Edith Lydia Westi, født Olsen 26.6.1919 — 8.3.2012

Skrevet af Edith Lydia Westi, redigeret af Signe Westi-Henriksen

2

3

© 2012 skrevet af Edith Lydia Westi, redigeret af Signe Westi-

Henriksen. Indholdsfortegnelse:

Min barndom 4

Sanktbernhardshunden 5

Å rets gang pa Bakkely 6

Tørven 9

Tørven under Krigstiden 12

Årbejdet pa ga rden 16

Præsten 23

Skolen 25

Skovturen 29

Bakkely og de moderne tider 30

Dyrene 32

Vaskedagen 40

Konfirmationen 43

Pige i huset 44

Vejen til København 46

Salatfabrikken og 2. Verdenskrig 47

Sommerhuset i Kulhuse 51

4

Min barndom

Da mine drenge blev store nok til at de kunne lide at høre om min

barndom, sagde de tit ”fortæl om da du var lille, mor”. Og det vil jeg sa

gøre.

Ja, jeg blev født 26.6.1919 og døbt Edith Lydia Olsen. jeg var den

ældste af syv søskende. Efter mig kom først fire drenge, sa to piger.

Edmund Niels Peder, Jens Orla, Salomon, Børge, Karen Laurense og

Cecilie Marie. Jeg har altid godt kunnet lide at passe børn, sa jeg

passede mine søskende fra jeg var 3-4 a r gammel.

Vores barndomshjem var et lille landbrug, et boelsmandsled, der

ligger i et lille sogn, ved navn Jorløse. Her ligger fire boelssteder pa en

bakke, pa vejen fra Svebølle mod Jorløse By. Det første sted hedder

Bakkedal. Det ligger neden for bakken. De næste to ligger ved siden af

hinanden pa toppen af bakken. Det første af disse hedder Bakkega rd,

det andet Bakken. Imellem de to steder ga r en vej ned til Bakkely, som

er mit barndomshjem. Pa Bakkely havde vi 6 køer, 4-5 kalve, 2 søer,

mellem 8-16 grise, 2 heste, høns, ænder og kaniner, katte og hund. Vi

var ikke rige, men heller ikke de fattigste. Vi havde det godt.

Vi børn var med, na r mor og far, Valborg og Johannes, var i stald og

marken og na r dyrene blev passet. Vi skulle blandt andet bære roer

og hø til køerne om vinteren. Vi skulle ogsa tynde og hakke roer. Vi

var med til at høste hø og siden kørn, derefter var det roehøsten som

skulle op.

Na r vi hørte fløjten ved 17 tiden, sa var det tid til at hente køerne. De

skulle sa drikke og hjem i stalden og malkes. Det var mest mor, der

Da jeg var 8 a r lærte jeg at malke, sa skulle jeg malke to køer om aftenen.

Min far fik malkemaskine da jeg var blevet voksen.

Na r malkningen var oversta et skulle vi have aftensmad. Derefter blev vi

ordnet, vasket og lagt i seng. Mor ordnede vores tøj, stoppede og lappede

om aftenen eller strikkede strømper til os. Hun kunne strikke og læse

avis eller en bog samtidig. Jeg kan godt strikke og læse, men ikke

samtidig. Jeg skal se pa strikketøjet, ellers ga r det i skuddermudder.

Om sommeren løb vi til naboerne og legede med deres børn om aftenen

efter vi havde spist vores aftensmad. Det varede en time, sa skulle vi alle

i seng, for der ventede jo en ny dag med pligter.

Om vinteren legede vi i laden og pa halmloftet, hvor vi lavede huler i

høet. Det duftede sa godt. Sa kunne vi høre musene pibe, for de boede jo

ogsa der. De kom ind om eftera ret na r afgrøderne kom i hus. Kattene

fangede mange mus, som de spiste.

Vi synes ikke, at det var strengt, at vi var med til at arbejde, for det var

ens for alle vores kammerater. Vi havde det godt.

5

1925: Johannes Olsen med frue Valborg Olsen med børnene Edith 5år, Edmund 4 år,

Orla 3 år. Salle var 1 år og lå på sygehuset med brækket ben. Vi havde været på besøg

hos ham, ellers var dette billede nok aldrig blevet taget. Det var en sjælden ting at

familien kom hjemmefra uden en ganske særlig grund.

Sanktbernhardshunden

Da jeg var lille og la i barnevognen, kom en mand fra en anden ga rd for

at hente penge. Det har nok været til hesteassurance. Mor gik ind for at

hente pengene, og imens begyndte jeg at græde. Manden ville give mig

sutten som en trøst, men han blev i den grad forhindret i sit

foretagende. En sanktbernhardshund, som mine forældre dengang

havde, satte poterne op pa den anden side af barnevognen, viste

tænder og knurrede. Manden ville tage armen væk, men hver gang han

rørte sig, knurrede hunden mere. Han ma tte vente til mor kom ind og

fik hunden væk, før han kunne tage armen til sig.

Den hund la altid og passede pa ved siden af barnevognen, fortalte mor.

Jeg kan ikke huske den, for til mors sorg ma tte de aflive den. Den havde

fa et for vane at løbe efter far, na r han kørte ud med hestevognen. Den

løb ikke ved siden af vognen, men ventede til far var et stykke vej

hjemmefra og sa løb den af sted. Pa en af de ture var den kommet i

nærheden af nogle fa r, som den havde bidt. Det betød at den ma tte lade

livet.

De sma landmænd, der havde heste, havde lavet en forening, hvor de

hver ma ned betalte et beløb til foreningen, Hesteassurancen. Hvis sa en

af dem mistede en hest, fik de et beløb fra assurancen til at købe en

anden hest for. Det var en selvforsikring.

Det var dengang en katastrofe hvis en hest døde. Hestene blev brugt

hver dag. Na r jorden skulle pløjes, høstes, sa s, sa var det hestene, som

ma tte trække redskaberne. Dengang fandtes hverken traktorer eller

store selvkørende maskiner. Min far og tre naboer havde i fællesskab

en sla maskine til at sla hø med. De var ogsa fælles om en selvbinder til

Edmund 7 år, Børge 3 år, Salle 5½ år, Orla 6 år, Karen 2 år, Edith 8 år

6

at høste kornet med, og en ajletønde til at køre ajlen ud pa markerne

med. Åjle er det man nu kalder gylle. De havde hver sin plov og kører,

men tromler var de ogsa fælles om.

Årets gang på Bakkely

Om fora ret skulle jorden pløjes og harves med to til tre forskellige

harver, det var kultivatoren, sæddækkeren, ukrudtsharven og tromlen

til sidst.

Far gik bag hestene og havde tømmerne over den ene skulder og under

den anden arm holdt han ploven med hænderne. Sa gik han og heste op

og ned ad bakken i flere dage til al jorden var pløjet.

Bagefter skulle der harves. Sa kom sa maskinen frem. Den skulle

indstilles med nogle tandhjul, som sidder i den ene side af kornkassen,

sa dan sa der kom de antal korn ned igennem tudene, som ga r ned og

laver en rille i jorden, hvor kornet kommer ned. Na r kornet gror op, sta r

det i fine rækker. Na r det gror større er hele marken e n grøn samling,

men na r der kommer aks pa kornet kan man igen se rækkerne, og selv

efter at kornet er tærsket, sta r stubbene stadig i fine rækker.

Det kunne ske, at der kom en sten eller en jordklump til at sidde fast i

en af tudene, na r man kørte med sa maskinen, sa gik vi børn med en

kæp og kradsede tudene rene sa kornet kunne komme ned i jorden.

Na r kornet var sa et var det tid til at ordne jorden, til at sa roer og

ka lrabi. Sa blev sa maskinen stillet om igen med tandhjulene. Roefrø og

ka lrabifrø er helt forskellige fra hinanden og fra korn.

Na r roerne var sa et, var det tid at sætte kartofler. Sa pløjede far en fure.

Vi børn gik med hver sin spand med kartofler i, som vi skulle lægge i

furen med et bestemt mellemrum mellem hver kartoffel. Det skete jo, at

vi blev trætte af det arbejde og lagde kartoflerne meget tæt for at gøre

det lettere for os selv. Det opdagede far jo, sa ma tte vi samle hver anden

op igen. Det blev arbejdet ikke mindre af.

Far med ploven

Ediths egne tegninger:

Kultivatoren Sæddækkeren

Tromle Ukrudtsharve

7

Det betaler sig ikke at gøre et arbejde forkert, men at gøre det rigtigt

første gang. Det tager for lang tid at gøre det om igen.

Om sommeren na r alt var sa et og kunne gro skulle vi have køerne ud pa

græs. Vi skulle flytte dem fire gange om dagen. De var tøjret i en

jernkæde som blev sat til en tøjrepæl. Den blev banket i jorden med en

tøjrekølle. En træklods med et skaft pa . Den var tung for os børn da vi

var mindre.

Den første fora rsdag køerne kom ud var de sa glade, de hoppede og

sprang og løb rundt. De nød at komme ud i fri luft, efter at de havde

sta et bundet i deres ba se hele vinteren. Far blev ude ved dem, til de

havde afreageret og ædt det første tøjreslag friske græs, sa lagde de sig

ned og tyggede drøv. Vi børn var ikke ret store før end vi var ude og

flytte og vande køer og hestene.

Der var et vandhul pa marken. Det var en lille udgravning som vi kaldte

mergelgraven. Der trak vi køerne hen sa de kunne drikke. Na r de var

meget tørstige løb de stærkt for at komme til vandet. Sa var det køerne

som trak os i fulde løb af sted. Det skete ogsa at vi faldt i mudderet, sa

var det om at komme op og sta før de næste køer kom løbende.

Jeg husker, at Salle en gang blev væltet af en ko. Den kom til at sætte det

ene ben pa hans tøj, sa han ikke kunne rejse sig. Koen ville ikke løfte

benet for den drak bare. Vi var barbenede sa det hjalp ikke meget at

sparke pa koens ben med bare tæer, sa Salle la der i pladderet og skreg

til koen holdt op med at drikke, før han kunne komme op og sta og

hylende løb hjem i det va de pladrede tøj.

En gang skulle jeg hente en hest ude pa marken. Det var en sort hoppe

som jeg meget godt kunne lide. Den dag passede det ikke Susse som den

hed, at ga med mig. Jeg trak og hev i tøjret men den stædige krikke ville

ikke ga , men stillede sig foran mig og sa ondt pa mig. Jeg havde lyst til at

slippe tøjret og løbe min vej, men det turde jeg heller ikke, for jeg var

bange for, at den sa skulle løbe væk og jeg ville blive skældt ud. Da der

var ga et noget tid fik jeg den alligevel til at ga med. Far sagde til mig ”

hvorfor varede det sa længe?” Sa ma tte jeg sige at Susse ikke ville ga

med mig.

Til pinse fik far ulæsket kalk hjem. Det blev lagt i en salpetertønde som

var gravet ned i jorden, sa blev der hældt koldt vand pa det, sa det kogte

op. Det spruttede og dampede og sydede, sa det var med at holde sig pa

afstand til det var læsket. Na r det var læsket færdigt, var det som en lind

grød af rent hvidt kalk. Sa blev det fortyndet med vand og far kalkede

alle langerne sa det var en fin ga rd med hvide vægge.

Far læskede ogsa kalk som barn, men engang gik det galt. Da spruttede

det kogende kalk sa meget, at far fik noget i øjet, hvilket ikke bare sa dan

lige kunne skylles ud. Der var ingen af de nærliggende hospitaler, der

forstod sig pa sa dan noget, sa han ma tte ind til København, til hvad der

dengang hed Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade og fa ordnet øjet.

Det gik hverken værre eller bedre, end at far lige siden da var vindøjet.

Hospitalet er siden blevet nedlagt og bygningen huser i dag

Industrimuseet.

8

Der er en lille skov der hedder Stumpeskoven. Den ejes af Vesterbyga rd.

Bakkelys jord var adskilt med et stengærde fra Vesterbyga rds jord. Vi gik

altid i skoven til pinse. Der var ny udsprungne bøgegrene og bukkar og

anemoner. Vi plukkede en buket af hver som vi tog med hjem og satte i

vaser. Sa var det fora r. Mor ordnede haven og plantede georginer og

urter. Mors georginer var altid sa flotte.

d. 27. maj havde far fødselsdag. Der kom næsten altid nogen af hans

familie pa besøg. Sa gik vi i skoven med kurv fyldt med kaffe og kager. Det

var altid en dejlig udflugt.

Der var, dengang jeg var barn, en talerstol lavet af nogle brødre, pa et

a bent sted midt i den lille skov. Vi kaldte det for Festpladsen. Dengang

kom sognets præst og holdt taler 5. juni, Grundlovsdagen. Der var sa flere

mennesker og høre talen og den blev sunget sange fra

højskolesangbogen. Vi børn løb dog mest og legede med hinanden.

Na r pinsen var ovre, sa kom den tid da vi skulle høste hø. Fra den tid da

jorden blev lagt ud til sma ga rde, efter stavnsba ndets tid, var der tildelt

hvert sted et stykke mose ved Halbya en. Der kunne man skære tørv og

have ungkreatur og køer pa græs. Der var noget fint enghø. Det skulle sla s

med en sla maskine og ligge og tørre, sa sættes i stakke og siden køres

hjem, hvor det blev læsset op pa loftet over ko- og grisestalden. Det

udgjorde foder til køer og heste til vinteren.

Der skulle være a bent for gennemtræk na r høet blev sat pa loftet. Far

strøede ogsa salt imellem det. Det var for at forhindre, at der skulle ga

selvantændelse i høet. Det kan lade sig gøre, hvis det ikke er tørret helt og

der bliver for varmt pa loftet. Det skete aldrig hos os, men der blev ogsa

passet pa . Dog kender jeg heller ikke andre steder, hvor det er sket.

Pinse i Stumpeskoven, 1956

9

Tørven

Na r vi var færdige med at sta og stakke høet skulle der skæres tørv. Det

var vores brændsel til komfur og kakkelovn. Det foregik pa følgende

ma de: Far skrællede et lag græs med rødder af et stykke jord pa

tørvemosen. Derefter gravede han en 4-5 spadestik jord op i en bunke.

Det varede 3-4 timer at grave det op. Imens havde hestene fa et lov at

græsse. Efter at han havde spist et par medbragte stykker smurt mad,

spændte han hestene for hjulene af vognen. Sa kørte han rundt i den

slump eller ælle som det blev kaldt, alt imens vi børn med en spand med

et reb i, stod og trak vand op af tørvegraven, som vi kastede hen over

slumpen/ælten. Der skulle mange spande vand pa .

Hestene og hjulene skulle dreje mange gange rundt fordi slumpen/ælten

skulle blive til en blød vælling. Na r det var blevet det, spændte far

hestene fra hjulene og spændte dem for en sluf. Det er en kasse som er

a ben i bunden og foran. Sa kørte far op i slumpen/ælten og fyldte sluffen

med tørvevællingen og kørte det ud over græsset i en lang række. For at

tynge sluffen ned, sa der blev sa meget vælling i den ad gangen som

muligt, var der lagt nogle store sten pa og vi børn skulle sidde pa den.

Det synes vi var sjovt.

Efter at vællingen var kørt ud pa den ma de, blev hestene spændt for en

slave. Sa kørte vi igen hen over vællingen sa det blev en fin flade pa 5-6

cm tyk vælling. Na r det var sket, skulle vi stikke tørvene ud. Det gjorde vi

med en høtyv. Vi gik og trak høtyven igennem vællingen fra ende til

anden og bagefter pa tværs af vællingen. Na r det sa blev tørt skilte det ad

i den størrelse som tørven skulle have. Sa dan en portion skulle ud pa en

dag, for hvis det ikke kunne lade sig gøre, sa gik grønsværten i stykker til

næste dag og sa kunne den ikke bære hestene. De ville synke i jorden og

deres ben kunne brække. Derfor skulle det gøres færdigt.

Jeg kan huske at det en gang blev temmelig sent før far, Edmund og jeg

kom hjem. Da skældte mor ud. Hun synes at det var alt for lang en

arbejdsdag for os børn. Vi var ogsa meget trætte. Men vi skulle da i gang

igen den næste dag. Årbejdet skulle gøres na r tiden var til det.

Engang da vi havde kastet meget vand pa sa dan en slump/ælt, var den

blevet fedtet der hvor jeg stod med bare ben, sa da jeg skulle trække en

spand vand op, sa gled jeg og faldt ned i vandet med spanden og tøj pa .

Jeg blev forskrækket og skulle til at kravle op. Sa sagde far, ”Synes du

ikke, at du skulle tage spanden med, nu du er dernede?”

”Na h ja.” svarede jeg og fik fisket den med op. Jeg kan huske at jeg var

ked af, at min kjole blev va d. Det var en sma blomstret i grønne farver,

købt hjem fra Daels Varehus.

Min far blev ved med at huske det, det var noget af det han sagde da han

blev en meget gammel mand. ”Kan du huske da du faldt i tørvegraven?”

Han fortalte det til alle gæsterne til mit bryllup og til mor og fars

guldbryllup.

10

1940:

Johannes Olsen og medhjælper Sigval

Enevoldsen graver tørvejord op med skovl

og spade.

Tørvejorden æltes med vand som hesten

køres rundt i til det er blevet til en tynd

vælling.

Derpå trækkes ælten ud på engen med en

sluf og glattes med en stryger som hestene

trækker. På strygeren sidder nogle kroge,

som laver en rille i ælten på langs. E

n mand går med en stikker og laver riller

på tværs af ælten, så tørven får den rigtige

størrelse.

Når tørven er tør nok til at tage op, bliver

den røgtet. Man bygger tørvene op i en

stok, så vind og sol kan tørre tørven helt

tør og hård, klar til at køre hjem til

brændsel i komfur og kakkelovnen. Det var

et tungt og slidsomt arbejde.

11

1949:

Nu har vi fået lavet en transportør til at

køre tørvejorden op af tørvegraven i

vogne, som køres hen til et ælteværk.

Her pressen jorden igennem, formes til en

firkantet pølse, som blev lagt på et bræt og

een stak pølsen i tørvestørrelse.

Så blev det læsset på vogne igen og blev

kørt hen på engen og vippet af brædtet til

tørring og senere, med en rive, vendt halvt

og og senere røgtet og kørt hjem.

12

Tørven under krigstiden

Da det blev krigstider i 1940 og a rene frem, fik far Edmund, Salomon og

Børge til at lave et tørveskæreri. Det blev drevet med elektricitet.

Dengang var der mange folk med. Nogen gravede jorden op pa et

transportba nd, det kørte op og væltede jorden ned i en tragt, hvor der i

bunden var en snegl som i en kødmaskine. Den førte jorden igennem en

tud, der gik ned til nogle brædder som en stod og lagde pa et andet

transportba nd. Ved enden af det stod en mand og læssede det af. Der

skulle være 3 vogne for at følge med, na r det kørte som det skulle. Det

var et meget ha rdt arbejde ba de for menneskene og hestene. Na r en grav

var tømt, skulle hele maskineriet trækkes længere frem til næste grav. Sa

blev hestene spændt for og ma tte trække det frem.

Na r sa tørvene var tørret sa de kunne hænge sammen, blev de vendt op

og sta pa højkant sa de kunne blive endnu tørrere. Derefter blev de

stablet oven pa hinanden i tørveskuret. Det lignede en omvendt

gammeldags bikube af halm. Na r de var helt tørre blev de kørt ind til

land. Det kaldte vi det, der hvor vejen var. Eller de blev kørt derhen hvor

de skulle. Hjem, dem vi selv skulle bruge, nogle til bedstemor og

bedstefar i Viskinge, nogle til Tømmerup til min farbror Otto, eller til

Raklev til farbror Salomon. Der var mange andre der købte tørv.

Det var damer eller store børn, der vendte og stablede tørvene i

tørveskuret. Vi kaldte det at røgte. Det var enten en rive eller et roejern,

som blev brugt til at vende tørvene med. Det var de bare hænder vi

brugte til at skrue. Det var jo som at bygge en lille bygning. Man fik en

bestemt pris for at lave det pr. meter.

Senere fik far og sønnerne ogsa lavet en maskine, som kunne lave

briketter. Den stod inde ved land, ved vejen. Sa tog man ogsa

grønsværten af og sa havde man jorden løs. Det skulle gøres om aftenen.

Na r sa solen havde tørret det løse muld, sa blev det med skovle, nogle

brede nogen, som man kaldte en sluf, læsset pa vogne og kørt ind til

briketfabrikken. Derfra blev det fyldt i maskinen, som pressede det

gennem nogle rør sa det blev til briketter. Det hele var manuelt arbejde.

Der var en mand, stor og stærk, han kunne godt lide at vise sin styrke.

En gang var jeg med ham ude pa mosen for at hente tørv. Han tog nogle

store greb fulde og smed dem op pa vognen fra den side, hvor han gik.

Na r han sa var færdig med at læsse det, der var ud for vognen, kørte han

frem. Jeg kunne ikke na at komme sa hurtigt frem som ham med at

læsse. Na r han sa kørte vognen frem, sa fik jeg jo længere at kaste

tørvene. Det morede ham, at han kunne gøre den slags. Jeg blev gal pa

ham, men tænkte, at det skulle han ikke fa glæde af. Sa jeg knoklede pa ,

sa jeg kunne følge ham. Det var dengang jeg havde mange kræfter. Han

blev lidt flov, for siden gjorde han det ikke mere.

Han og hans kone boede i Rørby. I det hus som far og mor siden købte,

da de flyttede fra Bakkely. For ikke at køre den lange vej hver dag, havde

de lavet et lille skur som var inde ved land. Der boede de sa . Han

passede de heste som far havde lejet af sine brødre. Hestene var i et

skur, som var bygget op af nogle stolper og tækket med halm. Om natten

stod hestene der.

Der var en bestemt hest, den kunne godt lide at rive sig løs. Sa gik den

hjem til Bakkely. Den havde kun et øje og sa var den meget svajrygget.

Den var grim, men meget selvstændig og sød. Na r vi kaldte dens navn

kom den hen til os.

Det var et strengt arbejde at arbejde pa tørvemosen, men det var ogsa

morsomt for der var mange mænd, kvinder og store børn med, sa der

kom mange sjove situationer. Vi var brune som negere, vi havde sa lidt

13

tøj pa som muligt. Der er mange af mine fætre og andre af familien, ba de

pa mors og fars side, som var med pa tørvemosen og arbejde. De fik sa

tørv i stedet for penge.

Hvis det var en sommer med meget regn, sa var det svært at fa tørvene

tørre. Der ga r mange historier om va de tørv. Det var strengt forbudt at

sælge den slags. Det var dengang ikke til at købe kul og koks, sa folk ville

hellere have va de tørv end slet ikke noget. Der var nogen som benyttede

sig af det. De købte og hentede tørvene, ogsa selvom de ikke var tørre.

Na r de sa var kommet til en storby og læsset af, sa ringede de til politiet

og anmeldte dem som havde lavet tørvene. Sa kunne den mand fa en

bøde og ingen penge for sine tørv.

Det var nok i 1948 der var kørt et læs til København. Far blev ringet op

af politiet om, at han havde leveret va de tørv. Sa tog han med toget ind til

Svend Åage og mig. Vi fik fat i den mand, som havde meldt far til politiet.

Han ville have tørvene uden at betale for den. Det viste sig sa , at det var

en som Svend Åage kendte som storsvindler. Da manden blev klar over,

at han selv kunne komme i fedtefadet fordi han blev afsløret, sa endte

det med, at tørvene blev delvist betalt og anmeldelsen blev trukket

tilbage. Det var en ting, der gjorde at far ikke ville sælge til fremmede

mere.

14

1945-48:

Øverst gøres vognene i stand til arbejdet med at lave

tørv og formbrændsel. Det var en fabrikation som

varede mange år.

Under harver Børge tørvesmuld til formbrændsel.

Nederst til venstre samles smuldet og køres hen til

stampemaskinen som formede smuld til briketter.

Formbrændsel var den sidste epoke af

brændselsfabrikationen, som blev lavet i mosen hos

Johannes Olsen under og efter krigen 1940-45 og til ’50.

Der var flere andre som også fabrikerede tørv. Det var jo

ikke til at købe kul og koks, så alle måtte klare sig med

tørv og brænde i de år.

På sidste billede er en bunke smuld til

formbrændselsbriketter.

Der er en ganske særlig historie om lastbilen på dette

billede. Ved det første dyrskue i Kalundborg efter krigen,

blev der udloddet en bil, Moris, Salle vandt den! Der var

den klausul på bilen, at den måtte ikke sælges det første

år. På mosen var der jo god brug for en lastbil til

transport af brændslet. Salle og Børge blev enige om, at

Morrisen kunne gå i en handel, så de kunne købe en

lastbil. Dengang arbejdede de begge på mosen. Salle

som var udlært tømrer, ville hellere tilbage i sit fag. Han

solgte sin halvdel af lastbilen til Børge. Den lastbil blev

Børges fremtid som vognmand i Kirke Helsinge. Det var

han til han døde i 1994.

15

16

Arbejdet på gården

Det var en del om tørvene.

Na r høet var kørt hjem sa var det tid at hakke roer. Det er nok det

arbejde vi syntes mindst om. Na r roerne var sa store, at rækkerne

kunne ses, sa blev de radrenset. Det vil sige, at en hest blev spændt

for et redskab med nogle tænder, som ga r ned i jorden og skærer

rødderne pa ukrudtet over. For ikke at roerne ogsa skal blive revet

op, sa er der over hver række to runde skiver, som sidder pa hver

side af roerækken. De holder jord og ukrudt væk fra de sma

roeplanter. Sa var ukrudtet væk mellem roerækkerne, men sa skulle

de tyndes ud. Det blev gjort med et roejern.

Det kunne godt være svært for os børn at fa lige netop den afstand

imellem hver roe, som der skulle være. Der ma tte kun sta e n. Det var

svært med roejernet, at komme ind imellem de sma roeplanter og fa

hakket de andre væk. Far fandt pa , at de mindste børn skulle ga bag

efter ham og sa lod far en lille tot roer sta . Sa skulle barnet trække de

roer væk med fingrene, som var for mange. Sa gik arbejdet lidt

hurtigere for ham. Det var ikke et arbejde som vi synes var særligt

sjovt. Men der var ikke noget at gøre, andet end at følge med. Far

skulle nok se efter os.

De fortalte, at da jeg var 2 a r gammel, var jeg ga et bagefter far og

havde trukket hver eneste roe op i to rækker, før end han opdagede,

at jeg var sa perfektionistisk. Det var nu ikke lykken, for hver eneste

stykke roe var der god brug for til vinterfoder til dyrene. Jeg blev nok

noget større før jeg fik lov at være med til det igen.

Mor var meget flink til at hakke roer. Hun havde den mindste af os i

barnevognen og de andre løbende omkring sig. Men vi skulle blive ved

den ende, hvor vognen var. Vi skulle sa passe den lille mens mor gik op

og ned af marken og hakkede roer.

Na r det sa var middag, kunne vi høre fløjten fra Presø Savværk i

Svebølle. Sa gik vi hjem og fik middagsmad. Kartoflerne var sat pa

komfuret før mor gik i marken, sa fik vi stegt flæsk eller frikadeller, fisk

eller andet kød og en mælkeret grød eller vælling. Efter maden og

pasningen af sma børnene, hvilede hun en halv time. Derefter gik vi igen

i roerne til hele marken efterha nden blev hakket og tyndet. Det tog

gerne 14-20 dage. Siden blev de med en greb læsset pa en hestevogn og

kørt sammen i en bunke, som kaldes en roekule. Der blev lagt et lag

halm over roerne og et tykt lag jord oven pa . Det var for at roerne ikke

skulle fryse om vinteren na r det var frostvejr.

Na r roehakningen og høhøsten var oversta et og tørvene var sa

nogenlunde kørt i hus de forskellige steder, sa nærmede tiden til høsten

af kornet sig. Nu skulle selvbinderne gøres klar og der skulle sættes segl

pa . Seglene var noget tykt sejldug, som der var nogle pinde naglet fast pa

sa ledes, at na r maskinen kørte, blev stra ene, na r de blev ska ret over af

kniven, lagt ned pa et segl som gik vandret. Der var en ma tte, som fik

stra ene til at ligge ned. Derfra førtes stra ene hen til et opadga ende segl,

sa sad der nogle na le, som trykkede stra ene sammen til et neg. Na r

neget havde en bestemt størrelse, var der en mekanisme, som slog et

ba nd om neget, skar ba ndet over og andre na le tog neget og smed det

ned pa jorden. Ba ndet hedder selvbindergarn.

Det kunne ske, at der gik kludder i det med garnet, sa det ikke blev

bundet, men negene blev smidt løse af. Det var især slemt i krigsa rene

fra 1940 til ind i ’50’erne, for da var selvbindergarnet lavet af papir og

det var ikke ret stærkt, men knækkede meget tit.

Der var altid tre heste for selvbinderne. Na r de havde kørt to timer, blev

17

den ene skiftet ud med en, som ikke havde været for før, senere blev

nummer to skiftet med en frisk hest, og sa videre, sa dan at hestene

ikke blev alt for trætte. Det er en tung maskine at trække, og sa var

det jo ogsa meget bakkede marker, selv om der altid blev kørt pa en

ma de sa det blev mindst stejlt op og ned.

Na r man var i gang kørte man til langt ud pa aftenen na r det var godt

vejr, for markerne blev jo modne samtidig og alle ville gerne have

deres korn høstet til tiden, mens det var tørvejr. Na r aftenduggen

faldt og man standsede, sa skulle seglene løsnes og der blev lagt neg

pa maskinen sa sejlene ikke blev fugtige. Hvis de blev det, krympede

de og sa kunne de sprænges na r de skulle bruges igen næste dag. Det

var ikke sa lige til at fa nye eller at fa repareret et sprængt segl sa de

skulle passes pa .

Før selvbinderen kom ud og køre pa marken havde far med le ska ret

en bredde af kornet hele vejen rundt om kornmarken. Sa var der

plads til, at hestene kunne ga , uden at træde noget korn ned. Det som

far havde sla et af med le, blev bundet i neg og, med nogle stra lavet til

et halmba nd, bundet sammen. Na r maskinen kørte pa marken var der

altid en til at flytte negene ved hjørnerne, for at de ikke skulle blive

tra dt pa af hestene. Der blev passet pa alt afgrøde fra markerne.

Na r marken var mejet færdig, sa blev negene samlet sammen til en

trave. Vi børn blev, sa snart vi var store nok til at kunne bære eller

slæbe dem, sat til at samle dem til de voksne, som sa stillede negene

pa sadlen 2 og 2 mod hinanden 2og 2 tæt op af de første og sa videre.

Der skulle de sa sta og tørre, sa de senere kunne blive kørt ind i laden

og sat sammen. Hvis det var meget regnvejr efter at kornet var sat i

traver, sa kunne det godt ske, at vi ma tte vælte negene igen, for at de

kunne blive tørre. Sommetider ma tte vi skære ba ndene over og

sprede stra ene fordi de var blevet gennemblødte. Det var jo et ekstra

besværligt arbejde. Hvis det

varede længe med regnvejret sa

kunne det ske, at kernerne

begyndte at spire og traven blev

helt grøn. Den slags korn var

ikke meget værd.

Gik det som det skulle med

vejret, sa var høsttiden dengang

en festtid. Først na r

selvbinderen snurrede som den

skulle og det gik godt.

Vi børn løb hele vejen med rundt og flyttede negene. Vi var ikke store før

vi fandt ud af, at lægge negene hen til det sted, hvor traven skulle sta , sa

vi ikke skulle flytte med dem mere end det var nødvendigt.

Det værste var, na r der var tidsler imellem kornet. Sa fik vi tidseltorne i

fingrene. Vi prøvede jo altid at tage om selvbinderba ndet, hvor der var

mindst tidsler i neget, men vi fik alligevel tit tidslerne i fingrene. Sa na r

vi kom ind om aftenen skulle vi have fat i mors na lepude og med syna le

sad vi og pillede torne ud af fingrene. Vi blev skrappe til at lave et lille

hul med na len og sa komme ned under tornen og vippe den ud. Det

gjorde jo lidt ondt, men det var værre hvis tornene blev i fingrene, for sa

gik der betændelse i fingeren.

Åf samme grund blev vi børn hvert fora r sat til at stikke tidslen, som det

blev kaldt. Vi fik et skaft, hvor der var sat et skarpt stykke jern i enden.

Med det skulle vi sa stikke alle tidslerne i kornmarkerne. Der var mange.

Vi brød os ikke om det arbejde, men det skulle gøres. Dengang blev

markerne ikke sprøjtet for ukrudt. Sa var det ikke godt na r det blev høst

og negene var fulde af tidsler.

18

Bakkely i 1952 med nybygget garage

19

Na r kornet var tørret og vi kørte det i laden, blev det neg for neg

læsset op pa en vogn. Der var en som lagde negene i lag, sa der kunne

værre alt, hvad hestene kunne trække. Negene skulle lægges pa en

bestemt ma de for at de ikke skulle vælte af før vi na ede hjem i laden

med dem. I laden blev byg og havre sat i hver side, sa det var adskilt.

Hvede blev sat over hestestaldene eller i en stak bag ved laden.

Na r negene var kørt ind, sa kørte vi med en hesterive over marken for

at samle de løse stra sammen. Na r det var samlet, blev det ogsa hentet

hjem med hestevognen. Vi kaldte det løse for ’slag’. Det blev altid

tærsket først.

Na r vi havde samlet det vi kunne med høtyven, sa blev de revet med en

markrive sa alle stra kom med hjem. Hesteriven blev selvfølgelig ogsa

brugt na r høet blev revet sammen, ba de pa mosen og hvis der var

noget hø hjemme pa marken, og ogsa høet blev samlet med riven til

sidst.

Den rive var lavet af træ, ca. en meter i bredden, tænderne var ogsa af

træ. Den slags blev ogsa brugt til at vende tørvene med. Sa kunne man

vende flere tørv pa en gang.

Na r selvbinderen kørte, holdt vi og ’bedede’. Det var na r hestene blev

skiftet ud. Sa kom mor ud pa marken med en kurv, i den var en kande

frisklavet kaffe og friskbagt kage og kopper og en flaske mælk. Det sad

vi og nød pa de duftende neg. Sa fik de heste, som blev for

selvbinderen ogsa et neg, de kunne gumle i sig. Det var meget

hyggeligt. Snakken gik og hestene prustede af tilfredshed.

Sa kom vores misser ogsa , for de løb altid, hvor vi børn var. De fangede

en masse mus, som blev forstyrret na r det høje korn, hvor de havde

boet i hele sommeren, nu var væk. Vi børn fangede ogsa mange. Vi var

ikke bange for at tage dem med fingrene. Der var altid nogle som slap

fri. De søgte sa ly i de traver vi stillede op. Siden na r høsten skulle køres

hjem i laden, sa var der igen mange mus, som blev rystet ud af negene,

na r man med høtyven løftede dem op pa vognen. Der var ogsa nogen

som sad sa langt inde i negene, at de kom med ind i laden. Der kunne de

bo og lave reder og fa nye unger.

Misserne fangede mus i laden hele vinteren.

Musene blev nu ikke kun i laden, nej de kom ind i spisekammeret. De

kunne komme op pa hylderne til maden. Det var vi ikke glade for. Mor

satte musefælder op. De var syet med en sytra d om en fjeder, som sidder

i en træklods. Fjederen blev trykket ned og bundet fast med sytra den,

som blev bundet om et par søm. Na r musene kom til fælden, som var

fyldt med gryn inde bag sytra den, sa gnavede de sytra den over og

fjederen sprang op. Der sad musen sa klemt hurtigt ihjel.

Det var nødvendigt at fange de mus, som kom ind i stuehuset, ellers

ødelagde de alt for meget. Det var derfor godt med kattene. Dem

forkælede vi ogsa , sa de fik varm mælk morgen og aften na r køerne blev

malket.

Na r høsten var oversta et og tørvene var kørt i hus, var det hen ad den

tid, hvor vi skulle til at tage roer op. Det foregik pa den ma de, at vi havde

en bredbladet kniv, roekniv, med et ha ndtag pa i højre ha nd. Med

venstre ha nd tog vi fat om roetoppen og trak roen op af jorden og med

et rask hug skar vi roen af toppen. Roerne skulle ligge til højre. Vi tog to

rækker af gangen. Toppen blev lagt til venstre. Na r vi na ede enden af

rækkerne vendte vi om og tog igen to rækker roer og huggede roen af til

højre i samme række som de to første. Der var sa fire rækker roer i en

stribe, hvor roer la for sig og toppen for sig. Vi hentede roerne med

hestevognen, sa kørte vognen ned mellem roerækkerne. Hesten tra dte

sa i toppene.

Roerne blev lagt i en stor bunke, hvor der først var pløjet et tykt lag jord

20

løst. Det løse jord blev skovlet pa sa der blev en fordybning ned i

jorden. Der blev roerne læsset af. De første læs var det let at fa af, for de

blev jo bare skubbet ned af vognen. Na r der kom mange læs roer skulle

de kastes højere op i en bunke. Det hedder en roekule. Na r roerne var

samlet der i roekulen, blev der lagt et lag halm over dem og nogle

skovlfulde jord til at holde pa halmen, sa det ikke kunne flyve væk.

Senere, før det blev frostvejr, skulle der et tykt lag jord pa , for at roerne

ikke skulle fryse om vinteren.

Ka lrabierne blev høstet pa en

lidt anden ma de. Der brugte vi

et ka lrabijern. Det ligner lidt et

skuffejern med to kroge pa et

skaft. Med det huggede vi

toppen af ka lrabien med et rask

stød fremad, sa et rask træk

tilbage, hvor krogene blev

hugget ned i ka lrabien sa den

blev trukket op af jorden, blev

lagt i rækker lige som roerne,

for sa ogsa at blive kørt hjem i

roekule. Toppene blev ogsa

samlet, dem fik køerne, grisene,

hønsene først, før end de fik af

roerne. Der var den gang ikke

isoleringsbeholdere til at

opbevare det i. Det fik sin

udbredelse efter krigen fra

1940-1945.

Dette er et billede taget på marken uden

for Tømmerup Kirke v.ed Kalundborg.

Yderst til venstre står: Laurense Olsen,

som var enke og ejede Kirkelygård,

manden, der står foroverbøjet med roerne i

hånden er Johannes Olsen, Laurenses søn.

Damen i den hvide kjole er Marie, datter af

Laurense. Den lille pige er Serine, datter af

Marie. De øvrige var deres tjenestefolk.

21

I oktober ma ned fik vi børn Kartoffelferie. Sa var det tid til at tage

kartoflerne op. Vi skulle have kartofler til næste a r til de nye kom, sa

det var bare om at passe pa dem. Sa dan var det ogsa med gulerødder

og ka l og andre grøntsager.

Kartoflerne blev taget op ved, at far pløjede en dyb fure under de

kartofler, som var sat om fora ret. Sa vendte han jorden og de nye

knolde blev samlet op med fingrene. Vi havde en spand hver. Vi

samlede sa mange som vi kunne bære, sa la der nogle sække eller der

stod vidjekurve langs med rækkerne. Der hældte vi kartoflerne i, og sa

fortsatte vi med at samle i spandene.

Vi skulle have alle ba de de store og bitte sma kartofler med. Sa vi

skulle jo rode i jorden efter dem. Kartoflerne skulle ogsa kules ned, sa

ogsa dem var der lavet en fordybning ned i jorden til, lige som med

roekulen. Der blev lagt halm og jord over kartoflerne. Pa samme ma de

gjorde vi med gulerødder og selleri. Hvidka l og rødka l blev ogsa lagt i

kuler. Der blev først lagt et lag halm i bunden, sa blev ka lene lagt pa

det, med roden vendt opad. De blev ogsa dækket med halm og jord.

Purrepersille blev ogsa lagt op, det blev sat i en fordybning ned i

jorden, sa blev der sat nogle brædder om og over, lige som en lille

kælder. Sa jord ovenpa , sa kunne det grønne sta og gro videre til det

blev frost. Na r frosten kom, blev der lukket til, sa der kun var en lille

a bning. Den blev lukket med en tot halm, sa dan at det var til at komme

til at fa fat i urterne na r de skulle bruges. Vi skulle helst have sa mange

urter og grønsager sa der var nok til mad til hele vinteren og fora ret,

indtil der begyndte at komme nye ting frem af jorden næste a r. Lige

som der skulle være nok af alt korn til grisene og hønsene, hø, halm,

roer og ka lrabi til køer, kalve, grise, heste, høns og hvis vi havde

kaniner, skulle de jo ogsa have noget.

Na r sa alle afgrøderne var blevet høstet fra markerne, sa skulle jorden

pløjes sa den var klar til at ga i gang med det næste fora r. Pa et tidspunkt

blev det sa dan, at man kunne fa kontrakt med Gørlev Sukkerfabrik til at

dyrke sukkerroer. Det fik far ogsa . Om fora ret var det ens med, at sa

sukkerroer og runkelroer, som roerne til dyrene hedder. Men na r de

skulle tages op, var arbejdet anderledes. I de første a r blev sukkerroerne

gravet op e n for e n, med et sukkerroegreb. Et grebskaft med et-to

tandgreb. Sukkerroer sidder dybt i jorden og har ogsa nogle rødder, som

kan holde fast i jorden.

Na r roen var gravet op, blev den med roekniven skraldet ren for rødder

og jord. Sa blev toppen snittet af i tre-fire snit, sa dan at der blev mest

muligt af roen tilbage. De blev lagt i bunker, siden kørt sammen og lagt

pa et sa tørt og rent et sted som muligt. Det gjaldt om, at roerne var sa

rene som muligt. Hvis der var for meget jord pa , blev der trukket fra de

penge, som avleren skulle have for roerne fra sukkerfabrikken.

Dengang la den, som rensede roen og skar toppen af og kravlede pa

knæene. Det var ha rdt for ryggen at skulle bukke sig efter alle de roer i

løbet af en dag i mange dage.

Senere fik far en sukkerroeplov, den havde nogle skær sa den kunne

komme ned under roerne og løsne dem, men stadigvæk skulle roerne

renses og toppes af pa samme ma de som før med roekniven. Nu om

stunder forega r det med maskinkraft.

Sukkerroerne skulle høstes til bestemte tider. Det var (og er endnu)

sa dan, at det var sukkerfabrikken, der bestemte hvad tid de kunne

modtage roerne. Na r de var samlet i en bunke, sa kom en

lastbilvognmand og hentede dem og kørte dem til sukkerfabrikken. Han

fik et læs roeaffald med tilbage, til leverandøren. Det blev lagt i en

affaldskule. Et hul, som var gravet ud i jorden. Der blev blandet roeblade

imellem. Det fik sa lov at ligge og ensilere. Det vil sige, det blev lidt

22

forra dnet og en del saft fra det løb væk, sa bliver det til foder til køer og

grise. De kan godt lide det. Det blev ogsa dækket til med jord. Det blev

taget ind til dyrene efterha nden som det skulle bruges til at fodre med.

Åffaldet er det, der bliver tilbage na r sukkerroerne er blevet vasket og

revet og sukkersaften er presset ud af roerne pa sukkerfabrikken.

Det kunne være et surt og ha rdt arbejde at arbejde med roerne. Det var

tit regnvejr eller det kunne være frostvejr, sa var det ikke spor sjovt at

være ude. Vi var klædt pa med frakke og gummistøvler. Sommetider

havde vi en kornsæk over hovedet. Vi puttede det ene hjørne af sækken

ind i det andet, sa det blev lige som et slag. Det satte vi pa hovedet, sa

sækken hang ned ad ryggen. Vi bandt sa et stykke selvbinderba nd om

livet. Samtidig havde vi en anden sæk, som hang i et andet ba nd, sa

sækken var dobbelt ned foran knæene. Den kravlede vi pa . Det kunne

varme og holde fugtigheden nogenlunde fra kroppen.

Roearbejdet dengang var ha rdt, men det var et meget fint stykke

arbejde, der blev lavet.

Jeg hørte engang i radioen en, som havde arbejdet med roer pa en

herrega rd som fortalte om det liv. Han sagde,

”det var et frygteligt slid, men fint arbejde. Na r man nu ser det, som

bliver lavet med maskiner, det er et værre svineri. Med jord og de halve

roer sta r tilbage i jorden, men jeg ønsker alligevel ikke, at det skal være

som dengang jeg arbejdede med ha ndkraft.”

Det var heller ikke særligt rart arbejde, hverken at hakke roer om

fora ret eller at tage dem op om eftera ret.

Pa de store herrega rde kom der i a rene 1920-1930 polske arbejdere

her op til Danmark og arbejdede pa roemarkerne om sommeren. Nogen

af dem rejste hjem til Polen om vinteren. Der var nogen som blev her og

som er blevet dygtige landmænd. De fleste var nede pa Lolland og

Falster. Nogen af pigerne blev dansk gift. Der var en, der hed Ånna. Hun

var gift med en dansk mand, som hed Åugust. De arbejdede pa

Vesterbyga rd, han som fodermester og hun som malkerske. Det vil sige,

hun skulle tre gange ind til ga rden og malke 12-15 køer, hver dag i hele

ugen. De boede i et hus, som hørte til Vesterbyga rd og kom sammen

med mor og far. De havde to piger, Vanda og Helga. Vi legede tit

sammen, na r vi havde fri til det.

Na r sa roearbejdet var slut, skulle den jord ogsa pløjes. Det hele skulle

gerne være gjort før jul og nyta r.

Det var sa noget om a rets gang i markerne.

23

Præsten

Den præst som dengang var i sognet hed Åage Hoffmeyer. Han har døbt

og konfirmeret alle os syv søskende og tilmed viet fire af os.

Hoffmeyer var en øvrighedsperson i sognet. Na r vi mødte ham skulle vi

piger neje og drengene skulle bukke. Vi stod stille til han var kommet

forbi.

Han og hans kone Ellen, som han kaldte Ellemor, de kom sommetider

pa spadsererunde ad skolestien til vores hjem. De gik altid meget stille

og langsomt og standsede tit op. Sa stod præsten og pegede med sin

stok. De fik sikkert en masse ud af deres ture.

Na r de kom, havde vi børn set dem langt før de na ede til os. Vi advarede

mor med et ”Præsten kommer!” Sa tog mor et rent forklæde pa og satte

kaffekanden i gang med frisk kaffe, lagde ren dug pa bordet og dækkede

med de ”nye” kopper. Sa blev vi børn genet ud og lege eller at passe de

ting vi skulle, imens præsten og Ellemor fik deres kaffe.

Præsten var ogsa selvskrevet til at være med ved konfirmationer og

bryllupper. Han var en festlig mand og kunne godt være blevet en god

skuespiller. Han var god til at fortælle og læse op. En gang til en af vores

fester, hvor han var med, gik han frem og tilbage i stuen og fortalte om

et eller andet. Sa var der en stol, som stod lidt ud fra bordet. Den fik et

spark og en ha nd pa ryglænet sa den fløj ind til bordet. Sa gik han videre

frem og tilbage. Vi kom til at grine af ham og i flere dage efter morede vi

os over, at præsten sparkede stole pa plads. Det han fortalte er dog

glemt.

En gang da jeg var 8-9 a r gammel, en søndag formiddag, var alle vi børn

løbet op til Bakkega rden, hvor der var fem børn. Fire piger, Inger, Ester,

Lise og Ellen og drengen Mogens. Pa Bakken var der Åksel, Gudmund,

Clara og Jens. Pa Bakkedal var Ella. Ålle vi løb og legede skjul, da vi sa

præsten og fruen komme pa stien. Jeg kan huske, at jeg med forklædet

begyndte at tørre lillesøster Karen om munden. Hun havde fa et jord i

ansigtet. Det sad godt fast, sa der skulle spyt til at bløde det op. Mens jeg

var i gang med at gøre hende ren, var præsten na et hen til os. Ålle de

andre børn stod og nejede og bukkede. Sa sagde han ”Na , Edith har nok

ikke tid til at hilse pa præsten.” mens han pegede pa mig med stokken.

Jeg ma tte jo sa ned og neje som de andre piger. En af drengene

smuttede bag om haven og ned over marken og fortalte, at nu kom

præsten og fruen. Sa var mor og far advaret og mor lavede kaffen.

Det var ikke sa slemt na r det var om søndagen, at de kom, for sa var der

altid gjort lørdagsrent og bagt søndagskage. Det kunne være mere til

besvær pa hverdage, for sa var ba de mor og far i arbejde med ga rdens

bedrift i marken og staldene.

Præsten var ogsa den, der sammen med lærerne, sognefogeden og

sognera dsformanden, skulle overhøre os børn til eksamen i skolen e n

gang om a ret. Det har jeg et billede af, hvor vi skolebørn og skolelærer

og lærerinde og de andre er forsamlet uden for skolen. Sommetider var

der ogsa noget, som kaldtes præstevisitat. Sa kom provsten, som var

over præsten og skulle overhøre os om vi kunne vores bibelhistorie og

vores salmevers. Det var en slags eksamen over vores præst og lærer

for at se, om de fik lært os noget. Ved en eksamen skulle vi kunne 14

salmevers og katekismus uden ad. Vi skulle ogsa kunne kongerækken

udenad. Jeg har aldrig været god til at huske tal, sa den kongerække har

jeg aldrig kunnet.

24

Ediths skoleklasse med præst og lærere på bageste række. Edith sidder på første række i venstre hjørne, 7 år gammel

25

Skolen

Vi gik kun i skole hver anden dag, men da var det fra 7 om morgenen til

15 om eftermiddagen og kun op til 7. klasse. Vi var 32 elever i min

klasse og kun to af dem fik lov at ga videre i skole. Den ene, lærerens

søn, blev selv uddannet lærer, mens den anden, en ga rdejers søn, blev

dyrlæge. Resten af klassen, og mig selv med, blev kun uddannet op til 7.

klasse. Na r vi fyldte 14, blev drengene oftest sendt ud som karl eller i

lære, og vi piger som pige i huset. Det var en ha rd tjans at være pige i

huset og arbejdet sluttede først omkring kl. 20 om aftenen og startede

kl. 6 tidlig morgen. Karlene fik lov at hvile en halv time efter frokost,

men pigen i huset skulle tage opvasken, malke, lave aftensmad, vaske

op efter aftensmad og hjælpe til i marken.

Dengang skulle skolebøgerne ga i arv til de mindre børn, sa af den

grund har jeg ingen bøger fra dengang.

Jeg kom i skole da jeg lige var blevet 6 a r. Før vi begyndte i skolen,

skulle vi kunne tælle til 100. Vi skulle ogsa helst kunne bogstaverne.

Den første læsebog købte vi selv hos landsbyens købmand Den hed

Å.B.C.

For at jeg skulle være flittig og prøve at huske bogstaverne og sætte

dem sammen til ’is’, ’si’ og sa videre, puttede min mor 1 øre eller 2 øre

ind imellem bladene i bogen na r jeg var flink og kunne huske min lektie.

Der var nogle bogstaver som jeg ikke kunne huske, sa fik jeg skænd. Det

skete at jeg blev meget ked af det og græd. Min mor sagde, at det var

hanen, der lagde pengene i Å.B.C.’en. Der var et billede af en hane foran i

bogen, den kunne høre om jeg var flink og gav 1 øre eller 2 øre efter

fortjeneste.

Til første klasse skulle forældrene ogsa købe en tavle og grifler. Tavlen

var en skifferplade med en træramme uden om. Griflerne var en

skifferstift, ca. 15. cm lang. Pa det øverste stykke var der klistret kulørt

papir omkring den, for at gøre den lidt stærkere, for den knækkede

meget let. Der var e n, der var tyk som en blyant og e n tynd som en

strikkepind, størrelse 3½. Den tykke kostede 2 øre, den tynde kostede 1

øre. Griflerne ma tte jeg selv købe hos købmanden for de 1 og 2 øre som

jeg fik af hanen i Å.B.C.’en. Griflerne la i et penalhus af træ. Sa skulle vi

have en fugtig klud og en tør klud med til at tørre tavlen ren og tør med.

I skolestuen stod et emaljeret hvidt vandfad med vand i, som vi kunne

skylle den va de klud op i. Vi skulle selv sørge for at skifte vandet hver

dag. Vandet hentede vi ved en vandpost i lærerindens have. Dengang

var der ikke vand inde i husene ude pa landet. Heller ikke i skole. I

første og anden klasse fik vi ikke papir eller kladdehæfter, vi skrev pa

tavlen med griflerne.

Edith 6, Edmund 5 og deres unge pige i huset, Sofie

26

Der var to klasserum pa min skole. Første og anden klasse blev

undervist af en lærerinde. Hun var sød imod os sma og god til at lære

os at læse og lave lægge-sammen og trække-fra regning. Børnene

kunne godt lide hende. Hun slog aldrig, men vi havde meget respekt

for hende.

Skoletiden dengang var 7 a r. Vi gik i skole første og tredje klasse om

mandag, onsdag og fredag fra 7-15. Åltsa hver anden dag.

Ånden og fjerde klasse gik sa tirsdag, torsdag, lørdag og hver anden

dag fra 7-15. Sa havde vi frikvarter kl. 9.30 og det varede en halv time,

hvor vi kunne løbe udenfor og lege. Der var en legeplads for de sma , og

en for de store. Der legede vi sanglege eller en leg vi kaldte ’fanger’.

Eller pantelege, eller vi byttede glansbilleder. Vi kunne mange

sanglege som man ser meget lidt nu om stunder.

Na r klokken var 12 havde vi det store spisefrikvarter i en time. Sa

spiste vi vores madpakke som vi havde med hjemmefra. Om vinteren

spiste vi ved vores plads i skolestuen og om sommeren gik vi ud pa

legepladsen og fandt en tot græs at sidde pa mens vi spiste. De børn

som boede nær skolen gik hjem og spiste middagsmad og kom sa igen

kl. 13. Sa blev vi undervist til kl. 15. Den sidste time var mest sang eller

historie læst af lærerinden.

Na r pigerne kom i anden klasse skulle vi have ha ndarbejde en time.

Det var efter den ordinære skoletid. Vi skulle sy en prøveklud med

forskellige slags sting. Det skulle jo helst se pænt ud. Vi skulle ogsa

lære at strikke ret og vrang.

Na r skolea ret var omme blev det hele lagt frem til udstilling, sa kunne

sognets beboere komme og se vores duelighed.

For drengene var der ingen ekstra fag. Ingen sløjd, ingen formning.

Ordet formning, eller kreative fag, blev slet ikke brugt dengang. Vi

kendte dem ikke. Vores fag var blandt andre Bibelhistorie og

Danmarkshistorie. Det betød, at vi skulle kunne Katekismusen (det er en

bog) udenad og vi skulle lære en masse salmer udenad. Selve historien

om bibelen kunne jeg godt lide. De fleste salmer og katekismusen har jeg

glemt igen. Danmarkshistorien kunne jeg ogsa godt lide, men vi skulle

ogsa kunne kongerækken fra Gorm den Gamle og til Christian d. 10.

udenad. Jeg har aldrig kunnet huske tal, sa den lærte jeg aldrig. Sa havde

vi geografi. Dengang kunne jeg huske næsten alle floder i Europa, nu kan

jeg kun huske de russiske.

I tredje og fjerde klasse havde vi en time gymnastik en gang om ugen.

Piger og drenge var pa samme hold. Vi havde ikke skiftetøj og bad

fandtes heller ikke. Svømmehaller fandtes heller ikke. Det var vores

skolelærer der var gymnastikleder.

Vores gymnastik foregik i sognets forsamlingshus. Der fandtes ingen

sportshaller. Om vinteren blev der varmet op med tørv i kakkelovnen.

Der blev tændt ild en time før vi kom, sa der var ikke re varmt.

Sommetider rød kakkelovnen sa der ma tte gennemtræk til for at vi

kunne være der. Det blev det jo endnu koldere af. Tørvene var va de, sa

det kneb med at fa dem til at brænde. Sommetider blev vi kommanderet

ud mellem pultene og sa skulle vi gøre nogen øvelser for at fa varme i

kroppen.

27

Edith 8 står på forreste række i sort kjole Legeplads foran Jorløse Skole:

Købmand Pumpehus (?) Forsamlingshus

28

Vi havde ikke matematik eller sprog, biologi eller kemi. Den slags

ma tte man ga i realskole for at lære. Det var i syvende skolea r vi gik til

præst og blev konfirmeret. De fleste piger kom ud og tjene. Det var

mest pa det man dengang kaldte de store ga rde. Nogen drenge kom i

lære som smed, elektriker, tømrer, snedker, mejerist eller butikslærer.

Men de fleste kom ogsa ud og tjene pa en ga rd. Da var vi sa 14 a r.

En gang om a ret tog tredje og fjerde klasse med lærerne og et par

voksne pa en tur til København. Her er vi foran Elefanthuset i Zoo. Jeg

var 9 a r og sta r i forreste række, nr. 3 fra højre med hat pa . Turen

startede med tog fra Svebølle St. Og det var med første tog ved 7 tiden

om morgenen. Turen tog 3½ time før vi var i København. Sa var vi i

Zoo, pa Familiejournalen, Carlsberg og Tivoli og sa hjem med sidste tog

som kørte ved 8 tiden om aftenen fra København. Vi var hjemme ved

11 tiden og var godt trætte. Sa var vores fædre ved stationen og hente

os med hestevognen.

Vores skolelærer røg lang pibe. Hvis han skulle straffe nogen, sa slog han

med pibespidsen en over nakken. Jeg husker at en dreng engang fik

besked pa at ga ud og skære en kæp. Den skulle han selv have en gang

strambukser. Strambukser betyder, at man skal bøje sig ned, sa at

bukserne strammer bag pa og sa sla r læreren med en kæp.

Drengen var væk meget længe, men sa kom han med en kæp. Sa spurgte

læreren ”hvorfor varede det sa længe?”. Drengen svarede ”Jo, det var

fordi jeg ikke kunne finde en som jeg synes passede godt nok før nu.”

Han havde fundet en knastør hyldekæp. Med sa dan en blev smerten ikke

stor, for den knækker ved et let slag. Da kunne læreren ikke lade være

med at grine sammen med alle de andre børn.

Det skete at han gav en ørefigen eller ruskede en elev. Det var mest

drenge og altid de samme, men det var ogsa dem der var værst til at lave

ballade. Det var som regel nok na r bare læreren ’sa ’ pa os. Det skete at

nogen sad efter, men det var ogsa meget sjældent, for sa skulle læreren

jo ogsa selv blive der, og det var han ikke interesseret i.

Dengang var der ikke nogen skolebusser. Det var heller ikke almindeligt

at børn havde en cykel, sa jeg gik til og fra skole, ca. 4½ kilometer. Na r

jeg sa kom hjem skulle jeg skifte skoletøjet til hverdagstøjet. I ovnen i

komfuret havde min mor stillet varm middagsmad til mig som jeg spiste.

Man spiste altid varm mad midt pa dagen pa landet. Na r jeg havde spist,

kiggede jeg pa lektierne og derefter skulle jeg hjælpe til med at passe

dyrene og mine mindre søskende. Dengang var der ikke noget der hed 8

timers arbejde, heller ikke for børnene. Tv var der slet ikke. Radio var

ret nyt. Sa vi kom tidligt op og tidligt i seng. Hvis vi sa en lastbil pa vejen

kiggede vi efter den til den var uden for synsvinkel for det var sjældent

at se sa dan en. Der var heste og køer og grise og høns pa hver en ga rd og

der var 5-7 børn næsten hvert sted, sa vi kunne altid lege na r vi ikke

skulle hjælpe forældrene.

Foran Elefanthuset i Zoo

29

Skovturen

En gang hvert a r, først pa sommeren, na r bøgen sta r lysegrøn, da holdt

skolen skovtur for forældre og børn. Det gik for sig pa denne ma de:

Ålle ga rdejerne og mindre landbrug som havde hest og vogn, mødtes

ved skolen. Der tog de dem med, som ikke selv havde køretøjer, og na r

alle var med, fordelt i de vogne som havde plads, sa kørte vi i en lang

række til en skov med sø eller anden form for vand.

Pa alle vogne var dannebrogsflag og bøgegrene og blomster som de

festklædte passagerer svingede med. Nogen brød ud i sang. Det

smittede til næste vogn og der sang man ogsa med. Na r vi kørte foran

et hus eller en ga rd eller nogen pa markerne, sa ra bte alle ”Hurra” og

der blev vinket og ra bt glade hilsener. Na r vi na ede skoven blev alle

hestene spændt fra vognene. De blev sat i nogen ba se som pa den tid var

i skovene. Hestene fik frisk sla et græs. De skulle have alt hvad de kunne

æde, ellers ville de bide og sla efter hinanden, for heste vil ikke ta le en

anden som den ikke kender.

Damerne og børnene gik sa i sma grupper mod søen. Der kom sa gang i

sanglegene. Sjovt var det, hvis vi lærte en ny leg. Drengene skulle gerne

bruge en masse kræfter med at løbe op og ned af stejle skrænter og vise

sig for hinanden. Pigerne var mere stilfærdige i deres lege.

Damerne snakkede sammen. Siden kom mændene snakkende om deres

dyr og marker. Nogen fandt et bord, hvor de kunne spille kort. Efter en

tid tog damerne deres kaffekander frem og gik hen til et lille hus, hvor

man kunne købe kogende vand til kanderne for 10 øre pr. Liter. Sa blev

der bredt duge ud pa borde og i græsset, og kopper blev delt ud til alle,

som fik kaffe og fine hjemmebagte kager til. Ingen steder smagte kaffe sa

godt som pa sa dan en skovtur. Børnene blev først færdige og løb hen og

legede videre, mens damerne ryddede op. Det varede ikke længe før

børnene kom igen. De havde nemlig opdaget et sted, hvor man kunne

købe is til 10 øre. Sa fik alle en is.

Efter et par timer vender tilbage damerne til vognene for at tage

madkurvene frem. Mænd og børn kommer ogsa og der bliver pakket op

for en masse dejlig hjemmelavet mad. Man bytter hos hinanden for at

smage alle godbidderne. Der er sodavand og saftevand og mælk og øl, sa

alle, fra den mindste til den ældste, fa r hvad de kan lide.

Efter dette dejlige ma ltid synges en sang eller flere fra sangbogen. Derpa

rydder damerne op og mændene ga r hen og spænder heste for vognene.

Nu er hestene mætte og udhvilede, sa de kan være meget usalige. Det

kan gøre det besværligt at holde dem, for nu vil de hjem. Ålle kommer op

til deres vogn og bliver sat godt til rette. De mest fyrige heste sta r og

tripper for at komme af sted. Ålle mændene kender jo hestene og de der

Edmunds skoleklasse

30

er sværest at holde, kører først af sted. Nu er der ingen som kan kalde

alle heste i en fin række mere, sa hver vogn kører for sig. Der vrinskes

og ra bes ”hurra” til alle man møder. Na r man sa na r hjem kikker

børnene om der er mere tilbage i madkurven. De sidste rester bliver

spist og alle er dejligt mætte og dagen slutter med, at en flok glade folk

sover sødt i deres senge. Mændene ga r en tur ud og ser til dyrene før

de ogsa ga r til ro.

Bakkely og de moderne tider

Da far og mor købte Bakkely var det fordi der var lagt elektricitet ind,

ba de med lys og kraft. Der var mange steder i 1918, hvor der endnu ikke

var el. Hos de tre naboer pa Bakken var der ikke el. Jeg var da sa stor, at

jeg kan huske, at de havde petroleumslamper. Jeg kan ogsa huske, da de

fik el hos Chr. Nielsen pa Bakkedal. De havde alle tærskeværk, sa de

kunne tærske kornet. Hos naboerne var trækkraften til tærskningen

heste. De gik i en omgang. Det vil sige, hesten var spændt for en stang

uden for laden, hvor der sa var en, som styrede hesten til at ga rundt og

rundt. Der var sa nogle tandhjul og andre mekanismer, som fik lavet

trækkraft ind til tærskeværket sa kernerne blev skilt fra stra ene.

Hos os var det en elektrisk motor, som trak tærskermaskinen. Far havde

ogsa en kværn, sa han selv kunne male kornet til skra sæd, eller grutning

som det blev kaldt, na r kernerne blev knust til grisefoder. Noget af det

fik køerne, havrekernerne blev groftmalet til hestene. Pa loftet over

hestestalden var der en hakkelsmaskine. I den blev der puttet halm i en

krybbe, sa var der nogle tandhjul, som tog fat i halmen og trak det frem,

na r et stort hjul med to knive blev drejet rundt. Halmen blev sa snittet i

sma stumper. Det var hestene glade for at fa at spise med lidt havre

blandet i. Det var hyggeligt at høre na r de stod i stalden og gumlede og

prustede og sma vrinskede af velvære. Hakkelsen kunne ogsa komme i

muleposer. Det var na r hestene blev brugt andre steder, end hvor de

kunne komme ind i stalden. Sa havde kusken sa dan en mulepose med til

hestene. Enten i vognen eller hængende pa siden af hesten, hængt fast

øverst pa seletøjet.

Na r vi tærskede sa var vi børn med til det arbejde ogsa . Negene som var

sat sammen i laden skulle flyttes hen til kanten, hvor tærskeværket stod,

sa skulle vi kaste dem ned pa bordet. Der stod far med en lommekniv,

31

som var bundet fast til hans højre ha nd, for at han ikke skulle tabe den.

Med et snit skar han selvbinderba ndet over og sa delte han stra ene i

mindre portioner og stoppede dem ind i tærskeværket med kernerne

først, sa de blev sla et af stra ene. Det gjorde et hjul med nogle slagler

pa . Der var ogsa en blæser, som blæste avnerne væk fra kernerne, sa

blev halmen ogsa skilt fra, sa dan at kernerne løb ned i nogle sække,

avnerne kom ud under tærskerværket, halmen kom ud bagerst i

værket. Det var sa en af os som skulle tage halmen fra og fylde

avnerne. Sækkene med kornet flyttede far na r de var fulde. Det var et

arbejde, der støvede meget, sa vi var møgbeskidte af støv og sved na r

vi var færdige, sa vi var ikke ret glade for det arbejde, og det kløede

ogsa fordi vi fik ba de avner og stra ned under tøjet.

Dengang havde vi ikke badeværelse eller rindende varmt vand. Sa na r

vi var færdige med at tærske, blev vi bare vasket til hvad vi i dag ville

kalde højhals. Det vil sige, vi tog det yderste tøj af og vaskede hoved,

hals, arme og ben i et vandfad med lunkent vand. Det foregik i vasken i

køkkenet. Der var stadig lidt lunt, selvom ilden i komfuret fik lov til at

ga ud na r middagsmaden var lavet. Ilden blev lagt ind i kakkelovnen i

stuen, sa der var varme derinde om eftermiddagen og om aftenen.

De første a r pa Bakkely var der hverken toilet eller lokum. I stedet gik

man ud i kostalden og anvendte samme rende som køerne til det

forma l. Na r køerne løftede halen, skyndte man sig at hive bukserne op,

for ellers kunne man godt regne med, at det ville sprøjte. Faktisk kom

der ikke toilet pa Bakkely mens mine forældre boede der, men de fik et

lokum med en spand, som skulle tømmes over møddingen na r den

blev fyldt. Det lugtede.

Bakkely i 1947, nu med fast tag på stalden

32

Dyrene

Vi børn var ogsa med til at passe dyrene na r de var pa stald. Køerne fik

først en skefuld foderblanding, det slikkede de i sig som slik. Derefter

fik de roer og ka lrabi. De skulle bæres i en vidjekurv fra roehuset hen

foran køerne na r de var kørt igennem en roemaskine, som skar roerne

i snitter.

Na r roerne var spist skulle køerne have vand. Det hentede vi i spande

ved brønden. Der pumpede vi det op med en gammeldags vandpumpe.

Det bar vi ind til køerne. Det var mange spande vand, som blev ba ret

ind. Derefter fik køerne hø og halm. Det blev puttet ned igennem en

lem fra loftet og delt ud til alle dyrene. Kvier og kalve stod med halen

mod køernes haler, pa den anden side af en gang imellem

grebningerne.

Vi skulle ogsa muge ud. Vi læssede med greb og skovl gødningen op pa

en trillebør og kørte det ud pa møddingen. Der la det sa til det blev

fora r, hvor det sa kom ud pa markerne som gødning. Åjlen løb ud i en

lille brønd lige uden for stalddøren. Der sank det meste tunge gødning,

som flød med ud, til bunds. Sa løb ajlen videre hen til en ajlebeholder.

Den blev fyldt op i løbet af vinteren. Den blev ogsa tømt om fora ret. Da

blev en stor ajletønde lagt pa en skraldevogn, kørt hen ved

ajlebeholderen. Der var sa sat en pumpe ned til at pumpe ajlen op i

tønden med. Det foregik ogsa med ha ndkraft. Sa blev det kørt ud pa

marken ogsa . Det lugtede lang væk, men der var et mundheld som lød,

”Det lugter af penge” eller ”det er lortet, som sætter kagen pa bordet.”

Det var jo gødning som gav næring til den næste høst. Dengang var der

ikke snak om at landbruget forurenede som der er nu. Landmændene

brugte da ogsa kunstgødning pa markerne da det kom frem. De ma tte

jo bare selv strø det ud med ha ndkraft. Sækkene med kunstgødningen

blev læsset pa skraldevognen. Sa var der en som styrede hestene op og

ned af marken mens far med en kulskovl strøede gødningen ud pa

jorden. Det skulle helst gøres i regnvejr sa det kunne blive opløst og med

regnvandet synke ned til rødderne pa afgrøderne.

Om fora ret skulle der jo ogsa køres møg pa skraldevognen. Til det

arbejde havde far indtil dengang vi blev store nok til det, lejet en mand

til at være med. Na r en vogn var fyldt op kørte far det ud pa marken,

læssede det af i nogle bunker. De blev sa senere med et greb strøet ud

over jorden. Senere pløjet ned sa planterne havde noget at gro af. Der

var ikke ajlebeholder da far og mor købte ga rden. Den gravede far og

min morbror Karl ud og støbte. Det var før jeg kan huske, men de har

fortalt mig om det.

Der var en historie om, at det var da mor ventede mig. Sa havde hun

lavet middagsmad. Det var hakkebøf. De havde dengang ikke ret mange

penge, sa der var kun seks bøffer. Mor var ga et ud og malke en ko til

middag, efter hun havde lavet mad og dækket bordet. Da hun sa kom

ind, havde de to mandfolk selv taget maden. De havde spist alle seks

bøffer. De smagte jo sa godt. Mor blev sa skuffet, fordi der ikke engang

kunne blive en til hende, sa hun græd. Det huskede de to mænd meget

længe. Morbror Karl talte om det mange a r efter. De synes jo da ogsa

selv, at det var synd for hende, men det var sjældent, at de fik kød, som

ikke var saltet, sa de spiste bare.

Da mor og far flyttede til Bakkely, havde de en hest og en fjedervogn,

hvorpa der var et bord og seks stole, hendes ung pige kommode,

dobbeltsengen og dyner, et par gryder, seks dybe og seks flade

tallerkener, og et kaffestel, som de havde fa et i bryllupsgave. Sa havde de

fa et en spand spegesild og et stykke saltet flæsk. Det var hvad de

startede med, sammen med en skæppe kartofler. Sa der var jo ikke

meget at sla til Søren med. De flyttede dertil om fora ret, sa de ma tte jo

vente til der kom nye afgrøder og klare sig med grød og kartofler og

33

hvad der var, indtil der kom noget nyt, som de havde plantet og sa et.

Spegesildene og flæsket som de havde med pa flyttelæsset var fra

farmor. Hun havde heller ikke sa meget at sta til side med.

Na r mor skulle føde, ma tte far op pa hestevognen og køre ca. 10-11km

hen for at hente jordemoderen. Det tog ca. en time hver vej.

Jordemoderen havde en taske med, og denne troede vi børn, at det nye

barn la i. Vi havde ikke skyggen af seksualundervisning i skolen og na r

vi fik fortalt, at nogen havde fa et barn, sagde de voksne, at storken var

kommet med det.

Det var først da jeg begyndte at ga sammen med andre unge, der var

længere fremme i skoene end jeg, at jeg lærte hvad der virkelig foregik.

Inden da var jeg desuden bange for mænd, da jeg havde fa et fortalt, at

det var farligt. Na r en

mand snakkede lidt for

længe med mig eller kom

lidt for tæt pa , skyndte jeg

mig væk. Ogsa dette

ændrede sig, da jeg lærte

andre unge at kende.

Johannes og Valborg Olsen foran Bakkely

En ung Valborg Olsen, født Nielsen

34

Det var lidt om den første tid for mor og far pa Bakkely. Tilbage til de

ting vi børn var med til. Vi skulle jo ogsa muge ud hos grisene. Der var

fire rum i grisestalden. Der var en eller to søer, de var sommetider i rum

sammen, men na r de skulle fare, var de hver for sig. Sa var der sma grise

i et rum og fedegrise i et. Rummene var to ved siden af hinanden med

fodergangen imellem. Der var en lem i de to rum, som vendte ud imod

møddingen. Der skulle møget ud af. Sa først smed vi møget fra det ene

rum over i det med lemmen. Derpa samlede vi det hele fra begge rum

foran lemmen og jagede grisen hen i et hjørne, for at de ikke skulle løbe

ud na r lemmen blev a bnet. Det skete nu alligevel tit, at der var nogle

grise, som slap ud mens vi stod og baksede med at fa møget ud. Vi ma tte

sa efter mugningen ud og fange grisene og fa dem genet ind igen. Vi

havde altid en kæp med, som vi kunne bruge til at tjatte grisene med, sa

de kom den rigtige vej. Der skulle sa være en af os inde i grisestien til at

passe pa , at ikke flere grise løb ud. Det kunne godt være en besværlig

opgave at fa de løsslupne grise genet ind, for de ville gerne være ude og

ga og rode i jorden.

Na r vi havde muget ud, sa fik grisene rent halm, som de først løb og

legede i, bagefter redte de et leje, som de lagde sig i og sov. De lægger sig

tæt sammen og oven pa hinanden i en klynge. Om vinteren na r det var

meget koldt, lavede far, ved hjælp af et par stænger, som hang fast i et

reb op til loftet, en hule af halm, som grisene kunne putte sig ind under,

sa de kunne holde varmen na r de sov. Grise er nogle renlige dyr. Det tror

I nok ikke, hvis I har set, hvor beskidte de kan se ud. Grise har

henholdsvis et sovested og et WC-sted i deres rum, sa de ligger tørt og

rent, der hvor de skal sove. Derimod kan de godt lide at trille sig i

vandpytter eller i mudder, men det er fordi de pa den ma de kan holde

insekter fra kroppen, som ellers klør pa deres krop.

Na r en so skulle have grise, det hedder at soen farer, sa kunne vi altid se

det pa den i forvejen. Den havde altid travlt med at rede et leje som den

kunne ligge pa , af rent halm. Vi havde en vidjekurv med halm i og en sæk

over. I den blev de sma nyfødte grise lagt op, for at de ikke skulle fryse.

Na r soen sa havde født alle grisene, sa kom den hinde som de sma grise

havde ligget i inde i soen ud. Den hedder ba ren. Soen a d den igen. Det

gav hende nogle stoffer, som var gode, for at hun kunne fa gang i

mælkeproduktionen til de sma .

En so skulle helst have 10-12 sma grise ad gangen. Hvis den fik for fa , sa

kunne det ikke betale sig at have den. Sa blev den solgt til slagteriet,

hvor den blev slagtet. Sa fik far nogle penge for den. Der var sa en anden

sogris, som kom til orne, sa den kunne blive løbet og blive med sma grise.

Sa dan en gris, som skulle have grise første gang, hedder en gylt. De fleste

søer og gylte var meget rolige na r de skulle fare. Sa sad vi børn ved siden

af dem, pa et knippe ren halm og tog imod de sma . Vi tørrede dem af for

slim og rensede deres tryne og mund, sa de kunne trække vejret. Sa blev

de lagt i vidjekurven. Na r soen havde faret færdigt, sa blev alle de sma

lagt ved hendes patter. Hun lagde sig selv helt om pa siden, sa alle

patterne kom frem. Sa kunne de sma fa fat i dem og sutte. Sa la soen og

sagde nogle gryntelyde. Na r hun synes, at nu havde de sma fa et nok, sa

rejste hun sig. De sma blev da igen lagt i kurven, hvor de varmede

hinanden. De blev lagt til soen flere gange i døgnet. Na r de var et par

dage gamle, sa fik de lov at være ved soen hele tiden.

Det kunne ske, at en so blev vild na r den skulle fare. Sa blev den lukket

ind i en farekasse. Det er et bur med træbund og nogle jernbuer, som er

sa høje, at soen kan sta og der er plads nok til, at hun kan ligge godt. I

sa dan en farekasse kan soen ikke komme til at gøre skade pa sig selv

eller de sma grise. Soen falder til ro igen, na r der er ga et noget tid. Sa

kom hun ud igen.

Da jeg var barn, var der en landmand som havde orner. Til ham kom

vores søer og gylte og blev bedækket na r de var ”orneglade” som det

35

kaldes. Soen fik et reb om halsen, og sa gik den selv med far eller da vi

blev store nok, var det os børn, som fulgte soen til ornen. Der blev den sa

lukket ind til ornen. Sa ordnede de to selv paragrafferne. Sa ma tte den

igen ga hjem, med følgeskab af os. Senere var der en anden mand, som

lavede en ornecentral. De kørte ornerne ud til landmændene na r der

blev ringet efter en orne. Den blev sa hentet igen, na r soen var blevet

bedækket. Nu om stunder bliver søerne insemineret med sæd fra en

ornecentral. Sa nu ser søer og orner slet ikke hinanden. Det er

mennesker, der ordner det hele. Det er det samme med køerne. De

bliver ogsa insemineret med frysesæd fra en tyrestation. Nu er der ikke

ret mange steder, hvor der er ba de køer og grise pa en ga rd. Der er sa

fabriksagtigt. Der er enten kun køer eller kun grise. Dyrene sta r bundet i

stalden altid, de fa r ikke lov til at røre sig. Det kan godt gøre mig ked af,

at se at det er blevet sa dan, for kontakten med dyr, som man ga r og

kæler med, giver nogen værdier, som nu er helt væk for næsten alle

mennesker, ogsa pa landet. Det er sjældent at se dyr pa markerne nu.

Det er sa dan, at man næsten ra ber hurra na r det sker, at der er nogle dyr

pa en mark man kører forbi.

Mor havde høns. Om sommeren var der altid nogle høns, som blev

liggegale. De blev kaldt skrukhøns. Det var fordi, at de skrukkede na r de

var ude for at æde. De ville helst ligge inde i en rede og varme æg. De

flyttede sig ikke, na r vi ville samle æggene ind. De hakkede efter vores

hænder na r vi ville tage de æg, som la under dem. Skrukken blev sa lagt i

en redekasse med et par porcelænsæg, som den kunne ligge og varme.

Det skete, at skrukken alligevel ikke ville ligge, sa blev den sat ind under

en kasse med bunden i vejret. Sa sad den der i mørke i et par dage. Den

fik selvfølgelig vand og korn. Na r den sa ikke skrukkede mere blev den

sluppet fri igen. Derimod de skrukke som blev pa reden. De fik 12 æg,

som de la og varmede i 21 dage. Sa kom der kyllinger ud af æggene. Na r

de sma kyllinger var tørre, blev de sammen med hønen sat i et lille bur

ude i ga rden, hvor der var en kasse eller en tønde, som der var hø eller

halm i, til hønen sa den kunne bygge rede. Der kunne hun holde

kyllingerne varme na r de trængte til det. Der var vand og korn og gryn,

som de kunne spise. Der i buret fik de lov til at være, til de var blevet sa

store, at de begyndte at fa fjer. Derefter fik de lov til at ga frit omkring

sammen med hønen. Sa kunne de selv finde en masse at æde.

Det skete tit, at en kylling kom væk fra hønen. Sa pippede den meget

højt. Na r vi hørte sa dan en bortkommen en, sa skulle vi altid fange den.

Det kunne godt være svært, for de løb ind imellem blomster, buske og

alt hvad de kunne skjule sig under. Vi fik nu altid fat i dem og fik dem

hen til hønen igen. Na r de blev sa store, at de kunne klare sig selv, sa fik

de tit den vane, at flyve op i træer og sætte sig om aftenen. Der ville de

sove. Det ma tte de ikke, for der var ræve, som kunne komme og tage

dem. Sa ma tte vi vente til det blev temmelig mørk, hvor vi sa kunne tage

dem uden at de fløj væk. De blev sa sat ind i hønsehuse. Det kunne godt

tage nogen tid, før de fandt ud af, at det var der de skulle bo og sove.

Nogle af skrukkerne fik andeæg at ruge ud. Hønsene tog sig lige sa godt

36

af ællingerne som af kyllingerne. Ællingerne ville gerne ud og svømme i

vandingen, sa de blev sat der. Det var synd for hønen, for hun klukkede

og kaldte for at fa dem op af vandet. Hun var glad na r de kom hen til

hende for at blive varmet. For at hønen ikke skulle ga væk fra

ællingerne, fik hun bundet et bændel om det ene ben og blev tøjret ved

kanten af vandet, hvor der ogsa var korn og gryn og va dt brød til ba de

ællingerne og hønen. Der var ogsa en tønde eller en kasse, hvor de

boede i.

Mor fortalte, at da jeg var ca. 2 a r gammel, var jeg skrap til at fange

ællingerne. Sa gik jeg og svingede med dem. Jeg holdt dem om hovedet

og halsen, hvilket de jo ikke kunne ta le, sa de døde af det. Mor har jo nok

fa et sat hegn om dem, sa jeg ikke kunne fa fat i dem. Jeg kan ikke selv

huske det. Lige som jeg heller ikke kan huske det med, at jeg trak roer op

bag far.

Na r ællingerne var blevet sa store, at de ikke havde brug for at blive

varmet af hønen, sa skulle vi ogsa hver aften ud og jage dem op af

vandingen og jage dem ind i hønsehuset, hvor de sov i et hjørne i noget

halm. Vi kastede jordklumper og sma sten hen imod ællingerne for at fa

dem op af vandet. Der var en, som var anføreren. Na r den gik op, sa

fulgte de andre efter. Sa var det let nok at fa flokken ind.

Valborg Olsen i sin have ved et hønsebur

37

Na r høsten var i hus, fik høns og ænder lov til at ga frit ude pa marken.

Der kunne de spise sig mætte af det korn, som var faldet af aksene under

høsten. Samtidig tog de en masse insekter, sa de kom hjem med kra se

fyldt hen pa eftermiddagen. I den tid blev de godt fede. Dengang blev

ænderne ikke slagtet før de skulle spises. Til Mortens Åften fik vi altid

andesteg, sa der blev slagtet 2 ænder. Til jul blev de andre slagtet. Vi

spiste selv 2 juleaften og solgte derudover juleænder til familien.

Morbror Karl, som boede i Jylland, skulle have 2. Moster Kirstine, som

ogsa boede i Jylland i Esbjerg, skulle ogsa have 2. De skulle pakkes ind i

pergamentpapir og gra t papir. Dengang var der ikke noget, der hed

plastik.

Det kunne ske, at papiret gik i stykker under transporten. Det foregik

med tog. Der skulle 3 mærkesedler pa . 1 bundet fast pa anden, 1 sat pa

pergamentpapiret og 1 pa det gra papir. Sa var man sikker pa , at anden

na ede frem, selv om papiret var ga et i stykker.

Na r vi slagtede ænder, sa blev hovedet ska ret af ænderne med en skarp

kniv. Der var to om at holde anden. Den ene som holdt anden i vinger og

ben, den anden som tog fat om hovedet med venstre ha nd og med

kniven i højre ha nd skar hovedet af anden med et rask snit. Sa holdt vi

anden med halsen nedad sa blodet kunne løbe af. Sommetider brugte vi

blodet til blodpølse. Na r der blev slagtet flere pa en gang, var der jo

meget blod, sa det blev benyttet alt sammen.

Mor lavede nogen meget gode blodpølser ba de af gris og andeblod.

Na r ænderne sa var slagtede, blev de plukket. Vi samlede altid fjerene og

de dejlige andedun i en tynd sæk. De blev hængt op pa loftet ved siden af

skorstenen, der kunne de hænge og blive tørre og luftige. Sa blev de

brugt til dyner og puder som var dejlig varme. Na r fjer og dun var

plukket af, sa blev ænderne skoldet og alt blev pillet helt af. Na r alle

ænderne var renset blev de hængt med ba nd om benene med halsen

nedad sa det sidste blod kunne løbe ud. Der hang de en nat, før de blev

pakket forsvarligt ind. En voksen kørte sa med hele forsyningen til

Jerslev station, hvorfra de blev sendt til Jylland.

Da jeg og Edmund blev store nok, gik vi til Viskinge med en juleand til

bedstemor og bedstefar. Vi havde en rygsæk pa , med de ting som vi

skulle aflevere. Vi fik sa strømper med hjem som bedstemor havde

strikket til os børn og sokker til far. Sommetider var der kun strikket

nye fødder i et par sokkeskæfter. Det var ikke altid, at det var den

samme farve garn. Det gjorde jo ikke noget til far, for han havde jo lange

bukser pa . Drengene derimod havde korte bukser og pigerne havde altid

kun kjoler. Derfor var vi jo nødt til at have lange strømper pa alle

sammen.

Strømperne blev holdt oppe med et strømpeba nd. En gra elastik med

huller i. Der var en knap syet pa den udvendige side af strømpen, der

blev strømpeba ndet knappet pa . Sa sad det pa en knap pa et livstykke.

Det hørte til alle børns beklædning dengang om vinteren. Na r det blev

fora r fik vi halvstrømper. Om sommeren løb vi uden strømper og helst

ogsa uden sko. Vi vænnede os hurtigt til at ga uden fodtøj alle steder,

ude og inde. Det var sjældent, at det gjorde ondt pa fødderne. Jeg husker

at sa snart at solen skinnede, sa trak vi strømperne af og løb rundt pa

bare fødder. Det skete næsten altid ude i haven. Mor fandt altid ud af

det, hun sagde at det var for tidligt, det var ikke varmt nok. Sa vi ma tte

ikke gøre det endnu. Hun ville selvfølgelig ikke have at vi blev forkølede

og syge. Men sa kloge var vi ikke dengang. Det er noget jeg tænker pa nu,

na r jeg om fora ret ser nogen bla frosne unger som ogsa synes, at det skal

være fora r og ga r i bare et par sko og kun lidt tøj.

Na , jeg kom lidt langt væk fra det med ænderne til jul. Det var ba de et

stort arbejde at slagte og plukke alle de ænder, men det var ogsa meget

hyggeligt. Vi var alle sammen med til det. Der var dejligt varmt i

køkkenet, for der skulle jo varmes vand til at skolde ænderne i.

38

Før jul blev der ogsa slagtet en gris. Mor havde fyldt gruekedelen med

vand dagen i forvejen. Om morgenen blev der tændt op under

gruekedelen sa vandet blev kogende. Na r slagteren kom, blev grisen

hentet ud af stalden, hen til vognporten. Der var sat et kar og en stige og

noget reb parat. Stigen blev sat op mod karet, sa blev grisen genet hen til

stigen. Grisen skulle ligge pa den. Grisens ben blev bundet sammen og et

reb blev lagt om dens tryne sa den ikke kunne a bne munden. Der blev

den holdt fast. Slagteren havde en meget skarp kniv som han stak ind i

halsen pa grisen. Han skulle helst ramme lige i den store pulsa re.