Dagbog fra EU - Morten Messerschmidt

Supporting the nations

fra EUDAG BOG - om EU’s spild

af dine penge…

2 3

Det europæiske fællesskab er endt som en mistrøstig forsamling, der kæmper for at holde sam-men på stumperne. Finanskrisen har afsløret horrible forhold i en række medlemslande, værst med katastrofelandet Grækenland og de vildt gældsatte sydeuropæiske lande Spanien og Italien. Hvor det ender, kan ingen vide. De noble tanker om europæisk fællesskab er under alle omstændigheder borte for tiden, måske for altid.

Til gengæld overlever apparatet, EU-apparatet, hvis spidskompetence er bureaukratiets selvophold-elsesdrift med fråds og bestikkelse i alle afskygninger. Kampen om hjerter og hjerner føres ikke kun i fjerne afkroge af verden, den føres også i EU’s medlemslande, hvor eliten og det akademiske borg-erskab har smag for EU-projekterne.

Morten Messerschmidt tager det på kornet i en kavalkade af blogindlæg, der strækker sig over 50 dage. Nu foreligger de som bog, til nyttig og forhåbentlig afskrækkende oplysning for skatteborg-erne, for det er dem, der betaler gildet. Trods krise og nedskæringer råder EU over enorme fonds-midler, og man øser ud med rund hånd.

Selv om flertallet af danskerne omfatter EU med sund ligegyldighed, så mener Morten Messersch-midt, at vælgerne må gøre front mod EU-mastodonten, og det sker ved folketingsvalg og valg til parlamentet. Kun 43 pct. på EU-plan, stemte ved seneste valg til EU-parlamentet.

Hvor EU bevæger sig hen, kan ingen som sagt vide, men noget tyder på, at det skandaleramte Grækenland får lov til at blive i både euro og union. Spanien og Italien bliver der med sikkerhed, for de to nationer er så store og betydningsfulde, at verdensøkonomien ville lide skibbrud, hvis de gik bankerot. Hvad de reelt ER gået, men ikke får lov til at gå, fordi de som sagt er for store. Det er den gamle historie om manden og banken: hvis manden skylder banken en million, så har manden et problem. Skylder han banken 100 mio., har banken et problem. Ja, og de banker med, som låner banken penge…

Uanset, hvad det ender med, så er der tale om en moralsk fallit for det europæiske fællesskab. Til-bage er der væksten, og med kristendommen skrevet ud af formålsparagrafferne, er der for længst formuleret et nyt credo: ”Til himlene rækker dit management, Gud”, og den åndløshed forvaltes må-ske bedst i et åndløst fællesskab som det europæiske, men muligvis bedre i en multietnisk og multi-kulturel, global sammenhæng. Skal der være åndløs vækst, så lad der være åndløs vækst, og hvorfor begrænse sig til det europæiske?! Med andre ord: Danmark kan snildt klare sig uden EU og euroen, især når de falmede drømme om Europas Forenede Stater ender som Europas Fattige Stater.

I det perspektiv kan EU betragtes som en kæmpemæssig, bureaukratisk organisation, hvis foretrukne redskab er smiger og bestikkelse, og hvis medlemslande opfører sig derefter: ved at rage til sig, ved at lade sig besnakke, ved at snyde og bedrage. Det er et uskønt syn, og finanskrisen har forgrimmet det endnu mere. Som gammel EF-tilhænger sidder man jo og håber på, at det ikke er så slemt, som det er, men det er det. Det er Morten Messerschmidts fortjeneste at pege på de alle de numre, tricks, strategier og politikker, som EU-dignitarerne udfolder for at vinde hjerter og hjerner.

Man er f.eks. i færd med at bygge et EU-museum til ære for sig selv. Et ”Hus for europæisk historie”, som det hedder, og naturligvis overskrides alle budgetter. Man overskrider også almindelig velan-

FORORD

"Feld is partially funded by the european Parliament and has the sole responsibility for the content of this publication and of any use that may be made of the information contained therein".

Illustrationen på forsiden af bogen er tegnet af Kurt Westergaard.

Motivet er af kongedatteren Europa på ryggen af Zeus i form af en tyr. Underneden ses befolkningerne, som bliver trådt under fode af EU-systemets voksende magt og misbrug af skatteborgernes penge.

4 5

stændighed, for nu skal EU have sin egen, eksklusive historie, der lægger afstand til den gængse. Historikere indbydes fra nær og fjern, og de kan ikke blive enige. Om de sidste 200 års europæiske historie er der kun divergerende meninger, hæderligt nok. Dog: man slår et søm i væggen og hænger enigheden op på det, så 1946, det er nu året, hvor historien begynder, EU-historien, det kan man enes om, såvel som man enes om, at det første direkte valg til parlamentet i 1979 foregreb både murens fald og Sovjetunionens sammenbrud…

Så har vi det sjovt. Så er løgnen sat i søen.

EU er også betaget af de ydmyge steder, de såkaldte udkanter, og det lyder helt evangelisk. Enorme beløb postes derfor ud i alverdens udkanter, ikke blot de europæiske, men over hele kloden. Det skal profilere EU blandt denne verdens fattige, men især gøre indtryk på andre donorer og den offentlig-hed, der har en svaghed for godhedsprojekter.

Hvorfor går det mon ofte galt? Fordi den vakse, driftige og opfindsomme del af befolkningen er flyttet ind til byerne, for det er her det sker, og her det sner. En så rå og i hvert fald usentimental betragtning huer ikke de glade givere. Resultatet er, at milliardbeløb postes ud i korruption og ingenting. Dan-mark har for øvrigt lang erfaring med ulandsprojekter, som kyndige forskere for længst har evalueret. Der kommer ikke meget ud af det. Det hjælper ikke de pågældende lande. Vi gør det mest for vores egen skyld. For at købe aflad.

Alt imens frådseriet fortsætter, og udkanterne overøses med støttekroner. Sicilien, Bornholm, Vestjyl-land, Wales, Normandiet, Andalusien, røverstaten Kosovo. ”Mafiaen anser EU-strukturfonde for en gavebod”, hedder det, og selvom der hverken er mafia i Andalusien eller på Bornholm, så kan man ikke stå for det i EU.

Den store frådsebutik i det elitære EU er selvfølgelig kultur og uddannelse. En ny kaste af konferen-ce-væsner flyver det europæiske luftrum tyndt, for de skal have afsat pengene. Som nu med ”det europæiske år mod fattigdom og social udstødelse”. Som Messerschmidt skriver: ”De eneste per-soner, der får glæde af den slags kampagner og Europa-år for dit og dat, er EU-eliten og dens talrige agenturer, tusinder af offentligt ansatte i medlemslandene, hvis jobfunktioner ikke tåler et nærmere eftersyn, eksperterne fra universiteterne, fra konsulentfirmaer, topbetalte reklamebureauer og stats-betalte NGOere. De burde have dårlig samvittighed, for de 135 millioner, som de har slået tiden ihjel med, kunne måske have gjort livet lidt lettere for nogle fattige her og der – hvis altså ikke pengene var blevet først beslaglagt og derefter uddelt af EU”.

Om Grækenland er der flere historier. Der er den om de ni græske professorer, der stjal 60 millioner kroner fra EU-fonde til forskning. Forskning? Økonomidirektøren på det stedlige universitet købte sig en rød Ferrari, og den slags kan man jo også forske i. Ellers gik pengene til forbrug og nye marmor-badeværelser.

Det er historier af den slags, der giver kvalme over betegnelsen ”det europæiske fællesskab”. Der er ikke mere fællesskab i det, end der er mellem lovlydige borgere og kriminelle. ”Grækenland er et orientalsk land”, bemærkede en fransk statsmand, og ligeså betagende det er med orientens mystik, ligeså reserveret må en kølig, protestantisk nordeuropæer forholde sig til den fælles pengekasse. Det er jo det, der er pudlens kerne i det skændigt kuldsejlede europæiske projekt: at vi deler økonomi og hæfter solidarisk.

Danmark holdt sig gudskelov udenfor euroen takket være den folkelige skepsis ved stemmeurnerne, alt imens eliten og de kloge og direktørerne og chefredaktørerne og de truende politikere, erhvervets topfolk og øvrige, intelligente idioter med Marianne Jelved i spidsen plumpede i med begge ben.”Begreberne voksenuddannelse, efteruddannelse, kickstart, jobskabelse og psykisk arbejdsmiljø, kan være noget diffuse, ikke bare i Danmark, og masser af varm luft har gennem tiden kostet EU’s skatteborgere mange penge”, hedder det Dag 14. Mandag den 17. september, og så fortæller Mes-serschmidt om et projekt i Lombardiet i Norditalien, hvor 42 millioner kroner blev ødet bort på job-skabelse, der ikke blev til noget, fordi, ja fordi lokale fupmagere havde fundet ud af, at her kunne man score kassen. Ikke en arbejdsplads kom der ud af det, hvad der til gengæld gjorde i Wales, hvor man fra 2007-2010 brugte 1,6 milliarder kroner på at oprette 4.187 arbejdspladser. Det er omkring 380.000 kroner pr. job, så der er også molboer i EU og Wales.

Vi orker næsten ikke mere om Grækenland, der burde familiesammenføres med de øvrige provinser i Lilleasien, men faktisk kostede det skatteborgerne i EU snesevis af milliarder at ekvipere grækerne til De Olympiske lege i 2004. Motorveje, lufthavne og metro, det hele løb op i næsten 100 milliarder kroner, og i dag ligger de store anlæg mere eller mindre øde hen. Alene den underskudsramte metro kostede de europæiske skatteborgere 16 milliarder, og i dag er det hele en gigantisk underskudsfor-retning, fordi de årlige indtægter er på 800 millioner, mens lønninger er på 5 milliarder…

Der er selvsagt et virvar af bevillinger til sækkepiber, kniplinger, glad dans i Mali, Burkina Faso, (ud-kanten igen), vidtløftigt gadeteater, video-work-shops, luderrejser til journalister, kursus i filmkunst og alt godt fra havet af den slags, som radikale sjæle og venstrebehjertede middelklassemedmennesker ynder så inderligt.

”EU har bygget nogle af verdens dyreste luftkasteller”, skriver Messerschmidt Dag 21, og dyrt er det. 60 milliarder koster det om året med EU’s 137 ambassader rundt om i verden. Det er mange penge med mange ansatte, ja ret beset et overflødighedshorn af overflødige diplomatiske missioner, når man betænker, at EU ikke har ret meget andet at øse ud af end diplomatsnak og poser med penge.

Forfatteren beretter indgående om fænomenet Catherine Ashton, EUs udenrigsminister, som på en gang er den bedst lønnede og mest uduelige embedskvinde i EU-systemet. Fru Ashton er aldrig valgt til noget, har ingen demokratisk legitimitet, er på forunderlig måde sivet ind og op i EU-system-et, hvor hun på suveræn vis gør sig usynlig og opnår absolut ingenting. Hendes autoritet er lig nul, og selv i embedsværket knurres der.

Om fru Ashton fortsat protesterer mod Natos påtænkte opstilling af krydsermissiler overfor de sov-jetiske SS-20 raketter, ja det er uvist, men hendes løn og pension er fyrstelig, og hun er et fornemt eksempel på EU-systemets inkompetence og den altomfattende mangel på politisk format og per-sonligheder.

6 7

Apropos Sovjet og den hedengangne planøkonomi, så husker ældre medborgere, hvordan hjælp-somme kommunister gjorde sig til grin ved at forære et større antal sneplove til den afrikanske stat Ghana. Det behøver man såmænd ikke hovere over. Det planøkonomiske EU har sin egen dårskab. Her er EU-millioner til badelands-oaser i Marokko, import af rensdyr fra Canada, 52 millioner til et omvandrede EU-æsel (læs selv, vi spøger ikke!), 75 millioner kroner for at skaffe arbejde til 6 per-soner fra Mali, en overflod af tilskud til Madeira, det portugisiske ferieparadis, som blev afhængig af tilskud og udviklede sig til en vaskeægte EU-tilskuds-junkie i håbløs gæld, et tilsvarende væld af EU-milliarder til de Kanariske Øer, nu spoleret af ulovlige hoteller, 350 millioner til 34 overflødige EU-dobbeltkontorer, millioner og atter millioner til røverstaten Kosovo – penge der bare blev væk, da FN overlod forvaltningen til EU – foruden de velmente EU-milliarder til Tjekkiet, hvad der kun har skabt råddenskab og bureaukrati osv. osv.

På Dag 49. Mandag den 22. oktober tager bloggeren en dyb indånding og spytter bogstaver ud: ”Luk ESOC, CoR, FRA, EIGE, CEDEFOP, EUROFOUND, EU-OSHA, EFSA og EACEA og spar 3,2 milliarder”. De spytværdige versaler dækker over et mareridt af selvfede, politisk korrekte organi-sationer alle med det formål at underminere nationalstaterne og den nationale selvbestemmelse. ”Fra EU udgår der tusindvis af tråde til EU-afhængige organisationer. Her er et lille hjørne af dem, som jeg vil kalde for EU-polypper eller gevækster: Det er udvalg, komiteer, sammenslutninger, agenturer og bureauer, som er tumlepladser for tusindvis af mennesker, hvis hele arbejdsliv er afhængigt af EU’s penge. (..) De EU-glade eliter slås som vilde om at huse en af EU-gevæksterne, fordi de mener, at det giver værtslandet prestige”.

Læs selv og døm selv, hvad der gemmer sig bag de store ord og gevaldige versaler.

Og så skal det endelig med, at EU har haft en ulyksalig trang til at støtte det palæstinensiske selvstyre. PLO-terroristen Yassir Arafat og hans korrupte styre blev i årenes løb støttet med milliardbeløb, og dermed gjorde Den Europæiske Union sit til at fastholde palæstinenserne i dyb afhængighed. Intet mindretal på kloden har fået så mange penge og har ydet så lidt til gengæld som palæstinenserne. I stedet for at blive voksne og opbygge en nation på de betingelser, der nu bød sig – som Hongkong og Singapore - har palæstinenserne insisteret på at fastholde deres status som klodens i særklasse mest stakkelsgjorte minoritet. Ikke sært, at EU indkasserede øgenavnet Eurabia som belønning for den spøg.

Nok om det. Læs bloggen. Læs Morten Messerschmidt og hans 50 flamboyante indlæg på 50 dage, for det er en præstation og en kras føljeton uden behagesyge. Her omsat til bog og fortsat tilgænge-lig på nettet – med referencer og henvisninger – og lad så forfatteren få det sidste ord: ”Og husk så på, at EU-propagandaen er med i billedet, hver gang en ny tunnel bores i Kreta, og når den blågule plakette sættes op; når universitetsfolk og politikere og aktivister inviteres på behagelige rejser og ophold med alt betalt; når orkestre, gallerier, teatergrupper, læreanstalter og såkaldte NGOer bliver overhældt med penge(…) Også Danmark får sin propaganda og sine bestikkelsespenge, også i Danmark har EU sine egne universitetsuddannede og EU-betalte propagandister, nogle med titel som ”ekspert” eller endog ”professor”. Alligevel gør danskernes holdning til EU mig lidt stolt; ikke meget af den mest EU-vulgære propaganda når ud i børnehaver, skoler og gymnasier, som det ses i andre lande, hvor de ikke kan bygge et pissoir, et posthus eller et vandværk, uden at der skal hænges et EU-flag ved siden af landets eget…

Ulrik Høy

Svindel, korruption og fråds. For mange rimer disse begreber godt på EU. Men alligevel kan de færre-ste sætte ord på. Vi kender alle til de overbetalte embedsmænd, til de krumme agurker og andre gak-kede fortællinger fra Bruxelles. Men noget egentligt overblik over problemerne og deres opfang har de færreste. Og det er en skam. For skræmmebilledet er sandt. I sensommeren 2012 satte jeg mig derfor for at dokumentere et hjørne af tingenes tilstand. Og ak, hvor er der rigeligt at tage fat på.

Jeg tør vove den påstand, at havde blot én af de her følgende 50 eksempler på eu-svindel og fråds med skattepenge fundet sted i Danmark – eller et hvilket som helst andet ægte demokrati – var der rullet hovedet. Men ikke i EU. Her fortsætter tingene sin vante gang. Ingen tager ansvar. Og ingen bliver stillet til regnskab. Derfor denne tryksag.

Der er tale om en opsamling af de indlæg, som jeg 50 dage i træk bragte på min blog i Jyllands-Posten fra 4.september til 23.oktober 2012. Derfor er de samlet som en dagbog. Det skal også nævnes, at denne tryksag er produceret for EU-midler. Nogen vil måske indvende, at jeg dermed ikke er et hak bedre end det EU, som jeg anklager. Måske. Jeg vil dog fastholde, at kendskabet til disse sager og den kultur, der muliggør det enorme misbrug af borgernes penge, må og skal frem i lyset. Det er i øvrigt en opgave, som den danske presse i sammenligning med f.eks. britisk presse efter min mening har forsømt.

Jeg takker alle de læsere, som trofast fulgte min blog i Jyllands-Posten, og for kommentarerne. Hver og én er blevet læst; også dem der sagde mig imod. De er alle vigtige for den dialog, som er afgør-ende for demokratiet.

Bagest i tryksagen finder du kilder til alle de fakta, jeg henviser til i teksten. Det kan måske også in-spirere dig til at google dig ned i EU’s labyrinter og selv få syn for sagn og finde eksempler på mere af det omfattende fråds, svindel og tyveri, som alle danskere burde høre om. Og jeg er altid lydhør.

Til sidst er der blot at sige en dybfølt tak til dem, som har medvirket til, at dette projekt kunne lade sig gøre. Tak til Ulrik Høy for hans skarpe forord. Tak til Kurt Westergaard for forsideillustration. Tak til Jannich Kofoed for en helt unik indsats i forbindelse med de 50 blogs tilblivelse. Og ikke mindst tak til de trofaste læsere af bloggen, uden hvem dette projekt havde været meningsløst.

God læselyst,

Morten Messerschmidt.

inDleDning

8 99

Spanien er på spanden. I skrivende stund har fire af Spaniens 17 regioner bedt centralregering-en i Madrid om hjælp, sidst det knastørre Anda-lusien med en bøn om små 8 milliarder kroner. Gennem årene har EU hældt milliarder af kroner ind i Andalusien. Men hvad har de brugt penge-ne på dernede? Nogle af dem på at fedte for EU. To af EU’s fonde - Den regionale Udviklingsfond og Socialfonden - har nemlig givet Andalusien 56 mil-lioner kroner til 596 TV-indslag, 126 radioreklamer og 40 helsides annoncer i aviserne - om de fantas-tiske EU-projekter, som de samme to EU-fonde har betalt! Et af programmerne med titlen “Andalusien på vej sammen med Europa” brugte 55 skuespillere.

Andalusiens “Canal Sur TV” kører ugentligt en times fokus på EU-projekterne, og i TV-vejrudsigten bruges EU’s stjerneflag som solen, der lyser over det hele. EU’s utallige fonde og komiteer er berygtet for at købe sig til publicity og velvilje. Det sker overalt i EU, og den lokale herskende klasse af lokalpolitikere, kon-sulenter og journalister og alle deres ansatte venner siger ikke nej; man bider vel ikke den hånd, der føder én? Og det er en sikker garanti for flere penge til flere “projekter”. Det er ikke folkeoplysning; det er fråds, propaganda og bestikkelse af værste skuffe.

EU’s landbrugsstøtte er den tungeste post på EU-budgettet og har de seneste 5-6 år kostet hundredvis af milliarder kroner årligt. Landbrugsstøtten var især en fransk opfindelse og kilde til mange sammenstød med Storbritannien.

Briterne har netop deres EU-rabat, fordi de ikke får meget ud af landbrugsstøtten. Noget af den har dog

fundet vej til netop dén EU-pengetank. Alene i løbet at 2009 fik 40 britiske golfklubber tilsammen 1,1 milli-oner kroner til at pleje deres græs, og Melton Jagtklub i Leicestershire fik 47.000 kroner, og flere britiske mo-tocross-klubber er også blandt de glade modtagere.

Flyselskaber og krydstogtskibe får også landbrugs-støtte. Måltider, som bliver serveret ombord, når fly

eU-midler til Spanien med krav om eU-propaganda

eU-landbrugsstøtte til britiske golfklubber og flyselskaber

Onsdag den 5. september

Dag 2

Torsdag den 6. september

Dag 3

EU-eliten elsker monumenter - koste hvad de vil. Så mens krisen plager millioner af EU-borgere, er EU ved at bygge sit “Hus for Europæisk Historie” på næsten 5.000 kvadratmeter i Bruxelles. Det skulle oprindeligt have kostet en halv milliard kroner, men noget er gået galt. For når “Det europæiske Hus” i 2015 har stået åbent et år, ender regningen på 1,2 milliarder danske kroner.

Én ting er pengene; noget andet indholdet. Og al-lerede nu har den nye EU-gevækst startet en hed debat om, hvilke historiske begivenheder der skal be-

lyses og hvordan. Ifølge EU’s tidsregning begynder Europas historie først i 1946. Så ikke nok med, at skatteborgerne modtager en milliardregning. Peng-ene bruges også til at forvanske historien. Ikke over-raskende er det formulerede formål at præsentere EU for skoleklasser og besøgsgrupper. Indoktrineringen begynder tidligt.

Meningsløst eU-museum til en milliard kroner

Tirsdag den 4. september

Dag 1

10 11

I Danmark diskuteres det heftigt, om guldfisk i blend-ere, døde hundehvalpe eller liveshows er kunst, og noget som skatteborgerne skal betale til. Men i EU sidder der 850 kultur-eksperter, udpeget af General-direktoratet for Uddannelse og Kultur, som afgør den slags. Hvad de kan, ved man ikke, for de er anonyme, for så kan de ikke udsættes for lobbyisme, siger EU-kommissionen, for i EU’s kultur-pengetanke er der nemlig nok af penge at få fat i for de smarte.

Den britiske dansetrup “De flyvende gorillaer” har fået over 1,5 mio. kroner. Lad mig citere fra hjemmesiden til Queen’s Theatre, hvor gorillaerne har svinget sig i lianerne:

“Ved at bruge deres helt eget sprog - rytme, musik og grynten - udforsker truppen ideer om venskab, tole-rance, diskussion og forståelse.”

De Flyvende Gorillaer opfører blandt andet ”…den enestående Stinkfods-dans, den utroligt vanskelige Iguana-dans samt Tango Argumentino.”

Godt gået af De flyvende gorillaer, som har forstået at grynte de rigtige ord, som baner vej til skatteborger-nes penge i EU.

Men endnu mere jackpot havde en østrigsk nomade-dansetrup i Wien. Under titlen “DanceWEB-Europe” dansede truppen rundt om i Europa med det formål at: “…støtte lovende koreografer og dansere med henblik på at forbedre deres produktionsforhold og fremme kulturel mangfoldighed i Europa”. Det ind-bragte dansetruppen 16,3 millioner kroner.

Jeg har aldrig oplevet hverken De flyvende gorillaer eller Østrigs dansende nomader, så jeg kan da ikke helt afvise, at jeg synes, at de fortjener støtte. Men i så fald bør den besluttes og betales af englændere og østrigere.

eller skib har forladt EU, får nemlig eksportstøtte. Den fidus har indtil nu givet alene tyske Lufthansa hen ved 20 millioner kroner i kassen. I Calabrien i det sydlige Italien snød formanden for den lokale landboforening EU for 65 millioner kroner. Nicola Cappa forfalskede regninger for landbrugsmaskiner i stor stil, og det lokale politi - for han blev da i det mind-ste opdaget - konfiskerede maskiner af en helt anden slags, nemlig en lystyacht og flere luksusbiler.

Det er den slags små og store svindelsager for små og store penge, som EU er så rig på, og som kan læses i EU-revisorernes rapporter år efter år. Nogle er samlet af tænketanken Open Europe. Det er under-holdende læsning, men også forstemmende. Måske skal et reformeret EU have en slags landbrugspolitik, og der vil givet blive brug for at samarbejde for at be-kæmpe forurening. Men det monster, som det gamle EU har udviklet sig til, frister svage sjæl og er dertil endnu et eksempel på blandingen af fråds og svindel.

Millioner til eU’s flyvende gorillaer og dansende nomader

Fredag den 7. september

Dag 4EU-apparatet er besat af ønsket om at gøre opmærk-som på sig selv. Frygten for at blive ignoreret af de europæiske folk er drivkraften bag utallige projekter og astronomiske udgifter til EU-propaganda. Den helt store ødeland i dét felt er området for uddannelse og kultur, som sidste år kostede i alt 11,6 mia. kroner. Noget til uddannelse, javel, men en stor del til forher-ligelse af EU og den fælleseuropæiske drøm, som EU-apparatets folk jo er afhængige af. Et initiativ var, at lade EU-parlamentet udskrive et pro-jekt med titlen “736 ideer om en drøm”. Opgaven var at “reflektere over de aktuelle problemer, der genere-rer social udstødelse i Europa“. Projektet har kostet 1,3 millioner kroner og resultatet blev 736 postkort fremstillet af skoleelever og studerende i seks euro-pæiske byer, hver indeholdende en slags “godt bud-skab” sendt til hvert medlem af det daværende EU-parlament.

Hør bare her: “Alle skal behandles ens”, “Lighed for alle”, “Folk burde være gode mod hinanden”, “Hvorfor skal der være for-skel på den fattige verden og os?”, “Jeg vil have ar-bejde, så jeg kan tjene penge og rejse ud i verden og hjælpe de fattige”. “Nogle børn får ikke lov at sove, lege eller gå i skole, fordi de skal arbejde”, “Jeg vil hjælpe gamle mennesker”. Postkortet fra en skoleklasse i Cork i Irland rummer det hele: “Teamwork, hjælp, forståelse, lighed, solidaritet, fred og mangfoldighed”.

Kan du se dem for dig? De forsvarsløse skoleelever, som bliver tvunget til at formulere og klippe og klistre de banale budskaber sammen og få dem korrektur-læst af skolelæreren, som nok ved, hvad EU forventer.Jeg mener ikke selv, at jeg er særlig koldhjertet, men her i EU-parlamentet er jeg efterhånden blevet immun over for den slags banale og forudsigelige korrektheder - især til en pris af 1.800 kroner pr. styk!

Et af Sovjet-marxismens mål var at skabe “det so-cialistiske menneske”. Det socialistiske menneske skulle opføre sig mere opofrende og ansvarligt over for fællesskabet end borgerne på den anden side af

jerntæppet, hvor livet var præget af individualisme og egoisme. Desværre frembragte et halvt århundredes åndeligt mørke og permanent mangel på de mest ba-sale forbrugsgoder i stedet samfund, der var præget

eU-propaganda på postkort til 1.800 kroner pr. stk.

eU-millioner til hunde-fitness i Ungarn

lørdag den 8. september

Dag 5

Søndag den 9. september

Dag 6

12 13

EU’s strukturfonde blev oprettet for at udjævne for-skellene mellem europæerne, for der er jo forskel på folk, og det synes hverken marxister eller EU-konfor-mister om. De mindre udviklede egne i Europa skulle hjælpes i gang, så ”Det europæiske menneske” - sam-me arbejdsforhold, levestandard, arbejdsmoral, rettig-heder, valuta, smag osv. - en dag ville se dagens lys.

Derfor blev tusinder af milliarder kroner kanaliseret til Middelhavslandene, ikke mindst Italien, som trods sin samling som nation i 1861 altid har følt sig opdelt i et nord og et syd.

Når det kommer til fusk eller sløseri med EU’s midler, er Italien over-repræsenteret i enhver revisionsrap-port. Og jo længere sydpå, desto større skandaler.

Tag f.eks. “Agenda 2000, en af EU’s utallige prestige-kampagner, som gav Sicilien 64 milliarder kroner at spendere mellem årene 2000 og 2007. Og spenderet blev de.

Et af Siciliens problemer var, at drikkevandet kom og gik på slump for 33 procent af øens indbyggere. Så 5,2 milliarder kroner blev brugt på at forbedre øens vandforsyning. Men vandet er nærmest løbet den an-den vej efter “Agenda 2000″, for i dag er det 38,7 procent af familierne, der har uregelmæssig vandfor-syning. 30 milliarder kroner blev brugt til at gøre drik-kevandet renere. For de 30 milliarder kroner lykkedes det Sicilien ved en kæmpeanstrengelse at øge den andel af befolkningen, der fik helt rent vand, fra 43 procent til 47 procent.

Sicilien – et bundløst hul for eU’s milliarder

Mandag den 10. september

Dag 7

af korruption, bestikkelse, tyveri - og millioner af borg-ere med total mistro til alle andre end den allernær-meste familie.

Da de tidligere østbloklande efterhånden blev med-lemmer af EU, ville det derfor kun være sund fornuft, hvis EU-apparatet var på vagt over for socialismens gamle, rådne vaner - og passede ekstra godt på EU-borgernes penge. Men også i den situation udviste EU-bureaukraterne en blanding af tossegodhed, slen-drian og ligegyldighed, hvorved milliarder af kroner enten fordampede i tåbelige projekter - eller forsvandt ned i lommerne på forbrydere.

Det ungarske firma Gyrotech Commercial and Sup-plier Ltd fik i 2009 bevilget 3 mio. kroner fra EU’s Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, samt lige så meget fra andre kilder til et projekt, hvis formål var “at forbedre livsbetingelser og levestandard for hunde.” Gyrotech, et IT-firma, stillede i udsigt at ud-vikle et vand-terapi-system til gavn for hundes velbe-findende. Nogle penge blev brugt til at bygge lokaler,

men de er nu følge EU’s revisorer tomme og overgro-et af ukrudt, og de lokale beboere i Dregelypalank har aldrig set en ansat fra Gyrotech på stedet - endsige en hund. Ikke desto mindre lykkedes det samme Gy-rotech, godt et år efter, at hive endnu små 100.000 kroner ud af EU, denne gang til et diffust web-shop-management-projekt. Nu leder ungarsk politi med lys og lygte efter Gyrotech.

Det uretfærdige er, at EU-borgernes tvangsinddrevne penge bliver så lemfældigt forvaltet af bureaukrater, som aldrig bliver stillet til regnskab for deres rund-håndede uddeling. Det umoralske er, at mens de øst-europæiske folk stadig prøver at ryste et halvt århund-redes socialistiske uvaner af sig, så lokker EU med lettilgængelige milliarder, blæst op som en ny slags Marshall-hjælp.

De penge har skabt et ubetydeligt antal arbejdsplad-ser - men til gengæld skabt et klima præget af uan-svarlighed over for offentlige midler.

2,2 milliarder kroner blev brugt på affaldsindsamling og -genbrug. EU’s mål for Sicilien var en genbrugs-procent på 35. Sicilien nåede 6 procent. 1,7 milliarder kroner fik Sicilien foræret til at reparere sine jernbaner. Otte kilo-meter blev sat i stand, og det giver altså 218 millioner pr. kilometer. Man bliver helt glad for Banedanmark.

Nu skulle man tro, at EU-bureaukraterne smækkede kassen i, men det er jo ikke deres egne penge, så Sicilien fik yderligere næsten 50 milliarder kroner til “Agenda 2007! De penge skal være soldet op i løbet af næste år, og det skal nok lykkes.

På Sicilien står vindmøllerne tæt. Vindmøller er rare, dem skal vi have flere af, mener EU-eliten, og heri får den fuld støtte fra den italienske mafia. Cosa Nostra er så glad for EU’s vindmøller, at den oprettede over 100 fup-firmaer med de samme 3-4 stråmænd, så den kunne lænse EU for mindst 750 millioner kro-ner i tilskud fra strukturfondene, som pøser milliarder ind i EU’s tilbagestående områder. Mafiafolkene flyt-tede rundt på de samme penge mellem firmaerne, og mellem Italien, Spanien og Holland, så firmaerne så solvente ud; de truede landmænd til at sælge deres jord og fik sicilianske politikere til at give dem byg-getilladelser, som ingen andre ville have fået. Nogle af pengene er blevet beslaglagt af de italienske myn-dighederne, og en af de hovedansvarlige fik 18 må-neders fængsel. En afhoppet mafia-underboss har indrømmet, at mafiaen siden begyndelsen af 90’erne har anset EU-strukturfondene som rene gaveboder.

Længere nordpå, inde på fastlandet, ligger Calabrien, hvor en af de mest traditionsrige næringsveje i et par århundreder har været bortførelser mod løsepenge. Men nu er EU kommet ind i billedet, så også i Cala-brien har mafiaen vist sig omstillings-parat. Calabrien fik 3 milliarder kroner af EU til et vej- og tunnelprojekt mellem Salerno og Reggio-Calabria. Strækningen blev nøje udmålt og opdelt mellem områdets mafia-

familier, som inden for hver deres felt truede og afpres-sede entreprenørerne for mindst 90 millioner kroner. Metoderne er afbrænding af maskiner og anden sa-botage, overfald og prygl til medarbejderne og trusler mod leverandører om at tilbageholde deres leveran-cer, indtil entreprenøren makker ret. Der er faldet dom i 43 sager.

Newton Dunn, en af mine kolleger i EU-parlamentet, valgt for de Liberale Demokrater i Storbritannien, var med i en EU-delegation til Syditalien for at lede efter EU’s forsvundne milliarder, og han var rystet. New-ton Dunn mener, at problemet er, at lande som Italien selv uddeler EU-strukturfondenes penge og helst ikke vil have indblanding fra EU’s kontor for afdækning af svindel, OLAF. Svaret er, mener Newton Dunn, at få et føderalt EU-politi, ligesom FBI i USA, som har ret til at overskride landegrænserne i deres efterforskning.

Det vil flere af mine danske kolleger i EU-parlamentet nok støtte, men jeg finder det stærkt betænkeligt. Jeg vil hellere stille to spørgsmål:1. Hvad laver danske skatteborgeres penge over-

hovedet i Syditalien?2. Hvad laver Danmark i et politisk fællesskab, hvor

organiseret kriminalitet hører til dagens orden i fæl-lesskabets fjerdestørste land?

Hvad gør dine penge i Mafiaens lommer?


Dag 8

14 15

I marts aflagde EU-kommissionen rapport for “Euro-pæisk År for Kamp mod Fattigdom og Social ud-stødelse”. Hvis du ikke ved, at nævnte “Europa-år” overhovedet fandt sted, har du befundet dig i lykkelig uvidenhed sammen med over 99 procent af resten af EU’s godt 500 millioner indbyggere. Men kampagnen fandt sted, nu ved du det, og den kostede 135 mil-lioner kroner.

Målet med Europa-året 2010 var at få EU-landene til at erkende deres fattigdom, anerkende de fattiges rettigheder og værdighed, forstå at mindre fattigdom gavner os alle og mere af samme banale skuffe. Mid-lerne var film, konferencer, YouTube-klip, Facebook-kampagner, brochurer og plakater, morgenmad til journalister og flere penge til de umættelige agenturer og NGO’er.

Det undrer mig ikke, at EU-kommissionen vurderer, at Europa-år 2010 var en stor succes: Man begynder ef-terhånden at tænke ligesom indbyggerne i Østeuropa under socialismen, når Kommunistpartiet erklærede en ubrudt række af succes’er i opfyldelsen af fem-årsplanerne, mens forretningerne blev stadig mere tomme.

Jeg tror ganske enkelt ikke på, at 49 millioner EU-indbyggere blev nået af kampagnen, og jeg er stærkt

skeptisk over for påstanden om, at det website, der promoverede det diffuse påhit, blev besøgt 400.000 gange - altså 0,079% af mulige interesserede. Én succes er det, ifølge Kommissionen, at medlemsland-ene har lovet, at ville have nedbragt antallet af fattige i EU med 20 millioner i år 2020. Men med Græken-lands eventuelle kollaps i Euro-zonen, med Spanien og Portugal og vel også Italien stadig længere ned i hængedyndet, er den opgave unægtelig blevet noget sværere siden 2010. Og man griber instinktivt efter baglommen for at beskytte tegnebogen, når EU-kom-missionen konkluderer, at der er brug for flere penge til sociale “projekter”.

De eneste personer, der får glæde af den slags kam-pagner og Europa-år for dit og dat, er EU-eliten og dens talløse agenturer, tusinder af offentligt ansatte i medlemslandene, hvis jobfunktioner ikke tåler et nær-mere eftersyn, eksperter fra universiteterne, fra kon-sulentfirmaer, topbetalte reklamebureauer og statsbe-talte NGO’er. De burde have dårlig samvittighed. For de 135 millioner kroner, som de har slået tiden ihjel med, kunne måske have gjort livet lidt lettere for nogle fattige her eller dér - hvis altså ikke at pengene var blevet først beslaglagt og derefter uddelt af EU.

135 millioner kroner spildt på eU-kampagne mod “fattigdom”


Dag 9

Ordet “kleptokrati” stammer fra græsk og betyder “tyve-styre”, altså hvor en klasse af tyve og røvere sty-rer samfundet. Det er svært at stole på nogen i et kleptokrati.

Heller ikke de græske professorer kunne holde fing-rene fra de enorme summer, som EU pøsede ind i det kleptokratiske Grækenland.

I 2010 blev ni professorer og højtstående ledere af Panteion-universitetet i Athen dømt for at have for-møblet - eller rettere stjålet - omkring 60 millioner kro-ner, som gennem EU’s utallige kanaler var endt på universitetet, øremærket til forskning.

Universitetets økonomiske direktør købte sig en rød Ferrari og havde i alt brugt 600.000 kroner. Andre af de 60 millioner kroner gik til marmorbadeværelser, lystyachter, ægte tæpper og istandsættelse af som-merhuse.

De anklagede - en af dem universitetets tidligere rek-tor, Dimitris Konstas, og engang en af Grækenlands repræsentanter i Europarådet - fik lange fængsels-straffe, men de hævede, at sagen mod dem var po-litisk, og appelsagerne kører stadig ved domstolene i Athen.

De dømte forsvarede sig med, at de ikke var alene om at bruge pengene, men at en masse kolleger og underordnede i universitetsverdenen også havde fået deres små lunser.

Den vane bekræfter Ioannis Tsoukalas, fysikprofessor, konservativt medlem af Europa-parlamentet og en-gang højtstående embedsmand i det græske finans-ministerium. Han fortæller, at han hjælpeløst måtte se til, at alle forskningsmidler i hans tid 2004-2008 (og de kom alle fra EU) blev delt op i 2.750 små projekter - så alle i den overbemandede universitetsverden fik deres lille bid. Det gjorde alle glade men også umuligt at føre kontrol, og de seks svindelsager, som Tsouka-las selv indberettede, blev der aldrig rørt ved.

Grækenland har gennem årene måske fået omkring 700 milliarder kroner ad utallige EU-kanaler. Ingen ved det præcist, for nok kan EU’s blå skilte med de tolv stjerner fortælle stolt om de mange kilometer veje, tun-neller, broer og lufthavne, som EU har betalt, men der findes ikke noget sted i Grækenland – eller EU - en samlet opgørelse over, hvad EU’s milliarder er gået til. Og selv om der fandtes sådan en oversigt, bør man hu-ske på, at man ikke kan stole på nogen i et kleptokrati.

ni græske professorer stjal 60 millioner kroner fra eU-betalt forskning


Dag 10

16 17

I EU kan landbrugsstøtte dække over lidt af hvert. Indtil 2005 var EU’s landbrugsstøtte alene bundet til fødevareproduktion; det førte til de berygtede bjerge af smør og søer af vin. Men siden 2005 er landbrugs-støtten - EU’s største enkelte post - blevet uddelt til landboere efter andre kriterier for at sænke overpro-duktionen, men som også har udløst tilskud til moto-cross-baner, rævejagt til hest, lerdueskydning og an-dre landlige sysler. Men mere om det en anden gang.

I Spanien har EU’s landbrugsstøtte været med til at holde liv i hundredtusinder af EU-glade oliven-, to-baks-, bomulds- og risbønder - samt tyrefægtning. EU støtter opdrættere af kamptyre ved at give godt 1.750 kroner pr. tyr om året. Hvis man sætter tyrens liv til 4 år, får tyreopdrætteren altså ca. 7.000 kroner pr. tyr, ind-til picadorer, toreadorer og matadorer hamrer lanser og sværd og dolke i det chanceløse dyr. Den skæbne lider omkring 25.000 spanske tyre hvert år, og det ko-ster altså cirka 70 millioner kroner fra EU om året.

Men her stopper EU’s tilskud ikke; både gennem Landbrugsfonden og mange andre kanaler fra andre fonde støtter EU renovering og vedligeholdelse af tyrefægter-arenaerne. I Haro i Rioja og Toro i Zamora

praler EU endda med sin hjælp med sine emaljerede blågule skilte uden for den lokale corrida. Spanske dyrevenner er overbevist om, at spansk tyrefægter-industri også ad andre myriader af kanaler får del i de ca. 53 milliarder kroner om året, som Spanien i disse år får i landbrugsstøtte.

Spanien har også ført en årelang kampagne for at få tyrefægtning anerkendt som “europæisk kulturarv”, og da vi ved, at det er et begreb, der automatisk får man-ge EU-fonde, programmer og projekter til at linde på pengekassens låg, skal der nok også være kommet lidt derfra. Og EU-kommissionens formand Barroso er kendt som en begejstret tilhænger af tyrefægtning; han var aktiv i at omstøde et 76-årigt forbud mod at dræbe tyre i Portugal, da han var regeringsleder.

EU’s støtte til tyrefægtning har stået på i årevis, så det er ikke millioner men milliarder af EU-borgernes skatte-kroner, der er gået til at holde liv i den barbariske under-holdning.

Jeg er ikke tilhænger af, at EU skal kunne straffe med-lemslande, der holder liv i primitive og blodige skikke. Men jeg er indædt modstander af at skulle betale til dem.

eU har givet milliarder til primitiv og blodig underholdning


Dag 11

Helt tilbage i 1977 begyndte EF at betale støtte til mælk i medlemslandenes skoler. I 1999 foreslog en revisionsrapport ellers, at hele projektet blev indstillet. Men det fortsatte, og det fortsætter. Der er afsat 1,4 milliarder kroner om året for at udbrede frugt og mælk med lavt fedtindhold i skolerne, og så er det EU’s re-visorers opgave at se på, hvordan de første par år er gået. Det ser ikke godt ud: “Overvejende ineffektiv og med meget lille betydning”. En uforholdsmæssig stor del af pengene er gået til lande, hvor mælke- og frugtindtaget i forvejen er tilstrækkeligt, kun 1/5 er gået til lande, hvor en tilskyndelse måske kunne være tiltrængt. Men ingen af stederne kunne det mærkes på elevernes indtag, at skolerne havde fået mælke- og frugttilskud fra EU.

Til de årlige 1,4 milliarder kroner i direkte støtte kan vi roligt lægge adskillige andre millioner; for det er ikke få timer, som EU-funktionærer i Bruxelles og em-bedsmænd i medlemslandene har brugt på rapporter, konferencer og konsulent- og ekspertbistand og på at fordele de penge, som EU har kradset ind. Men det har stort set intet gavnet.

Måske skal man bare overlade til de enkelte lande, deres nedarvede spise- og drikkevaner, vælgerne og deres folkevalgte at tage sig af kost og forplejning i skolerne og slås om fedt- og sukkerafgifter? Måske er det en opgave, som nationernes borgere selv kan overskue uden at skulle føres ved hånden som hjæl-peløse børn af bureaukraterne i Bruxelles?

Verdens næststørste afsaltningsanlæg ligger i Torre-vieja i Spanien - hvis det ellers bliver til noget. Her skulle havvand laves til ferskvand, og anlægget blev på forhånd rost til skyerne. Men byggeriet er gået i stå. Bygningerne står der, men der er endnu ikke til-sluttet rør til og fra havet, hvad der er en forudsæt-ning, og at etablere strøm til det enormt energikræv-ende afsaltningsanlæg har vist sig som en næsten uoverkommelig opgave. Afsaltningsanlægget i Torre-

vieja har foreløbig fået 412 millioner kroner i tilskud fra EU’s regionale udviklingsfond.

Spanien ansøgte tidligere i år EU om at få penge til tørkehjælp. Det skulle man ikke mene var nødvendigt, for Spanien har nu 17 afsaltningsanlæg, hvor hav-vand gøres til ferskvand, og 15 andre afsaltningsan-læg er under opbygning. Men ferskvandsanlæggene producerer desværre kun 16 procent af den forvent-

1,4 milliarder kroner til spildt skolemælk

12 milliarder kroner fra eU til spansk ferskvands-fantasi


Dag 12


Dag 13

18 19

Begreberne voksenuddannelse, efteruddannelse, kickstart, jobskabelse og psykisk arbejdsmiljø kan være noget diffuse, ikke bare i Danmark, og masser af varm luft har gennem tiden kostet EU’s skatteborgere mange penge.

Jeg ved godt, at jeg har hakket noget på Syditalien, så her er en historie fra Norditalien. I Milano ville EU’s fonde gerne støtte gode sager som “psyko-socialt velbefindende på arbejdspladsen” og “equal oppor-tunities”, altså lige og fair adgang til arbejdsmarkedet. Så 12 personer bag 10 fup-firmaer påtog sig i region-en Lombardiet at levere kurser à la AMU, VUC og aktivering, men de forfalskede regninger i stor stil og med fikse banktransaktioner lykkedes det dem at læn-se EU’s fonde for 42 millioner kroner. Under politiets

efterforskning blev der beslaglagt to bygninger og 1,5 millioner kroner, men resten af pengene var forsvund-et. Ikke en eneste arbejdsplads kom der ud af det.

Det gjorde der i Wales, omend ikke så mange. Welsh European Funding Office, der fordeler rovet fra EU’s regionale udviklingsfond, har opgjort, at Wales fra 2007 til 2010 fik 1,6 milliarder kroner i EU-midler. Rapporten (WEFO “Progress of 2007-13 Program-mes”, updated 7 October 2010) opgør også, at der for de penge er skabt 4.187 arbejdspladser. Det får jeg til cirka 380.000 kroner pr. arbejdsplads. Man kunne have sparet en hel del administration både i Wales og Bruxelles, hvis man bare havde udbetalt det beløb til hver af de 4.187 arbejdsløse…

Jobskabelse à la eU: 380.000 kroner pr. arbejdsplads


Dag 14

ede mængde ferskvand. Foreløbig har det spanske ferskvands-eventyr kostet EU-borgerne 12 milliarder kroner. Det vil koste ekstra 5,7 milliarder kroner, hvis alle 32 afsaltningsanlæg skal køre ordentligt, lyder vurderingerne nu.

Projektet har også andre problemer end de økonomi-ske. Selv om miljøorganisationernes dystre spådom-

me ofte skal tages med et gran salt, så tyder meget på, at konsekvenserne ved den voldsomme udledning af salt, der følger af processen, ikke er undersøgt til bunds. Skal man se på den lyse side, så kunne det have været værre, for Spaniens oprindelige plan var at bygge 51 afsaltningsanlæg.

Som vi har set, kan EU’s Europæiske Udviklingsfond bruges til mange forskellige ting. Zoologisk have i Hannover fandt på at ville lave en kopi af et canadisk landskab, Yukon-bugten. Efter at EU havde bevilget godt 50 millioner kroner, blev der skibet ægte ahorn-træer, caribouer (et nordamerikansk rensdyr) og ulve fra Canada. Sammen med dem kom repræsentanter fra Yukons turistråd, som skulle sikre, at det hele var autentisk. Den slags kan jo godt bruges til at skabe arbejdspladser. Men skuffende nok meddeler direktøren for Hannovers zoologiske have, at Yukon-arrangementet kun giver 20 jobs.

På den tropiske ø Madeira har de fået den idé at lave et tre-dimensionelt hval-projekt (læs om Madeiras gi-

gantiske gæld ”Dag 37”). Museet i Baleia, i regionen Machico, hvor der bor knap 22.000 mennesker, vil bruge mere end 17 millioner kroner på 11 digitale film med hvaler. Filmene skal bruges til at give gæsterne en 3D-interaktiv oplevelse. Bagefter skal filmen vises rundt om på Madeira, hvor der bor 250.000 menne-sker. Næsten hele beløbet er betalt af EU.

Der er ingen af ovenstående to forslag, jeg synes er uinteressante: Jeg vil da gerne klø en caribou i pand-en og se tredimensionelle hvaler på storskærm. Men det vil jeg overlade til de zoologiske haver i Danmark, ligesom jeg vil overlade betalingen til zoologiske ha-ver i Hannover og til hval-film på Madeira til de lokale skatteborgere.

Vi finder aldrig ud af, præcist hvor mange penge De Olympiske Lege 2004 i Athen kom til at koste hver-ken grækerne eller EU’s skatteborgere.

Men vi ved, at OL 2004 først var budgetteret til at koste omkring 20 milliarder kroner, men endte med at koste omkring 95 milliarder kroner. Grækerne lånte og lånte, stort skulle det være, her havde den euro-

pæiske civilisations vugge jo stået, og alt imens kol-lapsede hele projektet i korruption, dovenskab, strej-ker og manglende planlægning. I dag står de enorme anlæg ubrugelige hen, overgroet af ukrudt.

Men ingen stoppede grækerne. I ægte EU-stil blev grækerne belønnet - eller bestukket - for at være nog-le af de mest sleske EU-tilhængere i Europa.

For 50 millioner kroner ulve og rensdyr fra Canada

europas skatteborgere betalte 16 mia. kr. til underskudsramt metro i Athen


Dag 15


Dag 16

20 21

Man kan kritisere udviklingshjælp til Afrika for mange ting. Jeg tror, de fleste vil være enige med mig i, at der er former for “hjælp”, som ganske enkelt kan afskaf-fes, uden at en eneste afrikaner kan mærke det; som den slags hjælp, der blot er opfundet for at hjælpe for-kælede unge europæere med 1) at løse deres penge-sorger, 2) med at slå tiden ihjel og 3) med at bilde sig selv og deres omgivelser ind, at de “elsker at arbejde med mennesker” og “vil gøre en forskel”.

EU gav i 2009 3,5 millioner kroner til en belgisk orga-nisation med navnet “Africalia” til et projekt med titlen “Jeg danser - derfor er jeg!”. Pengene skulle bruges til at give teenagere i Mali og Burkina Faso ”danse-træning“, som “fusionerer tradition og modernitet og fremmer social og socio-kulturel integration.”

Africalia forsvarede sit projekt med, at “Dans er en ef-fektiv måde at kommunikere på, som tillader unge at udtrykke sig selv ved at bruge kroppen. At give udtryk for følelser gennem det talte ord er ofte vanskeligt. Som en slags kropssprog har dans en terapeutisk effekt.”

Og videre: “Når kunst og kultur blomstrer, får folk andet at tænke på end ren og skær overlevelse.” Ja, så kan de måske glemme deres rumlende maver, malariaanfald og væskende bylder og sår? Ifølge FN lever 56 procent af befolkningen i Burkina Faso for 1 euro om dagen.

Men de 3,5 millioner kroner nåede da i det mindste bestemmelsesstedet. Her er andre 3,7 millioner kro-ner, som aldrig forlod Bruxelles: Her brugte “Tipik Communications Agency” nemlig 3,7 millioner kroner i 2009 til flere kampagner og reklamefremstød for EU til fordel for Afrikas fattige: 862.000 kr. gik til at desig-ne EuropeAids årlige rapport om EU’s ulandsstøtte, andre 675.000 kroner gik til en musik-konkurrence med temaet “I fight poverty!”. Deltagerne blev opmun-tret til at indsende sange, hvor de protesterede imod fattigdom; de bedste blev indspillet af EU og optrådte på EU’s “Udviklingsdage”, som blev holdt i Bruxelles den 6.-7. december 2009.

Vi finder aldrig ud af, hvor mange af EU-skatteborg-ernes penge, der gennem utallige strukturfonde er kanaliseret ind i overflødige motorveje, broer og luft-havne op til OL 2004 - det er uoverskueligt; mere overskuelig er et lille hjørne af bestikkelsen, nemlig Athens Metro.

Op til OL 2004 forærede EU Grækenland det metro-system, som Athen nyder godt af i dag, til en pris af omkring 16 milliarder kroner.

Det er en af verdens mest velkørende metrosystemer. Men hvor længe? I hvert fald indtil sidste år var billet-indtægterne til metroen godt 800 millioner kroner år-ligt. Men lønudgifterne er på over 5 milliarder kroner årligt. Og det tror pokker, når gennemsnits-årsløn-

ningerne for de ansatte har været oppe på omkring 500.000 kroner, med pensioner, arbejdstider og ferie som en dansk, tysk eller britisk lønmodtager kun kan fantasere om.

Mon et land med 12 millioner indbyggere, hvis rege-ring godtager den usandsynlige løgn, at kun 5.000 mennesker tjener over en million kroner, fortjener at få foræret en af verdens mest moderne metrosystemer af hårdt beskattede lønmodtagere i Holland, Sverige og Finland?

Og burde ikke de embedsmænd og politikere i EU, som har godtaget samme løgn og belønnet løgnerne med en metro til 16 milliarder kroner, ikke være stillet til regnskab?

eU-hjælp: 3,5 millioner kroner til glad dans i Mali og Burkina Faso


Dag 17

Hold på hat og briller - for det er for sent at holde på pengene. De 3 milliarder kroner, som er afsat til EU’s Kulturprogram 2007-2013 er snart brugt op.

Siden 2005 er EU’s budget for Generaldirektoratet for Kultur og Uddannelse steget med over 60 pro-cent. I år alene vil Generaldirektoratet have brugt 11,5 milliarder kroner - ikke medregnet de administrative udgifter. Der er 484 ansatte - (flere end i Generaldi-rektoratet for EU’s Indre Marked, som vel burde være et af EU’s kerneområder) Selv med den stab krævede arbejdsbyrden, at Direktoratet i 2010 lagde opgaver for 36 millioner kroner ud til konsulenter, bl.a. for at få evalueret sin egen indsats.

En del af budgettet går til uddannelse. En del går til det rene pjat. En del går til klam, omklamrende propa-ganda for EU.

562.0000 kroner blev brugt på en fire-minutters video for at promovere en “Europæisk Ungdomsstrategi”.

En gruppe unge i Italien fik over 67 millioner kroner til et kursus i filmkunst. Kurset optog 12 deltagere.

Et festivalprojekt i Italien med det formål “at blande magi og musik” fik 962.000 kroner. Projektet (giv agt, når du hører ordet “projekt” i EU!) gav “mulighed for Europas tryllekunstnere til at engagere sig i kunst-neriske diskussioner og eksperimenter.”

Coigach i det skotske højland har 240 indbyggere. De fik 1,3 millioner kroner til at bygge en sækkepibe-skole - selv om der findes to i forvejen i Glasgow. På andet år havde sækkepibeskolen 79 elever. Men to år efter var der 33. I dag slipper der sjældent en lyd ud fra sækkepibeskolen i Coigach.

I Tampere, Finland, gav EU 178.000 kroner til et pro-jekt, hvor “by-klovne” skulle muntre indbyggerne op. I Helsinki fik en gruppe danseglade unge den idé at søge om penge til “at internationalisere finsk tango”, og det gav pote: EU hostede op med 750.000 kroner.

Ellers er synderegisteret nærmest uoverskueligt: “Europas historie som børnelege”, “Cirkuskunst for en ny generation”, “Fokus på kunstnere med et handicap i Europa”, “Definition af en europæisk identitet”, “Dans på tværs af Europa”, “Knytte kulturjournalister sam-men”, “Kniplinger har en plads i Europas kulturelle arv”.

I en farvestrålende brochure erklærer EUs Kultur-kom-missær Ján Figel stolt om EUs Kulturprogram 2007-2013: “Programmet er ambitiøst og det væsentligste værktøj til grænseoverskridende samarbejde.”

Ja, det er i sandhed grænseoverskridende, frækt er vel mere præcist, i en tid hvor lokale beboere og frivil-lige må samle mad ind til de indsatte i græske fængs-ler og sindssygehospitaler.

Sækkepiber, kniplinger, gadeteater og video-workshops for milliarder


Dag 18

22 23

Grækenland blev bragt i uføre af EU-elitens vision om et stadig større EU, (svine-)bundet sammen af én va-luta. EU frådsede med medlemmernes penge og lod dem fosse ind i Grækenland. 700 milliarder kroner, mener man. EU bestak Grækenland, de græske poli-tikere bestak borgerne, og EU satte bevidst kikkerten for det blinde øje.

Men nu, et stykke henne i min deprimerende og snart månedlange opremsning af EU-fråds og EU-svindel, får jeg lyst til at standse op og udnævne en helt.Stelios Bozikis, hedder han, og selv om han er græker, så jeg ham gerne gjort til en topfigur i EU med vidt-strakte beføjelser over pengesagerne.

Stelios Bozikis er sagfører og borgmester på den græske ø Zakyntos. Der er noget helt galt på Zakyn-tos, som har en kedelig verdensrekord: To procent af øens befolkning på 35.000 var indtil for nylig blinde. Det fik de 2-3.000 kroner for om måneden. Måske ikke meget, men et godt tilskud til de af dem, som alligevel overvandt handicappet og slog sig igennem som taxa-chauffører, landmænd, butiksejere og turistførere - og som habile kortspillere på Zakyntos mange tavernaer.

Da Stelios Bozikis blev valgt som borgmester i januar 2011, rapporterede han til Athen, at de 600 blinde nok burde indkaldes til en ny synsprøve.

Inspireret af Zakyntos klarsynede borgmester har den græske stat inddraget førtidspensionerne til foreløbig 200.000 personer landet over, og regner med, at den slags svindel har kostet socialkasserne 8-9 milliarder kroner om året. Det er græsk statistik, så det er nok en voldsom underdrivelse, men lidt har også ret, når det handler om at komme fråds og svindel til livs.

På Zakyntos har den ny borgmester Bozikis anklaget øens tidligere guvernør og øens førende øjenlæge for at have udskrevet de falske attester mod til gengæld at få stemmer fra de “blinde” og deres familier eller fakelaki. Og Fakelaki er hverken en seksuel ydelse el-ler en lokal ret, men det græske ord for “lille kuvert” med penge i.

Var der flere som borgmester Bozikis, ville der være lidt mere lys i mørket.

en helt i de blindes rige…


Dag 19

“Operationens overordnede mål er at udveksle erfa-ringer fra politikker og værktøjer, evaluere og standar-disere metoder og administrative procedurer, identifi-cere og disseminere de bedste tiltag og i fællesskab implementere forbedrede politikker for en bæredygtig lokal udvikling. Det skal opnås gennem systematisk integrering af bæredygtighed i den offentlige sektors politikker og gøre de private aktører opmærksomme på bæredygtighed som en innovationsfaktor.”

Sådan, uden omsvøb, lyder det i formålserklæringen til “Adriatisk Aktionsplan 2020, foreslået af bystyret i den italienske by Ancona, og som ”aktører” i andre lande kunne tilslutte sig. Det kostede 65 millioner kroner, hvoraf EU’s program “Inter-Reg” betalte 37 millioner.

Citatet kunne være hentet fra næsten enhver af de hundredvis af projekter, som er blevet godkendt og betalt af “Inter-Reg” med borgernes penge. Inter-Reg er skabt i 90’erne for at få offentlige institutioner til at arbejde sammen på tværs af EU’s grænser (uden om deres folkevalgte regeringer) om fælles-regionale interesser, som jo kun EU kan varetage.

Inter-Reg har knap 60 milliarder kroner at uddele i pe-rioden 2008-2013, en pæn stigning i forhold til den femårsplan, der sluttede i 2008, hvor Inter-Reg kun nåede at bruge 39 milliarder kroner.

Hvad angår ovennævnte “Adriatisk Aktionsplan 2020, som var et 3-årigt projekt, blev det til en hjem-meside på internettet, en brochure spredt ud over

Adriaterhavslandene - men mest til en hulens mas-se rejser rundt om i verden. Hvad der kan undre er, hvorfor Bristol i Storbritannien, Turku i Finland og St. Pölten i Østrig er med i et projekt, der skal fremme bæredygtighed i Adriaterhavsregionen.

Projektet “City-parking”, foreslået af Humboldt Uni-versitetet i Berlin, kostede 10,7 millioner kroner, hvoraf EU betalte knap 7 millioner. Det tog godt to år og “…endte i 2007 med en velbesøgt konference i Berlin”.

Sjældent er det, at kunne smide sin bil og smide nogle euro-mønter i en automat blevet løftet op på så højt niveau:

“I sidste del af projektet blev installeret en database, specifikke problemløsnings-analyser blev udført og fælles retningslinjer for city-centrum-parkering er ble-vet udvekslet og publiceret. Partnerkonferencer kom-bineret med interessante studieture til Berlin, Tene-rife, Bologna, Athen og Bari, fandt sted.”

Igen blev der lagt vægt på, at en fælles EU-parke-rings-politik skulle præges af “bæredygtighed såvel som en del af en integreret politik med respekt for såvel de offentlige autoriteter, brugerne og borgerne.”

Finland, Adriaterhavet og en fælles eU-parkerings-politik


Dag 20

24 25

EU har bygget nogle af verdens dyreste luftkasteller. Det allerstørste - omkostninger målt i forhold til resul-tater - er nok EU’s udenrigstjeneste, EEAS, der står for “European External Action Service”. Hvorfor ordet “action” optræder, er en gåde, ligesom de fleste, selv overbeviste eurokrater, i deres stille sind stadig undrer sig over, at den intetsigende græsrods- og fredsakti-vist Baronesse Catherine Ashton blev udpeget til EU’s udenrigsminister i henhold til Lissabontraktaten i de-cember 2009. Men mere om hende om et par dage.

EU’s udenrigstjeneste har et årligt budget på godt og vel 60 milliarder kroner. En stor del bruges på EU’s 137 ambassader. Man kunne forvente, at de blev an-bragt dér, hvor de gjorde mest gavn. Her ligger nogle af dem, og så mange ansatte har de: Tyrkiet 132. USA 124. Barbados 46. Pakistan 49. Vietnam 57.Ukraine 95. Yemen 31. Tajikistan 29. Marokko 92. Madagascar 53. Afghanistan 85. Bosnien-Herzegovina 96. Indien 91. Rusland 113. Burkina Fasso 59. Costa Rica 21. Egypten 90. Øst-Timor 20. Djibouti 18. Mauretanien

46. Mauritius 46. Namibia 26. Papua New Guinea 27. Laos 26. Sudan 58. Paraguay 16. Swaziland 16. Serbien 103. Albanien 63. Sierra Leone 48. Solomon-øerne 11. Togo 3. Vanuatu 6.

Jeg har stadig til gode at se et produkt stemplet “Made in Djibouti” eller “Made in Mauritius”, men der er måske et potentiale dér, som de hhv. 18 og 46 diplomater har opdaget og i skrivende stund er ved at udnytte?

Helt uden betydning for udgifterne er prioriteringen heller ikke, for den årlige løn til de udsendte EU-diplomater svinger immervæk mellem 418.000 og 1.770.000 kroner - uden tillæg og fryns. Men ifølge EU’s personaleregler og aftale med ambassadørernes fagforening har EU ikke pligt til at oplyse, hvad hver ambassades ambassadør får i løn.

Mener du, at danske skatteborgeres penge skal gå til udviklingshjælp i Tyrkiet? Eller Kina? Jeg gør ikke. I går skrev jeg, at EU’s diplomatiske stab i Tyrkiet er på 132 ansatte, flere end i USA. Når Tyrkiet får så

megen opmærksomhed, er det fordi den principløse EU-elite stadig håber på, at det muslimske Tyrkiet med sine snart 80 millioner indbyggere en dag skal blive medlem af EU. Det kommer ikke til at ske, er jeg

60 mia. kr. om året til eU’s 137 ambassader fra Mauretanien til Mauritius

Hvorfor skal vi reparere Tyrkiets kloakker?


Dag 21


Dag 22

sikker på, men lad os da handle med Tyrkiet, så meget vi kan, så længe det gavner os. At Tyrkiet bevæger sig i en stadig mere islamisk retning, kan vi europæere ikke ændre på; slet ikke et EU, der ikke tør kendes ved sin egen kristne arv.

Men er der ligefrem nogen grund til, at EU-borgerne forærer Tyrkiet over 5 milliarder kroner hvert år? For det var, hvad EU gjorde i 2011, det år hvor Tyrkiet havde en vækstrate på 8,5 procent og EU-landene i gennemsnit en vækstrate på 1,5 procent.

Nogle penge er gået til en tyrkisk TV-station, der skal levere EU-propaganda til tyrkerne. Andre penge går

til at beskytte ulovlige indvandreres rettigheder i Tyr-kiet. Men de fleste af de over 5 milliarder kroner gik til at reparere Tyrkiets kloakker med den begrundelse, at de skal op på EU-niveau. (Hvorfor!?) Men hvad med kloakkerne i Danmark, som mange steder er ude af stand til at optage vandmængderne fra regnskyl, med milliarder af omkostninger for Danmark til følge?

Og visdommen i, at EU bruger 280 millioner kroner til 22 hjælpe-projekter i Kina er også svær for mig at se. Med sine uudtømmelige menneskeressourcer, hårdt slid, flid og opfindsomhed er Kina ved at smadre den vestlige verden i en ubønhørlig konkurrence; men eli-ten i EU synes åbenbart, at det går for langsomt.

Projektet “Europas kulinariske arv” løb fra 2003-2005 og kostede i alt 10,2 millioner kroner, hvoraf EU be-talte de 7,5 millioner kroner. Norge, der ellers sparer formuer på ikke at være EU-land, kom også for en gangs skyld til lommerne og bidrog med 1,1 millioner kroner, så repræsentanter fra amterne Akershus og Østfold kunne svinge gaflerne sammen med span-ske, italienske, litauiske, finske og tyske medlemmer af kommuner og amter.

Formålet var at finde ud af, hvordan man kan øge sal-get af lokale fødevarer til overpris ved at forsyne dem med en aura af primitivitet, gamle dage, hygge og det nære lokalsamfund.

Udover en frygtelig masse workshops, konferencer, evalueringer, supervision og spisning var det toårige projekt præget af adskillige udmattende rejser, kan man læse i evalueringen. Alligevel lykkedes det dele-gationen at improvisere i projektets afsluttende fase:

“Projektet overvandt et logistisk problem ved at lade delegationen flyve til Wien og derfra tage bus over grænsen til regionen Bata Canal i Tjekkiet. I Østrig fandt delegationen, at det ville være interessant at besøge en region, der ikke var en del af projektet, så en frivillig studietur blev improviseret.” (Med andre ord: Hey, vi skal først videre i morgen, lad os presse et vinslot med bespisning ind i programmet!)

“Yderligere har projektet været i stand til at arrangere ekstra studieture udover den oprindelige plan (Med andre ord: Vi har ikke brugt alle pengene, vi må finde på noget!)

“Især studierejserne var værdifulde, idet de fremme-de en udveksling af erfaringer og forståelse for, hvad regional udvikling betyder i Europa.” (Med andre ord: Faktisk var restaurationsbesøgene det eneste sjove - konferencer og workshops dødkedelige)

10 millioner kroner brugt på “forskning” i eU’s kulinariske arv


Dag 23

26 27

“Projektet kan kun beskrives som succesrigt, idet både professionelle som private forbindelser er ble-vet knyttet.” (Jeg havde det vildt sjovt, var ikke oppe med tegnebogen en eneste gang, og ringer nok til hende servitricen i Galicien!)

Jeg ønsker bornholmsk sennep og rapsolie og hon-ningmjød fra Tappernøje stor fremgang. Men hvis en region i Europa ønsker at fremme sine særlige pro-dukter, så kan opgaven klares med et par flybilletter til

en lang weekend for et par medarbejdere, lidt penge til 2-3-stjernede hoteller og nogle restaurationsbe-søg, efterfølgende afspadsering samt energisk brug af internettet til research og nødvendig indsamling af gode ideer - kombineret med god madsmag, sund fornuft og en smule forretningstalent. Men at løfte de mest banale spørgsmål op til universitetsniveau og lade en hær af bureaukrater indsamle og uddele mil-liarder betaler sig kun for bureaukraterne - og selvføl-gelig dem, de uddeler pengene til.

Skal du til Barbados? For så kan du se, hvor nogle af dine og andre værgeløse EU-borgeres penge er hav-net. Caribien er ikke det værste sted at havne; det tror jeg, at de 46 EU-ansatte, diplomater og konsulenter, som EU har udsendt til ferieparadiset Barbados, er enige i.

EU har 1,2 milliarder kroner at spendere i Caribien, på Barbados alene 210 millioner. Sagen er bare, at Barbados slet ikke er noget fattigt land. For to år si-den blev Barbados officielt taget ud af statistikken for udviklingslande. Målt i BNP er Barbados mere velstå-ende end f.eks. Portugal og Kroatien.

Pengene strømmer ind fra den halve million turister, der kommer årligt, og i dag har Barbados en stor mid-delklasse og en udmærket infrastruktur. Så hvad gør penge fra EUROPEAID overhovedet på Barbados? Nogle af pengene skal bruges til at få liv i østatens

sukkerrørsproduktion, der i dag udgør 0,94 procent af Barbado’s økonomi. Der er tillid til fremtidens be-hov for biomasse, så måske er der noget at hente dér i fremtiden. Men man har åbenbart haft svært ved at bruge pengene, for man har brugt 18 millioner kroner på at bygge endnu et dejligt hotel, “PomMarine”, hvor der samtidig er en slags skole for tjenere og kokke.

EU har et blødt hjerte over for tropeøer, for øen Gua-daloupe med cirka samme levestandard som Barba-dos, har fået 18 millioner kroner over syv år, som også skal bruges på hoteller.

Jeg ønsker barbadoserne og guadolouperne al mulig fremgang med både turister og sukkerrør, men de er ikke fattige. Og hvis Storbritannien og Frankrig me-ner, at de stadig skylder deres tidligere kolonier no-get, angår det ikke Danmark, Polen eller Sverige. Igen må jeg udbryde: Betal dog selv!

“going to Barbados!” - eU’s millioner, altså…


Dag 24 Hvis brændende sol, dårlig mad, og hundredtusinder af desperate immigranter afholder dig fra at feriere i Middelhavet, så har EU en løsning: Bliv helt væk - men kom på et uforpligtende 3-dimensionelt besøg. EU har nemlig givet 20 millioner kroner til et “MEDISOLAE 3D-PROJECT”, som skaber “et netværk af virtuelle øer”. Med software-programmet fra MEDISOLAE 3D kan du besøge 100 øer i Middelhavet på din computer.

“Turister behøver ikke længere forlade lænestolens komfort for at opleve fortryllelsen fra Middelhavets øer.” EU’s CORDIS’ hjemmeside lover, at “du kan flyve over Middelhavet og simulere en landing, hvis du ser noget interessant. Du kan lande på en strand, et bytorv og gå rundt og shoppe, spise, endda booke et hotelværelse. Det mest funky (sic!) ved denne software er, at hvis du er utilfreds med stedet, kan du ’swoope’ op i luften igen og prøve et andet sted.”

Men den “funky” rejsemåde er allerede opfundet; det er den måde, hvorpå ulovlige indvandrere i dag “swooper” ned i det EU-land, der passer dem, fordi

Schengen-samarbejdet snart har ophævet den sidste rest af rimelig kontrol ved grænser og i lufthavne.

Når indvandrerne først er landet et sted efter eget øn-ske, kan de lære sprog ved at benytte sig af et andet EU-program, under SOCRATES, som blev lanceret i 2008: “Swim The Language Challenge” - “Svøm dig til sprog”, velsagtens. Det giver dig online-adgang til “virtuelle sprog-swimming-pools”, og blev promoveret ved europæiske svømmestævner. Virtuelle konkurren-cer opmuntrede deltagerne til at konkurrere på et af de fire sprog italiensk, ungarsk, finsk og slovensk (Det skulle jo heller ikke være for nemt!). De fire finalister dy-stede senere, rent virtuelt, på bassinkanten under Det Europæiske Vandpolomesterskab i Malaga i juli 2008.

Vinderen vandt en betalt tur til svømmefinalerne under OL i Beijing. Faktisk ved jeg ikke helt præcist, hvad det hele gik ud på: Men jeg ved, at EU’s SOCRATES-pro-gram i tiden 2007-2008 brugte næsten 1,3 milliard-er kroner på at promovere den slags fælleseuropæisk “uddannelse”.

20 millioner kroner til bliv-væk-fra-Middelhavet 3D-projekt


Dag 25

28 29

Ingen kvindelig embedsmand i hele verden tjener og bruger så meget som Catherine Ashton. Og kontras-ten mellem, hvad EU’s borgere betaler og får igen for pengene, råber til himlen.

Det var EU-fortroppens brændende ønske at få no-get, der lignede et udenrigsministerium, og derfor skal vi nu føde på European External Action Service - næsten lige så umuligt at oversætte som at overskue, men noget i retning af “Den Europæiske Eksterne Aktions-service”. EEAS.

EU skulle også have en udenrigsminister, “Den Euro-pæiske Unions Høje Repræsentant for Udenrigsan-liggender og Sikkerhedspolitik”, og det blev altså Ba-ronesse Catherine Ashton fra Storbritannien.

Catherine Ashton får 2.912.000 kroner om året inklu-sive tillæg. Når hun en dag forlader EU, efter 5 år som udenrigsminister og 1 år som handelsminister, vil hun få 585.000 kroner om året i pension. Og den dag hun pakker sit flyttelæs, vil hun få 4.144.000 kroner på én gang til flytteudgifter og gyldent håndtryk. Hun er verdens højest betalte kvindelige bureaukrat.

Alligevel har ingen vælger nogen sinde, noget sted, valgt Catherine Ashton til noget som helst.

Hun kommer fra en jævn baggrund i Lancashire. Det er dog ikke hårdt slid men lutter held og tilfældighe-der, samt lidt venstrefløjsaktivisme og kønskvotering, der har bragt hende til, hvor hun er i dag. Med en col-legeuddannelse i sociologi fra 1977 blev hun lønnet aktivist i Kampagnen for Atom-nedrustning (CND) i Storbritannien, som forsøgte at sabotere Vestens svar på Sovjets opstilling af SS-20 raketter. Hun blev kasserer i CND, som Kreml var glad for, og muligvis også belønnede økonomisk. Efter anti-raket-jobbet, blev Catherine Ashton ansat i nogle af Storbritan-niens mange statslige og kommunale “projekter” for

handicappedes, etniske minoriteters og enlige mød-res integration på arbejdsmarkedet. Aldrig noget svært, aldrig i det private, altid i det offentlige, altid for andre folks penge.

Pludselig i 1999 blev hun løftet op fra anonymiteten af Tony Blair og gjort til baronesse og medlem af Det britiske Overhus. Under hans styre fik “Cathy” nogle halvdiffuse halv-ministerposter, som ingen i den briti-ske offentlighed lagde mærke til, indtil den nye pre-mierminister Gordon Brown gjorde hende til formand for det britiske overhus, hvor hun skulle presse Lissa-bon-traktaten igennem.

Uden det mindste indblik i handelsforhold, økonomi eller praktisk politik blev hun i 2008 udpeget til at være EU’s handelskommissær. I den post efterlod hun sig intet spor, alligevel blev hun året efter i de-cember 2009 udpeget af embedsmændene i EU-kommissionen til at være EU’s udenrigsminister.

I Storbritannien var man målløs. Redaktøren for BBC’s Radio Four’s “Today”-program skrev dengang: “Aldrig valgt af nogen, noget sted; aldeles ukvalificeret til et-hvert job, hun har haft - alligevel er hun steget i grad-erne gennem et system af politisk korrekthed.” Nu, hvor flere briter efterhånden véd, at hun eksisterer, er hun almindeligt foragtet som en gemen pamper.

Catherine Ashton og hendes udenrigstjeneste har selv i EU et skidt ry for sit enorme forbrug og sin ringe effektivitet. Det kom frem, at store dele af hendes stab slet ikke kan være til stede på de mange ambassader, fordi f.eks. 60 procent af de udstationerede diploma-ter har ret til at holde fri 19 uger om året. I 30 af EU-missionerne i Asien og Afrika betyder reglerne, at de udsendte ikke er ved deres skriveborde 21-24 uger om året. En EU-diplomat i Sri Lanka har således ret til 19 ugers ferie, 46 dage mere end sine kolleger på den tyske eller den hollandske ambassade.

Den Røde Baronesse - eU’s uduelige top-bureaukrat


Dag 26 Og husk, at vi taler om lønninger på mellem 418.000 og 1.770.000 kroner - uden tillæg og fryns.

Catherine Ashton nyder ingen respekt i EU-hierarkiet. Hun begyndte sin karriere med at undlade at rejse til Haiti efter jordskælvet. Hun bliver jævnligt irettesat og korrigeret af sine kolleger, som knap kan skjule de-res irritation. Hendes egen stab har antydet, at hun er udsat for sexisme og mandschauvinisme. Men det står nu klart, at hun ikke ved særlig meget, ikke kan styre møder, tale klart, organisere eller strukturere men oftest er snoskforvirret. For nylig jokkede hun lige forbi snuden på den serbiske præsident, som hun el-lers skulle møde. Hendes uduelige stab vidste hel-ler ikke, hvordan han så ud, indtil en praktikant fandt

hans billede på sin smartphone. Hun er blevet væk fra to-tredjedele af møderne i EU-kommissionen. 69 procent af 324 topfolk i EU, som Burson-Marsteller spurgte i en undersøgelse, gav hende dumpekarakter som den mest inkompetente af EU’s kommissærer. Hun har gennem sin stab antydet, at hun ikke kan nå det hele, fordi hun ikke har sit eget fly. Og det gjorde kun hendes omdømme endnu mere ringe.

Alligevel, som en hån imod tyngdeloven, er hun be-gyndt at lade sin stab gøde jorden for at blive gen-valgt, når hendes første fem år udløber i 2014. Så ud over at mangle enhver kvalitet, der kunne berettige hendes enorme løn, mangler “Cathy” også den vigtige menneskelige egenskab, der hedder selverkendelse.

Neil Kinnock var formand for de britiske socialdemo-krater i over otte år, men trak sig som formand i 1992 efter at have tabt to parlamentsvalg til de konserva-tive. Hans næste nederlag var, at han ikke formåede at overtale briterne til at udskifte pundet med euroen. Men i 1995 blev Neil Kinnock belønnet af EU-eliten og evakueret fra sit hjemland til Bruxelles og gjort til EU-kommissær for transport. Indtil 2004 var han EU-kommissær for administrativ reform og Kommission-ens viceformand.

Hans hustru Glenys var europaminister i Labour-regeringen under Gordon Brown i 2009 og minister for FN og Afrika til 2010. Hun sad i EU-parlamentet fra 1994 til 2009.

De er begge udnævnt til “peers for life”, henholds-vis baron og baronesse, ligesom EU’s udenrigsmini-

ster Catherine Ashton, som jeg præsenterede her på bloggen i går.

Livet i EU har gjort dem til mangemillionærer. Da Gle-nys Kinnock forlod EU-parlamentet for at blive Europa-minister i Gordon Browns regering, begyndte den britiske presse at grave i Kinnock-parrets økonomi. Alt var, som det skulle være, efter britisk lov og EU-regler. Men pengenes størrelse gjorde indtryk på briterne.

Tilsammen havde Kinnock-parret fra 1995 til 2009 skaffet sig 100 millioner kroner.

Neil havde i sin ni år som EU-kommissær fået over 18 millioner kroner i løn. Han havde også i den tid en fuldt lovlig præsentationskonto på 640.000 kro-ner om året. Og han fik 3,3 millioner kroner i “gyldent håndtryk”, som skal gøre det lettere for tidligere kom-

eU belønnede den røde baron og hans baronesse med 100 millioner kroner


Dag 27

30 31

missærer at vende tilbage til det barske, civile liv. I løbet af den tid fik han automatisk et fast tilskud på i alt 2,7 millioner til dobbelt husførelse – mens han og Glenys boede i det samme hus i Bruxelles.

Som medlem af EU-parlamentet i 15 år fik Glenys Kinnock 7,7 millioner kroner i løn og cirka 5 millioner kroner i “daily allowances”, et fast beløb som kompen-sation for at leve et liv “på farten”. Uden kvitteringer.

Den britiske tænketank Open Europe har forsøgt at beregne, hvad Neil og Glenys Kinnock får fra alle de-res pensioner. Fra to EU-pensioner får Glenys Kin-nock cirka 650.000 kroner om året. Desuden får hun også sin pension som tidligere skolelærer og fra sin korte tid som britisk minister.

Neil Kinnock får over 300.000 kroner om året i pen-sion fra sin tid i det britiske parlament. Hans pension som tidligere EU-kommissær menes at give ham om-kring 800.000 kroner om året. Tilsammen anslåes parret at have cirka 1,8 millioner kroner om året at slå sig igennem for.

Som regel får EU-projektet smæk for skillingen. Jo, der er modstandere og skeptikere i EU-parlamentet, men virkningen af de noget-for-noget-milliarder, som EU først opkræver og dernæst lader sive ned gennem hele pyramiden, fra kommissæren til universitetslær-eren til projekt-konsulenten og græsrodsaktivisten, udebliver ikke. EU har købt sig en hær af loyale støt-ter, som vil kæmpe til det sidste for sine privilegier.

EU benytter alt til at promovere sig selv og til at be-famle Europas unge med fælles-europæiske initaiti-ver. Også boldspil. Og hvem siger nej til pengene, når de ligger lige til højrebenet? Så derfor rejste gene-raldirektøren for Koordineringskontoret for Den Euro-pæiske Unions EuropeAid den lange vej til Ikamva La-bantu i Gugulethu nær Cape Town for at overrække 27 millioner kroner til fodboldtrænings-udveksling mellem nogle unge tyskere og sydafrikanere. Hvorfor kan Tyskland ikke betale den slags selv?

Men også EUs regionalfonde kan bruges til fodbold: I Calabrien (Dem igen!) fik amtsrådet en større sum for at udvikle det tilbagestående områdes havne havne. Men calabreserne ved nok selv bedst, så de omdirige-rede 63 millioner til fordel for Italiens landshold. For-manden for regionalrådet forsvarede sponsoreringen med, at den ville give et mere positivt billede af Cala-brien. Det er hermed mislykkedes.

Men mere EU-fodbold: Lidt i samme boldgade kan jeg præsentere den kendsgerning, at EU-kommissionen i 2007 bevilgede 1,7 millioner kroner til “Etablering af social dialog i den europæiske fodboldindustri”. Pengene blev givet til professioneelle fodboldspilleres sammenslutning.

Heller ikke europæisk basketball blev overset: Over 500.000 kroner blev bevilget til en rapport om “Pro-fessionelle basketballspilleres arbejdsforhold i Den Europæiske Union” i 2010.

Mit generelle råd til alle, som prøver at standse fråd-set med deres penge i EU, er: Gå altid efter manden, aldrig efter bolden!

eU-fodboldpenge til Calabrien og gugulethu

Mandag den 1. oktober

Dag 28

I utrygge tider er det rart at have sin fagforening i ryg-gen. Men i Italiens Abruzzo-region føler de arbejds-løse og de handicappede sig i dag noget svigtet af deres. I tiden fra 2000 til 2006 tilranede lokale fag-foreningsbosser sig systematisk store tilskud fra EU, som skulle bruges på voksenudddannelse. De var øremærket til arbejdsskadede, arbejdsløse og efter-uddannelse til skolelærere, men her blev EU-pengene ikke bare spildt men stjålet. Fagforeningerne annon-cerede at ville oprette 300 kursuspladser til hver 50.000 kroner, men selv om de aldrig blev afholdt, blev alle “regninger” refunderet af de lokale myndig-heder. Fagforeningsfolkene stjal også de særlige sti-pendier, som var beregnet på handicappede. Skan-dalens økonomiske omfang er stadig uafdækket. Mange af pengene endte i huse og biler, men det ita-lienske bagmandspoliti mistænker også fagforening-

erne for at have skudt pengene i politiske kandidater samt i fodboldklubben Palermo.

Heller ikke medlemskab af Frimurerlogen borger for ærligheden. Den belgiske forretningsmand Robert Wagner fik 6,4 millioner kroner til jobskabelse (Pas også på, når du hører ordet “jobskabelse”!) i sit firma Charleroi Découpe. Pengene blev givet i henhold til et af EUs utallige planøkonomiske projekter, dette med volapyk-navnet “Objektiv 1”″, fra den Regionale Udviklingsfond til Hainaut-provinsen. To måneder ef-ter pengene var hævet, kom firmaet i problemer. Men Robert Wagner nægtede at levere pengene tilbage, og fik hjælp deri af lokale politikere. Udover at være medlem af Frimurerlogen, var Robert Wagner også præsident for Belgiens Charleroi-lufthavn.

Hvem kan man stole på?

Tirsdag den 2. oktober

Dag 29

Det er kun godt, at alle landes kloge hoveder fortæl-ler hinanden, hvad de er nået frem til i deres forsk-ning. Jeg har endda hørt, at lande som Norge, Island og Schweiz, trods deres triste isolation uden for EU, er i stand til at holde deres læreanstalter nogen-lunde up-to-date. De bruger nok internet, databaser, og telefon og en konference i ny og næ. Men de kan ikke tillade sig så store armbevægelser som EU,

hvor hundreder af milliarder er afsat til forsknings-projekter.

En EU-gevækst, der hedder “IsaFruit”, betalte for et fireårigt forskningsprojekt fra 2006, som Dansk Jord-brugsForskning i Årslev var koordinator for. Gennem fire år blev 200 forskere, eksperter, professionelle fra universiteter og private firmaer i Europa inddraget, og

eU-forskning til 103 mio. kroner konkluderer: Frugt er sundt!

Onsdag den 3. oktober

Dag 30

32 33

EU betaler hundreder af milliarder kroner i udviklings-bistand. Jeg er helt enig i, at dét kan give mening, at EU-landene skillinger sammen for at hjælpe. Men kun hvor det giver mening. Jo større pengetank, desto større fare for bedrag og meningsløse projekter. Dan-mark skal ikke give udviklingshjælp til Istanbuls og An-karas kloakker, Ukraine, Kina eller Indien. Heller ikke til EU-betalte hoteller på Barbados og Guadalupe til i alt 36 millioner kroner (se mine blogindlæg 25. og 27. september). Eller til et badeland i Marokko. Men det gør Danmark gennem EU.

Det er netop kommet frem, at EuropeAid, EU’s bi-standsorganisation, har givet over 7 millioner kroner til et fransk firma “Pierre & Vacances Center Parcs”, som er ved at opføre et turist-kompleks “L’Oasis de Noria” i ørkenen uden for Marrakesh. Der skal være en lagune med kunstige bølger, spa, tennisbaner, teater, forret-ninger og restauranter og 1.000 lejligheder. 400 bliver solgt til en pris på mellem 900.000 og 2,8 mio. kroner. Der skal være indendørs badeland og en flere hektar

vandslugende 36-hullers golfbane. Komplekset bliver top-isoleret, og når air-condtionanlægget kører for fuld skrue, kan man slet ikke mærke, at man er i Marokko.

Oasen er beregnet på velhavende europæere og den marokkanske overklasse.

Marokko modtager 1,2 milliarder kroner fra EU om året. For at se til, at de penge bliver brugt fornuftigt - altså f.eks. golfbaner - har EU en stab på 72 medar-bejdere i Rabat.

“Pierre Vacances Center Parcs”, det firma, som byg-ger luksuskomplekset, havde sidste år en omsætning på over 11 milliarder kroner og et overskud på 22 millioner kroner.

Spørgsmålet er, at hvis “L’Oasis de Noria” om føje år giver overskud, får EU-borgerne så deres penge til-bage? Nej, de gør ej. Til den slags frankofile projekter er der kun et fornuftigt svar: Betal selv!

eU-millioner til badelands-oase i Marokko

Torsdag den 4. oktober

Dag 31

da forskningsresultaterne blev afsløret på en konfe-rence i Bruxelles, blev der åbnet et nyt kapitel i kam-pen mod brune svampe på frugt.

Æbler skal dyppes i max. 52 grader vamt vand i 40 se-kunder; mens ferskner kan tåle 60 grader men kun i 20 sekunder. Den behandling gør samtidig kål på e-koli og salmonellabakterier. Uden tvivl godt at vide, men mon ikke Dansk JordbrugsForskning selv kunne have forsket sig frem til samme resultat og så lagt det ud på nettet uden alt konference-hurlumhejet i Bruxelles?

Men lad nu det ligge: Det mest opsigtsvækkende re-sultat af forskningen var, at frugt er sundt. To æbler

om dagen holder ikke bare doktoren væk, hvis du kan ramme ham, men reducerer også kolesterol.

Så EU’s IsaFruit-projekt opfandt, som det så ofte sker i EU, en anledning til at lave endnu en kampagne i mil-lionklassen. Et smart reklamebureau fik opgaven og konstruerede en grøn, sund superhelt “Mr. Fruitness”, med kappe og flyveegenskaber, til at inspirere EU-børnene til at spise flere æbler, og hvis ikke de vil dét, så i det mindste tørret frugt som snacks. Regningen for de fire års forskning og Mr. Fruitness-kampagnen beløb sig til 103 millioner kroner.

Hvis planøkonomi er sådan en god idé, havde Sov-jetunionen så ikke stadig bestået? EU har mange planøkonomisk træk. Med sine enorme fonde vil EU udviske de økonomiske forskelle mellem europæerne, så de kan kaste deres nedarvede kulturelle, nationale, moralske og arbejds-etiske forskelle fra sig som gam-melt ragelse.

Rundt omkring i Østeuropa står der stadig triste mo-numenter over den socialistiske planøkonomi, det er ruinerne af enorme industrikombinater, som slukkede og lukkede over en nat.

EU har også sine monumenter, som tiden løb fra. Et af dem var en kort tid verdens største af sin slags: Bådliften Strépy-Thieu ved Canal du Centre i Hainaut, Belgien.

Mens kuglelejerne røg ét efter ét i den socialistiske planøkonomi i Øst, og skriften på væggen i Vest sag-de, at de enorme kul- og stålindustrier i Vesteuropa ikke havde fremtiden for sig, besluttede det gamle EU, altså EF, at Belgiens kul- og stålafhængige Hainaut-provins skulle have en bådlift til at lette trafikken på Canal du Centre.

Med sine 105 meters højde og 140 meters længde var den en kort overgang verdens største, indtil kines-

erne byggede en større - endda én, der virkede. Øko-nomerne advarede, men det fransktalende Valonien med dets magtfulde socialistparti og fagforeninger forlangte deres belønning for at være tro mod hele Uni-onsprojektet; det planøkonomiske lokomotiv satte sig stønnende i gang i 1982 og var nu ikke til at stoppe.

Men igen og igen gik arbejdet i stå: Materialerne lå og rustede eller blev stjålet, ganske som i de socialistiske lande, og pengene kom ikke hurtigt nok. Da bådliften endelig stod færdig efter 20 år, lå Valoniens forældede industrier i ruiner, og behovet for flodtrafik med pram-me var borte. Kæmpen brød da også sammen efter fire år, blev repareret igen for enorme summer og løfter nu og da en pram eller lystsejler gennem slusen ved Strépy-Thieu. Den er dog et yndet udflugtsmål for tek-nik- og flodsejlads-nørder.

Der var engang en plan: Giganten blev i 1982 pro-jekteret til at koste 1,3 milliarder kroner. Men da den stod færdig i 2002, var der i alt udskrevet regninger til Den Europæiske Unions skatteborgere på 4,8 mil-liarder kroner.

Læren er: Hvis nogen synes, de har brug for en ny bådlift, så kan de bare selv beslutte, planlægge, bygge - og ikke mindst betale. Det er i øvrigt sundt for både tyskere og grækere, belgiere og danskere.

4,8 milliarder kroner til belgisk båd-lift, som tiden løb fra

Fredag den 5. oktober

Dag 32

34 35

Jo, den er god nok; han findes. Asino, hedder han, med pels, hove og det hele. Asino har vandret 425 kilometer i Holland som første del af et projekt, der hedder “Donkey-Pedia”. Det sker for at skabe “inter-kulturel dialog” i EU, og målgruppen er EU’s børn og unge. Pris: 52 millioner kroner.

Fra presssemeddelelsen fra EU’s Generaldirektorat for Kultur og Uddannelse:

“Formålet er at skabe en refleksion af alle Europas identiteter. Hvad er der af ligheder og forskelle? Hvad er det, der gør Europa så enestående? Donkeypedia vil gøre denne følelse håndgribelig ved at gå i dialog med omgivelserne med en Europæisk vandretur gen-nem flere lande og indsamle data”.

Så Asino slæbte rundt på miljøglade solpaneler, så han selv kunne oplade sin GPS, sit videokamera og andet digitalt og elektronisk kram til at indsamle ind-tryk, billeder og spændende lokalhistoriske beretning-er; han bloggede ivrigt undervejs, så hans oplevelser kunne blive fulgt af de millioner af EU-borgere, som hungrede efter at få at vide, hvordan livet er i Wester-bork, Drente, Groningen og Friesland.

Målgruppen er glade fælleseuropæiske EU-børn, som man på de solcelle-udsendte billeder ser klappe Asino, prikke ham i øjnene og trække ham rundt i en skolegård. Et par gamle koner i spidse træsko er ud-kommanderet. Men Asino besøgte også et fængsel, et plejehjem, en heste-psykolog, et asylcenter og en moské - og sprang sågar sin mulepose over en enkelt dag for at deltage i ramadanen!

Asino berører dristigt “angsten for de fremmede” på sin blog:

“Vi startede virkelig tidligt i dag. Det var en skør mor-gen at vågne op (direkte oversat fra projektets ube-hjælpsomme engelsk - men det er jo et æsel, der blogger…). Jeg sov under et kastanjetræ, da jeg åb-nede øjnene, var der dyr, der alle så på mig. Det var ubehageligt! Nu forstår jeg en smule hvordan folk fra anderledes kulturer må føle det i Holland.”

Enten har Asino og jeg ikke fået total-harmoniseret vores humor, eller også henvender han sig til de re-tarderede EU-børn. Men budskabet om inklusion og tolerance er ikke til at tage fejl af.

Projektet er naturligvis evalueret, og i evalueringen står der, på DDR-vis: “Alle projektmål opfyldt efter planen!” Interessen skulle strække sig helt til Nigeria og Surinam.

“Selv om publikum ikke var enorm og mest lokalt, var der en udholdende og fokuseret relation”. (Igen må jeg beklage det nye EU-sprog) Jeg tror, det betyder, at Asino knyttede varige venskaber undervejs - og EU lærer os jo også, at kendskab fører til venskab.

Der er dog nogle utaknemlige EU-borgere, der på internettet har gjort grin med EU-æslet Asino, og ad-varet ham imod at trave til f.eks. Spanien, hvor EU-borgerne i nogle byer, udover at være tyreplagere, har en årlig festdag, hvor de for sjov smider et æsel ud fra kirkens klokketårn.

EU-pakdyret Asino vandrer naturligvis ikke rundt ale-ne, men er ledsaget af et friluftsmenneske, der hed-der Christian. Han er for en sikkerheds skyld bevæb-net med en lang kæp, hvis Asino skulle finde på at gå sine egne veje eller stritte imod hele det EU-projekt, han er blevet trukket ind i.

52 millioner til omvandrende eU-æsel

lørdag den 6. oktober

Dag 33

EU’s strukturfonde alene skal udjævne forskellene mellem EU’s regioner. Til det har strukturfondene 2.805 milliarder kroner i perioden 2006-2013, der bliver delt ud til alt mellem himmel og jord; det ser ud som om, at kun fantasien sætter grænser.

Heller ikke en koncert med Elton John i Napoli faldt uden for kriterierne i et af de programmer, som med 17 millioner kroner skulle udvikle den “kulturelle arv” i Napoli. Så i september 2009 optrådte Elton John på Napolis Piedigrotta-festival. Koncerten blev udsendt på landsdækkende italiensk TV. Hvor mange millioner Elton John fik, er ikke oplyst, men hele arrangementet kostede 5,4 millioner kroner. Dem har EU senere kræ-vet tilbagebetalt - men kun efter, at et medlem af Liga Nord rejste skandalen i EU-parlamentet.

Senere kom det frem, at Napolis byråd i begejstring over at kunne få EU-penge til Elton John nu gik med planer om at hyre Paul McCartney til den næste by-fest. Men det blev standset, da Napolis centrum-ven-stre-borgmester blev væltet.

Festivalens arrangør og chef for Napolis turistråd Dario Scalabrini henviste til, at koncerten med Elton John projektet var godkendt i Bruxelles og i ét og alt levede op til EU’s kriterier - at styrke svage områder.Om Elton Johns relevans for Napolis kulturelle arv, henviste Dario Scalabrini til, at Elton John for første gang i sit liv havde sunget “O Sole Mio”.

5,4 millioner fra eU brugt på elton John-koncert

Søndag den 7. oktober

Dag 34

36 37

Trods global opvarmning kan der være koldt på top-pen. For nogle måneder siden brød chefen for EU’s miljøagentur EAA sammen, fordi medlemmer af EU-parlamentets budget-kontrol-komité gik hårdt til hen-de og kritiserede miljøagenturet for fråds og muligvis nepotisme.

Jeg skal ikke et øjeblik hovere over, at Jacqueline McGlade fik et mindre sammenbrud; det er synd - men det sker altså, at toplønnede bureaukrater bliver krævet til regnskab, når fråds og spild bliver for pro-vokerende. Og til en grundløn på cirka 95.000 kroner om måneden - uden at et eneste tillæg eller pension eller kommende gyldent håndtryk eller flyttehjælp er regnet med - så må Jacqueline McGlade nok kunne tage lidt modgang og kritik.

Jacqueline McGlade kom især i modvind, fordi hun havde sendt en flok medarbejdere på fe… - undskyld, research i Caribien for at studere “biologisk diversi-tet”. (Ville de også gøre det på Svalbard?) Vært for besøget var miljøorganisationen Earthwatch, og pro-blemet var, at Frk. McGlade sad i Earthwatch’s le-delse, da Miljøagenturet betalte Eatchwatch 250.000 kroner for Caribien-kurserne i 2009-2010.

EU’s revisorer forlangte bilagene lagt på bordet, og EU-parlamentarikerne lod sig ikke formilde af, at McGlade som svar på revisorernes forlangende bad badegæ… researchdeltagerne om selv at vurdere og nedskrive, om de syntes, at Caribien-opholdet var pengene værd. Ingen af deltagerne menes at have svaret benægtende.

Der var også en del spørgsmål om fiktive ansættelser, som nogle medlemmer af EU-parlamentets budget-kontrol-komité stillede spørgsmål om.

Og så var der den daglige tjatten-væk af EU-borger-nes penge. Miljøagenturet følte åbenbart behov for løbende at få vurderet sin medieindsats af eksterne konsulenter, og det er der afsat 1,8 millioner kroner til i en fireårig kontrakt.

Endelig er der den famøse “udsmykning” af hoved-kvarteret på Kongens Nytorv i København, hvor Mil-jøagenturet fik hængt 5.000 grønne planter op på facaden. De hang der i fem måneder, ingen kunne rigtigt forstå hvorfor, indtil agenturets hjemmeside for-klarede, at hensigten var at skabe et “levende kort” over Europa og europæisk biodiversitet. Og “for at illustrere vigtigheden af vertikale haver”(?). Pris: 2,2 millioner kroner.

EU’s miljøagentur har et årligt budget på cirka 305 millioner kroner. EU-landene slås altid som vilde for at få bidder af EU-apparatet placeret i netop deres land, og denne gang fik Danmark altså jackpot. Blandt de 220 ansatte er der masser af danskere, kan man se, men jeg vil stille spørgsmålet, om EU overhovedet har så brændende brug for et miljøagentur? Dernæst vil jeg spørge, om det sunde og rationelle i, at de enkelte lande først afleverer nogle milliarder til Bruxelles, der-næst slås for at få hevet en brøkdel af pengene hjem igen i form af et EU-kontor, som i det mindste kan give en smule arbejdspladser - som måske slet ikke ville blive oprettet, hvis nu ikke pengene allerede var beslaglagt af EU?

eU’s Miljøagentur i København: Millioner til grønne planter og “research” i Caribien


Dag 35

Et rigtigt EU-projekt bliver ikke lukket, bare fordi det viser sig, at det var en forrykt idé fra starten.

I EU fandt nogen endelig svaret på, hvordan man kunne forhindre illegal indvandring fra Afrika: Ved at gøre den legal. Så i 2008 oprettede EU gennem Den europæiske Udviklingsfond (den kan åbenbart bruges til lidt af hvert) en slags arbejdsformidling i Malis ho-vedstad Bamako for Mali-borgere, der gerne ville være EU-borgere.

Projektet, der hedder CIGEM (center for information og formidling af immigration) har indtil videre kostet 75 millioner kroner. Og seks - 6 - malianere har der-ved fået job i et EU.

Knap 5.000 personer lod sig skrive op. Det er ikke særlig mange; for malianerne havde naturligvis regnet ud - til forskel fra de virkelighedsfjerne EU-hjerner - at det hele var for godt til at være sandt. Og der var da heller ikke nogen europæiske arbejdsgivere, der udbad sig CV, jobprofil, spidskompetencer og form-fuldendte jobansøgninger fra de opskrevne.

Der er i forvejen titusinder af folk fra Mali i EU, de fleste ulovligt, men 29 er der helt legalt, hentet op af Spanien. For hvad EU-kontoret i Bamako åbenbart ikke vidste er, at Spanien som det eneste EU-land

faktisk har en aftale med Mali om at kunne hente gæ-stearbejdere; en aftale fra en tid, 3-4 år siden, hvor spanierne, dovne studenter og velaflagte arbejdere, troede, at de var født til noget større end at skulle arbejde i marker og drivhuse.

Chefen for den tomme EU-arbejdsformidling i Bama-ko, Richard Hands, siger: “Vi må nok indse, at det ikke var realistisk. Behovet for arbejdskraft herfra er ikke til stede i Europa”. Næ, det kan være, at europæerne selv er begyndt at påtage sig de job, som indvandrer-ne har haft; det ville være klædeligt.

Men bare rolig: Nede i Mali kører den åbenlyse EU-fiasko videre, nu med et nyt meningsløst formål. EU-kommissær Cecilia Malmström fastholder, at Mali-arbejdsformidlingen stadig er en god idé, og har reddet projektet: I stedet for at “formidle syd-nord-migration” skal de ansatte, der keder sig, og som vi kontraktligt hænger på, formidle “syd-syd-migration”, altså sende gæstearbejdere fra Mali til andre afrikan-ske lande.

Hvilke lande, syd for Sahara, der har brug for maliane-re, har EU-folkene vist ikke gjort sig helt klart. Men det er også ligemeget, bare man tror på det i Bruxelles og bliver ved med at kaste gode penge efter dårlige.

75 mio. kroner for at skaffe seks personer fra Mali arbejde i eU


Dag 36

38 39

Madeira er endnu et skræmmende eksempel på, at EU’s løsslupne fråds med andres penge kan blive en belastning for den, der gør sig afhængig af EU.

Engang var Madeira et sundt og hårdtarbejdende fiskeri- og landbrugssamfund med solide indtægter fra massevis af turister. Winston Churchill elskede at holde ferie på Madeira, hvor han skrev og male-de. Men i løbet af 25 år blev Madeira til en ynkelig tilskuds-junkie, dybt afhængig af EU’s milliarder. I dag skylder øen med sine 250.000 indbyggere tæt på 50 milliarder kroner.

I årene 1989 til 2006 fik Portugal 390 milliarder kro-ner fra EU’s forskellige fonde - ikke medregnet land-brugsstøtte. Og portugisiske Madeira opfyldte et utal af EU-kriterier for at få tilskud. En ø og dermed omgi-vet af vand, ligger langt væk fra Portugal, er en klippe, rager højt op af vandet, har godt vejr, regnvejr, dårlige veje, nogle analfabeter osv. Så pengene væltede ind fra EU’s udviklings-, regional-, struktur-, social-, sam-menhængs-, kultur-, uddannelses og andre fonde - og dertil en masse små hurtige “projekter” (f.eks. 17 millioner EU-kroner fra EU’s udviklingsfond til 11 stk. 3-D-film om hvaler, se mit blogindlæg 18. sept.)

Fra 2000-2006 fik Madeira knap 9 milliarder kroner til havne, lufthavne, tunneler og et elkraftværk. I årene 2007-2013 er der afsat 4 milliarder kroner til Madeira. Madeira har også fået industriparker på fjerne bjerg-plateauer, men de er meget stille, ligesom en helt ubrugt, nu tilgroet helikopterlandingsbane. I dag har de mindste byer på Madeira toprenoverede bymidter, swimmingpools og sportshaller.

EU betalte 26 millioner kroner til en lystbådehavn, Ma-rina do Lugar de Baixo, som i dag ligger øde hen; in-gen lystsejler tør nærme sig havnen, som bølgerne har

ødelagt tre gange siden den stod færdig i 2005. (Her må der være en to-tre hav-relaterede agenturer i EU, der ikke har været ude i tide med den nødvendige research).

Et større restaurant- og butikscenter lige i nærheden står også gabende tomt, fordi entreprenørerne over-hørte lokale advarsler om, at store klippeblokke kunne trille ned i komplekset - hvilket de gjorde. Her havde EU leveret 9 millioner kroner.

Da EU forsigtigt begyndte at stramme op fra år 2000 - indtil da havde Madeira fået omkring 15 milliarder kroner - begyndte øens halv-despotiske guvernør si-den 1978,tidligere top-propagandist under Salazar-diktaturet, Alberto Jadim, at låne penge i udlandet til endnu flere projekter for ikke at skuffe Madeiras for-vænte indbyggere.

Derfor skylder Madeira i dag næsten 50 milliarder kro-ner. Madeiras gæld pr. indbygger er dobbelt så stor, som det portugiserne i gennemsnit skylder. Og det er slemt nok.

Madeira er i dag gennemhullet af et 200 kilometer netværk af tunneller og veje, som skærer sig igennem klippemassivet, betalt af EU; nu tager det kun en time at krydse øen, mod før fire timer. Og hvad så? Hvis Portugal mener, der mangler en tunnel på Madeira må jeg igen udbryde et “Betal selv - eller kør udenom!”

Og lad mig som sandhedsvidne tilkalde tyske og sparsommelige Angela Merkel. Hun er hård, det ved vi, og hende kan man ikke narre. I februar sagde hun, da hun skulle give et eksempel på EU-fråds: “Der er mange fantastiske tunneler og motorvejsstrækninger på Madeira. Det har bare ikke bidraget en tøddel til Madeiras konkurrenceevne.”

Madeira - en eU-tilskuds-junkie i håbløs gæld


Dag 37

Krisen er forskellig fra land til land i EU, men i Spanien er det især et årtis gigantisk byggeboom, godt hjulpet af milliarder fra EU’s strukturfonde, som har ødelagt landet. Det endte i 2007. Nu står rustne kraner og halvfærdige højhuse som monumenter over EU’s kao-tiske planøkonomi og spaniernes mangel på måde-hold og omtanke.

Spaniens fjerntliggende Kanariske Øer er det gået på samme måde. De Kanariske Øer er ellers rene natur-perler for dyre- og planteliv, og Lanzarote har som eneste ø status som et særligt biosfære-reservat. El-ler havde…

De spanske myndigheder har indrømmet - efter at an-dre havde afdækket skandalen - at 22 ud af 24 hotel-ler var opført i strid med alle regler og restriktioner. Og af dem havde de syv fået 177 millioner kroner fra EU’s strukturfonde. På Lanzarote er 30 personer, blandt dem flere embedsmænd, nu sigtet for svindel og bestikkelse, og EU’s revisorer kræver 140 millio-ner kroner tilbage til EU. Men giganthotellernes ejere henviser til, at først fik de lov at bygge, og senere be-sked på, at det var ulovligt. Og Spanien benægter, at der er en eneste EU-euro i nogen af de syv hoteller. Så tror du Spanien betaler tilbage? Vink farvel til de 177 millioner! Men de er jo også bare en dråbe i EU-havet i forhold til de mere end 82 milliarder kroner, som De Kanariske Øers 2 millioner indbyggere har modtaget fra EU i årene 2000-2007.

Du kan dårligt åbne en EU-rapport, en evaluering, et farvestrålende projekt, uden at ordet ”bæredygtigt” optræder på hver tredje linje. Men striber af hoteller langs alle EU’s strande er vel ikke “bæredygtigt”? Så hvorfor deler EU milliarder ud til hoteller fra Barbados over Costa del Sol og Madeira til De Kanariske Øer? Fordi EU overlader kontrollen med sine (dine) milli-arder fra sine uoverskuelige fonde til f.eks. Spanien, (da alle EU-mennesker tænker og opfører sig ansvar-ligt, vil man jo ikke mistænkeliggøre nogen, vel?) som herefter overlader kontrollen med EU-pengene til lo-kalrådene på Lanzarote eller Tenerife. Og den slags folk vil nødig skuffe de lokale vælgere og skatteborg-ere. Som Kommissionen svarede 4. april 2011 til et spørgsmål om skandalen:

“Kommissionen opstiller prioriteringer og generelle mål for investeringerne. Ud fra disse prioriteringer opstiller hvert land og region sine egne programmer. Kommissionen er ikke involveret i at udvælge de pro-jekter, som EU betaler til.”

Turismen er allerede faldet markant fra 2009. Men heldigvis har De Kanariske Øer andet at falde tilbage på. I 2008 fik De Kanariske Øers landbrugere og gart-nere over 697 millioner kroner fra et projekt som hed POSEI. 8.098 banan-dyrkere fik 532 millioner kroner, og 80 producenter af frugt, grøntsager og potteplan-ter fik 133 millioner kroner til deling til markedsføring af deres afgrøder.

eU-milliarder uden kontrol har ødelagt De Kanariske Øer med ulovlige hoteller


Dag 38

40 41

EU-kommissionen har informationskontorer i alle 27 medlemsstater. Men - det har EU-parlamentet også. Er det fordi, at EU-borgerne i f.eks. Danmark må forvente én slags information fra EU-kommissionens kontor og en anden fra EU-parlamentets? Eller er det fordi arbejdsmængden er så stor, at et enkelt EU-kontor i København ikke kan overkomme både at fortælle de EU-videbegærlige danskere om de uoverskuelige pro-jekter, som EU-kommissionen sætter i søen, og samti-dig forklare dem om parlamentets utallige aktiviteter?

EU-parlamentets udgifter til sine 34 selvstændige in-formationskontorer i EU er cirka 350 millioner kroner. De 140 millioner går til lønninger, 120 millioner til bolig-udgifter og 90 millioner kroner til informationsarbejde.

Den dobbelte EU-repræsentation handler ikke om arbejdsmængde eller effektivitet men om forfængelig-hed og selvfølelse - og du betaler. I EU-parlamentet dominerer de politiske blokke, der arbejder for Euro-pas Forenede Stater (fra socialdemokrater over li-berale til såkaldte konservative). EU-føderalisterne i parlamentet vil have respekt som rigtige politikere i et rigtigt parlament - husk bare deres fornærmede skrig-en og hylen, da Ritt Bjerregaard sagde de berømte ord: “Det er jo ikke noget rigtigt parlament…”. EU-borgernes ligegyldighed og foragt piner parlamentarik-erne (dog ikke mig) dagligt. De føler sig underkendte, lider af en permanent mindreværdsfølelse og er altid jaloux på de meget mere magtfulde og selvsikre em-

bedsmænd i EU-kommissionen. Derfor vil EU-parla-mentet have sine helt egne informationskontorer med egen stab, selv om de nogle steder, som i London og København, bor under tag med EU-kommissionens repræsentation.

Ja, i nogle EU-lande - Spanien, Tyskland, Frankrig, Ita-lien og Storbritannien - har EU-parlamentet hele to in-formationskontorer. De mest dyre er i Storbritannien til 41 millioner kroner og Frankrig til 25 millioner kroner.

Selv om EU-parlamentet har sit officielle sæde i Strasbourg (det unødige rejsecirkus, jeg har fortalt om, som koster EU-borgerne mindst 1,5 milliarder kroner om året), så har EU-parlamentet skam også et informationskontor dér i Strasbourg, som koster 10,5 millioner kroner om året - foruden informationskontor-et i Bruxelles, hvor de fleste aktiviteter foregår, til 9 millioner kroner om året.

Og for at USA ikke skal glemme, at der i Europa er et meget, meget vigtigt parlament, som hedder EU-parlamentet, som USA bare har at regne med (og ikke kun med de overlegne embedsmænd fra EU-kommis-sionens enorme informationskontor i Washington, el-ler de nationale ambassader) - så har EU-parlamentet også sin egen repræsentation dér. Ikke, fordi det giver mening, men fordi det giver en følelse af betydning. Men det er en følelse, du betaler for.

350 millioner kroner til 34 overflødige eU-dobbeltkontorer


Dag 39

Nobels Fredspris, ved vi i dag, kan bruges til meget. Og det kan EU’s mange penge også.

Palæstinensernes leder Yasser Arafat fik Nobels freds-pris i 1994. Arafat skabte dog aldrig fred mellem pa-læstinenserne og israelerne: Han talte fred på engelsk til Vestens eliter, mens han talte hellig krig på arabisk til palæstinenserne, alt imens han under bordet brug-te store dele af den enorme internationale hjælp fra USA, EU og Canada til at finansiere væbnede angreb og selvmordsbomber mod de forhadte jøder.

Vesten har foræret palæstinenserne mange hundre-der milliarder kroner. Siden 1994, hvor der var håb om fred, til i dag, har de 4,5 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza modtaget cirka 285 milliarder kroner i udenlandsk hjælp. USA, Canada, Europa og Japan er de største bidragsydere. De arabiske (olie-)lande tegner sig for under en femtedel. Og til FN’s særlige Palæstina-flygtninge-program (UNRWA) be-taler de arabiske lande kun 3 procent. Så meget for islamisk-arabisk solidaritet!

Hjælpen til palæstinenserne er beregnet på løn til de 140.000 offentligt ansatte, politi, de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, hospitaler, veje, skoler osv. Med det resultat, at palæstinenserne i Gaza og Vestbred-den har en høj levestandard, lav børnedødelighed, en forventet levealder på 75 år, glimrende hospitaler, in-gen analfabetisme - kort sagt langt bedre forhold end gennemsnittet i den arabiske verden.

EU har længe været den største enkelte bidragsyder med mindst 1-2 milliarder kroner om året. Hertil skal lægges de mange milliarder, som de enkelte europæi-ske lande hver især giver ud over EU-hjælpen. Siden 1994 til i dag har EU-landene givet palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden henved 40 milliarder kroner. Eller… de er givet til det palæstinensiske selvstyre. Og det var indtil 2004 i hænderne på Yasser Arafat.Valutafonden vurderede i 2004 i sin rapport “Econo-

mic Performance and Reforms under Conflict Condi-tions”, at 8 procent af Det Palæstinensiske Selvstyres årlige budget, cirka 880 millioner kroner, var i Arafats egne hænder, som han selv delte ud af. Fra Arafats eget budget var der i 2003 “forsvundet” 221 millioner kroner, som han personligt overførte til enkeltperso-ner og grupper .Og til sine konti rundtom i Verden. I årene 1995-2000, skriver Valutafonden, “forsvandt” der 5,9 milliarder kroner fra det samlede palæstinen-siske “statsbudget”. Det er umuligt at finde ud af, hvor mange af de penge, der præcist kom fra USA, EU, Japan, Sverige eller Danmark.

Da israelerne i 2001 besatte dele af Arafats hoved-kvarter i Ramallah på Vestbredden fandt de stakkevis af dokumenter, der viste, at Yasser Arafat betalte til de hårdhudede terrorister i Al Aqsa-martyrernes brigade, ja selv til sine rivaler i Hamas, eller til enhver, som bombede busser, barer og diskoteker, og hvordan han med beløb på mellem 50.000 og 200.000 kroner belønnede familier til den martyr, som valgte at blive selvmordsterrorist - et incitament i sig selv. Arafat var aldrig elsket, men med massiv bestikkelse købte han loyalitet og brutal magt og støtte fra klaner og stam-mer, og han overførte EU-penge direkte til Fatah, som var hans egen gamle bevæbnede gruppering.

Ingen nødstedt befolkningsgruppe i hele verden har fået så mange penge som palæstinenserne. De cirka 650.000, som flygtede eller blev fordrevet under kri-gen i 1947-48 er i dag svulmet op til over 4 millioner, børn, børne- og oldebørn, fordi FN under arabisk pres har givet dem status som flygtninge. Og EU bliver ved at bære ved til bålet ved at pumpe milliarder ind i Vest-bredden og Gaza.

Også den korrupte slubbert Yasser Arafat fik Nobels Fredspris. Så det er kun passende, at det EU, der var med til at betale ham, og som fortsætter med at give hans destruktive sag kunstigt åndedræt, også fik én i går.

nobelpris-modtager brugte eU-millioner på terror mod israel


Dag 40

42 43

Der er projekter, der er værre end EU’s - f.eks. FN’s.

EU har pumpet over 15 milliarder kroner ind i røver-staten Kosovo siden 1999, sidste år alene 50 million-er kroner - til trods for, at EU har mistet hundreder af millioner kroner i svindel og tyveri til røverklanerne, der sidder på magtapparatet. De fleste penge er sporløst forsvundet, blandt andet i FN’s labyrinter, og EU’s re-visorer har efterhånden opgivet at få pengene igen.

EU’s penge til Kosovo blev indtil 2008 administreret af FN’s mission i landet, UNMIK, som skulle styre opbygning af den offentlige sektor gennem “Kosovo Trust Agency”. Det var en dårlig idé; de lokale alban-ske FN-folk stjal som ravne, en enkelt så meget som 32 millioner kroner. Nogle af pengene blev fundet af EU’s revisorer. Men andre millioner forsvandt i luft-havnen ved Kosovos hovedstad Pristina, andre i Ko-sovos notorisk korrupte elektricitetsselskab.

I 2002 advarede EU’s revisorer mod massiv svindel, blandt FN-staben og Kosovos nye albanske magthav-ere; det samme gjorde KPMG’s konsulenter i 2005,

og i 2006 kunne de albanske myndigheders egen re-vision ikke selv gøre rede for alle pengene. Eftersom de ansatte “konsulenter” var ansat af FN, kunne de ikke retsforfølges af EU - selv om det var EU’s penge, de havde neglet.

En FN-undersøgelse, hvori EU’s anti-svindel-korps OLAF deltog, undersøgte 50 sager og fandt tyveri i 12. Af dem blev de 11 overladt til FN i Kosovo at tage sig af, den ene sag til OLAF.

Da provinsen Kosovo med sit albansk-muslimske flertal udråbte sin løsrivelse fra Serbien i 2008, pak-kede FN sammen og overlod alle sager til den ko-sovoalbanske anklagemyndighed. Og det kan vel ikke undre, at der intet er sket siden, og at pengene er forblevet “forsvundet”?

Medlemmer af EU-parlamentet har forsøgt at holde fast i sagen. Men FN har nægtet at samarbejde; for - ret skal være ret - FN har et endnu mere afslappet forhold til “andre folks penge”end EU.

eU lod Fn forvalte millioner, der “blev væk” i Kosovo


Dag 41

Spanien, Portugal, Grækenland og Italien har det længste synderegister, når EU’s revisorer en gang imellem slår ned på nogle tilfældige “projekter” fra EU’s talløse fonde og programmer. At forvalte EU-midlerne er nemlig overladt til de enkelte lande, ja nogle gange til de enkelte landes regioner, hvor man endnu nemmere kan holde hånden over hinanden.

Nogle af de læsere, som kommenterer denne blog, indvender, at nogle af beløbene er små. Men jeg op-fordrer læserne til at bruge fantasien og multiplicere de 3, 5, 12, eller 20 millioner kroners fråds eller tyveri, som jeg nævner. For det er kun toppen af EU-bjerget. Så lad mig igen i dag forsøge at underholde med et par småtterier fra - beklager - Italien:

Alt efter skavanken kan handicappede nok have godt af at ride, og det gjorde hustruen til en fremtrædende italiensk politiker, Giancarlo Giorgetti fra Lombardi-et, til en lukrativ levevej. Laura Giorgetti fik fat på 3 millioner kroner fra et par af de piv-åbne EU-fonde i Lombardiet og oprettede ridekurser for handicap-pede. Men da efterspørgslen var mindre end bereg-net, begyndte Laura selv at opfinde handicappede og deres underskrifter. Ifølge Avisen Il Giornale blev

Laura Giorgetti og to medsammensvorne sigtet med krav om tilbagebetaling.

Italienerne har nære bånd til USA, og ikke bare af den slags, som er beskrevet i “Godfather”, men helt legale forretningsforbindelser. Så der kunne være en begrundelse for, at provinsen Campania sendte en mindre delegation til New York på USA’s Columbus Day (som markerer, at italieneren Columbus gen-fandt Amerika, altså efter skandinaverne) for at knytte forretningsforbindelser. Rejseselskabet var først be-regnet til 73 personer men endte med at blive på 160, fordi koner og børn kom med. EU’s regionalfonde bi-drog med 2,25 millioner kroner, skrev aviserne Il Gior-nale og Denaro. Det vakte røre hjemme i Campania, at byrødderne og deres familier dangderede den i New York, mens det mafia-kontrollerede renovations-væsen lod affaldet flyde i gaderne. Men hvis nu ikke EUs penge havde ligget dér på tag-selv-bordet, var den masse-ferie nok ikke blevet til noget. Og var den alligevel blevet gennemført på de lokale skatteborg-eres bekostning, så kunne politikerne i det mindste i teorien blive stillet til regnskab. Men i EU forsvinder både penge og ansvar i labyrinterne.

eU-penge til handicap-ridning og Columbus-dag i USA


Dag 42

44 45

EUROFOUND står for “Europæisk stiftelse for for-bedring af livs- og arbejdsforhold”. EUROFOUNDs områder er overlappet af 3-4 andre EU-gevækster, men det er skam også meningen, for så kan EURO-FOUND stikke næsen i alt mellem himmel og jord for at få brugt sine 152 millioner kroner om året. Og gør det. Så EUROFOUND har brugt et ukendt antal milli-oner kroner på at få skrevet en mængde rapporter om integration af indvandrere i europæiske hovedstæder og storbyer.

En af rapporterne hedder hedder “Intercultural poli-cies and intergroup relations” og er et såkaldt case-study af integrationen af indvandrere i Malmø. Men hvis du som dansker troede, at du nu havde betalt for at få noget at vide om Malmø, så kan du godt tro om igen.

Forfatterne beskriver begejstret, hvordan Malmø i dag er et rent Babelstårn med 174 nationaliteter og 130 sprog, og at knap 40 procent af byens næsten 300.000 indbyggere har en indvandrer-baggrund. Den svenske version af informations-frihed tillader ikke at opregne etnisk og religiøst tilhørsforhold, men det mest almindelige drengenavn i Malmø har siden 2004 været “Muhammed”. Og rygtet siger, at netop i Rosengården i Malmø, der er målet for den videnskabe-lige rapport, bor der en hel del ny-svenskere med isla-misk grundholdning. I hvert fald har 85 procent her en indvandrerbaggrund.

Det var i Rosengården, at der var flere dages optøjer og gadekampe med afbrænding af biler og institutioner

som i de franske forstæder, da en moské blev lukket. Det kalder rapporten “sociale uroligheder”.

Malmø er også kendt for, at byens cirka 1500 jøder har fået det meget svært i det sidste årti. De bliver forulempet på gaden, spyttet på, og der har været et par benzinbombe-angreb på deres synagoge. Om det skriver rapporten:

“Man mener, at urolighederne i Gaza i 2008 førte til inter-religiøs konflikt på gaden og i klasseværelserne. (...) Der er forlydender - dog ikke bekræftede - om spændinger mellem jøder og muslimer, ligesom der er bekymringer for den potentielle vækst af en højre-orienteret anti-indvandrings-bevægelse”. Talsmænd fra Islamisk Trossamfund i Malmø siger i rapporten, at ingen religiøse personer var involveret, men at der er tale om socio-økonomiske forhold. In-tegrationscenteret i Malmø mener, at “hændelserne skyldes unge, der keder sig” og altså ikke muslimsk jødehad.

Malmøs socialdemokratiske borgmester Reepallus har ellers sagt, at Sveriges jøder “…selv kunne siges at være årsagen til overgrebene, idet de ikke klart distancerer sig fra Israel,” og mener, at Malmøs jøder “…er under ledelse af partiet Sveriges-Demokraterne”, men det kan man dog ikke læse i rapporten.

Til gengæld beretter rapporten, at Malmøs muslimer selv har sårede følelser, som jeg ikke tøver med at give videre: Muslimer er “blevet udsat for upassende sprogbrug og kulturel ubetænksomhed fra enkelte

Millioner til værdiløse rapporter fra eUROFOnD


Dag 43 politifolk. (”Perle”!?) Det forekom især under uroen i Rosengården i december 2008. Denne opførsel blev knyttet til politifolk fra andre byer (en parallel til vores berygtede jyske knippelsvingere?), men også medlemmer af Malmøs politistyrke opførte sig upas-sende. Da svensk TV afslørede politiets upassende opførsel, øgedes spændingerne.”

Ifølge rapporten menes Malmø ikke at have særlige problemer med islamiske ekstremister, og den afviser, at æresdrab og blodhævn skulle være et særligt mus-

limsk fænomen, om end rapporten refererer statistik, der viser, at flere muslimske end ikke-muslimske kvin-der i almennyttige boliger falder ned fra deres altaner.

EUROFOUND’s rapport er ikke det papir værd, den er skrevet på. Og den slags er der mange af i EU’s eget Babelstårn. Du kan måske indvende, at 152 mil-lioner kroner til EUROFOUND bare er omkring 40 øre pr. EU-borger, men jeg synes, det er mange pen-ge; især når resultatet er ubrugeligt.

Nogle læsere har efterlyst, hvad der sker, når EU bli-ver opmærksom på svindel og tyveri af sine penge? Når EU’s revisorer afdækker lusk, eller hvis lokale myndigheder mener, at noget er galt, kommer OLAF ind i billedet. OLAF er forkortelsen for “Office de Lut-te Antifraude”, EU’s anti-svindel-enhed. OLAF har haft held til at skaffe en del af de mange røvede milliarder tilbage til EU’s pengetank; men det er anstrengelser, der kan trække ud i årevis og ofte forgæves. Her er en sag, som du roligt kan gange op, mange gange. Vi skal igen til Italien:

I 1998 søgte DVD-firmaet “Digitaleco” i Calabrien om EU-støtte fra EU’s regionalfonde, og fik derefter pen-ge hvert år. En af ejerne, Lorenzo Cesa, blev valgt til EU-parlamentet i 2004 for Italiens katolske parti UCD og sad endog i parlamentets budget-komité, indtil han blev valgt til Italiens parlament i 2006. Fabio Schet-tini var pengemand for Silvio Berlusconi, men blev i 2004 rådgiver for EU-kommissionens vicepræsident Franco Frattini, senere Italiens udenrigsminister. Så det var “tunge drenge”, der i alt fik 22,5 millioner kro-ner til at producere DVD’er i Syditalien.

Andre italienske politikere mente, det hele var noget uldent, så de italienske myndigheder begyndte at un-dersøge firmaet i 2005. Det var åbenbart for indviklet, så de fik hjælp fra OLAF. På det tidspunkt var det klart, at Digitaleco var ved at gå fallit - alligevel gav myndighederne i Calabrien firmaet over 7 millioner EU-kroner i 2005.

Da OLAF’s folk i 2006 inspicerede den fabrik, hvor DVD-produktionen skulle finde sted, fandt de “en bygning uden tag, uden kloakering eller vand”. Det lokale byggetilsyn havde ellers registreret fabrikken som færdigbygget - og i brug. Men det hele var fup; ikke én CD eller DVD havde nogen sinde forladt fa-brikken, hvor der ikke havde været én ansat. Enten havde Calabriens myndigheder ikke ulejliget sig ud at se på den blomstrende virksomhed. Eller også havde en diskret kuvert talt dem fra det. Og de to agtvær-dige italienske EU-politikere, de tidligere ejere? En intern undersøgelse i EU kunne ikke fnde nok beviser til at sigte dem.

OLAF overgav i 2006 sagen til myndighederne i Ca-labrien. Men de gav i 2007 sagen videre til Rom, hvor

Åbenlys svindel med 22,5 eU-millioner retsforfulgt i syv år - uden resultat


Dag 44

46 47

Tjekkoslovakiet var engang en stolt industrination. I årene mellem de to verdenskrige havde landet ry for at fremstille verdens bedste fly, våben, biler, værktøjs-maskiner og optiske redskaber - kort sagt alt inden for elektronik, mekanik og kemi. Så man skulle tro, at tjekkerne trods tysk og russisk udplyndring stadig har noget at bygge på.

Siden sin optagelse i EU i 2004 og til i dag har Tjek-koslovakiet/Tjekkiet haft et overskud på sit medlem-skab på over 50 milliarder kroner. I budgetperioden 2007-2013 vil Tjekkiet have modtaget over 200 mil-liarder kroner fra EU’s struktur- og regionalfonde.

Det lyder som en velsignelse, ikke? Men sådan siger Jan Hornik, økonom og borgmester for byen Bozi Dar og medlem af det tjekkiske parlamen,t om penge-strømmen fra EU og forvaltningen af den.

“I Tjekkiet er korruption blevet en del af hverdagen. Korruption overrasker ingen, for mig ser det ud som vi tolererer den. De, der påpeger korruptionen, bliver frosset ud, mens dem, der benytter den, anses for et normalt udsnit af befolkningen. Det er som under kommunismen, hvor man sagde, at hvis ikke du stjal fra staten, så berøvede du i realiteten din egen familie.”

Jan Hornik har som en af de få åbent kritiseret bestik-kelsen af politiske partier og embedsmænd, favorise-ring af entreprenører, regulært tyveri af EU-fondene - og ikke mindst, at alle er forhippet på ikke stille Tjekkiet i et dårligt lys i EU. Det sidste er dog ikke lykkedes.

Tjekkiets regering har i år slået ned på seks program-mer, som alle nu er i fare for at miste de ventede EU-tilskud. EU’s enorme infrastruktur-projekt NUTS-2 i Nordböhmen er blevet sat i stå. En mangemilliardær, Patrick Oulycky, med nære forbindelser til det borger-lige ODS har gennem sit holdingselskab fået fingre i uforholdsmæssigt mange af licitationerne, som af EU’s revisorer og Deloitte er blevet kritiseret for at være manipulerede. EU’s revisorer har i 34 ud af 35 reviderede projekter fundet “uregelmæssigheder” og svindel. Tjekkiet står over for at miste 6 milliarder til projekter, som allerede er sat i gang. Flere regionale topfolk er anholdt.

En udbredt metode er, at store projekter udbydes i licitation men manipuleres, så de passer til et bestemt firma, som derefter betaler til det lokalt-regerende partis kasse. Den åbenmundede borgmester Jan Hor-nik fortæller om, hvordan socialdemokraterne i Kar-lovy Vary afskrækkede en entreprenør, de ønskede at holde ude af udbudsrunden.

“De gjorde klart for ham, at trak han ikke sit tilbud til-bage, ville de ikke bare sørge for, at han aldrig nogen sinde fik en offentlig licitation, men også at han aldrig mere ville få noget at lave i den private sektor.”

Alene administrationen af EU-milliarderne holder mange tusinder af tjekker beskæftigede, i kommuner, amter og centraladministrationen i Prag.

eU’s milliarder har skabt råddenskab og bureaukrati - også i Tjekkiet


Dag 45

fup-firmaet var registreret. Anklageren i Rom gav i 2010 ordre til,at beslaglægge Digitalecos kontorer i Rom. Det viste sige, at de slet ikke eksisterede. De 22,5 millioner kroner er tabt. Sagen er endt uden

noget retligt efterspil for bagmændene, der enten er gået på pension eller har respektable poster i itali-ensk politik-og forretningsliv.

Ét enkelt departement alene under Tjekkiets under-visningsministerium bestiller ikke andet end at søge om, holde styr på, fordele og - velsagtens - kontrol-lere EU-tilskuddene. Antallet af medarbejdere dér er på 1½ år svulmet op fra 185 til 380 ansatte blot til at administrere EU-midlerne. Departementets sidste chef blev fyret, da han ikke ville godkende tvivlsomme programmer. EU har allerede forlangt et EU-program til 15 milliarder kroner til at modernisere den tjekkiske folkeskole sat i bero, indtil der er styr på pengene.

Jeg er ikke liberalist: jungleloven ligger mig og mit par-ti fjernt. Men jeg er absolut heller ikke plan-økonomist. Og jeg er sikker på, at Tjekkiet ved egen hjælp gen-nem slid, flid og sparsommelighed og nogle fornuftige lån kunne arbejde sig op af socialismens ruiner. Uden EU’s milliarder ville det nok ske en smule langsom-mere - men så meget desto sundere.

EU har mindst 52 agenturer, institutter, direktorater og tænketanke - lad os kalde dem gevækster - som for øjeblikket koster knap 20 milliarder kroner om året. Ganske enkelte af dem er nyttige. Langt de fleste er overflødige, og blev de nedlagt, ville kun de ansatte lægge mærke til, at de var borte.

Tag for eksempel EIGE, Det Europæiske Institut for Ligestilling. EIGE koster skatteborgerne knap 58 mil-lioner kroner i år. I 2010 kostede EIGE 49 millioner. Men jeg må gøre opmærksom på, at EU i forvejen har og betaler til andre instanser med samme opgave: EU-kommissionen har sit Rådgivende Organ for Lige-stilling, hvori der sidder 68 medlemmer. EU-parla-mentet har sit ligestillingsudvalg FEMM, hvori der sid-der 74 EU-parlamentarikere. EU betaler i forvejen til European Women’s Lobby, der er en platform af utal-lige kvindesags- og ligestillingsforeninger. Og hertil kommer alle de nationalt finansierede organisationer.

Men hvad er det så, skatteborgerne får for de 58 mil-lioner EU-kroner om året til instituttet EIGE? Rappor-ter. Talløse rapporter, som denne: “Køn, ligestilling og klimaforandringer”. Af titlen kunne man tro, at fokus ville være på klimaforandringer på det afrikanske kon-tinent syd for Sahara, hvor det traditionelt er kvinder,

der udfører markarbejdet. Et konkret problem for kvin-der dér, ikke? Men nej: Rapporten handler om kvinder og klimaforandringer her, i EU. Så hvad er problemet? Nogle uddrag fra afsnittet “Klimaforandringernes køns-dimension”:

“Klimaændringernes kønsdimension har ikke hidtil fyldt meget i debatten i EU og de øvrige industrilande, men det er et vigtigt spørgsmål, der bør undersøges, idet de socialt konstruerede roller og identiteter såvel som den underliggende magtfordeling påvirker den måde, hvorpå kvinder og mænd bidrager til, oplever og reagerer på klimaforandringer.”“En af forskellene er, at flere kvinder end mænd bli-ver hårdt ramt af ekstreme vejrfænomener.”

“Omfanget af pleje- og pasningsarbejde vil muligvis blive øget som følge af klimaændringernes sund-hedsmæssige virkninger eller som følge af naturkata-strofer, og således lægge yderligere pres på dem, der har hovedansvaret for dette arbejde.”

“De få kvantitative data, der foreligger, antyder, at kvinder udleder færre drivhusgasser end mænd.”“Der er en tendens til, at kvinder rejser på en mere bæredygtig måde end mænd.”

eU gør ligestilling til en politisk korrekt farce, der koster millioner


Dag 46

48 49

“Kvinder er i højere grad afhængige af offentlige transportmidler, da færre af dem har bil”

“Kvinder anvender som regel mere tid indendørs … og er således mere afhængig af rumopvarmning.”

“Kvinder går i højere grad end mænd ind for politiske indgreb for at reducere privatbilismen.”

Rapporten mere end antyder, at kvinder er opmærk-somme på klimaforandringer, mænd nærmest lige-glade, derfor skal flere kvinder have politisk indflyd-else, før vi går under. Men går man ind og ser de to køns besvarelser af spørgsmål, er forskellene mini-male! Gå selv ind og se! Men alt dette bavl lykkes det EIGE at strække ud til 28 sider.

Men det er for intet at regne, når vi ser på en 64 si-ders EU-betalt rapport om et andet brændende lige-stillingsproblem: Diskrimination af ældre kvindelige skuespillere og de stereotype roller, de bliver sat i. Her brugte EU 1,1 millioner kroner, som blev foræret til Det Internationale Skuespillerforbund (FIA), der af-holdt fem seminarer og en konference, der mundede ud i denne 64 siders rapport:

“Det blev besluttet at anskue diskriminations-problema-tikken fra de ældre kvindelige skuespilleres perspektiv, idet deres karrieremuligheder begrænses af deres køn og alder. Dette kan, mener EU-kommissionen, give anledning til diskrimination, og bør tages op på euro-pæisk plan. Skuespillernes fagforeninger har en cen-tral rolle i bekæmpelsen af køns-stereotyper gennem tæt samarbejde med alle medier og underholdnings-industrier. Det bør resultere i en realistisk fremstilling af kvinders egenskaber og potentialer i et moderne samfund og undgå yderligere fremstilling af kvinder på en nedgørende og fornærmende måde.”

Alle steder i EU ses disse gevækster, der overlapper hinanden, ofte i flere lag, som ingen gavn gør. Men de bliver aldrig beskåret, tværtimod. De 52 EU-gevæk-ster koster i dag knap 20 milliarder kroner om året. Det er en stigning på 33 procent siden 2010! EU-eliten vil blive ved at løfte de mest banale emner op til fælles-europæiske dimensioner. Og de, der får deres leve-brød, deres rejser, diæter, konferencer, hotelophold, afspadsering og overtidsbetaling via gevæksterne, vil blive ved at lede efter nye områder, de kan brede sig over, så showet kan fortsætte. Ubrugelige og ulæste rapporter vil blive ved at flyde i en strid strøm, mens skatteborgerne må spænde livremmen ind.

Alt imens, at arbejdspladserne fosser ud af Europa, og landene spinker og sparer, så tager EU spendérbuk-serne på. EU-kommissionen vil bruge 13,5 milliarder på ekstraordinære kulturinitiativer i årene 2014-2020. Målet er, at 300.000 kunstnere inden for musik, lit-teratur, billed- og elektronisk kunst skal have penge. Tanken er syg.

De mennesker, som har viet deres liv til EU-apparatet, vil have EU til at dominere alle felter af livet. Så nu har vi et tyv-stjålet EU-flag, som kun bliver hængt op af belgiere, katalanere, den italienske mafia og EU-

bureaukraterne selv, og vi har en EU-sang, som ingen kan eller gider synge. Men det tager EU-bureaukrat-erne ikke hensyn til. De fremturer med at bruge mil-liarder på fælles-europæisk kultur. I år vil EU have brugt omkring 11 milliarder kroner på kultur og ud-dannelse. Det meste er ren og skær propaganda. Selv musik bruger EU til propaganda.

Hvorfor skal EU have sit eget “EU’s ungdomsorke-ster” til 4,5 millioner kroner? “EU’s Kammerorkester” til 1,08 millioner kroner? Og samtidig et “Europas Kammerorkester” til 2,3 millioner kroner? “Den Euro-

Har vi brug for en særlig eU-musik?


Dag 47Lad os tage til Tyskland. Selv om Tyskland har tjent godt på at eksportere kvalitetsprodukter til lande som Grækenland, der desværre ikke selv havde nogen penge at betale med, så har også tyskere ladet sig fri-ste og har haft snablen nede og suge i EU’s bundløse fonde og pengetanke. Så lad mig underholde med et par af de “pebernødder”, hvormed haderne af denne blog bagatelliserer milliard-ødsleriet i EU.

Holtland i det nordvestlige Tyskland har 2200 ind-byggere, en kirke, en skole, to købmænd - og er gen-nemskåret af EU-betalte cykelstier. Brandstation, bør-nehave og forsamlingshus har alle fået en gevaldig opstrammer på flere millioner kroner fra EU’s regio-nale udviklingsfond, ERDF; selv byens gamle mølle kører igen, men kun på skrømt, for EU’s direktiver om behandling af fødevarer tillader ikke, at den maler korn. Men byens stolthed er dens cykelskur. Oprin-delig ville Holtland bare have et tag på nogle stolper, men så var der ingen penge at hente i EU’s Landsby-fornyelses-program. Så Holtlands EU-konsulent - så-dan én skal man have, for at deltage i kapløbet og lotteriet om EU-pengene - var nødt til at skrue ansøg-ningen op til 1.125.000 kroner, og nu står det dér, cy-kelskuret, med tegltag, klinkegulv, fliseklædte vægge, med termoruder, bænke og en mønttelefon samt et smukt kort over byen.

I landsbyen Betheln i Nedre Saxen, lovede borgmes-teren at bygge en træhytte med en bålplads, hvor landsbyens borgere kunne mødes og grille deres medbragte mad. Han skaffede da også de nødven-dige 135.000 kroner, men da han og byrådet fandt ud af, at EU var mere end villig til at punge ud, hvis prisen bare blev skruet op, så flikkede den lokale EU-konsulent nogle fælles-europæiske fraser sam-men om udvikling af turisme i landdistrikterne samt lidt grøn cykling, og det gav pote! Fra EU kom der 900.000 kroner. Nu har Betheln et muret energirigtigt forsamlingshus med solvarme, brændeovn og med plads til 60 personer. Der er endnu aldrig kommet en eneste turist, men de lokale spejdere og byens frivil-lige brandvæsen mødes en gang imellem i EU-huset.

I Hamelin, også i Nedre Saxen, blev EU-pengene en møllesten om halsen på de lokale. Et “Renæssance-Eksperimentarium” med den allerdyreste teknologi skulle tiltrække 185.000 besøgende, men der kom kun 20.000, og de 7,5 millioner kroner fra EU forslog ikke. For at undgå det fejlslagne eksperimentariums fallit måtte skatteborgerne selv hoste op med 35 mil-lioner kroner til “projektet”, der oprindeligt var budget-teret til 15 millioner kroner.

Verdens dyreste cykelskur er betalt af eU


Dag 48

pæiske Unions Barokorkester” til 2,5 millioner kroner? Et “Europæisk Ungdoms Jazzorkester” til 1,7 millioner kroner. Og hvorfor skal vi betale til jazz-festivaler i Ma-rokko og Tyrkiet og 682.000 kroner til “Ankaras Jazz-sammenslutning”?

Det er ikke svært at få del i de penge, som EU har kradset ind og nu deler ud af. Du skal blot postulere, at din musik har en fælles-europæisk dimension og love, at hver gang din hjemmeside popper op, står der, at

EU har foræret dig (nogle andre menneskers) penge. Når dit orkester spiller, skal der være EU-flag, skilte og plakater, der fortæller, hvem den gavmilde giver er.

Som EU-kommissionen selv skriver, er formålet: “at fremme det kulturelle område, som europæerne de-ler gennem udvikling af kulturelt samarbejde mellem kunstnerne og de kulturelle institutioner … med hen-blik på at opmuntre til skabelse af et europæisk stats-borgerskab.” Det er klar snak. Det er bare ikke kultur.

50 51

Fra EU udgår der tråde til tusindvis af EU-afhængige organisationer. Her er et lille hjørne af dem, som jeg vil kalde for EU-polypper eller gevækster: Det er udvalg, komiteer, sammenslutninger, agenturer og bureauer, som er tumlepladser for tusindvis af mennesker, hvis hele arbejdsliv er afhængigt af EU’s penge. Gevæk-sterne er samtidig ynglepladser for nytteløse, overflø-dige, ofte meget banale men slet ikke billige anbe-falinger, rapporter og projekter. Endelig er mange af EU-gevæksterne rene propaganda-centraler for EU selv, og udbreder “politisk korrekte” budskaber, som skal tryne skeptikere og modstandere af Europas For-enede Stater og opdrage befolkningerne.

De EU-glade eliter i EU-landene slås som vilde for at få lov at huse en af EU-gevæksterne, fordi de mener, det giver værtslandet prestige.

Før 1990 havde EU tre gevækster; i 2004 var der 26, og i dag 52. De koster i dag små 19 milliarder kroner. En stigning på over 33 procent på bare to år. Det er aldrig sket, at en eneste EU-gevækst er blevet mindre. Jeg ville uden at ryste på hånden afskaffe 10 af de mest overflødige gevækster. Det vil endda være meget moderat; langt flere kunne undværes, men hvis bare de 10 skæres bort og resten beskæres med 30 procent, ville det spare Danmark for godt 100 mil-lioner kroner, Polen 157 millioner kroner, Frankrig 804 millioner kroner, Portugal 64 millioner kroner og Grækenland 85 millioner kroner. Og måske kunne de penge bruges til noget bedre i hjemlandene?

1. eU’s Økonomiske og Sociale Udvalg (eSOC) koster 967 millioner ESoC er en rådgivende forsamling på 350 med-lemmer fra erhvervs- og interesseorganisationer

luk eSOC, CoR, FRA, eige, eTF, CeDeFOP, eUROFOUnD, eU-OSHA, eFSA og eACeA og spar 3,2 milliarder kroner


Dag 49

Og så er der den tropiske ø i Brand, Spreewald, nær Berlin: På en tidligere sovjetisk militærbase byggede et malaysisk firma et oplevelses-badeland med hvide sandstrande, rutsjebaner, saunaer, laguner, restau-ranter og en tropeø med palmer midt i det hele. Her var der regnet med 2,5 millioner besøgende på et år, men der kom under 1 million. Hele foretagendet hav-de kostet 442 millioner kroner, da det omsider gik fal-lit, men her gik der kun 75 millioner EU-kroner tabt; de blev bevilget til et eller andet økologisk projekt inde i badelandet.

Husk, at jeg kun skriver om toppen af EU-bjerget. Du skal se den slags absurde tiltag gentaget i tusinder af

tilfælde over hele EU-territoriet. Du skal forestille dig tusinder af årsværk gå op i utallige konsulenter, som kommuner og amter i hele EU er nødt til at ansætte, hvis de vil kradse nogle af deres lands penge tilbage fra EU’s enorme pengetanke. Du skal se EU vifte fat-tige byråd om næsen med fede tilbud om “projekter”, som sparsommelige politikere under normale forhold ville afvise som det rene fråds. Men i EU betyder “nor-male forhold” ikke sund fornuft og sparsommelighed, men frækt fråds med andre folks penge.

i hele EU, som kalder sig selv “en bro mellem EU og civilsamfundet”. ESoC blander sig i alting, men er blot en snakkeklub, der så vidt vides aldrig har ændret et forslag undervejs fra EU-kommissi-onen. Væk med ESoC.

2. eU’s Regionsudvalg (CoR) koster 652 mil-lioner kronerHeller ikke Regionsudvalget har noget at skulle have sagt, selv om det styrker EU-drømmernes håb om at få indbyggerne i Skåne, Wales, Flan-dern, Böhmen og Sicilien til at ignorere deres egne nationer, elske EU og lægge deres skæbne i hænderne på Bruxelles. Bort med EU’s Regi-onsudvalg.

3. Den europæiske Unions Agentur for grund-læggende Rettigheder (FRA) koster 150 millioner kronerEfterfølgeren til det famøse overvågnings-kontor i Wien (det var dem, som fik lavet en rapport om anti-semittisme i Europa men skrinlagde resul-tatet, fordi det viste sig, at de fleste udtryk for jødehad kom fra muslimske indvandrere). Også det nye rettigheds-agentur er overflødigt. Alle lande har stribevis af statsbetalte rettigheds-gevækster. Vi har i forvejen FN, Europarådet og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Endelig har EU en menneskeretskommissær med sit eget rådgivende organ på 66 med-lemmer, og EU-parlamentet har et tilsvaren-de udvalg på 74 medlemmer. Vælg FRA fra.

4. institut for ligestilling (eige) koster knap 58 millioner kroner om åretEIGE, som laver rapporter, f.eks. om EU-kvinders særlige problemer i en tid med klimaforandring, gør i virkeligheden ligestillingen en bjørnetjeneste, og er i øvrigt overlappet på alle felter, idet stort set ingen EU-programmer forsømmer at have en køns-dimension. Ikke flere penge til EIGE.

5. Det europæiske erhvervsuddannelsesinsti-tut (eTF) koster 15 millioner kronerETF breder sig over arbejdsmarkedsuddannelser i kandidat-lande til EU samt EU’s nabolande; men de opgaver kan nemt klares inden for andre pro-grammer og for færre penge. Slut med ETF.

6. Det europæiske Center for Udvikling af er-hvervsuddannelse (CeDeFOP) koster over 127 millioner kroner

CEDEFOP tager sig også af erhvervsuddannel-ser inden for “et europæisk område med livslang læring gennem et udvidet EU”. Heller ikke noget her, som vi ikke kan enten undvære eller lade an-dre gevækster tage sig af. Ikke mere CEDEFOP.

7. Det europæiske institut til forbedring af livs- og arbejdsvilkårene (eUROFOUnD) koster 152 millioner kronerAlene titlen er varm luft. Når EUROFOUND ikke overlapper OSHA (se nedenfor) eller overlapper hvad ETF og CEDEFOP overlapper hinanden med, laver EUROFOUND nogle ubehjælpsom-me men formentlig også ulæste rapporter bl.a. om livet i storbyen, som jeg har behandlet på min blog. Ingen plads til EUROFOUND.

8. Det europæiske Arbejdsmiljø Agentur (eU-OSHA) koster 110 millioner kronerLapper over EUROFOUND og laver ud over utal-lige rapporter - blandt andet den, der fraråder fri-sører i at gå i højhælede sko - også anbefalinger for ski-, cykelhjelme og klatrestativer. Det samme gør flere af de førnævnte gevækster. OSHA blan-der sig i landenes arbejdsmarkedsforhold, som de selv bør bestemme, og vi har i øvrigt rigeligt med EU-direktiver. EU-OSHA bør lukkes ned.

9. Den europæiske Fødevaresikkerheds- Autoritet (eFSA) koster 585 millioner kronerLyder som god idé, ikke? Men i EU har vi i forve-jen Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbru-gere (EACH), hvis arbejdsområde indbefatter“…handling for forbrugerbeskyttelse og uddannelse i større fødevaresikkerhed.” Så farvel til EFSA.

10. Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (eACeA) koster 352 millioner kronerEACEA har 416 ansatte. Men i forvejen har EU-kommissionen sit Generaldirektoratet for Uddan-nelse og Kultur med 487 ansatte og et forbrug på 11,5 milliarder kroner i 2012. Hvad er det i pro-paganda og udklækning af den nye klasse af EU-propagandister, som Kommissionen ikke selv kan overkomme, og som derfor må uddelegeres til endnu en gevækst? En gennemgang af EACEA’s “projekter” afslører en ofte vulgær propaganda til fordel for EU-integration. Luk og sluk for EACEA.

I denne blog om fråds, spild og tyveri i EU, som nær-mer sig sin afslutning, har jeg kun plukket eksempler

52 53

Vidste du, at EU-parlamentet har sin egen TV-kanal, “Europarl-TV”? Ikke fordi du er gået glip af noget, men den koster 72 millioner kroner om året. Men selv om der arbejder knap 10.000 mennesker i EU-parlamen-tet, viser målinger, at den højst 830 mennesker dag-ligt kaster et blik på den.

EU bruger mindst 18 milliarder kroner om året på propaganda for sig selv, sine bedrifter, Euroen og det endelige mål: Europas Forenede Stater. Det er mere, end Coca Cola bruger på reklamer. Det sker direkte i EU’s eget navn, og det sker med milliard-støtte til hundreder af såkaldte NGO’er i alle lande for at købe deres loyalitet. Efter at Frankrig og Hol-land overraskende stak en kæp i føderalisternes hjul, kom der gang i EU-propagandaen. Sådan sagde EU-kommissionen selv:

“Neutral og faktuel information er selvfølgelig på sin plads, men det er ikke nok. Virkelig kommunikation fra EU kan ikke reduceres til bare at formidle oplys-ninger.”

145 millioner til det Pyongyang-agtige Parlamenta-rium i Bruxelles, der er så kedsommeligt, at det efter sigende har fået nogle skolebørn til at græde.370 millioner til “Det europæiske Hus”, et EU- mu-seum, hvor al europæisk historie begynder i 1946, ligeledes i Bruxelles.

2 millioner årligt til en rigtig god film om “europæisk identitet”.

2,7 millioner årligt til et alternativt EU-melodi-grand-prix.

Rejser og præmier til journalister. Finansiering af EU-musikorkestre. Tegnefilm, konkurrencer, brochurer og plakater beregnet på børn.

Jo, pengene kan hurtigt få ben at gå på, og mens jeg skriver dette, arbejder tusinder af bureaukrater på at spendere de 18 milliarder kironer ad utallige kana-ler.760 millioner kroner er øremærket til at hjælpe EU med at “knytte EU til borgerne”. 36 millioner er de i færd med at bruge til at forberede et “EU-borgernes År 2013″. Kampagnen “Borgernes Europa” koster 225 millioner kroner. 232 millioner kroner skal bruges direkte på journalister med såkaldte “Medie-events”.

Og husk så på, at EU-propagandaen er med i billedet, hver gang en ny tunnel bores i Kreta, og den blå-gule plakette sættes op; når universitetsfolk og politikere og aktivister inviteres på behagelige rejser og ophold med alt betalt; når orkestre, gallerier, teatergrupper, læreanstalter og såkaldte “NGO’er” bliver overhældt med penge. (NGO, eller Non-governmental betyder ellers, at de er uafhængige, men de får som regel penge både af deres hjemland og EU…)

eU bruger 18 milliarder kroner om året på selvfed propaganda


Dag 50

for at give inspiration til at lede videre i EU’s labyrinter, katakomber og elfenbenstårne. I dagens blog-indlæg om EU’s polypper og gevækster har jeg endda været meget nådig og moderat. Jeg har endda skånet EU’s miljøagentur i København. Jeg har lænet mig op ad de beskedne forslag til besparelser, som den anerkendte

tænketank “Open Europe” har foreslået. De går ikke langt nok, mener jeg; men kunne danske folkevalgte i EU-parlamentet bare blive enige om så lidt, så ville de have gjort deres egne og andre landes almindelige EU-borgere en stor tjeneste.

Også Danmark får sin propaganda og sine bestikkel-sespenge, også i Danmark har EU sine egne EU-uni-versitets-uddannede og EU-betalte propagandister, nogle med titel som “ekspert” eller endog “professor”.

Alligevel gør danskernes holdning til EU mig lidt stolt; ikke meget af den mest vulgære EU-propaganda når ud i børnehaver, skoler og gymnasier, som det ses i andre lande, hvor de ikke kan bygge et pissoir, et posthus eller et vandværk, uden at der skal hænge et EU-flag ved siden af landets eget - ofte, fordi bor-gerne ikke agter deres eget land og dets flag, fordi de er blevet tvunget sammen i en kunstig statsdannelse som f.eks. Belgien.

I EU mener man, at hvis blot EU-borgerne vidste mere om EU, så ville de også være mere tilfredse. Men

trods tæskedyre kampagner er stemmedeltagelsen til EU-parlamentet dalet til 43 procent i EU.

Jeg forstår det godt, og det er fristende at argumen-tere for, at hvis tilstrækkeligt mange borgere bare vendte EU-apparatet ryggen, ville det føre til foran-dringer. Men sådan fungerer den selvkørende EU-maskine ikke; den fortsætter ufortrødent mod næste traktat, hvis ikke du er med til at stoppe den. Dertil kan du bruge sin stemmeseddel til Folketingsvalget og din stemmeseddel til EU-parlamentet. Og - håber jeg - måske også denne blog om fråds, svindel og tyveri i EU. Hermed er bloggen slut - i denne omgang.

MvhMorten Messerschmidt

Dag 1 - Tirs. d. 4. sep. - Meningsløst eU-museum til en milliard kroner Læs mere på: www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/eu/8401560/MEPs-to-defy-austerity-calls-with-European-House-of-History.html

Dag 2 - Ons. d. 5. sep. - eU-midler til Spanien med krav om eU-propaganda Læs mere om Andalusiens EU-projekt: www.juntadeandalucia.es/economiainnovacionyciencia/fondoseuropeosenandalucia/planes.php

Dag 3 - Tors. d. 6. sep. - eU-landbrugsstøtte til britiske golfklubber og flyselskaberSøg selv efter EU-støtteprojekter i England: cap-payments.defra.gov.uk/Search.aspx og euobserver.com/news/30011 Læs om tænketanken Open Europe: www.openeurope.org.uk

Dag 4 - Fre. den 7. sep. - Millioner til eU’s flyvende gorillaer og dansende nomader Læs mere om De flyvende gorillaer: www.flyinggorillas.co.ukLæs mere om De dansende nomader: www.dancewebeurope.net/index.php?id=19

Dag 5 - lør.d. 8. sep. - eU-propaganda på postkort til 1.800 kroner pr. stk.Læs mere på: 736ideas.eu/736/en

Dag 6 - Søn. d. 9. sep. - eU-millioner til hunde-fitness i UngarnLæs mere på: www.dailymail.co.uk/news/article-1328570/Eurocrats-waste-millions-YOUR-taxes-dog-fitness-centre-dance-troupe.html

Dag 7 - Man. d. 10. sep. - Sicilien - et bundløst hul for eU’s milliarderLæs mere på: www.presseurop.eu/en/content/article/356171-sicily-gobbler-eu-funds

Dag 8 - Tirs. d. 11. sep. - Hvad gør dine penge i Mafiaens lommer?Læs mere på: http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2012/09/11/dag-8-hvad-g%C3%B8r-dine-penge-i-mafiaens-lommer/

Dag 9 - Ons. d. 12. sep. - 135 millioner kroner spildt på eU-kampagne mod “fattigdom”Læs mere på: www.europeanfoundation.org/my_weblog/2012/03/glen-ruffle--1.html

Dag 10 - Tors. d. 13. sep. - ni græske professorer stjal 60 millioner kroner fra eU-betalt forskningLæs mere på: www.dw.de/eu-funds-for-projects-that-never-existed/a-16113829-1

Dag 11 - Fre. d. 14. sep. - eU har givet milliarder til primitiv og blodig underholdning Læs mere på: www.dailymail.co.uk/news/article-1034484/How-family-Britain-paying-alive-barbarism-bullfighting.html

Dag 12 - lør. d. 15. sep. - 1,4 milliarder kroner til spildt skolemælk Læs mere på: ec.europa.eu/agriculture/sfs/documents/cdc_en.pdf

Dag 13 - Søn. d. 16. sep. - 12 milliarder kroner fra eU til spansk ferskvands-fantasi Læs mere på: www.thebureauinvestigates.com/2011/04/27/eu-waste-massive-spanish-desalination-plant-lies-idle/

Dag 14 - Man. d. 17. sep. - Jobskabelse à la eU: 380.000 kroner pr. arbejdsplads Læs mere om WEFO: wefo.wales.gov.uk/programmes/progress/?lang=en

Dag 15 - Tirs. d. 18. sep. - For 50 millioner kroner ulve og rensdyr fra CanadaLæs mere om projektet i Hannover-Zoo: www.neuepresse.de/Nachrichten/Niedersachsen/Uebersicht/Europas-Geld-fuer-Hannovers-Zoo

Kilder

54 55

Dag 16 - Ons. d. 19. sep. - europas skatteborgere betalte 16 mia. kr. til under-skudsramt metro i Athen Læs mere på: www.dailymail.co.uk/news/article-2007949/The-Big-Fat-Greek-Gravy-Train-A-special-investigation-EU-funded-culture-greed-tax-evasion-scandalous-waste.html

Dag 17 - Tors. d. 20. sep. - eU-hjælp: 3,5 millioner kroner til glad dans i Mali og Burkina FasoLæs mere på: ec.europa.eu/europeaid/i-fight-poverty/index.html

Dag 18 - Fre. d. 21. sep. - Sækkepiber, kniplinger, gadeteater og video-work-shops for milliarderLæs mere på: ec.europa.eu/culture/index_en.htm

Dag 20 - Søn. d. 23. sep. - Finland, Adriaterhavet og en fælles eU-parkerings-politikLæs mere på: www.interreg4c.eu/3c_list_operations.html

Dag 21 - Man. d. 24. sep. - 60 mia. kr. om året til eU’s 137 ambassader fra Mauretanien til MauritiusLæs mere på: www.eeas.europa.eu

Dag 22 - Tirs. d. 25. sep. - Hvorfor skal vi reparere Tyrkiets kloakker?Læs mere på: www.telegraph.co.uk/news/politics/9560326/British-still-giving-hundreds-of-millions-of-pounds-in-aid-to-wealthy-countries.html og ec.europa.eu/europeaid/who/documents/organigramme-devco_en.pdf

Dag 23 - Ons. d. 26. sep. - 10 millioner kroner brugt på “forskning” i eU’s kulinariske arvLæs mere på: www.interreg4c.eu/Culinary-Heritage-Europe_1N0016I.pdf

Dag 24 - Tors. d. 27. sep. - “going to Barbados!” - eU’s millioner, altså…Læs mere på: www.telegraph.co.uk/news/worldnews/centralamericaandthecaribbean/barbados

Dag 25 - Fre. d. 28. sep. - 20 millioner kroner til bliv-væk-fra-Middelhavet 3D-projekt Læs mere om 3D-projektet: www.medisolae-3d.eu Læs mere om Swim the language-challange: www.swimthelanguage.org

Dag 26 - lør. d. 29. sep. - Den Røde Baronesse - eU’s uduelige top-bureaukrat Læs mere om Asthon: eeas.europa.eu/ashton/index_en.htm Se video af Ashton, der forsøger at mødes med Serbiens præsident: www.youtube.com/watch?v=5TG5r8wj_hM

Dag 27 - Søn. d. 30. sep. - eU belønnede den røde baron og hans baronesse med 100 millioner kronerLæs mere på: www.dailymail.co.uk/news/article-1192894/Revealed-How-Kinnocks-enjoyed-astonishing-10m-ride-EU-gravy-train.html og www.standard.co.uk/news/clan-kinnock-and-their-euro-jackpot-6761884.html og www.dailymail.co.uk/news/article-1191715/Farce-Glenys-Kinnock-makeshift-minister.html og www.thesun.co.uk/sol/homepage/news/2481573/10m-Euro-cash-for-Kinnocks.html

Dag 28 - Man. d. 1. okt. - eU-fodboldpenge til Calabrien og gugulethuLæs mere på: www.giz.de/Themen/en/SID-D194CFC0-7BFDC175/30694.htm og www.playthegame.org/fileadmin/documents/AGGIS_article_-_social_dialogue_in_euro-pean_professional_football.pdf

Dag 30 - Ons. d. 3. okt. - eU-forskning til 103 mio. kroner konkluderer: Frugt er sundt!Læs mere på: www.dailymail.co.uk/news/article-1296910/EU-spends-12m-employing-200-researchers-conclude-fruit-good----didnt-know-that.html og ec.europa.eu/research/biosociety/inco/projects/0015_en.html

Dag 31 - Tors. d. 4. okt. - eU-millioner til badelands-oase i MarokkoLæs mere på: www.telegraph.co.uk/travel/destinations/africaandindianocean/morocco/9576154/Revealed-800000-in-aid-given-to-water-park-in-Morocco.html og www.thesun.co.uk/sol/homepage/news/politics/4564965/EU-wastes-our-aid-cash-on-water-park.html

Dag 32 - Fre. d. 5. okt. - 4,8 milliarder kroner til belgisk båd-lift, som tiden løb fraLæs mere på: en.wikipedia.org/wiki/Str%C3%A9py-Thieu_boat_lift og libnt2.lib.unipi.gr/regio/regio/map/belgium/factsheets/pdf/fact_be32_en.pdf og www.visithainaut.be/informations/tourist_attractions_le_roeulx__strepy_thieu_giant_boat_lift_/en/V/17626.html

Dag 33 - lør. d. 6. okt. - 52 millioner til omvandrende eU-æsel Se en video med Asino: vimeo.com/6982970

Dag 34 - Søn. d. 7. okt. - 5,4 millioner fra eU brugt på elton John-koncertLæs mere på: www.eltondaily.com/2010/11/misuse-of-eu-funds-for-italian-ej-gig.html og www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/eu/8125995/Brussels-investigates-after-EU-funds-used-to-put-on-Sir-Elton-John-concert.html og www.guardian.co.uk/world/2010/nov/19/italy-eu-funds-elton-john

Dag 35 - Man. d. 8. okt. - eU’s Miljøagentur i København: Millioner til grønne planter og “research” i Caribien Læs mere på: www.publicserviceeurope.com/article/1715/european-environment-agency-busted-claims-mep og www.theparliament.com/latest-news/article/newsarticle/eu-agency-boss-broke-down-because-of-constant-criticism/#.UOriQLaZe1I

Dag 36 - Tirs. d. 9. okt. - 75 mio. kroner for at skaffe seks personer fra Mali arbejde i eU Læs mere på: news.bbc.co.uk/2/hi/africa/7653846.stm og www.irinnews.org/printreport.aspx?reportid=80788 og ec.europa.eu/europeaid/multimedia/videos/cigem/cigem_en.htm

Dag 37 - Ons. d. 10. okt. - Madeira - en eU-tilskuds-junkie i håbløs gældLæs mere på: www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/portugal/9191749/Billions-of-euros-of-EU-money-yet-Madeira-has-built-up-massive-debts.html

Dag 38 - Tors. d. 11. okt. - eU-milliarder uden kontrol har ødelagt De Kanariske Øer med ulovlige hotellerLæs mere på: www.thebureauinvestigates.com/2010/07/06/lanzarote-faces-losing-its-eco-status og www.thebureauinvestigates.com/2010/07/06/luxury-hotels-built-in-the-name-of-progress-fall-foul-of-law-2 og www.platanoscox.com/en/noticias/the-agricultural-sector-in-the-canary-islands-soon-receive-more-than-93-million-euros-in-aid-posei

Dag 39 - Fre. d. 12. okt. - 350 millioner kroner til 34 overflødige eU-dobbeltkontorerLæs mere på: newdirectionfoundation.org/content/ending-excess-cutting-costs-european-parliament

Dag 40 - lør. d. 13. okt. - nobelpris-modtager brugte eU-millioner på terror mod israelLæs mere på: www.imf.org/external/pubs/ft/med/2003/eng/wbg/wbg.pdf og www.saxo.com/dk/funding-evil_rachel-ehrenfeld_paperback_9781566252317 og www.mfa.gov.il/MFA/MFAArchive/2000_2009/2002/4/Documents%20seized%20during%20Operation%20Defensive%20Shield

Dag 41 - Søn. d. 14. okt. - eU lod Fn forvalte millioner, der “blev væk” i KosovoLæs mere på: www.europeanvoice.com/article/imported/cold-case-eu-spending-in-kosovo/71583.aspx

Dag 43 - Tirs. d. 16. okt. - Millioner til værdiløse rapporter fra eUROFOnDLæs mere på: www.eurofound.europa.eu/pubdocs/2010/388/en/1/EF10388EN.pdf

Dag 44 - Ons. d. 17. okt. - Åbenlys svindel med 22,5 eU-millioner retsforfulgt i syv år – uden resultatLæs mere på: www.thebureauinvestigates.com/2010/11/29/case-study-how-the-eu-fails-to-retrieve-mis-spent-funds

Dag 45 - Tors. d. 18. okt. - eU’s milliarder har skabt råddenskab og bureaukrati - også i TjekkietLæs mere på: www.ceskapozice.cz/en/news/politics-policy/corruption-cheap-furniture-and-political-fraternization og www.ceskapozice.cz/en/news/politics-policy/eu-funds-northern-bohemia-under-godfathers%E2%80%99-control-ex-official-charges og www.cwe.cz/index.php?url=fondy-eu/zdroje-pro-cr&lang=en og www.ceskapozice.cz/en/news/politics-policy/spidla-czechs-could-lose-access-%E2%80%98billions%E2%80%99-eu-funds og www.money-go-round.eu

Dag 46 - Fre. d. 19. okt. - eU gør ligestilling til en politisk korrekt farce, der koster millionerLæs mere på: www.eige.europa.eu/da/content/document/gender-equality-and-climate-change-main-findings og www.fia-actors.com/en/research.html

Dag 47 - lør. d. 20. okt. - Har vi brug for en særlig eU-musik?Læs mere på: www.theartnewspaper.com/articles/European-Union-proposes-world%27s-largest-ever-cultural-funding-programme/25318 og www.taxpayersalliance.com/euorchestras.pdf

Dag 48 - Søn. d. 21. okt. - Verdens dyreste cykelskur er betalt af eULæs mere på: www.bi-wasserturm.de/html/Subventionen.html

Dag 49 - Man. d. 22. okt.- luk eSOC, CoR, FRA, eige, eTF, CeDeFOP, eURO-FOUnD, eU-OSHA, eFSA og eACeA og spar 3,2 milliarder kronerLæs mere på: www.openeurope.org.uk/Content/Documents/Pdfs/RiseoftheEUquangos2012.pdf

Dag 50 - Tirs. d. 23. okt. - “going to Barbados!” - eU’s millioner, altså…Læs mere på: www.openeurope.org.uk/Content/documents/Pdfs/hardsell.pdf og www.euractiv.com/eu-journalism-fellowship

Supporting the nationsFølg mig på Facebook: Morten Messerschmidt

Følg mig på Twitter: MrMesserschmidt