigt.Redaktionen

SOCIALDEMOKRATIETS POLITIKI 1960,ERNETEORI OG PRAKSIS

Af Vagn Oluf Nielsen

Indledning 0g problememstilling»--- det danske socialdemokrati er i bund og grund et borgerligt parti, hvis ideologiog politiske praksis på alle væsentlige punkter står i modsætning til den socialis-tiske kamp mod kapitalismen. --- Det er vigtigt at slå fast, at den socialdemokra-

tiske reformisme er en borgerlig og ikke en socialistisk reformisme. SD ønskernok reformer, men ingen, som principielt overskrider dem, de borgerlige par-tier kan acceptere.«l Således konkluderer Hans Erik Avlund Frandsen sin in-teressante arbejdstekst om socialdemokratiet efter 1945. Det må vel siges at

være en hård dom og samtidig er det nok den almindelige opfattelse på venstre-

fløjen. Men er det også en rimelig dom? Over for Frandsens konklusion skalher først bringes to citater:»--- Det danske socialdemokrati er reformistisk. --- Det er muligt med de-

mokratiske metoder og uden anvendelse af vold at omdanne samfundet i socia-listisk retning. Det viser udviklingen i Sverige, Norge og Danmark. Halvfjerd-serne synes at blive en vanskeligere periode end de tidligere årtier. Socialdemo-kratiet vil fortsætte kampen for reformer og gradvis ændring af samfundet isocialistisk retning og med stadig anvendelse af de demokratiske principper.Ved næste korsvej møder vi selve det økonomiske demokrati.« (1.0. Krag1976)2»--- nogle socialdemokrater og fagforeningsfolk har ment, at klassekampens

dage var forbi, og at det hele blot drejer sig om at administrere det kapitalisti-ske samfund en smule bedre end politikere med en borgerlig opfattelse kunne

gøre det. Det tror jeg er en fuldstændig fejlvurdering. Klassekampen må gå vi-

dere, simpelthen fordi langt fra alle klasseskel er udvisket. Denne klassekampmå så antage former, der passer til vor situation, og som endog i visse perioderog på visse områder giver sig udtryk i samarbejde med andre klasser. Det er idenne komplekse udviklingsfase, vi i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen ikke

må miste vor identitet. Vi må nok gå ind i et arbejde for at lappe på det nuvæ-

rende samfund, men vi må lige så energisk gå ind for at ændre det i retning af

det klasseløse samfund.« (Anker Jørgensen 1971)3Disse udtalelser af to socialdemokrater, som vel må siges at have haft stor

indflydelse i partiet i 1960,erne og 70”erne, støtter jo ikke ligefrem Frandsens

konklusion. Både Krag og Anker Jørgensen går klart ind for en socialistisk re-

formisme, og ikke en borgerlig, og det sker på tidspunkter, hvor de ikke behø-

ver at lade taktiske hensyn bestemme deres udtalelser. For Krags vedkommen-

de stammer citatet fra tiden efter hans placering som statsminister og parti-

7

leder, for Anker Jørgensens vedkommende før. Der er gode grunde til at

regne med, at de mener, hvad de skriver. På den anden side kan man naturligvisikke på grundlag af de to udtalelser alene bygge en argumentation op om, at s0-

cialdemokratiet i 1960”erne og 70,erne har været et reformistisk socialistisk

parti. Der skal nok mere til.

I det følgende skal det danske socialdemokratis politik i 1960'erne tages op til

en nærmere undersøgelse. Det skal undersøges og diskuteres, om socialdemo-

kratiet i teori og praksis kan siges at være et socialistisk parti, som vil reforme-

re Danmark til et socialistisk samfund. I den forbindelse vil det være af særliginteresse at finde ud af, hvad ledende socialdemokrater forstår ved begreberne»demokratisk socialisme« og »økonomisk og industrielt demokrati«, og hvorle-

des de søger at realisere disse begreber i praktisk politik. Undersøgelsen af so-

cialdemokratiets teoretiske grundlag vil naturligt tage sit udgangspunkt i kon-

gressen i 1961, hvor partiets nye principprogram og arbejdsprogram blev ved-

taget. Derefter vil debatten blive fulgt i store træk frem til 1966, da socialdemo-

kratiet og SF opnåede flertal i folketinget ved valget i november. Partiets prak-sis vil blive afprøvet i forbindelse med samarbejdet med SF i 1966-67: hvad var

den socialdemokratiske praksis i den periode, hvor partiet tilsyneladende havde

de bedste muligheder nogensinde for at føre dets teorier 'ud i livet? Hvad ville

socialdemokratiet bruge arbejderflertallet til? Derefter vil partiets teoretiske

debat igen i korte træk blive fulgt i perioden 1968 - ca. 1970, og i forbindelse

med en analyse af det forslag til principprogram, som skal behandles på social-

demokraternes kongres i sommeren 1977, vil der blive gjort et forsøg på at

drage en foreløbig konklusion. Konklusionen kan kun blive foreløbig, dels fordi

artiklen fremtræder som et synspunkt blandt andre, og ikke som en færdig hi-

storisk sandhed, og dels fordi tiden desværre ikke har rakt til at gøre undersø-

gelsen så grundig i denne omgang, som det kunne være ønskeligt.

Omkring principprogrammet 1961

Da socialdemokratiet i juni 1961 holdt kongres i Falkonercentret i København,

skete det i en stemning af medgang, og der er næppe tvivl om, at mange social-

demokrater den sommer følte som den nyudnævnte partiformand Viggo

Kampmann, da han udbrød: »Hvor er det dejligt at være socialdemokratw

Baggrunden for denne *spontane glæde var føglende: fra omkring årsskiftet

1957/58 skete der en betydelig forbedring i Danmarks økonomiske situation.

Forbedringen viste sig ved en stærk øget industriproduktion og -eksport, en

forbedring af valutastillingen, efterhånden fuld beskæftigelse og en stigenderealløn for alle grupper i samfundet. Industriproduktionen steg med mere end

30 pct. fra 1958 til 1961.5 Valutabeholdningen gik jævnt op fra 357 mill. kr. ved

udgangen af 1957 til 1531 mill. kr. ved udgangen af 1959.6 Arbejdsløsheden, som

gennem det meste af 1950'erne lå på et gennemsnit omkring 10 pct., var i 1959

bragt ned på 5,9, i 1960 på 4,2, og i juni måned 1961, da kongressen »fandt sted,var den helt nede på 1,2!7 Den fulde beskæftigelse var en kendsgerning. Gen-

nemsnittet for 1961 blev 3,3 pct. Reallønnen steg i takt “med forbedringen i kon-

8

Jens Otto Krag og Aksel Larsen under regeringxforhandlingerne d. 25-11-1966.

9

junkturerne. Ganske vist blev der i 1958 indgået en treårig overenskomst, som

ikke indebar særlig store lønforbedringer,men især i sommeren 1960 lykkedesdet arbejderne at gennemføre en række arbejdsnedlæggelsermed heldige ud-fald, således at også de normallønnede kom med i den kraftige lønlidning, som

fandt sted på denne tid”,og som blev muliggjort af manglen på arbejdskraft.Dette kraftige opsving i dansk økonomi i slutningen af l950”erne havde sin

baggrund i flere forskellige forhold. Først og fremmest skyldtes det, at verdens-markedets priser på råstoffer faldt stærkt, således af Danmarks bytteforhold tiludlandet forbedredes. Samtidig understøttede trekantregeringens politik i no-

gen grad den økonomiske vækst ved at skabe gode afskrivnings- og investerings-muligheder for erhvervslivet og ved at optage lån i udlandet.9

Hvilken indflydelse de forbedrede økonomiske forhold havde på valgresulta-tet i november 1960, er det naturligvis vanskeligt at sige noget sikkert om. Af de

tre regeringspartier, Retsforbundet, Det radikale Venstre og socialdemokra-

tiet, gik kun det sidstnævnte frem, oven i købet efter datidens forhold temmeligmeget, nemlig fra 70 til 76 mandater. Partiets slogan under valgkampen var

»gør gode tider bedre«.lo Da Retsforbundet blev helt udslettet ved folketings-valget, mistede regeringen sit flertal, og Viggo Kampmann måtte skabe sig et

knebent parlamentarisk flertal i det nye folketing ved at danne regering med de

radikale og gøre et af de grønlandske mandater, Mikaet Gam, som havde sym-

pati for de radikale, til grønlandsminister.ll Kampmann havde fået dannet en

regering, som ganske vist havde et mindre flertal end trekantsregeringen, men

som var bedre i overensstemmelse med socialdemokratiske traditioner.

Således var da situationen, da socialdemokratiet holdt kongres i sommeren

1961. Fortsat gode tider og ret sikker regeringsmagt. Kun de netop overståede

overenskomstforhandlinger, som var endt med langvarige strejker, voldsommesammenstød mellem politi og arbejdere, regeringens ophøjelse af mæglings-forslaget inden for transportområdet til lov, og som blev ledsaget af landmæn-denes leveringsstop, kunne en kort overgang formørke den socialdemokratiskehimmel og endnu en gang afdække partiets dilemma: på den ene side ønsket om

at fastholde den politiske magt i landet, for at arbejderklassen kan få de bedst

tålelige forhold under et kapitalistisk system, og på den anden side forpligtelsentil at få dette system til at fungere bedst muligt, undertiden med det resultat, at

en socialdemokratisk eller socialdemokratisk ledet regering må foretage ind-

greb mod arbejderklassen.På kongressen vedtog socialdemokraterne deres nye principprogram", som

afløste 1913-programmet. Programmet blev til på den måde, at partiet i august1957 nedsatte en programkommission, som bestod af stort set alle de ledende so-

cialdemokrater. Til det egentlige arbejde med at udforme et foreløbigt udkastvalgtes en arbejdsgruppe, som følgende havde sæde i: Alsing Andersen, Eiler

Jensen, K.B. Andersen, Erling Jensen, Jørgen Paldam og Niels Matthiasen.

Gruppens forslag blev fremlagt for den samlede kommission, som behandlede

forslaget på en række møder i slutningen af 1960 og begyndelsen af 1961. l fe-bruar 1961 sendtes programudkastet til behandling i' partiforeningerne og til

10

offentlig debat, og de indsendte ændringsforslagblev viderebehandlet og indgik i

kongressens endelige drøftelse.13'

Nøglebegrebet i principprogrammet er »den demokratiske socialisme«, som

sattes op som modsætning til både diktatur og kapitalisme (s. 163). Der tilsigtesåbenbart en balance mellem og en sammenkædning af det enkelte menneskes

frihed og lighed mellem menneskene: »Den demokratiske socialisme har som

mål at frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for en fri ud-

vikling under ansvar over for fællesskabet.« (s. 162). »For den demokratiske

socialisme er kravet om menneskets frihed uløseligt forbundet med kravet om

økonomisk retfærdighed og lige adgang til kulturgoderne.« (5.163). »Respektenfor mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle tilværelsen igennemer det grundlag, hvorpå den demokratiske socialisme bygger.«---»Den demo-

kratiske socialisme må derfor arbejde for en demokratisering af hele sam-

fundslivet, så det enkelte menneske får forudsætninger for frit valg, erhvervs-

mæssigt og kulturelt.« (s. 164). Hvis man alene holdt sig til disse centrale citater,som angiver den demokratiske socialismes mål, må man nok konstatere, at de

ikke går fundamentalt længere, end de borgerlige partier i Danmark ville gå.Det gælder også, selv om der tales om, at menneskets fri udvikling skal ske in-

den for fællesskabet, og selv om der kræves økonomisk retfærdighed. Det kan

naturligvis hænge sammen med, at socialdemokraternes mål i 1961 ikke var fun-

damentalt forskellige fra de borgerlige partiers. Men det kan også hænge sam-

men med, at når der er tale om overordnede mål for menneskelig trivsel, så er

der en tilbøjelighed til at udforme dem i en så abstrakt og vag form, at alle kan

være enige. Lad os derfor undersøge, hvad programmet siger om midlerne til

at nå de høje mål. Hvad siger det om samfundets indretning, om ejendomsret-ten, om industrielt demokrati?

Om det kapitalistiske system siges det ligeud, at det er i modstrid med de mål

om frihed og lighed, som den demokratiske socialisme stræber mod. »Det kapi-talistiske system medfører en økonomisk ulighed langt udover, hvad den enkel-

tes indsats betinger. Denne ulighed betyder frihed for de få på bekostning af de

mange. --- Det kapitalistiske samfunds ulighed og den uhæmmede økonomiske

magtudfoldelse er den virkelige fare, der truer et frit samfund« (s. 164). Jamen,så må socialdemokraterne i deres principprogram vel gå ind for at afskaffe det

kapitalistiske System? Det spørgsmål er det ikke let ud fra programmets ordlydat give et entydigt svar på. Mener socialdemokraterne, at en betingelse for at nå

det demokratiske, socialistiske samfund er, at den private ejendomsret til pro-

duktionsmidlerne afskaffes? Det står i hvert fald helt klart, at en omfattende so-

cialisering af erhvervslivet forestiller de sig ikke. Der tales vagt om, at den

igangværende tilpasning af ejendomsretten må fortsætte, og direkte siges det, at

samfundets indretning og funktion indebærer såvel offentlig som privat ejen-domsret. (s. 163). På den anden side er det helt klart, at socialdemokraterne

forestiller sig, at også den private ejendomsrets udøvelse skal begrænses i et

eller andet omfang af det offentlige af hensyn til almenvellet eller helheden. Det

betones flere steder. »Den lovgivende magt sætter grænserne for ejendomsret-tens udøvelse under hensyn til almenvellet. Blot det at eje må ikke give uind-

ll

skrænket råderet over produktionsmidlerne.« (s. 165) »For at hindre en uøn-

sket magtkoncentration må det offentlige fremme overgangen til virksomheds-

former, hvor ledelsen gøres ansvarlig over for samfundet, hvor lønmodtagernesikres andel i opsparing og investering, og hvor overskuddet går til fælles for-

mål.« (s. 166). Dette er nok det længste, programmet går med hensyn til at præ-

cisere, at »den igangværende tilpasning af ejendomsretten må fortsætte.« Der

er ikke tale om nogen revolutionær marxisme, men vel nok om et stykke for-

sigtigt reformistisk socialisme. Socialdemokraternes vision synes at være et

samfund, hvor menneskene lever i frihed og med lige økonomiske, sociale, poli-tiske og kulturelle muligheder. Statsmagten skal reformere samfundet i den ret-

ning ved i første omgang at indskrænke kapitalisternes råderet over produk-tionsmidlerne. Det industrielle demokrati skal sikres ved medarbejdernes ind-

flydelse og medansvar (5.166) og »lønmodtagernes medbestemmelsesret over

løn- og arbejdsforhold og større direkte indflydelse inden for erhvervslivet.« (s.165). Men kan den demokratiske socialisme realiseres i et samfund, hvor der

ikke er sket fundamentale forandringer med ejendomsretten? Dette centrale

problem undveg socialdemokraterne at tage stilling til i deres principprogram i

1961, i modsætning til programmet fra 1913, som det afløste: »Ud fra denne

grundopfattelse er det Socialdemokratiets mål at samle hele arbejderklassen i et

klassebevidst, socialistisk arbejderpaiti, at erobre magten i samfundet, at afskaf-

fe det kapitalistiske privateje til produktionsmidlerne, at omdanne det til socia-

listisk fælleseje og at organisere det arbejdende folk til at overtage og drive pro-duktionen i det socialistiske samfund.«” Til gengæld kan man hævde, at social-

demokraterne i 1961 ikke gik længere i deres offentliggjorte målsætning,end de

vidste, der var realistiske muligheder for at nå inden for en overskuelig år-

række, når de erkendte Danmarks storpolitiske binding til den vestlige verden

og deres egne manglende chancer for at opnå flertal i det danske folketing. Ville

man have nogle socialdemokratiske reformer igennem i Danmark, skulle det

gøres sammen med de radikale, og så kunne det ikke hjælpe noget, at man havde

et alt for markant socialistisk principprogram. Og kommunisterne og SF øn-

skede socialdemokraterne ikke at gennemføre'noget sammen med i l960'ernes

begyndelse, selv om man skulle få et flertal i folketinget sammen med dem.15

Men ønskede de ledende socialdemokrater omkring 1960 at gå videre, end

principprogrammet gav udtryk for? Det er naturligvis svært at svare på; men

et stykke vej kan man nu nok komme.

Programkommissionen havde åbentbart lidt svært ved at komme i gang med

sit arbejde, først og fremmest fordi det var vanskeligt at samle så mange leden-

de socialdemokrater samtidig. Tirsdag d. 8. oktober 1957 holdt det sit første

møde, hvor kun praktiske problemer blev drøftet. Først på et møde mandag d.

31. marts 1958 kom der skred i de principielle drøftelser.16 FolketingsmandHolger Eriksen mente, at det kommende program skulle være en udfordringtil det bestående samfund, og at det klart skulle udforme ideerne i overensstem-

melse med marxismen, som måtte være grundlæggende for socialdemokratiet.

Derfor foreslog han, at programmet skulle indeholde et krav om, at banker og

forsikringsselskaber skulle socialiseres, og at private virksomheder efterhån-

12

I de højerekredse er

det skik at dementere

foreståendegiftemåltil det sidste.

- Nej hvor kan De tro

det? Vi mødes kun

af og til.

(Bo Bojesen i Politiken

d. 17-3-1967).

er så yndigt . . .

nu

0 2222

v11

den skulle gå over til statsejendom ved at øge samfundskapitalen, som blev inve-

steret i industrien, ikke som lån, men som ansvarlig kapital.- Det kan vel nok

siges, at være et konkret, yderliggående forslag til samfundets overtagelse af

produktionsmidlerne. Men tilsyneladende fik det ikke megen opbakning fra de

øvrige. Bodil Koch talte ganske vist varmt, omend lidt upræcist om, at hun

gerne ville mærke »den revolutionære nerve i stedet for det broderskab, som

var blevet til borgerskab«, Men ellers blev HolgeriEriksens forslag afvist eller

fortietf Kun Hans Rasmussen og Viggo Kampmann var inde på socialiserings-

problemet, den første med en bemærkning om, at socialisering ikke var kerne-

punktet længere, og Kampmann med en konstatering af, at et socialiseringspro-

gram skulle man næppe opstille.Den 9. og 10. januar 1961 holdt programkommissionen et længere møde,

hvor arbejdsudvalgets forslag blev færdigbehandlet.Holger Eriksen erklærede

sig nu tilfreds med det foreliggende forslag (som stort set var identisk med det,der blev vedtaget på kongressenl). Alfred Petersen, formand for Dansk Ar-

bejdsmands Forbund og medlem af DSFS FU, mente, at programforslaget var

13

for vagt; men han erklærede sig enig med den linie, som partiet gav udtryk for

vedrørende socialiseringsspørgsmålet,hvis man kunne komme kapitalismen til

livs ad anden vej. Dog savnede han i forslaget krav om socialisering inden for

byggeriet, af Nationalbanken, banker, monopoler og forsikringsselskaber.16Der har altså bag kulisserne i forbindelse med udarbejdelsen af princippro-

grammet været kræfter i gang for at skærpe socialiseringskravet. Men de harikke været stærke nok. I det arbejdsprogram, som blev vedtaget på kongressensammen med principprogrammet, kom nogle af tankerne frem i dagslyset,omend i stærk svækket form. Det hedder bl.a.: »Regeringen må have ansvaret

for pengepolitikken, og Danmarks Nationalbanks stilling må derfor ændres.«--- »Lovgivningen om banker og aktieselskaber må ændres også med det formål

at skabe mere offentlighed om og indsigt med de større virksomheder.« ---

»Forsikringsområdet må undersøges med det formål at fremsætte forslag om

en mere hensigtsmæssig ordning af forsikringsvæsenet til gavn for forsikrings-tagerne.«17- I arbejdsprogrammet blev de principper nedfældet, som to år se-

nere dannede grundlaget for de jordlove, regeringen Krag fremsatte og fik

nedstemt ved en folkeafstemning.I forbindelse med kongressen og dens vedtagelse af det nye princip- og ar-

bejdsprogram udsendte Arbejdernes Oplysningsforbund en debatbog, Idé og

hverdag. Heri uddybede ledende socialdemokrater i 15 forskellige kapitler de

mest centrale spørgsmål fra programmerne. Kun få af afsnittene har interesse

her, og kun i begrænset omfang, fordi ideerne i artiklerne ligger meget tæt påideerne i programmerne. - Viggo Kampmann skrev om demokratisk socialis-

me. Der er i hans artikel et par interessante vendinger, som nok giver mulighedfor at forstå Kampmanns tænkning bedre, hvilket ikke er uvæsentligt, da han

havde stor indflydelse, også ideologisk, i partiet på denne tid. Om socialisme og

kapitalisme skrev han bl.a.: »Som kapitalismens modsætning opfatter mange so-

cialismen som et samfundssystem, hvor samfundet har ejendomsretten til pro-

duktionsfaktorerne, hvorved udbytningen skulle ophøre, de økonomiske kriser

forsvinde og økonomisk, social og kulturel lighed fremkomme. Udviklingen har

vist, at en socialisering ikke automatisk (Kls egen fremhævelse) får disse følger,og det er vel vor vigtigste erfaring, at socialismen i de kommunistiske lande er

gennemført og virker under tvang og diktatur.« --- »Det er ikke et formål i sigselv at socialisere, men at komme økonomisk uretfærdighed til livs. Dette kan

også ske ved, at samfundet tager det fulde ansvar for den samlede investering,produktion og beskæftigelse, og endelig ved, at man over skatter og de offentligeudgifter bøder på det kapitalistiske samfundssystems uretfærdigheder.«18Umiddelbart kunne det se ud, som om Kampmann her tager afstand fra et soci-

alistisk samfund og socialisering som middel til at nå det. Tankegangen er imid-

lertid snarere følgende: målet er et socialistisk samfund, hvor udbytningen er

ophørt, hvor de økonomiske kriser er forsvundet, og hvor der hersker økono-

misk, social og kulturel lighed, kort sagt økonomisk retfærdighed. Til en sådan

samfundstilstand er der flere mulige veje. En af dem er socialiseringen, men vi

har ingen garanti for, at den automatisk vil føre til målet. Erfaringen fra de

eneste lande i verden, hvor det er prøvet, viser det. Derfor må også andre veje

l4

Hverken inden for _

Socialdemokratiet eller In t nyt fontenSF var der udelt

begejstring for Jens

Otto Krags og

Aksel Larsens for-handlinger om en

fælles regering- Nå ja, men så slutter

vi dette møde med en

konstatering af, at vi

har begge partierbag os. ..

(Bo Bojesen i Politiken

d. 27-11-1966).

overvejes og afprøves: enten en samfundsstyring af investering, produktion ogbeskæftigelse, men uden at samfundet overtager produktionsmidlerne, eller en

skatte- og udgiftspolitik, som udjævner indkomst- 0g formuefordelingen. Kamp-mann tager således ikke afstand fra socialisering som middel, men holder ogsåandre muligheder åbne. Denne tolkning beskræftes af andre udtalelser fra om-

kring 1960, hvor han går ind for socialisering under to forudsætninger: for detførste at produktionen ikke går ned” og for det andet at der kan skabes flertalfor det.20 Kampmanns teoretiske overvejelser er givetvis ikke revolutionært

marxistiske, men de er så sandelig heller ikke borgerlig reformistiske, al den

stund han ligesom sit parti ville et socialistisk samfund med lighed og frihed oguden økonomisk eller anden udbytning.

Omkring 1960 var diskussionen i det danske socialdemokrati om dets teoreti-

ske og ideologiske ståsted særdeles livlig og åben. Om det mest skyldtes, at de

gode tider og en vis afspænding i storpolitikken gav muligheder, kræfter ogåbenhed hos ledelsen til at gå i spidsen for debatten, eller om det især havde sin

forklaring i lederskiftet fra H.C. Hansen til Viggo Kampmann, kan vel næppe

15

afgøres. Begge dele har nok spillet en rolle. Bortset fra debatten omkring ved-

tagelsen af principprogrammet på kongressen i 1961 var kulminationen i denne

diskussion en række interviews under fællestitlen »er farven falmet?«, som Nan

Henningsen tog med sytten fremtrædende danske socialdemokrater og offent-

liggjorde i Aktuelts tillæg Weekend i perioden fra august til december 1960. De

vakte stor opsigt, og mange af dem indeholdt også ganske interessante synspunk-ter. Her skal kun fremdrages nogle citater fra et par af interviewene for at på-vise, at der var socialdemokrater, som ønskede offentligt at markere en klare-re socialistisk målsætning, og som fik indflydelse på socialdemokratiets politik op

gennem 60”erne. Ivar Nørgaard foretrækker et industrielt demokrati, »hvor

alle medarbejdere tages med på råd, hvor alle er med i, hvad der foregår påarbejdspladsen, er medbestemmende i virksomhedens ledelse og med til at til-

rettelægge arbejdets gang«, frem for socialisering, og på spørgsmålet, om man

ikke kunne have begge dele, socialisering og medarbejderskab, svarer han: »Jo,hvis flertallet af befolkningen valgte det. Det, der ellers bliver profit kunne så

bruges til samfundsmæssigt mere fornuftige ting.«21- Knud Heinesen er mere

uforbeholden. Han mener, at der burde socialiseres noget mere, og selv om

han godt er klar over, at socialisering' ikke automatisk løser problemerne, så er

den dog »en nødvendig forudsætning for at løse i hvert fald to væsentlige opga-ver. For det første en jævnere formuefordeling og dermed en undergravningaf den økonomiske og sociologiske målbare klassedeling---. For det andet tror

jeg ikke, man kan etablere noget reelt industrielt eller økonomisk demokrati

uden, at ejendomsretten til produktionsmidlerne udvides til en bredere

kreds.«22

På Nan Henningsens spørgsmål i 1960 til de sytten danske socialdemokrater,om de anså sig selv for at være socialister, svarede de alle, mere eller mindre

klart, fra Alfred Petersen over Viggo Kampmann til Per Hækkerup, ja! Der

kan næppe være tvivl om, at socialdemokraterne ikke blot ønskede at admini-

strere det kapitalistiske samfund for at bøde på dets værste skavanker. De øn-

skede også lidt efter lidt at reformere det om til et socialistisk samfund. Deres

forestillinger om, hvorledes det socialistiske samfund skulle se ud, og hvilke mid-

ler der skulle anvendes for at nå det, var tilsyneladende mere eller mindre

uklare. I hvert fald udtalte de sig ikke særlig tydeligt om det, måske også fordi

de var bange for at tabe stemmer til de borgerlige partier ved det næstkom-

mende valg, hvis de ansvarlige udtalte sig for skarpt om disse ting. Mange men-

te, at når socialdemokratiet havde tabt valget i 1945 så stort, så skyldtes det ikke

mindst, at de gik til valg på grundlag af et klart socialistisk arbejdsprogram,Fremtidens Danmark. Her fremtrådte et andet af socialdemokratiets dilem-

maer: hvorledes kunne man opnå flertallet i den danske befolkning for en klar

socialistisk politik, samtidig med at man accepterede i praksis som mindretals-

parti at gennemføre mere eller mindre borgerlige reformer for at lappe på det

kapitalistiske samfund? Ville en bevidst socialistisk agitation og en forklaring af

forskellen på partiets nødvendige praktiske politik på kort sigt og dets teoreti-ske mål på langt sigt betyde et frafald af vælgere i stedet for en chance for at nå

flertallet? - Socialdemokratiet valgte i for høj grad at forsvare de kompromi-

16

ser, det måtte indgå med de borgerlige for at bevare indflydelsen, og samtidigfortie de langsigtede socialistiske mål. Det gav nok resultater på kort sigt, men idet længere løb skulle det Vise sig at være en selvødelæggende strategi. - Ved

indgangen til 1960'erne syntes der ellers at have været gode muligheder for at

opnå flertallet uden at sætte det socialistiske perspektiv over styr, somtrods altvar at finde i principprogrammet og debatten omkring det.

Perioden 1961-1966

Da socialdemokraterne i juni 1965 igen holdt kongres i Falkonercentret i Kø-benhavn, var der sket meget i det danske samfund siden kongressen i 1961. Denfulde beskæftigelse fortsatte, dog med en mindre stigning i arbejdsløsheden i1963 til 4,2 pct. på årsbasis, men i 1965 var den helt nede på 2,0 pct.23 Selv om in-

dustriproduktionen steg stærkt, ikke mindst på grund af en meget hurtig stig-ning i produktiviteten, og selv om en ganske pæn del af produktionsstigningengik til eksport", indebar den fulde beskæftigelse en så stærk reallønstigning,at

betalingsbalancen kun kunne holdes under kontrol”, hvis folketinget breb indmed en politik, som dæmpede købekraften. Det skete med oms-forliget i 1962,helhedsløsningeni 1963 og afgiftsbukettens vedtagelse i foråret 1965. Men ikkeblot reallønnen steg. Også de offentlige udgifter steg stærkt, først og fremmesttil udbygning af den sociale sektor og uddannelsessystemet.26 Sammen med ud-

bygningen af den private servicevirksomhed medførte det en stærk forøgelse afden befolkningsgruppe, som var beskæftiget inden for handel, administration ogservicefag, og som i 1965 udgjorde næsten 50 pct. af befolkningen”. Denne

fremgang skete i takt med en fortsat afvandring fra det mere og mere mekani-serede landbrug. Den del af befolkningen, som var ansat i den egentlige frem-stillingsvirksomhed, steg kun i takt med den almindelige befolkningsstigning, ogfremgangen i industriproduktionen skete som sagt stort set kun gennem en pro-duktivitetsstigning, som blev skabt dels gennem hurtigere anskaffelse af nye ogbedre maskiner ved hjælp af de gunstige afskrivningsregler, dels ved en hår-dere udnyttelse af arbejdskraften gennem akkordordninger.

Hele denne udvikling i den første halvdel af l960”erne med en stigende mid-delklasse i byerne og en væsentlig reduktion af befolkningen på landet, medførtestadig større forandringer i det politiske liv i Danmark.28 Partiet Venstre komud i store vanskeligheder, som viste sig dels ved en intern uro, der i 1965 kul-minerede med partiets splittelse og dannelsen af Liberalt Centrum, dels ved

partiets nederlag ved alle valg, som blev afholdti 1960'erne. Både Det konser-vative Folkeparti og socialdemokratiet bejlede til byernes voksende middel-klasse af funktionærer og embedsmænd. Her lå for socialdemokratiet mulighe-den for at opnå det ønskede flertal snarere end blandt flere arbejdervælgere,som det nye parti SF havde vist sig også at have et ganske godt tag i.Da Viggo Kampmann i sommeren 1962 blev alvorlig syg og måtte nedlæggestatsministerposten, blev J.O. Krag, der hidtil havde været udenrigsminister,leder af regeringen. Ved valget i september 1964 lykkedes det socialdemokratietat bevare de seks mandater, det havde vundet i 1960. Da de radikale gik et man-

17

dat tilbage og regeringen dermed mistede sit spinkle flertal, ønskede de radikale

ikke at fortsætte som regeringsparti, og socialdemokraterne dannede en min-

dretalsregering alene.29Endnu en begivenhed i perioden 1961-1965 skal nævnes. I begyndelsen af 1963

forelagde den socialdemokratisk-radikale regering en række jordlove, som

havde til formål at give det offentlige større indflydelse på handelen med dansk

jord, dels for at hindre udenlandsk opkøb i forbindelse med en eventuel snarligdansk tilslutning til fællesmarkedet,dels for at hindre spekulation i forbindelse

med prisstigninger på jord og grunde ved den stigende efterspørgsel. Lovene

blev vedtaget i folketinget med regeringens og SF”s stemmer, men den borger-lige opposition benyttede retten til ifølge grundloven af 1953 at bringe lovene til

folkeafstemning. Op til folkeafstemningen d. 25. juni 1963 førte de borgerligepartier en meget stærk kampagne mod lovene, som hævdedes at ville fratageden lille mand hans hus, og som blev fortolket som den rene og skære sociali-

sering. Ved afstemningen ,blev lovene stemt ned med klart flertal.30 Der kan ikke

være nogen som helst tvivl om, at hele denne begivenhed gjorde et meget stærkt

indtryk på socialdemokratiet og blev bestemmende for de ledende socialdemo-

kraters opfattelse af deres politiske muligheder i årene fremover. Selv om de

ikke selv opfattede lovene som særligt socialistiske, måtte de nu leve med den

erfaring, at det var muligt for de borgerlige partier at mobillisere en reak-

tionær stemning i befolkningen over for nogle progressive love, som et flertal i

folketinget havde vedtaget. Uden at forstå dybden i denne erfaring, forstår man

heller ikke en af de væsentligste faktorer i socialdemokratiets politik i resten af

1960'erne, herunder socialdemokraternes opfattelse af deres muligheder un-

der arbejderflertallet i 1966-67. Grundlovens bestemmelse om folkeafstemningsatte visse rammer for, hvor hurtigt udviklingen kunne presses frem. Befolk-

ningens flertal, ikke blot folketingets, måtte kunne følge med.

Da socialdemokraterne holdt kongres i juni 1965 var det altså midt under

højkonjunkturen og i et samfund i rivende udvikling og forandring. Og det var

et parti, som dannede mindretalsregering alene, og som ønskede at føre en for-

sigtig politik. Debatten på kongressen og udtalelserne fra den bærer præg af

situationen. Om den demokratiske socialisme og dens indhold førtes der ikke

nogen diskussion. I den almindelige politiske udtalelse, som kongressen vedtog”,bekræftedes partiets princip- og arbejdsprogram fra 1961. Udtalelsen beskæf-

tigede sig først og fremmest med den økonomiske og sociale fremgang, som var

opnået i de forudgående fem år. En sætning som denne er typisk for udtalelsen:

»Nye forbedringer i levefod og social tryghed skal hentes fra en voksende pro-

duktion, der for en stor del skal afsættes til andre lande under hård konkur-

rence og ofte under overvindelse af importbegrænsendebestemmelser, så me-

get des mere må vor produktionsevne styrkes. Socialdemokratiet tilsiger sin

fulde støtte til en fastholdelse af denne politik.« - Det drejer sig med andre ord

om at få produktionen til fortsat at stige så meget som muligt, og derfor må man

støtte erhvervslivet, så det kan konkurrere med udlandet og gennem øget eks-

port skabe grundlaget for højere levefod for alle, sociale reformer, øget bolig-byggeri og bedre uddannelse for alle. Det synes tydeligt i udtalelsen, at social-

18

demokratiet regnede med, at det kapitalistiske samfund nu var kommet ud afsine kriser, og at højkonjunkturen og den fulde beskæftigelse ville vare ved.Derfor fandt man intet aktuelt behov for at stille krav om stærkere samfunds-

styring i økonomien, f.eks. gennem socialisering af enkelte sektorer. Det gik joudmærket altsammen, og så længe socialdemokratiet havde det politiske hoved-

ansvar, kunne det kapitalistiske produktionsoverskud vel ledes ind i de rigtigekanaler ved passende love, bl.a. på det skattemæssige område. Det betyderimidlertid ikke, at socialdemokraterne dermed havde opgivet, hvad de selv ansåfor en socialistisk politik. Et af hovedemnerne på kongressen var økonomisk ogindustrielt demokrati. Her mente socialdemokraterne at have fundet det mid-del, som i stedet for en direkte socialisering kunne reformere det danske sam-

fund ind i socialismen. Men endnu i 1965 stod partiet lidt famlende over for be-

greberne økonomisk og industrielt demokrati, selv om det havde været disku-teret allerede i forbindelse med kongressen i 1961,32 og selv om ledende social-demokrater havde skrevet om det i det socialdemokratiske tidsskrift Verdens

Gang mellem de to kongresser.33 På 1965-kongressen holdt partiets næstfor-mand Hans Rasmussen en tale om økonomisk og industrielt demokrati.34 Talenindeholdt bl.a. følgende udtalelser: »--- Med andre ord betyder det (industrielledemokrati), at folket i bredeste forstand også har den afgørende indflydelse påsamfundets økonomiske liv ved siden af det politiske. --- I dansk arbejderbevæ-gelse kan vi ikke fortsat stiltiende se på denne manglende balance mellem økono-miske og politiske beslutninger. Derfor ønsker Vi gennemført såvel økonomisksom industrielt demokrati. Med økonomisk demokrati mener vi simpelt hen en

omplacering af ejendomsretten i samfundet eller i hvert fald, at langt flere afsamfundets medlemmer end de forholdsvis få nuværende kapitalbesiddere skalfå andel i ejendomsretten. Det økonomiske demokrati er derfor et udprægetpolitisk anliggende. Det er et fundamentalt ejendomsretsligt spørgsmål, - ja,kort sagt er det et spørgsmål om magten i samfundet. En overgang til et virke-ligt økonomisk demokrati vil i et samfund som det danske forudsætte et lovgiv-ningsinitiativ, hvorfor det er nødvendigt,at der består et flertal i den lovgivendeforsamling for en sådan politik. Derfor forventer de ansatte, at de får med-indflydelse, men også, at de efterhånden går ind i et medejerskab i virksom-hederne. --- Industrielt demokrati ---'vil betyde nye væsentlige skridt fremimod ejendomsrettens demokratisering, som er vort mål ---.« - Selv om HansRasmussen ikke synes at skelne klart mellem økonomisk og industrielt demo-krati, er det tydeligt nok, at han mener, at det er økonomisk demokrati, som er

mest vidtgående,og som mest konsekvent fører frem mod et socialistisk sam-

fund, hvor ejendomsretten er demokratiseret, i god overensstemmelse medIvar Nørgaards definitioner (se note 33). Men det er karakteristisk for densocialdemokratiske forsigtighed på dette tidspunkt, at Hans Rasmussen under-

streger, at indførelsen af det økonomiske demokrati kræver et flertal i folke-

tinget, mens det vil være muligt at udbygge det mindre forpligtende og sam-

fundsforandrende industrielle demokrati gennem direkte forhandlinger mel-lem de to parter på arbejdsmarkedet. Det er endvidere karakteristisk, at kon-

gressen udsendte en særllig udtalelse om industrielt demokrati, men ikke om

19

økonomisk demokrati. I den hed det bl.a., at socialdemokratiet ville virke for, at

demokratiseringsprocessen nu også skulle udstrækkes til arbejdsmarkedet, og

det havde to formål: hensynet til produktiviteten (I) og den menneskelige vær-

dighed.35

Hele den økonomiske og politiske situation omkring kongressen i 1965 bevir-

kede, at socialdemokraterne var meget tilbageholdende med at udtale sig skarptom samfundets mulige overtagelse af produktionsmidlerne, som forekom endnu

mere problematisk end i 1961. Til gengæld var man begyndt mere aktivt at søge

nye veje for at komme den skærpelse af udbytningen af arbejderne og forøgel-sen af profitten for kapitalisterne, som de gode tider også medførte, til livs.

Økonomisk demokrati var ved at tage form i den socialdemokratiske tånkning.Men endnu havde den ikke fundet nogen konkret udformning, og man stod

over for endnu et socialdemokratisk delemma: hvorledes føre en politik, som

støttede det private erhvervsliv for at skabe den størst mulige produktion og

bedst mulige konkurrenceevne, og samtidig planlægge et indgreb i ejendomsret-ten, som på kort sigt ville medføre stor risiko for nedgang i produktion og be-

skæftigelse? Dilemmaet træder klart frem i en pjece, som socialdemokratiet og

Frit Forum udsendte i fællesskab omkring 1965.36

Fra sommeren 1965 og frem til valget i november 1966 kom der for alvor

skred i de vante partipolitiske konstellationer og samarbejdsmønstre i Dan-

mark.37 Det skyldtes først og fremmest de føromtalte store ændringer i er-

hvervs- og klassestrukturen i slutningen af 1950*erne og begyndelsen af 1960'er-

ne, men det har naturligvis også haft betydning, at Poul Hartling afløste Erik

Eriksen som Venstres leder, og at Hilmar Baunsgaard mere og mere overtog

ledelsen i Det radikale Venstre, efter at Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaardi efteråret 1961 havde forladt aktiv politisk virksomhed. I 1950'erne og første

halvdel af 1960”erne havde folketinget først og fremmest været kendetegnet af

to blokke: S-R 0g V-K. Nu skete der mellem de radikale og Venstre en tilnær-

melse, som nok skal fortolkes som et forsøg på fra Venstres side at være med i

kapløbet om de mange nye midtervælgere i byerne. De konservative så i begyn-delsen nølende og irriterede til, men da de ikke ønskede at isolere sig på den

politiske højrefløj, og da de gerne ville være med i kampen om funktionærer og

tjenestemænd,søgte de med ind i samarbejdet mellem de borgerlige partier, og

i løbet af 1966-67 kom de tre partier til en sådan forståelse med hinanden, at de

uden større besvær kunne danne en V-K-R-regering i februar 1968?8

Socialdemokratiet stod usikker over for den nye bevægelighed mellem folke-

tingets borgerlige partier.39 Først søgte de at udmanøvrere dem og undgå isola-

tion ved at lave en række forlig med skiftende flertal i folketinget, bl.a. bolig-forliget d. 17. januar 1966, som socialdemokratiet indgik med alle tre borgerligepartier. Ved kommunevalget umiddelbart efter fik socialdemokraterne imid-

lertid en alvorlig forskrækkelse, idet de gik stærkt tilbage ved valget, især i de

20

større byer, hvor de tabte mange vælgere til SF, ikke mindst på grund af bolig-forliget med de borgerlige, hvad socialdemokraterne klart erkendte.40

Valgnederlaget til SF måtte give socialdemokratiet anledning til på ny at over-

veje dets parlamentariske muligheder, herunder forholdet til SF. Indtil 1966havde partiets ledelse totalt afvist ethvert samarbejde med SF. I 1960, da SFkom i folketinget med 11 mandater, udtalte socialdemokratiets politiske ord-fører Per Hækkerup, at man ikke ville samarbejde med SF, fordi man ansåAksel Larsen og de fleste af hans partifæller for stadig at være kommunister,som kun havde dannet et nyt parti for at opnå øget indflydelse på en ny måde.41Forud for valget i 1964 afviste Krag ved flere lejligheder at samarbejde med SF,bl.a. sagde han i en samtale med Peder Tabor: »--- Lad mig blot for en ordens

skyld tilføje, at socialdemokratiet naturligvis heller ikke i fremtiden vil have no-

get som helst samarbejde med de rester af SF-partiet, som måtte komme ind iV

tinget ---.«'°2 Krag anså SF for at være et splittelsesparti, som var helt overflødigi dansk politik. Først i 1965 syntes der at være kommet en modstand til udtrykmod denne politik blandt ikke ubetydelige grupper inden for partiet. l forbin-delse med kongressen fremlagde DSU i Hovedstaden en udtalelse om politiskanerkendelse af SF. Den var vedtaget på DSU i Hovedstadens årsmøde d. 30.maj 1965, og gik klart ind for et samarbejde med SF, nu da de borgerlige par-tier havde fundet sammen.43 På selve kongressen uddelte folketingsmand HolgerEriksen sin tale i skriftlig form, fordi taletiden var begrænset til ti minutter forikke-indledere. Heri argumenterede han for at anerkende SF”s parlamentari-ske eksistens og tælle deres stemmer med ved lovgivningsarbejdet.44Men ledel-sen lod sig ikke påvirke. I sin tale fastslog Krag, at på SF kunne man ikke byggeen fast politik, og at socialdemokratiet som regeringsparti ville føre sin egen po-litik uden at være afhængig af SF.45 Efter kommunevalget i marts 1966 tog de-batten inden for partiet til, og utilfredsheden med den førte politik voksede. Imarts måned dannedes Socialdemokratisk Samfund (SDS), og i maj-nummeretaf Verdens Gang kritiserede bl.a. Holger Eriksen den socialdemokratiske rege-rings politik og forklarede valgnederlaget med »de socialdemokratiske vælge-res utilfredshed dels med ingåede og forventede kompromisser, dels med denafstand, der er mellem partiets kongresvedtagelse og regeringens politik.«46

Mens Holger Eriksen som sædvanlig blev delvis overhørt, tog den socialde-mokratiske ledelse meget alvorligt på dannelsen af SDS, i hvis bestyrelse bl.a.sad folketingsmand Anker Jørgensen og højskoleforstander (Roskilde) KnudHeinesen. Allerede d. 28.-marts havde J .0. Krag et personligt møde med SDS”Sformand Nils Jacobsen, Anker Jørgensen og Knud Heinesen. Først da de havdelovet fuld loyalitet over for partiet og forsikret, at SDS ikke ville føre til en

spaltning af partiet, og at de tog afstand fra standpunkter á la Holger Eriksens,var Krag beroliget, og senere blev der indgået en skriftlig aftale mellem partietog SDS.47 I løbet af foråret udarbejdede SDS-folkene Erling Olsen, MogensCamre, Knud Heinesen, Jens Kampmann og Ejler Koch et detaljeret forslag om

kildeskat.48 I modsætning til regeringens forslag var det indarbejdet i SDS”s for-slag, at skattefradragsreglen skulle bortfalde”, hvilket ville indebære en størremulighed for at bruge indkomstskatten som middel til en mere ligelig indkomst-

21

fordeling. SDS,s skatteforslag blev taget alvorligt og ville efter Grünbaums ud-

sagn blive undersøgt nøje af regeringens skatteudvalg.50 Også da SDS i somme-

rens løb udarbejdede et forslag til nye jordlove og ville udgive det, optog det

partiet stærkt, og Krag lagde pres på SDS,s ledelse for at få dem til at undlade

offentliggørelsenf1 Den usikkerhed, hvormed de ledende socialdemokrater så

på SDS”s aktivitet, kulminerede fredag d. 24. juni 1966, da et fællesmøde mellem

forretningsudvalgene for socialdemokratiet og LO så sig nødsaget til at fastslå,

at »den politiske linie som hidtil fastlægges af partiets kompetente forsamlin-

ger.«51Det synes ganske klart, at kritikken inden for partiet har betydet en del for

de socialdemokratiske ledere, som særligt efter valgnederlaget i marts 1966 var

blevet usikre på den linie, der skulle følges. På partiets årsmøde i Odense i be-

gyndelsen af september udtalte Krag, at de store kompromisers tid var forbi.

At udtalelsen blev mødt med langvarigt og voldsomt bifald må have gjort yder-

ligere indtryk på partiledelsenf2 Og under valgkampen i november, da Krag

pludselig havde udskrevet kildeskattevalget, udtalte han sig flere gange om for-

holdet til SF, og det var tydeligt, at den socialdemokratiske ledelse nu havde en

mere positiv holdning til SF end før.53 _

Imellem kommunevalget d. 8. marts 1966 og folketingsvalget d. 22. november

samme år var der begyndt at komme skred i den socialdemokratiske opfattelseaf de parlamentariske betingelser for mindretalsregeringens arbejde. Det

skyldtes flere forhold i sammenhæng: nederlaget til SF ved kommunevalget,kritikken inden for partiet, ikke mindst fra SDS's side, og irritaitonen over de

borgerlige partiers samarbejde mod socialdemokratiets kildeskatteforslag.

Omstillingen i partiet var i fuld gang, men da valgresultatet forelå d. 23. novem-

ber, havde der trods alt ikke været tid nok til at føre omstillingen til ende. So-

cialdemokraterne var endnu ikke politisk-taktisk og ideologisk tilstrækkeligforberedt til at operere med og udnytte et arbejdertlertal, som trods alt kom

bag på dem.

Samarbejdet mellem Socialdemokratiet

0g Socialistisk Folkeparti 1966-1967

Hvad ville socialdemokraterne opnå med det samarbejde med SF, som de ind-

ledte straks, efter at valgresultatet var indløbet og viste, at der for første gang i

Danmarks historie var et flertal for arbejderpartierne i folketinget? Det er en

meget udbredt opfattelse på den danske venstrefløj(til venstre for socialdemo-

kratiet), at de kun ønskede at bruge flertallet for at gøre SF medansvarlig for

den første politik og dermed bringe partiet i vanskeligheder, og at de altså ikke

ønskede at føre en mere socialistisk politik i praksis.54 - I det følgende skal der

fremlægges en, noget mere nuanceret opfattelse. Den tager sit udgangspunkt i

de forhandlinger, som socialdemokratiet og SF førte om dannelsen af en fælles

regering efter valget.

22

Regeringsforhandlingemenovember 1966

For oversigtens skyld skal der først gøres et forsøg på at rekonstruere de ydrebegivenheder fra tirsdag d. 22. november om natten til lørdag aften d. 26. no-

vember, da det måtte konstateres, at forhandlingerne var endt resultatløse, ihvert fald hvad angik selve regeringsfællesskabet.” Allerede selve valgnattenhavde Krag og Aksel Larsen en samtale over en kop kaffe, og de aftalte her, atde skulle mødes næste dag kl. 10 på Christiansborg. Tidligt næste morgen ons-

dag d. 23. novemberikontaktede Krag forskellige socialdemokratiske ledereviparti og fagbevægelse,formentlig i hvert fald LO,s formand Eiler Jensen, Hans

Rasmussen, udenrigsminister Per Hækkerup og arbejdsminister Erling Dine-sen. De gav alle grønt lys for at optage forhandlinger om regeringssamarbejdemed SF, og de to sidstnævnte deltog sammen med Krag i mødet med Aksel Lar-sen, der på sin side havde talt med borgmester Willy Brauer, som anbefalede eteventuelt regeringssamarbejde. Mødet varede kun kort, og det blev aftalt, at deto partier skulle mødes igen om eftermiddagen kl. 15.00 med hver sin kompe-tente forhandlingsdelegation. Inden da samledes den socialdemokratiske rege-ring til ministermøde kl. 10.30 i statsministeriet. Her fik Krag bemyndigelse til

_

at forhandle med SF, de radikale og Liberalt Centrum om en bred folkelig re-v

gering, hvad han meddelte kongen kl. 11. Samtidig telefonerede Aksel Larsen tilMorten Lange og Poul Dam for at få dem med til mødet om eftermiddagen kl.15. SF's nye folketingsgruppe og partiledelse kom først ind i billedet dagen efter,om torsdagen. Det samme gjaldt socialdemokraternes. Aksel Larsen og MortenLange gik nu til Willy Brauer på Københavns Rådhus for at planlægge efter-middagens møde. Det fandt som sagt sted kl. 15 og varede ca. en time. Mødedel-tagerne var Krag, Hækkerup, Dinesen og folketingsgruppens formand CarlPetersen fra socialdemokratiet og SFierne Aksel Larsen, Lange og Dam, densåkaldte trojka. Emnet for forhandlingerne var en generel drøftelse af den poli-tik, som en eventuel fælles regering skulle føre. Senere på eftermiddagen for-handlede Krag med de radikale ledere Hilmar Baunsgaard og Karl Skytte (kl.16) og med Liberalt Centrum (kl. 18). Ind imellem var der igen ministermøde,hvor Krag gav en foreløbig orientering, fra kl. 17.10-17.30. Om aftenen holdtSF's trojka møde med Willy Brauer, Gert Petersen og partisekretær HartvigMøller. Det blev godkendt, at forhandlingerne kunne fortsætte dagen efter.

Torsdag d. 24. november startede med, at Krag holdt et møde med Venstresledere Poul Hartling og Henry Christensen, fordi de radikale dagen før havdeforeslået en S-V, eventuelt en S-V-R regering. Det kom der imidlertid ikke no-

get ud af, og allerede kl. 10 forhandlede socialdemokratiets og SFs delegationervidere. Nu blev der efterhånden inddraget en del eksperter fra begge sider, iførste omgang på det skattepolitiske og det boligpolitiske område. Kl. 11 orien-terede Krag igen sin regering, og kl. 11.30 var de radikale hos Krag til en kortafsluttende drøftelse. Kl. 12 kunne han gå til kongen og meddele, at der nu kunsyntes at være to realistiske muligheder tilbage: en socialdemokratisk-SF rege-ring, eller at den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte. - Det mesteaf torsdag eftermiddag var afsat til forhandlinger i de to partiers kompetente

23

forsamlinger. Hos socialdemokraterne mødtes forretningsudvalget kl. 13, og kl.

14 trådte partiets hovedbestyrelse, den nyvalgte folketingsgruppe og LO's for-

retningsudvalg sammen til et fællesmøde. Mødet varede næsten tre timer, og ef-

ter en ret kraftig debat fik de socialdemokratiske forhandlere bemyndigelse til

at fortsætte drøftelserne med SF om en fælles regering. SF havde først forret-

ningsudvalgsmøde kl. 14, og derefter mødtes FU med den nye folketingsgruppekl. 15. Også her var der modstand og skepsis mod forhandlingerne fra nogle si-

der, men dog ikke voldsommere, end at forhandlingerne med socialdemokra-

terne fortsatte kl. 17 mellem de to partiers delegationer, idet Krag dog ikke de]-

tog i dette møde. Om aftenen fra kl. 19-22 holdt SF,s hovedbestyrelse møde. 1 lø-

bet af disse forhandlinger blev det klart, at socialdemokratiet ikke ville give ind-

rømmelser i udenrigs- og forsvarspolitikken, omkring boligforliget med de

borgerlige tidligere på året og med hensyn til, at en 10 % moms skulle indgå i

skattelovsforslaget. SF's hovedbestyrelse ønskede på det grundlag ikke at gå ind

i en fælles regering, og kl. ca. 22 udsendte den en erklæring herom. Alligevelholdtes der et nyt møde mellem de to partier samme aften kl. 22.30. Det varede

til midnat, og da socialdemokraterne erklærede, at deres udtalelser fra efter-

middagens møder ikke skulle forstås som et ultimatum, enedes man om at for-

handle videre den næste dag.

Fredag d. 25. november begyndte møderækken med nye forhandlinger mel-

lem S og SF kl. 11.00. Nu var den socialdemokratiske delegation udvidet med

boligminister Kaj Andresen og SF”s med partiets boligpolitiske ordfører KajMoltke. Også om fredagen var det meste af eftermiddagen reserveret til par-

tiernes interne drøftelser. Regeringen holdt møde kl. 13.00 - 13.40, og ved 14-

tiden samledes socialdemokratiets hovedbestyrelse og folketingsgruppen til en

noget mere afslappet drøftelse end dagen før. SF”s forretningsudvalg holdt mø-'

de kl. 14, og kl. ca. 15 stødte folketingsgruppen til. Ved 16-tiden mødtes de to

parter igen, denne gang for specielt at forhandle om udenrigs- og forsvarspoli-tik. Fra socialdemokratiet deltog Per Hækkerup, som stadig var udenrigsmini-ster, og forsvarsminister Victor Gram, og fra SF Aksel Larsen og Kaj Moltke.

SF,s forretningsudvalg og folketingsgruppe trådte igen sammen kl. 18.30. En

time senere mødtes de to delegationer igen, og det kom til meget langvarige for-

handlinger, hvis hovedindhold var nedfældet i det udkast til protokollat, som so-

cialdemokraterne fremlagde for at angive, hvor langt de ville gå i et regerings-

samarbejde med SF, og som senere blev offentliggjort. Resultatet af disse for-

handlinger blev kl. 1.00 om natten forelagt henholdsvis socialdemokratiets ho-

vedbestyrelse og SF”s forretningsudvalg.

Lørdag d. 26. november kl. 10 holdt SF møde i forretningsudvalg og folke-

tingsgruppe for at gennemgå protokollatet. Fra kl. 14.30 til kl. 17.10 foregik de

afsluttende forhandlinger mellem de to partier. Nu deltog også Krog Hansen,Erik Sigsgaard og Gert Petersen i SFs delegation. SF fremsatte nogle udenrigs-og forsvarspolitiske krav, bl.a. om nedskæringer i forsvarsbudgett'et, som so-

cialdemokraterne ikke kunne acceptere. Derfor endte forhandlingerne uden

resultat i den forstand, at der ikke blev noget regeringsfællesskabmellem de to

24

partier, selv om de stort set var enige om protokollatets indenrigspolitiske ind-

hold. Herom senere.

Ved bedømmelsen af disse forhandlinger mellem socialdemokratiet og SF og

de ledende socialdemokraters hensigter med dem er det nu for det første vigtigtat gøre sig klart, at det var socialdemokratiet, og ikke SF, der tog initiativet.

Herom kan ingen tvivl herske. Alle kilder, også de socialdemokratiske, sigerdet.56 Men ikke nok med det. Det var fra starten meningen, at SF skulle være

med i en fælles regering, og socialdemokraterne ville ikke lade sig nøje med et

parlamentarisk samarbejde. Det lagde man stor vægt på. Da Aksel Larsen om

formiddagen d. 23. november før og under mødet kl. 10 med Krag blev klar

over, at det drejede sig om regeringssamarbejde, og ikke blot parlamentariskstøtte, blev han ligefrem forbavset over Krags iver.57 Og på ministermødet kl.

10.30 samme formiddag gjorde Krag straks klart over for sine kolleger, at han

stilede mod et regeringssamarbejde med SF, og at såvel Ejler Jensen som Hans

Rasmussen allerede havde tiltrådt tanken om et sådant samarbejde. Det lå oven,

i købet Krag så meget på sinde, at han truede med, at man måtte finde sig en ny

statsminister, hvis han ikke fik sin vilje.58Nu var Krags stilling næppe på nogettidspunkt truet. På ministermødet var det kun nogle få ministre, som udtryktebetænkelighed ved et samarbejde med SF, med fiskeriminister Jens RisgaardKnudsen i spidsen, mens andre direkte bakkede Krags initiativ op, bl.a. Per

Hækkerup, justitsminister K. Axel Nielsen og undervisningsminister K.B. An-

dersen, og de fleste tavst accepterede det. Og da forretningsudvalget mødtes 0m

torsdagen kl. 13.00, gav det åbenbart uden videre diskussion grønt lys for for-

handlingerne med SF.” Noget vanskeligere synes det at have været på fælles-mødet mellem LO's forretningsudvalg, partiets hovedbestyrelse og folketings-gruppen kl. 14. Her gik bølgerne højt, og folk som Risgaard Knudsen, Urban

Hansen og Erhard Jacobsen advarede stærkt mod samarbejdet med SF. Men

langt de fleste talere var indstillet på samarbejdet, og af partiets og LO”s ledere

anbefalede foruden de allerede nævnte DAF,s formand Viggo Wivel, arbejds-minister Erling Dinesen og folketingets formand Julius Bomholt at gøre forsø-

get, oven i købet var anbefalingen stærk, ifølge Aktuelt.60 Den særdeles kompe-tente forsamling sluttede da også mødet med at anbefale fortSatte forhandlingerom regeringssamarbejde med SF, selv om Erhard Jacobsen sluttede sit indlægmed: »--- gud nåde jer, hvis de fører til noget.«61

LO,s top og størstedelen af socialdemokratiets ledere synes således i dageneefter valget d. 22. november med en vis begejstring og iver at være gået ind for

et regeringssamarbejde med SF, og de synes ikke at have haft noget særligtbesvær med at få de kompetente forsamlinger med på ideen. Og når forhand-

lingerne ikke lykkedes, er der næppe tvivl om, at det skyldtes, at SF med vilje i

slutfasen satte trumf på deres krav med hensyn til udenrigs- og forsvarspolitik-ken, vel vidende at socialdemokraterne ikke kunne acceptere dem.628 Det var

således SF, der fremtvang en negativ udgang på forhandlingerne, ikke socialde-

mokraterne, hvis Vilje var positiv til den sidste dag.Men hvad var det, som medførte denne kovending i de fleste socialdemokra-

tiske lederes holdning til SF? Hvad ville de opnå med et regeringssamarbejde

25

med det parti, hvis mandater de nogle få måneder forinden end ikke ville tælle

med i det parlamentariske arbejde?Der kan ikke være nogen tvivl om, at et af motiverne for mange socialdemo-

krater har været, at SF nu skulle gøres ansvarlige, således at partiet ikke læn-

gere kunne føre en overbudspolitik til venstre for socialdemokratiet, som dethvade været tilfældet ved boligforliget i foråret 1966, og som bevirkede, at so-

cialdemokratiet levede i en evig angst for at tabe mandater til SF, hver gangman gennemførte kompromiser med andre partier. Nu skulle SF »under an-

svarets åg«, som slagordet for denne opfattelse kom til at lyde. SF skulle bindesfor den lavest mulige pris.62bDer findes belæg nok for denne opfattelse. I Aktu-elts referat af socialdemokraternes store møde om eftermiddagen torsdag d.24. november blev der om LO-topfolkenes og partiledernes stærke anbefalin-

ger af forhandlingerne gjort den bemærkning, at de »blev givet ud fra en real-

politisk vurdering af situationen. Socialdemokraternes følelser over for 'SF er

velkendte og iøvrigt uændrede.«63 I socialdemokratiets officielle partihistorieskrev K.B. Andersen omkring 1970, at de 20 SF-mandater måtte forpligtes til

ansvar.64 Også Aksel Larsen var klar over dette mulige socialdemokratiske mo-

tiv og lod det indgå i sine overvejelser. I hvert fald skrev han i 1970 i sine erin-

dringer: »Jeg gjorde stillingen op for mig selv. Der var to muligheder---: Enten

ville socialdemokraterne ud fra oprigtigt ønske samarbejde med os om en poli-tik med et vist socialistisk sigte - eller også havde de en hensigt, som lignede den,der lå bag Hedtofts taktik i 1945. Så ønskede de at få os ind i regeringen, idet de

håbede derigennem at kunne bringe os »under ansvarets åg« og komprommit-tere os.«°5 - En særlig udløber af denne opfattelse er, at når specielt LO”s top gikså. varmt ind for samarbejdet med SF, så var det for at neutralisere SF”s fagfor-eningsledere på arbejdspladserne, hvilket ville være særligt velkomment i for-

bindelse med de overenskomstforhandlinger, som netop skulle i gang.66Men ifølge Aksel Larsens opfattelse i 1970 af sine egne overvejelser i 1966

kunne der altså også være tale om et politisk mere seriøst motiv hos de ledende

socialdemokrater, nemlig at de nu ville benytte lejligheden til at føre en politikmed »et Vist socialistisk sigte«.Der er jo intet til hinder for, at de to motiver kan

have været til stede samtidig, eventuelt i forskellig styrke hos forskellige perso-ner. Og der findes da også rigeligt belæg for motivet med det socialistiske sigte. I

socialdemokratiets historieskrivning gav K.B. Andersen ikke blot den allerede

nævnte begrundelse for samarbejdet, men også den, at »en oplagt mulighed for

at realisere Socialdemokratiets egen politik måtte selvfølgelig bruges.«67Og han

mente, at det socialistiske flertal, der for første gang var skabt i Danmark, inde-

bar vældige muligheder.68 I de udtalelser, som ledende socialdemokrater frem-

satte i dagene omkring og efter forhandlingerne med SF, blev det gang pågangbetonet, at det socialistiske flertal ville blive brugt, og brugt til at føre social-demokratisk politik, sådan som den kom til udtryk i partiets programmer og i

valgkampen.69 I Verdens Gang skrev den nyvalgte folketingsmand, en af tids-skriftets redaktører, Jens Kampmann i en spidsartikel bl.a.: »Det afgørende er,at man efter det systemskifte, der i betydning kan måle sig med skiftet i 1901, fårtid til at føre sin politik ud i livet. Såfremt vi får et halwejsvalg, kan vi risikere

26

at miste en historisk mulighed for at føre en ren socialistisk politik. Dette ad

notam for SF.«70 Selv Per Hækkerup argumenterede for at bruge flertallet til

en mere bevidst socialdemokratisk politik, selv om han måske var mere tilbøje-

lig til at påpege grænserne for det nye politiske flertals muligheder end visio-

nerne i dem. I den storpolitiske debat i folketinget i begyndelsen af december

udtalte han som nyudpeget politisk ordfører og gruppeformand bla.: »Jeg har

tidligere sagt, at det socialistiske flertal, der er skabt i folketinget, selvfølgeligvil

blive benyttet, men vel at mærke benyttet til at gennemføre en socialdemokra-

tisk politik og ikke en tøddel mere.«"l

_

Men et er jo, hvad de socialdemokratiske ledere udtalte udadtil, et andet er,

hvad de diskuterede indbyrdes, uden for det offentliges og de borgerlige par-tiers søgelys. I korte glimt er det muligt at trænge ind bag kulisserne. På mini-

stermødet fredag d. 25. november kl. 13-13.40 fortalte Krag, at det torsdag ef-

ter kl. 23 så ud til, at SF ikke mente, der var grundlag for et regeringssamar-bejde, »--- hvilket statsministeren havde beklaget ---, og ikke mindst under hen-

visning til, at der for første gang i folketinget måtte anses at være et flertal for

de socialistiske synspunkter.«72Hvorfor skulle Krag sige det i den forsamling,hvis han ikke havde ment det? - Og på det første ministermøde om onsdagen d.

23. november, udtalte Per Hækkerup i en replik til Risgaard Knudsens betæn-

keligheder ved forhandlingerne med SF, at »mange socialdemokratiske vælge-re tænkte i de samme baner som fiskeriministeren; men på den anden side inde-

bar det også store politiske fordele at få SF med ind i et regeringssamarbejde,og henviste i den forbindelse til de fordele, som regeringssamarbejdet 1957-60

indebar.«73 Tankenmå givetvis være, at det ville medføre en stabil regerings-periode, hvis der kunne etableres en flertalsregering. - Da de hektiske forhand-

linger var overstået lørdag aften, holdt socialdemokraterne som sagt igen udvi-

det hovedbestyrelsesmøde. Krag talte ved den lejlighed og gav en samlet vurde-

ring af forhandlingerne og situationen. Han sagde bl.a.: »Tingene er nu på plads,og grundlaget er lagt for nye fremskridt. Hvordan disse dages begivenheder vil

blive bedømt af historien, kan ingen udtale sig om, men det er måske ikke uri-

meligt at tro, at der er åbnet helt nye perspektiver i dansk politik. For første

gang er der mulighed for at føre en ren socialdemokratisk politik. Vi talte påvort årsmøde om visioner, vi diskuterede, hvad vort partis vision er. For de fle-ste af os, tror jeg, at Visionen er en gennemførelse af vort arbejdsprogram forderved at skabe et samfund præget af den demokratiske socialisme.«74 For

Krag var det at føre en ren socialdemokratisk politik altså det samme som at

arbejde for den demokratiske socialisme, således som det blev nedfældet i pro-

grammerne i 1961. Ikke et ord i Krags tale om at bringe SF under ansvarets åg!- Den 27. november, altså allerede dagen efter forhandlingernes afbrydelse,sendte partikontoret en skrivelse ud til de socialdemokratiske foreninger,kredsorganisationer, hovedbestyrelsesmedlemmer og folketingskandidaterm. fl. Brevet var underskrevet af partisekretær Niels Matthiasen. Efter en ret

grundig gennemgang af valgets resultat og forhandlingerne med SF slutter bre-

vet: »Efter personlig opfattelse kan man glæde sig eller beklage, at det ikke lyk-kedes at skabe et samarbejde, hvor der for første gang er skabt mulighed for en

27

virkelig socialdemokratisk politik i Danmark. Men hvilken opfattelse man end

har, pålægger det flertal, som er skabt i Danmark, os alle en stor forpligtelse.For første gang har vi chancen til igennem en fast politisk linie at bevise, at deter muligt for et land med socialistisk flertal at skabe den nødvendige og fornuf-tige planlægning,tilgodese den sociale sikkerhed og samtidig skabe mulighed forden personlige udfoldelse.«75 Dette brev er givetvis godkendt af partiets ledere iRosenørns alle. Det er udtryk for den opfattelse, man fra ledelsens side øn-skede at give de menige aktive socialdemokrater ud over landet. lkke et ord om

SF under ansvarets åg. Det socialistiske flertal skulle bruges til at fremme en

demokratisk socialistisk politik. Ingen tvivl om den ting.Preben Wilhjelm undrede sig i »Arbejderflertallet« over, at socialdemokra-

tiet gjorde protokollatet efter forhandlingerne til en regeringserklæring, som

den kommende politik skulle føres på grundlag af.” Og Wilhelm Christmas-Møller har i en artikel i Økonomi og Politik bl.a. hævdet, at socialdemokratietsvilje til at bruge det nye flertal til at føre en socialistisk politik er en myte, skabtaf de borgerlige, og at da Krag omsider gik i samarbejde med SF, »lignededetikke et valg af tilbøjelighed,men snarere en beslutning som uheldige omstændig-heder samt de borgerlige partier havde påtvunget ham og hans parti.«77- På

grundlag af ledende socialdemokraters udtalelser og de få glimt, der her er gi-vet af den interne debat i partiet i forbindelse med forhandlingerne med SF,skal det foreløbigt hævdes, at de ledende socialdemokrater straks efter valgetvar særdeles ivrige efter at få et regeringssamarbejde i gang med SF, først ogfremmest med det formål at komme til at føre en ren socialdemokratisk politik,dvs. at forcere udviklingen frem mod en demokratisk socialisme, således som

den var beskrevet i programmerne fra 1961, og at gennemføre den skattere-

form, som partiet var gået til valg på. Naturligvis var der forskelle og nuancer i

opfattelserne inden for partiet. Et lille mindretal var helt imod samarbejdet.Nogle ville nok lægge hovedvægten på det formål, som lå i at ansvarliggøre SF;det gælder navnlig lederne i fagbevægelsen.Men det var det andet motiv, der

vejede tungest for de fleste, og det var deres fløj i partiet, der havde initiativet

og indflydelsen. Krag ledede denne fløj, og Hækkerup fulgte foreløbigt med.Preben Wilhjelms undren kan kun forklares med, at han ikke har forstået so-

cialdemokraternes vigtigste motiver. De mente protokollatets indhold alvorligt,og derfor trak de det ikke tilbage, efter at forhandlingerne var endt uden resul-

tat. Wilhelm Christmas-Møllers påstand kan klart afvises. Krag og hans partivar i november 1966 ivrige efter at komme til at føre en mere socialistisk politik

'

sammen med SF. Mange følte, at det var en historisk situation, man stod i, et sy-stemskifte i dansk politik.

Den socialdemokratiske politik under arbejderflertalletHvilken politik søgte socialdemokraterne så at gennemføre, mens der fandtes et

arbejderflertal? Var det en mere bevidst socialistisk politik? - Det er- ikke muligther at gennemgå alle de fremsatte lovforslag eller at gå i detaljer med enkeltelove. Derimod skal der foretages en gennemgang og Vurdering af protokollatet,-

28

af samarbejdsaftalen mellem S og SF fra marts 1967 og af ledende socialdemo-

kraters udtalelser i forbindelse med den første politik.Protokollatets indenrigspolitiske afsnit lød således: »Regeringen vil videre-

føre den økonomiske politik med fastholdelse af den fulde beskæftigelse og såle-

des, at den forbedring i handelsbalancen og betalingsbalancen og den tendens til

afsvækkelse i prisstigningerne, der er konstateret i den forløbne del af året,

yderligere styrkes. Den høje rente søges nedbragt. - Lov om indseende med

priser tages op til revision i lyset af de erfaringer, der er gjort vedrørendeprisudviklingen for fødevarer og med henblik på at hindre, at priserne til for-

bruger stiger i forhold til producentprisen. - De stigende priser på byggegrun-de og spekulation heri må bekæmpes. Regeringen vil tage skridt til at fremme

byggemodningen og udvide inderzonen. Der vil blive skabt mulighed for hjælp'til kommunerne til byggemodning. - Regeringen opfordrer arbejdsmarkedetsparter til gennem frie forhandlinger under samfundsmæssigt ansvar at finde en

social rimelig løsning på forårets overenskomstproblemer. - Regeringen vil

føre en erhvervspolitik, der støtter samfundsmæssigt produktive investeringer,fremmer eksporten og sikrer en høj beskæftigelse i alle egne af landet. - Under

hensyn hertil gennemses afskrivningsreglerne. - I bestræbelserne for at løse bo-

ligproblemet vil byggeriet blive fremmet, og en offentlig boligfond søges opret-tet. - Boligløsningens tilbageværende lovgivning gennemføres, idet SF dog ikke

kan medvirke til gennemførelse af lov om midlertidig regulering af boligforhol-dene. Det sikres, at den sociale boligsikringsordning kan træde i kraft til april1967. Det vil her blive overvejet, om den skattepligtige indkomst kan oprethol-des som grundlag for tilskudsberegningen og om de laveste indkomsters til-skudsandel kan forøges. - De gældende driftstilskud aftrappes over en årræk-

ke. - For at sikre familier med mindre indkomster og børn adgang til det sociale

byggeri gennemføres en ordning vedrørende sådanne familiers indskudsbeta-

ling. - En forbedring af saneringslovgivningen samt en byfornyelseslovgivning vilblive forberedt og gennemført. - Der gennemføres en skattereform, som om-

fatter gennemførelse af kildeskat, afskaffelse af skattefradragsreglen og en mo-

dernisering af den indirekte beskatning, som fjerner det nuværende systemsuheldige virkninger på erhvervslivet og forøger kontrolmulighederne. Den fo-reslåede merværdioms på 10 pct. vil indgå i overvejelserne, således at den so-

ciale balance, herunder en lettelse for familier med små indtægter og familiermed børn, sikres. - Der vil blive gennemført en gennemgribende effektiviseringaf ligningen. - Bestemmelserne om skattebegunstigelse af privat opsparing vil

blive taget op til revision dels med henblik på at hindre misbrug, dels med hen-

blik på at give dem en social mere rimelig udformning. - Reformpolitiken vilblive videreført. Dette gælder såvel uddannelse og undervisning, herunder ud-

dannelsens demokratisering, som sundhedsvæsenet, socialpolitiken og trafikpo-litiken. Der vil bl.a. blive fremsat forslag til en reform, der forbedrer arbejds-løshedsforsikringenog sygedagpengene. - En værdifast tillægspensionsordningomfattende alle søges gennemført. Indsatsen for demokrati på arbejdspladsernemå forstærkes.«78

i

29

Et udkast til dette protokollat blev udarbejdet af socialdemokraterne og

fremlagt for SFs forhandlere i løbet af fredagen d. 25. november. Det var me-

ningen, at det skulle danne grundlag for et regeringssamarbejde mellem de to

partier, hvis de kunne blive enige om dets indhold. Under møderne blev der

foretaget enkelte rettelser i udkastet. I den endelige udformning blev protokol-latet afvist af “SF's folketingsgruppe og forretningsudvalg lørdag formiddag. So-cialdemokraterne gjorde det derefter til en regeringserklæring, dvs. at detskulle være grundlaget for den socialdemokratiske mindretalsregerings politik.K.B. Andersen fremhæver i partihistorien, at protokollatet var »100 '70 social-demokratisk politik --- i fuld overensstemmelse med programudtalelserne forde kompetente forsamlinger, med lovforslagene i deres oprindelige skikkelse ogmed åbningstalernesord.«"9 Alt i alt må protokollatet siges at være et udmær-

ket dokument til bedømmelse af den politik, som socialdemokratiet ønskede at

føre under arbejderflertal, med eller uden regeringssamarbejde med SF. Her

skal kun det indenrigspolitiske afsnit undersøges og kommenteres, fordi detbedst afdækker et eventuelt socialistisk sigte i socialdemokraternes politik.

I sin gennemgang af protokollatet hævdede Preben Wilhjelm, at det var uden

perspektiv af nogen art. Dels var det holdt i fuldstændigtuforpligtende vendin-

ger, således at der ikke blev sagt ret meget om den konkrete politik, der skulle

føres, dels manglende det en eller flere mærkesager, som f.eks. nationaliseringaf forsikringsselskaberne eller kapitalvindingsskat. I virkeligheden var proto-kollatet udtryk for en videreførelse af den politik, som socialdemokratiet havde

ført siden 1953 sammen med de borgerlige partier. »Det eneste bemærkelses-

værdige ved protokollatet er, at de ledende SF-forhandlere var villige til at ac-

ceptere det og over for partiet rent faktisk anbefalede det som grundlag for re-

geringsfællesskabl«3° - Det er rigtigt, at protokollatet på alle afgørende punkterer holdt i meget vage vendinger. Der tales om »at tage op til revision«, »at gen-

nemse«, »at søge oprettet« osv. osv. Men denne uklarhed og forsigtighed i ven-

dingen er ikke nødvendigvis udtryk for, at socialdemokraterne manglede viljetil at gennemføre en mere socialistisk politik. For at forstå protokollatets ind-

hold er det nødvendigt at forsøge på at forstå socialdemokraternes hele situa-

tion i de travle dage efter valget. Der var helt uventet opstået en parlamentarisksituation i Danmark, som indebar muligheder for at føre en anden politik end

hidtil, og som socialdemokratiet ideologisk set slet ikke var forberedt på. Der

skulle tid til at overveje indholdet i og konsekvenserne af en ny politik. Hvorle-

des ville vælgerne og medlemmerne reagere? Hvad ville der ske på' arbejds-pladserne i forholdet mellem socialdemokratiske og SF-tillidsfolk? Hvad ville

der ske på kapitalmarkedet? Ville kapitalen begynde at flygte ud af landet og ak-

tiekurserne rasle ned? Ville de borgerlige partier sætte en socialistforskræk-

kende kampagne i gang over for befolkningen? Ville de bringe 'alle lovforslag til

folkeafstemning, som blot havde den mindste tendens i socialistisk retning? Oghvad med SF”erne? Var det overhovedet muligt at samarbejde med deres 20mands store folketingsgruppe, som indeholdt flere parlamentarisk uprøvedekræfter? Og socialdemokratiets egen folketingsgruppe? Ville man kunne holdesammen på den, ,hvis man begyndte at føre en markant socialistisk politik, som

30

nogle af gruppens medlemmer givetvis ikke følte, de var valgt på? Flertallet,som de to partier havde opnået ved valget, var jo trods alt kun på fire manda-

ter, hvilket indebar, at hvis blot to stemmer faldt fra, ville flertallet være for-

svundet. Og at det ikke var en urealistisk situation, Vidste socialdemokraterne

fra stemningen på deres fællesmøde torsdag eftermiddag d. 24. november. Der

var altså usikkerhedsmomenter nok, og forhandlingerne i november gav natur-

ligvis ikke tid og lejlighed til at afklare problemerne. Det er derfor særdelesforståeligt, at socialdemokraterne ønskede at udforme regeringsgrundlaget 1

forsigtige og vage vendinger. Meningen med protokollatet var ganske givet, at

det skulle virke som en ramme for den politik, som skulle føres. Rammen kunne

så udfyldes på forskellig vis og med forskellig grad af socialistisk sigte, alt efter

den politiske situation, gallup-tallene, folketingsgruppens opbakning osv. I den

forstand er protokollatet også en undersøgelse værd: hvor langt er det muligtat bevæge sig i socialistisk retning inden for dets rammer?

Protokollatet rummer først og fremmest muligheder for en stærkere sty-ring af det økonomiske liv i Danmark fra samfundets side. Det gælder følgendeområder:

1. At »regeringen vil føre en erhvervsspolitik,der støtter samfundsmæssigtproduktive investeringer«,må betyde, at staten skal have øget indflydelse påinvesteringerne i det private erhvervsliv.

2. At afskrivningsregleme skal gennemses kan medføre, at de afskrivnings-regler, som Viggo Kampmann gennemførte i slutningen af 1950'erne, og som

betød store økonomiske fordele for det private erhvervsliv, skal afvikles.3. At »de stigende priser på byggegrunde og spekulationen heri må bekæm-

pes«, kan betyde, at der skal gennemføres en kapitalvindingsskat, eller at

kapitalgevinster på anden måde overføres til statskassen, og »at en offentligboligfond søges oprettet« kan ske med det formål, at det offentlige skal have

øget indflydelse på handel med jord til boligformål, evt. kan den være førstespæde skridt til en socialisering af dansk jord.

4. At »lov om indseende med priser tages op til revision«, kan få som resultat,at prisfastsættelsen i højere grad end før bliver et samfundsanliggende.

5. At skattefradragsreglen skal afskaffes i forbindelse med, at »bestemmelserneom skattebegunstigelse af privat opsparing vil blive taget optil revision« og atder vil »blive fremsat forslag til en reform, der forbedrer arbejdsløsheds-forsikringen og sygedagpengene«,vil tilsammen virke ganske godt i retningaf en indkomst- og formueudjævningi den danske befolkning.

6. Og endelig, men ikke mindst, at »indsatsen for demokrati på arbejdsplad-serne må forstærkes«, kan i det lange løb indebære en eller anden form for

økonomisk demokrati, socialdemokraternes vej til langsomt at ophæve de

kapitalistiske virkninger af den private ejendomsret til produktionsmidlerne.I denne fortolkning af nogle af de mest centrale punkter i protokollatet frem-træder det som et ganske klart program for den demokratiske socialisme, som

socialdemokratiet bekendte sig til, og som tydeligst er nedfældet i princippro-grammet og diskussionen omkring det i 1961. Under alle omstændigheder er

det givet, at den politik, som mere eller mindre explicit indeholdes i protokol-

31

latet, ville de borgerlige partier sætte sig imod med næb og kløer, netop fordi

den efter deres mening ville betyde en snigende socialisering.Men protokollatet indeholder også punkter, som peger tilbage til perioden

med samarbejdet med de borgerlige partier. Det gælder først og fremmest det

udenrigs- og forsvarspolitiske afsnit, hvor socialdemokraterne følte sig for-

pligtet, og mente det oprigtigt, af medlemsskabet af Nato og af deres forsvars-

politiske aftaler med de borgerlige partier. Men det gælder også i høj grad bo-

ligpolitikken. Det siges direkte i protokollatet, at den lovgivning, som var resul-

tatet af boligforliget med de borgerlige partier tidligere på året, og som skulle

gælde for ti år, skulle gennemføres, idet SF kunne stå frit til denne lovgivning.At socialdemokratiet ikke blot forsøgte at undsige de aftaler, det havde indgåettil andre sider, kan også forklares med den forsigtighed, som socialdemokra-

terne følte sig nødsaget til at udvise. Det socialistiske flertals bærekraft skulle

afprøves, før man førte sig for stærkt frem. Derfor erklærede Krag straks ef-

ter forhandlingemes resultatløse afslutning i radioen, at SF ikke skulle betrag-tes som socialdemokratiets direkte støtteparti, men regeringens lovforslag ville

blive fremlagt i folketinget til fri forhandling.81 Og derfor kunne Per Hækkerupi åbningsdebatten i begyndelsen af december berolige de danske erhvervsfolk,som måtte være grebet af nervøsitet i forbindelse med det nye flertal: der for-

stod ingen omvæltninger i Danmark, man behøvede ikke være bange for væl-

dige revolutioner el. lign.82Da Niels Matthiasen d. 3. marts 1967 sendte en born-

holmsk tillidsmand et forslag til disposition til politisk beretning, startede han så-

ledes: »Udgangspunktet må være valget den 22. november 1966. Vil det betyderevolution eller kun en fremskyndelse af de fremskridt, Socialdemokratiet altid

har stået for? Det sidste det sandsynligste.«!83

I samme ånd skal det forstås, at det første større lovgivningsinitiativ, den soci-

aldemokratiske mindretalsregering tog i det nye år, var skattereformen. Det

var den, socialdemokratiet var gået til valg på. Nu var det muligt at få flertal for

den i den form, som socialdemokraterne i deres valgkamp og i deres udtalelser

fra kompetente forsamlinger havde givet udtryk for, at de helst ville gennem-

føre den: med kildeskatten, med en 10% merværdiafgift og dertil hørende soci-

ale kompensationer og med afskaffelse af skattefradragsreglen.”SF'erne havde

i forhandlingerne i november godkendt principperne i en sådan skattereform,selv om de havde svært ved at forlige sig med momsen. Der var derfor intet op-

sigtsvækkende ved, at regeringen i løbet af vinteren forberedte en sådan skatte-

reform og fremlagde den i folketinget.De komplicerede forhandlinger om skattereformen i marts 1967 på Store

Kro og på Christiansborg skal der ikke her gøres nærmere rede for. Resulta-

tet af forhandlingerne blev, at socialdemokratiet og SF gennemførtereformen

sammen, mens de borgerlige partier måtte konstatere, at det åbenbart var al-

vor, at det socialistiske flertal skulle bruges. I forlængelse af S-SF-forliget blev

der d. 12. marts udarbejdet en samarbejdsaftale mellem de to partier, således at

der nu blev startet et formaliseret parlamentarisk samarbejde mellem dem.

Efter en opremsning af skatteforligets enkelte dele, fortsætter aftalen med føl-

gende ordlyd:

32

»Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti indleder hermed et politisk samarbejde, hvis sigteer at gennemføre de reformer og løse de opgaver, de to partier efter deres programmer haren fælles interesse i. Herom er foreløbigaftalt følgende:Der oprettes en boligfond, der skal støtte jordkøb og byggemodning, yde støtte ved udredning afboligindskud og finansiere erstatningsbyggeri ved sanering. På længere sigt skal fonden medvirke tilfinansiering af etagebyggeri. Det beregnes, at fonden i de første tre år får følgende midler stillet tilrådighed: 1967-68: 100 mill. kr., 1968-69: 400 mill. kr., 1969-70: 500 mill. kr. -Der gennemføres en

forbedret jordlovgivning, som også skal muliggøre en stærkt udvidet planlægning med henblik påjordens udnyttelse. Der tænkes indført frigørelsesafgiftved landbrugsjords overgang til anden an-

vendelse. Gennem en skærpet kapitalvindingsafgift gribes der ind mod jord-og grundspekulation.En skærpelse af afgifter på kapitalgevinster ved salg af fast ejendom vil ikke indbefatte parcelhuse.-For at sikre den nødvendige orientering mellem de to partier om lovgivningsarbejdet og dets for-beredelse oprettes et kontaktudvalg, bestående af tre repræsentanter fra hvert parti.«"

Samarbejdsaftalens materielle indhold adskiller sig fra protokollatet på tomåder: dels er den ganske konkret og præcis i sine formuleringer, og dels kon-centrerer den sig bortset fra skattereformen, om én mærkesag, jordlovgivnin-gen. Efter at socialdemokratiet havde fået sin valgkampsag, skattereformen, ihus stort set i overensstemmelse med valgløfterne, var der nu kræfter og råd tilat bruge arbejderflertallet til en lovgivning med socialistisk sigte. I hvert fald måindholdet i samarbejdsaftalens afsnit om jordlovene siges at have en socialistisktendens. En offentlig boligfond, som skal støtte jordkøb og byggemodning, ogsom på længere sigt skal kunne medvirke til finansiering af etagebyggeri, månødvendigvisindebære en voksende statslig og kommunal ejendomsret til jord,der anvendes til boligbyggeri, og til etagebyggeri. Selv om boligfondens størrel-se skulle være beskeden i starten, var det meningen, at den skulle vokse med ti-den. Også en jordlovgivning, som skal muliggøre en stærkt udvidet planlægningmed henblik på jordens udnyttelse, indebærer en tendens til begyndende sociali-sering af jorden, idet der naturligvis må være tænkt på en offentlig planlæg-ning. Desuden skal en frigørelsesafgiftved landbrugsjords overgang til andenanvendelse og en skærpet kapitalvindingsafgift overføre samfundsskabteværdier til det offentlige og lægge en dæmper på jord- og grundspekulation.

I løbet af marts måned 1967 blev det socialistiske flertal altså brugt til at gen-nemføre skattereformen, og mellem de to partier blev der indgået den aftale,som med hensyn til jordlovgivningen havde et vist socialistisk sigte. Dertil korn,at der nedsattes et kontaktudvalg mellem dem, således at lovgivningsarbejdetkunne forberedes i nogen grad i fællesskab. - Hvad var socialdemokraternesmening med denne konkretisering af samarbejdet med SF? Naturligvis var derforskellige-opfattelserinden for partiet nu som i november 1966. Men når deleaf den borgerlige presse betragtede skatteforliget som en sejr for finansmi-nister Henry Grünbaum og et nederlag for Per Hækkerup (de to socialdemo-kratiske topforhandlere), fordi det ikke lykkedes denne at få et firkantet forligud af det og dermed yderligere kompromittere SF”, så er det at trække uenig-heden i socialdemokratiet for skarpt op. Nogle socialdemokrater ønskede end-nu fortrinsvis at bruge samarbejdet med SF til at bringe partiet »under ansva-

rets åg« og dermed skabe politiske vanskeligheder for det, men det var stadig-væk »det socialistiske sigtes« motiv, der var fremherskende hos flertallet af desocialdemokratiske ledere, og det var stadigvæk dem, der havde initiativet og

33

indflydelsen i partiet. Ved 2. behandling af skattereformen d. 15. marts udtalte

Krag bl.a.: »Det er klart, at --- jeg må erkende, at jeg har skiftet holdning til SF;

det ville da være ganske håbløst og formålsløst for mig at hævde noget andet.

Regeringen og mit parti har skiftet holdning til SF. Ja, det er indrømmet, klart

indrømmet. Men vi har ikke ændret politik; den politik vi fører, det er den, der

stod i socialdemokratiets på kongresserne vedtagne programmer, det var den,vi lagde op til ved valget, det var den politik, vi kæmpede for i valgkampen.«87

Lørdag d. 18. marts holdt statsministeren tale i Studenterforeningen, og ved

den lejlighed blev han bl.a. spurgt, hvordan punktet i socialdemokratiets pro-

gram »fortsat tilpasning af ejendomsretten« skulle forstås. Ifølge BerlingskeTidende svarede Krag: »Det kan fortolkes på mange måder. Når vi nu har løst

skattereformen, skal vi bl.a. tage fat på jordlovene. I en sådan politik berøres

ejendomsrettens indhold gennem planlægningen.«En anden tilhører ville vide,

om statsministeren ville love ikke at gennemføre socialisering, og stadig ifølge

Berlingske Tidende svarede Krag: »Jeg er meget letsindig i mange udtalelser,

men et så altomfattende løfte vil jeg ikke give.«88Krag betragtede jordlovgivnin-

gen i samarbejdsaftalen som et stykke socialistisk politik, som arbejderflertalletskulle bruges til at gennemføre. - I et interview i Information spurgte Nan Hen-

ningsen Henry Grünbaum, hvad der var det vigtigste for ham: at bevare det so-

cialistiske flertal eller at socialdemokratiet gik frem på SF°s bekostning, hvortil

Grünbaum uden tøven svarede: »Det socialistiske flertal er det vigtigste.«89- Og

bag kulisserne drøftede regeringen d. 7. marts de igangværende skatteforhand-

linger. Finansminister Henry Grünbaum sagde om forhandlingerne på Store

Kro, at både han og Per Hækkerup havde bestræbt sig på at få både de radikale

og de konservative med ind i et forlig sammen med SF. Han troede dog ikke, at

de ved en afgørende forhandling ville have mod til at afslutte et skatteforlig,hvor SF også var med, og han mente derfor, at man allerede nu burde indstille

sig på at søge gennemførtet skatteforlig mellem S og SF. Krag erklærede bl.a.

på mødet: »For så vidt vi kan få SF med til en merværdiafgift,må vi sikkert også

have en forhandling med SF om en aftale vedrørende en mere langsigtet politik,idet tilslutningen til en merværdiafgift i sig selv er nøglen til selve skatte-

reformen.«90 Regeringen var altså allerede d. 7. marts indstillet på at slutte et

skatteforlig med SF alene, hvis ingen af de borgerlige partier ville være med, og

man var indstillet på at give SF noget for at gå med til merværdiafgiften. Ikke ét

ord om, at SF skulle bringes under åget, og bladrygter om, at Grünbaum og

Hækkerup skulle være uenige, blev på K. Axel Nielsens forespørgsel demen-

teret af Krag.90 - I Aktuelt skrev Per Hækkerup i dagene d. 29., 30. og 31. marts

en kronikserie om skatteforliget og samarbejdsaftalen med SF. Tonen i disse

kronikker var overordentlig positiv over for samarbejdet mellem de to par-

tier; her skal kun citeres et enkelt afsnit: »Der er ikke tale om, at Socialdemo-

kratiet vil medvirke til andet og mere end fastlagt i partiets eget program. Til

gengæld giver samarbejdet med SF en helt anden mulighed for at gennemføredette program' end tidligere, hvor de borgerlige partier-som regel de Radikale

- satte visse grænser for virkeliggørelsen.«91

34

I marts måned 1967 afprøvede socialdemokratiet det socialistiske flertalsbæredygtighed på en lovgivning, der ikke havde noget særligt socialistisk ind-hold, dels for at opfylde partiets vigtigste valgløfte, dels for at måle SF”s evne til

samarbejde. Det lykkedes. Nu var socialdemokraterne parate til at gå et skridtvidere og udfylde rammerne i protokollatet for et af de vigtigste punkter: jord-lovgivningen, og give den et socialistisk sigte. Det var stadig væk det positive m0-

tivs fløj i partiet, som førte an, og som nu oven i købet havde konsolideret sig.Hvorledes forsøgte socialdemokratiet nu ved konkret lovgivningsarbejde atfremme samarbejdsaftalens jordpolitik? - I løbet af sommeren og efteråret be-

,

gyndte socialdemokraterne tydeligvis at udvise større forsigtighed, end dereshandlinger og udsagn i marts lagde op til. På partiets årsmøde i Ålborgd. 16.-17.september indbød Krag til et bredt samarbejde i folketinget, og han understre-gede, at hans indbydelse ikke mindst gjaldt jordlovgivningen.92Ved folketingetsåbningstaled. 3. oktober gentog Krag sin indbydelse til en bred forhandling om

udformningen af de nye jordlove. Han tilføjede, at han troede, at man ville opnådet frugtbareste resultat ved en jordlovgivning, som var vedtaget af mere end topartier.93 - Denne forsigtighed kan forklares på flere måder.

Efter marts-begivenhederne brød en intern strid i SF ud i lys lue. Mange le-dende SF”ere, også nogle af folketingsgruppens medlemmer, var stærkt util-fredse med, at man havde været nødt til at stemme for momsaen og finanslovenog dermed militærbevillingerne.De mente, at Aksel Larsen og hans fløj var altfor eftergivende i samarbejdet med socialdemokratiet, og de ønskede samar-

bejdsaftalen udmøntet, dvs. konkretiseret, og at SF selv skulle tage en række ini-tiativer med stærkere socialistisk sigte over for socialdemokratiet. Striden kul-minerede ved SF”s kongres d. 16.-18. juni. Her opnåede venstrefløjen et klartflertal i hovedbestyrelsen, hvilket naturligvis vanskeliggjorde manøvremulighe-derne for folketingsgruppen, hvis flertal tilhørte højrefløjen.Den skarpe debati SF fortsatte sommeren og efteråret igennem.

I den situation blev det efterhånden vanskeligere for socialdemokraterne atargumentere for en fremskyndelse af en politik med et mere socialistisk sigte.Det blev lettere for de borgerlige partier og aviser at påvise over for befolk-ningen, hvor usikkert et parlamentarisk grundlag den socialdemokratiske min-dretalsregerings politik hvilede på, og at føre en forstærket socialistforskræk-kelseskampagne. Det er næppe usandsynligt, at det såkaldte »SF under ansva-rets åg« - motiv vandt mere og mere indpas i de socialdemokratiske rækker iløbet af sommeren og efteråret, og at det kan have været en af årsagerne tilpartiets forsigtighedved gennemførelsen af jordlovgivningenog ønsket om ogsåat få et eller flere af de borgerlige partier med. Samtidig med at det naturligvisvirkede yderligere befordrende på striden i SF, hvilket så igen gav motivet me-re vind i sejlene.

Men også andre forklaringer kan der gives på socialdemokraternes øgedeforsigtighed. Allerede i maj-nummeret af Verdens Gang gjorde Jens Kamp-mann opmærksom på, at det vel var utvivlsomt, at man med en jord- og plan-lægningsreform ville komme til at stå over for muligheden af en folkeafstemningsom den i 1963.94 På et ministermøde d. 24. oktober orienterede Krag sine kol-

35

leger om, at der foregik tosidede forhandlinger mellem S og SF om jordlovs-problemerne, men, sagde Krag, de to partier ville ikke gennemføre lovene ale-

ne af frygt for folkeafstemning som i 1963.95 Det er afgørende for forståelsen af

socialdemokraternes nølen og forsigtighed efter marts 1967 at gøre sig denne

frygt for en folkeafstemning klar. Det var denne frygt mere end noget andet,som gjorde skridtet fra nogle nedfældede principper og nogle forslag i en sam-

arbejdsaftale til en praktisk gennemført politik så vanskelig for socialdemokra-

terne. De vidste, at de borgerlige havde viljen og evnen til at standse progres-

sive lovforslag med grundlovens bestemmelser om folkeafstemning. Det sad

dybt i Krag og hans parti. Begivenhederne i 1963 skal med i billedet for at forstå

situationen i 1967. Det gjorde det naturligvis ikke bedre, at SF var ved at blive

en usikker samarbejdspartner. Men det var ikke afgørende og dermed heller

ikke »SF-under-åget«-motivet.Denne opfattelse understøttes af diskussionen på et socialdemokratisk hoved-

bestyrelsesmøde kort før årsmødet i Ålborg.Her blev det slået fast, at der ikke

var sket noget brud på socialdemokratiets linie, men en hurtigere gennemførel-se af dets politik på de områder, hvor S og SF har sammenfaldende synspunk-ter. Man ønskede at gøre op med afhængigheden af de borgerlige partier, og

man havde svært ved at tro, at SF ville bryde samarbejdsaftalen, og man ønske-

de det heller ikke. Tvært imod ønskede man, at aftalen skulle gælde i tre år.96 -

Ingen bemærkninger på mødet, som kunne støtte »SF under ansvarets åg« -

teorien. Tværtimod. - Opfattelsen støttes også af, at ministrene i diskussionerne

på regeringsmøderne i slutningen af november og begyndelsen af december

fremførte beklagelser over spængningen i SF og udtrykte ærgrelse over, at ar-

bejderflertallet åbenbart ikke kunne fortsætte.97 Ved folketingsdebatten d. 15.

december 1967 før afstemningen om devalueringens følgelove, som medførte

arbejderflertallets forlis og regeringens fald, søgte Erik Sigsgaard begrundel-sen for socialdemokratiets stædige fastholden ved sine forslag i, at man ønskede

at få SF udslettet.98 Den samme tanke gav Preben Wilhjelm udtryk for: »Bag-

grunden var udelukkende partiets interne magtkamp og Per Hækkerups sam-

menkædning af denne magtkamp med bestræbelserne for at ødelægge SF, om

det så skulle koste regeringsmagten.«99Hvis dette virkelig skulle have været ho-

vedmotivet, måtte det dog have nedfældet sig stærkere i det socialdemokratiske

kildemateriale._

Da socialdemokraterne i november 1966 konstaterede, at der fandtes et ar-

bejderflertal i det nye folketing, besluttede de at udnytte dette flertal, om muligti en fællesregering med SF. Begrundelsen var bl.a., at man ville binde SF til et

ansvar og dermed undgå en overbudspolitik til venstre for socialdemokratiet;

men først og fremmest var den ændrede holdning udtryk for et ønske hos de

fleste ledende socialdemokrater om at gennemføre en politik, som var mere i

overensstemmelse med de principper, som var nedfældet i de socialdemokrati-

ske programmer om den demokratiske socialisme. I begyndelsen førte social-

demokraterne sig forsigtigt frem. Det fremgår bl.a. af protokollatets vage ind-

hold: men da skattereformen var i hus i marts måned, var man indstillet på at

tage skridt til reformer med mere socialistisk indhold, blandt andet nogle jord-

36

reformer. Den socialdemokratiske forsigtighed parret med SFs venstrefløjsutålmodighedmedførte i løbet af foråret en stadig voksende spænding i SF. Ef-ter SF”s kongres i juni følte socialdemokraterne en stigende usikkerhed over

for samarbejdets holdbarhed, og de slog igen ind på en forsigtigere politik. Detforstærkede atter SFs venstrefløjs utilfredshed med samarbejdet og striden iSF. Muligvis indebar det også en større indflydelse i socialdemokratiet for dekræfter, som hovedsageligt havde ødelæggelsen af SF som motiv for samarbej-det. Da regeringen devaluerede kronen i slutningen af november og satte de-batten 0m devalueringens følgelove i gang, var løbet i virkeligheden kørt. Ingentroede længere rigtigt på, at samarbejdet kunne fortsætte. Afstemningen d. 15.december var en naturlig følge af en lang udvikling, som startede i marts 1967,da mange socialdemokrater troede og håbede, at nu skulle der føres demokra-tisk socialistisk politik i Danmark. Arbejderflertallets hurtige forlis og kortelevetid skyldtes først og fremmest, at ingen af de to partier var parate til at gåind i samarbejdet med så kort varsel. Man havde ikke i forvejen fået diskutereten fælles politiks mulige indhold og strategi. Og man tvivlede på oprigtigheden imodpartens motiver. For socialdemokratiet gælder tillige, at man i løbet af1960”erne,specielt efter 1963, i endnu højere grad end før havde forsømt atfastholde ideologien og principperne over for vælgerne og medlemmerne og istedet havde forsvaret og idealiseret de kompromiser, som blev indgået med deborgerlige partier. Socialdemokraterne mærkede derfor, at de havde sværtved at forklare mange af deres vælgere og medlemmer, at man nu kunne sam-

arbejde med SF om en mere socialistisk politik, og at en ren socialdemokratiskpolitik indebar bevægelsen hen mod et demokratisk socialistisk samfund. Derskulle tid til omstillingen, og den ville SF's venstrefløj ikke give dem, for detkunne betyde en udvanding af SF*s politik.

Socialdemokratiet i opposition 1968-1971I det foregående har socialdemokratiets teoretiske holdning i perioden1960-1966 og dets praktiske politik i 1966-1967 været belyst. Det ville være ri-meligt derefter at undersøge den socialdemokratiske oppositionspolitik underden borgerlige regering. Det tillader tiden desværre ikke i denne omgang. Istedet skal der gøres nogle få bemærkningerom videreførelsen af den teoreti-ske debat i partiet om den demokratiske socialisme, specielt om industrielt ogøkonomisk demokrati.På socialdemokratiets årsmøde i Århus 1968 blev det besluttet at nedsætte et

erhvervspolitisk udvalg. Det fik Jens Kampmann som formand. Det skulle delsformulere et afsnit til partiets nye arbejdsprogram, som skulle vedtages på kon-gressen i 1969, og dels komme med en samlet betænkning i forbindelse med års-mødet i 1970. I debatten på kongressen d. 15.-19. juni 1969 indgik udvalgets fore-løbige tanker og forslag. Krags politiske tale d. 16. juni indeholdt b1.a. følgendesætninger: »Der bør endvidere foretages en vurdering af virksomheden indenfor forsikringsselskaber, pengeinstitutter, apotekervæsen og andre for forbru-gerne vigtige områder med henblik på at undersøge, hvilke fordele der kan op-

37

nås ved at inddrage områder heraf under offentlig ledelse. Resultatet af denne

vurdering skal indeholdes i det erhvervspolitiske udvalgs betænkning, der ud-

kommer om et år.«1°° Det arbejdsprogram, som kongressen vedtog, »Det nye

Samfund, 70”ernes politik«, er stærkt præget af et ønske om, at det offentlige i

højere grad skal styre samfundsudviklingen og gøre det på en sådan måde, at de

tekniske fremskridt og den stigende produktion kommer hele befolkningen til

gode i en rigere menneskelig tilværelse, i stedet for at udviklingen fører til et

menneskefjendtligt produktionssamfund med en voksende indflydelse fra store

og delvis udenlandske beherskede koncerner.101 Planlægning og styring fra

samfundets side er nøglebegreber, som går igen i stort set alle afsnit. 1 det øko-

nomiske liv skal styringen foregå ved større offentlig kontrol med kapitaldan-nelse og investering. I det særlige erhvervspolitiske afsnit »Et samfund i udvik-

ling og forandring« hedder det, at kapitaldannelsen i samfundet må øges, bl.a.

ved oprettelsen af kollektive fonds, og at der skal oprettes en offentlig investe-

ringsbank, som'skal dirigere midlerne fra de offentlige fonds, fra den statslige

lånoptagning i udlandet og fra en postsparebank.102 - Om den socialdemokrati-

ske erhvervspolitik i sin helhed siger programmet, at den »har som mål ved et

stærkt samfunds medvirken at sikre det enkelte menneskes tryghed og trivsel i

denne udvikling mod større velstand, og at skabe et bæredygtigt erhvervsliv,

hvor alle er ligeberettede deltagere i kraft af demokrati på arbejdspladsen og

et udviklet økonomisk demokrati.«”3

Disse tanker blev straks fulgt op i en debatbog, hvori en række ledende so-

cialdemokrater redegjorde for deres synspunkter på hver sit område, og hvori

Jens Kampmann uddybede sine tanker om økonomisk demokrati og en kollektiv

investeringsbank.104 De blev videre fulgt op på årsmødet i Århus 1970, hvor

partiets erhvervspolitik stod i centrum for debatten. Dels vedtog årsmødet en

udtalelse om »en aktiv erhvervspolitik og økonomisk demokrati« og dels blev

der i forlængelse af årsmødet udsendt et omfattende debatoplæg »Erhverv og

samfund«, hvor de erhvervspolitiske tanker og forslag blev uddybet og konkre-

tiseret.” Det vil føre for vidt her at komme nærmere ind på disse tanker og

forslag. Blot skal det afslutningsvis nævnes, at de sammen med de tanker og

forslag, som fagbevægelseni nogenlunde samme tidsrum arbejdede med”, ud-

gør grundlaget for de mere konkrete forslag om økonomisk demokrati, som

socialdemokratiet har fremsat i begyndelsen af 1970,erne. Det er forslag, som

det har særdeles vanskeligt ved at komme igennem med, dels fordi de mødes

med modstand både fra de borgerlige partier og fra venstrefløjen, dels fordi

befolkningen har svært ved at interessere sig for særligt for ideerne i det øko-

nomiske demokrati, ikke mindst fordi socialdemokraterne i så mange år har

forsømt konsekvent at fremhæve de langsigtedeideologiskemål, som indehol-

der en reformpolitik med bevægelse hen mod et socialistisk samfund, på bekost-

ning af de nære, kortsigtede mål, som nødvendiggør kompromiser med bor-

gerlige partier og forsvar af disse kompromiser. Men det er også forslag, som

socialdemokraterne mener på længere sigt vil føre den rigtige vej: mod det

socialistiske samfund. Og det er vigtigt at gøre sig klart. Som Krag siger det:

»Socialdemokratiet vil fortsætte kampen for reformer og gradvis ændring af

38

samfundet i socialistisk retning og 'med stadig anvendelse af de demokratiskeprincipper. Ved næste korsvej møder vi selve det økonomiske demokrati.«107

AfslutningSocialdemokratiet var og er et reformistisk parti. Men det er ikke, som hævdet,et borger/[gt reformistisk parti, der principielt ikke vil gå længere end de bor-

gerlige partier i sin reformpolitik. Socialdemokratiet er et socialistisk parti iden forstand, at det i sine programmer og udtalelser sigter mod at omdanne detdanske samfund til et demokratisk socialistisk samfund, det vil sige et samfund,hvor der er demokrati på alle samfundets områder, også det økonomiske. Detkan konstateres i alle debatter omkring kongresser, årsmøder og andre særli-

ge lejligheder, også i 1960,erne, ikke mindst omkring debatten om princippro-grammet i 1961. Og det kan konstateres under S-SF flertallet fra november1966, da socialdemokraterne viste sig villige til at samarbejde med SF'erne forat føre en mere markeret socialdemokratisk politik, dvs. en mere socialistiskpræget politik, til og med foråret 1967, da de konkretiserede denne politik. -

Socialdemokraterne har imidlertid svært ved at præcisere de midler, hvormeddet socialistiske samfund nås. At det skal ske ad reformernes vej og inden fordet parlamentarisk-demokratiske systems rammer er klart nok. Men inde-bærer det, at produktionsmidlerne overgår fra privateje til samfundseje? Ogpå hvilken måde? Omkring l961-programmet syntes de fleste ledende socialde-mokrater at have ment, at det socialistiske samfund kunne nås uden det offent-liges overtagelse af produktionsmidlerne. Hvad det kom an på var først ogfremmest at udhule ejendomsretten og sikre samfundet räderetten over pro-duktionsmidlerne uden direkte overtagelse af dem. Så ville målet, den konse-kvente politiske, økonomiske, sociale og kulturelle lighed mellem samfundetsmedlemmer, kunne nås. I 1975 synes socialdemokraterne ikke længere at væreså sikre på det. I hvert fald skriver de i deres oplæg til det nye principprogram,som skal vedtages på partiets kongres i sommeren 1977: »Den endelige målsæt-ning er fælleseje af produktionsmidlerne. For socialdemokratiet er socialismekonsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati. Derfor er socialde-mokratiet et socialistisk parti.« ---

»Arbejderbevægelsenskamp for folkestyreog social retfærdighed er ikke afsluttet før ejendomsretten til produktionsmid-lerne er fælles for alle ---.«'°8 Klarere kan det vist ikke siges: socialdemokratietopfatter og opfattede sig selv om et socialistisk parti -

og er det også i teorien.Anderledes forholder det sig med partiets praktiske politik. 1 l960”erne som

før og senere har socialdemokratiet anset det for en nødvendig politik at brugesin styrke og indflydelse på at administrere det danske kapitalistiske samfund ogderved afbøde systemets værste skavanker for de svage i samfundet. Denne po-litiske praksis har medført, at socialdemokratiet ofte har gennemført love ogfølt sig nødsaget til at forsvare dem, skønt de lå et stykke fra indholdet i princip-og arbejdsprogram. Afstanden mellem teori og praksis blev i årene 1964-66 forstor, så stor, at partiet ved kommunevalget 1966 mistede en del stemmer til SF,og at der inden for partiet dannedes en opposition, Socialdemokratisk Samfund,

39

hvilket tilsammen bragte socialdemokraterne til så megen besindelse, at de efter

folketingsvalget i november 1966 var villige til at føre en politik, som var mere i

overensstemmelse med partiets program. Men også under arbejderflertalletvar der for socialdemokraterne'grænserfor reformpolitikens hast og omfang.Socialdemokraterne lærte, at heller ikke med et socialistisk flertal laver man

samfundets struktur om fra dag til dag. Det er det kapitalistiske borgerlige sam-

fund for velkonsolideret til. Og det er socialdemokraternes dilemma, at de bi-

drager til denne konsolidering af det .kapitalistiske samfund, ved at afbøde dets

mest iøjnefaldendemangler, samtidig med at de i teorien ønsker det fundamen-

talt forandret.

Hvis socialdemokraterne indså dette dilemma klart, ville de måske være min-

dre tilbøjelighede til selv i de mest umulige situationer at påtage sig regerings-

magten i Danmark. Og mere tilbøjelige til i alle situationer, også før et valg, at

fastholde og forklare deres socialistiske målsætning for befolkningen som et al-

ternativ til den borgerlige ideologi. Det ville måske give nederlag på kort sigt.Men sejr i det lange løb - for partiet og den demokratiske socialisme. - Hvis man

da overhovedet kan reformere et samfund ind i socialismen?

Denne artikel er som nævnt i indledningen kun foreløbig. Den udtrykker en

opfattelse blandt andre. Og den forbigår væsentlige sider af den socialdemokra-

tiske politik i 1960”erne: partiets holdning til de udenomsparlamentariske be-

vægelser og partiets uddannelsespolitik, for at nævne nogle centrale punkter.Dertil kommer, at den kun bevæger sig i partiets top. En dyberegåendeunder-

søgelse måtte også medtage debatten ude i partiets forskellige grene: vælger-

foreninger, ungdomsorganisationer, faglige foreninger osv.

Artiklen er også foreløbig, fordi meget væsentligt kildemateriale endnu ikke

har kunnet bruges. Kun spredt har der f.eks. været adgang til referater af par-

tiets hovedbestyrelses- 0g forretningsudvalgsmøder.Først da artiklen var skre-

vet, blev disse referater overført til ABA, og en hurtig gennemgang af materia-

let kan i alt væsentligt bekræfte teserne i denne artikel. Referater af folketings-

gruppens møder har heller ikke været benyttet, ligesom der naturligvis ikke

har været tid til en systematisk gennemgang af de socialdemokratiske og even-

tuelt andre dagblade. - For den fremtidige forskning i arbejderbevægelsens

nyeste historie skal der til slut peges på en meget spændende og væsentlig kilde-

gruppe, som det heller ikke af tidsmæssige grunde har været muligt at benytte:interviews med politikere, som var med i l960*ernes politik.

40

Noter

l.

LII

00

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

Hans Erik Avlund Frandsen: Socialdemokratiet, kapitalismen 0g arbejderklassen 1945-76. -

Politiske arbejdstekster. Den borgerlige offensiv og arbejderbevægelsen s. 72-73, nr. 10, jan.1977.

Jens Otto Krag: Kritik af de 6 foredrag. - Dansk Arbejderbevægelse. Seks foredrag --- s.

81-82. SFAH,s publikationsserie nr. fem. 1976.

Anker Jørgensen: Arbejderen i det moderne industrisamfund. Søren Hansen og Erik Stubtoft

(red.): I stedet for klassesamfundet s. 82. AOF 1971. (Det er en skam, Hans Erik Avlund

Frandsen åbenbart ikke kender den bogl).Jens Otto Krag og K. B. Andersen: Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk

politik 1955-71, 5. 188. Fremad 1971.

. Statistisk tiårs oversigt 1970, s. 25.

Harald Westergaard Andersen: Dansk politik i går og i dag. Fra tredivernes krise til EF, s.

164. Fremad, ny udgave 1972.

. som 5, s. 59..

*

. Steen Busck og Asger Jepsen: Arbejderbevægelsen under den kolde krig og højkonjunkturen.Dansk arbejderbevægelse. Seks foredrag ---, s. 72. SFAH”s publikationsserie nr. fem. 1976.

. som 6, s. 164.

10.

11.

12.

som 4, s. 156.

samme s. 161.

Vejen frem. Socialdemokratiet. Pjece udgivet 1961. Programmet findes også i K. B. Andersen

m.f1. (red.): Idé og hverdag s. 162-171, AOF 1961. Sidetallene refererer til denne udgave.K. B. Andersen m.f1. (red.): Idé og hverdag, s. 161-162. AOF 1961.

Claus Bryld: Det danske socialdemokrati og revisionismen. Bd. 2: fra 1914 til 1930'erne, s. 160.

GMT og SFAH 1976.

som 4, s. 164-166.

Referater af programkommissionens møder. Socialdemokratiets arkiv. Kasse 21 og 22. Ar-

bejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA).Socialdemokratiets arbejdsprogram. Idé og hverdag. Pjece udgivet 1961. Programmet findes

også i K. B. Andersen m.fl. (red.): Idé og hverdag s. 173-181. AOF 1961. Her s. 173 og 174.

som 13, s. 13 og 14. v

Viggo kampmann: Vore arbejdsopgaver i sekstiârene, s. 19. Pjece uden år, men formentlig1960.

Nan Henningsen: Er farven falmet? s. 50. En række interviews med ledende socialdemokrater

i Aktuelts tillæg Weekend i august-december 1960. Udgivet af Socialistisk Debat. 1961.

samme s. 4.

samme s. 47.

som 5, s. 59.

som 5, s. 24.

som 5, s. 43-45.

som 5, s. 69.

som 5, s. 11.

Vagn Oluf Nielsen: Danmarks første arbejderflertal, s. 14-15. Fremad 1974.

samme s. 11.

som 4, s. 248-256.

Nye fremskridt gennem samfundssolidaritet. Socialdemokratiets kongresudtalelse 1965. Uden

sidetal.

I debatbogen Idé og hverdag (se note 13) skrev Anker Jørgensen, som dengang var formand

for Lager- og Pakhusarbejdemes Forbund, et kapitel om industrie1t demokrati, Han gik her

ind for, at arbejde og kapital burde ligestilles, når det drejede sig om beslutninger, der blev

truffet i virksomhederne (s. 46).BLa. Ivar Nørgaard, dengang Aktuelts chefredaktør, som i en artikel i Verdens Gang nr. 5,

september 1963, fandt det nødvendigt at definere begreberne økonomisk og industrielt demo-

krati: ȯkonomisk demokrati betyder medbestemmelse via ejendomsretten. det kan f.eks.

være gennem stats- eller kommunal ejendomsret, gennem kooperative selskaber, hvis formål

41

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

fastsættes af samfundet eller en kollektiv gruppe. For sådanne virksomheder er det privateproñtmotiv altså afskaffet og er erstattet af et samfundsmæssigt eller kollektivt formål. - Ved

industrielt demokrati forstår jeg derimod, at de ansatte har større eller mindre medbestem-

melse over virksomhedens dispositioner, uanset om ejendomsretten er privat eller kollektiv.«

(s. 142).Kongresprotokol 1965. (utrykt) ABA.

som 31.

Socialdemokratiet. Fortid, nutid, fremtid. Uden år og uden sidetal. Her især næstsidste side.som 28, s. 11 og 14-15.

Tage Kaarsted: Dansk politik i l960”erne, s. 67-70. Gyldendal l969.

som 4, s. 299 og 303-305 0.a.s.

samme s. 312-313.

samme s. 164-166.

Socialdemokratiets arkiv. Folketingsvalget 1964. Kasse 313. ABA.

Politisk anerkendelse af SF. Udtalelse 0g redegørelse udarbejdet af DSU i Hovedstaden. Maj1965. Uden sidetal.

Holger Eriksens tryksag har ikke noget navn. Den findes på ABA ved materialet om kongres-sen i 1965.

som 34.

Holger Eriksen: Efter den 8. marts. Verdens Gang nr. 5 maj 1966, s. 139-141.

Socialdemokratiets arkiv. Krags materiale om SDS. Kasse 365. ABA. At Krag tillagde dette

møde overordentlig stor betydning, viser det forhold, at han selv tog et detaljeret referat af

mødet, til forelæggelse i partiets hovedbestyrelse.Findes i Krags arkiv, kasse 365.

På vej mod nye mål. Pjecen udgivet af socialdemokratiet. Efteråret 1966. Pjecen indeholder

bl.a. artikler af Krag og finansminister Henry Grünbaum, og det fremgår klart, at socialde-

mokratiet fremsætter lov om kildeskat med skattefradragsreglens bevarelse, selv om partietgik ind for dens afskaffelse.

som 4, s. 318.

som 47.

som 4, s. 318.

som 4, s. 322.

Se feks. Hans Erik Avlund Frandsen (note 1) s. 54-55, og Preben Wilhjelm: »Arbejde'rflertal-lets« politik. Harry Mortensen (red.): »Arbejderflertallet«, s. 97. Røde Hane 1969.

Rekonstruktionsforsøget bygger først og fremmest på følgende materiale:

J. O. Krag og K. B. Andersen: Kamp og fornyelse (note 4) s. 323-327 (Det er K.B.A,, der harskrevet det pågældende afsnit).Aksel Larsen: Aksel Larsen ser tilbage, s. 159-172, Rhodos 1970.

»Aktuelt« for d. 24.-27. november 1966.

Gert Petersen: Fire dage med højspænding. SF-bladet d. 30. november 1966.F.eks.: som 4 s. 323 og Aktuelt d. 24.11. 1966.

Aksel Larsen: Aksel Larsen se'r tilbage, 5. 162, Rhodos 1970.

Forhandlingsprotokol for ministermøde. D. 23. november 1966. ABA.

Aktuelt d. 25.11. 1966.

Aktuelt d. 25.11. 1966. Desuden Politiken og Information samme dag.Politiken d. 25.11. 1966.

62a. som 57, s. 171.

62b. Preben Wilhjelm: »Arbejderflertallets«politik. (note 54) s. 97 og 99.63.

64.

65.

66.

67.

68.

69.

42

Aktuelt d. 25.11. 1966.

som 4 s. 325.

som 57 s. 168.

Bl.a. Politiken d. 25.11. 1966 og Børge Outzes leder i Information samme dag.som 4 s. 325.samme s. 322.

F.eks. Krag i Aktuelts mandagsdebat d. 3. december 1966.

70.

71.

72.

73.

74.

75.

76.

77.

78.

79.

80.

81.

83.

84.

85.

86.

87.

88.

89.

90.

91.

92.

93.

94.

95.

96.

97.

98.

99.

100.

101 .

102.

103.104.

105.

106.

107.

108.

Jens Kampmann: Det socialistiske flertal. Verdens Gang. januar 1967, s. 4.

Folketingstidende 1966/67. 2. samling I, spalte 149-150.

som 58. D. 25. november 1966. Det skal bemærkes, at Risgaard Knudsen førte forhandlings-protokollen i denne periode!samme d. 23. november 1966.

J. O. Krags arkiv. ABA.

Socialdemokratiets arkiv. Folketingsvalget 1966. Kasse 756, ABA.

som 623 s. 99.

Wilhelm Christmas-Møller: Da myten om »Den Røde Krag« blev til (11). Økonomi og politik,nr. 1, 1974, 5. 3-22, her s. 22. 1 del af artiklen stod i Økonomi og politik, nr. 4, 1973, s. 305-342.

som 75. Protokollatet er vedlagt Niels Mathiassens brev til de socialdemokratiske tillidsmænd.

- Den mest korrekte gengivelse af protokollatet findes i Harry Mortensen (red.): »Arbejder-flertallet«, s. 68-69.

som 4 s. 328.

som 628, s. 98-103; citat 5. 101.

som 4 s. 326. 82. som 71.

Socialdemokratiets arkiv. ABA.

som 49; desuden: Udtalelse fra socialdemokratiets årsmøde i Odense d. 3.-4. september 1966.

Skattereform med kildeskat nu. Socialdemokratiets arkiv. Årsmødet 1966. Kasse 361. ABA.

Samarbejdsaftalen mellem S og SF findes i to forskellige udgaver. Sommeren og efteråret

igennem gav den anledning til en voldsom fortolkningsdebat inden for SF. Hele striden i SF

skal ikke behandles i denne artikel, kun for så vidt den virker ind på socialdemokraternes op-fattelse af samarbejdet med SF. Samarbejdsaftalen er her gengivet fra den socialdemokratiske

partihistorie, note 4, s. 340-341,

feks. Ekstrabladet d. 13. mans 1967.

Folketingstidende 1966-67. 2. samling 11, spalte 2828.

Berlingske Tidende, (1. 19.3. 1967,

Information d. 18.-19. marts 1967.

forhandlingsprotokol for ministermøder. D. 7: marts 1967.

Aktuelt d. 31.3. 1967. Per Hækkerups tre kronikker havde overskrifterne: Hvad skete der i

de ni bevægede dage? (d. 293. 67). Perspektivet i S-SF samarbejdet (d. 30.3. 67). Hvor langtkan S og SF samarbejde? (d. 31.3. 67).Socialdemokratiets arkiv. Årsmøde 1967. Kasse 361. Statsminister J. O. Krags tale, s. 9. ABA.

Folketingstidende 1967-68, 1. samling, spalte 17-18. -

Verdens Gang, nr. 5, maj 1967, s. 140.

Forhandlingsprotokol for ministermøder. D. 24. oktober 1967. ABA.

.1. O. Krags arkiv. Kasse 360. ABA.

Forhandlingsprotokol for ministermøder. D, 19. november, d. 28. november og især d. 12.

december 1967.

Folketingstidende 1967-68, 1. samling, spalte 2644-45,som 628 s. 113.

Socialdemokratiets arkiv. Kongresprotokol 1969. ABA.

Det nye Samfund. 70'ernes politik. Socialdemokratiets 30. kongres 1969, især s. 3.

samme, s. 38.

samme, s. 37.K. B. Andersen m.f1. (red.): Mål og midler. Socialdemokratiet i 1970”erne, s. 64-69. Fremad

1969.

Erhverv og samfund. Program for en aktiv erhvervspolitik. Oplæg fra socialdemokraternes

erhvervspolitiske udvalg 1970.

lb Koch-Olsen: Kampens Gang. LO gennem 75 år, 1898-1973, s. 455-483, Kapitlet om økono-

misk demokrati skrevet af Viggo kampmann. København 1973.

som 2.

Solidaritet, Lighed og Trivsel - en samfundsdebat. Socialdemokratiets principprogramudvalg1975. s. 8 og 16.

43

Kilder og litteratur

Arkivalier (ABA)Socialdemokratiets arkiv:

Referater af programkommissionens møder 1957-61, kasse 21-22.

Folketingsvalget 1964, kasse 313.

Kongresprotokol og -materiale 1965.

Krags materiale om SDS 1966, kasse 365.

Hovedbestyrelsesmøde 1966, kasse 360.

Årsmødet 1966 og 1967, kasse 361.

Folketingsvalget 1966, kasse 756.

Kongresprotokol og -materiale 1969.

Ministermødeprotokol 1966-67. .

Aviser og tidsskrifter 0.1.

Aktuelt 1966-67.

Berlingske Tidende 1967.

Ekstrabladet 1967.

Folketingstidende 1966-68.

Information 1966-67.

Politiken 1966.

SF-bladet 1966.

Verdens Gang 1966-67.

Litteratur

Harald W. Andersen: Dansk politik i går og idag. Fra tredivernes krise til EF, 1972.

K. B. Andersen (red.): Idé og hverdag, 1961.

K. B. Andersen (red.): Mål og midler. Socialdemokratiet i 1970'erne, 1969.

Claus Bryld: Det danske socialdemokrati og revisionismen, bd. 2: Fra 1914 til 1930'erne, 1976.Wilhelm Christmas-Møller: »Da myten om »Den røde Krag« blev til«, Økonomi og Politik 1973,

s. 305-42, 1974, 5. 3-22.

Det nye samfund. 70”ernes politik. Socialdemokratiets 30. kongres 1969. -

J. Engberg mil.: Dansk arbejderbevægelse. Seks radioforedrag med kritik af J. 0. Krag, lb Nør-lund og Gert Petersen, 1976.

Erhverv og samfund. Program for en aktiv erhvervspolitik. Oplæg fra socialdemokraternes er-

hvervspolitiske udvalg, 1970.

H. E. Avlund Frandsen: »Socialdemokratiet, kapitalismen og arbejderklassen 1945-76«, Poli-

tiske Arbejdertekster nr. 10, 1977, s. 14-85.

H. Grünbaum mfl.: På vej mod nye mål, 1966.

Søren Hansen og Erik Stubtqft (red.): I stedet for klassesamfundet, 1971.

Nan Henningsen: Er farven falmet? Interviews med ledende socialdemokrater, 1961.

Tage Kaarsted: Dansk politik i 19601erne, 1969.

Viggo Kampmann: Vore arbejdsopgaver i sekstiårene, u.å. (1960?).J. 0. Krag og K. B. Andersen: Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik

1955-71,1971.lb Koch-Olsen: Kampens Gang. LO gennem 75 år 1898-1973, 1973.

Aksel Larsen: Aksel Larsen ser tilbage, 1970.

Harry Mortensen (red.): Arbejderflertallet, 1969.

Vagn Oluf Nielsen (udg.): Danmarks første arbejderflertal, 1974.Politisk anerkendelse af SF. Udtalelse og redegørelse udarbejdet af DSU i hovedstaden, 1965.Socialdemokratiet. Fortid, nutid, fremtid, u.å.Solidaritet, Lighed og Trivsel 2 en samfundsdebat. Socialdemokratiets principprogramud-

valg, 1975.

Statistisk tiårs oversigt, 1970.

Vejen Frem. Socialdemokratiet, 1961.

44

SummaryThe question is asked, whether the Danish Social Democratic Party is a socialist party or not. ln

order to discuss the question the politics of the Social Democratic Party in the 1960's are examined,in theory and in practice. Importance is specially attached to analysing the discussions in the party in

relation to its congresses, which take place every fourth year, and which are always accompaniedby political programs or statements. The congress in 1961 is specially interesting, because the Social

Democratic Party on that occasion passed a new manifesto of principles in stead of that of 1913.

Although the new manifesto was not s0 clearly socialistic as the old one, it is obvious that the Social

Democratic Party still professed a socialisme with democratic socialist aims. The debate in the partyabout 1961 shows this clearly. But it also shows, how uncertain the Social Democrats were about the

ways to get the aims. Would it be necessary that the state somehow took over the means of produc-tion to build up a society of equality and without economic exploitation? Or could there be other

ways to socialism? After all the Social Democrats in the early 60”s wanted to work for changing the

capitalistic society in socialist direction, but it had to take place within the framework of the

parlamentary, democratic system.In practical political life the Social Democratic Party in the beginning of the 1960'5 co-operated

with the small social-liberal party, Det radikale Venstre, - until 1964 in office together. During the

period 1964-66 some change in the political co-operation took place in the Danish parliament (folke-tinget), partly because Det radikale Venstre approached the other non-socialist parties, especiallyVenstre, partly because the Social Democratic Party changed its attitude to the Socialist Folksparty(SF) during the summer 1966. It happened after the great Social Democratic defeat at the local

election in March 1966 and after some pressure from SDS, a new Social Democratic organisation,which wanted an opening to SF.

When SD and SF won the majority in folketinget together at the general election in November

1966, there was a possibility to use the majority. Jens Otto Krag, primeminister and leader of SD, at

once started negotiations with the leaders of SF, among others Aksel Larsen, aiming at a co-

operation in government. The Social Democratic and the Trade Union's (L,O.) leaders accepted the

negotiations, probably with different motives. Most of the pany-leaders wanted to use the new

majority, a socialist majority for the first time in Danish history, to conduct a cleaner Social

Democratic policy in agreement with the manifesto of principles, that is a policy with a certain

socialist aim. Others, especially the L.O.-leaders, wanted primarily to use the co-operation with SF

to bind the party to a political responsibility, which would make it more difficult to offer an alterna-

tive to the left of the Social Democratic Party.“

The negotiations about the co-operation in government between SD and SF failed, especiallybecause of different opinions about foreign politics. The Social Democratic minority-governmentcontinued, now supported by SF. When the Social Democratic party had carried through theirtax-reform in March 1967, hesitatingly supported by SF, the two parties entered into a written poli-tical agreement. In this the Social Democratic Party showed her will to conduct a more socialist

policy, especially in land-problems. But during the summer 1967 an increasing split arose in SF,where a very strong left-wing group wanted to bind the group in folketinget to a more active policyto force the Social Democrats to a clearer socialist reform-policy. The split in SF and the fear that

the non-socialist parties should bring a land-bill to a referendum - as in 1963 -resulted in a verycautions Social Democratic policy in the new session of folketinget in the autum 1967, and little bylittle the Social Democrats had to realize that the co-operation with SF did not give possibilities to

conduct the more socialist policy, which many had wanted. Those who wanted »SF subjugated« gotmore influence in the party, and in December the co-operation was stopped, SF was disrupted, and

parliament was dissolved. The election gave a vast non-socialist majority.The social Democratic Party is in theory a reformistic socialist party. But as the leaders want to

administrate the capitalistic society in order to remedy its worst defects for the weak part of the

population, it is difiicult for them to express socialist aims clearly and to pursue the aims in practicalpolicy.

45

SOCIALDEMOKRATIETS POLITIK IIBORGERLIG ELLER SOCIALISTISK REFORMISME?

Hans Erik Avlund Frandsen

1.

Er det danske Socialdemokratis målsætning et socialistisk samfund ? Hvis VagnOluf Nielsens analyse og fortolkning af Socialdemokratiets teori og praksis i60erne holder vand er svaret ja. Det gør den imidlertid ikke. Eller rettere:

Vagn Oluf Nielsens konklusion er ganske vist ikke grebet ud af den blå luft, men

den er blevet til alene ud fra den socialdemokratiske selvforståelse og socia-

lismeopfattelse og ikke ud fra en diskussion af forholdet mellem det, Socialde-mokratiet kalder socialisme og det indhold dette begreb har i den Marxinspire-rede del af den revolutionære bevægelse.

Det er ikke en mangel Vagn Oluf Nielsen står alene med. F.eks. har jeg hellerikke selv i den artikel Vagn Oluf Nielsen sætter af fra, bidraget til en præcise-ring af dette forhold. Det vil jeg prøve at rette op på her.

2.

Men først lidt om Vagn Oluf Nielsens »bevismateriale«, som i sig selv er så tynd-benet, at man unægtelig skal være stærk i troen for at få halet en positiv konklu-sion ud af det.

Først og fremmest må jo også Vagn Oluf Nielsen konstatere, at m.h.t. Social-demokratiets politiske praksis ligger det temmelig tungt med det socialistiske

perspektiv: Socialdemokratiet har tværtimod brugt »sin styrke og indflydelsepå at administrere det danske kapitalistiske samfund« (s. 39) Dvs. at det alene

er det »teoretiske« Vagn Oluf Nielsen bygger sin opfattelse på. Men også her

stiller Socialdemokratiet store krav til fortolkningsvilligheden. Sagen er jo, at

dén »demokratiske socialisme«, Vagn Oluf Nielsen hænger sin hat på, af social-

demokraterne defineres på en sådan måde, at Vagn Oluf Nielsen selv må ind-

rømme, at holder man sig til det, »må man nok konstatere, at de ikke går funda-

mentalt længere, end de borgerlige partier i Danmark ville gå«, (s. 11).Tilbage på Vagn Oluf Nielsens positivliste bliver da kun to ting: For det første

en udstrakt tillid til at det fraværende socialistiske perspektiv i den socialdemo-

kratiske »teori« kun er tilsyneladende, dvs. at de borgerlige træk skyldes tak-

tiske hensyn, vanskeligheder med at præcisere hvordan man nærmere forestil-

ler sig vejen til socialismen eller forsømmelser m.h.t. kommunikation af den

egentlige målsætning.For det andet -

og afgørende - er Vagn Oluf Nielsens argumentation baseret

på en total identifikation med socialdemokraternes egen (vage) definition af so-

cialisme. Det ,er der ikke noget ondt i, men det er på den anden side ikke en

fremgangsmåde, der er velegnet til at belyse den socialdemokratiske reformis-mes karakter. Det er jo ikke nogen kunst at finde eksempler på at socialdemo-

46

krater kalder sig selv socialister. Det afgørende er: hvad betyder det konkret og

principielt? Og m.h.t. det har Vagn Oluf Nielsen ikke andet at byde på end en

tro kopi af socialdemokraternes egen socialismesnak: at socialisme er lig med en

sammenkogt ret af statslig kontrol med erhvervslivet, evt. lidt socialisering,mere offentlig planlægning, industrielt demokrati, et sikkerhedsnet for de soci-

ale tabere og ØD. Altsammen serveret godt indsovset i den særlige socialdemo-

kratiske form for floskelmageri, hvor man i al abstrakthed går ind for »et sam-

fund, hvor menneskene lever i frihed og med lige økonomiske, sociale, politiskeog kulturelle muligheder«, (s. 12).

Hvem går ikke ind for det? I hvert fald så længe det ikke er konkret angivethvilke praktiske konsekvenser denne målsætning vil få for - for nu at tage et vig-tigt eksempel - det danske borgerskab.Spørgsmålet er: Er der en principiel modsætning mellem det kapitalistisk sy-

stem og den socialdemokratiske socialisme? At socialdemokraterne ønsker et

andet samfund end i hvert fald dele af borgerskabet er klart nok, men det gørikke automatisk Socialdemokratiet til et antikapitalistisk parti - ligesom den tra-

ditionelle uenighed mellem Det radikale Venstre og de konservative ikke gør de

radikale til socialister.

3.

Som indfaldsvinkel kan man tage et af Vagn Oluf Nielsens egne grunde til at be-

svare dette spørgsmål bekræftende, nemlig Krag-citatet, der slår fast, at »det

er muligt med demokratiske metoder og uden anvendelse af vold at omdanne

samfundet i socialistisk retning Det viser udviklingen i Sverige, Norge ogDanmark« (5. 7).

Det er klart nok, at Krag her placerer Socialdemokratiet som et socialistisk

parti. Det er bare ikke det, der er det afgørende. For hvad mener Kragegentlig? Ja, i hvert fald ikke socialisme i ordets traditionelle eller marxistiske

forstand. Gjorde han det, ville det være temmelig meningsløst at komme stik-kende med de skandinaviske lande som beviser på at det er muligt at reformere

sig frem til socialismen. Hverken Krag eller andre socialdemokrater kan jokomme uden om, at Danmark er et kapitalistisk land,- hvor altså produktionsmidlerne ejes af et fåtal- hvor produktionen er tilrettelagt ud fra profithensyn og ikke ud fra en fælles

folkelig afgørelse af, hvad man ønsker at bruge landets produktionskapacitetog arbejdskraft til

- hvor madvareme, arbejdspladserne og miljøet i det hele taget systematiskforgiftes 0g forurenes

- hvor indtægt- og formueuligheden i grove træk er den samme som for 100 år

siden (selv om levestandarden generelt- som i de fleste andre lande - er større)- hvor kapitalisterne kan nedlægge deres virksomheder eller flytte til udlandet

som det passer dem- hvor arbejdsvilkårene for arbejderklassen nu er så hårde, at 50-60 % af LOs

medlemmer ikke kan regne med at blive 67 år som erhvervsaktive, fordi de

er slidt op, så de enten er døde eller har måttet førtidspensioneres- hvor ca. 150.000 er registreret som arbejdsløse, et tal der nu er officielt ac-

47

cepteret som noget man ikke kan gøre noget ved før engang langt ude i en

fjern fremtid, når det behager konjunkturerne at vende.

Hvor er de træk i dette samfund, der viser, at vi i dag er nærmere socialis-

men - i ordets klassiske betydning - end for 50 år siden? De er der ikke.Men hvorfor hævder Krag så det modsatte? Fordi han (og Socialdemokra-

tiet) i virkeligheden mener noget helt andet med socialisme. Ganske vist hørerdet til en af de almindeligste socialdemokratiske manøvrer, at partiet i træng-selssituationer forsøger at legitimere sig over for arbejderklassen med en mere

rabiat og »socialistisk« sprogbrug. Det er imidlertid kun af sekundær betyd-ning. Det centrale i Socialdemokratiets forhold til socialismen er ikke oppor-tunisme eller bedrageri, men simpelthen en speciel socialdemokratisk socialis-

meopfattelse, som kun er antikapitalistisk i den forstand, at det - med Vagn OlufNielsens formulering - er »helt klart, at socialdemokraterne forestiller sig at

også den private ejendomsrets udøvelse skal begrænses i et eller andet omfangaf det offentlige af hensyn til almenvellet eller helheden« (s. 11).

Dette er imidlertid ikke en front mod enhver form for kapitalisme, men modden »rene« kapitalisme, dvs. den tidlige kapitalisme eller en art idealtypisk kapi-talisme, hvor kapitalisterne har frit slag, hvor der ingen fagforeninger og ingenstat er til at forhindre de værste udskejelser.

Fronten mod kapitalismen er således ikke en front mod den private ejen-domsret, lønarbejdet og konkurrencemekanismen, men mod de mest inhumanekonsekvenser af dette system. Dvs. at alene statens øgede beføjelser til at regu-lere og kontrollere, til at fastsætte grænser for udbytningen og give en vis er-

statning til dens ofre opfattes som socialistiske og antikapitalistiske elementer.

4.

Den socialdemokratiske socialisme er således et drømmebillede om en mere

»menneskelig« og »fornuftig«kapitalisme- hvor arbejderne og kapitalisterne i fællesskab ejer produktionsmidlerne

- hvor »urimelige« spekulationsgevinster er holdt nogenlunde nede- hvor profitten ikke er større end det er nødvendigt for at konkurrenceevnen

kan bevares- hvor staten har et ord at skulle have sagt med, når investeringerne skal place-

res, så arbejdspladser kun nedlægges, når det er nødvendigt og ikke kun som

følge af ejerens egoistiske' behov- hvor arbejdsmiljøet 0g medbestemmelsen på arbejdspladserne er så stor som

kuligt uden at det går ud over konkurrenceevnen- hvor en del af det der bliver til overs, når erhvervslivets konkurrenceevne

er sikret, bruges til en solidarisk hjælp til dem, der er kommet i klemme- hvor uenighed mellem arbejdere og arbejdsgivere ikke afgøres ved strejker

og lock-outer, men af et »uvildigt«organ, der vurderer kravene i forhold tilhvad der bedst sikrer konkurrenceevnen og »helhedens« interesse - osv.

5.

Ingen af disse ting er principielt i modstrid med kapitalismen, omend de kan

48

være generende for nogle af de enkelte kapitalister. Kapitalismen har jo mangeansigter, og det er oplagt, at det socialdemokratiske hører til et af de venligste.Partiets indsats for samfundets dårligst stillede er uomtvistelig og der er i hoved-

sagen ingen grund til at anfægte, at Socialdemokratiet - i modsætning til de bor-

gerlige partier - inden for systemets rammer i tidens løb har gjort sådan nogen-lunde hvad der var muligt for at forbedre arbejderklassens forhold. Men netopindenfor og med en fundamental accept af systemet.

Der findes mig bekendt ikke et eksempel på at Socialdemokratiet har fore-slået eller gennemført refOrmer, der kunne genere eller true selve det kapita-listiske systems eksistens. Derimod findes der mange eksempler på, at Social-demokratiet af hensyn til systemets effektivitet har slået hårdt ned på enhvermodstand i arbejderklassen.

Det skyldes ikke, at Socialdemokratiet er købt og betalt af borgerskabet, men

at den socialdemokratiske reformisme entydigt er baseret på det kapitalistiskesystems konstant forøgede produktionsevne. Det er herfra reformerne skal fi-

nanseres, og det er herfra lønstigningerneskal komme. Et fundamentalt ander-ledes system ligger uden for den socialdemokratiske forestillingsverden. MedAnker Jørgensens formulering: »Jeg må hellere indrømme, at vi ikke tror

på, at en total socialisering vil være godt«.1Det er derfor logisk nok, at Socialdemokratiet bekæmper de uansvarlige ar-

bejdere, der ud fra deres egne egoistiske interesser truer med at slagte denhøne, der lægger guldæg. Det er ligeledes logisk nok, at Socialdemokratiet ogLO har et snævert og indforstået samarbejde med kapitalens forskellige organi-sationer: Sikringen af deres primære interesser er samtidig forudsætningenfor den socialdemokratiske reformpraksis, dels p.g.a. reformernes afhængig-hed af et tilstrækkelig stort overskud og dels p.g.a. socialdemokraternes mulig-hed for at få varetaget erhvervslivets interesse på netop de måder, der samtidig»bedst muligt« tager hensyn til arbejdernes umiddelbare interesser.

6

Set i et historisk perspektiv er det da også klart, at det, Socialdemokratiet op-fatter som gradvise indhug i kapitalismen, af borgerskabet selv langsomt er ble-vet accepteret som fornuftig og ansvarlig politik.

Det er ikke tilfældigt,at tendensen i 30”erne var den samme i det socialdemo-kratiske Skandinavien, det borgerligt liberale USA og det fascistiske Tyskland.Det er heller ikke tilfældigt,at den fremmeste teoretiske talsmand for dennetendens, Keynes, klart og utvetydigt opfattede den øgede statsintervention som

»den eneste måde at bevare et kapitalistisk økonomisk system på«.2Herhjemme var der ganske vist spredt modstand fra borgerlig side, men slet

ikke i et omfang, der kunne dementere, at også borgerskabets konklusion - som

anført af Finanstidende - måtte blive, at »krisens vigtigste resultat« var hold-

ningsændringen til staten som »regulator af det økonomiske forløb, således at

der efter krigen ikke længere var basis for »en sondring mellem de »liberalisti-ske« borgerlige partier og det »socialistiske« Socialdem_okrati«.3 _

På samme måde med det industrielle og det økonomiske demokrati. Nok har

49

enkelte arbejdsgivere følt sig gået for nær af kravet om samarbejdsudvalg mv.,

men det har netop - som socialdemokraterne selv fremhæver det - fortrinsvis

været de mere forstokkede, der ikke har kunnet se perspektivet i den øgedemedfornemmelse. Alle reformer på dette område er da også gennemført i godforståelse med Dansk Arbejdsgiverforening, der har været enige med socialde-

mokraterne om, at trivsel på arbejdspladsen kunne være en vigtig produktivkraft.

M.h.t. ØD ligger det tungere. Men her som ellers gælder det, at Socialdemo-

kratiets mål er dobbelt: På den ene side er det jo uretfærdigt, at så få ejer alle

produktionsmidlerne, og på den anden side er det nødvendigt med en kraftigvækst i investeringerne, dvs. i kapitalisternes indtjening, dvs. i arbejdernes løn-tilbageholdenhed. Som Jens Kampmann for nylig har formuleret det: Der skal

overføres »kapital fra lønmodtagerne og de øvrige private til de private virk-

somheder, som både i 1977 og 1987 vil komme til at skrige efter kapital i mangelpå egen tilstrækkelig kapitaldannelse«.4ØD er altså ikke tænkt som et angreb på, men som en hjælp til kapitalismen.

En indsprøjtning,der givetvis, hvis det gennemføres, vil være behageligere end

en fascistisk løsning på krisen, men som ikke derfor forvandler kapitalismen til

socialisme.

Når de borgerlige ikke er udelt begejstrede hænger det sammen med, at

ØDs opgave ikke kun er at løse investeringsproblemet på kort sigt, men også at

muliggøre nogle af de rationaliseringer, omlægninger og effektiviseringer af

den danske erhvervsstruktur, som ellers vil blive gennemtvunget af krisen selv

på den gode gammeldags måde gennem omfattende fallitter og sammenlæg-

ninger.Men hvor krakkets tvang først sætter ind, når alter tabt, der er ØD i den so-

cialdemokratiske version et indgreb, som vil ramme en del kapitalister før det

er kommet så langt og dermed være med til at skubbe dem ud i mørket. Denne

udradering er naturligvis uacceptabel for dem, det går ud over, men ikke af

den grund antikapitalistisk, jvf. de varme ord om ØD, der f.eks. har været ført

frem i Børsen og den fhv. finansminister for Venstre, Thorkild Kristensen, der

har formanet sine borgerlige venner om, at »jo mere ejendomsretten til den in-

vesterede kapital er spredt, så også lønmodtagerne er medejere - des længerekan vi bevæge os bort fra konflikten mellem kapital og arbejde«.5

7.

Det er på denne baggrund jeg har betegnet Socialdemokratiet som et konse-

kvent borgerligt parti. Min pointe var altså ikke, at Socialdemokratiet er bor-

gerligt på samme måde som Det konservative Folkeparti. Derfor er betegnel-sen borgerlig reformisme nok heller ikke den heldigste al den stund også de fle-

ste borgerlige partier er reformpartier i en eller anden forstand. På den anden

side sigtede den klassiske reformisme mod et fundamentalt andet samfund end

det kapitalistiske, og man kunne her i hvert fald til en vis grad tale om at forskel-

len mellem reformister og revolutionære kunne reduceres til at være et

spørgsmål om midler og analyse og ikke om mål.

50

Men i den forstand er Socialdemokratiet ikke et reformistisk parti. Forskel-len mellem Socialdemokratiet og den revolutionære venstrefløj er ikke blot

uenighed om, hvad der er muligt gennem en reformpraksis. Der er vist ingenpå venstrefløjen, der vil være uenig med socialdemokraterne om, at mange afde socialdemokratiske mål i hvert fald teoretisk set kan nås (og er blevet nået)gennem reformer.

Disse mål vælter blot ikke kapitalismen, men understøtter den og i den for-stand er Socialdemokratiets reformstrategi borgerlig. Hvilket naturligvis un-

derstreges af Socialdemokratiets vilje til at gå endog meget langt mht. angreb påarbejderklassen for at redde systemet.6

Heroverfor står så, at Socialdemokratiet er et arbejderparti i den forstandat størstedelen af partiets vælgere er arbejdere eller lavere funktionærer, hvisinteresser Socialdemokratiet da også varetager i den udstrækning kapitalis-mens økonomiske lovmæssigheder og borgerskabet tillader det. En præciserekarakteristik af Socialdemokratiet er derfor, at der er tale om et borgerligt re-

formistisk arbejderparti.Der ligger to ting i denne definition. For det første at Socialdemokratiet som

parti er afhængigt af arbejderklassens og fagbevægelsens tillid. Den behøverikke at være stor og enthusiastisk, men som et minimum er det nødvendigt forSocialdemokratiet at partiet i arbejderklassen overvejende opfattes om detmindste onde. Et tilsvarende afhængighedsforhold er der ikke mellem arbej-derklassen og de andre borgerlige partier, som nok er nødt til at tage et vist

hensyn til stemningen i arbejderklassen, men som har deres vælgerbasis andresteder, og som i åbenlyse interessekonflikter er nødt til at varetage arbejdsgi-vernes interesser.

For det andet er det en historisk kendsgerning, at Socialdemokratiet harværet talsmand og murbrækker for reformer, der har betydet store fordelefor danske arbejdere i forhold til tilstanden som den var før reformerne ellersom den ville blive, hvis de andre borgerlige partier alene kunne diktere vilkå-rene. Et af de nyere eksempler er dagpengereformen fra 1973, men ellers kanman jo feks. prøve at sammenligne Madsen-Mygdal-regeringens asociale ned-skæringspolitikfra 1926 til 29 med 30,emes socialdemokratiske arbejdsløsheds-og socialpolitik.

Det dementerer ikke den marxistiske påstand om at arbejderklassens inter-esser i sidste instans ikke kan varetages i et kapitalistisk samfund. Men det pegerpå nødvendigheden af at sondre mellem forskellige former for »interesse«.Som marxist kan man ganske vist påvise,hvordan det kapitalistiske samfund be-

standigt reproducerer de sociale problemer og bestandigt stempler arbejder-klassen som sorteper. Men denne påstand har i en vis forstand noget uvirkeligtover sig, så længe et alternativt socialistisk samfund ikke står som en realistisk ognogenlunde aktuel mulighed.

I Danmark har en socialistisk revolution aldrig stået på dagsordenen. Det er

der mange gode grunde til, som ikke skal tages op her, hvor det afgørende er,at den socialdemokratiske reformisme har haft realismen på'sin side.

Set i forhold til en arbejderfamilies elementære og fundamentale behov (fuld

51

beskæftigelse, en ordentlig løn, social sikring, sunde boliger etc.) har Social-

demokratiet varetaget arbejderklassens interesser. At partiet samtidig har

været med til at konsolidere netop det system, der skaber arbejderklassens be-

hov for disse reformer er en anden sag, som imidlertid ikke gør det daglige be-

hov for reformerne mindre.

For den enkelte arbejder kan der egentlig ikke have været så meget at rafle

om. Så længe Socialdemokratiet (med konjunkturernes hjælp) i det store og

hele har kunnet sikre en langsom forbedring af arbejderklassens levevilkår,har man meget forståeligt foretrukket det fremfor et revolutionært alternativ,der i bedste fald måtte ligge langt ude i en fjern fremtid, og som oftest er blevet

identificeret med det sovjetrussiske »arbejderparadis«, der naturligvis ikke har

kunnet overbevise danske arbejdere om den socialdemokratiske reformismessvaghed og utilstrækkelighed.

8.

Det er derfor vigtigt at få rammet en pæl gennem den socialdemokratiske myte,om at forskellen mellem Socialdemokratiet og det revolutionære venstre er et

spørgsmål om en tålmodig og demokratisk respekt for reformer og flertalsaf-

gørelser over for voldsdyrkelse og vildt urealistiske fantasier om at alle ønsker

kan gennemføres »fuldt og helt på en bestemt dag kl. 12« eller »at man een gang

for alle vender op og ned på samfundsforholdene og indfører tusindårsriget« -

som Anker Jørgensen har formuleret det."

Nok har de revolutionære en større tro på, at det er muligt at leve et langtlykkeligere liv end det vi kender i vores samfund. Men derudover er pointen i

kritikken af kapitalismen jo ikke en naiv tro på det jordiske paradis. Kritikken

er konkret og peger på, at kapitalismen er et krisebefængt system, som nødven-

digvis igen og igen reproducerer menneskelig elendighed, ulighed, ufrihed og

undertrykkelse. Også selv om nok så mange gode viljer inden for systemet ar-

bejder for at forbedre livsvilkårene. Denne kritik, der er baseret på Marx

analyse af kapitalen, er aldrig taget op til seriøs diskussion af socialdemokrater-

ne, som i hele efterkrigstiden har fundet det fuldt tilstrækkeligt at henvise en-

hver snak om krisens uundgåelighed til fortidens ligegyldige brokkasse.

Den nævnte forskel mellem Socialdemokratiet og det revolutionære venstre

betyder imidlertid ikke, at man som revolutionær er modstander af reformer

(jvf. feks. VS's mange reförmforslag i Folketinget). For det første må en revo-

lutionær bevægelse støtte alle reformer, der umiddelbart forsvarer eller for-

bedrer arbejderklassens levevilkår, For det andet er det selv inden for det ka-

pitalistiske system muligt at tilkæmpe sig reformer, der forbedrer arbejder-klassens mulighed for på længere sigt at gøre kapitalismen til forhistorie. F.eks.

ville det være en styrkelse af arbejderklassens som klasse, hvis arbejdsrettenblev nedlagt. Men netop den type reformer har Socialdemokratiet altid afstået

fra, idet borgerskabet i tidens løb har udvist megen sans for, hvilke reformer

der både kunne modvirke utilfredsheden blandt arbejderne og samtidig stække

arbejderklassens magt. F.eks. umuliggjorde statstilskuddene til arbejdsløsheds-kasserne, at disse kunne bruges også som støtte til aktionerende arbejdere. Jvf.

52

det aktuelle eksempel med bistandsloven, hvor Socialdemokratiet har accepte-ret at socialkontorerne skal anvende særlig skrappe kriterier over for strej-kende arbejdere. Her ville en reform der flyttede magten over socialhjælpenover til arbejderklassens egne organisationer helt oplagt være en styrkelse af

arbejderklassen.Den type reformer vil være naturlige og nødvendige led i et revolutionært

arbejde. Derfor kan de heller ikke gennemføres i et klassesamarbejde med

borgerskabet, men kun tvinges igennem, hvis arbejderklassen begynder at sætte

sin potentielle magt op mod borgerskabet. ›

En sådan gradvis opbygning af en modmagt til den borgerlige magt gennemforskellige former for aktioner, strejker, besættelser etc. etc., hvor man be-

gynder at tage sagen i egne hænder har ikke noget at gøre med foragt for de-mokratiet eller med en særlig forkærlighed for »vold« og magtanvendelse.Magten og volden er ikke arbejderklassens opfindelse. Borgerskabet har mag-ten (produktionsmidlerne, politiet, hæren, pengene osv.) og bruger den hvereneste dag og hver eneste time. Skal den kapitalistiske undertrykkelse overvin-des, så skal denne magt knægtes. Ikke nødvendigvisi et blodigt opgør. Men al hi-storisk erfaring viser, at så snart borgerskabets privilegier er truet, kommer

maskingeværerne frem.For arbejderklassen vil en forholdsvis fredelig udgang af kapitalismens

sidste krise naturligvis være at foretrække. Arbejderklassens alternativ i et ka-

pitalistisk samfund er imidlertid i sidste instans ikke om man skal benytte »demo-kratiske« reformer eller vold og tvang. Alternativet er en underkastelse under

kapitalismens og borgerskabets vold og tvang eller modstand mod den. Førstnår den borgerlige magt er knust, vil en virkelig demokratisk reformpraksisblive mulig.

PJoter

1. Information 17-2-1973.2. Svend Auken - i: Auken/Thorlund Jepsen/Ejv. Larsen: Økonomisk politik/Politisk økonomi.

Kbh. 1972 s. 17.

Finanstidende nr. 23/1976 s. 529.. Jens Kampmann: Lavvækstsamfundet. Kbh. 1976 s. 21.Børsen 9-4-1975.Se nærmere i Claus Brylds artikel om Socialdemokratiets politik under besættelsen i Historie-videnskab nr. 12. Jvf. min egen artikel om samme emne i Politisk Revy nr. 314/1977.Anker Jørgensen: Til venstre for midten. Kbh. 1975 s. 75 og 196.

øvew>'

53

SO CIALDEMOKRATIET

OG KOMMUNALVALGETDEN 5. MAJ 1943Af Asger Juul Pedersen

Problemstilling 0g indledningHovedformålet med denne undersøgelse er med baggrund i valgresultatet for

folketingsvalget den 23. marts 1943 at søge at tegne et billede af de særlister, der

ved kommunevalget den 5. maj 1943 tilføjede Socialdemokratiet betragteligevalgnederlag i København og i en lang række større og mindre provinsbyer.De spørgsmål,der vil blive rejst og søgt besvaret i forbindelse med særlisterne,

er: Hvilke kredse, organisationer eller enkeltpersoner stod bag listerne? Hvil-

ke motiver var der til opstillingen?Selve begrebet særlister var ikke noget nyt fænomen, der som en komet

dukkede op på stjernehimlen ved kommunevalget i 1943. De havde været til

stede ved alle tidligere kommunevalg, hvor de især i landkommunerne flore-

rede som husmandslister eller særlister for specielle sogne indenfor afstem-

ningskommunen. I byerne fandtes de især som borgerlister med mere eller

mindre tilknytning til de borgerlige partier. Grunden til den særlige interesse

ved dette kommunevalg er, at de i byerne fremstod i opposition til So-

cialdemokratiet og i mange tilfælde var årsag til de socialdemokratiske valg-nederlag.

Valgresultatet den 23. marts 1943 i de traditionelle socialdemokratiske høj-

borge blev mindre godt for partiet med en lang række nederlag. Tendenserne i

disse kredse blev endnu tydeligere ved kommunevalget, hvilket især kom de

konservative og særlisterne til gode. Der er en lignende tendens at spore ved

amtsrådsvalget, hvor der blev afgivet 24.902 blanke/ugyldige stemmer, en stig-

ning på 22.664 i forhold til amtsrådsvalget i 1935, men desværre er valgbøgerneblevet kasseret og tilintetgjort enten i Indenrigsministeriet eller på Rigsarkivet,således at en tilbundsgåendeanalyse af dette valg ikke har været mulig.

Størstedelen af valganalysen er baseret på et omfattende talmateriale, der er

tilvejebragt til denne undersøgelse. Da de blanke stemmer rent »valgteknisk«er ugyldige stemmer og derfor ikke er indregnet i de officielle valgstatistikker,som Danmarks Statistik (i 1943 Statistisk Departement) udgiver, har det været

nødvendighelt at omregne alle procentsatser for at kunne drage direkte og sta-

tistisk korrekte sammenligninger mellem førkrigs- og krigsvalgene. Denne om-

regning af de officielle valgstatistikker er nødvendiggjort af, at der ved folke-

tingsvalget blev afgivet 29800 blanke/ugyldige stemmer, hvilket var en stigning på20133 i forhold til det sidst afholdte folketingsvalg i 1939. Stigningen skyldtes agi-tationen fra illegal kommunistisk side, og den har derfor stor betydning i for-

bindelse med arbejdshypotesen om den anti-samarbejdsvenlige stemning, der

54

slog igennem ved valget, og som især kom de konservative til gode, og bragteDansk Samling ind i Folketinget.

Som baggrund for valgforklaringerne vil der i det omfang, det skønnes nød-

vendigt, blive inddraget materiale omkring den økonomiske og sociale situation

og forholdene på arbejdsmarkedet, samt den almindelige utilfredshed med for-

holdene under besættelsen.

Forudsætningen for afholdelse af kommunevalg i 1943 afhang af problemer-ne omkring folketingsvalget, der skulle afholdes inden udgangen af marts 1943,da folketingsmedlemmernes mandat udløb den 2. april. De forhandlinger, der

forløb vedrørende folketingsvalgets afholdelse, vil ikke blive behandlet herl.

Det sidste kommunevalg blev afholdt i marts 1937, og ifølge valgloven skulle der

have været kommunevalg igen i marts 1941, men de tyske myndigheder afviste

muligheden for valg af frygt for uroligheder, og indenrigsminister Knud Kri-

stensen forelagde derfor et lovforslag om udsættelse i 1 år, hvilket blev vedtageti folketinget den 24. feb. 1941. I starten af 1942 valgte regeringen selv at udskydekommunevalget endnu et årz.

Da spørgsmålet om de kommunale valg som tidligere nævnt havde mindre

betydning, spillede de heller ikke den store rolle i forhandlingerne, og indenden endelige tyske godkendelse af folketingsvalget, der forelå den 1. marts 1943,blev det den 19. feb. vedtaget i folketinget, at de kommunale valg skulle udskydesendnu et år.

Det eneste problem i forbindelse med de kommunale valg opstod først efter

folketingsvalget, da de sønderjyske folketingsmænd ønskede en udsættelse af de

kommunale valg i sin helhed, fordi det tyske mindretal ikke ønskede at opstille.Men ved forhandlinger bøjede de sig, selvom de var utilfredse med, at kongeå-linien blev trukket op igen, som de udtrykte det. Den 9. april fremsatte inden-

rigsminister Jørgen Jørgensen i folketinget forslag om at udsætte de kommuna-le valg i Sønderjylland til senest 1947, mens der i det øvrige land skulle afholdeskommunale valg den 5. maj 19433.

Folketingsvalget den 23. marts 1943

Som led i en måling af det omsving, der foregik i den danske befolkning op til

augustdagene i 1943, kan kommunevalget den 5.5. ikke ses isoleret, men må sam-

menlignes med de vigtigste træk fra folketingsvalget den 23.3.43. I valgkampenvar der to træk, der især var fremherskende: 1) Agitationen fra de samarbej-dende partier om nationalt sammenhold og stor vælgerdeltagelse,hvor der bagagitationen spores en skræk fra politikkerside om at blive stillet ansigt til ansigtmed vælgerne. 2) Den agitation, der fra illegal side blev ført om at stemme

blankt, men hvor enigheden var så som så, idet kommunisterne opfordrede til

at stemme blankt, mens Chrismas Møller fra London opfordrede til at stemme

på »eet af de seks anstændige partier« - altså også på Dansk Samling.Valgdeltagelsen blev den højeste nogensinde med en stemmeprocent på

89.5 % af de stemmeberettigede vælgere. Den danske vælgerbefolkning havde

55

den 23. marts 1943 i stor udstrækning fulgt parolerne forud for valget og havde

stemt for folkestyret.

1939 1943

Stem-0⁄1

Man- Stem-0⁄1

Man-

mer° dater mer

° dater

Socialdemokratiet .......................... .. 729619 42.7 64 894632 438 66

Radikale Venstre d. ......................... .. 161834 9.5 14 175179 8.6 13

Det konservative Folkeparti ........... .. 301625 176 26 421523 20.7 3]

Venstre ........................................... .. 309355 18.] 30 376850 18.3 28

Retsforbundet ................................ .. 33785 1.9 3 31323 1.5 2

Bondepartiet .................................. .. 50829 3.0 4 24572 1.2 2

DNSAP .......................................... .. 31032 1.8 3 43309 2.] 3

Dansk Samling ............................... .. 8553 0.5 0 43367 2.1 3

DKP ............................................... .. 40893 2.4 3 - - -

Slesvigsk Parti ................................ .. 15016 0.9 1 -

.

- -

Blanke og ugyldige stemmer ........ .. 9667 0.6 29800 1.5

ljfr. omregnet beregningsgrundlag bilag 1.

, Ved valget blev der afgivet 29800 blanke stemmer, lidt over 20.000 mere end

ved valget i 1939. På trods af denne forøgelse af de blanke stemmer, der alene

kan tilskrives agitationen i den illegale presse, kan resultatet af denne agitationikke karakteriseres som andet end en fiasko. Årsagenhertil skal findes dels i

den splittede holdning hos de illegale kræfter dels i den enorme nationale begej-

stringsbølge, der gik over landet i dagene op til valget. Af de samarbejdende

partier fik Det konservative Folkeparti en gevinst på fem mandater og må ka-

rakteriseres som valgets absolutte sejrherre. Socialdemokratiets gevinst i stem-

mer beløb sig til lidt over 165.000 på landsbasis - i procent l.l jfr. det omreg-

nede beregningsgrundlag - men ved en analyse af de enkelte kredsresultater er

der visse træk, der måtte formørke en socialdemokratisk leders sind.

Som det fremgår af bilagene 1-2, havde Socialdemokratiet i de 15 københavn-

ske kredse på trods af en fremgang 1 stemmer på 34.576 en tilbagegang i den

procentvise andel af stemmerne fra 62.9 % til 57.9 %. Det var en tilbagegang i

alle kredse uden undtagelse, spændende fra en nedgang på 02% i 3. kreds

(Rådhuskredsen) til 5.5 % i 10. kreds (Østerbrokredsen).Selv i Hedtoft-Han-

sens kreds, 15. kreds (Bispebjerg), var der en nedgang på 4.7 %. Socialdemo-

kratiet havde ikke været i stand til at opsuge deres del af den vældige fremgang i

fremmødet den 23. marts, og partiet kom derfor i høj grad til at lægge ryg til

den fremgang, som de konservative og Dansk Samling havde i hovedstaden.

Som Mogens N. Pedersen har påpeget i sin artikel i Historie, 1967, ligger der

bag de forholdsvis små nettoforskydninger ved danske valg meget store brutto-

forskydninger partierne imellem. For nogle valgs vedkommende drejer det sigom vandringer på op til 30 % af vælgermassen fra valg til valg'. Metoden til re-

gistrering af disse vandringer er interview-metoden i repræsentative valgkred-se. Disse resultater sammenholdt med ændringer i befolknings- og erhvervs-

strukturen giver holdbare målinger af vælgervandringer. Men m.h.t. folke-

56

Til de københavnske Arbejder-e! , 1_

Til alle frisindede Borgere i K benhavnlEndelig efter 8 Aars Forløb har Vælgerne atter Lejlighed til for en Gange Skyld. at sige

Mening augaaeude den Kommunalpelitik, der har været tørt i København i den forløbne Tid. ,-

Medens den Indflydelse, den menige Mand har paa Kommunalbestyrelsens Arbejde i Periodene›

mellem Valgene, er omtrent lig Nul, er der nu Lejlighed til at gøre op, hvorvidt man er tilfreds med

Forvaltningen eller ej, og dersom man ikke er det, da at sætte andre Repræsentanter ind, der i heler'

Grad føler sig forbunden med Vælgerne, end de, der allerede sidder der. 1

''

'

Hvorledes har da den kommunale Politik været [art i den forløbne Tid; - har der vent

Grund til Tilfredshed ellér del modsatte? ,

'

-

_v Det er herpaa, Vælgerne skal svare Onsdag den 5. Maj ved Afgivelse af deres Stean'

mer til Kommunalbestyrelsen.?

Vi er en Kreds af Borgere, der i hø] Grad er af den Opfattelse, at der kunde være gjort

langt mere, end Tilfælde! har været, for at gennemføre tauleligere Kaar for Borgerne i' Almindelighed

og Arbejderne i Særdeleshed.-

. ,.,›

:

Det er* her Spørgsmealet om Administrationen af Landets Love. '_

Det var K. K. Steincke, der i et Interview udtalte, at Lovgiverne ikke kunde tage noget An-

svar for, hvorledes Lovene blev administreret. og her skal fastslaas, at hvad angaar hans Levkomplaka,

Socialreformen, har Administrationen af denne ladet meget tilbage at ønske her i Kommunen.

. Det er saaledes en Kendsgerning, at Kommunens Regnskab i Krigsurene har vist et mindre

Forbrug til sociale Formaal, end budgetteret, samtidig med at Dagbladene og Skolediraktøreu har kunnet

fortælle, at man skulde tilbage til forrige Aarhundrede for at finde tilsvarende Forhold for den mindre-

bemidlede Del af Befolkningens Børn, samtidig med at man fra Skolelægernes Side har kunnet fortælle

om en gennemgribende Underernæring af vore Børn.'

,

Men ikke alene vurderer vi BorgerrepræsentationensVirksomhed udfra dens Administration

af Lovene, ogsaa udfra dans egen Administration, herunder de forskellige kommunale Virksomheder og

Institutioner.' .

Vi paapeger den ublu indirekte Beskatning, man herigennem udsætter Borgerne for, en

Beskatning, der i Følge sin Natur rammer den fattigste Del af Befolkningen haardest, saaledes kan næv-

nes Gas- og Elektricitetsværkerne samt Sporvejene, der hvert Aar i Regnskabet udviser Kmmpeoverakud,

der genuemgaaende betales af den Deliaf Befolkningen, der har daarligst Rand dertil.

Der er Spørgsmaalet om den kommunale Politik overfor Lejeme. hvor man ialt for høj' Grad

fra Kommunens Side lader de private Ejendomsselskaber om at tage sig 'af Nyopførelserue, og end ikke

nndser sig for at lade ein Forretningsmoral regulere af private Interesser, i Stedet for at det skulde

vsere Kommunen, der virkede som Regulator for Husleieuiveauet.

Vi stiller Krav om og agter at arbejde for:

at Skattepolitiken omlægges i mere progressiv Retning, saaledes at de, der har Read dertil, kommer til

at betale deres Part.

at Kommunens Boligpolin omlægges, saaledes at man tager Hensyn til Befolkningen i Almindelighed

og ikke til private Særinteresser, og at man opfører tidssvarende Arbejder-boliger til overkommelige

Priser lor Arbejderne.at Kommunen overfor sine Arbejdere og Funktionærer gaar i Spidsen som den største Arbejdsgiver med-

Daslrningjor Dyrtlden.at Børneforsorgen udvides, herunder at der oprettes flere Vuggestuer, Børnehaver og Fritidshjem, samt

at Skolebespisuingen gøres obligatorisk og udvides til at omfatte hele Aaret.

at Kommunens Arbeider udføres af Kommunens egne Administradonsgreue i Stedet for at skulle fordyres

ved Udliclterlng til private Arbejdsgivere, der selv skal beregne sig en alt for rigelig Profit.'

'For at faa gennemført disse Krav opstiller vi følgende Kandidater:

l. Furmmu lur llum l'lllll immun. Ilillll mania I. namnrmnll, forummwlnnar um Illlln.

z. mmummumm. Illllshllm Ella mmm. 1. snamllinlnonar Ialt. Stnllcmllln.

I. fill'lllllll lur mumum kommunen. mmu- I. mnln mmm Ilnl smlsnn.

.

0. nurmo r thrllllrt curlslnmn.

I. armani lnr sultlalrmlurml Flølnmlhll.Bruun". II. lrmlurmnll. Romarar!! inum r. ultima.

i. nurmnilr Hmm umaUMH" Hills". ll. mllmlltllllll' n. SIIII'.

Undertegnede Tillidsmænd for københavnske Arbejdsro anbefaler de københavnske Veslgere at

give deres Stemme til_

,,Frisindet Arbejderliste“, Liste F.Chr. Dalsgaard, S. Kolind, A4 Jakohsgaard,

w:-a 3 a :- a n3.ento =n =2 .-.-.

Lithografllk Trykluft”, Tillidsmand, Lager & Pak.. EDB. Formand for Afd. Lillian-alen.

Poul Nielsen, Gunner Poulsen, Niels Bynrn,

Malernes faglige Klub, DÅB. Remisearbejderue, København. Tillidsmand, BáW, Refshaleøen.

C. Malmbo ,Villy Schneider, Ebba Rasmussen,

Jeruhauearh. M . M.'

_

DSäMP, Afd. 15. Tillidakvlude, Boghlnderna.

M. Bundgaard, Boe Nielsen, Henry Christoffersen,

Tillidsmand. Molurfabr. eDanc. i) MP, Aid. 7. DSaMF, Afd. 15.

'

Marius. Jensen, _Th. Christiansen, Niels Nielsen,

Tillidsmand, Bin. 1 Gmdabl. Formand for Kabelarbejderne. Tillidsmand, BEW. Reilhlieøen. ›

v

Herman Jørgensen, Typogral Clausen,'

nat-:m Tillidsmand, ru. Grønbech a Sønner, Tillidsmand, s L. eller! Bomann. › _ ,_ v

. 'H

Løbeseddel for »Fririndet Arbejderliste« i København maj 1943.

57

tingsvalget den 23. marts opstår det store problem, at det er umuligt at foretagedenne form for reseach med tilbagevirkende kraft, og det er derfor nødvendigtat inddrage andre aspekter i vurderingen, hvor hele det atypiske ved besættel-sessituationen må spille ind.

Et andet problem, der i denne forbindelse bør tages op, er, om de forholdsvissmå procentvise udsving i de enkelte valgkredse egentlig kan sige noget, nårSocialdemokratiet på landsbasis gik frem. Ser man regionalt på de socialdemo-kratiske valgresultater ved folketingsvalget, er det meget karakteristisk, at det

'

var generelle tilbagegange i det københavnske område. Som det vil blive vist,var der i mange provinsbyer lignende socialdemokratiske tilbagegange. Medden høje stemmeprocent, der ifølge Jan Stehouwer skulle være en fordel forsocialistiske partier5, må det have været med en smule ængstelse for social-

Liemokratiskeledere at se valgresultaterne fra traditionelle socialdemokratiskeredse.

Ved valget i de københavnske kredse skal man ligeledes bemærke andelen afde ugyldige stemmer på 3.4 %, hvilket var tydeligt over landsgennemsnittet. I

større udstrækning end i den øvrige del af landet havde propagandaen fra ille-

gale kredse her slået igennem.Det var ikke kun i det storkøbenhavnske område, at valget for Socialdemo-

kratiet blev en skuffelse. Det gjaldt også i en række provinsbyer, hvor partietenten havde direkte tilbagegang i andelen af afgivne stemmer, eller hvor den

procentvise fremgang ikke kunne nå op på den gennemsnitlige fremgang for So-

cialdemokratiet på landsbasis? Bortset fra dette omsving, der hermed kan spo-res blandt socialdemokratiske vælgere, viser det sig, at i alle de byer - bortsetfra Korsør og Odense - hvor Socialdemokratiet havde en procentvis tilbage-gang, havde de konservative en større fremgang end den konservative procent-vise fremgang på landsbasis7. I disse byer har den tiltagende utilfredshed blandt

traditionelt indstillede socialdemokrater forårsaget en tilsvarende forskydningtil fordel for de konservative, hvilket må skyldes den agitation mod regeringen,som de konservative førte.

Den faldende socialdemokratiske andel af vælgermassen i visse egne sat i

relation til en tilsvarende konservativ fremgang kan skyldes den ændring i be-

folknings- og erhvervsstrukturen, der har varet ved efter besættelsen, men det

er yderst vanskeligt at vurdere for l943”s vedkommende. Her spiller de tids-

typiske faktorer ind, og Socialdemokratiet har frem for de andre partier måt-tet betale for utilfredsheden med besættelsessituationens stadig dårligere øko-nomiske og sociale kår.

Denne utilfredshed blev 11⁄2måned senere ved kommunevalget kanaliseret

over i andre og for Socialdemokratiet og forhandlingspolitikkenlangt farligerebaner, da der blev opstillet en lang række arbejderlister netop i de byer, hvorresultatet ved folketingsvalget havde været mindre tilfredsstillende for Social-demokratiet.

58

Kommunevalget den 5. maj 1943 - særlisterne

Det samlede resultat af kommunevalget blev, som følger, med de tilsvarende tal

for kommunevalget i 1937 i parentes. Alle resultater er uden tallene for Søn-

derjylland:Stemmer Mandater

Socialdemokratiet:

Kbh/Fr.bg.⁄pr0vinsbyer .................. .. 368.557 (364.190) 555( 592)

Landkommuner ............................. .. 208.891 (203.362) 2158 (2155)

Hele landet ....................................... 577.448 (567.552) 2713 (2747)

Radikale Venstre:

Kbh/Fr.bg.⁄provinsbyer ........ ........ .. 56.618( 49.005) 66( 63)

Landkommuner ............................. .. 68.170( 72.650) 875( 941)

Hele landet ..................................... .. 124.788 (121.655) 941 (1004)

Konserv. Folkepar.:Kbh/Fr.bg.⁄pr0vinsbyer .................. .. 212.933 (164.144) 284( 230)

Landkommuner ............................. .. 72.223( 70.650) 440( 405)

Hele landet ..................................... .. 285.156 (234.794) 724( 635)

Venstre:

Kbh/Fr.bg.⁄provinsbyer .................. .. 31.384( 24.663) 101 ( 90)

Landkommuner ............................. .. 132.227 (126.830) 2116 (2066)Hele landet ..................................... .. 163.611 (151.493) 2217 (2156)

Andre lister 1:

Kbh/Fr.bg.⁄pr0vinsbyer .................. .. 51.076( 41.707) 103( 130)

Landkommuner ............................. .. 274.479 (266.049) 3719 (3605)Hele landet ..................................... .. 325.555 (307.756) 3822 (3735)

Uden afstemning .............................. .. 152( 284)

lFaelleslister, borgerlister, landbrugs- og husmandslister, erhvervs- og arbejderlister.

Et problem for den direkte sammenligning mellem resultaterne for 1937 og

1943 er den store andel stemmer, der ved begge valg er afgivet på »andre li-

ster«. For 1943-valgets vedkommende drejer det sig om 22.1 (X,og for 1937-

valgets vedkommende 22.9 °(,. Bag disse lister gemmer der sig lister af borgerligobservans, og tallene for Konservativt Folkeparti og Venstre vil derfor ikke

være direkte sammenlignelige m.h.t. de to valg. De konservative må dog karak-

teriseres som sejrherre i byerne, samtidig med at de også havde en vis frem-

gang på landet. For Venstres vedkommende gjorde den modsatte tendens sig

gældende, mens henholdsvis Socialdemokratiet og de radikale måtte lægge ryg

til de konservatives og Venstres valgsejre.Socialdemokratiet mistede ved valget i byerne 37 byrådspladser, mens partiet

havde en meget beskeden fremgang på landet. I 15 provinsbyer mistede partiet

flertallet, af hvilke det i de 8 endvidere tabte borgmesterpostens.Udover de allerede nævnte byer var der, som det fremgår af bilagene 3-4, en

tilbagegang for Socialdemokratiet i en lang række provinsbyer samt i det stor-

59

københavnske område. Ved en sammenligning med folketingsvalget den 23.marts viser det sig, at partiet i disse byer havde haft et dårligere valg end veddet foregåendefolketingsvalgi 1939. I andre byer som Nakskov, Nyborg og for-staden Nørretranders, hvor der også var opstillet særlister imod Socialdemo-kratiet, havde folketingsvalget heller ikke været tilfredsstillende, idet frem-gangen ikke havde været så stor som landsgennemsnittet.

Til behandling af problematikken omkring arbejderlisterne foreligger der etomfattende materiale. Socialdemokratiet udsendte nemlig den 10. maj 1943spørgeskemaer til 175 partiforeninger i købstæder, en del kommuner med sta-

tionsbyer, forstadsbebyggelser og anden købstadslignendebebyggelser. Partietmodtog i løbet af den næste måned 166 besvarelser. De manglende 9 omfattedekun mindre købstæder.

Ifølge partiets forretningsudvalgsprotokol havde man allerede den 5.4.43været klar over, at i Nyborg og Nørresundby havde visse fagforeninger til hen-sigt at opstille særlister til kommunevalget9. Dette sammenholdt med, at spørge-skemaerne allerede blev udsendt den 10.5, indicerer, at man fra partiledelsensside frygtede, at valget ville blive utilfredsstillende, og at man ville have årsa-gerne at vide så hurtigt som muligt.

'

Ved en gennemgang af skemaets spørgsmål og det cirkulære, der fulgte med,kan der ikke herske tvivl om, at det var særlisterne, partiet var interesseret i.Især i cirkulæret træder dette forhold klart frem, idet partiorganisationerneblev opfordret til sammen med det besvarede skema at sende en supplerenderedegørelse. I denne skulle der især lægges vægt på, om særlisterne var opstil-let før eller efter det socialdemokratiske opstillingsmøde, om der stod organi-sationer bag, og om de lokale partiorganisationer ville anbefale, at der blev ind-ledt samarbejde med disse lister. Til slut blev partiorganisationerne indtræn-

gende bedt om at indsende besvarelserne »meget hurtigt, helst i løbet af en uge«.Det hastede for partiledelsen at få analyseret situationen ude i landet efter kom-

munevalget.Efter en gennemgang af listerne kan der ikke gives noget generelt billede afsærlisternes opståen. For landskommunernes vedkommende er der forskelligegrunde”. Dog var der i 10 landkommuner opstillet lister af DAF". Her ses

der bort fra Hasseriis, Nørretranders, Vejgård og Sundby-Hvorup, der som

nabokommuner til henholdsvis Ålborg og Nørresundby, vil blive behandletsammen med disse.

For byernes vedkommende ligger sagen imidlertid helt anderledes. Her er

der især 2 faktorer, der træder tydeligt frem: 1) I en lang række byer var det

afdelinger af Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF), der stod bag opstillingen afsærlisterne. 2) I de fleste byer, hvor særlisterne fik indflydelsepå valgtesultatet,kan der allerede ved folketingsvalget den 23. marts ses enten en stagnerende el-ler en faldende tendens for Socialdemokratier.

Særlisterne

l Ålborg,Nørresundby, Nyborg, Nykøbing Fl., Silkeborg, Svanneke samt ilandkommunerne Farum, Hover, Lindballe, Pjedsted,'Hvejsel, Vonsild, Elling,

60

Flade-Gærum, Ellidshøj, Øster Hornum og Borgbjerg var det DAF-afdelingereller betydelige dele af afdelingen, der stod bag opstillingen af særlisterne. At

det var medlemmer af DAF, der i de fleste tilfælde gik i spidsen ved opstillingenaf særlister, kan ikke undre. DAF”s medlemmer var de lavestlønnedc blandt

arbejderne, og derfor havde de mærket de dårligere økonomiske og sociale

forhold mest. For Ålborg,Nørresundby og Silkeborgs vedkommende er der et

stort personsammenfald mellem Den nordjyske Arbejdsmandskonference 8.-9.

nov. 1942 og opstillingen af arbejderlisterne”. Primusmotor bag »Arbejder-listen« i Silkeborg, Åge Thomsen, afleverede et skarpt indlæg på konferencen,

og for Ålborg-områdetsvedkommende var det folk som Carlo Andersen

DKP”er, Elias Pedersen, Marius Jørgensen DKPer, Rasmus Johansen DKP'er

og Emil Nissen, der var aktive både under arbejdsmandskonferencen og ved

kommunevalget. Sidstnævnte var endvidere næstformand og sekretær i ar-

bejdsmændenes afd. A i Ålborg,der af flere kilder nævnes som arnestedet for

kommunistisk virksomhed i området. Afdelingen havde indtil efteråret 1941

kommunistisk formand, der blev tvunget bort af DsF-cirkulæret af 18.9.41”.

I »Land og Folk« nr. 27, afsluttet den 27. marts 1943, behandles et eventuelt

kommende kommunevalg. Selve artiklen er i realiteten en generel DKP-paroleom at deltage i valget, idet der gøres opmærksom på, at opstillingsmulighedernevar lempeligere end ved folketingsvalg, og chancerne for mandatgevinst store

pga. den normalt lave valgdeltagelse. Til fagforeningsfolk kom bladet med den

opfordring, at »hvis fagforeningsledelsen ser sig nødsaget til at foretage selv-

stændig opstilling må man selvsagt stemme på disse lister«, Det kan selvfølge-

lig være vanskeligt at bestemme, hvorvidt DKP stod direkte bag opstillingen af

de mange særlister, men med den »security« som forholdene krævede dels for

DKP, dels for de personer, det støttede listerne, kan der ikke være tvivl om, at

artiklen i »Land og Folk« skulle opfattes som en direkte DKP-parole om at op-

stille til valget.

Socialdemokratiske kommentarer til kommunevalgetDe socialdemokratiske kommentarer i dagspressen kunne ikke være andet end

udtryk for skuffelse. En væsentlig årsag til det dårlige socialdemokratiske valg-resultat fandt »Socialdemokraten« den 6.5. i sin leder i, at »Socialdemokratiet

har forvaltet samfundsopgaverne i disse vanskelige år«, og derfor nu høstede

resultatet af de stadig dårligere økonomiske kår og de upopulære foranstaltnin-

ger, der måtte komme for at afhjælpe disse. »Socialdemokratens« kommenta-

rer til særlisterne - splittelseslisterne efter socialdemokratisk terminologi - var

lidt selvmodsigende. Det blev slået fast, »at det overvældende flertal stod fast om

folkestyrets principper, så ingen antidemokratisk splittelsesliste fik stemmetal,der gik ud over minimale brøkdele af det samlede stemmetal«, med på den an-

den side« havde demagogiske splittelsesspekulanter faldet Socialdemokratiet i

ryggen ...«, hvilket havde været skyld i »en række mandattab i provinsen«.

61

Forsøg i Frederikshavn, Nordby og NibyI Frederikshavn havde der på arbejdsmændenes generalforsamling været rø-

ster fremme om at opstille en listei opposition til Socialdemokratiet. [følge be-svarelsen fra Frederikshavn blev dette forhindret ved, at Dst næstformandEinar Nielsen havde været i byen for at tale arbejdsmændene til rette. Men op-stillingen af en »A-separatliste« i Elling kommune, der ikke var i listeforbundmed den stedlige socialdemokratiske, vidner om, at ikke alle faldt til føje. Resul-tatet blev bl.a. 6 eksklusioner fra partiet den 16.6.43. hvoraf de fire var ar-

bejdsmænd. En »Husmands- og arbejderliste« i Flade-Gærum også lige udenforFrederikshavn vidner ligeledes om, at næstformandens besøg ikke havde haftden tilsigtede virkning alle steder.

l Nordby på Fanø havde arbejdsmændene været utilfredse med kandidatli-stens udseende på opstillingsmødet og havde truet med at opstille en liste selv,men på mødet »købte« man (dem ved at placere arbejdsmænd som nr. 2 og 5 påden socialdemokratiske liste. Det viste sig at være tilstrækkeligt til at afholdedem fra at opstille selv.

I Nibe var der anmeldt en »Arbejderliste« med 2 socialdemokratiske byråds-medlemmer som spidskandidater. Årsagentil opstillingen var socialdemokrati-ske kandidatliste, der først på 6. pladsen havde en »rigtig« arbejder. Listen blev

dog trukket tilbage før valget, efter at »der var hentet hjælp udefra«, som Ål-

borg Amtstidende skrev den 3. maj. Denne hjælp har efter al sandsynlighedværet Einar Nielsen, der var 1.maj-taler i Ålborg og havde erfaring fra blød.Frederikshavn i at klare den slags problemer. Nr. 1 på listen, lods Niels Mor-

tensen, blev opstillet som nr. 10 på den socialdemokratiske liste, men på grundaf et meget stort antal personlige stemmer vandt han det sidste socialdemokra-tiske sæde i byrådet. Ved valget skete der ingen ændring i mandatfordelingen - 6

til Socialdemokratiet og 5 til den borgerlige fællesliste.

Fåborg, Korsør, Hobro, Struer, Birkerød, Farum

I nogle tilfælde ser det ud til, at de lokale partiformænd i deres besvarelser blot

har hæftet betegnelsen »kommunistisk indstillet« på tidligere socialdemokrater,fordi hele tendensen i spørgeskemaet og cirkulæret har peget i den retning.Dette gælder for Fåborg og Korsør, hvor Socialdemokratiet led betragteligenederlag med nedgang på henholdsvis 4.2 % og 11.1 %. I Fåborg fik et tidligeresocialdemokratisk partimedlem, der havde meldt sig ud kort efter den 9. april,skudt i skoene, at han var blevet støttet af tidligere kommunister, skønt han op-

stillede som medlem af Konservatin Folkeparti. Mandatfordelingen efter valgeti Fåborg byråd var uændret med genvalg af den konservative borgmester. l

Korsør var der opstillet en »Borgerliste«, der ifølge indberetningen ikke an-

gives at have kommunistisk indflydelse, men alligevel hed det, »at det er en al-

mindelig opfattelse, at kommunisterne har stemt mod vort parti ved at stemme

på denne liste«. Selvom Alfred Jensen” nævner Korsør som een af de byer,hvor der var opstillet kommunistiske dæklister, er der intet, der tyder på, at

62

dette var tilfældet. Den lokale presse var enige om, at det var en fordækt Ven-

stre-liste, hvad stillingsbetegnelserne på kandidaterne også tyder på”. Endvi-

dere var 4 af kandidaterne organiserede venstrefolk. »Borgerlisten« opnåede332 stemmer og fik 1 mand valgt ind i byrådet. Denne ene plus den ene radikale

stemme sikrede genvalg af den socialdemokratiske borgmester, idet de undlod

at stemme på den konservative kandidat. Socialdemokratiet gik tilbage fra 9 til

6, mens de konservative havde en fremgang på 1 mandat til 5.'

l Hobro opstillede den tidligere socialdemokratiske borgmester, Henry Jen-

sen, der havde meldt sig ud af partiet i 1942 af årsager, som det ikke har været

muligt at klarlægge, sin egen liste. De 2 øvrige kandidater på listen var social-

demokrater, der sammen med 4 stillere blev ekskluderet den 16.6.1943. Ved

valget mistede Socialdemokratiet flertallet med en tilbagegang fra 7 til 6 man-

dater. Henry Jensens liste fik valgt sine 3 mand ind, men havde stemmer nok til

en fjerde, hvilket kom Socialdemokratiet til gode. Henry Jensen blev valgt til

borgmester med de borgerlige stemmer mod de socialdemokratiske.

l Indberetningen fra Struer angives årsagen til opstillingen af særlisten at

være utilfredsheden med partilistens udseende. Dette har sikkert ikke været

den eneste årsag til, at togfører Damskov opstillede en særliste med en kreds af

jernbanemænd bag sig. Damskov var »persona non grata« indenfor partiet.Ved valget i 1937 var han placeret langt nede på listen, men med et smukt per-

sonligt stemmetal blev han valgt ind ibyrådet, som han dog kort efter forlod ef-

ter uoverensstemmelse med de øvrige medlemmer af socialudvalget. Han for-

blev dog medlem af partiet indtil sin eksklusion den 16.6.1943. Ved valget fik

særlisten 168 stemmer, men ikke nok til et mandat. Socialdemokratiet holdt stil-

lingen med 6 mandater, mens Venstre genvandt borgmesterposten i samarbejdemed de to konservative, Indre Missions ene og deres egne fire mandater i by-rådet.

l Birkerød opstillede »Socialdemokratisk Kommunalliste« med murerme-

ster Eckert som spidskandidat. Han og flere stillere og kandidater var allerede i

1941 blevet ekskluderet af partier, og Eckert angives at have støttet Dansk Sam-

lings godkendelse til folketingsvalget. Ved valget beholdt Socialdemokratiet for-

mandsposten i sognerådet, mens særlisten fik 57 stemmer, men ingen valgt. Li-

stens tilsynekomst ved valget fik et lidt pudsigt efterspil, idet den socialdemokra-

tiske radioklub i Birkerød foretog 8 eksklusioner i slutningen af maj på grund af

disses samarbejde med særlisten.

1 Farum blev den lokale DAP-formand ikke opstillet på den socialdemokra-

tiske liste, hvorfor han opstillede sin egen liste, »Arbejderlisten«. Listen fik 50

stemmer, men ingen valgt. Kommunen havde et solidt borgerligt flertal, men

med »Arbejderlistens« stemmer havde Socialdemokratiet ikke mistet l mandat.

Fredericia

l Fredericia havde den lille fagforening, Metalsliberne, opstillet deres formand

Otto Steffensen som eneste kandidat på en særliste. Baggrunden for opstillingenOpgives at være, at fagforeningen ønskede deres formand valgt ind i byrådet,

63

men da han ikke var medlem af Socialdemokratiet, var der ingen anden udvejend selv at opstille.

Aage Trommer skriver, at Holger Viveke ved sin ankomst til byen i 1941havde dekreteret, at Fredericia skulle være en »død« bylö. Har det stadigtværet gældende i 1943, er det ikke sandsynligt, at listen fik aktiv støtte til Opstil-lingen fra DKP. Otto Steffesens politiske tilhørsforhold er for så vidt ukendt. Athans virksomhed i Fredericia Social-Demokrat blev kaldt »out-sider-virksom-hed« og »politiskunderverden«, skal ikke ses i andet lys end, at det var en liste,der for socialdemokraterne absolut var en splittelsesliste. At Otto Steffensenhar stået til venstre for Socialdemokratiet, kan der ikke være tvivl om. Han hargjort sig bemærket i fællesorganisationen som yderliggående, skrev den lokalepartiformand. At' utilfredse socialdemokrater aktivt støttede ham, vidner de 8

eksklusioner, hvoraf de 4 var metalslibere, som partiets forretningsudvalgforetog den 16.6.43.

Valgresultatet for særlisten var beskedent. Listen fik 1.9 % af stemmerne, 191stemmer ialt. Socialdemokratiet beholdt de 12 byrådspladser fra forrige valgtrods en tilbagegang på 6.8 %. Den eneste ændring ved valget var, at de konser-vative gik 1 mandat frem til 5 på bekostning af Venstre, der nu kun havde 2mand i byrådet. Årsagentil særlistens fiasko kan næsten kun være, at den var

for meget præget af een person og af en lille fagforening. Trommers årsag tillistens fiasko - at spidskandidaten sprang fra i sidste øjeblik - kan ikke være rig-tig, idet der kun var opstillet een person på listen, og denne person var OttoSteffensen”.

KalundborgSærlisten »Uafhængig Liste« var, som den lokale partiboss i byen karakteri-serede den i sin indberetning til partihovedkvarteret, domineret af retsStatsfolk

og kommunister. På et medlemsmøde dagen efter offentliggørelsen af listens

sammensætning besluttede Retsforbundets lokalkreds at opfordre sine medlem-

mer til at støtte listen. I sin iver for at lægge særlisten for had i arbejderkredseog fremhæve det dubiøse i særlistens program lagde Holbæk Amts Social-

Demokrat bestemt ikke fingrene imellem. Da en af kandidaterne i et læserbrev

havde bedt avisen om at udpege kommunister på listen, svarede avisen, at detkunne man desværre ikke i den »situation, vort land befinder sig i«, Men man

henviste ham »... til andre kilder, hvis han ikke var klar over, hvilket »pro-

gram«, han støttede«. Disse kilder er ganske givet den illegale presse. Holbæk

Amts Social-Demokrats holdning svarede ganske nøje til den kompromisløseholdning, som den'socialdemokratiske lokalpresse havde overfor særlisterne.

Den konservative Kalundborg Avis, der karakteriserede »Uafhængig Liste«som en »splittelsesliste i renkultur, som ingen af de eksistrende partier ønskedeat samarbejde med«, beskæftigede sig ikke meget med selve listen, men var me-

re interesseret i, hvordan een af kandidaterne, en socialdemokrat, straks ved li-stens frekamst var blevet ekskluderet fra arbejdersangkoret »Apollo«. Påden måde søgte Kalundborg Avis at sætte Socialdemokratiet i miskredit ved at

64

påpege de diktatoriske metoder, som partiet benyttede sig af.

Ved valget gik Socialdemokratiet tilbage fra 59.8 % til 47.2 %, men mistedekun et mandat, således at det stadig havde flertallet med 6 pladser. Venstre ogkonservative i listeforbund gik eet mandat frem til 4, mens »Uafhængig Liste«

opnåede 12.9 % af stemmerne og 1 mand i byrådet. For Socialdemokratiet var

valget ikke nogen succes, og skuffelsen var heller ikke til at skjule i den social-demokratiske lokalpresse.

Århus

I Århus opstillede særlisten »Uafhængig Arbejderliste« med tømrer Perre-

gård som spidskandidat 18. Det illegale kommunistiske blad »Århus Ekko« førteen noget forvirret agitation op til valget. Bladet agiterede for at stemme person-ligt dels på den socialdemokratiske spidskandidat Unmark Larsen, dels på Per-

regård og en »ægte« arbejder Carlo Andersen, der var bestyrelsesmedlem i

arbejdsmændenes fagforening. Carlo Andersen havde nær kontakt til den ille-

gale kommunistiske byledelse i byen, som han trådte ind i efter den 29. august194319. På trods af propagandaen for den personlige stemmeafgivning udstødte»Århus Ekko« et hjertesuk over, at fagforeningerne ikke som andre stederhavde opstillet deres egen liste. Det nationale og anti-tyske aspekt ved opfor-dringen til at stemme på Unmark Larsen er markant. Men den egentlige for-

klaring på det illegale blads valgagitation ligger nok snarere i det faktum, at man

ved valget af Perregård ikke havde fundet den helt rigtige kandidat. Formeltvar han den ideelle spidskandidat. Han var en kendt mand i Århus, og han hav-de en position i Tømrerforbundet, hvor han aspirerede til forbundsformands-postenzo, men ifølge David Hejgård - DKP,s mand i Midtjylland 1941-44 - vistedet sig, at han ikke var et godt papir blandt arbejderne i byen. David Højgårdog Johs. Poulsen angiver selv endnu en årsag til, at det endnu ikke var lykkedesat få hold i de århusianske arbejdere. Århus var på mange måder en lukket by -

i modsætning til Ålborg -

og det var under store vanskeligheder, at den kom-munistiske byledelse arbejdede med at få skabt kontakter. Dette' var sikkert den

væsentligste årsag, til, at »Uafhængig Arbejderliste« ikke fik den succes, som

initiativtagerne havde håbet på.Socialdemokratiet gik tilbage fra 57.5 % til 48.5 % og tabte et mandat til de

konservative, der også vandt det, som kommunisterne havde vundet i 1937.Derved havde de konservative 10 mand i byrådet mod socialdemokraternes 1 1.I stemmetal gik Socialdemokratiet tilbage fra 20448 i 1937 til 20278 i 1943. Sær-listen opnåede1737 stemmer - 4.2 %. Den tik ingen valgt, men manglede kun 60stemmer i at vinde et mandat.

EsbjergSom Aage Trommer har klarlagt, stod det illegale DKP stærkt i Esbjerg i vinte-ren og foråret 1943 med indflydelse i flere fagforeninger", og »Uafhængig Ar-

bejder- og Tjenestemandsliste« kunne da også notere sig for en smuk succes ved

valget. Listen fik 3 mand valgt ind i byrådet med 1563 stemmer og 12.3 0/0af de

afgivne stemmer. Socialdemokratiet beholdt med nød og næppe flertallet. I for-

65

hold til 1937 gik partiet tilbage fra 56.1 % til 49.9 % og mistede 2 mand i byrådet.

Baggrunden for særlistens succes var foruden den indflydelse, DKP havde flere

steder, også de store arbejder for tysk regning, der foregik udenfor byen. I sin

redegørelse pointerede den lokale partiformand »de svære rystelser, den store

afdeling af DAF havde været ude for med bl.a. valg af ny formand i stedet for et

socialdemokratisk byrådsmedlem«, Det socialdemokratiske »Vestjyden« kæm-

pede i sin agitation før valget forgæves mod »marodørerne«, hvad avisen også i

sin kommentar efter valget erkendte ved at skrive, at »nok mislykkedes den

sammenrottede reaktions stormløb men der var ikke noget at prale af«22.Som sagt beholdt Socialdemokratiet med nød og næppe flertallet i byrådet og

fik genvalgt borgmesteren. Mandatfordelingen efter valget var følgende med

tallene for 1937-valget i parentes: Socialdemokratiet 13 (15), Radikale Venstre 1

(0), Kons. Folkeparti 4 (5), Venstre 4 (4), DKP (1), og særlisten 3.

HelsingørI Helsingør fik »UafhængigtArbejderliste« 1542 stemmer eller 17.8 % af stem-

merne og 3 mand valgt ind i byrådet. Socialdemokraterne med den legendari-ske »Kong Peder«, Peder Christensen, byrådsmedlem siden 1903 og borg-mester siden 1919, tabte 765 stemmer, gik tilbage fra 58.2 % til 40.7 %.Listen angives at være opstillet af formernes fagforening, der sammen med ma-

lernes fagforening i Helsingør »havde en anden politisk opfattelse end vort par-

ti«, som det hed i redegørelsen fra Helsingør 23. Folketingsmand Sigurd Schytz-så i sin 1. maj-tale ikke noget mærkeligt i, at »der optrådte et såkaldt »uafhæn-

gigt« arbejderparti, for der er nemlig ikke andet nyt end navnet - personerne

kender vi med det samme ...«. Det var de gode, gamle splittelseskræftermod

Socialdemokratiet, der var på spil”.Udover de nævnte fagforeninger havde lejerforeningen støttet listen. Lejer-

foreningen havde i det år, den havde eksisteret, været meget kritisk overfor

Socialdemokratiet og b1.a. ført retssag mod Det sociale Boligselskab.En medvirkende årsag til at skabe stemning for arbejderlisten var, at DKP's

tidligere sekretær i byen var blevet løsladt fra Horserødlejren, og i den anled-

ning havde smedene, ganske vist mod deres bestyrelse, bevilliget ham 200 kr. til

et rekreationsophold efter lejropholdet.De to fagforeningsformænd samt kassereren i formernes fagforening, der

var tidligere medlem af DKP, blev valgt ind i byrådet. I Helsingør kan der hel-

ler ikke være tvivl om, hvem der stod bag »Uafhængig Arbejderliste«. Mandat-

fordelingen efter valget var følgende med 1937-tallene i parentes: Socialdemo-

kratiet 8 (11), de radikale 3 (4), de konservative 4, Venstre 1 (ved valget i 1937

var de konservative og Venstre sammen i en borgerlig fællesliste, der fik 4 man-

dater), »Uafhængig Arbejderliste« 3.

Odense

»Odense Huslejerforening« opstillede »Lejerlisten«. Listen fik 1323 stemmer,

3.4 % af stemmerne, men ingen mandater. »Lejerlisten« var dog en medvirken-

de årsag til, at Socialdemokratiet tabte et mandat til de radikale. Socialdemo-

'66

kraterne gik tilbage fra 53.5 0/0til 50.4 %. I forhold til folketingsvalget havde

partiet en fremgang på 0.5 %, hvilket går fuldstændigt imod den generelle ten-

dens for provinsbyerne - også når den senere udvikling i august 1943 tages i be-

tragtning.I sin kampagne op til valget beskæftigede Socialdemokratiet sig ikke meget

med »Lejerlisten«. Kampagnen var først og fremmest rettet mod de konserva-

tive, der, hvis Socialdemokratiets vigende tendens fortsatte, havde store mulig-heder for at generobre flertallet i byrådet.

Formanden for og medstifteren af »Odense Huslejerforening« Kaj Petersen

havde været medlem af DKP siden 1929. På listen var endvidere lærer C. C.

Rasmussen, der omgående til skræk og advarsel blev ekskluderet af Socialde-

mokratiet, hvilket kunne .læses i Fyns Social-Demokrat dagen efter offentliggø-relsen af kandidatlisterne. Initiativet til opstillingen af »Lejerlisten« var udgåetfra Kaj Petersen på et bestyrelsesmøde. Ifølge ham havde der været snæver

kontakt til den illegale byledelse, et forhold, der bekræftes af Petra Petersen”.

En gammel DKP'er som Kaj Petersen undlod ikke at kontakte byledelsen.Selve resultatet for »Lejerlisten« var ikke nogen succes. Petra Petersen kun-

ne ikke give nogen forklaring på de relativt få stemmer, som listen fik, og KajHansen, der var leder af den kommunistiske saboragegruppe indtil foråret

1943, »Walther-gruppen«, mente, at man fra partiets side mere havde koncen-treret sig om den aktive linie”. Han havde måske nok, men det hele lugter fælt af

bortforklaringer.1

Den eneste mandatforskydning var som tidligere nævnt, at Socialdemokratiet› mistede et mandat til de radikale. Stillingen var herefter i Odense byråd: Social-

demokratiet 13, de radikale 1 og de konservative ll mandater. Den socialde-mokratiske borgmester Werner blev genvalgt.

NyborgI Nyborg opstillede arbejdsmændene »Dansk Arbejdsmandsforbund, Nyborg«trods kraftige protester fra afdelingens socialdemokratiske formand. Listen fik637 stemmer og 2 mand valgt ind i byrådet, svarende til 13.7 % af de afgivnestemmer. I besvarelsen blev det understreget, at propagandaen for listen blevudført af »medlemmer af det tidligere kommunistiske parti«,ogi sin 1. maj-talesagde folketingsmand M. Larsen ifølge Nyborg Social-Demokrat, »at disse sær-

lister er en følge af den særlige kommunistlov. Nu optræder folk under alle be-

tegnelser«27.Med 5 arbejdsmændpå den socialdemokratiske liste forsøgte par-tiet at »købe« arbejdsmændenes stemmer, men allerede den 5.4.43 havde man iSocialdemokratiets Forretningsudvalg underretning om, at der i Nyborg villeblive opstillet en særliste fra DAP-afdelingen.

For Socialdemokratiet blev det et meget dårligt valg. Det mistede 736 stem-

mer, svarende til en nedgang på 20.9 %. Partiet gik tilbage fra 9 mandater til 6

og mistede flertallet i byrådet. Ved borgmestervalget var det kun ved hjælp af

arbejderlistens 2 mand, at Socialdemokratiet beholdt borgmesterposten. Denkonservative mandatfremgang på 2 bragte dem op på 5 mand i byrådet.

67

Svanneke

Ved valget i Svanneke opstillede »Demokratisk Særliste«, der var udgået fra

DAF-afdelingen i byen. I referatet af det socialdemokratiske opstillingsmødenævnte Bornholms Social-Demokrat, »at der var rettet henvendelser til ar-

bejdsmændenes fagforening- om samarbejde, hvilket intet resultat havde gi-vet ...«. Samme aften som det socialdemokratiske opstillingsmøde havde ar-

bejdsmændene generalforsamling, hvor spørgsmålet om deltagelse i valget var

på dagsordenen. Herefter indtræffer det besynderlige, at det socialdemokrati-

ske hoforgan på øen overhovedet ikke nævner særlisten mere - end ikke i en

kommentar efter valget, selvom bladet havde rubrikker som »Valget i Rut-

,

sker« og »Valgdagen i Rø«, men ikke »Valgdagen i Svaneke« lll.

I sinberetning angav den lokale partiformand, at det var »urolige elementer

indenfor arbejdsmændene, som følte sig forurettet af de socialdemokratiske by-rådsmedlemmer«. At DAP-afdelingen holdt ordinær generalforsamling samme

aften, som Socialdemokratiet havde opstillingsmøde, viser tydeligt, at det var

hele afdelingen, der følte sig »forurettet«.Ved valget fik særlisten 59 stemmer og 1 mand valgt ind i byrådet. Socialde-

mokratiet gik tilbage fra 4 til 3, mens de konservative og Venstre, der var i liste-

forbund, fik hhv. 3 og 2 mandater - en fremgang på 1 og 2 mandater.

Nykøbing Fl.

I Nykøbing Fl. opstillede »Upolitisk Arbejderliste«, Spidskandidaten Hans Jør-

gen Thrane, medlem af Socialdemokratiet, men ekskluderet den 16.6.43, var af

arbejdsmændene udpeget til at opstille på den socialdemokratiske liste, men da

det kom til stykket, underskrev han ikke kandidatlisten. De lokale ledere ser

ikke ud til - efter deres egen beretning - at have forsøgt at overtale ham. Grun-

den hertil har sikkert været, at Thrane ikke var »comme il faut« indenfor par-

tiet, idet han'ved flere lejligheder »havde følt sig kommunistisk indstillet«. Med

den kommunistiske valgparole in mente, og på trods af at han var medlem af So-

cialdemokratiet, kan der ikke være tvivl om, at DKP har haft en finger med i

spillet ved opstillingen. Thrane var en god forgrundsfigur, når der skulle skabes

splid i de socialdemokratiske rækker.

»Upolitisk Arbejderliste« fik 232 stemmer og 3.2 % af stemmerne ved valget,men ingen mandater. Socialdemokratiet gik tilbage fra 60.2 % til 54.8 % og mi-

stede l mandat til de konservative. Mandatstillingen i byrådet var nu: Social-

demokratiet 10, de radikale 1, de konservative 5 og Venstre 1. I en kommentar

til valget mente Nykøbing Fl. Social-Demokrat ikke, at mange socialdemokrater

havde stemt på Thranes liste, for man skulle erindre, at »der var en del væl-

gere, der ved dette valg var husvilde«28.

SilkeborgDen lokale partiformand nævner i sin redegørelse, at der i marts 1941, da kom-

munevalgene i det øvrige land blev udskudt et år, blev afholdt valg på grund af

en kommunesammenlægning. Sammenligningen mellem dette valg og kommu-

68

nevalget i 1943 er interessant. I 1941 opstillede DKP og fik næstformanden for

DAP-afdelingen valgt ind i byrådet med ca. 400 stemmer. Ved valget den 5.5. fik

»Upolitisk Arbejderliste« valgt arbejdsmand Åge Thomsen med 394 stemmer.Af listens 5 kandidater var de fire arbejdsmænd, og de to tillige medlemmer afSocialdemokratiet indtil 4.8.43, da de blev ekskluderet. I det forløbne tidsrummellem marts 1941 og maj 1943 havde der været megen uro blandt arbejds-mændene. Deres formand var ganske vist socialdemokrat og byrådsmedlem,men han var i mindretal i sin egen bestyrelse i afdelingen - »2-3 mod 6-7« -

og300 medlemmer havde indkaldt til extraordinær generalforsamling for at vælteham.

Bag »Upolitisk Arbejderliste« stod ganske givet DKP, og ÅgeThomsens rollepå arbejdsmandskonferencen i Ålborg er allerede blevet nævnt. Listen fik4.9 % af de afgivne stemmer, mens Socialdemokratiet gik tilbage fra 59.2 % til

524°/0 og mistede l mandat. Andre ændringer var, at de radikale vandt 1mandat, således at partistillingen i byrådet nu var: Socialdemokratiet 10, de ra-

dikale 1, de konservative 5, Venstre 2 og »Upolitisk Arbejderliste« l.

Ålborg-NørresundbyområdetI Ålborg,Nørresundby, Hasseriis, Nørretranders, Vejgård og Sundby-Hvoruphavde som tidligere nævnt DAFS afdelinger opstillet særlister. Søndenfjordsvar det »Faglig Arbejderliste«, mens det i Nørresundby og Sundby-Hvorup var

»Fagorganisationernes Liste«. Udover DAP-afdelingen i Nørresundby stod

havnearbejdernes, smede- og maskinarbejdernes og slagteriarbejdernes afde-linger bag opstillingen.

Spidskandidaten på listen i Nørresundby, Vilh. Borregård, var formand forhavnearbejdernes fagforening og medlem af Socialdemokratiet, men han blevekskluderet den 16.6.43. Spidskandidaten i Sundby-Hvorup, Elias Pedersen,konst. formand for DAP-afdelingen i Nørresundby, var på et tidligere tids-punkt under besættelsen blevet ekskluderet. I besvarelsen fra Nørretranderssiges, at det var arbejdsmændenes afd. A i Ålborg,der som »arnested for alkommunistisk virksomhed i området« finansierede hele valgkampen. Afdelin-gens adresse stod som udgiversted for »Faglig Arbejderlistes« valgavis, og afd.A”s forhistorie med kommunistisk formand indtil efteråret 1941 og med EmilNissen som næstformand og sekretær i afdelingen, lader ikke skygge af tvivl til-bage om, hvor »arnestedet for kommunistisk virksomhed« var.

Initiativettil opstillingen af arbejderlisterne i Ålborg-områdetkom fra afd.A, i Ålborg. Ifølge afdelingens forhandlingsprotokol var bestyrelsen så tidligtsom 11. marts enige om at opstille en særliste, hvis der blev kommunevalg i 1943.Det var afd. As hensigt, at særlisten skulle have støtte fra så mange fagfore-ningsafdelinger som muligt, hvad der bl.a. ses af henvendelsen til fabriksarbej-dernes afd. i Ålborg”.I afd. A var der derimod ingen slinger i valsen, idet man

med overvældende flertal vedtog at støtte særlisten. Allerede den 30. april var

listens valgavis på gaden med Emil Nissen som ansv. redaktør. Det tyder på et

meget langvarigt og grundigt forarbejde og sikkert den væsentligste årsag tilden succes, som listerne fik.

69

I sin omtale af særlisterne betegnede Nordjyllands Socialdemokrat deres

virksomhed som en judasgerning, og bladet mente endvidere, at »disse ikke har

nogen eksistensberettigelse i et socialdemokratisk samfund« - kommunistlovgiv-ningen havde ikke været uretfærdig og gmndlovsstridig efter redaktørens me-

ning 113°.Ved valget fik »Faglig Arbejderliste« i Ålborg3079 stemmer, 13.8 % af stem-

merne, og valgt 3 mand ind i byrådet,mens Socialdemokratiet mistede 3389

stemmer, 5 mandater og flertallet. Partiet gik tilbage fra 12274 til 8855 stem-

mer, men beholdt borgmesterposten, da de konservative ved borgmestervalgetundlod at stemme, mens »Faglig Arbejderlistes« byrådsmedlemmer stemte

imod 31. Mandatfordelingen i Ålborgbyråd efter kommunevalget var følgendemed tallene fra 1937 i parentes: Socialdemokratiet 9 (14), de radikale l (1), de

konservative 9 (6) og »Faglig Arbejderliste« 3.

I Nørretranders fik listen 514 stemmer, 12.8 % af stemmerne og 1 mandat. So-

cialdemokratiet beholdt flertallet og samme mandattal som i 1937 - 9 -, men mi-

stede 16 stemmer i forhold til det forrige valg. I Hasseriis fik arbejderlisten 171

stemmer, svarende til 6.2 %, men ingen mandater. Socialdemokraterne gik her

173 stemmer frem, i procent fra 300 % til 31.0 %, og havde en mandatfremgangfra 3 til 4, men der var stadigt et solidt borgerligt flertal i kommunen. l Vejgârdopnåede særlisten 513 stemmer og fik derved valgt 1 mand i sognerådet. Social-

demokratiet fik ligesom ved forrige valg 9 mandater og havde stadig flertallet i

kommunen.

I Nørresundby fik »Fagorganisationernes Liste« 574 stemmer og 2 mandater.

Det svarede til 17.1 % af de afgivne stemmer. Socialdemokratiet gik tilbage fra

61.8 % til 40.5 %. I stemmetal svarede det til en tilbagegang på 344 stemmer.

Partiet mistede 2 mandater og flertallet, men beholdt borgmesterposten, idet

den borgerlige fællesliste undlod at stemme, mens »Fagorganisationernes Li-

ste« stemte på en anden socialdemokrat. Efter valget så mandatstillingen således

ud: Socialdemokratiet 5 (7), radikale O (1), borgerlig fællesliste 4 (3), særlisten 2.

I Sundby-Hvorup erobrede den faglige liste 544 stemmer og fik valgt 3 mand

ind, mens Socialdemokratiet tabte 3 mandater og flertallet. I Sundby-Hvorupudgjorde den faglige listes stemmer lidt over 53 °⁄0af de socialdemokratiske. Det

var dermed den liste i Ålborg-området,der gjorde det største indhug i de soci-

aldemokratiske rækker.

Udover »FagligArbejderliste« opstillede en anden liste i opposition til Social-

demokratiet i Ålborg.Det var »Lejerlisten«, der havde sit udspring i »Lejer-

foreningen for Ålborgog Omegn«, Det var den kommunale boligpolitik, denne

liste især var utilfreds med. Nogen decideret kommunistisk indflydelse er der

ikke at spore på listen, hvilket også ville have været taktisk uklogt af DKP, der

derved ville have splittet oppositionskræfterne..»Lejerlisten« fik 607 stemmer

ved valget, hvilket svarede til 2.7 % af de afgivne stemmer, men ingen mandater.

Procentvis udregnet udgjorde »Faglig Arbejderlistes«, »FagorganisationernesListes« og »Lejerlistens« stemmer 35.1 % af de socialdemokratiske i Ålborg-Nørresundby området. Det var en meget alvorlig oppositionsfaktor, som Soci-

aldemokratiet for fremtiden bestemt måtte regne med.

70

Nakskov

»Nakskov Vælgerforening« fik ved valget 1393 stemmer, svarende til 19.1 %, ogfire mand fra listen blev valgt ind i byrådet. Socialdemokratiet gik tilbage fra60.9 % til 49.0 %, hvilket kostede dem 2 mand i byrådet. Den borgerlige fælles-liste tabte ligeledes 2 mand til særlisten.

For Nakskovs vedkommende har det været muligt at stykke .et betydeligtmere nuanceret billede sammen dels af de personer, der var opstillet på listen,dels af de bevæggrunde, der lå bag opstillingen”.Næsten samstemmende beret-tede de, at der op til kommunevalget i 1943 var vokset stor utilfredshed fremblandt mange arbejdere samt langt ind i bl.a. lærerkredse mod det socialde-mokratiske byrådsflertal. Denne utilfredshed var især udtryk i harme over de

høje el- og vandpriser og boligsituationen. Utilfredsheden gav i lang tid næringtil sejlivede rygter i byen om, at årsagen til de høje elpriser skyldtes, at elværks-

bestyreren »tappede« elektricitet til sit private gartneri.Disse rygter har det af naturlige grunde ikke været muligt at verificere.

Anden næring til utilfredsheden var, at 2 socialdemokratiske byrådsmedlem-mer i den forløbne valgperiode havde gjort sig uheldigt bemærket. Formandenfor DA F-afdelingen i byen var blevet idømt 30 dages fængsel for sortbørssalg af

petroleumsmærker, som han havde fået overdraget af byrådet. Endvidere var

et andet socialdemokratisk byrådsmedlem blevet idømt 1 års fængsel for man-

datsvig (returkommission)”.Disse skandaler i forbindelse med den almindeligeutilfredshed med bystyret over dets afgiftspolitik, har givet en glimrende gro-bund for opstillingen af en særliste, der var rettet mod Socialdemokratiet.

Med fare for efterrationalisering kan man næsten sige, at situationen kunventede på en særliste som »Nakskov Vælgerforening«.

Det første skridt på vejen blev taget i dec. 1942, efter at Johnsen blev væltet

på den ordinære generalforsamling i Nakskov Brugsforening på et spørgsmålom dividendens størrelse. Derefter meldte Johnsen sig ud af Socialdemokratiet,da han mente, at det var et kup mod hans person. Den direkte opfordring til

opstillingen af listen kom fra lærer Maigård, der var medlem af Socialdemo-kratiet, men bestemt ikke hørte til inderkredsen i partiet. Johnsen mente, atman gik igang i midten af marts 1943, mens både Jens Andersen og Åge Jochum-sen mente, at det lå tidligere. Åge Jochumsen endda så tidligt som i januar, hvil-ket lyder mere plausibelt med begivenhederne i brugsforeningen mente. Hol-ger Bennetsen, der selv aldrig havde været medlem af en Vælgerfore-ning, erindrer, at der »i Nakskov Vælgerforenings byrådsgruppe var 1 ren

kommunist (ÅgeJochumsen), l yderliggående rød (Eskild Johnsen) og en godsocialdemokrat (Jens Andersen)«. Johnsen var på daværende tidspunkt for-mand for kedel- og maskinpassernes forening i byen, mens den anden i gruppen,der havde faglige tillidshverv, Åge Jochumsen, dels var formand for murer-

arbejdsmændene i Nakskov, dels medlem af bestyrelsen for den lokale DAF-

afdeling, og endelig havde han været kasserer for DKF-afdelingen i byen. ÅgeJochumsen nævner, at han havde »forbindelse med p rtikammerater i Kø-benhavn og holdt møde med dem flere gange om måneden, men dér blev væl-

gerforeningen aldrig omtalt. Det blev betragtet som et lokalt fænomen«. De

71

øvrige bekræftede enstemmende, at der ikke var kontakter udenbys, men det

må forekomme utænkeligt, at DKP skulle være uinteresseret i, hvordan det gikmed en arbejderliste i det »røde« Nakskov.

Lolland-Falster Social-Demokrat førte i dagene op til valget en meget per-

sonlig kampagne mod Eskild Johnsen. Listen blev af folketingsmand Grove, der

også var redaktionssekretær på Lolland-Falster Social-Demokrat og valgt i

Nakskov, karakteriseret som »en broget skare af helkommunister, halvnazi-

ster, mørkemænd og despotiske skruebrækkere ...«. Og om Johnsen og Åge Jo-

chumsen, der var nr. 1 og 2 på listen, hed det i artiklen den 28.4., at de henholds-

vis var »en af sig selv detroniseret socialdemokrat med diktatorlyster og en for-

henværende kommunist med helt andre tilbøjelighederl«. Den personlige kam-

pagne mod Johnsen virkede imidlertid ikke efter hensigten. Ved valget fik han

668 personlige stemmer af listens 1393. Ved borgmestervalget beholdt social-

demokraterne borgmesterposten med deres ll af byrådets 21 stemmer. Både

den borgerlige fælleslistes 6 og »Nakskov Vælgerforenings« 4 byrådsmedlem-mer undlod at stemme.

København

I København opstillede »Frisindet Arbejderliste« ved kommunevalget. Det

fremgår klart af udtalelserne fra de fire interviewede, at det illegale DKP stod

bag opstillingen af listen”. Ifølge Villy Andreasen var den egentlige drivkraft

bag listen den senere faglige redaktør på »Land og Folk«, Chr. Nielsen. Som et

typisk eksempel på, hvordan disse DKP-dæklister fik folk til at opstille, viser

eksemplerne med Aksel Sørensen og V. J. Schlichting. Disse blev kontaktet af

tillidsmænd indenfor deres faglige organisationer, om hvem de vidste, at de var

kommunister. Det gjaldt for kommunisterne at få opstillet folk, der var ukom-

promiterede overfor tyskerne. Aksel Sørensen havde aldrig haft nogen form

for tillidspost indenfor sin faglige organisation, og V. J. Schlichting blev anset for

en retskaffen mand, hvad hans valg til revisor i »Låneforeningen for kommuna-

le tjenestemænd« vidner om. ›

Ved valget fik »Frisindet Arbejderliste« 8921 stemmer, svarende til 3.! °/,',af

de afgivne stemmer, og fik Knud Thamsen valgt ind i Borgerrepræsentationen.l Forum i København var Eiler Jensen, Fanny Jensen og Vilh. Buhl talere ved

fællesorganisationens l. maj-arrangement. I kildematerialet findes både Eiler

Jensens og Buhls taler”. Eiler Jensens tale drejede sig udelukkende om Dst

virksomhed siden sidste 1. maj. Den lidt tvivlsomme ære at kommentere den po-

litiske situation tilfaldt Buhl, og hans tale er i denne sammenhæng mere interes-

sant. Efter en omtale af folketingsvalget den 23.3, som han betegnede som en

strålendesejr, rettede han en kraftig appel til de københavnske arbejdere om at

sætte alle sejl til ved kommunevalget. Årsagenhertil var, at selvom der havde

været »en smuk stemmefremgang ved rigsdagsvalget«,måtte man ikke glemme,at »procentvis beregnet var den betydelig mindre end partiets fremgang i det

Øvrige land«, Som allerede vist måtte dette være en sandhed med visse modifi-

kationer! Som det klart fremgår af bilagene 1-2, havde Socialdemokratiet i alle

københavnske kredse tilbagegang, og ikke kun som Buhl understregede »en

72

mindre (fremgang) end i det øvrige land«_ Det mest interessante er, at Buhl,såvidt vides, som eneste socialdemokratiske politiker vedgik, at folketingsvalgetfor Socialdemokratiet ikke alle steder havde været en succes. Denne offentlige

vedgåelse af det lidet succesrige københavnske resultat skulle bruges til at

dæmme op for den københavnske opposition. For Socialdemokratiet blev kom-

munevalget en ubehagelig bekræftelse på de bange forudanelser. Partiets andel

af de afgivne stemmer faldt fra 64.5 °⁄otil 56.5 %, men fulgte kun den nedadgå-ende tendens, der havde vist sig ved folketingsvalgene i 1939 og 1943. Partiet mi-

stede 5 mandater i Borgerrepræsentationen og havde en stemmetilbagegang på1578 i forhold til valget i 1937. I alle københavnske kredse var der en procentvistilbagegang spændende fra 10.9 “0 i 12. kreds til 2.5 °⁄0i 9. kreds. Med 1937-

tallene i parentes var mandatfordelingen i Borgerrepræsentationenefter den

5. maj 1943 følgende: Socialdemokratiet 32 (37), de radikale 6 (5), de konserva-

tive 15 (11), DKP (2), »Frisindet Arbejderliste« 1, DNSAP 1 (0).

SammenfatningFolketingsvalget den 23. marts 1943 og kommunevalget den 5. maj 1943 blev for

Socialdemokratiet meget skuffende. Selvom partiet på landsplan ved folketings-valget gik frem, viser analysen af de enkelte kredsresultater, at partiet i tradi-

tionelle arbejderkredse procentvis havde tilbagegang. Det drejede sig om både

det storkøbenhavnske område og i flere provinsbyer. Ved at sammenholde dis-

se kredsresultater med resultaterne fra kommunevalget 11⁄2måned senere vi-

ser det sig, at der er en nøje sammenhæng. Den tilbagegangstendens, der viste

sig ved folketingsvalget, blev endnu tydeligere ved kommunevalget. Hvor resul-

tatet af agitationen for at stemme blankt ved folketingsvalget var lidt af en fiasko

for de illegale kredse på grund af uenigheden, var derimod resultatet af de tal-

rige særlister landet over ved kommunevalget en betydelig succes i mange byer,og Socialdemokratiet led betragtlige nederlag.

Bag disse særlister stod det illegale DKP, der i de forskellige byer forstod at

udnytte den lokale utilfredshed med det socialdemokratiske bystyre. En util-

fredshed, der i mangt og meget grundede i de stadig dårligere økonomiske ogsociale forhold, som besættelsen førte med sig. DKP's taktik, den nationale ogsociale befrielseskamp, ser i stor udstrækning ud til at være lykkedes. En stor

del af særlisterne udgik fra lokale fagforeningsafdelinger, hvoraf afdelingernefra Dansk Arbejdsmandsforbund tegnede sig for de fleste lokale initiativer, og

her viser hændelsesforløbet i Ålborg-Nørresundbyområdet sig vel nok som

noget typisk. For Socialdemokratiet viste valgresultaterne og især kommune-

valgets, hvor det bar hen. En lang række af de bystrejker, der i august måned

rystede landet, foregik i byer, hvor særlisterne ved kommunevalget den 5.5.43

havde haft betydelig succes.

73

Noter

.M

P'

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

74

Forhandlingerne omkring folketingsvalget: »Danmark under Verdenskrig og besættelse«, red.af Aage Friis, bd.ll: P. Munch: »Dansk politik under krig og besættelse 1939-45«, Odense 1947.l. Barfod: I kamp for friheden 1940-45. Det kons. Folkepartis hist., bd.lll.Frantz Wendt: »Besættelse og atomtid«, 1966 (Politikens Danm.hist. bd.l4).P. Munch: »Erindringer 1942-47«,II, 1967.

Beretninger til folketinget bd. 1V, V1. (Parlamentarisk Kommision).PK 1V a p. 437, 548, 631.

Aage Friis ll opr. cit. pp. 152-53.

Mogens N. Pedersen, Historie, 1967 pp. 595-614. Se endvidere Ole Borre/Jan Stehouwer p.34-35 og Jan Stehouwer i Scandivavian Political Studies vol 2 1967 pp. 94-116, hvor de nyesteforskningsresultater forelægges.Jan Stehouwer p.114.På basis af bilagene 1-2 (tilbagegang i 7,): Frederikshavn 4.3 %, Næstved 3.2 3⁄0,Helsingør 3.0 “mOdense 2.9 °⁄,,,Kolding 2.1 %, Ålborg2.0 *70,Korsør 1.8 °⁄,,,Nørresundby 1.5 3”,Randers 04 f”,Fredericia 0.3 %.(For lille relativ fremgang i °⁄,,i forhold til landsgennemsnittet i o⁄,,):Bogense 0.1 (3⁄0,Silkeborg0.2 °⁄o,Nakskov 0.3 °⁄0,Vordingborg 0.3 °⁄,,,Hjørring 0.4 %, Rsokilde 0.5 '34,,Nyborg 0,8%,Nørretranders 0.8 “70.På basis af bilagene 1-2 (Relativ større konservativ fremgang i °/,,i forhold til landsgennem-snittet): Frederikshavn 7.3 %, Næstved 6.8 %, Ålborg 6.5 'VwNørresundby 6.5 3", Kolding6.1 %, Randers 51 °⁄0,Fredericia 4.5 %, Helsingør 3.1 2,.Ålborg, Helsingør, Korsør, Nyborg, Nørresundby, Kolding, Vordingborg, Hobro, Rødby,Bogense, Løgstør, Mariager, Skanderborg, Viborg. I de sidste 8 måtte Socialdemokratiet afgiveborgmesterposten. I Hobro til Henry Jensens liste, i Rødby og Bogense til de radikale og i desidste 5 til kons. kandidater.

Partiråds-forretningsudv.-hovedbestyrelsesmøde11.8.1938-16.10.1949 - ABA.F.eks. kvindernes placering på listen (Hvidovre), lokale spørgsmål (Hunseby, Lolland),husmandslister.

Hover, Lindballe, Pjedsted, Hvejsel (Vejle Amt), Elling, Flade-Gærum (Hjørring Amt) Ellidshøj,Øster Hronum (ÅlborgAmt), Vonsild (Vejle Amt), Borgbjerg (Ringkøbing Amt).Emil Nissen: form. f. konferenceudv., medl. af resolutions- og arbejdsudvalgCarlo Andersen: sekretær, medl. af resolutions- og arbejdsudvalg.Rasmus Johansen: medlem af resolutions- og arbejdsudvalg.Johs. Nielsen: medl. af resolutions- og arbejdsudv. + indleder ang. socialloven.Initiativet til den oppositionelle konferencer blev taget i sommeren 1942 pga. sociallovsrevisi-onen. DAFs formand var indbudt, men nægtede at komme til stede. Bag konferencen stodDKP. En lignende konference, »Landskonferencen« skulle afholdes i København, men blev ud-skudt til 13.-14. feb. 1943, da konferenceudvalgets formand Robert Weiland blev anholdt og in-terneret i starten af nov. 1942 for kommunistisk virksomhed. - (Referat af »Nordjysk Arbejds-mandskonference«, 17 sider, venligst udlånt af Hans Kirchhoff - DAF-cirk. 86/42, 2.9.42 -

DAF-arkiv, indbydelse til »Danmarks Fagforeninger«, udsendt oktober 1942 af Havnearbej-dernes Fællesforbund, DS&MF afd. 17, Isoleringsarbejdernes Fagforening og Specialarbej-derforbundets Kbh. afd.).DsF-cirk. 54/1941 - Tove Lund p.103.Alfred Jensen p.17.Af de 8 kandidater tilhørte de 7 de liberale erhverv som sagførere, skibsmæglere etc. Som nr.

5 på listen sneg en enkelt fisker sig ind.Trommer p.39.Trommer p.55.Perregård blev berømt, da han som socialdemokratisk byrådsmedlem i midten af 30'erne tele-graferede til en ansøger til et skoleembede: »Er De socialdemokrat? - Ja eller nej?«.H K-interview med David Hejgård 8.9.1965.

'

HK-interview med Johs. Poulsen 22.11.1967.Trommer p.44.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

»Vestjyden«6.5.1943 - lederen.

Formernes fagforening blev endvidere af Alsing Andersen angivet som kommunistisk i forbin-

delse med en resolution af 24.3.43 på er. extraordinær generalforsamling, modtaget af DsF

30.3.43 - DsF forsk. sager, 1942, 6, »Resolutioner« - ABA.

Sigurd Schytz' arkiv - RA 6701 - Pk. 6,12.HK-interview med Kaj Petersen 29.1.1965.

HK-interview med Petra Petersen 31.5.1965.

HK-interview med Kaj Hansen 1.2.1965.

Nyborg Social-Demokrat 3.5.1943.

Nykøbing Falster Social-Demokrat 6.5.1943.

Henvendelsen behandlet på et bestyrelsesmøde 24.3.1943 og på en extraordinær generalfor-samling 21.4. med negativt resultat - Udskrift af Fabriksarb. Forhandlingsprot. Ålborg.Nordjyllands Social-Demokrat 1.5. og 4.5.1943.

Maskinskreven redegørelse, ufuldst. »Listeforbund i købstæderne og opstilling ved borg-mestervalget« - Socd. Forb. 46.3, »kommunevalg 1943« - ABA.

Interview med Eskild Johnsen og Jens Andersen 18.10.1974.

Brev - Holger Bennetsen 6.11.1974.

Breve - Åge Jochumsen 11.10.1974 og 2.11.1974.

Alle fire blev valgt ind i byrådet for »Nakskov Vælgerforening«.Interview med Johnsen og Jens Andersen - Indberetninger fra Nakskov af 1.7.43.

Interviews: Form. f. Litografisk Trykkeal'd. Knud Thamsen 7.1.1972.

Sporv. funk. V. J. Sehlichting 23.3.1972,

Bygningssnedker Aksel Sørensen 15.5.1972.

Form. f. Skibsværftsarb. Forbund Villy Andreasen 17.5.1972.

Eiler Jensens talermanuskripter nr. 2 - ABA - Statsminister Buhls arkiv, »Politiske manuskrip-ter 1941-50, nr. 2« - RA 5243.

Tekst til bilageneValgdeltagelsen bliver i Statistisk Departements publikationer angivet som afg.stemmers (gyldige + ugyldige) andel af antal stemmeberettigede stemmer i %.Partiernes andel i °⁄obliver udregnet af de gyldige stemmer (i Statistisk Depar-tements publikationer).For også at få de ugyldige stemmers andel udregnet, er det nødvendigt over

hele linien som beregningsgrundlag at benytte samtlige afgivne stemmer. På den

måde vil det være muligt at kunne foretage en sammenligning på samme grund-lag.

75

Bilag 1_ Folketingsvalget 3. april 1939 (%)Af . Soc. Rad. Kons. Rets- U ld. Dansk

Københavnsteå. Dem. Ven. Folkep.vensne

.

DKP sgtåm.Saml.W

1. kreds 72.4 64.9 0.7 14.8 1.1 0.7 6.3 0.8 0.22. kreds 78.7 61.4 8.3 19.5 0.8 0.6 5.4 0.5 0.53. kreds 72.0 45.7 8.6 31.5 2.0 1.2 4.8 0.8 0.94. kreds 76.8 61.9 6.7 18.0 1.1 1.2 6.3 0.6 H5. kreds 75.7 66.7 5.8 14.5 0.8 0.8 8.1 0.6 0.36. kreds 74.4 36.5 10.7 41.7 1.9 1.0 2.4 0.4 1.27. kreds 68.4 50.5 8.2 26.7 1.5 0.7 6.9 0.6 0.98. kreds 67.7 52.6 7.1 28.0 1.3 0.6 5.6 0.8 0.79. kreds 79.6 65.7 8.5 15.5 0.6 0.6 5.7 0.6 0.3

10. kreds 78.7 53.4 8.9 28.6 1.0 0.9 3.2 0.4 0.711. kreds 80.4 73.5 6.0 11.2 0.6 0.7 5.4 0.7 0.312. kreds 80.0 63.7 9.3 16.5 0.7 1.0 5.2 0.5 0.513. kreds 80.2 72.9 7.0 9.8 0.7 0.7 0.6 0.6 0.214. kreds 79.5 65.2 9.0 15.9 0.8 0.1 5.2 0.5 0.515. kreds 79.1 63.7 8.6 17.6 0.8 0.9 4.8 0.4 0.6

Københ. i alt 77.7 61.9 8.3 19.0 0.9 0.9 5.2 0.5 0.6

Fr.bergl. kreds 75.7 23.9 8.7 55.8 2.4 1.2 1.6 0.3 0.82. kreds 79.4 48.1 9.2 33.3 1.3 1.3 2.6 0.4 0.63. kreds 77.7 36.9 10.1 42.6 1.7 1.5 1.9 0.4 0.7

Fr.berg i alt 77.9 38.5 9.2 41.8 1.7 1.3 2.1 0.4 0.7

Kbh.⁄Fr.berg 77.7 58.3 8.5 22.5 1.0›

0.9 4.7 0.5 0.6

Aalborg 79.0 59.3 4.7 24.0 2.8 0.6 4.9 0.6 0.4Århus 80.3 54.5 2.3 30.4 1.2 1.1 5.7 0.7 0.4Esbjerg 77.1 57.9 5.4 14.1 11.3 2.2 6.5 0.8 0.lFåborg 86.6 44.1 13.3 29.9 3.8 2.6 2.2 0.8 0.1Fredericia 85.3 61.1 4.5 14.2 9.4 1.0 3.9 0.8 2.6Fr.havn 71.9 54.0 1.7 32.8 3.8 1.3 2.9 0.9 0.]Helsingør 86.0 61.8 14.1 15.4 1.6 0.8 3.6 0.5 0.2Hillerød 81.3 41.7 11.6 25.0 14.6 1.7 1.1 1.0 0.4Hjørring 77.4 43.7 7.0 17.1 25.1 1.4 2.4 0.6 0.3Horsens 85.5 57.7 2.3 23.2 5.0 2.0 5.2' 0.9 0.2Kalundb. 85.4 54.9 10.5 19.5 5.2 2.1 4.5 0.6 0.]Kolding 82.3 52.9 5.5 21.1 11.3 1.1 2.0 0.4 0.3Korsør 88.8 65.7 4.8 21.6 2.4 0.5 3.2 0.5 -

Middelfart 82.7 58,4 14. 14.0 3.3 0.8 4.6 1.0 0.8Nakskov 85.6 63.6 5.3 20.6 2.6 1.1 3.6 1.2 0.1Nyborg 86.6 60.2 7.9 18.1 6.0 0.5 4.5 1.1 0.1Nyk. Fl. 82.0 57.8 10. 19.2 5.7 0.7 2.6 1.3 0.2Nørresundby 82.2 58.5 6.2 22.4 5.2 0.4 3.6 0.1 0.2Odense .78.0 52.8 5.0 29.0 3.2 1.3 3.0 1.0 1.0Randers 83.7 58.1 3.8 25.2 2.0 0.8 2.3 0.6 0.3Rønne 83.9 58.5 3.4 17.6 11.5 l'.9 4.3 1.2 -

76

CåOO-OOQLAWUIJå-ÅOWQ-

Silkeborg 79.8 58.9 4.9 15.6 9.2 3.9 3.5 1.4 0.3

Slagelse 83.4 53.5 3.4 19.1 12.6 1.4 3.8 0.9 0.8

Svendborg 77.8 50.3 6.0 22.7 11.2 1.0 2.3 1.2 0.8

Varde 80.9 46.5 6.8 16.8 20.2 2.8 3.9 1.0 0.0

Vejle 81.7 55.6 4.4 13.4 13.4 3.4 4.3 0.8 0.8

Hasseriis 80.4 34.8 6.5 41.3 8.3 1.1 1.5 0.4 0.9

Nørretran. 80.0 69.1 2.9 11.5 7.0 0.5 5.4 0.6 0.4

Sundby-HV. 73.7 62.7 2.5 8.0 10.4 0.6 9.0 0.7 0.l

Hele landet 79.2 42.7 9.5 17.6 18.1 1 9 2.4 0 6 0.5

Bilag 2. Folketingsvalget 23. marts 1943 (%),

af . Soc. Rad. Kons. Rets- Ugyld. DanskKøbenhavn sterå.Dem. Ven. Folkep.

venstreforb. stem. Saml.

l. kreds 86.3 62.9 6.1 20.6 1.1 0.8 3.5 2.2. kreds 91.9 57.3 7.5 24.2 0.8 0.8 4.2 2.

3. kreds 88.5 45.5 6.3 36.0 1.7 0.8 2.8 3.4. kreds 90.2 59.6 5.7 23.1 1.1 1.0 3.6 3.5. kreds 88.0 64.1 5.5 18.6 0.8 1.1 4.5 2.6. kreds 91.7 33.9 0.7 47.3 1.9 1.3 0.2 5.

7. kreds 88.2 45.8 6.6 33.4 1.4 1.0 3.4 4.8. kreds 92.2 47.4 6.0 33.1 1.3 0.8 3.5 4.9. kreds 92.2 60.9 7.5 20.7 0.5 0.8 4.0 2.

10. kreds 92.5 47.9 6.4 34.9 1.0 1.3 1.5 3.I l. kreds 91.2 71.2 5.7 15.0 0.5 0.9 3.0 I.12. kreds 92.6 58.7 7.4 22.6 0.6 1.4 3.3 3.13. kreds 90.3 69.2 7.2 13.9 0.3 0.8 4.3 I.14. kreds 92.0 61.9 7.6 19.9 0.7 l.2 5.2 3.15. kreds 92.8 59.0 6.9 23.1 0.7 1.2 3.6 2.

Kbhvn. i alt 91.] 57.9 6.9 24.1 0.8 I 1 3.4 3 l

Fr.bergl. kreds 9l.4 23.7 6.2 57.3 2.3 1.1 1.6 4.32. kreds 92.7 44.9 6.0 37.8 H 1.2 2.2 4.]3. kreds 92.5 35.5 7.1 45.9 1.5 .1.2 1.7 4.1

Fr.berg i alt 92.3 36.6 6.5 45.3 1.5 1.2 2.0 4 2

Kbhvn/Fr.berg 91.3 54.6 6.8 27.3 0.9 1.1 3 1 3.2

Aalborg 91.7 57.3 2.9 30.5 2 4 0.6 1.6 2.lArhus 90.7 57.5 2.] 31.3 2.6 1.1 1.6 1.4

Esbjerg 91.1 61.1 3.2 17.9 10.7 1.8 1.9 3.3

Fåborg 94.9 46.1 9.5 34.5 4.3 2.2 0.6 0.6

Fredericia 92.1 60.8 3.1 18.7 9.2 0.8 1.3 3.9Fr.havn 91.6 49.7 1.8 40.1 3.1 1.6 1.7 0.5

Helsingør 92.8 58.8 11.2 18.5 1.8 0.5 3.7 4.2

Hillerød 90.1 43.3 9.3 26.9 14.7 1.0 1.0 l.6

Hjørring 89.0 44.1 8.9 22.2 18.6 2.3 1.2 l.6

\] \l

Horsens 93.1 60.1 2.4 24.6 6.0 1.6 2.0 1.3

Kalundborg 89.6 58.4 8.5 21.5 4.5 2.1 1.7 1.4

Kolding 92.4'

50.8 4.6 27.2 13.1 1.0 1.0 0.6

Korsør 93.6 63.9 3.8 26.1 1.9 0.6 1.6 0.6Middelfart 92.5 60.6 14.3 17.4 3.0 0.8 1.4 1.3Nakskov 93.5 63.9 5.8 22.1 3.0 1.1 1.1 0.6

Nyborg 93.1 61.0 4.9 21.4 5.3 0.8 1.7 1.3

Nyk. Fl. 93.2 59.0 8.2 24.3 3.7 0.4 1.2 1.2

Nørresundby 92.5 57.0 5.3 27.4 4.1 0.5 1.8 1.9Odense 91.3 49.9 3.8 35.5 3.1 1.5 2.3 2.]Randers 91.1 57.3 3.0 30.3 2.3 0.8 1.2 2.3Rønne 91.3 64.2 1.5 17.4 1.4 0.1 1.2 3.4

Silkeborg 93.6 59.1 3.5 19.9 10.4 2.8 0.9 1.4

Slagelse 92.6 57.0 3.0 22.7 11.2 1.4 1.1 1.2

Svendborg 90.3 53.7 5.2 26.9 8.8 0.7 1.7 1.1Varde 92.4 48.0 5.] 15.7 20.7 2.7 3.2 2.5

Vejle 91.8 58.6 3.7 17.0 13.2 2.1 0.8 2.6Hasseriis 91.6 36.3 2.9 42.8 8.0 1.0 0.7 3.2Nr.tranders 91.2 69.9 2.2 15.8 6.0 0.6 1.4 1.8

Sundby-HV. 87.1 65.8 2.3 13.3 9.6 0.4 3.5 1.0

Hele landet 89.5 43.8 8.6 20.7 18.3 1 5 1.6 2 1

Bilag 3. Kommunevalget 9. marts 1937 (%)af . Soc. Rad. Kons. Rets- U ld.

København stengl.Dem. Ven. Folkep.venstre

forb.DKP sgtåm.

l. kreds 70.7 67.8 8.2 17.8 - 0.5 4.9 0.3

2. kreds 74.4 62.3 10.6 21.2 .- 0.7 4.2 0.2

3. kreds 68.7 45.7 9.3 39.3 - 0.8 3.9- 0.34. kreds 73.3 65.1 8.0 21.0 - 1.1 4.2 0.2

5. kreds 74.2 67.8 7.1 17.4 - 0.6 6.3 0.1

6. kreds 68.6 36.1 11.0 49.2 - 0.1 1.9 0.3

7. kreds 64.3 49.1 9.2 34.4 - 0.9 5.7 0.38. kreds 63.4 52.5 8.3 33.4 - 0.8 3.8 0.3

9. kreds 77.3 61.9 9.9 15.2 - 0.6 4.7 0.3

10. kreds 74.4 55.2 10.2 30.1 - 1.1 2.8 0.]

ll. kreds 79.0 76.5 7.1 11.2 - 0.6 3.9 0.4

12. kreds 77.2 68.3 7.5 15.7 - 1.0 4.3 0.2

13. kreds 80.0 75.0 8.5 10.0 - 0.7 5.2 0.2

14. kreds 76.6 68.7 10.1 16.0 - 0.9 3.7 0.2

15. kreds 75.4 66.5 9.5 18.0 - 1.0 4.3 0.2

Kbhvn. i alt 74.7 64.5 9.5 20.3 - 0.8 4.2 0.2

Fr.bergl. kreds 75.4 20.9 6.2 72.0 - - - 0.32. kreds 79.5 47.3 6.8 45.3 - - - 0.33. kreds 77.6 34.4 8.1 56.7 - - - 0.3

Fr.berg i alt 77.6 36.5 7.0 55.7 - - - 0.3

78

Kbhvn./Frbg. 75.2 59.6 9.1 26.4 - 0.7 3.4 0.2

1

Aalborg 79.7 63.6 4.5 25.2 2.6 - 2.7 0.4

Århus 80.0 53.8 2.7 37.7 - - 5.4 0.5

Esbjerg 79.9 56.1 3.3 18.1 14.4 - 7.8 0.7

Fåborg 91.0 42.7 21.4 35.7 - - - 0.3Fredericia 80.7 61.3 2.6 - - - 4 0.6

Fr.havn 85.7 52.9 2.4 44.4 - - - 0.1

Helsingør 84.6 58.2 20.8 *19.7 - - 0.7 0.4

Hillerød 85.6 37.4 8.3 19.8 19.4 -

** 14.8 0.3

Hjørring 82.2 44.0 7.0 25.8 23.0 - - 0.3Horsens 83.9 58.1 2.0 29.6 4.4 - 4.2 0.7

Kalundborg 83.4 59.8 7.6 *29.0 - - - 0.7

Kolding 87.0 49.5 4.4 33.4 10.8 -

** 1.5 4.4Korsør 88.4 58.5 4.7 33.5 - - - 1.2Middelfart 81.2 61.2 18.0 13.3 4.4 - - 3.2Nakskov 88.4 60.9 - *37.8 - - - 1.3

Nyborg 83.7 65.4 5.4 20.5 5.8 - - 0.9

Nyk. Fl. 80.4 60.2 8.9 22.9 7.3 - - 0.8

Nørresundby 87.0 61.8 9.1 *29.1 - - - 0.9Odense 85.2 '53.5 4.2 39.7 3.0 - - 0.2Randers 86.1 56.9 4. 28.8 - _ 9.3 0.6Rønne FREDSVALG ............................................................................. ..

Silkeborg 80.8 59.2 4.0 17.2 11.1 - 6.8 0.4

Slagelse 81.5 52.6 2.7 25.3 9.3 - 6.2 0.7

Svendborg 81.0 51.9 3.7 32.6 11.0 - - 0.7Varde 87.5 46.2 6.6 22.2 24.4 - - 0.6Vejle 81.2 59.8 4.3 19.8 13.2 - - 0.6Hasseriis 82.2 30.0 - *46.4 - - 13.8 0.7Nørretr. 74.0 79.3 3.4 9.2 7.4 - - 0.4

Sundby-HV. 68.6 65.5 *8.0 5.7 9.3 - - 1.5

Hele landet 79.0 40.6 8.5 15.4 10.8 0.4 210,8 0.3

1

Bondepartiet, DNSAP og andre pol. lister.2 DKP-andel i de kredse, hvor partiet opstiller.*

Borgerliste af kons. og/eller venstre-observans.**

Borgerliste af anden pol. observans.

79

Bilag 4. Kommunevalget 5. maj 1943 (%)af . Soc. Rad. Kons. Rets- Sær- Ugyld.København sterå.Dem. Ven. Folkep.

venStreforb. lister stem.

1. kreds 64.9 61.6 9.7 21.6 0.8 0.4 3.3 0.42. kreds 71.9 54.0 11.8 27.1 0.7 0.4

13.7 0.4

3. kreds 66.8 41.7 9.7 41.4 1.4 0.5 1.9 0.44. kreds 72.0 58.6 9.3 25.7 0.6 0.7 2.3 0.45. kreds 67.8 64.0 7.9 21.0 0.4 0.5 3.3 0.66. kreds 71.1 31.1 10.3 53.3 1.2 0.7 1.1 0.27. kreds 65.6 43.0 10.4 39.5 1.2 0.5 2.0 0.38. kreds 62.0 45.2 9.4 38.6 1.0 0.4 2.4 0.49. kreds 73.0 59.4 11.0 22.2 0.3 0.4 4.1 0.4

10. kreds 73.6 46.7 10.5 37.7 0.7 0.5 1.7 0.311. kreds 75.4 70.2 8.8 15.2 0.3 0.3 2.8 0.512. kreds 73.2 57.4 11.8 24.0 0.5 0.7 3.3 0.313. kreds 72.7 68.6 10.5 14.2 0.2 0.4 4.0 0.314. kreds 72.6 59.7 12.0 21.5 0.4 0.5 3.6 0.315. kreds 73.5 58.3 11.1 24.0 0.4 0.5 3.2 0.3

Kbhvn.ia1t 71.8 56.5 10.8 26.0 0.5 0.5 3.1 0.3

Fr.hergl. kreds 72.7 20.5 6.7 68.9 1.9 - - 0.52. kreds 76.2 44.9 7.3 44.5 0.8 - - 0.63. kreds 74.9 35.2 8.2 53.4 1.0 - - 0.4

Fr.herg i alt 74.9 35.9 7 4 53.3 1.0 - - 0.5

Kbh.⁄Frbg. 72.3 54.0 10.3 30.2 0.6 0.4 2.7 0.4

Aalborg 75.3 39.7 2 8 36.3 2.6 0.2 13.8 0.6

2.7

Århus 75.8 48.5 - 43.1 - - 4.2 0.6

Esbjerg 73.6 49.9 3.0 17.5 15.5 0.9 12.3 0.9

Fåborg 90.7 38.5 21.8 31.9 - - 7.4 0.3

4.5Fredericia 80.9 54.5 1 9 22.7 9.6 - 1.9 1.5Fr.havn 76.2 57.1 - 42.1 - - - 0.7

Helsingør 83.2 40.7 15.6 20.4 4.4 0.3 17.8 0.8

Hillerød 77.9 34.9 13.4 34.5 16.4 - - 0.6

Hjørring 76.3 40.3 4.3 20.3 15.3 1.0 *18.5 0.4Horsens 80.7 53.4 3.1 34.7 7.2 - - 1.5

Kalundborg 84.7 47.2 7.7 24.0 *7.5 - 12.9 0.8

Kolding 84.7 45.7 8.9 34.0 11.0 - - 0.3Korsør 87.2 47.4 9.0 36.0 * 6.3 - - 1.4Middelfart 82.0 49.8 24.7 16.2 6.8 - - 2.5Nakskov 86.6 49.0 3 9 24.5 2.5 - 19.1 0.9

Nyborg 88.9 44.5 5 6 30.2 5.4 - 13.7 0.6

Nyk. Fl. 78.7 54.8 9 5 26.0 5.6 - 3.2 0.8

Nørresundby 81.4 40.5 6 4 *34.6 - - 17.1 1.3

80

*borgerliste af kons. 0g/eller venstre-observans

**borgerliste af anden pol. observans

A

Odense 79.5 50.4 3 7 38.4 3.1 0.6 3.4 0.4Randers 79.1 55.4 - 36.8 **5.6 - - 0.6

Rønne 76.2 65.6 - 22.4 10.3 - - 1.7

Silkeborg 76.0 52.4 5.1 23.7 10.9 2.6 4.9 0.4

Slagelse 77.2 58.0 2.7 27.6 10.0 0.9 - 0.7

Svendborg 77.6 52.4 3.5 33.0 9.8 - - 1.4Varde 83.6 53.3 3.7 16.0 26.4 - - 0.5

Vejle 78.1 50.6 7.0 22.9 17.8 - - 1.8Hasseriis 75.4 31.0 - 39.0 7.4 ** 11.5 6.2 0.4Nørretr. 71.7 61.0 - 16.9 6.8 - 12.8 1.2

Sundby-HV. 66.3 46.8 - *26.6 - - 25.3 1.2

Hele landet 76.2 38.9 8.4 20.0 11.0 3.0 15.3 0.6

81

SummaryThe local election om May 5th 1943 is an essential part of the attempt to measure the Danish publicfeeling during the hot days of August 1943 eventually overthrowing the policy of negotiation.However, this election cannot be viewed in isolation from the essential trends in the general election

of March 23rd 1943.

Voting in favour of the cooperating parties at the general election the Danish electorate as a

whole did not comply with the request of the illegal groups to return a blank voting paper, but still

the election result in Copenhagen and in a number of provincial towns be ominous to the Social

Democratic leaders as these traditional Social Democratic constituencies showed a declining share

of the total vote for the party. At the local election six weeks later the discontent with the negotiationpolicy and the increasing decline in socio economic conditions during the Occupation created a far

more dangerous challenge to the negotiation policy and the Social Democratic Party, as a conside-

rable number of workers” lists covering up the illegal Communist Party appeared in the very same

town and constituencies where the general election had previously been less succesful for the Social

Democratic Party.To the Social Democratic party the local election meant a loss of 37 seats in Town Councils as well

as the majority in 15 provincial towns, in 8 of these even the'burgomastership.The workers' lists were created as mentioned above by the illegal Communist Party efficiently

utilizing the local discontent with bad social conditions. A considerable part of the workers" list

emanated from local branches of the trade union. The Federation of Unskilled Labourers (DAF),being the prime mover, tenants' associations, too, created local lists in Odense, Helsingør and

Aalborg.Worth mentioning in connection with workers' lists' are the trade conferences which took place

in Aalborg (November 1942) and in Copenhagen (February 1943), both in opposition to the support

given to the official policy by the Federation of Trade Unions (DSF). Both conferences were

initiated by the Communist party, and preparing for the later activities they resulted in sharpresolutions against the Federation of Trade Unions. The originators of the trade conferences

reappear in the making of the workers” lists for the local election in May 1943.

In their attempt to thin the ranks of the Social Democratic Party the workers" lists obtained their

best results in the Aalborg-Nørresundby constituencies where opposition lists against the Social

Democratic Party were already agreed upon in the beginning of March 1943 - before the generalelection. Careful preparations made for the local election in these constituencies proved profitable.These workers” lists secured 15.6 per cent of the total vote and the Social Democratic party had its

share reduced from 60.0 to 43.8 per cent. Bearing this election result in mind it is no wonder that

among others Aalborg was affected by the town Strikes in August 1943.

The general election on March 23rd 1943 and especially the local election on May 5th 1943

revealed the line of development to the Social Democratic party. Upsetting the country and drivingthe negotiation policy into a corner the town Strikes of August 1943 to a great extent affected the

towns in which the workers' lists had been considerably succesful at the local election.

Kilder og litteratur

Litteratur

Barfod, Jørgen H.: I kamp for friheden 1940-45, 1954

Beretninger til Folketinget bd. IV, VI (PK)Borre, Ole/Jan Stehouwer: Partistyrke og social struktur, 1960-68.

Friis, Åge (red.): Danmark under verdenskrig og besættelse, 11, Odense 1947. Jensen, Alfred:

Kommunisterne og modstandsbevægelsen, 1975.

Munch, P.: Erindringer 1942-47, II, 1967 (P. Munch).Pedersen, Mogens N.: Valgforklaringer - kommentar til Aksel Larsen: Vælgere pá vandring -

Historie, VII, 4, 1967, pp 595-614.

Politikens Danm.hist. bd, 14, Frantz Wendt: Besættelse og atomtid, 1939-1965, 1966.

82

Statistisk materialeStatistiske meddelelser:

4. række 92.

4. række 96.

4. række 98.4. række 99.

bind

bind

bind

bind

1.

1.

1.

2.

hæfte

hæfte

hæfte

hæfte

Statistisk Årbog 1934, 1938, 1944

Statistisk Årbog for København, Frederiksberg og Gentofte kommune 1939, 1943.Statistisk Årbogfor Århus 1946.

Ålborgi tekst og tal, 1.-2. årg., 1942, 1944.

Stehouwer, Jan: Long termecological analysis of electoral statistics in Denmark (ScandinavianPolitical Studies vol 2/ 1967 pp. 94-116).

19331934

1935

1935 PPPPrække

række

række

række

Trommer, Aage: Modstandsarbejde i nærbillede, Odense 1973.

Årbogfor Arbejderbevægelsenshistorie, 2. 1972, pp. 71-124 (Tove Lund).

DagbladeSocialdemokratenFredericia Social-Demokrat/(Aflægger af Vejle Social-Demokrat)VestjydenDemokraten

Nordjyllands Social-Demokrat

Nyborg Social-Demokrat/(Aflægger af Fyns Social-Demokrat)Nykøbing Falster Social-DemokratLolland Falster Social-Demokrat/(Aflægger af Nyk. Fl. Social-Demokrat)Fyns Social-Demokrat

Illegale bladeFrit Danmark - hovedbladetFrit Danmark - nordjysk udgaveLand og Folk

Interviews/brevvekslingerKnud Thamsen 7.1.197223.3.72

Brev - Holger Bennetsen 6.11.1972

Følgende kildemateriale er venligst stillet til min rådighed af Hans Kirchhoff:Emil Nissen 4.10.67Johs. Poulsen 22.6.66/22.1 1.67

forhandlingsprotokol- Ålborg.DAF-afd. A - Forhandlingsprotokol- Ålborg.

Aksel Sørensen 15.5.72Eskild Johnsen/Jens Andersen 18.10.1974

Breve - Åge Jochumsen 11.10. og 2.11.. 1972.

David Hejgård 8.9.65

Kaj Petersen 29.1.65

Århus Ekko

Folkets Kamp, Ålborg

105.

109.

120.

121.

bind

bind

bind

bind

Borholms Social-DemokratHolbæk Amts Social-DemokratHolstebro Social-DemokratNordsjællands Social-Demokrat

Vestsjællands Social-Demokrat

ÅlborgAmtstidende (V)Korsør Avis (K)Sorø Amtstidende (V)Holstebro Dagblad (K)ØstsjællandsFolkeblad (K)Kalundborg Avis (K)

2.

1.

1.

l.

hæfte

hæfte

hæfte

hæfte

1937

1939

1943

1944

Villy Andresen 17.5.1972 V.J. Schlichting

Petra Petersen 31.5.65

Kaj Hansen 11.5.64 Fabriksarbejdernes

83

SOCIALISTISK FOLKEPARTI

ANNO 1974

Beretning fra en medlemsundersøgelsel

Af John Logue

Indledning: Velfærd, velstand og socialisme

Nutildags er det svært at se forskel på en direktør og en arbejder,når man møder dem på gaden.Dansk fagforeningsveteran 1974.

Mellem slutningen af 2.verdenskrig og sidste halvdel af 60”erne var der et dras-

tisk fald i tilslutningen til venstrefløjspartierne i den vestlige industrialiserede

verdens mest fremskredne lande, mens de moderate arbejderpartier gav slip

på resterne af deres radikale ideologiske patina. I slutningen af 50'erne og be-

gyndelsen af 60'erne kunne sociologer som Daniel Bell og Seymour Martin Lip-set i USA og intellektuelle som Herbert Tingsten i Sverige hævde, at de gamleideologier - og hermed mente de især socialistiske doktriner - havde mistet de-

res vitalitet i de velstående industrielle demokratier. At venstrefløjs-

grupperinger fortsat eksisterede kunne, mente de, kun ses som reminiscenser

fra en ubehagelig fortid.

Radikalismens opblomstring i slutningen af 60'erne i de fleste af de industria-

liserede lande giver stof til eftertanke. Er det et kortvarigt opsving i en lang

nedadgående linie? Eller genspejler det en fornyet styrke på venstrefløjen?Hvis det er tilfældet, er det så resultatet af, at det ikke er lykkedes velfærdssta-

ten at nå sine mål, og at den derfor har forstærket fornemmelsen af relativt

økonomisk, socialt og kulturelt afsavn? Eller er det resultatet af, at det er b'kke-des velfærdsstaten at opfylde de gamle krav, og at nye krav derfor er dukket op

til overfladen?

En del af svaret kan fås ved at studere den tilslutning, partierne til venstre for

socialdemokratierne har _i de mest fremskredne industrialiserede samfund,

hvor det i rimeligt omfang er lykkedes velfærdsstaten at hæve de mindst vel-

ståendes levestandard til et tåleligt niveau.

Hvem støtter den socialistiske venstrefløj - med sin stemme eller ved medlem-

skab af partiet - og hvorfor? Dette emne har optaget både marxistiske og bor-

gerlige socialforskere. De teorier, de har fremsat, har ikke været lige gode,ej heller har de været lige anvendelige på tværs af geografiske og historiske skel.

De nedenfor anførte data er et udsnit af de empiriske data, der blev indsamlet

for at efterprøve deres anvendelighed på studiet af venstrefløjen i moderne in-

dustrialiserede velfærdsstater.

Dette blev gjorti form af et case study af Socialistisk Folkeparti.2 SF blev dan-

net i 1958-59 af det »revisionistiske« mindretal, der blev ekskluderet fra Dan-

84

marks kommunistiske Parti. Det var et af de første, og måske mest fuldstæn-

dige, forsøg på at tilpasse et relativt ortodoks marxistisk syn til forholdene i en

demokratisk velfærdsstat, hvor velstand og økonomisk sikkerhed var en selv-

følge for de fleste. SF overtog hurtigt DKPs plads som den største grupperingtil venstre for Socialdemokratiet i Danmark. Dets relative succes havde efter-

dønninger i Norge, hvor afvigende venstrefløjs-socialdemokrater dannede et

lignende parti i I96l, og i Sverige, hvor den tilsvarende fløj i Sverigeskommunistiske Parti overtog ledelsen af partiorganisationen i 1964. Udviklingenaf SFs teori, organisering, strategi og opbakning er af betydelig interesse som

eksempel på en mere generel udvikling i den europæiske socialistiske venstre-

fløj. SF kan på visse områder ses som forløber for 70'ernes eurokommunisme.

Ligeledes har de problemer, der har splittet SF, været generelle venstrefløjs-problemer. -

Undersøgelsen var ikke udtømmende. Den var snarere et eksempel på ud-

viklingen af et marxistisk (omend revisionistisk) parti i et fremskredent indu-strialiseret samfund. Undersøgelsen gennemgik nogle almindeligt udbredte

synspunkter vedrørende marxistiske partiers sandsynlige udvikling under disseforhold, og den søgte at efterprøve visse hypoteser, der stammede fra bådemarxistiske og borgerlige socialforskere, om baggrunden for tilslutningen tilvenstre-socialistiske partier i denne sammenhæng. De empiriske data, der ud-gør hovedbestanddelen af denne artikel, blev udarbejdet til det formål.Da empiriske undersøgelser har haft svært ved at følge med i den eksplosiveudvikling af litteratur om den danske venstrefløj, er det rimeligt at koncentreresig om det empiriske materiale her. De empiriske data går, ligesom min efter-

forskning, optil 1974.

Denne artikel gør tre ting: I) gennemgår de mere brugbare hypoteser, der

forsøger at belyse niveauet for den socialistiske venstrefløjs stemmeandel og op-bakning i vestlige samfund, 2) undersøger den vekslende samfundsmæssigebag-grund for arbejderpartier i den danske vælgermasse i efterkrigsårene, og 3)ser mere detaljeret på nogle af resultaterne fra en undersøgelse af SF-medlem-mer og kongresdelegerede, der blev lavet i l974.

Venstrefløjen0g socialforskningDet akademiske studium af ikke-regerende kommunistiske og andre socialis-tiske partier til venstre for socialdemokratierne - jeg bruger betegnelsen ven-

strefløjenom alle socialistiske partier til venstre for socialdemokratierne - harfokuseret på at forklare de forskelligartede niveauer for deres opbakning.Hvem stemte på dem, hvem var medlemmer af dem, hvem var aktive i dem, oghvorfor? Samfundsforskere, sociologer, økonomer og historikere konkurre-rer om at fremkomme med generalisationer om opbakningsniveauet og kon-centrerer sig især om den opbakning, der er lettest at måle og analysere:partiets stemmeandel ved demokratiske valg. Selv om vælgeradfærd måskeikke er det mest interessante aspekt at forklare vedrørende politisk opbakning,

85

så er det i særlig grad tilgængeligt for undersøgelser takket være vælgerunderasøgelser af Gallup-typen.

Der er skiftende motivationer for at stemme på den socialistiske venstrefløj:l) fornuftbetonet egeninteresse, 2) en ikke-fornuftbetonet reaktion på social,kulturel, etnisk, geografisk eller individuel fremmedgørelse, og 3) med bag-grund i kulturel inerti, videreførelse af politiske tilhørsforhold skabt af poli-tisk-historiske begivenheder. De to sidste kategorier lægger vægten på kultu-

relle faktorer, mens den første kategori betoner rationel handling. Marxister

er hurtige til at pege på, at rationel handling kan forhindres af kulturelle bar-

rierer, såsom falsk bevidsthed.

Fornuftbetonet egeninteresseDer er to slags hypoteser, der forbinder venstrefløjens tiltrækning med den

fornuftbetonede egeninteresse. Den første bygger på egeninteresse i snæver

økonomisk forstand. Walter Korpi3 er fremkommet med det klareste argu-ment for, at støtte til venstrefløjen skyldes økonomisk egeninteresse. Korpifremlægger en downsiansk model for vælgeradfærd i arbejderklassen. Den si-

ger, at »vælgere handler rationelt ud fra materiel egeninteresse, og at kom-

munistpartiet i sit program og sin propaganda står for en mere lige-lig fordeling og/eller en mere tilbundsgående genfordeling af et samfunds mate-

rielle goder, end de reformistiske, socialdemokratiske partier gør ...«.4 Korpifastslår videre, at en sådan hypotese »forudsætter sammenhæng mellem valg af

kommunistpartiet på den ene side og klassebevidsthed samt bevidsthed om soci-

ale uligheder i det moderne samfund på den anden side«.5 Forudsat den fornuft-

betonede egeninteresse må det også antages, at valget af venstrefløjspartier er

direkte forbundet med personligt, materielt afsavn.6

Det marxistiske syn er i sig selv i bund og grund rationalistisk: socialismens til-

trækning er direkte forbundet med arbejderklassens størrelse, dens udpining,og dens grad af klassebevidsthed. Skønt objektive økonomiske forhold ikke

automatisk medfører klassebevidsthed, så skaber de de nødvendige betingelserfor den. Arbejderbevægelsen og det socialistiske parti skaber en bevidsthed hos

arbejdere om, at de er en del af en klasse, og at de har fælles klasseinteresser.

Det er vigtigt at fremhæve, at siden begyndelsen af dette århundrede er arbej-derklassens udpining blevet _0pfattet som udpining i forhold til borgerskabet, og

som udpining af evnen til at forbruge i forhold til behovet for at gøre

det.7

Det er derfor indlysende, at forbedring af den reelle levestandard burde

mindske venstrefløjens tilstrækning, og reelle reformer burde eliminere den.

Faktisk anså Lenin det lille, højtlønnendelag af faglærtearbejdere for et arbej-deraristokrati, eller med Engels ord: et borgerligt proletariat, som var uimod-

tagelig for venstrefløjens tiltræknings, og Bernstein påstod, at forbedring af

levestandarden overflødiggjorde selve venstrefløjen.9Et andet og bredere syn på den rationelle egeninteresse har fået andre teore-

tikere til at finde en social baggrund for øget samfundsmæssig konflikt og for

venstrefløjens styrke, i den stadigt skævere magtfordeling i fremskredne indu-

86

strialiserede samfund. De strækker sig fra Ralf Dahrendorf, tysk liberal, der

omdefinerer begrebet klasse som udøvelse af magt indenfor hierarkiske orga-nisationer'°, over amerikanske socialforskere som Hancock, Sjoberg og White.der hævder, at den hierarkiske organisering af fordelingen af sociale goderfremmedgør modtagerne af disse goder”, til de venstreorienterede franske

sociologer Mallet og Belleville, der finder nye årsager til konflikt i

magtstrukturen i moderne industriforetagender'z, og som i den »nye arbej-derklasse«, teknisk højtuddannede arbejdere, ser »den socialistiske bevægelseseksemplariske avantgarde«”, på grund af denne gruppes eftertryk på fagligautonomi og self-management. Andre teoretikere på den franske venstrefløj,feks. Gorz, Garaudy og Touraine, har peget på modsætningen mellem magt-centralisering på kapitalens og den teknokratiske stats hænder og det alminde-

lige krav om decentraliserede beslutningsprocesser som en ny årsag til politiskkonflikt.

MAGTEN SIDDER I BlYÅNTEN

-magten til at fastholde flertallet, sikre

reformerne og bane vei for en politikmed socialistisk sigte

SF-valgbrøchure fra 1968.

87

Dette fokus på magtfordelingen antyder, at der findes en anden baggrund for

venstrefløjens tiltrækning i velfærdsstaten end mangel på dækning af materielle

behov. Selve de mekanismers kompleksitet, der sætter velfærdsstaten i stand til

at garantere hele befolkningen en rimelig levestandard, gør systemet uforståe-

ligt for dem, der nyder godt af det. De midler, der bruges til at formindske øko-

nomisk ulighed, giver den allerede ulige magtfordeling en yderligere skævhed.Denne udvikling i den offentlige sektor svarer i den private sektor til storiore-

tagenders øgede dominans og til magtcentraliseringen i fagbevægelsen.Derfor, mens l) formindskelsen af økonomisk usikkerhed tillader folk at

være stadig mere optaget af andre ting, så er 2) de midler, der bruges til at for-

mindske den økonomiske usikkerhed - både i produktionen og i distributionen -

udtryk for en skærpelse af magtuligheden, og 3) således kan fordelingen og om-

fordelingen af magt forventes at blive brændpunktet for politisk konflikt, såle-

des som indkomstfordelingen har været det.

Ikke-fomuftbetonet adfærd: autoritær holdning og isolation

Hypoteser, der går ud fra ikke-fornuftbetonede motiveringer for at fore-

trække venstrefløjen, har været særdeles populære, delvis på grund af den

»totalitære« skoles dominans i studiet af regerende kommunistpartier. Det

»totalitære« syn på kommunistpartiets opbygning. mål og midler gjorde det så

utiltrækkende, at det var svært at forestille sig, at nogen rationelt Ville vælge at

støtte partiet. Snarere syntes visse psykologiske karakteristika at være mellem-

led mellem de objektive økonomiske forhold og venstrefløjens tiltrækning. De

fleste af de forslag, der udvikledes, passede ganske vist bedre på ud-

viklingslande end på fremskredne industrialiserede samfund, men to af dem,

der drejede sig om arbejderklassens vælgere, synes også at kunne anvendes påsidstnævnte: bindeleddet mellem venstrefløjen og arbejderklassens autoritære

holdning og isolation.

Arbejderklassens autoritære holdning

Lipset hævder, at når arbejderklassen udsættes »for straf, mangel på kærlig-

hed. og en almindelig atmosfære af spænding og aggression siden den tidlige

barndom, så tyder det på, at der udvikles indgroet fjendtlighed«”,og at arbej-derklassen er tilbøjelig til-at være mere autoritær end andre lag, med et mere

simplistisk, manikæisk verdenssyn. Således, i stedet for at afskrække »tiltræk-

ker de uforsonlige og intolerante aspekter ved den kommunistiske ideologi

medlemmer fra det store lag, der omfatter de Iavtlønnede med ikke-statusgi-

vende erhverv og dårlig uddannelse«.'5 Interessant nok mildner Lipset denne

konklusion ved at antyde, at tilbøjelighed til ekstremisme ikke betyder, at de

rent faktisk vil støtte det mest ekstreme alternativ - snarere, alt andet lige, at

»de vil vælge det mindst komplekse alternativ. F.eks. i situationer, hvor ekstre-

misme repræsenterer en mere kompleks i stedet for en mindre kompleks form

for politik, ville lav status blive forbundet med opposition til sådanne bevægelser

og partier«,16Hvor detmere ekstreme arbejderparti er det mindre arbejder-

88

parti og derfor det mere komplekse alternativ, hævder Lipset, at det vil få sin

opbakning fra faglærte arbejdere.En enkelt hypotese, der kan forklare, hvorfor arbejderklassen støtter mode-

rate socialister i nogle lande og radikale socialister i andre, og som integrerer

elementer som objektive økonomiske forhold og subjektive holdninger, der er

indprentet i barndommen, vil tydeligvis have stor vægt, hvis kompleksiteten i det

alternativ, de konkurrerende arbejderpartier frembyder, kan måles ualhæn-

gigt af deres opbaknings størrelse. Her holder Lipsets hypotese ikke, for den

eneste målestok han giver for alternativets kompleksitet er de konkurrerende

partiers størrelse og styrke. Jo større partiet er, jo mindre komplekst er alter-

nativet. Når man tager arbejderklassens sammensætning i betragtning, bestå-

ende af hovedsagelig ufaglærte og specialarbejdere, så er dét, at ét arbejder-

parti er større, en genspejling af den opbakning, det får fra de ufaglærte. På

dette sted bliver hypotesen tautologisk: de lavere lag vælger det arbejderparti,der vælges af de lavere lag.

De isoleredes radikalisme

En del teoretikere hævder, at ikke-økonomiske fremmedgørende forhold, især

vedrorende etniske og religiøse minoriteter i europæiske lande og nationale

flertal i koloniserede lande, skaber den nødvendige forudsætning for massiv til-

slutning til venstrefløjen. lgen danner nogle psykologiske karakteristika binde-

leddet mellem de faktiske undertrykkende forhold og valget af venstrefløjs-alternativet. Blandt disse karakteristika er f.eks. en fornemmelse af isolation, en

negativ holdning til hele det politiske system og et ønske om at protestere. Dette

gælder ikke kun de mennesker, der etnisk'7 eller geografiskIx er isolerede:

Kornhauser hævder, at selv i fremskredne samfund er arbejdere, der er

socialt og geografisk isolerede, såsom minearbejdere, havnearbejdere, sømænd

og skovhuggere, mere modtagelige for massetendenser”. Hvadenten der er tale

om geografisk, etnisk eller religiøs isolation, så disponerer den de isolerede for

at mistro det centrum, den udspringer fra. og at vælge de stærkest mulige pro-

testmidler mod det.

Middelklassen: fri vilje, neurose eller intellektuel voluntarisme?

Hvorfor slutter middelklassen, hvis objektive forhold næppe kan betegnes som

undertrykkende, op om venstrefløjen? For Marx var det et spørgsmål om det

frie valg: den bedste del af den gamle herskende klasse ville indse det uhyrlige i

den uret, der blev begået ved at opretholde klassehegemoniet, og ville frivilligtslutte sig til proletariatet.

lkke-marxister har, især under den kolde krig, været mere tilbøjelige til at

forklare dette valg ud fra psykopatologien. Således skriver G. Almond, at »en

stor del af dem, der har sluttet sig til de (»afvigende«) kommunistpartier i Eng-

land og USA, har været »ulykkesofre«« fra socialiseringsprocessen. Nogle fra

etniske grupper kan ikke tilpasse sig det nye kulturmønster; andre, som det er

lykkedes at tilpasse sig, har simpelthen følelsesmæssige problemer.20 I sin typo-

89

logi over kommunistpartier beskriver Burks den »sekteriske eller afvigende«partitype, som »findes i de mest fremskredne vestlige industrialiserede lande«

som »primært bestående af middelklasseneurotikere og etniske udstødte«.21Den vigtigste psykologiske motivation for middelklassens venstrefløjstilhængeresiges at være fjendtlighed, ligesom den er det for arbejderklassens autoritære.22

Marcuse, der med tiden blev opslugt i studenteroprøret,måtte opgive at fm-de et revolutionært potentiel i arbejderklassen i de fremskredne kapitalistiskelande. Han fandt imidlertid et revolutionært grundlag i alliancen mellem pjalte-proletariatet, som intet havde at miste, og de intellektuelle i de fremskredne in-dustrialiserede lande og den tredje verdens folk”. Det var i virkeligheden i denationale frihedskampe, at det »nye venstre« fandt sin inspiration, og det var

det uudholdelige i de fremskredne landes nykolonialistiske politik (især denamerikanske i Vietnam), der skabte nødvendigheden af revolution.

En simplere, og måske mere plausibel, forklaring på middelklassesocialismener at forbinde den til den politiske kultur; middelklassesocialister kommer fra

arbejder- og socialistfamilier.

Den politisk-historiske forklaringThomas Greene konkluderer i en længere artikel om de hypoteser, der giversig ud for at forklare de vekslende styrkeforhold mellem ikke-regerende kom-

munistpartier, at ingen af dem er særlig meget værd. I stedet foreslår han, at

venstrefløjens styrke er et produkt af politiske og historiske begivenheder. Poli-tiske beslutninger, der træffes på afgørende historiske tidspunkter, skaber poli-tiske tilhørsforhold, der får lov at bestå på grund af inerti i de politiske ad-

færdsmønstre. Når politiske tilhørsforhold én gang er skabt, videreføres de fra

generation til generation.” Den historiske angrebsvinkel giver gode svar på el-lers vanskelige problemer: hvorfor visse isolerede minoriteter stemmer over-

bevisende kommunistisk, mens andre er uimodtagelige for venstresocialismen;hvorfor arbejderbevægelsen i én fransk by er kommunistisk domineret, mens

socialisterne dominerer i en lignende naboby. Vanskeligheden ved denne for-

mulering ligger i, at mens den forklare alt”, forudsiger den kun videreførelseaf de eksisterende mønstre.

Venstrefløjensvælgere efter krigenSådan som det er i dag, så går arbejderen rundt med en lillebitte dokumentmappe, helst af

læder, men der er ikke noget i den. Det ser bare pænt ud at have den ved siden af sig i bilen. Påden måde tror folk ikke, han er arbejder. Tillidsmand, B&W Øen, 1974.

I international sammenhæng har venstrefløjssocialisternetraditionelt været

svage i Danmark. Før l.verdenskrig var venstrefløjen i Socialdemokratiet mest

bemærkelsesværdigpå grund af sin svaghed. DKPs opbakning i 1920'erne og30”erne var exceptionelt lav - den strakte sig fra 0,2 % til 2,4 % af stemmerne.

Skønt DKPs stemmeandel foretog et spring opad til 12,5 ?⁄Oi 1945, gik det ind ien stejl og vedvarende nedgangsfase, der bragte det ned på 3,1 °⁄0i 1957, påtrods af fortsat stor arbejdsløshed blandt arbejdere, og på trods af den social-

90

demokratiske regerings upopulære indgriben i strejken i 1956. Årsagerne til

denne svaghed ligger uden for denne artikels rækkevidde. Det er imidlertid

værd at lægge mærke til, at med SFs succes i valget i 1960 blev nedgangen vendt;siden 1966 har stemmeandelen for alle partier til venstre for Socialdemokratiet

konstant været 11-12 %, omend forskelligt fordelt. Hvor kom denne pludseligestyrkeforøgelse fra? Hvem var de nye venstrefløjsvælgere? Dette afsnit drejer

sig om den skiftende vælgerstruktur i de danske arbejderpartier.

1947-1960

Undersøgelsesdata fra før 1959 er spredte, og deres pålidelighed for vores for-

mål er tvivlsom. Af et udsnit på 2500 danske mænd i 1954 fandt Svalastoga feks.

kun 41 erklærede DKF-vælgere, på et'tidspunkt hvor mindst 5 % af danske

mænd stemte på DKP. De få Galluptal, der er til rådighed, er baseret på ligeså

upålidelige tal for DKF-vælgerne.I mangel af undersøgelsesdata giver sammenhængen mellem arbejderpar-

tiernes valgresultater og folketællingstallene en vis antydning af, hvor partier-nes stemmer kom fra. Institut for Statskundskab i Århus har indsamlet et sæt

data, der omfatter valgresultaterne fra 1947 til 1966, og folketællingstallene for

1950 og 1960. Forholdet mellem valgresultaterne og folketællingstallene mht.

erhverv måles ved hjælp af korrelationskoeficienten. Dette statistiske redskab

fortjener et forklarende ord:

Korrelationskoefñcienten giver et mål for, hvor tæt forholdet mellem to sæt.

tal er. Korrelationskoefñcienter varierer mellem 0 og i l. Jo tættere forhol-

det er, jo nærmere er korrelationskoefficienten i 1. Hvis de to sæt tal er per-fekt korreleret med hinanden, som f.eks. børns højde målt 1 tommer og i centi-

meter, er korrelationskoefficienten 1; hvis der ikke eksisterer noget forhold,nærmer korrelationskoefñcienten sig 0. Alle nedenfor nævnte koefficienter er

posrtwe.Der kan ikke drages slutninger vedrørende individuel adfærd fra sådanne

korrelationer. En høj korrelation mellem antallet af arbejdere og DKPs stem-

meandel fastslår ikke, at arbejdere stemte på DKP; den fastslår blot, at kom-

munisternes stemmeandel varierede med antallet af arbejdere. Og det er selv-

følgelig i høj grad tankevækkende. I de tilfælde, hvor korrelationer mellem

folketællings- og stemmetal overlapper undersøgelsesdata i l960”erne, fandt jeg,at de stemte overens med hinanden.

Dataene tyder på, at både DKP og Socialdemokratiet havde deres basis i den

industrielle arbejderklasse. I 1947 var der en noget højere korrelation mellem

DKPs stemmeandel og antallet af arbejdere (0.55), end tilfældet var for Social-

demokratiets stemmeandel (049); men når vi når 1957 er forholdet blevet vendt

om (henholdsvis 0.58 og 0.63). Da SF dukkede op i 1960, tog det DKPs plads.Korrelationen mellem SF-stemmer og arbejdere (i procent) var 0.63 i 1960 og

0.62 i 1966, mens DKPs faldt fra 0.58 i 1957 til 0.49 i 1960 og 0.40 i 1966.

Ligheden mellem SFs stemmeandel i 1960 og DKPs i 1947 i nogle af landets

områder blev bemærket allerede ved 1960-valget (ij. Chr. Frahm i SF-bladet

den 25.11.1960 0g 2.12.1960). I landets 1120 afstemningskredse var korrelations-

91

koefficienten mellem SF 1960 og DKP 1947 forbløffende høj - 0.86. Korrelatio-nerne mellem SFs stemmeandel i 1960- og l966-valgene 0g DKPS stemmeandel i1947 (0.86 og 085) er betydelig højere end korrelationerne mellem DKPs stem-

meandel i de samme valg og i 1947 (henholdsvis 0.74 og 0.66). SF fortrængtebog-stavelig talt DKP. Det er rimeligt at formode, at SF fik sin opbakning i 1960 fraomtrent den samme gruppe, som havde støttet DKP i 1947.

I hvert fald underminerer Århus-dataene den anden gængse forklaring il960: at SF havde fået sin stemmeandel fra en blanding af protestvælgere, der i1957 havde stemt på Det radikale Venstre eller Retsforbundet, eller slet ikkehavde stemt. Korrelationen mellem SFs stemmeandel i 1960 og Det radikaleVenstres og Retsforbundets samlede tab var 0.22; mellem SFs stemmeandel ogDet radikale Venstres, Retsforbundets og DKPs samlede tab 0.46; mellem SFsstemmeandel og stigningen i valgdeltagelsen mellem 1957 og 1960 0.23. Som 0.86korrelationen mellem SFs stemmeandel i 1960 og DKPs i 1947 antyder, er for-holdet mellem SFs stemmeandel og DKP i 40'erne meget tættere. Mens nogleSF-vælgere havde støttet Det radikale Venstre eller Retsforbundet eller var

blevet hjemme, så havde de fleste stemt på Socialdemokratiet eller DKP.26Der findes rimeligt pålidelige undersøgelsesdata fra begyndelsen af 60'erne

og fremefter. Men det er nødvendigt at fortolke dem med varsomhed. Den sta-

tistiske pålidelighed af undersøgelsesdata afhænger af I) hvordan stikprøven ud-

vælges, og 2) stikprøvens størrelse. En stikprøve kan give et rimeligt skøn over

sandsynlige valgresultater uden at give et rimeligt skøn over sammensætningenaf et enkelt partis vælgerskare; dette gælder især små partier, såsom SF. Dedanske markedsanalyseinstitutters stikprøveudtagningsteknik(feks. Gallups) er

rimeligt god (og den er blevet mærkbart forbedret gennem tiderne), men alli-

gevel kan fordelingen for de enkelte partier blive skæv, fordi omkring 40 °/(',af

personerne i en typisk stikprøve enten ikke træffes, nægter at besvare spørgs-mål, eller nægter at fortælle intervieweren om deres politiske præferencer. Jomindre stikprøven er, jo mindre er pålideligheden, selv om teknikken er ideel.Når man tager de problemer, der er forbundet med de danske makedsanalyseri betragtning, så er det en fornuftig tommelfingerregel at behandle konklusio-

ner, der er baseret på en stikprøve på mindre end 200, med nogen skepsis, og at

negligere stikprøver på under 80, med mindre de uafhængigt bekræftes af an-

dre data.

SFs samfundsmæssigebasis 196027

Offentliggjort materiale tyder på, at sammensætningen af SFs vælgere var helt

igennem proletarisk. På grundlag af undersøgelsesdata fra 1963 beskrev lnge-mar Glans SF som det mest markante arbejderparti i Norge og Danmark.28Han antydede, at de funktionærer, der stemmer på SF, gør det på grund af detsudenrigs- og forsvarspolitik, ikke på grund af dets socialistiske målsætning. ltråd med Glans beskrev Ursula Schmiederer SF som et »udpræget arbejder-parti« og påpegede den »stærke lighed« mellem DKPs og SFs vælgere.29

Denne lighed synes overdrevet. Den demografiske .sammensætning af de tre

arbejderpartier umiddelbart efter valget i 1960 viser, at de har fået deres stem-

92

mer fra grundlæggende forskellige valgkredse (Tabel 1). I modsætning til Soci-

aldemokratiet var både SFs og DKPS vælgere altovervejende mænd. SF fik sin

største opbakning fra Københavnsområdet og blandt faglærte arbejdere, som

udgjorde næsten en tredjedel af partiets vælgere (mere end dobbelt så mange

som deres andel i det samlede materiale). DKP synes at have fået en betydeligtstørre andel af sine stemmer fra de ufaglærte end både Socialdemokratiet og

SF.30 SF tik ca. en femtedel af sine stemmer fra funktionærer, som udgjordeomtrent den samme andel af Socialdemokratiets vælgere; kun 5 % af DKPS

vælgere var funktionærer.

I modsætning til Socialdemokratiets stemmetal var DKPS og SFs ikke tilbøje-

lige til at gå ned i takt med indkomststigningerne. Tværtimod er det modsatte til-

fældet. Som vist i Tabel 2 og Figur 1 er Socialdemokratiets opbakning blandt

ufaglærte arbejdere højst hos dem, der har de laveste indkomster.” Mens for-

socialistisk

målsætningog 3

D'

SF-pjece 1974.

93

skellene i DKPs vælgere på tværs af indkomstgrupperne er uden statistisk be-

tydning, så stiger SFs styrke bemærkelsesværdigt blandt arbejdere, både fag-lærte og ufaglærte, og blandt lavere funktionærer (dvs. folk i underordnedestillinger), i takt med indkomststigningerne. (Tabel 2). Glans har fundet det sam-

me mønster i sin ikke-offentliggjorte undersøgelse af Gallup-data fra 1963-64.32Dette er delvis et resultat af de geografiske løn- og vælgerforskelle. Socialde-

mokratiet har betydelig opbakning i landområder med lave indkomster -27,5 “0af deres samlede stemmeandel i 1960 kom fra landområderne, i modsætning til

10,9 % af DKPS stemmer og 12,7 % af SFs33 - mens DKPs og SFs stemmer er

stærkt koncentreret i byområder, især i København, hvor både lønninger ogleveomkostninger er højere end i resten af landet. Korrelationen er dog ikkefalsk. Når både urbaniseringsgraden og de geografiske områder var konstante,så fandt Borre og Stehouwer, at SFs stemmer var positivt korreleret med gen-nemsnitsindkomsten i kommunen.34

Tabel 1.,

Sammensætningen af opbakningen af arbejderpartierne blandt udvalgte kategorier. 1961-62 1' %.

Køben- Provins- Landkom-Mænd

havn byer muner Ufaglærte Faglærte

Socialdemokratiet 47 35 40 25 31 22Kommunisterne 61 45 33 22 48 23Socialistisk Folkeparti 66 64 26 11 33 30

Total der udtrykker"

49 32 33 36 19 14parti præference [1]

. . Indkomst IndkomstFunktio- Pensro-

underIndkomst

over Nnærer nister

18.00018-26.000

264000

Socialdemokratiet 19 19 41 41 1 l 7521Kommunisterne 5 7 31 52 9 130Socialistisk Folkeparti 19 8 23 52 16 627

Total der udtrykker 22 15 35 37 15 15 128parti præference [ll

Kilde: Gallup Markedsanalyse.[11 Fordeling af alle der udtrykker parti præference, inclusive ikke-arbejder partier.

94

Tabel 2.

Fordeling af opbakningen af partierne efter erhverv og indkomst, 1961 -62 i %.

ERHVERV INDKOMST i kr.

13110151)1247999 18-25.999 Total 11] N

Ufaglærte arbejdere:v

'

Socialdemokratiet 82 80 65 80 2317

Kommunisterne 2 3 O 2 64

Socialistisk Folkeparti 5 9 14 7 208

Borgerlige 1 1 8 22 10 303

N 1316 1392 110 (3) 2892

F aglærte arbejdere:Socialdemokratiet 71 77› 76 76 1643

Kommunisterne 2 1 1 1 31

Socialistisk Folkeparti 5 8 12 9 192

Borgerlige 22 13 12 14 310

N 280 1413 379 (18) 2176

Lavere funktionærer:Socialdemokratiet 57 62 54 60 649

Kommunisterne 0 0 2 [2] 2

Socialistisk Folkeparti 4 6 17 7 77

Borgerlige 39 32 28 22 347

N 186 711 126 (3) 1075

H øjere funktionærer :

Socialdemokratiet 51 35 17 35 768

Kommunisterne 0 12] 0 [2] 4

Socialistisk Folkeparti 3 1 3 2 45

Borgerlige 46 64 79 63 1372

N (14) 545 1009 501 2189

Kilde: Gallup Markedsanalyse.[11 Inclusive uoplyste.[21 Mindre end 1⁄2 af 1%.

95

Figur 1.

Radikalisme, erhverv og indkomst. Arbejderpartiemes stemmeandel (i procent) efter erhverv og

indkomstgruppe, 1961 -62.

Familieforsørgerens erhverv

Ufaglærte100 - arbejdere

90-

80-

70-

60-

stemme-

procent 50 - social-

demokrater

40-

30-

A

lav øj

W Kommunister

SocialistiskFolkeparti

96

Faglærtearbejdere

social-

demokrater

lav høj

Familie indtægt

Lavere

funktionærer - 100

- 90

- 80

- 70

- 60

stemme-

social- - 50 procentdemokrater

- 40

- 30

wumm- 20

Ø. 10

V

Vll//l/ A _0

lav høj

Udviklingen i arbejderpartiemes vælgerrnasse 1960-74

I de sidste 15 år har arbejderpartiernes vælgere skiftet karakter i betydeliggrad. I 60”erne var sammensætningen af Socialdemokratiets og DKPs vælger-masse temmelig konstant, mens SFs sammensætning ændredes væsentligt med

hensyn til alder, erhverv og uddannelse. Med Venstresocialisternes opdukken i

1967 og dets udvikling i 1968 tog et ikke-arbejderbaseret parti plads ved siden afde arbejderbaserede partier. Efter splittelsen i Socialdemokratiet og valget i

1973 er både de socialdemokratiske og de kommunistiske vælgeres sammensæt-

ning også ændret betydeligt. Dette vil blive forklaret nærmere på de følgendesider. På grund af det lille materiale må tallene for DKP og VS betragtes medvarsomhed.

I løbet af 609erne var den kønsmæssige og geografiske sammensætning af desocialistiske partiers vælgere rimeligt konstant. Der var en overrepræsenta-tion af mænd både blandt DKPs og SFs vælgere (omkring 60%), mens socialde-mokraterne fik en næsten lige stor del af sine stemmer fra mænd og kvinder.De socialdemokratiske vælgeres geografiske fordeling var omtrent som densamlede befolknings, dog var provinsbyer overrepræsenteret og landområder

underrepræsenteret. København var betydeligt overrepræsenteret hos DKP,SF og VS, og landområder endnu mere mærkbart underrepræsenteret. SF fiken væsentligt større del af sin opbakning fra de københavnske forstæder end de

øvrige socialistiske partier.Af større interesse er fordelingerne efter alder, uddannelse, erhverv og ind-

komst. '

Alder

Fordelingen af de socialistiske partiers vælgere efter alder (Tabel 3) antyder, at

de socialdemokratiske vælgere havde en sammensætning som det samlede ma-

teriale, og at de midaldrende var overrepræsenteret i DKP (en følge af deresrolle i modstandskampen) før 1974. Mellem 1971 og 1973 tabte Socialdemokra-tiet uforholdsmæssigtmange stemmer blandt yngre vælgere, mens DKPs frem-

gang var størst i den gruppe. De unge var overrepræsenteret i SF, lige fra par-tiet blev dannet. SF øgede sin overrepræsentation af gruppen under 30 fra 8% i1961-62 til 14°/0i 1970-71, og til 28°/oi 1974, på trods af konkurrence fra VS, som

får mere end halvdelen af sine stemmer fra den gruppe. SF-vælgernes gennem-snitsalder faldt fra 6 år under det samlede materiales gennemsnitsalder i 1963 til10 år under i 1970-71, og til 17' år under i 1974. Halvdelen af DKPs vælgere i1974 var også under 30; halvdelen af VSs vælgere var under 26.

97

gwen??wo

voöm

oEovömBmx5

gamo

:63._

Jwåniømo

O0.0m

052.5onng.5

5.002mo

SJOEH

_N_

.uxmcmzâuømöxå9522:;omth0:«“8

:2.38.5

BSDE

223.5.

I

3523332953

;5-52så

E23

:SE:ê

Koga5

“3525

555.3.

hv.

Om

3

5

ON

æN

Om

Ov

ov

Nv

Om

Om

Om

mv

Om

mv

1%

5

325-5602

OOVwáoNOmE:OON022om

3..

mvN

mNO

O:Nch

_E

02

NE

Om.

RE

vo:nåh

w.th

Z

00.

09

OOM

_O_

5*

“om

02

02

O2

OO.

.9

_O_

OO.

02

O?

3

OO.

OO_

Ezw

ON

NN

mN

N

O

m

v

O

_

N_

O_

2

NN

E

N

ON

wN

mN

E

$80._0>O

mN

»N

2

ON

N

v

N.

NN

E

2

E

vm

ON

M:

wN

NN

ON

2

E

330-8

o

2

.N

vN

m

N_

2

M:

N

3

2

mN

NN

›N

2

ON

_N

vN

319.

E

2

M:

NN

2

_N

.N

ON,

mN

N

3

m

2

mN

2

E

2

NN

mmöm

NN

2

2

N_

3

Om

Om

ON

NN

ON

Om

f

2

N_

2

mg

2

NH

ON

.SES

:O

A9

5

:V

i

5

O;

5

5

:O

3

5

5

:O

3

5

6

3

E

vacuuäæa:än

Eåoåom

.özwovcoås

.SO

.80...

m>

xmcmzioow

oEoëczEEoM

QosmioEoEÆoom32.«

.N..

;Nang

wåkësëuStiannuF

uxæwzæånåâa

Måuvëxnöåw.m

tårn

98

Stigningen i støtten til venstrefløjenhar især været koncentreret blandt yngrevælgere. De er kommet til at udgøre en meget større del af de socialistiske par-tiers vælgere, selv om man imidlertid må huske, at dette også genspejler nedsæt-telsen af' valgalderen. Ændringen kan ses ved at sammenligne antallet af unge i

tyverne, der støttede venstrefløjen i modsætning til Socialdemokratiet eller deborgerlige alternativer, i begyndelsen af 60'erne og i de seneste undersøgelser.(Tabel 4).

Tabel 4.

Parti præferencer blandt yngre vælgere, 1961-62 og 1974 i %.

År 1961-62 1974

Alder 18-24 25-30 20-24 25-29

Socialdemokratiet 54 51 20 27Socialistisk Folkeparti' 11 6 16 11Kommunisterne 1 1 12 6Venstresocialisterne

'

-

- 7 5Borgerlige 34 42 45 52

Total 100 100 100 101

N 256 1528 426 482

Kilde: 1961-62: Gallup Markedsanalyse - 1974: AIM

Uddannelse

I 1963-64 var gruppen med mindre end 9 års skolegang overrepræsenteret hosalle tre socialistiske partier”. Kommunisteme var tættest på at repræsenterede højtuddannede i forhold til deres antal. I 1971 genspejlede SFs vælgere om-trent befolkningensom helhed med hensyn til uddannelsesniveau, og i 1974 hav-de de et betydeligt højere uddannelsesniveau (signifikant ved 0.95). (Tabel 5 ogFigur 2).

Den socialistiske vælgerskare blandt de højtuddannede voksede betydeligt iløbet af 60,erne. I 1963 stemte 20% af gruppen med mindst 13 års skolegang pået arbejderparti, og Socialdemokratiets stemmer (15%) overgik venstrefløjensstemmer (5%) i forholdet 3:1. I 1974 stemte 42% på et arbejderparti, og ratioenmellem Socialdemokratiets (14%) og venstrefløjens stemmer (SF: 14%; DKP:6%; VS: 8%) var 1:2”.

99

.ozoccævvsRogue?.30

min

:uEamxBoEuvâm:o

äöäowæaäozonam

cm2

.Små

uoEäxouoEouEm37.ch:0DE

.Eow_8>

ochmzäocmöxåmo

875:«68utan

533.05*

S:<“3.2

-

ombmcmmvoxäå9;sz

“92-89625.

.3.2:L

:WenâA8

”5-002ANV

”3-32Å;

öEöBM

oovwdonmENnooN2th00

mNH

MVN

NS

oZNom:

.0.

hN_

52

mNN

32

»men

man

En:

Z

om

09

00.

09

5.

og

.9

00.

og

og

02

og

co”

02

09

02

09

09

Eam:T1383

2

c

0

m

.o

.v

mN

o_

0

v

2

N

_

m

v

N

N

_

Mogan.

NN

2

0-

m.

MN

oN

.N

2

E

:

N

2

2

N.

2

:

m

o

.ÆNTQ

co

R

ws

om

2

Om

Om

»H

2.

mm

mm

Næ

Vw

mw

næ

næ

00

Om

.smæ-

CL

AQ

ÅNV

:V

A3

AQ

Cb

AS

ÅNV

Å:

at

AS

ANV

3

i

A9

ANV

:V

00:20RE

.tå

_

.5%0

komwovcohê.vv

:20%

m>

»umuæhwomm

oEoumësEEoM

EEEOEDEÆoomäåoxm

...\e..

wëwësuvxääm

nu.:qu

månåâuâ8333mm.xu

»nuääånånåa

Mëuwëäääw.w

ESC.

100

Figur 2.

Uddannelse og radikalisme. Andelen af danske socialistiske vælgeremed mindst 13 års uddannelse,1963-74.

%60 Venstresocialister

40

Socialistisk Folkeparti

20 Kommunister

. Socialdemokrater

0

1963- 1966- 1970- 1973 19741964 1967 1971

Erhverv

Socialdemokratiet, DKP og SF er alle arbejderpartier, hvis man går ud fra

familieforsørgerenserhverv. VS har, på trods af (eller måske på grund af) dets

ideologi, relativt få vælgere blandt arbejderne. Studerende og funktionærer er

i overtal. Socialdemokratiet får flere stemmer fra ufaglærte arbejdere, mens

DKP, siden midten af 60'erne, og SF har større styrke blandt faglærte arbejde-re. I løbet af 60'erne voksede SFs opbakning blandt funktionærer markant.(Tabel 6).

101

.Eowmë

oxmcmzmöomöxämo

332308093

55225..

22#5

1

8328332955

;3202525.

E2GV

5-03.3

"5.825

”3-525

“02202

88.8NmmEKSNMEW.No

v2

cMN

MNc

få03

om.

02

FE

N?

0va

GKnåh

»Nmn

2

00.

00.

00.

00

00.

02

09

00.

GS

om

om

00.

02

_o_

09

co.

S.

2:

Esm

VN

MN

2

2

0

m

n

E

o_

m

:

vN

_N

›

Nm

om

N

2

.22:05:an

m

m

m

v

cv

.NN

2

n

m

m

2

_

m

v

m

N

m

m

omitä.

;Bcovåm

m.

2

*N

eN

m

2

_

m

m

o

v

_

_

m

2

m

m

o

›

vävcæäZow

o

m

2

1

m

o_

_

_

o

9

n

m

o

0

m

v

m

m

2

.ëæsosxcâ20?:

9

2

m

N.

›N

oN

MN

E

:

N.

2

m

0

N

2

E

m

o

huhæcocxcâ0.535

2

2

m_

3

o.

m

æN

“N

æN

0m

E

»N

Nm

MN

2

mN

NN

NN

033095utæüam

m_

2

2

2

0.

2

m_

mN

0m

mm

ON

ON

nN

øv

NN

mN

wN

_m

2013:*otæüéz

GV

5

3

A:

As

A9

A3

5

g

5

i

5

5

5

g

5

5

S.

uocoëæa:än

Emaoåom

Smwovää:Su

:gok

m>

xmzmzsoom

oEoäE=EEoM

Samuxoëovëoom

.N.N

;35%

nzmämånëkvåêukxmäw:wwêkâtuäSëëëuâ335%m3xu

»xmmâmåä.w

teak

102

Som nævnt ovenfor (Tabel 2) er venstrefløjens stemmer blandt arbejdernepositivt knyttet til indkomst. Og som det kunne ventes, er de negativt knyttet tilalder. Blandt lavere funktionærer er venstrefløjens opbakning også positivtknyttet til indkomst. Blandt højerestående funktionærer er forskellene i ven-

strelløjens stemmetal i de forskellige indkomstgrupper statistisk insignifikante.Med undtagelse af faglærte arbejdere har Socialdemokratiets stemmetal en

tendens til at falde for hver erhvervsmæssigkategori, i takt med indkomststig-ningerne; dette gælder både for selvstændige og for lønarbejdere. Antallet af

funktionærer, der stemmer socialistisk, er omtrent det samme for alle alders-

grupper. Alder betyder derimod en del for, hvilket parti socialistiske funktio-nærer stemmer på. 1 en undersøgelse fra 1971 stemte mere end en fjerdedel afsocialistiske funktionærer under 45 på partier til venstre for Socialdemokra-

tiet, mod mindre end hver tiende over 45%”.Med hensyn til andre erhvervsmæssige kategorier, så synes venstrefløjspar-

tierne især at have haft held med at rekruttere nye vælgere blandt de grupper,der modtager eller giver undervisning. En sammenligning af støtten til arbej-derpartierne blandt studerende og lærlinge i 1961-62 og i 1974 viser en generelstigning i arbejderpartiernes stemmetal. Støtten til Socialdemokratiet er faldet(1961-62: 3490; 1974: 22%), men støtten til venstrefløjen er steget mærktbart(1961-62: 4%; 1974: 42%). (Figur 3). Det må bemærkes, at i løbet af 60”erne ogbegyndelsen af 70'erne er den sociale sammensætning af unge med stemmeret,der stadig går i skole eller er i lære, blevet ændret ved hjælp af en række ud-

dannelsesreformer, og at i det mindste en del af ændringen i denne gruppes po-litiske synspunkter er en genspejling af denne ændring i den sociale baggrund”.Mens der findes relativt få data vedrørende læreres politiske tilhørsforhold, såantyder de, der findes, at lærere udgør en betydelig del af de socialistiske væl-

gere blandt funktionærerne. Således viste den undersøgelse, Gallup foretog førGlans i 1974, at lærere udgjorde 2°/oaf Socialdemokratiets vælgere, 7% af SFs,5°/0af DKPs og 23°/oaf VSs.39.

103

Figur 3.

Stemmefordeling blandt studerende og lærlinge, 196162 og 1974 i %.

1961-62 1974

Social

Borger- demokratiet

lige 22%Social-

Borger demokratiet partier

lige34 A 36%

partier62°/o

SF 3%DKP 1%,

Antal = 606 Antal = 206

_

Kilde: 1961-62: Gallup Markedsanalyse - 1974: AIM

Bemærk: Kategorien »andre uden beskæftigelse« brugt både af Gallup og AIM inkluderer

enkelte, som ikke er under uddannelse, f.eks. rentier - kapitalister.

Holdninger hos socialistiske vælgereData vedrørende holdninger hos danske vælgere er mindre pålidelige end dem,der drejer sig om deres sociale og økonomiske kendetegn. Holdningsspørgsmåler ofte dårligt formuleret, bliver sjældent stillet mere end én gang, og stikprø-vens størrelse for partier til venstre for Socialdemokratiet er generelt for lille

til, at man kan udtale sig med sikkerhed. Men et par ting kan siges om holdnin-

ger med betydelig sandsynlighed.1) Subjektiv klasseidentifikation er vigtigere end objektiv klasseidentifikation,

når man skal afgøre, om en person stemmer på et arbejderparti. Af arbejdere,som identificerede sig med arbejderklassen, stemte 66 70 i 1966 på Socialdemo-

kratiet og 24 % på SF eller DKP (Antal: 232); af arbejdere, der identificerede

sig med middelklassen, stemte 59 “70på Socialdemokratiet og 4 70 på SF/DKP

(Antal: 70). Af funktionærer, der identificerede sig med arbejderklassen, stem-

te 54 °⁄Opå Socialdemokratiet, 19 °⁄Opå SF/DKP; af funktionærer, der identifi-

cerede sig med middelklassen, stemte 16 % på Socialdemokratiet, 8 °⁄OpåSF/DKP (Antal: 148).40

2) Forældres valg af parti spiller en betydelig rolle. Ni ud af ti fra arbejder-familier, hvis fædre stemte på et socialistisk parti, stemmer selv på et socialistisk

parti. I denne gruppe viste en undersøgelse i 1964, at Socialdemokratiet fik

73 %, SF/DKP 16 '70(Antal: 190). Blandt arbejdere, hvis fædre stemte på et bor-

104

'

gerligt parti, stemte kun halvdelen på et arbejderparti (Socialdemokratiet 52 °⁄O,SF/DKP l %). Det samme mønster genfindes hos handels- og kontoransatte."

3) Med hensyn til holdninger til indenrigspolitiske spørgsmål, så viser under-

søgelser, at SF-vælgere konsekvent befinder sig til venstre for socialdemokra-

tiske vælgere i alle sager, der drejer sig om økonomisk planlægning,beskatning,

socialisering af industrien, statskontrol med låntagning og investering, og sociale

udgifter."24) SF-vælgere er praktisk talt enige i deres syn på udenrigspolitik, især hvad

angår Fællesmarkedet og NATO, og i deres kamp for at skære ned på for-

svarsudgifterne. Forskellen mellem SF- og Socialdemokratiets vælgere er kla-

rere i denne slags spørgsmål, end den er i indenrigsspørgsmål. Alt materiale

tyder dog på, at rene udenrigsspørgsmålkun er af sekundær betydning for SF-

vælgerne.Adspurgt om, hvad de anså for at være de vigtigste spørgsmålpå tids-

punktet for l968-valget, nævnte 79% af SFs vælgere arbejdsløsheden, 48%skatterne, 24 % boligproblemet, og 2 % nævnte udenrigspolitikkenx*3 (Antal: ca.

90). Henning Dalengaard fandt, at SFs vælgere altid prioriterede indenrigs-spørgsmål - skatter, boligpolitik, og den generelle økonomiske situation - højereend udenrigs- og forsvarspolitik. Kun landbrugspolitikken rangerede lavere."

Den eneste undtagelse til denne generelle regel var spørgsmålet om Fællesmar-

kedet, men virkningen af Danmarks medlemskab af EEC på indenrigspolitikkenvar så indlysende, at det er svært at påstå, at vælgerne anså det for et udenrigs-politisk anliggende.På grund af manglen på vægt blandt vælgerne på selve udenrigspolitikken er

det svært at hævde, at den er årsag til venstrefløjens opbakning. Men ved at

være skarpt trukket op kan den dog tjene som brændpunkt for hjemlig util-

fredshed.

5) SF-vælgere blandt funktionærer har konsekvent en større tendens til at

støtte partiets linie i spørgsmål om politik på enkeltområder og strategi, end

SF-vælgere blandt arbejdere har. Den simpleste forklaring på dette fænomen

er, at mange funktionærer støtter SF på grund af dets politiske standpunkter,mens mange arbejdere støttede det, fordi det så ud til at være både radikalt og

dansk, uden at lægge videre mærke til dets politiske standpunkter.

SFs medlemmer og aktivister

Et socialistisk parti er i teorien mere end en valgmaskine til at skaffe politikere i

parlamentet. Det er forpligtet over for en politik, som er besluttet af dets med-

lemmer, og en væsentlig grad af aktivitet forventes af dem. Af en række gode og

mindre gode grunde har der ikke været mange undersøgelser af medlemska-

rens sammensætning og medlemmernes holdninger hos partierne på venstre-

fløjen. SF er usædvanlig i sin villighed til at underkaste sig ransagelse af uden-

forstående.

105

Undersøgelseaf SFs medlemmer og aktivister

Inden for SF er det almindeligt anslået, at 50°/0 af dets medlemmer ikke gørnoget ud over at betale kontingent. 20-30 *70kommer til møder en eller to gangeom året. 10 % kommer til møde hver eller hveranden måned. 10 % bruger no-

get tid hver uge på partiarbejde. Denne sidste gruppe udgør partiets organisa-toriske rygrad. Den organiserer de lokale aktiviteter, passer duplikatoren, de-ler materiale ud på arbejdspladserne, sælger partiavisen, stiller arbejdskraft til

rådighed i lokale og nationale valgkampagner og udfører de andre nødvendigehverv, der holder partiafdelingerne gående.

Dette aktivistniveau lever måske ikke op til det leninistiske ideal, men det er

nok til at skelne SF fra demobiliserede massepartier. l Socialdemokratiet anslås

det, at ikke mere end 10-15 % kommer til bare ét møde om året.

1 undersøgelsesperiodenmaj-juni 1974 stod SFs medlemstal fast på 6.900.Heraf ansås omkring 700 for at være »aktivister«; de andre 6.200 var »nor-

male« medlemmer.

Delegerede på kongressen i 1974 blev undersøgt som eksempel på partiaktivi-sterne. Traditionelt er partiet imod, at partieliten - hovedbestyrelses- og folke-

tingsmedlemmer -vælges som delegerede med stemmeret,” og deltagelse i det

tre-dages årsmøde giver ingen prestige eller andre goder af den an, som kunne

gøre status”en som delegeret til en eftertragtet ære. (Dengang der var mindre

og sjældnere kongresser, førte status'en som delegeret nogle af disse ting med

sig). 88 '7, af de 210 delegerede med stemmeret udfyldte spørgeskemaet.Af grunde, der vedrører svarprocenten, blev alle medlemmer af en lille

gruppe repræsentative lokalafdelinger undersøgt som eksempel på SF-medlem-mer. 13 lokalafdelinger blev spurgt; 10 deltog i det endelige resultat. 53 '7, afderes 673 medlemmer besvarede spørgeskemaet. T0 spørgsmål må rejses her:

1) hvor repræsentativt var materialet? og 2) hvor repræsentative var de, der

svarede?

Det nuværende SF-'medlemskartotek indeholder kun navne og adresser,mens det kartotek, der var i brug indtil 1972, også indeholdt oplysninger om er-

hverv og fødselsdato. 9 ud af 10 lokalafdelinger, der var med i 1974-undersøgel-sen, eksisterede i 1972, og det er muligt at sammenligne fordelingen af disse 9 af-

delingers medlemmer i 1972 med et tilfældigt udsnit af det samlede partis med-lemmer på den tid ud fra 'tre kriterier. I det hele taget var de udvalgte lokal-

afdelinger repræsentative for partiets medlemsskare som helhed, hvad angåralder og erhverv, men de havde lidt flere kvindelige medlemmer end partietsom helhed.

Det er mere problematisk at spekulere over, hvor repræsentative de 53 '70,der svarede, var for alle de 10 lokalafdelingers medlemmer i 1974. Det er umu-

ligt at fastlægge den erhvervsmæssigeog kønsmæssige sammensætning af de 10

lokalafdelinger på det tidspunkt, hvor undersøgelsen blev foretaget. 1 Tabel 7,kolonne 2 kan det ses, at fordelingen af dem, der svarede i 1974, afveg væsentligtfra sammensætningen af det tilfældige udsnit i 1972 med hensyn til disse kende-

tegn.

106

Tabel 7.

Fordeling af SF-medlemmer og aktivister efter alder, uddannelse, erhverv og køn i 1972 og 1974 i %.

1972 1974 1974

. Undersøgelse Undersøgelsesukprøve af medlemmer af aktivister

ALDER:

Født før 1919 ............. .. 21 11 3

1920-29 .... ..25 18 13

1930-39 .. 23I

21 29

1940-49 .... .. 24 35 42

efter 1950.. 5 13 13

Uoplyst .

- 3 1

Total .................... .. 100 101 101

Median fødselsår 1932 1940 1942

UDDANNELSE:- 7 år . ........ .. uoplyst 42 31

8-12 år uoplyst'

19 27

over 13 år .. uoplyst 36 41

Uoplyst . uoplyst 3 1

Total ............................ .. uoplyst 100 100

ERHVERV:

Arbejdere:Ufaglærte ...... .. 20 12 12

Faglærte ........ ..

'

21 13 19

Funktionærer:

Lærere ............................................... .. 6 13 18

Andre l'unktionærer

med højere uddannelse ................ .. 1 8 6

Andre højere funktionærermed ledende stillinger ................... .. 3 7 11

Lavere funktionærer

(ekspedienter, kontorister,teknikere) ......................................... .. 16 14 13

Selvstændige 1 4 3

Pensionister .. 6 5 l

Husmødre 14 6 l

Studerende 12 16 16

Uoplyst - 3 -

100 101 100

504 336 185

70 67 78

30 33 22

Kilde: 1972: Medlemsstikprøve. - 1974'. Medlemmer: Medlemmer af de undersøgte lokale SF-

afdelinger, som ikke deltog i landsmødet som delegerede, medlemmer af hovedbestyrelsen eller

personale.Aktivister: Landsmødedelegerede 1974.

107

De to grupper i Tabel 7, kolonne 1 og 2 er selvfølgelig ikke udsnit af den

samme population. SF havde en stor tilstrømning af nye medlemmer under ogefter Fællesmarkeds-folkeafstemningeni 1972. 28 °⁄oaf dem, der svarede i de 10

lokalafdelinger, meldte sig ind i SF i 1973 eller 1974. Der var en mærkbar for-skel i den erhvervsmæssige sammensætning af de nye medlemmer i 1973-74,sammenlignet med dem, der meldte sig ind tidligere. Blandt dem, der besvarede

spørgeskemaet, var 30% af de nye medlemmer fra 1958-72 arbejdere i 1974.Af dem, der blev medlemmer i 1973-74, var kun 14°/0arbejdere i 1974. Det me-

ste af forskellen i stikprøvernes sammensætning med hensyn til fødselsårkan også forklares ud fra de nye medlemmer. Den erhvervsmæssigefordeling i1974 genspejler formodentlig også forskelle i svarprocent hos forskellige er-

hvervsgrupper. Husmødre og arbejdere er underrepræsenteret; lærere og

højerestående funktionærer er overrepræsenteret. Hvis man vil generaliserefra undersøgelsesmaterialet til hele SFs medlemsmasse, så kræver det derfor,at der lægges speciel vægt på de holdninger, der gives udtryk for af de grupper,der har en særlig lav svarprocent: arbejdere, husmødre og ældre partimed-lemmer.

Tre yderligere forbehold med hensyn til spørgeskema-undersøgelsen månævnes:

For det første betegner udfyldelsen af spørgeskemaet i sig selv en grad af ak-

tivisme. I det omfang politiske holdninger er knyttet til aktivisme er holdnin-

gerne hos dem, der besvarede spørgeskemaet, måske ikke repræsentative for

dem, der ikke gjorde det.

For det andet er udfyldelse af et spørgeskema ikke handling. En mand, der

sidder ved sit køkkenbord en søndag aften og udfylder et spørgeskema, svarer

muligvis anderledes på spørgsmålet om, hvorvidt han er tilhænger af ulovligestrejker, end han ville gøre på sit arbejde om mandagen. Desuden er aktivisterformodentlig bedre i stand til at vurdere deres sandsynlige reaktion på hypote-tiske situationer, end et gennemsnits-partimedlem er.

For det tredje er værdien af SF-dataene fra 1974 begrænset af manglen påsammenlignelige data for Socialdemokratiet og DKP. Det faktum, at faglærtearbejdere udgjorde en større del af SFs medlemmer i 1974 end ufaglærte - det

modsatte var tilfældet i befolkningen som helhed - giver f.eks. ikke automatisk

den konklusion, at SF er mere tiltrækkende for faglærte (med deres højereindkomst, højere abstraktionsniveau osv.) end for ufaglærte; det er muligt, at

faglærte arbejdere udgjorde en større del af alle danske arbejderpartier. De

eneste Sammenlignelige tal for DKP (1972) tyder på, at når man betragter den

samme aldersgruppe, så ligner SF og DKP hinanden med hensyn til erhvervs-

mæssig struktur, men ikke med hensyn til alder (DKF-medlemmer var ældre),og heller ikke med hensyn til, hvor længe de havde været i partiet.46

SFs kongresdelegerede 1959-74

Det er muligt at sammenligne de delegerede ved landsmødet i 1974 .med de dele-

gerede ved de foregående SF-kongresser og landsmøder ud fra nogle få objek-tive kriterier. De delegeredes erhverv og alder oplyses almindeligvis ved regi-

108

streringen. Skønt SFs ikke-bureaukratiske organisering ikke fremmer respektfor sådanne optegnelser, så kunne data vedrørende de delegerede ved 7 af 15

partikongresser og landsmøder dog opdrives.Der er sket mærkbare ændringer siden 1959 (Tabel 8). Andelen af arbej-

dere blandt de delegerede er faldet fra tæt ved 60 (X,til omkring 30 %. I perio-den mellem 1959 og 1969 er dette fald forbundet med en mærkbar stigning i an-

delen af funktionærer blandt derdelegerede, som blev fordoblet fra 16 % til

30 9⁄3.Siden da har andelen af funktionærer stabiliseret sig, mens den fortsatte

nedgang i antallet af arbejdere er blevet forbundet med et spring i antallet af

studerende og lærere fra omkring 20 % til 30 %. Der har været gradvis og sta-

dig nedgang i de delegeredes gennemsnitsalder, fra 38,5 i 1959 til 34,5 i 1974.

Endelig har der været en betydelig stigning i andelen af kvinder blandt de dele-

gerede, fra 5 °0 på SFs første kongresser til 22 % i 1974.

Tabel 8.

Delegerede til SFs kongresser, 1959-1974.

(1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)Erhverv i °⁄,, juni juni

1959 1961 1963 1967 1969 1970 1974

Arbejdere ................................. .. 60 57 53 40 40 31 31

Funktionærer .. 16 19 20 32 31 27 29

Lærere ........... .. .. 14 10 1224

7 15 18

Studerende .. 5 8 8 12 15 17

Andre [1] .................................. ..

'

5 7 7 3 10 12 5

Total .......................................... .. 100 101 100 99 100 100 100

Gennemsnitsalder ................. .. 38,5 38 38 uoplyst 36 35 34,5

Antal kvinder i ”0................... .. 5 5 5 10 15 13 22

N ................................................. .. 63 91 95 143 uoplyst uoplyst 185

Total antal delegerede ......... .. 63 92 99 163 116 129 210

Kilder: Kolonne 1-3: Minavisens arkiv. Kolonne 4: Ingemar Glans, »SF i Danmark«, Kontrast.

l/1968. - s. 44-45. Kolonne 5-6: SF orientering l/l971. Kolonne 7: 1974 SF-undersøgelse.

[1] »Andre« inkluderer husmødre, selvstændige og pensionister. Tallene for »andre« i 1969

og 1970 inkluderer muligvis dem, hvis beskæftigelse ikke var oplyste.

Som de fremstår, tyder tallene på en ændring i sammensætningen af SF-aktivi-

sterne, som kan sammenlignes med ændringen i partiets stemmeandel. l hvilken

udstrækning kan disse ændringer tages, som de fremstår?

Svaret er ikke krystalklart. Der er flere kvinder, flere funktionærer, flere

studerende og flere lærere blands SFs aktivister i dag end i 1959. Men deres

øgede repræsentation ved landsmøderne, på bekostning af arbejdere, genspej-ler også tre udefrakommende faktorer:

109

l) DKP havde partienheder på større fabrikker; og nogle af disse blev gen-taget, da SF blev dannet. På kongressen i juni 1959, den sidste der havde dele-

gerede med stemmeret fra fabriksklubber, var 10% af de deltagende arbej-dere valgt af fabriksenheder.

2) Stigning i antallet af kvinder påvirker automatisk den erhvervsmæssigefordeling af de delegerede, da næsten ingen kvinder er faglærte arbejdere.

3) Stigningen i landsmødets størrelse har ændret dets sammensætning. De 63delegerede på' kongressen i juni 1969 repræsenterede 52 partienheder; de 210delegerede i 1974 repræsenterede 110 lokalafdelinger. 10 af enhederne i 1959sendte mere end 1 delegeret; 57 af de 110 lokalafdelinger i 1974 sendte mere

end 1. Der er en klar tendens i de større lokalafdelinger til at udvælge kongres-delegerede med henblik på at opnå balance, specielt hvad angår unge, arbejdereog kvinder. Denne balance er uformel og lokal; SF havde ikke noget kvotasy-stem på det tidspunkt, da undersøgelsen blev foretaget.

Tabel 9 genspejler betydningen af delegationens størrelse for andelen af kvin-der i delegationen. Parti-lokalafdelinger,; der sender mindst 4 delegerede, er

dobbelt så tilbøjelige til at vælge kvinder som delegerede som lokalafdelinger,der kun sender 1 delegeret. Mens lokalafdelinger, der kun sendte 1 delegeret,ofte valgte en lokal fagforeningsformand eller tillidsmand som deres eneste

delegerede, valgte ikke en eneste lokaladeling, der sendte så mange som 3 dele-

gerede, udelukkende arbejdere.47

Tabel 9.

Repræsentation af kvinder efter størrelsen af lokale SF-delegationer ved kongressen i 1974.

Delegationens Antal lokal- Total antal Antal Kvinde-

størrelse afdelinger delegerede 'kvmder procentO

1 delegeret 43 43 7 160/02 delegerede 28 56 12

3 delegerede 17 51 11 Å,4 ellerflere 12 66 20 30%delegerede

SF-medlemmers 0g aktivisters baggrund 1974

Undersøgelsen fra 1974 giver en mere detaljeret beskrivelse af partiets sam-

mensætning end tidligere undersøgelser.48 Mens landsmøde-delegerede udgøret temmelig godt billede af alle partiets aktivister - alle de følgende tal vedrøren-de »aktivister« stammer fra svar på spørgeskemaet fra de delegerede i 1974 - så

er ikke-delegerede fra de 10 lokalafdelinger ikke så repræsentative som eksem-

pel på almindelige medlemmer. Gruppen indeholder et større antal delvist akti-ve og et mindre antal passive kontingentbetalere end partiet som helhed.

Stikprøverne af partimedlemmer og aktivister ligner hinanden meget med

hensyn til alder, erhverv, uddannelse, klassebaggrund og politisk socialisering(Tabel 7, kolonne 2 og 3). En væsentlig del af forskellen mellem de to grupper

110

fremkommer ved, at pensionisters alder og helbred begrænser deres aktivitet.

Forskelle er der dog stadig. Den erhvervsmæssige fordeling af landsmøde-dele-

gerede er skæv i forhold til hele partiets medlemsskare. Færre husmødre (6 %af medlemsstikprøven, 1 % af delegeretstikprøven) og færre pensionister (5 °⁄,,af medlemmerne, l °⁄0af de delegerede) sendes til landsmødet. De erstattes af

lærere (l3 % medlemmer, 18°/0 delegerede), andre højerestående funktionæ-

rer (7 % medlemmer, ll °⁄0 delegerede) og faglærte arbejdere og lærlinge

(13 % medlemmer, [9 °⁄Odelegerede). Handels- og kontorfolk, ufaglærte arbej-dere og studerende fandtes i begge grupper i samme antal. Det må imidlertid

bemærkes, at studerende formodentlig udgør en større andel af SFs aktivister,end deres antal på landsmøderne tyder på, for de starter deres politiske aktivi-

tet som studerende, og det tager noget tid (selv i SF), før nye aktivister bliver

valgt som delegerede.Landsmødedelegerede er noget yngre end partimedlemmer, og der er

færre kvinder blandt dem (22 %) end blandt medlemmerne (33 %).Aktivister er højere uddannet end medlemmer, 68 °⁄0har haft mere end de

lovpligtige 7 års skolegang, i modsætning til 55 °⁄oaf medlemmerne. Når man ta-

ger den hurtige ekspansion i det danske uddannelsessystem i de sidste 15 år i be-

tragtning, er forskellen i uddannelsesniveau delvis et spørgsmål om alder: pen-sionister havde ikke stOr mulighed for at få mere end den lovpligtige minimums-

skolegang.Partiets aktivister genspejler bogstavelig talt partiets medlemmer med hensyn

til samfundsmæssig baggrund (Tabel 10). Halvdelen af hver gruppe kommer fra

et arbejdermiljø. Der er en svag tendens til, at aktivister kommer fra en smule

højere samfundslag end andre medlemmer, men en stor del af den seneste til-

strømning til SF af funktionærer, lærere og studerende kom fra arbejderhjem.Rundt regnet 40 '70af funktionærerne i partiet kom fra arbejderhjem.

Tabel [0.

SF-medlemmers og aktivisters samfundsmæssigebaggrund, 1974 i %.

Fædres erhverv: Medlemmer Aktivister

Ufaglærte arbejdere ............................... .. 27 25

Faglærte arbejdere ................................. .. 22 22

Funktionærer med16 17

universitetsuddannelse .......................... ..

Andre højere funktionærer .... .. 3 8

Lavere funktionærer . . . . . . . . . . . . . . . . .. 8 9

Selvstændige ............................................. .. 19 16

Uoplyst ....................................................... .. 5 4

Total ............................................................ .. 100 10]

N ................................................................... .. 336Q

185

lll

Den store sociologiske lighed mellem partimedlemmer og aktivister svarer til

ligheden i de to gruppers tidligere politiske aktivitet. (Tabel ll). Delegerede har

en lidt større tendens til at have været medlemmer af et andet parti, før de

meldte sig ind i SF, end medlemmer har. Men i begge tilfælde har omkring 2/3ikke tidligere været medlem af noget parti. Blandt dem, der har været parti-medlemmer, er mønstret ens for aktivister og medlemmer: den største gruppehar været medlem af Socialdemokratiet, tæt fulgt af DKP49 og længere ude af

VS og de borgerlige partier. De fleste af de tidligere DKF-medlemmer meldte

sig ind i SF i begyndelsen af dets eksistens.

Tabel [1.

SF -medlemmers og aktivisters politiske baggrundi 1974 i %.

Medlemmer Aktivister

A. Tidligere partimedlemskab:Ingen ........................................................... .. 69 62

Kommunist .... .. 1 1 12

Socialdemokrat.. 12 15

Venstresocialist .. 2 3

Ikke-socialist .. 3 5

Uoplyst ............... .. 3 3

Total ............................................................ .. 100' 100

B. Tidspunktfor medlemskab af SF :

'

1958-59 ........................................................ .. 11 11

1960-65. 13 13

1966-67. 7 4

1968-71 . 20 27

1972 ..... .. 17 24

1973-74. 29 19

Uoplyst .................... .. 3 2

Total 100 100

N ................................................................... .. 336 185

112

Der er ikke stor forskel mellem delegerede og medlemmer med hensyn til,hvor længe de har været medlemmer af partiet (Tabel 11). 11 % af begge grup-per blev medlemmer, da partiet blev dannet. Ikke overraskende er der tendens

til, at de nyeste medlemmer i partiet bliver underrepræsenteret blandt delege-rede. »Kun« 19 °⁄oaf de delegerede på landsmødet i 1974 var blevet medlemmeri de sidste 18 måneder, mens 29 % af partiets medlemmer var blevet det.

Kort sagt er ligheden mellem SFs medlemmer og aktivister stor med hensyntil samfundsmæssige kendetegn, baggrund og tidligere politiske virksomhed.Dér hvor de afviger fra hinanden ud fra objektive kriterier - holdninger vilblive undersøgt senere - er med hensyn til aktivitet. Delegerede må selvfølgeligafvige fra medlemmer med hensyn til aktivitet, hvis delegerede skal tjene som

vores eksempel på partiaktivister. Og det gør de. På trods af, at 62 % af lands-

mødets delegerede var gået ind i SF i 1970 eller senere, havde 88 °⁄0af dem en

eller anden partistilling, eller havde haft det: 25 '70 havde været formænd for

lokalafdelinger, 72 '70havde været lokale bestyrelsesmedlemmer, og 48 havdeværet partiets kandidater ved kommunevalg. Sammenlignende kan det nævnes,at 61 °⁄oaf de »almindelige«medlemmer aldrig havde haft nogen slags partistil-ling eller været partirepræsentant på deres arbejdsplads. Gennemsnitsantalletaf alle slags partistillinger, som medlemmer havde eller havde haft, var 0,9; som

delegerede havde eller havde haft: 3,3; som medlemmer af hovedbestyrelsenhavde eller havde haft: 5,9.

Motivationer og holdningerMan kan gøre tilfredsstillende karriere i nogle af de socialistiske partiers bu-reaukrati; SF er ikke et af dem. Medlemsskab af SF er ikke befordrende for en

karriere i andre institutioner, og det er til skade i nogle, specielt i fagforenings-hierarkiet. Et rationelt menneske skal ikke melde sig ind i SF for at fremme sinpersonlige karriere. Så hvorfor melder folk sig ind? Undersøgelsen stillededette spørgsmål direkte, i åben form, og svarene var vidt forskellige. Svareneer kategoriseret i Tabel 12.

113

Tabel [2.

Angivne grunde for at melde sig ind i SF.

Socialistisk Folkeparti. Stikprøve 1974 (flere svarmuligheder).

Spørgsmål:Var der nogle punkter i SFs program eller politik der havde stor betydning for, at du meldte

dig ind?

a) nej

b) ja, følgende

Procent af alle besvarere

der angav grund

Idealogi og politikGenerel klasse og/eller socialistisk overbevisning ............. .. 10

SF”s ideologi generelt og/eller [7specifikke elementer af den .................................. ..

Specifikke SF holdninger til udenrigspolitik ll

» Urokkelige principper«Anti-militarisme .............. .. 26

EF-modstand .................... .. 21

Andre udenrigspolitiske spørgsmal 4

StrategiSFfrem for DKP ogS ..... .. 7

SF's strategi ................... .. 5

SF”s organisation, specifikke handlinger 3

Andet

Personligheder i SFs ledelse (Aksel Larsen) ...................... .. 2

Andre grunde .......... ..3

Ingen særlig grund ......................................................................... .. 32

Ikke oplyst ................. ........................................................... ., ...... .. 6

(N=561)

Motivationer

Omkring 1⁄3 af dem, der svarede, udtalte, at der ikke var nogen speciel grundtil, at de meldte sig ind. I de interviews, der fulgte efter undersøgelsen, fremkom

det, at mange af dem, der svarede på denne måde, havde meldt sig ind pågrundaf generelle socialistiske synspunkter. At melde sig ind i SF krævede ikke nogen

speciel motivation. »Jeg har altid været socialist«; »Jeg blev 2] en uge før valget,og jeg syntes, jeg burde være medlem af et parti«. Disse svar var typiske.

Blandt dem, der anførte specifikke grunde til at blive medlem, var SFs anti-

militære og anti-EF synspunkter de oftest nævnte. Derefter fulgte SFs ideologigenerelt, eller specifikke elementer af den, specifikke indenrigspolitiske syns-

114

punkter (især boligpolitikken), generelle socialistiske og klasse-fornemmelser,og valg af SF fremfor DKP og Socialdemokratiet (jvf. Tabel 12).

Alle grupper i partiet giver i forbløffende grad udtryk for de samme grundetil at melde sig ind. Ikke blot er overensstemmelsen i fordelingen mellem arbej-dere og ikke-arbejdere (omfattende funktionærer, studerende, lærere, folk iliberale erhverv og selvstændige) imponerende, men også graden af lighed mel-lem arbejdere og de mest intellektuelle grupper i partiet, studerende og lære-re, er tilsvarende imponerende. Arbejdere har en noget større tendens til at

anføre klassetilhørsforhold, ideologi og socialistisk sindelag, mens studerendeog lærere hælder mere til anti-militarisme (og studerende til strategi), men for-skellene er ikke statistisk signifikante (0.95). Ligeledes er der stor overensstem-melse mellem medlemmer og aktivister. Politisk baggrund påvirker ikke i væ-sentlig grad motivationerne for at melde sig ind.

Der har gennem tiderne været en bemærkelsesværdigkonsistens i de anfør-te årsager til at blive medlem. Anti-militarisme, generel tilslutning til SFs ideolo-gi, og generel socialistisk og klassemæssigbevidsthed indtager konstant de frem-trædende pladser. Der er kun sket én væsentlig ændring: EF-spørgsmålet komi forgrunden i 1971-72. Af dem, der blev medlemmer af partiet før 1971,nævnte kun 2 °0 modstand mod Fællesmarkedet som deres vigtigste grund til atmelde sig ind. Dette tal steg til 19 °⁄0blandt dem, der meldte sig ind i 1971, til45 "g af de nye medlemmer i 1972 (folkeafstemningsåret),og faldt igen til 21 3,, i1973 og 13 57,i 1974.

Socialistiske modeller

DKP havde hævdet, at Sovjetunionens politik var - om ikke identisk med so-

cialisme, så i det mindste den rigtige vej at nå dertil. Lige fra SFs stiftende lands-møde i februar 1959 var der bogstavelig talt enighed i SF om, at Sovjetunionenikke var en hensigtsmæssigmodel for Danmark. Mens Jugoslavien nu og da er

blevet begunstiget med venlige kommentarer, var der ingen, der påstod, at detvar en model, der var hensigtsmæssigat overføre til dansk grund. En autonomdansk vej til socialismen var en fundamental forskrift for SF. Men man kanlære af udenlandske modeller, og det omfang, som SF-medlemmer anser andrelande for værd at lære af, siger en hel del om deres opfattelse af socialisme iDanmark.

SF-medlemmerne blev bedt om at opstille 6 lande (Sovjetunionen, Jugosla-vien, Kina, Sverige, Cuba og DDR) i rækkefølgeud fra, hvor meget danske so-

cialister kunne lære af hvert af 'dem som positive eksempler. De 6 lande blev op-stillet enkeltvis på en skala, der gik fra 1 til 5; 1 svarede til »der kan læres me-

get»; 5 svarede til »der kan intet læres«. Jugoslavien og Kina kom øverst pålisten som de mest positive eksempler med et gennemsnitsresultat på 2,4 hver.Cuba og Sverige fulgte med et gennemsnitsresultat på 3,1, og Sovjetunionen ogDDR dannede bagtrop med henholdsvis 3,5 og 3,6.

1 de interviews, der blev foretaget efter undersøgelsen,fremkom det, at man

vidste meget lidt om Cuba og relativt lidt om DDR. Positive reaktioner over forCuba var generelt motiveret af, at det var »revolutionært«, snarere end at der

115

var noget specielt, danskere kunne lære af. DDR var offer for udtalt anti-tyskfordom hos SF-medlemmerne. Synspunkter vedrørende de andre lire lande

var mere generelt motiveret af politiske holdninger, skønt disse holdninger ikke

nødvendigvis stemmer overens med landenes faktiske politik.Med hensyn til Jugoslavien blev arbejdernes selvstyre-system uvægerligt

nævnt som noget positivt. Jugoslavernes evne til at balancere mellem øst og vest

uden for militære blokke blev sommetider nævnt. Svenskernes neutralitet l'ik

gunstig omtale, specielt i relation til deres beslutning om ikke at træde ind i EF.

Sverige fik også høje karakterer for dets sociale velfærdssystem, specielt med

henblik på pensionister (som gav Sverige et gennemsnitsresultat på 2,0) og ufag-lærte arbejdere (2,9). De spredte gunstige bemærkninger om Sovjetunionenhavde noget modstræbende over sig: på trods af alt har russerne socialiseret

industrien, afskaffet arbejdsløsheden og forbedret levevilkårene.

Den yderst positive reaktion over for Kina var ikke baseret på latent maois-

me i SF. Snarere opnåede kineserne det gode resultat af samme grunde -

og al'

de samme mennesker - som jugoslaverne: begge bekæmpede bureaukratiet.

Der var ingen rosende omtale af Maos doktriner om krig, Mao-kulten, kine-

sernes støtte til. EF eller andre aspekter af den kinesiske udenrigspolitik, eller al'

den hårde kurs mod »revisionismen«; i stedet blev rotation al' funktionærer,

obligatorisk fabriks- og landbrugsarbejde for bureaukrater, og ødelæggelsen al'

en spirende bureaukratisk herskende klasse under Kulturrevolutionen positivtomtalt.

Der er holdningsforskelle blandt de forskellige erhvervsgrupper i SF. Hold-

ninger over for Sovjetunionen er ret konstante, selv om studerende (3,6) og

lærere (3,7) er mere kritiske. end arbejdere (3,4). Der er mindre forskel blandt

grupperne med hensyn til holdninger over for Jugoslavien. Med hensyn til Kina

er studerende og lærere mærkbart mere positivt indstillede end arbejdere:studerende og lærere er mere postive over for Kina (2,1) end over for Jugosla-vien (2,4), mens det modsatte er tilfældet blandt arbejdere (henholdsvis 2,7 og

2,4). Studerende er mindst positive over for Sverige, som af dem får et gennem-

snitsresultat (3,5), der er næsten lige så lavt som Sovjetunionens (3,6); pensioni-ster og ufaglærte arbejdere er mest positive over for Sverige.

Holdningerne over for modellerne bliver mere polariserede, eftersom man

bevæger sig op gennem graderne af partiaktivitet (Fig.4). Den negative holdninghos partiet som helhed over for Østtysklandog Sovjetunionen er mere udpræ-

get negativ i toppen end blandt de almindelige medlemmer; ligeledes er den po-

sitive holdning over for Jugoslavien og Kina langt mere positiv blandt delegere-de og i hovedbestyrelsen end blandt medlemmerne. Ombytning af Cubas og Sve-

riges positioner angiver en undtagelse til denne regel. Med hensyn til Cuba er

det muligt, at der ikke måles andet end graden af sentimental tilknytning til mid-

aldrende revolutionære som Castro, for informationsniveauet er lavt. På den

anden side er informationsniveauet om Sverige ret højt, og det er signifikant, at

holdningen over for Sverige blandt delegerede og partiledere er meget mindre

positiv end blandt medlemmer. Det er helt klart, at det svenske velfærdssystem,

116

som for danskere at se giver mere, end de selv har, og giver det mere ligeligtfordelt, appellerer stærkt til SFs medlemmer.

F ing 4.

SF syn på udenlandske model/erfar socialisme. Medlemmer, aktivister 0g /edelxe(gennemxnilx værdier )

Positiv

21:0 2.0 Jugoslavien2.1 Kina

Kina&2.3 Jugoslavien

2.5 Kina&2.6 Jugoslavien

2.9 Sverige 2.9 Cuba 2.9 Cuba3.0

3.2 Cuba

3.4 USSR 3.4 Sverige3.5 3.5 DDR 3.5 Sverige

3.6 DDR 3.6 USSR3.7 USSR

4.0

1/ 4.] DDR

Negativ Medlemmer Delegerede Hovedbestyrelsen lll

Spørgsmål:Hvor meget positivt tror du danske socialister kan lære af hvert af de følgende lande?

Ill Medlemmer og suppleanter af SF's hovedbestyrelse modtog spørgeskemaet. 23 besvarededet. Tallet er for lille til at blive yderligere opdelt, men gennemsnitsværdierne i hele grup-pen giver nogen mening.

StrategiEn stor del af spørgeskemaet var viet til spørgsmål om, hvilken strategi der er

den rette for SF. Hvilken indflydelse har SF på Socialdemokratiet '? (Spm.l).Hvilket parti bør SF stå nærmest? (Spm.5). Og en serie på 9 spørgsmål(Spm.6-l4) gav et valg mellem to modsatte synspunkter med hensyn til strategiog taktik.50 Alternativerne medfører en polarisering af holdningerne. Man måbehandle resultaterne af de enkelte spørgsmål med varsomhed. Hvis man ser påresultatet af spørgsmål 8, kan man f.eks. ikke sige, at x procent af SFs medlem-mer er tilhængere af et midlertidigt proletariatets diktatur. De 9 spørgsmål er

derfor ikke blevet anvendt separat, men snarere til at opbygge en skala over

radikalisme med hensyn til midler, hvor skalaværdierne går fra 0 (mindst radi-kal) til 9 (mest radikal).5l Værdierne i radikalisme-Skalaen er normalt fordeltmed et gennemsnit på 4,9.

Disse gennemsnitsværdier viser en mærkbar stigning med hensyn til politiskaktivitet. Blandt partimedlemmer er gennemsnitsværdien 4,4 blandt delegerede

ll7

5,8 og blandt hovedbestyrelsesmedlemmer 6,0. Dette er i modstrid med den al-

mindelige danske opfattelse af, at SFs ledelse står noget til højre for dets aktivi-

ster, og måske endda for medlemsmassen, men det svarer til, hvad man har

konstateret i USA, at holdninger polariseres mere og mere, eftersom man sti-

ger op i partihierarkiet fra den store, grå centristiske vaelgerskare.52 Og det

svarer til, hvad man har konstateret i Sverige, at parlamentariske partigrupperufravigeligt står til venstre for deres vælgere.53Desværre ved man ikke megetom SF-vælgernes opfattelse af strategi - kommercielle markedsanalyseinstitut-ter specialiserer sig ikke i at stille spørgsmål om overgangen fra kapitalisme til

socialisme - men det står klart, at inden for selve partiet er forskellene i opfat-telsen af strategi væsentligt større end forskellene i social og politisk baggrund. i

social og økonomisk status, og i holdninger over for politiske prioriteter.

Tabel 13.

Radikalisme set iforhold til alder og erhverv. Gennenmnitsværdi pâ rad/'kalixme-xkalu / I /.

Beskæftigelse hos adspurgte

Ikke-arbejdere [2] Arbejdere l3l Total |4I

Adspurgtes Skala- Skala- Skala-

alder, år værdiN

værdiN

værdiN

-24 5.6 (52) 5.8 (18) 5.6 '(71)25-34 5.4 (l58) 5.5 (43) 5.4 (208)35-44 5.2 (84) 5.0 (44) 5.| (I33)45-54 3.5 (46) 5.0 (33) 4.3 (95)55 og derover 3.4 (17) 4.9 (H) 3.8 (44)

Uoplyst * * 2.8 '( IO)

Total 5.0 (358) 5.2 (I53) 4.9 (56])

* N <10

III Skala-værdierne går fra 0 (mindst radikal) til 9 (mest radikal).[2] Inkluderer studerende.

|3l Inkluderer lærlinge.|4| Inkluderer husmødre og pensionister.

Værdierne i radikalisme-Skalaen er afhængige af alder, erhverv, og parti-medlemskabets længde. De unge er mere radikale end de gamle. Arbejdere

(gennemsnitsværdi 5,2) er mere radikale end funktionærer, lærere og stude-

rende (5,0) (Jvf. Tabel 13). Forskellene i disse to gruppers radikalisme er ikke

konstante med hensyn til alder; i gruppen under 45 er forskellene mellem ar-

bejdere og funktionærer ret små, mens de i gruppen over 45 bliver mere

mærkbare.” De, der er i tyverne og trediverne og har ikke-manuelle erhverv,er næsten lige' så radikale som de manuelle arbejdere; de, der er i fyrrerne og

halvtredserne, er imidlertid utvetydigt mere moderate-end manuelle arbejdere'

ll8

i samme aldersgruppe. Denne adskillelse efter aldersgrupper har helt sikkertforbindelse med studenteroprøret i 60'erne og den efterfølgende holdningsæn-dring over for radikale midler hos middelklassens venstrefløj. I hvert fald er

SF-medlemmer med middelklasseerhverv mindre radikale hvad angår midler,end arbejdermedlemmer er.

Tabel 14,

Radikal/.une .ret i forhold til klassemæszs'igog politisk baggrund. Gennemsnitst'ærdi pâ rad/'Aa/ixme-.s'kala I'll.

Fædres beskæftigelse

Ikke-arbejdere Arbejdere Total

Forældre stemte Skala-N

Skala-N

Skala-Nnormalt på værdi værdi værdi

Ikke-socialistisk 4.9 (151) 5.2 (28) 4.9 (181)Socialdemokrati 4.7 (60) 4.9 (139) 4.8 (207)Socialdemokrati

og SF eller DKP* 5-0 (2” 5" (3°)

SF og/eller DKP 5.8 (31) 5.5 (60) 5.7 (94)Ved ikke * 4.1 (15) 4.2 (23)

Uoplyst * * 2.8 (14)

Total 121 4.9 (269) 5.0 (267) 4.9 (561)

* N < 10

111 Skala-værdierne går fra 0 (mindst radikal) til 9 (mest radikal)121 Inkluderer 13, hvis forældre skiftede med at stemme på Socialdemokratiet og ikke-sociali-

stiske partier.

Forholdet mellem radikalisme og social og politisk baggrund er entydigt. (Ta-bel 14). Klassebaggrund påvirker ikke radikalismen. Gennemsnitsværdien fordem, hvis fædre var arbejdere, var 5,0 (N: 267); gennemsnitsværdien for dem,hvis fædre var selvstændige eller funktionærer var en anelse lavere (4,9), (N:269). På den anden side har forældres valg af politisk parti en mærkbar effekt.De, hvis forældre stemte på Socialdemokratiet, havde et gennemsnit på 4,8 (N:207); de, der ikke havde socialistiske forældre, havde et gennemsnit på 4,9 (N:181), mens gennemsnittet hos dem, hvis forældre konsekvent stemte på et ven-

strefløjsparti, var 5,7 (N: 94). De, hvis forældres politiske interesse var så svag,at deres børn ikke kunne huske noget om, hvad de stemte på, fik en mere mode-rat værdi på 4,2 (N: 22).

Forholdet mellem radikalisme og uddannelse ser dramatisk ud. Gennem-snitsværdien hvad angår radikalisme stiger fra 4,7 hos gruppen med mindreend 8 års skolegang til 5,3 hos dem, der har haft mindst 10 års skolegang. Men

igen er det en genspejling af aldersfordelingen. Median alderen for dem, der

119

kun har haft den lovpligtige skolegang, var 40; for dem, der har haft mindst l3

års skolegang, var den 30.

Et andet mål med hensyn til strategi er de adspurgtes opfattelse af SFs indfly-delse på Socialdemokratiet? På en skala, der går fra 1 til 5, hvor I svarer til en

høj grad af indflydelse og 5 til overhovedet ingen indflydelse, er gennemsnits-værdierne klumpet sammen lige under midten. Den grad af indflydelse, man

forestillede sig, faldt i takt med, at man steg i partiets rækker, fra 3,2 hos med-

lemmer, 3,4 hos aktivister og 3,6 hos hovedbestyrelsesmedlemmer. Gennem-

snitsværdierne efter erhverv var klumpet sammen på samme måde: lærere

3.3: højerestående funktionærer 3,2; lavere funktionærer 3,4; ufaglærte arbej-dere 3,2: kun med pensionister (2,9) og studerende (3,5) som outsidere.

Der er på den anden side en slående korrelation mellem resultaterne i radi-

kalisme-skalaen og opfattelserne af SFs indflydelse. Simpelt udtrykt: jo mere ra-

dikal spørgsmålsbesvareren er, jo mindre indflydelse forestiller man sig, at SF

har. De, der havde en radikalismeværdi på 0-3 anslog SFs indflydelse til at være

mellem »temmelig meget« og »noget«; de, der havde en radikalisme-værdi på6-9 bedømte dets indflydelse som »meget ringe«, Alternativt havde de, der men-

te, at det var lykkedes SF at have indflydelse på Socialdemokratiet »i væsentlig

grad«, en gennemsnitsværdi på radikalisme-skalaen på 3,9; de. som mente, at SF

overhovedet ikke havde haft nogen indflydelse, havde en gennemsnitsværdi på7,4.

Til slut må nævnes, at der er tæt forbindelse mellem radikalisme-skalaen og

svaret på spørgsmål 5: »Hvilket dansk parti mener du, at SF bor stå nærmesm?

Sympati over for Socialdemokratiet var størst blandt de mindst radikale

(Fig.5): sympati over for VS var størst blandt de mest radikale. Sympati over

for DKP nåede et højdepunkt midt på radikalisme-skalaen, men var relativt

konstant i den radikale ende og var slet ikke til stede i den moderate ende. Hold-

ningerne varierede også efter alder og erhverv. De ældste, der svarede, fore-

trak Socialdemokratiet; de yngste VS. Arbejdere var delt mellem Socialdemo-

kratiet og DKP; studerende og lærere valgte VS i overvældende grad. Aktivi-

ster og andre partimedlemmer adskilte sig stærkt fra hinanden. (Tabel 15).

Blandt medlemmer førte Socialdemokratiet (30 (34,)en smule over DKP (24 “H)

og VS (25 *',',);de sidste to partiers stilling var bogstavelig talt ikke til at skelne.

Blandt landsmødedelegerede var VS imidlertid det foretrukne parti, og førte

næsten i forholdet 2:l over DKP (40 (7,,mod 22 (3⁄0),og Socialdemokratiet kom

ind på en svag tredieplads (12 (X,.

Det er ikke forbavsende, at radikalisme-skalaen er tæt forbundet med andre

politiske holdninger. Et interessant aspekt er dets forhold til de forskellige so-

cialistiske modeller. Holdningerne over for Sverige bliver mærkbart mere ne-

gative i takt med, at man bevæger sig fra den moderate ende til den radikale

ende af radikalisme-skalaen (2,3 mod 3,8). Omvendt bliver holdningerne over

for Kina (2,9 mod 1,8) og Jugoslavien (2,9 mod 2,4) mere positive. Kun holdnin-

gerne over for Sovjetunionen (3,5) synes uden forbindelse med Vradikalisme:landet har bunden for sig selv i alle kategorier.

120

Figur5.

Indstilling til andre socialistiske partier: procent af SF -stikprøvea'er foretrækkertættere binding til

socialdemokrater, kommunister og venstresocialister på hvert trin af radikalixme-.rkalaen

7070% -

60"., A

60 Socialdemokrater58

u

Venstre-

50 "

Å

46socialister

41

Kommunister

31

40”_,A

30".. -

20”., e

10".r

0i012345678901234567890123456789mindst mest mindst mest mindst mest

radikale radikale radikale radikale radikale radikale

Tabel [5.

Int/,x'lilling til andre .socialistiske partier blandt SFs medlemmer og aktivister i 1974 i Zur

Sporgsmal: Hvilket dansk parti synes du at SF skulle stå nærmest?

Medlemmer Delegerede Total

__________________________________,Socialdemokrater ..................... ..

30 12 24

Kommunister ................. ..24 22 22

Venstresocialister ......... ..25 40 31

Socialdemokrater og 7

kommunister og/eller VS3 2 '-

Kommunister og VS ............ ..3 4 3

»Sig selv« eller »ingen« ......................... .. 5 15 9

Uoplyst ....................................................... ..11 7 9

Total ..........................................................101 102 100

__________________.__.___--

N .....................................................................

336 185 561

Bemærk: Spørgsmålets ordlyd antydede klart. at der skulle opgives partinavn. Svarene giver

ikke en fair sammenligning mellem dem, som foretrak, at SF stod fuldstændig alene, og dem

som så mere positivt på samarbejde.

121

...engangskal verde

T3 socIAusnst .

122

Konklusion

l 1930 og 1935 kunne man genkende ham. Han sad bag oplyste vinduer og drak champagne med

smukke kvinder og musik, og man vidste, at han ejede fabrikken og havde nægtet at forhøje ens

løn igår 1 dag er kapitalen ofte mere anonym. Kapitalister og aktionærer ved ofte ikke

engang, om de ejer aktier i det ene eller det andet selskab. De har opfundet en masse måder at

forvalte kapital på, som Karl Marx aldrig havde kunnet forudse. Og det er lykkedes dem at

styre os ind i et velfærdssamfund, som fundamentalt er et sygt samfund, som stadig hviler på

profitbegær, og som er totalt ligeglad med mennesker.

Københavnsk typograf, 1971.

Ved hjælp af et meget belejligt samarbejde med de borgerlige partier har det

danske socialdemokrati opbygget en velfærdsstat, der reducerer materiel nød

til et minimum. Dets succes har været imponerende. Levestanderden er blevet

forbedret for dem, der er uden for arbejdsstyrken, og selve arbejdsstyrken er

blevet beskyttet mod indkomsttab, og visse væsentlige offentlige ydelser, såsom

sygesikring, er blevet etableret på basis af behov frem for betalingsevne. De re-

ster af nagende fattigdom, der stadig er en realitet i en stor del af den vestligeindustrialiserede verden, er forsvundet i det socialdemokratiske Skandinavien.

Selv om kompromis°er med de borgerlige partier krævede udsættelse på ube-

stemt tid af opbygningen af et socialistisk samfund, så mente de, der materielt

havde lidt størst afsavn, åbenbart, at det var en rimelig handel: de stemte i over-

vældende grad på Socialdemokratiet.

Mens stigningen i tilslutningen til partier til venstre for Socialdemokratiet -

3 “5,i 1957 til 12 ”0fra 1966 til nu -ikke ser ud af meget ved siden af Mogens Gli-

strups opbakning, så var den sandelig uventet. Ifølge den gængse opfattelse var

forholdene ugunstige. Danmark var netop på vej ud af en økonomisk cyklus,der kunne karakterisers som stop-start-stop, og som havde præget landet i be-

gyndelsen og midten af 50'erne, med høj arbejdsløshed, og ind i en periode med

hurtig økonomisk fremgang og minimal arbejdsløshed. Hvor finder man en

dækkende forklaring på den opbakning, der blev givet til en minoritetsgruppe i

et svagt, svindende kommunistparti, en gruppe der viste sig i stand til at give nytliv til den danske venstrefløj? Lad os et øjeblik se tilbage på de hypoteser, der

blev omtalt i afsnit 2.

Selv om den danske velfærdsstat har fjernet den værste materielle nød, kan

man stadig 'finde grupper, der lider relativ nød i materiel henseende: de ufag-lærte i yderdistrikter, specielt i kriseramte lavtlønsindustrier (feks. tekstilindu-

strien), landarbejdere, pensionister og lignende. Dog er der overvældende tegn

på, at disse grupper støttede og fortsat støtter Socialdemokratiet, ikke DKP, SF

eller - i dag - VS. Ligeledes er det heller ikke i dag - midt i efterkrigsnedgangs-tidens langvarige bivirkninger: høj arbejdsløshed og alvorlige økonomiske pro-

blemer - lykkedes nogen af de danske venstrefløjspartier at udnytte spørgsmåletom økonomi, på trods af at Socialdemokratiet har regeret uden at kunne løse

de økonomiske problemer.i

Dataene om arbejderpartiernes vælgere og SFs medlemmer og aktivister ty-

der på, at venstrefløjens tiltrækning i Danmark ikke er baseret på absolut eller

relativ nød. SF's tilslutning, fra vælgere til aktivister, kommer fra de relativt

123

velståendes rækker: faglærte arbejdere, funktionærer og intellektuelle. Arbej-derklassen er dog ikke blevet erstattet af en eller anden blanding af studerende,intellektuelle og pjalteproletariat, som Marcuse forudsagde, ej heller af repræ-sentanter for den nye »herskende klasse«, bestående af statsansatte embeds-mænd fra den sociale sektor, som ny-konservative professorer har hævdet.

Skønt studerende og intellektuelle efterhånden spiller en væsentlig rolle som

supplement til arbejderklassens opbakning om SF -

og åbenbart også om DKP -

er SFs medlemmer stadig overvejende arbejdere. Halvdelen af SFs erhvervs-aktive medlemmer var arbejdere, selv når studerende blev regnet som frem-

tidige funktionærer. Rundt regnet halvdelen af SFs husmødre var gift med ar-

bejdere, og mindst 2/3 af pensionisterne var tidligere arbejdere. Yderligereomfatter kategorien funktionærer også statsansatte i transportsektoren, som

har funktionærstatus, men udfører manuelt arbejde: feks. var 20 0/5 af de

mandlige, københavnske funktionærer i l972-stikprøven over SFs medlemmer

buschauffører,55SFs opbakning blandt arbejdere -

og i nogen grad også DKPs - er koncentre-ret blandt faglærte arbejdere i højtlønsindustrier og i landets mest velstående

egne (København og dens forstæder, og Nordsjælland). Opbakningen blandt

ufaglærte arbejdere stiger med indkomsten. Korrelationen mellem SFs opbak-ning og høj løn blandt arbejdere holder også, når det geografiske område er

konstant. I nogen grad gælder det samme mønster blandt lavere funktionærer.

Venstrefløjens vælgeres generelle kendetegn er, at de er økonomisk mere vel-

stillede end andre partiers (især Socialdemokratiets) arbejdervælgere.Korrelationen mellem venstrefløjen og høje arbejderlønninger er noget ret

nyt i Danmark. Tegn på det før 60”erne er spredte, men de antyder, at både

syndikalisterne omkring l.verdenskrig og umiddelbart derefter og kommuni-

sterne i 30'erne stod særlig stærkt blandt ufaglærte arbejdere samt blandt dem,der generelt havde et økonomisk usikkert grundlag. Syndikalisterne stod især

stærkt blandt sømænd og havnearbejdere, mens det store DKF-gennembrud,der omdannede partiet fra en lille sekt til et parti med repræsentation i Folke-

tinget, korn gennem organisering af de arbejdsløse, hvis økonomiske usikkerhed

og absolutte nød var uomtvistelig. I modsætning hertil havde Socialdemokratiet

et fast greb om de faglærte arbejdere gennem hele perioden før 2. verdenskrig.Den konklusion, der må drages, er, at der ikke er nogen påviselig forbindelse

mellem nød og radikalisme under velfærdsstatens forhold, skønt denne fdrbin-delse tidligere havde været der.

Venstrefløjen i Danmark får heller ikke stor opbakning fra isolerede geogra-

fiske, kulturelle og etniske minoriteter. Venstrefløjens stemmer kommer fra de

centrale byområder. Venstrefløjenhar ikke noget kulturnet, som det findes ivisse lande: socialistiske vælgere er afhængige af den borgerlige presse og stats-

radioen med hensyn til at få politiske informationer.I

Der er intet, der støtter den hypotese, at venstrefløjens stemmeandel er kor-

releret med arbejderklassens autoritære holdning eller mangel på politisk»dannelse«. Tværtimod er der klare beviser for, at SFs vælgere - ligesom VSs

og efterhånden DKPs - er bedre uddannet end gennemsnittet. Desuden antyder

124

de foreliggende mål for både autoritarianisme og mangel på politisk »dannelse«,at SFs vælgere er mindre autoritære og mere »dannede« end gennemsnittet.

Til slut: der er intet, der tyder på, at SFs medlemmer fra middelklassen - og

dem er der temmelig mange af - blev medlemmer af partiet på grund af neuro-

tisk fjendtlighed Tværtimod var de i gennemsnit mindre radikale end arbej-der-medlemmerne og mere tilbøjelige til at gå ind for tilbageholdenhed og grad-vis overgang til socialismen, i stedet for at tage mere apokalyptiske midler i

brug. Middelklassemedlemmerne er, som middelklasse-vælgerne, mere bevidst

om visse elementer i SFs politik, og deres politiske prioriteter er til en vis gradforskellige fra arbejder-medlemmernes, men forskellene er kun marginale.Udenrigs- og forsvarspolitikken er ikke åbenlyst vigtigere grunde for middel-

klasse-medlemmer til at melde sig ind i SF, end det er for arbejder-medlem-mer.

Det man fandt frem til var, at der var en positiv forbindelse mellem venstre-

fløjens opbakning og forældres klassetilhørsforhold og valg af parti. SFs med-

lemmer var mere bevidste om deres forældres politiske præferencer end dan-

skere i almindelighed.56 Børn, der voksede op i venstrefløjshjem, udgjorde om-

trent dobbelt så stor en andel af SFs medlemmer, som de udgjorde af hele be-

folkningen. Som det kan ses i Tabel 16 kom ret mange SF-medlemmer fra en so-

cialistisk baggrund, selv blandt dem, hvis familier tilhørte den øverste middel-

klasse. F.eks. viser vælgerundersøgelser fra både 1954 og 1961-62, at kun 2-3 °/;,af højere funktionærer og den universitetsuddannede elite stemte på DKP eller

SF; 20 “Qaf SFs medlemmer, hvis fædre havde den slags erhverv, kom fra den-

ne 1ille gruppe venstrefløjsvælgere. Ligeledes udgjorde medlemmer fra arbej-derhjem en markant større del af SFs middelklassevælgere, end de udgør i den

danske middelklasse.

Tabel [6.

F orældres parti præference øgfædres erhverv blandt SF medlemmer og aktivister i %.

Forældres parti præference

› Social-- Socxal- DKP .

Fædres lkke- demokra- Ved ikke. . demo- o 11 . T t' 1 N

erhverv_

socmlistkratiet g/SeFer›

net og Uoplyst0 d

ikke-soc.

Selvstændige ................. .. 70 16 8 3 3 100 . 101

Funktionærer,

højere uddannelse ....... ..

56 12 20 8 5 101 93

Andre højerefunktionærer ................. ..

56 26 15 _' 4 101 27

Lavere funktionærer

(handels-, kontor) ........ ..

27 54 17 ' 2 100 48

Faglærte arbejdere ..... .. 16 48 28 - 8 100 120

Ufaglærte arbejdere 6 56 32 1 5 100 147

Uoplyst ........................... .. 8 33›

21 - 38 100 25

Total ................................ .. 32 37 22 2 6 99 561

125

Det samme gælder vælgerne. De, der betragter sig som hørende til arbej-derklassen - på trods af objektive middelklasse-erhverv og status - stemte tre

eller flere gange så ofte på et socialistisk parti som dem, der betragter sig som

hørende til middelklassen; igen er den subjektive klasseidentifikation stort set et

resultat af klassebaggrund.Det er værd at notere sig, at forældres stemmemønster hos SF-aktivister og

almindelige medlemmer var bemærkelsesværdigt ens. Godt en tredjedel afhver gruppe kom fra familier, som stemte på Socialdemokratiet, og præcis en

tredjedel kom fra ikke-socialistiske familier. Med hensyn til medlemmer stemte

1⁄5 af deres forældre i hvert fald sommetider på SF eller DKP; 1⁄4 af aktivister-ne kom fra en lignende baggrund.Forældres politiske synspunkter - det vil sige overførsel af politiske værdier

fra generation til generation - spillede ganske vist en rolle i rekrutteringen til

venstrefløjen, men den var begrænset. Hverken forældres valg af parti ellerforældres politiske aktivitet er særlig tæt forbundet med SF-medlemmers akti-

vitetsniveau, og hele 2⁄3 af SFs medlemmer kom fra socialdemokratiske eller

borgerlige hjem. Hvor finder man en forklaring på deres valg '?

Der er ikke nogen lang tradition for masseopbakning om venstrellojen i Dan-mark. Før 2.verdenskrig svingede DKPs stemmeandel mellem 0,2 ”0 og 2,4 “0,Man kan imidlertid hævde, at modstandskampen skabte en tilsvarende radikal

politisk kultur ved sin drivhus-atmosfære, og at denne lå i hi under den kolde

krig. Den blev genoplivet af kombinationen af traditionel radikal legitimitet - iAksel Larsens person

-

og uafhængighed af Moskva. Der er faktisk stærke tegnpå, at SF i begyndelsen mobiliserede denne kreds af vælgere: 0.86-korrelatio-nen mellem DKP i 1947 og SFs stemmeandel i 1960 peger i retning af den kon-klusion.

Men selv om det måske er en fyldestgørende forklaring på SFs stemmeandel i

l960-valget, så kræver tranformationen af venstrefløjsvælgeren i løbet al' 60'er-

ne, dokumenteret af undersøgelsesdataene i afsnit 2, at der introduceres andre

forklarings-variable. Den mest lovende er den hypotese, der blev omtalt i afsnit

2, som fokuserer på at ændre magtfordelingen i samfundet frem for fordelin-

gen af materielle goder. Skønt fordelingen af goder og magtfordelingen tidlige-re var forbundet i socialistisk tankegang, så er denne forbindelse blevet brudt,eftersom magtkoncentrationen har holdt trit med -

og været medvirkende til -

udbredelsen af goder i velfærdsstaten.

Selv om ændringen i fordelingen af vælgere efter indkomst og erhverv er ta-

lende, så må denne hypotese efterprøves ved at sammenligne, hvordan økono-

misk usikkerhed og ændring af samfundets magtfordeling er prioriteret i for-

hold til hinanden. For at få en bekræftelse kræves det, at der er overvældende

enighed om behovet for at omfordele magten, at dette er et brændende spørgs-mål, og at det prioriteres over økonomiske spørgsmål.

Jeg forsøgte en sådan prøve i undersøgelsen af SFs medlemmer ved at bedel'olk om at prioritere de forskellige spørgsmål, som SF har på sit program. Derblev opført 17 spørgsmål, som alle har været vigtige programpunkter. Besva-rerne blev bedt om at afmærke de 6, de fandt vigtigst.57De 17 spørgsmål var

x

126

opdelt i 5 kategorier: »urokkelige principper« (anti-militarisme og modstand

mod Danmarks medlemskab af EF og NATO), velfærdsspørgsmål (100 3,, kom-

pensation for arbejdsløshed, afskaffelse af mad-momsen, øgede sociale goder),lighed (lige adgang til uddannelse, mere progressive skatter, ligelig fordeling af

indkomster, og samme pristalsregulering af Ieveomkostningerne for arbejdereog funktionærer, i stedet for det daværende indekstalsystem, som var til større

fordel for funktionærer), »traditionelle socialistiske« spørgsmål (afskaffelse af

ejendomsspekulationen, socialisering af bankerne og storindustrien), og magt-

fordelingsspørgsmål (ØD, lejerforeninger, kontrol med den offentlige admini-

stration, og mere demokrati i fagforeningerne).Der blev prioriteret klart i nogle erhvervsgrupper og med hensyn til noglespørgsmål. Af velfærdsspørgsmål afmærkede gennemsnitspensionisten således

1,7 (af 3 mulige) og ufaglærte arbejdere 1,0, mens studerende afmærkede 0,4 og

lærere og andre højerestående funktionærer 0,5. Det var 4 gange så sandsyn-ligt. at en pensionist prioriterede velfærdsspørgsmål højt, som at en studerende

gjorde det.

Men dette var den eneste af de 5 kategorier, hvor der var så stor en spred-ning. Med hensyn til principper gik det fra 1,7 (faglærte arbejdere) til 2,1 (lave-re funktionærer og pensionister): med hensyn til lighed fra 0,9 (lærere og høje-restående funktionærer) til 1,2 (pensionister); med hensyn til traditionelle socia-

listiske spørgsmål fra 1,3 (lavere funktionærer) til 2,1 (lærere); med hensyn til

magtfordeling fra 1,7 (lærere og lavere funktionærer) til 1,1 (ufaglærte arbej-dere).

Der kan drages to mulige konklusioner. Enten var spørgsmålene for indvik-

let udformet58 til at give mening, eller også genspejler svarene faktisk relative

prioriteter, og alle grupper i SF synes at prioritere hvert område lige højt,med undtagelse af velfærdsspørgsmål, abstrakt betragtet.

Et spørgsmål satte lønninger og goder op mod kontrol på den lokale arbejds-plads. Adspurgt: »Hvad ville være den første ændring, du og dine kolleger ville

foretage, hvis du havde magt til at tilrettelægge dit arbejde, som du har lyst« '?

svarede 44 “1,»forbedre arbejdsprocessen«, sammenlignet med 7 °/,,for højereløn, 7 “5 for kortere arbejdstid, 4°,l for længere ferie, 26 °/,,for langsommerearbejdstempo og 9 ”0 for mere sikkerhed på arbejdspladsen (N: 561). l follow-

up interviews pegede de, der afmærkede »forbedre arbejdsprocessen« kon-

stant på irriterende fejlfordelinger på arbejdet, på manglen på de rigtige mate-

rialer, når de behøvedes, på nedbrydende formænd, og på simple fejlberegnin-ger fra ledelsens side. Disse kilder til utilfredshed er konkrete. Omkring 40 3⁄0af de faglærte og ufaglærte mandlige arbejdere er på akkord, og forsinkelser

med hensyn til at skaffe materialer indvirker på deres løn. Autokratiske

formænd er en af hovedårsagerne til vilde strejker. Og med så høje lønninger(og skatter) som i Danmark er det også helt rimeligt, at omfordeling af magten

på arbejdspladserne har højere prioritet end lønspørgsmål. Og dét kan ogsåføre til højere lønninger. Dette stemmer overens med, at det var de ufaglærte,der lagde stærkest eftertryk på en omfordeling af magten i den oversigt, der

127

lige er omtalt; en sådan omfordeling af magten vil være mest fordelagtig for

dem, som i dag har mindst af den.

Den mekanisme, som opretholder økonomisk vækst og forbedring af leve-

standarden, avler selv ny politisk konflikt. Folkelige organisationers, især fag-foreningernes”, underordnede stilling i forhold til kravene om økonomisk

vækst, den betydning der tillægges eksperter, den stigende hierarkiske organi-sering af produktionen, administrationen, distributionen - alle disse vigtige, nød-vendige betingelser for den nuværende velstand - er i sig selv kilder til utilfreds-

hed. Almindelige mennesker har en højere levestandard og større sikkerhed,men de har mistet kontrollen over hele processen, eller det føler de i det mind-

ste. Ikke blot ved de ikke, hvad der foregår, men deres repræsentanter fodrer

dem med komplicerede forklaringer, som de har fået fra »eksperter«, og som

hverken de selv eller de, der har valgt dem, virkelig forstår.Disse følelser er temmelig generelle, men alligevel har de kun erstattet tradi-

tionelle politiske spørgsmål hos en relativt begrænset gruppe. Det burde ikke

forbavse, at Socialdemokratiet fortsat får det meste af sin opbakning fra de

ufaglærte, dårligere uddannede og mindre velstående blandt funktionærer og

arbejdere, når man tager dets forkærlighed for trinvise materielle forbedrin-

ger i betragtning. Ej heller burde det være særlig forbavsende, at yngre, mere

velstående, mere faglærte, bedre uddannede funktionærer og arbejdere synes,

at venstrefløjens politik, som går udover velfærdsstatens grænser, er mere til-

trækkende end den traditionelle velfærdssocialisme. For dem er den periferebrugbarhed af velfærdsstatens trinvise materielle forbedringer nedadgående.De er ikke imod velfærdsforbedringer (og bliver oprørte, når levestandarden

trues), men de er nået til at betragte forbedringer som et aspekt, der er indbyg-get i den socialdemokratiske stat.

SFs revision af ortodokse marxistiske doktriner og strategi gav det en bedre

lejlighed til at appellere til disse følelser end DKP, som har doktrinære vanske-

ligheder med at arbejde for decentralisering. SFs valgsucces lå i dets evne til at

samle en masse af den socialistiske tænknings tråde, noget hverken DKP eller

Socialdemokratiet kunne klare: 1) det traditionelle socialistiske perspektiv ved-

rørende indkomstfordeling, 2) stærk identifikation med arbejderklassen, 3)

egalitære holdninger over for magtfordeling, 4) rationel og kulturel modstand

mod militarisme og militære alliancer (med argumenter og slogans, som bogsta-velig talt blev taget ordret fra gamle socialdemokratiske og radikale venstre-

pjecer), og 5) en intellektuelt tiltrækkende anti-autoritær, anti-dogmatisk hold-

ning, rettet upartisk mod både øst og vest.

Undersøgelsen fra 1974 afslørede meget stor enighed med partiet blandt alle

grupper med hensyn til målsætning.Ligheden i holdninger mellem arbejdere og

funktionærer, mellem gamle og unge, mellem aktivister og passive medlemmer

er imponerende. Det punkt, hvor undersøgelsen fandt uenighed, var i spørgs-målet om, hvilken strategi der var den rette. Historisk har dette været årsag til

splittelser i socialistiske partier, inklusive SF i 1967, men det var ikke et bræn-

dende spørgsmål i 1974. Men som de overfor omtalte resultater viser, var der

en meget klar uoverensstemmelse i synspunkterne angående strategi, langt stør-

128

t

re end angåendemålsætning,og den farvede tilmed opfattelserne af SFs indfly-delse på Socialdemokratiet.

SF er forståeligt nok ikke splittet på spørgsmålet om strategi, så længe det er i

opposition. Men under forhold, hvor SF støtter en socialdemokratisk mindre-

talsregering -eller delvis støtter en sådan regering - vil det være svært at un-

dertrykke denne stærke afvigelse i synspunkter. Centrifugalkræfterne, der

tvinger de forskellige grupperinger i SF fra hinanden og mod Socialdemokra-

tiet, VS, eller DKP, er svære at kontrollere. Partiet mangler de mekanismer,der skulle bruges til at bekæmpe splittelser: en stærk, bureaukratisk organise-ring, omhyggelig doktrinær skoling af nye medlemmer, respekt for lederesautoritet og visdom, og så videre. Det er ironisk, at det til syvende og sidst er

manglen på disse samme mekanismer, åbenheden, og manglen på partidisciplin,der gjorde SF til en fornyende kraft på den danske venstrefløj.

N oter1. Denne artikel gør brug af ikke-offentliggjorte undersøgelsesdata, som venligt er blevet

stillet til rådighed af lngemar Glans; af L. Herzberg og A. Schultz, Gallup Markedsanaly-se: af Jørgen Skalberg, Observa: og af ikke-offentliggjorte indsamlinger af undersøgelses-data af HenningiDalcngaard. Korrelationerne mellem DKPs og SFs valgresultater og fol-ketællingstallene stammer fra et sæt data, der er indsamlet og behandlet på Institut forStatskundskab, Århus. Undersøgelsen af SFs medlemmer og kongresdelegerede, som jegforetog, kunne ikke have været gennemført uden støtte fra SFs hovedbestyrelse og parti-formændene Sigurd Ømann 0g Gert Petersen. Ej heller kunne den have været udført udenaktiv hjælp fra talrige medlemmer i lokale SF-afdelinger. Tak til dem alle.

2. Resultaterne af undersøgelsen, som blev foretaget mellem 1970 og 1974. er tilgængeligt iJohn Logue, Socialism and Abundance: Radical Socialism in the Welfare State - A Study ofthe Danish Socialist People's Party (Afhandling, Princeton University. 1976).

3. Walter Korpi, »Working Class Communism in Western Europe: Rational or Nonratio-nal,« American Sociological Review, vol. 36, nr. 6 (December 1971), s. 971-984.

4. Korpi. s. 981. »Downsian« henviser til det absolut rationelle syn på vælgeradfærd, der er

blevet foreslået af Anthony Downs, An Economic Theory of Democracy (New York:Harper and Row, 1957).Korpi, s. 98081.

6. En lignende hypotese vedrørende materiel egeninteresse hævder, at en stemme til Kom-munistpartiet ikke nødvendigvis betyder støtte til kommunismen,_men i stedet må fortolkessom det stærkest mulige udtryk for protest mod fattigdom og afsavn. Den rationelle for-ventning er ikke, at kommunisterne faktisk vil formindske afsavnet, men at nogen vil opfat-te protcsten og gøre det.

7. For eksempel: »...Modsætningen mellem lønarbejdernes behov og muligheden for, at de(behovene) kan opfyldes med deres løn, vokser stadig -

og dermed også modsætningen mel-lem lønarbejde og kapital.« K. Kautsky, Bernstein und das Sozialdemokratische Pro-gramm: Eine Antikritik (Stuttgart: Verlag vom J. H. W. Dietz Nachf., 1899, s. 120).

8. V. 1. Lenin, lmperialism, the Highest Stage of Capitalism (New York: International Pub-lishers, 1939, først udgivet 1916), s. 107.

9. Eduard Bernstein, Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Socialde-mokratie (Stuttgart, 1899).

10. Ralf Dahrendorf, Class and Class Conflict in Industrial Society (Stanford UniversityPress, 1959).

11. Se Gideon Sjoberg, M. Donald Hancock & Orion White: Politics in the Post-Welfare State:A Comparison of the United States and Sweden (Bloomington: Carnegie Seminar on Politi-cal and Administrative Development, 1967), og Orion White & Gideon Sjoberg, »The

129

(11

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

24.

25.

Emerging 'New Politics' in America«, i M. Donald Hancock & Gideon Sjoberg, Politics in

the Post-Welfare State: Responses to the New Individualism (New York: Columbia Univer-

sity Press, 1972), s. 11-35.

Jvf. Serge Mallet, La nouvelle classe ouvriére (Paris: Editions du Seuil, 1963), og Pierre

Belleville, Une nouvelle elasse ouvrie're (Paris: B. Julliard, 1963).

Serge Mallet, »Sozialismus und die neue Arbeiterklasse,« i Frank Deppe, Hellmuth Lange& Lothar Peter, Die neue Arbeiterklasse (Frankfurt: Europäische Verlagsanstalt, 1970).

s. 112.

S. M. Lipset, Political Man (New York: Doubleday, 1960), s. 114.

Lipset, s. 90.

Lipset, s. 116.

Jvf. feks. R. V. Burks, The Dynamics of Communism in Eastern Europe (Princeton:Princeton University Press, 1961), eller S. Rydenfelt, Kommunismen i Sverige (Lund:

Gleerupska Universitetsbokhandeln, 1954), s. 320 ff.

Jvf. »ødemarks-kommunisme«, i Erik Allardt, »Patterns ol' Class Conlliet and WorkingClass Consciousness in Finnish Politics« i Allardt og Yrjö Littunen (ed). Cleavages,

ldeologies and Party Systems: Contributions to Comparative Political Sociology, Trans-

actions of the Westermarck Society, vol. 10 (Helsinki: The Academic Bookstore. 1964).

s. 115 ff.

William Kornhauser, The Politics of Mass Society (Glencoe: Free Press, 1959), s. 212 11'.

Gabriel Almond, The Appeals of Communism (Princeton: Princeton University Press.

1954), s. 394.

Burks, s. 185. Almond og Burks bruger betegnelsen »afvigende« (»deviational«) til at an-

give, at Kommunistpartiet repræsenterer en afvigende adfærd i forhold til det pastaedenationale politiske mønster. Denne brug af ordet må ikke forveksles med den sovjetiske

brug af »afvigere« (»deviati0nist«), der betegner marxister, som er uenige i den officielle

sovjetiske politik.. Almond, s. 260 ff.

. Jvf. Herbert Marcuse, One-Dimensional Man (Boston: Beacon Press, 1964) og An Essayon Liberation (Boston: Beacon Press. 1969).Thomas H. Greene, »The Electorates of Nonruling Communist Parties,« Studies in Com-

parative Communism, vol. 4, nr. 3-4 (juli og oktober 1971), s. 68-103.

DKPs forklaring på dets svaghed, i det mindste i partiets interne diskussioner. har vaeret

bygget på denne slags historiske forklaring: Socialdemokratiet har altid været overlegen

organisatorisk og i fagbevægelsen, og det er ikke lykkedes DKP at overvinde inertien. Jvl'.

»Redegørelse fra et flertal i forretningsudvalget for Danmarks Kommunistiske Parti. ud-

sendt til orientering for Centralkomiteens medlemmer før mødet den 23.-24. august

1958«. (København: Kompa-Print, 1958), s. 10-11.

En Gallup-undersøgelse umiddelbart efter valget i 1960 viste, at 965,2,al' DKPs tabte stem-

mer gik til SF, og at 52”⁄ af SFs stemmer kom fra Socialdemokratiet, 297,, l'ravDKP og⁄'o

l3”_, fra Det radikale Venstre. (Socialdemokratiske noter, vol. 32 nr. 6 (1960-61), s.

503-504).Tabellernes data i resten af dette afsnit stammer fra følgende kilder:

Gallup 1961-62: Roper Public Opinion Research Center.

1963 : Ingemar Glans, »SF i Danmark,« Kontrast nr. 10 (1968), pp. 28-57.

1963-64: lngemar Glans, Tabellsamling 1: Stratifieringsvariabler och partiprefe-renser (Lund: duplikat, udateret).

1966-67: Gallup Markedsanalyse.1970-71: Gallup Markedsanalyse.1973 : Berlingske Tidende, 30. september 1973,

1974 : Information, 10. april 1975.

AIM: Kurt Boelsgaard (red), Vælgernes veje: Analyse af 8400 vælgeres adfærd (Køben-

havn: Børsen, 1974).Observa: Observa.

Glans, »SF i Danmark,« 5. 39.

130

29.

30.

34.

35.

364

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

Ursula Schmiederer, Die Sozialistische Volkspartei Dänemarks - Eine Partei der neuen

Linken (Frankfurt: Neue Kritik, 1969), s. 63.

Der er en så slående uoverensstemmelse mellem disse resultater og dem, som Glans fandt isine Gallup-data fra 1963 (Glans, »SF i Danmark,« 5. 40), og de efterfølgende tal for1966-67 og 1970-71, at de antyder. at 1961-tallene må behandles med forsigtighed.

. En Gallup-undersøgelse omkring valget i 1953 viste, at 77”” af Socialdemokratiets vælgerehavde en skattepligtig indkomst på under 10.000 kr. og 15”“ over 10.000 kr.: tallene forDKP var 69”0 og 25””. Stikprøvens Størrelse er ukendt. (Socialdemokratiske noter. vol.25 nr. 5 (februar 1954), se 352).

2. Glans, Tabellsamling l: Stratifieringsvariabler och partipreferenser.» 1-'olketingsvalget den 22. september 1964,«Statistiske Meddelelser 1965 (Kobenhavn: DetStatistiske Departement. 1965), tabel 15.Ole Borre & Jan Stehouwer. Partistyrke og social struktur 1960 (Arhus: Akademisk Bog-handel. 1968), Kapitel 13.

Spørgsmålet om uddannelse blev ikke stillet regelmæssigt i 1961.Kilde: 1963-64 Gallup (antal: 1102)

1974 AlM (antal: 472)Kilde: Observa. marts 1971. Antal: under 45: 143; over 45: 136.Jvl', Olof Petersson. »Political Orientations and Participation in Demonstrations AmongSwedish Students.« European Journal of Political Research, vol. 1 (1973), s. 299-316.Petersson fandt. at svenske universitetsstuderende med arbejderbaggrund befandt sig be-tydeligt til venstre for dem. der kom fra middel- og overklassen.Information, 10. april 1975.

Gallup. oktober 1966.

Gallup. 1964.

Jvf Hans Jørgen Nielsen. »Politiske Meninger og Vælgeradfærd,« i Ole Borre et al..Vtelgerskreddet 1971-73 (Arhus: ofl'set. udateret), s. 70-130, angående offentliggjorte talfor 1971.

Observagjanuar 1968.

Henning Dalengaard. ldeologi. politik og vælgere, Speciale, Københavns Universitet.1973.

Hovedbestyrelsesmedlemmer fra mindre provinsafdelinger fungerer sommetider ogsåsom delegerede med stemmeret. På kongressen i 1974 var 3 af hovedbestyrelsens 39 med-lemmer og suppleanter også delegerede. Ingen af partiets folketingsmedlemmer. lonnedeansatte. eller ansatte på Minavisen var delegerede.Tal. der viser sammensætningen af DKPs medlemmer i 1972, blev fremlagt på DKPs kon-gres i 1973. Kategorierne i denne rapport er noget forvirrende og mærkværdigt umar-xistiske -

øjensynlig er arbejdere og handels- og kontoransatte blevet klumpet sammen iden samme kategori for at beskytte DKPs proletariske image - men sammenligning medSF-tallene for 1972 er mulig.SFs medlemmer indeholder en større andel af erhvervs-aktive arbejdere samt handels- ogkontoransatte end DKP (55”0 mod 49%). og også en større andel af studerende og lærere(18”0 mod 14%,). DKPs medlemskare omfatter flere pensionister og husmødre (DKP:29%,; SF: 20%,). Det ser ud til, at forskellene i sammensætningen af de to partier hoved-sagelig Skyldes DKP-medlemmernes meget højere gennemsnitsalder (47,4 år mod Sl-'s 40år - men alderskløften er blevet mindre siden den forrige DKP-kongres i 1970, da gen-nemsnits-DKP"eren var 51 år). Hvis man holder pensionister og husmødre udenfor. såomfatter kategorien arbejdere samt handels- og kontoransatte godt og vel to trediedele al'begge partiers medlemmer.

Lignende data om Socialdemokratiets medlemmer synes ikke at eksistere.(Tallene over DKPs medlemmer i 1972 stammer fra Poul Emanuel, »Om partiorganisatio-nen,« i Danmarks kommunistiske Partis 24. Kongres (København: Tiden, 1973), s 68-71).Dette antyder, at formålet med at øge kvindernes repræsentation kunne have været nåetved at øge antallet af delegerede i stedet for at anvende kvoter.Resultaterne af en undersøgelse af delegerede på kongressen ijuni 1967. foretaget af

131

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

lngemar Glans, er ikke tilgængelige bortset fra nogle foreløbige tal, der blev offentliggjort

i »SF i Danmark,« Kontrast, 1968 nr. 1, s. 28-57.

En meget større andel af medlemmerne af partiledelsen er tidligere medlemmer af DKP.

Spørgsmålene var om anvendelse af vold, overenskomststridige strejker og demonstra-

tioner, begrænsning af modstanderes politiske rettigheder, samarbejde om »reformisti-

ske reformer«, loyalt samarbejde med socialdemokratiet, omfanget af klassemodsætnin-

ger i dag, selvstændige fagforeningsaktioner, politiske strejker og fagforeningsstruktur.O betyder valg af det moderate alternativ i hvert spørgsmål; 9, valg af det radikale alter-

nativ i hvert tilfælde. Med hensyn til politisk placering betyder en værdi i den lave ende af

skalaen (0-2) støtte til en legal, parlamentsrettet strategi, der går på samarbejde med So-

cialdemokratiet og stiler mod gradvis evolution henimod socialismen gennem stykkevis re-

former, og hvorunder fagforeningerne indordner sig under regeringens økonomiske po-

litik. En værdi i den anden ende betyder støtte til en hurtigere udvikling mod socialismen.

tvivl på muligheden af en fredelig, parlamentarisk overgang og støtter af den syndikali-'stisk prægede fagbevægelsesstrategi.Jvf. V. 0, Key, Public Opinion and American Democracy (New York: Alfred A. Knopf,

1967), s. 432 ff.

Søren Holmberg. »Riksdagen representerar svenska folket,« (Lund: Studenllitteratur.

1974), s. 67-93.

Spørgsmål: Der har været et socialdemokratisk/SF-flertal i Folketinget i to perioder. I

hvilket omfang tror du, at SF har haft indflydelse på Socialdemokratiet?

Tal fra 1972 - tilfældig stikprøve af SFs medlemmer. N: 504.

94% af dem, der svarede på SF-undersøgelsen, huskede og anførte. hvilket parti deres

forældre normalt stemte på, mod to trediedele i en Gallup-undersøgelse af danske væl-

gere (Gallup, januar 1964).

Spørgsmål: »En række af SFs programpunkter er opført nedenfor. Hvilke af dem anser

du selv for at være de vigtigste? Afmærk de seks, du finder vigtigst.«

En del afmærkede simpelthen de 6 første muligheder. Flere afmærkede seks af de otte el-

ler de ni øverste. Uddeling af spørgeskemaer med mulighederne i forskellig rækkefølge

kunne have kontrolleret dette.

Vedrørende studiet af forholdet mellem fagforeningsintegration i økonomisk planlægning,

venstreñøjen og stemmer ved urafstemninger om overenskomst i Metalarbejderforbun-

det. se J. Logue, Trade Unions in the Corporate State: The Effects of Corporatism on

Party Competition, Contract Referenda, and lnternationalism in Danish Trade' Unions

(Göteborg: Dept. of History Research Section, 1976).

Oversat anarianne Holmen

Kilder og litteratur

Utrykt materiale

»Folketællingsmateriale«,Institut for Statskundskab, Århus Universitet.

Gallups Markedsanalyser, 1961-71.

lngemar Glans: »Valgmateriale«,lnst itut for Statskundskab, Århus Universitet.

Observas Markedsanalyser, 1971.

Periodica

Berlingske Tidende 1973.

Information l974-75.

LI'Ireratur

AI lurdt & Littunen (Ed.): Cleavages, ldeologies and Party Systems. Contributions to Comparative

Political Sociology, 1964.

Gabriel Almond: The Appeals of Communism, 1954.

Pierre Belleville: Une nouvelle classe ouvriere, 1963.

132

Eduard Bernstein: Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgabe der Sozialdemokratie.1899.

Kurt Boelsgård: Vælgernes veje. Analyse af 8400 vælgeres adfærd, 1974.

Ole Borre & Jan Stehouwer: Partistyrke og social struktur 1960, 1968.Ole Borre m.fl.: Vælgerskreddet 1971-73, u.å.R.V. Burks: The Dynamics of Communism in Eastern Europe, l96l.Ralf Dahrendorf: Class and Class Conflict in Industrial Society, 1959.

Henning Dahlengârd: ldeologi, politik og vælgere, 1973 (utrykt).Frank Deppe, H. Lange & Le Peter: Die neue Arbeiterklasse, l970.

Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy, 1957.Poul Emanuel: »Om partiorganisationen«, Danmarks kommunistiske Partis 24. kongres, 1973.

»Folketingsvalget 1964«, Statistiske Meddelelser 1965.

lngemar Glans: »SF i Danmark«, Kontrast nr. [0. 1968.

lngemar Glans: Tabellsamling l: Stratiñeringsvariabler och partipreferenser. u.å. (duplikat).Thomas H. Greene: »The Electorates of Nonruling Communist Parties«, Studies in Comparative

Communism nr. 3-4. 1971.

M. Donald Hancock & G. Sjöberg: Politics in the Post-Welfare State: Responses to the New Indivi-dualism, I972.

Soren Holmberg: »Riksdagen representerar svenske folket«, 1974.Karl Kautsky: Bernstein und das sozialdemokratische Programm. Eine Antikritik. 1899.C. Key: Public Opinion and American Democracy, 1967.William Kornhauser: The Politics of Mass Society, l959.Walter Korpi: »Working Class Communism in the Western Europe: Rational or Nonrational«.

American Sociological Review nr. 6. 1971.V. l. Lenin: lmperialism. the Highest Stage of Capitalism, l939 (l9l6).S.M. Lipset: Political Man, 1960.John Logue: Socialism and Abundance: Radical Socialism in the Welfare State.

Study ofthe Danish Socialist People's Party, 1976 (utrykt).John Logue: Trade Unions in the Corporate State: The Effects of Corporatism on Party Com-

petion. Contract Referenda and lnternationalism in Danish Trade Unions, l976.

Serge Mallet: La nouvelle classe ouvriere. 1963.Herbert Marcuse: An Essay on Liberation, 1969.Herbert Marcuse: One-Dimensional Man. 1964.» Redegørelse fra et flertal i forretningsudvalget i Danmarks kommunistiske Parti, udsendt til

orientering fra Centralkomiteens medlemmer før mødet den 23.-24. august 1958«, 1958.S. Rydenfclt: Kommunismen i Sverige, 1954.Ursula Schmiederer: Die sozialistische Volkspartei Dänemarks. Eine Partei der neuen Linke. l969.Gideon Sjöberg, M.D. Hancock & O. White: Politics in the Post Welfare-State.

A Comparison of the United States and Sweden, 1967.

»Valget l953«. Socialdemokratiske Noter nr. 5, 1954.

»Valget l960«, Socialdemokratiske Noter nr. 6, l960-6l.

133

SummaryBetween the end of World War 11 and the late 1960's, support for the more radical socialist groups

in the most advanced countries of the industrial West declined sharply, while the moderate labor

parties gave up much of their remaining radical ideological patina. By the late 1950'5 and early

1960,s, sociologists like Daniel Bell and Seymour Martin Lipset in the United States could argue that

the old ideologies - and they meant in particular socialist doctrines - had lost their vitality in the

aflluent industrial democracies. The continued existence of radical socialist groups, they suggested,could only be considered an artifact of an unpleasant past.

Despite the apparently unpropitious circumstances of rapid economic growth and minimal un-

employment, Danish radical socialists - as used here that term designated those to the left of the

Social Democrats - enjoyed unparalleled success in the 1960”s and 1970'5. In a country where the

welfare state was well established, where affluence was widespread, where Social Democratic

hegemony in the labor movement had been secure between the wars and only briefly shaken in

1945, and where radical socialist groups had been remarkable primarily because of their weakness,

the success of the left in the 1960"s was certainly unanticipated. This article explores the sources ol'

support for radical socialism in Denmark. lt focuses on the Socialist People's Party (SPP), organized

by the ”revisionist” minority led by Aksel Larsen expelled from the Danish Communist Party in

1958; the SPP was the dominant force on the Danish left wing from 1960 to 1973, and it remains

marginally larger electorally than the other two groups on the left - the Communists and the Left

Socialists (the left SPP faction that split from that party in 1967) - today.Section 2 examines theories advanced by bourgeois and Marxist social scientists that purport to

account for the level of radical socialist support in advanced industrial societies. lt trettts brielly

those that stress rational action on economic grounds (W. Korpi, Marx, Lenin, Bernstein) or on

grounds of the concentration of power (Dahrendorf; Hancock, Sjoberg, and White: Mallet and

Belleville; Gorz, Garaudy, and Touraine); and those that emphasize nonrational factors such as

authoritarianism (Lipset) or isolation (Kornhauser), middle class voluntarism (Almond, Marcuse),

and historical inertia (Greene).Section 3 describes the Danish left voter in the post war period. Using primarin survey data

(much of which is heretofore unpublished) supplemented by correlations between electoral results

and census data, the development of the social bases of the various Danish labor parties since the

war are described. While the data prior to 1960 leave much to be desired, the survey data ol' the last

fifteen years enable us to paint an increasingly accurate picture of the evolution of voters on the

Danish left, within the bounds of those questions that commercial survey research insiitutes ask.

Dramatic changes in particular in the educational composition of the parties on the left are detailed.

Party composition by age, sex, income, occupation, geographic region, and education are described

for the Social Democrats and those parties on their left. The notably less reliable data on voter

attitudes are summarized.

Section 4, which constitutes the major portion of the paper, reports on a 1974 study of Socialist

People's Party members and convention delegates. lt discusses the sampling procedure and prob-

able sources of bias. It provides a retrospective survey of the occupational, sexual, and age compo-

sition of SPP congress delegates 1959-74. It compares the social composition of SPPr members and

party activists, examines and contrasts their attitudes toward the party, towards models For

socialism, toward radicalism of means considered permissible in Danish society as currently con-

stituted, and toward alliances with other parties.Section 5 concludes by returning to examine the hypotheses discussed earlier in light of the

empirical data presented. They are, in general, found wanting. Some are spectacularly erroneous.

While the evidence remains somewhat ambiguous, the success of the SPP in the 1960'5 seems to have

rested on a combination of some sociological factors - in particular class background, class identifi-

cation, and parently party preference, with the old egalitarianism in attutudes toward the distribu-

tion of income and wealth, and with a new egalitarianism in attitudes toward the concentration of

power.

134

SOCIALISTISK UNGDOMS FORUM1961-71

Med hovedvægten på en behandling af organisationens interne

politiske og organisatoriske brydninger 1968-71.

Af Ejner Friis Pedersen

Indledning1960erne var for det såkaldte »nye venstre«, der i slutningen af 1950erne frem-stod i bevidst afstandtagen fra både Socialdemokratiet og Danmarks Kommuni-stiske Parti, en konstitutiv fase. For det »nye venstres« udvikling af formulerede

politiske argumenter og dannelsen af fraktioner inden for en socialistisk teori-ramme var Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) i l960erne - først som Sociali-stisk Folkepartis ungdomsorganisation fra 1962-67, dernæst som Venstresociali-sternes fra 1968-71 - en central organisation.

Denne artikel (note 1) tilsigter at behandle SUFs politiske udvikling i periodenfra organisationens dannelse i 1961 og frem til organisationens tilslutning til dentrotzkistiske 4. Internationale ijanuar 1971. Hensigten med undersøgelsen harførst og fremmest været at fremdrage og analysere de faktorer, der var be-stemmende for de interne politiske og organisatoriske brydninger i SUF i pe-rioden 1968-71: hvorfor behandlingen af SUF i perioden 1961-67 mere er bleveten oversigtspræget redegørelse for organisationens dannelse og politiske udvik-

ling i de første seks år.

Den organisations-interne synsvinkel, som jeg har lagt på min undersøgelse afSUF får endvidere den konsekvens, at SUFs eksterne virksomhed kun er be-handlet, for så vidt som den har relevans for den interne politiske udvikling.Når jeg som nævnt har valgt at undersøge SUF i tiden 1968-71, skyldes det bl.a.også det forhold, at SUF i denne periode blev det organisatoriske udgangspunkt- udklækningssted om man vil - for en del aktive venstrefløjsfolk, der siden er

gået i andre politiske retninger (og hermed ind i andre organisationer) på dendanske venstrefløj: »Revolutionære Socialisters Forbund«, Forbundet »Socia-

listerne«, »Kommunistisk Arbejderparti« (før Kommunistisk Forbund (marxi-ster-leninister) for blot at nævne nogle. SUFs interne politiske og organisatori-ske udvikling i tiden 1968-71 er'derfor samtidig en del af forklaringen på splittel-sen, som har eksisteret på den danske venstrefløj siden slutningen af l960erne.

SUF 1961-67

Landsorganisationen SUF stiftedes den 6. september 1961. Den historiske bag-grund for SUFs dannelse var dels de internationale og nationale forhold, der låtil grund for Socialistisk Folkepartis (SF) dannelse i 1959, dels den pacifistiske ogneutralistiske strømning, som fra 1960 organiserede sig i Kampagnen mod

135

Atomvåben (KmA). SUF opstod således som et produkt af den neutralisme

kombineret med socialistisk ideologi, der politisk kom til udtryk i SF og KmA.

Som følge heraf var SUFs ideologiske grundlag ved dannelsen i 1961: en neutra-

listisk socialisme. Denne neutralistiske socialisme indgik direkte i SUFs politiskemålsætning, der på 1. landsmøde afholdt den 14.-15. oktober 1961 formuleredes

i en formålsparagrafi lovene. Denne lød: »SUF har til formål at arbejde for

indførelsen af et socialistisk samfundssystem, for total dansk og international af-

rustning og for en selvstændig neutralistisk dansk udenrigspolitik. Inden for det

bestående samfundssystems rammer har SUF til opgave at varetage ungdom-mens interesser«.2

l. landsmøde vedtog endvidere en udtalelse om SUFs politiske arbejdsgrund-lag, d.v.s. SUFs politiske program. Heri uddybedes SUFs politiske formål og

synspunkter yderligere, idet det bl.a. hed: »Vi lever i en tid, der internationalt

præges af atompaddehattens dødsskygger, hvor prøvesprængninger hører til

dagens orden, hvor modsætningerne mellem de to magtblokke, ØST og VEST,

stadig skærpes Vi unge af i dag er arvtagere til den såkaldte velfærdsstat, som

først og fremmest kendetegnes af en stadig voksende oprustning, som er gen-

nemført af de gamle politiske partier Enhver ny generation rykker frem

med sit særpræg, formet af det samfund og de vilkår, som tidligere generatio-ner har skabt. Vor generation har sit særpræg skabt af atomalderen og for-

brugersamfundets falske velfærd Vi ønsker at være med til at skabe: Et sam-

fund med den tryghed og retfærdighed, som kun socialismen kan give. Et sam-

fund fri for militær og atomvåben Vi føler, at den moderne socialisme er

vejen for Danmark og ungdommen. Vi er trætte af forældede doktriner og

partimaskineri. Vi vil i stedet have en åben og fri debat om tidens problemer.Socialismens idé er så rigtig og stærk, at vi netop gennem fri debat, også med

vore modstandere kan nå frem til målet: et socialistisk Danmark Derfor

appellerer SUF til hele den danske ungdom: - Vær med i udbredelsen af kend-

skabet til den moderne socialisme gennem åbenhed og fri debat. - Ud af atom-

paddehattens skygge ...«3På SUFs 2. landsmøde den 12. august 1962 skete der en præcision af organisa-

tionens politiske grundlag. Dette gav sig'udtryk i vedtagelsen af et politisk ar-

bejdsgrundlag, som officielt placerede SUF på marxismens grundlag. Om SUFs

syn på samfundsstnikturen hed det bl.a. heri: »SUF vender sig mod det kapitali-stiske samfund og vil i overensstemmelse med marxismens principper arbejdefor at få det omstyrtet og erstattet af socialismen. - Vi ønsker et samfund, hvor

goderne fordeles retfærdigt på basis af den produktive indsats, byor plan og 0r-

den erstatter det kapitalistiske anarki, hvor alle, som arbejder, øver lige indfly-

delse på udnyttelsen af samfundets produktivkræftergennem indførelse af fuldt

industrielt demokrati, hvor solidariteten er det bærende princip for forholdet

mellem mennesker, og hvor bevarelse af freden er en fælles interesse for alle«.4

Naturligvis foregik der en vis politisk udvikling i SUF i de følgende år, men

generelt må det siges, at den politiske hovedlinie, der blev lagt i årene 1961-62

gennem vedtagelsen og præcisionen af det politiske arbejdsgrundlag - som påden 7. kongres i maj 1967 blev udbygget til et ret omfangsrigt principprogram5

136

,1

,3. *;77

S UF -plakat fra 196 7.

137

-i store træk blev fulgt af SUF indtil den 9. kongres i april 1968, hvor 1967-prin-cipprogrammet forkastedes som repræsentativt for organisationens politiskelinie. 1967-principprogrammet fulgte stort set den politiske hovedlinie, som blevlagt i 1961-62, idet det mere udførligt, gennem specificerede programpunkterom udenrigspolitik, udviklingslandene, økonomisk politik, socialpolitik etc., gavudtryk for SUFs politiske formål, der som nævnt var » for indførelsen af et

socialistisk samfundssystem, for total dansk og international afrustning og for en

selvstændig neutralistisk dansk udenrigspolitik«SUF var således ved sin dannelse i l96l en socialistisk ungdomsorganisation

med udprægede neutralistiske og paciñstiske islæt. I de følgende år, frem tiltiden efter den 7. kongres i maj 1967 - fra hvilket tidspunkt, SUF begyndte at

bryde med den neutralistiske socialisme som ideologisk grundlag - var det opgø-ret med den ortodokse Moskva-kommunistiske tradition, samt tilslutningen tilden overvejende neutralistiske og paciñstiske bevægelse for afrustning, militær-nægtning, solidaritet med »den tredie verden«, der kom til at præge organisa-tionen. Dette generelle træk ved SUFs politiske udvikling i perioden fra organi-sationens dannelse i 1961 og til foråret 1967 afspejlede sig i SUFs politiske initia-tiver og aktiviteter.

Tilslutningen til den overvejende neutralistiske og pacifistiske bevægelse for

afrustning, militærnægtning, solidaritet med »den tredie verden« kom hoved-

sageligt til udtryk gennem SUFs eksterne politiske manifestationer, mens opgø-ret med den ortodokse Moskva-kommunistiske tradition kom frem gennemSUFs tilknytning til SF som dette partis ungdomsorganisation.

SUFs eksterne politiske manifestationerAnvendelsen af demonstrationer og aktioner som politiske udtryksmidler spille-de fra første færd en væsentlig rolle i SUFs udadvendte politik. I perioden1961-67 deltog SUF, dels i samarbejde med andre venstreorienterede organisa-tioner, dels som selvstændig initiativtager, i flere forskellige demonstrationer ogaktioner. Konkret rettede disse sig hovedsageligt imod: de politiske styreformeri Spanien, Portugal og Sydafrika (kombineret med kampagner for boycot afvarer fra og turistrejser til disse lande), vesttysk-dansk militærsamarbejde,Danmarks medlemsskab af NATO samt USAs militære engagement i Vietnam.Desuden deltog SUF aktivt i KmAs atommarcher og øvrige politiske aktiviteter.

Det var i det hele taget de udenrigspolitiske problemer, der domineredeSUFs politiske aktiviteter i perioden 1961-67. Generelt var der i SUF udprægetenighed om demonstrations- og aktionspolitikkens mål, men i spørgsmålet om

midler var der ofte uenighed. En gruppe i SUF, med tilknytning til de køben-havnske aktivist-grupper »Gruppe 6]« og »Socialistisk Aktion«, ønskede nem-

lig, i modsætning til det øvrige og mere paciñstisk-orienterede SUF, at SUFalment skulle anvende mere militante udtryksformer i demontrations- og ak-

tionspolitikken.Denne uenighed kom f.eks. til udtryk på SUFs 5. kongres den 18.-19. septem-

ber 1965, hvor SUFs generelle demonstrationspolitik kom til at dominere kon-

gresdiskussionen.6 Blandt de delegerede var meningerne delte i spørgsmålet om

138

mere militante demonstrationsformer, men eftersom kongressen intet beslutte-

de i denne forbindelse, betød dette, at SUF i praksis ikke lagde sig fast på nogen

bestemt linie m.h.t. demonstrations- og aktionsformer.

Desuden markerede SUF sig udadtil i perioden 1961-67 gennem kravene om

anerkendelse af politisk motiveret militærnægtning, afskaffelse af mesterlæren i

lærlingeuddannelsenog indførelse af værkstedsskoler i stedet, ydelse af u-lands-

hjælp udelukkende til politisk progressive u-lande (feks. Cuba, Algeriet og

Nord-Korea) samt økonomisk og politisk støtte til de nationale frigørelsesbevæ-

gelser i »den tredie verden« (Vietnam, Latinamerika, Sydafrika etc.).

SUFs forhold til SF

Erkendelsen af at være opstået på baggrund af de internationale og nationale

forhold, der lå til grund for SF, førte til, at SUF i 1962 tilknyttede sig SF, som

dette partis ungdomsorganisation.Den gruppe unge socialister, der var med til at danne SUF i 1961, var fra be-

gyndelsen enige om, at når man skulle starte en ny politisk ungdomsorganisa-tion, så skulle det være på »et utraditionelt grundlag«,7Hermed mentes, at SUF

ikke skulle slægte de øvrige politiske ungdomsorganisationer på og blive »dik-

kende lammehale« til et politisk parti.8 Denne indstilling korn tydeligt frem i for-

holdet til SF.

Ud fra erkendelsen af, at SUF i det væsentligste kunne tilslutte sig SFs politi-ske synspunkter, og at dette partis politiske virke var en medvirkende årsag til

SUFs eksistens, diskuterede SUFs 2. landsmøde af den 12. august 1962 mulighe-den for et nærmere uforpligtende samarbejde med SF. Diskussionen mundede

ud i, at landsmødet vedtog at søge forhandling med SF for at blive anerkendt

som dette partis ungdomsorganisation.9Denne beslutning førte i den følgende tid til forhandlinger mellem SUF og SF

om rammerne for et samarbejde, og efter godkendelse af henholdsvis SUFs

landsledelse og SFs hovedbestyrelse, blev der den 8. november 1962 indgået en

samarbejdsaftale.Denne tog hensyn til SUFs ønske om at bevare sin fulde politiske og organisa-

toriske selvbestemmelsesret som SFs ungdomsorganisation, idet den udelukken-

de var af praktisk og organisatorisk karakter, og derfor ingen politiske forplig-tigelser indebar for nogen af parterne. Om samarbejdets virkninger hed det så-

ledes i aftalen: »Ved vurdering af denne samarbejdsaftale bør der noteres, at

den er af praktisk karakter. Der er intet heri, som forpligter nogen af organi-sationerne til at godkende ethvert politisk skridt, som 'måtte blive taget af den

anden organisation«.10På SUFs 3. landsmøde den 31. august - 1. september 1963 tilføjedes det i love-

ne, at »SUF er SFs ungdomsorganisation med fuld politisk og organisatoriskselvbestemmelsesret ifølge en samarbejdsaftale«,og gennem anerkendelsen af

samarbejdsaftalen på SFs 3. kongres i oktober 1963 blev SUF enstemmigt god-kendt af de delegerede som SFs ungdomsorganisation.ll

Samarbejdet mellem SUF og SF blev i de følgende år frem til efteråret 1967,

hvor der blev indgået en ny samarbejdsaftale, som tilsigtede at styrke det politi-

139

ske samarbejde, praktiseret på baggrund af bestemmelserne i samarbejdsafta-len af 1962.

SUFs status som SFs ungdomsorganisation med fuld politisk og organisatoriskselvbestemmelsesret, samt samarbejdsaftalens begrænsning til kun at omfatte

praktisk og organisatorisk samarbejde, er uden tvivl de væsentligste årsager til,at det politiske samspil mellem SUF og SF fra første færd og faktisk helt frem tilSUFs officielle brud med SF på den 8. ekstraordinære kongres i januar l968

generelt må karakteriseres som dårligt.Samarbejdet med SF var genstand for diskussion på samtlige kongresser lige

fra det 3. landsmøde i 1963 og til den 7. kongres i maj 1967. At det politiske sam-

spil mellem SUF og SF, set fra SUFs synspunkt, generelt var dårligt, fremgårsamstemmende af samtlige kongresberetnings- og -diskussionsreferater fra1963-67.

F.eks. drøftede den 5. kongres i 1965 indgående forholdet til SF. I kongresbe-retningen udtalte SUFs daværende landsformand Ole S. D. Hansen bl.a. flg. om

det dårlige forhold mellem SUF og SF:»... Den hårdeste kritik man kan rette

imod SF er egentlig, at man ikke er interesseret i SUF. Landsledelsen har aldrigmodtaget nogle positive forslag fra SF, udover at skaffe penge, hjælpe med salgaf SF-blade o.lign. - Nogen politisk inspiration fra SFs hovedbestyrelse eller for-

retningsudvalg er ikke observeret Jeg skal nævne, at den eneste gang man

har inviteret SUFs forretningsudvalg til en generel drøftelse med SFs forret-

ningsudvalg og det var desværre symptomatisk for vor beretningsperiode, at

anledningen til drøftelsen var, at SF var modstandere af, at en bestemt yderligtplaceret demonstrant måske stod foran optagelse i SUF Postulatet om, at SF

ikke rigtig interesserer sig for SUF, underbygges bl.a. i en mangel på interesse

for rekruteringen fra SUF. Vi har mange fine erklæringer fra partiet om ung-

dommen, og i valgkampen er der altid bud efter de unge, men derudover føresder ikke bevidst rekruteringspolitik Hvis vi skal levere friskt blod til SF, måSF også bestræbe sig på at være tillokkende for SUFerne«.12

På SUFs 6. kongres den 6.-8. mej 1966 klagedes der ligeledes over det dårligeforhold. Landsformanden Hans H. Nielsen sagde bl.a. herom i kongresberet-ningen: »Det skal slås fast, at samarbejdet om en lang række praktiske opgaver

løses ganske gnidningsløst Men rent politisk er samarbejdet ikke godt. Ikke

forstået på den måde, at man direkte modarbejder hinanden, men forstået påden måde, at man ikke i partiets forretningsudvalg drager de unge i SUF med

ind i arbejdet for partiets politik. Som det blev sagt i den sidste SUF-beretning,er det værste man kan sige om SFs holdning til SUF stadig, at man ikke interes-

serer sig for, hvad vi mener, og hvad vi gør Hvordan skal andre udenfor-'

stående få interesse og respekt for SUF, når partiet ikke selv medvirker til op-

byggelsen af denne?«13

Det dårlige forhold til SF førte omkring årsskiftet 1966/67 bl.a. til, at SUF

p.g.a. almindelig organisatorisk stagnation indledte forhandlinger med SF, med

det formål, at integrere SUF i SF på en eller anden måde.14 P.g.a. øget medlems-

tilgang”,som var en følge af SFs fremgang ved folketingsvalget den 22. novem-

ber 1966 blev disse forhandlinger imidlertid stillet i bero for aldrig at blive gen-

140

optaget. Årsagenhertil var begivenhederne i SF efter folketingsvalget i novem-

ber 1966. Et resultat af dette valg var skabelsen af det såkaldte »arbejderflertal«bestående af SFs og Socialdemokratiets (SD) folketingsmedlemmer. Såvel un-

der regeringsforhandlingerne mellem SF og SD umiddelbart efter folketings-

valget i 1966, som i anledning af det indledte parlamentariske samarbejde mel-

lem SF og SD i marts 1967, fremhævede SUF især den fare, der var for en ud-

viskning af SFs selvstændige socialistiske og neutralistiske principper i forbin-

delse med dette nære parlamentariske forhold til SD.16 I særdeleshed betonede

SUF, at samarbejdet måtte manifestere sig i en ændring af Danmarks udenrigs-

og forsvarspolitik hen imod udmeldelse af NATO og afrustning. Dette syns-

punkt pointeredes især af SUFs 7. kongres i maj 1967, som i en udtalelse om

samarbejdet mellem SF og SD understregede dels nødvendigheden af en ny-

orientering i forsvars- og udenrigspolitikken, dels at den afstand mellem SF og

SD som SFs principprogram var et klart udtryk for måtte manifestere sig i det

parlamentariske samarbejde.17 Derfor gav SUF sin fulde tilslutning til en politikført på SFs principprograms grundlag. I konsekvens af denne holdning til SFs

parlamentariske politik stillede SUF sig derfor på »venstrefløjens« side under

fraktionskampen i SF mellem partiets 5. og '6. ekstraordinære kongres i 1967.

Under denne fraktionskamp havde SUF nemlig sammenfaldende synspunktermed »venstref1øjen«,eftersom begge parter var af den opfattelse, at SF stod

over for faren for at udviske sin position som et selvstændigt socialistisk parti,og at det derfor var nødvendigt, at SF fastholdt sine selvstændige principper,d.v.s. SFs principprogram. Da SFs »venstrefløj« sprængte sig ud af SF på den 6.

ekstraordinære kongres i december 1967 og dannede partiet Venstresociali-

sterne (VS), fulgte SUF denne, og i fuldstændig overensstemmelse med den

holdning SUF havde indtaget under fraktionskampen i SF, afbrød SUF derfor

samarbejdet med SF og tilsluttede sig VS som dette partis ungdomsorganisationpå den 8. ekstraordinære kongres den 7. januar 1968.18

SUF 1967-68

Efter den 7. kongres i maj 1967 opstod der uenighed i SUF på det udenrigspoliti-ske område. Uenigheden afspejlede den radikalisering, som var karakteristisk

for store dele af det såkaldte »nye venstre« i slutningen af 1960,erne.

En væsentlig faktor til denne radikalisering er uden tvivl at finde i det ind-

tryk, som opsvinget i den såkaldte »koloniale revolution« i 1960,erne fremkald-

te hos det »nye venstre«,I løbet af 1960'erne var der især i Latinamerika, Indokina samt i dele af Afri-

ka (f.eks. Portugals kolonier og Sydafrika) opstået nationale og sociale frigørel-

sesbevægelser, som gennem væbnet opstand og guerilla-krig bekæmpede de ek-

sisterende politiske regimer, der ofte mere eller mindre direkte støttedes af

USA militært.

Først 'og fremmest Vietnam-krigen, hvor USA var direkte militært engage-

ret, kom i løbet af 1960,erne til at fremstå som det tydeligste eksempel på »dentredie verdens koloniale revolution« for det »nye venstre«,

141

I forhold til kernevåbenproblematikkenog den dermed forbundne paciñsmeog neutralisme, som var karakteristisk for det »nye venstre« i begyndelsen af

1960'erne, forårsagedeVietnam-krigen en radikal ny politisk situation. Den sat-

te nemlig på skarpeste vis den paciñstiske og neutralistiske kernevåbenproble-matik ud af funktion. Vietnameserne anviste det »nye venstre« en alternativ re-

volutionær strategi til den neutralistiske kernevåbenstrategi:folkekrigen, isærsom den var udarbejdet af Mao Tse-tung og general Giap. Indtrykkenc af, at

alle USAs kernevåben ikke kunne forhindre nationens militære fiasko i Viet-

nam, samt af et lille og fattigt folks succesrige kamp - med kommunister i forre-ste række - mod verdens rigeste og militært set stærkeste stat, bidrog til, at en

væsentlig del af det »nye venstre« i slutningen af 1960,erne forkastede den paci-fistiske og neutralistiske kernevåbenproblematik til fordel for »den tredie ver-

dens« revolutionære socialisme, specielt den i Kina og Vietnam.

SUF, gua en del af det »nye venstre«, påvirkedes også af opsvinget i »dentredie verdens koloniale revolution«, Generelt set, kom tiden efter den 7. kon-

gres og frem til den 9. kongres i maj 1968, hvor SUF definitivt brød med denneutralistiske socialisme og placerede sig på den revolutionære socialismes

grundlag, til at udgøre en periode, hvor SUF gjorde op med den neutralistiske

socialisme, som havde været organisationens politiske grundlag siden dens dan-nelse i 1961.

Uenigheden på det udenrigspolitiske område i SUF efter den 7. kongres komsåledes dybest set til at afspejle en modsætning mellem den officielt erklærede

neutralistiske socialisme og en revolutionær socialisme, der under indtryk af»den koloniale revolution« voksede frem i SUF. Mens den neutralistiske socia-

lisme var udtryk for en pacifistisk reaktion på kernevåbenoprustningenog en

neutralistisk afstandtagen fra »øst-vest«-konflikten, såvel nationalt som interna-

tionalt, afspejlede den revolutionære socialisme 'en fuldstændig forkastelse af

pacifismen og neutralismen til fordel for en klar politisk anknytning til de natio-

nale og sociale frigørelsesbevægelsersvæbnede kamp i »den tredie verden«.

SUFs 7. kongres skarpe fordømmelse af USAs militære engagement i Viet-

nam, solidaritetstilkendegivelsen med det vietnamesiske folk og opbakning af

den danske Vietnam-indsamling på »giro 1616« til fordel for »Den demokrati-ske Republik Vietnam« (Nord-Vietnam) og »Den nationale Befrielsesfront«

(FNL) vidnede om en begyndende anknytning til »den tredie verdens« revolu-

tionære socialisme. 19 Den uenighed, der opstod i organisationen m.h.t. SUFs

stillingtagen til Mellemøsten-konflikten i maj/juni 1967, Kina og den kinesisk-

sovjetiske konklikt, illustrerede til fulde, at organisationen, eller i hvert fald til

at begynde med en fløj af SUF, orienterede sig bort fra det neutralistiske socia-

listiske grundlag og hen imod et revolutionært socialistisk.Desværre tillader pladsen ikke, at jeg går i enkeltheder ang. denne uenighed,så jeg skal derfor nøjes med kort at angive hovedtrækkene i uenigheden om

SUFs stillingtagen til Mellemøsten-konflikten i maj/juni 1967.I sommeren 1967 blev Mellemøsten-konflikten det politiske problem, der blev

diskuteret mest i SUF. I forbindelse med konflikten spaltedes SUF i en fløj, derikke tog stilling for nogen af konfliktens parter, men gik ind for en international

142

sikring af freden i Mellemøsten og en fredelig sameksistens mellem Israel og de

arabiske lande, samt en pro-israelsk og en pro-'arabisk fløj. Den pro-arabiskefløj argumenterede med, at Israel reelt førte en territoriel erobringskrig, der

havde til formål at samle størstedelen af verdens jøder i en ren jødisk stat i det-

gamle Palæstina (zionismen), og det på bekostning af en tvangsforflytning af den

derboende arabiske befolkning. På baggrund heraf mente den pro-arabiskefløj, at SUF som princip skulle erklære, at jødernes problem ikke løstes ved at

tvangsforflytte arabere. Derfor skulle SUF bl.a. tilslutte sig de Palæstina-arabi-

ske partisanorganisationers krav om dannelse af et fælles Palæstina for jøder og

arabere. Den pro-arabiske fløjs anknytning til Palæstina-arabernes partisan-organisationer, der betragtedes som en national og social frigørelsesbevægelse

på linie med »Den nationale Befrielsesfront« iVietnam, vidnede om den begyn-dende modsætning mellem den officielt erklærede neutralistiske socialisme,som bl.a. kom frem hos den fløj, der ikke tog stilling for nogen af konfliktens

parter, og en revolutionær socialisme, der støttede sig til »den tredie verdens«

revolutionære frigørelsesbevægelser.

SUFs 9. kongres den 11.-12. april 1968På den 9. kongres brød SUF med den neutralistiske socialisme som ideologiskgrundlag. Dette kom til udtryk gennem vedtagelsen af en ny formålsparagraf,som lød: »SUF arbejder på marxismens grundlag for indførelsen af et sociali-

stisk samfundssystem med den menneskelige frigørelse som mål. Da kampen for

socialismen i Danmark er en uadskillelig del af den internationale kamp for so-

cialisme, stiller SUF sig solidarisk med de revolutionære socialistiske bevægel-ser i alle dele af verden. SUF vil samle ungdommen om en politik, der sprængerrammerne for det kapitalistiske samfund«.2° Den tidligere formålsparagraf,der var vedtaget på SUFs l. landsmøde i 1961, lød: »SUF har til formål at arbej-de for indførelsen af et socialistisk samfundssystem, for total dansk og interna-

tional afrustning og for en selvstændig neutralistisk dansk udenrigspolitik. Inden

for det bestående samfundssystems rammer har SUF til opgave at varetageungdommens interesser«.21 Mens den tidligere formålsparagraf afspejlede, at

SUFs ideologiske grundlag var en neutralistisk socialisme, markerede vedtagel-sen af den nye formålsparagraf -

gennem placeringen af SUF på marxismens

grundlag, solidaritetstilkendegivelsen med de revolutionære bevægelser i alle

dele af verden samt erkendelsen af den nære sammenhæng mellem den danske

og den internationale kamp for socialismen - at SUF havde brudt med den neu-

tralistiske socialisme som ideologisk grundlag og stillet sig på et marxistisk og

revolutionært socialistisk grundlag. SUFs brud med en neutralistiske socialisme

som ideologisk grundlag må imidlertid ikke betragtes som en isoleret foreteelse

på den 9. kongres, men skal ses på baggrund af den politiske udvikling, SUF

havde gennemløbet i tiden op til den 9. kongres., Som tidligere omtalt var denne

udvikling karakteriseret ved en begyndende anknytning til »den tredie ver-

dens« revolutionære socialistiske bevægelser samt en stigende erkendelse af, at

der var en sammenhæng mellem den danske og den internationale kamp for so-

143

cialisme. Set på baggrund af den politiske udvikling op til den 9. kongres kom

vedtagelsen af den nye formålsparagraf således til at markere, at den revolutio-

nære socialisme var slået igennem i SUF som ideologisk grundlag.På den 9. kongres afspejlede bruddet med den neutralistiske socialisme sig

desuden deri, at kongressen besluttede at igangsætte en revision af SUFs prin-cipprogram, der var vedtaget på den 7. kongres i 1967, idet den erkendte, at

SUFs principprogram nu ikke længere var repræsentativt for SUFs ideologi-ske grundlag.22

Endvidere vedtog kongressen en politisk resolution”, der i såvel indhold som

formuleringer også illustrerede, at SUF havde forladt den neutralistiske socia-

lisme. Resolutionen konstaterede, at »imperialismen« var den største trussel

mod »menneskeheden«, og at det derfor var »den venstresocialistiske bevægel-ses« vigtigste opgave at bekæmpe ethvert udslag af »imperialistisk politik«Eftersom denne kom skarpest til udtryk i USAs militære engagement i Vietnam,tilsagde SUFS 9. kongres sin fulde støtte til »Den nationale Befrielsesfronts«

»fortsatte væbnede kamp« samt stillede sig i det hele taget »kompromisløst soli-

darisk med verdens kæmpende folkeslag i deres anti-imperialistiske kamp«.Ifølge resolutionen førtes der samtidig »en forbitret kamp mod den hvide racis-

me og dens fundament - kapitalismen« inden for USAs grænser, og »den seneste

udvikling i forbindelse med drabet på Martin Luther King24 har endnu engangmodbevist ikke-voldspolitikken som brugbar i racekonflikten«. I denne sidste

formulering lå der en klar afvisning af pacifismen, og efter kongressen under-

stregedes denne afvisning yderligere derved, at en gruppe pacifister simpelthenudmeldte sig af SUF.

Alt i alt afspejlede den 9. kongres således, at SUF, fra at have været en neu-

tralistisk socialistisk organisation, nu var blevet en revolutionær socialistisk

organisation, der byggede på marxismens grundlag.

SUF 1968-71

Den 9. kongres, placering af SUF på et marxistisk og revolutionært socialistisk

grundlag manifesterede den venstredrejning, SUF havde gennemløbet i perio-den op til den 9. kongres. Imidlertid var den 9. kongres”manifestation af denne

venstredrejning ikke udtryk for en egentlig politisk afklaring iblandt SUFs med-

lemmer, forstået som hele SUFs tilslutning til en ganske bestemt politisk tendens

inden for marxismen. Dette hang sammen med, at der i SUF eksisterede flere

forskellige marxistiske tendenser, feks. tretzkisme og maoisme. Som socialistisk

organisation betragtet, og som ordet »Forum« i organisationsnavnet bl.a. hen-

tydede til, var SUF derfor karakteriseret ved at være et forum, hvor forskel-

lige marxistiske tendenser brødes og samarbejdede._

SUFs indre politiske udvikling i tiden efter den 9. kongres og frem til den 12.

ekstraordinære kongres i januar 1971, hvor den interne politiske afklaring til-

endebragtesgennem SUFs tilslutning til den trotzkistiske 4. Internationale, præ-

gedes af en politisk afklaringsproces, d.v.s. udviklingenhen imod SUFs tilslut-

ning til en ganske bestemt marxistisk tendens. Den politiske afklaringsproces af-

144

spejlede sig deri, at de politiske modsætninger, som i tiden indtil den 9. kongreshavde været latente til stede imellem de forskellige marxistiske tendenser i SUF,nu kom åbent til udbrud. På det organisatoriske område kom dette konkret til

udtryk i en række fraktionskampe, i hvilke de forskellige marxistiske tendenser

åbenlyst stredes.I det flg. vil de væsentligste aspekter i denne interne politiske afklaringspro-

ces blive behandlet. Med det formål at lette forståelsen skal der imidlertid for-inden gives en kort redegørelse for hovedtrækkene i de forskellige tendensers/faktioners ideologiske og politiske synspunkter. v

I perioden 1968-71 eksisterede der flg. fraktioner og tendenser i SUF: 1) en

maoistisk KF (mb-fraktion, 2) en trotzkistisk fraktion, 3) en maoistisk KAK-

tendens, 4) en venstrekommunistisk Bordiga-tendens og 5) en Forum-tendens.

KF (ml )-frakti0nenKF (ml)-fraktionen omfattede de SUF-medlemmer, der tilhørte den maoistiskeorganisation »Kommunistisk Forbund (marxister-leninister)«. Fraktionenetableredes i SUF i løbet af efteråret 1968, og den arbejdede for at udbrede KF

(ml)s politiske synspunkter og ideologiske grundlag i SUF, med det formål, at

gøre SUF til KF (ml)s ungdomsorganisation.KF (ml) stiftedes den 15. september 1968 i København med Benito Scocozza

som formand. 25 Endvidere deltog Hans H. Nielsen, SUFs landsformand fra1966-68, i dannelsen af KF (ml).26

I sit principgrundlag27 definerede KF (ml) det som sin opgave at forberededannelsen af et revolutionært kommunistisk parti, der skulle have til opgave »at

gå i spidsen for lønarbejderklassen i dens kamp mod monopolkapitalen, gennemden socialistiske revolution sønderbryde borgerskabets statsmagt, oprette løn-arbejderklassens statsmagt, proletariatets diktatur, og føre klassekampen igen-nem til enden med det kommunistiske klasseløse samfund som slutmålet«. Indtildannelsen af dette parti ville KF (ml) søge at opfylde partiets rolle, og i sit arbej-de ville KF (ml) ideologisk bygge på »marxismen-leninismen,Mao Tse-tungstænkning«, Organisatorisk var KF (ml) opbygget efter »den demokratiske cen-

tralismes principper«, og politisk solidariserede KF (ml) sig med »alle folk ogbevægelser, som kæmper mod imperialisme for national frigørelse, med allefolk, som bygger socialismen, og med det internationale proletariat i dets kampmod kapitalisme for socialisme«. Desuden skal det nævnes, at rehabiliteringenaf Stalin var et teoretisk hovedmål for KF (ml), og i denne forbindelse anså KF

(ml) det som en af sine hovedopgaver at afsløre og bekæmpe »sovjetrevisioni-sternes samarbejde med imperialismen og forsøg på at genindføre kapitalis-men i en række af de lande, som har gennemført folkedemokratiske og sociali-stiske revolutioner«, I relation til den kinesisk-sovjetiske konflikt var KF (ml)således en regulær pro-kinesisk organisation.

Den trotzkistiske fraktion

Den trotzkistiske fraktion omfattede de SUF-medlemmer, der tilhørte organi-sationen »Revolutionære Socialister, dansk sektion af 4. Internationale« (RS).

145

i

_

;nu

Fraktionen havde eksisteret i SUF siden SUFs dannelse i 1961, og den arbejdedefor at udbrede 4. Internationales politiske synspunkter og ideologiske grundlag i

SUF, d.v.s. gøre SUF til en trotzkistisk organisation.4. Internationale blev grundlagt i 1938 af bl.a. Leo Trotzkij (1879-1940) og

byggede ideologisk på »erfaringerne fra den russiske revolution og det oprin-

delige program for 3. Internationale, som det var blevet forsvaret af venstre-

oppositionen i den kommunistiske verdensbevægelse«z2” 4. Internationale var

organisatorisk opdelt i nationale sektioner, og som socialistisk verdensparti var

organisationens højeste myndighed: verdenskongressen, som vedtog den gene-

relle politiske linie for de nationale sektioner. I nogle lande fremtrådte de natio-

nale sektioner som officielle partier, f.eks. »Socialist Workers Party« i USA. I

andre, f.eks. de europæiske, arbejdede trotzkisterne i l960”erne i større eller

mindre grad inden for de eksisterende socialistiske og kommunistiske partier.Politisk arbejdede 4. Internationale bl.a. for »at forberede og gennemføre

den socialistiske revolution i Europa, at forsvare og støtte de revolutionære be-

vægelser i Asien, Afrika og Latinamerika, at styrke de anti-stalinistiske kræfter

i arbejderstaterne og at genindføre det socialistiske demokrati, samt at forsvare

arbejderstaterne (Sovjet, Kina, Nordvietnam, de socialistiske lande i Europa)mod imperialismen«.29Desuden var rehabiliteringen af Trotzkij et teoretisk

hovedmål for 4. Internationale.

I Danmark havde der eksisteret en lille trotzkistisk bevægelse siden l930”er-

ne. Foruden at have deres egen organisation arbejdede de danske trotzkister

bl.a. i 1940”erne og 1950”erne inden for Socialdemokratiet og DKP, samt i

1960,erne inden for SF, VS og især SUF for at udbrede 4. Internationales politi-ske synspunkter og ideologiske grundlag. Denne særlige politiske arbejdsformkaldtes af trotzkisterne for »entrisme«. Ifølge RSs love var organisationens for-

mål »som sektion af 4. Internationale, og på marxismen-leninismens grundlag, at

arbejde for socialismens indførelse i Danmark, og at støtte revolutionære og

socialistiske bevægelser i udlandet«.30

KAK-tendensen

KAK-tendensen omfattede de SUF-medlemmer, der tilsluttede sig den af

»Kommunistisk Arbejdskreds« (KAK) udarbejdede »snylterstatsteori«.KAK-

tendensen arbejdede' for at udbrede »snylterstatsteorien«i SUF, men var så

vidt vides ikke organisatorisk tilknyttet KAK.

KAK var en regulær prokinesisk organisation, og baggrunden for KAKs

dannelse var DKPs holdning til den kinesisk-sovjettiskekonflikt. Efter siden de-

cember 1963 at have fungeret som en lukket organisation etablerede KAK sig

på et møde den 25. juni 1964 som en åben organisation. Samtidig valgtes en be-

styrelse på syv medlemmer, deriblandt Gotfred' Appel, der blev KAKs egentligeleder, og Benito Scocozza, som senere forlod KAK p.g.a. uenighed.

Teorien", som også hed »superprofitteorien«og »teorien om den bestukne

arbejderklasse«, gik i sin korthed ud på fig.: Gennem “udbytningenaf landene i

146

»den tredie verden« henter de kapitalistiske lande, herunder Danmark, ekstra-

profitter - »superprofitter« - hjem. I de kapitalistiske lande, som gennem deres

udbytning er »snylterstater«, bruges disse ekstraprofitter til at pacificere -

»bestikke« - arbejderklassen gennem højere løn, flere sociale goder etc. Der-med bliver arbejderklassens direkte økonomiske interesser knyttet til det kapi-talistiske systems beståen, og de revolutionære frigørelsesbevægelser i »dentredie verden« bliver således en trussel for både kapitalist- og arbejderklasse ide kapitalistiske lande.

At arbejderklassen i et land som Danmark er »bestukket« får en række kon-sekvenser. Kampen for f.eks. højere løn knytter arbejderklassen hårdere til det

kapitalistiske system. Systemet bringes ikke i nogen krise gennem et sådant krav,eftersom det i stor udstrækning kan opfyldes, først og fremmest gennem øgetudbytning af »den tredie verden«. Opfyldelsen af lønkrav i de kapitalistiskelande betyder således, at man bryder den internationale solidaritet med de ud-

byttede lande i »den tredie verden«, - En anden konsekvens, af at arbejderklas-sen er »bestukket«, er, at revolutionære situationer i de kapitalistiske landeførst kan opstå, når kapitalistklassen er blevet berøvet muligheden for at »be-stikke« arbejderklassen, d.v.s. hente ekstraprofitter hjem. En sådan situation vilifølge teorien opstå, når den socialistiske revolution er gennemført i »den tredieverden«, Opgaven for de revolutionære organisationer i de kapitalistiske landebestår derfor udelukkende i aktivt at støtte og yde solidaritet med de revolutio-nære frigørelsesbevægelseri »den tredie verden«. I sin argumentation for teo-rien søgte KAK især at underbygge denne med citater af Marx, Engels, Mao

Tse-tung og i særdeleshed Lenin.

Bordiga-tendensenBordiga-tendensen repræsenteredes hovedsageligt i SUF ved landsledelsesmed-lemmet Gustav Bunzel, der tilhørte organisationen »Det Internationale Kom-munistiske Parti« (IKP). IKP grundlagdes af bl.a. den italienske venstrekommu-nist Amadeo Bordiga (1889-1970), og IKPs ideologiske grundlag var »den histo-riske materialisme og den kritiske kommunismes principper, som de blev for-muleret af Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest, Kapitalen og andre afderes fundamentale værker, grundlag for dannelsen af den kommunistiske In-ternationale i- 1919, af Italiens Kommunistparti i 1921 og af Det internationaleKommunistpartis teser af 1951«.32 Desuden karakteriseredes IKP ved 1) athævde at Sovjetunionen og alle de såkaldte socialistiske lande var kapitalistiske,2) at være modstander af al parlamentarisk valgdeltagelse og 3) at være mod-stander af alle former for socialistiske frontdannelser.

Forum-tendensen

Forum-tendensen omfattede de SUF-medlemmer, der ikke havde taget stillingfor en bestemt marxistisk tendens. I modsætning til de øvrige tendenser i SUFvar Forum-tendensen derfor en heterogen politisk gruppe. Det eneste punkt,der faktisk var karakteristisk og fælles for Forum-tendensen, var den opfattel-se, at SUF skulle være et »forum«, hvor forskellige marxistiske tendenser brø-

147

des og samarbejdede, samt at SUF skulle have sin egen politiske udvikling og selv

gennem erfaringer hæve sit teoretiske og organisatoriske niveau.

Perioden mellem den 9. og den 10. kongresI tiden mellem den 9. og den 10. kongres prægedes SUFs indre politiske udvik-

ling af modsætningen mellem KF (mb-fraktionen og det øvrige SUF. KF (ml)-fraktionen etableredes i SUFs forretningsudvalg, landsledelse og afdelinger(især i København-, Gladsaxe-, Nyborg- og Århus-afdelingerne)i løbet af efter-

året 1968, og i tiden frem til den 10. kongres i maj 1969 afspejlede modsætningenmellem KF (mb-fraktionen og det øvrige SUF sig i en række politisk/organisa-toriske konflikter.

ProgramudvalgetPå den 9. kongres blev det som nævnt besluttet at igangsætte en revision af SUFs

principprogram af 1967, fordi dette ikke længere var repræsentativt for SUFs

ideologiske grundlag. Som følge af denne beslutning nedsatte landsledelsen på

landsledelsesmødetden 9.-10. november 1968 et progr'amudvalg.33 KF (ml)-fraktionen fik imidlertid flertal i udvalget, og på det første møde i udvalget i no-

vemberv1968 brugte KF (mb-fraktionen sit flertal til at supplere udvalget med

KF (ml)s formand Benito Scocozza, der et par uger i forvejen var indmeldt i

SUF.34 Da de øvrige medlemmer af udvalget, d.v.s. mindretallet i udvalget, pro-

testerede mod denne supplering, afviste KF (mb-flertallet at diskutere spørgs-

målet, og udvalgs-mindretallet besluttede derfor at forelægge landsledelsen

spørgsmålet.På landsledelsesmødet den 4.-5. januar 1969 diskuteredes spørgsmålet,med

det resultat, at et flertal i landsledelsen -imod KF (ml)-fraktionens landsledelses-

medlemmer - besluttede at vælge et nyt programudvalg. Udvalget fik en »balan-

ceret« politisk sammensætning, idet det kom til at bestå af Hans H. Nielsen og

Ole Koch fra KF (mb-fraktionen, Ole Thorbek og Poul Erik Grønholt Nielsen

fra den trotzkistiske fraktion, samt Arne Johansen fra Forum-tendensen.35

I tiden frem til den 2. marts 1969, hvor programudvalgets forslag til program

for SUF forelå, afholdt programudvalget en række møder, hvor der diskute-

redes og formuleredes udkast til program for SUF. Generelt karakteriseredes

disse møder af en skarp modsætning mellem de trotzkistiske og maoistiske ud-

valgsmedlemmer. I det endelige programudkast”,som udsendtes til diskussion

iblandt SUFs medlemmer i løbet af marts måned, afspejlede den politiske uenig-hed i udvalget sig. Programudkastet var opdelt iflg. afsnit: Forord - Indledning -

Kapitalismen - Staten og Revolutionen - Det marxistisk-leninistiske parti - Ret-

ningslinierne for SUFs aktuelle kamp. Bortset fra udkastet til afsnittet om Kapi-talismen, som der var enighed om i udvalget, forelå der til de øvrige afsnit for-

skellige udkast fra dels Hans H. Nielsen og Ole Koch - d.v.s. KF (mb-fraktionen- dels Ole Thorbek og Poul Erik Grønholt Nielsen - d.v.s. trotzkistiske fraktion

-mens Arne Johansens stillingtagen vekslede mellem selvstændige udkast og til-

slutning til enten de trotzkistiske eller de maoistiske programudvalgsmedlem-mers udkast.

148

KøbenhavnsafdelingemgeneralforsamlingOmkring årsskiftet 1968/69 indmeldte en del medlemmer af KF (m1) sig i SUFs

Københavnsafdeling.I kraft af disse indmeldelser sikrede KF (m1) fraktionen sigflertallet på Københavnsafdelingens generalforsamling i februar 1969 og vedtogher et politisk grundlag - der afspejlede KF (ml)-fraktionens politiske linie - for

Københavnsafdelingens fremtidige arbejde, og som kun forelå i eet eksemplarpå generalforsamlingen.37 Dette var en fuldstændig ny praksis i SUFs historie,idet bestyrelsen, der forelagde forslaget, ikke i forvejen havde bebudet, at denville fremsætte et sådant forslag, hverken på møder i forvejen og end ikke i ind-kaldelsen til generalforsamlingen. Endvidere sikrede KF (ml)-fraktionen sig to-

talt bestyrelsen for Københavnsafdelingen på generalforsamlingen, hvilket skul-le vise sig at få betydning i forbindelse med SUFs 1. maj-arrangement i 1969.

l. maj-arrangementet 1969

Siden dannelsen i 1961 havde SUFs landsorganisation hvert år afholdt et 1. maj-møde på Nytorv i København. Dette møde havde altid været arrangeret af for-

retningsudvalget, og for at følge denne tradition op begyndte forretningsudval-get i slutningen af marts 1969 at forberede 1. maj-mødet i 1969.

I begyndelsen af april kom det imidlertid frem, at Københavns-afdelingenplanlagde dette møde i samarbejde med KF (m1), uden at forretningsudvalgetvar blevet informeret herom.

Der blev derfor indkaldt til et ekstraordinært forretningsudvalgsmødeden7. april 1969, med det formål, at fremskynde forretningsudvalgets udformningaf et 1. maj-arrangement.38 På dette møde fortalte Kirstine Münster (KF (ml)-fraktionen), der sad i både forretningsudvalget og Københavnsafdelingens be-

styrelse, om Københavnsafdelingens1. maj-arrangement. Hun oplyste bl.a., at

Københavnsafdelingens bestyrelse havde modtaget et brev fra KF (ml), der fo-

reslog et fælles l. maj-arrangement. Bestyrelsen havde herefter indledt et sam-

arbejde med KF (m1) og afsluttet forberedelserne til et fælles 1. maj-møde medKF (m1), bl.a. havde man diskuteret sig frem tilfælles paroler. Kirstine Münster

sagde samtidig, at hun ikke havde ønsket at orientere forretningsudvalget før 1.maj-mødet med KF (ml) var endeligt planlagt, fordi hun' ikke ønskede, at forret-ningsudvalget, d.v.s. SUFs landsorganisation, skulle have indflydelse på mødetskarakter. Endeligt oplyste hun, at plakaterne til mødet allerede var gået i tryk-ken (hvilket senere viste sig ikke at være rigtigt), og der var således ikke nogenmulighed for at ændre arrangementet, der var end ikke mulighed for, at for-

retningsudvalgetkunne tilslutte sig arrangementet.Når Københavnsafdelingens bestyrelse således ikke havde informeret forret-

ningsudvalget om 1. maj-mødet med KF (m1), før dette var en realitet - hvilket i

praksis betød, at forretningsudvalget var udelukket fra at få indflydelse på ar-

rangementet - bundede dette uden tvivl i en berettiget formodning om, at for-

retningsudvalget på forhånd ikke ville acceptere af afholde et 1. maj-møde ude-lukkende med KF (m1). Bestyrelsen ønskede derfor forståeligt nok at holde for-

retningsudvalget udenfor forberedelserne til 1. maj-arrangementet, før dissevar nøje fastlagte.

149

Samtidig gav l. maj-arrangementets planlægningdet indtryk, at Københavns-

afdelingens bestyrelse tilsyneladende var blevet et simpelt redskab for KF (ml).Det fremførtes således af de øvrige tilstedeværende forretningsudvalgsmed-lemmer - Ole Thorbek, Poul Erik Grønholt Nielsen og Hans Daugård - at Kø-

benhavnsafdelingens bestyrelses planlægning af 1. maj-mødet med KF (ml),udenom forretningsudvalget, stred imod ethvert princip for organisations-arbejde, idet forretningsudvalgets og landsledelsens kompetence som SUFS

højeste myndighed imellem kongresserne herved var omgået. Desuden viste ar-

rangementet klart, at Københavnsafdelingens bestyrelse var mere loyal over

for KF (ml) end over for SUF, og endvidere stred arrangementet imod een af

Hans H. Nielsen foreslået landsledelses-vedtagelse om samarbejde med andre

organisationer, der fastslog, at i tilfælde af samarbejde med VS, KF (ml) og RS,da skulle alle tre organisationer tilbydes samarbejde. Konsekvensen af Køben-

havnsafdelings-bestyrelsens l. maj-arrangement kunne blive, at SUF måtte ar-

rangere to 1. maj-møder.Enden på mødet blev imidlertid, at forretningsudvalget enedes med Køben-

havnsafdelingens bestyrelse om et fælles møde den 15. april 1969 for at søge en

løsning på problemet. På dette møde39 opstillede bestyrelsen ultimativt det krav,at hvis forretningsudvalget ønskede at deltage i l. maj-arrangementet, så skulle

det være på bestyrelsens grundlag, d.v.s. udelukkende i samarbejde med KF

(ml). Da forretningsudvalget på mødet gjorde det klart, at det under ingen om-

stændigheder kunne tilslutte sig bestyrelsens grundlag, var et samarbejde om et

1. maj-møde umuligt, og mødet blev afbrudt.

Konsekvensen heraf blev, at SUF-København og KF (ml) arrangerede et 1.

maj-møde på Nytorv i København med bl.a. Benito Scocozza og Kirstine Mün-

ster som talere. Dette var et klart brud på loyaliteten i SUF, da SUF som lands-

organisation ikke kunne arrangere et 1. maj-møde under disse betingelser uden

samtidig offentligt at tage afstand fra Københavnsafdelingen.

KøbenhavnsafdelingensdelegeretvalgKF (ml)-fraktionens ultimative holdning over for forretningsudvalget i forbin-

delse med 1. maj-arragementet gav det øvrige SUF en fornemmelse af, hvilke

metoder KF (ml)-fraktionen ville tage i anvendelse for at gennemføre sin politi-ske linie, såfremt den sikrede sig et flertal blandt de delegerede på den forestå-

ende 10. kongres, der var berammet til den 24.-26.maj 1969. Eftersom det (hvadder bl.a. kom til udtryk i Hans H. Nielsens og Ole Kochs programudkast) var

KF (ml)-frakti0nens erklærede mål, at SUF skulle tilslutte sig »marxismen-

leninismen, Mao Tse-tungs tænkning«, hvilket i praksis ville betyde, at SUF blev

KF (ml)s ungdomsorganisation,stod det derfor klart for det øvrigeSUF, at så-

fremt SUF fortsat skulle kunne rumme flere forskellige marxistiske tendenser,så gjaldt det om at forhindre, at KF (ml)-fraktionen fik flertal på kongressen.

Udfaldet af Københavnsafdelingens delegeretvalg, der fandt sted den 6. maj1969, var i denne forbindelse særdeles afgørende, idet Københavnsafdelingens

delegerede udgjorde lidt under halvdelen af det samlede antal delegerede påkongressen. Vandt KF (ml)-fraktionen delegeretvalget i Københavnsafdelingen,

150

betød dette, at KF (ml)-fraktionen ville få flertal på kongressen, idet de delege-rede fra SUF-København sammen med de delegerede fra SUF-Gladsaxe og

SUF-Nyborg, der var rene KF (mb-afdelinger, da ville udgøre et flertal. Ville

det øvrige SUF, som ikke sympatiserede med KF (ml)s politiske linie, derfor

forhindre, at KF (ml)-fraktionen fik flertal på kongressen, var der ingen anden

udvej end at organisere det nødvendige flertal til delegeretvalget, hvilket lyk-kedes. Forud for delegeretvalget den 6. maj foregik der nemlig en intensiv med-

lemshvervning til Københavnsafdelingen, med det formål, at forhindre KF (ml)-fraktionen i at vinde delegeretvalget. Gennem »hemmelige« forhandlinger mel-

lem medlemmer af VSs og SUFs forretningsudvalg om indmeldelse af VS-med-

lemmer i Københavnsafdelingen, og gennem den trotzkistiske fraktions mobili-

sering af medlemmer af RS og den trotzkistiske aktivistgruppe »RevolutionærAktion«, indmeldtes der i løbet af april 63 nye medlemmer i Københavnsafde-

lingen.”Udfaldet af Københavnsafdelingens delegeretvalg den 6. maj blev, at KF (ml)-

fraktionen ingen delegerede fik valgt til SUFs 10. kongres. Dette betød, at KF

(ml)-frakti0nens muligheder for at opnå et flertal for sin politiske linie på kon-

gressen hermed var udelukket. KF (ml)-fraktionens strategi, der tydeligt nok

gik ud på at erobre SUF for KF (ml)s politiske linie på den 10. kongres, var såle-

des slået i stykker. Dette kom bl.a. til udtryk gennem KF (ml)-fraktionens reak-

tion på delegeretvalgets udfald.

I anledning af delegeretvalgets udfald rettede Københavnsafdelingens besty-relse den 9. maj en forespørgsel til landsledelsen, hvori den betegnede delege-retvalgets udfald som et kup og rent ud opfordrede landsledelsen til at erklære

delegeretvalget for ugyldigt.41På landsledelsesmødet den 10.-11. maj diskuteredes forespørgslen fra besty-

relsen for SUF-København. Da et flertal i landsledelsen den 10. maj afviste be-

styrelsens brev og vedtog at udsætte den videre behandling af forespørgslen til

dagen efter den 11. maj, for herved at give flertallet mulighed for nøje skriftligtat give udtryk for sin vurdering af situationen i Københavnsafdelingen, fore-

lagde KF (ml)-fraktionens fire landsledelsesmedlemmer - Hans H. Nielsen, Ole

Koch, Kirstine Münster og Flemming Rasmussen - en erklæring, hvori de pålinie med SUF-Københavns bestyrelse betegnede delegeretvalget som »et kup«,samtidig med at de karakteriserede SUFs 10. kongres som en »falsk kongres«,fordi den efter deres opfattelse ikke afspejlede SUFs aktive medlemsmæssigesammensætning. På baggrund heraf fralagde de fire landsledelseSmedlemmer

sig ethvert medansvar for forberedelserne til kongressen, og Hans H. Nielsen

meddelte herefter på de ñres vegne, at de nedlagde deres mandater i landsledel-

sen og forretningsudvalget.42På landsledelsesmødet den 11. maj afviste landsledelsen, dvs. det øvrige SUF,

gennem et brev til SUF-Københavns bestyrelse og en intern udtalelse til SUFs

medlemmer”, KF (ml)-fraktionens krav om at erklære delegeretvalget i SUF-

København for ugyldigt. Landsledelsen henviste formelt til, at den opfattede et

lovligt indkaldt delegeretvalgmøde i en afdeling som en suveræn myndighed i

forbindelse med valg af delegerede, såfremt de tilstedeværende opfyldte SUFs

151

loves medlemskriterium (d.v.s. betaling af det fastsatte kontingent) og de af

landsledelsen vedtagne stemmeafgivningsregler (ifølge en landsledelsesbeslut-

ning havde alle medlemmer, der var indmeldt inden den 1.-5.-1969 stemmeret).På baggrund heraf konstaterede landsledelsen, at delegeretvalget i Københavns-

afdelingen var foregået i overensstemmelse med disse betingelser, og den havde

derfor ingen kompetence til at underkende delegeretvalgsmødets resultat. Sagtmed andre ord, landsledelsen sanktionerede selvfølgelig de indmeldelser, den

selv havde taget initiativ til i løbet af april. Landsledelsen pointerede endvidere,at det havde været nødvendigt at imødegå KF (ml)-fraktionens politiske offensiv

i SUF gennem en samlet optræden fra det øvrige SUFS side, for hvered at beva-

re mulighederne for »en fortsat åben og afklarende ideologisk debat« i SUF ogforhindre »et KF (mb-diktat«, der nødvendigvismåtte føre til en sprængning af

SUF. De fire KF (mb-medlemmers udtræden af landsledelsen opfattedes som et

udtryk for, at KF (ml)-fraktionen definitin havde opgivet at samarbejde med de

øvrige politiske tendenser inden for rammerne af SUFs landsorganisation.Denne opfattelse viste sig imidlertid at holde stik. Efter at have nedlagt sine

mandater den 10. maj, afholdt KF (ml)-fraktionens udtrådte landsledelsesmed-

lemmer et møde den 11. maj for at drøfte situationen i SUF. I denne forbindelse

udsendtes en erklæring til SUFs medlemmer”, i hvilken KF (ml)-fraktionen be-

budede, at den ikke Ville lade sig »provokere til at sprænge sig ud af SUF«, men

tværtimod intensivere arbejdet for sin politiske linie. Desuden tog KF (ml)-fraktionen afstand fra, hvad den benævnte »den falske kongres«, samtidig med,at den opfordrede alle de delegerede og øvrige medlemmer, der ønskede, at

SUF skulle udvikle sig til »en revolutionær kamporganisation på det marxistisk-

leninistiske grundlag« - d.v.s. KF (ml)s grundlag - til at boykotte SUFs 10. kon-

gres. I stedet indkaldte KF (ml)-fraktionen de delegerede og øvrige medlemmer

af SUF, som kunne tilslutte sig hovedlinierne i Hans H. Nielsens og Ole Kochs

politiske programforslag, og som tog afstand fra SUFs lO. kongres, til en konfe-

rence i København i dagene den 24.-26. maj, d.v.s. parrallelt med SUFs 10. kon-

gres. På konferencen ville KF (ml)-fraktionen diskutere en række problemer,bl.a. beretning fra det af landsledelsen udtrådte mindretal, politisk program for

»den marxistisk-leninistiske fløj« samt valg af ledelse for »den marxistisk-lenini-

stiske fløj«.45

KF (ml)-fraktionens indkaldelse til konference samtidig med SUFs lO. kon-

gres var et tydeligt bevis på, at den havde opgivet at samarbejde med de øvrigemarxistiske tendenser inden for SUFs rammer. I stedet for at møde op på SUFs

10. kongres og forsvare sine politiske synspunkter gennem diskussioner med de

øvrige marxistiske tendenser i SU F, valgte KF (ml)-fraktionen at indkalde til en

separat konference, hvilket gav det øvrige SUF det indtryk, at KF (mb-fraktio-nen tilsyneladende kun ønskede at diskutere med det øvrige SUF, når den var i

flertal, samt at den, i modsætning til hvad den bl.a. hævdede, i virkeligheden øn-skede at provokere sig til at blive sprængt ud af SUF, d.v.s. ekskluderet.“ I rea-

liteten betød KF (ml)-fraktionens indkaldelse til konference - med bl.a. vedtagel-se af program og valg af ledelse på dagsordenen - afholdelse af en fraktionskon-

gres, der i praksis ville føre til, at KF (ml)-fraktionen grundlagde sin egen orga-

152

nisation inden for SUF. Samtidig var KF (ml)-frakti0nens underkendelse og op-

fordring til boykot af SUFs 10. kongres et helt klart brud på SUFs love, ifølgehvilke kongressen var organisationens højeste myndighed.

Det øvrige SUF måtte naturligvis reagere på denne underkendelse af organi-sationens højeste myndighed. På et ekstraordinært landsledelsesmøde den 15.

maj drøftedes den opståede situation, efter at KF (ml)-fraktionen havde indkaldt

til konference samt opfordret de delegerede til at boykotte SUFs 10. kongres. I

en udtalelse fra mødet” gjorde landsledelsen de delegerede opmærksomme på,at det at lade sig vælge som delegeret til SUFs 10. kongres, for derefter at boy-kotte denne gennem deltagelse i KF (r'nl)-fraktionens konference, ville være ens-

betydende med mandatsvig. Landsledelsen agtede derfor at indstille de delege-rede, der gjorde sig skyldige i et sådant mandatsvig, til eksklusion på kongres-sen.

Landsledelsens udtalelse suppleredes den 17. maj af en indstilling fra SUF-

Århusafdelingsbestyrelse og delegerede til SUFs 10. kongres, der opfordredestil 1) at ekskludere Hans H. Nielsen, Ole Koch, Kirstine Münster og FlemmingRasmussen, med den begrundelse, at disse fire havde indkaldt til en konference i

København samtidigt med kongressen samt opfordret de delegerede til mandat-

svig, og 2) at vedtage, at medlemskab af KF (ml) skulle være uforenligt med

medlemsskab af SUFJ*8

SUFs 10. kongres den 24.-26. maj 1969

På SUFs 10. kongres i Viby ved Århus vedtoges det at ekskludere Hans H. Niel-

sen, Ole Koch, Kirstine Münster og Flemming Rasmussen, samt de delegerede,der ikke mødte op på kongressen, men deltog i KF (ml)-fraktionens konferencei København, d.v.s. de delegerede fra SUF-Gladsaxe og SUF-Nyborg. Desuden

besluttedes det, at medlemsskab af KF (ml) var uforeneligt med medlemsskab af

SUF.49 - Gennem eksklusionen af KF (ml)-fraktionen havde det øvrige SUF her-

med sat en stopper for KF (ml)s politiske og organisatoriske mål med SUF, der

som nævnt gik ud på, at SUF skulle tilslutte sig »marxismen-leninismen, Mao

Tse-tungs tænkning«, hvilket i praksis betød, at SUF blev KF (ml)s ungdoms-organisation.

Med den klausul, at det politiske programs væsentligste funktion var, at detskulle danne grundlag for et internt politisk skolingsabejde og udarbejdelsen afet nyt principprogram, vedtog SUFs 10. kongres et såkaldt »politisk platforms-program«5°, der - bortset fra enkelte ændringer foretaget på kongressen - var

identisk med Ole Thorbeks og Poul Erik Grønholt Nielsens programudkast,d.v.s. et trotzkistisk præget program.

'

I konsekvens af at SUF i det vedtagne politiske platformsprogram stillede sigpå marxismen-leninismens grundlag og erkendte det som sin hovedopgave pålangt sigt at opbygge et marxistisk-leninistisk parti, vedtog kongessen en ny for-

målsparagraf, der lød: »SUF arbejder på marxismen-leninismens grundlag for

etableringen af et socialistisk samfundssystem«.51Som det vil erindres, placere-de formålsparagraffen, vedtaget på den foregående 9. kongres, SUF på et

marxistisk og revolutionært socialistisk grundlag, hvilket bl.a. betød, at SUF

153

teoretisk tilsluttede sig »den socialistiske revolution«. I forhold hertil afspejlededen nye formålsparagraf, gennem placeringen af SUF på marxismen-leninis-mens grundlag, at SUF havde udvidet sit teoretiske grundlag til bl.a. også at om-

fatte »den leninistiske partimodel« som et nødvendigt led i realiseringen af »densocialistiske revolution«.

Desuden vedtog kongressen en række lovændringer,der samlet betød en or-

ganisatorisk stramning af SUF?2 F.eks. udvidedes betingelsen for medlemsskabaf SUF, der hidtil havde bestået i anerkendelse af de gældende love og betalingaf det fastsatte kontingent, til også at omfatte anerkendelse af det gældende pro-gram. Dette betød i praksis, at man som medlem af SUF ikke måtte handle ellerudtale sig i modstrid med SUFs gældende politiske program.

Perioden mellem den 10. og den 11. kongresEksklusionen af KF (ml)-fraktionen på den 10. kongres betød en organisatorisksvækkelse af SUF udadtil. Indadtil betød eksklusionen, at den trotzkistiske frak-tion befæstede sin position som den eneste større samlede gruppe i SUF. F.eks.

udgjorde den trotzkistiske fraktions medlemmer og sympatisører et flertal iden landsledelse, der var blevet valgt på den 10. kongres. Dette forhold fik be-

tydning for SUFs indre politiske udvikling i tiden frem til efteråret 1970, idetdenne periode prægedes af en stadig stigende modsætning mellem trotzkisterne

og de øvrige politiske tendenser i SUF.I tiden mellem den 10. og den 11. kongres i maj 1970 karakteriseredes SUFs

indre politiske udvikling af modsætningenmellem på den ene side en alliance be-stående af KAK-tendensen og Bordiga-tendensen, og på den anden side dentrotzkistiske fraktion. Modsætningen kom bl.a. til udtryk gennem KAK-tenden-sens kritik af det på den 10. kongres vedtagne politiske platformsprogrem,gen-nem uenighed i forbindelse med SUFs stillingtagen til 18-års valgret i juni 1969samt i særdeleshed gennem den almindelige indre politiske udvikling i SUFs

Århusafdeling.Eftersom KAK-tendensen og Bordiga-tendensen udelukkende

gjorde sig gældende i SUFs Århusafdeling,blev det den indre politiske udviklingi Århusafdelingen,der fik den afgørende betydning for konfliktens forløb, og da

Forum-tendensen ikke var repræsenteret i SUF-Århus, stod denne stort set

uden for forløbet af konflikten.

Den almindelige indre politiske udvikling i SUFs ÅrhusafdelingKonflikten mellem KF (ml)-fraktionen og det øvrige SUF, som prægede SUFs

indre politiske udvikling i perioden mellem den 9. og den 10. kongres, foregikførst og fremmest i Københavnsafdelingen. Kort tid efter den 10. kongres, hvor

denne konflikt afsluttedes, opstod der imidlertid en ny konflikt- denne gang med

Århusafdelingensom arena.

Århusafdelingenhavde hidtil været ret homogen i den forstand, at det lokale

arbejde i meget høj grad var centraliseret omkring Gustav Bunzel. I den lokalekonflikt med KF (ml)-fraktionen, der i SUF-Århus samledes omkring lands-ledelsesmedlemmet Flemming Rasmussen, havde det øvrige SUF-Århus såledesstået samlet over for denne. Bl.a. i forbindelse med KAK-tendensens kritik af

154

det politiske platformsprogram, uenigheden om holdningen til parlamentaris-men i forbindelse med SUFs stillingtagen til 18-års valgret begyndte i sommeren

1969 en differentiering i retning af anarkismen, trotzkismen og »snylterstatsteo-

rien«, mens GListav Bunzel udviklede sig i retning af »Det internationale Kom-

munistiske Parti«. Fælles for de fleste af afdelingens medlemmer, bortset fra

trotzkisterne, var en stærk anti-parlamentarisk holdning, der ved folkeafstem-

ningen om 18-års valgret i juni 1969 manifesterede sig i publiceringen af en løbe-

seddel, der var lig med et resolutionsforslag, Gustav Bunzel havde stillet og fået

forkastet på landsledelsesmødet den 7.-8. juni 1969, og som opfordrede til boy-kot af afstemningen?3

Denne differentiering førte i løbet af efteråret 1969 til en stigende modsæt-

ning mellem på den ene side trotzkisterne og på den anden side KAK-tendensen

og Bordiga-tendensen, som udgjorde et flertal i afdelingens bestyrelse. Århus-

afdelingen blev således i løbet af efteråret 1969 kastet ud i en fraktionskamp, der

nåede sit højdepunkt, da KAK-tendensen og Bordiga-tendensen på en række

medlemsmøder i november 1969 i anledning af den såkaldte »trotylsag« fik ved-

taget og publiceret to løbesedler, som set ud fra trotzkisternes synspunkt inde-

bar en skandalisering af SUF.

I den såkaldte »trotylsag« i november 1969 arresteredes og fængsledes fire

SUF-medlemmer - som politisk repræsenterede en anarkistisk tendens i Århus-

afdelingen - af politiet (på foranledning af politiets efterretningstjeneste) for at

være i besiddelse af bl.a. 5 kg trotyl. De sigtedes bl.a. for forsøg på overtrædel-

se af straffelovens paragraffer 114 og 183 om henholdsvis voldelige anslag mod

samfundet og skade på andres person e11er formue ved sprængninger.I anledning af disse fængslinger og »trotylsagens« videre forløb afholdt År-

husafdelingen i løbet af november 1969 en række medlemsmøder, på hvilke et

flertal bestående af KAK-tendensen og Bordiga-tendensen bl.a. vedtog to løbe-

sedler til støtte for de fængslede medlemmer. Disse to løbesedler karakterise-

redes generelt ved at være ret propagandist-iske i såvel form som indhold, idet

de i et svulstigt sprog kombinerede støtten til de fængslede SUF-medlemmer

med kraftige udfald mod det kapitalistiske samfund samt propaganda for den

voldelige socialistiske revolution.“

Begge løbesedler blev imidlertid vedtaget og publiceret imod trotzkisternes

stemmer, idet disse fandt, at løbesedlernes form og indhold indebar en »eklatant

skandalisering« af SUFÅ5 Specielt p.g.a. disse løbesedler udsendte den trotzkisti-

ske fraktion et oplæg til SUF-Århus” generalforsamling den 11. december 1969,

hvori den præciserede overfor SUF-Århus” medlemmer, at SUFs politiskeplatformsprogram byggede på marxismen-leninismen, der i oplægget definere-

des som »en række teser, uddraget af arbejderklassens revolutionære prak-sis«.56 Disse teser var ifølge trotzkisterne: 1) tesen om partiet som klassens

højeste organisationsform, 2) tesen om den permanente revolution, 3) tesen 0m

sovjet-(arbejderråds-)magten.De retningslinier, der indeholdtes i SUFS politi-ske platformsprogram, byggede efter trotzkisternes opfattelse på alle disse tre

teser, og ethvert medlem af SUF var derfor forpligtet til i sin politiske praksisat respektere dem alle. Overført fra det politiske platformsprogram til SUFs

155

konkrete politiske praksis betød dette ifølge trotzkisterne: 1) at ethvert medlemaf SUF burde lade en .afsløringaf dels »de etablerede reformistiske partier«,dels »det borgerlige statsapparat«, gå forud for en argumentation for »et partiaf den leninistiske type«. (På dette punkt var trotzkisterne fundamentalt uenigemed Bordiga-tendensen, der var af den opfattelse, at SUF skulle koncentreresig om propagandaen for oprettelsen af »det revolutionære kommunistiskeparti«57,2) at ethvert medlem af SUF i det anti-imperialistiske arbejde skulle gåud fra, at de koloniale revolutioner kunne få afgørende betydning for revolutio-nen i de kapitalistiske lande, men at de aldrig ville kunne fuldføres, så længe ka-pitalismen ikke var knækket i disse lande. Derfor skulle den anti-imperialistiskeagitation omhyggeligt sammenknytte den koloniale revolution med arbejder-klassens kampe i de kapitalistiske lande. (På dette punkt var trotzkisterne tyde-ligt i modsætningtil KAK-tendensen. Ifølge »snylter-statsteorien«fandt der fordet første ingen klassekampe sted i de kapitalistiske lande, eftersom arbejder-klassen i disse lande var »bestukket«, og for det andet var fuldførelsen af dekoloniale revolutioner den afgørende betingelse for fuldførelsen af revolutio-nen i de kapitalistiske lande), 3) at SUF skulle deltage i »mobiliseringenaf arbej-derklassen bort fra de traditionelle faglige samarbejdsledelser hen imod en re›

volutionær basis-organisering, der bygger på de menige medlemmers aktivi-tet«. Dette medførte, at SUF i sin politiske praksis skulle understrege nødven-digheden af »en vekselvirkning mellem det revolutionære parti og arbejdernesrevolutionære basis-organisering«,Hvis SUF derimod negligerede basis-orga-niSeringenved udelukkende at koncentrere sig om oprettelsen af det revolutio-nære parti, isolerede man sig fra arbejderbevægelsenog havnede i »statskup-teknikken«. Derfor måtte SUF heller ikke begynde at fremsætte paroler, som

det tilkom det revolutionære parti at fremsætte: »parolerne om den væbnedeopstand«. (Heri lå der en helt klar hentydning til de løbesedler, KAK-tendensenog Bordiga-tendensen havde publiceret i forbindelse med »trotylsagen«,i hvilkeder jo netop propaganderedes for den voldelige socialistiske revolution). Op-lægget sluttede af med at henstille til alle medlemmer af SUF at gøre sig klart, at

ovennævnte retningslinier indeholdtes i det politiske platformsprogram, og aten anerkendelse af dette var en betingelse for medlemsskab af SUF.

Trotzkisterne fortolkede således retningslinierne i det politiske platforms-program som en forpligtelse til at arbejde ud fra ovennævnte tre punkter i den

politiske praksis. Herved kom de i modsætning til KAK-tendensen og Bordiga-tendensen, der som nævnt ikke var enige med trotzkisterne i ovennævnte tre

punkter - især til KAK-tendensen, som jo netop gennem sin kritik af det politi-ske platformsprogram havde givet udtryk for, at den ikke anerkendte dette.Når trotzkisterne de for samtidigt i deres oplæg gjorde opmærksomme på, at

en betingelse for medlemsskab af SUF var anerkendelse af programmet, var

dette uden tvivl direkte møntet på KAK-tendensen. Oplægget kunne derfor kun

opfattes som et oplæg til et opgør med KAK-tendensen og Bordiga-tendensenpå generalforsamlingen den 11. december.

At dette holdt stik, viste generalforsamlingens forløb. Op til generalforsam-lingen blev der således på trotzkistisk initiativ indmeldt en række nye medlem-

156

mer, hovedsageligt fra VSs studenterorganisation ved Århus Universitet, »So-

cialistiske Studerende«.58 Samtidig udsendte trotzkisterne en fraktionsskrivelse

med forslag til ny bestyrelsef9 Formålet hermed var helt klart at fravriste

KAK-tendensen og Bordiga-tendensen bestyrelsen på generalforsamlingen.Den kom, som der var lagt op til det af trotzkisterne, til at forme sig som et op-

gør mellem på den ene side KAK-tendensen og Bordiga-tendensen og på den

anden side trotzkisterne. På generalforsamlingen forlod KAK-tendensen såle-

des SUF, efter direkte at være blevet opfordret dertil af trotzkisterne, som

henviste til, at KAK-tendensen gennem sin kritik af det politiske platformspro-gram ikke opfyldte betingelsen for medlemsskab af SUF.60

Det kan dog ikke udelukkes, at KAK-tendensen selv overvejede at forlade

SUF på et eller andet tidspunkt. Med til billedet hører nemlig, at Karsten Hald

og Torben Spalk, der tilhørte KAK-tendensen, i begyndelsen af december 1969

nedlagde deres mandater i SUFs landsledelse, angiveligt i protest mod den

trotzkistiske fraktions dominans. I et brev til landsledelsen begrundede de bl.a.

deres udtræden med, at kun Århusafdelingenhavde og ville kunne spille en vis

rolle som revolutionær organisationfsl Hermed tænktes uden tvivl på KAK-ten-

densen, d.v.s. dem selv, og Bordiga-tendensen. Endvidere trådte de ud af lands-

ledelsen, fordi de fandt, at SUFs landsledelse var »et ret betydningsløstorgan ud

fra den revolutionære bevægelses helhedssynspunkt«,og fordi de mente »væ-

sentlige opgaver« kaldte på dem. Hvad der lå i »væsentlige opgaver« specifere-des ikke yderligere i brevet, men eftersom de desuden fremhævede, at de til-

sluttede sig »snylterstatsteorien«,kan de »væsentlige opgaver« tolkes enten

som, at de udelukkende ville arbejde for »snylterstatsteorien«inden for Århus-

afdelingen, eller som, at de ville forlade SUF og etablere deres egen gruppe.Trotzkisterne gav dem imidlertid intet valg på generalforsamlingen, og KAK-

tendensen udmeldte sig derfor af SUF.

Efter KAK-tendensens udmeldelse overtog trotzkisterne og deres sympatisø-rer bestyrelsen. I den flg. tid foranledigede modsætningen mellem bestyrelsenog Gustav Bunzel, der som nævnt repræsenterede Bordiga-tendensen, en strid

om et pengebeløb, der skulle indkasseres i forbindelse med en studiekreds,SUF-Århus havde afholdt i efteråret 1969.

I efteråret 1969 havde SUF-Århus i samarbejde med »Den Marxistiske Stu-

denteropposition« (MSO, som bestod af Karsten Hald, Torben Spalk og Gustav

Bunzel) gennemført en studiekreds i marxistisk økonomi med Gustav Bunzel

som lærer.

Kort tid efter generalforsamlingenden 11. december 1969, afholdt den nye

bestyrelse et konstituerende møde, hvori Gustav Bunzel deltog i sin egenskab af

landsledelsesmedlem. På mødet spurgte bestyrelsen bl.a. Gustav Bunzel om,

hvornår afdelingens kasse kunne forvente at modtage pengene for studiekred-

sen, ialt 1200 kr. Bunzel svarede herpå, at han havde besluttet sig for, at penge-ne for studiekredsen skulle deles mellem »Det Internationale Kommunistiske

Parti« i Århus, MSO, den udmeldte KAK-tendens og SUF-Århus. Bestyrelsenfandt imidlertid dette uacceptabelt, og efter nogen diskussion pålagde den Gu-

stav Bunzel at sørge for, at 75 % af pengene tilfaldt SUF.

157

Den 20. januar 1970 meddelte Gustav Bunzel bestyrelsen, at han ikke agtedeat rette sig efter bestyrelsens afgørelse: han ønskede overhovedet ikke at giveSUF-Århus andel i studiekredspengene. Bestyrelsen opfattede dette som »grovilloyalitet« over for Århusafdelingen,og som følge heraf besluttede bestyrelsenden 29. januar 1970 at suspendere Gustav Bunzel af afdelingen. Samtidig henstil-ledes det til landsledelsen at konfirmere suspensionen gennem en suspension af

landsorganisationen og at følge denne op med en indstilling til eksklusion påSUFs ll. kongres.62På et medlemsmøde den 10. februar 1970 tillod bestyrelsen Gustav Bunzel i et

indlæg at redegøre for sin holdning i denne sag.63Gustav Bunzel fastslog her, atder var tale om en politisk betinget suspension, og at bestyrelsen blot ville brugesagen omkring studiekredspengene til at få ham ud af SUF. Han sluttede af medat bede om, at måtte forblive som medlem af Århusafdelingenindtil den 11. kon-

gres, da han var af den opfattelse, at »den revolutionære udvikling« i SUF-Århus ville være afhængig heraf.

Efter en række indlæg fra de øvrige medlemmer, hvoraf kun ét medlem

(Niels Veirup) støttede Gustav Bunzel, besluttede medlemsmødet at afvise Gu-stav Bunzels ønske om at forblive i afdelingen indtil den 11. kongres. Suspensio-nen stod hermed ved magt, og den endelige afgørelse lå herefter hos landsledel-sen.

På landsledelsesmødet den 21.-22. marts 1970 vedtog landsledelsen at suspen-dere Gustav Bunzel af landsorganisationen indtil den 11. kongres og at indstilletil 'kongressen at ekskludere Bunzel.“ Landsledelsens konfirmation af Århus-

afdelingens henstilling var bemærkelsesværdigderved, at hverken Gustav Bun-

zel, som jo var landsledelsesmedlem, eller repræsentanter for Århusafdelingenvar til stede på mødet.På SUFs ll. kongres' første dag, den 16. maj 1970, vedtoges det at ekskludere

Gustav Bunzel.” Forinden eksklusionen stillede Torsten Dinesen (Forum-ten-densen) forslag om at udsætte eksklusionen til kongressens sidste dag, den 18.

maj, eftersom han havde oplysning om, at Bunzel ikke kunne komme og forsva-re sig før da. Dette blev imidlertid afvist, og Gustav Bunzel blev således eksklu-

deret af SUF uden at få lov til at forsvare sig.

Trotzkistisk programforslagEfter KAK-tendensens udmeldelse og suspensionen/eksklusionen af Gustav

Bunzel var der kun Forum-tendensen og den trotzkistiske fraktion tilbage i

SUF. Karakteristisk for konflikten mellem på den ene side trotzkisterne og påden anden side KAK-tendensen og Bordiga-tendensen var - ligesom konflikten

mellem KF (ml)-fraktionen og det øvrige SUF, at den ikke var et politisk opgørpå basis af en velargumenteret politisk diskussion, men at den hovedsageligtholdt sig indenfor en rent organisatorisk ramme.

Kort tid før SUFs ll. kongres i maj 1970 udbrød der imidlertid en konfliktmellem Forum-tendensen og den trotzkistiske fraktion. Konflikten opstod i an-

ledning af et trotzkistisk programforslag, der i løbet af april 1970 udsendtes til

158

diskussion iblandt SUFs medlemmer, og ligesom de forudgående konflikter ka-

rakteriseredes den også ved hovedsageligt at udspille sig indenfor en rent orga-

nisatorisk ramme.

Som det vil erindres, vedtoges det politiske platformsprogram på den 10.

kongres med den klausul, at dets væsentligste funktion var at danne grundlagfor udarbejdelsen af et nyt program for SUF. Med henblik på udarbejdelsen af

et sådant nedsatte landsledelsen på sit møde den 18. januar 1970 to program-

udvalg: ét for SUF-Århus, der skulle formulere programmets Indledning, og ét

for SUF-København, der skulle formulere selve Programme”6 Begge udvalgbesattes næsten udelukkende med trotzkister, og i april 1970 forelå det færdige

programforslag til diskussion i organisationen.Programforslaget67 fremlagdes ikke med henblik på vedtagelse som SUFS

program på den nært forestående ll. kongres, men derimod med henblik på

vedtagelse som den 11. kongres' diskussionsoplæg til en efterfølgende program-

diskussion, idet landsledelsen på sit møde den 21.-22. marts 1970 havde besluttet

at henstille til kongressen, at denne vedtog at afholde en ekstraordinær kongresi løbet af efteråret 1970, hvor hovedpunktet skulle være vedtagelsen af et nyt

program.68Politisk set var der tale om et trotzkistisk programforslag. Forslaget bestod

af to dele samt et bilag, der indeholdt uddrag af dokumenterne fra 3. Internatio-

nales 2. verdenskongres i 1920. Den første del - Indledningen - omhandlede den

marxistisk-leninistiske bevægelses historie i det 20. århundrede, mens den anden

del - Programmet - indeholdt en socialistisk strategi og SUFs rolle i denne.

Indledningen karakteriseres bedst som trotzkistisk historieskrivning. Tesen,der skal bevises, står allerede på den første side. Den går i sin korthed ud påflg.: Betingelserne for en socialistisk revolution har været permanent til stede i

de højtudviklede kapitalistiske lande siden den 1. verdenskrig, idet disse lande

har befundet sig i en almindelig krisetilstand siden da. Når en socialistisk revolu-

tion imidlertid ikke har sejret i disse lande, og det kapitalistiske systems redninggang på gang har vist sig at være »den borgerlige stats voldsapparat«med på-følgende katastrofale nederlag for arbejderklassen, skyldes dette ene og alene

manglen på et revolutionært, d.v.s. marxistisk-leninistisk, parti, der har været i

stand til at lede arbejderklassens kamp over i en socialistisk revolution. - Med

udgangspunkt i den russiske revolution i 1917 og udviklingen i Sovjetunionenforetages herefter i Indledningen en analyse af de historiske årsager til manglenpå et sådant revolutionært parti. I denne analyse kommer den specifikke trotz-

kistiske opfattelse af den marxistisk-leninistiske bevægelses historiske udvikling i

det 20. århundrede til udtryk, idet analysen indeholder de elementer, der nor-

malt henregnes til trotzkistiske, nemlig: 1) Den opfattelse, at de revolutionære

marxistisk-leninistiske partier skal organiseres internationalt med en centrali-

stisk ledelse, d.v.s. i 4. Internationale, der står som den revolutionære kommu-

nismes arvtager, idet den viderefører læresætningerne fra den russiske revo-

lution i 1917 og 3. Internationales fire første kongresser, 2) At give bureaukra-

tiet (forstået som et særligt socialt lag af parti- og fagforeningsfunktionærer,der gennem varetagelsen af egne interesser har udskilt sig fra arbejderklassen)

159

skylden for, at den socialistiske verdensrevolution ikke er slået igennem. Der er

her tale om to slags bureaukratier: a) det socialdemokratiske, der resulterede ireformisme og klassesamarbejde, og b) det stalinistiske, der resulterede i »fre-

delig sameksistens« med de kapitalistiske lande p.g.a. Stalins teori om »socialis-men i ét land«, 3) Teorien om den permanente revolution, der består af tre

dele: a) under de nuværende historiske betingelser, d.v.s. i den imperialistiskeperiode, vokser den borgerlig-demokratiske revolution over i den socialistiske,b) inden for nationalstatens rammer lader den socialistiske revolution sig imid-lertid ikke gennemføre, og derfor vokser den over i verdensrevolutionen, c)verdensrevolutionen fortsættes ikke alene i en geografisk dimension, men også i

en tidsmæssig - den er både international og permanent.I Programmet, der har titlen »En socialistisk strategi«, kommer det trotzki-

stiske præg ligeledes til udtryk, idet det indeholder de elementer der normalt

betragtes som typiske i en trotzkistisk strategi for socialismens indførelse. Disse

er: 1) kombination af arbejderklassens dagsaktuelle krav for højere løn mv

med overgangskrav, d.v.s. krav, der ikke kan realiseres inden for det kapitalisti-ske systems rammer, idet de dels underminerer grundlaget for det kapitalisti-ske system, dels tenderer til at udvikle en dobbellmagt, der uundgåeligt fører tilen konfrontation mellem arbejderklassens magtorganer og borgerskabetsmagtorganer, først og fremmest staten. 2) etablering af arbejderrâd,der re-

præsenterer alle arbejdere på en virksomhed. Arbejderrådenes funktion be-står i at kontrollere kapitalen, d.v.s. arbejderkontrol (krav om arbejderkontroler et trotzkistisk overgangskrav) med virksomhedernes økonomiske forhold og

produktionens tilrettelæggelse. 3) etablering af en arbejdermilits, d.v.s. bevæb-

ning af arbejderklassen under arbejderrådenes ledelse til forsvar mod det bor-

gerlige statsapparat. 4) forvandling af de eksisterende bureaukratiske fagfore-ninger til kamporganisationer for arbejderklassen. 5) etablering af et revolu-

tionært parti, bestående af de mest klasse bevidste arbejdere, samt organiseringaf dette parti som et internationalt parti, hvor de nationale sektioners aktiviteter

er et led i hele det internationale partis aktiviteter. Opbygning af dette parti ef-

ter den demokratiske centralismes principper samt ret til at danne fraktioner inden

for partiets rammer.

Slutteligt behandles SUFs aktuelle opgaver i en sådan strategi. Programmetser det bl.a. som SUFs opgaver: 1) at opfordre arbejderklassen til kamp for

dagsaktuelle krav og samtidig kombinere disse med krav, der er egnede til at

skærpe klassemodsætningerne, d.v.s. overgangskrav, 2) at opfordre andre poli-tiske og faglige organisationer til samling om krav, der kan mobilisere arbej-derklassen, d.v.s. en socialistisk enhedsfront, 3) at udvikle nye kadrer og derved

skabe gunstige betingelser for etableringen af et revolutionært parti.Det trotzkistiske programforslag blev imidlertid mødt med kritik fra Fo-

rum-tendensen, hvis første reaktion kom i form af et indlæg i SUFs interne or-

gan, »Internt Debat«, umiddelbart før den 11. kongres. Indlægget var forfattetaf Torsten Dinesen og havde den rammende titel: »Overgangsprogramtil 4. In-ternationale«.69

160

Uden at gå ind i en egentlig politisk diskussion af det trotzkistiske program-

forslags teser og synspunkter kritiserede Torsten Dinesen heri programforsla-gets Indledning for bl.a. at anvende en subjektiv, demagogisk og uhistorisk bevis-

førelse. For hem at se var det trotzkistisk historieskrivning, med alle de fejl en

sådan har, og det bedste ville i det hele taget være om denne del af program-

forslaget blev forkastet. I modsætning hertil forekom Programmet ham så for-

nuftigt gennemtænkt og godt formuleret, at han tvivlede på, at det var pro-

gramudvalget selv, der havde forfattet det. For ham at se var det nemlig højstsandsynligt oversat fra den trotzkistiske verdensorganisations dokumenter.

Torsten Dinesen opridsede herefter de konsekvenser, han mente, det ville fåfor SUF, såfremt Programmet vedtoges. Han henførte bl.a. til, at der tidligerehavde været enighed om, at SUF skulle have sin egen politiske udvikling og selv

gennem erfaringer hæve sit teoretiske og organisatoriske niveau. Men nu var

den trotzkistiske fraktion blevet så tilstrækkeligt dominerende, at SUF skulle

gøres til en trotzkistisk organisation, før den endnu havde udviklet sig til en

marxistisk-leninistisk. I denne forbindelse beskyldte han trotzkisterne for at

have spillet med fordækte kort indenfor SUF, idet de ved at spille sammen med

forskellige partnere havde udspillet deres konkurrenter. Følgen af en vedtagel-se af Programmet ville derfor blive, at SUF officielt tiltrådte 4. Internationales

program, og det ville da kun være et formelt spørgsmål om SUFs indmeldelse i4. Internationale. Torsten Dinesen drog heraf den konklusion, at en evt. vedta-

gelse af det trotzkistiske programforslag ville betyde, at SUF ikke ville kommetil at spille nogen rolle mere, men i stedet isolere sig som en sekt.

Den holdning, Torsten Dinesen gav udtryk for i sit indlæg, må snarere ka-rakteriseres som anti-trotzkisme end egentlig politisk og ideologisk kritik aftrotzkismen. F.eks. skitserede Torsten Dinesen ikke en alternativ politisk linietil den trotzkistiske i sit indlæg. Denne anti-trotzkistiske holdning skal uden tvivlses på baggrund af Forum-tendensens opfattelse af SUF som en organisation,hvor flere forskellige marxistiske tendenser skulle brydes og samarbejde. Setud fra denne opfattelse måtte det trotzkistiske programforslag nemlig fremståsom et angreb på SUFs autonomi, eller udtrykt på anden vis, et forsøg på trotz-kistisk »ensretning« af SUF. Følgelig måtte den trotzkistiske fraktion, ligesomKF (ml)-fraktionen i sin tid havde gjort det for det øvrige SUF, fremstå som en

trussel mod Forum-tendensens organisationsopfattelse, og såfremt SUF skullefortsætte med at være et »forum« for forskellige marxistiske opfattelser, måtteForum-tendensen nødvendigvisreagere imod, at SUF stillede sig på trotzkis-mens grundlag. Konflikten mellem Forum-tendensen og den trotzkistiske frak-tion var hermed kommet til udbrud.

Den anti-trotzkisme, Torsten Dinesen gav udtryk for, forblev imidlertid ka-rakteristisk for Forum-tendensens holdning i konflikten med den trotzkistiske

fraktion, og dette er bl.a. årsagen til, at konflikten stort set kom til at mangle et

egentligt politisk indhold og hovedsageligt kom til at forløbe indenfor en rent

organisatorisk ramme.

161

SUFs ll. kongres den 16.-18. maj 1970

Konflikten skærpedes yderligere i forbindelse med udfaldet af den 11. kongres.SUFs ll. kongres afholdtes i København og karakteriseredes generelt ved at

være domineret af den trotzkistiske fraktion, som havde et klart flertal blandt

de delegerede. Dette flertal ñk afgørende betydning for kongressens forløb ogmanifesterede sig tydeligt i kongressens beslutninger. På kongressen kom mod-

sætningen mellem Forum-tendensen og den trotzkistiske fraktion især til ud-

tryk i forbindelse beslutningerne vedrørende landsledelsens politiske og organi-satoriske beretning, retningslinierne for SUFs fremtidige arbejde og den kom-

mende programdiskussion.Under kongressens diskussion af det trotzkistiske programforslag, som frem-

lagdes med henblik på vedtagelse som den ll. kongres”oplæg til den kommende

programdiskussion, fremhævede Forum-tendensens delegerede, at selv om

forslaget var udsendt som organisationens objektive og uhildede programfor-slag, så repræsenterede det ikke hele SUF, men alene den trotzkistiske tendens ii

SUF. Det blev endvidere fremført, at en vedtagelse af forslaget som grundlagfor den fremtidige programdiskussion i virkeligheden ville afgrænse denne, førden var begyndt. At det var et kup, at ville forlange den politiske linie for pro-

grammet vedtaget før en egentlig diskussion havde fundet sted. Samt at en vedta-

gelse de facto ville gøre SUF til en trotzkistisk organisation. På baggrund heraf

gik Forum-tendensens delegerede imod, at kongressen vedtog det foreliggendediskussionsoplæg, og de stillede derfor forslag om, at kongressen besluttede flg.:»Da kongressen ikke har haft tilstrækkelig tid til at behandle programforslaget,beslutter kongressen, at der ikke vedtages noget diskussionsoplæg. De fremlag-te diskussionsoplæg indgår i den fortsatte programdiskussion«.7°

Forslaget forkastedes naturligvis af det trotzkistiske delegeretflertal, der

herefter vedtog programforslaget som den 11. kongres”oplæg til den kommen-

de programdiskussion.71 Denne vedtagelse betød, at SUFs fretidige program-

arbejde skulle videreføres på et trotzkistisk grundlag, d.v.s. på grundlag af flg.to hovedteser, som indeholdtes i programforslaget: 1) Indledningens tese: Kapi-talismen har historisk kunnet overleve i det 20. århundrede p.g.a. manglen på et

revolutionært, d.v.s. marxistisk-leninistisk, parti, der har været i stand til at

lede arbejderklassens kamp over i en socialistisk revolution. SUFs vigtigste op-

gave blev derfor at bidrage til opbygningen af et revolutionært parti. 2) Pro-

grammets tese: I den proces, der fører frem mod den socialistiske revolution,

spiller overgangskravene en central rolle. Det revolutionære partis opgave

blev derfor at formulere en række overgangskrav (feks. arbejderkontrol),hvis egentlige indhold betød en skærpelse af klassekampen og en stadig mere

omfattende organisering af arbejderklassen (f.eks. i arbejderråd).Da disse to

teser imidlertid var identiske med 4. Internationales teoretiske grundlag, inde-

bar vedtagelsen af programforslaget som oplæg til den kommende program-

diskussion, at SUFs 11. kongres i realiteten havde besluttet, at SUF skulle ud-

vikle sig til en trotzkistisk organisation.Alt i alt var den 11. kongres”udfald en ubetinget sejr for den trotzkistiske

fraktion. Dette manifesterede sig yderligere deri, at 'det bl.a. blev vedtaget at

162

ændre organisationens navn fra »Socialistisk Ungdoms Forum« til »Socialistisk

Ungdoms Forbund«, som et udtryk for den politiske afklaring (forstået som af-

klaring i retning af trotzkismen), der var begyndt i den foregående kongres-periode, samt i valgene til den nye landsledelse, idet trotzkisterne opnåede abso-lut flertal i denne. I den nye landsledelse, der ialt bestod af 17 medlemmer og 5

suppleanter, tilhørte 12 medlemmer og 3 suppleanter således den trotzkistiskefraktion.

Perioden mellem den 11. og den 12. kongresUdfaldet af den 11. kongres betød, at den trotzkistiske fraktion i realitetenhavde overtaget den politiske og organisatoriske ledelse af SUF.

Den konklusion, Forum-tendensen drog heraf, formuleredes b1.a. af TorstenDinesen i et par artikler i »Internt Debat«.72 Han slog heri fast, at trotzkisternepå den 11. kongres havde fået magten i SUF for ikke at afgive den igen, samt at

forestillingen om flere marxistiske tendensers diskussion og sameksistens i SUFhermed endegyldigt var passe.Ifølge Torsten Dinesen burde denne drejning i SUFs udvikling imidlertid ikke

stå uimodsagt, og uden yderligere at specificere hvad han hermed mente, op-fordrede han alle SUFs medlemmer til nøje at overveje deres stilling til SUFsfremtidige udvikling efter den 11. kongres.

1 tiden efter den 11. kongres manifesterede trotzkisternes overtagelse afSUFs ledelse sig bl.a. i et nært samarbejde med den danske sektion af 4. Interna-tionale, RS. Dette kom f.eks. konkret til udtryk gennem en fælles udtalelse tildagspressen i forbindelse med venstrefløjens demonstrationer og aktioner modVerdensbankens kongres i København den 20.-25. september 1970”, gennemSUFs tilslutning til RSS anti-imperialistiske solidaritetskomité: »Den Trekonti-nentale Indsamling«74samt gennem planen om en sammenlægning af SUFs eks-terne organ, »Klassekampen« (det tidligere »Debat«), og RSs organ, »Sociali-stisk Information«.75

Dette samarbejde, i særdeleshed planen om en sammenlægning af »Klasse-kampen« og »Socialistisk Information«, opfattedes af Forum-tendensen som

åbenlyse forberedelser til en fusion af SUF og RS.76 For at forhindre at en så-dan fusion fandt sted, tog Forum-tendensen i løbet af september og oktober1970 derfor initiativ til organiseringen af en anti-trotzkistisk fraktion i Køben-havnsafdelingen.77Analogt til henholdsvis det øvrige SUFs organisering af etflertal mod KF (ml)-fraktionen i forbindelse med SUF-Københavns delegeret-valg i maj 1969 og trotzkisternes organisering af et flertal mod KAK-tendensenog Bordiga-tendensen i forbindelse med SUF-Århus” generalforsamling i de-cember 1969, etablerede Forum-tendensen også den anti-trotzkistiske fraktiongennem indmeldelser af en række personer, der hidtil havde stået udenforSUF. I midten af oktober 1970 indmeldte 37 nye medlemmer, der næsten allehavde en eller anden tilknytning til »De Danske Vietnamkomiteer« (DDV), sigsåledes i SUFs Københavnsafdeling.78Fomm-tendensens formål hermed var,ved hjælp af disse nye medlemmer, at overtage Københavnsafdelingensbesty-relse på dennes generalforsamling den 3. november 1970.

163

Begivenhederne omkring Københavnsafdelingens

generalforsamlingden 3. november 1970

Antallet af nye medlemmer taget i betragtning syntes denne plan at skulle lykkesfor Forum-tendensen, idet trotzkisterne i forhold hertil kun udgjorde ca. 30

medlemmer i afdelingen. Det stod således klart, at Forum-tendensen ville få

flertal på generalforsamlingen.Trotzkisterne var naturligvis foruroligede over disse indmeldelser. På et

landsledelsesmøde, afholdt den 31. oktober-1. november 1970, drøftede SUFs

landsledelse det betænkelige i de pludselige indmeldelser af en række personer,

der hidtil havde stået udenfor SUF. Et forslag om indførelse af kandidattid for

nye medlemmer, d.v.s. medlemsskab af SUF i en vis periode, f.eks. 6 måneder,

uden stemmeret og valgbarhed i organisationens kompetente forsamlinger, af-

vistes dog af landsledelsen, med den begrundelse, at strammere medlemskrite-

rier måtte være en følge af politisk afklaring. 79 Dette betød, at betingelsen for

fuldgyldigt medlemsskab af SUF, således som det var blevet besluttet på den 10.

kongres i maj 1969, stadigvæk bestod i anerkendelse af SUFs love og gældende

politiske program, samt betaling af kontingent. Da SUF imidlertid ikke havde et

gældende politisk program, men kun et diskussionsoplæg til et sådant, var den

eneste betingelse for fuldgyldigt medlemsskab, udover betaling af kontingent, i

realiteten en anerkendelse af SUFs love. Eftersom opfyldelsen af denne betin-

gelse blot var en ren formalitet, opnåede de nye medlemmer således ganske let

fuldgyldigt medlemsskab af SUF.

Forum-tendensen tolkede landsledelsens afvisning af kandidattid for nye med-

lemmer som manglende handlekraft og iniativ hos den trotzkistiske fraktion. På

et medlemsmøde for nye medlemmer i Københavnsafdelingen den 2. november

1970 erklærede Forum-tendensens talsmænd åbent, at det var deres hensigt at

udelukke trotzkisterne af Københavnsafdelingen'og anvende afdelingens res-

sourcer, d.v.s. SUFs økonomiske tilskud fra Københavns Kommune (ialt 12500

kr.) og lokaler i Suhmsgade 4, til »aktioner«. Det var endvidere Forum-tenden-

sens hensigt på et senere tidspunkt, når SUFs økonomiske tilskud og lokaler var

sikret, at udmelde afdelingen af SUFs landsorganisation.80Da landsorganisationens økonomi og aktiviteter imidlertid var baseret på

SUFs økonomiske tilskud fra Københavns Kommune og lokaler i Suhmsgade 4,

som Københavnsafdelingen iøvrigt lejede af Københavns Kommune, ville for-

tabelsen af disse faciliteter få mærkbare følger for SUF. Overfor Københavns

Kommune var det nemlig formelt Københavnsafdelingen, der modtog disse faci-

liteter, og formelt altså Københavnsafdelingen og dens bestyrelse, der havde

dispositionsretten over dem. Reelt var det derimod SUFs landsorganisation,

repræsenteret ved landsledelse og forretningsudvalg,der disponerede over så-

vel tilskud som lokaler. Dette forhold var naturligvis i modstrid med de nor-

mer, Københavns Kommune havde opstillet for anvendelsen af faciliteterne,

men opfattedes i SUF som værende i fuld overensstemmelse med de interne

normer, hvorefter organisationen fungerede.Det stod hermed klart, at det var Fomm-tendensens hensigt, gennem en

overtagelse af bestyrelsen på generalforsamlingen, at sikre sig den formelle ret

164

overfor Københavns Kommune til at disponere over tilskud og lokaler, samt at

løsrive afdelingen fra landsorganisationen.Dette opfattedes af trotzkisterne som et rent organisatorisk anslag mod SUFs

landsorganisation. Da det samtidigt stod trotzkisterne klart, at en virkeliggøre]-se af Forum-tendensens hensigter ville få vitale konsekvenser for SUFs frem-

tidige eksistens, gik de straks igang med at tage de nødvendige forholdsregler tilat forhindre Forum-tendensen i at overtage Københavnsafdelingens bestyrelse.På et ekstraordinært bestyrelsesmøde, afholdt lige efter medlemsmødet den 2.november 1970, vedtog et flertal i Københavnsafdelingens bestyrelse at suspen-dere generalforsamlingen med den begrundelse, at en fundamental ændring afSUFs ressourcer måtte forudsætte en generel diskussion i organisationen. Sam-

tidigt afholdt SUFs formandsskab et møde, hvor det besluttedes at indkalde tilekstraordinært landsledelsesmøde den næste dag kl. 17.00 - altså få timer førKøbenhavnsafdelingens indvarslede generalforsamling - for på dette møde at

tage de nødvendige forholdsregler overfor Forum-tendensen.

På det ekstraordinære landsledelsesmøde den 3. november kl. 17.00 traftrotzkisterne de nødvendige beslutninger mht. at forhindre Forum-tendenseni at overtage Københavnsafdelingens bestyrelse på generalforsamlingen. Detblev således vedtaget: 1) At suspendere de formodede initiativtagere til organi-seringen af Forum-tendensens anti-trotzkistiske fraktion, som trotzkisterne i

øvrigt benævnte »den hemmelige fraktion«, fordi dens politiske målsætning ogprogram var hemmeligt. Det drejede sig om ialt 8 personer, nemlig: Torsten

Dinesen, Hans Daugård, Arne Johansen, Peter Bjerrum, Herluf Østergård,Mogens Hansen, Svend Erik Christensen og Jørgen Strarup. 2) At sanktionere

Københavnsafdelingensbestyrelses beslutning om at suspendere generalforsam-lingen. 3) At indføre 6 måneders kandidatmedlemsskab fra og med den 1. okto-ber 1970.81 Desuden ændrede landsledelsen den berammede generalforsamlingi Københavnsafdelingentil et informationsmøde om SUFs situation i almindelig-hed og Københavnsafdelingens i særdeleshed.

På den berammede generalforsamling, afholdt et par timer efter det ekstra-ordinære landsledelsesmøde, udspillede det endelige opgør mellem Forum-tendensen og trotzkisterne sig. Da landsledelsen gjorde de fremmødte medlem-mer bekendte med de trufne beslutninger, nægtede Forum-tendensen, som i

øvrigt udgjorde et flertal af forsamlingen, at anerkende lovligheden af disse.Forum-tendensen henviste således til, at landsledelsen var ulovligt indkaldt ifølgelandsledelsens forretningsorden, som ifølge Forum-tendensen foreskrev, at

landsledelsen skulle indkaldes med mindst tre dages varsel. Dette tilbagevistes aftrotzkisterne med den begrundelse, at den eksisterende landsledelse, valgt afden 11. kongres, ikke havde vedtaget en forretningsorden, samt at der intet stedi SUFs love stod anført, at landsledelsen skulle have en forretningsorden ellervar bundet af en tidligere landsledelses forretningsorden. Da der, ifølge trotzki-

sterne, således ikke eksisterede nogle regler om indkaldelsesfrist for landsledel-

sen, var det ekstraordinære landsledelsesmøde samme dag kl. 17.00 hermed

lovligt indkaldt og dets beslutninger lovlige.82

165

Eftersom det herefter stod klart, at Forum-tendensens underkendelse af

landsledelsens beslutninger ikke ville blive taget til følge,valgte de suspenderedemedlemmer, tilhørende Forum-tendensen, at forlade mødet for at afholde »ge-

neralforsamling« andetsteds. Da størstedelen af Forum-tendensens øvrige del-

tagere i mødet imidlertid fulgte disse for at afholde »generalforsamling«,reage-rede landsledelsen herpå, ved straks at suspendere alle, der anerkendte

Forum-tendensens »generalforsamling« som Københavnsafdelingens general-forsamling. Motiveringen herfor var, at disse ved ikke at rette sig efter lands-

ledelsens beslutning om at udsætte generalforsamlingen havde overtrådt den

paragraf i lovene, der sagde, at landsledelsen var højeste myndighed mellem

kongresserne.83 Hermed var SUF reelt sprængt, idet konflikten mellem

Forum-tendensen og trotzkisterne nu ikke længere foregik inden for SUFs offi-

cielle organisatoriske ramme.

Konflikten fortsatte uden for SUFs officielle organisatoriske ramme. På

Forum-tendensens »generalforsamling« oprettedes der nemlig reelt en ny

SUF-Københavnsafdeling, idet »generalforsamlingen« bl.a. valgte »en bestyrel-se« for afdelingen. Konsekvensen heraf blev, at der i realiteten kom til at eksi-

stere to bestyrelser for Københavnsafdelingen - én, repræsenterende den af

landsledelsen anerkendte afdeling, d.v.s. trotzkisterne, og én, repræsenterendede suspenderede medlemmer af afdelingen, d.v.s. Forum-tendensen - som beggepåberåbte sig den formelle ret over for Københavns Kommune til at disponereover det økonomiske tilskud og lokalerne i Suhmsgade 4.

Da Københavns Kommune naturligvis ikke kunne afgøre, hvilken af de to be-

styrelser, der var den retmæssige repræsentant for SUFs Københavnsafdeling,anmodede den VSs repræsentant i »Københavns Borgerrepræsentation«,Peder Boas-Jensen, om at afgøre problemet, eftersom SUF jo var VSs ung-

domsorganisation. Boas-Jensen lod imidlertid spørgsmåletgå videre til VSs ho-

vedbestyrelse, som herefter skulle træffe den endelige afgørelse.84 l fælles

erkendelse af at afgørelsen lå hos VSs hovedbestyrelse, indgik de to bestyrelserfor Københavnsafdelingen derfor et foreløbigt kompromis om anvendelsen af

SUFs lokaler på et bestyrelsesmøde for »Ungdomscentret i Suhmsgade 4« den

16. november 1970. Kompromisset gik ud på, at indtil VSs afgørelse forelå, så

skulle landsorganisationens afdeling (trotzkisterne) benytte SUFs kontorlokale,mens Forum-tendensens afdeling skulle benytte mødelokalerne.”

Forholdet mellem SUF 0g VS

Konflikten mellem Forum-tendensen og trotzkisterne blev hermed kædet sam-

men med afklaringen af forholdet mellem SUF og VS.

I december 1967 var SUF med til at danne VS. SUF tillagde fra første færd

den politiske udvikling i VS stor betydning, hvad der bl.a. kom til udtryk i be-

stræbelserne på at integrere SUF i VS i januar-februar 1968.86 Da VS imidlertid

frygtede, at en integration af SUF i VS ville betyde forringede muligheder for at

fremme den venstresocialistiske politik flest mulige steder og fratage VS repræ-

sentation på ungdomspolitiske møder m.v., enedes man i stedet om, at SUF fort-

166

sat skulle eksistere som en selvstændigpolitisk ungdomsorganisation i forholdettil VS.87

På VSs 3. kongres den 23.-25. oktober 1970 blev det pålagt VSs nye hovedbe-

styrelse at undersøge mulighederne for etableringen af en forpligtende organi-satorisk og politisk samarbejdsaftale mellem SUF og VS. Samarbejdet mellemSUF og VS havde hidtil været baseret på en samarbejdsaftale af den 30. juni1968, som var en uforpligtende organisatorisk og politisk samarbejdsaftale mel-lem de to organisationer, idet den ikke forpligtede »nogen af organisationernetil at godkende ethvert politisk skridt, som måtte blive taget af den anden organi-sation«.88 Samarbejdsaftalens uforpligtende karakter samt det forhold, at SUF

gennem sin udvikling hen imod trotzkismen politisk set fjernede sig mere ogmere fra VS, gjorde, at samarbejdet mellem SUF og VS i løbet af den periode,der var gået, siden det officielle samarbejde indledtes, nærmest havde været afren verbal karakter, idet der havde været meget lidt konkret samarbejde.Noget egentligt kontinuerligt politisk og organisatorisk samarbejde havde dersåledes ikke været tale om. Samarbejdet havde nemlig stort set begrænset sig tilat omfatte gensidig repræsentation på dels VSs hovedbestyrelsesmøder og kon-

gresser dels SUFs landsledelsesmøder og kongresser, samt fælles-arrangemen-ter af politiske demonstrationer, møder mv.

På baggrund af det dårlige samarbejde mellem SUF og VS besluttede VSs 2.

kongres af den 2.-4. maj 1969 derfor, at de to organisationer skulle forsøge at

opstille en ny og mere forpligtende samarbejdsaftale. Resultatet af dette, som af

samarbejdet i øvrigt, forblev af ren verbal karakter: nemlig en række resultat-løse diskussioner i VSs hovedbestyrelse og i VS-bulletin. Disse diskussioner illu-

strerede, at SUF generelt set havde en statisk opfattelse af VS. Denne opfattelsevar bl.a. eksakt formuleret i SUFs politiske platformsprogram, vedtaget på den10. kongres i maj 1969, hvori det om VS hed: »VS er i dag en forvirret blandingaf mange politiske tendenser, men SUF må i sine bestræbelser for at danne et

marxistisk-leninistisk parti udnytte de muligheder, der eksisterer for at udviklede revolutionære tendenser i VS«:59 SUF havde således kun interesse i at be-

skæftige sig med VS ud fra det aspekt, at SUF i sine bestræbelser for at danne et

marxistisk-leninistisk parti måtte udnytte de muligheder, der eksisterede for at

udvikle, hvad SUF opfattede som de revolutionære tendenser i VS. I konse-kvens af denne holdning til VS deltog SUF bl.a. aktivt i etableringen af den så-kaldte »leninistiske fraktion« inden for VS i løbet af efteråret 1970. Da det isærvar denne definitive vurdering af VS, der kom til udtryk fra SUFs side90 underdiskussionerne med VS om en ny og mere forpligtende samarbejdsaftale i tidenefter VSs 2. kongres, og da denne vurdering klart var i modstrid med VSs op-fattelse af sig selv som et dynamisk parti, der måtte »have tid til at vokse op,splittes og konsolidere sig«91,manglede ligesom det nødvendige grundlag for et

mere bastant samarbejde de to organisationer imellem, og diskussionerne her-om endte derfor resultatløse. Som et resultat heraf, forelå der på VSs 3. kon-

gres to forslag til beslutning om VSs forhold til SUF. Et, der anbefalede, at VSskulle afbryde samarbejdet, og et andet, der blev vedtaget, og som atter pålagde

167

hovedbestyrelsen at forsøge at etablere en ny og mere forpligtende samarbejds-aftale.

På et hovedbestyrelsesmøde i VS den 5.-6. december 1970, hvor hovedbesty-relsen diskuterede VSs afgørelse i konflikten mellem Forum-tendensen og

trotzkisterne i SUFs Københavnsafdeling, blev forhandlingerne om en ny for-

pligtende samarbejdsaftale kædet sammen med denne afgørelse.92På mødet vedtog hovedbestyrelsen et af Preben Wilhjelm stillet forslag, der

lød: »Hovedbestyrelsen pålægger forretningsudvalget inden nytår - i overens-

stemmelse med kongresbeslutningen - at undersøge, hvorvidt der kan etableres

en forpligtende samarbejdsaftale med SUF gennem forhandling med SUFs

landsledelse. Herunder må det klarlægges, hvorvidt der kan skabes overens-

stemmelse politisk og organisatorisk. - Hvad den aktuelle organisatoriske pro-

blematik omkring SUF angår, pålægger hovedbestyrelsen forretningsudvalgetat skaffe oplyst, om SUFs landsledelse vil afstå fra brug af bureaukratiske meto-

der til løsning af politiske problemer. Det vil bl.a. helt konkret sige, at forret-

ningsudvalget skaffer oplyst, hvorvidt landsledelsen vil tilbagekalde suspensio-nerne af den gruppe, der havde flertal på den indvarslede generalforsamling i

november og efterkomme kravet om en ny generalforsamling«.Som følge af dennebeslutning afholdt SUF og VS i den følgende tid en række

møder, ialt 5, ang. mulighederne for etablering af en politisk og organisatoriskforpligtende samarbejdsaftale de to organisationer imellem. VS var på disse mø-

der repræsenteret ved en fast forhandlingsdelegation, bestående af Leif Han-

sen, Inge Henningsen og Preben Wilhjelm, mens SUF repræsenteredes ved

skiftende forhandlingsdelegationer, i hvilke flg. personer indgik: Lars Hutters,

Frede Jakobsen, Søren Otto Jensen, Erik Pedersen, Mogens Petersen, Ole

Thorbek, Jens Toft og Niels Toft.

Allerede på det andet møde, den 23. december 1970, stod det klart, at SUF

betragtede de anvendte metoder som korrekte og legitime samt ikke agtede at

tilbagekalde suspensionen af Forum-tendensen.93 Som svar på VSs spørgsmålom ophævelsen af suspensionerne i SUF oplyste SUFs repræsentanter på mø-

det, at SUFs forretningsudvalg den 11. december 1970 havde sendt et brev til

Forum-tendensen, hvori man på baggrund af VSs hovedbestyrelses resolution

tilbød forhandlinger »med det formål at undersøge mulighederne for en løsning

af problemerne«.5'4SUFs forretningsudvalg havde endnu ikke modtaget noget

svar fra Forum-tendensen. På et spørgsmålfra Preben Wilhjelm om, hvad SUF

forestillede sig, der ville komme ud af brevet, svarede Ole Thorbek, at SUF for-

ventede at få klaring på, om Forum-tendensen ville overholde SUFs ll. kon-

gres”beslutninger, subsidiært en løsning på de materielle stridspunkter, d.v.s.

Københavns Kommunes økonomiske tilskud og lokale-problemet. Han oplysteendvidere, at der var indkaldt til ekstraordinær kongres i SUF den 16.-17. ja-nuar 1971, samt at de suspenderede medlemmer ville blive ekskluderet på kon-

gressen. Forum-tendensen ville således ikke få nogen som helst indflydelse påkongressen, som altså ville blive vundet af trotzkisteme.

Det stod hermed klart, at SUF ikke ville efterkomme VSs hovedbestyrelsesresolution. Da SUF på de følgendemøder - den 30. de'cember 1970, den 8. og 15.

168

januar 1971 - imidlertid fastholdt det korrekte og legitime i de anvendte meto-

der overfor Forum-tendensen, og da VS samtidigt gjorde det klart, at VS ikke

kunne medvirke til at legitimere den slags metoder til løsning af politiske kon-

flikter ved uden videre fortsat at acceptere SUF som sin ungdomsorganisation,drog VS konsekvensen heraf, og gav i et brev (modtaget af SUF den 23. januar

'1971) SUF meddelelse om, at partiet afbrød de igangværendeforhandlinger om

en forpligtende samarbedeaftale?5 VS opsagde dermed den indtil da gældende ,

samarbejdsaftale med SUF og havde hermed brudt med sin ungdomsorganisa-tion.

SUFs tilslutning til 4. Internationale

Den fraktionskamp, SUFs trotzkistiske landsledelse afsluttede på Københavns-

afdelingens berammede generalforsamling den 3. november 1970 ved reelt at

suspendere Forum-tendensen, var fuldstændig blottet for formulerede politiskemodsætninger og indskrænkede sig tilsyneladende til et slagsmål om SUFs øko-

nomiske tilskud fra Københavns Kommune og lokaler i Suhmsgade 4.

Den konklusion, trotzkisterne drog af konflikten med Forum-tendensen, var,

at de havde ventet alt for længe med deres politiske offensiv. Selv om de, i kraft

af den politiske og organisatoriske ledelse af SUF, så let som ingenting kunne

have bundet SUF organisatorisk til 4. Internationale og dennes danske sektion,

havde de alligevel ventet hermed for at give modstanderne af 4. Internationale,

d.v.s. Forum-tendensen, lejlighed til at formulere deres teoretiske og politiskealternativ. Efter trotzkistemes opfattelse havde Forum-tendensen imidlertid

ikke udnyttet tiden til noget sådant, men havde i stedet gennem organiseringenaf en anti-trotzkistisk fraktion forsøgt »at ændre SUFs politiske generallinieudelukkende gennem organisatoriske midler«.9° Som følge heraf samt i erken-

delse af, at der efter suspensionen af Forum-tendensen reelt kun var trotzki-

sterne og deres sympatisører tilbage i SUF, besluttede trotzkisterne sig derfor

for at tilslutte SUF 4. Internationale.

På et landsledelsesmøde den 14.-15. november 1970 blev det vedtaget at ind-

kalde til ekstraordinær kongres den 16.-17. januar 1971, idet landsledelsen er-

klærede, at SUF på denne kongres måtte tage stilling til trotzkismen, dvs 4.

Internationales historie, teoretiske grundlag, programmer og politiske praksis,samt drage de organisatoriske konsekvenser heraf.97

Samtidig blev der taget skridt til en fusion af SUF 0g RS. På et ekstraordi-

nært landsmøde i RS den 12. december 1970 blev det således besluttet at opløse

RS, idet det blev pålagtRSs medlemmer at arbejde for, at SUF på sin ekstraor-

dinære kongres erklærede sig som »sympatiserendeorganisation af 4. Interna-

tionale«.98 Denne beslutning indebar, at SUF ville blive den fremtidige danske

sektion af 4. Internationale. I konsekvens heraf, vedtog SUFs landsledelse der-

for på et møde den 13. december 1970 at henstille til SUFs 12. kongres, at SUF

tilsluttede sig 4. Internationales program, dokumenter, strategi og statutter,

samt erklærede sig som »sympatiserendeorganisation af 4. Internationele«,

med de politiske og organisatoriske konsekvenser dette indebar.99

169

SUFs 12. ekstraordinære kongres den 16.-17. januar 1971På SUFs 12. kongres, som afholdtes i København, fulgte de delegerede lands-ledelsens henstilling, idet de besluttede at tilslutte SUF trotzkismen. Kongressenvedtog således enstemmigt: »SUF (tilslutter) sig 4. Internationales program, do-kumenter, strategi og statutter og erklærer sig som sympatiserende organisa-tion til 4. Internationale med de politiske og organisatoriske konsekvenser detteindebærer. Gennem disse foranstaltninger vil SUF danne grundstammen ogvære den drivende kraft i opbygningen af en ny dansk sektion af 4. Internatio-nale og dermed tage det første skridt i retning af et revolutionært marxistiskkadreparti, der er den uomgængelige betingelse for udviklingen af en politiskstrategi, byggende på den proletariske internationalisme, hvorved arbejder-klassen endeligt frigør sig fra og nedbryder det kapitalistiske statsapparat ogetablerer proletariatets revolutionære diktatur gennem etableringen af denproletariske statsmagt, arbejderråds- eller sovjetmagten«.l°° Hermed havdeSUF officielt tilsluttet sig 4. Internationale som »sympatiserende organisation«,med de politiske og organisatoriske konsekvenser dette indebar.

Samtidig fandt konflikten mellem Forum-tendensen og trotzkisterne sin ende-lige løsningpå kongressen, idet kongressen enstemmigt vedtog at ekskludere desuspenderede medlemmer, tilhørende Forum-tendensen, med undtagelse af tre

medlemmer, som fik suspensionen opretholdt, og ét medlem, som blev gjort til

fuldgyldigt medlem af SUF.101Efter eksklusionen af SUF gik Forum-tendensen aktivt ind i DDVs anti-impe-

rialistiske arbejde, og så vidt vides deltog en del af Forum-tendensens medlem-mer senere i dannelsen af Forbundet »Socialisteme«.

Med SUFs tilslutning til 4. Internationale og trotzkismen på den 12. ekstra-ordinære kongres afsluttedes den interne politiske afklaringsproces, som havdefundet sted i organisationen siden den 9. kongres i april 1968. Når SUFs interneafklaringsproces resulterede i SUFs tilslutning til trotzkismen, skal dette ses påbaggrund af det faktum, at den trotzkistiske fraktion, efter eksklusionen af denmaoistiske KF (ml)-fraktion på den 10. kongres i maj 1969, udgjorde den eneste

større samlede gruppe i SUF. Dette betød, at trotzkisterne efter den 10. kon-

gres reelt havde den politiske og organisatoriske ledelse af SUF. SUFs indre

politiske udvikling efter den 10. kongres prægedes derfor af en tættere og tæt-tere tilknytning til 4. Internationale. Samtidig var det karakteristisk, at når de

øvrige marxistiske tendenser i SUF i tiden efter den 10. kongres forsøgte at

imødegå SUFs orientering henimod trotzkismen, så blev disse enten tvunget tilat forlade SUF (KAK-tendensen) eller simpelthen suspenderet/ekskluderet(Bordiga-tendensen og Forum-tendensen), med det resultat, at SUF fra at haveværet et forum for flere forskellige marxistiske tendenser, til sidst reelt kun be-stod af trotzkister. Man kan derfor med god ret sige, at trotzkisterne gennemSUFs officielle tilslutning til 4. Internationale på SUFs 12. ekstraordinære kon-gres i januar 1971 vandt sig selv for trotzkismen.

170

Noter

1 Artiklen er en omarbejdet og forkortet specialeopgave, som i 1975 udarbejdedes ved Historisk

Institut, Århus Universitet.

2 jfr. Love for Socialistisk Ungdoms Forum vedtaget på 1. landsmøde den 14.-15. oktober 1961,

paragraf 1.

3 jfr. »Moderne ungdom - moderne socialisme«, udtalelse om SUFs politiske arbejdsgrundlag

vedtaget på 1. landsmøde den 14.-15. oktober 1961, i »Debat« udg. af SUF, nr. 2 februar 1962.

4 jfr. »SUFs politiske arbejdsgrundlag«,vedtaget på 2. landsmøde den 12. august 1962, i »Debat«

nr. 6-7, november 1962.

5 jfr. Principprogram for Socialistisk Ungdoms Forum, vedtaget på den 7. kongres 1967, i

SUF-opinion nr. 3, 1967.

6 jfr. Kongresberetning og kongresdiskussiönsreferatvedrørende SUFs 5. kongres den 18.-19.

september 1965.

7 jfr. »SUF - en helt ny fornemmelse«, artikel af Ole Norling Christensen (landsformand i SUF

l961-62)i »Debat«, nr. 1, januar 1962.

8 jfr. »SF og SUF«, artikel i »Debat«, nr. 4, november 1963.

9 jfr. »En organisation i vækst«, 1 »Debat« nr. 6-7, november 1962.

10 ibid., samt Organisationshåndbogfor SUF 1964, s. I, 2.

11 jfr. note (8).12 jfr. Landsledelsens politiske beretning ved Ole S. D. Hansen på SUFs 5. kongres den 18.-19.

september 1965.

13 jfr. Beretning til SUFs 6. kongres den 6.-8. maj 1966 ved Hans H. Nielsen.

14 jfr. Referat af landsledelsesmøde den 3.-4. december 1966 og Referat af forretningsudvalgs-

møde den 30. januar 1967.

15 Pr. 10. februar 1967 opgjordes SUFs samlede medlemstal til 611 mod ca. 470 før folketingsval-

get i november 1966. Jfr. Referat af landsledelsesmøde den 11.-12. februar 1967.

16 jfr. »Til Socialistisk Folkepartis forretningsudvalg, hovedbestyrelse og folketingsgruppe«,

afskrift af brev af den 25. november 1966 og SUF-medlemsorientering, nr. 11, 1966-67.

17 jfr. Debat nr. 1, juni 1967.

18 jfr. SUFs 8. (ekstraordinære) kongres d. 7. jan. 1968, Forslag fra forretningsudvalgetl) politiskudtalelse.

19 jfr. note (17).,20 jfr. »Den 9. kongres«, i »Debat« nr. 11-12, 1968.

21 jfr. note (2).22 jfr. Beslutningsreferat for 9. kongres.23 jfr. note (20).

.

24 Der hentydes her til drabet på lederen af de amerikanske negres ligeberettigelsesbevægelse,Martin Luther King, den 4. april 1968. I modsætning til mere militante grupper af amerikan-

ske negre, som f.eks. »The Black Panther Party« (grundlagt i oktober 1966), betonede Luther

King anvendelsen af ikke-voldelige midler i kampen for negrenes ligeberettigelse.25 jfr. »Kommunist«, udgivet af Kommunistisk Forbund (ml), 1. årg. nr. 3, september 1968.

26 På landsledelsesmødet den 22. september 1968 meddelte Hans H. Nielsen, at han havde meldt

sig ud af VS og tilsluttet sig KF (ml), - jfr. Referat af landsledelsesmødet den 22. september 1968.

27 jfr. note (25).28 jfr. »4. Internationale«, i Socialistisk Information (organ for Revolutionære Socialister,

sektion af 4. Internationale) nr. 3, 1968.

29 ibid.

30 jfr. Love for Revolutionære Socialister - Sektion af 4. Internationale.

31 jfr. »To linjer« (artikelserie) i »Kommunistisk Orientering, organ for Kommunistisk

Arbejderkreds, nr. 18-20 + 22, 1968, nr. 1-2, 1969.

32 jfr. »Partiets karakteristiske teser«, udg. af forlag »Det kommunistiske Program«, København

1968.

33 jfr. Beslutningsreferat fra landsledelsesmødet den 9.-10. november 1968.

34 jfr. Ole Thorbek: - en eksempelrække, i »Debat« nr. 1, 1969.

35 jfr. Beslutningsreferat for landsledelsesmødet den 4.-5. januar 1969.

171

36 jfr. Programudvalgets forslag til en politisk platform for SUF, i Internt Debat nr. 3, 1969.37 jfr. note (34).38 jfr. Referat af ekstraordinært forretningsudvalgsmødeden 7.-4. 1969.39 jfr. Referat af forretningsudvalgets møde med Københavnsafdelingensbestyrelse i anledning af

dennes l. maj-arrangement. Tirsdag den 15-4. 1969.40 jfr. Internt Debat, særnummer, 11. maj 1969.41 ibid.

42 jfr. Erklæring forelagt af Ole Koch, Kirstine Münster, Hans H. Nielsen og Flemming Ras-mussen på SUFs landsledelsesmøde den 10. maj 1969.

43 jfr. note (40).44 jfr. Erklæring fra »Det udtrådte mindretals møde søndag den ll. maj«.45 jfr. Indkaldelse til konference i København den 24.-26. maj 1969, af den ll. maj I969.46 jfr. Udtalelse fra SUFs landsledelse, af den IS. maj 1969, i Internt Debat, nr. 6, 1969.47 ibid.

48 jfr. Internt Debat nr. 6, 1969.49 Stemmetal: 31 for, 1 undlod, jfr. Besluningsreferat fra SUFs 10. kongres, i Internt Debat nr. 7,

1969.

50 jfr. Politisk Platformsprogram vedtaget på SUFs 10. kongres, i Internt Debat nr. 8, 1969.SI jfr. Beslutningsreferat fra SUFs 10. kongres, i Internt Debat nr. 7, 1969.52 ibid.

53 jfr. Ungdommen og den parlamentariske limpind (Gustav Bunzel).54 jfr. Udtalelse fra SUF, Århus d. 4.-1l. 69 og »Løslad vore kammerater«, Udtalelse fra SUF,Århus d. 20.-11. 69.

55 jfr. T. Hansen: Tilbageblik over udviklingen i SUF-Århus, i Internt Debat nr. 1, 1970.56 jfr. Til medlemmerne i SUF-Århus. Oplæg til SUF›Århus' generalforsamling d. 1|.-12. 69 af L.

H. Jensen, E. F. Pedersen, T. Hansen og E. Chr. Hørsdal.57 jfr. Partiets karakteristiske teser, s. 1-5.

58 jfr. note (55).59 jfr. Forslag til bestyrelse.60 Medlemsskrivelse fra SUF-Århus, januar 1970.61 jfr. Til SUFs landsledelse og til Internt Debat, i Internt Debat nr. 6, 11. periode, 1969.

62 jfr. Til SUFs ll. kongres (udelukkelse af Gustav Bunzel).63 jfr. Referat af det fælles medlemsmøde med SS (Soeialistiske Studerende) tirsdag d. 10-2. 1970.64 jfr. Referat af landsledelsesmødet den 21.-22. marts 1970.

65 jfr. SUFs ll. ordinære kongres 16.-18. maj 70/referat, i Internt Debat nr. IV 1970.66 jfr. Referat fra SUFs landsledelsesmødesøndag den 18. januar 1970.

67 jfr. Forslag til nyt platformsprogram for SUF, i Internt Debat nr. II, 1970.68 jfr. Referat af landsledelsesmødet den 21.-22. marts 1970.

69 jfr. T. Dinesen: Overgangsprogram til 4. Internationale, i Internt Debat nr. III, 1970.

70 jfr. note (65).71 jfr. note (65).72 jfr. T. Dinesen: Efter kongressen, i Internt Debat nr. IV, [970, og T. Dinesen: SUFs Fremtid, i

Intern Klassekamp nr. 1, september 1970.

73 jfr. Udtalelse fra SUF og RS, i Intern Klassekamp nr. 1, september 1970.

74 jfr. Referat fra kongresperiodens 3. landsledelsesmøde den 22.-23. august 1970.

75 ibid., samt jfr. Referat af landsledelsesmøde den 3.›4. oktober 1970.

76 jfr. Referat af landsledelsesmøde den 3.-4. oktober 1970.

77 jfr. Den hemmelige fraktions mødeindkaldelser, i Intern Klassekamp nr. IV, november 1970.78 jfr. Fraktionskampens data, i Intern Klassekamp nr. IV, november 1970, samt T. Hansen: Historien

om et kupforsøg, i Klassekampen nr. 4, jan. 1971.79 ibid.

80 ibid.

8I jfr. Udtalelse fra SUFs Iandsledelse den 3.-11. 1970, i Intern Klassekamp nr. IV, 1970.82 jfr. P. Wolthers: Angående landsledelsens lovlighed, forretningsorden og andet, i Intern Klassekamp

nr. IV, 1970.

172

83 jfr. T. Hansen: Historien om et kupforsøg, i Klassekampen nr. 4, jan. 1971.

84 jfr. HB-Referat 5.-6. dec.. i VS-bulletin nr. 58 - den 28. dec. 1970.

85 jfr. Referat af forretningsudvalgsmødeden 16.11. 1970.

86 jfr. Debat nr. 9, 1968 og Referat af landsledelsesmødet den 18.2. 68.

87 jfr. »SUF og VS«, i VS-bulletin nr. 3, 1968.

88 jfr. Samarbejdsaftale mellem VS og SUF af den 30. juni 1968, i Debat nr. 15, 1968.

89 jfr. note (50).90 jfr. Ole Thorbek: Forholdet SUF og VS, i VS-bulletin nr. 33, 1969.

91 jfr. Claus Bryld: Den politiske udvikling inden for SUF, i VS-bulletin nr. 34, d. 17.10. 69.

92 jfr. note (84).93 jfr. Mødereferat: VS-SUF i Suhmsgade den 23. dec. 1970 kl. 10, i Intern Klassekamp nr. VIII, jan.

1971.

94 jfr. Brev fra SUFs forretningsudvalg til den suspenderede ledelse for DI-IBF af den 11.12. 1970, i

Intern Klassekamp nr. VIII, jan. 1971.

95 jfr, »SUF-VS«, s. 55-58 i Intern Klassekamp nr. XI, februar 1971; »Forholdet mellem VS og SUF«,

i Klassekampen nr. 5, februar-marts 1971; »SUF/afstemningen«, i VS-bulletin nr. 60 den 2. februar

1971; »Samarbejdet med SUF«, i VS-bulletin nr. 63 den 18. marts 1971.

96 jfr. Læren af fraktionskampen og SUFs opgaver, i Intern Klassekamp nr. V, december 1970.

97 jfr. Referat af landsledelsesmøde den 14.-15. november 1970.

98 jfr. Referat af ekstraordinært landsmøde i RS, dansk sektion af 4. Internationale, den 12. december

1970.

99 jfr. Landsledelsesresolution af 13. dec. 1970.

100 jfr. Ekstern resolution fra SUFs 12. kongres, i Intern Klassekamp nr. X, jan. 1971.

101 jfr. Beslutninger vedtaget på SUFs 12. kongres 16.-17. januar 1971, i Intern Klassekamp nr. X,jan.1971.

Kilder og litteratur

Arkivalier

SUF-arkiv ca. 1962-71 (privatarkiv).

Tidsskrifter0. lign.Kommunist, udgivet af KF(ml), 1. årg. 1968/69.Kommunistisk Orientering, organ for KAK, 5. årg. 1968, 6. årg. 1969.

Partiets karakteristiske teser, udg. af forlag »Det kommunistiske Program«,København 1968.

SF-bladet, 7. årg. 1966, 8. årg. 1967.

Socialistisk Information, organ for RS sektion af 4. Internationale, 4. årg. 1966,5. årg. 1967, 6. årg. 1968, 7. årg. 1969, 8. årg. 1970.

\

VS-bulletin, 1. årg. 1968, 2. årg. 1969, 3. årg. 1970, 4. årg. 1971.

173

Zusammenfassung»Socialistisk Ungdoms Forum« (Socialistisches Jugendforum) SUF wurde 1961 gebildet. SUF ent-

stand als ein Resultat des Neutralismus geharrt mit sozialistischer ldeologie, die in »Socialistisk

Folkeparti« (Sozialistische Volkspartei) SF und »Kampagnen mod Atomvåben« (Die Schlacht gegenAtomwaffe) KmA zum Ausdruck kam. Folglich wurde SUFs ideologische Grundlage bei der

Bildung 1961: ein neutralistischer Sozialismus. Dieser neutralistische Sozialismus blieb charak-teristisch für SUF bis 1967-68, wo SUF begann sich gegen eine marxistische und revolutionär

sozialistisce Grundlage zu orientieren. In dem Zeitraum 1961-67 zeigte SUFs neutralistische,sozialistische Grundlage sich teils in SUFs externen politischen Tätigkeiten, die von aussen-

politischen Problemen beherrscht wurden, teils in SUFs Anschluss an SF 1962 als die Jugendorgani-sation dieser Partei mit voll politischem und organisatorischem Selbstbestimmungsrecht. Haupt-sächlich wegen des selbstständigen Standes SUFs im Verhältnis zu SF wurde das politische und

organisatorische Zusammenspiel zwischen SUF und SF - seit der Eingehung der Zusammenarbeit1962 bisSUFs Bruch mit SF Januar 1968 - generel] schlechter. Während der Begebenheiten in SFzwischen der Parlamentswahl November 1966 und dem sechsten ekstraordinären Kongress SFsDezember 1967, betreffs der parlamentarischen Zusammenarbeit SFs mit der Sozialdemokratiebetonte SUF besonders die Notwendigkeit teils von dem Festhalten an dem Prinzipprogram SFs

teils an einer Neurorientierung von Dånemarks Aussen- und Verteidigungspolitik, indem SUF sahein Gefahr darin, dass SFs selbstständige sozialistische und neutralistische Prinzippe verwischtwerden sollten in Verbindung mit dem nahen parlamentarischen Verhältnis SFs mit der Sozial-demokratie. ln Konsequenz aus dieser Auffassung der parlamentarischen Zusammenarbeitzwischen SF und der Sozialdemokratie, welche Auffassung mit der Link SFs zusammenfallend war,

stellte SUF sich an die Seite der Linken während der Fraktionkämpfe in SF zwischen dem fünften

und sechsten ekstraordinären Kongress 1967. Als die Linke SFs auf dem sechsten ekstraordinären

Kongress Dezember 1967 SF verliess und bildete die partei »Venstresocialisterne« (die Links-

sozialisten) VS, folgte SUF dieser, indem SUF auf einem ekstraordinären Kongress januar 1968 dieZusammenarbeit mit SF unterbrach und sich an VS anschliess. Trotz eines verbreiteten Wunschesin SUF danach, SUF in VS in der Zeit unmittelbar nach VSs Bildung zu intergrieren, wurde SUFs

Stand VS gegenüber inzwischen der selbe wie SF gegenüber: eine A'nknüpfung an VS als die Jugend-organisation dieser partei mit voll politischem und organisatorischem Selbstbestimmungsrecht.Zum Teil wegen SUFs innere politische Entwicklung gegen den Trotzkismus und zum Teil wegeneiner verbreiteten Enttäuschung in SUF von der politischen Entwicklung VSs, enfernte SUF sich

politisch immer mehr von VS, und es verursachte, dass die Zusammenarbeit zwischen den beiden

Organisationen generel] blieb wörtlich, indem es gab sehr wenig konkrete Zusammenarbeit. Ver-

schiedene Bestrebungen um die Zusammenarbeit zwischen SUF und VS zu verbessern blieben

inzwischen erfolglos. Als VS, nach einem erfolglosen Versuch dazu 1969, im Herbst 1970 wieder

ergrief Initiative zu Verhandlungen mit SUF über eine verbesserte Zusammenarbeit zwischen den

beiden Organisationen, wurden diese Verhandlungen mit dem Konflikt in SUF zwischen der

Forum-Tendenz und den Trotzkisten zusammengekettet, und dieser Konflikt drehte sich um SUFs

wirtschaftlichen Zuschuss von der Gemeinde Kopenhagen und um die Nutzniessung an die Räume

SUFs. In diesem Konflikt war die Forum-Tendenz unter andern von der trotzkistischen LeitungSUFs suspendien worden, und als VS, im Gegensatz zn der trotzkistischen Leitung SUFs, die

Suspension nicht als legitim der Lösung des Konflikts betrachtete, konnte VS nicht länger SUF als

seine Jugendorganisation betrachten und unterbrach deshalb die Zusammenarbeit mit SUF Januar

1971.

Parallel zu SUFs wechselnden Parteizugehörigkeiten verlief ein interner ideologischer Klärungs-prozess in der Organisation. Hauptsächlich unter dem Eindruck von dem Aufschwung in der so-

genannten »kolonialen Revolution« in »der dritten Welt«, besonders in Vietnam, begann SUF1967-68 sich von dem neutralistischen Sozialismus als ideologische Grundlage zu entfernen und sichan eine marxistische und revolutionår sozialistische Grundlage zu wenden. Es kam konkret zum

Ausdruck in interner Uneinigkeit über das aussenpolitische Gebiet, besonders in Verbindung mitSUFs haltung zu dem mittelöstlichen Konflikt Mai/Juni 1967, China und dem chinesichen-sow-

jetischen Konflikt. Auf dem neunten Kongress SUFs April 1968 manifestierte diese Entwicklungdarin, dass SUF endgültig den neutralistischen Sozialismus verliess und stellte sich auf einemarxistische und revolutionår sozialistische Grundlage.

174

Der Anschluss SUFs an eine marxistische und revolutionâr sozialistische Grundlage auf dem

neunten Kongress war nicht Ausdruck einer eigentlich politischen Klärung, als SUFs Anschluss an

eine ganz bestimmte politische Tendenz innerhalb des Marxismus” verstanden. Es rührte davon her,dass SUF als Organisation betrachtet ein Forum war, wo mehrere verschiedene marxistische

Tendenzen ringten und zusammenarbeiteten. ln der Zeitraum nach dem neunten Kongress wurde

die innere politische Entwicklung SUFs von einem politischen Klårungsprozessgeprägt, es heisst die

Entwicklung gegen den Anschluss SUFs an eine bestimmte marxistische Tendenz: den Trotzkismus.

Konkret kam dieser Klärungsprozess in einigen Fraktionskämpfen, worin die verschiedenen

marxistischen Tendenzen sich offen stritten.

Charakteristisch für den Verlauf der Fraktionskämpfen war nicht die VerWendung der poli-tischen Diskussionsmethode sondern die Verwendung der organisatorischen und verwaltungs-mässigen Methoden, wie zum Beispiel Suspensionen, Exklusionen und Anmeldungen von Personen

ausserhalb SUF.

Auf dem zwölften ekstraordinären Kongress SUFs Januar 1971 wurde der interne Klärungs-

prozess durch SUFs Anschluss an 4. Internationale und den Trotzkismus beendigt. Wenn die

interne Klärungsprozess SUFs aus SUFs Anschluss an den Trotzkismus folgte, n'ihrt es von der

Tatsache her, dass die trotzkistische Fraktion, nach der Exklusion der maoistischen KF(mI)-Fraktion auf dem zehnten Kongress Mai 1969, machte die einzige grössere gesamte Gruppe in SUF

aus. Es bedeutete, dass die Trotzkisten nach dem zehnten Kongress reel die politische und organisa-torische Leitung von SUF hatte. Die innere Entwicklung SUFs nach dem zehnten Kongress wurde

einem immer dichteren Anschluss an 4. Internationale. Gleichzeitig war es charakteristisch, dass

wenn die übrigen, marxistischen Tendenzen in SUF in der Zeit nach dem zehnten Kongress ver-

suchten SUFs Anschluss an den Trotzkismus entgegenzutreten, dann wurden diese entweder dazu

gezwungen, SUF zu verlassen (die maoistische KAK-Tendenzen) oder wurden einfach suspendiert/exkludiert (die Bordiga-Tendenzen und die Forum-Tendenzen), mit dem Ergebnis. dass SUF, das

ein Forum mit mehreren verschiedenen marxistischen Tendenzen war, zum Schluss reell nur aus

Trotzkisten bestand. Man kann deshalb mit Recht sagen, dass die Trotzkisten durch SUFS offiziellen

Anschluss an 4. Internationale auf dem zwölften ekstraordinären Kongress SUFs Januar 1971 sich

selbst für den Trotzkismus einnahm.

175

VS,s HISTORIE -

°

,

ET UUDFORSKET OMRADE

AfPer Askholm Madsen og Jens Otto Madsen

Generelt betragtet har studiet af den danske partiorganiserede venstrefløj ef-

ter 2. verdenskrig hidtil været et ret forsømt emne i arbejderbevægelsens hi-

storie. Venstresocialisteme som eksempel bekræfter i aller højeste grad dette.

Faktisk findes der kun to pjecer om VS's samlede historie udarbejdet af med-

lemmer af forskellige fraktioner i VS til internt partiskolingsbrug. I sagensnatur er disse fremstillinger ret overfladiske, mangelfulde og i nogen grad tak-

tisk bestemte.

Baggrunden for VS's fremkomst - splittelsen i Socialistisk Folkeparti - er no-

get bedre belyst. Her findes først og fremmest Ursula Schmiederers væsentlige

bog: »SF og den »tredie vej« til socialismen«1.

Herværende artikel vil for det første forsøge kort, men kritisk at orientere

om og sammenfatte, hvad der hidtil er skrevet angående bruddet i SF, VS”s dan-

nelse 17. dec. 1967 og frem for alt dets senere udvikling.For det andet vil vi kortfattet prøve at skitsere problemstillinger , som vi fin-

der vil være relevante set ud fra et socialistisk grundlag at tage fat på for kom-

mende forskning i VS”s og den øvrige revolutionære venstrefløjs historie.

Ovennævnte sker på baggrund af et speciale om Venstresocialisternes dan-

nelse og udvikling til og med 5. kongres i dec. 1972, som vi i skrivende stund

(august 77) arbejder medz.

Bruddet i SF

Vi vil først se på tre afhandlinger som behandler sprængningenaf SF.

Ursula Schmiederers afhandling »SF og den »tredie vej« til socialismen« er en

grundig fremstilling af SF's udvikling fra partidannelsen i 1958-59 til sprængnin-

gen i dec. 1967. Bogen giver en kritisk analyse af SF”s historie, teori og organi-

sation, som stort set må betragtes som vellykket. Dette gælder ikke mindst hen-

des fremstilling af baggrunden for splittelsen i SF, hvor hun formår at trænge

ned under overfladekonflikterne mellem partiets højre- og venstrefløj til de

basale modsætninger, hvis kim skal søges på et meget tidligt tidspunkt i SFs hi-

storie. Således dukkede allerede ved SF's dannelse tanken om en kollektiv ledel-

se op, et triumvirat bestående af Aksel Larsen, Willy Brauer og Mogens Fog,og Schmiederer ser i afvisningen af denne idé det første tegn på en betænkeligtilbøjelighed til »realpolitk«.

Vi vil imidlertid ikke her nærmere behandle Schmiederers bog, men i stedet

henvise til to udførlige anmeldelser som tidligere har været bragt i årbøgernefor arbejderbevægelsens historie.3 De giver såvel et generelt referat som en

kritik af Schmiederers valg af problemstillinger og metode.

176

I begyndelsen af december 1967 udkom Ejvind Riisgårds »skandalekrønike«»Aksel Larsens spil. Konflikten i SF «. Bogen er skrevet på 5 uger og produceretaf Gerhard Eriksens Forlag på 12 dage. Den var således et brandaktuelt debat-

indlæg i partistriden op til SF's 6. ekstraordinære kongres indkaldt til 16.-17.

december, men bærer desværre også kraftig præg af tidspresset.Riisgård belyser SF-krisens tilspidsning fra kommunevalget i marts 1966

frem til midten af november 67, centreret omkring regeringsforhandlingerne i

november 66 og skatteforliget marts 67, der bl.a. indeholdt kildeskat og

ændring af den eksisterende oms til 10°/0moms.

Dette gøres næsten udelukkende v.h.a. citater fra avis- og tidsskriftsindlæg,taler, referater fra hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsmøder, resolutio-

ner, optryk af indgåede aftaler mellem SF og Socialdemokratiet, bilag over fol-

ketingsgruppens og hovedbestyrelsens personelle sammensætning ect. - blandet

og sammenkædet af forfatterens kommentarer.

Bogen formår ikke at bidrage ret meget til en mere grundlæggende forstå-else af årsagerne til opgøret i SF. Det skyldes i første række Riisgårds manglen-de overblik, som vel kan forklares ud fra den korte tidsmæssige afstand til begi-venhederne, hans dybe personlige engagement på SF”s venstrefløj og densnævre periode som bogen behandler. Vreden mod Aksel Larsens person ogintriger løber af med Riisgård. Således fremhæver han helt ude af proportio-ner med virkeligheden, at Aksels Larsens uhæderlige argumentation og egen-rådighed i forhold til partifællerne er den altafgørende årsag til striden i SF.

Trods bogens oplagte svagheder har den dog en vis brugsværdi som materia-

lesamling.'

Endelig skal kort omtales Dinna Helms' speciale »Den indre debat i Socialistisk

Folkeparti mellem folketingsvalget i november 1966 og partiets sprængning i decem-

lger1967«, Århus Universitet, juni 1972. Specialet begrænser sig til den debat,der kom til udtryk i SFs ledende organer - d.v.s. hovedbestyrelsen, forret-

ningsudvalget og folketingsgruppen - omkring otte stridspunkter: l) Samar-

bejdsforhandlingerne mellem Socialdemokratiet og SF 23.-26. nov. 1966, 2)momsforhandlingerne i marts 1967, 3) pressionssagen (Hanne Reintofts og PiaDams beskydninger mod Aksel Larsen for »trusler« og »pres« under afstem-

ningen i folketingsgruppen om momsen, 4) tidsskriftssagen (højrefløjens nyetidsskrift »Her og NU«), 5) fortolkningsdiskussionen om samarbejdsaftalen med

Socialdemokratiet, 6) infiltrationssagen (Aksel Larsens taktiske påstand om

udenlands indflydelse i SF), 7) diskussionen omkring hemmeligholdte mødermellem Aksel Larsen og statsminister Jens Otto Krag samt 8) forhandlingerneomkring dyrtidsindgrebene i nov/dec. 1967.

Specialets korte tidsmæssige afgrænsning (13 måneder) samt begrænsning tildebatten ført i SFs ledelse er alt for snæver en indgangsvinkel til at kunne blot-

lægge de egentlige konfliktårsager i SF. Dette understreges også af den mang-lende sammenknytning mellem de otte omtalte kontroversielle emner. Specialetformer sig som en detaljeret »teknisk« gennemgang af debatterne frem for en

indholdsmæssig/politiskbehandling og bliver derfor efter vor mening mindre

interessant.

177

De grundlæggende årsager til sprængningen af SF kan efter vor vurderingskitseres i flg. tre hovedpunkter:

l) Uenigheden om hvilken strategi SF skal følge. Dette afspejler sig i vurderin-

gen af Socialdemokratiet og i SFs taktik over for »storebror«, i hvad arbej-derflertallet aktuelt kan og skal bruges til og i forholdet mellem -

og vægten af -

parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde.

Aksel Larsen forventede ikke, at SF skulle blive noget stort parti eller få en

lang levetid. SF skulle være en katalysator, der forvandlede/tvang Socialdemo-

kratiet mod venstre, så det tog dets eget program alvorligt. For Larsen og hans

fløj blev arbejderflertallet i sig selv en værdi, som det under alle omstændig-heder gjaldt om at opretholde. Denne opfattelse betød (naturligvisl) i praktiskpolitisk knæfald for Socialdemokratiet. Mest grotesk viste dette sig ved accep-ten af indgrebet i dyrtidsreguleringen i december 1967.

Aksel Larsen så endvidere »folketinget som folkets tjener« og under hans

ledelse udviklede SF sig til et parti, hvor det udenomsparlamentariske arbejdeblev nedprioriteret og underordnet det parlamentariske arbejde. SF blev et

folketingsparti.SF”s venstrefløj var ikke - som højrefløjen yndede at give det udseende af -

imod et samarbejde med Socialdemokratiet og afviste heller ikke betydningen af

et arbejderflertal. Forskellen bestod først og fremmest i, at venstrefløjen ikke

alene var tilfreds med småforbedringer og lapperier på det bestående samfund- systemgennembrydende reformer måtte også igangsættes. Det krævede en

markant socialistisk politik og en konsekvent kamp mod Socialdemokratiets

klassesamarbejde. At tvinge Socialdemokratiet over på en socialistisk vej kræ-vede ifølge venstrefløjen dels et stærkt SF både kvalitativt og kvantitativt, dels en

mobilisering af arbejderklassen på et klassegrundlag. Venstrefløjen anså ikke,'

som Larsen-fløjen, parlamentariske aktiviteter for særlig mobiliserende og i

konsekvens heraf, satsede venstrefløjen på at udvikle SF”s basisarbejde.

Det er nok her på plads at gøre opmærksom på, at venstrefløjen ikke på no-

get tidspunkt opstillede et klart, principielt alternativ til den reformistiske ogstærkt parlamentsorienterede linie, som SF-ledelsens flertal repræsenterede.Der blev heller aldrig opstillet en faglig politik fra oppositionens side. »Venstre-

fløjen arbejdede så at sige til det sidste på højrefløjens betingelser og var fuldt

optaget af at søge at dæmme op for og råde bod på det frieri overfor SD, som

folketingsgruppens flertal lagde op til.«4

2) Partirolleopfaltelsen. Skal SF være medlemmernes parti - dvs. den afgø-rende politiske og organisatoriske kompetence skal ligge hos partimedlemmer-ne og de af dem demokratisk udpegede organer: kongres, hovedbestyrelse og

forretningsudvalg, - eller skal hensynet .til de ikke-organiserede vælgere priori-teres højest, således som højrefløjen argumenterede for. Ud over den princi-pielle uenighed om dette spørgsmål spillede naturligvis også taktiske hensyn en

rolle. Larsen-fløjen stod således under den tilspidsede partistrid stærkest i fol-

ketingsgruppen, mens venstrefløjen havde massin flertal i hovedbestyrelsen og

forretningsudvalget efter 5. ekstraordinære kongres i juni 1966.

178

3) Personlige modsætninger0g samarbejdsvanskeligheder - først og fremmestmellem Aksel Larsen og de unge (venstrefløjs-)folk i SFs ledelse. Larsen talteom sit parti og sin politik og sad på SFs tre vigtigste lederposter: formand for

partiet, formand for folketingsgruppen og politisk ordfører. Disse forhold harfra starten givet anledning til adskillige konflikter, der imidlertid nogenlundekunne holdes i ave indtil valget 1966, fordi SF indtil da havde en relativ uforplig-tende og risikofri rolle som lille oppositionsparti i folketinget.

VS,s udspring af SF bevirker naturligvis at ovennævnte konflikterfaringerkan spores ind i Venstresocialisternes politikudvikling og organisatoriske op-bygning.

Diskussionen af partiopfattelsen i VS”s historieSelv om der har eksisteret mange konfliktfelter i Vsis historie, er der dog étder overskygger alle andre, nemlig problemet med at definere VS'S egen rolle i

klassekampen.Skal det i det hele taget være et parti med en entydig socialistisk strategi, eller

skal det snarere være »bevægelsernesbevægelse« - et sted hvor man udveksle-de erfaringer og hentede inspiration, de forskellige basisgrupper imellem? Hvisdet skal være et parti, hvorledes skal det da være opbygget? Hvem skal detprimært henvende sig til, og bygge sin medlemsbasis på?

Diskussionen om sådanne spørgsmål har været gennemgående i hele VS”s le-vetid, og vi har her valgt at koncentrere os om, at opridse nogle af disse udvik-lingslinjer. Både fordi partiopfattelsen faktisk er et yderst centralt element i en

socialistisk strategi, men også fordi uenighed heromkring automatisk vil invol-vere spørgsmålet om selve partiets almene funktion og eksistensberettigelse.Hertil kommer så, at dette problem rent faktisk har haft en fremtrædende pla-cering i alle VS”s interne kampe, fraktionaliseringer og brud lige fra 1967 til idag, og dette gælder ikke mindst i leninistfraktionens tid.På denne begrænsede plads, kan gennemgangen kun blive yderst skematisk og

tildels postulatorisk, men vi håber dog at den vil kunne skabe et vist overblik påtværs af de enkelte kongresperioder.

VS,s l. kongres og diskussionerne op til denne handlede stort set om, hvordanman skulle gøre VS så demokratisk som mulig ift. medlemmerne. I denne hen-seende kunne to vidt forskellige grupper mødes i en fælles interesse: de »gamle«fra SF, der ud fra erfaringerne med Aksel Larsen ønskede at skabe garantierfor, at et reelt medlemsdemokrati kunne fastholdes i VS. På den anden side »denantiautoritære bevægelse« der strømmede ind i VS, og som så med mistro påenhver form for ledelse og organisation. Imidlertid lå der i denne fælles inter-esse også allerede indbygget en konflikt mellem på den ene side ønsket om en

total decentralisering, og på den anden side kravet om at skabe en effektiv orga-nisation, en ledelse og et organisatorisk fundament som forudsætningfor at VSkunne blive et handlekraftigt parti.5

Det varede daheller ikke længe, før »kampenom strukturen« brød ud i lys lue.De skarpeste frontlinjer stod mellem »blomsterbørnene« - der prioriterede

179

»den indre revolution« højest, og derfor ud fra denne rent individualistiske

synsmåde ikke kunne acceptere at lade sig lede af andet end egne fornemmelser

og lyster - og en gruppe tidligere SF”ere,der ønskede at VS skulle fungere som

et traditionelt arbejderparti, blot med et udbygget medlemsdemokrati.

Nogen egentlig afklaring nåede man aldrig frem til - de, der holdt længst ud,

sejrede. De første, der i samlet trop forlod partiet, var »de 35« med bl.a.

Moltke og Reintoft i spidsen, hvis afgang trak ca. 100 medlemmer mere med sig,

og stort set drænede VS for dets faglige tillidsfolk og arbejdermedlemmer.6Muligheden for at skabe et slagkraftigt socialistisk parti, var hermed i første

omgang forskertset, idet blomsterbørn og anarkister - samtidig med at de sad i

VS”s hovedbestyrelse - anså eksistensen af et parti som en hæmsko for basis- og

bevægelsesarbejdet,mens den anden hovedgruppe (den senere Sump/Gruppe I)nok anså et parti for nødvendigt, men opfattede dets funktion som værende en

løs ramme om diverse aktiviteter, samt forum for diskussion og bevidstgørelse.Ud fra denne pluralistiske holdning, måtte der være plads til alle mere eller

mindre socialistiske holdninger i VS, idet håbet var, at de gensidigt ville kunne

inspirere og befrugte hinanden, således at man efterhånden ville kunne nå frem

til en stadig større grad af enighed.Håbet beskæmmer som bekendt ingen, men den faktiske polarisering, disin-

tegration og handlingslammelse som denne partiopfattelse om end ikke skabte,

så dog gav plads for og forstærkede, gav stødet til dannelsen af det såkaldte

»Leninistkollektiv« op til VS”s 3. kongres i 1970. Indholdet i deres programfor-

slag, var stort set en argumentation for, at man allerede i dag måtte påbegynde

opbygningen af et revolutionært parti på et demokratisk centralistisk grundlag,idet det måtte kunne ...»handle som en enhed udadtil uden forbehold fra enkelte

grupper«.7Selv om VS ikke nævnes ved navn, kunne ingen være i tvivl om konsekvenser-

ne for partiet i tilfælde af en vedtagelse. Imidlertid nedstemtes forslaget til for-

del for en kompromiserklæring,der dog gik ret langt i leninisternes retning,således at der ingen .tvivl var om, at den leninistiske partiopfattelse havde slået

rod i VS.'

Umiddelbart efter 3. kongres dannedes en egentlig fraktion - »Leninistfraktio-

nen«, hvis program og årsprogram vedtoges på VS°s 4. kongres i dec. 1971, men

uden at dette medførteorganisatoriske konsekvenser for VS som parti.'

Denne vedtagelse medførte, at den sidste rest af den antiautoritære bevægel-

se forlod VS.8 Strømningen havde op til kongressen manifesteret sig omkring et

strukturforslag af Hans Vammen - med den betegnende titel »Strukturen er

programmet«9 - og hovedindholdet heri var en opløsning af partiet VS til fordel

for en løs kontaktstruktur for diverse basisgrupper, der hver især havde fuld

politisk selvstændighed. Programmet skulle erstattes af et tidsskrift, hvor de

forskellige grupper kunne føre diskussioner med hinanden. Et godt udtryk for

spændingerne i partiet er'det, at mens leninisternes forslag opnåede flest stem-

mer, kom ovennævnte ind på en andenplads i første afstemningsrunde.1°Leninisterne så med megen skepsis og pessimisme på VS,s udviklingsmulighe-

der, og vi kan da heller ikke andet end være enige i, at VS stod i en uhyre kritisk

180

situation på randen til udslettelse op til 4. kongres: et fald i medlemstallet fra ca.

3.500 i 68 til ca. 1000 i 1971, uden medlemmer fra arbejderklassen, lammet og

splittet af fraktionskampe, et forsvindende lavt aktivitetsniveau, et ry som en

»flippet sandkasse«, en stor gæld og uden noget fælles politisk grundlag.

At rette op på denne situation, og herudfra skabe fundamentettil et revolu-

tionært parti, måtte nødvendigvis blive en krævende og vanskelig opgave.

Leninistfraktionen havde imidlertid allerede fra starten afskrevet sig mulig-heden for at kunne gennemføre denne proces, og det skyldtes deres partiopbyg-ningslinje.

Man havde kort sagt vundet ledelsen af et parti, som man ikke gav mange

sure sild for, og hvis eksistensberettigelse man stod meget tvivlende overfor.

Det viste sig f.eks. med al ønskelig tydelighed i fraktionens første udtalelse efter

kongressejren, hvor det hedder ...»at fraktionen (må) bevares intakt som den

primære (vor understregning) organisation for medlemmerne,«11 og en af de

konkrete konsekvenser heraf blev, at man undlod at lade en række af de føren-

de leninister indvælge i VS's ledelse, da disse skulle hellige sig fraktionens eget

arbejde.Man måtte således køre to organisationer på samme tid - LF og VS - hvilket

oversteg fraktionens kræfter. Da man endvidere opfattede fraktionen som den

primære organisation, blev resultatet, at VS”s organer udviklede sig til rene

ekspeditionskontorer for leninisternes allerede på forhånd fastlagte politik. At

dette skærpede modsætningerne mellem fraktionerne og bevirkede en yderli-gere passivisering af den øvrige medlemsskare kan ikke undre.

Som kongresperioden skred frem, og LF mere eller mindre kørte fast i VS,udkrystalliseredes den holdning, at den grundlæggende årsag til denne uhold-

bare situation var, at VS på trods af at det havde fået et revolutionært program,'stadig var opbygget som et borgerligt vælgerforeningsparti,og ikke som en re-

volutionær kamporganisation.De første skridt til en ændring af denne tilstand måtte tages på 5. kongres, og

disse måtte involvere indførelse af skolings- og aktivitetspligt, kandidatmedlems-

skab, opbygning af arbejdspladsceller som grundenheden i partiet, ligesom allemedlemmers aktivitet skulle rettes ind mod at opnå forankring i arbejderklas-sen. For VS ville dette konkret betyde, at små og inaktive partiforeninger skulle

sammenlægges med større (i praksis leninistiske) til højest en halv snes grund-centre, at der skulle ske en nyregistrering af VS”s medlemmer, samt muligvisgennemføreset navneskifte for VS.12

Årsagernetil dette drastiske forslag skal dels søges i den umulige situation

som tilstanden i VS udgjorde for ethvert politisk arbejde, men lige så meget i

LF”s partiopbygningslinje der forkastede, at eksistensen af VS som kendt partikunne have en selvstændig betydning som referencepunkt for store dele af den

ikke-organiserede (mellemlags-) venstrefløj.Da det eksisterende VS tværtimod opfattedes som en hæmsko i bestræbelser-

ne for at opnå en basis i arbejderklassen, var det derfor en logisk følge, at LF

krævede en total og »aktiv« accept af hele deres platform for ikke at forlade

181

partiet, og endog eksplicit undlod at benytte sig af de flertalsmuligheder der blev

tilbudt dem.

Man brød i stedet ud, og dannede sin egen organisation Kommunistisk For-bund (KF) og efterlod de sørgelige rester (300 medlemmer) til en alliance af

Grp. I og den såkaldte »Ballerup-fløj,der i de fleste andre spørgsmål end denultimative kongresplatform stod LF temmelig nær.

Til afløsning af LF”s program fik Grp. I vedtaget et såkaldt »minimumspro-gram«

- der stadig er VS”s officielle programgrundlag - hvor grundtanken var,at det kun skulle medtage de punkter, der var tilstrækkelige til at afgrænse VSfra reformismen. Inden for disse fælles rammer, skulle der så være frit slag fordiverse medlemmer og grupper til at afprøve eventuelle divergerende opfattel-ser i praksis, og herigennem nå frem til en stadig mere omfattende afklaring.13

Problemet med denne opfattelse af partiet som et pluralistisk, åbent og ekspe-rimenterende forum var dobbelt: Dels var det jo intet andet end Sumpen/Grp.I”s gamle opfattelse af, hvordan VS skulle fungere, som allerede tidligere var af-prøvet i praksis og som omtalt med dårligt resultat. Dels var man i sin refor-

mismeafgrænsning tvunget til at tage stilling til spørgsmål, hvorom der mildest

talt var uenighed," mens man på andre centrale områder bevidst undlod at

markere en opfattelse, fordi spørgsmålet var omstridt på venstrefløjen.15Medmindre VS og venstrefløjen i det hele taget var blevet mere homogen,

var der ikke store chancer for, at dette projekt skulle blive mere vellykket end

tidligere forsøg.Dette blev heller ikke tilfældet, idet det leninistiske spøgelse snart igen gik

gennem VS med stort set en gentagelse af tidligere positioner og kamptemaersom i Leninistfraktionens dage, og i 1975 fik disse tendenser stort set vedtagetden organisatoriske omdannelse af VS, som ikke blev gennemført i 1972.

Den anden »lære« er også højest problematisk, idet det vel som oftest er util-

fredshed med hvad det er for en form for aktivitet, og hvilken virkning den har,der har medført »bekymring« i partiet.Skønt store dele af pjecen er en redelig og balanceret gennemgang af hold-

ninger og problemer i VS er det dog tydeligt, at det er sådanne forestilinger om

det åbne og eksperimenterende parti, der ligger som forfatternes fælles ud-

gangspunkt, og dette manifesterer sig stadigt klarere i behandlingen af de poli-tiske modstandere jo nærmere vi kommer nutiden.

Fra 3. kongresperiode, og i hvert fald frem til og med 5. kongres i dec. 72,

udgør tvetydighederne, fordrejningerne og de direkte fejl et sådant omfang, at

pjecen efter vor mening er mere vildledende end vejledende.Vi kan her kun plukke et par eksempler, men da tendensen alle steder

peger i samme retning - en nedgøring af politiske modstandere (leninister ienhver forklædning) og en besmykkelse af egne politiske venners gerninger ved

hjælp af diverse manipulationer med virkeligheden - skulle det dog også væretilstrækkeligt.

Efter læsningen af 3. kongresperiodes forløb,25 fremstår det som noget af et

mysterium, hvordan det egentlig kunne gå til, at leninistfraktionen på 4. kongreskunne vinde flertal i partiet, få vedtaget deres principprogram, årsprogram og

182

vinde flertal i ledelsen. Der gengives nok en række »episoder«,der gav anled-

ning til »diskussion« i partiet, men dette var jo ikke uvant i VS. Ligeledes frem-

stilles en del af leninisternes holdninger, men på en sådan måde, at det nu bliver

et totalt mysterium, hvordan medlemsflertallet kunne støtte disse, idet de tilsyne-ladende blot var en flok teoretikere og skematikere, der intet havde at byde påsom var anvendeligt i et praktisk socialistisk arbejde.

Sagen var, at alle »episoderne« indebar et sviende nederlag til den siddende

ledelse, som i denne periode spillede totalt fallit: den var stort set handlingslam-met, og når den endelig forsøgte at tage nogle initiativer løb de enten ud i sandet,eller blev mødt med proteststorme i store del af partiet.”

En særlig rolle har følgende begivenheder nok spillet for undergravningen af

ledelsens troværdighed: For det første mistede man ved valget 1'sept. 1971 folke-tingsrepræsentationen,der stort set var ene om at tegne VS udadtil ift. en brede-

re offentlighed. Pjecen forsøger at forklare den fejlslagne valgkamp ud fra...»den manglende analyse af statens rolle og folketingsgruppens isolation«, altsåforhold, der primært må falde tilbage på hele partiet, og hævder i tråd hermed,at leninistfraktionen ikke havde været i stand til at fremlægge alternative for-

slag udover nogle abstrakte paroler a la »For en socialistisk revolutionl«27

Man kan være uenig i indholdet, men forholdet var nu engang, at LF frem-

satte et omfattende forslag med angivelse af krav VS gik ind for, samt hvilke

kamp- og organisationsformer der måtte tages i anvendelse på stort set alle

klassekampens områder.28Pjecen nævner nok, at det var vanskeligt at forstå for vælgerne, hvorfor VS

egentlig ville i Folketinget - hvilket sikkert er rigtigt nok - men »glemmer« at

fortælle at dette var resultatet af en bestemt politisk holdnings sejr 0g følgendegennemslag i valgkampen.

Der var ikke længere strømninger af nogen styrke i VS, der principielt vend-te sig mod parlamentarisk arbejde,29 men meningerne var delte når det kom til

spørgsmålet om hvordan dette skulle anvendes, og denne uenighed var stort set

en afspejling af divergerende opfattelser af partiets rolle.

Valgkampen førtes ud fra en holdning, der længe havde haft kraftigt fodfæstei VS - på det faglige område under betegnelsen »gør det selv«-linjen,og i parla-mentssammenhæng ved navn »Afsløringslinjen«.

Kernen. heri var, at man ved på forskellig måde at afsløre diverse forhold,der kunne afdække urimelighederne og magtstrukturerne i samfundet, ville åb-ne folks øjne for kapitalismens uhyrligheder, hvorefter de selv ville organiseresig og finde frem til de rigtige handlemuligheder efter således at være blevet be-

vidstgjort.30 Det betød, at et parti som VS ikke kunne fremsætte handlingsfor-slag - heller ikke i en valgkamp - da dette ville være at »sætte sig på« bevægel-sen.

Dette kombineredes med en opfattelse af parlamentet som helt og aldeles

magtesløs over for kapitalen - »Stemmetal og mandatfordeling er mere ellermindre ligegyldigt...«hed det f.eks. i det »Udkast til valgtryksag« af Wilhjelm,31der lå til grund for VS”s eksterne valgpjece.

Det kan derfor ikke undre, at folk lagde deres stemmer på andre partier end

183

VS, når dette parti hverken kunne udrette noget i Folketinget, og heller ikke

ville pege på konkrete handlingsskridt, der kunne tages uden for parlamentet.

VS,s egen historieskrivningSom omtalt i indledningen eksisterer der to versioner af VS°s samlede udviklingskrevet af VS selv.

I »Introduktionsskolingsmateriale for VS«, hæfte 1, 1975 med skolingsudval-get (SKU)16 som anvarlig for udarbejdelsen gives der et kort rids på 30 små si-

der af partiets historie.

Da det er udarbejdet af et kompetent organ i VS, og da det ydermere frem-

går af forordet i pjecen, at »Materialet er godkendt af hovedbestyrelsen, som

foreløbigt introduktionsskolingsmateriale for partiet«, må man betragte dette

som den »officielle version« af partihistorien.14I reaktion mod denne fremstilling udgav en gruppe omkring tendens 123 (der

er nogenlunde identisk med den tidligere »Sumpen«/Gnippe 1 og nu VS-R) i ok-

tober 1975 en alternativ skitse til VS,s historie for »...at belyse enrække for-

hold og synspunkter, som vi synes er skævt eller utilstrækkeligt behandlet...«

i SKU's pjece.18Begge pjecer er opbygget som en kronologisk gennemgang af partiets udvik-

ling kongresperiode for kongresperiode inden for hvilke en række temaer

kort behandles (gennemgående er spørgsmål som fagligt arbejde, program-

diskussioner og folketingsarbejde).Herudover er der det fællestræk, at de seneste års udvikling er temmelig

summarisk behandlet, dog mest udpræget for SKU's pjece. En del af forklarin-

gen herpå er selvfølgelig, at denne pjece kun er på et omfang af l⁄3-l⁄4 af den

alternative.

Hvori adskiller de to fremstillinger sig fra hinanden?

I den interne debat i VS hævder kritikergruppen, at SKU”s fremstilling er »et

stykke tendensarbejd'e«,hvor »kun leninistfraktionen (har) fået en fair behand-

ling af deres synspunkter«,19Resultatet bliver derfor, at »man (kommer) til at

bruge historien som ren propaganda«,20og at den benyttede metode medfø-

rer, at der udelukkende er tale om »smagsprøver (»rids«) på borgerlig histo-

rieskrivning«,21der gør det umuligt at uddrage nogen lære af det skete, bl.a.

fordi fortiden vurderes med nutidens øjne.Den sidstnævnte kritik forekommer os rimelig, primært fordi fremstillingen

er så yderst kortfattet, at den mest af alt er en ophobning af mere eller mindre

veludvalgte fakta om hændelser og holdninger. Der mangler kort sagt forsøg

på at forklare udviklingen i VS, altså at etablere en sammenhængmellem den

samfundsmæssige udvikling og VS's egen udvikling (mere herom senere).SKU begrunder i sin beretning til VS°s 8. kongres22 selv dette med, at et så-

dant arbejde af praktiske grunde var umuligt, og at man bevidst undlod at vur-

dere og fortolke, da der ikke var enighed om en bestemt fortolkning i partiet.Derimod afvises alle beskyldninger om ensidigt »tendensarbejde« som grund-

løse.

184

Hvor SKU's pjece således er stikordsagtig næsten til det ubrugelige, er kri-

tikergruppens langt fyldigere med punktvise anknytninger til de politiske, øko-

nomiske og sociale omgivelsers betydning for VS - og fremfor alt skrevet ud fra

et bestemt synspunkt.Allerede indledningen giver forfatternes ståsted meget godt, idet der her ud-

drages to »lærer« af historien, nemlig 1) at VS for hver afskalning »er kommet

til at rumme færre og færre nuancer af det socialistiske spektrum«, hvilket har

hæmmet en frugtbar partidebat23 og 2) »at de perioder, hvor partiets aktivitet

udadtil har været mest omfattende og virkningsfuld, ikke falder sammen med

de perioder, hvor bekymringen for, at partiet ikke skulle handle korrekt, har

siddet i højsædet...«74Bortset fra, at man knap kan karakterisere maoister, trotzkister, anarkister,

DKP”ister etc. som »nuancer« indenfor det samme spektrum - så er påstanden

jo heller ikke rigtig i og med, at det er karakteristisk for VS, at der til stadighed

produceres nye modsætninger og fraktioner der truer med at lamme eller

splitte partiet - og at dette tilmed ofte sker ud fra gamle positioner i partidebat-ten.

Et andet spadestik til ledelsens politiske grav, var den såkaldte »Indokina-ud-

talelse«, hvor hovedbestyrelsens flertal mente, at der var risiko for, at USA ville

benytte A-våben i Indokina, og på denne baggrund opfordrede til »omfattende

sabotage mod amerikansk ejendom i Danmark« når dette skete.32 Udtalelsen

blev især fra leninistfraktionen udsat for hårde angreb, idet man dels fordømte

sabotage som kampmiddel og dels frygtede, at konsekvensen kunne blive, at VS

illegaliseredes.Også eksklusionen af et ledende medlem af den såkaldte »Østerbrofraktion«

-den første i partiets historie - gav anledning til dyb splittelse i partiet,33 og for-

kastedes af kongressen.Noget tilsvarende gjaldt hovedbestyrelsens beretningskonklusion”og Indo-

kina-udtalelsen; for sidstnævnte stemte kun 3 af samtlige delegerede.Der var med andre ord ikke sten på sten tilbage af producenternes og Sum-

pens politiske autoritet.

Efter vor mening er der ikke megen tVivl om, at denne politiske fallit var en

væsentlig baggrund for leninisternes temmelig overraskende kongressejr, idet

disse efterhånden var den eneste politiske kraft tilbage i partiet, der endnu ikke

havde blameret sig. Samtidig gav deres partiopfattelse med understregningen af

enig handling udadtil, og deres hidtidige arbejdsstil håb om at få skabt en vis linje

og slagkraft i VS”s arbejde.Disse forhold trækker pjecens forfattere imidlertid ikke frem, og vi kan på

denne baggrund kun være enige med Peder Hjorth Jensen, der i sin anmeldelse

af de 2 VS-historier skriver, at ...»leninistperi0den(er) utilstrækkeligt behand-

let hos begge«,35Da vi tillige finder periodens problemstillinger yderst centrale

- ikke mindst for VS”s senere udvikling - har vi i det forudgåendegivet en kort

redegørelseog vurdering af VS og LF i 4. kongresperiode (dec. l97l-dec. 1972).

Der er ingen grund til at ty til manipulationer med kendsgerningerne for at

kritisere LF i denne periode. En fair gengivelse af deres egne handlinger giver

185

et fuldt tilstrækkeligtgrundlag, men så må man samtidig ikke glemme baggrun-den herfor.

Til slut vil vi endelig nævne, at der i pjecen »VS i dag«,1976 findes et forordforfattet af VS”s forretningsudvalg,36der på 11 sider giver en ultrakort beskri-velse af VS fra »år 0« i 1972 og frem til og med 8. kongres i december 1975.

Indholdet er stort set en forklaring af, og en begrundelse for de såkaldtestrammer-tendenser i VS, der blev vedtaget på en emnekongres i maj 1975. Deorganisatoriske nyskabelser var beslutningerne om grundskoling af alle med-lemmer, introduktionsskoling, aktivitetspligt og frem for alt den såkaldte dob-beltorganisering af medlemmerne - d.v.s. både geografisk i en partiforening ogud fra deres arbejde i en branche - eller sektorgruppe. Emnekongressen betødhermed et afgørende brud med vælgerforeningsopbygningen.»VS i dag« er fuldt ud så »farvet« som de to øvrige partihistorier. Et overbe-

visende indtryk heraf fås ved at sammenholde de tre omtaler af perioden fra6.-8. kongres.

OpsummeringSom det er fremgået af ovenstående, er de nævnte arbejder temmelig begræn-set i deres problemstilling. Tyngdepunktet i fremstillingerne er næsten udeluk-kende fastlagt på det partiorganiserede plan uden megen sammenhæng med ud-viklingen i de sociale bevægelser; og de er for en stor dels vedkommende tem-

melig præget af formal-organisatoriske undersøgelser og udredninger om-

kring kompetenceforhold etc. Endelig er undersøgelsesmaterialet udelukkendebaseret på skrevne kilder, mens den oplagte mulighed for interviews ikke er be-nyttet, hvilket især forekommer mærkeligt, når forfatterne undertiden målade spørgsmål stå ubesvarede eller begive sig ud på mere eller mindre løsegætterier, hvor det skrevne kildemateriale er utilstrækkeligt. At et sådantsnævert perspektiv er dominerende er i og for sig meget forståeligt,da studietaf venstrefløjen og dens organisationer er så uopdyrket som tilfældet er.

Uanset dette er fremstillingerne dog nyttige i og med, at de samler og syste-matiserer en del relevant materiale, men det betyder dog under alle omstændig-heder, at generalisationsværdien er meget ringe. At det med andre ord ikke givernogen forklaring på, hvorfor venstrefløjens organisationer har udviklet sig som

de har - hvilke faktorer i omverdenen og organisationernes forståelse af disse, derhar betinget deres udvikling.

Kildematerialet om VSPå Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv eksisterer der et ret omfattendeVS-arkiv. En registrant er for nylig udarbejdet af Henning Grelle fra ABA,hvorefter materialet er søgt opdelt efter organer (kongres, hovedbestyrelse,forretningsudvalg, etc.) og herindenfor er det så ordnet kronologisk. Dog er

betydelige dele af arkivet endnu ikke systematiseret, ligesom perioden efter 5.kongres, december 1972, er dårligt dækket ind. Adgang til arkivet fås ved an-

søgning til VS,s forretningsudvalg.

186

Centralt VS-materiale

Angående selve kilderne, er VS-Bulletin en temmelig enestående guldgrube.Bladet begyndte at udkomme i februar 1968, og har stort set bragt alt VS-mate-

riale af relevans for studiet af partiet. Efter delingen af bladet i juni 1975 i en in-

tern del (Intern Bulletin), der kun er beregnet for partiets medlemmer, og en

ekstern del (VS-Bulletin) til den øvrige offentlighed, giver den alment tilgænge-

lige udgave dog kun udtryk for den velfriserede facade, mens kampen om poli-tikken holdes inden døre.

,

Indtil denne opsplitning, findes i VS-Bulletin så godt som alle hovedbestyrel-sesmøder refereret, der er jævnlige situationsbeskrivelser fra de væsentligste

udvalg, partiudtalelser, diskussioner om VS°s politik og aktioner - langt de fleste

væsentlige indlæg i partidiskussionerne er gengivet her - og endelig en brogetskare ucensurerede indlæg fra enkeltpersoner om alt mellem himmel og jord.

Der er dog nogle få væsentlige områder, man ikke kan finde i bladet. Det

gælder frem for alt kongresstof, hvor kongresoplæggene som oftest er trukket

ud af de ordinære, nummererede Bulletin'er, og enten udgivet som særnummer

heraf (f.eks. 4. kongres), eller som et særligt løsbladssystem(2. kongres).Det største »hul« er imidlertid, at beretningerne fra hovedbestyrelsen og di-

verse andre organer om arbejdet i den forgangne kongresperiode, ikke er gen-

givet, men udsendtes særskilt op til kongresserne (noget tilsvarende gælder i

øvrigt'for seminarer, konferencer, mv). Hvis først man er opmærksom her-

på, giver dette dog ingen problemer, hvilket desværre ikke kan sigesxom rekon-

-struktionen af forløb og beslutningsprocesser på selve kongresserne.Op til kongresserne udsendes der normalt en fortegnelse over alt indkommet

kongresstof, der imidlertid langtfra er dækkende, idet der normalt lige op til

-og på selve kongressen foregår diverse forhandlinger og taktiske manøvrer,

hvilket medfører, at forslag trækkes tilbage, og nye fremsættes under selve

kongresforløbet. Dette resulterer i en strøm af papirer trykt fra time til time,

og uddelt på selve kongressen, og disse registreres intetsteds medmindre de

kommer til afstemning.De konkrete afstemninger mv kan man finde refereret i Bulletin, men un-

dertiden kan det stå som lidt af en gåde, hvor forslagene 0g vedtagelserne egent-

lig stammer fra, og hvorledes de er blevet til.

Det siger sig selv, at Bulletin ikke i et par siders referat af en flerdages kon-

gres, kan give en forståelse af det konkrete forløb, stemningen og det taktiske

spil.Imidlertid er (alle?) kongresserne optaget på bånd, som ABA dog ikke er i

besiddelse af. Nogle af disse har vi under vores arbejde fået opsporet, og de vil

senere overgå til ABA.

Lokalt materiale og fraktionerne

Mens man alt i alt må sige, at perioden op til 5. kongres er nogenlunde dækketind af tilgængelige kilder, hvad angår VS,s centrale aktiviteter, gælder noget til-

svarende desværre ikke hvad angår materialer fra partiforeningerne og frak-tionerne. Mange af de større partiforeninger udsendte med jævne mellemrum

187

lokale meddelelsesblade til deres medlemmer, hvorudfra man kan få et indtryk afderes aktiviteter og diskussioner. Disse ,blade findes stort set ikke på ABA udover nogle få tilfældige og tidsmæssigt spredte.

Fraktionerne i VS havde ligeledes opbygget et internt kommunikationssystemfor deres egne medlemmer. Dette materiale findes overhovedet ikke i VS-arkivet.

Det kan derfor være vanskeligt at finde frem til de årsager og overvejelser,der lå bag fraktionernes faktiske ageren i forhold til VS, og dette er mildt sagtlidt af en katastrofe, idet man kun kan forstå fluktuationerne i VS's udviklings-proces ud fra fraktionernes relative styrke og indbyrdes kampe.

Nogen hjælp kan man dog få ved at undersøge fraktionernes egne udadvend-te publikationer, hvor deres standpunkter ofte kommer klarere og mere vel-

underbygget til udtryk.»Blomsterbørnene« artikulerede sig hovedsageligt gennem Farum partifore-

nings blad »Kommunikation«, Leniniszfraktionen udgav tidsskriftet »Marxistisk

forum«,og de leninistiske partiforeninger i Århus, Silkeborg og på Vesterbro

producerede lokale uddelingsblade ved navn »Arbejdskampen«. Østerbro par-tiforening udgav tidsskriftet »Teori og Praksis«, PSA »Proletar!«, og endeligafspejlede uddelingsbladet »Solidaritet« - bortset fra enkelte kampagner, hvordet stod til rådighed for partiet - stort set Sumpen/Gruppe I 's holdninger.

Disse blade skulle p.g.a. afleveringspligten kunne fås på Statsbiblioteket i

Århus, og Det kongelige Bibliotek i Kbh.En anden oplagt mulighed er at tage kontakt med »nøglepersoner« i VS”s hi-

storie med henblik på såvel materialesamling som interviews.

Endelig skal nævnes, at mens VS som parti næsten intet har udgivet, har en-

keltmedlemmer fra de forskellige grupperinger været meget produktive, såvelhvad angår egne udgivelser, som skribenter i tidsskrifter m.v. En gennemgangheraf vil være for omfattende, men interesserede vi] også let kunne finde fremtil de relevante kilder, ved at undersøge hvilke bog/tidsskrift-reklamer og -an-

meldelser der har været bragt i Bulletin, idet disse stort set afspejler, at der herfindes ammunitionslagre til kampene i VS.

Konkluderende vil 'vi mene, at det - på trods af visse ret centrale mangler i

det umiddelbart tilgængelige VS-materiale - ikke er kildemangel der er proble-met ved at forske i VS, men snarere de enorme mængder materialer der må

findes frem, gennemgåes og systematiseres - det kan således nævnes, at alenemellem 3. og 4. kongres, udsendtes der op imod 4000 ark papir til hovedbesty-relsens medlemmer... Hertil kommer så diverse udvalgs interne papirer, frak-

tionspapirer mv., som man i en del tilfælde også er nødsaget til at undersøge.Ud fra egne smertelige erfaringer vil vi råde eventuelle kommende »VS-for-

skere« til at starte deres projekter med VS-Bulletin og hovedbestyrelsens be-

retninger (der er som regel både fler- og mindretals) op til kongresserne, idet

man herudfra kan få et første overblik over problemerne og fraktionernes

standpunkter, som man så kan arbejde sig videre ud fra.

ForskningsopgaverØnsket om at undersøge VS*s historie bunder i vores politiske .engagement påden udogmatiske del af den danske venstrefløj. VS har rent faktisk fungeret som

opvækstplads og rekruteringsbase for så godt som alle eksisterende grupperin-

188

ger på den revolutionære venstrefløj,” og partiet har været seismograf for en

lang række af de bevægelser og strømninger, der har fundet sted på den danske

venstrefløj. Desuden har VS som bekendt forsøgt at skabe sig en selvstændig

politisk profil som en særlig tendens på venstrefløjen i dansk politik. Vores in-

teresse er styret af forsøget på ved hjælp af de erfaringer som er gjort i VS at

levere et - om end beskedent - bidrag til den løbende afklaringsproces på ven-

strefløjen omkring en materielt funderet aktuel revolutionær strategi. Vi ser

altså ikke udelukkende specialet i en snæver universitetssammenhæng.

Andre og meget Væsentlige bidrag til udviklingen af en sådan strategi skal

hentes inden for de seneste års voksende (rekonstruktions-) forskning i DKP”s38

og den kommunistiske verdensbevægelses historie.

Udforskningen af den samlede hjemlige revolutionære bevægelses historie

må i sagens natur nødvendigvis foregå som en kollektiv arbejdsproces. Dels er

materialet enormt, dels vil en sådan samtidshistorisk udforskning blive en vek-

selvirkning mellem historiske og politiske overvejelser. I håbet om, at det kan

indgå i en sådan kollektiv proces fremlægges på de følgende sider vores (ufær-

dige) overvejelser omkring vigtige emner/spørgsmålsom må undersøges/be-handles i arbejdet med udforskningen af partiet VenStresocialisterne, dets op-

komst og senere udvikling.Ursula Schmiederer betragter SF som en del af »det nye venstre«. Også VS

placeres i denne kategori. Imidlertid er det vigtigt at få opklaret, hvad man ind-

holdsmæssigt skal forstå ved »det nye venstre«, og her er Schmiederer temme-

lig uklar. Studeres »SF og den »tredje vej«...« grundigt kan man fmde spredtetilløb til en definition forskellige steder. »For at tilhøre det ny venstre kræves

tilsyneladende: en forkastelse af socialdemokratiske metoder, af dogmatiskkommunisme (den 3. vej), analyse af nye udviklingslinier - nationalt og interna-

tionalt, søgen efter passende former for politisk praksis (s. 145), der på en eller

anden måde hænger sammen med ungdomsgrupperinger (s. 140), samt en kon-

statering af sådanne grupperinger normalt er centreret omkring tidsskrifter

og studentergrupper, snarere end omkring fagforeninger (s. 10). De danske og

norske socialistiske folkepartier, PSU i Frankrig, PSIUP i Italien henregnes til

denne kategori »det nye venstre« (s. 10). Hvis denne kategori skal have nogen

som helst mening, d.v.s. hvis den skal tjene til beskrivelse af mere end hvilken-

somhelst venstrefløjsgruppering - socialdemokratierne og kommunisterne und-

taget - må den have et mål af konkret politisk indhold: en definition af arbej-derklassen, en organisatorisk form, en opfattelse af hvor det revolutionære po-

tentiel er lokaliseret etc...«39

En indholdsmæssigdefinitorisk fastlæggelse af »det nye venstre« er naturlig-vis isoleret set utilfredsstillende i vores arbejdssammenhæng.Hvorfor denne

»tredje vej« til socialismen« opstår,må forklares såvel ud fra et internationalt

aspekt som et specifikt hjemligt aspekt funderet i den økonomiske, sociale og po-

litiske danske virkelighed.Hvad sidstnævnte aspekt angår må det bl.a. dreje sig om at fremlægge og vur-

dere de fraktionsstridigheder inden for SF som var hovedårsagen til VS”s dan-

nelse. VS”s arv og gæld til SF organisatorisk og politisk må ligeledes udredes, da

det navnlig i prtiets etableringsfase spiller en afgørende rolle for dets politiskeudvikling og strukturelle opbygning. En passant kan nævnes, at VS f.eks. fast-

189

holdågSF'sprincipprogram fra 3. kongres okt. 1963 frem til dets 2. kongres imaj .

Hvad angår den internationale baggrund for »det nye venstres« opståen ogforbindelsen til den herhenhørende organisatoriske udvikling - specielt SFs-har Ursula Schmiederer behandlet dette i sit efterskrift til den danske udgaveaf »SF og den »tredie vej« til.l..«'*oHun fremdrager her en række faktorer derØvede indflydelse på SF”s opståen og udvikling.41 Som det væsentligste frem-

hæver hun: 1) den kapitalistiske udvikling siden 2. verdenskrig, der såvel natio-nalt som internationalt fremstod som krisefri og med en tilsyneladende ube-grænset ekspansionsevne, der stred mod alle forestillinger om en rådnende ka-pitalisme, og satte østbloklandenes møjsommelige udvikling i grelt relief som

forbillede for en socialistisk model; 2) »den kolde krigs« bipolære frontstillingmellem øst og vest der effektivt knuste ethvert spørgsmål om socialisme/kapita-lisme i anti-kommunisme.

Dette virker tilbage på den socialistiske bevægelse og forsøgene på at formu-lere en ny politik, især da disse forsøg teoretisk hentede deres inspiration fratraditioner i 3. Internationale. Det gælder ifølge Schmiederer såvel hvad angårkapitalisme- og statsanalyse som vurderingen af -

og holdningen til det borger-lige demokrati og Socialdemokratiets rolle. Resultatet heraf bliver da, at nyde-fineringen mest markant lykkes »i udbruddet fra bloktænkningenog kritikkenaf begge siders magt -

og militærpolitik...«42Herudover mener hun, at ...»SF udviklede sig ud fra sin organisatoriske og

politiske oprindelse fuldstændigkonsekvent i retning af reformistisk dagspolitikog intern partimæssig passivitet.«"3

Mens således SF og lignende partier er dannet ud fra opbruddet i blokkon-stellationerne på internationalt plan og derefter forbliver upåvirket, ser

Schmiederer især VS influeret af den antiautoritære bevægelse, der opstodblandt studerende og andre unge som reaktion 'påVietnam-krigen og forhol-dene på uddannelsesinstitutionerne.

Selv om Schmiederer betegner sine forklaringsforsøg som en »kun frag-mentarisk skitsering af den generelle samfundsudvikling og de særlige foran-

dringer i venstrefløjens politiske betingelser siden midten af 60”erne«,44er detvores opfattelse, at det er væsentligefaktorer hunpåpeger.

Opgaven for fremtidig forskning på dette felt må være: I) mere udførligt at

undersøge disse »eksterne faktorer« og 2) se hvorledes de konkret slår ind i ogpåvirker den danske venstrefløj.

Som tidligere nævnt er vores intention med VS-speciale-projektet at søge at

være med til at blotlægge (nogle af) de historiske VS-erfaringer som forhåbent-

lig kan bidrage til en materielt funderet aktuel revolutions strategi. Med dette

udgangspunkt vil de væsentligste delområder i en undersøgelse af VS,s historievære: partirolleopfattelsen, overgangssamfundet, parlamentarisk og udenoms-

parlamentarisk arbejde, statsopfattelse, klasseanalyse, faglig politik og organisa-toriske forhold.

Vi vil ikke her - hvor ønskeligt det end ville være - gå ind på en nærmere ud-

redning/præciseringaf disse delområder af den simple grund, at vi endnu ikkehar haft tid til at arbejde os tilstrækkeligtind i VS-materialet og derfor mangleret fast funderet overblik.

190

Ud over de her nævnte problemkomplekser vil vi til slut påpege, at det vil

være vigtigt at få undersøgt og fremanalyseret de skiftende interne VS-fraktio-

ners politiske grundlag og seltforståelse,bl.a. for at kunne få belyst årsagerne til

de mange afskalninger/splittelser som partiet oplever. Det vil desuden være øn-

skeligt - bl.a af hensyn til skolingsbrug på den ikke-dogmatiske venstrefløj - at

der sker en opfølgning af disse udbryder-gruppers udvikling up to date, så der

kan foretages en konfrontation af standpunkter på de centrale områder mellem

de forskellige tendenser på den revolutionære venstrefløj.Vi har tidligere i artiklen fastslået, at udforskningen af den samlede hjemligerevolutionære bevægelses historie må foregå som en kollektiv arbejdsproces.Dette gælder også et delområde som VS”s historie. Vi nærer naturligvis ingen il-

lusioner om, at vi alene magter at behandle - endsige tilfredsstillende - alle de

her omtalte efter vor mening centrale problemstillinger. Der er rigeligt at gå

igang med for socialistiske samtidshistorikerel

Noter

1. Den danske udgave, som her er benyttet, udkom 1974. Se endvidere note 40.

2. Specialet skrives ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet med lektor Ingemar Glans

som vejleder. Det ventes færdig i foråret 1978.

3. Per Salomonssons anmeldelse i »Årbog for arbejderbevægelsens historie 1«, 1971, pp. 141-149

og John Louges anmeldelse i »Årbogfor arbejderbevægelsenshistorie 4«, 1974, pp. 236-241.

4. Boertmann, Asger m.fl. (red.): »VS's historie 1967-75. en skitse.« 1975, p. 8.

. Se f.eks. Andreas Jørgensen, »Foreløbigt og uforpligtende kommentar«, i VS-Bulletin, nr. 2, p.

16.

6. Netop dette brud tillægger vi meget stor betydning som forklaring på VS's senere udvikling.Selv om Kaj Moltke forlod VS i protest mod partiets »arbejderfjendske« holdninger - især

repræsenteret ved »blomsterbørnene« - er det dog fortsat en gåde, at han lod sig slå i hartkorn

med Hanne Reintofts stalinistiske holdninger. Flere teorier er blevet fremsat, men desværre

endnu ikke besvaret, heller ikke i den ovenud fortræffelige bog, »Af en socialistisk veterans

erindringer. Kaj Moltke fortæller«, Ørenlyd 1977, der også summarisk berører VS-tiden.

Leninistkollektivet, »Debatoplæg om partiets rolle«, VS-Bulletin, nr. 51, kongresindstik, p. 4.

. Ca. 250 meldte sig ud umiddelbart efter kongressen med politiske begrundelser. »Forslag til

Hovedbestyrelsens beretning til Venstresocialister'nes 5. kongres.« VS's arkiv på ABA.

9. Gengivet i VS-Bulletin, 1971, programsærnummer 11, p. 3 f.

10. Stemmetallene var, LF: 66, Vammen: 27, Sumpen: 24, Østerbro: 9, undlader: 3. VS-Bulletin nr.

78, p. 1.

11. »Erklæring fra Leninistfraktionen.« Marxistisk Forum, nr. 6, 1972, p. 4.

12. Forslagene er gengivet i VS-Bulletin nr. 87-89; i Marxistisk Forum nr. 7 samt 8⁄9, 1972

argumenteres mere udførligt om celleprincip mm.

13. Se VS-Bulletin, nr. 89, p. 6.

14. F.eks. i spørgsmålet om fagbevægelsen (tese 34).15. F.eks. klasseanalysen og celleprincippet.16. Skolingsudvalgetvar udpeget af hovedbestyrelsen og domineret af folk fra tendens 4.

17, Der eksisterer dog åbenbart nogen uenighed om, hvad det helt præcist er, hovedbestyrelsenhar godkendt -

og derfor om historiens status. Intern Bulletin nr. 8, pp. 7-8.

18. »VS's historie...«, op. cit., p. 1.

19. Intern Bulletin nr. 8, p. 8.

20. Intern Bulletin nr. 7, p. 5.

21. Intern Bulletin nr. 8, p. 8.

22. Intern Debat nr. 11, p. 9 ff. - Intern Bulletin skifter navn til Intern Debat fra og med nr. 9.

23. »VS's historie...«, op. cit., p. 1.

24. Ibid., p. 1.

25. »VS's historie...«, op. cit. pp. 49-57.

kl)

°°>I

191

26. Se feks. »HB-redegørelse til VS”s 4. kongres«, der er gennemsyret af en magtesløs og opgi-vende holdning. VS”s arkiv på ABA.

27. »VS”s historie...«, op. cit., p. 53.

28. »Forslag til valgprogram for VS.« VS's arkiv på ABA.

29. Ved en urafstemning blandt partiets medlemmer om opstiling til Folketinget i januar 1971,stemte kun 36 imod, mens 688 stemte for. Se VS-Bulletin nr. 60, p. 2.

30. For en kritik heraf, se LF”s »Forslag til...«, op. cit. p. 2 f.31. P. 6, VS'S arkiv på ABA.

32. udtalelsen er gengivet i sin helhed'i VS-Bulletin nr. 62, p. 4. Se endvidere LF's arbejdsudvalg,»Om sabotage 0g partidemokrati«, i VS-Bulletin nr. 70, pp. 2.

33. Der var stor enighed i partiet om, at det pågældende medlem - Villy Frølund Thomsen -havdeoverskredet et acceptabelt diskussionsniveau, men mange mente, at han ikke skulle ekskluderes,da samme skæbne så burde ramme flere andre. Episoden var kun én blandt mange andre orga-nisatoriske og bureaukratiske slagsmål mellem Østerbro og ledelsen, der kraftigt forpestedeklimaet i partiet.

34. Stemmetallene var 53 imod, 34 for, 15 undlader. VS-Bulletin nr, 78, p. 1.35. Peder Hjorth Jensen i »Meddelelser om Forskning i Arbejderbevægelsens Historie«, nr. 8,

juni 1977, p. 61.

36. Skrevet af Bjørn Meidell. Han indvarslede i en artikel »Vokseværk« (15. marts 74,VS-Bulletinnr. 117) kamp mellem »strammeme« og tilhængerne af »det åbne parti«.

37. Kommunistisk Forbund marxister-leninister (KFML) - nu Kommunistisk Arbejderparti(KAP), Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) - nu Revolutionære Socialisters Forbund (RSF),Kommunistisk Forbund (KF) og Internationale Socialister (IS) - nu opløst.

38. Om dette emne henvises til en glimrende artikel af Jørgen Bloch-Poulsen og Morten Thing:DKP”s historie og den videnskabelige historieforfalskning. Socialistisk Politik nr. 4, okt. 76. Her

findes desuden en DKP-bibliograñ.39. Fra John Logues anmeldelse af Schmiederers danske udgave af »SF og den »tredie vej« tilsocialismen« i Årbog for arbejderbevægelsens historie 4«, 1974, p. 237 f. Logue forsøger her at

formulere en kritik af Schmiederers valg af problemstillinger og metode.

40. Efterskriften til den danske udgave er skrevet i juli 1973, mens den oprindelige tyske afhandlingafsluttedes i april 68.

41. »SF og den »tredie vej«...«, op. cit., p. 143.

42. Ibid., p. 145.

43. Ibid., p. 130.

44. Ibid., p. 150.

VS-bibliografiBibliografien omfatter de sammenhængende fremstillinger af baggrunden for VS's dannelse og par-tiets senere udvikling, som vi indtil nu har kunnet opspore.

Bille, Lars: S-SF. Kilder til belysning af forholdet mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folke-

parti 1959-1973. 1974.

Boertmann, Asger m.11. (red.): VS, historie 1967-75. En skitse. 1975.

Friis Pedersen, Ejner: Socialistisk Ungdoms Forum 1961-1971, med særligt henblik på organisa-tionens indre politiske udvikling 1967-71. Speciale 1975. (ABA).Frølich, Niels og Jespersen, Karen: VS før den 9. kongres. Politisk Revy nr. 304, 4. feb. 1977.

Glans, Ingemar: SFi Danemark. Kontrast nr. 1, 1968.

Helms, Dinna: Den indre debat i Socialistisk Folkeparti mellem folketingsvalget i november 1966 og

partiets sprængning i december 1967. Speciale. 1975. (ABA).Mader, Erik: Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti 1966-67 og årsa-

gerne til dettes sammenbrud. Speciale Odense Universitet. Forventes færdig ved årsskiftet

1977/78.

Mortensen, Harry (red.): »Arbejdedler'tallet«. 1969.

192

Nielsen, Vagn Oluf: Danmarks første arbejderflertal. Kilder til belysning af det parlamentariskesamarbejde mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti 1966-1967. 1974.

Petersen, Gert: Et rids af SFs historie 1958-1974. 1975.

Riisgård, Ejvind: Aksel Larsens spil. Konflikten i SF. 1967.

Schmiederer, Ursula: SF og den »tredie vej« til socialismen. 1974.

Skolingsudvalget i VS: lntroduktionsskolingsmateriale for VS. Partirolledebatten 1968-74. 1975.

Skolingsudvalget i VS: Introduktionsskolingsmateriale for VS. (VS, historie. Hvad står VS for?Partiets opbygning). Hæfte 1-2. 1975.

Venstresocialisternes forretningsudvalgzjVSi dag. 1976.

Venstresocialisternes forretningsudvalg: VS i dag. 1977.

Adresser

Venstresocialisterne (VS), Sct. Pedersstræde 28 B3, 1453 Kbh. K. Tlf. (01) 15 09 13.

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), Rejsbygade l, Folkets Hus, 1759 Kbh. V. Tlf. (01)24 15 22.

Selskabet til forskningen i arbejderbevægelsens historie (SFAH), Rejsbygade 1, Folkets Hus, 1759Kbh. V.

Per Askholm Madsen, Stationsgade 18, 8240 Risskov. Tlf. (06) 17 33 01.Jens Otto Madsen, Johs. Ewaldsvej 90, 8230 Åbyhøj.Tlf. (06) 25 19 85.

Skitse over fraktioner i VS til og med 5. kongres december 1972

marts 68, maj 69, okt. 70, dec. 71, dec. 72,1. kongres 2, kongres 3. kongres 4. kongres 5. kongres

1500 mdl. ca. 3.500 mdl. '08. 2.500 mdl. ca. 1.700 mdl. ca. 1.000 mdl. ca. 700 mdl. ca. 300 mdl.fra --5- 0SF + SUF »centralisterd Centrum _> Sumpen _> Gruppe I _> Gruppe I

»traditionalister«'

(fortrinsvis tidligere medl. Producentkollektivet-- -> Vammen PSAaf sr, DKP og SD)

Østerbro á Østerbro _> Østerbro -> Østerbro»blomsterbørn«

,

1500 ikke og anarkister Leninistkollektivet > Leninistfraktionen BallerupSF-mdl. n

-._ .\. t ›

Grupper/

i»de 35« maoisterne

fraktioner'

der forlade Æ KFML SUFVS

- -

Forkortelser:PSA = Proletarisk Socialistisk Arbejdsgruppe18 = Internationale SocialisterKF = Kommunistisk ForbundKFML = Kommunistisk Forbund marxister - leninisterSAG = Socialistisk ArbejdsgruppeSUF = Socialistisk Ungdoms Forum

193

MELLEM PARTIHISTORIE0G SOCIALHISTORIE

Nogle sider af historieskrivningenom dansk arbejderbevægelse efter 1945

Af Steen Bille Larsen

Samfundsudviklingen - historiens gang om man vil - skaber i bogstaveligste for-

stand sine egne knudepunkter, som får betydning for efterfølgende generatio-ner og for deres opfattelse af samfundet, dets problemer, dets forhistorie og de

muligheder, fremtiden indebærer. I arbejderbevægelsens historie volder det

ikke store vanskeligheder at udpege nogle af disse knudepunkter. For Karl

Marx var det revolutionerne i 1789 og 1848, hvorfra han hentede eksempel- og

erfaringsmateriale til sine grundlæggende arbejder. For Lenin spillede revolu-

tionerne i 1848 og Pariserkommunen i 1871 en tilsvarende rolle. I det 20. år-

hundrede har oktoberrevolutionen i 1917 været en skelsættende begivenhed,som en lang række problemer og udfordringer i arbejderbevægelsen er blevet

set i forhold til.

At de her nævnte begivenheder har haft stor betydning for den socialistiske

bevægelses udvikling, er de fleste sikkert enige om. For vor generation er maj-revolten i Frankrig blevet en begivenhed, som har fået skelsættende betydning.Selvom maj-revolten ikke kan sammenlignes med de ovennævnte store begiven-heder, blev den alligevel indledningen til en udvikling, hvor der er sket et op-

brud i et halvt århundredes erfaringer og problemer i arbejderbevægelsen og i

de socialistiske bevægelser. Dette hænger sammen med maj-revoltens udspring,dens former og densperspektiver. Maj-revolten havde baggrund i en social og

uddannelsesmæssig krise i Frankrig i 1960”erne, på trods af at landet på over-

fladen nød godt af højkonjunkturen. Dernæst var revolten en kombination af

generalstrejke i arbejderklassen og spontane aktionsformer i specielt uddannel-

sessektoren. Herved var den et brud med flere årtiers politiske udtryksfor-mer. Endelig var maj-revoltens perspektiver også skelsættende, idet den afslø-

rede de vesteuropæiske samfunds manglende sociale stabilitet.

Maj-revoltens betydning fremgår bl.a. af, at man med rimelighed kan tale om

et »før 1968« og et »efter 1968«. Dette kommer naturligvis tydeligst frem i for-

hold til de politiske problemer, arbejderklassen konfronteres med, men det har

også indvirket på interessen for arbejderbevægelsenshistorie.Ændringen er

især tydelig her i Danmark, hvor bidrag til arbejderbevægelsens historie før

1968 var en sjælden foreteelse, medens der i de seneste år har været en vældig

og blomstrende produktion.

194

Hidtidige forskningsområderInteressen har foreløbig i hovedsagen været koncentret om emner i forrige år-hundrede i arbejderbevægelsens opvækst eller om emner i tiden mellem 1. og

2.verdenskrig. Desuden har interessen været koncentreret om enkelte sider af

arbejderbevægelsens historie, hvor det er de mindre og ofte oppositionelle or-

ganisationer i arbejderbevægelsen, der har været behandlet. Som eksempel på,hvorledes litteraturen er fordelt på de forskellige perioder, kan nævnes den lit-

teraturliste, som Jørgen Bloch-Poulsen og Morten Thing har udarbejdet i til-

knytning til deres artikel om DKPs historieskrivning.l Her viser det sig, at ud afen liste på ca. 90 titler vedrører kun ca. en halv snes perioden efter 2. verdens-

krig. Det vil sige, at godt og vel 80°/Oomhandler de første 20-25 år af DKPs histo-

rie, og kun ca. 20°/0omhandler de sidste 30 år.Det er ikke vanskeligt at forklare denne fordeling. Det hænger sammen med,

at der eksisterer større kildemateriale for den ældre periode, som derfor kanbehandles med udgangspunkt i privatarkiver og organisationsarkiver. Ligeledeser det heller ikke vanskeligt at forklare, at det især er de mindre og oppositio-nelle grupperinger, der har været genstand for undersøgelse. Det hængersammen med, at interessen for arbejderbevægelsens historie er vokset fremsammen med de oppositionelle socialistiske bevægelser fra slutningen af 1960”-erne. Disse bevægelser har haft et behov for at gå tilbage i historien og under-

søge bevægelser, som stod i samme situation, som de selv, d.v.s. oppositions-bevægelser til Socialdemokratiet og oppositionsbevægelser til den kommunis-tiske bevægelse.Mønstret i emnevalg er det samme for såvel den ældre periode som for tiden

efter 1945. Dog er der den forskel, at i nyeste tid svinder det traditionelle kilde-materiale ind, således at man i stedet er nødt til i højere grad at bygge på tryktmateriale. Til gengæld er det i behandlingen af arbejderbevægelsen i nyeste tid,at det er kommet tydeligt frem, at det er nødvendigt med en mere afklaret ogsystematiseret holdning til nogle af de problemer og udfordringer, som er vok-set frem sammen med det sociale Opbrud siden slutningen af l960”erne. Det er

forsøget på at forbinde nogle af disse problemer og udfordringer med vor op-fattelse af arbejderbevægelsenshistorie, der er denne artikels emne.

Schmiederefs forsøgI 1969 udsendte den tyske historiker Ursula Schmiederer en bog om SocialistiskFolkeparti2, som behandler partiets udvikling gennem de første 10 år. Denne

bog var banebrydende af to årsager. For det første behandler den et parti-historisk emne, uden at der var tale om et af de traditionelle bestillingsværker,såsom de gængse socialdemokratiske og kommunistiske partihistorier. For detandet behandler den et aktuelt emne indenfor arbejderbevægelsens historie,idet den omhandler perioden op til 1968/69, hvor SF blev splittet og VS dannet.

Bogen blev færdigskrevet nogenlunde samtidig med at begivenhederne fandtsted og blev afsluttet samtidig med den første epoke i SFs historie.

195

Mindre end et halvt år senere udbrød maj-revolten i Frankrig. Det er klart

at mange af de problemstillinger, som opstod i slutningen af 1960'erne, kunne

Schmiederer af gode grunde ikke inddrage. Da bogen i 1973 udkom i dansk

oversættelse benyttede Schmiederer lejligheden til at diskutere nogle af disse

problemer i et efterskrift. Schmiederer skriver her, at betingelserne for at dis-

kutere socialistisk politik er ændret siden slutningen af 1960'erne, og at proble-merne nu må gribes an på en anden måde: »Hvis man altså i dag ville foretageen analyse af SFs opståen og udvikling, så ville spektret af kriterier og spørgs-mål være bredere og desuden anderledes. Analysen af partiets opfattelse af sigselv som det genspejles i dets program, i dets organisationsstruktur og dets poli-tiske arbejde måtte måles med en anden målestok, end tilfældet var for nogle årsiden De nye teoretiske krav i en socialistisk analyse af kapitalismen, protest-

bevægelsens praktiske erfaringer, arbejderklassens manifestationer tillader

ikke mere, at man begrænser sig til partispektret, det politiske system, parla-mentarismen osv. ...«.3 Schmiederer præciserer ikke i efterordet, hvilke krite-

rier der skulle inddrages eller hvilken ny målestok, der skulle anvendes. Blot

fremhæver hun, at en sådan fornyelse er nødvendig, således som det er citeret

ovenfor. _

Hvis man i dag læser hendes undersøgelse af SF, er det imidlertid ikke van-

skeligt at se hvilke begrænsninger, der tænkes på. Det gælder f.eks. det, som

Schmiederer kalder partirammen, der har betydet, at den samfundsmæssige

baggrund og arbejderklassens sociale og økonomiske forhold spiller en alt for

ringe rolle i analysen. Det betyder, at Schmiederer ikke har vurderet, hvilken

indflydelse højkonjunkturen fik på den politiske udvikling. Højkonjunkturen,som begyndte i slutningen af l950”erne og som medførte en overraskende vækst

i arbejderklassens levestandard, har utvivlsomt indvirket på de politiske opfat-telser i arbejderklassen, som er baggrunden for'DKPs splittelse ogSFs dan-

”

nelse.

Også på et andet af de punkter, Schmiederer nævner - parlamentsrammen-er det muligt at pege på nogle begrænsninger. Schmiederer koncentrerede sin

undersøgelse omkring SFs folketingspolitiske indsats, hvorimod hun gjorde me-

get lidt ud af at undersøge partiets arbejde i fagforeningerne og partiets ar-

bejdspladspolitik. Dette hænger sammen med, at SFs faglige politik var ret upå-

agtet i midten af l960”erne, på trods af at SF'ere allerede på dette tidspunktudgjorde en vigtig del af fagbevægelsens venstrefløj. Allerede fra sin dannelse

erhvervede SF fodfæste i den københavnske fagbevægelse, og denne indflydelseblev næsten tre-doblet gennem 1960,erne.4 Resultatet blev, at SF sammen med

DKP kunne gøre sin indflydelse gældende under det sociale opbrud i arbej-derklassen i slutningen af 1960,erne (begyndende med de »vilde« strejker i

1969/70). Schmiederer har næppe været opmærksompå, at ændrede økonomi-ske konjunkturer kunne bringe arbejdspladskampen i forgrunden. Følgeligt be-

handlede hun ikke SFs faglige politik særligt indgående.Sammenfattende kan man sige, at en tilsvarende undersøgelse i dag måtte

knyttes tættere sammen med den materielle udvikling i arbejderklassen. De se-

neste års økonomiske krise og arbejdsløshed har vist, hvorledes ændrede mate-

196

rielle betingelser indvirker kraftigt på arbejderklassens betingelser for at

præge samfundsudviklingen. Følgeligt må de materielle betingelser inddragesmere direkte end tilfældet var i Schmiederers bog, hvis man vil give tilfredsstil-lende forklaringer på arbejderbevægelsens udvikling.

Indtil videre har Schmiederers synspunkter ikke fået nogen større indfly-delse. De to mere omfattende undersøgelser af DKP/SF-problemstillingen som

siden er kommet, Henning Lund: Udviklingen i Danmarks kommunistiske Parti1956-58 og Jens Kragh: Opbrud på venstrefløjen 1956-605 har ikke ladet sig in-

spirere af Schmiederers forslag om at udvide undersøgelsesrammen. De to

forfattere følger tværtimod ret traditionelt i Schmiederers spor og når ogsåkun til at kunne bekræfte de resultater, Schmiederer allerede var nået frem til.

Nye betragtningsmåder og undersøgelsesrammer kunne ellers være med til at

gøre op med nogle af de myter, som eksisterer f.eks. om, at splittelsen i førsterække var et opgør om moralske politiske principper.

»Anti-Nørlund-genren«Jeg har i denne artikel fremdraget Schmiderers bog, fordi hun med udgangs-punkt i et dansk emne har formuleret nogle problemer, som er vokset fremsammen med den stigende interesse for arbejderbevægelsenshistorie. Også førslutningen af l960”erne har der imidlertid været en vis interesse for arbejder-bevægelsens historie -

og især har der været en ret stor interesse for udviklin-gen i den oppositionelle del af arbejderklassen. Dette er især kommet til udtryki forbindelse med den bog, som Ib Nørlund skrev til skolingsbrug i DKP om ar-

bejderbevægelsensudvikling i Danmark. Bogen, »Det knager i samfundets fu-ger og bånd ...« udkom oprindeligt i 1959 og er ialt kommet i tre udgaver, hvor-af den sidste er ført ajour til 1972.6 Igennem 1960'erne var Nørlunds bog endnunæsten det eneste af nyere dato, der var skrevet om den oppositionelle arbej-derbevægelse.Nørlund er på sin vis en pioner. Bogen er en partihistorie, men egentlig rum-

mer den ikke særlig meget partihistorisk stof. Nørlund har forsøgt at beskrivesammenhængen mellem samfundsudviklingen og udviklingen i arbejderbevæ-gelsen, hvorimod det partihistoriske stof (udviklingen i organisationen, opbyg-ning osv.) spiller en underordnet rolle. Alligevel må den regnes med blandt detraditionelle partihistoriske bestillingsarbejder, eftersom den i sit stofvalg, sinkomposition osv. tager sigte på at forklare DKPs politik. Nørlunds bog er for-mentlig stadig en af de mest læste og benyttede bøger om den danske arbejder-bevægelseshistorie, hvilket alene de tre udgaver vidner om.

Som følge af denne ret store udbredelse har mange nyere fremstillinger af

arbejderbevægelsenshistorie også søgt at tage stilling til det stof, som alleredevar fremlagt af Nørlund. Dette har imidlertid fået et sådant omfang, at Nør-lunds bog er blevet et selvstændigt kritik- og forskningsobjekt for mange under-søgelser. Det er i øjeblikket således, at næsten hver eneste bog om arbejderbe-vægelsens historie rummer større eller mindre afsnit, hvor Nørlunds bog tagesunder kritisk behandling. Her gøres i særdeleshed op med fejl og mangler i ›

Nørlunds fremstilling og i almindelighed med fejl og mangler i den kommunis-

197

tiske bevægelses opfattelse af sin egen forhistorie. Disse kritiske undersøgelserer så mange, at en »anti-Nørlund-genre« er blevet et hovedfelt, hvorom histo-

rieskrivningen i de seneste år har samlet sig.En af de ganske få, som ikke har tilsluttet sig denne »anti-Nørlund-genre«,er

Michael Seidelin, som i en anmeldelse af 3. udgaven af Nørlunds bog har søgt at

føre nogle modificerende elementer frem mod kritikerne. Seidelin peger på, at

Nørlund ikke har fremført sin bog som en selvstændig forskningsindsats, men at

der er tale om en bog til skolingsbrug, der er blevet brugt i sammenhænge, den

ikke er skrevet for. Seidelins konklusion er derfor, at bogen vurderes på et

forkert grundlag.7Isoleret betragtet har Seidelin ganske givet ret i disse synspunkter. Følgelig

kan det synes urimeligt, at kritikken af Nørlunds bog indtager så dominerende

en plads i mange fremstillinger. Problemet kan imidlertid ikke ses isoleret. Kri-

tikken mod Nørlunds bog har sammenhæng med den venstreopposition, som er

opstået i arbejderbevægelsensiden slutningen af 1960'erne og som bl.a. søger at

gøre op med den kommunistiske opfattelse af arbejderbevægelsens historie.

»Anti-Nørlund-genren« har naturligvis ikke kun været begrænset til perio-den efter 2.verdenskrig, men er benyttet på hele DKPs historie og forhistorie.

F.eks. er denne metode anvendt i de historiske afsnit i bogen »Kritik af DKP«,

udgivet af KF.8 I »Kritik af DKP« har Nørlunds bog på den ene side været for-

fatternes hovedkilde, men på den anden side fører forfatterne en løbende pole-mik mod denne hovedkilde. Denne fremgangsmåde har den svaghed, at den

ikke fremdrager nye elementer, nye oplysninger eller nye sammenhænge, som

kan rokke ved den kommunistiske historieopfattelse. Det betyder, at det ind-7

skrænkes til en diskussion for eller imod en række informationer, som ikke er

efterprøvet. I sidste ende bliver det derfor et moralsk spørgsmål, om den ene

eller anden part har ret i sine synspunkter.I forbindelse med Nørlund-kritikken er det påfaldende, at ingen af kritikerne

har søgt at behandle Nørlunds bog i den sammenhæng, hvori den er skrevet.

Bloch-Poulsen og Thing er hidtil kommet nærmest til at sætte partihistorierne -

deriblandt Nørlund - i sammenhæng med de epoker, hvori de er skrevet.9 Det

gøres gennem en politisk analyse, hvorimod der ikke er gjort forsøg på at dragemere detaillerede paralleller til de politiske begivenheder, som udspillede sigf.eks. i og omkring DKP, medens Nørlund skrev sin bog. F.eks. er det muligt at

se, hvorledes der er en sammenhæng mellem Nørlunds vurdering af højreflø-

jens udmeldelse af DKP i 1930 og eksklusionen af Aksel Larsen i 1958, hvor det

er tydeligt at Nørlund regnede med at eksklusionen af Aksel Larsen kunne blive

indledningen til et nyt opsving for DKP.10

Det gennemgåendeproblem i Nørlund-kritikken er, at den skal danne ud-

gangspunkt for en kritik af DKPs nuværende strategi. Herunder tages Nør-

lunds synspunkter til indtægt for DKPs aktuelle politik, uden hensyntagen til at

hovedparten af bogen er skrevet i 1959 (med senere tilføjelse i 1966 og 1972). På

trods af at størstedelen af bogen er skrevet for snart tyve år siden, bliver den

benyttet som udgangspunkt for en kritik af det antimonopolistiske demokrati,selv om denne strategi først var færdigudformet i begyndelsen af l970”erne. I

198

stedet ville det være rimeligt at kritisere DKPs nuværende politik ud fra nuti-

dige erfaringer og nutidigt materiale. Det historiske materiale kan benyttes til

belysning af strategiske og taktiske udviklingstendenser, men kan ikke alene

danne basis for en aktuel politisk kritik.

Aktuelle tendenser

Hvis man skal gøre en slags status over resultaterne af de seneste års produk-tion om arbejderbevægelsens historie i tiden efter 1945, er billedet følgende:Hidtil har interessen i hovedsagen været koncentreret om venstrebevægelser-nes bestræbelser på at skabe sig en historisk identitet. Det er især problemeromkring den kommunistiske bevægelse, der har været et dominerende tema,samt problemer vedr. forholdet mellem venstrebevægelserne, den kommunisti-

ske bevægelse og Socialdemokratiet. Disse undersøgelser er en afspejling af de

problemer, som venstrebevægelserne selv har haft.

Emnemæssigt har undersøgelserne samlet sig omkring to hovedområder,

DKP/SF-problematikken, således som den blev skitseret i Schmiederes bog fra

1969, og om anti-Nørlund-kritikken som led i et opgør med den kommunistiske

bevægelses historietradition. Interessen har i høj grad været koncentreret om

ideologiske og institutionelle problemer og mindre om de materielle sammen-

hænge, hvori begivenhederne udspillede og udspiller sig. Der har nok været en

stor produktion, men samtidig er det ret tydeligt, at problemerne må gribes an

på nye måder, hvor de nuværende rammer åbnes og problemstillingerne for-

muleres på et andet grundlag.Her støder vi imidlertid på nogle vanskeligheder, idet vi må erkende, at der i

Danmark reelt ikke er nogen tradition for at diskutere sådanne problemer me-

re principielt. Indtil videre har studiet af arbejderbevægelsens historie her i

landet i høj grad været begrænset til studenterspecialer, hvilket giver noglesaerlige vanskeligheder med at udvikle mere sammenhængende metoder, til

sammenligning med historiske discipliner, som har fundet en plads i den mere

»etablerede« forskning med den deraf følgende større kapacitet, når forskningbliver et heldagsjob. Det materiale, som en sådan diskussion kunne bygge på er

tilmed meget lille. Gerd Callesen har i en artikel sammenlignet danske og vest-

tyske forhold og hans konklusion er, at Danmark langt fra står i samme »lykke-lige situation« som Vesttyskland, hvor man dels kan bygge på omfattende brede

fremstillinger og dels på en lang række detailundersøgelser.llDisse begrænsningerhar sammenhængmed hele den danske historieskriv-

ningstradition. Kristof K. Kristiansen og Jens Rahbek Rasmussen har i et dis-

kussionsindlæg om den danske historievidenskab karakteriseret den danske hi-

storieskrivningstradition som resultatet af en »usædvanlig og ufrugtbar konti-

nuitet«, som ligger i forlængelse af metodiske og teoretiske rammer, som skab-

tes af Erslev, Arup og Weibull for halvtreds år siden.12 De to forfattere pegerdesuden på, at selv i det omfang, der har eksisteret oppositionelle historiker-

miljøer i f.eks. 1930'erne savnede disse bl.a. et tværvidenskabeligt perspektivt.Ligeledes påpeger de, hvorledes historieskrivningstraditionen har været domi-

199

neret af et enkelt miljø omkring Københavns Universitet. Til slut påpeger de, at

der i den danske historieskrivning er en total mangel på marxistisk tradition, ogat denne først skal etableres.

På trods af at der knytter sig disse særlige betingelser til den danske forsk-

ning, er det alligevel interessant at se, hvorledes mange af problemerne genfin-des i andre lande. Eva Cornelia Schöck har i indledningen til en bog om det

tyske kommunistparti i 1920”erne givet et kort rids over holdningen til arbej-derbevægelsens historie i Vesttyskland, hvor hun prøver at pege på nogle blind-

gyder.13 I denne gennemgang er mange lighedspunkter med den danske udvik-

ling. Schöck skriver at interessen for arbejderklassen og arbejderbevægelsenshistorie voksede frem sammen med studenterbevægelsen i 1967-69. I de førsteår samlede bestræbelserne sig mere eller mindre om at udpege den politik eller

den organisationsform, der ville have været den »rigtige« i den ene eller anden

situation. Da dele af studenterbevægelsen derefter begyndte at opbygge prole-tariske organisationer udviklede historieskrivningen sig til beretningen om en

»våbenklirrende, sejrrig og heltemodig« avantgarde, der led nederlag pågrund af bestemte fraktioner eller personers forræderi. Schöck mener at hi-

storiskrivningen herved er endt i en blindgyde, hvor arbejderklassen ikke ses i

sammenhæng med de materielle betingelser.Schöck mener, at nogle af disse problemer kan overvindes ved at give den

materielle baggrund en mere central plads i undersøgelserne. Hun kommer

her selv med nogle forslag til undersøgelser, som bør inddrages og nævner

f.eks. den internationale baggrund, de særlige nationale betingelser, økonomi-ske forhold i en bestemt branche eller i en bestemt region, ændringer i produk-tionsprocessen samt en vurdering af, om arbejdskraften er en mangelvare, el-

ler om der eksisterer en industriel revervearme. Schöck peger også på, at det

er nødvendigt at vurdere styrkeforholdet mellem arbejderklassen og borger-skabet på nationalt plan, hvor det drejer sig om faktorer som kampenes ind-

hold, arbejdsløshedens evt. omfang, arbejdernes organisationsgrad, arbejder-givernes stilling, statens stilling og offentlighedens holdning. Endelig nævner

Schöck også en faktor, som nok er lidt vanskeligere at måle, men som er vigtigfor at kunne vurdere en bestemt periode: arbejdernes politiske og organisato-riske erfaring.14

Forræderi-tesen

Hvis vi prøver at sammenligne Schöcks vurderinger med danske forhold er en

af de mest sejlivede blindgyder nok »forræderi-tesen«, hvorefter avantgarden -

eller arbejderklassen som helhed - forrådes af enkelte personer eller organisa-tioner. Gerd Callesen har tidligere påpeget, hvorledes sådanne forræderiteser

eksisterer f.eks. i forbindelse med opfattelsen af Socialdemokratiet og De sam-

virkende Fagforbunds medvirken til Septemberforliget i 1899. Ligeledes eksi-sterer den i forbindelse med påskekrisen i 1920.15 Heroverfor påpeger Calle-

sen, at i begge tilfælde er det umuligt at forklare den socialdemokratiske politiksom forræderi al den stund, at det var en politik som blev støttet af brede dele

200

af arbejderklassen. Den socialdemokratiske politik må i stedet forklares ud fra

partiets teori og de strategiske perspektiver i partiets politik.»Forræderi-tesen« kan også findes i behandlinger af efterkrigstidens histo-

rie. Eksempelvis er Steen Busck og Asger Jepsens radioforedrag om arbejder-

bevægelsens historie efter 1947 bygget over en forræderimodel, hvor det om

overenskomststrejken 1956 hedder, at »Socialdemokratiets klasseforræderi

blev DKPs chance«.16 Det må være ret klart at denne type forklaringer ikke

hjælper meget til at forstå baggrunden for 1956-begivenhederne.Forræderi-tesen er overtaget fra den politiske polemik, hvor den kan spores

langt tilbage i arbejderbevægelsens historie og hvor den stadig trives i bedste

velgående. Et aktuelt eksempel på dette er den diskussion som Kaj Molktes bog

»Kaj Molkte fortæller« har affødt om Aksel Larsens rolle i SF." Her focuseres

på enkeltpersonen - i dette tilfælde Aksel Larsens - karaktertræk og ambitioner

som forklaring på politiske begivenheder i SF omkring partiets stiftelse i 1958

og omkring »arbejderflertallet« i 1966, uden synderlig hensyntagen til de gene-

relle politiske og materielle betingelser på disse tidspunkter. Sådanne diskus-

sioner er en del af den politiske dagligdag og et led i den politiske dynamik. Sam-

tidig må man dog gøre sig klart, at hvis det skal være muligt at komme bag om

myter og vaneforestillinger i historieopfattelsen må disse polemiske rammer

overskrides.

For fuldstændighedens skyld må det dog her også tilføjes, at den danske histo-

rieskrivning i de seneste år kan opvise eksempler på behandlinger af arbejder-bevægelsens historie, hvor feks. arbejderklassens nederlag ikke tilskrives en-

keltpersoners eller bestemte partiers forræderi. Det gælder feks. Jens Eng-berg, der i sin bog om Harald Brix har et afsluttende kapitel, hvor han bla. dis-

kuterer »klasseforræderi«-tesen. Her søger han at vise, hvor uholdbar denne

tese er, både i forholdet mellem de socialdemokratiske ledere og menige med-

lemmer og i forholdet mellem faglærte og ufaglærte arbejdere.18 Dette og

eventuelt andre eksempler, som kunne fremdrages, drejer sig imidlertid om be-

handlinger af arbejderbevægelsens tidlige periode. Det er nok ikke helt tilfæl-

digt, at det er på det ældste stof, at det har været muligt at nå ud over den poli-

_

tiske propaganda og polemiks betragtningsmåder.Tilsvarende eksempler på en gennemarbejdet opfattelse af de samme proble-

mer findes ikke på arbejderbevægelsens historie i den nyeste tid. Med baggrundi f.eks. Schöcks synspunkter må det være indlysende, at man kan komme videre

ved at klargøre og systematisere nogle af de faktorer, som nødvendigvis må ind-

gå i historieskrivningen, hvis den materielle virkelighed skal blive en integreretdel af fremstillingen. Dernæst må der ske en præcisering af nogle af de begre-ber, som er knyttet hertil, såsom forholdet mellem den ideologiske opfattelse og

den materielle virkelighed og såsom forholdet mellem de institutionelle former

og arbejdernes middelbare konflikter og interesser.

201

Institutionshistorie eller socialhistorieDer ligger imidlertid nogle vanskeligheder i at inddrage de materielle forholdmere systematisk. Den ene vanskelighed består i, at historikeren i den sam-

fundsmæssige baggrund og udvikling søger undskyldninger for f.eks. nederlag iarbejderklassen og derved bliver ude af stand til at forholde sig kritisk til for-holdet mellem hensigter, taktik og resultater. Det gælder feks. Jens Christen-sens artikel om Danmarks socialistiske Arbejderparti som forklarer reformis-mens styrke omkring 1918 med den ringe industrielle udvikling og fraværet afmassearbejdere.” En sådan forklaring, der alene bygger på de materielle for-hold er utilstrækkeligt.Eksempelvis giver denne forklaringsmodel ikke tilfreds-stillende svar på, hvorfor reformismen også var dybt rodfæstet i England ogTyskland, hvor industrialismen på dette tidspunkt var højst udviklet. Skal man

søge et fyldestgørende svar på spørgsmålet om reformismens store indflydelse,er det klart, at graden af industrialisering spiller en rolle. Dertil kommer imid-lertid de politiske forhold, en forståelse af den socialdemokratiske teori og en

analyse af de reformistiske organisationers funktion i det kapitalistiske samfund.En anden vanskelighed består i, at historikeren betragter den politiske udvik-

ling som en uundgåelighedpå baggrund af bestemte materielle omstændigheder.Dette synspunkt indebærer at en kritisk vurdering af det politiske spillerrum iden enkelte situation føles mindre nødvendigt.En sådan opfattelse findes feks.hos Fernando Claudin, hvis grundlæggende synspunkt er, at fra engang i1920'erne var Kominterns centraliserede organisation mere eller mindre en

hindring for arbejderklassens muligheder i de enkelte lande.20 Det samme syns-punkt findes endnu mere udpræget hos det man i England kalder libertarianer-ne (Chomsky og Cohn-Bendit f.eks.), der mener, at enhver form for centralise-ret organisation uundgåeligt må føre til bureaukratisk degeneration.21

En tredie fare består i, at historikeren helt forkaster de institutionelle ram-

mer for undersøgelsen og udelukkende betragter arbejderbevægelsens historiesom et studie af de materielle forhold. I en anmeldelse af Cornelia Schöcks bogbenytter Jørgen Bloch-Poulsen lejligheden til samtidig at skrive en slags pro-gramartikkel, hvor man mener, at den ikke-dogmatiske venstrefløjs studier af

arbejderbevægelsens historie må bevæge sig fra de politisk-institutionelle ram-

mer til den materielle ramme.22 Vanskeligheden består her i, at Bloch-Poulsenikke tilstrækkeligt tydeliggør, at det stadig er arbejderklassens organisationer,som er undersøgelsesobjektet, medens de materielle forhold er den forkla-

ringsramme, hvori de politiske begivenheder udspiller sig. Hvis dette samspilikke fastholdes, bevæger man sig bort fra arbejderbevægelsens historie og over

til at skrive socialhistorie.

Historiens funktion i arbejderbevægelsenHvorledes de institutionelle, materielle, teoretiske, politiske og strategiskeaspekter skal vejes mod hinanden er det nok vanskeligt at opstille et skema for.Det er dog muligt at nærme sig problemet ved at undersøge, hvilken funktionhistorien har haft for arbejderklassens politiske udvikling”.

202

Fra arbejderbevægelsenstidlige start har historien været en integreret del

af det politiske liv. Arbejderbevægelsenshistorie voksende derfor frem sam-

men med arbejderbevægelsen,idet historien er blevet benyttet af de aktive del-

tagere som legitimation, retfærdiggørelse og ideologisk bevisførelse for politi-ske standpunkter og i politiske stridheder. Da de store masseorganisationervoksede frem i slutningen af det 19. århundrede udvikledes en tendens til at side-

stille organisationernes bevægelse og interesser med arbejderklassens bevægel-se og interesser. Derved blev der tale om en institutions- og idehistorie, samt

om »legitimationsvidenskab«.Efter 2. Internationales sammenbrud udviklede historieskrivningen sig i end-

nu højere grad til en legitimationsvidenskab for de stridende politiske gruppe-

ringer og partier, som opstod efter 1.verdenskrig. I stridighederne mellem dis-

se organisationer indgik de historiske eksempler som fast led i polemikken og

propagandaen. Med stalinismens sejr udvikledes desuden en manipulatoriskform for historieskrivning, hvori indgik både forfalskninger og selvforherli-

gelse. Samtidig stivnede den socialdemokratiske historieskrivning i et studium af

ideer og ideologier, hvorved den var blevet en variant af den borgerlige histo-

rieskrivning.Denne udvikling af historieskrivningen falder sammen med de store etapper i

arbejderbevægelsens udvikling. Men medens historieskrivningens formelle for-

mer har gennemløbet denne udvikling, har historiens politiske funktion for ar-

bejderklassen været konstant. Denne funktion kan sammenfattes i to punkter.For det første har historien for arbejderklassen været et laboratorium for at

udlede praktiske og teoretiske erfaringer om sejre og nederlag, og for det an-

det har historien været kilden til ideologisk retfærdiggørelse og en faktor til

mobilisering. I den socialdemokratiske og kommunistiske historieskrivning er

disse funktioner blevet tilsløret under en ide- og institutionshistorie, hvor der

normalt sættes lighedstegn mellem organisationernes interesser og arbejder-klassens interesser.

Den »en-dimensionale« historieskrivningHvis man skal sprænge de rammer - den spændetrøje, om man vil - som den

socialdemokratiske og kommunistiske historieskrivning har lagt, må det ske ved

at ændre arbejderbevægelsens historie fra at være en ide- og institutionshisto-

rie til også at rumme analyse af klassemodsætninger, styrkeforhold, produk-tionsforhold, produktivitetm.m. Herved vil det være muligt at vurdere de poli-tiske og faglige organisationer i forhold til arbejderklassen og vurdere de poli-tiske, ideologiske, sociale og økonomiske virkninger. Sagt på en anden måde må

man sprænge den nuværende »endimensionale« måde, som arbejderbevægel-sens historie normalt bliver skrevet på, hvor den er koncentreret om partier

og organisationer. Også spørgsmålet om den »en-dimensionale« historieskriv-

ning har sammenhæng med arbejderklassens udvikling. I Frankrig, feks., hvor

arbejderbevægelsens organisationer har været svagt udviklede (hvilket i politi-ske sammenhænge har givet store problemer) har den »en-dimensionale« histo-

203

rieskrivning aldrig været udbredt. Tværtimod er interessen for materialistiskhistorieskrivning her opstået for mere end 40 år siden omkring »Ecole desAnnales«, På samme måde må interessen i disse år for at sprænge den »en-

dimensionale« historieskrivning ses i sammenhængmed, at de socialdemokrati-ske og kommunistiske krav på alene at repræsentere arbejderklassen er undernedbrydning.

Under bestræbelserne på at ændre historieskrivningen og historieopfattel-sen, må den funktion, som historien har for arbejderklassen kunne genfindes.Det vil sige, atman må være sig bevidst om, at historien dels er et laboratoriumfor ideer og erfaringer og'dels, at det er i historien, at arbejderklassen søgersin identifikation. Dette vil bl.a. sige, at problemet ikke blot kan løses ved at ladede materielle forhold blive dominerende i undersøgelsen, idet en sådan frem-gangsmåde ikke vil give svar på, hvorledes arbejderklassen og dens politiske ogfaglige organisationer virkede under bestemte forhold.På baggrund af de problemstillinger og de begreber, som er introduceret

overfor, kan man sige, at arbejderbevægelsens historie i Danmark indtil slut-

ningen af ”erne blev skrevet »en-dimensionalt«. Den kritiske bølge som

voksede frem siden slutningen af ”erne sprængte ikke den »en-dimensio-nale« ramme, hvilket har været fremmende for forræderi-tesen og andre for-mer for moralske vurderinger. På den anden side er vokset strømninger frem,som har søgt forklaringer på arbejderbevægelsensudvikling i primært de ma-

terielle forhold. For begge gælder begrænsninger. Den første er koncentreretom det ideologiske, uden tilstrækkelighensyntagen til givne betingelser. Den sid-ste undervurderer teoriemes og organisationernes betydning i arbejderklas-sen.

,

En løsning af problemet må ske i samklang med udviklingen i arbejderklassen,hvor spørgsmålet om forholdet mellem organisationerne og arbejderklassenhar været diskuteret i generationer. Spørgsmålet om forholdet mellem parti ogklasse er hovedemnet i f.eks. Lenins »Hvad bør der gøres?« (1902) og i »Etskridt frem, to skridt tilbage«(1904), og det er ligeledes et emne som genfindes i

mange af Rosa Luxemburgs arbejder. Ligeledes genfindes diskussionen i vore'

dage i den socialistiske bevægelse, hvor problemet er blevet aktualiseret efter1968.

Efterkrigstidshistoriens problemerMange af de spørgsmål, som har været rejst ovenfor, drejer sig ikke specieltom efterkrigstiden. Alligevel har de en nær sammenhæng med efterkrigstidenshistorie, eftersom det er arbejdet med denne periode, som har aktualiseretproblemet i en dansk sammenhæng,således som det f.eks. fremgåri forbindelsemed Schmiederers bog.

Det er dog muligt at fremhæve nogle hovedproblemer, som har sat sit sær-lige præg på udviklingen i efterkrigstiden. Det ene af disse hovedproblemer er,at de internationale forhold har slået meget direkte ind i udviklingen i arbej-derklassen i efterkrigstiden. Problemet har især været dominerende i årene

204

under og lige efter den kolde krig, dvs. fra 1947 - ca. 1960. Da den kolde krigbegyndte, orienterede kommunister og socialdemokrater sig efter de politiskeprincipper, som blev fastlagt i henholdsvis den østlige og vestlige interessesfære. .

Disse internationale modsætninger blev inddraget i så at sige alle sammen-

hænge, således at arbejderklassen i dagligdagen blev konfronteret med disse

problemer. Mange arbejdskampe og enhedsbestræbelser under den kolde krigkan ikke vurderes, medmindre man gør sig klart at kamptemaerne og modsæt-

ningerne ikke kun var et spørgsmål om økonomiske krav, men også ofte blev

gjort til et valg mellem to samfundssystemer.I forbindelse med begivenhederne i 1956 er spørgsmåletom de internationale

spørgsmåls dominans helt tydeligt. I foråret 1956 var det under overenskomst-

strejkerne lykkedes for DKP at vende flere års tilbagegang til fremgang, men

krisen i den kommunistiske bevægelse efter SUKPs 20. partikongres og Un-

garn-opstanden i efteråret 1956 satte en stopper for denne udvikling.I 1960ierne 0g 707eme har internationale spørgsmål været knapt så domine-

rende. Dog bør atomvåbenspørgsmåletog Vietnamspørgsmåletnævnes. Ligele-des kan vi i den helt aktuelle sammenhæng se, hvorledes diskussionen om euro-

kommunisme og socialdemokratiernes forsøg på at manifestere sig i forhold til

udviklingen i sydeuropa, er med til at præge den hjemlige politiske udvikling.Et andet hovedpunkt er, at den kraftige reallønsudvikling og den fulde be-

skæftigelse i 1960,erne har medvirket til at ændre arbejderklassens forhold til

dens traditionelle politiske og faglige organisationer. Dette kommer f.eks. til ud-

tryk i arbejderpartiernes organisationsprocenter. I 1940,erne og 50”erne

havde DKP og Socialdemokratiet 20-25 pct. af deres vælgere politisk organise-ret. Disse organisationsprocenter er faldet kraftigt gennem l960”erne, således

af DKP og SF i dag har mindre *end 5 pct. af deres vælgere organiseret, medens

Socialdemokratiet har ca. 10⁄pct.organiseret.Der kan nævnes andre symptomer på denne udvikling. Der er i de sidste

10-15 år sket en professionalisering af mange faglige tillidshverv, og LO har ved

overenskomsteme understøttet denne udvikling ved at kræve arbejdsgivertil-skud til tillidsmandskurser m.v. Desuden har den socialdemokratiske politikmedvirket til at statsliggøre mange af arbejderklassens traditionelle opgaver,som f.eks. arbejdsanvisningen.

Begivenheder som de »vilde« strejker i 1969/70, kampen mod arbejdsretten0g Socialdemokratiets krise som følge af Fremskridtspartiet kan ikke forstås

uden at disse forhold inddrages.For nylig er kommet nogle undersøgelseraf arbejderbevægelsensnyeste hi-

storie, som indeholder elementer til en udvidelse af undersøgelsesfeltet. Den

ene er Hans Erik Avlund Frandsens undersøgelse af Socialdemokratiets politiki efterkrigstiden og den anden er et forfatterkollektivs undersøgelse af social-

politikken i Danmark mellem 1891 og 1977.74 Disse to undersøgelser søger at

etablere og forklare forbindelsen mellem organisationeres politik og arbejder-klassen. Det er gjort ved at beskæftige sig med udviklingen af bestemte politiskelinier og sætte disse i sammenhæng med den sociale og økonomiske udvikling i

arbejderklassen.

205

Her støder man for Danmarks vedkommende på endnu et problem, idet derkun findes ganske få økonomiske og socialhistoriske fremstillinger at støtte sigpå. Det betyder, at studiet af arbejderbevægelsenshistorie må kombineres med

tværvidenskabelig erfaring, hvis den nødvendige materielle baggrund skal etab-leres. Dette er især nødvendigt,hvis arbejdsbyrden ikke skal blive helt uover-

kommelig, eller hvis opgaverne ikke skal begrænses til arkivarkæologi med til-hørende noter og småstudier.

Problemet er i al korthed, at det er umuligt først at skrive 20-30 års økono-misk, politisk og social historie inden man kan gå i gang med arbejderbevægel-sens historie. Ligeledes er det uacceptabelt først at skulle vente på fremkomstenaf et tilstrækkeligt antal detailstudier. For at løse dette problem vil det være

nødvendigt at hente erfaring fra andre historiske discipliner. Sammen med stu-

denteroprøret mod den etablerede historieforskning i slutningen af 1960'erne

fulgte en opfattelse af, at den empiriske forskning var uinteressant og uanven-

delig på emner, b1.a. indenfor arbejderbevægelsens historie. Denne holdninghar vist sine begrænsninger på institutions- og idehistorien, hvor de moralske

forklaringsmodeller har været fremherskende, og holdningen er ihvertfaldikke holdbar, hvis arbejderklassens materielle betingelser skal komme til at

spille en mere fremtrædende rolle i undersøgelserne.Dansk historieskrivning er kendetegnet af en stor træghed. På sin vis må vi

indrømme, at det samme gælder arbejderbevægelsens historie, på trods af desidste års store produktion. Et forsøg på at systematisere nogle erfaringer om

arbejderbevægelsens historieskrivning, kan gøre den bedre i stand til at kon-

fronteres med den politiske udvikling i arbejderklassen. I den nuværende situa-tion står vi nok endnu kun på tærsklen til en mere omfattende og bedre funde-ret opfattelse af arbejderbevægelsens historie.

Noter

1. Jørgen Bloch-Poulsen og Morten Thing: DKPs historie og den videnskabelige historieforfalsk-

ning (-i: Socialistisk Politik, nr. 4, 1976, side 32-48).2. Ursula Schmiederer: Die Sozialistische Volkspartei Dänemarks. Eine Partei der Neuen Linken.

Frankfurt, 1969.

3. Samme i dansk oversættelse: SF og den »tredje vej« til socialismen (SFAH skriftserie nr. 1,

1974), side 153.

4. Se min egen: Kommunisterne og arbejdsklassen. Danmarks kommunistiske Partis rolle i dansk

arbejderbevægelse 1945-1975 - en politisk biografi, 1977, side 56.

5. Henning Lund: Udviklingen i Danmarks kommunistiske Parti 1956-58. Et studie 1 partisplittelse,1977. Og: Jens Krag: Opbrud på venstrefløjen 1956-60. Striden i DK? og SFs dannelse, 1976.

6. Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd... Rids af dansk arbejderbevægelsesudvik-

ling. 1. oplag 1959, 2. oplag 1966, 3. oplag 1972 og 1974.7. Michael Seidclins anmeldelse af Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd..., 3. opl. (-i:

Meddelelser om forskning i Arbejderbevægelses Historie, nr, 5, 1975, side 50-51).Kommunistisk Forbund: Kritik af DKP, Århus 1974.

9. Bloch-Poulsen og Thing: DKPs historie og den videnskabelige historieforfalskning, op. cit. side33.

10. Kommunisterne og arbejderklassen, op. cit., side 123.

9°

206

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

Gerd Callesen: Om nogle problemer vedrørende arbejderbevægelsenshistorieskrivning (-i:Den jyske Historiker, 6. årg., 1973-74, nr. 1, side 34).Kristof K. Kristiansen og Jens Rahbek Rasmussen: Brud eller kontinuitet i dansk historieskriv-

ning (-i: Fortid og Nutid, bind XXVI, hæfte 4, 1976, side 530).Eva Cornelia Schöck: Arbeitslosigkeit und Rationalisierung. Die Lage der Arbeiter und die

kommunistische Gewerkschaftspolitik 1920-28, Frankfurt 1977, side 12-13.

samme, side 173.

Gerd Callesen: Om nogle problemer vedrørende arbejderbevægelsenshistorieskrivning,op.

eit., side 37-40.

Steen Busck og Asger Jepsen: Arbejderbevægelsen under den kolde krig og højkonjunkturen

(-i: Jens Engberg mil.: Dansk Arbejderbevægelsen. Seks foredrag. (SFAHs publikationsserie5), 1976, side 76).Jævnfør Morten Things anmeldelse i Politisk Revy nr. 311 (20. maj 1977) af »Kaj Moltke for-

tæller. Af en socialistisk veterans erindringer« (1977), hvor han bl.a. skriver, at Moltkes bogrummer »artige historier om en selvoptaget politisk diktator« (nemlig Aksel Larsen). Jævnfør

desuden en debat mellem Børge Trolle og Gert Petersen i Minavisen 24. maj 1977 og 28./29. maj1977 om hvorvidt Aksel Larsen i 1958 sigtede mod en sammenslutning med Socialdemokratiet

eller ejJens Engberg: Harald Brix, Revolutionen og reformen (SFAHs Publikationsserie, nr. 3), 1975,

side 121-129.

Jens Christensen: Danmarks socialistiske Arbejderparti 1918-19 (-i: Årbog for Arbejderbe-

vægelsens Historie, nr. 5, side 60-61). Jens Christensen bygger bl.a. på Karl Heinz Roth: »Die

”andere' Arbeiterbewegung, und die Entwicklung der kapitalistichen Repression von 1880 bis

zur Gegenwart« (1974). Eva Cornelia Schöck har en interessant kritik af Roth. Hun mener at

Roth har erstattet studenterbevægelsens søgen efter den »rigtige« organisationsform med en

søgen efter de »rigtige« arbejdere, dvs. den del af arbejderklassen, som'Roth anser for at

være den revolutionære (Schöck: Arbeitslosigheit und Rationalisierung, op. cit., side 157).Fernando Claudin: Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse. Fra Komintern til Komin-

form. Bind 1, 1977, s. 107-115. En kort kritik af Claudins tese findes i Ian H. Birchalls anmel'

delse af den engelske udgave: (-i: International Socialism, nr. 87, marts/april 1976, s. 32).En behandling heraf i Ducan Hallas: Towards a Revolutionary Socialist Party (-i: Party and

Class. Essays by Tony Cliff, Ducan Hallas, Chris Harman and Leon Trotsky, London (1973), side

10 ff.) dansk oversættelse '1 »Det revolutionære parti, arbejderklassen og smågrupperne« (Poli-tisk Revys Hæfter, nr. 3) 1972, side 33 ff.

Jørgen Bloch-Poulsen: Anmeldelse af Cornelia Schöck: Arbeitslosigkeit und Rationalisierung(-i: Meddelelser om forskning i Arbejderbevægelsens Historie, nr. 9, 1977). Her refereret ef-

ter manuskriptet, som jeg har haft lejlighed til at læse.

Det følgende bygger på en diskussion om arbejderbevægelsens historie: »Zwischen Sozial-

geschichte und Legitimationswissenshaft« (-i: Jahrbuch Arbeiterbewegung, nr. 2, 1974, side

267-300). lsær på Georges Haupts indlæg, side 268-272.'

Hans Erik Avlund Frandsen: Socialdemokratiet, kapitalismen og arbejderklassen, 1946-76. (-i:Politiske Arbejdstekster, nr. 10, 1977, side 14-85). Og: Helle Otte m.fl.: Socialpolitik i Danmark

1891 til 1977 (-i: Den jyske Historiker, nr. 10, 1977).

207

Henning Lund: Udviklingen i Danmarks kommunistiske Parti 1956-58. Et studie i

partisplittelse.Kongensbro1977. 190 5. Pris kr. 55,00.Jens Kragh: Opbrud på venstrefløjen.Striden i DKP og SFs dannelse 1956-60.

SP-forlaget. København 1976. 207 5. Pris kr. 39,50.Jens Kragh: (red.): Folkesocialisme. Udvalgte taler og artikler 1958-60. SP-for-

laget. København 1977. 148 s.

Gert Petersen: Et kort rids af SFs historie 1958-1974. SP-forlaget, 2. udg.København 1976. 34 5. Pris kr. 10,00.

Ursula Schmiederer: SF og den tredie vej til socialismen. GMT. Kongensbro 1974.181 5. Pris kr. 25,00.

IndledningI 1969 udkom Ursula Schmiederers bog om SF. Nogle år senere blev den over-

sat til dansk med uændret tekst, men med nogle kritiske bemærkninger og per-spektiveringer i en efterskrift af forfatteren.

Bogen er en relativ bred skildring af SFs første 10 år med hovedvægten lagtpå bruddet med DKP, partiorganisationen, program og politik og meningsdan-nelsen og - brydningen omkring dette samt en analyse og registrering af splittel-sen i 1967.

,

I lighed med den litteratur, der her skal anmeldes, skriver Schmiederers bogsig ind i en kritisk politologisk-historisk tradition, der dog næppe kan betegnessom marxistisk.

På grund af emnesammenfald og traditionslighed, hvad angår teoretisk-meto-disk udgangspunkt vil det derfor være rimeligt at anvende Schmiederers bogsom referensramme ved bedømmelsen af den nyere litteratur, idet det måvære hensigtsmæssigt og rimeligt at få belyst, i hvor høj grad de nyere undersø-

gelser har taget højde for nogle af svaghederne i hendes bog. Endvidere må det

belyses, i hvor høj grad Schmiederers oplysninger og informationer verificereseller falsifrceres, og hvilke perspektiver der bringes til torvs, der går ud over

eller imod hendes.

Som følge af dette vil anmeldelsen strukturere sig om følgende tre fænome-

ner: For det første betragtes litteraturen som en del af den forskningstradition,Schmiederer er en eksponent for, og vurderes så at sige inden for traditionens

rammer, idet traditionens svagheder belyses og diskuteres. For det andet be-

tragtes bøgerne autonomt på egne præmisser, idet deres spørgsmål og emne,

materialegrundlaget, undersøgelsesstrategienog resultaternes værdi og gyldig-hed analyseres. Endelig vurderes bøgerne som et fælles udsagn 0m periodenfor herigennem at kunne danne udgangspunkt for diskussion af forskningsstra-tegi over dette eller analoge emneområder.

ForskningstraditionenSelv om det er indlysende, at der er svagheder ved at anskue litteraturen underen traditionssynsvinkel og Schmiederer som en af de første eksponenter her-for, kan det forhåbentligt have en værdi, om ikke andet da en strukturerings-værdi.

208

Schmiederer er politolog, og det præger hendes bog om SF. Objektet be-handles ikke blot qva egeninteresser, men også fordi det skal belyse større sam-

menhænge i det politiske system, nemlig hele problematikken omkring det nyevenstre - de nye antiautoritære socialistiske strømninger i Europa. Denne per-spektivering af objektet følges dog ikke konsekvent bogen igennem. Bogens poli-tologiske udgangspunkt viser sig primært gennem emnevalget, partiopståen,partiorganisation, oplitikformulering og parlamentsmuligheder. Metoden ad-skiller sig primært fra traditionel historieforskning gennem den systematiskefastholdelse af emnerne, der er objekt for analysen. Det kritiske indslag viser

sig mindre gennem metode og teori end gennem udtalt sympati for venstrefløjenog solidariseren sig med dele af objektet, hvilket giver sig udslag i en medfor-stående tolkning. Set ud fra denne synsvinkel er bogen et typisk produkt af sintid. I efterskriften i den danske udgave påpeger Schmiederer selv det snævre

politologisk-historiske perspektiv som for svagt og giver en yderst kort skitseover en forklaringsramme med udgangspunkt i kapitalakkumulationen, der vilvære rimeligt ved kommende analoge undersøgelser.

Henning Lunds bog om splittelsen i DKP ,og Jens Kragh,s to bøger om SF,hvor den ene dog er en antologi, følger egentlig mere den tidlige Schmiedererend den sene, selv om dog især Kragh påpeger nødvendighedenaf en marxistisk

politologisk undersøgelse.Henning Lunds bog om splittelsen i DKP har som kronologisk ramme det

sovjetiske kommunistparti”sXX. kongres i starten af 1956 og stiftelsen af SF om-

kring årsskiftet 1958-59. Bogen kan på mange måder siges at være en fortsæt-telse af Schmiederers bog, idet der adskillige gange refereres til denne, ogLunds afhandling kan vel siges at være' et forsøg på at fylde rammerne ud ogfremlægge den fyldestgørende beskrivelse af begivenhedsforløbet, som Schmie-derer på grund af sin emneafgrænsningvar afskåret fra. Perspektivet er dog tilen vis grad også et andet, idet splittelsen i partiet og analysen af denne ikkestruktureres ud fra dannelsen af SF og det følgende begivenhedsforløb i detteparti.

Jens Kraghs bog om SF søger at besvare spørgsmål om, hvorfor SF opstod,hvordan og af hvem partiet opbyggedes og dannedes. Dette foregår med ind-dragelse af socio-økonomiske forklaringselementer. Selv om forfatteren kun iet ret ringe omfang direkte refererer til Schmiederer, kan bogen alligevel be-tragtes som en del af denne tradition, idet Kragh”sprojekt, især i sin analyse,lægger hovedvægtenpå de områder, som kun i et relativt ringe omfang temati-seredes hos Schmiederer. Antologien Folkesocialisme knytter sig ifølge redak-tørens forord nøje til bogen om SFs første år, idet bidragene fra ledende parti-folk er medtaget for at præsentere det ideologiske grundlag, der udvikledes iSFs første år. ›

Både Lund og Kragh er af uddannelse samfundsfagsfolk, og deres fremstillin-ger er universitetsspecialer. I lighed med Schmiederers bog er målet for un-

dersøgelserne angiveligt bredere end den blotte analyse og beskrivelse af em-

neområ'det. Schmiederers mål var bl.a. gennem analysen af SF at udsige nogetgenerelt om den nye venstrefløj. Undertidlen på Lunds bog »Et studie i parti-

209

splittelse« forleder umiddelbart læseren til den opfattelse, at også denne frem-

stilling skriver sig ind i en bredere oplitologisk ramme. Denne opfattelse styrkesaf bogens kapitel, der indeholder en kort forskningsoversigt, hvor problemerom revisionisme-dogmatisme berøres, men disse angrebsvinkler, der altså blot

antydes, berøres desværre kun yderst perifert i fremstillingen. Det teoretiske

mål for Kragh er at analysere og belyse problemerne om dannelse af et socia-

listisk parti i et kapitalistisk samfund, og SF er udtrykkeligt valgt blot som et

eksempel. Målet tabes delvist undervejs i fremstillingen, og konklusionen om-

kring dette punkt nærmer sig nogle ret banale antagelser om evt. forskelle mel-

lem dannelsen af borgerlige og socialistiske partier, hvor i øvrigt analyser af

dannelsen af danske borgerlige partier ikke omtales, f.eks. kan nævnes Per

Andersens bog om Kristeligt Folkeparti. En anden af de teoretiske hovedpoin-ter i Kragh,s bog er at undersøge problemer om teori- og metodedannelser,der rimeligt kan anvendes til analyser af partiopståen,og dette problemområdehar været strukturerende for fremstillingen.

Antologiudvalget tematiserer et problem, der er fælles for de ovennævnte

fremstillinger. Problemet er både et teoretisk problem og et problem om mate-

riale, idet antologien i lighed med fremstillingerne vægter de ledende partifolkmeget højt. Det har konsekvenser for beskrivelse af og analyse af medlemmer

og vælgerskare, idet disse dels analyseres som objekter for en partipolitik eller

partisplittelse, og i øvrigt primært behandles kvantificerende.

Dette fører OVer i et andet problem, der ligeledes er et fælles problem for

disse fremstillinger, og det er problemet om deres teoretisk-motodiske afgræs-

ning og lukkethed, som er iøjnefaldende på trods af fremstillingernes i øvrigt

behageligt udogmatiske karakter, hvor der ikke generelt drages slutninger, ma-

terialet ikke kan bære. Det er forbløffende, i hvor ringe udstrækning de sene-

ste års udviklings- og forskningsarbejde inden for marxistisk teori har præget

fremstillingerne, endog på trods af at dette udviklingsarbejde i meget høj gradhar søgt at arbejde med relevante problemer såsom klassebevidsthed, forholdet

mellem økonomi og arbejderbevidsthed, revisionisme og reformismens afhæn-

gighed både af organisationsstruktur og økonomisk udvikling. Denne teoretiske

lukkethed kan skyldes flere faktorer, dels at fremstillingerne er specialer skre-

vet ind i en ret snæver fagtradition, dels at spørgsmålene,der søges besvaret, er

meget materialestyrede, dels at fremstillingerne ikke tilstrækkeligt får formid-

let forholdet mellem den systematiske teoretiske analyse og den historiske frem-

stilling.Forhold som disse viser sig gennem fremstillingernes struktur og deres valg

af empiriske data, der trækkes frem for at besvare de stillede spørgsmål.Især

gennem valget af data viser afhængigheden af den tidlige Schmiederer sig, idet

hele anskuelsesmåden er partiintern. Fremgangsmådenhar selvfølgelig de for-

dele, at der arbejdes med et nogenlunde overskueligt materiale, men humlen i

projekterne viser sig ved, at de teoretiske systematiske og måskemest interes-

sante spørgsmål lades i hvert fald delvist ubesvarede. Konsekvenserne af dette

er blevet, at hverken Kragh,s eller Lunds bog kommer ret langt ud over de

210

konklusioner, som Schmiederer faktisk når frem til i sin ganske vist bredere

fremstilling.Fremstillingerne forbliver i meget høj grad verifrkationer på de af hendefremførte antagelser, men, og det skal bemærkes, veldokumenterede verifika-tioner, der bygger på et ret stort materiale inden for de rammer, som tradi-tionen sætter op.

Splittelsen i DKP

Lund forsøger at besvare spørgsmål om, hvilke teoretiske, politiske og organi-satoriske uoverensstemmelser i DKP det var, der medførte splittelsen, og hvil-ke grupperinger der opstod inden for partiet, samt hvorledes begivenhederne iden internationale politiske bevægelse påvirkede dette, og om partiet skiftedestandpunkt i løbet af den undersøgte periode. Samtlige af disse spørgsmål kanbetragtes som en videreførsel af Schmiederers kapitel om splittelsen i partiet.Besvarelsen af spørgsmålene antager primært form af en materialestyret be-skrivelse af de valgte begivenhedsforløb, der anses for at være relevante. Bogenindeholder som nævnt en glimrende, men kort forskningsoversigt, hvor der an-

tydes teoretiske ansatser, der ikke tematiseres yderligere i fremstillingen. Bo-gen indeholder endvidere et nuanceret og velargumenteret kapitel om kilde-grundlaget og udsagnskraften i de forskellige kildetyper, der er anvendt, ogsom i øvrigt alle er offentligt tilgængelige,dvs. aviser, tidsskrifter, erindringer,taler og artikler. Kildematerialet forekommer lovlig hårdt afgrænset, men detvæsentlige er, at diskussionen af kildematerialet og Værdien af det ikke ses for-midlet i selve fremstillingen, der i meget høj grad bygger på Land og Folk og In-formation som kilder. Bogen indeholder desuden et 20 sider langt kapitel, derer en kort gennemgang af DKP,s historie, organisation og politik op til det be-handlede tidsrum.

Det er fremgået af overstående, at Lunds bog er snæver både i sit materiale-valg, men også gennem metoden, der bygger på beskrivelse primært på basis afindholdsanalyser. Udviklingen i den internationale kommunisme og denne ud-viklings evt. indflydelse på splittelsen og debatten i partiet har forfatteren grebetstrukturelt uheldigt an, idet bogen indeholder ekskurser om begivenhedsfor-løbet både i Polen, Ungarn og Jugoslavien. Disse ekskurser er unødigt refere-rende og falder stort set uden for fremstillingens mål, idet det er DKP”s syn pådisse begivenheder, der er det interessante i denne forbindelse. Lund fremfø-rer, at selv om der i partiledelsen var delte meninger om afsløringernepå detsovjetiske kommunistparti°sXX kongres, var disse stridspunkter dog ikke af en

størrelsesorden, der i sig selv kunne give anledning til splittelse. Anderledes for-holdt det sig med partiets opfattelse af Sovjets intervention i Ungarn, hvor AkselLarsen for alvor begynder at markere standpunkter, der er afvigende fra fler-tallet i partiledelsen. I denne periode påbegyndesganske småt formuleringen af

nogle af de revisionistiske udgangspunkter, der senere blev kendetegnende forSF. Ungambegivenhedeme fremkaldte en åbenbart kraftig debat i hele partiet- hvad Lund dog ikke dokumenterer - der var af en sådan karakter, at en frak-tionsdannelse på trods af tilsyneladende enighed udadtil allerede var en realitet.

211

En vis opløsning og udvandring fra partiets rækker var et af resultaterne. Efter

den 19. kongres i DKP introduceredes debatten om revisionisme og dogmatis-me i partiet med udgangspunkt primært i artikler af Mogens Fog. Lund frem-

hæver dog, at dette blot var temaerne, uenigheden centreredes omkring, hvor-

imod de virkelige stridspunkter var forholdet til Sovjet og partiets tilbagegang.

Andre punkter, der var reel uenighed om, var forholdet til Socialdemokra-

tiet og fremfor alt det interne partidemokrati. Lund når efter en omhyggelig

redegørelse for debatten til den nok noget opsigtsvækkende konklusion, at de

ideologiske synspunkter, der blev fremført af de stridende parter, ikke var af-

gørende forskellige. Endvidere konkluderes at partiet stort set ikke skiftede

standpunkter perioden igennem. Konklusionen, der retter sig mod den mang-

lende forskel i de ideologiske synspunkter, underbygges næppe i teksten, bl.a.

redegørelsen for debatten mellem Fog og Nørlund tyder på, at der faktisk var

en overordentlig stor forskel i ideologiens konkrete udformning.

Konklusionerne i Lunds fremstilling tilfører, så vidt jeg kan se, intet nyt til de

konklusioner, som Schmiederer har draget. Styrken i fremstillingen er den ud-

førlige beskrivelse af udviklingsforløbetinden for partiet, fremlæggelsen af det

ret omfattende materiale og dokumentationen af fraktionernes standpunkter.Den absolutte svaghed ved fremstillingen er den totale mangel på et forklarings-

hierarki, der bl.a. viser sig ved, at der savnes et samlende konkluderende 'kapi-

tel, der analyserer, i hvor høj grad de stillede spørgsmål er løst. Læseren har

ikke efter læsningen synderligt bedre forudsætninger for at vurdere, om split-

telsen primært skyldes taktiske overvejelser, strid om ideologiske spørgsmål,

forskellig anskuelse af Sovjetunionen, partiets organisation etc. Ganske vist be-

røres alle problemerne, men usystematisk og ateoretisk, hvilket klart viser sig

p. 175 ff., hvor hovedstandpunkterne og uoverensstemmelserne mellem de to

fløje resumeres op samlet og uprioriteret. Bogen har altså bidraget til en kort-

lægning og præciseringaf debatten inden for partiet og debattens indhold, men

om den har bidraget yderligere til forklaring af splittelsen, er nok det afgø-

rende spørgsmål,som i øvrigt berøres senere i denne anmeldelse.

Jens Kragh*s bog om opbruddet på venstrefløjen indeholder et kapitel på ca.

25 5., der omhandler splittelsen i DKP. Til udarbejdelsen af dette kapitel har han

haft adgang både til Lunds da utrykte speciale samt til nogle privatarkiver.

Vurderingen af splittelsen i DKP adskiller sig ikke fra de ovenfor givne, blot -

og det er væsentligt - prioriteres årsagerne, og den dybereliggende årsag anses

for at være partiets isolation og centralisme, hvorimod de' internationale begi-

venheder er de udløsende faktorer. Fremstillingen er bredere end Lunds, idet

støtten til oppositionen, og denne støttes intensitet, ogsåvurderes, samtidig med

at baggrunden for støtten - standpunktsidentitet - fremhæves. Læseren skal i

øvrigt ikke være i tvivl om, at det er en udpræget SF-synsvinkel, der anlægges

på stoffet. Interessant er påpegningen af, at støtten til oppositionen, da konflik-

ten var i gang, primært kom fra faglige folk, der gennem længere tid havde

ytret utilfredshed med den måde, den demokratiske centralisme praktiseredespå i partiet.

212

Der synes dog at forekomme nogle problemer i denne forbindelse. Kragh”sfremstilling synes at lægge op til, at hovedparten af partiets faglige folk støttede

oppositionen. Det er under ingen omstændigheder godtgjort og dokumenteret i

fremstillingen af splittelsen, idet der faktisk savnes et sammenligningsgrundlag,da opregningen af de forskellige partiforeninger, der støttede oppositionen,ikke i sig selv er et tilstrækkeligt godt mål for den faglige indflydelse her. Opreg-ningen af en række ledende tillidsfolk o.lign. dokumenterer heller ikke sagen

meget bedre. Oplysningerne fremføres næsten for ensidigt. Den socio-økono-miske støtte, der hævdes at være bred, synes heller ikke dokumenteret til-

strækkeligt. I fremstillingen opstilles et forløb, hvor oppositionen i starten var

den intellektuelle del af partiet, og denne opposition afløstes siden af den faglige.Det kunne have været interessant, hvis der her var indført nogle overvejelseromkring de forskellige socio-økonomiske gruppers intentioner, og årsager til,at de tilsluttede sig oppositionen, idet det formodentligt ville have kunnet nuan-

cere forklaringen på splittelsen yderligere.Gennemgående må det om Kragh,s fremstilling siges, at den er klar og vel-

struktureret, selv om opdelingen af stoffet i de forskellige arenaer - den inter-

ne, den eksterne og den parlamentariske - egentlig ikke virker overbevisende.Men generelt må det nok siges, at der i nogen grad savnes dokumentation for deret skarpe konklusioner, der drages, og at der savnes en bredere synsvinkel påstoffet, hvor det f.eks. ville være interessant til sammenligning med nogle få op-

lysninger om de faglige folk, der blev i partiet. I forhold til Lunds fremstilling er

det velgørende, at der faktisk prioriteres mellem splittelsens årsager, og at der i

vid udstrækning inddrages systematiserende teoretiske synsvinkler. Samtidigmå det bemærkes, at fremstillingen, som Kragh giver den, i højere grad endLunds trækker forskellene mellem de to fraktioner op, og egentlig lader denreelle konflikt starte tidligere. Afsnittet i forhold til Schmiederer bringer rela-tiv få nye forklaringer og egentlig også informationer, men der præciseres en

del, som hun er for tilbøjelig til at gå let hen over, bl.a. er der i Kragh's frem-

stilling gode ansatser til inddragelse af basis, selv om jeg som sagt ikke synes, detsker tilstrækkeligtpræcist og nuanceret.

Opbygningen af SF

Kapitlerne i Kragh's bog om opbygningen af SF er nok de kapitler, der har denstørste nyheds- og informationsværdi, selv om også Schmiederer behandler dis-se områder, dog på en ganske anderledes usystematiseret og beskrivende måde.

Opbygningen af partiet behandles naturligt nok i to faser, hvor første fase

strækker sig til partiets første kongres i juni 59, og anden fase strækker sig til

valget i november 1960. Fremstillingen omkring første. fase bevæger sig om-

kring problemer som partiets behov for og etablering af støttemaksimering,programformulering og partienhed, hvortil midlerne var standpunkter, pro-

paganda og organsammensætning. Jens Kragh trækker ting som antimilitaris-

me, ideologisk afgrænsning over for både DKP og SD frem, socialistisk enheds-

front og organsammensætning overvejende med faglige folk som fænomener,der skulle medvirke til at konsolidere partiet. Det fremgår af fremstillingen af

213

partiets medlemmer, hvoraf mange var tidligere DKP”er, at dette har givet an-

ledning til stridspunkter inden for partiet, b1.a. gennem forskelligt syn på SD,men det fremhæves ligeledes, at viljen til partienhed i starten var overmåde

stor, og at det faktisk i høj grad lykkedes at etablere et åbent og relativt velfun-

gerende partidemokrati med et åbent debatklima. Bevidst er Aksel Larsens og

Mogens Fogs rolle og betydning i hele denne første periode i fremstillingen kørtunderdrejet, således at fremstillingen faktisk taler om et parti opstået efter et

omfattende folkeligt pres. Der har selvfølgelig fundet et sådant pres sted, men

hvor omfattende og hvor folkeligt det har været, kan ikke siges at være afklaret

med denne fremstilling.Fremstillingen af politikformuleringen, som den foregik i partiet, dels som en

balancegang mellem delvist modstridende interesser og som en balancegangmellem formuleringer omkring og afgræsningsproblemer til DKP og SF er be-

handlet yderst grundigt, nuanceret og informativt, og det er i denne forbindelse

vigtigt, at partiforeningernes rolle og indflydelse er behandlet. Interessant er

ligeledes påvisningen af uenigheden i partiet omkring dets parlamentariske rol-

le, som den evt. kunne komme til at udspille sig. Uenigheden drejede sig både om

regeringssamarbejde og partiorganernes indflydelse, især forholdet mellem

folketingsgruppen og hovedbestyrelse; en konflikt, der naturligt måtte komme i

et arbejderparti, der i så høj grad satsede på parlamentet.Man må vel også sige, at selv om Kragh formår at skildre en vis indflydelse på

partiets beslutningsprocesser, og dermed fremfører tesen om et stærkt med-

lemsdemokrati, havde det været ønskeligt, at den reelle indflydelse faktisk blev

sat i relation til den meget løse og borgerlige organisationsstruktur, som partiethavde. F.eks. at anvende partiforeningers pres mod de ledende organer i G.

Moltved-sagen forekommer ikke umiddelbart at være et holdbart bevis for den

meniges indflydelse. Sagen kan f.eks. i lige så høj grad tages til indtægt for poli-tisk og taktisk tæft hos partitoppen.

Kragh startede sin bog med at stille tre spørgsmål op, som han vil søge at be-

svare. Spørgsmålet om, hvordan partiet dannedes og opbyggedes, har forfatte-

ren givet en god fremstilling af, med inddragelse af meget relevant materiale, og

det er da også ved besvarelsen af dette spørgsmål,at hans analysemodel virkeligformår at strukturere og klarificere materialet. Spørgsmålet om, hvem der

dannede og opbyggede partiet, er besvaret, naturligt nok, mindre klart, men

Kragh mener, at partiet under alle omstændigheder selv uden Aksel Larsen vil-

le være blevet dannet, og at han primært fungerede som katalysator og den po-

litiske person, der kunne udtrykkes standpunktsidentitet med. Den brede basis,som partiet har haft, anskues i fremstillingen i for høj grad ud fra partidannel-sessynspunktet, dvs. at det ikke lykkes forfatteren at dokumentere og dermed

overbevise læseren om, hvorfor det primært var den højtlønnede arbejder-klasse, der var basis. .

Om fremstillingen generelt skal det siges, at selv om forfatteren som udgangs-punkt har haft, hvad han kalder en marxistisk teori og metode,_som i øvrigtfremstilles delvist i et teoretisk kapitel, synes jeg ikke, at denne har smittet af påfremstillingen, selv om stoffet er struktureret lidt anderledes. Umiddelbart vir-

214

ker det, som om forfatteren forbinder den marxistiske teori og metode til det

nødvendige i inddragelsen af faktorer, der ligger uden for de handlende subjek-ter, dvs. økonomiske og politiske fænomener. Dette er ikke lykkedes overbevi-

sende, f.eks. er det ikke lykkedes forfatteren at vise, at udviklingen i den økono-miske struktur med følgende velstandsstigning skabte forudsætninger for et nytparti.

'

Disse bemærkninger skal dog ikke skjule, at bogen absolut må anses for at

være værdifuld både i materialevalg og til en vis grad også i synsvinkel, selv om

det ikke er min opfattelse, at værket bidrager tilat opfylde det teoretiske mål,men derom senere.

SF,s ideologiI antologien Folkesocialisme har Kragh forsøgt at råde bod på, at der ikke iovennævnte fremstilling er sket en tematisering og samlet behandling af det nyepartis ideologi.

Bogen har foruden den rent historiske interesse også en nutidig interesse,idet den primært præsenterer den ideologi og de synspunkter, der blev frem-ført i dannelsesprocessen, dvs. at den præsenterer det i partiet så ofte senere

brugte og misbrugte larsenistiske synspunkt. Den kan derfor også betragtessom et indlæg i den strid, der har været i SF i de sidste par år. Det er dog ikkeud fra denne synsvinkel, den her behandles. Bogens bidrag, der er artikler ogtaler, dækker perioden fra sommeren 58 til valget i 60. Antologiens bidrag er

alle skrevet af mennesker, der blev ledende i SFs arbejde, og der præsenteresherigennem de synspunkter som vælgermassen og basis kunne formulere sin

standpunktsidentitet med.

Antologien dokumenterer egentlig klart nok, at dannelsen af SF”s ideologivar en proces, som tog udgangspunkt i stridspunkterne omkring uenigheden i

DKP, og at et af de væsentligste mål overhovedet for de ledende folk var at fåudformet et på socialistisk grundlag pragmatisk holdepunkt, der kunne få storedele af befolkningen i tale. Tilnærmelsen til en pragmatisk reformpolitik med

udgangspunkt i parlamentet fremtræder som yderst væsentligt. Interessant er

Aksel Larsens foredrag ved Aarhus Universitet umiddelbart før eksklusionen,hvor han søger at afgrænse sine standpunkter i forhold til revisionismen ogfremlægger sit syn på den marxistiske teori og metodes anvendelse i det politi-ske arbejde. Antydningsvis leveres elementer til forståelse af de faglige folks til-

slutning, idet de ville have øjeblikkeligereformer og forbedringer bl.a. i social-

politikken. I antologien påpeges også klart, at det er lønarbejderne som sådan

og ikke blot arbejderklassen, partiet skal tage hensyn til. Ansatser til antagonis-mer spores tydeligt i denne antologi, feks. fremføres der absolut forskelligar-tede opfattelser af statens rolle i samfundet, i øvrigt et af de områder, hvor de-batten næsten 20 år efter også udviser forskellige teoretiske standpunkter.

Interessant er det i dag at notere, at partitoppen faktisk havde ret velafklare-de taktisk og pragmatisk begrundede indsigter i marxistisk teori på et ganskehøjt niveau, at det faktisk er lykkedes at formulere store dele af denne indsigt vi-

215

dere i et sprog og en kontekst, som er umiddelbart forståelig. Antologien kan

selvfølgeliganskues som et supplement til den organisatoriske og materielle ana-

lyse, Kragh har foretaget, men den kan ikke på nogen måde erstatte en forhå-

bentlig senere undersøgelse omkring ideologien og meningsdannelsen og politik-formuleringen i partiet; dertil er den for snæver, og den tager ikke hensyn til

de forskellige klasser og fraktioners interesser, som de er fremkommet i denne

periode. Antologien i sig selv er godt sammensat, bl.a. fordi udvalget faktisk for-

mår at vise dels teoretiske uoverensstemmelser og mulige begyndende antago-nismer i partiets teoretiske grundlag.

AfslutningDet er selvlysende at en lille pjece som Gert Petersens korte rids af SF”s histo-

rie fra 1958-1974 på mange måder falder udenfor rammerne af denne diskus-

sion, men den er alligevel værd at behandle i denne forbindelse, idet pjecen qvaforfatterens centrale placering kunne have bidraget med nye oplysninger og

indgangsvinkler til SFs dannelsesproces.Bogen bidrager ikke på nogle måder til at tilføre nye oplysninger, hvilket er

undskyldeligt bl.a. på grund af pjecens ringe omfang. Desværre lykkes det hel-

ler ikke for Gert Petersen at karakterisere det miljø og det klima som SF dan-

nedes i, hvilket netop ville være et tiltrængt supplement til de mere akademiske

afhandlinger, der jo i ret høj grad er factsorienterede. Pjecen er tilsyneladendeskrevet med yderst løs hånd. Den når ikke i dybden i sin fremstilling, der er me-

get generel og overfladisk, f.eks. behandles splittelsen i DKP faktisk udelukken-

de som et moralsk problem, - en strid mellem de gode og de onde. Heller ikke

SF's fødselsvanskeligheder og organisatoriske problemer i starten andet end

berøres, men det skyldes nok, at pjecen i meget høj grad er parlamentscen-treret.

På den måde har pjecen sat sig mellem flere stole. Den er naturligvis for kort

til at kunne give dyberegående analyser, den er for løs til at kunne give nye in-

formationer og indfaldsvinkler, men den kunne qva sin form have formidlet et

væsentlig oplevelsesaspekt, en periodeindsigt, videre. Den kunne have søgt at

understrege de mangfoldige subjektive sider af forløbet, givet et billede af stem-

ninger og følelser.

Netop denne subjektive side af historien er en af de store mangler ved de an-

meldte bøger. Læseren får ikke et plastik indtryk af de stemninger og følelser,hadet mellem grupperne, gennem læsningen af bøgerne. Dette område kan lidt

upræcist kaldes den politiske kultur. Der er ikke redegjort for området gen-

nem en fyldig gennemgang af debatter, uddrag af citater og samling af artikler

og interwievs; det er hverken tilstrækkeligt til at beskrive eller klargøre, langtmindre forklare det politiske klima i, perioden. Netop denne subjektive side af

historien, folks og gruppers oplevelse af og tolkning af begivenheder samt re-

spons på disse er vigtige elementer i forklaringen af f.eks. forholdet mellem

valgte og vælgere. Det er en af de referensrammer politikere handler inden-

for. Analyser af det politiske klima er også en forudsætning for at forklare

hvorfor DKP splittedes på netop det tidspunkt af netop disse årsagerog ikke 2

216

år før. Analysen af dette subjektive område må underordnes analyserer af de

økonomiske fænomener, der sætter rammerne for det omtalte felt. Ingen af de

anmeldte bøger er gået den vej. De har stort set alle holdt sig inden for tradi-

tionens rammer og har indenfor denne primært den funktion, at de skal veri-

ficere, falsiñcere og uddybe indenfor denne. Derved bliver de stående i en aka-

demisk tradition, hvor afstanden til objektet synes længere end nødvendigt. Hi-

storikernes traditionelle styrke - deres hermeneutiske forståelse -synes desvær-

re tabt. I disse fremstillinger, hvilket er beklageligt, idet der netop gennem disse

fremstillinger øjnes muligheder for at underordne og kombinere dette med en

økonomisk referensramme.

Det er næppe urimeligt at konkludere at den sidste bog om DKP og SF ikke

er skrevet.Niels Ole Pors

217

ANMELDELSER

Georges Haupt. Socialism and the Great War. The Collapse of the Second Inter-national. London 1973. 270 5.

Martin Grass. Friedensaktivität und Neutralität. Die skandinavische Sozialde-mokratie und die neutrale Zusammenarbeit im Krieg, August 1914 bis Februar1917. Bonn-Bad Godesberg 1975. 294 s.

Horst Lademacher. Die Zimmerwalder Bewegung. Protokolle und Korrespon-denz. I-H. Haag 1967. 644 resp. 757 5.

Den katastrofale begivenhed i den internationale arbejderbevægelses historie,da II. Internationale brød sammen under optakten til l.verdenskrig, og følger-ne deraf blev hurtigt genstand for en omfattende, som oftest meget polemisk lit-terær behandling indenfor de socialistiske kredse, hvorimod mere videnskabe-

lige undersøgelser måtte vente til efterkrigstiden. Men selv indtil for nylig var

forskningen omkring II. Internationale i nogen grad domineret af personer,som havde været personligt involveret i dramaet dengang.Først i de seneste år er der taget fat på emnet på en virkelig seriøs måde.

Den, som kildemæssigt set er trængt dybest til bunds i det, er Georges Haupt,professor ved Sorbonne-universitetet. Sine resultater redegjorde han førstegang for i »Le congre's manqué« fra 1965. To år senere fulgte en tysk udgave:»Der Kongres fand nicht statt«, og endelig forelå de i 1972 i stærkt revideret ogudvidet form på engelsk.

I sit introduktionsafsnit sætter Haupt bestemt ikke sit lys under en skæppe:»There are still numerous historians who base their work on the insights of

1914-18, or who see events only through the eyes of the debate”s protagonistsInstead of studying and analysing the facts objectiver in a precise framework,historians are inclined to explain events and attitudes in terms of what happenedafter 4 august ...« (s. 4 f.). Det er jo talt ud af karsken bælg, men hvor er det dogbefriende 0rd! Gid den gamle, metodiske dødssynd også ville forsvinde fra be-

handlingen af alle andre problemstillinger fra den tid. I samme åndedræt skalder imidlertid sættes et stort spørgsmålstegn ved den alternative metode: den

objektive analyse, men lad det foreløbig være.Selv om Haupt trods alt ikke vil frakende den tidligere forskning vigtige re-

sultater, har den dog efter hans mening ikke besvaret det afgørende historiske

spørgsmål: »why and how did European socialism reach the position it was on 4

August 1914?« (s. 4). Ud fra studier i det righoldige kildemateriale i Internatio-

nale Socialistiske Bureaus (ISB) arkiv i Antwerpen, som Haupt som den første

og eneste har fået adgang til (hvad der jo gør det noget nemmere at stille sig ob-

jektiv an), mener han at kunne give os større klarhed over de grundlæggendeteorier og de politiske motiver, som lå bag sammenbruddet.

Den længe almindeligt hyldede opfattelse, at en væsentlig hindring for II. In-ternationales funktionsdygtighed lå i uenigheden mellem de tyske og franske s0-

cialister m.h.t. især spørgsmålet om brug af generalstrejke i tilfælde af krig, bli-ver radikalt kuldkastet af Haupt. Ikke sådan at forstå, at han ikke mener, der en

218

tid lang var en afgørende overensstemmelse de to partier imellem, for det gør

han. Udgangspunktet tages i de franske ledere Jean Jaurés” og Emile Vaillants

bestræbelser fra 1902 og frem, da truslen om storkrig blev større og større, på

at skabe en international socialistisk politik, hvor der skulle lægges mest vægt på

den aktionsmæssige side af sagen.

Det må her straks indskydes, at Haupt i det hele taget ser udviklingen i Inter-

nationalen på baggrund af den franske sektions politik. Det kan man naturligvis

godt gøre og forfriskende er det, at det største parti, SPD, for en gangs skyldikke også anskues som bevægelsens navle, men når Haupt nærmest glorificererJ aurés og vil have læserne til at se på udviklingen med hans øjne, så må man mel-

de fra. Nu tilbage til emnet.

I 1907 blev generalstrejkevåbnetgjort til det bærende element i aktionspoli-tikken, anbefalet kongressen i Stuttgart det år af Jaurés og Vaillant og igen an-

befalet kongressen i København 1910 af Vaillant og J. Keir Hardie fra det engel-ske uafhængige arbejderparti - og begge gange afvist af SPD. Dette er næsten

alt for velkendt, men Haupts forklaring på SPD”s negative holdning er mere el-

ler mindre original. Han finder den i partiets syn på krigs- og freds-problema-tikken; i modsætning til de franske socialister bedømte de tyske den storpoliti-ske situation til næsten hver en tid som i grunden ufarlig, følgelig var det ikke

nødvendigt at aktionere, i det mindste ikke på drastisk vis. SPD”s ængstelse og

protestaktioner under de storpolitiske kriser 1908, 1911-13 og juli 1914 var ikke

udtryk for et kursskifte. Den grundlæggende optimisme blev endda bestyrket af

Balkan- og Marokko-krisernes løsning, ligesom de øvrige socialistpartier tog

det som gode tegn. At indenrigspolitiske hensyn betød mindst lige så meget for

SPD som den udenrigspolitiske vurdering, og - hvad der vel er vigtigst - at fag-bevægelsen skarpt vendte sig imod strejketanken, er faktorer, som Haupt over-

ser.

Derimod har han fået øjnene op for - og det er her han bringer radikalt nyt- at SPD efter den ekstraordinære kongres i Basel 1912, nemlig i maj 1914, be-

gyndte at indtage et positivt syn på generalstrejkespørgsmålet,dog med den be-

grænsning, at man kun kunne godtage strejke som middel til hindring af krigs-udbrud; standsning af en påbegyndt krig måtte ske på anden vis, hvad ogsåJaurés mente.

Så selv om, som Haupt selv rigtigt kommenterer, de nye toner i SPD dels var

taktisk bestemt (de intensiverede fredsbestræbelserfra de franske og tyske so-

cialistpartier i fællesskab måtte ikke skades gennem indbyrdes strid), dels var

uforpligtende,og selv om, må man tilføje,fagbevægelsennok ikke havde fundet

sig i en realisering af dem, ja så var der sandt nok skabt et hidtil ukendt forson-

ligt klima indenfor Internationale.

Hvad var da årsag til, at det alligevel gik så galt ? Udover den allerede nævnte

fælles, egentlig ganske urealistiske optimisme i de sidste førkrigsår peger Haupt

på en anden udvikling blandt SPD”erne, som hænger sammen med dette lyssyn:den tidligere brutale form for imperialisme ansås efterhånden for at være ble-

vet erstattet af en fredelig, som man ikke bare accepterede, men endog i visse

tilfælde støttede. Denne teoretiske udvikling og dens skæbnesvangre betydning

219

for samarbejdet i Internationale gør Haupt fuldkommen ret i at fremhæve men

at lade den stå i kontrast til den franske socialismes synspunkt og betegne denderved fremkomne teoretiske modsætning som den væsentligstegrund til sam-

menbruddet (s. 30), er simpelthen fejlagtigt. Som om socialisterne i Frankrigvar meget bedre end deres tyske kammerater! Haupt må da også selvmodsigen-de medgive, at de havde den samme indstilling til imperialismens natur (s. 127,152), således at måske det eneste, hvorved franskmændene adskilte sig fra ty-skerne, var, at de ikke ligefrem sluttede op om territoriel ekspansion.

Skal man karakterisere Internationales dilemma dengang, skal det altså para-doksalt nok ikke gøres med udtryk som indbyrdes kiv og splid, men fælles an-

skuelser, idet man fremfor alt var enig om, at imperialismen var blevet ufarlig. -

Internationales achillessene var ikke så meget dens »lack of concern in mattersof theory« (s. 31), som den revisionisme, som - når man endelig diskuterede ide-ologi - trængte frem i alle kroge af de socialistiske tankegange.

Det gengivne referat fra Internationale Socialistiske Bureaus (ISB) sidstemøde d. 29.-30. juli 14 viser med rystende tydelighed, hvordan principløshedenfik lederne til at svaje som siv for vinden.

Som organisation var II. Internationale - midlertidigt eller ikke - ophørt medat fungere, men tanken om international arbejdersolidaritet levede-videre sam-

tidig med, at fredsønsket snart meldte sig med stor styrke i flere landes befolk-ninger. De, som bedst kunne tage de opgaver op, der lå i disse følelsesmæssigebehov, var de neutrale landes socialistpartier, og de prøvede på det. Deresrolle som formidlere kunne få vigtige konsekvenser på det storpolitiske plan.Selv var man klar over, at .man havde en stor mission at udføre, men eftertidenhar ligesom ikke påskønnet det arbejde nok. Først nu, med den svenske histori-ker Martin Grass, doktorafhandling er de neutrale socialister for alvor blevettrukket frem i lyset. Lad os se, om de har kunnet tåle det.

I en alt andet end medrivende stil fortæller Grass særdeles grundigt om deskandinaviske og det hollandske socialistpartis (nordgruppen) fredsarbejde,men beskriver det også ret udførligt for de svejtsiske og italienske socialisters

(sydgruppen) vedkommende. Endvidere indrømmes det amerikanske broder-parti en vis omtale, hvorimod Grass bevidst undlader at behandle de øvrige so-

cialistpartier og stort set kun tager partioppositionerne med i betragtning i for-bindelse med Zimmerwald-bevægelsen.

De to modsætningsfyldte hovedsynspunkter på fredsspørgsmålet, som her-skede side om side i II. Internationale før krigen, nemlig at fred var forudsæt-

ning for socialismens gennemførelse (den præventive holdning), og at socialismevar forudsætning for varig fred (den kurative holdning) bruger Grass fornuf-

tigvis også som kriterier for socialisternes virke under krigen. I det store helefølte de neutrale sig ikke bundne af den velkendte kurative formel fra Stuttgart1907, så længe deres regeringer ikke tog del i krigshandlingerne, men de var deførste til at forsøge at få Internationalen sammensvejset igen og en fælles freds-aktion igangsat, og lykkedes det hverken første gang eller senere, så opgav man

dog aldrig sine bestræbelser.Den utrættelige igangsætter i så henseende var, påviser Grass, Th. Stauning

220

og ikke som ellers gerne antaget den hollandske partileder Troelstra eller den

svenske partileder Hj. Branting. Denne forholdt sig tværtom tøvende over for

sin danske kollegas aktionsiver. Interessant er også fremhævelsen af Fr. Borg-

bjerg som Staunings nære medarbejder, der i visse situationer kan have været

den egentlige primus motor.

Iflg. Grass” typisk minutiøse argumentation var Staunings forslag d. 28. sep-

tember 1914, om en konference for alle neutrale socialistpartier uafhængigt af

såvel de amerikanske socialisters allerede d. 24. september fremsatte, men i

Europa sikkert først d. 15. oktober bekendte plan om en kongres for alle socia-

lister, som af konferencen i Lugano d. 27. september mellem de svejtsiske og ita-

lienske socialister, som også luftede en idé om et møde for de neutrale; fra dette

Staunings første initiativ, via den neutrale mini-konference i København januar1915 og den noget mere omfattende konference i Haag juli-august 1916 og frem

til den mislykkede Stokholm-konference sommeren 1914 går der en næsten

lige, af Stauning selv udstrukket linje. Fredsønsket var drivkraften, men hvad

kunne han i fællesskab med andre stille op?Et fælles program, den første betingelse for et heldigt resultat, havde man i

Internationales fredsprincipper, vedtaget senest i København 1910, og på det

tidspunkt tænkt som middel til at undgå krig. Ved bekræftelsen af dem samme

sted fem år senere gjordes de til redskab i kampen for at tilvejebringe fred. Da

også Entente-socialistene på deres konference i London februar 1915 og cen-

tralmagtemes socialister på deres i Wien april s.å. hyldede de samme princip-per på nogenlunde samme måde, blev nordgruppen optimistisk stemt. Alligevelkunne man ikke samle alle ved det samme bord, ja end ikke de neutrale holdt

rigtig sammen.

Grass vil ikke give de neutral-e selv skylden for, at deres må] ikke opfyldtes,men placerer ansvaret dels på socialisterne i de krigsførende lande, idet de de-

res smukke ord til trods var for nationale til at tolerere samlingsbestræbelser-ne, og dels på krigsmagterne, som måtte modarbejde enhver svækkelse af deres

respektive befolkningers offervilje. Mærkeligt nok regner Grass her ikke med

de vanskeligheder mellem de neutrale indbyrdes, som han ellers gør en hel del

ud af. ,

For forholdet mellem nord- og sydgruppen, som hurtigt blev dårligt, var det

på længere sigt afgørende, at både det svejtsiske og det italienske socialistpartiudviklede sig i retning af den kurative politik. For nordgmppens eget vedkom-

mende gjorde der sig indenfor rammerne af en fælles grundholdning flere

nuancer gældende - m.h.t. l) militarismen, 2) neutralitet overfor de krigsføren-de stater og i henseende til disses socialistpartier og 3) fredsforestillinger. Da

Grass gentagne gange (s. 27, 37, 133, 247) betoner, at nuancerne vel er vigtige,men ikke må Overvurderes, skal jeg her holde mig til den vigtigste af dem, den

tredje. På dette punkt lå Branting og Stauning et godt stykke fra hinanden, for,

siger Grass, hvor Branting ønskede sikker fred, der arbejdede Stauning på en

snarlig fred. Det er selvfølgelig sagen sat på spidsen, men alligevel er der grundtil protest.

Jeg skal være den sidste til at frakende det stor betydning, at man nøje hæfter

221

sig ved ordlyden i Væsentligeudtalelser for derigennem at bemærke sig en elleranden politisk linje, men det kan gøres for firkantet. Det danske socialdemokra-ti talte rigtignok meget om snarlig fred, men af og til også om, at freden skullevære sikker, d.v.s. først og fremmest hvile på princippet om folkenes selvbe-stemmelsesret, just som Branting forestillede sig den. Grass undervurdererdette og ser derfor meningsforskellen på et niveau, hvor der faktisk ikke er no-

gen. Den sætter derimod ind dér, hvor det gælder spørgsmålet om fredstids-punktet. Hvorfor der her opstod gnidninger mellem en ivrig Stauning og en ro-

lig Branting, er der ikke gjort meget ud af. Brantings argument for at vente ogse, nemlig at Tyskland endnu stod så stærkt (feks. var dets hære jo langt inde iFrankrig), at en fred uvægelig ville blive til centralmagternes fordel, bliver blotanført. Jamen, havde Branting da ikke ret, og var det ikke naivt af Stauning at

tro, at en fred under de omstændigheder ville blive retfærdig? Og er det der-for ikke forståeligt, at Entente-socialisterne nægtede at forhandle med SPD?Som så mange andre savner Grass denne forståelse.Ovenstående fører hen til det klassiske problem: nordgruppepartiernes og

specielt ledernes syn på krigsmagterne. Ingen, heller ikke Grass, vil benægte, at

Branting var Entente-venlig, og at Troelstra og Stauning var tyskvenlige, men i

modsætning til den almindelige opfattelse hævder Grass (s. 35, 40), at det ikkeprægede deres fredsaktivitet i væsentlig grad. Det forekommer mig dog atvære et uholdbart standpunkt. Et eksempel: Staunings forslag efteråret 1914 om

en konference for alle neutrale forlangte SPD modificeret, både ang. omfangog indhold. Nogle af partierne var i SPD,s øjne ikke neutrale nok, og den på-tænkte diskussion af krigsårsagernefandt det i høj grad uønskelig. Stauning blevførst rasende over den tyske indgriben, men gav sig efter nogle kompromisska-bende forhandlinger mellem Borgbjerg og den tyske partiledelse i Berlin. Der-ved undgik man at fornærme SPD, konstaterer Grass tilfreds, men var det pri-sen Værd, at man til gengæld skadede relationerne til fællerne i USA, Svejts ogItalien? De kunne naturligvis ikke andet end tro, at nordgruppen var kommet ilommen på SPD. Og Værst af alt: Entente-socialisterne måtte tro det samme.

Senere begivenheder som Troelstras og Staunings besøg i Tyskland kunne kun

bestyrke dem i troen. - Hvor meget Grass end hævder det modsatte, synes dogoplagt, at Stauning på gr. af sin SPD-sympati optrådte taktisk uheldigt og derved

bragte de neutrales fredsarbejde i miskredit. Han var den ledende person i det

arbejde, men var han den mest egnede?Med Grass” særdeles grundige værk er der givet os en så nøje og så korrekt

redegørelse for den begivenhedshistoriske side af emnet, som vi vel kan for-

lange det. Denne pionérindsats retfærdiggør de nærmest utallige kilde- og litte-

raturhenvisninger, og den videre forskning vil i dem have et udmærket ar-

bejdsgrundlag. De aspekter, som der kan og bør gøres mere ud af, er især deideologiske og økonomiske, for her kommer Grass” analyser noget til kort.

En ting er sikker: hele emnet er ikke slet så kedeligt, som forf. har gjort dettil!

Den voksende og mere og mere markante opposition i de socialistpartier,hvor den internationale solidaritet afløstes af en national, og udviklingen i de få

222

partier, som holdt fanen højt, har i høj grad fået historikernes bevågenhed,hvorimod disse venstre-socialistiske grupperingers internationale samarbejde i

Zimmerwald-bevægelsen er et forsømt kapitel i arbejderbevægelsenshistorie.

Hovedårsagen dertil har i alt for lang tid været den, at der simpelthen ikke har

været noget let tilgængeligt kildemateriale af forsvarligt omfang til rådighed.Det er dette forhold, den vesttyske historiker Horst Lademacher med sin kilde-

udgave har villet råde bod på.

Kildeudgaven består væsentligt af materiale fra de af Robert Grimm, den-

gang førende skikkelse på det svejtsiske socialdemokratis venstrefløj og aktiv i

Zimmerwald-bevægelsen, efterladte papirer, nu beroede i det socialhistoriske

institut i Amsterdam. Til supplering og udfyldning af lakuner har Lademacher

inddraget andet materiale fra samme og andre arkiver såsom det tyske uden-

rigsministeriums samt tidligere publiceret stof. Forklaringerne i forordet og de

mange noter undervejs med f.eks. biografiske oplysninger gør værket meget

brugbart og informerende. Grass (s. 182) griber ham ganske vist i et par min-

dre fejltolkninger, og Lademacher bruger konsekvent w i Staunings fornavn,men det er altsammen småting, som kun sætter det høje niveau i relief.

Er der m.h.t. kildemængden ingen grund til klage, står det kvalitativt dog slø-

jere til. Således fremhæver Lademacher selv, at der kun for den ene af de ialt

tre Zimmerwald-konferencer foreligger en udførlig protokol. Men takket

være også de mange i bd. II gengivne breve, som Grimm som sekretær for In-

ternationale Sozialistische Kommission, bevægelsens centralorgan, affattede og

modtog, er det muligt at få et hidtil ukendt indblik i interne anliggender.I en længere indledning skildrer Lademacher førkrigsinternationalen, især

på grundlag af Haupt, og Zimmerwald-bevægelsens opståen, idet han standser

ved den første konference i september 1915, således at han ikke selv i større

omfang drager konklusioner af det. nye materiale. Det påvises, at menschewik-

ken Martov var bevægelsens åndelige fader, mens Grimm var dens fysiske op-

havsmand, og det findes - ikke overraskende - bekræftet, at Zimmerwalderne

var splittede, så man kan tale om en højre-, midter- og venstrefløj (Andre vil

dog kun operere med et flertal og en venstregruppe).Som forklaring på foreningen af de venstresocialistiske kræfter og deres

sammenhold trods modsætninger anfører Lademacher meget ufyldestgørende,at de var modstandere af krigen, for det var de neutrale partier jo også. Det

må i det mindste tages med i betragtning, at Zimmerwald”erne ønskede en langtaktivere krigsbekæmpelse, men det var netop her den indbyrdes uenighed satte

ind. To hovedsynspunkter stod overfor hinanden. Hvor flertallet gik ind for en

lunken kurativ linje, hævdede mindretallet med Lenin i spidsen den klart revo-

lutionære vej, som efter februarrevolutionen i 1917 blev den foretrukne.

En anden væsentlig uoverensstemmelse drejede sig om spørgsmålet om gen-

oplivelse af II. Internationale ctr. etablering af en ny; flertallet ville det første,

de øvrige det andet. Resultatet blev, at man nok i protest imod passiviteten i In-

ternationale Sozialistische Bureau, Internationales centralorgan siden 1900,men uden at ville konkurrere med det, oprettede sit eget centralorgan: ISK.

Belært af svaghederne ved Intemationalens struktur fik ISK ret vide beføjel-

223

ser, og dog kaldte den bolschevik-venlige SPD'er Karl Radek det i 1917 for en

»Briefkasten« (postkasse) (I, s. 459). Pudsigt nok har Haupt anvendt den samme

betegnelse om ISB (»a letterbox«, s. 16). Igen trak Lenin det længste strå, såsandt som bevægelsen blev en forløber for III. Internationale.

I vestlig forskning er der en tendens til at undervurdere venstresocialisternes'indflydelse nationalt og internationalt, og omvendt overvurderer østlige for-skere gerne. Det er klart, at Zimmerwald-bevægelseni sig selv ikke blev en

slagkraftig styrke, men alligevel blev den en faktor, som først deres fæller og si-den selv de krigsførende regeringer måtte kalkulere med. Det første bringerGrass et eksempel på: ISB blev i begyndelsen af 1916 mere aktiv og gennemførtei sommeren samme år konferencen i Haag (s. 225). I det hele taget giver Grass i

kap. IX og flg. en udmærket oversigt over relationerne mellem de neutrales ogde oppositionelles fredsarbejde. Og det sidste læses klart af dokumenterne fradet tyske udenrigsministerium.Zimmerwald-bevægelsensstørste fortjeneste er imidlertid nok den, at denførte de socialistiske idéer videre i en tid, hvor de ellers gik i forfald som aldrigfør. Så meget mere underligt virker det, at der mig bekendt endnu ikke - ti årefter den solide kildeudgivelse - er skrevet nogen Zimmerwald-bevægelsenshi-storie. En sådan er dog blevet bebudet - det er med spændt forventning, man

ser frem til den.

Helge Torm

Jørgen Peter Christensen: Lønudviklingeninden for dansk håndværk og industri1870-1914. Københavns Universitets Økonomiske Institut, studier nr. 22. Bind 1:

tekst, 266 sider, bind 2: bilag, 285 sider. Akademisk Forlag, København 1975. Priskr. 95,90.

Forfatterens hovedformål med sin undersøgelse er at bidrage til at skabe klar-hed over den generelle udvikling i lønnen inden for håndværk og industri, bådemed hensyn til hovedtrækkene heri og forløbet over de skiftende konjunkturer,og i den grad der er forekommet at være grundlag herfor at foretage nær-

mere skøn over udviklingen for hovedgrupper af arbejdere (p. 9 i bind 1; frem-

tidige sidehenvisninger uden bindhenvisning betyder bind 1). Desuden søges der

foretaget en analyse med henblik på at afdække generelle forhold, som må anta-

ges at have haft indflydelse på lønforløbet (p. 10).Uanset at forfatteren selv klart lægger op til en primær interesse i det først-

nævnte af de oven for anførte formål og stort set ikke giver udtryk for teore-

tiske ambitioner, er det alligevel min opfattelse, at der fremdrages nogle væ-

sentlige synspunkter af mere teoretisk art, som det vil være af betydning at dis-kutere nærmere. De væsentligste kapitler i så henseende er kapitlerne 2 og 12

(pp. 16-21 og pp. 217-236).For det første understreger Jørgen Peter Christensen (JPC) den meget ba-

nale, men ikke desto mindre ofte »glemte« sandhed, at lønnen må ses i den dob-belte funktion den har i en kapitalistisk økonomi - som omkostningfor kapitalisten

224

og som indtjening for arbejderen (p. 9). I en kapitalistisk økonomi i en tænkt

stationær ligevægt eller i en balanceret vækstproces er denne distinktion uden

betydning, fordi alle de forhold, der knytter sig til denne lønnens dobbeltfunk-tion herved abstraheres bort. Men i en konkret eksisterende økonomi bliver

problemet ikke uvæsentligt især ikke på sektor- eller brancheniveau. Her vil

det ikke være et usædvanligt forhold, at »reallønnen som omkostning« udvikler

sig forskellig fra »reallønnen som indkomst«. Forklaringen herpå er den sim-

ple, at prisudviklingen for industriens slagsprodukter meget vel kan været ret

så forskellig fra prisudviklingen for de varer, der indgår i (industri-) arbejder-nes forbrug, idet dette jo også omfatter fødevarer og boligydelser som to væ-

sentlige ikke-industrivarer.Den ikke helt uvigtige konsekvens af denne dobbeltfunktion lønnen indtager

er, at industrien i en given periode kan være udsat for såvel en projitklemme,fordi der er stigende lønomkostninger pr. produceret enhed, som “en samtidigafsætningsklemme,fordi andre varer, der indgår i arbejdernes forbrug, såsomfødevarer og boligydelser, der samtidig har en lav priselasticitet (efterspørgslengår ikke ret meget ned ved prisstigninger), konfiskerer en stærkt stigende andelaf arbejderklassens indkomst. Da hele problematikken omkring forholdet mel-lem lønudviklingog krise altid har spillet en stor ideologisk rolle, er det værd at

se nærmere på denne problematik. For netop en sådan udvikling i dag kan derhenvises til en pjece udarbejdet af en arbejdsgruppe i Socialistiske Økonomer:Isi Grünbaum mil.: Den økonomiske krise og arbejderklassen, SocialistiskeØkonomers småskrifter nr. 2,7Roskilde Universitetsforlag 1977, især pp. 12-17.JPC kommer i sin analyse for perioden 1870-1914 frem til en nogenlunde ens

udvikling for reallønnen i de to funktioner. Nedenfor skal der gives et nær-

mere indtryk af hvad denne bestod i.For det andet er det indlysende, at pengeløn og realløn er to ganske forskelligestørrelser. Reallønnen findes ved at dividere et indeks for pengelønnen pr. tids-enhed eksempelvis pr. time med enten et indeks for slagspriserne for håndværkog industri (reallønsomkostningerne)eller et indeks for priserne for arbejder-nes forbrugsvarer som helhed (realløn som forbmgsmulighed). I praksis er sa-

gen ikke så simpel som den lyder, idet der over længere tidsrum, som der herer tale om, sker væsentlige ændringer i produktions- og forbrugssortimentetsamt dettes kvalitet. Belysning fra petroleumslamper og fra elektrisk belysninger ganske vist belysning, men dog ikke af samme kvalitet. Men hvorledes skal en

sådan udvikling inddrages i en undersøgelse af realforbrugsudviklingen? Derfindes ingen utvetydig fremgangsmådepå disse indeksproblemer, men i betragt-ning af at alternativet som oftest vil bestå i intet kvantitativt at sige, forekommer

problemet at være til at leve med.For det tredie vil det være interessant at undersøge udviklingen i forholdet

mellem løn og profit. Dette gøres oftest ved at undersøge lønandelen, d.v.s. løn-nens andel af brutto- eller nettofaktorindkomsten inden for sektoren. Hvis vi in-teresserer os for kapitalakkumulationen og konjunkturforløbet, vil det nokvære mere interessant at undersøge lønudviklingen i forhold til profitraten.Her har vi imidlertid ikke tilforladelige oplysninger (pp. 232-233).

225

For det fjerde vil det være af betydning at se på lønforskelle mellem forskel-

lige arbejdergrupper samt udviklingen i disse over tiden. Herved kan vi gøre os

formodninger om betydningen for disse forhold af reproduktionsomkostnin-gerne i forhold til specielle forhold såsom organisationsgrad, arbejdsindhold,mv. på delområderne inden for håndværk og industri.

For det femte vil et kendskab til lønnens anvendelse på faste og mindre faste

kategorier af forbrug være af interesse i et forsøg på at bestemme konsekven-I

serne af indkomstbortfald i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, arbejdskonflikterm.v.

Som en sjette og sidste, men yderst vigtig side af lønnen har vi lønkampens

placering i den politiske kamp. Hvorledes forholder staten sig til lønkampen i

forskellige faser af kapitalismens udvikling og under forskellige faser af kapita-lismens udvikling og under forskellige styrkeforhold mellem klasserne? Hvor-

ledes institueres lønkampen, og hvad er kamp og hvad er samarbejde mellem

klasserne i udviklingen af mere eller mindre akcepterede spilleregler for løn-

dannelsen?

Men som tidligere nævnt er forfatterens hovedformål at skabe yderligere

klarhed, gerne kvantitativt formuleret, over den generelle lønudvikling for

hovedgrupper af arbejdere. Hovedresultaterne af denne undersøgelse er føl-

gende.Reallønnen målt såvel som omkostning for kapitalisterne som forbrugsmulig-

hed for arbejderne har i perioden 1870-1914 som helhed og for hvert enkelt år

bevæget sig nogenlunde parallelt. Opgjort pr. time er reallønsomkostningerne

vokset fra indeks 35 i 1870 til indeks 79 i 1900 og 100 i 1914. Indeks for realløn-

nen som forbrugsmulighed stadigvæk opgjort pr. time er for de tilsvarende år

39, 87 og 100 (pp. 212-213). Den kraftigste stigning finder sted i 1890”erne, mens

der finder en svækkelse i vækstraten sted efter århundredeskiftet. Eftersom

arbejdstiden pr. dag gennemsnitlig faldt' - for mænd i byerne inden for

håndværk og industri - fra 11,0 til 9,3 timer pr. dag (p. 71), betyder dette under

hensyntagen til overtidsfortjeneste og tab for arbejdsfortjeneste ved sygdom og

sæsonarbejdsløshed,at realindkomsten som forbrugsmulighed for arbejderneinden for håndværk og industri i perioden er blevet fordoblet (p. 213). Da det

kun er udviklingen i den mandlige indkomst vi har oplysninger på, har indkom-

sten for familien været højere i kraft af indkomster fra kvinder og børn samt i

øvrigt fra eventuelle biindtægter manden måtte have haft. .

Men hvad kunne der egentlig fås i forbrugsgoder for denne realindkomst,

som oven i købet blev fordoblet i perioden? Her anfører JPC en sammenlig-

ning mellem de tal han finder frem til og Jørgen Pedersens beregnede budget-

summer fra disputatsen »Arbejdslønneni Danmark under skiftende Konjunk-turer i Perioden ca. 1850-1913«, København 1930. Jørgen Pedersens idé er den,at han konstruerer et meget beskedent budget, hvorefter han undersøger hvor

stort et pengebeløb, der i de forskellige år kræves for at købe dette vareudvalgtil årets priser. Resultatet er, at en faglært arbejder i provinsen først i løbet af

1890°erne bliver sat i stand til at anskaffe sig dette meget beskedne budget (pp.

213-215).

226

Resultatet kan summeres op således, at der såvel ved periodens begyndelsesom dens slutning Var tale om et meget beskedent leveniveau for arbejderne,men at den stedfundne fordobling i reallønnen som indkomst for arbejderne pr.år trods alt har betydet, at der er sket en udvikling fra en tilstand, hvor det harknebet med at sikre opfyldensen af selv de mest nødvendige behov, og hvor sår-barheden over for selv kortvarige indkomstbortfald har været stor, til en til-

stand, hvor der under normale forhold har været mulighed for at opretholdeet ganske vist beskedent leveniveau (p. 215).

Med hensyn til udviklingen i pengetimelønnen i sammenhæng med konjunk-turerne er det bemærkelsesværdigt, at bortset fra slutningen af 1870”erne fin-des der ingen perioder 1870-1914, hvor pengetimelønnen falder. Derimod er

der som det kunne forventes forholdsvis kraftigst stigning i ekspansionsfaserne,men her især i begyndelsen af 1870,erne og slutningen af 1890”erne,mens for-

øgelserne i midten af 1880”erne og ca. 1890 var beskedne (p. 220). Men det skal

fastholdes, at hvis vi ser på reallønsudviklingen er billedet anderledes bortsetfra et fald også her i 1870aerne (p. 222).

Der skal ikke gøres forsøg på at give en oversigt over det meget omfattendemateriale JPC har sammenstillet for de enkelte arbejdergrupper i hovedstaden

og i provinsen, og som udgør den største del af bogens materiale. Det skal be-

mærkes, at der kun foreligger et sammenhængende materiale for mandlige ar-

bejdere, hvilket naturligvisudgør en begrænsning.Til slut skal kun gøres nogle overvejelser over nogle væsentlige forsknings-

opgaver, som ikke skal bebrejdes forfatteren, at han ikke har behandlet, men

som burde behandles. Perioden omfatter jo stort set en fuldstændig »langbølge« eller Kondratieffcyklus, nemlig perioden 1873-1913, som økonomisk ogpolitisk er uhyre vigtig - imperialismens opståen og udløsning af l.verdenskrig,den socialdemokratiske arbejderbevægelses fremvækst og det borgerlige de-mokratis gennembrud. Hvorledes forløb denne udvikling specifikt i Danmark -

bonde-arbejderalliancens skabelse og dens materielle grundlag i landets inter-nationale økonomiske placering, forfatningskampen og systemskiftet i 1901,etableringen af firepartisystemet, septemberforliget 1899, mv? I stedet for de

mange mere eller mindre eksplicitte forklaringer gående ud på, at Socialde-mokratiet forrådte arbejderklassen måske især i forbindelse med September-forliget, trænger vi til en forklaring, hvor den danske arbejderklasses egneleveforhold og udviklingen i disse ses som en central forklaring på, at den social-demokratiske politik og samfundsopfattelse kunne etablere sig. Selv om vi mang-ler analysen af den samtidige udvikling i kapitalen bl.a. belyst ved udviklingen i

profitmasse og -rate, har JPC givet et meget væsentligt bidrag til et svar - når

det over knap et halvt århundrede for arbejderklassen var muligt at øge real-

forbruget pr. år samtidig med, at den daglige arbejdsdag faldt fra 11,0 til 9,3timer pr. dag, er der naturligvis ikke grund til at kæmpe for en uklar utopi kal-det »socialismen«.

Jørgen Lindgaard Pedersen

227

Tidsskriftoversigt 1976/77

Ved Gerd Callesen

Karl Heinz Roths bog om »Den anden arbejderbevægelse«har vakt en del op-

sigt (og er endda oversat til dansk). En del rådvilde individer har (overgangs-

vis?) ladet sig påvirke af den og dens forunderlige teser. I Kurasje nr. 13 findes

en gennemgang af centrale afsnit af bogen ved Finn Krog og Ole Thomsen. Selv-

om denne gennemgang også lider af fejl, er dens resultat korrekt, nemlig »me-

ner vi ikke, at man kan karakterisere Roths tilgang som marxistisk« (5.152) og

»Roths historie-opfattelse er altså - isolerede materialistiske tilgange til trods -

grundlæggendeidealistisk« (s. 177). I en anmærkning (43) er de to forfattere in-

de på Roths motivering - deres antagelse er formentlig rigtig. Allerede sidst i

19607erne gemte Roth sig i længere tid for politiet i Hamborg, for på den måde

at vise at arbejderne godt kunne føre en illegal kamp. Roths bog er et forsøg på

at udvikle sin ideologi i historisk perspektiv.I Kirkehistoriske samlinger 1976 findes en artikel af Torben Christensen 0m

»Harald Westergaard og John Malcolm Ludlow. Optakten til den kristelig-

sociale bevægelse i Danmark« (s. 292-326). Artiklen er ikke mindst interessant

ved omtalen af Fernando Linderberg, men har også betydning i anden sammen-

hæng. Jens Otto Krags »Politiske memoirer og særligt Bertil Ohlins« i Historie

1976/4 er en slags erindringer fra Krag i form af en anmeldelse af Bertil Ohlins

erindringer. Ud over at det er en læseværdig anmeldelse giver den ikke ret

meget (s. 519-31).Bernd Henningsen, der tidligere har skrevet en Dissertation om Hegel-recep-

tionen i Danmark, har fået publiceret en artikel om »Skandinavischer Sozialis-

mus« i det (konservative) tidsskrift Merkur (1975-7, s. 649-666), hvor han for-

søger at fremdrage de særlige træk, der præger arbejderbevægelseni de tre

skandinaviske lande. Artiklens opfattelse af det danske socialdemokrati er især

under indflydelse af Lise Togebys »Var de så røde« - desværre overtager han

også ukritisk hendes vurderinger inklusive fejl som den, at Marx første gang

blev omtalt i »Social-Demokraten« i 1883. Socialdemokratiets tradition bliver

på denne måde mere entydig og enstrenget end den var. I det internationale

skandinavistiske tidsskrift »Scandinavia An International Journal of Scandinavian

Studies« (Vol. 14 No.2⁄l975, s. 127-34) præsenterer Henningsen »Frederik

Dreier - die dänische Variante des Frühsozialismus«, som »kan tydeliggøreden

skandinaviske socialismes særegenheder«(s. 132), som stadigvæk har gyldighed.

Henningsen ved øjensynligtmeget om de danske/skandinaviske filosofiske tradi-

tioner - de findes da - mens hans kendskab om arbejderbevægelsener anden-

hånds. Hans vurderinger bør derfor ikke overtages uden videre. Det er dog

glædeligt,at disse artikler er fremkommet. I Skandinaviskij Sbornik (Tallin) bd.

XX (1975) skriver Aksel Carlsen en artikel om »SF og 'Det nye venstre” i Dan-

mark« (s. 108-121); det er »en komparativ analyse af to politiske fænomener,som i 1960'erne og 70,erne spillede en vis rolle i dansk politik« (s. 120); Carlsen

fører de to »gruppers« forskellige politik tilbage til deres forskellige klasseba-

228

sis; til trods for en kritisk holdning ser han dog også positive træk i deres udvik-

ling. Artiklen har et dansk resumé. '

Hans-Norbert Lahme skriver i International Review of Social History en artikelom »Der deutsche social-demokratische Arbeiterverein in Kopenhagen unddie dänische Arbeiterbewegung«(1976 - 2 s. 240-255). Det er den første tyskearbejderforening i København, der er tale om. Den eksisterede i årene1875-1877 og fik overgangsvis en betydelig indflydelse, bl.a. fordi E. W. Klein

var dens første formand, men især fordi den søgte at gøre Lassalles specielleideologier til de fremherskende i den danske bevægelse. Det blev afvist af Kleinog Pio, og foreningen sygnede derefter hen indtil den forsvandt i foråret 1877. Idet vesttyske tidsskrift Kursbuch nr. 46 skriver Ursula Schmiederer om »Skandi-navien: die Volksfront auf der Regierungsbank ? Die Sozialdemokratie und dieLinke in Schweden, Norwegen und Dänemark« (s. 153-67). Hun undersøgerforholdet mellem de socialdemokratiske partier og de venstreoppositionellepartier i de tre lande og kommer derved til nogle interessante resultater, bl.a.mener hun, at problemet for Socialdemokratiet og de »eurokommunistiske«tendenser på en måde er det samme: nemlig reformismen.

I Kommunistisk Tidsskrift nr. 6(1976) offentliggøres en eksamensopgave fraKøbenhavns Universitet om »Danmarks Kommunistiske Parti 1930-1938« (5.32-71). Det drejer sig i hovedsagen om en kritik af Ib Nørlunds og Kommunis-tisk Forbunds bøger om DKP”s politik i denne periode. Det er derfor naturligtat spørgsmålene om enhedspolitikken og dermed forbundet kampen for socia-lismen står i artiklens centrum. Artiklen har tidligere været offentliggjort i»Kritiske Historikere« nr. 4 og 5-1975. Nr. 1/1977 af tidsskriftet indeholder en

politisk analyse af »Formandsinitiativets historie« (s. 30-48). Det er det førsteforsøg på at undersøge denne gruppe i fagbevægelsenog dens rolle og vil kunnebruges. Den indeholder bl.a. henvisninger til relevant materiale.

Litteratur og samfunds nr. 16 består af et arbejde af Ole Thornye og Peder

Meyhoff om »Udviklingstendenser inden for bevidstheds-, organisations- og of-fentlighedsformer 1960-1975« (107 5.). De beskæftiger sig derved »med forskel-lige tendenser til selvorganiseret, antikapitalistisk kamp og med forskellige of-fentligheds- og modoffentlighedsformer, der peger i samme antikapitalistiskeretning« (s. 96). Sten Bonke, Ole Frederiksen, Rita Jensen, Ib Jørgen Larsen ogJohn Mortensen skriver i Kontext 32 en afhandling om »Træk af bygge- oganlægssektorens udvikling 1950-1965« (s. 72-106). Det er en analyse af dennebranches udvikling og har naturligvis på denne måde betydning for vurderin-

gen af arbejderklassens sammensætningikke kun i denne specifikke branche.I Erhvervshistorisk a°rbog 1975 skriver Richard Willerslev en afhandling om

»Arbejdernes boligforhold på det københavnske Vesterbro omkring år 1900«(5. 7-30). Artiklen indgår i projektet Industrialismens bygninger og boliger1840-1940. Willerslev har fundet frem til data for 38 arbejdere på en fabrik påVesterbro. Disse bearbejder han, og resultatet giver mere, end man umiddel-bart skulle tro.

I Her og nu. Tidsskriftfor praktisk socialisme behandler John Logue på bag-grund af sin disputats om SF partiets grundlæggende organisatoriske proble-

229

mer. Til trods for at ca. 25.000 mennesker har været medlem af SF i dets

17-årige eksistens, har partiet højest haft 8.000 medlemmer på én gang- kun

10 % har været med i 15 år (s. 20). Logue behandler sammenhængenmellem

denne svage organisation og partiets taktik - modsætningen mellem disse to tinganser han åbenbart for at være en væsentlig årsag til, at partiet ikke har kunnet

få en virkelig indflydelse - »Om SF”s organisation og det parlamentariske arbej-derflertal« (7. årg. 1976/77 nr. 3, s. 19-25).

I et særnummer af politisk revy (nr. 292) offentliggøres en række artikler om

virkningerne af SUKP's 20. partikongres og Ungarnopstanden specielt i Dan-

mark og for DKP. En del af disse artikler af Morten Thing og Ebbe Sønderriishar umiddelbar betydning for forståelsen af DKP,s og også Socialdemokratiets

politik i »1956 - den kommunistiske bevægelses kriseår«, I Hug! nr. 11 offent-

liggør Toni Liversage og .lette Lundbo Levy en montage til Rosa Luxemburgsbiografi på grundlag af hendes breve til Jogiehes - »Han bærer det altsammen

med finfølelse« (s. 45-53).Morten Thing og Jørgen Bloch-Poulsen skriver i Socialistisk Politik4⁄ 1976 en

artikel om »DKP,s historie og den videnskabelige historieforfalskning« (s.

32-47), de koncentrerer sig derved især om DKP'S selvinterpretation af sin hi-

storie og interpretationens ændringer til forskellige tider. Andre fremstillingerbliver affærdiget i forbifarten. De koncentrerer sig om perioden indtil ca.

1935. De har forsøgt »at lokalisere en række problemer i forbindelse med at

skrive DKPS historie« (5. 45), og det er da også lykkedes for dem. Bibliografien(s. 47-48) forekommer ikke at være særlig grundig bearbejdet. I tidsskriftets 5.

nr. analyserer Karen Jespersen i en omfangsrig artikel »Strejkebevægelsen i

Danmark i 69/70. En uensartet arbejderklasse - udviklet kapitalisme og småbor-

gerlighed« (5. 3-41). Hun går derved ud fra, at »de mange strejker var udtrykfor et nyt opsving i klassekampen« (s. 3) - der bliver bl.a. gjort en del ud af de

forskellige branchers udvikling. I samme .tidsskrifts nr. 6 har Peter Madsen et

forsøg om »Den fremskridtsvenlige offentlighed: demokrati og socialisme. Ideo-

logiske positioner bag Socialistisk Folkeparti« (s. 14-22). En af grundene til, at

han undersøger diskussionen om forholdet mellem demokrati og socialisme i

det tidlige SF, er den besynderlige mening, at »socialistiske tendenser igen (s'y-

nes) at gøre sig gældende i partiet« (s. 22).Efter Historievidenskab beskæftiger nu også foreningen og tidsskriftet Kriti-

ske Historikere (nr. 3⁄l976) sig med fascismeproblemet. De to artikler er til dels

en kritisk videreførelse af Historievidenskabs behandling: Carl Krabbe Schmidt

analyserer »Småborgerskabets betydning for fascismen som massebevægelse«

(5. 4-21) og Karl Christian Lammers laver en oversigt over »Fascismen - en

oversigt over den danske litteratur« (s. 22-37). I politiskearbejdstekster9, som er

et temanummer om fascismen, findes nogle genoptryk om nazisternes fagfore-nings- og arbejdsmarkedspolitik af Herbert Dewald, en socialdemokratisk fagligtillidsmand, Franz Neumann og Karl Korsch. Karsten Jensen afslutter hæftet

med en kritik af bl.a. Sohn-Rethel og Historievidenskab - »Fascisme og økono-

misme« (s. 106-134). Hans Erik Avlund Frandsen skriver i nr. 10 af tidsskriftet

en udførlig dokumenteret artikel om »S0cialdemokratiet, kapitalismen og ar-

230

bejderklassen 1945-1976« (5. 14-85). Det understreges, at artiklen ikke er en

endelig analyse, men at den skal »bruges som politisk arbejdstekst«.(s. 19). Artik-

lens grundlæggende svaghed er opfattelsen, at »SD indtil nu har været den poli-tiske og organisatoriske garant for at den danske arbejderklasse ikke løb gras-

sat, men pænt holdt sig langt væk fra enhver form for revolutionær aktivitet«

(s. 16). Opfattelsen revideres/modificeres da også senere (s. 77). Frede Jakobsen

skriver om »Fagbevægelsen og den borgerlige offensiv« (s. 86-101). Hans ana-

lytiske hovedbegreb er åbenbart »byrokratiet« (alene s. 86 tre gange), men den

har dog pga. af sin dokumentation informationsværdi.

I Arkiv. Tidsskriftfor arkiiforskning (1976-2) offentliggør Jens Engberg og Tor-

ben Wanscher en kritik af »Kassationerne i Landsarkivet for Sjælland af materi-

ale til arbejderbevægelsens historie« (5. 86-98). Selvom det måske er rigtigt,hvad Harald Jørgensen skriver i sit svar (s. 99-107), at de kasserede materialier

ikke er af stor betydning under den af ham anlagte synsvinklel, så forekommer

Engberg/Wanchers påstand om »at et arkiv til belysning af den sociale og politi-ske historie er reduceret til et arkiv til belysning af den arkivskabende myndig-heds institutions- 0g administrationshistorie« (s. 97) i sin tendens er rigtig. Da

ydermere også den tidlige arbejderbevægelses historie er alt for lidt undersøgt,til at man kan afgøre, hvad der er relevant materiale eller ej, og da arkivmate-

riale om arbejderbevægelsen - som Engberg/Wanscher fremhæver - i forvejener spinkelt og endelig, da man kunne have overført materialet til ABA, er

Landsarkivets afgørelse næppe forsvarlig. Beklageligvis er det ikke første gang,at sådan en fadæse er sket. Og arkivmateriale har dog trods alt en vis værdi.

I fortid og nutid. Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie skriver FlemmingMikkelsen i hefte 4/1976 en artikel om »Arbejdererindringer. Nogle kildekri-

tiske og metodiske betragtninger« ,(s. 535-557). Han har gennemført en under-

søgelse af, hvor der findes arbejdererindringer i danske arkiver, og er kommettil resultatet, at der »ligger et stort og indtil videre næsten ubenyttet erindrings-materiale, som kan bidrage væsentligt til industrialismens socialhistorie her-

under arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie« (3. 535). Artiklen er

dels en oversigt over undersøgelsens resultat, dels kildekritiske og metodiske

overvejelser udfra et socialhistorisk grundsynspunkt, som der bliver gjort redefor. Artiklen afsluttes med et par bilag. I samme nr. af tidsskriftet har GerdCallesen en mindre artikel om »Lokalhistorien og arbejderbevægelsen« (s.558-67). Det er et forsøg på at diskutere forskellige problemer angående lokal-

historieskrivning om arbejderbevægelsen og en indledning til en diskussion om

strukturundersøgelseraf arbejderklassen efter østtysk forbillede.

Politico - tidsskriftfor politisk videnskab, der tidligere har haft et emnenr. om

arbejdsmarkedsforhold (6. årg. nr. 2), afslutter sin 8. årg. (1976) med et em-

nenr. (nr. 4) om fagbevægelsen. Bl.a. bidrager John Thue Tobiasen med en to-

delt afhandling »Omkring analysen af arbejderklassens organisering« (s. 24-60),første del skal være et »bidrag til en analytisk tilgang til lønarbejderforholdet«,mens anden del går ind på »Udviklingen i arbejdernes og arbejdskøbernes or-

ganisering og kampformer - perioden 1870-1914«, Artiklen virker meget ab-strakt. Nils Mortensen viderefører på en måde Karen Jespersens ovenfor

231

omtalte artikel med »Krise og faglig bevægelse i Danmark 1975-76« (s. 61-92).Han går ind på de problemer, der pga. krisen udvikler sig i fagbevægelsen,idet hans generelle tese er, at »Krisen har skabt opbrud i den faglige bevægel-se« (8. 62). Han inddrager dog også nogle andre langsigtede tendenser afledt af

den almene økonomiske udvikling og kommer frem til nogle relevante slut-

ninger.I årsberetningen fra Institut for Folkemindevidenskab, Unifol, 1976 findes en

interessant artikel af Karsten Biering - åbenbart et foredrag holdt i Budapest -

om »Ursprung und Entwicklung des fmnischen Volkstheaters« (s. 181-86), som

især beskæftiger sig med den åbenbart engang meget brede arbejderteaterbe-vægelse i Finland. Flemming Hemmersam har i samme bind offentliggjort en

veldokumenteret diskussionsartikel om »Historisk materialisme og folklore.

Del-, mod- og folkekultur ud fra en materialistisk folkloristisk teori« (s. 43-81),som er væsentlig ved beskæftigelsen med »arbejderkulturen« Den giver et re-

levant bidrag til forståelsen af dette begreb.Den jyske historikers nr. 9/1976 er en slags fortsættelse af et tidligere nr. om

klassestrukturen i Danmark 1870-1920. John Braskhøj, Steen Busck, Jens

Christensen, Jørgen Hegnsvad, Asger Jepsen, Birgitte Possing og John Poulsen har

udarbejdet dette nr. »Det danske klassesamfund 1920-1940« (191 s.). De under-

streger dog i forordet, at denne tekst adskiller sig noget fra sin forgænger. Det

er især ved noget, der hedder »den politiske tilgangsvinkel«, som i sig selv skulle

være et forsøg på at overvinde skellet mellem teori og empiri. De mener dogikke at have løst problemet endeligt i denne fremstilling. Tidsskriftets nr. 10

(1977), består af en afhandling af Helle Otte, Henriette Sandvej, Lars Stige] ogElse Marie Sørensen om »Socialpolitik i Danmark 1891 til 1977« (163 5.). I ind-

ledningen skrives at »formålet med fremstillingen er at behandle spørgsmåletom socialpolitikken som et resultat af sociale og politiske kampe«,men at socialpoli-tikken pga. Socialdemokratiets indsats er »blevet et våben i hænderne på borger-skabet«, Emnet er iøvrigt meget centralt.

Historievidenskab behandler i sine numre 8 og 9 Venstreoppositionen i arbej-derbevægelsen fra 1900-1940. I nr. 8 offentliggør John Bech Thomsen en for-

kortet udgave af sit speciale »Socialdemokratisk Ungdomsforbund, SUF,1906-1921« (5. 7-86). Han understreger stærkt SUPS centristisk-venstresocial-

demokratiske politik i afhandlingens centrale periode - 1914-19. Afhandlingen,der også indeholder en del gode statistiske oversigter, er et væsentligt bidragtil organisationens udvikling og dermed også til arbejderbevægelsens politiskehistorie. Jens Christensen skriver en opsats om »Danmarks Kommunistiske

Parti 1919-1930« (s. 87-128). Han går ud fra K. H. Roths teser om den »anden«

arbejderbevægelse og gør et nødvendigvismislykket forsøg på at anvende dem

på danske forhold. Iøvrigt beskæftiger artiklen sig primærtmed DKP's arbejdepå det faglige områdei 1920,eme, hvor den indeholder en del nyt. I nr. 9 har

Jørgen Bloch-Poulsen og Morten Thing en informativ artikel om »DKPls fagligepolitik 1930-35: Den revolutionære fagopposition« (s. 7-93). Der har hidtilværet uklarhed om DKP's politik på det faglige område i denne periode, f.eks.om RFO's oprettelse, styrke og sammenhæng med den senere Oktoberbevæ-

232

gelse og den sidstes aktivitet. I denne sammenhæng spillede udviklingen i Søfyr-

bøderforbundet en væsentlig rolle. I artiklens afslutning kommer forfatterne

med nogle bemærkelsesværdige vurderinger af reformismens stilling i Dan-

mark. Metodisk er den dog noget problematisk ved at »formålet med denne ar-

tikel (er) at fremdrage de erfaringer fra RFC-perioden, der også har aktuel

relevans« (s. 7). Den anden artikel i dette nummer er Ole Borgâs »DKP,s

enheds- og folkefrontspolitik 1935-39 (1)«; han beskæftiger sig især med DKP”s

antifascistiske arbejde på baggrund af folkefronts-teserne, hvor han under-

streger DKP”s vanskeligheder med at overføre disse konkret til danske for-

hold. Resultaterne var især pga. de danske forhold ikke særlig betydnings-fulde, men i det internationale arbejde (feks. Spanien) var der en betydelig ind-

sats, som dog delvis udførtes uden om DKP's kontrol af konspirative hensyn (s.

95-124).I häftenför kritiska studier 1977-2 skriver Palle Rasmussen, Niels Kristian

Steensberg og Finn Valentin en omfattende artikel om »Studenterbevægelsens

politiske og teoretiske udvikling ved KU og RUC 1971-76«, som skal fortsættes i

nr. 3/1977. Det er en på mange måder interessant artikel, især når man tager

hensyn til de af forfatterne nævnte begrænsninger. Det der også forbløffer

noget er redaktionens bemærkning om, at med den mulige undtagelse af Fin-

land og altså Danmark, så findes der ingen studenterbevægelse mere i Norden,

og at marxismen har en omend truet stilling ved de danske universiteter både i

forskning og uddannelse i modsætning til Norge og Sverige (s. 5-50).1 Tryk nr. 5/1976 findes en beskrivelse af 32. arbejderes strejke på Dansk

Vandingsindustri i Snoghøj ved Fredericia. Det er en grundig gennemgang af

strejkens forudsætninger, forløb og organisering (5. 1-56). I samme tidsskrift

nr. 1/ 1977 findes en gennemgang af Føtex-strejken i Kolding i 1976. Den behand-

les specielt under aspektet af, at det var en HK-, kvinde- og lavtlønskonflikt. Ud-

over Føtex-konflikten søger den at give en kort indføring i arbejdsmarkedsfor-hold.

I tidsskriftet Fagligt forum, kulturgeografiske hæfter findes i nr. 4 en artikel af

Peter Maskell om »Transportsektoren i Danmark 1850-1970, med særligt hen-

blik på dens betydning for den regionale udvikling« (s. 71-116), som kan bruges i

forskellige sammenhænge i forbindelse med arbejderbevægelsenshistorie. Det

gælder også for Inge-Britta Krogh-Lunds artikel om »Udviklingen indenfor den

danske tobaksproduktion. Bidrag til en brancheanalyse« 1 nr. 5 af tidsskriftet (3.

3-62), især når man tager tobaksarbejdemes centrale stilling i dansk arbejder-

bevægelsespecielt i forrige århundrede i betragtning.Palle Svensson har fået trykt en forkortet udgave af dele af sit speciale i Scan-

dinavian Political Studies 1974 - »Support for the Danish Social Democratic

Party 1924-39 - Growth and Response« (s. 127-146). Han undersøger partiets

vælger- og medlemstal i perioden for at se, om Socialdemokratiets i egen opfat-telse ubrudte vej til magten/flertallet svarede til virkeligheden, og hvilke midler

partiet greb til for at sikre den ubrudte fremmarch. Ved at sammenligne par-

tiets vælgertal med det samlede tal af valgberettigede kommer han til, at alle-

rede valget i 1926 var et tilbageslag, og at 1930”eme stort set var præget af stag-

233

nation hhv. tilbagegang, forsåvidt man tager antallet af organiserede socialde-mokratiske vælgere: partiet formåede ikke at organisere i samme takt, som detfik vælgere. Da partiet havde haft tilbageslag før 1924 i °⁄0af vælgere, og damedlemstallet steg til sidst i l940*erne, er begrænsningen på perio-den nok ikke så heldig - med andre ord der mangler et historisk perspektiv.

I Udkast, som udgives af Psykologisk Laboratorium ved KU, findes i nr.

2/1976 en artikel af Børge Lorentzen og Susanne Lunn, nemlig et »Bidrag til en

bestemmelse af arbejderfamilien under kapitalismen«(s. 193-244). De »har for-søgt at levere argumentation og dokumentationsmateriale for herigennem at

angive retningslinjer for en konkret-materialistisk analyse af arbejderfamilien idet kapitalistiske samfund« (s. 93). Især artiklens 3. afsnit forekommer relevantved en helhedsvurdering af arbejdersituationen. I en artikel om »Klassekamps-perspektivet i de 16-19 åriges uddannelse« gennemgår Anders Mathiesen kort

arbejderbevægelsensstillingtagen til skolepolitikken. Han berører derudoverSPD,s holdning i sagen, og han kommer til resultatet, at klassekampsperspekti-vet siden l.verdenskrig »er blevet stadig mindre udtalt« (s. 298). Det er en nyt-tig gennemgang (Dansk pædagogisktidsskrift 1975/76 nr. 7 s. 293-302). Den fort-sættes på en måde i 1977/4, her dog mere koncentreret om lærlingeuddannel-sen - Anders Mathiesen »Integration af almen- og erhvervsuddan'nelse« (s.178-185).

Afsluttet I. juni 1977

Det beklages, hvis artikler, der burde have været omtalt i denne oversigt,mangler. Men i de senere år er det blevet meget svært at følge med i de mangetidsskrifter, der indeholder hhv. kan indeholde relevante artikler. Det er der-for vigtigt, at læserne indsender oplysninger eller bedre endnu særtryk/kopieraf artikler, der burde omtales til forfatteren på ABA - det gælder også forældre artikler, altså fra 1968 og fremefter.

234

RETTELSESBLADÅRBOG FOR ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE 6

Knud Knudsen: Arbejdskmnpe i Danmark under verdenskrieen 1931-34,

ekotøjsloeknuten 1931 og sofolkenes strejke 1934

Side Linie Er Skal være

6 24 Socialparnerbevidstheden Socialpartnerbevidstheden10 1 016% 0. 16%

10 18 69,9 mill. kr. 69,6 mill. kr.

10 22 Tabellen, der henvises til, er gledet ud; den skulle have været anbragt

nederst side 11, og den ser ud som følger:______________..___-_-__-

antal antal tabte arbejds- time- real- realværdi

arbejdere arbejdere arb.dage løsheds- fortj, time- af årsfortj.

omfattet omfattet pga. procent 1914: fortj. under hen-

af strejke at' lockout arbejds- 100 1914: syn til

standsning 100 ledigedage.

1913:100

1925 35477 66854 4139.000 14,7 311 147 108

1929 1040 0 41.000 15,5 265 153 118

1930 5349 0 144.000 13,7 271 164 130

1931 997 2695 246.000 17,9 271 175 131

1932 516 5240 87.000 31,7 271 175 108

1933 448 44 18.000 28,8 271 170 109

1934 10816 730 146.000 22,2 273 164 117

1935 827 0 14.000 19,7 273 161 118

Kilde: Tabellen er sammenstillet fra Galenson, tabel A.4, side 410. og F. Zeuthen,

»Arbejdsløn og Arbejdsløshed«. Kbh. 1939.

Side Linie Er Skal være

12 5 Linien er gledet ud Hele sætningen lyder: »Fra 1931

til 1936 steg den samlede beskæf-

tigelse med ca. 1⁄4, og de reale

lønomkostninger faldt tilsvaren-

de, mens produktionen steg med

ca. 30% og prisudviklingen.«19 15 45.554 46.554

33 29 Osk. Jørgen Oskar Jørgensen

37 44 Provintdelegerede Provinsdelegerede45 9 imidlertidig midlertidig46 7 ledelsen skulle mg. RFO have ledelsen skulle iflg. RFO have

godkendte nye regler. godkendt de nye regler.46 10 12.000 1200

56 16 ledermøde redennøde

58 36 Selv Thor Vang Selv RFO'eren Thor Vang70 afsnit 3.3. note 6 mangler:

Beskæftigelsesgraden inden for skotøjsindustrien:

pr. 5. sept. pr. 28. nov. pr. l'ebr.

1930 1930 193 1

Kbh. tilsammen .................................. .. 100 65 86

Provinsen tilsammen ........ ..100 101 79

Kilde: »Dansk Læder- og Skotøjstidende« nr. 10, 16. febr. 1931, side 8.

Side Linie Er Skal være

74 afsnit 4.4. note 5: Tabellen skal se således ud:

Arbejdsløsheden inden for: 1931 1932 1933 1934 1935

Sømænd gnst. % for hele året 23,0 32,9 31,9 30,2 29.2

Søfyrb. gnst. % for hele året 31,0 40,5 36,5 33,4 30,8

Side Linie Er Skal væreH

76 afsnit 4.6 note 20(a)»Arbejderbladet« 1934,d. 6/4.

»Til alle RFO's Organisationer«d. 5/4 1934 i AIC's arkiv om

RFO.76 afsnit 4.6. note 20(b) mangler: »Arbejderbladet« 1934, d. 6/4.76 afsnit 4.7.

note 7(a) note 7(b).

Børge Rasmussen: Statens forandrede rolle, Socialdemokratiets politik og de foran-drede betingelser for arbejderlrlum kamp og reproduktion i 30'erne.

Side Linie Er Skal væreH

87 25 indtjeningsmulighederne indtjeningsmulighedeme 7

87 sidste valutalovgivning valutalovgivningenlinie

88 3 ligger lå

90' 10 skyldes skyldtes92 12 i at bevare af at bevare92 sidste af rigsdagen på rigsdagen

1inie

93 3 forligsmandesloven forligsmandsloven93 sidste arbejdslovgivningen arbejdsløshedslovgivningen

linie

93 4 1 arbejdsløshedslove arbejdsløshedsloven94 36 bliver uforandrede blev uforandrede97 29 organiserede arbejderklassen organiserede arbejderklasse106 42 for Socialdemokratiets fra Socialdemokratiets

Ove Bangsnurlr: Den revolutionære fagomoeltlon I Danmark 1931-35

Side Linie Er Skal være

122 7 under gunstie under gunstige134 17 centralkomiteen centralkomiteen136 14 omremsning opremsning

14 1 16 fagoforeninger fagforeninger150 26 Samtidig ar det Samtidig er det157 22 dens ekretariat dens sekretariat162 6 det orhold det forhold165 14 princprytteri principrytteri169 34 udtryk fl'r udtryk fra171 31 hvlken del hvilken del176 note 32 Under samvikets flsg Under samvirkets flag178 note 95 Findesi AICs arkiv Findes i AICs arkiv181 2 Kbhn. 1.931 Kbhn. 1931.181 6 I selvkritikkensspejl. I selvkritikkens spejl.

Erik Strange Petersen: Maurice Dobb i Danmark. En episode fra midten af 30'erne.

Side Linie Er Skal være

19 1 9 indrejsetilladelsn indrejsetilladelse198 note 9. sidste linie

..been to centra1.. been so central200 4 aranged arranged200 16 page 55 page 186

Einhart Lorentz: Den antireformlsdske bevegelse 1 Norge på 30-tallet.

Side Linie Er Skal være

202 13 informasjonsbyáet informasjonsbyrået202 15 Angelica Balanaofl's Angelica Balabanofl's202 18 partierne partiene

Side Linie Er Skal være

202 42 Landsorganisasjons Landsorganisasjonens202 44 reformistisk suksess reformistisk politikk, som kunne

bekjempes fra opposisjonelt hold

med en viss suksess,203 19 1934133513 1934/35203 24 Sammendrag13 uttrag Sammendrag/utdrag203 25 praktisk politisk praktisk-politisk203 37 ytrotskister trotskister

203 47 Menstadslaget (Menstadslaget.204 28 DNAs på DNAs

204 32 og jord- om jord-204 note 1 Arch liir Archiv für

3

205 note 2 Furres log... 3417 Furres og... 34t'.

13

205 note 3 utførlug.. Eigil.. utførlig...Egil...1 og 2

205 note 7 kap.3 jfr. kap. 3 Jfr.205 note 10 kontrast 43 (813 1973) kontrast 43 (8/ l 1973)

3

205 note 11 politikk s.st. politikk jfr. Den politiske situa-

tion...,205 note 14 frivilles.. Boure|3 Temime frivilliges... Bouré/ T Lemime

1 og 4

205 note 15 Torgrim.Titlestad Torgrim Titlestad.

2-3.

206 note 19 1927++28.. Kistel3 Mot Dag. 1927/28... Kiste/Mot Dag.3 og 8

De ideologiske stridigheder omknn' g Rosa Luxemburg (RL).

Side Linie Er Skal være

209 22 Kun få at' KPP's topfolk Kun få af KPP's6 [opfolk213 30 trotskisme. Det var af betydning, trotskismen, og her har Stalins

at også Trotski inddrog hendes breve'z spillet en afgørende rolle,autoritet i sine således at der er blevet stillet lig-

hedstegn mellem »luxemburgisme« og trotskisme. Det var af

betydning, at også Trotski ind-

drog hendes autoritet i sine

214 8- i samme grundlæggende udgangs- i samme revolutionære tanke-

punkter strømning som Lenins, ved på-

pegning af samme grundlæggende

udgangspunkter2 15 14 sammenh-lde sammenholde

218 41-42 standpunkter og sekteriske standpunkter og den sekteriske

219 29 krigsvejen pâ (centralstaternes krigsvejen (på centralstaternes

221 12 annarki anarki

222 32 at' mange. Se s. 22 i min tekst. af mange. Der sættes ofte ligheds-tegn mellem »kapitalismens krak«

og kapitalismens uundgåeligefald«.

223 15 i »Kapitalen« desisterende i »Kapitalen« eksisterende

227 31 voksende harme, klasse, som voksende harme, klassen, som

228 32 den anden side, og via forkastelA den ene side, og via forkastelse

se af hendes opfattelse på den an- af hendes opfattelse på den anden.

den.

230 24 men også de »positive«...grund_ men også om de »positive«...

læggende, 5 se 5. 33 i mit ma- grundlæggende, langsigtede og

nus7, langsigtede og udvidende. udvidende.

231 47 hun fulgt hun fulgte235 10 ellers ædelt mål ellers så ædelt mål

235 note 2 se også AK”s indlæg 5. 14 i mit se også AK's indlæg s. 217 vedr.

sammendrag det nationale spørgsmål.

Tom Olsson: Oppositionen mot Soeinldemokratin i svensk Irbetarrörelse under

30-tallet.

Side Linie Er Skal være

240 1 Indledningen til artiklen mangler. Den er således:

»Den organiserade icke-socialdemokratiske arbetarrörelsen i Sverige bestod under

30-tallet av Sveriges Kommunistiska Parti (SKP), Socialistiska Partiet (SP) och den syn-dikalistiska landsorganiSau'onen SAC (Sveriges Arbetares Centralorganisation). Denna

artikel kom-mer endast att behandla SKP och SP, då det inte löreligger några bearbet-

ningar om SAC. Litteraturen om SKP och SP är mycket knapphändig. Det finns en

monograt'r över SP jämte några uppsatser, som antigen behandler olika avsnitt i par-tiernas politik eller händelser, som de var inblandade i. Jag har i det löljandekoncen-trerat mig på frågor, där jämförelser mellan partierna kan göras. Det har i sin tur

lett till att viktiga problem, som t ex arbetslöshetsfrågan, lämnats obehandlade.«

Side Linie Er Skal være

240 17 land blandet land inblandat

240 39 SKP och SP18. SKP och SP.241 19 SKP6:s SKP's

242 3 socialdemokratin för socialdemokratin skiljde sig.Det framkommer att SP ej sågSAP som det främsta hindrer för

242 33 motstridiga folkningar motstridign tolkninger242 46 arbetslöshetskommissionens arbetslöshetskommitténs

243 8 partipolitisk partipolitiskt243 28 att ledande SP höll att de ledande SP-medlemmarna

11611

243 34 uttskeppuingen utskeppningen244 1 ibland stick ibland verkade stick

244 18 Et mönster Ett mönster

244 29 Et par Ett par244 30 få ingång få igång

"

244 48 fel begåtts. æven fel begåtts. Aven

246 14 aktivisera urbetama aktivere ubetama

246 16 det betyde att det betyd att

247 overskrift 6. Krigshatet 6. Krigshotet247 14 får en aktiv för att den dels inte stod främ-

mande för aktivismen, dels bedrev

en undfallenhetspolitik gentemot

Tyskland. Här propagerede SKP

for en aktiv

248 14 1934b35 1934/35248 note 2 Melan två Mellen två

249 note 28 CK möte 12-13bl CK«möte 12-13 1

250 note 44 mangler. Den ser således ud:

Socialistiska Partiets och Kommunistiske Partiets 'andel av valmnnskâren i procent.

SP SKP

1928 R - 6.41930 K 2,8 1,21932 R 5,3 3,01934 K 4,0 2,81936 R 4,4 3,31938 K 1,9 3,81940 R 0,7 3,51942 K 0,] 5,91944 R 0,2 10,3

R = Riksdagsval. K = Kommunalval.

Michael Seidelln Hulen: Den huske folkeü-ont 1936-1938 i den nyere hiltorle-

skrivning.

Side Linie Er Skal være

252 4 1 materiale problemet materialeproblemet25 7 49 område ekeksisterede område eksisterede

264 note 28 Thorez, af et kollektiv . . . at Thorez, men af et kollektiv . . . at

hentel 11 hente!

Ole Stander-Petersen: Anmeldelse af Der deutsche andfuchlnlsche Widerstand.

Side Linie Er Skal være

267 overskrift Wiederstand Widerstand

269 45-46 vanskelig læseligeord Går man i dybden i... modstands-

aktioner, der ligner...269 52 ca. 4.000 E-svejsestave ca. 40.000 E-svejsestave

Ole Borgå: Anmeldelse af Revolutionen der udeblev.

Side Linie Er Skal være

274 19 ikke været belejligt ikke været ubelejligt274 44 det sovjettiske det sovjetiske

Ellen Basthohn Jensen: Anmeldelse af Strukturændringer og krhepolitik i 1930'erne.

Side Linie Er Skal være

276 10 politik og handlinher politik og handlinger276 21 som elementes som elementer

277 2 hvs Hans Chr. Johansen hos Hans Chr. Johansen

Dorrit Andersen: Anmeldelse af En verden at vinde.

Side Linie Er Skal være

282 5 og men henviste til og man henviste til

282 6 Dette valgprogram, der Dette ønske opfyldte det danske

parti ved i Socialisten at trykkeHasenclevers valgprogram, der

282 10 dels fremhævede, at dels fremhævede de, at

282 35 af kredsens socialdemokratiske af den socialdemokratiske agita-kandidat tor

Gerd Callesen: Anmeldelle af Fra kapitalismens gennembrud til 1. verdenskrig. Soci-

alinnens historie 1.

Side Linie Er Skal vaere

285 12 man har aldrig indtryk af socia›

lismens og arbejderbevægelsensudvikling som proces

Gerd Callesen: Tldukrlhoverslgt 1975.

Side Linie Er

man har aldrig indtryk af en iso-

leret fremstilling, tværtimod får

man et indtryk af socialismens

og arbejderbevægelsens udvik-

ling som proces'

Skal være

288

289

289288

290

290

290

291

291

3-4

25

28

32-39

15-20

17

21

24

26

Jens Hougaard »Et institutions-

liseret projekt handlende om over-

enskomstsituationen i 1956

faktuelle oplysninger er

specialresumeer

Jens Hougaard »Et institutiona-

liseret projekt og dets forløb«

(s. 138-152). Det institutionali-

serede projekt handlede om over-

enskomstsituationen 1956.

faktuelle oplysninger og er

specialeresumeerlinier er kursiverede, det skal de ikke være.

linier er kursiverede, det skal de ikke være.

Uden at opnå en bredere mod-

standsorganisation

Arbetarrörelsens üsbok l 1975

»Arbeiderbevegelsens stilling i e

tre nordiske lande 1914-1920«

»Synsunkterog

Uden at opnå større resultater

havde KFD-gruppen dog før maj1945 kunnet danne en bredere

modstandsorganisationArbetarrörelsens ârsbok 1975

»Arbeiderbevegelsens stilling i de

tre nordiske land 1914-1920«

»Synspunkter og

Selskabet til forskningi arbejderbevægelsenshistorieblev stiftet den 4. december 1970.

Selskabets formål er at inspirere til og befordre studiet af arbejderbevægelsenshistorie. Desuden er det selskabets opgave af fungere som forum for forskere,der arbejder videnskabeligt med den danske og den internationale arbejderbevæ-gelses historie og som formidler af denne forsknings resultater.

Selskabet udgiver en årbog og et tidsskrift samt en skriftserie indeholdende hidtil

utrykte afhandlinger, oversættelser mm. Til brug ved undervisningen på forskel-

lige niveauer' udgives kildehæjier.Endelig arrangerer selskabet årligt et seminar,hvor forskningsproblemer diskuteres.

Selskabet ledes af en bestyrelse på syv medlemmer, der vælges på en årlig gene-

ralforsamling. Enhver der tilslutter sig dets formål, kan optages som medlem.

Kontingentet er for tiden fastsat til 90 kr. årligt. For dette beløb modtager med-

lemmerne: årbogen, tidsskriftet (2 numre), andre udgivelser til favørpris samt til-

bud om deltagelse i seminarer, foredrag og møder.

Rejsbygade 1, 1759 København V.

Giro 6 18 04 50