de lystige koner

UNDERVISNINGSMATERIALE

Kære underviser / 3

Handlingen / 4

Stedet / 5

Sproget / 6

Falstaff-figuren / 7

Kvinderne / 8

Dramatikeren William Shakespeare / 9

Teatret på Shakespeares tid / 10

Spillestil / 11

Forslag til arbejdsopgaver / 12

Litteratur / 13

INDHOLDSFORTEGNELSE

/ 3

KÆRE UNDERVISER

Dette undervisningsmateriale tager udgangspunkt i det

uforkortede, ubearbejdede manuskript til Shakespeares

De lystige koner i Windsor. Manuskriptet til Folketeatrets

forestilling De lystige koner er forkortet og bearbejdet af

instruktør Frede Gulbrandsen og dramaturg Ninette

Mulvad, så det passer til et moderne publikum.

De lystige koner i Windsor (org. titel The Merry Wives of

Windsor) er en komedie i fem akter, som udkom første

gang i 1602. Det er dog sandsynligt, at det allerede har

været spillet flere gange på det tidspunkt. Shakespeare-

forskere mener, det er skrevet i årene 1596-1598,

muligvis bestilt til en form for fejring af nogle nyslåede

riddere udnævnt af dronning Elisabeth 1. på Windsor

slot den 23. april 1597, men der findes ikke pålidelige

kilder til at underbygge dette.

Dette undervisningsmateriale henvender sig til 9. klasse

samt de gymnasiale uddannelser. Materialet er et oplæg

til at arbejde med William Shakespeare – og i

særdeleshed De lystige koner i Windsor. Derudover

indeholder materialet spørgsmål, der kan bruges til

diskussion og analyse af forestillingen.

Rigtig god fornøjelse!

Folketeatret

2017/2018

Forfatter: WILLIAM SHAKESPEARE

Oversættelse: NIELS BRUNSE

Bearbejdelse og instruktion: FREDE GULBRANDSEN

Manuskriptbearbejdelse og dramaturgi:

NINETTE MULVAD

Scenografi: CAMILLA BJØRNVAD

Medvirkende: TOM JENSEN, METTE HORN,

CAMILLA BENDIX, JESPER ASHOLT, KRISTIAN HALKEN,

LISBETH GAJHEDE, ASGER REHER, SØREN HAUCH-FAUSBØLL,

SARAH JUEL WERNER, NICOLAJ BJØRN-ANDERSEN,

MORTEN BROVN, JACOB HØJLEV, THOMAS DIEPERVEEN,

EMIL BLAK OLSEN

/ 4

HANDLINGEN

De lystige koner i Windsor er en sprudlende komedie om

den latterlige Falstaff og damerne, som han tror, han

kan snøre, men som snører ham. En eviggyldig historie

om jalousi, forvekslinger, løgn, ægteskab og penge(-

nød).

Den selvglade tyksak hr. John Falstaff er i

pengeproblemer. Han beslutter derfor at forføre to af

byens kvinder for at få fingre i deres mænds formuer.

De to kvikke og muntre damer, fru Fjord og fru Pagh,

gennemskuer ham imidlertid og hævner sig ved at

arrangere det ene stævnemøde efter det andet, som

selvfølgelig alle ender katastrofalt for Falstaff. Ikke

mindst fordi hr. Fjords sygelige jalousi får det til at gå

anderledes end beregnet. Samtidig bejler tre forskellige

mænd til hr. og fru Paghs datter, Anne. De tre bejlere

bistås alle af den ivrige ’Kirsten Giftekniv’,

husholdersken madam Rap, som også har travlt med at

hjælpe fru Fjord og fru Pagh med deres intriger mod

Falstaff. Annes forældre er ikke helt enige om, hvem der

er det rette parti for hende. Fru Pagh vil gerne gifte sin

datter til den midaldrende læge, doktor Caius og hr.

Pagh synes, hun skal giftes med den mindre begavede,

men velhavende Abraham Tyndsak, som er nevø af den

rige dommer, Skvalder. Anne selv er dog forelsket i den

unge adelsmand, Fenton. Under et lystspil arrangeret af

byens borgere i den nærliggende dyrehave, hvor alle er

klædt ud som alfer, undtagen Falstaff, som er klædt ud

som en buk, bliver ydmygelsen fuldstændig, og det går

op for Falstaff, at han er blevet narret. Han tager dog sin

straf med oprejst pande, og bliver også taget til nåde og

inviteret med hjem til familien Pagh, hvor det skal fejres,

at Anne og Fenton i al tumulten har set deres snit til at

stikke af og blive gift.

/ 5

STEDET

De lystige koner i Windsor er på mange måder

enestående blandt Shakespeares komedier. Den er ikke

som hans øvrige komedier henlagt til fjerne, romantiske

egne som Ephesus, Athen, Illyrien, Verona, Navarra og

Ardennerskoven, men foregår på landet i England i gode

borgerlige familier. Der er noget hjemligt over

skildringen af det landlige købstadsmiljø, og komedien

indeholder adskillige henvisninger til lokale forhold i

byen Windsor, blandt andet Hernes eg, floden Themsen,

Windsor dyrehave (en park) og Frogmore engen.

For datidens publikum i London må henvisningerne

til det lokale i forestillingen have virket meget realistisk

og let at relatere til.

/ 6

SPROGET

Shakespeare skrev 34 skuespil og 154 sonetter (en sonet

er et digt på 14 linjer lavet på rim).

Skuespillene kan deles ind i komedier (som De lystige

koner i Windsor), tragedier (som Romeo og Julie. Org.

titel Romeo and Juliet, 1591-1595) og historiske værker

(som Richard III. Org. titel Richard III, ca. 1592).

De lystige koner i Windsor hører til en af Shakespeares

mest populære komedier, og selvom den ikke kan

betegnes som en decideret farce, rummer den træk fra

farcen; personerne er baseret på typer, og flere af dem

har deres eget sprogbrug eller deres egen accent, som

beskriver og definerer hvem de er. Dette gælder blandt

andet den naragtige, franske doktor Caius og waliseren

Evans, ligesom både dommeren Svalder og hans nevø,

den småt begavede Tyndsak, Madam Rap og Falstaffs

følgesvende heller ikke ligefrem har det smukkeste sprog

og den fremmeste udtale.

De lystige koner i Windsor indtager også sprogligt en

særstilling blandt Shakespeares værker. Det er skrevet

næsten helt i prosa, og er det eneste af hans værker,

hvor han gør så konsekvent og mesterligt brug af

prosaens forskellige virkemidler.

På Shakespeares tid var det normalt for digtere og

forfattere at skrive lyrik. Lyrik er en af de tre

hovedgenrer i skønlitteraturen: epik, lyrik og drama.

I modsætning til epikken og dramaet, der overvejende

er fortællende og handlingsbetonet, er lyrikken præget

af stemninger og følelser.

Typisk for lyrikken er, at den er udformet som digte

med strofer og vers. Men også noveller og romaner kan

rumme lyriske stemninger. Lyrik er en måde at gengive

en intens oplevelse. Lyrikken beskriver en stemning

eller en følelse og fortæller ikke en historie.

Shakespeare og hans samtidige skrev ofte på vers, der

ikke nødvendigvis rimede. Shakespeare var en af de

forfattere som ofte skrev på ikke-rimende vers – disse

kalder man også for blankvers. Blankvers består altid af

fem jamber. En jambe er en tryksvag stavelse efterfulgt

af en trykstærk. Her et eksempel fra Shakespeares

Hamlet:

HAMLET:

»At være eller ikke, det er sagen;

er det et mere ædelt sind der tåler

den vilde skæbnes pileskud og stenkast,

end det der går i kamp mod sorgers hav

og ender dem i strid? – At dø, at sove, – …«

(Shakespeares Hamlet, akt III, sc. 1. 1600-01, oversat

af Edvard Lembcke; bearbejdet af Henning Krabbe)

Hos Shakespeare bruges blankvers ofte, når en person

skal udrykke noget passioneret eller meget følelsesladet.

I sine øvrige komedier gør Shakespeare brug af lyrikken

og skriver på vers, der efter lejligheden kan løfte sig til

både sang og duetter og lyriske enetaler, altså frem-

sigelse af vers, med og/eller uden rim. Modsat blankvers

er prosa ikke bundet op på særlige regler og er derfor

heller ikke så ’stiv’ i sit udtryk, og det kan derfor bruges

til næsten alt; romaner, taler, avisartikler m.m.

I sine lyriske værker bruger Shakespeare som regel

prosaen til at udtrykke vrede og kynisme og til at

beskrive hverdagsscener. Netop det hverdagsagtige og

mindre forfinede ved prosaen bruger Shakespeare med

stort held i De lystige koner i Windsor. Sproget her bliver

mere hårdtslående og mindre ophøjet. Og dermed også

mere realistisk for publikum – både dengang og nu.

/ 7

FALSTAFF-FIGUREN

Falstaff-figuren er i virkeligheden, hvad man i dag ville

kalde for et spin-off af Shakespeares historiske skuespil,

Henrik IV, Første del (org. titel Henry IV, Part One, skrevet

i 1596 eller 1597), hvor Falstaff er en meget tyk, meget

morsom og meget drikfældig ridder, som ledsager den

unge prins Henrik (den senere Henrik V), og tager ham

med på druk i tide og utide – til kong Henrik IVs store

fortrydelse.

Historien går, at det var dronning Elisabeth 1., der bad

Shakespeare skrive en komedie om Falstaff, fordi hun var

så begejstret for figuren efter at have set en opførsel af

Henrik IV, Første del, og at Shakespeare herefter skrev De

lystige koner i Windsor på bare 14 dage, men der findes

ingen kilder til at underbygge denne historie. Til

gengæld ser det ud som om, Shakespeare skrev De lystige

koner i Windsor samtidig med, at han skrev Henrik IV,

Anden del (org. titel Henry IV, Part Two, ml. 1596-1599).

Falstaff er altså en stor, forfængelig kujon og

skørtejæger, som hænger ud på lyssky værtshuse med

småkriminelle og helst lever af lånte eller stjålne penge.

Han er med andre ord personifikationen af en lang

liste af laster: doven, fordrukken, sjusket, tyvagtig,

selvglad. Og alligevel kan man ikke få nok af ham, måske

fordi Falstaff også repræsenterer fornøjelsen og drømmen

om frit at kunne følge sine lyster uden tanke på konse-

kvenserne. Og fordi Falstaff med sin opførsel udfordrer

sine omgivelser og samfundet til at konfrontere deres

egne ideer om etik og moral. Men selvfølgelig måtte det

dengang som i dag have en konsekvens ikke at følge

samfundets normer og regler. Og i både de to stykker om

Henrik IV og i De lystige koner i Windsor lader Shake-

speare også Falstaff få sin straf. Til gengæld lader han i

De lystige koner i Windsor også Falstaff få tilgivelse for

sine synder. Dermed udtrykker Shakespeare en holdning

til, at man i et ressourcestærkt samfund med kloge og

indsigtsfulde mennesker ikke bare er i stand til for-

dømmelse og straf, men også til tilgivelse og accept.

Falstaff optræder som nævnt igen i Henrik IV, Anden del.

Endelig nævnes han i Henrik V (org. titel Henry V, ca.

1599), hvor der berettes om hans død, og hvor hans

eftermæle er ganske pænt.

Falstaff-figuren har siden fået sit helt eget liv. Blandt

andre skrev komponisten Giuseppe Verdi en hel opera

om ham, Falstaff (1893), og instruktøren og skuespilleren

Orson Welles har lavet en film om ham, Falstaff (org. titel

Chimes at Midnight, 1965). Orson Welles spillede selv

Falstaff i filmen og udtalte i den forbindelse, at Falstaff

er ”Shakespeares største opfindelse”.

I øvrigt bærer mange pubber i England navnet Falstaff.

/ 8

KVINDERNE

Selvom Falstaff fylder meget i historien, er det dog vigtigt

at huske og pointere, at Shakespeare gav komedien titlen

De lystige koner i Windsor og med god grund. Stykket er

ikke centreret omkring Falstaff, men omkring kvinderne,

”de lystige koner”. De er motoren, som driver hand-

lingen frem, og det lader til at de nyder den rolle. Fru

Fjord og fru Pagh er jo både intelligente og morsomme,

og de virker powerfulde, selvom de skal agere inden for

de givne rammer af at være hustruer og mødre. Disse to

kvinder står i stærk modsætning til andre af Shake-

speares hyper-intelligente kvinder, som oftest modarbej-

des og begrænses af deres kønsbestemte roller, f.eks.

Lady Macbeth i Macbeth (org. titel Macbeth, 1606) og

Katharina i Trold kan tæmmes (org. titel The Taming

of the Shrew, 1594). I De lystige koner i Windsor er

kvinderne i stand til at manøvrere rundt, selvom de

er begrænset af deres miljø. Og de får tilmed udvidet

grænserne for, hvordan og hvor meget de kan agere.

Til slut i stykket er det også en af kvinderne, fru Pagh,

der ser forbi Falstaffs naragtigheder og møder ham med

tilgivelse, som en erkendelse af, at vi alle kan opføre os

tåbeligt og træde forkert, og derfor også altid bør kunne

få tilgivelse.

/ 9

DRAMATIKEREN WILLIAM SHAKESPEARE

William Shakespeare er en af de få dramatikere, der

over 400 år efter sin død stadig spilles verden over. Den

store berømmelse skyldes blandt andet hans formidable

sprogbrug, hans geniale plots og ikke mindst hans

behandling af eviggyldige emner som kærlighed,

fremmedhad og dårskab, som vi stadig den dag i dag

kan relatere os til. Shakespeare hentede sin inspiration

fra mange forskellige kilder: Historiebøgerne, myter,

legender og andre stykker der blev skrevet på hans tid.

Trods den store berømmelse Shakespeare opnåede, også

i sin egen levetid, er det ikke meget, man ved om ham.

Dengang interesserede man sig ikke så meget for

dramatikerne, som for det de skrev. De få faktuelle

oplysninger, der er at finde, stammer fra kirkebøger,

testamenter og lignende. Mange historikere har forsøgt

at læse Shakespeares stykker med mere eller mindre

indlysende optikker, der har ført til mange mulige og

umulige tolkninger af hans liv. Eksempelvis mener nogle,

at han havde et dårligt forhold til sin kone Anne, som

var en del år ældre end han selv, og som var bosat med

deres børn i Stratford upon Avon – mange kilometer fra

det travle London, hvor Shakespeare levede sit teaterliv.

Andre mener ud fra Shakespeares stykker at kunne tolke,

at han havde et særdeles godt forhold til sin kone.

Mange af hans stykker indeholder nemlig elskende par,

der længes efter hinanden, men ikke kan være sammen

af den ene eller anden grund. Men dette kunne også

blot være en afspejling af andres liv. Der er altså mange

teorier om den biografiske del af Shakespeares liv, og

man begiver sig ud i en jungle af teorier, hvis man

forsøger at kortlægge dette. Men der er ingen tvivl om,

at Shakespeare er en af de største dramatikere verden

har set, og at han er en af de mest gennemstuderede –

og diskuterede.

Der er dog visse ting, historikerne kan blive enige om.

Eksempelvis, at han blev født i 1564, i Stratford upon

Avon i England og døde i 1616. I 1582 giftede han sig –

18 år gammel med den noget ældre Anne Hathaway, som

man ved endnu mindre om. Herefter er der en årrække:

1588-92, hvor man ikke rigtig ved, hvad han foretog sig.

Dette kalder man for ”the lost years”. Man formoder

dog, at han knyttede sig til en teatertrup og skrev sit

første skuespil: Første del af Henry V. I 1594 bliver

Shakespeare tilknyttet teatergruppen Lord Chamberlains

Men, der opnåede det ypperligste - nemlig at optræde

for selveste dronning Elisabeth i 1603. Hun døde samme

år. Den efterfølgende Kong James I var ligeså begejstret

for Shakespeares stykker og teatertruppen tog navne-

forandring til The King’s Men og spillede fortsat for

kongen. Mange af Shakespeares stykker har været bestil-

lingsarbejde. Man mener blandt andet, at Macbeth og

King Lear er skrevet som en hyldest til den engelske

konges skotske aner.

Den 23. april 1616 dør Shakespeare, 52 år gammel.

Hans kone, Anne, dør først i 1623. Samme år udgav to af

Shakespeares skuespillere hans samlede værker kendt

som The First Folio.

/ 10

TEATRET PÅ SHAKESPEARES TID

Teatrene på Shakespeares tid var alle privatejede, hvilket

vil sige, at de var finansieret af rigmænd med interesse

for teater. På samme måde kunne hver enkelt skuespiller

have en velgører som finansierede eksempelvis deres

kostumer. Kostumerne blev der absolut ikke sparet på,

og de var ofte med til at diktere datidens mode. Når man

overværede en forestilling dengang, var det samtidig en

grov form for modeopvisning. Når nu teatertrupperne i

høj grad var afhængige af private donationer, kunne

man som dramatiker heller ikke skrive hvad som helst.

For at indynde sig hos sin velgører, kunne man passende

indskrive små vittigheder, der kunne støtte velgøreren og

støde eller hænge hans fjender ud. På samme måde

kunne dronningen eller kongen når som helst lukke et

teater, hvis de mente, at det på nogen måde stødte

tronen. Eksempelvis var der en lov om, at man ikke

måtte spille historier fra den kristne mytologi. Så det

gjaldt om at gå på listefødder, når man skrev dramatik

på Shakespeares tid. Måske det er en af grundene til, at

Shakespeare valgte at tage fat i allerede kendte myter,

historiske begivenheder og lignende, der i udgangs-

punktet lå langt fra virkeligheden. Ofte foregår

handlingen jo i fremmede lande eller fiktive steder.

Det var hårde vilkår teaterfolk arbejdede under på

Shakespeares tid. Der var en enorm konkurrence blandt

teatrene, idet der var så mange om buddet. Det var ikke

et særlig velset erhverv og skuespillere havde en meget

lav status i samfundet. I årene 1567-1623 blev der

bygget 13 udendørs teatre i London. Alle i stil med The

Globe, som er det af eftertiden mest kendte teater fra

Shakespeares tid og kendetegner perioden for det

Elizabethanske teater.

/ 11

SPILLESTIL

Et teaterrums opbygning fortæller om meget andet,

end det man helt konkret kan se. Spillestilen i det

Elizabethanske teater må have været meget fysisk og

orienteret i mange retninger. En anden vigtig kilde til

afklaring af datidens teater er replikkerne fra Shake-

speares stykker. En spiller entrede ofte scenen med en

replik, der illuderede, hvor han var. På den måde blev

skuespillerne en slags talende dekorationer. Man skal

samtidig huske på, at forestillingerne blev spillet ved

højlys dag, da der ikke fandtes hverken gas – eller

elektrisk lys dengang. Hvis en scene foregik i mørke,

skulle dette ligge i skuespillernes spillestil ved hjælp af

mimiske gestikulationer. De sparsomme rekvisitter kunne

også bruges som hjælp, eksempelvis hvis en skuespiller

entrerede scenen med en fakkel i hånden, vidste

publikum, at nu var det nat. En dygtig retorik var også

noget af det, der kendetegnede en god skuespiller.

Dengang var det almindeligt brugt at have retorik-

studerende som skuespillere. Hertil skal det nævnes, at

det aldrig var kvinder, der stod på scenen. Man brugte i

stedet unge drenge med lyse stemmer til at spille alle

kvinderollerne. For os i dag virker dette uhyre komisk,

men på Shakespeares tid var det utænkeligt at se en

kvinde på scenen, så det krævede en del af publikums

forestillingsevne, når eksempelvis kærlighedsscenen

mellem Romeo og Julie udspillede sig mellem to mænd.

/ 12

SHAKESPEARE

Hvad er dine første tanker, når du hører navnet

Shakespeare?

Hvorfor tror du, Shakespeares stykker stadig

læses og opføres mere end 400 år efter hans død?

Hvad gør hans stykker relevante for et moderne

publikum?

Tror du en skuespiller skal have et særligt talent/

nogle særlige færdigheder for at kunne spille et af

Shakespeares stykker fremfor et moderne teaterstykke?

Hvad er dine forventninger til at skulle se Folketeatrets

forestilling De lystige koner?

Hvad kendetegner en komedie? En tragedie?

Et historisk værk?

Hvad tror du er formålet med en komedie?

Og hvordan adskiller en komedie sig fra en tragedie?

Hvad tror du er formålet med kunst generelt?

SPROGET

Prøv selv at skrive en sonet (der jo skal rime)

eller et blankvers (som ikke skal rime).

Omskriv herefter sonetten eller verset til prosa.

Ændres betydningen og forståelsen af indholdet

i sonetten/verset, når det omskrives?

Hvad gør det ved en tekst, når den er på vers?

Og hvad gør det ved en tekst, at verset rimer

– i modsætning til, hvis det ikke rimer?

Find en nutidig tekst/sang som godt

og rammende beskriver en følelse.

KOMEDIEN

Hvilken komediegenre tilhører De lystige koner i

Windsor, f.eks. folkekomedie, romantisk komedie,

forvekslingskomedie m.fl.?

Selvom De lystige koner i Windsor handler om Falstaff,

er det de sjove og kloge kvinder, der har hovedrollerne.

Hvilken rolle spiller køn i vores forståelse af

komediegenren?

Er der forskel på kvindelige og mandlige komikere?

Og er der forskel på, hvad de kan tillade sig at gøre

grin med?

Hvad er forskellen på en komedie, en satire og en farce?

Hvad gør en komedie god? Tænk på gode og sjove

teaterstykker, film, tv-serier, du har set. Hvilken

komedie er den bedste du har set? Og hvorfor?

Hvad får dig altid til at grine?

Hvem er den sjoveste person du kender? Hvorfor?

FORSLAG TIL ARBEJDSOPGAVER

/ 13

Jay Roni:

Shakespeare hans liv og værker

Oversat af Torben Hanson

Forlaget Sesam, 2001

Kaaber Lars:

Kærlighedens komedier, Mænd og kvinder

i Shakespeares forfatterskab

Hernovs Forlag 2000

Ludvigsen, Christian og Stephan Kehler:

Teatrets historie

Politikens Forlag, 1962

Shakespeare, William:

The complete works of William Shakespeare

Collins clear-type press

London and Glasgow, 1951

Shakespeare, William:

Samlede Shakespeare – dramatiske værker

Redaktion: Henning Krabbe

P. Haase og Søns forlag

Finland, 2001

LITTERATUR