25.-26. oktober

TekstFortællingerne, der alle har rod i virkeligheden, har fået et twist af uhygge og fiktion for at passe til halloween. Men du skal vide, at noget af det skrevne er sandfærdigt. Nogle af fortællingerne er fortalt med inspiration fra Axel Rudes bog, Fra Tirsbæk Sogn til Randbøl Hede, og Evald Tang Kristensens folkeminder.

Teksterne er forfattet bag et skrivebord på Nøttrup Mark af PE Jeppesen

Illustrationer og layoutAnne Kirketerp Jensen, 2016/2017/2018

TrykJysk Fynske Medier / Step Print Power - E-mail: info@step.dk

2019

De store, mørke og dystre skove ved Munkebjerg har gennem mange århundrede i folkemunde væ-ret hjemsted for fortællinger om alverdens skov-folk, alfer og andre underjordiske, og mange sagn, myter og spørgsmål relaterer sig til disse skrånin-ger på sydsiden af Vejle Fjord.

Fra min egen barndom i 1950-erne kan jeg huske, at min Morfar om sommeren gerne ville tage os med på en tur med fjordbåden til Munkebjerg. Frem til 1933 førte en trappe med 218 trin fra stranden og op til restauranten. Denne trappe blev i 1933 er-stattet af Danmarks længste rullende trappe med hele 700 trin. Jeg kan huske, at min skuffelse var stor, når vi kom frem til trappen, og den så var ude af drift. Men det førte til, at vi gik op til den skovsø, som blev kaldt Munkens Sø. Trods stednavne som Nonnebakken, Nonnedalen og Munkens Hjerte er det dog tvivlsomt, om der har været et kloster på Munkebjerg.

Vi skulle ved Munkens Sø se den store sten, som har mærker af en kæmpe hånd, der har haft så fast et greb om stenen, at håndtrykket endnu sidder i stenen. Min Morfar fortalte sagnet om, at der i nærheden af søen i fordums tid havde boet en stor jætte. Jætten blev så sur over den larm, som mun-kene lavede med deres kirkeklokker og salmesang, at han tog den store sten og kastede den for at ødelægge klosteret – dog uden at ramme.

Sådan er sagnene og fortællingerne om Munke-bjerg Skovenes hemmeligheder blevet fortalt fra generation til generation.

Spøgelseshunden i Munkebjerg SkovenDet fører os til sagnet om Spøgelseshunden.

Hvis du en efterårs- eller vinternat, eller måske her omkring halloween hører en hund, der hyler, og ikke kun hyler, som vi ved, en hund kan hyle, men gør det med en øredøvende, skingrende hylen - en sådan hylen, der går gennem marv og ben - og kommer lyden fra Munkebjerg Skoven, så kan du godt være sikker på, at det er den døde herremand Jens Munk (kilderne er ikke enige om navnet, idet han også nævnes som Hans Munk), som i starten af 1600-tallet ejede herregården Hvilsbjerggård ved Andkær. Men kilderne er enige om, at han var en meget forhadt mand på grund af en hård og til tider grusom behandling af de bønder, der hørte til hans ejendom. Ingen, hverken mænd, kvinder eller børn, kunne vide sig sikker for hans luner, og det blev ikke bedre, da han i 1624 blev sognefoged og dermed fik endnu mere magt.

Når hans fæstebønder hilste på ham, spyttede de samtidig på jorden og påkaldte djævelen i håb om, at djævelen ville tage ham. Fæstebønderne var så vidt, at de gerne ville slå ham ihjel, men de var sik-re på, at Jens Munk var så meget i pagt med Den Onde, at hverken kugler eller stål bed på ham. Der skulle skrappere midler og magi til. En gammel kone gav dem det råd, at de skulle tage en sølv-knap med i hånden, næste gang de gik til nadver i kirken. På den måde blev sølvknappen indviet og kunne bruges som kugle, og natten mellem den 29. og 30. september 1629 blev Jens Munk hevet ud af sengen og skudt med bøndernes sølvkugler.

De stakkels fæstebønders trængsler var dog ikke forbi, for på aftener, når stormen susede i skovens træer, kunne bønderne se en stor, sort hund, der hylende og savlende jog kreaturerne hen over mar-ken og skræmte vejfarende fra vid og sans. Hun-dens hylen lød nøjagtig som Jens Munks stemme, og bønderne tvivlede ikke på, at det var herreman-den, der gik igen.

Rædslen over, at de døde gik igen, har altid plaget folk, og beretningerne om døde, der gik igen og plagede de levende, er mange, så for at undgå det, var det nødvendigt at tage skrappe midler i brug. I bronzealderen hamrede man ofte en pæl gennem kroppen på de døde, der blev lagt ned i mosen.

Også med Jens Munk skulle der skrappe midler i brug. Bønderne fik fat i en mand ved navn Peter Ufødt, han hed sådan, fordi han var forløst ved kej-sersnit. Det lykkedes ham at fange den sorte hund, og med en nål fik han lavet et lille hul i kanten af et vindue af bly. Han tvang så spøgelseshunden til at kravle igennem det lille hul, og mens hunden vred sig for at komme igennem hullet, slap luften ud af den, og en skrækkelig stank fyldte hele huset. Den troldkyndige Peter Ufødt jog nu spøgelseshunden ud i et vandhul i Munkebjerg Skoven og hamrede en solid egepæl gennem spøgelset.

Bønderne kastede hullet til med jord, men trold-dommen er ikke brudt helt, så i hvert fald hvert syvende år, går Jens Munk igen, og spøgelseshun-dens hylen kan høres vidt og bredt og skaber ræd-sel og frygt.

Så hører du denne uhyggelige hylen fra spøgelses-hunden, så ved du, at det er Jens Munk, der går igen.

I beretningerne om Vejles fortid omtales Kiddesvej som Sukkenes Gyde. Hvorfor mon?

Når danskerne i vore dage kender den 350 m lange Kiddesvej, så er det fordi den lægger asfalt til kon-geetapen i cykelløbet Post Nord Danmark Rundt, hvor tilskuerne står langs gaden og hører cykelryt-terne sukke, når de skal forcere gadens stigning

Galgebakken

på op til 19 %. En stigning, der er mere stejl end de sølle 11 %, som kendes fra Alpe d`Huez. Cykel-rytterne – også ham i blåt – sukker og stønner, og tilskuere råber og skriger for at opmuntre deltager-ne. Står det til Vejles borgmester, så skal Kiddesvejs stigning indlemmes i en etape i Tour de France in-den for den næste valgperiode, så vi kan komme til at høre suk og støn på fransk og engelsk.

For et par hundrede år siden var Kiddesvej også af og til skueplads for en speciel begivenhed, hvor en stor mængde tilskuere stod jublende og hujende langs gyden. De kikkede ikke efter manden i blåt, men efter en mand i sort, som med sin store økse over skulderen gik foran en kærre op ad bakken. Det var bødlen, som skulle fuldbyrde den straf, som en eller flere misdædere var blevet idømt af domstolene. Straffen kunne være en dødsdom ved hængning eller som henrettelse, hvor den dømte fik hovedet hugget af. Det kunne også være prygl eller brændemærkning. Bag bødlen kom ledsage-vognen i form af en kærre, hvori den eller de, der skulle straffes, sad. Kærrens passagerer har sukket og skreget, for de vidste godt, hvad der skulle ske. Deres hjerteskærende skrig blandede sig med de højlydte skændselsråb, ukvemsord og spytklatter, der blev sendt efter forbryderne, så stemningen blandt tilskuerne har også dengang været høj.

Optoget endte på galgebakken for enden af Kiddes-vej. Her på Storebjerg var galgebakken, hvor den store tunge galge stod med løkken frit hængende, når den da ikke lige var i brug. Galgen kunne ses over hele byen og var det ydre tegn på datidens retsbegreb ”øje for øje og tand for tand”. Det skul-le være sådan, at hvis du nede i byen fik lyst og mulighed for at lave noget kriminelt, så kunne den formastelige lige kaste et blik op til galgen og tæn-ke: Der vil jeg ikke op at dingle. Tænk jer en mørk nat med fuldmåne og, galgen stående i silhuet over bakkekanten. Uhyggeligt – men til skræk og advar-sel. Måske endda med skrigende krager og ravne siddende parat til det næste offer, for liget af den dømte fik lov til at blive hængende et stykke tid.

Efter hængningen, og når byens borgere var gået hjem igen efter at have været vidner til det maka-

bre skuespil på galgebakken, så var kun kragerne og ravnene tilbage for at forsyne sig med de bedste bidder fra den hængte – øjnene. Men så dukkede der her i mørket tyve, hekse og andre troldkyndi-ge op for at hente ting, som de kunne bruge. Det kunne være en hel afhugget hånd, for kunne man som tyv få fat i en hel hånd, så kunne den bruges til det perfekte tyveri. Hvis man satte et lys mellem fingrene i hånden og satte den ind i et hus, så ville husets beboere sove så fast, at tyven uforstyrret kunne tømme huset.

Eller et par afhuggede fingre til at gøre det hjem-mebryggede øl lidt bedre. At gøre øl og brændevin bedre var en nødvendighed i 1600 – 1700 tallet, hvor øltønderne og brændevinstøjet flittigt blev brugt på landet. Bøndernes liv var så hårdt, at det var nødvendigt med noget at forskønne tilværelsen på – tænk bare på Holbergs Jeppe. Men det var ikke så ligetil at lave god brændevin og godt gammeltøl.

Her kunne et par tyvefingre, som blev hængt ned i øltønden eller i ølkruset gøre øllet ekstra stærkt og godt. Derfor var afhuggede tyvefingre i høj kurs.

Mest eftertragtet var at få fingre i ”galgemanden” eller alrunen, som voksede lige under den hæng-te. Her, hvor jorden var vædet med den afdødes tårer og med hans urin, var der god grobund for alrunen, dragedukken, dukkeurten eller mandra-ke - den mytiske urt havde mange navne - for der sker det, når man bliver hængt, at så tisser man i bukserne, og blandingen af tårer og urin fra den hængte var god gødning for alrunen. Planten har en 40 cm høj roset af grønne blade, men det er ro-den, der er interessant. Det er en pælerod på op til 1,2 meters længde, som ligner et menneske i facon. Roden blev anvendt som en slags talisman, der ville bringe ejeren held i alle livets forhold. Dog er det sådan, at man ryger i helvede, hvis man ejer den i mere end 9 år. Iflg. folketroen kan alrunens rod forstærke alle ceremonier, og der findes mange myter om planten og dens rod. Den vokser efter si-gende på galgebakken, især hvor en uskyldig mand er blevet hængt. Når en alrune bliver gravet op, ud-støder den et skrig, der kan få folk til at falde døde om. For at undgå dette finder man en sort hund, den skal være hel sort uden så meget som et hvidt hår. Alrunen vædes i menstruationsblod og bindes fast til hunden. Man gemmer sig bag en busk, og når man hører skriget, så er planten oppe, og hun-den ligger død ved siden af roden. Man kan så tage roden og bruge den til forskellige troldomskunster.

Har du lyst, så kan planten købes på nettet og dyr-kes i din have. Jeg tror ikke, at du behøver at vande den med tårer og urin, men pas på, for der er noget med, at den kan bruges som brækmiddel og kan fremkalde hallucinationer og sindssyge.

Den Hvide Dame er vel det, som de fleste af os forstår ved et rigtigt spøgelse. En dame klædt i hvidt, som viser sig forskellige steder om natten og skræmmer folk fra vid og sans. Der er nok ikke et gods eller slot i Danmark, som ikke har et spøgelse i form af en hvid dame. På Vejle egnen kendes tre hvide damer, en ved Albuen, en i Grejsdalen og en på Tirsbæk Slot.

Om Den Hvide Dame i Grejsdalen fortælles, at det var en ung pige, som blev svigtet af sin elskede, og at hun derfor tog sit eget liv, og hun går nu igen. I Grundet Skov kan man derfor møde en hænder-vridende kvinde, der fortvivlet går frem og tilbage langs det sted, der kaldes Jomfrudybet samtidig med, at der høres suk og gråd.

Om Den Hvide Dame på Tirsbæk Slot fortælles, at hun om aftenen kommer gående fra gårdspladsen hen over broen til hovedbygningen. Hun går ind gennem porten til et værelse bag tårnet, hvor man kan se hende stå og pusle et nyfødt barn. De ty-ske soldater, som i 1864 var indkvarteret på slottet, mente, at hun var spion, og de fik tilladelse til at åbne ild mod hende, hvis hun viste sig. Den Hvide Dame kom igen, og da hun ikke standsede til trods for, at hun blev råbt an, så lagde de geværerne til kinden og fyrede løs. Dette generede under ingen omstændigheder den hvide dame, som bare fort-satte sine gøremål.

Om Den Hvide Dame ved Albuen ved vi kun, at hun ved nattetide er blevet set af flere agtværdige personer bl.a. af en fisker fra Bybæk, når hun van-drer ved Bybæk og Albuen. Kan det tænkes, at hun af forsmået kærlighed er gået i fjorden, og derfor hævner sig ved at gå igen?

Nu til en helt anden historie: Møder du her ved hal-loween en mærkelig person, der lister omkring - og er denne person ca. en meter høj, klædt i gammelt bondetøj og med en rød tophue - så prøv at lade være med at blive bange, selvom han har små, sor-te øjne, en stor næse og hår og skæg, der gror vildt og kraftigt - for det er nok bjergmanden, som går rundt, fordi han er blevet hjemløs. Men pas på, for det siges, at bjergmanden godt kan finde på at æde folk eller måske bortføre dem – bjergtage dem, som man sagde i gamle dage. Den bjergmand, som du møder, er godt sur og gal på os vejlensere. Hvad er grunden til det? Og hvad er grunden til, at han kan gå rundt her i byens gader?

For at finde svarene på disse spørgsmål kan du gøre, som det fortælles om en vejledreng, der for flere hundrede år siden gik op på Pilkebakken – det er bakken bag sygehuset – og her så han en rød tophue, som han tog på, og pludselig kunne han se en masse små skikkelser, der løb omkring. Det

Den Hvide Dame ved Albuen og Bjergmanden fra Pilkebakken

var bjergfolket, som boede inde i bakken. Så læn-ge han havde tophuen på, kunne han se og snakke med dem. Bjergfolket fortalte drengen, at de boe-de her i Pilkebakken. De var aktive om natten, hvor de godt kunne finde på at komme på besøg hos de mennesker, der boede i nærheden og her måske røve et menneske, som de så tog med ind i bakken, for at bruge det som tyende. De bortførte personer blev som regel behandlet nogenlunde pænt, selv-om de fik usynlige lænker bundet om anklen.

Drengen kunne se, at bjergfolket var dygtige sme-de, og de havde med tiden samlet store rigdomme, som de gemte i store kister inde i Pilkebakken. Man fortæller, at bjergmanden, selvom han er lille, så er han stærk som en okse, så stærk at han kan ka-ste en fuldvoksen mand over et kirketag og gribe ham igen. Vores vejledreng blev tilbudt et krus af en særlig heksebryg, som han dog klogeligt sagde nej tak til, da heksebryggen er giftig for mennesker. Det var egentlig meget hyggeligt, tænkte drengen, men så tog han tophuen af, og bjergfolkene for-svandt. Men man kunne dog senere godt høre dem arbejde og feste inde i Pilkebakken.

For at få svar på spørgsmålene om bjergmanden kan vi lave en moderne udgave af pokémon go. Vi tager en rød tophue på og leder efter en bjerg-mand. Når vi så har fundet ham, spørger vi ham, hvorfor han er vred og sur på vejlenserne. Han for-tæller, at hvis man behandler bjergfolkene pænt og respektfuldt, så er bjergfolkene venligtsindede, og de vil gerne hjælpe menneskene.

Men her i Vejle begyndte man for hundrede år si-den at grave Pilkebakken væk, først som grusgrav og senere af flere omgange for at bygge sygehuset. Vejlenserne har altså fjernet hans hjem, så der-for er han sur og gal. Hvordan ville du have det,

hvis man pludselig begynder at grave dit hus væk? spørger han. Han hævner sig ved at genere syge-husbyggeriet, især er det lykkedes for ham at sørge for, at der stadig er for få p-pladser ved sygehuset. Måske skulle Vejle formilde ham ved at give ham et sted at bo - samt stille grød ud til ham især ved højtiderne.

Forklaringen på, at han går rundt i Vejle her ved halloween, er altså, at han mangler et sted at bo,

men Vejle har ved ødelæggelsen af Pilkebakken hjulpet ham, så han kan udvide sit søgeområ-de. Bjergfolkene kan nemlig ikke krydse rindende vand. Så tidligere sikrede den hellige Skt. Nicolaus Kilde, som løb neden for Pilkebakken, at bjergman-den ikke kunne komme ned i Vejle by, men kilden er forsvundet ved byggeriet af sygehuset, så nu er det muligt for bjergfolkene at komme ned i byen. Det er forklaringen på, at vi kan møde dem her ved halloween.

Den Gale Jomfru i NørregadeDenne fortælling handler om en nøglebøsse, en skomagerlærling og en gal jomfru. Det er den store ildebrand i Vejle i 1786, det drejer sig om, og det er i Nørregade, det sker.

Sætter man ild til sortkrudtet i en nøglebøsse, så giver det en flamme. En flamme er lig med ild, og at ild og stråtag er en meget dårlig kombination, det opdagede skomagerlærling Hans Christian Hass, da han ved middagstid søndag den 23. april 1786 stod i gården hos skomager Hans Tørring i Nørregade nr. 12. Pludselig stod der flammer op af stråtaget.

At branden skulle opstå, var en tid forinden blevet forudsagt af en gal jomfru. Hun kaldte sig Jomfru Claudi, og hun boede i en gård på hjørnet af Nørre-gade og Nørretorv. Mon ikke hun har været det, vi i dag vil kalde for en fisefornem sladdertaske. Hun har sikkert heddet Clausen, men hvis man latinise-rede dette lidt almindelige efternavn og satte det i genitiv, så var man da noget, og så Jomfru!- Ja, de kan sende hatten til Jomfru Claudi, Nørregade nummer 4 – Ja, den store gård på hjørnet. – Hun snakkede og sladrede sikkert så meget, at ingen lagde mærke til, hvad hun sagde.

Ved påsketid havde hun besøgt sin nabokone, for-di hun absolut skulle se de vidunderlige, skønne klæder, som nabokonen havde købt til sine døtre. Jomfru Claudi kvidrede: Det er da vel nok yndige klæder. Eders døtre vil komme til at se strålende ud – men pludselig begyndte hun at græde – Ja, hvad hjælper nu alt dette? Inden otte dage vil hele Nørregade brænde, og jeg selv, jeg stakkel, vil fin-

de min død i flammerne. Hendes gråd standsede teatralsk, og jomfruen slog med nakken – Dog skal jeg komme til at ligge lig på rådhuset, før jeg bliver begravet, hvad siger De? På rådhuset, det fine, nye rådhus! Jomfru Claudi sagde farvel til sin nabo på en sådan måde, som man gør, når man ikke regner med at skulle ses igen. Som sædvanligt lagde man ikke mærke til, hvad jomfru Claudi havde sagt. Hun var jo gal!

Den 23. april om eftermiddagen stod skomager-lærling Hans Christian Hass i sin mesters gård, Nør-regade 12. Han vidste godt det med ild og stråtag, men han kunne ikke lade være. Han måtte lige prøve sin nøglebøsse, skuddet gik af og satte ild i husets stråtag. Den kraftige blæst gjorde, at ilden hurtigt bredte sig til nabohusene. Brandvæsenet bekæmpede ilden med det primitive udstyr, de havde. De forsøgte at standse ilden ved at rive nog-le ejendomme ned, men kampen var tabt. Der var flammer og røg overalt, og pludselig kom braget.

I Nørregade nr. 16 boede kammerherre, major Chr. Frederik Juul, som var chef for en afdeling af Sles-vigske Regiments Ryttere, og han havde opmagasi-neret eskadronens krudtlager i sit hus. Her var det i sikkerhed, mente majoren. Men ilden nåede frem til krudtkammeret, og BOM! Det var som om, alle hustage i hele Nørregade løftede sig på én gang, og brændende bygningsdele blev slynget vidt om-kring.

Da man hen på dagen fik branden under kontrol, kunne man konstatere, at i alt 34 ejendomme var

brændt ned, og mere end 200 personer var blevet husvilde. Kun et enkelt menneske var blevet offer for ilden. Desuden afgik en af byens tyre samt tre af eskadronens heste ved døden, idet de brændte inde.

Hans Christian Hass blev dømt skyldig for branden, og dommen lød på to års tugthusarbejde i Viborg. Hvad der skete med Hans Christian, efter han hav-de afsonet sin straf, vides ikke.

Det var jomfru Claudi, som blev brandens offer. Hun blev fundet ved midnatstide i porten til nr. 32 kvalt af røgen med en sølvske – hendes dåbsske – i hånden.

Nogle fortalte, at hun under branden forvirret hav-de trippet rundt og mumlet om nogle kostbarhe-der, som ikke måtte gå til grunde. Hun forsøgte at komme ind i huset for at redde kostbarhederne og var på vej ud igen, da hun blev ramt af en nedstyr-tende bjælke. Kostbarhederne var en sølvske. Hen-des lig blev bragt til rådhuset, og herfra blev hun begravet.

Det gik, som den gale jomfru havde sagt.

Husene i Nørregade blev bygget op igen. Den nye gade blev bredere end den gamle, og den fik den form, som Nørregade har i dag.

(Frit efter et sagn fra en Hjemstavnsbog af Rasmus Mortensen)

En 8-årig drengs historie fra Vejles Vestby, som han husker den i dag ca. 65 år senere.

Gården, som er centrum for min historie, var den firkant, der lå inde mellem det sociale boligbyggeri på Vardevej, Mindegade, Svendsgade og Haralds-gade med 3 porte ud til omverdenen. Porte var farlige i min barndom. De var farlige, for inde bag porten herskede gårdens unger, så man skulle pas-se på, når man gik forbi fremmede ungers port.

Men det bliver farligere endnu!

Tilbage til gården, hvor jeg boede i midten af 1950-erne. Man kunne komme ind i gården gennem porte i Mindegade, i Haraldsgade og i Svendsgade. Mellem disse tre porte var der en grusbelagt vej rundt om det store areal i midten, som var græs-plæne. Denne måtte selvfølgelig ikke betrædes, og da slet ikke af børn! Her langs blokkene spillede vi langbold og fodbold. Når vi spillede langbold, skete der ikke noget, men når der kom gang i fodbolden med indgangene til skraldespandene som mål, så var den gal. Pludselig var han over os! Gårdman-den!!! Han kom måske farende op fra en kælder-hals eller som en bedre Eluf Dalgaard drønende på sin cykel, mens han råbte, skreg og bandede over os forbandende unger, som nu spillede fodbold igen. Hans mål var at få fat i bolden. Af og til lykkedes det os at sikre den ved at kaste til hinanden, og mens gårdmanden løb forvirret rundt, smuttede en af os ned i den mørke kælder med bolden. Bolden var reddet! Men fik gårdmanden fat i bolden, så gjorde han kort proces. Han gik nemlig med kniv!!!! Så frem med kniven, og bolden var flad og død.

Den Sorte Dame på FyldenMen det bliver farligere endnu!

For pludselig kunne en uhyggelig melding med ly-nets fart spredes i gården. Drengene fra Urhøj var på vej!!! Drengene fra Urhøj!!! I en fart fik vi samlet så mange kampklare drenge som muligt, og vi be-væbnede os med lommer fulde af sten til at kaste med og måske en kæp til angreb og forsvar. Så stod vi der med bange, bævende ben i de korte bukser bag hver sit træ ventende på, at horder af dren-ge fra det fjerne Urhøj ville komme væltende ind gennem portene som vikingerne, der angreb Lin-disfarne. Men der skete vist aldrig noget. Det endte nok med, at vi blev kaldt op at spise. Dog føler jeg stadig en snert af frygt, når jeg kører mod Jelling og kommer gennem Urhøj. Er de der mon stadig drengene fra Urhøj??

Og nu kommer det allerfarligste!

Tilbage til fodbolden. For der skulle jo spilles fod-bold. Så for at sikre os mod den fæle gårdmand og hans kniv, drog vi ud på en farefuld rejse. Ned mod Svendsgade - her kom vi uden for vores terri-torium - så over hegnet og ned på jernbanelinien. Her skulle vi over sporene - gå ikke over sporet, der kommer tog. Toget var Vandelgrisen, som en gang imellem kom tøffende med en 20 – 30 km/timen på vej mod Vandel og Grindsted. Og så endelig var vi ”uje å æ fyl” – den gamle losseplads, der hvor Skolegade kvarteret er i dag. Så kunne der spilles fodbold i fred. Men uhyggen var ikke langt væk, for i kolonihaverne vest for Boulevarden boede Den Sorte Dame! Det var uhyggeligt bare at sige ordene Den Sorte Dame.

Lykken var at komme ”uj å æ fyl” uden at møde hende, men vi skulle jo også hjem igen. Og Den Sorte Dame færdedes tit i Svendsgade på vej om til Petersen og Albeck i Skovgade, hvor hun solgte de ting, som hun havde samlet ”uj å æ fyl”.

Hun kom trækkende med sin mere end fyldte trækvogn. Og hun gik hen ad den gade, som vi skulle over for at komme hjem i sikkerhed, hun gik, mens hun støttede sig til en stok. Det var den stok, hun brugte til at rode i affaldet med ”ude å æ fyl”. Hun var sort som uhyggen selv! Og vi vidste det om hende, at hun havde en ged og boede ude i koloni-haverne. Hvad, vi ellers bildte os ind, var inspireret af Grimms eventyr Hans og Grethe, så i vores fan-tasi forestillede vi os det værste. Hun fangede må-ske børn og låste dem inde sammen med geden?? Måske spiste hun børn, der var i hvert fald nogen ovre fra Boulevarden, der havde set små børn på hendes trækvogn.

Hun var sort af skidt på grund af sin roden rundt i fylden efter brugbare ting. Det meste af hendes an-sigt var dækket af et sort tørklæde, og så selvfølge-lig gummistøvler under nederdelen. Hun så virkelig farlig ud, når hun kom gående hen ad Svendsgade svingende med sin stok, mens hun råbte ad os un-ger, der drillede hende.

Sidst på sommeren var manddomsprøven at gå på æblerov i kolonihaverne og komme hjem med blusen stoppet ud med umodne æbler. Men den ultimative manddomsprøve var at gå på æblerov i nærheden af eller måske direkte i Swot Helgas have. Gud ved, om nogen bestod den eller bare prøvede på det! I skal være glade for, at jeg ikke har skrevet om Valdemarsgade, for så var det blevet

alt for uhyggeligt!

Har du prøvet at sidde i Skt. Nicolai Kirke og følt dig overvåget - følt det som om der hele tiden var nogen, der så på dig? Hvis ja, så var det ikke præstens teleslynge eller Vor Herre - og heller ikke Putin eller CIA, der så på dig, men derimod 23 ho-vedskaller, som er indmuret i kirkens væg, og som ser på dig fra en grum fortid. Her er historien:

Det var en mørk oktoberaften. Længe før broen over Vejle Fjord, længe før jernbanen og længe før den kraftige bebyggelse af Bredballe og nær-meste omegn. Det var dengang, der var mørk skov omkring Bybæk Runddel. Et skib med 23 grumme sørøvere sejlede i Harald Blåtands fodspor - hvis man kan sige det om noget, der foregår til havs? De sejlede ind i Vejle Fjord. Ud for Brøns Odde gik det galt. Skibet strandede, men det lykkedes be-sætningen at komme i land og flygte ind i de store skove ved Bybæk. Sådan kom der røvere til Bybæk, og fra da af skulle folk passe på, for der var røvere i skoven!

Det vidste den guldsmed godt, som en mørk, sen aften var på vej til Tirsbæk Gods. Han var på vej med noget sølvtøj, som han havde repareret for herska-bet på Tirsbæk. Da det var en farlig tur gennem skoven, havde han taget en hæslig stor hund med som beskyttelse. Ud af mørket træder pludselig en kæmpestor mand med en økse over skulderen. Han standser guldsmeden og spørger: Hvad laver du her på denne tid af døgnet? Og han ville også gerne vide, hvad guldsmeden havde i den pose, som han bar over skulderen. Guldsmeden svarede, som det var, at han var på vej til Tirsbæk Gods med

noget sølvtøj, som han havde repareret. Og jo, han vidste da godt, at der var røvere i skoven, men han var selv en stor karl, og så havde han jo hunden. Så de to skulle nok klare sig, mente guldsmeden. Vi er nemlig to mod én! – Det var røveren ikke enig i. Pludselig gav han sig til kende og sagde: Jeg har min økse, så vi er to mod to! De gik nu et lille stykke videre ad den mørke skovsti. Så kom de til bækken, som de skulle over. Her standsede røveren. Han tog øksen ned fra skulderen og med et kraftigt hug, slog han hunden ihjel, og den forsvandt i bækken. Nu er vi to mod én, giv mig så din pose! – Giv mig den, for ellers vil det gå dig, som det gik hunden. Da bad guldsmeden for sit liv, og han fortalte, at han var blevet spået, at han skulle miste sin højre hånd, før han kunne dø. Guldsmeden spurgte derfor rø-veren, om han ikke godt ville hugge hans hånd af først – det var jo også den, der holdt fast i posen med sølvtøjet.

Det er i orden, svarede røveren, og de gik hen til en stor træstub. Aftalen blev nu, at guldsmeden skulle lægge sin højre hånd på stubben. Røveren skulle så hugge den af, og posen var hans. Du skal hugge godt til, så du får posen i første hug, sagde guldsmeden.

Røveren tog nærmest tilløb. Det var nok gode sa-ger, der var i posen. Noget til herskabet på Tirsbæk Slot. Så der skulle et ordentligt hug til! Men lige før øksen ramte stubben, slap guldsmeden posen og trak hånden til sig, og det eneste, der skete var, at øksen sad uhjælpeligt fast i træstubben. Nu er vi én mod én, sagde guldsmeden, og her var han den

De 23 hovedskaller i Sankt Nicolai Kirke

stærkeste. Han sprang på røveren og bandt ham – den gamle fortælling siger ikke noget om, hvor han fik rebet fra, men det gør ikke noget, for det er jo en god fortælling, og den ender godt.

Nå, nej, I har jo ikke hørt slutningen endnu!

Guldsmeden bandt som sagt røveren, stoppede hans mund fuld af mos, så han ikke kunne råbe om hjælp, og førte ham ud til Tirsbæk Slot.

De øvrige 22 røvere blev derefter fanget. De blev alle dømt og henrettet – måske er de nogle af dem, der er blevet hujet ad på vej op ad Kiddesvej? Må-ske har man sat ekstra galger op på galgebakken? Måske er nogle af deres fingre blevet brugt i ølkru-sene nede i Vejle. Se godt efter, hvis du drikker et glas øl i dag!!!

Men ét er sikkert. Deres hovedskaller blev indmu-ret i Sankt Nicolai Kirke!

Her går han så midt på Søndergade. Han har lige forladt rådhuset, og hvis han ser op, hvad han ikke kunne finde på at gøre, så ville han i det fjerne kun-ne se galgebakken med dens to galger, hvor rester-ne af de to forbrydere, der blev hængt for et par dage siden, stadig hænger. Ravnene og rågerne fra skovene er ikke færdige med deres bengnaveri, så der er endnu noget for dem at komme efter.

Navnet på manden med den sorte kappe er Jakob Frederiksøn. Han går her på Søndergade indhyllet i sin sorte kappe, og den store hat og det lange, grå hår gør, at de forbipasserende ikke kan se hans ansigt. Han går midt på gaden for ikke at falde over de gangbrædder, der ligger ud for hvert hus, og dækker over den åbne kloak i rendestenen. De for-bipasserende, der kommer tæt på ham, kan høre, at han går og mumler nogle ord og sætninger – Ek man iotna ar um borna, City Vejle, natrix natrix. Ordene er mestendels fra tredje del af Vølvens spå-dom om Ragnarok, men det forstår den almindeli-ge vejlenser ikke. De ved kun, at den sorte mand er Vejles kloge mand, Jacob Frederiksøn, som her er på vej til et hus i den nedre ende af Søndergade for at helbrede en syg gammel kone.

I en tid, hvor hygiejne, som vi kender den, samt pe-

Manden med den sorte

kappe

nicillin og antibiotika, var ikke eksisterende, var der god brug for Jakob Frederiksøns evner som helbre-der. Og Jakob var god. Det skete dog, at nogle pa-tienter døde efter en åreladning, og det skete også, at han amputerede en finger, selv om der intet var i vejen med den, eftersom sygdommen sad i maven.

Nogen sagde, at han havde fået sine evner, efter at han havde mistet to af sine brødre i en ulykke ved Skyttehuset. Et gammelt sagn sagde, at der lå en skat begravet i en kiste på vejen til Skyttehuset, og hvis man kunne lade være med at sige noget, så kunne man gå ud og hente den kl. 12 om natten. Det var der to fiskere fra Bredballe, de var brødre til Jakob, som ville gøre. De tav, de gravede, og de tav, og hullet blev dybere og dybere, og de tav, men da de pludselig stødte på noget hårdt, udstødte de et brøl af glæde, samtidig sank al jorden sammen om dem og lukkede sig over dem. De fik ikke skat-ten. Den er der endnu, hvis du vil prøve. Brødrenes død var nok forklaringen på Jakobs tavshed, mente nogen.

Natrix, natrix, City Vejle, an auf hinter man iotna ar um borna. Jakob mumler sine remser: Durch, für, gegen, sum, est, Ek man iotna City Vejle, natrix na-trix. Den gamle, syge dame kommer snart i gode hænder.

Andre folk mente, at han nok havde lært sine færdigheder som bartskærer under Svenskekrige-ne, hvor der havde været folk nok at øve sig på! - Nok om det, han var Vejles kloge mand, og bor-gerne betalte ham med penge, smør og flæsk for at blive hjulpet. – Nu var han på vej hen til den gamle kone.

Rygtet om hans evner nåede også uden for Vejles bygrænse. Her ude på landet fungerede han også

som dyrlæge, idet han havde magt over dyrene. Hos bønderne blev han ligeledes betalt med kød, smør og flæsk, som han kom ned i en stor pose.

Fra 1660 blev der indført en forbrugsafgift på stort set alle varer, der blev indført til byerne - en såkaldt konsumtionsafgift. Afgiften var datidens moms og blev opkrævet ved byporten ved et vagthus. Vag-terne supplerede deres løn ved at få udleveret lidt af de varer, der kom ind i byen, eksempelvis et par brændestykker fra et læs brænde.

Her ved Sønderbro var der sådan et vagthus, hvor der blev opkrævet konsumtionsafgift af en kon-sumtionsbetjent, en af dem som Storm P. ville have kaldt en posekigger.

En dag, hvor Jakob havde virket som klog mand ude ved bønderne, snuppede posekiggeren ved Søn-derbro et stort stykke flæsk fra Jakobs pose. Det passede ikke Jakob, som blev godt sur. Et par dage senere, hvor han igen var ude på landet, gjorde han følgende, lige inden han skulle hjem. Han kaldte med ord en stor mængde snoge sammen og fyldte sin pose med dem. Da betjentene ville se, hvad han havde i posen, åbnede Jakob den og hældte alle snogene ud på gulvet i vagtstuen. Gulvet vrimlede nu med store og små vridende bæster, og betjen-tene skreg af rædsel. De lovede Jakob, at hvis han kunne skille dem ved bæsterne, så ville de aldrig se i hans pose mere. Jakob sagde til snogene, at de skulle kravle ned i posen igen, hvilket de gjorde. Ja-kob, Manden med den sorte kappe, bar nu posen uden for byen og satte snogene fri. - Siden kunne han gå frit igennem, uden at betale afgift.

(Frit fortalt efter to sagn fra Danske Sagn, bind VI samlet af Evald Tang Kristensen)

Det gælder om at være udklædt til en aften

med hyggelig uhygge!