At skyde en elefant, Steen Andersen

J A GT H I S TO R I E R F R A A R K T I S T I L A F R I K A

STEEN ANDERSENAT SKYDE EN

E LE FANT

Indhold

Forord 7

1 Tyr til en elefant 9 2 Giraf 21 3 Texas 28 4 Pablo 49 5 Grønland 56 6 Jagtens struktur 74 7 Den bedste jagt 88 8 Spanien 93 9 Angst og begær 11610 Lykkelig i Grønland 12311 Dåhjort 14312 Det har regnet i nat 15313 Fleksibilitet 16214 PAC 17415 Krybskytter I 18516 Krokodille 19217 Bare et job 20018 Elg 20519 Krybskytter II 21320 Bukken til TV-Avisen 21721 Moskus og piskesmæld 228

At skyde en elefant-ny.indd 5 05/08/12 17.07

22 Sort buk 23823 Krybskytter III 24624 Nederlagets dividende 253

Tak 261


TYR TIL EN ELEFANT 9

1

Tyr til en elefant

Floden løber til venstre. Sommerfuglene er blå og brisen hed. Solen stor højt over. Stik nord. Den blå himmel tegnes op af

store, hvide skyer i sære former. På den anden side af floden løber en antilope, måske en bushbuck, ind i tykningen. Solen brænder i min blege hud.

Det suser og braser i pølsetræets løv. En større flok bavianer har slået sig ned her og er i gang med at pudse sig, med at æde, med at markere status og alt det andet, som får sådan et vegetabilsk højhus til at minde om noget af alt det, som man kender fra storbyen. Fra det liv, som jeg nu har lagt bag mig. I hvert fald den næste måned.

Så træder en waterbuck frem i en af de små åbne, solfyldte plet-ter i den ellers ganske tykke og meget vilde bevoksning. En hun. De smukke sorte tegninger i det hvide øres indre er som altid stærkt fa-scinerende, nærmest dragende. Resten af dyret er gråt som et æsel, men de ører giver denne art karakter, som ikke overgås af andre dyr her på kontinentet. En håndfuld bavianer løber forbi tæt på den store antilope, som kun lige løfter hovedet for at orientere sig om deres tilstedeværelse, så æder hun roligt videre.

Et par unge bavianer kommer løbende ud på den store sand-


10 AT SKYDE EN ELEFANT

banke, som går fra den modsatte bred og langt ud i floden. Den mindste abe forsøger at fange halen på den lidt større og får til sidst held med sin plan. Den lille bavian bider straks i halen godt oppe ved roden. Den større abe gør ikke modstand, og legen er snart slut. De søger begge tilbage til alt det frodige grønne. Side om side. Fuglenes lyde blander sig med skrig og skrål fra aberne. Kvidrende småfugle, der lyder som noget hjemligt, flankeres af stigende fløjt, tørre skræp, staccato tonerækker og et par kække rap. Selv med lukkede øjne er det klart, at stedet her er enestående. Når man så spejder ud over flodens buede løb, ser al frodigheden, dyrene, der i indre balance tilegner sig føden og løfter blikket og betragter de bløde, grønne bjerge, der rejser sig bag flodsengen, er der ingen tvivl længere. Det her er et stykke af det oprindelige Afrika. Af det, der var over det hele engang, men nu er blevet til indsnævrede øer, der er omgivet af et enormt og frådende hav af mennesker, produk-tion, civilisation og udvikling.

Men det er her endnu. Det rigtige Afrika, hvor det hele er vildt, og hvor man kan opleve kontinentet, sådan som det har været for både 100 og 1000 år siden. Og det er heldigvis tilgængeligt for alle og enhver, som ønsker at opleve, at sanse og at være vidne til en natur, der er indbydende, konsekvent og altid helt uden nåde og barmhjertighed. Og det findes mange steder både i nord og syd og på tværs af denne verdensdel, der stadig emmer af eventyr – og af sved, svig og stridigheder. Af uoverskuelige problemer, hungersnød og alt det andet, som vi jo dagligt bombarderes med i nyhedsudsen-delserne. Det er her også, og i alt for voldsomt et omfang, men det andet, naturen, den oprindelige vildskab, det er her endnu i righol-digt mål. Afrika er stadig vildt her i begyndelsen af det 21. århund-rede, og eventyret kan endnu opleves her. Det venter uden tvivl lige uden for denne meget lille safarilejr, hvor tre stråtækte hytter er krumtappen, som resten af dette miniunivers drejer sig om.

Hytterne består af et stort rum med to enkeltsenge og et separat



badeværelse med træk og slip, en lillebitte håndvask og en bruseni-che, som jeg endnu ikke har afprøvet, og kan tilsammen huse seks personer. Jægere eller jægere og deres ledsagere.

Dette ganske enestående jagtområde ligger i den nordlige ende af Zimbabwe i Chewore Safari Area og grænser op til Mana Pools mod vest og Doma mod øst. Lokaliteter, som er berømte for deres bestande af bushbucks, waterbucks, bøfler og ikke mindst elefan-ter. Og det er elefanterne, der driver folk hertil. Jægere, som drøm-mer om storvildt, vil gå i knæ af begejstring for dette revir, der er voldsomt og på lidt over 2000 km2. Timelangt ad virkelig dårlige veje ligger det afsondret fra civilisationens nærmeste. Tarzan og Indiana Jones ville blive grønne af misundelse, hvis de kunne se det, der udspiller sig for mine øjne lige nu, og jeg er bare lykkelig for, at en gammel drøm endelig er gået i opfyldelse. Drømmen om at bo i Afrika. At lade sig opsluge, at have tid nok til og samtidig mulighe-den for at tage del i alle jagtens udfordringer. Her skal jeg være i en måned. Principielt alene, men det er man jo aldrig rigtig i Afrika, for lejren er lige nu bemandet af en kok, en tjener, en housekeeper og en chauffør. Vi råder over en klassisk firhjulstrækker i safariop-sætning, en lille lastbil og en generator, så jeg er i de bedste hænder.

Jeg er kommet hertil på den traditionelle måde med fly over Cen-traleuropa til Johannesburg. Her en omstigning til Harare og derfra og efter en smule helt uproblematisk papirarbejde videre i firhjuls-trækkeren med Robert ved rattet og Gerald som den arrangerende kraft.

Snakken går altid, når man mødes på denne måde. Den unge Gerald ville gerne vide, hvilke andre jagter jeg har været på i Afri-ka. Jeg beretter om et par tidligere rejser her til Zimbabwe. Og det viser sig i løbet af et øjeblik, at vi faktisk har mødt hinanden før. Gerald var tjener i en jagtlejr, som jeg boede i for år tilbage, da



jeg var på bøffeljagt og ikke fik skudt andet end lidt småvildt. Jo, det er en lille verden. På en eller anden måde krydser man før eller senere sit spor. Denne gang helt utilsigtet, og vi er i et område, som er en hel dagsrejse fra det, vi havde til fælles den gang.

Vi kørte fra Harares lufthavn lige omkring klokken 15 med end-nu nogle lyse timer foran os. Vi nåede hertil lidt over klokken 21. En rejse på seks timer inklusive et par få og meget korte ophold. Vi lo og græd i den bil på vejen, da seks års historie skulle forklares.

Gerald mistede sin kone for et par måneder siden på grund af tuberkulose.

Året før mistede de deres kun seks måneder gamle søn.Den gamle kok er død, så nu er Gerald blevet forfremmet til kok.

Selv jeg har jo også måttet se sørgelige og triste realiteter i øjnene. Men det er godt at tale om det, også med folk, som man kun ken-der ganske perifert. Nu har vi en historie sammen, og det vil i hvert fald i forhold til traditionerne her på kontinentet binde os sammen for resten af det, der er tilbage af vores liv. Vi vil huske hinanden, fortælle historier til hinanden og om hinanden. Og når vi en dag erfarer, at den anden er gået bort, vil vi beklage det en stund, knibe en tåre, fortælle en god og opbyggelig anekdote, og så vil livet gå videre. Men vi vil hver især leve i den andens erindring. Vi er for-bundne, Gerald og jeg, og nu skal vi være sammen her i en måned. I præcis 30 dage. Før skal jeg ikke pakke mine ting og rejse herfra. For pokker hvor er det dog en dejlig drøm, som lige nu går i opfyl-delse, og det gør drømme heldigvis, når man ønsker dem intensivt og er klar til at betale prisen for dem. Det er i alt fald min erfaring.

Siden jeg var knægt, har jeg drømt om store, vilde naturoplevelser, helst under ekstreme og udfordrende omstændigheder og i sam-hørighed med lokale kapaciteter. I mine unge år, hvor alle mine kammerater rejste kloden rundt i en rygsæk, var jeg for angst til at komme ud af det hjemlige rør. Senere kom der mere skub i det hele,



og siden har jeg levet lykkeligt i en transportkasse med arktisk eller afrikansk rejsegods. Fordi jeg har været ubeskrivelig heldig – og mindst lige så stædig.

Man siger på dansk, at heldet følger de tossede. Det kan hænde at være rigtigt, men jeg tror nu mere på, at heldet følger dem, der slider for det. Som jæger ved man i alt fald, at jo mere man træ-ner med haglgeværet, jo heldigere er man med sine skud under efterårets spændende jagter på de høje fasaner og flaksende snep-per. Mit held har været, at jeg hele tiden har fundet en vej til at bringe mig en smule tættere på mine drømme. Den vej har somme tider været belagt med ubeskriveligt dyre banklån, mærkværdige arbejdsrelationer eller egentlige sats, og prisen har somme tider været høj. Derfor har jeg lån i banken, skrammer i ansigtet og ar på sjælen, men mine vildeste drømme er gået i opfyldelse. Jeg er i dag så privilegeret, at jeg faktisk har fået også mit professionelle liv til at dreje sig om jagt. Det har været en lang og slidsom ud-vikling, som har strakt sig over mere end et tiår, der har bragt mig fra Arktis til Afrika og tilbage igen i en pendulerende bevægelse, der passer uendelig godt til mit flakkende sind og min lidt rodløse grundtone.

Min barndoms drømme om kakifarvede landrovere, safarishorts og eksotiske trofæer på væggene er gået i opfyldelse og tilføjes hele tiden nye facetter. Min ungdoms fascination af de store polarfare-res strabadser i de hvide arktiske nætter er ligeledes blevet til egne oplevelser og udbygges med nye ekspeditioner til fjerne udposter, hvis navne jeg husker fra ungdomslitteraturens heltekvad. Og jeg er dybt taknemmelig og lykkelig for, at det er faldet i min lod at gøre det til en levevej at arbejde med jagt, jægere og naturforvalt-ning på en måde, der lige nøjagtig udfylder alle hjørnerne af en snottet og sine steder uartikuleret drengedrøm.



Når man ser tilbage på dette langstrakte forløb, kan det tage sig ud, som om det hele er en stringent lineær udvikling, men tro mig, det er ingenlunde tilfældet. Mit livsforløb er langtfra resultatet af en kalkuleret og nøje tilrettelagt karriereplan, der blev udlagt for 20 eller 30 år siden. Det er antageligt mit udgangspunkt som jazz-musiker, der er nøglen til at forstå udviklingen. Jazz opstår, når det spilles, og for at lykkes i den genre skal man spille sammen og på øret. Man skal fange de små muligheder, der byder sig, og ellers hænge på, så godt man kan. Hyle med de ulve, man er blandt, så at sige. Når musikken tager en ny drejning, skal man følge med og efter bedste evne forsøge at give den sit eget præg.

Jazzmusikkere er fleksible individer, der møder verden med åbent sind. Musikken er multikulturel, og den spænder over flere tidsald-re og kontinenter. Måske det er lykkedes mig at tage noget af jazz-ens spændvidde med videre i mit liv og gøre det til et livsmønster at være tryg i malstrømmen – også selvom rytmen godt kan skifte midt i det hele, og man pludselig og med lynets hast skal tilpasse sig et helt nyt sæt akkorder.

Når den øvelse lykkes midt under en koncert, opleves det hele som planlagt og indøvet, selvom det ikke altid er tilfældet, men derimod noget, der blev udviklet og gennemført i nuet. Sådan er det nok også med mit liv, hvor jeg har grebet ud efter den mindste lille trille, som jeg syntes tog sig interessant ud, og som måske – måske ikke – bragte mig i den rigtige retning. Derpå videre ad den næste vildvej i en mere eller mindre zigzaggende bevægelse frem mod det, der formodedes at være målet, milepælen eller drømmen.

Siden jeg for ret præcis to årtier siden første gang satte mine ben her på det afrikanske kontinent, har jeg drømt om at vende tilbage med en form for tilknytning, der rækker videre end turistens eller jægerens kortvarige ophold i eventyret. Så da muligheden pludselig åbnede sig for, at jeg kunne tage hertil – under noget, der minder om arbejdsrelaterede forhold – for at gå lidt til hånde med forbe-



redelserne til sæsonens forestående jagter og for at sætte mig selv i den professionelle jægers sted i en ganske bestemt sammenhæng, var der vanen tro ikke ret langt fra tanke til handling.

Derfor er jeg nu sunket på plads i den sammenklappelige sa-faristol i den lette brise på denne skyggefulde veranda, hvor den okkerrøde flod i en doven vedholdende andante sender baglandets nedbør videre mod nord til den mægtige Zambezi.

Jeg har lagt mit ur fra mig, for tiden er inde til at være uafhæn-gig, til ikke at hænge i en klokkestreng for at tækkes andre. Nu skal jeg være fri og bruge friheden til et forsøg på at komme helt tæt på Afrikas absolutte storvildt.

Mit håb – min drøm – er at afprøve mit mod, min styrke og ikke mindst mine egenskaber som jæger og skytte over for en fuldvoksen afrikansk elefant. Derfor har jeg sat en hel måned af til dette projekt. For at være standby. For at være klar, når nogen blæser i hornet. For jeg er tyr til en problemelefant. Et af disse vilde dyr, som mere el-ler mindre pludseligt ter sig så infernalsk i bøndernes afgrøder eller landsbyens gader, at det er nødvendigt at standse dets fremfærd en gang for alle. At pürsche sig helt tæt på for at kunne afgive et sikkert skud, som ikke er til fare for andre, og som ikke forvilder sig ind i landsbyen eller over i husmandsfamiliens hytter. At stå ansigt til snabel med det største landlevende pattedyr for at se lyset slukkes i de uforholdsmæssigt små øjne, som i en blanding af raseri og angst måler sin modstander for at planlægge det næste udfald.

Som regel er problemelefanter en sag for myndigheder og profes-sionelle jægere. Men der er faktisk en mulighed for, at man som tilrejsende jæger kan få lov til at skyde bæstet, hvis man ellers har tid til at vente, kan levere varen og tør gøre det.

I realiteten ved jeg jo ikke, om nogle af disse forhold vil gøre sig gældende under mit ophold her på grænsen mellem afgrøder og nationalpark, men der er kun én måde at finde ud af det på. Så jeg vil vente og gå til hånde, alt i mens der også er tid til at tænke over



livet og døden. Ikke fordi jeg frygter for mit liv eller noget i den morbide stil. Dertil stoler jeg fuldt og fast på min dobbeltløbede .500 Nitro Express. Men fordi det siges, at en elefant meget vel kan være det sidste dyr, man nogensinde kommer til at jage. Fordi det er for stort, for vildt og ikke mindst for syndigt at dræbe noget, der er så enestående som en tonstung elefant i en tæt duel mellem det levende og det dræbende.

Selv store, forhærdede jægere er blevet slået af skam og ydmyg-hed i en grad, så de efter elefantdrabet har lagt al jagt på hylden og i visse grelle tilfælde gået som en gammel fanden i kloster og ble-vet forvandlet til arge og indsigtsfulde jagtmodstandere. Det siger jungletrommerne, hver gang man taler om elefantjagt i Afrika. Den snak har jeg lyttet til i mange år, hvor jeg har holdt mig på afstand. Jeg har cirklet om sagen med sanserne på vid gab og undertrykt viljen til handling af bekymring for, hvad det hele dog kan føre til. Men nu er det slut.

Nu skal det være. Og derfor er jeg her, hvor det vrimler med elefanter og sporadisk med landboere, så der jævnligt er konflikter mellem de store dyr og folkene, der forsøger at få sig et udkomme af deres små jordlodder. De problematiske elefanter er statens og landbrugernes ejendom, og de kan ikke eksporteres. Der er altså ikke tale om trofæjagt eller jagt på elfenben. Man får kun oplevel-sen med sig herfra, og – hvis det går galt – skammen og fornedrel-sen, som tager ethvert jagtpust fra en resten af livet. Det er et sats! En udfordring, som rækker ud over selve jagten og dens tekniske vanskeligheder. Det er grunden til, at jeg lige i denne situation fak-tisk risikerer det hele. For vel er det da farligt at jage elefanter og da især den sure og måske stressede udgave af dem. De slår nemt en mand ihjel og gør det i øvrigt rutinemæssigt flere gange om året her på det store kontinent. Og er det jægeren, der trækker det længste strå, kan den døde elefant martre drabsmanden så læsterligt, at al videre jagt indstilles for altid.



Min riffel står klar sammen med mit patronbælte og en lillebitte rygsæk med de mest nødvendige fornødenheder – mit kamera og min dagbog, så jeg kan fastholde så mange af indtrykkene som muligt. Ja, der skal faktisk bare to af de store patroner med deres 37-grams-projektiler i riflen, så kan jagten begynde, om det så skal være helt herinde i huset.

Solid. Altid solid til elefanter. Et simpelt mantra, som Gerhard Swan den yngre indprentede mig for et par år siden, da jeg med mit kamera var på elefantjagt nede i den østlige ende af Krüger-parken. Så alle mine patroner har fuldkappede kugler, som skal kunne trænge så dybt ind i mit bytte som overhovedet muligt. Det er en simpel forudsætning for at kunne knække pandeskallen på en angribende elefant eller for at lædere de vitale dele dybt inde i kolossens tøndeformede krop, hvis lejligheden byder sig til et rent hjerte-lunge-skud.

Elefantjagten i Krüger var en klassisk trofæjagt, hvor det hand-lede om at komme på skudhold af en ældre elefant, som havde udfyldt sin opgave i reproduktionen, og som var i besiddelse af nogle store, flotte stødtænder. Den gang blev der ikke skudt nogen elefant. I stedet blev det til to flotte bøffeltyre, men det helt store klimaks udeblev, selvom vi godt nok var tæt på.

En af gangene stod vi over for en ung tyr på vel tre tons, der pludselig fik færd af os. Straks gav den sig til at trompetere og lar-me, så tre andre elefanter i samme alder og vægtklasse på et øjeblik dukkede op fra den tætte bevoksning. De stod som en mur af kød og blod over for os, alt imens vi intenst studerede det elfenben, som de fire teenagere så dramatisk eksponerede for os. Men ak, ingen af dem var store nok, så vi trak os et enkelt skridt tilbage. Det gjorde de fire tyre så også.

Vi tog endnu et skridt bagud, og elefanterne efterlignede straks vores retræte. Derpå kunne vi gå hvert til sit. Så jeg har aldrig set en



død elefant. Fra tid til anden har jeg fået serveret elefantkød, men et stort, helt dyr uden liv har jeg aldrig set.

Der er derfor med risiko for, at mit liv skal blive ganske foran-dret, nu hvor jeg har taget ophold her i Chewore alene for at om-bringe en elefant.

Det kan risikere at ende med, at jeg rejser herfra som et helt andet menneske, som ikke længere vil gå på jagt, som har ændret identitet og – for mit vedkommende – nok også skal finde et andet arbejde. Hvis jeg som resultat af denne jagt ikke længere kan gå på jagt, er det ikke bare min fritidspassion, der er sunket i grus, men hele mit livsfundament, der styrter sammen. Kan man i livet risikere mere?

Det gyser faktisk i mig ved tanken om, hvor hamrende farligt det her egentlig er. Altså ikke sådan dødsensfarligt, men bare livsfarligt eller i hvert fald farligt for det liv, som jeg indtil dette øjeblik har bekendt mig til og faktisk nydt ganske inderligt.

Utallige gange har jeg i tidens løb skullet svare på, hvad det er, jagten giver, og hvorfor det er nødvendigt at slå de smukke dyr ihjel. Jeg har indtil videre været fuldkommen fast i såvel kødet som stemmen, når jeg har forklaret, at jeg er jæger, fordi jeg slet ikke kan lade være. At jeg skyder for at dræbe. Jeg vil tro, at andre har det som jeg. Det føles rigtigt.

Det er en særlig lykkefølelse, når alt går op i en højere enhed, og man er i stand til at slynge et haglskud af sted, så det en fjerdedel sekund senere rammer en fugl, der med 60 km i timen er på vej væk fra dramaet, men som slynges død til jorden af et kerneskud, der er afgivet et par meter foran fuglens position i skudøjeblikket. Salige er de, der kan ramme. Det er som i resten af livet. Man er sgu så lykkelig, når man rammer rigtigt. Når en ellers uoverskuelig og svagt formuleret opgave bliver heldigt udført, så chefen roser. Når haven genstridigt arter sig, og ægtefællen bliver begejstret. Når man kan få sin kæreste til at komme uden forbehold. Og ja, lad os



bare trække det derned, er der sikkert nogen, som tænker. Men lad os dog ophøje det til noget af det største i livet. Til noget på højde med sex er mit svar. Til selve grundlaget for livet. For uden sex var der jo ingen reproduktion. Det er i hvert fald en af de ting, man ved som jæger. Ellers ved man måske ikke så meget. Men uden sex går det slet ikke, så meget har vi da forstået – og det gælder også ude i naturen.

Derfor opløfter jeg gerne jagt til at være på linje med de få andre væsentlige forudsætninger for livet. For jagt er jo lig med mad. Med at være i stand til at klare sig selv. Det svarer til at kunne stoppe sine egne strømper eller til at kunne dyrke sine egne kar-tofler – gange 1000 i anden. Det svarer til at være et oprindeligt menneske, som stadig har kontakt med de dybeste og væsentligste forudsætninger for selve livets opretholdelse. Det svarer til at være et helt menneske – som kan klare sig selv, som kan overleve, og som ved, at det er muligt at leve, også selvom den næste vinter bliver hård.

Derfor er jagt ikke en hobby eller en fritidsbeskæftigelse. Det er noget meget større: Jagt er livet. Jagt er rigtig. Jagt er stærk og altopslugende. Man glemmer sig selv. Man bliver en del af naturen. Af noget urstort. Af en oprindelig sammenhæng, som ikke findes i andre gerninger. Derfor er jagt noget særligt – og somme tider også noget sært i det. Og alt det er jeg så indstillet på at risikere.

Brister mine illusioner og mine jagtlige tilbøjeligheder efter den forestående elefantjagt, har jeg tabt en stor del af mig selv – en væ-sentlig del af min selvforståelse og identitet. For indtil det modsatte er bevist, er jeg jæger. Helt ind i mit hjerte, hvor livets rytme banker i en tredelt takt, der passer til kontinentet her: Af-ri-ka. Af-ri-ka. Den taktfaste urrytme dunker i min rygrad og i hele min krop. Så svidende spændende – så dragende hårdt. Her får man lov til at blive sig selv, til at få livets basale ting til at blive essentielle uden


interferens fra alt den støj, der præger en københavnerdanskers såkaldte hverdagsliv.

Det uforståelige er, at det er den komplicerede og støjende hver-dag, der skaber det økonomiske grundlag for de vidunderlige uger blandt kulørte personligheder og naturoplevelser hinsides al for-nuft. Ærgerligt, at det ikke kan være omvendt.

I en hel måned kan alt det dagligdags få fingeren. Nu skal det være, og her er jeg i en relativt velfungerende fysisk udgave, der stadig kan løbe og le samtidig, hvis der skal blive behov for at komme væk i en fart. En glad jæger er en god jæger, og intet kan tage glæden fra mig lige nu og her, hvor jeg konstaterer, at mit ud-styr er klart, at jeg selv er afklaret, og at vi sådan set bare mangler en melding om, hvor der kan være problemer med en eller flere elefanter. Så tager vi af sted. Ud i det rigtige Afrika.


Documents

At skyde en elefant, Steen Andersen