12
AGJ nyhedsbrev Juni 2015 Internt nyhedsbrev til medarbejdere på team AGJ.

AGJ nyhedsbrev juni 2015

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Nyheder til medarbejdere og interessenter i AGJ A/S

Citation preview

AGJ nyhedsbrev Juni 2015

Internt nyhedsbrev til medarbejdere på team AGJ.

Chefens spalte

Tim

Vi har travlt – rigtigt travlt i AGJ netop nu. Efterspørgslen efter vore teams og vore serviceydelser er stigende, hvilket er meget positivt. Situationen er den at vores aktivitetsniveau topper i ugerne 30 og 31-2015, hvor i særdeleshed aktiviteter hos Novo Nordisk i Kalundborg kræver erfarne medarbejdere. På samme tidspunkt påbegynder vi montage af et større rørarbejde for Siemens på Amagerforbrændingen i København i kombination med gennemførsel af en lang række shut-downs hos kunder generelt i industrien – herunder blæserrevision på Østkraft i Rønne.

Beskæftigelsessituationen i AGJ ser således tilfredsstillende ud, og ledelsen arbejder på at opnå flere ordrer til levering fra september måned og fremad hen over efteråret. Lige nu er det lykkedes at opnå ordre fra Shell på raffinaderiet i Fredericia, hvor personale med erfaring fra turbine- og ventilrevisioner skal stilles til rådighed under årets revision der starter til september 2015.

Det er lykkedes os at indgå aftaler med en række samarbejdspartnere om indleje af personale. Dette for at styrke holdet sådan, at vi kan indfri vore kunders forventninger til effektivt service udført af kompetente medarbejdere, på præcis det tidspunkt hvor kunderne har behov!

Med fokus på øget aktivitet hen over sommeren, og vore kunders krav og forventninger til at vi kan sammensætte de rigtige teams, vil jeg hermed opfordre samtlige medarbejdere til at kigge på ferieplanerne endnu engang. Selvom det er lykkedes at ansætte nye dygtige kollegaer, er der stadig afdelinger eks. i DD på Novo Nordisk, hvor nøglen til håndværksmæssig succes er kendskab til procesanlæggene.

Det er derfor nu og i de kommende måneder at I som vore håndværkere har mulighed for virkelig at ”gi’ den en skalle” . Kig på Jeres ferieplaner hjemme i familierne, og

tal herefter med hhv. Søren Svenningsen og Peter Jørgensen om Jeres muligheder for at tilpasse ferier osv. Vi har behov for alle mand i den kommende periode!

Som nævnt i nyhedsbrev nr. 2 har det helt klart haft stor betydning for det stigende aktivitetsniveau, at AGJ er blevet ISO-Certificeret. Flere store kunder udelukker ganske enkelt underleverandører som ikke er ISO-Certificerede. I den kommende periode tager vi så næste skridt i retning af Arbejdsmiljøcertificering efter OHSAS 18001. Arbejdsmiljøcertificering får stor betydning for vores samarbejde med bl.a. Arbejdstilsynet og generelt offentlige myndigheder, der efter en certificering ikke længere foretager screening af arbejdsmiljøet i AGJ. En OHSAS 18001 certificering sikrer at vores interne arbejde med miljø og arbejdsmiljø bliver endnu mere effektivt, og med endnu mere struktur og fokus end tidligere. Ledelsens mål om 0 ulykker skal indfries, og vi vil også fremadrettet investerer i nyt sikkerhedsudstyr til forbedring af arbejdsmiljøet for den enkelte. Succes på arbejdsmiljøområdet er dog også betinget af, at I som vore medarbejdere har lysten og viljen til, at følge de arbejdsmiljøprocedurer og arbejdsmiljøinstruktioner der efterfølgende skal følges til punkt og prikke.

Udover fokus på øgede aktiviteter hos eksisterende kunder, arbejder vi på at opnå vore første ordrer hos norske industrikunder. Jeg er overbevist om at vi ved en vedholdende indsats vil lykkedes med at opnå aktiviteter, og få skabt nogle danske arbejdspladser i norsk industri. Læs mere herom under ”AGJ og fokus på aktiviteter i Norge”.

Afslutningsvis takker jeg Jer alle for en super indsats i de seneste måneder – der bliver arbejdet fokuseret og målrettet med opgaver hos (og til) vore kunder – tak for indsatsen til alle!

Med fokus på afvikling af samtlige af sommerens ordrer på et kvalitetsmæssigt meget højt niveau, hvor vi efterfølgende vil drøfte gennemførslen med kunderne, er jeg overbevist om at 2015 bliver et godt år som AGJ A/S.

God arbejdslyst og god sommer til alle medarbejdere i Team AGJ A/S!

Nyt fra Peter & AGJ Økonomi

Peter

Årets første måneder er typisk præget af en ringe aktivitet i AGJ A/S. Vi har for de 4 første måneder frem til og med udgangen af april 2015 haft en omsætning på i alt 11,3 mio. DKK, hvilket er ca. 4 mio. DKK mindre end forventet ifølge vort budget. Resultatet er således ikke prangende med et underskud på -128.000 DKK.

Men vore kunder – især Novo Nordisk og Novozymes har været langsommelige med, at åbne deres budgetter. Dog kan vi se, at de kommende måneder bliver travle, så vi forventer at indhente den manglende omsætning med et forbedret og positivt resultat til følge.

I dag har vi en samlet ordrebeholdning på 22 mio. DKK, hvilket er fint. Næsten alt er til levering senest med udgangen af september måned, og ledelsens fokus er nu på at få fyldt ordrebogen til 4. kvartal.

På mandskabssiden er vi i uge 25 i alt 74 ansatte – inklusiv 18 indlejede smede.

Sidste år på denne tid blev AGJ certificeret i henhold til EN 1090-1 & ISO 3834-2 svejse-/ kvalitetsnormer.

Dette var nødvendigt, hvis vi som virksomhed stadig ville betjene de kunder, som vi kender i dag – såsom Novo, Statoil, BASF, DONG, Forsvaret m.fl.

Kravene til kvalitet og dokumentation bliver stadig skærpet, og i erkendelse af det, er AGJ nu gået skridtet videre og har sat en proces i gang for, at opnå arbejdsmiljøcertificering – en såkaldt OHSAS 18001 certificering!

Vi har igennem flere måneder i et udvalg bestående af Brian (lager), Stevie samt undertegnede og med hjælp eksternt fra firmaet Avidenz, arbejdet med dette emne.

I løbet af kort tid vil vi have en såkaldt manual, som så skal ud at ”arbejde” hos alle vore ansatte, således at alle medarbejdere får en forståelse for vigtigheden og nødvendigheden af et arbejdsmiljøledelses system.

Flere af vore kunder, efterspørger et sådan system i AGJ, og specielt er det vigtigt hvis vi fremadrettet skal arbejde for den norske olieindustri. Vi ser dog stigende krav fra danske industrikunder i kraftværks- og medicinalindustrien samt raffinaderier. Flere kræver allerede nu en OHSAS 18001 certificering af deres leverandører, så det er absolut nødvendigt for AGJ A/S at opnå denne blåstempling af vore procedurer for arbejdsmiljø.

Vi vil snarest vende tilbage med mere information om OHSAS 18001.

Målet for teamets anstrengelser – endelig ISO-Certificering af vores arbejdsmiljøsystem efter OHSAS 18001!

Nyt fra Patrick & AGJ Engineering

Vi er i gang med større opgaver bl.a. hos Statoil, Siemens og Novozymes Bagsværd. Kunderne viser generelt stor interesse for samarbejde med AGJ A/S – ikke mindst som følge af effektiv gennemførsel af fejlfrie projekter. Kunder ønsker i stigende grad fleksible og kvalitetsbevidste håndværkere, der kan levere en opgave i top kvalitet uden at tingene skal laves om flere gange. Ingen er fejlfrie, og vi har da også lave nogle uheldige fejl, men det er vores klare overbevisning at vi med en hurtig korrigerende indsats har ændret og udbedret disse, hvorefter kunder har udtrykt tilfredshed med vore resultater. Vi vil dog appellere til at samtlige medarbejdere bliver mere fokuserede på, at aflevere en konkret opgave i top kvalitet!

Stålkonstruktioner i JC pågår, hvor et større antal AGJ-medarbejdere repræsenterer firmaet ved montage netop nu. Herudover pågår montage hos Novozymes i Bagsværd og lignende opgaver hos DONG Energy på Avedøreværket. Opgaverne udvikler sig stort set som forventet.

På Statoil holder vi ”en pause” frem til omkring august, hvor diverse indskæringer omkring TK1404 skal gennemføres.

Jeg har meget fokus på at opnå en god opstart på de jobs vi er blevet tildelt af Siemens på Amagerforbrændingen ARC i København. Siemens er en ny og meget vigtig kunde for AGJ A/S, så det har stor betydning at kommende rør- og montageopgaver udføres i topkvalitet for Siemens på ARC’en.

Herudover arbejder vi målrettet med en række kommende tilbud til potentielle kunder.

Lige nu holder vi fokus på et enormt projekt til DSB omhandlende en række større stålkonstruktioner, samt Statoil Raffinaderiet i Kalundborg, hvor vi netop har modtaget en udbudspakke omhandlende en større mængde ”småjobs”.

Steven er p.t. fokuseret på at udarbejde den nødvendige dokumentation samt kvalitetssikring på diverse projekter. Vi har således meget travlt i AGJ Engineering, og vi hilser vores kommende nye ingeniør velkommen – der er brug for ham!

Vi håber succesen og kvaliteten fra vores nuværende projekter vil få kunderne til at beslutte sig, og tildele AGJ A/S ansvaret også for disse opgaver.

Patrick Steven

Der præfabrikeres rørsystemer til en række gode opgaver i AGJ A/S!

Nyt fra Søren & AGJ Industriservice

Søren

Efter en lang og til tider trang salgsindsats, er vi lykkedes med at få ordrer på stålkonstruktioner hos DONG Energy og Avedøreværket i København! P.t. arbejdes der på forskellige opgaver omhandlende nyt repos, stålbjælker og rørarbejde. Jeg forventer at opgaven gennemføres til kundens tilfredshed, da kvalitet vurderes til at være et af de væsentligste parametre for at vi også bliver valgt til kommende opgaver hos DONG på Avedøreværket! Jesper Brix fungerer som arbejdende formand på aktuelle job, og støttes tæt af Bjarne Hald. Der meldes god stemning omkring vores arbejde indtil nu!

På Arla Foods i Slagelse har vi hele 3 mand i gang med forskellige vedligeholdelsesopgaver. Vores strategi om at udvikle samarbejdet med Arla er således en succes.

Hos DONG Energy på Asnæsværket har vi hele 9 mand i gang med en større revision af 4 stk. sugetrækblæsere. Lars Larsen fungerer som arbejdende formand på aktuelle arbejde, og meldingen er at projektet udvikler sig positivt – helt som forventet .

Vi har udført et krævende rørarbejde for Insatech hos DONG på Asnæsværket.

På værkstedet i Stenlille præfabrikerer vi en masse stål til gutterne hos Novo JC i Kalundborg, Novozymes i Bagsværd samt Avedøreværket. I nær fremtid påbegynder vi fremstilling af endnu en løbehjul til Nord Group på Fyn. Hjulet skal opsvejses og afbalanceres i Stenlille, og er således det 3. hjul til samme kunde.

I Kalundborg udfører vi arbejde for National Oilwell Varco (tidligere NKT), og er i gang med at løsne bolte under et stort drejebord (kan klare en vægt på 6.500 ton!!). Når de indledende arbejder er gjort, skal der udskiftes 200 hjulsæt med nye. Holdet er sat og vore gode mekanikere er i gang på NOV.

Benjamin er p.t. i gang på Energinet.dk – gaslageret i Stenlille. Årets revision er snart gennemført, og Uwe har ligeledes været med i en længere periode. Udmeldingen fra kunden er særdeles positiv for vore medarbejderes indsats, og vi kan forvente at de igen i 2016 vil trække på AGJ A/S!

På Fynsværket pågår opsvejsning med hårdmetal af endnu en kulmølle. Vi har allerede fået ordre på endnu en opsvejsning i efteråret, så dettre er naturligvis særdeles positivt.

Vi arbejder på Flådestation Korsør, og skal snart påbegynde et større arbejde med montage af hangardøre på Forsvarets Fregatter i IVER-klassen. Arbejdet er stort og krævende, og forventes ikke endelig afsluttet før i løbet af 2016.

Fregatten IVER HUITFELDT repareres af team fra AGJ A/S! Foto fra arkiv.

Et team fra AGJ A/S skal igen i år til Østkraft i Rønne på Bornholm. Vi skal foretage revision på sugetrækblæsere med lejeskift, montage og afbalancering on-site.

Hos Gyproc i Kalundborg har vi netop modtaget ordre på noget revisionsarbejde omhandlende gearkasser, tandhjul m.v. Jeg arbejder på at sætte det rigtige hold til denne kommende opgave.

I løbet af kort tid har vi to jobs hos Siemens der skal ”slås i gang”. Arbejdet foregår på Amagerforbrænding ARC i København, og omhandler rørarbejde + 250 meter udstødning i ø600 mm. rør for to generatorer.

Der er fortsat en del tilbud i gang og undervejs til vore kunder. Jeg tænker der fortsat ligger masser af kunder derude som vi skal have fat i !

Nyt fra Peter J. i AGJ Stainless & Rørteknik Kalundborg

Peter J.

Vi har travlt i AGJ Stainless & Rørteknik i Kalundborg! Vore kunder har placeret en stigende mængde ordrer i AGJ A/S, og vi forventer at vi topper i løbet af ugerne 30 & 31 og i denne periode beskæftige 45 mand – alene i AGJ Kalundborg ! Jeg vil således appellere til alle ansatte medarbejdere om, at man i videst muligt omfang at planlægger sin ferie under hensyn til at vi mangler kvalificeret personale i sommerens spidsbelastninger i ugerne 30 & 31! Kan I tilpasse Jeres ferieønsker i forhold til kommende aktiviteter ønsker vi at I omgående giver besked herom til mig og Søren.

Lige nu er vi aktive i flere afdelinger i Kalundborg. Det største enkeltstående job der udføres foregår hos Novo Nordisk i afdeling JC, hvor vi fremstiller og monterer nogle større stålkonstruktioner med særdeles skærpede krav til kvalitet i EXC 3. CE-mærkning udføres efterfølgende af kollegaer i AGJ Engineering. Arbejdet pågår og det er en stor glæde at kunne konstatere en solid indsats fra vores personale på site.

Der tilgår stadig en række positive udbudsmaterialer fra vore kunder i medicinalindustrien. Vi forventer modtagelse af udbudsmateriale omhandlende ombygning af diverse rør- og tank installationer i samarbejde med Novo Nordisk, Novozymes eller disses rådgivere som ÅF, Niras osv. Kaj og jeg har flere tilbud i støbeskeen. Vi arbejder målrettet på at få diverse tilbud konverteret om til gældende ordrer fra vore kunder i Kalundborg.

P.t. har vi fast personale til udførsel af opgaver i JC og i DD hos Novo Nordisk A/S. Vi udfører ligeledes opgaver hos Novozymes i Bagsværd og er klar til at assistere hos BASF i Ballerup med sommernedluk.

Team Stainless & Rørteknik i Kalundborg ser frem til fortsat godt samarbejde med alle hen over sommeren 2015!

Mads Steffensen besigtiger forskellige gryder hos BASF! Foto fra arkiv.

Nyt fra Brian på lageret i Stenlille

Brian

Firmaet befinder sig i en travl og hektisk periode netop nu! Mit fokusområde på værktøjslageret er orden, ryddelighed, indkøb af tilsatsmaterialer og forbrugsmaterialer, samt at assistere bl.a. vore projektledere med klargøring af materiel til forskellige opgaver der skal udføres hos vore industrikunder.

Jeg har heldigvis kunne trække på vore tidligere lagermand og nu pensionerede Bøje Larsen i spidsbelastninger, hvor vi netop har gennemført el-tjek, registrering af samtlige svejsemaskiner, flasker for ilt og gas samt andre områder som ligger i mit ansvarsområde iht. firmaets ISO-system.

AGJ A/S – OHSAS 18001 & kommende arbejdsmiljøcertificering

AGJ A/S er blevet ISO-certificeret efter de svejsetekniske standarder EN 1090-1 samt EN ISO 3834-2, hvilket er fremtidens fundament for videre udvikling af både virksomheden og alle vore medarbejdere! Nu tager vi næste skridt og lader virksomheden blive Arbejdsmiljøcertificeret efter OHSAS 18001.

Stempler der bekræfter at AGJ A/S allerede er ISO-Certificeret med fokus på kvalitetsstyring af svejseopgaver!

Arbejdstilsynets grønne Smileyder bekræfter at AGJ’s Arbejdsmiljøorganisation arbejder rigtigt med sundhed og sikkerhed i AGJ A/S!

AGJ A/S & fokus på aktiviteter i Norge

Vi arbejder med støtte fra Udenrigsministeriet og vores eksportrådgiver fra Den Danske Ambassade i Oslo. Fokus er på at opnå ordrer fra norske industrikunder. Det er absolut ingen hemmelighed at den norske olie- og gasindustri gennem det seneste 1-2 år har været utilnærmelig – aktivitetsniveauet og investeringslysten fra denne industri har været på et meget lavt niveau - nærmest 0, og mange firmaer har forladt Norge igen, efter flere forsøg på at opnå aktiviteter.

Vi er imidlertid overbevist om, at udviklingen i olie- og gasindustrien i Norge er ved at vende. Dels som følge af stigende oliepriser, og dels da vi oplever interesse for AGJ A/S når vi taler med kunder i Norge. Tim har netop aflagt Statoil samt et par potentielle samarbejdspartnere i Mongstad et besøg. Alle er interesserede i team AGJ A/S, og vi har allerede nu fået bekræftet at Statoil ønsker at involvere AGJ A/S ved en større turn around i 2016. Ledelsen er overbevist om, at vi opnår aktiviteter hos Statoil i den kommende periode. Personale med dokumenteret erfaring og gyldige certifikater/ uddannelse til at udføre opgaver på raffinaderiet eks. i Kalundborg, er således efterspurgt, så giv Søren, Peter J. eller Tim besked, hvis I kunne tænker Jer en god udfordring ved arbejde på et enormt raffinaderi i Norge!

Statoil Raffinaderi i Mongstad – et af AGJ’s mål for kommende aktiviteter!

I forbindelse med netop gennemførte besøgsrunde i Norge har Patrick og Tim holdt møde på den danske ambassade i Oslo med mejerigiganten ingeniørfirmaet Skala fra Trondheim. Noget tyder på at netop Skala står overfor en større udbygning af mejerier og procesanlæg i fødevareindustrien i Norge, og AGJ vil naturligvis holde fokus på at opnå samarbejde med Skala, og dermed etablering af indtil flere arbejdspladser for udvalgte certifikatsvejsere og håndværkere, med erfaring fra tyndvæggede mejerirør og industriservice i fødevare- og medicinalindustri!

Ledelsen ønsker at medvirke til nødvendig efteruddannelse med diverse kurser og opgraderinger for de af vore medarbejdere der melder ud at man er klar og fleksibel og gerne tager en tørn i bl.a. Norge.

Kommende møder i Norge foretages på BIS (Bilfinger Industries) samt Hafslund ASA (Oslos største fjernvarme producent).

Vi håber at kunne berette om nye indkommende ordrer og dermed aktiviteter i det norske i næste nyhedsbrev!

Ny maskiningeniør i AGJ Engineering Stenlille

Morten

Morten Borre Larsen tiltræder som maskiningeniør i AGJ Engineering Stenlille. Morten kommer til at arbejde med alle opgaver fra kalkulation og tilbudsgivning til konstruktion og projektstyring i AGJ A/S.

Morten er 35 år uddannet klejnsmed, certifikatsvejser og skibsassistent samt maskiningeniør. Morten har senest været beskæftiget som ingeniør hos Butina i Holbæk.

Som smed og certifikatsvejser har Morten bl.a. arbejdet 3 år i norsk industri for Nordisk Håndværk.

Tiltrædelse i AGJ A/S d. 6. juli 2015.

Velkommen til Morten på team AGJ A/S!

Ny arbejdende teamleder i AGJ Produktion Stenlille

Dariusz

Dariusz Zielonka (Darek) er ansat i AGJ A/S som arbejdende teamleder på værkstedet i Stenlille. Dariusz kommer til at arbejde med fremstilling af stålkonstruktioner, rørsystemer, blæserhjul osv., samt lave forfaldent smedearbejder i AGJ Produktion i Stenlille. Herudover skal Dariusz deltage i opgaver hos vore kunder på forskellige pladser i Danmark og evt. også Norge.

Dariusz kender udmærket AGJ A/S og har senest været den drivende kraft i forbindelse med fremstilling af netop monterede brokonstruktion til Novozymes A/S i Kalundborg. Opgaven blev udført i særdeles tilfredsstillende kvalitet, og vores kunde hos Novozymes har udtalt sig meget positivt om arbejdet!

Dariusz er uddannet smed, certifikatsvejser og tekniker, og har gennem flere år udført forskellige opgaver hos industrikunder i bl.a. Holland, Tyskland og Norge.

Velkommen til Dariusz på team AGJ A/S!

Lærlinge i AGJ

Lige nu har vi 6 lærlinge i gang i AGJ A/S, og flere unge mennesker presser på for at komme i lære i AGJ A/S. Vi holder fortsat fokus på selv at uddanne fremtidens AGJ-håndværkere, og er således godkendt til at have hele 8 lærlinge ansat under samtidig uddannelse, og vi er konstant på udkig efter unge talentfuldt menneske, der ønsker sig en uddannelse inden for smedefaget…. Det er ledelsens strategi at bringe samtlige lærlinge med ud på forskellige opgaver hos vore kunder, da det er vores klare opfattelse af netop forskelligartede opgaver hos forskellige industrikunder, er med til at sikre at vore lærlinge opnå de bedste kompetencer og således rustes bedst muligt til fremtidens krav fra kunderne & markedet!

Sebastian Jørgensen starter som (voksen)lærling i AGJ A/S d. 16. juni 2015. Vi er herefter 7 lærlinge i AGJ ! Velkommen til Sebastian i AGJ A/S!

Sundhed, sikkerhed, arbejdsmiljø & ISO-certificering i AGJ

Vores LTIF-frekvens (dvs. ulykker pr. 1 mio. arbejdstimer) er historisk lav, hvilket vi ønsker fortsat skal være tilfældet. Det har afgørende betydning for AGJ A/S at samtlige medarbejdere overholder arbejdsmiljøregler og sikkerhedsinstruktioner. Vi kan ikke bruge personale hos vore kunder, der ikke overholder regler for sikkerhed, sundhed og arbejdsmiljø!

Ledelsens mål er at alle skal komme sikkert gennem en arbejdsdag og dermed komme le hjem til familien. Vores team i AMO arbejder lige nu målrettet med en øget indsats på arbejdsmiljøområdet i AGJ A/S. Endelig certificering af AGJ’s arbejdsmiljøsystemer kommer på plads i 2015. Udvalget der arbejder med OHSAS 18001 består af Stevie Hansen, Lars Vind Pedersen, Brian Rasmussen og Peter Due Madsen. Støtte ydes fra den øvrige del af AMO.

AGJ A/S er fortsat tildelt en såkaldt ”Grøn Smiley” fra Arbejdstilsynets seneste tilpassede tilsyn.

Medarbejdersamtale i AGJ A/S

Vore afdelingsledere Søren Svenningsen og Peter Jørgensen har afholdt medarbejdersamtaler med hver enkelt af vore medarbejdere. Resultatet af disse samtaler bliver benyttet i AMO, og har haft stor betydning for at afdække holdets samlede kompetencer. Vi kan konstatere at der skal sættes ind med efteruddannelse inden for følgende områder:

- Certifikatsvejsning i plast – PP, PE, PVC m.v. - Certifikatsvejsning i rustfrit stål, Duplex og SAFF. - Turbine-, generator- og blæserrevisioner. - Mekaniske vedligeholdelsesopgaver i industrien. - Adgangsgivende uddannelser og kompetencer iht. kundekrav hos eks. Statoil i Norge.

Herudover skal vi sikre at de enkelte løbende holdes opdateret med svejse- og krancertifikater samt Varmt Arbejde o. lign.

Fokus er på efteruddannelse af kernepersonale som er fleksible, udfører specielle opgaver hos tunge industrikunder og ønsker at udføre opgaver (også) uden for Danmark!

Næste nyhedsbrev udkommer i løbet af efteråret 2015.

Har du noget på hjertet eller ønsker om at udarbejdet et indlæg til AGJ-Nyhedsbrev nr. 4, modtages dette gerne af Tim.

Vi trykker meget gerne Jeres indlæg under overskriften som eks. ”Lærling i AGJ”, ”Nyt fra teamet på Flådestation Korsør” eller ”En arbejdsdag på Novo’s fabrikker” eller lignende. …..

Informationer fra sikkerhedsrepræsentant, eller dig som medarbejder savnes generelt, så skriv eller ring endeligt hvis der er noget du ønsker i Nyhedsbrevet. Alle indlæg er særdeles velkomne – evt. også action-billeder som du mener, skal være periodens bedste!!

Seneste periodes bedste action-billede

Brian holder orden på lageret!

Skærgården omkring Bergen i Norge – AGJ på vej til Statoil i Mongstad!

Ledelsen ønsker alle medarbejdere og

deres familier en glædelig sommer!

De bedste hilsner

Tim.

agj-smed.dk