1  

Drop  tabuet  omkring  alkoholmisbrug    

 Alex  Krath  Klemensens  tatovering,  som  han  har  fået  for  at  huske  sig  selv  på,  at  intet  i  hans  voksne  liv  skal  være  tabu.  Privatfoto.    Alex  Krath  Klemensen  vokser  op  med  en  mor,  der  drikker.  Hun  bunder  rask  væk  en  flaske  hård  spiritus  om  dagen,  men  det  er  der  helst  ikke  nogen,  der  skal  vide.  For  Alex  er  det  i  dag  vigtigt  at  bryde  tabuet  omkring  alkoholmisbrug.    Af:  Signe  Ohayv  Aarestrup    Mor  vralter  gennem  gangen  i  en  halvåben  morgenkåbe.  Hendes  fingre  er  spredte  og  holder  om  en  imaginær  cigaret.  Øjnene  sejler  på  spiritussens  hav,  og  det  er  først,  da  hun  fører  hånden  op  til  munden,  at  hun  opdager,  cigaretten  er  et  fatamorgana.  Det  er  en  helt  almindelig  eftermiddag  hjemme  hos  Alex  Krath  Klemensen.    Moren  begynder  at  drikke,  da  Alex  er  helt  lille.  Allerede  som  5-­‐6  årig  optog  han  hende  på  bånd  for  at  kunne  bevise,  at  hun  snøvlede.    Sådan  prøvede  han  utallige  gange  igennem  sin  opvækst,  at  få  hende  til  at  indrømme,  at      

   hun  havde  et  alkoholproblem.  Det  lykkedes  aldrig.    Over  venstre  side  af  den  markerede  brystkasse  står  de  kantede  bogstaver:  Kontra  tabu.  Mejslet  ind  i  huden.  Som  et  brændemærke.      Da  Alex  Krath  Klemensen  var  barn,  var  der  aldrig  nogen,  der  for  alvor  greb  ind,  og  morens  alkoholmisbrug  var  noget,  man  helst  skulle  skjule  for  omverdenen.    I  dag  er  noget  af  det  vigtigste  for  ham,  at  der  ikke  skal  være  tabuer  i  hans  liv.        

  2  

Et  normalt  liv  Alex  Krath  Klemensen  vokser  op  som  enebarn  med  sin  mor  og  stedfar.  Han  er  10-­‐11  år,  før  det  for  alvor  går  op  for  ham,  at  moren  har  et  misbrug.    Inden  da  troede  han  langt  hen  ad  vejen,  at  de  ting,  der  foregik  i  hjemmet,  var  normale:  »Jeg  kan  huske,  at  vi  altid  skulle  gå  ture.  Og  så  skulle  vi  lige  i  kiosken,  så  mor  kunne  få  en  lille  snaps  eller  bitter.  Jeg  troede,  det  var  normalt  dengang«.    Hans  stemme  er  klar  og  tydelig,  og  han  virker  fattet,  mens  han  fortæller  sin  historie.    Da  han  fandt  ud  af,  hvordan  det  hang  sammen,  dækkede  han  først  over  sin  mor.  For  eksempel  holdt  han  det  hemmeligt,  hvis  han  fandt  flasker  rundt  omkring  i  hjemmet.    Men  det  fik  hurtigt  en  ende,  da  hans  stedfar  greb  ind:    »Han  sagde  til  mig,  at  han  også  godt  vidste  det  med  mor,  og  at  det  vigtigste  var,  at  jeg  forstod,  at  det  ikke  var  mit  problem,  at  min  mor  drak.  At  jeg  ikke  skulle  tage  det  på  mine  skuldre«,  fortæller  Alex  Krath  Klemensen.    Han  forsøger  at  leve  så  normalt  et  liv  som  muligt  til  trods  for  morens  drikkeri.  Det  gør  han  ved  at  prøve  at  undgå  at  være  i  nærheden,  når  hun  er  fuld.  Han  ringer  for  eksempel  hjem  fra  skole  for  at  tjekke,  hvordan  landet  ligger:  hvis  moren  tager  telefonen,  kan  han  straks  høre,  om  hun  har  drukket,  og  hvis  hun  har,  tager  han  hjem  til  en  kammerat.  Hvis  hun  ikke  tager  den,  er  det  fifty-­‐fifty,  og  måske  tager  han  hjem  i  håb  om,  at  der  er  fri  bane.      Stedfaderen  har  ikke  noget  misbrug,  men  han  er  vinhandler,  og  en  gang  i  mellem  udvikler  vinsmagningen  derhjemme  sig  til  en  lille  fest,  hvor  både  han  og  moren  bliver  berusede.    De  aftener  føler  Alex  sig  meget  alene:    

»De  aftener  er  nogle  af  de  værste  i  mit  liv.    Der  var  ikke  nogen  steder  at  søge  hen,  normalt  gik  jeg  jo  til  ham«.    Misbruget  eskalerer  Da  Alex    Krath  Klemensen  er  cirka  12  år,  begynder  morens  alkoholmisbrug  at  eskalere.  Hun  drikker  mere  og  oftere  end  tidligere.  Hun  får  svært  ved  at  passe  sit  arbejde  og  bliver  til  sidst  fyret.  »Til  sidst  drak  hun  en  flaske  vodka  om  dagen.    Og  hun  var  ikke  nogen  stor  kvinde  –  hun  vejede  cirka  45  kilo«,  fortæller  han.    Flere  gange  truer  moren  med  at  begå  selvmord.    Hun  siger,  hun  vil  hoppe  ud  over  altanen.  »Jeg  sagde  til  hende,  at  det  kunne  hun  bare  gøre.  Jeg  skulle  nok  holde  døren,  men  så  skulle  det  også  være  nu,  ellers  skulle  hun  tie  stille  med  truslerne«,  mindes  Alex  Krath  Klemensen.    Moren  ryger  ind  og  ud  af  forskellige  behandlingshjem  og  bliver  gentagne  gange  indlagt  på  hospitalet  til  udpumpning  og  afgiftning.  Alligevel  erkender  hun  ikke  selv,  at  hun  er  alkoholiker:    »Hun  indrømmede  aldrig,  at  hun  havde  et  problem«,  siger  han.  Og  når  hun  rusen  er  sovet  ud,  sender  sygehuset  hende  hjem  igen:    »Jeg  kan  huske  engang,  hun  havde  en  flaske  vodka  i  tasken,  da  hun  blev  indlagt  –  den  gav  de  hende  pænt  med  igen,  da  hun  blev  udskrevet«.  Og  drengen  mister  stille  og  roligt  troen  på,  at  moren  kan  reddes:    »Jeg  følte  allerede  dengang,  at  min  mor  var  tabt«,  fortæller  Alex  Krath  Klemensen.    Systemet  svigter  Familien  bliver  aldrig  inkluderet  i  morens  behandling,  og  det  undrer  ham:    »Sjovt  nok  er  der  aldrig  nogen,  der  inddrager  os«.  

  3  

Alex  får  ikke  tilbudt  nogen  hjælp  fra  kommunen,    og  der  er  heller  ingen  andre  udefra,  der  blander  sig.  Han  kunne  godt  have  ønsket  sig,  at  nogen  havde  grebet  ind.  »Vi  har  ikke  et  system,  der  fungerer«,  konstaterer  han.    Da  han  er  15  år,  opsøger  han  selv  organisationen  Tuba,  der  er  en  organisation,  der  tilbyder  psykologhjælp  til  børn  af  alkoholikere.  Her  går  han  i  terapi  i  et  halvt  år.    Savner  en  mor  Da  Alex  Krath  Klemensen  går  i  tiende  klasse,  forsøger  moren  at  begå  selvmord.  Det  lykkes  ikke.      Men  en  sommerdag  i  august,  da  han  er  17  år,  falder  moren  i  fuldskab  og  slår  hovedet.  Hun  bliver  først  fundet  efter  et  par  timer,  og  da  er  det  for  sent.  Hun  bliver  alvorligt  hjerneskadet  og  kan  ikke  længere  tale  sammenhængende  eller  varetage  de  mest  basale  ting.      »Der  gik  ikke  længe,  før  jeg  forstod,  at  jeg  aldrig  ville  få  en  mor  igen«,  hans  stemme  knækker  en  smule  over,  »men  efter  noget  tid  blev  det  en  befrielse.  Det  lyder  kynisk,  men  min  hverdag  blev  bare  så  meget  nemmere«,    fortæller  han.    Moren  bor  nu  på  et  plejehjem  i  Jylland,  og  han  ser  hende  cirka  en  gang  om  året.                    

I  dag  er  Alex  Krath  Klemensen  midt  i  20erne  og  bor  sammen  med  sin  kæreste  i  København.    Hans  største  frygt  er  selv  at  udvikle  et  alkoholmisbrug:    »Jeg  har  overvejet  at  blive  afholdsmand,  men  det  ville  bare  være  en  besættelse  på  en  anden  måde.  For  mig  handler  det  om  at  have  et  naturligt  forhold  til  alkohol«,  siger  han.    Tatoveringen  fik  han  lavet  for  at  huske,  at  intet  i  hans  liv  skal  være  tabuiseret:    »Det  er  et  mantra.  Det  er  historien  om  min  mor  kogt  ned  til  to  ord”,  konstaterer  han.  På  spørgsmålet  om  hvor  vidt  han  savner  sin  mor,  svarer  han:    »Jeg  savner  det  at  have  en  mor,  men  jeg  savner  ikke  min  mor«.            

Alex  Krath  Klemensen  har  for  nylig  medvirket  i  en  bog,  der  handler  om  børn  af  alkoholikere.  Her  kan  man  læse  mere  om  hans  opvækst.  Bogen  hedder  Flasken  var  vigtigere  end  mig  og  er  skrevet  af    forfatter  og  journalist  Helge  Kvam.