DISCIPLEN

Originaltitel: LjärjungenDISCIPLEN2011 © Michael Hjorth og Hans RosenfeldtFørst udgivet af Norstedts Stockholm, 2011Dansk udgave: © Forlaget Hr. Ferdinand Oversat af © Ellen Boen, 2011Omslag: Jon AsgeirTrykt hos BookwellPrinted in Finland1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-92639-63-9

HR. FERDINAND · København · 2011www.hrferdinand.dk

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.

HjortH

rosenfeldt

DISCIPLENKRIMINALROMAN

Oversat af Ellen Boen

HR. FERDINAND | københavn | vico del gargano

5

Da taxaen DrejeDe inD på tollénsväg lidt i halv otte om aftenen, troede Richard Granlund ikke, at hans dag kunne blive meget værre. Fire dage i München og omegn. Salgsrejse. Tyskerne arbejdede mere eller mindre på fuldt tryk i juli. Møder med kunder fra morgen til aften. Fabrikker, mødelokaler og spandevis af kaffe. Han var træt, men tilfreds. Transport- og samlebånd var måske ikke det mest sexede, man kunne beskæftige sig med, hans arbejde vakte sjældent folks nysgerrighed og blev aldrig et naturligt samtaleemne ved middagsborde og til fester, men de solgte godt. Båndene. De solgte rigtig godt. Flyet skulle afgå fra München 09.05, og han ville kunne være i Stock holm tyve minutter over elleve. Derefter et lille smut ind på kontoret for at ordne papirarbejdet. Hjemme ved ettiden til en sen frokost med Katharina, og så ville han tilbringe resten af eftermiddagen i haven sammen med hende. Det var planen. Indtil han fandt ud af, at afgang 09.05 til Arlanda var aflyst. Han stillede sig i køen til Lufthansas kundeekspedition og fik i stedet plads på afgang 13.05. Yderligere fire timer i Flughafen München Franz Josef Strauss. Han havde oplevet det, der var festligere. Med et lettere resigneret suk fandt han mobilen frem og skrev en sms til Katharina. Hun måtte spise frokost uden ham, men forhåbentlig kunne de trods alt få et par timer sammen i haven. Hvordan var vejret? Måske en drink på terrassen senere på aftenen? Han kunne købe noget toldfrit, nu hvor han havde god tid. Katharina svarede med det samme. Ærgerligt med forsinkelsen. Hun savnede ham. Vejret i Stockholm var fantastisk, så en drink lød super. Find på noget spændende. Kys. Richard gik hen til en af de butikker, der stadig lokkede med taxfree, selvom han var overbevist om, at det for langt de fleste passagerer ikke

6

længere var aktuelt, eftersom de rejste inden for EU. Han fandt hylden med færdigblandede drinks og valgte en flaske, han genkendte fra tv-reklamerne. Mojito Classic. På vej hen til den nærmeste café tjekkede han sit fly på tavlen med afgange. Gate 26. Han regnede med at kunne nå hen til gaten på ti minutter. Richard tog plads med en kop kaffe og en sandwich, mens han bladrede i sit nyindkøbte nummer af Garden Illustrated. Tiden sneglede sig af sted. Han gik lidt rundt og osede i lufthavnsbutikkerne, købte endnu et tidsskrift, denne gang et indretningsmagasin, fandt en ny café og drak en mineralvand. Efter et toiletbesøg var tiden endelig inde til at gå til gaten, hvor han blev mødt af næste overraskelse. 13.05-flyet var forsinket. Ny boarding-tid 13.40. Forventet afgang 14.00. Richard fandt atter telefonen frem, informerede Katharina om den nye forsinkelse og udtrykte sin irritation over fly i almindelighed og Lufthansa i særdeleshed. Han fandt en ledig stol og satte sig. Der kom ingen sms retur. Han ringede. Ingen tog telefonen. Hun var måske gået i byen for at spise frokost med en eller anden. Han lagde mobilen i lommen og lukkede øjnene. Der var ingen grund til at hidse sig op over situationen, han kunne alligevel ikke stille noget op. Kvart i to bød den unge kvinde bag boardingskranken dem vel-kommen om bord og beklagede forsinkelsen. Da de havde sat sig i flyet, og kabinepersonalet rutinemæssigt havde gennemgået sikkerheds for skrifterne, som ingen alligevel skænkede nogen opmærksomhed, lød kaptajnens stemme i højttaleren. En kontrollampe i cockpittet fungerede ikke, som den skulle. Der var formodentlig blot tale om en mindre teknisk fejl, men de kunne ikke tage nogen chancer, og en tekniker var derfor på vej for at kigge på sagen. Kaptajnen bad dem undskylde og håbede på deres forståelse. Der blev hurtigt varmt i flyet. Richard mærkede, hvordan hans vilje til forståelse og hans relativt gode humør forduftede i samme takt, som skjorten blev mere og mere våd på ryggen og under armene. Så vendte kaptajnen tilbage. Gode nyheder. Fejlen var udbedret. Lidt dårligere nyheder. De havde nu mistet deres plads i afgangskøen, og det så ud til, at ni fly skulle lette før dem, men så snart det blev deres tur, ville de påbegynde flyvningen til Stockholm. Han beklagede. De landede i Arlanda 17.20. Med to timer og ti minutters forsinkelse.

7

Eller seks timer. Afhængigt af, hvordan man så på sagen. På vej til bagageudleveringen ringede Richard hjem igen. Intet svar. Han prøvede Katharinas mobil, hvor telefonsvareren gik i gang efter fem ringetoner. Hun var sikkert ude i haven og hørte ikke telefonen. Richard kom ud i den store hal med bagagebåndene. Ifølge skærmen over bånd tre ville det tage otte minutter, før kufferterne fra flight LH2416 ville komme. Det tog tolv. Og yderligere et kvarter, før det gik op for Richard, at hans kuffert ikke var med. Ny ventetid i en ny kø for at anmelde bortkomsten ved Lufthansas service-skranke. Efter at have afleveret bagagekvittering, adresse og en nogenlunde nøjagtig beskrivelse af sin kufferts udseende kom Richard ud i ankomsthallen og fortsatte for at finde en taxa. Heden formelig kastede sig over ham, da han gik ud fra svingdørene. Det var virkelig blevet sommer, og de kunne se frem til en dejlig aften. Han mærkede sit gode humør begynde at vende tilbage ved tanken om mojitoen på terrassen i aftensolen. Han stillede sig i taxakøen, men da de drejede ud ved Arlandastad, oplyste chaufføren, at der havde væ-ret sindssygt meget trafik hele dagen i Stockholmsområdet. Helt sindssygt. Samtidig satte han farten ned til under 50 kilometer i timen og blev sluset ind i den tilsyneladende endeløse kø af biler på E4 i sydgående retning. Så Richard Granlund troede ikke, at hans dag kunne blive meget værre, da taxaen omsider drejede ind på Tollénsväg. Han betalte med kreditkort og gik op mod huset gennem den blomstrende, velplejede have. Han stillede sin mappe og plasticposen inden for døren. – Hallo! Intet svar. Richard tog skoene af og gik ud i køkkenet. Han kastede et blik ud ad vinduet for at se, om Katharina var udenfor, men der var ingen. Der lå heller ikke nogen besked til ham i køkkenet. Han fandt mobilen frem, men den viste ingen ubesvarede opkald eller sms’er. Der var kvælende varmt i huset. Solen stod lige på. Katharina havde ikke slået markiserne ned. Han låste terrassedøren op og åbnede den på vid gab. Herefter gik han op ad trappen for at tage et bad og skifte tøj. Han følte sig gennemblødt af sur sved helt ned til underbukserne. Han trak slipset af og begyndte at åbne skjorten på vej op ad trappen, men standsede midt i bevægelsen, da han nåede hen til soveværelset. Katharina lå på sengen. Det var det første, han registrerede. Herefter fulgte tre observationer i hurtig rækkefølge.

8

Hun lå på maven. Hun var bundet. Hun var død.

9

Hele vognstammen i tunnelbanen rystede voldsomt under op bremsningen. Moderen med barnevognen foran Sebastian Bergman greb hårdere fat om stål stangen og kiggede sig nervøst omkring. Hun havde været an-spændt fra det øjeblik, hun steg ind i vognen ved S:t Eriks plan, og selvom hendes grædende søn var faldet i søvn allerede efter et par stationer, kunne hun tilsyneladende ikke slappe af. Hun brød sig tydeligvis ikke om at være mast sammen med så mange fremmede mennesker. Sebastian så flere tegn på det. De iøjnefaldende forsøg på at bevare sin minimale private sfære intakt ved hele tiden at flytte fødderne for ikke at støde ind i nogen. De små svedperler på overlæben. Det vagtsomme blik, der aldrig blev hængende på noget. Sebastian havde prøvet at smile lidt beroligende til hende, men hun reagerede ved hurtigt at flytte blikket og fortsatte med at scanne omgivelserne, vagtsomt og anspændt. I stedet kiggede Sebastian rundt i den overfyldte vogn, der igen var bremset op med en metallisk hvinen i tunnelen lige efter Hötorget. Efter nogle minutters ophold i mørket fortsatte toget langsomt fremad igen og sneglede sig ind mod T-Centralen. Han plejede normalt ikke at tage tunnelbanen og aldrig i myldretiden eller i turistsæsonen. Det var for ubehageligt og kaotisk. Han kunne for sin død ikke vænne sig til den kollektive menneskehed med alle dens lyde og lugte. Han plejede at gå eller tage en taxa. Holde afstand til mennesker. Stå udenfor. Sådan plejede det at være, men intet var længere, som det plejede. Intet. Sebastian lænede sig op ad døren bagest i vognen og kiggede ind i næste vogn. Han kunne se hende gennem ruden i døren. Det blonde hår, det bøjede hoved, mens hun læste avis. Han opdagede, at han smilede hen for sig, når han så på hende. Som altid skiftede hun tog på T-Centralen. Gik med hurtige skridt ned ad stentrappen til Rød Linje. Det var ikke noget problem at følge efter

10

hende. Hvis bare han holdt afstand, forsvandt han i mængden af rejsende og kortlæsende turister. Han holdt afstand. Ville ikke miste hende af syne. Men måtte ikke blive opdaget. Det var en svær balancegang, men han var ved at blive god til det. Da Rød Linje-toget tolv minutter senere kørte ind på Gärdet Station, ventede Sebastian et øjeblik, før han steg ud af den lyseblå vogn. Her var han nødt til at være mere forsigtig. Der var færre mennesker på perronen, eftersom de fleste passagerer var stået af på forrige station. Sebastian havde valgt togvognen foran hendes, så hun havde ryggen til ham, når hun stod af. Hun gik rask til og var allerede nået halvvejs hen til rulletrappen, da han fik øje på hende. Også kvinden med barnevognen havde tydeligvis haft Gärdet som endestation, og Sebastian valgte at holde sig bag hende for det tilfælde, at hende, han fulgte efter, af en eller anden grund skulle finde på at vende sig om. Barnevognskvinden fortsatte i et mageligt tempo efter passagererne, der strømmede hen mod rulletrappen, formodentlig i håb om at slippe for trængslen længere fremme. Mens Sebastian gik dér bag moderen med barnevognen, slog det ham, hvor meget de lignede hinanden. To mennesker, der altid måtte holde afstand.

11

en kvinDe. Død. I hjemmet. Under normale omstændigheder var der ingen grund til at indkalde Rejseholdet og Torkel Höglunds team. I de fleste tilfælde var der tale om en tragisk afslutning på et familie-skænderi, en tvist om forældremyndighed, et jalousidrama eller en drukaften i dårligt selskab. Alle, der arbejdede ved politiet, vidste, at gerningsmanden som regel skulle findes blandt de nærmeste pårørende, når kvinder blev myrdet i deres eget hjem. Det var derfor ikke så sært, at Stina Kaupin forestillede sig, at hun talte med morderen, da hun modtog opkaldet til 112 lidt over halv otte. – SOS 112, hvad er der sket? – Min kone er død. Det var svært at opfatte resten af det, manden sagde. Stemmen var grødet af sorg og chok. Indimellem tav han så længe, at Stina troede, han havde lagt på. Så hørte hun, hvordan han prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol, og hun havde problemer med at hale en adresse ud af ham. Han gentog blot, at hans kone var død, og at der var en masse blod. Blod overalt. Ville de ikke nok komme? Stina så en midaldrende mand med blodige hænder for sig, en mand, der langsomt, men sikkert begyndte at indse, hvad han havde gjort. Til sidst fik hun dog en adresse i Tumba. Hun bad anmelderen – og den sandsynlige morder – blive på stedet og ikke røre ved noget i huset. Hun ville sørge for at sende politi og ambulance til gerningsstedet. Hun lagde på og gav sagen videre til Södertörn-politiet i Huddinge, som herefter sendte en patruljevogn af sted. Erik Lindman og Fabian Holst havde netop indtaget en sen fastfood-aftensmad i politibilen, da de fik ordre på at køre til Tolléns väg 19.

12

De var fremme ti minutter senere, steg ud af bilen og kiggede op mod huset. Ingen af de to betjente var specielt interesseret i havebrug, men bemærkede straks, at nogen eller nogle havde lagt et betydeligt arbejde og tilsvarende penge i at opnå den nærmest perfekte blomsterpragt, der omkransede det gule træhus. Da de var nået halvvejs op ad havegangen, blev hoveddøren åbnet, og pr. refleks søgte begges hænder ned mod pistolhylstret på højre hofte. Manden i døren havde opknappet skjorte og så på de uniformerede betjente med et nærmest fraværende udtryk i øjnene. – Der er ikke brug for nogen ambulance. De to betjente vekslede et hurtigt blik. Manden i døren var tydeligvis i chok, og chokerede mennesker handlede efter deres egne regler. Uforudsigeligt. Ulogisk. Manden virkede ganske vist apatisk og tynget af sorg, men de ville ikke løbe nogen risiko. Lindman fortsatte fremad, mens Holst sagtnede sine skridt og beholdt hånden tæt på tjenestepistolen. – Richard Granlund? spurgte Lindman, idet han tog de sidste skridt helt hen til manden, der havde blikket rettet mod et sted skråt bag ham. – Der er ikke brug for nogen ambulance, gentog manden med sin tonløse stemme. Kvinden, jeg talte med, sagde, at hun ville sende en ambulance. Det behøves ikke. Det glemte jeg at fortælle. Lindman stod nu lige foran manden og lagde forsigtigt hånden på hans arm. Den fysiske kontakt fik manden i døren til at fare sammen og vende blikket mod ham. Han kiggede på ham med et undrende udtryk, som om han først nu fik øje på betjenten og undrede sig over, hvordan han var kommet så tæt på. Intet blod på hænder eller tøj, konstaterede Lindman. – Richard Granlund? Manden nikkede. – Jeg kom hjem, og så lå hun der … – Hjem hvorfra? – Hvabehar? – Hvorfra? Hvor har du været? Det var muligvis et dårligt tidspunkt at udspørge en mand, der helt tydeligt befandt sig i chok, men de oplysninger, man fik ved den første kontakt, ville kunne sammenholdes med dem, der blev afgivet under en eventuel senere afhøring. – I Tyskland. På arbejde. Mit fly var forsinket. Eller … først var det aflyst, og bagefter var det forsinket, og jeg kom endnu senere hjem, fordi min bagage …

13

Manden tav et øjeblik, som om noget pludselig var gået op for ham. Han kiggede på Lindman med en vågenhed i blikket, som ikke havde været der før. – Kunne jeg have reddet hende? Hvis jeg var kommet til tiden, ville hun så have været i live? De var naturlige ved pludselige dødsfald, disse hvad nu hvis-spekulationer. Lindman havde hørt dem mange gange før. I flere af de sager, han havde arbejdet med, havde folk mistet livet, fordi de havde befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De krydsede gaden i præcis samme øjeblik, som en spritbilist kom forbi. De sov i camping vognen præcis den nat, hvor gasflasken begyndte at lække. De tog en genvej over banelegemet, netop som toget kom brusende. Nedfaldne el ledninger, berusede voldsmænd, spøgelsesbilister. Tilfældigheder. Et par glemte nøgler kunne forsinke én i præcis det antal sekunder, der skulle til, for at man ikke nåede over den ubevogtede jernbaneoverskæring. Et forsinket fly kunne efterlade ens kone alene hjemme nøjagtig så længe, at en morder nåede at slå til. Hvad nu hvis-spekulationerne. Almindelige ved dødsfald. Umulige at besvare. – Hvor er din kone, Richard? spurgte Lindman i stedet roligt. Manden i døren så ud til at overveje spørgsmålet. Var nødt til at skifte spor fra hjemrejsens oplevelser og den eventuelle skyld, han lige pludselig var blevet pålagt, til nuet. Til det frygtelige. Til det, han ikke kunne have forhindret. Til sidst fandt han frem. – Oppe ovenpå. Richard gjorde en bevægelse skråt bagud og begyndte at græde. Lindman gjorde tegn til sin kollega om at gå op på første sal, mens han selv fulgte den grædende mand ind i huset. Man kunne aldrig, måtte aldrig føle sig sikker, men Lindman havde en klar fornemmelse af, at det ikke var en morder, han holdt om skuldrene og eskorterede ind i køkkenet. For foden af trappen trak Holst pistolen og holdt den parat. Hvis den sønderknuste mand, som hans kollega tog sig af, ikke var morderen, var der en lille risiko for, at han – eller hun, selvom det var langt mere usædvanligt – stadig befandt sig i huset. Oven for trappen var der indrettet en lille stue med ovenlysvindue, sofa, fjernsyn og blu-ray. Reoler på væggene med bøger og film. Fire døre, to af dem åbne, de andre to lukkede. Fra trappens øverste trin kunne Holst se den døde kvindes ben i soveværelset. I sengen. Det

14

betød, at Rejseholdet skulle kontaktes, tænkte han, mens han hurtigt gik ind i det andet værelse, et arbejdsværelse, hvor døren stod åben. Mennesketomt. De to lukkede døre førte ind til henholdsvis et toilet og et mindre kammer. Heller ikke dér var der nogen. Holst stak pistolen tilbage i hylsteret og nærmede sig soveværelset og blev stående i døren. I en uges tid havde der cirkuleret en henstilling fra Rejseholdet. De skulle informeres om dødsfald, der opfyldte visse kriterier. Hvis ofret blev fundet i sit soveværelse. Hvis ofret var bundet. Hvis ofret havde fået halsen skåret over.

15

ringetonen fra torkels mobil afbrød sidste strofe i ”Hun skal leve”, og han

tog telefonen, mens han gik ud i køkkenet. I baggrunden blev der udbragt et

firfoldigt leve.

Vilma havde fødselsdag.

Tretten.

Teenager.

Hun havde faktisk haft fødselsdag i fredags, men dagen var blevet fejret

med middag og filmaften med veninderne. Ældre og kedeligere familie-

medlemmer såsom hendes far måtte nøjes med audiens en hverdagsaften.

Sammen med Yvonne havde Torkel købt en mobiltelefon til sin datter. En

ny. Hendes egen. Indtil da havde Vilma måttet tage til takke med storesøsters

aflagte eller hans og Yvonnes gamle, når de fik nye på jobbet. Nu fik hun en

spritny. En med Android, mente Torkel, at Billy havde sagt, da han bad ham

om hjælp med at vælge model og mærke. Yvonne sagde, at Vilma nærmest

havde sovet med den lige siden.

I aftenens anledning var bordet i køkkenet omdannet til gavebord. Store-

søster havde købt en mascara, øjenskygge, lipgloss og foundation. Vilma

havde fået tingene på selve dagen, men lagt dem frem igen for at vise den

samlede gavehøst. Torkel løftede mascaraen, der lovede dobbelt så lange

øjenvipper, mens han lyttede til de informationer, han fik på telefonen.

Mord. I Tumba. Kvinde fundet bagbundet i sit soveværelse med halsen

skåret over.

Torkel syntes, det var alt for tidligt for Vilma at sminke sig, men fik at

vide, at hun faktisk var den eneste i sjette klasse, der ikke gjorde det, og at

det var helt utænkeligt at møde op på skolen i syvende uden makeup. Torkel

kæmpede ikke imod ret længe. Tiderne skiftede, og han vidste, han burde

være taknemmelig over, at han ikke havde skullet tage denne diskussion, da

16

Vilma begyndte i fjerde. Det havde nogle forældre på skolen været nødt til, og de havde tydeligvis tabt. Alt tydede på, at de stod over for det tredje offer. Torkel afsluttede samtalen, lagde mascaraen tilbage på bordet og gik ind i stuen igen. Han kaldte på Vilma, der stod og snakkede med sin mormor og morfar, og hun virkede ikke ligefrem irriteret over at have fået et påskud for at afbryde samtalen med bedsteforældrene. Hun gik hen til Torkel med et forventningsfuldt blik, som om hun troede, han havde været ude i køkkenet for at forberede en overraskelse til hende. – Jeg bliver nødt til at gå, skat. – Er det på grund af Kristoffer? Der gik nogle sekunder, før Torkel overhovedet forstod spørgsmålet. Kristoffer var Yvonnes nye kæreste. De havde været sammen nogle måneder, vidste han, og i aften var første gang, Torkel mødte ham. Gymnasie lærer. Sidst i fyrrerne. Fraskilt med børn. Virkede som en flink fyr. Torkel havde overhovedet ikke overvejet den mulighed, at deres møde kunne opleves som pinligt, ubehageligt eller på nogen måde problematisk, så derfor koblede han ikke straks datterens spørgsmål til Kristoffer. Vilma opfattede imidlertid hans korte tøven som bevis på, at hun havde ramt plet. – Jeg sagde jo, at hun ikke skulle invitere ham, fortsatte hun surt. Torkel blev grebet af ømhed over for sin datter. Hun ville beskytte ham. Tretten år gammel, og hun ville skåne ham for hjertesorg. I hendes øjne var det formentlig en yderst pinlig situation, og hun ville sikkert nødig møde sin ekskæreste sammen med en anden. Hvis hun da ellers havde en kæreste, hvad Torkel ikke var sikker på. Han strøg hende kærligt over kinden. – Det er arbejdet, og det har intet med Kristoffer at gøre. – Er du sikker? – Helt sikker. Jeg ville have været nødt til at tage af sted, selvom vi kun havde været os to. Du ved, hvordan det er. Vilma nikkede. Hun havde boet længe nok sammen med ham til at vide, at han forsvandt, når han var nødt til det, og blev væk, så længe det var nødvendigt. – Er det en, der er død? – Ja. Torkel ville ikke fortælle mere. Han havde for længst besluttet sig for ikke at være en, der fik sine børns opmærksomhed ved at fortælle spændende og

17

groteske detaljer fra sit arbejde. Det vidste Vilma godt, så hun stillede ikke

flere spørgsmål, men nikkede bare. Torkel betragtede hende alvorligt.

– Jeg synes, det er fint, at mor har mødt en anden.

– Hvorfor?

– Hvorfor ikke? Hun behøver jo ikke være alene, bare fordi hun ikke er

sammen med mig.

– Har du også fundet en anden?

Torkel tøvede et øjeblik. Havde han det? Gennem lang tid havde han

haft en slags forhold til Ursula, sin gifte kollega, men de havde aldrig rigtig

defineret, hvad det egentlig gik ud på. De gik i seng med hinanden, når de

var ude på en opgave, men aldrig i Stockholm. Aldrig noget med at gå ud at

spise sammen eller føre dagligdags samtaler om det personlige og private.

Sex og snak om jobbet, det var alt. Og nu var det ikke engang det. For nogle

måneder siden havde han hentet sin gamle kollega Sebastian Bergman ind

i forbindelse med en efterforskning, og siden da havde han og Ursula kun

arbejdet sammen. Det pinte Torkel mere, end han ville indrømme. Ikke så

meget det, at deres forhold – eller hvad det nu var – helt tydeligt var på

hendes betingelser, det kunne han leve med, men han savnede hende mere,

end han ville have troet, og det irriterede ham. Og for at det ikke skulle være

løgn, virkede det, som om hun og hendes mand Micke var kommet hinanden

nærmere igen. De havde oven i købet været på en weekendtur til Paris for

nogle uger siden.

Så havde han fundet en anden?

Formodentlig ikke, og deres komplicerede forhold var i hvert fald ikke

noget, han havde tænkt sig at indvie en trettenårig i.

– Nej, svarede han. Jeg har ikke fundet en anden, og nu er jeg altså nødt

til at smutte.

Han knugede hende ind til sig. Hårdt.

– Tillykke med fødselsdagen, hviskede han. Jeg elsker dig.

– Jeg elsker også dig, svarede hun. Og min mobil. Hun trykkede sine

glinsende læber let mod hans kind.

Torkel havde stadig et smil på læben, da han tog plads i bilen med kurs

mod Tumba.

Han ringede til Ursula.

Hun var allerede på vej.

*

18

På vej til gerningsstedet havde Torkel grebet sig selv i at håbe, at dette skulle vise sig at være noget andet. En anden. At der ikke ville være nogen forbindelse til de andre døde kvinder. At det skulle vise sig at være en engangsforeteelse. Men det var det ikke, det forstod han, da han kiggede ind i soveværelset. Nylonstrømperne. Natkjolen. Placeringen. Det var den tredje. ”Fra øre til øre” var ikke nok til at beskrive det gabende sår på halsen. Det var snarere fra den ene side af rygraden til den anden. Som når man åbner en konservesdåse og efterlader en lille stump blik for at kunne bøje låget bagud. Kvinden havde på det nærmeste fået skåret hele halsen af. Der måtte virkelig være lagt kræfter i for at tilføje hende sådanne skader. Der var blod overalt, højt op ad væggene, ud over gulvet. Ursula var allerede i gang med at tage billeder. Hun gik forsigtigt rundt i soveværelset og sørgede for ikke at træde i blodet, der tilsyneladende var alle steder. Altid den første på pletten, hvis det var muligt. Hun kiggede op, hilste med et nik og fortsatte med at fotografere. Torkel stillede det spørgsmål, han allerede kendte svaret på. – Den samme? – Helt sikkert. – Jeg talte med Lövhaga igen på vej herhen. Hinde sidder forsvarligt buret inde. – Men det vidste vi jo i forvejen, ikke? Torkel nikkede. Det her huede ham ikke, tænkte han, da han stod i døren til soveværelset og betragtede den døde kvinde. Han havde stået i andre døre til andre soveværelser og set andre kvinder iført natkjole og med hænder og fødder bundet med nylonstrømper, voldtagne og med halsen skåret over. De havde fundet den første i 1995, hvorefter der fulgte endnu tre, før de kunne fange morderen i forsommeren 1996. Hinde blev idømt livstidsanbringelse på Lövhaga. Appellerede ikke engang dommen. Han sad der stadig. Men de nye ofre var identiske kopier af hans. Hænder og fødder bundet på samme måde. Næsten afskåret hals. Selv det blålige skær i de hvide natkjoler var det samme. Det betød, at gerningsmanden ikke kun var seriemorder, men også en copycat. En person, der af en eller anden grund kopierede femten år gamle mord. Torkel kiggede i sin notesblok og vendte sig igen om mod

19

Ursula. Hun havde været med dengang i halvfemserne. Hun, Sebastian og Trolle Hermansson, der siden da var gået på pension mod sin vilje. – Ægtemanden siger, at han fik svar på en sms ved nitiden i morges, men ikke på den, han sendte klokken et. – Det kan godt passe. Hun har været død i mere end fem timer, men i mindre end femten. Torkel nøjedes med at nikke. Han vidste, at Ursula havde ret. Hvis han havde spurgt, ville hun have påpeget, at rigor mortis endnu ikke var nået ud i benene, at der ikke var tegn på autolyse eller tache noire plus diverse anden retsmedicinsk jargon, som han på trods af sine mange år ved politiet ikke havde gidet sætte sig ind i. Han foretrak at få svar på helt almindeligt svensk. Ursula tørrede sveden af panden med bagsiden af hånden. Der var flere grader varmere på første sal end i stueetagen, eftersom julisolen havde bagt på taget hele dagen. Fluerne svirrede i værelset, hidkaldt af blodet og den begyndende forrådnelse, om end den endnu ikke kunne registreres med det blotte øje. – Har du bemærket natkjolen? spurgte Torkel efter at have ladet blikket feje hen over sengen en sidste gang. – Hvad er der med den? Ursula sænkede kameraet og kiggede på det umoderne bomuldsnattøj. – Den er trukket ned over kroppen. – Det er måske manden, der ville dække hende lidt til. – Jeg spørger ham lige, om han har rørt ved hende. Torkel forlod sin plads i døren og vendte tilbage til den utrøstelige mand i køkkenet. Det her huede ham virkelig ikke.

20

Den Høje manD HavDe sovet nogle timer. Var taget hjem og gået på hovedet i seng. Det gjorde han altid. Ritualer. Adrenalinet havde pisket gennem hans krop. Han vidste ikke helt, hvad der foregik, men bagefter føltes det, som om han havde opbrugt en uges energireserver på den korte tid, han havde været i aktion. Men nu var han vågen. Vækkeuret havde ringet. Det var på tide at komme i gang. Igen. Han stod op. Der var stadig så meget, der skulle gøres, og det var helt nødvendigt, at alting blev udført på den rigtige måde. På det rigtige tidspunkt. I den rigtige rækkefølge. Ritualer. Uden dem ville alt være kaos. Kaotisk og skræmmende. Ritualer var lig med kontrol. Ritualer gjorde det onde mindre ondt. Smerten mindre smertelig. Ritualer holdt mørket på afstand. Manden koblede Nikon-kameraet til computeren og overførte hurtigt og rutineret de 36 billeder. Det første, da kvinden grædende og med armene foldet beskyttende over brystet stod og ventede på, at han rakte hende natkjolen, så hun kunne tage den på. Der løb blod ud af det ene næsebor og ned på underlæben. To dråber var trillet ned over hendes højre bryst på vej ned på gulvet og havde efterladt røde striber som regn på en vinduesrude. Først havde hun nægtet at klæde sig af. Havde troet, at tøjet måske ville beskytte hende. Redde hende. På det seksogtredivte og sidste billede stirrede hun tomt ind i kameraet. Han havde sat sig på hug ved sengen og lænet sig tæt på, så tæt, at han havde mærket varmen fra blodet, der nu kun dryppede fra det gabende hul i halsen. På dette tidspunkt havde det meste forladt kroppen og var mere eller mindre blevet absorberet af sengetøjet og madrassen. Han kontrollerede hurtigt de mellemliggende billeder. Natkjolen på. Nylonstrømperne. Knuderne. Trusserne af. Før akten. Efter akten. Kniven og dens arbejde.

21

Rædslen. Erkendelsen. Resultatet. Alting så fint ud. Han ville kunne bruge alle 36. Det var det bedste. På trods af det digitale kameras nærmest grænseløse kapacitet ønskede han at holde det inden for rammerne af en gammeldags filmrulle. 36 billeder. Ikke flere. Ikke færre. Ritualet.

22

billy saD på knæ veD HoveDDøren og undersøgte låsen, da Torkel kom ned ad trappen. Han vendte sig om mod sin chef, da denne nærmede sig. – Intet hærværk på døren, så vidt jeg kan se, så alt tyder på, at han blev lukket ind. – Terrassedøren stod åben, da vi kom, oplyste Torkel. – Manden åbnede den, da han kom hjem, svarede Billy. Inden da var den låst, sagde han. – Er han sikker på det? Han virkede jo ude af sig selv af chok. – Han lød nu ret sikker i sin sag … – Jeg spørger ham igen. Hvor er Vanja? – Udenfor. Hun er lige kommet. – Der står en computer i arbejdsværelset ovenpå. Torkel nikkede i retning af trappen, han lige var kommet ned ad. Tag den med og se, om I finder noget. Gerne et eller andet, der sætter hende i forbindelse med de andre. – Så det her er altså den tredje? – Meget tyder på det. – Kobler vi flere på sagen eller …? Billy lod spørgsmålet hænge i luften, men Torkel vidste udmærket, hvad han havde i tankerne: Kobler vi Sebastian Bergman på? Torkel havde selv overvejet muligheden, men omgående droppet den. Ulemperne var iøjnefaldende og opvejede så afgjort fordelene, men det var inden i aften. Inden den tredje. – Nu må vi se. – Jeg mener, i betragtning af hvem han kopierer … – Som sagt: Nu må vi se. Ud fra tonefaldet forstod Billy, at han ikke skulle bore videre i sagen, så han nikkede blot og kom på benene. Han forstod Torkels frustration. De havde ingen spor – eller de havde rettere sagt masser af dem. Sko- og fingeraftryk,

23

sæd og hår, men alligevel var de ikke en opklaring nærmere, end de havde været for 29 dage siden, hvor de fandt den første kvinde bundet og dræbt på samme måde. Den nærmest nonchalante måde, hvorpå gerningsmanden efterlod teknisk bevismateriale, tydede på, at vedkommende vidste, at han ikke var opført i nogen registre. Han var alt for metodisk til, at der kunne være tale om sløsethed. Med andre ord ikke tidligere straffet, i hvert fald ikke for nogen grovere forseelse, men villig til at løbe en risiko. Eller nødt til det. Begge muligheder var foruroligende, da det betød, at han efter al sandsynlighed ville slå til igen. – Tag Vanja med tilbage og gennemgå det hele forfra. Hvis de bare kunne finde en forbindelse mellem ofrene, ville meget være vundet. I så fald kunne de måske pejle sig ind på gerningsmanden og begynde at indkredse ham. Det værste scenarie var, at morderen udvalgte kvinderne helt tilfældigt. Fik øje på en eller anden på gaden, fulgte efter hende, kortlagde hendes færden, lagde planer og afventede det rette øjeblik. Hvis det var sådan, han valgte sine ofre, ville de først kunne knalde ham, når han begik en fejltagelse, og det havde han indtil videre ikke gjort.

Billy skyndte sig op ad trappen, kastede et hurtigt blik ind i soveværelset, hvor Ursula stadig rumsterede, og gik ind i arbejdsværelset, der var temmelig lille, måske seks kvadratmeter. Skrivebord og kontorstol i hjørnet med et underlag af plastic for at skåne parketgulvet. Et lavt bord med printer, modem, router, papir, ringbind og diverse kontorartikler. På væggen over skrivebordet hang en aflang opslagstavle med plads til otte billeder. På et af billederne sås ofret – Katharina hed hun, med th, hvis Billy huskede rigtigt – alene foran et æbletræ, hvor hun stod og smilede til kameraet iført hvid sommerkjole og en stråhat over det mørke hår. Som en reklame for den svenske sommer. Österlen, måske. Manden – Richard – var også alene på et af billederne, hvor han stod i agterstævnen på en sejlbåd. Solbriller, solbrændt, koncentreret. På de øvrige seks billeder var de sammen, stod tæt op ad hinanden, smilende. De så ud til at rejse meget. Et af billederne var taget på en kridhvid sandstrand med palmer i baggrunden, og på to af de andre kunne Billy identificere henholdsvis New York og Kuala Lumpur. Tydeligvis ingen børn. Så denne gang var der i det mindste ingen, der havde mistet deres mor. Han blev stående foran billederne og betragtede parrets kærlige smil. På alle de seks fotografier holdt de om hinanden. Måske var det bare sådan,

24

de altid poserede foran kameraet. Måske var det bare komediespil for at vise verden, hvor skønt de havde det sammen, men i så fald var de dygtige skuespillere, for de så begge naturlige og lykkelige ud, som de stod dér tæt sammen. Billy havde svært ved at rive sig løs fra billederne af manden og kvinden. Der var noget i deres lykke, som ramte ham. De virkede så glade. Så forelskede. Så levende. Billy plejede aldrig at blive berørt på den måde og havde ingen problemer med at lægge en professionel afstand mellem ofrene og sig selv. Selvfølgelig blev han påvirket og følte med de pårørende, men deres sorg nåede aldrig helt ind under huden på ham. Han vidste udmærket, hvorfor det var anderledes denne gang. Han havde lige mødt en, hvis glade blik og lokkende smil mindede om kvindens på billederne. Det gav tragedien flere facetter og gjorde den mere virkelig. Han tænkte på My. Hvordan hun havde trukket op i dynen i morges og omfavnet ham søvndrukkent. Hvordan hun havde prøvet at få ham til at blive lidt længere og så lidt længere og lidt længere endnu, indtil hele morgenen var gået. Billedet af den smilende My passede sammen med de romantiske fotos foran ham, men så decideret ikke med den grotesk forvredne, bundne og voldtagne kvinde i værelset inde ved siden af. Og dog var det samme kvinde. Et øjeblik forestillede han sig, at det var My, som lå dér med ansigtet ned mod den store blodpøl. Han vendte hovedet væk og lukkede øjnene. Denne frygt havde han aldrig mødt før. Aldrig. Og han måtte ikke nærme sig den igen, det vidste han. Han måtte aldrig lukke op for volden og rædslen og lade den forgifte sig. Det ville ødelægge kærligheden. Gøre den frygtsom og konstant på vagt. Nødvendigheden af at holde privatliv og arbejde adskilt stod lysende klar for ham, for uden denne distance risikerede han at miste alt. Han kunne holde om hende, knuge hende hårdt ind til sig, men ikke dele følelsen med hende. Den var for dyster og bundløs til at blive bragt ind i deres forhold. Han ville holde om hende, længe, når han kom hjem. Meget længe. Hun ville spørge hvorfor, og han ville lyve. Desværre. Men sandheden ville han ikke vise hende. Billy vendte sig om, tog den bærbare computer fra skrivebordet og gik ned til Vanja.