Nyhedsbrev nr21 juni 2013

I d e t t e n u m m e r :

Nyd det! 1

Den sidste dans

2

Hilsen fra bestyrelsen

3

Et efterskoleår svarer til 7 menneskeår

4

At synge i kor, med nogen man har kær

5

Musikfestival 2013

6

Mættet 8

Et efterskoleår … et hjem...

9

Et eventyr 10

Tak for i år årgang 13/14

11

Musik, Dans, Teater

12

j u n i 2 0 1 3 Å r g a n g 7 , N u m m e r 2 1

S E H E R :

• Første skole-dag for elev-holdet 13/14 er søndag d. 11. august kl. 14:00

Nyhedsbrev

Af Christinna Ladegaard, 9.kl.

Så er året snart gået. Tanken er ulidelig, men alligevel velkom-men. Året på Viby Efterskole har budt på udfordringer, oplevelser, op- og nedture og ikke mindst venner for livet. Det har været et krævende og spændende år, og det har været alt det, jeg havde drømt om.

Jeg startede med en nervøsitet og spænding uden lige. Alle de nye mennesker og de nye omgi-velser var overvældende på man-ge måder, men det var også spændende, at det var sådan en drastisk ændring fra ens hverdag derhjemme. Her på Viby var alt nyt.

Som uger blev til måneder og månederne gik, blev de nye og spændende omgivelser til vante omgivelser. Man vænnede sig til værelserne, gangene, spisesalen, klasseværelserne og opholdsstu-en. Man begyndte endda at kalde Viby for sit hjem. Man ænsede ikke at tiden gik, men havde for travlt med at nyde det hele. Lige

pludselig kigger man op, og så er der kun 4 uger tilbage. Hvor blev året dog af? Spørgsmålet giver genlyd i hovedet på en. Kan det virkelig passe, at der allerede er gået ni måneder? Som jeg sidder og skriver dette, kan jeg ikke lade være med at tænke på de nye Viby’er. Altså dem der skal gå her efter sommerferien. De kommer snart til at kalde Viby efterskole for deres hjem, og vi ender som endnu et elevhold i den lange række af elevhold. På den ene side er tanken fed. Vi giver skolen videre til nogle nye mennesker, som kan få lov til at nyde et ophold på Viby. Vi ved selv, hvor fed den oplevelse er, så man er helt stolt over at kun-ne give stafetten videre. På den anden side er det en trist tanke. Nu er det nogle andre, der kom-mer til at løbe på gangene og grine højt om aftenen. Det er nogle nye, der skal sidde i klas-selokalerne og blive undervist af de lærere, vi nu kalder for ven-ner. Tanken gør mig svimmel, og giver mig en knude i maven. Kan

det virkelig passe, at eventyret stopper her?

Den 29. juni bliver Viby-eleverne 12/13 spredt for alle vinde. Nogle skal tilbage til Sjælland, andre til Jylland og nogle helt tredje bliver her på Fyn. Der bliver geografisk langt i mellem os, men vi vil altid være knyttet til dette sted. Viby vil altid være et sted, vi alle kan relatere til, så selvom vi fysisk er langt væk fra hinanden, er vi det måske ikke psykisk.

Jeg har fået venner for livet. Venner, som jeg kommer til at holde kontakt med, selvom de bor i Aarhus, Odense, København eller et helt fjerde sted. Det gør tanken lidt nemmere at bære. Lige meget hvad der sker d. 29. juni, vil jeg altid kunne regne med dem, og det er jeg evigt taknemmelig over.

Til sidst vil jeg sige til alle kom-mende Viby-elever, om det så er om mange år frem i tiden, nyd året, der er ikke tid til andet!

S i d e 2

Af Stine Nyhus Larsen,10.kl. Stjernerne strålede på den mørke nattehimmel over vores hoveder. Eller også var det bare lyskæderne i loftet. 10-mandsorkestret med flere blæ-sere spillede en langsom melo-di. Eller også var det bare Mor-ten G, der satte musik på. Om-kring hundrede mennesker, jeg holder utrolig meget af, danse-de langsomt rundt iført lange kjoler og jakkesæt. Alle lignede en million. Det var ikke noget, jeg drømte. Det var virkelighe-den. Det var den 5. og sidste dans ved vores Lanciersfest. Stemningen var intens og loka-let varmt. Vi havde danset Lan-ciers nede i multisalen - hold op, hvor var det sjovt! Vi svin-gede hinanden rundt og grinte

til tårerne tril-lede. Efter at have danset hele aftenen, også efter Lan-ciers’en, hvor vi dog fortsatte den højtidelige stemning med balkort og Big Band -mus i k , var vi nået til den s ids te dans. En af mine gode ven-ner og jeg for-søgte os forsig-tigt med en vals der passe-de til musik-ken, men som de begynder-dansere, vi er,

måtte vi smilende opgive at gøre andet end at gå rundt i en firkant. Vi nåede frem til de sidste sekunder af dansen, og dermed aftenen, og pludselig lød et lille ”bang,” og sølvstjer-ner dryssede ned fra loftet. Som i slowmotion så jeg kon-fettien dale mod jorden. Fra mine fødder og hele vejen op gennem kroppen boblede en vidunderlig følelse. Stjernerne, lysene, musikken, en god ven i hånden og 100 gode venner inden for 24 kvadratmeter gjor-de øjeblikket magisk, og tiden stod stille. På alles ansigter strålede store smil, og jeg er stadigvæk helt sikker på, at verdens smukkeste mennesker var samlet i det lokale. Jeg ønskede, at det ville vare for evigt. Men det gjorde det ikke. Få minutter senere havde nogen fundet en kost og var i gang med at med at feje stjernerne op, og musikken var ved at blive pakket væk. En god ven-inde og jeg tog hinanden i hån-den, og så gik vi op på bakker-ne bag ved skolen. Foran os lå en helt gul rapsmark som et tæppe - det lignede, at man kunne stille noget oven på blomsterne, så tæt var den. Solen var ved at gå ned, og himlen var helt lyserød. Det var så flot, og vi kunne slet ikke tage øjnene fra den smukke verden, der lå for vores fødder. Med armene om hinanden og en befriende stilhed stod vi. Vi sagde ikke noget, for der var ikke noget at sige. Det er det, der sker, når man er blevet tætte. Stilhed kan være lige så dejligt som samtale. Nogle gan-ge bedre. Jeg stod og tænkte på, at der kun var 4 uger tilba-ge. Der kan ske meget på 4 uger, men det føltes som om det kun var et enkelt sekund. En lille tåre trillede ned ad min kind, og jeg holdt tættere om min veninde. Endnu et øjeblik, jeg ønskede ville vare for evigt. Men også det stoppede. Tiden fløj, og vi måtte ind og i seng. Jeg troede, at vi skulle have en

stille og rolig aften, og at vi alle 3 var trætte efter en lang, men virkelig, virkelig dejlig aften. Men det viste sig, at min dejlige aften langt fra var forbi. Vi hav-de alle 3 alt muligt at fortælle og alt muligt at spørge om, og vi snakkede og grinede, og grinede og snakkede. Vi drillede hinanden, legede, pjattede. Og hvis ingen siger det til nogen, så tror jeg også vi kom til at fortsætte lidt efter vi egentlig skulle slukke lyset. Men vi hav-de det bare så fantastisk, og vi kunne slet ikke stoppe igen. Da vi endelig lå i vores senge og var helt mættede af latter og snak og sprøjten med vand og en magisk aften, var jeg lykke-lig. Jeg kunne ikke forestille mig noget, der kunne gøre mit liv bedre. Alt var perfekt. På værelset har vi en lille ”godnat-vane”. Det er ikke no-get specielt, og der er sikkert mange andre, der også gør det, men det er alligevel noget, jeg kommer til at savne. Én siger det første ”godnat”, og de an-dre svarer hver sit godnat. De kommer hurtigt efter hinanden, og det tager vel 1½ sekund i alt. Men det er kommet til at betyde så meget, og det er blevet noget, der gør, at jeg sover trygt. At jeg falder i søvn vel vidende, at alt er, som det skal være. For anden gang den aften løb mine øjne i vand. Det er den vildeste kliché, men det er de små ting, der betyder noget. Det dér lille godnat, der er blevet en del af mig. Jeg ønskede endnu engang, at det ville vare evigt. Og selvom vi en dag om alt for kort tid siger vores ”godnat” - ”godnat” - ”godnat” for sidste gang, og det ikke varer for evigt, så gør det alligevel. Jeg har så mange minder herfra, jeg har så mange oplevelser fra det her år. Det vil vare ved på en eller anden måde alligevel. Det har betydet så meget for så mange af os, og det kan ikke bare holde op med at være. Det vil vare ved for evigt.

N y h e d s b r e v

Den sidste dans

Vi sagde ikke noget, for der var

ikke noget at sige. Det er det, der

sker, når man er blevet tætte.

Stilhed kan være lige så dejligt som

samtale. Nogle gange bedre.

S i d e 3 Å r g a n g 7 , N u m m e r 2 1

N y h e d s b r e v

Af Leif Andersson, bestyrelsesmedl. Kære elever – ja, så rinder tiden snart ud på Viby Efterskole. Desværre blev slutningen ikke som vi gerne ville have det. Lockout’en gjorde det svært at opfylde de krav, som vi i bestyrelsen forventer, at skolen skal kunne opfylde overfor eleverne. Heldigvis har vi et forstanderpar, der sammen med det personale, som ikke var ramt af lockout’en, planlagde dage-ne således, at den enkelte elev fik en lærerig hverdag på Viby. De gennemførte også den planlagte tur Berlin og arrangerede også en tur til København. Stor tak og ros for denne indsats. I forbindelse med personalets årlige tur havde jeg sammen med min kone for-nøjelsen at passe eleverne. Ligesom sidste år var det en meget positiv oplevelse. En sjov dag hvor alt var omvendt. Tænk at starte med en chokolademousse til morgenmad, men det blev spist. På byggefronten – ja, så sker der sta-digvæk noget. I øjeblikket er vi i gang med at istandsætte elevværelserne. Værelserne på gangen op til spisesalen er ved at være færdige med et flot re-sultat. Da dette sker i hverdagen, hvor elever-ne er der, så vil der være perioder, hvor den enkelte elev skal flytte ud. Vi vil fra bestyrelsens side sige tak for den måde I elever, der har været påvirket af det,

har taget det. Det er vigtigt for bestyrel-sen, at rammerne på Viby er I topkvali-tet og det arbejder vi hele tiden på. Vi vil hele tiden bestræbe os på, at Viby er en moderne og levende efterskole og en af de mest attraktive. Vores store flagskib musical’en blev igen i år opført af nogle fantastiske skuespil-lere. HAIR var en musikalsk oplevelse og en flot performance. Resultatet er igen med til at bevise, at VIBY er en Danmarks bedste eftersko-ler. I 2012 har vi indført noget nyt nemlig soloundervisning i musik og det har 40-50 elever benyttet sig af. Skolen havde i år til generalforsamlin-gen inviteret direktør Morten Albæk fra Vestas. Det var et meget inspirerende foredrag. Han tog virkelig eleverne samt os andre med storm. Så meget, at han bagefter brugte en del tid på at svare på yderligere spørgsmål fra eleverne. På generalforsamlingen i år kunne for-manden Henning Mejer Mortensen igen med glæde konstatere, at skolen i 2012 kommer ud med et positivt resultat på kr. 700.944. Af dette beløb overføres kr. 350.000 til senere investering, re-sten lægges oveni egenkapitalen. På valg i år i bestyrelsen var Niels Erik Jespersen, Finn Nabe-Nielsen og Erling Hisselholm. Alle tre ønskede at genop-stille og de blev valgt. Som suppleant var Lene Juul og Peter Henriksen på valg. Lene ønskede ikke genvalg, så derfor anbefalede bestyrel-

sen Miriam Keitum som ny suppleant og da der ikke var andre kandidater, så blev Miriam og Peter valgt for 1 år. Bestyrelsen blev efter generalforsamlin-gen konstitueret. Henning Mejer Mor-tensen og Niels Erik Jespersen fortsæt-ter som hhv. formand og næstformand. Her på falderebet vil jeg gerne på besty-relsens vegne opfordre jer forældre om at bakke op om Viby Efterskole ved at melde jer ind i skolekredsen. Pris for et medlemskab er KUN kr. 100,- Det er meget vigtigt, at vi har en stor skolekreds. I kan være med til at beva-re Viby som en meget efterspurgt og attraktiv efterskole. På vegne af bestyrelsen vil jeg ønske jer alle en rigtig god sommer og tak fordi vi måtte låne jeres børn, det har været en positiv oplevelse. Kære elever – vi håber, I har nydt det på Viby, og at I kan bevare/fastholde de gode venskaber, som I har fået bygget op i årets løb og at I kan gøre brug af den boglige/faglige viden I har fået i rygsækken. Held og lykke ønsker vi Jer alle på jeres videre færden.

Hilsen fra bestyrelsen

Kalender August/September Oktober November

11/8 Velkommen til et nyt skoleår Uge 40 Boglige dage og ”Det rullende gymnasium”

31/10 Spil-dansk-dag (Flashmob)

12-16/8 Introuge 4-6/10 Forlænget weekend 01/11 ”Garagerock” i Middelfart

04/9 Intern fest 9-11/10 København 02/11 5– og 10 års jubilæum

12/9 Foredrag om Handlede kvinder Uge 42 Efterårsferie 03/11 Forældredag (samtaler)

28/9 Gensynsdag for 2012/13 Obligatorisk weekend

24/10 Foredrag: Forfølg din drøm! Intern fest

04/11 Foredrag v/ Jacob Holdt: ”Amerikanske billeder”

29/9 Efterskolernes Dag - Åbent hus 28/10 Børnehaverock i Multisalen Aften - Koncert m/ Bo Stief

Uge 46 10.kl. Brobyg./9.kl. Skema Uge 47 Projektopgave

S i d e 4

Når vi fx sidder i foredragssalen

alle sammen, kan vi ikke sige, at der ikke er en

person inde i det rum, som vi

ikke holder af eller har et

forhold til på en eller anden

måde. Det er noget af det, jeg

synes er det mest fantastiske

Et efterskoleår svarer til 7 menneskeår

N y h e d s b r e v

Af Louise Jørgensen, 10. kl. Et efterskoleår svarer til 7 men-neskeår, det fik vi alle at vide den første dag, og nu er mine 7 år snart gået. Jeg sidder i op-holdsstuen og hører på en flok, der sidder og skriver i mindebø-ger. Der er én, der så smukt siger: ”Det er så svært, alle har jo haft en eller anden form for betydning, det er bare så svært at formulere ned på papir.” Hvor blev tiden dog af? Det ved jeg stadig ikke, det virker som om, det var i går, vi alle var i Berlin, eller da alle lærerne var lockout’ede, men så, når man tænker tilbage, ser man lige

pludselig, at det er meget længe-re tid siden, end man lige gik og troede. I dag er der 28 dage til-bage, det vil sige at der er 672 timer 40320 mi-n u t t e r o g 2419200 sekun-der. Jeg kan bedst lide at høre tallet i sekunder! Jeg husker så tydeligt d. 12. august, da mine forældre og jeg

kørte ind på Vibys grund, og jeg gik ind af døren og blev vist hen til mit værelse. Jeg så mig om-kring, og der stod det helt klar for mig, at her skal jeg bo i et helt år. Dér havde jeg ingen anelse om, hvad jeg kunne forvente af et efterskoleår. Ville det være sådan, at alle rendte rundt i nattøj dagen lang eller ville alle være sorthårede pun-kere med piercinger over alt? Jeg havde ingen anelse. Det viste sig, at et efterskoleår ikke var nogen af delene. Jeg tror ikke, man kan sætte et efterskoleår i en kasse på den måde, for alle, hver og én, har en forskellig oplevelse af lige netop sit eget efterskoleår, men vi har dog nogle ting til fælles, noget, der er ens for alle. En af mine veninder og jeg har snak-ket meget om, når vi fx sidder i foredragssalen alle sammen, kan vi ikke sige, at der ikke er en person inde i det rum, som vi ikke holder af eller har et forhold til på en eller anden måde. Det er noget af det, jeg synes er det mest fantastiske ved efterskolen. I denne uge er vi begyndt på vores sidste al-mindelige skoleuge, og jeg bli-ver overrasket over hver dag hvor meget det påvirker mig, og hvor meget det påvirker alle mine venner, men på vidt for-skellige måder. I den her uge har vi alle sammen haft vores sidste storekortime, og da den var forbi, gik jeg ud med en mærkelig følelse i kroppen. Nu var der noget, der var slut, jeg skulle aldrig have en storekortime på Viby igen, og jeg vidste, at det kun var det første. Fra nu af vil der kom-me rigtig mange ”for sidste gang”. I dag til vores kontakt-gruppemøde snakkede vi om, hvordan det vil være at komme hjem, altså ikke bare at væ-

re hjemme en weekend i ny og næ, men helt hjem. Jeg er slet ikke det samme menneske, som da jeg tog af sted på efterskole. Jeg tror noget af det, der bliver sværest for mig, er ikke at have alle de mennesker omkring mig mere. Alle dem, som jeg er kommet til at holde så utrolig meget af. De ting, som at give hinanden et godnatkram på gangen, før vi går i seng, eller når min roomie og jeg ligger og spiser en masse slik fra vores slikskab og snakker eller ser en film i stilletimen. Jeg tænker sommetider på, hvad jeg kom-mer til at savne, og jeg tænker ikke bare på alle værdierne, vi har sammen, men jeg tænker også ned i de små ting, de helt små, som for eksempel når der bliver sagt ”samler” inde i spi-sesalen, eller når der synges morgensang. Man har bare vænnet sig til noget helt andet, man har vænnet sig til at gå på Viby, man har vænnet sig til at leve sammen med 108 mand og til de præmisser, der bliver stillet én ud fra det. Det er overhovedet ikke noget pro-blem at fortælle alt det, jeg kommer til at savne ved ikke at gå på efterskole, det tror jeg allerede jeg kunne fortælle 2 uger inde i skoleåret, men det er først nu, tror jeg, at jeg egentlig ved, hvad det betyder, alt det, jeg kommer til at savne. Jeg tror ikke at det går op for mig, at jeg er startet på efter-skole, før det slutter.


At synge i kor, med nogen man har kær.

N y h e d s b r e v

Af Petra Clemensen, 10. kl. Jeg står på min sædvanlige plads, det er sådan cirka de samme der står ved siden af mig, som for et år siden. Den første mandag, hvor vi diskret listede ind og prøvede at finde en plads. Mor-ten sidder ved flygelet og Ole tosser som altid rundt. Vi snakker helt vildt, selvom vi alle ved, vi burde være stille. Vi skal til at indspille den sidste sang. Der er ekstra varmt i rummet, for det er sommer udenfor. Der plejer altid at være tæt, det kan ikke undgås, når der skal sådan cirka 100 mand ind i et lille rum. Der bliver langt om længe ro i lokalet, Morten giver toner, som han altid gør "sopraner, alt, tenor, bas". Ole rykker lidt på mikrofonen og smiler. Så begynder lyden fra flyglet. Vi har sunget sangen mange gange og kan den udenad, selvom vi alter altid har lidt problemer til sidst i omkvædet. Drengene starter ud med første vers, jeg kan høre, hvordan de gør sig lidt ekstra umage i dag. Vi går glidene over i et omkvæd, alle stemmer i og mærker lydstyrken og energien stige i rummet. Jeg kan slet ikke tørre smilet af mit ansigt. Musikken dæmpes helt ned igen og drengene forsætter koncentreret med deres luftige klang. Alter og sopraner bygger op med lange harmonier og jeg lukker mine øjne, det er mit yndlings-

sted i sangen, alter går ned og sopraner op og vi går over i et omkvæd. Pludselig snurrer det i min mave og min læbe bævrer. Det går op for mig, at det er vores sidste time. Lige da vi holder tonen op til omkvædet, begynder tårer-ne at trille. Det bliver simpelthen for meget for mig. Jeg kan slet ikke finde ud af, at jeg er så glad og lykkelig, men samtidig så ked af og skræmt over, at vi snart er færdige her. Jeg sørger for at synge videre og ramme tonerne, jeg vil nyde øjeblikket. Jeg har stadig luk-ket øjnene og kan mærke melodien helt ned i maven. Jeg holder min hulken tilbage, for jeg vil ikke ødelægge opta-gelsen. Jeg ved folk kigger på mig og stiller spørgsmål til min gråd. Jeg ved, de vil mig det så godt alle sammen. Vi er i gang med sidste omkvæd og jeg mærker en hånd i min og en arm om-kring mig. Det er to af mine veninder, og jeg kigger på dem. Den ene har jeg holdt i hånden til alle kor-optrædener igennem året. Den anden har jeg lige siddet sammen med i solen inden ti-men. Morten løfter hænderne, vi holder tonen og stopper alle samtidig på hans tegn, der går et splitsekund og vi træk-ker vejret i kor. Denne stund betyder meget for mig, alle kortimerne har betydet meget for mig. At synge i kor har været det bed-ste i år. Man har sin plads i et kor og er fælles om at få det til at lyde godt. Når

man synger i kor holder man vejret og trækker vejret samtidig. Jeg kommer til at savne at stå i et proppet dramalokale eller på en scene sammen med de godt hundrede andre og vide at vi er sam-men om det her og vide at jeg har min plads i vores store fællesskab. Det bliver svært at sige farvel og det komme til at kræve mod, mod til at komme videre. Jeg skal ud af min tryg-ge lille glasklokke, hvor jeg har oplevet så meget både stort og småt de sidst 10 måneder. Det bliver svært at vende tilbage til mit tomme værelse, gymnasi-et og kedelige madpakker. Men jeg glæder mig også, jeg er split-tet. Jeg tror, Viby har givet mig alt det skolen kunne, og jeg tror ikke, citronen kan presses mere. Jeg er glad for alle oplevelser, selvom jeg lige nu knapt nok kan huske dem alle og jeg er især glad for hverdagsminder. Tak, fordi jeg fik lov til at synge i kor med dem, jeg holder af.

S i d e 6

N y h e d s b r e v

Af Ole Faber, lærer Siden sidste nyhedsbrev har sammenspilseleverne været i Vibys eget studie for at indspille en democd, som bliver færdig-gjort i løbet af denne måned. Herefter har man siden starten af maj rettet fokus mod et af efterskoleårets tilbagevendende højdepunkter: Musikfestivalen på Vesterdal efterskole. Musikfestivalen afholdes hvert år i midten af maj, hvor ca. 500 elever fra 4-6 efterskoler delta-ger og hvor eleverne får mulig-hed for at optræde for hinanden med dans, sang og musik. Ugerne op til festivalen er præ-get af hektisk aktivitet på de forskellige danse- og musikhold. På musikholdene er eleverne med til at udvælge de sange, de gerne vil optræde med, men da hvert band max. får tildelt 15-20 min at optræde i, er det ikke muligt at nå at spille alle de sange, de har lært i løbet af året pga. det store antal tilmeldte bands. Herefter aftales rækkefølgen af de valgte numre. Evt. overgan-ge fra det ene til det andet nummer bliver øvet og de sidste detaljer bliver pudset af. På selve festivalen er der en stor udendørs scene samt en semi-akustisk indendørs scene, hvor

Viby Efterskole bl.a. optrådte med storekor og lillekor samt de forskellige dansehold. Festivalen strækker sig over 8 timer fra kl.12.00-20.00, og foruden de forskellige optræde-ner kan man besøge en af de mange forskellige boder, som jo også hører med til en festival. Igen i år var festivalen en stor succes. Viby-eleverne optrådte med stor koncentration, gå-på-mod og spilleglæde og var gode til at give ikke bare vennerne, men alle, der optrådte, en god opbakning. For alle sammenspilshold og fritidsbands vedkommende vil der være mulighed for at genop-leve dagen, da alle koncerterne er blevet optaget og vil blive samlet på en cd, der kan købes sammen med democd’en, inden vi går på sommerferie.

Musikfestival 2013


N y h e d s b r e v

S i d e 8

Jeg har aldrig følt mig så

meget en del af ét stort

fællesskab, som jeg gør

nu, og jeg elsker det. Vi er en familie,

og vores viden om, at

vi snart stopper, gør

os kun tættere.

Af Pernille Sørensen, 10.kl. Når jeg snakker med mine ven-ner, kan jeg høre, at de har op-fattet starten af året på mange forskellige måder. Nogle hadede det, fordi de ikke var vant til at starte et nyt sted uden at kende nogen, og nogle elskede det og tog imod fællesskabet med åbne arme. Nu er vi ved at være ved enden. Det er svært at se i øjnene, at det snart er slut. Selve tanken kan få folk til at græde. Det er forbudt så meget som at nævne, hvor få uger vi har tilbage, for så bliver man helt emotionel. Men på trods af tanken, der hele tiden er i baghovedet, er den sidste tid på Viby Efterskole også den bedste. Nu kender man hin-anden og har vænnet sig til hin-andens særheder. Jeg har aldrig følt mig så meget en del af ét

stort fællesskab, som jeg gør nu, og jeg elsker det. Vi er en fami-lie, og vores viden om, at vi snart stopper, gør os kun tættere. Det er sidste chance for at føle det, kun efterskolen giver. Vi bruger tiden. Vi går ture i den lille, hyggelige skov nede ved Rema 1000 med åen, der slanger sig i det grønne. Vi udnytter hin-andens kreative sjæle og øver os, så vores sidste optræden bliver en fest. Vi sidder i opholds-stuen og skriver koncentreret i hinandens mindebøger, for der er så meget at sige. Viby efterskole har givet os alle noget. Jeg kan mærke, at jeg har forandret mig. I starten ville jeg aldrig have turdet så meget som at stryge en streng på celloen foran et andet menneske. Nu har jeg optrådt i en duo på Vesterdal Festival, hvor tre andre efterskoler del-tog. Inden havde jeg svært ved at være mig selv, men nu føler jeg mig accepteret, f o r d e n j e g e r . Året har lært mig meget. Ikke kun om andre menne-sker, men også mig selv. Jeg ved ikke, hvad det er, der får én til at tænke me-re på, hvem man egentlig er indeni, men jeg har opdaget afkroge af mig selv, jeg ikke engang vid-ste, jeg havde. Nu er der kun 3 uger tilba-ge, før det er slut. Det er så tæt på, at de har lagt programmet for den sidste

dag ud på nettet. Det gør helt ondt at se på, men alligevel kan jeg ikke lade være med at smile, for egentlig er jeg mættet. Jeg har virkelig nydt året, og jeg kommer til at savne det, men jeg er ved at være klar til at tage videre. Jeg har grådigt ædt af efterskolens kvaliteter og er nu fyldt og klar til nye udfordringer. Jeg ved, at jeg vil græde sidste skoledag. For jeg elsker stedet, som er endt med at være mit hjem.

Mættet

N y h e d s b r e v


Af Thora Larsen, 9. kl.

Med et efterskoleår følger en splittelse. Hvor er hjemme egentlig? Når jeg er på Viby, omtaler jeg det som hjem helt natur-ligt og uden at spekulere over det, men når jeg er helt hjemme, er det jo også at tale om hjem, så hvor er hjem? Er det hos fami-lien og de vante omgivelser, man er 'hjemme', eller er det de nye genkendelige omgivelser? De venner, man bor med og har en dagligdag med? Er det Viby, der er hjemme?

Stormen hyler i træernes top

men der er lang vej hjem.

Kulden den kryber ind til min krop

jeg er på vejen hjem,

kun synet af lyset fra himlen giver gysende,

stikninger, brusende håb

det fører mig frysende frem.

Jeg løber og snubler, kurrer og grubler:

Er der mon lang vej igen?

Natten er lang, som jeg famler mig frem

ser jeg igen mit hjem?

Mit hjerte det hamrer,

mens mine tanker

samler sig om

Mit hjem

Fordomsfuld og fuldendt.

Kommer med snævert syn.

Ser på dagen som i går,

går mod dagen i morgen.

Vidt opspærrede øjne og forandring.

Et år er gået som et blink,

men øjnene ser aldrig igen det samme.

Græsset er grønt og svajer i vinden

solen er hvid, aer min hud

Vis barmhjertighed hvisker vinden

og stryger mit hår

Lad mit hjerte svulme, giv mig vinger,

Lad mig flyve mod det jeg kalder hjem

Jeg længes efter mer', men ved ikke hvad

Mere af denne fredfyldthed

fylder mit sind med lys og varme

rejser græssets brus



Denne dag med det lune milde vejr

der luller mig mod en trance

får mig til at mærke, jeg har nu

nærmet mig lykken



Jeg sidder, skriver med hele min sjæl

Lad lykken finde ind til den



Være alene når jeg kan være

med dig giver ingen mening

Du fylder mig med en fred giver

mig ro at være



Giver mig noget jeg føler jeg kan

leve videre med lad mig

ej miste denne længsels lykke

Lad mig lykkelig



Når året mod enden lakker

Vi endnu engang vores ting står og pakker

Tænker på året der er gået

Hvad har jeg nået?

En hel del og mere til

Lige præcis som jeg gerne vil

Tænker jeg mon om noget tid:

Det nåede jeg ej?

Det ved jeg ikke

kan kun tænke på det nye

imod det forgangne:

Hvad mon der

venter mig?

N y h e d s b r e v

Et efterskoleår… et hjem...

S i d e 1 0

Af Stinne Schaarup, 9. kl.

Der var engang et lille frø. Dette frø var bare et frø ud af 112 andre små frø. Frø, der alle bare ventede på at blive puttet i jor-den, så det kunne spire og til sidst springe ud og blive til smukke blomster. Det er dog en stor udvikling, der kræver me-get tålmodighed. Nogle af frøe-ne går til under denne udvikling, men langt de fleste begynder så småt at føle sig hjemme i jor-den. De begynder at slå rødder og føle sig tryg iblandt de andre frø. Størstedelen af frøene har det godt sammen, og er hurtigt blevet venner, men der kan ske meget under denne udvikling, når alle frøene hele tiden er sammen. I en lang periode kan to frø have det godt sammen, men pludselig vokser det ene frø fra det andet, og begynder at snakke med nogen af de an-dre spirer. Spirer som alle har taget udfordringen op, og nyder det. For hver dag der går, vok-

ser de alle hurtigere og hurtige-re. De lærer mere og mere af hinanden, og er begyndt at ac-ceptere hinandens forskellighe-der. For der er ingen, der er ens. Der er ingen, der vokser lige hurtigt. Nej, de vokser, når de er klar til det. Når de vil vok-se.

I modvind bliver de nødt til at holde sammen. De bliver nødt til at hjælpe hinanden, så de ikke knækker. De må gå igennem regn og blæst sammen, og det kan de kun ved at holde sam-men. Der er nogen af de små blomster, der mener, de kan klare alting selv, men det kan nogle gange være svært. Som-metider er de nødt til at ty til andres hjælp. Efterhånden som tiden går, bliver de alle større og stærkere. De bliver mere selvstændige, og er blevet bed-re til at tage et initiativ. Dette er kun fordi, de har holdt sammen. Det er resultatet af et stærkt fællesskab.

Med alle disse ting i bagagen er de små planter blevet til en blomst, der bare venter på at sprede sine blade ud, og vise hvor smuk den er blevet. Fra frø til spire, fra spire til blomst. Alle blomster er sprunget ud, og har tilsammen skabt et blomster-bed. Et smukt blomsterbed fuldt af farver, liv og glæde.

Det efterskoleophold, jeg har haft på Viby, har for mig været et kæmpe eventyr. Et eventyr fuldt af udfordringer, oplevelser, lærdom og ikke mindst venska-ber for livet. Alle er forskellige, men i fællesskabet er der plads til alle. På Viby er der plads til alle. Vi er alle gået igennem en kæmpe udvikling. Den første dag turde vi knap nok se på hinanden, og nu, ja nu er vi nærmest blevet til en stor fami-lie. Alle har en plads og en be-tydning. Alle har udviklet sig til deres egen helt unikke blomst.

Et eventyr

N y h e d s b r e v

Fra frø til spire, fra

spire til blomst. Alle blomster er sprunget ud

og har tilsammen skabt

et blomsterbed.

Et smukt blomsterbed

fuldt af farver, liv og glæde.

S i d e 1 1 Å r g a n g 7 , N u m m e r 2 1

Tak for i år årgang 12/13

N y h e d s b r e v

Af Ninna Thomsen, 9. kl. 4 uger, det er ingen tid. 4 uger til at mit fantastiske år på Viby Efterskole er forbi. Tanken er skræmmende. Jeg startede som en pige på 14 år. En pige med høje forventninger om hvordan det hele ville udvikle sig, hvem der ville blive mine bedste venner, og hvem man mon ville holde kontakten med, når året var omme. Da vi startede, virkede 10 måneder som en ufattelig lang tid. På det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvor hurtigt tiden ville gå. Jeg havde ingen idé om at de, jeg snakkede med i starten, som virkede som mine bedste venner, i slutningen af året ville være som fremmede for mig. Det er ufatteligt så meget, der kan ske på 10 måneder. Det er næsten skræmmende. Da vi startede var det hele stort og nyt, det var et kæmpeskridt for mig. Det var stort at komme væk hjemmefra, at skulle bo et nyt sted, med nye fremmede men-

nesker, i nye omgivelser. Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg var skræmt. Men da jeg trådte ind på skolen, var det fanta-stisk. Det var et skridt ind i mit nye liv, et liv, hvor jeg fik en ny chance. En chance for at udvikle mig, opdage nye sider af mig selv og få nogle nye venner. Nogle venner der kun vidste det om mig, som jeg ville have de skulle vide. Ikke at jeg skulle gemme noget for dem, men de kunne ikke dømme mig ud fra min fortid, men kun ud fra mig her på skolen. De havde ingen idé om, hvordan jeg er der hjemme, ingen idé om hvor mærkelig og sær jeg er, når jeg er sammen med folk, jeg kan stole på. Det var en rar følelse. Dagene blev til uger, ugerne blev til må-neder, og før jeg fik set mig om var der gået 9 måneder. Her sidder jeg på mit værelse, med mine roomies som er blevet som søstre for mig, i min nye seng, som er blevet mit nye tilflugtssted, hvis hele verden falder sammen. Det er mærkeligt at tænke på. I starten af året havde jeg ingen idé om, at denne seng ville betyde så meget for mig, at mine venner kunne føles som familie for mig eller at min bed-ste ven skulle bo under 1 minut væk. Men alligevel kan jeg føle mig ensom. For det gør man, også selv om der er 108 andre elever på skolen. Men det er okay, det er okay at føle sig ensom. For når man så på et tidspunkt bliver træt af at sidde på sit værelse at kukkelure og tælle sekunderne, kan man hurtigt finde nogle mennesker at snakke med. Det kan godt være, at man ikke kan finde de sædvanli-

ge, eller at de har for travlt med andre venner på det tidspunkt. Men så er det dér, man får chancen for at snakke med nogle, som man måske ikke snakker så meget med til dagligt. For hvem ved? Måske fører det til endnu et smukt ven-skab, man kan skrive på sin liste. Det bedste af det hele er nok, at alle har en plads i fællesskabet, også selv om der er nogen, der ikke vil indrømme det. Alle har en rolle at spille, alle har en grund til at være her. Jeg ved godt, at hvis der er én, der går ud, så påvirker det ikke os alle sammen. Men i den store sammen-hæng gør det. Det er noget af det, jeg kommer mest til at savne ved Viby, at vi alle hænger sam-men, at vi alle har en plads, en rolle at spille. For når vi først kommer ud i er-hvervslivet, forandrer alt sig. Hvis vi ikke er gode nok, bliver vi erstattet med noget bedre. Hvis der ikke er brug for os, så bliver vi fyret. Det er en kamp, der skal vindes, en evig kamp om at være den bedste. Sådan er det ikke på Viby. På Viby Efterskole er det nok at være sig selv. Så nyd det. Nyd, at vi alle er noget værd, at vi bliver værdsat af nogen, at vi alle har en plads. For før vi får set os om, er det hele væk. Måske går der 10 måneder, måske kortere eller længere tid. Men det er det samme system for alle, på et tids-punkt starter kampen. Tak for et fantastisk år årgang 12/13, tak fordi I lod mig være mig, tak for alt. I vil aldrig blive glemt.

Af Sune Geromé Eliassen, 10. kl. Ja, jeg ved ikke hvor, jeg skal starte - bare det, at jeg faktisk tør skrive, kræver nogle nerver, som man er nød til at sætte på spil. Men det er et helt efterskoleår jo. At prøve ting, som man aldrig havde troet, at man skulle prøve, eller møde mennesker, som man aldrig kunne forestille sig at kalde enten venner eller familie. Efter to år her på Viby har jeg indset, at livet må fortsætte, lige meget hvor ondt tingene gør; man kan nogle gange skjule det ved at tage en omvej, men lige meget, hvilken vej du vælger, vil det, du løber fra altid indhente dig. En af grundene til jeg tog andet år på Viby var fordi at jeg aldrig har været god til at sige farvel. At sige farvel til gamle venner og levemåder og vænne sig til noget nyt. Jeg skjulte dog

ikke min sorg den sidste dag, men vidste at jeg ville komme her tilbage for at ændre på de ting jeg ikke fik ændret på før. Og nu sidder jeg her, der er ca. 5 uger tilbage og kan ikke løbe fra min sorg. Denne gang ved jeg, at det er farvel til alt og alle. Mange tog på efterskole for at komme lidt væk hjemmefra og prøve noget nyt, og andre med lidt mere personlige grunde. Min grund er dog ikke hemmelig. Jeg var ensom, og følte, at jeg ikke kom nogen steder i mit liv. Skolen var ikke det, jeg gad allermest og de såkaldte venner, jeg havde, betød heller ikke det store, så jeg fandt Viby. I år har jeg følt, at jeg virkelig kunne springe ud. Ud med min problemer og vise hvem jeg er. Menneskerne på skolen har hver deres historie og eventyr, som de har oplevet før skolen. Og når man mødes på

midten skaber man et fællesskab og nye eventyr. Nu sidder vi her med tanken om, at hvert minut tæller. De sidste dansetimer, sidste storekors timer, og ja, jeg kunne fortsætte. Men én ekstra ting, vi går og tænker på, er, at vi altid har hinanden.

Et kostbart år

Vibyvej 26A 5580 Nørre Aaby Telefon 64 42 12 41 E-mail: [email protected] Redaktion: René Holm Hansen Foto: Viby Efterskole N

yhed

sbre

vet

ud

giv

es a

f:

Medlem af Skolekredsen? Hvis man ønsker at blive medlem af Viby Efterskoles skolekreds - og dermed være med til at udgøre bag-landet for skolens virke og udvikling - kan man kontak-te os på kontoret: 6442 1241 / [email protected] Et medlemskab koster 100 kr. om året. Ud over generalforsamlingen modtager man invitationer til arrangementer og nyhedsbreve. Vel mødt på Viby Efterskole.

Documents

Nyhedsbrev nr21 juni 2013