det poetiske bureaus forlag

katalog 2016 + bagkatalog 2007-2015

dansk poesi

BAGKATALOG 2009-2015

Ole Lillelund: GÅDEFULD ASTEROIDESANG I ÆTEREN

Jon Eirik Lundberg: DEN UDØVENDE KROP

Jon Høyer: LIVET OG DØDEN OG KÆRLIGHEDEN OG DEN SLAGS

Søren Sørensen: SOPHIENHOLMSONETTER & ANDRE DIGTE

Steffen Baunbæk: KVARTS

Jakob Brønnum: PORTEN TIL DEN INDRE BY

dansk prosa

BAGKATALOG 2007-2015

Gorm Rasmussen: UTYSKE #5

Arne Herløv Petersen: KRILL

Flemming Andersen: DRØMMEKABINETTET

bureauets lommebibliotek

BAGKATALOG 2013-2015

Arne Herløv Petersen: GENKLANG

Réjean Ducharme: SLUGERENS SLUGT

Jon Høyer: JEG ER BARE TIL I MINE DIGTE – OM STEIN STEINARRS POESI

Errico Malatesta: I CAFÉEN

Leonora Carrington: DEN OVALE DAME & ANDRE FORTÆLLINGER

Antonio & Manuel Machado: UDVALGTE DIGTE

Victor Serge: SÅ GLØDERNE ULMER I ØRKENEN

Gary Snyder: TURTLE ISLAND

Ole Lillelund, Abdul Malik Beakasyar, red.: PASHTUNSKE DIGTE

René Daumal: MOD-HIMLEN

Roger Gilbert-Lecomte: SORT SPEJL

Jules Verne: HAVET TRÆNGER IND

bureauets klassikerbibliotek

BAGKATALOG 2013-2015

William Shakespeare: SHAKESPEARE – KÆRLIGHEDENS DIGTER

oversat poesi & prosa

BAGKATALOG 2008-2015

bagkatalog: danske digtsamlinger 2009-2015

Albert Hytteballe Petersen:

Brev til menneskesønnen 2015 – 100 kr.

Amourose A.V. Langer: Altings sanselighed

2012 – 100 kr.

Arash Sharifzadeh Abdi: Kvasidansk

2009 – 100 kr.

Arash Sharifzadeh Abdi: Digterpapegøjens sang

2012 – 100 kr.

Arash Sharifzadeh Abdi: Sange til Freja 2015 – 150 kr.

Arne Herløv Petersen: Frø

2013 – 100 kr.

Arne Herløv Petersen:

Perronens længsel efter luftskibe 2015 – 150 kr.

Aron Bang: Under gaderne, fjeldet

2011 – 100 kr.

Christina Skartved: Vindgudens sten 2014 – 100 kr.

bagkatalog: danske digtsamlinger 2009-2015

Daniel Boysen:

Røntgen 2015 – 150 kr.

Eva Botofte: Forsætlig nat

2014 – 100 kr.

Antologi, diverse forf. Fragmenter

2010 – 100 kr.

Frk. Marthedal:

Digte 2012 – Udsolgt

Inge-Helene Fly: Supermoon

2014 – 100 kr.

Jakob Brønnum: Malmö by night 2014 – 100 kr.

Jakob Brønnum:

Langsomheden 1.0 2015 – 125 kr.

Jan Hatt-Olsen: Silkeprocessen 2015 – 100 kr.

Jan-Peter Hansen: Malerier

2012 – 100 kr.

bagkatalog: danske digtsamlinger 2009-2015

Karl-Emil Heiberg:

Øksen ligger ved træets fod 2012 – 100 kr.

Lars-Peter Olsen: Den hæse muses hvisken

2012 – 100 kr.

Lau Ingemann Vinther Pedersen: Alle udveje fører til vanvid

2014 – 100 kr.

Laura Kjærgaard & Mads Boel:

Langtlysher 2014 – 100 kr.

Morten Ranum: Begyndelser

2010 – 100 kr.

Morten Ranum: Fortsættelse

2011 – 100 kr.

Morten Ranum:

Eksplosion 2012 – 100 kr.

Morten Ranum: Saftig lørdag

2015 – 100 kr.

Ole Perregaard: Det dada

2009 – 100 kr.

bagkatalog: danske digtsamlinger 2009-2015

Otto Oktavinian Orthonikidze:

Dem bjergene åd 2011 – 100 kr.

René Rasmussen: Lettet

2009 – 100 kr.

René Rasmussen: Sprogets knogle 2010 – 100 kr.

René Rasmussen:

Blackeman / Galovre 2011 – 100 kr.

René Rasmussen: Lysord

2014 – 100 kr.

René Sandberg: Ceremonien 2009 – 40 kr.

Robert Reinhold:

Glasskår i blodet 2013 – 100 kr.

Salim Abdali: Stederne er tidens gravplads

2015 – 150 kr.

Steffen Baunbæk: Picnic i Hiroshima

2012 – 100 kr.

bagkatalog: danske digtsamlinger 2009-2015

Stig Jessen:

JEG 2013 – 100 kr.

Stine Dige & Marie Ladefoged: Stik

2015 – 150 kr.

Søren E, Kristoffersen: En ko på indlandsisen

2011 – 100 kr.

Søren E. Kristoffersen:

Det korte af det lange 2014 – 100 kr.

Søren Sørensen: Ellekrogselegier 2011 – 100 kr.

Søren Sørensen: Kontrapunkt

2013 – 100 kr.

Tine Schrøder Lunøe:

Søvn 2011 – 100 kr.

Antologi, div. forf.: Titler

2009 – 100 kr.

Torben Dorph-Petersen: Digte til nationen

2010 – 100 kr.

bagkatalog: digtsamlinger af ole lillelund 2009-2015

Forandring – 777 haiku (2011)

100 kr.

Mantra for det sagnomspundne intet (2010)

Udsolgt, inkl. cd med C. Irgens-Møller

Guanoelegier (2009)

125 kr, inkl. cd

Udsagn fra tågernes kaj (2015)

125 kr, inkl. cd m. Silver & Steel

Psyrrealistiske Psalmer (2009)

125 kr, inkl. cd med Doc Freaky

Lakoniske Helsingørdigte (2013)

125 kr, inkl. Cd

Centraljyske ganetoner (2012)

125 kr, inkl. cd m. Mads Errboe

Aftryk af daoistiske frøer i luften (2014)

125 kr, inkl. cd med OCS-CPH

Zenmala (2014)

100 kr

ole lillelund

gådefuld asteroidesang i æteren Ole Lillelund er klar med sin 10. digt-samling siden 2009, Gådefuld asteroide-sang i æteren, denne gang med musi-kalsk akkompagnement af Silencio Phobia. Udkommer i foråret 2016.

ved bumsetønden

en virkelig verden trænger sig på insisterende nede omkring bumsetønden, det er den på hjørnet den i krydset mathæusgade/ dannebrogsgade, træskrot brænder lystigt i værste fald et lastbildæk, hvis ellers i kunne holde kæft så længe ville i kunne høre at græshoppen er vendt tilbage ovre i skydebaneparken

uden titel

oh hölderlin dit knogleslot hviler på bølgernes skum, dine kar svømmer over af sort syre i kultkatedralen, visioner af blafrende gåsehud sender spasmer gennem din paranoide ursuppe, dit adelskab er ikke af denne verden, du spreder ørnebregner i den gasblå underskov, du har sære koraller i kalkbrænderiet, sandelig: du er den største kameldriver i karavanen, hvor vest er øst og salabim, på tryk ser livet sært ud, mens du drukner i sandet og eftertiden forkaster din agenda

citronmåneblues

først orange vesthimmel mod aften mens toget kører tungt sydpå helvedshunden snuser i mit spor alt går,alt går mod tyndere måne og helvedshunden snuser i mit spor, spiser endnu et stykke af månen kærlighedens insektbid

her er ingen højder her går kvinderne ikke i bjergene og skærer soma, her får den udvalgte sæsonens friske vilde blomster i vaser på langbordet og kærligheden fortsætter kontant påvej mod hendes seng til dagens lyd af spætter i elletræernes grene og nattens af ugler og nattergale til fuldmånens skin gennem slåenkrattet på bakken, på bakken til døden eventuelt adskiller de rejsende elskende eller vice versa i psykedeliske neonfarvenuancer

absolut stilhed

i de høje nøgne bjerge,

deres stilhed så

gennemtrængende

øregangens placebolyd

suser vildt i det eustakiske

rørs dybdemål,

måske lyder vand der fødes

af is på samme sæt

landay

den næste linie hviler ufødt

en let tøvende kvinde ude i vildnisset

ocean

sitren i sammenblæst havskum

svage efterdønninger af

en fjern stjernes eksplosion,

flash der ikke fås på piller

rider mod kysten fra syd,

de kommer og kommer,

mystiske åndedrag under

en liggende månesegl,

hvilken nat i skjul

under klippekysten,

krabber krabber lydløst

over fugtig basalt med

lette bølger indover konstant,

drømme dryppende af morild

lander på synsnerven

i det sydkinesiske hav

endnu en digter i nueva york

ikke kun jeg besynger new york

blot en digter i rækken af

indkomne dyrkere af

den aldrende storbys

mørkere palet og livets synkoper

og drømsete afgrundsromantik,

her er hver dag hver nat

et fortsat bål med fartstriber

i et afkors af ubefæstet

religiøsitet,

og de så hele

den tyrkiske tobak brænde,

her kan enhver hjernestorm

lukkes løs på et fortov,

her kan et jeg være alene

i malstrømmen,

her er der nærvær

med slidt neon blandt

de nederste strater,

her kan poesien

være dræbende,

men set højt ovenfra er

new york blot små

spidse ujævnheder

i synsfeltet dernede

i kajernes tågedrøm

maximum bonjour

den udøvende krop

Maximum Bonjour udkom som en digtsamling i 2013, og debuterede i december 2014 som hus-poet hos DR 3s Monte Carlo. Nu udkommer hans første bog i egenskab af digter, assisteret af sin faste stenograf, Jon Eirik Lundberg. Ifølge assistenten foregår samarbejdet via såkaldt ‘ka-nalisering’. Maximum foretrækker at henvende sig til ham via uopmærksomheder: mislæsnin-ger (aviser, breve, plakater), synsbedrag i svag belysning, eller begivenheder i omgivelsernes periferi. Tit andre menneskers utydelige (dvs. mildt nonsensiske) samtaler med hinanden. Meddelelserne optræder også gerne i situatio-ner, hvor det at skrive forekommer mindst na-turligt. F.eks. på vej ud af døren for at nå en vigtig offentlig transport; eller midt i en trans-aktion; ved læsning af en brugsanvisning eller et produkts ernæringsindhold; idet man venter på at slippe ind gennem en dør til en offentlig tjeneste eller myndighed; under trykket fra en alvorlig nyhed meddelt via telefon; eller i det ukendte landskab der åbner sig, når alle planer bliver omkalfatret, fordi en aftale bliver mislig-holdt. Udkommet 11. februar 2016. 100 kr.

Gamble sig op ad ordfloden

(Første samtale) Du MAXIMUM?

Ja, min Sayonara?

Hører du den knuste tand

under fortovets klage?

Min rytmiske rubrik min sarkofaglige

synkretiskumbrellaniske gåsehudleverpostej:

kan hørelsen ikke danse

på perforeret vinyl

i vor seng du nord?

Skulle ikke judo-moskito-barbarossa-estragoni

overophede-fuldbyrde fontænisk

liderlighed med små klinker

af sølv-karabineri?

jeg hører din utrøstelige nat

ride gennem heste

ind i birken

og skrifte for prædikaterne

Rehabiliteret sygdom

I Randers gik vi

i den knuste jungle

fulde af sort blod, bittert blod

mennesker store som tornadoer

befolkede spidsen af min tunge

min kalender sang høfebersangen

og alle veje var med et blevet

énhjørningskørt

jeg var så åben

så grøn så dyrisk

den gang

jeg hørte generne råbe bag skoven

jeg hørte de kontinentale plader i hjernen

gnide mod hinanden

jeg hørte et aks korn bryde gennem en mur

jeg hørte violiner græde

inde i østers

jon høyer

livet og døden og kærligheden

og den slags Jon Høyer (født 1942) er forfatter og oversætter fra engelsk, islandsk, svensk og tysk, uddannet mag.art. i litteraturvidenskab fra 1972, tidligere gymnasie-lærer og universitetslektor. Han har oversat den is-landske digter Thór Stefánssons I dit lys (2015) til Det Poetiske Bureaus Forlag og i år udkommer desuden Jeg er bare til i mine digte om Steinn Steinarrs forfatter-skab. Er også aktuel med sin oversættelse af Derek

Walcotts Hvide hejrer der udkom på Gyldendal i ja-nuar 2016. Udkommer i marts/april 2016.

Pludselig træder du fra asfalten ud i vildnisset

Pludselig træder du fra asfalten ud i vildnisset med et enkelt skridt svigtet af vejkanten en indfødt i en verden af rovdyrlugte og listende lyde bag det tætte buskads på vej og på færde gennem tider og rum uden ende i skiftende strejftog med din flok efter føde omkring din stammes grotte deroppe under månen og de rejsende skyer hvor du kryber ind med de andre til de andre i halvmørket og skutter dig hjemmevant foran arnen og sludrer og brummer og skælder ud og gnasker i dig og ræber og falder hen indtil råkulden kryber ind og du vågner og klør dig i armhulen og vender og strækker dig og omsider kommer på højkant og står oprejst og vejrer og stirrer mod morgendisen over dalen mens du luder forgæves fremad mod andre tider

Der ligger lort i livets hjørner

Der ligger lort i livets hjørner og vi fejer og fejer

og det stinker og sætter sig i mig og får mig til at tøve et øjeblik før jeg svinger ind og standser op foran de synligt fremmede der står på min vante rute og vinker ved deres bil i vejkanten

Men hvorfor tøve?

Og hvor længe næste gang?

søren sørensen

sophienholmsonetter & andre digte

Søren Sørensen er født i 1937 i Thisted. Han blev student i 1956 fra Nakskov kommunale Gymnasium og lærer fra Skårup Statsseminarium 1960. Fra 1960 til 1985 ansat i folkeskolen. Han debuterede i 1984 med essaysamlingen Oplevelser med nordisk litteratur og har siden udgivet mere end et halvt hundrede bøger, bl.a. sin store Petrarca-oversættelse Canzoniere eller Sangenes Bog på danske vers (2005). På Det Poetiske Bureaus Forlag har han tidligere udgivet digtsamlin-gerne Ellekrogselegier (2011) og Kontrapunkt (2013) samt den europæiske lyrikantologi Med andre ord der udkom i serien Bureauets Lommebibliotek i 2015. I foråret 2016 udkommer Sophienholmsonetter & andre digte.

Sophienholm Sophienholm hvor pastor Münters datter lar Heiberg gå omkring som æseltrækker for fruen selv her mellem rosenrækker skønt han vist helst betragter entrechatter

som frøknen, Ida Brun, begår mens atter og atter denne unge pige strækker de spinkle ben og gennem øjensprækker iagttar bejlere som næppe fatter

det særlige ved dansen og mimikken. Sophienholm! Nu lyder stærke sange af den slags Rahbek mente var for skrappe.

Således vælger tiden mange gange det ud af digtekunsten og musikken man før fik vist til husets køkkentrappe.

Opråb til venner af verset Hylder du knytlingeverset, sonetten samt firfodstrochæen, fornyrðis-laget som Jensens Johannes fik anbragt i Bræen, dyrker den gyngende versfod med seksspand Homer altid gjorde, eller som Heine når du lader tankerne komme til orde, støber dem ind i strofer der løber så legende lette, jomfruevers der danser af sted, men sjældent bli’r trætte? Husker du Helenas glæde da Faust lod rimene flyde? Wunderlich klingt es, bemærked prinsessen, hvad kan det betyde? Bellman som snoede rimene så som musikken vil ha det, es klingt auch wunderlich, aldrig i evighed trættes vi af det. Old var nok årle, men det var på vers at man lod os det vide, sent vil det mindes af mange som fandt deres versform i tide… Tidløst er digtet som ved hvor det har sine fødder.

steffen baunbæk

kvarts

Steffen Baunbæk debuterede i 2012

på det Poetiske Bureaus Forlag med

digtsamlingen Picnic i Hiroshima og

sidste år kom hans hjemstavnsdigt-

samling 8600. Kvarts er hans tredje

bog. En gotisk dødsmesse på vers,

som kommer omkring både Herlev

og Bahnhof Zoo, cirkusmanegen og

folkedrabet. Ind, hvor sneen falder,

og der er rottegift på tallerkenerne.

Kvarts udkommer i foråret 2016.

X dør,

og det

var så

det,

det

var nok

til et

liv.

X dør,

og verden

er blevet

en dårlig

samvittighed

lettere.

X dør,

fordi han

er tom,

men forventes

at udrette

noget

i dag.

X dør

af pligt,

ikke lyst,

men det

fandens

til hul,

han fik

gravet

i går,

skal jo

fyldes

med

noget.

X dør,

og det er

som altid:

En hjerne,

der lækker,

en lever,

som godtager

skidtet,

en hånd,

der bliver stiv

og ubrugelig,

et hjerte,

som åbnes

forsigtigt

på klem.

X dør,

og det er

i orden

som klipper

og æter

og hav

er i orden,

som regnvejr

og flammer

og blæst

er i orden,

men ting

skal jo testes

solidt,

før man ved.

om de virker

endnu.

X dør,

i skoven

er fuglene

stille,

de ved,

den er større

end dem.

jakob brønnum

porten til den indre by

Jakob Brønnum, forfatter til 25 bøger, herunder tolv digtsamlinger. Har udgivet Malmö by Night (2014) og Langsomheden 1.0 (2015) på Det Poeti- ske Bureaus Forlag. Om den seneste skrev biblio- tekernes anmelder, “Sproget er smukt, gennem- arbejdet og sikkert … en herlig lille digtsamling.” Jakob Brønnum er tidligere formand for Den skønlitterære Gruppe i Dansk Forfatterforening. Han modtog legater fra Statens Kunstfond i 2005 og 2007. Porten til den indre by udkommer i efteråret 2016.

1.

Hvem siger mennesket er blevet hjemløst i verden? Det er mest filosofferne, der siger den slags, og nogle journalister sent på aftenen i snakke-snakke tv-programmer som ingen ser alligevel. Politikerne siger ikke sådan noget; tværtimod, de gør hvad de kan for at skjule det

Der er folk der har set ud på de samme mursten i 38 år, motorvejen høres bedst i vestenvind

ind i mellem høres brudstykker af korte samtaler

4.

I visse kvarterer kan man altid høre udrykningskøretøjer, folk i nabolaget har røde og blå lys i deres drømme

Bag hvert eneste stoppested, og i trappen ned til undergrunden og mange andre steder i den indre by står en amerikansk skuespiller. Han har enormt følsomme øjne

Om aftenen har mennesket to skygger, én fra den lygte, man er på vej ind under og én fra den man har forladt

5.

Mennesket er ikke længere alene. Hyld de døde filosoffer og lad dem endelig hvile i deres grave. Lad dem rotere, hvis de vil, selv deres navne lyder som noget ens farmor sagde, Wittgenstein og Nietzsche og Charles M. Schultz, Rundt omkring står endeløse hoveder og fladskærme de første trætte, de sidste uhørligt sitrende af længsel efter at blive til

6.

I oktober har ingen af træernes blade den samme farve hvis man ser ordentligt efter Selvom verden er digital har man det stadig på samme måde efter et langt kys Nogle af husene ser ud som om de står og græder

bagkatalog: romaner, kortprosa m.m. 2007-2015

Alexander Carnera:

De papirløses dagbog 2013 – 150 kr.

Arne Herløv Petersen: Grænseløs 1-4

2014 – 200 kr. pr. bind

Arne Herløv Petersen: Krill

2016 – 150 kr.

Arne Herløv Petersen:

Nidkære guder 2014 – 100 kr.

Arne Herløv Petersen: Usømmelig omgang med fjerkræ

2015 – 150 kr.

Bo Dahl Olsson: Geronimos hævn

2015 – 150 kr.

Linus Carlsen:

Genskær 2007 – 100 kr.

Linus Carlsen: Pantomime

2010 – 100 kr.

Louise Kristensen: Mod solnedgangen

2014 – 100 kr.

bagkatalog: utyske

Utyske No. 1 – Mændene i bakkerne

Med essays af Gorm Rasmussen

2014 – 125 kr.

Om samlere af forskellig beskaffenhed, nemlig Carl Kjersmeier, Evald Tang Kristensen samt nyligt afdøde Vagn Jør-gensen Brøndegaard og Peter Naur.

Utyske No. 2 – De lyshigende

Med essays af Gorm Rasmussen

2014 – 125 kr.

Teksterne bevæger sig rundt i landskaber over hele landet med beretninger om nære og fjerne hændelser, der alle kaster den lidt skæve vinkel på tilværelsen.

Utyske No. 3 – Som Utyske

Med essays af Gorm Rasmussen

2014 – 125 kr.

Aktuelle litterære kommentarer til virke- ligheden, om fremmedgørelse, fordom- me og folkeslagenes tendens til at skabe skræmmebilleder af hinanden.

Utyske No. 4 – Emanuel

Roman af Gorm Rasmussen

2014 – 125 kr.

Kortroman om mødet i Helsingør mel- lem den svenske mystiker Emanuel Swe- denborg og Søren Jørgensøn der ror ham til svenskefærgen.

utyske no. 5

Efter fire Utyske-bind eksklusivt forfattet af Gorm Rasmussen indbydes alle skrivende skribenter nu til at indsende bidrag til Utyske No. 5 der bliver en antologi om kvinder og mænd, begge køn, med titlen: Der burde have været Roser. Herunder følger forfatterens formelle invitation:

Vil du bidrage? Nogenlunde lige så bredt og upræcist formu-lerede jeg mig første gang jeg udsendte denne in-vitation – af to årsager: 1) For at omfavne så mange genrer som muligt, fra poesi over betroelser, prosa, bekendelser og polemik til vittighedsteg-ninger, 2) Fordi jeg nok havde en fornemmelse af, hvad jeg ville have, men ikke kunne forklare det. Alt i alt en invitation til en fest og et slagsmål, en sørgesang, hyldest, tilbedelse, forbandelse, whatever, analyse, som jeg synes, man længe har haft brug for. (Det synspunkt har jeg gudskelov fået

bekræftet spontant af flere). Nu har jeg en formel invitation, der både er mere præcis og ligeså rummelig. Formlen lyder Trilce IX af peruaneren Cesar Vallejo, i min egen slette oversættelse: Trilce IX Jeg søger lige på slaget at omgøre afslaget og få et nyt slaw. Hendes to brede blade, hendes lille ventil som åbner sig i saftig modtagen mangedoblende mangedobleren, hendes fremragende evne for behag, sandelig altid parat Jeg søger lige på slaget at omgøre afslaget og få et nyt slaw. For at smigre hende baster og binder jeg vilde bolivianske bjergegne til toogtredive kabler og deres mangfoldighed, de strammes hår for hår hovne svulmelæber, Værkets to bind og så oplever jeg ikke fravær, heller ikke af følesans Det lykkes mig ikke at vende afslaget ... Vi får aldrig den tyreagtige Fråden af egoisme og denne dødelige gnidren af lagner opsadlet, fordi nu kvinden denne Oh, så tung hun er som en general Og af hunkøn er den fraværendes sjæl. Og af hunkøn er min sjæl. Digtet her er som så mange af hans gådefulde digte blevet fortolket igen og igen. Hvad mener stodderen? Hvad er det der foregår eller er gået for sig?

Det er faktisk ganske klart, hvad der er fore-gået. For digtet er blevet et spejl. Ligesom myterne kan nyfortolkes af hver tid uden at miste strøm til næste gang. Sådan også med Cesar Vallejo og ikke mindst et digt som dette fra hans hånd. Det behøver man ikke træde i, men den slags tyder på ‘stor digter’. Tolkningerne af Trilce IX går lige fra at skildre et såret elskerjeg, en vred og brunstig, men viril mand, til en mand der har været udsat for et frygteligt kvindeligt overgreb, nemlig narrefisse, og over et mandschauvinistisk bæst, der demonstre-rer sit tyreagtige frådende selv til, som noget af det nyeste, en digter med et åbenbaret køns-identifikatorisk problem – hermed et visionært digt, der forudsiger det nu meget fremherskende tvivleri om det fasttømrede køn. Jeg er sikker på, at man kan finde mange flere tolkninger. En gammeldags psykoanalytisk eller jungiansk er oplagt. Jeg er stensikker på, at man for år tilbage ville have kunnet finde en marxistisk. Vallejo var overbevist kommunist og Stalin-tro. Der findes karakteristisk nok – for hvad skal man ellers forklare myter med om ikke med nye myter – en anekdote om digteren, der vistnok sættes i forbindelse med Trilce IX. Jeg har den fra en bog af Clayton Eshleman, og han har det fra en vis Espejo. Denne Espejo fortæller, at anekdoten fortæl-ler, at Cesar Vallejo opholdt sig flere dage i en parisisk lejlighed med en nøgen maskeret kvinde, der tilbød ham sine ynder, i det mindste for øjet. Han og hun betroede hinanden mange ting, men hun aldrig ham sin identitet. Og tog aldrig sin maske af. Kan det inspirere ... ? Der er så meget vi ikke ved. Og der findes så mange anekdoter om kønnene, kvindfolket, karl-folket, kærligheden og krigen. Giv et bidrag. Der er frit slag.

arne herløv petersen

krill

Arne Herløv Petersen (født 1943 i København), forfatter, oversætter og tidligere journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau samt redaktør af Studenterbladet 1963-65. Cand.phil i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1991. Debuterede som 15-årig i anto-logien Unge meninger om Vi mennesker i 1958 og udgav sin første selvstændige bog, Digte, i 1962. Har udgivet om-kring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur, bl.a. Jack Kerouac, Kurt Vonnegut og Norman Mailer. Har på Det Poetiske Bureaus Forlag tidligere ud-givet digtsamlingerne Frø (2013) og Perronens længsel efter luftskibe (2015), kortromanen Nidkære guder (2014), no-vellesamlingen Usømmelig omgang med fjerkræ (2015) samt erindringsromanværket i fire bind Grænseløs (2014). Er desuden aktuel med lyrikantologien Genklang. Krill ud-kommer 25. februar 2016 og koster 150 kr.

Krill Skyerne driver over himmelen, gennem havene

glider skyer af krill, lyskrebs der samles i sværme der stiger og synker med døgnets rytme. Krill åbner munden, og vandet passerer gennem et filter, mens de encellede alger, diatomerne, hæn-ger fast i filteret. Således forvandles planter til krebsekød, som større dyr spiser. Den enkelte lyskrebs er et par centimeter lang. Den er bioluminiscent, den kan lyse. Man

mener, at krebsene ikke producerer lysstoffet luciferin selv, men får det gennem kosten, ved at æde dinoflagellater. De organer på krebsene, der udsender lys, fotoforerne, kan fokusere, og krebsen har muskler, der kan dreje dem. Hvad krebsene bruger organerne til, ved man ikke. Man gætter på, at de bruger dem til at kommu-nikere med hinanden. Deres sprog er et lys-sprog; deres ord er glimt. Lyskrebsene er små, men der er mange af dem. Så mange, at deres samlede biomasse er større end menneskenes biomasse. Blåhvalerne elsker dem. Blåhvalerne kommer glidende gennem ha-vet, de åbner gabet og ind strømmer vand, der filtreres af barderne, så lyskrebsene hænger fast og bliver ædt. Blåhvalen kan blive mere end tre-dive meter lang og veje 200 tons. Der skal meget krill til, før den er mæt. Havene er vældige, men blåhvalerne kan kommunikere på lang afstand med deres sang. Deres sprog er en sang, deres ord er rungende bastoner.

Universet er stort. Man kan betragte det i mange år uden at se tegn på liv. Men det betyder ikke, at det tomme rum er tomt eller livløst. Gennem det vældige rum mellem solene sejler rumhvalerne. De blev skabt som rumskibe på en fjern planet, men de blev dyrket som biologiske væsener. De æder og formerer sig. De indtager kulstof og andre grundstoffer. De er altid sultne. En rumhval, der strejfede rundt i en galaktisk spiralarm, stødte på en lille, hul genstand, en rum-sonde. Den lod en føletråd glide over den og ind i den, og der fandt den en lille guldplade med en primitiv tegning af et par biologiske væsener og en nøje beskrivelse af, hvor man kunne finde dem. Rumhvalen vendte om; den ville se efter, om der var noget spiseligt, der hvor sonden kom fra. Menneskene lever i sværme. Der kan være tyve millioner af dem i sværme som Tokyo, Lagos, Mexico og Shanghai. Menneskene indtager føde, der forvandles i kroppen til former, der er mere fordøjelige for de store væsener. Menneskene har organer, så de kan kommunikere med hinanden. Deres sprog er svingninger af stemmebåndene; deres ord er muskelsammentrækninger. De kan se mange ting, men de havde aldrig fået øje på rum-hvalerne. En dag gled en sky for solen. Rumhvalen kom ind. En snabel skød ud af dens forende som en støvsugerslange. Den satte slangen mod million-byerne og sugede ind.

flemming andersen

drømmekabinettet Flemming Andersen, født 1961, er journalist, redaktør, kom-munikationsrådgiver og forfatter i eget firma ved navn Ordlyd. Han har tidligere udgivet eventyret Isi og den glemte verden (2008), digtsamlingerne Bonelock Blues (2006) og Vinterpels (2010) samt Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier (2012). Har desuden redigeret et udvalg af Asger Stig Møllers digte under titlen De himmelske piber (2014).

Kortromanen Drømmekabinettet er hans første udgivelse på Det Poetiske Bureaus Forlag. Udkommer i 15. marts 2016.

000

Ja undskyld mig, men familiefar?! Min bare røv bundet på hænder og fødder. Røvkedeligt, indtil ungerne begynder at klare sig selv. Andre fami-lier til parforholdsmiddage med skrigende og krævende unger. Alting fragmenteres. Det allermest røvkedelige er, når noget af alt det isenkram, der hører sig til i en børnefamilie, går i stykker, for så skal man tale med de andre røvkedelige familier om nyanskaffelserne: “Køb-te du en Blomberg?” “Ja, den var på tilbud.” “Nåda.” “Jojo.” ”Ja, vores tørretumbler er også ved at have nogle år på bagen,” siger konen som selv har fået noget på bagen, og det er til gen-gæld lutter lagkage, indtaget mellem rester af Teletubbies og ble-bon’er. Gab. Få mig væk! Onde middelklassegud, forsvind, pak dig. Familien som trendsættere og rollemodeller. Tune ind på P4. En virkelighed formidlet som om alle hertillands har de rigtige og sunde vær-dier, bilen, huset, plænen, løbeturene, rejserne til nådada, det må jeg nok sige, eller der var vi også sidste år. Alle de, der ikke er som os, vil gerne være som os. I et isblåt glimt ser jeg en hel nation, hvor alle drømmer om at være røvkedelige. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, og fandt kun det nedslåen-de svar, at den, der keder sig, slipper for at leve. Så kan man også justere sine drømme – hvilken mand i slut-30’erne drømmer i dag ikke om at lave sine egne snapser? Her er der virkelig mulig-hed for at skille sig ud fra alle de andre røvkede-lige familiefædre, for hjemmelavet snaps smager jo forskelligt. Jeg er unik, råber den ene familie-far til den anden, mens de sammen bunder en slåensnaps med en eunik familieetiket på. Og ko-nerne? De sidder og læser den nyeste bog om at være sig selv på en ny måde, så de kan snakke med hinanden og drømme sig væk, ser gamle film om Romantisk Kærlighed.

Men det er værre endnu. Jeg bor – i Dasedåse-rup. Dasedåserup er ikke en by, det er en mental stilstand. Hvis en rocker har kickstartet en motor-cykel i nærheden af en gammel dame, ryger det på forsiden af lokalavisen. Kulturlivet består af by-fester med dansktoporkestre og loppemarkeder. Weekenderne er et usynkront primalskrig af moto-riserede havehjælpemidler og trykluftsgeneratorer.

001

Nå. Hej igen, eller hvad man nu siger i en situation som denne. Lang tid siden. Ja, undskyld indled-ningen, men jeg trængte lige til at få luft. Så god-dag, her fra mit eget lille reservat ned mod kysten ved Fårevejle, Sejerøbugten. Solen bager ned på mig, selv om det er i begyndelsen af september; klokken er vel fire om eftermiddagen. Det er et gammelt nedslidt sommerhus, men en god bekendt har købt det og er ved at sætte det i stand. Han har smækket et anneks op, såvidt jeg kan se sådan et, man kan købe i Silvan for 30.000. Nye tag-render overalt, nymalet. Engang bliver det rigtig fedt for en familie med 2 børn – 33 kvadratmeter plus anneks. Trægulvet bugter sig i bakkedal. Nej, det er ikke mig. Det er rent fysisk. Her larmer meget mere end i mit eget hus, som ligger på en fredelig lille villavej, tilbagetrukket. Her i Fårevejle er der billarm konstant. Et sommer-husområde. Uden for sæsonen. Måske er folk trætte af fred og ro.

002

Det er nøgne tider. Alting åbenbares. Der mang-ler den hvide klædedragt. Jeg forstår ikke buddhis-terne. Tænk at målet er at blive så tom som mu-ligt. Tomhed er skræmmende, det ved alle og en-hver. Buddhister drømmer om intet og er ligeglade med livet.

bagkatalog: bureauets lommebibliotek 2013-2015

Rejéan Ducharme: SLUGERENS

SLUGT

Roman, 150 kr.

Jules Verne: WILHELM STORITZ’

HEMMELIGHED

Roman, 150 kr.

Jules Verne: REJSEBUREAUET

THOMPSON & CO.

Roman, 150 kr.

Nanos Valaoritis: HJEMLØS

DEN STORE

Poesi, 100 kr.

Morten Nielsen: DAGBØGER

Autobiografi, 125 kr.

Lily Litvak, red.: HJERNEDYNAMIT

Anarkistisk prosa

Noveller, 150 kr.

Marilyn Nelson: HURTIGERE

END LYSET

Poesi, 100 kr.

ASHTAVAKRA GITA

Sanget om superselvet

Religion, 100 kr.

Mario Vargas Llosa: LA CHUNGA

Teater, 125 kr.

L. von Sacher-Masoch:: VENUS I PELS

Roman, 150 kr.

Dylan Thomas: KORT OVER

KÆRLIGHEDEN

Poesi, 100 kr

Charles Baudelaire: DET KUNSTIGE

PARADIS

Essay, 150 kr

Søren Sørensen: MED ANDRE ORD

Europæisk lyrikantologi

Poesi, 125 kr.

René Daumal: MONT ANALOGUE

Bjergbestigereventyr

Roman, 150 kr

Arne Herløv Petersen: GENKLANG

Verdenslyrikantologi

Poesi, 125 kr

arne herløv petersen

g e n k l a n g

Lyrikantologi med digte fra hele verden af Wang Fanzhi, Wang Wei. Li Bai. Du Fu, Bai Juyi, Li He, Han Shan, Du Mu, Mei Yaochen, Su Shi, Tichborne, Shakespeare, Basho, Thomas Gray, Buson, Issa, Shelley, Keats, Poe, Edward Lear, Lermontov, J.R. Lowell, Lewis Carroll, Emma Lazarus, von Hofmannsthal, James Joyce, Dan Andersson, Edna St. Vincent Millay, Brecht, Rabearivelo og Perec, udvalgt og gendigtet af Arne Herløv Petersen. Udkommer 28. januar 2015.

Percy Bysshe Shelley: Skovhuggeren og nattergalen En mand på skovhugst standsed’ i sin færd og følte hjertet blusse op af had fordi der sang, i månens milde skær,

i alle stjerners klare strålebad en nattergal, der med sin melodi fik skilt den sultne skovnats mørke ad,

som månen sejler på sin vej forbi og roser fylder dalens dunkle bund med duft, der ligger svævende og fri

som skyer pustet ud af nattens mund. Og nattergalens lykkelige sang i skoven fra den gyldne aftenstund

til morgenstjernen stråler over vang var flettet sammen med den tavse ånd, violer og en rosenfletning lang

der hørte den i søvne. Himlens bånd af stjerner og den nattesvøbte jord, hvis øre hvilede i mørkets hånd,

og bækkes sølv og tyste silkesnor og bølger, skyer og hver busk og træ og vinden, når den suser uden ord,

hvert dyr der strækker sig i hulens læ hver fugl der trykker sig mod mosgrøn gren hvert møl der sitrer ind mod græssets knæ,

de hørte alle sangen pur og ren som den, hvis kærlighed for voldsomt flød fortæres af det bud, der siger: Tjen

og kastes i en evig stjernes glød, som var den blot et kendt og hjemligt lys og deri finder kærlighed og død.

Fra denne sang, der med et saligt gys svandt ind i himlen, så hvert åbent sind sank ned og tilbad dette guddomslys

af drømme født af sang mod nattens vind fløj kærlighed i alle sjæle ind i hver en sjæl, undtagen én.

***

Thi han gik frem med økse og med sav og dræbte inden aften dette træ der nattergalen ly og bolig gav

Dryaden fandt i træets løvpragt læ en skygge mod den skyfri himmels blå Bladhanget skærmede hvert lille kræ

Når regnen faldt fra hvert et blad man så et drys af dråber som en stille gråd, en vuggesang, som vinden kan forstå

for himlens tårer, der gør kinden våd, er uden bitterhed og uden salt og bringer træets fugle trøst og råd

Og træets blade svøber sig om alt om fuglens rede, svæver som en sky om blomsterklaser, ingen sjæl har talt

og danner hvælv i stille morgengry, for denne lønligt skjulte helligdom som søjletag på templet i en by,

et nyt Athen, et skovens skjulte Rom, hvorfra den lød, den skønne melodi, der klang, før træet ramtes af sin dom

Og duft og mumlen, stråler var deri. Den lød for hjertet som en trofast ven, en ven, der ikke kendte svigt og svig.

Og løv og bølgers brusen sang igen men nattergalens kalden er forbi De sidste klare toner svinder hen og stilhed hersker nu på skovens sti.

***

For træer fældes i hver jammerdal. Dryader jages bort fra deres hi og ingen hører skovens nattergal.

Ovenstående er en fri gendigtning og parafrase over Shelleys digt The Woodsman and The Nightingale

réjean ducharme

slugerens slugt

Oversat af Attila Aspelund Réjean Ducharme (født 1941) er én af de mest aner-kendte og mest kontroversielle forfattere fra den fransk-canadiske Québec-provins. Slugerens slugt var hans før-ste roman og medførte hans store gennembrud da den blev udgivet i 1966 og bl.a. blev nomineret til den pres-tigefulde Prix Goncourt i Frankrig. De få interviews han gav i kølvandet på udgivelsen blev hans sidste og han har ikke ladet sig se eller fotografere offentligt si-den slutningen af 1960’erne. Slugerens slugt følger for-tælleren, den unge pige Bérénice, der vokser op som gidsel i en evig konflikt mellem forældrene, den katol-ske mor kaldet Døde Kat eller Dø’kamel, og den jødi-ske fader, den rige forretningsmand, Einberg. Her bringer vi kapitel 44 hvor Bérénice er blevet sendt til genopdragelse hos sin ortodokse jødiske onkel i New York. Udkommer 5. februar 2016. 150 kr.

“Etams Fader Hurs Sønner var følgende: Jiz-re’el, Jisjma og Jidbasj; deres Søster hed Hazlel-poni.” Og det er alt hvad 1. Krønike-bog har at sige om Hazlelponi. Jeg har forgæves læst de tre sider før og de tre sider der følger. Der står ikke mere om Hazlelponi. Hun hverken spiste, drak eller sov. Hun var hverken smuk eller grim. Hun bar hverken sværd eller en krukke på hovedet. Som jeg forstår det var Hazlelponi simpelthen søster til Jizre’el, Jisjma og Jidbasj, hun var ikke andet og foretog sig ikke andet. Hun brugte alle fireogtyve fireogtyvendedele af sin tid på at være søster til Jizre’el og de to andre. Er det ikke smukt! Jeg ville gerne være ligesom hende, være en søster ligesom en statue er en statue. Jeg ville gerne have at folk, når jeg gik forbi, straks ville se at jeg er Christians søster og intet andet. Når en flok kængururotter ser en sværm af spinde-møl kaste sig over et pæretræ i blomst, ser de straks hvad det drejer sig om. Kængururotterne siger ikke til hinanden: “Skynd jer herover og se, venner! Der er et ulvekobbel der kaster sig over et blomstrende æbletræ.” Nej! De siger: “Kom og se! Der er en sværm af spindemøl der kaster sig over et pæretræ i blomst.” Jeg ville gerne have at folk kunne se på mit ansigt, at jeg er Christians søster. Det burde være lige så ind-lysende som det er åbenlyst når vinden blæser. Hvad kan jeg gøre for at den simple kendsger-ning, at jeg er Christians søster, aftegner sig på mit ansigt? Skal jeg gå i uniform, ligesom en ma-tros og en rabbi? Man kan tydeligt genkende en fe på hendes tryllestav og hendes nøgne fødder. Fisk svømmer. Coligny tyggede på tandstikkere. Napoleon gik med sin hat på skrå. Men hvad gør en søster? Skal jeg, for at gøre det klart at jeg er en søster, gå rundt med en langhåret paryk fyldt med pigge, som et pindsvin? Ja! Hvis et pæretræ begyndte at bære æbler, citroner eller der minder om et elefanthoved på tavlen.

græskar, ville man ikke længere genkende det som et pæretræ. For at være et pæretræ og blive ved med at være det, må man bære pærer og intet andet end pærer. For at jeg kan være Chris-tians søster, må alt hvad jeg gør ligne disse pæ-rer. Når jeg bliver rigtig voksen skal jeg nok tage mig af den sag. Men nu ved jeg hvad jeg skal stille op med mit liv. Det føles rigtig godt at vide det. Det er en lettelse. Hvis jeg havde en søster ville jeg kalde hende Hazlelponi og hun ville være fuldstændig ligesom Hazlelponi. Hun ville være min søster og intet andet. Og jeg er Chris-tians søster! Søster blev der sagt! - Bevis hvad du påstår! - Jeg bærer ikke en eneste blomme. Du kan vel se at jeg kun bærer pærer. I løbet af fysiktimen tænker jeg på Hazlel-poni. Det er tosset. Jeg tænker på Hazlelponi og kan ikke komme videre. Pærerne er en tåbelig løsning, det ved jeg godt, men jeg kan ikke finde på noget bedre. Jeg stirrer op i loftet og er så vred på mig selv at jeg ikke hører et ord af det fysiklæreren siger. Og så, med den infusoriske infundibulum-stemme man kalder en stentor-røst, råber læreren mit navn: - Berenice! Berenice! Berenice! Hvad er der i vejen med dig? - Jeg har et problem. Og idet han tror at være i besiddelse af vid, rækker han mig et stykke kridt og beder mig om at notere mit problem på tavlen. For tredive ho-veder er jo klogere end ét… osv. osv. Men da jeg ikke vil lade ham stråle alene, tager jeg, bog-staveligt talt, eller endog hieroglyfisk talt, om man vil, hans udfordring op og rejser mig. “Ver-den klistrer sig til min hud som lus til hovedbun-den. Og jeg har fået nok. Mere end nok.” Gen-nemtrængt af denne dystre hypotese, træder jeg op på podiet, tager kridtet og tegner noget. - Det er jorden! siger jeg. Har I forstået?

Så tegner jeg en lille trekant inde i elefant-hovedet. - Og denne trekant, det er mig, Berenice Ein-berg. Som I kan se omgiver jorden mig og pres-ser mig fra alle sider. Jeg er bare en plet på jor-den. Jeg er for jorden blot en bums som vil gå i sig selv, blive absorberet og forsvinde. Og det forstår man så meget bedre når man husker på at jorden i sine bevægelser minder en del om en smørkærne. Så jeg er altså ikke et frit og uafhæn-gigt væsen, men en snavset gevækst, en slags vorte med arme og ben, en snavset vorte der har skubbet sig op til jordens overflade og som su-ger næring ud af den samme jord der selv er et snavset væsen. Hvad kan jeg gøre for at være mig selv, for at klare mig selv, for at ophøre med blot at være en uendeligt betydningsløs parasit på jordens overflade? Hvad kan jeg gøre for ikke at være afhængig af alting, hele tiden? Hver gang jorden skælver, skælver I. Har I ikke fået nok? Ville I ikke hellere være den der skælvede? Hvad kan man gøre for at blive fri? Hvad svarer du, frøken Constance Clorin? - For at frigøre os fra jorden, må vi hæve os over den. - Det er også en løsning, men det er ikke én af de to løsninger jeg havde i tankerne. Og siden jeg er den eneste der kan have ret giver jeg dig et stort rundt nul. Sæt dig ned! Jeg venter! Er der nogen andre der har en ligeså tåbelig løsning at foreslå? Ingen? Glimrende! Aldeles glimrende! Altså nul til Constance Clorin og hundrede ud af hundrede til alle andre. Jeg vender mig atter mod tavlen og bevæb-net med et stykke kridt overtegner jeg groft ele-fanthovedet, idet jeg sørger omhyggeligt for ikke at overtegne den lille trekant. - For at blive fri må jeg ødelægge alt. Jeg siger ikke benægte, jeg siger ødelægge. Jeg er både værket og kunstneren. Alt der omgiver mig, alt jeg ser, alt jeg hører, det er den marmor jeg må bryde ud af ved hjælp af hakke, mejsel og børste. Inde i enhver marmorblok findes en buste, men kun så længe der er én til at hugge den ud. For-står I? - Hvad vil du spise hvis du ødelægger alt? - Ingenting, dit fjols! Og jeg vil dø af sult! Men jeg vil i det mindste have været fri i et par dage! - Det lyder ikke særlig sjovt. Jeg vil hellere spise mig mæt. - Jeg, min pige, vil hellere undvære at spise end at blive spist af jorden. Men der er endnu en mulig løsning og jeg er bange for at den vil appellere til de mest smalsporede iblandt os. Idet hun følger min ordre rejser Constance Clorin sig for at viske tavlen ren, hvorefter hun tegner endnu et elefanthoved. Inde i hovedet tegner hun, i stedet for en lille trekant, en møl-dronning. Jeg fortæller hende at hun er talent-fuld og beder hende sætte sig ned igen. Hun rækker mig kridtet. Vores fingre berører og gen-kender hinanden. Jeg fortsætter hvor hun slap og tegner lignende former i cirkler hele vejen rundt om møldronningen indtil de fuldstændig omgiver elefanthovedet på alle sider.

- For at blive fri må jeg opsluge alt, brede mig ud over alt, indlemme alt, gøre min lov gælden-de over alt og underkaste mig alt, fra kernen i hvert eneste stykke frugt til selve jordens kerne. Man kan opsluge militært, administrativt eller retsligt. Den anden løsning er den der anvendes hyppigst. I øvrigt er vi alle allerede blevet opslugt på denne måde, militært, administrativt, retsligt, økonomisk eller religiøst, er vi ikke? Hvem bli-ver ikke opslugt af en bisp, en general, en dom-mer, en konge eller en rigmand? Så alting må altså inkorporeres. Men jeg vil hellere ødelægge alt. Jeg ved ikke hvorfor. Det er hurtigere, mere uegennyttigt og muntert. Det giver mig lyst til at grine, for at sige det sådan. Antyder min første løsningsmodel i øvrigt ikke at døden og den mest totale sejr er én og samme ting? Der lyder et stort bifald. Jeg bliver bortvist fra klassen resten af dagen. Jeg jager efter enhver Berenice jeg kan op-støve i litteraturen og historien. Jeg finder ud af at den ægyptiske Berenice giftede sig med sin bror, Ptolemæus Evergetes, og blev myrdet af sin søn, Ptolemæus Philopator. Tanken om at blive gift med Christian tiltaler mig. Det er én af de tanker der stadig giver mig lyst til at grine når jeg har så ondt i sjælen som i dag. Berenice, dat-ter af Agrippa den Første, tiltaler mig mindre, skønt hun overværede processen mod én af Kristi apostle uden så meget som at blinke. Hver gang jeg læser og genlæser Edgar Poes Berenice overtager jeg hendes vaner og bliver lidt mere som hende. Den indflydelse denne mangfoldig-hed af Berenicer udøver på mig er ikke ubetyde-lig. Jeg har så meget brug for at tro på noget og finder det ganske umuligt at tro på de ting folk ellers går rundt og tror på. Jeg har så meget brug for en sti jeg frivilligt kan slå ind på, at jeg, hvis der åbnede sig én, ville slå ind på en hvilken som helst sti der nogensinde er blevet fulgt af en pige ved navn Berenice. Fantasiens kraft må virkelig være stor når et par tilfældige stavelser i et navn kan fremprovokere en sådan forandring i hele mit væsen og så brændende et begær. Jeg har læst at Ganymedes var den smuk-keste af alle dødelige, og at Zeus eller ham den anden (Jupiter) forvandlede sig til en ørn og bort-førte ham for at gøre ham til gudernes mund-skænk. Ære eller vanære? Vanære! Vanære! Constance Clorin har forudsagt at jeg en dag skal komme til at tigge ved porten til Sevilla. Jeg undrer mig over hvor hun får sådanne forud-sigelser fra. Hun må have set en opera eller no-get. Hun må virkelig elske mig højt siden hun opfinder sådan noget for at more mig. Dø’kamel kom, helt forandret, kortklippet og med pandehår. Hun var meget trist og meget smuk. Hun lignede Jeanne d’Arc med sit korte hår. Jeg havde ikke set hende i to år, vil jeg tro. Hun gik i så små og søde sko at jeg fik lyst til at hugge hendes fødder af med en økse. To små fødder, to små øksehug. Hak! Hak! Hun syntes også at jeg havde forandret mig. - Hvor er du blevet stor! sagde hun med øjnene fulde af tårer.

jon høyer

jeg er bare til i mine digte

Om Steinn Steinarrs poesi

Steinn Steinarr (1908-1958) var en islandsk lyriker af internationalt format. Dette viser oversætter Jon Høyer, dels ved at overføre flere af hans digte til dansk og dels ved at præsentere hans fem digtsam-linger og se dem i indbyrdes sammenhæng, med fokus på deres temaer og med tolkninger af de dig-te, han ser som de mest karakteristiske. De viser fra først til sidst menneskelivet som flygtigt, som spor i sand, og som formålsløst, som en rejse uden løfte. Og de gør det med et dynamisk og paradok-salt sprogligt overskud i forhold til de gennem-gående nihilistiske temaer. Udkommer i marts/april 2016. 125 kr.

I foråret

En morgen i foråret gik du alene ned ad den asfalterede gade, og kraften fra det groende liv lyste ud af dine øjne. Og vinden legede og lo i dit hår. Om din hals var der bundet et tørklæde af rød silke.

Og jeg husker, at du smilte til et lille barn, der ventede på bussen. Og det forekom mig da, at alt hvad der er smukt og mildt i livet, var gemt i dit fortryllende smil.

Så gik du videre, et eller andet sted hen, måske til dit arbejde på fisketørringspladsen, måske møder du ham du elsker på et gadehjørne. Det kan være, du var på vej til at besøge en kvinde der bor i en kælder i Vesterbyen. Og du var så ung og smuk, at jeg ikke kan glemme dig.

Og du er som en stråle fra sommersolen der ikke forsvinder, selv om efteråret kommer, men du lever og lyser i min sjæl som en flammende fakkel på trods af mørket og kulden.

Og du er som et budskab om en bedre og rigere fremtid for mennesket, eller en drøm, jeg har drømt. Måske har du aldrig været til, aldrig gået ned ad den støvede gade med et rødt tørklæde om halsen. Jeg ved det ikke.

Søvnløshed Du sad bag tusind nætters tunge søvn, ensom, gammel, dybt i mørkets spind. I den skumle stilhed, hvor du bor, kom ingen ind.

Men tiden listed sig forbi, skridt for skridt, med iskoldt, stivnet grin om mund og kind. En død mands øjne stirred støt og fast ind i dit sind.

Og tanken vælted sig og brændte dybt som gift, der trænger gennem sjælens hud. Det trak i læberne, forgæves, din angst kom aldrig ud.

Nej, din lidelse bar aldrig nogen frugt, og intet formål havde livets nød. På dit trætte hjerte lagde den sig ned tung og død. Intet Du sidder endnu ved ruden, og natten kommer snart, og udenfor er det bælgmørkt, underligt stille og bart. Og natten kommer snart.

Du stryger din trætte hånd over dit tynde og grånede hår, og du er en gammel mand. Du tænker måske på et minde fra alle de tabte år, og du er en gammel mand.

Så mærker du om dit ansigt vindens iskolde sug. Du gribes af uklar rædsel. Du stirrer mod mørket og hvisker: Hvem er du? Og en tonløs stemme gir svar: Intet, intet.

errico malatesta

i c a f é e n

Oversat af Lars Troels Møller Fra Gert Sørensens forord: Den foreliggende tekst, I caféen, udkom i 1922 på Luigi Fabbris initiativ, men er i virkelig-heden sammensat af tre grupper tekster, skrevet mellem 1897 og 1922. Denne lange nedskrivningsperiode gør også, at teksten placerer sig som Malatestas svar på det helt grund-læggende spørgsmål, som det endnu unge italienske sam-fund befandt sig i og endnu ikke havde fundet en definitiv løsning på. Det gjaldt styreformen og overhovedet, hvor-dan man skulle organisere forholdet mellem dem, der rege-rer, og dem, der regeres. Den valgte samtaleform giver Mala-testa lejlighed til at præsentere et større galleri af personer, der via deres holdninger markerer de forskellige sociale og

klassemæssige tilhørsforhold. Der er borgermanden Prospero, studenten Michele, dommeren Ambrogio, købmanden Cesare, arbejderen Gino, republikaneren Vincenzo, Pippo, en krigsinvalid, socialisten Luigi og endelig anarkisten Giorgio (Malatestas gennemgående alter ego). Alle tematiserer de forskellige lag og forudfattede meninger, der her dissekeres ved et snit ned igennem den sociale bevidsthed på et tidspunkt, hvor Italien var hastigt på vej fra en tilstand til en anden, hvis nærmere konturer endnu i begyndelsen af 1920’rne var uklare. Læseren møder to grundholdninger i bogen. På den ene side er der borgermanden Prospero, der allerede i kapitel I plæderer for eksistensen af uforanderlige lovmæssigheder i naturen. Der kan ifølge dette ræsonnement ikke ændres ved det forhold, at der er nogle få, der sidder ved de veldækkede borde, mens det store flertal ikke bare må nøjes med at se til, men også igennem den sociale organisering af deres arbejde faktisk selv er med til at sikre, at det forholder sig sådan. Forstår man ikke det, truer Pros-pero, har man jo altid det statslige voldsapparat til at genoprette ro og orden og sætte de formastelige på plads. Dette standpunkt bliver bakket op af dommer Ambrogio, der sammenligner fattigdommen med andre af menneskehedens plager såsom jordskælv, pest og kolera, fordi ondskaben nu engang ligger i tin-genes natur. Heroverfor repræsenterer anarkisten Giorgio det stikmodsatte standpunkt, der fører spørgs-målet om fattigdom, ulighed og formuefordeling tilbage til selve den måde, som samfundet er organiseret på. Skal man derfor forstå processerne bag denne organisering er det ikke så meget naturens love, man skal have fat i, men historiens tilskikkelser, der nok kan fremstå uforudsigelige, men som dog også er på-virkelige. Det rejser straks spørgsmålet, om de midler, som anarkisterne vil bringe i anvendelse for at virkeliggøre deres visioner. På dette helt centrale punkt afviser anarkisten Giorgio, at strategien kan redu-ceres til at handle om bomber i flæng, plyndringer og brandstiftelser. Dermed rammer han ned i det di-lemma, som anarkismen altid er blevet konfronteret med. For bogens hovedperson går anarkismen ikke efter lovløse tilstande, men efter en udbredelse af selvstyrets principper. I caféen udkommer i foråret 2016.

«Hvad angår ‘historiens love’ bliver disse formuleret efter at historien har udspillet sig. Lad os først lave historien. Verden bevæger sig langsomt eller hurtigt, den går fremad eller tilbage, som resultat af et udefinerbart antal af naturlige og menne-skelige faktorer, og det er en fejl at sætte sin lid til en kontinuerlig evolution der altid bevæger sig i den samme retning. […] Evolution er i bund og grund ikke andet end forandring, og hvis der er nogle forandringer på vejen som vi finder gode, det vil sige som baner vejen for at mennesket løftes op til et højere friheds- og broder-skabsideal, vil andre derimod styrke de gældende institutioner og tilbagerulle eller annullere de allerede realiserede fremskridt. […] Vi bør bruge og favorisere alle fremskridtets faktorer og bekæmpe, forhindre, forsøge at neutralisere alle regres-sive og konservative kræfter.»

I caféen, Giorgio, kapitel XVII

leonora carrington

den ovale dame & andre fortællinger

Oversat af Ib Johansen

Leonora Carrington (1917-2011) var i en årrække nært knyttet til den surrealistiske bevægelse, hvis tyngdepunkt som bekendt fandtes i Frankrig i årene mellem de to verdenskrige. Men som så mange andre kvindelige surrealister stod hun indtil for forholdsvis nylig i skyggen af de mand-lige medlemmer af bevægelsen, dvs. kredsen om-kring André Breton. I slutningen af trediverne var Leonora Carrington bosat i Sydfrankrig i Saint-Martin d’Ardèche, hvor hun levede sam-men med maleren Max Ernst, der illustrerede hendes to første bøger, Frygtens hus og Den ovale dame fra 1938-1939. I Leonora Carringtons tid-lige tekster bemærker man det tydelige eftertryk på driftsimpulser – og på menneskelige forbin-delser til dyreriget – mens der i de senere tekster, fra halvtredserne og fremefter, i højere grad er tale om links til forskellige okkulte traditioner, dog stadigvæk med bibeholdelse af et betragte-ligt humoristisk overskud. I årene efter Anden Verdenskrig har Leonora Carrington, i denne periode fortrinsvis bosat i Mexico, opnået kult-status inden for den surrealistiske bevægelse; men hun har også været aktiv på flere andre fronter – f.eks. inden for den mexicanske kvinde-bevægelse. Hun var indtil få år før sin død stadig-væk involveret i en række forskellige kunstne-riske projekter. Den ovale dame & andre fortællinger udkommer på 99-årsdagen for Leonora Carringtons fødsel den 6. april 2016.

Frygtens hus En dag, henimod klokken halv et, hvor jeg promenerede i et bestemt kvarter, møder jeg en hest som standser mig. “Kom,” siger den til mig, “jeg har noget ganske særligt jeg skal vise Dem.” Den pegede med hovedet på en snæver og skummel gade. “Jeg har ikke tid,” svarede jeg, samtidig med at jeg mod min vilje fulgte efter den. Vi kommer til en dør som den ban-ker på med venstre hov. Døren bliver åbnet. Vi går ind. Jeg bemærker at jeg kommer for sent hjem til frokost. Der var nogle væsener i gejstligt skrud derinde. “Gå dog op ad trap-pen,” siger de til mig, “deroppe kan I se vores smukke parketgulv. Det er helt i turkis, og par-ketpladerne er samlet med guld.” Forbavset over denne gæstfrihed bøjer jeg hovedet og gør tegn til hesten om at vise mig disse kost-barheder. Trappen havde kolossale trin, men vi steg op ad den uden besvær, hesten og jeg. “Ved De hvad, det er slet ikke så smukt, det dér,” sagde den til mig med sagte stemme, “men man skal jo tjene til føden, ikke sandt?” Man så med det samme parketgulvet, som udgjorde grundplanet i et stort tomt værelse. Dette par-ketgulv var holdt i en blændende blå farve, og pladerne var samlet med guld. Jeg betragter det høfligt; hesten siger med tænksom mine: “Nu-vel! Ser De, denne her bestilling keder mig, jeg gør det kun for pengenes skyld. I virkeligheden hører jeg slet ikke til i det hér milieu. Det skal jeg vise Dem næste gang der bliver fest!” Jeg siger til mig selv, at klart nok er denne hest ikke nogen almindelig hest, det er let nok at konsta-tere. Denne konklusion tilskynder mig til at læ-re den bedre at kende: “Jeg kommer til Deres fest,” erklærer jeg, “jeg begynder allerede at føle en vis sympati for Dem.” “De er bedre end de sædvanlige,” svarer den, “jeg er meget god til at skelne mellem ordinære personer og dem der besidder en vis fatteevne. Jeg har talent for at gennemskue en menneske-sjæl lige med det samme.” Jeg smiler ængsteligt. “Og festen?” “Den er i aften. Klæd Dem varmt på.” Det var mærkeligt, for udenfor var det strå-lende solskin. Da vi går ned ad trappen der befinder sig for enden af værelset, bemærker jeg med for-bavselse at hesten klarer sig meget bedre i den situation end jeg. Nonnerne var forsvundet og jeg går ud uden at blive set. “Klokken ni,” siger hesten. “Jeg kommer og henter Dem. Advisér portneren.”

Da jeg er på vej hjem, tænker jeg på at jeg burde have inviteret hesten til middag. “Det var en skam,” siger jeg til mig selv. Jeg køber salat og kartofler. Da jeg kommer hjem, tænder jeg lidt op for at tilberede min middagsmad. Jeg drikker te, tænker på min dag og især på hesten som jeg, trods vores korte bekendtskab, kalder min ven. Jeg har kun få venner, jeg er lykkelig over at have en hest til ven. Efter middagsmaden ryger jeg en cigaret og tænker på, hvor pragtfuldt det ville være at gå ud i stedet for at snakke med mig selv og blive belemret med de samme evindelige his-torier, som jeg fortæller mig selv om og om igen. Jeg er en meget kedsommelig person og ingen ved det bedre end jeg, på trods af min enorme intelligens og min fremragende fysik. Tit og ofte har jeg sagt til mig selv, at hvis man gav mig chan-cen kunne jeg blive den intellektuelle elites midt-punkt, men fordi jeg hele tiden snakker med mig selv, er jeg tilbøjelig til at gentage de samme ting. Der er ikke noget at gøre ved det, jeg er en en-spænder. Netop som jeg gjorde mig disse tanker, banker min ven hesten på min dør med så stor kraft, at jeg frygtede for at naboerne ville tage det ilde op. “Jeg kommer,” råbte jeg til den. I mørket havde jeg svært ved at skelne hvilken retning vi bevægede os i. Jeg løb ved siden af hes-ten, mens jeg hagede mig fast i dens manke. Snart bemærker jeg foran os, bag os og på begge sider, i et stort åbent landskab, at der bliver flere og flere heste. De ser stift frem for sig, og hver af dem har en bid græs i munden. De skynder sig og lyden af deres hove får jorden til at ryste. Kul-den bliver voldsom. “Denne fest finder sted hvert år,” siger hesten. “De ser ikke ud til at more sig særlig meget,” siger jeg. “Vi skal besøge Frygtens Slot, det er vores værtinde.” Dette slot lå foran os, og den forklarede mig at det var bygget af sten som indeholdt vinterens kulde. “Det er koldere endnu indenfor,” sagde den. Da vi nåede frem til selskabet, kunne jeg se den havde talt sandt. Alle hestene rystede af kulde og klaprede med tænderne, så det lød som kastagnetter. Jeg fik det indtryk, at alle jordens heste var med til denne fest. Hver eneste af dem med ophovnede øjne, der stirrede stift fremad, hver eneste med frossen fråde om munden. Jeg vovede ikke at sige noget, jeg var alt for bange. Vi går frem i en lang række og kommer til et stort værelse som er udsmykket med champignons og andre nattefrugter. Alle hestene sætter sig på de-res bagdel med stive forben. De så sig omkring uden at bevæge hovedet og vendte det hvide ud af øjnene. Jeg var meget bange. Foran os, på en meget stor seng med hældning i romantisk stil, lå husets frue, Frygten.

Hun havde en svag lighed med en hest, men var meget grimmere. Hendes slåbrok var fremstillet af levende flagermus, der var syet sammen ved vingerne. At dømme efter den måde de bevægede sig på skulle man ikke tro de fandt det behageligt. “Mine venner,” sagde hun og brast i gråd, “i trehundredeogfemogtres dage har jeg tænkt på, hvordan jeg bedst kunne underholde jer i aften. Aftensmaden bliver som sædvanlig, og hver af jer har ret til tre portioner. Men der-udover har jeg en ny leg som jeg finder virke-lig original, for jeg har tænkt længe over den for at gøre den perfekt. Jeg håber af hele min sjæl at I, når I leger den leg, vil føle den samme glæde som jeg selv har følt ved at opfinde reg-lerne.” En dyb tavshed fulgte efter disse ord. Der-på fortsatte hun: “Jeg vil give jer alle enkeltheder. Jeg vil selv holde opsyn, og det er mig der bestemmer hvem der har vundet. I skal allesammen tælle fra 110 til 5 så hurtigt I kan, mens I tænker på jeres egen skæbne, og tårerne løber ud ad øj-nene på jer over dem der er gået bort før jer; på samme tid skal I slå takten til Pramdragernes sang med venstre forben, Marseillaisen med højre forben, og med de to bagben melodien til Sommerens sidste rose. Jeg havde fundet på nogle flere detaljer, men dem har jeg opgivet for at gøre legen enklere. Lad os nu begynde og glem ikke, at selvom jeg ikke kan overskue hele salen, så ser den gode Gud alt.” Jeg ved ikke om det var kulden der frem-provokerede denne entusiasme, men sikkert og vist er det at hestene gav sig til at stampe med fødderne, som havde de lyst til at bane sig vej ned i jordens indre. Jeg forblev på sam-me sted og håbede hun ikke ville se mig, men samtidig foruroligedes jeg ved tanken om at hun kunne se mig ganske tydeligt med sit sto-re øje (hun havde kun ét eneste øje, men det var ti gange så stort som et almindeligt øje). Jeg blev siddende sådan i femogtyve minutter, men ...

Antonio Machado: Straffen

Fra stordigtet La Tierra de Alvargoinzález I

Skønt grådigheden har folde til fårene, lader til at vogte hveden, har punge til mønterne, og klør, så har den ikke hænder der formår at dyrke jorden.

Således, på et år med overflod, fulgte et år med armod.

II

På sædemarkerne voksede de blodrøde valmuer; brandsvamp fik hvedens og havrens aks til at rådne; sen frost dræbte frugthavens blomstring, og ondt hekseri gjorde fårene syge. Gud forbandede de to brødre Alvargonzález på deres jorde, og efter det fattige år fulgte langstrakte år med bitter nød.

III

Det er en vinteraften. Sneen falder i hvirvler. De to Alvargonzález brødre vogter en døende ild. Deres tanke er tøjret til et og samme minde og deres blik fast rettet mod arnens småbitte gløder. De har hverken brænde eller ro. Natten er lang og kulden hård. En olielampe oser tiloser på den sodede mur. Luften tager i flammen, som kaster et rødligt skær over de to drabsmænds tænksomme hoveder. Den ældste Alvargonzález, rømmer sig og sukker, bryder stilheden: - Broder, hvor var det ondt det vi gjorde! Vinden hamrer mod døren, får skodden til at ryste, og i skorstenen lyder en hul og langstrakt tuden. Så vender stilheden tilbage, med små mellemrum sender lampevægen gnister ud i den iskolde luft. Den næstældste sagde: - Broder, lad fortiden være glemt!

antonio & manuel machado

udvalgte digte

Oversat af Gorm Rasmussen Antonio Machado (1875-1939) er en af de stør-ste poeter i det 20. århundredes spanske litte-ratur. Den stilfærdige fransklærer tog tidligt parti for republikken og mod Francos oprør og måtte flygte nordpå, da falangisterne nåede Barcelona i 1939. Han døde i Frankrig som forarmet flygt-ning samme år. Hans poesi og essayistiske prosa blev ved at synge derhjemme i Spanien, hvor hans mere modernistiske digterbror Manuel

(1874-1947) fortsat boede og virkede. Et samlet udvalg af brødrenes poesi udkommer i 2016.

Manuel Machado: Grønne øjne Jeg har hørt undinesang, undersøisk klokkeklang og hørt sireners kald... Set grotterne af saltkrystal, hvor pinsler trænges, tusindtal, dér i det dybe, gult som rav. Dit blik ... Det hav.

Jeg har set det, eller drømt det, kysset det i dine øjne... og jeg ved, at i alt dette så skræmmende, så dragende, i den tragiske fryd i dette kys og denne sang er det livet om at forlise.

victor serge : så gløderne ulmer i ørkenen Victor Serge (1890-1947) var en russisk revolutionær aktivist og forfatter. Så gløderne ulmer i ørkenen er hans kendteste digtsamling. Den er oversat fra fransk af Thorvald Berthelsen og udkommer i foråret 2016.

På grænsen Urals rand, skoven strejfes af sølv, floden døser på sandet, højt tegner glenten sit rids - dog mindre højt end jagermaskinen, som vævert binder dødsloops sløjfer på kanten af en hvid skys gyldne frynser, og glimtvis helt ude på randen af en jordisk afgrund, dybere end stjernedybet.

Her ender Europa - grænsen for en verden, hvor Atlanten blot er en indsø, og Atlantis en reminiscens. Klokken syv er den otte om aftenen i den anden ende af dette større Europa - i Frisco, San Francisco, på Stillehavets rand - på grænsen til den forestående endnu større krig, Frisco, hvor International Workers of the World lever. Hvilke øjne betragter derovre oceanet, Vendt mod Asien? Med øjne som mine, tungsindige af at lodde dette håndgribelige intet - kontinenternes begyndelse og afslutning ved et andet ansigts tavshed.

Steppen begynder med viddernes uskyld, Viddernes renhed, frugtbarhed, deres uendelighed og den sky jords tilbud om kontakt til skyerne. Sfærernes frie tiltrækning, rummet, rødbrune føls galop mod kildernes kilde. Den besejrede sæd visner, klitterne skyder op af sandet, en skarlagen sol fortærer dem grumt. Åhhh tørst, evighed, brand, benrad, forfængeligheders forfængelighed! Den kirgisiske kameldriver har kappet sangen af ubevægelig galskab, som svedent lyner af sand, luftspejling - hvornår kommer stjernerne, eksisterer de overhovedet?

Kommer der igen en eneste skånsom aften, en enkelt nats kølige pust, den ufattelige velsignelse, spejlblankt vand til kameldriverens svælg, til hudens ru tunge, til kamelens torterede mule? Stilheden opsuger igen rummet. Urdyndet er fyldt med koraler, solen planter sine skræmmende røde bylder, derfra har vi set et underligt purpurrødt dyr strække ud, drevet frem af jordens lidelse. Dets enorme flanker spærrer horisonten rundt. (Og jorden lider som bekendt mere end helvede, helvede var aldrig andet end luftspejlinger, skabt i feber af jordens børn) Når jægeren fra Uzbekistan fanger ulven levende binder han den som hævn for fårene, nynnende flår han den blidt, mens han med omhu skåner arterierne - flår den og driver den så tværs over steppen, en omhyggeligt flået ulv kan løbe omkring ret længe i ørkenen, badet i blod, løbe, løbe mod Kara-Koums forjættende, rislende bæk, Mælkevejen, hvor den ufattelige tørst slukkes. Luftspejlingen forstærker sit billede, et vaklende udkast, henover lava, der endnu ryger af kaos, hyrdeøjne indeslutter for altid dette billede i sagnet, det sagn, som jeg opkaster på grænsen til Asien, på grænsen til Europa, jeg, et menneske flænset itu af Eurasien.

gary snyder: turtle island

Oversat af Mads Kusk Gary Snyder (født 1930) er én af de sidste overlevende fra Beat-generationen, det levende forbillede for Jack Kerouacs berømte romanfigur Japhy Ryder fra The Dharma Bums. Han er foruden digter og oversætter fra bl.a. kinesisk og japansk akademiker og øko-aktivist hvad han med sin digtsamling Turtle Island fra 1974, den første uforkortede udgivelse af Snyder på dansk, til fulde giver til kende. Turtle Island udkommer i 2016.

De døde ved siden af vejen

Hvordan gik det til en stor rødhalet våge kom til at ligge – helt stiv og indtørret - i nødsporet på Interstate 5? Dansevifter af hendes vinger Zac flåede et stinkdyr med smadret hoved vaskede skindet med gas, det hænger, hærdet, i hans telt Dyrestuvning til Halloween ramt af lastbil på motorvej 49 tilbyder et måltid af majsmel ud af munden; flå skindet af det. Lastbiler med tømmer kører på fossilt brændstof

Jeg havde aldrig set halvbjørnen Kakomistl før jeg fandt en på vejen: bælgflåede den med tånegle fodpuder, næse og bakkenbarter på; den står i blød i salt og vand svovlsyrerenset; hun skal blive til en pung til magisk værktøj Dåen var åbenbart skudt forfra og ud gennem siden - i skulderen og ud gennem flanken maven fuld af blod

Kan måske redde den anden skulder, hvis ikke hun har ligget for længe – Bed til deres sjæle. Bed dem velsigne os: vores gamle søsters spor vejene blev lagt på tværs og dræber dem: øjne lyser i natten

De døde ved siden af vejen.

lillelund / beakasyar, red.

pashtunske digte

I løbet af 2016 udkommer den antologi med

danske oversættelser af 17-20 pashtunske dig-tere, som Abdul Malik Beakasyar og Ole Lille-lund har arbejdet på siden 2012. Bogen kom-mer til at indeholde værker af digtere der end-nu bor i hjemlandet, og digtere der på grund af sovjetiske og amerikansk/europæiske inva-sioner (bl.a. danske), samt Taleban-perioden, nu lever spredt fra deres oprindelsesland til

destinationer i Pashtunkhwa, i flygtningelejre i Peshawar, i USA, Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, England, Holland, og Dubai m.fl. Her præsenteres tre digtere, en kvinde og to mænd, der stammer fra henholdsvis Ghazni, Ningar-har (Jalalabad) og Pashtunkhwa.

Safia Siddiqi Født 1965 i nærheden af Jalalabad. Ef-ter endt 12 års skolegang læste hun jura i Kabul. Siden 1979 har hun udgivet 6 digtsamlinger i Kabul og Peshawar.

Ulæst bog

og jeg?! jeg står på hylden i et ødelagt hus klædt i ældgamle pjalter gemt langt væk fra alles øjne fra tidernes morgen tavs som en bog aldrig læst af nogen ingen kan læse den en vejfarende beslutter sig for at købe den han kigger bogens mange billeder og zigzag-skrift igennem han taber modet han sætter den høfligt tilbage og siger ved sigselv en vidunderlig bog men for svær at læse dette er ikke filosofi, astronomi og heller ikke medicin spørger sigselv hvad det mon kan være for en bog? og så kommer en anden en træt og udmattet forbi, får lyst til at eje den. kigger ærgerligt på den og siger ved sigselv. den er god, den er rigtig god, men for svær at læse og meget svær at forstå jeg enig med ham fordi jeg?! jeg er denne bog, bare nogle zigzag-linjer, en bog, en tavs og ulæst bog jeg er en historie, et livets digt, et krigsæventyr, jeg er fuld af kærlighed, mod og anstændighed, jeg er den bog ingen kan læse.

Safia Siddiqi Født 1965 i nærheden af Jalalabad. Efter endt 12 års skolegang læste hun jura i Kabul. Siden 1979 har hun ud-givet seks digtsamlinger i Kabul og Peshawar.

Mumtaz Orakzai Født 1972. Bor og arbejder på kontrakt i Dubai. Han læste og studerede i 14 år i Peshawar, men holdt op på grund af fattigdom. Hans store interesse er litteratur, filosofi og klassisk raga-musik.

Perfektion

halvrøget cigaret halvfyldt glas halvskrevet ghazal halvgået nat halvt mig røg slurk ord tid vi går mod perfektion Stemmer

jeg har fortalt dig en masse du har fortalt en masse til mig nu er det stilheden der råber mellem os og siger fortællingens behov er opfyldt Bekræftelse

fundet af gamle guldmønter i en væg fortæller det sandheden? at for mange hundrede år siden troede folk på væggen? det gør de stadigvæk

Safia Siddiqi Født 1965 i nærheden af Jalalabad. Efter endt 12 års skolegang læste hun jura i Kabul. Siden 1979 har hun ud-givet seks digtsamlinger i Kabul og Peshawar.

Mumtaz Orakzai Født 1972. Bor og arbejder på kontrakt i Dubai. Han læste og studerede i 14 år i Peshawar, men holdt op på grund af fattigdom. Hans store interesse er litteratur, filosofi og klassisk raga-musik.

Abdul Rahman Oman Niazai Født i Ghazni-provinsen. Under-viser i jura på Politiakademiet i Kabul. Har skrevet siden 1995 og udgivet en digtsamling der hed-der Tag flagermuslygten med. Herfra

præsenteres tre korte haikuagtige

digte uden titler.

I

puster til gløderne i ildstedet flammerne skinner på kinden II

regnen falder spurvene flygter inden for flænser edderkoppens spind III

gå ikke ud i middagsheden dine smukke kinder kunne smelte

rené daumal

mod-himlen

Oversat af G.I. Göransson

Udover sin tilknytning til tidsskriftet Le Grand Jeu, som han udgav sammen med bl.a. gymnasiekammeraten Roger Gil-bert-Lecomte, er René Daumal (1908-1936) også kendt for sin tilknytning til den kaukasiske filosofguru Georges Ivanovic Gurdjieff der bl.a. siges at have inspireret ham til karakteren Fader Sogol i sit hovedværk, den ufuldendte roman Mont Analogue der i 2014 udkom for første gang på dansk i serien Bureauets Lommebibliotek. Digtsamlingen Mod-himlen var Daumals gennembrudsværk. Den udkom i 1936 og indbragte ham den prestigefulde Doucet-pris. Følgende uddrag stammer fra første del, “Nøgleben til et stort poetisk spil”, en slags poetik inspireret af de klassi-ske sanskrit-tekster Daumal også oversatte. Udkommer i foråret 2016.

1

Nogen må komme og sige: Sådan er tingene altså. Hvis blot dette påvises, Hvilken betydning har så den der kan sige: jeg har skabt lyset. Og i øvrigt tilhører lyset ikke nogen.

Hvis der er nogen sandhed i disse Nøgler vil jeg ikke længere vove at underskrive dem med antagelsen: 315,789,601 + 2,210,333 = 317,999,934 som jeg, i øvrigt, sandsynligvis, er den første til at formulere eksplicit. Når ordet ‘jeg’ blander sig i ovenstående digt er det som udtryk for et metafysisk væsen, eller snarere, for et dialektisk moment, og ikke for min personlige identitet.

2

NEJ er mit navn NEJ NEJ navnet NEJ NEJ NEJ’et.

Den individuelle bevidsthed når frem til sit absolutte igennem på hinanden følgende negationer; jeg er den der tænker, ikke det der bliver tænkt; den rene genstand kan kun erkendes som grænsen for evig negation. Selve idéen om negation bliver tænkt; den er ikke ‘jeg’. En negation der benægtes bekræfter sig selv på samme tid; negation består ikke i en simpel mangel, den er en positiv HANDLING. Denne negation er en ‘negativ teologi’ i sin praktiske anvendelse i forbindelse med individuel askese.

3

Træd igen tilbage bag dig selv og le: Nej’et udtales i din latter. Latteren udtales i dit NEJ. Benægt dit Navn, le ad dit NEJ.

Jeg kunne gentage dette for dig hver dag i mange år og det er meget sandsynligt at du, på trods af og især hvis du fortæller mig at du har forstået, ikke vil have haft oplevelsen. Benyt dig derfor øjeblikkeligt af lejligheden, i samme øjeblik som du læser mig – og ja, det er lige netop til dig som læser mig netop nu, at jeg henvender mig, netop til dig, spørg dig selv alvorligt: ‘Hvad er jeg?’ Du vil lære at grine eller græde over alt det du troede om dig selv (din fysiske fremtræden, din fornemmelse for din egen krop, dit humør, din karakter, din profession, din sociale stilling, dine tilbøjeligheder, din kærlighed, dine me-ninger, dine dyder, dit talent, dit geni…) Ironien er at afvisningen af alt dette er den hammer der vil knuse alle disse skaller. Lad den metodiske tvivl veksle med den metodiske sarkasme: måske vil du således undgå intellektuel mumificering. Hvis min fortvivlelse var i stand til at røre dig, ville jeg blive ved med at spille på denne følelse i dette illusionsløse forsøg på at få dig til at hengive dig til ægte tankevirksomhed i nogle få sekunder.

roger gilbert-lecomte

sort spejl

Roger Gilbert-Lecomte (1907-1943) var en del af den alternative surrealistiske kreds omkring tidsskriftet Le Grand Jeu som han udgav sammen med vennerne René Daumal, Roger Veilland m.fl. Inspireret af Alfred Jarry refererede de til sig selv som ‘patafysikere’, og eksperi-menterede allerede midt i deres teenageår med både bevidsthedsudvidende stoffer som tetrachlorometan, samt astral projektion, telepati og automatskrift, uvi-dende om de samtidige landvindinger foretaget af gruppen omkring André Breton. Gilbert-Lecomte kas-tede sig siden over heroin og døde som seksogtredive-årig af komplikationer opstået efter brug af en snavset kanyle. Han nåede kun at udgive to bøger i sin levetid og denne antologi samler op på dem begge, for første gang på dansk. Sort spejl udkommer i 2016.

Jeg ønsker at være forvirret… eller profetens rasteplads

Til Claude Sernet

I tager fejl jeg er ikke den der stiger op ikke ham Jeg er den anden som man ingensinde venter på Mit ansigt bag den røde maske – ære og skam – Vender sig mod vinden den ene fører jeg stoler på

Jeg vil antage statuers ubevægelighed I den rasende storm med sin forvredne gang Der mod jorden slår jeres panders ruiner ned Men lader mig stå oprejst hverken ret eller vrang

Forventer du i disse pinsler kun ret at jeg vil evne Forfærdeligt stiv og kold i et søvnløst fraværs vold For at tale med de gamle døde må man finde en revne Der filtrerer den sorte stråle fra en anden sol

Og om jeg før det er blevet nat falder på en hovedvej Med ansigtet ned i jorden og begge arme strakt ud Fra bunden af al den lydløse kraft der flyder ind i mig Vil jeg atter rejse mig når alle afvejes nat bryder ud

Og op mod jer som stemmen vil jeg atter hæve mig Af vældige vandes brølen under det natlige hvælv Før timen slår og tegnet viser sig forlader I mig Lader I mig ene alle jer der fornægter profeten selv

Transmuterende alt der lever i en tilbagekomst Af sanser udødelige lidelser har illumineret Efterlader I mig ene i mit hoved grusomt tomt Forvirret forvirrende forvirrende forvirret

jules verne

havet trænger ind

Havet trænger ind er den tredje udgivelse i rækken af relativt ukendte Jules Verne-romaner der for første gang udkommer i dansk oversættelse ved Lejf Rasmussen, efter Wilhelm Storitz’ hemmelighed (2013) og Rejsebureauet Thompson & Co. (2015).

Romanens skueplads er de sydlige dele af Algeriet og Tunesien. Kaptajn Hardigan og andre med-lemmer af de franske militære styrker i Tunesien får til opgave at ledsage en ingeniør ved navn de Schaller på en inspektionsrejse til Kaptajn Rou-daires efterladte arbejder og planer. Hr. de Schal-ler har til hensigt at genoptage Roudaires idé om at skabe et hav inde midt i Sahara-ørkenens lavt-liggende områder. Alt går planmæssigt under in-spektionsrejsen, indtil rejseselskabet bliver an-grebet og taget til fange af den tuaregstamme, hvis leder Hadjar for nylig er undsluppet fra fransk-mændenes fængsel. Det lykkes selskabet at slippe bort fra tuaregerne blot for at finde sig næsten fanget igen, indtil et naturfænomen afskærer dem fra tuaregerne.

Temaet er det aktuelle begreb “geoengineering”, hvor man med tekniske metoder forsøger at påvirke klimaet i et større eller mindre område. Men det drejer sig også om, at den franske kolonimagt ønsker at kontrollere et stort landområde beboet af nomader og hærget af røverbander, der naturligvis modsætter sig disse planer. Udkommer i foråret 2016.

Bogens indledning

“Hvad ved du?” “Jeg ved det, jeg har hørt i havnen ... ” “Talte de om skibet, der kommer for at hente... der vil tage Hadjar med? ...” “Ja... til Tunis, hvor han skal for retten ... ” “Og dømmes til døden? ... ” “Dømmes til døden.” “Det vil Allah ikke tillade, Sohar! ... Nej! Det vil han ikke tillade! ... ” “Stille ... ” sagde Sohar hurtigt, idet han lyttede som om, han hørte en lyd af skridt i sandet. Uden at rejse sig krøb han hen til indgangen til den forladte marabout, hvor denne samtale fandt

sted. Det var lyst endnu, men solen ville inden længe forsvinde bag klitterne, der lå langs strandkanten af Lille Syrte. I begyndelsen af marts varer tusmørket ikke lang tid på den fireogtredivte breddegrad på den nordlige halvkugle. Solen nærmer sig ikke horisonten i en skrå linje: den ser ud til at falde lodret som et legeme, der er underkastet tyngdeloven.

Sohar standsede og tog så nogle skridt uden for dørtærsklen, der var ophedet af solstrålerne. Han overskuede omgivelserne på et øjeblik.

Mod nord sås de grønne trætoppe i en oase halvanden kilometer borte. Mod syd var den uendelige flade af gullige strande kantede med skum fra brændingen på det stigende tidevand. Mod vest tegnede en hob af klitter deres profil mod himlen. Mod øst lå den vidtstrakte overflade af dette hav, som danner bugten ved Gabès og overskyller den tunesiske kyst, der bøjer sig mod farvandet ud for Tripolis.

Den lette brise fra vest, der havde frisket luften op hele dagen, havde lagt sig til aften. Ikke en lyd nåede Sohars øre. Han troede, han havde hørt skridt omkring den hvide firkant af gammelt, hvidt mur-værk i skyggen af et ældgammelt palmetræ, men han erkendte sin fejltagelse. Der var ingen hverken i ret-ning mod klitterne eller i retning mod stranden. Han gik rundt om den lille bygning. Der var ingen og heller ingen spor af skridt i sandet, bortset fra dem hans mor og han selv havde sat foran bygningens ind-gang.

bagkatalog: bureauets klassikerbibliotek 2013-2015

BAUDELAIRE i udvalg 2014 – 350 kr.

Største udvalg på dansk af den franske digter og kritiker Charles Baudelaire (1821-1867). Indehol-der et større udvalg af hovedværket Blomster af det onde foruden andre kendte værker som Parisisk spleen og Det kunstige paradis. Grafik af Thomas Faber. Med forord og ap-pendix. Oversat af Luna Tirée de la Brume. 742 sider.

GARCÍA LORCA i udvalg 2013 – 350 kr.

Indeholder hovedparten af den spanske digter Federico García Lorcas (1898-1936) poetiske vær-ker, deriblandt Digter i New York, Sigøjnerballader, Sonetter om den mørke

kærlighed, Tamarit Divan og Suiter. Grafik af Swam. Med forord og appendix. Parallel originaltekst på spansk. Oversat af Juancío d’Hé-roville. 668 sider.

PUSHKIN – en biografi 2013 – 250 kr.

Den mesterlige fransk-armenske levnedsskildrer Henri Troyats liv-fulde biografi om Ruslands natio-naldigter Alexander Sergejevitj Pushkin (1799-1837) der udover genial poet var dandy, forfører, aristokrat, skandalemager og ha-sardspiller. Illustreret af Mark Tholander. Oversat af Stanislav Fluff. 880 sider.

RIMBAUD i udvalg 2013 – 250 kr.

Indeholder fire femtedele af det franske vidunderbarn Arthur Rimbauds (1854-1891) samlede værker, inklusive et fyldigt udvalg af breve, deriblandt En årstid i Helvede og Illuminationer. Grafik af Mark Tholander. Med forord og appendix. Parallel originaltekst på fransk. Oversat af Hippolyte de la Garde. 438 sider.

RUBÉN DARÍO i udvalg 2014 – 250 kr.

Den nicaraguanske forfatter Ru-bén Darío (1867-1916) er så godt som ukendt i Norden, skønt han i dag er én af de mest læste forfat-tere i den spansktalende verden. Dette udvalg inkluderer både lyrik, fortællinger og essays samt den ufuldendte roman Mallorcas Guld foruden et fyldigt forord. Oversat af Gorm Rasmussen. 274 sider.

WILLIAM BLAKE i udvalg 2014 – 250 kr.

Udvalgte digte og poetiske værker i uddrag af den engelske mystiker og romantiker William Blake (1757-1827), deriblandt Sange om Uskyld og Erfaring. Illustreret med William Blakes originale værker i reproduktion. Med fyldige intro-duktioner til de enkelte værker. Parallel originaltekst på engelsk. Oversat af Ib Johansen. 340 sider.

shakespeare – kærlighedens digter

Af Bjarne Gertz

Shakespeare var i sin samtid ikke blot kendt som dramatiker, men også som digter. I 1593 og 1594 udgav han to lange versfortællinger, først Venus and Adonis og året efter The Rape of Lucrece, der begge blev meget populære og udkom i adskillige oplag. Udover et kortere allegorisk digt, The Phoe-nix and Turtle (1601), samt en håndfuld mindre digte af omstridt autenticitet, udkom der ikke flere digte fra Shakespeares hånd før sonet-samlingen i 1609, der tillige indeholdt et digt med titlen A Lovers Complaint, hvori en ulykke-lig kvinde fortæller om hvordan hun er blevet forført og forladt af en charmerende, men be-dragerisk ung mand. Shakespeare var i 1593 allerede godt i gang med sin karriere som skuespiller og dramati-ker. Det fremgår af en pamflet, skrevet af dra-matikeren Robert Greene i 1592, hvori Shake-speare får følgende skud for boven: “Der er en opkomlingekrage, der pynter sig med vores fjer og som med sit ‘tigerhjerte, indhyllet i en skuespillers skind’ [forvansket citat fra Henrik VI, 3.del, I.iv.137: ‘O tigers heart, wrapped in a woman’s hide’], tror han er lige så god til at fyre et blankvers af som de bedste af jer [Greenes dramatikerkolleger]. Og da han er en formelig Johannes factotum, er han i sin egen indbildning den eneste ‘Shake-scene’ i landet.”

Greenes korte persiflage, der er den første omtale vi har af Shakespeare som skuespiller og skuespilforfatter, udtrykker bitterhed over at Shakespeare som en anden gøgeunge, efter at have nydt godt af andres arbejde (de stykker Greene og hans dramatikerkolleger har skrevet) nu er blevet så indbildsk at tro at han kan selv og ikke mere behøver dem. Den slet skjulte mis-undelse er ikke til tage fejl af, hvorfor ‘opkom-lingekragen’ allerede må have haft en vis succes. At Shakespeare nu også ville forsøge sig som digter, kan have flere årsager. Det kunne dels være rent kunstneriske ambitioner. Der var nemlig langt mere prestige forbundet med at være digter end dramatiker og skuespiller (jvf. sonet 72: ‘For I'm ashamed of that which I bring forth’, samt nedvurderingen af skuespillerger-ningen i sonet 111). Men det kan også have skyldtes at der simpelthen ikke var andet at lave, i og med at teatrene i årene 1592-94 i flere om-gange var lukkede på grund af gentagne pest-udbrud. Da der derfor heller ikke var nogen indtjening, kan økonomisk nødvendighed have spillet ind. En bogudgivelse kastede trods alt et vist honorar af sig, foruden det håb at jarlen de to versfortællinger blev tilegnet, ville kvittere for opmærksomheden med en pengegave, som det var kutyme. At sikre sig en mægtig velynders bevågenhed og protektion var under alle om-stændigheder en satsning værd.

At interessen blandt oversættere og forlag, her som i udlandet, hidtil så godt som ude-lukkende har samlet sig om sonetterne, er vel forståeligt ud fra det faktum at i sonetterne taler Shakespeare med sin egen stemme. Vi ved så lidt om mennesket Shakespeare at vi tager imod med kyshånd alt hvad der kan give os bare den mindste viden om dette gådefulde fyrtårn i verdenslitteraturen. Dertil kommer den skandale de lige siden udgivelsen i 1609 har været omgærdet med på grund af deres til-syneladende uskrømtede homofile indhold, hvilket i flere hundrede år gjorde dem til en-gelsk litteraturs mest kontroversielle værk, et ‘enfant terrible’ i Shakespeare-kanonen, hvis ‘homoerotiske’ indhold respektable forskere gjorde alle mulige krumspring for at bort-forklare. Dette i sig selv har gjort sonetterne til det mest omtalte af Shakespeares poetiske værker og gjort at resten, ihvertfald udenfor England, har fristet en skyggetilværelse, hvis deres eksistens overhovedet har været kendt af andre end forskere. Det er synd. For aldrig har Shakespeare været så meget Shakespeare som i de to vers-fortællinger der betegnede hans debut som digter. De gnistrer af et uudtømmeligt arsenal af opfindsomme billeder og virtuos formule-ringskunst. Hvad Shakespeare kan få sagt på sølle 6 eller 7 linjer er uovertruffent. I de digte viste han et mesterskab der gav alle hans riva-ler baghjul. Det synes vi ihvertfald i dag, idet den overdrevne retorik, der kendetegner de fleste andre elizabethanske sonetdigtere, falder os for brystet. Sandheden er at Shakespeare som digter var ‘sweet’. Således skriver en samtidig kritiker at ‘the sweet witty soul of Ovid lives in melli-fluous og honey-tongued Shakespeare’ og gi-ver som eksempel hans Venus and Adonis og Lucrece, foruden at han nævner Shakespeares ‘sugared sonnets among his friends’. Shake-speares brug af retoriske virkemidler er be-hersket, altid relevant og i god smag. Nøjagtigt ligesom Ovid, de elizabethanske digteres idol og forbillede. Af Shakespeares digte er kun sonetterne hidtil blevet oversat til dansk. Det søger den kommende udgivelse, udover at fejre Shake-speares 400th anniversary (regnet fra hans dødsår), at råde bod på. Her vil alle de digte der stammer fra Shakespeares hånd, blive præ-senteret, i såvel originaltekst som i dansk over-sættelse. En fyldig introduktion vil forklare, fortolke, til tider dekonstruere, teksten og der-med, det er udgivernes håb, vække fornyet interesse for denne, her i landet, hidtil næsten oversete side af Shakespeares forfatterskab.

Føniks og Turtelduen Hvorfor er foreningen af de to fugle så sælsom og uhørt, som det beskrives? Fordi de er et uma-ge par? Eller er det fordi foreningen er så fuld-stændig? Hvis vi et øjeblik ser bort fra at den ene, Fugl Føniks, aldrig har eksisteret i virkeligheden, har de ihvertfald det til fælles at de begge er ladet med symbolik. Men mens Fugl Føniks er et kos-misk symbol, et billede på naturens ‘genopstan-delse’, livets biologiske cyklus, samt, i snævrere forstand, den åndelige genfødsel hvorved et menneske rejser sig igen efter at være slået ud af livstruende chok, kriser og depressioner (evnen til at trække sig selv op ved håret) - er turtelduen et anderledes jordnært symbol, et simpelt udtryk for troskab og kærlighed. Kunne det være at foreningen af de to fugle er så exceptionel fordi den betyder at det trans-cendent-mystiske forenes med det immanent-materialistiske? Eller at turtelduen ved at følge Fugl Føniks i døden opgiver det sanselige til for-del for det oversanselige, altså vier sig til kysk-heden, der dermed sejrer over begæret? For rigtigt at forstå tankegangen må vi ind-regne nyplatonismens moralmetafysik. Den op-tog elizabethanerne meget. Basis er Platons idé-lære, denne idealistiske filosofi, hvorefter de iagttagelige fænomener kun er skygger af en bagvedliggende højere virkelighed, det pågæl-dende fænomens ‘idé’ eller fuldkomne manifes-tation. Og bagved og over alle ‘ideer’ findes de ultimative tre absolutter, nemlig det skønne, det gode og det sande, hvis kontemplation er eller bør være målet for al reflektion og perception. Hvilket altsammen er kort udtrykt i sonet 105 ved ordene “fair, kind and true”, henholdsvis den æstetiske, den etiske og den metafysiske dimension af al erkendelse, moral og etik. Fra immanens til transcendens, fra flygtighed og illusion til en højere virkeligheds permanens. Den slags spekulationer elskede elizabethaner-ne, forført af Sokrates (der blev anklaget for at ‘forføre’ sine unge bysbørn). De må have sovet med Platon under hovedpuden. Men når The Phoenix and Turtle bruger ord som ‘beauty’ og ‘truth’ betyder det bestemt ikke bare ‘fysisk skønhed’ og ‘troskab’, men hele det pla-toniske repertoire af mystiske bibetydninger er inkorporeret og underforstået. Der er tale om selve skønhedens ‘idé’, og ‘truth’ omfatter alt fra ‘troskab’ til ‘sandhed’ og ‘ægthed’ og alle disse egenskabers fuldkommengørelse i den højere platoniske (u)virkelighedssyntese. Hvor kommer kærligheden ind i al denne filo-sofiske snak? Det siger sig selv at hvis alt er illu-sion, må kærligheden også være det. Altså kær-

lighedens fysiske manifestation, kærlighed som iagttageligt fænomen. Hvordan manifesterer kærligheden sig? Ved to individers fysiske forening. Hvor-dan ellers? Men dette plan springer de to fugle altså over, i øvrigt i bedste overensstemmelse med Platons nedvurdering af det fysiske. I hans Symposium bliver for eksempel forplant-ningen, som en af vejene til udødeliggørelse, af Diotima rangeret nederst i den anbefalede stræbens hierarki. Den virkeligt ædle stræben går mod kontemplationen af det sande, det skønne og det gode. Begæret tilhører dermed det laveste plan, og de to fugles beundringsværdige forening er netop hævet over det banale ved at være fri for begær. Deres ‘married chastity’ udtrykker de-res kærligheds fuldkommenhed, der ikke tager sigte på noget så trivielt som at forplante sig gennem kødelig forening. Deres forening er immateriel, og dybest set kun symbolsk, for den eksisterer kun i fantasien, i digtets, verden. I digtet lykkes (hvis det er et godt digt) den fu-sion af det immanente og transcendente der ikke kan finde sted i den ‘virkelige’ verden. Til syvende og sidst kan Shakespeares digt læses som en fejring af fantasien og dens ud-møntning i sproget. Ordmagi for fuld udblæs-ning. Fugl Føniks har aldrig eksisteret. Men digtet eksisterer, triumferende og selvberoen-de, indkapslet i sig selv. Som et veritabelt object d’art. Fraværet af kopulation mellem de to for-elskede fugle kan også forstås eller gribes an på en anden måde, nemlig ud fra føniksfuglens mythos. Som den der føder sig selv, er den jo gold eller ihvertfald hermafroditisk. Den be-høver ikke nogen besvangring for at genopstå; den klarer det hele selv. Den behøver ikke no-gen turteldue for at gennemføre sin cyklus og rejse sig fra asken igen. Dette aspekt udelader Shakespeare, der gør de to fugle til ligeberettigede, jævnbyrdige partnere, hvilket forøger mystikken omkring deres finden sammen og delen skæbne. Det henstår uforklaret at dette umage par over-hovedet finder sammen, hvorved jo Fugl Fø-niks’ egenart, genopstandelsesmythos’en, for-fladiges eller ignoreres helt, som det sker. Hvorfor vælge Fugl Føniks som den ene part, hvis det blot er den fuldkomne kærlighed der skal fejres? Platon er fader til en anden myte, nemlig den om det oprindeligt hele, tvekønnede men-neske, der efter spaltningen i to leder efter den anden halvdel. Det skulle, omend humoristisk ment, forklare tiltrækningen mellem kønnene og hele forelskelsens mysterium. De to fugle

kunne være sådanne to halvdele der har fundet deres oprindelige anden halvdel, til forklaring af deres perfekte sammensmeltning. Men igen kommer Fugl Føniks ind som et forstyrrende element. For denne kan vel næppe tænkes at have været den oprindelige halvdel til nogensomhelst, så egenartet den er? Men Pla-tons myte svæver alligevel et eller andet sted i horisonten på grund af det med de to elskendes fuldkomne, sælsomme forening. ‘Ren poesi’ er digtet blevet kaldt. Simpelthen fordi det er umuligt at parafrasere! Teksten står mejslet i stanza efter stanza, urokkelig, uomskri-velig, uafviselig. Man kan ikke argumentere mod den. Den fremtræder sikker på sig selv, som Moses’ stentavler på bjerget, og er dog uudgrun-delig, eller måske snarere, endeløst udgrundelig. Man kunne også læse The Phoenix and The Turtle som en ironisk kommentar, en gordisk-knude løsning på begærets problem: hvorfor ikke af-skaffe begæret helt? Hvis der ikke var noget der hed begær, så var der jo heller ikke noget pro-blem? Til gengæld var der så heller ikke noget der hed kærlighed. For hvis der ikke eksisterede ‘forskellighed’, var der ikke nogen tiltrækning. Ergo: begæret opstår netop på grund af afstand, separation, forskellighed, etc. Digtet leverer i virkeligheden indirekte en ka-rakteristik af begæret, der begrunder dets nød-vendighed. ‘Married chastity’ er ikke alene et pa-radoks, men en absurditet. Og, for at føre joke-læsningen helt til dørs: de ‘trofaste’ eller ‘smuk-ke’ opfordres til at bede for de døde fugle (sådan som også formuleringen umiddelbart tilsiger) - og ikke til dem. Shakespeare – kærlighedens digter er en del af serien Bureauets Klassikerbibliotek og bliver udgivet på 400-årsdagen for Shakespeares død den 23. april 2016. Det er den første komplette samling af Shakespeares poetiske værker på dansk og bogen kommer foruden de verdensberømte So-netter også til at indeholde langdigtene Venus og Adonis samt Lucretia og adskillige mindre digte som f.eks. Føniks og turtelduen, gengivet herunder. Hele værket er gendigtet af cand.mag. Bjarne Gertz der også står for en fyldig introduktion og et appendix med bl.a. originalt kildemateriale. Derudover har Mark Tholander leveret flotte il-lustrationer til bogen.

føniks og turtelduen Lad den fugls sang, der klarest klinger fra træ, kendt i Arabien bare, være herold og trist fanfare, der følge får af kyske vinger. Men du, der bud om fanden bær’, der dine varselsskrig hæst tuder og feberens forløb bebuder – kom ikke dette selskab nær! Til dette møde adgang nægt fugl af tyrannisk vingeslag, dog fjerklædt kongeørn undtag; vis ligfærdsformen streng respekt! Lad præsten med sin hvide hagel – for sorgmusik er hans sfære – den dødsvarslende svane være, at messen bryder ingen regel. Og du, ældgamle, sorte krage, der unger gennem næbbet får, når ånden ud og ind den går – skal med i sørgetoget drage. Her en katante nu skal lyde: troskab og kærlighed er død; Føniks og duen, ét der’s kød, i’n fælles flamme herfra flyed’. Sådan to hjerter sammen fandt, at de ét væsen blev derved: forskel uden forskellighed; kærlighed over antal vandt. To hjerter, der til et var blevet; afstand, men intet mellemrum. for andre et mysterium, som duen og dens dronning leved’. De ikke læng’re var hver sin, men duen så den ret, han fik, lyse i Føniksfuglens blik: de begge var den andens ‘min’.

Egenart bort således faldt, selv ikke mer’ sig selv betød, men hver et dobbelt navn nu lød, blev hverken eller én kaldt. Helt gået fra sig selv, forstanden så adskillelse sammen gro: ikke man mer’ ku’ skelne to. Så god bestanddelenes blanden, at den skreg: “Åh, hvor tro et par de synes i der’s samstemthed! Kærlighed mer’ end klogskab véd, når samles kan, hvad adskilt var.” Hvorpå en threnodi den vi’r Fønisk og duen, hver en star, kærlighedsrigets herskerpar – der koret til tragedien bli’r: Threnodi

Sandhed og skønheds sjældenhed, en ynde i al enkelhed, i urnens aske her lagt ned. Nu Føniks’ dødsleje er redt, og duens brysts loyalitet til evig tid til hvile sted. De ikke avled’ næste led; det ikke var no’en skrøb’lighed, men ægteskab i ærbarhed. Sandhed kan synes – ikke mer’; skønheden prale – lånt dens fjer; sandhed og skønheds grav find her. Lad dem, der søger denne krukke, der enten tro er eller smukke, en bøn for disse døde fugle sukke.

bagkatalog: oversat poesi & prosa 2008-2015

John Pilger:

Frihed næste gang 2010 – Udsolgt

Diverse forfattere: Digte fra Guantánamo

2008 – 100 kr.

Chairil Anwar: Nattens stemme 2009 – 100 kr.

Grzegorz Wróblewski:

Digte 2015 – 100 kr.

Georg Ujvári, red.: Det profane testamente

2014 – 150 kr.

Abdul Malik Beakasyar: Spejlenes skygger

2010 – 100 kr.

Thór Stefánsson:

I dit lys 2015 – 100 kr.

John Life: Christiania du har mit hjerte

2011 – 200 kr.

Manzar Hossini: Sâyeh

2010 – 100 kr.